Tyven – der stjal guldhornene
Dette er anmeldelse af en prægtig, dramatisk og underholdende bog om Niels Heidenrich, der stjal et klenodie og omsmeltede dem. Forfatteren Ulrik Langern har en næse for at fokusere på specielle mennesker og samtidig er han eminent til at beskrive datidens miljø. Samfundet passede ikke ordentlig på landets klenodie. Vores hovedperson fik næsten ubegrænset adgang til Det Kongelige Kunstkammer, hvor guldhornene befandt sig. Han var lidt af en ener, og kunne hurtigt tilegne sig viden om specielle ting. Og han var også god til at vinde tillid hos sine medmennesker.
En pragtfuld bog
Vi kender alle historien om fundet af gulhornene i Gallehus. Vi har skrevet artikler om dette fund.
Og disse guldhorn er blev omsmeltet. Dette er der blevet en pragtfuld bog ud af. Ulrik Langern har en speciel god måde at beskrive samtiden på. Og vi skal tilbage til 1802, hvor Niels Heidenrich omsmeltede de berømte oldtidsfund.
Disse guldhorn blev fundet i 1639 og i 1734. I to omgange blev de genskabt efter gamle tegninger. Guldhornene menes, at være fremstillet 400 efter Kristi.
Specielle mennesker
Og nu har Ulrik Langern så beskæftiget sig med tyven af disse guldhorn. Det har ingen anden før brugt tid på. Og som sædvanlig er denne forfatters beskrivelse i den grad indlevende. Det er en fantastisk historie. Dramatisk historie fuld af overraskelser. Ethvert dokument er blevet vendt og drejet, ellers har forfatteret ikke kunnet få sådan en historie ud af det.
Det er faktisk sjovt, at det hver gang lykkes for Ulrik Langern at finde frem til disse specielle mennesker. Vi kan endnu huske hans fremragende Hundemordet i Vimmelskaftet.
Niels Heidenrich tænkte kreativt
Igen engang er det kriminalhistorier der bruges til at fokusere på miljøer og personer. Det gør Ulrik Langern med stor dygtighed. Han har et indgående kendskab til denne tid. Og det giver en hel speciel tilgang til miljøet dengang. Ja man tror en gang imellem, at det er en roman, man er i gang med.
Jo, det er den fordrukne degns søn, der efter forældrenes skilsmisse forsøger at komme gennem tilværelsen. Vores hovedperson nået dog til latinskolen i Horsens, man måtte forlade den kort før eksamen. Og det var nok moderens skyld. Hun havde et specielt forhold til penge. Det betød, at de flygtede til København.
Det er en historie om druk, utroskab og elendighed. Moderen var det, man dengang kaldte Omvandrende mor. De levede af almisser og forefaldende arbejde.
Problemerne voksede, og Niels Heidenrich måtte tænke kreativt. Så han fremstillede falske lånebeviser og det, som var endnu værre, falske pengesedler. Han var højt begavet og havde en enestående evne til at tilegne sig ting. Han havde også evner til at skabe tillid hos folk.
Han bønfaldt kongen
Det sidste var der dødsstraf for, men det fik Niels Heidenrich ændret til livsvarig fængsel, efter at have bønfaldt kongen.
Sjovt var det bestemt ikke, at være indsat i tugthuset på Christianshavn. Men Heiderich overlevede ved at være en slags privilegeret fange, som hjalp fængselspræsten. Denne lærte ham så til gengæld urmagerkunsten.
Benådet – efter 8 år
Det rygtes også rundt om i byen, at inde i tugthuset sad der en dygtig fange. Kunstkammeret begyndte at bruge ham til småreparationer. Og han får flere og flere kontakter uden for Tygthuset.
Han sendte talrige benådningsansøgninger til kongen. Det samme gjorde hans familie. Og man kredsede om hans barske, hårde og fattige opvækst
Efter 8 år blev han benådet. Åbenbart havde han evnerne til at knytte kontakter, for han fik et såkaldt frimesterskab som urmager og guldsmed. Men hver gang det gik godt for ham, ja så gik det galt. Han fik en masse gæld, som han ikke kunne betale.
Næsten ubegrænset adgang
En tilfældighed satte ham i forbindelse med en ansat på Det Kongelige Kunstkammer. Her så han guldhornene. Han lærte også forholdene og sandelig om det ikke lykkedes for ham at stjæle guldhornene.
Han havde knyttet venskab til ansatte på Kunstkammeret, og havde næsten ubegrænset adgang. Det lykkedes ham at lave kopier af nøglerne.
Dumhed afslører Heidenrich
Guldhornene blev omsmeltet til eksotiske guldsmykker. Desuden solgte han en del af guldet. Og dette skete i en førstesals hjørnelejlighed i Larsbjørnsstræde nummer 18 en majnat i 1902.
Niels Heidenrich var meget kreativ og dygtig til sine falsknerier, men hver gang blev han fældet af dumme fejl. Således var der stavefejl i underskriften på de forfalskede pengesedler.
Han sælger sin produktion til guldsmede rundt om i byen. Da de ser, at han har mesterbrev, har de overhovet ingen betænkeligheder, og ingen fatter mistanke.
Og det var også uforsigtighed og blanding af tilfældighed, der afslørede ham i forbindelse med guldhornene. Det var så først et halv år efter tyveriet.
Oldermanden afslører ham
Han hentes til afhøring, og efter diverse søforklaringer løslades han igen. Han skynder sig hjem og smider de remedier, som han har brugt i Stadsgraven. Men han bliver forfulgt. Tre dage senere tilstår han tyveriet.
Det var faktisk guldsmedelavets oldermand, Andreas Holm, der afslørede Heidenrich. Han havde under falsk navn solgt nogle guldsmykker til Holm. Men guldsmykkerne var blandet op med messing. Og dette opdagede oldermanden og anmeldte det til politiet. Sammen med kollegaer begyndte de at overvåge Heidenrich.
Hjernen undersøges
I fængslet får Heidenrich besøg af en mand, der har revolutionære opfattelser af, hvorfor mennesket bliver forbryder. Manden hed Franz Joseph Gall. Han havde opfundet en metode, hvormed han mente, at kunne afgøre et menneskets personlighedstræk ved at undersøge kraniets form. Ifølge ham består hjernen af forskellige organer, der hver repræsenterer en egenskab, som for eksempel evnen for sprog, tal, kreativitet men også tyveri og mord. Ved at mærke på kraniets form kan man afgøre, hvilken egenskab, der dominere eller har domineret.
Et tidsskrift berettede om Galls besøg hos Heidenrich. Om denne sagde han, at han besat kunstorganet i høj grad, og han også er almindelig bekendt som et mekanisk geni. Galls tanker kaldes Frenologi, som dengang blev taget dybt seriøst.
Først som 79 – årig blev han løsladt. Han lever endnu fire år på fri fod.
Lærer sin kone at kende i fængslet
I fængslet lærer han sin kommende hustru, Johanne at kende. Hun sad inde for tyveri. Parret får tre børn, som alle dør tidligt.
Da Niels så igen skulle ind at sidde, beslutter hun sig for at lade sig skille. En enlig gift kvinde med en mand i fængsel var socialt død. Sådan var det dengang. Hun regnede med at finde sig en ny mand, for igen at komme på den sociale rangstie. Men det lykkedes ikke. Efter 20 år blev hun så igen arresteret. Det var tredje gang, og det betød derfor livstidsstraf.
Gad godt nok vide, om de igen fandt hinanden i tugthuset på Christianshavn. Efter nogle år dør hun dog af brystsvaghed.
Samfundet passede for dårligt på Rigets guldskat
Tyveriet vakte i den grad opsigt. Rigets guldskat var røvet. Guldhornene var en enestående kulturskat. En skribent fra Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn kritiserede hele samfundet for at have passet dårligt på guldhornene, som i tidligere tider var skattet som en helligdom. Og så var der kritik af, at samfundet havde frembragt et menneske, der uden egentlig trang, kunne berøve en nation den største sjældenhed, som den ejede.
Anonymt ædelmetal
Det lykkedes at indsamle en stor del af de smykker, som Heidenrich havde fremstillet. I en kort periode blev de udstillet i Kunstkammeret. Men i 1812 kom den danske stat i alvorlige økonomiske problemer. Så nu lagde staten selv hænderne på de sørgelige rester af vores store skat. De omsmeltes og indgår i beholdningen af anonymt ædelmetal. Det var jo trods alt guld.
Kan varmt anbefales
Bogen kan varmt anbefales. Man føler hele tiden, at man befinder sig i miljøet. Det er en historiebog ud over det sædvanlige.
Ulrik Langern: Tyven – den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene (Politiken)
Hvis du vil vide mere: Se
- Guldhornene fra Gallehus
- Guldhornenes ældste historie
- Guldhornene fra Gallehus – den tredje historie
- Børne – og Tugthuset
- Guldhuset i Rigensgade