Artikler
Oktober 27, 2017
Revision, en avis og dens redaktør
Han blev beskyldt for at være nazist, landsforæder og original. Han repræsenterede dem, der var udsat fir uformel udrensning i lokalsamfundet. Han var medlem af de Konservative i Aabenraa og blev redaktør for Jydske Tidende. Axel Olesen blev redaktør for National-Socialisten. Han fik bøder og korte fængselsstraffe. Men det endte med, at han blev ekskluderet af DNSAP. Han blev ikke straffet for noget. Men da Den Danske Brigade kom til Aabenraa blev han arresteret og pludselig blev han anset som farlig. Kun to gange blev han afhørt. Han sad fire måneder i Faarhuslejren uden at blive dømt. Og det satte sine spor. I Revision kunne han få afløb for sin harme. Og dette gjorde han helt til 1972. Han repræsenterede ”Faarhus-mentaliteten. Politimester Brix ville aflytte hans telefon og forbyde Revision. Og i bladet kunne man læse, at den tidligere leder af det tyske mindretal Jens Møller blev truet på livet med nægtet våbentilladelse.
En nazist og Landsforæder?
Vi stødte på bladet Revision, da vi arbejdede på opklaringen af sagen om Asmus Jensen. Mindst to gange har bladet skrevet om sagen.
Ja det var, hvad der mødte os under efterforskningen. Nu har vi så fået fat i et par blade og så dukker vi ned i historien om bladets sidste redaktør Aksel Olesen.
Uformel udrensning i lokalsamfundet
Vi skal huske på, at 40.000 mennesker blev interneret af modstandsbevægelsen. Af dem blev 13.500 dømt for en eller anden form for landsforræderi. Men gentlig var det langt flere, der oplevede uformel udrensning i lokalsamfundet
Der opstod masser af landssvigere, der var dømt af resten af befolkningen. Og mange af disse udstødte ønskede en revision af retsopgørets tilbagevirkende love. Og det eneste sted de kunne komme af med deres kritik var i bladet Revision, der udkom fra 1945 til 1972.
Her kunne han få luft
Her kunne de få luft for bitterheden og den skæbne, der var blevet dem til del. Og ildsjælden Aksel Olesen gik rigtigt op i det. Han var samlingspunktet og rygstødet i det skyggemiljø af udstødte, der fandtes som et resultat af det noget ublide efterkrigsopgør.
Selv var Olesen tilknyttet forskellige højreorienterede grupperinger før dette redaktørjob. Han var således redaktør af DNSAP-bladet National-Socialisten fra 1933-37.
Efter krigen blev han interneret i Faarhus-lejren. Han sad der i fire måneder, men blev aldrig dømt for noget. Samfundets behandling af ham til at blive selvvalgt landssviger. Han kæmpede de udstødtes sag, som samlingspunkt og kolportør af den såkaldte Rostockmyte.
Fra Egtved-egnen
Han kom til verden på Egtved-egnen i en fattig familie. Han fik en bred uddannelse inden for husdyrhold og landbrug. Han fik gode anbefalinger, men måtte deltage i Første Verdenskrig. Han var forvalter på forskellige gårde på Kolding-egnen. Men han tog sig også tid til et højskoleophold.
Landbruget havde det ikke så godt i Sønderjylland, så han begyndte, at tænke på politik. I 1921 blev han forvalter på en stor gård ved Haderslev. Gårdejeren P.K. Petersen var formand for Det Konservative Folkeparti i Sønderjylland. Olesen blev af den vej sekretær for den lokale afdeling frem til 1924.
Medlem af De Konservative i Aabenraa
Gennem sit arbejde knyttede Olesen hurtig bånd til partipressen. Han fik ansættelse på Haderslev Stiftstidende, der blev styret af den fremtrædende konservative politikker A. Svensson. Efterhånden blev Olesen lokalredaktør i Aabenraa. Hertil flyttede familien.
I 1926 blev han medlem af bestyrelsen af De Konservative i Aabenraa. I partiet stiftede Olesen bekendtskab med Frits Clausen og familierne begyndte at komme sammen. Man udvekslede også forskellige ideer. Med tiden blev Haderslev Stiftstidende lagt sammen med Kolding Avis og overtaget af Berlingske Tidende under navnet Jydske Tidende. Olesen fortsatte nu som lokalredaktør for dette blad.
Farvel til Jydske Tidende
Olesen blev mere og mere optaget af landbefolkningens problemer. Han støttede ivrigt bondeorganisationen Landbrugernes Sammenslutning (LS). De blev oprettet 1930 for at give landbrugerne en samlet politisk stemme over for staten. Foreningen voksede til 100.000 medlemmer og blev en magtfaktor i dansk politik.
Foreningen havde særlig stor opbakning i Sønderjylland og her var også en del, der var medlem af DNSAP. Der var punkter, hvor begge organisationer agiterede for det samme.
Engagementet fik efterhånden Olesen på kant med de lokale konservative, der ikke var begejstrede for hans stærke tilknytning til bondebevægelsen og de højreradikale ideer. Det betød, at han måtte sige farvel til arbejdet som redaktør på Jydske Tidende i medio 1932.
Han kom i konflikt med den lokale partiafdeling, da han ville opstille medlemmer af LS på De Konservatives liste. Dette blev for meget for partiet. De valgte at ekskludere Olesen.
Redaktør af National-Socialisten
Nu engagerede han sig i arbejdet for LS. Og et nyt medlemsblad for LS-ugeblad Nordslesvig. Men nu er det ikke noget, der tydede på, at han havde fået noget magt inden for bevægelsen. Han formidlede budskaberne videre.
Efter at Frits Clausen selv var redaktør af National-Socialisten var det nu Olesens tur. Frits Clausen havde andet at se til efter ”Fører-kuppet”. DNSAP overtog simpelthen Olesens blad, der bare hed Nordslesvig. Det udkom samtidig med National-Socialisten.
National-Socialisten skulle overbringe et politisk budskab. Artiklerne var ofte svulstige. Der var ekstreme holdninger til antisemitisme. Olesen skulle også varetage administration af abonnenter, distribution og annoncesalg.
Bøder og kortere fængselsstraffe
I begyndelsen var DNSAP ikke et velhavende parti, så en del af Olesens løn var provision af de annoncer, som han solgte. Med arbejdet på bladet fulgte også medlemskab af DNSAP.
Omkring folketingsvalget i 1935 deltog han i agitationen i Jylland. Han havde egentlig ikke nogen magt i DNSAP og ønskede det heller ikke. Men man lyttede til ham. Han forhandlede også sammen med Frits Clausen sammen med greve Bent Holstein.
Egentlig var det stadig landbrugets krise, der interesserede Olesen. Han fortsatte også sit engement i LS. Så sent som i 1936 forhandlede han med hofjægermester Jørgen Sehested om støtte til bladet Nordslesvig.
I flere omgange blev Olesen idømt bøder og kortere fængselsstraffe som resultat af injurierende artikler i National-Socialisten. Men bladet ændrede nu ikke nævneværdig form eller indhold.
Ekskluderet af DNSAP
På trods af Olesens loyalitet opstod der efterhånden konflikter mellem ham og partiets ledelse. Efter befrielsen erklærede Olesen, at han efterhånden var blevet mere og mere uenig i partiets linje. Han var ikke enig i partiets tilegnelse af tyske ideer og førerprincippet.
Man kan måske beskylde Olesen for at prøve at løbe fra sine nazistiske synspunkter i en tid, hvor det kunne give ham problemer.
Men der opstod også problemer med regnskabet. Ind- og udbetalinger voldte store problemer. Annonceindtægterne var også faldene. Dette udviklede sig til et uafklaret økonomisk mellemværende.
I efteråret 1937 følte han ikke, at have partiledelsens fulde opbakning. I et brev til Frits Clausen forklarede han, at han følte sig modarbejdet. Derfor trak han sig fra posten. Men sagen blev optrappet, da partisekretæren mente, at Olesen skyldte partiet penge. Modsat mente Olesen, at han havde en masse penge til gode som erstatninger for bøder m.m.
Hele miseren endte i midten af 1939 med et sagsanlæg fra Olesens side. Dette blev gengældt fra partiet med eksklusion. Men på daværende tidpunkt havde han dog reelt været ude af partiet i nogle år.
Arbejdede for tysk firma i Norge
Han hengav sig nu med at hjælpe sin kone i hendes kunsthandel i Aabenraa. Men da besættelsen kom til landet var der ikke mere så meget råd til kunst, så han søgte andet arbejde. En kort karriere som tørvegraver udviklede sig til ansættelse ved flere byggepladser i Jylland.
Da Olesen i august 1941 fik mulighed for at komme til tyske byggepladser i Norge greb han chancen. Han sendte penge hjem til familien, som dog ikke var så begejstret for hans lange udenlandske ophold.
Først i oktober 1944 vendte Olesen hjem til Danmark. Han fik arbejde i et tysk transportfirma. Det var først i Løkken og fra efteråret 1944 i Aabenraa.
Han kunne frit rejse rundt
Olesen blandede sig ikke mere i debatter og forholdt sig neutral. Han støttede den klassiske neutralitetspolitik og var som sådan modstandere af både modstandskampen og de danske frivillige på Østfronten. Men han lagde ikke skjul på, at han anså en tysk sejr som det mindste onde.
Selv blev han ikke arresteret og kunne frit rejse rundt i landet. Det var ingen lokale, der havde noget at udsætte på hans forhold under besættelsen. Men hans frihed var en stakket frist.
Olesen betragtet som en farlig mand
Med Den Danske Brigades indtog i Aabenraa den 17.-18. maj 1945 var freden slut. Den 18. maj blev Olesen afhentet og bragt til det lokale gymnasium. Han var åbenbart opført som allieret krigsfange, hvorfor han skulle betragtes som farlig. Derfor blev han overført til arresten.
Olesen mente, at det var tale om en fejltagelse. Men sagen tog en helt anden drejning. Efter 12 dage i arresten blev han overført til Faarhuslejren stadig uden at være blevet afhørt.
Senere under opholdet blev han afhørt to gange. Olesen blev nu klar over, at han var anklaget for stikkeri. Noget tyder på, at han var en af de mange, der var offer for rygter og smædekampagne. Det var sikkert hans fortid, der indhentede ham og så hans arbejde for tyske firmaer i Norge.
”Vi har desværre ikke noget på ham”
Der blev sagt, at hans søn skulle have været tilknyttet SS, og konen var stærkt nazistisk og ville hænge billeder af Hitler op efter krigen.
Politiet var dog ikke helt overbevist om hans skyld. De foretog en ransagning på Storegade 34, hvor der ikke fandtes nazistiske klenodier. Der var ikke begået nogen strafbar handling, men Olesen blev ikke løsladt.
Åbenbart havde Rigspolitiets Efterretningstjeneste blandet sig. Efter knap 3 ½ måned blev han endelig løsladt. Men det var imod Rigsadvokatens gode vilje. I den såkaldte P-journalsag blev der skrevet i margen:
Opholdet satte sine spor
Hvor stikkerianklagen kom fra blev aldrig gjort klart. Senere erklærede Olesen, at han aldrig led fysisk overlast i lejren. Man alligevel satte Faarhuslejren sine dybe spor hos Olesen resten af livet. Han oplevede det som et kæmpe brud på sine borgerrettigheder. Og han fandt også senere ud af, at dette var overgået mange andre og forsøgt fortiet.
Den specielle stemning, der opstod i fangegruppen og ikke mindst hos de pårørende blev kaldt ”Faarhusmentaliteten” Begrebet betegnede sammenholdet mellem fangerne og den fælles modstand mod retsopgøret. Senere i artiklen har vi mere om dette begreb.
Olesen følte, at det var den lille mand, der var blevet straffet. Han søgte æresoprejsning til de mange, der i hans optik led under efterkrigstidens opgør.
Landsforeningen af 6. maj
Hans tidligere medfangere, der kendte hans fortid mente, at han skulle tage bladet fra munden. Kort tid efter løsladelsen startede han så som redaktør af bladet Revision. Dette blev medlemsblad for en forening ved navn Landsforeningen af 6. maj.
Grundlæggeren af Revision var Svend Koefoed-Jensen, stod i spidsen for Landsforeningen, der var tænkt som interesseorganisation for de fængslede og deres pårørende. Foreningen blev stiftet den 11. juli 1945. Da foreningen var på sit højeste havde den 3.000 medlemmer.
Olesen fik afløb for sin harme
Både i Faarhuslejren og i Vestre Fængsel begyndte i løbet af 1946 at udgive illegale interne blade. Det blad, der udkom i Vestre Fængsel hed ”Sifolaskavi”, der var en forkortelse af ”sigtet for landsskadelig virksomhed”
Foreningen forsøgte bl.a. at hjælpe familier, der var berørt af interneringerne medøkonomiske og sociale foranstaltninger. Her kunne Olesen få afløb for sin harme. Egentlig kunne han bare være gået ud i lokalsamfundet. Han havde ingen lokale fjender. Godt nok var han en kort tid blevet beskyldt for at være landsforræder.
Sandheden frem for alt
Men han var i den grad forarget og tog kampen op. Med en aggressiv tone i bladet og kraftig kritik af retsopgøret afskar han sig selv for et liv i anonymitet. Han tog endelig skridtet ind i det dårlige selskab af landssvigere.
Allerede i efteråret 1946 havde Olesen overtaget styringen af Revision. Bladet var efterhånden uafhængig af Landsforeningen af 6. maj. Men kampen fortsatte under Revisions motto:
Systematisk statskollaboration
Olesen mente sammen med andre landssvigere, at samarbejdspolitikken var systematiseret statskollaboration. Derfor var det urimeligt at drage almindelige menige danskere til ansvar for deres private kollaboration, hvis staten og politikerne ikke skulle dømmes.
Harmen var specielt rettet mod samarbejdspolitikerne og modstandsbevægelsen. Men Olesen hjalp også de nødstedte ligesindede med konkrete problemer. Det kunne for eksempel være boligproblemer eller juridisk bistand. I bladet kunne man finde annoncer som
De var alle udstødte
Rundt omkring Olesen og Revision opstod der efterhånden et netværk af toneangivende landssvigere. Det var bl.a. kaptajn Erik Lærum, der efter krigen var leder af Dansk Frontkæmperforbund, tidligere folketingsmedlem for DNSAP Ejnar Jørgensen, hofjægermester Jørgen Sehested og forfatteren Harald Bergstedt.
Den fremtrædende nazist, den fynske godsejer, jurist m.m. Jørgen Sehestedt kæmpede en indædt, kostbar og forgæves kamp mod myndighederne, mens Vagner Kristensen også forsøgte at tilslutte sig. Han cyklede rundt i Jylland i slutningen af 1940’erne i et frugteløst forsøg på at mobilisere de gamle nazistiske partiprogrammer på ny.
De var alle sammen udstødte. De støttede Olesen for selv at få oprejsning. Bladet kunne dog ikke påvirkemeningsdannelsen i samfundet. Derfor fokuserede man på enkeltsager. Den største af disse enkeltsager var Rostockmødet. Alle såkaldte indicier samlede han i bogen ”Fra utrykte kilder”.
Han blev erklæret for nazist og original
Han fremstillede overblik over indicier, der kunne virke troværdige. Men bogen og hans forbindelse til højrefløjen betød at han tabte troværdighed. Derfor blev han afskrevet som nazist og original.
Og i 1951 dukkede den første holocaustbenægtende artikel op i bladet.
En kollektiv syndebukforestilling
Men Revision kunne også berette om de mange ovegreb og uretfærdigheder, de internerede hævdede, at de blev udsat for, og som i visse tilfælde er dokumenteret.
Efterhånden udviklede Revision sig som landssvigernes eneste kontaktflade for landssvigerne. På trods af evindelige økonomiske problemer lykkedes det for Olesen at opretholde bladets eksistens. Det blev et livsværk for ham. Han kunne ikke stoppe. Frem til hans død i 1972 udkom bladet. Det sidste nummer blev dikteret fra sygesengen.
Resultatet af bladets fremstillinger var en kollektiv syndebukforestilling, en modmyte til den store myte om hele det danske folks kamp mod tysken.
Et stærkt sammenhold
Den 6. maj åbnede Frøslevlejren for landssvigerne og fik navneforandring til Faarhuslejren. Og det var under kommando af tidligere danske fanger. I alt 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev i perioden 1945-49 fortjent eller ufortjent arresteret og spærret inde i lejren. Det var et stort chok for mange og de udviklede, præcist som de danske fanger havde gjort indtil da, et stærkt sammenhold.
Den specielle mentalitet
Man var vrede og bitter over den behandling, de blev udsat for. Man kaldte det som vi tidligere har nævnt for Faarhus-metaliteten. Det var fremtrædende stærke personligheder iblandt, som har vedligeholdt denne mentalitet ved igen og igen at fortælle deres udlægning af historien.
Den glemmer gerne, at mange af det tyske mindretal var aktive nazister, men minder til gengæld om retsopgørets uretfærdigheder, de vilkårlige straffe, beslaglæggelserne, mistænkeliggørelse m.m. Faarhus-mentaliteten har nok ikke så mange nulevende repræsentanter tilbage på samme måde som der stadig findes voksne mennesker, der for alvor mener, at Flensborg hører til det danske kongerige.
I Sønderjylland omgås man fortiden med varsomhed
Men i Sønderjylland skal man omgås fortiden med varsomhed. Man skal ikke kradse meget i det 21. århundredets blanke og pæne lak, før rusten fra det 20. slår igennem.
Vi har i tidligere artikel været lidt dybere nede i den diskussion. Både danskere og medlemmer af det tyske mindretal deltog i krigsforbrydelser under hagekorsflaget. Mange blev aldrig straffet.
Politimester ville aflytte telefonen
Flere gange efter besættelsestiden forsøgte politimester Brix forgæves at lukke for Revision. Han forsøgte også at få lov til aflytte Olesens telefon. Men heller ikke det fik han lov til.
Politiet var også på pletten, da Olesen skulle holde tale i Højer, da en ny Faarhus-gruppe skulle dannes. Men Olesen havde været så smart at sende sin tale til avisen i forvejen.
Ikke i konflikt med loven
Kriminologen Karl O. Christiansen undersøgte i 1955 resocialiseringen blandt de dømte. Langt hovedparten havde ikke siden været i konflikt med loven. Det er heller ikke meget, som peger på, at gruppen af dømte og tidligere DNSAP-medlemmer generelt har involveret sig i nazistiske foreninger i efterkrigsårene.
Fortsat to grupper
Landsforeningen af 6. maj som egentlig aldrig blev dømt som en nazistisk forening havde udspillet sin rolle i løbet af 1960’erne. Dansk Frontkæmperforbund gik i opløsning i 1956. Dog er især gruppen af tidligere Waffen-SS-soldater vedblevet at mødes. I dag eksisterer der fortsat to grupper med hver ca. 100 medlemmer. Mange af disse har dog ikke gjort tysk krigstjeneste, men er pårørende til østfrontvillige eller samlere af militaria.
Det skrev Revision
Men lad os prøve at kigge på nogle eksempler i Revision. Vi dukker tilfældigvis ned. Den 1. marts 1950, er der stor artikel om stikkerlikvideringer. Olesen undrer sig over, at der var så mange herhjemme i sammenligning med Norge.
Hartvig Frisch døde af en hjernesvulst. Og ifølge Olesen havde Information skrevet at denne svulst allerede var i udvikling, da han havde udtalt sig om at Frihedskæmpere var mordere.
Det undrer Revision, at ”landets største værnemagere” Wright, Thomsen og Kier ikke er blevet stillet til ansvar.
Så fortæller bladet at ”det københavnske gadeblad Ekstra Bladet” havde oplyst, at der skulle findes 30 Nazi-Organisationer, der arbejdede ”underjordisk”. Den tidligere justitsminister Elmquist havde forespurgt den nuværende justitsminister Busch-Jensen om det ikke var på tide, at give amnesti til små overtrædelser. Men det blev svaret, at de skulle have samme behandling ”som andre Forbrydere”.
Jens Møller-truet på livet
Vi kan også læse at det tidligere leder af det tyske mindretal, Jens Møller var blevet truet på livet og bad om våbentilladelse. Men det blev nægtet. Ikke lang tid efter kørte han ind i et vejtræ tidligt om morgenen. Ja sådan var den officielle forklaring.
Man kunne også erhverve sig bøger fra Olesens eget forlag. Foruden hans egne bøger, kunne man købe bøger af Valeur Fausbøll, læge Justesen, professor K. A. Wieth-Knudsen, Viggo J. von Holstein-Rathlou, Peter Lille, Koefoed-Jensen, Ib Gerner-Ibsen m.m. Det var de samme annoncer, der gik igen.
Ja og så kunne man erhverve et ”storværk” Hvad skete der- og hvorfor. Den kostede så 20 kr. ved bestilling og 9,85kr. pr måned. Den skulle bestilles hos ingeniør A. Kielsen.
En ”Krigsdeltager” søgte arbejde på et kontor. Han havde måske svært ved at finde et arbejde, da også han var udelukket af samfundet som landsforræder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 205 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter-herunder
Oktober 13, 2017
Et slot i Løgumkloster
Der er stor stilforskel på slottet og den gotiske kirke. Slottet har Frederik den Fjerdes våben. I 1544 fik Hertug hans den Ældre klostret. Allerede i 1700-tallet var det planer om, at det skulle nedrives. Abbedens grav lå under gødning og affald. Brorson var huslærer her. Her har også været retslokaler. Men er den officielle forklaring rigtig? Arkæologiske undersøgelser siger noget andet. Men hvem var bygherren så? Ja det var Hertug Adolf. Han elskede pragt. Og byggeriet blev antagelig foretaget i tidsrummet fra 1568-86. Der findes indirekte et bevis for dette, nemlig et ”Inventarium” fra 1587. Men bygherren døde inden færdiggørelse. Og efterhånden forfaldt det undtagen hovedbygningen, som vi har i dag.
Stor stilforskel
Ja det er ikke mange, der ved, at der i Løgumkloster ligger et slot. Men det gør det. Man kender klosteret. Slottet er bygget op ad eller sammen med kirkens vestgavl. Ja den ligger egentlig i dag lidt i skyggen af den prægtige cistercienserkirke.
Slottet er efter Hansborgs brand i 1644 og efter nedrivningen af Tønderhus som en værdifuld bygning. Men stilforskellen til den gotiske kirke er temmelig stor.
Frederik den fjerdes monogram
Slotsbygningen er ganske imponerende. Den er i to etager men uden kælder. Den er opført i røde mursten og med et rødt tegltag. Den måler 47,5 meter i længden og 10 meter i bredden. Vi ser Frederik den Fjerdes monogram og det danske rigsvåben omgivet af elefant og dannebrogsordenens kæder.
I begyndelsen af 1930erne blev der foretaget en omfattende restaurering af slottets nordside.
Som byggestilen lader formode, er det ikke bygherrens monogram, der nu har sin plads over portgennemkørselen. Slottet er nemlig opført 100 år før Frederik den Fjerde. Men mon ikke slottet er endnu ældre? Dets historie er fra begyndelsen nøje knyttet til kirken og klostret.
En vandrig dal
Da cisterciensermunkene i 1173 kom til Løgum for at grundlægge et nyt kloster, fandt de her et vidt dalstrøg med store engstrækninger og noget agerjord. Her var kun ringe læ for den barske vestenvind. Og det selv om der lå nogle mægtige skove lige i nærheden. Det var Draved Skov i syd og kratskov på Vognhøjsåsens skråning mod nord. Og der var en langt større udstrækning som i dag.
Men dalen var vandrig, og der var udmærkede forhold til at drive møllebrug og fiskeri. Men munkenes økonomi var først og fremmest baseret på landbrug. I tidens løb samlede de sig dels ved gaver, dels ved køb af mageskifter, udstrakte jordbesiddelser. Det blev til større gårde og spredte gårde i Slogs, Tønder, Hvidding, Lø og Nr. Rangstrup, Sdr. Rangstrup og Frøs Herreder.
I 1544 fik Hertug Hans den Ældre slottet
Ved den store arvedeling mellem Christian den Tredje og hans brødre i 1544 tildeltes Løgumkloster hertug Hans den Ældre. Så måtte Cistercienserklostret, der havde overlevet de vanskelige reformationsår, i 1548, da deres leder Morten Iversen døde, også finde sig i at blive underlagt hertug Hans den Ældre. Ved hans død i 1581 kom det ligesom hans øvrige vestslesvigske besiddelser under den gottorpske hertug, under hvem det forblev, indtil konge Frederik den Fjerde i Den Store Nordiske Krigs tid (1713) inddrog de gottorpske dele af Slesvig.
Hertugen havde brug for en administrationsbygning. Den skulle tjene som opholdssted, når han var her i sit embede med sit følge. Og jagten spillede også en rolle for ham. Og det foregik blandt andet i Draved Skov.
Ja der siges på baggrund af et halvslidt indskrift, at slottet er bygget i 1614 af hertug Johan Adolf. Han tiltrådte regeringen i 1590 i en alder af kun 15 år. Men er det nu rigtigt? De historiske holdepunkter er få.
Hertug Johan Adolf
Johan Adolf blev dagen efter Christian den Fjerdes kroning gift i København. Og det var med kongens søster. Han havde udmærket forhold til den kongelige familie.
Hertug Johan Adolf havde efter sin far arvet en betydelig gæld, men det hindrede ham nu ikke i at holde et stort hof krydret med mange drikkegilder. Og sønnen Frederik den Tredje fortsatte med at bruge mange penge.
Originale tavler på Tønder Museum
Da Frederik den Fjerde overtog det hele blev der givet udtrykkelige orde til at de hertugelige våben skulle fjernes og erstattes med de kongelige. Måske er det derfor at det er bagsiden, der er anvendt til kongevåbnet. De originale tavler opbevares på Tønder Museum. De våben der nu anvendes på slottet er kopier.
Allerede i begyndelsen af 1700-tallet skulle den nedrives
Den statelige bygning opnåede ikke engang den beskedne ære at blive varig amtmandsbolig. Indtil 1850 lå amtet under samme amtmand som Aabenraa. Det betød, at det var Brundlund Slot, der blev valgt som residens.
Slottet i Løgumkloster blev således degraderet til amtsforvalterbolig. Den barske vestenvind var hård ved bygningen. Det gik ud over tag og mure. I begyndelsen af 1700-tallet talte man om at rive slottet ned. Men Frederik den Fjerde lod slottet restaurere i 1720erne.
Fra hans tid kan man se, at amtsforvalteren havde bolig i den øst for porten beliggende del af stueetagen. Den vestlige del blev optaget af embedslokaler samt værelser for amtssekretæren.
Bryllupsfest i bygningen
På bygningens sydside var der et nu forsvundet trappetårn ad hvis vindeltrappe man kom op på anden etage. Den rummede en meget stor sal og ved hver ende to rum med vinduer både mod syd og nord.
Salens gulv var belagt med store røde fliser, og der var kamin i begge ender. Loftet blev båret af store bjælker.
For det meste var disse rum stået ubeboet, beregnet til at huse hertugen med følge under eventuelle ophold. De blev også anvendt som festrum for embedsmændene ved disse lejligheder. Amtsskriveren Cassius havde i 1635 ansøgt om tilladelse til at måtte fejre sin bryllupsfest på ”det fyrstelige hus”. Og Frederik den Tredje bevilligede beredvilligt festen.
Bygningens indretning
Da Løgumkloster i det 18. århundrede var garnisonsby, syntes slottet at have huset en officersfamilie. Dets bolig havde formentlig været på 2. etage. Vinkelret på hovedhuset lå ved sydsidens vesterende en lang køkkenfløj i to etager. Den korte tilbygning her i vore dage er en moderniseret rest af den.
I hjørnet ved hovedbygningen var der en vindeltrappe, som gav adgang til anden etage og loftet i både hoved- og sidefløj. Stødende op til sidefløjens sydgavl lå endnu en udbygning, der i forbindelse med et plankeværk, på hvilket ”den engelske ”parforcejagt” var afmalet, lukkede for den store gård mod syd.
Længere mod øst begrænsedes gården endelig af den moderne korsgang langs den endnu to etager høje klosterfløj, hvis smukke hvælvede rum var indrettet til stalde, vognremiser, tørveoplagsrum og fængselsceller.
Graven af abbeden under gødning og affald
Det kan stå som et udtryk for det gamle klosters dybe fald, at abbedgraven her blev fundet under et anseligt lag gødning af affald. Endelig lå der ved slottets forgård mod nord et lille porthus, et jægerhus og et par stalde med plads til amtsforvalterens og husfogedens heste og køer.
Dele af det gamle klosterkompleks indgik som udbygninger i slotsanlægget. Tiden mellem klostrets ophævelse 1548 og slotsbygningens opførelse 1614 har formodentlig tæret så slemt på de middelalderlige klosterbygninger omkring fratergården, at man ikke har anset dem for bedre værd.
Brorson var huslærer
Af slottets beboere er der grund til at nævne den første af amtsforvalterne under dansk overhøjhed, Nicolai Clausen. Han var morbroder og senere svigerfar til den store salmedigter Hans Adolph Brorson. Fra 1717 til 1721 boede denne på slottet som huslærer i morbroders hjem. Her faldt Brorson til ro, og blev forelsket i sin kusine. Hun blev senere hans hustru.
Retslokaler
Slottet blev sæde for en underret, der i den tyske tid blev kaldt for amtsret. Foruden de forskellige retslokaler og kontorer blev det også bolig for dommeren. Mange af disse lokaler er for længst forsvundet.
Engang et stort anlæg
Men er den beskrivelse nu korrekt. For ad arkæologisk vej er det lykkedes at vise, at slottet var et vidtløftigt voldomkranset anlæg med bl.a. en central slotsfirkant. Den skabtes ved udbygning mod vest af den gamle middelalderlige klosterfirkant.
Hvem var bygherren?
Fordi Hertug Johan Adolfs våben fandtes på bygningen behøver han ikke at være bygherren. Hans våben kan vel forklares, som en markering af, at han ejede Løgumkloster i perioden 1590-1616.
Men hvem skulle så være bygherren? Ja de foreløbige arkæologiske fund giver ikke en præcis datering. Når disse kilder svigter er man nødt til at gisne. Hvordan så det ud i Løgumkloster fra 1500-tallets midte til et stykke ind i 1600-tallet.
Administration blev glidende overtaget
Det er uklart og hvorledes Løgumkloster amt blev etableret som et forvaltningsområde på basis af klostergodset, der havde tilhørt cisterciensermunkene i Løgum. Ofte anføres 1548 som amtets oprettelsesår, hvilket er klart forkert, sådan som det fremgår af det følgende.
Tilsyneladende blev den gejstlige klosteradministration langsomt og glidende afløst af en verdslig administration i årene efter 1542, hvor reformationen officielt blev gennemført i Sønderjylland. Men allerede længe før 1542 havde hertug Frederik den Første af Gottorp udøvet en vis magt over klostret.
Klosterfogeder
I 1491 erhvervede hertugen nogle jagt- og gæsterettigheder i klostret. I 1500-tallet tvangsudskrev hertugen ved flere lejligheder både arbejdskraft, pligtkørsler og materialeleverancer fra klostret. Således måtte klostrets bønder i 1511 fremskaffe og transportere træ og tørv til hertugens digebyggeri. I 1522 blev bønderne indkaldt til befæstningsarbejde ved Tønder Slot. Måske havde de klosterfogeder, som nævnes 1494 og 1502 en relation til hertugen. Ja det kunne være, at han havde udnævnt dem.
Hertugen var ofte i Løgumkloster
Lige efter 1542 var den gejstlige ledelse uforandret. Men klostret tilfaldt hertug Hans den Ældre af Haderslev. I 1546 blev der valgt en ny abbed, Morten Iversen. Denne abbed døde i 1548. Og en ny abbed blev ikke valgt. I 1552 ser man prioren optræde på ”klostrets vegne”. Samme år forlader denne klostret for at blive sognepræst i Abild.
Hertugen var personligt i Løgumkloster ved flere lejligheder i årene 1545-46, og allerede fra 1545 solgte han ud af klostergodset. I 1546 måtte abbeden sende bud efter hertugen i forbindelse med en drabssag. En bekræftelse fra 1546 omtaler, at fæsterens rettigheder skal sikres af:
Amtmanden i Tønder var bestyrer af klostret
Alt dette tyder på, at hertugen hurtigt havde sat sig fast i Løgumkloster med amtmanden i Tønder som den overordnede administrative leder og med en ”befalingsmand” i spidsen for en lokal verdslig administration, hvortil måske også hørte den ”gårdfoged”, som er nævnt i 1546.
Amtmanden i Tønder betegnes som klostrets ”bestyrer” eller ”forstander”. Amtmand i Tønder var fra 1546 til 1560 Christoffer Rantzau, derefter Benedict Ahlefeldt indtil 1578 eller 1579.
Fra 1599 amtmand for både Løgumkloster og Tønder
I 1566 blev der nedskrevet en ”Inventarium for Klostret Løgum Kloster”. Her figurer en del ”Kamre” og værelser. Åbenbart er der ikke oprettet noget amt på den tid. Man må også regne med at amtmanden og hertugen med deres følger skulle bruge lokaler.
I 1568 nævnes Didereich von Landsberg som amtmand i Løgumkloster. I 1578 nævnes han som Hauptmann i Løgumkloster. Igen i 1584 nævnes han som amtmand. Efter Hertug Hans’ død i 1580 overgik amtet til hertugerne af Gottorp.
Fra 1599 følger amtmænd for både Tønder og Løgumkloster.
Selvstændigt amt fra 1568 til 1598
Fra 1568 til 1598 ser det ud til, at Løgumkloster har fungeret som et selvstændigt amt. Inden for denne periode har det været en begrundelse for et nybyggeri i Løgumkloster. Der må have været et behov for en tidssvarende og passende repræsentativ residens for amtmanden. Der må også have været passende faciliteter til brug for hertugens midlertidige ophold.
Hertug Adolf elskede pragt
De første hertuger i tidsrummet 1568-98 var Hans den Ældre og Adolf. Begge var initiativrige, handlekraftige og byggeglade regenter. De er begge mulige bygherrer i Løgumkloster.
Hertug Hans var imidlertid ugift og langt mere nøjsom i sin hofhusholdning end hertug Adolf. Derfor er det næppe så sandsynligt, at det store slotsanlæg skyldes hertug Hans. Et storslået slotsanlæg ville passe glimrende til indtrykket af den pragtelskende hertug Adolf, som tillige var gift.
Byggeri udført i tidsrummet 1568-86
De tre Adolf-sønner, der efterfulgte ham som hertug af Gottorp og dermed som ejer af Løgumkloster, har ikke markeret sig som bygherrer i synderlig grad. Derfor kan nybyggerier af stort format bedst tænkes udført i tidsrummet 1568-86.
Der er ikke mange kilder, der kan bekræfte dette. Indirekte taler både en arkæologisk kilde og en skriftlig kilde. Under den nordvestligste del af den bevarede slotsbygning er fundet ydermurene af et klart amrkeret hjørne af en solid teglstensbygning, som er blevet opført efter nedrivningen af middelagtige klosterbygninger på stedet, men før opførelsen af slotsbygningen.
Et ”Inventarium” fra 1587
Endvidere findes et ”Inventarium” fra 1587, hvori opregnes rum til fyrstepar, amtmand og hoffolk i et sådant antal, at nybyggeri i større stil næsten giver sig selv. Invetarium opregner rummene, uden at det med sikkerhed kan fastslås, hvilke bygninger der var i brug på dette tidspunkt.
Hertug Hans’ Bygning revet ned
Kort efter oprettelsen af det selvstændige amt (ca. 1568) blev opført en solid bygning, hvoraf vi foreløbig kun kender et hjørne. Bygningen tjente hertug Hans’ tid ud som amtmandens residens, og her kunne hertugen indlogeres under besøg.
Dette byggeri tilfredsstillede øjensynligt ikke hertug Adolf, som lagde stor vægt på repræsentative slotsanlæg. Således lod han i årene 1573-82 hele tre slotte opføre fra grunden, Reinbek, Husum og Tønning.
Død inden færdiggørelse
Det er derfor endog særdeles sandsynligt, at han efter overtagelsen af Løgumkloster amt ønskede at manifestere sig som en magtfuld regent i et nyerhvervet landområde gennem et stort slotsanlæg, der synligt for enhver kundgjorde den nye hertugs tilstedeværelse.
Hertug Hans’ bygning har sikkert ikke været imposant nok for hertug Adolfs smag, eller også har det ligget i vejen for det større anlæg, som Adolf ønskede. ”Det lange nye hus” er højst sandsynligt identisk med slottets endnu eksisterende hovedfløj. Denne bygning har stået færdig kort før 1587. Måske har hertug Adolf ikke selv oplevet bygningens færdiggørelse, idet han døde allerede 1586.
Ja hele slotsanlægget var sikkert først fuldendt efter Adolfs tid. Åbenbart har efterfølgerne ladet det synke i glemsel. Allerede fra 1599 var slottet ikke mere amtmandsresidens. De efterfølgende ejere lod slottet forfalde. Nedrivninger foregik under de gottorpske hertuger, under de danske konger og under den preussiske regering helt frem til 1878, hvorefter mindre end halvdelen af den centrale slotsfirkant stod tilbage.
Denne rest er i 1900-tallet blevet gennemgribende restaureret og står i dag som et fornemt monument. Men man må da håbe, at der dukker flere beviser op som kan dokumentere de her fremførte påstande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Du kan finde følgende på www.dengang.dk
Oktober 12, 2017
Til Grænsen-en anmeldelse
Hermed forsøg på en anmeldelse af bogen af Michael Falch: Til Grænsen. Det handler hovedsagelig om hans ungdomserindringer i Tønder. Bogen kan varmt anbefales med de grænseoverskridende erindringer. På Tønder Statsskole sagde Kastberg allerede, at Michael havde skjulte talender. Gennem over 40 år har han så givet os hits, litteratur- og filmoplevelser. Seks år i Tønder har sat sine dybe spor. Han kom allerede tidligt i medierne. Og som Casanova på en Nordbagge var det også ved at gå galt. Allerede som 15-årig havde han eget klaver. Han kom til en dyster spøgelsesby, men heldigvis mødte han Kylle og Kedde. Men de blev hurtig kaldt Tønders Skræk. Præstekonen kaldte ham ”Djævlens Yngel”. Men alarmklokkerne bimlede når hans far tog den første øl. Men Michael betjenten hed ikke Ørneborg. Så var det lige Ønskebrønden og Keddes kemiske værksted. Mange ideer og tanker gik gennem hovedet. Så fik han sit eget værelse i Vestergade. Den bedste fødselsdagsgave var ”Pilgrimsrejsen” til Tønder.
Han kan altid overraske
Ja Michael Falch kan gang på gang overraske. Og det gør han også i disse ungdomserindringer. Han fortæller ærligt om sine oplevelser på godt og ondt. Vi oplever en masse hashtåger og søde piger. Og på et tidspunkt spørger Michael sig selv om han virkelig er ”Djævlens Yngel” som Keddes mor, præstekonen kalder ham.
Han er i den grad utilfreds med sin karakter i samfundsvidenskab til studentereksamen. Han forventede helt klart 13 for sin præstation, men fik kun 8. Ja så var det ikke andet for end at pifte lærerens cykel.
Over 40 år med hits, litteratur og filmoplevelser
Gennem mere end 40 år har han leveret hits og filmoplevelser for os. Men ”Den Gamle Redaktør” mener stadig, at ”Kærlighedens Lysthus”, der handler om ”Liebestempel” i Tønder er absolut den bedste sang. Og ved dette ”Liebestempel” har Michael også oplevet mange ting.
Seks år i Tønder har gjort indtryk
Vi oplever en meget underholdende bog, hvor Michael i nogle af afsnittene filosoferer om diverse samfundsforhold. Han tager stilling til mange ting. Og det er i den grad tydeligt, at han elsker Tønder. Og mon ikke borgerne har accepteret ham som en af deres egne selv om han ”kun” boede her i seks år. Og disse seks år har i den grad gjort indtryk på ham. Og mange af de mennesker han har mødt, reflekter han på.
Selv skriver han også, at de indtryk, der lagres tydeligst i sindet er dem vi tager til os i de tidlige teenageår fra vores trettende til vores sekstende leveår, plusminus. Han havde behov for at bevare navne og ansigter på hans kammerater. De skulle ikke slettes hver gang, han flyttede i en ny by.
Han har i grunden mange talenter. Men det fortalte lektor Kastberg ham også på Tønder Statsskole dengang. Ja han er både sangskriver, kunstner, skuespiller og ja forfatter.
Jo det var dengang Michael var en stor dreng i afsidesliggende dansk provinsby. Og denne var som skrevet Tønder. Men inden vi når dertil får vi at vide, at farfar var glad for piger. Farfar Jokum var sort/hvid, stivnakket men altid generøs. Ja han blev gift som 80-årig med en velstillet dame, hvis græsplæne som han klippede.
Jo og så blev Michael løftet op og kysset af selveste Josephine Baker på Rådhuspladsen.
Tidligt i medierne
Michael har ofte været i medierne. Men det startede allerede som toårig under overskriften:
Næste gang var allerede to år efter, hvor han faldt ud af sin fars bil.
Og egentlig var det også en tredje gang, hvor det kunne have gået gruelig galt. Michael var blevet forelsket i en pige, der gik på en rideskole i Tønder. Som 15-årig casanova havde han fået rideskolens roligste øg. Men det gik helt galt, da den pludselig forsøgte at springe over et pigtrådshegn. Både hest og rytter blev revet til blods. Blodet fossede ud af Michaels hænder.
Men ikke nok med det. Nordbaggen gik i panik. I stærk galop gik det nu ud over marken. Michael hang med foden i den ene stigbøjle og blev trukket ned ad jorden. Hans hoved blev banket mod græsset. Endelig knækkede hans gummisko midt over. Og han landede på marken.
At han så blev lappet sammen af en debutant på Tønder Sygehus. Han havde åbenbart ikke prøvet det før. De synlige ar på hans hånd er et tegn på hans ungdommelige overmod.
En pige, han senere sang duetter med
Historien om Adolf Falch i Køge var en ren ”Mads Skjern Historie”. I Brabrand Idrætsforening blev Michael i sæsonen 1962/63 kåret som ”Årets dreng”. Og han fik en pokal. I klassen over ham gik en pige, som han senere sang mange duetter sammen med-Lis Sørensen.
I Sønderborg begyndte forældrenes udskejelser, når der var fest. Så var der altid regnskaber, der skulle gøres op. Men Michael huskede også de stille perioder. Da havde han ”Verdens bedste forældre”.
Turen gik også til Høje Taastrup, hvor Michael ikke orkede at dele ugeavisen ud. Så fra det job blev han fyret.
En 15-årig med klaver
Da ”faster” ved Svanemøllen døde, arvede han et klaver, der blev fragtet til Tønder. Det fik en prominent plads i de fire huse, som de boede i, i de seks år, som de boede i Tønder. Tænk som langhåret 15 årig var han en mand med eget klaver. Men da han så flyttede hjemmefra lev den en langsom druknedød i garagen på Marskvej.
En dyster spøgelsesby
Den 15. april 1970 cyklede Michael Falch som 13-årig gennem en dyster spøgelsesby. Det var ikke et eneste menneske at se. Byen virkede uddø. Han troede, at han befandt sig i Sibirien. Men situationen ændrer sig dog noget, da han møder Kylle på Torvet. Det møde fik ham for alvor til at ændre synet på Tønder. For denne gør opmærksom på, at om aftenen optræder flippernes hoforkester Alrunes Rod ude på Schweizerhalle.
Fanny Hecht og hans fortid
Det meget hyggelige ved bogen, at mange af de omtalte personer i bogen, kender man også selv. Vi får også en hyggelig tur ud til Galgestrømmen. Og Michael tænker meget over, at her har det hængt forbrydere i galgen. Men det som han måske ikke ved, er at lige i nærhede hang endnu en galge. Det var nemlig Tønder Herreds galge.
Og så er det jo Fanny Hecht og hans fantastiske butik. Ham kendte vi alle sammen. Og så får vi da også lidt om Fannys knap så glorværdige fortid. Ret hurtig fandt Michael også ud af at Tønder var delt op i en tysk og en dansk del. Og lidt besættelsestidshistorie får vi også.
”Tønders skræk”
Kedde, præstens sort får, der lærte Michael at spille guitar, har også en af hovedrollerne i bogen. Blodet flød, da Michael skulle gæsteoptræde i Løgumkloster på mundharmonika. Han havde udtrykkelig fået at vide, at han ikke måtte synge. Det var Keddes orkester, der her optrådte. Meget senere kom Kedde til at spille i Malurt.
Ja Kedde og Michael var vitterlig mange steder udråbt som ”Tønders Skræk”. De åd og drak og åd piller. De luskede og løj og var en pestilens for mange. Man må virkelig konstatere at ungdomserindringerne virker åbenhjertige og ærlige med særdeles gode peronbeskrivelser.
Djævlens Yngel
Michael blev kun lukket ind i præstegården, når der herskede våbenhvile, eller når Keddes far og mor ikke var hjemme, ellers forblev han uønsket. Selv mange år efter blev han af Keddes mor, præstekonen kaldt for ”Djævlens Yngel”.
Når alarmklokkerne bimlede
Ja så var det alle pigerne. Og dem var der en del af. Men også beskrivelsen af Michaels far, som undertegnede udmærket kan huske. En aktiv mand i byen som formand for handelsforeningen og butik nede i Østergade. Sønnen beundrede ham for hans drive. Men synet af faderen, der åbnede den første øl eller første glas vin fik alarmklokkerne til at bimle hos de tre børn. Så var det i den grad fare for husspektakler.
Michael, betjenten hed ikke Ørneborg!
Debuten som rocksanger skete i Møgeltønder i 1972. Men det var først efter indtagelse af æg. Stemmen var nemlig forsvundet, men den kom.
Ja og så kunne Michael godt lide en bestemt betjent i Tønder. Men han hed nu ikke Ørneborg, Michael, for han var viceborgmester dengang.
Brønden og Keddes kemiske værksted
Historien om Keddes kemiske værksted, kendte undertegnede godt i forvejen. Og så var det lige faderens ønskebrønd på Torvet, hvori der lå en masse penge. Dette mente Michael og Kedde var lige kapitalistisk nok. Men de to hældte en spændende blanding kemi ned i denne brønd. Det var nærmest en sydende masse. Og der lød nærmest også en sydende eksplosion ud over den stille by. Flere timer efter hang der en lilla røg ud over Torvet i Tønder. Mønterne i brønden var nærmest ætset.
Mange ideer og tanker for gennem hovedet
Til Juleballet på Tønderhus, hvor det lokale orkester Radisserne optrådte, oplevede publikum Michael og Kedde optræde i pausen.
Historien om Bader Meinhof og mange andre ideer og tanker, der for gennem hans hoved dengang får vi også.
Eget værelse i Vestergade
Michael havde fået sit eget værelse i Vestergade. Og da han en dag ville høre Lindas stemme og ringede til hende, fik han nærmest et chok. For hun meddelte ham, at hun kom på lørdag permanent for at bo hos ham. Hun ville tage HF i Tønder.
Der fulgte så nærmest et år, hvor de kun kom ud af værelset til den allermest nødvendige undervisning. Manglede de noget hos købmanden åbnede de bare vinduet og råbte ned til købmand Mandø, også hejste de en kurv ned, som blev fyldt.
Stormfloden og evakueringen af Tønder får vi også godt beskrevet. Men vi skal også igennem en dramatisk studenterfest.
På Pilgrimsrejse
Den bedste fødselsdagsgave nogensinde, var en pilgrimsrejse til Tønder for Anita, ham selv, hans døtre, de to kærrester og yngste barnebarn. Men en lejet minibus kørte man så rundt til alle hemmeligheder fra dengang.
Det glæder Michael lige som ”Den gamle Redaktør” at Schweizerhalle igen har fået sit gamle navn igen i stedet for Kulturhuset. Det er tydeligt at Michael elsker byen og at byens borgere elsker ham.
Han glemmer ikke lektor Kastberg, der lærte ham litteraturens hemmeligheder. Og gad vide, om gedden som Michael omtaler nogen sinde blev fanget. Den tog også ænder.
Og det var her i Tønder, at Malurt blev dannet. Han gik til yderligheder og prøvede grænser!
Grænseoverskridende oplevelser
Bogen er også et bragende far-søn-opgør. Oplevelserne er til tider grænseoverskridende, så også på det område er titlen på bogen passende. Fortiden fylder stadig meget. Og som Michael selv siger, så har ethvert menneske ridser i lakken. Han lægger ikke skjul på sine egne.
Jo han har da sandelig set med kritiske øjne på sig selv. Der har været op og nedture. Men det har da bestemt ikke altid været et kedeligt liv, heller ikke i Tønder.
Bogen kan varmt anbefales.
Michael Falch: Til Grænsen-Ungdomserindringer (Gyldendal)
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 221 artikler om Tønder herunder:
Oktober 7, 2017
Da Nazismen kom til Sønderjylland
Det danske mindretal syd på blev forfulgt. De blev kaldt for ”Speck-Dänen”, og aviserne mente, at det skulle boykottes. Pludselig heilede man overlat i Flensborg. Så kom Påskeblæsten. Det tyske mindretal mente, at grænsedragningen var uretfærdig og vanærende. Mindretallet tilsluttede sig i begyndelsen DNSAP. Men hurtigt fik de egne afdelinger. Der kom nazistiske møder i Tønder og Saksborg. En masse Ortsgruppen blev dannet, og pludselig var der 4.000 medlemmer. Frits Clausen var vældig populær i grænselandet. Vi kigger på hans ”Bovrup-storm”. Og så var det også det såkaldte ”Førerkup” på Hotel Royal i Aabenraa. Flensborg Avis var lidt brun i kanten. Og på Rønshove Højskole sammenlignede forstanderen Hitler med Grundtvig. Bjørn Svenson blev smidt ud efter kritiske spørgsmål. Den tyske ”Marinestorm” overvågede indsmugling af folk fra SPD. Og så kom Maja med hagekorsflag til Aabenraa Havn. Det gav en masse ballade.
Liste over artikler, bagerst
Vi har bagerst i artiklen samlet en oversigt over, hvor du kan læse mere om nazister og de dansk-tyske forhold i grænselandet. Her har vi også samlet artikler om landbrugskrisen.
Det danske mindretal blev forfulgt
Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933 fremkaldte en euforisk stemning mange steder i det sønderjyske. Landbrugernes Sammenslutning (LS) tordnede mod systemet. Den nazistiske ideologi vandt indpas også nord for grænsen.
Sendte medlemmer af det tyske mindretal deres børn i dansk skole var de nærmest rigsfjender. Jo de enkelte medlemmer kom efterhånden under et stort pres. Lige syd i Flensborg blev et stort antal kommunister arresteret. Siden var det socialdemokraterne og fagforeningerne, der måtte stå for skud.
Kommunistiske Speck-Dänen
I Flenburger Nachrichten gik man til angreb mod den danske kommuneskole i Flensborg. Jo nu hed det sig, at det var ”kommunistiske Speck-Dänen”. Det danske mindretal advarede deres medlemmer i at lave illegalt arbejde inden for socialdemokratisk og kommunistisk partiarbejde. Sådant noget ville underminere troværdigheden over for danskheden.
Nu heilede man i Flensborg
Ved valget den 12. marts 1933 fik det danske mindretal 4.658 stemmer. Man valgte en ny overborgmester Wilhelm Siewerts og for første gang heilede man nu i Flensborg. Med den nazistiske overtagelse begyndte ensretningen i det tyske samfund. Hvis danske embedsmænd ville beholde deres job, skulle de sætte deres børn i tysk skole og droppe den danske skole.
Aviser opfordrede til boykot af det danske mindretal
Også børnene i skolerne skulle bruge Nazi-hilsen. Men dette blev dog ophævet i oktober 1933 i de danske skoler, og alle Hitler billeder blev taget ned. De dansksindede blev heller ikke presset til at være medlemmer af Hitler-Jugend. De meldte sig i stedet i Spejderbevægelsen. Og forholdet mellem HJ og den danske spejderbevægelse blev noget anstrengt.
Den slesvigske Forening oplyste at et medlemsskab af SA eller NSDAP ville føre til eksklusion. Flere tyske aviser opfordrede til, at man skulle boykotte det danske mindretal.
Medlemmer af partiet fik mest
Efter den nazistiske overtagelse var offentlig social forsorg ikke længere et kommunalt eller statsligt anliggende, men blev varetaget af partiets organisationer. Fra 1934 blev det varetaget af National-Sozialistische Volkswohlfart (NSV).
Medlemmer af partiet fik selvfølgelig mest. Dem, der skønnedes af mindre værd, fik ringere hjælp end de mennesker, der efter arvebiologiske principper blev betragtet som værdifulde.
Disse forhold stillede det danske mindretal i en sårbar situation. Man blev også tilsidesat, da der var uddeling af vinterhjælp. Man fandt ud af fra tysk side, at den hjælp mindretallet fik af Dansk Menighedspleje var større end den tyskerne selv fik. Og mange tyskere, der slet ikke var dansksindede meldte sig ind i Den Slesvigske Forening udelukkende for at få denne hjælp.
For det danske mindretal i Sydslesvig blev det endnu værre, da overborgmester Wilhelm Sievers i 1936 blev afskediget. Nu begyndte den nazistiske skrue for alvor at stramme.
Påskeblæsten
Påskeblæsten er i hvert fald man i historisk sammenhæng kender i Sønderjylland. Den 30. januar 1933 indledte nogle fremtrædende slesvig-holstenske nazister et verbalt stormløb mod grænsen. Formålet var at nazificere det tyske mindretal nord for grænsen. Og man kan sige, at denne påskeblæst varede til juni 1933.
Man ville hurtigst muligt tilkæmpe sig et ”Heim ins Reich”. Det vil sige, at man ville have en revision af grænsen fra 1920 i tysk favør. Selve Påskeblæsten blev nedkæmpet af tyske regeringskredse i Berlin. Men den havde skabt stærk uro i det sønderjyske grænseland og belastede i høj grad det dansk-tyske forhold.
Grænsedragningen var uretfærdig og vanærende
I tyske øjne var grænsedragningen uretfærdig og vanærende. Pastor Peperkorn gav bolden op ved et stævne i Flensborg. Han angreb danskhedens fører, H.P. Hanssen og dennes avis Hejmdal. Ja og set med nazistiske øjne var det en jammerlig presse i Nordslesvig. Og igen kom grænsespørgsmålet i spil.
Adskillige gang kom opfordringen fra Sydslesvig, at nu ville man have Nordslesvig tilbage. H.P. Hanssen krævede, at regeringen en gang for alle forhørte sig hos den tyske regering, hvordan de så på grænsespørgsmålet. Men det ville udenrigsminister Munch ikke.
Nord for grænsen havde pastor Johannes Schmidt-Vodder mere eller mindre ridderligt kæmpet for en grænserevision i tysk favør.
Stauning afviste en militærisk stramning
Socialdemokraterne holdt den 17. april 1933 et møde i Tinglev. Her gjorde de det klart, at grænsen ligger fast. De ville lave en kampfront mod nazisterne. De borgerlige danske sønderjyder var forsamlet på Folkehjem i Aabenraa. Her forlangte de grænsen ”skarpt overvåget”.
Men Stauning afviste en militærisk forstærkning af grænsen. Og egentlig tog Berlin ikke entydigt og officielt afstand fra et grænserevisionskrav.
Den danske grænsekontrol var blevet skrappere
Von Richthofen, den tyske gesandt i København kunne berette, at den danske grænsekontrol var blevet skrappere. Dette kunne han så orientere Berlin om. Men efterhånden blev det fra tysk side slået fast, at Peperkorn ikke var ”regeringens sagkyndige i slesvigske spørgsmål”
Allerede dengang udtalte udenrigsminister Munch, at vi ikke skulle give anledning til en omfattende grænsediskussion. ”Småbanders” angreb mod grænsen kunne Danmark nok afværge sig militært imod, men et rigtigt militært angreb kunne man ikke afværge.
Den dansk-tyske-ikke-angrebstraktat den 24. juni 1939 tog ikke direkte stilling til grænsespørgsmålet.
Med grænseløs kærlighed og troskab
Man kan ikke lade være med at tænke på Hitlers såkaldte ”Fredstale” den 17. maj 1933, hvori Hitler havde udtalt nazisternes respekt overfor andre folks nationale rettigheder, netop fordi nazisterne:
De ønskede at leve i:
Nazificering og Gleichschaltung
Men inden for det tyske mindretal var grænserevisionen overhovedet ikke glemt. I Hejmdal kunne man den 29. maj 1933 læse følgende:
Tysk aften i Tønder
Den 22. marts 1933 annoncerede Nordschleswigsche Zeitung med hagekors, at der ville blive afholdt en ”tysk aften” i Tønder. Lærer Lutz fra Süderlügum ville tale om:
Det var lokale nazister med hjælp syd fra, der havde arrangeret mødet. Både SA og Hitler Jugend fra Süderlügum var mødt op. Og det var vel også rigtig refereret af Lecker Zeitung, der sluttede referatet fra mødet med at konstaterer, at
Egne NSPD-afdelinger i Sønderjylland
NSPD’s eksplosive tilgang var særlig markant i Slesvig-Holsten. Gauleiter Lohse beklagede sig over, at nordslesvigerne følte sig tiltrukket af danske DNSAP. Han sagde, at nu ville man oprette deres egne afdelinger af NSDAP nord for grænsen. Og det gik ret så hurtigt.
Nazi-aften på Saksborg Kro
Lærer Jacob Hansen fra Saksborg havde i Nordschleswigsche Zeitung under overskriften ”Gaden er fri” argumenteret for nazismens fortræffeligheder. Svigersønnen Jep Nielsen indkaldte dagen efter til møde på Saksborg kro. Her blev der så talt mod Jødedommen, Pacifisme og Marxisme. Inden aftenen var omme havde 65 mennesker meldt sig ind under NPSD.
Masser af aktiviteter
Til et møde den 5. april 1933 i Eckernförde fortalte pastor Peperkorn, at fem organisationer allerede var opstået i Nordslesvig. Det ville snart blive til 88. Jens Lorenzen var opvokset i Feldsted blev udnævnt som Landesführer. Han fik sæde i det ”Lille Førerråd”.
Fra sommeren 1933 blev der afholdt ”Grænselands-skolingsdage” på Knivsbjerg. På teaterhotellet i Sønderborg blev der den 16. august 1933 blev der afholdt ”Kundgebung” med 200 deltagere. Jens Lorenzen var kommet ind i Teaterhotellet i brun skjorte i spidsen for 12 faner.
Rundt omkring blev der i meget hurtigt tempo oprettet ”Ortsgruppen”. Ved næsten alle de møder, der her blev afholdt var der aflæggelse af troskabsed, afsyngelse af Horst Wessel-sangen og Tysklandssangen. Man fik uniformer syd fra. Men det var uniformsforbud, så diverse øvelser foregik i nattens mulm og mørke.
Man gik tæt på i mindretallet
Men man gik til den i mindretallet. Hejmdal kunne afsløre, at alle medlemmer fik udsendt et spørgeskema:
Hvilken afdeling hører De til?
Hvilken tjenestegrad har De?
Hvis ikke, hvorfor stiller De ikke arbejdskraft til rådighed for vores bevægelse?
Herpå blev der stillet en række nærgående spørgsmål plus en erklæring om, at man vil støtte partiet økonomisk.
Hurtig nazificering
Ret hurtigt havde man 4.000 medlemmer. Flere tyske foreninger, herunder borger- og musikforeninger blev opslugt af det nyoprettede ”Bund für deutsche Kultur”, der gennem koncerter, teater, foredrag og film skulle sammensvejse mindretallet til et ”nationalsocialistisk kulturfællesskab”.
Tilsvarende gik det for Pfadfinder og Wandervogel. De blev sammensmeltet i det nyoprettede ”Deutscher Jugendverband Nordschleswig. Det var nærmest en hjemmetysk kopi af Hitlerjugend. Men det var en lang opslidende kamp mellem flere nazistiske grupperinger. Den blev først afsluttet i 1938. I den forbindelse forsøgte Pastor Schmidt hele tiden at få comeback, men det lykkedes ikke.
Problemer i landbruget
I 1933 var arbejdsløsheden herhjemme oppe på 43,5 pct. blandt organiserede arbejdere. Samtidig forlangte arbejdsgiverne en lønnedgang på 20 pct. Og i 1931-32 kom 484 landbrug i Sønderjylland på tvangsauktion.
Krisen førte til dannelse af Landbrugernes Sammenslutning. Den fandt stor opbakning i Sønderjylland. I 1926 lavede Cornelius Hansen fra Vester Anflod ”Bondens Selvstyre”. De sønderjyske landmænd mente ikke, at den danske stat havde ydet nok økonomisk hjælp efter Genforeningen. Det såkaldte ”Nordslesvigske Manifest” kunne fastslå, at den danske stat skyldte sønderjyderne 300 millioner kroner.
Frits Clausen turnerede rundt i Sønderjylland
DNSAP har vi flere gange tidligere været inde på her på siden. I 1931-1932 turnerede Frits Clausen Sønderjylland tynd for at gøre propaganda for hans nye parti. Ja man holdt også mange møder sammen med føromtalte LS. I begyndelsen var der både dansk- og tysksindede, der mødte op til disse møder.
Syd på i Slesvig Holsten havde NSDAP i 1932 fået hele 51 pct. af stemmerne. I Tyskland havde de fået 37 pct. af stemmerne.
Frits Clausens grænsesyn
I 1933 var 300 mennesker mødt frem i Toftlund for at høre Frits Clausen, der mødte frem med 25 brunskjorter. Her sammenlignede Frits Clausen Hitler med Martin Luther. Han ville ikke kun redde Tyskland med alle folkeslag. Frits Clausen kunne ikke lide Pastor Peberkorn og hans argumenter:
Pastoren havde efterlyst Frits Clausens holdning til grænsespørgsmålet. I begyndelsen kunne man heller ikke rigtig få klarhed om dette. Men han mente, at hele Slesvig skulle være dansk. Ja det var vel nærmest Danmark til Ejderen. Og NSDAP-N ville have Danmark til Kongeåen.
Frits Clausens ”Bovrup-Storm”
Det var ikke godt for Frits Clausen og DNSAP, at der blev indført uniformsforbud. Det kneb med at komme i den rette stemning.
De sønderjyske politikredse er fulde af rapporter, hvor danske eller tyske nazister havde fået konfiskeret uniformer eller uniformsdele.
Søndag den 26. november 1933 blev der taget en masse ”uniformerede billeder” i haven ved SA-hjemmet i Bovrup.
Men det blev for meget, da medlemmer af ”Bovrup-Storm” også viste sig uniformeret på Harald Johansens Gæstgivergård i Bovrup. 19 personer blev anklaget. DNSAP’ s mødeaktivitet var særdeles høj og møderne velbesøgte. Partiets indre liv bestod udover politikmøder også af fysisk træning og øvelser.
Partiets ”storm-afdeling” (SA) blev senere omdøbt til sportsafdeling. Den bestod af unge karle. En gang om måneden mødte man til eksercits, march og opstillingsøvelser. Formålet var at træne dem til ordensmandskab ved møder og forsamlinger. Jo, første onsdag i hver måned mødte man op i gæstgiver Johansens sal. Værten havde betinget sig, at der ikke måtte foregå noget ulovligt. Der blev også trænet i politiske slagsmål.
Politiet forsøgte at få et overblik over nazisternes træningsaktiviteter. Men ofte foregik dette på afsides beliggende steder i ly af mørket. Og der var altid stillet vagtposter op.
Jydske Tidende var ikke imponeret
Jydske Tidende havde rapporteret fra et arrangement i Toftlund. Journalisten var ikke synligt imponeret. Han hæftede sig ved fraværet af Dannebrog på festpladsen. Han kunne heller ikke frigøre sig fra den tanke, at de danske nazister kopierede de tyske.
Pastor Mallings bøn ved gudstjenesten havde godt nok omfattet folk og fædreland men ikke kongehuset. Omkring 500 havde overværet gudstjenesten. Ifølge DNSAP selv havde de andre møder omfattet 2.500 deltagere. Det var nok mere end overdrevet.
Det såkaldte ”Førerkup”
Det såkaldte ”Førerkup” foregik den 23. juli 1933 på Hotel Royal i Aabenraa. Her havde Frits Clausen truet med at gå som sønderjysk leder. Men det var kun et led i en snedig plan. Kort tid efter blev den erfarende journalist Aksel Olesen redaktør af National Socialisten.
Frits Clausen havde succes i det sønderjyske
Frits Clausen havde succes i det sønderjyske. Han var vellidt og talte sønderjysk. Op gennem 1920erne holdt han i næsten et hvert forsamlingshus i hele Sønderjylland dansk-nationale foredrag. Også ved den lejlighed gik han tilbage til den nordiske mytologi.
Mange af bønderne var blevet radikaliseret og meldt sig ind i LS. Det var ikke så langt fra Frits Clausens synspunkter.
Men tag ikke fejl. DNSAP var ikke et sønderjysk forsamlingshus-fænomen. Det var racistisk, anti-semitisk, antidemokratisk og nærede helt absurde forestillinger om den økonomiske politik.
Både på Rønshoved Højskole og i Flensborg Avis blev der i 1933-1934 flirtet med nazismen.
Flensborg Avis var brun i kanten
Også Jacob Kronika, et fremtrædende medlem af det danske mindretal i Sydslesvig flirtede med de brune. Det kom til udtryk i en artikel i Flensborg Avis den 21. april 1933. Det var dagen efter Hitlers 44 års fødselsdag. Men et par år efter kom Kronika dog på andre tanker.
Også avisens chefredaktør Ernst Christiansen var lidt brun i kanten. Han skrev en leder den 5. maj 1933 om nazismen:
Hitler blev sammenlignet med Grundtvig på højskole
Forstanderen på Rønshoved Højskole, Aage Møller formulerede sine synspunkter i højskolens årsskrift i 1933:
Aage Møller afviste, at han var nationalsocialist. Han var grundtviganer, sagde han. I 1934 erklærede han, at man skulle være ”stokblind” for ikke at kunne få øje på lighederne mellem Hitler og Grundtvig.
Den danske nazist, Mikkel P. Ejerslev var historielærer på skolen. Han holdt studiekredse på højskolen i nationalsocialisme. Han hørte til i kredsen omkring Ejnar Vaaben.
En læserbrevsskribent i Hejmdal anbefalede, at man fjernede statsstøtten til Rønshoved Højskole. Ikke en eneste fra Nord- eller Sydslesvig meldte sig til vinterholdet i 1934 og 1935.
Aage Møller var nødsaget til at fyre Ejerslev for at redde højskolen for økonomisk ruin.
Smidt ud efter kritiske spørgsmål
Den unge journalist, Bjørn Svensson har punkt for punkt gennemgået nazisternes program. Han fremhævede også, at den danske nazifører næppe kunne måle sig med Hitlers format. Jo, der er mange sandheder i hans ”Den danske nazisme i kritisk belysning”. Og den udkom i 1934. Han oplevede også selv at blive smidt korporligt ud fra et nazistisk møde, hvor han stillede nogle kritiske spørgsmål.
Danske aviser forbudt i Tyskland
Nogle af de danske aviser blev forbudt i Tyskland på grund af deres kritiske artikler. Det førte ofte til raseri i partiet. De borgerlige aviser herhjemme var også kritiske men måske i mere behersket grad.
Tillidsmænd imod nationalsocialismen
Den 17. april 1933 mødtes 300 tillidsmænd fra de sønderjyske fagforeninger i Tinglev. De ville lave et aktionsudvalg, der skulle bekæmpe nazismen. Man vedtog en resolution, der gik ud på, at man ville bekæmpe nationalsocialismen med alle stående midler. Og så skulle alt samarbejde med nazistiske foreninger og institutioner afbrydes.
Pas på ”den brune og sorte pest”
DSU afholdt den 24.-25. juni 1933 sommerlejr i Gråsten. 2.000 socialdemokrater var mødt frem. Man gik i protestmarch gennem byen. Og den unge maskinarbejder Robert Huhle advarede mod både ”den sorte og den brune pest”.
Han rettede en anklage mod de konservative og deres organ Jydske Tidende, der gav nazister og antidemokrater spalteplads. Ja han kaldte avisen for ”en samlebrønd til en kloak”.
Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Slesvigsk Parti blev afbrudt. Dette medførte blandt andet, at Tønder fik sin første danske borgmester i 1936.
Den tyske ”Marinestorm” blev indsat
Danske og tyske socialdemokrater og kommunister havde forbindelser over grænsen. Men dette blev overvåget af nazistiske grupper. Og det endte også ofte med slagsmål. Vi har tidligere i en artikel beskrevet gadeslagsmålet mellem nazister og arbejdere i Tønder.
SPD-folk blev smuglet over ”den grønne grænse” eller smuglet over Flensborg Fjord i små både. Men dette blev der også sat en stopper for. Man havde fra hjemmetyskernes side oprettet den såkaldte ”Marinestorm”, der i 1934 talte 100 mand. De holdt øje med havne og kystlinjer.
”Fredelige turister” var spioner syd fra
Ved Hostrup Sø var DSU forsamlet til en hyggelig komsammen. Der var også socialdemokrater syd fra. Men to spioner overværede det hele med kameraer. Den ene var redaktøren af Flensburger Nachrichten. Fotoerne skulle bruges til at jagte tyske socialdemokrater. De to blev opdaget, og filmene blev beslaglagt. De beklagede sig højlydt og sagde, at de var tilfældige turister. Og sådan blev det også udlagt i de tyske aviser.
Da Maja kom med hagekorsflag
I Aabenraa var skibet Maja dukket op med hagekorsflag. Skruebrækkere lodsede skibet. Arbejderne ville ikke. De kommunistiske ledere Arne Munch Petersen og Aksel Larsen var dukket op. De holdt brandtaler på havnen. Og det lykkedes dem at få skruebrækkerne til at droppe arbejdet.
Men den 8. august 1933 dukkede hjemmetyske nazister fra Rødekro og Rise op. De lodsede skibet, og var under bevogtning af en politistyrke på 30 mand. De var under ledelse af mekaniker I.M. Jensen fra Aabenraa. Han var udgiver af det nazistiske tidsskrift ”Die Fackel”.
Lokale socialdemokrater gik nu sammenmed kommunisterne til politimesteren og truede med generalstrejke såfremt politispærringen ikke blev ophævet. Men ak, inden den kom i gang var Maja blevet lodset.
Der kan fortælles meget mere
Ja kære læsere, sådan kunne vi blive ved. Men du kan læse meget mere om de dansk-tyske forhold og nazismen i de artikler, du kan se på listen. Dertil kommer så alt det, der skete inden de Slesvigske krige og under prøjsisk styre. Dette har vi ikke medtaget her.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk: Om det dansk-tyske forhold og Nazisme:
Oktober 3, 2017
Varulve-angreb eller drengestreger?
Man mente, at det var et Varulveangreb i Tinglev. Men det mente Rigspolitiet nu ikke. Det var et hævntogt. Det var ikke uden grundt, at han hed ”Sheriffen fra Tinglev”. Resolut skød han en tysk officer. Der blev aldrig skrevet en rapport om hændelsen. Man krævede dødsstraf. Der var mange rygter. Horst Issel blev anholdt. CIA forsøgte at hindre udlevering til Danmark. Man erhvervede huse og savværk. Der kom penge fra Berlin og Werner Best. Politiet holdt opdagelser hemmeligt. Et våbendepot blev gravet ned mellem Bov og Padborg. En tilfældig oprydning på Politigården afslørede en masse hemmeligheder om Varulve.
Man mente bestemt at det var varulve-angreb
Efter krigen var det en betydelig frygt i det danske samfund, om der var elementer i det danske samfund, som kæmpede for den nazistiske sag. Man affærdigede det med, at det var noget værre vås. Der var mange artikler om temaet.
Men så den 1. april 1946 skete der et attentat mod politistationen i Tinglev. En håndgranat blev smidt ind gennem vinduet. Der var heldigvis ingen døde eller sårede. Man mente helt bestemt, at var et varulve-angreb.
Otto ”Varulv”
Man mente, at der rundt omkring i virksomheder, sad folk til at komme i gang. Både datidens medier og befolkning krævede, at politiet kom i gang med at undersøge aktionen i Tinglev.
Dette pres kunne Rigspolitiet ikke sidde overhørig. Siden april 1945 havde Otto Olsen beskæftiget sig med varulve. Blandt kollegaer blev han kaldt ”Otto Varulv”. Han tog til Tinglev og sammen med det lokale politi gik man i gang med undersøgelserne.
Sideløbende var modstandsbevægelsen gået i gang med deres undersøgelse. De var ikke i tvivl. Episoden var et varulveangreb.
Ikke uden grund ”Sheriffen fra Tinglev”
Den lokale politibetjent Jens Peter Egebjerg Andersen blev ikke uden grund kaldt for Sheriffen fra Tinglev. Han var i den grad blevet forhadt af de tysksindede. Med stor nidkærhed kontrollerede han den tyske udrejse.
Sheriffen skød resolut
Den 18. december 1945 kom en gruppe på 900 Luftwaffe-soldater igennem Tinglev. 50 danske soldater var udkommanderet sammen med det lokale politi at foretage en visitation af de tyske soldater.
Omkring klokken 22 blev de tyske soldater kommanderet ud af togvognen til visitation. En tysk løjtnant modsatte sig på det kraftigste, idet han hævdede at de tyske soldater var under englændernes beskyttelse.
Landbetjent Andersen tog løjtnantens indvendinger meget ilde op. Han beordrede derfor officeren ind på stationskontoret. Han trak sin pistol og fortalte officeren, at han ville tælle til tre, hvis tyskeren ikke inden den tid var faldet til ro, ville han skyde ham.
Løjtnanten nægtede imidlertid fortsat at makke ret, og Andersen afsikrede derfor resolut sin pistol og skød uden yderligere varsel.
Ingen rapport
Udenfor blev de tyske soldater noget ophidsede, og flere protesterede meget voldsomt. Dette løste han ved at skyde over hovedet på dem.
Efterfølgende blev der ikke lavet nogen officiel rapport over sagsforløbet. Hjemmetyskerne blev rasende over dette. Flere gange rejste de sagen blandt andet i Der Nordschleswiger.
Det var et hævntogt
Det var særligt dette forhold Otto Olsen undersøgte. Og opmærksomheden rettede sig mod en ung mand fra Løgumkloster-området ved navn Nicolaj Westergaard. Hans forældre var på en meget hårdhændet måde blevet interneret i Faarhuslejren.
Denne unge mand havde fundet 13 yngre mænd og kvinder, hvoraf var tre nazister. De havde planlagt dette hævntogt mod ”Sheriffen fra Tinglev”.
Man krævede dødsstraf
Anklagemyndigheden forlangte dødsstraf, men Tønder Ret gav ham 12 års fængsel. Det blev senere nedsat til 6 års fængsel. Man fandt yderligere en gruppe i Tønder på syv mand. Man havde siddet i den tyske roklub og planlagt hævntogter mod en masse, der var imod det tyske mindretal. Men det havde ikke noget med varulveangreb, at gøre.
Gruppen fra Løgumkloster havde dog adgang til pistoler, karabiner og håndgranater. Dem havde de fået indsamlet fra hjemrejsende tyske tropper. Våbnene blev nedgravet i kasser i kasser i en skov ved Løgumkloster.
Mange rygter
Den dag i dag kan man læse, at angrebet var et varulveangreb. Således skulle en nazigodsejer på Sorø-kanten og tidligere Hipo-løjtnant være leder af en varulvegruppe ved navn Edelweiss. Og han skulle rekruttere løsladte fra Fårhuslejren.
Om den havde eksisteret vides ikke. Det eneste, der tydede i den retning var et trusselsbrev til PET-lederen, Ernst Brix:
Nu skal det dertil siges, at Brix også var forhadt af det tyske mindretal med hans overvågnings-aktiviteter efter besættelsen nede i Sønderjylland.
Et andet rygte gik på, at Varulvebevægelsen skulle have købt et savværk et sted i Midtjylland. Rigspolitiet undersøgte også dette forhold men fandt ikke noget konkret.
Så gik der rygter om, at varulve i Sønderborg. Her skulle man have investeret i forskellige kørertøjer, så man kunne fragte folk hurtigt over grænsen.
1948: Ingen samlet varulveorganisation i Sønderjylland
I 1948 kunne man fra Rejseholdet konstatere, at der ikke fandtes en samlet varulveorganisation i Sønderjylland. Så faldt det lidt mere ro over det. Men i 1949 skete der noget, der satte gang i det igen.
Der skulle opbygges en varulvebevægelse
Horst Issel, der var blevet indsat som leder af Peter-Gruppen blev pågrebet i Tyskland og sendt til Danmark. Så kan det godt være at kriminalfolk spærrede både øjne og ører op, da man forhørte ham.
Han var oprindelig sendt til Danmark for at opbygge en varulvebevægelse. Åbenbart havde Hitler udtalt, at såfremt tyskerne tabte skulle alt gå under i terror-såvel i Tyskland som i de besatte lande.
Skulle være parat med terror
Når de allierede tropper efterhånden befriede landet skulle varulvene begynde deres arbejde med drab og ødelæggelser af enhver art. Handlingerne skulle fortrinsvis rettes mod ledende personer og livsvigtige mål.
Øverste leder af Varulvebevægelsen inden for SS blev SS-brigadefører Walter Schellenberg. Otto Skorzeny blev beordret til at forestå det praktiske arbejde. Ifølge Horst Issel var Varulvebevægelsen inddelt i fire Jagdverbände, nord, øst, sydøst og sydvest.
To af besættelsestidens største terrorister, Kai Henning Bothildsen og Henning Brøndum var med i bevægelsen, der udgjorde 80 medlemmer. De 70 havde været på partisanuddannelse i Tyskland. En anden kendt terrorist var Erik V. Petersen fra ET. Han sørgede for falske ID til Varulvene.
Erhvervede huse og savværk
Man erhvervede sig et par huse, hvor man placerede radioudstyr. Man havde også erhvervet et savværk. Midt mellem Svenborg og Nyborg lå et sprængningsdepot. Og forskellige depoter med levnedsmidler blev også nedgravet.
Grupperne i Kolding og Århus havde deres egne biler. Ellers brugte man taxaselskaber eller private bilfirmaer.
Penge fra Berlin og Werner Best
Til finansiering af alt dette fik man penge anvist fra København. Enkelte beløb havde man dog fået fra Werner Best selv.
Horst Issel havde også fået falske pund og dollarsedler. Ved kapitulationen stod han tilbage med 12.000 kr. som han uddelte til medlemmerne af varulveorganisationerne og enkelte hjemmetyskere i Sønderjylland. De falske penge brændte han.
CIA forsøgte at hindre udlevering
Der er måske stadig nogle varulve rundt om i Danmark. De fleste har dog taget deres hemmelighed med i graven. Og Horst Issel, ja han var efter krigen blevet ansat som CIA-agent. Og fra den side havde man forsøgt at hindre udleveringen til Danmark.
Politiet holdt tingene hemmelig
Issel blev idømt en straf på 20 års fængsel, men blev allerede løsladt i 1953. Issel nævnte aldrig placeringerne på huse eller navne på personer og gik heller ikke i detaljer. Politiet holdt tingene hemmelig. De havde også nok at se til med Edderkoppesagen og Dobbeltmordet på Peter Bangsvej. De ville også undgå mediehysteri.
Gravet ned mellem Bov og Padborg
Der var en speciel uddannelseslejr i Neustrelitz. Den tog specielt sigte på varulvevirksomhed i Danmark. Der var erklæret dødsstraf for overtrædelse af de givne instrukser om tavshed vedrørende enhedens formål og uddannelse.
Efter endt uddannelse blev den danske gruppe den 3. maj 1945 udstyret med civilt tøj, penge, identitetskort og et større våbenarsenal, herunder plastisk sprængstof, håndgranater og forskellige våben.
Alt dette blev samme aften ført over grænsen i en hestevogn og gravet ned mellem Bov og Padborg. Opgaven for varulvene var nu at glide ind i samfundet som civilister. Deres ordre lød på, at de i dagene mellem den 8. og 10. maj skulle se efter en annonce i en bestemt avis med ordlyden:
Efter at have indlagt billet på annoncen ville de blive kontaktet og modtage videre ordrer. Se dette er noget af det, der fremgår af retsopgøret.
Hårdt anslag mod gruppen
Befrielsen 5. maj kom imidlertid i vejen for gruppens videre aktiviteter. De fleste blev hurtigt interneret. Men ingen af dem har så vidt vides udført militære aktioner. Åbenbart skulle den største celle have ligget i Tønder. Men fra amerikansk side har man påpeget, at de danske formodninger om antal m.m. er stærkt overdrevne.
Måske havde situationen set anderledes ud, hvis russerne var kommet først. Men åbenbart var der ingen varulve på Bornholm.
En tilfældig oprydning
Den 19. april 1945 blev Varulve-lederen Erik V. Petersen likvideret af Holger Danske-modstandsfolk, hvilket har været et hårdt anslag for gruppen.
Pludselig dukkede der materiale frem i forbindelse med kriminalbetjent Erland Leth Petersens tilfældige oprydning i mellemgangen over sit kontor på Politigården. Det viste sig at være materiale, der hidrørte fra efterforskningen af Varulvebevægelsen. Man fandt uudfyldte vielsesattester fra Kolding, dåbsattester, folkeregistre og en kirkebog fra Hostrup Sogn. Der var også soldaterbøger og passtempler.
Nederst i bunken findes 20 kort med nedgravningssteder på sprængstof- og våbendepoter uden for Kolding. Hvert kort har detaljerede beskrivelser af, hvad der ligger, springstoffer, maskinpistoler, håndgranater, tændblyanter med videre.
Der var våben og sprængstoffer mindst 130 steder i Danmark.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 203 artikler fra Besættelsestiden før, under og efter, herunder:
Oktober 1, 2017
Bloddrenge og unge nazister
En SS-uniform koster i dag 75.000 kr. 4.500-6.500 var unge nazister i Danmark. Og så var der flere ”næsten nazistiske” organisationer herhjemme. Og det var dengang, da KU var uniformeret. Man skulle være tro over for Gud, Fædreland, Folk og Fører. Vi kigger på den nationalsocialistiske opdragelse og væbnerprøven. Man fik efterhånden sort uniform. Den nye musik nedbrød respekten for egen kultur. 40 pct. af medlemmerne havde været Konservative. Forældrene var ofte uvidende. Og tyskerne ville uden om det hele oprette ”Germanske Ungdom”. Og så var det Bloddrengene og Blodfanen. Schalburg var nærmest en religiøs besættelse. Mottoet var også ”Forrest i faren og sidst i ly”. Et medlemskab havde sin pris. Mange kom med i terrororganisationer. Men nazister oplevede en politisk skueproces i restopgøret. Mange oplevede personlig og social isolation.
En SS-uniform til 75.000 kr.
Det er endnu nogen, der mindes krigen. De var SS-frivillige, medlemmer af Frikorps Danmark eller måske medlem af N.S.U. Poul Sommer, manden bag Sommerkorpset var på et tidspunkt formand for et mindested ved Gudenåen. Den har vi omtalt i en anden artikel. Men det er også ”Sammenslutningen af 2. juli”. Det er netop den dag, hvor Schalburg faldt i nærheden af Leningrad i 1942.
Jo, der er også penge i de gamle rekvisitter fra dengang. Derfor er der blevet stjålet fra arkiverne, ja og derfor bliver vi i den grad overvåget, når vi er der.
Frits Clausens privatarkiv er solgt for 1,1 millioner kroner. En original Waffen SS-uniform kan købes for 75.000 kr. Men man kan sandelig også købe nye kopier af naziuniformer, medaljer, jernkors, gasmasker, stålhjelme og armbinde. Gad vide, hvad ”Blodfanen” ville gå for, hvis den stadig findes?
4.500-6.500 var unge nazister
Mellem 4.500 og 6.500 unge danskere var i årene 1932-1945 medlem af National Socialistisk Ungdom (N.S.U.) Og et stort antal af disse meldte sig frivilligt til østfronten. Her kæmpede de ideologisk skolede unge med stor fanatisme.
Flere ”næsten nazistiske” organisationer
Snart samarbejde man også med Hitler Jugend og sendte folk syd på til yderligere skoling. Nu fik moderpartiet DNSAP aldrig den helt store tilslutning herhjemme. Men der var jo også flere. Således også den fascistiske og nationalistiske inspirerede parti LS, som fik over 100.000 medlemmer. Søsterorganisationen Jord, Arbejde, Kapital (J.A.K.) fik 35.000 medlemmer. Ja så var det vel 5-6 andre nationalsocialistiske organisationer.
Dengang KU var uniformeret
I slutningen af 1930erne gik KU væk fra den tysk inspirerede SA-stormtrup-linje. Pludselig faldt medlemstallet. Eller var det den italienske fascist-linje, der domminerede i 1930erne.
I 1933 dannede KU et uniformeret korps med olivengrønne uniformer, ridestøvler og skrårem. Måske var det en efterligning af de italienske sortskjorter. Målet var at udvikle et militærlignende korps. Der stod de, 500 mand på Gentofte Kirkeplads. ”General” Hollbøll var tydeligvis stolt af sine 7 kolonner ”konservative stormtropper”.
De havde sandelig også sommerstævner med politisk skoling, marchøvelser og eksercits. Ja og mange KU’ er meldte sig da også senere til Frikorps Danmark. Men dennegang er DNSAP og KU det gælder.
”Hellige Krigere” i Nazismens tjeneste
DNSAP blev oprettet i 1930 af ritmester og Spejderbevægelsens stifter Cay Lembcke. Ved valget i 1939 fik DNSAP tre mand i Folketinget. Og omkring 12.000 fulgte med til den endelige kapitulation. I starten af 1943 var der endnu 21.500 medlemmer.
I en periode fra 1939 skiftede ungdomsafdelingen navn til Danske Drenge for at trække flere unge med. Nu skyldtes det også, at Wilfred Petersen kaldte sin ungdomsorganisation for N.S.U.
Jo, de kaldte sig også ”Hellige Krigere” i nazismens tjeneste. De ville stifte et herrefolksutopia på jorden i Hitlers ånd-uden jøder og kommunister.
Vær tro mod Gud, Fædreland, folk og fører
Man valgte ”Thors Hammer” som symbol. Det var nordisk tegn for styrke. Danske Drenges kampblad hed ”Hammeren”. Og snart blev organisationen igen ændret til N.S.U.
For at blive medlem af N.S.U. skulle man være indforstået med Ridderloven:
Man skulle besegle loven ved at sige:
Da Schalburg var landsungdomsfører
Bortset fra det med føreren var lovene mere eller mindre hentet fra Spejderbevægelsen. Og det mindede N.S.U. vel også om i begyndelsen. Det var jo også en spejderleder, der havde oprettet bevægelsen. Men der kom snart andre boller på suppen.
I 1939 udnævntes Christian Frederik von Schalburg til landsungdomsfører. Med ham kom der en ny kampånd ind i bevægelsen. Nu kom der også et tjenestereglement og appelsang.
I Fædrelandet den 18. september 1940 gav han sin beskrivelse af de sørgelige forhold, der herskede på ungdomsområdet i Danmark. Han mente, at der skulle en helt ny opdragelse til. Og dette skulle han nok sørge for i N.S.U. Han mente også, at organisationen skulle være en forskole for Waffen SS. Men dette brød Frits Clausen sig bestemt ikke om.
Renthe-Fink var godt tilfreds med N.S.U.
I 1941 kunne Rethe-Fink konstatere, at N.S.U. s opbygning stort set svarede til Hitler Jugend. I juni samme år roste Renthe-Fink kaptajn Lærum for sit engement med at skaffe medlemmer til N.S.U. Men nu var det vel ikke mere end 1.500-2.000 medlemmer på daværende tidpunkt.
Væbnerprøven
Man skulle gennem en væbnerskole, som førte til væbnerprøven. Man skulle også bestå en idrætsprøve. Så var det også lige Dannebrogs historie, som man skulle fortælle. Ja og Kong Christian skulle også afsynges. Ja og af arisk slægt skulle man også være, og ens fire bedsteforældre skulle også være ariske.
Egen uniform
N.S.U. havde deres egen uniform. Man skulle bære brun skjorte, brune korte benklæder og et hvidt hagekors i et rødt cirkelfelt på venstre overarm. I 1940 indførte Schalburg en sort uniform. Uniformsjakken var også sort. Huen var i udformning lige som hærens felthue bare med en kvast. Ja og så skal vi ikke glemme en sort livrem med skrårem.
Gradstegn
Man havde forskellige gradstegn. Og det var til hirdefører, storhirdefører, stammefører, bannerfører og storbannerfører. Når man var 18 år, blev man overført til partiet. Overførsler skete to gange om året, den 1. april og den 12. november. Sidstnævnte dato var fordi det var Frits Clausens fødselsdag.
Den nationalsocialistiske ungdomsopdragelse
Den nationalsocialistiske ungdomsopdragelse skulle føre til at skabe en ungdom af ideologiske medkæmpere. Man fik både en teoretisk og praktisk undervisning. Man kopierede Hitler Jugend med en ugentlig hjemmeaften, en ugentlig sportseftermiddag og en kortere eller længere udflugt hver anden weekend.
I Mein Kampf sagde Hitler, at det var ens ideologiske pligt at pleje og træne sit legeme over for race, folk og fædreland. I N.S.U. fortolkede man, at der findes en uafviselig pligt til at bevare slægten så sund som muligt.
Friluftsliv, sol og vind var en del af var en del af sundhedslæren hos N.S.U. Med militær disciplin blev man tjekket, om man var renvasket, havde renset negle og kæmmet hår.
Værne om land og folk
Hitler understregede vigtigheden af den fysiske træning i ungdomsopdragelsen. Han mente heller ikke, at ungdommen skulle blive ”en generation af bogorme”. Fysikken skulle have forrang. Mandens vigtigste opgave var at værne land og folk. Kvindens opgave var at føde og opfostre. N.S.U levede fuldt op til disse værdier.
Drengene blev udsat for klassisk gymnastik. Man gik mere op i kampsport og atletik end i boldspil. Brydning og boksning var noget, som man gik meget op i. Drengene skulle satse på ”styrke, kraft og udholdenhed”. Hos pigerne var det ”ynde, koordination og balance.
Man kunne også få feltsportsmærket. Så skulle man mestre 40 kilometers march på under 8 timer og 15 km orienteringsløb på under to timer med melding. Dertil kom forskellige terrænøvelser.
Hitler Jugend havde doneret svævefly til N.S.U. Og disse flyvninger foregik fra Lundtofte Flyveplads. Der var selvfølgelig også skydetræning.
Germanerne havde størst værdi
Hvor jødedommen var det største racemæssige fjendebillede var kommunisterne de største politisk-ideologiske fjender.
Germanerne var den sprogstamme, der havde størst værdi. De åndssvage blev brugt som skræmmebilleder på samfundets fejldisponeringer. Danerne var overlegne. Ja vi er efterkommere af en hårdfør, smuk og stolt race. Jo og så var SS-soldaterne ”Vikingernes sande efterkommere”.
Gennem helteskildringer skulle ungdommen begejstres og motiveres. Og der var masser af helte i Danmarkshistorien. Knud det Store, Valdemar Sejr, Niels Ebbesen, Absalon, Tordenskjold, Niels Juel m.m.
Den nye musik nedbrød respekten
Den ny musik, der strømmede til især fra USA truede med at nedbryde respekten for Danmarks fortid og kulturhistorie. Værdifulde kulturgoder var folkedans, Folkedragter, Folkeviser og gamle skikke.
De såkaldte ”Svingpjalter” var modsætninger til N.S.U. Det var dem, der elskede swingmusik. Homoseksualitet var en dødssynd. Urskovshyl, negerskrål og angorasokker var langt fra den vikingeånd, man søgte at fremelske i N.S.U. Her så man også med bestyrtelse på spejderlejernes indianerlejre.
Børn bliver ødelagt ungdomslitteratur. N.S.U, opbygget egne biblioteker. Man lavede lister over godkendt litteratur. Egne sangbøger producerede man også. Således udkom der i 1942 en sangbog med 77 sange.
Nære forbindelser til Hitler Jugend
Man havde også Førerskoler. Her lev kønnene adskilt, når der blev undervist. Omgangstonen mellem kønnene skulle være sund og naturlig.
Hitler Jugend ønskede, at have nære forbindelser til N.S.U. Tyskerne var dog også meget hjælpsomme. I Bovrup-arkivet findes der således også korrespondance mellem Frits Clausen og Hitler Jugends repræsentant i Danmark.
Frits Clausen var bange for, at SS ville overtage N.S.U. og DNSAP. Frygten var vel heller ikke helt ubegrundet.
40 pct. af N.S.U. havde været Konservative
De andre ungdomsorganisationer blev moppet, og der kom da også til konfrontationer, når man mødte hinanden. KU blev kaldt for ”Kagekonernes Ungdom og DSU blev kaldt for Balforeningen DSU.
Men egentlig havde 40 pct. af DNSAP’ s medlemmer før besættelsen været medlemmer af De Konservative eller KU. En hel KU-trop i hovedstadsområdet skiftede i 1930erne over til N.S.U.
Den 3. maj 1942 kunne man Fædrelandet læse, at Søren Kam var udnævnt som stabschef for N.S.U.
Forældrene var ofte uvidende
Forældrene var ofte ikke vidende om deres børns tilknytning til N.S.U. Børnene turde ikke indvie dem i deres aktiviteter. For mange af de unge var det pompøse en slags tiltrækningskraft. N.S.U. var godt klar over problemet. De udgav to pjecer, der henvendte sig direkte til ”Danske forældre”.
Fædrelandet og National Socialisten kunne fortælle om drabelige konfrontationer.
Tyskerne ville oprette ”Germansk Ungdom”
Fra tysk side mente man efterhånden, at DNSAP havde udspillet sin rolle. Man mente også, at det gik alt for langsomt med hvervningen til fronten. Men det var også som om, at SS fik mere indflydelse under Hans Jensens lederskab. Men SS satsede faktisk på en organisation helt uden om N.S.U. og DNSAP.
Man ville oprette en afdeling af ”Germanisk Ungdom”. Organisationen skulle ledes af prominente danskere. Samarbejdet skulle begynde meget forsigtigt. SS regnede med, at man efterhånden kunne sende 120 unge til militærtræning i Tyskland om måneden.
Egentlig skulle Werner Best kun sørge for 1/5 af beløbet. Og det beløb kan godt virke astronomisk højt. Hele 2,1 millioner kr. om måneden. Åbenbart havde den militære øverstkommanderende i Danmark, Herman von Hanneken givet tilsagn om at skaffe alle pengene, da SS mod forventning ikke selv kunne skaffe midlerne.
Aftalen skulle underskrives i midten af oktober 1943. Men i lyset af folkestemningen i Danmark efter august 1943 blev denne ordning aldrig gennemført.
N.S.U blev udskilt af DNSAP
Den 15. september 1943 blev N.S.U. udskilt fra DNSAP. Det var i første omgang for at holde ungdommen væk fra interne stridigheder. Og disse stridigheder var der konstant. Alene fra 1935 og frem til adskillelsen i 1943 har der været mindst syv udbrydergrupper fra DNSAP.
Besættelsesmagten var også glad for adskillelsen fra DNSAP. Nu regnede man med, at kunne få mere indflydelse.
Ønskede N.S.U. som en del af Schalburgkorpset
På et tidspunkt mente Werner Best, at N.S.U. skulle være en del af Schalburgkorpset. Men det mente hverken Frits Clausen eller landsungdomsfører Hans Jensen.
Tyskerne øgede deres tilskud til N.S.U. Og nu begyndte man også på tyskundervisning. I stigende grad begyndte man at sende unge i førerskoler i Tyskland. N.S.U.’ er, der var gamle nok, blev opfordret til at melde sig til Waffen SS. Og retorikken blev også kraftigere:
Endte i engelsk krigsfangelejr
I alle nazistiske blade og skrifter blev de frivillige fremstillet som helte. Mange gange blev der sendt N.S.U.’ er sendt til de såkaldte WE-lejre syd på. Så sent som den 7. april 1945 blev 16 N.S.U.’ er sendt til Seeboden i Østrig.
Da skoleopholdet sluttede den 5. maj var infrastrukturen brudt fuldstændig sammen. De unge fik nu stukket et gevær i håneden og fik et tre dages lynkursus hos Waffen SS. Det var fordi, at de russiske tropper nærmede sig. Og alt kunne bruges. De fleste drenges skæbner er ukendt. De danske drenge, der undslap tilbragte de næste 12 måneder i russisk krigsfangelejr.
I Bovrup-arkiverne fremgår det, at 177 unge deltog i de germanske WE-lejre. Men listerne er særdeles mangelfulde. Det rigtige tal er nok 675.
402 navngivne N.S.U.’ er meldte sig til tysk krigstjeneste. Men også dette tal er antagelig væsentlig højere.
”Bloddrenge”
En særlig gruppe blev kaldt ”Bloddrenge”. De kom fra ”Absalons Banner” i København, og det var Schalburgs egen distrikt. Ja navnet kom af, at disse drenge under et stævne i Kolding kom op at slås med ”De Røde”. De medbragte en fane, som blev plettet af blod. Derefter dømte Schalburg drengene for ”Bloddrenge” og fanen for ”Blodfanen”.
Mindst 30 ”Bloddrenge” meldte sig til fronten og fanen var selvfølgelig med. Det var den også, da Schalburgs lig skulle hentes ude på kamppladsen. Og det kostede endnu flere døde. De optrådte som en selvbestaltet hird omkring den karismatiske førerskikkelse, Schalburg. Ja, de havde nærmest et religiøst forhold til denne
Beundrede, feterede og misundte
Ja sådan formulerede ”Bloddrengene” det. Men egentlig var de kun 12 stykker, men historien bliver hele tiden gradbøjet. De kom fra Gentofte, Charlottenlund og Ordrup.
I de danske nazisters militære hierarki er ”Bloddrengene” meget beundrede, feterede og misundte. Schalburg dyrkede begrebet. Han udnævnte en af disse knægte til ”Æresbloddreng”. Så kunne man hvis ikke nå længere!
Schalburg var tydeligvis stolt af sine drenge. Han fungerede som vejviser og samlingspunkt for dem. Disse ”Bloddrenge” var en slags martyrer. De var i offerrollen. Måske var døden for dem vejen i paradis. Ja blandt disse blev det godt nok kaldt Valhalla. ”Blut und Boden” var en slags stammefællesskab for dem.
Forrest i faren og sidst i ly
Deres motto var ”Forrest i faren og sidst i ly”. Ja dette kom også til at koste de fleste af bloddrengene livet.
Schalburg havde forklaret dem, at ”Krigen var stor og skøn”. Men de fandt ud af, at:
Ja sådan udtrykte en af ”Bloddrengene”, Erik Herlev Nielsen det mange år senere. Han kom til at sidde ret lang tid i russisk fangenskabt, ja hele 9 år. Han blev taget af russerne i 1944-hårdt såret. Først i 1953 blev han løsladt.
Schalburg fik nærmest en statsbegravelse
Schalburg var på det tidspunkt leder af Frikorps Danmark. Og i N.S.U. så man op til ham som en slags ”Overhelt”. Han fik nærmest en statsbegravelse med radiotransmission og deltagelse af statsminister Buhl, udenrigsminister Scavenius, forsvarsminister Brorson og hærchef Gørlitz. Men dette vil man helst glemme i dag.
Søren Kam – også en af dem
En af dem, der blev optaget i ”Bloddrengene” var Søren Kam. Han er nok den dansker, der er den højst dekorede blandt danskere i Waffen SS. Derfor så man op til ham i N.S.U.-kredse. Han blev egentlig aldrig straffet for sine handlinger, mord m.m. Men fra dansk side var man nu ikke særlig energiske med at få ham udleveret.
Et medlemskab havde sin pris
Et medlemskab af N.S.U. kunne have sin pris. Kun de færreste undgik forfølgelse. Forfølgelse og chikane kom fra ikke nationalsocialistiske danskere. National Socialisten havde i sensommeren 1942 denne overskrift:
Det var en beskrivelse af et overfald ved Frederiksdal Kro den 9. august 1942.
Førere blev tilbudt våbentilladelse
Efter 1943 blev det almindeligt, at alle førere i N.S.U. blev tilbudt Waffenschein (Våbentilladelse). Landsungdomsføreren havde endda livvagt på. For modstandsbevægelsens side var hjemvendte N.S.U er fra fronten også mål for likvideringer, ja det var det efter 1944 for alle uniformerede i tysk tjeneste.
En mislykket aktion
Den 7. oktober 1944 gennemførte modstandsbevægelsen en aktion mod Breidablik i Holte. Ud over våben ville modstandsbevægelsen sikre sig et kartotek. Aktionen startede også godt nok for de 20 modstandsfolk. Men åbenbart havde man ikke taget højde for, at nogle af de tilstedeværende fra N.S.U. havde været frivillige ved østfronten.
Det udartede sig til en regulær ildkamp, hvor modstandsfolkene måtte tage flugten. De efterlod sig kartoteket og de fleste våben.
Mange var med i terrororganisationer
En af de mest berygtede folk fra N.S.U. var Ib Gerner Ibsen. Han blev leder af den berygtede Schiøler- gruppe. Gennemgangen vaf retsopgøret viser også, at nogle af de ældre N.S.U er tilsluttede sig Schalburgkorpset og HIPO. De var også at finde i Landstormen, ET og SD. Et tidligere medlem var også i den berygtede Birkedal-Hansen gruppe.
Politisk skueproces
Mange af medlemmerne af N.S.U., som kun havde været medlemmer af organisationen og ikke andet, blev også dømt i retsopgøret. Man mente, at medlemskab af N.S.U. kunne sidestilles med at være medlem af et vagtkorps for besættelsesmagten. Dette blev så takseret til 2 års fængsel.
For de danske nationalsocialister var retsopgøret en politisk skueproces, hvor de blev dømt for deres politiske overbevisning.
En unge kvindelig nazist, der havde lavet skansearbejde ved Seest og skrevet en artikel om sport i et af de nazistiske blade fik også to års fængsel. 10.000 af danskere, der havde lavet skansearbejde slap ellers for fængsel.
Personlig isolation
For mange nationalsocialister betød befrielsen også personlig isolering, ja og også en social udelukkelse fra det omgivende samfund. Nogle af de nazister, der havde fundet arbejde oplevede, at politiet dukkede op og fortalte arbejdsgiveren, at han havde ansat en landsforrædere.
Ja samfundet indledte også tjenestemandssager mod nazister. For var man sådan en, så havde man med garanti arbejdet sammen med tyskerne.
Opbakningen var ringe
Opbakningen til N.S.U. i Danmark forblev ringe. I Danmark var det meget begrænset del af ungdommen, der var udsat for nationalsocialistisk påvirkning. Men hvor det skete, bed ideologien sig fast med overvældende styrke og fremmanede troen på nationalsocialismens rigtighed og ufejlbarlighed.
Det var helt almindelige unge ofte fra velbjergede hjem. De fik et helt andet indblik inden for rammerne for handlinger og holdninger inden for kunst, politik, sport, kultur, menneskesyn og verdensopfattelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 202 artikler om tiden før, under og efter besættelsestiden herunder:
September 26, 2017
Hos apoteker Collenburg i Haderslev
Vi besøger apoteker Collenburg i 1848. Han var den 13. indehaver af Hjorte-Apoteket. Han var søn af en sukkerfabrikant fra Flensborg. Han var en mand med eksklusiv smag og havde en ung og smuk kone. Han talte behersket med fordrejet om Slesvig-holstenismen. Nu blev stemningen forandret. De danske officerer havde svært ved at beherske sig. Officererne gav konen det glatte lag. Det slog gnister og kaptajnen spildte sin kaffe. Holdningen til apotekerfruen kom under nul. Apoteker Collenburg kom til at forgribe sig på en Haderslev-borger, der ikke var enig med ham. Sagen kom for retten, og apotekeren så sig nødsaget til at flytte til Lybæk.
Artikeloversigt bagerst
Bagerst i denne artikel kan du finde en oversigt over artikler om optakten til og selve de slesvigske krige. Du kan også finde en oversigt over Haderslev artikler på www.dengang.dk
I Apotekergade 9-i 1848
Jo vi har skam før besøgt Hjorte-Apoteket i Haderslev. Det er Jyllands ældste apotek. Dengang blev vi ikke inviteret indenfor, men det gør vi her i 1848.
Vi befinder os i Apotekergade 9 i Haderslev. Den oprindelige bindingsværksbygning blev opført i 1682 som en ti-fags bindingsværksbygning i to etager med to svagt fremspringende sidefløje. Det er kun en tøndehvælvende kælder i det nordvestligste hjørne, der er tilbage af dette hus i dag. Men denne bygning blev revet ned og en ny opført i 1842 af apoteker Collenburg.
Der var også nationale spændinger hos borgerskabet i Haderslev dengang. Men her i huset var det en smuk kvinde, der styrede hjemmet.
Den 13. indehaver af apoteket
Apoteker Collenburg var den trettende indehaver af apoteket, der havde en stolt 400 års historie. Og denne historie har vi delvis beskrevet i den første artikel. Ved hjælp af bygmester Paul Christensen lod han apoteket opføre i den nuværende skikkelse.
Søn af sukkerfabrikant fra Flensborg
Porten mod nord er tilføjet i 1927 og verandaen imod gården i 1935. Hele bygningen gennemgik i 1948 en omfattende indvendig ombygning, der ændrede den hidtidige rumindretning i såvel forhus som sidehus.
Vest for indgangen hænger en baroktavle med følgende indskrift:
Han var søn af en sukkerfabrikant i Flensborg, som var gift med Gunhilde Dorothea, født Nissen, datter af en ritmester i Slesvig, der i mange år havde været i tjeneste i den danske armé.
En mand med smag
Apotekeren var en mand af smag. Både apoteket og hjemmet var præget af gedigne mahognimøbler, kunstgenstande og luksusudstyr, som man kunne hygge sig med. En dansk feltlæge fortæller, hvordan en junidag i 1848 kunne gå for sig:
Stemningen blev forandret
Det var luksus og smag udbredt over de store værelser, som fortjente betegnelsen udsøgt. Efter ”telivet” var det en sand nydelse at møde kultiverede mennesker. Jo det var det rene idyl.
Men så kom mødet mellem Slesvig-Holstenismen og den danske nationalfølelse, som officererne og militærlægen repræsenterede, så blev stemningen forandret.
Svært at beherske sig
Officererne gav hende det glatte lag
Dagbøgerne giver en pragtfuld skildring af den usædvanlige ”after dinner chat”. Der blev så dramatisk, som selskabelig takt kan tillade.
Kaptajnen spildte sin kaffe
Det slog gnister
Det første møde mellem det nationale Danmark og den nyopståede Slesvig-Holstenisme i et rigt og kultiveret Haderslev-hjem fik det altså til at slå gnister. Men med den selskabelige omgang mellem de modsat indstillede parter var det også dermed forbi.
De indkvarterede danske officerer blev, meddeler en af dagbøgerne, rigelig forsynet med både vådt og tørt. Men apotekeren holdt sig fremover fra officererne. Han syslede i sit apotek og fruen holdt sig skjult på et kontor. Dagligværelserne blev helt overladt til officererne. Man indskrænkede sig til kolde høflighedsvisitter, hvor al konversation var bandlyst.
Holdningen røg helt ned
Dog gjorde den unge feltlæge på Hjorte-Apoteket en undtagelse fra reglen. Han skriver i sin dagbog:
Apoteker Collenburg flyttede til Lybæk
Det var dagbøgerne. Historiens annaler lader forstå, at heller ikke apotekeren altid var lige velovervejet i sin slesvig-holstenske begejstring. Således forgreb han sig Kristi Himmelfartsdag 1848 på en Haderslev-borger på Torvet i et nationalpolitisk opgør.
Den efterfølgende retssag gav stødet til, at Collenburg solgte Hjorte-Apoteket og flyttede til Lybæk i 1852. Dermed endte dette hjems saga i Haderslev.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om 1864 og De Slesvigske krige-Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Haderslev: På www.dengang.dk finder du disse artikler:
September 11, 2017
Christian den Fjerdes Ladegård
Dette er 10. artikel om Ladegården-lemmerne og åen. Vi er helt tilbage i begyndelsen og tiden før. Vi befinder os nærmest på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, Chr. Den Fjerde var kendt for sit byggeri og anlægsvirksomhed. Kongen overtager Kalvehave og fandt Skt. Jørgens Sø helt udtørret. Der måtte måles og sættes grænsepæle. Ladegården var et meget moderne anlæg. Der var plads til 500 køer/okser. Her blev anlagt fiskedame. Og 18 broer blev anlagt i området. Nyby Ladegård blev rippet og genbrugt. Men så kom der en frygtlig og ødelæggende storm. Det gik et par år inden Ladegården blev genopført. Men den blev nu knap så stor. Vi kigger på, hvem der var ansat. Produktionen var sat i system.
På grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro
Vi har her på siden efterhånden ret meget stof om Ladegården og den tilhørende å. Men der dukker hele tiden nyt op eller sagt på den anden måde, der dukker hele tiden gamle ting op.
Egentlig hører Ladegården til Frederiksberg, men den har jo også haft stor betydning for Nørrebro, så mon ikke det kan forsvares, at vi fortsætter med at ligge den under denne kategori.
Vi følger åen
Vi følger Ladegårdsåen fra det punkt hvor den under jorden løber ud i Peblinge Søen og til det sted, hvor Lygteåen støder til. På denne strækning har man Nørrebro til den højre side og Frederiksberg på den venstre side. Under Åboulevarden fortsætter den. Men i 1940erne var der et lille stykke, der endnu var åben til glæde for ungdommen. Langt om længe udløber åen i Damhussøen.
Længe før Ladegården
Vi skal ikke glemme, at Serridslev, Solbjerg, Valby og Vigerslev er ældgamle bebyggelser. De fire landsbyer nævnes i det velkendte pavebrev fra slutningen af det 12. århundrede. Men som bekendt så forsvandt Serridslev pludselig. Gad vide om Rosbæk gård og mølle, det senere Gammel Vartov var identisk med den middelalderlige Serridslev Kongsgård?
Tagenshus var oprindelig et vangehus, som Magistraten lod bygge på Serridslev tidligere bymark. Jo vi er langt tilbage i tiden. Se allerede i 1548 bebudede kongen, at han ville ”lade holde Avlsgaard i Nyby”. Men hvor Nyby Ladegård har ligget er de kloge uenige om. Før Nyby var der sandelig også en ladegård på Amager til Københavns Slot.
Nyby Ladegård
I de første tiår af det syttende århundrede kom også Ibstrup Ladegård. Det blev senere til Jægersborg.
Der var mange ansatte på Nyby Ladegård dengang i 1580:
I år 1600 var der kommet endnu en vangevogter og endnu en ladegårdspige til.
De blev lønnet dels med penge, dels med naturalier som det var tilfældet ude på landet til langt ned i det 19. århundrede.
Allerede i 1559 gjorde en del af kronens fæstere i Utterslev, Bagsværd og Værløse ugedagstjeneste til Ladegården i Nyby.
Byggeri- og anlægsvirksomhed
Under Christian den Fjerde blev den gamle Ladegård afløst af et storstilet ny anlæg. Kongens interesse for byggeri og anlægsvirksomhed satte smukke minder rundt om i vort land, ikke mindst i hovedstaden og dens nærhed.
Da han begyndte at bygge Rosenborg, knyttedes der til dette et kongelig lysthus. Oprindelig var det tænkt som en urte- og nyttehave. Men der skulle også være en ladegård, henholdsvis til afløsning af den gamle have ved Vingården og til fornyelse og forøgelse af Nyby og Amager Ladegårde.
Haven ved Rosenborg voksede til og blev stadig større og smukkere, mens det med Ladegården gik den modsatte vej. Efterhånden hørtes der ikke mere om den. Omkring år 1620 hørte man ikke mere om den.
Kongen var på det tidspunkt kommet på andre tanker. Opførelsen af Rosenborg betød også en omlægning af hovedstadens befæstning. Der blev ledt vand ind til kongeslottet.
Kongen overtog Kalvehaven
Kongen overtog den sidste rest af den såkaldte Kalvehave mod at hovedstaden får Ryvangen ved grænsen til Gentofte. Tillige købte han Skt. Jørgens Mark af Vartov Hospital for en årlig afgift af 80 daler. De blev nu meget uregelmæssig betalt. Snart blev den gamle Skt. Jørgensgård nedbrudt.
Den ny Ladegård blev bygget blev opført i selve Kalvehaven ikke langt fra Kalvehavens Dæmning som var færdselsvejen mellem Peblinge- og Skt. Jørgens Sø.
En del af Ladegårdsmarken blev allerede i det 17. århundrede udlagt til byggegrunde ved Gammel Kongevej og overladt beboerne uden for Vesterport til erstatning for huse og haver, der måtte sløjfes til forandringer i fæstningsanlæggene.
Sankt Jørgens Sø
Omkring år 1600 var Sankt Jørgens Sø næsten udtørret, fordi den ikke holdtes tilstrækkelig inddæmmet- eller ”opstøvet” som det hed dengang. Vandet fik lov til at flyde i engdraget. Kongen forlangte søen ”opstøvet” af hensyn til forvaret. Men borgerne forsøgte at krybe udenom.
Under sidde forhold kunne forstanderen i Sankt Jørgens Hospital i 1587 indtage et stykke jord og stemme eller aflede vandet efter forgodtbefindende til størst udbytte for sin stiftelse.
Der måtte måles
Først da sandemænd fra Solbjerg og Valby erklærede, at denne jord havde ”altid været brugt til Københavns By til Aadrift uden Trætte” fik staden sin ejendom frigjort.
Historikere har haft svær ved at finde ud af Kalvehavens nøjagtige beliggenhed. Men heller ikke dengang kunne man finde ud af skel og grænser. Således måtte hollænderen Paul Buysser, der stod i kongens tjeneste som voldmester eller ingeniør foretage en opmåling.
Kalvehaven omfattede engdragene på begge sider af Sankt Jørgens Sø og gik helt ned til stranden. Og den havde næppe skarpe grænser. Og kongen erhvervede hele Kalvehaven. Man regner med, at den samlede Damhussø var 131 tdr. land. (72 ha.) Skt. Jørgens Sø med Kalvehaven har været endnu større. Ja man regner med at søen gik helt ned til Stranden på et tidspunkt.
Nyby Ladegårdsmark, der dannede kærnen i Christian den Fjerdes nye anlæg blev afrundet med dele af Kalvehaven, et stykke af hovedstadens fælled og Skt. Jørgens Mark.
Nyby blev nedlagt
Københavns ældgamle bydel blev begrænset af Valby, Vigerslev, Vanløse, Utterslev og Serridslev. Torpen Nyby blev dannet af bymarken nærmest hovedstaden. Skellet kom til at løbe lidt øst for det senere Falkoneralle. Mod nord når Nyby ud til Serridslev Mark, der siden blev til Københavns Nørre og Østre Fælleder. Mod syd gik det ned til Kongens Enghave og stranden. Allerede ved reformationstiden bliver en del til Vestre Fælled.
Samtidig forsvinder den gamle torp. Solbjerg fortsætter endnu i nogle menneskealdre som bondeby. Men så er det at Christian den Fjerde opførte en ny ladegård på de tørlagte enge på Kalvehaven Ved Skt. Jørgens Sø. Byen blev nedlagt og den gamle Ladegårds-areal blev fordoblet. Således kan historien skitseres ind til 1623, da den nye Ladegård tages i anvendelse.
Ladegården-et meget moderne anlæg
Ladegården var meget moderne, og fra gamle breve kan man se, at kongen var meget engageret i dette arbejde. I efteråret 1620, var der hugget tømmer til en stor stald- og ladebygning. Den var 100 bindinger lang og 30 alen bred og 15 alen høj.
Fra december til april var arbejdsfolk og daglejere beskæftiget med at opfylde og planere grunden i Kalvehaven. Det mægtige bygningsværk kunne rejses i foråret 1621. Allerede i sommeren stod den næsten helt færdig. Der var mur mellem stolperne og blyfattede ruder. Samtidig var der lagt vold og grav uden om den indre ladegårdsgrund ligesom ved Ibstrup og Rosenborg.
Næste sommer (1622) rejstes taget på et grundmuret hus. Det var indrettet til ”Vaaninger” med Gemakker og kamre. Samme efterår blev fire store kampsten tilhugget til en muret portbygning, som tømmermændene satte spir på.
I dette og følgende år blev der muret flere tusind alen tavlemur, skorstene og gavle i bygninger på den nye Ladegård. Til ”det store hus”, hvor der var lagt stenbro og mindre, lige til et tømmerhugget duehus. Arbejdet skred rask frem. Skifertækkerne havde travlt med at afdække husene. Vinteren igennem var glarmestrene i færd med at forfærdige vinduer af glas, bly og tin til bygningerne på den ny Ladegård.
Plads til 500 okser/køer
Christian den Fjerde hørte til den type, der ville have tingene gjort færdige med det samme. Han satte fart i tingene. Kongen havde bestemt, at der skulle opstaldes 250 okser på Ladegården. Men senere blev antallet af køer og okser udvidet til fulde 500.
Svinehuset var på 32 bindinger med en vældig ”svinehave” indhegnet med et plankeværk på mange hundrede fag. Samtidig blev en svanehave indhegnet. Erindringen om denne ”have” er bevaret i navnet Svanemosegård.
Fiskedamme
I den fugtige engbund, hvor Ladegården blev bygget, blev der som skik var i datiden anlagt fiskedamme. Og det var ikke kun for fiskeriets skyld. Det var også af hensyn til dræning og tørlægning. Ladegårdsåen blev ledt gennem voldgraven rundt om den egentlige Ladegårds-grund.
18 broer
Udenfor på terrænet var der mindst 18 broer. Over de mange grøfter og vandløb. For vandtilførselen til den ny Ladegård sørgede en ”Vandkunst” med kobberindretning, det var nærmest tale om en slags trykvandsanlæg. Vandet blev ledt ind i kostalden og i mælkestuen. Ved søen blev der indrettet et temmelig bredt vandingssted for kreaturerne.
Fyrstesønnen var begejstret
I marts 1623 var det enorme anlæg så godt som færdig. En tysk fyrstesøn var på gennemrejse og besøgte Københavns særværdigheder. Til dem hørte den nye Ladegård. Han fortalte bl.a., at i den underste etage var der vinterkvarter for 500 stykker kvæg opstillet i seks rækker.
Vandet førtes ind i rørledninger ind mellem krybberne, der fyldtes med foder fra det ovenover liggende loft, hvor kornet blev tærsket. Her oppe i laden kunne man køre med hest og vogn, uanset om køerne var opstillet nedenunder.
Nyby ladegård blev ribbet
Det gamle Nyby Ladegård var efterhånden blevet ribbet for sine bygninger og anlæg. Det var bindingsværk det meste men godt gammelt kram, der kunne tages ned og bruges igen. To af husene i alt 62 bindinger blev den ny Ladegård og forsynet med otte nye kviste. Andre kom til fjernere egne. Den store lade på 33 bindinger blev bragt til en af haverne i Kongens Enghave.
I marts 1624 er Nyby ladegård væk. I begyndelsen af 1630erne tager kongen igen fat på Ladegården uden for Vesterport. En medvirkende årsag til dette kan være den ravage der skete under en voldsom storm i 1628 der skete på den nybyggede Ladegård.
Den frygtelige storm
Sivert Grubbe anførte i sin dagbog under 29. januar, at der denne nat rasede en meget stærk og usædvanlig storm. Ole Worm fortalte, at den Kongelige Ladegård ved den lejlighed blev total ødelagt. Også i Pontoppidans ”Origines Hafnienses” læser man om denne ”Stormvind”, der ”mentes at have et jordskælv ifølge med sig” og som:
Hvor omfattende skaden var, og om den virkelig var så stor som de gamle beretninger giver indtryk af, er ikke til at få rede på.
Genopbygningen af Ladegården
I februar 1628 huggedes der 86 nye båse til Ladegården uden for Vesterport. I oktober blev der også foretaget tømmerarbejde herude. Ellers fik man ikke rigtig noget at vide om katastrofen.
Man i foråret 1630 tog man for alvor fat igen ude på den ødelagt Ladegård. Det kunne nu se ud som at byggerierne bredte sig til den gamle Nyby Ladegårds arealer. Ud fra regnskaberne kan man ikke rigtig se, hvornår hele Ladegården blev taget i anvendelse.
Hvem var ansat
Allerede i 1630erne blev Ladegården udvidet. I juni 1623 var den første foged, Rasmus Jensen startet. Hans løn var årlig 26 Daler kurant. Dertil kom 3 daler i kostpenge om måneden. Og det var nok at se til.
Der skulle ikke være flere ansatte end højst nødvendig. Man kunne ikke have unyttige mennesker gående. Der var to vognsvende, der tillige skulle skiftes til at passe svinene. Så var der to ”mælkedejer” en dansk og en tysk. Det holstenske mejeri stod i ”høj anseelse”. Fremdeles skulle der være en malkepige for hver atten køer og en røgter for hver hundrede okser.
Desuden var der brændevins-piger. Man brændte nemlig også brændevin på Ladegården. Ja så var der hønse-piger, svinedreng, buddreng m.m. Man blev også nødt til at tage daglejere, der skulle hjælpe i marken.
Produktionen sat i system
Kornet skulle rengøres og behandles omhyggeligt, så det kunne bruges til malt og anvendes i kongens store bryghus i København. Det korn, der blev til overs skulle bruges som føde til svin og småkræ. Ellers gik en masse af produktionen til Københavns Slot.
Men ellers skulle alt resterende sælges på torvet. Fogeden fik besked på at samle pengene sammen og hver onsdag og lørdag skulle det afregnes med Hans Hagedorn, som var en af kongens ”Edelknaber”. Denne havde en slags overopsyn med Ladegården og for dette hverv oppebar han ”Skjorte- og Støvlepenge”.
Laden blev aldrig så stor igen
Laden blev dog ikke nær så stor som den ødelagte. Laden blev ”kun” på 77 bindinger. I 1654 beskrives Ladegården som uberørt af krige. Ja lad os lige dukke ned i Johannes Wolfs ”Encomion Regni Daniæ:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Ladegården, så læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om tiden før Ladegården, så læs her på www.dengang.dk
September 7, 2017
I Skole i Højer
I Rudbøl måtte læreren spise på omgang hos forældrene. Han fik dog tilskud til foder til køerne. Skolen i Nørremølle havde 17 elever i 1924. Indtil 1804 var der ingen skolebygning i Højer. Og så skulle 150 børn placeres på 55 m2. Degnen skulle ved siden af passe jobbet i kirken. Og hvad er ”Æ Fisgaf”? Så var der en tysk privatskole i Storegade. En tysk og en dansk skole blev placeret delvis i samme bygninger. Og så var det ikke godt at skolelederne var uenige. Så var der godt, der kom nye skoleledere, som udviklede et varmt venskab. Men da nazismen bredte sig, opstod der spændinger. Og i besættelsestiden var der kold luft mellem danske og tyske lærere. I skolegården blev der talt sønderjysk. De danske forældre var præget af mindreværdsfølelse. Og de tyske forældre følte sig hævet over de danske småkårsfolk. Og så var det sandelig kreative stillingsopslag.
Læreren måtte spise på omgang hos forældrene
Ja vi kigger da også lige på, hvordan det var at gå i skole i nabobyerne. Og skal vi ikke starte helt syd på-i Rudbøl?
Indtil 1822 var det en såkaldt biskole. Man havde ikke en egentlig skolebygning. Undervisningen foregik i et lejet værelse. Og læreren fik kost ved børnenes forældre. Det er hvis det, som man kalder ”omgangsbespisning”. Ja dengang kaldte man det for ”Wandeltisch”. Man blev bestemt ikke rig af lærerlønnen, som blev betalt af forældrene.
Tilskud til foder til køerne
Men i 1822 blev der bygget en skolebygning med lærerbolig. Undervisningslokalet var på 24 m2. Nu ophørte ”Wandeltisch” og læreren fik et lille kosttilskud samt foder til et par køer. Rudbøl Skole blev opgraderet til en distriktsskole, hvor ældre elever også kunne undervises.
Indtil 1865 var undervisningen på dansk, derpå indførtes tysk 12 timer om ugen. Fra 1876 blev der undervist på tysk, men først skulle læreren forflyttes, for han kunne ikke tysk.
I 1882 blev der på det nuværende Rudbølvej 4 bygget en ny skole med skifertag, rummelig skolestue og lærerbolig. I de første år efter Genforeningen blev der undervist i både dansk og tysk. Om formiddagen var der på tysk og om eftermiddagen på dansk. Alle elever deltog i begge dele.
Nedlagt i 1970
Den 23. august 1923 blev der til den danske afdeling indviet en ny skole med lærerbolig. 26 elever blev indmeldt i den danske afdeling og 17 i den tyske. Og så kørte man de to afdelinger separat.
I 1946 gik alle børnene fra den tyske skole over i den danske, som derefter var den eneste skole i Højer Landsogn, indtil den blev nedlagt i 1970.
En skole i Nørremølle
I 1819 blev der bygget en skole i Nørremølle på det gamle Frederikskog dige. Det var lige i nærheden af møllen. Ja her lå tidligere en skole. Den nye skole var også en distriktskole. Undervisningssproget var tysk, indtil det i 1859 blev afløst af dansk. Dette bevirkede, at den daværende lærer måtte flytte. I 1865 blev der atter undervist på tysk.
Skolen bestod af en lys og ”rummelig” skolestue og lærerbolig. Læreren havde foruden en lille kontantløn, fri bolig samt græsning og foder til to køer og frit brændsel. Senere blev hans indtægter forhøjet. Omkring 1840 holdt han desuden 100 får på forlandet.
17 elever i 1924
Der blev bygget en ny skolestue. Den gamle fik læreren som soveværelse. Fra 1908 gik børnene fra den nordlige del af Frederikskog i skole i Højer. Efter 1920 fortsatte skolen i Nørremølle med en lærer, der både underviste i dansk og tysk. Det var vel nok den mindste skole i Tønder Amt. I 1924 havde den 17 elever.
Først i 1928 blev skolen delt i en dansk og en tysk afdeling. Den danske afdeling blev nedlagt i 1942. Ved nedlæggelsen blev der henvist til skolen i Rudbøl.
Vi har i en tidligere artikel besøgt skolen. Det var efter besættelsen, hvor man fandt en masse Nazi-undervisningsmateriale på skolen.
Indtil 1804 ingen skolebygning i Højer
Indtil 1804 var der ikke nogen skolebygning i Højer. Læreren, der blev benævnt ”Degnen” måtte selv sørge for sin bolig og finde et lokale, hvor han kunne undervise. Lokalet var som regel så dårlig, at det slet ikke egnede sig til undervisning.
Degnen skulle selv sørge for rengøring. Det var kakkelovn i lokalet. Eleverne skulle selv medbring tørv til at fyre med. De unge måtte også hver betale en skilling i skolepenge.
I 1804 blev der bygget en degnebolig til læreren og hans familie. Men boligen skulle også rumme andenlæreren, som degnen selv måtte antage og lønne.
120 børn til 55 m2
I forbindelse med dette, blev der opført en lys og rummelig skolestue på 55 m2. Men så skulle den også rumme hele 120 børn. De blev undervist samtidig af to lærere. Den ene havde måske dansk med halvdelen af flokken, mens den anden havde regning med resten.
Degnen skulle også passe jobbet i kirken
Det var ret utilfredsstillende. Så i 1832 blev der bygget en skole med to klasseværelser, en for de yngste og en for de ældste. Mellem de to klasser var der en dobbeltdør. Så kunne andenlæreren have begge klasser, såfremt førstelæreren i sin egenskab som degn skulle være organist i kirken.
Hver af de to klasser blev delt i to hold, så egentlig var det en fireklasse-skole. I den yngste klasse hjalp de ældste læreren med at undervise. Omkring 1846 var der omtrent 100 elever i hver af de to klasser.
Nye skole med tre klasser
I 1856 byggede man igen en ny skole med tre skolestuer. Denne skole blev etableret på Skolegade 7a, b,c,d. De tre klasseværelser var i den nordlige del af huset. I loftet var der i hver klasse en slags skorsten med åbning til loftsrummet. Med et ”låg” kunne der åbnes, hvis luften i klassen blev for tyk. Den blev i folkemunde kaldt ”æ fisgaf”.
Undervisningssproget var dansk. Men i de to ældste klasser havde eleverne desuden undervisning i engelsk og tysk. Det var 30 timers undervisning hver uge også for de yngste.
I 1872 blev skolen udvidet til fire klasser. For første gang blev det nu også ansat en lærerinde, så nu var der hele fire lærerkræfter.
Skolen udvidet til seks klasser
Men med tiden blev også denne skole for lille. Så i 1905-1906 blev skolen i Søndergade bygget til fem klasser og fem lærerkræfter. Og det var hele seks klasseværelser. Nu var den ene dog beregnet til teknisk skole. Bygningen havde desuden to lærerboliger. Skolen var efter datidens forhold meget moderne med centralvarme og elektrisk lys.
Fra 1880 til Genforeningen var undervisningssproget i Højer udelukkende på tysk.
En tysk privat skole i Storegade
Fra 1824 til 1864 var der en tysk privatskole i Højer. Den lå i Storegade 2. Senere blev den flyttet til Nørregade 26, hvor skolens leder boede. Den havde i perioder to lærere og modtog også elever fra nabosognene.
Siden 1850 har der været 15 børneskoler i den nuværende Højer Kommune. Fra 1865 til 1920 var de alle mere eller mindre tysksprogede.
Efter Genforeningen har der været dansk og tysk kommuneskole i Højer og Højer Landsogn. Indtil 1946. Fra 1951 var der tysk privatskole i Højer. I 1930erne og 40erne var der en tysk privatskole i Nr. Sejerslev.
En dansk kommuneskole
Indtil 1920 var der en offentlig skole i Højer. I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men da der var plads nok i den store skolebygning fra 1906 fik den til huse der sammen med den tyske kommuneskole. På det tidspunkt var der 168 børn i den tyske afdeling, fordelt på fire klasser med to lærere og en lærerinde.
Den nyoprettede danske afdeling begyndte med 16 elever, men allerede året efter i 1921 var der 45. Den var normineret til to lærere, men i de første måneder blev alle børnene undervist i en klasse af en lærer. Først fra 1921 var der to lærere.
To skoleledere var uenige
I den tyske afdeling fik eleverne i de fire ældste årgange fire timers danskundervisning om ugen, givet af den danske førstelærer. Og tilsvarende gav den tyske førstelærer fire timer i tysk om ugen i den danske afdeling.
Men det kunne ikke blive ved med at gå på denne måde. Modsætningsforholdene var alt for store. Særlig var der dybe uoverensstemmelser mellem de to skoleledere. Dette forplantede sig til eleverne. I hver frikvarter var der således slagsmål mellem danske og tyske børn.
En ung dansk lærer var meget betænkelig ved at overtage et vikariat efter megen avisskriveri. Men da amtsskolekonsulenten løfte om, at det blot drejede sig om et seks ugers vikariat, ja så tog han vikariatet. Og han blev der til sin død. Han var leder af den danske skole fra 1938-1947.
Nye skoleledere og et varmt venskab
I 1926 blev den danske førstelærer afskediget. Året efter måtte den tyske skoleleder forlade skolen efter en dom for værtshusslagsmål. Det viste sig, at udskiftningen af to skoleledere kom til at betyde meget for skolen og dens problemer. Der opstod trods nationale forskelle et varmt venskab mellem de to skoleledere. Dette smittede af både på forældrekredsen og børnene. Det var nærmest ideelt for skolevæsenet i Højer.
En stigende spænding
I 1934 og 1938 skiftede henholdsvis den tyske og den danske afdeling skoleledere. Efter 1933 kunne det mærkes at nationalsocialismen trængte frem. Og det var en stigende spænding.
Forældre måtte betale skolepenge
De børn fra Højer Landsogn og Emmerlev Sogn, der boede tæt ved grænsen til Højer flække havde ikke nær så lang vej til skolen i Højer som til henholdsvis Rudbøl og Emmerlev Skole, så de fik lov til at gå i Højer. Men forældrene skulle betale skolepenge for det.
De tyske afdeling havde fået bevilliget et klasseværelse på 6 gange 8 meter indrettet til gymnastiksal med ribber ved vinduet.
Indtil da foregik de danske gymnastiktimer i forsamlingshuset og de tyske på Hotel Stadt Tondern, det daværende Nørregade 5. Når vejret ellers tillod det, havde man legemsøvelser og boldspil på skolepladsen.
Sønderjysk på skolepladsen
Et materialerum og lærerværelset var fælles for begge skoler. På lærerværelset hang tre store billeder, Goethe og Brorson. I midten var det den schweiziske pædagog Pestalozzi. Før den 9. april 1940 var lærerværelset absolut fælles. Man startede om morgenen med at give håndtryk til alle. Fællessproget var dansk. En del af skolens undervisningsmateriale var også fælles.
På skolepladsen blev der næsten kun talt sønderjysk.
Nu med gymnastiksal
I 1938 havde byrådet nedsat et udvalg, der skulle forbedre en udvidelse af skolen med gymnastiksal, to sæt omklædningsrum med bad samt toiletter for elever og lærere. På 1. sal skulle der være et skolekøkken og et sløjdlokale. Licitationen i 1939 viste udgifter på godt 100.000 kr. Der blev bevilliget et starttilskud på 25.000 kr.
Gymnastiksalen var 7×14 meter. Den blev også benyttet af den danske idrætsforening og den tyske Turnverein. Skolekøkkenet blev først taget i anvendelse i 1943. På 2. sal blev det også plads til en lejlighed og den blev taget i anvendelse af den tyske lærerinde.
Kold luft mellem de danske og de tyske lærere
Den 9. april 1940 bar præg af at der var to nationale modsætninger i Højer, og at tyskerne var i flertal. Klokken 10 fik de tyske elever fri. Og de fleste tog til Tønder med deres forældre for at byde de tyske tropper velkommen.
Det varede ikke længe før tyske tropper også nåede Højer. Dagligdagen var præget af besættelsen. I kælderen på skolen blev der indrettet et primitivt beskyttelsesrum. Heldigvis blev det aldrig for det. Efterhånden blev der mere og mere kold luft mellem de danske og de tyske lærere.
Indkvartering på skolen
I årene 1943-1945 var der indkvartering på skolen i sammenlagt 16 måneder. I den tid var gymnastiksalen konstant optaget og de øvrige lokaler i skiftende omfang. De tyske klasseværelser blev uden for skoletiden brugt som mødelokale for Zeitfreiwillige, hvor også de tyske lærere deltog. Legepladsen virkede som eksercer- og øvelsesplads.
Der blev indrettet et klasseværelse for de danske elever i Børnehavne, Nørregade 39, hvor man fyrede med tøv i en lille, interimistisk brændeovn.
De sidste soldater forlød Højer 8. maj
Den 5. maj 1945 samledes de danske børn omkring førstelærerens flagstang og sang mens flaget blev hejst. Der gik stadig tyske vagter omkring skolen. Den 8. maj forlod de sidste soldater byen. Dagen efter blev de tyske lærere interneret i Fårhuslejren. Den tyske lærerinde måtte nu selv foretage undervisningen i den tyske afdeling. Dette fortsatte til den 27. juni, hvor den blev lukket.
De danske forældre præget af mindreværdsfølelse
Den tyske og den danske skoles baggrund var vidt forskellig. Den danske forældrekreds bestod mest af mindre bemidlede, arbejdere, småhandlende, tjenestemænd og nogle forretningsfolk. Fra midten af 1920erne var der en del gendarmbørn i skolen. Mange af de danske forældre var kommet fra andre egne. De boede her så en kort overgang og så søgte så igen andre græsgange.
Der var særdeles mange af de danske forældre, der ikke følte sig bundet til egnen. Dette forhold medførte at danskheden og forældrekredsen var præget af mindreværdsfølelse og mangel på virkeligt sammenhold.
Tyskerne følte sig hævet over de danske småkårsfolk
I modsætning hertil var den tyske forældrekreds langt mere stabilt. Ved slægtsbånd, traditioner og fælles minder følte de sig tæt knyttet til egnen. Næsten al jord i Højer Flække og Højer Landsogn var på tyske hænder. De allerfleste håndværkere og handlende i byen tilhørte tyskheden. De tilhørte den besiddende klasse, som var sit værd bevidst. De følte sig hævet over de danske småkårsfolk.
De danske lærere i Tønder Amt sagde nej
Det nationale var trukket meget skarpt op i Højer. Der var kun ganske få, der efter kapitulationen blev overført fra tysk til dansk skole. Omkring 1. oktober 1945 havde børnetallet i den danske skole nået 88. Byrådet besluttede derfor at oprette en lærerindestilling på skolen. Skolen blev nu også opgraderet til en fire klasses skole.
Der blev oprettet særklasser til de tyske børn. Det var meningen denne ordning kun skulle vare i tre måneder, men man valgte at forlænge den. Men hertil sagde de danske lærere i Tønder Amt nej.
Den Tyske Privatskole
I de følgende år opstod der tyske privatskoler op overalt i landsdelen. Die Deutsche Privatschule Hoyer var nummer 24 i rækken efter 1945. Den begyndte under trange forhold i lokaler som man havde lejet i det nuværende Østergade 9, der tilhørte Hotel Stadt Tondern.
Samtidig begyndte den tyske skoleforening straks med planer om en ny skole. Fra Bonn havde man sikret sig finansieringen. Den 3. november 1956 kunne den nye smukke skolebygning, Nørrevej 64 indvies. Den havde på et tidspunkt 70 elever og to lærere plus skolelederen. Et nyt skolekøkken og sløjdlokale dannede de ydre rammer for den bedst mulige undervisning i disse nye fag. Den 1. april 1959 havde man 97 elever.
De tyske privatskoler havde i de første år ikke eksamensret. Derfor fuldendte mange elever fra Højer deres skolegang på statsskolen i Tønder. Senere blev elevtallet formindsket i Højer. Her afsluttede man med 7. klasse for så at fortsætte på Ludwig-Andressen Schule i Aabenraa.
I 1993 var der 35 elever i Højer tyske Privatskole. Der blev oprettet børnehaveklasse ved skolen i 1980.
Men i 2011 lukkede den tyske skole i Højer. Til sidst havde man kun 12 elever, og det tyske mindretal var også blevet ramt af offentlige besparelser i Tyskland.
Kreative stillingsopslag
I 1959 havde den danske skole 171 elever. Med skoleloven af 1958 åbnede der sig en mulighed for at få en realeksamen. Man indledte et samarbejde med de fem vesteregnskommuner om at anlægge og drive en skole, hvor der skulle undervises fra 1. – 10. klasse. Og overenskomsten blev først underskrevet i 1961, men da havde ordningen allerede fungeret et par år.
I 1964 kunne man endelig indvi Digeskolen, men indtil da havde man hutlet sig igennem. Gymnastiklokalet var indrettet i to rum til to klasselokaler. Og gymnastikundervisningen måtte foregå i Højer Ungdomsskole. De to realklasser måtte have deres undervisning i to små stuer i Højer Fritidshjem på Ballumvej.
Der var i den grad mangel på lærer i 1970erne. En borger foreslog følgende i stillingsopslaget:
En annonce fra midt i 1960erne havde følgende tilføjelse:
Badestrand: dårlig
Naturskønhed: en smagssag
Frisk luft: masser
Hash: vistnok ingen
Inspektør: nåh-ja
Arbejde: Rigeligt
Gode kollegaer og godt kammeratskab
Digeskolen-en distriktsskole
I 1992/1993 var der 325 elever, regnet fra børnehaveklasse til 10. årgang. I Sdr. Sejerslev Skole var der 45 børn.
Men i 2017 er der 170 elever fra 0-6 klasse. De ældre går på Tønder Overbygningsskole, som dengang jeg gik der, hed Tønder Kommuneskole. Og på Digeskolen, som kan kalde sig en distriktsskole er der i dag også en skolefritidsordning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Undervisning og Skoler – se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Højer og Omegn i gamle dage, så indeholder www.dengang.dk 63 artikler.
September 5, 2017
Sommerkorpset
Asmus Jensen blev dræbt af to nakkeskud. Og antagelig flere andre, fordi de var medlem Sommerkorpset. Men var de egentlig så slemme? Ja historikere er vildt uenige. Vi er stødt på modstridende oplysninger. Da retsopgøret fandt ud af, at de havde taget fejl, blev straffen for deltagelse i korpset nedsat fra 10 til 2 år. Vi kigger på, hvorfor man meldte sig ind i dette korps. Og vi kigger på manden bag det hele, Poul Sommer. Han var en stor stjerne hos Werner Best. Han deltog i 200 luftkampe. Han måtte ikke tage med i Finlandskrigen, men måtte godt melde sig i Det tyske ”Luftwaffe”. Selv blev han dømt 12 år, men han sad kun inde et par år. Han var en af hovedarkitekterne bag Mindelunden, der mindes faldende SS’er under krigen. Mange af korpsets folk deltog i sortbørshandel. Men mange spionerede for modstandsbevægelsen og diverse efterretningstjenester. Og det var sandelig en, der påstod, at 75 pct. af Sommerkorpsets medlemmer var ”dagdrivere”.
To nakkeskud
Vi er stødt på Sommerkorpset før her på siden. Det var dengang, da Asmus Jensen lige efter besættelsestiden blev likvideret med to pistolskud siddende på knæ ikke langt fra den dansk/tyske grænse ved Padborg. Til stede var fem medlemmer fra den lokale modstandsbevægelse. Men i historiebøger står der, at det var Den Danske Brigade, der skød ham under flugt over grænsen. Men hans forbrydelse skulle antagelig have været, at han var medlem af Sommerkorpset.
Vi har ikke kunnet finde ham i medlemskartoteket. Men nu var alle vagtmænd ikke i dette kartotek. Skulle det så have været forbrydelser nok til at man skulle likvideres, bare fordi man evt. havde været i Sommerkorpset? Og hvorfor andre påtog sig skylden for mordet, ja det kan du læse i andre artikler her på siden.
Modstridende oplysninger
Vi har haft lidt svært ved denne artikel, som ved så mange andre artikler fra besættelsestiden. Vi har fået modstridende oplysninger.
Blev tidligt grebet af de tyske forhold
Sammen med to søskende voksede han op under trygge økonomiske rammer i Rønne på Bornholm. Under en tur til Tyskland i 1930 fandt han efterhånden inspiration i nazismen. I efteråret kastede han sig ind i at studere tysk politik. I 1932 tog han et SS-studieforløb i München.
Han udgav pjecen ”Under Hagekorset” Det førte til dannelsen af Danmarks Nationalistiske Parti. Men levetiden var kort. De fleste af medlemmerne hoppede over til National Socialistisk Parti.
Deltog i 200 luftkampe
Inden han fratrådte aktiv tjeneste i 1939 var han blevet flyverløjtnant af første grad. Samme år blev han aktiv I National Samvirke. Han fik ikke nok stemmer, og var utilfreds med at partiet gik sammen med Dansk Samling. I 1939 ville han med i Finlandskrigen. Men han fik ikke lov af Marineministeriet. I september 1942 startede han i Luftwaffe.
Poul Sommer har deltaget i 200 kampe i det tyske luftvåben. Han skød i alt seks fjender ned. Ja i Nordafrika ved El Alamein kunne han faktisk have skudt landsmænd ned som kæmpede for englænderne. Han sendte skildringer hjem fra begivenhederne i Nordafrika til bladet Fædrelandet. Han kæmpede også i Italien og på Balkan.
Han blev selv såret i kamp, og i september 1943 var han igen tilbage i Danmark.
Wener Best så en stor stjerne i ham
Werner Best så en stor stjerne i ham. Og så heller ham lede Schalburgkorpset end K.B. Martinsen. Men dette kunne han dog ikke klare. Egentlig skulle han omskoles, da tyskerne ikke mere havde nok fly til deres piloter.
Poul Sommer blev leder af Folkeværnet. Tanken med Folkeværnet var at samle især modne nationalsocialister, der ikke kunne træde ind i Schalburgkorpsets militære del og give dem skydeøvelser i deres fritid. Poul Sommer proklamerede den 30. september 1943, at der var tale om en ”kamporganisation”, der skulle bryde ”den fjendtlige terror”
Wachkorps der Luftwaffe
På Kappelvej på Nørrebro henvendte han sig til General Ritter von Schleich. Denne ville godt have oprettet et vagtkorps, der skulle beskytte flypladser samt tyske fabrikker. Tyskerne havde spurgt dansk politi, men de sagde i maj 1945 nej.
Poul Sommer flyttede sin organisation fra Kappelvej til Meldahlsvej 1. Her havde Rüstungsstab Dänemark i forvejen til huse. Sommerkorpset oprettede fire kompagnier. Man startede med at bevogte Kastrup Lufthavn, men tyskerne selv havde ikke helt sluppet kontrollen. Selve korpset og de ansatte var underlagt tysk krigsjurisdiktion.
Det officielle navn var Wachkorps der Luftwaffe in Dänemark. Og officielt var formål og funktion at foretage bevogtningsopgaver på værnemagtens flyvepladser og installationer samt på fabrikker i Danmark, som leverede materiel til det tyske luftvåben.
Flere vagtværn
Fra begyndelsen af besættelsen gjorde Luftwaffe brug af mange civile danskere til vagttjeneste på flyvepladserne. En del af vagterne blev ansat gennem det civile vagtselskab Schweriner Wach und Schiessgesellschaft.
Kriegsmarine oprettede i begyndelsen af 1942 sit eget korps af civilvægtere til bevogtning af sine installationer. Marinevægterne var i begyndelsen ubevæbnede og i civil. Men blev snart uniformeret og fik pistoler. Korpset omfattede i april 1944 cirka 750 personer.
Og nogle historikere fastslår, at korpset hovedsagelig bestod af tidligere frontsoldater fra Schalburgkorpset. Medlemmer af korpset skulle være iført sorte uniformer. Og at 20 personer fra gruppen udgjorde et specielt terrorkorps, der bevidst kørte rundt og skød på folk. Da gruppen blev opløst, blev mange medlemmer overført til andre korps i tysk tjeneste, bl.a. Hipokorpset.
533 vagtfolk blev dømt
En uddannelsesskole blev etableret på Jonstrup Gymnasium. Man startede med at gå i sort uniform. Men dette var dog kun kortvarig. Derefter fortsatte man med noget der lignede dansk militæruniform. Tidligere befalingsmænd kunne straks blive vagtledere. Men den sorte uniform som de havde, skabte forveksling med Schalburgkorpset.
Korpset eksisterede frem til februar 1945. På grund af tysk utilfredshed med Paul Sommer, blev denne frataget ledelsen i oktober 1944. Det er lykkedes at navngive cirka 582 af de cirka 800 vagtfolk i Sommerkorpset. Således var 533 tidligere Sommer-folk blevet dømt i marts 1948.
Der var personer i alderen 18-45 år. Men man havde skam også en ansat på 67 år. Han gjorde rent i Jonstrup-lejren.
Sandheden om Sommerkorpset
Under vores efterforskning har vi så fundet kilder, der betegner korpset som et terrorkorps fuld af nazister og frontsoldater fra østfronten. De skulle alle være nazister.
Sandheden er dog, at her var færre tilhængere af nazismen end det var i Frikorps Danmark eller Schalburgkorpset. Folkene i Sommerkorpset var for det meste rekrutteret fra de lavere klasser. 73 pct. var ufaglærte. Tidligere havde mange haft en tysk arbejdsgiver. Kun 14 personer havde været i Schalburgkorpset. Men mange var arbejdsløse. Mange historikere har forsøgt at give et skrækbillede af korpset.
Først omkring Folkestrejken begyndte Sommerkorpset at optræde i de illegale blade.
Hvorfor meldte man sig ind i Sommerkorpset?
Flere af korpsets vagtmænd har senere forklaret, at socialkontorerne havde sagt, at de skulle tage et arbejde for tyskerne, for de kunne ikke få socialhjælp. Og i efteråret 1944 havde tyskerne foretaget razziaer og sendt 421 danskere i tyske Kz-lejre uden rettergang. Tyskerne kaldte dem ”asociale og vaneforbrydere”. Andre vagtmænd havde følt sig som sådan, derfor havde de meldt sig.
Havde man været i tysk krigstjeneste eller haft en tysk arbejdsgiver var der i 1944 og 1945 ikke mange danske arbejdsgivere, der ville ansatte en.
Sendetid til antisabotage-foredrag
Og her i 1944 havde man stadig hørt masser af danske stemmer, som advarede mod dansk sabotage. Overretssagfører Ejnar Krenchels havde holdt i alt 12 anti-sabotage-foredrag i den bedste sendetid i statsradiofonien. Måske skal vi også lige erindre om, at samarbejdspartierne i marts 1943 fik 90 pct. af stemmerne. Ja kommunisterne var jo smidt ud af demokratiet.
Var 75 pct. dagdrivere?
Pludselig udviklede Sommerkorpset sig som landsforrædere af værste skuffe. Ved siden af hvervede DNSAP også folk til marinevægtere. Og så blev vi ellers bildt ind, at de tysklandsarbejdere, der blev tvunget til Tyskland af deres fagforening var nazister. Men det var det faktisk kun 3 pct., der var.
Sommerkorpset var hverken et militært eller et politisk korps, selv om historikere vil betegne det som et sådant. Der var nogle, der betegnede 75 pct. af vagtmændene som dagdrivere.
Vagtlederne skilte sig ud
Disciplinen var ikke ret stor. Ofte var der drikkegilder om aftenen. Men af og til var der også foredrag omkring raceproblemer og andet nazistisk propaganda. Men der var dog ikke tale om en markant ideologisk påvirkning.
De 57 vagtledere skilte sig ud fra de almindelige menige. Her var 65 pct. nazister mens 6 pct. vel nærmest var at betegne som antinazister. 11 af disse havde været ved fronten.
Nogle samarbejde med modstandsbevægelsen
Nogle af de anholdte efter besættelsestiden påstod, at de havde leveret information til modstandsbevægelsen. En løjtnant Petersen fortalte, at han var leder af 300 Sommer- og civilvagter i Kastrup. Han havde udført spionage for det danske militære efterretningstjeneste.
En tidligere sergent fra den danske hær var gået ind i Sommerkorpset med det formål at få dannet et overblik over vagtstyrke og våbenkapacitet. Med en sammensvoret stos han bag et kup mod korpsets pengetransport. Målet var korpsets medlemskartotek. Kuppet lykkedes men efterfølgende blev de pågrebet og idømt seks år i et tysk tugthus.
Kastrup var sammen med Grove og Tirstrup det tjenestested, hvor flest var udstationeret.
Involveret i sortbørshandel
På Vesterbro kaldte man medlemmer af Sommerkorpset som ”Vesterbros udskud”. Egentlig var det sådan, at man skulle være ustraffet for at komme i korpset. Men efterhånden slækkede man på kravene. Det viste sig, at en hel del af vagtmændene var straffede. Dette blev også bekræftet af Københavns Vagtværn. En del var indblandet i sortbørs handel.
Det berygtede medlem af ”Tosca-banden” Anker Due Petersen, der var storkriminel skulle have været engageret af Poul Sommer til at myrde en mistænkelig ”Sommer-mand”. Men det blev Poul Sommer hvis ikke straffet for.
Der var en håndfuld episoder med befolkningen, men det var ikke noget, der var organiseret af korpset.
Ved Lundtofte Flyveplads patruljerede tyske tropper også periodevis. Det var også her at National Socialistisk Ungdom (NSU) trænede med svævefly.
Attentat mod Poul Sommer
I juli 1944 var Poul Sommer målet for en aktion i Charlottenlund. Ved et utroligt held slap han fra aktionen med livet i behold. Det første skud sad i panden, fortalte modstandsfolk. Men det var blot glasskår, der havde forårsaget blod. Samtlige modstandsfolk, der var med til aktionen påstod, at han var død af de to skud, der var affyret mod ham. Men det var blot tale om strejfskud. Senere har Sommer forklaret, at der i alt har været syv attentater mod ham.
Livvagt udleverede tegninger til modstandsbevægelsen
Fra august 1944 flyttede Sommer til lejren i Jonstrup. Under retsopgøret kom det frem, at hans livvagt havde udleveret tegninger over Globus i Glostrup, som blev udsat for sabotageaktion den 6. juli 1944.
Slaget på Lundtofte Flyveplads
Det berømte slag på Ludtofte Flyveplads er der åbenbart mange forskellige holdninger til. Det kan ikke endelig fastslås, om aktionen var sanktioneret af Frihedsrådet. De udpegede først i februar 1945 Sommer- og Hipofolk til frit bytte. Det var som hævn for 11 modstandsfolks drab at vagtmandskabet måtte undgælde.
I diverse kilder har vi set, at fra 5-11 Sommerfolk under denne aktion mistede livet. Oprindelig havde man udset sig selve Jonstrup-lejren som mål. Men det havde man så opgivet igen.
Måtte ligge navn til meget
Sommerkorpset måtte ligge navn til meget. Hovedårsagen var den illegale presse. Hvor udbredt kendskabet til korpset egentlig var blandt den almindelig befolkning vides ikke. I Frit Danmark og De Frie Danske fik befolkningen at vide, at samtlige vagtmænd havde kæmpet ved fronten. Man skrev også, at Sommerkorpset var blevet optaget i Hipo.
Man skulle holde øje med Poul Sommer
Der gik rygter om, at Poul Sommer skulle have sagt, at i sidste ende skulle man vende tyskerne ryggen. I Shell-huset stolede man nu heller ikke mere på Poul Sommer. Således fik vagtleder Uffe Birkedal at vide af sin bror, den berygtede Ib Birkedal, at man skulle holde øje med Sommer.
Poul Sommer fyrede også 20 vagtfolk efter at han havde fundet ud af, at de viderebragte informationer til Dagmarhus. Dette brød tyskerne sig ikke om. Man var også utilfreds med Poul Sommers passivitet og man havde faktisk også overvejet at anholde ham.
Retsopgøret vrimlede med rygter
De påståede terrorhandlinger, som skulle være udgået fra Sommerkorpset er hos nogle historikere delvis manet til jorden. De er udgået fra enkelte medlemmer uden for korpsets kontrol.
Som svar på stigende sabotage havde tyskerne henrettet 8 modstandsfolk, Peter-gruppen havde desuden sprunget Tivoli i luften.
Retsopgøret vrimlede med rygter om Sommer-folk, der kørte rundt i byen og plafrede folk ned på fortovet. Det påstås at Sommerkorpset bevist kørte ture for at skyde folk. Men det var veldefinerede mål, som ikke var terror. Turene foregik i kørertøjer med forsyninger til fabrikker og der var bevæbnet vagtmandskab med.
Poul Sommer havde givet udtryk for, at skulle der skydes, skulle det være over folks hoveder.
Nedskød de folk uden grund?
På Nørrebro var der på et tidspunkt blevet kastet en håndgranat fra et af Sommerkorpsets kørertøjer. Et vidne havde set en vagtmester stige af bilen for at tilse den kvinde, der lå på brostenene. Hun var heldigvis ikke kommet til skade.
Under retsopgøret var der også kommet frem, at ti Sommerfolk på en af strejkedagene havde skudt heftigt til alle sider fra et kørertøj. Man har dog ikke kunnet fastslå om nogen var blevet ramt.
Der har ikke kunnet bevises eller afvises, om Sommerfolk vitterlig har dræbt nogen, da de kørte gennem brændpunkterne. Således kom de også forbi på Nørrebro, da varehuset Buldog brændte.
En anklage gik på, at Sommer sammenmed andre vagtfolk havde skudt mod folkemængden på Sankt Hans Plads på Nørrebro. Sommers livvagt blev også anklaget for at have dræbt en mand i Valby. Så vidt vides var der ingen, der blev dømt for disse anklager.
Her på Sank Hans Plads var der en Schalburg-mand, der fik revet øret af, mens to andre blev skudt ned. Ved Shellhuset blev en vagtmand gennembanket, indtil en SS-mand kom til undsætning.
Schalburgkorpset besøgte de folk, der havde chikaneret Sommerkorpset. På Istedgade havde en terrorgruppe bestående af Sommerfolk åbnet ild mod en folkemængde og såret en 14-årig dreng.
150 vagtmænd sagde op
Efter Folkestrejken skulle 150 vagtmænd bedt om aftrædelse. I nazistiske kredse var Sommer blevet konfronteret med rygter om, at korpset gik og skød folk ned. Men Sommer tog sine vagtmænd i forsvar.
Poul Sommer hold sig skjult
Efter krigen lykkedes det ham, at holde sig skjult ved Ry. Og senere på en landbrugsejendom ved Randers. Han havde i august 1945 købt gården Bakkely under navnet Bernhard Andersen, som familien og to andre mænd flyttede ind i oktober samme år. Politiet anholdt her Sommer i juli 1946.
Heftige beskyldninger
Arrestordren var ellers barsk. Poul Sommer blev beskyldt for meddelagtighed i planlægning af drab, våbenrøverier, drab på og opfordring til drab på danske politibetjente. Anklager var i og for sig naturlige. De var et udsalg af en generel overvurdering af Sommerkorpsets rolle under besættelsen.
Sommer spillede selv en afgørende rolle i at korpset ikke blev iblandet jagten på illegale
Straffen blev sat kraftigt ned
Korpsets dårlige ry blev afspejlet i retsopgørets hårde dømme. Her blev vagtmændene i Sommerkorpset idømt 10 års fængsel. Da man efterhånden blev bevidst om forveksling med Hipo- og Schalburgkorpset, blev loven revideret og straffen nedsat til to år.
Cirka 3.900 danskere blev under restopgøret dømt for vagtjeneste for værnemagten. Det blev bedømt som tysk krigstjeneste og takseret med fra 1 til 4 års fængsel.
”Almindeligt civilt arbejde” for værnemagten var i princippet ikke strafbart. Men grænsen mellem civilt arbejde og krigstjeneste var ofte vanskeligt at definere. Hvor mange der udførte sådant et arbejde, er usikkert. Der er eksempler på, at personer i denne gruppe er blevet likvideret af modstandsbevægelsen.
Ja, der fandtes også en dansk sabotagevagtordning. Den kom i stand med loven af 4. december 1942. Det danske politi skulle godkende vagtpersonalet. Fra 9. april 1943 blev disse forsynet med en pistol. Der var ingen medlemmer af denne ordning, der blev straffet efter besættelsen.
Idømt 12 års fæmgsel, slap med få år
Sommer selv blev i 1948 idømt 12 års fængsel. Men han blev løsladt under betingelser i november 1950. Disse betingelser var, at han skulle holde sig straffri i tre år. Han måtte ikke dyrke utilbøjelig politisk virksomhed på den yderste højre fløj.
Sommer flyttede senere til Flensborg, hvor han dyrkede en ingeniørvirksomhed. Han havde nu ofte kontakt med myndighederne. Det drejede sig om banalt bedrageri og/eller underslæb. Det var som regel dækningsløse checks. Sommer havde aldrig fået styr på sine pengeproblemer.
Aktiv i stiftelse af SS-Mindelunden
Poul Sommer var aktiv i stiftelsen af SS-Mindelunden. Ved etableringen i 1969 bar han hovedtaler. Samtidig delte nynazister materialer ud. I talen sagde Poul Sommer:
Det vil sige, at mindelunden ikke kun var til ære for Frikorps Danmark folk, men også for stikkere og HIPO-folk, der blev likvideret under besættelsen.
Flere gange er mindelunden blevet ødelagt og genetableret. I 1976 blev Poul Sommer genvalgt som formand. I 1998 talte foreningen bag Mindelunden 200 medlemmer. Og den ligger ved Kongensbro i Silkeborg Kommune.
Skal man tage disse udtalelser alvorlig?
En af Poul Sommers medarbejdere, Arvid Waltenstrøm var efter krigen med til at tegne et billede af ham over for politiet:
Når de ledende medarbejdere havde brug for en bil gik de på gaden og affyrede et skud op i luften. Ifølge Waltenstrøm fik de i ni ud af ti tilfælde chaufføren til at standse, hvorefter bilen blev taget af Sommer-folkene. Samme metode havde Poul Sommer selv benyttet sig af indtil han fik tjenestebil med chauffør.
Men nu skal historikerne nok ikke tillægge disse udtalelser helt alvorlig. Waltenstrøm begik ganske alvorlige forbrydelser hos Gestapo. Og han var med sine udtalelser sikkert interesseret i at minimere sin rolle som landsforræder.
Døde i 1979
På et tidspunkt solgte han smørolie til bønder. Han boede Brusnæs ved Egernsund og i Broager. Poul Sommer døde i 1979 efter længere tids sygdom. Og han ligger begravet på Broager Kirkegård lige for enden af en høj. Men graven er i dag sløjfet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 201 artikler om Besættelsestiden herunder:
Hvis du vil vide mere: Om sagen omkring Asmus Jensen i Padborg: