Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Himmler og hans datter

November 10, 2015

Himmler og hans datter

Himmler fortrød aldrig det som han gjorde. Han prøvede at redde sit eget skind før krigsophør. Hitler blev rasende, fordi han forhandlede med vesten. Dönitz fik magten, og denne ville ikke vide af Himmler. Og Gertrud, datteren som i den grad blev forkælet, beundrer sin far og mener at verden har taget fejl af ham. Hun leder organisationen Stille Hilfe. Og den har Søren Kam og andre danskere haft stor glæde af. Ved grænsen hjalp Vagner Kristensen og andre danske nazister tyske kammerater til at flygte i frihed. Også kirken, Vatikanet og det amerikanske efterretningsvæsen hjalp tyske top – nazister.

 

Total germanisering

Heinrich Himmler var efter Hitler, den mest mægtige mand i Det Tredje Rige. Han var den drivende kraft i udryddelsen af millioner af jøder. Han udførte hæmningsløs alle Hitlers planer. Det drejede sig både om opbygningen af KZ – lejrene og gasningen af de indsatte.

Heinrich Himmlers plan gik ud på en total germanisering af de besatte områder. Hans grusomhed var frygtet i hele riget.

 

Russiske kilder

Der hersker usikkerhed om den nazistiske SS – chef Heinrich Himmlers sidste dage og død. Problemet er, at historikere har henholdt sig til vestlige kilder. Vi ved så meget, at han flygtede til Nordtyskland. Men russiske kilder har en anden fortolkning af hans sidste dage og død.

 

Himmler forsøgte vestlig kontakt

Det er almindelig kendt, at Himmler i foråret 1945 forsøgte at få kontakt med de vestlige allierede for at sikre sin politiske situation. Blandt andet havde han søgt kontakt med Folke Bernadotte, der havde erklæret sig beredt til at forsøge sig som formidler i forhandlingerne mellem Tyskland og de vestlige allierede om separatfred.

Nyhedsbureauet Reuters kunne den 28. april berette om Himmlers forhandlinger med de vestallierede. Denne nyhed gjorde Hitler aldeles rasende. Forræderen fik frataget samtlige sine poster.

 

Forladt føreren den 19. april

Himmler havde allerede om aftenen den 19. april forladt Berlin og efterladt Føreren i bunkeren. Sammen med Nordgruppe – Ohlendorf satte han kurs mod Flensborg. Det var det nordligste tilflugtssted for en masse ledende nationalsocialister – fem dage før den røde hær sluttede ringen om Berlin i et jerngreb.

 

Den 17. april havde han kontakt med svenskerne

Men allerede den 17. april skulle Himmler have opholdt sig på SS Sanatoriet Hohenlychen i Brandenburg. Det ligger cirka 100 kilometer nord for Berlin. Her stod han i forbindelse med en svensk delegation. Han forhandlede sikkert officielt om frigivelse af skandinaviske KZ – fangere. Men selv ønskede han en hurtig ende på krigen og personlig overlevelse.

Himmler opsøgte blandt andet storadmiral Dönitz i Flensborg, der dog ikke havde brug for ham.

 

Himmler antog ny identitet

Nu antog han sig en ny identitet, skaffede sig falske papirer lydende på navnet Heinrich Hitzinger, en sergent som Gestapo havde henrettet. Himmler havde tilfældigvis en bemærkelsesværdig lighed med denne. Han ændrede sit ydre ved at skifte sin karakteristiske frygtede sorte uniform ud med et andet antræk og anbragte en sort klap over det ene øje. Sammen med flere af sin stab vandrede han nu rundt i det nordlige Tyskland i et par uger, for så igen at sætte kursen mod syd.

 

Pågrebet den 21. maj

Den 21. maj blev Himmler, der på det tidspunkt kun var ledsaget af sine to granvoksne adjudanter Macher og Grothmann pågrebet sammen med disse i landsbyen Meinstadt. Arrestationen blev foretaget af to russere i en kombineret russisk – britisk patrulje på i alt fem mand på et tidspunkt, hvor briterne havde trukket sig tilbage for at drikke kaffe.

Omkring klokken 19.30 besluttede Gubarev og Sidorov sig for at køre den sidste runde omkring landsbyen. Fra udkanten af denne fik de øje på skikkelserne af tre personer, der kom ud af en skov for at passere en gade for atter at forsvinde ind i en anden skov.

Patruljen råbte de tre mand an, og Gubarev affyrede et varselsskud med sit gevær for at få dem til at gøre holdt. En af dem blev stående, mens de to andre fortsatte mod skoven.

Den ene af de arresterede viste det sig senere, var Heinrich Himmler. Han var iført en grå officerskappe, soldaterstøvler, men civile benklæder, en sort hue og over venstre øje havde en sort klap. I hænderne holdt han en stok, som han benyttede som krykke. På armen havde han et ur med kompas. Overskæget var barberet væk.

 

Briterne ville løslade dem

Russerne gjorde det forståeligt, at de ville se deres papirer. Tilsyneladende var de ikke i besiddelse af papirer. De blev nu ført hen til det hus i landsbyen, hvor englænderne opholdt sig. Himmler og den ene adjudant fremviste nu nogle tyske identitetspairer.

De forsøgte med fagter og enkelte brokker at fortælle, at de kom fra et lazaret. Himmler pegede på sit tilbundne øje og venstre ben samt krykken. Han forsøgte at overbevise de forsamlede, at han var syg.

Dette fik også de engelske soldater til at foreslå, at de skulle lade dem gå. Men Gubarev var af en anden opfattelse. Han insisterede på, at de blev bragt til den engelske lejr, hvilket skete.

 

Der var gjort en god fangst

Først tre dage efter erfarede de to russere, at de havde gjort en virkelig god fangst. Det var selveste Gestapos øverste chef, Himmler. Han var blevet ført til en anden by, hvor det under et forhør havde taget gift og var død.

Da de tre tyske fangere i to dage var blevet tilbageholdt i britisk fangenskab, uden at der var sket noget, erklærede den ene af fangerne 23. maj, at han var Heinrich Himmler. Han forlangte derefter at tale med en officer i den britiske sikkerhedstjeneste.

 

Himmler tog en giftpille

Den britiske officer kontrollerede rigtigheden af påstanden ud fra biografiske oplysninger. Han fandt identiteten dokumenteret. Derpå blev Himmler transporteret videre til 2. britiske arme i Lüneburg, hvor han under en kropsvisitation bed hovedet af en glasampul med cyanid, som han havde skjult i munden, hvorefter han trods ihærdige redningsforsøg fra briternes side døde i løbet af et kvarters tid.

 

Himmler blev hurtig begravet

Først næste dag blev liget undersøgt af en retsmediciner, hvorefter det blev brændt og transporteret til et ukendtsted på Lüneburger Heide, hvor det blev begravet.

Det forkortede referat af Himmlers sidste dage på baggrund af dokumenter fra det tidligere sovjetiske arkiv stemmer i hovedtrækkene overnes med oplysninger, som den engelske retsmediciner Hugh Thomas for nogle år siden fremlagde.

 

Svage argumenter fra en retsmediciner

Men Hugh Thomas sigter i sin bog mod sensationen. Først peger han og ikke uden grund på forskellige uoverensstemmelser i de britiske beretninger og hastværket med at få liget skaffet af vejen. Men så peger han på, at den person, der tog giften, ikke var Heinrich Himmler men Heinrich Hitzinger.

Men selv om Hugh Thomas er retsmediciner, så baserer hans påstande på svage argumenter. Han sammenligner fotos af en yngre levende Himmler med fotos af dennes dødsmaske, som viser ansigtet af en person med et asymetrisk kranium og en hævelse i højre side af ansigtet. Himmler havde på kendte fotos et typisk symmetrisk kranium og nul hævelse.

 

Liget blev opgravet et halvt år senere

Af større interesse er det imidlertid, at britisk arkivmateriale kunne tyde på, at liget af Himmler et halv års tid efter begravelsen blev opgravet for atter at blive obduceret.

Det endelige svar på det spørgsmål, må vi vente med til år 2045, hvor arkivmaterialet er fuldt tilgængelig. I mellemtiden befinder vi os så på kanten af konspirationsteorier.

 

Hvorfor skulle en så mægtig mand gemme sig?

Man kan så undre sig over, at en så mægtig mand som Himmler, skal gemme sig i mørke skove. Han må have kendt til Fluchtrute Nord. Gennem denne organisation er mange ledende nazister forsvundet til Sydamerika. Vi ved, at han opsøgte Dönitz i Flensborg. Storadmiralen havde fået magten og ledelsen tildelt af Hitler, men ville som skrevet ikke have noget med Himmler at gøre.

 

Til Malmø – gennem Danmark

Og det er da heller ikke alle, der tror, at Himmler ligger begravet på Lüneburger Heide. Vi bevæger os på kanten af konspirationsteorier. Således har Erik Søndergård brugte tre år for at finde ud af, at Himmler blev ført til Sverige gennem Danmark. Han kom til Sverige med en af De Hvide Busser den 8. maj. Det vil sige, at et vidne i Harrislee skulle have set ham blive kørt med en personbil mod den danske grænse. Turen gennem Danmark forløb planmæssigt. I Malmø kunne SS – chefen drage lettelsens suk.

 

Dræbt med et nakkeskud

Han blev senere overført til et militært område i det vestlige Skåne og dræbt med et nakkeskud. Det skete på en mark tilhørende den svenske krone. Her blev han også begravet. I 1968 blev hans lig udvekslet med en svensk spion.

Inden da havde Himmler boet på tre adresser. Men allerede inden 23. maj skulle han være blevet skudt.

 

Datteren forsvarede ham

Kun Føreren var mægtigere og mere grusom som Himmler. Men trods dette, så forsvarede Himmlers datter, Gudrun Burwitz ham. Og det gør hun stadig. Hun har passeret de 86 år. Hun bor nede syd på i en lille landsby kaldet Fürstenreid. Byen ligger lige ude for München. Hendes mand var i årevis med i ledelsen i NPD. I dag er Wulf – Dieter forfatter. Ægteparret taler sjældent eller slet ikke med journalister.

 

De mest grusomme bliver tilgivet

Men Gudrun taler mere i hendes organisation Stille Hilfe für Kriegsgefangene und Internierte. Selv de mest grusomme Nazi – bødler bliver tilgivet og hjulpet af denne organisation.

Gudrun blev født den 8. august 1920. Hun betragter sin far som god og værdig.

 

To børn uden for ægteskab

Himmler fik også en søn, Helge sammen med sin sekretær, Hedwig Potthast. Hans forhold til sin otte år ældre kone, Marga blev mere og mere kølig, da de det viste sig, at hun ikke kunne få flere børn.

Allerede i 1938 havde Himmler sin elskerinde. Med hende fik han foruden Helge også Nanette – Dorothea. Børnene fik han med Hedwig i 1942 og 1944.  Der var også en plejesøn, Gerhard von der Ahé.

 

Gudrun mente som 12 – årig, at det blev en svær kamp

Da tyskerne gik ind i Sovjet skrev den 12 årige Gudrun til hendes far:

  • Det er da frygtelig, at vi skal føre krig mod Rusland. Det var jo en af vores samarbejdspartnere. Rusland er jo så stor, hvis vi besætter hele Rusland. Det bliver en meget svær kamp.

 

150 tulipaner fra Holland

Men forholdet til Gudrun var altid godt. Hun blev altid forkælet og blev endda flere gange fløjet ind fra München til Berlin. I maj 1942 sendte han datteren en masse frugt og grønt samt 150 tulipaner fra Holland.

 

Gurun mente, at hun skulle undgælde sin fars forbrydelser

Sammen med sin mor sad Gudrun fire år i fængsel i den britiske besættelseszone. Hun påstod senere, at hun skulle undgælde sin fars forbrydelser.

 

Himmler mente, at han gjorde det rigtige

Den 17. april skrev Himmler det sidste brev til familien. Han beskrev aldrig de forbrydelser, som han gav ordre til. Og han angrede aldrig. Han mente, at han gjorde det rigtige. Hans bror mente, at Himmlers mål var at bevise menneskets negative sider. Det var tydeligt, at Himmler var jødehader. Det blev han allerede i 1920erne.

 

Dømt til døden i 1948 – Først fængslet i 2000

Et eksempel på en af dem, der blev hjulpet af Stille Hilfe er Anton Malloth. Han var en brutal vagtmand i KZ Theresienstadt. Allerede i 1948 blev han dømt til døden. Indtil 1988 levede han som ganske normalt i Sydtyrol. Selv om der forelå masser af internationale arrestordre på ham og selv om de tyske myndigheder kendte hans opholdssted, kunne han leve et roligt og ubekymret liv. Gudrun sørgede personlig for ham, og han modtog offentlig socialhjælp.

Blandt de utallige som organisationen har hjulpet var også Samuel Kunz. Han havde selv myrdet utallige fanger, men ellers var han medskyldig for 400.000 død i KZ Belzec. Også Karel Faber, som stod for utallige hollænders mord hjalp organisationen med gode advokater.

Stille Hilfe sørgede for gode advokater og for at veteranerne kom på et gode alderdomshjem.

Først i år 2000 blev Malloth arresteret og idømt livsvarig fængsel. Han døde dog allerede efter to år.

 

Alle får udmærkelser, bare ikke Pappi

Allerede som barn var Gudrun stolt af at have en så berømt far. Hun var dog skuffet og ærgerlig over, at faderen aldrig fik nogle udnævnelser. I sin dagbog skrev hun:

  • Alle får ordner og udmærkelser, bare ikke ”Pappi”.

 

Püppi eller Nazi – Prinsesse

Hendes far kaldte hende Püppi og Nazi – Prinsesse. Hun fulgte ofte hendes far på rejser. Hun var også med under et besøg i KZ Dachau. Hun skrev fuld af beundring i hendes dagbog:

  • I dag besøgte vi Koncentrationslejren i Dachau. Vi kiggede rundt så meget som muligt. Vi så havearbejdet, Vi så alle træer. Vi så alle de billeder, som de indsatte havde malet. Det var vidunderligt.

 

Min livsopgave at stille min far i et andet lys

Da hun hørte om hendes fars selvmord brød hun fuldstændig sammen. I det eneste udførlige interview, som hun har deltaget i, sagde hun:

  • I dag bliver vi min far hadet som alle tiders største massemorder. Jeg ser det som min livsopgave at fremstille min far i et andet lys.

Endnu har vi dog ikke ses den bebudede bog, som hun gerne ville skrive.

 

Hun er et ikon

Stille Hilfe er i den grad knyttet til Gudrun Burwitz. Blandt SS – veteraner og heriblandt Søren Kam var og er hun et ikon. Organisationen blev grundlagt i 1951. Og det var simpelthen for at hjælpe veteraner i retssager.

 

Den første præsident var prinsesse

Den første præsident i organisationen var prinsesse Helene Elisabeth von Isenburg. Hun skulle forinden have udnyttet sin tilknytning til højadelen og Vatikanet til gennem den såkaldte Rattenlinie over Sydtyrol og Rom og så videre til Sydamerika. Prinsessen døde i 1974.

 

Kirken og Vatikanet hjalp gerne

Men allerede i 1943 blev denne flugtrute organiseret bl.a. ved hjælp af den østrigske biskop Alouis Hudal. Jo, kirken hjalp skam gerne til.

Flere gange har paven forsøgt at hindre at massemordere blev henrettet. Gang på gang har paver søgt om benådning. Det forekommer ret mystisk, men kigger man på organisationen bag Rattenlinie kan man måske bedre forstå det.

 

Hvad så med amerikanerne?

I 1947 udtalte en amerikansk agent:

  • Der findes masser af tyske nazister, der bare kommer til Italien for at få fiktive ID – papirer, pas og Visa. Derefter tager de via Genua eller Barcelona til Latinamerika.

Men den amerikanske efterretningstjeneste greb ikke ind. De brugte selv ruten. Og mange top – nazister fik også hjælp af amerikanerne til at skifte identitet. Det var blandt andet denne rute, at Adolf Eichmann og Josef Mengele brugte.

Og bag dette arbejde stod sandsynligvis også den omtalte prinsesse sammen med både den evangeliske og katolske kirke.  Prinsessen arbejdede sammen med Hans Ulrich Rudel. Han skulle have skudt 519 russiske Panzer. Han blev blandt nazisterne betragtet som en virkelig helt.

 

En berømt/berygtet dansk flugthjælper

Over den dansk – tyske grænse kom mange eftersøgte SS’ er. De bankede på døren til det lille gartneri og nævnte så kodeordet Phalaenopsi. Ordet åbnede døren til friheden. Den unge danske flugthjælper Vagner Kristensen åbnede døren. Han havde frivillig meldt sig til SS – Division Wiking. Han hjalp sine tyske venner til næste samlingspunkt.

Vi befandt os på Fluchtrute Nord, som også involverede argentinske embedsmænd i den argentinske ambassade i København.

På denne måde blev også Johann von Leers hjulpet i frihed. I sit hjemland var han eftersøgt for ikke alene at være ansat i propagandaministeriet men også for at have deltaget i henrettelse af tusinder af jøder.

Han kom videre med skib fra Malmø til Ægypten. Der menes at i alt 100 nazister indgik i det ægyptiske sikkerhedstjeneste. Også SS – Hauptsturmführer Alois Brunner fik en ledende funktion hernede. Og senere fulgte også den danske flugthjælper Wagner Kristensen.

 

En stolt Vagner Kristensen

Det var sådanne historier, der blev fortalt, når de gamle SS – veteraner mødtes, når Stille Hilfe kaldte til SS – Treffen. Og her mødte Vagner Kristensen også frem. Måske mødte han nogle af de mange danskere, der ikke nåede at blive straffet i Danmark og faktisk aldrig blev det.

 

Slagteren fra Lyon

Erich Priebke og Klaus Barbie fik også hjælp til flugten til Sydamerika.

Denne Klaus Barbie blev kendt som Slagteren fra Lyon. Og han stod også på de amerikanske eftersøgningslister. Men uofficielt fik han løn af den amerikanske efterretningstjeneste. Han skulle blandt andet spionere i Frankrig. Men da franskmændene fandt ud af dette i 1951, opstod der ballade.

Amerikanerne gav ham nu en ny identitet og sørgede for, at han kom til Sydamerika. Men dette er nu ikke et enkelt tilfælde. Sammen med de tyske flugtorganisationer gjorde amerikanerne dette i mange tilfælde.

 

Amerikanerne brugte ”de store” som spioner

Der er også mange tilfælde, hvor den amerikanske efterretningstjeneste har brugt meget nære medarbejdere af Hitler, hvis det passede ind i deres formål. På den måde reddede amerikanerne dem fra en sikker dødsdom.

Således brugte amerikanerne også Reinhard Gehlen, Han var chef for den østlige afdeling af Hitlers spionagetjeneste. Ham kunne amerikanerne godt bruge i Den Kolde Krig. Så sent som i 1956 var Gehlen også aktiv i den tyske efterretningstjeneste BDN.

 

Til ære for de danske frontkæmpere

Det var en stolt Vagner Kristensen der i 1990erne kunne holde tale på vegne af de danske frontkæmpere ved et SS – Stævne i Ulrichsberg i Østrig. Stævnet var som sædvanlig arrangeret af Stille Hilfe. Det var også Vagner Kristensen, der i 1985 udtalte:

  • Rædselskabinettet kaldet ”Frihedsmuseet” skulle man længst have brændt af – for her bliver tusinder af skolebørn drevet igennem fra de yngste år og får således et skævt billede af det, der virkelig skete.

 

Dönitz hentede tusinder til Flensborg

Allerede den 1. maj 1945 overtog Dönitz ledelsen af den sidste tyske regering. Hovedkvarteret var området omkring Marineskolen Mörwik. Sportsskolen tjente som regeringsbygning. Dönitz og nogle enkelte ministre bosatte sig på damperen Patria. Albert Speer bosatte sig på Glücksborg Slot.

Men nu var det ikke kun regeringsmagten Dönitz fik tiden til at gå med. I tusindvis af nazister blev hentet til Flensborg og forsynet med falske papirer. Ved Nürnberg – processen blev han idømt 10 års fængsel.

De mest eftersøgte drog videre gennem Danmark og via Sverige til Sydamerika.                                                                                             

 

Millioner ofre på samvittigheden

I det hele talt så omtales massemordere hos Stille Hilfe som Kriegsverurteilte. Og alle disse har millioner af ofre på samvittigheden.

Stille Hilfe samlede penge ind til de brune venner og sørgede for, at der blev smuglet informationer ind i fængslerne. Organisationen forsøgte at påvirke politikere til at vise mådehold, når de skulle uddele straffe. Blandt de prominente, som støttede organisationen var blandt andet Franz – Josef Strauss. Han var formand for CDU/CSU. Også den katolske kirke, som vi her i artiklen tidligere har berettet om, støttede Stille Hilfe.

Helt i tråd med Stille Hilfe oprettede Konrad Adenauer og den tyske regering i 1950erne en Hjælpecentral, der skulle hjælpe tyske statsborgere, der var anklaget for krigsforbrydelser i andre lande. Det var helt i Stille Hilfe’s ånd. Og centralen arbejde meget tæt sammen med organisationen

 

En skummel fortid

I bogen Stille Hilfe für braune Kameraden stilles der spørgsmålstegn ved den tyske retssamfund. Mange af dommerne havde en skummel fortid. Og med held fik de gang på gang forhalet en oplagt sag.

 

Stille Hilfe bliver til HNG

Foreningen eller organisationen tæller i dag 100 medlemmer og de bliver endnu mindre. Men der er allerede sørget for en efterfølger. Den får forkortelsen HNG (Hilforganisation für nationale um inhaftierte Neonazis).

 

De blev brændt, på grund af smittefare!

I det hemmelige forsøger foreningen også at sprede budskabet om nazismen og man forsøger hele tiden at hverve nye medlemmer. Således har man et meget aktivt medlem, Gertrud Herr. Hun var tidligere funktionær i Bund Deutscher Mädel (BDM). Ved en forsamling i Hetendorf i Lüneburger Heide, havde hun over for sikkert ret ekstrem højre orienterede unge mennesker sagt følgende:

  • Det som skete i Tyskland og i de tysk besatte områder, herre Gud, det var igen ting. En gang imellem var der døde. Men de var fulde af smitte. Og på grund af smittefare, var man nødt til at brænde dem. Mere var det ikke i det.

 

Er det ikke Strafbart?

Egentlig er fortielsen af Holocaust strafbart, også i Tyskland. Men åbenbart gælder dette ikke for Stille Hilfe.

Daily Mail har i en artikel en gang direkte skrevet, at Gudrun Burwitz oplærer unge højreradikale kvinder til nazisme.

Ifølge en artikel i Prawda skulle Gudrun Burwitz nu opholde sig på et alderdomshjem i München.

 

 

Kilde:

  • b.dk
  • tagesspiel.de
  • hagalil.com
  • antifainforblatt.de
  • welt.de
  • Hugh Thomas: SS! – The Unlikely Death of Heinrich Himmler
  • Chavkin, Kaganov: Die letzen Tage von Heinrich Himmler, Neue Dokumente des Föderalen Sicherheitsdienstes
  • Kathrin Himmler, Michael Wildt: Himmler privat – Briefe eines Massemorders
  • Erik Søndergaard: Den skånske hønseavler (Saxo – E – Bog)
  • Schröm, Röpke: Stille Hilfe für braune Kameraden

 

www.dengang.dk indeholder 149 artikler fra Besættelsestiden herunder:

  • Tilfældet Søren Kam
  • I Tysk krigstjeneste
  • De Danske Nazister
  • Danskere i Tysk terrors tjeneste
  • Danskere i Hitlers tjeneste
  • SS – absurde grusomheder
  • Landsforrædere og Landssvigere
  • Jagten på Krigsforbrydere
  • Hvorfor kom Montgomery så sent? Og mange flere

 

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden