Artikler
Oktober 18, 2015
Indvandring på Nørrebro
Dette er en større anmeldelse af en væsentlig ny bog om Nørrebro nemlig: Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010, Museum Tusculanums Forlag. Vi går lidt videre, og kigger også på vores egne iagttagelser gennem årene. Selv om bogen er en akademiske afhandling, kan den med få undtagelser godt bruges som en lokalhistorisk bog. Vi får samtidig en konsekvensanalyse om udviklingen af Nørrebro. I slutningen i artiklen har vi en større artikelsamling for dem, der vil vide endnu mere.
Over hver femte har indvandrerbaggrund
Vidste du, at Nørrebro er et af de kvarterer i København med størst andel af personer med indvandrerbaggrund. For at være helt præcis – 28,3 pct.
Her er masser af fremmede butikker
Mange butikker har arabiskklingende navne. Og her er masser af indehavere med udenlandsk baggrund. For besøgende er det overraskende er masser af muslimske institutioner. Ja, her er moskeer. Og helt konfliktfri er det nu heller ikke.
Dette er en væsentlig bog
Dette er en større anmeldelse af bogen Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010 af Garbi Schmidt. Vi har selvfølgelig skriftligt henvendt os til forlaget, med en besked om at vi ville lave en anmeldelse på vores side samt på www.norrebro.dk . Men forlaget har ikke engang gidet at svare. Men dette skal selvfølgelig ikke influere i vores anmeldelse.
Vi har selv investeret i bogen, og har forståelse for, at forlaget anvender deres markedsføringskroner et andet sted. Modsat forlaget mener vi dog, at Nørrebro – borgerneskal have kendskab som vi efter gennemlæsningen mener, er en meget væsentlig bog. På en fascinerende måde bliver også samfundsdebatten gennem tiderne rullet op. Forfriskende er det at se en forsker frem for en historiker oprulle problematikken på Nørrebro.
Nørrebro opstået i hast
Nørrebro blev til ved en nødvendighed. København var blevet for lille. Dengang var Nørrebro, Københavns kloak.
Nørrebro blev opbygget i hast og helt uden planlægning. Det gik i den grad ud over sundhedstilstanden. Og kombineret med fattigdom og underernæring betød det en tidlig død samt en stor børnedødelighed.
Et åbent projekt
Forfatteren har været meget åben om hendes projekt. Meget tidligt meldte hun ud omkring formålet med bogen. Og det har været et større efterforskningsarbejde i gang. Man må nok sige, at det har været et imponerede research – arbejde, der er foretaget. Og det er selvfølgelig lagt meget overskueligt frem i bogen.
Jo det har altid været en masse vildskab omkring Nørrebro. Forskning tager ingenting for givet. Jo, det er tydeligt, at det er en forsker og ikke en historikere, der har skrevet bogen. Det er ofte stærke følelser og holdninger, der har været på spil i bydelen.
Syv hovedafsnit
Som forsker kan man let få en over snuden. Og emnet kan jo sagtens give Garbi Schmidt en sådan.
Bogen indeholder syv hovedafsnit. Det første indeholder det teoretiske og metodiske grundlag for afhandlingen. Dette afsnit er måske lidt tungt for ikke akademikere.
Vi gennemgår perioderne:
Det handler om at prioritere
Med et så omfattende materiale, som forfatteren har fundet frem til, ja så handler det også om at prioritere. Og her kan man så være enig eller uenig i, hvad der skal tages med. Forfatteren har gjort brug af den omfattende litteratur om Nørrebro, pensionistberetninger, avisartikler, allerede kendte undersøgelser m.m.
En masse arkivalier, folketællinger, statistik, feltarbejde og samtaler er ført. Og hun graver dybt. Derfor står historien pludselig i et helt andet lys. De citater, der er anvendt giver afhandlingen en slags action.
Et ganske imponerende resultat
Resultatet er også ganske imponerede. Der bliver lagt erindringer frem og diskuteret. I nogle tilfælde betvivler forfatteren også diverse konklusioner i tidligere udgivelser. Og dette er ganske godt argumenteret. Ja det gør faktisk læsningen meget interessant. Der lægges en professionel afstand til stoffet, der gør det særdeles interessant for lokal interesserede at læse. Til yderligere forskning må bogen også være interessant.
Det kan måske være lidt irriterende for noget, at bogen som sådan er en afhandling og at det er en akademisk tilgang til stoffet. Det er trods alt en doktordisputats. Men det vender man sig nu hurtig til. Nu er vel også mest i første afsnit.
Man kan så diskutere denne prioritering. Man kom måske lidt tættere på ved også at bruge lokale digitale medier. Således er 3.600 artikler tilgængelig på www.norrebro.dk. Her kan man finde mange eksempler på lokale integrations – initiativer, problemer og løsninger på indvandrer butikkers situation. Her er også andre historier i forbindelse med diverse kampe på Nørrebro.
Konsekvensanalyse
Bogen er fyldt med grafiske fremstillinger, som nok ikke altid falder så heldige ud. Interessant billedmateriale er brugt, måske ikke i et så rigt et omfang som man forventer, når det er en lokalhistorisk bog. Men det er jo som sådan ikke. Den kan sagtens bruges til dette formål. Den Gamle Redaktør her, som er godt inde i Nørrebros historie har fået masser af ny viden.
Selvfølgelig er meget af det, som bliver fortalt kendt viden.
Vi får beskrevet stedet og de sociale forhold i de perioder, der bliver skildret og hvilke begivenheder, der præger bydelen. Dette giver en hel anden beskrivelse end man er vant til med en slags konsekvensanalyse.
Indvandrerhistorisk lys
Forfatteren sammenligner på en smart måde fortid og nutid med kommentarer til de historiske kilder. På den måde fastholdes læserens interesse hele tiden.
I nogle eksempler kommer vi helt tæt ind på nogle familier, bl.a. den jødiske familie Edelmann fra Baggesensgade. De måtte flygte til Sverige under besættelsen.
For første gang har vi fået samlet Nørrebros historiske set i indvandrerhistorisk lys. Indvandrerne har i høj grad været med til at tegne bydelens historie. Disse indvandrere troede, at de nu kunne komme ud af elendigheden og fattigdommen. Men sådan forholdt det sig ikke altid.
Stand, religion og profession var vigtigst
I 1700 – tallet havde op til en femtedel af befolkningen i København tysk som førstesprog. På det tidspunkt var kun godt en femtedel af dem, der fik borgerskab i København født i byen. Men 20 pct. var født i Jylland.
Man kunne jo frygte dengang, at denne sammensætning havde ført til masser af sammenstød. Men dengang spillede stand, religion og profession en langt større rolle for københavnerne end etniske og kulturelle tilknytninger. Sådan er det dog ikke i dag.
En del forsvandt mere eller mindre frivilligt
Der er vel i perioden 1900 – 2014 kommet 400.000 flygtninge til Danmark. En del af disse landede på Nørrebro. En del er rejst igen, frivilligt såvel som ufrivilligt. Disse blev i visse tilfælde modtaget med blomsterbuketter, andre blev modtaget med masser af vrede.
Indvandringen var også den væsentlige forklaring på befolkningseksplosionen mellem 1850 og 1900, hvor Københavns befolkning voksede fra 120.000 til 370.000.
Der er brugt meget lokalhistorisk litteratur
Vi får en gennemgang af historisk litteratur af Nørrebro. Og en del af denne litteratur bliver flittig brugt på en meget tilgængelig måde af Garbi Schmidt. Således citeres boghandler Wroblevski for at beskrive jøderne som:
Positive og negative indtryk
Allerede dengang fastslog Villads Christensen:
Digteren Johan Jørgensens beskrivelse af Nørrebro i 1893 er også meget negativ:
Andre beskrev Nørrebro som mere positiv. De beskriver arealerne som åbne og landagtige. Det ser vi blandt andet i alle de pensionist – skildringer, der er med i bogen:
Her var også en kammerråd
Det kan gå være, at der var masser af slum og arbejdere på Nørrebro. Garbi Schmidt nævner da også, at her var både kammerråd, professor, akademiker, justitsråd, oberstløjtnant, kaptajn m.m.
Men allerede dengang var bydelen symbolet på den kaotiske og uregerlige by. Og der var virkelig mange fattige mellem 1885 og 1915. At drikke var en del af arbejder og fritidskulturen, dengang.
Pladser og gader brugt til manifestationer
I 1872 strejkede malerne for at få forkortet deres arbejdstid. Og de blev selvfølgelig støttet af Pio i bladet Socialisten. Ja politidirektør Crone havde ikke meget til overs for Socialisterne. I hans breve til justitsministeren overdrev han i den grad om de farer, som Socialisterne udgjorde. Han var i den grad med til at overdrive situationen.
Nørrebros gader og pladser blev i den grad brugt til demonstrationer og optog til at markerer følelser og meninger. Og sådan er det jo den dag i dag. Vi ser stadig masser af demonstrationer for snart den ene sag og snart den anden. Det kan både være folk fra den yderste venstre fløj og religiøse markeringer.
Arbejderne og kirkerne
Ja dengang blev de store begravelsesoptog for Arbejderbevægelsens medlemmer brugt til at markere sig. Politidirektør Crone opfordrede kirkerne til at forbyde arbejderbevægelsens røde faner i kirkerne.
Men kirkerne var dog noget betænkelig, for en del arbejdere havde også været med til at samle ind til disse kirker. Andre arbejdere igen mente nu også at kirkerne og præsterne var kapitalismens forlængede arm, så de skulle i hvert fald ikke samle penge ind til kirken.
Og det var da bestemt heller ikke alle præster på Nørrebro, der var lige populære. Særlig den indremissionske præst, Pastor Steen fra Johanneskirken var upopulær hos arbejderne:
Ja sådan stod det at læse i Socialdemokraten i 1887 efter begravelse af Adam Petersen. 10.000 arbejdere havde samlet sig.
En forsørges død kunne den gang føre til familiens undergang. Mange måtte også gå tidlig i seng under dynen om vinteren. Der var ikke penge til kul.
Politiet var opmærksomme på socialister og anarkister
I 1875 fik Danmark sin første udlændingelov. Det var politiet, der afgjorde om man kunne få opholdstilladelse. Der var nu flere der blev udvist, end folk, der fik indrejsetilladelse. Efter 1891 var offentlig forsørgelse betinget af dansk indfødsret. Lovgivningen blev langsomt strammet fra 1908. Politiet var især opmærksomme på socialister og anarkister.
”Oversvømmes” af jøder
Jøder var underkastet særlige regulativer længe før udlændingeloven fra 1885. Christian den Fjerde havde ellers inviteret de første til Danmark med henblik på at udvikle landet. I 1813 var der 2.400 jøder i København.
I den danske befolkning var der åbenlys skeptisk mod jøderne. Det kom i høj grad frem i en artikel i Politiken den 7. september 1913. Her blev der fortalt, at de (jøderne) var fattige både i åndelig og materiel henseende. Bladet mente, at:
Berlingske holdt sig nu heller ikke tilbage. De beskyldte de russiske og polske jøder for at være kriminelle.
Omkring 1920 – 25 blev den jødiske tilstedeværelse på Ydre Nørrebro mere markant via en del jødiske familiers ejerskab af boliger i haveforeningerne Taga og Liljen. I Taga var der cirka 35 jødiske familier, som havde et haveforeningshus. Og tænk så havde de alle 4 – 5 børn.
Seks gader følges
Vi følger seks forskellige gader på Nørrebro i forskellige tidsperioder. Det er en smart måde at forenkle budskabet på. Og dengang i 1880erne var det endnu ikke normalt, at gifte kvinder havde et arbejde. Ud af 244 kvinder, var de 201 uden for arbejdsmarkedet.
Et dansk studie fra 1887 viser således at 78,2 pct. af de ugifte kvinder i København var selvforsynende. Blandt de gifte kvinder var 6,6 pct. selvforsynende.
Også dengang var der forskelsbehandling af arbejderklassens børn og middelklassens i skolen. Og en masse børn på Nørrebro døde under diverse epidemier.
Der var let at finde bolig på Nørrebro
Byggeriet på Nørrebro tiltrak også udlændinge. Herfra var mange fra Tyskland. Fra 1890 til 1915 blev Københavns befolkning øget med 205.900 indbyggere.
Det var i begyndelsen let at finde bolig på Nørrebro. Og ofte kunne man bo gratis i flere måneder i bydelen. Dette forhold kan tilskrives, at der blev bygget virkelig meget dengang.
Men brokvarterets huse var bedre end i Indre By, konkluderer forfatteren.
På et tidspunkt var det almindeligt, at patienter fra Almindelig Hospital fik udgang om torsdagen, ja vi har nævnt det i tidligere artikler. Så gik ellers den vilde tigger – jagt. Butikker havde samlet to – øre til dem. Men det var nærmest et kapløb, om at komme først. Men politiet stoppede efterhånden Legen.
I begyndelsen af 1900 – tallet boede der blandt andet brasilianer, tyskere, ungarere, italienere, polakkere, svenskere, russere og franskmænd i området nord for Dronning Louises Bro.
Borgerskabet ville af med Socialister
Når man diskuterer indvandrere har man en tilbøjelighed til kun at diskutere religion og kultur. Så stopper diskussionen. Det burde også dreje sig om boligforhold, uddannelse, social marginalisering og psykisk helbred.
Problemet med indvandrere var også, at mange sikkert var socialister. Og de var ikke særlig velset dengang af borgerskabet. Dem ville man gerne hurtig af med igen. Men nu var det ikke kun udlændige, der bosatte sig på Nørrebro. Nej, det var især også jyder. Og ligesom i dag så fandt de forskellige grupper sammen, og det gjorde jyderne selvfølgelig også.
Svenskerne var ”småkriminelle”
Men i begyndelsen var det svenskerne der dominerede. Der var rigtig mange af dem. Og de fleste af dem var meget fattige. I bogen er der også anekdoter, blandt dengang i 1888, da der nærmest opstod diplomatisk krise mellem Danmark og Sverige, da Danmark udviste to svenskere for en forbrydelse de slet ikke havde begået.
Og når vi nu er ved emnet, så skrev Politiken i 1913 da Kong Gustav besøgte København, at der i Landskrona boede 12.000 svenskere, så boede der i København 18.000 svenskere. Andelen af svenskere i perioden 1880 – 1911 var i København på 4 pct. I 2010 var dette tal faldet til under 1 pct.
I de seks gader, som Garbi Schmidt har udvalgt var der i perioden 1890 – 1911 en stor overvægt af svenskere blandt indvandrere. Det svarede til 54 pct.
Svenske piger, der kom hertil blev opfattet som løsagtige. Jo fordomme var det nok af. De fordomme, når det gælder Nørrebro er endnu ikke forsvundet. De svenske mænd blev opfattet som skruebrækkere. Måske nærmer vi os datidens Social Dumping.
Fagbevægelsen var bange for løntrykkere
Arbejdsmændenes Forbund var dog utilfredse med den svenske arbejdsindvandring. Forbundet opfordrede Rigsdagen til, at der skulle tages hensyn til danske arbejdere, ved udførelse af statens arbejde.
Fagforeningerne dengang, var ikke begejstrede for disse løntrykkere. Og lige som jøderne, der gik mærkelig klædte og talte jiddish, så var det det samme med jyderne. De gik også mærkelig klædte og talte et underligt sprog.
Mellem 1900 og 1920 var der stor bekymring for, om de jødiske indvandrere lige som svenskerne var en mulig byrde for velfærdssamfundet
Efter svenskerne var det jugoslaverne, der dominerede indvandrergrupperne.
Troen spillede også en rolle
Troen udgjorde selvfølgelig også en rolle og ikke mindst katolicismen. Vi får i bogen også historien om de fire katolske Sankt Joseph – søstre, der kom til København med skib fra Frankrig. Men man havde fra kirkens side ikke tænkt sig, at betale for søstrenes ophold. Det var meget surt i starten. Men efterhånden bakkede de tyske præster op om sagen. Og man startede med kirken ved Sankt Joseph Hospitalet.
Grundet pladsmangel erhvervede man en grund på hjørnet af Fælledvej/Nørrebrogade. Og i 1912 stod den nye kirke færdig (Læs artiklen: Et hospital på Nørrebro).
Nørrebro var Byens kloak
På Nørrebro kneb det stadig med sundheden efter 1915. Fattigdommen var stadig stor. Bydelen blev ikke mere regnet for Byens Kloak. Men alligevel var det langt fra byens sundeste sted. Det var her, at børnedødeligheden stadig var størst. I 1036 døde 119 småbørn under et år på Indre Nørrebro. Antallet af svenskere faldt efterhånden. Generelt blev der stillet større og større krav til flygtningene.
I de seks udvalgte gader var der nu i 1940 26 forskellige nationale grupper.
Regeringen i 1938: København er ”mættet med” udenlandske jøder
I 1938 udtalte Troels Hoff som repræsentant for regeringen:
Ingen pligt til at tage tyske undersåtter
I Politiken omtaltes Krystalnatten og dens følger. I Jyllands Posten var man nærmest forstående over for følgerne. Men Politiken følger et par dage efter op på historien:
Og avisen slutter:
I Danmark havde man yderligere skærpet reglerne. Man kan undre sig over, at Danmark kun ville modtage et meget begrænset antal tyske jøder.
Det kunne ikke gå hurtig nok med at sende dem ud af landet igen. Allerede i 1938 kunne justitsminister Steincke med stolthed berette om, at der dengang kun var givet opholdstilladelse til 1.300 jødiske flygtninge.
De tyske flygtninge skulle holdes ude
I 1940 var der en jødisk brydeforening på Nørrebro. En del jøder boede på Birkegade. De blev i erindringer kaldt for Østjøder.
Besættelsestiden på Nørrebro var også kaos, uro og frygt (Se artikeloversigten i slutningen af artiklen)
Efter krigen var der nærmest tale om undtagelsestilstand, når det gælder de tyske flygtninge. De blev forbundet med nazisme, krig og besættelse. De blev også de fleste steder behandlet derefter. De skulle absolut holdes ude for det danske samfund.
Cirka 250.000 flygtninge blev sendt til Danmark. Også sårede tyske soldater blev sendt her til.
90.000 flygtninge i København
Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen blev 59 af Københavns 70 skoler beslaglagt til at huse flygtninge. Forholdene var både før og efter befrielsen kaotiske. Også de sanitære forhold var en katastrofe.
Hurtigt var der mangel på de allermest nødvendige lægemidler og forbindingsstoffer.
Der måtte findes nye lokaler til undervisningen. På Rådmandsgades Skole opsøgte personalet både Kingos Kirken, Nora Bio, KFUM og en lokal Hestskosfabrik.
Jagtvejens Skole’ s elever blev delt ud i Anna Kirke, Havremarkens Skole, et asyl, et privat hjem og Frelsens Hær’ s lokaler i Gormsgade.
Nørrebro – knægte i ”Frihedskampen”
Flygtningene lignede nu ikke herrefolket. Det lykkedes for nogle Nørrebro – knægte at franarre flygtningene grønne 5 mark og røde 10 mark sedler mod lovning af Wienerbroth. Disse flygtninge fik nu aldrig deres Wienerbroth. Nørrebro – knægtene mente, at de havde bidraget til frihedskampen. Og pengene – ja de var nærmest værdiløse.
De ”grimme” flygtninge
Forældrene havde fortalt deres poder, at de tyske flygtninge var grimme og at de opførte sig grimt.
Ved skolens låge i Prinsesse Charlottesgade håbede mange, at få et glimt af disse grimme mennesker. De rigtige modige danske børn rakte tunge af de tyske børn.
Journalister blev iført gasmasker
Den danske befolkning var delt i to. Den ene del mente, at de tyske flygtninge fik i overflod, som danskerne kun kunne drømme om. Den anden halvdel mente, at flygtningene levede i skidt og møg, og at det var direkte sundhedsfare for den øvrige befolkning.
Politikens journalister ville besøge de tyske flygtninge i Folkets Hus på Jagtvej 69. De blev bedt om at tage gasmaske på. Mange steder var det forfærdelig forhold, som vi bød flygtningene. Politiken skrev i øvrigt om forholdene:
Ja tænk engang – 519 flygtninge var stuvet sammen i Folkets Hus i maj 1945.
Lugten var gennemtrængende på Jagtvejens Skole
Jo det var virkelige uhumske forhold, man udsatte de tyske flygtninge for. Beskrivelsen af Jagtvejens Skole får vi her:
Hvordan flygtningene selv oplevede deres situation får vi ikke at vide.
Vi vil fandeme ikke rage i Nazi – lort
I Stevnsgades Skole var der indkvarteret 400 mennesker. Snart var WC´ er forstoppet, og det flød med uhumskheder. Men det kneb gevaldig med at få danske håndværkere til at ordne det. Som en af dem sagde dengang:
Tyskerne blev indkvarteret i baraklejre, skoler og medborgerhuse. De fik forbud mod at kontakte danskere. Vi kunne ikke lide dem og betragtede dem som en del af det nazistiske system.
Vores kirker skal ikke vanhelliges
I bogen får vi også beskrivelser af, hvordan Nørrebro – borgerne betragtede flygtningene. En beboer havde en tirsdag eftermiddag set en procession af tyske flygtninge komme vandrende fra Sjællandsgades Skole til Simeons Kirke. Den 26. juni 1945 skrev han i Nørrebro Folkeblad:
Garbi Schmidt har fundet frem til en del andre erklæringer, der ligner denne.
13.174 tyske flygtninge døde i danske lejre
Arbejdsminister Kjærbøl førte ellers en stram kurs over for de tyske flygtninge. Han påpegede, at de under ingen omstændigheder måtte have kontakt med lokalbefolkningen.
Og langt de fleste danskere mente, at de tyske flygtninge ikke skulle have det bedre end de danskere, der var i KZ – lejre.
Tænk engang mellem 1. januar 1945 og 31. januar 1946 døde 13.174 tyske flygtninge i dansk varetægt. Ud af disse var 7.859 børn.
Slum og misligholdte ejendomme
Nørrebro havde i 1960erne et ry som slum med misligholdte ejendomme, skrubbeløse ejere, overset og tilsidesat af et bystyre, som kun langsomt begyndte at interessere sig for sanering. Men det var også et sted med sammenhold og alternative og socialt eksperimenterende bevægelser.
Alene i dette afsnit anvender forfatteren hele 57 artikler fra Lokal Avisen Nørrebro og Nord – vest Avisen.
Vi er på det tidspunkt, hvor industrien manglede arbejdskraft. Fra syd kom de, først jugoslavere og siden andre folkeslag.
Butikkerne forsvandt efterhånden
I 1940 boede der 115.353 mennesker på Nørrebro. I 1960 var tallet 105.305 og i 1970 var der 90.646 på Nørrebro. De lokale arbejdspladser faldt af efterhånden Også antallet af butikker gik kraftig tilbage. I 1954 var der 300 dagligvarebutikker, og i 1970 var dette tal faldet til 150.
Men nu var det sådan, at efter saneringen så forsvandt der endnu flere butikker på Nørrebro. Nu var det endelig slut med, at Nørrebrogade var Danmarks største handelssted
Der var liv i Blågårdsgade
Men i Blågårdsgade var der dengang masser af liv. Her var masser af butikker og værtshuse. Lejlighederne var små, og man kan sige, at værtshusene blev forældrenes dagligstue. Selv i Prins Jørgensgade var der masser af små butikker og værksteder.
Denne gade blev bogstavelig undermineret af rotter. Ja på et tidspunkt opstod der et kæmpe hul i asfalten. Og rotterne kom ind i lejlighederne hos folk, når de ikke var hjemme.
I Møllegade var det også gang i den. Her var både ungdomsklub, slagsmål og kvinder, der blev slået halvt ihjel.
Her på Indre Nørrebro opererede Støvlebanden. Efter sigende overfaldt de ældre og sagesløse. Egentlig var der ikke så mange lokale sammenstød med indvandrere. Men her på Nørrebro var der dog også en afdeling af De Vilde Engle. Og disse kunne ikke lide indvandrere.
I bogen får vi også et nærmere indblik i bulldozersaneringen.
Kinesiske restauranter på Nørrebro
I efteråret 1961 kunne man i flere indlæg i Politikken læse, hvor tilsidesat Nørrebro – borgene følte sig i forhold til Vesterbro. Beskrivelsen af Nørrebro som slum, mørke baggårde og usunde lejligheder var klart i overtallet i avisens spalter.
I 1969 blev Nørrebro mål for grupper af kinesiske flygtninge særligt fra Taiwan. Flygtningene boede ofte i kummerlige lejligheder, ejet af boligspekulanter, hvilket de danske omgivelser var forarget over. De tjente til vejen og dagen ved at etablere de første kinesiske restauranter i Danmark.
Narko, vold og indvandring
Skildringen af indvandrergrupper begynder først i midten af 1970erne. Men i Aktuelt i september 1971 kan man læse følgende:
Fremmedarbejderne flyttede sammen i bestemte ejendomme og efterhånden blev overskrifterne:
Slumstormerne startede på Nørrebro
Jo, Nørrebro har altid været arnested for alternative (socialistiske) ideer. I 1930erne var der kampe mellem KU og DKU i området omkring Blågårds Plads.
Man siger altid, at det folkene omkring Sofiegården, der var de første Slumstormere i 1969. Men allerede i 1966 havde murerlærlingene og deres aktiviteter omkring lærlingekollegiet Murergården kunne sammenlignes som sen slumstorme – aktivitet.
Slumstormerne havde opbakning blandt Nørrebros befolkning. Vi får også i bogen historien om Nørrebro Beboeraktion.
Grobund for kreativitet
Indvandringen var markant ringere. Men den repræsenterede nu langt flere lande. Flere gange fremhæves tilliden, kreativiteten i byrummet. Men Nørrebro havde stadig mange dårlige bygninger, slum og masser af børn. Og de gik for lud og koldt vand, hed det sig. Her var mangel på luft. Men igen en gang, her var grobund for kreativitet.
Der indløb klager over sigøjnerne, der ikke ryddede op efter sig. Og så forsvandt der træ fra en nærliggende byggeplads. Ja og så opstod der pludselig en debat om negre i lokalavisen.
I anden halvdel af 1969 brugte man begrebet gæstearbejder. Men på Nørrebro blev narkotika – problemerne nu mere og mere forsidestof. Forskellige misbrugscentre opstod. Og disse narkomanere og pushere blev aldrig accepteret af Nørrebro – borgerne i samme grad som alkoholikerne.
Pludselig var der modstand mod indvandring
I 1973 blev der indført indvandrerstop. Men i 1980 var der 796 jugoslaviske indvandrere på Indre Nørrebro og 445 på Ydre Nørrebro. Gruppen af pakistanske indvandrere var den næststørste. Derefter fulgte tyrkere og marokkanere. I de seks gader vi følger var der nu repræsenteret 50 lande.
Pludselig opstod der modstand mod indvandrerne på Nørrebro. Det skete i takt med den stigende arbejdsløshed. Medierne og politikerne betragtede dog efterhånden indvandrerne som et blivende fænomen.
14 – 16 timers arbejdsdag
De første indvandrerkiosker opstod. Disse udviklede sig senere til grønthandlere. I dag ser vi jo også en masse fast food butikker, som er ejet af indvandrere. Guldsmede – og cykelbutikker fulgte efter. Indvandrerne overtog de små butikker, som danskerne ikke kunne få til at løbe rundt. Familien levede i baglokalerne og de arbejde 14 – 16 timer i døgnet.
Nørrebro blev venstreorinteret
Kampen på Byggeren følger vi også i bogen. Her var masser af indvandrerbørn. Man oversatte protestbreve på tyrkisk og andre sprog, og fik også disse forældre til at skrive under. Desværre blev konflikten løst med vold.
Nørrebro i perioden 1978 – 1982 var en bydel med en klar venstreorienteret vælgerskare.
BZ’ erne var ret så aktive på Nørrebro. Vi får i bogen alle de kendte aktioner. Måske kunne vi i forbindelse med vore lokalhistoriske aftner lave et tema, der netop hed Slumstormere, BZer og Autonome på Nørrebro.
Kontrasternes bydel
I det sidste afsnit følger vi udviklingen fra 2000 – 2010. Københavns Kommune var i den periode både en aktiv med – og modspiller. Det er også perioden omkring urolighederne omkring Ungdomshuset. Både autonome og indvandrerunger sætter gaderne i brand.
Mellem år 2000 og 2010 var der hundredevis at integrationsprojekter i gang i bydelen.
Nørrebro er mangfoldighedens centrum. Det har forfatteren ganske ret i. Men det er også kontrasternes bydel
Mange uroligheder
De forskellige uroligheder i bydelen beskrives gennem artikler fra de store dagblade. Da bandekonflikten raserede holdt folk sig væk fra disse områder. Rydningen af Ungdomshuset fylder også godt i bogen.
I perioden 2000 – 2010 blev Nørrebro det kvarter i København, hvor andelen af indvandrere og efterkommere af indvandrere var størst, nemlig mellem 24 pct. og 29 pct.
Islam – et besværende element
Islam er i forbindelse med integration et besværende element i Lise Egholms optik. Hun var som bekendt en markant skoleleder på Rådmandsgades Skole. Hendes bøger er bestemt værd at læse. Undertegnede har anmeldt dem på www.norrebro.dk
De mange grupper viser fortsat deres holdninger ved demonstrationer m.m. særlig på Nørrebrogade og Blågårds Plads. Særlig sidstnævnte har en symbolsk betydning. Det er så forskellige grupper som Hizb ut Tahrir, Reclaim the Street, Autonome, Antifacistisk organisation, forskellige religiøse grupper m.m.
Bogen kan varmt anbefales
Bogen er bestemt værd at læse. Men husk lige, at det er en doktorafhandling. I et enkelt afsnit er det lidt meget akademisk tilgang, og du skal heller ikke forvente lokalhistoriske fotos på alle sider. Men den kan sagtens læses af alle med hang til lokalhistorie. Ja den giver faktisk meget mere. Man forstår bedre sammenhængen med forskellige tilgang. Vi havde nogle få kritiske bemærkninger.
Her kan du få endnu mere at vide
Og det var at vi manglede noget i beskrivelsen af indvandrer – butikkerne og de besværligheder, som de har haft, men kære læser, de ting kan du læse på www.norrebro.dk Her har du 3.600 artikler til rådighed. Du kan med fordel bruge søgefunktionen. Her kan du også læse om Ungdomshuset og smadrede butikker m.m.
Og på www.dengang.dk kan du fortsætte med at læse om nogle af emnerne. Vi bringer her neden under en artikelliste.
Vi har i løbet af denne artikel skamrost Garbi Schmidt for sin bedrift. Fantastisk godt gået.
Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010, Museum Tusculanums Forlag. (489 sider)
Hvis du vil vide mere (relevans til denne artikel): Læs
Nørrebros Historie:
Arbejdere:
Tyske Flygtninge:
Besættelsen på Nørrebro:
Autonome, BZ’er og Slumstormere samt sanering:
Afslutning
Egentlig har Nørrebro været god til at forholde sig til forskelligheder. Den viden, kultur og globale netværk som de fremmede kommer med, er med til at berige Nørrebro. I Nørrebro Handelsforening besøgte vi engang Per Pallesen, der dengang var direktør på Nørrebro Teater. Han sagde dengang meget rammende:
Men det er en skam, at politikerne i Københavns Kommune med deres forskellige tiltag er med til at ensrette Nørrebro. På den måde mister bydelen efterhånden sin mangfoldighed.
September 28, 2015
Kliplev Marked
Markedet er nok Sønderjyllands ældste. Det eksisterer stadig. Dengang var det et kæmpe tilløbsstykke. Kvæget blev drevet langs Hærvejen. Og mange boliger i Kliplev blev omdannet til værtshuse. Håndværkerne omdannede deres værksteder til dansesteder. En værtinde optrådte i næsten bar figur. En godsinspektør tjente masser af penge. I mange år var der ikke kontrol. Og så var det lige det med kræmmervare. Vi kigger også nok engang på Familien Ahlefeldt og pilgrimsmålet Skt. Hjælper i Kliplev Kirke.
Vi husker ”Kliple Mærken”
Det var normalt dengang i Sønderjylland, at vi skulle til marked. Om det så var Kloster marked (Løgumkloster), Højer Fåremarked eller Kliplev Marked. Her på siden kan I opleve min fars oplevelser på kvægmarkedet i Tønder. Ja vi har skam flere artikler, hvor de utallige markeder i Tønder indgår.
Undertegnede husker endnu, at have hørt og set Raquel Rastenni til Kliplev Marked, eller på sønderjysk Kliple Mærken. Så det må da godt nok være en del år siden. Vi benytter også lige lejligheden til at beskrive den interessante historie, der eksisterer her i området.
Storbonden Klippi
I Folkevandringens storhedstid var det her, at storbonden Klippi regerede. Ja vi skal helt tilbage til bronzealderen, hvor bygden eksisterede. Her ligger også to gravhøje, der efter myterne skulle indeholde de jordiske rester af Kong Hjerne og hans datter.
Her lå også kronegods. Men Erik Menved gav afkald på dette i 1313 til fordel for den sønderjyske hertug og hans efterkommere. Slægten Limbek har også her haft indflydelse og ejerskab. Pludselig stod der hellere ikke mere, Kliplev på det helle. Nu hed det pludselig Lundtoft herred (1344).
Adelen have overtaget Kliplev
Nu var det slut med, at de frie bønder kunne mødes i Kliplev. Adelen havde nu også overtaget denne by. Ja næsten hele området mellem Flensborg og Aabenraa hed nu Lundtoft Herred. Og godsherrerne sad på Søgård.
Ud fra navnet Årtoft må vi udlede, at her har været et gammelt stormandssæde. Det gamle nordiske ord årr antages for at være betegnes for højtstående kongelig embedsmand.
I 1398 måtte familien Limbek give afkald på deres magt i området. En datterdatter af Hans Limbek havde giftet sig med Claus Ahlefeldt. Han fik Søgård under sig. Indtil konkursen i 1725 var det denne slægt, der regerede i området.
På Grevernes side
Benedikt Ahlefeldt garanterede at han og hans slægt ville kæmpe på grevernes side mod kongemagten. Det berømte Ribe – møde beseglede sammenholdet mellem Slesvig og Holsten. Blandt de første, der beseglede dette, var Claus Ahlefeldt, slægtens tredje mand på Søgård.
Denne støttede også kongen med penge, og som tak for dette, fik hanhele den kongelige del i Lundtoft Herred. Det lykkedes først for Frederik den Første at få indløst det pantsatte herred i 1498.
Vi har i tidligere artikler beskrevet stridighederne hos Ahlefeldterne, der endte med bygning af en kæmpe mur igennem hovedgårdens borggård. Men det varede nu kortvarig. Som bekendt omkom Jørgen Ahlefeldt i kampen mod ditmarskerne.
Men stridighederne fortsatte mellem Frantz og Gregers.
Lykkelig er det sogn, i hvilken der ingen adel findes
Ahlefeldterne følte sig som konger i deres område. Således opstod der også en strid med Conrad Ziegler, diakon i Kliplev. Han var også præst i annekssognet Kværs. Grunden til uenigheden var, at Hans Ahlefeldt ville nedbryde Kværs Kirke. Men kongen gav den gæve præstemand medhold.
Det er sikkert ikke mange, der ved det. Men denne episode er årsag til et lille latinsk rim på bagsiden af altertavlen i Holbøl Kirke. Oversat står her:
Helt oppe på rangstien
I 1643 blev Søgård lagt i ruiner af svenskerne. Men det var endnu ikke slut for elendigheden blandt omegnens befolkning. For nu kom polakkerne og brandenburgerne. Gårde blev brændt ned og egnens befolkning flygtede.
Men adelsfamilien rejste sig igen. Frederik Ahlefeldt nåede helt op på rangstien. Se blot her:
Han besad slægtens egenskaber som heftighed og stridbarhed i forbindelse med dygtighed, arbejdsomhed og kundskabsfylde.
Godset blev solgt
Men som bekendt varer intet for evigt. Formueforholdene var i 1722 i en sørgelig forfatning. Kreditorerne havde i 1725 håbet på, at det hele blev solgt for 490.000 rdl. Men ak på aktionen i Slesvig kom der kun 253.000 rdl.
Hovedopkøberen var hertug Christian August af Augustenborg.
Man havde kun succes med brændevinen
Der kom senere nye herrer på Søgård, blandt andet landråd von Thienen. Han blev afløst af Werner von der Schulenburg. Han viste sig dog sjældent selv på sit gods. Men han betragtede det som en kærkommen indtægtskilde. Men selve driften var overladt til inspektører. En af disse var Peter Rasch. Da Hertugen af Augustenborg i 1790 gik med planer om, at overtage Søgård – Årtoft, fik Peter Rasch dette initiativ forpurret.
Han fik også forhindret, at det stedlige pottemageri blev nedlagt. Købstadshåndværkerne forsøgte at få det bekæmpet. Men det lykkedes ikke for ham, at få Paulskro flyttet over på Aabenraa – vejen. Omsætningen i den kendte kro ved Hærvejen faldt nemlig markant efter at postruten med diligencekørsel i 1764 blev omlagt til vejen fra Aabenraa over Stubbæk stenbro forbi Ensted Kirke til Kliplev.
Men den gode Peter Rasch havde hele to gange sin herre ved at stjæle træer. Så alle grevens træer blev nu mærket med G.v.S. Godsherren var heller ikke tilfreds med pastor Klincker.
Det gik ikke godt med økonomien. På Årtoft gik det endnu dårligere. Det var kun brændevinen, som man havde succes med.
Under Aabenraa Amt
Den 27. oktober 1852 kom Søgård, Årtoft, Grøngrøft, Ladegård og Skovbølgård ind under amtsøvrigheden i Aabenraa.
En anden ting, der kom til at præge Kliplevs udvikling var Skt. Hjælper. Men vi skal heller ikke glemme Den sorte død i midten af det 14. århundrede. Den bortrev i hast en stor del af befolkningen.
Skt. Hjælper i Kliplev
Man dyrkede i høj grad Helgen – og relikvieddyrkelsen. Snart fik dette også en plads i den folkelige gudsdyrkelse. Pilgrimsrejser blev nu en livsfornødenhed for den søgende sjæl.
Ad Hærvejen vandrede syndere med fast greb om pilgrimsstaven fremad mod det forjættede valfartssted. Det var således også tilfældet med Skt. Hjælper. Hvis ikke han kunne hjælpe, hvem kunne så?
Selv Dronning Magrethe den Første har nævnt Skt. Hjælper i Kliplev. Men egentlig forekommer denne helligdom kun få steder. Således er det allerede i 1440 en Skt. Hjælpers Kapel i Flensborg. Og et Skt. Hjælpers Gilde er kendt fra Svenborg i 1477. Ved den store Vestervig Klosterkirke i det sydlige Thy ligger Skt. Hjælpensbjerg.
Hvordan så Skt. Hjælper ud?
Men hvordan så denne Skt. Hjælper i Kliplev egentlig ud? Ja vi kan kun gøre os forestillinger om det, da hans billede blev fjernet fra sin plads før 1710 i Kliplev kirke.
På den tid havde præsten i den nærliggende Holbøl kirke, Samuel Nissen givet en beskrivelse af den gamle valfartskirke. Han mener, at den har været viet til den hellige jomfru, fordi hele hendes levnedsforløb fandtes fremstillet på alteret. Til sin patron havde kirken selve Frelseren.
Måske er det et autentisk billede af Skt. Hjælper på kirkeklokkerne i Kværs, der indtil 1704 var annekssogn til Kliplev. På denne findes nemlig et lille relief, der efter alt at dømme må være en afstøbning af et pilgrimstegn. Da klokken er blevet støbt i 1472 til brug for kirken i Kliplev er det grund til at drage denne slutning.
Også klokken i Kliplev, som er støbt i 1638 har relieffer af en pilgrim og et brystbillede af Kristus. På denne tid var valfarterne endnu ikke glemt.
Et lignende billede som i Kærs findes også på kirkeklokken i Jørl i Sydslesvig.
En stor klods
Kronisten Jonas Hojer fortæller i sin skildring fra 1628 om Skt. Hjælper, at han var
Det gik åbenbart noget tid, inden det omsider lykkedes for de Lutherske at få bugt med den skammelige helgendyrkelse.
Han vil være min hjælper
Da Gregers Ahlefeldt i 1559 skulle gravsættes i slægtskapellet i Kliplev kirke, var tilliden til Skt. Hjælpers bistand i hver fald endnu usvækket. Hverken Gregers eller hans efterkommere mente at kunne undvære Hjælperens bistand. På hans kiste blev hans valgsprog således påsat:
Historien om den unge pige
Der eksisterer også den historie om den unge pige, der på sine bare ben vandrede til Kliplev og blev så underfuldt bønhørt. Hendes kæreste var i nødværge kommet for skade at dræbe en medbejler, og døden var ham derfor vis. Men i sin nød vendte hans pige sig til Skt. Hjælper, hvem hun oprigtigt fortalte alt, hvad der var hændt. Ved et tilfælde kom Kong Hans, fortæller sagnet videre til uset at overhøre pigens anråbelse af Hjælperen, da han netop gæstede valfartsbyen.
Ved at høre hendes brændende bøn, besluttede han sig da at gribe ind, og den onde skæbne blev således lykkelig afværget, uden at pigen fik sagens rette sammenhæng at vide. Hun levede derfor sidenhen i den tro, at det var Skt. Hjælper, der havde bønhørt hende.
Skt. Hjælper lå på loftet
Man kunne kun se Skt. Hjælper gennem et gitter, men alligevel lykkedes det for noget at vanære figuren.
Men Skt. Hjælper har nu for længst forladt Kliplev. Ifølge Oldsagskommissionen lå det dog endnu i 1808 oven på kirkens hvælvinger, men hvor det siden er blevet af, er der ingen, der ved.
Skt. Hjælper tog sig også af de firebenede
Ja så kommer vi endelig frem til overskriften. Kliplev marked er et ægte barn af middelalderens valfarter. Jo de kendte handelsmesser er også valfartssteder i handelsmæssig henseende.
Ja og Skt. Hjælper tog sig også af de firebenede. Og mest travlt havde han på årets to korsmesser, den 3. maj og 14. september. Og når man nu som kvægdriver gik af Hærvejen var det ikke den store omvej at gå til Kliplev.
Vi ved, at der i 1475 kom en bekendtgørelse, at de kongerigske handlende ikke måtte drive deres kvæg sydligere end toldstederne i Ribe, Kolding og Assens. Men dette blev allerede ophævet tre år efter.
Niels Heldvad skrev det i almanakken
Kliplevs beliggenhed betød, at man også efter reformationen kunne tiltrække masser af folk. Valfartstidens traditionelle mødested for høj, lav, rig og fattig har bevaret sit ry helt til vore dage. Vores store kalenderskriver Niels Heldvad, som vi tidligere har omtalt i en artikel udsendte sine årlige almanakker fra 1590 til sin død i 1634. Det var her naturligt at omtale markedsdagene i Kliplev – det eneste landmarked på den jyske halvø, som der ofres en notits på.
Efterhånden mistede kirkeårets helgendage deres betydning og Kliplev Marked blev afholdt på andre tidspunkter. Man måtte dog også tage hensyn til, hvornår andre markeder blev afholdt. Blandt disse var Hanved og Tønder marked.
Datoerne skulle overholdes
I 1636 måtte myndighederne gribe ind og indskærpede, at markedsterminerne skulle overholdes. I 1650 truede kongen godsherren i Søgård med en bøde på 100 rigsdaler, dersom han ikke omgående sørgede for at få forkøbet og handelen før og efter de rette markedsdage bragt til ophør.
Men åbenbart var der stadig problemer for i 1688 udsendte Frederik Ahlefeldt en bekendtgørelse, at Kliplev marked skulle afholdes den 14. april og den 14. september. Overtrædere af denne bestemmelse ville blive bragt i arrest i Kliplev.
Dyr blev beslaglagt
Efter Ahlefeldternes konkurs i 1725 tog man ikke disse datoer så højtidelig. Det lykkedes så nogenlunde for den nye godsherrer Godske von Thienen og dennes inspektør Andreas Jessen, at få folk til at overholde datoerne. Endvidere blev det fastslået, at handelen ikke måtte starte før klokken 10 om formiddagen på selve markedsdagen.
Der er eksempler på, at dyr er blevet beslaglagt, fordi reglerne ikke er blevet overholdt. Og Frederik Ahlefeldt har flere gange sendt soldater ud på markerne omkring Torp, Uge og Bjerndrup for at drive kvæget til Kliplev.
Ulovlig handel
Den ulovlige handel foregik dog stadig og havde et betydeligt omfang. Det skete på selve Hærvejen og begyndte ved Rødekro. Siden fortsatte det i Bolderslev, ved Stenbjerg kro, Urnehoved – banken, i Uge og ved Årtoft lige frem til Kliplev mark.
Også kongen var træt af, at man ikke overholdt reglerne. Den pietistiske Christian den Sjette udsendte den 8. september 1744 en kundgørelse fra Gottorp:
Kongen forlangte, at ejeren af Søgård gods omgående sørgede for, at noget sådant ikke fandt sted for fremtiden. I modsat fald ville han have forspildt al kongelig nåde!
Oven på denne skylle måtte præsterne nu ved deres salighed bedyre, at der ikke havde været afholdt – offentligt! – marked i passionsugen.
Hvad der var forefaldet af uregelmæssigheder, beroede udelukkende på de sørgelige tilstande, som kammerherre Godske von Thienens langvarige sygeleje og påfølgende død havde medført.
En lystig påske
Markedsdagen den 4. april havde dog været en påskelørdag – men om det virkelig er lykkedes at overbevise den pietistiske konge om, at al markedshandel så har ligget stille de tre helligdage (3. påskedag helligholdt man også dengang) lyder utroligt.
Det har utvivlsomt været nogle lystige påskedage, man fejrede i Kliplev i 1744 til trods for, at pietistisk ensretning var landets officielle kurs. Og den stedlige gejstlighed synes ikke at have haft noget som helst at indvende herimod.
Kvægpest
De følgende år lå studehandlen stille på grund af den forfærdelige kvægpest. En overgang så det ud til at blive kvægbrugets ruin. Derfor var det ikke marked i 1745 og tre fire år frem. Ja helt frem til 1758 måtte terminerne på grund af kvægsygen fastsættes ved årlige forordninger.
Kliplev Marked – det fornemste
I 1745 nævnes det, at:
Protesterne mod kræmmerne
Det var ikke alle, der var glade for kræmmermarkedet, således mente man i Aabenraa, at det kunne måtte være et kvæg – og hestemarked. Men det blev solgt mange andre ting på Kliplev Marked.
Eneret til handel med kroerne
For Paulskro og for kroen i Gejlå betød handelen af Hærvejen alt. En række Flensborg – Købmænd og – Bryggere ville betale temmelig store summer for at få eneretten til at forsyne kroerne på Søgård – Årtoft godsområde med vin, mjød, fransk brændevin og kornvin til gængs torvepris.
Bestemmelserne sagde, at når der var Kliplev Marked, ja så måtte enhver, der var bosat i Kliplev sælge drikkevarer, når det blot skete på egen jord eller i eget hus.
En trist skæbne
Der mange skæbner forbundet med Kliplev mærken. En stakkels og forfrossen mand gik rundt i nærheden af Paulskro. Han tiggede og hjalp med at passe kvæget. En dag kom han ind på kroen for at få noget varme, bestilte en øl. Han satte sig foran ildstedet, fik en gryde og varmede øllet. Så så han, at der blevet leveret fisk tilbage fra gæster på kroen til køkkenet. Han spurgte som om han kunne få dette. Ja, det kunne han godt med han måtte betale en skilling for det. Men efter kort tid sank han sammen foran ildstedet. Overgangen fra kulde til den pludselige varme var for meget. Han døde, uden at nogen egentlig kendte hans navn.
Matroserne i Kliplev
En dag kom en flok matroser marcherende fra Flensborg til Aabenraa. De ville gøre turen kortere ved at springe over hækken gennem præstens have. Ja efternølerne ville afkorte turen endnu mere, ved at gå gennem laden. Det ville præstens karl ikke finde sig i. Det kom til en slåskamp, hvor en af matroserne fik tildelt et sår.
Matroserne hev nu sten op ud af kirkegårdsdiget. Uheldigvis ramte en af stenene gårdshunden. Præsten noterede omhyggelig i sin fremstilling af episoden, at han derved led et tab på 10 rigsdaler. Og karlen måtte søge tilflugt hos sin husbond, da de tre matroser havde fået hjælp hos deres kammerater.
40 mand stormede nu ind i præstens køkken, hvor de nu forsøgte at få fat i karlen. Præsten havde sendt bud efter rettens stedlige håndhæver, nemlig godsinspektøren. Samtidig indfandt præst Nicolaus Nissen fra Uge sig også i præstegården. Stillet over for så mange myndighedspersoner fortrak de sidste matroser sig fra Kliplev Præstegård.
Ikke alle gæster var lige ærlige
Det var heller ikke alle krogæster, der var lige ærlige. Det gjaldt bl.a. for den såkaldte Baron Johann Ludwig von Werder. Han var en falskner, tyv og bedrager. Men endelig på Genner kro lykkedes det at få fat i ham.
En forsvarlig rus hørte nu engang med til et rigtigt marked. Når man derfor i 1835 kunne rapportere om fundet af en døddrukken bondekarl fra Rens midt på Kliplevs gade, var det ikke noget særsyn.
Den berusede dyrlæge
Ja selv den nye dyrelæge, der skulle føre tilsyn med de tilførte kreaturer var nemlig til stadighed beruset. Han hed Johann Hansen Schmidt og var fra Løjt. Man kaldte ham:
Omsider i 1829 kunne godsøvrigheden besinde sig til at afskedige ham.
Farlig for det borgerlige samfund
Ikke alle kunne tåle spritten. En af dem var gæstgiver Eduard thor von Straten, der i 1841 blev betegnet som direkte farlig for det borgerlige samfund. Gennem årene havde han ret hyppige deliriumsanfald.
Som årsag til dette antydede han selv, at det skyldtes at Kobbermøllen var gerådet i skurkehænder. Her hentydede han til, at hans far, Josias thor Straten i 1839 blev nødt til at gå fra denne ejendom som en ruineret mand.
Øget tilgang af kræmmere
Fra slutningen af 1812 tales der om en udvidelse af markedet. Dette skyldtes ikke en øget tilgang af kvæg – og hestehandlere men øget tilgang af kræmmere.
En forordning af 1743 forbød på det strengeste at kræmmere måtte gæste markederne. Dette var forbeholdt erhvervsdrivende fra købssteder og flækker.
Forslag afvist af godsinspektør
Med den stigende tilgang af kræmmere kom et forslag om at man skulle kræve indførelse af stadepenge. Indtil da havde sandmand Peter Hansen forlangt 4 skilling pr. telt og beholdt pengene selv.
Borgmester Schow fra Aabenraa havde fået den juridiske myndighed. Han henvendte sig til godsinspektør Friedrich. Godsinspektøren afviste kategorisk forslaget. Der var jo ikke tale om misbrug eller uorden.
Endnu et forslag afvises
Men dette var kromand Jacob Schönberg i 1821 bestemt ikke enig i. Han anmodede borgmesteren om øget tilsyn med markedet. Lovstridige optrin var der mange af. Personlige ejendele var ikke ordentlig beskyttet. Kromanden gav udtryk for, at militæret skulle tilkaldes lige som tilfældet var ved markedet i Handeved. Men også dette forslag blev afvist.
Beholdt godsinspektøren pengene selv?
Men toldforvalter Schlottfeldt, Aabenraa, der varetog sit embede med omhu havde fået en klage i 1823. Her blev godinspektøren beskyldt for at håndhæve kontrollen med de varer som kræmmere og håndværkere førte til Kliplev marked. Det kunne ikke kontrolleres, hvor meget gebyr, som godsforvalteren tog for dette. Toldforvalteren henvendte sig derfor til godsforvalteren også med hensyn til at stille med en kontrollør fra Aabenraa.
Et helt år varede det, inden godsforvalteren svarede. Han mente ikke, at der skulle komme en kontrollør. Selv havde han bare fulgt gammel skik og brug. Hvor meget han forlangte i gebyr, vides ikke. Og hvad der skete i sagen vides heller ikke.
Mange huller i forbuddet
Indtil 1850 tilhørte Lundtofte Herred, Tønder Amt. I 1824 havde man herfra sendt et påbud til godsforvaltningen på Søgård, om at der ikke måtte faldbydes kræmmervarer på Kliplev marked.
Men der var dog mange huller i Forbudsæren, således blev der tilladt salg af Tønder – kniplinger på Kliplev marked i en forordning af 23 juli 1832.
Mange markeder i Sønderjylland
Nu var Kliplev Marked ikke det eneste marked i Sønderjylland. Vi har tidligere berettet om både svine, heste og kvægmarked i Tønder. I Bolderslev har det også ligget et meget gammelt marked i tilknytning til Landstinget på Urnehoved Banken.
Også i Rise har det ligget et meget gammelt marked. Men allerede i 1530 blev det flyttet til Aabenraa.
Det navnkyndige Kloster marked har undertegnede deltaget i mange gange. Men her skal vi kun tilbage til 1681. Som det ikke er tilfældet i Kliplev fik man fra starten lov til at afholde kræmmermarked her i Løgumkloster.
Jo, der var også markeder i Øster Løgum, Gråsten og mange andre steder. Ja man påtænkte faktisk engang, at flytte Kliplev marked til Gråsten.
Myndighederne viste ansigt
Fra 1877 blev det pålagt, at der skulle erlægges 10 pf. For hvert stykke hornkvæg. Og nu skulle man anmode myndighederne om at gøre brug af udskænkningsretten. Og pludselig i 1881 dukkede der en gendarm op. Han forbød kort og godt enhver handel med kramvarer.
Fra alle sogne indløb der nu protester mod dette. På markedet oplevede man også en tilbagegang af hornkvæg på helt op til 30 pct. De prøjsiske myndigheder havde store problemer med at håndhæve forbuddet mod salg af kramvarer.
Der var gang i Kliplev Marked
Der blev spist og drukket i stor stil i en stor del af boligerne i Kliplev. Kroerne havde for længst opgivet grundet den store tilstrømning. Havde en gæst fået for meget, ja så blev vedkommende lempet ud. De andre fortsatte og har sikkert spillet Skat og 66.
Både hjemlige og udenbys musikanter sørgede for underholdningen. Et sted optrådte værtinden i et kostume, der mindede om slet ingenting. Det var nu mere, end hvad myndighederne kunne tolerere. Hun mistede bevillingen for stedse.
Håndværkerne ryddede deres værksteder for de danselystne. Steningen var høj, når de gamle landsby – spillemænd spillede op til den populære kædedans, der gik under navnet Kliple Mærken.
Jo på markedet kunne man købe kasketter, hatte, honningkager, kavinge og alt inden for isenkram, rebslageri, lædervarer, skotøj, piber, galanterivarer, damepynt m.m.
Enhver, der havde penge og ikke ødslede dem bort til svir, drik og gøgl, kunne her forsyne sig til lange tider.
Her var karruseller, gynger, gøglertelte med forevisning af både kæmper og dværge, stærke mænd, afrettede dyr og taskenspiller kunstnere. Her var i den grad sørget for adspredelse. Men selvfølgelig var det handelen, der var det bærende element.
Kliplevs gader var mærket
Men Kliplevs gader var også præget af det enorme opløb. Særlig hvis det havde været en regneperiode op til et sådant marked, ja så lignede hele området nærmest en sump.
I 1909 blev der udstedt forbud mod afholdelse af markeder på offentlig vej. I 1912 fandt Kliplev Kommuneråd en ekstra plads foruden den gamle. Men i praksis foregik bestigelsen af dyr dog overalt i Kliplev by.
Kliplev blev stationsby
Da Kliplev i 1901 blev stationsby på den ny anlagte forbindelse mellem Tinglev og Sønderborg begyndte nye tider. Nu kunne man transportere de firebenede på en anden måde.
Kliplev havde fået ry som markedsby. Men betegnelsen folkestævne er nok blegnet lidt i dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om Ahlefeldt:
Om Hærvejen:
Om Områder lige i nærheden:
Og mange andre
September 27, 2015
Skud i Vordingborggade
Egentlig bor vi i en nogenlunde fredelig gade. Men den 26. september 1942 genlød Øresundsgade, som den hed dengang af en masse skud. Var det Dansk Politi, der likviderede en frihedskæmper eller var det tale om selvforsvar? Politiets forklaring stemmer ikke overnes med retsmedicinernes undersøgelser. Skudende faldt i den periode, hvor dansk politi samarbejde med den tyske besættelsesmagt. I radioen havde Danmarks Statsminister opfordret til at man angav alle sabotører.
En forholdsvis fredelig gade
Normalt er vores gade en forholdsvis fredelige gade. Vi kan høre børnene over fra Vibenhus Skole. Og så kan vi høre helikopteren, når den drøner over vores ejendom for at lande på Rigshospitalets tag. Og så drøner ambulancer og politibiler nogle gange forbi ude på Østerbrogade. En gang om året tørner FCK og Brøndby – fans sammen, og der bliver pisset op ad murerne i Vordingborggade. Og så kan vi ikke undgå at høre, når værtshuset Hermod lukker midt om natten.
73 år
Vi bor lige i nærheden af det sted, hvor to politifolk for 73 år siden nedskød Danmarks første faldskærmschef, Christian Michael Rottbøll. Jo, det var den 26. september 1942. Det var dengang politifolk med justitsministerens billigelse jagtede modstandsfolk. Ja justitsministeren betragtede folk som Rottbøll som terrorister.
Nutidens eksperter burde undersøge sagn
Sagen er aldrig blevet efterforsket. Historikere mener modsat andre, at det hele foregik ”efter bogen”. Det var dengang, vores gade hed Øresundsgade opkaldt efter en fabrik af samme navn.
Forklaring og fakta
Modstandsmanden blev gennemhullet, angiveligt fordi han skød først. Ja sådan var politiets udlægning. Men retsmedicinernes rapport afslører store uoverensstemmelser mellem politiets forklaring og fakta.
Handlede i nødværge?
Spørgsmålet er om politiet handlede efter ordre fra tyskerne? Hverken justitsminister eller politifolkene er draget til ansvar. Det hedder sig i dette tilfælde og andre, at de handlede i nødværge. Drabet på den 25 årige Rottbøll blev forsøgt retfærdiggjort. Det gjorde andre mystiske drab under besættelsen faktisk også.
Landsskadelig virksomhed
Den danske regering havde sat lighedstegn mellem landsskadelig virksomhed og faldskærms – folk fra England.
Støtte modstand og sabotage
Rottbøll var aktiv i efterretningsorganisationen SOE (Special Operation Executive), som blev oprettet på initiativ af Winston Churchill i England i 1940. Formålet var at aktivere og støtte modstand og sabotage i de lande som Tyskland havde besat, herunder også Danmark.
Officielt Danmarks fjender
Men disse faldskærmssoldater var dengang i 1942 officielt Danmarks fjender. En befaling til alle landets politikredse lød på, at alle mistænkelige personer straks skulle fanges.
Ikke et let job
Rettbøll var SOE´s leder i Danmark. Det var hans ansvar at organisere og modtage våben og materiale, der skulle bruges til sabotage. Desuden var det hans opgave at sørge for radiokontakt til London.
Hæren var imod sabotage
Det var ikke et let job. Han var både forfulgt af dansk politi og tyskerne. Desuden opstod der modsætningsforhold mellem de to efterretningstjenester SOE og SIS. Et tilsvarende modsætningsforhold opstod der også indbyrdes blandt SOE – folkene.
Det danske militær ville heller ikke samarbejde. De var imod sabotage af tyske anlæg. SOE havde forpligtet sig til at respektere de danske efterretnings – officerers sabotagefjendtlige linje.
Tyskerne pejlede sig frem til SOE´s adresser. Deres pejlevogne var forklædt som danske lægebiler.
Den første nedkastning var en fiasko
SOE var begyndt at nedkaste faldskærmsagenter ned over Danmark. Rottbøll havde kontaktet Dansk Samling om hjælp til at skaffe indlogering, sendesteder for radiotelegrafister, rationeringsmærker og legimationskort.
Inden Rottbøll ankom, var to andre agenter blevet nedkastet. For den første, Carl Johan Bruhn var det skæbnesvangert. Faldskærmen foldede sig ikke ud, og han blev dræbt på stedet. Den anden Paul Johannesen fik ingen hjælp af sine landsmænd og sendeudstyret blev ødelagt ved nedfaldet.
Det danske militær ville ikke hjælpe
Rottbøll forsøgte gennem militæret at få organiseret modstand mod tyskerne. Men de ville absolut ikke medvirke. De ville heller ikke levere sprængstof til sabotagehandlinger. Egentlig fik han en aftale med Stadsadvokaturen for Særlig Anliggender. Den gik ud på, at politiet ikke skulle jagte og skyde mod SOE – agenter. Men åbenbart er denne melding ikke blevet sivet ud til alle. Det hjalp i hvert fald ikke Rottbøll.
Store dusører
Og jagten på faldskærmssoldaterne var for alvor gået i gang fra de danske myndigheder. På finansloven var der afsat midler, så politiet kunne udlove dusører for oplysninger, der kunne føre til anholdelse af fjenderne.
Dusøren var et hidtil uset beløb. Det almindelige beløb var 5.000 kr. for at angive en SOE – agent. Men kilder talte om, at man fik helt op til 25.000 kr.
325 betjente var mobiliseret
Den livlige trafik på radioen bragte tyskerne på sporet af Johannesen og Rottbøll. Ikke mindre end 325 politifolk blev mobiliseret i jagten på spionerne og terroristerne fra England.
145 betjente i Valby
Den 5. september 1942 slog dansk politi og tyskerne til i et godt samarbejde. Især var det politikommissær Odimar, der plejede dette samarbejde.
De omringede en boligblok i Valby. Da Poul Johannesen åbnede blev han med det samme beskudt af overbetjent Østergaard Nielsen. Johannesen besvarede ilden og dræbte overbetjenten. Men han blev overmandet og bragt til Politigården. Men inden han nåede frem, lykkedes det ham at sluge en Cyankalium – pille, som Faldskærmssoldaterne bar på sig.
Diverse fristeder
En af Rottbøll´s fristeder var hos en købmand i Nøjsomhedsvej. En andet sted var Løgstørgade 23.
Gestapo fik et tip
I august 1942 fik Gestapo beviser for, at Rottbøll befandt sig illegal i Danmark. En tidligere kollega fra vinterkrigen i Finland havde for penge stukket ham. Senere indkasserede han et større beløb for at angive, at han holdt til på Café Heidelberg.
Den 30. august skiftede Rottbøll atter adresse. Denne gang til Øresundsgade 19 (Vordingborggade 19). Han flyttede ind under dæknavnet Kaj Rasmussen.
Den berømte sabotage – tale
Den 2. september 1942 holdt statsminister Buhl sin berømte sabotagetale:
Var det Christmas – Møller?
I efteråret 1942 havde den landflygtige Christmas – Møller opfordret danskerne til at sætte Europa i brand. Måske var det dette, der fik statsminister Buhl til mikrofonen?
Nye adresser
Den 25. september havde Rottbøll fundet nye adresser til alle. Selv skulle han flytte til Frederiksberg, dagen efter.
Kl. 17.35 cyklede Rottbøll mod Østerbrogade medbringende senderen. Den blev taget med til hans nye vært. Denne mente, at han skulle flytte ind med det samme, men Rottbøll afslog. Han skulle nok have sagt ja. Men han kunne ikke vide, at politiet havde været forbi på Øresundsgade, men igen var kørt med uforrettet sag.
Politiet var på vej
En af besættelsestidens stikkere havde for en god dusør afsløret, at en faldskærmssoldat holdt sig skjult i Øresundsgade 18 5.sal t.v.
Den 26. september 1942 ankom syv civilklædte politifolk til Øresundsgade. Fire af betjentene tog bagtrappen. Resten fortrappen. Begge hold havde medbragt en hund.
Kl. 6.30 ringede de på hos værten, Johan Balslev. I første omgang benægtede han, at der var en logerende. Balslev blev bedt om, at trække sig tilbage til stuen. Kriminalbetjent Øst bankede på døren til det kammer, hvor Rottbøll havde logi.
Der bankes to gange på hans dør. Ifølge politifolkene kom en mand ud iført pyjamas med hænderne på ryggen.
Politiet: Rottbøll skød først
Øst forklarede, at det var dansk politi, der ville tale med ham. Få sekunder efter udviklede det sig til en tragedie. Manden trådte tilbage ind i værelset, der kun var sparsom belyst. Efter eget udsagn gik Øst sammen med en kollega på ham.
De er angiveligt bange og trænger Rottbøll op i en krog. Til politirapporten forklarede Øst, at den ukendte mand affyrede et skud, som han straks besvarer. Han havde hele tiden haft et fast greb om sin pistol i højre frakkelomme.
Øst forklarede, at de afgav flere skud. Rottbøll sank sammen – død. Hele episoden varede under et minut.
Øst havde mærket, at det sved i hans underliv. Desuden var det blod på hans hænder. Han var bange for, at være blevet ramt, og beder kollegaerne tilkalde en ambulance. Det viste sig efterfølgende, at et projektil havde ramt hans bæltespænde og derefter ændret retning. Blodet i hånden var Rottbølls. Øst var uskadt.
Der var åbenbart sket en del forvirring under episoden. Betjentene fra bagtrappen kunne derfor ikke bidrage til sagens opklaring.
Det er de to kriminalbetjente Øst og Rasmussen, der er involveret i skyderiet. De støtter senere hinanden i deres forklaringer. Først da skyderiet var over, når den tredje betjent Døssing frem.
Der blev ikke foretaget ballistiske undersøgelser, der kunne give svar på, hvilke patroner, der var affyret fra bestemte våben. Så det er betjentenes udsagn, der er udslagsgivende.
18 synlige skader
Liget af den ukendte mand kørtes efter drabet til Retsmedicinsk Institut. Ifølge den rapport, der blev udarbejdet var der 12 synlige indskudshuller i ligets mave, overkrop, hals og hoved. Antagelig har et skud tværs gennem hjernen været dødelig.
I alt blev 18 synlige skader beskrevet.
Alt tyder på, at en af de to betjente har sat sin pistol mod Rottbølls tinding og trykket på aftrækkeren.
Møllevingerne drejet i kors
Da budskabet nåede til Rottbølls hjem på Børglum Kloster, blev møllevingerne drejet i kors. Og det er de stadig.
Bisat på Børglum Kloster
Fredag den 2. oktober blev der givet tilladelse til, at Rottbølls lig må transporteres til familien på Børglum Kloster. To dage efter blev Rottbøll bisat fra stedets private domkirke. Tyskerne havde forlangt, at dette skulle foregå i stilhed.
Men lokale kræfter iværksatte en indsamling til et mindesmærke. Bidragene kom fra fiskere, landmænd, arbejdere, præster, håndværkere og handlende. Mindestenen blev afsløret den 18. juli 1943.
I det illegale blad Frit Danmark kunne man læse under overskriften En Frihedskæmper hædres:
Det var ikke kun tyskerne, der gerne ville have forhindret en sådan indsamling, men også de danske myndigheder. Men den 29. august 1943 var der mange flere, der tog afstand fra både den tyske besættelsesmagt og den danske regering.
Omfattende efterforskning
Et omfattende efterforskningsarbejde blev sat i værk. Således blev viceværten i Øresundsgade 19 afhørt. Han beskrev den myrdede som meget kultiveret. Ud fra elevatorens rytme kunne han fortælle, at mandspersonen kom hjem på de mest aparte tider – nogle gange også om morgenen.
Petersen fra femte kunne berette om, at en radio blev sat i gang hos Balslev mellem 6 og 7 om morgenen. Viceværten havde kun en gang set ham med en fremmed. De havde en kuffert med.
I bogen Man skyder da helte stilles der en række spørgsmål til opklaringen af mordet. Forfatteren konkluderer, at nutidens eksperter, der ikke er farvet af, at have haft begivenhederne tæt inde på livet, ville kunne give en afklaring af de virkelige hændelser.
Frihedsmuseet: Rottbøll skød først
På Frihedsmuseet mener man, at det var Rottbøl, der skød først. Dette står også på museets hjemmeside.
800 tons våben/sprængstof
I alt blev der nedkastet 53 faldskærmsagenter over Danmark. Med den høje tabsrente frem til efteråret 1942, kom tjenesten først for alvor til at virke fra 1943. Under hele besættelsestiden forsynede England og USA den danske modstandsbevægelse med ca. 800 tons våben, sprængstoffer og andet materiel.
Krigshelt
Et paradoks var, at den mand som det officielle Danmark jagtede, 11 år efter sin død blev hædret som en af det britiske imperiums officielle krigshelte. Denne heltestatus fik han aldrig i Danmark.
SOE var handlingslammet i et halvt års tid, hvorefter Flemming Muus overtog ledelsen. Egentlig kom SOE først rigtig i gang i 1943. Man hjalp især med våben til jernbaneaktioner.
Danmarks sorte samvittighed
Var det Danmarks sorte samvittighed? Politiet skal nok ikke være stolt af sin indsats i denne situation. Det samme gælder andre mord og mystiske dødsfald fra den tid, hvor man bevidst forfalskede rapporter, og prøvede på at viske tavlen ren. Se eksempler på hjemmesiden www.dengang.dk
Ollerup Gymnastikhøjskole
Rottbøll tilbragte en tid på Ollerup Gymnastikhøjskole. Det var under Niels Bukh´s tid. Denne valgte Hitler.
Rottbøll var sammen med Bukh og andre fra Ollerup Gymnastikhøjskole til et propaganda – stævne for nazismen. Men han lod sig ikke rive med, som så mange andre.
Han blev elitegymnasiast og soldat i Livgarden. Han var i såkaldt dannelsesophold i udlandet. Og i perioder var han kvægfarmer i Argentina. Han meldte sig frivillig til Den Finske Vinterkrig. Efter den 9. april søgte han mod England for at melde sig i allieret tjeneste i kampen mon nazisterne. Og her i England gennemgik han en hemmelig militær uddannelse.
Kriminalbetjent hædret
Både Land og Folk samt Frit Danmark mente, at Rottbøll blev myrdet af kriminalassistent Øst. Men politidirektør Stamm meddelte i en dagsbefaling til hele korpset:
Mørklagt i 73 år
I 73 år har sagen nu været mørklagt. Det samme har den nådeløse og aktive indsats som den det danske politi spillede i jagten på de få danskere, der satte sig op mod nazismen i de første år under besættelsen.
Det betændte forhold mellem modstandsbevægelsen og politiet har været vendt og drejet af historikere og journalister mange gange.
Rottbøll var, da han blev skudt af dansk politi i Vordingborggade i allieret tjeneste. Han var chef for Speciel Forces operationer i Danmark.
Var det angst og nervøsitet?
Andre historikere betvivler, at politiet skulle være særlig samarbejdsvillige med tyskerne. De sætter tvivl om, det var tale om en decideret likvidering. De mener, at angst og nervøsitet kunne være årsagen til de mange kugler mod Rottbøll. Det skal ses i kølvandet på begivenhederne uger forinden, som vi også har beskrevet i artiklen.
Likvidering?
Skuddene mod Rottbøll er affyret så tæt, at det nærmest er tale om en likvidering. Havde man ønsket at pacificere ham, havde man sigtet efter lårbensknoglen.
Måske burde teknikere gennemgå sagen på ny.
Det samme gælder andre forhold under besættelsestiden. Men den rigtige historie, får vi nok først, når arkiverne bliver åbnet for offentligheden og ikke kun for de få udvalgte.
Læge dømt
En læge ved navn, Esther Ammundsen blev i Københavns Byret idømt 6 måneders fængsel, fordi hun havde hjulpet Faldskærmssoldaterne.
Spioner rekrutteret fra Hamborg
Amerikanerne og englænderne havde længe planer om at besætte Danmark. De havde derfor spioner, der skulle rapportere om tyske forsvarsværker i Danmark. Noget af denne aktivitet kom fra Hamborg. Og nogle af spionerne blev rekrutteret fra dansker – kolonien, dernede fra.
Hvem skulle befri Danmark?
At det så var russerne, der var lige ved at komme først, er en anden historie. Men det kunne have fået alvorlige følger, for de anerkendte ikke Danmark som allieret. Ja, hvem skulle egentlig befri Danmark?
Da freden kom var det uklart. Var vi et tyskvenligt land, et neutralt besat land, eller var vi faktisk i krig med Tyskland efter 29. august 1943?
Regeringens rolle var uklar
Så sent som en uge før, den danske befolkning havde fået nok af tyskerne, opfordrede regeringen og kongen til, at man undgik sabotager og andre terrorangreb mod den tyske besættelsesmagt. Sabotører skulle angives.
Den 5. maj fremtrådte en ny regering med statsminister Buhl. Hans tale fra 1942 var en svær kamel at sluge for Frihedsrådet.
Politiet blev sat til at jagte engelske faldskærmssoldater. De betragtede dem ligesom regeringen som terrorister. Så måske handlede de i god tro, da de skød Rottbøll i Vordingborggade?
Var det for fantasifuldt?
Selv om der faldt mange skud på Vordingborggade, så tvivler diverse historikere på, at der var tale om en likvidering fra dansk politis side.
Men man skal dog ikke glemme, at der også inden for politiet var nazister.
Kilde:
Birthe Lauritsen: Man skyder da helte /Puella Edition
www.dengang.dk /Uwe Brodersen
Gert Jensen: Michael Rottbøl – manden bag myten (forlaget Vestvendsyssel)
Klaus Skot – Hansen: Fra Børglum Kloster til Special Forces (1996)
Peter Birkelund m.fl.: Faldskærmsfolk – SOE’ s arbejde i Danmark 1941 – 1945
Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra Danmark 1 – 2
www.dengang.dk indeholder 146 artikler fra Besættelsestiden
September 19, 2015
Skal Ladegårdåens vand atter flyde?
Man vil gerne frilægge Ladegårdsåen. I øjeblikket ligger den i rør. Der er masser af myter om denne å. Her er begået mord, selvmord og selvdøde heste og kreaturer er flydt i denne. Vi skal også høre om den gård, der dannede navn til åen. Her var både rigtig ladegård, Fattiggård, Arbejderanstalt, Tvangs – arbejderanstalt, Sindssygehus, Kvæsthus, Krigshospital, Fængsel, Pesthospital og meget mere. Her opholdt der sig mordere, fattige, offentlige fruentimmer, arbejdsløse, sindssyge og mange flere. Her er historien om savn, lidelse, sygdom og fattigdom
En fast borg for menneskers nød og fattigdom
Ladegårds historie er lige så broget som livet. Det er et sagn om megen lidelse, sygdom og fattigdom. Det blev den faste borg for menneskets nød og fattigdom.
Åen skal atter frilægges
De gamle billeder med børn, der boltrer sig i Ladegårdsåen skal genoplives. Det er bare den lille hage ved det, at det koster fem milliarder kroner.
Stykket fra Søerne til Jagtvejen blev rørlagt i 1897. Stykket fra Jagtvej til Borups Allé blev rørlagt i 1942. Og det sidste stykke ved Ågade, som bestod af Grøndalsåen og Lygteåen blev tildækket i 1962.
Der er mange, der gerne vil have åen tilbage. Men det er en dyr fornøjelse. Og en ny delrapport slår tvivl om, at man overhovedet kan få åen til at flyde. For åbenbart mangler der vand. Men 30 pct. af det vand, der kommer fra Esrum Sø forsvinder i kloakken, fordi det er forurenet.
Jo Ladegårdsåen eksisterer skam, og den leverer bl.a. vand til Søerne, Østre Anlæg og Kastellet. Men hvorfor man så vil sikre vandet i Grøndals Å, ved at vende vandet i Ladegårdsåen, det forekommer mystisk. For uanset om Ladegårdsåen frilægges, så sikrer åen vand i København. I sommers kunne man se bunden i Søerne, fordi man pumpede vandet ud mod Rødovre.
Fastholder man, at vandet i Ladegårdsåen skal vendes får vi næppe en frilæggelse af åen.
En gammel Å
Ja egentlig er Lygteåen meget gammel. Den blev udgravet under Kong Hans (1455 – 1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Dette kunne så pasende også bruges som et forsvarsværk. Åen blev samtidig skellet mellem Københavns Byjorder og Utterslev Bymark.
Vandet kom fra Gentofte Sø, Emdrup Sø og Lersøen. Emdrup – eller Lundehussøen løb oprindelig ud i Øresund gennem Rosbækken. Den blev forbundet med Gentofte Sø, opdæmmet ved Lyngbyvej og ledt ind i Lersøen, hvorfra den via Lygteåen blev forbundet med Ladegårdsåen.
Emdrup Sø får en del af sit vand fra Utterslev Mose. I 1523 ønskede man at forbedre vandforsyningen, derfor uddybede man åerne.
Lygte – Løgh – Sump
Af navnet Lygten kan vi udlede, at her var sump. Ordet stammer fra det gamle danske ord for løgh. Og området ned til åen var i mange år et sumpet engdrag.
Og vi kender alle den gamle Lygten Kro, der lå der, hvor den gamle stationsbygning på Lygten Plads ligger. Jo, vi har stadig en kro, der hedder Lygten Kro, men det er nu ikke den samme, og ligger ikke på den samme plads.
Lersøen blev berygtet
Her på siden har vi flere gange beskrevet livet i Lersøen. Det var her kurvemagerne hentede deres materiale og baptisterne blev døbt. Her havde byens fuglehandlere nok at lave med at fange diverse fuglearter. Og her boede byens afskum. Det var Storm P blandt andet fandt sine motiver.
Lersøen blev senere tildækket og blev Københavns største godsbanegård. Ja og så fik den en latrinstation opkaldt efter sig.
Under jorden mødes Grøndalsåen og Lygte Å i Ladegårdsåen.
Masser af vand i Ladegårdsåen
Egentlig har der i tidens løb været masser af vand i Ladegårdsåen. Og der er masser af historier og myter om åen. Her er uønskede børn blevet druknet, en bankrøver har skudt sig selv i åen, døde dyr som heste og kreaturer er blevet ført med åen i tidens løb.
En af myterne fortæller at 4 ud af 6 mennesker natten mellem den 26. og 27. november 1812 druknede, da deres hestevogn faldt i åen. De havde været til bryllup og fået noget at drikke. Men historien findes i diverse versioner.
Således skulle to jødiske kvinder været på besøg på Rolighed, da de med hest og vogn styrtede i søen.
Og myterne fortæller også, at der er rejst en mindesten for de omkomne. Men denne sten var dog blot en højdemåler.
Af hensyn til folkesundhed
Fra at levere drikkevand udviklede Ladegårdsåen sig i stedet til at være en kloak. Af hensyn til folkesundheden blev den efterhånden rørlagt. Ja og denne meget omtalte Ladegårdså er selvfølgelig opkaldt efter Kongens Ladegård.
En flot ladegård
Christian den Tredje lod anlægge en ladegård til Københavns Slot i 1548. Den blev anlagt i Nyby. På Christian den Fjerdes tid var den for lille. En ny måtte bygges.
Egentlig skulle kongens ladegård have ligget uden for Øster Port. Men det blev aldrig til noget. Fra 1620 øjnede man en anden mulighed. Kongen overtog nemlig den gamle Sankt Jørgensgård og udløbet af en år, der nu fik navnet Ladegårdsåen.
Han byggede nu en ny ladegård på det nye sted. Den store lade var ikke mindre end på 100 fag. 500 stykker kvæg stod opmarcheret. Et sindrig rørsystem bevirkede, at der kom vand op i krybberne. Ovenover var der en lade, som man kunne køre til. Der var åbenbart lavet en rampe.
Kongen tog selv aktivt del i driften, En overgang indrettede man også hønseovne, som en slags rugemaskine.
Nye bygninger tilknyttet Ladegården
Ved Sankt Jørgens Søs nordvestligste hjørne ved slusen blev der bygget et Svertehus, som nærmest var et farveri. Dette havde sikkert forbindelse til Ladegården.
Mellem Blegdamshuset (1621) i det nordvestligst hjørne af Sankt Jørgens Sø og Ladegården blev der i 1622 bygget et såkaldt Fangehus. Også dette havde forbindelse til Ladegården.
Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600 tallet. Det vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.
Fæstningsgraven havde afløb til Skt. Jørgensø gennem et gammelt åforløb, som oprindelig hed Vodroffå, men som i folkemunde blev kaldt Rosenåen som følge af det ildelugtende vand. Dette åløb afgrænsede det bebyggede område mod syd, og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne og ud til markerne.
Til gavn for kongen
Ladegårds – anlægget bestod foruden af den store lade med udbygget gavl mod sydøst af tre – fire mindre bygninger rundt omkring og en hovedbygning.
I 1623 var Ladegården klar. Den første foged hed Rasmus Jensøn. I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger. Han skulle ligeledes sørge for, at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid, og de skulle lystre fogeden.
Bønderne på nabogrunden skulle sørge for, at grøfter og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på de rette tider og efter den bedste metode. Man skulle være påpasselig med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.
Kornet skulle renses, så den kunne bruges til Kongens Bryghus.
Hele produktionen, der ikke skulle bruges af kongen, skulle sælges fra torvene. Salg måtte ikke ske fra Ladegården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.
Portene skulle åbnes ved ind – og udkørsel af nøje afregnet gods, og ingen måtte opholde sig alene i laden. Dyrene, der ikke var så let at opdrage, skulle for en sikkerheds skyld alle brandmærkes med Ladegård – mærket.
Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Og dette skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer måtte de spinde – til gavn for kongen.
Ny Ladegård
Jorderne var nu ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne, og der skulle etableres hele 18 broer over disse afvandingskanaler.
Men ak. En storm i 1628 ødelagde store dele af laden, og en del kvæg omkom. Men straks blev laden genopført. Den ny lade var grundmuret i hele tre etager. Og voldgravene rundt om stedet fik nu vand fra Ladegårdsåen og Rosenåen.
Fogeden havde travlt
Fogeden havde nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid som kongen ønskede det. I
1639 var der en del fisk i dammene. Det fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med, at tre af dem blev indsat på Bremerholm.
Ny forpagter
I 1647 forpagtede Peder Svendske gården. Det kostede 2.200 rigsdaler. Men der hørte dog også en del forpligtelser med denne forpagtning. Svendske var også forpagter af Friederichsborg Slots ladegård. Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget to års forlængelse med væsentlige stramninger.
Forpagteren skulle således aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Det var bestemt ikke en guldgrube at drive disse ladegårde.
En del grundejere havde mistet jord i forbindelse med anlæggelse af Nykiøbenhavn. De fik erstatningsjord på Ladegårdens arealer. Dette indskrænkede også forpagterens muligheder.
Hollænderne kommer
Markerne fra den gamle landsby, Solbjerg blev udset til at være den ny Hollænderby. Hollænderne lagde deres gårde ved siden af det nuværende Allégade. Men de havde svært ved at levere de pligtige varer til Kronen. I et forsøg på at rejse penge solgte de grunde til velhavende københavnere. Men denne handel var ulovlig, da de ikke selv ejede grunden.
Og i 1651 blev dele af Ladegården indrettet som pesthus. Det blev kortvarigt indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutioner for takket være svenskerne led bygningerne stor skade.
Hvor blev bøhmerne af?
I 1653 havde Frederik den Tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie om at få lov til at bosætte sig på Ladegården. Derfra skulle de fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde blevet fordrevet fra deres hjemland. Nu fik de vidtgående privilegier for en snes år frem i tiden.
De kunne opbygge et lille fristed med kirke, skole, valkemøller, farverier og pressehus. Men af en eller anden grund kom de aldrig rigtig i gang. Måske har det noget at gøre med et mord, der skete på stedet. Klædemagerne forsvandt lige så brat, som de var kommet.
20 hollandske gårde
Ladegården var med den omskiftelige tilværelse efterhånden blevet meget brøstfældig.
Tyve hollændere som vi allerede har hørt om, havde i 1651 fået tilladelse til at dyrke afgrøder på en del af Ladegårdens jorder. Det lykkedes ret hurtig at bygge en lille by op. 20 gårde blev opført.
Da svenskerne i 1658 – 59 belejrede København skød de bygningerne i grus
Christoffer Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud. Men egentlig var det ruiner som Gabel overtog.
Den gule Hest
I 1670 blev der givet tilladelse til krohold lige øst for landevejen. Et skel blev dannet for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at bygge og bage, således at tilrejsende til Nødtørftighed for Penge kunne overnatte og overleve.
Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne diviteres med, når blot der erlagdes told deraf. Hvor længe der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn Den gule Hest tydede på en hvis standard.
Gabel erhvervede også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Han havde dog gjort regning uden vært. I 1674 fratog kongen ham området, og der kom igen vand i søen.
I 1682 lå der tre fiskedamme på grænsen mellem Vestre og Nordre Forstad på Ladegårdens jord. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse damme.
Kronen overtager atter gården
Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget i stedet for Ladegården. Et kort fra 1685 viser, at man dog bibeholdt den ydre del af skansen.
Selve gården havde lidt stor skade under krigen. Christoffer Gabel havde fået skødet på gården. Hans søn Waldemar Christopher havde overtaget den. Men han var kommet i pengenød. Derfor overtog Kronen atter gården.
I 1683 blev dele af Ladegården udlejet til kongelig musikant, Johan Alter. Andre dele af gården fungerede som offentlig værtshus med beboelse af justitsråd, Edvard Kruse.
Kvæsthus
Omkring 1690 overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710 – 1711 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af Kronen fået skænket gården.
I en periode fungerede Ladegården som krigshospital.
Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret. Man brugte stråsække som madrasser og senge. Sækkene havde den fordel, at de kunne kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke skulle lide kuldens kvaler.
Da Ladegården eller Krigshospitalet blev omdannet til midlertidig pestlazaret, flyttedes de syge soldater som i forvejen var på gården til Nyhavn.
Senere blev det besluttet at flytte de faste lemmer til Falkonérgården.
I 1697 nedbrændte det meste af Ny Hollænderbyen. Bønderne var fortsat bagud med at levere varer, så det hele var gået tilbage til kongen.
Et stort rækværk blev bygget rundt omkring lazarettet. En pestkirkegård blev etableret omkring 1710 – 1711 på Ladegårdens jord. Også den nærliggende Vodroffgård var indrettet som pesthospital. Begge steder var en barber (kirurg) chef.
Igen Krigshospital
Da epidemien var over, blev Ladegården igen omdannet til krigshospital for landetatens soldater. Men også en del af statens ansatte kom herud. Fra 1716 ved vi, at der var indlagt 254 patienter, heraf var 149 soldater.
Men igen engang blev Ladegården også brugt til lystigere ting. I 1724 fik inspektøren Davis Schack kongelig privilegium til holde værtshus på stedet.
Fattighus og husvildebolig
I 1728 blev udbrændte lemmer overvist hertil fra Brøndstræde Hospital. Ladegården var blevet istandsat og fra 1. juli blev det et egentlig krigshospital, der samtidig blev brugt til fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for Militæretaten.
Og Ladegården blev også brugt som husvildebolig for nogle af dem, der mistede deres bolig under Københavns brand. 2.000 huse blev dengang lagt i ruiner.
Produktionssted
Den 27. juli 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården.
En kapital på 1.200 Rdl. som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige Garders og Grenaderens Enker overførtes til Krigshospitalskassen.
I 1748 blev gården radikalt ombygget. Fra 1734 blev der også indrettet en kirke. Denne blev betjent af magister Sechmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Sidstnævnte tog sig også af undervisning af børnene.
Beskæftigelse af alle lemmer
Efterhånden startede der produktion på Ladegården. Nu var der beskæftigelse til alle lemmer. Produktionsafdelingen med væve – og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den øverste del.
Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed.
Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte bruges fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning med enebær.
Sindssygehospital
I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra Pesthuset ved Kalvebod Strand blev overført hertil. Den nye institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik da også lov til at bære navnet Sankt Hans Hospital.
Kommunen havde erhvervet en betydelig del af det areal, der havde tilhørt Christian den Fjerdes ladegård. Området lå vest for Skt. Jørgens Sø.
Allerede fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.
Men nu måtte Afsindige og Tosserne dele med fattiglemmerne.
Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt, kunne dårekisterne opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebne, at de blev anbragt i disse dårekister. Ødelagde disse lemmer deres sengetøj, fik de ikke nyt. De måtte nøjes med halm. Det samme gjaldt for deres tøj. Adskillige sindssyge gik nærmest nøgne rundt kun iført pjalter.
Ulægelige og gyselige sygdomme
Under et tag samlede man patienterne fra det gamle Sankt Hans Hospital. Afsindige og Tossede gik side om side med Almisselemmerne med ulægelige og gyselige sygdomme. Kort tid efter kom en tredje kategori, De veneriske patienter. Man ville ikke have disse på de almindelige hospitaler.
Nu var de ikke længere væk, end at en Medicus i godt vejr lovede at aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der kun tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler.
Hvor lå Ladegården?
Mod nord grænsede ejendommen ud til en gammel vej, kaldet Ladegårdsvejen, som fulgte Ladegårdsåens nedre løb. Og denne vej fulgte den nuværende Åboulevard ud til det sted, hvor H.C. Ørstedsvej munder ud i Åboulevarden. Den gamle vej fulgte derefter H.C. Ørstedsvej hen til krydset ved Rolighedsvej og gik derefter stik mod vest, nogenlunde som den nuværende Rolighedsvej.
Længere mod vest grænsede ejendommen op til en række ubebyggede grunde, der tilhørte grosserer Mariboe.
Mod syd var naboen, den kendte frederiksbergske ejendom, Forhåbningsholm. Skellet fulgte så nogenlunde den nuværende Danasvej. Mod øst grænsede ejendommen op til Vodrupgård, og den lille ejendom Mosendahl, der tilhørte kattuntrykker Appel.
På denne ejendom, der lå umiddelbart op til Ladegårdsvejens udløb i dæmningen mellem St. Jørgens Sø og Peblingesøen, havde der i mange år været forskellige fabriksanlæg, og man fortsatte hermed et langt stykke ind i 1800 – tallet.
Bomber mod lemmerne
I 1807 havde fjenden søgt ly ved Ladegården. Byens kanoner var rettet mod stedet. Lemmerne måtte leve i evig frygt for at blive ramt. Englænderne bragte dog lemmerne i sikkerhed i Frederiksberg Kirke.
Generalmajor H.E. Peymann rapporterede til Kronprins Frederik:
I 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup uden for Roskilde. Store dele af Ladegården lå øde hen i seks år.
Man havde ellers været i gang med et decideret sindssygehospital på en grund, man kaldte Fuglevænget lige i nærheden af Ladegården. Men efter krigen i 1807 blev dette byggeri aldrig genoptaget. Ja man kaldte det nu for Hospital for Gale og Afsindige.
Københavnerne blev fattigere
Efter englændernes bombardement fulgte i 1813 statsbankerotten og året efter tabet af Norge. En langvarig depressionsperiode fulgte som for Danmarks vedkommende betød en alvorlig landbrugskrise.
Byens indbyggere blev fattigere, og det samme skete for byens næringsdrivende. Hovedstadens fattigvæsen var dengang underlagt staten.
København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt initiativer til at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer, man startede i København, blev efterhånden også gennemført ude i provinsen. Allerede omkring 1600 prøvede man med tvangsarbejde. Det var i hovedstaden, at de landskendte fattiginstitutioner op stod. Det var Opfostringshuset, Tugt – , Raps – og Forberingshuset og Ladegården.
Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel mod dette blev arbejde oh arbejdertvang. Det gavnede staten, og så lærte man de fattige at bestille noget.
Arbejderanstalt
I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål var at undersøge, om der var behov for en arbejderanstalt, hvor Københavns arbejdsføre fattige kunne beskæftiges. Året efter blev Arbejderanstalt Ladegården indviet.
De første fattiglemmer ankom den 1. oktober samme år.
Et moderne landbrug blev indrettet. Til avlens fremme fik man tilført latrin inde fra byen. Der blev også satset på kartofler og hør. Hertil kom uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindelig håndværk samt et lysstøberi.
Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen med i alt tre timers pause. Man havde regnet med et overskud. I 1824 var der 246 lemmer herude.
Pjaltehæren
Fattigvæsnet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede Pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks hed det:
Men samtidig blev det påpeget:
For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var Paradisets Have.
Ladegårdens rygte var aldeles afskrækkende
I 1826 siges det, at mængden af arbejdere på Ladegården var
Man mente, at de skulle tillæres, hvorfor man også debatterede, hvorvidt tillæringstiden ikke burde lønnes lavere. Man overvejede at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken:
Ledelsen gik af
I 1833 gik den hidtidige ledelse af, og institutionen blev overtaget af Fattigvæsnet. Året efter blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktionen til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret.
Kvaliteten af det man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.
Tvangsarbejderanstalt
I 1833 synes det som om, at man havde accepteret, at Ladegården blev noget helt andet end man havde forstillet sig i 1822. Kongen befalede, at Ladegården skulle overgå til Det Københavnske Fattigvæsen. Kongen befalede også, at der skulle træffes foranstaltninger, så Ladegården fra den 1. november 1833 kunne indrettes som Tvangsarbejderanstalt. Denne skulle lige afsondret fra de andre arbejdsafdelinger. Der skulle være et særligt arbejdsrum for tvangsarbejdere, og der skulle indrettes isolationsceller.
I Pustervig var meningen med isolationscellerne, et ønske om at opdrage og forbedre de indsatte. Men sådan var det ikke på Ladegården. Her var det udelukkende en straf for de genstridige. Her var det afskrækkelsen, der var i højsæde.
Tumult og ballade
Gennem tiden har her været masser af tumulter og ballade. Således blev Ladegården sat i brand den 13. august 1839. Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke var adskilt. Da man så opførte et højt plankeværk og forsøgte at adskille kønnene opstod der ballade. Dette ville beboerne ikke finde sig i.
Uordentlige fattige
Tvangsarbejderafdelingen var anvendt til betlere og uordentlige fattige. Der var nu to afdelinger for fabriksarbejdere, og en afdeling for indslusning. Desuden var der en slags eliteafdeling, som man skulle gøre sig fortjent til. En af betingelserne var, at man var fattig og ordentlig. På den afdeling kunne man med sin indsats gøre sig fortjent til ekstra goder.
Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner m.m.
I 1850 havde der været ikke mindre end 2.000 personer ind og ud af anstalten. I 1870 var der mere end 4.000.
Koleraen ramte Ladegården hårdt
Koleraepidemien i 1853 ramte Ladegården ekstra hårdt. Koleraen er en vandbåren infektionssygdom og den har gode kår, hvor mange folk er sammenstuvet. Efter to døgns inkubationstid bryder symptomerne ud med diarré, smertefulde opkastninger, stærk tørst, øresusen, svimmelhed og krampe.
Så falder temperaturen, og pulsen bliver mærkbar. I sidste ende dør man af dehydrering. I forvejen var der på Ladegården ophobet snavs og sygdomme. Ledelsen foretog sig absolut intet for at forhindre en forværelse. Det vil sige, at man havde købt kister på forhånd.
Ballade, når der var udgang
I 1865 var der 916 lemmer på Ladegården. Komplekset måtte udvides flere gange for at kunne rumme alle.
Beboerne levede stort set deres eget liv. Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen kunne man ikke undgå at lægge mærke til dem. De havde ret til udgang. Og så gik det ellers ind til byen eller rundt på Nørrebros værtshuse. Der var ofte råb og slagsmål i gaderne, når lemmerne dukkede op. Og mange lemmer havde trods forbud taget et par flasker brændevin med hjem.
Fattiggård og minihospital
I 1870 opførtes Fattiggården. Den omfattede husvildeafdelingen (30 familier), Kvindeafdelingen (220 fabriksarbejdere), sygestue for kvinder, mødreafdelingen, tvangsafdeling for kvinder samt lemmeafdeling for kvinder.
Ja lemmeafdelingen var egentlig en filial af Almindelig Hospital.
I 1870 omfattede Ladegården med Arbejderanstalten cirka 770 fabriksarbejdere og på sygeafdelingen var der plads til 46 patienter. Dertil kom en tvangsafdeling for mænd.
Ladegårdslemmer blev anset for at ligge samfundet til last og for på alle måder at udnytte systemet. Ja man sagde endda, at Ladegårdslemmer ikke undlod sig med at benytte lægen som Skærmbrædt ved ulyst til at arbejde.
Cirka 1875 blev der oprettet en opdragelsesanstalt for drenge, som egentlig også var en afdeling af Almindelig Hospital. Senere blev der også indrettet en smittemistænkelig afdeling.
Da Sankt Johannes Stiftelsen blev oprettet i 1875 forsvandt lemmeafdelingen og opdragelsesanstalten for drenge.
Planer om ny anstalt
Sidst i 1800 – tallet fremsattes planer om at opføre en ny anstalt. Et byggearbejde blev indledt på en grund mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Men inden færdiggørelsen blev der truffet beslutning om, at overdrage komplekset til Almindeligt Hospital.
Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejderanstalten Sundholm blev opført.
Svært ved at komme fattigdommen til livs
I København havde man svært ved at komme fattigdommen til livs. Det lykkedes vel først omkring 1900, hvor der blev indført ordentlige love, der også respekterede de fattiges retsstilling.
Man havde nu inddelt hovedstadsområdet i 12 distrikter. Inden for hvert distrikt ville man udpege et varieret antal ulønnede fattigforstandere. De skulle have til opgave at opspore trængende, gøre indstilling om hjælp, som skulle ydes. I det hele taget skulle de føre kontrol og yde den fornødne vejledning til fattige familier og trængende enkeltpersoner.
Man ville simpelthen det offentlige tiggeri til livs.
I første omgang fik man udpeget 127 fattigforstandere, men det var svært at fastholde dette antal. Flere og flere nægtede at overtage hvervet. Man måtte endda true med økonomiske repressalier, hvis man ikke bøjede sig. Men modstanden var ret massiv, så til sidst måtte man nøjes med 64 forstandere.
Liv og helse
Dengang skulle man have opholdt sig 3 år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne gøre krav på nødtørftig underholdning, det vil sige føde, husly, klæder og varme således at man kunne opretholde Liv og Helse.
Det var Fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.
Fattigvæsnet havde hånds – og halsret
Men Fattigvæsnet havde hånds – og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også at ens ejendele tilfaldt væsnet efter ens død. Man havde også stillet det fornødne frijord til rådighed på Assistens Kirkegård.
Al henvendelse om hjælp skulle rettes til de lokale fattigforstandere. Fattigvæsnet rådede også over Almindelig Hospital i Amaliegade samt en række arbejdshuse eller arbejdsanstalter.
Fattigvæsnet skulle også tage sig af datidens husvilde. Datidens kilder tænkte først og fremmest på de enlige mandfolk i hovedstaden, der normalt gik under betegnelsen sjovere. Det var dem, der kom til at udføre meget usikre og sikkert usselt lønnede sjoverarbejde.
Offentlige Fruentimmere
Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse.
Men hvad var et Offentligt Fruentimmer?
Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitution, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral. Og ofte blev disse offentlige fruentimmere anbragt på Ladegården.
Prostitution var i slutningen af 1800tallet et lovligt erhverv, såfremt kvinderne lod sig registrere hos politiet. I 1892 var der således indskrevet 538 prostituerede. Derudover fandtes der en såkaldt hemmelig prostitution, det vil sige kvinder, der drev erhvervet uden at lade sig registrere.
Christiane Adolfine Larsen
Til disse hørte Christiane Adolfine Larsen. I juni 1892 blev hun indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane blev anset for at være sindssyg. Hun opholdt sig meget af tiden på Ladegården.
Den 43 – årige tilstod ved indlæggelsen:
Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital (senere Rudolph Bergs Hospital), der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet.
Men som regel endte Offentlige Fruentimmere deres dage på Ladegården.
Ikke særlig velset
Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med disse. De blev betragtet som uordentlige fattige. Ja, de blev anset for at ligge samfundet til last og på alle områder at udnytte systemet. Det er den samme holdning, der er i dag.
Ladegården havde to sygestuer, hver med plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 var der kun indlagt mindre syge personer. Men i 1870 blev dette ændret. Nu kunne Ladegården selv behandle:
Moralen var primitiv
I 1880erne, da arbejdsløsheden var på det højeste, klagede fagbevægelsen over ulig konkurrence fra Ladegården.
Når der var udgang til lemmerne, måtte det ikke ske samtidig for begge køn. Så skete der ulykker, mente man. Når der var helligdage og lemmerne forlod Ladegården vakte de Offentlig Skandale, når de fordrukne og larmende vendte hjem om aftenen. Ja nogle skulle endda hentes.
Det var en meget broget flok, der befandt sig på Ladegården. Det var den forarmede håndværksmester, løsladte forbrydere og letlevende fruentimmere. Moralen var primitiv og dikteret af forholdene.
I 1904 var der 572 lemmere herude.
Udflytning til Sundholm
Da arbejderanstalten Sundholm blev indviet i 1908 blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet herud til Amager.
Dog fik Ladegården lov til at stå frem til 1930, hvor man nedrev bygningerne. På dens grund opførtes i stedet boligejendomme og Radiohuset.
Det sidste, der forsvandt, var Ladegårdens flotte have. En have som man i mange år kunne beundre fra togskinnerne. Men denne have var nu ikke indrettet for at lemmerne skulle plukke roser. Den var indrettet til inspektørens velbefindende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
September 16, 2015
De Fem Dramatiske År På Nørrebro
Foredrag i Stefanskirken den 16. september 2015. Danskerne var ikke dem, der led mest. Men når man på denne måde skal sætte begivenheder sammen, kan man godt forstå frygten på Nørrebro. Til sidst herskede der næsten anarki. Og terrorgrupperne med danske deltagere var særdeles aktive på Nørrebro. De spredte angst, når du kom i patruljer og skød løs. I bydelen var også modstandsbevægelserne særdeles aktive. Her var tale om en masse sabotageaktioner og likvideringer. Advarsel: Dette er en lang og blodig artikel.
Det skal vi nok selv bestemme
I 1940 boede der stadig 115.000 mennesker på Nørrebro. Både Socialdemokraterne og deres konkurrenter havde slået sig ned i bydelen, og det var ikke tilfældig. I kvarteret har det vel altid i historien været skepsis over for autoriteter.
Hvis der var nogen, der opfordrede til ro og orden var svaret altid:
Til tider herskede der anarki på Nørrebro – dengang. Befolkningens vrede kunne ikke styres.
Danskerne stod ikke sammen
Det kan godt være, at Danmark var det land, der slap billigst fra Anden verdenskrig. Men kigger vi på de begivenheder, vi her bringer, og som kun er en meget lille del af det, der faktisk skete dengang, forstår man godt frygten.
Den dag i dag diskutere man om det var i orden med samarbejdspolitikken eller ikke. Man prøver også at bilde folk ind, at danskerne stod sammen under besættelsen. Det gjorde man ikke. Skellet mellem rig og fattig blev væsentlig større. Særlig arbejderne led meget. Og dem var der stadig mange af på Nørrebro i 1940.
30 bombefly var parat
Tyskerne fortalte, at besættelsen kun var et tilbud. Men over København kredsede 30 store bombefly. Havde Danmark ikke accepteret de vilkår, tyskerne stillede, ja så var København og Nørrebro blevet bombet sønder og sammen.
Det kostede at holde sig gode venner med Berlin. Politikerne bøjede sig derfor adskillige gange.
Selv efter august 1943 fortsatte samarbejdet. Jo tyskerne ville gerne have vores landsbrugsvarer og fisk.
Et forsvarsløst land skulle hjælpes igennem
En tidligere statsminister kaldte den førte politik for fejhed. Han glemte så også lige at kigge på hans egen partis gøren og laden. Nu er dette foredrag ikke en efterrationalisering. Dette er en fremstilling under devisen, Sådan var det.
Politikerne dengang havde bestemt sig for at redde det lille forsvarsløse land gennem krigen uden tab af så mange menneskeliv. Man vidste fra efterretninger, at de kom. Man kunne vel også have forudset, at kommunikationen kunne bryde sammen i en krigssituation. Men 16 soldater i det sønderjyske måtte lade livet, inden man fik kommunikeret ud, at man havde opgivet enhver form for krig.
Retsopgøret på godt og ondt
Retsopgøret kan man vel også stadig diskutere, hvor retfærdig det var. De store slap fri, men den lille mand skulle straffes, fordi han havde vasket tøj for tyskerne. En dansk cementfabrik, der havde leveret masser af cement til tysker og som havde brugt KZ-arbejdere til det, slap fri.
Aftrykkeren sad løs
Folk, der meldte sig til Frikorps Danmark, da det var lovligt, blev straffet efter besættelsen. Ja det bliver så stadig diskuteret, hvor lovligt det egentlig var. Ja der eksempler fra Nørrebro, på at de blev likvideret, når de var hjemme på orlov. Og tyskerpiger blev i den grad ydmyget. De illegale blade lavede lister over dem.
Danske nazister, der åbenlys erkendte deres holdning, blev ofte likvideret. Man havde indtryk af, at aftrykkeren sad løs.
Fortielser og lukkethed
Stadig er der ting fra dengang, man ikke må sige. Vi møder fortielser og lukkethed. Arkiverne er lukkede, eller bliver det hurtig, hvis man opdager for meget. Vi skal stadig dyrke helte og martyrer fra dengang.
Aktive terrorgrupper på Nørrebro
Der var mange, der tjente masser af penge på tyskerne under besættelsen. I befolkningen også på Nørrebro var der mange, der aktivt støttede tyskerne. De var aktive i diverse terrorgrupper, Schalburg – korpset, HIPO – korpset, Sommer – korpset, Lorenzen – gruppen, Schiøler – gruppen, Lille Jørgen – gruppen og mange andre. Tænk, at de var med til at dræbe landsmænd.
Og disse grupper var særdeles aktive på Nørrebro
En bøddel fra Nørrebro
Lad os lige præsentere to af disse, som er fra Nørrebro.
Kristian Kjærsgaard Rasmussen var egentlig dømt til døden, men blev benådet. Halvanden år efter sin løsladelse blev han fundet død.
Han tilhørte den berygtede Lorentzen – gruppe. Blandt tyske soldater forsøgte han at flygte, men blev anholdt den 17. maj 1945 ved Odense. Han var egentlig sergent i den danske hær, men hadet af sine undersåtter. En dag gennembankede de ham.
Han blev uddannet slagtersvend hos sin senere svigerfar på Nørrebro. Efter lærertiden fortsatte han med at arbejde her. Svigerfar drev butikken på Nørrebro fra 1924 – 44. Familien var kendt for at være nationalsocialister. De var medlemmer af DNSAP. Kristian var lokal gruppefører for partiets ungdomskorps NSU.
Kristians to sønner meldte sig til Frikorps Danmark. Og efterhånden som krigslykken vendte holdt kunderne sig borte fra svigerfars slagterforretning og knuste ruder. Kristian blev tysk marinevægter og til Schalburgkorpset, hvor han avancerede til Obersturmfûhrer. Og til sidst kom han så i Lorentzen – gruppen, hvor han i terroraktioner var med til at myrde sine landsmænd.
Bøddel nr. 2 fra Nørrebro
En anden af bødlerne fra Nørrebro var Helge Rudolf Keil var et usædvanligt nervøs gemyt. Han havde ikke de største evner dengang på Hillerødgades Skole. Det eneste, der interesserede ham var forbryderromaner. Ved den mindste anledning kunne han gå amok. I kvarteret gik han som særling. Men måske havde han en psykisk sygdom, for som barn modtog han beroligende medicin.
Han kom i lære som barber. Fem dage i træk måtte han op til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod, havde han drukket en halv flaske portvin og fire øl. Han holdt dog op som barber, da han var bange for, at skære halsen over på folk.
En dag var han utilfreds med moderens mad og stak en gaffel i hovedet på hende. På Bispebjerg Hospital sagde man om ham:
Faderen var værtshusholder
Men Helge tog til Norge, hvor han fik arbejde på et tysk lazaret. Han tog tilbage til København og gik ind i modstandsbevægelsen. Men en dag blev han taget med falske legimitationskort. Han kom i forhør hos den berygtede Birkedal. Der var han så med til at torturere danske modstandsfolk. Det menes, at han har mindst fem mord på sin samvittighed.
Advarsel – mod blodige begivenheder
Dette foredrag er ikke et forsøg på, at samle alle de ting, der skete på Nørrebro, dengang. Det er nok snarere en dokumentation på, hvilken form for kriminalitet og lovløshed, der herskede. Vi skal da også advare mod, at der visse steder kan forekomme særdeles blodige begivenheder.
1940
Allerede tidlig under besættelsen var det danske politi på jagt efter Børge Houmann. Han var farlig for det danske samfund, for han var kommunist. Han var flyttet til Husumgade, og skulle hente sin skjorte i sit vaskeri. Men Rullekonen nåede at advare ham. I 11 dage havde det danske politi haft vaskeriet under observation.
Børge Houmanns nomadeliv kunne derefter begynde.
Kommunisterne havde ellers fået brændt medlemslister, abonnementslister m.m. Men det danske politi havde allerede sikret sig en masse kommunist – adresser. De var i flere år blevet registeret
Man skulle huske, at rulle de mørke gardiner ned. Ellers stod tyskerne nede i gaderne og pegede op mode de lejligheder, der havde glemt dette.
Når der var luftalarm, var det med at komme ned i kælderen, hvor der var indrettet beskyttelsesrum. Det var med at komme op om natten, få taget tøj på og tæpper med ned, så man kunne holde varmen.
1941:
Den 22, juni var en strålende sommerdag. Kunderne til bageren på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade undrede sig. En masse politibiler var kommet susende forbi. Der var masser af aktivitet foran Griffenfeldsgade 50. En masse kasser af papirer blev båret ud til de ventende salatfade. Og hvorfor nu det? Jo oppe på tredje sal holdt kommunisterne til.
Grundloven sat ud af kraft
Blandt tilskuerne lød det ikke overraskende: Krigen mellem Sovjet og Tyskland er brudt ud, derfor skal kommunisterne arresteres. Og man fik arresteret i alt 300 kommunister. Egentlig havde tyskerne kun forlangt 50. Grundloven blev så lige sat ud af kraft, regeringen kaldte det for en nødret.
Partiformanden Axel Larsen befandt sig i sommerhus i Jylland den dag. Men det danske politi indledte en sand menneskejagt på ham. Men i november 1942 blev han arresteret og sendt i KZ – lejr.
Det danske politi fik smadret duplikatorer og trykpressere m.m.
1942
Kommunisterne havde på de store arbejdspladser lavet en undersøgelser, hvor de spurgte, om man skulle gå ind i sabotageaktioner.
Og skemaerne blev optalt af 14 DKP’ er i en lejlighed hos doktor Kjems i Hillerødgade 75. Efter lang tids drøftelse besluttede man at man to måneder senere den 9. april på to års dagen for den tyske besættelse af Danmark ville indlede den organiserede sabotage i Danmark. Men aktionen blev en total fiasko.
Fremstilling af brandbomber
Indtil denne dato havde man begrænset sig til at lave hærværk mod nazi – butikker. Ruder blev knust, og man havde tændt ild på en klud. I slutningen af februar havde kommunisterne endda besøg af en professor i kemi, der underviste i, hvordan man fremstillede effektive brandbomber.
Kommunisterne kom sig hurtig og fik hele organisationen nyorganiseret. Den 22. april var man klar med bladet Frit Danmark. Allerede måneden efter var nummer to klar. Og det var i høj grad fra Nørrebro, at ideerne stammede.
I jagten på Børge Houmann var politiet kommet på sporet af skræddermester Niels Larsen, Nørrebrogade 53. En tidligere medarbejder, der nu arbejdede i Frikorps Danmark havde sladret om skræddermesterens omgang med kommunister.
Danmarks første sabotagegruppe
Danmarks første sabotageorganisation kaldte sig KOPA. Det var en forkortelse for Kommunistiske Partisaner. Men det blev hurtigt nødvendigt at ændre navnet til BOPA som stod for Borgerlige Partisaner.
Gruppen havde et krigslager liggende gemt oppe under tegltaget i en ejendom i Tømmergade.
Dømt til døden
Den 21. oktober blev en hjemmelavet bombe anbragt foran ejendommen Bjelkes Alle 16. Den gik dog ikke af. Ejendommen havde tilhørt Kommunistisk Ungdom, men tilhørte nu en tysk militær transportafdeling. Synderen, Hans Petersen blev dømt til døden, men dog benådet og dømt til livsvarig fængsel.
Var Aksel Larsen – stikker?
Gestapo havde gennem længere tid haft en lejlighed på Tagensvej under observation. Men den 5. november blev den kommunistiske leder, Aksel Larsen anholdt. Endvidere blev flere fra DKP ’ s radiogruppe anholdt. Han havde ellers boet i længere tid i Blågårdsgade og havde anlagt sig et fuldskæg, så han ikke skulle blive genkendt. Ja, så kaldte han sig også lærer Carlsen.
I jagten efter sensationer kunne BT udråbe ham til Gestapo – stikker. Aktuelt fulgte efter og fortalte, at han havde forrådt 130 partifælder. Jyllands Posten fortalte, at han havde forrådt hele Frihedsrådet. Men på det tidspunkt befandt partilederen sig for længst i en KZ – lejr.
1943
Den 19. maj var den berygtede Sven Birkedal selv i aktion, da Holger Danske – medlemmet, Preben Hagelin på Jagtvej blev anholdt. Han var en af de 11, der blev skudt på en øde landevej mellem Roskilde og Ringsted.
Politiken. Det var et attentat
Første gang, der skulle bruges plastik sprængstof var mod Glud & Marstrand på Rentemestervej. I overensstemmelse med dansk politik fremstillede de komponenter til tyskerne. Det var natten mellem den 22. og 23, juni. To dækningsgrupper med maskinpistoler, almindelige pistoler og håndgranater skulle holde øje udefra.
Aktionsgruppen forlod fabriksområdet i stor hast. Da de var nået til Glasvej lød der et enormt brag. Hundrede af vinduesruder raslede ned på gaden.
Politiken kaldte aktionen for et attentat. De skrev også, at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. National Tidende kaldte aktionen for hærværk.
Transformerstation blæst væk
Natten mellem den 24. og 25. juli angreb BOPA Maskinfabrikken Petersen & Wraae i Heimdalsgade. Transformerstationen blev ligefrem blæst væk.
Den 23. august var målet Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement, senere kendt som LK – Nes. Fabrikken lå i Haraldsgade. Fabrikken producerede for ca. 2 millioner kr. elektriske artikler til tyskerne om året. I dag ville det nok have været en omsætning på ca. 100 millioner kroner.
Holdet mødtes på Café Tagensborg klokken 22. Efter at diverse vagter var blevet overmandet og arbejderne evakueret, blev sprængladningerne anbragt. Klokken 00.47 lød den første detonation, og fire minutter efter fulgte den næste. Tre transformatorer blev fuldstændig ødelagt, og hele færdiglageret blæste bort. Der udbrød brand i bakelitfabrikken.
Selv om det meste blev ødelagt, så kom fabrikken sig forbavsende hurtig. Allerede i 1944 steg virksomhedens aktier med 40 pct.
Den Danske Regering sagde nej
Måske var det denne aktion, der fik det berømte bæger til at flyde over. Den danske regering blev stillet over for et ultimatum. Enten indfører man dødsstraf for sabotage eller overtager tyskerne selv en række af myndighedernes beføjelser.
Regeringen havde en uge inden, opfordret befolkningen til besindighed og sammenhold. Men Scavenius måtte meddele Werner Best, at det danske folkestyre ikke kunne tilslutte sig de tyske krav.
Undtagelsestilstand
Svaret kom mindre end et døgn senere. Den danske hær og flåde blev afvæbnet. På Holmen sænkede søværnet sine egne skibe. Tyskerne kaldte aktionen Safari, og en række kendte danskere blev arresteret.
Om morgenen den 29. august kunne befolkningen læse, at der var indført undtagelsestilstand i hele landet. Regeringen var afsat, og der var indført dødsstraf ved sabotage.
Dansk politimand skudt af sabotører
Men dette afholdt nu ikke sabotørerne for at sprænge et stålhærderi på Lygten i luften. Bygningen styrtede sammen.
Det var pludselig blevet sværere, at være sabotør. En række stikkere gik rundt. Og den 23. november blev det rigtig dramatisk. En transformatorstation på Lygten skulle springes i luften. Det var tale om en stor bygning på fire etager. Bygningen blev bevogtet af dansk politi. Disse skulle holdes op, for at man kunne placere sprængladningerne.
Der lød et kæmpemæssigt brag og folk strømmede til. Det hele foregik midt i myldretiden. Men hullet var ikke stort nok. Folkene kunne ikke trænge helt ind i bygningen. En ny sprængladning blev derefter anbragt. De politifolk, der ankom til området blev holdt op en efter en. Nu lykkedes det endelig at få anbragt 25 kg’ s sprængstoffer på diverse steder.
Pladsen foran Lygten Station var sort af mennesker. Sabotørerne havde vanskeligheder ved at overskue situationen. Pludselig kom danske betjente cyklende fra Nørrebrogade op ad Lygten med pistoler. De begyndte at skyde. Fra Slangerup – banen kom en af sabotørerne løbende og skød mod en af betjentene. Denne sank om, ramt af sin landsmand. Han døde senere.
Sabotørerne skynder sig væk. Cirka 100 meter væk lyder det store brag. En vældig støvsky rejste sig. Aktionen vakte stor opmærksomhed. Det var forsidestof i Politiken:
Tyskernes Biograf angrebet
På Jagtvej lå biografen Coloseum. Den blev brugt af Værnemagten som soldaterbiograf med faste forevisninger flere gange om ugen. Dette førte til, at Holger Danske den 21. juni gennemførte en aktion mod stedet. Man placerede brand – og sprængbomber omkring bygningerne. Skaderne betød, at soldaterne ikke kunne bruge biografen i flere måneder.
Danmarks Frihedsråd dannet
Den 13. september blev Danmarks Frihedsråd dannet i en lejlighed på Nørrebrogade 156. på dørskiltet stod der Harilds Maskinbureau.
Man forsøgte at fungere som illegal regering, men det slog fejl. Det var også problemer med at påberåbe sig som talerør for en samlet modstandsbevægelse. Således mente, en del jyske modstandsbevægelser, at de ikke ville acceptere sådan noget københavneri.
Socialdemokratiet sagde Nej Tak til sidde i rådet, vel nok fordi kommunisterne havde så stor magt.
Man holdt aldrig et møde det samme sted to gange.
Frihedsrådet havde stor indflydelse
Rådet udarbejdede en liste over 40.000 mistænkte danskere, som arbejdede sammen tyskerne. Men beviserne holdt ikke i retten for langt de fleste.
Frihedsrådet havde stor indflydelse på retsopgøret efter besættelsestiden. De store firmaer slap for tiltale. De små og den enkelte borger måtte stå til regnskab. Man kan sige at retsopgøret havde en social slagside.
I slutningen af 1943 kunne gymnasiasterne fra Østre Borgerdyd kalde sig hærdede modstandsfolk. De havde da deltaget i 25 større eller mindre aktioner.
1944
Den 5. januar kunne man på Ydre Nørrebro høre fire eksplosioner. Det stammede fra et modelsnedkeri og et skomagerværksted, der blev ødelagt i Vedbækgade 4.
I Rovsinggade blev beboerne alle sammen vækket kl. 6.35 den 29. januar. Da eksploderede en bombe hos Generel Motors. Transformerstationen blev fuldstændig ødelagt. En mand blev fundet dræbt under en betonmur. En anden var blevet såret af pistolskud.
Klokken 13.45 blev der hørt skud samme sted. Det var tyske soldater, der forsøgte at jage nysgerrige væk fra kolonihaverne, hvor de kunne betragte ødelæggelserne.
Sabotagevagt dræbt
Den 4. marts var en sabotagevagt hos en virksomhed i Ryesgade 19 – 21 fundet dræbt uden for hans private bopæl. Han blev bragt til Rigshospitalet, men var afgået ved døden. Vidner forklarede at den afdøde var tysk marinevægter.
Seks ukendte mænd var den 10. marts ved arbejdstidsophør trængt ind på fabrikken Titan. De havde overrumplet sabotagevagterne og frataget dem 4 karabinder og 3 tromlerevolvere. Det samlede de i en sæk og kørte væk i en Motordroske.
Ramt i ryggen
En mand indfandt sig på Fælledvejens Politistation og meddelte, at der kort forinden havde fundet et revolver – overfald sted i porten til ejendommen Nørrebrogade 48. Kort efter var politiet til stede. Man fandt den 21 – årige Per Juul Martiny liggende i sin seng på 1. sal i samme ejendom. Han forklarede, at han havde været nede ved en brevkasse med et brev. Da han kom tilbage, var der to mandspersoner, der stillede sig i vejen for ham. De spurgte, om han var Per Juul Martiny. Han svarede ikke, og skyndte sig at løbe op ad trapperne. Her blev han ramt i ryggen af et skud. Han forklarede, at han ikke var særlig politisk aktiv, men national indstillet. Han var p.t. sammen med andre vagtmænd i Studenterforeningen.
Den 21. marts kl. 1.30 eksploderede en bombe i Kaffebaren, Fælledvej 10. Ejendommen led betydelig skade. Mange vinduer i de omkringliggende ejendomme knustes. En dame i nr. 9 blev indlagt med chok.
På 1. sal boede en Frikorpsmand
I beværtningen Egely, Elmegade 23, skete der 30. marts en eksplosion. Beværtningen blev fuldstændig raseret. Mange ruder blev knust i nabolaget. Ingen personer kom til skade. Værten forklarede, at han ikke var speciel politisk interesseret, og så mange tyskere kom der heller ikke i hans beværtning. Men i lejligheden lige over for, boede en frikopsmand, der var hjemme på orlov. Nogen gange skulle der ikke så meget til, inden modstandsbevægelsen slog til.
Den 18. april kl. 23.20 skete der flere eksplosioner i Skandinavisk Motor Compagni, Lundtoftegade 106. Der udbrød brand og alle virksomhedens bygninger var udbrændte. Alle de tyske motorvogne, der befandt sig i bygningerne udbrændte.
Den 11. maj kl.23.04 eksploderede en bombe der var lagt ude foran læderforretningen, Stefansgade 20. Virksomheden var ejet af et medlem af DNSAP.
Igen skud på dansk betjent
Syv dage efter blev sabotagevagt Ernst Otto Møblus dræbt af revolverskud ud for Fælledvej af tre til fire cyklister, der havde forfulgt ham. Under skydningen kom overbetjent A. Jørgensen alvorlig til skade, da han forsøgte at hjælpe den overfaldene. Han var først forsøgt afvæbnet. Men da dette mislykkedes skød en af gerningsmændene ham ned bagfra. Han blev straks kørt til operation på Rigshospitalet.
Politi blev holdt tilbage
Flere sabotører indfandt sig den 3. juni kl. 7.42 hos Smith, Mygind & Hüttemeiers Maskinfabrik, der lå mellem Nørrebrogade 66 og Guldbergsgade 27 og anbragte nogle bomber.
Station 6 sendte en transportvogn med overbetjent Bervild til stedet. Men de blev holdt op af 4 sabotører med maskinpistoler. Der blev skudt en salve mod politibilen. Og betjentene skød derefter efter sabotørerne. I rapporten berettes der om, at de fik ram på et par stykker.
Der skete stor skade på fabrikken. Ca. 4 bomber var eksploderet. Skaderne blev opgjort til en halv million kroner.
En stikker skulle likvideres
En af de mest farlige stikkere, var en medicinstuderende, der tjente til studierne ved at angive modstandsfolk. Den 15. juni kom man på sporet af ham, mens han var på vej til forelæsning på Rigshospitalet.
F havde været døddømt af modstandsbevægelsen i over et år. Derfor var han altid mandsopdækket af fem civilklædte og stærkt bevæbnede bodyguards fra Schalburgkorpset, når han bevægede sig rundt i byens gader.
Men nu var det nogen, der havde set ham på cykel på vej til forelæsning uden sine sædvanlige sikkerhedsvagter. Lige før han passerer Skt. Hans Torv falder skuddene. F drejer hovedet og udstøder et skrig. I næste nu styrter han af cyklen. På grund af den stærke fart trimler han hen over stenbroen. Hovedet slå imod med en dump lyd.
F ligger på ryggen, og forsøger at rejse sig. Han forsøger at få fat i sin pistol, der er faldet fra ham. Modstandsfolkene affyrer to skud mod hans hoved. Hovedet falder tilbage og han holder sig for øjnene.
To danske betjente kommer nu løbende fra Fælledvejens Politistation. De to modstandsfolk kaster nu en håndgranat ud på torvet. Alle kastede sig til jorden inklusive de to betjente. Modstandsfolkene tømmer nu stikkerens pistol mod brystet på ham. I alt blev der affyret 19 skud mod ham. De to modstandsfolk tager deres cykler og suser ned ad Nørre Alle.
Maskinfabrik jævnet med jorden
Den 24. juni lykkedes det for en gruppe sabotører, at komme ind på maskinfabrikken FKL på Tagensvej 97, hvor 150 mand arbejder i treholdsskift. Det lykkedes for vagterne at stikke af. Arbejderne var ikke særlig samarbejdsvillige og måtte trues med maskinpistoler. Kun modvilligt åbner de en dør til de vitale maskiner.
Sabotørerne medbragte 40 kg. Troctyl. Maskinfabrikken blev totalt jævnet med jorden.
Dobbeltaktion
Dagen efter blev der gennemført en aktion mod to fabrikker. Disse to fabrikker lå tæt ved hinanden i området mellem Østerbro og Nørrebro.
Den ene fabrik var forholdsvis lille, og bar navnet Ambi. Den lå i en gård i den del af Ryesgade, der lå mellem Fredensgade og Østerbrogade. De producerede tændsatser til tyske håndgranater.
Ambi var stærkt bevogtet. I et tårn med en meget stærk projektør, var der placeret bevæbnet vagt. Der var en løbegang, så vagtmandskab kunne tilkaldes hurtig. Selve taget var beskyttet med pigtråd ind til nabogårdene.
50 sabotører deltog
Den anden fabrik var væsentlig større. Den hed Nordværk. Den fremstillede rotorer til de tyske V2 – raketter, som skulle benyttes til at angribe London. Fabrikken lå få hundrede meter fra krydset Ryesgade/Fredensgade. Mellem Søerne og Blegdamsvej. Og kun få hundrede meter derfra lå Schalburgkorpsets store hovedkvarter i Frimurerlogen.
Ca. 50 sabotører deltog i aktionerne. Dækningsgrupperne gik i stilling fem forskellige steder. Nøjagtig kl. 5 startede aktionen på begge fabrikker. Ved Ambi blev der først kastet tre støbejernsrør fyldt med 30 kg. Trotyl i hver gennem to ovenlysvinduer. Dækningsgrupper beskød vagtmandskabet og fik ramt projektøren næsten inden den blev tændt.
Drønet fra 90 kg. Trotyl var overvældende, men man var alligevel ikke tilfreds med resultatet, så derfor placerede man et par ekstra bomber, som raserede bygningen totalt.
En af vagterne var ikke stukket af. Han forsøgte at besvare sabotørernes ild. Kort efter blev han dræbt.
Ved Nordværk måtte sabotørerne først sprænge et plankeværk i stumper og stykker, før man kunne komme ind på fabrikken og placere de medbragte bomber. Sprængningen fandt sted som planlagt. Men herefter gik det kludder i aktionen. De voldsomme eksplosioner havde tilkaldt både tyske soldater og danske politifolk. Og der udspandt sig voldsom ildkamp i gaderne, hvor kuglerne føg om ørene på alt og alle.
Var danske betjente for ivrige?
Ved Trepkasgade blev tre betjente såret. En modstandsmand, der får sin jakke gennemhullet bliver hjulpet af en bager i Fredensgade og slipper væk.
Politigården sendte en større udrykningsstyrke af sted. To betjente blev såret og en blev afvæbnet. Modstandsfolkene var dog skuffet over at de danske betjente var så ivrige.
De hede dage i juni
De sidste dage af juni måned var usædvanlig varme. Og danskerne havde fået nok af den tyske terror. I ni dage gik københavnerne på gaden i protest mod tyskerne. Dette kostede mange menneskeliv og sårede. Werner Best havde den 25. juni indført faktisk undtagelsestilstand i København.
Om aftenen klokken 20 måtte dansk politi genne folk ind, da begyndte spærretiden, men udsædvanlig mange mennesker var på gaderne på Nørrebro. Men mange mennesker strømmede ud på gaderne. De gik ind på politiets opfordring, men efter at politiet var væk, vrimlede de ud igen. Lidt efter klokken 21 blev der tændt bål i Rantzausgade. Klokken 22 sprang der en bombe på Blågårds Plads.
Schalburgkorpset viste ingen nåde i deres beskydning. Således blev en brandinspektør i uniform beskudt på sin motorcykel. Han kom kørende på hjørnet af Blågårdsgade/Nørrebrogade.
Klokken 23 rapporteres om kaos. Mange mennesker er blevet skudt, blandt andet er et par på Jagtvej blevet ramt. En telefondame havde fået skud gennem halsen.
Klokken 23.30 var der livlig skyderi i Rantzausgade, Åboulevarden og i gaderne i nærheden. Heldigvis var der ro og mennesketomt omkring 1.30
Tordenbyger forhindrede endnu større udskejelser
I Information kunne man læse om, hvad der foregik den 27. juni:
Men i Ryesgade kørte en tysk bil omkring 22.30 gennem gaden, mens passagererne skød efter folk med maskinpistoler.
I Baggesensgade blev en kvinde dræbt og tre andre personer såret efter skud fra en tysk patrulje. Det skete ved 23 – tiden. Status for den dag i København var tre døde og 13 sårede.
Lukket for gas, vand og el
Halvdelen af arbejderne i København havde nedlagt arbejdet i København onsdag den 28. juni.
Fredag den 30. juni vågnede københavnerne op med budskabet om, at otte modstandsfolk fra den berømte Hvidstens – gruppe var blevet henrettet. Sporvognspersonalet ved Nørrebro remise nedlægger arbejdet fra morgenstunden. Og klokken 7.30 var al sporvognskørsel indstillet.
Det var også denne dag, hvor der blev lukket for gas, vand og el. Man måtte i et par dage klare sig, som man bedst kunne. Snart var der organiseret fælles madlavning over bål i sidegader og baggårde.
Vand hentede man i søerne, men det var måske en god ide, at koge det først.
Barrikader på Nørrebrogade
Klokken 10 var Nørrebrogade sort af mennesker. Folk begyndte at bygge barrikader over Nørrebrogade. Arbejdsvogne, sten og tømmer og andet materiale blev brugt. Det meste blev anskaffet fra Blågårds Plads. På Nørrebrogade og Griffenfeldtsgade blev der antændt bål. Papirsflag med hammer og segl var anbragt i barrikaden. Disse blev under voldsomme protester fjernet af dansk politi.
Politifolk blev overfaldet med sten. Midt under optrinet kom en tysk soldat cyklende forbi. Han blev trukket af cyklen og overfaldet af menneskemængden. Politiet måtte redde ham.
Politiet måtte affyre varselsskud. Mængden fortrak, men vendte snart tilbage igen. Efterhånden kunne politiet med 25 mand ikke klare det store opbud, så de trak sig tilbage til stationen.
Men politiet var dog stadig i allerhøjeste alarmberedskab. Ved Fælledvejens Politistation var man ved 11 – tiden klar til at rykke ud igen. Omkring Kapelvej var der kæmpe flammer på ca. 1 meter fra bål i gaden.
Fra lyskurver vejede engelske, amerikanske og russiske flag.
Butikker plyndret og sat i brand
Ved middagstid begyndte et større opgør med værnemagere og tyskerpiger. Butikker blev nu plyndret og sat i brand. Under hele folkestrejken gik det ud over i alt 140 butikker på Vesterbro og Nørrebro. Nu var de ikke alle nazistiske eller værnemagere. Det drejede sig nok om at tilfredsstille de basale materielle behov end om en heroisk national frihedskamp.
Buldog plyndret og sat i brand
I ledningsnettet hang en voksenmannequin fra den nu plyndrede Bryde Nielsen – forretning eller nærmere varehuset Buldog.
I den illegale presse blev han betegnet som nazi – sympatisør. Men hvordan startede raseringen af det store varehus. Ja meningerne er forskellige. Det startede som en sabotageaktion og ideen var, at det ikke skulle fjernes så meget som en knap. Det var ikke en tyveaktion. Dem, der forsøgte blev sat på porten, og tyverikosterne frataget dem.
Ja sådan var rapporten fra modstandsbevægelsen. Men på Fælledvejens Politistation var der 12.40 indløbet en anmeldelse om plyndring af varehuset. Først flere timer efter meldes om brand.
Information skrev dagen efter om begivenhederne på Nørrebro:
Katastrofe på vej
Brandvæsnet blev nægtet adgang. Men problemet var, at branden bredte sig. Efterhånden var der også gået ild i Ravnsborggade 4. Hvis det ikke snart blev grebet ind, kunne det have udviklet sig til en katastrofe.
Politi fulgt hjem
Det danske politi kunne intet stille op. I Stengade blev en politiofficer og 7 – 8 betjente fulgt hjem. En stikker blev slået bevidstløs, da en halv snes mænd overfaldt ham. Med stor kraft blev der kastet tre – fire brosten mod hans hoved.
I Rantzausgade var der opløb uden for en slagterforretning tilhørende Trebbien. Ruder blev knust, og snart blev der kastet spegepølse, rullepølse, kødpølse og leverpostej ud til folk. Men butikken blev ikke kun plyndret, den blev ødelagt.
Brandattentater og plyndringer fortsatte om eftermiddagen på Nørrebro. Brandfolkene havde grundet barrikader svært ved at komme frem til brandene, og menneskemængden ville heller ikke give lov til at slukke dem.
Drama foran Stjernesko
Da Stjernesko, Nørrebrogade 56 skulle afbrændes, stod der sabotagevagter og skød ud på mængden. Her var masser af døde og sårede. En 11 – 12 årige dreng fik skudt sit ene ben af. Ude midt på gaden lå en ung mand i en masse blod. Over på det modsatte hjørne lå også 3 – 4 lemlæstede. Der var blevet skudt med et kraftigt våben.
I løbet af dagen havde tyske soldater opstillet kanoner, der kunne skyde ned af Nørrebrogade. Denne kanonstilling var opstillet på Nørrebros Runddel.
Dræbte og sårede overalt
Folk havde samlet sig til et bål i Griffenfeldtsgade – krydset omkring et bål. Uden varsel havde tyskerne skudt. Resultatet var at mellem 12 og 30 var enten blevet dræbt eller såret.
En familie havde netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej. Den ene cykel var sprængt i tre dele. Rundt om i opgange og sidegader lå der også dræbte og sårede.
I Hillerødgade var der væltet en lastbil. Gadebelægningen var brudt op i den ene side og blev brugt til barrikader. Her havde der samlet sig en masse mennesker.
De tyske myndigheder forbød, at der blev kørt med brandvæsnets og Zone – redningskorpsets køretøjer samt ambulancekørsel i tidsrummet 23 til 5. Det danske politi arbejdede dog videre natten igennem. I flere tilfælde blev deres ”salatfade” brugt til ambulancekørsel.
Tysk uniform på stativ
En episode som opstod på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Nørrebrogade, skal vi ikke glemme. Her var en tysk uniform blevet hængt på et stativ, der stod på gaden. Det tyske politi fra Gernersgade – vagten rykkede ud, besatte krydset, og begyndte at skyde mod vinduer og mod folk på gaden. Skuddene dræbte en og sårede flere.
Sommeraftenen var lys og varm. På Nørrebro var oprøret endnu ikke knækket trods mange døde og sårede. Der var stadig mange på gaderne efter klokken 20. Tyskerne eller deres forskellige terrorkorps kørte rundt i gaderne og skød navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldtsgade. Der lød skrig og råb fra sårede personer. Det danske politi måtte flere gange søge dækning for ikke at blive ramt.
Tvunget til at fjerne barrikader
Tidlig om morgenen, lørdag den 1. juli var tyske patruljer i gang på Nørrebrogade. Almindelige forbipasserende blev holdt op af tyske soldater og tvunget til at fjerne de barrikader, som var blevet bygget op på gaden. Under sammenstød mellem danskere og tyske soldater blev en mand skudt og dræbt ud for nummer 182.
Skudt for at hente mælk
På Fælledvej tilbød en mand nogle kvinder at hente mælk til deres småbørn. Kvinderne stod i porten til Fælledvej 15. De turde ikke at krydse vejen på grund af tyskernes skyderier. Mælken skulle hentes på det kommunale udleveringssted, Fælledvej 12. Vores hovedperson gik tværs over gaden, men ankommet til porten i nummer 12, blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham ned med sin pistol, så han segnede død om i porten.
Flere tilfældige forbipasserende blev ramt af tyskernes kugler på Fælledvej. En mandsperson blev ramt af et projektil, således at hans underansigt blev fuldstændig afrevet. En brandmester iført uniform var på vej hjem fra endt tjeneste på Fælledvejens Brandstation. Han blev også ramt.
Kanoner opstillet
Senere opstillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede mod beboelsesejendommen, Thorupsgade 15. Da kanonen blev affyret sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade og dræbte en beboer, der boede på anden sal.
I løbet af formiddagen havde tyskerne opstillet kanoner på blandt andet Nørrebrogade, Skt. Hans Torv og Blågårdsgade. Sværtbevæbnede patruljer kørte skydende gennem gaderne. I store lastbiler kørte tyskerne rundt efter unge mennesker i kvarteret. De blev tvunget til at rydde barrikaderne rundt i kvarteret.
Så snart der var samlet mere end fem mennesker på et sted, begyndte tyskerne at skyde. Der røg endnu fra stormagasinet Buldog. Muren imod Ransborggade hældede faretruende. Huset stod sort og udhulet som en rådden tand.
Det lignede krig
Omkring Stengade, Skt. Jørgensgade og Griffenfeldtsgade lignede det en krig. Nogle steder var der ligefrem konstrueret skyttegrave. Palsbøls Skrædderfirma var fuldstændig udbrændt. Tyske uniformer fra den brændende bygning var slæbt på gaden, hvor de var nedtrampet og revet i stykker af den rasende befolkning.
I skyggen af træerne på Nørre Søgade skød tyskerne over Dronning Louises Bro.
Klokken 17.30 passerede en lastbil med Schalburg – folk hjørnet af Nørrebrogade/Fælledvej. Her gav de sig uden mindste varsel til at skyde på folk. Flere blev ramt.
Marinevægter nedskudt
Den 25. juli omkring 7 – tiden kom en kraftig mand cyklende af Nørre Alle ved Rigshospitalet. Det han ikke vidste, var, at det var hans sidste minutter. Han var marinevægter for tyskerne. To medlemmer fra BOPA ventede på ham. Han forsøgte at køre væk, men forfølgerne indhentede ham. En revolver blev skudt i nakken på ham. Med et brøl faldt han af cyklen. To skud i panden gjorde det endelig af med ham. De to modstandsmænd sprang på deres cykler. Ved næste kryds skiltes deres veje.
Stikker og bøddel likvideret
Den 7. august klokken 20.15 blev den tidligere politibetjent Robert Sustmann Ment, der nu var ansat ved det tyske politi dræbt på en linje 16 – sporvogn ved hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Ja, det var faktisk ud for det nedbrændte varehus Buldog. Han blev dræbt af et pistolskud i nakken.
Sustmann – Ment var kendt som Birkedals assistent og stod blandt andet for tortur. Han blev genkendt af en ung BOPA – sabotør på Jagtvej, Sabotøren kunne se på politimandens gang, at han var iført en skudsikker vest. Han var på vej fra sit hjem på Jagtvej til Schell – Huset. Tre sabotører nåede at springe på samme sporvogn.
Efter episoden fulgte der en voldsom hævnaktion fra tyskernes side. 11 BOPA – medlemmer blev skudt på en øde landevej mellem Roskilde og Ringsted, omtrent ud for Osted. Dette skete den 9. august.
De to hovedansvarlige er aldrig blevet dømt for dette. Den ene blev endda vicepolitimester i Berlin og viste Robert Kennedy rundt i byen.
Og en af de danske forrædere, der var med oprettede et firma i Hamborg. Han kunne så fortsætte en tryg pensionisttilværelse dernede, uden at blive straffet for denne forseelse, og andre som han havde deltaget i.
Man kan så komme ind på regeringens syn på krigsforbrydere. Ingen tyskere blev dødsdømt, men danske håndlangere blev skudt. Det endte med, at 43 blev skudt. Men alle tyske krigsforbrydere blev sendt hjem i 1953.
Søgt tilflugt på tag
Den 8. august blev der ud for Bregnerødgade 9 kastet flere håndgranater. Flere butiksruder blev knust. Entredøren til 1. salen blev gennemhullet af projektiler. Lejlighedens indehaver var alvorlig såret. Blodspor afslørede, at han havde søgt tilflugt på loftet. Indehaverens to sønner på 15 og 17 år blev også alvorlig såret.
Ingen øl på Café Runddelen
Tre tyske soldater ville gerne have en øl på Café Runddelen den 16. august. De havde truet værten, men han havde sagt, at det var udsolgt. Da soldaterne så forlod værtshuset havde gæster råbt ud efter dem.
To dage efter blev en vagtleder på fabrikken Dan, Bragesgade 10 beskudt af to cyklister, som overhalede ham, da han kørte på cykel ad Hørsholmgade. Han blev hårdt såret bragt til Rigshospitalet.
Den 19. august skød det tyske politi ud for Nørrebrogade 169. Det var en ung mand, der var deserteret fra SS. Den pågældende blev såret og efterfølgende anholdt. Under skydningen blev en tilfældig forbipasserende kvinde fra Sorgenfrigade såret.
I efteråret 1944 kunne HIPO finde på, at stoppe sporvognene og så kræve at få forevist legitimationskort forevist. Og de kunne finde på hvad som helst, hvis man lige havde glemt sit kort. Det skete ofte, at de standsede linje 18 – sporvognen.
Tyskerne led tab på 19 personer
En gruppe på 50 mand slog til mod A/S Motorfabrikken Dan i Bragesgade. En dækningsgruppe havde taget stilling på Nørrebrogade. Syv mand trængte ind på nabovirksomheden Atlas. Fra en sporvejsremisse overfor kunne de beskyde et vagttårn på motorfabrikken. Endelig gik to mand i stilling i en opgang i Bragesgade 12.
Men man havde undervurderet sprængstoffets virkning, så de måtte i gang nok engang. Nogle af vagterne blev dræbt, og dem, der endnu var i live fik masser af håndgranater. Pludselig skvattede taget sammen.
Ildkampen havde påkaldt både Værnemagten og HIPO. Der kom til en heftig skudveksling. Tyskerne og deres håndlangere havde lidt et tab på 19 personer. Sabotørerne mistede en person, mens fire blev såret.
Efterhånden havde tyskerne besat en række lokaler rundt om i Bydelen. Foran Folkets Hus var der pigtråd foran. Da Havremarkens Skole blev besat måtte man finde nye lokaler til skolebørnene. Nogle måtte placeres i nogle aldersrenteboliger i Hillerødgade.
Forbrudt sig mod småpiger
Københavns Vagtværn, som på Nørrebro havde til huse i Møllegade blev den 8. november alarmeret fra Baggesensgade 25. En dreng var blevet overfaldet af en beruset voldsmand. En stor menneskemængde var kommet til, og havde befriet drengen. Men det lykkedes for voldsmanden at få sin revolver frem. Han truede en bilist til at udlevere sin bil. Men det lykkedes for bilisten at fraviste revolveren fra voldsmanden. Menneskemængden trak ham ud af bilen og begyndte at tæve ham.
Da Københavns Vagtværn kom til, trak de stavene og befriede voldsmanden. Manden indrømmede at han var dansk medlem af Waffen SS. Fra anden side blev der oplyst, at han havde forbrudt sig mod flere småpiger.
Ved middagstid den 1. december blev der begået sabotage mod Dansk Industri Renseri, Thorsgade 121. Nogle bevæbnede mænd var trængt ind i virksomheden og anbragt bomber i den to – etagers bygning. Bomberne eksploderede straks, og der opstod brand i mange brændbare væsker. Ejendommen blev stærk ødelagt. Virksomheden rensede blandt andet tyske uniformer.
Dansk SS – mand skudt ned
Dagen efter om eftermiddagen blev en dansk SS – mand skudt og dræbt på hjørnet af Nørrebrogade/Thorsgade. Sammen med tre andre kom han ud af en beværtning, da en af de to forreste mænd i selskabet trak sin revolver og skød ham.
Frk. Jensens første aktion
Gudrun Jensen alias Frk. Jensen havde sin egen likvideringsgruppe. I december havde hun fået sin første opgave. Ofret var fru Susment Ment. Hendes mand var blevet likvideret tilbage i august. Hun blev skudt på hjørnet af Stefansgade/Husumgade. Hendes bopæl var Jagtvej 87.
Gruppen havde trukket lod om hvem der skulle skyde. Det blev Paul. Han gik helt op til hende, og trykkede af. Hendes hoved blev fuldstændig knust. De hunde, som hun havde med sig lagde sig tæt ind til hende og begyndte at hyle hjerteskærende. Modstandsfolkene skyndte sig fra stedet.
Efter hendes mands likvidering havde hun fortsat sit samarbejde med tyskerne. Hun var telefondame, og kunne viderebringe værdifulde oplysninger.
Havde stukket to personer
En midaldrende mand blev den 11. december dræbt ud for Nørrebrogade 70. Om formiddagen blev en mand, der var medlem af Schalburgkorpset dræbt i Elmegade.
Københavns Vagtværn blev ved midnatstid den 15. december kaldt til ejendommen, Baggesensvej 28 A. Meldingen lød, at 7 revolverbevæbnede personer havde besat ejendommen. Det viste sig, at døren til 2. sal, hvor en smugkrovært boede var sprængt.
Lejligheden var tom, men bar præg af, at her var foregået en kamp. Et øjeblik efter kom værten selv til stede. Han forklarede, at han sammen med en dame var flygtet op på taget, hvor de havde gemt sig. Selv mente han, at grunden til episoden var, at han to dage forinden havde stukket to personer til det tyske politi.
Den 22. december blev en mand dræbt ud for Kapelvej 78. Det var et bud, hvis bopæl var Jægersborggade 3, 3. sal. Han var bud, og kom kørende på en trehjulet cykel med en dreng på ladet.
1945
I snevinteren 1945 var der uddeling af overskuds – konserves fra nogle af Nørrebros skoler. Det foregik en søndag eftermiddag. En hyggelig stemning bredte sig, men den blev pludselig ødelagt. For pludselig dukkede HIPO – folk op. Og disse, mørkets mænd kunne i den grad ødelægge den gode stemning.
Døde og sårede
Den 20. januar om morgenen blev vaskeriet Guldborg, Guldbergsgade 84 fuldstændig ødelagt. Vaskeriejeren blev taget på sengen af bevæbnede mænd. I vaskeriet, som havde en del uniformer til rensning, blev tøjet overhældt med saltsyre før bygningen blev bombet.
Den 25. januar forekom der ved 21 – tiden et skyderi på hjørnet af Struenseegade og Skyttegade. Herunder blev en kvinde skudt gennem hovedet. Hun blev bragt på Militærhospitalet, hvor hun senere døde. To andre blev alvorlig såret.
Skud på Skolebørn
En flok unge mennesker kom fra gymnastik i Hans Tavsensgades Skole. De gik over skolegården og pludselig blev der kommanderet Hænderne op. Åbenbart gik det ikke hurtigt nok. For pludselig blev der skudt mod skoleeleverne. To af disse blev ramt. De andre undgik det ved at kaste sig til jorden.
I en baggård til Nørrebrogade 200 blev der den 1. februar fra morgenstunden fundet en død mand, som havde fået to skud gennem hovedet. Formentlig er han blevet skudt på gaden og har slæbt sig ind i gården.
Må jeg give en omgang
På Café Luna, Jagtvej 171 satte en civil person sad ved et bord den 2. februar. Her sad i forvejen andre gæster. ”Må jeg give en omgang”, spurgte han. Pludselig gled hans frakke til side, og gæsterne kunne se, at han bar marinevægter – uniform. Det afstedkom en reaktion fra en af de andre gæster, der tog ham i kravetrøjen:
Men den ny gæst, der var vagtmand på Vanløse Flyveplads, trak sin pistol. Han gik hen til telefonen for at tilkalde hjælp, men det lykkedes åbenbart ikke. Flere personer overfaldt ham nu, og tog hans revolver.
Men det lykkedes ham at flygte. Og det skete mod Aldersrogade. Men gæsterne forfulgte ham, og blandt dem var en del modstandsfolk. Der lød fem – seks skud. Dagen efter fandt man en død mand i marineværnsuniform i Teglværksgade.
Forgæves flugt
Om eftermiddagen den 7. februar kom en Gestapo – mand og en civilklædt tysker ind i Café Lynet i Blågårdsgade, og går hen mod en person, hvis bopæl var Eigildsgade 32. Han stod og spillede billard. Da manden opdagede tyskerne, forsøgte han at flygte. Men han blev beskudt og såret i maven. Han blev bragt til Nyelandsvej Lazaret. Men han var død ved ankomsten.
Hævnaktion mod Café Luna
Tyskerne havde ikke glemt episoden fra Café Luna. Den 9. februar samledes folk fra den berygtede terrorgruppe Schiøler – gruppen og diskuterede en plan. Man ville bryde ind i værtshuset og anbringe en sprængladningen under musiktribunen. Ved 23 – tiden mødtes man i en lejlighed i Elmegade. Bagefter anbragte man sprængladningen.
Den oprindelig plan var, at det skulle have kostet masser af menneskeliv. Den 11. februar kl. 19.30 lød der et lille knald under musiktribunen. Flammerne stod op mellem gulvbrædderne. Branden udviklede sig voldsomt. Den kunne ikke slukkes, og det resulterede i massive ødelæggelser. Men heldigvis kom ingen mennesker til skade.
Efterfølgende opstod der skyderi ved Nørrebros Runddel. Passagerene i de forbipasserende sporvogne måtte lægge sig ned for ikke at blive ramt.
Fastelavnsfest endte i tragedie
I en bygning i Griffenfeldtsgade 7 blev der den 11. februar afholdt en sluttet fest. Man afholdt fastelavnsfest. Her mente HIPO – folk, at der skulle laves en razzia. Af en eller anden grund blev der åbnet ild både indenfor og udenfor. En blev dræbt og 3 blev såret. Den dræbte var en jord – og betonarbejder, der tilfældigvis kom forbi med sin hustru og tre børn.
Læge i skudlinjen
To dage efter blev det meddelt, at læge Ulf Hansen var afgået ved døden. Lægen, der havde bopæl, Åboulevarden 86 blev hårdt såret, da han på sin motorcykel kom ind i skudlinjen. Han var på vej hjem fra et sygebesøg, da han ramtes bagfra af et projektil.
Fabrikken Drico i Blågårdsgade 36E blev fuldstændig ødelagt ved en sabotageaktion. Fabrikken fremstillede røntgenapparater og havde til huse på 3. sal. Ved eksplosionerne blev to etager nedenunder, hvor trykkeriet Cicero lå ligeledes ødelagt. Der skete omfattende skader på nabobygningerne.
På jagt efter stikkere
Modstandsbevægelsen var på jagt efter en Stikker – gruppe, Sahl – gruppen. En af gruppens medlemmer hed Henrik Wahlting med dæknavnet Mr. Smile. Sammen med sin kone drev han Café 44 i Rantzausgade. Tyskerne havde åbenbart finansieret købet. På den måde håbede man, at kunne infiltrere modstandsgrupper.
Den 23. februar angreb BOPA deres private bopæl. Her skød man lederen af stikkerguppen samt Henriks kone. Mr. Smile tog man med, torturerede ham og forsøgte at presse informationer ud af ham. Senere kørte man ham til Buddinge og skød ham.
Drama omkring Blågårdsgade
Et sandt drama udspillede sig i eftermiddagstimerne i og omkring Blågårdsgade den 27. februar. En halv snes dræbte og sårede blev kørt væk i brandvæsnets ambulancer.
Det hele begyndte med, at to mænd holdt nogle sortbørs – folk op på hjørnet af Blågårdsgade og Baggesensgade. Der blev taget nogle cigaretter fra de to. Men de tog så deres revolver frem. En større menneskemængde fulgte dem, herunder blå to såret.
Menneskemængden fik dog fat i dem og gennempryglede dem så voldsomt, at de blev bevidstløse. HIPO – folk kom og hentede dem. Det viste sig nemlig, at de havde tysk Ausweis.
HIPO – folk dræbt
Et par timer senere blev brandvæsnets ambulance alarmeret til hjørnet af Todesgade og Blågårds Plads. Her fandt man en af politiets lukkede udrykningsvogne gennemhullet af kugler. På førersædet sad en mand død ved rattet. Det menes også at være kastet en åndgranat ind i vognen. Vognen var blevet tilkaldt, fordi der skulle foretages en razzia i en kaffebar. Ved episoden blev der i hvert fald dræbt 2 HIPO – mænd og fire hårdt såret. En anden døde, inden ambulance nåede frem.
Butikker raseret
Ved 22 – tiden blev en del forretninger i Blågårdsgade hærget af bombeeksplosioner. Blandt de bomberamte var restaurant Sevilla i nummer 29A, slagterbutikken i nr. 12, Restaurant Lynet og to forretninger i Nora – centralens ejendom i nummer 8., hvor der blev skudt gennem ruderne. Butikker i nr. 12 og 14 blev også ødelagt. Privatlejligheder var ramt af adskillige kugler.
Terrorgrupper i aktion
Schøiler – gruppen mente, at denne aktion skulle hævnes. Bogtrykker Evald Jensen blev brutalt myrdet. Det samme skete ude i Haveforeningen Lersøen, hvor Ernst Christiansen måtte lade livet.
Næste dag var den gal igen i kvarteret. To mænd var blevet skudt i Baggesensgade af en HIPO –vogn.
Ved 14.30 – tiden den 2. marts affyrede en mand i Elmegade en række skud mod to andre, der kom gående sammen. De sank begge om. Den ene var dræbt på stedet. Den anden døde senere. Et øjeblik efter kom 5 – 6 andre mænd og gav sig til at skyde med maskinpistoler ned ad gaden. Der kom også tyske soldater til. Efter at mændene havde legimiteret sig over for soldaterne trak de sig tilbage. Måske var det HIPO – folk? Resultatet blev to dræbte og mindst to sårede.
Lidt senere bar der atter skyderi i Blågårdskvarteret. HIPO – folk kørte igen skydende rundt.
20 dræbte/sårede
Den 11. marts var det danske vagtværn, der var oprettet efter, at det danske politi var blevet arresteret på patrulje i Hillerødgade. Pludselig befandt de sig i et voldsomt skyderi. Vi dukker lige ned i rapporten:
På vejen hjemad blev vagtværnet mødt af ophidsede HIPO’ er:
Skydningen, som også bredte sig til Bragesgade varede i alt fire timer. Skydningen gik også ud over forbipasserende. I alt var tabet på 20 sårede eller døde.
Det kom ofte til farlige situationer mellem Vagtværnet og HIPO. Og det paradoksale er, at Det Tyske Sikkerhedspoliti i disse situationer var på vagtværnets side.
En blodig dag i marts
I forbindelse med razziaer og skyderier blev der den 25. marts dræbt 6 personer og adskillige sårede på Nørrebro.
HIPO – folk i aktion
Den 28. marts forsøgte det danske vagtværn, at arrestere en mand, som solgte varer på Den Sorte Børs på Nørrebro. Det lykkedes ikke i første omgang at pågribe ham. Han søgte ind på Jørgens Bar. Her holdt sortbørshandlerne til. Da Vagtværnet kom en i værtshuset sprang alle gæster på dem. Det lykkedes at anholde manden.
Men dagen efter viste det sig, at han var HIPO – mand og måtte løslades. Dagen efter igen mødte han op sammen med to andre bevæbnet med maskinpistoler. De forlangte, at den person, der havde ledet aktionen på Jørgens Bar fulgte med. Der opstod nu en kamp med flere skud. En række personer blev alvorlig såret. Det tyske politi mødte op, og standsede kampene. Om det fik konsekvenser for HIPO – folkene vides ikke.
Et rovmord skjult som likvidering
Nu var det ikke sådan, at alle likvideringer gik lige efter bogen. Det skete, at man var for hurtig ude, og likviderede uskyldige. Der er ikke rigtig nogen pålidelige tal, der viser, hvor mange uskyldige, der gik til. Og hvis man vil søge aktindsigt i dette, så forsøger myndighederne i den grad, at spænde ben.
Således blev den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen den 4. april bortført af fire bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Samme dag blev han fundet skudt med tre skud gennem hovedet i Utterslev Mose.
Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog. Og de var dumme nok til samme dag, at forsøge at hæve penge. Det lignede et rovmord.
Men efter krigen blev ingen af drabsmændene dømt. Det blev forhindret af ministeren for særlige anliggender, Frode Jacobsen. Man ville ikke have, at modstandsbevægelsens ry blev tilsmudset.
Den unge politifuldmægtige Valdemar Nielsen havde ellers hurtigt opklaret sagen. Men da fuldmægtigen var på vej til gerningsstedet, var det lige før, at han og hans chauffør, en eftersøgt politibetjent fra Tinglev også var blevet likvideret af folk fra modstandsbevægelsen Holger Danske.
Afdelingsbestyreren i Bikubens Jagtvej – afdeling havde givet et godt signalement af en af gerningsmændene. Mistanken rettede sig hurtig mod Jens Christian Dundahl. Han havde før arbejdet for tyskerne med var nu gået over til modstandsbevægelsen. Men så var det jo lige det, at faderen var landsretssagfører. Der blev truffet aftale om, at sønnen skulle eksporteres til udlandet. Og som skrevet de tre andre gerningsmænd slap også for tiltale til stor underen for den unge politifuldmægtige.
En uheldig invitation
Et ægtepar fra Ryesgade 85 var inviteret til selskab på Tagensvej den 17 april. Men ud for nummer 29 blev de beskudt. Og det var antagelig af dem, der havde inviteret. Manden døde på stedet, kvinden blev skudt i skulderen.
En uheldig orlov
Vagtværnet blev den 18. april kaldt til Tjørnegade 4 B 4. sal th. En mand var blevet dræbt ved skud i tindingen. Manden havde meldt sig til SS Viking, og var hjemme på orlov. Han fejrede sin forlovelse, da to mænd kom op, og spurgte efter slagter Olsen. De kom så indenfor og affyrede så skud mod manden, der dræbtes på stedet.
Ved midnatstid hørte beboerne eksplosioner fra Nørrebro Station. Stationens 20 tons læssekran blev ødelagt. Ligeledes blev en godsvogn, der indeholdt uniformer og fodtøj.
Den 27. april fandt man en ukendt mand, der var skudt i maven ud for Guldberggade 8.
Kvinde voldtaget
På Sjællandsgade kom en tysk politisoldat cyklende den 29. april omkring midnatstid. Men en pistol i hånden forlanger han legimitationskort. Han kommandere to mænd væk og trækker af med den ledsagende kvinde.
De to mænd, hvoraf den ene er kvindens mand henvender sig hos Det Danske Vagtværn i Møllegade. Her sætter man sig straks i forbindelse med Det Tyske Feltgendammeri. De kommer med det samme og sætter en stor eftersøgning i værk. Kort efter ringer fruen. Det bliver konstateret, at hun er blevet voldtaget på Nørrebrogade.
Afvist på Kommunehospitalet
Hun bliver kørt til Kommunehospitalet, hvor hun dog bliver afvist. Den vagthavende læge havde sagt:
Efter afvisningen sørger Vagtværnet for, at hun blev undersøgt af en privat læge.
I mellem tiden var tyskeren på cyklen blevet efterlyst. I Slotsgade kommer man på sporet af tyskeren, der er ved antaste endnu en kvinde. Denne oplysning gik nu videre til Overfaldskommandoen. Det lykkedes at anholde manden. Skulderstropperne blev med det samme revet af politisoldaten, samtidig med at de slog ham med en geværkolbe. Til Vagtværnet blev det oplyst, at han ville blive skudt. Det viste sig, at manden også havde voltaget en kvinde på Østerbro.
Befrielsen
Alene i København omkom 54 mennesker i den 4. og 5. maj.
Modstandsbevægelsen havde overtaget bevogtningen, men mange var måske lidt for hurtig på aftrækkeren. I nogle tilfælde kom det til skyderier mellem tyske soldater og modstandsbevægelsen.
Hård modtagelse af Den Danske Brigade
Da Den Danske Brigade kom fra Sverige den 6. maj blev de godt modtaget. De havde blandt andet flødekarameller med til børnene. Men pludselig gik det galt. Fra taget i nogle bygninger på Julius Blomsgade stod der pludselig en masse hipoer og skød ned i gården på Havremarkens Skole, hvor brigaden var forsamlet.
Tre medlemmer fra brigaden blev dræbt ved aktionen, men en masse blev også såret, blandt andet nogle børn, der var blevet ramt af glaskår, da vinduerne blev smadret af skud.
En urolig befrielse
Vi skal helt frem til 16. maj, hvor der ikke fremkom daglige døsfald blandt modstandsbevægelsen. Men likvideringerne af folk der samarbejde med tyskerne fortsatte.
Om morgenen den 7. maj var modstandsbevægelsens tab i København opgjort til 83 dræbte og over 500 sårede. Befrielsen var bestemt ikke gratis.
Interessante Fakta
Kilde:
September 12, 2015
Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter?
Vi befinder os lige syd for Højer ved Den Hvide Bro. Her ligger en 4 – etagers bygning der rummer potentiale til et stort oplevelsescenter. Vi giver nogle bud på, hvad vi forstår ved et oplevelsescenter. Hvis det gribes rigtig an, og kan der skaffes nok økonomi, især til driften, kan der her skabes noget virkeligt stort. Det kan få betydning for hele området. Vi skal have en seriøs tilgang til det uden tivolisering. Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. Grunden til at www.dengang.dk bringer dette er en fantastisk erindring om området. Se også den store artikelhenvisning bagerst i artiklen.
Ude i Ny Frederikskog
Hvor er vi tit kommet forbi denne bygning, når vi kom med rutebil fra Tønder til Højer. Fra rutebilstationen i Højer gik vi så ud til Ny Frederikskog, hvor Oma og Opa boede. Ja det hed hvis nok 2. katastrofevej.
Min mor var ikke meget for, at gå over Den Hvide Bro. Neden under løb Vidåen. Og lige her er det hvis meget dybt. Og det er faktisk her Den Hvide Fabrik ligger. Ja den er overhovedet ikke hvid. Men den er sikkert opkaldt efter Vidåen, der også staves Hvidåen.
Oppe fra Opa og Omas soveværelsesvindue kunne vi i det fjerne se, når togene kørte over dæmningen til Sild. Det så faktisk ud til, at de kørte direkte på vandet.
Fra køkkenvinduet var der direkte udblik til Den Hvide Fabrik.
Livet i Marsken
Det var også her, at man tilbragte så mangen en sommer. Jeg fulgte med, når Opa bandt fiskegarn og Oma ordnede Sut, som hun havde plukket ude i Forlandet. Vi stod også på den gamle sluse, hvor Opa pegede ud mod Jordsand, og fortalte historier derfra.
Som bekendt eksisterer Jordsand slet ikke mere.
Opa havde en rigtig fiskekutter og hjalp til på slusen. Han var nærmest til tider slusemester. Det var så vel og mærke den gamle sluse.
Hos Oma og Opa lærte man en række dejlige mennesker at kende, naboerne og naboens børn samt folk fra nabogårde og husmandssteder.
Ude på ”Forlandet”
Vi badede ude i de såkaldte priler ude på forlandet, og blev gjort opmærksom på, hvornår der blev højvande. Vi byggede faktisk også tømmerfloder herude. Men når vi glemte, at trække disse op på diget, var de ødelagt af vandet næste gang vi kom.
Når der var stormvejr, sad Opa ofte med sin B&O transistorradio og lyttede til Blåvand og Lyngby Radio. Han lyttede til, når folk fra skibene ude fra Vesterhavet talte med familien inde på land.
”Sat ål mæ snaps til”
Det var også herude i Ny Frederikskog at jeg blev træt af, at spise fisk. Jeg havde indtryk af, at vi fik det næsten morgen, middag og aften. Ja familien elsker stadig at få
Det er så meget at fortælle
Tænk og nu adskillige år efter, bliver man så inviteret til Højer for at fortælle om byens historie. Hvor er man i grunden privilegeret. Og det bliver selvfølgelig også en realitet, når man nu engang bliver pensioneret. Det er lidt langt fra Østerbro til Højer.
For hold da op, hvor er det meget at fortælle om byen og egnen. Der er jo slet ikke noget, der ligner dette andre steder i landet. Et par foreninger i Højer har da også fået lov til at bruge diverse artikler for at beskrive egnens kvaliteter, kultur og historie.
Hvordan videreformidler vi denne kultur og historie?
Men er hele lokalbefolkningen og de besøgende klar over, hvilken kulturskat, man besidder? Tænk, hvis man på en smart måde kan videreformidle dette. Det har undertegnede faktisk tænkt over, siden de første artikler om egnen blev nedfældet.
Ja nu er det sikkert adskillige, der har en langt større historisk viden om egnen end undertegnede. Men jeg synes selv, at jeg har erindringen om denne fantastiske egn i frisk erindring.
Er du forvirret, så fortsæt!
Og så skal man faktisk møde en på Nørrebro som sammen med sin familie har nogle fantastiske ideer, der måske kan få disse tanker realiseret. Og så pludselig møder man ligeledes på Nørrebro en person, hvis forfædre har arbejdet på en vognfabrik, der havde tilknytning til Den Hvide Fabrik. Og stolt kunne denne så meddele, at man ude i cafeteriet ved den nye sluse havde opsat en indrammet artikel fra en ugeavis, som berettede om en Kongebil produceret i Højer.
Er du forvirret, så er det grund til, at du fortsætter med at læse denne artikel.
Vadehavet er verdensarv
Tænk engang, at Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. På den måde kommer mine erindringer i perspektiv. Der er en grund til, at udstille de naturværdier, som egnen dækker over.
Kan tiltrække endnu flere
I langt højere grad kan Vadehavet tiltrække turister, naturelskere, skolebørn, familier og andre gæster. Og hvorfor ikke lave endnu et oplevelsescenter midt i Marsken. Der findes da godt nok nogen, der har fulgt tråden op.
Dyrefoder af søgræs
Men se engang her. Lige her ved Vidåen eller Højer Kanal ved Den Hvide Bro ligger en markant fire etagers bygning. Det er netop Den Hvide Fabrik.
Som vi i tidligere artikler har beskrevet blev bygningen opført omkring 1918 af Det Slesvig Holstenske Fodermelsselskab. Man fremstillede dyrefoder af søgræs.
Siden har bygningen været brugt til bilproduktion, ispindefabrik, produktion af stearinlys o.s.v. Og nu er bygningen til salg.
Røre, lugte, se, høre og smage
Den ligger her midt i marsken. Efter en restaurering kan bygningen rumme alt det, der skal til for at gøre den særegne natur og historie levende. Her skal man kunne røre, lugte, se, høre og smage de mange fisk og havpattedyr, der er i vadehavet. Her skal man blive klogere på Vadehavets dyre – og planteliv og tage den viden med hjem.
Masser af historie og kultur
Her kan man formidle historien om de talrige stormfloder egnen har været udsat for, og de lidelser som lokalbefolkningen har kæmpet med. Her kan man fortælle ”en slags nybyggerhistorie” om den kamp, man har haft for at få bugt med marsken. Og de færreste ved sikkert, at i Vadehavet huserede vikingerne også.
Og så har Højer jo også haft en meget livlig havneby. Man tog arven op efter Tønder. Og her ude i Marsken havde det såkaldte Bådfolk også en stor kulturel betydning. Ja man kunne fortsætte med digebygning m.m. For ikke at trætte læserne, så henviser vi lige til andre artikler i slutningen af denne med historier, der kan fokuseres på.
Se dette scenarie
De fire etager kunne rumme forskellige tiltag. Et scenarie kunne være:
Stueetagen:
Her skal der etableres indendørs akvarium med fisk og havdyr fra Vadehavet. Og der skal etableres følekar med levende Vadehavsdyr. Her skal dissekeres fisk fra Vadehavet. Børn og andre gæster vil få mulighed for at røre ved levende krabber, muslinger, østers, fladfisk o.s.v.
Der kan for eksempel være kanoudlejning
Her skal være en udstilling om den karosseri – og bilproduktion, der har fundet sted i Højer. I 1877 åbnede J.H. Jensen et karetmagerværksted i Højer. De kareter, jumpere og andre hestetrukne køretøjer, der udgik fra værkstedet var af meget høj kvalitet. Bl.a. bruger kongehuset stadig en karet fremstillet i Højer. Tønder Kommune har en bryllupskaret og en rustvogn. Fabrikken markerede sig siden ved at bygge personautomobilkarrosserier og igen af meget høj håndværksmæssig kvalitet. En af Christian den Tiendes biler, produceret i Højer er i dag udstillet på Egeskov Slot. Der blev hvert år fremstillet ca. 20 luksusbiler, som blev solgt i ind – og udland. I 1959 blev den sidste produktion indstillet. (Se artikeloversigt, her er mere om historien bag produktionen og tilknytningen til ”Den Hvide Fabrik”)
Første etage:
Har skal gæster kunne komme og få indblik i Vadehavet og dets storslåede og varierede natur – og dyreliv. Det er en permanent udstilling, der har fokus på vidensformidling.
Her skal kunstnere, kokke, designere og andre lokale arbejde aktivt på en særudstilling, der bliver produceret på stedet og vist på stedet. Gæsterne skal kunne snakke med den, der arbejder i værkstedet. Og i det omfang det er muligt også kunne deltage. Den levende særudstilling kan for eksempel være:
Hvert år arbejdes der aktivt med et nyt emne i værkstedet, og hvis det munder ud i nogle konkrete genstande, kan det om muligt blive en del af den permanente udstilling.
Her skal der være projektor og lærred til filfremvisning om Vadehavet, fugle, havdyr, tidevandet, sort sol osv. Der skal være plads til foredrag, og der skal være plads til at hænge ud i sækkestole og fordybe sig i bøger og andet materiale om Vadehavet.
Der skal være tegne – og male ting og andre tiltag, der appellerer til kreativitet. Stedet skal indrettes til skoleklasser og til de store grupper af sort sol – turister, der i forvejen kommer til området.
De øverste etager
Enten kan det etableres luksus – lejligheder til udlejning til velhavende turister, eller almindelige lejligheder til medarbejderne eller til privatudlejning. Sovesal til skoleklasser eller ”arbejds – lejligheder”, der kan bebos af forskere, formidlere og andre, der via legater eller fondsmidler arbejder med konkret opgave omkring Vadehavet.
Det er en fantastisk udsigt øverst oppe
Potentiale
Det er et stort potentiale at etablere oplevelsescenter Vadehavet i netop denne bygning med en helt fantastisk placering. Overstående er blot et hurtigt rids på et muligt scenarie.
Et sådant center tæt på Vadehavet kan løfte og udvikle torismen i området – og skabe et fantastisk fyrtårn for Vadehavet og Tønder Kommune.
www.dengang.dk formidler gerne henvendelser og interesse videre til initiativgruppen og vi deltager gerne i det videre arbejde med foredrag m.m., hvis planerne bliver en realitet.
Udfordringer
Med så stort et potentiale er der naturligvis også visse udfordringer, der skal findes en løsning på. For eksempel tiltrækker Vadehavet – og dermed Centeret turister og skoleelever til i løbet af forår, sommer, efterår – men ikke om vinteren. Hvilke aktiviteter ville være oplagte om vinteren?
Økonomisk er det tanken, at restaureringen af bygningen skal gennemføres ved fondsmidler og ligeledes skal formidling, udstilling, det levende værksted etableres ved hjælp af for eksempel fondsmidler og andre støtte foranstaltninger (fondsliste er endnu ikke udarbejdet)
Fonde etc. støtter konkrete projekter, der passer ind i deres fundats, men sjældent drift som arbejdsløn, varme, lys og den slags. Der skal derfor findes en løsning på de daglige driftsudgifter.
Er det for eksempel muligt for Tønder Kommune at søge statsmidler til den slags aktivitet i et af Danmarks yderområder og derigennem finansiere drift. Eller er der foreninger, lokale ildsjæle og erhvervsdrivene, der kan se mulighederne for et samarbejde og en daglig drift?
Luftkasteller?
Vi glæder os til henvendelserne. Forskellige aktører er allerede informeret, blandt andet Tønders borgmester. Der er uhyggelig langt igen. Det ved vi godt. Men det kunne være fantastisk, hvis det lykkedes.
Hvilken kultur og hvilken historie?
Nu har www.dengang.dk selvfølgelig mange læsere af forskellig historisk og kulturel interesse og for alle følger hermed en artikelhenvisning, som vi har forsøgt at opdele efter bedste evne. Alle disse artikler kan du læse her på www.dengang.dk
Marsken:
Vadehavet:
Øerne i Vadehavet:
Stormflod og Diger:
Lokalt:
Vognfabrikken:
Vidåen
Og mange flere
September 11, 2015
Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade
Det er ikke altid skillingsviser har ret. Gaden fik et andet navn grundet et rædselsfuldt ry. Dette var forårsaget af et brutalt rovmord. Og morderen skulle overføres sammen med to andre til et andet sted, dagen før. Men uvist af hvilken årsag, så fik tre tugthusfangere lov til at dele en flaske sprit, og betjenten forsvandt. Ole Sørensen tilstod, men blev frikendt. Andre kilder taler om 4 års tugthus. Men politidirektør Crone sørgede for, at moderen blev sendt til Amerika i al stilhed.
Det hører til sjældenhederne
Det hører til sjældenhederne, at en gade skifter navn på grund af et dårligt rygte. Men det skete på Nørrebro. Louisegade blev omdøbt til Prins Jørgensgade.
Jo, Louise var hustru til den meget aktive Anker Heegaard. Denne Heegaard havde en stor fabrik i Blågårdskvarteret.
Hvem var Prins Jørgen?
Men efter den frygtelige forbrydelse, der berørte mange mennesker, fik gaden et meget dårligt omdømme. Og denne Prins Jørgen (1673 – 1708) var Frederik den Tredjes søn. Han blev gift med den engelske – skotske dronning, Anne Stuart, hvorefter han tog navnet, George.
Den samme prins lagde også navnet til Prins Jørgens March. Denne march var kendingsmelodi for udsendelser fra BBC til danskerne under besættelsen.
Det er ikke altid skillingsviserne har ret
I dag findes der kun boliger i den ene side af gaden. Husene med de ulige numre blev revet ned i 1971.
Vi har tidligere beskrevet dette i en artikel. Men vi fik en mail fra smedesvend Rathjes tipoldebarn, der henviste til en skillingsvise. Men nu er det ikke nødvendigvis, at disse skillingsviser fortæller hele sandheden. Disse viser var meget populære engang. Og så kunne man købe disse i udvalgte butikker. Vi har forsøgt at finde frem til den rigtige historie.
Omkring Folkets Park
Og for dem, der ikke ved de, befinder vi os omkring Folkets Park og Folkets Hus. Dette har vi beskrevet i vores artikler omkring Slaget om Byggeren.
Smedesvenden fandt sin kone liggende i blodpøl
Men vi skal tilbage til den 2. marts 1867. Smedsvend Rathje kom ved halv syv tiden hjem fra sit arbejde i et jernbaneværksted til sin stuelejlighed i Louisegade 11. Han bankede på køkkendøren, men ingen åbnede. Han gik derfor tilbage gennem gadedøren og lukkede sig selv ind.
I soveværelset finder han sin kone, Emilie liggende på gulvet i et blodpøl. Hun ligger på gulvet med hovedet mellem en stol ved vinduet og et bord. Han troede først, at der var tale om en blodstyrtning. Men så ser han alle sårene i panden. Hurtig finder han ud af, at hun er slået ihjel med hårde slag i hovedet.
Kvælertag
Han løb derefter ud af værelset og ud på gangen, hvor resten af husets beboere bliver tilkaldt af hans råb.
En tilkaldt læge konstaterer, at Emilie Rathje er blevet myrdet. Lægen fandt dog ikke kun slag efter et stumpt instrument, men også mærker på hendes hals, som efter et kvælertag.
Opdagelsespolitiet ville bevise deres effektivitet
Det forholdsvis nye opdagelsespoliti bliver tilkaldt under ledelse af Hertz. Men det var også under stærk overvågning af politidirektør Crone. Han øjnede her chancen for at bevise det nye politis effektivitet.
Opdagelsespolitiet forsøgte at rekonstruere begivenhederne på gerningsstedet. Deres konklusion var, at morderen havde forsøgt at kvæle den unge kvinde og derpå slået hende hårdt i hovedet med et tungt redskab.
Et rovmord
De konstaterer, at der var tale om et rovmord. Der manglede 25 rigsdaler og 10 daler i udenlandsk mønt Også en del sølvservice manglede. Forskellige guld – og sølvsmykker manglede også. Tyven var blevet overrasket af fru Rathje.
Mordet var åbenbart blevet begået kort før smedesvendens ankomst. Emilie Rathje var af vidner set forlade lejligheden kort før klokken 17.
300 mennesker blev afhørt
Nu begyndte en større eftersøgning. Politiefterretninger bragte en omfattende beskrivelse af sagen og politiet efterlyste forskellige mistænkte personer. Ikke mindre end 300 personer blev afhørt.
Havde Rathje myrdet sin kone?
Ja på et tidspunkt opstod det rygte, at Rathje selv skulle have dræbt sin kone. Man formodede, at han i hidsighed havde gjort det, fordi hun havde en affære. Han skulle så have fjernet forskellige genstande fra hjemmet så det så ud som rovmord.
Opdagelsespolitiet konstaterede dog ret hurtigt, at dette var tankespind. Der var ingen spor, der pegede på, at Rathje var moderen.
Politidirektøren i medierne
Kort efter kunne politidirektør Crone i Berlingske Tidende lettere hoverende da også konstatere, at nu havde de da også moderen. Han sagde blandt andet:
Dermed antydede politidirektøren, at man nærmest fra begyndelsen havde haft kendskab til morderens identitet på grund af afdelingens overlegne tekniske formåen.
Hvem var han?
Hvem var han så? Han hed Ole Sørensen og var 35 år. Han var født i Frederiksborg Amt. Hans far og mor var husmands – ægtepar.
De sidste 10 år har havde han aftjent sin værnepligt. Han havde desuden afsonet en fængselsdom for voldtægt og siden to domme for tyveri.
Vaneforbryder
Han var en vaneforbryder. Men det havde ikke fået myndighederne til at holde ekstra øje med ham. På et tidspunkt skulle han transporteres fra Politikammeret på Råd – og Domhuset i København til Frederiksborg, hvor han skulle afsone endnu en fængselsdom.
Tugthusfangerne fik en flaske sprut til deling
Ja, transportføreren havde åbenbart fattet tillid til Ole Sørensen. Transportføreren tilbød, at Ole Sørensen og to andre tugthusfangere kunne dele an flaske brændevin på en beværtning på vejen. Og her lod transportføreren dem alene og forlod dem. Han forsøgte at finde en afløser, der kunne fragte dem videre til Frederiksborg Amt. Med denne sløsede sikkerhed kunne man nok ikke fortænke fangerne i, at de stille og rolig forlod beværtningen og fortsatte af de danske landeveje. Ja man kan næppe kalde det undvegne fangere.
Hertz og Crone fik besked om Ole Sørensens ”flugt”. De lod indrykke en efterlysning i Politiets Efterretninger. Her var tale om en vaneforbryder, så måske kunne han være den, der myrdede Emilie Rathje?
Ole Sørensen blev anholdt
Efterlysningen gav da også resultat. Ole Sørensen blev anholdt i Hillerød. Der blev sendt opdagere fra København til Hillerød for at afhøre Ole Sørensen om hans færden på mordaftenen.
Ret hurtig kunne opdagerne konstatere, at han løj om sin færden. Han påstod således, at han havde været i Slangerup. Gået på klingen indrømmede han nu, at han havde begået en del tyverier på Nørrebro, og at han var kommet i besiddelse af tyvegodset fra Louisegade.
Der blev taget ”et Forbryderfotografi”
Han blev nu fragtet fra Hillerød til København, hvor en større menneskemængde ventede på ham på stationen. Han blev nu fragtet videre til politiarresten, hvor man i tidens ånd tog et forbryderfotografi af ham.
Betjentene bemærkede, at han var meget interesseret i apparaturet og det morede ham, at se sit eget fotografi. De bemærkede også, at han var total uberørt af hele situationen.
Trods hans manglende anger tilstod han mordet. Det var på alle måder en sejr for opdagelsespolitiet. Datidens medier berettede ikke mere om sagen. Det var kun en lille notits, da politiet ikke kunne finde tyvekosterne, som Sørensen påstod, at have gravet ned på Frederiksberg.
Frifundet i stilhed
Da Ole Sørensen efterfølgende blev frifundet af Kriminal – og Politiretten blev det også forbigået i stilhed. Det var på grund af manglende bevis. Men besynderlig nok havde han tilstået og Opdagelsespolitiet havde opklaret sagen.
I drabs-statistikken fremgår det helt til i dag:
Udskibet til Amerika
Den mediebevidste politidirektør sørgede da også skyndsomst for, at få den tydeligvis fordrukne og svagt begavede Ole Sørensen udskibet til Amerika. Han blev endda forsynet med rejsepenge, så han kunne klare sig i en længere periode.
Ingen har siden hørt noget om Ole Sørensen.
Blandt det Værste til at drille
Stakkels lillebitte Fatter Sørensen
Er nok det, naar man vil skille
Konen af med Livet, uf! Hans bedte Ven,
Og det kan inte opdaget blive,
Hvad hendes Morder er for En
Om man bliver stukket ihjel med Knive,
Eller hun blev myrdet med et Jernkoben.
Tænk dem i Louisegade
Bo’de et Par Smaafolk, som Rahje hed;
De skulle paa Maskerade
Maatte først i Byen et og andet Sted.
Konen, som fik rettet ud sit Ærind,
Kom ogsaa først i Stuen ind,
Uden sin mand, som der kunde værne
Hende mod en Morder med et gru’ligt Sind.
Der maa hun nu være myrdet,
For hun laa paa Gulvet, endnu varm, men død.
Hvordan Daaden var fuldbyrdet,
Ved et Jernkobeen eller Knivens Stød,
Kunde ingen Verdsens sige,
Ikke engang den snilde Hertz,
Han, som skal i Alting kigge,
Gud! Det maa ha’ drillet ham dog allerværst.
Politiet arresteerte,
Og man sa´, det endogsaa Kobeen an,
Men det var nok kun forkeerte.
Indtil Ole Sørensen, den Helvedbrand,
Meldte sig selv og sin Kniv tillige,
Kobenet var hans Foldekniv.
Hjertet nu hoppede, vil man sige.
Atter glad i stakkels Politimands Liv
Men det hoppede nok inte
Glad i Ole Sørensens fordømte Krop.
Hvis ham sikkert var ivente
Døden paa Skafottet – hvis han kom derop,
Ja, hvis han kom, men det gjør han ikke –
Efter den nye Straffelov
Slipper han snart, kan saa atter stikke
Kniven i en Anden, naar han gaaer paa Rov.
Mange meldinger
Vi har i vores research fundet forskellige meldinger. Således skulle han have fået fire års straf, men ifølge vores undersøgelser, så blev han som skrevet frikendt og sendt til Amerika på Politiets regning. Og det var der mange forbrydere, der blev. Amerikanerne var nu ikke særlig begejstret for, at få forbrydere. Nogle blev dog også sendt retur igen, men ikke Ole Sørensen.
Han skulle også have meldt sig frivillig, men det har vi hellere ikke fået bekræftet. Han var blevet anholdt, fordi har ”stukket af”.
Emilie måtte ikke skrige
Ved hjælp af en falsk nøgle havde han sikret sig adgang til Louisegade 11. Han kunne fra gaden se, at der ikke var nogen hjemme.
Men pludselig var Emilie Rathje kommet hjem. Ole Sørensen havde gemt sig inde i soveværelset, men Emilie havde hørt ham. Han ville forhindre hende i at skrige, derfor greb han hende om halsen og klemte til.
Derefter tog han sin foldekniv og slog Emilie flere gange i hovedet, hvorefter hun fik kraniebrud og senere døde af sine kvæstelser.
Hvis du vil vide mere: Læs:
Kilde:
August 16, 2015
Det kneb med moralen i Slogs Herred
To bøller fra Jejsing voldtog mange. De terroriserede også. En af pigerne rejste med skam fra sognet. Hun var også blevet voldtaget af dem, nu var hun gravid. De to bøller fik kun 10 rdl. I bøde. Myndighederne henvendte sig til de lokale præster. I herredet var der masser usømmelig optræden, drikkeri og spil. Kvinder og mænd boede sammen uden at være gift. Og så blev der drukket fra lørdag middag til mandag morgen på kroerne. Vagabond – og tiggerivæsnet var også en plage mente en præst.
Bøller fra Jejsing
I sommeren 1841 protesterede en række beboere i Jejsing over den straf et par bøller, der havde tjent hos gårdmand blev tildelt.
De havde længe terroriseret egnen med voldshandlinger. Nu blev de omsider dømt for voldtægt. Men dommen var efter folks mening alt for mild. Også de to forbrydere gav udtryk for denne opfattelse:
Dommerne viste stor lemfældighed
Den lokale befolkning gav udtryk for, at de ikke turde, at lade deres døtre og piger gå alene til markeder af frygt for, at de skulle blive æreskændede, når dommerne udviste så stor lemfældighed over for den slags forbrydelser.
Drevet skammelig spøg
At der i den pågældende sag var tale om et par bøller af ualmindelig ondartet karakter, var der beviser nok for. Samme dag, voldsforbrydelsen var blevet fuldbyrdet på Kloster Marked havde de to tjenestekarle på Solderup Mark taget en mand med magt. De havde sat sig oven på ham, og drevet skammelig spøg med ham. Ja sådan hed det i Jejsing – borgernes klage. Da den stakkels mand omsider var sluppet løs, var de endda rendt efter ham.
Husbond måtte selv tage affære
Også ved tidligere lejligheder havde de to fyre drevet deres bøllevæsen. Ved forrige høstgilde hade de trukket bukserne af en mand fra Jejsing. Efter pinsefesten havde den havde den ene af dem om natten lokket en pige ud af hendes seng under foregivende af, at hun skulle hente øl til sin husbond.
I hendes fravær var karlen kravlet op i sengen, hvor også gårdens anden pige lå. Der var da blevet et sådant postyr, at deres husbond havde måttet tage affære.
Forespørgsler hos de lokale præster
Nogen tid senere efter et rejsegilde havde man fundet ham liggende i en lade i nogle høvlspåner sammen med samme pige. Samtidig var det kendt, at en pige havde forladt egnen, fordi han havde besvangret hende.
Jo Jejsing – borgerne havde refereret disse ting. Og dette gav anledning til, at der udsendtes forespørgsler til de stedlige sognepræster, og deres indberetninger er ikke uinteressante.
Men egentlig kan man ikke forstå, hvorfor et par karle i nabolaget ikke gav de to bøller en huskeseddel. Åbenbart vidste alle, hvem det drejede sig om.
Pastoren fra Hostrup Sogn
Pastor Chr. Hansen Hoeck, der havde været præst i Hostrup Sogn siden 1828, var den nærmeste til at give forklaring på det skete, da det var hans sognebørn, der havde begået forbrydelserne.
Han klager i sin indberetning over, at kirkebesøget var for dårligt, selv om det var ringere mange andre steder. Den nye helligdagsforordning, der var blevet indskærpet efter det kirkelige dødvande, som rationalismen havde skabt, blev endnu ikke overholdt i Hostrup Sogn.
Spille – og drikkelidenskaben
Letsindighed i forbindelse med spille – og drikkelidenskaben syntes tværtimod at tiltage end at aftage. Især var det galt med drikkeriet, som på denne egn særlig fremmedes efter. Det var særlig sket efter, at punchdrikkene var blevet så almindelig.
Det gik ikke sømmeligt til
Blandt tyendet var letsindigheden mellem de to køn stor, især fandt der hver søndag aften til langt ud på natten sammenkomster sted, hvor det ikke netop gik sømmeligt til. Gårdmændene holdt ikke omhyggeligt nok øje med de unge, end ikke med deres egne børn.
Myndighederne var også for lakse i bedømmelsen af de udskejelser, som kom frem for domstolene. Fire piger var i pastor Hoecks tid blevet voldtaget. Og skammeligt mishandlet uden at gerningsmændene var blevet behørigt afklapsede. Af disse var de to af tilfældene forøvet i sommeren 1841. Og det sidste tilfælde, der havde givet anledning til protesten havde været meget oprørende.
Også gode brave folk i Hostrup Sogn
To fulde karle voldtager og mishandler en pige, men får blot 10 rdlr. i bøde. Familien påtænkte derfor at bringe en offentlig omtale af sagen i en avis for at appellere til offentligheden.
Pastoren skyndte sig da også lige at nævne, at der skam også fandtes gode, brave og kristeligt religiøse familier i Hostrup Sogn. Han sluttede med håbet om, at myndighederne ville komme vagabond – og tiggerivæsenet til livs.
Pastoren: Vagabond – og tiggerivæsnet var en plage
Den slags mennesker havde fri passage overalt og næsten herberge i hver eneste landsby, slog pastoren fast. Der var ingen tiggerfoged i Hostrup Sogn. Sogne – og byfogeder tog sig ikke af sagen.
At der lå et socialt problem bag ved tiggervæsenet, faldt ikke den gode pastor ind. Men det var måske også for meget forlangt af den slags mennesker. Den moralske situation var vel, når alt kommer til alt til en hvis grad en følge af tidens sociale nød.
Mænd og kvinder boede sammen – uden at være gift
Pastor Holten Lützhøft, som vi tidligere har mødt her på siden klagede i begyndelsen af 1850erne over, at der i Bylderup sogn levede adskillige mænd og kvinder i hus sammen uden at de var ægteviede.
Man klagede over umoral
Ved siden af pastor Hoeck har vi pastor Chr. Th. Bargum, der helt siden 1801 havde levet som præst i Ravsted Sogn (Rabsted Sogn). For ham var hovedproblemet det meget udbredte drikkeri. Folk sad på kroerne til den lyse morgen. Lukketiderne blev overhovedet ikke overholdt. Ja de sad der lige fra lørdag eftermiddag og natten igennem til kirketid om søndagen.
Også i højtiderne vakte folks svirren, spillen og sværmen i kroerne anstød. De mange gode mennesker, og dem var der trods alt flest af, klagede over denne umoral.
Men åbenbart kunne alt foregå ustraffet. Præsten formåede ikke at gribe ind, og andre holdt sig tilbage på grund af følgerne:
Pastoren trøstede sig med, at alt i alt herskede der i almindelighed en god ånd i sognet. Men han hadede det store drikkeri i sognets kroer på hellig – og søgnedage.
Drikkeriet var en svøbe
At rationalismens præster ikke havde megen magt til at ændre noget ved disse forhold, er der måske ikke så meget at indvende imod. Men når en af præsterne Johan Hinrich Prehm fra Bjolderup, der var død i 1831 havde flasken liggende ved siden af sig i sengen, så var det noget galt. Drikkeriet var en svøbe for hele egnen.
Forholdene blev egentlig først kendeligt forbedret efter genforeningen, da spiritusbeskatningen sattes voldsom i vejret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Omegnen – Slogs Herred. Hostrup Sogn, Bylderup, Tinglev m.m. Læs:
August 16, 2015
Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
Pietismen skabte grobund for hele to trykkerier i Tønder. Men det var ikke hos førstepræstens forlag, Vajsenhuset, at tredjepræsten Brorson fik udgivet sine første salmer udgivet. Det var hos Kiesby. Og denne Kiesby var ikke velanset hos Magistraten i Tønder. Han havde aftvunget førstepræstens (Schrader) enke bogtrykkeriet for et spotpris. Og så spurgte han ikke forfatterne om tilladelse til at udgive deres produkter. Jo, denne artikel handler også om den berømte Varnæs – salmebog og Schraders Katekismus. Men ak, da Pietismen og Herrnhuterne ikke mere var acceptabel, gik det ned ad bakke for trykkerierne i Tønder. Men mon ikke vi overså nogle ukendte salmer af Brorson?
Ikke let at udgive en bog
Dengang var det ikke så let at få udgivet en bog, eller som her, få udgivet noget på de digitale medier. Trykkekunsten har også gennemgået en rivende udvikling. I selve Nordslesvig fandtes ingen bogtrykkerier. Det nærmeste fandtes i Slesvig. Og så var det også lige det, at man ofte selv måtte dække alle udgifter. Jo, det var svært at få tanker og ord sat på tryk.
Bogtrykkeri i Tønder før 1700
Flensborg og Tønder får bogtrykkerier kort før 1700. Og i Haderslev får et trykkeri i 1759. For sidstnævntes vedkommende skulle det nok være muligt at drive et sådant et med garnison, en latinskole samt et læsende og skrivende folk.
I Sønderborg kom det første trykkeri i 1814, og i Aabenraa så sent som i 1824 (Koppeholdt). Og det skete kun af politiske årsager.
Sandelig – to trykkerier i Tønder
Og tænk i Tønder fik man i 1731 hele to trykkerier. I 1720 må der nemlig have eksisteret et trykkeri, da Enewald Ewalds småskrifter Den sande Christendoms rette Grundvold og Begyndelses Elementer i Guds Ord. Sidstnævnte blev trykt i 1721.
Pietismen skabte god grobund
Det var sikkert den åndelige bevægelse, Pietismen, der skabte grobund for dette i Tønder. Man ville gerne læse om denne bevægelse i dagliglivets forseelser. Som reformivrig fromhedsretning søgte Pietismen at gøre en indsats for bibelens og anden kristelig oplysnings udbredelse og ved kærlighedsgerninger at mildne kårene for de undertrykte og værgeløse i samfundet.
Den aktive pastor Schrader
Det lykkedes for bevægelsens hovedmand i Tønder, Provst Schrader, at få oprettet et Vajsenhus og i tilknytning til det et bogtrykkeri, som både skulle afstive Vajsenhusets økonomiske drift og samtidigt kunne virke i den kristne oplysnings tjeneste ved at sprede bibeludgaver, salmebøger og gudelige skrifter ud blandt folk. I Schraders eget bogtrykkeri udkom i 1731, før Vajsenhuset var helt færdigt hans egen salmebog:
Provsten har selvfølgelig drevet trykkeriet ved en mesters eller bestyrers hjælp. Der udkom i de følgende år en lang række skrifter på Vajsenhusets Forlag og trykt i dets eget trykkeri, indtil det i 1737 standser ved Schraders død.
En oversigt over udgivelserne, dog ikke komplet kan findes i Ludwig Andresens bog:
Her udgav Brorson sine første salmer
Men egentlig er det et helt andet bogtrykkeri, som vi skal beskæftige os med. Det var en Tønder – borger, der overtog sin fars hus med bogbinderi og sandsynligvis med en forbindelse med overnævnte trykkeri.
Bogtrykkeren hed Claus Kiesby, der fik borgerskab den 7. november 1733. Et af de første tryk Claus Kiesby sendte ud fra sin lille virksomhed var et beskedent tarvelig ark med 10 salmer, og da det et historisk dokument af højeste karat må vi hellere få det hele med:
Hverken Claus Kiesby eller salmernes forfatter, tredje – præsten i Tønder, Hans Adolf Brorson kunne vide, at med disse enfoldige og i Hast sammenskrevne salmer negyndte en ny epoke i dansk salmesang. Af dette Kiesby – tryk er kun to eksemplarer bevaret. De er sikkert meget kostbare at erhverve i dag.
Rekord i dansk digtnings historie
De 9 af heftets 10 salmer findes endnu helt eller delvis i alle danske salmebøger. Det turde nok være rekord i dansk digtning.
Men hvorfor lod Brorson nu Claus Kiesby trykke og udgive sine første salmer. Han var jo Schraders nære ven og medarbejder, meningsfælde og medstrider? Hvorfor gik Brorson ikke til Schraders Vajsenhus – forlag? Der kan selvfølgelig gives flere svar. Måske havde Vajsenhusets forlag haft for travlt. Og Claus Kiesby havde som nystartet masser af tid.
Spørgsmålet har betydning for Brorson – forskere. For lå disse salmer i skrivebordsskuffen i årevis, eller var de virkelig skrevet i hast?
I de følgende to år (1733 og 1734) lod Brorson yderligere 4 salmehefter trykke hos Kiesby. Muligvis er et femte samlehefte også trykt hos Kiesby.
Andet oplag hos Vajsenhusets forlag
Et andet oplag udkom derimod i 1735 og nu trykt hos Vajsenhusets Forlag af Herman Heinrich Rotmer. Denne har sandsynligvis været Schraders bestyrer. Måske har Kiesby været en foretagsom forretningsmand og måske mere, end hvad Brorson har brudt om.
Magistraten gav et dårligt skudsmål
Magistraten gav dog heller ikke Kiesby et særlig godt skudsmål.
Han havde således efter pastor Schraders død frasnakket enken bogtrykkeriet for en meget ringe pris. I 1742 forsøgte han ligeledes at få salmebogs – privilegiet over i sine hænder. Han ville trykke en ny udgave af Schraders Salmebog. Denne salmebog var udsolgt og meget efterspurgt.
6 procent til Vajsenhuset
Magistraten afviste blankt. Broderen, Hans Christian Kiesby havde i 1740 for egen regning ladet trykke en ny udgave. Han skulle så have betalt 6 pct. af salget til Vajsenhuset. Denne udgave blev ikke trykt hos Claus Kiesby.
Schraders salmebog alligevel hos Kiesby
Men noget tyder på, at Claus Kiesby alligevel har fået sin vilje og fået udgivet sin udgave af Schraders Salmebog. Hans svigersøn og efterfølger, bogbinder Lorens Petersen som han har arvet i boet efter sin svigerfar Claus Kiesby.
Da en ny salmebog skulle indføres i Tønder (Allgemeines Gesangbuch) ønsker han, at han først må få sit oplag solgt inden den ny indføres. Dette blev bevilget.
I 1743 fik han da overdraget af Vajsenhusstyrelsen at trykke 6.000 katekismer – en dansk udgave af Schraders Katekisme – oversat og bearbejdet af pastor Fabricius, Aabenraa.
Han glemte lige at spørge forfatterne
Men drømmen om at udgive en salmebog blev til virkelighed i samme år. Han havde hverken spurgt myndigheder eller forfattere om lov. Men det Kongelige Bibliotek kender ikke denne udgave:
Denne salmebog indeholdt også Brorson – salmer. At det blev trykt salmer uden hans vidne er ikke noget enestående. Man ved, at det er sket i Flensborg.
Tønder – pietismens højborg
Baggrunden for tilblivelsen af denne bog kendes ikke. Men den skulle bruges i pietistiske kredse på Tønder – egnen. Og den var også tænkt som et supplement til Varnæs Salmebogen.
Varnæs – salmebog vakte postyr
Denne Varnæs – salmebog var udgivet i 1717 af sognepræst Bertel Ægidius. Den var trykt hos Fogel i Flensborg. Den blev brugt i hele Slogs Herred og i nogle andre vestslesvigske sogne. I Varnæs og Ullerup blev den brugt endnu længe efter 1864.
Denne salmebog vakte en del postyr. Tønder Bystyre mente, at den var blevet til i København. Men noget tyder på, at Claus Kiesby har trykt den i 1743. Oprindelig hed den:
Spørgsmålet er, hvilken interesse man havde i København til at udgive en salmebog bestemt for et lille lokalt sønderjysk område?
Måske var det den foretagsomme Claus Kiesby, der havde stået for det hele. Han ville gerne udgive og salmebøger. Vajsenhuset havde forhindret ham i det året før. Nu påtog han sig åbenbart hele opgaven selv.
Faderen havde også indflydelse
Hans egen far havde i øvrigt ved Varnæs – salmebogens udgivelse i 1717 tilføjet et tillæg:
Havde Kiesby Brorson – manuskripter liggende?
Claus Kiesby havde manuskripter liggende fra Brorsons hånd. Som boghandler i Tønder og bogfører rundt omkring på landsdelens markeder vidste han nøje, hvad folk ønskede.
Kiesby – trykket omfatter 123 salmer. Af disse er i hvert fald de 79 af Brorson. Af resten er de 26 ganske ukendte. I 1739 havde Brorson udgivet Troens rare Klenodie (trykt i København) i 1740 var Pontoppidans Salmebog udkommet.
Man må antage, at redaktøren af Kiesby – trykket har benyttet disse to salmeudgaver. Men man har ikke været særlig konsekvent. Åbenbart har Kiesby været i besiddelse af ældre Brorson – manuskripter.
Ukendte Brorson – salmer
Måske er det blandt de 26 ukendte salmer en eller flere af Brorsons hånd, som han ikke senere ville kendes ved.
Det vil nok føre for videt i denne artikel at påvise forskelle og beviser. Det må vi overlade til Brorson – forskere.
Salmer med ”fordægtigt” indhold skulle fjernes
Men Kiesby – trykket førte mange år senere anledning til en del postyr i Tønder. Over – Konsistoriet for Slesvig i 1762 gav Magistraten i Tønder pålæg om, at inddrage alle Hernhutiske Psalmebøger paa Dansk af fordægtigt Indhold. Dette måtte nødvendigvis ligge hos byens bogbindere og bogførere.
Pastor Freuchen i Ensted havde meddelt Konsortiet, at Tønder bogbindere falbød slige Bøger og ogsaa førte dem rundt paa Markederne.
Letfærdige og umoralske sange
Den daværende ejer af Kiesbys Trykkeri, J.A. Reinholdt, blev også beskyldt for at trykke letfærdige og umoralske sange. En undersøgelse på stedet viste, at det kun drejede sig om harmløse kærlighedsviser på dansk, som lærer Ebbe Thomsen i Jejsing havde leveret Reinholdt.
Læreren havde også afleveret ham et udvalg af åndelige sange men dem havde han ikke trykt, de andre viser fandt bedre afsætning.
Tønders bogbindere blev stævnet
Men byens bogbindere blev stævnet. De blev spurgt, Om de havde fordægtige Psalmebøger?
Bogbinder Nagel måtte indrømme, at han havde 98 eksemplarer af Kiesbys Salmebog. De stammede mest fra Lorentz Petersens konkursbo.
Mathias Christiansen havde 9, Peter Gottfried Schrader havde 2 eksemplarer.
Alle disse fordægtige salmebøger blev konfiskeret, selv den ene salmebog, som Lorentz Petersen havde faaet af sin Svigerfar, bemeldte Claus Kiesby.
Så var der da gjort rent bord og dermed var Kiesbys bog gået ud af sagen. Nu hører den til blandt de store sjældenheder.
Claus Kiesby døde allerede 1748 og så er vi egentlig også ved vejs ende. Men da Tønder Bogtrykkeri ikke døde med ham, vil vi lige have det sidste med.
Reinholdt synkede ned i dybet
Efter Kiesbys død og svigersønnens fallit blev den overfor nævnte Johann Anton Reinholdt ejer af det hele. Men tiden var nu en helt anden. Sangens tid var forbi. Vækkelsesbølgen var gået hen over landet. Denne havde løftet Claus Kiesby og hans håndværk op over vise – og småtrykkets beskedne forhold til en – efter datidens forhold – meget betydelig virksomhed, var nu ved at ebbe ud i et stillestående vand. Den nye indehaver kunne ikke løfte virksomheden. Også Reinholdt synker ned i dybet.
Da Vajsenhuset i Tønder i 1762 ville udgive en ny udgave af Pontoppidans Katekisme, var Reinholdt i saa slette Omstændigheder, at det ikke lod sig gøre at få bogen trykt i Tønder. Direktionen måtte derfor henvende sig hos Serringhausen i Flensborg.
Troen har sin tid, vantroen har også sin tid
I en anden skrivelse omtales Reinholdt som en mand, der er bragt til Tiggerstaven og ikke mere er i stand til at trykke noget af betydning. Da er det han forsøger at slå mønt af salget af sentimentale kærlighedsviser og blodige mordberetninger. Nu var den slags læsning på mode. Og som man sagde dengang:
En vigtig bog for jordemødre
Men Reinholdt nåede da at udgive tredje udgave af Varnæs – salmebogen. Den blev trykt i 1755. Men også En liden og Andægtig Bønnebog blev udgivet samme år. Den var betalt af Ernst Daniel Nagel. I 1753 fik Reinholdt privilegium til at udgive Grundlegung der Hebammekunst.
En lejlighedsvise
Men i 1760erne var det ved at være slut. I 1761 blev der trykt en lejlighedsvise:
Og inden nogen vil spørge, nej undertegnede er ikke i familie, så vidt vides
Og det allersidste Tønder – tryk er fra 1767.
Sidste udgave af Varnæs – salmebogen er ikke trykt i Tønder, men bekostet af Nagel i Tønder (1765).
Pietismen skabte trykkerierne
Trykkeriet eller trykkerierne i Tønder kom til verden med Pietismen, de lukrerede og florerede. Det kunne da godt være, at man skal holde øje med disse tryk fra Kiesby. De er penge værd.
Undertegnede arbejdede her
Tænk engang, at der hvor undertegnede stod i lære, har Brorson skrevet En rose så jeg skyde. Det var godt nok i en ældre bygning på stedet, at Brorson boede, men alligevel er det tankevækkende.
Denne Enewold Ewald som vi omtaler, vender vi tilbage til i en senere artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
August 15, 2015
Drikkevand til København
Der var masser af uhumskheder i vandet. Det førte til mange epidemier i hovedstaden. Bedre er det vel heller ikke, at København er opbygget på affald. Der opstod masser af vandkompagnier af tvivlsom kvalitet. Boringer var ikke dybe nok. Skt. Jørgens Sø og voldgraven blev brugt til drikkevand. Men man brugte også disse steder til losseplads. Der opstod efterhånden lange triste gader på Vesterbro og ren boligspekulation på Nørrebro. Så var det godt, at man havde den højtliggende Emdrup Sø.
Vipper afløst af pumper
I København hjalp man sig gennem middelalderen med gravede brønde. Ikke så få er blevet fundet efter udgravninger. Det var firkantede træbrønde med vipper. De blev senere afløst af pumper.
Et gadekær på Vesterbro
Øst for søerne fandtes ingen naturlige vandløb af betydning. En dam i en lergrav ved den nuværende Vestergade har vel været gadekæret i den bondeby, der lå her. Lidt efter lidt voksede stedet sammen med fiskerlejet og handelspladsen nede ved havnen.
Til værn for denne grundlagde Absalon i 1167 sin borg over på Strandholm i den dengang bredere sejlløb mellem Amager og Sjælland. Mod landsiden gav han sin by vold og grav. Efterhånden krøb byen længere ind i landet og blev mere købstadspræget.
København opbygget på affald
Der måtte stadig bygges flere brønde. Tekniske muligheder for at føre overfladevandet fra de københavnske søer og fra søerne ude i omegnen ind til byen lå langt ude i fremtiden. Mange af brøndende gav dejlig frisk vand. Men det var der nu langt fra alle, der gjorde. Og det var borgernes egen skyld.
Store dele af Københavns gamle kvarterer er bygget op på vældige lag af affald, møddinger, latrin og andre giftige stoffer. Folk smed bare ud. Andre byggede oven på og smed også alt muligt ud.
Brønde ikke gravet dybt nok
Mange brønde er gravet ned gennem disse lag og ikke gravet dybe nok. Afløb fra gårde og kloaker sivede ind gennem de ofte utætte brøndplanker. Vandet blev ildelugtende og smagte ikke godt. De, der havde råd til det, drak hellere øl og vin. Sådan var det gennem århundrede.
Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men bagefter kom gaden sandelig også til at hedde Krystalgade.
Længe efter, at man var begyndt at føre fjernvand ind til byen, blev der brugt brønde, og så kunne det endda knibe med at få vand nok. Ved en brøndtælling i 1682 var de cirka 500 af stadens ca. 700 brønde brugelige. Folketallet var da 60.000. Det steg til 66.000 i 1710, men dalede de følgende år under pestens hærgen i den usunde by til 44.000.
I de bedste brønde var vandet godt, særlig i de højtliggende kvarterer, hvor de var gravet ned til den sandblok med rent vand, der strakte sig ind under store dele af det gamle København i det hårde moræneler.
Vand fra voldgraven og søer
De første tekniske anlæg i vandforsyningens tjeneste var de såkaldte vandkunste. De skulle først og fremmest skaffe mere vand over til Københavns Slot ved hjælp af forskellige mekaniske indretninger, som man ikke ved særlig meget om.
De nævnes første gang i 1539. Vandet blev hentet op af voldgraven, senere fra Peblingesøen og Emdrup Sø. Frederik den Anden forpligtede sig dog for at lede vand til byen til tre spring, et på Gammeltorv, et på Amagertorv og et i Købmagergade. Borgerne skulle dog betale 3.000 daler for det i 1578.
Den højtliggende Emdrup Sø
Vandet blev ledt ind fra den højtliggende Emdrup Sø gennem udborede træstammer fra Gotland. De enkelte stykker blev samlet af bøsninger af jern og lidt sjældnere gange af bly. Mange adelige og borgere fik nu anlagt render fra posten på Gammeltorv ind i deres gårde.
I 1606 anlagde Christian den Fjerde springvandet på Nytorv, som nogle år senere blev flyttet hen på Gammeltorv.
Kongen lod i 1615 en træledning føre vand fra Emdrup til Rosenborg. Men der var for lidt vand. Flere ledninger blev udlagt til slottet og adskillige gårde havde stikledninger til dem.
Den blå brønd
Der førtes også en vandledning fra voldgraven ved Vesterport gennem Kalveboderne over Slotspladsen nord om Børsen, gennem havnen, hvor den blev lagt så dybt, at orlogsskibene kunne sejle over. Det endte i Blå Brønd på hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade på Christianshavn.
Vandet fra Emdrup kunne på grund af sit fald ned mod byen sætte op i stråler, når der blev sat opstandere på ledningen.
Vandkompagnier
Dette havde ført til oprettelse af private vandkompagnier. Det første af dem kom allerede i 1626, oprettet af universitets professorer, og flere fulgte efter. Et af dem førte således i 1632 en hovedledning gennem Østerport og Østergade til Skoboderne (Skovbogade) med fire sidelinjer. Også her var det Emdrup Sø, der måtte lægge vand til.
Endnu mere betydning fik dog de ligeledes private pumpeanlæg, der fik vand fra voldgraverne og Peblingesøen, men vandet måtte pumpes op.
Uhumskheder i drikkevandet
Et grenet net af trærender bredte sig efterhånden under store dele af byens overflade. Ofte var disse render dog ikke gravet dybt nok ned. Utætte og slimede blev mange af dem. Spildevand og uhumskhed sivede ind i dem. Vandet kunne føre rådne planterester med sig, døde fisk, sejlivede ål og spillevende vandlopper.
De gårde der havde en god dyb brønd, var bedst afhjulpet. Gennem århundreder var det dog stadig for lidt vand. Sidst i 1770erne måtte regeringen gribe ind. De private kompagnier magtede heller ikke at hindre søernes tilgroning med alger, rør og siv. Dæmninger og sluser blev ikke holdt ordentligt.
Alligevel oprettedes der flere private kompagnier under tilsyn af inspektører og vandmestre. Men det hjalp nu ikke meget. Og det hjalp heller ikke, at vandforsynings – administrationen blev lagt sammen med kongelig vandkommission. Alle beboere måtte nu betale vandskat efter etageareal, og der kom særlig afgift på vand til næringsbrug. Større ændringer i vandets kvalitet gav det ikke – som drikkevand var det usundt og i sommertiden vammelt og lunken.
Et nyt vandværk
De 32 kloge mænd i byens råd nedsatte i 1849 en komité, der skulle forberede en helt ny ordning af både vand – gas – og kloakvæsen. Men et rigtigt vandværk som andre storbyer i Europa havde fået, ville det tage år at nå frem til. I mellemtiden raserede den frygtelige koleraepidemi. I løbet af fire måneder i 1853 bortrev den 4.737 mennesker.
En konkurrence om et projekt blev vundet af ingeniøren L.A. Colding. Og det var for den tid med et meget moderne vandværk, der blev taget i brug i simmeren 1859.
Det blev anlagt på fæstningsglasriet i nærheden af det nuværende Akseltorv. Nu blev det overfladevandet fra Kagstrup Å og Harrestrup Å samt fra forskellige brønde og boringer i ådalen ned til grundvandet, der blev brugt.
Skt. Jørgens Sø som reservoir
Vandet blev samlet i Damhusets sydlige del, hvorfra det i åbne grøfter førtes til Mariedal. Derfra førtes det videre i nedgravede jernstøbte rør til Skt. Jørgens Sø, der blev reservoir. Øst for søen blev anlagt fem bassiner til filtrering gennem sand, grus og sten. Endelig nåede det så over til værkets dampdrevne pumpestation og så gennem et vidt forgrenet net af støbejernsledninger ud til byens mange ejendomme under et tryk, der gjorde det muligt at tappe vand i alle etagerne hos byens 155.000 indbyggere.
Store forandringer
Der skete store ting de næste ti år. Den stærkt voksende befolkning inde bag fæstningens volde og grave følte sig klemt. Men nu endelig gav militæret efter for pres. Mange gamle gårde og haver var bygget til mellem – og baghuse, som oftest skumle og usunde boliger. Sidst i 1850erne blev de smukke men trange byporte revet ned, og store dele af voldene fulgte efter.
Året efter indvielsen af det store kommunehospital med rent vand, begyndte en sand byggelyst. Noget af byggeriet var fortrinligt, men det meste var det rene spekulationsbyggeri. Her var nok det skumle Blågårds – kvarter det værste.
Lange triste gader på Vesterbro
Ude på Vesterbro opstod der lange triste gader, der fik navne efter vor histories store skikkelser, Valdemar, Saxo, Absalon. En af gaderne kom til at hedde Dannebrogsgade, skønt det ikke var meget at flagre for. Det var små trange lejligheder, fem – seks etager oven på hinanden. Der var små solfattige gårde, hvor blege børn kunne lege.
Den længste og mest poesiforladte gade blev opkaldt efter Oehlenschlæger. Men der kom da rent og frisk vand til dem alle fra vaskekælder til kvistlejlighed. Det skete efter, at de første års tilfældige og elendige vandforsyningsforhold var overvundet og vandværkets ledninger nåede ud til de nye kvarterer.
Behov for mere vand
Vandværket kunne levere 14.000 m3 i døgnet. I de første år slog det også godt til, men hovedstaden var stadig i rivende udvikling under den store tilflytning fra landet. Fra 1870 til 1900 steg folketallet fra 180.000 til 350.000, men samtidig steg døgnforbruget af vandt omtrent til det dobbelte – fra 54 liter til 90 liter for hver indbygger.
Algevækst førte til missmag
Dette stillede store krav til anlæggene og deres teknikere. Den store Søndersø i Værløse sogn blev købt af Københavns kommune i 1871. Her var masser af overfladevand at tage af. En pumpestation blev bygget og ledninger nedlagt. Algevækst i filtrene blev dog efterhånden så stærk, at filtrationen blev meget vanskelig og vandet fik en dårlig smag. Til at held fandtes der i 1884 ved dybe boringer store mængder grundvand 50 meter under søens overflade. Boringerne førtes videre andre steder i omegnen og med godt resultat.
Dette grundvand fra det øvre kalklag var helt kimfrit og uden sundhedsfarlige stoffer og blev fra 1893 udelukkende det, der brugtes i vandforsyningen. Efter fortsat vækst i befolkningen har København dog for længst strakt sine fangarme ud mod andre sjællandske søer og kildepladser. En proces med klor, alun, jern og kalk samt temperaturudligning gør det fuldstændig rent og bakteriefrit.
Vi vasker os mere over det hele. En million biler skal vaskes. Det fortræffelige WC – system bruger kaskader af vand. Store mængder går til industri og mange forskellige erhverv.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: