Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Nordstrand – syd for grænsen

November 28, 2015

Nordstrand – syd for Grænsen

Rungholt var længe en legende, indtil man fandt rester på de forskellige halliger. Det var dengang, der druknede 6. 400 mennesker og 50.000 stykker kvæg. Vi skal også kigge på en af de talrige sagn, der er opstået om dette sted ”Vi trodser dig, Blanke Hans”. Og dette var ikke den eneste stormflod, der ramte øen. Ja man kan faktisk tale om århundreders lidelseshistorie, når man taler om øen. Her ligger også Verdens mindste Domkirke. Ja, tænk engang i en afstand af 3 – 400 meter ligger to katolske kirker. Og her gjaldt Spaderetten: ”Hvem der ikke vil dige, må vige”. Artiklen er også et skønt minde om en skøn tur med en skøn pige for 35 – 40 år siden.

 

En tur for 35 – 40 år siden

Indrømmet, at det må være 35 – 40 år siden, at Den Gamle Redaktør sidst har været på Nordstrand. Vi startede fra min daværende adresse i Aabenraa. Så gik turen til Tønder, og en rundvisning i den flotte by. Så var det ellers en flot frokost hos minde forældre på Lærkevej i Tønder. Så gik turen ellers syd på langs kysten og den endte såmænd på Nordstrand, inden vi til aftentide igen vendte snuden tilbage til Aabenraa.

Og vi, ja det var foruden undertegnede en særdeles nydelig norsk jente, Vi standsede undervejs og jeg fortalte om historien bag de forskellige steder. Men mest imponeret var Lisbeth over at høre om Nordstrands historie.

 

Nordfrislands højeste punkt

Ud for Slesvigs vestkyst ligger der et større antal større og mindre øer. De kan alle ses i klart vejr fra Stolberg, Nordfrislands højeste punkt.

En del af disse øer er til dels beskyttet mod højvandet af diger. De mindre af disse, de såkaldte halliger med deres græsgrønne flader og værfter (opkastede høje) ser ud som de svømmede på vandet. Ved ebbetid rager de højt op i det solglimtede vadehav.

 

Blanke Hans

Igennem århundreder har stormfloder præget livet for befolkningen mellem havene. Nordsøbefolkningen karakteriseres som kølige, tilbageholdene og lunefulde, ganske som Blanke Hans, som de kalder det barske hav. Uanset de mest moderne former for kystsikring forbliver havet uberegneligt og påvirker befolkningen. Ja man kan sige, at Blanke Hans symboliserer Nordsøens urkræfter. Den er en evig trussel, men indeholder dog så mange rigdomme.

 

Der var 59 kirker

Det er noget helt specielt herude i den frugtbare marsk. Her ved Nordstrand er det skabt så meget forland ved hjælp af tidevand, at det går helt ud til den såkaldte Hamburger Hallig. Ja den hørte også en gang til Nordstrand.

Hele området, den mærkelige grønne flade var for 1.000, ja endnu for 400 år siden halvt land og halvt vand. Den var gennemskåret af brede vadehavsstrømme, de såkaldte priler.

Ifølge Valdemar den Andens jordebog var der 59 kirker og kapeller i den fem herreder på Nordstrand.

På den anden side af dette sund eller bælt lå en stor halvø kaldet Strand, senere Nordstrand.

 

Øen var delt op i fem herreder

Ja, hvad ved vi egentlig om Strand? Vi ved, at området var delt op i fem herreder. Her var indbringende kornavl, stort kvæghold og tæt befolket.

Sandsynligvis har ødelæggelserne af den nordlige del af Strand allerede været i gang, da landet blev inddelt i herreder. Fra det tidligere Viriksherred kendes kun halligerne Langenæs – Nordmark og Øland.

Mod sydøst lå Lundebergherred. Dette dannede forbindelse til det egentlige fastland. Hvornår dette herreds brud med fastlandet fandt sted, ved vi ikke.

