Søgeresultater på "Ribe"
Dato: april 22, 2020
Myten om De Hvide Busser
Forarbejdet blev gjort af danske embedsmænd. Jyllandskorpset. Det danske hjælpekorps. Da syge politibetjente og grænsegendarmer blev hentet. Da Svensk Røde Kors kommer. Bernadotte afviste dansk hjælp. Danskerne påvirkede Gestapo-folk. Halvdelen af svenskerne rejste hjem. Karantænestationer i Padborg og Kruså. Gestapo folk bestukket med snaps og danske fødevarer. Andre landes fanger måtte flyttes. Franske og polske kvinder blev også reddet. Op dødsmarch. I alt 17.553 blevet reddet. Det gik for langsom, danskerne måtte træde til. Svenskerne havde brug for goodwill. Det var ikke det rette tidspunkt for kritik
Forarbejdet blev gjort af danske embedsmænd
Det er 75 år siden, og det er den samme historie vi hører. Manden, som vi kan takke for den store succes, er Folke Bernadotte. Men er det nu hele sandheden? Ja skal man tro de medier, der omtalte begivenheden her 75 år efter, så er det denne greve, vi skal ære.
Og nede i Kruså er det da også et mindesmærke af ham. Men i dagens anledning var der ikke lagt blomster. Hvis man læser hovedpersonens egen beskrivelse om begivenhederne så er man ikke i tvivl, så er historien om rigtig. Han skrev bogen ”Sluttet” i 1945. Bogen er stærkt selvpromoverende og levner stort set ikke plads til andre end Bernadotte selv.
Forarbejdet var både i første og sidste fase gennemført af danske embedsmænd. Uden dem var aktionen aldrig lykkedes.
Forhandlingerne med tyskerne om frigivelse og hjemsendelse af de internerede danskere blev ført på alle fronter. Det var bestemt ikke en let manøvre.
Skal vi helt tilbage til begyndelsen ja så startede det hele med en dansk og en norsk sømandspræst.
Jyllandskorpset
Kontreadmiral Carl Hammerich Havde udtænkt planerne, som han i Stockholm præsenterede for en norsk diplomat, der var leder af den norske organisation, Fangehjælpen i Stockholm. Hammerich var via sit ægteskab med Borghild Schmidt stærkt engageret i Norgeshjælpen, som blev styret fra deres lejlighed på Christianshavn.
Gennem et fintmasket kontaktnet i både Norge og Tyskland havde de gode informationer om situationen generelt men også god viden om de enkelte kz-lejre og hvem der var interneret i de forskellige lejre. Ret tidligt fandt man ud af, at redningen skulle ske via de tyske landeveje.
Til formålet blev Jyllandskorpset oprettet. Det skulle bestå af omkring 400 mand inkl. Chauffører, samaritter, ordonnanser m.fl. samt omkring 120 store transportvogne.
Departementschefen i Socialministeriet, departementschefen i Socialministeriet samt en masse andre forsøgte at koordinere det hele. Tingene blev dog overdraget til den norske London – regering.
Det Danske Hjælpekorps
Hammerich blev arresteret af Gestapo og det var årsag til at Jyllandskorpset blev reorganiseret og kom nu til at hedde Det danske Hjælpekorps. I september 1944 kom beskeden, at militære fanger skulle have førsteprioritet. Andre fanger skulle blive i lejrene i et stykke tid efter kapitulationen. Beslutningen mundede i rene militære overvejelser. Man syntes at denne tankegang var horribelt, så meldingen blev ikke givet videre.
Da syge politibetjente og grænsegendarmer blev hentet
Fra oktober 1944 blev der fra Danmark sendt Røde Kors pakker til Tyskland. Efter en forhandling med den tyske sikkerhedschef Otto Bovensiepen blev der den 2. december 1944 åbnet mulighed for hjemtransport af 211 syge politifolk fra Buchenwald. Hjemtransporten foregik den 8. december med almindelige røde DSB – busser. Ugen efter hentede man grænsegendarmer. Dette var også en ren dansk redningsaktion.
Fra omkring årsskiftet 1944 – 1945 afgik der regelmæssigt busser. Der blev hentet fanger så langt væk som i Leipzig, Dresden, Torgau og Mühlberg. Ofte blev disse busser angrebet af allierede fly.
I begyndelsen af 1945 blev det hele endnu bedre organiserede.
Da Svensk Røde Kors kommer
Den første hjemtransport fra Tyskland i Svensk Røde Kors navn blev foretaget i midten af februar 1945, hvor Folke Bernadotte var i Berlin for at hjemføre svenskfødte kvinder. Den 19. februar forhandlede Bernadotte med Himmler. Her gav Himmler tilladelse til at de skandinaviske fangere blev samlet i en speciel afdeling i Neuengamme.
Hovedkvarteret for svensk Røde Kors blev i Slottet Friederichsruhe der lå 30 km sydøst for Hamborg. Slottet tilhørte Otto von Bismarck, den tidligere kanslers sønnesøn.
Bernadotte afviste dansk hjælp
Fra dansk side stillede man dansk mandskab og biler til rådighed. Men Bernadotte afviste. Man ønskede, at det nu skulle være en ren svensk aktion arrangeret af Svensk Røde Kors. Det svenske udenrigsministerium ville ikke lægge navn til. De troede ikke på, at det lykkedes. Og hvis det så mislykkedes, så havde det svenske udenrigsministerium intet ansvar.
Fra dansk side pointerede man, at man havde nyttige informationer. Men Bernadottes reaktion var afvisende. Man kunne ikke se hvad danskerne kunne bidrage med som svenskerne selv kunne klare. En af de ting, som Bernadotte ikke kunne bruge var det omfattende kartotek som man havde opbygget over danske fangere.
Og så kaldte man de danske biler for ”kakkelovnsbiler”.
Bernadotte ønskede at se så lidt til danskerne som muligt i Friederichsruhe.
Danskerne påvirkede Gestapo-folk
I hovedkvarteret i Friederichsruhe var der udstationeret 40 Gestapofolk. Aftalen var, at alle transporter skulle ledsages af Gestapofolk. Danskerne forsøgte at påvirke disse Gestapofolk. En af de vigtigste var SS – Obersturmbannführer dr. Rennau. Han havde myndighed til at dirigere de skandinaviske fangere til Neuengamme og havde et lidt anstrengt forhold til svenskerne.
Bernadotte havde givet ordre til sine folk at ingen danskere måtte deltage. Det var en ren svensk Røde Kors aktion.
Svenskerne rejste hjem
Efter kort tid var halvdelen af de svenske deltagere taget hjem. På grund af den reducerede personalestyrke var det umuligt at gennemføre planen. Svenskerne havde på daværende tidspunkt kun nået at hente en fjerdedel.
Nu kunne man godt bruge den danske hjælp men under den betingelse at det skete under svensk ledelse. Hurtigt blev de danske biler malet i hvide farver med røde kors. Nu var det ingen hemmelighed, at de svenske biler var i en betydelig bedre kvalitet.
Ved Neuengammes evakuering i dagene omkring den 20. april 1945 bestod det danske ekspeditionskorps i Tyskland af 123 rutebiler, 30 ambulancer, 18 lastvogne, 12 personvogne, 6 motorcykler samt omkring 450 personer, heraf 10 læger og 16 sygeplejersker.
Karantænestationerne I Padborg og Kruså
Nord for grænsen var et par tusinde mennesker også involveret i aktionen, dels ved karantænestationerne i Padborg og Kruså og dels forskellige former for bistand under transporterne videre gennem Danmark til Sverige.
Vi har i en artikel beskrevet forholdene. Også disse karantænestationer blev bombet af de allierede. Når man ære den svenske greve må man ikke glemme alle disse frivillige.
Gestapo-folk bestukket med snaps og danske fødevarer
Da der sidst i marts 1945 var overført omkring 3.000 skandinaviske fanger til Neuengamme, erklærede kommandant Pauli, at transporterne måtte stoppe, idet der ikke var plads til flere! Uanset de givne løfter fra Himmler og andre højtstående Gestapo – folk, om at alle skulle samles i Neuengamme var han ikke til at rokke.
Ved at smøre godt med danske fødevarer og snaps i forskellige trin i Gestapos hierarki, blev der nået frem til en løsning, som kunne opfylde betingelserne i aftalen.
Andre landes fanger måtte flytte
Prisen blev endog meget høj for andre KZ – fanger. Aftalen indebar nemlig, at 2.000 ikke-skandinaviske fanger skulle flyttes fra Neuengamme-lejren til andre lejre i omegnen af Hannover. Denne transport skulle foretages af svensk Røde Kors. Og det var ikke altid til bedre forhold.
Når denne transport var afsluttet – kunne transporterne af skandinaviske fanger til Neuengamme fortsætte. Aftalen af flytningen blev gennemført. Lidt kynisk kan man sige, at 2.000 franskmænd, russere og polakker, der menneskelig var i en meget dårlig forfatning efter lang tids internering, betalte prisen for, at skandinaverne blev samlet i Neuengamme.
Ca. 12.000 nordmænd og danskere var internerede
I alt 6.100 danskere og omtrent lige så mane nordmænd blev sent i KZ – lejre. Deportationerne af danskerne begyndte efter den 29. august 1943. Det var jøder og kommunister. Derefter fulgte modstandsfolk, kriminelle, handicappede og politifolk.
Franske og polske kvinder blev reddet
Ud over de internerede danskere og nordmænd blev også et stort antal franske og polske kvinder omfattet af redningsaktionen
På dødsmarch
Det var et held for de danske KZ – fangere, at de blev hentet. En af fangerne fortæller, at 11 dage kom resten af fangerne ud på en dødsmarch. Dem er ikke længere kunne gå blev skudt. Og en nat blev der sat ild på en lade, hvor alle de resterende fanger opholdt sig. Disse og lignende skrækhistorier fortælles. De allierede, der var lige i nærheden skulle ikke se sandheden om disse lejre.
I dagene 19. – 20. april hentede de hvide busser 4.255 norske og danske fanger hjem fra Neuengamme I alt blev op mod 20.000 fanger, primært i marts – april hentet hjem i hvide busser og ambulancer med Røde Kors – logo på.
Et stort problem under transporterne var fangernes kroniske diarré. Det blev hjulpet af tørklosetter.
17.553 blev reddet
Danske, svenske og norske chauffører, læger, sygeplejersker, mekanikere ydede en kæmpe indsats. Det var en af Anden Verdenskrigs største humanitære indsatser.
Det er ikke tale om et koordineret forløb men tale om en række mindre initiativer, som tilsammen udgjorde en stor fælles aktion. Og det hele startede fra Norge og Danmark længe før. Arbejdet var blevet påbegyndt i 1944.
Ved dansk hjælp – enten som en ren dansk redningsaktion eller som en del af Bernadotte – aktionen blev der i tiden fra den 5. december 1944 til den 4. maj 1945 gennemført omkring 50 transporter. I alt blev 17.353 mennesker hjemført.
De egentlige helte er også alle de civile danskere og nordmænd, der frivillig deltog i hjælpearbejdet.
Himmler og Kaltenbrunner hjalp ikke af humanitære grunde
Folke Bernadotte var vicepræsident i svensk Røde Kors. Han fløj den 16. februar til Berlin, hvor han blandt andet forhandlede med udenrigsminister Joachim von Ribbentrop og Reichsführer SS Heinrich Himmler.
Den svenske hær stillede materiel til rådighed, blandt andet 36 ambulancebusser og 19 lastbiler. 338 svenskere, blandt andet chauffører og sygeplejersker var tilknyttet aktionen.
Men det var bestemt ikke af humanitære grunde, at Himmler og hans næstkommanderende, Kaltenbrunner gav lav til dette. Det var for at få lidt goodwill efter krigen. Men det hjalp som bekendt ikke. Himmler blev taget til fange af englænderne og begik selvmord. Og Kaltenbrunner blev dømt til døden.
Hitler opdagede Himmlers forhandlinger med vesten
Man forhandlede med forbrydere og indgik aftaler med nazistiske forbrydere for at redde deres eget skind. Man sorterede i fangerne og favoriserede nordmænd og danskere. Fanger fra andre nationaliteter måtte vige pladsen.
Aviser blev instrueret i ikke at skrive noget om aktionen, da den skulle foregå udenom de centrale tyske aktører i krigen. Hvis Hitler opdagede planen, ville det være umuligt at gennemføre.
Men den 28. april 1945 kom Himmlers flirteri med de allierede magter Hitler for øre. Han blev omgående frataget alle sine ordener og beordret henrettet.
Det gik for langsom
Alle norske og danske fangere skulle samles i Neuengamme. Det var svenske busser, der korte dem dertil. Derfra skulle de så transpores videre til Padborg og Kruså. Og her var der så danske busser, der kørte de udsultede fangere. Herfra gik det videre enten med bus eller tog mod Sverige.
Det gik dog alt for langsom med at få de mange fanger transporteret hjem. Svenskerne havde i lang tid siddet på planlægningen, men begyndte at løbe tør for materiel og mandskab, halvdelen af dem var taget hjem.
Danmark måtte atter engang stille med DSB – busser, motorcykler, rutebiler, ambulancer, personbiler og lastbiler. På grænsen mellem Danmark og Tyskland blev de malet hvide og fik malet røde kors på siderne og taget.
Men trods dette blev man beskudt af allierede fly.
Svenskerne havde brug for goodwill
Mediernes gennemgang af, hvad der virkelig skete for 75 år siden, har været mangelfuld. Vi vil ikke forklejne Folke Bernadottes indsats. Det har ikke været motivet med denne artikel. Motivet har været at fortælle, at der var andre, der også burde hyldes.
De involverede danske personer besluttede ikke at ytre sig. Holdningen var, at selv om den norske og danske indsats spillede en væsentlig rolle i de officielle svenske redegørelser, havde Folke Bernadottes medvirken formentlig været af afgørende betydning.
Fra dansk side besluttede man ikke at lave en rapport om Det Danske Hjælpekorps. Man var enige om, at svenskerne i høj grad havde brug for den goodwill, som gennemførelsen af fangetransporten kunne skabe for Sverige i Norge og Danmark.
Det var ikke det rette tidspunkt for kritik
Dengang var der trods alt stor taknemlighed over for svenskerne, der under hele krigen havde modtaget et stort antal modstandsfolk og jøder. Det neutrale Sverige havde brug for goodwill over for de allierede. Derfor var det ikke det rigtige tidspunkt for kritik. Og så var det måske også den krølle på halen, Folke Bernadotte var i familie med kronprinsesse Ingrid. Tiden var heller ikke til at røre omkring kongehuset.
Efterfølgende er der kommet udmærkede beskrivelser af de faktiske forhold om ”De Hvide Busser”. Men myten om Folke Bernadotte som den helt store redningsmand og helt har fået lov til at leve i bedste velgående.
Folke Bernadottes mordere blev hyldet
Folke Bernadotte blev skudt den 17. april 1948 i sin egenskab som FN – mægler. Han blev 53 år gammel. Han blev dræbt af en zionistisk terrorgruppe, der kaldte sig Lehi i det britiske mandatområde. Baggrunden var Bernadottes krav om at de palæstinensiske flygtninge skulle have ret til at returnere til deres hjem.
Alle tre fik amnesti af Israel i 1949. Og i 1980 oprettede Israel Lehi-ordenen, som tildeles tidligere medlemmer af denne tenoristorganisation.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.156 artikler herunder:
Dato: april 7, 2020
Den falske hornblæser – Peter Christiansen Sveistrup
Midt under Første Verdenskrig udkom ”Den Lille Hornblister” af N.G. Holst. Hornblæseren blev efter krigen foreviget i statueform. Den var lige så populær som Landsoldaten. 720 vers blev der skrevet om den 13 – årige Nyboder – dreng. Mange troede det var en autentisk beretning. Det benyttede Peter Christiansen sig også af. Han stak selv af fra militæret. Det fik han 25 slag for. Danmark vandt den 25. juli 1860 Slaget På Isted Hede. Det var populært. Og Peter bildte folk ind, at han havde deltaget. Han dukkede op i sognet med indbundet arm og et mærke fra Dannebrogsmændene, som han havde købt ved en guldsmed. Næste gang, han dukkede op, bildte han folk op, at armen var amputeret. En embedsmand sørgede for, at han månedligt fik 4 rigsdaler i pension. I april 1852 opdagede retten i Viborg, at han var fuld af løgn. Han fik et års fængsel.
Den falske hornblæser – Peter Christiansen Sveistrup. I 1849, midt under den 1. Slesvigske krig udkom “den lille Hornblæser”. Digtet, af H. P. Holst, både ramte og forstærkede en patriotisk folkestemning. Sammen med den menige danske soldat “landsoldaten” blev “Den Lille Hornblæser” et symbol, og både han og hornblæseren blev efter krigen foreviget i statueform.
720 vers skrev Holst om den 13-årige Nyboderdreng. Trods sine forældres bønner lader han sig hverve som hornblæser, for “kongen trænger til os allesammen”. Hans kaptajn falder med dragen sabel i spidsen for sine folk, men den lille hornblæser redder situationen ved at blæse til angreb. En kugle går gennem hans frakke. Hullet kan dog nok repareres, så “vær ikke vred”, skriver han til moderen derhjemme i Nyboder.
En døende fjende tager han sig af, læser op for ham af Evangeliet, og oprøreren dør i vished om, at “en dansk og trofast hånd” vil lukke hans øjne. I slaget ved Slesvig redder vores helt atter en kritisk situation. Han griber trommen og slår “avancer”, da tamburen falder. Men af: en kugle går gennem trommen, en anden gennem hånden, han bliver ramt af en hestehov og taget til fange.
Efter at have overbragt den døende oprørers afskedsord til den tysksindede familie, lykkes det den lille hornblæser at flygte.
Ved troppeparaden den 18. september 1848 på Lerbæk Mark nær Vejle, hvor Frederik 7. inspireret af et andet digt af Holst, udtaler de berømte ord “det skal ej ske” (nemlig at Slesvig bliver skilt fra Danmark), får
hornblæseren lejlighed til at hilse på den folkekære konge.
Da Frederik 7. spørger, hvad han ønsker sig, svarer det perfekte barn: At lære noget rigtigt”. Hjem til moder i Nyboder kommer vores helt igen, men hans fader er faldet i krigen.
Heldigvis har Den lille Hornblæser lært en gammel bulderbasse af en løjtnant at kende. Han er allerede begyndt at kalde ham sin plejefar. Der er lagt op til en happy ending.
I 1849 var digtet, hvad vi i dag vil kalde et hit. Det udkom i det ene oplag efter det andet. Frederik 7. skal selv have sørget for, at det blev omdelt på feltlazaretterne. H. P. Holst var knyttet til hæren som en slags sekretær ved den militære overkommando. Nogle troede, at Den lille Hornblæser var en autentisk beretning, og hornblæseren altså en virkelig person.
Det benyttede Peter Christiansen Sveistrup sig af. Peter var født i 1833, antagelig på et sygehus i Aarhus. I hvert fald en del af opvæksten fandt sted i et enligt liggende fattighus på den såkaldte Dover Hede i Svejstrup ved Skanderborg. Sognepræsten anførte siden, at familien havde en “vild sigøjnernatur”, og af en protokol fra Viborg tugthus fremgår, at hans forældre var tidligere straffede natmandsfolk.
Som 14-årig lod Peter Christiansen Sveistrup sig i 1848 antage som tamburdreng i hæren. I dag forbinder vi børnesoldater med ulande, men for ca. 170 år siden antog man altså Danmark børn som hornblæsere. De var – vel blandt andet på grund af H. P. Holsts digt – et yndet motiv for tidens malere. Under kamp var de med i forreste linje sammen med den
kommanderende officer, hvis kontrol over tropperne delvist beroede på hornblæserens signaler.
Peters militærtjeneste forløb ikke godt. Han stak af et stykke tid og blev, trods sin unge alder, idømt 25 slag ris for absentation. Den 12. april 1850 blev han afskediget fra hæren. Med sin slette opførsel var han et dårligt eksempel for de øvrige spillemænd. Hvad skulle han nu leve af?
Den 25. juli 1850 vandt danskerne kampen på Isted Hede, det største slag, der er blevet udkæmpet på dansk grund. Her var Peter altså ikke med, men det gav ham en idé. Han ville udgive sig for at være såret fra Istedslaget.
I den kommende periode forvandlede Peter Christiansen Sveistrup sig med stor succes til den lille hornblæser fra H. P. Holsts digt. I november samme år dukkede han op i sin hjemkommune med den ene arm “såret og ombunden”. I knaphullet på sin våbenfrakke bar han Dannebrogsmændenes Hæderstegn; at han havde købt det hos en guldsmed for penge, han havde svindlet sig til, kunne folkene i Svejstrup jo ikke vide.
Både skaden og udmærkelsen havde Peter, efter hvad han selv oplyste, erhvervet sig, da han havde antændt en af fjendens krudtvogne! En tid var han væk fra sognet, men dukkede så atter op. Da hang venstre ærme tom
ned! Armen havde måttet amputeres i København, efter at der var gået koldbrand i den.
En embedsmand i hovedstaden søgte på Peters vegne pension for ham. Sogneforstanderskabet i Svejstrup oplyste til kommissionen i København, at faderen var fattiglem og derfor ude af stand til at forsørge sønnen. Drengen havde ved en heltemodig dåd i sommeren 1850 fået sin ene arm kvæstet, så den senere måtte amputeres.
Peter blev tildelt 4 rigsdaler månedligt. I flere jyske byer blev Peter almindelig kendt som Den Lille Hornblæser. Varme anbefalingsskrivelser fra København skaffede ham en velvillig modtagelse overalt. “Man glædede sig ved at betragte det livfulde udtryk i hans smukke og kække ansigt, når han fortalte om Istedslaget 1850 og alle de andre træfninger, hvori han havde deltaget, og man kappedes om, på en eller anden måde at lægge sin velvilje for ham for dagen”, skrev en Aarhusavis, efter at svindelnummeret var blevet afsløret.
På Randersegnen havde han fortalt, hvordan han havde været med til at vinde slaget ved Isted: Da de tyske kolonner passerede ham, mens han lå såret på kamppladsen, havde han blæst det tyske signal for retræte, hvorefter tyskerne var vendt om!
Hjælpepræst A.D. Cohen rejste under krigen rundt og besøgte bl.a. feltlazaretterne for at skaffe nøjagtige efterretninger om de faldne. Resultatet blev et meget detaljeret mindeskrift, hvor der også er meddelt
navnene på de amputerede. Det kom Peter for øje, og da han ikke fandt sit navn på listen, henvendte sig selv – iført våbenkjole med tomt venstre ærme og dannebrogskors – til Cohen og påtalte undladelsen.
Det viste sig imidlertid, at han faktisk var med i fortegnelsen, men under en anden militær enhed end den, han nu angav. Statsmagten havde selv, fortalte Cohen bagefter, givet oplysning om, at Sveistrup var blandt de amputerede. (Hvordan det er gået til, fortaber sig i historiens tåger).
På et senere tidspunkt opfordrede Cohen til “at udslette bedragerens navn” i bogen fra 1850. I H.P. Holsts digt er hornblæseren søn af en Nybodermand, der falder under krigen. Peter Christiansen Sveistrup fortalte Cohen, at hans fader var en af de søfolk, der sprang i luften med linjeskibet Christian VIII ved Eckernförde.
Den affære var velkendt i tiden – både i Danmark og sydpå. Da Cohen læste op ad listen med navne på de faldne ved den hændelse, udpegede Peter sin fader, der dog mærkeligt nok skulle have heddet Paulsen. Cohen fik også at vide, at Peter var blevet konfirmeret forrige påske. Præsten havde, fortalte han, bemærket, at det vist var første gang en konfirmand havde været dekoreret med et dannebrogskors!
I halvandet år strejfede Sveistrup rundt i København, på Fyn og i Jylland. Overalt udgav han sig med stor succes for at være den lille hornblæser.
I december 1851 bragte Peter et brev fra København til en møller i Framlev Herred ved Aarhus. Han bad om at få natlogi og tilbød at tage breve med tilbage til København. Hans støvler trykkede, “hvis årsag man
lånte ham et par”.
Peter fik aftensmad og gik til ro. Det var møllerens søns støvler, der blev lånt ud, så sønnen har antagelig været noget utilfreds, da både Peter og støvlerne var væk næste morgen. Peter blev anholdt. Foruden støvlerne var han i besiddelse af et stort sølvbelagt merskumspibehoved.
Venstre underarm viste sig at være i god behold og slet ikke amputeret.
Retten takserede april 1852 Peters forbrydelse til et års indsættelse til arbejde i Viborg Tugthus. Desuden skulle han betale alle sagens omkostninger. Tidligere skal han have været mistænkt for voldtægt mod en 14-årig pige, men sagen var blevet henlagt på grund af manglende beviser.
I H.P. Holsts digt har den gamle løjtnant “en pokkers stor respekt for alle, der kan skrive”, og det kunne digtets lille hornblæser selvfølgelig. Peter derimod kunne, til trods for at han nu var omkring 18 år, hverken læse eller skrive, noteredes det, da han 15. maj 1852 blev afleveret til straffeanstalten i Viborg, hvor han blev indskrevet som fange nr. 445.
Han beskrives i øvrigt som 157 cm, med spinkle lemmer, sort hår, brune
øjne og et ar i panden. Da han er ukonfirmeret, er han “ej indrulleret” til tvungen militærtjeneste. Penge har han ingen af. Hans påklædning er en våbenfrakke, bukser, blårlærredsskjorte, en ternet vest, blå uldstrømper, en kasket og støvler.
Desuden har han en nattrøje med sig. Peters opførsel Viborg Tugthus beskrives som “temmelig god”, men den har dog ikke været bedre, end at
han ved en lejlighed blev tildelt seks slag rotting. Ud af 312 fanger i første halvår 1853, var det kun fem foruden ham, der opnåede den tvivlsomme ære. Den 15. maj 1853 blev Peter sluppet fri. Hvordan det
siden gik ham, er ikke undersøgt.
Peter Christiansen Sveistrup er ikke den eneste, der har udgivet sig for at være Den lille Hornblæser, men næppe andre har gennemført svindelnummeret så systematisk. I 1882 blev der samlet ind til Den lille
Hornblæsers syge og trængende enke. Det var over 30 år efter, at førsteudgaven af Holsts digt var udsendt.
Da indsamlingen var overstået, følte Holst sig foranlediget til at oplyse, at hornblæseren var en fiktiv person. Det var der tydeligvis nogen, der fortsat ikke havde forstået, til trods for at Holst allerede i
digtets første linje har anført en ikke eksisterende adresse i Nyboder som Den lille Hornblæsers barndomshjem. Verden vil bedrages.
Kilde:
*
https://kalliope.org/da/work/holst/1849
Dato: marts 31, 2020
Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital
Tyskerne lagde pres på sundhedssystemet. Når en sabotør blev indlagt Hipokorpset legede politi. Man fandt frem til systemer. Der var over 400 patienter, der hed Petersen. En sabotør fik hurtigt nyt navn. Ellen Christensen – Citronens kæreste. De 8.000 danske jøder skal arresteres. Tiltagende flygtningestrøm på hospitalet. En nattevagt var nazist. Næsten alle 130 sygeplejersker deltog. Centralen. Til tider indeholdt skotøjsæsken 100.000 kr. Ikke alle havde midler til at komme til Sverige. Da kassen var tom, blev kongen opsøgt. Mange udskibningshavne. Det gik også galt. Godsejeren hjalp. Da ambulancerne blev stoppet. En flaske snaps med sovepiller hjalp. Planerne blev ændret. Mellem 1.500 – 2.000 blev reddet. Signe Mortensen ville ikke modtage medalje. Da Carlo Emil Bakman blev skudt. Køster flygtede til Storbritannien. Læge skudt under sabotageaktion. Hospitalspræsten skudt af Hipo.
Tyskerne lagde pres på sundhedssystemet
Tyskerne lagde stort pres på det danske sundhedssystem for at behandle tilskadekomne tyske soldater. I stort tal. Sundhedspersonalet søgte med fredelige midler at undgå dette og på at få værnemagten til selv at oprette behandlingssteder.
Bispebjerg Hospital var velegnet til mange ting på grund af det enorme tunnelsystem. Her var det muligt at skjule aktiviteter som trykning af illegale blade og skjule flygtninge.
Når en sabotør blev indlagt
Efter den 29. august 1943 mærkede man i høj grad forandringerne på Bispebjerg Hospital. Tyskerne rettede efterhånden et kritisk øje på hospitalet. En del folk her deltog i modstandsarbejdet i forskellige former. Men det var særlig øverst i hovedportens opgang 20 D hos Første reservekirurg der foregik ting og sager.
At behandle illegale tilskadekomne var en ting. Noget andet var at sikre anonymitet og trygge rammer for patienterne og deres videre færden.
Når en såret sabotør blev indbragt på hospitalet, var forretningsgangen omtrent følgende:
Da Hipokorpset optrådte som ”Dansk Politi”
I begyndelsen var det ikke noget problem. Man iagttog forsigtighed og diskretion. Men efter jødetransporterne til Sverige var tyskerne op vagt over for hospitalerne. Kravet om identitetskort komplicerede det hele. Og helt galt gik det, da Hipokorpset optrådte som ”dansk politi”.
De indfandt sig altid kort tid efter, at de sårede var bragt ind. Det blev sagt, at de blev alarmeret samtidigt med Brandvæsnets ambulancer.
Man fandt frem til systemer
Man fandt hurtig frem til nogle systemer, så man allerede porten kunne finde frem til, hvem der blev indleveret. Det var en fordel at vide så lidt som muligt for den enkelte. Så man ikke skulle give efter for trusler. Man måtte antage at forespørgsler til disse patienter ville blive rettet til lederne for de forskellige afdelinger.
Der var 400 patienter, der hed Petersen
Hipo og Gestapo kom farende og kastede sig over den første og bedste. Man gav sig til at forhøre og true en sygeplejerske, der var totalt uvidende om forholdene. Da flere mennesker kom til truede man med at omringe hospitalet, hvis de ikke fik telefonisk besked inden for en halv time.
En gang forlangte Gestapo med truende tone at få patientregistret udleveret, hvilket man mente ikke at kunne nægte dem. De søgte en mand ved navn Petersen. Da de fik registret udleveret med ca. 400 personer med navnet Petersen blev de ude af sig selv af forbitrelse.
En sabotør fik hurtig nyt navn
Når tyskerne søgte en sabotør, var det vigtigt at få at vide, om de vidste, at han var såret og om de havde en formodning, om han var såret. Hvis dette var tilfældet, måtte man skyndsomst bringe ham videre. Mente man, at ingen rigtig vidste noget kunne man begynde behandlingen.
Nu gjaldt det så om at give patienten et nyt navn. Ganske vidst havde de fleste dæknavne. Men de mest prominente var i alvorlig fare. For ofte kendte Gestapo dæknavnene. Man måtte give mange patienter nye identitetskort. Journalen blev så læst op for patienten, så denne kunne det udenad.
Ellen Christensen – Citronens kæreste
Den side af sagen klarede Ellen Christensen. Hun arbejdede i det illegale arbejde og havde gode forbindelser. Hun var en stor hjælp og kunne fremskaffe hvad som helst.
Hun sluttede sig i de første besættelsesår til en gruppe under modstandsorganisationen Frit Danmark, hvor hun efterhånden blev medleder. Gruppen beskæftigede sig primært med at fremstille illegale blade.
Hun var forbindelsesled mellem en af de største og sikreste illegale ruter til Sverige. Hun sørgede for at modstandsfolk og allierede flyvere kom over til Sverige. Hun deltog i våben – og sprængstoftransporter og advarede modstandsfolk, der var kommet under mistanke.
Hun var en sand mester i at skaffe identitetskort, rationeringsmærker, våben og andet nødvendigt til modstandsarbejde.
Hun arrangerede også jødernes flugt til Sverige. Hun var kæreste med Jørgen Haagen Schmidt, kaldet Citronen. Da denne i september 1944 blev alvorligt såret af tyskerne, plejede hun ham dagligt.
Skjulestedet blev ransaget af Gestapo en nat i oktober. Det udviklede sig til en voldsom og timelang ildkamp, hvor Citronen blev dræbt. Det lykkedes Ellen Christensen at undslippe. Men under aktionen havde Gestapo fundet hendes falske id – kort. Og nu blev hun eftersøgt. Hun levede derfor under jorden resten af besættelsen. Hun undgik at blive arresteret med fortsatte det illegale arbejde.
Det lykkedes ikke for tyskerne at pågribe eller opspore en eneste af de illegale. Mange af sygeplejerskerne påtog sig en ikke ringe personlig risiko ved at huse de eftersøgte eller gemme deres tøj og våben.
Også ambulancefolkene har gjort store tjenester når det blev nødvendigt at flytte de sårede. Også nogle af portnerne holdt et skarpt øje med de besøgende. Når bestemte havde vagt, kunne man være sikker på at blive advaret i tide.
Da 8.000 danske jøder skulle arresteres
I de sidste dage af september 1943 oplyste forskellige kilder fra dansk og tysk side, at omtrent 8.000 danske jøder skulle anholdes. Lægerne på de københavnske hospitaler fandt det naturligt at åbne sygehusenes porte og skjule de nødstedte her. Man stiftede organisationer.
Den 1. oktober gik jagten ind på de danske jøder med natlige Gestapo – aktioner. Da vi de fleste allerede bragt i sikkerhed i parker, tomme boliger, sommerhuse og nærliggende skove.
Tiltagende flygtningestrøm på hospitalet
På Bispebjerg Hospital mærkede man den tiltagende flygtningestrøm. Snart blev tilstanden kritisk, da der endnu ikke var muligt at bringe flygtningene videre fra hospitalet i samme takt som de strømmede til.
Tunneller, gange, auditorier og afdelingernes sygestuer var tæt befolkede. Ofte opstod tilspidsede situationer, når tyskerne eller Schalburgfolk vimsede omkring med onde hensigter uden for hospitalets beskyttende mure, eller når antallet af flygtninge overgik lokalernes kapacitet. Man måtte herefter overveje at inddrage nye skjulesteder nær hospitalet.
Ikke sjældent måtte personalet improvisere. Et begravelsesoptog på omtrent 40 personer ville samle sig en aften. Hensigten var på et senere tidspunkt at sende denne gruppe videre i en flyttevogn mod kysten. Men tilstrømningen fortsatte. Da antallet nærmede sig 150 sjæle besluttede oversygeplejerske Fr. Mogensen at sende så mange som muligt med flyttevognen for derefter at gemme de tilbageblevne i undervisningslokalerne under Psykiatrisk Afdeling E.
Senere samme aften blev de resterende 80 jøder sendt af sted i taxaer til det ventende skib.
En nattevagt var nazist
Personalet måtte ofte tænke meget kreativ for at hjælpe de mange flygtninge, f.eks. da man konstaterede, at en nattevagt var nazist. I al hast måtte man bringe en gruppe flygtninge fra hospitalets centrale del til den mere afsidesliggende badebygning.
Næsten alle 130 sygeplejerske deltog
Rygtet om jøderne på Bispebjerg Hospital bredte sig. Nye tiltag måtte tages. Tilstrømningen oversteg nu langt kapaciteten for videre transport til kysten. Konsekvensen var en logistisk udfordring af dimensioner. Et stort og uvist antal nødlidende skulle opholde sig flere dage under fuld diskretion. De skulle også bespises og forsynes med nødvendig beklædning.
På storsindet vis åbnede næsten alle 130 sygeplejerske i hospitalets nye sygeplejeboliger på Charlotte Muncks Vej deres hjem til de nødstedte. Hver sygeplejerske passede ”sin” familie, der snildt kunne bestå af 8 – 10 personer., både børn og voksne, med mad, drikke, tøj, omsorg og trøstende ord i de små lejligheder.
Centralen
Adskillige læger med bolig på hospitalet åbnede tilsvarende deres hjem for flygtninge. På den tid var lægerne en ekstra udsat gruppe, fordi besætterne og deres danske medløbere fandt netop denne gruppe som mål for hævndrab – de såkaldte ”clearing – mord”.
Viceforstander Fr. Korsholm stillede sin lejlighed i Charlotte Muncks Vej 1 til rådighed som organisationscenter, benævnt ”Centralen”. Denne adresse blev på diskret vis landskendt som et sted, hvortil man kunne sende penge til hjælpearbejdet.
Til tider indeholdt skotøjsæsken 100.000 kr.
En operationssygeplejerske bandt de mange tråde sammen bistået af en kommunal brandmand døgnet rundt. Man samarbejdede med centralerne på Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet om at koordinere indsatsen.
Opgaverne var mangfoldige f.eks. måtte man udarbejde lister over både pålidelige og ikke mindst upålidelige taxachauffører, da talrige transporter foregik med taxaer.
Bispebjerg Hospitals køkkenbestyrer Fr. Beltoft sørgede for mad og drikke til gæsterne i døgndrift trods ofte meget upræcise ”gæstelister”. Lige så vigtigt var det at have fuldt overblik over antallet af tilgående og udgående flygtninge af hensyn til videre planlægning.
I Centralen havde Fr. Sander og Fr. Christensen overblik over hver enkelt flygtnings status. Hvem havde ventet længst, hvem var syg eller skrøbelig, timing af transporter og regnskab over de ofte temmelig store beløb, der var i ”pengekassen”, som blot var en skotøjsæske, der til tider indeholdt 100.000 kr. Centralen havde også en nødforsyning med op til 1.000 liter benzin.
Ikke alle havde midler til at komme til Sverige
I kælderen under Charlotte Muncks Vej 7 passede en stab af sygeplejerske under ledelse af Fr. Mogensen en stor gruppe flygtninge, heriblandt flere plejekrævende.
Der var livlig aktivitet døgnet rundt. Her var foruden flygtninge, chauffører, budbringere, vagtfolk og medlemmer af transportgrupperne. Når uønskede personer nærmede sig blev man varskoet, så nødvendige forholdsregler kunne sættes i værk.
De flygtende betalte efter bedste evne og mange gav alt, hvad de ejede. Andre var fattige og havde kun få midler. Donationerne kom fra anonyme eller navngivne borgere og institutioner og firmaer hele landet.
Da kassen var tom, blev kongen opsøgt
Køkkenpigen fra Bispebjerg gav 10 kr. En direktør fra Odense gav 20.000 kr. Sygeplejerskerne Fr. Sander og Fr. Fraas opsøgte endda Kong Christian den Tiende på Sorgenfri Slot. Heller ikke de vendte tomhændede hjem. I alt modtog organisationen 1 mio. kr. i deres funktionstid. Men det var tvingende nødvendigt at opsøge kongen for kassen var tom. Kongens helbred var svigtende. Hans ophold på Sorgenfri Slot var, hvad man kan kalde en venlig husarrest organiseret af tyskerne.
Afskibningscentralen var placeret på Blegdams Hospital. Bispebjerg Hospital havde primært kontakt med de ruter, der udgik fra Mosede, Sydhavnen, Falster, Tuborg Havn og Amalienborg Plads.
Mange udskibningshavne
Udenfor hospitalets ”eget” rutenet var der også kontakt til den nordsjællandske transportgruppe, der arbejdede med flere lægegrupper. Personale med baggrund i Rederiet Lauritzen førte løbende kontrol med forholdene i alle udskibningshavne.
Transporten fra hospitalet var velorganiserede. Taxaselskabet blev varskoet og gruppen førtes under ledelse af en eller to sygeplejersker. Hvis der var luftalarm, blev taxaerne afløst af ambulancer fra Falck og Zonen.
Gruppelederne medbragte store kontantbeløb til uforudsete udgifter. Herefter blev kursen sat mod den lokalitet ved kysten, hvor motorbåden, fiskekutteren eller skonnerten ventede. Bispebjergs koordinationscenter i Centralen blev underrettet, så snart gruppen nåede frem til pladsen og senere, når gruppen var nået velbeholdent til Sverige og skibet var kommet sikkert retur til Danmark.
Det gik også galt
Det hele var overordentlig risikabelt og ikke sjældent gik noget galt, trods den omhyggelige planlægning.
Et skræmmende eksempel på tilfældighedernes spil ramte en transport med 180 flygtninge udgået fra Bispebjerg Hospital med kurs mod Strøby på Stevns, hvor gruppen skulle sættes over af en anden organisation. Første del af transporten foregik planmæssigt fra Bispebjerg Bakke til Strøby syd for Køge med taxaer og flyttebiler.
Under den natlige indskibning gik det galt. Gruppen havde aftalt, sendt lyssignaler i kode til den ventende skonnert, men modtog som svar kun heftige byger af maskingeværsprojektiler. I stedet for den fredelige skonnert var et tysk, armeret patruljefartøj dukket op ved pladsen.
Med nød og næppe undslap de flygtende og gemte sig i de nærliggende skove under Gjorslev Gods. Centralen på Bispebjerg Hospital blev omgående orienteret. Man rekvirerede omgående en CB – kolonne (Civil Beskyttelse) med lastbiler og mandskab, der blev suppleret med fire sygeplejersker og en læge fra hospitalet.
Godsejeren hjalp
I køkkenet pakkede Fr. Beltoft kasser med nødforsyninger og udleverede brød, smør, kaffe samt et par hundrede liter mælk. Oktober- nætterne var kolde, men hjælpen nåede frem og sikrede de undvegne. Senere blev hele gruppen ført i sikkerhed i Sverige via Fanefjord på Møn.
Ofte var det Niels Rosenkrantz på Liselund, der hjalp med flugten, når det foregik på Møn. Hans dæknavn var ”Jens Hansen”.
Da ambulancerne blev stoppet
Ved udgangen af anden uge i oktober begyndte tyskerne for alvor at interessere sig for hospitalerne. En nat blev alle ambulancer fra Kommunehospitalet og Bispebjerg Hospital standset og gennemsøgt.
En halv flaske snaps hjalp
I Bispebjerg Hospitals sygeplejerskeboliger opholdt der sig 180 jøder uden ringeste mulighed for flugt. Alle transporter blev standset. To loyale politifolk som beskyttede Centralen konstaterede, at bygningen var omringet af tyske SS-folk og adskillige medløbere. Få skud blev løsnet. Ud på morgenstunden forsvandt fjenden. En enkelt person trængte ind i bygningen. Den uvelkomne gæst blev dog hurtigt og grundigt pacificeret af Fr. Mogensen, der serverede den indtrængende en halv flaske snaps med opløste sovepiller i.
Planerne blev ændret
Ved en tidligere lejlighed lykkedes det at smugle skræmte flygtninge uskadte gennem fjendens linjer, maskerede som et kristent begavelsesfølge. Gruppens nødlidte kom alle frem til vores nabo.
Planerne på hospitalet blev nu hurtig ændret. Allerede næste dag blev alle jødiske flygtninge på Bispebjerg Hospital samt 100 nytilkomne i dagens løb overført i sikkerhed over Sundet allerede kl. 19 næste dag.
Centralen blev dog ikke opgivet. Nu blev stedet bare modtageradresse for derefter at blive transporteret til sikre lejligheder i nabolaget. De sidste jødiske landsmænd der blev bragt over, var tre undvegne fanger fra en togtransport med kurs mod koncentrationslejren Theresienstadt samt en gruppe efterladte børn, der blev ledsaget til deres forældre i Sverige af en gruppe sygeplejersker fra Bispebjerg Hospital.
Mellem 1.500 – 2.000 blev reddet
I alt anslås det at 1.500 – 2.000 danskere med jødisk baggrund har passeret gennem Bispebjerg Hospitals kapel, tunneller, sygestuer, ambulatorier og personallejligheder i løbet af godt to uger i oktober 1943.
Tyskerne havde meget længe haft mistanke til Bispebjerg Hospital. Men man frygtede at møde ildkamp og eksplosioner nede i tunnellerne.
Signe Mortensen ville ikke modtage medalje
En af de meget aktive var oversygeplejerske Signe Mortensen, som også deltog i andet modstandsarbejde. Hun blev arresteret og gennemgik ubehagelige forhør. Hun fik to måneder i Vestre Fængsel og blev overført til Frøslevlejren den 5. maj 1945. Hun gik under dæknavnet Mogensine.
Da hun fik at vide, at hun var indstillet til Florence Nightingale-medaljen, skrev hun til præsidenten for Dansk Røde Kors for at meddele, at hun ikke ønskede nogen officiel anerkendelse for:
Da Carlo Emil Bakman blev skudt
Under en af de mange flygtningetransporter som Carlo Emil Bakman var med til at organisere, blev han og hans kammerater en dag overrasket og arresteret af tyske soldater. Arrestationen fandt sted i en sydsjællandsk udskibningshavn. Cato og hans kammerat blev ført til Dagmarhus. De blev imidlertid løsladt efter en nats forhør, idet det var lykkedes dem indbyrdes at aftale en forklaring som tyskerne tog for gode varer.
Den 9. december 1943 blev han på ny pågrebet under en Gestapo-aktion mod dr. Køsters lejlighed på 3. sal i hjørnet af hovedbygningens D – fløj. Denne gang havde han forsøgt at smugle en såret kammerat ind på Bispebjerg Hospital.
Uheldigvis var det de samme soldater, der tidligere havde arresteret ham. Han anså derfor et flugtforsøg for at være eneste redning for ham. Han sprang ud ad et vindue, men ramtes i springet af fire – fem kugler i ryggen. Under tysk vagt blev han indlagt på hospitalet. Men han døde næste morgen.
Han døde i armene på sin hustru ”Drea”, der var sygeplejerske på Bispebjerg. Hun fortsatte modstandsarbejdet.
Køster flygtede til Storbritannien
Denne Køster var en som tyskerne gerne ville have fat i. Hans indsats gjorde, at han måtte flygte til Storbritannien via Sverige. Han deltog i felttoget i Normandiet i 1944, inden han i 1946 vendte tilbage til Bispebjerg Hospital.
Skudt under sabotageaktion
Erik Hagens var reservelæge på Bispebjerg Hospitals medicinske afdeling. Gennem en hårdt såret sabotør, der var indlagt på hospitalet, blev han medlem af sabotageorganisationen BOPA
Da BOPA havde afsluttet en aktion mod værnemagerfabrikken Globus i Glostrup gik turen hjemad. Sabotagevagter fra værnemagerfabrikken Carlstorp havde hørt drønene fra Globus. De havde dannet en kæde over vejen og affyret skud mod nogle af de 100 sabotører, der nu vente hjem ad. En af dem, der blev ramt, var Erik Hagens.
Hospitalspræsten blev skudt af Hipo
Under besættelsen var Julius Grundfør hospitalspræst ved Bispebjerg Hospital. Han var involveret i illegalt arbejde tilknyttet bladet Kirkens Front. Grundfør var også præst ved Anna Kirke på Nørrebro.
To dage efter befrielsen den 6. maj blev han hårdt såret med dobbeltsidigt lungeskud under en træfning på Jagtvej mellem Den Danske Brigade og snigskytter fra Hipokorpset, der nægtede at overgive sig. Da skuddene faldt, søgte han at hjælpe en såret brigadesoldat i sikkerhed. Tre dage senere den 9. april 1945 afgik han ved døden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 1.539 artikler – Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 306 artikler herunder:
Under København (163 artikler):
Dato: marts 31, 2020
Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen
Hun følte sig anderledes. På mange måder var hun sat uden for fællesskabet, familien og landsbyen. Hun var født i 1860 på Dalmosegård på Møn. Moderen dør, da Helene er 8 år. Tilbage er faderen og tre søskende. Helene er ude at tjene i nabosognet hos familie. Men hendes helbred skranter. Helene læser masser af aviser og går til foredrag. Nu får kvinderne også adgang til højskolen i hvert fald Rødkilde Højskole lige i nærheden. Det er lige noget for Helene. Men hun tager beslutninger som ikke lige er forenelige med familien og samfundet. Således går hun imod at man slagter dyr. Hun går ind for havebrug og grøntsager. Hun går ind for kvindesagen og skriver indlæg til de lokale medier. Det er dog ikke alt, der bliver optaget. Hendes dårlige helbred betyder, at hun ikke kan klare de daglige pligter. Søsteren mener, at hun er hypokonder. Hun mødes af fordømmende blikke. Hun dør allerede som 31 – årig, ugift, misbilliget og misforstået. Hun var forelsket i en af sine fætre, men han ville ikke have hende.
Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen 1860-1891
“Jeg er som et udskud, en særling. Der er så meget, jeg ikke kan med”. Hun er nedtrykt og forvirret. Hun tager sig kun sammen til at skrive til sin gamle højskoleveninde, fordi veninden gentagne gange har skrevet og efterhånden er overbevist om, at brevene er gået tabt. Hun føler sig anderledes. Hun hedder Helene Dideriksen – og ér anderledes. Landbosamfundet er i slutningen af 1800-tallet under forandring.
Mange har måske netop derfor et behov for at holde fast ved de gamle traditioner. Men ikke Helene. Hun lader sig i den grad påvirke af de nye strømninger i tiden. Derfor sætter hun sig på mange måder uden for
fællesskabet – familien og landsbyen. For Helene vil noget andet end de andre og har nogle underlige ideer. Det gør hende sær i omverdenens øjne, og hun bliver mere og mere isoleret.
Helenes baggrund er der ellers ikke noget usædvanligt i. Hun bliver født den 21. oktober 1860 på Dalmosegård på Møn. Da Helene er otte år, dør moderen i barselseng. Selv er hun tredje barn i familien, men alligevel den første, der fylder 20 år. Da Helene begynder sin dagbog som 14-årig, består familien af hendes fader Diderik Nielsen. Helene selv og søstrene Line på 12 og Hanne på 10 år.
Efter moderens død hjælper faster Johanne, der bor i nærheden, ofte til med de større praktiske opgaver, ligesom en del fætre og kusiner periodisk er en del af husholdet. Også Helene er ude at tjene hos sin mors familie i nabosognet, men hendes helbred har skrantet fra fødslen og da hun bliver syg, må hun sendes hjem igen. Om sin hjemkomst skriver hun i en af sine dagbøger: “Hvor lykkelig følte jeg mig ikke, da vognen standsede i min faders gaard, og de alle kærligt rakte en haand op i vognen og trykkede min, da var jeg glad, skønt jeg var meget syg.”
Helene er glad for sin familie og føler sig tryg ved at være hjemme. Kigger vi imidlertid ti år frem i tiden, tegner der sig et helt andet billede. Helene afskæres mere og mere fra familien. Line, hendes søster, synes hun går i vejen. Hendes fødselsdag bliver nærmest glemt, ikke kun af naboerne, men også af dem derhjemme.
Hun går alene i kirke, alene til foredrag og er ikke rigtigt længere en del af familien. Der er her, hun skriver brevet til sin højskoleveninde.
Dalmosegård ligger i en dalsænkning lidt syd for landsbyen Sønder Vestud med sine marker udstrakt omkring sig. Men sådan har det ikke altid været.
Indtil 1803 lå alle gårdene samlet inde i landsbyen, men i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet bliver også jordene omkring Nr. og Sdr. Vestud udskiftet. Det betyder, at jorden, der før havde været dyrket i fællesskab, nu bliver fordelt på de enkelte fæstegårde, og, i flere tilfælde, at gårdbygningerne bliver flyttet ud på den nye jord. Dette sker over hele landet – en konsekvens af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.
Fæstebønderne bliver løst fra stavnsbåndet og får de fleste steder mulighed for at købe gårdene selv. Jorder, der før har været fælleseje
eller er blevet dyrket ved fælles drift, skal nu dyrkes af et enkelt hushold. Gårde flyttes ud. Det betyder vidtstrakte sociale forandringer.
For traditionelt er hver enkelt familie knyttet til landsbyen og sognet med utallige bånd. Det er herfra, ens verden går. Gårdmændene i landsbyen har hidtil udgjort et kulturelt og økonomisk fællesskab, som er organiseret i to sociale institutioner: Bylavet og gildeslavet. Hvor bylavet bruges til at regulere udnyttelsen af fælles ejendom som f.eks. mose og eng, bruges gildeslavet til at regulere det selskabelige samvær, bl.a. festerne i forbindelse med årets gang og livets højtider.
Netop på Helenes tid sker der dog et skred i alle disse mønstre – efter udskiftningen er der ikke i samme grad brug for by- og gildeslavet til at organisere det fælles arbejde med bl.a. at passe jorderne. I stedet
bliver det mere og mere almindeligt med foreninger og kasser, der varetager forskellige interesser for deres medlemmer, både socialt og praktisk. På landet kommer der f.eks. forbrugsforeninger, foredragsforeninger, sparekasser, brandkasser og sygekasser.
Aktiviteterne får hver deres ramme i stedet for at være samlet i de gamle lav, som havde mange funktioner. Samtidig er det interessant at bemærke, at det ikke længere er gårdene eller husholdet, der er medlemmer, men de enkelte personer. Det er individet, ikke kollektivet.
Hvor man før automatisk tilhørte et fællesskab på grund af sin alder, eller bopæl, får den enkelte nu i stigende grad mulighed for, med udgangspunkt i egne interesser, at vælge selv. Det er på den baggrund,
Helene får mulighed for at træffe sine egne valg. Men der er tale om en gradvis udvikling. Helenes farfar, Niels Andersen, køber i 1856 Dalmosegård til selveje.
I teorien gør han sig dermed økonomisk uafhængig af det gamle landsbyfællesskab. Men et er teori – noget andet praksis. Der er i
Helenes dagbog, som er skrevet 20 år senere, flere eksempler på, at fællesskabet på visse områder fortsætter med at eksistere. For det første i kraft af arbejdsgilder såsom kartegilder, hvor alle hjælpes ad
med en bestemt opgave til gengæld for efterfølgende mad og fest. I lige så høj grad er der tale om en vedvarende nabohjælp i det daglige, afvejet efter et gensidighedsprincip.
Man hjælper med de ydelser, man kan. Diderik, Helenes far, er gårdmand med egen hest og vogn. Den udlånes ofte til de mange husmænd i området, men til gengæld forventer Dalmosefolkene hjælp i høsten ved slagtning el.lign. Socialt vedbliver de årlige fester også at være organiseret af gildeslavet, som alle gårdene er en del af. Folkene på Dalmosegård er således deltagere og arrangører af gildelavets julestuer og fastelavnsfester, samtidig med at de hver især er medlemmer af f.eks. en teaterforening, en foredragsforening og et avishold.
Helene lever hele sit liv på Møn. Den eneste gang, hun er uden for øen, er i forbindelse med en tur til København. Man kunne måske derfor tro, at hun ikke ved noget om verden udenfor, men sådan forholder det sig langtfra. Dalmosegård holder sammen med nabogårdene flere aviser, som Helene læser med stor interesse. Hun kender til den russisk-tyrkiske krig og de italienske frihedskrige.
Hun følger med i indenrigspolitiske spørgsmål. Specielt de provisoriske finanslove i 1870-80’erne, der midlertidig sætter grundloven ud af kraft, og det nationale spørgsmål i Sønderjylland vækker hendes interesse.
Desuden interesserer Helene sig også meget for kirke- og skolepolitik. Hun har mange ideer om, hvordan ting bør være, og nogle af disse ideer henter hun inspiration til i den grundtvigianske højskolebevægelse.
De to store folkelige bevægelser Grundtvigianismen og Indre Mission har deres storhedstid i årene 1860-1900. På Møn er det dog kun grundtvigianismen, der bliver udbredt. Det er præsten i Stege, Frederik
Engelhardt Boisen, der formår at få spredt de grundtvigianske tanker og budskaber til Mønboerne.
Og det er i samme ånd, at præstens søn Frederik Bojsen (1841-1926) opretter højskolen Rødkilde i nærheden af Stege by. I de første år er skolen kun åben for karle, men fra sommeren 1868 får også pigerne adgang til skolen. Skolegang for voksne af bondestanden og tilmed for kvinder var noget nyt og uvant. Men de unge er ikke sene til at tage denne nye mulighed til sig, og da tilslutningen er på sit højeste i 1880’erne,
modtager skolen knap 1200 elever årligt.
Pigerne bliver undervist i de tre sommermåneder fra maj til august og karlene i de fem vintermåneder fra november til april. Både Helene og hendes søstre kommer på Rødkilde Højskole. Helene bliver først noget overrumplet over den megen “støj og bulder”, men er senere begejstret for legene og lærdommen. Opholdet varer kun tre måneder – en enkelt sommer – men det er en sommer, der får stor betydning for Helene. Hun får nye
venner fra Sjælland og Jylland, hun får en større og bredere viden, men først og fremmest bliver hun en del af livet i og omkring højskolen. Hun indlærer og bruger det tankesæt og den ideologi, som præger
højskolen.
I den første dagbogstekst fra højskolen skriver hun: “Gid alle danske Piger og Karle kunde komme på Højskole, da vilde det blive et lykkeligt folk.” – Hun er ikke blot begejstret for højskolen i sig selv, men skriver også i højskolens ånd om “det danske folk”. Rødkilde Højskole ligger ikke langt fra Dalmosegård.
Hele husholdet kommer ofte til foredrag og andre arrangementer dér. Det er der ikke noget usædvanligt i. Højskolebevægelsen vinder frem i store dele af Danmark blandt den bedre stillede del af bondestanden. Højskolerne gennemfører en omsiggribende “folkeoplysning”, der ikke kun højner uddannelsesniveauet, men også bidrager til bøndernes egen
selvforståelse som grundstenen eller kernen i det danske folk. Filosofien er oplysning gennem personlig, levende meddelelse – “de levende ord”.
For Helene rækker højskoleopholdet langt ud over de tre måneder. Det bliver en skole for livet. Hun er usædvanligt engageret i højskolelivet og i grundtvigianismens tanker i det hele taget. Hun giver penge ud
af egen lomme til bygningen af et forsamlingshus ved Rødkilde, og da der bliver bygget en friskole i nabobyen, er hun en sikker tilhører til samtlige aftenskoleforedrag. Helene er i sandhed en af “friskolens
venner”.
Men friskolen er en slags konkurrent til den gamle landsbyskole, der også afholder aftenskole. Det er ikke umiddelbart noget problem. Så længe den nye friskole holder foredrag på andre tidspunkter end landsbyskolen, bliver den accepteret af de lokale, men kommer det til et decideret valg mellem det gamle og det nye, bakker de allerfleste op om den gamle landsbyskole. Men ikke Helene.
En af de vigtigste forudsætninger for bylavets og gildelavets eksistens er den kulturelle homogenitet i landsbysamfundet. Men de nye religiøse vækkelser og de nye foreninger er med til at skabe grupper af åndelige afvigere. Afvigere, der ved at bryde gængse normer og vurderinger ofte skaber afstand mellem sig selv og omverdenen.
Folk, der tidligere har været tæt knyttet i landsbyens arbejdsfællesskab, taler ikke længere samme sprog. De vakte vælger nu i højere grad at mødes med ligesindede og søge nye fællesskaber på tværs af landsbyer og sogneskel. Engagementet i vækkelserne og de nye ideer giver imidlertid ikke kun problemer i forhold til naboerne. Det kan også give problemer på tværs af generationerne.
For med vækkelsernes krav om personlig stillingtagen til spørgsmål i livet føler mange forældre, at deres autoritet pludselig bliver undergravet. Helene tager stilling til mange ting, som de andre i familien kan ikke følge hende i. Gennem sin læsning og skolegang opbygger hun et stærkt personligt ideal til tilværelsen, som den ikke altid kan leve op til. Hendes idealisme grænser undertiden til det fanatiske. Blandt andet væmmes hun ved kød og fedt. Det var langt fra en almindelig indstilling i datidens bondesamfund.
Helene bryder sig ikke om at spise det, og heller ikke om at slagte dyr. Igen er Helene i opposition til fællesskabet, og det i en tid, hvor der netop skete en omlægning af det danske landbrug fra kornproduktion til kreatur- og mejeridrift. Både kød og smør bliver eksporteret. Alt det gode kan der tjenes penge på, så mange steder i Danmark beholder landbefolkningen kun fedtet og lidt flæsk til eget forbrug.
Og det er netop fedtet, der generer Helene. Til gengæld er hun meget interesseret i grønsager og i havebrug.
I dagbogen noterer hun sig flittigt, hvornår hun sår eller køber frø og kålplanter. Helene er meget passioneret i sin afstandtagen fra kvægbruget både i sin dagbog og i breve til hendes højskolevenner. Hun har i alle spørgsmål en forestilling om, at hendes samvittighed viser hende, hvad der er rigtigt at gøre.
Samtidig ved hun, at det, der for hende er rigtigt, i det store hele er uforeneligt med familiens måde at leve på. Hendes største drøm er derfor at få sit eget hus med have. Et sted, hvor hun både kan dyrke sine egne ideer og sine grøntsager i fred. Hendes far Diderik er meget imod ideen og vil hverken give hende lov eller penge, før hun gifter sig. Men Helene gifter sig ikke. Hun er hele sin ungdom ulykkeligt forelsket i sin fætter, Chresten, som ikke vil have hende “selv for en gårds skyld” – som han skriver til hende.
Helene bliver derfor gammeljomfru og sætter sig på den måde uden for normerne, som dikterer, at det eneste rigtige for en ung kvinde er at blive gift og stifte familie. Som ugift bliver Helene en belastning for familien. Tovtrækkeriet med faderen om penge til et hus fortsætter over flere år.
Helene forsøger sågar at få en af højskolelærerne til at overtale hendes far til at give hende sit eget hus. Da det heller ikke lykkes, sætter Helene alt ind på at få en uddannelse, så hun med tiden selv vil kunne købe et hus og forsørge sig selv.
I 1883 opretter friskolelærer Jens Jørgensen en pigehøjskole, der skal uddanne lærerinder. Helene søger forgæves at få sin fars tilladelse til at komme på denne højskole, men også her er han ubøjelig. Det kan man virkelig ikke som gårdmandsdatter! Lokalsamfundets gamle normer går i den
grad imod tidens strømninger og nye ideer, som så fint forkyndes fra højskolernes talerstole.
Og når det kommer til stykket, er Helene ikke den eneste kvinde, der på dette tidspunkt har svært ved at finde balancen mellem de nyvundne indsigter i samfundsspørgsmålene og stillingen i hjemmet. Måske er det Helenes erfaringer med sine manglende rettigheder, der gør hende interesseret i kvindesagen.
I hvert fald overværer hun flere foredrag om og af kvinder og sender flere indlæg til Møns Folkeblad, hvor hun bl.a. argumenterer for ligeret i ægteskabsløftet. Ikke alle indlæggene bliver trykt, men igen går hun brændende ind i sagen. Det er mildt sagt ikke populært hos familien. En kvinde skal ikke på den måde stille sig offentligt til skue. Familien lægger mere og mere afstand til Helene.
Til gengæld kan Helene så regne sig med i et andet fællesskab, der på dette tidspunkt breder sig på tværs af landet, nemlig “de frisindede kvinders”. Som sådan er hun dog ikke et aktivt medlem af bevægelsen, men hun er meget stolt af, med sine artikler, at kunne bidrage til dét, hun selv kalder, den offentlige forandring.
Og netop forandringerne – de store samfundsmæssige ændringer, som finder sted i tiden – viser sig nok at være Helenes største problem. De er et problem for hende, fordi hun i modsætning til sine omgivelser er hurtig
og villig til at tage tidens nye muligheder og tendenser til sig.
Et andet nok så væsentligt problem i Helenes forhold til omverdenen er hendes dårlige helbred. Helt fra lille af skranter Helene voldsomt. I løbet af ungdomsårene udvikler det sig til tuberkulose. Hun generes af
forkølelse, øjenbetændelser og udslæt og må ofte fritages for pligter. Madlavningen, der foregår over åben ild, kan hun ikke tåle, og markarbejdet bliver for hårdt.
I landbosamfundet får man i høj grad sin plads i familien og landsbyfællesskabet efter den funktion, man indtager. Som en del af husholdet på Dalmosegård, som landbokvinde, skal Helene udføre forskellige pligter, for at gården kan fungere.
I denne sammenhæng er hendes uduelighed et problem – også socialt. I de første år, hun skriver dagbog, tager hun del i gårdens arbejde på lige fod med søstrene. Hun laver mad, kalker vægge i mellemstuen, hjælper
til med høsten, vasker tøj, kærner smør, klipper får, laver håndarbejde og hjælper til med slagtning. Men efterhånden som hendes helbred forværres, må hun fritages for pligter.
Helene skriver selv, at især søsteren Line bliver irriteret over hendes passivitet og mistror hendes sygdomme. Vi kan se af dagbogen, at samtidig med at Helene deltager i mindre og mindre arbejde, udelukkes hun tilsvarende fra flere og flere sociale aktiviteter.
Havde det nu været Lines dagbog, der var bevaret i dag, havde det måske været et helt andet billede, vi havde fået af Helene. Måske er hun simpelthen hypokonder – måske er hun bare doven? Vi har kun Helenes egne skrevne ord at gå ud fra. Der er dog ingen tvivl om Helenes tiltagende isolation.
Hun har svært ved at udholde den varme og kvalme tobaksrøg, der ligger tæt ved mange gilder, og må derfor gå hjem. Hun bliver ikke brudepige ved sin kusines bryllup og deler ikke sine søstres fortrolighed. I virkeligheden er Helene måske ikke så sær, når det kommer til stykket, men blot forud for sin tid. Hun må i hvert fald sande, at det samfund, hun lever i, ikke er parat til at opfylde og efterleve de mange smukke ord og hensigter, som runger ud over forsamlingerne i højskolernes foredragssale.
Helene begynder derfor at tvivle på sig selv. De fordømmende blikke og hvisken i krogene får hende i sidste ende til at acceptere de andres dom over hende. Det er nok det, der får hende til at skrive til sin højskoleveninde, at hun føler sig som et udskud – en særling.
Helene Dideriksen dør 1891 kun 31 år gammel, ugift, misbilliget og misforstået.
Kilde:
https://www.dba.dk/helene-dideriksens-dagbog-og/id-
1033982549/?fbclid=IwAR3bEE0Fw7_mJVgaDfZIN_8NvAg0AhlvA4V88XZDDGIimWSMv5DtF45lo0w
www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler – under ”Andre Historier” (52 artikler) kan du også læse disse kvindeportrætter:
Dato: marts 30, 2020
Bispebjerg Hospital – dengang
Masser af besøg på Bispebjerg Hospital. Måtte smide bukserne. Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler. Heldig beliggenhed og heldig plan. Adgang til luft og lys. Mange stilarter. Andre patienter undgik psykisk chok. Operationsstuerne var femkantede. Rigt udbud af spiritus. Masser af tyveri. Ros i ”Ugeskrift for Læger”. Snart var der overbelægning. Tunnelsystem på 5,5 kilometer. Diskussion om størrelsen på sygestuer. ”Hospital – luksus”. En fjerdedel af det kommunale budget. Store udvidelser. Masser af børn boede på Hospitalet. Fornødenheder blev købt på ”Økonomien”. Tunnellerne var en yndet legeplads.
Mange besøg på Bispebjerg Hospital
”Den Gamle redaktør” har været her utallige gange. Ikke fordi han selv er speciel meget syg. Men det er nære pårørende. Til sent om aftenen har han ventet for at få afgjort om en person skulle indlægges eller ikke. I utallige timer måtte man hverken for vådt eller tørt. Og så sad man og frøs i venteværelset.
Man er så heller ikke særlig flink til at varsko om en person er blevet flyttet til en anden afdeling. Det finder man så først ud af, når man møder op.
Selv har jeg været der to gange. Den første gang var fordi jeg var kørt i et kommunalt hul på cykel. Jeg husker ikke noget før jeg vågner på Bispebjerg. Det var med politi og babu-babu. Efter et stykke får jeg vide, at jeg lå på Bisbjerg og at man havde kontaktet Rasmus i Århus for at høre om jeg et alkoholproblem.
Efter at have konstateret, at det ikke var alkoholproblem, men hjernerystelse og en tommeltot, der blev sat på plads, blev jeg sendt hjem med formaning om, at jeg ikke måtte sove selv. To dage efter holdt jeg et foredrag om Sønderjysk kaffebord på Nørrebro Bibliotek. Jeg kunne ikke læse teksten.
Måtte smide bukserne
Anden gang var her selv, var efter at have mødt op hos min egen læge med alt for tykke ben. Jeg fik at vide, at jeg skulle skynde mig ud på Bispebjerg Hospital for at blive undersøgt for blodprop. Et forslag om jeg kunne cykle derud blev pure afvist. Det måtte jeg ikke. Der sad jeg så og talte med en patient, som nærmest havde en computer om halsen, og som han selv sagde, så kunne man finde ud af, om hjertet holdt med at slå.
Så fik man serveret både mad og drikke af en skøn sygeplejerske. Der var pludselig service på. Det skulle blive endnu bedre. For nu skulle pludselig smide bukserne for den skønneste overlæge, som jeg nogensinde havde set. Det var godt, at jeg havde fået målt blodtrykket. Nu var det heldigvis ikke blodprop.
Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler
Men vi skal tilbage til 1853. For det var kolera- epidemien, der var årsag til at Kommunehospitalet og 50 år efter Bispebjerg Hospital var bygget. Ja det blev diskuteret allerede i 1899. Det skyldtes udviklingen inden lægevidenskaben og den eksplosive befolkningstilvækst. Men hospitalet blev først indviet i 1913. Det var tegnet af arkitekt Martin Nyrop.
Heldig beliggenhed og heldig plan
Hospitalet blev opført langt ude for bymæssig bebyggelse omgivet af åbent land og kolonihaver. Det var meget mørkt, når man skulle på aften – eller nattevagt. Tagensvej var mørk og ubebygget. Tuborgvej var omgivet af høje træer. I starten kørte sporvognen ikke helt herud. Og da den så endelig kørte helt herud, så var det altså kun hver anden gang. Det var længe imellem.
Man fandt at Bispebjerg var
Grunden var to en halv gange større som Kommunehospitalets. Det nye hospital skulle samtidig ligge tilbagetrukkent fra den senere Tagensvej, fordi man regnede med, at den ville blive meget trafikeret og støjende.
Adgang for luft og lys
Den 6. juni 1906 diskuterede man planerne. Her fastholdt man Fengers plan. Man mente, at et pavillonhospital var det mest formålstjenlige:
Lys, luft og grønne omgivelser var vigtige. De medicinske behandlinger var stadig begrænsede. Penicillinet kom først i 1940’erne. Men man lagde stor vægt på at styrke patientens immunforsvar med nærværende kost, lys og luft. Helheden skulle være indbydende og hyggelig. Haverne knyttet til de enkelte bygninger skulle være beskyttede, så patienterne kunne hvile sig i fred, ro og fred.
Mange stilarter
Det blev vel nærmest et nationalromantisk bygningskompleks af forskellige traditioner. Badebygningen var romersk arkitektur, kapellet var den italienske middelalderlig bygningskultur. Der var også dansk bindingsværk i højtliggende dele af bygningerne, hvorved konstruktionen kom til at virke lettere. Ja man kan også se det i forbindelsesgangen fra sygestuerne til operationsgangen.
Antallet af sengepladser blev forøget
Martin Nyrops forslag bestod af seks sygehuspavilloner med i alt 528 senge. Hver pavillon skulle have to etager med hver 44 sengepladser, der fordeltes på to stuer af 12 senge, to stuer af seks senge, to stuer af tre senge og to stuer af en seng.
Senere viste det sig, at 12 – sengestuerne var store nok til at rumme 16 senge. Man forøgede herefter forøgede man sengetallet til 52.
Andre patienter undgik psykiske chok
Opvarmningen var helt speciel. Der var riste ved gulvet og udtræk oppe ved loftet, hvorved man undgik træk. På væggene var der freskomalerier med motiver fra naturen malet af blandt andet Martin Nyrops datter, Ernestine.
I hver pavillon blev der indrettet eget laboratorium og et undersøgelsesrum, så man kunne undersøge en patient mere grundig i enerum så:
Operationsstuerne var femkantede
På begge sider er de to nederste pavilloner på samme side af trappepartiet indbyrdes forbundet ved en lang overdækket forbindelsesgang, der på grund af terrænets skråning fører fra første salen i forreste bygning til stueetagen i bagerste bygning. Fra midten af denne bro udgår en bygning til operationsstuer, så patienterne kan køres direkte til og fra operation.
Operationsstuerne var formet som femkantede rum med spidsbar hvælving af loftet, så eventuel fugtighed, der omdannes til dråber, ikke drypper ned på operationslejet, men løber ned på siderne.
Rigt udbud af spiritus
Under byggeriet blev alle opfordret til, at der herskede en god orden. Man måtte ødelægge andre håndværkers arbejde, der måtte ikke ske usømmelig påmaling på vægge eller forrettes nødtørft i bygningerne. Enhver, der måtte pågribes i uorden, vil uvægerligt blive bortvist fra arbejdspladsen.
På byggepladsen ved foden af Bispebjerg bakke blev det opført et såkaldt marketenderi, hvor byggearbejderne kunne købe mad, drikkevarer og tobak. En sodavand kostede 10 øre, en øl 11 øre. Mens brændevin, cognac eller rom kunne købes for mellem fire til seks øre. Så mon ikke der røg en del skarpe genstande indenbords i løbet af en arbejdsdag.
Der var i løbet af hele byggeperioden omkring 520 ansatte. Heraf var der 110 murerarbejdsmænd.
Masser af tyveri
En arbejder på byggepladsen i 1908 – 1909 havde en akkordløn på gennemsnitlig 68 øre i timen. Lønne var dog meget variabel og sæsonbestemt. Byggepladsen var på et tidspunkt præget af meget tyveri. Store mængder af byggemateriale forsvandt. Måske var det fordi, at det kun var materialer af højeste kvalitet, der blev anvendt.
Ros i ”Ugeskrift for læger”
Dette blev faktisk beskrevet i Ugeskrift for Læger i 1913:
Snart var der overbelægning
Omkring den ene halvdel bag dobbelte ruder, er en gang, hvor studerende og fremmede læger kunne overvære operationen uden at skulle klæde sig om. Der var fra begyndelsen opført to operationsbygninger, men kun den ene blev taget i brug straks, den anden først opført i 1927.
I dag anvendes de ikke mere til operationer men blandt andet til undervisningslokaler. I stueetagen under pavillon 1 blev der anlagt en røntgenafdeling med vægge, hvor der var indsat blyplader, og hvis vinduer var beskyttet med blyglas.
Tunnelsystem på 5,5 kilometer
Rundt om sygepavilloner findes køkkenbygning, kedelbygning, vaskeri, administration.
Kort tid efter åbningen af hospitalet var der fortsat en betydelig overbelægning, hvorfor man inddrog glasverandaen til sygestuer, hvor der kunne ligge op til otte patienter.
Der blev bygget funktionærboliger, apotek, boliger for kandidater m.m. Her lå også portnerbolig og meget mere.
I det nordøstlige hjørne blev der bygget kapel og patologisk institut. Omkring hele hospitalet blev der opsat et 2,2 meter højt gitter af jerntråd, som skulle støtte en opvoksende hæk af klippet tjørn.
Til at forbinde de forskellige bygninger blev under hele hospitalet indrettet et net af tunneller beregnet på den interne transport af patienter og mad og forsyninger til hospitalets afdelinger. Det er i alt 5,5 kilometer.
Diskussion om størrelser på sygestuer
Dengang i 1913 var der endnu ikke indrettet børneafdelinger. Så drenge blev lagt ind, må mandeafdelingen. Under planlægningen blev der diskuteret om sygestuerne skulle være indrettet til 12 eller til 20 – 30 senge. Fortalerne for de store stuer slog på, at de store sygestuer ville fylde hele bygningens bredde og derved ville patienterne få sollyset med helbredende virkning ind fra alle sider.
Men flertallet var imod. De holdt på, at gode lysforhold også kunne skaffes på mindre stuer. Patienterne foretrak mindre stuer. Det gav:
Det endelige resultat blev, at sygestuerne på Bispebjerg Hospital blev indrettet med 16 sengepladser.
Hospitals – luksus
Under planlægningen af Bispebjerg Hospital blev spørgsmålet om sygeplejerskens boligforhold drøftet igen og igen. Der var fortalere for, at de ikke skulle bo i tilknytning til afdelingerne, men i særskilte bygninger på hospitalsområdet. Når man havde haft en lang 12 – timers vagt havde man brug for hvile og fritid.
Andre opfattede opførelsen af særskilte sygeplejerboliger som en ren ”hospitalsluksus”, der havde sneget sig ind ved de moderne hospitaler. Sygeplejerskerne burde ifølge dem bo tæt ved patienterne, så de hurtigt kunne være hos dem.
Borgmester Jensen blev efterhånden træt af den evige diskussion, hvor sygeplejerskerne skulle bo. Han slog en gang for alle fast, at det måtte være en menneskerettighed for sygeplejersker som for andet hospitalspersonale, at de efter arbejde kunne få lov til at hvile sig i et hjem, hvor de kunne være for sig selv.
En fjerdedel af det kommunale budget
Den samlede pris på byggeriet, inklusive montering og opkøb af jorden beløb sig til mere end 10 millioner kroner.
Udgifter til opførelse af Bispebjerg Hospital svarede til cirka en fjerdedel af det årlige kommunale driftsbudget. Hospitalet kom op på 700 sengepladser.
Store udvidelser
Det var igennem 1920’erne og 1930’erne et stigende behov for psykiatriske og kirurgiske sengepladser i Københavns Kommune. I 1932 åbnede den psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital med 151 senge. Snart begyndte byggeriet af den nye kirurgiske afdeling (F – Bygning 7) med 156 senge. I en ny røntgenafdeling stod færdig i 1942.
Allerede i 1942 bevilligede Borgerrepræsentationen midler til et nyt tuberkulosehospital på Bispebjerg Hospital, dog uden at bevillingen blev benyttet. Men fra 1956 startede byggeriet af Lersøpark – komplekset. Det blev også kaldt Lungepaladset eller L – bygningen.
Det oprindelige byggeri er i dag fredet.
Masser af børn boede på hospitalet
Mange af lægerne boede på hospitalet med deres familier enten i hovedbygningen eller på Charlotte Muncksvej, hvor en del sygeplejeboliger også lå. Herude var der masser af børn – vel omkring 40. Der blev gravet jordhuller bag tennisbanerne mod hækken til kolonihaverne på Tagensvej.
Der var også Borgmestersøen, den indgik i en lille mindepark for borgmester Jensen. Der var også Andesøen, der lå bag ved Afdeling E ved vandtårnet. Det var forbudt område, da søen var bundløs.
Ungerne var altid på opdagelse. Det gjaldt om ikke at blive opdaget. De fandt også ud af at se de døde. Under krigen blev der fyret med kul, koks og tøv. Madrester blev afhentet af en vogn fra Sct. Hans. Det blev anvendt til svinefoder.
Fornødenheder blev købt i ”Økonomien”
I maskinhuset var også et snedkeri. Her stod også en nødgenerator, der blev drevet af damp. Hospitalskøkkenet skulle under krigen lave mad til hele 2.000 personer. De mange familier, der boede derude kunne købe deres fornødenheder i ”Økonomien” Det var lige som en gammeldags købmandsbutik. Man brugte en kontaktbog, som så blev opgjort hver måned.
Hver fredag var der dampbad i bade – og massagebygningen for de funktionærer, der ønskede dette. Bademesteren var ekspert i at beskære folks kraftige tånegle med en kniv.
Tunnellerne var en yndet legeplads
Dengang var der faste besøgstider. Foran hospitalets indkørsel var der en iskiosk med Kaddara Is, en aviskiosk og ofte en blomstersælger. Nogle gange stod her en blind mand med banjo og spillede.
For børnene var tunnellerne en yndet legeplads. Hospitalet ligger som bekendt på en bakke, således at de langsgående tunneller skråner ned mod hovedindgangen. Man kunne få overordentlig meget fart på når man kørte nedad. Der stod kørestole overalt. Hvis farten var ved at tage magten fra en, kunne man trække i udløseren til benstøtten.
Undervejs ramte man de mange spytbakker der stod overalt dengang. Nogle gange gik det galt. Så måtte skadestuen holde for. Den var jo lige i nærheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler. Under kategorien Industri på Nørrebro (10 artikler) ligger artiklen. Artikler fra Nordvest. Her er en fortegnelse over 15 artikler fra Nordvest.
Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:
Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:
Under København (162 artikler) ligger bl.a.:
Under Andre Historier (48 artikler) ligger bl.a.:
Dato: marts 27, 2020
Johanne Luise Heiberg
Far og mor havde beværtningen ”Lille Ravnsborg” på Nørrebro. Johanne kom aldrig i skole. Hele livet måtte hun kæmpe med stavningen. Hendes mange breve blev senere kigget igennem af venner. Hun lærte at danse ved Regimentet i Aalborg, hvor hendes mor var økonoma. Som barn dansede hun på beværtningens borde på Nørrebro. Hun var særdeles velbegavet. Og med hjælp fik hun en lille rolle på Hofteatret. I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han øjnede hendes talent og fulgte hende. Mange var betaget af hende, men det var Johan Ludvig Heiberg, som hun blev gift med. Som professor-hustru skulle hun tiltales med Fru. Heibergs uægte søn var også meget betaget af sin fars unge hustru. Men Heibergs tid som teaterdirektør var en fiasko. Fire år efter hans død holdt hun op på Det Kongelige Teater. Hun adopterede tre børn fra Dansk Vestindien, men de bragte hende ikke videre lykket. Med hjælp fik hun udgivet sine erindringer. Hun ligger begravet på Holmens Kirkegård.
Hun er født 1812, datter af Christian Heinrich Pätges og hustru Henriette f. Hartwig. Johanne Luise Pätges gift 1831 med Johan Ludvig Heiberg. Han død 1860, hun død 1890, Begge gravlagt på Holmens Kirkegård.
Johanne Luise Pätges blev født 22. november 1812 i København. Hendes forældre var indvandrere i Danmark. hendes fader var vinpapper og traktør og hendes moder var en jødisk pige fra Frankfurt. Ægteparret drev beværtning og dansebod i Lille Ravnsborg ved Assistens Kirkegård og boede selv i en sidebygning.
Fem år før Johanne Luise blev født, bombede englænderne København, og hendes far blev ruineret, som så mange. Han måtte klare sig videre i den fattige tid under og efter krigen, efterhånden med ni børn. Selv
gik han i stå, eller han havde måske aldrig haft det store initiativ, i hvert fald var det hans hustru, der havde ben nok i næsen og holdt alt gående, så godt det lod sig gøre.
I 1814 kom den store skolelov, der krævede, at nu skulle alle børn i Danmark undervises. Der kom ikke skoletvang, og det har vi stadig ikke, men alle børn skulle undervises, og gik de ikke i skole, skulle det
kontrolleres, at de privat lærte lige så meget, som skolerne krævede.
Det er almindeligt at tro, at undtagelserne var de rige børn, der fik privatlærere, men i de første ret mange år var det stadig i de jævne
og fattige lag det kneb, fordi de fattige ikke fik fat i, hvad det drejede sig om og var ligeglade, og det var i starten umuligt at skabe en rimelig kontrol.
Johanne Luise kom ikke i skole. Hele livet sloges hun med sin
barndoms forsømte undervisning. Hun kunne ikke stave. Om hun var ordblind, er vist ikke undersøgt grundigt. De mest banale ordblindefejl ses ikke i hendes tidlige breve, men sagen er vanskelig, for da hun begyndte at skrive breve, fik hun snart hjælp, så hendes brevkladder blev set igennem af gode venner eller hvem hun ellers havde om sig. Det var livet igennem pinagtigt for hende, fordi hun gerne ville skrive.
Hendes mor prøvede sig med at holde flere små beværtninger, hun havde middagsgæster i abonnement, og en tid boede familien i Aalborg, fordi fru Pätges holdt kantine for Jyske Regiment.
Her fik Johanne Luise sin beskedne debut som kunstnerinde. Regimentets stabshornist lærte hende at danse, selv om hun var en lille pige, hun var i Aalborg fra hun var fire til hun var otte. I 1820 vendte familien
tilbage til København, og otte år gammel kom hun ind på Hofteatrets danseskole.
Hendes mor havde om sommeren telt på Dyrehavsbakken, og det ser ud til at Johanne Luise allerede som barn optrådte, både dérude måske og i hvert fald i restauranten inde i byen, med en æggedans på billardbordet. Hun var flink på danseskolen, og hun fik barneroller i skuespil.
Hun var godt en halv snes år, da en af hendes livs mange “gode tilfældigheder” greb ind. Johan Gebhard Harboe var 24 år og havde en stilling som assistent på det kongelige klædelager. Han var en stilfærdig og nobel ung mand, og han opdagede Johanne Luise. Han blev rystet over at se hende danse på bordet for beværtningens gæster, og han begyndte at tage sig af hende.
Han lærte hende at læse, hun lånte bøger af ham, og han så at hun var særdeles velbegavet, bare komplet uskolet. Samtidig havde hun medvind på Hofteatret. Den 12. februar 1826 optrådte hun 13 år gammel sammen
med den 40-årige, elskelige skuespiller Christen Niemann Rosenkilde i den lille charmerende digteriske bagatel om Hans og Trine i Rosenborg Have.
I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han havde sin fars, P.A. Heibergs, let rørte hjerte, når det gjaldt meget unge piger, men han så også, at her var et talent. Han skrev næsten på stedet vaudevillen “Aprilsnarrene”, med en rolle til barnestjernen.
Det ser ud som en usmagelig fidus, sørgeligt kendt i teatrets annaler: har en skuespiller haft succes i en rolle, skal den arme bruges, og helst misbruges, i noget magen til, så succesen kan vrides helt tør. Det har ødelagt ikke få skuespillere. Her havde en barnestjerne haft succes som en lidt næbbet og frisk pige, der hed Trine.
Hovedrollen i “Aprilsnarrene” er den pige lagt ind i et lille let skuespil, med succesnavnet bevaret, for i vaudevillen hedder pigen Trine Rar. Heiberg var allerede på den tid en dreven teaterskrædder. Og galant. “Rar” betyder rar og sjælden, usædvanlig.
Men vaudevillen og Johanne Luise Pätges blev en succes, for vel er vaudevillen tyndbenet, men den er efter tidens mål kvik og frisk. Teatrets censor Knud Lyne Rahbek ville have stykket kasseret, for det var
meget uanstændigt at lade en lærer krybe ned i en kurv sammen med en pige-elev og lade kurvens låg lukke i nogen tid. Men stykket blev spillet og fik succes.
Johanne Luise blev flyttet fra balletskolen til skuespillet og fik 100 rigsdaler i årlig gage. Heiberg slap ikke sit talentbarn af syne. Han fulgte hende endda ret grundigt, for allerede sommeren 1826 havde han været på Dyrehavsbakken og skrev vaudevillen “Recensenten og Dyret”, og så godt kendte han nu familien, at han lånte Johanne Luises mors bakketelt, så det stod på scenen.
Men han var ikke alene om at have fået øje på hende. Skuespilleren Nicolai Peter Nielsen blev forelsket i hende, og hendes trofaste biograf, teaterhistoriker Robert Neiiendam mener, at det var de galante haneben, ret mange herrer opvartede hende med, der gjorde det muligt for hende allerede som 16-årig at spille Julie i Shakespeares “Romeo og Julie”.
Måske. Det lyder lidt som ældre litteraters forsøg på at finde diverse digteres “inspiration”, for at digtere måske simpelthen kan digte, har ikke alle litterater fået fat i. Jonas Collin blev hendes faderlige ven og hjælper, som han var H.C. Andersens, men mens H.C. Andersen var alene i verden og fik en art hjem hos Collin, var det ikke helt den form for hjælp, Johanne Luise Pätges havde brug for.
Og alligevel. Hun var meget ung og uerfaren. Hendes ridderlige ven og lærer Johan Harboe var blevet dødeligt forelsket i hende. Men i 1828 blev Heibergs festspil “Elverhøj” opført. Her spillede hun Agnete, og Heiberg havde smukt lagt et frieri ind i stykket, gennem ridder Ebbesens replikker.
Heiberg selv friede direkte til hende kort tid efter. Men selv om hun ikke havde sagt ja til Harboe, følte hun sig bundet og sagde nej til Heiberg. Hun var også stadig kun 16, mens han var 37. Så greb Jonas Collin stilfærdigt ind. Han var øverste leder af teatret, og han fik hende kongeligt ansat, så hendes økonomi var sikret, og så blev hun flyttet fra det fattige værtshushjem til violinisten Frederik Wexschall og dennes hustru skuespillerinden Anna Helene Dorothea Nielsen. Det hjem var nu ikke ganske stabilt.
Fruen blev senere gift med skuespiller Nicolai Peter Nielsen, der som sagt også var forelsket i Johanne Luise. Men hjemmet var ikke sprængt endnu på den tid, da Johanne Luise flyttede ind, og for hende var det en ny verden, et nyt og lysere liv. Der kom mange mennesker, og hun så, hørte og lærte meget nyt.
Johan Gebhard Harboe gled ud af spillet på en dybt tragisk måde. Han vidste, at hans forelskelse var håbløs. Alligevel elskede han stadig Johanne Luise. Men så kom der en bedrageri- og skandalesag i det kongelige klædekammer. Harboe havde intet med bedragerierne at gøre, men han følte sig mistænkt og begik selvmord.
Ikke med et ord, eller bare med en linje i et brev, antydede han, at hans ulykkelige kærlighed til Johanne Luise havde med hans selvmord at gøre. Alligevel måtte det virke overmåde stærkt på hende. Hun havde intet imod Harboe, hun skyldte ham så meget, og hun var så ung.
Så fulgte små hændelser, som vi ikke ser ganske klart. Heiberg boede sammen med sin mor, Thomasine Gyllembourg. Johanne Luise var en tid forlovet med skuespilleren Christopher Hvid, der var en venlig sjæl,
men temmelig stillestående og vist ret ubetydelig. Den trolovelse blev hævet, og så førte vejen af sig selv i armene på Heiberg.
Det vil sige: af sig selv – Heiberg var for taktfuld til at være påtrængende. Hele sit liv var han et sammensat menneske, sikker og veg, følsom og hård, skarpsindig og naiv, målbevidst og upraktisk. Bag i hvert fald en del af det, der bragte brikkerne på plads, mere end anes hans mor Fru Gyllembourg.
Sagt lige ud, så havde hun sat sig i hovedet, at de to skulle giftes. Og det blev de i juli 1831 De nygiftes hjem blev i Brogade nr. 3 på Christianshavn. Men alene boede de ikke, Fru Gyllembourg var med. Her har Johanne Luise allerede tidligt i sin selvbiografi en ret lang og frimodig passage om det krævende og uheldige i, at en ung nygift frue uden erfaringer skal bygge sit ægteskab og sit hjem op med en ret dominerende svigermoder i huset.
Så lød det fra Heibergs landsforviste far i Paris, at han var imod ægteskabet. Hans søn og en skuespillerinde!? Hun måtte da så i hvert fald forlade teatret. – Det gjorde hun ikke. Tværtimod fulgte nu slag i slag hendes sejre på scenen, som nationens fejrede og enestående skuespillerinde.
Heiberg passede på sin unge hustru. Dengang havde skuespillerinder og balletdanserinder et dårligt ry. Ikke helt uden grund, for i hvert fald næsten op til den tid var en del af dem ikke ganske småborgerlige i
deres livsstil. Deres gager var elendige, og piger der frimodigt udstillede sig selv på scenen, både som dansepiger og som elskerinder i stykke efter stykke, kunne næppe være sarte.
Det var en del af dem, men nogle var det ikke, og det var stof nok for sladderen. Det syn var ved at være ældet, men ikke ganske. Heiberg gjorde alt for at hæve sin hustru over al snak og despekt.
Det måtte være trist for den meget unge pige, at han forbød hende at sige ja til balinvitationer. Ingen kunne tillade sig at danse med professorens frue. Og hans manøvrer var ikke altid kloge, for som nævnt var han på en mærkværdig måde tit klodset og uden rimelig nøgtern tænksomhed, hvor meget han så svor til Georg Wilhelm Hegels filosofi. På teatrets plakater hed damerne enten “Jomfru” eller “Madam”, i
tidens stil.
Nu krævede Heiberg, at hans kone, som professorhustru, blev tituleret “Fru”. Sagen gik helt op til Frederik 6., der hovedrystende endte med at sige; “nå ja, så kald hende Fru”. At det ikke gavnede hende i forholdet til kollegaerne, ænsede Heiberg ikke, for hvad “Jomfruerne” og “Madammerne” mente, blev deres sag.
Det grelleste eksempel, nævnt her skønt lidt for tidligt: Heiberg blev jo en tid teatrets direktør. Skuespillere og skuespillerinder havde ikke deres egne påklædningsrum. Der var et rum for herrer og et for damer, og de rum var uhyre primitive, med toiletspand, og med huller i væggen, som herrerne havde boret for at kigge ind til damerne. Noget af det første Heiberg arrangerede som direktør var et særligt påklædningsrum til scenens førende skuespillerinde Fru Heiberg.
Hun v a r den førende, men igen var det både taktløst og kluntet gjort, og det var jo hende, ikke ham, der hver spilleaften skulle være stærkt
privilegeret mellem kolleger. Man mærker ikke i hendes erindringer, at hun selv har følt, hvor urimelige den slags ting var, og hvor meget de måtte skade hende selv. Heiberg havde lært hende, at “sligt” var hun
hævet over.
Hjemmet var stiligt. Heiberg ønskede en form noget over hvad han strengt taget havde råd til. Blandt andet holdt han i flere år en ridehest og fandt det åbenbart flovt at sælge den, og på den måde åbenbare at det
var en lidt for kostelig luksus. Tilfældet skænkede ham en smuk chance: I 1848, da krigen brød ud, lånte han ædelt det arme dyr til hæren. Hesten forsvandt sporløst. Han har næppe søgt efter den.
Hans unge hustru måtte tage i stiv arm, at han havde en søn udenfor ægteskab. Som nævnt i stykket om Thomasine Gyllembourg; med alle rimelige forbehold må det regnes for givet, at den unge Georg Buntzen (1816-47) var Heibergs søn. Han var Fru Gyllembourgs yndling, for han var jo hendes sønnesøn, det eneste barnebarn hun fik. I perioder boede Georg Buntzen hos dem, og ellers kom han der meget. Det gjorde ikke sagen lettere, at han blev vildt forelsket i sin fars unge hustru og led svare kvaler af jalousi imod sin far.
Sammen med det hører, at ægteskabet mellem Heiberg og hende var smukt og ædelt, men hun skriver selv, hvordan hun om aftenen til meget sent kunne gå hvileløs op og ned ad gulvet, mens Heiberg sad i et tagrum med sit teleskop og kiggede stjerner.
Og hun omgikkes sin mands uægteskabelige søn på den smukkeste måde, men selv fik hun ingen børn. Det var et sårbart punkt, og det blev en besættelse. Her er vi nødt til at nøjes med sladder og gætterier, for
hun skriver det selv. Hun kan en gribende historie om en ældre kone i Hellebæk, der havde givet afkald på sin søn for at tjene lidt penge som amme.
Historien blev af Fru Heiberg i erindringerne smukt formet, helt i
novellestil. Hun dvæler længe i den, mange sider, og det er hende selv der røber, at hun i smug strikkede tøj til de børn, hun aldrig fik, og købte små sølvskeer til dem, som hun gemte i sine skuffer. Hun forærede
ikke de ting til heldigere kvinder og til andre, virkelige levende børn, hun gemte sagerne som relikvier.
Alt hvad hun til bristepunktet rummede af indestængt og uforløst – det spillede hun så med hele sit rygende talent ud på scenen. I andre måder var hun stiv, hæmmet. Da operasangerinden Jenny Lind – kendt som “den svenske nattergal” gæstede København, kom hun ud til Heibergs i Søkvæsthuset på Christianshavn.
Det blev en sær visit. Fru Heiberg var i haven og så sig ikke i stand til at lave en kop te. Heiberg prøvede sig diskret, men nej. Det var ude hos skuespillerinden Anna Nielsen på Frederiksberg, at Jenny Lind blev modtaget med åbne arme. Her gik hun ud i den mørke aften og sang for de mange, der havde samlet sig foran huset, et stort og varmt øjeblik, som det er en glæde at læse om selv så mange år efter.
Men hos Fru Heiberg – nej. Var hun genert, kejtet, jaloux på den fejrede verdenskendte? Vel nok. For Jenny Lind var ikke på nogen måde selvhævdende, storladen eller hoven, tværtimod. Ved den lejlighed gik Fru Heiberg i baglås. Meget forståeligt, men det skete.
Lange træk af det Heibergske ægteskab står i et smukt og charmerende lys. Flere ferier var de på landet, en enkelt sommer lejede Heiberg et hestekøretøj og de kørte fra sted til sted på Sjælland. Det er et af de
mest overraskende og triste huller i hendes erindringer, at hun ikke gør ordentligt rede for, hvor de kørte, og hvad de så og oplevede – kun enkelte glimt der viser, at det skriveri kunne hun meget nemt have klaret.
Der kom splid på teatret, der skabtes en klike, så det hele sprængtes, og det er et klassisk kapitel i dansk
teaterhistorie, da udbryderholdet fra Det Kongelige Teater rykkede ind på Hofteatret, vist med grevinde Danner som ganske virksom hånd bag flytningen. Hun og Fru Heiberg havde været balletbørn sammen, men Heiberg og hans hustru var højt hævet over at ænse Louise Rasmussen selv i hendes ophøjelse som Frederik 7.s hustru.
Det er ikke teaterhistorien, der skal skrives her, men der skete jo også nyt rent scenisk. Unge skuespillere morede sig nu med, i selskaber, at gøre nar af Fru Heibergs diktion og hendes måde at sige replikker på.
En ny stil var på vej, hendes form var ved at blive forældet, og så det evige danske; hun var for stor, hun skulle dukkes.
Heibergs tid som teaterdirektør blev en fiasko, som han selv følte smerteligt. Fiaskoen skyldtes i høj grad hans mangel på praktisk sans. Mærkeligt nok kunne han i sine vaudeviller og andre scenearbejder meget
vel skildrer mennesker og give dem replikker. Men måske er de netop scenefigurer, noget flade.
Gang på gang røber han i hverdagen mellem mennesker en utrolig mangel på nerve for andre. Man må tro at han ikke ejede flair. Hans nederlag som teaterdirektør, den stilling som han troede sig skabt til, måtte virke stærkt på stemningen i hjemmet. Her forstår vi af hendes erindringer, at Heibergs stil og finhed virkede: hans skuffelse gik ikke ud over hans kone.
Et venskab i de senere år førte dem til Sølyst, til købmanden Johannes Theodor Suhr. Han var på den smukkeste måde betaget af Fru Heiberg, og han lånte dem sit sommerlyststed Bonderup i Midtsjælland. Han strakte sig så vidt, at huset skulle ændres efter deres ønsker. “Dog indenfor rimelighedens grænser”, sagde Suhr til arkitekten Ferdinand Meldahl, for igen: i sin uvidenhed om praktiske ting havde Heiberg såmænd bare ønsket, at alle vinduerne på første sal blev hugget ud og sænket, så han kunne se ud af dem, mens han sad og skrev.
Heiberg var ikke et frækt menneske, heller ikke dum. Men at hans lille ønske ville have kostet en formue og spoleret huset, har han ikke været i stand til at fatte. Men glæden blev kort. På Bonderup døde Heiberg i 1860, 69 år gammel.
Fire år efter spillede Fru Heiberg for sidste gang. Helt klart siger hun ikke hvorfor. Der var tale om en resignation. Vel regnede en del unge hendes stil forældet, men det kan ikke være den stærke grund, for hun arbejdede videre som sceneinstruktør. Måske har hun forstået – vi ved det ikke, men måske – at hele hendes ry, hendes sceniske kraft, hvilede på en erotisk udstråling, ikke i vulgær eller plat forstand, men det var det erotiske element, der havde båret hendes karriere, raden af store roller.
Nu ville hun ikke glide helt over i det ældre rollefag. Om hun kunne have gjort det, er en anden ting, hun gjorde det ikke, ønskede det
ikke, vi tør vel sige: risikerede det ikke. Og måske var hun træt.
Hun adopterede efter Heibergs død tre små søstre fra Dansk Vestindien. De var, som så mange kolonibørn, født udenfor ægteskab, men som hun skrev da de var kommet: de var ikke mørke. Selv om hun forkælede dem, blev de ikke den helt store glæde for hende.
Hun blev som nævnt sceneinstruktør – og så gik hun i gang med at skrive sine erindringer. Under navnet “Et Liv genoplevet i Erindringen” står de som et af Danmarks største erindringsværker overhovedet. Det mesterstykke har to kvinder præsteret – Eleonora Christine Tscherning og hun.
Ærlige erindringer vil i deres samtid vække forargelse, og de vil blive nedladende vurderet, ikke af alle, men af nogle. Titlen blev næsten straks gengivet som “Et Liv genopløjet i Erindringen” og billige vittigheder har livskraft. Fordrejningen er uretfærdig.
I sine erindringer forsvarer hun Heiberg overfor alle – og udleverer ham hist og her i små nådesløse glimt. Hun kan skrive lange passager om sit syn på teatret og skuespilkunsten, og de stykker er givende. Først
og sidst tegner hun, som alle store erindringsskrivere, et mesterligt billede af sig selv, og hun er hverken så flad eller dum, at hun laver et glansbillede. Hun giver os sin tid og sig selv, hun giver os det bedste billede vi ejer af Heiberg.
Det er ikke uforklarligt, at de ganske tykke bind er kommet i oplag efter oplag, og stadig kan sælges. I sine senere år rådførte hun sig med et par gode mænd. Historikeren Adolph D. Jørgensen hjalp hende med erindringerne, især fik han hende til at stryge en del passager, fordi enkelte stadig levende mennesker måtte føle sig gået for nær. Alligevel fik hun vrøvl. De strøgne passager er sat på plads i den seneste
udgave.
Men hendes nære ven fra de senere år var juristen og politikeren Andreas Frederik Krieger. Med ham vekslede hun mange breve. Han var ugift og hørte til skaren af hendes beundrende riddere. Efter hendes død 1890 ordnede han hendes papirer og brændte de breve, som han selv havde skrevet til hende. Hendes breve er udgivet, i to bind, utilfredsstillende, fordi ikke alt er med, men dog.
Hun arbejdede for Heibergs eftermæle. Han havde været en ganske hård kritiker, så en del mennesker så ham gerne gjort lidt mindre. Hun fik sammen med Krieger udgivet Heibergs samlede værker i 22 bind. Alligevel – trods alle udgaver af breve og skrifter, er det hendes erindringer, der står som hovedværket, et centralt skrift om den epoke, som vi kalder “Heibergtiden”.
I dag kan det hele postyr virke småt, sladder i den lille residensstad. Men hun er én af de danske kvinder, der førte sig frem uagtet hun kom fra den dybeste fattigdom, og uagtet tiden ikke gjorde det let for kvinder at blive set og hørt udenfor de få roller i livet, som var godkendt for kvinder – ja normalt slet ikke gav dem lov til at træde frem i forreste række med deres evner, deres klogskab og kvaliteter og – personlighed. Hun gjorde det.
Johanne Luise Heiberg døde efter nogen tids svagelighed i København 21. december 1890
Hun er begravet på Holmens Kirkegård.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/?fbclid=IwAR19i7LkJeXm2h1Bh-UXBgXf1o9uwW-
ccTLLZBNahMznmXUZwetjyinmtS8
Dato: marts 27, 2020
Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd
Hun har skrevet romaner, dramaer og digte. Hun var 15 år, da hun fik en meget kendt huslærer, P.A. Heiberg. To år efter blev de gift, da var han 32 år. Men hun følte sig svigtet. Og det kunne gæsterne godt se. En ung svensk baron forelskede sig i Thomasine. Heiberg beskæftigede sig ikke med noget så ”latterligt” som jalousi. Så blev Heiberg udvist af landet. Og Thomasine og baronen giftede sig. Heiberg opholdt sig i Paris og skrev hadefulde brev hjem til Thomasine. Deres søn kom i pleje hos Rahbek – ægteparret i Bakkehuset. Thomasines nye mand døde allerede som 48 – årig. Thomasine fik dog et usædvanligt, langt og rigt liv. Hun døde som 82 – årig. Hendes værker var skrevet under pseudonym. Men de kendte i kulturlivet vidste dog godt, hvem der stod bag. Thomasine blev gravlagt på Holmens Kirkegård.
Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd er født 1773, død 1856. Datter af Johan Buntzen og hustru Anna Bolette f. Sanggaard. Thomasine gift 1790 med P.A. Heiberg. Ægteskabet opløst 1801, han død i Paris 1841, gravlagt på Montmartres kirkegård.
Thomasine gift anden gang 1801 med baron Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd, han død 1815. Hun død i København, gravlagt på Holmens kirkegård. Op gennem den danske romantik, der foldede sig ud i ord, toner, billeder og følelser, i romaner, digte og dramaer, levede en kvinde, der fik en særlig skæbne. I perioder var hendes liv romantisk, men det blev også tragisk, menneskeligt, skuffende, givende, og livet løb ikke bare afsted med hende. Hun lærte sig tidligt selv at styre det, så vidt vilkår og hændelser gør den kunst muligt. Derfor er hun ret enestående.
Thomasine Christine Buntzen blev født 9. november 1773 i København, hvor hendes fader var stadsmægler og dispachør (autoriseret til at vurdere søskader). Hun var den yngste af Buntzens fire døtre og blev meget forkælet, men hun var kun fire år da hendes moder døde, og hun var meget alene, fortæller hun selv.
Hun fik en omhyggelig opdragelse og skoling, men i “ensomheden” blev hendes fantasi stærkt udviklet. Stadig ifølge hende selv. Måske. Fantasi er nu noget, man har eller ikke har, medfødt, men den kan nok hæmmes eller udvikles. I hvert fald var hendes fantasi nærmest overudviklet, så den ikke gavnede hende i hendes unge år.
Hun var 15, da hun fik en huslærer i sprog. Det var translatør Peter Andreas Heiberg. Han var på den tid henved 30, og allerede en kendt forfatter og en af tidens førende skikkelser. Hun var dybt benovet over at få den kendte mand som lærer, og han havde, som senere hans søn Johan havde det, en vågen sans for unger piger.
De blev gift 1790 da hun var 17 og han var 32, og det siges, at selv målt med sin unge alder var hun meget barnlig. Hvad kærlighed var, havde hun læst om, men hun anede det ikke selv. Thomasine flyttede til hans gård Ruhedal ved Ringsted, der var åbent for en ret stadig strøm af tidens skønånder og intelligente, og udenlandske gæster, der kom til staden.
Her blev sunget og læst højt og diskuteret, og alt det kunne Thomasine ikke følge med i. P.A. Heiberg havde hjemført sin brud, men han var en nøgtern mand, ikke en svømmede romantiker. Han prøvede at sætte skik på sin meget unge hustru, lære hende noget af alt det, der fængslede ham selv, få hende med – men dels var hun for ung, dels lå det i de år ikke for hende, og endelig kunne han selvfølgelig ikke proppe akademisk dannelse og europæisk åndsorientering ind i hovedet på det arme barn i løbet af ingen tid.
Hun reagerede sundt nok; ved at være sig selv. Han var nok lidt flov over hende. For ham at se var hun pjanket, tankeløs, optaget af kjoler og latter, og hendes fantasi var som sagt trænet – så meget, at han fandt hendes fantasier og drømme tåbelige, ikke til at holde ud. Han var stadig opslugt af digteri og debat og tidsånd, med i det meste af, hvad der skete i ånd og politik.
Det endte hurtigt i, at han overhovedet ikke tog sig af sin unge hustru, selv ikke da de fik sønnen, Johan Ludvig i 1791. Den yndige oplevelse, at hjemføre sin unge brud, var overstået, og at have hendes naive pludder om ørerne hver eneste dag var for meget. For ham. Ikke for alle.
En fransk gæst monsieur Duveyrier, lagde særdeles mærke til den unge frue, og hun blev indtaget i ham, så det nær var gået galt. Men det blev overstået. Heiberg var for overlegen til at lade sig mærke med den slags pjat. Men så dukkede en ny gæst op.
Det var den 25-årige Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd (1767-1815) svensk adelig. Han var søn af en svensk generalmajor, friherre Carl Ehrensvärd, der første gang var gift med friherreinde Margareta Gyllengranat, og anden gang med Anna Antoinetta Gyllenborg.
Sønnen af det sidste ægteskab, Carl Frederik var blandet ind i den sammensværgelse, der endte med mordet på kong Gustav 3. Carl Frederik blev dømt fra ære, liv og gods, men dommen blev mildnet til, at han mistede adelskab og borgerret og blev landsforvist. I Danmark klarede han sig godt, og uden at være fremragende, var han dygtig og interesseret, især i landbrug.
For danske frihedsvenner måtte han være lidt af en helt, så han kom hos P.A. Heiberg – og blev forelsket i husets unge frue. Han kunne som alle andre se, at hun var forsømt af sin mand. Fruen blev også forelsket i
ham. Når hun senere hævdede, at Heiberg to gange skulle have sagt, at han ikke var forelsket i sin kone, er det nok en lille fordrejning af nogle ord om, at han ikke var forelsket på den romantisk overspændte manér, som hun drømte om.
Forholdet mellem de to – Thomasine og den detroniserede svenske baron – var ikke ægteskabsbrud, men dog så langt på vej i den retning, at Gyllembourg lidt teatralsk desperat og ud fra adelig officersære spurgte
P.A. Heiberg, om han mente det heldigst, at han (Gyllembourg) forsvandt ud af billedet.
Den helt korrekte og adelige officersære havde jo nok fået ham til at forsvinde uden at spørge, men dels var det stadig romantikkens tid med de teatralske forelskelser i andre mænds hustruer, dels og især var Heiberg for stolt til at røbe noget så småt og latterligt som jalousi. Han svarede, at han stolede på sin hustru, og et smukt venskab mellem hende og en gæst så han intet galt i. Hans ord blev siden lavet om til, at han noget nær havde opfordret sin hustru til utroskab.
Men juleaftensdag 1799 fik P.A. Heiberg sin dom, ud fra anklagerne imod hans skriverier. Hans bitterhed skyldtes i høj grad, at han var blevet sprunget over ved besættelsen af embedet som notarius publicus. Det gjorde ham rasende. Han kom i konflikt med kammeradvokat Christian Colbjørnsen, og det hele endte i den landsforvisning, som han nok temmelig let kunne have undgået.
Det blev siden hævdet, at da Gyllembourg var en god ven af Colbjørnsen, havde han nok skubbet på med den landsforvisningsdom. Det tør regnes for usandsynligt.
Den 7. februar 1800 rejste Heiberg. Kone og barn lod han blive tilbage. Meningen var, at de skulle følge efter, når han havde fundet en stilling, eller i hvert fald noget at leve af. Målet var revolutionens og frihedens by Paris.
Thomasine var stadig kun 27 år, mens Heiberg nu var 41. Og hun var håbløst forelsket i Gyllembourg. Det skrev hun lige ud til Heiberg.
Han blev ude af sig selv og kom tilbage til Hamborg for at være Danmark så nær som muligt.
Brevvekslingen mellem ham og Thomasine blev hektisk og dybt ubehagelig. Thomasine flyttede hjem til sin far med sin lille søn – og så arbejdede hun på at få skilsmisse. I ret lang tid førte hun dobbelt brevveksling,
med Heiberg og med Gyllembourg, og lagt på bordet ved siden af hinanden er de breve ikke smigrende for hende.
Løgn, fortielser, fordrejninger, alle midler brugte hun, ikke fordi hun var en satan, men hun var i knibe. Hun havde ikke været lykkelig i sit ægteskab, og hun havde ikke fjerneste lyst til at føre det videre som landflygtig i Paris. Imens gik forholdet til Gyllembourg over til at være ægteskabsbrud.
Heibergs breve blev tryglende, de blev hadefulde, anklagende. Han beskyldte hende for mange ting: ikke alene var han smidt ud af Danmark, han skulle også tåle, at hans egen hustru svigtede ham, tog hans søn
fra ham, og samtidig gjorde ham latterlig.
Han søgte om benådning. Han lovede, at hvis han kom hjem, skulle han være rolig og stilfærdig. Imens søgte hun om skilsmisse. Hun henviste til, at hun var uskyldig i sin mands forbrydelser og ikke havde haft
eller havde tanker om at følge ham til udlandet.
Her skete så det, der kan se ud, som om det er hittet lidt for godt på af en romandigter: de to ansøgninger, hans om benådning, hendes om skilsmisse, dalede ned på kronprins Frederiks (6.) bord samtidig. Ikke ved skæbnens lune, men arrangeret, for de kom ikke frem samme dag. Igen har “man” tænkt, at Gyllembourg har snakket med Colbjørnsen. Det er næppe rigtigt. Colbjørnsens vrede imod Heiberg var smålig, men et perfidt menneske var han ikke.
Snarest er papirerne bare blevet ordnet som hørende til samme sag. Men
kronprinsen fik dem ikke desto mindre serveret, så de balancerede: kom Heiberg hjem, kunne hans kone ikke få skilsmisse. Fik Fruen skilsmisse, var det uheldigt at få Heiberg hjem.
Hvem af de to, der havde opført sig uheldigt overfor den anden, er stadig svært at sige, ja i dag naturligvis sværere, for vi har kun breve og akter at holde os til. Johanne Luise Heiberg udgav i 1882 bogen om de to,
med deres breve og andre tekster. Den er siden trykt op. Her for vi Johanne Luise Heibergs tolkning af sagen, inspireret af hendes mangeårige samvær med svigermoderen Thomasine, og af hvad hendes mand Johan Ludvig har fortalt.
Man bør korrigere den skildring ved at læse, hvad en senere Johan Ludvig
Heiberg – den klassiske filolog, der døde i 1928 – skrev, da Fru Heibergs bog kom. Det stod i “Nordisk Tidsskrift” og blev senere trykt op i hans skrifter “Fra Hellas og Italien” (1929). Den tolkning yder P. A. Heiberg mere retfærdighed og ser mere nøgternt på den unge frue.
Der er senere skrevet om sagen, f.eks. særdeles godt i Povl Ingerslev-Jensens “P.A. Heiberg” (1974), men vi kender det alle: vore venner og
bekendte opliver os med deres skilsmisser, hvem har så ret, hvem har uret, hvad er sandt, hvad er løgn – vi må “tage det til efterretning”. Og Thomasine Heiberg-affæren er nu over 200 år gammel. Hvad der søges
er ikke en endelig klarhed i den sag, så meget mindre som sager af den art ikke ER klare.
Her søges kun, så vidt muligt, et kort portræt af Thomasine Gyllembourg.
Man kan ikke se bort fra, at hendes manipulationer i hvert fald var med til at hindre, at Heiberg blev benådet og kom hjem. Det endte i skilsmisse. Fra Paris fik Heiberg sat igennem, at da hun fik skilsmisse på grund af indrømmet utroskab, måtte sønnen ikke vokse op i hendes hjem.
Derfor kom drengen en tid ud til ægteparret Rahbek i Bakkehuset på Frederiksberg. Thomasine blev gift med Gyllembourg, og der skete det pudsige, at mens kronprins Frederik, eller hans administration, ikke kunne tilgive Heiberg hans frimodige skriverier, så var kronprinsen nok straks lidt skeptisk overfor Gyllembourg, men så kunne han alligevel se bort fra, at Gyllembourg havde været med til at myrde kongen af Sverige.
Den 17. december 1801 blev Gyllembourg gift med Thomasine, ikke to år
efter at Heiberg var blevet landsforvist. Heibergs venners hjem var naturligvis lukkede for hende.
.
De flyttede til gården Ruhedal ved Ringsted, men den brændte i 1806 og de kom igen til København. Lang blev lykken ikke. Kun 48 år gammel døde Gyllembourg i 1815. Hun sad tilbage med en lille pension på 600
rigsdaler.
Hun blev stærkt knyttet til sønnen Johan Ludvig. Han måtte jo ikke komme til hende, så hun kom til ham. Det skabte en fejde mellem sønnen og hans far i Paris, men det ændrede sig, da sønnen i et par år var i Paris og lærte sin far at kende. Der kom en slags forsoning imellem P.A. Heiberg og Thomasine, og de vekslede igen breve, dog uden megen glød. En tid boede sønnen i Kiel, og han mor kom ned til ham og førte hus. Fra 1825 blev hun fast inventar i hans hjem.
To nye mennesker tegner sig her. Komponisten Edouard du Puy, der var blandet ind i Christian 8.s skilsmisse fra den første hustru, havde fået en datter i Preussen, før han kom til Danmark. Den datter hed Camilla, kom herop, og blev gift ind i familien Buntzen. Uagtet hun var gift, var hendes fjerde barn, drengen Georg, en søn af Johan Ludvig Heiberg, efter hvad familien har noteret.
Litteraturhistoriker Morten Borup mener i sin tre-binds biografi om Johan Ludvig Heiberg (1947-49), at det er rigtigt i hvert fald overvejende sandsynligt. Det forklarer, at Thomasine tog sig af Georg som søn eller sønnesøn, at Johan Ludvig Heiberg “legede med drengen som med en jævnaldrende”, og at drengen som ung mand blev fast gæst og logerende hos Heibergs. Georg døde ung, kun 31 år gammel, og ved det dødsfald var Thomasine næsten utrøstelig.
Selv om det hører under Fru Heibergs historie, må det noteres også her, at det var ikke bare sin mands søn udenfor ægteskab Johanne Luise Heiberg skulle have i sit hjem, det var også svigermor, og Fru Heiberg lægger ikke skjul på, at en svigermor kan være et særdeles besværligt arvemøbel i et ungt hjem. (Mere om Fru Heiberg i næste artikel)
På den anden side var det Thomasine, der fik situationen manøvreret, så hendes søn Johan Ludvig fik Johanne Luise, for med al ydre sikkerhed i formen kunne Johan Ludvig være akavet passiv, ræd for at handle. Det ordnede hans mor. Men hun var også sejlivet, så hun boede hos sin søn og svigerdatter i 25 år, et kvart århundrede. Johan Ludvig var rørende sød ved sin mor.
Hans hustrus følelser var mere blandede, men hun holdt stilen.
Og Thomasine sad i de år ikke bare hen. I 1827 dukkede hun op som forfatterinde. “Adresseavisen” bragte 2. januar en personlig annonce fra en anonym dame, som svar til en løjtnant, der kunne hente brev på
Fodpostens Kontor.
Den 12. januar stod der i tidsskriftet “Kjøbenhavns Flyvende Post” et brev fra løjtnanten til redaktionen. Det var skrevet af Thomasine, der så kørte historien videre til en familieroman.
Og så blev hun flittig. “En Hverdags-Historie” kom året efter i “Flyveposten”. I den er en ung mand havnet i forelskelse, i kval mellem to søstre. Samtidig brugte forfatterinden bogen til at formane københavnerne, der burde anlægge ædlere omgangsformer. Og så var hun i gang.
Sit navn røbede hun ikke, men det gik slag i slag, og sønnen hjalp hende, bl.a. ved nu og da lægge navn til værkerne. Romanen “Slægtskab og Djævelskab” (1830) er blevet kaldt den betydeligste roman i nordisk
litteratur på den tid.
Den 25-årige Søren Kierkegaard udsendte 1838 den lille bog “Af en endnu Levendes Papirer”, hvor han hævnede sig på H.C. Andersen og samtidig roste forfatterinden til “En Hverdagshistorie” overmåde stærkt. Der regnes med, at han vidste hvem forfatteren (forfatterinden) var, og at han meget gerne ville tækkes Johan Ludvig Heiberg, men helt på tværs af hans virkelige mening om det anonyme, i hvert fald officielt anonyme forfatterskab kan hans lovprisning næppe være.
Der sker unægtelig meget i hendes fortællinger, og forbytninger af personer, som i ældre engelske romaner, er ikke noget ukendt her. Men hendes sprog er godt, dog ikke i alle replikker. Hun har øst af de
mennesker, hun kendte, af sin slægt, de mange hun havde truffet, men at skrive og digte er jo ikke kun referat af, hvad man har set og hørt.
Hun kan digte, hun er ud fra sin tids muligheder psykolog, hun kender
mennesker. Af den umodne pjankede pigehustru i det P.A. Heibergske hjem var blevet en erfaren, midaldrende, senere ældre frue, der gennem sit liv havde haft øjne og ører og forstanden med sig. Hun kender mennesker, men hun er ikke bitter. Hun prøvede sig også med dramatik. Hendes stykke “Magt og List”, blev spillet på Det Kongelige Teater med sønnen som forfatter.
Men han har næppe hjulpet hende meget i selve det at digte og skrive. Ærligt talt: når det gælder fantasien, er hun bedre end sønnen. Han havde sin styrke helt andre steder. Men et gennemgående tema er hendes frisind. Allerede som ung var hun ganske dristig, som når hun i et brev til Gyllembourg taler om, at forelskede folk er barnlige, og at det vidste den gode Jesus nok, da han var hos Maria – hun mener, at det var Jesus, der sad ved Maria Magdalenes fødder, ikke omvendt, mens de sendte den arme Martha ud i køkkenet.
Og til det sidste, også i værkerne, mente Fru Gyllembourg, at i hendes tid var kærligheden fordomsfri og havde mod til at være ærlig, mens den “nu” (midten af 1800-tallet) var blevet smålig og snerpet. Hendes værker er i dag forældede. Man skal være i nogen træning med ældre litteratur for at læse dem.
Men hendes “Samlede Skrifter” kom første gang i 1849-50, før hun døde, i ikke mindre end tolv bind. To gange siden, sidst i 1884, er de kommet igen, og endelig en firbinds udgave så sent som i 1914. Det sker
kun med yderst få skribenter.
Hun døde 1. juli 1856. Hendes navn som forfatterinde til værkerne var røbet. Men i 1830’erne kunne digteren Poul Møller anmelde hende rosende uden at åbenbare hendes navn, uagtet han kendte det. Den stil i respekten for maskespillet kendes ikke i dag.
Men Thomasine Gyllembourg havde et usædvanligt, et langt og rigt liv bag sig, da hun døde 82 år gammel. Hun er begravet på Holmens Kirkegård.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/978/?fbclid=IwAR3WSfhP39ji65TxyeFTaVgyytce9vqTzfWkP439hdpMkX
LvhJrPLTdeN38
Dato: marts 26, 2020
Karen Margrethe Rahbek
Som barn var hun meget knyttet til sin far. Han lærte hende meget. Hun lærte Knud Lyhne Rahbek at kende – Han var 34 år – hun var 19 år. I 1780 var Rahbek flyttet ud i Bakkehuset. Først i 1798 flyttede Karen Magrethe derud. Hun fik styr på haven. Og så skrev masser af breve. Nogle af de brevvenner begyndte også at komme i Bakkehuset. Det blev et sted for de kendte inden for kultur. En af dem, der kom, var P.A. Heiberg, der blev landsforvist. Ægteparret tog afsked med ham på Frederiksberg Bakke. Rahbek mistede sin professor- titel, fordi han forsvarede Heiberg. Han fik den først tilbage mange år efter. I 30 år varede eventyret i Bakkehuset, så blev det stille. ”Kamma” døde kun 53 år gammel af tuberkulose.
Karen Margrethe Rahbek er født 1775, død 1829. Datter af Hans Heger og Anne Louise, født Drewsen. Karen Margrethe Heger gift 1798 med Knud Lyne Rahbek, han død 1830. Hun død i Bakkehuset på Frederiksberg, Gravlagt på
Frederiksberg Kirkegård.
Karen Margrethe Rahbek blev født 19. oktober 1775 i det solide københavnske borgerskab. Hendes far var konferensråd og assessor i Hof- og Stadsretten, og hendes mor var født Drewsen.
Datteren Karen Margrethe har næsten til i dag været en myte i dansk litteratur- og personalhistorie, og det er måske grunden til, at mange af dem, der har skrevet om hende, frejdigt har tilladt sig den familiaritet at kalde hende ved det kælenavn “Kamma”, som hendes familie og kredsen af meget nære venner var alene om, da hun levede.
Som barn og ung var hun stærkt knyttet til sin far, og af ham lærte hun meget. Når vi taler om piger og kvinder fra tiden før ca. 1840, vender det tema stadig tilbage, at i skole kom hun ikke til at gå. Men hun lærte ikke bare at læse, hun lærte sprog, så hun senere arbejdede med tysk, latin, græsk, italiensk, spansk, portugisisk og engelsk. Det sidste var på den tid ikke almindeligt, for det var ikke på mode i Danmark. Hvor langt hun nåede i hvert af de sprog tør ikke siges, men hun må have haft et medfødt sprogtalent.
Thorvaldsen kom tit i hendes hjem som ung og lærte hende at tegne, og sit tag på husflid lærte hun af sin far. Sammen med ham fik hun også fat i astronomien, og fra ham arvede hun ikke alene glæden ved, men også en solid viden om at dyrke en have, men det må hun også have et naturligt talent for.
Hun var klog, hurtig i hjernen, og hun kunne det, som man den gang ikke ventede af en ung pige: diskutere. Vel at mærke skolet debat, ikke bare snakkeri og postulater.
I sin opdragelse og udrustning blev hun formet, så hun nok var lidt ud over tidens mening om, hvordan en ung pige burde være, men på det punkt var tiden nu knap så snæver og stupid, som det siden er hævdet.
Hendes bror Carl Heger førte hende sammen med Knud Lyne Rahbek. I hjemmet kom mange af tidens levende mennesker, og Rahbek var en ny lovende stjerne, akademisk skolet, tidligt både digter og kritiker. Da han traf Karen Margrethe Heger – i 1794 – var han 34, hun var 19.
Knud Rahbek var blevet student i det år, da hun blev født og da han selv knap var fyldt femten. To år efter tog han sin filosofiske eksamen, og så styrtede han sig over æstetik og teater. Hans begejstring for teatret varede hele hans liv, og det er ikke for meget sagt, at han grundlagde den danske teaterkritik og gjorde det godt.
Men han var også ung, og det var romantikkens tid. Til romantikken hørte i litterært skolede kredse dyb og ulykkelig forelskelse, og efter J.W. von Goethes recept (“Den unge Werthers Lidelser”) skulle den unge mand helst være forelsket i en anden mands kone. Det lyder lidt værre, end det var, for elskoven skulle være både bundløst ulykkelig og platonisk, tilbedelse, forgudelse, fortvivlen og dybe sukke.
Rahbek blev forelsket i skuespilleren Michael Rosings unge hustru Johanne, og naivt lige på kunne han, mens de tre sad på en plæne i Frederiksberg Have, henført sige, at her sad de som den unge Werther og så videre.
Men just fra Rahbek har vi det friske glimt, der livsaligt viser, at helt så ætervadende fjollet var de unge danskere ikke i stand til at spille den romantiske rolle. Rahbeks far blev træt af det pjank og sendte ham til udlandet.
Han måtte afsted. Rosings og hans unge hustru fulgte ham til Toldbodens kaj, og her brusede den romantiske gejst op i Rahbek, så han tog sine briller, kastede dem på stenbroen og trampede dem i stumper, thi nu, da han så den elskte for sidste gang, skulle hans tårevåde øjne intet skue mere! – Skibet var knap lettet, før han sad ombord og ærgrede sig over at nu kunne han ikke læse de bøger, han havde med I kufferten.
Så meget om det for at minde om, at en stormende elskov jævnligt fører over i, at næste anfald bliver mere nøgternt. At Rahbeks damptryk var fuset ud af sikkerhedsventilen i de unge år, var nok en af grundene til,
at hans ægteskab med Karen Margrethe Heger blev så smukt, eller som biskop J.P. Mynster sagde det: I intet andet ægteskab havde han set en mere uforandret hengivenhed. Tredive år var Knud Lyne Rahbek og hans hustru gift.
I 1780 var Knud Rahbek flyttet ud til Bakkehuset. Det og de andre huse på stedet nævnes gerne, som om alle er født med at have rede på det byggeri, der lå ved og på skråningen af Frederiksberg Bakke, Valby Bakke, og Solbjerg – tre navne for den samme banke i det flade land vest for København.
Men ved Søndermarkens sydvestlige hjørne svinger Pilealléen nogenlunde mod vest. Her, ved svinget, lå Gamle Bakkegård og Ny Bakkegård, Gamle Bakkehus og Ny Bakkehus. Det var i Gamle Bakkehus, Rahbek flyttede ind.
Af Gamle Bakkehus står i dag to længer, en tredje, vestlig og ret kort, er revet ned. Den gang lå huset frit. København begyndte først inde bag voldene, der lå ved Rådhuspladsen og langs voldgaderne. Fra Bakkehuset var der frit udsyn over marker og enge, videre over Køge Bugt til Stevns, og over det åbne land og Kalleboderne ind mod hovedstaden, og bag den Øresund og den skånske kyst. Køgebugten gik næsten op til nuværende Vesterbrogade.
Her boede Rahbek alene i en lille snes år, så blev han gift med Karen Margrethe Heger, og hun flyttede herud. Det gjorde hun først i 1798, så den aften, da han stod i vinduet og så ind mod det brændende første
Christiansborg, var han alene.
Fru Rahbek kom og prægede stuerne, og fik skik på en have ved at bryde en gammel vejbane op, der gik lige forbi huset. På den tid var parkerne ved Frederiksberg Slot kun akkurat på vej til at blive lagt om i engelsk stil, så her var blomstergartnere, og dem søgte hun, for hun havde hvad man i dag kalder grønne fingre, så alle haveejere måbede.
Rahbek havde sit at passe, og han var for gammelgroet ungkarl til at lægge sine vaner ganske om. Det var i øvrigt tidens stil, at manden passede sit og havde hjemmet som fast station og retræte, og til
repræsentation, hvis der var brug for det. Næsten hver dag gik han ind til byen (og bor man i dag på Frederiksberg eller Broerne, hedder det stadig “ind til byen”, hvis man skal indenfor voldgaderne). Han var
professor ved Københavns Universitet, og han havde sit teatervæsen at passe, sine studier, og klubberne.
Fru Rahbek var meget alene. Den situation fik hun sat skik på. Hun boede jo udenfor byen, ikke som de fleste andre gode borgerfruer dør om dør med andre fruer, og de obligate “visitter” nåede ikke af sig selv så langt ud. Så hun skrev breve.
Forfatteren Horace Walpole (1717-1797) jarlen af Orford kaldes i England “Brevskrivernes Konge”. Hans breve siges at være kommet i en ret ny engelsk-amerikansk udgave i 71 bind, den mere kendte fra 1903-05 på 19 bind var ellers regnet for pæn. Så meget har Fru Rahbek knap skrevet, men hun er én af vores store og kendte brevskrivere.
Om hun er vores største, i brevtal, tør ikke siges, H.C. Andersen, Georg Brandes og en del andre var også flittige. Men det særlige ved Fru Rahbeks breve er, at hun “har ikke noget program”. Hendes breve er ikke politiske, og det kunne breve på den tid knap nok være i Danmark,
men hun slås heller ikke for litterære, filosofiske eller religiøse systemer, og hun var ikke litterær i den triste forstand at have en stor læsning og viden systematisk ordnet i åndelige kategorier og båse.
Hendes breve er menneskelige.
Det kan måske være svært at se, hvad man skal stille op med hendes breve, for de er så personlige. Vi har dem (en del af dem) trykt især i en del ældre udgaver, gerne ordnet efter hvem hun skrev til. Men man kan ikke bare læse dem. Man må gøre sig den ulejlighed at lære de mennesker at kende, som hun skrev til.
Så opdager man, at en del af dem lærer vi meget om netop i hendes breve. Og hun skrev med mange. Man har selvfølgelig mest hæftet sig ved de kendte navne blandt dem hun stod i brevveksling med, teologen J.P Mynster, historikeren Christian Molbech, P.A. Heiberg, H.C. Andersen, filosoffen Heinrich Steffens, Oehlenschläger (han var gift med hendes søster Christiane), forfatteren Just Thiele og så videre, remseriet
siger intet, hun skrev med mange andre, og en stor del af hendes breve er gået tabt.
Men mange af hendes brevvenner kendte hende ikke kun pr. brev.
Bakkehuset trak mennesker til sig. Efterhånden sad hun her ude hele året, og der var år, hvor hun højst kom ind til byen en enkelt gang. Vennerne kom til Bakkehuset.
Noget hang det sammen med familierne. Hegers og Oehlenschläger kom her af sig selv, og med Heiberg, fader og søn, gik det også nogenlunde naturligt til.
Så vidt Heibergerne er helt naturlige. Rahbek og hans hustrus nære ven P.A. Heiberg måtte ved nytår 1800 rejse fra Danmark som landsforvist. Han havde skrevet respektløst politisk, og tiden var følsom overfor “de revolutionære”, for ingen stat ønskede den franske revolutions blodorgier i kopi på nært hold. Det var måske en overdreven frygt, men den var der.
Desværre bar P.A. Heiberg sig utroligt kluntet ad under retssagen, for det han havde skrevet, var ikke så skrækkeligt. Værre var, at han havde gjort det, man rent taktisk ikke gør, hvis man har sin smule fornufts fulde brug.
Kongen var ikke krænket. Han var syg og sat fra bestillingen, så ingen bad ham om at mene noget. Kronprins Frederik (6.) var i og for sig heller ikke krænket, selv om han fik sagen forelagt. Men P.A. Heiberg havde fornærmet kammeradvokat Christian Colbjørnsen, metodisk og med vilje, og Colbjørnsen var en høj embedsmand med magt.
P.A. Heiberg måtte rejse. Hans tilfælde var i øvrigt, som det vil ses, når man læser om hans unge hustru, Thomasine, lidt mere indviklet. På Frederiksberg Bakke tog han afsked med vennerne Rahbek. Fru Rahbek gav ham sin ene grå handske. Den gemte han i en af hendes smukke æsker til sin død.
Han rejste fra hustruen og søn, og så fik Rahbeks sønnen Johan Ludvig i pleje i Bakkehuset. For det var unægtelig sket det, at P.A. Heibergs unge hustru ikke var indstillet på noget martyrium.
Ægteskabet havde været mislykket, og nu sveg hun sin landflygtige mand og giftede sig med en svensker der hed Gyllembourg, I sin udlændighed blev P.A. Heiberg ude af sig selv, og alt det var grunden til, at Johan
Ludvig Heiberg kom ud til Bakkehuset og ikke måtte bo hos sin mor.
Der er gjort blæst af, at det “barnløse aldrende” ægtepar ikke forstod sig på børn. Hvor mange “forstår sig børn?” I det stykke er de fleste forældre også amatører. Men aldrende? Rahbek var 42, hans hustru var 27,
og drengen var 11 år, og ikke et spædbarn. Så plejeforældrenes alder var som i mange andre familier.
Men Rahbeks var den landflygtige P.A. Heibergs venner, og de var rystede over hans hustrus opførsel. Som ved de fleste skilsmisser holder vennerne med den ene eller den anden, uagtet vi af andre menneskers private samliv har kendskab til såre lidt. Også her reagerede Rahbeks som normalt, selv om den hastige og kategoriske “holden med” kan være svært uheldig. Det hævdes og menes, at der i Rahbeks hus er blevet sagt ting om drengens mor, som han hørte, og at det sårede ham, så han “flygtede”.
Det lyder troligt, og det er også helt normalt. Naturligvis har Rahbek og hans hustru talt om P.A. Heibergs situation, og ord eller blikke kan nok have røbet, hvad de mente om hans troløse hustru. Drengen holdt af
sin mor og savnede hende, han var jo 11 år. Hvor sjovt der var for en knægt i den alder på Bakkehuset, når Rahbek var i byen og fruen skrev breve, kan vel tænkes, og når der endelig kom fremmede, snakkede de
voksent. Også fra alle gæsterne kan der have lydt et ord om drengens mor, i tankeløshed.
Hvor meget og hvordan Rahbeks tog sig af ham, udover klæder og føden, aner vi ikke. Der er fabuleret om, hvorvidt Fru Rahbek var en “modertype”, og hvilken rolle hendes egen barnløshed kan have spillet, men vi ved ikke et suk. En tidlig udviklet og moden dreng på elleve år blev taget fra sin mor og sat i huset hos mennesker, som han ikke selv havde noget ønske om at være hos. At han så stikker af og hjem til sin mor, er ikke en så sælsom hændelse, at vi er nødt til at skrive om den efter så mange år.
Den siger intet håndgribeligt om nogen af de medspillende, og Johan Ludvig Heiberg kom allerede som ung igen som jævnlig gæst i Bakkehuset og fandt ganske sammen med både Rahbek og hans hustru. Han viste sig tidligt at være en selvstændig herre, og det kan han nok have været som dreng. (Mere om hans moder i næste artikel)
Men hos Rahbek var der ellers åbent hus – en dyr vane at styrte sig ud i, hvis gæsterne skal beværtes rimeligt pænt, og det blev de, med middage, tiere med teborde, som der gik ry af. Det skal nok ikke overvurderes, for tiden var enkel i vaner, og der var ikke flere penge i huset, end der var god brug for.
Rahbek tjente hæderligt. Han havde ellers præsteret den flothed, at da P.A. Heiberg rejste, sagde han dristige ting og fik en reprimande. Han mente at den sag måtte følges op i heltestil, så han tog sin afsked
som professor, som en demonstration for friheden og den retfærdige sag.
Tiden elskede den slags, vennerne hyldede ham henrykt, og så sad han dér med sin glorie og uden professorgage. Det varede 16 år før han blev professor igen, men han havde mange gøremål og var utroligt flittig.
Jævnligt sad han og arbejdede mens gæsterne talte med hans hustru, og jævnligt måtte han skrive forord til mindre lødige bøger for at holde økonomien bare nogenlunde flydende. Men af de mange regninger blev hans hustrus, for te og rødvin og alt hvad bordet krævede, altid betalt først, for det var hjemmets liv og funktion.
Gæsterne kom. Det er rigtigt at de klistrede æsker, og at Fru Rahbek helst en gang om året rejste til Hamborg for at købe papir og alt hvad hun ellers skulle bruge (hun skrev kun med ravnefjer) Det er lige så
rigtigt, at hun var dygtig til at lave smukke æsker, som man kan se dem i glasmontre i Bakkehuset. Men det var og er ikke hovedsagen. Æskemageriet var med til at samle en hyggelig kreds om bordet, for livet var
samtaler med mennesker.
I et glimt ser vi hende, når vi får at vide, at hendes yndlingsstilling var at stå foran en stol, vippe den fremover og hvile knæet på den, mens hun havde hænderne på dens ryg, og så lænede hun sig lidt forover, ivrig, og talte, diskuterede, forklarede, mens hendes dybblå øjne lyste. Hun fascinerede alle hun talte med.
Og så skrev hun sine breve. Som alle gode brevskrivere skrev hun i et eget sprog, i en egen stil, og om særlige emner, til hver af sine korrespondenter, efter deres natur og temperament, og eftersom hun kendte dem.
For mange fik hun dyb betydning, for J.P Mynster for eksempel. Så dyb at han brændte de fleste af hendes breve. Ikke fordi der stod skrækkelige eller alt for intime ting i dem, men de var ham for personlige til at de
måtte komme videre. Men særlingen Christian Molbech var hun nogle gange noget nær i krig – tre hundrede breve har de vist vekslet. Men i alle sine breve giver hun os sit portræt som en usædvanlig kvinde, og alligevel ikke selvoptaget eller prætentiøs. Hun kunne den store skrivende kunst: tale med en pen.
Hun var religiøs, betaget af Grundtvig, og det var jævnligt religion hun skrev om. Men brevene og gæsterne var hendes liv. Det er også rigtigt at der var et “særligt Bakkehussprog”, men også det er der gjort rigeligt
ud af, herregud, hundreder af familier har et familiesprog, og det må være fordi enkelte lærde trods alt ikke ved hvor de skal placere Fru Rahbek eller hvad de skal stille op med hende, at de lader papæsker og sjove husgloser noget nær kvæle det der var væsentligere. Hun havde jo salon i tidens stil. Ikke på højde med de store franske damers, ikke i penge og sceneri på højde med salonværtinde Friederike Bruns på Sophienholm.
Fru Rahbek var ude hos Friederike Brun som gæst, men nogen omfavnelse kom det ikke til. Hvilket tjener fru Rahbek til ære. Hun var brystsyg, som det hed. Det lille spinkle menneske sad i Bakkehuset og skrev sine hundreder af breve, ja flere, hun tog imod sine gæster, hun var spillende fuld af liv og humor.
Betydningen af Bakkehus-salonen var at de mennesker her traf hinanden, i afslappet form, helt uden de store bevægelser. Og de traf hende, spurgte hende, talte med hende, og hun har haft en udstråling, som – ja, hun var sikkert nok et af de mennesker, der “ikke kunne tåle at dø”, fordi noget væsentligt, ja vel det væsentlige, så var borte for stedse, ikke til at fastholde, og kun til at skildre som et ret blegt ekko.
Bøger, litterære arbejder, skrev hun ikke. Vi har hendes breve og i dem har vi hendes tid, hendes venner, men først og sidst hende selv. Hun var en kvinde fra tiden før kvinder på trods af Pauli ord fik lov at tale i forsamlingen. Hun talte, og vidste udmærket at det for en del var til tidens førende åndelige mænd. Og hun var ikke nervøs.
I 30 år varede det eventyr i Bakkehuset. Så døde hun, kun 53 år gammel, af tuberkulose. Og så stod den næsten 70-årige Rahbek aften efter aften med sin lygte ved lågen nede ved Vesterbrogade (vej var det dengang) og stirrede i mørket, ind mod byen – kommer der nogen?
Det gjorde der sjældent nu. Hans hustru, vennernes “Kamma”, var borte. Det holdt han ud i godt et år, så døde også han. Vennerne samledes til den sidste Bakkehus – begravelse i Frederiksberg Kirke. J.P Mynster
talte, Bakkehuset stod tomt. “Hele kassen er ikke bedre værd end at rive ned” sagde Mynster. For hvad er en gammel og slidt dekoration, når spillet på scenen er slut?
https://www.geni.com/people/Kamma-Rahbek-d%C3%B8benavn-Karen-Margareta-
Heger/340770956840013025?fbclid=IwAR1SEPXHi7q8dJ-
5tBfPWWDCxUzvNmnHJiX4ujVmYXq3_fvSuDHdpGVNwnc
Dato: marts 21, 2020
Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
Handler det om politisk holdning? Et meget kritisk indlæg. Kritikken blev besvaret. Mindretallet skal ikke udvandes helt. Mindretallets skoler. Engang gik der en grænse langt mod syd. Det tyske sprog blev dominerende. Man krævede Slesvig-Holstens løsrivelse. De dansksindede syntes at hele Slesvig skulle til Danmark. Slesvig ville være sig selv. Et frikorps til Sydslesvig. Det kom som et chok for de fleste danskere, at Flensborg stemte tysk. I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer i Flensborg. Bønderne regnede ikke arbejderne for noget. Bacon fra Danmark. Rygter om tysk snyd. Det store valg i 1924. Tyske historikere mener, at de dansksindede havde nazistiske tendenser. Krisen var stor i Flensborg. Stor tilslutning til de dansksindede i 1945. En anledning til at arrestere fjenderne. Man skulle spørge Hitler Jugend om lov.
Handler det om politisk holdning?
Når man skal beskrive Nord – og Sydslesvigs historie og skal lave research så får man vidt forskellige meldinger. Det handler åbenbart om politisk holdning. Det er ikke altid, at dette passer med de historiske kendsgerninger. Mange tolker begivenheder og forløb efter en bestemt partipolitisk opfattelse.
Når man har undersøgt, hvad der egentlig skete lige inden 1920 og efterfølgende i historien i Nord – og Sydslesvig, får man at vide, at man fuldstændig har fejlfortolket situationen.
Emnet er selvfølgelig meget aktuelt, men hvad er rigtigt, og hvad er fejlfortolket? Problematikken omfatter også de dansksindede syd for grænsen.
Et meget kritisk debatindlæg
Således kunne Hans-Otto Nielsen, professor fra Husby i et debatindlæg i Jyllands-Posten fortælle, at de danske sydslesvigere isolerer sig i et parallelsamfund. Her får vi at vide, at kommunister og socialister meldte sig ind i det danske mindretal. Efter 1945 var det mindretalsførere fra St. Knuds Gildet og Socialdemokrater, der førte an.
Den største fjende var de østtyske flygtninge. Mange af de dansksindede var stadig præget af nazistiske tendenser efter krigen. Professoren mener heller ikke at der er kommet fornyelse og udvikling i mindretallet. Han mener også, det er fidusberegninger, der giver 40.000 medlemmer, når man betænker, at hovedorganisationen SSF kun har 15.000 medlemmer.
Endelig slutter professoren sit angreb med, at dansk sindelag og tysk sprog ikke holder vand. De fleste i mindretallet er åndelig og politisk hjemløse.
Kritikken blev besvaret
Nu blev angrebet selvfølgelig besvaret. Her blev der så meddelt, at Den Slesvigske Forening smed kendte kommunister ud for ikke at provokere nazisterne. Og så får vi at vide, at det kun er folk over 15 år som registreres som medlemmer af SSF. Vi får også at vide, at virkeligheden er mere nuanceret end den historie som professoren fortæller os.
Overraskende er det at få at vide, at man stadig i dag får at vide, at mange dansksindede stadig oplever, at tyskere venner, vender dansksindede ryggen med kommentaren:
Myndighederne må ifølge København – Bonn Erklæringerne fra 1955 ikke sætte spørgsmålstegn eller kontrollere folks sindelag.
Mindretallet skal ikke udvandes helt
Stadig flere tyskere vælger at sende deres børn i danske skoler og børnehaver syd for grænsen. Nogle ser det som et udtryk for dansk tiltrækningskraft. Andre mener at det nationale snart bliver så udtyndet, at idéen med et dansk mindretal er i spil. Andre igen gør opmærksom på, at Det Danske Mindretal syd for grænsen hvert år får en halv milliard kroner. Ingen stiller spørgsmål om dette beløb.
I en artikel i Kristeligt Dagblad sagde museumsleder fra Danevirke Museum ved Slesvig:
Er det stadig det nationale, der er vigtigt for mindretallenes identitet, ja det spørgsmål må de vel selv tage op på et tidspunkt. Var det ikke Mette Bock, der sagde følgende:
Mindretallets skoler
De danske skoler syd på har mere fordelagtige tilbud end de tyske med lavere klassekvotienter, gratis undervisningsmaterialer, ferierejser til Danmark. Da danske skoler er organiseret som privatskoler, der foruden det tyske standardtilskud pr. elev modtager tilskud fra den danske stat og private. I Flensborg Avis, så undertegnede følgende sætning i et debatindlæg:
Engang gik der en grænse langt mod syd
Mange har i historiske kilder atter engang fortolket hertugdømmet Slesvig – Holsten som et dansk område. Men selv med en dansk konge som øverste myndighed, var det et selvstændigt område med egen lovgivning.
Men fakta er, at engang for mange år siden gik den danske grænse langt mod syd. Syd for lå det tysk – romerske rige. Sproget i middelalderen var dansk ned til Danevirke. Og det er mange af stednavnene også, selv om mange siden er fortysket.
Det tyske sprog blev dominerende
Den tysksprogede præst ved kirken i Hyrup syd for Flensborg kom med en bandbulle omkring 1740:
Gang på gang klagede bønderne til kongen over, at de ikke forstod, hvad de tysksprogede præster sagde, men det var forgæves. Denne holdning fik katastrofale følger. I hoffet talte man også tysk. Forvaltningssproget og kirkesproget var tysk.
Den holstenske indflydelse ikke mindst fra delens side var stor i Slesvig. Og her talte man også tysk. Det daglige sprog blev også tysk og det danske blev trængt længere og længere mod nord.
Man krævede Slesvig – Holstens løsrivelse
Efter Napoleons – krigene i 1815 opstod der 38 tyske lande og en national – liberal bevægelse, hvor man på samme tid krævede national samling og politisk frihed. For denne bevægelse blev sproget og den dermed forbundne tyske kultur det, der skulle danne grundlaget for fremtidens samlede tyske nation.
Den tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og oprettelse af deres egen tyske stat. De nationalliberale i Danmark ønskede derimod at integrere Slesvig så meget som muligt i Kongeriget Danmark og samtidig give afkald på Holsten og Lauenborg. Der blev rykket i Slesvig fra såvel nord som syd.
I 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør og fik støtte fra landene i Det Tyske Forbund. Efter slaget ved Isted i 1850, som danskerne vandt, var oprøret slået ned. Danmark måtte efterfølgende love, at man ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget.
Forsøgte at rette op på fortidens fejl
Den danske regering forsøgte derefter at rette op på fortidens fejl ved at indføre dansk kirke- og skolesprog i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by. Denne ordning støtte på stor modstand, da tysk var blevet kirkens og kulturens sprog, mens det daglige, danske sønderjyske sprog var blevet til en tom skal. Mange familier skiftede derfor i protest over til tysk som dagligt sprog.
De dansksindede syntes, at hele Sydslesvig skulle til Danmark
De kaotiske forhold i Europa efter første verdenskrig betød også nye muligheder for Danmark. Det helt afgørende var Tysklands nederlag i Verdenskrigen, der åbnede for, at Slesvig kunne komme ”hjem” til fædrelandet. Stort set alle dansksindede var enige om at den såkaldte Genforening var en god ide. Men hvordan det skulle ske og hvor meget af de ”tabte” områder, Danmark skulle gøre krav på, var der ikke enighed om.
Den danske regering under statsminister Zahle var hverken interesseret i at få ”for meget” eller ”for lidt” af Slesvig.
Slesvigerne ville være sig selv
Regeringens holdning blev imidlertid udfordret af forskellige konservative og nationale grupper, der mente, at man burde gribe chancen og få genindlemmet mest muligt af det ”tabte” område fra 1864.
Bjørn Svensson en ivrig debattør i grænselandsspørgsmål har sagt:
Den radikale historiker M. Mackeprang vurderede, at den menige slesvig-holstener efter 1864 trods de to slesvigske krige foretrak en personalunion med Danmark frem for indlemmelse i Preussen.
I tidsskriftet Historie 2006/2 citerer Steen Bo Frandsen førerskikkelsen Th. Olshausen. Han ærgrede sig i 1865 over det holstenske had til Preussen, som gav sig udslag i udtalelser som
Et fri-korps til Sydslesvig
En af de nationalkonservative danskere, der ofrede både tid og penge på sagen var erhvervsmanden Aage Westenholst. Han var kendt som manden bag et frivilligt korps. Han havde i 1919 organiseret et privat dansk militært frikorps, der i Baltikum skulle støtte Estland og Letlands selvstændighedsbestræbelser.
Efter Baltikum-korpsets hjemkomst kastede Westenholst sig over det sønderjyske spørgsmål. Chefredaktøren for avisen København takkede bl.a. Westenholst for et større økonomisk bidrag til ”Flensborg – agitationen” og tilføjede:
I hemmelighed diskuterede en mindre gruppe hjemvendte Baltikum – officerer om muligheden for at afsende et frikorps til Slesvig for at besætte 2. zone, Det skulle ske, fordi afstemningen i zone i marts 1920 havde vist et stort tysk flertal.
For gruppen af frikorps-officerer fremstod en afgivelse af zone 2 uacceptabel på trods af, at den var resultatet af såvel folkeafstemning som beslutninger truffet af en demokratisk regering.
Man respekterede alligevel selvbestemmelsesretten
I et brev til den sønderjyske redaktør, Andreas Grau, der kæmpede meget for Flensborg, løftede officer Zeltner sløret for aktionen:
At foreslå, at en bevæbnet dansk friskare skulle besætte en del af Tyskland uden om den danske regering var ret rabiat. Af samme grund blev planerne aldrig realiseret. Trods alt respekterede de fleste selvbestemmelsesretten.
Det kom som et chok for mange danskere
Det kom som et chok for mange danskere, at Flensborg viste sig at være tysk ved afstemningen 1920. Danskerne havde regnet med, at der var et flertal for Danmark. H.P. Hanssen havde ellers fortalt danskerne, at det var en tysk på. Men han blev nærmest udråbt som forræder.
Ja valgresultatet som sønderjyderne / nordslesvigerne havde forventet gav anledning til en af de største kriser i Danmarkshistorien – den såkaldte Påskekrise.
Krisen begyndte i påsken 1920, da kong Christian den 10. fyrede den danske regering i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne skaffe flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.
Dermed gik kongen ikke blot imod Flensborg – borgernes tydelige ønske om at høre til Tyskland. Han gik også imod et flertal i Folketinget, da han afskedigede regeringen.
Den tyske indflydelse startede allerede i 1864
Da Preussen overtog Flensborg i 1864, startede en stærk tysk indflydelse. Allerede i 1400 – 1500-tallet begyndte et sprogskifte i byen. Det skyldtes en indvandring fra syd og dels at magthaverne i Flensborg talte tysk. Som vi tidligere har været inde på, så var tysk det pæne sprog. Ja det blev også handelssproget.
Og dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket. Opbakningen til Danmark var endnu dominerende midt i 1800 – tallet. Og stadig i 1868 var der et massivt dansk flertal i Flensborg. Under treårskrigen 1848 – 1850 sluttede flertallet i Flensborg op om den danske konge.
I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer
Først i årene efter, at Flensborg var blevet indlemmet i Det Tyske Kejserrige, der dannedes i 1871, begyndte det for alvor at gå tilbage for danskheden i Flensborg. Den største nedgang skete i 1880’erne. I 1867 fik danske kandidater i Flensborg lidt mere end 50 procent af stemmerne, men tallet var røget ned på sølle 4 pct. i 1912.
Svækkelsen hang sammen med byens vokseværk og industrialisering. Efter 1870 voksede Flensborg fra at være en handels- og søfartsby til at være en industriby. Ved folketællingen i 1867 var der 20.000 indbyggere. I 1910 var her 60.000 indbyggere.
I takt med industrialiseringen voksede byens arbejderklasse. Hos arbejderklassen var social ulighed og arbejdernes rettigheder vigtige spørgsmål. Oprindelig var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark.
Bønderne regnede ikke arbejderne for noget
Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne var der ikke den største forståelse for arbejdernes rettigheder og kampen mod social ulighed. Det betød, at de kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig. Det tyske socialdemokrati kom til at høste stemmer fra en del af underklassen som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater.
Bacon fra Danmark
Tyskerne havde i 1920 netop afsluttet en årelang og udmattende krig, og man kunne have troet, at den tyske nødsituation ville få Danmark til at fremstå som et rigt alternativ til det forarmede Tyskland.
Lige efter krigen lokkede gode forsyninger med bacon fra Danmark. Men en klassebevidst og politisk tænkende arbejder havde andre og tungtvejende argumenter for at vælge Tyskland.
I Tyskland havde arbejderbevægelsen med november-revolutionen kæmpet og vundet republikken, kvindernes stemmeret og en otte timers arbejdsdag. Danmarks politiske system kom til at virke tilbagestående.
Denne revolution var en række mytterier og sociale og politiske oprør, som i november 1918 førte til, at den tyske kejser gik af – og det Tyske Kejserrige bukkede under.
Revolutionen banede vejen for dannelsen af en tysk republik, Weimar-republikken, som eksisterede, indtil Hitler greb magten i 1933.
Rygter om tysk snyd
I tiden efter afstemningen i 1920 opstod der i nogle danske kredse rygter om, at tyskerne ikke havde vundet valget i Flensborg på retfærdig på retfærdig vis. En del danskere fik efter valget en opfattelse af, at de mange tilrejsende tyske vælgere var blevet favoriseret – og der opstod en myte om, at Flensborg kunne være blevet dansk, hvis valget var gået rigtigt for sig.
Det store valg i 1924
Professor Wieth-Knudsen mente ikke, at de 250.000 tysksindede sydslesvigere ville udgøre nogen fare for Danmark. De ville hurtigt blive dansksindede, hvis Danmark fik Sydslesvig. Den samme mening havde Claus Eskildsen i sin bog Dansk Grænselære
De dansksindede havde en lidt falmende begyndelse. Så kom et stort opsving som kulminerede i 1924. Derpå var der tilbagegang, en ny kort opremsning under krigen ved tredivernes begyndelse, men så en ny tilbagegang under nazismen. Ved krigens slutning var der en fast kerne på 2.000 medlemmer.
For at blive repræsenteret i Reichstag krævede det 60.000 stemmer i en valgkreds. Det lykkedes for polakkerne i Øvreschlesien. Selv ved det store valg i 1924 var man 12.000 stemmer fra dette mål.
I maj 1924 fik man dog indvalgt 7 medlemmer i Flensborgs byråd.
Tyske historikere har en anden opfattelse
Om der havde været nazister inden for det danske mindretal, ja det har det sikkert. For de unge var der fordele ved at være medlem af Hitler Jugend, hvis man skulle have en videregående uddannelse.
Og så blev Ernst Christiansen, redaktør af Flensborg Avis beskyldt for at have nazistiske tendenser. Man kan vel kalde hans ideologi som ”Völkisch”. Ordet er gudskelov svært at oversætte til dansk. Det kan vel kaldes præ-nazistisk. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.
Tyske historikere har beskyldt de dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde man en speciel tolkning om raceideologi. Vi har i tidligere artikler gjort opmærksom på dette forhold.
Krisen var stor i Flensborg
Troels Fink konstaterede, at den vældige tilslutning til det nazistiske parti i Sydslesvig ”er et vidnesbyrd om, hvor hårdt kristen ramte, og hvor desperat stemningen var blevet”
Og Lorenz Rerup fortæller, at i vinteren 1931-32 var 8.000 i Flensborg uden arbejde, det var en fjerdedel af arbejdsstyrken.
Martin Klatt mener, at det var befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for, at Sydslesvig tidligt blev en nazistisk højborg:
Problemer med fremmedflag
I Nordslesvig havde man store problemer med at overholde lovgivningen om fremmeflag. Myndighederne havde også besvær med at forvalte lovgivningen. Således havde Grev Schack en meget liberal holdning til dette spørgsmål i Tønder Amt.
Det var også en landmand i Harreslev, der altid skulle flagre med det blå-hvide-røde slesvig-holstenske flag, når der var lejlighed til det. Når sønnen havde glemt det så råbte moderen fra vinduet:
De tyske skolebørn drillede de dansksindede skolebørn:
Dette er nok en form for plattysk.
Stor tilslutning til danskheden i 1945
Efter Tysklands nederlag i 1945 opstod der et solidt dansk flertal i Flensborg og omegn. Var valget fra 1920 blevet gentaget efter Anden Verdenskrig var Flensborg formentlig blevet dansk.
Der opstod en stemning af, at Danmark flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Noget helt andet, end hvad Nazityskland havde budt på. Det var kaos at mange vendte sig til den danske side.
Som vi tidligere har været inde på, så fik den nye danskhed næring af et stort antal flygtninge, som opholdt sig i Nordtyskland efter Anden Verdenskrig – og som ikke var populære blandt flensborgerne. Men det var de egentlig heller ikke blandt de dansksindede.
Mange politiske fraktioner
De fleste dansksindede sydslesvigere taler i dag plattysk, tysk og sønderjysk. Men det er vel en del, hvor forældrene kun taler tysk. Der var dengang et spørgsmål for de dansksindede om de skulle i dansk eller tysk skole.
Mange dansksindede blev i 1930’erne afskediget fordi de havde et dansk sindelag. Kommunisterne havde deres Rote Front, socialdemokraterne havde deres ”Eiserne Front” og nazisterne havde deres SA (Sturmabteilung). Det blev enere til SS. Så var det også lige de tysk – nationale, som havde deres ”Stahlhelm”. Ingen af dem gik stille med dørene. Der kom til slagsmål, ja også mord i Flensborg. En SA – mand myrdede en kommunist. Han flygtede til Italien.
Et dansksindet barn havde set et Nazi – optog. Barnet spurgte sin far, hvad det var for nogle. Han svarede:
Det var ikke let for et dansksindet barn at gå i tysk skole og være den eneste, der ikke var i Hitler – Jugend.
Anledning til at arrestere fjenderne
Den 27. februar 1933 brændte Rigsdagsbygningen i Berlin. Det gav så de nye magthavere anledning til at arrestere alt, hvad de kunne få fat i ag kommunister, socialdemokrater, fagforeningsfolk og ”andre statsfjender”. Derefter fulgte et valg, hvor nazisterne opnåede flertal sammen med de borgerlige partier. Man var kommet ”legalt” til magten.
Nu skulle man også stille med ”Arienausweis”. Jo man havde allerede i 1934 hørt om Oranienburg og Dachau, men ingen vidste rigtig, hvad der skete der.
Men i udlandet var der udkommet den såkaldte ”Braunbuch”. Den fortalte, om havde der foregik i lejrene. Folk blev pint og udsat for et meget hårdt liv. Dem, der slap ud, skulle ellers skrive under på, at de ikke måtte fortælle, hvad der skete i lejrene. Der blev også skildret ting, som man simpelthen ikke troede på. Men tidligt vidste man, at der var disse lejre.
De dansksindede så også, at det franske hold hilste med udstrakt arm, da de gik forbi Hitler under Olympiaden i Berlin i 1936.
Vestmagterne accepterede Hitlers ekspansionspolitik. Det blev meget værre efter München – mødet i september 1936, hvor England, Frankrig og Italien gav Hitler grønt lys til at indlemmer Sudeterlandet – og dermed gøre det første skridt til Tjekkoslovakiets endeligt.
Så fulgte ”Gleichstellung”, den åndelige og politisk – organisatoriske ensretning. Gamle foreninger blev nu indlemmet i de nye Nazi – institutioner.
De dansksindede børn fik at vide, at de ikke skulle fortælle om, hvad der blev snakket om derhjemme.
Man skulle spørge om lov hos Hitler – Jugend
Det var Hitler – Jugend, der samlede hele den tyske ungdom tvangsmæssigt under en hat. Dog var det danske mindretal udtrykkeligt fritaget for at deltage. Men hver gang et ungt menneske agtede sig til Danmark, skulle han have tilladelse dertil af – Hitler Jugend. Tilladelsen skulle hentes fra et kontor i Flensborg som kun havde åbent nogle få timer om ugen. Og tilladelsen blev kun givet for nogle få rejser i et kort tidsrum. Det var et stort besvær.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 126 artikler om Afståelse, Grænsedragning eller Genforening:
Under Sønderjylland er der 188 artikler bl.a.
Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 305 artikler bl.a.
Under 1864 og De Slesvigske krige finder du 33 artikler
Dato: marts 17, 2020
Gårdbonden Lars Nielsen (1742-1817)
Vi er omkring Farum. Det er bøndernes forhold, som vi kigger på dengang. ”Bønderne er ikke ret gode avlsbønder. Flere gårde er blevet ødelagt på grund af dovenskab og druk”. Ja sådan sagde en degn dengang. Ludvig Holberg havde et andet positivt syn på det hele. Kærlighed kom i anden række, når der blev indgået ægteskab. Lars Nielsen skilte sig ud. Han blev udnævnt som sognefoged. Han kunne læse og skrive. Han førte dagbog. Det var sjældent bønder havde så mange penge, som ham. Da en af hans sønner skulle indgå ægteskab, fik han 400 Rigsdaler.
“Anno 1742 er jeg født til dette kummerlige verdenslys og antaget i dåbens nåde pagt med Gud den 22.februar, en torsdag i fasten.”
Så kort er Lars Nielsens egen konstatering af sin ankomst til verden en mørk og stormfuld nat. Hans forældre, Niels Olsen og Inger Rasmusdatter, havde en fæstegård i Farum, og der var allerede en børneflok på fem. Senere kom der endnu tre søskende til.
Da Lars var 12 år gammel, døde hans fader, og moderen stod nu alene med gård og børn. Det var en vanskelig situation for en enlig kvinde, og to år senere giftede hun sig med den langt yngre Niels Mathiasen. Sammen flyttede de til en anden gård i Stavnsholt øst for Farum, på Furesøens nordlige side. På dette tidspunkt var Lars konfirmeret og havde forladt hjemmet for at tjene hos sin søster og svoger.
Farum var et såkaldt rytterdistrikt, hvorfra unge bønderkarle blev udskrevet til militærtjeneste i det kongelige rytteri, og i 1762 blev Lars Nielsen indrulleret som husar, med tjenestested på Fyn. Det var stavnsbåndets tid og derfor lidt usædvanligt for en ung mand at komme så langt væk hjemmefra. Hvad Lars har syntes om det vides ikke, men det blev under alle omstændigheder en kort fornøjelse. Det følgende år, i 1763, døde Niels Mathiasen.
Inger Rasmusdatter var igen blevet enke, og nu blev Lars 21 år gammel, kaldt hjem for at bestyre sin moders gård.
Lars Nielsen var født ind i et samfund, hvor enhver kendte sin plads. Hele sit liv levede han under det enevældige system, med kongen som øverste led i hierarkiet. Majestæten var konge af Guds nåde og
derfor Guds stedfortræder på jorden.
Befolkningen var inddelt i tre stænder. Lige under kongen kom
adelen, der som godsejere rådede over store jordejendomme. Adelen blev også kaldt “værgestanden”, dens medlemmer skulle nemlig forsvare og beskytte de øvrige stænder. Den anden stand var “lærerstanden”, som bestod af gejstligheden og alle kirkens folk. De skulle se til, at Guds ord blev forkyndt, og at bibelens bud blev overholdt.
Den tredje og sidste stand kaldtes “nærestanden”, dvs. den stand som skulle få næringslivet til at fungere, og hvis opgave det var at ernære sig selv og de andre stænder i det enevældige samfund. Der indgik mange sociale lag og grupper i denne stand, lige fra gårdmænd og husmænd til håndværkere og borgere i byen. Der var stor forskel på land og by, og den rigeste del af borgerskabet kunne også eje herregårde og måske også adelstitel. Så det var mest i teorien, at disse forskellige grupper kunne siges at udgøre én stand.
Men 1700-tallets Danmark var ikke kun et traditionsbundet samfund, i mange henseender nærmest tværtimod. Lars Nielsens levetid blev en brydningstid, de store landboreformers tid. Landsbyfællesskabet
gik i opløsning, gårdenes jordstykker blev samlet, og mange steder flyttedes gårdene ud af landsbyerne.
Med tiden fik bønderne desuden mulighed for at blive selvejere, og fæstebøndernes hoveri blev reguleret ved lov. Udviklingen tog for alvor fart i 1780’erne, hvor også stavnsbåndet blev ophævet, men i Farum-
området var man allerede tidligt i gang. Her var bønderne ikke fæstere under private godsejere, som det var tilfældet i store dele af resten af landet.
Deres jord tilhørte kronen, og under Christian 7. blev der i 1766
gennemført en reform, som gav kronens fæstebønder i Københavns amt, som dengang også omfattede Farum, en ændret status. Der blev indført arvefæste, dvs. at gården ved dødsfald kunne gå videre i familien. I praksis blev bønderne betragtet som selvejere, og da Lars Nielsen overtog moderens gård, fik han også ejendomsretten.
Datidens bønder kendes mest gennem andres beskrivelse, selv kommer de sjældent til orde. Det er gerne den lokale præst, degnen, ridefogeden og godsejeren, gennem hvis briller virkeligheden anskues. Et par eksempler fra Lars Nielsens barndomstid viser store udsving i opfattelsen. Degnen i Grevinge sogn i Odsherred lagde ikke fingrene imellem, da han i 1750 forfattede sin sognebeskrivelse. “Bønderne her er ikke ret gode avlsbønder”, fortæller degnen, og tilføjer, at “flere gårde er blevet ødelagt på grund af dovenskab og druk”.
I det hele taget sætter han ikke pris på bøndernes personlige egenskaber. “Deres gudsfrygt er mere tvungen end sand, består mere i ord end i gerning. I det almindelige levned er de noget falske og tvetungede”, skriver degnen i Grevinge.
Et andet syn på bonden finder man 1748 hos Ludvig Holberg. Komediedigteren var selv godsejer på Tersløsegaard i Vestsjælland, og i to af sine epistler giver han blandt andet bonden dette positive vidnesbyrd: “Jeg taler aldrig med bønder, uden at jeg jo lærer noget
af dem: Thi de ræsonnerer ikke uden om solide og magtpåliggende ting, hvorom de ved fuldkommen besked.
Man kan af dem lære, hvorledes jorden skal dyrkes, heste og kvæg konserveres, skovene sættes i stand, gårde bygges og en skikkelig økonomi føres”. Det er ikke svært at placere Lars Nielsen i forhold til disse to udsagn. Han passer som hånd i handske til Holbergs karakteristik. Lars blev både en dygtig bonde og en dygtig handelsmand, med god forstand på
hvordan “en skikkelig økonomi føres”. Det ved vi bl.a. fra den dagbog, som han førte.
Lars Nielsen kunne både læse og skrive. Det var ikke almindeligt, og det er en del af forklaringen på hans lidt usædvanlige karriere. Men Lars kunne ikke have skabt sine gode resultater på egen hånd, og en af de meget væsentlige faktorer var et godt ægteskab.
Grundlaget for et vellykket ægteskab i 1700-tallet var anderledes end i dag, Forelskelse og kærlighed kom i anden række. Et ægteskab var på landet først og fremmest et arbejdsfællesskab, hvor mands og kones indsats var lige nødvendig og lige betydningsfuld. Det rette ægteskab drejede sig også om at få adgang til jord, den vigtigste ressource i landbrugssamfundet. Det var derfor ikke ualmindeligt, at en ung mand på landet giftede sig med enken efter en gårdmand, sådan som det var tilfældet med Lars’ stedfar, Niels Mathiasen. “Det bedste ægteskab er over et lig” – sådan lød et gammelt mundheld. Barsk, men ikke helt uden forbindelse med virkeligheden.
“Anno 1769 havde jeg trolovelse med min kære kone og bryllup samme år den 1. oktober”. Lars’ kone hed Maren Pedersdatter. Ægteskabet kom til at vare 46 år. Sammen fik de 10 børn i årene fra 1770 til 1787. Mette, der døde 11 år gammel, Karen, Kirsten, Niels, Peder, Inger, der døde som spæd, endnu en Inger, Ole, Mette og endelig Rasmus. Efter brylluppet overtog Lars og Maren gården i Stavnsholt.
Hvis man stillede sig midt på gårdspladsen, ville man kunne se, at de boede på en gård med fire længer. Alle længer var egebindingsværk med stråtag. Den ene længe var stuehuset. En anden rummede heste- og kostald, to loer og to lader, i den tredje længe var der en lo, en lade, hølade og fårehus, og i den fjerde og sidste var der tørvehus, vognremise og materialehus. En velforsynet gård både hvad angik redskaber
og dyrehold.
Arbejdsopgaverne var skarpt opdelt, mand og kone var ansvarlig for hver sit område. Under sig havde de begge piger og karle. Det er kun sjældent, dagbogen omtaler Maren og hendes arbejde. Lars skriver f.eks.:
“I aften målte min kone aftenmælken af den grimede ko, som rigelig var 4 pot”, ikke mere.
Så en beskrivelse af Marens arbejde må følge den almindelige viden om kvindens arbejde på en gård af denne type. Hun havde ansvaret for husførelse, børnene, klædernes vedligeholdelse, pasning af mindre husdyr,
køer og nyfødte husdyr, ligesom hun skulle sørge for udstyr til næste generation. Madlavning var en omstændelig proces, som krævede meget tid og mange kræfter.
Noget af det vigtigste var rugbrød, der blev bagt i bageovnen i køkkenet. Ovnen skulle varmes kraftigt op med brænde, hvorefter brødene blev
bagt på eftervarmen. Da det var et stort arbejde at varme ovnen op, bagte man derfor mange rugbrød ad gangen. Det var almindeligt at bage brød af ca. 50 kilo mel ad gangen, og hvert brød vejede 5-6 kilo. Arbejdet med at ælte dejen var tungt.
Men det var ikke rugbrød alene, man levede af. Kosten har
derudover i høj grad bestået af grød, sild, klipfisk og kartofler. Indimellem har man også slagtet svin.
En anden vigtig del af madmors domæne var ølbrygning. Man drak ikke vand, da det var for dårlig kvalitet. Det daglige øl var det såkaldte tynde øl, der blev brygget på anden eller tredje tapning. Også børn drak det tynde øl, og kun til fester blev der budt på det gode øl fra første tapning. Ølbrygning var en særlig kunst, og en kone, der kunne brygge godt øl, var vel anset.
Lars Nielsens dagbog handler i høj grad om hans arbejde, om de steder, han bevægede sig hen, og om de problemer, han stod over for. Vi kan se, at han interesserede sig meget for indførelse af nye landbrugsredskaber som f.eks. jernplov og jernharve. Han var også optaget af dyrkning af nye typer afgrøder som f.eks. kartoffel og kirsebær. Der er desuden mange optegnelser om så tidspunkt, jordens egnethed, vejret og høstudbyttet.
Lars skriver i sin dagbog i 1788: “Den 9. maj såede vi hør og lagde
kartofler og samme dag såede vi korn”. Man kan se, at Lars brugte oplysninger om vejr og afgrøder på markerne til at forsøge at få mere udbytte af jorden og sit arbejde. Han tog ikke nødvendigvis traditioner og “sådan plejer vi at gøre” for gode varer, men reflekterede over tingene og drog sine egne konklusioner.
Endelig ved vi også, at han læste ny teoretisk litteratur om landbrugsdriften for at finde råd og vejledning. For eksempel statsråd Esajas Fleischers “Agerdyrknings-Katekismus” fra 1780. Samtidig kan vi se, at han også brugte den såkaldte “Bonde-Practica”, en folkebog fra 1597, hvis indhold var en broget blanding af vejrregler, lægeråd, horoskoper og lignende.
De fleste bønder producerede ikke meget mere, end de selv kunne spise, men en del bønder havde en overskydende produktion, som gav mulighed for supplerende indtægter. En af dem var Lars Nielsen. Ofte tog Lars eller en af hans sønner til København for at sælge varer på markedet. I hovedstaden var der stor efterspørgsel på friske varer, og priserne var derefter. Lars Nielsen handlede derfor udelukkende på markeder i København. Her solgte han blandt andet hø, halm, rug, byg, animalske produkter, kartofler og kirsebær.
De sidste synes at have været en indbringende handelsvirksomhed for Lars Nielsen, det tyder dagbogens regnskaber på. Det var ikke almindeligt, at en bonde havde så forholdsvis mange penge mellem hænderne som Lars Nielsen, og det sætter sit præg på dagbogen. Han noterede f.eks. i 1791
følgende udgifter ved køb hos skrædder Anders Larsen: “Trøje til mig 1 mark 8 skilling, til Peder undertrøje og brystdug 1 mark 8 skilling. Ole trøje og bukser 1 mark 8 skilling”. Andre køb drejede sig om tjære, salt,
farve til klæder, potter og redskaber. Også luksusting som stueur og en kobberkedel til bryggerset var der råd til.
Hjemme i Stavnsholt skaffede Lars Nielsen sig ekstra indkomst ved at have kontrakt med de andre gårdmænd om at holde tyr og orne, og vi ved også, at han udlejede en kakkelovn.
Fra gammel tid havde hver landsby et internt styre i form af det såkaldte bylav med en oldermand i spidsen. Der var mange pligter knyttet til hvervet som oldermand, og normalt gik det på omgang mellem landsbyens bønder. Hver landsby havde sine vedtægter, som oftest, uden indblanding udefra. og de var af stor betydning for landsbyfællesskabet.
Dette gamle lokale selvstyre brød dog gradvist sammen i takt med
landboreformerne. Bylavene mistede deres mening, når landsbyfællesskabet blev ophævet, og i stedet trængte statsmagten sig frem. I 1791 blev der oprettet et embede som sognefoged. Men i Farum og Stavnsholt, der jo var kronens godser, havde man allerede længe haft sognefoged, lige siden 1774. Her møder vi igen Lars Nielsen, for det var ham, der fik embedet. I den forbindelse er der bevaret et brev til amtmand Scheel Plessen, hvor en forvalter Nordenberg skriver, at han ikke har fundet nogen, der “kunne
være dueligere sognefoged end gårdmand Lars Nielsen”. For første gang et tydeligt bevis på, at Lars tilhørte den lokale elite. Og her må hans boglige kvalifikationer givet have spillet en rolle.
En sognefoged skulle være orienteret om nye lovbestemmelser, skrive til de andre bønder om forskelligt pligtarbejde, samt opkræve skatter. Fra 1791 bestod opgaven ligeledes i at være retsbetjent, holde ro og orden, gribe ind i ulovligheder, optegne dødsboer m.m. Det kan således ikke undre, at Lars Nielsen fik andre offentlige opgaver betroet.
I 1781 blev han udnævnt til fast taksator ved udskiftningerne af noget af kongens gods i Frederiksborg og Kronborg amter. Lars var dog ikke mere imponeret over denne ære, end at han i første omgang takkede nej til tilbuddet.
Først efter et løfte om en betaling på to rigsdaler pr. dag ombestemte han sig. Lars Nielsens økonomiske sans fornægtede sig ikke. “Hvorfor spilde en dag med ulønnet taksationsarbejde, hvis man i stedet kunne tjene penge på at udføre andet arbejde”.
“Fredagen den 19. februar 1795 giftede jeg min søn fra mig, Niels, og gav ham i medgift 400 rigsdaler i hans 20. år.”
Lars Nielsens liv rummede dog også andet end arbejdet på gården og de offentlige hverv. Hverdagsrytmen brydes af fester, både årets fester og livets fester. Da alle Lars’ og Marens børn blev gift, blev der fejret otte bryllupper. Alle blev de anstændigt gift, døtrene fik hver en gårdmand, de var ikke nødt til at gifte sig under deres stand med f.eks. en husmand.
Sønnerne giftede sig med gårdmandsenker, hvis ikke de allerede
havde erhvervet sig en gård inden giftermålet. I 1795 bliver både Niels og Karen gift. Men det er ikke meget, Lars meddelte i den anledning. Han opremsede udgifter til medgift, hvad der var indkøbt i anledning
af brylluppet, og hvor godt det slog til. Typisk for Lars er der imidlertid ikke et ord om festlighederne. “Herre dine velgerninger er mange, deres summer er store, hvem kan tælle dem”.
I Lars Nielsens dagbog spiller religionen afgjort en rolle. Faktisk kan Lars Nielsen dårligt forstås uden tidens kirkelige baggrund. Han blev født i pietismens storhedstid under Christian 6., og det er sikkert her, vi skal finde årsagen til hans boglige færdigheder. Pietismen lagde vægt på den personlige forståelseslæsning af bibelen og den lille katekismus, og det fik betydning for læsefærdighedens udbredelse.
Igen har Lars været heldig. Der var nemlig i 1721 oprettet skolevæsen på mange af kronens godser – de såkaldte rytterskoler. Farum var altså godt med. I sin dagbog skrev Lars jævnligt små bønner og taksigelser til Gud. Han takkede for en god høst, bad for indgåede ægteskaber: “Gud give lykke og velsignelse med dette foretagende”. Han bad for mennesker, der har været ude for ulykker, sygdom og meget andet.
Han gik også i kirke, i hvert fald ved højtiderne. Samtidig tog han dog efter gammel folketro varsler af alverdens ting: “da tog jeg to æbler, i det ene var en flue, i det andet så det ud som en maddike.
Bondepraktika siger, at flue betyder et middelmådigt år og maddiken et godt år”. I hvor høj grad Lars Nielsen personligt har søgt at leve op til det pietistiske fromhedsideal, som var en del af hans børnelærdom
i midten af 1700-tallet, er det umuligt at vide noget om. Det er til gengæld tydeligt, at han, sikkert i lighed med det store flertal af bønder i sin samtid, har regnet Guds medvirken i den nære hverdag som en meget reel faktor.
Om sit heldige kirsebærsalg skriver han et sted: “O Gud din miskundhed er meget stor, amen – Hos de fleste slog kirsebærtræerne fejl, derfor fik man dem så vel betalt”.
Hvordan Lars Nielsens forhold til andre bønder har været, ved man ikke ret meget om. Han var bonde, og det ville han blive ved med at være, og sammen med sin kone Maren har Lars været en del af det lokale fællesskab. Blandt andet ser vi dem stå fadder til andre bønders børn. Men han har også skilt sig grundigt ud. Som sognefoged var han øvrighedsperson, og i forhold til embedet var de andre blot “bønder”. For eksempel i dette dagbogsnotat om vejarbejde: “Den 18. oktober havde jeg et cirkulærebrev om at istandsætte 21 alen vej på Valby bakke. Skønt nødig måtte bønderne dog der ud”.
Og han har sørget for at holde afstand til den stærkt voksende gruppe af husmænd og landarbejdere. Alle hans børn blev, som nævnt, standsmæssigt gift, og i 1815 kunne Lars Nielsen give gården videre til sin yngste søn Rasmus. En ny selvbevidst gårdmandsklasse, skabt af landboreformerne, var ved at konsolidere sig.
Lars Nielsen var en tidlig og tydelig repræsentant for denne klasse.
Maleri af Jens Juel fra 1782 med titlen: Landskab fra egnen omkring Jægerspris.
Vi ved ikke hvordan bonden Lars Nielsen så ud, og der eksisterer kun ganske få malerier af 1700-talles bønder. Maleriet viser udsigten fra Færgelundens bakker ned over landsbyen Neder Dråby og med Jægerspris Slot i det fjerne.
Maleriet tilhører Statens Museum for Kunst og er udstillet i museets afdeling for guldaldermalerier.