Artikler
Oktober 19, 2016
Efter Besættelsestiden
Det gik fint efter besættelsen. Det gik meget bedre end i andre lande. Ja sådan skal man helst fortælle historien. Du må ikke anfægte, at retssystemet ikke rigtig fungerede. Man må heller ikke anfægte, at der skete mystiske episoder, som man burde lade ligge i arkiverne. Stiller du alligevel spørgsmål, er du fuld af konspirationsteorier. Vi kigger på frontsoldaterne og deres dom. Dommerne fulgte slet ikke politikernes anvisning. Og justitsministeren dengang reagerede ikke. Retssystemet fulgte befolkningens ønsker. Og så var det lige sådan, at de små fisk blev dømt først. Og det var med brutale domme. Der var også tysklandsarbejderne og tyskerpigerne. Flere mente, at der efter 1945 opstod anarki. Bjørn Svensson en kendt skribent fra Sønderjylland udtalte: I 1945 var der ingen retsstat.
Overgangen gik fint?
Det er nogen ting, man ikke taler om. En af de ting, er hvad der skete lige efter besættelsestiden. Man taler ikke om, hvordan nogle blev behandlet. Man skal også nødig fremkomme med nyt. Derfor er arkiverne lukket. Og hvis du kommer med nyt, så er du fuld af konspiration.
Ja i en pause i et foredrag om besættelsestiden blev jeg beskyldt for at være fuld af løgn. Det kan da godt være, at overgangen gik meget bedre her i landet end andre steder. Men det er nu engang mennesker, der er blevet holdt hen i uvished. De er ligeledes blevet fyldt med løgn og bedrag. Det viser enkelte sager, som vi har fået kendskab til. Vi skal ikke bare holde det hen.
Retsbevidsthed krænket
Hvad med den person fra Nygade i Aabenraa, som gemte sig for tyskerne? Han endte som vagtmand i Auschwitz, men han havde fået nok. Han ville ikke tilbage. Nu var han efterlyst. Det er så en anden sag, som vi har fået kendskab til.
Egentlig bliver min retsbevidsthed krænket, når jeg kigger på nogle af de sager, der blev behandlet. For samme forbrydelse blev nogle idømt dødsstraf, mens andre fik udskudt straffen og dermed slap med nogle års fængsel.
Og egentlig blev grundloven jo krænket flere gange. Nedsættelse af kommissionen var et brud på grundloven. Her var den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt ikke adskilt. Udvalgte politikere opfyldte samme funktion.
Ikke alle havde glemt det
Politi og domstole deltog i retsforfølgelse på områder, hvor man normalt ikke ville blive idømt straf, og i nogle tilfælde i strid med grundloven. Nyt i forhold til gældende lov var indførelsen af dødsstraf, straffelovgivningen indført med tilbagevirkende kraft.
Man sagde, at anklagemyndigheden lagde en meget stram kurs. Med den kritik, ændrede man straffen i 1946. Mange danskere blev dømt, ja omkring 14.000 blev dømt for det, der faldt ind under væbnet kollaboration, først og fremmest frivillige i tysk tjeneste og en række forskellige tyske ansættelser.
Endvidere var det de strengere straffe som medlem af Schalburg – og Hipokorpset og endeligt de sager som kunne resultere i dødstraf, drab, tortur og angiveri.
I 1960 fandt retsopgøret sin afslutning ved løsladelse af den sidste livstidsfange. Men gjorde den nu også det. Nogle var stadig ramt af ”tab af almen tillid”. Lokalsamfundet havde ikke glemt alt.
De store gik fri
Og hvad betød det. Jo man blev frataget sin stemmeret og valgbarhed. Man kunne ikke ansættes i offentlige jobs. Man kunne heller ikke oprette en virksomhed, der krævede offentlig autorisation. Herudover mistede man retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende. Ja mange steder for eksempel i Sønderjylland varede dette ”tab” i lokalbefolkningen langt længere, end man havde forventet.
De største danske firmaer havde rygdækning hos de danske myndigheder. Men det havde statstjenestemænd og andre offentlig ansatte ikke. De blev afskediget på premisser, der var tvivlsomme. Det kunne være fordi, de havde været medlem af et nazistisk parti eller var kommet med tyskvenlige ytringer. De var udsat for det, der hed ”Beruftsverbot”.
Tyske krigsforbrydere dømtes på et mere lempeligt lovgrundlag. Måske var det fordi, at man var bange for, at vores naboer mod syd igen blev en stormagt?
Stikkerlikvideringer var en krigshandling
Og så var det lige modstandsbevægelsens drab og de såkaldte stikkerlikvideringer. Også dem der foregik efter krigens afslutning. Her mente Frode Jacobsen, at dette intet havde med retsopgøret at gøre. Her var der tale om en krigstilstand. Det var modstandsbevægelsens selvforsvar, også det som foregik efter krigen.
Og ingen skulle trækkes for domstole og politi for noget, som man i ærlighed havde udført som en krigshandling. Ja det er faktisk Frode Jacobsens ord. Man havde dog meddelt Landstinget den 3. oktober 1945, at der var foregået fejllikvideringer.
Ingen retningslinjer for stikkerdrab
Der skulle slås fast, hvilke drab modstandsbevægelsen havde ansvaret for. Hvis der var sket fejl, skulle oprejsning gives. Og hvis der var sket en forbrydelse skulle den straffes. Men det var en svær tid. For ved siden af, herskede der meget sortbørs – handel. Hvad var en henrettelse og hvad var en berigelsesforbrydelse?
Frode Jacobsen mente, at det var svært, fordi det netop var netop fuldbyrdet angiveri, man ville forhindre. Og her var forskellen på jura og krig. Der fandtes heller ingen retningslinjer for stikkerdrab, udtalte Frode Jacobsen.
Dog var der to betingelser, der skulle være opfyldt, for at stikkerlikvidering kunne forekomme. Og det var, at man havde taget fjendens parti. Desuden havde man fået en farlig viden.
Et mystisk forløb
Frode Jacobsen mente, at det var svært at finde frem til hele sandheden. For man kunne ikke kalde det for en fejltagelse. Man kunne ikke fremvise beviser uden at røbe, hvem der stod bag ved det.
Man mente også at en politiefterforskning ville føles som en kriminalisering. Frode Jacobsen ville have straffefrihed, hvis der var tale om en fejl. Men spørgsmålet er så, at så finder man aldrig ud af, om der var tale om hævn eller anden form motiv.
Efter den 5. maj 1945 tog Modstandsbevægelsen ansvaret for mindst 24 drab. I alt blev der foretaget 400 stikkerlikvideringer
Og hvad med de efterladte? Skal det være som nu, hvor man gemmer dokumenter i arkiver, som man siger ikke findes. Eller skal man grave dokumenter frem, der viser, at der er fusket i sagerne? Skal man i årevis bilde de efterladte nogle skrøner ind?
Kære læser, dette er ikke nogle fiktive spørgsmål, som vi kommer med. Vi har set det, hos personer, der har henvendt sig. Og vi har haft held ved at finde dokumenter, der beskriver et meget mystisk forløb.
Hvervning i samarbejde med DNSAP
Stadig væk diskuteres det om, det var med eller uden regeringens accept, at danskere meldte sig i tysk tjeneste. Efter Ruslandskrigens udbrud blev der drevet hvervning i Danmark i samarbejde med Waffen SS og de danske nazister DNSAP.
Nu blev hvervningen offentlig. Der blev i samarbejde med de samme aktører oprettet en såkaldt legion under Waffen SS, som fik navnet Frikorps Danmark. Oberstløjtnant Kryssing påtog sig opgaven som kommandør og trådte offentlig frem som stifter af korpset. Men under den første pressekonference takkede han dog DNSAP som initiativtager.
Kryssing var ikke nazist og kæmpede for at Frikorps Danmark skulle forblive dansk.
Ikke opfordring med ”Tilladelse”
Man efterkom en ordre fra tyskerne om, at officerer ikke blev nødt til at tage deres afsked. Der blev lovet at man kunne træde ud af nummer og siden vende tilbage. Krigsministeriet udsendte den 8. juli 1941 en skrivelse herom. Men der var ikke tale om en opfordring. Men man talte om en ”Tilladelse”.
Den 3. juli udgik der ligeledes en presseinformation. Den rummede heller ingen godkendelse af Frikorpset. Man talte dog, at Kryssing havde overtaget kommandoen med regeringens ”billigelse”. Samtidig blev aviser og radioer pålagt at bringe hverveannoncer og forskellige opråb.
Udenrigsministeriet: Tyskland vinder
Karl Eskelund, var chef for Udenrigsministeriets presseafdeling. Hans opgave var på Erik Scavenius vegne at få de modvillige avisredaktioner til at skrive positivt om Frikorps Danmark, så hvervningen måske kunne gå bedre:
Var man dengang klar over, at det var landsforræderi?
Hvis nu regeringen helt havde holdt fast ved deres oprindelige beslutning ved ikke, at lægge navn til hvervningen, ville det have været klart for alle, der gjorde tjeneste i frikorpset, at her var det tale om landsforræderi.
Afsked med officiel deltagelse
Man kunne forstå at afskeden skulle ske fra et af DNSAP’ s hvervekontorer. Men det skete fra Ingeniørkasernen, i dag Svanemøllens kaserne. Til stede var en kontorchef fra udenrigsministeriet og en oberst fra krigsministeriet. Og man tog afsted med dansk materiel.
Schalburg begravet som statsbegravelse
Da Frikorps Danmarks kommandør, Schalburg blev begravet i 1942 havde det form som en statsbegravelse. Scavenius sagde et par ord, Endvidere var Statsministeren, forsvarsministeren, hærchefen tre højtstående officerer og broderen til Christian den Tiende til stede (Prins Harald).
Kongehus og gesandtskab involveret
Da K.B. Madsen senere skulle have jernkorset overdragt var både kongehuset og gesandtskabet i Berlin inddraget.
Adskillige soldater i vildrede
I 1943 skulle Frikorps Danmark opløses. Der var uro hos adskillige hundrede af danske soldater. De havde meldt sig til dansk krigstjeneste. De mente, at den danske gesandt Mohr i Berlin havde givet udtryk for, at soldaterne tjente Danmarks sag. Dette benægtede gesandten.
Brugte man soldaterne som afskærmning?
Forsvarsminister Brorson svarede efter besættelsen, at man blev nødt til at give disse indrømmelser ”for at undgå noget værre, f.eks. tvangsudskrivninger”. Spørgsmålet er, om man ikke brugte de frivillige som afskærmning for at bjerge Danmark lettere gennem besættelsen og så derefter at straffe dem.
Retsgarantier er udelelige
Man viste meget ringe interesse for hvad de havde gjort af gerninger. Men der var stor interesse for at få dem dømt med tilbagevirkende kraft, selv om retsgarantier er udelelige. Og de over 100 officerer, der deltog blev fyret uden pension. De var i den grad ”sprunget uden for nummer”
101 jurister henvendte sig
I efteråret skrev 101 jurister anført af seks professorer en henvendelse til Rigsdagen, hvori den henstillede til, at indtræden i Frikorps Danmark før 29. august 1943 og den blotte tjenestegørelse i dette korps blev gjort straffefri.
Retsopfattelse krænkes på det dybeste
Men ak kort tid efter sendte 266 jurister den modsatte opfordring. Argumentet var:
Skal holdningen være afgørende?
Spørgsmålet er om de frivillige fulgte ”regeringens kurs”, eller om de meldte sig i en eller anden forstand, fordi ”regeringen havde givet grønt lys”. Hvordan blev regeringens holdning tolket?
Historikere har heftet sig ved, at 40 pct. af de frivillige var medlem af et nazistisk parti. Hvervningen foregik for det mest hos nazistiske partikontorer. Men skal det rent retsligt afgøre det lovlige eller ikke – lovlige?
Historikerne er ikke helt enige. Et sted er der set tal på, at 75 pct. som var nazister. Men har man så undersøgt, hvor mange, der gik i krig for at udrydde bolsjevikker. Efter krigen blev det jo afgjort, at det at være medlem af en nazistisk parti ikke var ulovligt. Men trods dette blev man alligevel straffet.
Man fulgte befolkningens ønske
Nu hed det sig så flot, at det at have ladet sig lede af regeringen ikke lod sig modbevise. Det var en mulighed som forelå dommeren i hver enkelt sag. Men de dommere, der frikendte de frivillige, som skete i nogle enkelte tilfælde, blev i den grad sat på plads. Vigtige personer inde for modstandsbevægelsen forlangte dommerne fyret. En udtalelse lød således:
Politiske domme
Man skyndte sig, at få lagt en linje. Og det var måske ikke så meget tale om jura men om politiske domme. De frivillige burde have set, at den danske regering var under pres
De danske retsinstanser var enige om, at lovligheden var et produkt af den tyske overmagt.
To fotos af hærchefen
Der findes et foto af hærchefen, generalløjtnant Ebbe Gørtz inspicere Frikorps Danmark, inden det i september 1942 afgik til østfronten for med regeringens samtykke (elle ikke?) at bekæmpe bolsjevismen.
Et anden billede viser den samme generalløjtnant med frihedskæmper – armbind som chef for de samlede modstandsstyrker efter 5. maj 1945.
”God Forhandlingsteknik”
Man kan vel med rimlighed påstå at den parlamentariske kommission var ineffektiv og langsommelig. Og da man endelig var klar 10 år efter, ja så var en almindelig proces mod samarbejdspolitikerne i den grad svækket.
Den norske undersøgelseskommissionen samlede ikke blot kilder. De underkastede det også en kyndig, historisk analyse og forstod at placere omstridte handlinger i deres virkelige sammenhæng. Man fik derved et solidere grundlag.
De danske kollegaer vidste ikke, hvad de skulle lede efter. De kunne kun referer og registrere, hvad de fandt.
Man kan sige, at sendrægtigheden og resultaterne efter 10 år afspejler et ”god forhalingsteknik”
En betragtelig udrensning
Det kan jo være lidt svært at tolke Frihedsrådets krav. Men egentlig forlangte de kun undersøgelse af specielle forhold.
Frihedsrådet accepterede, at det at være medlem af en nazistisk organisation ikke var strafbart. Men de mente, at udbredelse af nazistisk propaganda var strafbart. Med andre ord, al tysk propaganda blev kendt strafbart. Og tjenestemænd og offentlig ansatte, der havde været medlem blev afskediget. Så her skete en betragtelig udrensning.
Det var særdeles barske og hadefulde metoder, nazisterne blev udsat for.
En indmeldelse i DNSAP var ensbetydende med udmeldelse af det nationale fællesskab. Men disse grundvilkår legitimere ikke den hårde fremfærd mod de danske nazister. Selv om mange nazister ikke havde gjort noget strafbart, blev de alligevel socialt og erhvervsmæssigt udgrænset.
Det blev de gennem tjenestemandsdomstole samt faglige og politiske foreningers selvbestaltede undersøgelseskommissioner og standretter. Ofte skete dette med udhængning i de pågældende organisationers fagblade.
Cirkulære skabte forvirring
Tjenestemænd blev i et cirkulære af 29. august 1940 pålagt at pleje selskabelig omgang med de lokale tyskere. Den blev godt nok afløst af en svagere henstilling senere hen. Men det skabte en del forvirring.
Domstolene efterkom befolkningens ønske
Den aggressive folkestemning har stor betydning for, at retsopgøret fik det omfang som næppe politisk var tilsigtet. Og det var sikkert også den, der var skyld i, at retspraksis blev så hård for nogen. Befolkningen ønskede hårdere straffe, end myndighederne fandt rimeligt. I sidste ende efterkom domstolene befolkningens ønsker.
Justitsminister Busch – Jensen gav et løfte til Landstinget om, at han ville pålægge anklagemyndigheden at undlade tiltalerejsning i visse mindre alvorlige tilfælde. Men han gav aldrig anklagemyndigheden noget direktiv.
De små landssvigere blev tiltalt og dømt først og derfor strengt, at hvilken årsag Landstinget følte sig ført bag lyset. Det var mærkeligt, at de garvede politikere ikke sikrede sig, at justitsministeren skulle give en håndfæstning. Måske lov man sig rive med af folkestemningen.
Det var Rigsdagens ønske, at der kun skulle rejses tiltale efter straffelovstillægget i de groveste tilfælde. Justitsministerens handlemåde var gådefuld.
Gådefuldt er det også, at anklagemyndigheden heller ikke rettede sig efter Rigsdagen. Derved blev det fra starten lagt en meget streng kurs.
Dødsdomme – ligesom lodtrækning
Også med hensyn til dødsdommene er det lagt forskellige procedure. Her spiller tidsfaktoren en betydelig rolle. En lodtrækning havde måske været lige så god, som de kriterier man valgte. Busch – Jensen og hans efterfølger A.L.H. Elmquist valgte helt forskellige måder at forvalte benådningsretten på.
Dommerne følte stor ubehag
Domstolene fulgte i 1945 anklagemyndighedens påstand om, at Buhl’ s udsagn i 1942 (den berømte sabotage – tale) ikke var ”anvisning fra lovlig dansk myndighed”. Dommere som i 1942 havde dømt dem, der blev angivet på statsministerens anvisning, dømte tre år efter dem, der havde fulgt statsministerens opfordring, mens denne stadig hed Buhl.
Ja en højesteretsdommer, der i 1941 havde stadfæstet interneringen af kommunisterne dømte generaldirektør P. Knutsen for til det danske politi at have sendt en seddel med to nazisters navne. Den havde været ophængt på DSB’ s centralværksted, og Knutzen ville angiveligt undgå tysk indgriben, der kunne have afsløret værkstedets mange kommunister.
Dommerne følte stor ubehag ved disse sager, men dømme gjorde de. Vidste man det ikke i forvejen, så fandt man ud af dengang, at domstolsafgørelser var bestemt af konjekturerne. Disse kunne så ændres radikalt efter et par år.
Stadsadvokaten havde misforstået noget
Zeitfreiwillige blev dømt mildere end frontkæmpere. Og det var lige det modsatte, der var hensigten. Her var det stadsadvokaten fra Sønderjylland, der havde misforstået signalerne fra rigsdag og rigsadvokat.
I begyndelsen var, som vi i andre artikler har skrevet den mindste straf 4 års fængsel. Og de kunne man få for selv en lille forseelse. Hvis Byretten takserede forseelsen til to år, ja så skulle anklagemyndigheden nok få dommen anket til Landsretten, så det kunne blive 4 år.
Konstant angst
Mange modstandsfolk havde levet i konstant angst for arrestation, tortur og henrettelse. Mange var sikkert ved blive sindssyge. Tænk at skulle komme til at røbe kammeraterne og så bagefter, at blive skudt. Måske er det forklaringen på den vildskab og brutalitet som forekom i de første majdage af 1945. Mange modstandsfolk mistede deres liv i denne periode.
Må jeg købe dit gevær?
Nogle dage efter den formelle kapitulation spurgte i Silkeborg en fredelig ubevæbnet kontorassistent naivt en tysk vagtpost, om han kunne købe hans gevær. Den tyske soldat sagde nej, skød og dræbte kontoristen bagfra, da han ville fjerne sig.
Det var fred, ja vist med stadig krig. Vi har tidligere beskrevet, hvad der skete på Flensborg Fjord. I Odense blev der ved ildkampe 26 dræbt og 77 såret. I hovedstaden var disse tal endnu højere.
Tysk tilstedeværelse til 1949
Det er nok de færreste, der ved, at den tyske tilstedeværelse i Danmark varede helt til 1949. Det var en gråzone mellem besættelsen og den kolde krig. Værnemagten opholdt sig fremdeles her i landet efter aftale med briterne. Disse var ikke interesseret i at stationere at større antal tropper i landet. Så værnemagten forblev i Danmark under våben og tysk kommando.
Briterne nøjedes med at udstikke nogle generelle retningslinjer. Og egentlig blev den danske modstandsbevægelse og de danske myndigheder ikke levnet meget indflydelse. I hvert fald ikke hvad angik de mest presserende opgaver efter 5. maj, nemlig den tyske rømning af Danmark. Nervecentret for denne omfattende militære operation var det tyske militære hovekvarter i Silkeborg.
Værnemagten havde vundet de interne tyske magtkamp i Danmark. SS blev den 6. maj underlagt Wehrmachtsbefehlshaber Dänemark.
Selv om den tyske rømning var afsluttet den 6. juni 1945, og den tyske stab opløst, forblev nogle tusinde tyske soldater i Danmark. De skulle sørge for oprydningsarbejder, bl.a. minerydning.
Først i juni 1949 forlod den sidste tyske soldat landet sammen med de sidste civile flygtninge.
Tyskerne henholdt sig til kapitulationsbestemmelserne
Den danske modstandsbevægelses reelle magt over for den tyske hær især i det farlige tidsrum mellem den 4. og den 8. maj, hvor tyskerne henholdt sig til kapitulationsbestemmelserne og under ingen omstændigheder lod sig afvæbne af modstandsbevægelsen må man heller ikke tale om.
Ja kigger vi på tabstallene i København den 5. 6. og 7. maj så ser vi at 76 er blevet dræbt ved skud. Og de fleste er mænd under 25 år.
Svært at argumentere mod den officielle opfattelse
Nu er det sådan, at det aldrig kan være historikernes opgave, at afgøre om de muligheder, der er valgt, var de rette, eller om denne eller hin person handlede rigtigt. Det er altid svært, at argumentere mod den officielle opfattelse af besættelsestiden.
Tyskertøser og feltmadrasser
Der er registreret 5.579 personer i Danmark som er født under eller lige efter besættelsen med en tysk biologisk far. De personer kaldes ”krigsbørn”. Andre kalder dem ”horebørn”.
Der anslås, at cirka 50.000 danske kvinder havde fortrolig omgang med tyske soldater i Danmark under besættelsen. Omgangen førte til sammenstød mellem danskere og enten tyske soldater eller kvinderne selv.
Mange af kvinderne blev udsat for social udstødelse. I besættelsesdagene blev de udsat for chikane, klippeaktioner og offentlig afklædning. Ingen blev straffet for disse aktioner. Samfundet dengang syntes, at det var helt i orden. Flere illegale blade opfordrede til at afstraffe kvinderne. De havde under besættelsestiden løbende bragt lister med de piger, der plejede omgang med tyske soldater.
De blev kaldt for ”Feltmadrasser, tyskertøser, syfilishopper og det, der er værre. Du kan læse i vores to artikler om dette emne, at piger der ville lede efter deres fædrene ophav mødte modstand fra det officielle Danmark.
Tysklandsarbejdere blev hånet
Tysklandsarbejdere måtte også finde sig i hån. Ikke mindre end 125.000 danskere rejste til Tyskland for at hjælpe tyskerne til dels i krigsindustrien. Men det var diverse fagforbund, a – kasser og ikke mindst Statens udvandringskontor, der beordrede dem afsted.
Tyskerne stillede krav om dansk arbejdskraft og det stillede både arbejdere og fagforeninger i et slemt dilemma.
Tilpasnings – og overlevelsesstrategi
Og man må hellere ikke sige, at både Socialdemokratiet og fagbevægelsen så en hvis interesse idet, for så kunne man eksportere en del af arbejdsløsheden.
Det samlede resultat blev en ikke ringe imødekommenhed over for de tyske krav, og metoderne til at komme afsted blev en blanding af stok og gulerod. Det handlede vel også om tilpasnings – og overlevelsesstrategi.
Var det så hårdt – økonomisk?
Vi hører også ofte om, at det var hårdt for det danske samfund. Vi fik et barskt økonomisk velfærdstab. Men tabet var nu ikke så entydigt. Beskæftigelsen steg. Og væksten i bruttofaktorindkomsten var betydelig.
Store dele af industrien havde tilsyneladende en god indtjening. Ganske vist faldt produktiviteten noget og omkostningerne steg. Men priserne på virksomhedens produkter steg mere. Mange var smarte nok til at udnytte situationen. Det er vel også almindelig kendt, at landbrug og fiskeri havde en god indtjening under hele besættelsen.
De blev dømt som landsforrædere og andre slap
Dem, der meldte sig i 1941 og 1942, hvor de fleste danskere troede på tysk sejr, betragtes i dag som landsforrædere. Og dem, der hjalp tyskerne blev dømt hårdt. Ikke de store, der virkelig tjente på tyskerne, de slap.
Svensson: I 1945 var Danmark ikke en retsstat
Men hvad var det nu den sønderjyske skribent Bjørn Svensson skrev:
Hal Koch, Paul Henningsen og andre kritikere mente, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at anvende nazistiske metoder. Venstres presse førte an i kritikken af modstandsbevægelsen og deres stikkerlikvideringer. Men de gjorde det først, da euforien havde lagt sig. Andre igen påstod, at retssikkerheden blev afløst af anarki.
Den officielle holdning er, at det gik meget bedre end i andre lande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 176 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:
Oktober 17, 2016
Frihedsrådet som springbræt
Ville kommunisterne bruge Frihedsrådet som springbræt til en revolution i Danmark i 1945 eller er det bare den sædvanlige kommunistforskrækkelse? Kigger vi på politikernes bekymringer, ja så er mistanken velbegrundet. Der var perioder, hvor DKP vitterlig troede på det. Ja i beretninger til Moskva tales der om at man ville opnå en opbakning på 70 pct. Og kommunisterne ville have Christmas Møller som statsminister. DKP nåede 12 pct. Men dem mistede man igen ved de kommende valg. Nu var euforien efter befrielsen forholdsvis hurtig overstået, og de gamle politiker, ja dem ville befolkningen have tilbage. Tyskerne overgav sig forholdsvis uden problemer. De skrækscenarier som politikerne frygtede opstod ikke. DKP brugte Frihedsrådet og ”Frit Danmark” bevidst. Men politikere som Vilhelm Buhl, Ole Bjørn Kraft samt Hartvig Frisch havde advaret mod det, som kunne ske.
Ville Kommunisterne overtage magten?
Var dele af den danske modstandsbevægelse til fare for det danske demokrati? Var kommunisterne tæt på et oprør, der ville give dem magten i Danmark? Kigger man på Frihedsrådets pjece fra 1943 så brugte man store ord som oprør. Men i virkeligheden var det, som man var ude på ”udrensningsstrategi”.
DKP ville udrense
Fra starten ville man have lovgivning med tilbagevirkende kraft, og en række live, hvor man kunne foretage en retsforfølgelse. Bevidst gik man efter dem, der deltog i tysk krigstjeneste, samt medlemmer af tyske korps og især tjenestemænd. Og så gik man efter tjenestemænd. Man gik efter, at blive populær i befolkningen og så vinde det første valg efter besættelsen.
Ja og den udrensning som kommunisterne havde i tankerne, var inden for politik og administration. Her ville kommunisterne gerne have magten. Frihedsrådet skulle have indflydelse på dansk politik. Og så var modstandsbevægelsen i slutningen af besættelsen populær og de var bevæbnet.
Buhl havde en modstrategi parat
Men det kan da godt være, at statsminister Buhl havde været mindre populær i sin sabotagetale, men han havde øjnet faren. Derfor havde han en modstrategi parat. To erklærede kommunister fik ministre i Befrielsesregeringen. Det samme gjaldt for to ”skabskommunister” udpeget af Frihedsrådet.
Buhl’ s modoffensiv betød at Frihedsrådet og kommunisternes strategi i sidste ende blev forpurret.
Nøglepositionerne besat af de af de ”gamle”
Det lykkedes for den superbegavede Buhl at give de demokratiske partier førerskabet i befrielsesregeringen. De demokratiske politikere fik alle nøglepositioner. Og de embedsmænd som modstandsbevægelsen fik udrenset i statssystemet fik Buhl behændigt udskiftet med personer, der var loyale over for de demokratiske politikere.
Den aggressive stemning lige efter besættelsen forsvandt hurtigt igen. Befolkningen fandt hurtigt tilbage til de gamle partier.
Og så kunne vi slutte artikler og efterlade læserne som et stort spørgsmålstegn, men det gør vi ikke,
Danmark bevarede ikke helt suveræniteten
Danmark bevarede stort set sin suverænitet. Modydelsen var, at danske myndigheder påtog sig ansvaret for, at landets borgere ikke på nogen måde lagde den tyske værnemagt hindringer i vejen.
I første række påhvilede ansvaret regeringen, som med sine appeller til befolkningen skulle sikre opbakningen til denne politik. I sidste instans var det dansk politi og retsvæsnets opgave at forhindre og i givet fald opklare og dømme anslag mod værnemagten.
Grundlovsbrud – for at redde Grundloven!
Men det varede nu ikke længe efter den 9. april, at de gjorde indhug i denne suverænitet. Det skete for eksempel efter Tysklands angreb mod Sovjetunionen den 22.juni 1941, da ledende kommunister krævedes interneret af det danske politi.
Regeringen adlød kravet af frygt for, at besættelsesmagten ville feje det politiske system af borde og indsætte en dansk – nazistisk marionetregering eller et regulært militærstyre.
Typisk for besættelsestidens politiske dilemmaer, men også for egen pervers logik, begik regeringen således grundlovsbrud – for at redde grundloven.
Udskiftning i toppen blev accepteret
Et andet indgreb i dansk suverænitet var i forbindelsen med telegramkrisen i november 1942. Her løs det tyske krav, at Vilhelm Buhl skulle udskiftes med udenrigsminister Erik Scavenius. Han var mere disponeret for et aktivt samarbejde med tyskerne, mente de. Igen føjede den danske regering og Rigsdagen sig.
Man stemte på de gamle
I marts 1943 stemte 95 pct. af vælgerne på partierne bag samarbejdspolitikken. Kun 0,5 pct. stemte på DKP og de illegale blades opfordring til at stemme blankt, fordi DKP ikke måtte stille op til valget.
Kunne ikke acceptere de tyske krav
Tyskerne krævede i august 1943, at regeringen erklærede undtagelsestilstand, indføre hurtig voksende særdomstole og dødsstraf for sabotage. Parterne af regeringen afviste disse krav. Regeringen, Rigsdag og kongen ophørte derefter formelt deres virke. Den danske hær blev afvæbnet og officererne blev interneret i et par måneder.
Spørgsmålet er enlig, om det er rigtigt at urolighederne i august 1943 var en afvisning af regeringens samarbejdspolitik. Var det ikke snarere en protest mod besættelsesmagten?
Den militære undtagelsestilstand var indført, og nu frygtede man, at danskerne skulle lide samme skæbne som i andre lande.
Kommunisterne fik pludselig indflydelse
Besættelsen af Danmark var kommunisternes stjernestund. Pludselig fik man masser af indflydelse. I 1942 – 43 lugtede man begrebet magt. Godt nok havde man kun 1,5 pct. men udviklingen var til fordel for kommunisterne. Aksel Larsen fik kontakt med de Konservatives, John Christmas Møller. Sammen og i samarbejde med andre fik man skabt organisationen, der hed Frit Danmark.
”Frit Danmark” til borgerskabet
Frit Danmark var mere henvendt til borgerskabet med ofte Mogens Fog som pennefører. DKP leverede den største arbejdskraft og det kunne vel også ses. Men det geniale ved Mogens Fog var, at han ikke var formet af partiet. Han spillede den progressive humanist.
Straffes for ”urigtige oplysninger”
Mogens Fog mente, at der efter krigen skulle renses grundig ud blandt funktionærer og tjenestemænd, der havde været ”nazivenlige”. Man skulle overveje at stille regeringen over for en rigsret. Og folk inden for justitsvæsnets top skulle også for en domstol. Man skulle selvfølgelig have presse – og mødefrihed. Og så kommer det interessant, man skulle straffes for urigtige oplysninger. Hvordan, ja det kommer Fog, så ikke ind på.
Politisk og økonomisk diktatur
Mogens Fog opererer med en tredeling af frihedsbegrebet, når det danske kommunistiske samfund skulle etableres. Der skulle etableres en form for politisk og økonomisk diktatur.
Meget realistisk pointerer Fog, at DKP’ s fremtid afhang af den internationale situation. Han var helt overbevist om, at man sammen med Christmas Møller kunne finde et fælles program. Christmas Møller skulle mobilisere middelstandsklassen, som DKP ikke rigtig kunne få fat i.
Børge Houmann ikke enig
En anden markant kommunist, Børge Houmann var ikke helt enig med Fog. Han mente, at Fog var for eftergivende over for modstanderne.
Fra foråret 1943 til befrielsen i maj 1945 gennemløb modstandsbevægelsen en voldsom udvikling rekrutteringsmæssigt. Men dette forhold, svækkede ikke DKP’ s ambitioner snarere tværtimod. Man skulle bare justere strategien.
Frihedsrådet – en udvidelse af Folkefronten
I kommunistisk perspektiv var Frihedsrådet en udvidelse af folkefronten. Med den stigende status som Frihedsrådet fik mod slutningen af besættelsen gav det forøgede muligheder. Man anerkendte også, at det ikke alene var Frihedsrådet, der kunne bringe kommunisterne til magten.
Socialdemokratiet – under kommunistisk styring
Man skulle skabe enhed i arbejderbevægelsen og det kunne man kun opnå ved at samarbejde med Socialdemokraterne. Og man mente helt bestemt at Socialdemokraterne ville komme under kommunistisk styring.
De engelske værter brød sig ikke om det
Christmas Møller var under sit London – eksil kommet med flere positive udmeldinger om Sovjetunionen end de engelske værter brød sig om. Han sagde således offentlig, at Sovjetunionen skulle deltage i Danmarks befrielse og tillades at have baser på Bornholm. Sovjetiske dagblade oplyste også, at DKP ønskede ham som statsminister i en regering som de skulle være med i efter besættelsestiden.
Vilhelm Buhl – som leder
Men åbenbart førte misforståelser og forvirring til, at alle politiske kræfter, herunder også Frihedsrådets flertal blev enige om, at man samledes om Vilhelm Buhl som leder af befrielsesregeringen. Trods skibruddet med at få Christmas Møller som regeringsleder så fortsatte DKP med at maksimere indflydelsen i modstandsbevægelsen. Frihedsrådets status skulle udnyttes i befolkningen.
Frihedsrådet skulle ikke være politisk parti
Med støtte fra Dansk Samlings repræsentant i Frihedsrådet forelagde DKP ’ eren, Alfred Jensen i april 1945 et økonomisk og socialt program, som blandt andet indeholdt nationaliseringer af virksomheder og afstandtagen til 1943 – rigsdagen som med henvisning til forbuddet mod DKP erklæret som grundlovsstridigt.
Udkastet blev forelagt på et møde den 17. april, men det faldt på Frode Jacobsens modstand mod at udsende programmet. Han mente ikke, at Frihedsrådet havde mandat til at fremsætte sådan et program.
Han mente, at opstille Frihedsrådet som et politisk parti ville være forræderi mod modstandsfolkene. Det var på det møde, at rådet foreslog Buhl som statsminister trods massiv modstand fra Alfred Jensen og Børge Houmann.
Scavenius – folkene skulle ikke med
Frihedsrådet bestemte også, at medlemmer af Scavenius – regeringen ikke kunne blive ministre i den nye regering. Jo, det var en slags udrensning, man ville frem til.
Man stillede også krav om, at der skulle være ligelig repræsentation af såkaldt ”gamle politikere” og modstandsbevægelsen.
At Frode Jacobsen ikke accepterede det politiske program accepterede DKP kun som et mindre tilbageslag. Frode Jacobsen har nok overdrevet sin kamp med DKP i hans udmeldinger i hvert fald, når det gjaldt disse sager.
Lagde de våben til side?
Efter den 29. august 1943 var der en stærk form for kommunistforskrækkelse. Der gik rygter om, at kommunisterne i modstandsbevægelsen stak våben til side. Men så mange våben var det slet ikke i modstandsbevægelsen på daværende tidspunkt.
Kloge ord af Hartvig Frisch
I august 1944 advarede den socialdemokratiske og meget intellektuelle Hartvig Frisch:
Ville en væbnet modstandsbevægelse overtage magten?
Men de tre andre partier nærede efterhånden også frygt for at noget kunne ske efter besættelsen. En regulær væbnet magtovertagelse af modstandsbevægelsen var en af skrækscenarierne.
For det andet var det en sovjetisk befrielse, hvor de kommunistiske ledere af modstandsbevægelsen ville blive de ledende i en dansk marionetregering.
For det tredje var det en voldsom befrielseskamp med skarp tysk modstand, og deltagelse af dansk kollaboratørkorps på tysk side.
Andre scenarier var, at modstandsbevægelsen sammen med befolkningen ville kræve et voldsomt og dybdegående retsopgør, der ville stille ledende politikere for en domstol.
Kommunisterne håbede på ustabil situation
Og så var det scenariet som kommunisterne håbede på, at de havde vundet befolkningens tillid. Dette kunne så også have været i forbindelse med en social og økonomisk ustabil situation, der havde skabt radikalisering.
Man ville godt ofre Scavenius
En stigmatisering af Scavenius – ministrene faldt politikerne stærk for brystet. Scavenius selv ofrede man gerne. Han var kommet udefra som diplomat. Han hørte ikke rigtig til i politikernes klub. Men hvad skulle man gøre. Og hvad mon blev det næste?
Buhl: Frihedsrusen er snart over
Hos De Konservative mente Ole Bjørn Kraft, at man skulle acceptere Frihedsrådets krav. Faren var ellers, at man ville aktivere befolkningen og med sine magtmidler feje Rigsdagen af banen.
Hos Socialdemokraterne førte Buhl ordet. Han forudså, at en dag var ”Frihedsrusen ovre”. Frihedsrådet ville bliver sejrherre, hvis ikke politikerne tog føringen med det samme, mente han. En fællesregering ville bringe modstandsbævelsens våben under politisk kontrol. Han anså dette som den bedste løsning.
Socialdemokraterne på vagt
De forskellige partier gik nu sammen imod modstandsbevægelsen og DKP. Nu var befrielseskompromisset næsten på plads. Men nu skulle posterne så fordeles.
DKP mente, at de skulle have Arbejds – og Socialministeriet. Det skulle gives til Alfred Jensen. Det skete formentlig ud fra en opfattelse af, at ministeriet skulle bruges til en socialpolitik med appel til arbejderklassen. Måske skulle ministeriet også være et organ til at statsstyre uro på arbejdspladsen, hvis noget sådant blev anset for gavnligt.
På det afgørende møde den 1. maj nedlagde Socialdemokraterne dog veto mod dette. Kommunisterne blev nødt til at give op. Det blev partiets formand, Hans Hedtoft, der blev arbejds – og socialminister. Alfred Jensen blev i stedet trafikminister.
Som repræsentant for ”Frit Danmark” blev den ”hemmelige DKP’ er Mogens Fog minister for særlig anliggender, dvs. minister for modstandsbevægelsen. Christmas Møller blev udenrigsminister.
Man ønskede Danmark anerkendt
Nu var det ikke kun på grund af de presserende indenrigspolitiske grunde, at man blev nødt til at føje Frihedsrådet. De etablerede politikere ønskede Danmark anerkendt som allieret nation. Det ville give nationen en bedre udenrigspolitisk status.
Og det var selvfølgelig modstandsbevægelsen, der gav adgang til det fornemme selskab. Storbritannien havde allerede anerkendt Danmark. Og man forventede, at USA ville gøre det samme.
Sovjetunionen ventede bevidst
Men Sovjetunionen havde bevist undladt at lægge pres på Danmark. De ventede på, om Frihedsrådet og DKP fik plads i regeringen. Og uden dette, ville Moskva næppe have anerkendt Danmark. Ved at holde på sin anerkendelse forsøgte den sovjetiske regering både at fremme såvel egne som DKP’ s interesser.
Allerede fra begyndelsen af 1944 søgte Moskva målbevidst at øge sin indflydelse i Danmark. Danmarks placering ved Østersøens udmunding gjorde landet interessant. Ligesom DKP gerne gemte sine reelle hensigter under dække af modstandskampen og Frihedsrådet, vidste Moskva også at de geopolitiske hensyn som DKP’ s situation bedst blev fremmet via Frihedsrådet.
Russerne betragtede Danmark som ”Fjendeland”
I en artikel i det sovjetiske tidsskrift ”Krigen og Arbejderklassen” kan man se Kremls syn på Danmark. Her blev politikerne bag samarbejdspolitikken kaldt ”Hitlers tjenere og lakajer” og socialdemokraterne for forrædere. Omvendt blev DKP og særlig Frihedsrådet rost i høje toner som udtryk for folkeviljen i Danmark.
Ligeledes var det så sent som i januar 1945 grundige overvejelser i det sovjetiske diplomati om at ved hjælp af de danske kommunisters påvirkning af Frihedsrådet at få dette til at officielt hilse sovjetisk deltagelse af befrielsen af Danmark velkommen med efterfølgende ”militær kontrolkommission” i det befriede Danmark.
Som det klart fremgår, så skulle Danmark altså behandles som fjendeland og ikke som allieret.
De danske politikker valgte at hold mund
Som bekendt endte det med, at den sovjetiske befrielse/besættelse af Bornholm. Den sovjetiske landgang på Bornholm besluttedes i direkte forlængelse af overstående i marts 1945.
Også den del af Danmarkshistorien fortjener en selvstændig artikel. Og den artikel kommer slevfølgelig også. De russiske soldaters ugerninger og brutalitet bør frem i lyset.
De danske politikere vidste udmærket, hvad der skete over på øen. Men man valgte at holde mund, for ikke at skade forholdet til Moskva. Bornholm blev en storpolitisk brik i skakspillet mellem øst og vest, mellem Moskva og London.
Antallet af overfald, russiske voldtægter af bornholmske kvinder tog til. Og så endelig besluttede Rigspolitichefen at etablere en særlig udrykningstjeneste, der kunne hjælpe Bornholms Politi.
Optrin skabte folkelig træthed
Den konservative forsvarsminister fik efterhånden mere eller mindre kontrol over tropperne. Ganske vist var der flere episoder, hvor modstandsgrupper opererede på egen hånd. De internerede påståede landsforrædere og kollaboratører og besatte fængsler med krav om forøget skarphed i udrensningen.
Men disse optrin skabte en folkelig træthed over al den våbenraslen, selvretfærdighed, selvtægt og ofte rent ud barnlig fremvisning af våben, som også var et af befrielsesdommernes kendetegn.
Mange havde fået nok af krig, højtrøstende ideologiske ytringer og ballade. Nu ville de have fred og ro.
Man ville have fornyelse
Men sådan var det nu ikke alle steder. Der var et ønske om fornyelse. Foruden lønforhøjelse var der et ønske om et mere effektivt retsopgør samt forhandlinger mellem DKP og Socialdemokratiet.
DKP regnede med 70 pct.’ s opbakning
Denne uro gav optimisme hos DKP. Og den blev videregivet af sovjetiske agenter i Danmark. I disse rapporter citerede man Alfred Jensen, som mente, at størstedelen af befolkningen bakkede DKP op. Han forventede således 70 pct. af stemmerne til næste folketingsvalg i efteråret 1945.
Man sagde også at Christmas Møller var 99 pct. enig med DKP og at han ville splitte Det Konservative Folkeparti. Ja halvdelen af de venstreorienterede konservative ville gå over til DKP. Nu var disse antagelser måske lovlig optimistiske. Måske var det for at bevare det gode forhold til Moskva?
Danskerne var mæt og havde klæder
Moskva’ s agenter var måske realistiske når de fastslog, at det var de britiske tropper, der havde befriet Danmark. Modstandsbevægelsen stod under General Dørtz kommando. Man han stod under den britiske general Dewings kommando.
Agenterne kunne også konstatere, at danskeren var mæt, havde klæder på kroppen og havde arbejde.
Man ville tvinge socialdemokraterne
En Moskva – agent håbede på et positiv resultat mellem Socialdemokraterne og DKP’ s forhandlinger. Aksel Larsen havde således udtrykt, at han ville ”tvinge” Socialdemokraterne i en folkedemokratisk blok.
Og det gik da også vældig godt for DKP ved valget i oktober 1945. Man opnåede 18 mandater (12 pct.) Og Socialdemokraterne gik 18 mandater tilbage. Det var kommunisternes bedste valg nogensinde, men det var nu langt op til de 70 pct. Og Christmas Møller var genindtrådt i Det Konservative Folkeparti.
DKP tabte deres vundne opbakning
Omkring 85 pct. af vælgerne stemte på de partier, der havde båret tilpasningspolitikken.
Venstre, der stod kommunisterne fjernest dannede regering. Men ved det efterfølgende valg vandt Socialdemokraterne. Og ved de efterfølgende valg fik de genvundet de tabte mandater bid for bid.
Flere årtier med socialdemokratisk dominans fulgte.
Retsopgør mod de små fisk
DKP havde holdt hårdt på, at store anerkendte firmaer havde arbejdet for tyskerne, og de burde straffes. Men der var stærke politiske kræfter, der forsvarede dem. Man havde et nedslidt produktionsapparat, og man ville ikke skade beskæftigelsen. Et velfungerende firma ville man heller ikke skade. Tilbage blev så kun et retsopgør mod overvejende små fisk. Men den problematik kan vi tage op i en kommende artikel.
Overgangen forløb smidig
Befrielsen havde udviklet sig til skade for DKP. Tyskerne overgav sig stort set uden problemer. Der kom ikke den regulære krig på dansk jord, som politikerne havde frygtet. Overgangen blev smidigere.
Befrielsesregeringen havde også været en god platform for kommunisterne, men de kunne ikke udmanøvrere de gamle politikere.
”De Gamle” kom tilbage
Ved valget i oktober 1945 kom der en markant genkomst af de gamle politikere. Fordi man i maj 1945 betragtede modstandsfolkene som helte, var det nødvendigvis ikke fordi de gamle politikere var forrædere.
De sociale spændinger blev ikke så store som kommunisterne måske havde håbet.
Man sad ikke med hænderne i skødet
Men hvorfor overvurderede politikerne kommunisternes styrke? De bedømte situationen ud fra den værste situation. Det havde været uansvarligt at sidde med hænderne i skødet og bare vente på, at det hele gik over af sig selv.
Den røde revolution udeblev.
Kære læsere, ”Den Gamle redaktør” håber på, at I kan se, at det ikke bare var konspirations – teorier.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 175 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig og tiden omkring herunder:
Oktober 15, 2016
Overvågning i Sønderjylland
Vi følger overvågningen især fra 1945 – 1950 af Det Tyske Mindretal. Ja den fortsatte under mindre intensitet. BdN blev oprettet. Men i Det Tyske Mindretal var der ballade mellem de moderate og de aggressive. Der Nordschleswiger, mindretallets blad skulle bevæge sig mellem de to. Justitsminister Elmquist påpegede, at man sandelig ikke overvågede uskyldige. Men politimester Brix og til dels Bøving fik deres vilje. Der skete en intens overvågning. 80.000 kort endte det med i kartotekerne. Men der kom til åben konfrontation mellem Brix og Mindretallet. Måske havde Mindretallet ret. De blev snydt for et halv år under retsopgøret. Havde Brix og de aggressive fra Mindretallet kunnet beherske sig, havde forholdene i Sønderjylland været forbedret længe før. Brix ville have spioner, de skulle kaldes tillidsmænd og spises af med smørrebrød eller et kop kaffe. Brix blev Danmarks første PET – chef.
Anspændt situation
Det var en anspændt situation i Sønderjylland lige efter besættelsen. De danske myndigheder kiggede med ængstelser på pronazistiske strømninger i det tyske mindretal. Og det blev politikommandør for Sydjylland, Ernst Brix der var primus motor i denne overvågning. Han fik det nærmest, som han selv ville have det. I 1951 blev han PET’ s første chef, men det endte også brat.
Og efter Brix var der folk, der ikke mere end villig til at fortsætte med overvågningen.
1.700 fortrinsvis ældre tysksindede mænd meldte sig til ”Zeitfreiwilligedienst”. Dette hørte under værnemagten. De trak i tyske uniformer og blev uddannet i våbenbrug.
De moderate forsøgte at samle stumperne
I sommeren 1945 anholdt modstandsbevægelsen 3.500 medlemmer af mindretallet. De fleste blev interneret i Fårhuslejren. I løbet af 1945 – 1950 blev 2.958 tysksindede dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.
De moderate tysksindede kræfter inden for Mindretallet forsøgte at samle stumperne. Økonomien lå i ruiner og de tyske skoler var blevet lukket. Efter befrielsen blev tyske bygninger og mindesmærker sprunget i luften. Tysksindede butikker blev ødelagt, den tyske avis Nordschleswigsche Zeitungs lokaler i Aabenraa blev ødelagt og det store monument på Knivsbjerg blev sprunget i luften.
De Moderate udsendte en erklæring
Den 6. september 1945 udsende en gruppe moderate mindretalsmedlemmer fra Haderslev en erklæring, at de tog afstand fra de begivenheder, der havde forgiftet de dansk – tyske forhold de forgangne 12 år.
Det var den moderate kreds af tysksindede, der bestod af pengestærke borgere fra købstæderne, som også under besættelsen havde holdt sig på afstand fra den officielle mindretalslinje. De finansierede også beredvilligt den nye mindretalsavis ”Der Nordschleswiger”, der begyndte at udkomme i februar 1946.
De håbede, at der fra dansk side kunne opnås accept til at genopbygge mindretallet. Men det var åbenbart ikke så let i mindretallet at opnå enighed og en moderat linje.
Bund deutscher Nordschleswiger en realitet
Den 22. november 1945 mødtes 30 fremtrædende tysksindede i Aabenraa. Efter meget hidsige diskussioner vedtog man at anerkende de moderates erklæring og en anerkendelse af 1920 – grænsen.
De internerede fik samtidig lovning på ikke at vende hjem til social isolation. Men sådan blev det nu ikke for alle. Men Bund deutscher Nordschleswiger (BdN) var en realitet.
Mathias Hansen fra den moderate fløj blev provisorisk formand. I maj 1945 mødtes foreningen til deres første egentlige generalforsamling. Her nedlagde Mathias Hansen sit hverv og Niels Wernich blev valgt som formand.
Situationen blev tilspidset
Men situationen var ret så tilspidset i foreningen. Den var reelt ved at blive splittet. Lokalafdelingen i Haderslev truede med at lave deres egen parti. De mente at foreningen var alt for aggressiv. Der blev truet med økonomiske konsekvenser.
Ernst Brix mente, at Wernich’ s aggressive linje havde 40 pct. tilhængere, mens den mere moderate fløj havde 60 pct’ s opbakning.
Baggrunden for den aggressive linje skulle søges syd for grænsen. Man havde fået fornyet tiltro til ”Kiels voksende Magt”. Men efter de første fem år begyndte forholdene at normalisere sig. Men nogle af de gamle ledere begyndte at vende tilbage til foreningen.
Diverse kartoteker tidligt oprettet
En politiadjudant – stilling blev allerede tidligt oprettet, faktisk allerede da nazisterne fik magten syd på. Man skulle fremskaffe oplysninger ved udnyttelse af de oplysninger, der fremkom i pressen. Der blev oprettet fire forskellige kartoteker. Hovedkartoteket indeholdt samtlige navne på de personer, der blev nævnt i de sager, politiadjudanten fik på sit bord.
Yderligere blev der oprettet et specialkartotek, der opsummerede navnene på de personer, der tilhørte yderliggående politiske fraktioner.
Et emnekartotek indeholdt oplysninger af grænsepolitisk betydning og endelig rådede politiadjudanten over et kartotek, der indeholdt navnene på personer fra sager med opholds – og arbejdstilladelser.
Aabenraa’ s konstituerede politimester T. Martensen – Larsen beskrev situation den 18. maj 1945 situationen for Rigspolitichefen:
En undersøgelsesafdeling
Sønderjyllands særstatus som grænseområde gjorde det nødvendigt med endnu en politikommandør, der skulle varetage de særlige politimæssige opgaver i grænselandet. Dette hverv blev i første omgang varetaget af Tønders politimester, Ernst Brix, indtil han 1. august 1945 blev udnævnt til politimester i Aabenraa og dermed politikommandør for Sydjylland.
I sommeren dette år, blev der oprettet en undersøgelsesafdeling i Aabenraa, der skulle tage sig af de særlige sager, der hørte under politikommandørens embede. Afdelingen havde til huse i det tidligere tyske konsulat og bestod af en politifuldmægtig og 12 kriminalpolititjenestemænd. De havde til opgave at skaffe bevismateriale mod enkeltpersoner i Sønderjylland, som havde overtrådt straffelovstillægget af 1. juni 1945.
Sideløbende med disse undersøgelser var afdelingen beskæftiget med at kortlægge mindretallets nationalsocialistiske partis forhold til både det danske nazistparti, det tyske politi og værnemagten.
Mange opgaver
Af andre opgaver som også faldt under politikommandørens myndighed hørte den centraliserede behandling af opholds – og arbejdstilladelser for udenlandske borgere og ledelsen af det dansk – britiske paskontor i Flensborg, hvor danske sydslesvigere kunne få udstedt visa til Danmark. Som Brix udtrykte det:
Overvågningen burde forøges
Brix mente at det var meget vigtigt at udbygge efterretningsarbejdet især over for det tyske mindretal:
Ja sådan sagde Brix omkring årsskiftet 1945/46. Han havde forsøgt at få sine kollegaer til indsende stemningsberetninger om tysksindede i landsdelen. Der kom blot en eneste melding retur.
Brix og Bøving pressede på
Rigspolitichefen ville ellers afvikle den specielle politikommandørordning omkring december 1945. Et halv år senere blev der udsendt en bekendtgørelse med at de forskellige foranstaltninger til oprettelse af ro og orden var ophævet.
Men allerede to dage inde i det nye år havde Brix skrevet til Rigspolitichefen, at der i Sønderjylland var stærk behov for udevidet efterretnings og oplysningstjeneste. Også hans kollega i Tønder, politimester Bøving skrev at,
Brix fik nærmest frie hænder
Dette lobbyarbejde bar frugt, for justitsminister Elmquist gav nærmest Brix fri hænder til at fortsætte arbejdet.
Efterretningsafdelingen skulle koncentrere sig om undersøgelser af alle former for spionage rettet mod Danmark og andre lande, grænsetrafikken og undersøgelser af personer ved ansættelse i militæret, post – telegraf – og telefonvæsen, samt lærere ved privatskoler.
Desuden skulle afdelingen undersøge yderliggående politisk virksomhed i landsdelen og det tyske mindretal. Den yderliggående politiske virksomhed skulle overvåges ved at følge såvel den legale som den illegale presse. De politiske partier og den terroristiske virksomhed, der udføres af såkaldte ”varulvebevægelser” i Sønderjylland efter befrielsen.
Slap godt fra diskriminerende udtalelser
Ifølge Brix havde Sønderjylland i fortiden vist sig at være arnested for disse yderlige politiske bevægelser, og der er næppe grunde til at tvivle om, at landsdelen igen vil blive forsøgsmark for en politik, der tidligere gik under navnet ”Lei – bevægelsen” Cornelius Petersen – Bevægelsen (Bondens Selvstyre) og dansk og tysk nazisme. Disse bevægelser findes blandt ”den tyskstillede, den blakkede og den utilfredse og den uduelige del af den danske bevægelse her”
Ja tænk sådan udtalte han det, og slap godt fra det. Det skulle i det hele taget holdes et skarpt øje med den ”tyskindstillede” del af den sønderjyske befolkning, hvorfor der hver måned burde sendes en fortrolig rapport til samtlige sønderjyske politimestre over mindretallets arbejde, baseret på informationer fra de enkelte politikredse.
Var det Berufsverbot?
Derudover skulle tysksindede tjenestemænd identificeres idet ”illoyale kredse vil gøre forsøg på at få deres folk ind i etaterne igen. Tyskerne findes som bekendt vedvarende i såvel Statens som Kommunens tjeneste. De må være kendt og registreret. Hertil er det absolut nødvendigt, at der træffes fornøden aftale med de respektive myndigheder om at rette forespørgsler vedrørende ansøgninger til stillinger”
Om det var en form for ”Berufsverbot” som Brix ville have indført, vides ikke. Men i forvejen havde de dømte fra mindretallet ingen mulighed for at søge offentlige stillinger. Det var jo en tillægsdom de fik foruden interneringen.
Spioner skulle kaldes tillidsmænd
Brix ville også have tilknyttet en net af meddelere (vaagne Iagttagere). Og hans planer var, at der skulle være en for hver 200 beboer. Disse skulle så rekrutteres blandt ”den gamle før 5. Maj Modstandsbevægelse”. De ville nemlig gå ind i et arbejde ”ud fra rent ideologiske grunde og med en del af den gamle kampiver i behold”
Alt tyder på, at Brix ville have resultater ud af sine spioner. Og observationerne og rapporterne ville nok være alt andet end neutrale. Disse informanter skulle ikke betales for deres tjeneste. De skulle derfor kaldes ”Tillidsmænd”. Og som betaling kunne man tilbyde et kop kaffe eller et stykke smørrebrød.
Sagsmapper var nødvendigt
Ja Brix mente, at de enkelte politikredse burde se stort på bilag, når det var overvågning af det tyske mindretal, det drejede sig om. Der burde vises den enkelte politimand fornøden tillid i denne sag.
Brix gjorde også opmærksom på at nogle af de folk, der sad i spidsen for BDN havde en fortid i NSDAP – N. Så et omfattende kartotekssystem og sagsmapper var absolut nødvendig.
Justitsminister er ikke sandfærdig
Men alt tyder på, at Justitsminister Elmquist måske ikke var helt enig med Brix metoder. I Folketinget udtalte han om politiets anvendelse af kartoteker:
Nu svarer den udtalelse nok ikke helt til sandheden. Men denne justitsminister er ikke den eneste politiker der i historiens løb har løjet om dette.
Særlige omstændigheder
Man Brix modtog dog en fortrolig cirkulæreskrivelse fra Justitsministeriet, der levede op til justitsministerens udtalelse. Og ministeren åbnede dog også for betegnelsen ”særlig ordning”. Og ”særlige omstændigheder”.
Uenighed om mødets resultat
Den 8. september 1947 mødtes de sønderjyske politimestre med justitsministerens departementschef Eivind Larsen samt justitsminister Elmquist. Fra starten vidste man, at der ikke ville foreligge en dagsorden, og at der heller ikke ville blive taget referat fra mødet.
Nu var det langt fra alle sønderjyske politimestre, der var lige begejstret for et sønderjysk efterretningstjeneste med base i Aabenraa. Bøving fra Tønder havde vist sin begejstring, men Hartmann fra Haderslev brød sig ikke om det.
Hvad der kom ud af mødet var der vidt forskellige opfattelser af. For to år efter mødet mente Brix, at nogle af de sønderjyske politimestre boykottede efterretningen. Således havde politimester Sundorph videresendt Brix opfordring videre til kirkeministeren og spurgt:
Politimester Hartmann havde skrevet et brev til justitsministeren, at han ikke var begejstret.
Politimester Bjerre fra Gråsten havde spurgt Justitsministeren om, hvad baggrunden var for at etablere dette store apparat. Og da havde justitsministeren svaret, at der slet ikke skulle foretages noget som helst.
En ny plan i 1949
Men Brix fik igen sin vilje igennem og efterretningen fortsatte. I 1949 udfærdigede han derfor en ny plan, der gik ud på en endnu mere effektiv overvågning af det tyske mindretal. Og planen indeholdt en systematisk oversigt over fremgangsmåden.
Intens overvågning
Planen var delt i otte hovedområder, som udgjorde mindretallets finansielle, kulturelle og politiske rygmarv. Der skulle kigges intens på lærerne, børnenes forældre i skolen. Havde de været udsat for pression? Man skulle finde ud af, hvad der fra tysk side var blevet gjort for at bevare jord på tyske hænder. Hvordan så det ud med tyske banker? Hvem var de tyske finansielle bagmænd?
Den nuværende politiske kurs skulle undersøges. Hvem havde magten, de aggressive eller de mere moderate? Eksisterede der forbindelser til 6. maj – bevægelsen eller tidligere DNSAP – folk?
Man skulle overvåge ungdomsorganisationer, skytteforeninger, eks – og importører, fabrikker, arbejdspladser og radioamatører.
Overvågning fik en anden karakter
Brix afløser i Aabenraa blev en tidligere kontorchef i Justitsministeriet, N. Schaumborg – Christensen. Han var også overbevist om, at det var nødvendigt at følge udviklingen i mindretallet.
Men overvågningen fik nu en anden karakter. Det fik et mere overordnet præg. Overvågningen af det tyske mindretal nåede aldrig den intensivitet som Ernst Brix havde lagt i arbejdet.
I 1955 blev der udfærdiget en rapport om mindretallets udvikling. I 1958 gemte man heller ikke mere programmerne fra Knivsbjerg – festerne.
Den lokale betjent oplevede hadet
Det sønderjyske politis opfattelse af mindretallet var i den første tid efter befrielsen påvirket af de erfaringer, man gjorde under besættelsen. Den lokale betjent oplevede også bitterheden og endda had, som var fremkaldt af retsopgøret. Således er der barske indberetninger fra betjente i Ravsted og Højer.
Og i Tinglev havde ”Sheriffen fra Tinglev” sine udfordringer.
Brix: En nazibande
Det skortede nu heller ikke med Brix barske udmeldinger mod mindretallet, således udtalte han:
For Ernst Brix betød det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed. Han var misfornøjet med at mindretallet til dels valgte ”ledende nazister” i den ny ledelse. Jo mere han fik at vide om den ny ledelse, jo mindre tillid havde han til dem og jo mere overvågning ønskede han.
Brix holdt sig ikke tilbage
Han holdt sig jo heller ikke tilbage med udtalelser og ud fra disse kan vi sagtens se hans holdning.
Åben konfrontation
Brix mistillid til mindretallet og dets ledere var dybfølt – og gengældt. I årenes løb blev Aabenraas politimester for mange tysksindede personificeringen af det i deres øjne uretfærdige retsopgør og hvad de opfattede som forfølgelse.
Politimesterens uforsonlighed kombineret med mange tysksindedes bitterhed eller ligefrem had og dermed provokerende opførsel resulterede i en tilspidset situation, der gjorde en forståelse vanskelig. Parterne var uforstående over for hinanden og i efteråret 1947 eskalerede situationen. Det var en åben konfrontation
Brix truede med sagsanlæg
Folketingskandidaten Reuter beskyldte Brix for at chikanere mindretallet ved at nægte indrejsetilladelse til tyskere, der ønskede at besøge mindretallet.
BdN – bestyrelsesmedlem Frederik Christensen havde ved et tyske vælgermøde i oktober 1947 påstået, at Brix i oktober 1946 havde sagt i vidners nærværelse, at man ville undertrykke alt tysk, så der intet var om 50 år. Desuden havde politimesteren ifølge Christensen forhalet opklaringen af de talrige bombeattentater mod tyske mål, der bl.a. havde lagt Knivsbjerg og Nordschleswigsche Zeitungs lokaler i ruiner, selv om
Da Ernst Siegfried Hansen oven i købet valgte at viderebringe påstanden om Brix’ ”udryddelsesplan” i Der Nordschleswiger blev det for meget for Brix. Han havde nægtet, at have udtalt sig som sådan og spekulerede på, at anlægge sag mod chefredaktøren.
Men nu var det sådan at chefredaktøren blev kaldt ned på politigården og lovede at bringe et dementi i bladet.
En PET – chef med absurde fjendebilleder
Men egentlig var Brix måske også en speciel fintfølende person, for på Politiskolen holdt han i 1950 en tale, hvor han skitserede trusselsbilledet fra Tyskland på denne måde:
En mand med disse livsanskuelser blev så valgt til Danmarks første PET – chef.
Registeringen fortsatte
Registreringen fortsatte. Alle personer, der var i forbindelse med BdN’ s ledelse kom med i diverse kartoteker. Det gjaldt også børnene til hovedpersonerne. De 38 tysksindende personer, der anbefalede Reuter til folketingen opnåede dens status, at komme med i kartoteket. Dem, der sad i diverse ungdomsforeningers bestyrelse kom med i hovedkartoteket.
Og bag på kortet blev der hele tiden tilføjet nye ting. De sidste abonnementstal for Der Nordschleswiger blev indført i 1957. Man fulgte undervisningen af mindretallets børn, hvor blev de undervist, derhjemme? Eller var de kommet i dansk skole?
De hovedtalere, der optrådte til Knivsbjerg – festerne blev også noteret i hovedkartoteket. Mange blev også nægtet indrejse. De sidste indførelser i kartoteket er fra 1961.
Angrebet i Tinglev
Angrebet mod politistationen i Tinglev skabte store overskrifter. En masse medlemmer af det tyske mindretal blev arresteret uden nogen form for beviser. I der Nordschleswiger kunne man læse at disse ikke var begået af medlemmer af det tyske mindretal. Lokalbetjent Andersen fra Tinglev var alt andet end populær.
Det viste sig, at de skyldige var 13 fortrinsvis yngre personer fra Løgumkloster området. De ti var medlemmer af det tyske mindretal, de sidste tre var danske nazister. Vi vil i en senere artikel forklare hændelsesforløbet. Men læs vores artikel om ”Sheriffen fra Tinglev”.
Foreningen af 6. maj 1945
Foreningen af 6. maj 1945 med bl.a. redaktør A. Olsen fra Aabenraa havnede også i kartoteket. Det blev opfattet som særdeles vigtigt at få indsamlet oplysninger om disse medlemmer. Brix var overbevist om, at her mødtes de gamle nazister. Den 21. maj 1947 afholdt Foreningen af 6. maj 1945 et møde i Tinglev med 700 deltagere. To betjente fra Tønder var rejst til byen. De deltog ikke selv i mødet. Men fik det referat af en af deltagerne.
Revision under opsyn
Man holdt også meget nøje med foreningens blad, Revision. Efter en ”diskret” undersøgelse i 1947 kunne man konstatere, at bladet ugentlig kom i et oplag mellem 1.200 og 1.400 eksemplarer. Ja man kunne endda konstatere, at det udkom i 24 eksemplarer til Aabenraa postdistrikt, fire til Varnæs, 11 i Felsted og hele 45 i Løgumkloster m.m.
Brix havde planer om, at aflytte A. Olsen’ s telefon og kontrollere hans post. Men det lykkedes åbenbart ikke Brix, at få tilladelse til dette. Politiet i Aabenraa vedblev med at læse Revision til 1960.
Fårhus – mentaliteten
Fårhus – fangerne havde skabt en fællesskabsfølelse man kaldte for Fårhus – mentaliteten. Man var temmelig sure på de danske myndigheder. Og disse holdt meget nøje øje med dem.
I vinteren 1948 samledes ikke mindre end 138 tidligere fanger i Højer. Nu var disse godt klar over, at de blev overvåget af politiet, så de sendte en deltagerliste og A. Olsen sendte også en kopi af sin egen tale.
En ny Fårhus – forening
Halvanden år efter blev der dannet en Fårhus – forening, som intet havde med den i Højer at gøre. Den blev dannet i Tinglev den 2. oktober 1949 og henvendte sig til alle dem, som
Både pårørende og danskere var velkommen.
Landbrugernes Sammenslutning
Også Lanbrugernes Sammenslutning blev undersøgt. Da de holdt møde den 20. februar 1947 i Aabenraa var politiet til stede. 57 deltagere var mødte op. Det var ifølge meddeleren Fårhusfolk og tidligere nazister. Hovedtaleren talte om retsopgøret, at det var den største skændsel i danmarkshistorien. Politiet tilføjede en del til deres kartotek.
Den 23. september 1947 var der LS – møde i Kværs. Dørvogterne var iført sorte ridebukser, lange sorte støvler og sweater. 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske nazister. En person fra Rinkenæs var fortørnet over, alle de midler der blev sendt til Sydslesvig.
Stauning fornærmede bønderne
Ja for at forstå, hvad Lei – bevægelsen er for noget, og hvem Cornelius Petersen var, skal vi tilbage til 1925/26, hvor Sønderjylland blev ramt af en alvorlig landbrugskrise. Cornelius Petersen mente, at Danmark selv var skyld i krisen. Og han skabte den sønderjyske selvstyrebevægelse. Den fik vind i sejlene Folk strømmede til møderne med den farverige mand. Mens Cornelius Petersens indflydelse var på det højeste, talte Stauning i Bov.
Her kom Stauning med en meget ubesindig udtalelse om, at hvis 50.000 bønder på grund af landbrugskrisen måtte gå fra deres gårde, stod et lignende antal arbejdsløse parate til at overtage dem. Dette fik Cornelius Petersen til at hidse sig alvorlig op. Han opfordrede til at dræbe Stauning. Og af den grund fik han en fængselsstraf, da han kom ud, var han en knækket mand og blev indlagt på Augustenborg psykiatriske hospital.
Lei – bevægelsen stammer fra en bonde fra Sottrup. Og de arvede synspunkterne fra Cornelius Petersen. Bevægelsen knyttede sig til hjemmetyskerne. Men egentlig støttede de bevægelser op om LS.
Otto Strasser – bevægelsen
Sidst i 1940erne florede der rygter om kontakter mellem medlemmer af det tyske mindretal og kredsen omkring Otto Strasser. Organisationens blad skulle florere inden for mindretallet især i Tønder og Aabenraa amter. Denne Strasser var et fremtræden medlem inden for tyske nazistiske kredse.
En betjent havde tilfældigvis fundet en kuvert hos en enkefru i Kollund. Den lå fremme til landpostbuddet og var adresseret ”Otto Strasser, Canada”. Også denne enkefrue blev noteret i kartoteket. Det sidste, der stod om denne Strasser i kartoteket var, at han i 1954 var blevet nægtet indrejse i Sverige.
80.000 kort
Kartoteket svulmede op til at indeholde 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Hovedkartoteket blev brugt helt frem til 1970. To nye personkarteker blev oprettet blandt andet over ”aktive” tysksindede og over ”ledende” tysksindede.
Et pressearkiv blev også oprettet. Det omfatter seks pakker med detaljerede avisreferater. Og dette arkiv blev ført frem til 1958. Ja så er det også omfattende foreningskartotek.
Brix sammenlignet med Köller
Måske skal vi da også lige have med, at Der Nordschleswiger sendte en hilsen, da Ernst Brix fyldte 70 år den 10. juni 1972. Her sammenlignede redaktøren ham med Ernst Matthias von Köller. Denne var overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten i årene 1897 – 1901. Han gjorde hårdhændede forsøg på at tvangs – germanisere de dansksindede i Sønderjylland i form af mødeforbud og tvangsudvisning.
Det var det national, der trak
Men kan man enlig kalde Det Tyske Mindretal højreorienterede? Den 9. april 1940 vendte de fleste Danmark ryggen. De følte det som et særlig kald for Tyskland. Det var det nationale, som trak. Det var det ikke for de danske frontvillige. Man kan ikke sætte lighedstegn ved de to grupperinger.
Blev Mindretallet snydt?
Egentlig havde mindretallets frontvillige på grund af deres sindelag fået en bonus på et halvt år. Men det blev glemt af den daværende stadsadvokat i Sønderborg, Dines Kirk. Dette standpunkt er Ditlev Tamm også kommet frem til.
Der er to forskellige grupperinger
Og et eller andet er også galt. For i 1943 stillede det tyske mindretal ikke op til Folketingsvalget, men trods det gik DNSAP med Frits Clausen ikke frem. Man kan ikke rigtig sammenligne de to grupperinger.
Der Nordschleswiger mistede 1.000 abonnenter
Med i PET – rapporten om overvågningen af Det Tyske Mindretal, er ikke medtaget at redaktøren af Der Nordschleswiger, Ernst Siegfried Hansen i 1946 under overskriften ”Fluch der Masslosigkeit” gjorde op med nazi – fortiden. Det skrev han selv, om han havde en ledende stilling i den nazistiske avis før Der Nordschleswiger. Hansen stod jo midt i de to grupperingere kamp.
Denne artikel kom til at koste 1.000 abonnementer og Hansen blev således en dyr herre for avisen.
Et mord i Løgumkloster
Det mærkelige er også, at mordet på en lærerinde fra Det tyske Mindretal i Løgumkloster ikke er med i rapporten om PET. Det vakte vild forargelse med den lave straf morderne fik i første omgang
Man må give Siegfried Matlok ret i, at København kun blev orienteret om ”de onde kræfter” i det tyske mindretal og blandt tyskerne syd for grænsen. Matlok er tidligere mangeårig redkatør af Der Nordschleswiger.
Varulve – angrebene var et hævnangreb
Det såkaldte Wehrwolf – angreb i Tinglev havde jo slet ikke noget med et Varulve – angreb at gøre. Men Brix betragte det hele tiden som sådan. Åbenbart var baggrunden for angrebet, en hævn for den berygtede ”sherif’ s nedskydning af en tysk soldat på banegården i Tinglev. Selv danske aviser kritiserede politimanden for denne brutale og unødvendige handling. Vi har tidligere også nævnt dette i artiklen.
Blev Grænsekampen forlænget unødvendig
Matlok mener, at Brix med sin agentvirksomhed i virkeligheden har forlænget grænsekampen unødvendig. Nu har en sag altid to sider. Og inden for mindretallet var det som skrevet også de aggressive, der selv valgte at forlænge grænsekampen. Således foretrak man i en årrække folk, der havde været i Fårhuslejren, når der skulle være valg. Men Matlok har vel ikke uret i sin konstatering.
Brix sluttede i Gentofte
Brix afsluttede sin politikarriere som politimester i Gentofte fra 1960 – 1972.
Stor interesse for det dansk/tyske
Vi afslutter med en artikelhenvisning. Vi oplever her på siden en stor interesse for det dansk/tyske forhold. Men der kan være lidt svært at finde en afgrænsning lige med dette tema. Men der er nok at gå i gang med.
Du kan læse en del artikler om Asmus Jensen, hvor politiet ikke ser så godt ud med deres fuprapporter. Og så en person, der vidste besked om de faktiske forhold. Ja han fik udskudt sin udvisning ved at true med sin viden.
Og så har vi landbetjenten fra Højer, der blev truet af tyskerne til at rejse fra byen. Ja i samme stil blev Sheriffen fra Tinglev vel også på en måde tvangsforflyttet fra byen. Og vi har mange flere artikler i støbeskeen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Tønder:
Sønderjylland:
Aabenraa:
Højer:
Padborg/Kruså/Bov:
Besættelsestiden:
København:
Oktober 13, 2016
Sankt Petri og omgivelserne
Kirken har altid forsøgt at være upolitisk. Det kneb under besættelsen. Her var en del nazistiske lærer. Man kan sikkert takke patronen for, at kirken bevarede sit tyske tilholdssted. Kirken er fra 1304. Den blev foræret til den tyske menighed i 1585 af Frederik den Anden. Den blev flere gange udvidet og var vel nærmest hoffets kirke. Det var elitens kirke. Man kendte ligger her. I 1728 forsøgte præsten forgæves at redde bogsamlingen Og i 1807 kæmpede graveren for at redde kirken for at brænde ned. Her ligger Struensee, og hele 20 personer fra menigheden var involveret i den historie. I 1812 blev et kendt pigebarn døbt her. Populariteten dalede under de Slesvigske krige. Her er også en Stiftelse, et kloster og et gymnasium. Ja skolen har 500 elever og er en af de bedste i landet.
Man skulle være upolitisk
Alle ved at navnet angiver en kirke og en skole. Men egentlig omfatter det også et kloster og et gymnasium. Måske ved ikke alle, at det er tysk.
Her gik engang Werner Best’ s datter. Engang sagde man her ”Heil Hitler”. Men det er imod politikken på skolen, for den siger, at man skal være upolitisk. Dengang slap de danske lærere at skulle hilse. Omkring det tidspunkt fik skolen også tilgang af to lidt for nazistiske lærere fra Tinglev.
Utilfredshed med organistens fyring
Se nede i Tinglev og resten af Sønderjylland blev de tyske skoler lukket efter besættelsen. Men det gjorde Sankt Petri ikke. Og det er sikkert patronens fortjeneste. Ja sådan heder lederen eller rektoren. Patron betyder beskytter.
Kirkens organist, Modis, som også var skolens musiklærer forsøgte i 1932 at opbygge en nazistisk partiorganisation i Danmark, som en gren af NSDAP i Hamborg. Han blev dog afskediget. Som flittige læsere af denne side vil vide, så oprettedes NSDAP – N nede i Sønderjylland hovedsagelig blandt det tyske mindretal.
En stor opgave for patronen
Men nu har en historie ofte to sider. Det forlyder, at kirkens præst tog til Tyskland for at få tilbagekaldt fyringen af sin organist. Lærerne havde forlangt en ny skolekommission og skolens leder havde taget sin afsked i protest mod fyringen.
Patronen på Sankt Petri, Bardenfleth, der også var Christian den Tiendes kabinetssekretær var klar over, at kontakt til besætterne ikke kunne undgås. Han tog kontakt til Dagmarhus og efter hvert møde tager han referat. Det var en stor opgave, at holde nazismen væk fra skolen.
Tyskerne ønskede en førerskole
Allerede i 1940 meddelte besættelsesmagten skolekommissionen, at man ønskede en stor tysk skole i Danmark. Men hurtig fandt Bardenfleth ud af, at det ikke blot er en ny skole, man ønskede. Det var en nationalistisk læreranstalt NAPOLA. Man havde flere af disse i Tyskland. Formålet var at uddanne nationalsocialistisk førerpersonale.
Patronen meddelte tyskerne, at det kunne han ikke være med til, og han beslutter, at ingen fra Sant Petri skulle deltage, da grundstenen til den overdimensionerede skole i Emdrup blev nedlagt
Sankt Petri blev straffet
Bygningen eksisterer stadig og efter krigen kom den til at huse Danmarks Lærerhøjskole.
Dagmarhus ønskede nu en lærer ansat, der var medlem af DNSAP. Patronen fik forhindret dette. Som straf meddeles det, at man ikke længere ville sende lærer fra Tyskland til skolen.
Mange nazistiske lærer
Men nu var det også sådan at i perioden 1930 – 1945 var mindst 27 af skolens 40 lærere medlem af NSDAP og yderligere 7 var medlem af andre nazistiske organisationer som for eksempel NS Frauenschaft.
Der blev også påstået, at skolen var storleverandør til Hitler Jugend. Ja man havde endda en garnison på skolens område. Og de jøder der var på skolen blev næsten alle moppet væk af børnene og lærerne.
Moppet af eleverne
I 2005 udgav den tyske læge Erik Somer sine erindringer. Han kom til Danmark som flygtning. Han beskriver sine få måneder på Sankt Petri:
En sårbar præst
Den tyske præst Werner Görnandt hadede NSDAP. Men han var yderst sårbarfor han var gift med en jødisk kvinde.
Den tyske gesandt i København i 1933 – 34, v. Richthofen støttede skolebestyrelsen bestræbelser på at undgå nazistiske lærere. Den samme holdning havde skolens patron, Gunnar Bardenfleth, men som det kan læses, så lykkedes det ikke helt.
Efter 5. maj 1945 blev de tyske lærere internerede og senere udvist. Det var uvist om skolen overhovedet skulle fortsætte.
Man fik gælden nedsat
Ved krigens slutning var skolens største problem, at man stod med en gæld på 900.000 kr. Og den kunne man ikke betale. Under besættelsen blev lærerlønningerne betalt af den tyske forvaltning over den såkaldte clearingskonto i Nationalbanken. Det var altså danske banker, og det var nu dem man skal have tilbage.
Med bistand fra Bardenfleth blev beløbet forhandlet ned til 161.000 kr, som netop er det beløb, som Sankt Petri kan betale.
Kirken fra 1304
Kirken nævnes første gang i et testamente fra 1304 under navnet ”Skt. Peder”. Bygningen menes at stamme fra omkring år 1200 og var landsbykirke i landsbyen Serridslev. Den udgjorde dengang en del af Københavns centrum.
Den gang lignede den en typisk landsbykirke. Med reformationen blev den nedlagt som kirke. I nogle årtier tjente den som klokke- og kanonstøberi.
Under Frederik den Første blev tysk og plattysk almindelig ved det danske hof. Det Tyske Kancelli bliver oprettet under Christian den Tredje. Det skal varetage de kongelige opgaver i hertugdømmerne. Kancellisprog er normalt latin, men her blev det efterhånden højtysk.
Fik kirken koræret
I 1585 fik Skt. Petri menighed, som var grundlagt 10 år tidligere, kirken overladt af Frederik den Anden. Lige siden har den uafbrudt været centrum for den tysk – evangelisk – lutherske menighed i København.
Den første patron blev udnævnt i 1616 af Christian den Fjerde. Men allerede i 1585 havde Frederik den Anden udstedt de kongelige privilegier, der banede vejen for den tyske menighed.
Kirken blev udvidet
Menigheden voksede hurtig. I begyndelsen af 1600 – tallet tillod Christian den Fjerde anlægget af to sideskibe, hvorved grundplanen fik form for kors. Under Christian den Femte blev det 3. sideskib bygget længst mod nord. Også grundarealet blev udvidet med tilkøb. Efterhånden ejede kirken hele arealet langs Skt. Peters Stræde mellem Nørregade og Larslejstræde, hvor bl.a. to præstegårde og drengeskolen var placeret.
Den tyske menighed var vokset. I København var der masser af tyske handelsfolk og håndværkere. I dag er det ikke mere patronen, der skal kontrollere finanserne. Det usædvanlige embede som patron varetages i dag af generalløjtnant Kjeld Hillingsø. Og en patron bliver udvalgt af kongehuset.
Dette at blive udnævnt som patron var udtryk for status og prestige. Blandt de 32, der har været til nu, kan nævnes Cortiz Ulfeldt, Christoffer Gabel og Peder Schumacher alias Griffenfeld.
Mange kendte ligger her
Mange kendte ligger her begravet. Her møder man ministre som Orla Lehmann og digterne Frederikke Brun og Charlotte Biel. Her er avisgrundlæggeren Ernst H. Berling, arkitekten Niels Eigtved. Christian den Femte’s hustru til venstre hånd, Sophie Amalie Moth og parrets søn, Christian Gyldenløve og mange flere.
Eliten holdt til her
I 1659 etableres Rådet i København som bestod af 32 mand. Flere af disse kom fra Skt Petri menighedsråd. Ved den frygtelige brand på Sophie Amalienborg døde mange medlemmer af menigheden.
Gennem 1700 tallet oplevede tyskheden en opblomstring også i hoffet. Ofte overværede kongen og dronningen gudstjenesterne. Kirkens overdådige gravkapeller og krypter med kister i tre lag vidner om, at her holdt eliten til.
Tænk engang, at alle disse velhavende borgere i århundrede er vandret forbi de fattige tiggere i Sankt Pederstræde på vej til gudstjeneste i Skt. Petri Kirke!
Blandt kranier og buttede engle af marmor finder vi en masse adel, kongelige elskerinder, samt toppen af danske erhvervsliv så som apotekere, håndværksmestre, kunstnere, arkitekter m.m. Her ligger anerkendte danske kunstnere.
Gravkapellerne ligner en nøgle
Set oppe fra ligner gravkapellerne en nøgle. De ældste krypter er fra 1648. Berømte billedhuggere som Wiedewelt skabte epitafier over velbeslåede afdøde. Og i kapelrummene står der pragtsarkofager, hvis udformning ikke kun vidner om økonomisk status, men også fortæller om, at forskellige tider anskuer gravlæggelse og død på meget forskellig måde.
Også en bogsamling gik til
Ved Københavns brand i 1728 blev kirkens indre og øvrige bygninger på grunden ødelagt med undtagelse af kapellernes nyeste afsnit. Kirkens og tårnets mure holdt dog stand. Men også kirkens inventar og kirkebøger gik op i flammer.
Kirkens sognepræst, Scheriber havde prøvet at redde sin bogsamling ”ind under orgelværket”, men det var skønne spildte kræfter. Da kirken blev antændt måtte han i sidste øjeblik redde sig over kirkemuren til Larslejstræde. I strædet brændte det allerede voldsomt og ilden ”slog ud af alle vinduer” i hjørnehuset
Kong Frederik den Fjerde finansierede kirkens genopbygning men ikke de øvrige bygninger. Tårnet fik et barokagtigt spir, men den var menigheden ikke tilfreds med. Et nyt spir blev bygget af tømrermester Johan Boye Junge, hvilket siden 1757 har prydret kirken.
Også ved bybranden i 1795 blev kirken slemt medtaget.
Struensee blev flyttet hertil
Også Struensee og hans medsammensvorne Enevold Brandt ligger her. Ja efter sigende, så lå førstnævnte i begyndelsen, så dronningen kunne se hans mishandlede lig fra Frederiksberg Slot. Egentlig blev de begravet på det daværende Vestre Kirkegård, men afleveret til kirken, da der i 1897 skulle opføres et Folkets Hus på stedet.
Nu havde Struensee aldrig selv betrådt kirken som ateist. Tømrermesteren, der opførte det skafot, hvor de to under meget dramatiske omstændigheder mistede livet ligger her også. Han hedder Johan Boye Junge. Ja det er ham med spiret.
Masser af tilknytning til kirken
Den tyske menighed var i den grad tilknyttet til Struensee – historien. Kigger man efter, var det mindst 20 navne fra menigheden der på den ene eller anden måde var knyttet til begivenhederne dengang.
Måske er det ikke så overraskende. Medlemmer af menigheden var tilknyttet regering, administration, handel, videnskab og kultur. Og det drejede sig både om modstandere og tilhængere.
En person, der var stærkt involveret i undersøgelseskommissionen var Henrik Stampe. Ja han studerede sammen med Struensee i Halle, og var vel tilhænger af hans politik. Men på grund af sit hverv som statsanklager var det ham, der nærmest skrev anklageskriftet.
I gravkælderen i det 9. gravkammer ligger sammen med Sir Walter Titley, Johan Friedrich Brieghel. Han var Christian den Syvendes kammertjener. Det var ham, der den 17. januar 1772 gik ind til kongen, for at få dennes underskrift til arrestationen af Strunesee.
Ja så er det også Georg Christian Oeder, der udsendte et anonymt skrift til forsvar for bønderne. Han var ikke mere anonym, end at Struensee fik ham med i en kommission, der skulle kigge på, hvordan man kunne forbedre bøndernes vilkår.
En af de bedste medarbejdere i reformprocessen var andenpræsten ved Skt. Petri, Friedrich Gabriel Resewitz. Han havde lige som Struensee studeret i Halle.
Hovedpræsten ved Skt. Petri var Balthasar Müter. Han var en af Struensee’ s fjender. I sine prædikener efter Struensee’ s henrettelse takkede han Gud.
Skolelederen ved Skt. Petri Schule, Peter Nicolai Svensen arbejde ved siden i Struensee’ s administration. Han havde også en bogholder – uddannelse.
En anden tilhænger var kongelig patron og udenrigsminister Heinrich Ernst Schimmelmann. Men det viste han ikke rigtig. Han forsøgte at få Caroline Mathilde tilbage til hoffet. I 1775 døde hun pludselig på hendes opholdssted i Celle.
Kære læsere, sådan kunne vi blive ved. Vi skylder måske en artikel om Struensee.
En graver kæmpede i tre døgn
Ved Københavns bombardement i 1807 blev kirken, gravkapellerne og det meste af inventaret stærkt beskadiget. Tårnet blev reddet efter en ihærdig indsats fra overgraver Jacob Jørgensen.
I tre døgn løb han rundt og skruede lunter af kanonkugler og slukkede brande med spande og tæpper. Men kan takke denne Jørgensen for at den ældst bevarede kirke stadig ligger der. Mon der findes en mindeplade over denne Jørgensen?
Dannebrogsorden
Ja man ved, at han var 62 år og boede i det fattige Sankt Pederstræde. Han blev i kirken, selv om hans egen hus stod i flammer. Han var gift og barnløs. I en årrække var han leder af Sankt Petri pigeskole. Ja så ved vi, at han døde i 1833.
Han fik Dannebrogsordenen i 1809 som tak for sin indsats. Og menigheden skænkede ham en gravplads ude på Assistens Kirkegården. Og det er afsnit A nummer 239. Gravpladsen er bevaringsværdigt, så mon ikke, vi kan finde det?
Sankt Peders Stræde gik helt ud til volden, der lå oppe ved Vester Voldgade. Her stod også en af Københavns offentlige brøndpumper, der var berygtet for deres skidne vand.
Et pigebarn fødtes i 1812
En december dag i 1812 døbtes i kirken et nyfødt pigebarn, der fik navnet Johanne Louise. Hendes forældre hr. og fru Pätges boede ganske vist ude på det landelige Nørrebro. Her havde de et værtshus og en dansebod i Ravnsborggade i en sidebygning til Lille Ravnsborg. Ja vi har tidligere her på siden berettet om det. Faderen var vinkyper fra Rhinlandet, og moderen jøde fra Frankfurt.
Det var derfor de tilhørte den tyske menighed. Om sommeren drev især moderen en bod på Dyrehavsbakken, hvorfra hun solgte hollandske vafler. Og den lille pige. Ja hun startede med at danse for gæsterne på Nørrebro men endte på Det Kongelige Teater, og fejrede Johanne Louise Heiberg triumfer som den danske skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.
Populariteten dalede
Den dansk – tyske krig i 1848 fik kirkens popularitet til at falde ret så drastisk. Nu var det ikke længere så velset, at komme i tysk kirke. Dagen før krigen var brudt ud, var 150 københavnerbørn indskrevet til konfirmation i kirken. Da konfirmationsdagen oprandt mødte kun tre børn op.
Efter Danmarks nederlag til Tyskland i 1864 var kirkens storhedstid endelig over.
En stor restaurering
Den seneste meget grundige restaurering af kirken og gravkapellerne blev udført af Slots – og Kulturstyrelsen med bistand fra private donorer i årene 1995 – 1999. Ved den lejlighed blev det nordlige sideskib adskilt fra kirkerummet og udgør nu Christian den Femte – salen.
Hele bygningskomplekset med den omgivende mur er blevet fredet.
Brødrene Petersens Kloster
Uden for murene omfatter det lille stykke Tyskland i latinerkvarteret bag Nørrevold også Brødrene Petersens Jomfrukloster. Ja dette ligger dør om dør med Sankt Petri Schule i Larslejstræde bag kirken.
I klostret bor 15 ugifte kvinder. De er alle efterkommere af Thomas Lindeman, der kom fra Rostock og var præst i kirken fra 1638 til 1654.
Hans børnebørn var meget velhavende og havde en stor købmandsgård på Amagertorv. Albrecht Petersen bestemte i sit testamente, at der skulle opføres et kloster for familiens ugifte og barnløse damer. I 1761 var klostret en realitet. Først lå det på Amagertorv siden i Klosterstræde og siden 1938 på sin nuværende placering.
Beboerne er en blanding af ældre ugifte damer og unge kvinder under uddannelse. Den eneste mand i klosteret er præsten, der bor her med sin familie i en stor embedsbolig på første sal.
I overensstemmelse med fundatsen huser bygningen menighedslokalerne ”Bugenhagensaal” og ”Ratszimmer”. I kælderetagen ligger kirkekontoret.
Stiftelses – damerne
I stiftsbygningen Larslajstræde 7 som blev opført i 1899 lå der 38 etværelses – lejligheder, der tilsammen udgjorde Thymes og Pets stiftelse. Indtil slutningen af 1980erne blev de fleste af disse beboet af kvinder, hvis skæbne havde ført dem til København. Indeni havde de stærke følelser til deres hjemstavn i Tyskland, Siebürgen (Rumænien), Schlesien(Polen) eller Østrig.
Desuden huser bygningen Sankt Petri skoles vicevært og kirketjener. Der var toilet på gangen og fælles bad i kælderen. En baghave var også til rådighed. Men skolen havde brug for mere plads. Og stiftelsesdamerne er der ikke mere. Og de bliver nok glemt efterhånden.
Man glemmer dem
Den sirlige fru Helga Czernizki boede på 1. salen ud mod Larslajstræde. Hun arbejde i en herskabslejlighed i Hellerup som pige i huset. Hun havde familie i Schweiz. Men hun var født i Tønder i 1903.
Så var det Maria Zöllner, der hæklede den fine hvide alterdug til kirken. Og Dagmar Vedel havde været fotograf ved det rumænske hof. Og så var det alle de andre.
En skole med 500 elever
Den tyske menighed er i dag på 1.300. Privatskolen har 500 elever. Og her ikke kun udpræget tyske elever. Mange danske forældre har også deres børn gående her. Lærerstaben er på 45 og halvdelen er danske. Alle elever behersker begge sprog. Siden 2011 omfatter skolen også et gymnasium, der bor i lejede lokaler rundt om hjørnet i Nørregade.
Skolen ligger i Larslejstræde 5. Her lå i middelalderen en større have. Mellem 1711 og 1816 købte Sankt Petri Kirkes forstandere de fleste matrikler på den vestlige side. I første omgang var det for at indrette en kirkegård. Senere blev det til eget fattighospital. Fra 1781 havde kirken tre bygninger i Larslajstræde med i alt 39 boliger til menighedens socialt svage.
Skolen blev flyttet
I 1807 blev de tre plejehuse, Thymes, Pelts og Sankt Petri ødelagt. Kun de to af husene var forsikrede. I 1819 byggede man et nyt hus til de to institutioner. I 1899 byggede kirken en drengeskole. Den gamle drengeskole på Gråbrødretorvet var utidssvarende og lå for langt fra kirken. Det blev til en moderne skole med gymnastiksal, centralvarme og kummer med fire vandhaner i gården. Skolebespisningen blev delt med Larslajstrædes Kommuneskole.
En lang træbygning med elevernes toiletter er for længst afløst af moderne toiletter i kælderen.
Skolen må ikke være en aflukket osteklokke
Skolen nåede i 1922 op på 400 elever. Piger kom nu også ind, når de skulle have realeksamen. Efter 1935 blev klasserne blandende. I 1948 var der kun 74 elever tilbage fordelt på 10 klasser. Det var den tyske præst Werner Görandt, der kæmpede indædt for at bevare skolen.
Skolen må ikke fungere som aflukket osteklokke. Ja sådan siger de selv. De mindre gode egenskaber ved det tyske såvel det danske skolesystem er skrællet fra. Man stiller ret så store krav til eleverne. Måske er det også derfor, at skolen kan præstere et af landets højeste karaktergennemsnit. Tænk engang i dag er skolen over 450 år gammel.
Domineret af haveanlæg
Oprindelig var Sankt Peders Stræde domineret af store haveanlæg. Først efter omkring 1400 kom der for alvor gang i bebyggelsen af trekanten Teglgårdsstræde, Voldstræde og Sankt Peders Stræde. Men det blev efterhånden bebygget i sådan en grad, at man kunne kalde det slum. En anseelig bygning lå her allerede i 1400 – tallet. Det var Karmeliterklostret. Det blev senere til Valkendorfs Kollegium.
Strædets østlige del fra Larslajsstræde til Nørregade har i mange århundreder været præget af kirkens og universitets bygninger, mens den vestlige del var håndværkernes og handlendes gade.
Kilde:
Oktober 11, 2016
Borrebjeg på Rømø
Det ligger på østkysten af Rømø, hvor der engang var livlig skibstrafik. Der er kun svage spor tilbage. Natursten er tilført. Diverse rester blev fundet, samt ældgamle pileskafter beregnet til armbryst. Måske var borgen nævnt i Kong Valdemars Jordebog. Det er der uenighed om. Det var ikke noget befæstet slot. Måske var det en sørøverborg, eller bare en almindelig træbygning. Det har næppe været en vikingeborg. Men måske er borgen blevet ødelagt efter tilskyndelse fra et friseropgør syd på. Borgen har næppe betydningsfuld. Den er ikke nævnt i Ribes historie.
Borgbjerget
Cirka to kilometer nordvest for Havneby ved Rømø’ s østkyst ligger der ca. 40 meter fra strandkanten et højt og stejlt værft. Det er ellers meget fladt på engen, der her kaldes ”Borreeng”. Værftet hedder Borrebjerg, Borgbjerget.
Engen står ofte under vand om vinteren. Ved stormfloder trænger vandet cirka en halv kilometer ind i landet. Borgbanken rager så op som en ø over den overskyllede eng.
Tidligere hentede man ler herindefra til husbyggeri og lignende. Derfor er det lidt svært at danne sig et indtryk af den oprindelige størrelse.
Kun et svagt spor
Sandsynligvis har banken haft en kvadratisk overflade med en side på 30 – 35 meter. Højden er i dag på cirka 5 meter. I midten af det 19. århundrede kunne man tydelig se anlæggets plan.
Den firkantede høj var omgivet af et system af tre parallelle grave og lave volde mod nord, syd og vest. I øst ligger borgbanken ud til havet. I syd førte en smal bro over til banken.
Endnu i dag kan der i terrænet ses svage spor af anlægget. Vi har tidligere beskæftiget os med sagn omkring stedet.
Natursten er tilført
Den tyske oldtidsforsker, professor Handelmann, skrev i 1879, at banken var opført af ler. Da der ikke findes ler på Rømø, måtte der være ført hertil fra Sild. Men andre forskere mener, at den er opført af Rømø – klæg.
Omkring banken findes en del natursten. Disse er ikke naturlig på Rømø, så de må være ført hertil udefra. Nogle mener, at de er ført hertil fra Kampen hede på Sild.
Man fandt diverse rester
I 1874 fandt man på østsiden af borgbanken to store stolper, som stod lodret ned i jorden. Området omkring pælene var brolagt med sten.
Man fandt et lille kvadratisk rum, hvis sider var nogle få fod lange. Væggene var af svære egeplanker og gulvet af hårdt soltørret ler. Ja sådan sagde professor Handelmann. Men det egner Rømøs klima nu ikke til. Så mon ikke der er tale om stampet lergulv.
Kælderen indeholdt flere trætønder ”af samme størrelse som nutidige øltønder”. En af dem synes, at have været fyldt med kalk. De fladt dog straks fra hinanden og blev mærkelig nok ikke bjerget.
Man fandt en mængde knogler af får, svin og geder.
Ældgamle pileskafter
Man fortsatte med at grave, indtil man ikke kunne komme længere for grundvandet. Da var man 2 – 3 meter under jordoverfladen og altså under havoverfladen. Under denne gravning fandt man dog ikke andet end sten, som lå spredt mellem hinanden, tilsyneladende uden orden. Man så også nogle pileskafter af træ, hvor man endnu kunne se spor af besnøring
Man fandt rester af en lervæg med tydelig aftryk af strå. Leret var hårdt og havde været udsat for stærk varmepåvirkning. Man konkluderede, at den bygning, der havde stået på banken, var brændt.
Pileskafterne var mellem 43,5 cm og 11 cm lange. Professor Handelmann, der undersøgte dem, mente ikke, at de havde været anvendt til en bue. Dertil var de for korte. Men de kunne passe til en armbrøst. Det tyder på, at de stammede fra middelalderen. Han har tidligere haft lejlighed til at undersøge sådanne pileskafter, og disse var dateret 1435. Professoren mente, at disse var en del ældre.
I Kong Valdemars Jordebog?
Egentlig findes der ikke noget skriftlig vidnesbyrd om, at der skulle have været en borg på Rømø. Det vil sige i Kong Valdemars Jordebog står betegnelsen ”hus.ha”. Måske betyder denne betegnelse ”fast hus”. Det kunne måske så betyde borg, men det nok kun gætterier.
Vi har i tidligere artikler omtalt, at ridderen Johan Lembeck i 1348 modtog Rømø i pant. Det kunne jo være, at Lembeck ønskede, at have en fast besiddelse på øen i form af en mindre borg.
Ikke noget befæstet slot
Det var næppe en stor borg. I en tysk kilde fra det 19. århundrede citerer Handelmann ”et befæstet slot”. Men det er nok højst usandsynligt.
Rundt omkring var der dengang almindeligt at placere et bjælketårn omgivet af bindingsværkslænger eller træbygninger i mindre høje omkring moder og enge.
Måske har de mange stenfund betydet, at der her har været en ydre stenbeklædning. Måske har dette været brugt for at undgå ild. De brændte stumper af en lervæg tyder på at bygningerne på højen har været af bindingsværk med lerklinede felter.
Pastor Horstmann skriver, at der på Højen (1875):
Præsten mener, at der muligvis er tale om et fundament til en bygning, der havde stået på højen. Men nok engang, det har ikke været soltørrede lersten. Det har nok været rester af den brændte lervæg.
Var det en sørøverborg?
Det er ikke utænkeligt, at Lembeck – slægten har haft en fogedgård for besiddelserne på Rømø. Sagnet har imidlertid udstyret borgen med en historie. Som vi i tidligere artikler har nævnt så dyrkede Lembeck’ erne også sørøveri. Dette er antagelig også sket fra Borrebjerg. Og det skulle være sket sammen med en berygtet sørøver ved navn, Poul Flemming. Herfra kunne de dengang genere søfarten fra Ribe til Tønder.
I programmet for badestedet Lakolk omkring 1900 kaldes banken direkte for ”Flemmingburg” Men dette navn er dog ikke historisk bevist. I et ældre kort af Johannes Mejer (Meyer) fra 1643 står der blot ”Borg”.
Et godt sted
Lige ud for Borrebjerg lå Rømø Dyb. Det var vejen til Ribe, når man sejlede gennem Lister Dyb. Det er en pæn strækning til List Leje og Højer Dyb, som var indsejlingen til Tønder. Men med base på Borrebjerg kun man relativ hurtigt med tidevandet og gunstig vind nå frem dertil.
Men der er ikke beviser på disse påstande. Man kunne jo også tænke sig, at bygningerne var for at beskytte mod sørøveri.
Havde der været sørøveri på Borrebjerg måtte det gå ud over Ribes skibsfart, men der findes intet vidnesbyrd om dette i de mange middelalderkilder, der omhandler Ribes handel og skibsfart.
Det var næppe en vikingeborg
Borrebjerg er ikke det eneste kendte spor af befæstninger fra middelalderen. Disse er ikke ukendte på Vadehavsøerne. Der har ligget en på Fanø. På Sild kendes tre, og også på Føhr og Amrum kendes disse.
På Sild stammer ”Borgsumborg og Tinnumborg” på Sild fra vikingetiden.
Ødelagt efter frisisk oprør?
Handelmann mener, at Borgsumsborg og muligvis også de andre borge blev ødelagt under et frisisk oprør i 1361. Måske har Rømøs befolkning fulgt deres naboers eksempel og brændt borgen på Borrebjerg. Men heller ikke dette er der nogle beviser for.
Endelig kan det tænkes, at borgen er blevet ødelagt i forbindelse med dronning Margrethes kampagne mod de private fæstninger, der i årene efter 1309 betød, at adskillige mindre borganlæg over hele landet blev nedbrudt eller ødelagt.
Et spinkelt grundlag
Flere forskere har ment, at Borrebjerg – anlægget var langt ældre end det 14. århundrede. Således skrev geologen Forchammer i 1856, at den sandsynligvis stammede fra vikingetiden.
Moritz er ikke utilbøjelig at give ham ret. Han påpeger, at Borrebjerg ligger inderst i en bugt og det samme er tilfældet med en vikingeborg ved Lerwick på Shetlandsøerne. Herudfra anslå han Borrebjerg til at stamme fra det 11. århundrede. Men det er nu lige en spinkelt grundlag for en datering.
Anlægget er dog for lille til at der kan være tale om en folkeborg på linje med borgene på Føhr og Sild. Der er heller ingen lighedspunkter i konstruktionen.
Næppe betydningsfuld
Det er dog intet til hinder for, at borghøjden kan have været anvendt i flere perioder, således at Johan Lembeck måttet have benyttet et tidligere anlagt værft som fundament for sin bygning (hvis det er ham, der har opført bygningen). Men så vidt vides er der aldrig siden 1875 foretaget nørmere undersøgelser på stedet.
Dog opmålte Peter Petersen, Rømø og Adolf Dammann, Flensborg i 1973 området omkring Borrebjerg. Deres arbejde har dannet grundlag for en rekonstruktionstegning.
Da borgen ikke er nævnt i nogen middelalderkilder, der omtaler Rømø. Må vi gå ud fra, at den næppe har været særlig betydningsfuld. Måske har den heller ikke stået i lang tid før den blev ødelagt af en brand og aldrig genopført.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Så læs her på www.dengang.dk
Oktober 10, 2016
Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
Vajsenhuset havde stor kulturel betydning for Tønder. Og ikke mindst for pietismens udbredelse. Det blev ril det bedst drevne Vajsenhus i Sønderjylland. Og det var Peter Struck og pastor Schrader, vi kan takke for dette. Købmand Matzen troede Magistraten ikke på. Ja amtmand, bypræsident von Holstein gjorde også en masse for Vajsenhuset. Endelig lykkedes det, at få testamentet fra von Roepsdorff. Men en kogsinspektør ville efter en konkurs ikke af med pengene. Først i 1735 var pengeforholdene i orden. Der var kun 8 børn i begyndelsen. En storbrand i 1725 ødelagde planerne. Vajsenhuset havde stor overskud, grundet trykkeri og en flittig person ved navn Rakebrandt.
Hvorfor hedder det Strucksalle og Schradersvej?
Ja det er måske nogle af de unge i Tønder, der ikke kan svare på. Men her i artiklen kan man måske få en indigt i, hvorfor disse personer skal æres. Da undertegnede boede i Tønder, var det også noget, der hed Det Struckse Børnehjem.
Stor betydning for byen
Dette er så anden del af historien om Vajsenhuset i Tønder, som vi skrev for et par år siden. Vajsenhuset i Tønder havde stor kulturel betydning for byen. Ja Vajsenhuset fik også stor betydning for pietismen.
Vajsenhuse eller stiftelser for forældreløse børn kendtes allerede i det gamle Rom. Efter reformationen blev der oprettet Vajsenhuse i Holland og Tyskland. Men først under pietismen kom der for alvor gang i disse huse.
Vajsenhus i København
I Danmark skænkede Frederik den Fjerde i 1720 selv 2.000 rigsdaler til et kommende Vajsenhus i København. Men det blev dog først åbnet i 1727. På den tid var der allerede gang i den i Sønderjylland. Der var oprettet Vajsenhuse i Slesvig og Flensborg uden kongens og øvrighedens foranledning.
Senere kom der Vajsenhuse i Tønder, Tønning og Husum.
Det bedst drevne
Vajsenhuset i Tønder blev indviet fredag den 24. juni 1735. Det blev nok det bedst drevne af samtlige Vajsenhuse. Ja det blev allerede sikret i 1710 takket være storkøbmand Peter Strucks og Hustru’ s testamente. Det var oprettet i taknemlighed over et helt usædvanlig levnedsløb.
Peter Struck
Legatstifteren Struck fødtes midt under svenskerkrigen i 1659. Han blev født i hjemmet i Aabenraa den 25. april. Kun tre uger i forvejen var hans far, der ligeledes hed Peter Struck død af Sprinckeln (tyfus) kun 38 år gammel. En af hans faddere Carsten Detleffsen, havde mistet sin hustru, Margrete Struck, den 23. marts.
Faderen betegnes i kirkebogen som en god kristelig og beskeden mand. Den 9. nov. 1654 havde han i Åbenrå indgået ægteskab med Marine, datter af sel. Margr. Boisens, hvilket kunne tyde på, at hun var født uden for ægteskab.
Fremtiden tegnede sig ingenlunde blid for den lille åbenråer. Hans mor fødte ham ”under den største kummer, og vaskede ham i de to første trange år bestandigt i sit tårevand”.
Da han var 12 år gammel, sørgede ”gode hjerter”, bl.a. by – fogeden for, at han kom i lære i Hamborg hos fornemme folk.
Startede tidlig en forretning
Ikke engang fyldt 19 år startede han i 1678 sin egen forretning i Tønder med de 600 mark, som hans arvepart efter faderen. Den udviklede sig hurtig. Han importerede vin fra Hamborg og kolonialvarer fra Holland. Og så eksporterede han Tønderkniplinger.
Men selv om han havde økonomisk fremgang slap han ikke for sorger. Således mistede han allerede i 1686 hans hustru, Anna Christine efter kun 3 ½ års ægteskab.
Stor anseelse
I de følgende fem år påtog han sig en række offentlige hverv. Først blev han valgt til borgerrepræsentant og kæmner. Siden valgtes han til rådmand efter amtmandens indstilling. Overalt blev han anerkendt for sin dygtighed og anseelse.
I 1691 giftede han sig igen, denne gang med Beate Maria, som tre år efter fødte ham en datter, Anna Christine.
Denne datter blev gift allerede som 16 – årig med den 20 år ældre gottorpske embedsmand, Joh. Ad. Roepstorff, som døde i 1719. Men da var begge hendes forældre døde.
Fattigskat i Tønder
Peter Struck havde under sit arbejde i Tønder set meget fattigdom. Han havde også hørt beretninger om Vajsenhuse i Halle og Hamburg.
I 1705 var hospitalet i Tønder blevet restaureret og udvidet for at skaffe ophold til værdigt trængende borgere. Pengene dertil – 2.318 mark 10 skilling – var skaffet til veje ved en husindsamling, forestået af Struck.
På foranledning af Struck blev der ugentlig indført en fattigskat. En borger i hver af byens fire kvarterer skulle samle ind. Hver lørdag eftermiddag efter en andagt i nærværelse af provsten, de fire opkrævere og Struck eller en anden rådmand, blev beløbet fordelt mellem de fremmødte fattige.
Pater Struck’ s testamente
I den kollektbog, som Struck gennem årene havde ført over indsamlingen til hospitalet har Struck og hans hustru uden dato, men sandsynligvis i 1710 efter datterens bryllup, indført deres testamentariske bestemmelser angående et vajsenhus for 12 forældreløse drenge fra Tønder, Åbenrå, Hellevad og de 5 sogne fra Viddingherred: Rødenæs, Klangsbøl, Horsbøl, Emmelsbøl og Nykirke.
At netop disse steder havde ægtefællernes bevågenhed, skyldes formodentlig at Struck og hans to hustruer gennem deres slægt havde tilknytning der. Således antages, at Strucks fader har været lærer i Hellevad. Men det er rigtig lykkedes at finde beviser herfor.
Struck havde i kollektbogen lagt en kuvert og forseglet den med følgende påskrift:
Ingen kendte til testamentet
Tilsyneladende har ægteparret intet fortalt om deres legat ikke engang til svigersønnen, som heller ikke brød forseglingen, selv om han havde kuverten i forvaring efter sin hustrus død. Men han var hele tiden på rejse med hertug Carl Friedrich.
Imens blev hans arv forvaltet af koginspektør Andreas Joachim Heinemann og herredsfoged de Behr. Og da han efter stormfloderne i 1717 0g 1721 skulle udrede 525 mark til udbedring af digerne, solgte han ca. 13 demant kogsjord uden at kende til svigerforældrenes legat til Vajsenhuset.
Magistraten havde ikke tillid til Matzen
Fra anden side havde der også været interesse for at få oprettet et vajsenhus i Tønder. Købmand Jens Matzen var interesseret i et Vajsenhus i Tønder og flere havde også givet tilskud. Matzen havde tænkt på, at oprette et uldfabrik og beskæftige 20 børn ved siden af, at de skulle undervises.
I 1728 var Matzen nået så vidt, at han hos Magistraten og regeringen ansøgte om koncession til at starte en klædefabrik og et Vajsenhus i Tønder for at afhjælpe fattigdommen. Men han fik afslag, da byens fædre stillede sig skeptisk over for ham og hans planer. De henviste til, at Man i Tønder havde en kniplingsfabrik, hvormed al armod med lyst til at arbejde kunne finde beskæftigelse og tjene til sit underhold.
Det samme skete, da han i 1741 ville indrette et uldspinderi med en fattig – og krøblingeskole.
Tønder’ s store ildebrand 1725
I mellemtiden var Tønder den 16. oktober 1725 blevet ramt af en stor ildebrand, som lagde en stor del af byen, bl.a. hospitalets bygninger i aske. Nu skulle man både genopbygge hospitalet og skaffe boliger i stedet for de nedbrændte også hjælpe de brandlidte, fattige og forældreløse.
Holsteins forgæves arbejde
Under disse forhandlinger kom rygtet om Strucks Vajsenhus på tale. Amtmanden, statsminister Joh. Georg Holstein som i overgangen efter 1721 tillige var bypræsident i Tønder, rettede straks en forespørgsel til sin fortrolige medarbejder, provst Samuel Reimarus, en betydelig og pietistisk personlighed, som nøje kender forholdene i den gottorpske tid og havde stået købmand Struck nær.
Holsteins brev
Da Reimars svar var indløbet, sendte Holstein den 23. marts 1726 Reimarus et brev, hvori det hed:
De tilsendte oplysninger angående det kenckelske legat er tilstrækkelige og beder jeg om at give mig lige så udførlige efterretninger om det struckse testamente, og kan Deres hørærværdighed være forvisset om, at jeg, hvis Gud giver mig liv og sundhed, at yderste evne skal anstrenge mig for, at den salige testators gode og prislige hensigt skal blive ført ud i livet.
Forinden glæder det mig at høre, hvilke rosværdige foranstaltninger til de fattige børns underhold og undervisning er bleven truffet af Dem på egen hånd, og opmuntrer det mig så meget mere til med glæde og eftertryk at tage fat på denne gode sag, som den netop kunne virkeliggøres ved at få det struckse legat udbetalt og anvendt. Jeg skal nok også ved lejlighed sørge for at få skaffet nogle straffebøder til veje dertil bl.a. de 100 rdl. som rådmand Giese har fået i mulkt.
Måske skal det lige nævnes, at det kenckelse legat stammer fra den velhavende provst Kenckel, der døde i 1751. Han skrev en del pietistiske bøger.
Endnu et svar
Et kvart år derefter den 18. juni hedder det videre i et brev fra Holstein til Reimarus:
En energisk efterfølger ved navn, Schrader
Imidlertid lykkedes det ikke Holstein at komme sagen nærmere i forbindelse med provst Reimarus iden han afgik ved døden den 15. september 1727. Men hans efterfølger var Johann Hermann Schrader, som havde været hans huslærer, inden han i 9 år blev lærer for prinsesse Charlotte Amalie og derpå præst i Oldesloe.
Schrader var ikke blot en betydelig prædikant, som blev redskab for en pietistisk vækkelse, men tillige en energisk og initiativrig mand, som hensynsløst greb ind overfor alskens overgreb og slendrian. Det var også ham, der fik ansat to pietistiske præster ved siden af sig i Tønder: Joh. Joachim Arens og Hans Adolph Brorson.
Testamentet fra von Roepstorff
Kort efter sin ansættelse den 20. marts 1728 fik Schrader vel på foranledning af Holstein, Magistraten til at skrive til daværende amtmand i Reinbeck, von Roepstorff. Han fik det svar, at det forseglede testamente var udbrudt i dennes besiddelse.
Efter en del forhandlinger udleverede von Roepstorff det til koginspektør Heinemann, der havde forvaltet de struckse landerier for ham.
Ved et møde på Tønder Rådhus den 21. juni 1730 kunne sidstnævnte så endelig overrække originalen til provst Schrader og Magistraten, hvorpå seglet blev åbnet og testamentet blev oplæst.
Store planer
Legatet omfattede 91 demant marksjord i Frederikskogen. Forpagtningsoverskuddet skulle i første omgang komme 12 forældreløse drenge til gode. De skulle anbringes i hospitalet, forplejes, opdrages og undervises til de blev 14 år. Det skulle være af en skolemester, der var kristelig, gudfrygtig, from, ærlig, flittig og ufortrøden. Han skulle desuden undervise 38 andre fattige børn fra byen. For dette skulle han have 820 mark som vederlag.
Hver degn i de 5 vestslesvigske sogne, som vi tidligere har nævnt, skulle undervise 20. Degnen i Aabenraa 12 og degnen i Hellevad 24 fattige børn uden herfor at forlange skolepenge. Men de skulle herfor modtage en godtgørelse på 30 mark hver.
Hvis det var muligt skulle de resterende midler bruges til at de 12 forældreløse drenge hvert år skulle kunne få et nyt sæt tøj. Hos landsherren skulle der søges om skattefrihed for legatets jorder. De, der skulle have tilsyn og aflægge regnskab, skulle have et årligt honorar.
Schrader gik i gang
Da der til sidst fandtes en bestemmelse om at testamentet skulle træde i kraft et år efter stifterens død, måtte der nu afregnes. Og det lykkedes endda at undgå tab, selv om Heinemann gik konkurs i 1739.
Trods bystyrets betænkeligheder straks efter testamentets åbning i 1730 gik Schrader i gang med at bygge en ny hospitalsbygning med et Vajsenhus og et tugthus (arbejdshus). Samtidig lod han foretage en indsamling i byen. Den indbragte 200 mark.
Indbringende indsamling
Gennem sine kontakter, foretog Schrader også en indsamling. Christian den Sjette og dronningen ydede store bidrag. Holstein gav 300 mark ligesom kongen og grev Zinzendorf gav 87 mark. Denne Zinzendorf kender vi fra Christiansfelds oprindelse.
Schrader var heller ikke bange for at ofre af egen lomme. For både at gavne Vajsenhuset og udbrede pietismen gennem udsendelse af egnede skrifter indrettede han i et rum af Vajsenhuset et eget trykkeri, hvorfra han i januar 1731 kunne udsende sin egen salmebog, ”Vollständiges Gesang – Buch” med 1.157 salmer, forlagt og trykt for det ”daselbst zu erbauenden Hospital – und Waysenhauses”.
Først i 1735 var pengeforholdene i orden
Efterhånden kunne man begynde med hospitalets og tugthusets drift, men endnu stod selve Vajsenhuset tomt, idet man ikke kunne få penge vristet ud af den konkursramte Heinemann. Først i 1735 var pengeforholdene i sådan en orden – især ved hjælp af kniplingshandler Jurgen Krögers legat – at man kunne begynde på at udføre legatfondens bestemmelser i stifterens ånd.
Kun 8 børn i begyndelsen
Skt. Hansdag blev det så endelig indviet hele 22 år efter Peter Strucks død. Der var kun 8 drenge i stedet for de påbudte 12.
Til at undervise de fattige og forældreløse børn havde Schrader tilkaldt Henneberg fra Flensborg. Men denne døde allerede i november 1730. Så denne kom aldrig til at virke i Vajsenhuset.
En flittig person – Rakebrandt
Men det gjorde August Jacob Rakebrandt, født i Løgumkloster i 1699. Efter at have studeret teologi fra 1721 og virket Preetz fik han i 1731 opfordring til at overtage degneembedet i sin hjemby, og han indrettede her en lille latinskole, indtil dette blev ham forbudt.
Fan tiltrådte straks ved Vajsenshusets åbning som lærer og informator med 150 mark i årlig lø. En fru Schramm fungerede som Vajsenmutter med en økonomi på 400 mark. Men fra 1738 til sin død i 1771 virkede Rakebrandt som både økonom og lærer.
Stort overskud
Samtidig forestod han salget og udsendelsen af forlagets bøger. Ved sin tiltrædelse opstillede han en udførlig inventarfortegnelse, som endnu er bevaret.
I de første 15 år blev der solgt en ret anseelig antal:
Rakebrandt fik ikke meget for sit store arbejde, så overskuddet blev forholdsvist stort.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:
Oktober 8, 2016
Spionage i Sønderjylland inden Besættelsen
Agenterne startede deres virke i december 1939, med ekstra fokus fra marts 1940. Mange oplysninger var af ringe kvalitet, og 60 pct. blev frasorteret. Postmesteren i Tønder råbte vagt i gevær. Nogle af agenterne havde jord på begge sider. Den største agent var den sønderjyske kæmner fra Kjellerup. Ikke alle de oplysninger tyskerne fik var korrekte. Vi kigger på nogle af de oplysninger, som de fik. Og så får vi en bedømmelse af danskere. Den danske soldat får ikke den bedste bedømmelse. Og den danske bonde er langsom, godmodig og sej. Danskeren er uforstående over for nationalsocialismen, men han kan påvirkes. Og de største blade er styret af jødisk økonomi. Den danske efterretningstjeneste var ikke klar over denne aktivitet.
Agenter startede i december 1939
Det kan være svært at få indblik i disse sager grundet vores arkivlov. Der var masser af spioner i det sønderjyske. Men det betingelsesløse tyske kapitulation i 1945 bevirker dog, at tyske akter er kommet frem.
Dette er selvfølgelig ikke komplet men alligevel er det interessant. Og hvor vidt, at de oplysninger, der er videregivet er landsskadeligt, kan altid diskuteres. I vores tidligere artikel om gendarmerne i Padborg kan vi dog se, at et sammenfald af uheldige omstændigheder kan få katastrofale følger.
Lederen af det tyske efterretningstjeneste dengang var admiral Canaris. Han havde en hel masse underafdelinger under sig.
Allerede i januar 1940 foreligger der en melding om luftværnsartilleri i Sønderjylland. En dansk agent skulle være erfaren, pålidelig, troværdig og godkendt af Abwehr. En agent blev på tysk benævnt som V – Mann. V stod for Vertrauen. Til støtte for disse agenter var der meddelere, kaldet V- Leute.
Agenterne begyndte at arbejde fra december 1939. Og den første opgave var, at sætte fokus på den danske hær. Hvor var de og var mange var de? En anden vigtig ting var at fastslå om de danske grænseovergange var miniret eller om der var truffet andre forholdsregler ved en eventuel invasion.
Fuld spionage fra marts 1940
Det har været hævdet at lederen for 31. korps, general Kaupisch under falsk navn havde opholdt sig i Danmark i november – december 1939, men det har undertegnede ikke kunne finde beviser for.
Den tyske efterretningstjeneste begyndte først i fuldt omfang at spionere mod Danmark efter 1. marts 1940. I løbet af februar var der kun indgået et begrænset antal. Det meget øgede antal meldinger blev ikke opdaget af det danske efterretningsvæsen.
Af ringe kvalitet
Intet tyder på, at der var truffet forhåndsaftaler. Der findes heller ikke beviser for, at flere danske søofficerer skulle have været landsforrædere.
Antallet af danske agenter i tysk tjeneste var begrænset og ingen af dem havde den fornødne indsigt i militære forhold eller de fornødne evner og uddannelse. De danske meddelere var også af ringe kvalitet.
Nogle agenter havde en kodebetegnelse R 3900, R 3419 og R 3903. Og R 3900 var en meget flittig brugt spion, der også gik under betegnelsen Kæmneren fra Kjellerup. R 3419 var også en erfaren V – mand, som vi i en tidligere artikel har omtalt som agent 1.
Jord på begge sider
Meldingerne blev givet via kurér eller ved aflevering ved grænsen til en agnet, der havde jord på begge sider af grænsen, hvad der muliggjorde at oprette en postkasse på tysk grund. I nødstilfælde blev i enkelte tilfælde brugt telefoniske meldinger og brevmeldinger direkte til Tyskland.
Kæmneren fra Kjellerup, der var radioamatør havde en radioforbindelse til Tyskland. Meldingerne gik til Flensborg og Hamborg, men også Kiel og Stettin.
Postmesteren råbte vagt i gevær
Den 4. april meddelte postmestren i Tønder, at der var kommet et indgående brev til broderen til agent 3. Brevet viste sig at være et stor gul kuvert. Den var poststemplet Viborg og bar broderens navn og adresse. Undersøgelsen godtgjorde, at brevet var en kinesisk æske, der indeholdt flere konvolutter, det ene mindre end den anden. Den næstinderste bar agent 3’ s navn. Kuverten skulle på sikreste måde via Eckernförde og Kiel afleveres til en person i Hamborg ved navn, Hans.
Af brevet fremgik det, at vedkommende kunne skaffe oplysninger af visse kommunale og tjenestelige interesse. Han bad dog om et større pengebeløb. Han havde modtaget et kortbølgesignal om, at hans sidste forsendelse var ankommet. Han anmodede endvidere om, at dette signal blev ændret.
Den sønderjyske kæmner i Kjellerup
Politimester Martensen – Larsen tog straks mod Viborg for at undersøge sagen. Kæmneren på kommunekontoret i Kjellerup ved Viborg var sønderjyde og talte både tysk og dansk. Han var medlem af EDR – Eksperimenterende Danske Radioamatører. Trods det, at han skulle aflevere sendeudstyr. Så sendte han alligevel fra stedet. Senderudstyret fik han tilsendt fra Tyskland.
Han havde en relativ lille løn, men havde fornylig købt nye møbler og ladet villaen modernisere. Han var formand for den lokale DSU.
Man havde fundet ud af, at en række internerede flyvere via kortbølgeradio opretholdt kontakten til Tyskland. I Viborg var der også modtaget afslørende breve. Her blev der lovet kæmneren større beløb for hans gerninger. Han havde en ret stor rejseaktivitet i det meste af landet.
Politimester Martensen – Larsen havde i sinde at foretage anholdelser. Men politimesteren havde fået opsnappet, at tyskerne den næste dag ville invadere landet.
Men som det vil fremgå af en tidligere artikel, så blev der foretaget en retssag i Tønder mod en række spioner
Cirka 60 pct. blev frasorteret
Tyskerne troede ikke, at der var så få
I februar 1940 mente tyskerne, at den danske landstyrke udgjorde 30.000 mand. Man fastholdt dette antal. Man kunne ikke i den vildeste fantasi forestille sig, at den danske hær kun havde 15.000 mand under våben.
Den tyske efterretningstjeneste var udmærket klar over, hvor mange bataljoner, Danmark rådede over. Men de var ikke klar over at regimenterne kun havde en tredjedel af krigsstyrken.
Der var kun 500 i Søgård lejren
Den 15, februar mente tyskerne, at der var ca. 5.000 mand omkring Søgårdlejren. Den 16. marts fremgår det af angrebsbefalingen mod Danmark, at der var ca. 500 mand i området Søgård – Tinglev. Dette tal var næsten sandheden. Men den 5. april bliver det fastslået at der i området er 1.200.
Luftværnsartilleri
Den 20. marts sendte Abwehr melding om luftværnsartilleri i Sønderjylland til 31. korps. Meldingen var udarbejdet af en agent, der rejste rundt i Sønderjylland i januar 1940. Han meldte om luftværnsartilleri nord for Tønder, Løgumkloster, Rødekro, Nordborg, Rømø, nordvest for Skærbæk, nord for Haderslev, nordvest for Vamdrup osv.
Endvidere oplyste han, at 37 mm luftværnsskyts ved Kollund og Frøslev var vendt tilbage til Århus. Det blev også meldt om luftværnsartilleri i Sønderborg og ved Kliplev.
Ingen signalofficerer
Tyskerne troede, at der var en signalofficer med 15 – 20 mand på en række af de højeste punkter i Sønderjylland. Oplysningerne havde intet med virkeligheden at gøre. Måske havde det noget at gøre med Geodætisk Instituts opmålinger.
Tønder Flyveplads – dobbelt så stor
Også vejenes beskaffenhed blev indrapporteret. Hovedvejene kunne normalt tage 10 – 12 ton, i nødstilfælde 15 t. Der anføres dog, at vejen Kruså – Kollund – Gråsten kun kunne tage lette køretøjer.
Nu var ikke alt Lige rigtigt. Således var det melding om, at Tønder Flyveplads var dobbelt så stor som Aalborgs og omgivet af en stor mur.
Ikke store tanker om DSB
Den agent, der havde indberettet forholde for de danske jernbaner havde ikke store tanker om denne. Således kunne man læse, at DSB indkøbte udtjente lokomotiver fra Tyskland og Sverige. Og nybygninger af stationsanlæg forekom yderst sjældent.
Sprængmidler forskellige steder
I Jylland syd for linjen Kolding – Esbjerg var 21 broer forberedt til sprængning. Sprængmidler var oplagt i Tønder, Tinglev, Vojens og Ribe. Udførelserne af ødelæggelserne skulle for de sydlige broers vedkommende foretages af grænsegendarmer. Og de øvrige af DSB – folk.
Broer var klargjorte
Broen ved Gejlå skulle være forberedt til sprængning. Der var indbygget ladningskamre i en rampe på Bredebro banegård. Broen syd for Tinglev var ikke klargjort. I øvrigt var der hvis ikke klargjort noget som helst broer den 9. april!
Vigtige broer på hovedvejen Tønder – Ribe – Esbjerg skulle være forsynet med ladningskamre. Det samme var tilfældet med vigtige broer Flensborg – Kruså – Haderslev – Horsens.
Vejene skulle ikke afspærres
Agenterne mente, at markredskaber og vejmateriel var blevet indregistreret med henblik på spærring af veje. Blandt andet skulle vejene Kruså – Åbenrå, Kruså – Sønderborg og Tønder – Bredebro spærres i dybden med nævnte materiel.
De danske styrker regnede med til støtte for forsvaret at udføre vejspærringer i en linje foran fronten. Men nogen egentlig registrering har ikke fundet sted.
General Prior havde i øvrigt som chef for generalstaben foreslået, at vejmyndighederne skulle uddannes til at spærre veje, men dette blev afslået af chefen for generalkommandoen, generalløjtnant With. De enheder, der var bedst til dette var nu engang ingeniørtropperne.
Oversvømmelser næppe planlagt
Der var planlagt opstemninger i forbindelse med Haderslev – Ribestillingen. Således havde agenterne fundet ud af, at der var udført et enkelt bassin i dagene op til 9. april. Planerne var dog noget urealistiske. Der var også indberettet at Vidåen kunne opstemmes og oversvømme store arealer.
Kun ældre geværer
En soldat fra det tyske mindretal kunne fortælle, at der i nærmeste tid ville finde troppeforskydninger sted til Haderslev, Tønder og Søgård. Og så blev der observeret at soldaterne fra Søgård kun havde ældre geværer.
Danske luftværnsartillerister ved Rødekro kunne oplyse, at batteriet omfatter 4 tunge og tre lette kanoner samt to lyskastere. Den 10. marts havde batteriet afgivet tre skud mod et tysk jagerfly. Flyet fløj så hurtigt at sigtemidlerne ikke kunne anvendes mod flyet.
Interessant dagbog
Et interessant dokument, der er fremkommet er uddrag af en dagbog, der blev ført af efterretningsofficeren ved 31. korps, major Haydebreck. Dagbogen er en opremsning af de emner, som blev drøftet og de beslutninger, som blev truffet.
Dagbogen starter den 8. marts. Tre dage efter er der diskussioner med Canaris, og her fremsættes ønsker om, at hele Danmark skal besættes, egentlig var det kun Jylland, der skulle besættes.
Den 16. marts fremsættes ønsker om luftfotos af bl.a. Åbenrå, Haderslev, Vojens og Tønder.
Den 19. marts ønskes, at danske skibe skal hindres i at udløbe fra Holtenau den 8. april.
Man aftaler, at der placeres stedkendte vejvisere ved
Andre efterretninger
Andre efterretninger, der blev videresendt, var blandt andet følgende:
Lidt for mange cykler
Skyttehuller
Grænseovergangen
Tønder Garnison skulle optage først stød
Manglende initiativ og handlekraft
Tyskerne havde også lavet en vurdering af danskerne, deres hensigter og muligheder. Og den enkelte soldat var også udstyret med retningslinjer.
Tyskerne mente kort og godt, at
Den danske hær led af mangler
Danskerne ikke afholdt af broderfolket
Som begrundelse for de manglende soldateregenskaber, skrev tyskerne:
Den danske bonde er langsom, godmodig og sej
Danskerne er uforstående over for nationalismen
Danskerne kan påvirkes
Blade er under jødisk økonomisk indflydelse
Tyskerne oplyste, at de tre store hovedstadsblade, Politiken, Berlingske Tidende og Nationaltidende – er under jødisk økonomisk indflydelse. Dette forhold sænker utvivlsomt efter deres opfattelse den danske modstandskraft.
Det fastslås, at den tyske soldat i enhver henseende er den danske overlegen såvel i kamp – og angrebsånd som i uddannelse og bevæbning.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Oktober 6, 2016
Dansk agent skyld i gendarmers død
De var besættelsens første ofre. Tre gendarmer midt i Padborg. Nedskudt af tre civile agenter, der overtrådte egne regler. Nedskudt på baggrund af en dansk agents oplysninger. Men hvorfor blev viadukten ikke bortsprængt før? Den 9. april kørte 28 tyske troppe – og forsyningstog over lige her. I Tønder havde politiet mistanke til agenter. General var godt tilfreds med spion – oplysninger fra Danmark. Og 31. korps vidste god besked.
Masser af spioner
Der var masser af spioner i Danmark, der gav tyskerne informationer inden de besatte landet den 9. april. De var godt forberedt. Desværre er det jo begrænset, hvad man kan finde ud af grundet vores arkivlov.
Grænsegendarmeriet skulle ikke gøre modstand
Den 9. april klokken 4.15 om morgenen begyndte tyskernes deres indmarch. De to jernbanebroer i Padborg var forberedt til sprængning, men egentlig var det ikke blevet færdiggjort.
Den 8. april havde Grænsegendarmeriet modtaget ordre om, at de ikke skulle yde modstand. De havde endda fået at vide, at de skulle trække sig til de militære enheder.
Overgendarm Albert Sørensen kommer kørende i sin bil fra Frøslev ind mod Padborg. Under jernbaneviadukten møder han de to kollegaer, Anders Andersen Hansen og Johannes Petersen Birk.
Besættelsens første ofre
De tyske tropper er endnu ikke gået over grænsen. Men tre grupper af det tyske militærs efterretningstjeneste (Brandenburg) var allerede på dansk grund.
Da Albertsen stiger ud af bilen får han øje på tre tysker, der efter spørgsmål fortæller, at de skal mod banegården. Og inden de tre gendarmer opfatter det, er de blevet skudt på. De bliver besættelsens første ofre. Kort tid efter markerer signalpistoler, at nu kan Wesserübüng gå i gang.
En tysk officer havde travlt ved at bortforklare, at det ikke var brugt værnemagtens pistoler. Her var det tale om småkalibrede lommepistoler, og det brugte værnemagten ikke. De civilklædte mordere forsvandt skyndsomst. Og det var en del mystik om disse tre mord.
Meldinger til 31. korps
Vi har en tidligere artikel forklaret hændelsesforløbet (Læs artiklen: Dramaet ved viadukten).
Det var en oplysning fra en dansk agent (agent 2), der fik de tragiske følger. Han blev dog aldrig dømt for dette.
Den 7. marts modtog 31. korps følgende to meldinger:
Flere meldinger
Den 8. marts modtog 31. korps Stettin og Udenlandske Hære Øst en ny melding om jernbaneviadukten i Padborg m.v. Den lød således:
Meldinger om, at de har rekylgeværer
Agenten erfarer endvidere, at grænsegendarmeriet har udleveret rekylgeværer. Disse er anbragt, hvor de uddannede grænsegendarmer bor. I øvrigt er politiembedsmænd og gendarmer i grænseområdet instrueret om at være parat til hurtig afrejse og have det nødvendigste pakket i deres kufferter.
28 troppe – og forsyningstog
Den 9. april skulle der køre 28 troppe – og forsynstog ad den østlige længdebane og det var derfor af afgørende betydning for tyskerne, at jernbanen ikke blev afbrudt. For at hindre de to brosprængningers udførelse blev Lahousenpatruljer stillet til rådighed.
Hvorfor blev det ikke sprængt?
Man kan så undre, hvorfor man så ikke tidligere har sprængt broerne. Man havde jo set troppekoncentrationerne nede syd for grænsen. Det samme synes at være tilfældet ved Tinglev og for den sags skyld også ved Tønder.
Abwehr havde forberedt sig
Men Abwehr havde forberedt sig. Det hedder således:
De tre nævnte meldinger var afgivet af 2 danske agenter, nemlig agent 2 og agent 4.
Specialtropper i gang
Der deltog 9 Lahousen – folk i civilt tøj i aktionen. De blev delt i tre cyklistpatruljer til henholdsvis sprængstofdepotet i Tinglev, jernbaneviadukten i Padborg og vejkrydset nord for Padborg.
Patruljen til Tinglev kom illegalt over grænsen, hvor en dansk agent (agent 3) havde jord på begge sider af grænsen. Herfra blev den af en anden agent (agent 4) ført direkte til sprængstofdepotet på Tinglev Station.
1 tons sprængstof i Tinglev
Ved den efterfølgende retssag forklarede agent 4, at han havde fundet depotet mistænkelig, men han havde ikke fundet ud af, hvad der var i bunkeren.
Patruljen beslaglagde ifølge en tysk Abwehr – rapport for 9. – 11. april om patruljernes indsats 2,5 t sprængmidler (danske oplysninger siger, at der var 1,1 t sprængmidler i bunkeren).
Havde de ikke undersøgt viadukten?
Krydset nord for Kruså var dog ikke forberedt til sprængning.
I general Kaupisch’ rapport hedder det om den omtalte begivenhed:
Nogle har talt over sig
Oplysningen om, at en grænsegendarm skulle sprænge jernbaneviadukten i Padborg ved en tysk indmarch, er næppe givet i den hensigt, at de tyske agenter skulle få det at vide. Det kan være en grænsegendarm, en militærperson eller en person fra firmaet, der byggede minekamrene, der har talt over sig.
Meget taler for, at en eller flere personer ikke har kunnet holde tæt, men har ladet noget sive ud.
Hvor gik de over?
Hvor patruljerne til vejkrydset og Padborg kom over grænsen blev ikke oplyst ved retssagerne, men det mest sandsynlige er, at de har passeret grænsen på samme sted som Tinglev – patruljen.
Rygter i lokalområdet siger, at patruljerne overnattede ved medlemmer af det tyske mindretal ved Rønsdam.
Historieforfalskning
I sin bog ”Spillet om Norge” skriver Sverre Hartmann om operationen:
Man må da håbe, at forfatteren har brugt knap så meget fantasi i resten af sin bog.
Regler ikke overholdt
Canaris havde formuleret følgende to bestemmelser for Brandenburg – bataljonens indsats:
Brud på folkeretten
Det står ikke noget om, hvordan de skulle forholde sig, hvis de var i civilt tøj, som de vitterlig var i. Man må da gå ud fra, at Abwehr var vidende om nedskydningen. Det er et klart brud på folkeretten.
Politiet i Tønder havde mistanke
Allerede før krigen havde politiet mistanke om, at agent 3 stod i forbindelse med Abwehr. I foråret 1940 fandt man ud af, at der var en intim forbindelse mellem agent 1 og agent 3. Selv om det ikke forelå afgørende beviser for at de to agenter virkede for Abwehr, var mistanken så velbegrundet, at politiet i Tønder ved en retskendelse fik tilladelse til at foretage telefonaflytning og åbning af post til agent 1, agent 3, og sidstnævntes broder.
Ved hjælp af dette fik man den 4. april vished for, at i hvert fald at agent 3 havde forbindelse til Abwehr.
General tilfreds med materialet fra Danmark
Men ellers kig på artiklen Spionage i Sønderjylland inden Besættelsen.
Mange af agenterne var til samtale i Flensborg.
General Kaupisch var generelt uhyre tilfreds med materialet fra Danmark. Han kaldte det særdeles værdifuldt.
Ditlev Tamm oplyser også i sine bøger om Retsopgøret, at den tyske spionage ved brug af danske agenter var effektiv.
Man kan vel også konstatere, at de tre grænsegendarmer næppe var blevet myrdet, hvis ikke tyskerne havde fået de omtalte oplysninger fra de danske agenter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 174 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder
Oktober 5, 2016
Hvem har ret til at gengive BZ – Historien?
Forsøg på anmeldelse af Peter Øvig Knudsen: Du har ikke en chance. Tag den fra Gyldendal. Den er en fremragende og spændende dokumentation. Bogen er delt i to. Den ene del er historien, den anden del er korrespondance med de BZ’ er, der ikke ville optræde. At de så alligevel optræder, ja det er en anden sag. Og reaktioner var vel også forudsigelig. Man brød sig ikke om fortolkningen. Og reaktionen er da også kommet. En web – portal og en Facebook med den rigtige fortolkning, eller? Vi kigger da også på nogle af reaktionerne fra dem, der bestemt mener, at Øvig ’ s ikke skal være et monument for BZ – bevægelsen. Og nogle af disse har nu lagt en scannet version af bogen på nettet. Man skal da sandelig ikke tjene på at fortælle om bevægelsen.
Man udsættes for helte og skurke
I det venstreradikale magasin ”Slamm” skrev en gruppe aktivister, at de frygter, at forfatteren vil reducere historien om husbesætterne til ”en zoologisk have, som folk der har deres på det tørre, kan sætte sig ned og glo på”
I magasinet fortæller to af aktivisterne, at de ikke kan kende sig selv i beskrivelsen i Hippie – bøgerne. De er bange for, at Peter Øvig Knudsen slet ikke vil lægge vægt på drømmene, idealerne, kærligheden og drømmene. Ligeledes frygter de som i Hippie – bøgerne at deres kammerater udsættes for at blive helte, skurke, naive får, ledere og sind- og skindsyge mennesker.
Han fortæller bedsteborgere, hvorfor det er godt, at de ikke flipper ud og forlader den slagne middelvej For at se hvor galt det ellers kan gå. Ja så vidt aktivisterne. Men nu er bogen kommet.
Igen – masser af omtale
Peter Øvig Knudsen har gjort det igen. Han har begået en bog med masser af omtale. Og atter engang har han formået at splitte folk i to dele. Og meget heldigt er anmelderne i den positive afdeling. Men nu kigger vi også lige på dem, der ikke nødvendigvis uddeler stjerner.
Hans forrige bøger skabte også debat. Og det var jo både bogen om Blekingegade – Banden og Hippie – bevægelsen. Den planlagte bog om Pusher – Street bliver ikke til noget. Da fik han godt nok kolde fødder. En to’ er kommer det heller ikke om BZ – bevægelsen.
En BZ – webportal
Tidligere medlemmer af BZ – bevægelsen har dog også bebudet, at de vil fortælle deres egen historie. Og det vil de gøre på en webportal. Endnu er det ikke så mange historier på den. Denne portal er en direkte protest mod Peter Øvig Knudsens bog.
Men denne portal har Per Øvig Knudsen ikke det ringeste imod. Han mener, at informationerne vil trække i samme retning. Jo mere information, jo mere mangfoldighed.
Men foreløbig er det mest gang i BZ Portalen på Facebook. Her er 500 følgere. Og undertegnede er en af dem. Initiativtagerne til denne har udsendt en presseinformation, hvor de bl.a. skriver:
Skal ikke være et monument, der står tilbage
Modstanderne af Peter Øvig Knudsens bog vil gerne fokusere på de positive sider af bevægelsen. Og det er erfaringerne fra Hippie – bogen, der gør dele af BZ – bevægelsen skeptisk.
De gamle BZ’ er ønsker ikke, at denne bog skal være det monument, der står tilbage.
Selviscenesætter
Tidligere BZ’ er er i et anonymt brev blevet advaret mod at tale med forfatteren. Han er blevet kaldt ”opblæst nar” og ”selvglad idiot”. Der er nogle markante og stærke holdninger til, hvordan BZ – bevægelsen skal beskrives. Andre markante udmeldinger er:
Malke blod fra ideologiske bevægelser
Og så er man ellers blevet advaret mod den ”meget borgerlige forfatter”,” der vil malke blod fra ideologiske bevægelser”. Men dengang var Peter Øvig Knudsen helt ude på den yderste venstre fløj og medlem af det maoistiske KAP.
Hvad med dem, der sagde nej
Han var godt klar over inden starten, at den magtfulde inderkreds fik han nok ikke i tale. Men på den anden side. Bogen ville ikke fungere uden dem. Men kan man tage dem med, når de har sagt nej?
De få må udtale sig
Det er nogle få, der måtte udtale sig, og en hel masse, der ikke må sige noget. Så det må i den grad have været udfordrende, at skulle lave bogen. Men det i sig selv var provokerende for Peter Øvig Knudsen. Han ville ikke lade sig knægte nok engang, efter at måtte opgive at skrive om Pusher Street.
Peter Øvig Knudsen mener, at det er en begrænset kreds af toneangivende BZ ’ er, der har haft eneret til at fortælle historien. Han mener, at have givet mere anonyme mulighed for at beskrive forholdene. Han mener, at alle har deres version af miljøet.
Øvig interesserer sig for ”oprørerne”
Noget tyder på, at det er oprørerne, som vores hoveperson interesserer sig for. Vi så det allerede med bogen ”Efter drabet”. Han er mødtes med nogle af deltagerene i bogen til bajer og lejrbål i haven. Således har det efter forfatterens udsagn medvirket over 50 – 60 BZ’ er i bogen.
En sten gennem vinduet
Men han har også fået sten kastet gennem ruderne i arbejdsværelset. Ja truet er han også blevet.
Men dette har motiveret ham til at fortsætte. Ingen skal fortælle ham, hvilke bøger han skal skrive. Egentlig opfatter forfatteren bevægelsen som en stor familie. Og dem, der talte med ham, ville blive smidt ud.
Moppedreng på 600 sider
Det er en ordentlig moppedreng på 600 sider, vi skal igennem. Og det er historien om København, inden byfornyelsen slog igennem. Her er en masse Nørrebro – historie. Der er masser af borgerkrig, som vi også oplevede op et senere tidspunkt med Ungdomshuset.
Og det ville også have været oplagt, at skrive om de autonome, som vi lige har gjort i tre artikler på vores hjemmeside. Og grunden er ifølge forfatteren, at så skulle han også skrive om organiseret kriminalitet. Og det tør han ikke.
Tro på sig selv
På Nørrebro har man i den grad mærket til bevægelsen, der blev efterfulgt af de autonome. Molotovcoctails, ildspåsættelser, knuste ruder, brosten, raserede butikker m.m. Vi har på siden forsøgt at beskrive detailhandlens møde med de autonome.
Bevægelsen er præget af stor tro på sig selv og mangel på respekt på autoriteter. Det forbløffende var, at man gerne modtog bistandshjælp fra det samfund, man bekendte. På Det Frie Gymnasium fik eleverne fri til at besætte huse og lave andre aktioner. Det blev betragtet som et kreativt initiativ.
Politiet holdt sig heller ikke tilbage
Man kan undre sig over, at så mange gik ind for brug af så meget vold. På politiets side holdt man sig heller ikke tilbage. Ideologi og politik var ikke særlig slagkraftig hos BZ. Egentlig gav BZ ikke myndighederne mulighed for et konstruktivt samarbejde. Og politikerne var måske heller ikke så kreative, at de kunne imødegå de unges krav.
Måske kan man sige, at politikerne var advaret dengang, de valgte at sælge Ungdomshuset. Men de solgte huset, uden at spørge de unge.
Svarer ikke til fortidens oplevelse
Yngre generationer kender ikke så meget til BZ. Den fortælling, der fyldte så meget dengang, er gledet ud af danmarkshistorien. Derfor er det godt, at vi får historien nu, selv om store dele af BZ – bevægelsen hader måden historien bliver fortalt på. Nutidens dom svarer ikke til fortidens oplevelse.
Skabelonen er vel den samme som til Øvigs andre bøger. Det er dramatisk og medrivende læsning. Men ikke alle vil betragte det som den fulde sandhed.
En helt bestemt opfattelse fremmes
René Karpentschof anmelder bogen hos Modkraft. Han er en af dem, der sagde nej til at deltage. Og det gjorde han ikke for, at der rettes et kritisk lys på BZ – bevægelsens mørke sider.
Men selv om han sagde nej til at medvirke, er han alligevel med i bogen. Han mener, at BZ – bevægelsen slet ikke har haft den samme betydning som 68’ er oprøret.
Der findes allerede en bog fra 1994, der hedder ”De Autonome”, hvor stemninger af had og råhed fulgte med gadekampene. Her peges der på uformelle rangordner, intolerance og lukkethed. Over for uforstående kunne man være ret nedladende.
René Karpentschof mener, at en helt bestemt opfattelse fremmes. Han mener, at det er en ”skurkehistorie” der her er sat sammen. Det var ikke en fælles gruppe med fælles holdning til alt. Dengang havde man ikke fidus til læserbreve. Drivkraften var ikke fanatismen og voldsfascinationen, som Øvig taler om. Drivkraften var solidaritet og retfærdighedstrang, mener René Karpentschof.
BZ var både håb og skuffelse
BZ var både håb og skuffelse. Menneskelig var man ikke modne. Og politisk var man for uerfarne for at føre oprøret helt igennem. Personer får påduttet en slags faderrolle, som de slet ikke havde. Øvigs fremstilling bunder mere i psykologiske problemer end i noget politisk eller samfundsmæssigt, mener Karpentschof.
Det er problematisk, at anonyme kilder skal være kilde til, hvad nogle tænker og mener. Det lærer man på journaliststudiet, at det gør man ikke. Karpentschof undrer sig over, at 150 sider bliver brugt til BZ’ eres facebook debat tilbage fra 2014 om Øvigs projekt. Her bliver kritik, mistillid og fordomme diskuteret.
Øjenåbner og intet nyt
Karpentschof indrømmer, at for læsere uden forhåndskendskab til BZ vil Øvigs bog være en øjenåbner. Men egentlig bringer bogen ikke noget egentlig nyt frem. Meget af historien har været fremme før.
Mange af de gamle BZ’ er betragtede bevægelsen som et sted, der var rummelig, og hvor man blev accepteret. Der var farver i bevægelsen i begyndelsen, både farvemæssigt og i livsstil. Folk fortæller, at de sagde nej til at være i bogen, trods det er de nævnt mange steder.
Elsker konflikter og dyrker dem
Andre kritikkere fremfører, at Øvig elsker konflikter og dyrker dem. Han dyrker sensationen. Andre bliver udsat for karaktermord. Og det topstyrede miljø var der ikke. Nogle var bedre til at forhandle end andre. Folk var ikke presset til at bruge vold. Der var flere steder, hvor man kunne have brugt vold, men hvor man ikke gjorde det.
Bogen har to veje
Men undertegnede tvivler nu på, at de fleste BZ’ er har haft en traumatiseret barndom og at de ledte efter en familie. De var ikke ”sårbare sjæle, der manglede en faderfigur”.
Bogen har to veje. Vi følger den kronologiske historie og vi følger diskussionen med dem, der ikke vil deltage. Men mon ikke denne reaktion var forudsigelig?
En lukket kreds?
Bogen fastholder ikke den myte, som mange fra dengang troede, at det var. Med til historien hører også, at BZ – bevægelsen begyndte at fremstille benzinbomber og slangebøsser med stålkugler.
Man har indtryk af, at BZ var en lukket kreds, der ikke ønskede at kommunikere med det opgivende samfund. Isolationen havde måske en årsag. Man ville bevare det nære fællesskab, så behøvede man ikke at blande sig med folket.
Det var en anarkistisk nerve. Man var direkte imod at udpege ledere, men det fremgår i Øvigs bog, at det gjorde man.
Samfundet kunne ikke håndtere dem
Samfundet kunne slet ikke håndtere dem. En vicepolitidirektør kalder i bogen BZ’ erne for folk ”der gør sig bevidst ubrugelig på arbejdsmarkedet”. De blev mødt af tåregas, knipler og arrestationer.
Men nogle steder brugte politiet nu også hjernen. De tog de unge mennesker, når de sov. Så var det slut med den besættelse uden brug af tåregas.
En rutineret fortæller
Man må lade, at forfatteren er en rutineret fortæller. Han kan fastholde sin læser. Og bogen er fuld af dramatiske fortællinger.
Problematikken er egentlig den samme i dag. Vi har i den grad mangel på billige boliger i København. Men det udløser ikke de samme voldsomme reaktioner. Det vil sige, at en gang imellem ser vi bevægelsen ”Reclaim the Street”.
Måske er BZ medskyldig i mere brugerdeltagelse omkring byudvikling. Efterhånden fandt man ud af, at der var andet at tage stilling til end den næste konfrontation.
Tine Bryld og Tvind
Er bevægelsen helt glemt af den nye ungdom i dag. Dengang var der ungdomsbøger af Tine Bryld og Tvind.
Mange delte meninger
Nogle BZ ’ er mener at bevægelsen stod for en fantastisk uddannelse, som lærte alle de deltagende til at se anderledes, solidarisk og tværgående på alverdens problemer og udfordringer.
Bevægelsen reddede mange fra druk, kriminalitet og destruktion. De fik erfaringer, som de i dag høster godt af. De er velfungerende og deres hjerte banker for udstødte og svage mennesker rundt om i verden. De fleste betragter det som en fantastisk oplevelse. Og det er ikke det indtryk, som vi får, når vi læser bogen. Her er indtrykket, at det gik galt.
Nogle mener også, at det er en overdrivelse at sammenligne BZ med De Røde Khmerer. Og andre finder det igen at bevægelsen slet ikke har været topstyret. Andre igen fra miljøet mener, at Øvig har sat dagsordenen, inden han gik i gang med bogen.
Historiske Highlights
BZ – År for År (Kilde: BZ Du har ikke en chance – tag den):
1981:
1982:
1983:
1984:
1985:
1986:
1987:
1990:
Scannet version på nettet
Mon ikke Gyldendals jurister nu får travlt. For BZ – bevægelsen mener, at folket skal have adgang til Per Øvig – bogen. Ingen profit i vores navn siger de nu, og lægger en scannet version ud på nettet.
Men det er ikke første gang, at Peter Øvig havner i en konflikt om ophavsrettigheder. I 2009 ønskede Zentropa at filmatisere hans bøger om ”Blekingegadebanden”, der indbragte ham to Cavlingpriser.
Men dengang ønskede Peter Øvig 1,9 mio. kroner. Dette takkede Zentropa pænt nej tak til.
Nørrebro 18. maj 1993
Terrornatten på Nørrebro
Politi og banditter på Nørrebro
BZ – bevægelsen – endnu engang
Skyd efter benene
Slumstormer, besættere og autonome
Bomben i Søllerødgade
Bomben i Søllerødgade – endnu mere
Byggeren på Nørrebro – nok engang
Fristeder og Ungdomshus
Ungeren set fra 6. klasse
Ungdomshusets historie 1- 2
Nørrebro beboeraktion og kampen om Byggeren
BZ – Bevægelsens historie på Nørrebro
Oktober 4, 2016
Kampen om Ungdomshuset (3)
På direkte TV så man røverier fra butikker på Nørrebro. Balladen om Ungdomshuset har kostet samfundet 125 – 150 millioner kroner. 1.200 unge er blevet anholdt. Mange har fået anmærkninger i straffeattesten. For detailhandlerne på Nørrebro har det minimum kosten 14 millioner kroner. Selv ikke i dag får man politikerne til at indrømme, at de unge nok skulle have været med, da man afgjorde, at man skulle Ungdomshuset. Generalforsamlingen i Nørrebro Handelsforening roste bestyrelsens håndtering af sagen. Foreningens formand Johnny Beyer blev hædret for sin indsats. Og vi andre havde rasende travlt med at skrive. Dette er den sidste artikel i anledning af Nørrebro Handelsforening 125 år.
Den 1. marts
Det var den 1. marts. Klokken var lige før 7. På min cykeltur kunne jeg fra Nørrebros Runddel godt se en mærkelig bil holde i nærheden af Ungdomshuset. Vi åbnede allerede klokken 7. Det var den store dag. Bogudsalget startede og vi åbnede meget tidligt. De første kunder var allerede i butikken, da der lød kraftig støj. To helikoptere kom til syne og i bedste action – stil firede soldater sig ned op Ungdomshusets tag. Fra butikkens køkken var vi nærmest vidne til en amerikansk action – film.
Sælger I bøger til Uroer?
Ret hurtig var der autonome i gadebilledet. De var blevet tilkaldt af det interne tilkalde – system. Og ret hurtig benyttede de sig af vores toilet. Vi havde normalt et fint forhold til brugerne af Ungdomshuset, og kendte en del af dem. De brugte ofte vores kopimaskine til deres mange løbesedler, når de havde arrangementer i ungeren.
Men pludselig var der nogen, der ude fra gaden råbte:
Da blev jeg godt nok lidt sur i skralden og råbte tilbage:
Åbenbart havde civilklædte betjente og folk fra PET blandet sig i mængden. Men de unge mennesker var ret hurtig til at spotte dem. Længere nede ad gaden havde de unge mennesker truet en restaurationsejer med brand såfremt han fortsatte med at servere for ”strømerne”.
Vi mistede halvdelen af omsætningen
Den dag mistede vi halvdellen af vores omsætning. Vi fik også masser af sympatitilkendegivelser fra kollegaer rundt om i landet. Kunderne blev hjemme. Nu var det også ret hurtig ”gang i den” på Nørrebrogade. Og ret hurtig så vi ambulancer køre op af Heinesgade. Der blev ellers hævdet, at ingen var kommet til skade under politiets raid mod Ungdomshuset. Men 3 – 4 gange så og hørte vi ambulancer returnere med udrykning.
Politiet oplyste senere, at det var nogle, der var allergiske over for gassen. Nogle unge, der var i huset, da angrebet kom, fortalte, at det var et par stykker, der var slået ned af politiets knipler.
De fleste lukkede ved middagstid
De fleste butikker lukkede allerede ved middagstid. Og det var hvis meget fornuftigt. Vi fortsatte med at holde åbent. Vi skulle gerne have så meget ud af første bogudslagsdag som muligt. Men efterhånden sendte vi personale hjem. Sikkerhed frem for alt.
Det vrimlede med medier
Det vrimlede til med journalister og TV – folk. Og en bestemt kameramand fulgte mig resten af dagen. Meningen var at det skulle klippes sammen til et tre minutters indlæg i et magasinprogram og aftenen på DR1. Men det blev aflyst, og som bekendt var det Breaking News på begge kanaler.
Kameramanden ringede et par dage senere og spurgte om jeg ville stille mig på Nørrebros Runddel og følge nedrivningen af huset. Men dette ville jeg dog ikke medvirke til.
Kommunen er ikke et forsikringsselskab
Det blev til mange samtaler med journalister. Og så fortalte jeg, at jeg godt kunne forstå de unges kamp, men var imod deres vold og hærværk. Men jeg var også imod politikernes ligeglade holdning med erhvervslivet på Nørrebro. Således havde Martin Geertsen udtalt, at kommunen ikke var et forsikringsselskab efter at Nørrebro Handelsforening havde bekendtgjort, at de ville sende regningen for hærværk videre til kommune og stat.
Sikkerhed frem for alt
Vi var ikke meget personale tilbage, da jeg skønnede, at nu var det lige faretruende nok. De blå blink kom nærmere, og efterhånden var Nørrebrogade sort af mennesker. Tyve minutter før normal lukketid bekendtgjorde jeg over for kunderne, at nu måtte de gå op til disken, for nu lukkede vi. Det blev de godt nok sure over. Men igen sikkerhed frem for alt.
Direkte billeder af plyndringer
Om aftenen gik det hele over gevind på Nørrebro. Breaking News – helikopteren var igen i luften. Vi fik direkte billeder fra plyndring af Nørrebros butikker. De unge havde en glad aften med masser af mad og drikke fra Irma og Kvickly. Alt det, som de ikke orkede blev smidt på bål.
Kropsvisitering
I 14 dage var alle sideveje lukket. Det fik detailhandlen heller ingen erstatning for. Igen kom politikerne med meget ubehøvlede kommentarer. Hver gang man skulle forbi afspærringerne for at komme på arbejde, måtte man holde et mindre foredrag.
En morgen kom undertegnede som sædvanlig, og ville gå gennem afspærringen. Her blev man så mødt af en meget morgensur betjent. Han spurgte, hvad jeg skulle. Jeg svarede, at jeg skulle på arbejde, og at jeg arbejde lige derinde. Om jeg kunne bevise det. Jeg svarede høfligt, at det kunne jeg ikke lige her og nu. Ja så måtte jeg gå igen.
Nu blev jeg faktisk lidt sur. Jeg spurgte, om jeg skulle gå rundt med bøger. Han svarede, at nu skulle han få mig til at opføre mig ordentlig. For nu var det dømt kropsvisitering. Jeg meddelte ham, at det havde han ingen grundlag til. Han belærte mig, at det var visiteringszone. Heldigvis var det en knap så morgensur kollega, der kom mig til undsætning og sagde ”Passer”.
Butiksbesøg – ikke lovlig ærinde
For kunder til butikkerne i sidegaderne kunne det også besværligt. Et besøg i en butik blev ikke betragtet som et lovligt ærinde. Heller ikke denne manglende omsætning fik butikkerne nogen kompensation for.
Verbale øretæver fra ledelsen
Det kneb også med at få varer leveret. Og mange betjente gik op i deres arbejde. Mange betjente var sure. De havde fået deres ferie inddraget og havde masser af overarbejde. Den ny politireform var heller ikke deres livret. Brokkede man sig var der verbale øretæver fra ledelsen.
Sure betjente
Et par betjente gjorde da også opmærksom på, at de aldeles ikke forstod Nørrebro Handelsforenings opbakning til, at de unge skulle have et nyt hus:
Også tilfredse betjente
Nu var det heldigvis ikke alle betjente, der var sådan. Under en af undertegnedes optrædener i TV – avisen kom en betjent ind i butikken:
Nervøse kunder
Problemet var også, at mange var nervøse for politiets massive tilstedeværelse på Nørrebro. Således skrev APS:
Fornuftig udtalelse fra Per Larsen
Den enkelte betjent, der gang på gang stod over for en aktivist, var godt træt af situationen. Han eller hun var sat til at udføre et stykke arbejde. Man kunne vel godt forstå chefpolitiinspektør Per Larsen, der efterlyste en politisk løsning. At han så fik hug af politikerne for denne mening er uforståelig:
Overborgmesteren var ikke tilfreds
En middag var undertegnede cyklet hjem efter nogle ting. Jeg kunne lige nå radioavisen. Men hvad var nu det jeg hørte. Overborgmesteren sagde usandheder omkring forsikringer. Atter engang var politikere i gang med at fortælle befolkningen, at forsikringsselskaber stort set dækker alt.
Undertegnede tog selvfølgelig referat. Det sendte vi så ud i vores nyhedsbrev og lagde på vores hjemmeside. Ved siden af beskrev vi så de faktiske forhold.
Men så pludselig modtog vi et brev fra overborgmesterens kontor. Her bad man os om at trække et referat tilbage. Og det opfordrede vores advokat også. Men i stedet henvendte vi os til Radioavisen, hvor vi har mange gode venner. De sendte os et referat af overborgmesterens udtalelse. Det viste sig, at det var fuld belæg for vores referat.
Henvendelse til erhvervsministeren
Vi sendte masser af breve til politikere, og det gjorde vi også til erhvervsminister Bendt Bendtsen:
Nørrebro Handelsforening henvender sig til dig som erhvervsminister, fordi erhvervslivet på Nørrebro gennem den seneste tid har gennemlevet en meget barsk periode på grund af urolighederne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.
Vi synes, at politiet har udført hele opgaven på en meget sober og flot måde, så derfor er det ikke Lene Espersen vi har brug for at tale med, men dig i din egenskab af erhvervsminister
Nørrebros detailhandel kæmper både med problemer omkring knuste butiksruder, afbrændte biler m.v. og enten manglende forsikringsdækning, eller hvis forsikringen dækker så en høj selvrisiko, men også i meget høj grad manglende indtjening, forsi de normale kunder holder sig væk fra området.
Konsekvensen af dette vil være at flere forretninger formentlig vil blive nødt til at lukke og andre vil flytte til andre kvarterer, for at komme væk fra Nørrebro. Vi har allerede kendskab til i hvert fald en enkelt butiksindehaver, der vil flytte, fordi urolighederne er gået hårdt ud over ham. Han har haft forretning på Nørrebro siden 1958.
Alt dette betyder, at det Nørrebro vi er ret stolte af og glade for, fordi det er så farverigt og mangfoldigt, vil forsvinde.
Vi vil derfor være meget interesseret i at få et møde med dig, så vi kan drøfte om der findes nogle muligheder for på en eller anden måde at kompensere de hårdt ramte butiksejere her på Nørrebro.
Vi håber, at det vil kunne lade sig gøre i den nærmeste fremtid og vi ser frem til at høre fra dig.
Du vil kunne se vore holdninger på www.norrebro.dk
Brev fra Overborgmesteren
Det var langt fra alle politikere, der svarede os. De mente, at vi skulle klare ærterne, men overborgmester Ritt Bjerregaard svarede os:
Tak for dit brev. Jeg forstår godt, at mange mennesker på Nørrebro er blevet rystede og skræmte over den seneste tids optøjer og det er uacceptabelt at lokalbefolkningen er kommet i klemme i denne sag. Det er også dybt beklageligt, at butiksejere og detailhandlen har fået ødelagt deres forretninger og spoleret deres omsætning. Men den vold og uro, vi har set siden 1. marts er ikke et problem, jeg kan løse – det er en politiopgave.
Det vil være fuldstændig upassende, hvis jeg begyndte at forhandle et nyt ungdomshus med mennesker, der bruger vold som pressionsmiddel for at opnå deres mål. En af årsagerne til, at vi politikere har brugt så meget tid på at finde et nyt opholdssted som fonden kunne købe var jo netop for at sikre en fredlig rømning af huset Jagtvej 69.
Fra starten af februar har de unge stået med et reelt tilbud om et nyt ungdomshus på Stevnsgade 34 – kommunen ville gerne sælge og fonden ville gerne købe huset. Det tilbud valgte brugerne at sige nej til fordi de insisterede på, at kommunen skulle forære dem huset. Og kommunen kan selvsagt ikke forære et hus væk, uden at det også følger kommunale krav med. Vi har i sidste ende ansvaret.
Hvorfor de unge sagde nej, kommer jeg nok aldrig til at forstå. I stedet for at sige ja til et nyt ungdomshus valgte de at ty til vold mod uskyldige politimænd, bogafbrændinger og hærværk af butikker, bygninger og biler – en bersærkergang, der som du selv nævner har haft store konsekvenser for butikkerne på Nørrebro og for lokalbefolkningen i øvrigt. Og som naturligvis har den konsekvens, at jeg har stoppet al dialog med de unge.
Københavns Kommune påtager sig hele tiden ansvaret for at skabe ungdomskulturelle tilbud – og hvis en gruppe af konstruktive og seriøse unge henvender sig til kommunen for at få hjælp til at finde et sted, hvor de kan udfolde deres kreativitet, så er vi lydhøre som altid. Men premissen er, at hvis man vil have kommunens hjælp, må man acceptere den autoritet, kommunen er. Det kan aldrig være en kommunal opgave at finansiere voldelige autonome bevægelser.
Du skriver, at I gerne vil fungere som aktiv medspiller i sagen. Jeg ser da gerne, at en forening, fond eller lignende tager kontakt til den konstruktive og ikke – voldelige del af de unge mennesker. Allerbedst ville det efter min mening være, hvis en fond købte et nyt værested til de unge.
Endelig skriver du, at jeg skulle have udtalt, at detailhandlens forsikringer dækker skaderne på Nørrebro. Det har jeg selvsagt ingen viden om, for det afhænger naturligvis af, hvordan den enkelte butiksejer er dækket. Det var også det jeg sagde i en radioudsendelse i december ”det er et anliggende mellem ham og hans forsikring”. Derfor må jeg sige, at jeg er skuffet over, at I i jeres nyhedsbrev
udlægger mine udtalelser på en fejlagtig måde. I har jo ikke belæg for den påstand.
Og jeg synes, at det er beklageligt, at I på trods af en henvendelse fra mit sekretariat ikke vil korrigere den misforståelse.
Med venlig hilsen
Ritt Bjerregaard
Krigszone den 2. marts
Politiet opløste en demonstration den 2. marts 2007. Der blev bygget barrikader og biler blev sat i brand både på Nørrebro og Christianshavn. 170 blev anholdt og yderligere 77 varetægtsfængsles i Byretten. En masse betjente fra Hele Danmark blev kaldt til fra hele landet. Politibiler blev lånt både i Sverige og Holland.
Busserne kunne slet ikke køre igennem Nørrebrogade. Overalt lå der sten, afbrændte barrikader, rester af cykler, paller m.m., skraldespande smidt ud over det hele. Det lugtede meget afbrændt. Ja man skulle tro, at vi befandt os i en mellemøstlig stat midt i en krigszone.
119 personer anholdt
Dagen efter slog politiet til, der hvor man formodede, at uromagere holdt sig skjult. 119 personer blev anholdt. Nye uroligheder opstod om aftenen. Brandvæsnet blev angrebet med sten.
Ikke kun kapitalistforretninger
Det var ikke kun såkaldte ”kapitalistforretninger” der gik ud over. Den lille frisør og dyrehandelen gik det også ud over. Ja man havde også forsøgt at brænde en børnehave ned. Og i vores butik havde de smadret vinduerne og hugget computerudstyr.
Indsamling bragte 4.000 kr.
De unge foretog nu en indsamling til de uskyldige ofre. Det var til dem, der havde fået brændt deres bil, cykel eller fået smadret sin butik. Og hvor forsikringen sagde nej. Butikkerne havde ikke den fjerneste mulighed for at sagsøge hærværksmændene.
Nørrebro Handelsforening tilbød at hjælpe de unge med indsamlingen og deltog i nogle mandagsmøder. Nogle af disse foregik på Rådhuspladsen i et midlertidig Ungdomshus i et telt. Indsamlingen var ikke den store succes. Den indbragte ca. 4.000 kr.
Tæt på forlig
Aftenen før nedrivningen tilbød advokat Knud Foldschack på Københavns Rådhus at købe Stevnsgades Skole for 7,5 millioner kroner med 15 års genkøbsret. Den tidligere pris havde været 12 millioner kroner med 30 års genkøbsret.
Socialdemokratiets næsformand betragtede tilbuddet som pression og sagde nej. Men ifølge kilder, så skulle man have været meget tæt på en aftale.
Detailhandlen mistede for ca. 14 millioner kr.
I slutningen af april måned 2007 slikkede Nørrebro Handelsforening og detailhandlen på Nørrebro sårene. Det var en høj pris at være næsten nabo til Ungdomshuset. Detailhandlen havde skønsmæssig mistet 14 millioner kroner. Mange forretninger måtte lukke i flere dage. Andre lukkede helt og andre igen skulle finde ekstra penge for at kunne åbne igen.
Mange kunder var endnu ikke kommet tilbage. Hvis man helt nøjagtig skulle opgøre tabet, skulle man bruge masser af timer. Og det er trods alt frivillig arbejdskraft det som vi udøver. Til Lokalavisen for Nørrebro og Nordvest sagde Johnny Beyer, at hvis man skulle gøre tabet om, var det tre punkter, man skulle kigge på.
Kommunen burde afsætte penge til en markedsføringspulje
Johnny Beyer understregede over for avisen, at Handelsforeningen ikke var part i konflikten. Den opstod på baggrund af en beslutning som kommunen tog. Formanden mente, at kommunen burde sætte nogle penge i en markedsføringspulje som erstatning.
Man kunne jo finde et system, hvor staten lagde ud for erstatning, mente formanden. Så kunne man jo senere sagsøge gerningsmændene. Kommunalt burde man lave en oversigt over, hvad konflikten havde kostet hver part.
Opbakning fra Generalforsamlingen
På Handelsforeningens generalforsamling var det stor opbakning til bestyrelsens håndtering af konflikten.
Kommunen efterkom ikke opfordringen til at lave en regning, men det forsøger vi så hermed med et forsigtigt skøn:
Regning til samfundet (udarbejdet 4. juli 2007)
X = et realistisk skøn
XX = Disse skøn er bevidst sat lavt. Husk, at der var indkaldt ekstra mandskab inden for hele retssystemet. Vi kender heller ikke forsikringsselskabernes opgørelse efter urolighederne.
Resultat: 105. 428. 000 kr.
Dette er lig med 15 Ungdomshuse a la Stevnsgades Skole
Dette er lig med 9 Ungdomshuse a la det som Fonden 69 havde til rådighed.
Men egentlig var det for tidlig at opgøre skaderne, for det var slet ikke slut endnu. Senere beregninger fastslår, at udgifterne er nærmere 200 millioner kroner, når forsikring og politiets uforudsete udgifter også medregnes.
Atter en presseinformation
På halvårsdagen den 1. september 2007 er der igen ballade. I løbet af natten drager aktivister hærgende gennem bydelen. Adskillige butikker bliver igen smadret. Beboerne, der ringede efter hjælp, får at vide, at de skal blive inde og at hjælp var på vej.
Atter engang måtte undertegnede som sekretær for Nørrebro Handelsforening forfatte en presseinformation. Denne gang havde de autonome mange medløbere bestående af indvandrerbander. Mange børn deltog i optøjerne. Man spørger sig selv. Hvad laver forældrene?
Dyre forsikringer
Forsikringerne på Nørrebro havde efterhånden nået en anseelig størrelse. Men risikoen var også betydelig større i bydelen end i andre ender af landet. Det handlede heller ikke om at give efter for vold. Det handler om, at samfundet kan rumme mangfoldighed og forskellighed.
436 anholdelser
Den 6. oktober havde de unge proklameret at de ville besætte et hus I Grøndalsvænge Alle 13. Man var godt rustet ril aktionen. Der var afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, bygning af malerbomber, barrikadebygning og meget mere.
Det lykkedes de unge at besætte ejendommen i 25 minutter. Og politiet brugte masser af tåregas og knippelsuppe. Resultatet blev 436 anholdelser.
For meget ”vold, stenkastning og brand”
Mandagsmøderne og torsdags – demoerne fortsatte. Først var det på Det Fri Gymnasium i Møllegade, senere var det i en kirke på Indre Nørrebro. De var bestemt ikke tilfreds med medierne:
Ulovlige ransagninger
Under kampene havde Københavns Politi foretaget en del ransagninger på et gymnasium, et værested for hjemløse, en ulandsforening og syv andre lokaliteter. Disse ransagninger blev af Østre Landsret kendt ulovlige. Byretten havde dog godkendt dem. Samtidig var der sket skader for 200.000 kr. Politiet havde aldrig fået tilladelser til disse ransagninger.
Politi og forsikring stod af
Under nedrivningen blev en del biler og byggemateriel ødelagt. De unge havde ikke glemt, hvem Ruth’ s Venner var. Særlig groft gik det ud over Hetland VVS og El. De har været offer for omfattende hærværk. Smadrede ruder, knuste biler og grafitti. Brosten og hundelorte blev kastet mod medarbejderne. Ifølge firmaet ville politiet ikke gøre noget. Forsikringsselskabet var også stået af.
Dette oplevede flere erhvervsvirksomheder.
”Angreb mod betjent med sten”
På et tidspunkt deltog gymnasielever fra ”Det Fri Gymnasium” i en ny idrætsgren ude i Fælledparken. Idrætsgrenen hed: ”Angreb mod betjent med sten” Betjenten var godt nok en papfigur men alligevel.
Johnny Beyer, hædret af PaaGaden
Som skrevet optrådte vi alle bestyrelsesmedlemmer i diverse medier og i speciel to lange artikler optrådte Johnny Beyer, der også fik en pris af avisen PaaGaden for hans håndtering af hele konflikten.
Imens i Johnnys Butik
I artiklen i Weekendavisen: Imens i Johnnys butik af Ina Kjøgx Pedersen fortalte Johnny Beyer, at han håbede, at de unge i Ungdomshuset ville forsvinde lige som i Allotria efterlade et billede af Anders And med en seddel til politiet:
Johnny Beyer mener i artiklen, at politikerne har svigtet stort. I artiklen fortælles, at han ofte har besøg af brugere af Ungdomshuset, der kommer og giver løs af deres bekymringer. Ja på gaden nikke nogle af yngre sortklædte brugere med ring i næsen til ham. Og i artiklen er det tydeligt at Johnny Beyer nu ligger sig ud med de københavnske politikere i stedet for de unge brugere.
De unge ville have haft ham som mægler, men det ville politikerne ikke. Journalisten ville gerne vide, hvorfor han havde fået en holdningsændring over for de unge. Hertil svarede Johnny, at gennem Indkøbsordningen, Handelsstandens Indkøbsforening lærte vi brugerne at kende som venlige og sociale mennesker.
I artiklen pegede Johnny Beyer, at Nørrebro var Verdens længste basar med 1.200 forretninger og en omsætning på 4,2 milliarder kroner. Her kunne man købe alt undtagen en Bentley.
Johnny Beyer mener i artiklen, at der er kø ved håndvasken på Rådhuset. Ved at sælge huset gjorde de som strudsen – stak hovedet i busken.
I anden artikel fulgte vi Johnny Beyer på selve den 1. marts. Her følger vi smadringen af vinduerne i banken lige over for. Og alle de journalister, der vil tale med ham. Ude på Nørrebrogade standser en cyklist lige foran ham:
Johnny Beyer fortalte journalisten, at han gennem knap en måned havde forsøgt at få fat i Ritt Bjerregaard, fordi de unge gerne ville have ham som mægler. Men hun aldrig ringede retur.
Hvordan klarede politikerne det lige?
Nu var det ikke kun Nørrebro Handelsforening, der mente, at politikerne ikke havde klaret situationen særlig godt. Berlingske Tidende fik kommunikationsekspert Jess Myrthu til at vurdere politikernes indsats:
Demokrati handler om dialog
Her har vi så lært, at demokrati handler om dialog. Modenhed og intelligens kunne have løst problemet. Generøsitet og venlighed kunne have skabt en løsning.
Politiet havde jo flere gange sagt, at de ikke kunne løse problemet. Så politikerne vidste, at en politisk løsning var den eneste brugbare model. Og hvor ofte tilbød Nørrebro Handelsforening ikke hjælp. Men vi blev hånlig afvist med arrogante kommentarer fra politikere.
Politiopgaver nedprioriteret
Politiet skulle køre med lav bemanding i nattetimerne. De skulle planlægge sig ud af en manko. Men samtidig ønskede Københavns Brandvæsen og Falck politiets tilstedeværelse i visse områder af hovedstaden. En række politiopgaver blev allerede dengang nedprioriteret.
Man ville stresse politiet
En af Ungdomshusets strategier var at stresse politiet, og det lykkedes i den grad. I massevis af torsdage har de demonstreret og holdt politiet beskæftiget. Disse demonstrationer har sammen med alle andre aktioner fra Ungdomshusets side været med til at dræne politikassen.
Naboerne klagede over, at politiet aldrig rykkede ud, når der var graffiti – hærværk og bål i gaden. Og politiet skulle en overgang være flere, når det var Nørrebro, det drejede sig om. Jo, det svandt gevaldigt i politikassen.
Nørrebro havde også brug for politi
Politiet skulle selvfølgelig være til stede, når det var almindelig politiopgaver, der skulle varetages. Erhvervsliv og naboer kunne da ikke være tjent med andet. Det kan godt være, at politiet havde svært ved at få vagtplaner til at gå op. Men det skal Nørrebro da ikke nok engang undgælde for.
Et hyggeligt gensyn
Det var slet ikke slut med ballade på Nørrebro, men hermed slutter vi vores dækning af Kampen om Ungdomshuset. Engang imellem møder undertegnede brugerne fra dengang under cykelturene på Nørrebro. Det bliver altid et hyggeligt gensyn. Endnu er respekten til stede, når man taler om Nørrebro Handelsforenings indsats – dengang.
Men spørger man politikerne, så er det desværre masser af foragt tilbage. Utroligt, at de ikke kunne se deres fejl. Selvfølgelig skulle de have de unge med på råd, da de valgte at sælge Ungdomshuset. Det havde været det helt rigtige. Og det havde sparet samfundet for 100 – 150 millioner kroner.
Til Lykke med Jubilæet
Nu var formålet med disse tre artikler ikke ensidigt at ringeagte politikere, men for at vise, hvad en bestyrelse i en handelsforening også kan blive udsat for. Og artiklerne bringes i forbindelse med Nørrebro Handelsforenings 125 år. Vi har desværre ikke midler til at bringe alle vore oplevelser i bogform. I stedet bruger vi hjemmeside og Facebook til at formidle foreningens livlige historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk :
Og mange flere