Artikler
November 11, 2016
Nørrebro – Historier fra dengang
Vi er på Nørrebro i slutningen af 1890`erne og begyndelsen af 1900´erne. Arbejderne var ikke glade for Fattigvæsnet. Så ville de hellere leve af øllebrød og spegesild. De var velsignet med mange børn. Og arbejderkvinderne var velsignet med mange børn. Lersøen og Ladegårdsåen var spændende legepladser. Der var masser af tykke betjente, bl.a. Kejser Wilhelm og Sorte – Jensen. Her var Rabarbermarker og de ulækre lokummer i gården. Skraldemanden ønskede Godt Nytår. Vi skal høre om Friskoler og Betalingsskoler. Der var særdeles hår disciplin med spanskrør. På Bekkers Mark var der blodige slag. Og så stod der en prædikant ved Nørrebro teater og advarede om, at man ikke skulle gå ind i Syndens Hule. Hvilke butikker havde vi dengang? Og så var det æbleskivebutikken, der ikke kunne løbe rundt.
Ikke glade for fattigvæsnet
Vi befinder os på Nørrebro i slutningen af 1890`erne og begyndelsen af 1900 – tallet
Arbejderne søgte ikke uden videre hjælp hos Fattigvæsnet. Det blev betragtet som skam at søge hjælp her. Så var det bedre at spænde livremmen ind en ekstra gang. Man kunne også få hjælp i et af de talrige lånekontorer. Så mange et konfirmationsur er havnet her. Og det er sikkert aldrig blevet afhentet. Det samme gælder en vest til en habit, som måske godt kunne undværes.
Men så fik familien dog et pund madfedt og et kvart rugbrød. Som regel var der salt derhjemme i saltkarret.
Øllebrød og spegesild
Det skete da også, at man blev nødt til at spænde livremmen ekstra ind. Og så fik man i lange tider ”øllebrød med klumper i” og spegesild hver lørdag.
Drikfældigheden var stor. Værtshuse og kælderbeværtninger fandtes i stort tal. Slagsmål og skænderier hørte til dagens uorden.
På lune sommeraftener, når vinduerne stod åbne, blev man uvilkårlig vidne til mange huslige opgør, når fatter på lønningsdagen kom fuld hjem. Han havde allerede drukket det meste af lønnen op.
Den billige brændevin førte til meget ondt.
Velsignet med en stor børneflok
Mange fattige familier på Nørrebro var velsignet med en større børneflok. Det var ikke ualmindeligt at et forældrepar havde samlet sig op til en halv snes børn i alle aldre. De måtte klumpe sig sammen i en lille lejlighed, hvor det var umuligt at holde orden i noget som helst.
Hverdagens heltinder
Mange arbejderkvinder kunne kalde sig ”Hverdagens heltinder”. Døgnet rundt sled de for at holde den værste nød fra døren. I de tidlige morgentimer stod de med deres spånkurve foran bagerbutikkerne i håb, om at kunne købe gammelt brød. Der var masser af sultne munde, der skulle mættes.
De stod i dybe, mørke kældre, hvor de ved skæret af en søvnig petroleumslampe, sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørste og vaskebræt. Mange koner gik ud og klarede storvasken for deres bedres stillede medsøstre. En sådan vaskedag kunne normalt vare 10 – 12 timer. Udbyttet var sølle 2 kroner.
De mange børnefødsler og sliddet, der fulgte, ældede hurtigt Nørrebro – kvinderne
Lersøen – en spændende legeplads
Derude ved Lersøen, ja det var en dejlig legeplads. Rørene stod tæt som lianer ved en tropeflod. Legene i den tætte bevoksning, hvor stierne snoede sig ind og ud gennem rørene var et eldorado. Men ofte mødte man Lersø – bøllerne, der betragtede stedet som deres domæne. Men knægtene var som regel hurtigere til bens. Og som regel havde bøllerne også fået en over tørsten.
De tykke politibetjente
Det var dengang, at store tykke politibetjente patruljerede gaderne. De var frygtindgydende med deres blanke hjelm og 3 alen brede lakbælte som skulle til for at nå om den svære korpus. Der bankede sikkert et varmt hjerte under deres lange kapper. Men ve den slubbert der blev taget i noget ulovligt. Han fik en ordentlig øretæve af lovens håndhæver. Den har han sikkert kunne mærke i lang tid bagefter.
Den tykke betjent i langskødet uniformjakke kom ofte trækkende med en sølle beruset. Og bagefter kom en skare nusgerrige unger.
Kejser Vilhelm
Næsten alle steder måtte værten i mange beværtninger smide besværlige gæster ud. En nat var det Kejser Vilhelms tur til at gøre det. Ja sådan kaldet de ham på Nørrebro. Han havde fat i kraven på den fulde mand, der skulle en tur på stationen. Denne slog hjelmen af betjenten, der så kvitterede med et hug fra staven. Men da Sorte – Jensen fra Korsvejens politivagt kom til stede, blev der ro i gaden. Han var berygtet på hele Nørrebro, og skulle blot vise sig. Så var der ro.
Station i Farumgade
På et tidspunkt var der også politistation i Farumgade. Det var altid spændende når betjentene sidst på ugen kom trækkende med alle de berusede fra kolonihaverne i Hillerødgade. Jo havefesterne satte sine spor.
Gadebelysningen
I mange år bestod gadebelysningen i kvarteret af gaslygter. Lygtetænderen havde som regel et job ved siden af. Han kom gående med sin lange stok, hvor der i enden var en krog. Med denne kunne han aktivere gassen. Så blev vågeblusset til rigtig lys.
Rabarbermarker og Ladegårdsåen
Før alt det grimme byggeri, der dukkede op, lå der udstrakte rabarbermarker for enden af den gamle Nordvestvej. Her var også en herlig tumleplads for kvarterets ungdom. Ja her var også Ladegårdsåen med dens sivklædte bredder. Her badede ungerne, vel og mærke, når der ikke var en betjent i nærheden.
Jo her både badede og fiskede man, når det var mulighed for det. Det startede ved ”Revolveren”, som var en slags mergelgrav. Her lå senere snedkermestrenes træ – og finérskæreri. Den må have været ganske imponerende i det sidste stykke inden søen.
Dengang var åen en langsom glidende vandstrøm. Her kunne man se gedderne stå mellem vandplanterne, der voksede på åens sandbund. Og nu er den helt væk.
De stakkels mælkedrenge
I 1907 flyttede mælkeriet Enigheden til Lygten på Nørrebro. Jo disse mælkedrenge var afholdte på grund af deres friske humør. Men mange havde også ondt af dem. De skulle meget tideligt op og på arbejde. Lønnen var kun 50 øre om dagen for halvsagsdrenge og 1 krone for heldagsdrenge.
Mange kuske holdt dem så længe, lige til de skulle i skole. De havde ellers fået besked på, at drengene skulle have mulighed for at komme hjem og spise, inden de skulle i skole.
Betjentene jagtede dem om søndagen
Og knægtene måtte ikke arbejde om søndagen, men gjorde det nu alligevel. Sådan fungerede systemet helt op til Første Verdenskrig.
Nu var det også noget betjentene gik op i, at jagte disse knægte. Jo disse lovovertræder skulle straffes. Men knægtene gemte sig i gårde og på trapper, ja somme tider gemte de sig inde i vognene.
Lirekassemænd
De var populære lirekassemændene. Når de kom blev der smidt penge ud ad vinduerne. Og der blev danset i gårdene. Ofte var det krigsveteraner fra 1864, der kom.
Men i gårdene kom også skærslipperen, der med sin hæse røst, afleverede en lang remse, der altid endte med ”Her er skærslipperen”.
De ulækre lokummer
Ofte bestod en ejendom på Nørrebro af et forhus og en eller to baghuse. Mellem disse var en lille gårdsplads. Her var anbragt skarnskasser og lokummer. Der skete, at man skal stå i kø for at komme til på disse ulækre lokummer, der som regel var overfyldte.
Som toiletpapir var avispapir det mest almindelige. En spøgefugl kunne finde på, at lægge et par klumper brødgær i et par af tønderne. Det udviklede sig til noget forfærdeligt svineri.
På toilettet – når det var mørkt
Trappebelysningen bestod af et åbent glasblus på hver etage. Der var ingen belysning på køkkentrappen, som jo var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur om aftenen og natten, når man på naturens vegne skulle ned på lokummet. Problemet kunne løses med en eller flere natpotter. Men så var det jo lige dem, der skulle tømme disse. Men man kunne også tænde lys i en lille firkantet lygte, hvis man skulle ned ad trapperne. Og så mødte man ofte adskillige rotter. Det var nu ikke videre hyggeligt.
Det påhvilede alle beboere at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrappen skulle der strøs frisk sand. Hver anden uge kom en sandhandler i gaden.
Store vaskedag
Skulle man vaskes dengang, ja så foregik det ved køkkenvasken. Men mange steder havde man indført store vaskedag lørdag aften. Og så foregik det fra baljen, med den mindste til sidst. Han/hun kunne jo finde på at gøre noget baljen. Der blev kun hældt vand i baljen en gang.
Der fandtes også lejligheder, hvor der hverken var indlagt gas eller vand.
Lusemor
Hygiejnen var på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var befængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. Og det var ikke sjovt når ”Lusemor” i skolen opdagede dette utøj.
Dødeligheden var stor. Særlig tuberkulosen krævede mange ofre i de år.
Skraldemanden sagde ”Godt Nytår”
Nytårs – morgen blev der som regel ringet eller banket på døren. Der stod en herre i sit stiveste puds. Måske lidt for stort i engelsk stil. Herren var nyvasket og nybarberet. Men skægget strittede nu i alle retninger. Han stod der med hatten i hånden.
Han præstenterede sig som skraldemanden, og ønskede alle et godt nytår. Det resulterede så i en fem øre både fra far og mor.
En vinteraften, derhjemme
De lange vinteraftner blev tilbragt på forskellig måde. Man sad og læst, skrev, tegnede og klippede billeder. Belysningen kom fra en stor hængelampe, hvis væge stadig skulle pudses.
Legetøj var dyr, men det kunne jo godt være, at man havde haft råd til en fæstning med tinsoldater. Og så var der kortspil og andre spil, man kunne hygge sig med. Mange, der ikke havde råd til kul eller briketter gik tidligt i seng om vinteren.
Hos bageren
Hos bageren kunne man i en lille spand hente for 5 eller 10 øre fløde. Man kunne også få for 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 øres til børnene. Og så var det 5 øres kager og et fjerdingspund Vrøvl (småkager).
Købmand Christensen
På hjørnet ved Stefansgade boede købmand Christensen. Her blev børnene i nabolaget ofte sendt han. Man kunne tjene 2 øre i ”slæbepenge”. Her boede også spækhøker Jakobsen. Han var en velvoksen mand med et flot kridhvidt ”Cykelstyrsoverskæg” Han havde nogle godmodige øjne i det rødmosede ansigt.
De unge mennesker læssede ofte hele deres formue på diske og forlangte fedtegraver for hele formuen.
Gratis i Jægersborggade
Det var også dengang, man tilbød beboerne, at man kunne bo de første 2 – 3 måneder gratis i Jægersborggade, bare man flyttede ind.
Varm mælk i potte
Det var også dengang efter lockouten i 1899, at Mælkeriet Enigheden i enkelte vintermåneder sendte en enspændervogn gennem gaden mellem klokken 5 og 6 om eftermiddagen og solgte varm mælk – 5 øre pr. potte. To drenge løb foran med en stor klokke i hånden og råbte. Kusken gik automatisk ved siden af og tappede mælk af.
Hesten var lidt af et unikum. Hver tredje eller fjerde minut gik den en halv snes skridt frem og så stod den stille. Den kiggede sig lidt om. Var alle blevet ekspederet, ja så gik den bare videre.
Nordbanen
Nordbanen havde sit udgangspunkt i Gyldenløvsgade. Derfra gik et spor langs Skt. Jørgens Sø bag om Ladegården og skråt ud til Ågade. Videre gik det frem til, hvor den gamle bazarbygninger lå i Laurids Schousgade , over Jagtvejen og langs Hørsholmsgade til Nordbanens ”Klampenborg – Station”. Den lå ved en åben plads i Stefansgade, for enden af Jægersborggade og Bjelkes Allé.
Videre gik det over Nørrebrogade, omtrent hver den gamle sporvognsremisse (Nørrebrohallen) lå. Videre gik det så langs Lersøen ud til Klampenborg.
Forvandlet til Nørrebroparken
Langt senere anlagde man på banens terræn, Nørrebroparken. Og det blev meget populært. Her blev en del af parkanlægget overrislet om vinteren, så man fik en skøjtebane. I et hjørne af parken blev der holdt politiske møder. Og ofte endte disse møder med slagsmål.
Det gjorde det også, da Konservativ Ungdom indledte et møde her. Men det tillod Socialdemokratisk Ungdom ikke. De mente, at området tilhørte dem.
De mange lege – dengang
Nede i den smalle gårdsplads eller på gaden legede børnene ”Skjul”, ”Røver og Soldater”, ”Gorm den gamles kæmper” eller ”Hest og Vogn”.
Ja man legede også ”Betjent og fuld støjer”. Dette var inspireret af dagligdagen på Nørrebro, særlig fredag og lørdag.
Hans Tausensgade
Efterhånden var der udviklet et helt anlæg i Hans Tausensgade. Her var en vagtmand i et lille hus ved lågen. Foruden stier, var der en indhegnet boldplads med grus, hvor bl.a. Jagtvejens Skoles elever spillede rundbold og langbold om sommeren. Om vinteren var der lavet skøjtebane på pladsen.
Og så var der en stor legeplads med gynger, vipper, koldbøttestativer, ”slagterbrætter” og en stor sandkasse foran et stort halvtag, hvor mødrene kunne sidde og passe på deres børn
Friskole og Betalingsskole
Jagtvejens Skole blev kaldt friskole, for her skulle man ikke betale noget. Det var i modsætning til en betalingsskole, hvor man skulle betale en krone om måneden. En sådan betalingsskole var Husumgade senere Havremarkens Skole.
Et buk for autoriteten
Der blev håndhævet en benhård disciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede skulle man to og to stille op i skolegården. Ved siden af hinanden. Man skulle lydløs bevæge sig op af trapperne hen til sit klasseværelse.
Ved udgangen havde klasselæreren placeret sig. Inden man blev lukket helt ud i friheden, skulle man stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten.
Fedt bævreflæsk
Der var indført skolebespisning. Maden bestod af varm mad. Ofte var det blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk. Bespisningen foregik i timerne. Og maden skulle sluges i en fart. Man blev truet med inddragelse af spisebilletten, hvis man ikke var hurtig nok.
Gymnastik med Hr. Rasmussen
Jagtvejens Skole kunne byde på en gymnastiklærer, som havde været oversergent i Næstved. Han var ualmindelig hjulbenet denne Hr. Rasmussen. Han var grov nærmest en børste. Hele timen gik han rundt med et spanskrør i håneden og svippede til de ender, han kunne nå.
Dem, der ellers skulle afstraffes på skolen blev også overladt til ham. Afstraffelsen foregik gerne i gymnastiksalen i enerum. Og de stakkels syndere kunne se mærkerne af afstraffelserne flere dage efter.
Det skete, at han mødte op uden madpakke. Så udpegede han elever, der kunne hjem efter madpakken. Han boede Jagtvej 4 i stuen. Og her myldrede det med børn af forskellige aldre og typer, halvvoksne og børn med ble.
En nød af Viceinspektør Hansen
Viseinspektøren hed Hansen. Han havde været snedker, og boede på hjørnet af Kapelvejen og Nørrebrogade. Det skete, at han kom for sent. Og det var fordi, at Han skulle gennem kirkegården. Og de åbnedes først visse tiden af året klokken 8.
Engang skulle klassen have fristil. Hansen spurgte om emner. Der blev foreslået ”Udsigt fra Frederiksberg”. Eleverne havde fået en halv time. Da en af eleverne afleverede sin stil og Hansen kiggede på den, blev han godt nok vred og knotten. Hansen spurgte, om han virkelig havde brugt en halv time på dette. For det eneste der stod var ”Ingen udsigt på grund af tåge”.
Han fik et knald oven i hovedet af Hansens sammenknyttede knoer. Den blev kaldt for en nød. Og sporet var en bule på størrelse med en hasselnød.
Det gik ikke med æbleskiveforretningen
I klassen gik en knægt med efternavnet Overgaard. Moderen havde drevet en æbleskive – butik. Hvorfor lukkede I den? spurgte Hansen.
Og knægten svarede lige ud af posen:
Hansens ansigt var først som en tordensky, men så grinede han, så det kunne høres over hele skolen. Sådan var Hansen.
Men det var en trist skæbne med denne Overgaard. Hans far var tømrer. Hans far arbejde på Københavns Rådhus, da spiret skulle rejses. Faderen meldte sig frivillig til at gå ud med tårnspidsen. Men ak, det gik ikke så godt. Både Overgaard og spiret røg ned.
Københavns Kommune hjalp så enken til et levebrød til sig og børnene i form af en æbleskivebutik i Ordrupgade, men det gik bare ikke.
Skoleinspektør Bohn
På Hillerødgadens Skole stod den strenge skoleinspektør og så til, at eleverne gik 2 og 2 og ned af trappen. Han havde vendt sin stok op, så han hurtig kunne gribe fat i de elever, der ikke fulgte anvisningerne.
Såfremt man gik på de pæne trapper i træsko og ikke havde fået gummi under sålerne, blev man skældt ud.
Pigerne gik i den ene halvdel af skolen med tilhørende skolegård. Jo og hvis drengene så ville hilse på den, han bedst syntes om, ja så valfartede man hen til lågerne.
Man skulle neje for et ligtog
I bibelhistorie lærte pigerne af Fru Schlichter, at hvis man så et ligtog på gaden, så skulle man stå stille og neje.
De støjende hestesporvogne
Når hestesporvognene kom, var det ret støjende. Nørrebrogade var belagt med brosten. Nogle af hestesporvognene var i to etager. Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte ”De Gule Hesteomnibusser”. De ophørte i 1903. ”De Grønne Omnibusser” kørte fra Kapelvej.
De mindre transporter dengang foregik med 2 – og 4 – hjulede trækvogne. Men der var hele tiden støj. Gadesælgere faldbød deres varer, der fortrinsvis omfattede frugt, blomster og grøntsager. Men det skete da også at fiskemanden råbte ”Sild er godt!
Når kommunen skulle feje gade eller vande brostenene i sommervarmen var det en sport for ungerne at gå bag vandvognens vandstråle eller ligefrem at hænge sig fast bag i vognen.
Kolonihaverne
Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der et par kolonihaveselskaber. Over på Tagensvej lå de store fælleder. Her var der om sommeren meget kvæg på græs. Børnene gik ofte derover med deres trækvogne og fyldte dem med kokager. Det var god gødning til kolonihaven.
Morsomt liv på Fælleden
På Fælleden var der et morsomt folkeliv om sommeren. Københavns Borgervæbning holdt øvelser her. I pauserne havde familien madkurve med. Og måske skal det nævnes, at ikke alle gik lige ædru derfra. Det var også underholdning af Borgervæbningens Musikkorps.
Sporvogn på Tagensvej
På Tagensvej kørte en hestevogn. Dens rute var fra Heimdalsgade ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var det et strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var snevejret for strengt var der spændt to heste for vognen. Stoppesteder var ukendt dengang, så der var mange stop, og der skulle sættes mange kræfter i at komme i gang. Vognene var indvendig belyst med en petroleumslampe i hvert hjørne. Det var en stor dag, da sporvognen blev elektrisk som linje 10.
Hønen – den første sporvogn
Den allerførste sporvogn blev kaldt ”Hønen”. Den var hestetrukket af en stor fed krikke, der altid hed Lotte, selv om der også af og til, var en vallak. Dens rute var ad Nørrebrogade, Nørregade til Gammel Torv, hvor der var endestation.
Lotte dampede af sved, fuldstændig som en stor varmebeholder. Ved bryggeriet Hafnia på Bekkers mark stod den og dampede dagen lang.
Bekkers Mark
Bekkers Mark var et større græsareal som var begrænset af Ladegårdsåen fra Jagtvejen til Nordre Fasanvej. Og til Bispeengen og videre til baneterrænet ved Hillerødgade. Derefter fulgte det banen forbi stationen og hen til Jagtvejen.
Indgangen til Bekkers Mark var for enden af Stefansgade, når man havde passeret bommene for toget. Men hvorfor hed det Bekkers Mark?
Jo slagtermester Bekker havde i perioder køer eller heste gående her til græsning. Slagternester Bekker havde forretning på hjørnet af Nørrebrogade og Stefansgade.
De rige skulle betale
Han var en menneskekender. Og de fattige fik kødet til lavest mulige pris. Ja dem, der uforskyldt var blevet fattige fik det gratis. Men kom der en kunder, der var lidt bedre klædt og måske også lidt kritisk, ja så fik hun lov til at betale den pris, der kostede hos slagteren på den anden side.
De store slag
Bekkers Mark blev også brugt til andre ting. Her udkæmpede der sig mange store slag blandt skoledrenge. Vi har dog ikke hørt om døde.
Det var Rabarberdrengene og drengene fra Nordvestvejen. Det vil sige det stykke af Rantzausgade, som gik fra Gartnergade til jernbanebommen ved Brorsonskirken. Det var egentlig de knægte, der hørte til Jagtvejens Skole.
Og så var det ”Rakkerne”. De hørte til i Baldersgade kvarteret. Og den tredje gruppe hed ”Krügerne”. De kom fra Nordre Fasanvej, hvor de havde deres beskæftigelse på Krügers Tobaksfabrik. De sad der og rullede spunden skrå.
Når sådanne hold tørnede sammen, skulle der ske noget. Og det endte ofte med brodne pander. Der var knipler og køller og slagsange. Ja ”Krügerne” havde også 4 meter staver med.
Det var jo også her, at vi havde bryggeriet Hafnia. Men nu var det kun hvidtøl, som de producerede.
Masser af bommænd
Man kunne ikke komme af Borups Alle, for den var der ikke, Det var marker. Ågade gik fra jernbanelinjen til Falkonér Alle. Det var spadseresti fra Åboulevard til Ågade afbrudt af to små bomme til skinnerne til Klampenborglinjen, Holtebanen og Nordbanen.
Der lå en jordvold ved den sidste bom. Der var såkaldte bommænd ved Nørrefælled og Lyngbyvej og også på Strandvejen.
Dengang der kørte godstog fra Frederiksberg Station til Nørrebro Station, gik der også bomme over Rantzausgade. På hjørnet lå også her et ledvogterhus.
Liv på søerne
De hvide motorbåde sørgede for passagertrafikken på søerne mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Men da sporvejsdriften efterhånden blev elektrisk kunne det ikke mere betale sig. Mange grundejere havde robåde liggende på søerne.
Ved vintertid var der skøjteløb oppe i nærheden Gyldenløvsgade. Her spillede et hornorkester og forlystede ungdommen. Og Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvor man kunne købe en pakke sild til 5 øre til de sultne måger.
Der var også masser af musik i café La Rheine og i Søpavillonen. I Ravnsborggade lå det berømte Nørrebro teater, hvor Frederik Jensen var datidens store stjerne.
På hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade kunne man gå i biografen for 5 øre.
En prædikant ved Nørrebro Teater
En af højdepunkterne var at gå i Nørrebro Teater. Og her var ofte kø, for mange ville ind og se god underholdning. Men man kunne risikere, at møde en meget lang og ranglet person stå og gestikulere vildt og råbe højt. Og det personen råbte om, var det var den største synd, forældre kunne gøre, at tage deres uskyldige rene børn med i denne utugtshule og lade fordærvelsen tage overhånd.
Det var normalt, at konfirmander søgte herhen. Og det vidste personen. Han fortsatte nemlig, at de unge mennesker ikke skulle ledes i udføre, inden det var for sent. Og personen var præsten fra Skt. Johannes Kirken.
Det skete dog også, at konfirmanderne forsvandt, men nogle af dem tog så ind i Scala, hvor de i stedet kunne se nøgne piger.
På Ydre Nørrebro
På Ydre Nørrebro lå den store Titan – fabrik. I en gammel bygning på Tagensvej 22 – 24 lå en gammel bygning, der i koleraåret blev indrettet som lazaret. Senere kom her en cikoriefabrik. Og da dette var slut, blev lokalerne udlejet til mindre virksomheder.
På hjørnet af Jagtvej lå Jagtvejens Mølle og lige over for lå nogle flade bygninger. De bestod af små lave etages huse. De kaldtes Arbejderboliger. De var usle og uhygiejniske. Men huslejen var også billig.
Butikkerne – dengang
De største forretninger dengang var Magasin du Nord’ s filial på hjørnet af Nørrebrogade og Stengade. Den havde Nørrebro Handelsforening forsøgt at hindre at den kom til bydelen. Der var også den store isenkram L.W. Erichsens Isenkram på hjørnet af Griffenfeldtsgade.
I sidegaderne var der en mængde butikker, urtekræmmere, spækhøker, hørkram og produkthandlere eller som de blev kaldt, kludekræmmere.
Lørdag aften var der fuldt hus hos urtekræmmeren. Kaffekværnen, som blev drejet med håndsving fik dog senere elektrisk motor. Den store kaffemølletragt og den store dikvægt var af messing og altid skindende blanke. Det samme var messinglodderne.
Et andet vægtsystem
Dengang havde man ikke metersystemet. Man købte i pundevis og kvartpund eller fjerdingspund. Ja der var også en vægtenhed, der hed ”Lod”. Man købte alenvis eller kvarter osv.
Når man afsluttede et indkøb, var der altid tilgift, som regel et stk. sæbe og et kræmmerhus bolcher til børnene. Denne tilgift tog dog overhånd. Derfor startede en gruppe urtekræmmere Nørrebro Handelsforening.
Hos tobakshandlerne købte man 3 cigarer til 17 eller 21 øre, og skråtobak i enkelte stænger og snus i et kræmmerhus.
Udrykning
Det var et flot syn at de en brandudrykning, med galopperende heste og under vedvarende klokkeklemten af en af brandmændene. Særlig beundring vakte den skindende flotte dampsprøjte, med den rygende skorsten og gnister. Og ofte var det hele fire heste foran.
Ambulanceudrykning foregik pr. enspænder og på vognens bagerste trinbræt, stod der en politibetjent.
En mælketoddy for meget
Om torsdagen var de glade på Ladegården. Så mødtes Jomfru Tidsfordriv, Frederik 7 – tal, Laurids 9 – finger, Frederik og Karoline i Bratolinsgade i en kælder. Her fik de mælke toddy for 4 øre. Og så lagde de sig nede ved Sortedams Dosseringen og sov deres rus ud.
Jo, der var liv og glade dage dengang.
En lille rund
En lille rund kostede 4 øre, og en stor rund kostede otte øre. En lille rund var en snaps og et glas mælk. En stor rund var bare dobbelt så meget. Og det var særlig værtshuset under Folkets Hus, der kunne tilbyde denne specialitet.
En bajer kostede 9 øre. Ikke hos urtekræmmeren, nej i dette værtshus.
Tosse – Frederik
Ja, originaler kunne Nørrebro også byde på den gang. Vi havde for eksempel Tosse – Frederik. Hans arbejdsdistrikt var Wesselsgade, Evaldsgade, Baggesensgade, Blågårdsgade og området deromkring.
Han løb altid på kørerbanen. Opdagede han en hestepære, fik han fart på, indtil han nåede den. Så dansede han på den med sine gamle morgensko, indtil han mente, at det var nok. Så gik det ellers atter på jagt efter den næste.
Rygterne gik på, at han på sin bryllupsdag, efter at han på sin bryllupsdag havde ført bruden hjem senere på dagen havde gledet i en hestepære. Han havde slået nakken så meget, at han nær var død.
Krølle – Charles
Så var det Krølle – Charles. Han færdes meget omkring Kultorvet. Han mente, at sin vigtigste opgave var at forkynde at kvindens ældste erhverv var blevet så dyrt, at det nærmede sig åger. Han fortalte, at de gamle ægyptere kunne købe sig en kone gratis. Han mente absolut, at staten måtte gribe ind.
Jomfru Tidsfordriv
Jomfru Tidsfordriv brugte det meste af tiden på Købmagergade til sin mission. Hun havde altid et bundt gamle aviser under armen og en fodlang kjole på, som var fuldstændig slidt forneden. Ja hun havde flere lag på i mange farver.
På hovedet havde hun en stråhat med flere slags blomster. Hun var et meget mildt mennesker. Når nogen drillede hende, ja så græd hun.
Hun var af god familie. Men ak en kæreste havde svigtet hende. Derfor var hun blevet sådan.
På Nørre Fælled prækede hun noget forfærdelig vås for dem, der gad at høre på hende.
Frederik den Syvendes Søn
Det var jo også Frederik den Syvendes Søn. Han blev altid glad, når man tilbød ham cigarer.
Maja
De mødtes alle på Nørre Fælled, og der havde de en i deres midte som var i stand til at skaffe midler, hvis det kneb med kogespritten. Jo hun var Fælledens Dronning og delte gerne ud af de midler, hun kunne skaffe.
Ved Holger Danskes Briller, som var to vandhuller, kunne hun en varm sommerdag tage solbad uden en trevl på.
Lersø – bøllerne
Ferdinand og Karen Spidsmus var kendt blandt Lersø – bøllerne. Dem har vi tidligere berettet om. På vores side kan du læse en masse mere om disse Lersø – bøller, originalerne, klunserne og meget mere.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 242 artikler om Det Gamle Nørrebro.
November 8, 2016
Kvinderne i Peder Madsens Gang
Københavns historie handler også om de mindrebemidlede, og ikke kun om konger, adel, borgerskab og skønne bygninger. Gaden var 180 meter lang og bestod af 17 bygninger. Uden for porten til Apoteket bredte det luksus prægede København sig. Men lige så snart man bevægede sig ind i den kun tre meter brede gade, så åbenbarede der sig her en ny verden. Men det var en verden af dyb fattigdom. Og egentlig var det ikke noget politikerne var stolte af. Her opstod mange sygdomme og epidemier. Masser af lovløshed var her også, men det var ofte præget af fattigdom. Gaden var bygget omkring 1630. Men i 1871 besluttede man, at nu kunne det være nok. Man byggede nu en 12 meter bred gade som fik navnet Ny Østergade. Her var også gaden med de næst fleste offentlige fruentimmere. Men en hændelse fik Justitsministeriet til at forbyde bordeller i Peder Madsens Gang og fraflytning i april 1869.
Historie – handler også om mindrebemidlede
Københavns historie er spændende. Men den er domineret af fortællinger om konge, adel og middelstand. Den er også domineret af alle de skønne bygninger, vi har. Her på siden har vi også bestræbt os på, at fortælle om livet hos de mindrebemidlede. Og det handler denne historie om. Og den handler måske også meget om kvindernes levevilkår.
Så mange som mulig
Peder Madsens Gang blev opført omkring 1630 i Christian den Fjerde regeringstid. Også andre lignende gader blev dengang opført. Det var Nissegangen, Didrik Badskærs Gang, Prammandsgang, Trompertergangen, Peder Rohdes Gang, Malerens Gang, Smedens Gang med flere.
De var alle opført med det samme mønster og med mange lejemål presset sammen på lidt plads og ofte med ulovlige udvækster på bagbygningerne. Det var den næsten det samme, som man så på Nørrebro, da spekulationsbyggeriet gik i gang.
Aldrig ramt af brand
I 1600 – tallet var det almindelig at bygge små etværelses lejligheder, sjældent mere end 20m2 til de jævne familier. Flere lejligheder delte køkkenfaciliteter.
Peder Madsens Gang blev aldrig berørt af de omfattende brande og bombardementer, som udslettede store dele af den ældre boligmasse i kvarterne i den indre by.
Fokus på sygdom og andre ting
Her var stort fokus på sygdomme og mange andre ting. Derfor nedsatte Borgerrepræsentationen den 4. september 1871 et udvalg, som skulle overveje, hvad man kunne gøre ved de sanitære forhold i Peder Madsens Gang. Den 8. november kom en betænkning på baggrund af flertallets ønsker om at udvide Peder Madsens Gang til 12 meter.
En forvandling til Ny – Østergade
To håndværksmestre nåede at byde på ombygningen af gaden. Men det endte med, at det til lejligheden stiftede ”Det Kjøbenhavnske Byggeselskab” endte med at overtage ombygningen. Det vedrørte ikke blot Peder Madsens Gang, men også det gamle Hotel d’ Angleterre og nedrivningen af Hovedvagten.
Ombygningen fandt sted i 1873 – 1876 og omfattede en ombygning af den gamle hotelbygning samt opførelsen af to nye gader, Ny Østergade og Hovedvagtsgade. Slummen flyttede ud på den anden side af voldene
Byen kunne ikke rumme Peder Madsens Gang
Byen kunne ikke rumme en gade som Peder Madsens Gang. Den passede slet ikke ind i en velordnet by. Det kaotiske slumkvarter var vidne om en formørket fortid, hvorimod prestigebyggeri i Ny Østergade symbolsk pegede mod fremtiden.
Der boede mange kvinder i Peder Madsens Gang. Flere af dem boede alene med børn eller sammen med andre kvinder. Kvinder der ernærede sig helt eller delvis ved prostitution boede her også.
Ind ad porten
Som vi har nævnt i andre artikler skulle man gennem Svane Apotekets Port for at komme ned til Peder Madsens Gang. Dengang i 1870 boede der 750 mennesker i gadens 17 ejendomme.
På de første 30 meter var apotekets sidehus. I baghuset til nummer 7 lå et brændevinsbrænderi. Disse lå spredt over hele byen. Til disse hørte ofte et kohold, da køerne blev fodret med bærmene – et affaldsprodukt fra fremstillingen af brændevin.
Efter brænderiets nedlæggelse bibeholdt ejeren af de tre ejendomme sit kohold. Derfor var stuen i baghuset til nummer 7 hjemsted for ca. 26 køer.
Lejlighed i meget dårlig stand
Der var stor udflytning i gaden. Mange kvinder levede en stor del af deres liv som eneforsørgere.
Uden for lejlighederne i opgangene, i baggårdene og på svalegangene var der ofte problemer. Vandposten var i uorden, trappetrinene var i stykke. Trappeopgangene til kvistetagen havde ikke rækværk.
Soden fra ovnene sværtede lejlighedernes vægge til, fordi der manglede skorstene og ordentlige udluftningsmuligheder. Lejlighederne var general i meget dårlig stand.
Tyfus og kolera
Det var her i de tætpakkede fattigkvarterer, at diverse epidemier kostede flest menneskeliv. Således som tilfældet også var med koleraepidemien i 1853. Kolera og tyfus mente man kom gennem indånding af forurenet luft.
En ulækker kolera
Ekskrementerne fra de københavnske latriner endte i latringrunden. Et dertil indrettet hul under retiraderne, hvor ekskrementerne lå i flere måneder og rådnede. Indholdet fra de ofte overfyldte latringruber sivede ned i jorden on inficerede kældre og brønde, men slugten steg til vejrs og stank i de lukkede gårdrum.
Baggårdene var som en latrin
Omgivet af de 3 – 4 etagers høje huse i Peder Madsens Gang har baggårdene været som en skorsten, hvor luften stod stille. Mange lejligheder havde vinduer ud til disse baggårde, hvor der ikke var cirkulation i luften. Stanken har, ikke mindst om sommeren, været meget slem.
Nu var det sådan, at det ikke kun var Peder Madsens Gang, der havde problemer med stank. Hele København døjede med mangelfuld renovationssystem. Latringruberne stod og dunstede i månedsvis, og kloaksystemet stod ikke mål med udledningen af spildevand fra de mange husholdninger og industrivirksomheder, som lå midt inde i byen.
Det stank
Selv om københavnerne i 1870 var vant til at byen stank, har spildevandet fra koholdet, husaffaldet, de mange mennesker samt den tætte bebyggelse alt sammen været elementer, der har bidraget til, at stanken i Peder Madsens Gang sikkert har været ud over det sædvanlige.
Em værtshuse i gaden
Der var fem værtshuse i gaden. Og logihuse var her også. Et natlig logi kostede 8 skilling. Og dem, der benyttede sig af dette var arbejdsmænd, tørvesjovere, hjælpere fir fiskekoner ved stranden og lignende. Man må gå ud fra, at disse mennesker også var gode kunder i gadens beværtninger.
Man sov i gift
I nummer 11 boede pantelåneren. Den slags butikker var vigtige dengang i København. Og den gang var det også almindelig at en lejlighed i periodevis fungerede som værksted. Således også i nummer 22 oppe på fjerde sal. Her var et forgylderværksted. Trods de mange giftstoffer man brugte, ja så fungerede værelset også som soveværelse.
Og ellers var her i gaden, skomagerværksted, skræddermester og en saddelmester. De mest almindelig håndværk var skomagerfaget, smede, snedkere, tømrere og murere. Arbejdsforholdene var usikre og ansættelserne ofte præget af ustabilitet, ikke mindst fordi mange af dem var sæsonbetonede.
Fattigvæsnet umyndiggjorde folk
Mange af beboerne havde stiftet bekendtskab med Fattigvæsnet. Hele byen var inddelt i 12 hoveddistrikter, der samtidig udgjorde sygedistrikter med egen distriktslæge. Hvert af disse hoveddistrikter var igen opdelt i forstanderdistrikter, hver med en ulønnet fattigforstander.
Dennes opgave var at opsøge de trængende, undersøge deres situation og indberette dette til Fattigvæsnet. I 1871 var der 81 fattigforstandere i København, og de syntes at gøre et kæmpe arbejde, når man betænker, at det var borgerligt ombud.
Værdigt og Uværdigt fattige
Men nu var det lige sin sag, at komme under Fattigvæsnet. Man havde ingen stemmeret, ingen ret til ægteskab uden fattigforstanderens samtykker og heller ingen ejendomsret.
Ja så var man igen opdelt efter, om man var værdigt trængende eller rette almisselemmer, som ikke selv har været skyld i situationen og derfor egentlig ikke burde straffes med umyndiggørelse. Så var det de uværdigt trængende eller urette almisselemmer, der selv var skyld i fattigdommen.
Altid mange logerende
Selv om en stor familie havde meget lidt plads her i gaden, så udgjorde det man kunne tjene ved at have logerende et uundværligt tilskud til en trængt økonomi. Og antallet af logerende var meget større, end hvad tællingerne viste. Distriktslæge Ulrik sagde om forholdene i Peder Madsens Gang:
Tilholdssted for straffede
I kvistlejligheden i nummer 7 hos arbejdsmanden Volkmann og hustruen Caroline Beck fandt to betjente den 26. maj 1869 klokken 5 om morgenen, at
Videre blev det noteret:
Betjentene tog fem af de ni logerende med på stationen. Sagen blev fulgt op af endnu et besøg hos Volkmann. Den 14. juni klokken fem om morgenen fandt to betjente denne gang fem mænd og en kvinde på gulvet, hvoraf de fire ikke var meldt som logerende hos politiet.
66 offentlige fruentimmere
I 1850 var der indskrevet ikke mindre end 66 offentlige fruentimmer i Peder Madsens Gang. Der har sikkert været mange flere ikke indskrevne. Kun Holmensgade kunne tilbyde flere.
I Peder Madsens Gang var de offentlige fruentimmer registreret på seks adresser. Men de huserede også på andre adresser. Der blev drevet bordel i stuen og/ eller på førstesalen i nummer 6, 8, 10, 11, 12, 16 og 18.
Under samfundets kontrol
Fra tjenestepigeerhvervet blev de fleste prostituerede rekrutteret. Disse arbejde ofte 16 timer i døgnet for middelklassekvinder, der ofte kunne være lunefulde. Lønnen var også meget lav.
Erhvervet var lovligt mellem 1874 og 1906. Men allerede fra begyndelsen af 1800`tallet indførtes et reguleringssystem, hvor prostitution blev tolereret, hvis de prostituerede lod sig indskrive. Med indskrivningen fulgte også, at kvinderne underlagde sig samfundets kontrol i form af protokollering og ugentlige lægevisitationer.
Det var kvinderne, der skulle kontrolleres. Myndighedernes eneste bekymring i forhold til kunderne var, hvordan man kunne sikre, at de ikke blev smittet med kønssygdomme.
Men det med de mange bordeller i Peder Madsens Gang fik en brat ende efter en speciel hændelse i 1869. Dette vender vi tilbage til.
160 pantelåner i København
Der er fra den tid flere eksempler på kvinder, der måtte pantsætte sengetøj og egne klæder for at klare sig i en periode. Der fandtes flere eksempler på, at der var pantsat klæder, der var stjålet fra logiværter eller bordelbestyrer.
Dengang i 1869 var der hele 160 pantelånere i København.
Brændevin var hverdagskost
Brændevin var hverdagskost for størsteparten af de københavnske arbejdere. Den blev solgt på beværtninger og udsalgssteder med eller uden ret til udskænkning. Dengang i 1870 var der 69 officielle brænderier. Dertil kom alle sorte brænderier. Dengang havde København en beværtning for hver 174 indbyggere, hvoraf de fem lå i Peder Madsens Gang.
I 1880 blev der anslået, at hver mand over 20 år indtog 67 liter brændevin om året. Dertil kom 400 liter øl, eller 3 ”halve bajere” om dagen.
Kvinderne umyndiggjort
En interessant detalje, som mange har glemt. Og det var, hvis kvinderne i Peder Madsens Gang og andre steder blev gift, så ændrede deres samfundsmæssige status sig. Når en kvinde var gift, var hendes beskæftigelse ikke længere interessant. Hendes indtjening kunne højst være et supplement til mandens indtægt. Og juridisk skete der en forandring. Kvinden mistede egen myndighed og retten til egen formue. Juridisk var hun mandens ejendom.
15 pct. rente – tak
Gaden strakte sig 180 meter ned til Grønnegade. Ifølge folketællingen boede der her 768 personer i 1870.
I en artikel i Illustreret Tidende fra 30. marts 1873 om det København, der forsvinder, kunne følgende læses:
Nu var det nok lidt ironisk at kalde udlåneren for menneskekærlig. Pengene skulle betales tilbage om aftenen med 15 pct. renter oveni.
Sundhedsvedtægter gav beføjelser
I 1858 blev loven om sundhedsvedtægter vedtaget. Loven gav beføjelser til lokalt at udfærdige sundhedsvedtægter og nedsætte permanente sundhedskommissioner. Det overordnede formål var at forbedre byens hygiejne.
De bestod af en række udførligt beskrevne anvisninger for forbedringer af forholdene omkring vandforsyning, afløb, latrinvæsen, offentlig renlighed, skadelige næringsveje, skadelige næringsmidler, logihuse og fattigvæsnets boliger, begravelsesvæsen, byens udvidelse, fabrikker, skoler, plejebørns anbringelse og straffeparagraffer.
Til denne store opgave ansatte Sundhedskommissionen nogle betjente, hvis daglige aktiviteter hovedsageligt drejede sig om overbefolkning, prostitution og sygdom.
På udkig efter ”lette damer”
Kigger man i alle de rapporter, der blev udfærdiget får man et ganske godt indblik i livet i Peder Madsens Gang. Og det er lige fra lejlighederne, luftmængde, ovntype, sygdomme, ægteskabelig status, antal beboere, barnefødsler, daglig alkoholindtag i hjemmet og på arbejdspladsen.
Man registrerede også man kvinder, der var mistænkt for at leve af utugt. Disse blev kaldt på stationen og udspurgt om levevis, hvilket vil sige, hvordan de ernærede sig. Herefter blev de lægevisiteret. Hvis det viste sig, at de havde en ”venerisk” sygdom, blev de indskrevet i protokollen og videre udspurgt om, hvordan de havde pådraget sig sygdommen.
Sult i Peder Madsens Gang
Fra 1840 var Danmark et land i vækst. Flere historikere pointerer, at i Danmark opstod der ikke noget ”pjalte – proletariat” i byerne, er det ikke ensbetydende med, at der ikke var sociale problemer. En stor befolkningsgruppe levede nær og under fattigdomsgrænsen.
Men selv om både mand og kvinde gjorde ”deres pligt” uden sygdomme eller for mange børn var indtægten for en arbejderfamilie ikke tilstrækkelig i 1872.
Sådan var det også i Peder Madsens Gang. Ofte kunne der kun skæres ned på maden, en sparemetode der førte til sult. Når sulten blev en del af hverdagen kom fattighjælpen på tale. Og det gjorde den for mange i Peder Madsens Gang.
Nedslidte og underernærede kroppe, hyppige sygdomstilfælde og større dødelighed hos børn og voksne var nogle af de konsekvenser af et liv i fattigdom.
Mangel på sans for renlighed og orden
Embedslæge F.F. Ulrik angiver, at der i 1870 blev givet fast almisse til 58 voksne og 81 børn, mens 25 voksne og 28 børn fik midlertidig hjælp. Men Helliggeist Sogns Understøttelsesforening gav hjælp til yderligere 107 personer.
Dengang gik diskussionen meget om værdigt og uværdigt trængende. For Præsten, Johan Holck, der deltog i samfundsdebatten var dem, der førte en stinkende og ”smudsig” lejlighed ikke værdige til at få hjælp. Det skulle bergrundes i husmoderens ”Mangel paa Sans for Renlighed og Orden”.
Bedrageri med lejede klædningsstykker
Og dette tema gik igen i en artikel den 11. december 1870 i Dagens Nyheder under titlen ”Dyb Armod”. Det handlede om en opdagelsesbetjents ”jagt” på et fruentimmer mistænkt for ”Bedrageri med leiede Klædningsstykker”
Artikel i Dagens Nyheder
Betjenten havde ved hjælp fra stikkere fået oplysninger om kvindens tilholdssted:
Betjenten allierede sig med en kollega, og sammen begav de sig ind i ejendommen:
”Pæne Mennesker” gøs
Beretningen har sikkert fået ”pæne mennesker” til at gyse, hvilket angiveligt også var hensigten. Også sundhedspolitiet undersøgte forholdene nærmere. Det viste sig, at det lille værelse blev beboet af de to ugifte tvillingssøstre Emilie og Ida Krøiter på 37 år og Idas barn på 1 år. Betjentene fandt, at værelset havde ”tilstrækkelig Lys og Luft gjennem et Vindue med 4 Ruder til at aabne” og det ”fandtes i det Hele i god og reenlig Stand”.
Men der var ikke nogen kakkelovn, hvorfor der må have været isnende koldt taget i betragtning, at der var midt i december måned.
Sendt på Fattiggården
Betjenten sluttede sin rapport om besøget med at skrive:
Sandt var, at den omtalte kvinde, der blev anholdt hed Dorthea Bergstrøm.
Otte måneder senere blev Ida Krøiter og hendes barn indlagt på Kommunehospitalet med tyfus. På grund af smittefaren kom distriktslægen F.F. Ulrik og inspicerede lejligheden. Han skrev:
Uværdigt trængende
Denne samme dag blev lejligheden visiteret af betjent J. Christensen fra Sundhedspolitiet, der langt fra fandt forholdene så kritiske som Ulrik. Af Christensens rapport fremgår det, at han havde talt med husværten Sandgaard, der var vidende om, at begge søstre boede på værelset, selv om det egentlig var for småt hertil. Sandgaard fortalte til betjenten, at han havde tilladt det:
Den omtalte artikel i Dagens Nyheder efterlod det indtryk, at der i Peder Madsens Gang boede uværdige fattige. Den efterlod også det indtryk, at den private velgørenhed ikke hjalp spor.
Men sådanne artikler legitimerede også Sundhedspolitiet, Distriktslægerne og Fattigforstandernes gentagende besøg i de private hjem i en helt uhørt grad.
Brændpunkt for fysisk og sædelig Smitstof
Den 14. juli 1871 skrev Fædrelandet:
Fattigdommen for beboerne var en ramme i sig selv. De levede et liv, hvor der krævede dagligt slid, opfindsomhed og overvejelser for at få mad på bordet.
Børnedødeligheden var stor
Distriktslæge Ulrik skrev generelt om befolkningen i Peder Madsens Gang:
Ulrik understregede dermed, at folk der boede under sådanne forhold, var mere modtagelige for sygdomme. Børnedødeligheden var også markant højere her end andre steder.
Kolera og Tyfus
Når man konstaterede smitsomme sygdomme som kolera eller tyfus, så blev lejligheder på samme sal rømmet. Det medførte, at både beboere og deres ejendele midlertidig blev sendt til anbringelse på Ladegården.
Herefter blev lejlighederne desinficeret med ”Chlorrygning”. Sengeklæderne blev sendt til dampdesinficering på Almindelig Hospital, hvor man havde en dampinfikationsanstalt.
Hvis ikke der fandtes noget sengetøj, blev halmen og kludene, hvori folk havde deres leje , smidt væk. Herefter skulle lejligheden typisk stå tom 14 dage til udluftning. Ejeren skulle hvidte murværket. Og lade træværket rense og oliere. Så kunne beboerne atter vende tilbage om end ofte i reduceret antal. Sygdommen krævede sine ofre.
Ikke alle gik frivillig med
Nu var det ikke altid at ofrene fulgte frivillig med:
Sygehus – forbundet med angst
At komme på sygehus var generelt forbundet med angst. Både for det fremmede og for, hvad der ville ske med resten af familien, hvis man havde en.
Omkring 1870 var der ikke nogen medicinske grunde til at behandle folk på hospitalet. Hospitalsvæsenet var endnu ikke så udbygget, at det kunne en behandling alternativ til den, læger kunne tilbyde i private hjem.
Derfor var sygehusene indtil 1880 en del af samfundets løsning på et stigende antal fattige. Indlæggelse var den billigste måde at hjælpe ”proletarerne” på. Privat lægehjælp var forbeholdt de velhavende.
Det lykkedes at slette de fleste spor
Hvis man i dag går på Strøget, kan man slet ikke forestille sig 1800 – tallets slum og forarmede beboere. Nedrivningen af Peder Madsens Gang var kun begyndelsen på en lang række saneringer i det indre København.
Det lykkedes dermed at slette de fleste spor efter den fattigdom som igennem det meste af århundredet prægede bybilledet stærkt. Der blev nok ikke fældet mange tårer over beslutningen om at fjerne Peder Madsens Gang. De som havde en offentlig stemme udtrykte stor glæde og lettelse over fjernelsen af denne og andre skampletter.
En farlig leg – ”Jødepeter”
Og hvorfor blev bordellerne pludselig lukket i Peder Madsens Gang?
Den 10 – årige Viggo Hilarius var den 24. november 1868 til afhøring hos politiet. Det havde han været før. Men denne gang var det langt mere alvorligt. Han forklarede:
Alle piger blev tvangsfjernet fra hjemmet
Sagen kom frem, da den 11 årige Peter Jensen blev indlagt på Kommunehospitalet med gonorré. Han fortalte, at have haft samleje med den 13 – årige Mathilde. I løbet af de næste uger blev også to piger indlagt.
Det kom frem, at mindst ti børn mellem 8 og 15 år havde deltaget i ”Legen”. Det var en ren skandale og nåede helt op til Justitsministeriets bord.
De prostitueredes tilstedeværelse havde ført til det
Trods protesterne fra husejerne i Peder Madsens Gang blev det således besluttet at forbyde bordelvirksomhed i gaden fra ”april flyttedag 1869”.
Hovedargumentet herfor var, at sagen tydelig viste, at de prostitueredes tilstedeværelse havde ført til dette. De implicerede piger blev fjernet fra hjemmet. Dette skete kun for en af drengene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
November 6, 2016
Barn under Besættelsen
Tiden krævede fantasi og sparsommelighed. Man kendte 1930´ernes knaphed. Højtider og mærkedage blev fejret. Hjemmetyskere i dilemma. Børn måtte ikke blive bekymrede. Tænk, tyskerne tog vores skole. Undervisningen blev nationaliseret, alsang drillede tyskerne. Man forsøgte at leve så normalt som muligt. Større børn uddelte illegale blade. Stort indtryk på børn, da tyskerpiger og stikkere blev afhentet. Det samme gjaldt den 29. august 1943 for børn i byen. Man havde lært hjemmefra at hade tyskerne og flygtningene var også tyskere? At skelne kunne være svært. De større børn blev påvirket. Og for mange opstod der en loyalitetskonflikt.
Fantasi og sparsommelighed
Vareknaphed og rationalisering prægede dagligdagen. Der blev mangel på selv de mest elementære varer. Landbobørnene savnede dog ikke madvarer i lige så stor grad som børn i byerne. Men også disse mærkede mangel på tøj. Familierne i byen blev ofte hjulpet af familiemedlemmer på landet.
Moderen måtte bruge fantasi og sparsommelighed for at lave god og nærende kost. I byer var der en god hjælp når der var skolehaver. Der var dømt grøddage og kødløse måltider. Heldigvis var der også dem, der havde kolonihaver.
Griseben hos slagteren
Man kunne være så heldig at købe nogle billige griseben hos slagteren. Kødet kunne bruges til sammenkogte retter, frikadeller og til sidste suppe, hvor der gerne også røg nogle grisetæer i.
Ja det skete da også, at man fik stegte grisetæer. Det ville man nok ikke spise i dag. Importerede frugter og chokolade var sjældent. Bananer og appelsiner var sjældne.
Kaffedugen blev til en sommerkjole
Børnetøjet blev arvet, omsyet og byttet, indtil det var helt opslidt. Mange steder havde man en byttecentral, som for eksempel på Nørrebrogade.
En broderet kaffedug kunne sagtens laves om til en sommerkjole. Pigernes almindelige skoletøj var kjole eller nederdel, mens bukser kun var til fritidsbrug. De strenge isvintre og den mangelfulde opvarmning af undervisningslokaler gjorde det nødvendigt at slække på kravene og tillade, at man gik med lange bukser i skolen.
Men en del piger kom dog til at fryse, fordi deres mødre dog stadig syntes, at det var upassende.
Man kendte 1930´ernes knaphed
Men nu var denne sparsommelighed og knaphed ikke ukendt og kun et symptom i besættelsestiden. Man kendte det i 1930´ernes knaphed.
Kigger man i gamle erindringer og familieanekdoter er det sjove eksempler på, hvordan man fik fat i diverse ting og sager. Men det var nu ikke altid lige morsomt, at skulle undvære og prøve, at få enderne til at nå sammen. Det krævede opfindsomhed og pionerånd.
Mange mødre fandt det ydmygende at skulle gå fra butik til butik for at tigge om for eksempel om bleer til den mindste.
Under bordet
En cykel var ofte en meget urealistisk drøm. Det gjaldt om at have forbindelser dengang. Stof til en kjole skulle man have ”under bordet”. Var man noget i byen, oplevede man ikke så mange mangler. Så havde man også rigtig kaffe hver dag.
Højtider og mærkedage blev fejret
Højtider og mærkedage forsøgte man at fejre som sædvanlig uanset krig eller ej. Julehøjtiden blev fejret sammen med familie og slægtninge. Der var grantræ, mad og gaver. Måske var kvaliteten hist og her ikke så god.
Påsken var dog trist med klokkeringning og alvorlig musik i radioen. Der var ingen forlystelser i helligdagene. Men i Sønderjylland gik man stadig på jagt i haven efter skjulte æg.
Ekstra penge ved trappevask
Måske var faderen mere arbejdsløs end sædvanlig, så måtte moderen tjene ekstra penge ved trappevask. Og måske var man så heldig, at man to – tre gange om året fik mad og tøj fra Børnenes Kontor.
Til børnefødselsdagene var der stadig kakao, wienerbrød og boller. Og en is blev det også til.
Konfirmation var en vigtig fest for børnene, men det blev noget kompliceret med udgangsforbud en gang imellem. Man kunne søge den tyske kommandant om dispensation.
Man lærte at hade tyskerne
Ikke alle børn var blevet inddraget i de voksnes bekymringer i besættelsestiden. Og det er meget forskellig, hvordan børnene oplevede den. Hvis de voksne var bekymrede og banke, ja så kunne det ikke undgås at ramme børnene.
Mange forældre flyttede sig i en kø, når der stod en tysk soldat. Og hjemmefra havde børnene fået at vide, at de ikke skulle modtage noget fra en tysk soldat. Og hjemmefra lærte børnene, at de skulle hade de tyske soldater.
Forskellige oplevelser
Angsten kunne selvfølgelig blive større, når man opholdt sig i et beskyttelsesrum under luftbombardement og skyderier. Det var selvfølgelig også de børn, der syntes at krigen var spændende og ikke ønskede, at den skulle holde op.
Men andre børn igen oplevede tiden som kaotiske. I Sønderjylland måtte de pludselig ikke mere lege med naboens børn, for de tilhørte Mindretallet.
Hjemmetysker i et dilemma
Mange hjemmetyske børn gik i dansk skole. Polariseringen under besættelsen medførte at mange af disse blev indmeldt i tyske skoler. Dette betød tab af kammerater og at naboer ikke mere omgikkes hinanden. Jo, der kom skarpe skel mellem tyske og danske børn i Sønderjylland.
Ja det gjorde det sandelig også med deres forældre. Der blev aldrig mere et normaliseret forhold mellem dem, der før besættelsen var gode venner og naboer. Krigen satte varige men og skel.
Børnene udkæmpede de voksnes krig ved at gruppere sig efter nationalt sindelag og genere og moppe hinanden og det, der var værre.
Da de tyske skoler var lukkede efter besættelsen vendte nogle af de tyske børn tilbage til de danske skoler. Og det forløb bestemt ikke gnidningsløst alle steder. Lærerne forsøgte, men ikke altid med held.
Børnene måtte ikke blive bekymrede
Ikke alle forældre involverede deres børn i, hvad der skete. Børnene blev ikke så meget inddraget i samfundsforhold som nu til dags. Mange valgte også den løsning, for at børnene ikke skulle blive mere bekymrede.
Mange børn lyttede med på BBC eller svensk radio. De så også de illegale blade.
Tyske soldater blev pirrelige
I begyndelsen af krigen var det unge, velopdragende tyske soldater. I slutningen af krigen var der flere og langt ældre tyske soldater, der dukkede op. Men helt i slutningen var der ganske unge tyske soldater, der ofte var pirrelige indtil det aggressive.
Og så kom flygtningene. Det gjorde et stort indtryk på børnene.
”Tyskerne tog vores skole”
Skolerne nævnes ofte i forbindelsen med beslaglæggelserne. Den 9. april 1940 fik de fleste elever fri. Det føltes også som noget mærkeligt. Skolegangen blev ændret som følge af beslaglæggelserne. Undervisningen blev flyttet.
Alle aktiviteter i forsamlingshusene i det lille samfund ophørte. Folk samledes i større grad i hjemmene. Og pladsmanglen førte til, at eleverne ofte blev undervist på skift.
På Stormgades skole blev gymnastiksalen beslaglagt til ”aflusningsanstalt” for tyske soldater med det kedelige resultat, at skolebørnene ofte kom hjem med utøj.
Børnene var vrede over at ”tyskerne tog deres skole”. Efter at flygtningene var væk skulle skolerne gøres rene. Og folk her var også bange for at få masser af utøj efter flygtningene.
Undervisningen blev nationaliseret
Nogle lærere benyttede lejligheden til at nationalisere undervisningen. Man fik danskheden helt ind under huden.
I Tønder blev alle vinduer beordret åbne og så stod den ellers på danske national – og fædrelandssange. Og det skete, når de tyske soldater gik til og fra kasernen i Tønder. Lærerne opfordrede eleverne til at deltage i alsangsstævner som foregik i parkanlægget.
Nogle gange var de tyske soldater ligeglade og andre gange afbrød de stævnet.
At leve livet så normalt som muligt
De fleste forsøgte at leve så normalt som muligt. Krigen var dog blevet en del af hverdagen. De tyske soldater sang deres sange, når de kom marcherende. Men som sædvanlig spillede børnene rundbold, sjippede, hinkede og gik på æbleskud i øde villahaver.
Der var de traditionelle børnebøger, Flemming – bøgerne af Gunnar Jørgensen og Bøger af Torry Gredsted samt OTA – bøgerne. Og så kom Skipper Skræk bladet om tirsdagen.
Drengenes lege var præget af ”krigslege”. Heltene var de allierede soldater og modstandsmænd, der skulle nedkæmpe ”nazisterne”. Det var ikke populært at få tildelt de tyske roller.
Primitive stenslynger blev fremstillet så man også var bevæbnet. Drengene følte sig som frihedskæmpere når de kunne chikanere flygtningebørnene.
Men børn spillede stadig bold, legede med dukker, tegnede, svømmede, gik til gymnastik, lavede sang – og gemmelege, stod på skøjter og kælkede om vinteren.
Distribution af illegale blade
Børnene vidste ikke, at deres familiemedlemmer deltog i modstandsarbejde. Den mest almindelige form for illegalt arbejde var uddeling af blade og aviser som Frit Danmark m.m. En håndfuld af de lidt større børn hjalp af og til med distributionen. Disse blade blev afleveret på forskellige adresser rundt omkring.
Negativ oplevelse
Enkelte steder oplevede børnene det negativt, hvis deres far var i modstandsbevægelsen og havde fået det at vide. Moderen græd og sagde, at far havde forpligtelser over for hende og deres fire børn. Ja sådan noget kunne godt påvirke børnene.
Nogle forældre var involveret i sort arbejde. Andre arbejde for tyskerne ved befæstningsarbejder ved vestkysten.
Afhentning af tyskerpiger, kollaboratører og stikkere
Afhentningen af tyskerpiger, kollaboratører og stikkere i befrielsesdagene gjorde dybt indtryk på børnene. Yngre børn forstod ikke rigtig, hvad der foregik.
Under feriebesøg oplevede en pige, der var på feriebesøg hos bedstemor, at nogle mænd og helt kortklippede piger blev skubbet voldsomt op på en lastbil med åbent lad. Imens råbte folk tyskertøs, stikker og spyttede efter dem.
Pigen fik at vide af bedstefar, at det var fortjent. De havde været sammen med tyskere og skulle straffes. Men hvad de havde lavet, fik hun ikke at vide.
Flere følte stærk ubehag ved at se de hårdhændede behandling og den måde, de voksne gik amok på. En skolekammerats mor blev afhentet og kaldt ”Feltmadras”. Hun blev mishandlet, overspyttet og slæbt væk. Hendes søn stod ved vinduet og så den forfærdelige behandling, som hendes mor fik.
Ved Stormgades Skole i Esbjerg stod folk og jublede, da frihedskæmperne kom slæbende med tyskerpigerne, som var afklædte og klippede skaldede. Børnene følte det ekstra pinligt, hvis man kendte en af ”Tyskerpigerne”.
”Spændende” 9. april
Den 9. april 1940 var et stort øjeblik for mange børn. For pludselig var der masser af fly og spændende biler med soldater ”Tyskerne kommer” Tyskerne Kommer”, blev det råbt. Men dette førte til en lussing. For det skulle man bestemt ikke glæde sig over. For en knægt i Aabenraa og sin kammerat var det bestemt en forfærdelig oplevelse.
Den 29. august 1943
Særlig den 29. august 1943 kan huskes af bysbørnene. Der var store menneskemængder. Og nogle af børnene i København kan sikkert også huske Hipo – patruljerne, eller da tyskerne ved lejlighed skød kanoner af i gaderne.
Da den franske skole blev ramt
Og så var det den 21. marts 1945, hvor den franske skole blev ramt. Her kunne man ikke lade være med at identificere sig med de døde jævnaldrende børn. Og børn i nærområdet kunne ikke undgå at se, at noget var ravruskende galt.
Jubel og Chok
For mange børn var det at opleve den 4. maj 1945 en lettelse. Men for mange var det dog en kortvarig lettelse for flere steder blev det afløst af skyderier. Inden da havde børnene oplevet en stor glæde med jubel, råb og hurra – råd.
I en frisørsalon på Østerbro var det en håndfuld modstandsfolk ankommet i bil og affyrede flere skudsalver. En del børn oplevede konens skrig af rædsel inden hun døde.
At skelne kunne være svært
Mange børn blev præget af deres forældres foragt for alt, hvad der var tysk. De føler stadig at det tyske samfund er kæft, trit og retning. Måske havde man lidt svært ved dengang at skelne mellem tyskere og mennesker i nød (flygtningene). For børnene gjorde dette et forvirrende indtryk.
De lidt større børn blev påvirket
Forældrene forsøgte generelt at beskytte børnene mod de negative påvirkninger ved at undlade at inddrage dem i problemerne og holde dem hen i uvidenhed. Denne strategi fungerede af indlysende grunde ikke overfor større børn. De alleryngste kunne skånes og husker vel ikke tiden som utryg.
Det virker om pigerne regerede med mere frygt end drengene. Men måske er det også et udtryk for, at de var mere villige til at erkende deres angst.
Krigen påvirkede de større børns normer og holdninger til etiske spørgsmål i resten af livet.
Loyalitetskonflikt
Og hvordan mon børn af hjemmetyskere, værnemagere, tysklandsarbejdere, stikkere, danske nazister og sabotører har det? Ja de har nok en helt anden opfattelse.
Børn kunne let komme i loyalitetskonflikt splittet mellem deres følelser for familien og omgivelsernes forsømmelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 179 artikler om tiden før, under og efter besættelsen herunder:
November 5, 2016
En tur langs Ladegårdsvejen
Nu hedder vejen Åboulevard, efter at åen blev overdækket. Men dengang havde åen stor betydning for drikkevandet. Vi kigger på de mange broer over åen. Og så er det lige Svanemosegård, Mosendal og Strygejernet. En vandmåler gav anledning til mange myter. Var det et brudepar, der druknede? Nej det var to damer fra det bedre borgerskab. Derefter plantede man piletræer. Tænk på Ladegårdsvejen kørte der en sporvogn. Og glemt er, at Sankt Hans Hospitalet på Ladegården også hed Claudi Rossets Stiftelse. Hele hans formue på 32.000 rigsdaler blev testamenteret hertil. Den 14. august 1839 var der brand på ladegården. Og Brandmandskabet var plørefuld. Så var det godt at kongen beordrede både husarer, infanteri og artilleri. Trods dette nedbrændte hele den nordlige fløj.
Nu hedder det Åboulevard
Ja det hedder den jo ikke mere. Nu er de Åboulevard. Det er jo faktisk også et meget pænt navn. Men den gang var der gamle knudrede piletræer, der ludede ud over Ladegårdsåen.
Åen, som nu for længst er overdækket løb forbi Ladegården, som vi har beskrevet ret så hyppigt på vores hjemmeside. Åen var opstået af sammenløbet af de to åer, Grøndalsåen, der kommer fra Damhussøen og Lygteåen.
Stor betydning for drikkevandet
Jo, Ladegårdsåen havde stor betydning for Københavns vandforsyning engang. Ja faktisk havde åen også betydning for Københavns fæstningsgrave.
I lang tid dannede åen grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Først langt uden for byen fandtes overgange over åen ved Falkonérgården og ved Grøndal.
De mange broer
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade, den såkaldte Blågårdsbro. Senere i 1852 fik rådmand Bülow tilladelse for egen regning at måtte anlægge en kørsels – og gangbro mellem Dosseringen og Skt. Jørgens Sø, Bülows Bro, der lå tæt ved åens udløb.
Året efter fik kaptajn Bangert, der ejede Solitude med anliggende jorder på Nørrebro ligeledes tilladelse til at anlægge en bro, Bangerts Bro for enden af Büllowsvej.
For enden af Parcelvejen (Griffenfeldtsgade) blev Parcelbroen anlagt.
På begge sider af åen lå der villaer med store skyggefulde haver, men alle disse herligheder er for længst forsvundet.
Mosendal
I ældre tider lå således tæt på Skt. Jørgens Sø, ejendommen Mosendal, hvis grund stødte op til Ladegårdens territorium. I slutningen af det 18. århundrede var her I.F. Foltmars Kattunfabrik. Hovedbygningen, der lå ud til vejen, bestod af et enetages hus på 7 fag med ”gebrokkent” tag og en ”Fronton” over kvisten.
I fortiden blev ”Mosendal” regnet for at ligge langt borte fra hovedstaden. I maj måned 1813 blev der annonceret i ”Adresseavisen”, at der var Sommerværelser til leje på ”Mosendal”. Dette sted kom senere i rådmand F.C. Bülow’ s besiddelse.
Strygejernet
Men så skulle jernbanelinjen til Klampenborg anlægges og så blev Mosendals jordareal skåret igennem. På den grund der blev til overs mellem banelinjen og Ladegårdsvejen opførtes en høj bygning, der på grund af sin sjove facon blev kaldt for ”Strygejernet”.
Svanemosegård
Et stykke forbi Ladegården lå ejendommen Svanemosegård efter hvilken an af Frederiksbergs veje, har fået navn. Hele kvarteret her er opstået af den tidligere Ladegårdsmark.
En del af den store grund blev i oktober 1831 fraskilt under navnet ”Lille Svanemosegård” og solgt til vatdirektør Anders Lauritzen.
”En muret hvælving”
Indtil 1897 var Ladegårdsåen synlig i hele dens længde. Men efterhånden tog trafikken til, og der måtte skaffes plads til dette. Åen blev overdækket med ”en muret hvælving” som går fra Peblingesøen til Han Egedes Gade. Samtidig fik de to gader langs åen, Ladegårdsvejen og Ågaden, fællesnavnet – Åboulevard.
Var det et brudepar, der druknede?
Ud for Åboulevard 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og et mindesmærke. Den har tidligere været anbragt i selve Ladegårdsåen ud for Ladegården, hvor dens top ragede en eller halvanden alen op over vandet.
Der var ingen inskription på stenen, og vi har skrevet om den ved flere lejligheder. I folkemunde hed det, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men vognen var i den bælgmørke aften væltet ud i åen, hvor det unge par var druknet.
Men denne historie er en såkaldt vandrehistorie som dog ikke har noget med virkeligheden at gøre. Stenen er en gammel vandstandsmåler, som ved Ladegårdsåens oprensning i juni måned 1827 var kommet til syne efter at den i mange år havde ligget skjult i mudderet på åens bund.
To damer druknede
Fundet omtales i ”Nyeste Skilderie af København” for den 30. juni. Og bladet var fuldstændig klar over, hvorfor stenen i sin tid var opsat.
Men se det samme blad havde den 1. december 1812 bragt den sørgelige meddelelse, at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra ”Lystgaarden Rolighed” væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt. Hans Hospital (Ladegården)med de der i værende 5 damer og en halvvoksen dreng.
Denne samt tre af damerne blev reddet, mens to druknede. Og disse var ”Fru Marie Henriques født Beck” (gift med købmand Falk Wilhelm Henriques) og ”Fru Lise Magnus, født Henriques (gift med Glanslærredsfabrikør Moses Magnus).
Derefter kom der piletræer
At denne ulykke kunne ske, lå dels i, at Ladegårdsvejen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at åen ikke var indhegnet, så det var umuligt at skimte den i den mørke nat. Det var denne hændelse, der var årsag til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.
Da åen i 1897 blev overbygget, blev stenen optaget og bagefter anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26. – 27. Novbr. 1812 indhugget i stenen.
Ved reguleringen af Åboulevard blev stenen midlertidig bortfjernet, og efter at indskriften var blevet slebet ud, blev den gamle vandmåler opstillet på den nuværende plads.
Mange ulykkelige hændelser
Åh ja, opmærksomme læsere vil også huske andre dramaer i åen, som vi har beskrevet. Således begik en bankrøver selvmord i åen. Og en ulykkelig kvinde druknede hendes spædbarn i åen.
En sporvogn langs Ladegårdsvejen
Det var også her en lille sporvogn blev trukket af en hest. Den kørte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede op af Büllowsvej for via Rolighedsvej at ende på Falkonéralléen. Sporvognen hørte til Falkonéralléens Sporvejsselskab, som i oktober 1883 havde fået koncession på anlæg og drift af to sporvejslinjer.
Den ene gik fra Frederiksberg Runddel via Allegade, Falkonéralléen og Jagtvejen til Nørrebros Runddel. Ja og den anden har vi været ud at køre på. Den fortsatte til Halmtorvet (Rådhuspladsen).
Claudi Rosset og hans formue
Og selve Ladegården har vi jo også beskæftiget os med mange gange. Men vi har måske ikke fokuseret på en person, der hed Claudi Rosset, han var købmand fra København og fransk katolik.
Han så, hvordan de fattiglemmer, der også kom på Ladegården havde det, så han donnerede hvert år 1.000 rigsdaler og senere hele sin efterladte formue på 31.396 Rigsdaler ved Fundats af 26. december 1766. Og det som mange sikkert glemmer det er, at Sankt Hans Hospital som i en årrække befandt sig på Ladegården også bærer navnet Claudi Rossets Stiftelse.
Det fulde brandværn
Det er heller ikke mange, der ved, at Ladegården havde sit eget brandværn, men ofte var de lemmer, der skulle passe dette brandværn beruset. Og det da den 14. august 1839 udbrød brand på Ladegården var det hvis godt, at der mødte en deling husarer, en bataljon infanteri og artilleri op.
Men trods det store udbud af mandskab så nedbrændte den nordre længe, en del varer og redskaber.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Ladegården, se her på www.dengang.dk :
November 5, 2016
Politiet – under besættelsen
Københavns Politi havde allerede fra 1933 et samarbejde med tysk politi. Det blev udbygget gennem 1930erne. Afdeling D i Københavns Politi afleverede oplysninger til tyskerne. Der var alvorlige kampe i Esbjerg, Frederikshavn og Odense og helt andre problemer i Tønder. Von Hanneken gik bag Werner Best’ s ryg. Efterhånden som sabotagen voksede frygtede tyskerne en invasion på vestkysten. I historiske kilder påstås det, at politiet droslede ned i begyndelsen af 1943. Det er ikke korrekt. Justitsministeren opfordrede i februar 1943 til mere intensiv opklaringsarbejde, og i juli 1943 forlangte han en million kroner til indkøb af maskinpistoler til sabotagebekæmpelser. Der var masser af arrestationer og opklaringsarbejder op til 29. august 1943. Efter anholdelse af 2.000 af 9.000 betjente håbede tyskerne på samarbejde men de tog alvorlig fejl
Uden klare kompetencefordelinger
Det var ikke let at skulle samarbejde med en fremmed magt under uklart definerede betingelser. Den særlige besættelsessituation forblev på det politimæssige område uden klare kompetencefordelinger.
De tyske aktørers beføjelser
Heller ikkefor den tyske værnemagt var rollen som fredsbesætter entydig. Besættelsens karakter vanskeliggjorde en klar afgrænsning af de tyske aktørers beføjelser. Der herskede flere niveauer usikkerhed over for håndteringen af situationen.
Afgørende for jurisdiktionen
Det danske politis indsats i bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed (Zersetzung) blev afgørende for spørgsmålet om bevarelse af jurisdiktionen på danske hænder og dermed for opretholdelsen af fiktionen om landets suverænitet.
De lokale politimestre havde stort ansvar
Ansvarlig for opretholdelse af de fredlige forhold på lokalt plan var den stedlige politimester, der som embedsmand var pålagt at arbejde sammen med besættelsesmagten. Han skulle fortsat administrere sit ansvarsområde under de nye betingelser.
Samarbejde med tyskerne
Allerede den 25. marts 1933 skrev Københavns Politidirektør til sin kollega i Berlin og tilbyder et samarbejde om bekæmpelse af kommunisterne. Op gennem 1930erne blev dette samarbejde udvidet. Afdeling D som nærmest kunne betegnes som et efterretningsvæsen samarbejdede meget med Gestapo.
Tusinder og atter tusinder af danskere blev overvåget af Dansk Politi. Fer var 60 – 70.000 i politiets kartotek. Allerede i 1933 har man registreret 13.000. Man har aldrig fundet det fulde kartotek, og der er gisninger om, at afdeling D overlod det til tyskerne.
De danske betjentes beføjelser
Den 8. februar 1941 udsendte justitsminister Harald Petersen retningslinjer til politimestrene angående det danske politis beføjelser over for værnemagten, hvorefter der under visse omstændigheder indrømmedes politiets ret til at arrestere og afkræve legimitation af værnemagtsmedlemmer.
Tyskerne blev dog mere og mere frustreret over politimestrenes manglende og henholdende reaktioner.
Skulle gribe ind over for SOE – agenter
I sommeren 1941 forlangte tyskerne også, at dansk politi greb ind over for sabotageforsøg fra fremmede magter. Her tænkte man på SOE – agenter, engelske faldskærmssoldater. Og det tog dansk politi sig også af. Således har vi tidligere i et par artikler berettet om drabet på en dansk SOE – agent.
Anholdte flere kommunister end nødvendigt
Politiet anholdt flere kommunister, end tyskerne forlangte. Men længe før havde kommunisterne været under overvågning. Kommunistloven fra 1941 var en direkte efterkommer af uroloven fra 1934, der forbød:
Nu var det højesteretssagfører Troels Jørgensen, der pressede på, at kommunistloven blev gennemført.
Allerede den 14. februar 1940 havde politiet en plan om, at der skulle arresteres kommunister. Men der kan ikke føres beviser for denne påstand. Dokumenterne er fosvundet i Rigsarkivet.
Den mest berygtede betjent
En af de mest berygtede betjente var nok Robert Sustmann Ment. Han var gået over i det tyske sikkerhedspolitis tjeneste. Han blev likvideret i en linje 16 på Nørrebro.
Dette betød, at Bonvensiepen efter likvideringen gav ordre til at 11 modstandsfolk skulle dræbes, og det skete under et fingeret flugtforsøg ved Osted.
Var det antityske motiver?
Men ellers kom der ekstra gang i restaurationslivet mange steder efter at tyskerne var kommet. Det var et åndehul for de tyske soldater. Men det gav nu også sine problemer. For danskerne ville ikke finde sig i at de løb med de danske piger.
Man blev fortørnet over tyskernes samkvem med de danske unge piger.
Den tyske besættelsesmagt var meget på vagt over for, om hvordan de danske myndigheder reagerede på dette. Man var på vagt over for, om der lå antityske motiver bag dette.
Sammenstød mellem tyske soldater og danskere i forbindelse med restaurationsbesøg og fuldskab var en af de hyppigste beskæftigelser.
I nogle byer nedlagde de tyske kommandanter ligefrem forbud mod, at de tyske soldater måtte besøge bestemte danserestauranter.
Politimestrenes henvendelser blev ignoreret
Forældre blev opfordret til at påse, at deres børn ikke generede de tyske soldater med påtrængende henvendelser som for eksempel at forlange autografer.
Politimestre rundt om i byen udsendte henstillinger om, at man skulle vise en værdig holdning over for besættelsesmagten, men især ungdommen ignorerede politimestrenes opfordring.
Alvorlige kampe i Esbjerg
Men for eksempel i Esbjerg opstod der tre aftner i træk sammenstød mellem tyske soldater og danske civile. På den anden aften angreb 50 fiskere tyske matroser. Til sidst angreb tyske matroser tilfældige borgere rundt om i Esbjerg.
Lignende situationer kunne berettes fra andre byer, bl.a. Frederikshavn.
Ofte beklagede tyskerne, at de danske politimyndigheder ikke var deres opgave voksen, hverken mht. forebyggelse eller indgriben.
Antitysk retning
Befolkningens engelskvenlighed generede tyskerne. Det var især den mandlige ungdom var afvisende og udfordrende over for værnemagten. Tyskerne mente, at det var skolerne, der var medskyldige i at påvirke børnene i antitysk retning. Tyskerne forsøgte med:
Overfald på medlemmer af Frikorps Danmark var et stigende problem. Justitsministeriet indskærpede, at det danske politi skulle gribe ind. Frikorpsfolkene bar tysk uniform og blev forulempet. Værnemagten betragtede deres anseelse som krænket.
Fra dansk side klagede man over, at de tyske soldater solgte tobak til danskerne.
Ny Justitsminister
Tyskerne ønskede ikke justitsminister Harald Petersen. Det blev så Thune Jacobsen. Men denne brød sig hverken om Renthe – Fink eller Werner Best.
To sabotageeksperter på besøg
I juli 1942 var to sabotageeksperter sendt til København fra Berlin. En af disse skrev 1. september til det tyske udenrigsministerium, at situationen krævede en skarpere kurs over for den danske regering, bl.a. skulle politi og domstole afkræves en mere effektiv bekæmpelse af tyskfjendtlige grupper, og der skulle indføres dødsstraf.
Man ville foreslå tysk forvaltning
Under sit besøg havde den ene SS – gruppenführer ladet Renthe – Fink forstå, at han over for Hitler agtede at foreslå indsættelser af en tysk forvaltning i Danmark.
Efter besøget sendte Renthe – Fink det tyske udenrigsministerium en længere redegørelse for situationen i Danmark.
Det hed blandt andet, at danskerne på grund af mindreværdskomplekser var afvisende over for tyskerne, men det skyldtes ”deres langsomme omstillingsevne” Endvidere blev det pointeret, at det danske politi ikke ville fortsætte deres loyale arbejde, hvis de ikke fik lov til at arbejde selvstændigt.
Renthe – Fink lagde pres på sine danske forhandlingspartnere og den 2. september 1942 holdt statsminister Buhl sin berømte radiotale, hvor han bl.a. opfordrede til at angive stikkere.
Personaleudskiftning
Den såkaldte telegramkrise endte med personaleudskiftning. Lüdke blev den 1. oktober 1942 erstattet af general Hermann von Hanneken. Denne havde angiveligt fra Hitler ordrer om at behandle Danmark som fjendeland.
Han havde over for generalløjtnant Gørtz ikke lagt skjul på, at der på baggrund af danskernes afvisende holdning ville ske en ændring i forholdet.
Werner Best, der 4. november afløste Renthe – Fink som rigsbefuldmægtiget, skulle lede denne kursændring på det civile område.
Stridigheder med von Hanneken
Den 27. november og 6. december beskrev Best i et telegram kompetencestridigheder med von Hanneken. Denne ønskede danskerne stillet for en tysk krigsret, hvilket af Best opfattedes som en forholdsregel med vidtrækkende politiske følger og derfor hørende under den rigsbefuldmægtigedes kompetence.
I begyndelsen af december 1942 sad 80 danskere i tysk undersøgelsesarrest, og der krævedes nu overførsel af yderligere 13 personer til undersøgelse og pådømmelse ved tysk krigsret.
Den danske jurisdiktion
Stadsadvokaten mente ikke at kunne forsvare at give efter for de tyske krav, som han anså i strid med Grundloven. Han advarede Justitsministeriet om, at han og hans stab ikke længere kunne bære ansvaret for samarbejdet med tyskerne, hvis der ikke skete ændringer i situationen.
Det var her i november/december man kunne konstatere den danske jurisdiktions sammenbrud. Og i diverse historiske kilder tales der om, at her begyndte der et holdningsskifte i politiet. Men sådan var det nu ikke alle steder i landet.
Tyskerne frygtede invasion
De første ødelæggende anslag mod værnemagten, der bedst kan karakteriseres som hærværk blev udført af ganske unge mænd. I oktober 1942 blev kommunisterne rundt om i landet opfordret til at få gang i sabotagen.
Det tyske efterretningsvæsen havde fundet ud af, hvad der var gang i. Den stigende sabotage medførte at tyskerne var banke for en engelsk invasion.
Speciel problem i Tønder
I 1943 nåede ud – og indsmugling af varer blandt soldater i Tønder til i en grad, der var aldeles uacceptabelt. Og politiet henvendte sig derfor til justitsministeriet. På Tønder Banegård var der stationeret tysk feltgendarmeri. Men det viste sig, at de var fuldstændig ligeglad med smuglingen. De tjekkede kun, at de soldater, der rejste syd på havde orlov.
Og soldaterne rejste til den lille grænseby Süderlügum. Det viste sig, at det hele var organiseret. Og tysk politi, grænsevagter og civilister fra Tønder var indblandet.
Justitsministeriet sender opfordring
Den 18. februar 1943 sendte justitsministeriet et cirkulære ud til landets politimestre om at indskærpe politipersonalet, at der var mere påkrævet end nogen sinde:
Historiske ukorrektheder
I historiske skrifter står der anført, at politiet omkring 1942/1943 var mere tilbøjelig til at betragte sabotørerne som ”patrioter” end som ”egentlige forbrydere”. Men det er nu ikke korrekt.
Faktum er, at i foråret og ind i sommeren 1943 blev der af politiet efterforsket og foretaget anholdelser også på egen foranstaltning, anholdelser der også ramte ind i det kommunistiske sabotagearbejde.
De gik til den i København
I 1943 var det først og fremmest kommunister, der stod for sabotagen og det illegale bladarbejde. Den første Holger Danske aktion var den 6. maj 1943.
I København gjorde politiet den 1. marts og 16. maj indhug i BOPA efter tysk foranstaltning. Endvidere foretog politiet arrestationer den 4. maj i forbindelse med en sabotageaktion mod Emdrup Dampvaskeri, og den 23 juni ved en aktion mod fabrikken Alliance.
Anholdelser i flere byer
I Århus blev der i forlængelse af en aktion natten til den 28. maj, hvor en sabotør blev dræbt og en anden blev såret, foretaget efterforskning efter den sårede på hospitalet, dog uden resultat, eftersom han blev indkvarteret hos en læge.
I marts 1943 forekom der et voldsomt slagsmål i Odense mellem danskere og tyske soldater. Men dette skyldtes den nye tyske kommandant Weiss, der blev beskrevet som kantet og usmidig.
I Horsens blev der efter tysk anmodning foretaget anholdelse 7. juni. I Aalborg blev der foretaget anholdelser den 31. juli og 18. august. Denne sag førte tæt ind på livet af en sabotagegruppe og SOE – agenter.
Masser af dokumentation
Man kan også i ”Den Parlamentariske Kommission” bind 7 se masser af anholdende aktivitet i 1943 også efter den 1. maj og i de sidste tre måneder før den 29. august. Vel og mærke ikke udelukkende på tysk foranstaltning.
Indimellem kom opklaringen ganske tæt ind på livet af de få sabotagegrupper, der virkelig betød noget på dette tispunkt.
Både i Århus og Odense syntes befolkningen, at det lokale politi var alt for usmidig
Justitsministeren forlangte millioner
Så sent som i juli 1943 forlange justitsminister Thune Jacobsen en million kroner til indkøb af maskinpistoler. Begrundelsen var, at så kunne politiet bedre bekæmpe sabotageaktionerne.
Dømt for små forseelser
Efter den militære undtagelsestilstand blev man dømt selv efter små forseelser. Man blev stillet for en tysk standret bare fordi, man havde taget tyske bekendtgørelser ned. Og straffen skulle afsones i tyske straffeanstalter.
Modstandsbevægelsen havde ikke altid godt med dansk politi. Nogle gange mente de, at de gik lige lovlig meget op i deres arbejde. Aftalen var, at man ikke skulle skyde på dem, men problemet var at det modsatte skete.
Skal de løslades
Aftalen var at kommunisterne i Horserød – lejren skulle løslades, hvis de ikke selv forsøgte at flygte. Den 28. august skulle Thune Jacobsen på et ministermøde have forespurgt om dette. Men da ingen svarede, foretog han sig intet. At nogle af kommunisterne så selv fandt ud af det, er en anden sag.
Efter 29. august
Efter 29. august anholdt dansk politi skam også modstandsfolk. Det modsatte er så nævnt i nogle bøger, men det passer nu ikke helt. Man kan vel hævde, at dansk politi efter denne dato var knap så emsige.
Forundring over fjendtlig indstilling
Problemet med mishagsytringer under ugerevyerne i biograferne i Sønderborg blev forhindret ved, at der var politivagter under alle forestillinger.
I dele af værnemagten herskede der tydelig forundring over befolkningens fjendtlige indstilling. Værnemagten synes, at det var mærkværdigt og fornærmende at blive mødt af afvisning og udtalt sympati for besættelsesmagtens fjender.
Også kommandovejene i værnemagten gav anledning til konflikter. Werner Best blev konstant modarbejdet af von Hanneken.
Gestapo blev indsat
Fra september 1943 blev Gestapo aktivt sat ind i bekæmpelsen af sabotagevirksomhed. Man forlod dermed den praksis, at dansk politi i princippet alene greb ind over for danske statsborgere, der krænkede værnemagtens interesser.
Trods radikalisering af Gestapos metoder og en stærk eskalering af mod terroren fra årsskiftet 1943/44 var der tale om en meget moderat fremfærd sammenlignet med andre lande.
Forskellige overvejelser
Den 19. september 1944 blev politiet taget. Tyskerne havde overvejet forskellige løsninger. Skulle man nøjes med at afvæbne politiet eller opløse politikorpset? Men man besluttede at internere betjentene.
Bag Werner Best’ s ryg
Det var General von Hanneken og politifører Pancke, der havde planlagt ”Aktion Möwe” bag om ryggen på den rigsfuldmægtige Werner Best.
De to planlæggere var trætte af politiets ageren. De mente ikke, at politiet i tilstrækkelig grad bekæmpede sabotagen. Man var også bange for at det velbevæbnede ordenspoliti ville hjælpe englænderne, når de gik i land ved vestkysten.
Det gjorde fransk politi ved invasionen i Normandiet i juni 1944.
Tyskerne havde forventet samarbejde
Men det var kun 2.000 af de i alt 10.000, men internerede. Man havde så forventet at de resterende i højere grad ville samarbejde. Men ingen steder i landet fortsatte politiet med at arbejde, som tyskerne havde forventet.
I stedet gik de under jorden som et illegalt politi og forberedte retsopgøret efter krigen.
Politiet samarbejde nogle steder
Nu var en del af betjentene nazister, og her igennem havde tyskerne fået at vide, at politiet en del steder samarbejdede med modstandsbevægelsen.
Alle politistationer, politikaserner og politiskoler blev omringet og samtlige politifolk blev arresteret.
Nu havde man i politiet godt været klar over, at tyskerne havde planer med en aktion mod politiet. I København havde tyskerne under dække af falsk politialarm omringet hele kvarteret omkring politigården.
Hård kamp ved Amalienborg
Efter afvæbning af hær og flåde i august 1943 havde dansk politi overtaget vagtopgaverne ved de kongelige slotte. Men på grund af misforståelser kom det til kamp den 19. september mellem ca. 50 danske politifolk og 40 soldater fra Kriegsmarine.
70 politifolk døde
Selv om politifolkene blev bedre behandlet end de fleste i KZ – lejrene, var det en meget ubehagelig oplevelse og cirka 70 politifolk døde. Kort før jul i 1944 blev en gruppe alvorlig syge hentet hjem.
Men nu var det sådan, at tyskerne visse steder tilbageholdt Røde Kors pakkerne til de danske betjente.
De asociale
Betjentene i Buchenwald oplevede blandt andet, at der ankom en ny gruppe ”asociale” deponeret for ”sortbørshandel” og anden lyssky virksomhed. Men egentlig var disse kun harmløse småforbrydere. Ja mange var blevet sendt hertil bare fordi de var arbejdsløse.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 178 artikler om, efter og før Besættelsestiden herunder:
Bovrup Kartoteket
Statsminister Buhl og hans stikkertale
Udleveret til tyskerne
Retsopgøret i Sønderjylland
Historien om Overvågning 1- 2
En justitsminister i unode
I en lovløs tid
Werner Best
Stikkerdrab
Den Sønderjyske Politiadjudant
Overvågning i Sønderjylland
De mystiske mord ved grænsen
Den sønderjyske efterretningstjeneste
Modstand i Kolding
En stikker i Sønderjylland
Sabotage på Nørrebro
Nørrebro – flere sabotager
Besættelse på Nørrebro 1 – 5
Modstand og sabotage i Sønderjylland
Modstand i Tinglev
Sheriffen fra Tinglev
En frihedskæmper fra Tønder
De dødsdømte fra Tønder
Nazister i Tønder
Besættelsestiden i Tønder
Sabotage i Aabenraa
Modstandsbevægelsen i Aabenraa
Skud i Vordingborggade
Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
Besættelse på Østerbro 1 – 4
Sabotage og stikkere på Østerbro
To skæbner i Kiskelund
Mord i Padborg 1 – 4
Bov Kommune under Besættelsen og mange flere
November 4, 2016
Sønderjysk Kaffebord – på Østerbro
Foredrag den 4. november 2016 i Ældre Sagen på Østerbro. Vi skal kigge på Kaffebordet, sproget, maden, drikkevarerne og 56 års undertrykkelse. Og netop det sidste var årsagen til kaffebordets oprindelse. Og det at nippe fra et kagebord er jo ikke den ægte vare. Men den eksisterer nok ikke mere i den oprindelige form. Det kræver særdeles god fysik. Vi kigger på symptomerne for en nybegynder. Og så skal vi også kigge på, hvordan sønderjyderne blev undertrykt. Du skal da også opleve et sønderjysk digt om Sønderjysk Kaffebord fra Ballum. Artikler med opskrifter på drinks, kager og mad fra Sønderjylland er bagerst og forsynet med et X
Atter engang i København
Det er så 4. gang, at jeg holder foredrag om Sønderjysk Kaffebord i København, og alle foredrag er forskellige. Det er så kedelig at holde det samme to gange. Jeg skal lige høre, hvor mange sønderjyder, der er til stede. Ja for der vil forekomme en del sønderjysk i dette, og Ældre Sagen har ikke råd til en tekstmaskine.
Nu er problemet om jeg kan blive færdig til tiden, fordi jeg havde tænkt mig, at vi skal høre en lille smule om det kulinariske og drikfældige Sønderjylland til sidst. Og i pausen skal vi nyde en mikroskopisk del af det sønderjyske kaffebord. Og det kan blive et problem, når man nu spiser mere end et stykke.
Pas nu på – Bøvs
Det gjorde jeg således på Frederiksberg i Æ Synnejysk Ambassade. Da skulle alle tilhører tage et stykke Sønderjysk Kaffebord med. Og Asger Reher tog et par stykker af hans brøtort med. Og bagefter, at jeg havde smagt måske flere stykker af hver, så kommer man til at bøvse. Det er ikke særlig høfligt.
Tænk en dag dukkede to meget skønne piger. De skulle høre om Sønderjysk Kaffebord. Det er faktisk noget man studerer under antropologi på Universitet.
Vi skal høre om fem ting
Sønderjyder har mindst fire ting andre ikke har:
Forhåbentlig når vi at komme ind på det hele. Men jeg synes, også det er vigtigt, at I også får at vide, hvordan sønderjyderne havde det under det prøjsiske styre, og hvorfor det var så vigtigt at bevare danskheden. Det er jo på den måde det sønderjyske kaffebord er opstået. Og hvorfor snakker vi som vi gør. Egentlig burde den sønderjyske turistorganisation gøre mere ud af de pragtfulde egnsretter, som vi har nede i Sønderjylland.
Det rigtige kaffebord
Nu er det talrige københavnere og ikke – sønderjyder, der har fortalt mig, at det der Sønderjyske Kaffebord, ja det har de da prøvet på Schackenborg Slotskro, Agerskov Kro eller Fakkelgården nede ved Flensborg Fjord. Men ak, det er jo kun en buffet, man tager fra. Der mangler jo en masse.
Søren Ryge forklarede det helt rigtigt, da han berettede fra sit barndomshjem i Sydslesvig.
Men jeg må alligevel beundre københavnerne. For en tidlig søndag formiddag møder der 50 mennesker op på Nørrebro Bibliotek for at høre historien og personalet havde selv forsøgt at bage noget af det.
Ikke mange unge sønderjyder kender det
De får jo ikke engang mavepine som os andre, der har prøvet det så mange gange. Men det er godt nok også mange år siden. Egentlig burde turistforeningerne dernede gøre mere ud af at fortælle historien bagved.
Ikke mange unge sønderjyder kender det rigtige sønderjyske kaffebord. Det er umoderne, og langt fra vores moderne livsform. Det er i hvert fald dømt slankekur, hvis du er jævnlig bruger af det ægte sønderjyske kaffebord.
Kaffebord hos Oma og Opa
Jeg kan med stolthed i stemmen fortælle, at jeg har flere gange. Det var mest ude hos Oma og Opa u i æ kow. Ja det ligger 4 kilometer syd for Højer i Ny Frederikskog på 2. katastrofevej. Ja sådan hed vejen dengang, der lå lige op til diget. Det store ædegilde foregik altid i den pæne stue. Den var aldrig opvarmet. Men vi fik skam varmen ved at fortære Det Sønderjyske Kaffebord.
Ja vi kom dengang med Æ Rutebil fra Tynne. Og så gik vi ellers derud. Min mor var ikke meget for at gå over Den hvide bro over Vidåen.
Oppe fra soveværelsets vindue kunne vi mod sydvest se når toget kørte over dæmningen til Sild. Det var nærmest som at se toget køre direkte på vandet.
Motionstur
Når kaffebordet var overstået efter et par timer, var der dømt motionstur ned til Slusen. Se dengang var det jo kun Gamle Sluse. Der skulle være plads til Suppe, Steg og Is om aftenen.
Da vi skulle hjem kunne vi simpelthen ikke gå. Da måtte vi ringe efter Keddes Lillebil ned til bussen.
Da vi så kom til Tønder, var det kø foran toilettet. I dagene efter kunne vi alle mærke det. Det var ikke sjovt, at sidde i skolen og mærke det næsten en hel uge efter.
Min mor lavede det også til forskellige højtider og runde fødselsdage dengang for mange år siden, men slet ikke så voldsom som min Oma.
De første symptomer
For nybegyndere kan vi forklare det vigtigste plus symptomerne. Du skal huske at fylde de tallerken til bristepunktet. Alt andet er uhøfligt.
Husk på, at din mave ikke fungerer normalt. Snart vil du kunne mærke en tyngde i maven. Den går ikke over, for snart vil husmoderens stolthed vise sig. Den første rigtige kage vil snart indfinde sig. Den er pyntet med kirsebær og skåret ud i kilotunge stykker.
Afvisning er en fornærmelse
Husk, at selv om din mave allerede på et tidlig tidspunkt siger stop, så er en afvisning absolut en fornærmelse.
Talrige smagsoplevelser vil indfinde sig. Snart vil nybegynderen mærke åndenød. Men ned skal det, for snart kommer napoleonskagen. Snart vil nybegynderens tallerken igen være fyldt med butterdej fyldt med vaniljebudding.
Din tallerken er atter fyldt op
Selv om du havde en tom tallerken, da du forlod kaffebordet, så er den nu fyldt igen. Nøddetærte er den næste kage. Den er lige så tyk som et strygejern, og opfedet med smørecreme.
Ved siden af, var man blevet færdig. Nu er du bagefter. Og de næste kager er færdig.
Bedst som du nu troede, at du havde nået enden, så kommer endnu mere. Det er de berømte småkager, sukkerkringler og kyskager. En masse varianter med og uden chokolade.
Kaffen er som tjære
Det er også som om, at kaffen er blevet stærkere, nærmest som tjære. Og endelig efter adskillige timer er du færdig. Du vakler nu hjemad. Gangen er anderledes og maven har det ikke godt.
Du ved, at næste gang, du skal indtage dette måltid, skal du forberede dig både fysisk og psykisk. Du skal gå i mental træning og måske ikke indtage noget flere dage før.
Fest hos Chrisen Pæsens gamle mor
Nu havde sønderjyde også selv problemer. Hør bare dette digt fra Ballum. Måske skal jeg lige forberede tilhørerne at det er på sønderjysk – å æ sproch:
Dæ wå hen we Chrisen Pæsens gammel moe
Hun haj bojn æn masse fremme
Det wå et gild, æ alle glemme
Føst såt vi in i æ daule dørens å snagge
Så gik æ døer op te di anne gemagge
Å vi kåm in tæ æ boe mæ manne slaus kach
For gammel Stine Pæsen wå goe te å bach
Te å begynn fik vi pumle mæ æ tyk lau smø
Så wå dæ kringel, som dæ sæ hø
Dæ wå chokoladekach å søstekach
Å dæ hel sku vi smach
Da wi omsije o æ laukach tau fat
Da wå æ læres Marie sat
Naj wæe då nå wa Marie, æ brøtort, ska då da smach
Søj Stine, å gau hin et ånle styk kach
Æ ristort wå dæ å, å en laukach mæ fløe
Dæ wå da godt, de både haj høns å køje
For haj de sku køef ållde kræm te a kach
Haj dæ nok it wæt manne tebach
Ændle nøj vi tæ æ småkach
Dæ wå hvis syv – åt slaus, Stine åltins bach
Æ kun næsten it få en bi meje neje
Men Stinne søj: ”Taj da en knæpkach, den æ it så feje”.
Tæ ållesidst kom æ ingenting
Da wå æ mavskin lich we å spring
Men Stinne gau sæ it, vi sku smach æt olt
Æ wunne mæ, tæ æ mauskin holdt
Så wæn æn it æ suen å rask å hæ æ maue så stoe
Ska æn it gåe mæ te et synnejysk kaffeboe
Men wæn I ha løjst det heæ, ha I måske dåch lyst å lau
Et richte synnejysk kaffeboe, som i gammel dau.
Hvor meget forstod københavnerne?
Et fantastisk digt, som slutter af med at konstatere, at såfremt man ikke er sund og rask og har en stor mave, skal man ikke begive sig i lag med sønderjysk kaffebord. Og læg også mærke til, at selv om man er stopmæt, så presser værtinden på.
Spørgsmålet er, hvor meget I københavnere har forstået af dette?
Maven tænker ikke på dansk eller tysk
Man siger gerne, at sønderjysk kaffebord er sønderjysk eller dansk. Men når maven er sulten så tænker den ikke på, om det er dansk eller tysk, som den spiser. Traditionen er sønderjysk, men det er indholdet nødvendigvis ikke.
Som sønderjyder har vi gennem generationer spist tysk inspireret mad. Tænk bare på grønlangkål, Kålpølse, Gule Ærter og Fedt Flæsk.
Gennem generationer har vi sat tænderne i det mest lækre bagværk, store lagkager, boller, småkager. Vores nationale sindelag har aldrig påvirket os så meget, at vi har nægtet at spise en ret, som enten var dansk eller tysk. Måske er ikke alt helt sønderjysk, men det bryster vi sønderjyder os nu heller ikke af.
Dette eksistere skam endnu
Men forsamlingshuset, dilettanten og det efterfølgende kaffebord eksisterer stadig, og de sønderjyske egnsretter eksisterer også endnu.
Jo den gang i min ungdom var butikkerne i Tønder delt i tyske og danske. Sønderjyske håndværkssvende kom hjem inspireret af tyske slagtere. Det kom til at præge den sønderjyske mad.
Præget af det tyske
Også det sønderjyske kaffebord er præget af den tyske bagekunst. Tænk bare på Herrnhutkage. Det var Herrnhuterne, der kom og opbyggede Christiansfeld. Kagerne kaldes også Brun maule (mugne). De kan holde sig længe. Og glasuren giver dem et lidt gennemsigtig udseende.
Hvorfor 7 af hver?
Men hvorfor skal det så i det Sønderjyske Kaffebord være syv af hver. Ja, hvis det er et rigtigt sønderjysk kaffebord, skal der være mindst syv af hver.
Det er fordi, det er noget symbolsk i det.
Djævlens værk
Kaffen kom til Europa i 1615. Halvtreds år efter blev det hofdrik. De bedre stillede tog imod drikken som deres egen. Men bondestanden tog også glædelig imod den. I 1773 importerede man hele 6 tons kaffe. Men dette chokerede handelsministeren. Og så fik bønderne og de lavere klasse forbud mod at drikke den. De lavere klasser skulle jo nødig få de riges vaner. De skulle bare holde sig til øl og brændevin.
Præsterne anså kaffen som Djævlens Værk. De opfordrede paven til at forbyde den. Men da han havde smagt på den, endte det med, at han gav den sin velsignelse. Og i 1799 fik alle lov til at drikke kaffe i Danmark.
De første kogebøger
Den første kogebog udkom i 1740. Den hed: En lidet proberet kage – bage og syltebog. En mere varieret opskriftssamling udkom i Sønderjylland i 1838. Den hed: Prachtiches Kochbuch. Men den første rigtige Sønderjyske Kogebog blev udgivet i Sønderborg i 1830. Den fik denne beskedne titel:
120 opskrifter frit tilgængelig
Nu var det ikke lige den bog min mor brugte. Hun har samlet opskrifter på det Sønderjyske Kaffebord og skrevet dem ned i indbundne bøger med gotisk skrift. Mange af disse opskrifter gik i arv dengang. Sikkert også i min familie. Mange familier holdt dog deres opskrifter heldige. Men jeg har løftet sløret og gengivet opskrifterne på min hjemmeside.
Jeg tror at hjemmesiden indeholder 120 opskrifter.
Kaffegilder efter tre års krigen
Egentlige kaffegilder var nok først almindelige efter tre – års krigen, også kaldet den første Slesvigske Krig. Fra det tidspunkt blev kaffestel også almindelig.
Fra 1850erne blev de åbne ildsteder afløst af støbejernskomfurer med små regulerbare ovne. Nu begyndte hjemmebagningen at gribe om sig i Sønderjylland. Kaffen blev nu indført som et slags mellemmåltid.
Husmoderen slap nu for at stå i træk ved skorstenen og kunne bedre styre ilden. I byen bragte man det æltede brød til bageren, der for en beskeden pris bagte det sammen med sit eget brød. Det større kageforbrug bragte også medgangstider for bagerne. Grov bagere bagte især rugbrød, tvebakker og lignende kager.
Fin bagere bagte hvedebrød, tærter m.m.
Udbredt kagebageri
Kagebageri blev først rigtig udbredt efter 1860. De første kager var i ler form så som Søsterkage, Mandelkage, Risengryntærte og forskellige buddinger, der ofte blev serveret som desserter.
Kringler var ikke så almindelige og småkageudvalget begrænsede sig til forskellige slags tvebakker og pebernødder.
Kager som Vafler, Krumkager og Goeraj kunne bages i kagejern på det åbne ildsted. Disse kagetyper var allerede kendt i 1600 – tallet.
Hovmod stod for fald
Efter sejren i Den Første Slesvigske Krig overgik de københavnske blade sig med helteberetninger. Selvtilliden kendte ingen grænser. Men hovmodet stod for fald. General de Meza havde advaret mod, at gå i krig mod Bismarck. Men han blev fyret.
Preusserne havde oprustet. Det havde man ikke i Danmark. Og i København vidste man heller ikke dengang, hvad der foregik i grænselandet.
175.000 sønderjyder blev indlemmet
Efter nederlaget i 1864 blev omkring 175.000 sønderjyder med et pennestrøg pludselig indlemmet under prøjserne. De blev uden at de selv ville det statsborgere i Det Tyske Kejserrige i 1871.
Danske embedsmænd blev smidt ud. I Tønder blev fysikus Ulrich stenet ud af tysksindede også af dem, som havde brugt ham som læge.
I midten af 1870erne startede en omfattende produktion af kaffestel, sidetallerkner og forskellige kagefade.
Dem der gav husly, blev straffet
De tyske myndigheder straffede dem, der gav husly til danske møder. Man blev nødt til at bygge egne forsamlingshuse. Foreningsliv og forsamlingshuse gjorde de dansksindede slesvigere til danske sønderjyder. Nord fra støttede man massivt disse initiativer. Indtil 1914 havde man fået bygget 50 forsamlingshuse.
Ingen spiritusbevilling
Kaffepunch blev erstattet af den fælles kaffespisning. Dette skyldtes de prøjsiske myndigheders manglende vilje til at give de dansksindede, spiritusbevilling. Frem til 1920 blev Det Sønderjyske Kaffebord betragtet som specielt dansk.
Danskerne kan aldrig klare sig
Som regel var det en tysk gendarm til stede, når de dansksindede holdt forsamling. En af dem sagde engang:
Her opstod ”Det sønderjyske Kaffebord”
I forsamlingshusene havde man brug for at stå sammen over for den prøjsiske overmagt. Der blev sunget fædrelandssange også de forbudte, hvis gendarmen ikke var til stede. Det styrkede kampånden og fællesskabsfølelsen. Disse møder pinte magthaverne. Man forsøgte på alle måder, at forhindre møderne. Men det var her at hele kulturen bag Det Sønderjyske Kaffebord opstod. Og sproget ”Synnejysk” blev også et samlingspunkt.
Foredragsholderen skulle have ro til at tale. Han skulle have tilhørernes fulde opmærksomhed, før fadene atter begyndte at vandre. Deltagerne tog selv kagerne med til møderne. Jo flere kager der var, des længere kunne man strække mødet.
Det var journalister, forfattere, frimenighedspræst, vandrelærer eller kendte personer. De kunne vende tilbage over Kongeåen og fortælle om disse overdådige kaffeborde.
Man hyggede sig så længe som mulig ved disse kaffeborde. Og det styrkede i den grad danskheden.
Flere restriktioner
Der opstod masser af foredragsforeninger. De udsprang fra den grundtvigianske bevægelse. De mødtes de steder, hvor indehaveren trodsede det prøjsiske forbud, inden alle forsamlingshuse kom.
Ja også højskolerne blev ramt af de prøjsiske restrektioner.
Kun tysk blev tilladt
En lov fra 1876 bestemte, at tysk skulle være det eneste tilladte sprog i den offentlige forvaltning. Den nye generation af preussiske embedsmænd var præget af den nationale ideologi. Man var indstillet på at fremskynde germaniseringen af de erobrede landsdele. Fortyskningen ramte også folkeskolen. Lærerne skulle tale tysk til børnene og sørge for, at de også talte tysk indbyrdes.
Danske vandrelærer på gårdene blev forfulgt af de tyske myndigheder. Og med støtte fra de tyske regering blev der opkøbt 300 ejendomme i det sønderjyske. Nu skulle landmænd med den rigtige germanske indstilling komme til Sønderjylland.
Köhler var barsk
Den preussiske administration blev efterhånden betydelig mere barsk, da den preussiske indenrigsminister Ernst Mathias von Köhler. Med hård hånd slog han den danske agitation ned.
De dansksindede skulle lære at hæfte solidarisk. Med andre ord, hvis en begik en fejl, skulle flere straffes.
Han udviste folk i massevis. Det gik især ud over tjenestefolk, der arbejdede i dansksindede hjem. Man fik en frist på 24 timer til at forsvinde.
Økonomisk ruin for mange
Men når en far blev udvist, kunne det betyde økonomisk ruin for hele familien. Det blev værre omkring 1898. Dansksindede møder blev opløst uden grund. Fra 1901 var almindelige møder udelukket for de dansksindede. Der var også skarp censur i ytringsfriheden. Preusserne forsøgte at overtage de danske aviser.
Man havde pligt til at aftjene den preussiske værnepligt. Og det var det bestemt ikke alle, der havde lyst til. Man udvandrede eller flygtede til Danmark. Ved den lejlighed var det ikke så få, der blev skudt.
Cirka 10 pct. af de 30.000 der deltog i krigen flygtede. Men H.P. Hanssen og de andre danske ledere advarede mod at alle flygtede, for så var der ikke flere danskere tilbage, der kunne kæmpe
Aftensammenkomster
Omkring år 1900 blev der bagt endnu flere kager. Man inviterede til aftensammenkomster, Aftenen forløb med kortspil for mændene. Kvinderne syslede med sytøj. Ved 22 – tiden blev der serveret kaffe med friskbagt hvedebrød med smør, gærkringel og sandkage med creme. Som regel blev der her drukket 3 kopper kaffe og en enkelt kaffepunch.
Hvis der var noget specielt at fejre, ja så var der også pladekage med tre slags småkager
Meget var forbudt
Familier til de flygtede blev fængslet, Og dem, der var hjemme på orlov fra krigen, blev overvåget. Ved krigsudbruddet til Første Verdenskrig blev 300 danskere arresteret.
På landet havde gendarmerne i Sønderjylland også travlt med at overvåge, at der ikke i smug blev slagtet, kværnet smør eller bagt brød på gårdene. Det var alt sammen verboten.
Stor pres på kvinderne
Der blev lagt enorm pres på kvinderne. De var ikke kun alene om at skaffe mad og klæde til huset. De var også alene om børnene. De skulle gøre mands arbejde på mark og i stald, i værksted og fabrik. De fik dog en smule hjælp af russiske krigsfangere.
Erstatningskaffe
Under første verdenskrig var man nødt til at bruge erstatningskaffe og erstatningskager. Man kunne vælge mellem tre slags kaffe:
I byerne spiste man Kålrabi – kager. Det var pladekager blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup og krydret med citronessens – velbekomme.
Man kunne da også nøjes med krigssnitter. Det var tvebakker, dyppet i mælk, stegt i fedt og serveret med marmelade.
Efter krigsudbruddet opstod der naturlig varemangel og dette satte også en naturlig dæmper for selskabeligheden. Husmoderens kreativitet blev stillet på prøve.
Man skulle rose kaffebordet
Husmoderen forventede, at man roste hendes kaffebord. Derfor var det værdsat at gæsterne forblev ædru. Som skrevet fik man heller ikke spiritusbevilling. Derfor begrænsede kaffebordet i det private sig kun til to kaffepunch.
Som regel fik man foruden det overdådige indtag af kager 6 – 7 kopper kaffe. Og traditionen var så, at man bagefter tog et spil Skat.
Til jul havde man så andre til dels sønderjyske spil, Pebernødde – spil, Mus, Effen eller Ueffen, Get, hvo man dæ æ min re. Og mange andre.
Man skulle overgå hinanden
Ude på landet udviklede kaffebordet sig. Når naboerne kom på besøg skulle man helst overgå dem i antallet af småkager og lagkager. Så havde man noget at snakke om i landsbyen de næste mange måneder.
Kaffebord i Aventoft
Niels Bøgh Andersen en kendt kultur – personlighed i de sønderjyske har skrevet nogle pragtfulde erindringsbøger. En af disse hedder Fiskersøn fra Aventoft. Lige før Første Verdenskrig var det normalt med nabogilder. Og den gang var der ikke mangel på noget som helst:
Man kunne også finde på at sige:
Familien Brodersens ”Frühshoppen”
Og den by, hvor Niels Bøgh Andersen kom fra, Aventoft ligger lige syd for grænsen ved Tønder. Og det var der Familien Brodersen ofte om søndagen tog på såkaldt Frühshoppen. Hvad vi fik at drikke, kan vi måske komme tilbage til sidst i foredraget. Vi skulle være over grænsen igen inden 12.30 ellers var der ingen krebinetter hjemme hos mor og far.
Kun på landet
På de middelstore gårde var der tilstrækkelig med dyre råvarer som æg og fløde og nok af arbejdskraft. Her udviklede kaffebordet sig. Men det var også kun her. Borgerskabet inde i byen mente, at man fråsede. Og arbejderne inde i byen havde slet ikke råd til det.
Pigerne måtte ikke synge under bagningen
På de store gårde var bagningen tilrettelagt og organiseret i mindste detalje. Der var stor koncentration og pigerne havde fået at vide, at de ikke måtte synge under bagningen.
Varmen fra ovnen skulle udnyttes. Man bagte en gang om måneden. Når rugbrødene havde været i ovnen en times tid, blev der sat sigtebrød og et par hvedebrød i ovnen. I løbet af et par timer var alle brød færdige. Nu var oven tilpas afkølet til et par pladekager, en søsterkage, måske et par lagkagebunde og en enkelt plade med småkager.
Lagkagebunde er kun blevet bagt siden sidste del af 1800 – tallet. Det var absolut en ny kagetype. Men tærter med mange æg og indbagte frugter blev anvendt allerede fra slutningen af 1700 – tallet.
Efter brødbagningen bagte man også tvebakker, skrabekager, rugmelskager og pumpernikkel samt robuste småkager. Kager bagt i lerforme, såsom søsterkager og mandelkager gik man også i gang med.
Traditionerne ændrede sig
Når man kun bagte en gang om måneden kunne brødet godt nå at blive muggent eller tørt. Men dette anså man at være godt for sundheden og tænderne.
Nogle gange slog man bagningen sammen med naboen, og holdt så bagedag hver 14. dag.
Efterhånden fik man en anden holdning til muggent brød, og bagningen blev til en ugentlig begivenhed.
Kirche, Küche und Kinder
De sønderjyske kaffeborde på forsamlingshusene og ude på landet gav indtryk af stor opfindsomhed, overdådighed og variation.
En forklaring på dette, skyldes at kvinderne ingen stemmeret havde. De havde heller ikke ret til at være medlem af nogen forening før i 1918. I Det Tyske Kejserrige måtte kvinderne indskrænke sig til den prøjsiske filosofi Kirche, Küche und Kinder.
Der var større udvalg at finde i Løjt end i Sønderborg. Og skulle sønderjyder til kaffebord oppe i Danmark, var de meget skuffede. Her var ikke nær det samme udvalg.
Løjtninger var generelt rigere end andre sønderjyder. Og de vidste godt, at de var noget særligt.
Man indleder med boller og kringle
Når københavnere er i Sønderjylland til et såkaldt kaffebord, så kaster man vel sig bare over det første og det bedste, men se, det er også forkert.
Kaffebordet indledes med boller(pumle) og kringle måske søsterkage. Det er de såkaldte Stop – kager. De indeholder masser af fedtstoffer. Festkringle og Vandkringle fulgte. Og så kom de mange Skærekager, Plade – og formkager.
Ja spørger I så sikkert, hvorfor hed det Stop – kager, når man lige var begyndt? Det var simpelthen for at afføde de sultne karle, som altid var sultne.
Men efter denne omgang var bunden lagt for alle. Nu kom den vigtigste del i hele kagebordet. Nemlig De Saftige Tærter, Fløde – eller Brødtærter (Brøtort). Hvis det nu skulle være rigtig fint, så kom der også Butterdejstærte.
Derefter fulgte Cremekager og Roulader samt Flødeskumsbelagte Tærter.
Og hvis det nu skulle gå rigtig til, så bliver de bløde kager afsluttet med Cremesnitter.
Nu kommer de hårde kager
Nej, man var endnu ikke færdig. For nu var det ellers De hårde kagers Tur. Og det er småkagerne. Der var utallige slags. Man skal bare huske, at der skulle være mindst syv slags.
I julen var der Pebernødder, Brune Kager og Vrejn Unge (Klejner). Ellers var der Fedtkache, Goj Raj (Gode Råd) og Vaniljekranser.
Der er struktur i det
Det var struktur i det. Og det er det jo ikke, hvis man farer op til en overdådig buffet. For i Det Sønderjyske Kaffebord, der er det følgende struktur:
Man springer ikke over
Kagefadene blev sendt rundt efter hinanden. Og så er det lige med at fylde sin tallerken med 3 – 4 forskellige slags kager. Sidetallerknerne bliver også fyldt op. Dette giver sjældent mulighed for at springe en kage over.
Dette bliver anset, at være meget uhøfligt og som manglende respekt over for værtinden. For den opmærksomme værtinde holder i den grad øje med at gæsterne smager på alle kager. Begrebet hedder at nøde.
Hvis en gæst siger nej tak, skal det nødes. Så sørger værtinden for, at vedkommende alligevel fik et stykke.
Den stakkels ”Nørrejyde”
Nu kan det være svært for en nybegynder, at håndtere dette. Det hørte vi jo i indledningen. En nørrejyde (området nord for Kongeåen) havde fundet en kæreste i Sønderborg. Han skulle nu opleve sit første sønderjyske kaffebord. Den unge mand var i den grad forvirret. Han satte de omvandrende kagefade på bordet, bare for at få lidt madro.
Men svigermor bad ham tage nogle stykker kage og lade kagefadene gå rundt. I forvirringen kom han til at tage sin svigermors fulde kagetallerken og tog et stykke kage af den. Derefter rakte han den videre. Uha oh skræk, om han fik Lille Lise fra Sønderborg vides ikke.
Skal vi lige kigge på de otte mest almindelige kager fra Det Sønderjyske Kaffebord:
Knepkache
Vi starter med Knæpkager. Den kendes dog over hele landet under forskellige former og navne. Den blev givet til skolebørnene som ekstra skolemad. Den blev også spist til kaffen efter veloverstået bagning. Og der findes måske 20 forskellige opskrifter på den populære småkage. Knepkach kommer sikkert fra den nordtyske dialekt, Kneip. Det betyder drenge. Nogle mener også, at den fået navnet af den lyd, det giver, når vi spiser den.
Hedewiche
Hedewiche stammer fra det tyske Heisse Wecken. Disse kager kaldes også Gewörtes og blev solgt af kagekoner, der også tilbød andre fastelavnsboller.
Kringlen
Kringlen havde sit udspring i middelalderen og dens form skal forestille arme i kors over brystet. Det var en udbredt måde at bede på dengang.
I Tyskland var det på den tid skik og brug, at børnene ved nytår hængte kringler om halsen. Det fortælles, at da tyrkiske tropper med en styrke på 20.000 mand i 1529 forsøgte at grave sig ind under Wien’ s mure om natten, blev angrebet forhindret af byens bagere. Som belønning for denne dåd, gav man dem ret til at forsyne deres symbol, kringlen med en krone.
Kløben
Kløben er en typisk sønderjysk julekage. Kagen er en variant af den tyske julekage, der kaldes Stolle. Men den sønderjyske Kløben er mere let i konsistensen. Når Kløben bliver sammenfoldet, kan dejen minde om en kløft. Derved mener man at navnet er opstået.
Brødlagkage
Brødlagkage (Brøtort) er nok den vigtigste af alle kager i Det Sønderjyske Kaffebord. Det er mange opfattelser af, hvordan den skal smage og se ud. Det er familie – og egnsbestemt. For mange sønderjyder indeholder en richte Brøtort kakao i dejen.
Wienertærte
Wienertærte blev i gamle dage brugt som barselsgave. Skikken med at sende middagsmad til en barselskvinde blev omkring år 1900 ændret til, at man sendte kage. En barselskvinde kunne godt modtage 10 – 15 tærter. Derfor blev hun nødt til at invitere til barselsgilde.
Jødekage
Jødekage hedder også Kreutzfelder – kuchen. En politibetjent med dette navn forhindrede personligt, at den jødiske synagoge i Berlin blev brændt ned i Krystalnatten den 9. – 10. november 1938. Derfor hedder kagen dette.
Gode Råd
Den sidste vi lige skal stifte bekendtskab med, er Gode Råd (Goraj). Det er en udbredt kagetype bagt i jern. Allerede i 1600 – tallet var den udbredt over det mest af landet. Men den har overlevet til i dag. Og sådan kunne vi blive ved. Og sådan kunne vi have blevet ved.
Æbleskiver
Der er flere svesker i de sønderjyske. De var populære hele året rundt både til jul og i høsttiden.
Vi kunne have fortalt om Kartøffelkach, Kovinge, Vrejn Unge, Søstekach, Broekach, Kyskach, Brun og Hvie Bækkenør, Æfelkach og mange flere.
Nye skønhedsidealer
Kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet. Der er heller ikke så meget adgang til gratis råvarer mere. Der er kommet nye skønhedsidealer for kvinder og mænd. Og så er der kommet nye madtraditioner.
Vi fokuserer i stigende grad på kulhydrater og fedtprocenter. Sydlandske og asiatiske madtraditioner kan ikke forenes med Sønderjysk Kaffebord. Man er blevet opmærksom på e – numre, konsistens, udseende og holdbarhed.
Du skal kunne mange ting
Et fuldt Sønderjysk Kaffebord kræver sin kvinde. Mindst en uge i køkkenet. Det har været kraftpræstationer af min mor, tanter og oma dengang. Det kræver jo også at man kan specielle teknikker:
Peter Seberg’ s hyldest
Peter Seeberg, den sønderjyske forfatter skrev i 1968 en hyldest til sin barndoms kaffeborde. Han var ellers stor gourmet og ynder af det franske køkken:
Ordet Mojn
Ordet Mojn er blevet trend i visse kredse. Vi siger det morgen, middag og aften. Det er jo meget praktisk. Det er mange dialekter i Sønderjylland. I en omkreds af 15 kilometer fra Tønder er der seks dialekter. Og i gamle dage talte man 5 sprog i Sønderjylland. (Se artikel: Sproget i Sønderjylland)
At spise og drikke bevarer kop og sjæl
I Sønderjylland drikker vi Grog, Farisæer, Friesengeist eller Grog. Og så stammer Bommerlund Snapsen fra Sønderjylland.
Der findes et specielt plattysk mundheld;
Lidt syd for grænsen har friserne deres nationaldrik, der hedder Flipps. Den laves af varmt øl med æg og rom.
På øen Föhr har man en drik, man kalder Tote Tante. Den består af kakao tilsat alkohol. Nogle steder med flødeskum.
Da kaffepunchen blev født
Jo i Tønder havde man verdensrekorden i antal værtshuse pr. indbygger.
Det var også i 1850, at kaffepunchen blev født. Man placerede en groschen i bunden af koppen. Så hælder man kaffe i. derefter fylder man så meget brændevin i, at man kan se mønten.
En speciel duft – søndag formiddag
En speciel duft mødte os, når familien søndag formiddag tog til Aventoft lige syd for grænsen. Jo, det var enten hos Armin eller Den Gamle Kro. Landsbyen levede af os danskere. Vi havde den tradition, at vi skulle have os en lille Gewessen. Det blev nu ikke det store drikkeorgie. For Gud nåde, hvis vi ikke nåede, at være hjemme til Mors kødgryder søndag eftermiddag.
Som regel fik vi et par grog, Farisæer, Friesengeist eller Kaffepunch.
Bommerlund
Ja egentlig hører brændevin og Sønderjysk Kaffebord slet ikke sammen. Man skulle nødig drikke sig så fuld, at man ikke kunne rose værtindens bagværk.
Det var ikke en hærvejskro vi sad på, søndag formiddag. Dengang i 1600 – tallet forlangte en forordning, at der skulle være en kro for hver 20 kilometer. Dagbogsfortegnelser fra dengang fortalte faktisk, at der befandt sig en kro for hver 30 km. Og disse kroer havde ofte bryggerier og brænderier.
En af de mest kendte kroer var Bommerlund Kro. Her lavede man også den bedste snaps. Og kroværten startede ikke med, at hælde vand i den, som det blev gjort så mange andre steder.
Opskriften stammer fra Frankrig. Myten siger, at det var en fransk officer, der ikke kunne betale sin regning. Så afleverede han i stedet opskriften på en snaps. Opskriften er selvfølgelig hemmelig, men mon ikke den er krydret med anis og smagt til med koriander, nelliker, kanel og tørret citronskrald.
Men den sønderjyske snaps er slet ikke sønderjysk mere. Den er flyttet et par gange.
Masser af ølbrygning
Ølbrygning har man altid dyrket i Sønderjylland. Det hørte med til kvindernes job i det daglige. Vandets kvalitet var nu ikke altid det bedste, så det var jo godt, at man havde øl. Det var et hav af bryggerier i Sønderjylland. Øl brugte man også til madlavning. Tante Annelise påstod også at øl var godt for mit hår. Og far gav os altid øl, når vi var syge dengang.
Fuglsang – øl
Danmarks ældste familieejede bryggeri ligger i Haderslev. I dag er det femte generation, der fremstiller Fuglsang – øl.
Humle i Aabenraa
I Aabenraa og ved østkysten gjorde man meget ud af at dyrke humle til ølfremstilling. I Aabenraa havde man stor succes med at fremstille en øl, der hed Kückelhahn.
Rommens hovedstad
Rommens hjemby var Flensborg. Det skyldtes byens eneret til at handle med Dansk Vestindien. Sukkerrør fra Jomfruøerne blev forarbejdet af byens sukkerraffinaderier. Rom var bare et biprodukt som blev blandet med alkohol og drikkevand indtil man opnåede den rigtige styrke. Der findes endnu 10 produktionssteder i byen. I 1700 – tallet var der 200 brænderier.
Kommensnaps
I Eckernförde bliver der fremstillet en gylden specialitet, der hedder ”Geele Korn” Denne kommensnaps giver tepunchen i landsdelen en helt speciel smag. Når man nævner navnene på disse punch, så er de mest populære nok ”Küstennebel” og ”Friesengeist”.
Punchen er ikke sønderjysk eller tysk
Det var en modedrik, der kom fra England. På engelsk hed den ”Punscheon”. Måske stammer dette fra det hinduistiske ord, ”pantsh”. Det betyder tallet fem. Og hvad har det med punch at gøre?
I det 17. århundrede blev der i Indien fremstillet en drik, der bestod af 5 ingredienser, te, vand, sukker, citronsaft og gæret saft, der hed ”arrack”. Via Indien er drikken så kommet til England.
Måske har det noget med det barske klima at gøre. Via de nordfrisiske øer og halligerne kom den til Sønderjylland. Den består af en kop te med sukker og en sjat gylden snaps.
Farisær
Kommer man en sjat snaps i kaffen, kalder man det kaffepunch.
På øen ”Nordstrand” opstod den lyksaliggørende drik ”Farisæer”. Det er en stærk kop kaffe med sukker, som skjuler duften af en ordentlig sjat rom under et tykt lag flødeskum. En anden type af Farisæer var at man i stedet for kaffe, bruger kakao eller te.
Jamen, hvorfor det sære navn. Jo præsterne gjorde et stort arbejde for at bevare ædrueligheden. I 1872 deltog en præst ved et barnedåb. Han var glad for, at der blev serveret kaffe med sukker og flødeskum, indtil han ikke kun undgå at se, hvad sidemanden indtog.
Ja sådan udbrød præsten meget skuffende over sine medborgere. Ja vi nærmere os jo her den sønderjyske udgave af Irish Coffee.
Fastelavnsdrikken ”Flipps”
Disse frisere havde endnu en nationaldrik. Det er en fastelavnsdrik, der hedder Flipps. Den laves af varmt øl med æg og rom.
Mange typer af Grog
Man kan få Æggegrog bestående af æg og sukker, rom og kogende vand. Blandingsforholdende blev dengang fastsat ved lov ved udskænkningsstederne. I Angelen blander man citronvand og kalder der for Angeler Muk eller Kold Muk.
En almindelig grog laves således. I et glas kommes 1 – 2 stk. sukker. Derpå hældes kogende vand. Rom tilsættes efter ønske. Husk at have en grogpind eller en teske i glasset, ellers bliver det sprængt af det varme vand.
Den døde Tante
På øen Føhr laver man en speciel punch. Her blander man sodavand og alkohol (rom, snaps, cognac) i blandingsforholdet 1 – 1. Man kan også erstatte sodavend med te.
Kakao tilsat en sjat alkohol kaldes ”Tote Tante”. Her bliver drikken så tilsat en sjat flødeskum.
Og så findes der forskellige former for ”Glühweine. Det minder om den skandinaviske gløgg.
Hvad er ”sut”?
Det er ikke mange, der smagt ”sut”. Det har jeg. Min bedstemor kunne tilberede det. Og det var ret tidskrævende. Sut vokser ud ved forlandet lige ved vadehavet ved Højer. Ja det er en slags strandkål som smager lige som spinat.
Et kulturelt produkt
I Sønderjylland er mad ikke kun fysisk næring. Det er også et kulturelt produkt, der også bruges til at skabe fællesskab og identitet. Den sønderjyske madkultur har haft stærke påvirkninger fra det nordtyske, især fra det holstenske køkken. De berømte sønderjyske pølser er et resultat af dette. Allerede før 1864 var den tyske slagtertradition mærkbar i Sønderjylland.
Meget påvirkning
Også den frisiske påvirkning var til stede. I Aabenraa blev der anvendt masser af krydderier. Det har noget at gøre med søfarten.
Og Solæg er forkert oversat. Det betyder noget i stil med salt(lage)æg, og er ikke speciel sønderjysk, selv om der laves et hav af dem i Sønderjylland.
Boghvedegrød
Og så er boghvedegrød ikke nødvendigvis fynsk. Således er Damgård Mølle i nærheden af Hærvejen vest for Rødekro det eneste sted i Danmark, hvor der males boghvedegrød.
Man glemmer aldrig de sønderjyske vinsuppe, hyldebærsuppe eller grønkålsuppe.
Sat ål med snaps
Som barn fik jeg ål morgen, middag og aften. Min bedstefar var erhvervsfisker. Jeg var med til at få ”Sat ål med snaps” på Højkro, nord for Højer. Men ak, jeg fik for meget.
Snysk med ærter, gulerødder, bønner og nye kartofler, røget skinke og rigelig med persille er ligeledes noget man mindes med glæde
Ringriderpølsen
Ringriderpølsen er også en kulinarisk oplevelse. Men den har også en stolt tradition. Den skal helst nydes udendørs med en tysk dåsebajer. Første gang, den blev introduceret var i Sønderborg i 1929.
Sønderjysk Grønlangkål
Og så har torsken ikke fortrængt den sønderjyske grønlangkål. Og der skal kålpølser og røget flæsk og sennep med. Ja flere steder havde man flere varianter af kød med.
Rigtig surrib laves af et stykke ribben. Det kan spises både som frokost med rugbrød og sennep eller som middagsret med stuvede kartofler og syltede rødbeder.
En anden lækker ret er skrædderduels. Retten har også andre navne som Oldemors sauce og Fattigmandsdyp. Det er flæsk, løg og snittende løgterninger – mums.
Gammeldags Hvidkål
Og så er det Gammeldags Hvidkål, som har konsistens lige som kartoffelmos.
Snysk fik vi også i Tønder. Men retten er mere udbredt på Als og i Sundeved. Det er øget skinke og grøntsager.
Og så finder vi en fremragende ”Hvidkålsbyttel. Retten har navn efter den budding – form, som den før i tiden blev lavet i. Her har vi at gøre med hvidkål, fars, æg, tvebakker og fløde.
Paragraf 5
Sønderjyderne blev lovet, at de måtte stemme om, hvem de ville hjem til. Men det glemte prøjserne, og sønderjyder fik ikke stemt. Og det tillerede det internationale samfund. Tænk engang i de første 40 år af det tyske herredømme rejste 60.000 sønderjyder væk, og hvad der var lige så galt, ja det var, at de tog 120 millioner kroner med sig.
Germanisering
Fra tysk side gjorde man alt for at germanisere området. Og det gjorde man længe efter, at tyskerne havde forladt området. Det skete også gennem kreditforeningsanstalten Vogelgesang. Men der blev stillet betingelser. I begyndelsen var det nok, at tage flagstangen ned.
Men efterhånden kunne man opsige kontrakten, hvis ikke:
Først i 1946 blev Vogegesang opløst.
Ny tysk/dansk debat
For nogle år siden foreslog mindretallet, at der i Sønderjylland også skulle tysksprogede bynavne op. Debatten blev noget ophedet. Men det hjalp nok heller ikke på det, at den tysksprogede avis Der Nordschleswiger foreslog, at Bismark – monumentet på Knivsbjerg skulle genetableres. Knivsbjerg er stedet, hvor mindretallets årsfest afvikles. Monumentet blev bortsprængt af modstandsfolk efter krigen.
Og det vakte vild debat, da min gode ven tidligere redaktør af Jyske/Vestkysten, per Borgaard foreslog at Isted Løven skulle opstilles på Bov Bakke, hvor vi vandt et vigtigt slag. Den kunne så med sine grønne øjne kigge direkte ned i Flensborg.
Løven er tegn på dansk nationalisme. Den står nu på en nedlagt kirkegård i Flensborg.
Se kære tilhører, alt dette har noget med Sønderjysk Kaffebord og gøre. Det er nemlig kultur og identitet, ligesom det sønderjyske sprog.
Opskrifter m.m. blandt disse artikler
Blandt disse artikler er der opskrifter både m.h.t. kagekunst, mad – og drikkevarer. Se på de artikler med X
Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk
Da Als var republik
Under Aabenraa:
Aabenraa omkring 1900
Skolen, dengang i Rise Sogn
En pastor fra Rise
Oprør i Aabenraa
Aabenraa 1848 – 1851
En fysikus fra Aabenraa
Bendix Schou – Borgmester i Aabenraa
Løjt – mellem dansk og tysk
Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
Aabenraa 1864
Under Padborg/Kruså/Bov:
Sejren ved Bov
Første verdenskrig i Bov
Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
Kampen ved Bov og De Slesvigske krige
Under Højer:
Heltene i Vadehavet
Apotekeren fra Højer
Sandheden om Herman Bang’ s Tine
D.G. Monrad – Hvordan var han?
D.G. Monrad – Endnu mere
Sønderborg 1864
Slaget ved Brøns
November 3, 2016
Da Anders Fogh Rasmussen blandende sig!
Anders Fogh Rasmussen har udtalt sig om besættelsen både som statsminister og generalsekretær for Nato. Han brugte 29. august 1943 for at legimitere Danmarks deltagelse i diverse krige. Han mener at Danmark førte en nidkær og aktiv tilpasningspolitik. Der var ikke meget til overs for Scavenius og Buhl. Men dengang var Venstre en del af forhandlingspolitiken. Vi efterrationaliserer alle sammen og er styret af vores egen moralske dagsorden. Måske bør vi sætte os lidt mere ind i den situation, der var dengang. Men nu var alt efter 29 august 1943 jo ikke lyserødt, og det retsopgøret bestemt heller ikke.
Den 29. august 1943 – en vigtig dato
I 2013 blandede vores tidligere statsminister og daværende Nato Generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen(A.F.R.) sig i historieskrivningen. Han mente, at der gik en lige linje fra den 29. august 1943 til Danmarks deltagelse i de militære operationer nu til dags. Indlægget vakte vild debat og gør det vel stadig.
Nidkær og aktiv tilpasningspolitik
A.F.R mener, at den dag blev Danmarks ære reddet efter godt tre års samarbejde med tyskerne. Det var frihedskæmpernes indsats, der sikrede, at vi kom på den rigtige side. A.F.R. roser også de handlekraftige søofficerer, der sænkede den danske flåde, så den ikke faldt i tyskernes hænder.
A.F.R. mener, at det ikke var så meget at gøre den 9. april 1940. Og det var på grund af, at det danske forsvar var blevet udsultet. Men så fortsætter vores tidligere statsminister:
– Men overgivelsen 9. april havde ikke behøvet at blive fulgt af en så nidkær og aktiv tilpasningspolitik, som derefter blev indledt.
Ikke meget til overs for Scavenius og Buhl
A.F.R har ikke meget tilovers for Scavenius og heller ikke for Buhl, og den berømte Stikker – tale bliver nævnt:
– Politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det nye, nazi – tysk dominerede Europa.
Hitler kunne have vundet
Vi får at vide, at Nordmændene aldrig indladte sig på en tilpasningspolitik. Det havde danske politikere, embedsmænd, organisationer og virksomheder heller ikke behøvet, mener A.F.R.:
Sandhedens sejr over den elementære løgnagtighed
Allerede 10 år forinden på Søværnets officersskole havde han udtalt noget lignende. Dengang nævnte han, at Danmarks ”Frihedsdag” ikke var den 5. maj, men det var den 29 august:
Venstre, en del af forhandlingsteknikken
Det er en ordentlig salut, der bliver givet. Men dengang var Venstre jo selv en del af forhandlingspolitikken. Og dengang var vi ikke med i nogen alliance. Vi var prisgivet til tyskerne.
Men skal frihedskæmperne legimitere dansk krigsdeltagelse i det fjerne? Er det ikke misbrug af deres kamp?
Landbruget og fiskeriet skummede fløden
Der var få krigshandlinger på dansk grund. Produktionsapparatet blev ikke ødelagt. Indtil 1943 kunne vi bevare regeringsapparat, politi og hær. Landbruget og fiskerierhvervet skummede fløden.
På den negative side er at vi brød med grundloven, vi oprettede Frikorps Danmark. Vi hjalp den tyske krigsindustri ved at sende 120.000 danske arbejdere til Tyskland. Man kan vel også sige, at demokratiet kun fungerede på besættelsesmagtens premisser.
Et mærkeligt retsopgør
Buhl satte et retsopgør i gang mod dem, der havde fulgt hans opfordring i september 1942.
Var Danmarks selvstændighed i fare?
De fleste historikere kritiserede Anders Fogh, fordi de mener, at en samarbejdspolitik var uundgåelig. Polen kæmpede i en erkendelse af, at deres eksistens var i fare. Danmark kæmpede ikke i en erkendelse af, at deres eksistens ikke var i fare.
Norge, Belgien og Holland valgte i højere grad at gøre modstand mod den totalitære nazisme. Havde nazisterne vundet var landenes selvstændighed i fare.
Modstanden mod Nazismen var uhyre vigtig. Og det faktum, at USA økonomisk støttede englænderne og til dels Frankrig var også vigtig for sejren.
Verner Best blev gjort ansvarlig
Danmarks eksport udgjorde 10 – 14 pct. af Nazi – Tysklands behov
Vi er kendt for midt under det hele at vise moralsk støtte og hjælpe jøderne. Der var forholdsvis få jøder i Danmark og de havde ikke den indflydelse som i andre lande.
Werner Best blev til dels gjort ansvarlig for optøjerne i august 1943.
Kongen og Modstandsbevægelsen
Måske var det kongens holdning til jøderne, sammen med modstandsbevægelsen, der var mere afgørende for at vi blev accepteret som allierede. Modstandsbevægelsen var også med til at formidle en anti – tysk stemning.
Men husk på, at russerne på det tidspunkt kun accepterede os som fjende. Hvad nu hvis de var kommet først?
Var det forræderi mod demokratiet?
Men er det ikke forkert at fremstille samarbejdspolitikken som et forræderi mod demokratiet. Man fælder en hård moralsk dom over folkevalgte politikere i en meget svær situation. De var tvunget til at træffe svære valg fra en liste af dårlige muligheder.
Styret af vores egen moralske dagsorden
Vi bruger alle historien for at fremme gode eller dårlige mål. Vi er styret af vores egen moralske dagsorden. Herhjemme er det uhyggelig svært, at diskutere besættelsestiden objektivt.
Måske bliver en rigtig diskussion først muligt, når alle ting kommer frem fra arkiverne. Og måske skal man bort fra den sort/hvide holdning til besættelsen. Der er kommet mange gode historiske bøger fra besættelsestiden, der ikke glorificerer den danske indsats.
Vi efterrationaliserer alle sammen
Vi efterrationaliserer alle sammen og glemmer at sætte os ind i de forhold, der var dengang. Det kan jo være svært, at spille helt, når man får besked om, at hvis man ikke skriver under, så vil hovedstaden blive bombet.
Alle skal have lov til at deltage
Selvfølgelig skal vores statsminister og vores Nato – generalsekretær blande sig. Men man behøver jo ikke at være enig med ham. Man kunne også skyde ham i skoen med hvordan mange af venstres tilhængere, bønderne, dengang så på nazisterne. Eller for den sags skyld, hvordan andre borgerlige i 30erne klædte sig ud og agerede. Her tænker undertegnede på Konservativ Ungdom.
Men hvis vi nu gør det, er vi selv med til at efterrationalisere.
Masser af følelser
Og så har vi sønderjyder alle en anden historie om besættelsestiden. Men det er tydeligt, at historien fra den tid endnu berører os. Vi får her på redaktionen mange henvendelser på vores artikler fra den tid. Og det er bestemt ikke alle, der er enige om konklusionerne. Der er stadig mange følelser forbundet med besættelsestiden.
Hvis du vil vide mere:
Oktober 31, 2016
Den Gale Præst på Ladegården
Vi har desværre måttet fjerne dette indlæg, da vi utilsigtet har brudt rettighedsloven. Artiklen var skrevet 2016. Vi fandt den på Nettet uden forfatter. For at gardere os skrev vi bl.a. “Se Litteratur Nørrebro” i håb om, at der var i en af disse talrige bøger, at artiklen fandtes. Men nu har forfatteren til den originale tekst klaget. Vi beklager og nu rettet fejlen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om Ladegården: Læs på www.dengang.dk
Om Præster (kirker og åndsliv): Læs på www.dengang.dk
Nørrebro:
København:
Østerbro:
Tønder:
Højer:
Aabenraa:
Padborg/Kruså/Bov:
Sønderjylland:
Oktober 29, 2016
En Forfatter på Nørrebro
Forfatteren Henrik Pontoppidan har i sin udgivelse ”Hamskifte” som udkom i 1936 skildret om sit ophold på Nørrebro i 1878. Han spiste sammen med en snes andre på et pensionat, hvor der samtidig var en spækhøker. Og vedkommende var ”en falleret” landmand. Han beskriver også et besøg i Sankt Johannes Kirken, hvor han oplevede Pastor Frimodt. Det var bestemt ikke en, som han brød sig om. Pontoppidan skildrer også, hvordan det så ud på Fælleden.
Nørrebro – skilt fra byen
I Hamskifte har forfatteren Henrik Pontoppidan beskrevet nogle af sine oplevelser på Nørrebro. Det giver os et godt indblik i Nørrebro dengang. Bogen udkom først i 1936. Vi er på Nørrebro omkring 1878:
Fabrikkernes Fløjten
Godmorgen eller Goddag
Hos en falleret landmand
Diskussion om politik
Trængsel i Sankt Johannes Kirken
Er du beredt?
Religiøs propaganda
Omkring Skt. Hans Plads
Kirker og mennesker på Nørrebro
Nørrebro – fra Fælled til Lejekasserne
Russiske tropper i Fælledparken
Fælledparkens historie
Kan du ikke råbe mig Nørrebro op
Oktober 20, 2016
Syd for Tønder
Man har gode minder fra Aventoft. Dengang små fiskerhuse. Ikke mange heste, det var både, der var brug for. Og så var det de rige og arrogante marskbønder, der kom forbi. Man talte dansk, og de fleste var fiskere. Man rejste sig for præsten. Men man snakkede ham på tysk, og det gjorde man også i skolen. Det kunne være svært at lære det. Og selv i landsbyen var der højkultur og Folkekultur. ”Jyllændere, der var døbt i Møgeltønder Kirke var de mest foragtede. Det var et sandt amfibieland, hvor et barn skulle lave mindst en måtte hver dag. Jo sivfletning blev et af Aventofts varemærker.
En ø midt i det hele
Da Tønder endnu var en havneby, var Aventoft en lille bygd på en ø på cirka 1 x 1 km ude i Vadehavet. Sandøen kom til at ligge omgivet af åer, søer, sumpe og enge.
Gode minder om Aventoft
Vi er fem kilometer syd for Tønder og lige over grænsen. Det er i dag et sted fyldt med grænsekiosker og kroer. Og det var her, vi kiggede efter, hvem der sad i toldskuret, for det kunne jo være, at det var i dag, at vi skulle have en flaske med over.
Det var her vi om søndagen tog på Frühshoppen og fik en lille Gewessen, inden vi skulle hjem til mors krebinetter. Og det var her, at vi bestod manddomsprøven. Vi skulle drikke Æ Støvl uden at spilde henne ved Bager Andersen. Jo han havde også en Gastwitschaft.
Små stråtækte fiskerhuse
Dengang lå der stråtækte fiskerhuse. Dengang var husene bygget så de kunne imødegå den barske blæst. Dengang var der lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Der var vippebrønde og små møddinger foran husene, der vidnede om, at her var der lille kohold.
Det skulle præsten ikke have gjort
Haverne var små og fattig på blomster. Men degnens to ældre ugifte døtre gjorde noget ud af deres eventyrlige have. Ellers var det kun præstehaven. Her var en parklignende have med et vældigt kastanjetræ, som var byens stolthed.
Da en ny lidt mere moderne præst anså, at det var vigtigere at få lys og luft ind i sine stuer end at værne om befolkningens ældgamle glæde, lod træet falde, blev han jaget af by. Jo det var en viljefast, jordnær og en selvbevidst befolkning.
Hvad skulle man med heste
Landsbyen ejede dengang kun to spand heste, men hver mand havde sin båd. Der var typer fra den lille fine jagtbåd over fiskebåden til søgangsbådene, som var beregnet til transport af høet fra de af søer og åer omkransede enge.
Hvad skulle man heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig uden for byens egentlige sandhøje.
De arrogante og rige marskbønder
Agerbrug fandtes så godt som ikke i byen. En undtagelse dannede kartoflerne, der groede fortræffeligt på den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning overfor de rige bønder ude fra marsken. Her ville ingen ordenlige kartofler og rødbeder gro.
Beboerne i Aventoft frygtede og hadede disse rige bønder, når de i deres wienervogne trukket af fyrige heste med ny sølvbeslået seletøj kørte igennem Aventoft i de tidlige morgentimer gennem Aventoft til Tønder.
De havde kun en meget reserveret hilsen tilovers for Aventofterne. Men hvor var det dejligt om aftenen, når de mange puncher i ”Den hvide Svane” i Tønder havde nedbrudt deres reservation. Nu måtte de køre fra hus til hus for at bede om kartofler og rødbeder. Nu var det pludselig beboerne i Aventoft, der var ovenpå.
Sveden kom frem
Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskeligt at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man op om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke. Mændene drog af sted for enten at slå høet eller efter vejringen sætte det i stakke for så senere at transportere det med både hjem til landsbyen.
Sejl blev sjældent brugt. Bådene blev drevet frem med stage, den såkaldte ”klo”. Mange af engene var omgivet af høje sivskove, der holdt enhver vind borte. Det tunge arbejde med le, river og fork fik sveden til at springe frem på en ulidelig måde.
Høet blev sejlet
Madpakken var altid stor nok, men ”æ skæggemand” var altid for lille. Man kendte ikke noget til moderne bakteriologi, så man drak af kanaler og mosehuller. Med begærlighed blev vandet suget gennem en tot græs. Så var man sikker på, at der ikke kom nogle dyr med. Mavesygdomme kendte der hårdføre befolkning ikke noget til.
Da heste og vogne kun kunne bruges i de færreste dele af de sumpede egne, blev høet læsset på trillebøre og kørt ud til den nærmeste grøft. Her blev det ladet på både og sejlet hjem til byen. Kunstigt gravede kanaler førte direkte op til byens høje.
I høbjergningen var der ingen tid til fest og hvile.
Man talte dansk
Befolkningen i Aventoft var af dansk afstamning. Sproget var fra gammel tid dansk. Men der var dog nogle familier, der talte frisisk. Lige vest for byen lå den store gård, Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således også det lave markområde ”Nomenhem”
Selve byens marknavne er derimod mest danske. Næsten alle gamle familier endte på – sen. I byen havde man den sjove skik, at børnene blev opkaldt efter den, der var mest fremtrædende i familien. Børnene blev omtalt som ”Jens af Olgas” ”Niels og Peter af Theodors”.
De fleste var fiskere
De fleste af Aventofterne var fiskere. Der blev fisket ål med ruser, der blev stanget ål, der blev tattet ål. På varme sommerdage blev ålene slået op af siv. Brasen, suder, gedder og ”ålændere” blev taget i sættegarn.
Foruden fiskerne havde byen en snedker, men s skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder. Byens stormænd var godsejeren fra Frismark, præsten og skolelæreren. Til dem talte man tysk.
Man rejste sig op for præsten
Præsten var repræsentant for himmeriget og blev behandlet derefter. Man rejste sig i forsamlingen, når præsten kom ind i stuen til barnedåb eller bryllup.
Man opførte sig pænt så længe den høje herre var der. Når han gik, rejste man sig igen. Og så kunne man ”ha det glant igen”.
Men befolkningen var ikke kuet af præsten. Folk var ikke religiøs grebne. Så han havde ikke den rigtige magt over sjælene. Da byens befolkning klarede sig selv ved et måske trælsomt med flittigt og trofast arbejde, og da den grænsede lige op til de fremmede frisere i ”æ hærd” og de fattige øst for i æ He, var de meget selvbevidste og havde en stærk bypatriotisme.
Man skulle sandelig ikke have hjælp udefra
Når de fattige på ”æ He” ved årets højtider kom til byen for at tigge, så fik de altid deres del, men samtidig følte befolkningen derved, at de tilhørte en særlig klasse.
Et godt eksempel på befolkningens selvhjulpenhed er denne historie. I 1927 tog den første man i Aventoft imod arbejdsløshedsunderstøttelse. Der rejste sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet, da han sagtens kunne ernære ved at flette måtter. At ”ligge å æ sovn” blev betragtet som en skam.
Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen drog fiskerkonerne med deres tohjulede skubkærrer til Tønder, Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten. Det var ofte hårdt især i snestorm.
Og derhjemme blev der også kartet og spundet. Bedstefar gik endnu rundt i hjemmelavet vadmelstøj.
Højkultur og folkekultur
Kulturlivet delte sig, både i det man kaldte højkultur og folkekultur, selv i sådan en lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til kirken og skolen. Det var her man hørte om Goethe og Schiller. Men alt dette foregik på tysk. Med Vor Herre talte man kun tysk. Og det gjorde man også med de overnaturlige kræfter. Selv i danske hjem var bønnerne på tysk.
At tale og skrive tysk
Det var ikke sjovt, at skulle starte i skole, når man talte dansk derhjemme. Man havde den almindelige ”Fibel” Det første billede var en pindsvin, på tysk hedder det ”Ein Igel”. Det var ikke helt ualmindeligt, at de danske elever svarede ”ene Peine – Schweine”.
Og det var ikke ualmindeligt, at de første tyske diktater indeholdt 42 fejl. Efter fire timers eftersidning, systematiske overvejelser og kombination nåede man så op på 72 fejl. Dette resulterede så i yderligere eftersidning. Jo pædagogikken havde gode kår dengang.
”Jyllænder” – det mest foragtede
Som vi tidligere har været inde på, så talte man dansk i Aventoft og det gjorde man også i den nærliggende by, Humptrup.
Man fik anbefalet folk, man kunne stole på, og det kunne godt være en tysksindet. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest foragtede. Det var en, der var døbt på dansk i Møgeltønder Kirke.
Jylland var i folks bevidsthed det sorte Jylland med lyngpinde, træsko, hugorme, lus og snot. Der levede i befolkningen en forestilling om Danmarks ulykkestid efter at statsbankrotten efter 1813. Det levende og fornyede Danmark kendte man intet til så langt mod syd.
”Ich bin Deutsch – bis an die Knochen”
Kun ”Ugens Nyheder” bragte dansk budskab til enkelte hjem. I de ældstes bevidsthed var København stadig skyld i al ulykke. Når kaffen steg var det Københavns skyld. Og når man var utilfreds med priserne, henvendte man sig til ”Dänenkönig”.
I 1920 skete der en forandring. De tysksindede udtrykte det på den måde:
De blev så drillet med, at knoglerne jo var danske. De hentede jo alle dansk flæsk i Ribe. Men efter afstemningen kom der folkeligt og åndeligt liv i den lille danske flok. Kontakten over grænsen blev udbygget. Der kom rig og fattige landsmænd til byen, fornemme og jævne kom på besøg. Alle bragte et stykke Danmark med.
Læreren fortalte om revolutionen og dens idealer. Den kom i1918. Men læreren blev sidenhen nazist.
Et sandt amfibieland
Jo dengang historien om Aventoft her blev fortalt, var det et sandt amfibieland. Det var inden marskens afvanding. Århundredes oversvømmelser blev med afvandingen bragt til ophør. Det var nu ikke til alles tilfredshed. De gamle nærringsveje forsvandt. Her var der flere kanaler end veje.
Sivfletning
Udnyttelsen af sumpplanter til tagtækning og til fletning af nyttegenstande såsom måtter og sivsko ophørte. Mange lærte sivfletning som børn. Traditionen var stærkest i Aventoft. Og denne tradition gik fra slægt til slægt.
Men det var dog ikke kun ved Aventoft, man kunne finde materialet. Det fandt man også ved Rudbøl Sø. En gammel regel sagde, at sivene skulle bjerges sammen med høet. Da er stænglerne bløde og smidige. Efter blomstringen bliver de hårde og kan ikke bruges.
En måtte om dagen
Med andre ord, der var kun tre uger til bjergningen. Sivene kaldtes på sønderjysk ”pægge”. De blev skåret fra en båd med segl. De skal lages helt nede ved bunden. I bundter ”dokker” hæges der derefter til tørring under tagskægget.
I Aventoft skulle børnene daglig flette en måtte og i ferietiden to måtter. Det var en vigtig indtægtskilde.
Man fremstillede også løbere, potteskjuler, brudekister, papirkurve, flaskeholdere, tasker, håndarbejds – kurver, stolebetræk, ja endda hele gulvtæpper.
I Aventoft fremstillede man også skoletasker i siv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs