Guld – og Sølvsmede i Tønder

Der har altid været mangle guld – og sølvsmede i Tønder. De velstående investerede i sølv. Men også mindre brugsgenstande blev fremstillet. Ikke alle Tønder – produkter er mærket. Men Tønder – sølv er eftertragtet i samlerkredse. Også ved Vestkysten opstod guldsmede. Deres kunder var søfolket på Rømø.

 

Tønder – sølvtøj blandt de velstillede

Allerede helt tilbage i renæssancetiden træffer vi guldsmede i Tønder. Erhvervet er lige så gammelt som byen. Allerede helt tilbage til 1491 bestemte man, at der anbringes by – og mestermærker på arbejdet, som garant for lødigheden. Men det så man nu stort på. Først i løbet af 1600 – tallet blev denne bestemmelse praktiseret. Og fra det tidspunkt ser det ud til, at man i Tønder var mere lovlydige end i resten af landet. Meget af det Tønder – sølvtøj som vi kender er mærket.

At sølvsmedehåndværket i den grad gør sig gældende i Tønder efter 1600, hænger naturligvis sammen med byens voksende velstand. Også storbønder i området investerede i sølvtøj. Men egentlig ved vi ikke så meget om, hvad gamle Tønder – mestre har præsteret.

 

Sølvtøj blev stjålet

Mange af sølv – varerne er blevet stjålet af diverse hære og omsmeltet. Indtil 1630 trækker studehandlen masser af penge til byen. Kun lidt kirkesølv rundt om i omegnens kirke fra før trediveårskrigen kan findes rundt om i omegnens kirker.

I slutningen af 1600 – tallet blomstrer byen op på ny, ikke mindst som følge af kniplingsindustrien. Dette gør Tønder til vestkystens betydeligste kulturcentrum.

 

En tredjedel var tilflyttere

Fra Borgermatriklen, der føres tilbage fra 1700 til 1865 kendes ca. 70 guldsmede. Heraf erhvervede halvdelen borgerrettigheder i kniplingsindustriens blomstringsalder.

Af 50 guldsmede fra tiden mellem 1700 og 1829 er mere end en tredjedel tilflyttede. Mange af disse kom fra det gamle land. Måske er det derfor, at det danske præg gør sig gældende i Tønder – sølvet.

 

Guldsmede ved Vestkysten

Guldsmedehåndværket var ifølge lovgivningen begrænset til købstæder og flækker, men i modsætning til i Kongeriget, var der alligevel i hertugdømmerne talrige guldsmede uden for byerne. Blandt andet var der en del langs Vadehavskysten. Deres bedste kunder var søfolkene fra Rømø.

 

Værkstederne gik i arv

I 1803 var der lige så mange guldsmede som kniplingshandlere i Tønder nemlig 11 stk. I byen har antallet af guldsmede altid været stort. Værkstederne gik i arv gennem generationer. Vi kender familierne Reimer, Hansen og Bödewadt.

En egentlig sammenslutning eller lav for guldsmede har dog ikke kunne påvises. Sådan et lav blev kun oprettet i Haderslev.

 

Bægerne dominerede

Blandt de ældre brugsgenstande domminere bægerne. Disse bestilles på bestilling med ejerens navn indgraveret. Det var en slags kapitalanbringelse.

Ja så var det også de talrige skeer, der blev brugt til bryllupsgaver. Men før 1700 – tallet synes det ikke som om, at der blev fremstillet så mange skeer og bægre. Måske havde guldsmedene arbejdet mere med smykker indtil omkring midten af 1700 – tallet.

 

Mange gaveartikler

Erik Pontoppidan tvivler i Menoza (1743) på:

• At de gamle havde så meget sølv i kander, bæger og skåler, som der nu anvendtes på tepotter, kaffekander og deres underskåler, teflasker, sukkerskåler, sukkerbøsser, temaskiner, spølkummer, lysestager, sølvskaftede knive som mindst hvert tyvende år skal omgøres efter moden.

Den sidste oplysning giver jo en tydelig forklaring på, hvorfor der egentlig er bevaret så få sølvgenstande fra ældre tid. Men mon ikke den gode Pontoppidan har glemt følgende:

• Flødeskeer, sukkerstænger, tobaksdåser, urkæder, salmebogsbeslag, taskebøjler, lyseakse og nålehylstre.

 

Andreas Nielsen

Når man nu skal omtale Tønders mestre ud i den ædle kunst, ja så kan vi jo af pladsmæssige grunde ikke nævne dem alle sammen.

Vi kan kigge på Andreas Nielsen. Han er født i Tønder den 2. februar 1716. Han var gift tre gange. Borgerskabet fik han i 1739. I 1784 ejer han

• Westerstrasse mit 10 Fach Wohnhaus, 4 Fach Silverhaus (blev stavet uden b dengang) und Werkstätte und 4 Fach Stall. Han døde i 1790.

Mange af Anders Nielsens arbejder kan beskues på Tønder Museum. De har en omfattende samling af Tønder sølv.

 

Carsten Richtsens omfattende sølvsamling

Carsten Richtsen var en velhavende borgmester. Han lod udføre et sølvservice til eget brug hos sølvsmed Martin Petersen Hommelhoff. Denne borgmester har vi tidligere omtalt. Han interesserede sig meget for kultur og havde også en righoldig bogsamling.

Dette festlige service er med tiden blevet et søgt objekt for samlere.

 

3. Præmie til Ringridning

Vi skal også nævne Povl Hansen. Han fik sit borgerskab i 1785. Han var meget produktiv og iderig. Et af hans arbejder, er en fiskeske, som har været anvendt som tredjepræmie ved en ringridning i 1815. Det må have været i selve Tønder, for landsbyerne havde næppe råd til at give så dyre præmier.

 

Hovedvandsæg

Et kapitel for sig i Tønders guldsmedekunst udgør hovedvandsæggene, som for visse typers vedkommende er lige så karakteristiske for byen som filigranarbejder. Lugtedåsen var på engang både brugs – og pyntegenstand.

 

En lugtedåse til den udkårne

Enhver ung mand med respekt for sig selv måtte ofre en lugtedåse på sin tilkommende, så hun standsmæssigt kunne vise den frem i kirken om søndagen. På Rømø indgik hovedvandsægget ligefrem som et led i kirkedragten, sammen med den sølvbeslåede salmebog.

Guldsmedene har da også ofret megen flid på disse smågenstande som på de større arbejder, som kun de rigeste havde råd til.

Forleden var der en udstilling i Tønder, hvor man kunne se maleren Noldes sølvservice.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:

• På vores hjemmeside har vi masser af artikler om industri og handel i Tønder, dengang

En Stiftelse i Ægirsgade

Det var dengang, da foreningerne passede på deres medlemmer. Man fik penge af leverandørerne. Og Urtekræmmerforeningen bestyrede efterhånden 30 forskellige legater. Medlemmerne fik hjælp til mange ting, bl.a. fik ”trængende” et sted at bo. Der blev arrangeret skovtur m.m.

 

Den tredje stiftelse

Dette er historien om Ægirsgade 55 – 65, Nannasgade 18 – 20 og Balders Plads 1 – 3.

Urtekræmmerforeningen første stiftelse stammede fra laugstiden. Når man dengang blev optaget i Urtekræmmerforeningen måtte man samtidig betale 28 Rdl. til stiftelsen. Indvielsen af denne stiftelse fandt sted den 28. september 1845.

Der blev bygget en stiftelse mere, og det var i Søgade (nu Læssøegade). Den blev taget i brug i 1866. Den bestod af to opgange med to værelses lejligheder. Men denne ejendom blev solgt omkring 1900.

I 1902 beslutte Urtekræmmerforeningen at opføre en stor bygning på Nørrebro

 

Petroleumslager

Man ville hellere samle det hele under et, derfor blev en grund i Ægirsgade købt. Grundene blev kønt af bagermester Pitzner. De havde været anvendt til petroleumslager. Det var nok ikke den bedste jord, som man købte. Man måtte anvende ret så meget muld. Man købte yderligere en grund, som skulle bruges til havedyrkning. Her blev også anlagt lysthuse. Gangene i haven blev flisebelagt, så de gamle ben sikke skulle gå på løst grus.

 

Rost i ”Politiken”

Politiken skrev den 2. juli 1902:

• Det er maaske slet ikke alle Kjøbenhavnere, der kjender disse nye Gader hinsides Nørrebros Runddel og véd, hvor elegant og moderne de store Huse er indrettede i to, tre og fire Værelses Lejligheder, eller hvor storbysmæssigt Bygningerne vender Facaderne mod hverandre tværs over en bred, brolagt Kørebane. Man tænker sig med Nørrebro meget let en Række lumre Stræder mellem grimme, melankolske Baggaardskaserner, man skal ogsaa lidt langt ud for at finde noget moderne som dette, men det er Umagen værd.

 

Skovtur for Stiftelsens medlemmer

Den 27. februar 1911 skænkede fabrikant Adolph Rich 50.000 kr. til Understøttelsesfonden. Det var ikke mindre end en formue.

Man havde allerede oprettet Dansk Handelsstands Enkefond. Denne fond blev opløst i 1923, og formuen blev overdraget Urtekræmmerforeningen. Renten som årligt beløb sig til 500 – 600 kr. blev brugt som legater til trængende.

Stiftelsen holdt hvert år en skovtur for stiftelsens beboere. Det blev en fast tradition fra 1923. Foreningens medlemmer stillede deres biler til disposition, så de ældre blev transporteret rundt. Og der findes nok til det sted i Nordsjælland, som ikke er blevet besøgt. Ja tænk engang, turen gik også syd på til Vallø Strand.

 

Udvidelse i 1926

I 1926 ville man udvide arealet og købte to grunde ved Nannasgade og Balders Plads. På 25 års dagen for Stiftelsens oprettelse skænkede De Danske Spritfabrikker midler til en fribolig. Dette blev så til to ekstra opgange, Nannasgade 20 og Balders Plads 3. De imponerede festlokaler blev nu udvidet med en havestue.

Man diskuterede også indrettelse af et klublokale i Stiftelsen. Man havde indtryk af, at restauranterne rundt om i byen ikke var så glade for at huse Urtekræmmerforeningen, fordi man brugte for få penge.

Der var også et problem, når der var vinsmagning, ja så skulle man låne glas hos værten, der så også skulle vaske disse glas af. For vinsmagningen blev arrangeret af urtekræmmernes leverandører.

Salene i Stiftelsen såvel de gamle som ny blev renoveret. De ældste sale lignede nærmest dagligstuer med polstrede møbler.

 

Fin julegave

Stiftelsens beboere fik hver år til jul 100 kr. Man havde i den forbindelse en del problemer med kommunen i forhold til beskatningen. Så foreningen gik videre til ministeren. Der blev så vedtaget en lov, der sagde at legater under 200 kr. ikke skulle beskattes.

 

Beboerne købte ejendommen

Efterhånden bestyrede foreningen omkring 30 mindre legater. I 1979 blev de alle sammen samlet i en stor fond.

I 1946 skiftede Urtekræmmerforeningen navn til Københavns Købmandsforening.

I 1982 blev bygningen solgt til beboerne og AB Kræmmerhuset opstod.

Kilde:

• Se litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere:

• En stiftelse i Elmegade
• Læs Nørrebro Handelsforenings Historie i afsnittet ” Fra Urtekræmmer til Shawarmabar”.
• Vi planlægger bl.a. artikler om Urtekræmmerforeningen og Ølhandlerforeningen.

En stiftelse i Elmegade

Elmegade 6 og 6 A var Ølhandlerforeningens Stiftelsesforening. Vi følger her foreningens bestræbelser i at samle penge til denne. Egentlig var det ikke en filantropisk forening, men en faglig forening. Rundt om på Nørrebro er der masser af stiftelser. De fleste er blevet til andelsboliger eller solgt. Men Nørrebro Handelsforenings stiftelse eksisterer endnu, og her kan medlemmer stadig drage fordel.

 

En gave fra Brygger Jacobsen

En dag i januar 1883, gik S. Jørgensen tilbage til sin forening med en glædelig besked. Brygger Carl Jacobsen havde skænket 5.000 kr. til en stiftelse. Og foreningen, ja det var Ølhandlerforeningen.

Med det beløb samt opsparede midler kunne foreningen nu opføre en stiftelse for ældre, trængende medlemmer og deres enker.

 

Man fik også begravelseshjælp

Nu var Ølhandlerforeningen dog ikke nogen filantropisk forening, men det var stiftet for at varetage rent faglige interesser. Men allerede året efter foreningens stiftelse indførte man gensidig støtte i form af begravelseshjælp ved indtrædelse af dødsfald blandt medlemmer og disses hustruer eller børn.

Derved opstod tanken om at kunne tilbyde trængende medlemmer en fribolig.

 

Man valgte selv at bygge

Med gaven voksede også lysten til at give en ekstra skærv til stiftelsen. Og efter hver medlemsmøde blev det da også givet en hel del.

Generalforsamlingen i januar måned 1885 besluttede, at nedsætte et byggeudvalg. Man havde kigget på et par ejendomme, men slog ikke til. I 1887 bestemte man så, at købe en byggegrund på Nørrebro.

Denne byggegrund var 707 kvadratalen stor, velbeliggende i Elmegade 6 og 6A – Udenbys Klædebo Kvarter Matr. 1759. Den blev købt af tømrermester F.P. Sørensen for en sum af 20.000 kr, hvoraf der udbetaltes 10.000 kr. af foreningens kasse.

 

Bygningen kostede knap 55.000 kr.

Grundstenen blev højtideligt nedlagt den 20. marts samme år. I den anledning blev der fra forskellig side betalt penge til foreningens legatfond. Renterne fra denne fond skulle tilfalde dem, der fik fribolig i ejendommen. Bygningen kostede i alt 54.762,37 kr. Bygningen stod færdig til at kunne tages i brug i efteråret ved flyttedagstid.

Den rummede 20 lejligheder hver på to værelser, køkken og brændselslejlighed samt tre butikker med beboelse. Alle lejligheder skulle bortlejes og så først når formuen var på plads skulle de indrettes som fribolig.

 

Hr. Jørgensen blev inspektør

En inspektør blev valgt til at føre tilsyn med Stiftelsens bygning. Han skulle drage omsorg for bygningens vedligeholdelse. Endvidere skulle han sørge for at beboerne overholdt regulativet. Det var ham, der skulle sørge for udlejningen og stå for hele regnskabet.

Og til dette hverv valgtes formanden, Hr. Jørgensen. Og det vederlag som han fik af foreningen skænkede han til fonden.

 

Giv 2.000 kr. og få en fribolig

I fondens vedtægter, stod der, at enhver, der yder en gave på mindst 2.000 kr:

Erhverver derved Ret for sig og sin daværende Hustru, saafremt hun overlever ham, til at belægge en af Friboligerne i Stiftelsen med et dertil kvalificeret Medlem eller Medlems Enke.

• Stiftelsens Friboere ere kontingentfri Medlemmer af Foreningen.

Bygningen var nu blevet rejst, men foreløbig så det ikke ud til, at man kunne bortgive nogen fribolig, hvis trængende måtte melde sig.

 

Gavmilde bryggerier

Men så fik et af bestyrelsesmedlemmerne den pragtfulde ide, at invitere bryggeriernes ejere på et besøg i ejendommen. Og den første, der var på besøg var grosserer Phillip W. Heymann fra Tuborg. Han erklærede efter en gennemgang af ejendommen, at han ville lade foreningen tilflyde et Gavebrev paa 240 kr. aarligt til en Fribolig i en af Stiftelsens Stueetager. Og senere kom der skam lignende gavebreve fra:

• Bryggeriet Alliance
• Bryggeriet i Rakbecks Alle
• Bryggeriet Rabeshave
• Tvedes Bryggeri
• Kastrup Glasværk
• Frederiksberg Glasværk
• Kjøbenhavns Bryggerier og Malterier

 

Den første fribolig i 1894

I december 1889 kom der fra Gamle Carlsberg et gavebrev på 5.000 kr. Ved samme bryggeris jubilæum i 1897 var der sandelig et bidrag på 2.000 kr.

Den første fribolig blev i juni 1894 givet bort. Endvidere blev der hver år gives huslejehjælp til trængende medlemmer eller enker.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere:

• Vi vil senere fortælle om ølles historie og ølhandlere. Men foreløbig har vi nogle artikler med Gamle værtshuse i København.

Da Augustenborgene fyldte 100 år

 

Store tanker om sine rettigheder og slægt

I 1825 var det 100 år siden, at augustenborgerne havde købt de gråstenske godser på aktionen over de ahlefeldtske besiddelser.

Hertug Christian August havde store tanker om sine rettigheder og slægt. Han mente, at jubilæet skulle fejres med en ordentlig fest. Det kunne opmuntre hans undersåtter til at kaste glans over ham og hans hus.

 

”Der skulle gives til pris for folket”

Festlighederne skulle dels finde sted på slottet, og lige foran slottet i Vandholm, dels på Øen.

På slottet og Vandholm blev der især festet for familien, betjente og tjenere. På Øen var det for undersåtter og fremmede. Der blev oprettet tre dansesteder. På den store eng Humleengen var der karrusel. I engens nordligste hjørne blev en hel okse stegt på en lang svær bjælke. Den skulle gives til pris for Folket.

Ved siden af var der en høj stang, oversmurt med grøn sæbe. På den sad oksens hoved, og der var udlovet en belønning på 10 rigsdaler til den, der først klatrede op ad stangen. På to forskellige steder var der opslået skænkeborde og bænke, hvor der skulle udskænkes brændevin og øl til enhver efter lyst og ønske.

Endvidere blev der uddelt brød, som var blevet særlig vagt til festen. For herskaberne og deres gæster var der en særlig forhøjning, sikret ved et trægitter.

 

Herlighederne blev belyst

100 begkranse oplyste festpladsen og vejene dertil. På søen var der antændt tjæretønder. Ved indgangen var der transparenter med de forenede hertugelige og danneskjoldske våben med kongekronen og hermelinskappen. Også på det sted, hvor søen skar sig ind i øen var disse to slægters våben anbragt.

Hver danseplads var bestemt til en særlig slags dans. For dem, der hellere selv ville købe forsikringer, var der i nærheden af Alfsgrav og i skoven rejst telte af gæstgiveren fra Gråsten og af en konditor fra Sønderborg.

Ledelsen af festen var overdraget til inspektør Bruhn, mens hofråd Thomsen havde den politimæssige opsigt. Lensfogederne og de hertugelige forst – og jagtbetjente skulle sørge for, at ro og orden blev opretholdt, men i øvrigt havde de ordre kun at gribe ind, når det var absolut nødvendigt. Vogne og heste skulle holdes borte fra flækkens gader.

 

En familie – og folkefest

Så oprandt festdagen. De foregående dage havde det været dårlig vejr. Især den 3. september, da regnen styrtede ned. Men den 6.  Om morgenen skinnede solen. Allerede her tidlig om morgenen samlede der sig en stor menneskemængde fra nær og fjern. Den voksede med hver time. Festen skulle både være en familie – og folkefest.

Familiefest blev den endnu mere ved den omstændighed, at hertug Christian August, den daværende hertugs oldefar, var blevet gift med sin Louise Sophie Danneskjold i september 1820.

For at fejre dagen var foruden hertugens bror, prins Frederik og hans fætter, prins Emil samt en søster til hertuginden, komtesse Henriette, tilstede. Også to af hendes brødre greverne Frederik og Sophus var med.

 

Kirke og hjortejagt

Klokken 9 var der familieandagt i slotskirken. Efter en kort salme holdt pastor Hoeck som slotspræst en kort tale foran alteret, hvorefter den kirkelige fest sluttede med Nu takker alle Gud.

Forst – og jagtbetjentene drog til Vandholm, hvor der blev afholdt hjorteskydning. Hertugen havde udsat seks sølvgevinster for de bedste skytter. De blev overrakt vinderne af hertuginden.

På slottet blev der spist frokost og om middagen blev kammerpersonalet og skytterne beværtet. På slottet var der 14.30 et stort taffel, som udmærkede sig ved madens og drikkenes ”fortræffelighed”. Der var en herlig vildsteg af en ædelhjort og udmærkede østers.

Efter taflet, lidt over 16 begav herskabet og gæsterne sig til Øen og først til pladsen ved engen. Deres ankomst var for den imponerende menneskemængde tegnet til en hjertelig og almindelig jubel. Efter de høje velkomsthilsner fulgte ro og stilhed. Der var sikkert over 4.000 mennesker til stede.

 

Oksen blev hurtig fortæret

Byboer og landmænd, høje og lave, rige og fattige havde i deres bedste tøj blandet sig mellem hinanden.

Oksen, hvis horn var forgyldte blev hugget i stykker, og mængden blev opfordret til at tage for sig af retterne. Men ingen fulgte opfordringen. Først da herskaberne var gået bort og tilskuerne havde spredt sig forsvandt oksen hurtigt.

En matros prøvede at klatre op af den stang, hvorpå oksens hoved sad. Han nåede op til, hvor sæben begyndte. Gang på gang prøvede han at komme videre, men gled stadig tilbage. Musikken, der først havde været opmuntrende, blev nu til sørgemusik. Men den druknede nærmest i mængdens stormende latter.

En anden matros prøvede også lykken: men med lige stor held. Han fik dog fat i det tov, hvormed oksehovedet var gjort fast, med det resultat at hovedet styrtede til jorden dog uden at såre nogen. Matrosen fik den udlovede præmie.

 

Fyrværkeri klokken 22

Herskaberne forlod nu engen og begav sig til de forskellige dansepladser, fulgt af en stor menneskemængde. Da de viste sig på dansepladserne begyndte musikken og dansen. Samtidig begyndte man at udskænke øl og brændevin og uddele brød. Endnu før det var mørkt, var herskaberne tilbage på slottet.

Trængslen blev stadig større og stemningen steg et par grader endnu inden det var mørkt. Da faklerne delvis var gået ud, var der flere, der faldt i kanalerne og i søen. Men nu var det ikke så dybt, så de fleste slap med en våd trøje.

Klokken 22 blev der lige over for slottet afbrændt et fyrværkeri. Men mange blev dog lidt skuffede. De havde forventet sig noget mere.

 

Folk faldt i sø og kanal

Festen skulle vare til klokken 24. men det var begyndt at regne, og næsten alle fakler gik ud. Musikken blev tavs på den sidste danseplads. Men hele natten var der folk, der jublende vandrede rundt. Om morgenen drog de sidste syngende fra teltene, hvor de havde overnattet. Festen var forbi.

 

Ingen ville fejre hertugen 100 år efter

Beskrivelsen slutter med at udtrykke håbet om, at de lykkelige efterkommere af den ædle fyrstestamme om et århundrede igen måtte forenes til en glad fest. I 1925 var det dog ingen, der tænkte på at feste for augustenborgene.

 

En billig omgang for hertugen

Ved festen blev der drukket 180 kander brændevin og 10 tønder øl. 4.000 stykker brød blev fordelt. Udgifterne var egentlig ikke så store, som man skulle have ventet. Det kostede kun 384 rigsdaler. Alene fyrværkeriet kostede 50 rigsdaler.

Rundt omkring blev der fortalt og berettet om jubelfesten. Der blev endda skrevet digte om begivenheden.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Gråsten (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgivelser)

 

Hvis du vil vide mere: Se Her:

• Felsted – dengang (1)
• Felsted – dengang (2)
• Bønder – syd for Aabenraa
• Hvor ligger Tumbøl?
• Fra Bjerndrup til Hellevad
• Fra Varnæs til Felsted
• Mysteriet i Ensted
• Ahlefeldt og Søgård
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Ahlefeldt fra Storhed til Fald
• I Rinkenæs Sogn
• Gråsten – en flig af historien
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Møgeltønder – Fra Ahlefeldt til Schack
• Enklaver i Sønderjylland og flere

 

En berømt mand fra Hellevad

De siger om ham i sognet, at han er den mærkeligst mand, der nogensinde er født der. Niels Heldvad var utrolig flittig. Gennem oceaner af år udgav han en almanak. Ja han beskæftigede sig med alt fra skuespil, digte, historie, typografi til astronomi og astrologi. Tillige var han gennem to perioder præst i sognet. Han var samtidig en samfundsrevser. Og tænk, den dag i dag står der 57 titler af ham på Det Kongelige Bibliotek. Vi skal også her i artiklen dykke ned i hans strejftog i det sønderjyske.

 

Den mærkeligste mand i sognet

Hvem skulle tro, at Hellevad havde opfostret sådan en berømt mand. Ja han kunne særdels mange ting. Han var forfatter, astrolog, historiker, topograf, teolog og meget mere. Jo, han hed Niels Hansen Heldvad.

Ja man siger faktisk på egnen, at han var ”Den mærkeligste mand, dette sogn har fostret”

Han gik i skole i Flensborg, Haderslev, Lüneburg og Lübeck. Han blev student i 1586. Derefter fulgte et års ophold i de baltiske lande. Fra 1587 – 90 studerede han i Rostock.

 

Søn af en præst

Han lod sig kalde Nicolaus Heldvaderus. Hans far var præst i Hellevad, og vores hovedperson blev født på præstegården i 1564. Efter faderens død i 1590 blev han selv præst. Fra dette år begyndte han også sin omfattende almanak – produktion. Disse almanakker, skrivekalendere m.m. var både på højtysk, plattysk og dansk

Han begyndte også som vejrprofet, samfundsrevser og anekdotefortæller.

 

Ud af sognet

I 1611 måtte han forlade sognet på grund af en strid med den gottorpske kirkepræsident Joh. Von Wowern. Denne kirkepræsident blev ganske forbitret over Heldvads tydning. Han mente ikke, at hans lutherske tro var forenelig med den calvinistiske tro, som han selv stod for. Så to gang blev han fyret som præst i Hellevad.

Ved Hellevad Kirkes sydmur blev der i 1964 rejst en mindesten for bysbarnet Niels Heldvad. Og her står også, at han var præst i sognet fra 1590 til 1608 og igen fra 1610 til 1611. Grunden til, at han var præst i anden periode var, at hans forgænger, Jørgen Lund blev halshugget. Angiveligt skulle han have været med til at myrde Aabenraas borgmester.

Broderen Jens var fra 1618 – 32 borgmester i Aabenraa.

 

I Svendborg

Fra 1613 – 1615 tog han ophold i Svendborg, hvor fynske adelsmænd tog sig af ham. Det var dem, der henledte kongens opmærksomhed på ham.

Men Christian den Fjerde tog sig af Niels Heldvad. Han blev udnævnt til Kongelig Kalendariograf. Han bosatte sig derfor i København fra 1615.

Kongen kunne lide den rapmundede og satiriske præst. Han forudsagde rigets hovmester Frantz Rantzaus død. Han druknede i Rosenborg Have den dag, som Niels Heldvad havde forudsagt.

 

Han beskæftigede sig med mange ting

Niels Heldvad døde han den 28. august 1634.

I sin levetid udgav han et hav skrifter dels på tysk og dels på dansk. Han beskæftigede sig med så forskellige ting som astronomi, astrologi, teologi, moral, historie, topografi, antikviteter og restvæsen. Han var desuden salmedigter og skuespilforfatter.

Ja han skrev også digte og dramaer og et kampskrift mod Calvinismen.

Han hører til de tidligste populærvidenskabelige skribenter. Han havde et godt greb på folkelig fremstilling. Hans stil er ordrig og livlig som var krydret med ordsprog og gamle vendinger. Han var en ivrig forkæmper for en konservativ lutherdom. Han havde også en forkærlighed for Romerkirken.  

Gennem en længere årrække udgav han almanakker med tilhørende spådomme, stillede horoskoper, udsendte flyveskrifter om oversvømmelser, kometer, jordskælv og så videre. Det var efter hans mening Guds vrede, der var årsag til dette. Af samtiden var han yndet som folkeskribent og hans værker nåede en betydelig udbredelse.

Hans samling af Hellige Historier blev i 1619 udgivet i fire bind.

 

Vittig, skarp og velbegavet

Det var nok fra sin far, at han havde interessen for astrologi og astronomi. Niels Heldvad må også anses for at være historiker, selv om det måske nogle gange kneb med kildekritik.

Han var vittig, skarp og velbegavet. Og tænk, han var også direkte medvirkende til, at Christian den Fjerde nedlagde forbud mod videre udgivelser af astrologiske forudsigelser. Han var utrolig flittig, denne Niels Heldvad. Gennem 44 år udgav han disse almanakker, der foruden forudsigelser også gav gode råd.

 

57 titler på Det Kongelige Bibliotek

Hans historiske produktion omfatter først og fremmest en:

• Kurtze und einfache Beschreibung der alten und weitberümten Stadt Schlewig

Den var fra 1603. Og det var nok hans personlige forhold til byen, som fik ham til at skrive denne. Hans hustru var fra byen.

Det kan godt være at nutidens typografer er interesseret men ellers er værket som helhed ubetydelig. Hans påstande om byen er nok ikke så vederhæftige.

Tænk engang, at på Det Kongelige Bibliotek findes der i dag 57 bogtitler under hans navn. På Syddansk Universitetscenter er der 22 titler.

Niels Heldvad havde et motto:

• Frisk op i Nød, og Le, naar Djævlen er vred.

 

Begivenheder i Sønderjylland

Han skrev også et værk om landene omkring Østersøen med en fortegnelse over fyrstene i disse lande. Han skrev også nogle historiske efterretninger fra Nordeuropa i tidsrummet 1501 – 1623. Og her er det interessant at dukke ned i Sønderjyllands historie. Vi kunne såmænd har fortalt meget mere om den festlige Niels Heldvad. Men lige så interessant er det at læse hans strejftog af begivenheder i Sønderjyllands historie:

• 1517: I dette år var der en sørøver i Vesterhavet ved navn Lange Peter, en født friser, som hos sig havde 500 mand, der alle var løsagtige, letsindige, æresløse og gudløse fyre og bortdømte landsknægte. Med deres røven og plyndren har de gjort stor skade i Vesterhavet. Som felttegn havde Lange Peters skibsfolk og soldater en galge og et hjul på deres tøj.
• Sørøveren Lange Peter er hovedperson i den tønderske forfatter Wilh Lobsiens roman: Pidder Lyng.

 

• 1520: Efter at Erik af Pommerns soldater i det Herrens år 1411 havde nedbrændt sognekirken i Ønlev (Enloe)som ligger i amtet Brundlund, er bygningen af Hjordkær (Hiortkier) kirke blevet påbegyndt på Matthæi dag (21. sept.) i dette år, da bygningen i året 1522 var fuldført, har kong Christian den Anden fra de nærmest liggende sogne lagt nogle landsbyer til kirken og gjort den til sognekirke.

 

Niels Heldvad er her en førstehånds kilde, så meget mere som hans farfar var fra Søderup og hans farmor var fra Nybøl ved Hjordkær.

• 1522: Møde mellem Kong Christian den Anden og Hertug Frederik af Gottorp Stenderup mellem Flensborg og Slesvig og med kongen og den holstenske adel i Levensau nord for Kiel.

 

Begivenhederne på Urnehoved

 

• 1524: Hertug Frederiks (nu Kong Frederiks) krigsfolk har i dette år indtaget og udplyndret den lille by Aabenraa, hængt borgerne op i deres testikler og på en skændig og utugtig mådevanæret og skændet deres kvinder og børn. Thi borgere og bønder havde gjort oprør mod kong Frederik, som de overhovedet ikke ville respektere og anerkende.

 

• Bønderne havde på den tid forsamlet og bevæbnet sig, for at de igen kunne bringe deres konge, Christian den Anden, til landet og kongeværdigheden. De var også allerede rykket frem i hertugdømmet Slesvig til Urnehoved ved Toldsted.

 

• Herredsfogeden i Slogs herred ville overtale dem til at nedlægge våbnene og vende hjem og holde sig til landets herrer. På grund af denne trofasthed har kongen givet fogeden gården Hajstrup. Fra ham nedstammede lüneburgske saltjunkere ved navn Heinrichs. Deres stamfader Nis Henriksen (Nicolaus Heinrichs) var en lærd, ærlig, ubestikkelig og oprigtig mand, en ven af præsterne.

 

Næst efter Niels Heldvad var kronisten Jonas Hoyer i sin Historischer Bericht von der Stadt Flensburg (1628) den vigtigste kilde til Nis Henriksens optræden på Urnehoved landsting. Alle kilder undtagen Niels Heldvad har årstallet 1523.

Den bedste fremstilling af Nis Henriksens liv og færden er forfattet af den kyndige hjemmetyske lokalhistoriker Ludwig Andresen (Tønder) i Die Heimat i 1927. Her er en skrivelse fra Nis Henriksens sønnesøn til hertugen om begivenhederne omkring 1523.

 

Munkene blev jaget ud

• 1528: Borgerne i Slesvig har begyndt et tumultuere imod den gejstlige stand. Først har de jaget munkene ud af gråbrødreklostret og derpå delt den skønne klosterkirke i to dele med bjælker og brædder. Den øverste del har de gjort til rådhus. Men den nederste del til offentlig krostue, hvor man udskænkede øl og vin. I koret har de givet bødelen eller skarpretteren en bolig, hvilket endnu i dag kan ses.

 

• 1529 (Dyrtid) En td. Rug blev i de nordiske lande købt for 16 mk. Lybsk, mens man før kun havde givet 8 – 10 sk. Lybsk.

 

 

• 1530: Hertug Frederik har givet flensborgerne gråbrødreklosteret til anvendelse som hospital.

 

• 1532 (Omtale af Christian den Andens fængsling på Sønderborg slot)

 

Masser af stormflod og andre ulykker

• 1532: Den 2. november oversvømmede en stormflod Ditmarsken, Strandfriserne, Ejderstedt, Gøs herred, Horsbøl herred og Lille Tønder. Mange tusinde mennesker og meget kvæg omkom. I Tønder stod vandet 3 alen højt ved kirkemuren og gjorde stor skade.

 

• 1539 (Dyrtiden ophørt, nu overflod af korn)

 

• 1540: I hertugdømmet Slesvig kostede en td. Rug 6 sk. Lybsk, en td. Byg 4 sk., en td. Havre 2 sk. Og en td. Smør 1 gylden eller 24 sk.

 

• 1547: Havet gennembrød et dige i Gøs Herred

 

• 1550: (Pest i Jylland og Slesvig)

 

• 1552: I dette år blev et dige påbegyndt, som skulle strække sig fra Højer til Kær herred. Det blev fuldendt i foråret 1555.

 

• 1552: I dette år er en sluse blevet færdig øst for Tønder. Bygmesteren var en hollænder ved navn Arend Cornelius.

 

• 1554: I dette år påbegyndes og fuldføres et dige ved Kolendamm i hertugdømmet Slesvig.

 

• 1556: (Dyrtid og hungersnød)

 

• 1562: I Nordfrisland har friserne begyndt at inddige en orte land i Tønder amt ved navn Gottesgab. Arbejdet blev fuldendt i 1566. De havde lovet at skænke de fattige 1.500 mk. Lybsk, når diget var færdigt. Om nu de fattige har fået disse penge, må betvivles.

 

• 1569: I dette år har hertug Hans den Ældre bygget et hospital i Haderslev.

 

• 1575: En td. Rug koster 2 mk. Lybsk og en td. smør omkring 24 mk. Lybsk

 

Sympati for katolicismen

 

• 1575: Minoriterbroderen Ludolf Naaman, en kristen, from og gudfrygtig mand, der har oprettet det herlige gymnasium i Flensborg, er i dette år død i klosteret i Flensborg, efter at han havde bedt Davids 51. salme og Fadervor gentagende gange. Da han var papistisk, har de begravet hans legeme hos hans hund i rendestenen foran hans dør. Hans valgsprog var. ”Husk min dom, således vil den også være”.

 

Her som så mange andre steder i sit forfatterskab blotlægger Niels Heldvad en for sin tid udsædvanlig stor sympati for katolicismen, mens han altid er rede til at gøre front mod calvinismen.

Franciskaneren Lütke Naamensen var søn af en borger i Flensborg. Omkring 1528 vendte han hjem fra studier i Paris, men da lutherdommen allerede da var vidt udbredt, måtte han søge tilhold i forskellige ordensklostre, indtil han i 1544 fik tilladelse til at opholde sig i Flensborg imod at afgive løfte om at forholde sig rolig. For sin betydelige fædrene arv stiftede den gamle humanist i 1556 en latinskole i hjembyen.

• 1576: Den 25. oktober hen imod aften er over halvdelen af Aabenraa gået til grunde og nedbrændt i ilden. Dette har en pige forårsaget, idet hun af forseelse tabte et lys i tør humle.

 

• 1576: I dette år er fastlæggelsen af grænsen mellem Kong Frederik den Anden og hertug Hans den Ældre, mellem bispedømmet Ribe og amterne Haderslev og Tørning len blevet ordnet af 8 kommisærer fra hver side.

 

• Hellevad, Egvad og Bedsted overflyttedes 1564 fra Ribe til Slesvig bispestol.

 

• 1580 (Hans den Ældres død og delingen af hans død omtales)

 

• 1581: Den højbårne fyrste og herre, hertug Hans den Ældre til Holsten, en beskytter af kirke og skole (thi han plejede at sige: ”Gud give, at aldrig den nød måtte komme for mig, at jeg skal beskatte mine præster og kirketjenere) har fået en grav i koret i Slesvig domkirke.

 

• 1581: Kong Frederik overgiver til sin broder, Hertug Hans den Yngre på Sønderborg slot Ryd Kloster i Angel, kaldet Rus regis, som han i det følgende år 1582 nedriver og i stedet bygger et slot, som han kalder Lyksborg.

 

• 1581: Den 30. september skete ved aftenstide den ynkværdige store brand i byen Tønder (en fornem stad i hertugdømmet Slesvig) i hvilken fra vestsiden til kirken 300 huse gik op i luer. Vinden var i nordvest. Denne by fik i 1243 af hertug Abel den lybske stadsret.

 

• 1582 (Pest i Husum, Slesvig, Aabenraa og flere andre byer i ”den nederholstenske kreds af hertugdømmet Slesvig”).

 

• 1582 (Flækken Husum får stadsrettigheder). Der var i Husum et skønt kloster, som hertugen lod nedbryde, og i stedet byggedes der et slot.

 

• 1583 (Pesten hærger i Flensborg og Haderslev)

 

• 1584: (Den gottorpske kansler Adam Tratziger omtales i anledning af sin død). Han lod den skønne kirke på Holmen i Slesvig, der var bygget af porfyrsten, nedbryde og var en pestilens for domkirkepræsterne.

 

Rygtet om kanslerens statelige bygning skulle være rejst af sten fra Mariekirken, og at han levede på Domkapitles bekostning, er ifølge Vilh la Cour vistnok usandt.

• 1584: Frederik den Anden giver et kommunitet til skolen i Haderslev på 6.000 Rdl. af hvis renter forstanderne og nogle drenge kan få fri bespisning.

 

• 1586 (Hertug Adolf omtales udførligt i anledning af sin død. Selv om han havde tilbragt det meste af sin ungdom i udlandet, havde han dog ikke glemt at tale det holstenske, danske og frisiske sprog, så at han kunne tale med sine undersåtter i deres almindelige sprog (Han forbedrede sit hovedslot i Gottorp, byggede slottet i Tønning og i Husum).

 

• 1587: Den 1. september har det i Husum regnet med blod (!)

 

• 1592: I dette år er Terkieldus Matzøn, præst i Agerskov (Aggerskow)gået bort i sin høje alder. Han, som på samme sted har forvaltet præsteembedet og besteget prædikestolen gennem 71 år, var 105 år gammel, da Gud hentede ham fra denne verden op til sin himmelske kirke, han var klar til det sidste. To år før sin død afstod han mæt af dage, præsteembedet til en anden. Han havde med sine egne øjne set seks konger. I hele sit liv har han ikke været syg, før han gik til sengs kort før sin salige bortgang.

 

• 1595: Diderik Nacke, en fornem borgmester i Flensborg, som af sine velerhvervede godser lod opbygge et hospital ved Nørreport til byens fattigfolk, er den 23. juni i dette år sovet saligt hen og stedt til hvile i Sct. Mariekirke.

 

• 1599 – 1602 (Dyrtid)

 

• 1604: I dette år er der opsat et skønt spærværk på kirketårnet i Haderslev (hvor der tidligere kun har været et halvt tårn). Det er tækket med kobber. Provsten i Haderslev, Georg Schrøder, har stiftet værket sammen med byens borgmester Balthasar Braun.

 

Mordet på Aabenraa’ s borgmester

 

• 1610: Søndag den 22 april er borgmesteren i Aabenraa blevet skudt af en krybskytte, som dertil var købt og tinget af hans svigerforældre. Derefter opstod der lørdag den 19. maj kl. 10 formiddag en så skrækkelig ildebrand i denne by, at hele byen med undtagelse af nogle få huse i Nørregade blev fortæret af flammerne. Også både kirke og rådhus sammen med 266 gavlhuse med lader, stalde og hvad der ellers var for hånden blev lagt i aske. Man troede, at en af de sammensvorne, som havde hjulpet med at myrde borgmesteren skulle have forårsaget denne brand. Gerningsmanden er undsluppet ved flugt, men de andre har måttet udstå deres straf og er blevet rettet med sværd og hjul.

 

Borgmester Claus Esmarchs mord var iscenesat af hans svigerforældre, den tidligere amtsskriver Wolf Kalundt og hustru Margaretha, en datter af Slesvigs superintendent Paul von Eitzen. Niels Heldvad kendte for så vidt til ugerningen på nærmeste hold, idet Jørgen Lund, der sidst på året 1609 efter at Niels Heldvad var blevet fordrevet, havde holdt sit indtog som præst i Hellevad den 22. oktober 1610 blev henrettet i Flensborg som impliceret i sammensværgelsen mod Claus Esmarch. Niels Heldvad fik derefter lov til at virke endnu et år i sit kære Hellevad, indtil han i 1611 for stedse måtte forlade sin hjemstavn efter sigende fordi han havde pådraget sig den gottorpske kirkepræsident von Wowerns uforsonlige fjendskab ved at forudsige ham en ugunstig skæbne efter stjernernes stilling i fødselsøjeblikket.

• 1612: I dette år er der blevet drevet 42.000 stude ud af Danmark ned til Elben. De andre år er der ellers blevet drevet mange flere stude ud af landet til Holland foruden de, der gik ad søvejen.

 

Stormflod, myter og overtro

 

• 1615: Den 1. december har det været stormflod i hertugdømmet Slesvig, hvorved mange tusinde mennesker og meget kvæg er druknet. Da stormfloden kom om natten, er mange druknet i deres senge. Nogle mænd, kvinder og børn havde bundet sig sammen med reb og er således fundet ved bredden.

 

• I Vidding Herred er en kirke med de dødes kister skyllet bort, 168 mennesker druknet og 5 vindmøller forsvundet. I Okholm er 8 personer druknet. I Gudskoog 32 personer, i Bøking herred 5 personer. I Dedsbøl og Nibøl sogne er 205 heste foruden køer og andet kvæg druknet. I Enge er der også omkommet nogle heste og noget kvæg.

 

• På det gamle dige fra Rudbøl til Grensbøl er der ikke noget bestemt tal på de mennesker, der er druknet. I Sæd druknede 12 personer. I Tønder er broen foran slottet drevet bort, da vandet stod i portene indtil vinduerne. Volden og muren har også lidt skade på den ene side. Inde i byen har man måttet sejle i både.

 

• Ved Mortensdag i år har man i Langhorn sogn ved Bredsted set mange sælsomme syn i et hus, nemlig 9 skibe, på hvilke folk roede med lange årer, af disse er to sunket og gået under. Man har da også ved havets bred set et usædvanligt svin, som kunne skyde uden bøsse. Undertiden har det vist sig i skikkelse af en brun hest, der havde fire store tænder i munden, hvilket alt sammen har været forvarsel om denne ulykke.

 

Der Schimmelreiter

 

I et flyveskrift har Niels Heldvad fortalt om ulykken på dansk. Han fortæller yderligere, at spiret på Tønder kirke blæste ned ved denne lejlighed og at den bortskyllede sognekirkes navn var Rickelsbyl.

Sagnet om hesten har Husum – boen Theodor Storm benyttet i sin roman Der Schimmelreiter. Men nu er det ikke helt usædvanlig at folk herude ved vestkysten ved hjælp af skyformationer kan forudse vejret. Det kunne min Opa. Han var i mange år fungerende slusemester ved den gamle Højer Sluse.

• 1616: Den 5. januar var der en heftig storm. I Gottorp gik vandet over den høje bro.

 

• 1619:I ugen efter Mortensdag gjorde vandet stor skade på digerne i Frisland

 

• 1623: Dyrtid på grund af hollændernes opkøb af korn. En td. Rugmel kostede over 10 mk. Lybsk.

 

Værket, der aldrig kom

 

I slutningen af Sylva chronologica bebuder Niels Heldvad en stor Holsteinische Chronik i folieudgave. Dette arbejde skulle blandt andet indeholde en del sønderjysk materiale, som han ikke havde taget med i Sylva chronologica. Endnu i 1629 taler han om det påtænkte værk, som imidlertid aldrig så dagens lys, hvad man i nutiden kan have grund til at beklage.

 

Kilde:

• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Aabenraa
• Sønderjydsk Månedsskrift (diverse udgaver)
• Dansk Historisk Almanak 1775 – 76
• Holger Rørdam: Historiske Samlinger og Studier 4 (1902)
• Vor Hjemstavn (1932) (Frode Gribsvad)
• La Cour: Historikeren og Sønderjylland 1 (1941)
• Dansk Biografisk Leksikon 9 (1936)
• Sprogforeningens Almanak 1952 (Gregersen)
• V. Gregersen: Niels Heldvad (1957)
• Uwe Brodersen: Fra Bjerndrup til Hellevad (dengang.dk)

 

Hvis du vil vide mere:

Mange af de emner som Niels Heldvad berører, er også temaer, som vi har taget op i vores mange artikler på www.dengang.dk . Men det vil næsten være helt uoverskueligt, at lave en liste over alle disse artikler.

Turen går til Mimersgadekvarteret på Nørrebro

Ja egentlig kunne man for få år siden tro, at man var i Sydhavnen. Saneringen var dengang brutal som andre steder på Nørrebro. Man gjorde det ikke færdig. Det har hjulpet de sidste mange år. Men stadig kan man se, at det engang har været et stort industriområde. Her opererede Røde Rose, og for at mindes denne gruppe vil Områdeløft Mimersgade gerne omdømme navnet til Områdeløft Røde Rose. Men det måtte man ikke. I denne artikel besøger vi et område der i den grad har været i forvandling. Bagerst i artiklen kan du finde et væld af andre artikler, så du kan få uddybet informationerne.

 

Nørrebro har andet at byde på

Nørrebro har så meget at byde på. Det er meget mere, end Nørrebrogade og Assistens Kirkegård. Dette område har vi besøgt mange gange. Men de gange har vi nok bare kaldt det for Ydre Nørrebro.

 

Røde Rose – kvarteret

Men så er det jo lige det, at der kommer diverse Kvarterløft. Og hvis det så ikke lige er bevilliget helt så mange penge, så kalder man det Områdeløft. Og en af disse områdeløft er Mimersgadekvarteret. Dengang i Områdeløft Mimersgade ville vi have kaldt kvarteret for Røde Rose Kvarteret, men det fik vi ikke lov til af Københavns Kommune.

I lokalhistorisk øjemed er det så lidt nemmere, at have med at gøre, for så kan vi indkredse området noget mere, og så måske få en lidt bedre historie ud af det. Og skal vi finde Kanterne:

Bispebjerg Station, Togbanen, Nørrebro Station, Nørrebrogade, Nørrebros Runddel, Jagtvej, Tagensvej.

 

Bommen var nede 78 gange

Der var gang i Nørrebro Station dengang især på godsbanegården til stor irritation for trafikken på Nørrebrogade. Gang på gang kom godstog kørende. En trafiktælling fra den 26. februar 1924 afslører, at bommen var nede 78 gange på et døgn.

Og det blev endnu værre. Tilgroede skinner vidnede om den store aktivitet.

 

En stor provinsby til 1960

Frem til 1960erne kunne området godt minde om en stor provinsby. Men hurtig blev især Baldersgade og Ægirsgade bebygget med 4 -5 etagers huse. Ejendomme ud mod Jagtvej og Nørrebrogade blev også hurtig bebygget.

Den sanering, der var foretaget i området var ikke altid lige heldig. Der var opstået åbninger, som ikke rigtig kunne bruges til noget. Grænsen mellem gade og gårdrum udviskedes. Færre butikker gjorde det ikke lettere. Jo saneringen gik hårdhændet til værks. Kvarteret blev ændret i 1970 – 1980. Og det var her Røde Rose – folkene gjorde oprør.

Inden for dette område, vil vi gerne fortælle nogle historier. Til slut i artiklen henviser vi til artikler, hvor vi tidligere har besøgt området.

 

Jordstykker som løn

Går vi helt tilbage var der i dette område, hvor der var rådmandsmarker og borgmestervange. Rådmænd og borgmestre fik tildelt jordstykker som en del af deres løn.

Arealerne langs Nørrebrogade blev udstykket i smalle parceller i beyndelsen af 1800 tallet til gartnerier og lystgårde. Baldersgade, Ægirsgade, Uffesgade og Thorsgade fulgte tæt på de gamle grundskel.

 

Et kort fra 1915

Overraskende er det, at se et kort fra 1915. Man havde store planer allerede år 1900. Mimersgade var kun en stump vej ind i kvarteret ved navn Rosagde.I de første årtier af 1900 tallet sluttede Bragesgade ved Rosagde. Der var ingen gader mellem Baldersgade og Heimdalsgade. Da jernbanen blev nedlagt i 1930 føres Mimersgade igennem til Nørrebrogade. I dag danner Mimersgade den knækkede akse gennem kvarteret, og gaderne fra Nørrebrogade til Tagensvej har ligeledes et knækket forløb og ingen gennemgående sigtepunkter.

 

Lygtekroen – i det yderste hjørne

Og kigger vi så på det fjernest hjørne i vores område, ja så lå Lygtekroen her. Her fik man slukket sin tørst og lidt mere. I 200 år betjente kroen de vejfarende til og fra hovedstaden. Men man sagde, at de snød med øllet. Men ak, da Slangerupbanens Stationsbygning skulle opføres, måtte Lygtekroen vige.

I det kendte ugeblad Illustreret Tidende kunne man den 23. juli 1905 læse følgende:

• Den gamle Lygtekro er ikke mere. Den er som så meget andet i vor brutale, nivellerende Tidsalder bukket under for den stadigt voksende Storstads Krav om Plads og tilgængelig Kommunikationer.

Men sandheden var nok snarere, at kroen var udtjent og nedslidt.

 

Eksperimenter i Allersgade

Og det kunne have gået grueligt galt i villaen, hvor den unge Aller oppe fra kvistværelset foretog mange farlige kemiforsøg. Han blev gift med nabodatteren, som også havde stor andel i nordens største bladeventyr, som senere fortsatte i Blågårdsgade.

Men Allersgade er opkaldt efter brygger Aller. Jo og så mange andet godt så kom han fra Sønderjylland, fra byen Aller ved Christiansfeld (Familien Aller på Nørrebro). Det lave byggeri på et eller to etager er der ikke noget af tilbage.

 

Aktivisterne i Baldersgade

Jo Baldersgade mærkede også aktivisterne. De flyttede ind i 1986. Dengang kaldte de sig BZ’ er. Beboelsen Baldersgade 20 – 22 blev senere legaliseret ved at en fond under ledelse af advokat Knud Foldschack købte huset til de unge. Efterhånden er stedet blevet et centralt mødested med folkekøkken, gadefest og punkkoncerter.

 

Anstalter og hospital

Johan Keller har vi tidligere beskæftiget os med. Han indrettede de Kellerske Anstalter. På et tidspunkt havde man fem adresser på Nørrebro. Man havde nogle særdeles kreative ideer, hvordan visse sygdomme skulle behandles. (Læs: De Kellerske Anstalter på Nørrebro)

I 1902 flyttede Københavns Kommune ind og indrettede Balders Hospital her i nummer 24. Det blev indrettet til hospital for fattigfolk. Under krigen var det opholdssted for tyske flygtninge. Senere blev det en filial af Rudolph Bergs Hospital, hvis speciale var behandling af kønssygdomme.

Fra 1950 begyndte man også at modtage plejepatienter, som ventede på en plads i De Gamles By. Fra 1980 her det her været socialcenter

 

Røde Rose i aktion

Baldersgade blev navngivet omkring 1876 og fik navnet efter guden Balder. Og denne var retfærdighedens gud og den smukkeste af alle aser. Balders død er blandt de mest kendte myter i dansk mytologi.

På et kort fra 1865 ses en begyndende bebyggelse mod Nørrebrogade. Og i 1886 figurer endnu kun den sydligste ende op til den nuværende Dagmarsgade, der ses som en stiplet linje.

I slutningen af 1800 – tallet blev gaden kraftig udbygget. Der forekom også luksusbyggeri her, med eget toilet og pigeværelse. Linje 7 havde en endestation her. I 1970erne opstod udflytterbørnehaven Røde Rose 2 som reaktion på dårlige pasningsmuligheder. Vi har på vores side en specielt artikel om netop Røde Rose.

 

Friskole og Forniklingsanstalt

I Baldersgade 10 lå Skolebestyrer Rosendals lille friskole. Den flyttede ind i den nybyggede bygning i 1874. Lige ved siden af i nummer 8 lå Mineralvandsfabrikken Balderskilde. Den blev grundlagt i 1900 og var beliggende i baghuset frem til 1935. Inde i gården lå også engang Engelsk Forniklingsanstalt og Forsølvningsanstalt.

 

Atlas – inden køleskabet

På hjørneejendommen ud til Nørrebrogade (nr. 3) byggede den jernindustrielle virksomhed Atlas en fabrik til produktion af kølemaskiner. I 1899. Mens de boede i Baldersgade lavede de stort set kun køleanlæg til firmaer. Private ejede endnu ikke køleskabe. Derfor var der mejerier i næsten hver anden gade på Nørrebro dengang. De forsvandt dengang køleskabene blev hvermandseje. Men på det tidspunkt var Atlas flyttet til Lundtofte (1950).

 

Bladers Plads

Balders Plads blev anlagt omkring år 1900 samtidig med den omkringliggende bebyggelse. I 1982 blev pladsen saneret.

 

Møtrikker i Bragesgade

Over for Kingos Kirke på Bragesgade ligger Manufakturhandlerforeningens Stiftelse. Det er en stiftelse for ældre tekstilforhandlere og deres enker (nummer 26A). Disse stiftelser er der masser af rundt omkring på Nørrebro.

Kingos Kirke blev opført i 1910 efter biskop Thomas Kingo. Det var tekstilfabrikant Holger Petersen, der skænkede en del af sin fabriksgrund til kirken. Det er Kristian Warming, som også har tegnet Sions Kirken på Østerbro, der har tegnet kirken. Læs mere om kirken i artiklen: Mennesker og kirker på Nørrebro.

Det er her vi har en altertavle, der forestiller Jesus med barnet på armen på en baggrund bestående af Nørrebros huse og skorstene.

Brdr. Henzes Skruebolte og Møtrikfabrik holdt til i nummer 6 til 10. Men det kan man i dag ikke fornemme. Og dog i dag ligger der et fitnesscenter i den høje industribygning i nummer 6. I nabobygningen ligger i dag biblioteket.

Lige over for ligger Nørrebrohallen i nummer 5. Den ældste del af bygningerne er fra 1896. Og man kan sagtens den dag i dag fornemme, at her har været sporvognsremisse. Læs Vores mange artikler om sporvogne på Nørrebro. I 1918 blev remissen kraftigt udvidet så den kunne rumme 200 sporvogne.

 

Dronning Dagmar

Dagmarsgade er opkaldt efter Dronning Dagmar (1185 – 1212). Hun var gift med Valdemar Sejr (den Anden). En lille gruppe af gader har bevaret tilknytningen til den nordiske mytologi men samtidig har man hentet navnene fra den danske kongeslægt.

Og så er der en passage vil lige skal holde øje med, nemlig Thors Passage. Og grunden til dette, ja det kan du læse i artiklen Mysteriet i Thorsgade. Passagen, der ligger i nummer 3A er privat og ligget i dag.

I nr. 10A havde Interpresse til huse. Det var dem, der stod bag Basserne, Spiderman og Lucky Luck.

 

Landelig idyl i Haraldsgade omkring 1900

Haraldsgade og kvarteret deromkring blev udbygget i den første halvdel af 1900 – tallet med en blanding af små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger.

Gaden er opkaldt efter Harald Blåtand. Den blev navngivet i 1880 og kan ses på et kort fra 1830. Den fører op til en bygning, der kaldtes Marielyst. Og denne var Grundtvigs første højskole (Grundtvig på Nørrebro).

Det gik lidt langsomt med udbygningen. Omkring 1900 var her endnu landelig idyl med en masse gartnerier.

 

Heimdal, Gudernes vagtmand

Engang krydsede der skinner på Heimdalsgade. Hejmdal eller Heimdal er gudernes vagtmand og Odins søn i den nordiske mytologi. Heimdals bolig hedder Himmelbjerg.

På et kort fra 1830 kan man ane gadens forløb. Det gør den til en af de ældre vejforløb på Ydre Nørrebro. Meget tydeligere ses vejen på kort fra 1854 og 1865.

 

Her boede bødelen

En af de ældste bebyggelser i området lå i gaden. Det var gården Petershvile eller Petersminde. Midt i 1800 – tallet var adressen på gården, nummer 2 på ”Vei fra Lygteveien til Raadmandsmarken”. Gården lå her før 1795, og da hed såmænd Nissendal. Måske er det den samme gård, som optræder på et ældre kort, fra 1766, hvor den hedder Mester Jokums Gaard. Det var bødelen, som boede langt ud for byens grænser. Han var det man kaldte uærlig. Måske er det rester af gårdens fundament, der anes i asfalten i baggården i Heimdalsgade 2. Gården lå, der hvor Nørrebrogade 218 og Heimdalsgade 2, 2A og 2B i dag ligger.

Og når vi nu taler om gamle gårde, så ses der et lille hus, der hvor sporene krydser gaden. Og det var på et kort fra 1865. Lidt længere ude lå gården Enigheden, ikke at forveksle med mejeriet af samme navn. På et kort fra 1886 hedder gaden stadig Vej til Raadmandsmarken. Gaden blev først navngivet i 1892, men dens historie går langt længere tilbage.

 

Da politiet brugte tåregassen

I en lille diskret bygning åbnede i 1896 de såkaldte Gummi – og Luftringefabrikker. Siden blev dette til Schiønning og Arvé. I 1930erne blev der opført en ny stor bygning i gaden. Firmaet blev landskendt, da unge i 1981 besatte bygningen. Det var en ret dramatisk situation, for det var første gang politiet brugte tåregas.

 

Kasserne blev brugt i kolonihaven

I gaden (nr. 42) startede det nyetablerede Ford Motor Company en samlefabrik. Her blev Nordeuropas Ford T`er samlet og sendt videre. Bilerne kom i samlesæt i store kasser. Og disse kasser blev brugt til kolonihavehuse. Allerede i 1924 var fabrikken for lille og flyttede i Sydhavnen.

Den kendte chokoladefabrik Elisabethsminde som også blev kaldt Hintz og Kgl. Hof – Chokoladefabrik havde til huse i nr. 14 – 16.

I gaden lå også Berlingske Bogtrykkeri, Engelsk – Dansk Biscuis Fabrik og Dansk Fedt – og Palminfabrik. Derefter havde brødfabrikken Schulstad en stor fabrik frem til 1950’ erne. En anden rugbrødsfabrik lå her også, nemlig De Forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik, som lå her fra 1897 til 1976.

Omkring år 1900 var der en masse gartnerier, som havde grunde ned mod jernbanen. Men industrien fandt herud. Jernbanen var tæt på, så det lettede transportmulighederne.

 

Hermod, Gudernes sendebud

Hermodsgade er navngivet efter Hermod, som var gudernes sendebud til dødsriget, da de ønskede den døde Balder tilbage.

 

Hothers Plads

I 1925 blev Danmarks ældste og en af de største andelsbolig foreninger A/B Lersøgaard dannet på Hothers Plads. Preislers tegninger viser 370 lejligheder og 14 butikker. Foreningen købte grunden af Alfa Margarine for 300.000 kr. I de senere er flere lejligheder slået sammen. De største er nu på op mod 150 kvadratmeter.

Det var omtrent her den overdækkede sø lå, Lersøen. Og dette område har sin helt unikke historie. Her boede Lersø – bøllerne. Og dem, kan du læse mere om i andre artikler. Se bagerst.

 

Jagtvej var en sti

Jagtvej blev anlagt i 1750 fra Falkonèrgården til Store Vibenhus. Resten af vejen til Østerbrogade fulgte 18 år senere. Vejen var fra starten forbeholdt hoffet. Dele af vejen var før den blev anlagt en sti til jagtselskaber.

Ofte tager man fejl af en anden jagtvej, som kongen havde anlagt. Af denne jagtvej er kun Møllegade tilbage. Først senere fik pøblen lov til betræde vejen. Omkring 1800 opførtes fine landsteder langs gaden.

Hvis vi kigger på nogle interessante bygninger på Nørrebro – siden, så må det være følgende. Nr. 69 Folkets Hus, senere Ungdomshus. Det nævnes blot, for den ligger uden for vores område. Men det gør nr. 85 ikke. Her må Zigøjnerhallen har ligget. Før den tid var der Chr. F. Kehlets Chokoladefabrik fra 1887 – 1930. Og i nummer 105 lå Café Restaurant Jagtlyst. I nummer 115 lå Bähckes Senneps og Eddikefabrik fra 1919 til 1979.

Måske skulle vi lige kigge på nummer 149. Her lå der fra 1872 arbejderboliger i lave rækkehuse. De blev inden 1934 degraderet til husvildebarakker og så derefter. Naboen var fra 1872 sandgraven. Men i 1928 begyndte man at bruge stedet til nyttehaver.

 

Mimersgade bygget på en sandgrav

Arbejderne har præget Nørrebro, og det har de også i Mimersgade. I begyndelsen af 1920 erne byggede AKB (Arbejdernes Kooperative Byggeforening) store karréer omkring Mimersgade, Jagtvej og Thorsgade.

Kvarteret er opkaldt efter denne gade. Navnene er efter de nordiske guder og helte. Mimer er den jætte, der vogter visdommens brønd. Odin pantsatte sit ene øje hos ham for at få lov til at drikke af brøndens vand.

På et kort fra 1865 ses Mimersgade som en smal vej mellem markerne på Rådmandsmarken, fra Lygten til Jagtvej. Den vestlige del af gaden har solide bygninger, der er opført af håndværksmestre i 1880 – 1890. Den østlige del blev først anlagt omkring 1920.

Mimersgade blev navngivet i to omgange, henholdsvis i 1925 og 1931. Mimersgades forløb var lige i skelgrænsen mellem Kløvermarken og den såkaldte Rådmandsmark.

 

Mjølnerparken og Papirfabrikken

På en tidligere industrigrund, der bl.a. indeholdt en papirfabrik, blev Mjølnerparken opført i 1986 og 1987. I dag er her 560 lejligheder. Der bor mere end 2.200 mennesker i bebyggelsen. Halvdelen er under 18 år. Op mod 38 nationaliteter er repræsenteret her.

Det var herude i området, at De Forenede Papirfabrikker etablerede sig i 1933. Grundstammen var Københavns Papir – og Kartonfabrik. Men senere fulgte Dansk bølgepap Industri. Men den 31. juli 1979 sluttede dette industrieventyr.

Piratradio fra Nanasgade

Nanasgade blev navngivet i 1904. Dele af Holger Petersens Tekstilfabrik kan ses i nummer 28. og en del af komplekset er fredet, bl.a. den flotte borgagtige mur mod Hamletsgade.

I nummer 5 lå Arbejdernes Fællesbageri eller måske mere kendt som Rutuna. Arbejderne skulle have billigt sundt brød. Det blev grundlagt i 1886 på initiativ af københavnske fagforeninger. I 1887 flyttede man til Nanasgade. En 40 meter høj kornsilo stod færdig i 1948. Og i 1959 var her ansat 295 arbejdere. Det hele blev revet ned i 1985.

Men inden da havde en gruppe unge både i 1981 og 1983 besat fabrikken. Og så blev det ellers sendt pirat – radio fra det store tårn.

 En aflægger kom i 1899 til at ligge på Nørrebros Runddel, nemlig Arbejdernes Kødforsyning.

Et stort olieraffinaderi, der hed L.C. Glad og Co flyttede i 1901 til Nanasgade. Man importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. Fabrikken nedbrændte dog i 1980, hvor efter man flyttede til Vallensbæk. Den nedsivende olie har forurenet grunden. Man besluttede at kapsle forureningen ned og plante græs på

 

Rådmandsgade

Efterhånden som det strømmede til med folk til Nørrebro, var det behov for skoler, også i Rådmandsgade. Her byggede stadsarkitekt Ludvig Fenger i 1889 Rådmandsgades Skole. Gaden var i ældre tid fuld af industri, som for det meste befandt sig i gårdene.

I dag kan man godt føle sig hensat til et havneområde mellem Rådmandsgade og Titangade. I dag er der masser af mindre erhvervsdrivende, bilmekanikere og ældre funktionstømte fabrikshaller.

Her lå også Lauritz Rasmussens Zink – og Bronzestøberi. Men bygningerne blev revet ned, og så opstod der en tomt, hvor både et omrejsende tivoli samt BZ’ ere i telte kunne finde plads først i 1980’ erne.

Bebyggelsen fra 1878 til 1910 var opført på smalle og dybe grunde. Forhusene rummede beboelse. Resten var værksteder og lignende

Gaden er navngivet efter Borgmester – og Råds Vang. Det var det kæmpe landbrugsområde, der lå mellem Jagtvejen og Lersøen fra 1539 til 1795. Gaden er delvis opført på en gammel sandgrav.

 

Kaffe i Sigurdsgade

I Sigurdsgade lå kaffebrænderiet Merkur (25). Men senere forsøgte man sig her med bønnespirer. Ja her lå også Osrams Fabrik (26)

En tekstilfabrik på Livets Vej

Holger Petersens Tekstilfabrik på Tagensvej var både en masse fabriksbygninger og arbejderboliger. Direktøren sørgede for arbejderne med et helt ny virksomhedskultur. Jo her var også bibliotek, og det blev sørget for mad til ugifte arbejdere. Det var en stor virksomhed, der startede i 1885, og her var en masse kvindearbejdspladser.

Men firmaet kunne ikke klare sig med konkurrenterne i det fjerne østen, og i 1966 måtte man indstille produktionen. Både arbejderbolig og fabrik blev fredet. Vi kan se resterne af herlighederne i dag (nr. 83 B – F, 85 C – F)

Vejen er spøgefuldt kaldt for Livets vej. Den starter ved Rigshospitalet og ender ved Bispebjerg Kirkegård. Faktisk er vejen 8 kilometer lang. Vejen er opkaldt efter Tagenshus, der var opført i 1631. Det var opført for vangemanden. Han holdt opsyn med Borgmestervangen og Rådmandsmarken. Huset er opkaldt efter den senere vangemand, Tage Nielsen, der døde i 1710. Og det lå omtrent ud for Rådmandsgade.

 

Papegøjestangen

Her ved huset blev der allerede i 1616 rejst en såkaldt fuglestang, der blev benyttet til afretning af kongelige jagtfalke. I 1694 blev der indrettet skydebaner, hvor borgerskabet kunne skyde om kap. Masten blev senere kaldt Papegøjestangen.

Frem til 1899 gik vejen kun fra Lersøen og Jagtvej. Endelig gav militæret så tilladelse til, at vejen kunne fortsættes over fælleden. På den måde fik området en tættere tilknytning til byen.

 

1.900 mennesker på Titan

Sophus Hauberg havde sørget for en sporvognslinje inde fra byen til sin fabrik. Denne fabrik kom senere til at hedde Titan. For at sporvognen kunne komme over søerne, bekostede fabrikanten også nyopførelsen af Fredensbro. Titan lukkede i 1966. Ret imponerende er det, at man i 1959 beskæftigede hele 1.900 personer. Virksomheden fremstillede dynamoer, kraner, lodsningsanlæg og elevatorer. Det var dengang en af Danmarks største industrier.

På nr. 135 lå fra 1924 til 1980 virksomheden Dansk Bølgepap Industri.

 

Møllen med de mange navne

Thorsgade blev navngivet i 1927. Engang var der tre af de såkaldte brune værtshuse i gaden. Få meter fra Tagensvej lå Tagensmølle, som også blev kaldt for Jagtvejens Mølle. Man kaldte også møllen for Thorsgades Mølle. På vores side, kan du læse en speciel artikel om denne. Her bagte man brød til 1917. Dengang blev møllen opslugt af et selskab med den navnkyndige bagermester Schulstad.

I 1870 boede der kun 22 familier i gaden. Når vi så kigger på 1900, ja så var der masser af liv i gaden. Her var masser af småhandlende, som slagtere, cigarhandlere, mejerister. Tænk man havde også en xylograf og en tøffelmager.

I gaden ligger også Samuels Kirke. Man startede byggearbejdet i 1924, og kirken stod færdig i 1934.

 

Far til Uffe hin Spage

Vermundsgade er navngivet efter sagnkongen Vermund, som er far til Uffe hin Spage. Før 1928 hed gaden Mygindsvej. Det var meningen, at området skulle udlægges industri i hele dette område. Men et resultat af en international konkurrence i 1909 blev, at Valby, blev udlagt til at blive hovedstadens førende industriområde.

Kigger vi på nr. 40 A – B ser vi en 6 – etagers fabriksbygning fra 1952. Laurids Knudsens Mekaniske Etablissement påbegyndte allerede byggeri på grunden i 1922. Den enorme fabriksbygning havde endda egen skadestue, da den var i funktion som LK – Nes.

Da virksomheden var på sit højeste, beskæftigede den 4.000 mand. I 1986 flyttede Laurids Knudsen hovedsædet til Ballerup.

Den store bygning er udlejet til mange små firmaer, som bruger bygningen til kontorlokaler, filmstudier og fotoatelier. Man kan sige, at den gamle fabriksbygning er et godt varetegn for kvarteret og har en høj bevaringsværdi.

 

Urtekræmmerforeningens stiftelse i Ægirsgade

Urtekræmmerforeningens Stiftelse i Ægirsgade blev opført i 1902. Det var blandt andet en flokke urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. I dag er beboerne almindelige andelshavere og kalder andelsforeningen Kræmmerhuset. (nr. 55 – 65)

Ægir var i den nordiske mytologi en magtfuld jætte. Han bor på Læsø med en barsk jættekvinde, som forårsager storme og forlis.

I gaden ligger forhåbentlig stadig de fire gamle værtshuse, Det Gamle Sted (nr. 45), Café Viking (nr. 36), Café Ægir (nr. 16) og Karusellen (nr. 10).

Sidegaden Dagmarsgade blev kaldt Jordvejen, fordi kun den korteste del af Ægirsgade var brolagt helt op til 1950`erne. Den øvrige del af Ægirsgade var jordvej op til Rådmandsgade.

 

Vi kigger på fotoer

Et foto fra 1910 viser et livligt gadebillede med mange små butikker. Her var både en herreskrædder og en sæbeforretning. Børn legede på de brede fortove og det var småt med trafik. Men brostensbelægningen så noget ramponeret ud allerede.

Mange kunstnere har boet i de små billige lejligheder. Per Kirkeby har boet her i an halvanden værelses uden bad. Også kunstneren Michael Kvium har boet her i en lejlighed, hvor også en af hans film er optaget.

Kigger vi på et foto fra omkring år 1900 ser vi gaden domineret af fire – fem etagers huse. Gaden skulle ifølge regulering fra 1889 være 19 meter brede. Børnene havde på grund af den ringe trafik gaden til rådighed.

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere: Læs

• Derude på Lersøen
• Lersø – bisser
• Lersø – bøller og bisser, nok engang
• Med tog over Lersøen
• På Sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Tog til Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Nørrebros mange stationer
• Dengang, der kom en sporvogn på Nørrebro
• Samuels Kirke – 100 år
• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• En vandring på Ydre Nørrebro
• Røde Rose på Nørrebro
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Familien Aller på Nørrebro
• Nørrebros Gader A – G
• Nørrebros Gader H – N
• Nørrebros Gader O – Å
• Mysteriet i Thorsgade
• Nørrebro og Omegn
• Jagtvejens Mølle
• Ølunds Mølle
• Tobaks – og Aviskiosken
• Købmandsforretningen
• Lersø Ismejeri
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Grundtvig på Nørrebro
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867 og andre

 

 

Fremmedflag i Sønderjylland

I Danmark var der et forbud med fremmedflag. Men dette forbud blev aldrig gennemført i Sønderjylland. Det var først op til amtmændene at vurdere det. Og det blev tolket meget forskelligt. Amtmand Schack havde valgt den bløde side. Han mente ikke, at man skulle betragte Mindretallet som et fremmedlegeme. Også tolkningen af uniformering og møde – og foreningsret blev tolket vidt forskellig. I Sønderjylland var det et statspoliti i modsætning til resten af landet. En ny stilling blev oprettet, Politiadjudant. Denne stilling kom rigtig i offensiven efter besættelsestiden. Da rettede de sig ikke efter justitsministeriet.

 

Et stigende problem

I mellemkrigsårene blev flagning med tyske flag et stigende problem for de danske myndigheder i det hjemvendte Sønderjylland. De danske myndigheder var heller ikke enige om, hvordan de skulle løse problemet. Dertil kom uniformsforbud samt andet nazistisk agitation.

 

Flaget – et stærkt national symbol

Fra midten af 1800 – tallet blev flaget nærmest tilbedt som et stærkt nationalt symbol. Det at vise flaget skulle tolkes som et nationalt tilhørsforhold.

I forbindelse med afstemningen i 1. og 2. zone i 1920 var gaderne i de slesvigske byer i rødt, hvidt sort og blåt, hvilket var kendetegnede for Dannebrog, kejsertidens tyske rigsflag og den Slesvig – Holstenske fane.

Den internationale kommission, der stod for styret i afstemningsområdet ville forbyde flagkrigen i de sidste dage før afstemningen i 2. zone den 14. marts 1920. Tyske protester førte dog til, at flagforbuddet blev indskrænket til offentlige bygninger og andre huses stueetager.

 

En skov af flagstænger

Efter Sønderjyllands genforening med Danmark blev der rejst en skov af flagstænger i landsdelen. Hvis der ikke blev rejst en flagstang på en gård, sagde man at beboerne var tysksindet, og det blev husket.

Det nationale klima bliv i midten af 1920erne tilspidset. Landbrugskrisen kradsede og hermed fulgte øget tilslutning til Det Tyske Mindretal.

Mindretallet gik kraftigt frem ved folketingsvalget i 1926. Det var samme år, som Vogelgesang blev oprettet, som bl.a. blev oprettet ved hjælp af tysk kapital.

 

Politimesteren gik til justitsministeren

Politimesteren i Tønder, Aage Seidenfaden henvendte sig flere gange i 1927 til justitsministeriet, da han havde modtaget klager fra dansksindede i Tinglev og Tønder. De klagede over hjemmestyskernes brug af det tyske flag og det Slesvig – Holstenske flag.

Ofte var det i forbindelse med tyske skoleindvielser, at problemerne opstod. En gang imellem var der problemer ved familiefester og begravelser, hvor det tyske flag blev anvendt. Men politimesteren fra Tønder var bange for at flagningen efterhånden ville føre til national uro.

 

Et statsligt politi

Og hans profeti kom til at holde stik. Men det kneb voldsomt med at få den samme flagordning i Sønderjylland som i resten af landet. 1915 – bekendtgørelsen, der proklamerede, at det var forbudt at flage med udenlandsk nationalflag. Det var et anlæggende for Justitsministeriet og det var politiet, der på vegne af ministeriet skulle håndhæve dette.

Måske kan forvirringen skyldes, at politiet i Sønderjylland var statsligt indtil 1938. I resten af landet var det kommunalt. Årsagen til dette var, at man frygtede, at i de kommuner, hvor der var tysk flertal ville ansætte betjente, der måske ikke var 100 pct. loyale over for den danske stat.

 

En irettesættelse til politimesteren

Aage Seidenfaden fik ikke nogen hjælp fra ministeriet. Tværtimod, så opstod der stor forvirring efter henvendelsen. Ja han måtte endda finde sig i, at få en irettesættelse fra chefen for ordenspolitiet i Sønderjylland, Valdemar Mensen. Han skulle åbenbart informeres, hvis der var sager af den art.

 

Lempelig ordning i Tønder Amt

Åbenbart havde henvendelsen ikke været helt forgæves, for der blev nedsat en såkaldt flagkommission. Og denne var to år til at fremkomme med en betænkning. Det var så fjerede gang inden 70 år man nedsatte en kommission. Og heller ikke dengang fremkom der nogen egentlig lovgivning på området. Tre gange fremsatte Stauning lovforslag.

Ja der blev fremsat en hemmelig instruks allerede den 11. juni 1928. Det var en lempelse af reglerne fra 1915. Den påbød politimestrene ikke at gribe ind. Man skulle kun skride ind, hvis en udpræget demonstration skønnedes tilsigtet.  Og politimestrene tolkede dette meget forskelligt. Mest lempeligt var det i Tønder Amt, hvor der var flest hjemmetyskere.

Ved sportsstævner og indvielse af skoler, samt privates flagning en enkelt dag, skulle der ikke skrides ind.

 

Amtmændene skulle udføre ensartet praksis

Men i 1931 synes det som om, at instruksen var blevet skærpet. Nu skulle der skrides ind mod udlændinge, der bar uniform eller ensartet påklædning, der kunne sidestilles med uniform. Udenlandske bannere og flag og medførte musikkorps, der spillede udenlandske musikstykker eller hvis der blev sunget udenlandske sange. Foranstaltninger af en nationalpolitisk karakter skulle der også skrides ind over for. Her var det op til amtmændene at føre en ensartet praksis.

 

Selvtilliden voksede i Mindretallet

I 1930erne voksede selvtilliden hos Det Tyske Mindretal og dermed også deres aktiviteter og her var også omfattet flagningen.

Efter nazisternes overtagelse sydpå blev problemerne større i Sønderjylland. Hagekorsflaget og det tyske sort, hvid, røde flag begge blev officielle tyske rigsflag. Det politiske uvejr drev efter påskekrisen ind over Sønderjylland.

 

Et nyt Tyskland er vågnet

Den 22. marts 1933 indeholdt Nordschleswigsche Zeitung en hagekors – smykket annonce. Den bekendtgjorde, at der på Deutches Haus i Tønder ville blive afholdt en tysk aften, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale under emnet: Ein neues Deutschland ist erwacht. Mødet var arrangeret af lokale nazister. Men også medlemmer af SA og Hitler – Jugend fra Süderlügum var til stede.

 

Der skete noget på Saksborg Kro

Allerede 1. april skete der noget igen. Lærer Jacob Hansens svigersøn, Jep Nissen havde indkaldt til møde på Saksborg Kro. Man kunne tilslutte sig et nazistisk arbejderfælleskab. Og inden aftenen var omme havde 65 deltagere skrevet under.

Omkring den 15. april havde Jens Lorenzen, som også blev kaldt Jens Godaw samlet 300 nazister i Aabenraa.

Hejmdal omtaler den 29. maj 1933, at landråd Sievers på et møde i Leck kom med nye provokerende ytringer om grænsens beliggenhed. Han kaldte grænsen for en hårdrejsende forbrydelse mod det tyske folk.

Også i Tinglev var der gang i den. Man mødtes på Hansens Gasthof.

 

100 – mandsholdet

Man besluttede, at trække mere statspoliti til Sønderjylland. Resultatet blev oprettelsen af 100 – mandsholdet. Det var et uniformeret statsligt kriminalpoliti. Korpset blev først etableret med base i Sønderjylland, men kunne sættes ind over det ganske land ved lejligheder.

 

Schack var ikke enig med politimesteren

De danske myndigheder var bekymret for, at nazistbevægelsen skulle få fodfæste inden for nazistbevægelsen. Specielt var situationen spændt i Tønder Amt. Hertil kom også, at politimester Aage Seidenfaden og amtmand O.D. Schack ikke var enige om, hvilken linje, der skulle følges. Og det gjaldt ikke kun i spørgsmålet om flagning.

Justitsministeriet var generelt mere til sinds at følge amtmandens mere eftergivende politik end den linje som politimesteren ville følge.

 

Nazi – demonstration i Tønder

Da Danmarks Nationale Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) i slutningen af august 1933 anmeldte et demonstrationstog gennem Tønder by til den 17. september, anbefalede Seidenfaden, at demonstrationen skulle forbydes. Han henviste til, at nationalsocialisterne i hvert fald i Sønderjylland var et parti af urostiftere.

Anmelderen af demonstrationen, bagermester Kretzing i Bylderup – Bov, der på den tid optrådte som dansksindet nationalsocialist. Han havde også været med til at stifte Nationalsocialistische Arbeitergemeinschaft Nordschleswig (NSAN) på Saksborg Kro.

Seidenfaden slog fast at i:

• Grænseegnene specielt i Tønder, maa jeg formene at Optog af Nationalsocialister, være sig danske eller tyske, paa offentlig Gade ikke bør taales.

Schack var af en anden overbevisning. Men justitsminister Zahle afgjorde sagen til amtmandens fordel.

 

Befolkningen grinede af Nazisterne

Ved selve demonstrationen i Tønder by deltog ca. 140 personer som medbragte 10 faner med hagekors. Demonstrationen samlede både dansk – og tysksindede. Under marchen gennem Vestergade spillede musikkorpset melodien til Horst Wessel – sangen, og de tyske tilskuere, der stod på fortovet istemte straks: Die Fane hoch, die Reihen fest geschlossen og hilste med Heil Hitler.

Byens tyske nazistgruppe optrådte som Tordenskjolds soldater. Men mange danske tilskuere fandt optoget latterlig, og de måtte le. Dette medførte dagens eneste voldelige episode. En tysk statsborger, der deltog i optoget, så sig gal på en tilskuer, som han mente lo af ham, hvilket gav anledning til at give tilskuer, som han mente lo af ham, hvilket gav ham anledning til at give en tilskuer et slag i ansigtet.

Politiet greb straks ind og anholdte manden. Optoget var en klar provokation, men der kom ikke til yderligere provokationer.

 

Slesvigsk Automobilklub

I Tønder blev der i begyndelsen af december først oprettet en SA – efterretningsstorm. Men den blev senere omdannet til en motorstorm. Men her slog politiet så til. Derefter fik afdelingen det tandløse navn: Slesvigsk Automobilklub.

I Tønder fik man uniformer fra lidelsesfæller syd fra. Men på grund af uniformsforbuddet, så blev øvelser i fuld mundering henlagt til om natten eller tidligt om morgenen.

 

Faner, pomp og pragt

Hjemmetyskerne i Sønderjylland ville gerne efterligne nazisternes partidage i Nürnberg med faner, pomp og pragt. Set fra dansk side var det tyske mindretals talmæssige styrke ikke foruroligende. Dets kraft bestod i den faste organisation og store støtte syd fra. Og det tyske mindretal sluttede meget massivt op om nazismen.

 

En særlig politistilling

Det tyske mindretals nazificering fik i 1934 den danske regering til at oprette en særlig politistilling i Sønderjylland. Den 20. april 1934 blev Fritz Jacobsen beskikket. I hans instruks stod det bl.a.:

• Som Politiadjudant i de sønderjyske Landsdele er De direkte underlagt Justitsministeriet som Raadgiver i Sager angaaende grænse – politiske Spørgsmaal. Det vil navnlig paahvile Dem gennem Politimestrene og i Samarbejde med Statsadvokaten, Amtmændene og Centraladministrationen at samle alle Oplysninger om de særlige sønderjydske Forhold og skabe en hurtigt virkende Oplysningscentral for Landsdelen under Anvendelse af Person – og Sagskartoteker. Til Fremme heraf kan De i det Omfang De skønner det nødvendigt, sætte en udvidet Efterretningstjeneste i System i de enkelte Politikredse i Samarbejde med den stedlige Politimester.

 

• De vil derhos, saafremt der i Tilfælde af Uroligheder, Demonstrationer o.lign. bliver Spørgsmaal om Anvendelse af større Politistyrker have Dispositionsret over det i Sønderjylland stationerede Politi, ligesom De bør være tilstede ved Uroligheder af denne Art og eventuel lede Politiets Bevægelser i Marken. Af de af Dem til Justitsministeriet afgivne Indberetninger og Indstillinger vil De samtidig have at sende Genpart til Chefen for Statspolitiet.

 

Stilling overdraget til Refslund Tomsen

Der lå igen instrukser omkring flagning. Og nu var det åbenbart sket en ændring i kompetencespørgsmålet.

Fritz Jacobsen kom kun til at virke i godt et år. Den 4. august 1935 døde han af hjertelammelse i en alder af 43 år.

Stillingen blev den 19. november 1935 blev overtaget af amtmand for Aabenraa og Sønderborg amter, Kresten Refslund Thomsen. Han var sønderjyde og med indgående kendskab til grænselandets mange aspekter og sine landsmænds mentalitet. Men han var forsigtig og tilbageholdene.

Onde tunger vover den påstand, at udnævnelsen først kom efter massiv pres fra statsminister Th. Stauning samt svigerfaderen H.P. Hanssen.

 

Hjemmetyskere blev truet

Man frygtede nu at, NSDAP – N ville samle alle de hjemmetyske nazist – bevægelser under et. Der var sket en yderligere radikalisering efter at dette parti var blevet dannet i juli 1935.

Hver enkelt medlem af Det Tyske Mindretal blev presset af NSDAP – N. Man blev truet med repressalier og meget mere.

Og det var blevet endnu svære at se en ensartet holdning over for flagningen i Sønderjylland. Det så noget vilkårligt ud. Den danske regering frygtede faktisk, at en stramning over for Det Tyske Mindretal i Danmark ville føre til repressalier over for det danske mindretal syd på.

 

Flagkampen blev udnyttet af hjemmetyskerne

Flagkampen blev selvfølgelig udnyttet af Det Tyske Mindretal. Man flagede til Knivsbjerg – festene, Hindenburgs begravelse, Heldebgedenktag, Volkstrauertag, de tyske nazisters partidage og Die Machtergreifung.

I 1934 var der lagt op til den helt store fest på Knivsbjerg. Fritz Jacobsen forlangte, at festkomiteen garanterede, at der ikke blev opildnet mod den danske stat. Man måtte kun bruge et flag, og der var ikke noget med at gå i optog gennem Aabenraa. Fritz Jacobsen forbød tillige, at der måtte afsynges Deutschland, Deutschland über alles, Schleswig – Holstein Meerumschlungen og den tyske Horst Wessel – sang.

 

Justitsminister kritiseret i Hejmdal

Dette blev stort set overholdt og blev håndteret på den bedste måde. Men det gjorde det godt nok ikke, da Johannes Schmidt, Vodder lederen af Det Tyske Mindretal rettede en henvendelse til justitsminister Zahle angående tysk flagning i Nordslesvig ved Hindenburgs jordefærd. Man fik lov at flage fra tyske bygninger, men fik ikke tilladelse til at flage privat.

H.P. Hanssens avis Hejmdal kritiserede i kraftige vendinger, justitsministerens tilladelse. Og det var nu ikke alle, der overholdt reglerne. Således flagede formænd for tyske foreninger foran deres private boliger, og det samme gjorde tyske frimenighedspræster.

Episoden i Rends

På kommuneskolen i Rends opstod der en absurd situation. Det var en dansk skole med en tysk afdeling, og lederen af denne havde hejst det tyske flag. Flaget blev dog på foranledning af skolekommissionens formand fjernet.

 

Volkstrauertag i Haderslev

I Hadeslev blev der til Volkstrauertag nedlagt kranse. I den forbindelse brugte man flag med hagekors. De blev dog efterfølgende fjernet af dansksindede eller folk fra mindretallet, der ikke sympatiserede med nazismen.

 

Et sekundært problem for Hitler

I Berlin lagde man i 1935 større afstand til mindretallets ønske om en grænserevision. For Hitler var mindretalsproblematikken sekundær i forhold til de udenrigspolitiske mål, som han fulgte. Et var som om, at dette satte en lille dæmper på propagandaen.

 

Ny fornuftig procedure

Man fandt nu frem til en anden procedure i forbindelse med flagning m.m. Når der til politimesteren eller politiadjudanten nu indløb en anmeldelse om et optog, sammenkomst m.m. blev den ansvarlige indkaldt til en samtale hos politimesteren. Her blev der spurgt om arrangementets karakter, hvem der skulle deltage, om musikken, om bannere m.m. Tilladelse kunne nu først gives hvis:

1. Der ikke deltog udlændinge i større tal.
2. De udlændinge, der deltog ikke optrådte i særskilte grupper, markerede kooperationer og organisationer
3. Ingen udenlandske musikkorps
4. Indenlandske musikkorps ikke spillede udenlandske national – og kampmelodier
5. Flag eller bannere ikke blev medført, hvis der var tale om udenlandske flag og – bannere, som havde været i vedkommende forenings eje fra før Genforeningen.
6. Ingen fællessang i gader inden for bymæssige bebyggelse.

Mere lempelige regler blev praktiseret ved sportsstævner.

 

Endnu flere uklare procedurer

Men allerede i 1936 kom en ny forordning, hvor der blev anmodet om, at sager omkring nationalpolitisk karakter skulle forelægges politiadjudanten. Man kan med andre ord sige, at reglerne var nu igen engang blevet mere uklare.

Politiadjudanten fik større kompetence, og det var amtmanden i Tønder, Grev Schack ikke tilfreds med. Måske var det med vilje at han titulerede Refslund Paulsen med Gode Kollega og ikke som politiadjudant.

 

Mindretallet var ikke et fremmedlegeme

Schack var af den opfattelse. Han mente ikke, at mindretallet skulle betragtes som et fremmedlegeme uden eksistensberettigelse. Undtagelseslovgivning, politiregimente og snart en streng kurs er fejlgreb, der absolut burde undgås.

En eftergivende politik, som Schack stod for, blev ikke kronet med succes, når modstanderne bestod af yderliggående nazistiske bevægelser, der udfoldede antidemokratiske bevægelser.

Pressen blev beskyldt for at piske en stemning i vejret, der var helt ude af proportion med virkeligheden. Det var med til at piske en stemning i vejret.

Men det lykkedes ikke for Refslund Thomsen for at få en ny flaginstruks for Sønderjylland.

 

Hagekorsflag i Sønderborg

Hagekorsfanerne vajede også ved NSDAP – N’ s hyldestmarch gennem Sønderborg i anledning af 6 – års dagen for Hitlers magtovertagelse i 1939. Her var alle spidser til stede, og der var masser af faner.

Østrigs indlemmelse i Tyskland var en opmuntring for hjemmetyskerne i Sønderjylland i 1938. Man vejrede nu atter engang muligheden for grænserevision.

 

Partistævne i Haderslev

Det årlige partistævne i Haderslev blev imødeset med spænding. Den 14. april skulle der ske en march gennem byen. I alt deltog der 800 – 1.000 mennesker. Haderslev – borgerne havde smykket byen med Dannebrog. Det var en slags moddemonstration med nazisterne. Og disse brugte rigeligt fanerne. Dette var en klar overtrædelse af gældende regler. Men politiet valgte ikke at skride ind.

Man rejste dog sag mod optogets ansvarlige leder for bevidst tilsidesættelse af påbuddet.

Det Tyske Mindretal i Sønderjylland var relativt svag i antal og indbyrdes var de også splittet. Deres grænserevision fik aldrig opbakning i Berlin. Men kunne man stole på Berlin?

Den efterretningscentral, som politiadjudanten opbyggede havde et udsædvanligt indblik i Det Tyske Mindretals gøren og laden. Måske var det årsag til at denne ikke lod sig provokere.

 

 

Politiadjudanten i offensiven

Efter 9. april havde de danske myndigheder svært ved at styre flag – reglerne. Men efter den 5. maj 1945 tog Politiadjudanten revanche og hævn. Det kan du læse om her på siden i diverse artikler. Det Tyske Mindretal blev i den grad overvåget. Mystiske dødsfald uden egentlig opklaringsarbejde og forfalskede rapporter fulgte. Her var det også en masse eksempler på at Politiadjudanten i Sønderjylland ikke rettede sig efter Justitsministeriet’ s henvisninger og retningslinjer.

 

Kilde:

• Fortid og Nutid (2009)
• Grænsevagten (diverse udgaver)
• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjylland i 1933 (Historisk Samfund for Sønderjylland)
• Claus Bundgård Christensen m.fl.: Danmark besat – krig og hverdag
• Karen Gram – Skjoldager: Grænsen ligger fast

 

Hvis du vil vide mere: Læs:

• Danskerpak og Tyskerpak
• Retsopgøret i Sønderjylland
• De danske nazister
• Hagekorset i Parken
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Mindretal i brændpunktet
• Opgøret efter 1845
• De mystiske mord ved grænsen
• Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
• De femlange år i Sønderjylland
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa
• Det Tyske Mindretal
• Mord i Padborg 1 – 4
• To skæbner i Kiskelund
• Nazister i Tønder
• Dødsdømte fra Tønder
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits, nazister og et kartotek
• Tondern Station
• Heimatfest 1921
• Jamen – vi forstår ikke tysk
• Da, Tønder igen blev dansk
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Løjt, mellem dansk og tysk
• Tønders dansksindede
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Den dansk – tyske sameksistens
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Ned med de dansksindede
• Sønderjylland – i knibe
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Genforeningen i Bov Sogn og mange flere.

 

Dengang i Aabenraa

Vi tager en tur tilbage i Aabenraa. Vi vandrer rundt i de gamle gader, og redaktøren tillader sig nogle sidespring. Og tænk kirken skulle rives ned. Ja portene blev lukket når der var gudstjeneste.  Folk skulle selv hente deres post i Toldsted. Det blev lavet om. Men det skulle man så betale for. Det var kamp mellem dansk og tysk. Vejen syd på, var kun åben om sommeren. Så var det jo godt, at man havde Hærvejen. Så skal vi da også lige have Achton Friis flotte ord om Brundlund Slot. Man fik tørlagt Kilen, men så fandt man alligevel ud af, at ligge en havn her.

 

De Slesvig – Holstenske faner i Aabenraa

Aabenraa har ofte været midtpunktet i de nationale kampe, der er foregået i Sønderjylland. Slesvig – Holstenerne satte deres præg på byen. I 1840erne blev der fejret vest for byen ved Hundeklemmen. Og her vejrede de Slesvig – Holstenske faner igen.

Her var det så, at Frederik Fischer forsvarede danskheden med sit blad, Freja. Og tænk i 1867 kunne man mønstre 516 danske mod 471 tyske stemmer. Men siden gik det nedad for danskheden. Fortyskningen blev sat ind. Og nu var det så H.P. Hanssen og hans blad Hejmdal, der forsvarede danskheden.

 

På Folkehjem

Jo, nu var det på Folkehjem, de danske møder blev afholdt. Det var også her Sprogforeningen blev dannet i 1880.

Det er helt speciel ære, at holde tale på Folkehjem, selv om man skulle finde sig i, at der blev diskuteret, om ham der Uwe var medlem eller ej. Men nu var det jo sådan, at det var DSU, der havde inviteret. Men det var sjovt at holde 1. maj tale her.

Men skulle vi ikke tage en tur gennem Aabenraa en stille sommeraften i det 18. århundrede.

 

Forbindelsen syd på gik over Toldsted

Byens vigtigste forbindelse med den store omverden gik over Toldsted, hvor vejen blev forenet med den gamle Hærvej eller Oksevej. Denne var hovedtrafikåren for både Nørrejylland og Sønderjylland.

Også postforbindelsen med Omverdenen gik over Toldsted. Har måtte aabenraaerne hente deres breve indtil 1729, da den første kongelige postmester i Aabenraa blev ansat.

 

Fra 1764 direkte post til Aabenraa

Først i 1764 blev dette forhold ændret, da det blev bestemt, at posten skulle gå ind over Aabenraa. Den drejede af ved Rødekro, en af de mange kroer langs den gamle Oksevej. Posten fortsatte over Brunde og Skedebjerg til Aabenraa, og derfra videre til Flensborg. I forbindelse med denne omlægning skete der en stor forbedring og udvidelse sted af vejen syd for Aabenraa.

Først ca. 40 år senere blev ruten lagt således, at der var direkte postforbindelse til og fra Haderslev over Diemen, idet denne vej blev betydelig forbedret. Det kostede mange penge, og fra 1805 skulle der derfor betales en mindre afgift på postkontorerne i de to byer, når der blev kørt post ad denne vej.

 

Vejen syd på var dårlig

Vejen sydpå til Flensborg er af gammel oprindelse. I ældre tid var den meget dårlig og kun farbar om sommeren. Ofte måtte den renses for opdreven tang. Ved Skelbækken var der en bom, som blev sænket, når vandet brød ind over vejen. De rejsende måtte så en omvej ind over Sønderskoven. For at gøre vejen nogenlunde farbar havde man meget tidlig måtte lægge en stenbro eller stenbrolægning på den. Ud mod havet blev den beskyttet af et plankeværk.

 

Portene var lukket ved gudstjeneste

Ved de to broer ved Nørre – og Sønderport var der fra gammel tid bomme, som skulle hindre uønsket trafik.

I den senere tid var der dog kun lukket under gudstjenester på søn – og helligdage, og når der skulle være kvæg – og hestemarked i byen. Man måtte da betale en lille afgift for at komme gennem bommene.

Det var vægternes opgave at holde styr på dette. Til gengæld fik de også indtægterne. En tredje bom fandtes ved vejen, der førte op til Kolstrup, der dengang ikke hørte med til byen. De nyere bomhuse på Ndr. Chausse og Sdr. Chausse fra 1850erne. Det forlyder, at de penge, der også kom ind her, skulle bruges til at betale nye og dyrere Chausseer med.

Så er det hvis på tide, at vi kan starte vores egentlige vandring tilbage i tiden.

 

Kolonihaverne

Vi starter på den gamle Tøndervej. Denne gik tidligere nord om Saltbjerg. Syd for denne lå en mark, der hed Biskoppens Enemark. Denne er antagelig et minde om Bispegård Hessel. Gennem Hjelmskov kan man ind til Hjelmkoblerne, hvor kolonihaverne ligger. Disse haver er oprindelig anlagt 1830 – 31, og var oprindelig beregnet for fattigfolk.

Egentlig skulle de have ligget i udkanten af Nørreskoven, oppe på Galgebakken (Galgebjerg). Her havde byen fået tre tønder land af Kronen som erstatning for den græsningsret, man tidligere havde haft i Nørre – og Sønderskoven.

Her oppe på Galgebakken havde Steen og jeg planer om at indrette en piratradiostation. Man kan så sige, at Steen fik gjort noget ud af denne drøm. Han oprettede Radio Mojn.

Haverne blev en stor succes. I løbet af et par år havde man inddraget en del jord. I 1833 var der allerede 39 havedyrkere herude. De havde i alt dyrket 396 tønder kartofler, 17 tønder roer og kålrabi, 8 tønder gulerødder, 1.336 stykker hvidkål og 3.380 grønkål.

 

Det smukke slot

Fortsætter vi nu ad vejen, kommer vi forbi den gamle Ladegaard til Brundlund Slot. Den brændte i 1686, og synes ikke at være blevet genopført. Og slottet har vi beskæftiget os med flere gange. Men skal vi ikke lige citere Achton Friis: ”De Jyders Land”.

• Oprindelig opført af Dronning Margrethe, nu amtmandsbolig, men med Omgivelser saa eventyrlige, som var det en Tornerose, der sov bage dets Mure, og ikke en Amtmand. Slottet med dets Omgivelser danner Klimaksen af hele Egnens Skønhed. Det skulle ses sydfra over Engene med det græssende Kvæg, disse Engflader, der danner Fjordens Fortsættelse og er lige så jævne som dets Vandspejl. Et mere fint kultiveret dansk Landskab findes ikke. Frodighed og Velplejethed præger det og de omgivende Skove, Bakkens kraftige Fald mod Fjorde og Enge og de rige Agre.

 

Vi bidrog da til underholdningen

Og her må undertegnede igen engang undskylde. For her besteg undertegnede med gæster de meget eftertragtede VIP – pladser til en tattoo bag ved slottet. Det betød, at en række VIP – gæster måtte gå forgæves. De havde fået sendt en indbydelse. Men nu mente undertegnede godt nok, at jeg også hørte til her, som HK – formand. Det var sikkert bare en fejl, at jeg ikke havde modtaget indbydelsen.

Vi bidrog da også til underholdningen, idet Peter Rasmus på 3 – 4 år løb ind på selve pladsen og marcherede i takt med diverse orkestre. Selvfølgelig gav undertegnede da også hånd til politimester Bøving og borgmester Camma Larsen Ledet. Men nu var det tydeligt, at sidstnævnte bedre kunne lide min kone, Hanne, end mig. Hanne havde brugt hende i en film til TV – Syd, og jeg havde kritiseret hende i forbindelse med, at Aabenraa skulle være forsøgs – by i forbindelse med den ny teknologi. Jeg syntes hun tænkte for meget i rationalisering frem for at frigøre medarbejdere til kreativ service.

Men på denne måde, var det hvis ingen, der lagde mærke til, at det var mig, der var skurken. Vi havde en særdeles festlig aften.

 

Gennem Slotsgade

Slotsmøllen hed i ældre tid, Borgmøllen, er oprindelig bygget som brotårn forsynet med Skydeskaar. I 1535 omtales den som Mølle.

Fra Slotsmøllen går vejen ind gennem Slotsgade. Gaden hørte ikke med til byen, men var underlagt Aabenraa Amt. Det var et forhold som vakte stor uvilje hos byens borgere. På enhver tænkelig måde forsøgte de at hindre gadens beboere i at drive handel og håndværk. Først i 1861 blev problemet løst ved Slotsgades indlemmelse i byen.

Vi forlader nu Slotsgade, og kommer ind i selve byen. Byens sydlige grænse var i gammel tid, Sønderport.

 

Masser af fisk

Fiskergade må sikkert betragtes som en af de ældste gader, idet byens første indbyggere især ernærede sig ved fiskeri. Jo gennem århundreder var det byens vigtigste ernæringskilde. I løbet af det 18. århundrede var det dog stærkt aftagende.

Af særlig vigtighed var det udstrakte makrelfiskeri, hvilket også fremgår af byvåbnet. Fra de ældste tider fører våbnet tre makreller i sit skjold. Men i nogle våbner, svømmer den ene makrel dog den forkerte vej. Dette uautoriserede skjold var det hvis en del tysksindede, der brugte.

 

Gilder

Fiskergades fortsættelse hedder Gildegade. Det ejendommelige navn skyldes, at der var mange gilder, der har haft tilknytning hertil. Gilderne var selskabelige sammenslutninger med et vist religiøst præg. De spillede en betydelig rolle i Middelalderen. Således havde Gildebrødrene en forpligtelse til at hjælpe hinanden i alle livets forhold.

På en måde var de forløbere for håndværker – lavene og borgerlige Skyttegilder. Aabenraa havde mindst to middelagtige gilder, St. Knuds Gilde og St. Nicolai Gilde. Den sidste var karakteristisk nok indviet til Fiskernes Skytsengel.

Vest for Gildegade blev der omkring 1760 fundet en del menneskeknogler i jorden, hvilket betyder, at der her har været en kirkegård. Da man i gammel tid altid havde kirkegårde rundt om kirkerne, synes dette fund at vise byens ældste kirke, St. Knuds Kirke.

 

Forbedringer ved havnen

Skibbrogade, der i ældre tid kaldtes Østergade, førte lige ned til byens havn, hvis man tør bruge dette udtryk. Besejlingsforholdene var endnu et stykke tid ind i det 18. århundrede meget vanskelige, da skibene ikke kunne gå helt ind til Skibbroen, men måtte ligge på reden ved pæle. Men disse pæle rådnede ret hurtig, og det skete ikke så sjældent skete det, at et skib var ved at gå til, fordi det rev sig løs fra sine fortøjninger.

Sidst i 1740erne tog man fat på at forbedre havnen. Der blev bygget en ny mole nord for den gamle. Imellem de to moler blev der udgravet en kanal, så at selv ret store skibe kunne gå derind.

Nu var der så pludselig plads til 100 – 140 skibe. Byens skibsfart var vokset med eksplosiv kraft. Det var blevet byens vigtigste næringsvej. Og det satte i den grad præg på byen. Nu kunne man pludselig møde aabenraaer og løjtninger i fjerne verdenshavne.

I 1895 anlagde man en ny havn syd for den gamle. Den fik officielt navnet Prins Heinrichs Havn. Efter Genforeningen skete der en opblomstring af økonomien, så derfor byggede man et nyt havneanlæg i Kilen. Dette blev indviet i 1925.

 

Skibsbyggeri fra 1750

Nede ved havnen lå fra gammel tid skibsbyggerierne. Allerede i det 17. århundrede blev der bygget skibe i Aabenraa. Men det var da først i det 18. århundrede at det for alvor tog fat. Højdepunktet blev opnået i midten af det følgende århundrede, da de store skibsbyggerdynastier Paulsen, Andersen og Michelsen prægede byens økonomiske og sociale liv. Det ældste af værfterne var det Paulsenske, som var grundlagt omkring 1750 af Jacob Paulsen, der var indvandret fra Kappel. De to andre værfter var af meget senere dato, oprettet 1831 og 1841 af nordmanden, Thorkild Andersen og Mads Michelsen.

 

Den forkerte forklaring

Fra Skibbroen gik der en sti, Madestien hen til Nørreport. Bag ved teatret førte der allerede i 1769 en sti op til Nørretorv – Rebeccagangen. Dette navns oprindelse er usikker. Man kunne gætte på, at gangen var opkaldt efter Provst Bargums datter, Maren Rebecca, der var gift med Hans Bruhn på Straagaard og moder til stormatadoren Jørgen Bruhn. Men stop lige. Hun blev først født 1758.

 

En tørlægning af Kilen

Hele området nord for Skibbroen og øst for Madestien var i ældre tid en havbugt, kaldet Purrekilen eller blot Kilen. Vanden var her så lavt, at man ikke kunne sejle her ved dagligt vande, selv ikke med en lille båd.

Allerede i 1771 og 1785 opstod der planer om at tørlægge Kilen. Men først i 1832 lykkedes det at få dæmningen fra Skibbroen over til Lindsnakke bygget færdig. I 1850erne blev Kilen endelig tørlagt. Det var underligt, at man 70 år senere kunne anlægge en havn netop på dette sted.

 

Fysikus Dr. Neuber

Som vi også tidligere har berettet om, så blev der i 1820 på Lindsnakke bygget et stort kursted. Ophavsmanden var den meget aktive fysikus, Dr. Neuber. Allerede i 1813 havde borgere bygget et badehus. Denne ide blev videreført af Neuber året efter. Han byggede et større og flottere badehus ved havnen.

Men dette var langt fra nok. En stor og imponerende bygning til de mange badegæster, som man håbede ville dukke op, skulle der til. Og da det stod færdigt, foregik indvielsen med pomp og pragt. I den følgende tid var der her liv og glade dage. Om søndagen var der enten koncert eller bal på Frederikslyst, som stedet kom til at hedde. Ja det var opkaldt efter Kong Frederik den Sjette, som også selv bidrog med et klækkeligt beløb.

Dr. Neuber var en meget tysk orienteret person, som senere blev en af Frederik Fischers bitreste modstandere. Men på denne tid følte tyskerne sig endnu som den danske konges loyale undersåtter.

Ak og ve i 1827 var eventyret allerede forbi. Magistaten købte ejendommen for at bruge stenene til opførelsen af det nye rådhus.

 

Jørgensgaard

Jørgensgaard havde fået navn efter en St. Jørgensgaard, et hospital for syge især spedalske, som lå her i Middelalderen. Det blev efter reformationen inddraget under Kronen og dets jorder lagt under Brundlund Slot.

 

Ramsherred

Fra Madestien og Nørreport går vi igen op gennem byen ad Ramsherred. Dette gadenavn findes ofte i danske købstæder og bruges overalt om forstæder, som oprindelig havde ligget uden for den egentlig by. Navnet havde en biklang og foragt, fordi det næsten altid var fattigfolk eller tyvepak og andet rak, der boede her. Ganske det samme forhold har gjort sig gældende i Aabenraa.

Ramsherred er en af de nyere gader, som først er blevet bebygget i løbet af det 15. og 16. århundrede. Af sidegaderne er Wollesgyde opnævnt efter rådmand Oluf Rudbeck, der i 1720erne og 1720erne boede i det gamle posthus.

 

Barkmøllegade

Barkmøllegade, hvor undertegnede tilbragte nogle sjove år, har vi tidligere beskæftiget os med er opkaldt efter en barkmølle, hvorpå barken, der brugtes til garvning, blev malet fin, mens Klinkbjerg antagelig har sit navn efter en hertugelig teglgård, som blev anlagt omkring midten af det 16. århundrede.

 

Fra galge til HK – hus

I mange tyske og danske byer findes et lignende navn Klingbjerg eller Klingenbjerg. På Klinkbjerg stod byens ældste galge, men da teglværket blev oprettet flyttedes den syd for byen til Fru Annas Eng. Det var omkring krydset Flensborgvej/Tøndervej. Her er senere fundet afhuggede hoveder.

Mens Fr. Ahlefeldt var amtmand i Aabenraa (1597 – 1605), blev galgen flyttet op på Galgebakken nord for byen, idet amtmanden syntes, at den stod for nær ved Alfarvej.

Vi har lige nævnt Klinkbjerg. Og det var her, at undertegnede lagde grundstenen til gadens smukkeste hus. Jo det var HK – Huset. Der var godt nok meget debat om huset dengang. Men så fandt vi jo på, at det var et minde om Aabenraas skibsfart til det fjerne østen. Og sikke meget aktivitet, der var i huset, dengang. Hvad huset bliver brugt til i dag, vides ikke. Jeg måtte da også lige ringe hjem til far og spørge om, hvordan man ligger en grundsten. Min far var murer.

 

Pottegade

Vollesgyde og Barkmøllegade er af nyere oprindelse end Pottegade, der var helt bebygget i 1641. Denne er opkaldt efter pottemagerne, som i gamle dage havde til huse her. Det var nemlig i ældre tid almindeligt at samle de enkelte erhvervs udøvere i særlige gader.

Vi kender fra andre byer Smedegade, Købmagergade (egentlig kødmager – (eller Kødsælger) gade), Skindergade, Skomagerstræde og mange flere.

Lille Pottegade, der oprindelig hed Kirkegangen er også temmelig gammel. Derimod er Persillegade af ret ny dato. Dette navn bruges lige som Grønnegade til at betegne de yderste bebyggelser i byerne helt ude ved den grønne mark.

 

Møllegade

Møllegade hed tidligere Mølleforte. Forte er det gamle danske ord for vej, især vejen ud af landsbyen, i øvrigt det samme ord som fortov. Den mølle som gaden er opkaldt efter, er Nymølle. Og den blev oprettet i 1581. Det var den tidligere mølle fra Jørgensgård, der blev flyttet derud.

 

Den gamle Bygrav

Forstallé er af ny tysk oprindelse. I tiden mellem krigene blev den kaldt for Kirkegårdsvejen. Nybro og Nygade taler for sig selv. Ligeledes er Vestergade en af byens ældste gader. Og vi skal huske, at få enden af denne gade lå byens ældste slot. Herfra gik den gamle bygrav Æ pajsig. Ja sådan hed den på aabenraask. Mod øst gik den ned til fjorden og skar hovedgaden ved Storetorvs nordligste ende.

 

Man tænkte på at rive kirken ned

Byens nordligste grænse har i ældre tid været Storetorv. Ret tidlig har byen udvidet sig mod nord. Det ejendommelig er, at byens kirke, St. Nicolai oprindelig har ligget uden for selve byen. Kirken må have været bygget i første halvdel af det 13. århundrede. I sin oprindelige plan har den været meget smuk. Den har mindet meget om det ældste Frue Kirke i Haderslev.

Men i tidens løb er der bygget så meget til og forandret så meget ved den, at en stor del af skønheden er gået tabt. I 1755 var man i øvrigt inde på tanken om at rive den helt ned, da man ikke synes, at der ikke var plads nok i den. En ny og større kirke skulle da opføres i stedet. Planen blev ikke til noget, idet man nøjedes med en stor og gennemgribende hovedreparation. Tårnet med spiret blev først bygget i 1906.

 

De dødes plads var ikke fredet

Uden om kirken var der fra gammel tid, kirkegård. De dødes have var dog ikke dengang, fredens sted, som nu. I 1623 var man nødt til at forbyde borgerne at køre med deres vogne over kirkegården og lade deres svin gå derpå. I 1826 blev den ny kirkegård uden for byen taget i brug.

Ja kære læsere, det var en lille tur i den skønne by, Aabenraa. Selvfølgelig er det meget mere at fortælle, og det gør vi.

 

Kilde: Se

• Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere: Læs

 

 

Jagten på Krigsforbrydere

Der findes masser af krigsforbrydere, der aldrig er blevet straffet, eller har fået eftergivet det meste af deres straf. Krigsforbrydere er blevet brugt af både Danmark, Tyskland, Østblokken og USA. Og kan man lave biler, er det også en fordel, hvis man har udnyttet folk under slavelignende forhold. I Tyskland opererer en nazistisk organisation, der hedder Stille hjælp. De har blandt andet hjulpet Søren Kam. Men her er det hvis også nogle danske trafikministre, der har svigtet. Bødler fra Sovjet er aldrig blevet straffet. Og de kommunistiske lande har været værre end Holocaust, målt i antal af dræbte. Danskere har dog heller ikke holdt sig tilbage.

 

Hvem skulle og skal straffes?

I dag har man travlt med at straffe meget gamle personer for forbrydelser under anden verdenskrig. Man kan så undre sig, at det ikke for længst er sket. Men mange er gået fri. De kunne bruges af fjenden. Og så var det stor forskel på, hvornår man blev dømt. Hvis det var lige efter besættelsen var risikoen for dødsstraf større.

Ikke alle nationer havde samme holdning til straf. Her nøjedes man kun med en meget lille straf. Og så har vi glemt, at bødler i mange nationer har vi helt glemt.

 

Dommen i Nürnberg

De allierede valgte kun at stille et fåtal til regnskab for nazismens ugerninger. Og det gjorde de under Nürnberg – processen. De fleste, der havde et underordnet ansvar gik fri. Tyskerne har set det kollektive ansvar i øjnene. Men egentlig har de aldrig gennemført et gennemgribende retsopgør med de ansvarlige for krigsforbrydelser. Og disse forbrydelser, der er begået forældes aldrig.

Men skal 94 årige i fængsel på grund af 70 års passivitet? Også herhjemme har der været forbavsende passivitet.

Hvorfor åbner man ikke op for de historier om grusomheder, der er foregået? Hvorfor åbner man ikke for arkiverne? Vi vil gerne have den sande historie.

 

Ingen anklager mod Sovjet

Stalin var så smart under Nürnberg – processerne, at ingen rettede anklager mod Sovjet. Mange regimer har beskyttet nazi – forbrydere, bl.a. regimer i Mellemøsten og Latinamerika. Det kunne også være spændende at kigge på Vatikanets rolle.

På mange områder overgik de kommunistiske regimers forbrydelser holocaust i antallet af menneskeliv. Men disse forbrydelser betragtes som interne anliggender og vækker ikke så stor opmærksomhed i vesten.

Stalins folk havde skudt 21.857 polakker ved Kathyn under Anden Verdenskrig. Og yderligere 150.000 polakker blev myrdet af kommunisterne. Ingen er nogensinde blevet anklaget for dette.

 

Under Mao døde 65 millioner

Under Mao i Kina døde 65 millioner. Under Lenin og Stalin i Sovjet blev ca. 20 millioner dræbt.

 

Krigsforbrydere er brugt af fjenden

Krigsforbrydere er blevet anvendt i Danmark, Tyskland, Østblokken og USA og er sluppet eller delvis sluppet for straf.

 

Man anbefalede ikke krigsdeltagelse!

Nu har man så fundet ud af, at der er overlevende fra Frikorps Danmark. De skal straffes, for de har med garanti begået forbrydelser. Men det kan være vanskelig at bevise. Det offentlige Danmark har som sådan aldrig været interesseret i en egentlig opklaring. Et par gode bøger har sat spørgsmålstegn ved danskernes uskyld.

Den danske regering gav tilladelse til, at man kunne melde sig til tysk krigstjeneste. Men er det i dag nok at sige, at man aldrig anbefalede det. Og den danske regering var i den grad repræsenteret ved Frikorps Danmarks afgang. Ligeledes kunne militært personale få en form for orlov, når de indtrådte i hæren igen. Ved Schalburgs begravelse var spidsen af den danske regering også til stede. Men med tilbagevirkende kraft blev dette foruden eventuel krigsforbrydelse også gjort ulovligt.

 

Gröening og Breyer

Den 94 – årige Oskar Groening er blevet dømt ved en ret for forbrydelser i Auschwitz. Og i Philadelphia er den 89 årige Johan Breyer blevet anholdt. Han er mistænkt for at have deltaget i masseudryddelser. Man mener, at han har stået for organiseringen af masseudryddelserne i Auschwitz. Ikke mindre end 158 punkter, står han anklaget for. Han har ligeledes været i Buchenwald. Han emigrerede til USA i 1952.

 

De syv mest eftersøgte

Fra Simon Wiesenthal centret har man et top- liste over nulevende nazi – forbrydere:

1. Gerhard Sommer 93 år, har siden 2007 boet på plejehjem i Tyskland
2. Vladimir Katriuk, 93 år. Bor i Canada
3. Hans Lipschis 95 år, blev anholdt i 2013, men fundet for dement til retsforfølgelse
4. Søren Kam, døde den 23. marts 2015 i Tyskland
5. Algimantas Daillide 94 år, udvist fra USA til Tyskland i 2004, hvor han blev idømt 5 års fængsel, men fundet for syg til fængsel
6. Theodor Szehinskyj 91 år, frataget sin amerikanske statsborgerskab, men ingen andre vil modtage ham.
7. Helmuth Oblander, 91 år flygtede til Canada, og er flere gange forsøgt udvist.

 

Eichmann – hængt i Israel

Adolf Eichmann, som vi senere vil skrive en artikel om, levede i mange år beskyttet i Argentina, indtil Mossad kidnappede ham i 1960 og bragte ham til Israel, hvor han blev dømt for folkemord samt forbrydelser mod menneskeheden og derpå hængt.

 

Søren Kam blev aldrig dømt

Det er underligt, at det først er nu, at tyskerne er gået helhjertet ind i kampen efter krigsforbrydere. Og underligt er også tyskernes rolle i dette spild. Man har i mange år ikke villet dømme for eksempel Søren Kam. Måske var det fordi, at de danske jurister ikke var dygtige nok, eller fordi de danske politikere ikke gjorde en ekstra indsats. Vi får nok aldrig svar på dette spørgsmål.

Søren Kam bosatte sig i den sydtyske by Kempten. Måske var justitsministrene frank Jensen og Lene Espersen samt den tidligere PET – chef Jakob Scharf ikke nok opmærksom, da det virkelig gjaldt. Jo, Søren Kam fik god hjælp af nazinetværket Stille Hilfe.

Og tænk engang, at han kunne slippe for straf ved at erklære, at han kom til at skyde Clemmensen som en blanding af selvforsvar og uheld.

Han var et ikon for dem, der sympatiserede med de danske østfrivillige, og dem der meldte sig til Waffen SS. Han var høj profileret i den samtidige nazistiske propaganda og et idol for unge nazister. Og så fik han jernkorsets ridderkors. Det er der så kun syv danskere, der har fået.

 

Tysk statsborgerskab

Krigsforbrydere havde let spil i Danmark. Mindst 8 ud af 31 drabsmistænkte fik statsborgerskab i Tyskland herunder Søren Kam.

For en del år siden kunne tysk tv (NDR) afsløre, at omkring en million SS – og værnemagtssoldat fik særlige pensioner, uanset om de havde begået krigsforbrydelser eller ikke. I 1997 fik 180 danske statsborger denne pension. De var fortrinsvis fra Det Tyske Mindretal.

 

Dømt for 28.060 mord

I 2011 fandt en tysk domstol den ukrainskfødte, John Demjanjuk skyldig i medvirken til massedrab i udryddelseslejren Sobibor under Anden Verdenskrig. Han blev idømt fem års fængsel for at have deltaget i drabene på 28.060 ofre, da han arbejdede som SS – vagt i det tyskbesatte Polen.

Omkring en million jøder blev myrdet i denne lejr. Den 14. oktober 1943 gjorde fangerne i lejrene modstand og slog flere vagter ihjel, hvilket fik tyskerne til at dræbe samtlige fangere dagen efter.

 

Tyskerne vil ikke udlevere ham

Tyskerne afviste at udlevere ham til Spanien, hvor man ville dømme ham for andre krigsforbrydelser. Under retssagen fortalte et vidne, at han havde arbejdet sammen med Demjanjuk i en anden af tyskernes koncentrationslejre, Flossenburg.

I Spanien vil man dømme ham for forbrydelser mod menneskeheden ved som lejrvagt at have deltaget til at spærre 155 spanier ind i lejren. 55 af dem døde under opholdet i Flossenburg.

M.h.t. Demjanjuk’ s handlinger i Sobibor fastslog retten, at han blot havde arbejdet i en lejr, der var bygget til at slå mennesker ihjel ikke var tilstrækkelig til at dømme ham for medvirken til drab. Og selv om der døde mange i Flosseburg, så spillede kz – vagterne ikke nødvendigvis en aktiv rolle i de mange dødsfald. Ja sådan sagde retten.

Denne KZ – lejr (Flossenburg) blev oprettet i 1938. Her kunne fangerne arbejde i granitbrud eller et væveri. Senere fulgte produktion af dele til Messerschmidt – fly.

I begyndelsen husede lejren kriminelle, politiske fanger og såkaldt asociale heriblandt homoseksuelle. Senere fulgte fanger fra en del lande. Af de 97.000 fangere, der kom til Flossenburg døde omkring 30.000.

 

Hvorfor er tyskerne så afvisende med udlevering

Hvorfor tysker viser denne afvisende holdning over for EU – partnere vides ikke. Hollænderne har udtrykt ønske, om at få udleveret Klaas Faber. Men så vidt vides er denne endda ikke engang anholdt.

 

Brunner forsvandt til Canada

Topnazisten Alois Brunner blev jagtet, fordi han begik forbrydelser mod menneskeheden. Han blev jagtet til det sidste, men han døde allerede i 2009 eller 2010 i Canada.  Han var Adolf Eichmanns vigtigste medarbejder. Han organiserede deportationer af jøder fra Frankrig og Slovakiet. Han var også ansvarlige for det tog, der afgik fra Wien og Riga med jøder mod udslettelse østpå. I 1943 fik han kommandoen over den franske KZ – lejr Drancy, hvorfra godt 90.000 blev deponeret østpå.

I et tidsskrift i 1985 fortalte han om hvordan han var undsluppet sine forfølgere. Han var blevet forvekslet med en anden med samme navn, som var blevet hængt for sine forbrydelser mod jøder. Han levede ubemærket til 1954, hvor han flygtede først til Rom senere til Egypten.

Her etablerede han sig som våbenhandler. Han rejste videre syd på til Syrien, hvor han hjalp den syriske regering om anvendelse af tortur.

Han erklærede flere gange, at han var stolt af sin andel af folkemordet mod jøderne. Og hans andel var mordet på ca. 130.000 jøder.  To gange forsøgte den israelske efterretningstjeneste at myrde ham med brevbomber. Han mistede fingre og et øje ved en af lejlighederne.

 

Mindst 99 danske krigsforbrydere

Ifølge Dennis Larsens udmærkede bog Fortrængt Grusomhed gjorde mindst 99 danske statsborgere tjeneste i tyske KZ – lejre. 43 af disse tilhørte det tyske mindretal. Vi får også eksempler på danskernes sadistiske udfoldelser.

Mange af de danske vagter fungerede i Neuengamme.

 

Carsten Christian Jensen

En af dem var Carsten Christian Jensen. Han var fra Toftlund. I en alder af 41 år blev han sendt til Neuengamme, hvor han indgik i vagtmandskabet. Københavns Byret fandt det bevist, at han i 1944 bankede 4 – 5 jødiske drenge i alderen 13 – 14 år, mens de skubbede en stor tipvogn. Bevist er også, at han i slutningen af 1945 mishandlede fem syge og udmagrede KZ – fangere.

Han havde en stor pisk, som han brugte til at mishandle fangerne. Det blev også fortalt, at han medvirkede til henrettelser, men det er aldrig bevist. Han blev idømt 14 års fængsel, men blev i 1952 dog benådet af Frederik den Niende.

 

Anton Peter Callesen

Sønderjyden Anton Peter Callesen var usædvanlig grusom. Han var en berygtet leder af arbejdslejren Fallersleben. Syge fangere blev beordret tilbage på arbejde. En gang slog han et par indsatte til døde med en jernstang. Men han brugte også stokkeslag, pisk og hundebid.

Den 28. januar 1950 blev Callesen idømt dødsstraf. Højesteret stadfæstede senere dommen, men to måneder efter blev han benådet og idømt livsvarigt fængsel. Han sad i Vridsløselille indtil 1960. Han levede videre i Sønderjylland indtil 1979.

 

Orla Eigil Jensen

Orla Eigil Jensen var egentlig samarit i Gestapo – lejren Nordmark. Men han var nu ikke kendt for sin omsorg. 120 fangere var indlagt i et 20 x 15 meter rum, hvor de levende krøb rundt mellem de døde i søer af blod ag afføring. De som ikke var egnet til at leve aflivede Orla med en morfinsprøjte eller et nakkeskud.

Han hjalp også med såkaldt Sonderbehandlung. Det gik ud på, at Orla fik en liste med navne på fanger, som efterfølgende skulle møde op ved Lighuset. Her blev de beordret til at tage deres tøj af og gå ned i et hul, som andre fanger havde gravet. Der fik de så et nakkeskud.

Orla Eigild Jensen blev efter krigen idømt dødsstraf ved den engelske krigsforbryderdomstol. Dommen blev senere ændret til 20 års fængsel. Men selv mente han, at han var et offer for krigen. Han fastholdt, at han havde myrdet af medlidenhed.

 

Værnet slap fri

Den danske læge Carl Peter Værnet forsøgte at omvende homoseksuelle mænd ved at indoperere en lille beholder med det mandlige kønshormon testosteron i lysken på dem. Han udførte sine eksperimenter i KZ – lejren Buchenwald. Dette og andre eksperimenter medførte mange dødsfald.

Efter krigen blev Værnet interneret i Danmark. Men under påskud af, at han skulle have behandling i Sverige slap han fri. Det lykkedes ham sikkert ved hjælp af en nazistisk organisation at flygte til Sydamerika. Han døde i Argentina uden nogen sinde, at være restforfulgt.

Først halvanden måned efter at Værnet forsvandt blev de danske myndigheder mistænksom. Og først da rettede de henvendelse til den professor, som Værnet skulle besøge i Sverige. Denne kendte overhovedet ikke til danskeren. Det var rent fup, og det var den sygdom, som han simulerede også.

Men det skulle gå yderligere fire måneder inden myndighederne indledte en jagt på den berygtede læge.

Værnet levede til 1965, han blev 72 år, da han omkom i et trafikuheld.

 

Gustav Alfred Jepsen

Han var fangevogter i en udelejr til koncentrationslejren Neuengamme. I 1946 blev han ved en britisk militærdomstol idømt livsfarlig fængsel for at have mishandlet og dræbt fanger under en togtransport. Domstolen vurderede, at han havde været udsat for tvang.

Men året efter stod han anklaget i Hamburg. Anklagerne var nu udvidet. Han skulle blandt andet også have druknet fangere. Han blev dømt til døden ved hængning. Og i 1947 blev dommen eksekveret.

 

Walther Rasmussen

Var Walther Rasmussen blevet taget inden flugten til Tyskland i maj 1945 var han blevet dømt til døden. Han deltog i mindst 15 drab på danske modstandsfolk. Han startede et firma i Hamborg og nød pensionisttilværelsen.

Han var også med ved nedskydningen af de 11 modstandsfolk ved Roskilde.

Rasmussen gik fri af en drabssag. Men det var ikke fordi, han nødvendigvis var uskyldig. Men han havde holdt sig skjult læne nok. Han fortalte fejlagtigt, at han var blevet tysk statsborger under krigen. I Tyskland blev han frikendt, fordi det danske retssystem ikke ville samarbejde med det tyske. En dansk dommer afviste således den tyske dommers ønske om at foretage vidneafhøringer i en dansk retssal under ed.

Den danske stats nøl ses af, at det danske justitsministerium ikke har fulgt normal procedure i internationale drabssager ved at udstede Interpol – og Schengenefterlysninger på Rasmussen og andre.

 

Et eller andet er galt

Den øverste befalingshavende, politifører Pancke fik efter krigen en dom på 20 års fængsel. Men allerede i 1953 løslod de danske myndigheder ham, selvom han stod bag talrige drab og bombninger. En af dem, der udførte hans ordre var Ib Nedermark Hansen. Denne blev dødsdømt og henrettet.

Pancke’s adjudant Graurock forlod Danmark i oktober 1944. Har var organisationslederen til de omfattende forbrydelser. Efter krigen kom han atter ind i politiet. Han blev senere udnævnt til Polizeirat. Den vesttyske regering påstod, at de ikke vidste, at han var eftersøgt for flere drab.

Graurock avancerede til vicepolitimester i Berlin. Han viste bl.a. Robert Kennedy rundt i byen. Igen engang holdt de danske myndigheder ikke deres kollegaer til ilden. Slutresultatet i denne sag blev ligesom i talrige andre: Intet hørt, intet set, ingen dømt.

Graurock døde i 1994 uden nogen sinde at være blevet dømt.

 

Kniest blev benådet to gange

Ved Byretten blev kriminalassistent Kniest blev dømt til døden i byretten. Ved Landsretten nedsattes straffene betydelig. Han idømtes livsfarlig fængsel for mindst to drab og mindst 11 tilfælde af grov mishandling. Han havde i talrige tilfælde slået løs med knipler og gummislanger omviklet med ståltråd. Alle dømte tyske krigsforbrydere blev udvist den 1. december 1953.

 

Gestapochef i Nordjylland, Fritz Bolle

Fritz Bolle kom til Aalborg i oktober 1944. Med sig havde han cirka 100 mand. Han bedrev hæmningsløs tortur og sadistisk behandling af fangerne. Ja i nogle tilfælde var det nødvendigt at skyde folk for at skjule mishandlingen. Han er blevet sat i forbindelse med 15 terrorhandlinger, heraf 10 bombninger. Han var med i planlægningen af mindst 4 drab.

Den 4. maj 1945 tog Bolle 3 danske gidsler med sig, da han ville forlade Aalborg. Ved et stop fik de andre Gestapofolk sendt de tre danske gidsler væk.

Da Justitsministeriet i 1965 sendte papirer til deres tyske kollegaer, var kun gidselaffæren nævnt. Aalborg Politis synderegister over hans gerninger havde man glemt at sende med. Han slap fri og aldrig dømt, men det gjorde to af hans danske ansatte ikke. De blev dømt til døden.

 

Fluchtrute Nord

I 1946 kom man i København på sporet af Flugtrute Nord. Den danske betjent, Helge Hansen, der havde opnået succes i sagen, fik pludselig mundkurv på. Sagen blev dysset ned. Den samme betjent fik en hård dom i den såkaldte Edderkop – sag.

Det var en højtstående argentinsk diplomat og en tidligere højtstående værnemagtsofficer, Günter Toepke, der havde en finger med i spillet. Det danske justitsministerium og udenrigsministeriet havde ment, at man ikke skulle fare for hårdt frem. Vi vil i senere artikel komme ind på denne Flugtrute Nord.

 

 

40 pct. af vagtmandskabet var fra Østrig

Men tænk engang, at østrigerne som kun udgjorde 8 pct. af befolkningen i Det tredje Rige udgjorde 40 pct. af vagtmandskabet i KZ – lejrene. Men også mange af SS – generalerne var fra Østrig. Således uddannet læge Hugo Jury, der var ansvarlig for mordet på 400 fangere i de østrigske fængsler lige inden sovjetiske tropper rykkede ind i Donau – området i april 1945. Men herefter begik han selvmord.

 

Mange bødler fra Østrig

Ernst Kaltenbrunner var også en af de berygtede. Da Heydrich blev dræbt ved et attentat i Prag, nåede Kaltenbrunner toppen. Han var lige så nådesløs, når det gjaldt tortur. Ja, så var det også Hans Reuter, der var ansvarlig for mordet på 125.000 hollandske jøder. Og østrigeren Odilo Globocnik var ansvarlig for Aktion Reinhard, som resulterede i drabet på næsten to millioner jøder og 50.000 romaer i gaskamre i en række polske KZ – lejre.

Og hvem husker ikke østrigeren Amon Göth fra filmen Schindlers liste. Fra sin veranda skød han med sin jagtriffel mere end 500 fangere. Herover var han ansvarlig for mordet på 10.000 jøder i ghettoen i Krakow. Disse østrigske krigsforbrydere har fået deres straf.

Men det fik Aribert Heim ikke. I en række KZ – lejre udførte han operationer hos en række mennesker uden narkose. I den østrigske lejr Mauthausen gik han under navnet Dr. Tod. Her fik fangerne direkte indsprøjtninger i hjertet. Han blev aldrig pågrebet og døde i Egypten i 1992.

 

Løsladt efter få år

Måske skal vi også lige have med, at flere end halvdelen af de arresterede østrigske SS – generaler efter bare nogle år blev løsladt og kunne leve en helt normal tilværelse trods alvorlige krigsforbrydelser.

 

En fordel at man kan lave biler

Det samme gjaldt for Ferdinand Porsche. Han havde ladet franske tvangsarbejdere arbejde under helt umenneskelige og slavelignende forhold i hans folkevognsfabrikker. Han blev ganske vist arresteret, men kort efter frigivet, vel sagtens fordi han hjalp franskmændene med at producere deres Renault CV.

BMW brugte under krigen 30.000 tvangsarbejdere som blev tvunget til at hjælpe det tyske regime ved at producere motorer til det tyske Luftwaffe.

Siemens brugte 80.000 tvangsarbejdere i årene 1940 til 1945. 5.000 af disse kom fra KZ – lejre. Firmaet har sammen med mange andre tyske virksomheder oprettet en fond som kompensation til virksomhedens tidligere tvangsarbejdere.

Ja tænk, så kendt et firma som Hugo Boss brugte tvangsarbejdere.

Tyskerne brugte knap 10 millioner mennesker til tvangsarbejde under Anden Verdenskrig, heriblandt 2,2 millioner krigsfanger, 6,5 millioner civile og 1,3 millioner fanger fra KZ – lejre.

 

Undskyldning med 70 års forsinkelse

Fornylig modtog den 94 årige James Murphy med 70 års forsinkelse en undskyldning fra Mitsubishi. Her sled og slæbte amerikanske krigsfanger på virksomhedens anlæg. Der var intet tøj, ingen mad, ingen medicin, ingen sanitet.

 

Vi glemmer også de japanske krigsforbrydelser

Ja det var 60 forskellige japanske firmaer, som brugte krigsfanger, og indstil nu er det kun to, der har sagt undskyld. Af de 27.000 amerikanske soldater, der blev taget til fange af japanerne omkom op til 40 pct. Af de amerikanske fangere, der sad i tyske arbejdslejre omkom 1 pct.

Lige som i de kommunistiske lande glemmer vi i vesten de krigsforbrydelser, som Japan i høj grad bidrog til.

 

Hvem var den værste?

Ja det er svært at afgøre. Men en af de værste var uden tvivl, Rudolf Höss, leder af KZ – lejr, Auschwitz. Han blev hængt i 1947 få meter fra, hvor det første gaskammer blev etableret. Det var også her, hvor man eksperimenterede med, hvor hurtigt det kunne gå. Og man må sige, at det kunne Rudolf Höss. På 56 dage blev 430.000 jøder dræbt.

 

1,3 millioner døde i Auschwitz

Jo, der var her, at i alt 1,3 million mennesker blev arbejdet, pint, skudt og gasset ihjel.

De kom med togene, og straks ved ankomsten kunne de svageste vandre direkte til gaskamrene.

Først skulle fangerne i et omklædningsrum, hvor fangerne blev bedt om, at tage al tøjet af, lægge det i en pæn bunke og binde deres sko sammen, så de lettere kunne finde dem igen. Herefter blev fangerne gennet videre

 

De troede, at de skulle desinficeres

Fangerne, der troede, at de skulle desinficeres, blev skubbet ind i et stort rum med brusere i loftet. Fra bruserhovederne kom der dog ikke vand. Men rummet blev snart fyldt med dødelig Zyklon B – gas.

 

Blev brugt mod skadedyr

Denne gas var oprindelig blevet brugt mod skadedyr. Gassen lammer nervesystemet, så man ikke kan trække vejret, og derfor bliver man kvalt. Giften var bundet i små krystaller, som blev hældt ned i gaskammeret gennem særlige luger i taget. Her blev krystallerne opløst og frigav den dødelige gift.

Gaskammeret var bygget til at kunne rumme op til 150 mennesker.

 

9.000 om dagen

Krematorium 2 var det første af i alt fire krematorier der i 1943 blev bygget i Auschwitz – Birkenau med det ene formål at gasse og brænde de tusindvis af jøder, der blev bragt til lejren. Da døsfabrikken var på sit højeste, myrdede nazisterne 9.000 mennesker om dagen.

Efter gasningen blev jødiske fangere tvunget til at fylde de mange lig ind i en elevator, som førte direkte op til selve krematoriet. Her havde andre fanger til opgave at køre ligene ind i glohede ovne.

Lugerne til gaskammeret var af cement og meget tunge. Der skulle to jødiske fanger til at løfte en, så en tysk soldat kunne kaste Zyklon B – krystaller ned.

 

Milde straffe

Tyske krigsforbrydere fik langt mildere straffe for krigsforbrydelser begået i Danmark end danske statsborgere. Og andre, Erich Bunke kunne helt slippe for straf i sit hjemland, selv om han havde mindst 21 mord på samvittigheden. Det var blandt andet ham, der stod for nedskydningen af de 11 modstandsfolk ved Osted. Ja andre mener, at han med sin stilling var årsag til hundrede danske statsborgers død.

Strafniveauet i krigsforbrydelser var lavere end i sager mod danske landsforrædere.

 

Ikke en eneste tysk krigsforbryder blev skudt i Danmark

Retsopgøret fastslog, at det var mindre strafbart at udstede ordre til drab og terror end det er at adlyde sådanne ordrer

• Kun syv tyske krigsforbrydere oplevede at få en dødsdom
• 103 danske kollegaer og ansatte fik en dødsdom

 

• Slutresultatet: Ikke en eneste tysker fik dødsdom, mens 46 dansker blev skudt.

Det var som om, at de danske myndigheder hurtigst muligt ville helt af med de ubehagelige retssager.

Den sidste blev skudt, var Ib Birkedal Hansen. Og det skete den 20. juli 1950.

 

Nazimedlemmer fik igen magten

I Forbundsrepublikken begyndte tidligere nazistmedlemmer igen at få magten. Diplomati, retsvæsen og politik fik nazister ansat. Werner Best blev den juridiske hjerne i dette spil. Og denne har selv udtalt, at Danmark var et let pressionsoffer på grund af samarbejdspolitikken under krigen. Også holdningen i Vesttyskland vendte.

I 1946 viste en meningsmåling, at 70 pct. af de adspurgte vesttyskere gik ind for et krigsforbryderopgør. I 1950 var 70 pct. i mod sådan et opgør. Og allerede i 1948 var der tale om en egentlig kampagne mod de allierede. I begyndelsen gav de allierede efter for presset.

 

800 tyskere fængslet

På det tidspunkt sad der 800 krigsforbrydere i udenlandske fængsler. Best forsøgte sammen med Adenauer – regeringen at få disse løsladt. Man kunne trække råd hos gamle nazist – kammerater. Best truede med, at han havde oplysninger, der kunne komplimentere danske politikere.

En opgørelse fra 1952 viser, at der i Udenrigsministeriet i Vesttyskland var ansat 75 pct. nazistparti – medlemmer.

 

Dømte danske sabotører til døden

I 1951 kom ministerråd i det vesttyske justitsministerium, Ernst Kanter for at få Werner Best løsladt. Ja i samme tur ville han også have de andre frigivet. Under krigen havde denne, været chefdommer i besættelsesmagtens krigsretter. Og han dømte bl.a. danske sabotører til døden. Det er meget tankevækkende.

 

Ingen blev retsforfulgt

I 1965 sendte den danske regering en liste over ustraffede krigsforbrydere til tyskerne. Med den danske arkivlov kan du ikke finde ud af, hvad der så er sket. Men det kan man i Tyskland. Her er åbenheden større.

Man havde fundet frem til 28 af 31 sager. Men ingen af disse var blevet retsforfulgt. Flere af de sigtede havde levet under falsk navn, indtil de kunne drage nytte af de gradvise amnestier.

 

Kammerat – hjælp

Best og Kammeradenhilfe, som den nazistiske organisation hed, pressede hele tiden på, for at få nye amnestier. Og i 1968 blev det mere end svært at sigte krigsforbrydere for medvirken til drab. Denne bestemmelse var gemt i en lovpakke, der uden protester blev vedtaget.

Hvorfor den danske regering ikke for længst havde offentliggjort listen eller sendt eftersøgninger ud, ja det er et åbent spørgsmål.

 

En af de største bødler slap også

En af de største bødler herhjemme, Bovensieben slap også. Det lykkedes med lægehjælp, at få ham erklæret for svagelig til at klare en strabadserende retssag. Dette var en af nazinetværkets bedste våben.

 

Dusør på danske sabotører

Lidt absurd er det så, at tænke sig, at samarbejdspolitikerne offentliggjorte både navne og nilleder på efterlyste danske sabotører, samtidig med de udlovede en dusør på op til 25.000 kr. Ja statsminister Buhl opfordrede til stikkeri.

 

Justitsministeren var ikke interesseret

I 1967 kunne nazi – jægeren, Simon Wiesenthal i Danmarks Radio fortælle, at han kunne levere navn og adresse på to bødler, som både havde tortureret og begået drab herhjemme. Men den danske justitsminister var ikke interesseret. Og i Folketinget ebbede sagen ud.

 

Ingen beviser for 33 mord!!!

Tysk politi havde i 1969 fundet frem til Kurt Heel, som herhjemme var sigtet for 33 mord. Justitsministeriet troede, at han havde begået selvmord i 1945. Men han sagde, at han kun udførte militære ordre. Men ifølge en tysk domstol, var der ikke nok beviser. Så igen engang, var det en krigsforbryder, der slap.

 

Vi vil ikke provokere tyskerne!!!

En tidligere justitsminister skulle have udtalt i forbindelse med Søren Kam:

• Når nu Tyskland ifølge den tyske forfatning ikke kan udlevere egne statsborgere, så vil vi fra dansk side ikke provokere ved alligevel at spørge.

Man havde ikke opdaget, at Kam i 1956 havde begået dokumentfalsk, da han skaffede sig det statsborgerskab, som nu beskyttede ham mod udlevering.

 

Kilde: Se

• Litteratur Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder masser af artikler om Besættelsestiden

 

Var Paludan – Müller en folkehelt?

Han var kompromisløs og bøjede sig aldrig for tyskerne. Men samtidig var han embedsmand, og skulle derfor indordne sig efter den danske regering. Men det gjorde han aldrig. Flere gange var han på fyringens rand. Men man ville ikke gøre ham til martyr. Hvorfor opsagde han ikke sin stilling? Og så kæmpede videre? Gang på gang lagde han sig ud med amtmand, Refslund Thomsen, der fulgte regeringens politik. Selv Oberstens familie troede ikke, at han ville overleve de fem år. Men satte han ikke andre menneskers liv i fare med denne martyragtige holdning? Ganske overraskende blev Grænsegendarmerne sendt i KZ – lejr, efter at de i første omgang var gået fri? 43 af dem døde. Skyldtes dette Paludan – Møllers kamp? Nej. Efter kampen fandt tyskerne desværre en fortegnelse over en masse modstandsfolk i det sønderjyske. 

 

Kan man sætte spørgsmålstegn ved en myte?

Dette er historien om Svend Bartholin Paludan – Müller. Han blev også kaldt for Obersten. Han er nærmest blevet udråbt som folkehelt omkring Gråsten. Han døde nemlig i kamp mod nazisterne. Nu er det så opført et egnsspil til ære for ham. Rygterne går også på, at der nu skal laves en film om ham. Og hvordan kan man tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved en myte.

Problemet er, at episoder i Oberstens liv er beskrevet vidt forskellig og ofte er tilpasset til at give os indtryk af at han var en helt. Andre ting i beskrivelserne i episoderne er bevidst undladt.

 

Familien i den litterære og videnskabelige verden

Hans far var sognepræst og forfatter. Og han er opvokset i Mou syd for Aalborg, men opvokset i et præstegårdshjem på Sydsjælland.

Familien har gjort sig gældende i den litterære og videnskabelige verden. Frederik Paludan Müller var således, Adam Homos digter.

I Snesere Kirke blev han konfirmeret af faderen. I kirkebogen anføres, at Svend fik mg i kundskaber og mg i forhold.

 

Militær karriere

I 1906 blev Paludan – Møller sekondløjtnant og steg hurtigt i graderne. Som unge premierløjtnant blev han i 1910 gift med Ragna Emilie Just. Vielsen fandt sted i Snesere Kirke og foretaget af hans far.

I 1917 blev han kaptajn og kompagnichef for 20. bataljon i Slagelse.

I forbindelse med reduktion af hæren ved Forsvarsloven af 1922 valgte Paludan – Müller at gå over i reserven.

I et stykke tid drev han et landbrug i Tjørnede ved Tølløse på Sjælland. Han var også på et tidspunkt ansat på Det Kongelige Bibliotek.

Her arbejde han med dettes kort – og billedsamling. I denne periode oversatte og udgav han forskelligt engelsk poesi. Men han savnede militær livet.

I 1930 indtrådte han igen i aktiv tjeneste. Han blev udnævnt til oberstløjtnant og chef for 28. bataljon i Roskilde.

 

Chef for grænsegendarmerne

I 1933 søgte han stillingen som næstkommanderende for Grænsegendarmeriet. Dette gendarmeri var et paramilitært korps som hørte under Finansministeriet. Allerede året efter blev han udnævnt som chef for korpset og udnævnt til oberst.

 

Gendarmeriets historie

Grænsegendarmeriet blev oprettet ved kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten. Det var underlagt hæren indtil 1864. Gendarmeriet kæmpede i 1864 – krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed. Herefter blev det nedlagt.

I 1866 blev korpset genoprettet som et militært organiseret grænsetoldpolitikorps ved Kongeå – grænsen. Fra 5. maj 1920 fungerede korpset langs den nuværende grænse. I en længere periode var korpsets uniformer lyseblå, og blev derfor kaldt de blå gendarmer.

Paludan Müller og hans familie flyttede til Gråsten, og bosatte i en tjenestebolig på Slotsbanken ved kronprins Frederiks og kronprinsesse Ingrids slot i Gråsten.

 

Den italienske ambassadør protesterede

I 1935 skrev Paludan – Müller en artikel i Hejmdal. Det var en skarp artikel om det italienske angreb mod Abessinien. Artiklen vakte stærk vrede hos den italienske ambassadør. Han beklagede sig over for den danske regering. Resultat var, at obersten blev bevilliget en kort orlov, og mistede en halv måneds løn i bøde.

 

En dygtig officer

Nu var det ikke et let job. For Grænsegendarmerne sorterede som skrevet under Finansministeriet, der gerne så at korpset i tilfælde af krigshandlinger udførte politimæssige opgaver. Men krigsministeriet ville hellere have at korpset heller skulle fungere mere militært. De skulle kunne tage det første stød i tilfælde af, at tyskerne gik over grænsen.

I 1926 blev han Ridder af Danneborg og i 1937 Dannebrogsmand.

Paludan – Müller var kendt som en dygtig officer. Men han var også egenrådig og temperamentsfuld. Han havde ofte problemer med sine foresatte og regeringen. Han tog fra starten afstand fra samarbejdspolitikken. Ved adskillige lejligheder gav han udtryk for sine holdninger. Gennem sit kompromisløse sindelag kunne han ikke undgå et virke udfordrende på hjemmetyskere og de tyske myndigheder. Kompromisset var løgnen i hans optik. Han elskede sandheden fanatisk.

Han var viljestærk og energisk og meget nationalt indstillet. Fra begyndelsen var han afvisende over for et samarbejde med de tyske myndigheder.

Det var nogen, der mente, at han var for meget soldat. Han forlangte orden og disciplin. Men han forlange også en masse af sig selv. Men han delte også sine medmenneskers sorger og glæder. Han tog del i sine undergivne og deres sorger.

 

Dårlig forhold til amtmanden

Som følge af den såkaldte Påskeblæst i 1933, hvor en overskridelse af SA – tropper var overhængende, havde man oprettet et særligt politiadjudantur for Sønderjylland. Lederen af dette blev amtmand Refslund Thomsen. Meningen var at Grænsegendarmeriet skulle underlægges denne. Men sådan blev det aldrig. Og det førte til et gensidigt mistillid til politiet og Grænsegendarmeriet under hele besættelsestiden. Og dette var medvirkende til et meget dårligt forhold mellem amtmanden og Paludan – Møller.

Amtmanden ønskede at kunne styre Paludan – Müller, men det lykkedes aldrig for ham.

 

I vildrede – den 9. april

Paludan – Müller var i vildrede. Han havde også fået indberetninger om troppetransporter mod syd. Ifølge instrukserne skulle hans folk stadig overgå til de militære myndigheder. Denne instruks burde være blev ændret, men det var stadig ikke sket. Han gav derfor ordre til, at mandskabet skulle samle sig ved broer og vigtige veje og gør sig klar til kamp.

Men så ringede de fra Tolddepartementet i København, at gendarmerne under ingen omstændigheder måtte skyde. De måtte heller ikke sprænge broer i luften som planlagt.

 

Sandheden må frem

Natten til den 9. april 1940 blev tre gendarmer brutalt myrdet af to civilklædte tyske agenter ved Viadukten i Padborg.

Gode borgere i Padborg ville rejse en mindesten over de tre dræbte. Tyskerne havde dog bedt om, at inskriptionerne blev ændret. Amtmand Refslund Thomsen havde bedt om støtte til dette hos obersten. Men det fik han ikke, snarere tværtimod.

• Sandheden må frem

Ja sådan proklamerede Paludan Müller.

Langt om længe havde amtmanden fået overbevist postmester Grøn, formanden for den lokale komité.

Da stenen skulle rejses mødte 1.000 borgere frem. Teksten, som Obersten havde forfattet var skjult med kit. Men teksten var nu blevet ændret med et digt.

Men Paludan – Müller var dog ikke selv mødt frem til afsløringen. Han brød sig ikke om diktater. Men i regnvejr kunne borgerne i Padborg dog stadig skimte den originale tekst:

• Skudt af civilklædte personer, 9. april 1940.

For på sten stod der nu:

• Pligttro I satte Livet til

Med Eders Kald i Pagt

Hav tak til Fædreland og Folk

For trofast Grænsevagt

 

Protest mod klapjagt

I september 1941 udgik der en befaling fra politiet i Tønder, at man skulle holde øje med en engelsk flyversergent. Det fik Paludan – Müller til at reagere. Han skrev et rasende brev til politimester Martensen – Larsen. Han skrev, at han med væmmelse og dybeste skamfølelse havde læst efterlysningen, hvor signalementet var angivet som en tugthusfange.

Obersten påpegede, at Danmark ikke deltog i nogen krig. Hvorfor skulle danske myndigheder tillade krigshandlinger mod englænderne, der havde sat deres liv i spil for at befri Danmark. Han ville under ingen omstændigheder stille Grænsegendarmeriet til rådighed for sådan en klapjagt.

Amtmanden var forfærdet over disse udtalelser.

 

Det burde være blus på

Ved et offentligt møde den 7. marts 1942 omkring mørklægning kritiserede Paludan Müller det officielle Danmark og dets holdninger:

• Det er meningsløst, at politiet håndhæver mørklægningsreglerne så nøje. Det burde være blus på, så englænderne kan se, hvor grænsen er

Det var en vanskelig tid, for Paludan Møller efter tyskernes besættelse. Han forsøgte med sit korps at markere grænsen mellem Tyskland og Danmark.

 

Flaget skulle på halv

Paludan Müller forbød grænsegendarmerne i at deltage i illegalt arbejde for ikke at kompromittere korpset. Man han forbød ikke sig selv i at deltage i dette.

På to års dagen for den tyske besættelse gik der et forbud ud fra amtmanden til politimestrene, at man ikke måtte flage på halv. Men chefen for Grænsegendarmerne, Paludan – Müller nægtede at efterkomme denne ordre. Han mente, at de tre gendarmer, der blev skudt i Padborg skulle æres.

Episoden pustede atter til ilden mellem amtmanden og Obersten.

Den 25. maj blev der udsendt en forholdsordre. Den gik på, at Grænsegendarmerne ikke skulle deltage i kamphandlinger mod tyskerne indtil anden ordre var givet.

 

Da Tønder fyldte 700 år

Paludan Müller havde et særdeles anstrengt forhold til amtsborgmester Refslund Thomsen. Og dette forhold blev bestemt ikke bedre af episoden i forbindelse med Tønder Bys 700 år, den 5. august 1943.

Jo, det var 700 året for Tønders Stadsret, der skulle fejres. Det store værk, Tønder gennem tiderne udkom denne dag. Der skulle være masser af receptioner, gudstjenester, reception, frokost m.m. De fleste arrangementer holdt de nationale lejre for sig selv.

På Tønderhus spillede Lauritz Hansens Spillemandsorkester. Skuespilleren Vera Huhns læste op. Claus Eskildsen fortalte morsomme historier fra Tønder.

 

En diplomatisk tone

Ved det ekstraordinære byrådsmøde udtalte borgmester Paulsen:

• I skyggen af et blodigt verdensoprør fejrer vores by i dag 700 – årsdagen for erhvervelse af købstadsrettighederne. Gode og onde dage har Tønder oplevet. Omstridt har byen været, men altid elsket af sine indbyggere. Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk har ikke hæmmet byens udvikling og alle større kommunalpolitiske opgaver har altid kunnet løses i fællesskab.

Tonen var lagt diplomatisk. Man ville ikke risikere konfrontationer. Måske var det derfor, at chefen for Grænsegendarmerne, Paludan Møller ikke var inviteret.

Klokken 9 var der festgudstjeneste i Kristkirken, hvor Hans Magle prædikede. Han var selv med i det illegale arbejde, og blev senere arresteret. Efter dansk gudstjeneste var der tysk gudstjeneste. Men det ville dommer Stegmann og to politimestre nu ikke deltage i. Den tyske præst, pastor Rühmann var ellers meget forsonende i sin prædiken.

 

Obersten ødelagde festen

Receptionen blev holdt i Amtsrådssalen. På Tønderhus var der frokost for 100 speciel indbudte gæster. Men pludselig dukkede Paludan Møller op. Alt var ellers foregået i fred og fordragelighed. Men Paludan Møller havde fået nok af al den snak. Han rejste sig op og fortalte, at man havde glemt, at tyskerne jo overfaldt Danmark. Efter hans ultrakorte tale var festen ved at gå i opløsning. Borgmesteren søgte dog at udglatte trådene.

Men hvad var det lige, Obersten havde sagt?

• Det er meget godt al den tale om naboskab og fordragelighed. Det er bare det i vejen, at den har ødelagt de første 200 år af det, som skete 9. april.

 

En undersøgelse om embedsførelsen

Amtmand Refslund Thomsen var rystet. Han påpegede gang på gang, at ordene måtte stå for hans egen regning og ikke den danske befolknings indstilling over for vores nabofolk. Jo, amtmanden forvarede regeringens samarbejdspolitik.

Greve O.D. Schack havde givet udtryk for, at obersten ikke måtte fremstå som martyr for sine ytringer.

Efter episoden blev der indledt en undersøgelse af Oberstens embedsførelse. Finansministeren betegnede ham som energisk og flittig med udpræget national indstilling. Men det var ikke første gang at Obersten var på kollisionskurs.

 

Beskyldninger uberettiget

Paludan Møller syntes, at det var aldeles uberettiget, at man anklagede ham efter talen i Tønder. Men han måtte afgive forklaring direkte til hans øverste chef – Finansministeren.

Men selv efter denne samtale var Scavenius stærk betænkelig ved, at Paludan Müller skulle bevare sit job.

 

Ikke mange overskrifter

Det var ikke mange kommentarer i aviserne om episoden. Måske skyldtes dette et pålæg fra regeringen. Heller ikke i Nordschleswigsche Zeitung var det bombastiske holdninger, som man egentlig kunne forvente (Læs vores artikel Obersten fra Tønder)

 

Fast og frimodig

Amtmanden var efterhånden bekymret. Han manede gentagende gange til forsigtighed i den sønderjyske landsdel. Dansk Samråd mente, at man skulle opføre sig Fast og frimodig. Men det var ikke det samme som provokerende og dumdristig.

 

En national ydmygelse

Paludan – Müller betragtede forholdene som national ydmygelse. Forsigtigheden var næsten værre end selve besættelsen, sagde han. Man måtte melde fra. I modsat fald mistede hele verden inklusive Tyskland respekten for Danmark. Og uden selvrespekt kunne Danmark som nation ikke overleve, mente han. Selv havde han det svært med at være tilbageholdene.

Ved et møde den 17. august 1943 henstillede finansministeren til Paludan – Møller, at han ikke fremover skulle blande sig i sådanne tilfælde som i Tønder. Statsminister Scavenius havde fremsat betænkeligheder ved at obersten kunne fortsætte i sit embede. Indenrigsminister Jørgensen, der havde overværet begivenheden i Tønder fastholdt dog, at Paludan Müller ikke skulle gøres til martyr.

 

Tillid til regeringen

Endnu i marts 1943 nærede størsteparten af den danske befolkning tillid til regeringen og deres dispositioner. Den danske befolkning ønskede ikke Norske tilstande. Embedsmændene forsøgte at skærme regeringen.

Paludan – Müller skiftede ikke mening som den største del af befolkningen, da nederlagene til tyskerne viste sig. Han havde hele tiden været imod samarbejdspolitikken.

 

Obersten havde set det komme

I forbindelse med politimesteraktionen, hvor et antal højere polititjenestemænd og officerer blev anholdt i Sønderjylland, var turen kommet til Paludan – Müller den 26. maj 1944. Han var forhadt af tyskerne af flere grunde.

I tilfælde af et tysk sammenbrud udarbejdede en gruppe politifolk og officerer i al hemmelighed planer om at mobilisere de væbnede danske styrker. Herunder opererede man også med Grænsegendarmeriet. Paludan – Müller og hans næstkommanderende A. Malling Jacobsen. De var med i planlægningen. Tyskerne havde længe kendt til planlægningen. Men nu var tiden kommet til en anholdelse.

De arresterede en række af mændene bag de illegale planer, bl.a. Malling Jacobsen. De nærmeste vidste udmærket, at han ville sætte sig til modværge.

Men det var som om, at obersten havde ventet, at tyskerne skulle komme. Han havde sikret sig våben – en karabin og en revolver. Han havde desuden rigelig med ammunition. Jo, det var oppe fra tjenesteboligens loft, han forberedte forsvaret.

Over for folk fra gendarmeriet havde han erklæret:

• Jeg ønsker ikke, at korpset på nogen måde yder mig bistand i en eventuel situation. Det kan kun få de alvorligst følger for korpset. Det er min direkte ordre, at man skal forholde sig i ro, hvis noget skulle overgå mig.

 

Obersten ville ikke overgive sig

Om morgenen kl. 5.30 dukkede tyskerne op, for at anholde ham på sin bolig i på Slotsbanken i Gråsten. Og i beskrivelserne er der forskellige udgaver

• Hvis I vil tale med mig, kan jeg træffes på mit kontor klokken 10. Dem, det trænger herind uden min tilladelse, skyder jeg,

Ja sådan sagde obersten inde fra sin bolig. Det var imod hans natur, at overgive sig.

Den første tyske soldat, der trådte ind af den sprængte dør, blev dræbt af et revolverskud af Paludan Müller.

Derefter sendte han datteren og hustruen ned i kælderen og husassistenten op på sit værelse. Han barikerede sig selv på loftet, hvorfra han skød mod tyskerne. De svarede igen med maskinpistoler.

 

Pastoren forsøgte at overtale Obersten

Mange vågnede af skudvekslingen. Politimester A, M. Bjerre anmodede sognepræsten, der var nabo til obersten at stoppe kampen.

Provst Hvidt skulle have udvirket en kort pause. Han fik lov til at gå ind i huset af tyskerne, hvor hustruen, datteren og hushjælpen blev bragt i sikkerhed. Men obersten ville ikke overgive sig. Under denne pause skulle Paludan Müller have bedt provsten om at give ham syndernes forladelse. Pastor Hvidt har skildret oplevelsen sådan:

• Jeg har aldrig lyst velsignelsen over et menneske under så dramatiske og gribende omstændigheder. Her lå på knæ en mand, der vidste, at han ville kæmpe til det sidste og at han skulle dø. Han lå ganske fredelig på sine knæ, men ved hans side lå pistolen og stod det skarpladte gevær. Han modtog Herrens nåde.

 

• Da jeg havde lyst velsignelsen over obersten, henvendte han nogle bemærkninger til mig. Han var ganske rolig og fattet. Der var intet ophidsende at mærke på ham. Dat anfægtede han ikke det mindste, at han nu skulle gå ind til den sidste kamp. Udadtil mærkede man da intet.

 

• Da jeg havde hentet de tre kvinder i kælderen skulle han nu tage afsked med dem. De stod foran loftstrappen, og der blev taget ganske kort afsked, idet han kyssede sin hustru og voksne datter farvel og sagde ”Farvel og Gud være med jer”

 

Man har bevidst udeladt Jens Møllers indsats

Mange har undladt at nævne Jens Møllers indsats. Han boede lige i nærheden og var også kommet frem til boligen. Han havde forhandlet med tyskerne, og lovede Paludan Müller, at han kunne forhindre, at han blev skudt men at han ikke kunne hindre ham fængselsophold. Undladelsen skyldes sikkert, at Jens Møller som bekendt var leder af det tyske mindretal og NDSAP – N. Og sådan en indblanding passer sikkert ikke ind i en beretning om en helt.

Kampen blev nu genoptaget.

Det sidste skud blev affyret kl. 8.45, da en tysk sprængningskommando fra Aabenraa havde sat huset i brand, og obersten brændte inde. To timer havde kampen taget. Efter at forstærkningen var ankommet var der 50 mand. Obersten havde fyret velrettede skud ad, således tog han fem tyske soldater med i døde.

 

Man protesterede i Gråsten

Flagene gik på halv, og alle forretninger i Gråsten lukkede til tyskernes store raseri. Den tyske garnisonschef truede med at skyde 10 indbyggere og sætte hele byen i brand, såfremt butikkerne ikke åbnede inden klokken 13 og flagene blev taget ned

Først hen på eftermiddagen fandt man oberstens lig i ruinerne. I første omgang nægtede tyskerne at udlevere liget til familien.

Igen glemmes følgende i beretningerne, at det var Jens Møller, der forhindrede, at butiksejerne i Gråsten blev straffet. Og han brugte også sine forbindelser til at liget blev udleveret til familien. Angiveligt skulle Jens Møller også have gjort sin indflydelse gældende over for Werner Best, så familien kunne afholde begravelsen.

Jens Møller var forfærdet over den senere aktionen mod Grænsegendarmerne. Han forsøgte, at få dem frigivet. Men chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensieben var efterhånden blevet træt af Jens Møllers mange protester. Han kaldte ham for Rettungsdienst Müller.

Både Pancke og Bovensiepen havde et yderst køligt forhold til Jens Møller. Men Jens Møllers forhold til Werner Best udviklede sig til et mangeårigt venskab.

 

Gestapo – chefens version

Gestapo – chefen August Wilhelm Naujock har i et brev beskrevet kampen:

• Efter at jeg sammen med to kammerater gennem et vindue var trængt ind i huset blev vi straks indviklet i en ildkamp med obersten. Han åbnede ild og skød på os med en karabin, mens jeg var udstyret med en maskinpistol med 60 skud. Obersten skød på os fra 1. etage og havde søgt dækning bag en skorsten. De jeg havde mistet en af mine folk og havde skudt mine to magasiner med de 60 skud tomme, gav jeg ordre til tilbagetrækning.

 

• Udenfor kom nu pastor Hvidt hen til mig og bad om at hente kvinderne ud af huset. De havde indtil nu siddet i kælderen. SD Lederen Koehnert fra Aabenraa forlangte af mig, at jeg skulle lade kvinderne blive i huset, indtil obersten havde overgivet sig. Jeg sagde til Koehnert, at jeg ikke først krig mod kvinder og børn og gav pastor Hvidt tilladelse til at hente kvinderne. Samtidig bad jeg ham overtale obersten til at overgive sig – gav ham altså en sidste chance. Dette ville han ikke og derfor måtte kampen fortsætte.

 

• Jeg udstyrede mig med en anden maskinpistol og to nye magasiner og trængte sammen med 3 kammerater, der havde meldt sig frivilligt, atter ind i huset, denne gang fra bagsiden gennem køkkenet.

 

• Obersten kom frem fra sin dækning, mens jeg skød et helt magasins 30 skud imod obersten, der nu stod helt uden dækning. Mindst 20 skud nåede deres mål, og jeg så obersten falde forover og blive liggende livløs…………

 

Den tyske Gestapo-chef slutter med følgende:

• Jeg beklager, at det endte således for obersten, men jeg kunne ikke handle anderledes og er mig ingen skyld bevidst. Jeg havde ordre til at anholde obersten og måtte udføre min ordre. Jeg tror at enhver anden i mit sted havde måttet handle ligesådan. Hermed afslutter jeg min beretning og håber hermed at have vist ham den sidste store tjeneste og givet ham den ære og berømmelse, som han fortjener som den tapper officer.

August Naujock flygtede den 4. maj 1945 til Hamborg. Men han meldte sig kort efter til briterne og blev interneret i Neuengamme. Her blev han udleveret til Danmark i 1946 og idømt 8 års fængsel.

Det kan så undre, at man skød huset i brand, når man vidste, at obersten var dræbt. Og det er jo heller ikke rigtig, at Paludan – Møller indebrændte, som mange beretninger taler om.

 

Begravelsen

Ligeledes måtte begravelsen ikke foregå i Sønderjylland. Ja egentlig var begravelsen blevet forbudt, men pastor Hvidt fra Gråsten sagde under sin prædiken:

• Jeg vil til at begynde med at gøre opmærksom på, at det er kun ved den yderste velvilje fra alle danske myndigheders side og fra den rigsbefuldmægtige Dr. Best, at denne begravelse finder sted.

• Det har været meget vanskeligt at opnå tilladelse til, at vi kunne samles her, og det var kun på 3 betingelser:

• At denne begravelse skulle foregå her i Snesere

• Endvidere i stilhed for familien

• Og endvidere selvfølgelig uden demonstrationer af enhver art.

 

Endvidere sagde præsten:

• En dansk mand, og fra drengetiden af her kendte han sin vej og vidst er det ganske bestemt, at hans vej, den gik gennem Danmarks værn, og det var for Danmark, han ville leve, og frem igennem alle grader fik han det smukkeste vidnesbyrd, ikke blot for dygtighed, men for det som er mere værd, det smukkeste vidnesbyrd for karakteregenskaber, for dem, der gør et menneske og en officer mod. Dem havde han, eller dem uddannede han med bevidsthed både i sit legeme og i sin sjæl.

• Hvad kræves der af en officer?
• Kraft, ro, overlegenhed, en god forstand, beslutsomhed, mod

• Der kræves vilje til at ofre! Han havde de egenskaber, og han bevarede dem lige til det sidste, og når det endte sådan, som vi ved, det er endt, så er det for så vidt ikke andet end slutpunktet af en eneste linje, der er gået igennem den mands liv – så er det et punktum på hans livs sætning, som kunne formuleres således:
• Sit Fædreland skylder man alt, hvad man har.

Det var ikke rigtig at begravelsen var forbudt, som det står i diverse beretninger. Ca. 2.500 overværede den. Nu skal dertil siges, at man her besidder Danmarks tredje største landsbykirke.

 

Den yderste konsekvens

Hans kamp mod tyskerne var den yderste konsekvens af hans holdning. Sin holdning og død blev et symbol på modstandsbevægelsen i Sønderjylland. Ja for modstandsfolk blev han et forbillede. Desværre fik tyskerne efter kampen adgang til en masse navne i den sønderjyske modstandsbevægelse.

 

Grænsegendarmerne blev pludselig interneret

Grænsegendarmeriet var ikke blevet påvirket af begivenhederne den 29. august 1943. Men det blev de til gengæld under politiaktionen den 19. september 1944. Ved denne aktion blev i alt 291 af den samlede styrke på 337 mand interneret i Frøslevlejren.

Af disse blev 141 grænsegendarmer den 5. oktober deponeret til Tyskland. De fleste endte i underafdelinger (Aussenlager) af Neuengamme. En del af de ældre blev dog løsladt i månederne inden befrielsen.

Interneringen og deportationerne kom som en stor overraskelse for Grænsegendarmerne. De havde et godt samarbejde med det tyske militær ved grænsen. Selve arrestationerne foregik over to dage og forløb relativ udramatisk. Og det skete selvfølgelig, fordi de fleste ikke havde forestillet sig dette. De fleste fulgte da også frivilligt med, da tyskerne kom for at hente dem.

Af de deporterede grænsegendarmer døde 38 under selve opholdet i Tyskland. 3 døde senere herhjemme.

 

Ene – mod den tyske overmagt

I Gråsten er der på to – års dagen for Svens Paludan – Müllers død opført en mindemur på det sted, hvor han havde kæmpet sin sidste kamp Under et relief af obersten står indskriften:

• I sin brændende Embedsbolig på denne Grund faldt den 26. Maj 1944 Grænsegendarmeriets Chef, Oberst Svend Bartholin Paludan – Müller efter 3 Timers Kamp – ene mod tysk Overmagt.

 I Frøslev er der indrettet en mindestue for ham.

 

Han tændte en fakkel

På 10 – års dagen for hans død i 1954 blev der udtalt:

• Med sit nej brød han ikke alene med det tyske voldsregime, men tændte også en fakkel, der kastede skær over det danske land.

 

Paludan – Müllers børn

I 1911 blev Else Paludan – Müller født. Hun blev født, da forældrene boede på Frederiksvej 29 i København. Else blev oberst lige som sin far. Hun blev chef for Kvindeligt Flyverkorps. Hun døde i 1996 og er begravet i Snesere.

I 1918 blev Mogens Paludan – Müller født, og i 1926 blev Dagny Paludan – Müller født.

 

Datteren: Han kom måske ikke til at overleve krigen

Det illegale blad, Plovfuren, der udgives i samarbejde med Frit Danmark var ikke sent til at udnævne Obersten som helt.

Den 20. maj 1964 bragte Flensborg Avis en artikel med overskriften, Det måtte ske… Artiklen var spredte erindringer skrevet af Dagny Paludan – Müller. Hun skrev artiklen under navnet Ny Balle. Ny var hendes kaldenavn. Artiklen var skrevet i anledningen af 20 års – dagen for oberstens død og hun skrev blandt andet:

• Krigen kom til at præge dette gode og trykke hjem, det gik langsomt og sikkert. Min fars rene indstilling til ret og uret og hans syn på det, han kaldte ”æresløs handling” gav os alle den tanke, at han måske ikke kom til at overleve krigen. Jeg kan sidde i skolen og, når det bliver banken på døren, tænke: ”Det er én, der vil fortælle, at din far er død”.

• Hans død var konsekvensen af den indstilling, han hele tiden havde haft

• I brevet fra den 19.4. 1944 står. ”Desværre kommer jeg ikke til København i år, jeg vil ikke derover. Det er nemlig så sandsynligt, at der netop i sidste halvdel af maj vil ske store begivenheder, at jeg ikke tør forlade min post. Selvom det lyder pralende, så passer det i nogen grad, at ”Grænsegendarmeriet, det er mig”, i al fald, når der er tale om ekstraordinære dispositioner”

• Min fars sidste kamp kunne ikke undre den, der kendte ham. Og det er min mors store fortjeneste, at hun elskede og forstod ham og fulgte ham så langt, han kunne – og dermed lod ham gå den sidste vej alene.

• Underskrevet ”Ny Balle”

 

Var handlingerne overdimensioneret?

Umiddelbart betragtet synes Paludan – Müllers martyragtige demonstration, at være overdimensioneret. Men den må også ses på baggrund af hans officersuddannelse. Han var embedsmand og måtte repræsentere det officielle Danmarks holdning. Hvis han ikke kunne lide den, burde han måske være fratrådt.

Den dag i dag, er det ikke alle, der er enige i Danmarks samarbejdspolitik. Denne politik er fantastisk belyst i en ny bog, som vi har anmeldt her på siden, At handle med ondskaben.

 

Bragte han flere mennesker i fare?

Sikkert ubevidst bragte han flere i fare med hans kompromisløse politik, sådan som Grænsegendarmerne. Men også da han ene mand optog kampen mod overmagten. Skulle det have stået til den lokale Ortskommandant i Aabenraa, skulle de tre piger ikke være blevet skånet.

Paludan – Müller var en intelligent person.

 

Forskellen på helt og skurk er ikke stor

Nogle gange er forskellen på helt og skurk meget lille. I Vordingborggade på Østerbro i København døde en dansk SOE – agent. Han blev skudt af danske betjente. Dengang betød hjælp fra England en fare for den danske samarbejdspolitik.

Og i Padborg døde en familiefar, skudt af modstandsbevægelsen. Men det officielle Danmark løj over for familien, politiet forfalskede rapporter m.m. Pludselig fandt myndighederne ud af, at have begået en alvorlig fejl. Familiefaderen var engelsk spion. Englænderne stillede de danske politimestre til regnskab på et møde i Wassersleben. En forfalsket rapport af tre medlemmer af Den Danske Brigade skulle overbevise englænderne. men de blev aldrig overbevist.

Historien om besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Vi skal ikke kun vise hensyn over for bødlerne med også over for ofrene. Men først, når arkiverne åbnes, får vi den fulde sandhed.

Paludan – Müller var kompromisløs. Familien havde også sine tvivl, om han ville overleve de fem år. Var han en rigtig folkehelt?

 

Kilder:

• Sven Sabroe: Ene mand mod Gestapo (1945)
• Axel Pontoppidan: De faldt for fædrelandet (1955)
• Lars Bjørnboe: Ingen kender dagen – Grænsegendarmeriet 1940 – 45 (1970)
• Wikipedia
• Ole Bech, Eskild Bram: Historisk Billedbog for Nordslesvig 1920 – 1970 (1970)
• Dansk Biografisk Leksikon (1982)
• Uwe Brodersen: Obersten fra Tønder
• Uwe Brodersen: Grænsen og dens bevogtere
• Flensborg Avis (20. maj 1964)
• Gads Leksikon om den danske besættelsestid 1940 – 1945 (2002)
• Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 362 artikler fra Besættelsestiden herunder bl.a.:

• Obersten fra Tønder
• Grænsen og dens bevogtere
• At handle med ondskaben
• De hvide busser – nok engang
• Werner Best
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Scavenius – Samarbejdets kunst – eller forræder
• Politik under besættelsen
• Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Det tyske Mindretal
• Mindretal i Brændpunktet
• De mystiske mord ved Grænsen
• De fem lange år i Sønderjylland
• Dramaet ved Viadukten
• Sandheden om De Hvide Busser
• En villa i Kollund
• En villa i Kollund – endnu mere
• Jens Møller – folkeforfører eller folkefører
• Mord i Padborg 1-4 
• Sagen om Asmus Jensen (opdateret version)