Blanke Hans var skyld i, at Nordstrand blev til en ø.

Beltringherred er sikkert opkaldt efter det store bælt. Til dette hørte de nuværende halliger Habel, Grøde med Appelland, Hamburger Hallig og den tidligere hallig, Okholm.

Det fjerde herred var Pelvormherred, som med sin beliggenhed mod sydvest nok var mest udsat for bølgeslaget. Digerne omkring år 1600 bestod endnu af tørv og mosegræstørv, som kunne holdes sammen med høje pælevægge af lange egeplanker. Måske har navnet på herredet noget med dette at gøre. Engang hørte halligen Hoge samt Norder – og Süderog med til det.

Det sidste af de fem herreder hed Edams Herred (1352: Edamsharde).

 

Rungholt

Vi ved, at en stor del af Edams Herred med den temmelig store havn Rungholt under Marcellus – stormfloden mellem den 15. og 17. januar 1362 blev opslugt af bølgerne. Masser af sagn og historie er knyttet til denne hændelse. Stormfloden blev også benævnt som Grote Mandränke

Byen var en stor frisisk handelsby. Men byen sank i løbet af blot en nat. Nogle forskere mener, at beboerne selv var skyld i at katastrofen lige ramte Nordstrand så hårdt. Og dette skyldes saltudvinding. Man havde blandt andet ødelagt digerne ved dette.

 

Vi trodser dig, Blanke Hans

Nu var Rungholt geologisk set også særlig udsat. I slutningen af 1800 – tallet blev sagnene om stedet kendt gennem Detlev von Loliencron og hans digt, Trutz, Blanke Hans.

Jo det var Guds straf for de rige indbyggers overmod. De havde bygget et dige omkring deres land og dette var højere end alle de andre. Udfordrende løb de op på dette og truede ad havet idet de råbte:

  • Vi trodser dig, Blanke Hans

Ikke nok med det. Indbyggerne førte et ugudeligt liv og vovede end dog at trodse Vor Herre selv.

Juleaften havde nogle af indbyggerne drukket en so fuld på et værtshus og lagt den i seng med nathue på. Så lod de præsten hente som til en meget syg og ville true ham til at give soen den hellige nadver. Men det lykkedes for præsten at slippe væk fra dem. Meb da han på hjemvejen kom forbi et andet værtshus, blev han med vold trukket derind af to karle, som brugte hans alterkalk til at drikke øl af. De sagde, at de ville drikke med Vorherre selv.

Da gik præsten op i kirken og bad Gud straffe dette gudeløse folk. Den følgende nat blev det varslet ham, at han skulle drage bort. Han fulgte varslet, og straks efter rejste stormfloden sig og oversvømmede Rungholt og syv andre sogne. Alle indbyggere omkom i bølgerne undtagen to jomfruer, som aftenen før var gået til messe. Således blev Rungholterne straffet for deres overmod.

 

Man kan høre klokkerne ringe

Men sagnet fortæller også, at byen stadig ligger under vandet og vil rejse sig på den yderste dag. I stille aftener skal man kunne høre klokkerne ringe fra den sunkne by.

Nu var det ikke kun i syv herreder eller sogne katastrofen indtraf. Det gjorde den i 30 sogne og herreder, også nord for den nuværende grænse.

Man har gennem tiden set sporene af gammelt kulturlandskab dukke op, gamle værfter med kirker, diger med sluseanlæg og meget mere. På halligen Sydfall dukkede der også pludselig noget op.

Efter den altødelæggende stormflod Manddrukningen fik øen et hesteskoformet udseende. De ældste nordfrisiske krønikeskrivere oplyser kun lidt fra stormflodende. De ting, der kendes og er skrevet op er meget upræcist.

 

Krønikeskrivere

Den første virkelig gode krønikeskriver er pastor Johannes Petersen, der stammer fra Angel. Han antog navnet Petrejus. Den anden krønikeskriver er fra selve Nordstrand. Han hedder Mads Boysen og kaldte sig Matthias Boetius. Den første havde siden 1565 og udgav omkring 1600 en krønike, som han kaldte:

  • En kort beskrivelse af det lille land Nordstrand og dets beliggenhed, om dets indbyggeres sæder, skikke, næring arbejde og vanskeligheder, styre osv.

Den sidstnævnte skrev et arbejde på latin. Og det kan vel oversættes noget i retning af:

  • Om Nordstrands oversvømmelse

Det udkom på tryk i året 1623. Men det blev først oversat i sin helhed omkring 1930 af Jürgen Schmidt – Petersen.

 

Beboerne havde dejlige huse

Petrejus beskriver indgående om forholdene på øen i det 16. århundrede. Han begynder med de daværende digeforhold og formen på digebygningen. Digets fod nærmest vandet bliver føjet tæt sammen med træ og kraftige pæle, tættet indvendig med brædder og græstørv for at den jord, der kastes op, ikke skal blive skyllet bort ved havets angreb.

Af sådan en slags diger havde Nordstrand cirka 120 kilometer.

Beboerne havde dejlige huse. Bygningstræet blev indført fra Norge. Man brugte teglsten og muslingekalk. Og alle huse står på høje værfter. De fattige bygger deres hytter på de diger, som ligger ud til havet og ind over øen.

 

Hvem der ikke vil dige må vige

Nordstrands landret er også lidt specielt. De frisiske udlande havde deres egen jurisdiktion og egne retsbøger. Kun for de tre hærreder på gesten gjaldt Jysk Lov. Nordstrands Landret er først trykt i 1670. I 4. del er Spaderetten som i første omgang beskæftiger sig med digeretten:

  • Hvem der ikke vil dige må vige

Man tog det faktisk ret alvorlig, at digerne ikke måtte have fejl og mangler. Digegrevens arbejde bestod i, at observere skader på digerne og sørge for, at disse blev udbedret. I den forbindelse kommer man uvilkårlig til at tænke på den fantastiske novelle af Theodor Storm: Der Schimmelreiter. Her var Hauke Hein digegreve.

 

En hård lovgivning

I Strafferetten § 33 stod for eksempel:

  • Ingen skal gå til bryllupsgilde eller barselsgilde med mindre han er opfordret dertil eller bedt om det, og den, der alligevel gør det, skal have gjort det på eget ansvar og uden nåde straffes af øvrigheden.

Straffene var hårde dengang. I artikel 49 hedder det således:

  • Dersom en gribes i tyveri, og det er ringe, så kan han, som forholdene nu ligger, enten straffes med åg eller få et øre skåret af og forvises af landet. Men er det stjålne meget, så skal han hænges.

 

6.400 mennesker og 50.000 stykker kvæg druknede

Det var den frygtelige stormflod den 11. og 12. oktober 1634, hvor Nordstrand blev revet i flere stykker og størstedelen ødelagt. Digerne brød sammen på mange steder, uhyre vandmasser styrtede ind og rev alt sammen med sig og rev alt med sig – mennesker, kvæg og bosteder.

Ja selve øen blev sønderdelt i småøerne Pelvorm, Nordstrand og Nordstrand Mor.

Allerede i 1655 kom der igen en kraftig storm, som ødelagde de diger, som man netop havde opført.

Husenes mure styrtede sammen og beboerne søgte at redde sig op på lofterne, der hvilede på pæle. Men kun få stolper modstod bølgernes anslag ret længe. Der var opstået 44 nye søer. På lange strækninger var digerne helt forsvundet.

Af 9.041 indbyggere var de 6.408 druknet lige som 50.000 stykker kvæg. Kun en ottende del af jorden kunne inden århundredets udegang genindvindes ved inddigning. Resten var blevet Blanke Hans bytte.

30 vindmøller blev også havets bytte. Og kun 2.633 mennesker overlevede den frygtelige hændelse.

 

Søgte tilflugt på Wüste Mor

Kun den højtliggende Vildmose (Wüste Moor) blev skånet et stykke tid endnu. Her bosatte en del beboere sig i det ufrugtbare mose – og hedeland. Flodvandet har dog i tidens løb afsat mere og mere slik om mosen. Så denne Wüste Moor er genopstået som halligen Lüttmoor eller Nordstrand Moor. På et tidspunkt var her fire beboede værfter. Der var forbindelse til fastlandet med en dæmning.

En anden rest af det gamle Nordstrand er Hamburger Hallig. Har havde hamburger – købmændene, Rudolf og Arnold Amsinck bygget et særligt høj værft. Til at begynde med kunne diverse stormfloder ikke få bugt med dette værft.

 

Sikring for 300.000 dalere var ikke nok

Købmændene forsøgte med anvendelse af 300.000 dalere at redde dette område fra undergang. Men alle forsøg slog fejl.

Tilbage efter denne store stormflod blev de to nuværende marskøer, Nordstrand og Pelvorm. Ved indvinding af nye koge er den førstnævnte vokset med det dobbelte. En kørerdæmning over flodhøjde forbinder den nu med fastlandet så Nordstrand ikke længere er en ø men en halvø.

Også Pelvorm, der ligger langt ude i havet, har kunnet gøres større, nemlig med inddigning særlig mod nordøst.

 

Beboerne holdt med Christian den Fjerde

Efter den store stormflod kom mange fremmede til området, bl.a. hollænderne. Sproget blev udpræget plattysk. Fire hollandske bygmestre blev sat til at inddige Nordstrand.

Hertugen behandlede den oprindelige befolkning ret hårdt. Det skyldtes, at Nordstrand under krigen 1625 – 29 holdt med Christian den Fjerde og ikke med hertugen.

I 1652 underskrev hertug Frederik den Tredje et fribrev, så Nordstrand igen kunne kunne blev beboet. Her måtte man frit dyrke sin religion. De tidligere fastboende var søgt ind til fastlandet.

 

Verdens mindste domkirke

Nordstrand står stadig den gammel – katolske Theresienkirche, der blev opført af de hollandske digebyggere i 1652. Her blev der prædiket på hollandsk ligesom i Store Magleby Amager. På øen findes også en katolsk kirke til, rejst af franske tilflyttere.

Den ene af disse kirker er faktisk en domkirke, ja de må være Verdens mindste Domkirke. Kun 2 – 300 meter fra denne ligger den anden katolske kirke.

Som eneste kirke på Nordstrand bygget af beboerne selv, står den evangeliske kirke i Oldenbøl. Pelvorm blev længst ude mod vest, blev Salvatorkirken stående. Tårnet styrtede sammen i 1611 og ødelagde en del af kirken. Kun vestmuren blev stående.

Man sagde, at dengang var der hele 21 kirker på øen, og de 18 forsvandt i vandmasserne.

 

Århundredes lidelseshistorie

Det fascinerende ved Nordstrands historie er en årtusindgammel lidelseshistorie og en vig kamp mod Blanke Hans. Krønikeskriverne, der alle er gejstlige mænd, forklarede naturkatastroferne som Guds straf for beboernes tøjleløshed og gudløsehed.

Guds straf over det syndefulde sted betød at pesten i 1350 betød, at der manglede folk til at vedligeholde digerne.

De kunne ikke vide, at landet her i løbet af århundreder langsomt med sikkert sænker sig. En stor del af øen har allerede længe ligget under den normale vandstand. Ved digebrud blev landet derfor hurtigt oversvømmet.

 

Blanke Hans tager og giver

Digerne var dengang ikke høje nok og svarede vel ikke til de krav, der burde stilles. Men Blanke Hans tager og giver. En stor del af den ødelagte ø har aflejret sig som bundfald inde ved fastlandskysten. På den måde har man kunnet inddige talrige nye koge. Ved systematiske landindvindingsarbejder vil fastlandet forskyde sig længere og længere mod vest. En dag vil det også nå ud til de områder, som friserne mistede ved de skæbnesvangre naturkatastrofer. Og dog, for det afhænger af strømforholdene som hele tiden ændrer sig.

 

I lang tid var Rungholt kun en legende

I lang tid var Rungholt kun en legende. Man havde ingen beviser fra tiden inden 1362. Men mellem 1921 og 1928 dukkede der pludselig rester af volde, bygninger og brønde frem. Fundene blev systematisk registreret. Og de blev bekræftet ved hjælp af gamle kort. Særlig Johannes Mejers kort fra 1636, der byggede på et kort fra 1240 spillede en stor rolle.

I et testamente fra 1345 fik man oplysninger om Rungholt. En handelsaftale med købmænd fra Hamborg dateret 1. maj 1361 dukkede op, og kunne bekræfte, at legenden var sand.

 

I 1906/1907 var Nordstrand ikke mere en ø

Nordstrand har man stadig en digevagt, der kigger efter skader.

I 1906/1907 blev Nordstrand første gang med en 2,6 kilometer lang dæmning gjort landfast med fastlandet.

 

Farisær kommer fra Nordstrand

Den berømte drik, Farisær er opstået på Nordstrand. Hos friserne var var det tradition for at man i selskab med pastor Georg Bleyer. Da bonden Peter Johannsen skulle have døbt det sjette eller syvende barn opstod den drik. Flødeskummen forhindrede at rommen i kaffen lugtede af alkohol. Og pastoren regnede med, at det var almindelig kaffe med fløde.

Om pastoren fattede mistanke, da selskabet grundet kaffe med fløde pludselig blev opløftet, melder historien ikke noget om. Jo en Farisær er i dag frisernes nationaldrik.

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
  • Sønderjylland A – Å (Historisk Samfund for Sønderjylland 2011)
  • Friessische Sagen vom Texel bis Sylt (1928)
  • Nordfrisland – digernes land (Bygd 1976)
  • Henningsen: Rungholt – der Weg in die Katastrophe 1 – 2 (Husum 1998 – 2000)
  • Gerd Eversberg: Die Rungholtsage
  • Hans Peter Duerr: Rungholt. Die Suche nach einer versunkenen Stadt (Frankfurt 2005)
  • Helga Ramge: Heut bin ich über Rungholt gefahren (Husum 2002)
  • Albert Panten: Rungholt – Sage und Wirklickeit (Hamborg 2000)
  • Busch: Deicherhöhungen durch sechs Jahrhunderte(1963)
  • Muuss: Rungholt. Ruinen unter der Friesenhallig (Lübeck 1927)
  • Philippsen: Rungholt das Vineta Frieslands (1922)
  • Georg Quedens; Die Halligen
  • Heese: Der Jansenimus und Nordstrand(1982)

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet, Digebyggeri, og Marsken: Se her:

  • dengang.dk indeholder 53 artikler fra det gamle Højer, herunder:
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • Landet bag digerne
  • Syd for Højer
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Dæmningen – syd for Højer
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Vadehavet ved Højer
  • Øerne syd for Højer
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Soldater – på Jordsand
  • Søslaget ved Højer
  • Højer – Stormflod og diger
  • Højer – som havneby

 

  • dengang.dk indeholder 193 artikler fra det gamle Tønder herunder:
  • Omkring Vidåen og havnen i Tønder
  • Det Frisiske Salt
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
  • Friserne – syd for Tønder
  • Vikinger i Vadehavet
  • Tøndermarsken – under vand
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarksen (2)
  • Tøndermarsken (1)
  • Møgeltønders historie

www.dengang.dk indeholder 119 artikler fra det gamle Sønderjylland herunder:

  • Ballum – dengang
  • Rømø – endnu engang
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Rømø – en ø i Vadehavet

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland