Artikler
Juni 5, 2015
De Hvide Busser – nok engang
Anmeldelse af Bo Lidegaard: Redningmænd. Bogen er en gyser. Vi følger de talrige redningsmænd, der stod for aktionen. Man kan godt forstå, at beboerne nede i Kruså betragter mindesmærket om Folke Bernadotte med en hvis skepsis. Han ville ikke samarbejde danskerne, som længe havde været i gang. Ja han ligefrem hånede danskerne. Og kaldte deres biler for kakkelovnsrør. Det er tydeligt, hvor Bo Lidegaards sympati ligger. Og det er hos den danske læge, Johannes Holm, men også hos de talrige læger, sygeplejersker, chauffører og andre frivillige, der satte deres liv på spil for at redde de 18.000 KZ – fangere. I bogen bliver der ikke skjult noget som helst. Der skulle træffes moralske og etiske valg. Vi får også historien om flytningen af de ca. 2.000 fangere, der nærmest var muselmænd til sydligere lejre, for at gøre plads til skandinaviske fangere.
Mange navne, at holde styr på
Dette er et forsøg på anmeldelse af Bo Lidegaards bog Redningsmænd. Og lade det være sagt med det samme. Det bliver en stor artikel.
Det er mange navne at holde styr på i bogen. Bo Lidegaard har forsøgt, at samle hele den nordiske indsats omkring De Hvide Busser i en bog. Og hold da op, hvor er der mange, der gjorde en kæmpe indsats dengang. Ja, vi ser faktisk også aktionen set ud fra en tysk vinkel.
Bernadotte tog hele æren
Men i mange år var der kun én, der tog æren af det hele. Og det var Folke Bernadotte. Men det var jo også som om, man lod ham tage denne ære.
Efter krigen tegnede Folke Bernadotte nærmest aktionen som en ren svensk aktion. Han har tegnet samtalerne med Himmler som det alt afgørende.
Efterhånden dukkede der andre bøger frem, der gav et helt andet billede af redningsaktionen
Forargelse i det sønderjyske
Også Hans Sode – Madsen påviste, at svenskeren ikke var alene om denne bedrift. Og dette beskrev vi allerede for et par år siden i en artikel. (Sandheden om De Hvide Busser) Vi undrede os over, at man havde rejst en sten ved Kruså og så glemme alle andre. Men vores kritik vakte forargelse nede i det sønderjyske.
Sode – Madsen tegnede aktionen set fra den danske vinkel i sin bog Reddet fra Hitlers helvede. Denne bog kom for kort tid siden i en helt ny udgave.
I respekt for de mange frivillige vil vi også senere her på siden lave en artikel om Karantænestationerne i Padborg og Kruså.
Modstandsbevægelsen forlangte en oprydning
Tilbage til Bo Lidegaard. På en forunderlig måde beskriver han redningen af hele 20.000 KZ – fangere, hvoraf mange blev reddet ud i yderste øjeblik. Hvordan lykkedes det egentlig at samle alle de kræfter? For selv om det kneb med koordineringen så lykkedes det trods alt.
Efter aktionen krævede Modstandsbevægelsen at der blev ryddet op blandt folkene i aktionen. For ind i mellem skulle man gøre op med det etiske og det moralske spørgsmål. Man blev tvunget til, at fragte andre fangere end skandinaviske mellem lejrene. Og man smurte ledende nazister med mange ting for at få gennemført aktionerne. Alt dette får vi også fortalt i bogen.
KZ – lejremes historie
Vi gennemgår KZ – lejrenes historie, begyndende med Dachau i 1933. Her blev nazisternes fjender anbragt. Senere fulgte Jehovas Vidner, Jøder og så videre.
Hjælpepakkerne stillede de norske og danske fangere bedre end de andre fangere. Men pakkerne kunne også give andre fordele i lejrene.
En aftale mellem Eichmann og Best afgjorde at de deporterede jøder fra Danmark skulle forblive i gennemgangslejren Theresienstadt og ikke skulle sendes videre til den visse død i Ausschwitz. Ja nogle blev endda løsladt.
Cirka 7.000 nordmænd blev sendt i de tyske KZ – lejre. Oppe i Norge var der terror fra første dag. Og de første nordmænd landede i KZ – lejre længe før danskerne.
Svenskerne forblev officielt neutral
Svenskerne forblev officiel neutral under krigen. Dog gav svenskerne en del indrømmelser til tyskerne. De havde også en omfattende eksport af jernmalm til tyskerne. Dette blev brugt i tyskernes våbenfremstilling. Men de gav dog en betydelig støtte til deres nordiske brødre. Og vi skal i senere artikler her på siden kig på, hvad der var fup og fakta i den befrielseshær, der skulle besætte Danmark. Vi vil også kigge på, hvor meget svenskerne egentlig vidste om masseudryddelsen af jøderne.
Det var nordmændene, der startede
Ja egentlig startede det hele med to unge nordmænd Wanda Hjort og hendes bror, der fik lov til at besøge nogle af de norske KZ – fangere. Også den tidligere rektor ved Oslo Universitet, Didrik Arup Seip, der selv havde siddet i Sachsenhausen fik stor betydning for hjælpearbejdet. To norske sømandspræster fra Hamborg blev fra foråret 1943 involveret. Men også to danske sømandspræster var fra starten involveret.
Langt senere gik svensk Røde Kors og Folke Bernadotte ind i projektet. Det vil sige i begyndelsen kørte de deres eget løb, og ville bortset fra Karantænestationerne ikke have danskerne med i deres arbejde.
De danske institutioner
Det danske Socialministerium begyndte at hjælpe De Røde Enker, hvis mænd var aktive kommunister og interneret i KZ – lejre. Denne konto svulmede efterhånden og hjalp også Svenningsen tilsendt deres eget tøj.
Kontraadmiral Hammerich og hans norskfødte kone fik også stor betydning. I Søkvæsthuset blev planerne for Jyllandskorpset støbt. Der skulle skaffes ambulancer og busser. Det var dette korps, der senere blev til Det Danske Hjælpekorps.
Socialministeriet var selvfølgelig også involveret i disse planer, mens Dansk Røde Kors blev holdt uden for i meget lang tid. Her kneb det gevaldigt med samarbejdet.
Det var Sundhedsstyrelsen, der fik oprettet karantænestationer i både Kruså, Padborg og Frøslev.
I juni 1943 var Tysk Røde Kors på besøg i Theresienstadt. De fandt forholdene meget kritisable og gruopvækkende.
Et attentat forsinkede redningsaktionen
Alle de dansk/norske planer blev forsinkede, da oberst Graf Claus von Stauffenberg den 20. juli gennemførte et mislykket attentat mod Hitler. 7.000 mand blev anholdt af Gestapo. De blev enten sendt i KZ – lejr eller henrettet. General Rommel blev ved den lejlighed presset til selvmord.
Himmler og hans mænd benyttede lejligheden til et opgør med alle, som de anså som fjender. I december 1943 og januar 1944 var 168 modstandsfolk blevet deporteret fra danske fængsler til Sachsenhausen og Ravensbrück.
En lejr i Danmark
I januar 1944 luftede den ledende embedsmand, Udenrigsministeriets direktør, Svenningsen ideen om at etablere en lejr i Danmark. Tanken var vel, at ingen danskere skulle sendes længere syd på. Men Best afviste i første omgang tanken. Han mente ikke, at sådan en lejr havde præventiv virkning.
Denne Svenningsen rente gang i gang dørene ind hos Werner Best. Men alle de ting, der lykkedes at få gennemført kunne lynhurtig blive omgjort. Der var i den grad kompetenceproblemer mellem besættelsesmagten og Gestapo.
Men langt om længe gav den tyske besættelsesmagt sig. De stod selv som byggeledere og ejer, men det var de danske myndigheder, der skulle betale. Det blev til Frøslevlejren og senere Faarhuslejren.
Den 13. august 1944 kom de første 740 fangere fra Horserødlejren. Retningslinjerne blev udstukket af SS. Man havde håbet, at tyskerne holdt deres ord. Men faktum er, at 1.600 danskere blev sendt videre fra Frøslevlejren til KZ – lejre. I alt endte ca. 7.000 danskere i KZ – lejre syd på. Men mon ikke Frøslevlejren forhindrede, at flere blev sendt syd på?
Den officielle norske indstilling
Den officielle norske indstilling var, at evakuering først skulle foretages, når allieret kontrol var etableret. De allierede mente også, at militære mål havde første prioritet. For den miltære overkommando var der ikke særlige hensyn der skulle tages, når der gjaldt de internerede i KZ – lejrene. Man kunne heller ikke garantere for bussernes sikkerhed. Således beskød allierede fly ofte De Hvide Busser, elv om man havde fået at vide, at busserne indeholdt frigivne KZ – fangere. Men allierede beskød jo også flygtningeskibe ude i Østersøen.
Hitler: Dræb dem alle sammen
Det Danske Hjælpekorps var dog indstillet på at iværksætte hjælpen inden nazisternes endelige sammenbrud. Sømandspræsterne havde fået oplysninger om, at Hitler og Himmler havde instrueret kommandanterne i KZ – lejrene om, at alle fanger skulle likvideres inden de allierede eller russerne kom.
Vi skal dog også nævne Walter Schellenberg, som var Himmlers nære rådgiver. Han havde gjort sig skyldig i ufattelige forbrydelser, men han forsøgte dog at opbygge et tillidsfuldt forhold til repræsentanterne fra de neutrale lande, Sverige og Schweiz.
Fra Best selv ved vi, at han forsøgte at overtale Kaltenbrünner til at frigive de danske politibetjente. Men inden da skulle betjente så underskrive en erklæring om, at de ville arbejde videre derhjemme på tyskernes betingelser. Men betjentene erklærede, at de ville arbejde under en ledelse, der fuldt ud kunne accepteres af den danske befolkning.
Den første tur – den 5. december 1944
Den første tur syd på, skete tirsdag den 5. december 1944. Det var fire af DSB’s store røde rutebiler der blev afsendt med påhængsvogne, ført af 8 frivillige DSB – chaufører. Der var plads til 244 passagerer med hjem. Et antal ambulancer, et par læger og tilsvarende sygeplejersker var også med på turen.
Jyllandskorpset bestod af ca. 400 mand inkl. Chauffører, samaritter, ordonnanser, m.fl., samt omkring 120 store transportvogne, især fisketransportbiler, nogle personbiler og motorcykler.
Bilerne var pakket med madvarer, mælkejunger med drikkevarer, øl, cigaretter, sprit, sæbe m.m.
Konvojen tilbagelagde strækningen fra Padborg til Weimar i et stræk. Men danskerne fik et chok, da de så forholdene. Det var den første af ca. 50 danske transporter syd på og hjem igen.
Der opstod problemer med listerne og hvem af de syge betjente, der måtte sendes hjem. Endelig forlod konvojen lejren med 199 betjente. Ingen havde nogensinde forladt Buchenwald på den måde. Det havde før været med kreaturvogne eller gennem krematoriernes skorstene.
Turen hjemad mod Hamborg og Frøslev var besværlig. Busserne kørte fast i snedriver. En halsoperation måtte i hast foretages i en af de deltagende ambulancer. Man fortsatte til Frøslev, hvor alle ifølge aftale med Gestapo skulle interneres. Først derefter kunne der foretages lægetjek.
De danske grænsegendarmer
Det hele startede med et norsk initiativ, som Socialministeriets departementschef H.H. Koch så tog op.
Det var det såkaldte Jyllandskorps, der stod for transporten. Erfaringerne fra turen var uundværlig og blev brugt i planlægningen af de kommende ture. Allerede dagen efter kom der melding om, at man kunne afhente syge grænsegendarmer i Neuengamme.
15 af de oprindelige 141 gendarmer var allerede døde. Og nu kneb det med at få udleveret de gendarmer, der lå på infirmeriet. Det var en skuffende oplevelse at efterlade så mange. Men efter fire dages tovtrækkeri lykkedes det at få frigivet 8, hvoraf de 5 var syge gendarmer.
I historikernes sort/hvide univers er det også i dag glemt, at lederen af det tyske mindretal med det samme protesterede over de danske grænsegendarmers anholdelse.
De lokale lejrledere følte sig som konger
De lokale lejrledere var konger i deres eget rig. Det skønnes, at der i begyndelsen af 1945 var 714.000 – 750.000 fangere tilbage i de tyske KZ – lejre.
I Stutthof havde 144 af de 150 danske kommunister i januar 1945 overlevet. Her talte man også om en evakuering. Men man kunne ikke få kontakt med nogen. Sagen var den, at lejren skulle rømmes. Fjenden var kommet for tæt på. Fangerne skulle ud på en af de frygtelige dødsmarcher. Der var dannet 11 kolonner med hver 1.000 fangere. De var tvunget til at marchere mod Lauenburg 100 km mod vest.
Kun omkring en tredjedel af fangerne overlevede denne march. Under turen blev de svækkede og syge skudt.
Jyllandskorpset blev til Det Danske Hjælpekorps
Da Hammerich var blevet anholdt og anbragt i Shell – Huset, blev Jyllandskorpset omorganiseret, og fik nu navnet Det Danske Hjælpekorps. Med på turen syd på, havde man bestikkelsespakker. Disse hjalp i mange tilfælde.
Fra omkring årsskiftet 1944 – 45 afgik konvojerne regelmæssigt og hentede fanger då langt væk som Leipzig og Dresdenog fra fangelejrene Torgau og Mühlenberg, hvortil politiet var blevet overflyttet til i december 1944 i forbindelse med, at de skiftede status fra KZ – fangere til krigsfanger.
Farefulde ture
Transporten var hver vej på ca. 500 km, og gik gennem ruinbyer og udbombede veje. Ofte blev mam udsat for luftangreb fra de allierede. Det var yderligere et problem, når fangere var anbragt i udekommandoer langt fra hovedlejrene og i små grupper. Transporterne inkluderede derfor et stort og tidsrøvende eftersøgningsarbejde, blandt andet fordi fangelisterne var mangelfulde og ikke altid ajourførte.
Problemet var at tyskerne i begyndelsen af 1945 overhovedet ikke viste tegn på overgivelse. Gestapo myrdede således i de første måneder af 1945 tusinder af tyskere, der viste svaghed.
Bernadotte på banen i februar 1945
Svenskerne trådte efterhånden til. Svensk Røde Kors meldte sig på banen. De ville bruge andre kontakter, end dem som nordmændene og danskerne brugte. Internt i SS var der også splittelse, ja der foregik en reel magtkamp. Men det var først omkring den 16. – 17. februar 1945, at Bernadotte kom på banen. På dette tidspunkt havde Jyllandskorpset og Det Danske Hjælpekorps foretaget mange transporter og de fortsatte uanfægtet.
En af de første møder Bernadotte havde, var med Kaltenbrünner. Her blev det truet med, at det ikke var sikkert, at Sverige ville forblive neutral.
Svensk Røde Kors anmodede nu det svenske militær om 100 busser, biler, lastbiler, forråd, reservedele m.m. Desuden skulle man bruge ca. 1.000 mand. De svenske kørertøjer var mindre nedslidte end de danske.
Svenskerne havde afvist dansk deltagelse. Og denne afvisning fastholdt man kategorisk, trods mange henvendelser.
Den 5. marts argumenterede lederen af det tyske mindretal, Jens Møller stærkt for, at de danske politibetjente endelig blev frigivet.
Danskerne havde en anden dagsorden end svenskerne
De danske forhandlinger havde en anden dagsorden end den svenske og på nogle punkter var da også stor uenighed.
Dr. Best havde anmodet de danske læger om at føre tilsyn med de mange tyske flygtninge i Danmark. Men lægerne nægtede, indtil de danske grænsegendarmer var blevet løsladt fra de tyske KZ – lejre.
De svenske busser fik ordre til at blive malet hvide. Og så kørte 80 svenske busser ellers den 12. marts til samlingsstedet Friederichsruhe, 30 km sydøst for Hamborg. Men egentlig var det forbløffende lidt, svenskerne vidste om forholdene. Svenskerne havde også en del skepsis over for danskerne og deres redningsindsats og for den sags skyld også over for nordmændenes indsats.
Danskerne kørte sideløbende deres ture
Der var heller ikke etableret noget formaliseret samarbejde med Det Danske Hjælpekorps. På daværende tidspunkt havde de hentet 600 fangere hjemme.
Aktionen med at befri de 2.200 danske og norske fangere i Sachsenhausen lidt nord for Berlin. Hver nat afgik 12 hvide busser til Sachsenhausen og Neuengamme.
Sideløbende med svenskernes initiativer gennemførte Det Danske Hjælpekorps deres transporter. Man havde konstant nedbrud af materiel. Danskerne havde også succes med at få befriet 70 grænsegendarmer, der den 16. marts ankom fra Neuengamme til Frøslev.
Kun to dage efter ankom 75 betjente fra Buchenwald via Neuengamme. Den 23. marts ankom yderligere 65 betjente fra Mühlenberg.
Halvdelen af svenskerne tog hjem
Hitler modsatte sig enhver indrømmelse, der kunne opfattes som svagheder. Himmler og Schellenburg arbejdede sammen med Bernadotte for en trinvis løsning i stor skalamed samling af de nordiske fangere i Neuengamme som første skridt.
Kaltenbrünner og Müller arbejde sammen med Det danske Hjælpekorps for punktvise løsladelse.
Det svenske personale bestod for det meste af folk fra militæret. Og de skulle da snart tilbage til deres normale job igen. Men det var nu ingen problemer med at få orloven forlænget. Og det gjorde halvdelen. Men til danskernes store forbløffelse var nu kun halvdelen af svenskerne tilbage. Skulle en storstilet aktion nu pludselig minimeres?
2.000 måtte flyttes for de skandinaviske fangere
Kommandanten i Neuengamme forlangte nu pludselig, at der skulle køres 2.000 ikke – skandinaviske fangere fra denne lejr til lejre længere syd på, for at skaffe plads til de skandinaviske fangere. Det var åbenbart et ufravigeligt krav.
De muselmænd, der skulle med de hvide busser øjnede pludselig et håb, men de blev i den grad skuffede. Etisk og moralsk er det et spørgsmål, om man skulle have sagt nej til dette. Men havde man sagt det, havde det sikkert været slut med al videre redning.
Dette forhold nævner Bernadotte ikke i sin bog. Det vil sige, at han omtaler det som visse arrangementer.
Det hjalp med brændevin og amerikanske cigaretter
Under denne aktion fandt man 73 danske KZ – fangere, der ikke stod opført nogen steder. Kommandanten var ikke meget for at frigive dem. Men ved hjælp af brændevin og amerikanske cigaretter lykkedes det, at få dem frigivet.
De skandinaviske fangere fik efterhånden medicin hjemmefra. De skulle ikke mere arbejde i KZ – lejren, trods det, at de var arbejdsduelige.
Skandinavisk madsvineri
Og mange danskere skammede sig efterhånden over det madsvineri, der havde bredt sig i de norske og danske barakker. Der var overflod af mad i den sidste tid, og blot få meter derfra sultede andre. Men i de skandinaviske barakker, ja da flød maden bogstaveligt.
Fra dansk side voksede modstanden mod Bernadotte. Han havde valgt at begrænse redningsindsatsen, efter at hans mandskab var blevet halveret. Der sad stadig 1.400 danske betjente i Mühlenberg og alle de danske jøder i Theresienstadt. Danskerne kunne være klar i løbet af 24 timer. Men Bernadotte afviste gang på gang det danske tilbud.
Bernadotte var uvenlig ag afvisende
Bernadottes reaktion var uvenlig og meget afvisende. Han afslog også det danske kartotek over fangere, som løbende var blevet ajourførte. Og de danske biler kaldte han hånligt for kakkelovnsbiler.
Danskerne pressede på, og andelig på et stabsmøde den 31. marts accepterede svenskerne, at danskerne deltog. Det vil sige, at det var de svenske officerer, der overtalte Bernadotte til at sige ja.
Nu var det vel ikke kun Bernadotte, man skal give skylden for dette. Den svenske udenrigsminister Günther havde gjort det klart, at den svenske regering foretrak en ren svensk aktion.
De to karantænestationer i Kruså og Padborg blev hele tiden udbygget.
