Artikler
November 23, 2024
Valdemar Sejr
Ny bog af Lars Kjær. Danmarkshistorien har været anskuet fra en lidt for snæver vinkel. Danmark var en af Europas stærkeste magter. Han skabte stabilitet. De drak tæt ved Hoffet. Valdemar Sejr blev bortført. Han tabte hævntogtet. Han kom ikke på sit korstog Nye bemærkelsesværdige vinkler i bogen. Forvrængninger i historien. Dansk identitet skabt under Valdemar Sejr. Forræderi, baghold og mord – en del af den politiske virkelighed. Store forleninger. Et veldisponeret værk.
Danmarkshistorien blev anskuet fra en lidt snæver vinkel
En ny bog har set dagens lys. Forfatteren er Lars Kjær, der har skrevet flere bøger om dette tema. Det specielle ved denne er, at forfatteren placerer Danmark og Valdemar Sejrs mange krige og opgør i en større europæisk sammenhæng. Efter 1864 har man sikkert anskuet Danmarkshistorien fra en lidt snæver vinkel.
En af Europas stærkeste magter
Dengang mistede vi en tredjedel af riget. Og engang var Danmark mægtig og stor. Vores hovedperson bliver beskrevet som en klog konge. Han beskrives heller ikke som en erobrerkonge. Han brugte smidigt diplomati og ægteskaber. Han blev opfattet som en imperiebygger – og det hedder bogen også som undertitel. Dengang var Danmark en af Europas stærkeste magter.
Han skabte stabilitet
Valdemar Sejr fik lagt Holsten, Ditmarsken, Lübeck og Hamborg ind under den danske konge. Han fik også lagt de nordtyske Østersø – områder fra Elben frem til Gdansk i Polen lagt ind under Danmark.
Valdemar Sejr vandt de lokale stormænds tillid. Han gav stabilitet, fred og beskyttelse i to årtier.
Valdemar Sejr tilbød beskyttelse. Men ak, brødrestrid ødelagde imperiet.
De drak tæt ved Hoffet
Valdemars hær og hof bestod af folk fra mange lande. Foruden at udbygge Dannevirke, så anlagde han en bymur omkring Lübeck.
Der blev drukket tæt ved hoffet. På to nætter indtog hoffet 12.200 liter øl – svarende til 7,6 liter pr. mand pr. dag.
Valdemar Sejr blev bortført
Nu var ikke alt lutter idyl. Valdemar Sejr led også nederlag. Han tilbragte også et par år i fangenskab. Den nordtyske fyrste Henrik af Schwerin bortførte Valdemar og sin søn fra Lyø og krævede en større sum for at løslade ham. I denne periode brød imperiet sammen. Han forsøgte at genskabe imperiet men oplevede igen nederlag.
I 1225 blev aftalen for de tos frigivelse endelig aftalt. Ud over en stor løsesum skulle Valdemar Sejr aflevere alle områder mellem Ejderen og Elben samt alle venders lande mod øst bortset fra Rügen. Dette betød østersøvældets tilintetgørelse. Ejderen var igen blevet Danmarks sydgrænse.
Valdemar måtte love ikke at føre hævntogt mod grev Henrik af Schwerin og som garanti stille ti gidsler til rådighed.
Valdemar Sejr tabte hævntogtet
Efter sin frigivelse fritog paven Valdemar for at betale løsesummen og overholde de garantier, han havde stillet. Herefter forberedte Valdemar sig på et hævntogt. Men der var ikke mange, der støttede ham. I det afgørende slag ved Bornhöved tabte Valdemar mod de nordtyske fyrster.
Man han formåede dog at genvinde noget af det tabte.
Han kom ikke på korstog
Men en ting opnåede han aldrig – og det var at komme på korstog. Han hadede lediggang og stolede på sine mænd. Det lykkedes ham at få tillidsfulde folk bl.a. fra Hvideslægten.
Saxo fortæller at han var afholdt for sin ”menneskelighed” men frygtet af sine fjender for sin dygtighed i krige. Han kunne også godt bruge brutal vold. Sent i livet gav han danskerne Jyske Lov.
I 1214 giftede hun sig med en portugisisk kongedatter med hvem han fik fire sønner med.
Nye bemærkelsesværdige vinkler i bogen
Der er i bogen bemærkelsesværdige nye vinkler på historien. Der er masser af detaljer og nyheder i bogen. Han lå således konstant i krig med sin fætter, biskoppen i Slesvig, Valdemar Knudssøn.
Forvrængninger i historien
I Estland i 1219 var det ikke Dannebrog, der skaffede Daner kongen sejren, men venderne. Historien set gennem internationale linser giver forvrængninger i historien, men det er modigt af forfatteren at vise os dette.
Vi får samtidsskildringer af Saxo. Og så får vi historien trukket tilbage til vores sagntid. Selvfølgelig skal vi også høre om sildefangsten ved Skanør.
Dansk identitet blev skabt under Valdemar Sejr
Dansk identitet blev skabt under Valdemar Sejr og under krønikeskriveren Saxo. Var hans erobringer overmodige? Hvordan kunne Valdemar tro, at Danmark kunne bære et imperium?
Det våben som du ser i dit pas med de tre løver, var oprindelig Valdemars våben. Bogen er trods sin akademiske standard meget let at læse. Som kongesøn fik han en god opdragelse med flere års ophold i Norge. Han mestrede det latinske alfabet og var fortrolig med de nordiske runer.
Forræderi, baghold og mord – en del af den politiske virkelighed
Af hans egenskaber fremhæves hans talent for forhandling. Det var samarbejde mellem de forskellige folkeslag, der skabte hans imperium. Handelen voksede, byernes antal blev mangedobbelt. Og det var råd til at bygge hundredvis af kirker.
Alt var dog ikke fryd og gammen. Forræderi, baghold og mord var en del af den politiske virkelighed.
I 1218 satte han selv kronen på hovedet af sin søn Valdemar den Unge i overværelse af rigets 15 bisper ved et møde i Slesvig. Erik (4. Plovpenning) blev i 1221 kronet som medkonge, mens Abel blev hertug i Sønderjylland.
Store forleninger
Sønnerne uden for ægteskab, Niels og Knud, var hhv. 1216 og 1219 blevet forenet med Halland og Estland senere Blekinge. Det skulle dog vise sig, at ordningen efter Valdemars død skabte store problemer.
Valdemar den Unge døde i 1231 efter et vådeskud. Han gav de andre store forleninger, ikke blot sine ægtefødte børn Abel og Christoffer men også sønnen Knud, som han havde fået med Esbern Snares datter Helena, og Niels samt sine tyske søstersønner Albert af Orlamünde og Otto af Braunschweig-Lüneburg.
Abel blev hertug i Sønderjylland og Christoffer den 1. herre til Lolland og Falster.
Et veldisponeret værk
Bogen er flot udstyret med flotte illustrationer og tænk engang – 60 sider med kilder, noter og register. Dertil kommer et kæmpe analysearbejde. Jo det er et ret veldisponeret værk, vi her har med at gøre.
Kilde:
November 21, 2024
Når Facebook tror, at man kun sender Spam
Facebook er med til at forøge vores læserantal. Cirka en tredjedel af vores aktiviteter kommer derfra. To tredjedele finder selv hjemmesiden. Flere repressalier har ramt os. Skal kontakte diverse lokale administratorer, hvis artikler skal ud af spamfilter. Vi forstår, at du ”muligvis” har gode hensigter. Sikkerhedssystem registrerer. Vores adfærd er ikke acceptabel. Hvilke standarder har vi overtrådt? Facebook forventer værdighed. Burde dette ikke være gensidigt? Hvorfor får Facebook ikke et almindeligt menneske til at læse vores artikler? Vi beskyldes også for misbrug, chikane og ”kvantitet”. Vi har desuden fremsat trusler, hadefuld retorik og udpenslet vild. Overforbrug af funktioner? For Facebook udsender vi hele tiden Spam. Kan man tillade sig at blive ved med at fremsætte nye beskyldninger? Det ender nok kun med hjemmesiden www.dengang.dk. Bare rolig – vi fortsætter med at skrive – men måske på andre ”kanaler”.
Er med til at forøge læserantallet
Når Facebook har fået øje på en, hænger de ved. I tidens løb har vi været udsat for meget, og man skulle tro, at toppen var nået.
Ingen tvivl om, at vi har været glade for Facebook. De har været med til at højne læserskaren på vores hjemmeside og udgør i dag en tredjedel af vores aktiviteter. Jo vi ved det er gratis, men de får vel også en del data herfra.
Flere repressalier har ramt os
Jo, vi har fortalt Facebook om vores problemer. Men det er de lige glade med. Vi har været fuldstændig blokeret flere gange. I øjeblikket er der andre repressalier, der plager os. Facebook har fjernet os fra en del grupper, hvor vi plejede at dele vores artikler. Hvor mange grupper det drejer sig om, ved vi ikke helt nøjagtig.
Skal kontakte diverse administratorer
Andre gange lægger de vores artikel op i et spamfilter i en gruppe. Det kan så først offentliggøres, når vi har kontaktet administratoren fra den pågældende gruppe. De må snart være godt trætte af dengang.dk.
Det er ikke alle gange, at systemet fortæller os, at artiklen lige skal godkendes. Nej, det må vi selv finde ud af.
Nej, det er ikke lokale, der spærrer for vores artikler eller indfører nye godkendelsesregler. Det er Facebook. Og det er svært at kæmpe mod algoritmer. På et tidspunkt måtte vi ikke engang trykke på Like.
Vi forstår, at du muligvis har gode hensigter
Facebook har sendt et hav af rapporter eller oversigter over, hvorfor vi oplever repressalier. Men det er svært at se, at man har begået noget kriminelt. Algoritmerne bekymrer sig ikke meget om det, man faktisk skriver. Men Facebook skriver:
Og så lige det nedvurderende sprog ”Vi forstår du muligvis har gode hensigter”. Ja selvfølgelig har jeg det. Men beskyldningerne gennem årene fra Facebooks side har efterhånden været grove.
Sikkerhedssystem registrerer
Beskyldningerne mellem linjerne fortsætter:
Hvad er det for et sikkerhedssystem? Artiklerne kan da ikke have givet den mindste anledning til alarm.
Vores adfærd er ikke acceptabel
Igen engang bliver vi beskyldt for at vores adfærd ikke er acceptabelt. Vi har ikke misbrugt Facebook og Fællesskabsreglerne. Hvad skulle det have været, som vi har slået op, der virker mistænkelig og stødende. Det er historiske artikler, som vi deler videre. Og så har vi gennemlæst Fællesskabsreglerne. Vi kan ikke se, hvor vi har overtrådt Fællesskabsreglerne. Og så har vi ikke sendt venneanmodninger. Kære algoritme, så fortæl os dog, hvor vi har været kriminelle.
Hvilke standarder har vi overtrådt?
Facebook påstår, at vi har overtrådt standarder. Tjenesterne har gjort det muligt for to milliarder mennesker at kommunikere. Facebook tager deres rolle i misbrug af tjenesten alvorlig. Det er er derfor de har udarbejdet standarder for, hvad der er tilladt på disse tjenester.
Hvad har vi dog gjort?
Facebook forventer værdighed?
Vi har spredt historisk viden, hvor vi ofte er gået ned i ukendte detaljer. Vi har ofte selv lavet research. Derfor er der ofte kommet små sælsomme historier ud af vores skriverier.
Facebook ønsker at sikre at deres indhold er autentisk. Det er indholdet på dengang.dk. Facebook fjerner indhold, der kan bidrage for skade på personers sikkerhed. Ofte er artikler på dengang.dk blevet fjernet uden nøjagtig begrundelse. Nej, vi fremmer ikke vold, pædofili, terror eller hvad vi ellers i årenes løb er blevet beskyldt for. Facebook skriver:
Kære Facebook – vi har aldrig på Facebook krænket folk eller chikaneret dem – igen en gang tomme beskyldninger.
Hvorfor får I ikke almindelige mennesker til at læse artiklerne?
Kære algoritme eller Facebook sådan føler vi det ikke. Vi synes at det er under vores værdighed, at I behandler historiske artikler på den overfladiske måde, som i gør. I kan jo se at de lokale administratorer gang på gang godkender vores artikler. Hvorfor får I ikke et almindeligt menneske til at læse artiklerne en gang imellem i stedet for en algoritme, der måske burde forsynes med kunstig intelligens. Så kunne det måske være, at vi var fri for jeres repressalier. Så kunne det være at jeres fordomme mod Spam vil ophøre og at vi ville komme tilbage til alle de grupper som I har smidt os ud af.
Vi beskyldes for misbrug, chikane og kvantitet
Ja åbenbart er 4 delinger hver dag til forskellige grupper for meget for Facebook. Jeg kunne forstå, at det kan være et problem, hvis dette blev sendt et sted hen. Men det er 6 delinger, der deles ud blandt ca. 25 grupper. Nej det er kun max 4-5 grupper, der får hver dag. Men det er åbenbart også for mange.
Vi har ikke fremsat trusler, hadefuld retorik og udpenslet vold
Flere gange har Facebook åbenbart misforstået indholdet i vores historiske artikler. De skriver:
Vi har fået slettet boganmeldelser, fordi vi åbenbart har overtrådt disse bestemmelser.
Overforbrug af funktioner
Og så får vi ellers at vide:
Åbenbart mener Facebook at vi nu har nået til disse begrænsninger.
For Facebook udsender vi automatisk Spam
Med andre ord, Facebook er ret bevidste om, at hver gang vi udsender en artikel med 5 fotos, så er det Spam. Men hvordan definerer Facebook dette begreb. Ja det er er der flere læsere, der spørger om.
Vi har været glade for at bruge Facebook til at formidle vores historiske artikler og de allerfleste har dog også meldt tilbage, at de er godt tilfredse med artiklerne.
Kan man tillades sig disse uberettigede beskyldninger?
Men det kan jo ikke blive ved med at gå med alle de repressalier og begrænsninger, som vi bliver udsat for. Vi er ved at miste tålmodigheden. Og så er det ydmygende hele tiden at skulle blive udsat for de til tider ret alvorlige beskyldninger. Tænk, hvis man skulle udsættes for dette i en af vores hjemlands aviser.
Det ender nok udelukkende med hjemmeside
Vi fortsætter selvfølgelig med at skrive, men det ender nok med, at du på et tidspunkt ikke mere kan finde os på Facebook, men skal gå direkte til vores hjemmeside www.dengang.dk
Vi ved godt, at vi har brokket os nogle gange. Det kan se under disse artikler hernede. Vi har efterhånden opgivet at komme i forbindelse med Facebooks administration.
Venligst
Uwe Brodersen
www.dengang.dk indeholder 2.190 artikler
Under Andre Historier finder du 107 artikler
November 10, 2024
Børsen
Vi har læst Anders Ravn Sørensens bog om Børsen. På 336 sider skrives der Danmarks- og Københavnerhistorie gennem 400 år. I april 2024 skete katastrofen. Et medrivende værk, letlæst, tilgængelig og spændende. Det var hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri. Christian den Fjerde havde store ambitioner. Kongen måtte dog låne penge hos mor. Dengang blev de handlende kaldt ”ukristelige vindesyge”. Pengene var brugt og Børsen blev solgt. En central handelsplads. Grossererne klagede over larm og beskidte dragter. Byens sociale og centrale scene. Jødefejden 1819 startede på Børsen. Kræmmere, tiggere og købekoner presset ud. Grosserer Societetet købte Børsen. De revolutionære indtog Børsen. Næstformand offer for nazisternes kugler. En happening i 1969. Værdipapirerne flyttede ud.
I april 2024 skete katastrofen
Bogen var næsten færdig. Men en katastrofe bevirkede, at der måtte skrives en ekstra artikel om Børsen. Det var i april 2024 halvdelen af en af Københavns smukkeste bygninger lå i ruiner. Bygningen kan fortælle masser af danmarks- og københavnerhistorie.
Vi så det alle sammen. Kunstværker blev båret ud af bygningen. Ja også det berømte store børsbillede, der nu har sin midlertidig plads på Skagen Museum.
Københavnerne var rystet. Måske lige så meget som i 1728 og i 1795. Ja så var det også Københavns Slots brand i 1794 og Christiansborgs brand i 1885.
Et medrivende værk, letlæst, tilgængelig og spændende
400 års historie kæder personer og begivenheder sammen. Værket er medrivende. Det lykkes for forfatteren at få belyst var bygningen har betydet økonomisk, handelsmæssigt og kulturelt for Danmark. Det er også en perfekt handelshistorie for det danske land.
Bogen er meget oplysende og tilgængelig. En god indføring i, hvad bygningerne har været brugt til. Men bogen indeholder nu meget andet. Jødefejde og finanskrak får vi også. Og så er den letlæst, spændende og medrivende.
Hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri
Bogen er utrolig smuk med flotte illustrationer. Og vi får netop masser af historier om lige fra brande, byldepest og ballade. Siden 1624 har bygningen været hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri.
Christian den Fjerde havde store ambitioner
Jo, Christian den Fjerde havde store ambitioner. I 1616 oprettede han Ostindisk Kompagni, der skulle bringe varer og indtægter til landet. Han fik også skaffet arbejdskraft til landet – jøder. Det gjorde han trods kirkens advarsler.
Dengang i 1620erne var der vand i begge sider af bygningen. Skibe lagde til og fik lastet deres varer. Nu var børsbygningen ikke kun en handelsplads for varer men også et postkontor. Børsmesteren fik til opgave at modtage og udlevere borgernes post.
Kongen måtte låne af mor
Og pengene til det flotte byggeri. Ja dem lånte Christian af sin mor – Sophie af Mecklenburg.
Håndværkerne fik nogenlunde frie tøjler, men kongen kunne alligevel ikke lade være at blande sig. Ofte greb kongen ind for at ændre noget.
De handlende var ”ukristelig vindesyge”.
I Børssalen kunne man erhverve sig eksotiske varer fra boder. Boghandlere solgte vovede skrifter. Også udenlandske handlende skulle sælges fra Børsen. I starten var de københavnske kræmmere sig noget tilbage. Dengang så man ned på de handlende. Man kaldte dem for ”ukristelige vindesyge”.
Pengene var brugt – Børsen blev solgt
Christian den Fjerde brugte masser af penge til andre bygninger og tabte krige. I regentens sidste år måtte han sælge Børsen til den rige købmand Jacob Madsen for 50.000 rigsdaler. Da denne døde overtog hans enke, Karen Eilersdatter, bygningen. Ja og denne havde svært ved at klare dagen og vejen. Ejerskabet af Børsen blev hun bestemt ikke rig af.
En central handelsplads
Da hun døde, overtog staten ejerskabet. Ejerskabet af de Caribiske Øer og slavehandel gjorde igen Børsen til en central handelsplads. Købmænd og skibsejere tjente penge på slavehandlen. Nu var det ikke sådan at slaver på kød og blod blev solgt inde i Børsen.
Bogen følger også de katastrofer som København blev udsat for. I 1709 var byen udsat for kopper. I 1710 var det plettyfus og i 1711 rasede byldepesten. Varer og sølvpenge kunne være dødbringende, alt frygtede man kunne smitte. Den Store Nordiske krig rasede til 1721.
Grossererne klagede over larm og beskidte dragter
I 1759 klagede grossererne over larm, som kom fra de handlende, der solgte billige og grove varepartier. De pæne børshandlende fik støv og snavs på deres pæne dragter. I 1772 skulle spiret tages ned og i 1775 kom et nyt dragespir op.
Byens centrale sociale scene
Dansk Asiatisk Kompagni bragte varer og kapital til Danmark. Dette smittede af på Børsens aktiviteter. Struensees trykkefrihed fra 1770 til 1772 smittede af på de frimodige skrifter. Børsen blev byens centrale sociale scene, hvor soldater, handlende, tiggere, købekoner og tyve færdedes.
Jødefejden startede på Børsen
Endelig blev Meyer som den første jøde optaget i Grosserer Societet, som for det meste bestod af magtfulde købmænd. Men det var også i Børsen, at Jødefejden i 1819 tog sin begyndelse. Mange jødiske handelsfolk og vekselerer havde deres gang her. Men antisemitiske opslag blev sat op på netop Børsen.
Frederik den Sjette, der var enevældig konge måtte erklære undtagelsestilstand for at få bugt med løjerne.
Kræmmere, tiggere og købekoner presset ud
I løbet af 1800-tallet blev kræmmere, tiggere og købekoner presset ud af Børsen. Finere folk og købmænd overtog stedet. Flotte butikker i København overtog efterhånden Børsens tidligere rolle som central handelsplads. Det var særlig omkring Østergade og Pilestræde de nye flotte butikker kom.
Grosserer Societetet købte bygningen
I 1856 overtog Grosserer Societetet bygningen for 70.000 Rigsdaler. Man lovede at frede bygningen. Men i første omgang fjernede man brandfarlige ovne og skorstensrør. Der kom en ny brandsikret mur op midt i bygningen.
Det blev rammen om et finans-og industrieventyr. Senere kom så handlen med obligationer, aktier og andre værdipapirer.
De revolutionære indtog Børsen
Privat-banken og C.F. Tietgen indtog Børsen. Omkring Første Verdenskrig rykkede også Gullaschbaronerne ind. De revolutionære indtog Børsen i 1918. Det var en regulær storm på bygningen. Nu ville de sætte en stopper for ”Dansen og Guldkalven”.
Næstformand offer for nazisternes kugler
I bogen skildres også begivenhederne, da Grosserer Societetets næstformand William Prieme blev skudt af nazisters kugler foran sin hatteforretning i Mikkel Bryggersgade. Og så nævner forfatteren at Danmark kom gennem krigen med en opblomstring af handlen.
En happening i 1969
Happeningen den 29. maj 1969 er også omtalt. Det var her, hvor Lene Adler Petersen går nøgen gennem Børsen bærende på et hvidt kors. Det var i relation til Det Nye Testamente, hvor Jesus fordrev de handlende.
Værdipapirerne flyttede ud
I 1974 rykkede værdipapirerne ud. Dansk erhvervsliv og internationale forbindelser rykkede ind.
Vi får en flot Københavner – historie, som ikke blot er en pæn jubilæumsbog. Den er oplysende og interessant. Bogen er som allerede skrevet let læsende og spændende.
Kilde:
Børsen
Hvis du vil vide mere:
November 7, 2024
Aabenraas skønhed
Hvilken overskrift skal man give denne artikel. Det kunne have været – Højdepunkter og nedture i Aabenraas historie – Udpluk fra Aabenraas historie. Det kunne også have været – Vigtige begivenheder i Aabenraas historie – I hvert fald prøver vi på få sider at gennemgå Aabenraas historie. Fra et af de steder jeg boede i Aabenraa, havde jeg frit udsyn til Galgebakken. Det var skønt.
Stedets henrivende skønhed
Allerede tidligt havde man øje for Aabenraas skønhed. I indledningen til byens ældste krønike fra 1635 fremhæves:
Vi ved det efterhånden, idet Aabenraa har navn efter den forsvundne landsby Opnør, som sandsynligvis har ligget lidt nordvest for fjordens ”inderste vig” Kilden, hvor senere Skt. Jørgensgaard, et midlertidigt hospital lå.
Det lille fiskerleje Opnør
Opnør var navnet for det lille fiskerleje, som havde dannet sig, hvor den nuværende Mølleå udløb. Her havde der dannet sig en bekvem landingsplads for mindre fartøjer. Den lille bygd havde efterhånden bredt sig ud til den sydlige del af det langstrakte bakkedrag, der hæver sig op fra stranden.
Skibbrogade hed dengang Østergade
Den nuværende Skibbrogade, der engang hed Østergade, forbandt da havnen med torvet (nu Storetorv), hvorfra Søndergade igen søgte ned mod fjorden, mens Fiskergade fulgte kystlinjen langs med bankens rand, hvor husene kunne ligge i sikkerhed ved højvande.
Skt. Knuds Gilde
I løbet af middelalderen har Aabenraa efter alt at dømme været i vækst. Som en forlængelse af Fiskergade opstod således på den anden side af Østergade (Skibbrogade) Gildegade, som sikkert har sit navn efter Skt. Knuds Gilde. Det har ligget en Skt. Knuds kirke, hvor de to gader støder sammen.
Slottet for enden af Vestergade
Anlægget af Vestergade må også hidrøre fra den tid, idet det ældste slot, vi har kendskab til, lå i engdraget for enden af denne gade.
Den brede voldgrav
I tilknytning til slottet har byen i syd og vest været værnet af en bred voldgrav, der endnu i det 17. århundrede har kunnet spores som et sumpet morads, der på grund af sit dyreliv gik under betegnelsen ”Paddesig”. Imod nord kunne man tidligere finde spor af byens gamle værn i en dyb slugt syd for Rådhusgangen.
Byens nuværende hovedkirke Skt. Nikolaj har derfor oprindeligt ligget uden for selve det bebyggede område, oppe på by-bakkens top, mens borgernes huse har nøjedes med den sydøstligste del.
Til Skt. Nikolaj var der i middelalderen knyttet syv gejstlige, de såkaldte ”marianere”, hvis boliger lå omkring kirken.
Byens ældste kirke
Byens ældste kirke har været et Skt. Andreas kapel, som indtil reformationen lå på det såkaldte Kapelbjerg – syd for kirken. Hvorom alting er fortæller de to kirkers helgenavne med al ønskelig tydelighed om beboernes næringsveje. Uden tvivl er Aabenraa nemlig opstået som et lille fiskerleje, hvorfra der med tiden også har udviklet sig en del søfart.
Næring på havet
Selve beliggenheden ved den brede og dybe Aabenraa Fjords inderste vig, som på alle sider er omgivet af store skove, har tidligere henvist beboerne til at søge deres næring på havet. Deres kirker blev derfor indviet til Skt. Andreas og Skt. Nikolaj, henholdsvis fiskernes og de søfarendes skytshelgener.
Rettigheder fra efter 1200
Man regner med at Aabenraa kan føre sine rettigheder som købstad tilbage til tiden efter år 1200. Dens stadsret, den såkaldte ”skrå”, kendes ganske vist kun i en latinsk oversættelse fra 1335. Den hævder dog at indeholde vedtægterne, således som de var på kong Valdemar Sejrs tid.
De økonomiske forhold i middelalderen
På grundlag af skråen er det muligt at danne et billede af de økonomiske forhold i middelalderens Aabenraa. En paragraf handler således betegnende nok i om skipperens forhold. Meget tyder på at aabenraaerne har deltaget i middelalderens store sildefiskeri ved Skånes Øresundskyst.
Landbrug har dog også spillet en stor rolle for datidens aabenraaer, idet kongen gav dem en ”fægang” på syv omkringliggende landsbyers marker.
Første gang vi hører om Aabenraa – er i 1231
Vi hører første gang indirekte om Aabenraa i kong Valdemars Jordebog fra 1231. Her er der opført told blandt de kongelige indtægter fra Rise herred. Dette kan vel kun hentyde til indførsel over havnen i Aabenraa. Det passer udmærket med at kong Kristoffer i 1257 gav toldfrihed til munkene i Løgumkloster for varer, som de måtte indføre over havnen i Aabenraa.
En myte om at venderne allerede i 1148 skulle have afbrændt Aabenraa by og slot kan ikke bekræftes.
Aabenraahus afbrændt i 1247
Men i 1247 skulle Aabenraahus være blevet afbrændt under kampene mellem de to brødre Erik og Abel. Efter genopførelsen i 1366 sad den sønderjyske hertug Henrik inde med slottet. Men i sine sidste år lykkedes det dog Valdemar Atterdag at komme i besiddelse af det. Ved dennes død overgav slotsfogeden slottet til holstenerne, Jo Aabenraa kom i ilden mellem det danske kongehus og de holstenske grever.
Margrete den Første lod Brundlund opføre
Under sit arbejde med at genvinde det tabte, lykkedes det i 1404 dronning Margrete den Første at komme i besiddelse af Aabenraahus. I 1411 lod hun slottet nedrive og genopføre det i det vandrige og sumpede område lige syd for byen. Men midt i det hele døde dronningen. Det blev ikke det store flotte slot, som man egentlig havde tænkt sig. Det blev betydelig mindre.
Under Gottorp fra 1544 – 1713
I 1429 faldt slottet i fjendtlige hænder efter en belejring på fire uger. Først i 1460 blev det sammen med hertugdømmerne overladt til Christian den Første. Under de efterfølgende arvedelinger skiftede Aabenraa by og slot adskillige gange herre. I 1544 kom Aabenraa under Gottorp, hvortil det hørte indtil 1713.
Men egentlig levede aabenraaerne med by og egn deres liv i fredelige tider ret uafhængig af, hvem der førte det store ord på Brundlund Slot.
Befolkningen var oprindelig danskere
Mens By-skråens ordvalg tydede på, at Aabenraas befolkning oprindelig var dansk af nationalitet, må man dog regne med et vist tysk element – især af håndværkere – i løbet af 1400 – tallet. Det plattyske sprog vandt indpas og blev almindelig i administrationen. En plattysk oversættelse af Skråen fra den tid foreligger. Plattysk blev også brugt ved gudstjenesterne efter reformationen.
Aabenraaerne tog parti for kongen
Overgangen til den ny tid kom ikke til at gå sporløst hen over det lille bysamfund. Under adelens og holstenernes opgør med Christian den Anden tog aabenraaerne klart parti for den folkekære konge.
Kommandanten på Brundlund, Benedikt von der Wisch var en af kongens tro tilhængere. Aabenraa måtte derfor tages med storm af hertug (senere konge) Frederiks landsknægte. Når de for så brutalt frem skyldtes det en gamle myte om at borgerskabet med borgmester Hans Kristensen i spidsen havde nægtet at udlevere dem øl:
De store brandkatastrofer
Endnu en voldsom ulykke ramte byen inden århundredets udgang, idet en kvindes uforsigtighed med brændende tande på et høloft i 1576 gav anledning til en voldsom ildebrand. Husene blev et let bytte for ilden. Borgerhusene stråtækte bindingsværks- eller bulhus-konstruktioner frembrød et let antændeligt materiale.
Hele 7 gange var Aabenraa udsat for storbrande. Men så greb myndighederne også ind. Det viste sig nemlig at 196 af de 217 beboelseshuse havde stråtag. Det blev påbudt 84 husejere at få lagt tegl i løbet af seks uger, mens de resterende 112 skulle have deres huse teglhængte inden udgangen af det følgende år.
Den mest frygtelige hændelse i Aabenraas historie var imidlertid brandkatastrofen i 1610, der gjorde et voldsomt indtryk i samtiden.
Mordet på Claus Esmarch
Og så var det byens borgmester Claus Esmarch, der blev myrdet uden for Nørreport. Åbenbart var det svigerforældrene der stod for ugerningen. De var særdeles kendte folk.
Bådebygger startede branden
Mange mente derfor, at det var Guds vilje, da en ildebrand i løbet af et par timer i løbet af et par timer fortærede så godt som hele byen. En bådebygger og hans medarbejder havde været beskæftiget med skibstømrerarbejde, hvortil de brugte åben ild for at holde tjæren flydende. Sluppet løs i en kraftig østenstorm fængede ilden imidlertid hurtigt i det brændbare stof.
Hvorfor hedder gaderne sådan?
Omkring år 1600 var hele by-banken blevet inddraget til bebyggelse, Navne som Vægterpladsen, Jomfrugangen og Pottegade giver os en mindelse om tidens byvægter, utugtskvinder og håndværkerliv.
Persillegade lå derimod endnu uden for byen på den vestlige bakkerand, hvis mange køkkenhaver navnet hentyder til, mens Ramsherred på bakkens fald imod nord efter navnet at dømme har været hjemsted for ”samfundets udskud”.
I løbet af 1700-tallet blev der flere gader i byen. Wollesgyde har navn efter den kendte skipper og rådmand Oluf Rudbeck, som lod en ejendom opføre, hvor senere posthuset kom til at ligge.
Rebekkagangen har måske fået navnet efter en datter af provst Bargum. Barkmøllegade og Klinkbjerg vidner om dengang man anvendte fint-malet bark til garvning og den betydelige teglværksindustri. Mange af de gamle navne har således et indhold, der formår at gøre fortiden levende for os.
Det gælder også for Nørre – og Sønderport på hver sin side af by-banken, hvor vægternes bomme ved mørkets frembrud har skulle sikre borgerne mod fremmedes færd ved nattetide.
Krigsnød
Det 17. århundrede var de store kriges tid. Aabenraa måtte dele skæbne med Danmark. Forskellige sygdomme og epidemier kom til. Under krigen opholdt Wallenstein her på et tidspunkt og drømte om en Østersø-flåde med station i Aabenraa Fjord. Endnu værre blev det under de påfølgende svenskekrige, især da Polakker og Brandenburger kom os til hjælp.
I 1658 sluttede provst Hübschmann derfor med god grund sin kirkebog med ordene:
Skibsfarten i Aabenraa
Omkring 1700 var de vigtigste handelspartnere Sverige, Nordtyskland og de baltiske havnebyer. Og det var selvfølgelig af vandvejen.
Huset Gottorps nære politiske tilknytning til den svenske stormagt har gjort det let for de aabenraaske søfolk at vinde indpas i disse lande, hvorfra man kunne forsyne hjemmemarkedet med tømmer, tjære, kalk, natur-sten, samt hør og hamp. Men skibenes aktionsradius øgedes hele tiden.
I 1692 har de således hentet ladning på den russiske Ishavs-kyst. Under den store nordiske krig blev indledt med handlen til Vesteuropa.
Den hertugelige regering på Gottorp som indtil 1713 var neutral, så med stor velvilje på den aabenraaske skibsfart. I løbet af 1700-tallet besejlede Aabenraa – sipperne tillige Middelhavet. Foruden de forannævnte handelsvarer indgik nu også vin og salt fra Spanien og Frankrig, fisk fra den norske kyst, samt en betydelig eksport af koen og brændevin.
Skibsreder Michael Jebsen sendte således i 1788 ikke færre end 1.000 potter prima kornbrændevin i fade med byens segl og navnetrækket M.J. til Norge.
Under Napoleonskrigene gik handelen tilbage og aabenraaske søfolk blev taget til fange af englænderne.
Storhedstiden for skibsfarten
I den første halvdel af det 19. århundrede indledes den egentlige storhedstid for den åbenråske skibsfart. Efter de spanske koloniers løsrivelse startede handlen med Latinamerika. Brigantinen ”Perlen” af Aabenraa rundede således Kap Horn i 1824. Jørgen Bruhn var den førende mand i byens økonomiske liv. Byens sønner optrådte hjemmevant i alverdens havne. I Hong Kong kunne man omkring 1870 være heldig at se et dusin skibe fra Aabenraa på en gang.
Farvel til skibsværfterne
Men i slutningen af århundredet var sejlskibenes tid forbi. I 1882 blev det sidste skib bygget på et af byens tidligere så betydningsfulde skibsværfter bygget. En epoke i byens udvikling havde fundet sin afslutning. De store skibsbyggerier var i midten af 1800-tallet præget af dynastierne Paulsen, Andersen og Michelsen.
Men i Aabenraa evnede man ikke at omstille sig til fabrikation af jernskibe. Med skibsværfternes nedlæggelse mistede livet i Aabenraa et karakteristisk træk. I 1870erne startede Michael jebsen et dampskibsrederi i byen.
I 1859 var 82 skibe hjemmehørende i Aabenraa
Tænk engang, at i 1859 var hele 82 skibe hjemmehørende i byen. Aabenraa var ubestridt hertugdømmets forende søfartsby og overgik også sin gamle rival – Flensborg. Et minde om søfarten findes i de mange villaer i ”Chinatown”, som borgerskabet døbte et kvarter i byen, hvor de hjemvendte kaptajner og styrmænd fortrinsvis har lagt op til.
Var den tyske kultur finere end den danske?
Den tyske kultur i Aabenraa blev betegnet som finere end den danske. Men som urmager Frederik Fischer i 1838 sagde:
Når kongen var på besøg, stod de stolte skibstømrere i geled med den blanke økse på nakken. Jo i de kredse havde man let ved at tage standpunkt. I 1864 regnede man Aabenraa for at være en dansk by.
Bakkerne var engang en hindring for fremkommeligheden
Fra gammel tid har de store bakker omkring Aabenraa været et vejproblem. Den gamle landevej mellem Haderslev og Flensborg og den historiske hærvej holdt sig uden om Aabenraa. Først omkring 1840erne kom det gang i den nord-sydgående færdsel i Aabenraa.
Den flotte postgård
Brundlund Slot var oprindelig bygget i røde munkesten. Og Slotsgade hørte ikke engang med til byen. Noget der også er skønt ved Aabenraa, er den tidligere postgård i Søndergade. Det er ligefrem et rokoko- slot og jeg erindrer med en pragtfuld have.
I Den Gamle By i Århus ligger en gammel håndværker og høkerbolig, som før lå på hjørnet af Storegade og Pottegade. Ja og så er det jo den idylliske Vægterplads.
Der kunne sikkert siges meget mere om skønne Aabenraa, men det har vi efterhånden gjort i talrige artikler her på siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 2, 2024
Lauritz Thaysen – en arkitekt fra Tønder
Han betød meget for Tønders arkitektur. Egen tegnestue 1904 – 1930. Voksede op under beskedne kår. Startede som selvstændig lige efter skolen. En lille beskeden lejlighed ved tegnestuen i Richtsensgade. Hans gennembrud kom i 1907. Baupflege Kreis Tondern. Stadsbygmester. Masser af offentlige og private opgaver. Mange gode medarbejdere. Bygninger til embedsmændene Leos Alle. En af Thaysens dødssønner. Thaysen sagde ja til nyt job. Han troede, at hans død var nært forestående. Han ville ikke ind i Nazistpartiet. Boede forskellige steder. En pensionisttilværelse gennem 40 år. Hans død var ubemærket i Tønder. Hans tegninger blev reddet.
Han betød meget for Tønders arkitektur
Han var en af de mest markante repræsentanter for hjemstavnsstilen i Sønderjylland. Han kom til at sætte sit præg på byggestilen i Tønder. En lang række fornemme bygninger både for offentlige myndigheder og private er tegnet af ham.
I begyndelsen af 1900 blomstrede arkitekturen i Sønderjylland, ikke mindst i Tønder. Landråd Rogge var hovedmanden bag etableringen af foreningen ”Baupflege Kreis Tondern. I Møgeltønder var det godsinspektør Hans Christian Davidsen, der kom til at betyde meget for byggestilen.
Egen tegnestue 1904 – 1930
Men i Tønder var det absolut Lauritz Thaysen, der havde størst betydning. Han havde sin egen tegnestue fra 1904 til 1930.
Voksede op under beskedne kår
Han var født i et lille gavlhus, der sammen med endnu et gavlhus lå, hvor nu Frigrunden 1 ligger. Han var den mindste af en søskendeflok på fem. Han voksede op under små kår. Faderen var kommis i en af byens forretninger. Han døde, da Lauritz var 14 år gammel.
Moderen indrettede en del af det lille hus som pensionat for at kunne ernære sig og de tre yngste børn. Lauritz Thaysen ønskede at blive arkitekt. Et ønske, der syntes at være umulig. Men rektor Hübenthal på ”Kaiserliche Realschule”, hvor den velbegavede dreng fik lov at gå havde opdaget drengens evner.
Åbenbart var det ved rektors mellemkomst at knægten fik lov til at læse videre efter endt skolegang i Tønder. Han læste videre I Eckernförde og Darmstadt, hvor han dimitterede i foråret 1904 som 23 – årig.
Startede som selvstændig arkitekt
Den 1. april 1904 indrettede han sig som selvstændig arkitekt i Tønder, hvor han indrettede sin tegnestue i Richtsensgade 23.
Måske vovede han springet, fordi han inden sin eksamen havde vundet en konkurrence om en ny kommuneskole i Løgumkloster. Bygningen var næsten færdig, da Thaysen startede sin virksomhed.
En lille beskeden lejlighed
Han manglede åbenbart aldrig opgaver. Hurtigt fik han ansat flere arkitekter.
I stueetagen indrettede han lejlighed til sin mor. Førstesalen var forbeholdt kortvarigt lejemål til to familier. Det var i forbindelse nogle, der var blevet husvilde i forbindelse med Thaysens renovering og ændringer på deres huse.
Tegnestuen lå på anden sal, tagetagen, hvor kvistvinduerne gav godt lys til tegnebordene. Også hans egen beskedne lejlighed blev indrettet i tagetagen. Thaysen tillod sig ikke nogen luksus bortset fra at han altid var ulastelig klædt i velsiddende skræddersyet tøj.
Han var dog også en af de første i Tønder, der havde bil – en Adler. Senere stillede han altid en bil til rådighed for sine medarbejdere, når de skulle på byggesyn – det var en Opel.
Hans gennembrud kom i 1907
Det egentlige gennembrud som arkitekt kom i 1907, da han vandt en konkurrence om tegninger til byens realskole (Tønder Statsskole/Gymnasium). Realskolen stod færdig i 1910. Men allerede inden havde han leveret tegningerne til Schleswig-Holsteinische Bank i Vestergade.
Baupflege Kreis Tondern
I slutningen af 1907 var Lauritz Thaysen sammen med landråd Rogge en af bagmændene bag ”Baupflege Kreis Tondern. I Kunst-Kalender Schleswig Holstein 1912 skriver Rogge om de første tre år med foreningen, at foreningens formål var at højne håndværkers og bygherrers kvalitetsbevidsthed og støtte lokalarkitekter i at vælge gode materialer, gode bygningsdetaljer og harmoniske bygningskomplekser.
Foreningen kom til at betyde meget for Lauritz Thaysen i de små 10 år, hvor den var aktiv. Og det gjorde den også for H.C. Davidsen i Møgeltønder.
Stadsbygmester
Omkring 1910 blev Thaysen udnævnt til stadsbygmester. Dette hverv varetog han ved siden af sin tegnestue. Dette bestred han indtil 1926, hvor hans nærmeste medarbejder F. K. Jürgensen overtog hvervet, der nu blev betragtet som et erhverv på fuld tid.
Kloakeringen af Tønder var en af de store opgaver for Thaysen. Elektrisk gadebelysning var en anden stor opgave, som han varetog som en del af sit offentlige embede.
Masser af offentlige opgaver
En del offentlige byggerier var også opgaver for Thaysen inden Første verdenskrig. Det var Horsbøl Skole i 1911, Eggebæk Skole i 1912 og Løjt Kirkeby Skole i 1913. Og så var det tegninger til Tønders tidligere sportsplads med tribune ude ved Dragonvej.
I 1912 vandt Thaysen en konkurrence til en ny landbrugsskole i Tønder og året efter en konkurrence om et kurhotel i Glücksborg.
Mange opgaver
Landbrugsskolen nåede kun at modtage et hold inden Første Verdenskrig. Så måtte de unge mennesker til fronten. I 2002 blev denne bygning ude på Ribe Landevej fredet.
Inden 1914 nåede han også at tegne Alexandrine Schule opført som pigeskole i 1913, senere realskole og politistation. Men også private huse gjorde han sig i. Blandt disse skal nævnes Vestergade 38 opført i 1909, Storegade 2 opført i 1910 og Østergade 7 opført til guldsmed Bödewadt i 1914.
Mange gode medarbejdere
Nu var Thaysen også heldig med gode medarbejdere, således Andreas Dall, der efter krigen blev selvstændig arkitekt. Han er bedst kendt for sine tegninger til Duborgskolen i Flensborg og Ansgarskolen i Slesvig.
Nic. Andersen blev også selvstændig arkitekt. Han tegnede bl.a. det tidligere Tønderhus på hjørnet af Spikergade og Gråbrødretorv. Han tegnede også Alderdomshjemmet Leos Alle 2 -8 – den ældste del af Leos Plejehjem.
Bygninger til embedsmænd
Efter 1920 var det nye arbejdsopgaver for Lauritz Thaysen. Mange embedsmænd flyttede til Tønder og skulle have et sted at bo. Den danske amtslige administration flyttede til byen. I årene fra 1920 til 1930 var det tiår, hvor Thaysen skabte mange markante herskabelige huse i byen.
En af disse villaer var til bryggeriejer W. Neven. Den ligger på Ribe Landevej 37. Men også Ribe Landevej 2 og 30 er tegnet af Thaysen. Villa Johanna, Ribe Landevej 18 var ikke et typisk Thaysen hus. Ribe Landevej 7 er blevet ødelagt efter ændringer.
Leos Alle
Leos Alle var egentlig en markvej, der forbandt Tønder med Garnisons første hjemsted ved Dragonvej/Ryttervej. Endnu tidligere var dette markvejen, der gik til landsbyen Tved og gårdene nord for Tønder.
Her opstod i løbet af 1920’erne og 1930’erne et villakvarter i en blanding af vestslesvigsk hjemstavnsstil og Bedre Byggeskik. Markant for byggegrundene var at de var relativ store. Blandt de arkitekter, der tegnede husene her, var Thaysen.
Også Dr. Brenners hus Popsensgade 4 er skabt af ham. Carstensgade 43 blev opført som privatbolig for pastor Schmidt-Vodder.
En af Thaysens dødssønner
Ja Thaysen tegnede også mit lærersted, Andersen & Nissens Boghandel opført i 1923. Også en markant bygning i Storegade.
Men bygningen, Storegade 6 som var til bogtrykker Gustav Rothe var nok en misforståelse. Bygningen var uharmonisk og virkede som en hån mod de omkringliggende bygninger. Her lå i sin tid værtshuset ”Zum Weissen Schwan, som aldrig burde være revet ned. Sigurd Schoubye kaldte altid dette hus for en af Thaysens dødssynder.
Thaysen sagde ja til nyt job
I 1930 sagde Thaysen ja til et job som rådgivende arkitekt for opførelsen af en del mindre gårde udstykket fra godser i Holsten.
Han troede, at hans død var nært forestående
At Thaysen ønskede at blive ansat som arkitekt i stedet for at være selvstændig kunne måske være fordi han ønskede et mindre stressende liv. Han led nemlig hele livet af hypokondri. Det betyder, at han troede at hans død ville være nært forestående.
De legemlige svagheder, som han mente at have, søgte han gennem hele sit voksne liv at lindre gennem talrige kurophold.
Han ville ikke ind i nazistpartiet
Men nu blev Thaysen kun fem år i Kiel. Han søgte i 1935 sin afsked fra sin stilling som ”Siedlungsbau”- projektet. Årsagen var at hans arbejdsgiver Höfebank ønskede at alle deres medarbejdere meldte sig ind i det tyske nazistparti NSDAP.
Boede forskellige steder
Selv om Thaysen hele sit liv var tilknyttet det tyske mindretal så var han afgjort antinazist. Han afslog opfordringen og sagde i stedet sin stilling op. Han flyttede først til Flensborg i et par og i 1938 – 39 flyttede han tilbage til sin fødeby.
Også her oplevede han en stigende nazificering, hvilket gjorde at han i 1939 via Sønderborg flyttede skiftevis til Vejle og Kolding. I 1964 fik han en bolig på alderdomshjemmet Grønnegården i Aabenraa. Her boede han de sidste 10 år af sit liv. Her døde han i 1974 to dage efter, at han var fyldt 94 år.
En pensionisttilværelse gennem 40 år
Man kan undre sig over at efter han var blevet 55 år tegnede han ikke huse og levede en pensionisttilværelse i næsten 40 år. Måske havde det noget at gøre med, at han mente, at han snart skulle dø.
Allerede i 1947 tegnede han sin egen gravsten og fik den fremstillet hos stenhugger Finsen i Tønder. Alt var mejslet på stenen blot ikke hans dødsdag.
Hans død var ubemærket
Onkel Lauritz var damernes ven, der fandt tid til mere end pleje af sit helbred på de mange udenlandsrejser. Da han døde i 1974, skrev Der Nordschleswiger en nekrolog. Ellers foregik hans død ubemærket i Tønder. Kun hans nærmeste slægt deltog.
Hans tegninger blev reddet
At hans tegninger er bevaret, kan vi takke apoteker Hans Iver Toft og museumsleder Sigurd Shoubye for. De fandt i 1975 på loftet over stadsbygmester F.K. Jürgensens enkes sidste bolig en meget stor samling arkitekttegninger. Det viste sig at være Lauritz Thaysens arkiv, som hans trofaste medarbejder F.K. Jürgensen havde flyttet hele sit liv. De befinder sig nu på Lokalhistorisk Arkiv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 30, 2024
Familien Schack i Møgeltønder
Kirken var en magtfaktor. 11 generationer på Schackenborg. Ikke alle lensmænd var lige egnet. Hans Schack (1) havde militære strategiske evner. Møgeltønderhus var nærmest en ruin. Han opkøbte jord og ejendom. Han var upopulær som godsejer. ”Grevskabets smukkeste klenodie”. Østersfiskeriet blev bortforpagtet. Mange grevinder blev enker. Slotsgade blev anlagt. Greve mistede en arm. Grevinde bestak højesteretsdommer. Den onde grevinde. Grevinde måtte ikke gifte sig igen. Den onde grevinde overtog igen herskabet. Karlene stak af fra landsdelen. Grevskabet tynget i gæld. Man ville sælge Schackenborg på en auktion. En greve, der interesserede sig for godsdrift. Greven kendt som forsker. Tre forskellige borde til bespisning. Sadelmageren fik travlt. Når der var dækket op til middag hos grevefamilien. Der blev talt mange sprog. Når grevefamilien tog med toget. Fra tre oldenborgere til en gammel krikke. Der var skam også spøgelser på Schackenborg. Greven klarede overgangen til dansk styre. Farvel til grevefamilien.
11 generationer på Schackenborg
Gennem historien regerede 11 generationer af familien på Schackenborg. Allerede omkring 1050 lå her et fæstningsværk eller en storgård. I 1234 nævnes Møgeltønderhus første gang i skriftlige kilder.
Kirken var en stor magtfaktor
Kirken blev en stor magtfaktor. De danske biskopper var på en gang både kirkeledere, herremænd og politikere ligesom de også håndhævede den kirkeretslige doms- og straffemyndighed.
Slottet Møgeltønderhus var sammen med de tilstødende landområder og godser samt hele byen Møgeltønder ejet af biskoppen i Ribe.
Ikke alle lensmænd var lige egnet
Fæstebønderne skulle betale landegilde – en årlige afgift til jordejeren for brugen af bygninger og jorder på fæstegodset. De skulle udføre hoveri for godsejeren. Og så skulle de også betale tiende ril kongen og til kirken. De lensmænd, der var knyttet til godset, var nu ikke alle lige egnet til deres arbejde.
Langt op i middelalderen gik kirke og kongemagt hånd i hånd.
Hans Schack havde militære strategiske evner
Hans Schack blev født i 1609 og tilhørte en nordtysk adelsslægt. Den danske regering havde brug for ham under kampen mod svenskerne. Hans Schacks militære strategiske evner førte ham i både svensk, tysk og fransk krigstjeneste
Mens hans krav var store. Han forlangte en klækkelig gage, adelige privilegier samt løfte om et len for livstid.
Møgeltønderhus lignede en ruin
Efter stormen op København blev han udnævnt til feltmarskal. Hans opgave var at befri Danmark for svenskerne. Den 14. november 1659 slog den danske hær under Hans Schacks ledelse svenskerne i Nyborg.
I 1661 fik Hans Schack et lens-brev på Møgeltønder len. Møgeltønderhus lignede dengang nærmest en ruin.
Et trefløjet slot i barok blev opført. Oprindelig var det opført i røde mursten. Meget af materialerne fik man fra Hans den Ældres storslåede slot Hansborg, som nu lå i ruiner.
Hans Schack opkøbte jorde
En af de første opgaver var nu at få samlet jordene, der lå meget spredte. I 1671 blev Hans Schack udnævnt til lensgreve. Familien flyttede dog allerede ind i 1668. Og så opkøbte hans Schack ellers jord i området. I 1661 blev det gamle bispegods ved Ballum opkøbt. I 1664 var det gården Roj mellem Tønder og Møgeltønder. Samme år blev Gram Slot med tilhørende jorder købt.
I 1663 modtog Hans Schack Danmarks fornemste orden – Elefantorden.
Hans besiddelser i Vest- og Nordslesvig strakte sig efterhånden over et halvt hundrede landsbyer. Han havde patronsret over adskillige kirker
Han var upopulær som godsejer
Lige så populær Hans Schack var som feltherre, lige så upopulær var han som godsejer. Han brugte de samme metoder fra hærledelsen i hans enorme landbrug. Men dette vandt ikke genklang hos de lokale fæstebønder.
Allerede da Schackenborg blev bygget ved hjælp af bøndernes hoveriarbejde vakte det bøndernes vrede. I 1672 rejste 60 fæstebønder til København for at protestere. Det var dog ingen succes. Mange af dem blev fængslet og bøndernes anfører mistede sin fæstegård.
Den 27, februar 1676 døde Hans Schack af sygdom. Han blev begravet under stor pomp og pragt i Trinitatis Kirke i København. Han efterlod sig en arv på 2.500 tønder land i form af grevskabet Schackenborg.
Grevskabets smukkeste klenodie
Samme år fik grevskabet bekræftet deres ret til:
Og området dækkede øerne, Amrum, Vesterland, Før, List på Sild og den sydlige halvdel af Rømø.
I gamle dage blev dette betegnet som:
I 1683 blev grevskabet på grund af skatterestancer nødsaget til at afstå ”det smukke klenodie” til kongen, men kongen bestemte at Grev Otto D. Schack og hans søn i livstid skulle have en årlig pension på 1.000 Rigsdaler og at han og hans søn skulle nyde og bruge østersfangst ved øerne i deres livstid.
Østersfiskeriet blev bortforpagtet
Østersfiskeriet blev udnyttet til bortforpagtning. Ifølge jordebogen af 1683 bragte forpagtningen en årlig indtægt på 900 Rigsdaler. Denne afgift steg gennem historien. Desuden skulle forpagteren også levere grevskabet 20 tønder østers i 1695. Dette antal faldt, da udbyttet af østers også efterhånden faldt.
Mange grevinder blev enker
Flere af grevinderne blev i årenes løb enker, ofte i de helt unge år. Feltherrens gemalinde Anna Blomme sørgede som anke for administrationen af godset. Hun havde også stor indflydelse på sønnen O.D. Schack.
Slotsgade blev anlagt
Godset gik først i arv til Hans Schacks søn, Otto Didrik Schack, der som sin far var tæt knyttet til det danske kongehus. Otto Didrik døde dog allerede i 1682, hvorefter hans enke Sophie Dorothea Schack overtog administrationen af Schackenborg. Hun forskønnede Schackenborg og fik bl.a. anlagt parken syd for Schackenborg ved vejen ind til Møgeltønder.
Hun anlagde også Slotsgade, hvor en del af slottets funktionærer og håndværkere havde deres bopæl. Jo hun havde også kirkelige interesser. Hun viste også interesse for konfirmations-undervisningen som Daler – præsten Anders Wedel havde forsøgt at indføre mod sognebørnenes modstand.
Greve mistede sin ene arm
O.D. Schack efterlod en mindreårig søn, Hans Schack (2). Og her var det så moderen der stod for opdragelsen. Ligesom farfar blev denne både officer og civil embedsmand. Som led i sin militære uddannelse deltog han i den spanske arvefølgekrig på fransk side og mistede i slaget ved Höchstädt i 1704 sin højre arm. Lige som far og farfar blev han amtmand i Ribe.
Sophie Dorothea Schack drev grevskabet gennem årtier og som i begyndelsen havde Nic. Tych som overadministrator. Hun havde ikke de store stridigheder.
Grevinde bestak højesteretsdommer
Anderledes var det med Anna Sophie født Rantzau. Hun blev meget tidlig enke efter den tidligere nævnte enarmede greve Hans Schack, der døde i 1719. Hun overtog formynderskabet over stedsønnen Otto Didrik Schack (2). I hendes tid fandt de store processer med bønderne i Møgeltønder birk sted.
Hun blev i den grad forhadt og bestak højesteretsdommer Christian Scavenius
Stridighederne mellem grevskabet og fæstebønderne blev først afsluttet i 1720erne med en højesteretsdom.
Først i 1750erne fik slottet sit nuværende udseende med hvidpudsede mure.
Den onde grevinde
Anna Sophie blev kendt som ”Den onde Grevinde”. Hun ville indføre stavnsbånd for kvinder på hendes sjællandske godser. Hun var sikkert en af familien Schacks ”sorte får”
Da stedsønnen Otto Didrik blev myndig og overtog administrationen blev forholdet til bønderne ændret. Det var i 1730erne. Det var i pietismens tid. Det schackenborgske grevskab gjorde en stor indsats for at oprette nye skoler. Næsten hver en lille landsby fik sin egen skole.
Grevinde måtte ikke gifte sig igen
Grev Otto Didrik Schack døde under et ophold i Ballum 1741 kun 31 år gammel. Han efterlod sin elskede enke Anna Ernestine som han blev gift med i 1731. Det blev en omvæltning for den før så livsglade enke. Hun blev nu formynder for sine fire børn. Hun fik hjælp af en ven af den afdøde ægtefælle, kaptajn i marinen, Otto Meyer, der boede i Tønder.
Det udviklede sig efterhånden til en kærlighedsaffære mellem de to. Den gamle enkegrevinde Otto Didriks stedmor satte sig imod, at de to kunne indgå ægteskab. Sognepræsten i Møgeltønder var også forarget over dette forhold. Han ville ikke tage Anne Ernestine til alters.
Kongen fik enkedronningen til at nægte dem tilladelse til at indgå ægteskab. Disse stridigheder tog hårdt på grevinde Anna Ernestines helbred. Den gamle grevinde fik også udvirket at hun i 1747 fik frataget administrationen over Schackenborg og formynderskabet over børnene.
Den onde grevinde overtog igen herskabet
Grevinde Anna Sophie kunne derefter overtage begge dele. Det var en krank skæbne der overgik grevinde Anna Ernestine, der døde året efter i en alder af kun 34 år.
Den gamle grevinde Anna Sophie overtog nu igen administrationen af grevskabet og sørgede for opdragelsen af stedsønnens børn, bl.a. af Hans Schack (3). Da Han nåede myndighedsalderen, overtog han i 1755 selv grevskabet. På grund af dettes dårlige økonomi måtte han indtage en høj stilling i centraladministrationen. Og foruden dette var han amtmand i Ribe.
Grevskabet tynget i gæld
Han måtte også finde sig i, at der blev nedsat en kommission, der skulle afvikle grevskabets tyngende gæld.
Det var i de sidste årtier af 1700- tallet blevet gennemført store reformer til gavn for grevskabets undersåtter. Ved en særlig kongelig bevilling 1770 fik de deres fæstegårde overladt som ejendom. Også den store hovedgårdsmark på ca. 3.000 demat blev udstykket og gjort til arvefæste. Man var et par årtier foran de store landboreformer i Kongeriget.
Karlene rejste fra landsdelen
Bondekarlene i de vestslesvigske egne rejste væk. De ville undgå den forhadte militærtjeneste og tog til Holland eller andetsteds for at blive sømænd. Dette medførte at området blev underforsynet med unge karle. Derfor tog grevskabet ofte de unge menneskers parti. De var interesseret i at hver gård og kåd var besat.
I 1790 var det den fattige underklasse, der gjorde oprør på grund af kornmangel og de store prisstigninger. Dette oprør varede i nogle år og ophørte ved århundredeskiftet da kornpriserne igen faldt.
Grev Hans døde i 1796 i en alder af 61 år. Han blev en af de grever, der levede længst. Hans søn generalmajor Otto Didrik Schack (3) opnåede en alder på 51 år. Og hans søn igen Hans Schack (4) blev kun 28 år gammel.
Man ville sælge Schackenborg på auktion
Grevskabet måtte således i lange tider styres af enkegrevinder og indsatte administratorer. Alt dette førte til at økonomien ikke altid var den bedste. I begyndelsen af 1800-tallet talte man om at sælge Schackenborg på auktion.
I 1796 opdagede man igen at der var østers ude i Vadehavet. Det gav anledning til uenigheder med forpagteren og også med rentekammeret. Forpagteren var dengang Mathias Asmussen i Tønder.
En greve, der interesserede sig for godsdrift
Under Otto Didrik Schack (4), der levede fra 1810 – 1856, kom der igen en mand, der interesserede sig for godsdrift – især for skovbrug. Han begyndte tilplantningen af Gallehus Skov.
Men allerede i 1856 døde den driftige greve i en alder af 46 år. Dengang var Hans Schack (5) kun fire år. Først i en alder af 23 år kunne han overtage administrationen. Han så en fordel i at sælge de gårde på den gamle hovedgårdsmark, som var i arvefæste. For den sum som han fik til rådighed, købte han Solvig, Store Tønde, Fællesværre og Slotfelt.
Greven kendt som forsker
Det var nu ikke som greve, han blev kendt, men som forsker. Han havde fra sin ungdom studeret ægyptologi sammen med sit jurastudium. Han nød stor international anerkendelse. I Sønderjylland blev han kendt i forbindelse med udgivelsen af en salmebog.
Han kunne ikke deltage i det nationale arbejde på grund af en ed han havde aflagt.
Vi skal også huske godsinspektør H.C. Davidsen. Han var en meget dygtig fotograf. Han har ikke blot fotograferet den Schack’ ske familie med også omegnen.
Tre forskellige borde til bespisningen
Ellen en af døtrene var 20 år, da hendes far døde. Hun fortæller, at hendes far kom til skade efter fald fra en hest og dette led han af hele sit liv.
Det krævede meget opvarmning på Schackenborg og et stort personale. Der var alene tre ”Folkeborde” ved måltiderne:
Dertil kom kusken, der var gift og havde egen husholdning, Ja så var det kontormedhjælperen, der skulle have sin mad bragt over på kontoret,
Var der vask, slagtning eller hovedrengøring, troppede adskillige koner fra landsbyen op til hjælp. De gik sjældent tomhændede hjem.
Sadelmageren fik travlt
Hvert efterår kom sadelmageren og så blev de løse tæpper rullet sammen, Der blev slået Brysselertæpper over hele gulvet i dagligstuerne med alle deres krinkelkroge. Sommergardinerne blev taget ned og mørke uldne vintergardiner hængt op med klunker og draperinger. Det måtte saddelmageren tage sig af. Men først skulle der hænges hvide gardiner op, hvis broderede kant skulle rage et par håndsbredder ud over de uldne.
Rundt omkring på Schackenborgs loftsrum kunne der findes smukke udskårne dragkister.
Når der var dækket op til middag
Til middag var greven altid klædt i kjole med sort slips og stribede benklæder. Grevinden var i lang kjole. Hver dag, når familien var gået tilbords troppede en pige op i dagligstuen og rettede på gulvtæppets frynser, som var bragt i ulave af kjolen.
Før middagen samledes familien i dagligstuen. En anden tjener i grønt med sølvvåbenknapper slog fløjdørene op. Greven bød grevinden under armen og førte hende ind i spisesalen hen til hendes stol, hvor den første tjener i blåt med forgyldte våbenknapper stod bag den og skubbede den ind under hende.
Lærer og lærerinde fulgte trop, enten ærbar side om side eller med hinanden under armen som et bedre brudepar. Børnene sluttede optoget.
Der blev talt mange sprog
Det har sikkert virket meget kaudervælsk for udenforstående at lytte til borsamtalen. Til greven skulle man tale dansk eller fransk. Og greven talte tysk til huslæreren. Grevinden talte engelsk med lærerinden, der gerne ville holde sit engelsk vedlige. Imens stod de to tjenere i baggrunden ved anretterbordet,
De voksne drak altid rødvin til middagen. Grevinden kun vand. Børnene fik husholdnings-øl – måske det samme som hvidtøl med en dejlig røget smag.
Børnene måtte nøjes med to retter. De gik så fra bordet før desserten. Det vakte ingen protester kun når bedstemor var på besøg. Om søndagen var der dog også tre retter til børnene.
Dengang blev der også holdt heste, skønt der ikke var meget anledning til kørsel. Men dyrene skulle røres. Så daglig gik turen til Tønder.
Når grevefamilien skulle med toget
Det var et helt cirkus, når grevefamilien skulle til deres årlige tur til Danmark. Det var et større optog. Greve og Grevinde var på første klasse. Børnene med lærer og lærerinde var på anden klasse. Og tjener og kammerjomfru var på tredjeklasse. Dertil kom et utal af store tunge trækufferter. Inden toget var nået Tinglev, havde greven allerede tømt den ene af de store madkurve.
Fra fire oldenborgere til en gammel krikke
Da hestebesætningen engang trængte til fornyelse, blev der anskaffet 4 flotte sort – brune oldenborgere, der kørtes i 4-spand. Det var et smukt syn, når de kørte rundt i gården, mens kusken svingede med sin lange pisk.
Hele denne herlighed blev under Første Verdenskrig reduceret til en meget tarvelig enspændervogn forspændt med en gammel krikke med opbunden hale.
Der var skam spøgelser på Schackenborg
Selvfølgelig Har Schackenborg også sit spøgelse. Det er den onde grevinde, der brændte sin kammerjomfru – at det så er på Gram og ikke på Schackenborg, det skulle være sket, generer hverken spøgelset eller folkeovertroen.
Der skulle også have vist sig en lille grå kvinde med et fint ansigt og et gråt tørklæde om hovedet. Og i 1890erne skulle nogen være gået rundt omkring i den sydvestlige del af huset og tage i dørene. Hundene reagerede, rejste børster og var bange.
På Schackenborg boede også 4 – benede væsener. Der var rotter i kælderen og mus bag tapetet. På loftet var der mår. Desuden svaler i køkkengangen og stork på taget.
Greven klarede overgangen til dansk styre
Sønnen Otto Didrik Schack var ved sin fars død kun 23 år gammel. Han var i gang med juridiske og kunstneriske studier i München, da han måtte overtage administrationen og grevskabet. Allerede fra 1905 var han medlem af Tønder Kredsdag. Efter Første Verdenskrig var han også en del af det betydelige Kredsudvalg. Han var godt rustet til at tage jobbet som amtmand efter indlemmelsen.
På fremragende vis klarede han den vanskelige overgang fra preussisk til dansk styre. Han kom til at tage fat i det nationale arbejde. Han var medstifter af det første Landeværn og dettes første sekretær. I afstemningstiden blev han formand for Vælgerforeningen. Den 11, juli holdt han tale ved den berømte Genforeningsfest på Dybbøl Banke. I 1949 døde Otto Didrik Schack.
Farvel til grevefamilien
I 1993 forlod Lensgreve Hans Schack og lensgrevinde Karin Schack Schackenborg den egn, hvor slægten har været tilknyttet i 330 år. Det var et mønsterlandbrug som Hans Schack overlod til Prins Joachim – ja sådan lyder det i kilder.
Men i dag i 2024 er der hverken kongelige eller grevelige på Schackenborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 26, 2024
Ungeren overgiver sig aldrig
Forsøg på en anmeldelse af en TV – serie. Hvad ved du om det? Altid reaktioner på sådan en artikel. Det kostede over 100 mio. for samfundet. Kunderne valgte også en mere sikker bydel. Mange butikker måtte dreje nøglen om. Forsikringerne sagde nej. Trusler på forskellige niveauer. En del af Nørrebros historier. Vi udarbejdede en beredskabsplan. Store supermarkeder blev røvet. Ingen tør at gå i gang med et byggeprojekt. DR har tidligere lavet udmærkede dokumentarer af Ungdomshuset. 43 butikker fik knust deres ruder på en enkelt nat. De unge har brug for mod-kultur. Frygten har fra starten været at fortællingen bliver for ensidig. I opposition til det etablerede samfund. Bland jer udenom. Masser af hademails. Selskabet Human A/S oprettet til lejligheden. Kan de unge genkende sig selv i serien? Da Nørrebro handelsforening fik tilbud huset for 1 kr. Det var ikke bare en lille brik i Nørrebros udvikling. Det havde store konsekvenser for mange. Medier og bogudgivere er ikke interesseret i den store helhed.
Forsøg på en anmeldelse
Meningen med denne artikel er at anmelde den tv-serie, der for nylig blev vist på DR. Jamen kom du i Ungdomshuset? Har du nogen som helt forudsætning for at vide noget om dette?
Hvad ved du om det?
Ja det skulle jeg mene. Som sekretær i Nørrebro Handelsforening optrådte jeg også på TV og i de øvrige medier og skulle gang på gang fortælle om foreningens mening. Jeg har udformet massevis af presseinfos- og dengang. Så har jeg talt med masser af de unge brugere af Ungdomshuset, når de kom inde i boghandlen og skulle have lavet plakater. Mange af disse har jeg faktisk lavet.
Masser af artikler har jeg skrevet om begivenhederne. Og jeg har ofte overvejet om jeg skal skrive en bog om disse begivenheder dengang. Ja vi forhandlede også med politikere og fik indblik i forhold, vi slet ikke troede var muligt.
Altid reaktioner
Hver gang, vi bringer sådan en artikel, er der reaktioner. Men de reaktioner er ofte sort/hvide. Det skyldes nok at man ikke altid får det hele med. Man dykker kun ned i en del af problematikken ud fra sit eget personlige synspunkt.
Det kostede over 100 mio. kr. for samfundet
Jeg skal indrømme, at jeg godt kan følge de unge et godt stykke af vejen. Men jeg kan sandelig også godt forstå erhvervslivet på Nørrebro. Og så er det også lige det, at hele forløbet har kostet samfundet mere end 100 millioner kroner i øgede udgifter til politi, fængsels og rets -udgifter.
Mange butikker drejede nøglen rundt
De unges opfattelse af erhvervslivet er at detailhandlen på Nørrebro er kapitalisternes forlængede arm, som bl.a. bevirkede at den lille dyrehandel på Nørrebros Runddel også skulle have smadret vinduerne og sådan skete der masser af butikker på Nørrebro. Dertil kom yderligere hærværk og røveri.
Politikerne mente at alt dette blev betalt af forsikringen, men her tog de gevaldig fejl. Mange butikker på Nørrebro måtte dreje nøglen om, fordi de fik problemer med deres forsikringsselskab.
Kunderne valgte en mere sikker bydel
Dertil kom nok noget som de unge ville opfatte som kapitalistisk, nemlig tab af omsætning. Kunderne valgte en anden mere ”sikker” bydel.
På det tidspunkt havde Nørrebro Handelsforening en indkøbsordning for ældre. Her beskæftigede foreningen temmelig mange, men også en del, der kom i Ungdomshuset. På et tidspunkt manglede indkøbsforeningen en del Christiania – cykler. De stod parkeret ved Ungdomshuset. Nogle var malet i en anden farve. Politiet ville ikke hente dem. Ja så måtte indkøbsordningen selv gøre det.
Truet på forskellige niveauer
Da vi i foreningen og personlig sagde vores mening blev vi i bestyrelsen bogstavelig forstand truet på forskellige niveauer. Det skete i form af hærværk i bestyrelsesmedlemmernes butikker, samt trusler om, at hvis vi ikke fjernede indlæg i vores Facebook-gruppe, ville det gå ud over endnu flere butikker på Nørrebro. Andre oplevede at hætteklædte personer dukkede op i privaten. Dertil kom hademails fra både politibetjente og politikere.
Oppe fra rådhuset blev undertegnede truet med, at hvis jeg ikke fjernede noget fra vores hjemmeside, ville dette blive indbragt for pressenævnet. Men foreningen havde ret i deres anskuelser.
En del af Nørrebros historie
Det ville nok være for meget at få det hele med i en tv-serie. Men kigger man i den litteratur, der er kommet om begivenhederne omkring Ungdomshuset, er det det samme.
Når man går i gang med noget, får det altid konsekvenser for andre. Og det gjorde det i høj grad for hele Nørrebro dengang. Det blev sandelig også en del af Nørrebros historie.
Vi udarbejdede en beredskabsplan
Jeg kan huske, at vi i foreningen fik lavet en beredskabsplan for butiksansatte i samarbejde med HK. Butikkerne var efterhånden blevet bange for, hvad der skete.
Store supermarkeder blev røvet
Den dag, hvor politi og militær angreb Ungdomshuset var der mange, der lukkede før tid. Det gjorde vi så 20 minutter før tid hos os. Jeg kunne ikke mere tage ansvar for personalets sikkerhed. Om aftenen var der et par større supermarkeder, der blev udsat for røveri og hærværk. Politiet kunne ikke forhindre dette. DR og TV 2 havde afbrudt deres programmer.
Ungdomshusets brugere afviste, at de havde stået bag dette røveri og hærværk. De har også nægtet at stå bag det omfattende rudeknuseri og hærværk i Nørrebros butikker.
Ingen tør at gå i gang med et byggeprojekt
Men for at komme tilbage til DR’ s tv-serie så er det som om serien ikke tager de unges visioner og kritik af samfundet alvorligt. Ja det er stadig gabende tomt, siden stedet i marts 2007 blev ryddet. Vold og hærværk har åbenbart båret frugt. Ingen tør at gå i gang med et byggeprojekt her.
DR har før lavet gode dokumentarudsendelser
I serien har man med en vis succes beskrevet de to holdninger til, hvordan man skulle håndtere situationen – vold/hærværk eller ikke vold. Således har de to hovedpersoner hver deres holdning.
Men indrømmet DR har vist gode dokumentarudsendelser om Ungdomshuset.
43 butikker fik knust deres vinduer på en nat
I 1982 blev huset givet til de unge, mens det i 2000 blev solgt til frikirken Faderhuset. Vi ser konfrontationen den 14. december 2000. Nørrebro Handelsforening havde ellers bedt om Julefred. Mange autonome fra det øvrige Europa var inviteret. Det gik ikke stille for sig. 43 butikker havde den nat fået knust deres vinduer.
Glarmestrene havde gyldne dage på Nørrebro mens konflikten stod på.
Antallet af de biler, der blev brændt af, har vi ikke. Vi går heller ikke i serien helt ind i, hvilke drømme og visioner, de unge havde. Det kunne ellers have været rart at vide, hvorfor kritikken af det omgivende samfund skulle gå ud over uskyldige butikker.
De unge havde brug for modkultur
Vi får aldrig belyst dette, heller ikke noget om selve konflikten og dens konsekvenser. Selvfølgelig er huset blevet brugt af kreative mennesker, der er blevet musikere, kunstnere og aktivister på andre planer.
De unge havde lyst til modkultur og til at lave noget andet. I 24 år fik det lov til at være et progressivt kultursted.
Ungdomshuset var et værested for unge, der ikke passede ind andre steder. Man skulle jo tro, at der i København var plads til subkulturer. Man fik et operahus. Men det var ikke plads til Jagtvej 69. Ja sådan så de unge på det.
Engang kårede New York Times Nørrebro til verdens mest hippe kvarter?
Frygten er at fortællingen kan blive for ensidig
Frygten var at serien kunne blive ensidig, da den kun er belyst fra de unges synspunkt. I Per Øvig Knudsens bog om BZ – bevægelsen går vi lidt dybere. Men inden seriens start fik vi at vide, at det hele var belyst set fra de unge brugers side – men alligevel. Problemet er at det kan blive et skønhedsmaleri af de unge. Man vælger heller ikke her at se historien fra flere sider.
I opposition til det etablerede samfund
I årene blev huset brugt til mange musikarrangementer. Det var et forsamlingshus. Her foregik mange kulturelle aktiviteter. Heriblandt folkekøkken, biograf, tekstiltrykkeri, værksted, øvelokaler, café, bog – og pladebutik, kontor- og mødelokaler. Huset blev drevet af mellem 100 og 200 frivillige aktivister.
Der er forbud mod vold og hårde stoffer. Racisme, sexisme er ligeledes bandlyst.
De unge har et andet syn på, hvordan samfundet skal udvikle sig: de vil bevare retten til ikke at passe ind. Stedet blev et populært sted for anarkister, punkere og andre der stod i opposition til det etablerede samfund.
For mange var Ungdomshuset ikke blot et hus men et hjem. Mange af de unge havde et specielt behov. De passede ikke ind andre steder. De havde brug for et fællesskab uden for systemet.
Bland jer udenom
På det tolerante Nørrebro var det ikke plads til alternative tanker. Det var ikke plads til anderledestænkende mennesker. Men det var heller ikke plads til i forbindelse med opgøret at lytte til en forening, der i begyndelsen foragtede de unge men til sidst støttede den ikke – voldelige del af de unge for at få et nyt ungdomshus.
Men der var heller ikke plads blandt politikerne, da handelsforeningen tilbød sig som mæglere i konflikten.
Ja sådan blev det svaret.
Masser af hademails
Politikerne på Rådhuset havde meget lidt forståelse for detailhandlens problemer på Nørrebro i den tid. Da formanden så i TV2-Lorry udtalte, at der er svære problemer i verden end at finde et hus til de unge, modtog foreningen hademails fra politikere
Selskabet ”Human A/S” oprettet til lejligheden
I 1996 opstod der en brand i huset. De unge udbedrede selv skaderne. Men efterfølgende var der problemer med råd og svamp. Arbejdet blev dog godkendt. Huset blev sat til salg. Vi har tidligere i artikler beskrevet dette mærkelige forløb. Det var det stærkt højreorienterede Faderhus, der overtog stedet. Til lejligheden havde man konstrueret selskabet Human A/S.
Fadehuset ved Ruth Evensen så rødt, da de unge spredte et banner ud med teksten:
Kan de unge genkende dem selv i serien?
Hvad mon de unge brugere selv siger til serien. Kan de genkende sig selv. Tidligere har vi i Handelsforeningen fået at vide, at de var bedst selv til at beskrive sig selv. Det skulle andre ikke gøre.
I serien beskriver de unge godt nok, hvorfor de går ind i kampen. Men kan man helt forstå, hvorfor der går radikalisering i de unges kamp. Serien beskriver heller ikke de alvorlige samfundsmæssige konsekvenser det hele udviklede sig til. Men det skyldes måske også politikernes manglende håndtering af situationen.
Da Nørrebro Handelsforening fik tilbudt huset for 1 kr.
I 1999 besluttede politikerne at sætte huset til salg. Nørrebro Handelsforening fik tilbudt huset for 1 kr. under et sommermøde med overborgmester Kramer Mikkelsen. Det var dengang foreningen havde halvårlige møder med overborgmesteren. For sjov skyld forhørte foreningen, hvordan de unge ville forholde sig med handelsforeningen som ejer. Det var bestemt ikke populært.
Det var ikke kun en lille brik i Nørrebros historie
I syv år søgte man forgæves at finde en politisk løsning på konflikten. Men balladen var bestemt ikke over efter at huset var revet ned. Politikerne ønskede ikke at stille et hus til rådighed for de unge
Det er som om serien efterlader begivenhederne som en lille brik i Nørrebros historie. Det var det bestemt ikke.
Medier og Bogudgivere har ikke interesseret sig i den store helhed
I vores anmeldelse kom vi vidt omkring. Men det var for at belyse alle de ting, der skete omkring konflikten. Og det er ting, hverken medier eller bogudgivere hidtil har interesseret sig for.
Så set ud fra det perspektiv, kan man vel ikke bebrejde serien, at man kun ser konflikten fra en side.
Kilde:
Instrueret af Mads Matthiesen.
Manuskript af Mads Matthiesen og Jesper Fink.
Produceret af Helle Faber og Made in Copenhagen 2024
Yderligere kilder:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 23, 2024
Da det lugtede på Nørrebro – Foredrag
Foredrag den 22.10.2014 på Støberiet, Blågårds Plads. Dette handler om de forhold beboerne på Nørrebro blev budt, da portene åbnede og voldene brudt ned. Dårligt ildelugtende drikkevand forstærkede epidemierne. Åbne kloaker forstærkede den dårlige lugt. Lejligheder blev etableret uden vand og lys. Byggespekulanter havde gode kår. Deres motto var ”Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt. Hør, hvor mange, der skulle dele toiletsæde. Og hvordan fik Fru Hansen på Fjerde tømt hendes natpotte. Børnenes indtægt var vigtig. 70 pct. af en arbejderindtægt gik til fødevarer. Skatteregler prioriterede lejligheder under 29 m2. Så skulle byggespekulanter ikke betale afgift.
500 brønde
Allerede i 1682 var der 500 brønde i hovedstaden. Vandet i disse brønde var også en sand smittekilde.
Pesten 1710
Under pesten i 1710 fandt man ud af, at man måtte gøre noget for at forbedre sundhedstilstanden i København. Pesten var brudt ud. Dengang var der ganske få, der boede på Nørrebro. Lazaretternes funktionærer døde som fluer. Patienterne lå der i flere dage uden at få hjælp. Af de 36 ligbærere, sygebærere og kuske var der efter 4 dage kun 6 i live på Vodrufgård.
Vågekonerne bestjal de syge og udplyndrede dem. Barbersvendene gjorde ligeså. Portneren forsømte sin pligt og tog de syge med på strejftur, så de kunne smitte andre.
Fangerne på Bremerholm fik lovet deres frihed, hvis de ville begrave ligene. Men ikke mange fik glæde af dette. Ganske få overlevede.
Ingen forbedringer
Vi begyndte dette indlæg med en epidemi. De kloge dengang vidste godt, at sådan en blev forstærket af de forhold der herskede i København – dengang. Myndighederne lovede, at der skulle ske forbedringer, men faktisk skete der intet. Og hvad skal det ellers handle om i aften. Ja faktisk fandt vi en artikel fra bladet Fædrelandet fra den tid som beskriver det ganske glimrende:
Masser af husdyr inden for portene
Folk myldrede til storbyen. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse. Egentlig burde drikkevandet sies og koges inden man drak det. Men det glemte folk. Rotter og løse hunde var glade var glade for de åbne kloaker på Nørrebro.
Tænk engang inden for murene var der 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 søer.
Befolkningen blev seksdobbelt
På 200 år var befolkningen blevet seksdobbelt på den samme plads inden bag voldene. Nye etager var sat på ejendommene. Brænde- og hønseskure blev taget i anvendelse. Forældet lovgivning var en fordel for grundejerne. Og politikerne turde ikke at gribe ind i grundejernes rettigheder.
Det gamle grubbesystem
Byens latriner var i mange år indrettet efter det gamle grubbesystem. Indholdet blev samlet i fordybninger i kælderen. Så kunne man nøjes med at tømme det to gange om året. Der blev oprettet depoter på Amager. Og graven omkring Rosenborg Slot var blevet en renovationskule.
Landevejen blev gjort til ”Møddingsplads”
Man tog det ikke så nøje i de udenbys kvarterer som Nørrebro og Vesterbro. Man tog det meget let med hensyn til renovation. Enhver grøft måtte gøre tjeneste som kloak eller som en ”Røst fra Blaagaardsbyen” på Nørrebro skriver i 1855:
Jerichau indførte tøndesystemet
Man havde ellers forsøgt sig med transportable tønder i stedet for gruberne. Men dette system vandt ikke den store udbredelse.
Den mand, som først fik tøndesystemet indarbejdet i København i noget større udstrækning, var en landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre latringødning fra København. Med rette kunne han indlede med disse vise ord:
København er en skiden by
I et skrift fra 1847 siger Dr. Hornemann:
Ved en anden lejlighed sagde han:
Det som Hornemann henviser til, var renovationskørsel, som var henvist til at foregå om natten.
Forening for Natrenovationens Forbedring
Jerichau tilbød nu at indsætte transportable tønder i ”Priveterne” (sådan kaldte man toiletterne dengang). Så ville han skifte dem to gange om ugen. Alternativet var de såkaldte gruber, der kun blev tømt ca. to gange om året.
Gødningen ville han afsætte til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til udførsel gennem Nørreport og til at lave oplag ude i Forstæderne (Nørrebro).
En ”Forening for Natrenovationens Forbedring”, som på den tid var blevet stiftet, anbefalede Jerichaus forslag. Borgerrepræsentanterne viste deres interesse for opgaven ved at bevillige en understøttelse af 300 Rigsdaler.
En jordlod ved Nørre Allé
Han fik bevillingen den 26. juli 1849. Den gjaldt for tre år og gav ham tilladelse til at udføre renovationen gennem alle stadens porte samt fri passage uden betaling af bropenge. Han ville have oplagspladser ”uden for søerne” efter politiets nærmere anvisning. Og betalingen måtte han selv opkræve hos husejerne. Kørslen skulle være tilendebragt klokken 9 om sommeren og klokken 10 om vinteren.
Jerichau anskaffede det nødvendige materiel – foreløbig dog ingen tønder men firkantede kasser og indrettede sin oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave.
Næsten alle Nørrebro-borgere var fra 1850 plaget af ildelugtende dunster fra Nørre Alle.
Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere
I løbet af den treårige periode fik han sit tøndesystem indført i 400 huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftelse. Stadsfysikus kunne i 1852 erklære at Jerichau havde forbedret de hygiejniske forhold for ca. 18.000 mennesker.
Men der var dog omkring 3.000 ejendomme tilbage, som benyttede sig af det gamle grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om en forlængelse af sin bevilling fik han en konkurrent i urtekræmmer Mygind, der en tid arbejde sammen med Jerichau. Men så var de blevet uenige.
Autoriterne valgte så at give bevillingen til dem begge.
Mygind blev alvorlig konkurrent
Og Mygind havde fart på. Allerede i 1853 kunne han meddele at nu havde han entreprise på 700 ejendomme og at der var gang i tilmeldingerne.
Men nu begyndte klagerne at indløbe fra Myginds oplagsplads ved Nørre Allé. De begyndte allerede i 1850. Og også militæret, der anvendte Fælleden klagede.
”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”
De forholdsregler, der skulle tages ved at bestrø gødningen med bark eller melkalk blev kun dårligt udført og viste sig utilstrækkelig. Oplagspladsen var på alle sider omgivet af en fire alen højt plankeværk. Men ak – de flydende dele af renovationen løb ud under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og tilstødende ejendomme. Det flød også ned i sandgravene og blev liggende i hullerne. Stanken herfra blev utålelig.
Beboerne klagede både til Magistraten og Justitsministeriet. I 1854 hed det sig:
Ude på Jagtvejen kunne man ikke åbne vinduerne i flere dage.
Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken
Til sidst kunne autoriterne ikke længere undgå at tage hensyn til de mange klager, der bare fortsatte. Da bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulle fornyes i 1855, blev det gjort til en betingelse at de flyttede deres oplag en andetsteds hen.
Forskellige forslag fremkom. Jerichau forsøgte at få den tørlagte Lersø overladt. Stadsfysikus foreslog marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med at både Jerichau og Mygind fik overladt pladser i Rådmandsmarken, hvor renovationsoplagene derefter forblev i en lang række år.
To hovedvandløb, der ikke fungerede
Afledningsforholdene ude i forstæderne var endnu dårligere end inde i byen, Der var to hovedvandløb som førte spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kalvebod Strand nemlig Blegdamsgrøften, der havde tilløb fra Blegdammene. Fællederne og Østerbro og Rosenåen, der løb fra Ladegården bag om Vodrufsgård over Vesterbro ud til stranden ved ”Enighedsværn”.
Længere ude fandtes et lille vandløb, der havde udløb ved Belvedere, og som afvandede den yderste del af Vesterbro og Frederiksberg. På en del af denne strækning var det omdannet til en lukket kloak. Vandet blev ledt under jorden af tjæretønder.
Vandskellet mellem øst og vest gik omtrent ved Skt. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet afløb havde for sit spildevand.
Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke gerne løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Denne grøft var alt andet end lugtfri.
En sump i Ravnsborg Have
I Store Ravnsborg Have var der en sump på over 1000 kvadratalen (1 alen er lig med 0,39 m) Og en langs Nørrebrogades sydside havde vi igen en meget ilde berygtet grøft. Den nåede lige inden Peblingesøen at dreje af til Blågårds marker. Hvor den så blev af, er ikke noget man talte højt om.
Vandinspektør Colding omtalte dette som en afskyelig pøl. Under oversvømmelser forsvandt en masse af dette ud i Søerne.
En ældre rende under Ladegårdsåen var ganske ude af stand til at afhjælpe Nørrebro med sit spildevand, selv om den i 1851 var blevet forandret til en virkelig lukket ledning.
Urinskabe
Den Hygiejniske Kommission forslog ”Offentlige Urinkroge”, der jævnligt skulle skylles rene. De to første så dagens lys i 1852. De blev officielt kaldt urinskabe. De var ganske små kun en kvadratalen.
Blegdamsgraven udsat for mange klager
Hovedvandløbene magtede slet ikke deres opgave. Og særlig Blegdamsgrøften var udsat for mange klager. Det var en dyb bred kanal fuld af mudder og aldeles livsfarlig for dem, der faldt derned.
Der gik rygter om, at så mangen en soldat er faldet ned i denne grøft efter øvelser på Fælleden i ikke helt ædru tilstand.
Da der engang var forslag om at sløjfe digerne omkring Fællederne holdt kæmneren på at man skulle bevare diget langs Blegdamsgrøften for at hindre at kreaturerne fra at styrte ned i den dybe grøft.
Der var overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand.
En sundhedsfarlig stank
Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig stank. Grundejerne værgede sig hele tiden ved at holde den oprenset, da de med rette hævdede, at opgaven var umulig, eftersøm grøften næsten intet fald havde på den lange strækning, og den trods sin store dybde 10 – 16 fod (1 Fod er =0,3048 m). dog ikke kunne aflede vandet fra de lavere liggende blegdamme.
En gang om året blev grøften dog oprenset. Da stod arbejderne barbenede i grøften og øste mudder op flere uger i træk. Så lød klagerne fra beboerne endnu højere. Kæmneren mente, at netop denne grav var den vigtigste i hele byen.
Spildevand løb ud i Sortedamssøen
Ofte stod derfor blegdammene under vand, så man kunne sejle over dem med både. I Skt. Hans Gade løb spildevandet den gale vej lige ud i Sortedamssøen. Og det vand brugte man også som drikkevand i København.
Patrulje foregik i løb
Der var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen – dengang i 1890erne. Bag ved lå der en natrenovation. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler. For at bundfældes blev kanalerne ført ud til et stort hul på størrelse med Runddelen.
I det stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Dette førte til større og mindre eksplosioner.
Latrinen blev afhentet af omegnens bønder og brugt som mødding.
Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen så løb de for at få det hurtigt overstået. Når vinden havde en bestemt retning, var det en ubehagelig oplevelse.
Underlivets aftendufte
I 1889 sluttede Københavns Renovationskompagni kontrakt med kompagniet med hensyn til et ”større oplag” på Rådmandsmarken og Brudengsmarken med tilhørende bygninger. Her kunne man sagtens lugte sig frem til stedet.
Ved Lersøen havde man også et større depot. Depotet blev i 1890 til en rigtig jernbanestation med sidespor til Nordhavnen.
Stanken blev ved. Vittige sjæle havde omdannet en af dansk sangkunsts smukkeste melodier til ”Underlivets Aftendufte”.
Til stationen derude, hørte 365 kvadratalen. Karlen havde gratis gødning, men det var nok ikke videre rart at skulle tage solbad derude.
Eksplosioner i sommervarmen
Både ved Lersøen og Nørrebro Station skete der eksplosioner i sommervarmen. Desværre var disse ”chokoladevogne” ikke altid lige tætte. Dette betød at de efterlod sig en brunlig stribe, som de omstrejfende hunde viste stor interesse for.
I de 15 år Station Lersøen eksisterede blev der herfra afsendt 208.907 tons latrin.
Blæksprutten gjorde grin med latrin-vognene
Dette afstedkom også en vittig tegning i Blæksprutten. En tysker ville gerne se noget specielt. Og en københavner viser en af disse latrin-vogne – kaldet ”Chokolade – vogne. Og for at forstå det sjove skal man nok lige vide, at der på den tid lå en chokoladefabrik på Nørrebro, der hed Cloetta.
Kolera og Tyfus blev befordret af åbne kloaker
Først i Koleraåret begyndte man at kigge på problemerne. Man fik ansete læger til at erklære at de åbne kloaker var til fare for sundheden. Disse har også været medvirkende til at tyfus – epidemien bredte sig. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker.
Der kom gang i byggeriet
Selve voldens funktion som fæstning sluttede 30. juni 1856. Først faldt Nørreport. I 1857 forsvandt Vesterport og samme år fulgte den 1. november – Østerport. På Volden havde 50 rød-kjolede soldater passet på.
Og så gik det ellers løs med byggeriet på Nørrebro. Det var nu kun langsomt at militæret gav slip på deres restriktioner. Nu var det Langelinie, der blev borgerskabets samlingssted.
Senere kom fabrikkerne. Det skete i sådan hast, at det overraskede Københavns Kommune. Man var slet ikke forberedt. Således var der ikke engang lagt en vandledning, da Titan brændte.
Da Anker Heegaard startede, måtte arbejderne inde fra København betale for at komme på arbejde. De skulle gennem portene morgen og aften.
Lugtgener i den kollektive trafik
Det kneb også med den kollektive fabrik. De var slet ikke gearet til den store tilstrømning. Og når vi nu er ved lugtproblemer, ja så havde både sporvogne og bådene på Søerne lugtproblemer.
I den beklageligste forfatning
I perioden 1850 – 57 opførtes der 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af disse på Nørrebro. Moralske, etiske og hygiejniske forhold gik man ikke så meget op i. Brygger Jacobsen, der ofte kom på Nørrebro, udtalte således:
Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt
Byggespekulanternes motto var:
Vinduer fandtes kun til den ene side, så udluftning var det ikke rigtig mulighed for. Byggespekulanterne var enige om at lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. Derfor havde forhus, baghus og sidehus ikke brug for mere gårdsplads end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.
På et tidspunkt var kun 1/6 af Københavns rendestene overdækkede.
Skatteloven begunstigede bygning af små lejligheder
Skatteloven af 1802 fritog byggespekulanter for at betale afgift, hvis lejlighederne var under 27 kvm. I perioden omkring 1885 var alle lejlighederne 27 – 31,5 kvm.
Logerende – for at redde økonomien
I 1880 havde 10 pct. af lejlighederne logerende. Fødevarer og husleje fyldte det meste af lønnen. Derfor skulle hele familien bidrage inclusive kone og børn.
Professor Wilkens klagede over, at der i brokvarterene var 26 ”Fattigkasser”, hvor der boede 20-45 mennesker på 100 kvadratalen.
Boede over en kostald
En del beboere boede oven over en kostald. Det forekom også på Nørrebro. Afløbet fra stalden gik direkte ud i rendestenen. Kloge mennesker påpegede også, at man i husstanden havde alt for mange husdyr, bl.a. hunde. De forøgede urenligheden og ”fordærvede luften”.
Et hundetegn kostede 2 rigsdaler. Først i 1856 blev det forøget til 5 Rigsdaler. Forvildede hunde sig til volden så blev de skudt.
En cigarmager havde et bord, to stole, en gyngestol, en seng og nogle få havde et klædeskab.
Store lugtgener
Man kunne risikere at naboen opkøbte klude og ben og opbevarede dette i lejligheden. Dette forårsagede også en meget ilde lugt. Adskillelsen bestod af meget tynde vægge. Lugtgenerne bredte sig hurtigt.
Andre steder var der kældre, der nærmest mindede om en åben sump. Rendestene, hvis sådanne overhovedet fandtes, blev ikke gjort rene i ugevis. Det flød med snavs og urenligheder. Retiradetønderne flød ofte over og dannede ubehagelige pytter på gulvet.
Hvis det ellers var et køkken i lejligheden, kunne dette være behængt med snegle.
Politiet tog ikke imod klager
Klagede arbejderne over forholdene til politiet blev de ignoreret. Sådan en klage blev ikke taget alvorlig. Det var samfundets bund, så deres klager behøvedes man ikke at tage seriøs.
Slagtere skabte problemer på Vesterbro
På Vesterbro havde de et specielt problem med de mange slagterier. Ofte var der her blodige rendestene, blodplettede fortove. I forbindelse med slagterierne opstod der også tarm-skraberier og garverier. Disse virksomheder forurenede også meget. Rester blev smidt ud på veje og i grøfter eller i de åbne kloaker.
Ofte manglede der vandlås. Det stod ellers i en bekendtgørelse fra 1871. Men kiggede man så nærmere efter så gjaldt det kun nyere køkkener.
At have lus
Under disse forhold var det ikke så mærkeligt, at familierne havde besøg af irriterende dyr og mider. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene, Var man så uheldig, ja så gik man i gang med olier, der havde en kraftig stank af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.
At have fnat
Det var yderst uheldigt, hvis skolelægen fandt ud af, at man også havde fnat. De små kløende mider var yderst irriterende, Så måtte alle børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i fed substans, der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med meget varmt vand.
Efter endt opblødning blev man skrubbet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Derhjemme måtte sengetøjet skiftes og alt andet tøj vaskes.
Lopperedder
De fleste lejligheder var rene lopperedder. Det var fugtigt. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket af i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde lopperne i skak et stykke tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og lofter.
De små kom til sidst
Hver lørdag skulle hele familien i bad. En stor balje blev placeret i stuen og vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang. De små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være de kom til at tisse og det der var værre i baljen. Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjnene ellers gik det galt.
Lad ikke de faldne blive liggende
I Sølvgade og Rosengade-kvarteret blev de syge lagt op på lofterne. Her kom lægerne kun sjældent. Mange var fattige. Og tiggeri slog samfundet hårdt ned på. Således blev en 72 – årig tigger dømt 4 år på vand og brød for netop tiggeri.
Ja sådan lød en opfordring fra en kirkelig forening i 1876. Livet i København var farlig sagde made. Men man skulle ikke ledes i fordærv. Det var kirkerne, der udførte det sociale arbejde. Man ville gøre fattige mennesker fra de lave sociale klasser til gode samfundsborgere. På Nørrebro var Nørrebros Bespisningsforening en af de frivillige hjælpeorganisationer.
En pastor skrev en selvhjælpsbog
Arbejderne ville ikke ende på Ladegården. Det var aldeles ydmygende for dem. Og dengang var holdningen som nu at fattigdom er selvforskyldt. Og noget af denne fordom møder vi også i en bog fra 1869 af pastor Peter Holck. Titlen var:
Pastoren inviterede sine læsere på et hjemmebesøg:
Fabrikkerne oprettede selv værtshuse
Nu skal det dertil siges, at fabrikkerne på Nørrebro selv oprettede værtshuse, så de kunne få nogle af deres udgifter igen de brugte til lønninger. Og ofte blev denne løn udbetalt på dette værtshus.
Blågårdskvarteret – uden lys og vand
Inde i København grinede man af kvarteret. For i 1855 sad en hestevogn med tørv fast i mudderet i en af gaderne. Først måtte man spænde hestene fra. Tørven måtte man også læse af. Så kunne man først trække vognen fri,
I Blågårdskvarteret var der ikke indlagt vand. Det måtte man hente i brønde. Der var nogle, der mente, at vandet lugtede noget så frygtelig. Så fandt man ud af at vandet kom fra kirkegården. Man fik så etableret en ledning fra Søerne, men det blev kvaliteten nu ikke bedre af.
Der var ingen lygter, ingen vægter, ingen renovationsvæsen.
En sløv byggelov
Bülow byggede slum fra starten. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til ælte. Byggeloven af 1856 stillede nu ikke mange krav til bygherren:
Ikke engang disse to krav blev opfyldt.
En stinkende grøft med spildevand
En stinkende grøft med spildevand ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord sagde man. Blågårds-kvarteret var privat område. Her var overhovedet ikke lagt rendestene og slet ikke byggemodnet. Spildevandet fra denne grøft blandede sig med drikkevandet.
Drikkevand ind i træ-rør
Og drikkevandet fik man fra gammel tid fra den højtliggende Esrum Sø. Det blev bl.a. ført ind med træ-rør til brønde i København. En af de poster med den bedste kvalitet var på Gammel Torv. Herfra fik de rige og de adelige ført ledninger hjem til deres gård. Private vandkompagnier op stod. Men også disse var af svingende kvalitet.
Man gravede ikke dybt nok. Trærørende blev utætte og ofte var vandledninger meget tætte på kloakledninger. Og så kunne man få et alvorligt problem.
Hvert år blev der brugt 40-50.000 rigsdaler af Vandvæsenet til vedligehold af disse vandledninger. 200 alen nye ledninger blev der lagt hvert år.
Langs Blågårdsvejen
Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den oprense, Vejene var som nævnt, private. Dem ejede grundspekulanterne også.
Blågårdvejens grøft var nu ikke så dårlig. Den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene og disse lå meget tæt på vandbrøndene
Kommunen havde tilbudt at sætte grøfterne i stand efter et stykke tid. Men grundspekulanterne havde sagt nej.
Det idylliske vandløb, der i slottets tid løb langs alleen var nu blevet en slimende og stinkende grøft.
Politiet forbød at bruge vand fra Søerne
Efterhånden forbød politiet at man brugte drikkevand fra nogle af Søerne. Nye ledninger blev lagt til Ladegårdsåen og Peblingesøen. Senere tillod man igen at bruge Skt. Jørgens Sø som drikkevand. Spørgsmålet er så om kvaliteten var blevet meget bedre.
Inden man forbød drikkevandet fra Søerne, kunne man opleve en masse urenheder. Det skete også ofte at der var døde fisk med. På nogle af skolerne brugte man drikkevandet i undervisningen ”De lavere dyreliv i naturen”. Myggelarver var der masser af. Dukkede der ål op i drikkevandet skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes. Så skulle pumpen skilles af.
Om sommeren måtte man anskaffe sig et filter-apparat og en vandafkøler inden man skulle drikke vandet. I folkemunde kaldte man ”drikkevandet” fra Søerne for ”Den kendte Ålesuppe”.
Vandkommissionen forsøgte at advare folk mod at drikke vandet, hvis det lugtede alt for fælt. Særlig i tidsrummet 1840 – 1844 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig tyfus – epidemi. Man kaldte den for Amaliegade – feberen.
Afløb fra Frederiks Hospitals Lighus
Da man endelig tog sig sammen for at undersøge forholdene, så opdagede man et hul på fire tommers diameter fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der bl.a. modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.
En tung lugt fra Anker Heegaard
Heegaards Jernstøberi lå på den nuværende Blågårds Plads og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1856 udvidede man. En virksomhed for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter måtte dog lukkes af myndighederne. Dette havde afstedkommet en meget stærk stank. Lugten hang længe tungt over Nørrebro.
De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmaffald.
Langt derfra i Ventegodts have havde afløbet udviklet sig til små bassiner. Herfra fortsatte det af snørklende veje til Ladegårdsåen.
Grøfterne blev ikke renset
Vandinspektør Colding indrapporterede hvert år at forholdene blev dårligere. Grøfterne blev slet ikke renset. Grunde blev fyldt med affald blev der bygget i en fart, bemærkede vandinspektøren.
I 1855 var der planer fremme om en byggelov, men så længe der ikke forelå en vandplan. Så var det håbløst med en byggeplan.
Ladegårdsåen blev kaldt for Pølleåen
Før havde man læsset kloakvand i Ladegårdsåen, som lokale efterhånden kaldte pøleåen. Når man i dag viser billeder af Ladegårdsåen, ser man en meget idyllisk å, men sådan har det bestemt ikke altid været.
Allerede i 1600-tallet meldes der om forurening af Ladegårdsåen. Dengang kaldte man den for ”Den onde bæk”. En masse døde heste og kreaturer forstoppede flere gange åens løb.
At drikke kirkegårdens vand er ikke ufarlig
I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledt ud i Ladegårdsåen som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at beboere nede i et hus ved Ladegårdsåen alle var døde efter at have drukket vand fra Ladegårdsåen.
Der skete ting og sager i åen
Der er også frygtelige historier om en bankrøver, der begik selvmord i åen. Og der er flere historie om Marie og hendes lidelsesfælder, der druknede deres førstefødte i åen. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem.
Nu vaskede læger og sygeplejerske hænder
10 pct. af alle børn dengang var født uden for ægteskab. De blev kaldt ”Horeunger”. Mere end halvdelen af kvinderne døde en overgang på Fødselsstiftelsen. En markant ændring fandt sted i 1870erne og 1880erne, da havde læger og sygeplejersker fundet ud af, at det måske var en god ide at vaske hænder.
En ledning skulle gå under Ladegårdsåen
Colding ville føre kloakvand under Ladegårdsåen og lægge en ledning ud til Kalvebod men Frederiksberg Kommune ville ikke give tilladelse.
I Griffenfeldsgade kunne man leje sig ind for en meget billig husleje. Man glemte dog lige at nævne at vandet silede ned fra væggene.
Man kunne se rotternes muntre liv
Retirader og skarnkasser stod på rad og rækker i den sort baggård. Ofte var det lige under vinduerne. I skumringen kunne man ofte fra lejlighedens vinduer se rotternes muntre liv. Ved benyttelsen af retiraderne skulle man sørge for at banke sine træsko eller lignende for at sikre sig adgang. Der var rotter mange steder. De havde fundet hele vejen op til 5. sal. Klagede man over disse rotter kunne man risikere at blive opsagt i løbet af 14 dage.
72 delte et toiletsæde
Hygiejnekommissionen fandt ud af, at i Ryesgade 156 A var der 72 personer, der brugte det samme toiletsæde. Jo man stod i kø. Man havde som regel også et pissoir. Om vinteren, hvor disse retirader ofte var frosset til, kunne det være top på.
Dengang vidste man også at disse retirader var smittebærer.
Gamle fru Hansen på fjerde
Gamle fru Hansen oppe på fjerde kunne aldrig nå ned til retiraderne. Så hun placerede både stort og småt i vaskekummen. Resultatet var så at dette kunne dukke op hos naboen og stoppe rørene. Der kunne også opstå nogle herlige dunster en varm sommerdag.
Nu kunne det jo også være at vaskekummen ikke var dukket op endnu. Det varede længe inden der blev lagt vand ind. Byggespekulanter havde travlt. Fru Hansen pakkede så bare det store ind i avispapir og hælde det sammen med indholdet af natpotten ud ad vinduet. Hun var sådan set ligeglad med om hun ramte nogle.
Pølsedrengene
Det var de ældste knægte i lejligheden, der skulle bære familiens overfyldte natpotte ned om morgenen og hælde i retiraden. Det skulle ske inden de gik i skole. Men det høstede ikke særlig mange point hos kammeraterne. Så ofte blev det indhold hældt ud et helt andet sted. Jo disse knægte blev kaldt Pølsedrengene
70 pct. af lønindkomsten gik til fødevarer
For arbejderfamilien var børnenes indtægt vigtig. Dengang brugte arbejderfamilien 70 pct. af deres løn til fødevarer. Det var næsten vigtigere end at gå i skole.
Men ofte brugte arbejdsgiverne dem som billig arbejdskraft og tænkte ikke meget på arbejdsmiljø. Værst var det nok på Tændstikfabrikkerne, hvor børnene arbejdede med fosfor- dampe, som var farligt.
Sundhedskommissionen gav glat væk tilladelse til at oprette svovlstikkefabrikker i bebygget område og endda uden skorsten. Men brandvæsnet gik und og lukkede tændstikfabrikker, da de var oprettet midt på Indre Nørrebro og der lå bindingsværkshuse lige i nærheden.
Børnearbejde – udbredt på Nørrebro
Der kom efterhånden lovgivning på dette område. Til sidst måtte børnene slet ikke arbejde på fabrikkerne mere. I begyndelsen var forældrene sure over dette. En beskeden indtægt. Men også arbejderne fik efterhånden bedre vilkår.
Mælkedrengene var også populære. De måtte meget tidligt op om morgenen. Ofte faldt de i søvn i skolen. Og for de flestes vedkommende, måtte de gå skoleåret om. Særligt på Rådmandsgades Skole brød man sig ikke om disse mælkedrenge.
Tænk engang 16 pct. af børnearbejderne i København var dengang under 10 år. Dr. Hornemann mente dog, at det var sundt og lærerigt for børn at komme ud at arbejde.
Den første fabrikslov kom i 1873 og fastsatte en max. arbejdstid for børn på 6,5 timer pr. dag. Nogle af fabriksejerne truede med at lukke deres fabrik, hvis de skulle forholde sig til nye regler.
I Socialisten kunne man så læse, at Staten havde ansat hele to mænd, der skulle tjekke at alle fabrikker i Danmark overholdt reglerne. Når de så endelig mødte op på en fabrik, sad de og drak portvin med fabriksejeren.
På Tagensvej 7 lå Københavns Hesteskofabrik. Man producerede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægtene med glødende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.
Vederstyggelig lugt
I 1991 dukkede ti kister med rester af skeletter begravet i 1853 under koleraepidemien midt i skolegården på Hans Tavsensgades Skole. Allerede i 1833 advarede bladet ”Politivennen” om en kommende epidemi. En sådan en ville medføre en ”vederstyggelig lugt” eller nærmere ”stank”.
I 1710 var der 22.535 mennesker i København, der døde af pest.
Dæmp dit temperament
Datidens kloge mennesker i 1853 mente, at man skulle dæmpe ens hidsige temperament. Dette blokerede for ens væskeafsondring fra kroppen og kunne udløse et koleraanfald. Man skulle vogte sig for at få forkølelse. Man skulle også passe på vekslen mellem kulde og varme.
Man advarede mod ”giftige dunster”
Man advarede mod ”giftige dunster”. Urenligheder var den bedste leder af kolera. Op mod 200 døde i København om dagen. Og i alt døde i alt 4.731 i København dengang. Men alene ca. 1.800 blev begravet på Assistens Kirkegård.
Alene på Ladegården døde 25 kvinder og 31 mænd.
Man gravede en bred grøft og læssede kisterne ned efterhånden som de kom ind. Herefter strøede med læsket kalk over.
Undgå diarre
Dr. Høegh-Guldberg – en anerkendt læge opfordrede til at man øjeblikkelig fik behandlet diarre. Det kunne føre til Kolera. Og det kunne man nu let få af det drikkevand, som man indtog.
Lægerne anbefalede
Og hvordan behandlede man kolera eller forhindrede at man blev smittet – korrekt diæt, amerikansk ole, rabarber, Hoffmanns -, kamfer og opiumsdråber. Varm beklædning til underlivet. Hyppig udluftning, hvis dette overhovedet var muligt, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig udluftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm.
Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte også de sædvanlige metoder som åreladning, lavement og opkastning. Havresuppe, grød og kamillete blev også anbefalet,
Ved svære anfald, anbefaledes klude dryppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud skulle man lægge poser med varmt vand, sand og aske.
Udbygget kloaksystem først i 1898
Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i København i 1898. Indholdet blev ledt direkte ud i Øresund.
I 1900 boede der 105.000 på Nørrebro
Endnu i 1900 boede der 105.000 mennesker på Nørrebro. De boede i lejligheder fra før 1890. Her var sjældent et køkken. Man lavede mad i små rum, hvor man også sov og opholdt sig.
Ikke kun dårlige arbejdsgivere
Der var skamikke kun dårlige arbejdsgivere på Nørrebro. Holger Petersen på Tagensvej gjorde meget godt. Men ham skal vi høre om i et kommende foredrag. Vi kan jo også nævne Atlas. De indførte bonusordninger for deres medarbejdere. Da A.P. Møller hørte om dette sendte han et brev til Atlas:
Med denne advarsel vil jeg sige tak for jeres opmærksomhed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 22, 2024
Grønland i Krig
Vi har læst Peter Harmsen: Grønland i Krig – Spillet om Arktis 1939 – 45. En skjult koloni gennem mange år. En masse ny viden i bogen. Beretninger fra folk, der oplevede krigen. Amerikanere var bange for tyske besættelse af øen. Nordmænd lavede ballade. En strid mellem amerikanere, canadiere og englændere. Gnidninger mellem amerikanere og danskere. Slædepatrulje i kamp Koder blev aflæst. Både tyske marine og luftvåben var interesseret i Grønland. Portene til det store udland blev åbnet. Dansk politik var at lukke det grønlandske samfund af. Har Danmark konfliktangst? De arktiske farvande er blevet sejlbare. Bogen beskriver også kultursammenstødet. Magtspil mellem Kauffmann og embedsmændene. Skrøbelig kontrol med Grønland. Koloniadministrationen var konservativ og nølende. Medrivende, let læsende, spændende og ny viden. Kandidat til årets historiske bog?
En skjult dansk koloni gennem 200 år
Under Anden Verdenskrig blev Grønland pludselig interessant for stormagterne. Øen havde nærmest været en skjult dansk koloni gennem 200 år. Og dette kunne i den grad mærkes af grønlænderne.
En masse ny viden i bogen
Men hvorfor var Grønland så interessant. Ja det kan du læse i denne spændende beretning. Tænk engang, at der var ildkampe ude i ødemarken. Der var mærkelige sammenslutninger og fjender. Og så var der nazister på Grønland. Man får i den grad ny viden i bogen.
Disse nazister kæmpede vel mere for en slags selvstændighed. De så tyskerne som det bedste håb for en løsrivelse.
Beretninger fra folk, der oplevede krigen
Selv har forfatteren i et par år boet på Grønland. Men ellers får vi en masse beretninger fra folk, der oplevede krigen i Grønland. Det er i den grad mange nye historier, vi kan opleve. Måske er det fordi forfatteren også har brugt det tyske forbundsværns militærhistoriske arkiv
Amerikanerne var bange for tysk besættelse af øen
Det var Grønlands geografiske placering, der gjorde øen interessant. Øen gjorde amerikanerne bekymret. Her kunne man som det eneste sted i verden udvinde kryolit. Det er afgørende for fremstilling af aluminium. Det skulle igen bruges til fremstilling af flyvemaskiner. Og i Grønland kunne man også forudse vejret i Europa. Så amerikanerne var vel bange for en tysk besættelse af Grønland.
Nordmænd lavede ballade
En anden overraskelse i bogen er at nordmændene ønskede en revision af tilhørsforholdet. Selv om dette jo var afgjort. Derfor så man en stor norsk opbakning til netop tyskerne. Også nordmænd, der kæmpede på de allieredes side var enige om at Grønland tilhørte Norge.
En strid mellem amerikanere, canadiere og englændere
Men også amerikanerne på den ene side og briterne og canadierne på den anden side var uenige om adgangen til kryolit. Var amerikanerne mere nervøs for en canadisk/britisk besættelse frem for en tysk? Allerede i 1940 var der en minkrise mellem de tre nationer.
En episode opstod da også, da et canadisk og et britisk skib fik forment adgang af amerikanerne.
Også Japan viste interesse for Grønland. De kunne godt bruge kryolitten.
Gnidninger mellem amerikanere og danskere
Også mellem amerikanere og danskere opstod der gnidninger. Og inuitterne mærkede også krigen. Læs de artikler vi allerede har skrevet om Grønland her på siden. Her kan du bl.a. også læse om de konsekvenser, der stadig kan mærkes.
Slædepatrulje i kamp
Den dansk – grønlandske slædepatrulje havde til opgave sammen med amerikanerne at forhindre at tyskerne fik fodfæste. Men vi ved nu, at det lykkedes for tyskerne fra 1942 til 1944 at finde fodfæste på Grønlands østkyst. De havde held til at ende vejrmeldinger hjem. Tyskerne forsøgte flere gange at oprette meteorologiske vejrstationer. Men det lykkedes kun delvis. Deres forsøg blev hele tiden forpurret.
Koder blev aflæst
Og hvorfor blev disse forsøg forpurret? Ja det skyldtes de allieredes tophemmelige Ultraprogram. Amerikanerne og briterne var i stand til at læse tyskernes koder. Dette program blev holdt skjul for offentligheden i årtier efter krigen.
Både tysk marine og luftvåben var interesseret i Grønland
Slædepatruljen havde begrænsede ressourcer. I de episoder, hvor de kom i kamp med tyskerne, blev de sorteper. De fleste af medlemmerne af patruljen var civilister uden militær erfaring. Tyskerne var fra krigsmarinen.
Men også tyske Luftwaffe var interesseret I Grønland. Her kunne man mellemlande. Man havde planer om at bombe New York og andre storbyer på den amerikanske østkyst.
Portene til det store udland blev åbnet
Under krigen blev portene åbnet til et store udland. Grønlændere fik hyre på amerikanske og canadiske skibe. Der var sortbørshandel med de amerikanske soldater. Og Grønland blev oversvømmet af amerikanske postordrekataloger. Den amerikanske supermagt tordnede sig op i horisonten.
Dansk politik var at lukke det grønlandske samfund af
Amerikanernes tilstedeværelse i Grønland var en udfordring for Danmark. Den danske politik havde været at lukke det grønlandske samfund af. Holdningen i koloniadministrationen var, at fremmede landes indvirkning kunne få fatale følger for det grønlandske samfund.
Har Danmark konfliktangst?
Der opstod gnidninger mellem amerikanere og danskere grænsende til foragt. Det er vel stadig til stede. Måske har Danmark stadig en form for konfliktangst over for disse amerikanere. Som en lille stat er det heller ikke let i Arktis.
De arktiske farvande er blevet sejlbare
De arktiske områder er igen blevet interessante. Det skyldes den globale opvarmning. Nu er de arktiske farvande blevet sejlbare. Og mineralerne spiller også en stor rolle. Også Kina ligger og lurer i dag.
Grønland var også en vigtig mellemstation i levering af krigsmateriel til Europa.
Efter Danmarks salg af De vestindiske Øer i 1917 havde Danmark fået USA’ s ord for at Grønland var dansk. Men USA har siden Anden Verdenskrig været til stede på Grønland.
Bogen beskriver også kultursammenstødet
En af bogens guldkorn er beskrivelsen af kultursammenstødet mellem grønlænder, danskere og det amerikanske militær. Således er det beskrivelse af den grønlandske fangerkultur og fraternisering mellem grønlandske kvinder og amerikanske soldater. Det var ellers blevet forbudt fra dansk side. Grønlændernes oplevelser, meninger og livsvilkår bliver indgående beskrevet.
Magtspil mellem Kauffmann og embedsmændene
Også magtspillet mellem embedsmændene på Grønland og Henrik Kauffmann dukker vi ned i. Ja også manøvrerne efter 9. april hvor han behændig snoede sig mellem politikere og embedsmænd i både Danmark og USA.
Skrøbelig kontrol med Grønland
Men Landsrådene i Grønland havde en vigtig stemme havde en vigtig stemme. Og som sådan også en magt. Den skrøbelige danske kontrol med Grønland hvilede på en velvilje i den grønlandske befolkning. Landsfogederne tilkendegav da også, at de ville fastholde Grønland til Danmark. Det kunne de gøre ved at Grønland fik nok af leverancer og undgik nød.
Koloniadministrationen var konservativ og nølende
I bogen angives at kun et fåtal af grønlænderne talte dansk. Men siden år 1900 havde fremtrædende grønlændere givet udtryk for at kunne tale dansk kunne fremme udviklingen på Grønland. Men den danske koloniadministration har virket ret konservativ og nølende.
Det var et andet Grønland efter krigen. Man var blevet mere selvbevidst. Og måske var man blevet indstillet på at Grønland kunne fungere på en anderledes måde.
Medrivende, let læsende, spændende med ny viden
Bogen er medrivende og let læsende. Den giver en – en masse ny viden. Det er en væsentlig bog med hidtil ikke offentliggjorte historiske fakta.
Bogen giver en ny indsigt i Grønlands historie. Og så er nogle afsnit fantastisk spændende.
Kandidat til Årets Historiske Bog
Der er hvis nok hele 60 sider med kilder og noter. Er dette også en kandidat til Årets Historiske bog?
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 2.184 artikler
Oktober 19, 2024
80 danske familier i Tønder
Det første hus med centralvarme. Farligt at bade i Vidåen. I 1912 var der kun 80 dansksindede familier i Tønder. Hvor var danskerne? spurgte den tyske landråd. Et mærkeligt blandingssprog. Også i byrådet talte man blandingssprog. Hvem taler tysk derhjemme? Alexandrine-skolen. Undervisning i fremmedsprog var mangelfuld. En ny forstanderinde. Af politiske grunde. Seminaristerne tiltrak de unge piger. Plakater overalt i Tønder. Dansksindede blev arresteret. De skulle selv sørge for hjemrejsen. Landrat Rogge sørgede for at danskerne atter blev arresteret. Avisen jublede hver gang, der var en tysk sejr. Danskerpak. Rationering i Tønder. Fjendtligheder tiltog. Kongen ønskede at hilse på fangerne fra 1914. Statsskolen starter. Egebjerg Jensen lærte sønderjysk. 15 var skrumpet ind til 6.
Det første hus med centralvarme
Dette er historien om at være dansksindet i Tønder i begyndelsen af 1900-tallet og så frem til lige efter 1920.
I Østergade var en dansksindet familie flyttet ind. Naboerne havde pyntet gadedøren med grønt og ”Herzlich Wilkommen”.
Omkring 1912 begyndte man i Tønder at få gas i stedet for petroleum og eget lokum lige uden for soveværelset. Det var også det år, hvor det første hus i byen fik centralvarme.
Farligt at bade i Vidåen
Dengang løb der en klar bæk fra Vidåen mod nord. Det var rent klart vand. Den måtte børn gerne bade i. Det var helt ufarligt. Man blev advaret mod at bade i Vidåen. Således faldt en tre årig i åen, men to ti – årige greb resolut ind og redede den lille.
I 1912 var der kun 80 danske stemmer
I 1912 var der også Landdagsvalg. Og i Tønder var der 80 danske stemmer. Tønder Læseforening blev stiftet. Dette indebar en vis risiko. Man var derfor neutral og helt upolitisk. I en bagbygning til Tønder Landmandsbank blev der på 56 m2 indrettet et bibliotek, læseværelse og mødesal.
Det var lykkedes at erhverve en del bøger samt frieksemplarer af nogle danske dagblade. Man måtte gå yderst forsigtig til værks af foreningens ledelse. Dansksindede tjenestemænd turde ikke at komme her. Af og til dukkede gendarmen op for at høre, hvad der blev læst op og om der blev sunget forbudte sange i ”Den Blå”.
Hvor er danskerne?
Tyskerne var forbavset over de mange danske stemmer. Amtmanden, Landrat Rogge, sagde ved et møde:
Et mærkeligt blandingssprog
Mange dansksindede havde sendt deres børn i tysk skole. Det kunne være hårdt, hvis man slet ikke var vant til at tale tysk. Børnene lærte her at tale korrekt tysk. Indbyrdes talte børnene ikke så pænt tysk:
I bogen ”En By ved Grænsen” af Kaare Svalastoga gives også nogle eksempler på det specielle sprog, der udviklede sig dengang:
Og hvis man var blevet kæreste med en:
Også i byrådet talte man blandingssprog
Fra byrådet kan man også finde godbidder fra dengang:
Hvem taler tysk derhjemme?
En gang om året skulle der laves statistik om elevernes hjemmesprog. Så kom den usympatiske Frl. Grundmann, datter af byens stationsforstander ind i klassen og spurgte:
Så rejste alle sig, undtagen de dansksindede.
Og man måtte sandelig ikke tale dansk i skolegården. Skulle dansksindede søskende snakke sammen så måtte de ikke foregå på dansk.
Regnelærerinden havde indført et meget u-pædagogisk system, hvor hun flyttede eleverne rundt efter præstationer.
Alexandrine-skolen
Der var blevet bygget en ny fin skole i Nørregade, hvor ”Die höhere Mädchenschule” rykkede ind i 1915. Det var en ti-klasset skole, nogenlunde svarede til en dansk realskole, dog uden eksamen. Man fik dog et afgangsbevis.
Skolens protektrice var den tyske kronprinsesse Cecilie (søster til Christian den Tiendes dronning, Alexandrine). Skolen fik navn efter hendes lille datter:
Hendes portræt hang i alle klasseværelser med et prangende foto af Wilhelm den Anden til hest. Her var også et foto af den barske general Hindenburg.
I et skab stod forskellige bøtter – en til bøder, en til afredt hår til erstatning for tvist til kanonerne og en til stanniol også til kanonerne.
Og egentlig skulle tøndringerne også aflevere kobberting, men mange skubbede deres kobberting ind under gulvet, så gendarmen ikke kunne finde det, hvis han kom på besøg.
Undervisning i fremmedsprog var mangelfuld
Lærerinderne var alle seminarieuddannede. To søstre ”Grosse Knüppel” og ”Kleine Knüppel”! Underviste i engelsk og fransk. De havde tilbragt nogle få måneder i de pågældende lande og de bibragte eleverne en gyselig udtale. Der var allerede fransk i 5. klasse og engelsk i 7. klasse.
En ny forstanderinde
Der kom en ny forstanderinde, Frau Major von Fahland. Hun var krigsenke og majorens sabler var hængt op på kryds på sin væg. Hun var altid klædt i sort. Eleverne syntes at hun var ”en fin dame”. Hun var fra Pommern og havde måske ikke de hjemmetyske lærerinders snæversyn.
Af politiske grunde
Der var desværre også eksempler på, at børn, der havde været de bedste kammerater ikke måtte være det mere. Det var upassende at tysksindede kom sammen med dansksindede. Børnene havde fået forbud fra deres forældre. Man kaldte det
Seminaristerne tiltrak de unge piger
De unge seminarieelever prægede byen. Det betød et stærkt indslag i bybilledet. De boede rundt omkring hos de tyske småborgere. For den tyske kvindelige ungdom betød de meget. Mange piger blev forlovet med en vordende lærer – et pænt parti.
Pigerne gik hele strøget igennem – ”bummeln gehen”. Det samme gjorde seminaristerne. Når han så passerede sin ”flamme” tog han huen af og så én dybt i øjnene – ikke et ord blev vekslet.
Det kunne så være at man så mødtes ved Bachmanns mølle og vandrede af diget mod vest. Stien på diget var pløret. Når pigen så kom hjem med plørede støvler, så var det med at få disse rengjort, inden mor så det.
Plakater overalt i Tønder
Efter mordet i Sarajevo 28. juni 1914 trak tunge skyer over Europa. Den 2. august mobiliserede Tyskland. Krigen var en kendsgerning. Overalt i Tønder var der plakater med besked om mødested for de indkaldte soldater. Kirkeklokkernes uafbrudte ringen.
I Tønder spekulerede man på om tyskerne nu ville knuse de dansksindedes vinduer. I nogle indkørsler og på nogle facader til dansksindede så man malet i de tyske farver – Schwartz – Rot – Gold.
Dansksindede blev arresteret
Natten mellem den 2. og 3. august blev en masse dansksindede i Tønder arresteret. Det var byens eneste betjent eller gendarm, Bergmann, der stod for dette:
Officielt blev anholdelserne begrundet med en mistanke om spionage. Fangerne blev ført til fængslet, nogle små, mørke, uhumske celler i det gamle porthus. Disse celler blev for det meste brugt som detention eller natlogi for ”bosser” (vagabonder).
De skulle selv betale hjemrejsen
Fangerne skulle føres til fæstningen Magdeburg (statsfængsel). De blev i samlet flok ført ad hovedgaden til stationen. De tysksindede borgere i Tønder fremkom med trusler og hånlige bemærkninger.
Det svirrede med rygter om, at de var blevet skudt. Men de nåede kun til Altona statsfængsel, hvor de på behørig vis blev fotograferet. Da ingen havde noget at tilstå blev de alle løsladt og kunne tage hjem – for egen regning.
Landrat sørgede for at de igen blev arresteret
Det var den tyske Landrat Rogge aldeles ikke tilfreds med. En uge efter kom gendarm Bergmann igen.
De tyske myndigheder var blevet klogere. Denne gang ville man ikke sende dem syd på, hvor myndigheder ikke havde forståelse for den politiske situation i Tønder. Denne gang blev de interneret i Flensborg og Sønderborg, hvor de sad i cirka 6 uger. De led dog ingen nød. På egen regning kunne de supplere fangekosten.
Da de blev løsladt, blev de stillet op i en stribe foran amtshuset. Landrat Rogge holdt en dundrende tale for dem. Hvis de på nogen måde beskæftigede sig med politik, ville de smidt i fængsel igen. Så fik de lov til at gå hjem.
Avisen jublede hver gang, der var en ny tysk sejr
Den tyske hær faldt ind i det neutrale Belgien og drog sejrrigt gennem Belgien og Nordfrankrig – den ene by efter den anden faldt. Hver gang der meldtes om en ny sejr, fløjtede sirenerne på ”Tondernsche Zeitung”. Og så sendtes der flyveblade ud.
På Alexandrine-skolen standsede undervisningen, eleverne samledes i festsalen, forstanderinden holdt en flammende tale. Der blev sunget ”Deutschland, Deutschland über alles”.
Danskerpak
Når de dansksindede bevægede sig rundt i Tønder kunne de risikere at de tysksindede råbte efter dem:
Rationering i Tønder
Hurtigt efter krigsudbruddet ændredes dagligdagen. Der kom rationering og den strammedes fra måned til måned.
I Tønder var der dengang en officiel opråber, der fik rundt i byen med trommer og forkyndte, hvad man kunne få og hvor. Det kunne lyde sådan:
Det var forbudt at sende madvarer fra amt til amt. Og i togene blev der gennemført razziaer. Det skete at man måtte aflevere de dyre sager.
Fjendtlighederne tiltog
Efter Tysklands sammenbrud blev tilværelsen for de dansksindede på Alexandrine-skolen utålelig. Det blev diskuteret, hvor grænsen kom til at ligge. Man diskuterede om grænsen kom til at ligge nord eller syd for.
I de sidste måneder før indlemmelsen blev forholdet mellem dansk og tysk til direkte fjendtlighed. Man gik rundt med – enten rød/hvid roset i knaphullet eller schwartz-weiss-rot. På afstemningsdagen den 10. februar 1920 var det et forfærdeligt vejr.
Om aftenen var der fest for de dansksindede i Tonhalle. I Tønder var det 75 % tyske og 25 % danske stemmer. Det var et ret dramatiske møde. Mange tyskere prøvede at forstyrre mødet ved at synge den forhadte slagsang:
Og den tyske nationalsang.
De dansksindede svarede igen med at synge ”I alle de riger og land. Men til sidst måtte man tilkalde de engelske soldater for at skabe ro.
Kongen ønskede at hilse på fangerne fra 1914
Den 5. maj kom de første danske soldater ”Sønderjysk Kommando”. De var specielt udpeget til opgaven. Den 9. maj ankom der en deling dragoner. Først den 5. juli blev traktaten om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark underskrevet. Og den 10. juli red Christian den Tiende over grænsen.
Kongen modtages af byens tyske borgmester, købmand Olufsen. Han holdt en kort velkomsttale på dansk og lovede fuld loyalitet over for Danmark. Kongen lod ellers vente på sig. Han haltede stærkt, da han steg ud af bilen efter at han blev kastet af hesten ved grænsen.
Kongen ønskede at hilse på dem, der var blevet fængslet i 1914 – mistænkt for spionage. De stod samme sted, hvor Landrat Rogge holdt sin barske tale.
Tyskerne holdt sig ellers på behørig afstand fra torvet. Til gengæld stod de bag gardinerne, da kongen kørte gennem byen. Ved et åbent vindue stod en tysker i stram fjendtlig stilling med armene over kors. Kongen fik øje på ham og saluterede med et venligt smil. der fik tyskeren til at bukke dybt.
Statsskolen starter
Den 25. august 1920 startede Statsskolen. Rektor A.J. West holdt hovedtalen. Man startede med 15 elever i 1G og måske var det kun 2 af dem, der kunne skrive korrekt dansk. Dengang var der ikke nogen adgangsbegrænsning.
Egebjerg Jensen lærte sønderjysk
Lærer Andreas Egebjerg Jensen havde påtaget sig den vanskelige opgave at lære eleverne dansk. Han vandt stor respekt ved at lære sønderjysk. Han skrev om sine første år på skolen i et jubilæumsskrift:
Egebjerg deltog ivrigt i foreningslivet, iscenesatte dilettantkomedier i ungdomsforeningen og var med til fester og baller.
15 var skrumpet ind til 6
Da 1G sluttede var de 15 skrumpet ind til 6. Der blev oprettet en realklasse, der optog nogle af de 15, andres søgte andet steds hen – måske til de tyske skoler. De dansksindede på Statsskolen kunne dengang aldrig finde på at tale rigsdansk til hinanden – det var ganske utænkeligt.
Dette var igen et øjebliksbillede af Tønder – dengang. Du kan læse mere på vores side. Se liste længere ned
Kilde:
Hvis du vil vide mere: