Artikler
Juni 23, 2015
Sønderborg – 1864
TV – serien om 1864 har haft sin virkning. Turister strømmer til Dybbøl og Sønderborg. Og i Sønderborg fremstiller Turistforeningen tiden som romantisk. Men det var den nu langt fra. Byen blev gennembombet. Vi følger en konstitueret overlæge på et lazaret (ambulance) dengang. Og så følger vi løjtnant Larsen, der blev kvæstet i Mysunde, men nu vil melde sig tilbage til sit regiment. Han overnatter i Sønderborg, mens bombardementet er værst.
En tv – serie med spredt begejstring
Den pragtfulde TV – serie om 1864 delte befolkningen i Danmark. I England er man begejstret, mens man i Tyskland har været mere tilbageholdene med begejstringen. Men serien har fået en masse turister til Dybbøl og Sønderborg.
Det var hvis ikke så romantisk
I Sønderborg prøver Turistforeningen at genskabe stemningen fra dengang for turisternes skyld. Men egentlig var det slet ikke så romantisk, som man fremstiller det. Vi har kigget i nogle gamle dagbøger fra dengang.
Den norske læge, Regmert meldte sig i 1864 frivillig ved den danske hær. Den 22. februar ankom han til Sønderborg. Han var konstitueret overlæge ved 2. Divisions 1. Ambulance. Vi har kigget lidt i hans erindringer.
I nat foretog jeg bl.a. 4 amputationer indtil klokken 11. At amputere ved Lys (almindelig stearinlys) er lidt besværligt, før man bliver vant dertil.
Granater er nogle bestialske projektiler. En granat fra Broager Batteriet dels sårede, dels dræbte 30 mand i skanse nummer 1 på Sundeved. Foruden min underlæge, Dr. Herthel har jeg velvillig hjælp af de svenske kollegaer, bataljons læge Lagerløf og regimentslæge Stenkula. Operationsstuerne som tilsøles af indbragte sårede, må rengøres tre gange hver dag.
Livlig kanonade især om formiddagen. Prøjserne udsendte granater fra syv batterier. 24 sårede indbragtes i dag fra skanserne og forposterne. De danske skanser skal nu være med 92 kanoner (foruden feltartilleriet).
Omkring 40 faldne danske menige indbragtes og blev henlagt i Sønderborg Kirke. Alle disse faldne menige blev samtidig begravet i en stor fællesgrav på Sønderborg Kirkegård med festlig militær honnør, musik og en gribende tale af feltpræsten. Der var et stort følge af venner og slægtninge.
I gejstlig henseende blev de danske tropper betjent af 3 – 4 præster, der forsøgte at holde modet oppe og opmuntrede til kamp for fædrelandet. Under belejringen holdtes der dagligt gudstjeneste, og der var altid lejlighed til altergang.
Lige indtil flere dage efter at belejringen af Sønderborg var begyndt, var teatret i virksomhed. Først da en granat fra Broager havde gennemboret nabohuset, indstilledes forestillingerne.
Jeg overtager Fattiggårdens Lazaret (Nr. 14) med 50 lettere sårede, sådanne – om skanserne indtages – selv måtte kunne sørge for transport. Den 3. april ramte en granat Fattiggården. De sårede rømmede snarest muligt huset og søgte sikkerhed, hvor de bedst kunne (ofte langt ude på Als). Først længere tid efter, da min ambulance var detacheret til Ulkebøl, indfandt de fleste sig der.
I går faldt 250 granater fra Broager i Skanse 2 uden at gøre stor virkning. Besætningen havde fået øvelse i at ”dækkes sig” (skjule sig bag Voldene) og kunne af røgen, der udgik fra fjendens kanoner sikkert beregne, hvor granaten ville falde. Til Ambulancen 5 sårede. Jeg udførte 7 amputationer.
Dr. Regmert havde indbudt en del danske og svenske læger til selskab i 2. divisions 1. ambulance, derom skriver Regmert:
Til alle 4 ambulancer indbragtes 116 sårede, deraf til Kirchsteins Mølle (hvor Regment havde sin ambulance) 30 sårede. Rolf Krake vekslede skud med Broager – batterierne.
Stærkt bombardement dag og nat – 57 sårede. En stor ildebrand i Sønderborg frembragt ved prøjsiske brandgranater blev dog slukket. Granater falder omkring Kirchsteins Mølle, hvor min ambulance er etableret. Herved såredes en mand.
I morges kom en kollega, en civil læge (Gade eller Matthiesen) bærende med nogle flasker vin og en del sølvskeer og udbrød:
Han indbød os til at tømme flaskerne med ønsker om bedre lykke for andre.
Klokken 10 aften: Himlen er rød af ildebrande i byen. 26 såredes af en granat, som faldt midt i et udmarcherende regiment tæt ved Rådhuset. Der blev opereret og amputeret den aften samtidig på fire borde i Kirchsteins Mølle. Det fortælles om en betydelig krudteksplosion hos boghandler la Motte. (En granat slog ned i en krudtvogn, der holdt foran Boghandler la Mottes forretning (senere Politigård). Hestene blev dræbt)
Jeg red for nogle dage siden forbi en bondegård mellem Sønderborg og Augustenborg, hvor en artilleripark var stationeret. Her forårsagede mennesker, heste og kanoner en betydelig støj, samtidig med at musikken spillede. I mindre end 100 alens afstand sad storken rolig på sin rede, bygget på husets gavl, hældende sit hoved og grundede på menneskets strid og møje
Der er brændt mange steder i Sønderborg. En del af byen ligger i aske. Brandgranater farer som drager fra Broager ind i den ulykkelige by. På Sundeved står store bondegård i flammer. Den sorte røg vælter sig over landet. Store flokke af kvæg bliver drevet ud fra de brændende gårde.
Natten mellem disse dage uafbrudt kanonade. Skuddene kan ikke tælles. De lyder som generalsalver fra en bataljon. 98 sårede bringes ind fra Sundeved. Farver Schous Hus, hvor jeg har været indkvarteret er blevet gennemboret af granater, dog ikke brændt.
Mit kvarter i Sønderborg, hos købmand Gyntherson blev også ramt af en granat, der to dage efter, at jeg var flyttet til Kirschsteins Mølle, gik ind i mit tidligere sovekammer.
Forfærdelig skydning. De såredes antal kan ikke noteres. Dybbøl – skanserne blev taget med storm. Min ambulance blev flyttet til Høruphav.
Indtil klokken halv to i nat var den svenske underlæge Werner med mig i Høruphav. Vi forbandt den store mængde af sårede, som bragtes fra Sønderborg hertil. De skal nu sendes med dampskib til København og andre lazaretter i anden og tredje linje. De sårede blev modtaget og forbundet på gulvet i en stor proviantbåd.
Udmattede af vort besværlige og angribende arbejde, måtte Dr. Werner og jeg efter midnat søge hvile i halmen på gulvet mellem de lidende og døende. Jeg lagde mig således mellem to hårdtsårede, hvoraf den ene, en Livgardist fra København udåndede ved min side. Kort før han drog sit sidste åndedrag bad han mig om som et minde, at modtage hans sabel, som han sagde, tappert havde brugt mod Danmarks Fjender.
Jeg modtog sabelen af den døende kriger og fik vedkommende Intendants tilladelse til at beholde den. Når jeg ser dette våben, står den sørgelig nat i Høruphav levende for mig.
Beskydningen af Sønderborg
Om beskydningen af Sønderborg fortæller sekondløjtnant L. Larsen (3. Inf. Regt.) i sine optegnelser.
Larsen var blevet såret ved Mysunde og havde ligget på lazaret i København. Han meldte sig tilbage til sit regiment den 1. april. Sårene var endnu ikke helt lægte. Derfor beordrede regimentskommandøren ham tilbage til Sønderborg, hvor han skulle søge logi. Hverken på lazaretterne eller gennem indkvarteringskommissionen kunne han finde nattely. Løjtnanten fortæller selv:
En god nats søvn – tak
Nu troede Larsen, at han havde fundet husly. Han blev da også godt modtaget af bagerfolkene. Men de var blevet stærkt ophidset over bombardementerne (2. – 3. april). Efter at han havde fået noget mad ville de gerne vide, om fjenden ville blive ved med at skyde til Sønderborg lå i grus. De ville også vide, om de skulle flytte fra byen ligesom andre familier i byen. Larsen mente, at de skulle se tiden an.
Larsen glædede sig til at få noget søvn. Men det var netop Prøjsernes mening at ødelægge Sønderborg. Det nye bombardement varede fra 2. til den 4. april om formiddagen. Og i det tidsrum havde fjenden ødelagt en fjerdedel af byen.
En granat gennem taget
Tidlig om natten kom Larsens oppasser ned fra loftet og fortalte, at en granat var gået gennem taget. Larsen bad ham tage madrassen og lægge sig ude i køkkenet, hvilket han gjorde.
Endnu en granat
Et par timer senere vækkede oppasseren ham igen. Han kunne nu fortælle, at der var faldet en granat i gangen ved siden af køkkenet, hvilket havde væltet væggen ind i dette. Han foreslog at de skulle flygte, men hvorhen vidste han ikke. Larsen faldt hurtig i søvn igen.
Murebrokker over Larsen
Oppasseren havde slået sig ned på en stol. Hen imod morgenen faldt der en granat i gaden uden for huset og slog facademuren itu. Murbrokker og kalk faldt nu ind over sengen. Nu kom Larsen op i en fart. Bagerfamilien var flygtet i løbet af natten. Nu måtte de to have noget at styrke sig på, og det blev til et kop kaffe på Reimuths Hotel.
En fæl kvalm brandlugt
Værst var det gået ud over den del af Sønderborg, der lå omkring rådhuset, Torvet og den nederste del af hovedgaden, Brændtegaden og ned mod Alssund.
Hist og her så man et enkelt faldefærdig og sortsværtet mur. Gaderne var fuldstændig spærrede af nedskudte huse. Byen lugtede af en fæl kvalm brandlugt. Flere af beboerne var dræbte og sårede. De militære gendarmer holdt god orden. De patruljerede dag og nat på kryds og tværs og pågreb masser af tyve og røvere.
Larsen drog atter ud i stillingen og afleverede rapport om den forløbende eftermiddags og nats begivenheder i Sønderborg. Han fik nu lov til at blive ved regimentet.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om De Slesvigsk Krige, Sønderborg og Als:
Juni 23, 2015
Tønder Seminarium – en del af historien
Vi kigger på tiden lige inden 1864. Der kom et diktat, at Seminariet skulle undervise på dansk, men det kunne man ikke med professor Bahnsen. Han var godt nok en loyal embedsmand, der kendte kongen. Men han var helstatsmand. Så den tyske del af Seminariet flyttede til Eckernförde. Så fortsatte Tønder Seminarium med Kühnel som leder. Men det var dog kun i få år. Så kom prøjserne. Men var tænkte eleverne på seminariet. Gamle skoleblade er dukket op.
I de første 100 år blev der undervist på tysk
Jo vi har været her før og nej, Tønder Statsseminarium eksisterer ikke mere. Institutionen har været en vigtig del af Tønders historie. Og den er blevet brugt i kampen om det danske og det tyske.
I de første 100 år af seminariets eksistens, blev der undervist på tysk. Det var provst Bathasar Petersen, der i anden halvdel af det 18. århundrede begyndte at uddanne lærere. Ved hjælp af testamentariske gaver sikrede han sig, at denne læreruddannelse blev fortsat i hans ånd.
Denne pastor havde en tysk uddannelse og havde lært tysk kultur, så for ham var det helt naturligt, at uddanne tysktalende lærere.
Forstander, professor Bahnsen
Denne tradition blev fastholdt. Seminariet fastholdte det tyske sprog. Det skyldtes født og fremmest forstanderen, professor Bahnsen. Han var angelbo og uddannet i Kiel og Berlin. Han var ellers en loyal dansk embedsmand, som havde det bedste forhold til Christian den Syvende. Ham mødte ofte kongen på dennes badeferie på Før.
Men Bahnsen var også helstatsmand. Derfor krævede han plads til den tyske kultur i hertugdømmet. Han modsatte sig de forslag om at gøre seminariet tvesproget. På den måde kunne seminariet også være leverandør til de dansksprogede sogne i Slesvig af lærere.
Han havde dog ikke noget imod, at der blev oprettet et dansk seminarium et andet sted. Der var planer om at lægge et dansk seminarium i Vonsbæk. Men så døde Christian den Syvende og treårs – krigen satte også en stopper for det.
Efter denne krig satte man fra dansk side ind med et kraftigt forsøg på at styrke det danske sprogs stilling i Mellemslesvig. Ved de såkaldte sprogreskripter indførtes der blandet kirkesprog og dansk skolesprog i de mellemslesvigske sogne.
Til opgave at undervise danske lærere
Tønder Seminarium fik til opgave at uddanne lærere til disse egne. Denne opgave kunne seminariet dog ikke løse under professor Bahnsens ledelse. Han var udtalt modstander af sprogreskripterne.
I danske blade skrev man – med en indrømmelse af Bahnsens loyalitet – om seminariet:
Nyt dansk seminarium
Man flyttede så det tyske seminarium til Eckernförde med Bahnsen som forstander.
Den 7. januar 1858 åbnedes det dansk – slesvigske seminarium i Tønder af den nye forstander, professor Kühnel, med denne erklæring:
Hvorledes var stemningen blandt seminariets elever i Kühnels korte forstandertid fra 1858 til 1864? Ja om dette giver nogle håndskrevne blade oplysning. Disse blev overdraget seminariets arkiv af lærerinde Frøken Clausen i Jejsing.
De gamle skoleblade
Bladene havde været i familiens eje, fra hendes bedstefar, der var elev på seminariet i årene op til 1864. Det var seminariets elevblad fra disse år, som blev oplæst ved elevernes møder. Desværre var samlingen ikke komplet. Men man kan dog godt få et indtryk af forholdene mellem eleverne i disse år.
De fører deres lokale krig ved at nægte at købe stilehefter hos bogbinder Seifert. Grunden var, at han engang havde nægtet en seminarist, der boede hos ham at hejse Dannebrog.
Ved afsløringen af Istedløven var seminaristerne også til stede og sang nogle sange.
Hvornår kommer Grundloven til Sønderjylland?
Ved seminariets fester giver de udtryk for lige som Ejderbevægelsen udtryk for at
De sender desuden en hilsen til det skandinaviske studentermøde i København i 1862.
Bladet søger at orientere eleverne om de politiske begivenheder op imod 1864. Det fremgår af en notits fra december 1863, at Læserforeningens aviser er stærkt efterspurgt.
Rygte: Svenskerne kommer og hjælper
Efter Frederik den Syvendes død udtaler en indsender glæde over, at Christian den Niende vil fortsætte den tidligere konges politik og tilføjer:
I to lejre
Men bladene viser også noget andet. De bekræfter, hvad Vajsenhusskolens lærer Hagerup oplyser, at
Efter, hvad der påstås i disse blade, har flere den mening, at når en sydslesviger kommer herind på seminariet, så må han være tysk, og så er der flere, som udspionere ham. I et svar til denne bemærkning hedder det, at Sydslesvigerne ofte havde vist, hvad man kunne vente sig af dem i national henseende og derfor er det meget naturligt, at man iagttager en person fra disse egne, da det altid er godt at kende sine folk, men det kan man meget godt uden at udspionere ham.
Der var stadig en del elever syd fra, som måske ikke lige var så god til dansk. En indsender skriver:
Han var ikke så heldig, at hans moder lærte ham dansk
Særlig Angel får skyld for manglende troskab over for danskheden af de danske seminarister. Men der også nogle der tager dem i forsvar. De mener, at regeringen har svigtet dem.
Bladene giver et godt indtryk af forholde på Tønder Seminarium i tiden før 1864.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Se)
Juni 22, 2015
At handle med ondskaben
Forsøg på anmeldelse af Hans Kirchhof: At handle med ondskaben – Samarbejdspolitikken under Besættelsestiden. Det er en af de bedste bøger om besættelsestiden, der er skrevet. Og det er både for nørder og nybegyndere! Ingen tvivl om det. Forfatteren holder sig ikke tilbage. Vi får beskrevet helte og skurke. Men egentlig er der ikke noget moraliserende over beskrivelsen. Og dog forfatteren gør op med dem, der med bedre vidende stempler datidens politikere, herunder tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Vi får en helt anden beskrivelse af Scavenius end den vi kender. På en forunderlig måde dokumenterer forfatteren, at der i den grad var klassedeling under besættelsen. Der var ikke den solidaritet og sammenhold som vi får beskrevet i anden besættelseslitteratur.
Tre mærkedage
Det er især tre mindedage i forbindelse med besættelsen, som vi fejrer:
Skurke og Helte
Lad os slå fast fra starten, at dette er en af de bedre bøger fra Besættelsestiden. Her ser vi et eksempel på, at en historiker også kan ændre opfattelse. Det er i sig selv positivt, når argumenterne er så klare som i denne bog. For Hans Kirchhof holder sig bestemt ikke tilbage med sine holdninger. Og det er tydeligt, hvem der var helte og skurke under besættelsen.
Samarbejdet med tyskerne havde sin pris. Men det betød, at Danmark fungerede sådan nogenlunde intakt.
Datidens virkelighed
Det er som om, at forfatteren fra starten har greb om tingene og dette vidner om et eminent kendskab til besættelsestidens historie. Forfatteren sætter sig ud over myter, fordomme og uvidenhed. Hans bog virker på en eller anden fantastisk måde, troværdig. Ordvalget er stærk, ja næsten bitter.
Kirchhof tager udgangspunkt i datidens virkelighed. Det har han ikke gjort så klart i tidligere udgivelser og artikler. Således bruger forfatteren begreber som Højtråbende moralister uden forståelse for datidens virkelighed, har overtaget. Mon han her også sigter mod en tidligere statsminister?
Virkelighedsopfattelse, man kan forstå
Der er nok ikke så mange afsløringer i denne bog, men det gør den bestemt ikke rungere. For selvfølgelig var der stikkerlikvideringer, der slog fejl og masser af sortbørshandel. Det var også de danske lægers manglende velvilje mod at hjælpe tyske flygtninge. Men disse emner tager ikke hovedoverskriften i denne bog.
Gennem 27 afsnit får vi en virkelighedsopfattelse som fascinerer. Vi får også eksempler på de valg, der skulle træffes. Det var et valg mellem modstand og samarbejde. Og selv om nogen får tørt på, så er bogen ikke moraliserende. Spændende er at se de dilemmaer, som hele tiden opstod.
Jo, det er en yderst fantastisk præstation og spændende læsning, selv for en ”nørd” der har gennemlæst alt nyere og en del ældre besættelseslitteratur.
Forudsætninger og virkelighed
Forfatteren kigger ikke så meget på det moraliserende, men mere ud fra forudsætninger og vilkår. Han mener, at oprøret i august 1943 var nødvendigt.
De politikere, der flygtede i eksil i London blev betragtet som kujoner og forrædere. Dem, der blev herhjemme og stillede sig solidarisk med de undertvungne landsmænd, blev betragtet som helte.
Vi havde måske brug for den 29. august. Vi havde brug for helte og myter.
Forskellig virkelighedsopfattelse
Det illegale blad, Information og dens redaktør havde et ambivalent forhold til Scavenius. De betegnede hans politik som fejlagtigt og national selvødelæggende. Men på den anden side beundrede de hans konsekvens og hans vilje til at stå ved, hvad han havde sagt og gjort.
Efter krigen havde alle en mening om hvad danskerne havde ment. Kirchhof nævner også moralisterne i 1990erne. Det var et vendepunkt i historieopfattelsen. Indtil da havde vi nærmest fået at vide, at det var modstandsbevægelsen, der havde smidt tyskerne ud af landet. Men pludselig fik at vide, at det var de andre, der havde gjort arbejdet for os.
Mangelsituationen blev tilskrevet besættelsesmagtens udplyndringer.
Landet landede mere blødt end frygtet
Augustoprøret 1943 tilskriver Kirchhof den lille aktivistiske del af arbejdere og ungdom. Med generalstrejker og massedemonstrationer ønskede de et brud. Det var så den anden mindre gruppe af frygtsomme, der ville undgå enhver handling, der kunne føre til ulykke og krig. Det store flertal ønskede en mindre tilpasning, men ikke noget brud. Det var sikkert mange, der trak vejret lettet, da krisen landede mere blødt end frygtet.
Werner Best tillod et valg midt i besættelsestiden. Det kunne bruges som P.R. Og egentlig viste dette valg et overbevisende nederlag for modstanden. Men nu var valget heller ikke så frit, som man i første omgang lod formode.
Sabotørerne blev fordømt – selv af kongen
I første halvdel af 1943 fordømte regeringen og partierne ja skam også kongen sabotørerne. Og den samlede presse fulgte efter. Det var ødelæggende, og sabotørerne skulle idømmes dødsstraf og betragtes som terrorister og det, der var værre.
Vi skal heller ikke glemme at nævne, at regeringen udleverede 20 jødiske emigranter til Gestapo i de første år af besættelsen.
Terroren fra tyskernes side kom først, da det begyndte at gå ned ad bakken. Danskerne mærkede først sent den brutale undertrykkelse, som var nazisternes foretrukne styreform. Men også under disse forhold fortsatte samarbejdet eller nærmere forhandlingerne.
Var statsministerenes udtalelser uforsætlig?
Det er jo tydeligt, at det er Anders Fogh Rasmussens udtalelser, der nærmest har provokeret Hans Kirchhof til at skrive bogen. Jo, vores tidligere statsminister har nærmest beskrevet vores samarbejdspolitik som en skamplet. Det var den 29. august 2003, hvor sabotørerne blev hyldet, og politikerne dengang blev bortdømt som svage og ansvarsløse. Jo, statsministeren stak hånden i en hvepserede. Hans Kirchhof håber også, at udtalelserne var sket uforsætlig.
Men hans parti dengang, ville jo gå endnu længere i samarbejdspolitikken. I øvrigt udnyttede de situationen til at skære i sociallovgivningen.
Ellermann – Jensen udtrykte det anderledes
Ellermann – Jensen har udtalt, at vi fik det maksimale økonomisk og politisk ud af en dødsensfarlig situation på den ene side. På den anden side tog modige folk sagen i egen hånd og kæmpede modstandskampen. Det betød selvfølelse og stolthed.
Men er historien så sort/hvid som mange meningsdannere vil gøre besættelsestiden til? Mange har gjort sig kloge på historien med tilbagevirkende kraft.
Skulle de danske byer været bombet flade? Skulle vi have kæmpet mod overmagten? Uden råstoffer og energi ville Danmark hurtig gået fallit.
Kommunisterne startede det hele
Den danske befolkning brød sig ikke om ballade og modstand, ikke før det viste sig, at Hitler måske ikke var så uovervindelig. Man kan kalde det lurepasseri. Men det er ikke sådan forfatteren fremstiller det. Han betragter danskernes ændrede kurs som forstandigt og forståeligt.
Det var sprængstof fra englænderne, der satte gang i sabotagerne. Og det var kommunisterne, der startede det hele. Man kan så diskutere den økonomiske og militære betydning. Men den politiske og psykologiske effekt er uomtvistelig.
I maj 1943 blev den første kommunistiske sabotør dømt til døden. Men takket være Scavenius og Werner Best blev han benådet.
Hadsk opgør med værnemagere og tyskerpiger
Generalstrejker og massedemonstrationer førte til døde og sårede. Men det medførte også et hadsk opgør med værnemagere, tyskerpiger og frikorpsfolk. Tyskerne stillede et ultimatum den 28. august, men den danske regering sagde nej. Dagen efter indførte tyskerne undtagelsestilstand.
Men augustoprøret bredte sig. Der opstod også den myte, at kommunisterne ville udnytte situationen, og at de forberedte et kup.
Lige efter krigen kom der masser af skrifter omkring besættelsestiden. Det var i den grad farvet. Men også den dag i dag glemmer man at nævne, at det var kommunisterne der dominerede den illegale presse. Det var også dem, der stod bag hovedparten af sabotagerne. Ja de var jo drivkraften bag Augustoprøret.
Frihedsrådet – Danmarks illegale regering
I 1942/43 overtog DKP den største indre trussel imod kollaborationen efter DNSAP. Og det var jo helt galt set med regeringens øjne, at Frihedsrådet etablerede direkte diplomatisk forbindelse med Sovjet.
Regeringen ophørte med at fungere, hvilket dog betød, at Scavenius og hans ministerium formelt fortsatte til den 5. maj 1945. Tyskerne overtog nu selv bekæmpelsen af modstanden.
Gestapo forstærkede deres indsats. Deportationer, jødeforfølgelse og terror i form af clearings mord og kontraspionalge(Schalburtage) fulgte.
Fra sommeren 1944 fremstod Frihedsrådet som det samlede Danmarks illegale regering. Regeringen forsøgte at negligere rådet, siden forsøgte de at bekæmpe dem. Til sidst måtte de dog acceptere rådet.
Goebbels: Best var for slap og for blød
I Goebbels dagbog kunne man læse, at krisen i Danmark skyldtes Werner Best’ s slappe og bløde linje. Han kendte ikke den rette balance mellem pisk og gulerod.
Under den militære undtagelsestilstand lå magten hos van Hanneken. Denne var indstillet på militær diktatur. Men Best fik tilbage erobret magten.
En anden tolkning af Scavenius
Hans Kirchhof slår et slag for den rigtige tolkning af Scavenius. Ja han roser også andre hovedpersoner under besættelsen. Munch tilstræbte ikke alt for bindende aftaler. Også Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen får rosende ord med på vejen. I 1943 erklærede han, at aftaler ikke skulle være alt for faste og der skulle ikke være for klare linjer.
Scavenius havde sit væsen mod sig. Han var autoritær, hoven, arrogant, grov og intimiderende. Han var ikke med til at skabe den gode stemning på Christiansborg. For Scavenius gjaldt det dog om at bevare så meget af statens selvstændighed som muligt. I forhandlinger lod han sig ikke diktere af tyskerne, selv ikke af Hitler. Vi hjar ellers haft indtrykket af det modsatte. Men Hans Kirchhof fastslår, at
Ekstremisterne blev holdt nede
En af besættelsestidens myter siger, at Scavenius regering gav en lang række af danske indrømmelser og var udsat for tyske overgreb. Men Hans Kirchhof mener, at dette ikke er rigtig. Det modsatte er tilfældet, siger han. Scavenius skulle således have fortalt Werner Best, at:
Med andre ord, Scavenius mente ikke, at man som forgængeren både kunne modarbejde og samarbejde med den danske regering samtidig.
Werner Best og Scavenius havde en fælles interesse i at holde ekstremisme nede, konkludere Hans Kirchhof.
Men inden da havde nazisterne udråbt Danmark som et Modelprotekdorat.
Men så var det lige DNSAP. Et lille parti med storebror i ryggen. Men egentlig var der vel kun lige i begyndelsen, at man ville bringe Fritz Clausen til magten. Hurtig så man, at skulle han have magten ville det skabe uro og bringe samarbejdspolitikken i fare.
Men på sidelinjen fulgte den tyske gesandt den danske politik. Og hurtigt fik han fjernet de to antinazister, Hartwig Frisch og John Christmas Møller.
Masser af eksport til Tyskland
Danmark fik brændsel for arbejdskraft til Tyskland. Stålleverancer blev betalt med fødevarer. I 1939 gik 23 pct. af al dansk eksport til Tyskland. I 1941 var vi oppe på 76 pct. Da leverancen faldt i 1944, hvor der var udbredt lammelse af togtrafikken og kulde i mange danske hjem.
Egentlig havde Hitler regnet med, at den danske produktion ville bryde sammen. Men det modsatte skete. De omkring 200.000 danske landbrug forstod at omstille sig til de nye vilkår. Den danske eksport af kød, flæsk, smør, ost og sukker viste sig at være et væsentligt bidrag til Hitlers krig.
Danmark var den største smøreksportør, og den næstestørste kødeksportør til Tyskland. Vi var også den næststørste fiskeeksportør efter Norge.
Gyldne dage for dansk skibsfart
Sabotagen mod de danske skibsværfter fik tyskerne til at true med at tvinge værftsarbejdere til Tyskland.
Interneringen af kommunisterne var et brud på grundloven. Regeringen kaldte det for brug af Nødretten.
I Østersøen sejlede danske skibe 600.000 tons af den vigtige jernmalm fra Sverige til Tyskland. I 1943 steg dette tal til en million ton. Og danske skibe deltog i høj grad i den tyske kysttrafik.
Masser af infrastrukturen kunne genbruges
Men 8 milliarder kroner blev slutgælden til danskerne fra tyskerne. Men inden forargelsen vokser, så flød en del af disse penge tilbage i danskernes lommer. Det vil sige, at den flød tilbage i nogle af danskernes lommer. Og i infrastrukturen var der også masser af ting, der kunne bruges efter krigen, blandt andet lufthavne.
I 1945 blev samarbejdspolitikkere fængslet de fleste steder rundt om i Europa, dog ikke i Danmark. Med befrielsen havde alle pludselig været modstandsfolk.
Frikorps Danmark – godkendt af regeringen?
Frikorps Danmark blev af det officielle Danmark set som et alibi for at undgå, at sende danske tropper til østfronten. Men dem, der meldte sig fik dog ikke rabat under retsopgøret. I gennemsnit fik de to års fængsel.
De kæmpede i Sønderjylland
Nazisterne så det som en kamp på liv og død mellem racer. Lavest i hierarkiet var slaverne og jøderne. Det gjaldt om at udrydde så mange som mulig i Polen og Sovjet, for at få plads til tyske kolonister.
Sådan var det jo slet ikke i Danmark. Landet var udset til en privilegeret stilling i Det Germanske Rige. Men det kampløse besættelse ramte os i den nationale selvrespekt.
Tyskerne vidste, at det danske forsvar kun kunne yde minimal modstand. Hvis danskerne ville forsvare sig, stod reserver klar. Som det eneste nordiske land, havde Danmark accepteret en ikke – angrebspagt. Og ifølge tyskerne var dette ikke et brud på denne aftale, da der var tale om en fredelig besættelse.
I Sønderjylland kæmpede man, men inden meldingen om den hurtige kapitulation havde nået Sønderjylland var 16 allerede døde.
Hvor var solidariteten?
Man taler så meget om at danskerne stod sammen mod besættelsesmagten og den solidaritet, der prægede danskerne. Men det er nok mere myte end sandhed. For det var pensionisterne og arbejderne, der led. I de første år faldt reallønnen med 20 pct.
I 1941 stod ikke mindre end 58 pct. af de organiserede arbejdere uden job i kortere eller længere tid.
Arbejdet ved vestkysten hjalp dog på dette tal. I perioder var her beskæftiget 100.000 mand. Og arbejderne tjente gode penge. Hverken værnemagten eller entreprenørerne holdt igen med lønningerne. Nationalbanken betalte over værnemagtskontoen. To milliarder kostede de tyske byggerier.
Og selvfølgelig kaldte modstandsbevægelsen disse bygningsarbejdere for kollaboratører. Men var det egentlig retfærdigt?
Mange tjente godt
Mange håndværkere og handlende inden for fødevarebranchen tjente godt. Også fiskerne og landbruget havde god gevinst. Eksportpriserne steg med 100 pct. i de første besættelsesår. Dette gjaldt også for kød, flæsk, smør og korn. Jo, der var skam klassekamp under besættelsen. Men det skal vi helst glemme alt om.
De Samvirkende Fagforbund (den tids LO) med ansvaret for en halv million lønmodtagere pressede moderpartiet til at acceptere de tyske krav. Den 29. august 1943 forlød der ellers, at DSF ville sprænge borgfreden og danne regering.
Ingen rabat i retsopgøret
Frikorps Danmark var egentlig en interne aftale mellem DNSAP og besættelsesmagten. Nu blev hvervningen offentlig. Scavenius sørgede for, at lederen fik taletid i radioen. Desuden fik pressen en opfordring til, at omtale korpset i positive vendinger. Hærledelsen gjorde det også lettere at melde sig. Og endnu diskuterer man om regeringen godkendte korpset, men forfatteren minder lige om at:
Scavenius lagde heller ikke skjul på, at Frikorpset var en lynafleder for et tysk krav om dansk fronttjeneste mod øst.
Nu skal det vel lige antydes, at mange meldte sig uden opfordring fra regeringen, enten var det fordi de var nazister, eller at de var af den mening at alle kommunister skulle udryddes. Og det var heller ikke som andre historikere antyder, det danske mindretal i Sønderjylland, der stillede med flest frivillige.
Og i Retsopgøret var det heller ikke rabat. Gennemsnitlig fik man to års fængsel. Ja i grunden er det lidt mærkelig at forestille sig, at mange af de tyske topnazister faktisk fik mindre straf end dette.
Syndebukkene var sorteret fra
Da Befrielsesregeringen skulle dannes, var syndebukkene som Scavenius, Gunnar Larsen og Thune Jacobsen sorteret fra.
Retsopgøret har været omtalt mange gange og med rette. Der var masser af firmaer, der havde udnyttet situationen. Eller som det hed dengang i Værnemagtsloven fra 1945. Nogle havde optrådt på en utilbørlig måde.
Men det gav også frihed. For hvis ordren var kommet fra myndigheder eller organisationer gav det straffefrihed for de store entreprenører og industrivirksomheder.
De store gik fri
Ja, der var 10.000 sager og em værnemagts – omsætning på 3.396 millioner kroner. Men kun et beløb på 318 millioner blev konfiskeret. Det var de små syndere, der blev straffet. De store gik fri.
Ja og F.L. Schmidt slap også for straf. De havde en cementfabrik i Estland og producerede cement til Organisation Todt. Indtil rømningen i 1944 blev den drevet af sigøjnere og jødiske slavearbejdere fra en KZ – lejr i nærheden. Velrenommerede danske firmaer holdt sig heller ikke tilbage, når det gjaldt udplyndringen af det Hitler kaldte den store kage i øst.
Efter krigen var hele 550 betjente anklaget for unational optræden. Det skete blandt andet i forbindelse med oprettelsen af Hipo. 200 betjente blev dømt, herunder et par politimestre. Politiet var blevet kritiseret, men egentlig varetog de bare regeringens ro og orden linje.
Frøslevlejren reddede mange menneskeliv
Og det er også rigtig, at tyskerne brød deres aftale m.h.t. Frøslevlejren. Hans Kirchhof nævner oprettelsen af lejren som et godt eksempel på kollaboration. Men på den positive måde. Den har helt sikkert reddet menneskeliv. Man forsinkede også deportation syd på.
Sabotørerne var egentlig forrædere
I befrielsessommeren 1945 blev sabotørerne fejret som helte. De var Danmarks vigtigste bidrag til den allierede krig. Og hurtig glemmer man, at de første sabotører blev betragtet som dybt kriminelle. De var højforrædere – den tids terrorister. Statsminister Buhls radiotale imod sabotagen den 2. september 1942 blev heller ikke modtaget negativ i befolkningen.
Fagbevægelsen opfordrede til kamp mod Frihedsrådet
I historiske bøger, står heller ikke anført, at fagbevægelsen anbefalede at man gik i politisk kamp mod Frihedsrådet. Og dette råd langt fra blev bakket op af en samlet modstandsbevægelse. Således modsatte de jyske bevægelser sig rådet og kaldte det for københavneri.
Retsopgøret – social – og klassemæssig slagside
Modstandsbevægelsen havde krævet en udrensning fra top til bund. Men sådan blev det ikke. Retsopgøret havde en social – og klassemæssig slagside. Som sagt fangede man de små fisk og lod de store svømme. Der manglede en politisk vilje til et opgør med den økonomiske og politiske elite, der have ansvaret for kollaborationen under krigen.
Den Parlamentariske Kommission blev nedsat, men det var politikere der afhørte politikere. Dette betød, at befrielsesregeringen og toppolitikerne fra fredet fra starten. I 1955 kunne Folketinget derfor konstatere, at der ikke var grundlag for at rejse tiltag.
Samarbejdspolitikken var et brud på demokratiske rettigheder
Det var ingen tvivl om, at samarbejdspolitikken var et angreb på friheden og de demokratiske rettigheder, ensretningen af meningsdannelsen, censur mod dens fortielser og løgne. Loven blev gradbøjet efter politikernes krav.
Hans Kirchhof: At handle med ondskaben – samarbejdspolitikken under besættelsen. (Gyldendal)
Hvis du vil vide mere: Så se her. www.dengang.dk indeholder 143 artikler fra besættelsestiden herunder:
Juni 19, 2015
Sønderjylland Besat
Forsøg på en anmeldelse af Søren Flott: Sønderjylland besat. Det er en spændende bog, for dem der ikke ved noget, om de specielle forhold i Sønderjylland. Og den journalistiske frihed er brugt til at dramatisere et par forhold. Det er ret underholdende. For nørder og historieinteresserede er der ikke så meget nyt. Forfatteren forholder sig neutral til det dansk – tyske forhold. Man må sige, at dette klæder bogen. Jo, der er skam masser af dramatik. Vi får alle de kendte episoder.
Advaret i forordet
Dette er ikke en historiebog i egentlig forstand, og dog. Den fortæller på en underholdende måde de vigtigste begivenheder i Sønderjylland under besættelsestiden. For at dramatisere noget af forløbet bruger forfatteren den journalistiske fortælling. Vi hører om nogle forløb, som måske er konstrueret.
Det kan altid være lidt kontroversielt, når man skal gengive nøglepersonernes tanker.
Dette er dog ikke noget forkert i. Vi bliver advaret om dette i forordet. For at få en bedre fordeling af begivenhederne følger vi en række hovedpersoner, der betød noget under besættelsen.
Detaljer, dialoger, tanker, følelser og handlinger stammer fra bøger, arkivmaterialer, breve, dagbøger, øjenvidnebeskrivelser og film. Og det er jo nok at tage af. Der findes ikke et emne, der er beskrevet så meget som besættelsestiden.
Masser af nøglepersoner og episoder
Men er det så det rigtige, der er gengivet. Vi kommer i bogen også ind på retsopgøret og anholdelserne efter krigen. Dette er også pænt gengivet uden form for egentlig stillingtagen.
Vi hører om Hans Mørups skæbne. Adolph Svensson, som er journalist og meget mere fra Løjt Kirkeby. Selvfølgelig er det også oberst Paludan Møller fra Grænsegendameriet. Leder af det Tyske Mindretal og NSDAP – N er også en af hovepersonerne.
Amtmand på sort liste
Kampene i Sønderjylland den 9. april gennemgås. Og så er det også amtmand Refslund Paulsen som blot fulgte regeringens samarbejdspolitik, men modstandsbevægelsen satte ham på den sorte liste.
Dansk Samling, sabotagen på Aabenraa Motorfabrik og den efterfølgende optrevling af modstandsbevægelsen skildres også ret så livligt. Aktionen mod Aabenraa Politistationen efter ordre fra tyskerne.
Grænsedragningen
Som sådan indeholder bogen ikke noget nyt til historien, men er samlet og gengivet i en neutral version, forstået på den måde, at begivenhederne er serveret ukritisk. Mange af de kilder, som forfatteren har benyttet sig af, er også offentlig tilgængelig. Og de fleste begivenheder er da også gengivet her på siden gennem diverse artikler.
Som sådan får vi ikke den sort/hvide fremstilling. Vi ser også situationen set fra Det Tyske Mindretals side. Således får vi flere gange at vide, at der bestemt ikke var enighed i mindretallet m.h.t. håndtering af situationen.
Flere gange påpeges grænsekonflikten. I Mindretallets øjne var grænsen ikke retfærdig.
En avis, der vakte forargelse
Asmus von der Heide, ja sådan kaldte han sig. Men egentlig var han i begyndelsen lærer i Løgumkloster. Denne havde en klumme i Nordschleswigsche Zeitung, som han kaldte Unsere Stimme. Denne klumme vakte i danske kredse vild forargelse. Men de danske kredse kun gengælde disse angreb i illegale blade.
Vi hører om unge tyskere, der blev sendt til Klagenfurt for at blive uddannet til Waffen SS.
Bange for boykot af tyske butikker
Amtmand Refslund Paulsen var sammen med de andre sønderjyske rigsdagsmedlemmer kaldt til møde i statsseminariet. På dagsorden var de dansksindedes boykot af butikker med en hjemmetysker som ejer.
Men den sønderjyske amtmand kunne forklare, at det hele var startet med, at tyske soldater i landsdelen havde fået udleveret en liste på tysksindede butikker og håndværkere.
Amtmanden fik dog ordre til at tage kontakt med de enkelte handelsforeninger for at få sat en stopper for dette.
Frits Clausen
Vi hører ikke så meget til Fritz Clausen fra Bovrup. Det er heller ikke nævnt at han blev smidt ud af De Konservative i Aabenraa. Det kunne man måske godt have gjort, således bliver disse hyppig nævnt i bogen. Det var jo netop, at Hans Mørup kom fra.
Spadeslaget
Men vi hører dog en del om spadeslaget i Haderslev. DNSAP havde flere gange trodset uniformsforbuddet. Og det gjorde de også den 8. december 1940. 400 partimedlemmer havde sat hinanden stævne på Aabenraavej i Haderslev.
7 – 8 betjente var mødt frem og havde trukket kniplerne. Men da nazisterne trak deres spader, fortrak betjentene. Men efterhånden havde fået hjælp fra 200 betjente fra hele landsdelen.
Falck stod parat med brandslanger, og tåregasbomber stod parat. Nazisterne fik et ultimatum, da fire betjente gik ind til dem. Men det ville de skam ikke rette sig efter. I stedet gik de til angreb med deres spader. Men ved 23.30 var Spadeslaget slut. 239 nazister blev anholdt og 23 betjente var blevet såret.
Fritz Clausen ankom til byen og forlangte partifællerne udleveret. Men det fik han dog ikke noget ud af. Først da dem tyske kommandant lagde pres på politiet blev de løsladt.
DNSAP blev aldrig en magtfaktor, men som forfatteren rigtig nok anfører, så frygtede sønderjyderne de hjemmetyske nazister.
SK spillede med musklerne
Schleswigsche Kamaradenschaft (SK) begyndte at spille med musklerne. Selv om der var uniformsforbud, viste de sig i kridhvide skjorter, spidsbukser, sorte ridestøvler, skrårem og slips. Om armen havde det et armbind med påtrykt hagekors.
Og så gik der ellers i strækmarch gennem Sønderborg ril stor forbavselse for den danske befolkning.
De tog loven i egen hånd. I juni 1941 kom der til uroligheder i Kruså.
Således var der også indkaldt til kursus i Tinglev den 17. august 1941 – geværer skulle selv medtages. Der var store protester fra den dansksindede del af befolkningen. Til sidst aflyste den tyske gesandt Renthe – Fink, kurset.
To SK – formænd blev idømt 40 dages hæfte for overfald på lektor Victor Rosent fra Aabenraa statsskole. Også den historie har vi tidligere omtalt.
Peter Larsen sørgede for, at hjemmetyskere meldte sig til Waffen SS. Han var formand for Zeitfreiwillige og Selbstschutz. Han sendte meldinger til flere tyske efterretningsvæsner om tyskfjendtlige danskere.
Internt havde Jens Møller problemer med Paysen og højrefløjen i partiet.
SS forlangte flere frivillige
Et andet problem var, at SS forlangte flere og flere frivillige. Jans Møller havde dog mulighed for at erklære De Frivillige for uundværlig for mindretallet. Men det stigende krav var en årsagerne til oprettelse af det tyske hjemmeværn.
Men dette førte også til problemer for Møller. Gårdejere, selvstændige erhvervsdrivende, embedsmænd og lærere hørte til den bedre stillede del af mindretallet. Og de blev erklæret uundværlige.
Dem, der hovedsagelig blev sendt øst på, var arbejdere og studerende. En del af mindretallets spidsere fik også deres sønner fritaget. Så oprettelsen af Zeitfreiwillige blev indført ikke alene for at lukke munden på Waffen SS men også internt i mindretallet og NSDAP – N.
Voller Einsatz
Og det var nu heller ikke Jens Møller, der havde sendt Die Zeitfreiwilligen på gaden, da der blev erklæret undtagelsestilstand. Jens Møller var rasende over, at de lokale kommandører havde sendt dem på gaden. Han var modstander af, at de skulle udføre politiarbejde mod deres landsmænd.
Jens Møller var ikke bange for at give udtryk for sit raseri over for Werner Best og von Hanneken. Desuden var han rasende over, at 200 kendte sønderjyder var blevet anholdt.
På Skyttegården i Tønder forsøgte Peter Larsen fra NSDAP – N at berolige de Zetfreiwillige. De havde fået at vide, at tyskerne forlangte Voller Einsatz fra dem, forstået på den måde, at de skulle til fronten. Men af de 1.600 – 1.700 var der kun 30, der skrev under på en Voller Einsatz.
Spæret inde på skole i Kruså
Nervøsiteten blandt både dansk – og tysksindede voksede. En ukendt mand havde ringet til lærerinden på den tyske skole i Kruså. Truslen gik på, at den tyske skole ville blive sprunget i luften, og det var bedst, at hun forlod skolen med det samme. Det var ikke første gange, hun modtog sådanne trusler. Men nu kontaktede hun Deutscher Selbstschutz´s lokale afdeling.
Over hele Sønderjylland modtog medlemmer af Det Tyske Mindretal lignende opkald. De tysksindede borgere vidste ikke, om de dansksindede ville gøre alvor af deres trusler.
Nu måtte det ske noget. Selbstschutz trådte i funktion. Lærer Otto Kortch fra Aabenraa blev sat til at løse opgaven. Han mødtes med de lokale folk. Der var klædt i SK – uniformer og bevæbnet med pistoler. De tog så ud i kommunen og anholdte seks mennesker. De fik nu besked på, at overnatte på skolen.
Rygterne gik hurtigt, og snart nåede de Dr. Møller. Han var ikke glad for at høre det. Han kontaktede nu lærer Kortsch og skældte denne hæder og ære fra. Godt nok skulle Selbstschutz beskytte folkefællernes ejendom. Men det var ikke korpsets opgave at puste til ilden med den slags ulovligheder.
Samtidig havde Dansk Samling udsendt et cirkulære, hvor de gav deres mening til kende. Jo amtmanden havde rigeligt at se til.
Jens Møller prøvede at dæmpe gemytterne
Jens Møller forsøgte at dæmpe gemytterne i Det Tyske Mindretal. Men de unge kræfter krævede handling. Det var de yngre kræfter i SK, der som Selbstschutz – folk nu patruljerede i gaderne. I Nordschleswigsche Zeitung var det Asmus Wilhelm Jürgensen der råbte højest om at lade mindretallet deltage i den totale krig.
Værnemagten pressede på. Zeitfrewillige skulle melde sig frivilligt. Men Jens Møller fik halveret dette krav.
Jo, Jens Møller havde mange indvendinger. Han blev da også kaldt Rettungsaktion Møller. Det var hvis nok efter, at han havde beklaget sig over, at Grænsegendarmerne var blevet anholdt.
Politibetjente i Aabenraa blev anholdt for manglende indsats mod sabotagen af Aabenraa Motorfabrik. Ved et held blev de løsladt to dage efter.
Topnazist, generalsekretær i BDN
Peter Rudolph Stehr sad også i topledelsen i NSPD – N. Efter besættelsen blev han idømt 10 års fængsel. Det blev så senere nedsat med et år. Han fungerede som en slags Overredaktør på Nordschleswigsche Zeitung og mange andre ting.
Efter blot et par måneder i Faarhuslejren blev han mod ledelsen i lejren løsladt af justitsministeriet. Han fik derefter arbejde i København.
I 1951 vendte han hjem til Sønderjylland. Det vakte forargelse hos de dansksindede, at han som tidligere topnazist nu fik hvervet som generalsekretær i den nye mindretalsorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger.
Men han var nu ikke den eneste topnazist, der fik en toppost i BDN.
Bekymringer for stigende provokationer
Amtmand Reftslund Thomsen havde også nok af bekymringer efter stigende provokationer mod tyskerne. Hans fornemste opgave som repræsentant for regeringen var at samarbejdet kunne foregå så gnidningsfrit som muligt.
Fejlbombninger på Nordals
På Nordals bombede britiske fly. De troede, at de var over Flensborg. Forfatteren kalder det besættelsens største allierede fejbombardement i Danmark. Ja det kan så diskuteres. Ved Den franske Skole omkom der i hvert fald flere. Og det gjorde det også i Tønder, hvor det samme hus i nærheden af Tønder H to gange blev bombet under besættelsen. Disse to episoder er så ikke omtalt i bogen.
Væk med soldater fra Jylland
Von Hanneken havde forlangt, at de danske soldater forlod Jylland. Tyskerne var bange for, at de ville hjælpe englænderne ved en allieret landgang. I Sønderjylland blev de danske soldater opfattet som et symbol på danskheden. Nu følte de sig helt alene.
De kæmpede i Sønderjylland
Vi befinder os i Gråsten hos den stædige oberst. Og så er Fru redder Jepsen på besøg hos manufakturhandler Peter Jessen på Storegade i Aabenraa. Hun forlanger en stol og forlanger at blive ekspederet af førstemanden Hans Mørup.
Selvfølgelig får vi også historien om mordene på de tre gendarmer i Padborg. Og årsagen til kampene i Sønderjylland den 9. april var manglende kommunikation. Telefonledninger var skåret over. Men det måtte man vel have regnet med. For i over en uge vidste man jo, at tyskerne ville komme. Meget sent fik de tapre soldater i Sønderjylland så at vide, at man fra dansk side, havde kapituleret. Officielt var dette allerede sket klokken 6. Men kampene ved Haderslev, Bredebro, Bredevad, Lundtofte, Aabenraa og andre steder fortsatte.
Sabotageaktionerne kom først sent i gang i Sønderjylland. Det var lokomotivfører C.F. Jensen, der sammen med sin gruppe den 16. april 1943 forsøgte at ødelægge DSB’ s oliedepot i Tønder.
En minestryger og en teknisk fejl
En 250 meter lang tysk minestryger skulle lægge til i Sønderborg. Brovagten ventede med, at åbne broklapperne, da et tog i det samme skulle passere. Men mandskabet på minstrygeren havde mistet tålmodigheden. To gange sendte de granater af sted. Det resulterede i døde og sårede. Tyskerne beklagede episoden, og talte om en teknisk fejl.
Men det var det nu ikke mange i byen, der troede på. Borgerne protesterede mod hændelsen, og der kom til uroligheder. En butik, der tilhørte en hjemmetysker fik ruderne smadrede. Han ringede til kasernen efter hjælp. Og pludselig ankom en lastbil med 50 maskingevær – bevæbnede tyske soldater og omringede borgerne.
Modstandsbevægelsen blev optrevlet flere gange
En af bogens hovedpersoner, Hans Mørup blev taget til fange og tortureret af Gestapo på Staldgården i Kolding. Gestapo have for længst fundet ud af, at terrænsporten indeholdt masser af modstandsfolk. Flere gange var modstandsbevægelsen i Sønderjylland blevet optrævlet. Vi får i bogen et indblik i organisationen.
Den 26. september var 150 dansksindede forsamlet på Vedsted Landbohjem, sydvest for Haderslev. Tre store busser ankom og 50 bevæbnede værnemagts – soldater sprang ud. De to Gestapo – folk, Brinkmann og Johannes Rasmussen var også med. Man havde fået et praj om, at en eftersøgt modstandsmand skulle være i forsamlingen. Prajet var kommet fra to søstre fra mindretallet, der havde en kro lige i nærheden.
Klokken 23 blev der givet ordre til at åbne ild mod bygningen. Den eftersøgte modstandsmand blev dræbt. Tre dage senere blev Vedsted Landbohjem og nogle nærliggende bygninger sprunget i luften.
Mørup endte i en KZ – lejr ved Husum. Her nåede han, at tale med lektor Aage Rosenkjær fra Tønder Statsskole, inden denne døde.
Tilløbsstykke, da tyskerne blev ydmyget
Efter besættelsen vandrede de tyske soldater hjem. Og bunker af konfiskerede ting og sager hobede sig op i Kruså og ved andre grænseovergange. Ja også en masse kontanter blev konfiskeret.
Og masser af sønderjyder valfartede til grænsen, for at se, hvordan det så ud, når de tyske soldater blev ydmyget.
Mange kom trækkende med lad – og barnevogne fyldt med mad, tøj og andre fornødenheder, som givetvis skulle have været til familien, der sultede i det udbombede Tyskland. Men det hele blev taget fra dem nede ved grænsen.
Kendte episoder, der er samlet
Bogen er en ganske spændene beretning fra de specielle forhold i Sønderjylland under besættelsestiden. Det er lutter kendte ting, der er samlet på en meget underholdende måde. Vi følger forskellige højdepunkter og nøglepersoner. Og egentlig forholder forfatteren sig neutral. Der er ingen løftede pegefingre. I visse situationer Har forfatteren brugt sin journalistiske frihed til at dramatisere nogle episoder.
For nørder og historiekendere er det ikke så meget, at komme efter. Men nye læsere, der gerne vil have et indblik i forholdene i Sønderjylland, er det absolut en masse at hente.
Søren Flott: Sønderjylland besat, Gyldendal.
Hvis du vil vide mere: Læs:
Juni 9, 2015
De Danske Varulve
Forsøg på anmeldelse af Erland Leth Pedersen: De Danske Varulve. Det var en spændende pose, der blev fundet på loftet på Politigården. De danske Varulve var bedre organiserede end man egentlig har regnet med. Men man fik kun fat 20 af dem. Var med de mindst 80 andre? Den spændende bog viser også, at der var penge nok til aktiviteter og våben. Man arbejdede sammen med SS, Hipo og Schalburgkorpset. Terroristerne fra Peter – Gruppen, Schiøler – gruppen og Brøndum – gruppen var dybt engageret i de Danske Varulve. Den øverste chef for De Danske Varulve, Horst Issel fik kun tre års fængsel.
Det ulmede i Tønder og Løgumkloster
Vi har to – tre steder på vores hjemmeside beskrevet noget omkring de danske varulve. Det vil sige, at den ene artikel, Danskere i Tysk terrors Tjeneste, ja da var vi ikke klar over på daværende tispunkt, at disse personer var så tæt knyttet til Varulve – bevægelsen.
I mange år blev attentatet i Tinglev mod Sheriffen fra Tinglev betragtet som et Varulve – angreb. Men det var nok mere, at betragte som et hævnangreb mod den behandling, som medlemmer af Det Tyske Mindretal fik i Faarhus – lejren.
I en rapport fra Otto Olesen fra Rigspolitiets Rejseafdeling den 18. maj 1846 står følgende at læse:
Det ulmede en del i Tønder og Løgumkloster dengang. Og det kan også godt være, at kopierede Varulvene. Men de var næppe en del af den bevægelse, der blev bygget op, og som er omtalt i denne bog.
De tysksindede blev overvåget
I vores artikel De Dødsdømte fra Tønder er vi nok kommet bevægelsen noget tættere på. Men det er så på den tyske side. Først var det en amerikansk militærdomstol, der dømte far og søn fra Tønder til døden. Siden forsøgte politiet forgæves at dømme den nazistiske familie fra Tønder for krigsforbrydelser. Artiklen blev nægtet offentliggørelse på en anden Facebook – side.
Vi har også tidligere beskæftiget os med Det Sønderjyske Efterretningsvæsen. Der foregik en massiv overvågning af medlemmer af Det Tyske Mindretal. Årsagen var, at man var bange for Varulveangreb.
23 unge fra Det Tyske Mindretal fra Løgumkloster og Tønder blev tilbageholdt efter angrebet i Tinglev. Nicolaj Westergaard blev idømt dødstraf for sine handlinger. Straffen blev dog senere nedsat til seks års fængsel.
Man kan så undre sig over dommen for mordet i Løgumkloster mod et medlem af Det Tyske Mindretal.
Ikke et faghistorisk værk
Erland Leth Petersen (ELP) fortæller i indledningen, at denne bog ikke er et faghistorisk værk. Han understreger, at han er amatørhistoriker. Og bogen er en politimands jagt og efterforskning af en række dramatiske begivenheder som fulgte lige under og efter anden verdenskrig. Al og ære og respekt til forlaget, at de også vil udgive sådanne bøger. Man kan næsten føle forfatterens begejstring, når han finder de dramatiske dokumenter.
Hvad mon loftet ellers rummer?
I forvejen interesserede ELP sig for besættelsestiden, men det var et besynderligt fund som han tilfældigvis gjorde, da han skulle reparere et ur. I et nærmest hemmeligt rum så han en papirspose med et spændende indehold. Hurtig fik han posen placeret på skrivebordet, da han var kommet velbeholden ned af stigen. Fundet førte til flere undersøgelser i diverse arkiver.
Gad godt nok vide, hvad de mere eller mindre hemmelige loftsrum på Københavns Politigård ellers rummer.
Tyskerne organiserede modterror
Tyskerne organiserede modterror. Man ville underminimere befolkningens opbakning til modstandsbevægelsen. Varulve – bevægelsen var i høj grad til stede i Danmark. Vi har nok indtil nu negligeret dette. Danske nazister havde stor indflydelse på etablering af disse grupper.
Himmlers ide
Operation Werwolf blev sat i værk af Himmler. Og dog, for der var noget i gærde inden han sat navn på bevægelsen. Egentlig skulle bevægelsen etableres af små grupper af elitesoldater. Men operationen gik ikke helt efter planen.
Det var først, da Goebbels omtalte den i marts 1945, at ideen igen vakte genklang, og den genopstod for alvor i lidt ændret form. I Goebbels forklaring var Varulvene specialtrænede guerillakrigere, der benyttede terror, propaganda og sabotage som deres våben. De skulle kæmpe videre efter tyskernes kapitulation.
Varulvene skulle også ødelægge fjendens moral. Det kunne gøres ved hjælp af radioudsendelser, flyveblade, illegale skrifter og lignende.
Kaos efter Befrielsen
Modstandsfolk, politikere og befolkning var bekymrede. Herhjemme var der ingen officiel dansk myndighed, som var i stand til at overtage kontrollen efter tyskerne. Der opstod da også en del episoder og kaos, som vi sikkert ikke har fået den fulde klarhed over endnu. Vi har her på siden, beskrevet noget af denne kaos, der blandt er fyldt med forfalskede politirapporter, opdigtede afhøringer m.m. Se artiklen De Mystiske Mord ved grænsen.
Det var kaos. Og personlig hævn har sikkert også spillet en rolle. En stor del af dem, der blev anholdt, blev løsladt inden rettergang. Fra Modstandsbevægelsens side sagde man, at man ville undgå, at Varulvene fik overtaget. Men hvor meget vidste man egentlig om Varulvene dengang?
Tyskerne frygtede en russisk invasion i Danmark. Derfor blev Horst Issel sendt til Danmark. Hans opgave var, at danne Varulve – grupper. Han overtog efterhånden ledelsen af den berygtede terrorgruppe Peter – Gruppen. Gruppen har masser af snigmord på samvittigheden.
Han var CIA – agent
Han benyttede sig af Abwehr, Schalburgkorpsets efterretningsvæsen og selve Peter – gruppen til at kapre medlemmer til Varulve – bevægelsen. I det tidlige forår i 1945 beordrede Horst Issel nedgravning af masser af våben – depoter.
Det lykkedes ham, at komme uhindret tilbage til Tyskland efter befrielsen. Her arbejde han frem til 1948 under falsk navn. Men jagten på ham, blev aldrig opgivet. Den 18. februar 1949 blev Horst Issel anholdt af engelske militærmyndigheder.
Under ransagningen af hans hjem fandt man ud af, at han udførte spionopgaver for amerikanerne. Det er ikke ukendt, at amerikanerne kaprede mange tidligere SS – folk som agenter. Og Horst Issel forsynede amerikanerne med en masse industrispionage. Det kan så undre, at når amerikanerne kendte hans sande identitet ikke reagerede, da det blev kendt, at han i Danmark var eftersøgt for krigsforbrydelser.
Det var da også to københavnske kriminalbetjente, der fandt frem til ham. Med hjælp af de britiske myndigheder blev han udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
Fra bombesprængninger til snigmord
Københavns Politi sigtede ham i 75 sager, lige fra snigmord til bombesprængninger. Han erkendte de fleste forhold. Men han fastholdt stædigt, at han burde være straffri, da han som soldat havde handlet efter ordre fra den øverste nazistiske ledelse i Tyskland.
Issel fortalte, hvad han vidste og indvilligede i at samarbejde under afhøringerne. I januar 1950 blev han dømt til døden i Byretten. Landsretten takserede forbrydelserne til 20 års fængsel. Men allerede efter tre år blev han benådet. Folk med meget mindre på samvittigheden blev under retsopgøret dømt til døden, og henrettelsen blev effektueret.
De Tyske Nazister slap billigt
De fleste tyske nazister og krigsforbrydere i Danmark slap forunderligt billigt. Otto Bovensiepen, der som chef for det tyske sikkerhedspoliti havde ansvaret for mord og tortur, og som havde en stor andel i Vareulve – aktionen blev løsladt i 1953.
Og det var afhøringerne og Issels skriftlige beretning som gemte sig oppe på Politigårdens loft.
Otto Skorzeny og Walter Schellenberg blev senere ansvarlige for varulve – aktiviteterne. Man var helt sikker på at russerne ville invadere Danmark, og kampene mod russerne skulle kæmpes med regulære midler.
Skorzeny blev fængslet, men undslap i 1948 fra fængslet. Derefter holdt han sig på fri fod i Frankrig, Spanien og Irland til sin død i 1975.
En god organisation
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med de terroristiske grupper, Birkedal – Hansen gruppen, Schiøler – gruppen samt Peter – gruppen. I bogen dokumenteres, at disse grupper var en del af Varulve – bevægelsen.
Lederen i Danmark var som skrevet Horst Issel. Umiddelbart under sig havde han 4 mand. Der var hyret distriktsledere, og grupper på 6 – 10 mand, hvoraf en eller to var sprængningseksperter.
Grupperne var i Tyskland for at blive uddannet. Men Horst Issel stod også selv for uddannelsen. Man fik købt to huse og indrettet sendere i fem både. Man købte også et mystisk savværk i Jylland. I København erhvervede man også et par forretninger, som man brugte som dækadresser.
Arbejdede sammen med Hipo – og Schallburg – korpset
Gruppen fik 100.000 kr. fra Berlin samt 100.000 kr. af Wener Best. Ved kapitulationen var der 12.000 kr. tilbage. Disse penge blev fordelt mellem gruppens medlemmer samt Det Tyske Mindretal.
Man arbejde tæt sammen med lederen af Hipo – korpset og Schallburg – korpset, Erik Victor Petersen. Denne person var oprindelig opdagelsesbetjent ved Københavns Politi.
I marts og april 1945 sendte han 50 håndplukkede Hipo – folk på nazistiske skoler for at give dem træning i sabotage – virksomhed.
Erik Victor Petersen blev den 19. april likvideret af Holger Danske – manden, Gunnar Dyrberg. Det skete på hjørnet af Vester Voldgade og Ny Kongensgade.
Spændende kort og informationer
I pakken på loftet lå også 15 ark foldet papir. Det var kort og informationer på depoter, der var gravet ned i en omkreds af 60 kilometer fra Kolding.
På Politigården blev det besluttet, at de 15 steder skulle undersøges. De nedgravede våben skulle sikres. De kunne jo komme i forkerte hænder.
Forfatteren fik hurtig adgang til arkiverne for Peter – Gruppen. De fyldte 20 kasser.
Terrormål udpeget af sikkerhedschefen
Terrormålene blev udpeget af inderkredsen af sikkerhedschef Otto Bovensieben. Forlystelsessteder og avisredaktioner blev ramt. Således blev blandt andet 20 personer dræbt i Jyllandsekspressen mellem Aarhus og Aalborg. Peter – gruppen udførte ca. 90 clearingsdrab. Vi får også i bogen en gennemgang af Brøndum – gruppen, som danskerne i Peter – gruppen kaldte sig.
Peter – gruppen havde desuden valgt at skyde ganske almindelig danskere på vej hjem fra arbejde.
Horst Issel gik selv aktiv ind i gruppen og blev chef for den. Han havde mange mord på samvittigheden. Således også på drabene på fire læger i Odense.
En kasse med frygteligt indhold
Brøndum skulle lede en særlig gruppe på 15 mand. Hver af disse havde en kasse, som var gravet ned. Hver af disse kasser indeholdt:
Kassens indhold skulle først bruges efter tyskernes tilbagetrækning.
Politigården skulle springes i luften
Det var bestemt, at Politigården skulle sprænges i luften. Sammen med to tyske soldater blev 600 kg sprængstof båret ind på gården i februar 1945. Politigården blev dog aldrig sprunget i luften og sprængstoffet blev aldrig fundet.
Torturbødelen Ib Birkedal Hansen var også et led i Varulve – gruppen.
Infrastrukturen skulle ødelægges
Gruppen havde fået fat i en særlig syre til ødelæggelse af maskiner. Man ville ødelæggeværker, der frembragte gas, lys og elektricitet. Man var i besiddelse af fotografisk gengivelse af kloaknettet, telefon – og telegrafkabler.
Bothilsen – Nielsen kunne fortælle, at der var ca. 100 Varulve – medlemmer i København og 200 i Sønderjylland. Personer med jobs på offentlige kontorer var særlig eftertragtede. OG alle fik en temmelig stor månedsgage udbetalt via Horst Issel.
Masser af falske papirer
Gruppen havde adgang til SS – kartoteker. I disse var der også anført, hvem der havde meldt sig, og som var blevet afvist på grund af alder og andet. Man havde falske dåbsattester og andre papirer, der kunne skjule en persons identitet.
Mange af papirer var blevet forfalsket i KZ – Lejr Sachsenhausen.
Forfatteren, Erland Leth Petersen fandt en hel masse papirer fra Hostrup, ca. 7 km fra Tønder. Han undersøgte, hvorfor de pludselig kunne havne her i en pakke med rekvisitter fra Varulvene.
Et ældre ægtepar fra Hostrup kunne fortælle, at den lokale præst var blevet anholdt i de sidste måneder af besættelsen. Præstens forbrydelse var, at han havde givet en lokal modstandsmand logi. Det resulterede i en større aktion, hvor 36 navne var ”stjålet”. Stempler, attester m.m. var blevet stjålet. En del ting var ligeledes forsvundet fra kirkekontoret.
Nogle store forbrydere
En af de ledende Varulve – medlemmer begik selvmord lige inden modstandsbevægelsen kom efter ham. Angiveligt var han blevet stukket af et tidligere Gestapo – medlem.
Kaj Bothildsen Nielsen blev dømt for 57 drab og ni drabsforsøg, 116 sabotagehandlinger, 5 togattentater og et røveri.
Henning Brøndum blev dømt for 38 drab og tre drabsforsøg, 59 sabotagehandlinger og to togattentater.
En løjtnant udpegede 85 depoter
Forfatteren, Erland Leth Petersen fandt også frem til en afhørings – rapport af en af toplederne, Otto Skorzeney. Denne mente, at der var negravet mellem 100 og 200 depoter i Danmark.
Vi får også at vide, at en tidlig septemberdag i 1945 gik en mand over grænsen ved Kruså. Han nægtede at lade sig visitere, og blev derfor anholdt.
Den unge mand fortalte om, at der var nedgravet en masse våbendepoter rundt om i Jylland. Det lokale kriminalpoliti troede først, at her var tale om en psykisk afviger eller en fantast. Men det viste sig at denne tidligere løjtnant Lorenz talte sandt.
På bagsiden af en politibil kunne han udpege 85 våbendepoter i Jylland. Det viste sig, at denne løjtnant fra Abwehr havde nærmest en fotografisk hukommelse.
I alt menes der, at have været 130 depoter overalt i Danmark.
Der skulle have været indrykket en annonce i Jyllands Posten og Politiken, som skulle have sat det hele i gang. Og koden for aktionen var:
Hvis nu russerne kom først?
Man kan så spørge sig selv, om hvorfor man lavet et så omfattende forarbejde. Måske ville Det Tredje Rige have udkæmpet det afgørende slag i Danmark. Og måske var det også heldigt, at Varulvegruppen i Kolding i de sidste dage ikke fik deltagelse af Horst Issel. Denne var kaldt til Flensborg, hvor ledelsen af Det Tredje Rige befandt sig.
Det var jo sådan set lige før, at russerne var kommet først til Danmark. Vi har tidligere påvist, at Montgomery ikke havde særlig travlt. Og var dette sket. Så havde gruppen sandsynligvis trådt i funktion. Det ville have blevet meget blodigt. Disse mennesker kender ingen skrupler.
Hvor blev de andre af?
Man kan også spekulere på, hvad der blev af alle de medlemmer af Varulvene, som ikke blev pågrebet. Mindst 80 stykker levede videre. De fleste var vel dækket ind under en falsk identitet. Fra politiets side gjorde man vel heller ikke så meget, for at finde disse, bortset fra den massive overvågning af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland.
Det mærkelig er også, at der ikke er fundet depoter på Fyn. Så måske ligger der flere depoter og venter.
Et ophold ved østfronten blev bare ændret til et højskoleophold. Man flyttede så til en anden by og levede et stille og roligt liv.
En større trussel, end man har regnet med
Denne bog viser, at De Danske Varulve var langt bedre organiseret og udgjorde en større trussel end man hidtil har troet.
Bogen er særdeles farverig, og for undertegnede indeholdte den en masse nyt om besættelsestiden. Det er i sig selv meget positivt. Man følger med i forfatterens begejstring ved at finde vigtige dokumenter. Til tider er bogen lige så spændende som en spionroman.
Kommer der mere?
Selvfølgelig er bogen bedst, når den beskriver det hidtil ukendte fra besættelsestiden. Den kan varmt anbefales.
Men man sidder faktisk med følelsen af:
Erland Leth Petersen:
De Danske Varulve
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 141 artikler fra og omkring Besættelsestiden herunder:
Juni 8, 2015
Turen går til Haderslev i 1900 – tallet
Egentlig kunne denne historie være foregået i en hvilken som helst købstad i Sønderjylland. Hvad havde man på af Tøj. Det skulle ikke så meget til, inden man blev forarget. Og så skete der også en ændring i drikkevaner. Piger og drenge skulle være adskilt. Også i skolen. Man skulle vise respekt over for de ældre og over for lærerne. Hvis man blev taget på fersk gerning, så skulle man ikke klynke eller skrige under afstraffelsen. Det var ikke særlig mandigt. Jo ved begravelse var det også specielle regler, der skulle overholdes.
Billig sprut
Ved selskabeligheder kunne man godt tillade sig, at tage sig en lille en. De stærke varer var selv efter datidens beskedne indkomster ret billige. En flaske portvin kostede fra 1,15 – 1,75 Mark. En falske rom kunne fås for ca. 1,00 Mark og opefter.
Brændevin kostede kun få penning pr. liter. Man kunne med få penge genehme sig en.
Efter 1900 skete der hos den mere rige del af befolkningen en ændring i, hvad man drak. Det var især på landet, at der skete et skifte fra kaffepunch til bayersk øl og grog (toddy). Man vurderede ligefrem sammenkomstens standard efter de drikkevarer, der blev serveret. Et selskab blev omtalt efter Punch – eller Grogselskab.
De lange nederdele
Påklædningen både hos damer og herrer var noget anderledes end i dag. Typisk for damernes påklædning var de meget lange nederdele, så lange, at de hvirvlede støv og snavs op på fortovet, når damerne kom spadserende.
Forneden på nederdelen var der anbragt et kantebånd, der blev kaldt skoring. Det var vel en praktisk foranstaltning til at afværge slitage på nederdelen og tillige for at undgå platter på stoffet. En skoning kunne jo let og billig erstattes.
Men ak, det kunne jo hænde, at fræk slambert uden forsæt trådte på skoningen. Så lød der ellers et ritsj, ratsj. Var det tilskuere til hændelsen kunne det jo ikke undgås, at det blev grint lidt i smug.
Uha – en del af benet blev vist frem
De dristigste fremskridtsvenlige blandt kvinderne begyndte at lade sy fodfri nederdele. Men de konservative og anstændige blandt kvinderne protesterede mod dette. Tænk damerne lod en større del af benet vise neden for nederdelen.
Det var dem, der syntes, at dette var umoralsk Men flere og flere fulgte dog denne letsindige mode. Måske var det lidt vanskelig for damerne i den yderste del af det tyske rige, kun få kilometer fra landegrænsen at følge med.
De førende damer fik syet i udenbys
Heldigvis var det nogle af de førende damer i byen, der fik syet i København eller Hamborg. Når de så promenerede i Haderslev blev de nedstirret. Men mange forsøgte dog at efterligne disse førende damers påklædning.
At snøre damestøvler var bøvlet
Damerne på gaden gik med støvler, ikke sko. Det var snørestøvler med ret langt skaft. Det var lidt tidskrævende at få snøret disse støvler. Mændene havde også snørestøvler, men her gik det dog væsentlig hurtigere med at snøre.
Masser af tid til håret
Ingen af kvinderne havde kortklippet hår. Indtil konfirmationen havde man en eller to lange fletninger. Man gik også med udslået hår. Man gik aldrig med kunstigt krøllet håropsætning.
Det kunne gå lidt tid, når en mor skulle have to eller flere skolepiger af sted om morgenen. Hver pige skulle have håret redt godt igennem og derefter flettet. Åh de stakkels piger. Hvilke lidelser måtte de gå igennem den ene morgen efter den anden.
Der var egentlig ikke så mange damefrisører i Haderslev dengang. De allerfleste damer vaskede og krøllede selv håret med et gammeldags krøllejern, der blev opvarmet i komfuret, på gasapparatet, i kakkelovnen eller på et lille spritapparat.
Husk, at du kommer fra et pænt hjem
Indtil konfirmationen gik pigerne altid med korte nederdele, der dog selvfølgelig nåede neden for knæene. Først med konfirmationen fik man lange kjoler. Her kom der ofte en dyst mellem de unge og mødrene om, om længden på kjolen.
Omkring 1900 var bomuldsstofferne dominerende. Uldstof var i almindelighed det fineste, man havde råd til at købe. Men silke, altså natursilke var kun for velhavere.
De allerfleste brude stod foran alteret i en smuk uldkjole. På landet var den oftest sort. I byerne var den efter 1900 ikke så sjælden i hvid.
Så kom kunstsilken
I årene efter 1900 kom kunstsilken på markedet. Nu kunne en mindre bemidlet kone tillade sig at gå i silke. Dette bidrog også til at standsforskellen i klædedragten blev formindsket. Som man sagde i Haderslev og sikkert også andre steder i Sønderjylland dengang:
Ikke fint, at være solbrændt
Vi må sandelig ikke glemme hovedbeklædningen, hattene. Man kunne ikke gå på gaden uden en hat på hovedet, hvis man var voksen.
Til en rigtig dames udstyr om sommeren hørte også en parasol. Dengang var det nemlig ikke så fint, at blive solbrændt:
Panama – hat og herrestøvler
Vi skal da også lige kigge på mandens påklædning. Lige som damerne gik han med støvler, ikke med sko. Det vil sige, at disse kun blev brugt ved finere selskabelighed og ved baller.
Årene efter 1900 var de store Panama – hattes storhedstid. Men mange foretrak også de flade stråhatte. Om sommeren gik man sjældent med filthatte.
Mange på landet og vel også i byerne havde en kasket på hovedet med læder – og papskygge foran.
Bindeslipset først i 1905 – 06
De fleste herrer gik med løst, hvidt kravebryst og høj stiv flip, både uden og med knæk. Førstnævnte var dog nok den fineste. De ældre bar sort tværslips bundet i nakken med et spænde. De yngre havde oftest et landeligt broget slips, ligeledes bundet i nakken. Bindeslipset kom først rigtigt på mode hen ad 1905 – 06.
Man gik med løse manchetter, der blev holdt sammen med metalknapper af sølv eller guld. Ligeledes var der i kravebrystet anbragt pynteknapper af metal. Da der altså var et stort behov for den slags knapper, fik drengene som konfirmationsgave ofte et eller flere par knapper og for det meste guldknapper.
Det store kravebryst fra en ældre tid sås efter 1900 kun sjældent i byen. Kun vestfra kom der en del ældre landboer med det sorte kravebryst. Bløde flipper og brogede skjorter var så at sige ukendte dengang.
Uha – Læreren havde brun skjorte
Man måtte sandelig ikke gå meget ved siden af, dengang. Således tillod en lærer i byen sig til at gå med en brunlig skjorte med ganske lav krave og med en lille sort strimmel, der skulle forestille en slips. Endda havde han den frimodighed at optræde sådan påklædt ved et stort læremøde på seminariet. Det fik en overskoleråd fra Slesvig til at omtale lærerens optræden i skolen og uden for skolen. Indirekte fik læreren en reprimande for sin noget skødesløse påklædning.
Diplomatfrakke, kjolesæt og silkehat
Så at sige alle voksne mænd ejede det såkaldte sorte tøj, diplomatfrakke. Herrernes kjolesæt var ret ukendt på landet.
Til diplomatjakken hørte selvfølgelig også en høj silkehat. Ved bryllupsfester, begravelser og ved altergang havde mændene alle det sorte tøj på. Også på konfirmationsdagen, når man enten selv havde børn, der skulle konformeres, eller når dette var tilfældet i den nære familie – og vennekreds.
Bowler og spadserestok
Til stilfuld påklædning på gaden hørte også en spadserestok og finde herrer havde endda sølvhåndtag.
Vi har allerede omtalt hovedbeklædningen, men vi har glemt bowleren. Dengang kalde man denne for den runde hat. Et tysk ord blev også brugt om denne genstand Kugelspint.
Selv ganske unge mennesker 17 – 18 år gammel gik med bowlere og spadserestok på gaden. Ja, og hvis det skulle være rigtig fint, gik man også mad handsker, selv om sommeren.
Først marchmusik på tilbagevejen
Til begravelse gik man aldrig med lys overfrakke. Damerne havde også mørk frakke og sort kjole på. De nærmest stående i følget gik med sørgeflor. Og dette gik man så med i mindst et halvt år. Damerne markerede deres sorg ved at gå med en sort hat beklædt med sort crepe,
Havde den afdøde været medlem af en eller anden veteran – eller embedsmandsforening, selvfølgelig en tysk forening, ja så var der sørgemusik i spidsen for følget. Der blev selvfølgelig spillet langsom sørgemusik.
På hjemvejen efter begravelsen marcherede man med fane og fanevagt og med fuld musik til samlingsstedet. Nu spillede man flotte marchmelodier.
”En hygle Sitzung”
Ofte samledes en del af afdødes kammerater og venner til ligøl på en restaurant. Det skete da også, at brave borgere blev ret så højrystede, når de efter et par timer vente hjem efter begravelse.
Respekt for de ældre
Påklædning, sæder og skikke skifter i årenes løb. Men det var ikke blot i det ydre, at der var forskel mellem dengang og nu. Der var stor forskel i folks væremåde. Man var dengang mere formel, højtidelig og mere korrekt.
Dengang var der respekt hos de unge over for de ældre og over for forældrene. Man hilste meget ærbødigt på gaden, når man mødte ældre folk. Det var ikke bare et enkelt nik. Nej, hatten røg af, ikke kun 1 – 2 cm over håret.
Pigerne nejede eller kniksede. Ja det udtryk brugte man dengang. Læreren og lærerinden var de fornemste respektpersoner. Gud nåde én dagen derpå, hvis man gik forbi på gaden uden at have hilst.
Flirt – kun i hemmelighed
Selvfølgelig var der dengang som nu, flirt mellem de unge. Men man begyndte nu ikke så tidlig som i dag. Man sagde dengang:
Men man gjorde det kun i al hemmelighed, aldrig på byens gader og om dagen. I Haderslev foregik det nede ved Dammen.
At gå åbenlyst med en pige på gaden var umoralsk i mange menneskers øjne. Man hilste korrekt på pigen, når man mødte hende, og hun bøjede bly sit hoved. Men ellers hørte piger og drenge til i to vidt adskilte verdener.
Kamp mellem skolernes elever
I alle byens skoler var kønnene adskilt. Kun i Gammel Haderslev Skole gik piger og drenge sammen. Men i Haderslev blev denne skole også lidt ringagtet:
Forholdene mellem de enkelte skolers elever var nu heller ikke det bedste. Særligt mellem Latinskolens og Borgerskolens børn var der et anstrengt forhold. Latinskoleeleverne blev af modparten kaldet Sokker. Omvendt blev modparten kaldt for Knaster.
Det vankede brådne pander, når eleverne fra de to skoleformer mødtes i sidegaderne eller mere afsides liggende steder.
Men sådan var det også, når de enkelte gaders eller bydels drenge mødtes. Klosterkvarterets, Lille – og Store Slagtergades, Naffets og havneområdets ungdom udkæmpede store slag.
Drenge og piger hver for sig – i toget
Ja så var der også regler, når børnene kom med toget om morgenen eller skulle hjem efter endt skoletid. Pigerne skulle således sidde i Ikke Ryger kupeer, og drengene skulle sidde i Ryger – kupeer.
Damer røg skam ikke
Før konfirmationen var det strengt forbudt for drengene at ryge. Og piger, ja hele kvindekønnet røg ikke, hverken hjemme eller offentligt.
Hver voksen person havde lov til at påtale, hvis han eller hun så skolebørn på gaden. Samme ret havde togpersonalet. Men efter konfirmation måtte man gerne ryge – som hankøn.
Stakkels lærlinge
Men om de små lærlinge ved købmanden eller håndværkeren måtte ryge, ja det bestemte chefen.
Lærlingene stod under stram justits, både fra chefen og handelsmedhjælperne. De skulle vise respekt over for svenden. En lærling måtte ikke alene besøge et danselokale. Det var kun i ledsagelse af forældrene eller chefens familie.
Vis respekt for din lærer
Jo skolen havde også langt flere rettigheder over for eleverne. Læreren forlangte ubetinget lydighed fra eleverne. Skolens straffemidler var hårde. Uden for skoletiden havde en lærer således ret til at standse en dreng eller en pige, når han f.eks om aftenen ved 10 – tiden mødte ham eller hende alene på gaden, og spørge om de måtte have lov til at gå alene så sent ude.
Det vil sige, at pæne piger gik ikke ud, så sent om aftenen.
Ja så var det med opdragelse. Spanskrør eller stok spillede en stor rolle både i skole og i mange hjem. Nu var det sådan, at drengene tog deres straf uden at kny, for selvfølgelig lavede de spilopper. Og i skolen foragtede man den knægt, som klynkede eller direkte skreg under afstraffelsen.
Kilde: Se
Hvis du vil læse mere om Haderslev og omegn: Se her:
Juni 7, 2015
Felsted Sogn – dengang (2)
Vi er taget en lille tur tilbage til Felsted. Ahlefeldterne kæmpede i mange år for særmarken Uhr. Og kirken var engang udstyret med et meget højt tårn, der var placeret i midten. Mange 17 – årige udvandrede. De ville ikke i prøjsisk krigstjeneste. Og så kan en kirkelig regnskabsbog fortælle meget lokalhistorie. Sognet have komplicerede tilhørsforhold.
En særmark, der hed Uhr
I det herrens år i 1505 på søndagen for de 12 apostle, fremstod på Felsted Kirkegård den velagtede og beskedne bonde, Thomas Jensen af Felsted, og spurgte den forsamlede menighed, om der var nogen af dem vitterlig, at den særmark, der kaldes Uhr, der er beliggende i byvangen, Steensvang, tilhører ham, og har tilhørt hans forfædre.
Dette spørgsmål blev besvaret andægtigt af de forsamlede bønder og fæstere. De vidste ikke andet, end at denne særmark, kaldet Uhr, havde tilhørt ham og hans slægt i hundrede år.
Navngivne mænd bevidnede dette og det hele blev beseglet af sognets præst, Klavs Tagesen.
Særmark årsag til stridigheder
Denne særmark bliver årsag til en række stridigheder gennem et par århundreder med tingsvidner og tinglæsning på Lundtoft Herredsting. Dette bevirker så i dag, at slægten kan følges op igennem tiderne, hvor ellers kirkebøgerne svigter.
Og det er ofte grevskabet Ahlefeldt, man skal slås med. Og de blev ved. De kunne åbenbart ikke få nok.
Felstedskov fra det 17. århundrede
Bønderne måtte kæmpe også gennem krige og plyndringer. Nogle overlevede gennem salg af træ. Felsted Bys skove strakte sig dengang helt ned til Aabenraa Fjord. I skoven færdes både storvildt, kvæg og får.
I midten af det 17. århundrede opstod bebyggelsen Felstedskov.
Der var engang et stort tårn
Vi har tidligere på vores side skrevet om Felsted Kirke. Den er bygget omkring 1260. I Danske Atlas fra 1781 fortælles der, at den havde et temmelig stort tårn. Som stod næsten midt på kirken. Men i stedet er det opført et klokkehus af egetræ. En midterstolpe bærer årstallet 1769.
Døbefonten er fra det 13. århundrede og alteret, et såkaldt Maria – alter fra ca. 1450.
En regnskabsbog fortæller meget historie
Man har også bevaret en regnskabsbog for Felsted Kirke. I mange år blev det ført på plattysk, siden på tysk og siden 1845 på dansk. Her finder man en fortegnelse over kirkens indtægter, ejendom, jorder og enkelte legater. Hovedindholdet er dog regnskaber fra 1636 til 1854. Når man forstå at tolke de korte og knappe oplysninger giver der et godt indblik i kirkens og sognets historie.
Man havde både løbedreng, kusk og kok. Og de skulle alle have betaling. I 1636 havde præstekonen skulle beværte seks mand ved en visitation. Det fik hun en godtgørelse for seks rigsdaler for. Og alle er sikkert kommet i deres eget køretøj. Man har nok ikke kunnet få dem til at køre i samme køretøj. Dette har sikkert også medført liv og travlhed i præstegården.
I 1637 er der givet 3 Rdl. Til Holbøl Kirke. Dengang skulle de bedre bemidlede kirker hjælpe dem, der ikke kunne få det til at løbe rundt. Man kan i regnskabet også se, hvad de svenske tropper stjal fra kirken.
Af regnskabet fra 1644 ses også, at svenskerne ødelagde vinduerne i kirken. På andre måder har svenskernes tilstedeværelse også givet udslag. Således blev regnskabet for de fem år 1656 – 1660 først aflagt den 3. juli 1661.
Mange gårde var blevet hjemsøgt af svenskerne, så disse ikke kunne bidrage noget til kirken.
Det var som om, at det var værre for kirken, anden gang svenskerne kom. For kirken kunne ikke engang betale det de skulle til amtmanden. Hertug Christian Albrecht udsendte den 3. oktober 1676 en anmodning til andre kirker, at de skulle komme kirkerne i Lundtoft Herred til hjælp.
Kirken gav øl
I 1687 har der været reparation af kirkens blytag. Også fem år efter har det været udgifter til dette. Og her har sognets beboere måtte til lommerne. Ja det har såmænd også været udgifter til tiendegilde. Det var i form af en tønde øl, som kirken har givet. Men det måtte ikke nydes i Herrens Hus.
Præstegården i Felsted er fredet i klasse B. Gården er opført i 1787 af præsten Nicolai Meyland.
17 – årige udvandrede fra sognet
Dukker vi ned i historien kan vi også se, at de 17 årige fra sognet udvandrede for at undgå prøjsisk militærtjeneste. Så kunne de kun komme på besøg i smug. Der var et sikkert tilflugtssted i Svejrup. Her modtog krokonen dem med hjertelighed.
Sognets store sprogekspert
Og så skal vi da også huske at nævne Felsted Sogns egen digter, Nikolaj Andersen. Måske er han skyld i, at Felsteds dialekt er bevaret den dag i dag. Jo han kunne fortælle meget om det sønderjyske sprog.
Grøngrøft – en stor ladegård
Grøngrøft nævnes første gang i 1535, og det tilhørte indtil konkursen også familien Ahlefeldt. Gården ligger på det, der kaldes dobbelt voldsted. Dengang undertegnede var der sidst for omtrent 23 år siden var der endnu vandfyldte grave omkring gården. Det er en anseelig ladegård, vi her er vidne til.
Komplicerede ejerforhold
Som det kan ses, kan ejerforholdene i sognet være meget kompliceret.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere om egnen: Læs:
Juni 7, 2015
Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
Jo, der har været en havn i Tønder. Og man havde i den grad haft problemer med vandtilstrømningen til denne. En advokat blev nærmest gjort til grin. Han kunne åbenbart ikke se forskel på en stork og en gås. En værtshusejer blev efter fem års sagsbehandling dømt til at fjerne sin mødding på Skibbroen. I Vidåen var der små romantiske øer. Og så kan Tønder takke møller, Bachmann for at det ældste af Tønderhus er bevaret.
Skibbroen – Familiens stamværtshus
Ikke stedkendte vil vel allerede ved overskriften af denne artikel stoppe op. Hvad er det for en havn i Tønder? Ja det var på Skibbroen. Nu er det p – plads på stedet. Men familien Brodersens stamværtshus i Tønder er netop Skibbroen.
Havde Tønder samhandel med England?
På et kort over Tønder fra 1685 optræder den nuværende Kobbergade som Kopperstrasse og Pebergade. Denne gade benævnes som Peperstrasse. Begge gadenavne har relationer til det engelske. Kan det betyde, meget tidelig samfærdsel med englænderne, eventuelt vikingetogter fra Tønder. Der findes også enkelte for længst afdøde historikere, der antyder dette.
En eng med ringridning, cirkus, tivoli og musikfestival
Og den eng vi omtaler, som man kan se fra bænken ved Gasstationen foran baneanlægget, ja der har vi tilbragt mange timer til tivoli, ringridning, cirkus m.m. Ja senere blev det til Tønder Musikfestival.
Boede der papegøjer i Tønder?
Hvis man nu lader øjet kigge lidt til venstre forbi den gamle godsstation, ja så kører vi ud af papegøjevej. Og hvorfor hedder det nu det? Boede der papegøjer i Tønder i gamle dage?
Ja vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade. Og turen blev også foretaget, når denne sides redaktør skulle ud med rundstykker tidlig søndag morgen. Dengang tænkte jeg, hvordan kan folk så afsides spise rundstykker?
Det var herude, at Tønder Fastelavnslaug holdt til fra 1546 til 1619. Købmænd og håndværkere afholdt her fugleskydning. Man skød efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og holdt sammen ved brand og anden ulykke.
30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i Foreningslivet. I tiden omkring Æ Kachmands opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte ikke mere armbrøst, men geværerne var taget i brug.
Opbevaringsplads beskyttet mod alle vinde
Slotsbjerget var i ældre tider en lille holm i Vidåens udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandelspladsen Tønder red. Og stedet har fra tidlig tid har stedet været godt beskyttet mod havets brænding og mod fjender. I 1130 omtalte geografen Idrisi i Palermo stedet som:
Måske var den første borg bygget af Knud Lavard. Måske var det bare et simpelt tårn placeret i en lille holm i Laurentiusstrømmens sidste slyngning inden den forenes med det sydlige Vidå – løb.
Var det Hertugens skyld?
Havnen lå dengang ved Æ Svin’ mærken. Og måske var det Hertug Frederiks storslåede slotsanlæg, som krævede store omlægninger af vandløbene ved Slotsholmen, der lukkede for indsejlingen til Tønder ved Lægan i 1554. Måske var det slet ikke inddigningen, der var skyld i dette?
Ja slottet eller befæstningsværket var forholdsvis lille. Men i år 1600 var den en forholdsvis moderne befæstning. I 1676 blev stedet nedlagt som forsvarsværk. Det skete af politiske grunde. Stedet har i historien både været hertugelig og kongelig residens. Ja amtmanden holdt også til her på slottet. Omkring 1750 – 51 blev det smukke renæssanceslot revet ned.
Så sent som i 1792 tilsendte amtmand von Bertouch en overenskomst mellem Tønder Kommune og Kær Herred angående en overfart over Rethvolden, slottets forhenværende brede borggrav.
Resten af Tønderhus blev brugt til en landevej
Skal vi tolke dette på nutids – dansk er det nok tale om en bedre vejforbindelse. Jo i tidens løb skete der mange reguleringer, både med hensyn til Vidåen og diverse andre kanaler. Ja resterne af Tønderhus blev brugt omkring 1861, da chausséen, Husum – Ribe blev brugt. Prøv engang, at tænke på det, når du kører på Ribe Landevej.
Og de stedkendte har længe gættet det. Slotsbjerget hedder i dag Slotsbanken.
Godt gemt lå Nyholm
Og ind imellem gemt bag høje træer og dengang vandværkets bygninger lå gården Nyholm. Den minder mest om de gamle Møgeltønder – huse. I forbindelse med amtmandens anmodning fra 1792 var der kommet en ny vej over dæmningen på Slotsbankens sydside.
I 1848 gik ejerskabet til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann fik i 1859 som nygift, Nyholm. I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død. Gården skulle sælges ved skifte. Jürgen Bachmann havde forpagtet en del af Slotsbanken, der dengang endnu var i kronens eje. Men forpagtningen var åbenbart meget permanent. Der blev nemlig opsat en 8 Fach staldbygning. Den dækkede også over en gammel kældervælving, der oprindelig havde været slottets nordøsthjørne.
Bayrischer Bier – Keller
I 1872 blev Slotsbanken solgt til Tønder Kommune. De forlangte Bachmanns stald fjernet omgående.
Men det gav dog lidt drama i byen. Gæstgiver og brygger på C. Claussen på Skibbroen havde benyttet stedet til Bayrischer Bier – Keller. Det lyder jo meget hyggeligt. Men det var vel snarere et opbevaringsstedfor øl og en iskælder. Gæstgiveren forsøgte at sabotere kommunens ordre ved at købe stedet af Bachmann. Efter et halvt år, blev nu Claussen jun. Dømt til at nedrive stalden. Han måtte dog ikke nedrive den del af kælderen, som ikke var bygget af Bachmann.
Måske kan vi takke Bachmann for, den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder endnu findes på Slotsbanken den dag i dag.
En ny kanal langs Jomfrustien
I 1878 fulgte så udgravningen af en kanal langs med Jomfrustien, som ligesom i gamle dage forbandt Møllekulen med Skibbroen. Med dette initiativ blev Slotsbanken igen en holm, ligesom i ældre tid. Meningen var, at øge vandmængden og gennemskyldningen af havnebassinet. Drømmen dengang var jo en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen passerede Nyholm – og Porthusdæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granisten, der sikkert stammede fra slottet. Det hele løb ud i en 40 meter bred nedgang til havneløbbet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen så kraftig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthusbroen.
Skole på Nyholm
Efter familien Bachmanns periode på 40 år på Nyholm, ja så holdt den næste ikke ret længe. Han (Martin Ganzel) blev offer den daværende politik. I 1891 overtog kådner Hans Nikolai Eskildsen stedet. Men stedet havde slet ikke mere det storladne indtryk. Eskildsen udlejede en del af hovedbygningen til tyske jernbanefolk.
Da den såkaldte Höhere Töchterschule i 1904 blev oprettet, blev den installeret på Nyholm. Her holdt de til, indtil de fik deres eget hus på Bokkensåvej (nu: Popsensgade 8).
I 1905 solgte Hans Eskildsen, Nyholm. Han bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Anton William Thaysen overtog stedet. Han havde tidligere drevet Mettenwarf, der havde tilknytning til familien Bachmann.
I 1917 blev det så Hans Michael Winther, er brugte stedet som aftægtshus. Han havde tidligere været forpagter på Stor Tønde.
Ved skøde af 20. august 1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann – en bebygget gårdsplads med have og græsgang.
Slotsbanken – et yndet udflugtsmål
Slotsbanken blev et yndet udflugtsmål for byens borgerskab. I forgrunden kunne man følge skibskanalen. Over til højre strakte banegårdsarealet sig. Man kunne se Udbjerg Kirke i midten, når man kiggede til venstre. Sæd lå mod sydøst og Aventoft mod sydvest. Ved klart vejr kunne man se jernbanestationen i Sønder Løgum.
Der var en svag lugt af gas, men den var ikke ubehagelig. Dog havde den en tendens til at sætte sig i tøjet. Man fik sig her en snak om byens begivenheder, og om ålene ned i kanalen ville lade sig fange.
Nogle satte sig, andre gik videre. Og andre igen gik ned til gasgraven, hvor foruden gasbåden også andre fladbundede både lå.
Sidst på sommeren kom stjernerne frem. Mod vest kunne man se et blinklys farende hen over horisonten. Af og til anede man også et nordlys. Man kunne se masser af græsende kreaturer.
Aftenens højdepunkt
Men aftenens højdepunkt opstod ved halv – ni – toget fra Hamborg. Under gunstige vindforhold kunne man høre det ganske svagt allerede ved afgangen fra Sønder Løgum. Lyden blev til en stadig tiltagende rumlen. Lyden blev forstærket af rumlen, da toget kørte over første og anden jernbanebro.
Udsigtsbænken foran gasværket havde sit højdepunkt om sommeren. Men byens borgere svigtede den nu heller ikke resten af året. De kom uanset is, kulde, storm, regn og sne.
Hvis det var for koldt, kunne man søge ind til retorthuset, der hørte til gasværket. Det havde arbejderne ikke noget imod. Det var en dejlig afveksling.
Vidåen svulmede op
Om efteråret svulmede Vidåen op. Det kneb med afløbet. Kanalen blev også fyldt op, og engene oversvømmet. Også kanalvejen var oversvømmet. Vandstanden var stærkt afhængig af vinden. Ved vestenstorm, når slusen ved Højer var lukket, kunne vandet stå truende højt. Adskillige kældre i Tønder blev så fyldt.
Set fra bænken kunne det oversvømmede område ligne et stormpisket hav. Brændingen brød ind over Slotsbankens fod. Ikke sjældent medførte dette en del strandingsgods.
Ikke helt ufarligt med de fladbundede både
Det var ikke helt ufarligt, at sejle rundt i dette i det fladbundene både. Skjulte pælespidser kunne hurtigt rive bunden op. Kom der stærk frost fik man en kæmpemæssig skøjtebane. Men borgerskabet benyttede nu mest Mølledammen ved Sønderbro eller de såkaldte Syderfenner. Her benyttede byens beværter sig så af tilløbet til at udskænke diverse drikke i hurtigt opsatte telte.
Da det blev lidt lysere i luften, var kanalvejen ved at blive tør. Vandet svandt fra engene. I den ene og anden grøft fandt man liget af en laks, der ikke nåede at komme ud. En enkelt gang fandt man også en stør.
Vildgæs trak over området
Om efteråret trak store skarer af vildgæs over området. De slog sig ned i markområderne ved Tønder. Jagt – og mordinstinkter vågnede i borgerskabet i alle samfundslag. Så tog man ellers på gåsejagt. De rigtige jæger havde hund. Andre brugte kanalerne. Man så på byens gader, tøndringer komme gående behængt med gåsekroppe. Andre transporterede dem i trillebør eller i små trækvogne.
De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker samt borgerskabets middagsbord. Mange blev vel også eksporteret til andre byer.
Mange havde jagtrettigheder og forpagtere håndhævede også deres rettigheder. Man kiggede med meget ublide øjne på krybskytter. Synderne skulle i den grad afstraffes.
Området mellem jernbane og kanalen blev i gamle dage kaldt Bagved Slottet. Forpagteren var en advokat i Østergade.
En storkerede på Nyholm
På Nyholm var der en storkerede på staldbygningens sydgavl. To af storkeungerne var faldet ud ad reden. Hans Eskildsen gav dem et kvarter inde i stalden. Gasmesteren sørgede for deres underhold. Vinteren over fik man hjælp af byens slagtere.
En dag var begge storkeunger borte. Deres plejeforældre eftersøgte dem alle vegne, men væk var de. Til sidst kom der dog en melding fra godsekspeditionen. De spankulerede der i nærheden på en fenne. De var vel kommet over kanalen på en isflage.
Eskildsen og gasmesteren tog straks gasbåden og begav sig dertil. De fik da også fat i storkeungerne. På tilbagevejen havde de så hver en storkeunge under armen.
Forskellen på en gås og en stork
Men pludselig dukkede advokaten op. Han holdt bøssen frem mod de to, og skulle lige til at skyde. Ja sådan fortalte tøndringerne i hver fald efterfølgende. Han var meget ophidset, og beskyldte de to for vildttyveri.
Men så var det, at gasmesteren spurgte advokaten, om han ikke kunne kende forskel på en stork og en gås. Jagtens forpagter foretrak sig rasende i retning mod jernbanen, mens de to andre stagede hjem til Slotsbanken med deres storkeunger.
Ja advokaten blev nærmest gjort til grin i Tønder. Storkeungerne blev voksne. De fløj mod syd sammen med deres yngre og ældre kammerater.
Øer i Vidåen
På gamle malerier kan man ane, at Vidåen har haft et andet forløb end i dag. Der har også været adskillige øer i åen, som har været forbundet med hvide broer. Da Vidåens vandforsyning til tider havde været for ringe til møllens drift, blev der samtidig foretaget en uddybning og regulering af åen mellem Korntved og den nuværende jernbanebro. En ny møllestrøm forløb i lige linje til Sønderbro. De udgravede jordmasser blev anvendt til et dige, der sikrede den nye møllestrøm mod syd og senere blev til Søndre Allé.
For at forbedre Vidåens vandforløb yderligere blev der ca. 10 år senere mod øst gravet en kanal, der ledede Hvirlåen ind i Vidåen.
Mellem det oprindelige Vidå – løb og den nyanlagte møllestrøm var der afskåret nogle øagtige arealer, til hvilke der mellem Blegen og den senere jernbanebro hørte et sumpet område, som først så sent som ca. 1880 af Tønder – borgerne ved fælles indsats og arbejde blev til det nuværende Anlæg. I sin tid kaldte man det også das Einland.
En gruppe små øer var lidt længere mod vest kommet til at ligge mellem det senere seminarium og Sønderbro.
De blev kaldt Haveøerne (Garteninseln). De hørte til haverne på den anden side af det gamle Vidå – løb. Med andre ord, de hørte til ejendommene i Østergade og til dels også Søndergade. Om disse glemte øer findes der arkiver i de kommunale vandbygningssager i Tønder Byarkiv, som nu befinder sig i Landsarkivet i Aabenraa.
Niels Jacobsen oprensning blev ikke godkendt
Den deputerede borger, Niels Jacobsen havde ladet foretage en oprensning af den gamle Vidå – løb bag staldene. Han havde også foretaget en gennemstikning af en dæmning mellem gamle Vidå og Møllestrømmen vel nærmest ved Seminariet. Dette betegnes som østlig grøft.
I 1842 klagede haveejerne, derunder lægen Dr. Med. J.G.A. Boysen over, at den gamle strøm ikke mere førte vand nok til vanding af deres haver. En oprensning, der forinden atter var foretaget af Niels Jacobsen, havde ikke gjort sagen bedre.
Den 27. september 1842 samledes i den anledning et udvalg bestående af magistratsmedlemmer og særlige sagkyndige ved Sønderbro. De sejlede derfra i fællesskab til besigtigelse af de uheldige forhold, særlig ved gennemskæringen. Nis Jacobsen, der var med, afviste ethvert ansvar. Han havde ikke påtaget sig at anlægge den nu udgravede østlig grøft.
Man vedtog, at Niels Jacobsens oprensning ikke skulle godkendes som veludført.
Senere hørtes ikke mere om sagen, der vel også bogstaveligt er forløbet i sandet. Den gamle Vidå og småkanalerne mellem øerne er efterhånden blevet opfyldt og haveøerne selv er blevet landfaste.
En mødding på Skibbroen
Årene omkring og efter 1840 var en bevæget tid i Tønder. Det var nok i lyset af politiske forandringer. Men også andre ting bekymrede tøndringerne. Gadernes brobelægning blev fornyet. Men også Skibbroens havneanlæg i forbindelse med et nyt toldpakhus og uddybningen af skibsfartskanalen optog mange borgere. Man var også i gang med at fjerne møddingerne. De havde været der siden middelalderen, men de pyntede nu ikke just på åbne pladser og på gader.
Som en prop foran indgangen til Kogade lå der en mødding. Og den havde næsten ligget der altid. Ved Skibbroens første brolægning i ca. 1707 var man antagelig gået uden om. I en længere årrække havde Stadt Copenhagen gjort brug af den.
Stadt Copenhagen var dengang en gammel bygning. Den blev først revet ned efter 1890. Frontside og indgang var mod Vestergade. Stalden med bagvedliggende mødding og Bienengarten strakte sig langs med Kogade helt ned til Skibbroen. Omkring 1820 opstod der, vistnok i Bienengarten den såkaldte gamle Harmoni. Ejendommen dengang blev af Magistraten i 1807 tillagt gæstgiver P.J. Hoyer. Senere blev den drevet af hans enke.
Slesvig – Holstenismens højborg
Stedet bar i disse år et kendt sted. Det var Slesvig – Holstenismens højborg. Ved byens 600 års jubilæum den 25. august holdt Hartvig Wilhelm Beseler en tale her. Han var advokat fra Slesvig og Tønder Købstads repræsentant i Stænderforsamlingen. Ved festmiddagen holdt han sin tale for J.C. Todsen og borgmester Sibbers.
Den af Stadt Copenhagen brugte mødding på Skibbroen synes ikke at have vakt anstød eller generet nogen så længe madamme Hoyer ejede kroen. Men den ændrede sig radikalt, da fruen den 7. september 1844 afstod sin virksomhed til gæstgiver Hans Harders.
Nu fik naboerne travlt
Denne var en 26 – årig ung mand fra Itzehoe – egnen. Nu lugtede den fælt gennem naboernes vinduer. Nu var den i vejen for den gode udsigt. Og nu hindrede det trafikken over Skibbroen.
Der gik så kun tre uger, så blev der klaget til magistraten i denne anledning. De fire nærmest boende af de i alt ti kroejere, der i en tæt bue omkransede Skibbroens havnebassin, krævede møddingen fjernet. Idet de også kom ind på, at pladsen ikke tilhørte Harders, men kommunen.
Den ene af dem, Abroe, der havde boet i Skansen havde selv en mødding liggende ved siden af Harders, hvorfor han også måtte klage over sig selv, medens de andre, der vel havde nået at rydde deres, tilsyneladende var på den rigtige side.
Magistraten forsøgte at klare sagen med det gode. Men Harders havde sikkert været stærk irriteret. Han var stejl og afvisende. Pladsen og møddingen var hans. Naboens klage var dikteret af ondskab og misundelse, mente Harders.
En lang sagsbehandling
Sagen måtte således gå den regulære vej. Den blev slæbt igennem alle regeringsinstanser lige op til H.M. Kongens Cancelli. Ja sagen varede hen imod tre år.
Magistraten besluttede den 29. januar 1845, at Abroes mødding skulle fjernes, da den lå på kommunal grund. Men Harders mødding kunne ikke røres, da der var tale om hævd eller eje.
Deputeretkollegiet angreb en uge senere Magistraten. Stadt Copenhagen var kommet i besiddelse af pladsen ved en tilsnigelse. Man fandt frem til, at pladsen på Skibbroen ikke tilhørte kroen og ikke var identisk med dens oprindelige mødding.
De fire anmeldere ankede herefter Magistratens beslutning til den kongelige regering på Gottorp. Magistratens beslutning blev ophævet. Af hensyn til almenvældet skulle møddingen og dens indhegning fjernes. Desuden skulle pladsen brolægges.
Ejendomsspørgsmålet skulle derefter ordnes ved forligsforsøg eller eventuelt ved ekspropriation.
Så måtte Politiet fjerne møddingen
Harders appellerede straks til det Kongelige Cancelli. Men dette svar af 28. april 1846 gik ham imod. Harders forhalede afgørelsen. Men det var vel også let, for de forskellige instanser var åbenbart uenige.
De fire anmeldere havde opfordret Magistraten til gennemføre den kongelige regerings ordre af 12. august 1845. Magistraten var efterhånden godt trætte af sagen. Og den 7. juli pålagde de Harders inden for 14 dage, at fjerne sin mødding. Men dette efterkom Harders ikke. Så blev det meddelt at man nu havde bedt politiet om at fjerne mødding og indhegning.
Harders døde ganske ung, allerede i 1852.
Kilde: Se Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: Om Tønderhus, havn, Vidå, Vadehavet og Tøndermarsken: Læs:
Juni 6, 2015
Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere
En henvendelse fra Der Nordschleswiger vedrørende en trist begivenhed den 9. april 1940 førte til en ganske spændende historie. Årsag til hele historien er filmen ”9. april” Her ses en mælkedreng blive skudt. Redaktøren af Nordschleswigsche Zeitung måtte en tur på politistationen. Avisen havde skrevet, at Reinhold Fabian var blevet dræbt af en dansk kugle. Men senere kom der en rettelse i avisen, samtidig med, at det kom frem, at han havde forsøgt at fotografere. På hospitalet havde man konstateret, at han var blevet ramt af hele tre kugler. Men det var tyske kugler.
Der Nordschleswiger efterforskede sagen
I forbindelse med filmen ”9. april” blev vi kontaktet af Der Nordschleswiger. Historisk Samfund for Sønderjylland havde henvist journalisten til undertagnede. Vi havde skrevet lidt om den dreng, der blev skudt i Aabenraa den dag. Men vi havde ikke navnet på knægten. Men vi forskede lidt i det og fandt frem til navnet. Tilsvarende gik avisen nu med navnet videre, og fandt også frem til en andel del af hændelsen.
Han var ikke mælkedreng
Vi kunne hurtig konstatere, at vi ikke havde med en mælkedreng at gøre, som det bliver beskrevet i filmen. Det drejede sig om den 14 – årige statsskoleelev, Reinhold Fabian.
Vækket af støj fra flyvemaskiner
Han var blevet vækket af støj fra alle de flyvemaskiner, der fløj over Aabenraa den morgen. Fra hans hjem, Ramsherred 53 løb han sammen med sin kammerat, Poul Christian Olesen ud til Kystvej. Det videre hændelsesforløb kan læses i artiklen Sorgen ramte Aabenraa – 9. april 1940.
Ifølge politirapporten
Ifølge politirapporten lagde de to knægte sig bag stenmuren på maven. Men senere rejste Reinhold sig på hug. Men i det samme knækkede han sammen. Han var ramt bag fra af et skud. Og ifølge vidner var skuddet affyret af tyske soldater fra Sønder Chausee.
En ambulance blev tilkaldt med det samme. Og drengen døde ifølge politirapporten på operationsbordet. Skuddet ramte højre kind og var trængt ind i hjernen.
Han var ramt af tre skud
Politirapporten, der var udarbejdet af kriminalbetjent A. Nielsen henviser til reservelæge Schrøder, der påpeger, at Reinhold er ramt af yderligere to skud. Disse har forårsaget kvæstelser til højre på halsen i skulderens venstre side.
Nordschleswigsche Zeitung: Han var ramt af en dansk kugle
Den 10. april kunne man i Nordschleswigsche Zeitung (NZ) læse, at Reinhold var blevet ramt af en vildfaren dansk kugle. Men ellers var det ikke angivet de nærmere omstændigheder, som førte til hans død. Den samme dag kom der i Hejmdal en dødsannonce fra familien Fabian.
Men beretningen i NZ havde politisk – politimæssige følger. I politi – protokollen fra 18, maj 1940 bliver meldingen fra NZ on, at kuglen skulle være affyret fra danske tropper betegnet som falsk.
Redaktør måtte stille op hos politiet
Den daværende redaktør af NZ, Dr. Harboe Kardel måtte stille på politistationen. Her viste politiet ham, hvad de havde fundet frem til. Det viste, at Reinhold Fabian var blevet dræbt af tyske kugler.
Lokalredaktør havde lavet sine egne undersøgelser
Kardel henviste til den ansvarlige lokalredaktør Kühler, som også blev afhørt af politiet. Kühler forklarede, at hans efterforskning og vidneudsagn havde fået ham overbevist om, at det var talte om at de dødlige kugler var et dansk maskingevær. Også Kühler fik lejlighed til at gennemgå politiets efterforsknings – materiale.
En bemærkelsesmæssig rettelse
Dette resulterede så i at NZ den 20. maj 1940 bragte em bemærkelsesværdig rettelse. Det var under overskriften: ”En indgående undersøgelse af hændelsen den 9. april”
Læs også artiklen: Sorgen ramte Aabenraa – 9. april 1940
Kilde: Der Nordschleswiger
www.dengang.dk indeholder 143 artikler fra Besættelsestiden
Juni 5, 2015
De sidste ”Gadepumper” i Tønder
36 offentlige pumper. De fire af dem fik vand fra Vidåen. Her var også et advarselsskilt. Man havde ansat en mand til at isolere disse med halm i tilfælde af frost. Men disse blev fjernet, da vandværket blev etableret. De prøjsiske statsbaner ville dog ikke være med. Men de to banegårde blev tvunget til at indføre kommunalt vand, da det de havde var sundhedsfarlig. Matthias Lorenzen blev ansat som vand -, gas – og senere el – værksbestyrer. Han blev senere hædret, fordi han havde forhindret en katastrofe på Victoria – bryggeriet. Tænk, at vandværket holdt helt til 1980erne. I dag ses vandtårnet stadig på lang afstand. I dag kan der her beskues Wegener – stole.
36 offentlige pumper
Den 29. maj 1903 stod følgende at læse i Vestslesvigsk Tidende:
Tønder havde omkring århundredeskiftet foruden de mange private, 36 af sådanne offentlige pumper, hvoraf langt de fleste var anbragt på fortovene.
Et skilt med advarsel
Nogle af disse bar et skilt med påmindelse om, at vandet var sundhedsfarligt. Efterhånden var man blevet klar over, at smittekilden til de tilbagevendende tyfusepidemier måtte søges i det dårlige drikkevand.
Fire brønde fik vand fra Vidåen
Thorvald Petersen beretter i en interessant redegørelse om vandværkets oprettelse, at fire brønde fik deres vand direkte fra Vidåen. Når en husmor hentede vand fra en af disse, så vidste naboerne, at de i hendes hjem, skulle have ærter eller kål til middag. Vandet var blødere, så maden behøvede ikke en så lang kogetid.
Halm beskyttede mod frost
Ligeledes anfører han, at byen havde ansat en mand (den sidste hed Joh. Jessen), hvis opgave var at vikle pumperne godt ind i halm, når der var frost i vente.
5.000 mark til begyndelse af et vandværk
I september 1899 bevilligede Tønder Sparekasse 5.000 mark til dækning af udgifterne til forarbejdet ved oprettelsen af et kommunalt vandværk.
Grundstenen til dette blev nedlagt den 5. maj 1902. Den 1. januar 1903 kunne man for første gang åbne hanerne for den rindende vand. Den drivende kraft i det nye foretagende var bestyreren for Gasværket, M. Lorenzen.
Vandledninger til 160.000 mark
Jo, Lorentzen havde et kendskab til jordbundsforholdene på Slotsbanken. Alle vandledninger i Tønder kom til at koste 160.000 mark.
De prøjsiske statsbaner ville ikke være med
Der fandtes da nogle, der ikke straks ønskede at tilslutte sig vandværket. Redaktør P. Skovrøy anfører i sit blad den 17. september 1905:
Eget elektricitetsværk
I 1910 fik Tønder også sit eget elektricitetsværk. Dette blev selvfølgelig også lagt under Lorentzens virke. Krigen kom, og der var meget trange kår. Medarbejderne var kaldt i krigstjeneste. Selv under krigens meget trange kår, hvor der var mangel på kul og olie, blev Tønder den eneste by i provinsen, der uden stop, kunne levere gas, lys og varme. På sin energiske måde sørgede Lorenzen for en rettidig forsyning af brændsel til motorerne.
Lorentzen hindrede en katastrofe
Måske burde vi lige anføre, at Lorentzen i 1908 blev hædrende omtalt af regeringspræsidenten i Slesvig i det officielle Amtsblatt, fordi han under en modig og fagkyndig indgriben under en truende kedeleksplosion på Viktoriabyggeriet forhindrede en ulykke, der kunne have kostet menneskeliv og forvoldt stor materiel skade.
I 1923 forlod han sit lille kongerige på Slotsbanken.
Vandtårnet kan ses på afstand
På lang afstand kan man se vandtårnet. Og tænk engang det og vandværket blev brugt helt til 1980. Bedre pumpemetoder gjorde tårnet overflødigt. Så stod dette tårn ellers ubenyttet hen i 15 år.
Tønder – knægten Wegeners udstilling
I 1994 skænkede A ,P. Møller og Hustru Chastine Mc – Kinney Møllers Fond til almene formål midler til en renovering og ombygning af vandtårnet. Nu er den så blevet en del af museerne, og i 1995 blev det renoverede vandtårn indviet af Hendes Majestæt Dronning Ingrid.
Her kan du så i dag se Tønder – drengen, Hans J. Wegners berømte stole.
Det gamle Pumpehus er også blevet renoveret. Det bliver brugt til konference – og udstillingsrum.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: På vores side har vi 185 artikler fra Det Gamle Tønder