Artikler
Marts 25, 2025
Den Franske Skole i nyt lys
Dette er en anmeldelse af Martin Sundstrøm: Katastrofen på Den Franske skole – oplevet af børn, nonner og redningsfolk. Nye dokumenter. 80 børn og 20 voksne mistede livet. Mange begik efterfølgende selvmord. Den 21. marts 1945 var der 529 personer på skolen, da 4 bomber ramte den. Mange døde også af druknedød og gasforgiftning. Myndighederne forsøgte at tie begivenheden ihjel. Tavshedskultur. 18 fanger i Shell-huset flygtede. Englænderne havde advaret om at aktionen var risikofuld og kunne koste op til 300 mennesker livet. En overvældede og bevægende bog, der går meget går meget tæt på.
Nye dokumenter
Der er skrevet mange bøger og artikler om hændelsen. Dette er vores fjerde artikel om sagen. Men kan man blive ved med at skrive bøger om dette? Ja det kan man, hvis man kan finde nye dokumenter, der kan give ny viden.
Oplevet af børn, nonner og redningsfolk
Og Martin Sundstrøm har netop fundet nye dokumenter. Hans nye bog: ”Katastrofen på Den Franske skole – Oplevet af børn, nonner og redningsfolk. Og som man kan læse i undertitlen er det en historie med nye vinkler. Den bog har vi læst og forsøger her at anmelde.
Forfatteren er også instruktør og har stået for en række historiske programmer på TV. Han var således medinstruktør på ”Angrebet på Shellhuset”.
86 børn og 20 voksne mistede livet
Dette er nok besættelsestidens største tragedie. Det var den 21. marts 1945, hvor 86 børn og 20 voksne mistede livet. Den Franske Skole blev bombet. Målet var Shellhuset Gestapos hovedkvarter.
Efter bombardementet kæmpede nonner, redningsfolk og fædre en desperat kamp for at redde deres børn ud af sammenstyrtede kældre. Hurtigt forvandlede det hele sig til et flammehav.
Forfatteren har foretaget nye interviews med elever, ikke tidligere offentliggjorte beretninger fra civile redningsfolk samt afhøringer af hipo – mænd.
Mange begik selvmord
De overlevende blev efterladt med ubehandlede traumer og flere mistede troen på Gud. Dette er også historien om dem, der uselvisk satte livet på spil for andre. Det var mange, der bukkede under for sorgen og begik selvmord.
Almindelige mennesker, der tilfældigt bar i nærheden satte uden at tøve livet på spil for at redde de indespærrede børn. Flere fædre, redningsfolk og frivillige omkom i forsøget på at rede børnene. Ja tænk engang hipo – folk hjalp også.
Samlet nærmer det sig nok et tusind tal af mennesker, hvor nogle stadig kæmper med efterveerne.
Den 21. marts 1945 var der 529 personer på skolen
Den 21. marts 1945 befandt der sig 529 personer på skolen, det var bl.a. 482 børn og 34 katolske ordenssøstre.
Bombeangrebet kom i tre angrebsbølger. Et fly i første bølge ramte en lysmast og styrtede ned i garageanlæg med en benzintank ved siden af skolen. Det endte med at nogle af de andre piloter fejlagtigt troede at skolen var målet, da de så røgen stige op. Også karreen bag skolen blev ramt af flere bomber.
900 mennesker mistede den dag deres hjem.
Druknedød og gasforgiftning
Klokken var lidt over 11, da et sandt hellevede brød løs på den katolske skole. Børn lå fastklemt under murbrokker mens flammerne åd sig ind på dem. Mens redningsfolk i mange tilfælde måtte give fortabt, led andre druknedøden som følge af glohede vandmængder fra de mange sprængte vandrør. Gasforgiftning blev også dødsårsagen hos de mange fastklemte.
Myndighederne forsøgte at tie begivenheden ihjel
Vi hører om masser af skæbner. Tilværelsen blev slem for mange. Traumerne forblev ubehandlede. Dengang kendte man ikke til krisehjælp. Overlevende børn blev behandlet med tavshed.
Myndighederne forsøgte at tie begivenheden ihjel. Begivenheden var vanskelig at placere, fordi det var noget, som englænderne havde gjort. Og de var jo ellers de helte, der kom for at hjælpe os.
Tavshedskultur
Alle dem, der blev berørt af det her – børn og familier, levede i en tavshedskultur. Det var ofte en bevidst strategi, som også forældrene blev rådet til.
Familielægerne mente, at his man ikke talte om det, ville børnene glemme det, Det var datidens psykologiske strategi
Vi begynder stille og rolig med beskrivelse af hverdagslivet på skolen. Ruth havde drømt om at skolen brændte. Moderen havde slået det hen og sendt Ruth i skole med søsteren Ella.
18 fanger kunne flygte
En uhyggelig og meget malende beskrivelse af selve bombningen får vi også. Og et andet sted i København står Shellhuset i flammer. 18 af de danske fanger, der sad i celler oppe under taget lykkedes det at flygte. Flere kravlede ned udenpå det brændende hus.
En del af de danske fanger, der sad som bombeskjold og var medlemmer af modstandsbevægelsen, omkom.
Englænderne havde advaret om at det kunne koste 300 mennesker livet
I forvejen havde englænderne advaret om at aktionen kunne koste 300 mennesker livet. Beslutningen om at bede om et angreb var meget svær at træffe. Men Gestapo sad inde med en viden, der betød mange kommende aktioner med anholdelser og dødsdomme.
En overvældende bog
Denne bog har sat navne på dem, der omkom. Det har krævet masser af research. Det er til tider en overvældede oplevelse. Vi er meget tæt på. Man kan ikke undgå at blive berørt af bogen. Du kan sagtens blive påvirket af den. Til tider er det en grufuld oplevelse. Men vi vil nu godt anbefale bogen. Den ligner heller ikke de andre bøger, vi har læst om emnet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 23, 2025
Danskhedens vanskelige kår i Tønder
Dansk sind og virke havde vanskelige kår i Tønder. Tønder nævnes tidligt. Den tyske form ”Tondern” er afledt af latin. Broder Reinhardt var den første ”Fortyskningsmand”. En bjørnetjeneste at give Tønder en ”fremmed” lov. Amtmanden svarede på plattysk. Mange mærkelige forhold i Tønder. Balthasar Petersen påpegede sprogproblemer i kirken. Der var stadig tysk salmesang efter Brorson. I 1752 måtte man holde konfirmation på dansk. Hvorfor brugte seminariet kun tysk i undervisningen. Ikke mange kunne skrive dansk. Man var loyal over for kongen. Tønder var ikke med i den nationale vækkelse. I byen ville man ikke have dansk rets – og øvrighedssprog. Da kongen besøgte Tønder i 1844. Rapport fra Tønder i 1846 påpeget at i Tønder talte man dansk. Sindelaget var dog meget forskelligt. Også i 1851 talte de fleste dansk. Men kun en tredjedel af seminaristerne var fra Nordslesvig. En dansk læserkreds i Drøhses Boghandel og en dansk klub. En beretning fra borgmesteren. Tunge tider fulgte i Tønder. Foreningen ”Enigheden” på Seminariet. Ikke meget aktivitet i den danske gruppe. Arbejdet for et dansk forsamlingshus kuldsejlede flere gang. Nyt – først oprettet efter krigen. Læse og Ungdomsforening dannet i Landmandsbankens lokaler.
Dansk sind og virke havde vanskelige kår
Tønder blev anlagt af danskere. Men dansk sind og tanke har haft vanskelige kår i denne by. Det danske sprog nåede langt mod syd og sydøst. Men i sydvest var det kun kort ud til frisernes landsbyer. Og Tønder har altid været en grænseby ved grænsen imod kongens ”Utlande” og frisiske undersåtter.
Tønder nævnes tidligt
Tønders borgerskab fik en fælles lovgivning med Lübeck og andre Hansestæder. I et Old-brev fra 1215 nævnes byen første gang som ”Tunder”. Dette nævnes også i 1216 og 1232.
Pontoppidan meddeler ganske vist at indbyggerne allerede i 1017 handlede med England. Men vi mangler stadig nogle mere håndfaste beviser. I 1065 skulle Tønder høre under Ribe Bispedømme.
I 1240 nævnes i ”Ribe Oldemoder”, at Ribe Biskops bønder i ”Tundær, Dalær et Balghum”, som Hertug Abel af Jylland giver skatte – og tjenestefrihed.
I 1238 stod der i Ryd Klosters Krønike står følgende:
Den tyske form ”Tondern” er afledt af latin
Det er her tale om danske mennesker, der grundlagde et kloster Tyndris – ”i Tønder” – senere latiniseret ”Tundern”, hvoraf den tyske form ”Tondern” er afledet. Vi møder atter 1240 og 1241 navnet ”Tundær”.
”Broder Reinhardt var den første fortyskningsmand”
Men næste gang Tønder nævnes, er det i forbindelse med tysk indflydelse. Der hængte et maleri af gråbrødre-munken, Reinhardt i Tønder Byråds forhandlingssal med en tysk indskrift:
Tønder Læs- og Ungdomsforenings æresmedlem, redaktør Skovrøy har engang skrevet:
Rigtigt er det i hvert fald at hans gerning er kommet til at virke som en langvarig fortyskning af den danske by Tønder.
En bjørnetjeneste at give Tønder en ”fremmed” lov
At byen oprindelig har været dansk, vidner dens navn om, selv om dets tydning ikke er ganske klar. Stednavnene i området vidner selvsagt for en by i rent dansk sprogområde. Men Hertug Abel Valdemarsøn gjorde sit fædreland en bjørnetjeneste ved at give byen ind under fremmed lov.
Det gav tyske handlende og håndværkere mulighed for at indvandre til Tønder. Enhver åndelig bevægelse kom syd fra. Også her måtte det laves om til dansk for at nå masserne. Tysk var det fine. Overklassen talte det fremmede sprog.
Amtmanden i Tønder svarede på plattysk
Det er ejendommeligt at se i Løgum Klosters Brevbog, at når munkene skrev på dansk til ”Amtmanden” i Tønder, så fik de svar på tysk, naturligvis plattysk. Højtysk sprog har næppe lydt i Sønderjylland før Reformationen.
Heimreichs Nordfr. Chronick siger, at Staden Tønder taltes omtrent i midten af det 17. århundrede dansk.
Mange mærkelige forhold i Tønder
Udviklingen førte til mange mærkelige forhold. Ved den danske gudstjeneste i Tønder blev der sunget tyske salmer, ind til hjælpepræsten Hans Adolf Brorson i 1732 udgav sit første lille salmehefte:
”Her kommer dine arme små” og ”Den yndigste rose er funden” har første gang lydt i Tønder Kirke.
Balthasar Petersen påpegede sprogproblemer
Provst Balthasar Petersen i Tønder var kun 9 år yngre end Brorson født 1703 i Tønder. Han skriver:
Der var stadig tysk salmesang efter Brorson
Ejendommeligt er også, hvad den tyske geograf Büsching 1752 skriver om sproget:
Der berettes at der i Tønder var:
I 1752 måtte man holde konfirmation på dansk
Fra 1752 blev det dog tilladt den danske præst at afholde konfirmation på dansk. Men alterets sakramente uddeltes kun ved den tyske højmesse og med tysk tale.
Den frisiske aftensangpræst Martin Richard Flor kaldte det ”en betydelig fejl og mangel” at menigheden ikke forstod skriftetale og prædiken, når de gik til alters. Reformationen var ikke blevet til nogen ”Modersmåls – befrielse” i Tønder.
Hvorfor brugte seminariet tysk i Undervisningen?
Det virkede også besynderligt, da seminariet, da det blev oprettet udelukkende brugte tysk i undervisningen. Mange af de studerende skulle senere undervise dansktalende børn.
Al dansk undervisning var indtil 1829 privat.
Ikke mange kunne skrive dansk
Fra cirka den tid fortæller Margrethe Jessen, datter af bankdirektør Jessen i Vestergade, at i hedes skoletid lod læreren en dag børnene prøve at skrive dansk:
Udadtil var Tønder tysk, men i de jævne hjem var sproget dansk.
Man var loyal over for kongen
Astronom P. Andreas Hansen rejste til Tyskland, men ifølge hans datter kunne man høre at hans modersmål var dansk, når han talte tysk. I Tønder er der rejst en mindesten med tysk indskrift til minde om ham.
Indstillingen over for det danske kongehus var naturligvis loyal:
Den ene gang efter den anden gives der beviser for dette i byens tyskskrevne ugeblad ”Tondernsches Intelligenzblatt”.
Byen havde været kongelig, den havde været hertugelig gottorpsk, den havde undertiden været under Slesvig Bispestol under tiden under Ribe. Reformationen var kommen på tysk. Pietismen ligeledes dog med Brorsons klare salmetoner.
Tønder var ikke med i den nationale vækkelse
Da det sker en national vækkelse i det øvrige Nordslesvig, er Tønder ikke med. Da Nis Hansen fra Øster Højst i 1838-39 får oprettet ”Selskab for dansk Læsnings-Udbredelse i Slesvig” får man bogsamlinger i Højer og Rørkær, men ikke i Tønder.
Derimod uddelte ”Komiteen for danske Folkebiblioteker” boggaver i byen.
Byens første stænder- deputerede gjorde sig heller særlig bemærket i Slesvig, selv om de holdt sig til tyskerne.
I Tønder ville man ikke have dansk rets- og øvrighedssprog
Da købstæderne i 1840 indsendte Petitioner (ansøgninger) til kongen om at ophæve Forordningen af 14. maj 1840 om dansk rets – og øvrighedssprog i Nordslesvig, underskrives de i Tønder købstad af 118 beboere, og ved de nye valg til den slesvigske Stænderforsamling i 1841 valgte Tønder, Den Slesvig – holstenske foregangsmand, den unge advokat Wilhelm Beseler.
Tyskernes fører var købmand Todsen, der bl.a. i 1844 ved et møde i Bredsted sammen med en række andre søgte at åbne fastlands-frisernes øjne for, at de ”hørte til de ældste tyske folkestammer”.
Da kongen besøgte Tønder i 1844
– Den 9. september rejste han til Tønder med Statholderen i sit følge. Byens rådhus var festligt illumineret, og over portalen luede et transparent til ære for den 1. og den 8. Hertug af navnet Christian. Nedenfor på Torvet paraderede under en mægtig oprørsfane stadens brandværn, smykket med trefarvede kokarder og om aftenen afsang et sangkor Oprørsvisen:
– Schleswig-Holstein meerumschlungen
Slesvig-holstenerne havde ingen modstandere
Der var ingen tvivl om Tønders nationale indstilling:
Hvad arbejdere og småkårsfolk er, spørger på det tidspunkt ingen om. Det er nok rigtigt, som det står i ”Sønderjyllands Historie:
Rapport fra Tønder i 1846 påpegede at i Tønder talte man dansk
Vi skal dog lige minde om, at man i oktober 1846 indhentede rapporter fra de stedlige embedsmænd om de sproglige forhold. Og her sagde man om Tønder at talesproget bar ”overvejende dansk”.
Det var nogle ejendommelige nationale skillelinjer, der blev trukken i disse år. Og det er aldeles ikke sproget, der er afgørende.
Sindelaget var meget forskelligt
Fastlands-friserne syd for Tønder er afgjort tysksindede. Tønders borgerskab ligeledes. Syd og nord for Tønder er sproget det samme – dansk. Men sindelaget er vidt forskelligt. Sønder-Løgum udpræget tysksindet. Rørkær så godt som rent dansk.
Da rejsningen kommer i 1848, er Tønder rede til at stille sig på den provisoriske regerings side. Det er Beseler, der er dens stænder-deputerede. Hans regering proklameres den 26. marts 1848. Der dannes en Borgervæbning i Tønder under købmand J.C. Iversen.
Tønders sindelag stod dengang i kraftig modsætning til omegnens, så afgjort endda, at bønderne nordpå sammen med Ribe Borgervæbning rustede sig og foretog et heldigvis ublodigt fremstød mod Tønder.
I 1851 talte de allerfleste dansk
Efter krigen var forholdene naturligvis vanskelige. Sindelag og sprog faldt aldeles ikke sammen. Efter opgørelse af Cornelius Appel i året 1851 var der i Tønder 670 familier:
Af de tysktalende var
I omtrent i alle de øvrige tysktalende familier var i det mindste den ene af ægtefolkene, undertiden begge to, indvandrere fra tyske egne.
Kun en tredjedel af seminaristerne kom fra Nordslesvig
Tønder Seminarium blev ledet som en tysk skole frem til Treårs-krigen. Kun en tredjedel af seminaristerne kom fra Nordslesvig. Flertallet var frisere, sydslesvigere og holstenere. Seminaret blev så omdannet til en dansk skole. Dette vakte modstand hos seminaristerne. Tre seminarister stod anklaget i Flensborg for at have afsunget ”Oprørssangen”. De måtte dog frikendes på grund af mangel på beviser.
Jo, det var først i 1858, at seminariet i Tønder kom til at arbejde som et dansk seminarium, men ak – det var kun i seks år.
En dansk læserkreds og klub
Fra Drøhses Boghandel udgik der i en menneskealder en dansk læserkreds. I mange år blev den ledet af koginspektør Refslund, der boede på det gamle apotek. Mellem krigene bestod der en dansk klub og et ”Dansk Samfund” i Tønder.
En beretning fra borgmester Holm
Men tiderne var trange. Krigen truede og stemningen blev trykket. Den 28. januar 1864 indberettede politimester og borgmester Johannes H. Holm i Tønder:
Derefter går borgmesteren over til forholdet til gæringen i Holsten og til Prinsen af Augustenborg og siger om den tidligere nævnte slesvig-holstenske fører Todsen:
Tunge tider i Tønder
Efter krigen følger det tunge tider i Tønder. De danske embedsmænd, de fleste af dansk ånd og tanke var borte. Efter Dannevirkes fald og efter at de danske soldater havde rømmet byen, hængte først blikkenslager Brodersen i Søndergade, en født friser, Slesvig-holstenernes flag ud. Andre fulgte.
Skiltene på toldkontoret og posthuset blev revet ned. Embedsmændene flygtede til Møgeltønder og Rørkær. Kun fysikus Ulrik blev tilbage i sit hjem, Østergade 18. Men om aftenen slog de hans ruder ind. Købmand Todsen kom ham til hjælp. Dagen efter måtte han forlade byen.
Der blev kastet sten efter den lukkede vogn. En enkelt fløj ind ad vognvinduet. Nu steg han og hustruen ud af vognen og gik bag efter den.
Foreningen ”Enigheden” på Seminariet
Det blev ikke let at være dansk i Tønder. Provst Valentiner blev sat til at ordne seminariets forhold. Der blev indrettet en dansk og en tysk afdeling. Følgen var naturligvis at der kom danske og tyske seminarister. Tyskerne havde deres seminaristforeninger. Den danske afdeling samledes i foreningen ”Enigheden”, I foreningens formålsparagraf stod følgende:
Foreningen Enigheden har til mål at virke for
Dette udtryk ”mod uden” der jo nok skal forstås som ”udadtil” skal nok forstås som det dansk – tyske.
Alle møder indledtes med sangen ”Som et skjold mod østens magt”. Fra optegnings-protokollen kan det ses, at man ofte talte om troskab mod konge, fædreland og modersmål.
Enigheden var en god dansk forening. Der kom også gnidninger med seminariets ledelse og tyske kollegaer. De Enighedens medlemmer bar danske studenterhuer, blev det forbudt. I 1878 var der et sandt slag mellem danske og tyske seminarister i Møgeltønder.
Ikke meget aktivitet i den danske gruppe
Det må ikke glemmes at Enigheden var et lille dansk kulturcentrum i 16 år. Et andet dansk kulturcentrum fandtes på Torvet på den gamle gæstgivergård Humlekærren. Her mødtes dem, der kæmpede for danskheden. Nej, de var ikke mange.
De havde en fælles læsemappe, et årligt bal på Skyttegården og en sommerudflugt til Gallehus Skov. Det danske mindretal var faktisk større end valgtallene viste. Det var kun de mest nationalt bevidste, der gik til valg. Småkårsfolk turde ikke stemme dansk.
Arbejdet for et dansk forsamlingshus kuldsejlede
En national styrkelse var det, da Skovrøy kom til byen. Han fortsatte med Vestslesvigsk Tidende. Og i dette blad kunne man læse, at de dansksindede påtænkte at bygge et forsamlingshus. De fik da også købt jord. Men ak det hele faldt ti jorden.
Og så blev Stadt Kopenhagen tilbudt de dansksindede, men heller ikke dette projekt blev til noget. Først efter krigen kom der et dansk forsamlingshus i Tønder.
Et dansk vælgermøde på Skyttegården måtte aflyses. Værten var blevet truet af tyske embedsfolk.
I 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank Med R.P. Rossen og A. Andersen som ledere. Skovrøy oplevede masser af chikane. Mange dansksindede detailhandlere fik deres dansksprogede skilte ødelagt.
Læse- og Ungdomsforeningen blev dannet
I 1907 var der planlagt oprettelse af Den tyske Forening i Tønder. Men det tysksindede byråd frarådede at en sådan afdeling blev oprettet i Tønder. Og så blev Tønder Læseforening dannet. De tysksindede forsøgte dog at chikanere foreningen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 16, 2025
Graverne på Assistens Kirkegård
En graver blev ansat. Graverne mistede deres stillinger. Et nyt regulativ. Kirkegården skulle være ren og ryddelig. Ingen fast løn. Nu fik de en kæmpe løn. ”Kirkegårdens Tilstand er meget dårlig” Den glemte have i et stykke vildnis. En svensk digter var begejstret. Inspektør med fast gage blev ansat. Graver-hus blev bygget og nedrevet. En ”Lig – kælder” blev bygget. Et lighus af træ i koleraens tid. Peter von Scholtens mausoleum.
En graver blev ansat
Da kirkegården blev taget i brug, blev der ansat en graver. Hans arbejde bestod i at tage imod ligene, som ankom til kirkegården. Han skulle også sørge for at de fra ligvognen blev båret til graven. Han skulle holde orden.
Han skulle også ansætte det antal gravere som var nødvendige for at få gravene gravet og de øvrige funktioner udført. Der blev bygget et hus til ham på hjørnet af det den nuværende Kappelvej og Nørrebrogade uden for kirkegårdsmuren.
Graverne mistede deres stillinger
I en dom fra 1804 angående gravrøverier var der ikke nok beviser mod Første-graveren. Men han var dog mistænkt for at have hælet med sine folk. Han blev også beskyldt for:
En anden graver:
Disse to gravere blev ved Hof – Og Stadsrettens Dom af 25. juli 1804 dømt til ar betale henholdsvis 300 og 150 rigsdaler i bod. Desuden mistede de deres stillinger.
Et nyt regulativ
Året efter kom der et regulativ, der bestemte, hvad de gravere skulle lave på kirkegården.
De skulle skiftes hver uge til at føre tilsyn med at ordenen blev overholdt. De skulle også sørge for at grave. Hver grav skulle være 3 alen dyb. Der skulle være 2 alen jord over hver kiste.
Gravningen skulle altid foregå om dagen. Graven skulle være tilkastet inden aften. Lig måtte aldrig opgraves uden politiets og kirkepatronernes skriftlige ordre.
Kirkegården skulle være ren og ryddelig
Kirkegården skulle være ren og ryddelig. Enhver grav skulle op-klappes og således holdes i orden i et år. Man skulle antage det nødvendige antal graverkarle, som dog skulle godkendes af kirkeværgerne.
Det var dem tilladt at overtage gravenes vedligeholdelse for en billig betaling og påtage sig disses beplantning med blomster eller ”paa anden anstændig Maade”
Den nye graverbolig ved Nørrebros Runddel var opført i 1808, fik kirkegårdens anden graver tjenestebolig her. Kommunen havde også lejet et hus ved Kappelvej i 1830.
Ingen fast løn
Graverne fik efter datidens skik ikke fast løn, men med de penge, som folk gav for gravene og for at bære ligene til disse grave. Af disse indtægter måtte de selv lønne det mandskab som var nødvendigt for at få arbejdet udført. Så kan bedre forstå, at gravernes indtægt i de første 25 år, da Assistens Kirkegård var en fattigkirkegård, så var gravernes indtægt såre beskeden.
Nu fik de en kæmpe løn
Men dette forhold ændrede sig, da familiegravenes antal begyndte at stige. Vedligeholdelsen af disse grave gav en god indtægt. Man fik også mere for gravearbejdet. Der kom flere velhavende borgere.
Der findes en opgørelse fra 1867, der viser, at der i alt var 6.000 grave. Hvert gravsted gav 3 Rigsdaler i indtægt. Disse skulle fordeles mellem 3 gravere. Dette var en god indtægt for at holde gravstedet fri for ukrudt.
På stierne skulle der måske også lægges grus af antagende arbejdere. Men selv om man reducerer indtægten med 1/3 får man alligevel en indtægt på 4.000 rigsdaler. Dette er en enorm løn. En borgmester indtil 1874 fik en løn på 3.000 rigsdaler, skoledirektøren fik 2.000 rigsdaler og en kontorchef 1.600 rigsdaler.
De tre gravere følte sig da også som kongelige embedsmænd, der kunne negligere både borgmester og Råd.
”Kirkegårdens tilstand er meget dårlig”
Der indløb talrige klager over gravernes administration. Således klagede oberst Abrahamsen i Borgerrepræsentationen i 1879:
Oberst Petersen som var Helliggejst Kirkes værge og kirkegårdens bestyrer sagde ved samme lejlighed:
Der blev ikke ført bøger over gravene. Man kunne ikke rigtig påvise, hvem gravstederne tilhørte. Der fandtes lange strækninger, hvor der ikke var nogen gravsteder.
Borgmester Hansen nævnte at:
Den glemte Have i et stykke vildnis
I en provinsavis kunne man finde et læserbrev:
Borgmesteren havde et indlæg i Nationaltidende i 1881 om ”glemte grave”. Her fortælles om billedhugger Weidenhaupts grav. Den ligger i en slags vildnis, hvor man næsten ikke kan komme ind. Mindestøtten er bevokset med ur-græs og vilde planter og tidsler.
Man fik et kedeligt indtryk af uhygge og forsømthed.
En svensk digter var begejstret
Men den svenske digter, Carl August Nicander var begejstret for kirkegården. Han skildrer en tur på kirkegården, som han mente var en af de skønneste i Europa:
I 1879 overgik kirkegåen til Magistraten. Et ønske at udnævne en inspektør blev ikke opfyldt med det samme. Man ønskede ikke at fyre nogen.
Inspektør med fast gage blev ansat
I 1888 blev der ansat en fuldmægtig, som skulle føre bøgerne, anvise gravsteder til salg og føre tilsyn med ”Ordenens Overholdelse. Samtidig påhvilede det graverne at lade gravene grave og renholde kirkegårdens veje.
Først i 1897 blev en inspektør ansat med fast gage og med pligt til at passe hele administrationen. Dermed forsvandt efter 137 års forløb de gamle graverstillinger.
Graver-hus bygget
Ved kirkegårdens anlæg blev der i 1759 opført et ”graver-hus” ved Lille Ravnsborg. Det var omtrent på sted, hvor nu Kapelvej udmunder i Nørrebrogade. Huset kostede 907 Rigsdaler 2 mark 13 skilling at opføre.
Da man senere begyndte at anlægge Kapelvej langs kirkegårdens østside, spærrede dette hus adgangen til Nørrebrogade. Begavelsesvæsnet gav uden vederlag grunden – end at der blev betalt pension til daværende graver, sekretær Lind, en pension af 3.800 kr. så længe han levede og efter hans død 600 kr. til enken. Dette skete i 1884.
En ”lig-kælder” blev bygget
I 1828 blev der bestemt, at der på kirkegården skulle opføres en lig – kælder, hvori lig skulle anbringes. Denne lig – kælder blev senere kendt som ”Kirkegårdens Ben-hus” Efterhånden brugte man også denne ejendom til kirkelige højtider. Men det var den nu ikke særlig velegnet til. Og det var alt for lidt plads. Man måtte foretage højtideligheden uden for huset under åben himmel. I 1860 nåede man 100 begavelser. I 1861 det dobbelte antal og i 1862 nåede man op på 244.
I 1862 var der forekommet optøjer under en begravelse. Sådan kunne det ikke fortsætte. Man ville opføre et sømmeligt begravelses-kapel. Ministeriet godkender at kapellet sal opføres i 1867 og at udgifterne skal fordeles mellem de 7 tilsluttede kirker.
Helliggejst Kirke lånte kirkerne hele summen med 4 pct. i rente og 2 pct. i afdrag hvert år.
Der var dog ikke opvarmning i den nye bygning. Det kom først i 1888 med centralfyring. Musik måtte ikke benyttes. Hvis man ønskede anden sang end den sognekirkens kor kunne tilbyde, skulle man foruden sangen betale sognets kantor 5 rigsdaler.
Hver begravelse måtte ikke vare længere end tre kvarter. Liget måtte kun stå i opbevaringsrummet i 10 dage om sommeren. Dog om vinteren i 14 dage. Men allerede i 1875 blev disse frister ændret til 7 dage.
Bygningen blev opført efter en tegning af arkitekt J.D. Herholdt og kostede ca. 17.000 rigsdaler.
Et lighus af træ i koleraens tid
I tidligere tid har der været enkelte mindre bygninger på kirkegården. Det var bl.a. materiale og brændehuse. Men også i disse huse, blev der anbragt kister. Disse huse er for længst revet ned.
I 1853 ved koleraens udbrud blev der på kirkegårde s sydlige del opført et lighus af træ. Det blev ikke benyttet som begravelseskapel men kun til opbevaringssted for kisterne inden begravelsen. I 1862 vedtog kommunalbestyrelsen at nedrive huset, da det var så medtaget, at en bekostelig reparation ar nødvendig.
Man havde håbet at velhavende borgere ville være interesseret i at bygge kapeller eller mausoleer, så familiens afdøde kunne anbringes side om side.
Peter von Scholten s mausoleum
Generalmajor Peter von Scholten byggede på tysk reformeret afdeling et mausoleum for familien Scholtens medlemmer. Ved sit testamente af 15. april 1852 gav han 1.500 rigsdaler til Garnisonskirkens militære drengeskole, for at den skulle sørge for fornyelse og vedligeholdelse.
Da skolen blev nedlagt i 1869, overgik pengene til den Classenske Legatskole. Efter at denne i 1918 blev overdraget Kommunen bestyres nævnte kapital nu af denne.
Muren
Indtil 1880 var kirkegården indhegnet med et træstakit mod Kapelvej. Mod syd var det med en grøft. Ud mod Fælleden og mod vest langs jagtvejen var kirkegården åben. På dette sidste stykke blev der i 1880 opført en mur, der kostede 20.000 kr. Mod Kappelvej opførtes i 1881 en mur, der kostede 15.000 kr.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 9, 2025
Kampen om gaderne
Dette er et forsøg på at anmelde Charlie Krautwald: Kampen om gaderne. Det gik hårdt for sig. De første på gaden. Med knytnæver og cykelpumper. Fra 1932 til 1935 var den hårdeste periode. Man tog i Den Spanske Borgerkrig. Nye vælgere kom til. Svaret var knytnæven. Uniformen kom på banen. Man satsede på nye grupperinger. KU fordoblede deres medlemstal i 1930erne. Christmas Møller mødte troligt op. Man lod sig inspirere af europæiske højreradikale. ”Spektakel – møde på Frederiksberg” på Frederiksberg. KU’ s stormtropper i aktion. Masser af sammenstød i Valgkampen 1935. DKP brød med Socialdemokraterne. Andre organisationer. Ballade overalt i Danmark. En spændende og aktuel bog som vi gerne vil anbefale.
Det gik hårdt for sig
Vi har læst en spændende bog af Charlie Krautwald, som vi her vil forsøge at anmelde. Tidligere har vi skrevet om samme tema. I forbindelse med denne artikel kan du se en artikeloversigt over de ting som vi har skrevet om dette tema.
Charlie Krautwald beretter i bogen om demonstrationer, torvemøder, plakatkrige og gadekampe. Det gik hårdt for sig med masser af kvæstede og et enkelt dødsfald. Politiet måtte gå i optræning i at splitte demonstrationer af.
De første på gaden
I 1919 havde Socialistisk Arbejderparti et demonstrationsværn, der blev kaldt Den Røde garde.
Blandt de allerførste har sikkert været ”Rødt Arbejderværn”, som opstod i 1929. Det havde sin rod i DKP. Det må have været en kopi af det tyske kommunistpartis (KPD) Roter Frontkämpferbund.
Blandt de første, der gjorde opmærksom på sig selv med demonstrationer, var de arbejdsløse. De var i en fortvivlet situation. Derefter kom de politiske ungdomsorganisationer på banen. Konservativ Ungdom blev inspireret fra Tyskland.
Med knytnæver og cykelpumper
Men nu kunne Den Socialdemokratiske Ungdom nu også sagtens være med. Både når det gjaldt demonstrationer og slagsmål med modparten. Og det var med knytnæver og cykelpumper.
Det gjaldt om at vise sin magt og være
I mellemkrigstiden (1918-1939) opstod der en ny politisk kultur mange steder i Europa, hvor politisk mobilisering i stigende grad fandt sted i gaderne. Denne udvikling nåede også Danmark. Uniformering, vold og march i gaderne fandtes bredt i det politiske spektrum hos de partier som stod stærkt i byerne.
Fra 1932 – 1935 var den hårdeste periode
Særlig fra 1932 – 1935 foregik valgmøderne på gaderne. De mest aggressive blev forbundet med ung kommunisterne, nazisterne og Konservativ Ungdom. Men gademobiliseringen var også tilknyttet Socialdemokraterne og De Konservative. De så et stort potentiale i at kommunikere med vælgerne her på gaderne. Gademobilisering blev en del af partiernes parlamentariske strategi. Begge partier støttede deres ungdomsorganisationer i gadearbejdet, fordi det virkede.
Man tog i Den Spanske Borgerkrig
Internt vakte det dog en del modstand. Samtidig var der en borgerkrig, der var begyndt i Spanien. Den optog de unge på den yderste venstrefløj. De mest radikale drog syd på. Efter Anden Verdenskrig så vi ikke så mange uniformerede demonstrationer.
De traditionelle metoder for partierne var ikke mere effektive nok. Vælgerne var også blevet mere troløse. Derfor brugte man nye metoder som plakater, løbesedler og højtalervogne.
Nye vælgere
Med grundlovsændringen i 1915 var der kommet en hel masse nye potentielle vælgere – kvinderne, tjenestefolk og unge – som partierne ikke kunne være sikre på at nå med traditionelle metoder.
Antallet af vælgere var blevet fordoblet. Dengang gik de unge ud af skolen som 14 – årig. Men de fik først stemmeret som 25-årig. Dog var de en vigtig del af parties indsats. På få år fordoblede de politiske ungdomsforbund deres medlemstal.
Svaret var knytnæven
Ungdomspartierne kæmpede bogstaveligt imod hinanden. Politiet forsøgte forgæves at skille kamphanerne fra hinanden. Derved opstod der aggressive slagsange om retten til at demonstrere:
Det var en tid med stor social nød, økonomisk krise og stor uro.
Der var Mussolinis fascistiske Italien, Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunion m.m. Disse var i mange tilfælde forbilleder for de unge.
Uniformen kom på banen
Uniformen kom også på banen. Konservativ Ungdom fremkom med sorte ridestøvler, hvide skjorter og skrårem. Og så heilede de. De påstod at dette var en nordisk hilsen.
Det gjaldt om at vise farver og være genkendelig. De uniformerede kroppe blev omvandrende propagandasøjler. Det gjaldt om at kunne spotte ven eller fjende.
De uniformerede korps blev nærmest militært opbygget. De trænede uden for byerne til gadekampene.
Man satsede på nye grupperinger
Det var de Konservative, der startede med at bruge plakater. Og de delte løbesedler ud.
De Konservative ville gerne have fat i arbejdere med gode lønninger, så det gjaldt om at komme derud, hvor de var. Socialdemokraterne ville gerne have fat i funktionærer, kontorfolk og småhandlende – den lavere middelklasse.
I 1933 talte de kommunistiske ungdomsbevægelser dog kun 668 medlemmer. Nazisterne var splittede, men de største nazi-grupper i København udgjorde dog ikke mere end et par hundrede medlemmer.
KU fordoblede deres medlemstal
Konservativ Ungdom havde 18.000 medlemmer og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom talte 16.000 medlemmer i 1933.
I løbet af 30’erne fordoblede KU sit medlemstal.
Christmas Møller mødte troligt op
Den konservative leder, Christmas Møller var kendt for at være kritisk over for nazismen og åbenlys kritisk over for de unges voldelige metoder. Men han stillede dog gentagende gange op som hovedtaler ved deres ”spetakelmøder” i arbejderkvartererne helt frem til 1938. Han var også med på at støtte dem økonomisk. Det var åbenbart behov for de unge til at føre valgkamp.
Man lod sig inspirere af europæiske højreradikale
Ideologien hentede de unge konservative fra fascismen. Man ville helt bevidst udfordre det parlamentariske system. SA’ s voldstrusler i Tyskland blev i Danmark brugt af de unge konservative for at vise at de havde magten over de røde.
Men også dette blev kopieret af alle de højreradikale bevægelser overalt i Europa. Det handlede om at vise sin magt og udfordre samfundet og det demokratiske spillerum.
”Spektakel møde” på Frederiksberg
Særlig den 3. september 1933 var det voldsomt. Det var enten socialdemokrater eller kommunister, som ville fremprovokere konfrontation. 500 unge konservative var dukket op. Over for dem stod en lignende antal unge kommunister og DSU’ er. Dem skulle 16 betjente forsøge at holde styr på. På stationen var der dog 50 i beredskab.
Overskriften i Politiken dagen efter:
De unge kommunister og socialdemokrater gjorde fælles front mod de unge konservative i begyndelsen
KU’ s stormtropper i aktion
Den 2. september 1934 var det ellers så søvnige Roskilde på den anden ende. På en mark i byens østligste udkant holdt Konservativ Ungdom et stort friluftsmøde. En større gruppe unge konservative stormtropper var ankommet til byen med toget fra København. Det var en dag, hvor der var mange i Roskilde i denne klædning:
I et lille anlæg klos op ad KU ernes mødeplads havde en større flok DSU ere og unge kommunister forsamlet sig. Knap var mødet begyndt blev de konservative talere mødt med råben og piften og ”Internationale”.
Et par lokale betjente forsøgte at jage urostifterne bort, men inden de var nået så vidt, var et halvt hundrede fra KU’ s stormtropper gået i aktion. Et voldsomt slagsmål brød ud og flere DSU’ er blev smidt i Klosterdammene.
Om aftenen var der sammenstød i det centrale Roskilde. Politiet måtte trække stavene.
Måske var det denne scene som Lise Nørregaard tænkte på i 10. afsnit af Matador.
Masser af sammenstød i valgkampen 1935
I valgkampen 1935 blev der slået rekord i sammenstød, selv om der var indført uniformsforbud og urolove. I slutningen af 1930erne skete der en afmatning i den politiske vold. I 1945 bakkede alle op om at det var slut med at marchere i gaderne. Dette blev forbundet med nazismen og til dels med kommunismen.
DKP brød med Socialdemokraterne
Indtil 1934-35 var det Komiteens linje, som DKP skulle følge. Men så fandt de ud af, at Socialdemokraterne var socialfascister, som man ikkeskulle samarbejde med. På kongressen 1935 skiftede man linje. Nu skulle der ikke kun dannes folkefronter mod socialdemokraterne men også mod borgerlige antifascister.
Gadepolitikken handlede om at sprede den rette ideologi. Strækmarch og demonstrationer var en del af demokratiet. Bogen beskriver på strålende vis KU’ s propagandakapløb med venstrefløjen og myndighedernes balance mellem forsamlingsfriheden og beskyttelse af den offentlige orden.
Andre organisationer
Vi får også en beskrivelse af LS (Landbrugernes Sammenslutning). I 1934 fik vi De Frie Folkeparti, der blev til Bondepartiet. LS gjorde fælles front med DNSAP.
Inden da var det De Arbejdsløses Organisation (DAO)
Ballade overalt i Danmark
Det hele sluttede med nogle voldsomme gadekampe i 1935. Vi har tidligere skrevet om de voldsomme kampe på Blågårds Plads.
Det var ikke kun i København, man kom i slagsmål. Alle var militante og voldsparate. Det var en periode med masser af vold på gaderne i Danmark.
Således angreb 600-700 kommunister i 1933 Folketinget og udøvede vold mod betjente. Det kom også til et dødsfald for en ung socialdemokrat, der blev overfaldet og fik kraniebrud.
En spændende og aktuel bog
Det er en væsentlig bog, vi her har med at gøre. Den ligner en udgave fra 2020 som forfatteren kaldte Kampklar. Denne udgave er dog blevet lidt bredere. Desværre er det tendenser i nutiden til at bogen måske er mere aktuel end vi vil værre ved.
En spændende og let læselig bog, der kan anbefales.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 4, 2025
Ladegårdsåen og drikkevandet
Der var to små vandløb. Grøndalsåen og Lygteåen. Ladegårdsåen ændrede sit løb. Fra 1620 løb Ladegårdsåen det løb, som vi kender. Grøndalsåen var hovedløbet. Ålekistehus ved Vanløse Sluse. Ofte hærværk ved slusen. En krudtmølle ved åen. Vandvæsnet ville ikke reparere bro. ”Misbrug af bro”. Som regel for lidt vand i Ladegårdsåen. I 1719 var det hele næsten udtørret. Nu skulle der graves en dybere kanal. Bispeengen blev ofte oversvømmet. En ny forordning for retten. Pludselig var Ladegårdsåen ”anlagt ved Kunst”. Ikke noget ”propert Sted for Byens Drikkevand” Fabriksejer påberåbte sin uskyld. ”Dosseringer” og grøfter til at beskytte drikkevandet. Overgange over åen. Den høje sten. Drukneulykke i åen. Flere broer over åen. Kommunen overtog broerne. Man begyndte at overdække åen. Området var blevet et smukt landskabeligt billede fattigere.
Der var to små vandløb
Dette er vores artikel nr. 16 om Ladegården og åen. Se en liste efter artiklen. Her kommer vi til at bevæge os uden for de normale lokalhistoriske områder. Vi skal nemlig følge Ladegårdsåen fra Damhussøen til Peblingesøen og følge vandet fra Lersøen gennem Lygteåen til Ladegårdsåen.
Ja egentlig var det de to små vandløb – Grøndalsåen, der kommer fra Damhussøen og Lygteåen, der danner afløbet fra Lersøen – der løb sammen til Ladegårdsåen.
Grøndalsåen og Lygteåen
Grøndalsåen er en kunstig gravet kanal fra Christian den Fjerdes tid, mens Lygteåen og dens fortsættelse er et naturligt vandløb. Ja sidstnævnte blev det senere tvivl om.
Lygteåen har antagelig altid haft sit løb ned over Bispeengen og gennem Ladegårdsåens leje til Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø, hvor den udmundede gennem en bred sænkning ud mod Søerne.
På den sidste del af sit løb fulgte åen oprindelig en noget sydligere retning end den senere Ladegårdså, idet den gik tværs over Ørstedsvej omtrent ved Svanemosegårdsvej og Sofievej, derpå tværs over den senere jernbanedæmning og ud i den sydlige del af Skt. Jørgens Sø.
Ladegårdsåen ændrede sit løb
På et eller andet tidspunkt er dette løb blevet spærret af en dæmning ved Bülowsvej og vandet tvunget til at tage en nordlige retning under den nuværende Åboulevard. Spærredæmningen var dog ikke højere, end at vandet ved forårstid kunne gå over den. Det sydlige løb vedblev derfor længe at holde sig fugtigt.
Rester af dette var Svanemosen eller Svanehaven, hvis navn endnu er bevaret i et gadenavn og fæstningsgravene omkring Ladegården. Disse fæstningsgrave stammer fra Christian den Fjerdes tid. Vodrofså blev også gravet som et led i den ydre befæstning om byen, da Grøndalsåen blev anlagt for at føre vand ind fra Damhussøen.
Fra 1620 løb Ladegården til det løb, vi kender
Omtrent 1620 kan det antages at Ladegårdsåen er opstået i den skikkelse, som vi kender. Dens nuværende navn var dog længe om at træne igennem. I Vandvæsnets dokumenter hed den officielt ”Kommunikationsåen” og Grøndalsåen. Den blev også kaldt for ”Grøften fra Langvaddam”.
Å-løbet havde ikke kun betydning for drikkevandet, men også for fæstningsværkerne. Således skulle stadsgravene være fyldte. Man ansatte i 1659 en officer, der skulle holde øje med dette.
Grøndalsåen var hovedkøbet
Det blev Grøndalsåen, der blev hovedstrømmen. Den var længere end Lygteåen og førte også en større vandmængde. Lygteåen fik lov til at passe sig selv mens Grøndalsåen blev reguleret og opstemt ved sluseværker og dæmninger.
Straks ved udløbet af Damhussøen måtte vandet passere den store Vanløse Sluse. Den var et af de vigtigste af de københavnske stemmeværker. Og det var et værk som bønderne konstant forsøgte at ødelægge. De ville have vand til deres marker.
Ålekistehus ved Vanløse Sluse
I 1682 byggede Vanvæsnet det såkaldte Ålekistehus ved slusen. En mand blev sat til at passe på, at bønderne ikke atter engang skulle ødelægge den. Siden 1694 boede her opsynsmand Niels Pedersen.
I 1716 fik han besøg af 4 russiske soldater, der var indkvarteret sammen med mange andre på Fælleden. De passede egentlig hestene på Hollændermarken. De brød ved nattetide ind i hans hus, slog vinduer og døre ind, bandt ham selv til en væv, pryglede ham og hans gamle kone.
De frastjal ham alt, hvad han ejede, nemlig 2 skjorter, et par bukser, 2 daler, en halv otting smør og 4 brød – i alt vurderet til 10 Rigsdaler.
Vandkommissionen godtgjorde ham dog dette. De lovede også istandsætte huset. To år senere søgte Niels Petersen sim afsked. Hans søn blev hans efterfølger. Den gamle fik hele 8 Rigsdaler i årlig pension. Sønnen fik en løn på 13 Rigsdaler 2 mark samt fribolig i Ålekistehuset.
Ofte hærværk ved slusen
Som navnet antyder var der ålekister ved Vanløse Sluse. De tilhørte Vandkompagnierne. Men disse førte også til ubehageligheder. I 1742 var lokale trængt ind til opsynsmanden og havde ødelagt disse ålekister og meget mere.
Opsynsmanden skulle også åbne og lukke sluserne. I 1797 valgte Vandkommissionen to nye opsynsmænd. Der blev lavet nye låse og meget mere efter uenigheder.
En krudtmølle ved åen
Så var det lige slusen Kalthuset. Dette hus var opkaldt efter tøjmester, Peter Kalthof, der her i 1656 havde indrettet en krudtmølle. Her fandt tøjmesteren resterne af en ganske forfalden sluse. Han opførte to store stemmeværker for at begrænse vandtilstrømningen fra Damhussøen. Nu havde en faktisk været nok. Også her forsøgte bønderne at sabotere værket.
Vandvæsnet ville ikke reparere bro
Over slusen lå en bro og vejen til Utterslev, den nuværende Godthåbsvej gik over denne. Denne bro var også brøstfældig i 1680. Men Vandvæsenet mente ikke at det tilkom dem at reparere den. Bønderne blev ved med at klage over slusen. I 1684 blev den afskaffet. Vandvæsenet sagde, at de ikke ville have mere med den at gøre.
Længere nede blev vandet standset af en dæmning ved Falkonergården, hvor en vej Falkoneralleen førte over åen. I 1719 spurgte vandinspektøren, hvem der skulle reparere broen. Efter en masse diskussion påtager Vandvæsenet selv at gøre det.
”Misbrug af vand”
Også her foregik der ”misbrug af vand”. Den kgl. Sølvpop havde her indrettet en voksbleg i 1742. Til denne havde man egenmægtig ledet vand fra Ladegårdsåen ad en bred og dyb grøft bag om gården. Vandkommissionen tilskriver indehaveren straks ar kaste renden til. Den gang fandtes der ikke andre overgange over Ladegårdsåen.
Helt inde ved Ladegården måtte vandet presse sig gennem et par riste af træ, som vel kunne tilbageholde de groveste af de uhumskheder, som åen førte med sig. Samme sted førte en sluse ind til gravene omkring Ladegården, hvor det overskydende vand gennem Vodrufså kunne ledes til Kalvebod Strand.
Som regel for lidt vand i Ladegårdsåen
Som regel var der dog snarere for lidt vand end for meget i Ladegårdsåen. Der var store udgifter forbundet med at holde vandet oprenset. Dette var således tilfældet i 1669 da samtlige borgere i byen inklusive hofembedsmænd, officerer, præster og professorer fik befaling til hver især at stille op med ”Skuffe og Spade” til oprensning af ”Gravene” ”imellem Staden og Langvbaddam” (i dette tilfælde Grøndalsåen).
I 1719 var det nærmest udtørret
Men aldrig havde det dog set så galt ud som i sommeren og efteråret 1719, da der var faldet ualmindeligt lidt regn. Peblinge- og Sortedamssøen var næsten helt udtørret.
For at skaffe hver dråbe vand til byen, som kunne skaffes, måtte ikke alene slusen ved Vanløse altid stå åben, men også plankerne i bunden måtte tages op.
Nu skulle der graves en dybere kanal
I 1727 havde man samme problem. Nu talte man om at grave en dybere kanal ved Grøndalsåen. De 12 pumpevandskompagnier fik den 30. september befaling om at stille med hver 15 mand ved Ålekistehuset den 2. oktober om morgenen kl. 7. Under ledelse af oberstløjtnant Häusser skulle de i gang med gravningen. Arbejderne fik hver 20 skilling i dagløn. De skulle så selv skaffe sig seng og natteleje i nærmeste by.
Den 16. oktober kunne det så meldes at arbejdet var udført og anlægget fungerede tilfredsstillende. Ved Ålekistehuset var der opstillet et apparat til ”Vandets udkastelse” så vandet kunne flyde over slusen ”og gennem grøfterne til byens render.
Vandkommission havde inviteret til en stolt forevisning den 20. oktober. 14 pumpevandsinspektører tog det nye anlæg i øjesyn. Forevisningen ville finde sted mandag den 20. oktober ved middagstid. Uheldigvis var det begyndt at regne meget kraftigt. Vandet var igen begyndt at flyde. Nu forlangte de sparsommelige pumpevandsinspektører derfor at udkastnings- apparatet ved Ålekiste-huset samt de 5 pumper i Peblingesøen straks skulle stoppes og det ansatte mandskab skulle afskediges.
Bispeengen blev oversvømmet
I regnfulde år skete det, at åen ikke kunne sluge alt det vand, der flød til den. Så skete der det, at først og fremmest hele Bispeengen blev oversvømmet. Egentlig burde åen jævnligt oprenses, men det havde ingen lyst til at betale.
En ny forordning for retten
Hidtil havde først kongen, senere vandvæsnet sådan nogenlunde sørget for vandløbet. Men da der i 1790 kom en ny forordning om ”skadeligt Vands Afledning til Forbedring af Agre, Enge og Moser i Danmark” skete der noget.
Da nu alle lodsejere havde nytte af vandets afledning, skulle de deltage i udgifterne ved dette. Og så væltede Vandkommissionen den byrde fra sig. Det havde man også før med ringe held forsøgt. Og det gik da hellere ikke bedre denne gang.
Pludselig var Ladegårdsåen ”anlagt ved Kunst”
I 1802 var sagen om udgifterne for retten. Og højst overraskende meddelte Landværnskommissionen at forordningen fra 1790 ikke kunne anvendes, da Ladegårdsåen ”ikke var nogen naturligt løb, men anlagt ved Kunst”. Derfor skulle oprensningen af åen også bekostes af Vandvæsenet.
Her ville man dog ikke bøje sig. Man var af den overbevisning at åen ”ikke var anlagt ved Kunst”. Vandinspektørerne måtte dog bøje sig. I 1804 tilbød de at bekoste åens oprensning.
Ikke noget ”probert Sted for Byens Drikkevand”
Nu var Ladegårdsåen ingenlunde noget ”propert Opbevaringssted ”for Byens Drikkevand”. I 1677 blev natmanden sendt ud for at borttage en død hund, som lå i vandet. I 1682 hed det at åen var forstoppet af ådsler og mudder.
Vandkommissionen kæmpede hårdt for at holde bandløbet nogenlunde rent. Vi har tidligere artikler beskrevet, hvad der alt sammen flød i åen. Et andet eksempel skal dog nævnes her.
Fabriksejer påberåbte sin uskyld
I 1802 anlagde justitsråd Christian Lange en berlinerblåt – fabrik på sin gård Nørre Alleenlyst på Frederiksberg. Fabriksbygningen lå ud til Falkoneralleen tæt ved ladegårdsåen. Gennem en grøft havde fabrikkens spildevand afløb lige ud til åen. Samme sted havde gårdens ”lokum” og gødningsplads også afløb.
Hvad er berliner blåt, spørger du sikkert? Det er et blåt pigment med meget stor farvekraft, bestående af diverse grundstoffer. Loftsmalerier på Frederiksberg Slot er malet af det. Malere som C.W. Eckersberg og Christen Købke anvendte farven. For sidstnævnte var det ikke altid lige heldig. I nogle tilfælde skete der en voldsom blegning eller falmning på lysets nedbrydning. Således fik Købkes. ”Udsigt fra Dosseringen” helt forkerte farver.
Lange hævdede efter klager, at det stof man anvendte til Berliner-blåt ikke var sundhedsskadelige. Desuden blev de ved stærk ild udbrændt til pulver. Han fremlagde en attest fra fysikus Scheel, der erklærede, at skyllevandet fra fabrikken ikke kunne indeholde mere end en ubetydelig del svovlsyre og kalium.
Med hensyn til afløbet fra gødningspladsen hævdede Lange, at sådan noget ikke kunne være farlig for drikkevandet, siden Vandkommissionen ofte ””stemmede” vandet så højt, at det gik op over møddingssteder og renovationspladser på de tilstødende jorder. Ligeledes tillod man, at kreaturer blev vandede i åen og trådte ud i den.
To ”Falkonersvende” – hans naboer på Falkonergården kunne bevidne, at den rende, som førte spildevand fra hans køkken, havde ligget der i 20 år.
Fabriksejer blev dømt
Vandvæsnet ville dog ikke lade sig nøje med disse forklaringer. Det kom til en retssag, som endte med at Lange mod dagbøder forpligtede sig til at fjerne alle de afløb som han havde lagt ud til Ladegårdsåen.
”Dosseringer” og grøfter til at beskytte drikkevandet
Først så sent som i 1813 blev der truffet foranstaltninger til at skærme byens drikkevand mod forurening fra de omkringliggende bebyggelser og marker, idet der blev opkastet ”Dosseringer” på begge sider langs Ladegårdsåen. Der blev desuden gravet grøfter til optagelse af overfladevandet.
Da ”Dosseringerne” blev besigtiget i 1815, fandtes de stærkt beskadigede af lækatte, rotter, mus og muldvarpe, som havde gravet huller i dem. Derimod havde vandet ingen skade gjort. Man mente at ”Dosseringerne” sagtens kunne stå for et større tryk.
Overgange over åen
Ladegårdsåen dannede et uoverstigeligt grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg. Fra gammel tid eksisterede der overgange ved Falkonergården og Grøndal. Først omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade.
Langs åens sydlige side gik Ladegårdsvejen. På nordsiden udviklede Dosseringen sig til den såkaldte Blågårds Ågade, der i 1870 blev overtaget som offentlig og fik navnet Ågade.
Den høje sten
Ud for Ladegården stod midt i åen en høj spids sten, hvis top ragede en eller halvanden alen op over vandet. Det var ingen indskrift på stenen, men man mente det var til minde om en frygtelig hændelse. Men det var det nu ikke. Det var en vandmåler. Senere blev stenen til en mindesten.
Drukneulykke i åen
Det var en mørk novemberaften 1812 et selskab kom kørende i karet ud fra grosserer Mariboes landsted, Rolighed /ved Rolighedsvej) ind mod byen. Da væltede kusken med vognen ud i Ladegårdsåen. Historien melder om fra to til fire druknede damer.
Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet foran den førhen så nøgne åbred. De stod der endnu, da Ladegårdsåen begyndte at blive overdækket. Stenen blev ved samme lejlighed løftet op og anbragt på Åboulevarden. En simpel indskrift blev indhugget i den:
Flere broer over åen
Der var et stigende behov for overgange over Ladegårdsåen efterhånden som befolkningen steg. Den driftige rådmand Bülow, der ejede og bebyggede så mange grunde i dette kvarter, var den første der skaffede passage over åen, idet han i 1852 fik kommunalbestyrelsens tilladelse for egen regning at anlægge en kørsels – og gangbro mellem Blågårds jorder og Frederiksberg.
Broen fik navnet Bülows Bro. Den lå tæt ved åens udløb og dannede en forbindelse mellem Dosseringerne langs Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø.
Året efter fik kaptajn Bangert på Solitude en lignende tilladelse og således fremkom Bangerts Bro, der lå ude ved Brohuset for enden af Bülowsvej. Senere kom også Parcelbroen for enden af Griffenfeldtsgade. Det var alle sammen lette træbroer, som skulle vedligeholdes af ejerne og fjernes igen, så snart Magistraten forlangte det.
Kommunen overtog broerne
De tre broer som lå nærmest byen, blev dog overtaget af kommunen samtidig med, at denne overtog de gader, der førte til den:
Kun Bangerts Bro fik lov til at ligge og passe sig selv. Efter at kaptajn Bangert var død og Solitudes jorder udstykkede, var der ingen, der tog sig af den. I 1871 havde ejeren af Brohuset ladet den istandsætte. Men de efterfølgende ejere anerkendte ikke denne forpligtelse.
I 1884 var den da blevet så forfalden, at politiet lod den spærre som alt for farlig at passere. Men da en overgang over åen på dette sted var meget ønskelig, påtog Københavns Kommune at istandsætte broen selv om der på Nørrebro – siden ikke fandtes nogen offentlig gade, som gik ned til den.
Man begyndte at overdække åen
I 1887 begyndte forhandlingerne om at overdække Ladegårdsåen længst inde mod byen. Det skulle nu være en lukket ledning. Vandets forurening var blevet værre grundet mere byggeri.
Bülowsbro var blevet så forfalden at den skulle ombygges. Man foretrak dog at spare broen. Og så overdækkede man en strækning på 200 fod af åen ud for Ewaldsgade. I 1892 afløste man broen ud for Griffenfeldtsgade på samme måde med en jorddæmning.
I 1896 overdækkede man åen mellem Ewaldsgade og Blågårdsgade. I 1897 nåede man ud til Brohusgade med anlægget. Ved århundredskiftet var hele åen overdækket ud til jernbaneoverskæringen ved Bülowsvej.
Området var blevet et smukt landskabeligt billede fattigere
Et stort arbejde var tilendebragt. Byen var blevet en bred boulevard rigere og et smukt landskabeligt billede fattigere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 28, 2025
Aabenraas tilstand i 1735
En status over byens tilstand. Situationen skulle fremstilles så sort som mulig. De fleste huse var af bindingsværk. Brandbeskatning. Handelen i byen var kun ringe. Handelen var gået tilbage. Åbenbart var Aabenraa alligevel ikke indførselshavn for Tønder. Der blev klaget over Slotsgades handel. Modstand mod at der boede skippere i Kolstrup og på Løjt. Skippere fra Løjt forsynede selv deres skibe. 49 skibe hjemmehørende i byen. Byens egne skibe blev ikke brugt af byen. Tab på søen. Stridigheder med farveriet. Byen havde 17 købmænd. Hvordan havde de næringsdrivende det? Andre håndværkere i Aabenraa.
En status over byernes tilstand
Statholderen i Hertugdømmerne Friedrich Ernst, Markgreve af Brandenburg forlangte den 30. juni 1735 en status på byernes tilstand. Samtidig ønskede han oplysninger om amternes situation.
Men nu var det ikke noget særskilt for hertugdømmerne. Tilsvarende indberetninger var forlangt i Kongeriget.
Situationen skulle fremstilles så sort som mulig
Men nu skal man nok lige tage disse indberetninger med måde. For ofte gjaldt det om at fremstille en bys situation så mørk som muligt. Så kunne det jo være at man kunne slippe for en række skatter og afgifter.
I denne artikel kigger vi på Aabenraa. Her benytter vi os også af en indberetning fra en tilsvarende indberetning fra 1747samt skibs-lister fra en anden kilde.
De fleste huse bygget af bindingsværk
Byen har kun lidt jord. Den består af små huse, hvoraf få har brandmure. De fleste er bygget af bindingsværk. I husene er det kun lige plads til borgerne og deres familie, hedder det i indberetningen.
Brandbeskatning
Under Den Store Nordiske Krig har byen pådraget sig en stor gæld, især fordi man måtte betale 6.000 rigsdaler i brandbeskatning og 1.351 rigsdaler til transport. Og af indberetningen fremgår det, at regeringen havde lovet at eftergive byen disse penge, men endnu ikke havde gjort det.
Handelen i byen var kun ringe
Det var søfarten, der udgør hovederhvervet. Størstedelen af borgerskabet bestod af skippere og søfarende. Handelen i byen er ringe fordi Flensborg ragede produkterne til sig og landet mellem Østersøen og Vesterhavet er så smalt. Ja sådan stod der i indberetningen.
I 1747 klagede alsinger i Aabenraa over, at de må betale dobbelt så meget i told og licens af de varer, som de indfører, som i Sønderborg og Flensborg.
Den ringe handel, der trives i 1735 i Aabenraa, består i hør fra Riga, jern, brædder og tjære fra Sverige, engelsk salt og fransk vin og brændevin. Nu og da sendes et lille fartøj til København med rug, eller med fedevarer som smør, flæsk og ost til Stockholm.
Handelen er gået tilbage
Handelen er gået tilbage i de sidste år, hvilket blandt andet skyldes at prisen og efterspørgslen på korn og andre landbrugsvarer har været ringe. Det betyder, at der er kommet få penge til landet.
Landmændene har måttet indskrænke sig og har ikke kunnet købe synderligt af købmandsvarer som hør, jern, brædder og tømmer. Bøndernes restancer fra krigstiden er blevet inddrevet. Det har betydet at bønderne har måttet vente med at købe byggematerialer og andre købmandsvarer, som de i og for sig trængte til.
Åbenbart var Aabenraa alligevel indførselshavn for Tønder
Noget som man har undladt i indberetningerne er, at Aabenraa for ikke så få varers vedkommende var ud – og indførselshavn for Tønder By. I indberetningen angående amtet hedder det:
Denne transithandel var af ældre oprindelse og går antagelig tilbage til middelalderen. Da Aabenraa brændte i 1610 og fik hjælp rundt omkring fra til genopbyggelse af byen.
Fra Tønder sendte man også et bidrag samtidig gav man udtryk for et godt naboskab og om at aabenraaerne ville stille sig villig overfor udskibningen af tøndringernes varer. Trods dette håb, kom det dog til stridigheder. I 1620 anholdt man i Aabenraa 4 skibe, der tilhørte borgere i Tønder.
Der blev klaget over Slotsgades handel
Der blev klaget stærkt over Slotsgades handel og skibsfart. Men man hørte intet om de omliggende landkommuners, især Løjt Lands skibsfart og handel. Den var ellers betydelig nok. Og det gav ofte anledning til byboernes klage.
Modstand mod at der boede skippere på Løjt og i Kolstrup
Man mente, at det faktum at skipperne boede på landet stred mod indskærpede og fornyede forordninger af 26. august 1686 og 11. maj 1711 og hvorved handel og håndværk med enkelte undtagelser blev forbudt i tre miles afstand fra byerne.
Uden held anmodede man i 1739 – 15 skippere, der boede i Kolstrup og på Løjt om at flytte til en eller anden by. Men resultatet af denne henvendelse blev et kongeligt reskript dateret 7. oktober 1739, hvor man ikke helt fulgte aabenraaernes ønske. Skipperne fra Løjt og Kolstrup fik tilladelse til at bo på landet. Men det skulle helt og holdent være forbudt for dem at drive nogen form for handel. Hvis de overtrådte forbud, skulle varerne konfiskeres og de skulle idømmes hårde straffe.
Men det var sandelig ikke sluttet fred. I 1747 var stridighederne med løjtningerne et af aabenraaernes vigtigste klagepunkter. Der blev da klaget over at nu boede der 20 skippere på Løjt og nogle drev også handel.
Skipperne fra Løjt forsynede selv deres skibe
Om foråret kom de kørende ind fra landet med øl, som de selv havde brygget, med flæsk, smør og andre varer, der skulle bruges til ”skibsproviant”. De bragte det ombord på deres skibe, der lå i havnen.
På den måde gik Aabenraa glip af en omsætning og varerne fordyredes derved.
Særlig groft syntes man at det var, at nogle løjtninger førte skibe tilhørende svenskere. Nu gik fortjenesten til udlandet.
49 skibe hjemmehørende i Aabenraa
Hvor mange skibe var der i Aabenraa dengang?
Skibene tilhørte byens borgere, men der var masser af fremmede penge, der spillede med. Interessenter i nabobyerne var også med.
Byens egen skibe blev ikke brugt af byen
De færreste af byens skibe brugtes og blev befragtet af byens egne borgere. De fleste søgte befragtning udenfor landet. De største skibe befragtes dels af det islandske kompagni i København i fart på Island. Til foråret bliver der hentet tømmer i Narva. Og så bliver der sejlet til Irland og så bliver der hentet engelsk salt, stenkul og slibestene.
De mellemstore skibe befragtes dels af københavnske købmænd til fart på Finmarken, dels af svenske købmænd med byggematerialer til København, Flensborg og Lübeck. De små fartøjer sejler dels med byggematerialer for svenske købmænd, dels med kalk på Königsberg, Danzig, København og Danmark.
Tab på søen
I den omtalte rapport om byens tilstand nævnes at den største del af indtægterne her omkring 1735 kommer gennem udenlandsk befragtning. Der forekommer ligeledes sørgelige tilfælde af ”søsskader og skibbrud”.
Ved dette lider borgere anselige tab på skibe og gods og hvad der møjsommeligt er erhvervet gennem mange år. Talrige sømænd har sat livet til.
Stridigheder med farveriet
Det fortælles at i 1729 havde en afdanket rytter ved navn, Johan Nicolaus Schmergel (eller Schmerckel) begyndt at fabrikere glanslærred. Han havde kongelig koncession. Men egentlig var der mere tale om farvning end fabrikation. Derfor var der en del stridigheder med farver Henrik Bahnsen, der havde eneret på at farve i Aabenraa by og amt.
Bahnsen kunne ikke selv gøre det. Han var nødt til at sende det til Altona for at få det farvet.
Byen havde 17 købmænd
Der var i byen 17 købmænd. Men kun fire – fem stykker arbejdede med egne penge. De øvrige måtte låne den nødvendige kapital, der naturligvis skulle forrentes. Resultatet var, at omsætningen ikke kastede så meget af sig. Man kunne næsten ikke tjene noget til udkommet.
Dengang var der ingen gilder i byen. Men to år forinden havde borgere oprettet et skytte-kompagni, som vi tidligere har skrevet om.
Hvordan havde de næringsdrivende det?
Men hvordan så det ellers ud med de næringsdrivende i Aabenraa på dette tidspunkt. Ja det kan den omtalte indberetning også fortælle os noget om.
Foruden købmændene nævnes følgende næringsdrivende i byen:
Andre håndværkere i Aabenraa
Dertil kom følgende. Nogle af disses tilstand var middelmådig men de fleste var fattige:
Indberetningen forklarede også at Aabenraa ikke havde brug for flere håndværkere
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 27, 2025
Et landsbysamfund ved Tønder
Mange minder om Aventoft. En skøn tumleplads for vovede knægte. Boplads fra Yngre Stenalder. Gamle fiskerhuse. Præsten blev jaget ud ad byen. Hver mand havde sin egen båd. Man anså Mærsk-bønder som snobbede. Man brugte ikke sejl. Ingen store vilde dyr i Aventoft. Masser af fisk. Engang lå der en herregård i byen. Byens tre stormænd. En storm af vrede. Underbetaling af sivmåtter. Et billede af et sejlførende skib fra Aventoft. ”Vor Herre” talte åbenbart kun tysk. Når ”De Hellige” kom. Byen havde to hekse.
Mange minder om Aventoft
Dette er vores tredje artikel om Aventoft. Det var det sted, hvor vi hentede sprit, cigaretter og slik. Det afhang nu af, hvem der sad i buret, hvor meget vi skulle have med hjem på cyklen.
Ja og det var der, vi skulle bestå vores manddomsprøve i at drikke ”Æ Støvl” Og det sidste var ikke helt let, for hvis du ikke drejede det store glas formet som en støvle, så skvulpede øllet over dig, og så blev du til grin.
Det var også herover, vi om søndagen tog over til en kort ”Frühshoppen”, når vi var hjemme på besøg. Og hvis vi så ikke var hjemme kl. 12.30, var der ingen af mors krebinetter.
Jo jeg kan huske duften af rom hen på kroen. Men dog også henne ved bager Andersen og over for Sonja og Wolfgang.
En skøn tumleplads
Aventoft lå på en lille geestø omgivet af åer, søer, sumpe og enge. Mange ”huller” var kun delvis bevokset. Ude i engene var bevoksningen kun delvis sammenhængende. Sådan et sted kunne ikke altid bære en mand. Ofte røg man igennem og så var man ellers dækket til med mudder fra top til tå.
Det var en skøn tumleplads for knægte med vovemod.
Boplads fra Yngre stenalder
Så vidt vides er der ikke fundet rester af fortidskultur på stedet og dog. Her findes meget gamle ferskvandsbrønde, der i lang tid forsynede det ubeskyttede lavland med frisk vand. Og dog, så fandt knægtene alligevel noget nede på bunden af Aventoft Sø. De fandt dejlige slebne stenøkser og groft tilhuggede dagligdags redskaber. Her havde åbenbart engang i yngre stenalder ligget en boplads.
Gamle fiskerhuse
Selve landsbyen lå på et areal på ca. 1 gange 1 kilometer på en sandø. Her lå stråtækte og duknakkede fiskerhuse. Dengang havde de gamle huse lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Mange mure var rejst i bindingsværk af soltørrede lersten.
Præsten blev jaget ud af byen
Uden for husene var der enkelte brønde. Der var også mødding, der kunne tyde på ko-hold. Havene var små og fattige af blomster.
Degnens ugifte døtre, to gamle ærværdige damer, havde et eventyr af en have, som børnene beundrede gennem de halvtætte hegn. Ellers var det kun præstegården, der ejede en parklignende have med et vældigt kastanjetræ. Det var byens stolthed og glæde.
Men ak – en moderne præst, der anså det vigtigere at få lys og luft ind i stuerne lod træet fælde. Man sagde om ham, at han blev jaget ud af byen. Befolkningen var dengang viljefast, jordnær og selvbevidst.
Hver mand havde sin egen båd
Landsbyen ejede en eller to spand heste. Men hver mand havde sin egen båd. Der var mange type både lige fra den fine jagtbåd over fiskerbåden til søgangsbådene som var beregnet til transport af høet fra søer, enge og åer. Hvad skulle man egentlig med heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig udenfor byens egentlige sandhøje.
Man anså Marsk – bønder for snobbede
Nej, der var næsten ingen agerbrug. Eneste undtagelse var kartoflerne. De groede fortræffeligt i den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning over for de rige bønder ude fra marsken. Herude kunne rødbeder og kartofler ikke rigtig gro, mente Aventoft – boerne.
Og de hadede, når disse rige bønder ude fra marsken kørte gennem Aventoft i deres wienervogne trukket af fyrige heste med nysølv-beslået seletøj i de tidlige morgentimer på vej til Tønder. Men efter indtagelse af en masse puncher på Den hvide Svane i Tønder måtte disse marskbønder på vej hjem køre fra hus til hus i Aventoft og bede om kartofler og rødbeder.
Man brugte ikke sejl
Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskelig at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke, mens mændene drog afsted for enten at slå høet og transportere det med både hjem til landsbyen.
Det var sjældent man brugte sejl. Bådene blev drevet frem med en tage. Man drak af kanaler og mosehuller. Mavesygdomme kendte den hårdføre befolkning ikke noget til.
I højbjergningstiden var der ingen tid til fest og hvile.
Ingen store vilde dyr i Aventoft
Der var ikke de store vilde dyr i Aventoft. Man så aldrig ræven. Harer var sjældne. Men der var et væld af fugle og mindre pattedyr, der holdt til i de sumpede områder. Odderen ødelagde ofte fiskerens ruser. Og så var der ellers væselen og hermelinen.
Sivskoene vrimlede med alle slags vandfugle. Blishønen var nok den mest populære. Knægtene vadede i det iskolde vand og samlede æggene. Der var viber, spætter og vilde ænder.
Masser af fisk
Ganske tidligt lærte man at kende fiskene. Der blev fisket ål med ruser. Og så var der ellers ”Brasen”, ”Suder”, ”Gedder”. Men det kunne være hårdt at være ved vandet hele dagen. Der var kulde og ofte var man gennemblødt.
En ål over tre pund kaldte man for ”Kajfas”. Det var vanskeligt at holde øjnene åbne hele natten.
Den oprindelige befolkning i Aventoft var vistnok dansk. Sproget var for den indfødte befolkning dansk. Dog var der et par enkelte undtagelser, her talte man frisisk.
Engang lå der en herregård i Aventoft
Lige vest for byen ligger den store gård Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således det lave markområde ”Nomenhem”. Men de allerfleste er af dansk oprindelse. Næsten alle gamle familier ender på – sen.
De fleste aventofter var fiskere. Foruden Frismark var der kun en større gård i Aventoft by – nemlig Vestergård. En gang for flere hundrede år siden – havde byen også en slags herregård ”Fogedbøl”. Men den blev dog jævnet med jorden.
Fruen på denne herregård døde dog på fattiggården. Ja sådan sagde man, men det er ikke historisk korrekt. Foruden fiskerne havde byen en snedker, mens skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder.
Byens tre stormænd
Byens stormænd var godsejeren på Frismark, præsten og skolelæreren. De blev tiltalt på tysk. Når disse kom ind i lokalet og man opførte sig pænt. Når de var gået, kunne man igen havde det ”glant”.
Befolkningen var dog ikke kuet af præsten. De var ikke grebet af religiøsitet. En præst, der ikke opførte sig som han burde blev låst inde i sprøjtehuset. Under ledelse af Hans Darum, der var Darum og meget tysk gik det til Præstegården, hvor Hans Højvelbårenhed blev arresteret. Hans Darum var til hest og havde spændt en sabel fra 1871 om maven.
En storm af vrede
Da den første mand i Aventoft i 1927 tog imod arbejdsløshedsunderstøttelse rejste der sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet. Han kunne jo sagtens ernære sig ved at flette måtter. At ”ligge å æ sov” blev betragtet som en skam.
Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen tog fiskerkoner med deres tohjulede skubkærrer til Tønder og Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten.
I snestorm blev knægtene sendt kvinderne i møde de hjemvendende gennem snedriverne.
Om sommeren skulle der sørges for vinterforråd. Fiskene blev slagtet, saltet og tørret i solen og derefter hængt op i madranden. Om vinteren var det en dejlig delikatesse at få ”en svejen skalle” – tørret fisk ristet over gløderne i ovnen.
Underbetaling af sivmåtter
Der blev slagtet og syltet. Vinterarbejdet bestod for det meste af fletning og vævning af sivmåtter og sivsko. Arbejdet blev i den grad underbetalt. Et dusin flettede og vævede måtter – der hver målte ca. 40 X 100 cm – blev før den første verdenskrig betalt med 50 pf. Hele familien måtte arbejde med.
På halve fridage i skolen skulle hvert barn i ti – års alderen flette strenge til ca. seks måtter. På normale skoledage til to måtter. Og det var sivfletningen, der holdt sulten fra dørene i de lange vintermåneder.
Et sejlførende skib i Aventoft
I gamle dage må der have været nogen søfart og noget havfiskeri. Omkring 1850 var der i Aventoft by et sejlførende skib, der må have drevet søfart og handel. Der findes også et gammelt skibsbillede med ejernavn og by-angivelse:
Vor Herre talte åbenbart kun tysk
Kulturlivet delte sig, både i det man kalder højkultur og folkekultur selv i sådan lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til skolen og kirken. Det var her man hørte om evangeliet, Goethe og Schiller, men alt foregik på tysk.
Og med Vor Herre talte man også kun tysk. Men besøget i kirken var ganske ringe. Kun en gang om året var det stuvende fyldt i kirken. Det var, når missionæren fortalte om sine oplevelser i Indien. Denne mand repræsenterede aviser, ugeblade, radio, fjernsyn og film – et møde med den spændende verden.
Når ”De Hellige” kom
En gang imellem forsøgte man at vække familien. ”De Hellige” kom, de blæste på basun hele dagen lang. Folk syntes det var noget så kønt, men ingen af dem blev omvendt.
Byen havde to hekse
Mange i byen troede på det overnaturlige. Når Mollys hund hylede om natten, betød det dødsfald i landsbyen. Byen havde to hekse – den gode og den onde. Den onde ejede en Cyprianus – en tryllebog skrevet med menneskeblod.
Den gode heks hed Malene. Hun hjalp med gode råd.
I Aventoft var der tysk pædagogik i skolen. Man kunne sagtens få 4 timers eftersidning efter for mange stavefejl.
Her skulle man hele tiden overgå naboen. Når lagkagen ikke var god nok eller der ikke var nok lagkage, så gik sladderen i Aventoft,
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 24, 2025
Københavns Vagtværn 1944-1945
Vat det englænderne, der kom? Endnu mere harme. Et vagtværn skulle etableres. 100 Duelige Karl. I 1627 – 140 mand. I 1683 skulle man også synge tiden. Et samarbejde med tyskerne var en umulighed. En styrke på 1.000 mand. Ingen speciel uniform. Forbryderverdenen lod ikke vente på sig. Opgaverne væltede ind over vægterne. De kriminelle blev afleveret i Vestre Fængsel. Tyske gerningsmænd afleveret til tyskerne. 6 vagtfolk døde og adskillige blev kvæstet. Forholdene blev mere urolige. Tyskerne mente at det var påfaldende at de først kom bagefter. Mistro og harme fra tyskernes side. Tyskerne forlangte mere og mere. Efter 4. maj 1945 var der endnu mere at lave indtil politiet igen overtog opgaverne.
Var det englænderne, der kom?
Den 19. september 1944 kunne folk i København mærke at noget skete. Nogle troede, at englænderne kom. Var det englændernes flymotorer man kunne høre? Nej, det var det ikke.
Fra Dagmarhus rykkede en masse udrykningsvogne ud. De indeholdt stærkt bevæbnede politisoldater. Det så ud som om de kørte i retning af Politigården. Efterhånden blev folk klar over, at de var Danmarks egen politistyrke, der blev overrumplet.
Endnu mere harme
Politistyrkerne blev overrumplet. Det ene forbandede overgreb efter det andet fulgte. Der var kun spredt skydning. Folk fik endnu mere afsky og harme for besættelsesmagten.
Et vagtværn skulle etableres
Justitsministeriet udsendte et cirkulære af 11.10. 1944, hvori det hed, at der skulle oprettes kommunale vagtværn. Partierne ønskede oprettelse af vagtværn, da de ønskede et værn så befolkningen ikke var uden beskyttelse mod forbryderbander.
Vagtværnet skulle yde befolkningen den nødvendige beskyttelse. Fra dansk side ønskede man ikke at den danske befolkning skulle søge beskyttelse hos tyskerne. Man ønskede overhovedet ingen samarbejde med tyskerne i denne sag.
Efter en vis betænkningstid var man blevet enige om, at de kommunale kasser skulle udlægge det nødvendige beløb. Senere skulle Staten betale de 90 pct. af udgifterne. Politiet havde endnu popularitet i samfundet.
Men nu gjaldt det om hurtigst muligt at skabe et vagtværn, der også havde politiets tillid.
”100 Duelige Karle”
Nu var det dog ikke første gang at København fik et Vagtværn. I 1294 organiserede biskop Johannes Krag et vægtervæsen. I 1567 havde København ”100 Duelige Karle”
Det lå kongen meget på sinde at nattevagten:
Vægterne var dengang på faste poster og den egentlig patruljetjeneste var overladt til den såkaldte ”Skarvagt”, der bestod af en særlig udvalgt sektion på 12 – 14 personer.
I 1627 – 140 mænd
I år 1627 var der imidlertid dannet et fast vægterkorps på 140 mand. Det blev pålagt vagtmesteren med sine folk flittigt at besøge sådanne steder
Hvis vagten ikke slog til, skulle soldater tilkaldes.
I krigs- og ufredstider var det ”Borgervæbningen”, der skulle passe på. Det var blevet et rent militært korps. På grund af usikkerhed i byen i 1670 blev 100 mand fra ”Borgervæbningen” afgivet i tre vagthuse på Rådhuset, Amagertorv og ved Klarboderne.
I 1683 også synge tiden
I 1683 blev der oprettet et vægterkorps. Nu skulle vægterne også se til at lygterne var i orden. De skulle tillige hindre og afværge slagsmål, tyverier og gaderøverier. Vægterne skulle også ved hver timeslag råbe. Fra 1686 skulle de synge. Man mener, at disse vægtervers er forfattet af den berømte salmedigter Kingo. Gang på gang blev disse vægterkorps omorganiseret.
Vi husker vægterne med den svære kavaj, bæltet og huen med ”Morgenstjernen” i hånden.
Et samarbejde med tyskerne var en umulighed
Men tilbage til den alvorlige situation i 1944. Man slog igen fast, at ethvert samarbejde med tyskerne var en umulighed. Nu gjaldt de om at finde passende lokaler til det nye vagtværn. Man fandt lokaler i Vartov.
Man sikrede 15 taxavogne med chauffører. Disse fik samme aflønning som chaufførerne. Og nu skulle de rigtige vægtere findes. Til dette blev der nedsat en sessionskomite. Tyskervenner og medløbere fik ikke en chance i dette korps.
En styrke på 1.000 mand
Inden længe havde man en styrke på 1.000 mand. Og det var et blandet korps. Det var en stor del befalingsmænd fra hær og flåde, mange studenter og kommunale funktionærer. Man havde brug for specielle egenskaber som Overvagtmestre, vagtmestre og inspektører. En stor del af vagtværnets medlemmer stod aktivt tilknyttet til modstandsbevægelsen.
De nødvendige stationer blev placeret rundt om i hovedstadens kvarterer. Man havde ingen politimæssige beføjelser. Ifølge dansk retsplejelov havde de samme myndighed som enhver god borger til at pågribe alvorlige lovovertrædere, som antræffes på fersk gerning eller friske spor.
Ingen speciel uniform
Det var ikke meningen at vagten skulle bære uniform. Men man skulle have ensartede kasketter og armbind med byens våben og angivelse af at de tilhører Københavns Kommunes Vagtværn. Senere ville de alle få en mørk overfrakke samt en let sommerjakke.
Bælte, fløjte og knippel fik man også. Der fulgte også cykler med.
Vægterne fik at vide at de ikke måtte tage imod ”Velgerninger”. Det var som at sælge sin frihed.
Man fik anvist en større portnerbolig til en fabrik. Men nu viste det sig at denne fabrik havde været udsat for sabotageaktioner flere gange. Så dette var ikke så smart.
Forbryderverdenen lod hurtigt høre fra sig
Der var ikke gået ret mange døgn efter politiets bortfjernelse før forbryderverdenen lod høre fra sig med stadig stigende virksomhed. Fristelserne var for store for de svage karakterer. Flere tog samvittighedsløst for sig af retterne.
Berigelsesforbrydelserne af alle former florerede som aldrig før. Drab og røverier blev daglige hændelser. Borgernes liv og velfærd var truet mere end nogensinde før. De naturlige beskyttere var væk.
Opgaverne væltede ind over vægterne
I den mørklagte by forsvandt banditterne hurtigt, når udrykningsvognen kom. Forfølgelsen var vanskelig. Politiets tekniske medhjælp var ikke til vagtvæsnets rådighed. Alt materiel havde tyskerne stjålet. Og det nye vagtmandskab savnede politimæssig uddannelse og erfaring.
Alligevel gik det nogenlunde og efterhånden meget bedre. By-vagterne evnede efterhånden at løse deres opgaver bedre.
Det var nu også mulighed for at sende by – vagterne ud til patruljeringer – dag og nat. Jo, der var skam også klager over de nye by-vagter, der havde givet folk en ublid behandling. I enkelte tilfælde var klagerne berettiget.
Opgaverne væltede ind over vagtværnet. Man måtte også udvide kontorpersonalet. Man tilstræbte hele tiden at dygtiggøre vagterne. Der kom også mange anmodninger fra offentlige institutioner om bistand. Men der var grænser for, hvad vagtvæsnet kunne påtage sig.
Afleveret i Vestre Fængsel
Vagtvæsnet var nu engang ikke politi og mange egentlige politimæssige opgaver forblev i denne periode i det store og hele ubesørgede.
Vagtchefen var i øvrigt i god kontakt med ledende personer indenfor de ”underjordiske” politikredse. Vagtværnet foretog kun anholdelser i de tilfælde, hvor forbrydere blev antruffet på fersk gerning eller friske spor. Den egentlige efterforskning måtte man lade ligge.
De forbrydere som blev taget, afleverede vagtværnet hos de danske myndigheder i Vestre Fængsel, hvor man stadig rådede over en stor afdeling.
Tyske gerningsmænd overladt til tyskerne
I de tilfælde, hvor der var tilkaldt hjælp, f-eks tyske revolvermænd optrådte i beruset tilstand på beværtninger, blev gerningsmændene indbragt på Vartov, hvorfra de tyske myndigheder selv viderebragte dem til kasernen.
Det var ifølge sagens natur sådanne hændelser, der medførte de største vanskeligheder.
6 vagtfolk døde og adskillige kvæstede
Det var kun naturligt, at anklagemyndighederne ikke fandt det særlig tilfredsstillende, at man ikke kunne forfølge de mange straffesager til bunds.
I den forholdsvis korte tid vagtvæsnet bestod, mistede mindst 6 af værnets mænd livet. Adskillige pådrog sig mere eller mindre alvorlige kvæstelser.
Forholdene blev mere urolige
I løbet af vinteren 1944 – 45 blev forholdene i København stadig i stigende grad mere urolige. Spørgsmålet var hele tiden:
Tyskerne mente, at det var påfaldende, at de først kom bagefter
Besættelsesmagten følte det påfaldende at vagtværnet ikke var i stand til at yde effektiv bistand imod sabotagehandlinger. De indfandt sig først når alt var forbi. Magistraten modtog flere henvendelser fra tysk side, hvori man efterlyste et samarbejde. De krævede flere forhandlinger.
Der blev fra kommunens side stadig svaret, at forhandlinger med besættelsesmagten måtte føres i udenrigsministeriet. Samme svar blev givet, når der kom personlige henvendelser herom til embedsmændene på rådhuset eller direkte på vagtværnets stationer.
Mistro og harme fra Tyskernes side
Efterhånden gik tyskernes forbavselse over til skjult mistro og harme. Fjendens opmærksomhed var stadig mere og mere henledt på vagtværnets øverste ledelse.
I vagtværnet var man efterhånden forberedt på at vagtværnet fik samme skæbne som politiet. Og det endte da også med at vagtchefen var blevet taget med af tyskerne og kørt til politigården. Men han var kun anholdt i et par døgn. Han var blevet mistænkt for at have flere underjordiske forbindelser.
All samfundslag søgte vagtværnets bistand – ikke blot den lille mand fra sidegaderne på Vesterbro eller kolonihaverne.
Som forholdene var havde man bestemt, at vagterne ikke måtte bære skydevåben. Ved enkelte episoder fandtes der dog by-vagter, der greb til revolveren.
Tyskerne forlangte mere og mere
Besættelsesmagtens krav blev stadig stigende. I udenrigsministeriet havde man brug for alle diplomatiske evner for at holde stillingen.
Tyskerne forlangte, at alle våben fra drab og voldssager med rapporterne skulle tildeleles besættelsesmagten. Personer, der var taget i våbenbesiddelse skulle ligeledes overgives til tyskerne. Det kunne der ikke være tale om, mente man fra dansk side.
Tyskerne forlangte nu en fortegnelse over personer inden for vagtværnene. Det var selvsagt udelukket at skulle acceptere dette. Så blev man enige om, at vagtværnene ikke måtte overstige 1.000. Enhver tilvækst kunne kun ske ved at tilsende vagtens data til tyskerne. Men man havde nu ikke planer om en tilvækst. Korpsets ledere og kontorpersonale var nu ikke indbefattet i de 1.000.
Efter 4. maj endnu travlere
Da den længe ventede befrielse kom den 4. maj fik vagtværnet endnu en travl periode, inden det hjemvendte politi atter kunne overtage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 20, 2025
Lersø-bøllernes minder
18 artikler om de skæve eksistenser. Svært at afgrænse et historisk område. Krykke Maries slagsang. Overfald på politimand. De boede i deres primitive huler. De havde det ellers meget hyggeligt ude på Lersøen. Aviserne svælgede i artikler om dem. Masser af revyviser. Et halvt år i Århus. Ferdinand Eriksen døde i 1919. De navnkundige Utterslev-kræmmere. Hvor blev Lersø – bøllerne af? De bevægede sig over et stort område. Spritflokken var stor. Klunserne. Amerikaner – Kaj.
En del om dette tema
Ja egentlig har vi efterhånden skrevet en del om dette emne og holdt en del foredrag om skæve eksistenser på Nørrebro. Lad dette være en slags afrunding. Det var ikke kun Lersø – Bøllerne. Det var også efterfølgerne ”Lersø – Bisserne”, Prinserne og Klunserne.
Det var folk man skrev viser om og som optrådte i revyer rundt omkring. Ja man skrev også skillingsviser om dem. Ja og egentlig hører Utterslev – prangerne også med blandt disse eksistenser.
Svært at afgrænse et historisk område
Og der findes de folk, der gerne vil dele de københavnske bydele ind i bestemte ”historie-områder”. Men det lader sig ikke rigtig gøre med disse mennesker. Her er der både tale om Ydre Nørrebro, Østerbro, Nordvest og Utterslev.
Vi har 18 artikler om ”De skæve eksistenser”
Og Anders Enevig var egentlig politibetjent. Han gik rundt med sin store Eltra båndoptager og optog folk og de skæve eksistenser på Nørrebro og Nordvest.
Du kan få uddybet minderne om Lersø-bøllerne og de andre skæve eksistenser ved at læse vores 18 artikler og foredrag om emne på vores side.
Krykke Maries slagsang
Anders Enevig – også folkemindesamler og forfatter har samlet omkring 1.500 viser om disse folk. Og det startede med at han fandt en vise, der hed ”Krykke Maries slagsang”. Og egentlig kunne indholdet synes at være lidt mærkelig.
Visen handler om et mægtigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Bohavet i den hule, hvor festen foregik, bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne Karl Baj blev senere entreprenør.
Og Karl Baj er nævnt i flere viser. Han var en rigtig Lersø – bølle.
Overfald på en politimand
Lersø-bøllerne levede som bekendt ude i sivene i den tørlagte Lersø. Man taler så meget om Lersø-slaget. Men egentlig var det tale om et brutalt overfald på en politimand natten mellem den 29. og 30. september 1901.
Man slog næsten politimanden halvt ihjel. Men i folketraditionen taler man stadig om selve slaget.
De boede i deres primitive huler
Jo Knokkeldrengen, Musen, Kno-Anders, Spiritus, Glo-øje og Lange-Herman levede ikke forgæves. Det var sandelig ikke bare anderumper og pigespejdere. Det var et fag og et erhverv at være Lersø-bølle. På grænsen mellem Københavns kommune og Utterslev Mark dengang holdt kærligheden op.
Området var omkring 1900 en stor nogenlunde tør mose. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Lyngbyvejen og videre endnu over mod Ryvangen. Hele dette område var beplantet med pilebuske. Pilegrenene blev brugt af kurvemagerne i København – dengang.
Lersø-bøllerne boede derude i deres primitive huler. Her var fred og ingen fare for ikke engang politiet turde vove sig herud – i begyndelsen. Det var dog en, han var ikke bange. Det var ”Bølle-Jørgen”. Det fortælles, at han var knokkelstærk.
De havde det meget hyggeligt ud på Lersøen
Egentlig havde de mere eller mere kriminelle Lersø-bøller det meget hyggeligt herude i pilene. Hulerne møblerede de med møbler som de hentede over fra lossepladsen ”Mamrelund”. Opsynsmanden dengang hed Abrahamsen – og bohavet bestod af kasseret husgeråd og af gamle madrasser fyldt med basser, lus, lopper og tapethøns.
Den gamle folkesang om Lersø-slaget fik først melodien omkring 1918 og det var til den velkendte ”Den er fin med kompasset”. Det må have været en særlig stemning derude, når de sad i hulerne og sang deres kampsange.
Aviserne svælgede i artikler
Mange mælkedrenge på Mejeriet Enigheden lærte disse viser længe før 1910. Mon disse Lersø – bøller tænkte på, hvordan det gik politibetjent Ørsted? Sikkert ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter overfaldet som en ret ung mand.
Aviserne svælgede i artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle være på tværs dengang.
Masser af revyviser
Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede på Sønderbro Teater i både 1905 og 1908. Komedierne om Lersøbøllerne blev sat på programmet. I komedien fra 1905 blev der på de skrå brædder på Søndertorv sunget ikke mindre end 12 grove viser gendigtet over skelettet til de obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. De kunne også blive for sølle.
Et halvt år i Århus
I aviserne kunne man læse at Lersø – bøllen Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flyttet. Sidstnævnte havde taget damperen til Århus. Her boede de et halvt års tid inden de blev snuppet af politiet. De blev indsat i den gamle arrest.
Allerede første nat foranstaltede Ferdinand det første forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrer i gaden må absolut have moret sig, da der fra en celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen. Man bør absolut bruge lagner, hvis man skal flygte fra et spjæld med maner. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.
Ferdinand Eriksen døde i 1919
Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen i 1902 fra Nørrebro Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jespersen havde sat melodi på og hele København, ja hele landet sang med på visen om Lersø-bøllen Ferdinand og Karen – Spidsmus.
Ferdinand døde på Kommunehospitalet i København i 1919. Men Kren Spidsmus levede i bedste velgående i en hyggelig lille lejlighed på Vesterbro endnu da hun var 80 år sammen med et par undulater. Dengang havde hun dog ikke glemt at drikke håndbajer.
De navnkundige Utterslev-kræmmere
Hvad betød dette miljø for det gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev – prangere, som handlede over det meste af Sjælland.
De bar næsten en slags uniform. Ingen var i tvivl om, hvem man havde for sig. Et par værdige herrer med sorte bowlerhatte, halsklude bundet i den typiske prangerknude og iført et par blanke ”køjetræsko” kom de kørende ad landevejen på bukker og enspænderkørertøj.
De havde også alle sammen et stort cykelstyreskæg sat op til narrestreger med ”bajuskisnot”. De var skam ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte også deres særpræg på Lersøkvarteret.
Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Jo der går mange fortællinger om Stærke-Harald og Luske-Laurids ude i kvarteret. Nogle af dem har vi allerede fortalt.
Hvor blev Lersø-bøllerne af?
Hvor blev Lersø-bøllerne af? Omkring 1908 – 10 blev hele området for friseret til Lersøbøllerne. De store fabrikker rykkede længere og længere ud i mosen og Slangerupbanen blev anlagt.
De blev til Lersøbøllerne
Man havde heller ikke mere fred for politiet. De var så snedige, at de havde fået anskaffet sig politihunde og de var ikke bange for Lersø-bøller. Nej, nu var det ikke så rart at være Lersø – bølle mere. Tiden gik, og selv de værste af bøllerne var blevet tamme. Alderen og brændevinen var ikke gået sporløst over dem.
De flyttede så ud til Nørre Fælled og tog navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem den unge tegner Robert Storm Petersen fandt sine modeller. De lå i mange år og sang deres viser ude ved søerne ”Holger Danskes Briller”.
En af hovedpersonerne blev den legendariske Maja Robinson. Man sagde, at hun en gang havde været gift med en australsk læge. Hver måned fik hun penge af ham. Og så var der ellers kamp om Majas gunst.
De bevægede sig over et stort område
Og Robert Storm Petersens tegninger tog nu form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven, som alle kender og holder så meget af.
Fælledbisserne bevægede sig over et stort område på Østerbro. Men efterhånden blev også Nørre Fælled for friseret for dem. Den ny Fælledpark var blevet anlagt og resten af Fælleden var blevet bebygget. Nu var Fælledbisserne blevet hjemløse herude. Rent galt blev det, da brændevin ikke blev til at betale efter første verdenskrig. Selv Nørrebro Handelsforening kritiserede mod de nye afgifter.
Spritterflokken var stor
De viser, der blev sunget dengang, var dog ikke uden selvironi og humor:
Du er min ven og min trøst
lad andre kun prise champagne med skum
du slukker dog altid min tørst
du lille flaske – du er så rar
du følger altid troligt med far
selv om de værste skæv jeg slår
altid i lommen jeg dig dog har
Spritterflokken delte sig, for den var stor. Den ene halvdel tog ophold på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte igen ud til den lille flok på Rebslagervej. Disse tog steder stod spritterfolket som også blev kaldt Prinserne i lang tid.
De blev ikke gamle. Man holdt dog traditionerne stærkt i hævd fra generation til generation – også i viserne.
Mange af disse sprittere mødte man ude på landevejene om sommeren. Og mange cyklede med deres slibercykel rundt. På Blågårds Plads blev de ofte brugt som barnepiger.
Klunserne
1.500 viser samlede Dansk Folkemindesamling. Og Anders Enevig stod for en stor del af disse. Klunserne blev også en del af folkefærdet som vi også tidligere har berettet om. Han dukkede også op i Klunsermiljøet som især holdt til i Blytækker-kvarteret.
Her besøgte Enevig især to produkthandlere på Blytækkervej, bl.a. Alvi. Her var indrettet et lille klunserskur, hvor klunserne mødtes forskellige tidspunkter af dagen og fik sig en lille dram. Her fik de også mulighed for at lave sig lidt og mad og få vasket sig. Her kunne man også sove dagens rus ud.
Amerikaner-Kaj
Klunserviserne var præget af respektløshed og ironi. Særlig indtryk efterlader Amerikaner-Kaj med sin vise en søndag i Vridsløse Statsfængsel:
Oh lad mig drømme ud!
Lad fængslets porte åbne stå
Så at jeg min frihed kan få.
”Amerikaner-Kaj” havde en smuk død på en varm røgkanal i en kælder, lænet op mod et skråtstillet skraldespandslåg med ryggen mod den lune mur i varmekælderen.
Han ville have frydet sig i levende live, hvis han havde vidst, at han også døde med begge hænder begravet i bukselommerne. Rundt omkring ham stod der 3 halve flasker kogesprit.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Februar 15, 2025
Har vi ytringsfrihed på Facebook?
Vi har med mennesker at gøre. Vores side bedømmes af algoritmer. Fra sure opstød til begejstrede tilbagemeldinger. Straffet mange gange. Meta vil forbyde vores side til børn under 13 år. Algoritmer er skyld i fordømmelse af vores side. Filosofi- tankegang og algoritmer skyld i fordømmelse af vores side. Sådan skriver Filofax – Meta. Derfor forbyder Filofax/Meta vores side. Filofax/Meta opfordrer ellers til at vi deler historiske minder. Men dette afstedkommer harmdirrende beskeder fra dem og udenlandske advokatkontorer. De svarer ikke tilbage. Vi venter nu på brev fra rets-kontor. Åbenbart er der kommet ny lovgivning på dette område i England. Tak for læsernes opbakning. Vi skriver videre på hjemmesiden og fortsætter på Facebook indtil vi er smidt ud.
Vi har med mennesker at gøre
Læserne har med tiden kunnet læse vores genvordigheder med og på Facebook. Der er sikkert mange, der er træt af at læse om dem. Men de kan så bare let springe over. Vi har i vores naivitet troet, at der var nogle indflydelsesrige folk, der kunne gøre noget ved det. Vi har jo her en platform, der kunne være ideel og få sine historiske holdninger frem.
Og her tænker undertegnede ikke på partipolitiske holdninger. Men mere historiske holdninger. Det er også i orden at læserne ikke alle er enige i ”Den ældgamle redaktørs” holdninger”. Og det er også fint at man har andre holdninger. Som tidligere nævnt må man gerne komme med sine rettelser.
Vi skal ikke bedømmes af algoritmer
Men nu vil ”Den ældgamle Redaktør” også lige gerne kunne acceptere rettelserne. Vi accepterer ikke holdninger som ”Du står også altid sammen med fjenden”. Husk, at vi har med mennesker at gøre.
Men vi accepterer aldrig, at vores side/gruppe skal bedømmes af algoritmer og straffes efter det. Det har ikke meget med ytringsfrihed i Danmark at gøre. Vi skal heller ikke straffes fordi vi ikke godtager den ”amerikanske filosofi”.
Og når en bog bliver anmeldt på vores side, behøver den ikke altid at være positiv. Når ”Den ældgamle Redaktør” ikke bryder sig om den, jamen så skriver vi det.
Fra sure oplæg til begejstrede tilbagemeldinger
I tidens løb har vi fået offentliggjort flere tusinde artikler i diverse blade, bøger m.m. Det har afstedkommet mange sure oplæg med også meget begejstrede tilbagemeldinger fra jer – kære læsere. Ja et par bøger er det også blevet til. Den sidste fra 2017 blev ikke modtaget særlig begejstret i det sønderjyske – vel sagtens fordi det chokerede lokalbefolkningen, dernede. Og familien til hovedpersonen i vores bog blev meget dårlig behandlet af de danske myndigheder og vi blev til sidst nægtet arkivadgang.
Straffet mange gange
Man skal heller ikke skrive for at please folk. Man må gerne give sine velbegrundede meninger til kende. Men disse kan godt være ilde hørt især for Facebook. I tidens løb er vi i den grad blevet straffet og har opnået masser af repressalier.
Det har såmænd aldrig været problemer med hjemmesiden. Men gennem tiden er vi blevet straffet, fordi
Dette accepterer de danske politikere i ytringsfrihedens frie navn.
Meta vil forbyde vores hjemmeside for børn under 13 år
Så er det vel ikke så sært, at vi forleden blev tvunget til at acceptere (I confirm) at dengang.dk i fremtiden skal være et forbudt område for børn under 13 år. Nu må man sige, at vores målgruppe måske heller ikke ligger lige her. Og dog, vi har haft 10 – 12 skolebørn, der har forespurgt om de måtte benytte sig af vores historiske artikler til skolearbejde.
Men nu må skoler vel heller ikke i fremtiden benytte dengang.dk til klassearbejde på grund af algoritmers forarbejde. Sådan noget accepteres også af politikerne i Danmark.
Algoritmer skyld i fordømmelse af vores side
Man skal ikke være uddannet journalist eller historiker for at kunne se, at dette er absolut forkert. Vi har forgæves forsøgt at kontakte Facebook for at høre om det er vores historiske holdninger eller algoritmernes forarbejde, der er skyld i denne fordømmelse af dengang.dk.
I lange perioder har Meta ikke kunnet anbefale vores side.
Filosofi, tankegang og algoritme accepterer ikke dengang.dk
Vi accepterer at der skal være en form for spilleregler. Men hvorfor acceptere Facebook at deres platform misbruges til ulovligheder. Det gør vi trods alt ikke bevidst – kun i Facebooks/Meta filosofi, algoritme og tankegang.
Sådan skrev Filofax/Meta
Hvad skrev Facebook/Meta:
Om dette også bliver en undskyldning for at lukke vores side, vides ikke. Men med alle de ”kriminelle lovovertrædelser”, vi har foretaget, er det en måde at stoppe os på.
Det kan vel næppe være vores historiske beretninger?
Facebook/Meta opfordrer til at vi deler historiske minder
Hver morgen spreder vi vores historiske minder. Det er som regel ældre artikler, der uden problemer har været offentliggjort flere år i forvejen. Og Facebook/Meta ligefrem opfordrer til at man deler dem. Men til forskel fra tidligere år er det nu ophavsret på en del af det vi deler.
Vores ophavsret bliver også misbrugt
Her på dengang.dk er vi selv modstander af at få misbrugt vores ophavsret. Det oplever vi konstant på andre hjemmesider og i bøger. Man må ellers gerne bruge vores artikler med kildeangivelse.
Harmdirrende beskeder fra Facebook/Meta og udenlandske advokatkontorer
Der kommer harmdirrende beskeder både fra Facebook/Meta og udenlandske advokatkontorer. Der indeholder åbenbart beviser på krænkelsen. Men for at se dette skal man så indlæse nye programmer. Man skal efter en uge udarbejde en ”engelsk – jura – afhandling” at nu har man slettet de mange ”ulovlige programmer”. Men vi ved stadig ikke, hvilke det drejer sig om.
De svarer ikke tilbage
Fra Facebook opfordrer man til at man kontakter dem på engelsk. Men de svarer absolut ikke tilbage og det gør advokatkontorerne heller ikke. Det letteste var jo selvfølgelig at fortælle at den og den deling ikke mere er omfattet af fri ophavsret, så den skal slettes. Men sådan er det ikke i virkelighedens verden.
Vi venter på et rets-kontor
Herfra gennemgår man så de delinger, der måske kan være omfattet af tilbuddet og forsøger atter engang at kontakte Facebook og advokatkontorerne. Men atter engang venter man. Og nu venter man så på en eller anden melding fra et rets-kontor ”overthere”.
Åbenbart er der kommet ny lovgivning i England
Så kære læsere, vi indfører nu fra dags dato en begrænsning i, hvad vi deler af såkaldte minder, da det åbenbart kan blive et dyrt bekendtskab. Det kan da ikke være rigtigt, at vi selv skal betale for en advokat for at gardere os imod disse ting. Og skal Meta/Facebook bestemme hvilke programmer vi skal køre med for at kommunikere med dem.
Åbenbart har vi uploadede de omhandlede programmer uden udbyderens tilladelse med dog efter Facebooks opfordring. Der er åbenbart kommet en ny lovgivning på dette område i det engelske. Men ukendskab til lovgivningen er ingen undskyldning.
Fra Meta/Facebooks side har vi fået at vide, at vi skulle installere nye programmer og kontakte dem, ellers ville vi blive sortlistet uden mulighed for nogensinde atter at komme på Facebook.
Tak for jeres opbakning
Kære læsere – her står vi så nu. Tak for alle jeres gode råd og opbakning. Du kan selvfølgelig stadig gå ind på vores hjemmeside. Og hvis vi kan nå det, før vi bliver smidt ud, laver vi lige et reklamefremstød for alle vores kategorier.
Det er ikke helt billigt at lave en ny hjemmeside med et nyt navn.
Vi skriver videre på hjemmesiden
Selvfølgelig skriver vi videre på vores hjemmeside, og fortsætte på Facebook indtil vi er smidt ud.
Vi har ellers lige opgivet alle foredrag. Publikum forventer at vi står op foran dem i to timer ad gangen og fægter med arme og ben. Det kan ”Den ældgamle Redaktør” ikke mere grundet diverse skavanker. Den tid, vi nu sparer på dette, vil vi bruge på flere skriverier. Men åbenbart bliver det med Metas gode vilje på Facebook.
Hvis du vil vide mere: