Sandheden under sandet

Lad det være sagt med det samme. ”Under Sandet” er blandt de allerbedste af de 28 spillefilm, der er lavet om og efter besættelsestiden. I denne er modstandsfolk ikke helte og tyskerpiger ikke naive. Det er en aldeles medrivende film. Den bygger på en meget kritisabel bog fra 1998. Men hvorfor har man ikke i de 17 år spurgt de direkte berørte? Briterne havde bebudet, at de ikke ville overholde Genevekonventionen, såfremt tyskerne overgav sig betingelsesløst. Datidens medier satte ikke spørgsmålstegn ved, om Folkeretten var overtrådt. Historikere er også uenige om Danmarks medansvar. Historien tolkes forskellig. Havde general Lindemann egentlig noget valg? Et er sikkert – krig er grusom og hævn er modbydelig.

 

 

Medierne går amok

Hver gang, der her hjemme vises en krigsfilm omhandlende danske forhold så går medierne amok. Det gode ved disse film er, at man så for en tid får oprullet måske glemte passager i Danmarkshistorien. For hver gang er det historikere, der nok skal fortælle sandheden. Det sidste eksempel på dette, er den fremragende film Under sandet. Endnu engang glemmer man, at det at lave spillefilm er fiktion modsat dokumentarfilm. Og endnu glemmer man, at en filmskaber selvfølgelig bruger redskaber for at dramatisere sin film.

 

Vi skal have hele sandheden

Men hvordan skal man så forholde sig til følgende tekster på filmplakaterne:

• Baseret på virkelige hændelser
• Inspireret af autentiske hændelser

Ved disse lejligheder er det så skønt, at dem der har kendskab til vores historie så fortæller sandheden, så vores børn får den rigtige historie. Men egentlig ville det være befriende at vi fik hele sandheden, og at arkiverne blev åbnet. Mange lever stadig med en uvished om et familiemedlems skæbne. De er blevet holdt hen med usandheder fra myndighedernes side.

 

Hold lige tungen lige

Det er heller ikke så langt mellem konspiration, sandhed og fiktion. Man skal lige holde tungen lige i munden for at skille tingene af.

 

27 film om og efter besættelsen

Diverse andre film har også fået os op af stolen. Hele 27 film er der blevet til om livet under og lige efter besættelsen. Nogle er bedre end andre. De fleste historiske film herhjemme er glorificerende. Det er faktisk mange få film, der kigger på de sorte kapitler i danmarkshistorien. Men egentlig er det film om besættelsestiden, der gang på gang vækker debat og så lige Ole Bornedals 1864.

 

1864 – filmen der delte landet i 2

Denne film delte landet i to. Den ene halvdel kaldte serien/filmen for makværk, andre syntes at det var en fantastisk kærlighedshistorie. Undertegnede hører til den sidste gruppe. Det er klart, at rent handlingsmæssigt, så giver den danskerne et forkert billede af, hvad der hændte. Men nu havde danskerne jo mulighed for at følge med i de fantastiske dokumentarfilm, der lige inden premieren blev sendt på DR – K og DR 2.

Men man kan selvfølgelig bebrejde DR, når de har lanceret serien/filmen som historisk korrekt. Slesvig gøres til tysk, og Holsten nævnes ikke, trods det, at det var Holstens medlemskab af Det Tyske Forbund, som muliggjorde krigen.

Filmen ville nok have blevet noget kedeligere, hvis man skulle have taget udviklingen i Sønderjylland og Slesvig Holsten med fra begyndelsen af 1800 – tallet, og de begivenheder, der førte til krigen. Den historiske akkuratesse står i vejen for en god spillefilm.

 

Folk ville kede sig ihjel

Hvis hele historien skal med, ja så vil folk jo kede sig ihjel, siger filminstruktørerne. Og når man rører ved den nationale selvfølelse, ja så kommer protesterne. Det kan Den Gamle Redaktør her på siden også mærke med nogle af artiklerne her på siden.

 

Frihedskæmper var helte, Tyskertøser var naive

Modstandsbevægelsen er de sande helte i de fleste film. Jo tyskertøser er der faktisk også lavet en film om. Og her beskrives de som naive, dumme og enfoldig. De var selv skyld i deres problemer. Se bare filmen Den korte sommer med Ghita Nørby i hovedrollen.

 

Filmen, 9. april

Filmen 9. april er jo faktisk også god. Her på siden blev vi kontaktet af en tysksproget avis, der gerne ville have navnet på den mælkedreng, der blev skudt ved Aabenraa den 9. april. Det kunne vi så ikke lige svare på. Vi havde ikke før ofret tid på at undersøge det.  Og det var lige før, at avisen kaldte episoden for fiktion eller sågar P.R. fra dansk side.

Ret hurtig fandt vi frem til navnet på knægten, der slet ikke var mælkedreng, som vi også havde skrevet, men elev på Aabenraa Statsskole. Og det sjove var, at avisen bu også fandt nogle ret interessante detaljer om denne kedelige historie. I kan læse de to artikler her på siden.

 

Saxo blev betalt

Men allerede Saxo fortalte om danernes drabelige dåd. Og her var det biskop Absalon, der var den store helt. Og det har vi så slugt råt siden dengang. Nu var det også ham, der betalte Saxo for Danmarks – krøniken.

 

Spark i nationalfølelsen

 

Under Sandet har givet et spark i nationalfølelsen. Hvordan kunne vi sætte tyske teenager til at rydde miner på den danske vestkyst? Var det en fej dansk hævn? Danmark var vel ikke så uskyldsrene ofre under 2. verdenskrig.

Der er virkelig gode skuespillerpræstationer i filmen, der varmt kan anbefales som fiktion. Filmen er grusom og bevægende. Og det er jo nærmest børn, der står for det farlige arbejde.

 

Krig er grusom, hævn er modbydelig

Man ser dem med dirrende fingre og angsten i øjnene. Man venter ligefrem på eksplosionen.  Det er en dansk officer, der giver ordrerne. Ja, filmagere har mange friheder. Filmen viser, at krig er grusom. Men den viser også, at hævn er modbydelig.

 

Var det en skamplet på dansk historie?

Filmen har taget udgangspunkt i historiske begivenheder. Og som sådan lægger den op til diskussion, selv om den på væsentlige punkter er fordrejet. Til Information kommer instruktøren Martin Zandvliet med denne barske kommentar:

• Filmen er baseret på tal. Så mange mand var det, så mange døde, så lidt mad fik de, så kort var deres uddannelse, så hurtigt skulle de fjerne minerne, så mange miner var der. Selv når du bare læser tallene, kan man se, at det var umenneskeligt. Hvis en mand ikke får noget at spise i flere dage, så begynder han at ryste. At ryste på hænderne er ikke godt, når man skal rydde miner. Ligegyldigt om det er brud på Geneve – konventionerne eller ej, så er det forkert.

Man må jo også sige at medierne i den grad går i selvsving. Således lyder overskriften i Søndagsavisen:

• Skamplet på dansk historie: Drengesoldater døde i blodbad.

Under et foto fra filmen står følgende bemærkning:

• Minerydderne er ofte helt unge drenge – gamle nok til at gå i krig og derfor også gamle nok til at rydde op efter sig. Sådan var holdningen.

 

Bogen: Under tvang

For udgangspunktet er en historisk bog som udkom i 1998, som nok heller ikke er helt så sandfærdig. Det er Helge Hagemann: Under Tvang. Men ikke desto mindre figurer konklusionerne i denne bog som sandhed i flere tyske medier og bøger.

 

94 – årige stilles til ansvar

Straks er der nogen, der her og nu skal stilles til ansvar. Vi ser det også med, at tidligere SS’ er skal som 94 – årig stilles til ansvar for deres handlinger, selv om den danske regering i 70 år ikke har gjort meget for at få danske krigsforbrydere stillet til ansvar for deres handlinger. Og de uniformerede tyske forbrydere blev senest i 1953 skyndsomst sendt ud af landet efter korte fængselsdomme.

 

En anklage mod Danmark

Den omtalte bog er en anklage mod Danmark. Nationen havde angiveligt begået krigsforbrydelser ved at lade tyske krigsfanger påtage sig det farefulde arbejde ved at fjerne miner med anseelige tab til følge. Man kan godt forstå, at sådan nogle fakta, kan danne baggrund for et spændende filmmanuskript.

Sagen nåede til Østrig, et land der nok ikke har haft særlig travl med at bearbejde sin nazistiske fortid. Men nu øjnede man muligheden for at østrigske medlemmer af den tyske værnemagt kunne få en klækkelig erstatning. Men sagen strandede dog.

Den omtalte bog er på lidt over 100 sider og er hurtig læst. Den slår fast, at Danmark har overtrådt Genevekonventionerne og begået krigsforbrydelser ved den farlige minerydning. Den første del handler om opgavens tilblivelse og arbejdets udførelse.

Ifølge Hagemann beordrede man tyske enheder til at blive tilbage i Danmark for at iværksætte minerydningen. Den Danske Brigade skulle så fungere som observatorer og sikre sig at arbejdet blev udført ordentligt. På foranledning af engelske direktiver skulle det ske ved at tyskerne efter rydningen skulle marchere gennem minefelterne.

Hagemann beskriver at arbejdet skete under tidspres og at tyskerne ikke var ordentligt uddannet til opgaven. På det tidspunkt modtog de åbenbart heller ikke nok forplejning.  

 

Tavshed om aktionen

Ifølge officielle danske tal var der 149 dræbte og endnu flere sårede. Men det tal tror Hagemann dog ikke på, og oplyser, at der på baggrund af tyske kilder var 250 dræbte og masser af kvæstede.

I anden halvdel af bogen forsøger forfatteren at bevise, hvorfor der var tale om en dansk krigsforbrydelse.

I den tredje og sidste del af bogen berøres aspekter af efterspillet. Vi er i tiden efter 1945. Og så berøres også det faktum, at der har været tavshed omkring minerydningshistorien.

 

Masser af kritik

Da bogen blev udgivet, offentliggjorde Hagemann en kronik. Og der rejstes en del kritik også i forhold til titlen på bogen. Men dette forhold mener forfatteren at havde tilbagevist. Han henviser til en tysk officer, der meldte sig til minerydningen, fordi han havde familie i Danmark.

 

Blev Lindemann tvunget?

Den 9. maj 1945 blev der afholdt et møde mellem engelske og danske repræsentanter samt Lindemann, den øverstbefalende for de den tyske værnemagt i Danmark. Hvad der egentlig skete på det møde, bliver man ikke klogere af, efter at have læst bogen. Og herfra har vi forsøgt at finde referater fra mødet, men forgæves.

Vi får dog at vide, at Lindemann efterfølgende påtager sig minerydningen og beordrer pionergrupper til at blive i landet. Vi får aldrig den tyske holdning til dette. Man kan undre sig, at Lindemann selv i taberens rolle ikke sætter sig i modværge. Han kunne have kommenteret de engelske ordrer eller påberåbt sig Genevekonventionerne. Dem havde tyskerne også underskrevet.

Men havde Lindemann egentlig noget valg? Han var i taberens rolle og briterne var ligeglade med konventioner, som vi her senere skal komme ind på.

 

Ringe forplejning og dårlig disciplin

I bogen gengives dog en interessant kilde. Hauptmann Geuer skriver den 28. juli om dårlig forplejning og ringe disciplin blandt tyskerne.

Men hvad skete der i de andre lande? Hvad med minerydningen i Holland og Frankrig? Det får vi ikke noget at vide om.

På den anden side kan man så undre sig over, at ingen har valgt at undersøge de løse spørgsmål i bogen.

 

Det var mord på stranden

Søndagsavisen citerer jurist og historiker Helge Hagemann:

• Det var mord på stranden. Noget svineri
• De danske og britiske officerer havde en rolle som opsynsmænd. De havde kommandoen over de tyske befalingsmænd, der beordrede minerydderne. Det var som i kz – lejrene, hvor nazister beordrede jøder til at tvinge deres medfanger ind i gaskamrene.
• De blev behandlet som skidt, levede under sultegrænsen og flere hundrede af dem døde eller blev lemlæstet. Hvem vil gøre det frivilligt, som det blev hævdet fra forskellig side? Ingen

 

En dansk vejledning

I september 1945 udarbejdede kaptajn D.A. Wieth – Knudsen en rapport omkring rydningen af minerne. Han var chef Pionerkommandoet. I denne finder vi en orientering fra den 18. juni 1845. Vi bringer her nogle uddrag:

• Den tyske ”Minekommando Dänemark er formeret efter Ordre af Generalmajor R.H. Dewing, CB, DSO, MC, og som Led i General Lindemanns betingelsesløse Kapitulation.
• Kommandoet omfatter alle Tyske Pionertropper, der er efterladt i Danmark og dets Antal er fra Tid til Anden forøget ved indkaldelse af yderligere Pionerafdelinger fra Nordtyskland.
• Minekommando ”Dänemark” omfatter i øjeblikket 1.892 Officerer, Underofficerer og Menige.
• Som Følge af Arbejdets Natur nyder de visse Rettigheder, som f.Eks. Tildeling af Udrustning, Klæder m.v. Engelske og danske Myndigheder i alle Distrikter anmodes om et Samarbejde ved Udlevering fra Lagre under engelsk eller dansk Kontrol.
• Udførelsen af Arbejdet er fuldstændigt overladt til Tyskerne selv – de kan anvende hvilke Metoder, de ønsker til at tage Minerne op, forudsat at alle Sikkerhedsforanstaltninger til Beskyttelse af civile Borgere og Ejendom er iagttaget. Ved hvert Minefelt, hvor Minerydningen foregaard, skal mindst én Soldat være til Stede som kontrollant, og han er ansvarlig for, at alle Forskrifter og Regler bliver fulgt. Alle Klager eller Problemer, der maatte opstaa, skal rettes til den stedlige Kontrol og ikke direkte til Tyskerne.

 

Atlantvold

De mange miner var en del af den 5.000 kilometer lange atlantvold, som den tyske besættelsesmagt satte i værk i 1942 fra Spanien i syd og Norge i nord. Atlantvolden skulle med millioner af miner og befæstningsanlæg hindre en allieret invasion fra kysten. Volden skulle fungere som et værn med brug af færrest mulige soldater. For soldaterne skulle tyskerne bruge mod øst.

Men nu blev denne vold kun punktvis anlagt. Men minerne i Danmark lå tættere end noget andet sted i Europa og endda i flere lag.

 

Danskerne tjente gode penge

Der har ikke været meget opmærksomhed om dette kapitel i vores historie. Og det har heller ikke meget omtalt, at danskerne selv tjente mange gode penge på at bygge bunkers og brødføde de tyske soldater. Ja danskerne var selv med til at bygge Atlantvolden. Og den dag i dag retfærdiggøres den måde, vi behandlede tyskerne på.

 

Soldater fra Tyskland

Sandheden er, at Den Danske Brigade ikke måtte blande sig i tyskernes arbejde. Den tyske enhed bestod i begyndelsen af 1.000 mand og blev suppleret af mindst lige så mange frivillige fra britiske lejre i Nordtyskland. De fik ryddet 1,4 millioner miner.

De frivillige har sikkert fået lovning på hurtigere hjemsendelse. Og det samme gælder sikkert for soldaterne fra Nordtyskland. De har sikkert fået lovet frihed efter et vist forløb. Kan dette kaldes for en form for tvang?

Nu ved vi jo også, at det ikke kun var unge drenge. Et flertal af minerydderne var ældre erfarende ingeniørsoldater

 

Historien tolkes forskellig

Omstændighederne omkring rydningen tolkes forskellig. Nogle mener, som skrevet, at det er danmarkshistoriens største krigsforbrydelse, fordi behandlingen af tyskerne bryder med Geneve – konventionen, der forbyder krigsfangere at udføre farligt arbejde, herunder minerydning, lyder argumentet.

Men andre mener, at de tyske soldater dengang ikke længere havde status af krigsfanger, da rydningen startede, derfor var de ikke beskyttet af konventionerne.

 

Havde Danmark et medansvar?

Og her fastholder Helge Hagemann i Jyllands Posten, briterne med danskernes accept begik krigsforbrydelser mod de tyske krigsfanger. Historikeren Palle Roslung – Jensen er ikke i tvivl. Danmark havde et medansvar.

Palle Roslung – Jensen mener i øvrigt ifølge Politiken, at filmen nogenlunde holde sig til historien trods nogle friheder. Han var positiv overrasket af filmen. Andre historikere kalder filmen for historieforfalskning.

 

Datidens medier stillede ikke spørgsmål

Ikke en eneste avis dengang stillede spørgsmålstegn ved at folkeretten måske her var overtrådt. Det var jo trods alt kun tysker, det gik ud over. Det var dem, der havde lagt minerne, så måtte de også selv rydde op.

 

Den kollektive danske samvittighed

Spørgsmålet er om, det er den kollektive danske samvittighed, der er sat på prøve, eller om det er smarte juridiske greb, som fritager os for nogen som helst ansvar.

 

Det sidste minefelt på Skallingen

 

Landet sidste minefelt lå på den vestjyske halvø, Skallingen. Efter syv års intens rydning bortsprængte transportminister Henrik Dam Kristensen den sidste mine. Her på Skallingen blev der udlagt ikke mindre end 72.000 miner.

På Skallingen indstillede man i 1947 første del af rydningen. 11.000 af de oprindelige miner blev først fjernet meget sent. I stedet for blev hele området indhegnet.

Der lød et dramaskrig, da der i 2005 blev beordret, at nu skulle resten af minerne fjernes. I 1999 havde Danmark sammen med 39 andre FN – lande underskrevet den såkaldte Ottawa – traktat, der ikke blot forbyder brug, oplagring og produktion af miner, men også forpligter lande til at rydde egne minefelter.

Mange diskussioner fulgte. Hvem skulle påtage sig opgaven? Og hvad med den skrøbelige natur? Turister var begyndt, at bevæge sig ud i de afspærrede områder, så noget måtte der gøres og det ret så akut. Der var sikkert også mange der åndende lettet op, da det hele var overstået.

På Skallingen var minerne lagt tilfældigt, og naturen bevirkede, at de lå i to meters dybde, andre lå i ti meters dybde. Andre igen var kommet til syne. Men fælles for dem alle, så udgjorde de en stor fare for alle dyr som mennesker, der passerede i området.

 

Den såkaldte dødsmarch

Når de tyske soldater havde ryddet et minefelt i overensstemmelse med minekortet og fundet det antal miner, som ifølge oplysningerne skulle have været begravet der, så skulle de gå arm i arm henover feltet. Den såkaldte Dødsmarch skulle sikre, at ingen miner er blevet overset. Men det var nu langt fra altid, at denne dødsmarch gik godt.

 

Danskerne ville fremstå som en god allieret

Det var briterne, der mente, at tyskerne skulle fjerne minerne, men danskerne sagde ikke briterne imod. Man skulle fremstå som allieret, og det var svært at gøre andet end at adlyde.

 

Briterne ville anerkende Genevekonventionen ved fuldstændig kapitulation

Nu skal vi også lige huske, at briterne ikke ville anerkende Genevekonventionen i tilfælde af betingelsesløs kapitulation. Winston Churchill udtalte i den forbindelse i en tale i Underhuset i 1944:

• Udtrykket betingelsesløs kapitulation betyder ikke, at det tyske folk vil blive gjort til slaver eller tilintetgjort. Det betyder derimod, at de allierede i overgivelsesøjeblikket ikke vil være forpligtet over for tyskerne ved nogen traktat, konvention eller anen forpligtelse…..

Fik minerydderne en moralsk og menneskelig behandling?

Men hvis vi nu ser bort fra diverse konventioner og ansvar, fik de tyske mineryddere så en retfærdig behandling, moralsk og menneskelig ved vestkysten indtil oktober 1945?

Og hvem var de minerydderne, ja de var næppe så unge som filmen skildrer. Det må være en af filmmagernes virkemidler. For mange af soldaterne havde allerede været indsat ved østfronten.  Og hvor meget frivillighed var det i grunden i den rydning? Hver dag satte man sit liv på spil. Ville man gøre det for hurtigere hjemsendelse?

 

Hvorfor har man ikke spurgte de direkte berørte?

Det må da have været muligt at få svaret fra nærmeste hånd. Nu er det måske for sent. I 1998 kom Hagemann med sin dengang meget omtalte og kritiserede bog. Det er 17 år siden. Hvorfor har man ikke spurgt nogle af de direkte berørte? Nu er det måske for sent.

Spørgsmålet er:

• Kom vi nærmere på sandheden ”Under Sandet”?

 

Kilde:

• I artiklen er anført artikler fra diverse dagblade med kildehenvisning
• Helge Hagemann: Dansk brud på folkeretten (Politiken 1994-06-18)
• Jørgen Steen Nielsen: Alt for gode miner til slet spil
• Per Borbjerg, Thorsten Asbjørn Lauritsen: Minerydning Skallingen
• Helge Hagemann: Under tvang

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 153 artikler om og omkring Besættelsestiden, herunder de to omtalte artikler om 9. april 1940 i Aabenraa:

 

• Sorgen ramte Aabenraa 9. april (1)
• Sorgen ramte Aabenraa 9. april – endnu mere (2)

 

• I artiklen omtales 1864. Se kategorien: 1864 og de slesvigske krige. Her finder du fire artikler plus en liste over yderligere 19 artikler (Velkommen til De Slesvigske krige).