Kampen om Ungdomshuset (2)

Her 2. del af kampen om Ungdomshuset i anledning af Nørrebro Handelsforenings 125 år. Detailhandlen på Nørrebro følte, at de blev ladt i stikken af politikerne. Forsikringerne blev dyrere og dyrere. Ja nogle ville ikke mere betale. Det blev dyrt for butikkerne. Handelsforeningen blev af de unge foreslået som mægler, men politikerne afslog. I stedet fik foreningen arrogante meldinger fra politikerne. Men også politibetjente sendte hademails til Handelsforeningen. Det var en travl tid for bestyrelsesmedlemmerne i medierne.

 

1.000 besøgende hver uge                              

Det var stedet for den alternative ungdom. Hver måned fandt der mindst syv koncerter sted. Der var internationale festivaller. Der var biograf, folkekøkken, bogcafé, tøjtrykkeri og en masse øvelokaler.

Der var cirka 200 faste brugere af huset. Men op til 1.000 mennesker besøgte ugentlig huset på Jagtvejen. Her foregik en stor del af Københavns kulturliv. Nye strømninger af Københavns musik udspillede sig her. Mange lydfolk gjorde deres første erfaringer i huset. Her har navne som Paul Dissing, D.A.D. Anisette og Michael Falch optrådt.

 

Mandagsmøderne

Det var på mandagsmøderne, hvor alle beslutninger skulle træffes. Alle skulle være enige, før beslutningen kunne tages. Man kaldte det for basisdemokrati. Det har aldrig ligget de unge på sinde at lytte til omgivelserne. Hele pointen med huset var, at her bestemte de selv. Det kørtes helt efter de unges egen premisser. Og når politikerne fortalte de unge, at de skulle finde et andet sted, kunne det slet ikke lade sig gøre. Ikke alle unge mennesker gik i korte bukser og drak mælk.  De passede ikke rigtig ind andre steder. Skal vi lige se på nogle historiske highlights?

 

Historiske Spotlights

 

• 12 november 1897: Folkets Hus, Jagtvejen 89 står færdig
• oktober 1982: Københavns Kommune overdrager huset til Ungdomshusets aktivister
• November 1984: Politiet stormer Ungdomshuset og anholder unge for butikstyveri på 40 flasker whisky
• Oktober 1989: Et medlem af den tyske terrorgruppe Rote Arme Fraktion besøger Ungdomshuset
• April 1997: Ungdomshuset indgår formel lejeaftale med Københavns Kommune. Aftalen kan dog hæves med tre måneders varsel
• Oktober 1999: Københavns Kommune sætter Ungdomshuset til salg
• November 2000: Kommunen afviser at sælge til Faderhuset, men sælger til Human A/s
• September 2001: Faderhuset overtager Human A/S. De opsiger to dage senere lejemålet med Ungdomshusets beboere
• januar 2002: Faderhuset trænger ved hjælp af en låsesmed ind i Ungdomshuset, og kræver deres ejendomsret. De bliver dog smidt ud.
• August 2003: Faderhuset stævner Ungdomshuset med krav om at alle skal ud.
• Januar 2004: Faderhuset får ret i Byretten
• August 2006: Landsretten stadfæster Byrettens dom
• Oktober 2006: Forskellige fonde tilbyder at overtage Jagtvej 69 – Faderhuset afviser
• November 2006: Nørrebro Handelsforening sender flere apeller.
• 14 december 2006: Fogeden har bestemt, at den dag skal de unge være ude.

 

Utilgiveligt at sælge

Ja egentlig var der her til vi var kommet i første del. Politiet havde udskudt fogedforretningen den 14. december for at bevare julefreden.

De unge syntes stadigvæk, at det var utilgiveligt at sælge Ungdomshuset. De mente lige som andre, at politikerne havde været usædvanlig vage. De opfattede også, at politiet bare var nogen som en gang imellem kom og gav dem en gang tæsk en gang imellem.

 

Brug ventetiden til dialog

Den stærke nabo – organisation syntes at være blevet opsplittet. Der var ikke mere enighed i gruppen.

I Nørrebro Handelsforening troede man ikke rigtig på julefreden her i december 2006. Krigen kunne bryde ud i lys lue.

• Brug ventetiden til dialog

Sådan opfordrede Nørrebro Handelsforening parterne.

Men i Borgerrepræsentationen var der ingen politisk løsning i sigte.

 

Julefreden varede ikke ved

Julefreden varede ikke ved. Den 16. december 2006 blev Nørrebro igen ramt af omfattende uroligheder, da unge fra Ungdomshuset demonstrerede for at bevare deres hus. I alt blev 273 anholdt heriblandt aktivister fra Tyskland, Norge, Sverige og Holland.

Det store juletræ på Runddelen blev brugt til et kæmpemæssig bål på Runddelen. Fire unge og to betjente blev såret. Op til 1.000 personer deltog i en demonstration. Flere unge påstod, at de bevidst blev kørt ned af politiet. 150 unge drog hærgende ned ad Nørrebrogade. Butikker blev hærget, biler blev brændt og Nærpolitistationen blev smadret.

 

Brand på Nørrebro

Nørrebro Handelsforening var rasende. En presseinfo med titlen ”Brand på Nørrebro” blev bragt i alle medier:

 

• Det forudsigelige skete, Nørrebro blev sat i brand.

Nørrebro Handelsforenings appel om julefred blev ikke fulgt

Politikkerne har vidst, at det ville ske. En konfrontation var uundgåelig. Fra starten har Nørrebro Handelsforening påpeget, at såfremt, det ville ske ødelæggelser, ville regningen blive sendt til Københavns Kommune.

 

Åbenbart har de fleste politikere ikke situationsfornemmelse. Deres attitude virker provokerende hos de unge. Dette er med til at sætte en hel bydel i brand.

Og de unge, der udtalte sig, at demonstrationen skulle have et fredeligt forløb, har ikke fået flere tilhængere. Man greb til voldsanvendelse. Om det var før eller efter, at politiet brugte gas, kan for så vidt være underordnet. De har i hvert fald ikke fået venligere naboer.

 

Og de handlende og medlemmer af Nørrebro Handelsforening fik atter engang smadret vinduer og enkelte butikker blev plyndret. Det finder vi os simpelt hen ikke i.

Dette var ikke engang det endelige slag. Det kommer først senere. Og atter engang må butikkerne sandsynligvis stå for skud. Hvad skal det til for.

 

Er I fuldstændig lige glade med, hvad der sker på Nørrebro, kære politikere?

Det ender med et dødsfald. Foreløbig er det ”kun” kvæstede. Og ildspåsættelser er ikke til at spøge med. At de unge mennesker på Nørrebro havde falske tilløbere er skuffende. Tilløbere, der er med til at sætte en bydel i bål og brand.

 

Vi forstår godt, at de unge kæmper for deres hus, men derfor skal man ikke bruge vold, beskadige andre folks ejendom og lave omfattende hærværk.

Vi kan ikke tro, at det er husets faste brugere, der har udøvet hærværk mod butikkerne på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening har støttet de unge i, at finde en brugbar løsning. Så derfor er bestyrelsen dybt skuffet over de unges ødelæggelser mod medlemmernes og andres butikker.

 

Det er vel ingen steder i Danmark, hvor der er større forskel på rig og fattig, på de enkeltes trosretninger og hvor den gensidige respekt er større. En mangfoldighed man ikke ser andre steder. Den mangfoldighed skal ikke ødelægges af bølleoptøjer.

Normalt trives den mangfoldighed på Jagtvejen. Og hvorfor skulle den ikke have lov til det. Det er berigende for bydelen.

 

”Plads til mangfoldighed og tolerance”, stod der på et banner under en fredelig demonstration til støtte for ungdomshuset, ja hvorfor ikke.

O.S.V.

 

Undskyld for hærværk – intet alternativ?

 

På et improviseret pressemøde foran Ungdomshuset stak en gut sit hoved ud af et vindue. Han undskyldte hærværket, men sagde samtidig, at der ikke var noget alternativt.

 

Medierne skulle fodres

 

En repræsentant fra Naboerne spurgte i Politiken, om politikerne egentlig var klar over at ødelæggelser og tabt omsætning for længst havde oversteget beløbet på 2,5 millioner kroner, som de fik for Ungdomshuset?

 

Det var et travlt døgn for bestyrelsesmedlemmerne. Gang på gang måtte vi fodre hungrende medier med oplysninger.

 

Hvorfor var det en oase?

På vores hjemmeside havde vi kaldt en hel serie af artikler ”Ungdomshuset – en oase på Nørrebro”. En journalist, der anede en sensation skulle have at vide, hvorfor vi havde givet vores serie dette navn. Hvis han nu havde læst det hele, ville han vide, at de unge betragtede stedet som et fristed og netop en oase.

 

Mange utilfredse henvendelser

Og det var bestemt ikke alle henvendelser, der var lige positive. Her er et lille uddrag:

• De unge vil opfatte det som I gør, at give dem grønt lys til at fortsætte deres voldelige adfærd. Regningen må I sende til de ansvarlige. Nemlig de unge. Politikerne er ikke ansvarlige for de unges handlinger, og det kan de aldrig blive.

 

• Mine shopping dage på Nørrebro er forbi. Jeg ønsker ikke at støtte en forening, der offentlig og direkte/indirekte støtter voldelig adfærd af nogen art

 

”Hold nu kæft, Johnny”

• Meget forkert og uprofessionel handlemåde
• Hold nu kæft Johnny. I skal ikke have en krone af Københavns Kommune, men at I skal have erstatning, kan der ikke være nogen tvivl om, men dem der skal betale er de stenkastende voldspsykopater.

 

• Man kan jo passende dele regningen mellem dem politiet har anholdt. Men der er vel ingen penge, så må de jo arbejde det af, 15 – 20 års hårdt straffearbejde passer vel nogenlunde.
• Ellers må Fonden Jagtvej 69 betale. De er villige til at ofre penge på utilpassede ”sociopater”, men forstår ikke hvorfor?

 

”Jeg er chokeret og harm”

 

• Jeg er chokeret og harm over at høre dine udtalelser på TV. Skal politikerne og skatteyderne betale for uopdragne møgungers optøjer? Her i landet bukker vi ikke under for terrorister!!! Man kan ikke få sin vilje med vold, det er det du vil indirekte. Ved du hvad? Send regningen videre til de unge, som er blevet anholdt og dernæst til Ungdomshuset, fonden kan vel betale, de har jo 15 millioner.

”Du er sindssyg”

• Når Ungdomshuset bliver ryddet, og det bliver det, så håber jeg det bliver til lyden af knippelsuppe, vandkanoner, tåregas og gummikugler, men det bliver der desværre ikke, der må jo for alt i verden ikke ske de små englebørn noget.
• Huset er IKKE deres og du er sindssyg, når du mener, at skatteyderne skal betale for dette.

 

”Du må være snotdum”

 

• Du må være snotdum. Hvordan kan du seriøst mene, at Københavns Kommune skal betale for en flok autonome voldspsykiaters hærgen på Nørrebro.
• Vi lever i et demokrati og et retssamfund og i tilfældet Ungdomshuset så har retten talt. Det er skattevoldene i dette tilfælde de venstreorienterede utilpassede unge, som skal betale for de skader, de har forvoldt.

 

• Hvis det stod til mig blev hele Nørrebro ryddet for rockere, indvandrerbander, ludere, pushere og alt det andet røde sammenførte. Nørrebro er en betændt byld.
• Det kan ikke være rigtigt, at der er dele af Danmark, hvor politiet ikke kan udføre deres arbejde og beskytte lovlydige borgere.

 

”Du har vel solgt den maling, de brugte”

 

• Du har vel solgt den maling de brugte til dem og så send regningen til kommunen. Prøv hellere at bruge dine kræfter på at fortælle forældrene til disse børn at de skal leve op til det ansvar, de har påtaget sig ved at få børn og så tage hjem til deres villaer og opdrage dem.

 

Ingen kunne garantere butikkernes sikkerhed

Problemet var, at ingen kunne garantere for butikkernes sikkerhed på Nørrebro. Man kunne heller ikke gardere sig mod røverier. Egentlig kunne man godt forstå forsikringsselskaberne. Men når Nørrebro Handelsforening fortalte denne problematik til politikerne fik man kun arrogante svar. Det var som om, at de var lige glade.

 

Forkerte oplysninger om forsikring

Politikere tordnede nu frem i diverse medier og fortalte om forsikringsdækning. Men det var som regel forkert, det som de sagde. Nogle forsikringsselskaber nægtede efterhånden at dække flere hærværksudgifter. Det var de så åbenbart i deres ret til. Det stod med meget lille skrift.

Hærværk blev kun dækket, hvis man havde hærværksforsikring. Og driftstab blev kun dækket hvis dette var forsikret. Det var ret dyrt. Efterhånden kunne virksomhederne på Nørrebro opleve, at deres forsikringerne steg i pris. Og det var kun fordi man var bosat på Nørrebro.

 

To timeres gratis advokathjælp

Nørrebro Handelsforening besluttede på grund af sagens alvor, at give to timers gratis advokathjælp i forbindelse med hærværksskader. Og så håbede man, at politikere og andre ”Kloge” ville undlade, at komme med urigtige oplysninger.

 

Gidsler for manglende politisk vilje

Atter engang (19. december 2006) var man fra foreningens side nødt til at udsende en presseinformation:

• Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje

Et medlem af Nørrebro Handelsforening henvendte sig til os, dybt frustreret over, at alle hans vinduer i forbindelse med optøjerne lørdag aften, og sagde:

 

• Havde det været i New York, havde borgmesteren stillet sig foran ødelæggelserne og tordnet mod den kriminalitet som udgik fra Ungdomshuset i lørdags. Her i København gemmer de sig bag tykke mure og svarer en aktiv handelsforening og en hel bydel med arrogante og nedladende argumenter.

 

• I Nørrebro Handelsforening bakker vi medlemmet op i hans holdninger og kan ikke undlade at gøre politikerne opmærksomme på, at denne forudsigelige kamp betød cirka 30 ødelagte banker, restauranter og butikker over hele Nørrebro. Men der var ingen hjælp at hente, tværtimod gemmer Politikkerne sig bag tykke mure og vil ikke ud i en konstruktiv dialog.

 

• Politikkerne i Borgerrepræsentationen har et moralsk og politisk ansvar for, at der igen kommer ro og orden i byen og situationen fra i lørdags ikke gentager sig.

 

• I foreningen tager vi selvfølgelig kraftig afstand fra volden. Men vi savner en konstruktiv dialog som er gensidig. Både over for de unge og over for borgerne og erhvervslivet på Nørrebro, og i handelsforeningen stiller vi os disse spørgsmål:

 

• Hvorfor skal 71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et spil, der gælder om et mødested for mennesker?

 

• Hvornår kommer politikerne ud til bydelen, og diskuterer med dem, der bliver ramt på den ene eller anden måde?

 

• Skal erhvervslivet og alle de andre borgere bare stiltiende vente på det store slag?

 

• Kære politikere, kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling

 

• Johnny Beyer, Formand Nørrebro Handelsforening

 

Vi fik huset tilbudt for 1 kr.

Skulle problemerne løses, måtte alle bevæger sig. Fonden havde bevæget sig. Hvorfor blev Ungdomshuset egentlig solgt? Ja, Nørrebro Handelsforening fik huset tilbudt for 1 kr. Det skete under en af de halvårlige møder, som foreningen holdt sammen med overborgmester Kramer Mikkelsen. Nu var det sikkert bare en henkastet bemærkning. Men vi snakkede om det på bestyrelsesmødet i juli 2000.

Vi spurgte brugerne i Ungdomshuset, hvad de ville sige, til at skulle indrette sig efter Nørrebro Handelsforenings ledelse. Det var de mildt sagt ikke særlig begejstret for. Bagefter nægtede brugerne at de nogen sinde havde hørt om det.

 

Hvorfor skulle huset sælges?

Spørgsmålet var også, hvorfor Ungdomshuset skulle sælges. I en meddelelse havde kommunen fortalt, at en af grundende var, at de unge skulle smides på gaden, fordi de var kriminelle. Men ifølge politiet var miljøet i Ungdomshuset ikke kriminelt. I et brev af 7. juli 1998 skriver politiet til Københavns Kommune:

• Der findes i dag ikke belæg for at udråbe Ungdomshuset på Jagtvej som værende et specielt til tilholdsbase for kriminelle autonome eller andre minoritetsgrupper. Det er dag ikke belæg for at påstå, at Ungdomshusets brugere er mere kriminelt aktive end andre ungdomsgrupper i København.

 

Ingen problemer med de unge

Og i et læserbrev i Politiken skrev en tidligere KUC – direktør, Hans Grønborg, der havde ansvaret for kommunens driftsoverenskomst med Ungdomshuset:

• Som direktør med ansvar for Ungdomshuset har jeg ikke haft problemer med beboerne og aftalerne. Jeg må sige, at det er let at være politiker i Københavns Kommune, når man uden problemer føler sig berettiget til at tale mod bedre vidende.

Noget tyder på, at Københavns Kommune ville af med huset og så skulle man bare finde en anledning til det.

 

Var det et økonomisk problem?

Huset var angrebet af hussvamp, opfugning af murværk var nødvendig, der var råd i bundkarme på vinduer. Alene at få bugt med hussvampen skønnes at ville koste cirka 70.000 kr.

Var det derfor, at man ville af med de unge? Var det blevet et økonomisk problem?

 

Man skulle finde et andet sted!

På et møde i Økonomiudvalget den 11. marts 1999 besluttede Økonomiudvalget at indstille til Borgerrepræsentationen, at Ungdomshusets aktiviteter skulle ophøre og ejendommen skulle afhændes. Men samtidig blev det pålagt Kultur – og Fritidsforvaltningen at finde andre steder til Ungdomshusets aktiviteter.

På et tidspunkt var Huset i Magstræde ind i billedet. Og Nørrebro Lokaludvalg foreslog, at Ungdomshuset skulle omdannes til et bibliotek. Det ville dog koste 20 millioner kroner. Og de penge havde man ikke.

 

De unge var stolte af deres brostens – slag

På Ungerens hjemmeside var man stolte over, hvad man havde fået udrettet:

• En sand regn af kanonslag, malerbomber og brosten regnede ned mod betjente og mandskabsvogne. Det var som om alle frustrationer over den politiske arrogance og truslen mod huset fik afløb i et stort knytnæveslag mod systemet.

Endvidere konkluderede hjemmesiden, at det var politikere og ”faste fjender” af Ungdomshuset, der løb med medieomtalen. Og det væltede ind med støtterklæringer samt bajere, blomster og smøger fra husets naboer.

En af de mest aktive i konflikten var advokaten bag Fonden Jagtvej 69, Knud Foldschack. Han udtalte blandt andet:

• Naturligvis skal vi fordømme volden, men vi skal også prøve at forstå de unge. De unge er en brik i et politisk spil.

 

Politikerne bevægede sig ikke

Og nu var meldingen fra de ”kloge” politikere, at et politisk flertal af politikere fra Københavns Rådhus ikke kunne tage ansvar for, at den daværende Borgerrepræsentation havde solgt huset.

Det lød atter engang som ansvarsforflyttelse. Men fonden havde bevæget sig. Man vil ændre fundats, hvis kommunen aktivt ville tage et medansvar for at løse problemet, ellers ville de ikke. Med andre ord. Kommunen skulle være med til at lave lokalplan, sørge for bevillinger og være med til at spytte penge i driften.

 

Brændte børn

Men atter engang skubbede politikerne sagen over til de unge. For inden de havde fået lovning på noget som helst skulle Ungdomshuset nu være ryddet. Et partnerskab burde jo for længst have været indgået. Her i 11. time syntes den helt store konflikt at være uundgåelig.

Nu var de unge jo ikke uvildige til et nyt hus for til BT udtalte Maja:

• Det er jo ikke nogen hemmelighed at vi var brændte børn. Vi har brændt nallerne så mange gange på Københavns Kommunes kogeplade, at der skal virkelig meget til, inden vi kommer Ritt i møde med åbne arme.

Noget tydede på, at erhvervslivet på Nørrebro igen skulle befinde sig i skyer af tåregas og lavtflyvende brosten, hvoraf mange ville ramme butiksvinduer.

Tolerance og opfindsomhed var forsvundet hos politikerne. Det var alene politiet, der igen skulle løse problemerne. Ligesom butikkerne var den enkelte betjent gidslerne i dette spil.

 

Faderhuset ville rive huset ned

En ny strid var brudt ud mellem Netværket Naboerne på Nørrebro og Foreningen Naboerne på Nørrebro. De havde vidt forskellige meninger og beskyldte hinanden for misbrug af navnet.

En undersøgelse foretaget af Megafon viste, at 82 pct. mente, at ansvaret for volden lå hos de unge. 67 pct. mente, at Ungdomshuset skulle ryddes.

Faderhuset havde bebudet, at de ville rive huset ned. Det var nu ikke så overraskende. Grunden ville uden huset og dens beboere indbringe cirka 45 millioner kroner. De havde ellers lovet noget helt andet, da de købte huset.

 

Tænk – en positiv politiker

Der blev ved med at løbe en masse mails ind til Handelsforeningen. En politiker fra Borgerrepræsentationen skrev således:

• Kære Johnny Beyer og andre i Handelsforeningen, Jeg synes, at I stiller rigtig gode spørgsmål og laver fine beskrivelser af, hvordan det er at være på Nørrebro pt. Jeg stiller mig til rådighed for jer. Hvordan kan jeg hjælpe.

 

Skrækkeligt for bydelens forretninger

En studerende PLS skrev således:

• Jeg synes, at det er flot, at I – Nørrebro Handelsforening- har fået gjort tydeligt opmærksom på, hvor meget skade de unge demonstranter har forvoldt. Det er jo skrækkeligt for de mennesker, der arbejder i bydelens forretninger. For slet ikke at tale om indehavernes store tab.

 

Fulde støtte fra en partiformand

En formand for en politisk forening TF skrev:

• Hej Johnny, ville bare lige give dig min fulde støtte til din ageren i den ulykkelige Ungdomshussag, det er godt gået. Det er ærgerligt, at I er blevet uskyldige gidsler i en voldelig konflikt, som alle kunne se, komme. Jeg håber, der vil komme løsninger, der kan gøre, at I slipper for mere hærværk.

Ros fra folketingsmedlem

Et folketingsmedlem fra Socialdemokratiet skrev:

• Flot gået i medierne. Jeg bakker jer fuldstændig op.

 

Handelsforeningen havde glemt de borgerlige værdier!

Det var da glædelig at enkelte socialdemokrater bakkede os op, men det gjorde Peter Schlüter fra De Konservative nu ikke. Han skrev bl.a., at vi i foreningen havde glemt de borgerlige værdier. Han spredte også budskabet i diverse andre medier.

Men nu var det bare det. Han var lige som andre politikere ikke ved siden af de butiksindehavere, der lukkede deres butikker i den tid. De kunne ikke få hjælp nogen steder fra.

 

I plejer kun egne interesser

Politikerne forlangte stadig at de unge frivillig skulle forsvinde fra huset uden at de fik stillet et hus til rådighed. Advokat Knud Foldschack var til møde med Borgerrepræsentationen. Det vil sige, at kun medlemmer fra Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre mødte op. Og mødet resulterede da også i ingenting.

• I plejer kun egne interesser

Ja det var nogle af de kommentarer Nørrebro Handelsforening nu blev mødt med. Hos politiet havde en nedrivning topprioritet. Men det var et spørgsmål om fagbevægelsen ville spille med i dette.

 

Havde politiet henvendt sig?

Borgergruppen for Ungdomshuset beskyldte politiet for at optrappe situationen. Denne gruppe havde efter eget udsagn, 500 medlemmer.

Faderhuset fortalte nu offentligt, at de havde søgt officielt om, at jævne Ungdomshuset ved jorden. Politiet havde åbenbart henvendt sig. De skulle have udtalt, at en jævning af huset ville lette deres arbejde.

Kulturarvsstyrelsen havde udtalt, at de ikke ville gøre noget for at bevare huset. Der var ingen saglig grund til at bevare huset, sagde man.

 

Hvorfor træde og smadre på alt?

I Ungdomshuset rasede man:

• Vi kan overhovedet ikke se logikken i at Faderhuset skal have lov til at smadre og træde på alt, som vi har bygget op. Hvorfor skal vi forlade huset, så andre kan lave hul i jorden.
• Ritt har ikke engang stillet sig bag ideen om et andet Ungdomshus. Alt det vrøvl politikkerne har lukket ud, har gjort situationen ekstremt tåbelig, at jeg tror, at mange unge nu en gang for alle har mistet tillid til politikerne (Jan – Ungdomshusets Pressegruppe).

 

Havde politikerne givet tilladelse til nedrivning?

Hos De Radikale mente man efterhånden, at man på en eller anden måde skulle støtte Fonden med at finde nye lokaler. Anne Vang fra Socialdemokraterne understregede, at det ikke var kommunens opgave at finde et nyt sted til de unge. Men kommunen kunne godt bistå Fonden til at finde et nyt sted.

Ritt Bjerregaard ville gerne høre om Faderhusets planer om nedrivning. Det kunne så undre, at Klaus Bondam så samtidig udtalte, at planerne om nedrivning skulle diskuteres i et politisk udvalg.

 

Politiet ville også have fredelig løsning

Københavns Politi meddelte, at nedrivning havde topprioritet hos dem, såfremt der ikke fandtes en fredelig løsning. En fordel havde været, hvis huset havde ligget tomt i nogle år, så det havde mistet sin symbolske værdi, udtalte man.

Men nu blev en nedrivning sikkert ikke så let. Formanden for 3F’ s Landsungdomsudvalg var imod nedrivningen lige som LO Storkøbenhavn. Bygge, Jord – og Miljøarbejdernes Fagforening ville ikke arbejde under politibeskyttelse. Og i Byggefagenes Samvirke udtalte formanden, Anders Olesen:

• Det skal være en fredelig løsning, før vores medlemmer vil deltage i en nedrivning.

Center for Konfliktløsning havde sagt ja til at mægle i krisen. Men det blev ikke let. Faderhuset havde ikke gidet at svare Ritt Bjerregaard.

 

Ruth: Vi er ikke en del af konflikten

Til Jyllands Posten havde Ruth Evensen sagt:

• Vi er ikke en del af konflikten, vi er blot ejer af et hus.

Ritt Bjerregaard foreslog nu, at Ungdomshuset kunne flytte ud på Christiania. Men herude undrede man sig over forslaget for her var ingen faciliteter til de unge. To konservative politikere havde samlet 11.000 underskrifter på, at Ungdomshuset ikke skulle bevares.

Venstres Ungdom ville med en demonstration sende et signal om, at alle var underlagt grundloven lige som retsstaten og demokratiet.

 

Vi ses på barrikaderne

Ungdomshuset svarede at de nu i seks år havde demonstreret, omdelt løbesedler og samlet underskrifter med henblik på at finde en politisk løsning. Men politikerne aldrig var kommet med noget brugbart. Det var politikerne, der havde solgt huset, og at det var deres skyld at situationen var eskaleret.

Ved årsskiftet og to timer før dronningens nytårstale, kom talen fra Ungdomshuset. Indledningen var ”Hej Røvhuller”. Her fik man så at vide, at der ikke var nogen alternativer til Jagtvej 69. Den findes kun i medier og hos politikerne. Der blev også pointeret, at der i Ungdomshuset kun var en gruppe. Så blev det nævnt, at 700 var blevet anholdt i politiets håbløse forsøg på at løse en politisk konflikt.

Afslutningsreplikken var:

• Vi ses på barrikaderne – og husk: Du bestemmer selv på hvilken side af dem, du vil stå.

 

Atter engang: Breaking News

Den 14. januar 2007 besatte flere hundrede en tom industribygning på Dortheavej i Københavns Nordvest kvarter. Politiet trak sig relativt hurtig, men vender talstærkt tilbage den 16. januar. 94 blev anholdt ved aktionen, som foregår uden vold og slåskamp.

Den 3. februar 2007 besatte unge fra Initiativet for flere Ungdomshuse endnu et hus. Denne gang var det på Grøndalsvænge Allé i Nordvest kvarteret. 82 anholdtes.

Jo Nørrebro kom nok engang i mediernes søgelys. Der Var Breaking News med helikopter. Ja tænk engang direkte billeder.

 

Fristeder alle steder

Ungdomshusets beboere fik den 9. februar 2007 ti dages betænkningstid til at tage imod Københavns Kommunes tilbud om at flytte til den nedlagte Stevnsgades Skole.

Der var brug for flere ungdomshuse, sådan var parolen for en fredelig gennem Nørrebrogade via Lyngsie Plads til Dortheavej. Cirka 500 mennesker deltog. En anden lyserød demonstration samlede hele 1.000 deltagere. På et banner stod Fristeder alle steder.

 

Vores kultur er måske ulækker og larmende

Et hus blev besat men først efter kamp med politiet. Der blev anvendt knippelsuppe og tåregas. Men pludselig trak politiet sig tilbage Der var cirka 300 unge mod 42 betjente. Begrundelsen fra Politiet var, at få at få kontrol med situationen skulle man have brugt unødig magtanvendelse og det ville man ikke.

Mads Clausen fra Initiativet for flere Ungdomshuse sagde meget rammende:

• Vores kultur er måske ulækker og larmende for politikerne, men vi er mange.

Nu var der så pludselig to ungdomshuse. Men De Forenede Ejendomsselskaber ville have de unge ud af den faldefærdige industribygning. De skulle bruge ejendommen, der ellers havde stået tom gennem længere tid. Man ville omdanne bygningen til lejligheder.

 

Nynazister skulle blande sig

De unge havde ellers udtalt, at de ikke repræsenterede Ungdomshuset på Jagtvejen. Det blev et kort besøg af de unge, der dog nåede at navngive ejendommen til Villa Villekulla.

Forinden havde man gjort krav om tre ungdomshuse med lys og varme. Nynazisterne ville dog lige vise flag. Men åbenbart havde de unge gode kontakter. De jog nynazisterne på flugt.

 

De unge ville i opera

Der var masser af penge til et operahus. Hvorfor kommer pengene ikke i retning af os, spurgte de unge. Kasper Bech Holten, der generelt sympatiserede med de unges ønske om et nyt ungdomshus blev sur over, at operahuset nu blev brugt i kampen. Han opfordrede de unge til at gå i operaen, så de kunne få syn for sagen. Og de unge besøgte da også operaen, men de blev udenfor. Vel sagtens fordi, der var et kæmpe politiopbud.

 

En brandstation kom i spil

Ritt Bjerregård påstod, at der ikke var ledige kommunale ejendomme. Men Martin Geertsen kunne dog pege på tre adresser. Og pludselig kom en nedlagt brandstation på Jagtvej i spil. Men nu råbte Helge Sander vagt i gevær, for man kunne da ikke disponere over andres ejendom. For Københavns Universitet havde store udvidelsesplaner og her indgik den gamle brandstation.

 

Naboerne til Stevnsgades skole forarget

Stevnsgades Skole kom atter i spil. Embedsmændene foreslog en pris på 50 millioner kroner. Naboerne var dog stadig ikke begejstret. Mange var bange for, at gaden ville blive omdannet til en krigszone. Og så ville priserne på boligerne i området rasle ned. En underskriftsindsamling blev sat i værk. Og så passede larmende punkfester og guldøl slet ikke i et kvarter fyldt med børn. Jo, beboerne mente dog, at de unge skulle have deres eget hus. Det skulle da bare ikke lige være i nærheden af dem selv.

 

De unge var uønskede

Fra Guldberg Skolen lød nu en udtalelse om, at de unge ikke var gode forbilleder for deres børn. Skolen ligger lige op til Stevnsgades Skole. De unge var uønskede, derfor sagde de nej. I en presseinformation fra de unge lød det således:

• Hvis retten til et ungdomshus reduceres til et spørgsmål om købekraft, så har 25 års kamp for ungdomsbevægelsen for ungdomsbevægelsen været forgæves.

 

Politiet pustede til ilden

Nu hjalp det heller ikke på situationen, at Politiets informationschef, Flemming Steen Munch pustede til ilden ved at samle de unge med fascister. Han kaldte de unge en flok forkælede unger, der havde gjort Nørrebro til en slagmark.

Informationschefen mente, at situationen havde ændret sig siden 18. maj 1993, da gik de unge direkte efter at angribe politiet. Og sådan havde det været siden.

Flemming Steen Munch sagde til Dansk Politi udgivet af Politiforbundet:

 

• Vi oplever de unge betragter en henstilling fra politiet som et forhandlingsoplæg, og de påberåber sig de demokratiske rettigheder for et godt ord. Samtidig mener de, at de på deres mandagsmøder i Ungdomshuset har retten til at beslutte sig for at udøve vold og hærværk, hvis de ikke er enig i andres synspunkter. De har gjort Nørrebro til deres slagmark, og hvis anderledes tænkende end dem, vil ud og demonstrere på Nørrebro, så kommer de autonome farende og opildner til ballade.

 

• Der er en hård kerne, som givetvis tager deres ideologi om at omstyrte samfundet særdeles alvorligt. Men i periferien befinder der sig en stor skare af medløbere, hvor retorikken klinger lidt spagt.

 

• De sidste 10 – 12 år har jeg kørt efter de her demonstranter. Og jeg kan godt finde det helt komisk, når en 13 – årig pige med tændstiktynde arm går og råbe slagord om at omstyrte det samfund, som hun ikke engang har ydet noget til.

 

De voldsomme episoder

Den 18. maj 1993 havde også store økonomiske konsekvenser for Nørrebros detailhandel. Her blev 11 aktivister og tilskuer såret. Politiet affyrede 113 skud og efterfølgende var der mange betjente, der led psykisk skade.

Men for detailhandlen havde terrornatten den 8. – 9. november 1999 større konsekvenser. Politiets passivitet havde kæmpe økonomiske konsekvenser for Nørrebros detailhandel. Og hvad værre er, at ingen blev gjort ansvarlige for det omfattende hærværk. Dette har vi tidligere kommenteret her i artikelserien.

 

Yderligere krav fra de unge

De unge fremkom nu med yderligere krav. Hvis de unge fik tilbudt et nyt ungdomshus fra kommunen, var de rede til at forlade det gamle Ungdomshus. Men de havde dog yderligere krav:

• Kommunen skal stille huset til rådighed
• Huset skal være mindst lige så stort som Ungeren
• Vi skal selv bestemme
• Huset skal ligge på Nørrebro

De mente, at de var en del af Nørrebro – kulturen. De sluttede et fem siders langt brev til Fonden med følgende sætning:

• Tilbage er kun spørgsmål om, hvorvidt politikerne vil løfte en del af læsset og sluge nogle karameller. Og så haster det selvfølgelig. Politiet kan komme hvert øjeblik.

 

Tag dig i agt for Politiet

Den 15. februar udsendte Ungdomshuset en opfordring:

• Tag dig i agt for Politiet

Københavns Politi har fornylig trykt en plakat og flyers, hvorpå de forklarer, at de tidligere har været nødt til at anholde mange folk – også meget unge – fordi de ikke ville følge politiets anvisninger. Budskabet har også været bragt på hjemmesider.

Det politiet glemmer at fortælle er, at de fleste gange har måttet betale meget store erstatninger, fordi de gik for vidt og ikke havde lov til at anholde folk, men bare gjorde det alligevel. Københavns politidirektør, Hanne Bech – Hansen har endda sendt skriftlige undskyldninger ud efter ulovlige anholdelser.

Men pas på, for vi har flere gange set politiet slå og skyde gas, hvis befolkningen ikke parerer ordrer med det samme. Da må du huske på, at det ikke kun er dig de angriber, men dine demokratiske rettigheder. Og dem er det vigtigt vi forsvarer. Politiets ord er ikke lov.

 

Opfordring fra Københavns Politi

Og det var netop denne opfordring Københavns Politi sendte ud:

• Opfordring fra Københavns Politi

Politiet prøver at løse sine arbejdsopgaver på fredelig vis, men desværre kan f.eks. demonstrationer udvikle sig voldeligt, og så må politiet anvende den nødvendige magt for at løse opgaven.

 

Også som tilskuer har man pligt til at følge politiets anvisninger. Ved de seneste uroligheder omkring Ungdomshuset på Nørrebro i december 2006 blev et stort antal personer anholdt – heriblandt også en række helt unge mennesker, der ikke fulgte politiets ansvisninger om at forlade stedet.

 

Det kan med andre ord få nogle ganske alvorlige konsekvenser, hvis man befinder sig tæt på det område, hvor politiet arbejder. Vi opfordrer til at vise hensyn, give politiet arbejdsro og til at holde sig væk fra steder, hvor der kan opstå uroligheder.

 

Med venlig hilsen

Københavns Politi

 

Atter appel fra Handelsforening

Johnny Beyer havde tilbudt sig som mægler i konflikten, men det var politikerne ikke interesseret i. De store dagblade og Ungdomshuset linkede til vores hjemmeside. Der var rekordbesøg.

I Nørrebro Handelsforening var mere end bekymret for situationen. Tidligere havde det vist sig at Politiet ikke kunne garantere for de ansattes sikkerhed. Og der var heller ikke mulighed for at garantere for butikkernes varer. Foreningen frygtede for omfattende røverier. Vi indledte et samarbejde med HK og BAR Handel – Arbejdstagersekretariatet: den 14 februar udsendte vi følgende:

 

• Opfordring fra Nørrebro Handelsforening

Nørrebro Handelsforening er alvorlig bekymret over situationen omkring Ungdomshuset. De unge har kun et alternativ, det er Stevnsgades Skole, men i dette område er de unge uønskede.

 

De skal svare inden den 19. februar. Bliver det et endeligt nej, er vejen banet for en rydning. Appellen fra Nørrebro Handelsforening er, at undgå vold og hærværk. Opfordringen til Politiet er, at undgå unødig vold og provokation.

 

Vi håber stadig, at konflikten omkring Ungdomshuset kan løses fredeligt. Beboerne i huset har fået tilbudt Stevnsgades Skole, men i kvarteret er de nærmest uønsket. De unge har desuden opstillet nogle krav, som vi har bragt tidligere.

 

Handelsforening sender regning videre

Ja sådan indledte vi vores opfordring. Politikerne havde sagt ja til nedrivning. Det har vagt stor mishag, at handelsforeningen ville sende regningen videre til de offentlige myndigheder. Dette blev tolket som vi accepterede hærværk og krigslignende tilstande.

Og dette sagde vi ved en hver lejlighed. Ved denne lejlighed opfordrede vi også til politiet at vise hensyn. Det afstedkom nogle heftige henvendelser fra politibetjente. Det kommer vi tilbage til.

Vi gav udtryk for bekymring for dem, der skulle løse en sag, som politikerne ikke kunne løse. Og det var ord som besindighed m.m., som vi brugte.

 

Beredskabsplan

På grund af den manglende vilje hos parterne udsendte vi så denne ”Beredskabsplan” Det gjorde vi blandt andet i samarbejde med Arbejdsgiverforeningen og HK

Hvad skal jeg gøre i tilfælde af uroligheder?

Før:

• Tal om hvad I tror, der skal ske og aftal, hvordan I skal forholde jer, fx skal døren låses? Skal gitre eller lignende sættes for vinduer? Skal varer fjernes fra vinduer? Skal varer og andre genstande fjernes fra gaden? Hvor skal I opholde jer?

 

• Før:
• Hav ikke dyre, skarpe eller spidse varer udstillet i vinduet
• Udarbejd en liste om hvem der skal ringes til i tilfælde af hærværk, tyveri eller brand
• Tjek indholdet i forretningens førstehjælpskasse, så du er parat hvis nogen kommer til skade
• Tjek jeres forsikringsforhold fx dækker knuste ruder? Er det værdibegrænsning for varer udstillet i vinduer?
• Har butikken en aftale med et sikringsselskab, så overvej at indgå aftale om afhjælpning i tilfælde af hærværk, tyveri eller brand.
• Forbered et lokalt netværk med forretninger i gaden/området, så kan I underrette hinanden, hvis der opstår uroligheder.

 

• Under og efter:

Undgå at have varer ude på fortovet/gaden

Fjern skarpe genstande, cykelstativer, skraldespande og genstande, der kan bruges som kasteskyts fra fortovet/gaden

Luk og lås butikkens døre og vinduer – overvej risikoen for stenkast og lignende

Bliver du truet så bevar roen og gør, hvad der bliver sagt

Iagttag hvad der sker med henblik på anmeldelse til politi og forsikringsselskab

Bagefter så hjælp og støt hinanden – tal om situationen, accepter hinandens reaktioner og vis omsorg.

 

Presseinfo fra Ungdomshuset

Fra Ungdomshuset fik vi en henvendelse, om vi vil bringe deres presseinformation. De sagde, at de havde svært ved at komme i medierne. Og når det så skete, så var deres presseinfo skåret til ukendelighed. Dette sagde vi ja til, og blev også voldsom kritiseret fra de passive politikere:

• Synspunkt fra Ungdomshusets Pressegruppe

Efter de seneste dage at have set Ritt Bjerregård få lov til at optræde i diverse medier og fremføre sit syn på sagen ukritisk og uhindret få lov til at lyve i pressen vil vi gerne understrege følgende:

 

1. Når Ritt Bjerregård påstår, at hun er kommet med flere løsninger, så er det helt objektivt løgn. Der er kommet ”et forslag”, at man på almindelige markedsvilkår købte den kommunal ejede bygning i Stevnsgade

 

Fra Ungdomshusets side skal vi understrege, at dette ikke kan kaldes politisk løsning, jo så absolut også ville være mulig uden Ritt Bjerregård som ejendomsformidler. Det undrer os, at ingen spørger hende, hvad der skulle forhindre fonden i at gøre sådan køb uden politisk indblanding

 

1. Da Ungdomshuset sagde nej til at reducere retten til et ungdomshus til et spørgsmål om købekraft, så var det ikke – som overborgmester Ritt Bjerregård ellers har påstået flere gange – en lille hård kerne, der tromlede beslutningen igennem. Beslutningen blev truffet efter omkring 25 timers debat blandt husets aktivister. Det var en beslutning, man kom frem til i fællesskab.

 

2. Ungdomshuset blev solgt for mere end seks år siden. Utallige demonstrationer, underskriftsindsamlinger, opfordringer til møder og meget mere blev overhørt af politikere, mens en rydning rykkede nærmere. Først efter afgørelse i Landsretten og fogedrettens fastsættelse af rydningsdato, har det været politisk interesse (om end minimal). Der skal også på det kraftigste understreges, at Ritt Bjerregårds tilbud om at sælge bygningen i Stevnsgade kom over en måned efter, at Ungdomshuset skulle have været ryddet 14. december.

 

 

Ritt Bjerregård har været overborgmester i et år og har været bekendt med problemstillingen. Måske skulle hun have gået ind i sagen med det samme og ikke en måned ”for sent”. Havde overborgmesteren engageret sig i sagen tidligere, så havde det været muligt at finde en fornuftig løsning.

 

1. Grunden til at der var en anden juridisk ejer af Jagtvej 69 er alene fordi politikerne solgte huset til dem. Problemet er altså politisk skabt. Det er en politisk beslutning at sælge Jagtvej 69 til en kristen sekt. En økologisk fond, der havde som erklæret mål at lade Ungdomshusets aktiviteter fortsætte bød også på Jagtvej 69. Salget må derfor ses som et bevidst forsøg på at lukke Ungdomshuset.

 

2. Vi må understrege, at unge frivilligt og ulønnet har lagt kræfter i Ungdomshuset i 24 år. Det er derfor det økonomisk mest fornuftige kulturinitiativ at støtte. Det eneste, der bliver bedt om er jo et hus, at lægge kræfterne i.

 

           Når politikerne giver udtryk for, at Ungdomshuset har været til gavn for København, og de synes, der skal være plads til sådanne aktiviteter, dog uden de skal involvere sig i det, svarer det vel nogenlunde til at sige, det bør være veje i København, men folk må selv betale for dem

Ungdomshuset

 

Betjenten måtte ikke begå fejltrin

I Nørrebro Handelsforening blev der atter og atter diskuteret, hvad man kunne gøre. Det var utroligt, at man ikke kunne finde et sted, hvor de unge kunne dyrke deres alternative kulture.

Var det de unge, der var blevet mere aggressiv eller var det medierne, der havde oppisket en stemning. De unges raseri var rette mod butikkerne og bankerne på Nørrebro. Men også betjenten i det forreste geled var raseriet rettet imod. Hvis de ikke opførte sig helt efter bogen, ja så afslørede en mobiltelefons optagelser, hvad de havde begået af fejltrin. På Ungdomshusets facade var der nu også anbragt kamaraer mod eventuelle overgreb.

På Ungernes piratradio var der hele tiden nyheder. Og deres pressegruppe var hele tiden i aktion. De unge risikerede hele tiden anmærkninger i straffeattesten.

I Nørrebro Handelsforenings bestyrelse var vi hele tiden i vælten. På alle tider af døgnet stillede vi os til rådighed for medierne, ja også udenlandske.

 

Artikelserien fortsætter

 

 

Kilde:

www.norrebro.dk

www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk:

 

• Kampen om Ungdomshuset 1
• Kampen om Ungdomshuset 3
• Politi og ”Banditter” på Nørrebro
• BZ – bevægelsen endnu engang
• Skyd efter benene
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – endnu mere
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Fristeder og Ungdomshus
• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets historie 1 – 2
• Nørrebro beboeraktion og Kampen om Byggeren
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
• Terrornatten på Nørrebro
• Nørrebro 18. maj 1993

 

 

 

 

                                   

               

 

 

 

 

.

Kampen om Ungdomshuset (1)

Dette er den første af tre artikler om Kampen om Ungdomshuset set gennem Nørrebro Handelsforenings øjne. Disse artikler er skrevet i anledning af foreningens 125 år. Kigger vi på litteraturen omkring slumstormere, BZ – bevægelsen, slumstormere, Ungdomshuset, så er detailhandlen aldrig blevet inddraget. Artiklerne skal også vise, at detailhandlen var tvunget i knæ, og at politikerne ikke viste meget vilje til at hjælpe. Politikerne syntes nærmest at det var frygtelig at foreningen støttede de unge. Og politikerne forkastede forslaget om at foreningen kunne være mægler i at løse konflikten. Havde man løst konflikten på en fornuftig måde kunne samfundet have sparet 120 – 150 millioner kroner

 

Vi har bandet dem væk

Vi har bandet dem langt væk, men vi endte med, at være ret så gode venner med de fredelige brugere af Ungdomshuset. Og en del af dem, var jo også ansat i Handelsstandens Indkøbsordning. Men hold da op, hvor vi fik travlt med at fabrikere presseinfos og stille op i diverse medier. Vores hjemmeside havde rekordbesøg. På et tidspunkt blev der linket både fra de store dagblade og fra Ungdomshuset selv.

 

Groteske angreb

Men sikke dog nogle mails vi fik, både fra politifolk og politikere. Det var helt grotesk. Men det var også opbakning fra Folketinget fra enkelte medlemmer i vidt forskellige partier.

 

Var selskabet ikke blevet undersøgt?

Det var i slutningen af august 2006. Østre Landsret havde bekendtgjort, at de unge ikke mere havde brugsret på Ungdomshuset. Faderhuset var klar til at flytte ind.

Det var lige inden Ruth Evensen havde købt Ungdomshuset for øjnene af de unge mennesker. Ja de havde skam allerede købt huset i 1999.

Der var kun få, der havde budt på ejendommen. Man valgte at tage imod tilbuddet fra Human A/S. Det var et selskab under stiftelse. Man kendte ikke meget til det. Faderhuset havde været inde i billedet. Men de blev af Københavns Kommune dømt som useriøst.

Men pludselig overtog Faderhuset samtlige aktier i Human A/S. På den måde blev Københavns Kommunes tilbageklausul undermineret. Klausulen gik nemlig på, at hvis Human A/S ville sælge, skulle det ske til Københavns Kommune. Var selskabet Human A/S ikke blevet undersøgt?

 

Sikke meget godt, de ville

Måske blev Københavns Kommune duperet af alt det gode, som Human A/S eller Faderhuset ville med Ungdomshuset. Således skrev Ruth Evensen, lederen af Fadehuset den 6. juli 2000 til Kultur- og Fritidsborgmester H. Thustrup Hansen:

 

• Vi har et stærkt ønske, om at overtage Ungdomshuset og indrette det til alle de formål, som vi drømmer om, at kunne bespise hjemløse og mindre bemidlede, at drive en café, hvor unge, deriblandt også de, som nu oplever huset som deres hjem kan komme og tage del i aktiviteterne. Vi vil også etablere en ungdomskirke, skabe musikarrangementer med bred appeal, samt indrette værelser til enkelte af de mennesker, som skal stå for driften af huset.

 

Vi har besøgt huset nogle gange og vil optrappe vores kontakt med de unge i form af dialog, give dem mad og vinde deres venskab. Vi håber således at en ”magtovertagelse” vil gå smertefrit som muligt. Vi er dog også indstillet på at stå i en eventuel friktion omkring ejerskifte.

 

Vi ønsker at præge vores bydel med en ny trend på værdibaseret grundlag alle kan have gavn af. Af erfaring ved vi, at dette som regel indbefatter hårdt arbejde, men det er vi som sagt indstillet på.

 

Vi imødeser med stor interesse Deres venlig bearbejdelse af denne sag, da vi er klar til at rykke ind så snart som muligt, og anmoder venligst om et personligt møde. Undertegnede træffes på………..

 

Hun var et meget ideelt tænkende menneske

Human A/S eller Faderhuset var repræsenteret ved advokat Inger Loft. Overborgmesteren havde talt med hende, og udtalte:

• Hun er et meget ideelt tænkende menneske.

 

Truet og mødt med vand

Allerede her havde Fonden Jagtvej 69 været på banen, men de blev afvist. De unge mennesker havde aflagt Inger Loft et besøg og truet hende. Truende opringninger og en enkelt brosten blev det også til.

Advokaten var selv mødt op ved Ungdomshuset for at fortælle de unge mennesker, at de ikke skulle true hende. Dette resulterede i en pose vand.

 

Ruth’ s Sejrstale

Fire RUC – studerende overværede Ruth Evensens sejrstale i Faderhuset. Og her fik menigheden at vide, at de unge på Nørrebro var dæmonbesatte. Man fik også at vide, at nu ville man gå i gang med at bekæmpe homoseksualitet, pædofili, pornografi, forkert religion og satanistisk legetøj på Nørrebro.

Ruth Evensen takkede også menigheden for, at de i så mange år havde finasieret huslejen i bygningen på Nørrebro.

 

Gud havde pålagt købet

Gud havde pålagt menigheden om at købe Ungdomshuset. Man vil ikke sælge og høste gevinsten, blev der sagt:

• Danmark har tilpasset sig tidsånden og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn, at være sammen. Undskyld, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det. Og hvad med lesbiske som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning. To kvinder, der får børn. Det er ikke Guds vilje.

 

Psykisk lemlæstet

Ifølge Ekstra Bladet bestemmer Ruth Evensen, hvem de unge kvinder og mænd hun har i sin magt, skal gifte sig med. Og ifølge sognepræst Niels Underbjerg, blev de unge udsat for massiv djævleuddrivelse, hvis de ikke tog den partner, Som Ruth havde valgt for dem. I årenes løb havde Niels Underbjerg taget sig af 70 psykisk lemlæstede – ofte unge mennesker på flugt fra Faderhuset.

Faderhuset gav også deres fulde støtte til Moses Hansen, da han gik korstog på Nørrebro mod muslimerne.

Ruth Evensen, håbede, at de unge frivillig forlader huset uden politiets hjælp.

 

Provokation mod de unge

Det var dette selskab, frikirke eller sekt, som Københavns Kommune mente skulle videreføre Ungdomshuset. Det i sig selv var vel også en provokation mod de unge?

Hun var dog heller ikke særlig velkommen hos de unge. Snart kunne man på streamers fra Ungdomshuset læse:

• Hvis Ruth mener, at vi kommer fra helvede, så lad os give hende helvede.

 

De unge skulle ikke tilbydes nyt hus

Kulturborgmester Martin Geertsen afviste, at de unge skulle tilbydes nyt hus. De skulle bruge de eksisterende muligheder. Endvidere understregede han, at de unge burde respektere den private ejendomsret. De Radikale mente ikke, at de unge kunne sættes på gaden. Det var kommunens ansvar.

Faderhuset havde bebudet, at huset ikke var til salg. Huset var ikke købt for pengenes skyld. Ruth Evensen oplyste, at hun havde fået et kald om, at overtage huset og omdanne det til et kristent ungdomshus!

 

Voldspsykiater fra helvede

På et tidspunkt, kunne forbipasserende på Jagtvej se et kæmpe banner spændt ud på Ungdomshuset:

• Til salg sammen med 500 autonome, stenkastende, voldspsykopater fra helvede.

 

Faderhuset nægter at sælge

Ifølge en ejendomsadministrator ville Faderhuset kunne tjene 15 – 20 millioner kroner ved at få smidt de unge ud og sælge huset til en investor. Men som ejendom er Ungdomshuset værdiløst.

En gruppe unge arbejdede for at oprette en fond, der skulle købe Ungdomshuset tilbage. Det var en løsning, der tidligere var praktiseret i Baldersgade. Tidligere havde Cirkus Himmelblå været inde i billedet. Faderhuset nægtede dog stadig at sælge.

 

De unge kan ikke bruges som lejere

Fra husets havde man dog ikke kendskab til rudeknuseri. Det havde man aldrig. Dengang sagde talsmand Adam til Jyllands Posten:

• Vi er kede og vrede over afgørelsen, men vi flytter os ikke. Og vi blander os uden om folks reaktioner og tager ikke ansvar for, hvordan de vil udtrykke deres vrede.

Og første nat efter afgørelsen var resultatet 11 gange maling, graffiti, rudeknusning, ildspåsættelse. Ja, og allerede dengang gjorde Nørrebro Handelsforening opmærksomme på, at butikker og banker ikke var part i sagen.

Det var Københavns Kommune, der havde givet de unge brugsretten til huset. Østre Landsret havde sagt, at de unge kan betragtes som brugere ikke som lejere.

 

24 år med selvstyre

I 24 år havde huset været selvstyrende. En indgriben i denne selvstyre ville få konsekvenser. Hvis en politisk løsning er umulig, er en konfrontation uundgåelig, sagde de unge i en presseinformation. Man kan jo sige, at man tidligt vidste, hvad det ville ende med.

Arbejderbevægelsens forsamlingshus

Men hvordan startede det?

Arbejderne ville gerne have et samlingssted. De måtte faktisk ikke samles nogen steder. Restauranter og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejdere. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen at opføre forsamlingshuse.

Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet, kunne man i Social – Demokraten løse:

• Ude bag Assistens Kirkegaard i det fattigste af Nørrebro ligger Arbejdernes sidst opførte Forsamlingshus i Kjøbenhavn.

Adressen var egentlig Jagtvej 49. Men siden er der foretaget en nynumerering af Jagtvejen.

To år efter husets indvielse i 1897 blev den tre måneder lange lockout fejret i huset. Mange benyttede huset til eksempelvis lørdagsbal, juletræsfester, boksearrangementer, teaterforestillinger, danseskole m.m.

 

En mandelig sekretær

Det var også her, at Kvindelig Arbejderforbund blev dannet 3. juni 1901. Ja man var nødt til at ansætte en mandelig sekretær til at underskrive papirerne. Kvinderne havde dengang ikke myndighed.

 

Han havde ikke styr på konen

Forbundets første formand, Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det. Hendes mand blev også dømt. Begrundelsen var, at han ikke havde styr på sin kone.

 

Lysbilledforedrag fra Dansk Vestindien

Det var helt mærkeligt at tænke sig, at i 1901 havde Nørrebro Handelsforening holdt stormøde herinde. Også et lysbillede med Dansk Vestindien er der blev holdt derinde. Dengang mødte 300 tilhører op.

I 1910 blev den anden Socialistiske Kvindekonference afholdt her. I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder har besøgt huset, herunder Lenin og den tyske socialist Rosa Luxembourg.

 

Nørrebro Handelsforening sagde nej til Irma

I 1960erne ville Brugsen købe det og bygge nyt. Men på grund af ejendommens historiske værdi fik de afslag. Men det var kun medierne, der gengav det på den måde. Sandheden var, at Irma ville bygge et supermarked her. De ville også rive Colloseum (nu Aldi) ned. Men Blandt andet Nørrebro Handelsforening protesterede så det blev ikke til noget.

 

De får hus og vi får fred

Overborgmester Egon Weidekamp kunne ikke se noget særlig grund til, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede unge:

• Jeg kan ikke se det rimlige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund

Men de unge fastholdt, at de gerne ville have et hus. Københavns Kommune erhvervede ejendommen for 700.000 kr. Og de tidligere beboere, Tinglutti flyttede til en bygning i Valhalsgade. Weidekamp var glad:

• De får et hus og vi får fred

 

Weidekamp fik buksevand

Det havde han nu ikke helt ret i. De unge var selvfølgelig glade. På førstesalen havde man indrettet en bookinggruppe med navnet Fucking Buhking. Den 31. oktober 1982 indledte man med en kæmpe fest. Her spillede blandt andet Savage Rose.

Gennem de 24 år, hvor Ungdomshuset bestod har der vel været cirka 1.000 bands på besøg. Grupperne fik kun dækket deres udgifter. Overskuddet gik til husets drift.

Og da Weidekamp var på besøg fik han buksevand.

 

Weidekamp fortrød to ting

Da han i 1989 gik af, blev han spurgt, om det var noget, som han havde fortrudt. Han svarede, at det var to ting. Den ene ting var, at han havde fjernet sporvognene. Den anden ting var, at han havde givet bz’ erne et ungdomshus.

 

Ungdomshusets regler

I ungdomshuset havde man helt specielle regler. Blev disse overtrådt, blev man bortvist:

• Sexisme er bandlyst
• Ytringer mod bøsser, lesbiske, bi – eller transseksuelle er forbudt
• Der tages afstand fra racisme
• Uoverensstemmelser må ikke udarte sig til vold. Der skelnes dog mellem vold, der bruges som forsvar og som et angreb.
• Der må ikke indtages eller sælges hårde stoffer
• Mandagsmødet er husets højeste myndighed

 

En dårlig fugl, der skider i sin egen rede

I 1993 smed autonome brosten gennem McDonalds vinduer på Nørrebros Runddel. Stenene var centimeter fra at ramme kunderne. Vidner havde set gerningsmændene løb ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt. De optog rapport. Men ellers skete der intet andet. Indehaveren var fortørnet. Det var Nørrebro Handelsforening og dets formand Johnny Beyer også. Under devisen:

• Det er en dårlig fugl, der skider i sin egen rede

Ja så inviterede han nogle af de unge fra Ungdomshuset til en middag og en øl for at diskutere situationen.

 

19 betjente såret

Men Johnny Beyer’ s middagsinvitation hjalp ikke synderligt. For den 1. januar 1995 blev 19 betjente såret, da 100 unge angreb en nystartet McDonalds restaurant. Alt inventar blev kastet ud i et kæmpe bål på Nørrebrogade.

 

De klarede selv reparationen

I 1996 brændte det i Ungdomshuset. Kommunen mente, at det ville koste millioner af kroner at sætte i stand. Men de unge mennesker klarede det for cirka 50.000 kr. Og byggeriet blev efterfølgende godkendt.

 

Sådan noget gør Ungdomshuset ikke

I terrornatten den 18. – 19. november 1999, hvor detailhandlen havde fået ’ødelagt værdier for adskillige millioner af kroner, gik formanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer til dagspressen. Han var sikker på, at det var autonome. Flere forretningsfolk, der var kommet til stede og forsøgte at forvare deres værdier havde set flere autonome. Men formanden for Indre Nørrebro Bydelsråd Jesper Langebæk udtalte til JP København:

• De plejer at være mere selektive ved deres aktioner. Det går kun ud over banker og politi. Jeg er ret overbevist om, at det er andengenerationsindvandrere, der står bag. I øvrigt holder de autonome ikke nødvendigvis til i Ungdomshuset.

 

Politiet kom, da det hele var overstået

Angiveligt var det udvisning af en ung tyrker, som Nørrebros handlende måtte undgælde for. Et ægtepar i en parfumebutik havde følt sig i direkte livsfare. Men det hjalp ikke at ringe til politiet. De kom først, da det hele var overstået.

 

Din butik er smadret

Johnny Beyer opsøgte Ungdomshuset sammen med en journalist fra BT og ville gerne have deres ord på, at det ikke var dem, der havde lavet det omfattende hærværk. Han blev ikke ligefrem budt på kaffe. To nætter efter blev han ringet op af et vagtselskab. Hele hans butik var blevet raseret. Der var malet 69 – tegn over det hele.

 

Ungdomshuset: Vi brænder ikke kvarteret af

Ungdomshuset udsendte en presseinformation:

• Ungdomshuset er et koncertsted, en bogcafé, cirkus – og gøglerskole, folkekøkken, øvelokale og meget mere. Vi er et samlingssted for mennesker, der ønsker at vise et alternativ til det profitskabende og kommercialiserende samfund, vi lever i, men vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.

Ikke en eneste blev gjort ansvarlig

Efter urolighederne henvendte en person sig til Handelsforeningen. Han påstod, at have skriftlige beviser på, hvem der startede urolighederne. Foreningen sørgede for kontakt til politidirektør, Hanne Beck Hansen. Men hvad der kom ud af dette, vides ikke. Ikke en eneste blev gjort ansvarlig for det meget omfattende hærværk.

 

Formand under politibeskyttelse

På et efterfølgende møde på Blågårds Plads skulle trådende udredes. Men Johnny Beyer blev truet med, at hvis han mødte frem og udtalte sig negativt om Ungdomshuset ville det få alvorlige konsekvenser. Og truslen kom fra folketingsmedlemmer. Johnny Beyer måtte have politibeskyttelse.

 

Hjælpen kom aldrig

Justitsminister Frank Jensen lovede, at der ville komme hjælp til Nørrebros detailhandel efter de omfattende skader. Men den hjælp kom aldrig. Men intet skete. I stedet samlede de andre handelsforeninger ind. Og det indsamlede beløb blev uddelt de hårdest ramte.

 

En bombefabrik i Baldersgade

Den 15. juni 2001 foretog kampklædte betjente razzia mod fire adresser på Nørrebro. Det var efter tip fra kollegaer i Göteborg. Fem unge danskere var anholdt for at stå bag sabotageplaner mod et EU – topmøde.

I Baldersgade befandt der sig efter politiets udsagn en bombefabrik med flere livsfarlige bomber. Man havde mistanke om, at også disse skulle bruges til et EU – topmøde. Man havde mistanke til det autonome miljø.

 

Fest i gaden

Den 25. august 2003 blev 27 autonome anholdt. 100 kampklædte betjente ryddede et besat hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade.

Tre dages fest i Ungdomshuset endte den 24. september endte med bål og hærværk. Der var dømt ”Reclaim the Streets”. Cirka 250 blev anholdt. Adskillige svenske og tyske sympatisører var i blandt de anholdte.

 

Forsøg på at få opbakning

De unge fra Ungdomshuset havde smidt en folder ind i 40.000 husstande på Nørrebro. De håbede på lokalbefolkningens opbakning. I folderen kunne man læse:

• Vi vil også gerne takke alle jer på Nørrebro, der gennem årene har hjulpet og støttet Ungdomshuset. I er altid velkomne til at skrive eller ringe til os, hvis I har spørgsmål eller andet I gerne vil sige til Ungdomshuset
• Vi håber, at Nørrebro vil være positivt stemt over for Ungdomshuset i den svære tid, vi går i møde. Vi kan kun understrege, at vi fortsat arbejder seriøst og vedholdende for en fredelig politisk løsning, der sikrer at Ungdomshuset fortsat kan være en del af Nørrebro.

 

Johnny Beyer har et ton i siden på os

I en artikel i Jyllands Posten oplyste pressetalsmand Maja:

• Johnny Beyer har hele tiden haft et torn i siden på os. Hvis han oplever problemer, må han gerne henvende sig til os.

Baggrunden for denne udtalelse var, at Johnny Beyer udtalt følgende til Jyllands Posten:

• Det er godt, at folk kan komme ud med politiske følelser, men jeg fatter ikke logikken i, at det skal gå ud over slagterens eller tøjbutikkens vinduer. Når man laver en fejl, er det stort at huske og sige undskyld, at sige undskyld. Jeg husker dog ikke, at nogle af vore medlemmer har fået en undskyldning fra Ungdomshuset, når butiksvinduer er blevet smadret eller ”tagget” under en demonstration.

 

Vi er ikke en del af konflikten

Da Johnny Beyer vendte hjem efter et besøg på Københavns Radio, indløb der en mail:

• Jeg hørte dog radioen i morges. Frygtede hvad du ville sige vedrørende urolighederne på Nørrebro, men blev glædelig overrasket over, at du havde hjerne og sind med i dine udtalelser. Tak skal du have.

Opmærksomheden var stor også efter, hvordan handelsforeningen ville agere. Men efterhånden var butikkerne blevet sure både på politikerne og de unge. Til Jyllands Posten udtalte Johnny Beyer igen:

• De unge skal respektere de demokratiske spilleregler. Hvis de ryger ud af deres hus, fordi det er solgt til anden side, er det bare ærgerligt. Det kan ikke være rimeligt af vores medlemmer skal bøde med knuste ruder og graffiti, fordi de er frustrerede. Men vi vil godt bakke op om, at de skal have vidde rammer, men de skal opføre sig ordentligt over for det øvrige Nørrebro ellers er de ikke velkommen. Vi er ikke en del af denne konflikt. Vil vi ikke finde os i ødelagte butikker. De unge må vende deres fanatisme mod politikerne.

 

Hold jer inden for reglerne

Inden der var blevet ballade efter en tid med ro, udtalte Johnny Beyer i PaaGaden, at Ungdomshuset var med til at gøre Nørrebro til et levende og spændende sted. Hvis de holdt sig inden for lovens rammer, havde Nørrebro Handelsforening ingen problemer med dem. En væsentlig del af Københavns Kulturliv foregår i lokalerne, udtalte Johnny Beyer.

Atter engang gav formanden udtryk for, at butikslivet på Nørrebro ville søge om, at få kompensation for ødelæggelserne. Han gentog, at de handlende var kommet ufrivillig ind i konflikten.

 

Utilfredse naboer

Naboerne havde fået nok af hærværk, flasker og graffiti. En nabogruppe havde delt flyers ud, hvor de beskrev, at de var trætte af larmen i weekendenerne og stanken af affald.

Martin Sahl fra Nabogruppen fortalte til Bladet Urban, at naboerne ønskede mangfoldighed og et alternativt ungdomsmiljø på Nørrebro. Man var ved at drukne i formålsløst vold:

• De er blevet enevældige og hensynsløse. Og så forsvinder det konstruktive

I Lokalavisen for Nørrebro og Nordvest var der også masser af vrede læserbreve fra utilfredse naboer. De var trætte af optøjer, hærværk, smadrede biler, ødelagte vinduer, larm, støj og grafitti. Enkelte talte også om personlig chikane.

 

Vi er ikke interesseret i at smadre folks ting

I Ungdomshuset var man skuffet over denne tilbagemelding. Til Jyllands Posten siger Maja fra Ungdomshuset:

• Vi vil gerne respektere de naboer, vi bor sammen med. Vi sætter pris på, at folk gerne vil udtrykke deres støtte til Ungdomshuset. Vi er ikke interesseret i at smadre folks ting hverken ruder eller kunst.

 

Anne Braad bakkede dem ikke op

Præsterne på Nørrebro bakkede Ungdomshuset op. Men det gjorde Anne Braad fra Stefans Kirken nu ikke. Til BT sagde hun:

• Jeg bryder mig ikke om æstetikken for at sige det mildt. Jeg tror faktisk ikke, at det er Nørrebros unge, der kommer derinde. Jeg vil ikke gå i kamp mod dem, men jeg vil heller ikke kæmpe for dem. Og selv om jeg finder Fadehuset usympatisk, synes jeg faktisk, at det er langt ude, at man forhindrer dem i at overtage den bolig, som de selv ejer.

 

En demonstration med 3.000 deltagere.

En demonstration med 3.000 deltagere om lørdagen forløb helt uden problemer. Men det gjorde den om søndagen langt fra. Den startede på Sankt Hans Plads. Men på Dronning Louises Bro stoppede demonstrationen. Således er partnerne enige:

Politiet’ s version:

• Vores folk blev bombarderet med flasker, fyrværkeri, æg, æbler m.m. Da vore kontaktperson i demonstration ikke fik styr på sine tropper, og fik dem til at holde op med at sende kasteskyts mod politiet, bad vi dem vende om.

Sådan udtalte Vicepolitiinspektør Michael Agerbæk til Ekstra Bladet.

• Demonstranterne vendte om og gik tilbage af Nørrebrogade. De spredte sig i området på Indre Nørrebro blandt andet Stengade ved Folkets Park, på Blågårds Plads og i Griffenfeldsgade. Fra positioner disse steder begyndte man, at bombardere os med sten, brosten ligesom der blev bygget barrikader, som blev sat i brand. Vi skred derfor ind med et stort opbrud af kampklædte betjente.

Her skal der måske lige tilføres, at nogle af disse brosten ramte ved siden af betjentene og landede atter engang i butiksvinduerne.

Ungdomshusets version:

• Det er ikke korrekt, at demonstranterne har kastet noget som helst mod politiet før demonstrationen blev angrebet af politiet. Politiet kører helt umotiveret deres hollændervogne ind i en fredelig demonstration (Adam og Anja).

I en presseinformation fra Ungdomshuset udtale Anja:

• Politiet siger, at det mindede om 18. maj. Det eneste der var til fældes med 18. maj 1993 var, at politiet igen i går var ledet af indsatsleder Bjarne Christiansen. Han er manden, der kan ændre selv en barnedåb til gadeoptøjer (Urolighederne ved Knippelsbro to måneder tidligere) Endvidere var han også manden, der kunne anholde 200 i Hillerød og fik Amnesty til at klage over forholdene. Manden måtte undskylde for ballade på Christiania. Det var også ham, der førte an, da politiet uden varsel angreb anmeldt Ungdomshus – demonstration ved Nytorv.

 

Igen – en bydel i krig

Meget tydede på, at Ungdomshuset ikke havde det så godt med denne indsatsleder. På www.paagaden.dk blev politiet gjort ansvarlig for, at urolighederne udviklede sig.

Efter demonstrationen lignede Nørrebro atter en bydel i krig. Overalt lå der knuste flasker, brosten, brændende containere, knuste butiksruder og brændende barrikader. Hyldende politibiler var der overalt.

• Hvis de rører vore hus – så tager vi fucking byen

Sådan lød budskabet nu fra Ungdomshuset.

 

Foreningen mod Politibrutalitet

En gruppe forældre havde dannet Foreningen mod Politibrutalitet, for at sætte fokus på den politivold, de mente, at deres børn var udsat for, efter de mange anholdelser på Nørrebro. Man ville fokusere på, hvordan man klagede. Og hvad man skulle gøre, når man blev uretfærdigt behandlet. Man ønskede også at give en anden version af hændelsesforløbene, end dem som politiet afgav. Man ville også sætte grænser for, hvad man kunne acceptere fra politiets side.

 

Mange ville klage

250 af de 268 der blev arresteret, ville indgive klager. Ifølge Ungdomshuset var der også kommet mange til skade under anholdelserne. Brækkede arme, brækkede håndled, forstuvninger, synsforstyrrelser var nogle af de skader man kunne dokumentere med henblik på en retssag.

 

Ulovlig benlås

Hverken forældre eller sociale myndigheder blev kontaktet, selv om flere af de anholdte var under 18 år. På Bellahøj var tre socialrådgivere til stede. Og cirka100 af de anholdte var under 18 år.

Enhedslisten forlangte en redegørelse af politimyndighederne. Ungdomshuset hævdede, at man havde brugt ulovlige benlås. Det afviste politiet, men forklarede, at det ikke var ulovligt at bøje benene på folk hvis det var nødvendigt.

 

De skulle være ude – 14.december

De unge fik brugsretten i 1982, men i 1999 solgte Borgerrepræsentationen huset. Og Faderhuset vil ikke sælge. Hvad så, spurgte man så på Nørrebro. Bydelen havde brug for mangfoldighed og ikke hærværk og vold. Hvorfor havde man ikke for længst fundet et hus til de unge. Og hvorfor havde politikerne ikke for længst opstillet nogle simple krav til de unge.

Den 14. december 2006 skulle de unge være ude af Ungdomshuset. Det havde fogeden bestemt. Men det viser med alt tydelighed, at de unge går ikke frivillig.

Naboerne havde opstillet nogle krav til de unge.

 

De unge var ved at ruste sig

Det var tydeligt for enhver, at de unge var ved at ruste sig. Fra butikkens kantine kunne vi se, at taget på Ungdomshuset flød med kasteskyts som flasker og brosten. Selv påstod de, at det havde været der i årevis. Men vi kunne næsten se, at der daglig kom nye forsyninger.

På deres hjemmeside efterlyste de plexiglas, lægter, metalgitter, hønsenet og svejseapparat.

 

Vi slår igen – ikke med fjer

Alt tydede på, at konfrontationen blev blodig. Til MetroExpres sagde nogle unge brugere af huset:

• Vi risikere at få rigtig mange tæsk af politiet. Jeg ved, at mange har tænkt sig at forlade huset. Men det er op til hver enkelt person, hvor langt man vil gå.

I anden artikel på www.politiken.dk kunne man så læse:

• Hvis politiet kommer og banker vore venner, slår vi igen. Og det bliver sandsynligvis ikke med fjer.

Ja det kunne ikke komme som en overraskelse. På plakater rundt i byen taltes der om nedtælling og ragnarok. I det lokale blad PaaGaden blev politidirektør Hanne Beck Hansen citeret for at sige:

• Ja vi vil meget gerne slippe for en konfrontation. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi i mange år forud for huset blev solgt, og de unge skulle ud, ikke har haft problemer med dem. Og det tæller jo med.

Politikernes ansvar

I en ny artikel i Jyllands Posten udtalte Johnny Beyer:

• For os er det fint nok, at Ungdomshuset bliver, men så er det politikernes ansvar at stoppe den aggressive adfærd, der også eksisterer i huset. Det er politikernes ansvar, at fortælle de unge, at vi har demokratiske spilleregler i dette land, der ikke kan tilsidesættes af mandagsmøder.

 

Udemokratisk magtfordrejning

Nu stod de unge brugere af Ungdomshuset lang fra alene. Således bebudede 2.000 sympatisører fra hele Europa, at de ville komme og kæmpe med.

Et lokalplansforslag, der var så yderliggående, at det nærmede sig magtfordrejning blev forelagt af SF og Socialdemokraterne. Også De Radikale støtte forslaget, inden de fik kolde fødder.

Forslaget skulle tvinge Faderhuset til at sælge ejendommen til de unge. Partierne sendte også brev til Faderhuset, hvor de gjorde opmærksom på, at de næppe ville få håndværkere til at renovere huset.

Man kan forstå hvis det var, at håndværkere ikke ville arbejde under politibeskyttelse. Man kun nu engang i et demokrati ikke tvinge til at sælge. Det er ikke en Bananrepublik, selv om man i disse situationer skulle tro det. Lokalplanen ville også bestemme, hvilke typer af unge, der måtte bruge huset.

 

Hvorfor undersøger politikerne ikke juraen?

Og kulturborgmester Martin Geertsen benyttede lejligheden til at sige:

• Det viser med al tydelighed, at kommunen er blevet ”tagselvbord” for gadens parlament.

Hvorfor politikerne ikke inden de stillede forslaget havde undersøgt juraen, ja det kan jo undre. Her gik man og troede at politikere ville fremme de demokratiske spilleregler.

 

Var Human A/S ved at gå konkurs?

Men hjælpen var måske nær. Ifølge Nyhedsavisen blev Faderhuset nødt til at sælge. Ikke af medmenneskelige hensyn men simpelthen for at overleve. Human A/S som ejede Ungdomshuset havde de sidste fem år haft vigende indtægter. De havde blandt andet skrevet som indtægt, at de unge mennesker skyldte dem 1,8 millioner kroner. Det lyder helt urealistisk.

Til gengæld havde selskabet store udgifter på Ungdomshuset. Såfremt Human A/S gik konkurs, skulle Ungdomshuset sælges til den højest bydende og her kunne Fonden Jagtvej 69 være kommet ind i billedet.

 

Ruth sagde atter engang, nej

Værdien af huset var sat højere og højere for at undgå negativ egenkapital. To fonde havde givet Faderhuset et ultimativt tilbud på 8,6 millioner kroner. Og minsandten om ikke SF foreslog, at Københavns Kommune hjalp med at betale 1,8 millioner kroner for de unges ”husleje”.

Men nu hvor alle var ved at blive glade og Nørrebros butikker var ved at blive lettet, sagde Ruth Evensen nej. Hun oplyste, at hun havde fået langt bedre tilbud. Hun ville stadig ikke sælge.

 

Kalkulerede politikerne med vold?

Fra Venstres Jesper Schou lød nu følgende kommentar:

• Det kan godt være, at det bliver vold i gaderne på Nørrebro, men kommunen har for lang tid siden besluttet at skille sig af med Ungdomshuset. Vi kan ikke ændre loven, fordi de unge truer os med vold.

Med andre ord, politikerne i Borgerrepræsentationen kalkulerede med vold. Og hvem var det lige, at det gik ud over?

 

Nabo – møde med Ungeren

Nabogruppen på Nørrebro havde aldrig været inde på, at de unge skulle smides ud af Ungdomshuset. Så det var forkert, at medierne nu talte om en modgruppe, der ville bevare Ungdomshuset.

Naboerne havde været i huset og holdt dialogmøde med de unge. De ønskede en aktiv politik mod vold og hærværk. De ville have besked, når der var arrangementer.

 

PaaGaden var ikke helt på naboernes side

Egentlig kunne man godt forstå naboerne. Ofte var der meget larm og uro inde fra Ungdomshuset. Men lokalbladet PaaGaden var nu ikke helt på naboernes side. Her er hvad bladet skrev i en leder dengang:

• Naboerne vil have ro og orden i deres kvarter. De har købt lejligheder i dyre domme, malet deres facader og fået dejlige børn. Og det harmonerer ikke så supergodt med den højtråbende modkultur, der siden oktober 1982 har sat sit umiskendelige præg på området omkring Runddelen.

 

Spørgsmålet er, om man kan tale om førsteret til et kvarter. Om det endnu større spørgsmål er, hvad det er for en by, vi vil have.

 

Nørrebro er en af de mest populære bydele i København – det vidner ikke mindst boligpriserne om. Og det er naturligvis en grund til her ”gang i den”, masser af kultur, beværtninger, døgnåbent og multikulturelt. Her er så skævt, mærkeligt, larmende – og spændende. Hvad sker der med bydelen, hvis alt det støjende bliver lukket? Hvis ikke bare Ungdomshuset, men også Rust, Stengade 30, Cafeen Funke, Kroteket, Cafe Runddelen og Saxons skal lukke kl. 22.

 

 Er Nørrebro også ligeså attraktivt som nu.

 

Og det går ikke bare ud over huspriserne, det vil ganske enkelt være en katastrofe for Nørrebro, som den kulturelle smeltedige, der netop får så mange til at søge hertil.

 

Ingen garantier til de unge

Politikerne forlangte, at de unge frivillig og fredelig forlod Ungdomshuset. Samtidig fik de at vide, at de ikke automatisk fik stillet et nyt hus til rådighed. De unge havde i anledningen af opfordringen lavet en plakat med et ”kampprogram”. Man varslede en demonstration den kommende lørdag. Og alle håbede på, at den ville forløbe fredelig.

 

Situationen ikke helt let for de unge

Fonden Jagtvej 69 ville ikke selv gå på ejendomsmarkedet for at finde et hus til de unge. Vel sagtens fordi det ikke lige var så let. Fandt man endelig et hus, skulle der laves en lokalplan, og der skulle ansøges om bevillinger. Dette tog masser af tid.

Situationen syntes fastlåst. Politikerne udtalte, at de forventede, at de unge kom med formelle krav til et nyt hus. Samtidig foreslog Enhedslisten, at de unge kunne få den gamle brandstation på Jagtvejen. Den blev ejet af Udenrigsministeriet. Line Barfod bad finansminister Thor Petersen om en liste over statsejede ejendomme i København som i nær fremtid blev ledige.

 

Ungdomshuset: Spild af tid

I Ungdomshuset følte de sig nærmest til grin. Anja fra Pressegruppen udtalte:

• Det er spild af vores tid. De siger jo bare, at fonden kan købe et hus, og vi kan søge støtte til aktiviteterne. Det er jo fint, men det kunne vi også i går. Det er der intet nyt i. Hvis de ikke kan bringe noget nyt til bordet, så har vi virkelig andet at se til, tre dage før vi risikerer at blive sat ud.

Godt rustet i Ungdomshuset

Og i Ungdomshuset var man godt rustet:

• På rydningsdagen skal man møde op på Jagtvejen, eller begynde at lave sjov i lokalområdet
• Dagen efter bliver der demonstration fra Blågårds Plads
• På tredjedagen efter rydningen, bliver der aktionsdag. Forslagene går på at blokere, omdirigere og forsinke trafikken i de københavnske gader.
• Brug fantasi, som det står på plakaten

 

Nørrebro Handelsforening: Bevar julefreden

Nørrebro Handelsforening havde sendt en appel til alle parter i konflikten til at bevare julefreden, men det syntes ingen indstillet på.

Ungdomshuset havde sendt bud efter hjælp fra udlandet. Og politiet havde brugt så meget knippelsuppe, at statsadvokaten ville kigge på det. Faderhuset nærmest grinede af Nørrebro Handelsforenings appel.

Københavns Kommune havde en nødplan parat til alle daginstitutioner. Kommunen havde sendt et brev til alle forældre, hvordan de skulle forholde sig. Men hvad med de butiksansatte?

 

Rummelighed, respekt og balance

Sammen med Kulturcentret Assistens sendte handelsforeningen nu et brev til Borgerrepræsentationen. Her fastslog man, at det rette billede af Nørrebro er rummelighed, respekt og balance:

• Hjælp os med at redde bydelen – og julefreden.

Godt nok blev apellen bragt i alle nyhedsmedier. Men svaret var meget nedslående:

• Vi kan ikke gøre mere. Vi kan måske overveje, om det er noget vi kan gøre i den lokale information.

Kunderne begyndte efterhånden at finde andre steder, at købe deres julegaver.

 

Festival i Ungdomshuset

Fra den 13. – 17. december kørte Ungdomshuset en festival, hvor venner fra hele Europa var inviteret. På Ungernes hjemmeside efterlyste man logi til alle venner. Hvis vi bliver angrebet fysisk, så forsvarer vi os fysisk, stod der.

På invitationen stod der:

• Troublemakers of the world – we bid you welcome.

 

Gode anbefalinger

På hjemmesiden Anachist Black Cross blev aktivisterne bedt om ikke at samarbejde med myndighederne efter en anholdelse. Man fik at vide, at hvis man var under 18 år ville politiet tage kontakt med forældrene. Og der ville folk fra de sociale myndigheder til stede. Lad vær at besvare spørgsmål, opfordrede hjemmesiden. På seks sprog blev anholdelsesmanualen så gennemgået. Man fik at vide, at hvis man var under 15 år blev man kun tilbageholdt i 6 timer.

Hvis man ville lave stenslynger var det også manual til dette. Og så kunne man se forholdsregler mod tåregas. Ellers var der strategier, med hvordan man lavede en pludselig aktion og så ellers angribe de steder, hvor politiet ikke forventede det.

Forældrene til brugerne af Ungdomshuset ville lave et feltlazaret. De skulle bruge en masse gaze, bind og hefteplaster. Vi taler om Nørrebro.

 

Byråd – løs problemet

Der var ingen konsekvenser for de betjente, der havde lagt arrestanter i benlås, opført sig aggressivt. Og atter engang udtalte Johnny Beyer i medierne:

• Vi kan se, at det er ved at gå ild i vores by. Og det er byrådets primære opgave at løse det problem – især når de kan se, at det er en trussel mod bydelen under opsejling.

 

Banderole mod Faderhuset

De unge ville under ingen omstændigheder overlade huset til en fundamentalistisk sekt, der fører korstog mod muslimer, homoseksuelle, fri abort og alle andre trosretninger end deres egen. Der var ikke lagt fingere imellem, når de unge talte om Faderhuset.

De unge mennesker udtalte:

• I kommer aldrig til at få fodfæste på Nørrebro igen. I har valgt at føre korstog mod os. I har forsøgt at tage vores hus. Og nu har I valgt at sende politiet med knipler, tåregas og skydevåben mod os. Uanset hvem der fører disse våben, vil vi se det som jeres forlængede arm.

 

I syv år har I intet gjort ved problemet

 

Til politikerne sagde de unge:

• I syv år har I intet gjort ved problemet, I har bundet os på halsen. Nu må I lægge hovederne i blød og tænke hurtigt. Vi råder jer til også at tage ekspropriation af ejendomsretten i betragtning, ligesom I gør, når I bygger motorveje. Det skal i hvert fald stå soleklart at I er ansvarlige – også når I giver op.

Også på nettet gik debatten for og imod Ungdomshuset. Lokalavisen Nørrebro/Nordvest lavede en rundspørge. Her mente 97,3 pct. at Ungdomshuset skulle bestå.

 

Politiet havde lyttet: Fogedforretning udskudt

Løsningen var enkel. De unge skulle have et nyt hus. I sidste ende var det også den billigste løsning. Hvad havde det ikke kostet for samfundet ind til nu? Og hvad ville det ikke koste? Men politikerne var udsædvanlig vage. Og det kom til at koste.

Politiet havde åbenbart lyttet til handelsforeningen og andre, der ønskede julefred. Fogedforretningen den 14. december blev udskudt.

Nu hvor alle var lettet op i første omgang, kom der så en bred side fra de Konservatives Rasmus Jarlov:

• Det viser desværre, at de autonome har held med at påvirke situationen ved at true med vold og brosten. Gennem trusler er det lykkedes dem at få omgjort en retskendelse.

Det må have været noget De Konservative havde misforstået. Retskendelsen var blevet udskudt grundet julefreden. Det havde næsten alle forståelse for.

Men også Dansk Folkeparti var skeptisk

Serien fortsætter

Kilde:

www.norrebro.dk

www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk:

• Kampen om Ungdomshuset (2)
• Kampen om Ungdomshuset (3)
• Politi og ”Banditter” på Nørrebro
• BZ – Bevægelsen – endnu engang
• Skyd efter benene
• Terrornatten på Nørrebro
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – endnu mere
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Fristeder og Ungdomshus
• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets Historie 1 – 2
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro

Og mange flere

Kunne man stole på Centralkartoteket?

Det er god latin, at sige at retsopgøret gik bedre end i andre lande. Påstår man noget andet, bliver man beskyldt for konspiration. Allerede i 1943 i pjecen ”Når Danmark bliver frit” fremkom Frihedsrådet med deres krav. Og de fik stort set alle krav igennem. Modydelsen var, at politikerne fik deres frihed. 34.000 danskere blev interneret. 50.000 modstandsfolk kom under våben. Mange var såkaldte ”sidste dages hellige”. Under interneringen tog Modstandsbevægelsen ansvar for 25 drab. Men var alle 400 – 600 likvideringer retfærdige? Hvis man har rettet sig efter Centralkartoteket, så har man taget fejl. Man havde kalkuleret med at uskyldige ville ryge med. Da Brigaden kom fra Sverige havde de Den Grå Liste med. Efter en uge måtte den tilbagekaldes. Hvad var der sket i den uge? Der skete embedsmisbrug, kartotekskort forsvandt på mystisk vis. Først da Ekstra Bladet i 1946 afslørede grove fejltagelser gik justitsministeren ind med uofficiel undersøgelse. 

 

Danmark kom godt gennem retsopgøret?

Retsopgøret gik lige efter bogen, har vi hele tiden fået at vide. Påstår du noget andet, bliver du beskyldt for konspiration. Det er god latin, at sige, at Danmark kom bedre igennem sit restopgør end i de fleste andre lande.

 

Vi må ikke komme for tæt på

Det er heller ikke god latin at sætte spørgsmålstegn ved de mærkelige ting, der foregik lige efter besættelsen i form af mord og falske politirapporter. Man skjulte hændelser og forfalskede dem. Man skrev om falske hændelser i historiebøger. Mystiske dødsfald kan ikke forklares. Og når vi har spurgt til disse i lokalområdet og er kommet for tæt på opklaringen, ja så er det lukket hos dem, der ved noget. Men også i arkiverne. Vi henviser her til tidligere offentliggjorte artikler. (se artikeloversigt efter denne artikel)

 

Retsopgøret kritiseres

Retsopgøret kritiseres andet steds for ikke at gå dybt og højt nok, men også for at være præget af vilkårlighed og minde om juridisk galehus.

 

Når Danmark atter bliver frit

Dengang i 1943 udsendte modstandsfolk løbesedler, hvor de bekendtgjorde, at der skulle udrensninger til fra top til bund. Frihedsrådet udsendte pjecen ”Naar Danmark atter er frit”. Den handlede ikke mindst, hvad der skulle ske med hensyn til ”Foranstaltninger over for skyldige og medansvarlige”

 

Lovgivningen allerede vedtaget i 1943!

I pjecen talte man allerede om lov med tilbagevirkende kraft. Man forlangte, at naziorganisationer skulle ulovliggøres. Man talte allerede her om minimumsstraffe på 4 års fængsel for en række forbrydelser. Meningen var, at en række mindre forbrydelser ikke skulle dømmes, men sådan blev det ikke.

Rigsdagen skulle efter modstandsbevægelsen’ s opfattelse bestemme hvilke politikere og embedsmænd, der skulle gøres ansvarlige for samarbejdet med tyskerne og herefter retsforfølge dem. Sådan skete det nu ikke. En meget langsom arbejdende kommission bestemte, at ingen politiker skulle straffes.

Yderligere skulle retssagerne ske via særdomstole med særligt udvalgte dommere, fordi Frihedsrådet ikke mente, at de kunne have tillid til de dommere, der havde gennemført politiske interneringer under besættelsen. Men sådan blev det dog ikke.

 

Arrestationsudvalg

I 1944 oprettede Frihedsrådet et arrestationsudvalg, på grundlag af hvis kartotek, centralkartoteket, interneringerne efter befrielsen skulle finde sted.

 

En stor sejr til kommunisterne

Men i 1943 bekræftede den danske befolkning med overvældende flertal den danske regerings politik over for besættelsesmagten. I 1945 blev det så en bemærkelsesmæssig sejr til kommunisterne. Men mellem de to valg ligger modstandsbevægelsen og den illegale presses storhedstid. Således udkom den illegale presse i et oplag på 20 millioner blade. Det fik stor betydning for meningsdannelsen.

 

Mindst 4 års fængsel

Forhandlingerne endte med:

• Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.

Minimumsstraffe på fire år blev ligeledes gennemført i den forstand at alle skyldige skulle straffes med mindst fire års fængsel, hvilket afveg fra den oprindelige hensigt at mindre forbrydelser ikke skulle retsforfølges.

Dermed opnåede Frihedsrådet alt hvad de ønskede. Det vil sige, at de opnåede ikke, at det at være nazist kunne føre til straf. Men de blev nu straffet alligevel.

 

Opgøret fandt ikke sted

I 1947 lagde Hal Koch i sin bog ”Jeg anklager Rigsdagen” op til, at et egentlig opgør slet ikke fandt sted.

 

34.000 danskere blev interneret

I løbet af de første uger efter 5. maj blev 34.000 danskere interneret, hvoraf halvdelen slap ud i løbet af få dage. I løbet af de næste slap yderlige en masse ud. Det viste sig at 2/3 af alle disse ikke fik en sag på halsen.

 

50.000 modstandsfolk under våben

Den første uge, var det modstandsfolkene selv, der stod for interneringerne. Derefter blev politiet genindsat i deres beføjelser. I løbet af sommeren var mere end 50.000 modstandsfolk under våben. I slutningen af maj sagde en af modstandsbevægelsens ministre på et offentlig møde:

• Man bør klogt i at huske på, at det er modstandsbevægelsens folk, der har våbnene

Under disse forhold vedtog folketinget det såkaldte straffelovstillæg, som genindførte dødsstraffen og gav love med tilbagevirkende kraft.

 

Straffelovstillægget

Man kan sige, at regeringen var sammensat af to parter, der under det meste af krigen havde modarbejdet hinanden – de gamle partier og modstandsbevægelsen.

Justitsminister Niels Busch – Jensen, der fremlagde straffelovstillægget havde i 1943 været medforfatter til Frihedsrådets pjece.

Tillæg til straffeloven af 1. juni 1945, der havde tilbagevirkende kraft fra den 9. april 1940 og som omfattede forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Handlinger begået inden den 29. august 1943 var straffri, hvis de var foretaget i henhold til lov eller ordre eller anvisning givet af lovlig dansk myndighed.

Men dette gjaldt så ikke at indtræde i Frikorps Danmark eller tysk tjeneste.

 

Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol

For tjenestemænds vedkommende blev det i lovens §11 gjort strafbart at have ydet besættelsesmagten en upåkrævet og ikke uvæsentlig hjælp udover, hvad der fulgte af ufravigelig instruks fra pågældende embede.

For de handlinger, der ikke var af så alvorlig karakter, at straffelovstillægget kunne anvendes, blev der indført en skærpelse af tjenestemandslovgivningen ved lov af 7. juli 1945 om oprettelse af Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol.

I denne forbindelse er det især lovens §1 stk. 1, nr. 2 om straf for i eller uden for tjenesten at have udvist uværdig national adfærd og nr. 4 om samkvem med medlemmer af besættelsesmagten eller denne tilknyttede organer i et omfang, som lå uden for det nødvendige, der har interesse.

Dette betød i praksis, at bare det man stod i kartoteket, kunne betyde repressalier. Og selv om det var straffrit at være i DNSAP var det ikke straffrit ifølge Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol.

 

Tyskerpigerne

Interneringerne af formodede landsforrædere skete efter centralkartoteket. Stemningen var ophidset. Det gik også ud over de såkaldte tyskerpiger. Dem havde de illegale blade også haft ført lister over.

 

Mildere straffe i 1946

Allerede i 1946 vedtog Folketinget et revideret straffelovstillæg, der mildnede straffene og åbnede for prøveløsladelse. Men mange var allerede blevet dømt efter den hårde lovgivning, og disse straffe blev ikke nedsat.

Flere af de dømte undskyldte sig forgæves med, at den danske regering i 1941 havde godkendt, at de lod sig hverve til den tyske hær.

 

Udrensning fra top til bund

Lidt over tusinde værnemagere, der havde udført arbejde for tyskerne blev fængslet. Men for de fleste værnemageres vedkommende blev der kun tale om uretmæssig fortjeneste. For ”Tysklandsarbejdere” var det juridiske lidt tvetydig. De var rejst til Tyskland med fagbevægelsens accept.

Nogle mente, at straffene var for milde, andre at de var for hårde. Store demonstrationer krævede ”udrensning til tops og til bunds”. Mange mente, at retsopgøret lod de store forbrydere slippe for let, mens de små fisk blev straffet hårdt.

 

Kommunisterne var meget utilfredse

Særlig blandt kommunisterne var der stor utilfredshed med, at så mange store værnemagere gik fri. Dette hang sammen med, at flere kunne henvise til, at arbejdet var udført på foranledning af den danske regering som led i samarbejds – og forhandlingspolitikken.

 

”De sidste dages hellige”

I besættelseslitteraturen er man uenig i, hvor stor tilslutningen til modstandsbevægelsen egentlig havde. Man taler om begrebet ”de sidste dages hellige”. Det var dem, der fik armbind, da det hele var overstået. I 1944 var der mellem 10.000 – 20.000 og i 1945 kom man op på ca. 50.000. Mange af disse, der egentlig ikke havde været med, fik stukket et gevær i hånden.

 

Modstandsbevægelsen fik igen deres vilje

Den 23. maj 1945 besatte Modstandsbevægelsen Aalborg Arrest på to adresser. Denne aktion fik betydning for de interneredes forhold. Og retningslinjerne var noget, som Frode Jacobsen befalede. Dette forhindrede den grundlovssikrede ret til at blive stillet over for en dommer inden for 24 timer fra anholdelsen.

Man ville have de indespærrede dømt efter den nye lov, der endnu ikke var trådt kraft. Man fik også medhold hos Justitsministeren. Mange løsladelser gav utilfredshed hos modstandsbevægelsen og på denne måde med besættelsen af arresten i Aalborg, ønskede man at presse dommerstanden til hårdere afgørelser og til undtagelsesvis atter engang at afvige fra grundloven.

 

Mere selvtægt

Det var ikke den eneste form for selvtægt, at man oplevede i de kaotiske dage. Således blev justitsminister Thune Jacobsen, generaldirektør Knutzen og fængselsinspektør Kai Jensen også anholdt af modstandsbevægelsen. Og der forekom flere tilfælde.

Fire frihedskæmpere havde på egen hånd foretaget anholdelse af en person, som de mente havde angivet en af de fire, således at han endte i tysk KZ – lejr. Modstandsmanden havde kontaktet politiet, der ikke fandt grundlag for at anholde manden. Derfor tog modstandsmanden og tre af hans kollegaer sagen i egen hånd. Her blev den formodede stikker anholdt og med en revolver pegende mod sig tvunget til at skrive under på en tilståelse.

 

Tog ansvar for 25 drab

Ifølge Ditlev Tamm påtager Modstandsbevægelsen ansvaret for 25 drab i forbindelse med anholdelsesaktioner eller interneringer. Men egentlig er dette heller ikke blevet undersøgt.

Der fandt selvfølgelig masser af selvtægt sted. Der blev brugt trusler både over for lovgiverne og de internerede. I en del tilfælde fik disse en hårdhændet behandling.

 

Politikere blev truet

Også politikere, der gik imod straffelovstillægget blev truet. Dette skete for Oluf Pedersen fra Danmarks Retsforbund. Han gik også som en af de eneste imod dødsstraffen.

 

Efterkom Folkekrav – ellers selvjustits

Advokat Carl Madsen skar måske problemstillingen ud i pap i sit indlæg i Land og Folk den 26. maj 1945:

• Hvis regeringen ikke efterkommer dette folkekrav på en fyldestgørende måde, må det forventes, at folket tager sig selv til rette og udøver selvjustits.

 

Frihed var dyrt købt

Politikerne fik sikret deres egen frihed, men resten af lovene tog udgangspunkt i Frihedsrådets pjece ”Naar Danmark atter er Frit” Man kan så sige, at denne frihed var dyrt købt. Modstandsbevægelsen fik ret stor indflydelse på retsopgøret.

 

Ingen indsigelser

Man kan undre sig over, hvorfor så få personer talte imod dødsstraf og lov med tilbagevirkende kraft. Man protesterede heller ikke mod de likvideringer, som måske ikke skulle have fundet sted fra modstandsbevægelsens side, indsigelser mod de drab, der forekom under interneringerne, mishandling af tyskerpiger eller den hårdhændende behandling af nogle af de internere.

 

Man ville ikke sætte sig uden for fællesskabet

Man turde ikke sige imod. Tænk, hvis man blev sat i bås med landsforrædere eller ligefrem havnede i en af kartotekerne. Man ville ikke sætte sig uden for fællesskabet. Frygten var sandsynligvis stor. Man ville gerne fremstå som ”Rigtig Dansker”. Derfor støttede man også ønskes om dødsstraf. Dette krav havde Frihedsrådet ikke med i sin pjece fra 1943.

 

Nu skulle der bare afregnes

Nu skal der også dertil siges, at hævngerrigheden var stor. Man så gennem fingrene med alt, hvad der var ret og rimelig. Nu skulle der bare afregnes.

 

De skulle ikke have politisk indflydelse

Den 3. juli 1945 offentliggjorde Gallup en undersøgelse ad, hvorvidt befolkningen syntes, at Modstandsbevægelsen fortsat skulle have politisk indflydelse. 30 pct. mente, at det skulle de fortsat have, mens 40 pct. mente, at dette skulle afskaffes.

 

De bestred alle magtfaktorer

Når vi nu i denne artikel omkring Centralregistret har taget disse ting med, er det for at dokumentere, at Modstandsbevægelsen bestred alle tre magtfaktorer i magtens tredeling.

 

Flere stikkere skulle være likvideret

Gunnar Dyrberg markant skikkelse i gruppen Holger Danske mente, at man nok skulle have likvideret langt flere stikkere. Denne afdeling under besættelsen er heller aldrig blevet undersøgt. Der blev foretaget mellem 400 og 600 likvideringer. I kølvandet fulgte rovmord, pengeafpresning, tyverier, røverier og rovmord.

 

Ingen tilbundsgående undersøgelse

Hverken regering, folketing, politi, historikere eller journalister har undersøgt disse forhold til bunds. I 2000 forsøgte Stefan Emkjær at løfte noget af sløret. Det vil sige, at Frode Jacobsen i 1945 bad om en undersøgelse af 121 likvideringer.

 

Det kneb med troværdigheden

Hvis man nu udelukkende gik efter oplysninger i centralkartoteket, når man likviderede folk, så kunne dette være særdeles problematisk, hvilket vi skal se i det følgende. Et udvalg arbejdede med at samle oplysninger omkring de mistænkte. Der oplyses, at der var cirka 40.000 i registret, men vi har også set nogen, der formodede, at der var 250.000.

Vi har godt nok brugt en del litteratur for at komme til bunds i, hvordan dette register blev opbygget. Dengang har man sikkert haft en troværdighed til dette register, men det kan man nu godt betvivle i dag. Selvfølgelig kunne man ikke under besættelsen foretage en grundig undersøgelse af troværdigheden. Men noget tyder på, at denne undersøgelse heller ikke blev foretaget efter besættelsen.

 

Arrestationer præget af stor tilfældighed

Efter besættelsen erkender lederen af registret, Carsten Høeg da også, at der ikke var:

• Blevet udvist den fornødne skønsomhed

Samme person har også have udtalt, at

• Arrestationerne i første omgang vil blive præget af stor tilfældighed.

 

Det er gået ud over uskyldige mennesker

Det er uden tvivl gået ud over uskyldige mennesker. Vi har nogle enkelte artikler fra dagspressen, der bevidner dette. Men omfanget er nok væsentlig større.

Det store problem var, at når folk erfarede, at de var i kartoteket og kunne bevise, at de var uskyldige, ja så kunne de ikke komme ud. Det var som om, at embedsmændene omkring kartoteket havde blind tillid til, at det, der stod i registret var helt korrekt.

 

Uskyldige ville ryge med

Det kan jo virke lidt besynderligt, for da befrielsen nærmede sig, udsendte Høeg en meddelelse til regionslederne om, at det lokale skøn i sidste ende måtte spille en afgørende rolle i håndteringen af interneringen og det, der var endnu værre. Høegh var åbenlyst klar over, at uskyldige ville ryge med og udtrykte direkte håb om at de måtte blive frifundet hurtigt.

Jo oplysningerne hvilede ofte på et meget spinkelt grundlag og undertiden på tilfældig sladder.

 

Erindringsbøger med efterrationaliseringer

Men de folk, der havde været udsat for falske informationer havde alt at tabe. Mange af de erindringsbøger, der er skrevet fra dengang er præget af efterrationaliseringer. Man har rost dem man skulle og ikke skrevet noget negativt.

 

Personer havde nedsættende holdning

Kigger vi på de personer tæt på kartoteket, så havde de en yderst nedsættende holdning til samarbejdspolitikken og den holdning at alle nazister skulle straffes. De var fulde af fordomme.

Arrestationsudvalget bestod i første omgang af Frode Jacobsen, Carl Madsen og N.V. Nørup. Den sidstnævnte blev dog arresteret af tyskerne og erstattet af Viggo Villadsen, som var højt placeret i modstandsgruppen Holger Danske. Ja denne stod for stikkerlikvideringerne i Holger Danske, dengang.

Til at lede selve opbygningen fandt man frem til Carsten Høeg, som kom fra modstandsgruppen Ringen.

 

Mange oplysninger tilflød Centralregistret

Til Centralkartoteket flød der store mængder af oplysninger af mere eller mindre troværdig art. Der kom et SA – kartotek over Storkøbenhavn. I oktober kom der et kartotek fra kommunister med DNSAP – medlemmer. Dertil kom medlemsliste over Schalburgkorpset, Sommerkorpset og Waffen SS.

Fra Rigsbibliotekaren fremskaffede man nazistiske publikationer. Hærens Efterretningstjeneste var også i gang med at udarbejde et kartotek, men dette blev aldrig sendt til Centralregistret.

 

Kommunisternes kartotek

Kommunisternes kartotek havde under krigen til huse i en firmabygning ”Modepalæet” på hjørnet af Østerbrogade og Slagelsegade. Her var viceværten Nielsen medlem af DKP. Kartoteket var gemt i firmaets arkiv.

 

Den Grå Liste

Efter den 29. august 1943 etablerede officerer, der var flygtet til Sverige, i Stockholm en efterretningssektion, hvis opgave blandt andet var at udarbejde en fortegnelse over danske statsborgere, der kunne mistænkes for ”unational virksomhed”.

Fortegnelsen, der ved befrielsen blev udformet som en bog kaldet ”Den Grå Liste”, blev givet til Feltpolitidetachementets personale ved afgangen fra Sverige. Den 7. maj 1945 blev den tillige udsendt til detachementets tjenestesteder rundt omkring i landet. Eksemplarer tilgik også Centralkartoteket.

 

Listen blev tilbagekaldt

Men man opdagede hurtigt, at de oplysninger, som listen indeholdt var fejlagtige. Derfor beordrede Generalstabens Efterretningssektion den 14. maj 1945 listen inddraget.

Mange af listens oplysninger indgik i registreringerne i Centralkartoteket efter en meget sløset gennemgang af det politipersonale, der var tilknyttet kartoteket.

 

Oplysningerne kunne gives anonymt

Det er hævet over enhver tvivl, at nogle brugte muligheden for at sprede rygter om unational virksomhed som et led i et hævntogt mod personer, som de af forskellige grunde havde et udestående med eller blot ikke kunne lide, og dette blev gjort lettere ved at oplysningerne kunne gives anonymt.

 

Skete der fejltagelser?

I den uge listen var ude, kan det være begået fejltagelser. Men det får vi aldrig at vide. Vi har i hvert fald kendskab til en hændelse som myndighederne har forsøgt at skjule på forskellig måde.

 

Likvidering af Asmus Jensen

I tidsrummet mellem de to datoer (den 7. – 14. maj) foregik en mystisk likvidering i Padborg. I historiebøgerne og i politirapporterne står der, at Asmus Jensen blev skudt under flugt over grænsen til Tyskland på lang afstand af medlemmer fra Den Danske Brigade. Dette stemmer slet ikke overens med obduktionen, der viser, at Asmus Jensen blev dræbt med nakkeskud på kort afstand.

Vores undersøgelse viste hurtigt, at likvideringen var begået af den lokale modstandsbevægelse, og at politimyndighederne var informeret om dette.

Du kan læse mere om vores undersøgelser i vores andre artikler (se artikeloversigt)

 

Landssvigere

De formodede landssvigere skulle inddeles og registreres i 5 overordnede kategorier:

1. Samtlige medlemmer af nazistiske organisationer. At være medlem af en nazistisk organisation er i og for sig ikke en strafbar handling, men sandsynligheden for, at medlemmer af nazistiske organisationer har begået strafbare handlinger, er så stor, at man straks må sikre deres personer og undersøge deres forhold.
2. Alle danske, der under den ene eller anden form er gået direkte i tysk tjeneste – som medlem af et af frikorpsene, organisation Todt, tysk politi, som marinevægter eller lignende.
3. Alle, der uden at være direkte ansat af tyskerne, har optrådt som stikkere
4. De, der må befrygtes ellers at blive ofre for privat lynjustits
5. Tyske krigsforbrydere, d.v.s. de tyskere, der har gjort sig skyldige i umenneskelige (mod Haager Konventionen stridende) optræden under besættelsen.

 

Lederen var forudindtaget

Under punkt 1 har vi forklaringen på, hvorfor alle nazister også blev arresteret, selv om dette i sig selv ikke var strafbart. Her var det udelukkende på formodningen, at man havde begået noget strafbart.

Det var tydeligt, at Carsten Høegh var forudindtaget. Således fremgår det i hans kronikker i Information i marts 1946 som er gengivet i biografien over ham:

• At nazismen havde afsløret træk der ligger dybt i det tyske folks mentalitet, så man måtte være årvågen over for tysk infiltrationen af enhver art.

 

Anvisning til Frihedsrådet

Den 5. november 1944 blev der sendt en anvisning til Frihedsrådet, hvordan man behandlede registret. Det var i tilfælde af, at de nærmeste ledere skulle blive interneret, likvideret eller på andre måder blive forhindret i at udføre deres arbejde med kartoteket.

Man skrev aldrig et personnavn op fra hvem man havde fået en oplysning. Egentlig blev oplysningerne aldrig kontrolleret. Det blev enten kasseret eller godkendt på formodning. Man talte også om sikre og usikre informationer. Og dem der så skulle arresteres efter besættelsen fik så på deres kort påført et rødt stempel med R.

 

Stikkerkartotek

Noget tyder på, at man også oprettede et specielt stikkerkartotek. I Frode Jacobsens erindringer nægter han ethvert kendskab til et stikkerudvalg under Frihedsrådet.

Bo Lidegaard har dokumenteret, at Centralkartoteket blev benyttet i forbindelse med undersøgelsen af den store mængde stikkerlikvideringer, der blev foretaget af modstandsfolk i løbet af 1944 – 1945.

 

Sager blev fjernet

Det foregik på den måde, at Frode Jacobsen i efteråret 1945 rekvirerede politiets liste over uopklarede drab. Han holdt derefter møder med diverse modstandsgrupper. Han fjernede derefter alle sager, der omhandlede drab på folk,

• der må anses for at have været stikkere, eller på anden måde farlige for modstandsbevægelsens arbejde i sin tid.

 

Frode Jacobsen spillede dobbeltrolle

Det tyder på, at Frode Jacobsen har spillet en dobbelt rolle og bevidst søgt at lægge låg på sagen og decideret givet urigtige oplysninger, der ikke stemmede overens med oplysninger i hans eget ministerarkiv. Ja sådan kan det tolkes, når man læser Bo Lidegaard’ s omtale.

Spørgsmålet er så, om man overhovedet er i stand til at efterforske alle disse likvideringer, hvis dette engang skulle ske?

 

Havde Frihedsrådet kontrol med drabene?

Stefan Emkjær konkluderer, at der sandsynligvis ikke har været et stikkerudvalg, men at det:

• formentlig inden for modstandsbevægelserne – at man forventede, at det var et udvalg.

Modstandsfolk troede at Frihedsrådet havde kontrol med drabene.

 

Centralkartoteket blev flyttet

Da politiet igen blev genindsat den 9. maj, blev centralkartoteket flyttet til Politigården. Her fortsatte Høeg i begyndelsen som leder.

I juli fulgte Bovrup – kartoteket. Nu overtog politiadvokat Borum ledelsen, og Høeg kunne trække sig tilbage. Og som vi allerede har omtalt, så havnede mange uskyldige i kartoteket. Men ifølge Claus Bryld’ s undersøgelser blev der kun gives oprejsning til 680 personer af de mange tusinde uskyldigt internerede.

 

Aldrig gennemført en grundig undersøgelse

Man påstod, at man gik minutiøs gennem materialet. Det var bedre, at man fik så mange som mulig ind i kartoteket, så kunne man bagefter lave en mere omfattende undersøgelse af kartoteket. Men ifølge Tamm blev denne undersøgelse kun delvis udført.

Det samme har sikkert været tilfældet med Bovrup – kartoteket. Meningen var, at der skulle ske en grundig efterforskning efter krigen. Og hensigten var, at politiet skulle gennemføre dette.

 

Usikre oplysninger sivede ud

Åbenbart er der sket masser af fejl, for følsomme og usikre oplysninger sivede ud til diverse udrensningsudvalg. Folk blev nægtet pension, fyret og udelukket af samfundet grundet meget løse oplysninger.

Der opstod også alvorlige fejl i omgangen af materialet efter at politiet overtog det. Der skete deciderede embedsmisbrug i forbindelse med udlevering af følsomme oplysninger.

 

Ekstra Bladets afsløringer i 1946

Ekstra Bladets artikler fra dengang afslører, at folk var blevet afvist, ligesom det i politiets ledelse er blevet fjernet oplysninger i registret. Og dette er vel kun toppen af isbjerget.

Fra den 20. til den 30. juli 1946 kunne Ekstra Bladet berette om tilfælde, hvor uskyldige mennesker, var blevet belastet, fordi de uskyldig var havnet i Central Kartoteket. Både den gamle leder, Høeg og den ny leder, Borum skrev et lang brev til bladet.

En tidligere Stutthof – fange blev hængt ud som stornazist og så videre. Det kom også frem, at DNSAP – kort på mystisk måde forsvandt.

 

Statsadvokat gennemfører uofficiel undersøgelse

Der blev foretaget en uofficiel undersøgelse af statsadvokat Troels Hoff. Her fandt man så ud af, at politiadvokat Borum havde dækket over ulovligheder. Således var en række dokumenter forvundet fra kartoteket. Herunder administrationspapirer fra Nordische Gesellschaft samt kontingentlister fra Bovrup kartoteket.

En række embedsmænds data var fjernet fra Bovrup – kartoteket og der er sikkert begået andre ulovligheder som det har været umuligt at efterspore. Åbenbart afsluttede statsadvokaten undersøgelserne med en rapport den 28. december 1946. Om det første til konsekvenser vides ikke.

Noget for noget

I en kort artikel i Berlingske Tidende den 27. september 1947 med titlen En ung Mand fjernede Brevet til H.C. Bryld beskrives en tjenestemandssag mod trafikinspektør Hedegaard fra DSB. I artiklen nævens blandt andet:

• at Trafikinspektøren (Hedegaard) beredvilligt havde udstedt falske Frikort til Modstandsbevægelsen.
• Hedegaard havde lovet at hjælpe ham til Udlandet, hvis han til Gengæld vilde fjerne Dokumenterne om Trafikinspektøren fra Centralkartoteket.

Politi/embedsfolk og civile blev behandlet forskelligt under den nye ledelse af centralkartoteket.

 

Lovgivning forekom mystisk

Lovgivningen forekom også lidt mystisk. Det kunne vi blandt andet se på den dom to personer i første omgang fik for at have skudt et medlem af Det Tyske Mindretal i Løgumkloster. Og det forekom også lidt mystisk med retssagen mod to nazister i Tønder som man ville dømme for krigsforbrydelser for enhver pris.

 

I lukkede arkiver

Da Viggo Villadsen var ledende medarbejder på Centralkartoteket havde han mulighed for at videregive informationer til likvideringsgrupper, da han var administrerende leder i Holger Danske. Om han så benyttede sig af dette, vides ikke.

Det er umuligt at påvise, hvor stor embedsmisbruget egentlig var, og hvor mange tusinde, der egentlig blev likvideret eller pådrog sig ubehageligheder fordi de var uskyldig havnet i Centralregistret. Mange af de oplysninger befinder sig i lukkede arkiver.

 

Kilde:

• Niels Alkil: Besættelsestidens Fakta
• Leif Larsen. Borgerlige Partisaner
• Per Øvig Knudsen: Efter Drabet
• Flemming B. Muus: Gjort Gerning
• Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig
• Frode Jakobsen: I Danmarks Frihedsråd 1 – 2
• Svenning Rytter: Retsopgøret under og efter Besættelsen
• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933 – 1945
• Claus Bundgaard Christensen: Danmark besat, krig og hverdag 1940 – 45
• Knud J.V. Jespersen: Besættelsen i perspektiv
• Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
• Erik Kjersgaard: Danmark under besættelsen
• Wurtz: Centralkartoteket 1944 – 1947/ Aarhus Universitet
• Palle Roslung – Jensen: Danskerne og besættelsen, holdninger og meninger
• Claus Bryld m.m.: Retsopgøret 40 år efter
• Stefan Emkjær: Stikkerdrab
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1 – 2
• Ditlev Tamm: Opgør og udrensning
• Vilhelm La Cour: Danmark besat
• Eli Fischer- Jørgensen m.m.: Interneringskartoteket – om Carsten Høeg og h….
• Carl Madsen: Vi skrev loven – 34 fortællinger fra fædrelandets historie
• Besættelsestidens Hvem – hvad – hvor
• Karl O. Christiansen: Mandelige landssvigere under besættelsen
• Marlene Djursaa: DNSAP
• Henning Koch: Demokrati – slå til
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Henrik Stevsborg: Politiet 1938 – 47
• Besættelsestidens litteratur (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 173 artikler om besættelsestiden/anden verdenskrig herunder:

 

Artikler med relation til overnævnte artikel:

• De Mystiske Mord ved Grænsen (1)
• De Mystiske Mord ved Grænsen (2)
• Mord i Padborg 1 – 4
• To skæbner i Kiskelund
• De dødsdømte fra Tønder

 

Overvågning:

• Bovrup – kartoteket
• Overvåget – dengang
• Historien om overvågning 1 – 2
• Den sønderjyske politiadjudant
• Den sønderjyske efterretningstjeneste

 

Stikkere og værnemagere

• Skal alle krigsfangere ikke straffes
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Kryssing og Frikorps Danmark
• Danskere og Frikorps Danmark
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Landsforræderi og landssvigere
• Stikkerdrab
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• De danske nazister
• I tysk krigstjeneste
• En stikker fra Sønderjylland
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Frits, nazister og kartoteker
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits Clausen – den tredje historie

 

Befrielsen / retsopgøret

• Befrielsesdage
• Likvideret i Alssund 5. maj 1945
• Deserteret i Svenborg – likvideret i Gelting
• Hvorfor kom Montgomery så sent
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Da krigen var forbi
• Tyskerluder og drageyngel
• Likvideret på Nørrebro
• Opgøret efter 1945
• Sønderjylland maj 1945
• Tyskertøser, feltmadrasser og horeunger
• Aabenraa maj 1945
• Faarhuslejren
• Tønder – maj 1945 og mange flere

 

                                                                            

 

Bovrup – Kartoteket

Der findes mange kartoteker fra den tid, endda kartotek over uopklarede mord fra den tid. Men Bovrup – kartoteket var nok den værste. 71 år efter skal man stadig stå til regnskab. Og det havde store konsekvenser. Det var ikke ulovligt at være Nazist. Men man blev fyret, der blev indledt tjenestemandssager og man blev smidt ud af fagforeninger. Der findes 51 udgaver af kartoteket. Modstandsbevægelsen ignorerede diverse forbud. Forordet til kartoteket viser også, at modstandsbevægelsen var utilfreds med retsopgøret. I 1943 skulle DNSAP have haft 19.000 medlemmer. Men det originale Bovrup – kartotek indeholder 50.000 medlemmer.

 

Centralkartoteket er mere interessant

Det kunne have været sjovt, at se kartoteket over de 40.000, som modstandsbevægelsen m.m. havde registreret, og som de brugte efter besættelsestiden. Det er det såkaldte Centralkartotek. Her var også nazister, kollaboratører og tyskervenlige personer. Det er nok meget mere omfattende end Bovrup – kartoteket og indeholder langt flere oplysninger. Men sådan en artikel går vi i gang med

Men det var også forholdsvis let at komme i Centralkartoteket. Rygter var nok.

 

Det Sønderjyske kartotek

Det kunne også have været sjovt, at se de 80.000 mennesker, som det sønderjyske efterretningsvæsen havde registreret. Ja det pæne ord, er den Sønderjyske Politiadjudantur.

Her gjorde man bruge af et hav af meddelere. Og man holdt øje med medlemmer af Det Tyske Mindretal, folk der havde meldt sig i Frikorps Danmark, Waffen SS m.m. og folk, der havde været interneret i Faarhus – lejren. Overvågningen foregik længe efter, at straffen var overstået. Indtil 1970erne overvågede man også mindretallets årsmøder på Knivsbjerg, nord for Aabenraa.

 

Hvorfor er der fjernet så mange medlemmer?

Men det er umulig, at få adgang til disse kartoteker. Men det er det ikke til Bovrup – kartoteket. Medlemskartoteket blev nemlig udgivet af modstandsbevægelsen i 1946. Og det skete, fordi, at de mente, at danskerne skulle have mulighed for at vide, hvem der havde været medlem af DNSAP.

Det vil sige, at det fik du knap nok. Medlemskartoteket bestod af 50.000, men kun 28.000 navne er blevet offentliggjort. Hvem der har bestemt, at ikke alle, skal offentliggøres, ja det er så et spørgsmål, som vi har hørt flere svar på. Men hvilke det er rigtig, ved vi ikke.

Men alle 50.000 navne ligger i Rigsarkivet.

Den vigtigste årsag til, at de 28.000 navne blev offentliggjort er, at modstandsbevægelsen ikke mente, at de danske nazister blev straffet i den målestok, som de ønskede.

 

Store konsekvenser at være i kartoteket

Udgivelsen havde da også konsekvenser dengang. Forhenværende partimedlemmer både i den offentlige og private sektor blev udrenset eller sagt på en anden måde – fyret på gråt papir. Ja, tænk DNSAP – medlemmer blev smidt ud af deres fagforening anklaget for landsskadelig virksomhed. Retsafgørelser var slet ikke nødvendig.

Kartoteket har været årsag til mere eller mindre tilfældige anklager, private personopgør eller ligefrem skueprocesser.

 

Forbudt at offentliggøre medlemsliste

Bogen med listen af DNSAP – medlemmer blev efter sin udgivelse forbudt af domstolene. Og det er stadig forbudt at offentliggøre medlemslisten. Men i diverse antikvariater dukker der af og til et eksemplar op. Ja vi har set to forskellige udgivelser.

Udgivelsen hører nu under arkivloven. Ansøgning om indsigt skal rettes til Rigsarkivet. Men standardproceduren er, at der som regel kun gives adgang til primært uddannede historikere. Sådan har praksis udviklet sig, hvis du vil se ”meget hemmelige” arkiver.

 

Det var ikke strafbart at være Nazist

Egentlig var det jo ikke strafbart, at være nazist og medlem af DNSAP eller NSDAP – N. Men det blev strafbart i folkets øjne. Derfor begik mange selvtægt. De personer, der stod i kartotekerne blev alligevel straffet.

Man kunne godt tænke sig, hvad der ville ske, når der var fri adgang. Medierne ville kaste sig over kendte navne og stille spørgsmål til familiemedlemmer til dem, der er på listen, selv så mange år efter.

Sjovt nok, er det Bovrup – kartoteket, der giver ældre læsere gys og ubehag.

 

En dårlig undskyldning?

Men Frits Clausen og hans folk har næppe gjort sig de største anstrengelser med at ajourføre registret korrekt. Man kan da også uden myndighedernes indblanding få duplikerede ark fra diverse udgivelser, inden de blev stoppet. Men som du vil kunne se i forordet, så mente modstandsbevægelsen, at det bare var en dårlig undskyldning.

Og en gang imellem kan man på diverse antikvariater købe et eksemplar. Således kan du i skrivende stund få Bovrup – Kartoteket, København 175 sider for 475,- kr. i et antikvariat.

 

Skulle have Førerens tilladelse

Nu var det jo også sådan, at havde du fortrudt din indmeldelse kunne du først udmeldes med føreren, Frits Clausens tilladelse. Og det gik bestemt ikke hurtig, for det så ikke godt ud i Berlin.

Måske har en masse af de registrerede medlemmer kun været medlem en kort overgang, og for længst udmeldt.

 

1943: Kun 19.000 medlemmer

Her er forordet til en af udgaverne. Den giver et godt indtryk af det had, der var forbundet til nazisterne. Udgivelsen havde til formål at miskreditere tidligere nazister i efterkrigstiden. Ifølge John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45 – og derefter, så var der i 1943 kun 19.000 medlemmer i DNSAP. Men der skulle åbenbart have været 50.000 medlemmer i det komplette kartotek.

DNSAP har næppe haft den tilgang, da det gik ned ad bakke for tyskerne.

 

40.000 i LS

Glemt er også, at Frits Clausen og hans medlemmer før den 9. april 1940 gik ind for danskheden og en grænse til Ejderen.

Man kan også spørge om, det ville være en god ide, at se en medlemsfortegnelse over den højreradikale gruppe LS (Landbrugernes Sammenslutning), der dengang havde 40.000 medlemmer. Også denne sammenslutning var fuldt lovlig.

 

Forordet til Bovrup – Kartoteket

 

• Allerede før den 5. Maj, da enhver kunde se, hvor det bar hen, forsøgte mange Nazister at købe sig Syndsforladelse ved at tilbyde gode danske Mænd forskellige Tjenester. Men Tiden efter Kapitulationen, har imidlertid vist, at Myndighederne til dels har overflødiggjort dette Initiativ, idet Regering og Rigsdag gav en stor Del af disse Mennesker Absolution.

 

• I Tiden før den 5. Maj lykkedes det os at faa en Afskrift af DNSAP’ s Medlemskartotek, og efter de Skuffelser, som vi har oplevet med Hensyn til Udrensningen, har vi nu besluttet at bringe disse Medlemslister til Offentlighedens Kundskab.

 

• Det har været talt for og imod Offentliggørelsen af dette Medlemskartotek, man naar man stadigvæk ser Mennesker, som har været Medlem af DNSAP i udstrakt Grad handle med vore Allierede, og naar de danske Myndigheder fortsat billiger Eksistensen af nazistisk Virksomhed, som Landsforeningen af 6. maj, saa hører alting op.

 

 

• Men hvorledes kunde det gaa til, at disse blakkede Mennesker kunde komme til at handle med vore allierede? Fordi Myndighederne i Stedet for at udarbejde regulære ”sorte Lister” lavede saakaldte ”hvide Lister” over Firmaer, som var ”gode nok” og et saadant Stempel var let nok at faa. Idet Firmaet selv indsendte de Oplysninger, paa hvilken de ”hvide Lister” blev udarbejdet.

 

• Mange af disse forhenværende Medlemmer af DNSAP tror stadigvæk, at de tilhører en større og bdre Race end vi, ja man forbavses ofte over, hvor let det er gaaet for dem at komme over paa vor Side. Mange af disse Mennesker sidder i Dag i ledende Stillinger, og mange handler vi med, som om intet var sket, de er nu ”gode danske Mænd”, men hvorlænge? Kun til næste Gang, – saa er de igen de første Overløbere.

 

• Der vi sikkert komme mange Dementier over Indholdet af Medlemslisten, og der vil blive opfundet de mærkeligste Undskyldninger: At man har underskrevet i Fuldskab – at man har været til Nazimøde og der faaet stukket et Kort i Haanden, – eller at ved et saadant møde har opgivet fulde Navn, Adresse og Fødselsaar, alt sammen uden at vide til hvilket Formaal det skulde bruges, men hvorfor skulde disse ”gode danske Mænd for øvrigt til Nazimøde? Disse Uskyldigheder vil forsøge os til tro, at Nazisterne, som i 1940, 41 og 42 havde rivende Fremgang havde Interesse i at forfalske deres Indmeldelser. Vi tror det ikke. Vi mener, at hele den danske Befolkning har Ret til og bør have Navnene at vide paa de, som moralsk stillede sig til Nazismens Disposition.

 

• Mange, der i Begyndelsen af Fyrrene meldte sig ind i DNSAP har senere i Slutningen af Besættelsen taget del i Frihedskampen, f. Eks. Ved at have Politibetjente boende, ved Distribution af Illegale Blade, eller maaske ved lang vigtigere Arbejde, men er disse ikke de værste af dem alle? Der findes ingen Undskyldning for en Mand, som i begyndelsen af Besættelsen var Medlem af DNSAP, men som senere da Krigens Udfald stod klart for enhver, tog Del i Frihedkampen. Intet viser tydeligere hans daarlige Samvittighed. I Stedet for at virke formidlende, bør det stå som en skærpende Omstændighed, for er Sagen i Virkeligheden ikke den, at da Tyskerne kom, troede disse Mennesker på Tysklands Sejr, meldte sig ind og tav stille for det kunne jo være, at det gik galt, og efter Stalingrad, da de indsaa, at de havde holdt paa den forkerte Hest, begyndte de at interessere sig for frihedskampen.

 

• I de her foreliggende Navne som kan inddeles i tre Kategorier 1) De, der indmeldte sig før Indmarchen i Østrig, hvor Tyskland klart viste sine aggressive Planer. Man kan maaske til en hvis Grad undskylde dem, hvis de straks, da Nazismen viste sit sande Ansigt, meldte sig ud, men det er der alt for faa, der gjorde det. 2) De, der meldte sig ind efter Anschluss. De vidste fuldt ud, hvad Nazismen var, og for dem er der ingen Undskyldning. 3) De, der meldte sig ind efter den 9. april 1940 – Quislinger og Landsforrædere – var de andet? Danmark var besat, danske Nazister havde vist Fjenden Vej gennem Sønderjylland i fuld Forstaaelse med den danske ”Fører”. Hvorfor meldte disse Mennesker sig ind i DNSAP? Fordi de troede paa Tysklands Sejr, fordi de vilde være med, naar Kagen skulde deles! Hvis Tyskland havde vundet, var de blevet ”Herrefolket” her – de havde ikke ladet det gaa saa let og smertefrit, som den saakaldte danske ”Udrensning” er gaaet, nej de vilde have siddet paa den øvrige Befolknings Ryg og svunget Pisken.

 

• Nazismen vandt Indpas i saa godt som alle Samfundslag i Danmark, men først og fremmest paa Landet, Landmænd, Gaardmænd og Husmænd var langt i Overtal i Bevægelsens første Tid, men også efter Knud Bachs Knæfald for DNSAP fik Partiet en ny og vældig Tilgang fra Landbrugets Side, vil man se langt den største Del af Medlemmerne herfra først saa det imponerende i Nazismen efter at Tyskland var kommet hertil; – man vilde aabenbart sikre sin Stilling i det kommende nye Europa.

 

• Kartoteket er ordnet som Telefonbogen, saaledes at de store byer og Landdistrikterne holdes hver for sig.

 

• I de fleste Tilfælde staar baade Adresse, Fødselsaar og Indmeldesdato anført. I de Tilfælde, hvor kun Adresse og Indmeldelsesdato er anført, maa man gaa ud fra, at Vedkommende boede paa den anførte Bopæl ved Indmeldelsesdatoen.

 

• De Stillinger, der staar anført, er efter Medlemmets egen Opgivelse, man vil f. Eks se mange Murersvende og lign, som har kaldt sig Entreprenører, Murermestre eller lignende, ligesom mange Grosserer og Fabrikanter har kaldt sig Direktører og omvendt. Atter andre har indmeldt sig som Arbejdsmænd, selvom deres Stilling f .Eks. har været Smede, Gartnere eller lignende. Man kan derfor ikke gaa ud fra, at de anførte Stillinger er korrekte. Desuden har vi for at lette Oversigten kaldt alle Kontorassistenter for Assistenter, ligesom Tjenestekarle er blevet kaldt Landmænd.

 

• En del Medlemmer har opgivet adressen, Kultorvet 13, hvilket var et af Partiets Distriktskontorer, og Medlemmet har aabenbart faat Lov til at undlade at opgive Privatadresse. Adressen: Blegdamsvej 23, er Frimurerlogen

 

• Alle Byer med pr, f. Eks Aabyhøj pr. Aarhus vil findes under Hovedbyen, i dette Tilfælde Aarhus.

 

• En Del af Overskuddet ved Salget af denne Bog vil blive tilstillet nogle af Modstandsbevægelsens Institutioner

 

• Bogforlaget af ”1946”

 

Ja sådan var forordet på to af de udgaver som vi har set. Og her er det ganske tydeligt, at modstandsbevægelsen ikke var tilfreds med retsopgøret.

 

Kommentarer til Forordet

Vi skal måske også lige præcisere at Landsforeningen af 6. maj var en forening for personer, der blev interneret pga. af mistanke om landsskadelig virksomhed efter befrielsen den 5. maj 1945. Der var mistanke om, at det var en nazistisk forening, men en politiundersøgelse konkluderede, at foreningen var lovlig.

Den omtalte ”Knud Bach” var leder af ”Landbrugernes Sammenslutning” (LS), som var en stærk højreradikal gruppering.

 

51 forskellige udgaver

Og her troede vi så, at der kun var de udgaver af Bovrup – kartoteket, som vi har set. Men ak ifølge Anders Otte Stensager så findes der hele 51 kartoteker/bøger/udgaver af Bovrup – kartoteket.

Det har ikke været let at finde kilder, der kan fortælle i hvor store udgaver disse udgivelser er kommet i. Og hvem der har finansieret udgivelserne har det heller ikke været mulighed for at finde ud af.

I Bovrup var der afleveringspligt for alt, hvad partiet udgav. En kort overgang var der ansat en arkivar, men ellers var Frits Clausen personlig engageret i opbygning af arkivet.

Kartoteket blev distribueret i modstandsbevægelsens kredse eller solgtes direkte på gaden for 15 kr.

 

Justitsministeriet forbød udgivelsen

Justitsministeriet fik hurtig kendskab til, at de mange kartoteker var i omløb, og forbød i løbet af 1946 bogen, hvorefter politiet blev sat til at beslaglægge bøgerne hos modstandsbevægelsen. Men dette var en håbløs opgave. Folk kunne slet ikke forstå, at de havde en ”afleveringspligt”.

 

Københavner – udgave

Modstandsbevægelsen så selv som afnazificeringens vogtere og udgav snart næste udgave. En ny udgave på 157 sider trykt hos Costers Bogtrykkeri i København med kun navnene på nazister i København udkom. Denne udgave kostede kun 12 kr.

 

Hurtig frigivet

Enkelte medlemmer af modstandsbevægelsen blev anholdt, fordi de trodsede forbuddet. Men modstandsfolkene blev hurtig løsladt igen, angiveligt fordi man ikke havde nok beviser.

 

Fra det ”grønne” København

Nu dukkede der pludselig også et duplikeret kartotek op udelukkende med medlemmer i det grønne område nord for København. Og sådan blev det ved med at komme nye udgaver.

Antagelig er partier af Københavner – udgaven af Københavnerdelen blevet distribueret i Sverige

 

Var udrensningen kommet ud af kontrol?

Når justitsministeriet så hurtig slog til, kan det skyldes at udrensningerne overvejende under ledelse af modstandsbevægelsen mere eller mindre var kommet ud af kontrol.

Modstandsbevægelsen ønskede at stramme nettet yderligere omkring tidligere medlemmer af DNSAP, værnemagere og andre, som moralsk havde sympatiseret eller på anden måde plejet omgang med besættelsesmagten og det danske nazistparti. Det var nu også den holdning, der var den generelle i befolkningen.

Danskerne skulle nu have ret til at vide, hvem der i større eller mindre grad havde fraterniseret med nazismen eller blot ytret sig til fordel for denne. En holdning som ikke mindst kommer frem i bl.a. tjenestemandssager, der blev rejst i 1946.

 

Justitsministeriets egen udgave

En speciel udgave er formentlig udsendt af Justitsministeriet. Den er samlet i en brun kassette med hvid titeletiket, der oplyser, at dette kartotek indeholder navnene på mere end 10.000 personer og firmaer mod hvilke der den 1. oktober 1946 er rejst sigtelse efter forræderi og værnemagerlovene. Ja til denne udgave kom endda en såkaldt rettelsesbog.

 

Ældre udgaver genudgivet

Ældre kartoteker blev i 1947 og 48 overklæbet med en af Bidstrups tegninger og genudsendt. Også dengang syntes det, at kartoteket var let at få fat i. Den må have haft en stor udbredelse og have været at finde på mange bogreoler.

 

Flittig brugt til arrestationer

Det skal nok ikke så meget fantasi til at forestille sig, at Bovrup – kartoteket også blev brugt allerede i majdagene 1945 af modstandsbevægelsen til brug for de mange arrestationer.

 

Interessen er steget

Interessen for dette kartotek er steget markant i de senere år, og det er da heller ikke særlig svært at få fat i. Det er stadig strafbart at offentliggøre dele af kartoteket. Men også på det område kan man finde diverse hjemmesider.

 

Kartotek over uopklarede mord

Kigger du i dag på Nettet, kan du også finde en liste over uopklarede mord fra besættelsesperioden. Der findes også et såkaldt Sort Kartotek eller Kartotek over de af Danmarks Nationalbank iværksatte Spærringer af Bankkonti m.m. Denne blev udgivet af Erhvervenes Forlag i 1946.

 

Du kan ikke slippe ud

Er ens navn først endt i dette kartotek så mange år efter (71 år), ja så kan du være sikker på, at du skal stå til regnskab for det. Intet andet kartotek i Danmarkshistorien har vel haft så vidtrækkende konsekvenser som dette og synes selv i vore dage ikke at ville slippe os helt.

 

 

 

Kilde:

• Hartvig Frisch: Pest over Europa
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45 og derefter
• Hans Kirchhoff m.fl.: Gads Leksikon om dansk besættelsestid
• Malene Djursaa: DNSAP. Danske nazister 1930 – 45 (1 – 2)
• Tage Revsgaard Andersen: En studie i rødt, hvidt og blåt
• Anders Otte Stensager: Bovrup – Kartoteket – et boghistorisk studie (artikel)
• Besættelsestidens Litteratur (er under udarbejdelse)

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 172 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:

 

Om Nazister:

• Frits Clausen – Lægen fra Aabenraa
• Frits, Nazister og et kartotek
• Frits Clausen – den tredje historie
• De danske nazister
• Danskere i Hitlers tjeneste
• De Dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder

 

Om Overvågning:

• Historien om Overvågning (1)
• Historien om Overvågning (2)
• Den Sønderjyske Politiadjudant
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Udleveret til tyskerne

Om Værnemager/Retsopgøret/Stikkere

• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Faarhuslejren
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Politik under Besættelsen
• Stikkerdrab
• Landsforrædere og Landssvigere
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Opgøret efter 1945
• Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
• Likvideret på Nørrebro og mange flere

 

• Vi er i gang med en artikel om Centralkartoteket, hold øje med den

 

Niels Bukh – og hans sympati for Hitler

Er det en grov krænkelse af hans eftermæle, det ry som nogle historikere har givet ham. Hvad er sandeheden. Rottbøl, leder af SOE i Danmark, som blev brutal myrdet, var en af hans elever. Han var hårdhændet over for sine elever. Men han skaffede sølv til Danmark ved olympiaden. Nationalismen spillede stor rolle for ham, vel og mærke den danske. Ham og hans gymnasiaster var kulturelle ambassadører for Danmark. Han mente at Danmark trængte til en mand med idealer. Og han havde høje idealer om Hitler. Socialdemokraterne plantede en historie. Sønderjysk forfatter var blandt hans største kritikkere. Var han villig til at overtage den nazistiske ideologi? Han var aldrig en politiker. Han blev beskyldt for landsskadelig virksomhed. Men han blev pure frikendt.

 

Er det en grov krænkelse?

Der er mange, som mener, Niels Bukh var en stor nazist. Men mange med forbindelse til Ollerup Gymnastikhøjskole syes, at det er en grov krænkelse for hans minde, at han skal huskes for dette, blot fordi der er historikere, der mener dette.

Hans store arbejde for Ollerup, gymnastikken og højskolebevægelsen er med et slag glemt. Man kan jo ikke have en nazist til at lave dette arbejde!

 

Hvad er sandheden?

Nu ved vi jo udmærket her på siden, at man skal ikke mene noget andet, end hvad nogle historikere mener. Men vi har gravet lidt i vores arkiver for at finde sandheden om Niels Bukh med fare for at få at vide, at dette ikke er sandheden.

Han var ikke let at omgås, og var meget impulsiv. Og så var han perfektionist til fingerspidserne. Og en anden ting var også, at han gjorde forskel på eleverne.

 

Rottbøl’ s brutale nedskydning

Han blev af nogle kaldt for Fatter, og var også en faderskikkelse for nogle. En af de begejstrede elever var den senere leder af SOE i Danmark, Chr. Rottbøl, der blev brutalt myrdet under en politiaktion på Øresundsvej (Vordingborggade) på Østerbro.

 

Hårdhændet over for eleverne

Niels Bukh gik ind for mellemkrigstidens idealer i de danske højskolers gymnastikrepertoire. Det var det militært prægede gymnastik, der lagde vægt på smidighed og tempo. Han var hårdhændet over for sine elever, i værste fald ydmygende.

 

Sølv til Danmark

I 1912 optrådte Niels Bukh for første gang som gymnastikleder. Det skete ved de olympiske leje i Stockholm, hvor hans hold vandt sølv.

Mellem 1920 og 1926 opbyggede Bukh sin egen gymnastikhøjskole op i Ollerup. Det blev efterhånden en anseelig højskole. Her kom Danmarks første indendørs svømmehal, stadion samt kæmpe opvisningshal. Et friluftssvømmebassin blev færdig i 1932.

Han blev anerkendt over hele Europa. Og han har høstet stor anerkendelse som højskolemand og gymnastikpædagog.

 

Nationalismen spillede en stor rolle.

Nationalismen spillede en afgørende rolle i Ollerup – gymnastikken. Det viser de mange ritualer i form af dannebrogsflag, fædrelandssange og nationalpatriotiske taler i forbindelse med gymnastikopvisningerne.  Men det var vel og mærke dansk nationalisme.

 

Kulturelle ambassadører for Danmark

Han satte ikke sin lys under en skæppe. Han blev et omrejsende national symbol for Danmark. Ja Niels Bukh og hans gymnasiaster var en form for kulturelle ambassadører for Danmark.

 

Blonde piger med blå øjne

Når han skulle udpege de kvindelige elitegymnasiaster, så gik han ikke kun efter deres færdigheder, men også deres ydre. De skulle helst være blonde og have blå øjne. Så kunne han udtrykke det dansk – nordiske. Og det var måske derfor, at gymnasiasterne fra Ollerup opnåede så stor tiltrækningskraft i det nazistiske Tyskland.

 

Bukh skærpede tonen

Under den krigslignende tilstand i Danmark fra 1940 skærpede Niels Bukh tonen over for den danske statsledelse og de politiske partier. Hvis Danmark skulle betegnes som en ligeværdig nation i forhold til Tyskland, så krævede det en historisk bevidst ungdom.

 

Vi trænger til en mand med idealer

Fra 1933 til 1943 var Bukh præget af den folkelige nazistopfattelse. Han gik ind for, at de ariske racer skulle samles. Således var han i Berlin i 1933 for at give opvisning. Og han vendte meget begejstret hjem og fortalte om oplevelsen. Til sine tyske værter havde han sagt, at han ville have taget de ting op i Danmark, som Hitler havde løst i Tyskland, hvis han havde været tyve år yngre.

• Vi trænger til at at faa klar Orden i Sagerne, vi har vænnet os til at have det for godt herhjemme. Jeg synes, at vi i høj grad trænger til en Mand med stærke rene Idealer, i stedet for den kolde, golde Statsform, vi har nu.

 

Høje idealer om Hitler

Han fortalte, at Hitler lod jøderne være, hvis de bare ville arbejde. Han fortalte ligeledes, at den østrigske kansler Dollfuss var et instrument i katolikkernes og jødernes hænder.

Han forstod ikke, at Hitler blev mistænkeliggjort.

 

Socialdemokraterne plantede en historie

Socialdemokraterne var trætte af hans begejstring, og de plantede en historie, om at han nogle år tidligere skulle have forsøgt at forføre en ung mandlig elev på skolen. Der blev også sendt en klage til undervisningsministeriet. Men dette fik dog ingen konsekvenser for Bukh. Der blev iværksat en undersøgelse, der ikke førte til en anklage.

Han var homoseksuel og det gav ham en hvis sårbarhed.

Og Socialdemokrater blev ved med at angribe ham. De ønskede også statsunderstøttelsen taget fra ham.

 

Højskolebladet anklagede ham også

Men også i Højskolebladet var man ikke altid begejstret for Bukh’ s synspunkter. Således antydede redaktøren, Helge Skovmand, at Niels Bukh repræsenterede en tankegang, der stiltiende accepterede jødeforfølgelserne, koncentrationslejrene og undertrykkelsen.

Men under vores søgning fandt vi en artikel i Berlingske den 20. oktober 1933, hvor Niels Bukh tydelig tager afstand fra Hitlers autoritære metoder.

 

Han tilhørte højrefløjen

Bukh var tilhænger af, at højrefløjen i Danmark skulle samles. Og det skulle så være i Den Nationale liga, som Bukh var stor tilhænger af. Da det den gang kom frem, udsende Bukh en erklæring om, at han havde været indbudt til at deltage i ligaens oprettelse, men at han havde afslået.

Men åbenbart fastholdt Socialdemokratiet, at han havde deltaget i en af de forberedende møder.

Det nærmeste Bukh kom til at arbejde med de højreradikale var i Det Konservative Folkeparti og KU.

 

Ville have dansk dynamik

Bukh mente, at man måtte møde tyskerne og deres nationale dynamik med en tilsvarende dansk dynamik. Han deltog i den tyske völkische propagandaorganisation Nordische Gesellschafts stævne i Lübeck i 1938.

Bukh indledte på eget initiativ samtaler med den tyske rigsarbejdsfører Konstantin Hierl. Det var ingen tvivl om, at han var begejstret for Hitler og for udviklingen i Tyskland. Men egentlig var han lige så begejstret for højskolens grundtvigske folkelighed. Han arbejdede også for danskheden nord og syd for grænsen.

 

Han ville have et samlet ungdomsforbund

Han ville gerne have dannet Danmarks Ungdomsforbund med sig selv som formand. Målet var en monopollignende organisation, der skulle omfatte hele ungdomsarbejdet. Men den danske regering var ikke begejstret.

Og han har sikkert støtter Højgardkredsens planer om en regering uden Rigsdagen. Vi skal da ikke glemme at LS, Landbrugernes Sammenslutning, som må betragtes som meget højreradikal havde 100.000 medlemmer omkring 1931.

Det er nok heller ikke overraskende, at LS i en af deres Brochurer fremhæver Ollerup Højskole som særdeles positiv.

 

Inviteret af Hitler

Han mente, at Danmark havde brug for sådan en som ham og Kaj Munk. Han behandlede kongen og Stauning uden den store respekt. Og han fik lejlighed til at se Hitler ved Nürnberg – partidagene i 1936. Han var blevet inviteret af selveste Hitler. Sikkert er det, at han heller ville trykke denne i hånden end Stauning

Uden den danske regerings vidende forhandlede han med tyskerne om en tvungen dansk arbejdstjeneste efter tysk forbillede. Se det var noget som DNSAP senere overtog. Han planlagde også en ”Fredsfest” efter den forventede tyske sejr.

 

Sønderjysk forfatter – den største kritikker

En af Niels Bukh’ s største kritikkere var forfatteren Marcus Lauesen fra Løjt Kirkeby. Han beskyldte hele den danske højskolebevægelse at være underlagt nazismen på baggrund af Niels Bukh’ s filosofi.

 

Var han villig til at overtage den nazistiske ideologi?

Var han ekstrem højreradikal eller nazist? Eller havde han bare mindreværdskomplekser som dansker over for den tyske nation? Var han villig til at anerkende og overtage den nazistiske ideologi eller dele deraf for at få opfyldt sin målsætning?

Han havde et udpræget dansk sindelag. Men han ønskede et politisk stærkere ledet dansk samfund med en faderfigur, der kunne lede landet. Hans beundring for det nazistiske Tyskland var stor.

 

Danmark kunne lære af nazismen

Men samtidig mente han, at dele af den tyske nazisme var en god model for den danske samfundsudvikling.

Han fremsatte ikke offentlig nogen kritik af den nazistiske racelære eller af jødeforfølgelserne. Men der findes ikke beviser for at han hverken var nazist eller fascist.

Under de Olympiske Lege i Berlin var han blevet inviteret af den tyske SS – mand Hans von Taschammer und Osten. Denne var i 1933 blevet udnævnt til rigssportsfører i den nationalsocialistiske regering. I alt fem uger opholdt Bukh sig i Berlin.

Han fortalte sine elever, at Danmark kunne lære meget af det nye Tyskland.

 

Hagekorsflag på Østerport Stadion

I 1939 var Niels Bukh’ s gymnasiaster gået ind med et hagekorsflag på Østerport Stadion.

Ja, arkivet på Ollerup var blevet tømt for belastende materiale. Nogle af dokumenterne er blevet rettet på afgørende områder.

 

Han var ikke politikker

Og egentlig var han ikke en politiker. Der er ikke så mange udtalelser at finde, ingen artikler eller bøger, han selv har skrevet omkring politik. Lærerbøger om gymnastik kan vi finde masser af.

Han var hverken attraktiv for de bestående politikkere eller for besættelsesmagten. Men en ting måtte man lade ham. Han var god til at iscenesætte sig selv. Men var hans holdninger ikke præget af politisk naivitet?

 

Hans selvfølelse var knyttet til nationalfølelse

Hans selvfølelse var meget tæt knyttet til hans nationalfølelse.

Måske er hans politisk – ideologiske virksomhed overdrevet. Hans store indsats for gymnastikken lever endnu.

Niels Bukh fik masser af elever fra det sønderjyske. Og der opererede den meget radikale Cornelius Petersen fra Selvstyrerbevægelsen. Vi får ikke rigtig knyttet forbindelser til ham.

 

Ollerup ikke arnested for Hitler – Jugend

Ollerup Højskole var ingen arnested for Hitler – begejstrede unge og Hitler – Jugend. Et flertal af skolens lærere delte heller ikke Bukh’ s opfattelse af Hitler og Tyskland.

 

29. august 1943 vakte ikke glæde

Bruddet med tyskerne den 29 august 1943 vakte ikke glæde hos Niels Bukh. Dels fordi tyskerne beslaglagde skolerne i Ollerup med de negative konsekvenser det fik for gymnastikarbejdet. Dels fordi han troede, at samarbejdet med tyskerne både var til gymnastikkens og til den danske nations bedste.

Højskolearbejdet blev under beslaglæggelsen først flyttet til Ladelund Landbrugsskole og derefter til Løgimose.

 

Beskyldt for landskadelig virksomhed

Efter krigen blev han beskyldt for nazisme og for at have udført landsskadelig virksomhed. En kendsgerning er, at Niels Bukh blev arresteret den 12. maj 1945. Han blev afhørt af modstandsfolk. Onde tunger påstod, at det var ”kommunistiske modstandsfolk” i Odense, der på baggrund af ondsindede rygter anholdt ham.

Bukh havde således haft drøftelser med både Renthe – Fink og Werner Best.

Men i hvert fald tog det politiet halvanden år, at gennemgå anklagerne. Og det blev også nedsat et nævn, der skulle kigge på disse anklager.

 

Ingen grund til tiltale

Den 20. september 1946 modtog Niels Bukh et brev nævnet, der konstaterede, at

• Der intet grundlag findes for tiltale af nogen art.

På trods af vanskeligheder efter krigen, grundet beskyldninger m.m. lykkedes det ham at få renoveret skolen, så den igen kunne tages i brug i 1947. Her fortsatte han sit virke ind til hans død i 1950

I 1944 var han blevet godsejer idet han havde købt den nærliggende herregård Løgimose.

Er der nogen, der har begået den klassiske fejl, at kalde Niels Bukh for nazi – sympatisør blot fordi han åbenlyst gav udtryk for sin beundring for Hitler. Det var det hvis mange der gjorde, i hvert fald i begyndelsen.

 

 

Kilde:

• Hans Bonde: Niels Bukh 1 – 2 (Museum Tusculanums Forlag 2001)
• Henrik Lundbak: Staten stærk og folket frit. Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936 – 47 (2001)
• Aage Trommer: Hilsen til Hæstrup (1969)
• Dethlefsen og H. Lundbak: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid (1998)
• Rask Nielsen: Niels Bukh (1950)
• Ole Korsgaard: Kampen om kroppen (1962)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 171 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig, herunder

• Skud i Vordingborggade
• Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942
• Hagekorset i Parken

Strejftog i København – dengang

Foredrag den 8. september 2016 på Solhjemmet i Valby. Vi tager en tur ned ad Strøget og Østergade, der var det fine shopping – center dengang. Så går vi lige en tur på Kongens Nytorv og skal selvfølgelig også på Nyhavn. Om vi når Frederiksstaden, det er et spørgsmål, for vi vil også gerne i Nyboder. Du kan opleve et mord, spøgelse og en, der rejser sig fra de døde. Vi skal opleve virkelige rige og meget fattige. Ja vi skal også se, hvad der var en delikatesse i Peder Madsens Gang. Måske når vi også en absurd svanejagt.

 

Historisk vandretur

Vi tager på en historisk vandretur rundt i København og besøger udvalgte steder. Men kunne selvfølgelig tage alle bygninger og fortælle, hvornår de var blevet bygget og så videre. Det gør vi også, men vi vil også gerne fortælle om livet dengang og de store kontraster, som hovedstaden bød på.

 

Ind ad Strøget

Vi tager lige først en tur ind af Strøget dengang. De første butikker var boder. Og det var en slags tilbygning til eksisterende bygninger. De fyldte meget i de smalle gader. Det var en stor hindring for færdslen og så var de meget brandfarlige. Derfor blev de forbudt i en forordning af 27. februar 1683.

 

Skilte

Det var ikke vinduerne, der trak dengang. Det var de forskellige skilte over indgangen til butikkerne. På Højbro Plads 21 kom nok butik, der skabte størst opmærksomhed.

Silke – og klædekræmmerne etablerede sig på hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade.

 

Spændende vinduesudstillinger

En vinduesudstilling i Købmagergade 25 vakte stor begejstring. Det så ud som om, at der var levende blomster, som var udstillet. Man havde nu indset, at vinduesudstillinger trak kunder til.

I 1828 var der røre omkring en fransk spækhøkerbutik i Købmagergade 3. Han havde tilladt sig at udstille tilberedt svinekød i sit vindue, ja han havde hængt pølser op. Der var så meget trafik foran butikken, at politiet flere gange måtte tilkaldes.

 

Armod og affald

Læderstræde, Kompagnistræde og Lavendelstræde var her, hvor armoden trivedes. Der kom mange klager til Magistraten, om at man blev snavset, hvis man bevægede sig rundt i byen og det havde regnet i flere dage.

Magistraten havde ellers sendt masser af forordninger ud, der skulle hindre, at byen flød med skrald, døde dyr og meget mere. Således blev der udsendt en forordning den 7. maj 1777, der bestemte, hvad man måtte smide på gaden:

• Affald fra køkkener, dødt fjerkræ og lignende må kun smides på gaden efter en bestemt fastsat tid. Derefter samles det i bunker og køres væk i skarnsvogne.

Men disse bestemmelser blev slet ikke overholdt. Alle bunker blev gennemrodet af fattigfolk. Vejr og vind sørgede for, at affaldet havnede i rendestenene. Og skarnsvognene dukkede aldrig op.

Rendestenene stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder lå mellem almindelige huse.

 

Vægterne sang falsk

Ja, Magistraten fik også klager over at vægterne sang falsk. Omkring 1784 havde man 150 vægtere i byen. De skulle forhindre Ildebrand, mord og tyveri. Og så skulle de synge hver time. Og det var åbenbart en jammer. De ejede ikke en tone i livet.

 

Pjalteproletariatet

De allerfattigste blev kaldt pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borgergade og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og det nu forsvundne Peder Madsens Gang. Men de boede også omkring Bordelkvarteret omkring Holmensgade.

Det var her H.C. Andersens moster, Christiane boede. Hun ærgrede sig over, at H.C. Andersen ikke blev en pige.

Her var masser af stalde og brændevinsbrændere. Her var masser af sygdomme. Men lægen kom her aldrig. De syge blev stuvet sammen på loftet.

En præst i 1808 skrev:

• Besøger man de fattiges boliger, vil man ikke uden rædsel se de usle huller, hvortil adgang for den fri luft er spærret. Djævelske dufter og stank forpester luften og svækker hos beboeren hans kræfter og lyst til at arbejde. Han bliver gammel før tiden eller skrantning i en alder, som burde være virksomhedens. Børnene ligner skygger.

Pjaltenborg

Og tænk, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der opholdt sig på Pjaltenborg, som lå på hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa. For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Der var en masse andre huse, der kunne tilbyde det samme. De hed:

• Helvede, Pøllen, Bolle Bandsats Hus, Luseklubben, Lokummet, Krybryd, Knaldhytten, Slaveporten og Rakkerens Hule.

Folk var stuvet sammen. En læge bemærkede om toiletforholdene:

• På nogle steder findes ikkun et sæde for 40 – 60 mennesker, der som følge heraf ikke kunne benytte dette, når fornødent gøres, at de nødes at sætte sig udenfor, noget som især er tilfældet med børn.

 

Håndværkerne udnyttede situationen

Efter den store brand i 1795 boede en masse de hjemløse i parker, haver og gårde. Byggematadorer og håndværkere udnyttede situationen. De opførte skyndsomt tre etagers huse på hver en tomt. I kælderen kom der butikker, og ellers blev der bygget en masse små lejligheder. Og disse var meget små.

 

Rig og Fattig

Der var stor forskel på rig og fattig. En ung advokat kunne bo i en herskabslejlighed. Han kunne have 3 piger og en kusk ansat.

Grosserer Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde et tjenerskab bestående af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.

Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog overfaldet af folkemængden.

 

Kongens Nytorv

Lad os besøge byens hovedtorv, Kongens Nytorv. For enden lå de såkaldte sandkister. Det var en slags træskur med lem i loftet, hvor igennem sandet blev hældt. Det kom fra de skibe, der lagde til i Nyhavn.

Sandmændene med hest og vogn hentede sandet og kørte rundt i gaderne og tilbød det. Dengang var de fleste gulve hvidskurede. Til skuringen brugte man sand. Man kunne så skure gulvet blændende hvid.

Ved siden af sandkisten lå Gyldenløvs Slot (Charlottenborg Slot) Indtil 1870erne lå her en prægtig have.

Der hvor det Kongelige Teater nu ligger, lå det såkaldte Gjethus, hvor der havde været kanonstøberi. Senere blev det militær højskole.

 

Mange tilbud fra vinkælderen

Under Commediehuset lå en velduftende vinkælder. Ifølge adresseavisen kunne man her købe:

• Frisk tysk peberråd
• Røgede sild
• Bundtet Flamsk sild
• Kaffebønder
• Kinesisk Soya
• Italiensk citronsaft
• Mel, bankebyg,
• Vestindisk puddersukker

Jo her kunne man også købe kobberstik og bøger. Man kunne sandelig også købe billetter til Skipper Eskild Jensen’ s ture til Bergen.

Og stedet fungerede også som et salgs posthus. Her kunne man aflevere pakker, som så blev sendt med diverse skibe.

 

Varmtvandsbadeanstalt

På hjørnet ved Vingårdsstræde lå en tidligere grevelig ejendom, der nu var blevet til Converse Club.

Ja i 1811 blev der her oprettet varmtvandsbadeanstalt. Og et lignende anlæg blev der oprettet i Lille Strandstræde. Der var åbent fra klokken 5 om morgenen til klokken 10 om aftenen. Her blev serveret Bouillon, chokolade og likører.

 

Hotellet rummede mange ting

I 1828 indrettede to hollændere et mekanisk vokskabinet i Hotel de Nord. Det var nu ikke billigt. Hele 1 rigsdaler kostede det.

I hotellets kælder lå et tarveligt, men stærk besøgt danseetablissement som hed Torvet. Det var en af de mest besøgte dengang.

Og i det gamle hotel installerede Brødrene Nielsen, Københavns første flytte – omnibus – selskab.

 

Æbleskiver og konditori

På hjørnet af Torvet og Lille Kongensgade kom nu La Porta Konditori. Kigger man så i adresseavisen kan man se, at der her i kælderen havde været Sultani’ s æbleskiver – bageri.

 

Heiberg’ s forældre

På hjørnet af Kongens Nytorv 23 og Østergade 1 var ligeledes en ældre vinhandel og konditorejendom. Det var her Christian Heinrich Pätges arbejdede. Det var første gang han mødte sin hustru, Henriette Hartvig. Hvorfor er de to så vigtige. Jo de fik en meget berømt datter, Johanne Louise Heiberg. Ja det var sandelig en, der begik selvmord, fordi han ikke kunne få hendes gunst.

 

H.C. Lumbye

Første februar 1840 blev der inviteret til musikselskab på 20 personer. Det foregik på Hotel D’ Angletarre. Biletterne kostede 3 mark. De kunne købes for 3 mark hos Lose & Olsens Musikhandel i Gothersgade. Og musikselskabet var H.C. Lumbye.

 

Østergades noble butikker

Nede af Østergade havde adelen etableret sig. Her var masser af flotte haver. Men efterhånden måtte adelen trække sig. De handlende trængte sig på. Adelsgårde blev omdannet til købmandsgårde.

Her kom til at ligge de fineste og mest noble butikker. Jo kræmmerne havde virkelig etableret sig her. De kaldte sig efterhånden manufakturhandlere. Ja der opstod endda kvindedragende modebutikker.

 

Den krøllede kommis

En klæddekræmmersvend blev nu kaldt det fine ord, kommis. Inden da var det diskenspringer. Hans beklædning bestod af

• Blå spidsskjorte med forgyldte knapper
• Lys udvinget vest
• Ombøjede flipper
• Halstørklæde samt mørkfarvede pantalons

Jo pigerne drømte om den krøllede kommis. Dengang var det også prestige, at arbejde i butik. Det er det ikke mere.

 

Kongens Klub

Her på Østergade var der en Café med det fine navn Granelli. Sandelig var der en ølhalle i nummer 13. Den kom senere til hedde Rybbergs Kælder.

I nummer 12 lå Madam Frørups Frugtkælder. Og her var også et par cigarhandlere, der havde god omsætning hele natten.

Her lå også en meget fornem klub, der hed Kongens Klub. Og tænk, der lå en forening, der hed Læsernes Forening, hvor ikke en eneste læste. Det handlede nemlig om at få natbevilling. Ja, man kunne også få morgenbevilling.

 

En modehandler ved navn, Louise Rasmussen

Her vakte en ung modehandler også røre, fordi hun havde udstillet en mekanisk modeldukke. Det skabte en del røre, men mere røre skabte det dog, da hun havde en kongelig romance. Hun hed Louise Rasmussen eller bedre kendt som Grevinde Danner.

Jo tænk her i Østergade lå også to fiskehandlere. Og her boede også Greve Ahlefeldt. Det var ham, der bortførte skuespillerinde Rose’ s purunge datter Mette Marie Rose.

 

Brændevinsbrænderi med 21 køer

Svaneapoteket lå i nummer 18. Det var indrettet i en to – etagers bygning. Laboratoriet vendte ud mod den berygtede Peder Madsens Gang.

Gennem apotekets port gik en 3 meter bred gyde derind

Og i gydens nr. 5 lå et brændevinsbrænderi med et kohold på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet på flere etager. I samme ejendom i nummer 7 boede der 78 voksne plus børn.

 

Delikatesse til 4 skilling

Andre ejendomme i Peder Madsens Gang husede Nattens døtre eller Udydens præsterinder.

Her var også logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita. Her kom sjovere og lammedrivere.

De kom for at få deres yndlingsret, der var tilberedt af det af oksehovedet, man ikke kunne bruge til at koge suppe på, og det var mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Velbekomme.

Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte en naturlig tørst. Hele herligheden kostede kun 4 skilling.

Ja og disse stamgæster, der kom her, havde også eksotiske navne som Knuden og Sildehoved.

Let levende damer

Det var også her i Peder Madsens Gang de let levende damer holdt til. Ja behandlingerne af alle de kønssygdomme, der opstod var overladt til de såkaldte badskærere. Men på privat initiativ blev der i 1516 oprettet Skt. Anne Hospital som tog sig af fattige syfilis – patienter. Her fik man god kost rene senge og forstandige salver m.m. Ellers stod det på kviksølvskure, smørekure og svedekure.

Allerede i værket Flora Danica fra 1648 blev der givet råd til, hvordan man kom af med kønssygdomme.

 

Nyhavn

Det er ikke så langt hen til vores næste bestemmelsessted. Vi var det lige før ved Sandkisten. Vi er nu i Nyhavn. Det var her, at kongen befalede, at der skulle anlægges en kanal ind til Torvet.

 

De første ejere

Flere af kongens mænd følte sig tvunget til at købe grundene langs kanalen. De solgte dem så senere videre. I 1689 var der følgende ejere:

• To købmænd
• Seks skippere
• En havnefoged
• En smed
• En enke efter en hofsmed
• En øltapper
• En stenhugger
• En bødker
• En hjulmand

Hen ved år 1700 var de fleste grunde bebygget, og nogle af de hele gamle huse står endnu, sikkert renoveret et par gange.

 

Vrikkende piger

I kanalens første tid var det store tremasters skibe, der besøgte hele verden, der søgte herind. Købmandshuse og provianteringshuse opstod. Snart fulgte der også masser af værtshuse.

Op og ned af den muntre gade vrikkede prostituerede far 13 – 70 år. Mange baghuse blev brugt til bordeller.

En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv.

Efterhånden kunne de store skibe ikke mere anløbe Nyhavn. Det blev nu skonnerter og skuder. Men løjerne holdt ikke op. Og så blev man nødt til at oprette eget vægterkorps.

En sommerdag i 1800 – tallet udbrød der krig mellem marinere og almindelige matroser. Borgervæbningen blev tilkaldt, og skulle forsøge at skille partnerne fra hinanden.

 

Mange mord og selvmord

Der har været mange mord på Nyhavn. Om lidt skal vi høre om en af dem. Og kanalen har mindet om mange selvmord. Ofte var det ulykkelig kærlighed, der var årsagen. Her er blevet spillet, drukket og lokket. Godmodige sjæle er blevet snydt. Fulde svenskere er blevet rullet, og piger er gået i hundene.

Og H.C. Andersen har boet tre forskellige steder i Nyhavn.

 

Mølleren, der gik igen

I Nyhavn 15 var en møller og hans kæreste engang gæst. Efter tre dage havde mølleren hverken hest, vogn, møller eller kæreste mere. Mølleren mente nu nok, at værten havde spillet med falske terninger. Den tidligere møller lovede hævn over værten og kæresten.

Næste morgen fandt den tidligere kæreste ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter begyndte det at spøge. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Det standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.

Hver gang den tidligere kæreste forlod stedet begyndte det at rumstere. Ja, det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidt måtte værten betale den tidligere kæreste for at blive siddende deroppe på loftet.

Og sagnet slutter med at den tidligere kæreste dør af skræk.

Jo, det var for resten også her, at man kunne få lavet falsk pas, hvis tyskerne var efter en. De tyske soldater måtte ikke komme i Nyhavn, men det måtte Gestapo.

 

Franskbrødet, der forsvandt

Nyhavn 17 er nok det mest berømte sted. Lagde man her et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, kunne man være sikker på at det var væk om morgenen, spist af rotter.

Man sagde, at dette var de finske søfolks yndlingssted. Derfor lærte personalet finsk. Her lå også verdens første tatoo – butik. Tatovering var knyttet til Nyhavn.

I Salomonsens Leksikon blev der i 1929 fremført, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.  

 

Befri mig fra dette mørke sted

Vi skal da lige besøge Nyhavn 31. For her boede storkøbmanden og skibsredderen Andreas Bodenhof. Han døde ret ung i 1794, og blev begravet på Assistens Kirkegård. Og der blev hans unge hustru begravet fire år tidligere.

Hun hed Gertrud Bodenhof. Og hendes bror fortalte, at hun havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten. Natten efter, at hun var blevet begravet, kom to gravrøvere og ville hugge hendes øreringe. Men pludselig rejste hun sig fra kisten og råbte:

• Så befri mig dog fra dette mørke sted.

Og hun lovede dem guld og grønne skove og lovede dem en rejse til Amerika. Men de tog en spade og huggede hende rigtig ihjel. Og det er ganske vist, for det har en af gravrøverne fortalt til den senere biskop af Sjælland, da han lå på sit dødsleje på Frederiks Hospital.

 

Afholdsmænd skal holde sig væk

I Nyhavn 51 nede i kælderen lå Det gyldne lam. Her var sat et skilt op på væggen:

• Afholdsmænd og andre, der vil ødelægge glæden, bør ikke opholde sig i lokalet.

Datidens befordring var ikke så kompliceret. For adresseavisen, da kundgjorde Skipper Christoffer Holm:

• Den førende Galioth i Nyehavns Canal lige over for Madamme Tofte agter sidt i tilkommende Uge at afgaae til Christiania, hvorhen han medtager passagerer og Fragtgods, hvorom Vedkommende behager at melde sig ved Fartøjet eller hos Skipperen i bemeldte Madamme Tofte’ s Hus.

 

Der blev ikke guld

Nygade 59 blev kaldt Århus Domkirke. Det skyldtes, at på husets gavlkvist var der en Kristus figur. I dag kaldes huset for Guldmagerens Hus. Det skyldes, at husets bygherre, kobbersmed Henrik Ehm omgikkes alkymister.

En læge dr. C.V. Haquart betalte Ehm 600 rigsdaler for at lære kunsten at lave guld. Dette lykkedes dog ikke, men Ehm ville dog ikke tilbagebetale dette kursusgebyr. Men så gik lægen i retten, og Ehm kom til at betale.

 

Mordet på Jens Peter Tønder

I Nyhavn 65 boede i 1836 Jens Peter Tønder oppe på anden sal. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen. Han var teologisk kandidat, men egentlig kunne han slet ikke falde til nogen steder.

Han levede af at sælge et tidsskrift, som han selv udgav. Han underviste også i sprog. Men han havde penge på kistebunden og nægtede at få penge hjemmefra.

Og dette havde den 22 – årige Peter Worm fundet ud af. Selv havde han ingen penge, men han besluttede, at røve dem fra Tønder. Derfor meldte han sig til fransk undervisning.

Først forsøgte Worm at aflive Tønder med oversmurte opiums – kager. Da det heller ikke lykkedes anden gang, ja så besluttede Worm sig for at kvæle Tønder.

Men Worm blev arresteret, og i 1838 blev han over for en tusindtallig menneskemasse henrettet ude på Amager Fælled.

 

H.C. Andersen og hunden

I Nyhavn 67 boede H.C. Andersen. En dag da han kom ind i forstuen sprang familiens store godmodige hund hen imod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte forfærdet deroppe fra:

• Bed den mig?
• Bed den mig?

 

Frederiksstaden

Går vi nu fra Nyhavn op mod Kastellet, ja så kommer vi forbi et særdeles fornemt område, Frederiksstaden. Men sådan har det jo ikke altid været.

Et lille stykke uden for Vesterport, der hvor Hovedbanegården nu ligger, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave liggende. Men den blev ødelagt af svenskerne, da de kom på besøg. Da freden atter sænkede sig, måtte der findes en løsning.

 

Dronningens Have

I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne strækninger. Det var i dette landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade. Området strakte sig fra kysten ind til Bredgade.

Det var ganske vist meget sumpet og et være morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelig mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle år kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.

 

Et Lystslot – Sophie Amalienborg

Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Det fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.

 

En forestilling for den lavere rangklasse

Det var herude, at kongen valgte, at holde sin 44 – årige fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.

Også byens lavere rangklasse fik lov til at se den teaterforestilling, der blev vist i forbindelse med kongens fødselsdag. Det skete ved en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere oplevet en opera med sang og musik og store mængder af levende lys. Der var plads til 200 mennesker i den propfyldte teatersal.

 

Den dramatiske brand

Men ak og ved. En af de1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig og alle trængte mod den eneste udgangsdør.

Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet sig til en glødende askehop. Og det frygtelige var, at næsten alle 200 tilskuere omkom, for de kunne ikke komme ud.

Ilden fik så godt fat i slottet, at det heller ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges, blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Se således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.

 

Uberørt i seks år

Allerede i 1670 havde Christian den Femte haft planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men dette projekt blev aldrig ført ud i livet.

Efter den dramatiske brand lå stedet uberørt i seks år. Men da sidste rester endelig forsvandt, blev den del, der lå nærmest Sankt Annæ Plads igen udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns Garnison.

I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opholde sig, når han inspicerede sine tropper.

 

Et stort nyt slot

I 1728 oplevede vi den store brand. I 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Dette slot kom til at sluge trefjerdedel af nationens budget.

 

Fire palæer

Men ellers var der ingen, der interesserede sig for den del af byen, som vi nu står i. Men i 1743 bad Kongen om at tegne et palæ til Kronprinsen. Eigtved havde allerede dengang henvist til den nuværende slotsplads. Men det brød kongen sig ikke om.

Men så kom planerne om de fire palæer og Frederiksstaden.

 

Den absurde svanejagt

Når vi nu er ved de kongelige skal vi dog lige høre om en speciel interesse, som de kongelige havde fået.

Det var jo sådan, at Christian den Anden havde kaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm og Amager. Og disse hollændere have indført en ny sport, som Hoffet havde taget til sig.

Sporten gik ud på at jage unge svaner, når de i fældetiden mistede slagfjedrene, og derfor ikke kunne flyve.

Der blev endog bygget en gård på Amager, hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne. Gården Svanelejet lå i Sundby.

Den 12. august 1702 foregik en sådan jagt. Kigger man på det i dag, virker det helt absurd. Dyreværnsfolk, hvis man havde det dengang, ville have råbt højt.

Kongens båd var forgyldt og styret af viceadmiral von Stöcken. Båden blev roet af 20 mand, alle klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer.

Den kongelige båd blev eskorteret af den kongelige yacht og to fregatter samt ikke mindre end 39 andre både. Både ministre og gesandter var med på turen. Men ingen måtte løsne et skud, før kongen og hans nærmeste havde løsnet et skud.

I forvejen var der indfanget en stor mængde svaner omkring sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede de stakkels dyr. Og heldig for dem, så undslap der adskillige hundrede.

3 – 400 svaner var dog tilbage, da jagten blev indledt. Da jagten blev indledt var strandbredden langs eksercerpladsen og Amalienborg Have besat med ryttere, der havde til opgave for at ingen svaner undveg.

Man havde ikke hunde med, som man plejede. Holmens matroser agerede hunde. De sprang i vandet til selskabets ubestridte glæde.

Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht. Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Paulsen og von Stöcken blev dekoreret med det hvide bånd.

 

En uofficiel vejviser

I 1757 udkom, der en vejviser, der var basseret på sladder. Den blev kaldt Barkhow’ s vejviser, og den er basseret på sladder og også tredjehånds oplysninger. Men den giver os et udmærket indblik i bylivet dengang:

• Kaptajn – Løjtnant Bank’ s enke. Han slået ihjel af en skorsten i Præstø. Hun pension.

 

• En bødker Brock. Den gamle lever endnu. En præst ved navn, Skibsted siges at ligge i med konen

 

 

• En hyrekusk Gregers. Lige ved Brodersens bagport. Hun spiser aldrig med ham
• To gamle folk, som lever af deres midler. Manden hedder Rostborg. Vært hos Grav Friis. Han lever som i et kloster
• Feddersen, urtekræmmer er 50 år. Han har en søsterdatter hos sig. Hun er en køn pige, passabel, skal vel have Anders.
• I stuen er værtshus. Manden er en hattemagersvend i arbejde. Konen har før været meget prober. Her logerer Madam Winding.

 

• Højesteretsadvokat og meget mere Brun. Det var før Wickmands gård. Er hjørnehuset. Porten vender ud til Admiralgade. Får prygl af sin kone.
• Suhm er på Holmen. En store horehund. Konen græmmer sig, har 8 børn, de to er krøblinge. Den halte skal giftes. Den tredje er forlovet med hans karl. Sønnen er gift.

 

• En glarmester. Der logerer Jessen på Rentekammeret. Nok en jomfru. Her går to jomfruer ind med løjtnat Kalkreuter.
• En stolemager Pipgras. Fattig har mange børn. Hans døtre er Grev Rantzows Maitresser. Han spadserer med dem.
• Schürtz. Han har to døtre. De kan begge to spille kort.

 

• Det hus, hvor konsul Brandt logerte. Hun var enke. Hun har haft en matros. Nu har hun en kvartermester. En ung mand som altid er hjemme hos hende. Her logerer også den gode islænding Bensen.
• Brygmand, som har Klaumanns datter, sur, styg, en ligger i med Walther og han praler af det.

 

• Jæger, vintapperen, hjørnehus, en gal mand. Datteren besovet (besvangret) af Kaptajn Meier. Barnet født. Hun er død.
• En som handler med kina – varer, hedder Sivertsen, gal. Konen er sammen med en sergent ved brandfolket

 

• Bogbinder Graae, har børn, en voksen datter, som er smuk.

 

Og sådan kunne vi blive ved. Der var især gode beskrivelser af pigerne. Men også beskrivelser af, hvem der var sammen med hvem. Ja et par mistanker om mord får man også.

 

Ekstra told

Der møder os nu en række hyggelige gule huse. Men det har de ikke altid været. Men der er ikke så mange tilbage af disse Nyboder – huse.

Det gik langsomt med at få bygget disse 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel. Dokumenter fra 1629 viser, at det hele kostede 132.000 Rdl. I 1631 blev der udsendt en forordning om, at der skulle opkræves ekstra told af skibe for at få alle penge skrabet sammen.

Der fandtes allerede skipperboder ved Holmen.

 

18 gader og stræder blev anlagt

Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Und mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst gik Nyboder helt ned til stranden. Mod vest strakte den nye bydel sig til Rigensgade.

En stor plads opstod i området. Den fik navnet Grønland. Den blev brugt som militærplads og rettersted.

 

Ingen almindelig retspleje

Og den kontrakt, som man fik, kaldte man et husbrev. Og i de små ejendomme på 45 km2 kunne godt huse op til 16 personer. Selv om lejlighederne var beregnet til søens folk, var der dog også andre, der boede her.

Nyboder – folket dannede grundstammen på mange skibsbesætninger. De var også med ved mange søslag. Her var nationalfølelsen stor. Når kongefamilien fejrede noget, blev der udleveret lys, som skulle sættes i vinduet.

Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen betragtede stedet som sit private område. Magistraten skulle ikke blande sig.

 

En mærkelig skæbne

Skipperboderne dannede i hvert fald i 50 år bolig for de højere ansete inden for søens folk. Det var skippere, styrmænd, hans majestæts skibsofficerer. Ja og tænk engang, så boede også Rigsadmiralen her også. Man skulle tro, at det var lidt lille for denne standsperson.

Efter Svenskerkrigene var der uorden i rigets finanser. Boligerne blev solgt til beboerne eller pantsat for manglende lønninger. Til slut i 1694 blev resten solgt på auktion.

 

6.000 søfolk bukkede under

I 1705 måtte Grenader – korpset og Livgarden træde til for at skabe ro, da der var ballade. Og der var ofte kampe mellem marinere og matroser her i bydelen. Og marinerne trængte ind i husene og voldtog kvinderne. Jo det var både mange døde og sårede hver gang.

I 1710 bukkede 6.000 søfolk under i forrådnelsesfeber. De gik hårdt ud over Nyboder – folket. De brød sig ikke om sygehuse eller læger. De ville helst dø derhjemme.

 

Begravelse på Nyboder

På Nellikevej blev der dog etableret et sygehus. Når en var død dengang, strøg man sand og gran ud på vejen. Kisten blev stillet foran Nyboder – mandens hus, og så kom enken ud og lagde en krans på kisten.

Sørgetoget fortsatte uden enken. Det var overladt til mændene. Dem der ikke var i uniform, havde lejet sorte sørgeknapper. Efter begravelsen samledes man i de sørgendes hjem.

 

Jubel, da Struensee blev henrettet

Der var jubel i Nyboder, da Struensee’ s fjender sejrede i 1722. Nyboder – folkene blandede sig i oprøret bag efter og hvad med til at ødelægge cirka 60 virksomheder. Men dem, der så ham henrettet på Fælleden var dog lidt forknyt. Det havde været rædselsfuldt, at se på.

I 1757 besluttede man at opføre endnu 70 huse.

I 1779 sprang krudttårnet i luften. Det betød 7 døde og 47 kvæstede. Skader var der for 40.000 Rdl.

 

Nyboder – manden giftede sig tidlig

Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende skulle være af samme klasse. Men det krævede en friseddel af kompagnichefen. Og så skulle man så være gift senest 8 uger efter, at den var blevet udstedt. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten for Bremerholm’ s kirke.

Stadsmusikkeren skulle have 4 mark for at spille. Var det tale om fattigfolk kunne det dog gøre for 3 mark.

Lejen var ens for alle huse. Den blev trukket fra lønnen.

 

Man kunne blive smidt ud

Hvis ens kone snakkede for meget og sladrede om andre kunne hun få tildelt fidellen. Den var formet ligesom en violin som hun så skulle gå med til spot og spe for alle.

Man kunne også risikere, at blive smidt ud af Nyboder hvis man røg sig uklar med naboerne. Man måtte heller ikke holde et uskikkeligt hus med skælden og smælden og værre med eder og banden.

Nyboder – folket var uønsket i Frederiksberg Have. Fra 1750 måtte de ikke betræde voldene.

I 1756 begyndte man at bygge to – etagers huse. De sidste af den slags blev bygget i Ulvegade og Bjørnegade.

 

Skolen i Nyboder

I 1721 havde Nyboder Skole 50 elever. Undervisningen var gratis. Skolen bestod af tre Nyboder – huse. Det var frivillig skolegang, men mange forældre foretrak at holde børnene hjemme. Så kunne de hjælpe med at tigge om føden.

I 1786 var der hele fem skoler beregnet til 100 børn i Nyboder.

 

Man kæmpede i Clasens Have

Under belejringen i 1807 var der mange Nyboder – folk ude i Clasens Have for at kæmpe. Mange var også ude på søen for at kæmpe. Masser af bomber slog ned i Nyboder.

 

Man mente, at Nyboder skulle rives ned

I 1841 foreslog en københavnsk spækhøker, at alle Københavns letlevende damer skulle samles i Nyboder nede ved Volden.

Kammerherre og arkitekt Meldal foreslog i 1865, at hele Nyboder skulle jævnes med jorden. Forfatteren Johannes V. Jensen gav udtryk for det samme.

 

Kierkegaard kunne godt lide Nyboder – piger

Men Søren Kierkegaard kunne godt lide Nyboder og særlig deres piger. Han skrev:

• Nu følger hjertetropperne
• Nyboder – piger, mindre af vækst, fyldige, svulmende, fine i huden, muntre, glade, vævre, snaksomme, lidt kokette og frem for alt barhoved.

 

Nu blev husene gule

Ja og i 1860 skiftede alle huse fra den hvide til den gule farve. Så fik man i 1890 endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne forsvandt. Efterhånden fik vejene også nye navne.

Og så endelig i 1917 fik Nyboder elektrisk lys. Siden 1930, hvor man fyldte 300 år har de sidste rester af Nyboder været truet, selv om resterne nu er fredet.

Og se nu stopper vores strejftog, nu kan vi ikke gå længere. Og næste gang vil vi se nærmere på, hvordan københavnerne levede, hvad de spiste, hvordan de boede, om de gik på værtshus eller bordel, og hvad de mente om døden. Ja det sidste lyder drabelig, men det er nu ret sjovt.

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: P.t. har www.dengang.dk

• 208 artikler fra Nørrebro
• 79       –       –  Østerbro
• 129 –       –  København
• 27       –       –  Nørrebro Handelsforenings Historie

 

 

 

 

 

 

 

Frøslevlejren – i den sidste tid

I Frøslevlejren kan du også se en udstilling om Fårhus – lejren. Og den startede med skud, vold og tyveri samt en jernhård disciplin. Var disse indsatte helte, forbrydere eller ofre? Frøslevlejrens Kursuscenter ønskede, at tyskerne skulle besøge lejren under mottoet ”in der Vergangenheit”. 17 mand skulle have været til København. Rejsen blev stoppet i sidste øjeblik. Og de indsatte i Frøslevlejren regnede med at englænderne åbnede porten. Der er mange følelser med i spillet, når man skal beskrive stedet. Her på redaktionen får vi usædvanlige mange reaktioner. Bagerst har vi en længere liste med henvisninger til artikler fra Anden Verdenskrig/Besættelsestiden

 

 

Var ved at miste modet

Tyskerne var ved at miste modet i lejren. De indsatte begyndte at ryge. Det havde ellers været strengt forbudt. Det hændte også at en SS’ er kom og bad om ild. Det var tydeligt, at man efterhånden var ved at opgive.

 

 

Greven på besøg

Spændingen steg efterhånden, som rygterne svirrede. De indsatte have forestillet sig, at englændernes første prioritet var at befri de indsatte i lejren.

Og forventningerne steg, efterhånden som de hvide busser begyndte at komme fra Neuengamme. Busserne holdt i lange rækker syd for lejren.

 

 

Søndag den 23. april gik rygtet, Grev Bernadotte var landet på en flyveplads ved grænsen. Hen på eftermiddagen ankom han til lejren ledsaget af Baronesse Wedell – Wedellsborg og amtmand Thomsen.

Greven aflagde fangerne et besøg. Det blev en festlig stund i den overbefolkede lejr. På det tidspunkt var der hen ved 5.600 indsatte i lejren.

Lejren var så overfyldt, at den ene spisesal måtte omdannes til sovesal.

 

 

En hemmelig radio

Et eller andet sted i lejren var der en hemmelig radio. Man var godt orienteret om, hvad der foregik. Man lyttede også til mælkemanden og skorstensfejerens beretninger. Der skulle bygges flere barakker. Der blev henstillet til at dette kunne foregå lidt hurtigere. Trængslen var efterhånden blevet for stor

 

 

Rygterne gik nu på, at de indsatte skulle videre til Sverige. Men det viste sig, at dette kun gjaldt for politifolkene fra de sidste tre transporter.

Men pludselig kom en masse af sted, og Frøslevlejren så helt affolket ud. Nu var der kun 2.400 tilbage.

 

 

Frygten steg

Men håbet om, at tyskerne ville give sig uden kamp, svandt. Grunden var, at der 10 – 12 dage forinden var ankommet en forstærkning af politisoldater til lejren: De havde indrettet en masse skydestillinger i kommandosiden. Ingen vidste, hvad der ville ske. Rygterne gik på, at der var russisk landgang på Bornholm og Falster. Og nu forlød det, at de intellektuelle nu skulle til Sverige. Videre hed det sig, at småforbrydere også skulle af sted.

Samtidig kom der en ny forsyning fra Vestre Fængsel på 200 mand. Nogle af disse havde 72 timer på vej på grund af togspærringer.

 

 

Røgbomber fra Søgård

Et par nye fangere kom også til lejren. De havde et dårligt ry som stikkere. Selv om tyskerne endnu stod med maskingeværer op i tårnet, blev stikkerne hurtig forfulgt af en sværm på 100 fangere. De måtte søge beskyttelse hos tyskerne.

 

Den 3. maj var der masser af fly – aktivitet i luften. Der var røgbomber ud for Søgård. Mælkemanden kunne berette om, at der havde været rekognoscerings – styrker helt oppe ved Søgård. De havde dog hurtig trukket sig tilbage igen.

 

 

Englænderne kunne ikke finde vej til Søgård?

Optimismen bredte sig i lejren. Man var allerede i gang med afskedshilsner fra kammeraterne. Man gik tidlig i seng og havde barberet sig. Stor var skuffelsen over, at der ikke skete noget. Det forlød, at englænderne var i Padborg, men ikke kunne finde vejen til Frøslev.

De indsatte havde set flyvernes lyssignaler nord for lejren og var ved at tro, at englænderne havde glemt dem.

 

 

17 mand på vej til København

Den 4. maj om morgenen skulle 17 mand af sted til København. De skulle med toget fra Padborg kl. 12.10. Kun 11 mand var mødt frem i lejren på det aftalte tidspunkt. Da optællingen fandt sted, fandt man de fire, men der manglede stadig to. De skulle findes. Mens eftersøgningen fortsatte, marcherede de andre mod Padborg. Toget var for længst kørt.

 

Under eftersøgningen blev barakformand og tredjekommandant i lejren kaldt til telefonen. Han havde fået kommandanten til at ringe til Gestapos hovedkvarter i København, og gøre dem begribeligt, at en rolig afvikling af lejren ville være i alles interesse. Dette ville være umuligt, hvis man fortsatte som hidtil.

Man meddelte fra Dagmarhus, at man om morgenen havde nedlagt arbejdet og var ved at bryde op. Transporten skulle ikke afsendes.

Den ene af de to eftersøgte havde ligget på operationsbordet med en delvis stiv finger.

 

 

Nervøse Gestapo – folk

Lidt senere vendte de 15 tilbage fra Padborg, hvor de havde siddet indespærret i en af de berygtede fangetransportvogne. Ro og orden i lejren skulle opretholdes.

Ud fra Gestapo – barakken bar man kufferter ud til en bil. Samtidig hejste tyskerne Røde Kors flag over deres sygebarak. Samtidig viste en britisk flyver sig over lejren. Nervøsiteten bredte sig blandt Gestapo – folkene.

Hen imod aften sås Max Pelving og lædervarehandler Møller fra Aabenraa drage af sted.

 

 

Godbidder fra Røde Kors

Der blev ikke arbejdet de sidste dage. Flyene passerede i bølger jævnlig himlen over lejren. Til trods for uroen, blev der som sædvanlig talt om aftenen. Yderdørene blev låst som altid.

 

Kl. ca. 20.45 kom den danske lejrkommandant, Kaptajn Digmann med den forløsende nyhed. Fra alle stuer styrtede de indsatte ud i gangene og begyndte at synge: Kong Christian, Det er et yndigt land, Kongernes Konge og Frøslev – Frihedsmarch.

Nogle indsmuglede drikkevarer blev hentet frem, og begivenheden blev fejret.

 

Godbidder fra Røde Kors – pakkerne blev hentet frem. Det hele blev lagt sammen på et fælles spisebord. Det endte med et sandt festmåltid med erstatnings – kakao lavet på pulver og tørmælk.

 

 

Forhandlinger i nattens løb

Yderdørene blev låst op, og skodderne slået fra.

Med lynets hast forplantede nyheden sig fra barak til barak. Så begyndte nogle af fangerne at synge fædrelandssangen, og snart bølgede sangen over hele lejren. Men naturligvis meldte spørgsmålet sig, hvornår blev portene åbnet?

 

Politimester Brix gjorde allerede klar til, at drage omsorg for, at tage sig af lejrens tyske håndlangere. De skulle holdes tilbage, når portene åbnedes.

Grænsebevogtningen skulle organiseres, og lejrens afvikling forberedes. Der udspandt sig en mængde forhandlinger i nattens og morgenens løb.

 

Men ak, om morgenen kl. 6.15 på selve kapitulationsdagen blev der talt igen. Stemningen forblev dog høj. Morgenmåltidet var ligefrem luksuriøst.

 

 

Tyskerne kapitulerede

Kl. 8 gik Digmann og Brix til hauptsturmführer Schriewer, lejrens tyske kommandant, og havde forlangt lejren overgivet. Svaret skulle, da han værgede sig, foreligge inden kl. 10, idet man ellers ikke ville garantere en rolig afvikling.

 

Hen på formiddagen kapitulerede Schriewer. Mens forhandlingerne stod på, blev der gravet et hul til en flagstang. Det stod klart, at Dannebrog kl. 12 kunne gå til tops over lejren, samtidig med, at kongens røst fra et i hast etablerede højttaleranlæg nu lød ud over mængden. Det var klar til det endelig opbrud.

 

 

Modtaget med tobak og aviser

Straks fra morgenstunden havde politimester Brix givet de sønderjyske politimand ordre til at holde sig rede, da de sikkert var de første, der skulle af sted. En halv snes af marineofficererne holdt sig også parat. Flere skulle smugles ud, for at de så tidligt som muligt kunne nå frem og give møde ved deres afdeling.

 

En masse journalister var ankommet sammen med sognerådsformanden og andre folk fra egnen. De bragte tobak og aviser med, og underholdt sig livligt med de indsatte.

Flere af fangerne fordrev ventetiden med at spille kort. Nu var det ikke længere noget at være bekymret for.

 

Fra godt kl. 10 begyndte frigivelsen. Fra Justitsministeriet kom der først løsladelses – ordre for Brix og Bøving. Lidt senere skete det samme for Ivar Møller. Porten blev åbnet for en halv snes politifolk.  Kursen blev sat mod Kruså, for at modtage englænderne.

 

4 – 500 af fangerne havde meldt sig til bevogtnings tjeneste i lejren. Man havde staks sikret sig 50 stikkere og O. T. – mænd.

De tyske vagtmænd, sagde, Auf Wiedersehen. Men fangerne svarede, Nein.

 

 

DSB indsatte ekstra tog

DSB valgte at sende et tog fra Padborg til København. Sidst på dagen fulgte et tog fra Padborg til Frederikshavn.

 

De to tog skulle kun standse på de stationer, hvor der var nogen, der skulle sættes af. Straks som man kørte ind på en station, blev denne omringet af frihedskæmpere. Man var bange for at tyskervenlige ville stige på toget og gøre passagererne fortræd.

 

Mange steder var stationerne propfulde af folk, der hyldede passagerne fra Frøslevlejren. I Lunderskov havde man placeret et kæmpe Dannebrog som blev belyst af 20 kraftige lommelygter.

 

 

Navneforandring til Fårhuslejren

I Frøslev by blev fangerne modtaget med guirlander og velkomst – skilte over vejen.

Men straks skulle Frøslevlejren igen summe af liv. Nu var det andre, der skulle ind og nyde lejren. Den blev så omdøbt til Fårhuslejren.

Og man var hurtig. Allerede den 6. maj om aftenen ankom de første 25 internerede fra det nærliggende Padborg:

 

Hvordan dette foregik med at indsamle de kommende gæster i Fårhuslejren, viser en beretning fra seminarierektor Morten Bredsdorf fra Tønder. I hans dagbog den 8. maj 1945 skrev han:

 

• Fra tidlig morgen ruller lastbilerne gennem gaderne udstyret med en politimand og 4 – 5 riffelbevæbnede mænd, arresterer hjemmetyskerne og værnemagerne, stikkere m.m. en bloc. Det ser drabeligt ud, minder rent ud sagt en smule om beskrivelser af begivenheder i forbindelse med nazisternes indtog i tyske og østrigske byer før 1939, og om jødeforfølgelser. Det går meget ordentligt til, men hjemmetyskerne sidder aldeles forskræmte på bilerne, og ved deres ankomst til ”Børsen” hujes der grimt og pøbelagtigt. Mon disse folk ikke alle var kommet af sig selv, hvis de havde fået en almindelig arrestordre, dette her synes ikke strengt nødvendigt, men er på den anden side vel nok en uundgåelig udløsning.

 

 

Vold, tyveri og disciplin

Undertegnede har fået fortalt, af en indsat i Fårhuslejren, at vagtmandskabet i hvert fald i begyndelsen ofte skød og huggede fra de indsatte. Vold mod de internerede forekom også, og lejren var gennemsyret af kadaver – disciplin.

 

Som vi også har været inde på, så blev grundloven overtrådt, for de indsatte kom ikke for en dommer inden for 24 timer. Men man undskyldte sig med, at være i en ekstraordinær situation.

 

Brød de indsatte lejrreglerne så faldt straffen prompte.

 

 

Udstilling om Fårhuslejren – en realitet

Og nu kunne vores artikel om Frøslevlejrens sidste dage være sluttet. Men?

 

Her kom undertegnede så til skade og spørge om, hvornår, der kom et museum, der beskrev forholdene under Fårhuslejren. Det er godt nok en del år siden. Og jeg var ikke den eneste, der stillede det spørgsmål. I den grad har det spørgsmål sat sindene i kog i Sønderjylland. Men nu er det en realitet. Der er en nu en permanent udstilling om Fårhuslejren.

 

Man kan så undre sig over, at man sidestiller danske landsforrædere og nazistiske medlemmer af Det Tyske Mindretal. Deres motiver var vidt forskellige.

 

 

Tyskere på ferie – i en fangelejr

Men inden Fårhus – udstillingen var en realitet, var det en anden begivenhed, som satte sindene i kog. Og det ikke kun i det sønderjyske.

 

Ja det startede med en artikel i Jyske – Vestkysten den 25. april:

 

• Tyskerne på ferie i fangelejr.

 

De undrende læsere kunne læse, at Gestapos gamle fangelejr, Frøslevlejren, tilbydes som feriehotel til tyskerne.

 

 

Og hvad var det nu for noget?

Ja for dem, der ikke ved det, så findes der mange selvstændige institutioner i Frøslevlejren, og en af disse er Frøslevlejrens Kursuscenter. Man havde ikke så mange kurser om sommeren, derfor mente man, at man havde fat i en god ide.

 

Man fik fremstillet en brochure og udsendte den i Tyskland. Det var ikke kun til tyske turister, men det skulle være en kulturhistorisk oplevelse under temaet:

 

• Ferienaufenhalt in der Vergangenheit – und mit Freiheit und Demokratie als Inhalt.
• Ein Teil deutscher Geshichte
• Ein Teil dänischer Geschichte

 

 

Frøslevlejren har mange aktiviteter

Man skulle indkvarteres komfortabel i lejrens barakker med sauna, fitness og tilbydes den bedste gastronomi.

 

Man kunne vel ikke forlange, at tyskerne vidste, at der i Frøslevlejren var mange forskellige virksomheder. Og det kunne de udenlandske medier heller ikke rigtig finde ud af. Talrige aviser og tv – stationer verden over, valfartede til lejren, for at studere det groteske fænomen.

 

Frøslevlejren blev omtalt i diverse satiriske magasiner, selv Politikens ATS havde indslag om dette fænomen:

 

• Er de helt bombet? Så tag på ferie i Dänemark. Tilbring for eksempel fem forbandede dage i Fröslev Sommerlejr. Vore gæster vender tilbage gang efter gang – ja, det er blevet en besættelse for dem.

 

 

De forskellige institutioner i Frøslevlejren burde måske lige have talt sammen, inden man fyrede denne kampagne af. Selv om nogle nærmest taler om et plejehjem med dansk hjem i forhold til de andre KZ – lejre, så var situationen også den, at 400 af de 1.600 deporterede til KZ – lejre aldrig vendte hjem igen. Vi har tidligere i artikler beskrevet livet i Frøslevlejren.

 

Underminering af troværdigheden

Efter 5. maj blev rollerne som bekendt byttet om. Fårhuslejren var bestemt noget, der efterlod mange spor i det sønderjyske.

 

Fra 1968 til 1975 fungerede lejren som Civilforsvars – kaserne.

 

I 1969 påtog Nationalmuseet at etablere Frøslevlejrens Museum. I 1970erne havde man et imponerende besøgsantal på 50.000 – 60.000.

 

I 1988 etablerede man et samarbejde med Dansk Røde Kors og det nyetablerede Dansk Røde Kors Museum.

 

Problemet med Frøslevlejrens Museum har sikkert været, at der er foregået så mange ting derude i barakkerne, at offentligheden måske ikke rigtig kunne kapere det. Man kunne ikke rigtig forene alle aktiviteter med et nationalt mindesmærke.

 

Den omtalte brochure har i den grad undermineret stedets troværdighed.

 

 

Helte, Forbrydere eller ofre?

I mange år ignorerede man, sønderjyders krav på, at få alt at vide om stedet. Også de ting, der skete efter 1945. Mange af os har haft familiemedlemmer siddende både i Frøslevlejren og Fårhuslejren.

 

Endelig har man så nu en permanent udstilling om tiden efter Frøslevlejren. Og overskriften på er ganske passende Helte, Forbrydere eller ofre?

 

Mange tysksindede familier mærkede konsekvenserne langt efter, at Fårhuslejren var lukket. Dette har vi også tidligere beskrevet.

 

Interneringen af medlemmer fra Det tyske Mindretal skabte stor bitterhed mod Danmark. Fårhus – mentaliteten kom til at præge Det Tyske Mindretal i årtier efter krigen.

 

 

Hvem fortolker det rigtig?

Stedet fungerede både som interneringslejr og straffelejr for landssvigere. For mange er stedet stadig meget følelsesbetonet. Vi kan også se det ud fra de henvendelser, som vi har fået

 

Det er fra familiemedlemmer til indsatte både i Frøslevlejren og Fårhuslejren, samt historikere, der mener, at vores fortolkning er helt forkert.

 

 

Kilde: Se

Litteratur Padborg/Kruså/Bov

Besættelsestidens Litteratur A – L (under udarbejdelse)

Besættelsestidens Litteratur M – Å (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden – vi har 170 artikler om Anden Verdenskrig og Besættelsestiden på www.dengang.dk  herunder:

 

Under Besættelsestiden/Anden Verdenskrig:

Josef Mengele – Dødens Engle

Befrielsesdage

Folkevognens Historie

Karantænestationen ved Grænsen

Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?

Statsminister Buhl og hans ”stikkertale”

Udleveret til tyskerne

Døden over Babi Jar

Sort Jord – Holocaust

Optakten til 9. april 1940

Frits Clausen – den tredje historie

Sverige og jøderne

Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt

Likvideret på Alssund den 5 maj 1945

Sven Hazel – genial eller fupmager?

Mein Kampf – Er genoptryk nødvendig?

Sandheden om Besættelsestiden

Waffen SS – engang en elitehær

Sandheden under sandet

Søren Kam og hans erindringer

Modstand 1933 – 1942

Der dukkede pludselig et fly op

Himmler og hans datter

De svenske forbindelser – under Anden Verdenskrig

År Nul – en fortælling om 1945

Jagten på krigsforbrydere

Var Paludan – Møller en Folkehelt?

At handle med ondskaben

Sønderjylland Besat

De Danske Varulve

De Hvide Busser – nok engang

Danskerpak og tyskerpak

Dansk Cementfabrik med Tvangsarbejdere

Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik

Værnemagere

Hvorfor kom Montgomery så sent?

Gunnar Larsen – en udskældt Trafikminister

Rostock – Mødet, Myte eller virkelighed

Hvad skete der i Bobruisk?

Kryssing og Frikorps Danmark

Retsopgøret i Sønderjylland

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

Grænsen – dengang

Bov kommune – under besættelsen

Bov Sogn – mellem dansk og tysk

Dagligliv i Frøslevlejren

Drama ved viadukten

En sønderjyde krydser sine spor

Frøslevlejren

Fårhuslejren

Harreslev – dengang

Mord i Padborg 1945 (1 – 3)

Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

Straffelejren

To skæbner i Kiskelund

Sandheden om de hvide busser

KZ – lejr Ladelund

En villa i Kollund

En villa i Kollund – endnu mere

Mord i Padborg 1945 (4)

 

Under Sønderjylland:

Danskeren, der ville dræbe Hitler

Den Sønderjyske Efterretningstjeneste

Det Tyske Mindretal

En stikke fra Sønderjylland

Holger Danske – Afdeling Eigil

Holocaust – aldrig igen

Kampene 9. april 1940

Langs Grænsen

Mindretal i Brændpunktet

Modstand i Kolding

Modstand i Sønderjylland

Opgøret efter 1945

Sheriffen fra Tinglev

Stikkeren – mord uden samvittighed

Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger

Vingeskudt på Mandø

Det mystiske mord ved grænsen (2)

Tyske flygtninge i Nordslesvig

Modstand og sabotage i Sønderjylland

Modstand i Tinglev

Jens Møller – Folkefører eller folkefører

De fem lange år i Sønderjylland

Sønderjylland – maj 1945

 

Under Aabenraa:

Aabenraa – Maj 1945

Fritz, Nazister og et kartotek

Aabenraa – under de to krige

Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa

Løjt – mellem dansk og tysk

Modstandsbevægelsen i Aabenraa

Sabotage i Aabenraa

En dobbeltagent fra Aabenraa

Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940

Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere

 

 Under Tønder:

Tønder – Maj 1945

Bombeangreb mod Tønder

Da Tyskerne kom til Tønder

Flygtninge i Tønder

Historien om Jeppe K. Christensen

Nazister i Tønder

Obersten i Tønder

Sabotage i Tønder

Sønderjylland 9. april 1940

Tønder og Omegn – 9. april 1940

Tønder under Besættelsen

Tønder – efter krigen

Krigsårene i Tønder 1940 – 1945

En frihedskæmper i Tønder

 

Under Højer:

Baraklejren i Højer

Højer 1935 – 1945

En sønderjydes liv på godt og ondt

 

Under København:

Danskere i Hitlers tjeneste

Besættelsestiden – skønmaleri eller glemsel

Besættelsestidens fortrængninger

Da krigen var forbi

Danmark var advaret – 9. april

De forfulgte Jøder

Den Franske Skole i bomberegn

Den Franske Skole – nok engang

Dengang – det var alvor

Flugten over Øresund

SS – absurde Grusomheder

Humor – under Besættelsen

Landsforrædere og Landssvigere

Overvåget – dengang

Stikkerdrab

Tyske Flygtninge

Tyskerluder og Drageyngel

Duckwitz – den gode tysker

Politik under besættelsen

En justitsminister i unode

Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder

Tvangsarbejde i det tredje rige

Tilfældet – Søren Kam

Samarbejde med besættelsesmagten

I tysk krigstjeneste

I en lovløs tid

De danske nazister

Danskere i tysk krigs tjeneste

Landsmænd og jødeflugt

Buchenwald – Rædsler og lidelser

Werner Best

Frihedsmuseet, arkivet og selverkendelse

 

Under Østerbro:

Besættelsen på Østerbro 1 – 4

Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)

Flere sabotager på Østerbro

Hagekorset i Parken

Mirjams flugt

Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)

Riffelsyndikatet på Østerbro

Sabotører og stikkere på Østerbro

Skud i Vordingborggade

 

Under Nørrebro:

Besættelsen på Nørrebro 1 – 5

Likvideret på Nørrebro

Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

Nørrebro – flere sabotager

Nørrebrogade 156

Sabotage på Nørrebro

Sommeren 1944 på Nørrebro

Nørrebro 1945 – to episoder

Varehuset Buldog på Nørrebrogade og mange flere

Josef Mengele – Dødens Engel       

Han var ellers ikke højt i Nazi – systemet. Men det er ham, som man husker som Dødens Engel. Der blev eksperimenteret meget med de indsatte. Og en enkelt håndbevægelse afgjorde skæbnen allerede ved rampen, når man kom med toget. Men daglig blev folk udset til gaskammeret. Og Mengele var særdeles ivrig til at udvælge, hvem der skulle gasses. Vi ser på nogle af hans absurde eksperimenter. Og vi ser også på de andre lægers ”påfund”. Men det var Mengele’ s man huskede. Vi ser også på hans flugt, der var økonomisk støttet af familien og det nazistiske kammeratskab. Flere gange var han ved at blive snuppet. Men var det held, korruption eller havde nazisterne stadig så stor indflydelse og magt?

 

De håbede at gøre karriere                     

Josef Mengele var bestemt ikke ene om det. Og det var at foretage afskyelige medicinske forsøg. Han undslap selv afstraffelse, og det gjorde mange af hans kollegaer også. Det gjorde de enten ved at gemme sig, bruge gode advokater eller bestikke de tyske myndigheder til at lukke øjnene.

Mange forskere meldte sig under SS og SD’ s faner. De håbede derigennem at kunne gøre en karriere.

 

Doktor Phil.

I skolen var Josef Mengele ikke en af de mest kvikke. Under medicinstudierne var han meget pedantisk. Han opbyggede sit eget system med kartotekskort og fik sig hurtig en viden. Og så følte han sig tiltrukket af folk med autoriteter.

I 1935 kunne han kalde sig Dr. Phil. Efter fem års studier på tre universiteter. I 1936 tog han statseksamen og i 1938 blev han doktor i medicin.

I 1938 meldte han sig ind i SS. Han giftede sig trods SS’ s tilladelse. Grunden var, at man ikke kunne finde alle familiemedlemmer i hans kones familieregister.

 

Racehygiejne – også i Danmark

Forskere talte om, at epileptikere, alkoholikere og sindslidende skulle lade sig sterilisere. I givet fald skulle de lade sig tvangssterilisere. Dette foregik nu også i Danmark. Det startede med Rasenkunde des Deutschen Volkes. Forfatteren til dette værk var Theodor Mathson. Han blev senere en af Mengele’ s lærer. Og værket dannede grundlag for de nazistiske ideer.

 

Kriminalisere fysisk handikappede

Ja man forsøgte også at få Cesar gjort til en mand af den nordiske race. Med Blutgesetze mistede jøderne deres sidste ret til at være tyske statsborgere. Og en film med titlen Erbkrank forsøgte man at kriminalisere det at være fysisk handikappede og legimitere udryddelsen af dem.

 

Mengele’ s lærermester

Alt dette var noget som i den grad betog Mengele. Allerede i 1936 havde Mengele første gang mødt Otmar Freiherr von Ralph Ernst Verschuer. Denne professor skulle også senere blive en af Mengele’ s lærermestre. Og han satte stor pris på Mengele’ s arbejde. Det var også ham, der sørgede for, at han kom til Auschwitz. Mengele sendte masser af ting til universitetet i Berlin, hvor Verschuer var leder fra sit såkaldte forskning i Auschwitz. Men professoren blev frikendt efter krigen. Han påstod, at han ikke vidste, hvorfra Mengele havde sit materiale.

Ja han slap med en bøde på 600 mark som Mitläufter. Bagefter kunne han uanfægtet fortsætte sin karriere som ledende mediciner i Münster.

Ja denne professor gik fuldt og fast ind for Blutgesetze og var også redaktør af bladet Der Erbartz fra 1934 til 1945.

 

De ”Mengelske grusomheder” blev tidligt offentliggjort

Mengele var ved fronten til juli 1942 og blev forfremmet flere gange. Der blev påstået, at han var en god læge.

Dengang blev han betegnet som velbegavet, kynisk, arrogant, pedantisk og manipulerende. Han var ikke særlig højt anset i det nazistiske hierarki. Men uheldigvis så udgav en af Mengele’ s tvangsudskrevne assistenter, Miklos Nyiszli så tidligt som i 1946 sine erindringer om de ”Mengelske grusomheder” (Tyskland 2005)

Som skrevet, så var det Verschuer, der anbefalede Mengele til Auschwitz vel sagtens fordi han så selv slap. Den 24. maj 1943 fik denne så at vide, at han skulle melde sig hos lejrkommandanten Rudolf Höss.

I de 18 måneder han gjorde tjeneste her, blev han nok den mest berygtede læge unde hele den anden verdenskrig.

 

Auschwitz med 48 ydrelagre

Auschwitz blev etableret i 1940. Den bestod af 28 treetagers symmetrisk anlagte bygninger omgivet af dobbeltstrømførende pigtrådshegn med vagttårne og barakker. Over hovedindgangen var den berømte indskrift Aibeit macht frei.

Blok 2 var berygtet for sine gasforsøg, men det gik ikke hurtigt nok.

 

To hovedlagre

Der blev også anlagt lager nummer 2 Birkenau. Dertil kom 48 aussenlager. Opbygningen af Auschwitz 2 blev påbegyndt i oktober 1941. Efter ordre fra Himmler skulle denne indeholde 100.000 fanger. Hensigten var at forsyne IG Farben med arbejder. Jo det var skam dem, der leverede giften til alle KZ – lagre.

Mere end 35.000 fanger blev i perioden oktober 1942 til januar 1945 tvangsudskrevet til Birkenau. Mere end 25.000 omkom som følge heraf.

Barakkerne i den ny lejer var endnu dårligere end i den gamle. Der var ingen vask eller toilet i barakkerne, så skulle man hen i særskilte skure.

De specielle ved Birkenau var de kolossale krematorier. 440.000 ungarske jøder blev myrdet her.

Hele 30 barakker fungerede som sorteringscentral. Det var her fangernes medbragte ejendele, tøj, kufferter, service, guld og sølv, briller, proteser m.m blev sorteret. Her blev det hele registret og sendt videre.

Ved siden af Krematorium 2 lå et obduktionsrum og tilhørende laboratorium. Her udførte Mengele de fleste af hans grusomme eksperimenter.

 

Et giftigt baderum

De dødsdømte blev ført ned i et underjordisk rum, der til forveksling lignede et baderum med brusere hængende ned fra loftet. Det stod da også baderum på skilte, for at de ikke skulle gå i panik. Og i omklædningsrummet var der da også numre på knagerækkerne.

Fire kraftige søjlegitre som var hule inde i var forbundet til at lem oppe på taget. Her blev der så hældt Zyklon B gas ned. Efter få minutter udviklede det sig til den dødelige blåsyre.

Efter 20 minutter var alt stille. Dørene kunne nu åbnes og ligene blev nu båret ud af en særlig Sonderkommando. I nogle KZ – lejre var der også en sliske hvor ligene blev hældt op, eller et slags transportbånd. Ligene skulle kremeres.

Denne Sonderkommando bestod af tvangsudskrevne jødiske fangere.

 

1,3 millioner blev myrdet her

Ved rømningen af lejren i januar 1945 valgte SS at bortsprænge alle krematorier for at slette sporene for eftertiden. Ovnene blev afmonteret og skulle efter planen stilles op i KZ – lejren i Mühlhausen ved Linz.

Vi skal ikke glemme at Auschwitz foruden de to hovedlagre havde 48 ydrelejre. I alt omkom der her mellem 1,1 og 1,3 millioner mennesker i perioden fra juli 1940 til januar 1945, hvor Den Røde Hær befriede lejren.

 

Lazarettet

Hvor mange, der omkom som følge af Mengele’ s forsøg er nok umuligt at finde frem til. Til Auschwitz hørte også et lazaret eller hospital for syge og afkræftede fanger. Men det kunne vel nærmest betragtes som et mirakel, hvis en fange kom levende ud af en sygebarak.

Var det ikke det mindste tegn på helbredelse udtog Mengele de syge til gasning. Det samme gjaldt hvis han mente, at folk snød sig til et sygeophold.

Sygepasserne skulle forfalske dødsattester, der bevidst skjulte sandheden om fangernes død. Det skulle de også, når folk døde under lægernes eksperimenter eller når folk blev døde under andre omstændigheder.

Der var et bestemt Fenol – rum, hvor fangerne blev indsprøjtet med 15 ml. Fenol. Døden indtraf i løbet af få sekunder. Men man kunne kun nå at dræbte tre i minuttet, og det var ikke særligt effektivt set med SS – briller. Cirka 20.000 er omkommet på denne måde.

I Auschwitz forlangte man, at 90 pct. af de indsatte var arbejdsduelig.

Stanken af urin, fækalier og uvaskede bandager med rester af væskende sår samt snavset sengetøj var uudholdeligt på sygeafdelingen.

 

1.500 blev presset ind i en barak

Særlig blok 7 i Birkenau var berygtet. Her blev alle syge samlet. Under normale omstændigheder pressede man 5 – 600 ind, men her var 1.500 stuvet ind. To gange om ugen fjernede man de døde. De allerværst medtagende blev sendt i gaskammer.

8 – 10 syge blev presset sammen på en briks. Alene i 1942 kostede en tyfus – epidemi 3.800 fanger livet. Ja året efter var der 4.100. En del blev hjulpet på vej af gaskammeret og Fenol – behandling.

Det utrolige var, at man også foretog blindtarmsoperationer, amputationer, brækkede lemmer, medicinsk behandling m.m. som lykkedes og virkede.

Levetiden for nyfødte børn var to uger. Ja i hver barak havde man et ligrum, hvor man smed lig. Og i disse barakker vrimlede det med rotter.

 

Sammen med 38 andre læger

Det var i dette miljø, at Mengele fungerede sammen med 38 andre læger. Ja han var ikke engang chef – læge i KZ – lejren, men han var den der fik størst opmærksomhed.

Han opbyggede et fortrolighedsforhold til børn ved at danne børnehjem. Børn og mødre fik ekstra forplejning og børnene fik chokolade og slik. Senere udnyttede han disse børn groft til sine eksperimenter.

 

En håndbevægelse afgjorde liv eller død

Jo, Mengele havde også stor indflydelse på, hvem der skulle sendes i gaskammeret, og det gjorde han i den grad brug af. Han stod der utallige gange, når toget kommet. Men en enkelt håndbevægelse var det afgjort – enten i døden eller for en tid endnu i live. Der var ingen lægelig kontrol i udvælgelsen.

Mengele var en af de ivrigste til at afgøre skæbnerne. Således er han registreret 74 gange på rampen, men han har nok været der endnu flere gange. Han stod her også i sin fritid.

Når et tog ankom til rampen i Birkenau havde fangerne siddet i flere dage og tøstet og i en uhumsk lugt. Allerede på rampen blev skæbnen afgjort. Man blev simpelt hen udskilt i en højre og en venstre gruppe.

Var man så uheldig at komme i den forkerte gruppe, ja så måtte man gå endnu 250 meter, og så 10 – 12 trin ned.

 

Guldtænderne skulle tages ud

Inden kremeringen var der en overtandlæge, der fjernede alle guldtænderne. Og så blev ofrenes åbninger lige gennemgået, som blandt andet skede og endetarm undersøgt, om der her var gemt noget værdifuldt, som Das Dritte Reich kunne bruge.

Lægerne skulle som regel overvære gasningerne, og tandlægerne skulle også overvåge at tandguldet blev omsmeltet.

Knoglestykker, der ikke var ordentligt brændt, blev kværnet. Al asken blev smidt på lastbiler og smidt direkte i Weischel – Floden.

 

Hvis man skulle bruge en barak?

Han skulle også en bruge en hel barak til et af sine forsøg. Hvad gør man så? Ja så sender man bare beboerne i gaskammer. Så havde man en barak at boltre sig i. Han tog også livlig del i helt at udrydde sigøjnerafdelingen.

Fra den 28. august 1943 til 29.oktober 1944 kørte han 15 andre forsøg og eksperimenter der førte 3.824 direkte i døden. En anden gang var gamle sår nok til at man blev sendt direkte i døden.

 

Gynækologi var ikke hans speciale

Gynækologi var ikke hans speciale, men han foretog hyppige fosteruddrivelser. Det blev foretaget i barak 10 og senere barak 24. Men der var ingen forbindelsesmaterialer, gynækologiske instrumenter og aseptiske materialer.

Fra sommeren 1943 til oktober 1944 sendte Mengele på denne måde 51.000 overvejende jødiske kvinder i døden. Alle der var blevet gemt blev som regel fundet og dem, der havde hjulpet med at gemme blev også sendt i døden.

 

Eksperimenteret med sennepsgas

I 1942 blev der eksperimenteret med sennepsgas i Stutthof. Til dette formål blev 86 personer fra Auschwitz henrettet. Og overalt i de KZ – lejre, hvor man lavede menneskeforsøg samarbejdede man med diverse fakulteter og universiteter i hele Tyskland. Og det var ikke kun Mengele.

 

Luftwaffe havde bestilt

I Dachau var der forsøg med malaria, lufttryks – og koldtvandsdød samt indtagelse af havvand samt leverpunkteringer. Det var Luftwaffe, der havde bestilt disse forsøg. Under forsøgene med havvand døde de fleste. Lægen, der ledte disse forsøg fik i 1947, 15 års fængsel, men allerede 4 år senere kunne han løslades. Derefter blev han kredslæge i Buxtehude.

 

Giftgas  

I Sachsenhausen blev der eksperimenteret med giftgas på fanger. Man ville udvikle nye likvideringsmetoder på åndssvage. Man havde blandt andet også udviklet nye mobile gasvogne. Man havde også udviklet blåsyreampuler og håndgranater med giftgas. Så havde fjenden ingen chance.

 

Giftige svampe

Roden af giftige svampe samt alpeblomsten blev ført ind i fangers blodbaner. Disse fanger var døde efter tre timer. Og så blev mange fanger bevidst smittet med tuberkulosevirus.

 

De danske islæt

I Buchenwald forsøgte man sig med midler mod dysenteri. Der blev også eksperimenteret med plettyfus med dansk islæt. Her var det Seruminstituttet fra København, der beredvilligt stillede sig til rådighed. Men dette kan vi komme nærmere ind på ved en senere lejlighed.

Og mere dansk. Det var jo den danske læge Værnet, som vi tidligere har omtalt i vores artikel om Buchenwald. Han indopererede en kunstig kirtel på 15 homoseksuelle fangere. Operationen skulle bevirke, at man nu følte sig tiltrukket af det modsatte køn. Selv om han var i myndighedernes varetægt, så lykkedes det ham at flygte til Argentina. Måske laver vi senere en artikel om denne.

 

Grufulde eksperimenter

Fra Buchenwald kendes udtagning af organer som lunger, nyrer og hjerter. Man forsøgte også at lave skrumpehoveder af almindelige afhuggede menneskehoveder.

I Mauthausen blev 370 fangere inddraget i et ernæringsforsøg på invalide og krøblinger. De 120 døde af forsøgene. Resten blev efterfølgende aflivet. 1.700 fangere fik indsprøjtet vacciner mod kolera og tyfus. De fleste døde af forsøget.

I Ravensbrück blev der eksperimenteret med sulfomidler mod brandsår. I den ene del af forsøgene blandede man fremmidler som glas og træsplinter ind i sårene. Der blev også eksperimenteret med knogletransplantationer. Nogle gange knuste man bare et skinneben med en hammer. Benzin og petroleum blev også sprøjtet ind i venerne.

Piger ned til 12 år fik røntgenstråler og indsprøjtning med sølvnitrat og klorkalk.

I Nazweiler førtes forsøg med flydende giftgas og sennepsgas. Man blev påsprøjtet denne flydende substans. Ti timer efter var kroppen fuld af brandsår. Også forskellige vaccineforsøg blev gennemført.

 

Smertefuld sterilisation

Man gennemførte et forsøg på 1.000 jødiske kvinder m.h.t. sterilisation. De blev behandlet med en særlig væske, der skulle få æggestokkene til at trække sig sammen. De fik alle tre indsprøjtninger. Både æggeledere og æggestokke begyndte at krampe sig sammen med voldsomme smerter til følge. Hvis de ellers overlevede var det slut med at få børn eller et ordentligt sexliv.

Operative kastrationer blev gennemført hos de mandelige fangere uden bedøvelse. Dette førte til mange indre blødninger med døden til følge.

 

Afskårne børnehoveder

Ja som der kan ses, var der andre end Mengele, der kunne. Og det var ikke kun ham, der sendte skeletter, øjne, afskårne børnehoveder m.m. ud af KZ – lejrene. Normalt holdt disse læger ikke så længe. Vores hovedperson holdt i knap to år og fik nærmest kult – status som dødens engel.

Mengele kastede sig over kirurgi, selv om han absolut ikke havde begreb om dette. Oftest blev operationer foretaget uden bedøvelse. Utroligt nok overlevede en ungarsk fange efter i seks uger at have været udsat for knoglemarvsudtagelser.

 

3.000 børn blev smittet med vilje

Jo vi har allerede hørt om mange af Mengele’ s mange eksperimenter. Men der var mange mere. Efter at han havde gjort sig gode venner med børnene smittede han 3.000 af dem med den såkaldte norma – syge. Det var en sygdom forårsaget af underernæring. Og alle de døde skulle fotograferes, ja nogle skulle endda portrætteres på akvarel. Han beordrede også hoveder af de syge børn skåret af. De blev så lagt i krukker og sendt til Berlin.

Gravide skulle træde frem for ham. Derefter trådte han så hårdt på maven på dem, at de begyndte at adoptere.

Han forsøgte at ændre iris i øjnene på børn ved at dryppe al verdens ting ind i øjnene. Øjnene blev senere udtaget og pakket i kasser og sendt til Berlin.

 

De berygtede tvillinger – forsøg 

Til Antropologisk Institut blev skeletter af folk med defekter eller abnormiteter sendt. Listen over Mengele’ s eksperimenter er ålelang. Det er også hans forsøg med, hvor meget mennesker kunne tåle af diverse ting, inden de døde.

I foråret 1944 gik han også i gang med hans berømte eller berygtede tvillinger – forsøg. De skulle helst være unge op til 16 år. Nogle forsøgte at gemme disse tvillinger. Efterhånden var det kendt i lejren, at Mengele var ude efter dem. De var fritaget for den daglige udvælgelse til gaskammeret. De måtte ligeledes gå i deres eget tøj og forplejningen var bedre til dem.

Han studerede deres smertetærskel og hvordan de reagerede på fremmedstoffer. To tvillinger på fire år blev syet sammen. De skreg dag og nat og døde på grund af den brutale behandling.

 

Han tog hjernen ud af 14 tvillinger

Eksperimenter med rygmarven gjorde en tvilling lam. Siden blev hans tekstiller bort. Og under en fjerde operation døde han.

For øjnene af moderen skar han en et spædbarn midt over. Derefter lagde han liget af spædbarnet i en kuffert. Han sendte det så videre til Berlin til nærmere undersøgelser.

Han tog hjernen ud fra mindst 14 tvillingepar.

 

Amerikanerne afhørte ham

Det var opløsningstendenser at spore at spore i slutningen af 1944 i Auschwitz. I begyndelsen af januar 1945 stod russerne kun få dagsmarcher fra lejren.

Den 18. januar 1945 blev Mengele ledende overlæge i KZ – lejren Gross – Rosen. Men allerede den 8. – 9. februar begyndte evakueringen af denne lejr.

I seks uger søgte Mengele tilflugt i et lazaret i et ingemandsland lige ude for amerikanerne. Han fik en sygeplejerske til at gemme alle sine journaler fra Auschwitz. Amerikanerne afhørte ham men var åbenbart ikke klar over hvem han var.

 

Landmand i tre år

Han fik nu arbejde som landarbejder under et andet navn. Gennem omveje fik han kontakt til familien og hans bror besøgte ham. Hans kone Irene havde følt sig ensom og søgt trøst hos en handelsmand.

Det lykkedes for Mengele at få et møde i stand med hans kone, men gensynsglæden var ikke stor. Men cirka hver anden måned besøgte hun dog troskyldig ham i skovene ved Rosenheim. Det var nu ikke helt ufarligt. Flere gange havde amerikanerne således aflagt hende et besøg i privaten.

Efter at have arbejdet tre år på gården Leahnerhof forlod Mengele gården i august 1948. Familien havde samlet 7.000 DM ind. Nu var Mengele’ s far ikke helt uden midler. Han havde en fabrik, der fremstillede landbrugsmaskiner. Da det gik bedst for fabrikken var der 1.300 ansatte.

 

Afgang fra Genova

De indsamlede penge blev brugt til et falsk pas. Men det var dog ret amatøragtigt udført. Mengele’ s tanker gik mod Argentina. Der var forskellige ruter, hvor blandt andet den katolske kirke var involveret. Ja også Vatikanet var indblandet.

Men her var det en af hjælpeorganisationen og gamle bekendte, der hjalp. Næste station var den italienske havneby Genova. Han havde fået et nyt navn, Helmuth Gregor og var italiener. Problemet var bare, at han ikke kunne et eneste ord italiensk.

For at forlade Italien var det nødvendigt at få et Røde Kors pas. Det fik man problemfrit fra det schweiziske konsulat. Forfalskede vaccinationspapirer var heller ikke et problem.

Egentlig havde man bestukket en italiensk tolder. Men han var ikke på arbejde den dag, da skibet skulle påmønstres. Det skulle gå fem dage senere. Og de toldere, der var til stede var i første omgang ubestikkelige. De fattede mistanke og Mengele blev smidt fire dage i brummen.

Men efter fire dage blev han løsladt. Og alt tyder på, at en større sum hjalp på det hele. For egentlig var meningen at Mengele skulle have sejlet på første klasse med North King til Argentina. Men det blev nu på turistklasse.

 

Den vanskelige tid

Den 20. juni 1949 anløb North King Buenos Aires. Ja egentlig skrev Mengele dagbog. Men i 11 år blev der ikke skrevet noget. Måske er skriverierne bortkommet. For pludselig i oktober 1960 findes der igen optegnelser.

Efter den første vanskelige tid i Argentina genoptages forbindelsen til familien og det nazistiske netværk. Der blev sørget for penge til Mengele uden at adressen blev afsløret. Han mødte også Eichmann. Men de to blev nu aldrig de bedste venner.

 

En tur til München

I 1956 fløj Mengele til Schweiz, hvor han mødte sin søn. Han måtte også en tur til München for at skaffe sig en fødselsattest. Men han blev indblandet i et trafikuheld. Da han viste sine papirer til politiet var det ved at gå galt. Politiet undrede sig over de argentinske papirer. Men igen trådte familien til med hjælp, da Mengele var tilbageholdt. Om det var tale om korruption kan ikke bevises i dag. Men noget tyder på det.

 

Overset to steder

Mengele var blevet forelsket i hans afdøde bror’ s kone Martha og skulle have hende til Argentina. Og for at kunne gifte sig med hende, skulle han fremvise sit ægte pas med sit rigtige navn. Fra 1945 havde stod han på en liste over eftersøgte forbrydere, som FN havde udsendt. Men hverken det tyske konsulat i Buenos Aires eller Udenrigsministeriet i Bonn heftede sig ved navnet. Alle papirer lå klar i september 1956, så Martha kunne komme til Argentina for at blive gift.

 

Martha ville hjem

Men snart skulle der opstå nye problemer. For i 1958 da Anna Frank’ s dagbog udkom steg interessen for Mengele. En anonym kvinde havde henvendt sig til en avis og fortalte, at Mengele boede i Sydamerika. Den gamle Mengele havde fortalt, at en enke efter en af sønnerne var sendt over til ham som ny kone.

Nu blev sagen overdraget til Stadsadvokaturen og Familien Mengele’ s familieråd besluttede, at han måtte forsvinde skyndsomst.

Og igen gennem forbindelser lykkedes det ham at flygte til Paraguay. I 1962 anmodede den tyske stat om, at få ham udleveret. Men anmodningen blev tilbagevist med argumentet, at han var paraguaysk borger. Og i øvrigt havde han forladt landet.

Mengele var glad for hans Martha. Men hun var ikke glad for hele tiden, at skulle leve i skjul. Hun flyttede sammen med hendes søn til et fornemt område omkring Zürich og bosatte sig der.

 

Kammaradenwerk hjalp

Den israelske efterretningstjeneste var efterhånden kommet på sporet af ham. Derfor måtte han skyndsomt flygte til Brasilien. Og der hjemme i Tyskland blev hans søn kaldt for Kleiner Nazi og SS – Mengele.

I det nye land fik han forbindelse med Gerhard eller Langer, der var redaktør af Kameradenwerks tidsskrift Reichsruf.

På et tidspunkt opdagede værtsfamilien, hvem han var. Han blev derfor tvunget til at medfinansiere køb af en ny landejendom. Forholdet til værtsfamilien blev dårligere og dårligere.

 

Nyforelsket

I 1977 mødtes han med sin søn i Sao Paulo. I Mengeles dagbog meldes slet ikke noget om dette møde.

Som 66 – årige blev Mengele igen forelsket med sin husholderske. Hun ville giftes, men det kunne af praktiske årsager ikke lade sig gøre, for så ville han røbe sin adresse. Hun fandt så en anden mand til stor fortrydelse for Mengele.

 

Død under badetur

Den 7. februar 1979 var Mengele ude at bade. Men pludselig var han livløs. Antagelig har en hjerneblødning ramt ham. Alle redningsforsøg var forgæves.

Den amerikanske og israelske efterretningstjeneste fortsatte med at lede efter ham. Dødsfaldet blev holdt hemmeligt også af familien. Men i 1985 kunne det ikke holdes hemmeligt længere.

 

Sønnen udtalte sig

Hans søn udtalte sig samme år i det tyske tidsskrift Bunte, at han følte at hans far var et ensomt menneske, der følte sig misforstået og udstødt. Skyldsfølelse havde han ikke. Og dette chokerede ham.

Den 5. juni 1985 samlede verdenspressen sig omkring en lille kirkegård i Sao Paulo. Her viste Wolfgang Gerhard sig at være Josef Mengele.

 

Simon Wiesenthal var skeptisk

Nazi – jægeren Simon Wiesenthal var indtil sin død skeptisk over om fundet af de jordiske rester stammede fra Josef Mengele.

Man kan så undre sig, når man læser denne historie hvor ofte, han kunne være snuppet. Havde nazisterne virkelig forbindelser så højt oppe, så længe efter krigen?

 

Kilde:

• Frank Bøgh m.m.: Buchenwald – et studie i ondskab
• David Cesarene: Eichmann, liv og forbrydelse
• Anders Otte Stensager: Nazilægen Josef Mengele, liv og forbrydelse
• Hans Davidsen Nielsen. Værnet, dansk SS – læge i Buchenwald
• Guido Knopp: SS – en historisk advarsel
• Lene Koch: Racehygiejne i Danmark 1920 – 1956
• Allan A. Lund: Hitler og hans håndlangere
• Laurence Rees: Auschwitz
• Peter Langwith Smith: Auschwitz – en beskrivelse
• Henrik Tjørnelund: Medicin uden grænser – Statens Serums Institut under besættelsen
• Simon Wiesenthal: Mordere iblandt os
• Simon Wiesenthal: Retfærdighed – ingen hævn

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 170 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:
• Himmler og hans datter
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Jagten på krigsforbrydere
• KZ – Lejr Ladelund
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• I ondskabens skygge af Holocaust
• Modstand i Tinglev – og mange flere.

 

 

 

Farvel til de Sønderjyske Gråbrødreklostre

Efter at klostret i Husum blev oprettet gik også de tre andre Gråbrødreklostre over til den gamle retning. Amtmanden ville gerne have, at klostret i Tønder blev tysk, men det blev det aldrig. Husum var først med evangeliet og den nye forkyndelse. Og så gik det ellers hurtigt i Sønderjylland. Det var mest den jævne befolkning, der tilsluttede sig. De gamle klostre blev forvandlet til hospitaler de to af stederne. Niels Tybo bad Frederik den Første om at udskyde udsmidningen af munkene. Men det var ikke noget at gøre. Egentlig vides der ikke, hvornår det hele af klostret i Tønder forsvandt.

 

Artikel – oversigt bagerst i artiklen:

Vi har for interesserede lavet en omfattende artikeloversigt omfattende: Præster, Kirker, Åndsliv og Klostre bagerst i denne artikel

 

Ud af Slesvig og Haderslev

I 1520erne da den lutherske reformbevægelse gik sin sejrsgang i landsdelen faldt tiggerordnernes klostre på stribe. De lå inde i byerne, hvor reformationen først sejrede. Disse klostre blev regnet for den romerske katolicismes stærkeste støtter.

I Haderslev lod Hertug Christian (den senere Christian den Tredje) den 6. januar 1527 Sortebrødrene drive ud af deres kloster. I Slesvig blev de fordrevet 1529 på foranledning af den lutherske prædikant Reinhold Westerholt.

 

Krønike om Gråbrødrenes fordrivelse

Der findes et skrift om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Sønderjylland. Den kaldes Krønike om gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Det var nu ikke en krønike men et forberedende udkast til indlæg ved en retssag for pavens domstol.

Denne blev suppleret med nogle optegnelser af en ukendt gråbroder om de sydslesvigske og holstenske gråbrødreklostre i den ditmarsksiske krønikeskriver Johann Russe.

 

Fire gråbrødreklostre

På reformationstiden fandtes der i Sønderjylland fire gråbrødreklostre:

• Slesvig (grundlagt 1234)
• Tønder (grundlagt 1238)
• Flensborg (grundlagt 1263)
• Husum (grundlagt 1494)

Sidstnævnte tilhørte lige fra sin grundlæggelse den retning inden for Franciskanerordenen, som kaldtes observanterne. Man ville oprette den gamle klostertugt og ordenens oprindelige ejendomsløshed.

 

Over til den nye retning

De øvrige gråbrødreklostre i Sønderjylland gik snart efter oprettelsen af klostret i Husum over til denne retning. Denne reform kunne dog ikke redde klostrene fra at gå under i reformationstidens klosterstorme.

De sønderjyske gråbrødreklostre havde gennem tiden fået et tysk præg. Ved Observansens indførelse blev der optaget en del danske munke i klostrene, så klostrene i Flensborg og Tønder blev fortrinsvis danske. Men i Husum var der ikke danske munke. Kun tyske og frisiske.

Amtmanden ville fortyske klostret i Tønder

Men der blev dog gjort forsøg på at fortyske gråbrødreklosteret i Tønder. Således skrev amtmanden i Tønder, Claus Ahlefeldt til Hertug Frederik (den senere Kong Frederik den Første):

• Nådige herre, det er min tjenestelige bøn, hvis Eders Nåde ville tale med den øverste for gråbrødreordenen af observansen, Eders Nåde måtte opnå hos ham, at de fleste brødre her i klostret i Lille Tønder måtte være tyske brødre. Noget sådant ville være til klostrets største nytte og bedste.

Dette blev dog aldrig gennemført. Klostrets sidste guardianer, Hans Olesen og Niels Tybo var danske.

 

Hørte med til Ribe

Alle de sønderjyske gråbrødreklostre hørte siden deres grundlæggelse til ordensprovinsen Dacia, der omfatter klostrene i Danmark, Norge og Sverige. Denne provins var delt i 8 underafdelinger, kustodier.

De sønderjyske gråbrødreklostre hørte sammen med klostrene i Ribe og Kolding til kustodiet Ribe. I tiden hen til reformationen skete der en ændring i denne opdeling, idet hertug Frederik 1516 fik klostrene i Slesvig og Husum lagt sammen med klostret i Kiel og det nyoprettede kloster i Lunden, som ditmarskerne 1513 havde oprettet til minde om sejren ved Hemmingstedt 1500 til et nyt kustodi, kustodiet Kiel.

Dette forsøgte hertug Frederik at få udvidet med klostret i Flensborg. Men det lykkedes ikke. Det lykkedes for kong Christian den Anden. Han reddede klosteret for danskheden. Men han fik ikke klostrene i Slesvig og Husum ført tilbage til provinsen Dacia.

 

Husum var først med Evangeliet

Husum var den første by i Sønderjylland, hvor Evangeliet forkyndtes på luthersk vis. Her begyndte den lutherske bevægelse 1522 med Herman Tast’ s virksomhed. Det varede dog 5 år inden reformationen trængte igennem i denne by.

Det skete i 1527, da Herman Tast og hans medarbejdere blev præster ved byens sognekirke, Mariekirken. I november samme år ophørte den katolske messe i kirken. Året efter slog gråbrødreklostrets skæbnetime. Den skildres i få ord af den ukendte gråbroder hos Johan Russe:

• I året 1528, dagen efter Marie besøgelsesdag (3. juli), blev brødrene fordrevet fra klostret i Husum

Ifølge traditionen sneg brødrene sig bort fra byen med undtagelse af en eller to, som var født i Husum.

 

Klosterbygningen blev til hospital

Kong Frederik den Første skænkede 3. december 1528 Husum By klosterbygningen til et hospital. I 1570`erne blev denne stiftelse forenet med St. Jørgens fattigboliger og flyttet til en nyopført bygning andetsteds i byen, hvorefter hertug Adolf lod det tidligere gråbrødrekloster nedrive. På dets plads blev Husum Slot opført i årene 1577 – 1582.

 

Den lutherske forkyndelse til Slesvig

Til Slesvig kom den lutherske forkyndelse i 1525 med den bortløbne munk Frederik, der på grund af sit voldsomme temperament og med sin grove mund kaldtes Den Gale Frederik.

Han afløstes i 1527 af Marquard Schuldorp fra Kiel, som blev kaldet af kongen efter rådets og borgernes anmodning. I de to år Schuldorp virkede som den første lutherske sognepræst ved domkirken i Slesvig blev klostrene ladt i fred.

 

Klostret brugt til hospital

Heri skete en forandring, da han døde i 1529. Han efterfulgtes af den tidligere augustinermunk Reinhold Westerholt. Han var ivrig og diskussionslysten. Han kom straks i klammeri med både gråbrødre og sortebrødrene. Han fik sortebrødrene fordrevet. Han fik også gråbrødrene fejet ud, som det siges i en optegnelse i en rådsbog. Den ukendte gråbroder hos Johann Russe skildrer begivenhederne således:

• 1529: Gråbrødrenes Kirke i Slesvig blev lukket og offentlig gudstjeneste forbudt dem, og det på vores indvielsesdag
• 1530 på Morten bisps dag blev vore gråbrødre i Kiel fordrevet fra samme kloster efter kongens befaling og alle klostrets ejendele ført til Gottorp. Ligeledes blev gråbrødrene i Slesvig alle fordrevet.

 

Koret brugt til bødelens bolig

Gråbrødreklostret blev foræret af kongen til Slesvig By og anvendt til hospital. De første beboere var fra det ophævede helligåndshus. I den nederste del af kirken blev indrettet en Rådhuskælder samt et fængsel. Og koret blev indrettet som bolig for bøddelen!

Den øverste etage blev byens rådhus indtil 1794. Bygningen blev revet ned og erstattet af et nyt rådhus. Her samlede de slesvigske stænder fra 1836 til 1846.

 

Den jævne befolkning tilsluttede sig

Herman Tast begyndte at prædike Flensborg i sommeren 1526. Dermed startede den lutherske bevægelse her i byen. Samme år lod borgmester og råd 12 katolske præster jage ud af byen. I løbet af et års tid var samtlige kirker reformeret. I St. Johannes Kirke blev en tidligere katolsk præst almindelig sognepræst.

Det var især den jævne befolkning der tilsluttede sig den ny retning. De fornemste borgere var stadig katolsk sindede.

 

Kongen ombestemte sig

Gråbrødrene i Flensborg blev fordrevet efter tilskyndelse udefra. Den 8. januar 1528 blev Gråbrødreklosteret i Flensborg skænket til den ivrige lutherske rigshofmester Mogens Gøye. Byens magistrat fik ordre til at lave en inventarliste.

Af denne liste fremgik der, at der ikke var så meget af værdi i klostret. Således var der også kun 9 senge. Ja klosteret skyldte endda 131 mark og 6 skilling Lybsk, som aldrig blev betalt.

Mogens Gøye var kun i kort tid ejer af klosteret. Noget tyder på at denne fik klosteret i Randers og så fik Flensborg By klosteret til hospital.

 

Frederik den Første til Tønder

I 1526 samme år som i Flensborg begyndte de lutherske prædikanter også i Tønder. Det var den tidligere katolske præst Hieronymus og Johannes Decker. Sidstnævnte har været katolsk vikar.

Rådet kalder den tredje luthersk prædikant. Hermann Skomager blev dog i 1531 præst i Nibøl. Midt i september 1530 var Frederik den Første i Tønder. Han lod der afholde en luthersk prædiken gråbrødreklostrets kirke, som var indviet til Jomfru Maria.

 

En bøn fra Niels Tybo

Da han efter prædiken spadserede i koret, kom klosterets guardian, Niels Tybo hen til ham og bad ham om at munkene måtte få lov til at blive der på stedet for at tjene Gud, således som de hidtil havde gjort. Kongen svarede, at han ville give meddelelse om det, før han rejste.

Nogle få munke blev derfor endnu nogle dage i klostret og afventede kongens beslutning. Før kongens ankomst til byen var klostret med undtagelse af koret, sovesalen og et lille rum til at spise i blevet beslaglagt af amtmanden, Jesper Rantzau, bror til hertugdømmernes landadmiral Melchior Rantzau. Lige som denne var han en af kongens mest betroede rådgivere.

 

Munkene jaget ud af Tønder

Han havde taget klostret til brug til slottets forråd af levnedsmidler. Da kongen atter skulle rejse, henvendte guardianen sig atter til ham. Kongen svarede, at han overhovedet ikke kunne tillade det, fordi amtmanden i så fald ikke ville have plads nok til at opbevare sine sager. Klostermuren var også alt for tæt ved slottet og skulle nedbrydes.

Guardiaen svarede, at munkene ingenlunde ville være amtmanden til besvær. Men de kunne ville blive der for at tjene Gud. Kongen svarede, at der var plads nok et andet sted.

Efter kongens bortrejse jog amtmanden munkene bort og beslaglagde alt, hvad der tilhørte klostret, undtagen munkenes klæder og et par heste, som han gav dem til at føre de svage og gamle bort på.

 

Hvornår forsvandt de sidste rester?

Klostret blev revet ned kort efter munkenes fordrivelse. Materialerne blev anvendt til udbedringer på slottet. Det vides dog ikke helt nøjagtigt, hvornår klosterbygningerne forsvandt.

De var vist nok borte den 2. februar 1543, da Christian den Tredje skænkede en grund, som havde tilhørt klosteret til Jacob von der Wettringe.

I hvert fald var klostret væk den 4. november 1563, da Lytke Naamensen afgav erklæring om, at både klostret og St. Laurentii kirke havde ligget inden for bygrænsen. Af klostret er senere fundet bygningsrester og rester af kirkegården.

Nogle af gråbrødreklostrets bygninger synes at have stået endnu længere tid efter klostrets nedlæggelse. Hertug Hans den Ældre skænkede 27. november 1559 Claus Jæger på livstid en fri bolig i vor stad Lille Tønder i klostret, hvori han nu bor.

Endnu omkring 1580 nævnes klosterboder, som imidlertid brændte med Uldgade og Slotsgade 1586.

 

Niels Tybo’ s skæbne

Hvad blev gråbrødrenes skæbne. Ja enkelte af dem blev i deres hjemby, hvor de var født. Niels Tybo fra Tønder kom på gråbrødreklostret i Ribe.

Klostret i Ribe blev ophævet i 1537. Niels Tybo fik i 1545 lov til at komme tilbage til Flensborg. Men han måtte lade ordensdragten ligge. I 1557 lod han bygge en latinskole på klostergrunden for penge, som han havde arvet af sine forældre.

Det var hans mening at lave en katolsk skole, men det lod sig ikke gøre efter reformationen. Han døde den 31. december 1574 og blev begravet på klostrets kirkegård.

 

 

Kilde:

• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Flensborg (under udarbejdelse)
• Sønderjyske Årbøger
• Johannes Lindbæk: De danske Franciskanerklostre
• Daugaard: Om de danske klostre i middelalderen
• Lindbæk, Stemann: De danske helligåndsklostre
• Trap: Hertugdømmet Slesvig
• Flensborg Bys historie 1- 2
• Carstens: Die Stadt Tondern
• Tønder gennem tiderne
• Beccau: Geschichte Husum (1854)

 

Hvis du vil vide mere: Om Præster, Kirker, Åndsliv og Klostre, se her på www.dengang.dk

 

Tønder:

• En berømt mand fra Øster Højst
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
• Et kloster – 15 km fra Tønder
• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Møgeltønder Kirke
• Præsten fra Daler
• Tønder Kristkirke
• Åndens folk i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

Højer:

• Bryllupsskikke i Højer
• Højer Kirke

 

Padborg/Kruså/Bov:

• Ligvognen fra Frøslev
• Livet omkring Bov Kirke
• Ryd Kloster

 

Aabenraa:

• Kirker syd for Aabenraa
• Mysteriet i Ensted
• To kirker i Aabenraa
• En berømt mand fra Hellevad
• Pastoren fra Rise

 

Sønderjylland:

• Flere præster og godtfolk i Sønderjylland
• Indre Mission, Baptister og andre
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
• Ude mod vest
• Ballum – dengang
• Klager over Præsten i Ballum
• De Christiansfeld opstod

 

Nørrebro:

• Assistent Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Martha – hjemmet på Nørrebro
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Kirker og Mennesker på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Sank Johannes Kirke
• En kirke på Nørrebro (Helligånds Kirke)
• Samuels Kirke – 100 år

 

Østerbro:

• Det mærkelige fund i Garnisonskirken
• En engelsk kirke ved Østerbro
• Garnisons Kirkegård

 

København:

• Begravelser – dengang
• Død eller skindød OG MANGE FLERE

 

• I artiklerne om Haderslev og Flensborg er klostre og kirker rigelig omtalt.

 

 

 

 

 

 

Haderslev Skomagerlav

Vi skal her kigge på et meget gammelt lav(laug). Vi ved, at de eksisterede i 1424, måske lang tid før. Og egentlig er det ikke så meget, vi kan fortælle. Derfor har vi taget lidt myter med fra skomagernes historie. Og så kigger på Haderslevs historie gennem tiden. Det er munkene, der er skyld i, at vi ved, at Skomagernes Broderskab eksisterede dengang. Gennem århundrede har skomagerne bidraget med midler til kirken og senere til hospitalet for de fattige. Skomagerne var dem, der var mest af, men det var bestemt ikke de rigeste.

 

For 592 år siden

For 592 år siden, i foråret 1424 gæstede prioren for Dominikaner – ordenen i Danmark, Broder Raymund, Haderslev By. Hans besøg gjaldt klosteret på Damhalvøen, som Prædikemunkene havde grundlagt i det 13. århundrede. Det har sikkert været i 1254, da munkene deltog i Kapitelsmødet.

 

Broder Raymund

Munkene fortalte Broder Raymund om de store tjenester som Skomagernes Broderskab havde ydet ordnens brødre. Vi har det på skrift, at der allerede eksisterede et broderskab eller lav dengang. Det blev da også markeret i 1924 med en stor 500 års fest på Harmonien.

Hvad skomagerne havde gjort sig fortjent med, ved vi ikke. Antagelig har de givet munkene penge.

Broder Raymund var den øverste dominikaner i den store kreds, der omfattede Danmark, Norge og Sverige. Han stod lige under ordnens general. Han skriver et brev til Skomagerlavet og siger tak for dets store kærlighed imod ordenens brødre. Samtidig giver han lavets medlemmer særlig andel i gejstlighedens goder.

Sortebrødrene med hvilket navn Dominikanerne almindelig sammenlignes med herhjemme gik meget ind for sjælesorg.

 

En højtanset forening i Haderslev

Skomagernes Broderskab må i begyndelsen af det 15. århundrede været en højtanset forening i Haderslev ellers havde denne høje kirkemand næppe skrevet til dem.

Brevet er skrevet i Haderslev, antagelig på klosteret i det herrens år 1424 på palmesøndag den 16. april.

 

Lavene ophævet i kongeriget

Christian den Fjerde ophævede lavene i kongeriget i 1613. Men denne forordning havde ingen virke i Hertugdømmet Slesvig. Det viser et eksempel fra Husum.

Få år senere gennemførte kongen igen lavene i kongeriget. Først ved enevældens indførelse kunne kongen få bugt med de mægtige lav. Men de blev alligevel obligatoriske for næsten enhver håndværker i købstæderne og til dels også på landet indtil næringsloven af 1857.

Ved den blev lavstvangen ophævet, men mange eksisterer endnu.

 

Hvordan så Haderslev ud i 1424?

Men hvordan så Haderslev ud i 1424? Ja det var en blomstrende by på en ø i Haderslev Fjord. Det var også en middelalderlig by omgivet af vand og palisander. Købstadsrettighederne havde byen allerede fået for 132 år siden.

I 1424 havde den tyske kejser Sigismund afsagt sin dom i striden om hertugdømmet Slesvig mellem Kong Erik af Pommern og De Holstenske Grever. Dommen lød på, at Slesvig var et dansk len, og at greverne derfor ikke havde nogen retslig adgang til det. Men greverne ville ikke anerkende afgørelsen. Derfor startede kampene på ny.

I efteråret 1423 var Kejserens udsending Fyrst Rumpold kommet til Haderslev for at bilægge stridighederne mellem kongen og greverne. Men fyrsten døde pludselig og kongen lod ham begrave i Marmormonumentet i Haderslev Frue Kirke.

 

Fortrinsret i kirken

Nu har Skomagerlavet sikkert eksisteret i mange år, da dette brev dukker op. Men vi ved det ikke. Der er ikke meget tilbage af den ældste historie.

Den ældste del af historien lå på et tidspunkt i Oldermandens varetægt. Og denne kan kun føres tilbage til 1638. Det ældste arkiv er sikkert blevet flammernes ofre i den store ildebrand i 1627, da Christian den Fjerde’ s flygtende tropper satte ild til byen.

I det omtalte brev tilstås særlige ønsker i forbindelse med Messer, Bønner, Prædikener, Nattevagter m.m.

 

Endnu et brev – fra 1434

Der findes også et brev fra 1434. På bagsiden af dette står Testimonium, dom betyder Vidnesbyrd aff en Skomager Swen. Brevet er oversat fra latin:

• Til de forbundne i Christo elskede, Oldermand og hele Skomagerlav i Byen Hadhersleffwen oversende Broder Henrik (Henricus), Generalvikar for Prædikemunkene i Provinsen Dacia Hilsen og Ønsker om varig Fremme i den himmelske Naade.

En munk fortæller

En munk fortæller i sine erindringer, at den nye lære i 1521 skabte stor forvirring i kirken. Og det kunne i den grad mærkes i Haderslev, fordi kongens søn, Christian hjalp til. I 1527 blev den katolske gudstjeneste i Frue Kirke fuldstændig afskaffet.

I samme år blev Dominikaner – Munkene uddrevet fra klosteret samtidig med at de kom ud fra højmessen.

 

Orden i økonomien

Det gik lang tid inden det finansielle blev ordnet. Efter Hertug Hans’ s befaling fik provst Lorens Boysen skabt orden i økonomien.

 

Er Lavet skyld i våbnet?

Smedelavet og Skomagerlavet betalte årligt til de fattige. Afgifterne var ikke små. Omtrent 1543 kostede en ko tre mark, en tønde smør, tolv mark, og et læs rug fireogtyve mark.

Da lavet af 1564 godtgør lavets forbindelse med Frue Kirke kunne det måske være, at våbnet med den store riddersko i Frue Kirke’ s hovedskib hentyder til Skomagerlavet. Måske er dette en lidt for dristig formodning. Våbnet kan ikke være et riddervåben.

 

Skomagerne betalte regelmæssigt

I 1567 grundlagde Hertug Hans et hospital i Haderslev for de fattige. Den afgift som Smedelavet og Skomagerlavet hidtil havde betalt til kirken blev overført til hospitalet. I det 17. århundrede er begge lav endnu at finde under indtægter. I det 18. århundrede har Skomagerlavet endnu betalt regelmæssigt.

 

Haderslev blev fattigere

100 år efter, at munkene var smidt ud af byen var glansperioden forbi. Vi hører ikke mere om de rige købmænd fra Haderslev, som havde deres skibe sejlende på Østersøen.

Håndværkerne havde endnu meget at se til hos alle de adelige i byen og på Hansborg Slot. Men efterhånden svandt dette arbejde dog også mere og mere.

Som følge af Christian den Fjerde’ s deltagelse i Kejserkrigen er Wallenstein’ s plyndrende tropper også kommet til Haderslev. Byen blev udsat for masser af brand. Ja næsten hele byen brændte også Rådstuearkivet og Skomagerlavets arkiv.

 

En stadfæstelse

I 1594 havde Christian den Fjerde givet Skomagerlavet en stadfæstelse af den gamle Skraa. Her var en stadfæstelse af at ingen, som ikke var medlem af lavet i Haderslev måtte lave sko so woll in alls umb der stadt Hadersleben.

I 1618 havde den samme konge bestemt, at alle håndværkere i Haderslev – som i de andre byer i Fyrstendømmet Haderslev måtte først lave et mesterstykke, eftervise den (ehrliche Geburt) og måtte have arbejdet i Haderslev et år.

 

Man begyndte at gå i træsko

Skomagernes kår i Haderslev var nu meget ringe. Haderslev – borgere, som havde haft flere skibe på søen, var nu fattige. Mange var udvandret til øerne eller Norge.

Befolkningen i byerne begyndte så at gå i træsko. Til borgenes fattigdom kom også den store konkurrence af skomagere fra Aabenraa, især i tiden efter den svenske krig.

 

Man måtte ikke huse skomagere fra Aabenraa

Allerede i 1637 havde kongen forbudt skomager herfra at komme til Haderslev og tilbyde deres sko. Forbuddet blev hele tiden indskærpet. Og borgere i byen fik strengeste forbud mod nogensinde at huse skomagere fra Aabenraa.

Kort tid efter byens ødelæggelse i 1627 begyndte skomagerne at lave ny skrå. Og det gjorde de faktisk ofte. Der findes eksemplarer fra 1631, 1638, 1668 osv.  De er alle sammen skrevet på højtysk.

 

Vigtigt med gode efterfølgere

Lavets vigtigste formål var at værne om skomagernes rettigheder. Og så var det vigtigt, at man fik gode efterfølgere. Sønner af mestre i byen eller svende, som giftede sig med mesters enke eller datter.

Mestrene skulle passe på, at der ikke kom ulovlig konkurrence. Det kunne være fuskere, som nedsatte sig på landet, eller skomagere, som kom fra andre byer.

 

Man fulgte borgmesteren hjem

På to årsmøder dyrkede skomagerne selskabeligheden. Her var borgmesteren altid til stede. Og så havde man altid inden årsmødet valgt to mestre som fulgte borgmesteren hjem. Det stod også at læse i en paragraf i skråen fra 1638.

 

Et par støvler til en hel landsby

I gamle dage var det en begivenhed at få nye sko eller støvler. Arbejdet blev beundret. Og skomageren, der havde frembragt arbejdet blev beundret. På den måde blev han også en betydningsfuld person.

 

Har lært sit håndværk til gavns

Men pudsigt er det, at Pastor Feilberg kan berette om, at en landsby kun havde et par støvler, som så var fælles for alle beboere. De blev så brugt efter lejlighed.

Skomagere blev også kaldt suder. I en ordbog af Gehejmråd Moth fra omkring 1700 forstås en suder som:

• En skomager, der ikke har lært sit håndværk til gavns.

 

Skindere og sudere i Slesvig

Første gang vi hører om danske skomagere var i 1134. Da bliver Slesvig omtalt. Kong Niels er på flugt sydpå

• Men han var ikke ræd for ”skindere og sudere”

Det var ganske naturligt, at kongen omtalte Slesvig på den måde. Her var en betydelig skindhandel. Slesvigs Stadsret fra ca. 1200 nævner sutores og pellifices. Derefter omtales for øvrigt kun bagere, slagtere og tømrere.

 

7.000 skomagermestre i 1890

Men også i Københavns Stadsret fra 1294 nævnes på lignende måde, skomagere og skinderne.

Antallet af skomagere har altid været forholdsvis stort. I Københavns Jordebog fra 1380 forekommer 15 personer, der benævnes sutor eller suder. Kun 9 benævnes som bager og 8 som skrædder osv..

Ved folketællingen i 1890 var der 7.389 hovedpersoner i skomagerfaget, det vil sige skomagermestre. Og tænk engang i 1897 var der 27 skotøjsfabrikker herhjemme.

Hvis vi kigger på Strøget i København og dets historie, ja så støder vi på Nørregade, hvor vi 1374 finder betegnelsen de danske skomagers boder.

I Odense opfordres skomagerne i byen at bruge danske skaffere.

 

Særregler i 1437

Skomagerne i Flensborg fik i 1437 lov til at slå løs med deres læste og blokke på den, de greb i at stjæle sko hos dem, og det uden at de derved mistede retten til at påtale sagen for fogeden. De bruge med andre ord deres håndsværksredskaber som våben. Det var en gammel ret, som de åbenbart havde.

Men det måtte man så ikke i Odense. Her blev det i 1405 forbudt for skomagerne, at kaste med gamle sko, sten eller andet i skoboderne.

 

Skomageren har selv de dårligst sko

Håndværkssvendene i Ribe ofrede ved froprædiken i 1773. Her var det skomagerne, der fik forrest, derefter kom skrædderne, smedene, handskemagerne og snedkerne.

Skomagernes ringe kår antydes når det hedder:

• Skomageren har selv de dårligste sko
• Skomagers kone må selv gå i pjalte sko

 

Kilde:

• U. Beccau: Geschichte Husum (1854)
• Litteratur Haderslev (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Årbog
• Camillus Nyrop: Bidrag til vor Håndværksstands Historie før 1857

 

Hvis du vil vide mere om: Lav: Læs her på www.dengang.dk

• Gamle Lav (Laug) og Gilder i København
• Skyttekorpset i Aabenraa
• Sankt Knudsgildet i Flensborg

 

Hvis du vil vide mere om: Haderslev og Omegn: Læs her på www.dengang.dk                                

• En skarpretter i Haderslev
• Turen går til Haderslev – egnen i 1900 – tallet
• Haderslev i begyndelsen (1)
• Det var gang i Haderslev
• En adelsbolig i Tørning
• Da Skydstrup fik sin flyveplads
• Haderslev – under Første Verdenskrig
• Haderslev 1917 – 1918
• Haderslevs Historie
• Et apotek i Haderslev
• Da Christiansfeld opstod
• Katastrofer på Haderslev Dam
• Der dukkede pludselig et fly op.