Masser af biler
De danske busser tog de korte ture, og de langt bedre svenske busser tog de lange ture. I sin bog tager Bernadotte æren for, at de danske betjente blev løsladt. Men egentlig var hans andel i dette ret lille. Det var den danske embedsmand, Mohr, man kan takke for dette.
Da svenskerne hovedsagelig havde bedre biler end danskerne, kørte svenskerne de længere ture, mens danske biler bragte fangerne fra Neuengamme til karantænnesationen i Padborg og til Frøslevlejren.
Ved Neuemgammes evakuering i dagene omkring den 20. april 1945 bestod det danske ekspeditionskorps i Tyskland af 123 rutebiler, 30 ambulancer, 18 lastvogne, 12 personvogne og 6 motorcykler samt omkring 450 personer, heraf 10 læger og 16 sygeplejersker. Nord for gærnsen var et par tusinde involveret i aktionen, dels ved karantænestationerne i Padborg og Kruså, og dels med forskellige former for bistand under transporterne videre gennem Danmark til Sverige.
Kæmpe arbejde i Bov Kommune
Frøslevlejren var efterhånden blevet overbefolket. Den nærliggende gård og lade måtte også tages i brug. Masser af kvinder fra Ravensbrück blev ført via Lübeck og karantænestationerne videre til Sverige.
Og mens man på karantænestationer pludselig troede, at de kunne slappe løb der melding ind, at der i løbet af 24 timer ville komme tusinder af tidligere KZ – fangere. Ankomsten af kvinder fra Ravensbrück kulminerede omkring 1. maj. Men se den historier fortæller vi i en særskilt artikel om karantænestationerne.
KZ – syndromet
Selv om mange var blevet reddet. Og selv om de skandinaviske fangere ikke havde det værst, så blev de fleste udsat for det såkaldte KZ – syndrom. Det fik man som følge af den dybeste menneskeforagt, tungt arbejde i 12 timer i døgnet, elendig søvn og en lejrkost på 1.000 kalorier, under en tredjedel af det nødvendige. Også de skandinaviske fangere blev udsat for en række alvorlige sultsygdomme. Dette førte til rastløshed, irritabilitet og et ustabilt følelsesliv.
En form for selvmedicinering bestod ofte af kæderygning og alkoholmisbrug. Den person, der kom tilbagevar helt forandret. Omkring en tredjedel af danskerne var så invaliderede, at en tidlig pensionering var eneste mulighed.
Værst af alt, var angsten for nære sociale og forpligtende kontakter.
Bernadottes erindringer
Kun seks uger efter krigens afslutning udkom Bernadottes erindringer. Det var tydeligt at forlæggeren også selv havde bidraget. Også Schelleburg udgav sine erindringer den 10. juni. Disse var meget sammenstemmende med Bernadotte. Flere bøger udkom kort efter, og de fastholdt myten om Folke Bernadotte.
Men mon ikke det svenske udenrigsministerium fik et chok, da de læste bogen. Deres indsats var ligesom den norske og den danske indsats forbigået. Flere andre ting var udeladt. Men man valgte ikke at angribe bogen, for det kunne skade Sveriges omdømme. Det var mere at vinde, end at tabe for den danske regering.
Trods kritik af Bernadotte skal hans indsats ikke forklejnes. Han fik Himmler til at give mange væsentlige indrømmelser. Både danske og norske ryster tav i mange år. Det skyldtes nok, at Sverige i den grad hjalp broderfolket med at huse diverse modstandsfolk, jødiske flygtninge og meget mere. Man ville ikke undsige svenskerne og deres version af historien om de hvide busser. Man var jo taknemmelig over for det, som svenskerne havde gjort.
Svenskerne havde brug for positiv propaganda, når man betænker, hvor protysk de havde været i de første fire år af krigen.
Den danske læge, Johannes Holm
Men med den danske læge Johannes Holms bog fra 1984 kom der flere nuancer på historien. Herhjemme havde modstandsbevægelsen stået og krævet hoveder. De syntes, at det var helt forfærdeligt at forhandle med nazister. En tidligere statsminister har også givet udtryk for, at man dengang udviste en vattet holdning ved at samarbejde og forhandle med tyskerne.
Bernadotte likvideret
Bernadotte blev FN’s første mægler i Palestina – spørgsmålet, og i den egenskab blev han den 17. september 1948 likvideret af en zionistisk terrorgruppe.
Uanfægtet af traditionelle kommandoveje
Bogen er en imponerende kortlægning og egentlig en hyldest til de mange Redningsmænd. Og det ser ikke ud til, at Bo Lidegaard har glemt nogen. Ikke uden grund kalder forfatteren redningsaktionerne for den største humanitære aktion i Skandinaviens historie. Statslige myndigheder og frivillige fandt hinanden uanfægtet af traditionelle kommandoveje.
Hvordan var dette muligt? Jo tyskerne troede måske, at de kunne få syndsforladelse for deres frygtlige forbrydelser. Overtalelse og bestikkelse blev brugt. Ofte skulle man træffe et valg omgående, og det var måske ikke altid etisk og moralsk rigtigt. Man fik trods alt også frigivet ca. 10.000, der ikke var af skandinavisk afstamning.
Spiste pølser og drak snaps med forhadte nazister
Og den person, der nok fascinere Bo Lidegaard mest, er den danske læge, Johannes Holm. Når det hele var kørt fast, satte han sig ned og drak snaps og spiste pølser med nogle af de mest forhadte nazister. Han satte ofte sit liv på spil, men skabte en masse resultater. Men ellers skinner det igennem hele bogen, at Lidegaard synes, at mange har ydet en fantastisk heroisk indsats. Det er Socialministeriets departementschef, læger, sygeplejerske, chauffører. Det er disse, som er de sande helte.
Guldgrube af oplysninger
Lidegaards bog er en guldgrube af oplysninger. Og det bliver ikke noget skjult. Man skal også huske, at man fik befriet næsten lige så mange polske kvinder som danske og norske kvindelige KZ – fanger tilsammen.
Måske skulle nogle af de politikere, der håner folks samarbejde med tyskerne dengang, læse bogen. For havde man handlet lige som de politikere mener, ja så var der ikke noget, der havde heddet De Hvide Busser.
Meget tæt på de hovedansvarlige
Dette er historien om, hvordan redningsmænd modvilligt kom meget tæt på de hovedansvarlige gerningsmænd i det tyske sikkerhedsapparat i deres forsøg at redde så mange som muligt. Dette betød, at redningsmændene blev stillet over for alvorlige moralske spørgsmål.
Det er en formidabel bedrift. Men for at gennemføre den dristige aktion bød man bødlerne på brændevin og gode miner til grusomt spil. Ja, mon ikke man kan kalde bogen en gyser.
Hvad skrev Flensburger Tagesblatt
Ja man kan sige ligesom en stor artikel i Flensburger Tageblatts, at beretningen om de hvide busser er præget af det nationale tilhørsforhold. De danske, tyske og svenske skolebørn får hver deres historie. Det er nu lykkes for Bo Lidegaard på formidabel vis, at samle trådene til en historie.
I Flensborg havde Dönitz magten helt til den 28. maj. Han vendte ligesom Hitler ryggen til Himmler.
I artiklen fra Flenburger Tagesblatt fortælles også, at beboerne i Kruså kigger på mindesmærket for Folke Bernadotte med meget skepsis. Hvorfor skulle han have hele æren.
I artiklen nævnes, at den første konvoj gik af stablen i februar 1945. Det er ikke korrekt. Som vi tidligere har refereret, så skete det den 5. december 1944.
Bogen fortjener stor udbredelse
I vores artikel har vi kun nævnt nogle ganske får, at dem der var med i denne indsats. Nogle af dem får dog en ”slags ære” i en kommende artikel om karantænestationerne i Kruså og Padborg.
Men tag nu og læs denne bog, og bliv så meget klogere. Den har fortjent stor udbredelse. Ja det har den vel også efterhånden. Oppe hos i boghandelen har vi ekspederet ikke så få eksemplarer af denne gyser.
Bo Lidegaard: Redningsmænd – Skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske KZ – lejre i krigens sidste år. Politikens Forlag.
Maj 23, 2015
Løjt Land – det 8. besøg
Hans Mikkelsens viser fik stor udbredelse. Han beskrev Løjts folkeliv. Men inden skulle han så meget igennem. Han kunne ikke forsørge sin kone og 11 børn, men så blev han ansat som degn. Hans viseskriverier var det ikke alle, der var begejstret for. Han måtte til samtale hos Provsten. 300 ligsten på Løjt fortæller også historier. Og det gør de gamle dagbøger også. Mest berømt er nok Fladsten – dagbogen. Beboerne holdt sig for sig selv og blev indgift i diverse Løjt – slægter. Det vakte vild forargelse, da en borger fra Genner friede til en Løjt – pige. Fra 1780 – 1880 bragte Løjt – kaptajner masser af rigdom til halvøen.
De samme ældgamle slægter
Vi er for 8. gang vendt tilbage til denne skønne halvø nord for Aabenraa.
Det er de samme ældgamle slægter, der går igen:
Ikke kontakt til andre sogne
Efter 1864 bliver indvandringen stærkere. Nye navne kommer til. Men hos bønderne er det de samme navne, der går igen. Og ofte finder vi dem på de samme gårde slægtsled efter slægtsled. Det ser ikke ud til at sognets bondeslægter har haft megen kontakt med andre egne.
Når en ung bondesøn skulle se som efter en brud, tog han oftest en bondepige fra Løjt Sogn. Som oftest var det en bondedatter fra Løjt, der blev gift udensogns.
Omkring år 1700 har der været noget livligere samkvem mellem Genner og Haderslev Næs.
Kaptajnernes tid
Tiden omkring 1780 – 1880 var Løjt – kaptajnernes tid. Enhver bondesøn, der ville regnes for noget, skulle helst have været til søs, inden han overtog en gård. Søfarerne tjente penge og bragte således velstand til sognet.
Mange smukke gårde blev bygget i tiden 1830 – 1860. Velstanden gav også en selvbevidsthed, der hos mange udartede sig til hovmod. Det var hos flere af Løjt Lands bondeslægter en stolthed over at være løjtning. Dette udartede sig til en utiltalende ringeagt over for udensogns.
Bestræbelserne for at bevare rigdommen ved at gøre et godt parti, har været bestemmende for mange ægteskabsløfter i sognet i forrige århundrede. Giftemål med beslægtede var meget hyppige. Især var det meget lidt forbindelse mellem sognene syd for Aabenraa Fjord.
Bestyrtelse på Løjt
Det vakte da også bestyrtelse, da en gennerbo i 1870 friede sig ind på en Løjt – gård. Man har da også hørt om, at forlovelser blev opløst, fordi pigen var en sønderbo. Disse forhold medførte også, at sognets bondeslægter blev stærkt indgiftet i hverandre. Til sidst udgjorde de et eneste stort familiesamfund.
Hovmod og fordom er efterhånden forsvundet
I løbet af det 19. århundrede forsvinder mange gamle bondeslægter fra Løjt. Det sker både ved, at mange gamle slægter udvandrer. Desuden uddør flere slægter. Mange gårde er ligeledes gledet ud af slægtens hænder.
Hovmod og fordom er efterhånden forsvundet. Men dermed er også befolkningens interessante særpræg forsvundet.
De gamle dagbøger
På mange af de gamle gårde på Løjt er det dengang skrevet dagbøger. På Jakobsgård findes Paul Hansens Dagbog, der giver yderligere oplysninger og dagliglivet på en bondegård på Løjt for 275 år siden. En anden findes på en gård på Barsø. Men den ældste af disse dagbøger stammer fra gården Fladsten.
Denne gård ligger i sognets sydvestligste hjørne. Den hører til byen Stollig. Den har altid ligget på sit ensomme sted, langt fra byen. I middelalderen blev den ejet af Friis’ erne på Stolliggård. Senere kom den i Kronens eje.
Fladsten – dagbogen
Fladsten blev for et par århundrede siden delt. Nu bærer tre gårde dette navn. Den gamle gård brændte i 1930. Nu ligger der lidt nyere, men stilfulde og smukke bygninger på den gamle gårds plads.
Fladsten – Dagbogen er en meget interessant gammel bog. For at den ikke skulle gå tabt, blev den engang afskrevet af Købmand Brink i Barsmark.
Bogen er påbegyndt allerede i 1580. Og de ældste meddelelser blev skrevet på plattysk. Dette sprog er brugt til omkring 1600. Fra den tid, har det været på dansk. Dagbogen er påbegyndt af Matz Paulsen på Fladsten. Han kaldte sig ligeledes for Elberichgensis. Dette betyder at slægten stammer fra gården Elbjerg Løjt Kirkeby.
Med stolthed indledes der med Manus propria. Det betyder, egen hånd. Og det var sandelig ikke hver mands kunst, dengang.
De første sider indledes med optegnelser over udlånte penge samt renteindtægter. Han må have siddet i stor velstand, for det var ikke småsummer, der var udlånt. Ja selv præsten i Rise låner flere gange penge.
Mange interessante oplysninger
Så får vi ellers nogle gamle lægeråd. Blandt andet skal man, hvis ens hjerne bliver såret, og man ikke kan standse blodet, tage gåsefedt med rosensaft. Man skal varme det lidt og lægge på såret. Så standser blodet øjeblikkeligt.
Den 1. februar 1591 fødte Matz Paulsen’ s kone en datter. Men hun døde 12 dage efter, og blev begravet på Rise Kirkegård. Anden påskedag 1599 døde hans kone, men 4 år efter forlovede Matz sig. Den 17. oktober 1604 fik han en søn, Geert, men ud fra dagbogen kan det ses, at han kun blev 19 år gammel.
Dagbogen beskriver også mordet på Aabenraa’ s borgmester, Klaus Esmark den 22. april 1610. Vi får også historien om den store brand i Aabenraa den 19. maj. Og havde det ikke været fordi Løjts karle var ilet til, for at hjælpe, havde det gået endnu værre, står det i dagbogen.
Gennem seks slægtsled blev dagbogen ført.
300 ligsten på Løjt
På Løjt Kirkegård fandtes der 300 ligsten, men der var ikke så meget forståelse for disse smukke gamle minder. Disse sten er blevet kørt hjem til gården og anvendt som trappesten. Mange af stenene er kløvet i stykker, og stumper findes nok på en hver gammel gård på Løjt.
På Jakobsgård i Barsmark har man dog indbygget ligsten i slægtsgården over Paul Hansen. Og en ligsten findes på gården Lammesbjerg.
Paul Hansen (1694 – 1780) overtog i 1727 sin fædrene gård, Jakobsgård. Det har tidligere været Slesvig – Bispens fæstegård. Han var en velstående bonde, der ejede en god gård og havde andel i flere Aabenraa – skibe. Hans dagbog, som han påbegyndte 1718 findes endnu på gården.
Ligstenene afslører også dramaer. Således kan det ses, at Jes Elberg fra Lammesbjerg i løbet af kort tid mistede tre små børn.
De gamle skoler
Der har været skole i Barsmark før 1744, men i dette år blev der bygget en ny skole i byen. Og i 1817 blev denne skole afløst af en endnu nyere.
I 1704 nævnes i Jordebogen i Aabenraa Amt nævnes en 3 fags skolestue på præstegården i Kirkeby. Beboerne i Stollig og Barsmark lejede en skolemester. De syntes, at det var lidt langt for poderne, at skulle til Løjt Kirkeby. Men alle beboere måtte alligevel betale ydelser til hovedskolen i Kirkeby, selv om halvdelen af eleverne slet ikke gik der.
I Jordebogen 1704 omtales en gammel drejer ved navn, Jacob Steffensen, som hidtil har holdt skole. Han fik fri bolig i et hus, der hører til Diakonatet (Andenpræstegården), mod at han slår bedeklokken og ringer til kirke.
Skolemesteren fra Løjt Kirkeby
Sognet havde fra gammel tid intet degnekald. Omkring 1740 nævnes et Skolehus tæt ved kirken. Skolemesteren i Kirkeby hed dengang Ludvig Brencken. Han blev i indberetningerne skildret som vel sikkert til at informere Ungdommen, hvis han blot vilde omgaas mere lemfældigt og sagtmodigt med Børnene og ikke forsømte Skolen for sin Extravagancers Skyld.
I Barsmark og i Stollig havde man lejet et hus til skole og forældrene betalte hans løn. Læreren i Barsmark skildres i 1740 som et godt stille Menneske. Han var ugift og fik kosten på omgang hos byens bønder. Det hed dengang, går på madding.
Hans efterfølger i Barsmark, Peter Lorentzen, var man ikke så godt tilfreds med. Efter ham fulgte Matthias Jensen, der stammede fra Frøslev. Skoleholderen i Stollig hed i 1740, Niels Harboe. Det var nu ikke de bedste livsbetingelser for ham. Indberetningerne fortæller, at han maa leve kummerligt og hjælpe sig med lidet. Ej heller skal han være saa duelig til at informere som ham i Barsmark.
På Barsø fandtes ingen skole, men om vinteren hyrede øens 11 gårde en stor dreng til at holde skole.
En berømt skolemester fra Løjt Kirkeby
Den 1. juli 1743 fik Løjt Kirkeby en ny skolemester. Det var nok den mest betydningsfulde i det 18. århundrede. Han hed Hans Mikkelsen. Det første år var kårene gode nok. Han giftede sig med en Løjt – pige. Men i 1744 skete der en omorganisering af sognets skolevæsen. Dette fik uheldige følger for Hans Mikkelsen. For det betød en halvering af hans indtægter.
Han og konen forfaldt til druk
Hans familie voksede. Det blev i alt 11 børn. Og det kneb med at få det hele til at løbe rundt. Han og konen forfaldt til druk. Sognet sparede sammen til en dragt til Hans Mikkelsen, så han kunne vise sig i kirken. Pastor Fabricius roser ham for sin undervisning.
Han skriver nu med den anbefaling til kongen i håb om, at han kan hjælpe ham. I 1754 fandt man så endelig ud af, at ansætte Hans Mikkelsen som degn til en årlig indkomst på 75 Mark. I alt steg hans indtægter nu til cirka 200 mark om året. Men han fik yderligere indtægter som landmåler og visemager.
Indblik i Løjts kultur og historie
Disse viser er i dag med til at give et godt indblik i Løjts kultur og historie.
Vi er til høstgilde og man slagtede får til lejligheden. Når en kom galt af sted, lavede en ulykke skulle vedkommende ofte give brændevin. I det hele taget blev der dengang drukket ret tæt på Løjt Land ifølge Hans Mikkelsen. Også med hensyn til gravøl, blev der også drukket meget.
Men også, når han skildrer Barselsstuen, sker der ting. Der sladres, og der drikkes. Ja på hjemvejen falder gamle koner på næsen.
Et fruentimmer bruger 140 alen tøj
Vi kigger også på kvindens klædedragt. Et fruentimmer bruger 140 alen tøj, konstaterer Hans Mikkelsen. Vi overværer et frieri, der nok nærmere er en handel. Og det er ikke småting, det drejer sig om. Bejleren kræver, fire snese Daler, en beslagen Vogn, en Seng, det skimled Mær, en nybaaren Ko, to Svin, og denne Kiste her – og saa den brune Klod. Men da Mette selv skynder paa, ender det med, at han faar det.
Til samtale hos provsten
Han påviser at hvor Gods og Penge er, sig Amor lister hen og udbryder:
Ej ægte Kjærlighed, men Penge har til Rod
Tilbørligt kaldes kan med Gud sig at beraade?
Nej, meget mere det, som viser tværtimod.
Også degne fik en over nakken i digtene.
Det fortælles, at Hans Mikkelsen havde tabt et brev fra sin bogtrykker i Haderslev. I det brev opfordrede bogtrykkeren ham til hurtigst muligt at sende nye viser, da de sidste havde slået godt an. I brevet omtales også de allerede trykte digte.
Brevet blev bragt til Provst Bargum, der nu opdagede, hvem forfatteren var til de populære viser. Han blev dybt forarget, og kaldte Hans Mikkelsen til sig. Provsten skulle ved den lejlighed have sagt:
Provsten mente også, at Hans Mikkelsen burde være ude over den alder, hvor man gav sig af med slige Ungdomsstreger. Dertil svarede Hans Mikkelsen, at han skriftelig ville meddele provsten om sin alder.
Stor udbredelse
Hans Mikkelsens viser fik meget stor udbredelse, ikke alene i Sønderjylland, men også langt op i Nørrejylland. De levede også langt ud over hans tid. Frederik Fischer nævner dem i 1860. Det var nemlig indkvarteret soldater fra Randers – egnen, der i 1848 kunne fremsige Smedevisen.
Sønnen blev Løjts første organist
Hans Mikkelsen døde den 21. december 1796 efter at have været lærer i 53 år. Hans søn, Jep Mikkelsen blev den første organist ved Løjt kirke.
Et forord af Frederik Fischer
I 1860 samlede Frederik Fischer 25 af Hans Mikkelsens digte. Foruden disse, har han skrevet et udtal af lejlighedsdigte og ligvers. Frederik Fischer forsynede udgivelsen med et forord, hvor han blandt andet skrev:
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere om Løjt: Læs
Hvis du vil vide mere om Løjt, Aabenraa og Søfart:
Maj 18, 2015
Felsted Sogn – dengang (1)
Her har været folk siden Stenalderen. Tager vi en dykkertur i Aabenraa Fjord, vil vi sikkert kunne gøre flere fund. Gennem århundreder har befolkningen været underlagt konge, kirke og adel. Det har til tider været hensynsløse herredsmænd der har beordret hoveri. Også Ahlefeldterne har huseret på egnen. Vi kigger også på den gamle herregård Skovbølgård. Her blev herremanden myrdet. Men der blev taget hævn.
Grave fra Sten – og bronzealderen
Mon der har været et større vandløb omkring Felsted engang? Ja grunden til det spørgsmål er fordi ordet Fæl betyder på gammel dansk vadested, overkørselssted.
I sognet er der både fundet grave fra Sten – og Bronzealderen.
Vi skal dog nok helt frem til nybyggerperioden i forbindelse med vikingetiden, før vi finder en bydannelse. Antagelig har det været enkelte byer i Jernalderen.
Som så mange andre steder har man ikke passet særlig godt på gravhøje i sognet. Nær sognegrænsen mod Varnæs findes dog tre velbevarede gravhøje. I Symandsskoven ligger en nogenlunde ubeskadiget stendysse.
Måske har det langs kysten også levet mennesker i Stenalderen. Men for at finde beviser for dette skal vi nok på en dykkerekspedition ud i Aabenraa Fjord. Her kunne det være, at vi kunne finde rester af køkkenmøddingen. Landet er sunket siden Stenalderen.
Underlagt konge, kirke og adel
Vi har tidligere beskrevet, at bønderne i området var underlagt enten kongen, kirken eller adelen. De indførte adelsslægter fortrængte efterhånden de indvandrede holstenere. Skovbølgård blev solgt til Jesper von Buchwald.
En hensynsløs herre
Denne var søn af Claus Buchwald i det første ægteskab med Emmerentze Ahlefeldt. Han var en hensynsløs herre, der hurtig kom i strid med Varnæs – bønderne om græsnings – og jagtrettigheder.
Allerede i 1344 fik en holstener, Johan Limbæk på Søgård, Lundtoft Herred i pant. I 1398 gik godset så til familien Ahlefeldt. Og sådan varede det helt til 1725. Og denne slægt, har som vi tidligere har skrevet i den grad grebet ind i borgernes livsbetingelser gennem alle disse år.
Skovbølgård
Men indtil 1616 sad herremandsslægten Uke (Uck)(Uge) på Skovbølgård.
Første gang vi hører om denne gård er i 1523. Men gården har nok eksisteret før dette årstal. Vi hører om en ejer, der hed Paul Uge. Dennes far, Peter Uge havde i Tumbøl en ret stor ejendom, som han i 1486 for sin faders, broders og søsters sjæl skænkede til Felsted Kirke. Denne Peter Uge levede endnu i 1543. Han havde to gårde i Skovbøl, tre stykker i Bovrup, en i Ullerup, en i Broager, to i Mjels og en i Oksbøl.
Mord og gengældelse
Han havde to sønner, hvoraf den ene overtog Skovbølgård. Den ene Peter overtog Skovbølgård. Han døde i 1571, og efterlod sig en søn, Paul Uge, som den 1. juni 1489 blev skudt ned af sin nabo Hans Blome til Ornum, hos hvem, han var til gæst.
Liget blev ført til Skovbølgård, hvor det stod ubegravet i næsten 8 uger. De dødes frænder ventede på at få tilbud om forlig fra drabsmanden. Men den kom ikke. Først den 24. juli blev Paul Uge begravet i Felsted Kirke.
Ved denne lejlighed blev den afdødes fætter Paul Uge til Avnbøllund, søn af hans farbror, Erik Uge opfordret til, som den nærmeste frænde at undsige drabsmanden. Han udtalte for de forsamlede, at Hans Blome var en nidding for den gerning, han havde gjort.
Hans Blome rejste nu til Mecklenburg, men i 1591 vendte han tilbage til Ornum. Det kom snart til en række sammenstød. Og da Hans Blome og hans tilhængere ligefrem angreb Paul Uge på Avnbølgård, blev han dødelig ramt af et skud fra Paul Uges bøsse.
Nu var børnene blevet voksne
Efter Paul Uges død førte hans enke, Magdalena Rathlau styret for sønnerne. 1608 udtaler fru Magdalene, da der var klaget over, at en gård i Felsted var lagt øde og var kommet under hovedgårds – hammeren, at hendes to sønner begge var voksne, og havde overtaget gården. Den ene af disse, Claus Uge, nævnes endnu kørt før 1622, hvor Skovbølgård blev solgt til Jesper von Buchwald, søn af Claus Buchwald i denne først ægteskab med Emmerentze Ahlefeldt.
Buchwald flyttede under Kejserkrigen til Flensborg. Her forhandlede han med en oberstløjtnant. Og det lykkedes ham at få stationeret to bevæbnede vagter på Skovbølgård. Disse kun dog ikke forhindre, at Skovbølgård led stor skade. Dette resulterede i stor pengeforlegenhed. Han blev dog en ældre mand på omkring 80 år.
En ødemark, grundet manglende undersåtter
Enken, Anna Rathlau fortalte i et brev fra omkring 1667 efter hans død, at hun og hendes børn var berøvet alle midler til livets ophold fordi, de kejserlige og brandenborgske folk, da de rykkede ind i dette hertugdømme, ødelagde Skovbølgård, idet beboelseshuset blev omstyrtet og ladegården med tilbehør blev brændt og lagt i aske, de stakkels undersåtter blev fordrevet og døde af sult. Alt blev ødelagt, så det snarere var at sammenligne med en ødemark end et adeligt gods og kan indtil denne time ikke indrettes på grund af manglende undersåtter men ligger nu øde hen på tiende år.
Skovbølgård degraderet til Ladegård
Efter Jesper von Buchwalds død havde enken og sønnerne drevet gården i fællesskab. Det var antagelig Marquard von Buchwald, der før 1700 solgte gården til oberstløjtnant Benedict Frederik von Rumohr. Omkring 1703 kom gården til statholder Frederik Ahlefeldt.
Under Ahlefeldt blev gården degraderet til ladegård. Lige før konkursen i 1725 blev gården drevet som mejerigård med en besætning på 84 køer, ungkvæg, heste og får.
Der kom skiftende ejer på gården. Vi kan bl.a. nævne:
En norsk skibsreddersøn der svor til tyskheden
I 1822 blev gården solgt til Johan Georg Kittel. Han var skibsreddersøn fra Norge. Han overtog gården efter at han havde fået en lotterigevinst. Men ret hurtig fik han økonomiske problemer. En del af hovedbygningen blev lejet ud til orgelbygger Marcussen og Reuter fra Aabenraa. I kælderen blev der anlagt et brændevinsbrænderi. Trods sin norske oprindelse, blev Kittel hertugens mand i området med hensyn til tyskheden. En søn gik ind i oprørsherren, men senere anholdt og ført til København.
Fra 1863 blev Skovbølgård bortforpagtet, selv om Kittel blev boende på gården. Han flyttede i 1875 til Flensborg. I 1880 blev gården afstået til August Ahrend Bruhn.
Tumbøl og Svejrups grundlæggere
Og vi ved, at det er en mand med tilnavnet Thra(r) –den vedholdende, den ivrige, der er grundlægger af Tumbøl og Traasbøl. Lidt nord på er det bonden, Sweghi, hvor navnet Sweghis – torp, Svejrup (Swerup) endnu vækker et minde om ham.
Det gjaldt for folk dengang, at rydde området for skov.
Hvor blev Vaarbjerg af?
Endnu en by i sognet er meget gammel af oprindelse, nemlig Vaarbjerg. Byen har ligget på grænsen mellem Felsted og Kværs Sogne. Dengang har den sandsynligvis ligget i det sidste sagn. Byen har stået i et skatteregister fra 1543. Her er den opført med 8 bol.
Felstedskov – den yngste
Yngst i sognet er Felstedskov med de to møller, Krusmølle og Felsbæk Mølle. En egentlig by er her nok først opstået i det 17. eller 18. århundrede. Det overnævnte skatteregister omtaler ikke noget, og det gør Johs. Mejers (Meyer) kort fra 1652 heller ikke. Men det antyder dog spredt bebyggelse.
Danckwerth nævner i sin beskrivelse kun møllerne. I en afhandling fra 1898, En Selvejerbondegaards Historie antager gårdejer Jørgen Iversen, Svejrup, at byen er opstået ved, at Felsted – bønderne efterhånden havde frasolgt deres afskovede skovskifter.
Udbredt skovdrift
Der har sket en meget udbredt udryddelse af skov. Således skriver Felsted – gårdmanden:
En masse ladegårde
Adelen forsøgte i det 16. århundrede ved hjælp af handler og mageskifte at få bøndergodset samlet i hovegårdens nærhed. Det næste skridt var at få bondejord ind til hovedgården og skaffe den fornødne arbejdskraft. Og det gjorde man ved øget hoveri. Var godset lige så stort som Søgård, oprettede man ladegårde. På den måde kunne fæsternes arbejdspligt udnyttes fuldt ud.
Denne udvikling greb i høj grad ind i Felsted Sogns udvikling. På den tid havde Skovbølgård afhændet sit strøgods og knyttet de omliggende bønder til sig som fæstere.
I en skrivelse af 18. juli 1688 kræver kirken forgæves Jesper von Buchwald for restancer for 2 større og 3 mindre ejendomme, som hans fader havde nedlagt. Men det var dog Søgård, der gjorde størst indhug i bøndernes jord.
Allerede i 1549 blev landsbyen Vaarbjerg nedlagt til fordel for ladegården Grøngrøft. Derpå gik det slag i slag. Landsbyerne Fiskbæk, Bøjskov, Aarup og Kelstrup blev efterhånden omdannet til ladegårde. I 1716 måtte den ærværdige by Kiding bøje sig for en ladegård.
Denne udvikling var en trykkende byrde. Dertil kom at man tre gange inden for en menneskealder måtte se sig udplyndrede af fjendtlige hære. Dette betød dyb fattigdom.
Kejserkrigens dage
I Kejserkrigens Dage (1625 – 1629) skete der også omfattende skade. Ja det var ikke kun Skovbølgård, der led skade. Dette fremgår af en meget gammelt og medtaget dokument (Jørgen Iversens samling) affattet efter freden i 1629. Og det er de kongelige bønders skade, der er opgjort:
Herefter følger en liste med navne, samt tilsvarende tab.
Forbi med Søgårds herlighed
I 1725 var det forbi med Søgårds herlighed. Det blev erklæret konkurs og måtte på tvangsaktion. Godset blev splittet, men det blev bestemt ikke lettere for områdets befolkning. Vi har tidligere beskrevet disse vaskeligheder i artiklerne Bønder – syd for Aabenraa, Hvor ligger Tumbøl?
Danskheden spirer frem
Nogle få eksemplarer af Frederik Fischer’ s ugeblad, Freja finder også vej ud til Felsted Sogn. Dette kalder også de første spirer frem til danskheden. Men ellers var det de voldsomme begivenheder i marts 1848 (se artiklen Oprør i Aabenraa), der satte gang i befolkningen i Felsted Sogn. I 1894 kunne man i Sprogforeningens Almanak læse indlægget af Jørgen Iversen, Af en Drengs Minder fra 1848: (vi har moderniseret sproget en lille smule)
Det er denne Kittel, som vi før har omtalt, som tyskhedens mand
Den modsatte effekt i Felsted
Lørdag den 18. marts havde Slesvig holstenerne på et møde i Rensborg krævet en egen forfatning for Hertugdømmerne, samt Hertugdømmet Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund.
Torsdag den 23. var den provisoriske regering blevet dannet.
Men i Felsted opnåede de to herrer lige det modsatte af det, som de havde forventet, nemlig at danskheden spirrede endnu mere. Og nu er det interessant at kigge i Jørgen Iversens erindringer:
Felsted forblev dansk
Felsted Sogn leverede også deres bidrag til Landstormen på i alt 100.000 mand.
Ved valget i 1871 kunne sognet mønstre 307 danske stemmer mod 45 tyske. Og ved sidste valg under tysk styre i 1912 var der 294, 53 tyske samt 15 socialdemokratiske stemmer. Og på afstemningsdagen den 10. februar 1920 var der 1.108 danske stemmer mod 106 tyske.
Vi vender frygtelig tilbage til Felsted Sogn, for det er meget mere at fortælle.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Se
Maj 18, 2015
Bendix Schow – Borgmester i Aabenraa
Foredrag af Jørgen Witte i Byhistorisk Selskab den 16. april 2015. Bendix Schow fungerede som borgmester i Aabenraa i en vanskelig tid fra 1805 til 1837. Han fungerede også som politimester og dommer. Han sørgede i 1807 for en fremsynet skoleordning. Det var også ham, der sørgede for et flot rådhus i samarbejde med C.F. Hansen. Han forhandlede med Ridderskabet om Stænderforsamlingen. Der var stadig en form for trykkefrihed i Slesvig. Og borgmesteren ville gerne have et politisk blad til Aabenraa. Resultatet blev Allgemeines Wochenblatt i samarbejde med redaktør Kopperholt. I 1837 blev Schows helbredstilstand forværret. Hans søn Georg Schow overtog posten. Han havde slet ikke samme forhold til Allgemeines Wochenblatt. Læs her det interessante foredrag – og tak til Jørgen Witte.
Indledning
I alle historiske fremstillinger om Aabenraa i begyndelsen af det 19. århundrede møder man borgmester Bendix Schow, der fungerede som borgmester fra 1805 til 1837. Schow var den helt centrale person i købstaden og prægede dens udvikling i mere end tre årtier og så søgte han også at påvirke den landspolitiske udvikling. Alligevel har han ikke fået en biografi og der findes åbenbart kun et enkelt litografisk portræt af ham. Det viser en mindre mand med krøllet hår og krum næse, med kloge øjne og en let smilende mund. Men måske er der noget let bevidst eller måske endda lidt ræveagtigt i udtrykket.
Udseende kan bedrage, men ser vi på hans virke, er der ingen tvivl om at han som borgmester var en ambitiøs, dygtig og energisk embedsmand. Det stod klart for Kongen og hans overordnede i Kancelliet i København, og de belønnede ham i 1815 efter ti års borgmestervirke under Napoleonskrigene med den fine rang som justitsråd.[1]
I dette foredrag vil jeg fortælle, hvordan Bendix Schow blev sporet ind på en liberal tænkning, som den udfoldede sig fra universitetet i Kiel i begyndelsen af 1800-tallet. Hvordan han fik gode kontakter til det Tyske Kancelli i København, så han hurtigt blev borgmester i Aabenraa. Hvordan han i 1816 prøvede at realisere sine politiske ideer sammen med andre borgmestre. Hvordan han fremmede oprettelsen af et lokalt blad i Aabenraa, og holdt hånden over dets redaktør, da Lornsen-sagen brød ud i 1830. Og afsluttende, hvordan hans egen søn som borgmester aflivede det liberale blad, et halvt år før han døde.
Bendix Schow levede i en tid med store forandringer. Det danske monarki blev ledet af en enevældig konge, reelt af hans søn kronprinsen, og fra 1808 efterfølger, Frederik 6.. Han havde taget magten ved et kup i 1784 og havde det afgørende ord i alle statssager. Monarkiet bestod af to kongeriger Danmark-Norge og to hertugdømmer Slesvig og Holsten, som administrativt blev styret af to forskellige justits/indenrigskollegier, Danske Kancelli og Det tyske Kancelli, placeret i hovedstaden København. Denne to-deling af staten var reel, og kongerigerne og hertugdømmerne havde f.eks. hver deres universitet og styredes på hver sit sprog. Men en moderne nationalfølelse havde ingen betydning for helstatens almindelige undersåtter. Der var almindelig hengivenhed for kronprins Frederik, der i tre årtier havde stået for en progressiv udvikling, men optimismen sluttede med den økonomiske ruin i 1813 og tabet i 1814 af Norge. Den danske stat var blevet meget lille i europæisk sammenhæng.
Gennem de voldsomme begivenheder i den franske revolution og Napoleonskrigene fik de spirende ideer om liberalisme og nationalisme en voldsom kraft, som vakte genklang i de tysksprogede intellektuelle kredse i hertugdømmerne. Centrum for dette var en kreds af professorer ved Kiels universitet, der uddannede embedsmændene i hertugdømmerne. I 1815 holdt den ledende liberale professorer, F C Dahlmann, en festtale om at det nye Tyskland eksisterede i kraft af sit folk, for kilden til strømningerne var det folkelige frihedsrøre i de 39 tyske lande. Hertugdømmet Holsten regnede han dertil, og endda Slesvig ved forbindelsen til Holsten. I fællesskab udbredte professorerne de liberale og forbundne tyske nationale ideer til alle progressive kredse. [2]
Bendix Schows uddannelse og karriere
PÅ grænsen mellem Holsten og Slesvig havde der siden 1600-tallet i Rensborg været en stærk dansk befæstning. Her blev Bendix Franz Ludwig Schow født den 20. april 1778 i København. Hans far var en dansk officer, oberst Jørgen von Schouw, men som tilbragte største delen af sin tjenestetid i hertugdømmerne. Bendix’ brødre blev militære som faderen, hvorimod han selv gik den juridisk-administrative vej. Alle akademikere fra hertugdømmerne skulle tilbringe to år (det såkaldte biennium) ved Kiels Universitet. Så Bendix Schow fra Rensborg blev immatrikuleret som jurastuderende ved universitetet i Kiel i maj 1797.[3]
Den 19-årige Bendix Schow har sandsynligvis haft den kendte prof. Friedrich Christoph Jensen (1754-1827) som lærer, der siden 1785 havde været ordinær juridisk professor . Det må på flere måder have været et betydningsfyldt møde, både politisk og karrieremæssigt for den unge Schow. F. C. Jensen var meget knyttet til det slesvigske og holstenske ridderskab. Jensens universitetsvirke i Kiel sluttede den 15. januar 1802, hvor han blev udnævnt til deputeret, dvs. til ledelsen, i Slesvig-Holstenske Kancelli i København.
Efter at have taget slesvigsk juridisk eksamen rejste også Schow til hovedstaden. Almindeligvis var det kun unge jurister med familie-formue, der kunne klare at starte med at arbejde i regeringskontorerne. Det skete nemlig som ulønnede volontører, og som sådanne kunne de være nødt til i årevis at opholde sig i København uden nogen løn-indtægt. Mange søgte dog så snart muligheden bød sig bort og de bedste lokale embedsposter i hertugdømmerne blev ved ledighed besat med mænd, der havde gjort tjeneste i centraladministrationens kontorer. [4]
Ud fra dette mønster er det bemærkelsesværdigt, hvilken hurtig karriere, som blev den unge cand jur Bendix Franz Ludwig Schow til del. Formentlig blev han straks efter eksamen i 1800 ulønnet volontør i Rentekammeret, men allerede den 20. august 1802 lykkedes det ham at få en regulært lønnet stilling som kancellist tilforordnet de deputerede ved Tyske Kancelli, dvs. til kancelliets lille ledelsesgruppe, som professor F. C. Jensen netop var blevet medlem af. Lønnen var 300 rdlr, men året efter fik Schow et væsentligt lønhop (425 rdlr), idet kancelliet foreslog ham placeret i Expeditionskontoret, et lille kontor med fem kancellister. [5] Schows hurtige avancementer bærer præg af, at han havde en god opbakning i kancelliets ledelse.
I det generelt dansktalende København holdt den lille gruppe af tysktalende og tyskkulturelle embedsmænd fra hertugdømmerne naturligvis sammen, og mange mødtes også privat. Det var muligvis på den måde, at Schow fik sig en ung ven, der senere skulle blive ganske kendt. Ind i F. C. Jensens hjem flyttede i 1802 hans 17-årige søstersøn, navnefælle og gudsøn, Friedrich Christoph Dahlmann (1785-1860), der var nært knyttede til hinanden.
I F. C. Jensens hjem kan den 24 årige Schow og den 17-årige Dahlmann have haft lejlighed til at udveksle politiske meninger allerede i 1802 om en stor konflikt der diskuteredes i det Slesvig-Holstenske Kancelli. Regeringen ville pålægge en ordinær skat på besiddelsen af brugen af alle faste ejendomme i såvel kongerigerne som hertugdømmerne. Herved blev den slesvigske og holstenske adels skattefrihed afskaffet, men ridderskabet hævdede, at det som arvtager af tidligere århundreders gamle landdage i hertugdømmerne kun var forpligtet til at svare skatter, de selv havde godkendt. I kancellikollegiet forsvarede flertallet af deputerede kongens ret til beskatning, hvorimod F. C. Jensen med historiske argumenter støttede ridderskabet. Som nyt medlem havde han dog ikke videre indflydelse, og måtte bøje sig. Ridderskabet tabte således kampen.[6]
Etablering i Aabenraa og aspekter af hans embedsmæssige indsats
I 1805 giftede han sig med den fire år yngre Georgine Johanne Christiane Sophie Callisen (1782-1849), datter af generalsuperintendenten i Holsten, Johann Leonhard Callisen ( -1806). Den 27 årige Bendix Schow havde fået råd til at gifte sig, fordi kongen havde udnævnt ham til ny borgmester og stadssekretær i Aabenraa. Siden 1800 havde byens borgmester været den tidligere advokat Bernhard Carl Prehn, men det havde vist sig, at han havde været særdeles forsømmelig i sine embedsforretninger og i øvrigt uretmæssigt inkasseret gebyrer. Byens valgte ledelse, Magistraten, klagede over det til Kancelliet og over at være blevet groft tilsidesat af borgmesteren, der blev suspenderet i 1804. [7] Den 7. juni 1805 var borgmester Prehn og bysekretær Bentzen blevet afskediget og i deres sted udnævnt kancellist Schow. [8]
Borgmester Schow havde i 1805 erhvervet et stort hus Slotsgade 33, altså på amtsgrund, lige uden for købstaden. [9] Købstaden var ikke stor, kun lidt over 2800 personer ved folketællingen 1803, men antallet steg i disse år. [10] I løbet af de næste 16 år fik ægteparret Schow 9 børn.
Schow hørte som borgmester til de bedst lønnede i købstaden. Han havde heste i sin stald og han klædte sig smukt i sort kjole med silkekraver, der var syet af en skrædder i Kiel.[11] Hans arbejdssted gennem tre årtier var det gamle rådhus i Storegade 30. Det var opført efter den store bybrand 1610, og taget i brug i 1614-16. Hovedhuset var opført med bindingsværk i underetagen og ovenpå med bulkonstruktion, kaldt ’plankeværk’. En trappe førte op til salen, hvor der hængte de kongelige portrætter, og hvor Schow havde sit kontor. Taget var utæt og det regnede ind til salen. Et baghus var opført i brandmur, og der fandtes forneden byens fængsel, mens etagen i bindingsværk rummede en retssal. Her holdt Magistraten også sine møder. Det var ingen fornøjelse, der var fodkoldt og det trak.[12]
Bendix Schow var både borgmester og bysekretær, men også byfoged (dvs. politimester og dommer). Som kongens lokale repræsentant fik han anvisninger og indberettede væsentlige forhold gennem sin overordnede i provinsforvaltningen på Gottorp, statholderen Carl af Hessen, til det fjerne Slesvig-Holstenske Kancelli i København. [13]
Ved sin ansættelse 1805 aflagde Schow højtideligt aflagt ed på at være sin enevældige konge tro. …af al sin kraft at fremme Majestætens interesse og især med al sin kraft og evne sørge for, at Hs Kong Majestæts ’absolutte dominiums suverænitet’ og arveret til Hs. Kgl. Majestæts riger og lande blev holdt uforandret… Derved ville han være skyldig at sætte sit liv, gods og blod på spil. Han lovede ikke at tillade, at nogen, uanset hvem det måtte være, hemmeligt eller offentligt foretog sig noget farligt derimod, eller talte eller handlede derimod. Hvis dette mod forventning skulle ske og komme til hans kundskab, ville han straks og ufortøvet modsætte sig dette og give det til kende for Hs. Kgl. Majestæt. [14]
Hvis troskabseden til Majestæten oprindelig har betydet noget for ham, må man ud fra hans handlinger tro, at hans følelser efterhånden snarere har rettet sig mod den købstad, hvis leder han følte, at han var, – og naturligvis ud fra sine egne liberale standpunkter. I købstaden lå hans loyalitet., men han vidste selvfølgelig godt hvem, der havde magten i sidste instans.
Købstadens øverste administrative myndighed var Magistraten, som førte opsynet over alle dens anliggender, og var ansvarlig for politi og retsvæsen. Som borgmester kunne Schow opfattes som Magistratens forretningsførende direktør. Han åbnede alle breve og behandlede sagerne, før de blev forelagt Magistraten. Den bestod af fire rådmænd valgt på livstid, og var købstadens indflydelsesrige skibsredere og købmænd. – Desuden fandtes Deputeretkollegiet, der bestod af 12 deputerede borgere. Borgmesterens dominerende stilling kunne give konflikter med rådmændene, som det under Prehn.[15] I modsætning til ham opførte Bendix Schow sig helt anderledes klogt, og han kom snart til at holde dens medlemmer i sin hule hånd.
Borgmester Schows større aktiviteter for købstaden
Igennem tre årtier arbejdede Bendix Schow med store og betydningsfulde opgaver, hvoraf kun nogle få store sager skal nævnes, da de vidner om hans dygtighed og ihærdighed. Det første var en skolereform, som allerede var blevet bragt på bane i 1794. Ved lange forhandlinger fik Schow i 1807 skabt enighed om en fremsynet skoleordning, som foregreb den generelle ordning i 1814.[16]
I 1807 brød krigen ud, og den vaktes en intens følelse af dansk patriotisme i søfartsbyen Aabenraa. Schow var den drivende kraft i bestræbelserne på at frelse byen fra krigens farer. Han bad om at få militær til byen, skrev appeller til de våbenduelige mænd om at deltage i et frivilligt korps, og stod for finansieringen af en lokal kanonbåd.[17] Hans indsats på dette område blev også belønnet med justitsrådtitlen.
Da der i 1817 samledes et antal ansete mænd fra Aabenraa for at vedtage vedtægter til en spare- og lånekasse, var borgmester Schow i forreste række. Formålet var at komme fattigdommen til livs ved at opdrage de økonomisk dårligst stillede, – dvs tjenestefolk, svende, daglejere m fl, – til at anbringe deres indtægt sikkert og anvende dem til fornuftige formål.
Væsentlig mindre var hans interesse for et andet socialpolitisk initiativ, oprettelsen af kolonihaver. Statsholderen i hertugdømmerne, Carl af Hessen havde i 1821 anbefalet at indrette fattighaver som i Slesvig by. Den sagkyndige mente, at de i Aabenraa skulle ligge ved Hjelmkobbel, men der havde borgerskabet sin skydeplads og det var forpagtet bort til en major. Så borgmester Schow trak sagen i 10 år, opgav sin modstand mod den oprindelige placering i Hjelmkoblerne.
Men allermest bør Schow naturligvis huskes for at have gennemført byggeriet af et smukt og rummeligt rådhus, tegnet af C F Hansen, der stod færdig i 1830.
Forfatningspolitik
Borgmester Schow bevarede sin politiske interesse også efter at han havde forladt Kancelliet, men han følte sig primært som embedsmand. Han korresponderede med ledende embedsmænd i Kancelliet og var orienteret om, hvad der skete; og han fulgte ligeledes med i de liberale kræfter i Kiel og sin ven Dahlmanns videre karriere. [18] Denne var blevet professor i Kiel og markerede i 1815 offentligt sin markante tysk nationale holdning. Han var medudgiver af de kielske forfatningsvenners tidsskrift Kieler Blätter, hvor han publicerede en artikel Ein Wort über Verfassung. Som sin morbror blev også Dahlmann sekretær for ridderskabet. [19]
I sit hjem læste Bendix Schow med begejstring ’Kieler Blätter’, og Dahlmann opfordrede ham til selv at skrive en artikel dertil. Det ville Schow ikke, fordi han opfattede sig som en politisk strateg i baggrunden og ikke som folkefører. [20] Måske erkendte han også faren ved som embedsmand åbent at fremføre kontroversielle politiske synspunkter.
Men i 1816 opstod der en situation hvor Schow følte, at nu måtte det være slut med at være bange for konsekvenserne af vedstå sine liberale synspunkter.[21] Baggrunden var den, at efter Wiener kongressen 1815 var det ved den tyske forbundsakts artikel 13 bestemt, at de enkelte lande i forbundet skulle have stænderforsamlinger. Den danske konge havde forpligtet sig til det for sit tyske land Holsten, – men havde hverken pligt til eller ønske om at gøre det for det danske hertugdømme Slesvig. Modsat forkyndte den liberale juridiske professor Falck i Kiel, at hertugdømmet Slesvig havde ret til en forfatning i fællesskab med Holsten. Kongen havde også bekræftet Ridderskabets privilegier. Det stod stærkt på et krav om en forfatning for begge hertugdømmer, præget af dets nye sekretær prof. Dahlmann. I august 1816 havde kongen indkaldt en kommission til at udarbejde stænderforfatningen for Holsten. [22]
Bendix Schow ville nu sætte kraft bag kravet om en stænderforfatning for hertugdømmet Slesvig. Han havde drøftet det med sine borgmesterkolleger i Flensborg, Husum, Sønderborg og Haderslev. De havde aftalt, at Schow via prof. Dahlmann skulle opfordre ridderskabet til i forening med købstæderne til at stille sig i spidsen for en henvendelse til kongen om en stænderforfatning for Slesvig. Over for prof. Dahlmann fremlagde Schow som politisk strateg både den taktik og den argumentation, som ridderskabet burde fremføre.
Ridderskabet som stand med retlige rødder i fortiden skulle gå i spidsen og skulle forsvare de andre stænders rettigheder. Ridderskabet skulle anmode købstæderne som berettiget stand om at medunderskrive petitionen til kongen.. Hvis købstæderne var villige dertil, skulle det ske bredt med magistraterne og med de deputerede borgere. Ville ridderskabet ikke være spydspids for aktionen havde Schow også en plan B.
Han havde også øje for, at kong Frederiks modvilje kunne skyldes frygt for udenrigspolitisk indblanding i monarkiets forhold, – ikke unaturligt efter tabet af Norge. Scchows naive politiske tro var, at jo flere politiske rettigheder befolkningen fik af kongen, desto mere ville folket være knyttet til ham. Nok skulle ridderskabet nævne det retlige krav på en stænderforsamling for Slesvig, men det skulle også siges, at det ikke var hensigten, at hertugdømmet Slesvig skulle tilsluttes Det tyske Forbund. [23]
Trods kontakten til sekretær prof. Dahlmann viste ridderskabet sig reelt ikke interesseret i en fælles henvendelse. Den mulighed var lukket, men den forudseende Schow havde i mellemtiden også henvendt sig til den konservative baron Cai Lorents Brockdorff om der muligheder i en henvendelse fra købstæderne om en stænderforfatning. Han var kansler for Holsten og medlem af forfatningskommissionen. Derfra fik Schow oplysningen, at der var en mulighed for at opnå et resultat, hvis et flertal af byer henvendte sig og henviste til de økonomiske ulemper for Slesvig, hvis kun Holsten fik en stænderforfatning.
I stedet for at bygge på prof. Dahlmanns historisk retssynspunkt om adelens standsrettigheder, valgte Schow at følge Brockdorffs praktisk politiske vejledning. Han fik ledelserne i byerne, med den store Flensborg som den vigtigste, til at indsende petitioner om en stænderforfatning. Flensborg og Aabenraa var de første i december 1816 og i de følgende uger i 1817 fulgte de fleste andre byer efter. [24]
I henvendelsen fra Schow og Aabenraa var der ikke noget nationalt moment. Hovedvægten var lagt på de økonomiske argumenter. Ønsket om en forfatning også for Slesvig, var kardinalproblemet for borgerskabet. Men i stedet for rettighederne pegede Aabenraa på ulemperne ved en adskillelse af hertugdømmerne, for kreditten og ved rigsbankforordningen. Schows forsøg på at bruge ridderskabet og Dahlmann som forfatningsmæssig murbrækker for de slesvigske købstæders forfatningsmæssige interesser mislykkedes. Der var for en dyb kløft imellem borgerskabet og nationalromantikeren, professor Dahlmanns forsvar ridderskabets standsmæssige interesser.
Da der ikke kom noget svar fra kongen på byernes petitioner, som han havde lagt så meget energi i, udviklede Bendix Schow en politisk frustration. .”Hvor længe vil de nuværende magthavere kunne holde stand over for et frit, åndeligt virksomt folk?” – skrev han i marts 1817 i en sætning med revolutionære efterklange. Året (1818) efter tilsluttede han i Kiel under påvirkning af sine liberale venner den såkaldte Harmonie petition, der var mere radikal end Aabenraas petition. Den krævede bl.a. at slesvigere skulle optages i den holstenske forfatningskommission og en forfatning omfattende begge hertugdømmer skulle udarbejdes. For Schows vedkommende betød det ikke noget ønske om at rokke ved den rodfæstede helstatsfølelse.[25]
Kongemagtens regulering af meningsdannelsen
Den trykte presse udgjorde et hovedmiddel, hvormed de liberale inden for begrænsede rammer direkte kunne påvirke samfundsudviklingen. Derfor var det et krav fra deres side, at der skulle være pressefrihed, så indflydelsen kunne blive maksimal. Den trykte presse fungerede på en måde som en højtaler, der forstærkede de liberale synspunkter og spredte dem i en stadig bredere kreds. I Schows hus samledes i midten af 1820erne venner ved oplæsningen af de liberale ‘Kieler Blätter’, der hilste hvert nummer blev hilst med jubel, ligesom man læste den tyske patriot Ernst Moritz Arndts (1769-1860) skrifter [26]
I Haderslev, Tønder og Sønderborg udkom der i begyndelsen af 1820erne nogle små ’intelligensblade’ , nærmest svarende til ugeaviser med hovedvægt på de lokale annoncer og efterretninger. Ville man følge med i politik og udenrigspolitik måtte læse aviser fra Hamborg og Altona, især Altonaer Merkur.[27] For den lille kerne af tyskorienterede liberale i købstaden, med borgmester Bendix Schow og lægen August Wilhelm Neuber (1781-1849) i centrum var det ikke nok. Helst ville Bendix Schow naturligvis have et blad, hvor man kunne drøfte politiske forhold og derved påvirke politikken. Det gav lovgivningen for hertugdømmet Slesvig dog ikke mulighed for, og så måtte Schow foreløbig nøjes med det mulige, et intelligensblad, da lejligheden bød sig.
Jeg vil super kort sige noget om mulighederne for meningsdannelsen. 50 år tidligere havde Struensee afskaffet århundreders censur i hele monarkiet. Året efter i 1771 blev det præciseret, at ophævelsen af censuren ikke betød at alt kunne trykkes, men at alle andre love fortsat gjaldt. Efter den franske revolution 1789 blev trykkefriheden meget benyttet, og udenrigspolitisk provokerede det den russiske zar voldsomt. I kongeriget Danmark blev der derfor i 1799 indført en omfattende straffelov til afgrænsning af trykkefriheden, herunder en vis censur. Under Napoleonskrigene blev meningsdannelsen naturligvis strammet yderligere, men egentlig censur blev ikke genindført. Det skete først hertugdømmet Holsten, fordi det var medlem af Det tyske Forbund, og de tyske stater udviklede sig reaktionært. Et terroristmord førte i 1819 til en beslutning om censur i de tyske lande, dvs. en genindførelse af censur før trykning i Holsten.
Det gjaldt ikke for hertugdømmet Slesvig, hvor der stadig var trykkefrihed, men da dette sprogligt og kulturelt var stærkt knyttet til Holsten, frygtede kong Frederik 6. omgåelser ad denne vej. Kancelliet søgte at berolige Frederik 6. , men forgæves. Kongen valgte den skærpede fremgangsmåde, som bragte pressetilsynet i hertugdømmet Slesvig tættere på censuren i Holsten. Med forordningen af 22. februar 1820 besluttede kongen, at bogtrykkerne før salg og distribution af ethvert skrift under 20 ark (ca 320 sider) skulle indlevere det til politimesteren. I tilfælde af overtrædelse ville de kunne straffes med en bøde på 100-500 rbdl. , om end de ikke skulle afvente politimesterens reaktion.
I Slesvig indførtes altså en kontrol/censur før distribution, men efter trykning, svarende til retstilstanden i kongeriget. Selv om kancelliet appellerede til befolkningens forståelse om at de nødvendige bestemmelser om misbrug af pressen allerede var givet i 1771 og at det drejede sig om misbrug fra udefrakommende personers side, så var effekten dog den samme. Nogle topjurister (Ørsted) argumenterede endda for, at denne form for censur reelt var værre, da det ikke kun var overtrædelsen af trykkefrihedsbestemmelserne, der blev straffet, men fordi det betød store økonomiske omkostninger når hele oplaget blev kasseret.
Måneden efter strammede Kancelliet og kongen også mulighederne for overhovedet at udgive aviser og blade. I kancellipatentet af 4. marts 1820 blev det fastslået, at intet blad måtte udkomme uden at det havde et privilegium. Derved havde myndighederne mulighed for at stoppe et kritisk blad, hvis det blev regulært fjendtligt over for kongen. Udgiverne af uge- og dagblade ikke måtte optage politiske efterretninger eller artikler med med politiske emner, uden at de havde en særlig tilladelse dertil i deres privilegium.
Det var samme linje, som kongen og Danske Kancelli havde lagt for kongeriget Danmark ti år tidligere.
I den enevældige stat var det den naturlige og anti-liberalistiske måde at regulere rettigheder på. Borgerne skulle have kongeligt privilegium til enhver aktivitet, – som apoteker, brygger, til fabrikker, garveri osv. Privilegiet betød velvilje vist fra kongemagtens side og knyttede undersåtten til Majestæten i taknemmelighed. Og omvendt gav privilegiet sin indehaver sikkerhed for at kunne udøve sin økonomiske aktivitet uden at blive udsat for konkurrence. Det sagde sig selv, at det var skadeligt for den enkelte og for borgerne som helhed, når der i en lille by udkom to blade, hvor der kun var økonomisk grundlag for ét.
Kopperholdts blad
I Nybro nr 20, få huse fra borgmesterens store hus, boede Hans Kopperholdt (1787-18xx) [28] der i over et årti havde kæmpet med økonomiske vanskeligheder. I 1823 søgte han med alle midler efter nye indtægtskilder. Det økonomiske formål anførte han den 30. maj 1823 i sin ansøgning om privilegium til at udgive et ugeblad for købstaden Aabenraa (Apenrade), hvor der hidtil ikke var udgivet et blad, der skulle udgives i byen og i Aabenraa og Løgumkloster amter.
Ved tildelingen af et privilegium bearbejdedes borgmesterens indstilling af melleminstansen i Slesvig og af Kancelliet i København, før det sluttede med en indstilling til Kongen. Borgmesteren havde ikke megen indflydelse på privilegietildelingen, med mindre han kendte sine overordnedes kriterier og kunne bruge dem i sin argumentation. Men det havde Bendix Schow, der sikkert gav Kopperholdt gode råd.
Kopperholdt søgte om privilegiet både hos amtmanden og byens Magistrat, dvs. borgmester Schow. Han har muligvis anbefalet ham at søge et privilegium med eksklusivret (eneret) fordi han vidste, at en nyetableret bogtrykker Rathje i købstaden også ville ssøge et bladprivilegium.[29]
Helt usædvanligt foreslog Magistraten (dvs. borgmester Schow) i sin anbefaling, at Kopperholdt skulle have lov til at bringe politiske nyheder fra andre blade ! Det havde denne ikke selv ønsket. Det viser formentlig Schows egen interesse i at få et politisk blad i byen. Det kom han dog ikke igennem med. Statholderen Carl af Hessen på Gottorp og Kancelliet mente ikke, at der var behov for en avis i Aabenraa, der kunne bringe politisk stof. De ville kun indstille til kongen at bevilge et privilegium, hvis der lokalt var et generelt behov. I den lille købstad Aabenraa kunne det være et intelligensblad (annonceblad), men næppe mere. I hertugdømmerne udkom der i øvrigt ikke andre politiske aviser end de store blade Altonaer Mercur og Fortuna i Glückstadt. Da Kopperholdt i april 1825 fik et bladprivilegium, indeholdt det forbud mod at optage politiske efterretninger, men det var faktisk kancelliets standardformulering for intelligensblade.
Da byens bogtrykker, Rathje havde fået afslag på et bladprivilegium, enedes han og Kopperholdt nødtvungent om at samarbejde, – hvilket skulle vise sig at blive meget konfliktfyldt, men det er en anden sag. I kontrakten aftalte de, hvordan, der skulle reserveres tid og plads til efterretninger, , der kom med posten fra hhvs. Hamborg, især Börsen-Halle i Hamborg og tilfældige oplysninger, der kom med den jyske post. [30] Som i andre blade bestod det journalistiske arbejde bestod i Kopperholdts Allgemeines Wochenblatt mest i at sakse tekster i andre blade.
De første 8-9 år var Allgemeines Wochenblatt som andre slesvigske intelligensblade. Dets farveløse præg skyldtes snarest, at 1820erne generelt forløb stille. Bladet udkom to gange ugentligt, og Borgmester Schow havde som censor et let arbejde med at gennemlæse bladet de to gange om ugen.
Censor Bendix Schow og Lornsen-sagen 1830.
I disse år vejledede borgmester Schow og til dels provst Paulsen Kopperholdt med redaktionen. Bladets ganske få sider rummede en underholdende del med moralske, geografiske, historiske stykker, der hentet i tyske blade. Dertil kom lokale, overvejende tysksprogede, annoncer. I de indenrigske efterretninger dominerede meddelelserne fra kongeriget og København så meget, så det næsten kan betegnes som et tyskskrevet dansk blad. Fra 1830 var det især det ekstremt liberale KjøbenhavnsPosten, der blev citeret. [31]
Kopperholdt kom ikke med politiske efterretninger i bladet i 1820erne. En total kursændring foretog han i revolutionsåret 1830 ! Den tidligere kontorchef i kancelliet, Uwe Jens Lornsen udsendte sin pjece ‘Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein’. Skriftet var blevet listet igennem den holstenske censur hos censor Christensen i Kiel og blev spredt ud over begge hertugdømmer [32] Han krævede en repræsentativ forfatning for hertugdømmerne, der kun skulle være i personalunion med kongeriget. Indholdet var sprængfarligt for det danske monarki, der kun femten år tidligere var reduceret voldsomt ved tabet af Norge. Agitationen for pjecen skærpede Kopperholdts politiske linje over for enevældens myndigheder og endte syv år senere med lukningen af bladet. For Bendix Schow som borgmester kunne sagen have fået meget alvorlige følger, men i første omgang han snoede sig selv og Kopperholdt uden om ansvaret
Det begyndte med, at den liberale professor Andreas Michelsen (1801-81) i Kiel sendte Kopperholdt et brev med otte eksemplarer af Lornsens pjece. Michelsen var meget aktiv for udbredelsen af Lornsens ideer. Kopperholdt blev så begejstret, så han den 8. november 1830 citerede brevet som en nyhedsartikel på forsiden af bladet. Artiklen omtalte Lornsens pjece og at indbyggerne i Kiel med talrige underskrifter havde bedt byens Magistrat og borgerkollegier om at sende en petition til kongen for at bede om en tidssvarende repræsentativ forfatning. De slesvigske byer måtte bestemt ikke stå tilbage, da Holsten vel nu ville få en forfatning og blev ophøjet til en tysk konstitutionel stat. I den situation måtte ’vi nedefra’ ikke lade opstå tvivl på højere sted (kongen) om holdningen til Slesvig.
Artiklen lød som en fanfare, en opfordring til oprør, til modstand imod kongens ret til at bestemme hertugdømmet Slesvigs forfatningsmæssige udvikling. Ingen tvivl om, at artiklen ville sætte en politisk aktion i gang, og at Schow skulle standset artiklen. På bagsiden af Allgemeines Wochenblatt havde bogtrykker Rathje endda indrykket en annonce, hvor han tilbød at sælge Lornsens pjece for 4 sk. [33] Heller ikke den burde en loyal censor have ladet passere.
Artiklen startede en kampagne. I næste nummer den 11. november rummede en politisk artikel i slesvig-holstensk ånd forfattet af Kopperholdt selv: Faren for at Slesvig kunne blive adskilt fra Holsten og forbundet med Danmark havde bevirket en almindelig ophidselse i hertugdømmerne.. Lornsen havde tændt et lys for slesvigholstenerne i deres vigtigste anliggende. Kopperholdt gengav rygter om, at kongen planlagde at give både hertugdømmerne og Danmark en forfatning, og fra de store byer ville der i nær fremtid blive indsendt petitioner derom. I næste nummer fortsatte Kopperholdt kampagnen ved at aftrykke en afhandling om petitionsretten af prof. N. Falck. [34] Og censor Bendix Schow lod bare den oprørske forkyndelse af Lornsens ideer passere, – uforsigtigt og måske fordi han var enig.
Artiklerne i Allgemeines Wochenblatt havde vakt opmærksomhed i slesvig-holstenske kancelli og Frederik 6. var rystet og vred over Lornsens pjece og handling. Kongens fortrolige, den kancellideputerede Johan Paul Höpp, skrev til ham, at oprindelige notits i bladet var lige så ’argt’ som Lornsens eget skrift. Det var meget vigtigt, at skriftet ikke kom i bladene. Kopperholdts artikel fandt Frederik 6. meget dadelværdig. [35] Kongen selv fulgte således med i, hvad der skete i Aabenraa.
Kansleren i Overretten i Slesvig, Joakim Ove Friedrich Spies havde allerede den 13. november slået en særdeles alvorlig tone an over for Bendix Schow. Han beordrede ham til straks at afhøre Kopperholdt og indsende forhørsprotokol og bladets privilegium til Overrettten. Hvordan havde bladet kunnet udbrede en sådan artikel? Lignende artikler skulle omhyggeligt undgås. Og det var helt forbudt at trykke Lornsens pjece enten helt eller delvist.
Da Schow den 14. november fik den tjenstlige ordre, må han have været klar over, at han befandt sig i en meget prekær situation. Nogle dage forinden (9. november) havde han nemlig selv modtaget et brev fra professor Michelsen. Denne var som stor dreng kommet i borgmester Schows hjem, og havde lært ham at kende som en liberal tænkende mand. I brevet havde Michelsen opfordret Schow til at deltage i den Lornsenske aktion med en smigrende henvisning til hans holdninger. ’Ingen vil mere være tilfreds med en landsstændersk, dvs. aristokratisk forfatning, – tiden kræver bydende en repræsentativ, en virkelig forfatning, der repræsenterer folket’. Michelsen havde også sørget for, at Schow fik et eksemplar af Lornsens pjece. [36]
Da Schow fik den tjenstlige ordre den 14. , fik han pludselig travlt med at lægge luft til prof. Michelsen, hvis deres forbindelse skulle blive kendt. Schow svarede ham samme dag, men tilbagedaterede sit brev til den 12. november, så det fremtrådte som helt uafhængigt af Kancelliets reaktion. I sit svar afviste Schow Michelsen ganske køligt med henvisning til sin stilling som embedsmand, – at tiden ikke var den rette, og at sagen var fremført ”ordnungswidrig” og var højst farlig på grund af tidens tendens. ’Man vil dog vel ikke forberede uroligheder som i Belgien i vort elskede fædreland?’. I Bruxelles havde Juli-revolutionen nogle måneder tidligere ført til blodige gadekampe og proklamation af Belgiens uafhængighed. [37]
Samme dag forhørte Bendix Schow naturligvis redaktør Kopperholdt, og afsendte samme dag (den 14. nov) sin indberetning. Det var i Schows interesse at koordinere Kopperholdts og sine egne forklaringer og stille det hele i så positivt lys som muligt. Kopperholdt udtrykte naiv uskyldighed. Lornsens pjece havde givet ham den inderlige overbevisning, at en repræsentativ forfatning måtte have lykkebringende følger for begge hertugdømmer. Når en anset kongelig embedsmand som Lornsen helt lovligt fik trykt dette skrift om forfatningen og der også i Kieler Correspondenzblatt havde været frisindede drøftelser af almen politik, – så havde det givet ham den opfattelse, at regeringen ikke ville have noget imod en sådan forfatning, når undersåtterne viste interesse derfor. Agtværdige mænd fortalte, at Hans Majestæt kongen selv havde læst Lornsens skrift i manuskript og selv havde tilladt trykningen. Redaktøren havde i denne sag, som han plejede, indhentet provst Paulsens og borgmester Schows kompetente råd, og denne havde ikke betænkeligheder ved artiklen. Af hjertet beklagede han indrykningen af brevet, da han havde erfaret at det på Allerhøjeste sted havde vakt misbilligelse.[38]
Med sit forsvar ramte Kopperholdt de ømme punkter i tilsynet med pressen, nemlig at der ikke var koordinering af censorernes indsats og at embedsmanden Lornsens pjece åbenbart var sluppet igennem regulær censur i Kiel. Det er tænkeligt at Schow med insider-viden har inspireret ham.
Schows egen forklaring og taktik svarede til Kopperholdts, nemlig at intet ulovligt havde været tilsigtet og at han undskyldte. Redaktøren var kommet til ham mandag aften for at vise ham artiklen, der var et uddrag af et brev fra Kiel. Lornsens skrift var da udkommet. Han havde ikke haft noget at indvende imod artiklen, da den kun henviste til de slesvigske kommuners ret til at indsende petitioner. Han fandt intet ulovligt i meddelelsen og havde så tilladt trykningen. Han henviste også til at censuren i Kiel havde lade pjecen slippe igennem. Havde han fejlet, så var det ikke sket bevidst og under de givne omstændigheder var fejltagelsen tilgivelig. Da han nu kendte Majestætens vilje i denne henseende, forsikrede han, at det ikke skulle gentage sig.[39]
Målet var også at afværge de overordnede myndigheders vrede, så de ikke inddrog bladprivilegiet. Schow pressede derfor Kopperholdt hårdt til at gøre afbigt og fik ham i næste nummer af Allgemeines Wochenblatt til at beklage, at han havde offentliggjort brevet fra Kiel. ” Det var undgået hans opmærksomhed, at det brev fra Kiel, han tidligere havde optaget, straks da Lornsens pjece udkom, havde haft en ophidsende tendens, og han beklagede nu dybt sin ubesindighed, da han optog det. … hans overilelse ikke var udsprunget af et forkasteligt sindelag, men af en fejlagtig mening, og at han gennemtrængt af den dybeste ærefrygt for vor milde og retfærdige konge med glæde sammen med alle taknemmelige og trofaste undersåtter ville ofre sit hjerteblod for den elskede landsfaders hellige person.” Dette nummer af bladet så Frederik 6. også. [40]
De overordnede myndigheder ville dog kende den rette sammenhæng. I første omgang ønskede Overretten i Slesvig at finde ud af, hvem der var denne brevskriver i Kiel, og om det havde været hensigten, at brevet skulle offentliggøres. Det var ikke fremgået af Schows indberetning, og det var næppe tilfældigt. Schow søgte nok at holde hånden over prof. Michelsen. Den 30. november 1830 krævede Overretten, at Schow skulle foretage en ny afhøring af Kopperholdt og få brevet udleveres. Men Kopperholdt ville ikke afsløre brevskriverens identitet, og han påtog sig ansvaret. Brevskriveren havde ikke givet anledning til offentliggørelsen eller haft det til hensigt. Kopperholdt følte sig ikke forpligtet til at udlevere brevet, men erkendte på ny, at det havde været en stor ubesindighed.
For at afbøde de videre konsekvenser for de liberale i Kiel ofrede Schow nu Kopperholdt over for Overretten. Uden at oplyse sin kilde fortalte Schow , at det var prof. Michelsen, der havde sendt Lornsens pjece til Kopperholdt og opfordret til meddele den til læserne. Højst sandsynligt stammede artiklen fra brevet, Schow følte sig overbevist om, at Michelsen ikke havde opfordret til gengive det. Hvordan sammenhængen var, havde Schow vidst ret længe, for prof. Michelsen havde jo skrevet til ham selv tre uger tidligere.
Over for sine overordnede konkluderede Schow, at kun Kopperholdt var skyldig. En undersøgelse mod prof. Michelsen ville ikke føre til anden viden end at han havde skrevet brevet. Derfor havde Schow heller ikke krævet forfatterens navn og brev udleveret. Endelig gik Schow i forbøn for Kopperholdt. Han burde ikke straffes for hårdt, da han angrede det alvorligt og bestemt ikke igen ville komme i en tilsvarende eksalteret stemning. Han var blevet hårdt straffet gennem sin offentlige afbigt.[41]
Nu var professor Michelsens navn kommet frem, og han blev så i januar 1831 forhørt af den Undersøgelseskommission, der behandlede Lornsen sagen. Profgessoren erkendte at have skrevet brevet, der var blevet trykt i ændret form og desuden at have sendt pjecer til Kopperholdt. Først havde han tænkt sig at henvende sig til borgmester Schow, men undladt at gøre det, fordi denne ikke skulle ikke have besværet med salget af pjecerne. [42] Om dertte var aftalt spil, kan man ikke vide. Men Michelsen afslørede ikke, at han faktisk også havde korresponderet med Schow og opfordret ham til at bakke op om en petition i Lornsen-aktionen. Michelsens originale brev kom heller ikke frem, da Schow blev pålagt igen at afhøre Kopperholdt. Han udleverede kun en afskrift, for det originale brev var brændt!
Som borgmester havde Bendix Schow således et vist held at redde sig selv og sine liberale venner samt bladet i Aabenraa igennem Lornsen-sagens farlige dønninger. Men han følte at han måtte berolige sine overordnede, at de kunne stole på ham. Han indberettede i januar 1831 til Undersøgelseskommissionen, at Lornsens pjece i Aabenraa alligevel havde inspireret nogle lokale liberale til at ville indsende en petition. Han havde fået kvalt disse bestræbelser og han havde også behandlet sagen med afhøring af Kopperholdt meget diskret. [43] Der var altså roligt i købstaden.
Efter Lornsen-sagen
Efter Lornsens sagen fortsatte Kopperholdt med at bringe liberalt stof. Oprindelig havde han en nær forbindelse til de københavnske liberale, men kun en svag kontakt til Kiel. Det ændrede sig, sikkert under kraftig påvirkning af den slesvig-holstensk liberale overretsadvokat C. Heiberg, der førte de slesvigske pressesager. [44] Indtil videre accepterede de overordnede myndigheder på Gottorp stiltiende det politiske islæt i Allgemeines Wochenblatt, – måske fordi de (Spies) tog et humant hensyn til borgmester Schows næsten livsfarligt sygelige irritabilitet ! [45] Schows indflydelse på bladet i Aabenraa nærmede sig dog slutningen.
I 1834 blev der oprettet rådgivende stænderforsamlinger, og i hertugdømmerne indførtes nye melleminstanser, en ny slesvig-holstensk regering og en ændret overret. De administrative og de dømmende funktioner skulle skilles ad, men tilsynet med pressen med beslaglæggelser blev opfattet som administrative politisager og tillagt regeringen ifølge dens instruks § 19. Når censor havde beslaglagt et blad, skulle han meddele den slesvig-holstenske regering det, der traf den endelige beslutning. Kun ved idømmelse af yderligere straf, var det en retlig bedømmelse i Overretten. I sidste ende kunne Kancelliet tage sig af spørgsmålet om en eventuel kassation af privilegiet.[46]
Indførelsen af stænderforsamlinger og en fælles slesvig-holstenske regering imødekom nogle af liberale ønsker, men det var ikke godt nok. Bl. a. var det et stadig krav, at sager mod den trykte presse skulle behandles af domstolene, ikke administrativt. Kampen mod kongemagten begyndte i 1835, og førtes ikke mindst frem af bladene, der var i opposition til statsregeringen. I Kiel var det Olshausens Correspondenzblatt, i hertugdømmet var det Eckernförder Wochenblatt og i Aabenraa Kopperholdts blad. Hertil hørte også Kjøbenhavnsposten, som i flere år var det kongerigske blad med flest beslaglæggelser. [47]
Den nye slesvig-holstenske regering på Gottorp mistede nu tålmodigheden med Allgemeines Wochenblatt. Kopperholdt havde viderebragt udførlige referater af en retssag imod den københavnske professor David for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen. Den 10. februar 1835 gav regeringen borgmester Schow en irettesættelse for ikke at have grebet ind, og Kopperholdt bøjede sig for presset og accepterede en forcensur af manuskripter, altså som før censurens ophævelse 1770. Senere forklarede han med, at det var en ’frivillig’ aftale med Schow. [48] Tilsvarende frivillige aftaler om forhåndsgennemsyn af manuskriptet havde også andre blade som Flensburgisches Wochenblatt.
Det liberale Eckernförder Wochenblatt tog derimod kampen op, opsagde sin aftale, og opfordrede andre til at gøre det samme. Nok var Kopperholdt enig, men han ændrede det kun lidt til et gennemsyn af korrekturarket. Det skyldtes nok hans gode forhold til borgmester Schow.[49] Bag Eckernförder Wochenblatt stod advokat C F Heiberg, der frem til 1838 fremsendte utallige klager over den lokale politimesters beslaglæggelser, – men bladet tabte striden med sin censor og regeringen på Gottorp. Sådan kom det også til at gå i Aabenraa.
Afslutningen
I 1837 forværredes borgmesterens helbredstilstand, og hans søn, Georg Heinrich Leonhard Schow (1810-89), der under sygdomsperioder havde hjulpet ham, blev nu konstitueret. Dermed sluttede Bendix Schows tid som borgmester og censor. Georg Schow fik som censor et fuldstændig andet, negativt forhold til Kopperholdt, og efter to år mistede denne sit privilegium og Allgemeines Wochenblatt ophørte med at udkomme i 1839. Det var den dramatiske kulmination af striden mellem myndigheder og de liberale blade i hertugdømmet Slesvig, som ikke skal fortælles her.
Georg Schow havde studeret jura i Kiel og efter eksamen været ansat som kancellist i den nye slesvig-holstenske regering på Gottorp. Han ville gerne gøre sig positivt bemærket over for regeringen, så han kunne blive faderens efterfølger. Det gjaldt derfor om nøje at føre statsledelsens kamp imod de liberale oppositionsblade på lokalt plan i Aabenraa, dvs. mod Kopperholdt.
Kopperholdt var en 50-årig stridbar redaktør og den 27-årige Georg Schow var en ung selvbevidst, autoritært indstillet jurist. Hans kampvilje var også større end respekten for lovgivningen. Senere udtrykte den unge Schow således (vedr. den dansksindede redaktør Frederik Fischer), at det var sikrest, om ugeblade stod under en gammeldags censur, men den opfattelse kunne regeringen på Gottorp dog ikke godkende.
Efter kun to måneder kom det uundgåelige sammenstød. I juni 1837 erklærede Kopperholdt, at han ikke var forpligtet til at forelægge bladet til censur før trykningen. Det ville Georg Schow ikke acceptere. Hans modforholdsregel var nøje at følge loven og i konsekvens lade hele det trykte oplaget beslaglægge og kassere, hver gang han fandt uacceptable artikler. Kopperholdt vovede sig længere og længere ud i konflikten med censor Georg Schow. Det blev til mindst 20 beslaglæggelser i løbet af halvandet år, og der var et hadefuldt modsætningsforhold mellem dem, – lige så negativt, som det tidligere havde været positivt under den ældre borgmester Schow.
I januar 1839 indstillede Georg Schow til sine overordnede, regeringen på Gottorp, kancelliet og til endelig afgørelse Frederik 6., at Kopperholdts privilegium skulle kasseres. Det tilsluttede de sig og det skete den 2.marts 1839.[50] Aabenraa liberale blad døde, – et af de sidste numre med meddelelsen om kassationen havde Kopperholdt provokatorisk på kongens fødselsdag (!) forsynet med sort sørgerand! Det virker næsten symbolsk, at den tidligere borgmester Bendix Schow døde blot et halvt år senere, den 18. august 1839.
Tak til Jørgen Witte.
[1] G. Japsen: Den nationale udvikling i Åbenrå 1800-1850 (1961) s. 76;
[2] Japsen 1961 s. 73f.
[3] Japsen 1961 s. 75f.; Das Album der Universität Kiel. Herausg. Franz Gundlach (1915) nr 6975.;
[4] Jørgen Paulsen: Tyske Embedsmænd i København i Tiden 1800-1840. [Sønderjydske Aarbøger 1936] s. 48f.;
[5] Tyske Kancelli C 9 Forestillinger 1802 20. august 1802 og 16. december 1803; Kringelbach s. 262;
[6] Jørgen Paulsen 1936 s. 53-55;
[7] Åbenrå Bys Historie. red. af Johan Hvidtfeldt og Peter Kr. Iversen. Bd II (1967) Perioden 1721-1814 ved H.H. Worsøe. s. 18;
[8] Tyske Kancelli C 9 forestillingsprotokol 7. juni 1805 nr 3 (film S 5632)
[9] Erik Skifter Andersen: Registrant over ejendomme i Aabenraa 1700-1920 (2012) s. 76;
[10] J.P. Trap: Statistisk-topographisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig (1864) s. 101, 332;
[11] LAA Privatarkiv Bendix Schow Regnskab 14. december 1814;
[12] Thomas Ries: Det gamle rådhus i Apenrade – fem artikler i Hejmdal i februar 1918 [Historie fra bybakken 2007]; Birgitte Kragh Rasmussen: Aabenraa Rådhus 1830-1980 (1980) s. 11f.; Åbenrå Bys Historie Bd II (1967) ved H.H. Worsøe. s. 126;
[13] Japsen1961 s. 23; Gerret Liebing Schlaber: Hertugdømmet Slesvigs forvaltning. Administrative strukturer og retspleje mellem Ejderen og Kongeåren ca. 1460-1864 (2007) s. 308, 117;
[14] LAA Apenrade Byarkiv V12 Sager ang. byens embedsmænd og tjenestemænd i alm. 1651-1867. bl.a. trykt formular, her oversat til dansk.
[15] Apenrade Byarkiv V 14 Gegenwärtige Verhältnisse und Befugnisse der Magistrats Mitglieder unter sich und der Stadt- und Amts-Beamte 1711 – 1843, skrivelse af 7. Maj 1802,
[16] Japsen 1961 s. 39-42;
[17] Japsen 1961 s. 46-51;
[18] Han omtaler i 1816 Spies og C Brockdorff, men formentlig hørte F C Jensen også til dem. G Japsen : Briefe von Bendix Schow [Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte Bd 102/103 [1977/78] s. 160, 163
[19] G. Japsen: De slesvigske byers forfatningspetitioner 1816-17 [Sønderjyske Årbøger 1964 s. 313f.;
[20] Japsen: 1964 s. 316 f.; Japsen 1977/78 s. 159;
[21] Gottlieb Japsen: Briefe von Bendix Schow. ZGS-H G BD 102/103 (1977/8) s. 158 den 22. sept. 1816
[22] Georg Nørregaard: Efterkrigsår i dansk udenrigspolitik 1815-24 (1960) s.139ff;
[23] Gottlieb Japsen: Briefe von Bendix Schow. ZGS-H G BD 102/103 (1977/8) s. 158 dat. 22. Sept. 1816.
[24] Georg Nørregaard: Efterkrigsår i dansk udenrigspolitik 1815-24 (1960) s. 140f.; G. Japsen: De slesvigske byers forfatningspetitioner 1816-17. s. 315-325;:
[25] Japsen 1961 s. 80-84;
[26] Svend Larsen: Pressen i Apenrade ved Nationalitetskampens Begyndelse. [ I Festskrift til H. H. Hanssen 1932] s. 110;
[27] Svend Larsen 1932 s. 104;
[28] Skifter Andersen: Registrant over ejendomme i Apenrade 1700-1920 (2012) s. 28; Morten Kamphövener: Borgerskaber i Åbenrå 1686-1867 (duplikeret 1974) Bd. I s. 114;
[29] Japsen 1961 s.
[30] Larsen 1932 s. 107f.;
[31] Japsen 1961 s. 88f;
[32] Svend Larsen s. 109;
[33] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115, Overretten til Schow 13/11… med bilag; Allgemeines Wochenblatt No. 607. 8. November 1830;
[34] Japsen 1961 s. 98f.;
[35] Zur Lornsenschen Bewegung. Mitgetheilt von Prof. Karl Jansen s. 198 i ZGSHG Bd. 24 (1894); H. R. Hiort-Lorenzen: Kong Frederik VI. og Bevægelsen i Holsten 1830. s. 191 i Sønderjydske Aarbøger 1901; Danske Magazin 1940 s. 54 Höpp til Frederik 6. den 13. november 1830; Briefe des Grafen Otto Joachim Moltke an den Kanzler Cay Lorenz Brockdorff aus dem Jahre 1830. i ZGSHG Bd. 34 (1904);
[36] Japsen 1961 s. 97;
[37] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115. Koncept til brev fra Schow til Michelsen formentlig oprindelig dateret den 14. og rettet til den 12.. Datoen er afgørende for vurderingen af Schows reaktion. Svend Larsen s. 110 og Japsen s. 97 går ud fra 12. november, men af prof. Michelsens gensvar sammesteds den 16.november fremgår, at Schow svarede 14. november. I dette svar kommenterer Michelsen Schows argumenter.
[38] Svend Larsen s. 111; s LAA Apenrade byrarkiv VII nr 115 Extrakt af retsprotokollen for købstaden Apenrade 14/11 1830; selve retsprotokollen synes at mangle, idet der en lakune i retsprotokollerne for Apenrade by mellem 1823 og 1831, jf. Nordslesvigske retsbetjentarkiver udg. af Landsarkivet for de sønderjyske Landsdele (1976) s. 66;
[39] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115 Schows indberetning 14/11 1830;
[40] citeret efter H. R. Hiort-Lorenzen s. 199;
[41] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115 Schows indberetning 4/12 1830
[42] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115 Afhøring af prof. Michelsen 12/1 1831;
[43] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115 Schow-undersøgelseskommissionen 30/1 1831 (koncept).;
[44] Japsen 1961 s. 129f.;
[45] Svend Larsen 1932 s. 118;
[46] Svend Larsen 1932 s. 113ff;
[47] Ole Stender-Petersen: Kjøbenhavnsposten (1978) s. 13f;
[48] Japsen 1961 s. 137; Svend Larsen 1932 s. 116f;
[49] LASH Abt 49 28(2) Eggers-reg. 23. juli 1835; Eckernförder Wochenblatt nr. 29, 22. juli 1835 s. 228; Svend Larsen: C. F. Heibergs politiske og nationale anskuelser i trediverne og fyrrerne. s 195 [Sønderjyske Aarbøger 1931]; Svend Larsen: Pressen i Aabenraa og dens Kaar ved Nationalitetskampens Begyndelse s. 117 [Festskrift til H. P. Hanssen 1932]
[50] Japsen 1961 s.137ff;
Maj 17, 2015
På Tondern Station
Vi bringer nok engang det berømte digt ” Paa Tondern Station” af Johannes Buchholst. Vi ser også på, hvorfor han skrev digtet. I kortege kørte de tyske lokomotiver hjem. Da kassen blev overdraget til danskerne i juni 1920 var den tom. En del af det tyske personale kunne man godt bruge. Men de tysk – sprogede skilte blev pillet ned. Og så kom militærorkesteret til at spille de danske nationalmelodi, selv om de ikke måtte. Se her hvordan?
I marts 1920 i Tønder
Vi skal kigge på det nok efterhånden berømte digt, skrevet af Johannes Buchholtz. Men hvem var han egentlig digteren bag dette digt? Ja det handler om, dengang at jernbanedriften igen blev dansk.
Johannes Buchholtz var sekretær for Statsbanernes Distriktschef, C.C. Wissenbach. I marts 1920 foretog disse to den første orienterende rejse til den vestlige del af Sønderjylland. De boede på Hotel Tønder. Der blev fabrikeret nogle informationer, som blev uddelt til jernbanepersonalet. Heri blev også nævnt, hvornår Distriktschefen fra Struer kunne træffes.
Spændinger i luften
Der var lidt spændinger i luften og rygterne svirrede. Der blev sagt, at den tyske regering havde forbudt personalet, at have noget med danskerne at gøre. Men der var dog ikke nogle problemer. Jernbanefolkene stod nærmest i kø den pågældende morgen.
Stationsforstander i Jerusalem
Distriktschefen sad for bordenden. En efter en kom det tyske personale ind i deres bedste uniform. Ja nogle af dem havde endda en sabel ved siden. Et skema skulle udfyldes. Derefter skulle hver enkelt så bedømmes.
Kan kun tale, som vi gør hernede
Flere af de fremmødte bar sår og mærker fra krigen. En lettede et bind til side, og viste, at han havde et stort hul i hjerneskallen.
Alle fik stillet spørgsmålet, om de kunne tale dansk. Svaret var i mange tilfælde overraskende:
De skulle ikke jages bort
Det var flere, der brast i gråd, da der blev sagt:
Spændingen var udløst. De skulle ikke bare jages bort.
Midt i juni var de to atter i Tønder. Det trak ud med overtagelsen. Hele tiden hed det sig: I morgen. Det danske personale boede rundt om på hotellerne. Maden var jo såmænd glimrende, men i længden var det lidt trættende at skulle gå rundt i lediggang.
Det var ikke Nationalsangen – og dog!
En dag spillede det danske militærorkester i Tønder Anlæg. En af numrene var Ouverturen til Elverhøj. I denne forekommer som bekendt den danske nationalsang. Men i Sønderjylland måtte man ikke spille nationalsangen før den egentlige Genforening havde fundet sted.
Man mente, at man så skulle springe det stykke over, hvor Kong Christian forekom. Men pludselig bragede kongesangen løs. Soldaterne sprang op og hilste. De dansksindede civilister tog hatten af. De tyske tilhører blev nærmest helt forskrækkede. De vidste ikke rigtig, hvad der skete. I begyndelsen tog de også hatten af, men den kom dog hurtig på igen.
Regimentschefen havde fundet en smart måde at spille nationalsangen uden at forbuddet blev overtrådt.
Vi kommer igen – om 5 år
Og så endelig en morgen, blev hele Tønder vækket ved en djævelsk tudekoncert. Det var de tyske lokomotiver, der i samlet flok tog syd på. Forinden satte dampfløjterne i gang i adskillige minutter. De fleste lokomotivførere havde på siden af deres maskiner skrevet:
Tyskerne havde ikke lyst til at feste
Ved midnatstide mellem den 16. og 17. juni 1920 fandt overtagelsen sted. Den tyske stationsforstander afleverede kassen til den danske. Selvfølgelig var kassen tom – det var jo en formsag.
Der blev drukket et glas portvin. Begge parter var høflige. Ingen hadefuldhed og intet overmod. Men der var nok resignation at spore på den ene side.
En flok damer fra byen kom med røde og hvide roser, og så trak tyskerne sig tilbage. Deres gerning var endt. At de ikke havde lyst til at feste, kan man jo godt forstå.
Næsten alt manglede
Stationslokalerne var i en tarvelig forfatning. Tyskerne havde kæmpet i fire år. Al disponibel arbejdskraft var gået til hæren. Næsten alt manglede.
Plakater der sad oven på hinanden i tykke lag blev revet ned. Gulve blev skrubbet, vægge blev vasket. Skrøbelige borde, stole og skabe blev båret ud. Flunkende nyt inventar og nye pakvogne holdt deres indtog.
Lågen mellem station og publikum blev taget bort. Nu kunne man frit gå ind på stationen. En tysk station blev dansk. De gamle reglementer var ikke det papir værd, hvorpå de var skrevet. Nu gjaldt det noget helt andet.
Det berømte digt
For sekretæren var det en kæmpe oplevelse, derfor skrev han dette digt:
Paa Tondern Station
Var Luften fredfyldt og lun
Over Tondern 1ste Perron
Fløj Flagermus bløde som Dun
Kun et langeligt Brøl af en Ko
Men paa Tonderns 1ste Perron
brødes den natlige Ro
Med funklende Huer paa Sned
Satte besluttet en Stige til
Og tog tyske Skilte ned.
Gennem den natlige Fred
Man rejste bare en Stige
Og tog nogle Skilte ned
Men dansk det er nu mit
Forunderligt – over 1ste Perron
Stod Tønder i rødt og hvidt
Eller Bøg strækker Roden i Jord,
Strakte mit Land sin Rod,
Saa langt som de Danske bor
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Jernbane i Sønderjylland m.m.
Hvis du vil vide mere: Om Genforeningen
Maj 17, 2015
Kogsbøl ved Emmerlev
Kogsbøl stammer fra 1393. I mange år var den i Familierne Rosenkrantz og Rantzau’ s eje. Men den har også tilhørt Hertugen i Gottorp og Kronen. Søndergård og Kogsbøl blev sammensmeltet. Vi fokuserer på to af beboerne. Den ene blev kansler for en konge, der måtte i fangenskab på Sønderborg Slot. Den anden fik en tvivlsom berømmelse for bedrageri. Han misbrugte kongens navn. Og derfor mistede han sit hoved.
Adel i Emmerlev
Det er måske ikke så mange, der ved det, men ved Emmerlev lå engang en betydelig adelsgård. I over 200 år residerede her den sønderjyske del af slægten Rosenkrantz.
I Emmerlev huserede også slægten Skram. Og på Kærgård var det slægten Snafs.
Kogsbøl nævnes i 1393
Gården, Kogsbøl nævnes første gang i 1393. Dengang hed det Cuxyl. Da var ejeren Erik Nielsen Rosenkrantz. Gården og voldstedet er opført på to store banker, som stadig kan ses i landskabet. Den ene 175 x 165 meter store banke er anlagt på kanten af et højdedrag. Det er nu ikke meget vand i de omkring 2 meter dybe og mellem 8 – 15 meter brede voldgrave. Her må hovedbygningen og avlsgården have ligget.
Efter stormfloden i 1436 får Ivar Pedersen Rantzau overladt den ødelagte Anflod Kirke.
Godskalk Eriksen Rosenkrantz
Omkring år 1500 (1515 – 1544) nævnes ejeren som Godskalk Eriksen Rosenkrantz. Han var Christian den Andens trofaste kansler. Ja det var faktisk ham der ledte Det Stockholmske Blodbad. Ja han gik i langflygtighed med kongen.
Senere gjorde han tjeneste for Kejser Karl den Femte. Næppe nogen person i Vestslesvig har haft så rigt og betydningsfuldt virke inden for fortidens diplomati som denne. Det var en tid, hvor der var spændinger i luften mellem konge, adel og kirke.
Det afskyelige blodbad
Som så mange adelsmænd dengang, fik Godskalk sin uddannelse i udlandet. Han fik en magistergrad fra universitetet i Køln. Han blev kongelig sekretær, og i 1514 forlenede Christian den Anden ham i kirken i Højer.
Det var naturligt at denne unge adelsmand overværede kroningen i Stockholm i 1520. Han anede næppe, at festligheden skulle blive afløst af et afskyeligt blodbad. Dette vakte megen sorg i svenske adelshjem.
Til andagt i Compastella
Da Sverige efterhånden gled ud af kongens hænder og den nordiske union for sidste gang blev bragt til ophør, måtte også Godskalk Rosenkrantz forlade Sverige. Han besluttede at han ville tage til apostel Jakobs grav i Compastella i Spanien. Han havde givet løfte om ikke at nyde kød, før han havde holdt et andagt dette sted.
I Landflygtighed
På tilbagerejsen over Nederlandene mødte Godskalk, Christian den Anden i landflygtighed. Kongen nærede stadig håb, om at genvende herredømmet i Danmark.
Som kansler, blev det Godskalks opgave, at træde i forhandlinger med landsknægte. Selv skulle han forsøge et angreb på Bergen. Her regnede man med, at de tyske købmænd ville falde til føje. Hvis planen ikke kunne gennemføres, skulle kansleren sørge for, at der blev udrustet et stort antal kaperskibe, der kunne drive hærværk langs Norges kyst.
Mester Godskalk kom dog aldrig på dette krigstogt. Kansleren havde gennem sine forhandlinger med kejser Karl fået lovning på en masse penge. Han ville også være behjælpelig med tiggerbreve til andre fyrster. Kongen måtte dog atter gå over i den katolske tro, for at hans svoger, kejseren, ville hjælpe ham.
Christian den Anden taget til fange
Det lykkedes dog også i 1531 at få en lille flåde udrustet til Norge. Men Godskalk blev i Belgien hos den unge prins Hans. Da kongen året efter tog til Regensburg fulgte Godskalk med.
Men ak og ve, i august 1532 førtes Christian den Anden som fange til Sønderborg Slot. Men ak en ulykke kommer sjældent alene. Dagen efter døde den unge prins Hans. Disse to episoder var et hårdt slag for Godskalk. Han kunne ikke bare tage hjem. Derfor trådte han i kejser Karls råd.
Tappet for kræfter
Meningen var, at han sammen med den nederlandske flåde, skulle komme København til undsætning under Grevens Fejde. Men det blev heller ikke til noget. København måtte overgive sig, godt udsultet.
Der udbrud i mellemtiden krig mellem Frankrig og Habsburgerne. Her måtte han også forhandle. Men de mange rejser havde tappet ham for kræfter. I 1544 indhentede døden ham i Belgien.
En trist nyhed
Christian den Tredje havde givet Mester Godskalks bror, Iver, der sad hjemme i Kogsbøl lov til at forlade landet. Det vides, at Godskalk havde sendt Kristoffer Oldenburg en skrivelse, hvori han bad ham om hjælp til at skaffe erstatning for de i Slesvig tabte besiddelser. Her tænkte han sikkert også på ejendommen i Emmerlev. Frederik den Første havde overdraget rettighederne til Caspar Fuchs.
Det var også denne gesandt, der bragte Christian den Tredje budskabet om Mester Godskalks død.
En sørgelig berømmelse
Christoffer Rosenkrantz (Bendixen) var den sidste Rosenkrantz på stedet. Han var foruden Kogsbøl i besiddelse af Høgsbro og Hundsbæk.
Men det var åbenbart dyrt for ham, at drive alt dette. Han opnåede en sørgelig berømmelse. Han gjorde sig skyldig i en række bedragerier. Og dette gik åbenbart i flere retninger. Han tilbageholdt allerede betalte gældsbreve og krævede at skyldnerne betalte nok engang. I andre tilfælde ændrede han tal i gældsbrevene. Ja han fabrikerede endda falske breve. Dette strakte sig over 6 til 8 år.
Gælden voksede med 4.000 daler
Hans mest kendte bedrageri kostede ham også hovedet. Karen Stranges mand, Christen Juel døde i begyndelsen af 1608 og efterlod hende gården Donslund. Denne var stærkt forgældet. Og Christen Juel skyldte Christofer Rosenkrantz 1.000 daler. Efter tidens skik oplæste Rosenkrantz gældsbrevet i kirken ved Christen Juels begravelse.
Men i et nyt brev blev gælden lige forhøjet til 5.000 daler. Med det falske pantebrev fik Christoffer Rosenkrantz tilkendt ejendomsretten til gården ved Slavs Herredsting.
Karen Strange stævnede ham dog for herredagen i Horsens i 1609. Hun fremførte beviser for gældsbrevenes mangler. Brevene blev erklæret falske og uden juridisk gyldighed.
Herredsskriveren fik skylden
Da Christian den Fjerde rejste videre til Skanderborg Slot blev Christoffer Rosenkrantz taget med som arrestant. Ankommet hertil anråbte han skriftligt om kongens nåde. Han erkendte dog sit bedrageri, men påstod, at han var forledt hertil af en tidligere tjener.
I andre kilder er det herredsskriver Anders Pedersen til Kærgaard, der får skylden. Denne bliver u berettiget henrettet for det.
Han mistede hovedet
Men hans gemmer blev grundig undersøgt. Og her fandtes en del andre falske breve, heriblandt udstedt i kongens navn og forsynet med kongelig segl. Sagen blev anset for meget alvorlig, og nu blev Christoffer Rosenkrantz lagt i lænker og ført i fængsel på Københavns Slot.
Jo, det var Christoffer Rosenkrantz, der blev dømt for dokumentfalsk. På Herredagen i København blev han dømt Æresløs og til at miste sit hoved. Det skete den 23.3. 1610. Ja historiebøgerne fortæller fejlagtigt, at det var Christian den Fjerde, der afslørede ham.
Selve henrettelsen er afbildet i et maleri i Christian den Fjerdes Kapel i Roskilde Domkirke. Hele godset kom nu på tvangsaktion. Det vil sige, at der gik to – tre år inden videresalg var en realitet.
Et andet familiemedlem havde også problemer
Nu var dette ikke den eneste adelsmand, der havde problemer med finanserne. Et familiemedlem og næsten navnefætter, Otte Christoffer Rosenkrantz født på Bygholm fik således store problemer med at holde styr på økonomien. Hans problem var et overdådigt forbrug. Ved sin død efterlod han en gæld på 100.000 rigsdaler.
Rantzau – familien overtager
I 1613 solgtes Kogsbøl til statholder Gert Rantzau for 18.600 Rdlr. Denne gav gården i medgift til sin datter Hedevig Marie Elisabeth, som blev gift med marskal af Frankrig, Josias Rantzau. I 1639 overlod denne gården til sin svoger Christian Rantzau for 30.000 Rdlr.
I 1649 blev godset så solgt til Kong Frederik den Tredje.
Kogsbøl forfalder
Omkring 1670 blev voldstedet opgivet og en ny hovedgård blev opført i nærheden. I 1710 blev Kogsbøl forpagtet af Gøddert Hansen og hans søn. De havde i forvejen Søndergård. Denne gård menes, at være opført af Erik Iversen Rosenkrantz. Men i 1652 blev den kongelig ejendom.
Derefter var det familien Ahlefeldts tur, der i 1686 bortfæstede den og Søndergård.
I 1706 taltes om tilgroede grave omkring.
De to gårde sluttes sammen
I 1742 fik Hansen – familien fra Søndergård arvefeste på begge gårde, som derefter hørte sammen. Hovedsædet blev flyttet til Søndergård. Derefter begyndte den tidligere hovedgård Kogsbøl langsom at forfalde.
I 1841 afløstes fæstet efter at de 1828 var blevet overtaget af familien Feddersen. I 1830 blev Kogsbøl Ladegård bygget. Man brugte til dels det gamle byggemateriale. Under Første Verdenskrig blev resterne på voldstedet revet ned.
Privat ejendom
I 1841 blev Kogsbøl – Søndergård (Søndergaarde) omdannet til privat ejendom, men forblev i familiens eje.
Nye bygninger blev opført i 1883. I 1904 blev det hele moderniseret efter en brand.
I 1955 blev 211 ha mose solgt til jordlovsudvalget. Desværre blev de ældre staldlænger fra 1920 delvis ødelagt i en storm.
I 1991 var der 120 ha knyttet til jorden.
For lige at gøre ejerforholdet lidt lettere, så se engang her:
1393 – 1613: Familien Rosenkrantz
1613 – 1649: Familien Rantzau
1649 – 1713 Hertugen af Gottorp
1713 – 1828 Kronen
1828 – Familien Feddersen
Vi skal også nævne, at det siges, at det var Erik Iversen Rosenkrantz, der byggede Süderhof i Nørre Sejerslev. Men man fik en del gæld til Ahlefeldt – familien på et tidspunkt.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere om: Egnen: Læs:
Hvis du vil vide mere om: Adelslægter: Læs
Hvis du vil vide mere om: Kongens ophold på Sønderborg Slot: Læs
Maj 16, 2015
Den Kriminelle Musikant fra Tønder
Dette er en kriminalhistorie fra Tønders fortid. Egentlig er den fortalt af Stadsmusikant Gerlach. Men helten er Den Lystige Spillemand, Kaspar samt den smukke Mamsel Hartman, hvis far var uskyldig anklaget for mord og røveri. Gerningsmanden var en mexikaner, der havde vundet mange penge fra amtmanden. Efter en fest, hvor ringriderkorpset må kalde sig Frederiks – Korpset, falder hammeren.
Hvorfor må vi ikke høre ”Kærlighedens Lysthus ?”
Vi har gentagende gange beskrevet musiklivet i Tønder, og ikke mindst de fantastiske oplevelser under Tønder Musikfestival. Men hvorfor hører vi så sjældent Michael Falcks bedste sang, Kærlighedens Lysthus, der jo som bekendt handler om Æ Liebestempel, faktisk lige over for politistationen i Tønder?
Nu er det ikke Michael Falck, vi skal høre om i dette indlæg. Nej vi skal tilbage i tiden, inden Michael Falck i Tønder eller Tønder Musikfestival.
Stadsmusikanter i Tønder
I gamle dage var der fastlønnede stadsmusikanter i Tønder. Fra 1615 – 1890 har der været 14 stykker. De var privilegeret og fastlønnede. Og de kunne også kræve løn ved private lejligheder – ved bryllupper, barsler eller andre fester. Ja dengang måtte folk betale afgifter, enten de havde bestilt musik eller ej.
Den sidste Stadsmusikant i Tønder
To af stadsmusikanterne var endog amtsmusikanter. Den sidste musikant hed Gerlach. Han var stadsmusikant fra 1864 – 1890. Gerlach havde en søn, der var medlem af det kejserlige russiske hofkapel i St. Petersborg. Han blev pensioneret i Rusland.
Gad godt nok vide, om de Gerlachs’, der i dag lever i og omkring Tønder, er i familie med ham?
Gerlach underviste i musik i Tønder i 1880erne. Han var meget interesseret i lokalhistorie, var hjemstavnsmand og lokalpatriot. Det er da også Gerlach, der har fortalt følgende historie, som han har fået fortalt af stadsmusikant Allerup (1849 – 1860).
Fuld af spilopper
Kasper Dohrn var faderen Conrad Dohrns efterfølger fra 1782 – 1811. Han var en mand fuld af spilopper. Han kaldte sig ofte for Den Lystige Spillemand. Han blev ofte kaldt med fornavn ofte Kasparikke.
Hans pudsige indfald vakte altid munterhed. Han var kendt som en meget god mand, selv om han også drillede natvægteren. Natvægteren blev dog aldrig rigtig vred på ham.
Lotterigevinsten
En eftermiddag mødte hele Skyttekorpset med musik i spidsen til Den hvide Svane. Værten, Friedrichs var deres æresmedlem. De ville nu lykønske ham med den store lotterigevinst. Kasper var også med. Men værten blev meget forundret, for han spillede slet ikke i Lotteriet. Men da værten så hørte, at det var en af Kaspers spilopper, så vakte det i den grad munterhed. Beværtningen blev fyldt til sidste plads, og værten kunne senere fortælle, at det havde været en af hans bedste dage.
Interesseret i kriminalsager
Kaspar var meget interesseret i kriminalsager, og han hjalp også flere gange med opklaringen af disse. Han var en god ven af stadssekretær Drøhse.
Mand myrdet
En morgen fandt man en mand siddende død med en seddel, hvorpå der stod, Berøvet af Hart….I samme hus boede en mand, som netop hed Hartman. Så denne blev fængslet som morder og røver. Det måtte jo være ham.
Man forstod det ikke rigtigt
Men i Tønder kunne man ikke rigtig forstå det. For denne Hartman var kendt som en rigtig god mand. Kaspar troede heller ikke, at Hartman kunne have begået denne ugerning. Det var et sjældent guldur med fire brillanter på kapslen, der var blevet stjålet.
Hos Gamle Lund i Uldgade
Kaspar begyndte nu i hemmelighed at udforske sagen. Der var blevet indleveret et lignende ur hos gamle Lund i Uldgade i pant. Det var jo lige vand på Kaspars mølle. Men da Kaspar besøgte Lund var uret blevet indløst.
En mexicansk spiller
Men ved lidt snilde og uddeling af punch og brændevin i Rådhuskælderen fik han at vide, hvem der havde indløst uret. Det var nemlig en hel fremmed, som var på besøg hos amtmand von Bertouch. Han hed Hartturios, og var mexicaner. Han var ligeledes en stor spiller. Måske var han falskspiller.
Smukke Mamsel
Kaspar fik at vide, at amtmanden havde tabt en masse penge. Denne mexikaner var åbenbart også damernes ven. Kaspar fik nu den gode ide, at få den smukke Mamsel Hartman hjem til Tønder igen. Hun var rejst bort, da hendes far var blevet arresteret.
Mamsel Hartman blev nu skænkejomfru i Den Hvide Svane. Og det virkede med det samme. Hun kaldte sig dog ikke med dette navn, men Mamsel Møller. Vores mexicanske ven havde stirret ind ad vinduet efter den skønne Mamsel. En dag kunne han ikke mere modstå det. Han måtte indenfor.
Efter at have bestilt en genstand og talt med skænkejomfruen, indbød han hende til en stor festlighed, der skulle finde sted på Rådhuset.
Fest på Rådhuset
Amtmanden, som formand for Ringriderkorpset havde nemlig sendt andragende til kongen om fremtidig at kalde korpset for Frederiks – korps efter Kronprins Frederik. Dette ønske var blevet opfyldt den 18. januar 1805.
Mamsel Hartman tog imod indbydelsen, hvis hun måtte få to biletter, den ene til hendes broder.
Det farmøse ur
Ved festen holdt Kaspar sig hele tiden i nærheden af de to. Da festen var forbi, og de gik udenfor, og ville hjem, foreslog mexicaneren, at de gik en lille tur langs Vidåen.
Kaspar og broderen stod ved hjørnet af Smedegade, og kunne høre, alt hvad der blev sagt. Mexicaneren fortalte nu, at uret var en gave fra en indisk fyrste.
Men Mamsel tog uret op i hånden, og med et rask ryk tog hun det til sig. Hun kunne se, at det var det røvede ur. Mexicaneren troede, at det var en spøg. Men nu fortalte hun, at hun ikke hed Mamsel Møller, men var datter af den uskyldig fængslede Hartman. Mexicaneren fik et chok, så han var ved at falde om.
Mexicaneren tilstod
Kaspar og broderen var nu på stedet. Og ved hjælp af nattevægteren fik de ham nu ført bort.
Mamsel Hartman havde udført Kaspars ordre helt perfekt. I retten tilstod mexicaneren, at han havde tabt alle sine penge til Hartman. Derfor havde han udført sin gerning.
Belønnet af borgmester og råd
Da Hartman blev løsladt var der stor fest i Kaspars hjem. Alt var arrangeret af Kapsar. Han havde også betalt det hele. Den Lystige Spillemand blev hyldet af byens borgere og fik en belønning af borgemester og Raad.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Tønders Musikliv, Se bare her:
Maj 15, 2015
Kruså Vandmølle
Egentlig kan møllens historie føres tilbage til 1345. Og den lå faktisk i Smedeby i lang tid. Møllen har været gennem mange stridigheder i historien. I 1920 tog grænsedragningen masser af kunder. Møllen og Møllegården har været brugt til mange ting. Musikstudie, Mejeri, Snedkeri, Margarinefabrik, Tjenestebolig for Gendarmerne og Toldvæsnet, Karantænestation og meget mere. Men hvad skal der ske med de idylliske gule bygninger ved Møllesøen?
Et musikstudie i Vanmøllen
Jo, den gamle redaktør husker det skam stadig. Da vi besøgte min gode ven, Den Glade Sønderjyde, som havde et musikstudie inde i selve møllebygningen i Kruså. Det var en lidt underlig fornemmelse, at se vandet løbe under gulvet.
En skøn natur
Området omkring møllen er jo også fantastisk. Ja egentlig burde alle tage en tur fra Haraldsdal til Kruså Mølledam. Den tur tog vi ofte, da vi boede i Padborg. Og det skete, da også at vi huggede æbler over i Tyskland. For dem, der ikke lige er klar over det, så foregår en stor del af denne lille tur langs Gendarmstien. Vi befinder os lige på grænsen til Tyskland.
Møllen lå i Smedeby
Engang var Vandmøllen, Bov Sogns største arbejdsplads.
Egentlig lå møllen i Smedeby. Den nævnes første gang i 1488 i forbindelse med en genopførelse. Det er i Joachim Rewentlows regnskaber vi finder dette bevis. Her er opført en liste over hvilke materialer, der bliver brugt ved denne genopførsel.
Men egentlig skal vi længere tilbage. For i 1345 blev der vest for Hærvejen mellem Flensborg og Bov ved Den Krumme Vej bygget en borg ved Niehuuser See. Den skulle beskytte Flensborg Fjord. Vandmøllen hørte med til borgen.
Kundekredsen blev udvidet
I 1581 bliver kundekredsen udvidet. Det blev nemlig bestemt, at ved vandsvigt skulle brugerne af Flensborg Bymølle ved vandsvigt bruge Kruså Vandmølle. På det tidspunkt hedder ejeren Caspar Møller Kühl. I 1616 bliver vandmøllen genopbygget fra grunden. Bygherren er Claus Stock, som også er indehaver af Flensborg Bymølle.
Under 30 års – krigen i 1640 får møllen sin nuværende placering. Åbenbart har det ikke været nok vand i Smedeby.
Adelsfolk, Højtstående og kongen
Fra 1617 og frem til 1825 er der adelsfolk, kongen eller andre højtstående personer, der ejer møller i Danmark. Dette er også gældende for Kruså Vandmølle. Den blev udpagtet, og der skulle betales en årlig afgift på 7o danske daler i hver af de to terminer. Men så fik man da også nogle privilegier. Og en af disse er et brændevinsbrænderi. Man fik også mulighed for at oprette en grynmølle.
Mølletvang
Møllegården tjente som avlsgård og bolig for mølleren. Ejendommen gik i såkaldt arvepagt. Der skulle betales afgift til kongens kasse. Bønderne havde hoveripligt over for mølleren. Man havde også pligt til at lade deres korn male på møllen. Denne maletvang var indført i en omkreds af 5 – 6 mil. 4 dage årligt måtte bønderne tilbringe ved møllen. Desuden skulle de aflevere et kontantbeløb på 6 mark.
Såfremt, de syntes, at det var for langt at køre, blev de aftvunget en bøde, eller deres korn blev konfiskeret.
Stridigheder med Kobbermøllen
Der opstod en del stridigheder mellem mølleren og kunderne. Masser af retssager fulgte. Det drejede sig både om omfanget af maletvang og vandstandsreguleringer. Ja der var også stridigheder med Kobbermøllen. Bagge møller fik deres vand fra Krusåen.
Retsprotokoller helt tilbage fra 1638 dokumenterer problemer. I en sag fra 1703 kan man se, at opstemning af Mølleåen volder problemer. Fra Arilds Tid står der lovfæstet, at ham, der har en mølle ikke må forvolde skade på anden mands ager og eng eller lade vandet flyde på landvej, skovvej eller kirkevej. Man må heller ikke lede vand fra en rende, hvor der gennem lang tid har været en anden mølle. Hvis en mølle har eksisteret i tre år, uden at nogen er kommet med indvendinger, har man lovhævd på møllen.
En bøde på 10 rigsdaler
I en klagesag fra 1707, klages der over, at en stampemølle er bygget uden tilladelse. Carsten Tedsen, som er ejer fra 1718 får en bøde på 10 rigsdaler og et påbud om at sætte vandet tilbage til tidligere højde, da han ikke må hæmme det frie vandløb.
I 1734 var det ikke længere tilladt for bønderne, at have deres egen hjemmebrændere. Der var dog en del, der fortsatte. For frem til dette årstal havde bønderne lavet deres egen brændevin. Nu var det kun Kruså Vandmølle, Bov Kro, Oldemorstoft Kro, Bommerlund Kro og endnu nogle kroer, der havde lov til hjemmebrænderi.
I Familien Beeck’s eje i 150 år
Ved Tedsens død fortsatte enken med at drive virksomheden. I 1742 sælger Ida Tedsen til hendes nevø, Frantz Beeck. Han havde været møllersvend siden 1715. Han var den første af Beeck – dynastiet, der forpagter møllen.
I 1768 brænder møllen. Derefter bliver den genopbygget. I 1899 bryder den syvende Beeck kæden, efter at møllen har i familiens hænder i 150 år. Møllen bliver solgt til en købmand i Flensborg, der forpagter den ud til Berg. Sønnen overtager senere som arveforpagter.
Mølletvangen ophørte
Den 1. januar 1853 ophørte maletvangen. For møllerne betød dette en stor omvæltning. De mistede dermed deres særrettigheder. Samtidig var det en stor lettelse for bønderne, der ikke mere skulle køre den lange vej. I 1868 søgte Frantz Beeck erstatning for dette. Han modtog 9.000 rigsdaler i erstatning.
Omkring skiftet til det 19. århundrede bestod møllens jorder af følgende:
Grænsedragning betød manglende kunder
I 1917 – 1919 blev Vandmøllen istandsat. Man ville tage kampen op mod den store dampmølle, der var kommet i Flensborg Nystad.
Kruså Vandmølle havde en betydelig handel med korn og kornprodukter i Flensborg. Men da dampmøllen blev bygget går en del af handelen tabt for Kruså Vandmølle.
I 1920 var der hele tre møllehjul i drift. Et trak kornkværnen, et andet grynmøllen og det tredje hjul drev en papirmølle. Det var også i 1920, at den danske stat overtog den.
To turbiner bliver indsat. En af disse trækker selve mølleriet, mens den anden trækker et lille elektricitetsværk, som produrede strøm til Kruså By.
Vindfløjen som i dagsidder på møllebygningen bærer årstallet 1919 og initialerne M.H. Det står for Mathias Hübsch, der i 1919 overtog møllen.
Pludselig mister møllen sine sydlige opland og møllen oplever en ustabil periode. I perioden 1920 – 1929 var der også indrettet et mejeri i den nordøstligste del af byggekomplekset.
Jordlovsudvalg overtager
I mellemkrigstiden skifter møllen ejer til Lauersen fra Ry. Han sælger i 1934 møllen til Jordlovsudvalget, som udbygger og senere i 1937 udstykker de lokaler, der i dag er forsamlingshus. Jordlovsudvalget forpagter i denne periode møllen til Anton Vestergaard. Denne er møller frem til 1964.
Efter Anden Verdenskrig i 1945 – 1946 bruges Kruså Vandmølle også som karantænestation for KZ – fangere fra Tyskland.
Gendarmkorpset indretter tjenestebolig
Møllegården blev tjenestebolig for Gendarmkorpset. Det varede til midten af 1950erne, da Gendarmkorpset blev nedlagt. Så rykkede tolderne ind. Dette varede til 1977. Herefter blev det solgt til en privat ejer, der udstykkede det hele til 21 ejerlejligheder. Men man var begyndt på dette projekt uden tilladelse og fik problemer med brandtilsynet.
I oktober 1962 blev Møllesøen fredet
Møllen stoppede i 1964, da møllens forretningsgrundlag var væk.
Skal det hele forfalde
Siden blev der indrettet snedkeri i møllen, men det stoppede også. I 1992 købte kommunen hele herligheden. Man ville bevare det som et kulturminde.
Men så vidt vides, så står møllen i dag ubenyttet hen. Siden 2008 har den været til salg. Et restaureringsprojekt har måttet opgives.
I storhedstiden udkonkurrerede Kobbermøllen Vandmøllen i Kruså. Men de måtte lukke to år før Kruså Vandmølle måtte lukke for deres produktion.
De gule bygninger ligger meget idyllisk ud til Møllesøen. Men hvad sker der egentlig med denne idyl? Skal det forfalde? Det er lykkedes for ihærdige folk at bevare Kobbermøllen et par kilometer sydligere.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Kruså:
Hvis du vil vide mere: Om Møller:
Maj 14, 2015
Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
I denne artikel kommer vi vidt omkring. Vi befinder os i det fredlige Rørkær. Byen er aldrig fredelig før forårsmarkedet i Tønder. Da fik knægtene fri fra skole. Og Tønder var på den anden ende ved disse markeder. Vi hører om Rørkærs originaler. Og så overtager Stöckler – familien værtsskabet for kroen. Familien havde været kendt for at være skarprettere. Og et sværd som var gået i arv fra bedstefaderen befandt sig dog også på kroen. Dette sværd kan sikkert fortælle om masser af henrettelser. Og en af byens sønner, kroværtens bror, Christian Stöckler er nærmest blevet udnævnt som helt efter hans dagbogsfortegnelser over SMS Dresdens sænkning og efterfølgende fire års internering på en chilensk ø.
Bedstefar var skarpretter
I mange år var der kroer i Rørkær. Det var Peter Boysens Kro og Nissens Kro. Men i 1864 fik Boysens Kro ny ejer. Det var opsynsmanden på Tønder Kirkegård, Christian Støckler overtog beværtningen.
Hans bedstefar var skarpretter, og det uhyggelige værktøj, som han havde brugt til dette, blev længe opbevaret på kroen.
Dagen før forårsmarkedet
Dagen før de store forårsmarkeder i Tønder var der travlhed i den ellers rolige by, Rørkær. Det var den sidste station, inden Tønder, så mange overnattede i byen. Så kunne de tidlig fra morgenstunden begive sig mod Tønder for at kunne få en god plads på markedet. Drengene i byen fik som regel fri fra skole, for at kunne hjælpe med at drive gæs eller lignende til markedet. Og så var der jo også kreaturer, der skulle vandes omme ved dammen.
Der blev drukket punche
Handelsmændene kom fra nord og syd i deres hvide støvfrakker helt oppe fra Jejsing Banke. Når de svingede med kæppen blev det regnet som et godt tegn. Så var priserne opadgående. Så sad pengene lidt løsere i lommen og knægtene kunne måske tjene lidt ekstra. Et par mark kunne sagtens tjenes sådan en dag.
Midt imellem kroerne stod handelsmændene og klaskede hinanden i hånden så det hørtes over hele Tønder. Ind imellem kom der nye besætninger til markedet, og de kunne let blandes med hinanden.
Disse råb hørtes konstant, og drengene gentog råbene. Inde i begge kostalde var der stuvende fuldt. Folk sad i højrystet samtale. Og der blev i den grad handlet og drukket puncher.
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer, og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Handelsmanden gav en omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for god venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang, fordi de igen var blevet gode venner.
Stor handel
På sådan en markedsdag blev det selvfølgelig også tjent mere end sædvanlig hos byens små forretningsfolk. Julle, Ingeborg Friis, æ gammel skomache måtte af sted efter flere kavringe (tvebakker) og kavtibakker hos Ronnimos og æ Bækker å æ Mærkend.
August Høker solgte en masse horntove og hasselstokke. Kroerne løb dog af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle holde styr på mange ting. 10 – 20 vogne skulle han holde øje med. Men han kendte udmærket sine kunder. Ved middagstid kunne han allerede regne ud, hvor mange penge, dagen ville give.
Disse store drikkelag i kroen er forbi. Og det er også kun godt, hvis vi skal være lidt moralsk. Det førte til mange familiers ulykke. Man sagde dengang, at Klør Knægt var en slem herre. Således spillede Markus Alarm sig fra hus og hjem. Til sidst endte han i en mergelkule.
Masser af originaler i Rørkær
Som alle andre bysamfund var der også særlinge og originaler i Rørkær. De udgjorde en del af det gamle folkeliv. De var ikke ondsindede på nogen måde. Men de var lette at genkende i deres klædedragt, vaner og ejendommeligheder. Mange af dem havde morsomme indfald eller sjove ideer. De er for længst døde og borte. Men egentlig burde deres minde blive bevaret, for de ønskede jo dengang at blive bemærket. Så her følger nogle af Rørkærs originaler.
Rundt med ”Kukkasten”
Så gik det med vor skrædder
Bok ø bok å bok, mæk ø mæk ø mæk,
Han drak så længe rundten om,
Som han kund´se en Flue,
Da han nich mehr nich trinken kund,
Så faldt han i en grue,
Hej vidi, hej vidi vum bum bum,
Så gik det med vor skrædder
Man fandt ham i en grøft
De lugtede en fest – på afstand
Forskelligt fra disse hjemlige folk var de fremmede bosser, som i disse dage var en ren plage. Var der gilde på en af de store gårde, så indfandt der sig altid så mange, der ikke rigtig var velkommen. De kunne lugte, at der var gilde på lang afstand.
Det var ikke alene gamle og svage, men også unge og arbejdsdygtige mænd. Tiggeri var i gamle dage ligefrem et håndværk, og de fleste stjal som ravne.
Amtsforstanderen i unåde
Året inden forsamlingshuset blev bygget, blev der i sognet etableret et blandet kor, som øvede i både Rørkær og Jejsing. I Jejsing blev der øvet hos den tyske vært i Stationskroen. Men det varede nu ikke så længe. Amtsforstanderen havde forbudt disse sammenkomster i hans lokale.
Der blev holdt et møde på Grøngård. Her blev der besluttet at bygge et forsamlingshis i Jejsing. I løbet af 14 dage havde man tegnet 30.000 mark. Man kan sige, at Amtsforstanderen forbud var startskuddet til forsamlingshuset.
Forbuddet blev fordømt af mange tyskere i området, der i blandt den tyske forenings formand, Lærer M. Denne var i grunden slet ikke tysk, skønt han var formand for den tyske forening.
Holger Danske på Jejsing Bjerg
Han havde evner som visesanger. Og han skrev da også en vise til Sangforeningen. Han skrev en sang, om at Holger Danske sidder i Jejsing Bjerg. De to sidste vers af denne sang lyder således:
Han Holger Danske kaldes må
Hvad synes I, mon ej vi evne
Med ham en dyst, en kamp at slå?
Velan! Så dybt vi sætter spor
Når vi til Holger Danske går
Så høres den skal fjern og nær,
Om, hvad vi er, hvad vi vil være,
Og et vi ønsker os især:
Den trænge gennem bjergets top,
Så Holger Danske vågne op!
Kejserens sidste kaperkrydser
Men kære læsere, vi skal tilbage til ejeren af Rørkær Kro, gæstgiver Eberhard Stöckler.
I forbindelse med slægtsforskning blev denne redaktør kontakten af en slægtning til denne familie. Og den er jo ikke kun kendt for at være bødler. Broderen til kroværten, Christian Stöckler var ved Første Verdenskrigs udbrud om bord på krydseren Dresden. Hans dagbogsoptegnelser er kendt af mange. Vi har også på denne sides Facebook gengivet masser af disse optegnelser. For Christian Stöckler skrev bogen Kejserens sidste Kaperkrydser, som også blev oversat til tysk. Ja der blev også skrevet et filmmanuskript ud fra dagbogen.
Til Mexico
Selv om Danmark ikke var direkte involveret i Første Verdenskrig så deltog der alligevel 30.000 danske sønderjyder i krigen. Og 6.000 faldt.
En af dem, der deltog var Christian Stöckler. Han blev indkaldt til den tyske flåde i 1913, som 19 – årig. Dengang åndede alt endnu fred og idyl.
Tyskerne ønskede at spille en rolle i storpolitikken. Og Chr. Stöckler og S.M.S. Dresden blev sendt til Mexico for at redde præsidenten. Missionen lykkedes. Og så troede besætningen, at nu skulle man hjem. Men nej. Englænderne indledte klapjagt på tyskernes kun ni krigsskibe på den sydlige halvkugle. Englænderne havde 70.
På jagt efter SMS Dresden
Ved et slag ved Falklandsøerne i december 1914 blev hele den tyske sydhavsflåde udraderet undtagen SMS Dresden.
Som et forjagtet og udmattet dyr krøb SMS Dresden i ly ved kysten i Chile. Den 14. marts 1915 var det dog slut med skibet. I resten af krigen levede han og de overlevende som internerede på den chilenske ø, Quiriqina .
Svært at være dansker
Først i 1920 lykkedes det ham, at komme hjem. Senere på året oplevede han at skifte nationalitet. Nu skulle han leve som dansker, og det var svært.
Han blev gift med Bertha Laurine Petersen, hvis far var post i Højen ved Gl. Skagen. De fik fire børn, hvoraf den første døde.
Lykkens smedje
Han forsøgte sig som cykelhandler. Men hans tanker dvælede hele tiden ved de mærkelige oplevelser i den tyske marine. Til sidst måtte han opgive sit egentlige arbejde. Han fik lov til at stille en lille kiosk op ude på Grenen
Til sidst måtte han dog opgive sit arbejde. I de sidste år levede han som invalidepensionist. Hans oplevelser havde sat sine spor.
Fremragende fortæller
Chr. Stöckler havde en enestående hukommelse og var en fremragende fortæller. Han nedskrev sine oplevelser fra krigen i otte små hefter, der senere i 1933 blev samlet i en bog. Og denne er den dag i dag, fremragende læsning. En overgang var der planer om, at lave en film ud af disse erindringer, men så vidt vides blev det aldrig til virkelighed.
I Skagen Avis kunne man i 1936 læse, at han var inviteret til mindefest i Hamborg for de faldne i Falklandsslaget. Ved den lejlighed blev han også hædret for sine erindringer.
Sværd og hverv gik i arv
Det har sikkert gennem historien været svært for familien at komme ud i samfundet. En bøddel – familie blev betragtet som uærlige. Og når man skulle giftes, ja så blev det ofte med bødler fra andre familier.
Det gamle sværd som gik i arv fra far til søn, skal familien have taget med til Rørkær. Det fortælles, at den kendte gårdmand, Andreas Toft i Rørkær engang fik det med hjem. Men så vidt vides er sværdet, som har været med til adskillige henrettelser i dag forsvundet.
Men skal vi prøve at kigge på denne familie, der endte med at blive berømt. Vi skal lige huske at henvise til nedenstående artikler om henrettelser. Her kan interesserede læse mere om familien.
Skarprettere med mere sving
Ved indførelsen af enevælden i Danmark (1660) forsvandt betegnelsen, Bøddel. Nu blev betegnelsen Skarpretter eller Mester. Nu kom et ny type, som viste mere selvbevidsthed og mere sving over sig. Vi hørte nu om Skarpretter – familier, der hed:
Hvervet gik i arv. Og den førstefødte var den retsmæssige arving til faderens sværd og embede.
I 1729 blev som skarpretter i Tønder antaget Johann Christopher Stöckler. Han stammede fra Arnstadt i Schwartzburg. Han var gift med Anna Cathrina Asthausen, en datter af den kendte skarpretter Asthausen fra Hamborg.
Sorg over fejlhug førte til død
Om denne fortælles der, at han i 1703 skulle halshugge en morder i Hamborg, da han huggede galt to gange. Dette rystede ham så meget, at han nedbrudt gik hjem og lagde sig i sin seng. Han rejste sig aldrig mere. Tre uger efter var han død.
Sønnen kunne endnu ikke overtage embedet. Men enken Anna Catharina fortsatte forretningen ved hjælp af en svend, der hed H.C. Röseler, som var gift med hendes datter. Denne Röseler passede også skarprettergerningen i Aabenraa efter skarpretter Sollwedel’s død i året 1740, da det ansås for ufornødent at antage en skarpretter,
Tønders sidste skarpretter
Eberhardt Stöckler var vistnok den sidste skarpretter i Tønder. Han døde i 1846. Han var gift 1. med Meta Marie Christensen 2. med Susanna Jeppesdatter. I første ægteskab var der tre børn: Christopher, Joachim og Ligvognsfører Christian Stöckler.
I påsken 1864 fratrådte han efter eget ønske denne stilling. Han var hvis nok også opsynsmand og gift med Johanne Matzen.
Kroejere i Rørkær
Slægten fortsatte nu i Rørkær, hvor gæstgiver Eberhard Stöckler var blevet født i 1837. Den 21. december 1862 bliver han gift med Christine Rix fra Nortorf i Holsten. Det var så i 1862, at han overtog den gamle kro i Rørkær. Den var i mange år ejet af familien Boysen, men den sidste ejer hed Thomas Nissen. Efter Eberhard Stöckler’ s død fortsatte enken i mange år indtil sønnen med samme navn overtog kroen.
Eberhard Stöckler den Yngre var født den 27. januar 1866 og døde den 5. september 1928. Han var gift med Martha Haase fra Tønder.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om egnen:
Hvis du vil vide mere: Om Bødler og henrettelse:
Hvis du vil vide mere: Om Kvægmarked i Tønder:
Hvis du vil vide mere: Om originaler på Tønder – egnen
Maj 13, 2015
En arbejder fra Rudbøl fortæller
Vi hører om, at bjerge istag i Gudskog og hvert forår var det arbejde ved Højer Sluse. Til arbejdet i Gudskog bestod frokosten af sveden fisk og punch. Ved Højer Sluse blev der bygget 10 hytter med 6 mand i hver. Formænd og rådmand sørgede for at styre gemytterne. Hver onsdag kom børnene med lækkerier. Og så var der forskel på de både man brugte i Rudbøl og i Aventoft.
At arbejde i Gudskog
Vi er atter engang kommet vest på. I denne artikel skal vi høre om arbejde i Gudskogen og på havdiget ved Højer.
I gammel tid var der ikke mange kreaturer i Rudbøl eller Rosenkrans. Bådfolket fra Rudbøl levede af at fragte sten fra Nibøl og korn. Og mange fra Rudbøl levede af at sælge istag (rør).
Man lejede et stykke
Man lejede her store stykker af Gudskog af staten, senere af amtet. Man lejede i fællesskab, således at en halv snes mænd havde 100 hektar eller mindre. For at enhver kunne få lige meget ud af det, var det vigtigste, at man skulle dele det store stykke i mindre stykker. Disse blev så atter delt i flænger, en til hver mand. Flængerne mundede gerne ud i en kanal.
Disse stykker blev afmærket med et spadestik (en dovl) for enden af hver af skellene mellem de større stykker og tre for enden af skellene mellem de større stykker. Hvor det stod vildt tag og fjøes kunne det bindes en knude af det.
Forskel på bådtyper
Hver mand havde sin båd, bl.a. til at tage ned til Gudskog i. Bådene her i Rudbøl og Rosenkrans var større end i Aventoft, der jo blev brugt til fiskeri. Det var togangsbåde, mens bådene i Aventoft var engangsbåde. Forskellen var, at bådene fra Rudbøl var dobbelt så høje.
Det tog to timer at fare (stage) fra Gudskog herop til Rudbøl. Til at fare brugte man en kloe (stage). Ved Filood (Verlath) tappede man sig igennem, da vandstanden i de to åer var forskellig. Den var højest i den nordlige.
Da befolkningen her omkring ikke kunne slå med le, kom der hvert år en jyllands – hogster (Jyllands – Mejekarl) her til Rudbøl. Han blev så sejlet ned til Gudskog siddende i en bovstol (lænestol). Der kom også en til Højer.
Når høet var tørt, blev det kørt ned til båden på en lång kårre. Det var en slags lang trillebør, helt af træ. Når æ kårre skulle bruges, blev der sat to ben under foran. Den skulle fylde så lidt som mulig, når man sejlede.
Æ Istag blev bjerget om vinteren
Æ istag blev bjerget om vinteren. Hvis vandet ikke var tillagt med is, skar man æ istag fra båden. Efterhånden blev det afskårne samlet i venstre arm. Hver knippe blev dyppet ned i vandet, så at æ bloes gik af. Når dette senere løb sammen til bunker i vandet, blev det fisket op, og brugt til brændsel.
Når vandet var dækket med is, blev Æ istag skåret af med skovle og kaldtes skarfeltag. Efter, at den var ført hjem, blev den renset ved at der blev taget små bundter op. De blev bearbejdet forneden med en kradser. Det var nærmest en pind med fire store søm i.
Affaldet fra dette, der også blev kaldt blus, blev også brugt til at fyre med. Man blussede når man fyrede med blussede, når man fyrede med blus.
Istag blev bundet sammen med bånd, da det ikke kunne bindes sammen med almindelig snor eller strik. Dette bånd blev lavet af flig (flæg) og jalle (en slags flæg, stærkere en Kalmusflæg), der blev vejret og siden snoet.
Disse bånd blev også brugt oppe i gesten til at binde neg med.
Istag blev solgt i traver. En trave bestod af tyve bundter.
Sveden fisk og punch
Man havde selvfølgelig også en madpakke med til de lange ture. Den bestod af en firkantet æske, som kaldtes æ Klåpask. (ask = æske). Man tog sig en sveden fisk til brødet og en kaffepunch.
En sveden fisk var først blevet saltet og tørret. Så havde man den hængende oppe i skorstenen i større bundter. De blev tilberedt ved at man satte dem i en klemme og holdt dem ind over ilden.
Hvert forår, arbejde ved Slusen
Nu kunne man også hvert forår få en måneds arbejde ved at udbedre digerne. Der skulle bruges ca. 50 mand ved Højer Sluse. Folkene ved Højer havde et par både liggende ved Højer Sluse. De skulle udbedre det halve af det nordlige dige. Folkene fra Fiskerhuse, Rosenkrans og Rudbøl skulle udbedre resten.
10 hytter blev bygget
Ved Højer Sluse blev der først bygget nogle hytter eller huse. Som regel blev der bygget i alt 6 stykker, og der var ca. 10 stykker i hver. Der blev stillet nogle lægter op. Uden på blev der lagt istag. Hver man havde en trave med.
Gratis øl
Inde i hytten til venstre for døren blev der lavet et ildsted ved at grave skråt ned i jorden til et firkantet hul udenfor, som var omkring en alen dybt og halvanden alen på hver led. Der blev rejst nogle lægter, og over dem lagt lægter eller grene.
Ved siderne og ovenpå blev der lagt sadder (græstørv). En skorsten blev lavet ved at fjerne den midderste sadde. Endelig blev kedlen hængt op i lænken. Nu kunne man begynde at koge vand og lignende. Man fik ild ved at brænde blus, som lå i en stak æ bloeskråg til højre for døren.
Over for døren stod der bænke og et bord. Under det havde hver sit skrin, hvor der blev opbevaret proviant. For enden af bordet var der et vindue. Sengene blev tømret op af de rå fjæle under taget. På bunden, der var bare jord, blev der lagt blus og ovenpå halm.
I æ bloeskråg lå der også et anker brændevin og et anker øl. Det sidste stod til fri afbenyttelse, mens man måtte købe brændevinen.
Formand og Rådmand styrede det hele
I spidsen for hver flok stod en annehmer, en slags formand. Desuden var der valgt en raadmand, der holdt justits. Han kunne for eksempel dømme dem, der havde fået for meget at drikke til at ligge i æ bloeskråg.
Arbejdet bestod i, at ridse vaddesadder af med en plov. Dernæst skulle man skrælle dem af med en spadeskovl og køre dem ud til bådene på trillebør.
Et hårdt arbejde
Ploven blev trukket af en mand, mens en anden styrede den. Den bestod af en lang jernstang med et skrapt blad forneden, som kunne skære gennem græslaget. Han trak først lige i en retning, derefter i ret vinkel dertil, så man på denne skar firkantede græstørv ud.
Spadeskovlen blev på samme måde trukket af en mand, mens en anden holdt fast i skaftet og samtidig lagde græstørvene op til siden. Når det så blev ebbe blev de sejlet ud til hovedet (rundingen af diget). Derefter lagde man sadden på det.
Om onsdagen var det en halv højtidelighed, for da kom børnene hjemmesfra derud med sødsuppe og pandekager og ellers lidt fisk. Om lørdagen tog man så hjem, og startede så igen mandag morgen.
Kurgæsterne fik en punch med
Bade og kurgæsterne, der gik og ventede på en båd til Sild kom ofte ind i hytterne og fik en gratis punch. Det blev dog ikke lagt dug på bordet, kun æ Ble fra æ seng.
Kilde: se
Hvis du vil vide mere om: Digebyggeri, Rudbøl, Marsken, Vadehavet og Højer Sluse: Se her: