Artikler
August 9, 2026
Sønderjylland – august 1943
Historieforfalskning. Uroligheder startet længe før. Var det ballade i Sønderjylland? Sangerkrig. Grænseflytning. Provokatører af blandet oprindelse. De handlede på Danmarks vegne uden bemyndigelse. Det var kun begyndelsen. 23 soldater mistede livet. Politimester Brix fa Tønder ville fortsætte. En meget bekymret amtmand. Militærpatruljer i Tønder og Aabenraa. 12 gidsler i Sønderjylland.
Historieforfalskning
For mange år siden deltog min første afdøde kone og jeg i en rundvisning. Her sagde en ung studerende, at der ikke var nogen modstandsbevægelse i Sønderjylland, fordi man var bange for det tyske mindretal. Vi fik lige tilføjet en masse til den unge mands viden.
Men hvad med den 29. august 1943, hvor der var ballade i det øvrige Danmark?
Flere har givet udtryk for, at sønderjyderne heller ikke her turde at gøre modstand. Men er det nu rigtigt? Ja egentlig var det jo regeringen, der sagde nej til at indføre dødsstraf for sabotage den 29. august 1943, der førte til uroligheder og nej til samarbejdspolitikken.
Uroligheder startet længe før
Men urolighederne var jo startet længe før. Men selve dagen den 29. august 1943 forløb ganske stille. På dette tidspunkt var det også klart at tyskerne ville tabe krigen.
I juli var der allerede udbrudt uroligheder i Odense, Esbjerg, Odense og Aalborg og andre steder. Lokale kommunister havde igangsat strejker og det kom til slagsmål.
Var det ballade i Sønderjylland
I Sønderjylland var det kun sporadiske uroligheder. I Haderslev var der natten til lørdag den 21. august rudeknusning hos Nordschleswigsche Zeitung. Et rygte var opstået at 18 sabotører var på vej for at klippe piger, der gik med tyske soldater. Dette havde tyskerne også hørt. De forstærkede deres patruljering.
Sangerkrig
En frivillig SS-mand provokerede i gaden. Cirka 1.000 mennesker var efterhånden forsamlet. Tre kompagnier tyske soldater, der sang tyske marchsange ankom. Mængden svarede igen med danske og engelske sange. Sangerkrigen endte med Slagsmål. Soldaterne brugte deres læderbælter
I Christiansfeld, Gram, Aabenraa og Sønderborg forekom isoleret uro. Små hærværk forekom og hærværk mod tysksindede butikker forekom i flere byer.
Grænseflytning
Samarbejdspolitikken havde et stærkt tag i de danske sønderjyder. Men også Mindretallets ønske om en grænseflytning blev fulgt tæt.
Provokatører af blandet oprindelse
Dansk Samråds møde den 26. august blev fulgt med stor interesse. Dansk Samråd var et koordinerende organ på dansk side i nationalkampen. Formanden var rigsdagsmand A. Svensson. Han gjorde ”udfald mod de formodede ”provokatører af blandet oprindelse”
Men Hans Andersen fra Danske Samfund og Landeværnet ønskede derimod forståelse for at befolkningen regerede over for den skærpede tyske kurs. Han gav tyskerne selv skylden for uroen.
De handlede på Danmarks vegne uden bemyndigelse
Rigsdagsmand Hans Jefsen Christensen fandt, ”at sabotørerne handlede på Danmarks vegne uden bemyndigelse. Det var mest ”kommunister, der ville terrorisere befolkningen, Han ønskede ”linjen af 9. april” dvs. samarbejdspolitikken fortsat.
Bagermester Thorvald Petersen i Tønder mente at det især var ”de såkaldte intellektuelle, der førte an i uroen.
Redaktør Frede Nielsen så således på det ”Kommunisterne arbejder pågående, nogle overophedede nationalt indstillede følger dem
Så længe det så ud til tysk sejr kunne man godt samarbejde med dem. Men nu så det ud som om de ville tabe krigen, Spørgsmålet var – hvornår?
Det er kun begyndelsen
August-oprøret havde fået tyskerne til at stille skærpede krav, som den danske regering hverken kunne eller ville. For nogle var dette en glæde. Således udtalte modstandsmanden Hans Mørup fra Aabenraa:
De sønderjyske politikere var alt andet end begejstret for situationen. Således udtalte Jefsen Christiansen:
23 soldater mistede livet
Tyske standretter blev oprettet. Og i Sønderjylland havde det tyske mindretal oprettet uniformerede korps. De var ikke særlig populære.
Flåden og hæren satte sig til modværge. Dette kostede 23 danske soldater livet. I tønder blev domhuset, politistationen, rådhuset, amtshuset, posthuset, de kommunale værker og jernbanestationerne foruden jernbanebroer.
Politimester Brix ville fortsætte
Politimester Ernst Brix blev klokken 4.10 halet ud til den tyske by kommandant på kasernen. Her blev Brix spurgt, om han ville fortsætte i sit embede. Det ville han men ikke medvirke til noget, der stred imod dansk retsbevidsthed.
Seminarierektor Morten Bredsdorff blev en person man samledes om:
Man blev enige om, at strejker ikke hjalp noget. Embedsmændene skulle blive ved, så længe de kunne.
En meget bekymret amtmand
Greve O.D. Schack, der også var amtmand, var meget fortvivlet og frygtede en grænseflytning. Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen opfordrede ham til at blive på sin post. Han sagde, at han blev på sin post:
Det var denne holdning, der sejrede ikke blot i Sønderjylland, men også på Slotsholmen i København, hvor departementscheferne gik sammen og dannede en uofficiel regering frem til befrielsen.
Militærpatruljer i Tønder og Aabenraa
I Tønder regerede militærpatruljer mod mangelfuld mørklægning og aflytning af engelsk radiofor åbne vinduer ved at affyre varselsskud.
I Aabenraa greb soldater nidkært ind mod sammenstimlen på gaderne. Hans Mørup beretter
12 gidsler i Sønderjylland
Den 29. august arresterede tyskerne ca. 250 fremtrædende personer i Danmark for at sikre at danskerne holdt sig i ro. I Sønderjylland blev 12 mand taget. Blandt dem var min skolelæge på Tønder Kommuneskole, Ejnar Dahl. Claus Eskildsen fra Tønder fik udleveret en skriftlig arrestordre. Her stod der bl.a.:
I Aabenraa blev rektor Georg Buchreiz vækket kl. 4.05 af en høflig tysk officer:
Gidslerne i Sønderjylland blev den 8. september samlet på kasernen i Fredericia. Det var formand for det tyske mindretal og leder af NSDAP – N, Jens Møller, der var stærk medvirkende til, at de blev løsladt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på dengang.dk:
April 17, 2026
Tiden råber på Antifascisme!
Hvem er forfatteren? Ca. 150 bøger begået af denne. Meget afvekslende bog. Samfundet beskrevet af Hans Kirk og Hans Scherfig. Martin Andersen Nexø og Den Spanske Borgerkrig. Andre personligheder medvirker også. Pelle Erobreren. Krig og Fascisme vil stå uden for din gadedør. Et upassende samarbejde. En spaltning af arbejderklassen. Antikommunisme er stadig meget udbredt ikke kun i USA. Hvor er den fulde sandhed vedrørende nazismen?
Hvem er forfatteren?
Lars Ulrik Thomsen har igen begået en bog. Vi har efterhånden anmeldt tre – fire af hans bøger. Men hvem er han egentlig? Han blev født i 1946 i København. Efter 12 års skolegang, kom han i lære som maskinarbejder i Randers.
Han blev udlært i 1973 og flyttede kort tid efter til Esbjerg. Her arbejdede han inden for jern- og metalindustrien. Fra 1983 arbejdede han på Nordsøen med opbygningen af et gasfelt. Han fortsatte arbejdet på skiftende felter som ventil-montør.
Ca. 150 bøger har forfatteren begået.
I 1998 fik han trykt sin første bog om arbejderbevægelsens historie i Syd – Danmark. Den blev godt modtaget. Dette betød, at han fortsatte med udgivelserne. Det er blevet til mere end 150 bøger både på dansk og engelsk.
.
Afvekslende bog
Denne bog bør fremhæves for det alsidige indhold. Og læsningen er også afvekslende. Måske er det fordi vi i grunden har forskellige bidragsydere. Det er også interessant historieskrivning og i et let tilgængelig sprog.
Samfundet-beskrevet af Hans Kirk og Han Scherfig
Vi får samfundet beskrevet gennem Hans Scherfigs og Hans Kirks øjne og øre. Begge forfattere var populære indtil for 10 år siden, da jeg stoppede som boghandler.
Scherfig nævnte bl.a. at Hitler i 1933, skulle have sagt at i løbet af fire år ville han i den grad forvandle Tyskland.
Mange kulturpersonligheder og videnskabsfolk måtte gå i landflygtighed. Politiet i Das Dritte Reich måtte trænge ind i folks private hjem og beslaglægge malerier, der ikke hørte hjemme i Riget.
Martin Andersen Nexø og Den Spanske Borgerkrig
Martin Andersen Nexø beriger også denne bog. Han skriver bl.a. om bøller i KZ-lejrene. Han opfordrer folk til at læse disse historier igen og igen. Denne har også en artikel om Den Spanske Borgerkrig.
Forfatteren beretter om, at allerede i sin ungdom lærte han det jævne folk i Spanien at kende som udvidende og udplyndrede
Og selvfølgelig er Willy Fuglsang med. Det Tredje Riges fundament. Han skriver også om Den Spanske Borgerkrig.
Andre personligheder
Pablo Neruda beretter, om hvordan spanske flygtninge bliver sejlet til Chile.
Heinrich Heine og H.C. Andersen bidrager også til bogen.
Pelle Erobreren
Pelle Erobreren og Slaget på Fælleden er også med. Konklusionen er ”Lær ad fortidens fejl og mangler”. Ja, og realisere de drømme. Vi må se i øjnene, at det samfund, som vi har i dag ikke evner at tilfredsstille de mange, men kun en snæver kreds. Alle kræfter skal samles for at leve op til Pelle Erobrernes efterkommere.
Krig og Fascisme vil stå uden for vores gadedør.
Ja, så har vi også Grieg. Hans morale er, at hvis ikke vender os mod krig og fascisme står den pludselig uden for vores egen gadedør og banker på.
Brecht og Shakespeare giver også deres besyv med.
Fascismen er et redskab som de monopoliserende bruger, siger forfatteren.
Et upassende samarbejde.
Det var Danmark’ s Kommunistiske Parti og De Konservative i samarbejde der dannede Initiativgruppen i Frihedsgruppen. Ja, man skulle tro at dette var et upassende samarbejde.
Denne bog er 3. udgave. Nu også med artikler om Den Spanske Borgerkrig. Deadline var i marts her i år.
En spaltning af arbejderbevægelsen
Det er tydeligt, at der er sket en spaltning af arbejderbevægelsen. Man kører efter forskellige ideologier. Lenin’ værker var i høj kurs i 1970’erne. Men de er næsten forsvundet i den aktuelle debat.
Antikommunismen er stadig fremherskende
Antikommunisme er stadig aktuel rundt om i verden. Og ikke kun i USA.
De fleste undervisningsbøger i dag slår til lyd for at vi alle skal blive borgerlige. Barnet skal blive en god og nyttig samfundsborger, der kan begå sig i det kapitalistiske. Og kristendommen havde uhyre tilpasningsevne.
Hvor er den fulde sandhed?
Forfatteren mener også, at vi i dag stadig mangler den fulde sandhed om den 9. april og besættelsestiden. Og her kan man give Lars Ulrik Thomsen ret. Undertegnede skrev en bog om en hændelse i Padborg kort efter besættelsen. Her mødte vi i den grad modstand. Man kaldte undertegnede konspirator.
Arrestation af kommunister
Tyskerne forlangte arrestation af 65 ledende kommunister. Listen havde de fået af dansk politi. I første omgang blev der arresteret ca. 300 kommunister. Men efterfølgende var det ca. 1.000 kommunister der i kortere og længere tid blev arresteret.
Ja, endda folketingsmedlem Martin Nielsen blev arresteret og sendt syd på i KZ–lejr.
Ja, historien viser, at Grundloven kan gradbøjes.
Vi kommer vidt omkring i denne interessante bog, som mange sikkert også vil kalde for konspiration. Men det er historie fortalt på en lidt anderledes måde.
Lars Ulrik Thomsen
Tiden råber på antifascisme!
Forlaget Populi
Marts 16, 2026
Lang nats rejse mod dag (2)
Dette er Hvidbogen del: 2 Mange arbejdede for tyskerne Nogle vil altid være egenrådige. Mange spørgsmål stilles i bogen. Et klart nej til Unionen blev det i 1992. Tilbage til Ribus. Vores nationale sikkerhed blev sat over styr. Manglende ytringsfrihed. Hvad med Folkekirkerne. Anmelderens egen fortælling. Kapitalismens har en udløbsdato. Ganske interessant bog.
Det er igen en interessant bog. Fordi man har en anden mening, behøver man ikke at blive udelukket på bibliotekerne og i medierne.
Hvidbog om EU nr. 2
Dette er en fortsættelse af Hvidbogen om EU. Her er anden del af den. Men det er nu ikke så mange, der vil diskutere problemerne i EU. Og vi begynder med Folkestrejken i Esbjerg i 1943.
Mange arbejdede for tyskerne
Sabotører fra 1943 fik strenge straffe. Kommunister gennemførte en masse sabotageaktioner mod de danskere, der arbejdede for tyskerne.
Det var Fællesorganisationen, der mod forventning ledede protestaktionen. Og Folkestrejken bredte sig til hele landet. Blandt de store jordbesiddere herhjemme, var mange tilhængere af Hitler. Men hvad er i grunden sandt og falsk, spørger Forfatteren.
Mange i EU vil fortsætte med at være egenrådig
Forfatteren mener også at vi ikke behøver at være i en union, for at samarbejde med andre nationer. Mange udenlandske er interesseret i at overtage dansk produktion. Der er nogle nationer i EU, der vil fortætte med at være egenrådige.
Mange spørgsmål stilles i bogen
Hvordan forener man en demokratisk udvikling. ved anvendelse af videnskabelige metoder og facetter. Det er en af de mange spørgsmål, som forfatteren stiller i bogen.
Arbejderbevægelsen skal forhindre en selvopgivende og en destruktiv holdning til historien Et politisk parti må ikke bygge deres politik på forskellige skabeloner.
Danmark var engang et land af skibsbyggere især i Jylland. På over 20 år blev næsten alle værfter nedlagt. Men efterhånden blev ordren bare sendt til Østen, hvor lønnen kun er 1/5 af vores.
Et klart nej til Unionen
Den 2. juni 1992 stemte Danmark et klart nej til Unionen. SF lod sig lokke til en ny afstemning. Ja det gjorde LO for den sags skyld også. Men handlede det ikke om deres reelle mulighed for indflydelse?
Den 3. december skulle vi stemme ja eller nej til retsforbeholdet. Den 3. december skulle der sættes en definitiv stopper for udhulingen af forholdene.
Tilbage til Ribus
I bogen kommer vi atter engang ind på Ribus-konflikten. Her gik SID med til at skruebrækkere kunne fortsætte med at køre. De strejkende kunne søge om et arbejde, hvis der var et ledigt.
Politiet brugte hunde. Blokadevagter blev angrebet ned ad diverse sideveje politihunde. En LO – top havde igen ladt sig binde af et monopol – ifølge forfatteren
I bogen lær- nemlig er vi et nyt begreb at kende – den kooperative stat. Fascisme og kooperativisme er hinandens modsætninger.
Men Ribus – konflikten i Esbjerg mindede meget om besættelsestidens kampe.
Vores nationale sikkerhed er sat over styr
Ved at binde Danmark og EU og Nato har sat vores nationale sikkerhed over styr. Danmarks udgifter til militære operationer i udlandet og til stadig flere og flere nuancerede våben.
Manglende Ytringsfrihed
Og så oplevede bogens forfatter også et skriveforbud. Han havde skrevet en artikel om skadevirkningerne ved EU. Sådan var det ved avisens regionale afdeling. Men også ved hovedafdelingen og en række andre medier er denne bogs forfatter ikke velkommen. Også hos DR skal han holde sig væk.
Ja, og på Esbjerg Bibliotek og andre biblioteker kan hans bøger ikke fås. Er det fordi, at han repræsenterer en anden holdning og mening end de fleste af os andre?
Hvad med Folkebibliotekerne?
Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed, aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen af materiale må det alene være disse kriterier, der er afgørende. Det må ikke være kriterier indeholdende, religiøse, moralske eller politiske synspunkter, der må gøre mente sig gældende.
Har vi ikke ytringsfrihed i Danmark?
Anmelderens egen fortælling
Anmelderen kan i den forbindelse fortælle, da han blev formand for HK i Aabenraa, var noget af det første han gjorde at tale med lokalredaktøren. Det blev til et meget fornuftigt samarbejde Der kom et indlæg ca. hver 14. dag eller hver uge.
Men den lokale fagbevægelse mente ikke, at man skulle gøre sig gældende i en borgerlig avis. Jag spurgte til et møde, om jeg skulle afholde et mediekursus. Det faldt nu ikke i god jord.
Kapitalismen har en udløbsdato
Vi kigger i bogen på CIA’ s arbejde i Danmark. Man skulle tro, at danskerne selv bestemte i deres eget land. Men på nogle områder kan vi møde fremmede efterretningsvæsner.
Kapitalismen har fået udløbsdatoen, mener forfatteren. Overgangen til socialisme bliver heller ikke gnidningsfri, erkender forfatteren også.
Ganske interessant bog
En ganske interessant bog, hvor vi kommer vidt omkring. Igen var der afsnit, der var mere interessante end andre. Den der rystede undertegnede mest, var afsnittet om manglende ytringsfrihed og om bibliotekerne lever op til lovgivningen.
Måske er det nok så sundt at læse om et system, man ikke går ind for. Men det er godt at lære så længe man lever.
Lars Ulrik Thomsen:
Marts 1, 2026
Hvidbogen om Danmark i EF og EU
Dette er anmeldelse af bogen ”Hvidbogen om Danmark i EF og EU. Balladen på Nørrebro. Interessant læsning. Hvorfor hedder bogen – Hvidbogen? Da Jens Otto Kragh fik et problem. Flertal mod EU. En smart reklamemand. Vælgerne blev hurtig skeptiske. Havde Danmark nogen indflydelse? Politikere fortrød. Hvad med den danske Grundlov` Vi afgiver mere og mere suverænitet. Bogen rummer meget mere. Ri-Bus konflikten. En kommende Hvidbog? Historisk interessant bog.
Balladen på Nørrebro
En ny bog af evig flittige Lars-Ulrik Thomsen har set dagens lys. Men andre bidrager også til bogen. Hvordan kan sådan en bog anmeldes af en såkaldt kritisk tilhænger af EU.
Vi oplevede for nu en del år siden voldsomme uroligheder i forbindelser med EU – afstemninger. Nørrebro sagde nej til EU. Gidslerne dengang blev Nørrebros detailhandel, der fik deres butikker raseret og vinduer smadret. Nu indeholder bogen ikke noget om disse begivenheder.
Interessant læsning
Men bogen er interessant læsning. Men du skal lige holde tungen lige i munden. Du får en masse oplysninger også mange nye oplysninger. Ja og kommunistisk ideologi får du også lige forklaret. For undertegnede opfatter også bogen som en advarsel mod et EU, der får for meget magt.
Forfatteren mener, at det er svært at komme til orde i medierne. 4-5 koncerner ejer alle dagblade i landet.
Hvorfor hedder bogen – Hvidbogen?
Og hvorfor skal bogen så hedde hvidbogen?
I 1945 blev der lavet en hvidbog om besættelsestiden i to bind. Den handlede om samarbejdspolitikken og modstandere af denne.
Da Jens Otto Kragh fik et problem
Interessant er det, at vi får historien om Jens Otto Kragh, der underskrev EU – traktaten. Han kunne næppe få fem sjette dels flertal i Folketinget. Som alternativ måtte man ud i en folkeafstemning.
Flertal mod EU
Modstandernes kampagner havde sin virkning. En meningsmåling viste at der var flertal i befolkningen mod EU. Dette forhold fik så Kragh til at ringe til Niels Foss, direktør hos F.L. Schmidt. Foss blev sat ind i situationen. Han fandt nogle penge så en ja-kampagne kunne iværksættes hurtigst mulig.
Dagsordenen skulle ændres.
En smart reklamemand
Reklamemanden Hans Rubin havde lynhurtig en kampagne klar. Han viste i annoncer, hvad fødevarer kostede på det tidspunkt og hvad de ville komme til at koste, når man sagde nej til EF, som det hed dengang.
Ja og trods et norsk nej blev der 63,4 pct. der herhjemme sagde ja.
Man blev hurtig skeptiske
Vælgerne herhjemme blev dog hurtigt skeptiske, da viste sig at medlemskab betød suverænitetsafgivelse. Det gav medlemmerne bedre kort på hånden.
Vi fik både Maastricht og Edinburgh – afstemningerne. Flere organisationer blev dannet ved siden af Folkebevægelsen.
Danskerne fik den 2. oktober 1972 at vide, at tilslutningen til EF ville gavne betalingsbalancen og øge beskæftigelsen, bremse inflationen og øge renten.
Men alle disse ting lod vente på sig. Herhjemme steg arbejdsløsheden.
Bogen bringer en masse eksempler. I 1977 blev EF – direktivet om sygeplejerskernes uddannelse vedtaget. Den var langt ringere end den danske uddannelse. Vi får en masse eksempler på ”Arbejdskraftens fire bevægelighed”
Momsen som fulgte voldte mange virksomheder problemer.
Og så skrev vi under på ”Fælles våbenproduktion”. Dette begreb var mange skeptiske over for. I slutningen af 1970erne var der utilfredshed inden for landbrug, valuta og industripolitik.
Havde vi nogen indflydelse?
Og så var man blevet skeptisk over for Danmarks indflydelse. 16 danske repræsentanter af i alt 410 medlemmer kunne umulig fremme danske interesser. Det var også dem, der mente at EF efterhånden fik mere magt på bekostning af Folketinget.
Politikere fortrød
Seks års medlemskab havde skabt flere modstandere. Mange politikere havde fortrudt deres positive indstilling og var nu modstandere af EU.
Hvad nu med den danske Grundlov?
Et meget interessant fokus i bogen er vores Grundlov i forbindelse med den måde, som vi i dag samarbejder internationalt. Mange lande har moderniseret deres grundlove. Men vores egen Grundlov virker lidt stiv i det.
Færre og færre traktater lægges i dag ud til afstemning. Det gjaldt for eksempel Nice og Lissabon – traktaten.
Vi afgiver mere og mere suverænitet
Danmark afgiver mere og mere suverænitet. Vi skal stadig have ret til at vores ret til at bestemme udviklingen i vores eget land. Og så skal vi genskabe vores demokratiske frihedsrettigheder.
Bogen rummer meget mere
Jo denne spændende bog rummer så meget andet end det vi her har været inde på. Hans Scherfig bliver også citeret.
Ri-Bus konflikten
Ja så er det også Ri-Bus konflikten, der varede i 268 dage.
Monopolerne fik større magt. Dette betød krav om forringelser i løn – og arbejdsforhold. Det var et tyskejet selskab Arriva, der overtog Ri-Bus.
Ifølge forfatteren så er ledelsen i fagbevægelsen blevet mere EU -loyale.
En kommende Hvidbog?
Ja og så kan anmelderen her ikke lade være med at komme med et forslag til en kommende Hvidbog. Den skal føre historien helt op til i dag. En magtfuld mand i USA bruger handels- og toldpolitik som magtfaktor. Hvordan skal Danmark og Europa operere i den nye verdensorden.
Interessant bog
Bogen er absolut interessant. Nogle afsnit er set ud fra et historisk perspektiv mere interessant end andre. Men kære læsere – læs denne og bliv klogere.
Lars-Ulrik Thomsen:
Januar 30, 2026
Danmarks Shakespeare (2)
Det er på tide, at Otto Gelsted får en renæssance. I denne samling får vi både serveret prosa og digte. Dette er en hyldest til en af de største digtere herhjemme. Han havde også en forkærlighed for det græske. Ja så havde han også en meget skarp pen. Fra 1921 bekendte han sig til kommunismen. Jo han var en betydningsfuld skikkelse. I 1968 døde han. Læs dette meget varierende udvalg.
Det er på tide, at han får en renæssance
2026 skal være Otto Gelsted – året. Ja det mener Lars Ulrik Thomsen på Forlaget Populi. Han har udgivet 6 bøger af forfatteren. Og i denne udgave er der uddrag fra fem af Otto Gelsteds bøger. Lars Ulrik Thomsen mener at:
Vi får i bogen en gennemgang af udvalgte værker samt en forklaring på Otto Gelsteds tanker og ideer. Der er også en biografi og en oversigt over den de mange udgivelser.
Bogen er delt i tre dele.
Både prosa og digte
Nu er det jo nok op til læseren at vurdere om Otto Gelsted lever op til den betegnelse. Danmarks Shakespeare, som også er titlen på bogen. Vi oplever både prosa og digte.
Og man må sige at det er en meget alsidig bog. Det er lige fra kulturrejser til Nordsjælland og Fyn til digte om besættelsestiden. Det er en blanding af prosa og digte.
Mange af Shakespeares teaterstykker er inspireret af de græske myter, lige som Romeo og Julie. Og vores hovedperson havde det samme måde. Han holdt meget af den græske kultur.
En hyldest til en af de største digtere
Bogen er en værdig hyldest til en af de store digtere i det 20. århundrede.
Vores hovedperson opfordrede til modstand under den tyske besættelse og måtte gå i landflygtighed i Sverige. I et forord får vi at vide, at det var DKP’ s fortjeneste at Frihedsrådet blev dannet.
”Den store folkesommer”
”Danske Toner” var den første udgivelse fra det illegale DKP og indeholder Axel Larsens tale, som han ville have holdt i 1941 ved Folketingets åbning – i verseform.
”Den store folkesommer” er en samling digte, der rummer stærke indtryk fra besættelsestiden
Ofte arbejdede vores hovedperson sammen med andre kunstnere.
Ikke pensum på Boghandlerfagskolen
På boghandlerfagskolen var Otto Gelsted ikke en del af eksaminationen. Men han var dog ganske populær. Han stod for oversættelsen af Homer og Iliaden. Det var i 1954 – 1955. Hans indflydelse på dansk og nordisk kultur har været betragtelig.
Men han debuterede i 1913 med en bog om Johannes V. Jensen.
Stor forkærlighed for det græske
Otto Gelsted havde en forkærlighed for det græske. Der er flere indlæg om Tyrakos – en græsk koloni. Et var især i hans sidste tid, at han interesserede sig for græsk sprog og kultur. Han foretog i 50’erne en række rejser til Italien og Grækenland.
En skarp pen
Forfatterskabet har også været meget alsidigt, således blev han kendt for sin skarpe pen, sine samfundskritiske synspunkter og sin indsats for arbejderbevægelsen og fredssagen.
Som ung interesserede han sig for litteratur og samfundsforhold
Han var født i 1888 i Middelfart– i et dannet hjem. Allerede i sin ungdom interesserede han sig for litteratur og samfundsforhold. Dette kom senere til udtryk i hans forfatterskab og i hans rolle som offentlig debattør.
Mange arbejdspladser
Han blev opdraget katolsk og vendte sig til de kulturradikale tjenester. Han blev ven med bl.a. Poul Henningsen. Han var også uddannet journalist. Han var tilknyttet Kritisk Revy, Arbejderbladet og senere Politiken og Ekstra Bladet.
Han var hovmester og huslærer hos en litteraturinteresseret tysk grosserer, der skaffede ham litterære kontakter i Skandinavien. Han rejste i Schweiz og Tyskland, der blev bestemmende for hans verdensanskuelse.
Han var også huslærer hos maleren Johannes Larsen Og blev medarbejder ved Fyns Venstreblad. Og så var i en periode ansat på det socialistiske og antifascistiske tidsskrift Aandehullet.
Fra 1921 bekendte han sig til kommunismen
I sit forfatterskab lod han sig også inspirere af Hans Kirk. I 1921 offentliggjorde han artiklen ”Kunst og Kommunisme” i ung-kommunisternes blad Folkets Jul. Siden da opfattede han sig selv som kommunist.
Efter krigen blev han tilknyttet Land og Folk.
En betydningsfuld skikkelse
Ved siden af sit forfatterskab engagerede Gelsted sig politik, især i arbejderbevægelsen. Hans engement har gjort ham til en betydningsfuld skikkelse i den danske kulturhistorie. Gelsteds værker læses stadig. Hans tanker om social retfærdighed og fred har inspireret senere generationer.
Han var ilter, upraktisk og fuld af engagement. Og så var han jo også filosof og anmelder.
Efterlod sig stor biografi
Otto Gelsted døde i 1968 og er begravet på Ordrup Kirkegård. Han efterlod en biografi, der var dobbelt så stor, som den slags plejer at være.
Undertegnede har ikke læst Shakespeare, men bogen Danmarks Shakespeare indeholder uddrag fra 5 bøger. Og som jeg tidligere har skrevet er indholdet meget varieret,
Danmarks Shakespeare
Forlaget Populi
Januar 10, 2026
Spadeslaget
Den 8. december 1940 skete der en masse i Haderslev. DNSAP blev finansieret af tyskerne. Det blev en samarbejdsregering. DNSAP’ s højborg var Sønderjylland. 1.100 betjente var ansat på specielle vilkår. Politimesteren i Haderslev var handlingens mand. Spade – reglement. En march i Roskilde. Politimester forsøgte at stoppe marchen. En march med mange deltagere. Anholdt på politistationen. ”Vi er de stærkeste”. Forstærkning blev tilkaldt. Politistyrke på 130 mand. Politiet trak pistolerne. 120 ”ikke uniformerede” fik lov til at passere. Et tilbud fra politimesteren blev afvist. Tåregas-bomber blev anvendt. Efter at vandkanoner også blev anvendt overgav SA’ erne sig. 239 blev anholdt. ”Fædrelandet” talte om ”Politi-terror”. Forulempet af menneskemængden. Frits Clausen sendte en klage. Amnesti for de sidst fængslede nazister. 25 betjente blev såret.
Den 8. december 1940 skete der noget
Det blev dramatisk den 8. december 1940 i Haderslev. Danmarks National Socialistiske Arbejderparti (DNSAP) holdt møde på Højskolehjemmet. Det havde de godt nok anmeldt. Men de marcherede uniformeret gennem Haderslev.
Tyskerne finansierede DNSAP
I Rigsdagen frygtede man DNSAP. De ville have regeringsmagten. Men de var for svage til selv at erobre regeringsmagten. Men Frits Clausen og hans parti brugte tyskerne kun til at true og presse den danske regering.
Men tyskerne finansierede DNSAP. Men egentlig havde tyskerne ikke rigtig fidus til Frits Clausen. Men DNSAP forsøgte at gøre opmærksom på sig selv. De forsøgte med et propaganda-offensiv.
Det blev en samarbejdsregering
Et regeringsskifte i København blev også overvejet. Den tyske gesandt i København Renthe- Fink foretrak dog en samarbejdsregering.
Men det var Ribbentrop, der tog den endelige beslutning i november måned. Hitler var optaget af angreb mod Sovjetunionen. Planerne om et Storgermansk rige blev udsat til efter krigen.
Uniformeringsforbuddet fra 1933 blev fornyet den 9. april 1940.
DNSAP’ s højborg var Sønderjylland
Sønderjylland var DNSAP’ s højborg. Ved valget i 1939 fik partiet 4,7 pct. af stemmerne. På landsplan fik partiet kun 1,8 pct. Partiets leder, Frits Clausen var læge i Bovrup – syd for Aabenraa.
Man forsøgte at efterligne det tyske NSDAP. Man havde også en SA – gruppe. SA stod for Sturm-Abteilung. Der skulle kæmpes fysisk mod partiets fjender. Styrken i Sønderjylland udgjorde 200 – 250 mand.
Betjente på honorarbasis
I juli 1940 fik Rigspolitichefen bemyndigelse til at ansætte 1.100 betjente på honorarbasis. Der blev etableret 13 udrykningsenheder med 25 betjente i hver. Den ene af disse blev placeret i Aabenraa.
Politimesteren i Haderslev var – handlingens mand
Politimesteren i Haderslev hed Frantz Hartmann. Han var kendt som en handlekraftig mand. I Haderslev var der ca. 30 mand.
Spade-reglement
SA´ erne var bevæbnet med spader. Nogle havde spader på 113 cm, andre en kort på 47 cm. Efter slaget i Haderslev blev der beslaglagt 106 lange og 20 korte spader. Desuden blev jernpinde, træ-stokke og cykelpumper beslaglagt. Man fandt også enkelte pistoler.
Fra juni 1941 kendes et spadeeksercitsreglement for DNSAP. Det var trykt in Tønder. I denne kan vi bl.a. læse:
En march i Roskilde
Søndag den 30. juni 1940 gennemførte DNSAP et offentligt møde på Højskolehjemmet i Roskilde med efterfølgende demonstrationsmarch. Politiet havde indkaldt forstærkning for at forhindre marchen.
Med i marchen gik et halvt hundrede tyske soldater. De deltog i slagsmålet mod politiet. Politiet måtte trække sig tilbage. Først efter en tysk officers mellemkomst stoppede uroen. Efter forhandlinger med tyskerne, ville tyske soldater ikke mere deltage i sådanne arrangementer.
Politimester forsøgte at stoppe marchen
Den 8. december 1940 var der så indkaldt til mødet på Højskolehjemmet i Haderslev. DNSAP indkaldte helt efter reglerne til et offentligt møde. Men forud for dette marcherede man gennem Haderslev i SA-uniform, hvilket var ulovligt. Det endte i en hård konfrontation. Jes Friis, der ledede den sønderjyske SA – organisation ville ikke stoppe marchen.
Politiet var ikke vidne om en march. Den startede kl. 14.30 på Hovedvej 10 ved Revkjær Skov ca. 2 km syd for Haderslev. Overtøj, cykler m.m. blev opbevaret hos en husmand i nærheden.
En march med mange deltagere
Det var med Jens Friis i spidsen. Derefter fulgte ca. 25 SA’ er med korte spader og stålhjelme. Så kom musikken. Derefter fulgte 120 SA’ er med lange spader. Derpå fulgte 100 uden spader. Alle var iført uniform. Til sidst fulgte 30 NSU’ er som var partiets ungdomsafdeling.
Optoget afmarcherede kl. 15. Det fulgte ruten Aabenraavej, Sønderbro, Møllepladsen, Lavgade. Man vidste godt, at marchen var ulovligt, men regnede ikke med at politiet turde gå imod.
Anholdt på politistationen
Samtidig med at marchen var gået i gang mødte SA-mand, Lorenz Peter Kjær fra Aabenraa mødt op på politistationen for at fortælle at en march med 400 mand var gået i gang. Han var klædt i grøn dobbeltradet jakke med skulderstropper, spidsbukser i det samme stof, lange støvler, brun skjorte prydet med to stjerner og et firtal, brunt slips, brunt lædertøj inklusive skrårem, pistoltaske og en blå kasket forsynet med emblemer. Pistoltasken var dog tom.
Haderslev Politi viste nul tolerance over for uniformsloven og anholdte personen. Det var i øvrigt den samme, som den 9. april 1940 havde stået i Tøndervejs-krydset syd for Aabenraa i sin SA-uniform og vist de tyske tropper på vej.
”Vi er de stærkeste”
Da Kjær var bag lås og slå gik politimesteren sammen med 8-9 betjente ud mod optoget. Man mødte optoget ud for Lavgade. Politimesteren hævede sin hånd og beordrede at den skulle stoppe. Men forgæves. SA’ erne pegede med deres spader mod betjentene. Og lederen af marchen Jes Jessen Friis råbte bare:
Forstærkning blev tilkaldt
Politimester Hartmann gik nu tilbage til stationen for at tilkalde forstærkning. En overbetjent fik besked på at tilkalde hjælp fra Aabenraa, Kolding og Odense. Også betjente fra Gråsten, Toftlund og Tønder blev tilkaldt.
Selv om det var søndag eftermiddag lykkedes det i løbet af 10-15 minutter at få afsendt en vogn fra Aabenraa. De kom straks i kamp, da de ankom til Haderslev. De fik sårede, der måtte under lægebehandling.
I alt blev der afsendt 30 mand fra Aabenraa samt seks kriminalbetjente. Fra Tønder og Gråsten kom der i alt 20.
Hartmann kontaktede også den tyske værnemagt og spurgte om de ville sende to officerer som skulle forhindre at tyske soldater skulle blande sig.
To SA-vagter ved Højskolehjemmet blev straks anholdt.
Politiet trak pistolerne
Arbejdernes Samaritter-korps hjalp de sårede og derfra blev de bragt til amtshospitalet.
Hartmann gav ordre til at trække pistolerne og foretage ladegreb. Synet af pistolerne fik SA’ erne til at indstille angrebet. Nu forlangte man at politiet frigav de to anholdte vagter. Disse to var anbragt i en udrykningsvogn. Og det lykkedes for dem at flygte.
Politi – styrken på 130 mand
SA’ erne blev bedt om at gå tilbage til Højskolehjemmet. Man sørgede for at alle udgange blev blokeret. Nu blev der så sendt bud efter tåregasbomber. En motorsprøjte fra Falck blev også tilkaldt.
Nu ventede politiet på forstærkning. Kl. 18 kom der dem mand fra Gråsten. Kl. 18.15 kom yderligere 13 mand fra Tønder. 18.30 kom der 15 mand fra Gråsten og 25 mand fra Odense. Kl. 20 kom yderligere 24 mand fra Odense. Styrken var nu oppe på 130 mand.
120 ikke uniformerede lod man passere
Inde i Højskolehjemmet afvikles mødet normalt. Meningen var at man i samlet flok skulle gå tilbage til ens cykler.
Det offentlige møde var forbi kl. 18. De ikke-uniformerede forlod derefter mødet. Det drejede sig om ca. 120 personer. De skulle ikke anholdes og politiet lod dem passere.
Ved 19 – tiden dukkede kaptajn Lærum op. Han anmodede om frit lejde for alle deltagere under 16 år – de såkaldte NSU’ er. Af Hartmann fik han besked om at føre dem ud i samlet flok. Politimesteren bad også om at få Jes Friis ud til forhandlinger. Men Friis blev derinde.
Et tilbud, der blev afvist
De unge blev gelejdet ned ad Storegade. Det gik fint bortset fra publikums tilråb og de mange fyråb. Betjente blev sendt ind for at få Friis i tale. Han fik at vide, at SA’ erne skulle lade sig frivilligt anholde og lade sig transportere til politistationen. De skulle i hold af 10 afgive deres spade, våben og uniformer. De skulle oplyse navn og adresse. De fik 10 min. til at overgive sig. Hvis dette ikke skete, ville politiet trænge ind og anholde alle.
Friis fik lejlighed til at kontakte Frits Clausen, der var på vej til Haderslev. Efter at have talt med lederne blev politimesterens anmodning afvist.
Tåregas-bomber blev anvendt
Nu blev betjentene fordelt udenfor. Inde i salen stod de spadebevæbnede SA’ er klar ved vinduer og døre. Da de 10 min. var gået beordrede Hartmann at en tåregasbombe blev smidt ind gennem åbningen. Dette fik SA’ erne til at styrte ud af salen og gå til angreb mod politiet for at bryde igennem. Efterhånden blev SA’ erne pågrebet, anholdt og anbragt i politiets udrykningsvogne. Man forsøgte at blænde betjentene med lygter, men politiet svarede igen med at blænde med projektører fra bilerne.
SA’ erne overgav sig
Der var rullet tre brandslanger ud. Strålerne fra disse fik SA’ erne til at gå tilbage til salen. Og her lod Hartmann kaste en ny tåregasbombe ind. Nogle forsøgte at undvige til siderne. Men også her blev der anvendt tåregas.
Det var ikke andet for end at SA’ erne måtte smide spaderne og stikke hænderne i vejret og så overgive sig. De blev nu kørt til politistationen og arresten i Haderslev. 11 mand blev kørt til arresten i Aabenraa og 24 til Toftlund.
239 blev anholdt
I alt blev 239 anholdt. Der var en snes kvinder, civile og unge under 16 år, som snarest mulig blev frigivet. Kl. 23.30 var aktionen afsluttet.
Politimester Agersted i Aabenraa mente, at betjentene havde bestået deres prøve. Der var ikke anvendt hårdere metoder end nødvendig til at gennemføre politiets opgave.
23 betjente havde fået større eller mindre skader.
”Fædrelandet” talte om ”Polititerror”
Den nazistiske avis Fædrelandet talte om polititerror. De skrev at en ung mand snublede, hvorefter han blev overdænget med en masse politiknipler. Han måtte bæres bevidstløs fra stedet.
Politifolkene styrkede sig med mad og drikke på Harmonien. Derefter blev de udenbys-betjente sendt hjem.
De fleste arrestanter blev løsladt efterhånden. Men en halv snes forblev fængslet.
Forulempet af menneskemængden
I Nordschleswigsche Zeitung kunne man den 10. december læse at adskillige af de løsladte var blevet forulempet af menneskemængden. Nogle var ligefrem blevet slået i jorden uden at politiet greb ind. Avisen fortalte at skandalen varede flere timer.
Først hen på aftenen blev løsladte SA’ er fulgt til banegården. Om politiet skrev avisen, at ordensmagten ikke havde løst deres opgave.
Det viste sig at fire løsladte var blevet overfaldet selv med politibeskyttelse.
Frits Clausen sendte en klage
Den 11. december 1940 skrev Frits Clausen til understatssekretær Luther i det tyske udenrigsministerium. Han bad om at man fjernede den danske regering. Han havde medsendt udklip fra Nordschleswighsche Zeitung som dokumentation for at de danske nationalsocialister var blevet forfulgt.
Den 18. december blev DNSAP ’ s situation diskuteret på et møde i det tyske udenrigsministerium mellem Luther, Renthe-Fink og Ribbentrop.
Amnesti for de sidste fængslede nazister
Det hele endte med at tyskerne forlangte amnesti for de sidste fængslede nazister. Og dansker blev tvunget til at give sig og det til trods for at mange også var tiltalt for at have ydet vold mod betjentene.
I retsopgøret efter krigen havde man ikke glemt Spadeslaget. Her blev de ledende nazister stillet til ansvar.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 31, 2025
Guldhornene – endnu mange myter
Dette er vores 8. historie om Guldhornene. Vi har delt artiklen i tre dele. 1. Det første Guldhorn. Hun skulle have stødt folden tre gange. Det var metal, og blev brugt som legetøj. I Tønder ville man lave en messing – lysestage. Gift medborgmester. Beretningen er meget overbroderet. Men vi har også en beretning fra 1641 af Ole Worm. Havde hornet tilhørt en trompeter. Hun tog til Riberhus. Møgeltønder len tilhørte Kongeriget. Prins Christian behandlede nu ikke hornet som Danefæ. Johannes Mejer (Meyer) udgav kort. Den gamle Tønder – Ribe Hovedvej. Vejen blev først reguleret 1794-06. 2. Det andet Guldhorn: I dag har jeg fortjent brændevin. Grev Schack var den rette ejer. En god findeløn. 3. Endnu et Guldfund: En beretning af pastor Sonne. Meget vidtløftig litteratur. Gallehus – opkaldt efter en galge. Et kort tegnet efter myter. Mange vilde historier fra Gallehus. Man borede efter guld. Skattegravere ved nattetide set i Gallehus
Den 8. historie om Guldhornene
På Tønder Museum befinder der sig et historisk klenodie. Ja det er en kopi af guldhornene. Ja dem, kan der fortælles mange historier om. Hvad er i grunden den sande historie?
Det skønne ved dette er, at ikke alle historier er korrekte. Og dette er den ottende historie om guldhornene i Gallehus.
Det Første Guldhorn
Allerede i 1761 kunne man i Schleswig Holsteinische Anzeigen 1761 læse om ”En Beretning om Guldhornet”. Den var skrevet af Hilmer von Lutten, som var Rådmand i Flensborg. Og han har sikkert fået hjælp af farmand, Dieterich von Lutten, dr ligeledes var rådmand i Flensborg.
Det var et pigebarn fra Møgeltønder som ernærede sig med knipling. Hun kom jævnligt ved Marina Thomsen i Tønder. En søndag stødte hun sin storetå mod noget i jorden. Hun var på vej i kirke, og hun gik barbenet. Sammen med hendes ledsagere gik hun videre mod kirken og tænkte ikke videre over dette.
Tre gange stødte hun foden
Næste søndag gik hun samme vej og stødte igen sin fod. På vej hjem skete nøjagtig det samme. Det var tredje gang, hun stødte foden. Hun sagde da til sine ledsagere:
Det var metal
Hun så straks, at det hverken var en sten eller et stykke træ. Det var metal. Hun tog et stykke spidst træ, som lå der og gravede længe. Hun tog nu den fundne ting op og ilede efter hendes ledsagere.
Tingen så sort og mærkelig ud. Hendes ledsagere gjorde nar af hende. Og det gjorde hendes forældre også, da hun kom hjem med det. Hun kastede bare tingesten under sengen.
Børnene legede med det som legetøj
Senere har børnene i huset igen trukket det frem. Da det bestod af syv led og kunne skilles ad, har de brugt det som legetøj. De forskellige dele blev kastet forskellige steder.
En dag, da pigebarnet (Kristine Svendsdatter) skulle mod Tønder, ser hendes mor et af ledende og kaster det op i kurven og sagde, at hun skulle forære Marina Thomsen det. Måske kunne hun bruge det til noget fornuftigt.
Ville lave messing – lysestage
Marina Thomsen kunne godt se at det var noget særligt. Hun spurgte, hvordan hun var kommet til dette og om det var mere af dette. Hun svarede at børnene havde leget med det udendørs. Marina Thomsen bad hende nu at samle det hele sammen og bringe hende det.
Marina Thomsen mente at det var messing og ville lave to messinglysestager af det. Efter lang tids søgen fik pigebarnet samlet hele hornet og afleverede det til marina Thomsen.
Og nu mangler resten af beretningen desværre.
Gift med borgmester
Men vi fandt ud af at Marina Thomsen var gift med borgmester Johann Thomsen. Og Marina var denne meddeler, Dietrich von Luttens moster.
I Ludwig Andresens: Geschichte der Stadt Tondern , kunne det ses at borgmester Thomas Andersen døde i 1654. Hans datter Marina døde i 1652, kun 37 år gammel. Hun var gift med rådmand Johannes Thomsen i Tønder.
Guldhornet blev fundet 1639, da var Marina Thomsen 24 år gammel.
Men da beretningen pludselig bliver afbrudt, ved vi ikke, hvorledes Dietrich von Lutten, Marinas svoger, bliver den første mandsperson, som erkendte, at Kristine Svendsdatters horn var af guld.
Beretningen er noget overbroderet
Men er beretningen pålidelig? Den virker noget overbroderet.
Kirstine Svendsdatter var fra Østerby og hørte ikke til i Møgeltønder sogn. Hun kunne ikke på vejen hjemmefra til Møgeltønder Kirke komme gennem Gallehus. Det er mere sandsynligt, at hun er på vej fra Østerby til Tønder, da hun fandt hornet. Dengang skulle man gennem Gallehus for at komme til Tønder.
Hvis Kirstine skulle i kirke, ja så havde det været Daler kirke, som hun var gået til.
En beretning fra 1641
Men allerede i 1641 havde Ole Worm fortalt historien. Ifølge ham troede man at det var et gammelt ubrugeligt jagthorn. Hendes ledsagere rådede hende til at smide det væk. Hun ville vaske det rent i en nærliggende bæk.
Den eneste bæk, der fandtes ved Gallehus, var Galgestrømmen. Den har sit udspring sit udspring sydøst for Gallehus ved Tønder-Lindskov vejen og falder i Lindskov Mølledam.
Havde hornet tilhørt en trompeter?
Dagen efter, da hun atter var i færd med at rense hornet for at finde ud af, hvad det var hun havde fundet, fik hun besøg af to mænd, der mente, at hornet havde tilhørt en trompeter. Den kunne vel sælges til sådan en.
Men hun ville have klarhed og gik derfor atter til Tønder. Hun lod en anden kvinde gå til en guldsmed for at undersøge metallet. Og guldsmeden kunne fastslå at det var guld. Og rygtet gik hurtigt i Tønder.
Hun tog til lensmanden på Riberhus
Lensmanden hørte også rygtet. Han bad Kirstine tage til den kongelige lensmand på Riberhus. Men da hun ankom dertil, var den kongelige lensmand på embedsrejse, hvorefter slotsskriveren tog hornet til sig. Han sendte pigen hjem og lovede at besørge alt.
Senere kaldte lensmanden pigen til sig, så hun kunne aflægge beretning. Den kongelige lensmand lod to karle – efter pigens anvisning – om-grave og undersøge findestedet men uden resultat.
Møgeltønder Len tilhørte Kongeriget
Tønder tilhørte dengang Hertugen af Gottorp, mens Møgeltønder Len tilhørte Kongeriget og blev bestyret af Lensmanden på Riberhus Hr. Gregers Krabbe.
Prins Christian behandlede det ikke just som Danefæ
Endelig nåede rygtet om den fundne skat Christian den Fjerde, som dengang opholdt sig i Glückstadt. Han sendte en mand, der skulle undersøge sagen og medbringe hornet. Snart modtog han hornet og en signeret beretning.
Prins Christian fandt behag i at bruge hornet som drikkebæger. Man kan ikke just sige, at han behandlede hornet som et danefæ.
Man kan sige, at Ole Worms beretning virker meget troværdig. I Møgeltønder Slotsregnskab for 1639-40 findes en ”Fortæringsseddel” fra slotsskriveren Laust Hansen for en rejse som han selv havde foretaget ”med den Guldhorn, som blev funden her ved Slottet”
Måske er det igen mangel på topografi – kendskab, der får Ole Worm til at fortælle at Kristine skulle fra Østerby til Møgeltønder og så gik hun over Gallehus. Det ville have været en stor omvej. Måske havde hun en slægtning i Gallehus, som hun besøgte?
Datoen for fundet afslører at det ikke var en søndag hun fandt hornet men en lørdag!
Johannes Mejer (Meyer) udgav kort
I 1644 udgav kartografen Johannes Mejer (Meyer) fra Husum et blad over Vestslesvig og omtaler Guldhornsfundet ved Gallehus. Men efter opfordring fra Christian den Fjerde blev der i 1648 foretaget en ny opmåling af samme egn.
Dette kort gengives i Danckwerths: Landesbeschreibung, der udkom i 1652. Her er et indtegnet horn på selve Lindskov-Tønder landevejen lige ud Gallehus By.
Den gamle Tønder – Ribe Hovedvej
Men hvad er det for en vej? Jo, det er faktisk den gamle Ribe – Tønder landevej, der gik forbi Gallehus og Lindskov Mølle, over Østerby Hede, Visby Hede til Bredevad. På den måde undgik man den brede og uvejsomme Sølsted Mose.
Endnu i 1794 omtales denne vej, som forbindelsesvej mellem Brede og Tønder. Det var den gamle oldtidsvej. Den lå her både i 1639 og 1734, da guldhornene blev fundet. Disse oldtidsveje var opkørte, dybe, parallelle spor og en meget stor bredde uden grøfter. De stumper, som endnu i 1906 sås på Østerby og Visby Hede havde en bredde på 35 meter med indtil 17 spor ved siden af hinanden. Spordybden var op til 50 cm.
Vejen blev først reguleret i 1794-96
Først i 1794 – 1796 lod Greven på Schackenborg vejen afpæle og regulere, så vejen fik den nuværende bredde. Se dette kan have stor betydning, når man skal bestemme findestedet. Har man tænkt over det?
Det andet Guldhorn
Onsdag den 21. april henimod aften gik en fattig kådner eller husmand, Erik Lassen, der boede i den nordlige del af Gallehus by ud for at grave efter ler. Det gjorde han på et jordstykke, der i mange havde ligget øde hen. Han gik omtrent 23 skridt lige mod øst, stak spaden i jorden og fandt et guldhorn.
I dag har jeg fortjent brændevin
Det nye findested lå 10 skridt sydøst for det gamle fra 1639. Da han havde fundet ornet ilede han straks hjem til konen og råbte:
Naboer, venner og bekendte strømmede til. De skulle beundre skatten.
Grev Schack var den rette ejer
Endnu samme aften ilede han til Tønder for at få en guldsmed til at kigge på metallet. Han erklærede det for guld. Næste morgen, skærtorsdag mødte både husmand og guldsmed op på Schackenborg for at aflevere hornet til Greven, der som grundejer var den rette ejer.
En god findeløn
Grev Schack besluttede dog at overgive hornet til offentlig opbevaring. Den 3. maj overrakte han den personlig til Christian den Sjette i Flensborg. Denne sendte Erik Larsen 200 Rigsdaler. Erik Larsen blev så glad, at han skrev et takkebrev til kongen.
Han døde kun fire måneder efter at have fundet hornet.
Endnu et Guldfund
Lige som det første Guldhorn var dette også beskadiget. Men åbenbart havde man fundet den manglende spids til det første horn. Det skulle have været ved vejen til den nye kro. Det var ca. 160 alen fra det oprindelige findested. Men var det nu den manglende spids?
Det var åbenbart en mand ved navn Christian Jensen Stind som havde fundet det ved at plove. Det var et stort stykke guld med ringe. Han havde solgt en af disse ringe og fået 6 sølvspiseskeer for. Resten var blevet liggende. Sønnen, Jens solgte de øvrige dele til en kromand og kræmmer i nabolaget.
En beretning fra pastor Sonne
Der findes også her en anden beretning fra 1855 af C.C. Rafn, der udgav en beretning om ”de tvende ved Gallehus fundne Guldhorn” Hari citerer han en overlevering af pastor H.C. Sonne i Møgeltønder. Vi har tilladt os at oversætte det til nudansk:
Fundet skulle være gjort 1795 eller 1796 og intet tyder på, at det er rester af fundet fra 1734.
Om de to findesteder ligger rigtig er der en del diskussion om. Pastor Prahl henlægger begge findesteder nord for Tønder-Lindskov vejen i en indbyrdes afstand på 100 alen.
Meget vidtløftig litteratur
Kigger man på, hvad der er skrevet om disse to guldhorn er det meget vidtløftig litteratur, der fremkommer.
Det fortælles, at da det første guldhorn blev fundet hed byen slet ikke Gallehus men Rosengaarde. Der er mange fremstillinger, der er ren fantasi. Gallehus er dog ikke en oldtidsby. Men det er Østerby og Møgeltønder.
Gallehus – opkaldt efter en galge?
Sandsynligt er, at Gallehus er opkaldt efter en galge. Sædvanligvis blev sådan en oprettet på alfar vej et øde sted men sådan at rejsende som advarsel kunne se forbrydere blive ophængt til skræk og advarsel ved adelvejene.
De sidste rester af galgepælene blev opgravet i sommeren 1904.
Mange steder i Guldhornslitteraturen er dette ikke fint nok og man undgår at komme ind på det.
Et kort – tegnet efter myter
Og jo, man ved med sikkerhed, at der fandtes en ejendom med dette navn. Og den ligger en kilometer fra findestederne. Men den er først opført efter 1850 – og var her ikke i 1639. Johannes Mejer (Meyer) havde godt nok indtegnet en ”Rosingsgarde”, men har nok været inspireret af myterne.
Læs vores artikel om denne korttegner fra Husum
Mange vilde historier fra Gallehus
Der blevet fortalt vilde historier fra Gallehus. En husmand havde opgravet så mange kostbarheder, at han kunne købe sig en gård længere nordpå. En anden fik fyldt en trillebør med en sølvbords-opdækning – et såkaldt ”sølvtaffel”, som han solgte i Holland for en formue. Men det mest kostbare ligger endnu i jorden i den sydligste del af gaden. Her skulle i fordums tider havde været en vældig sten som en dør, udhulet foroven som en offersten og bedækket med indskrifter.
Boringer efter guld
Desværre er den for længst skredet ned i en lergrav og forsvundet. Når den engang graves frem, vil man under den finde en guldopdækning- et ”guldtaffel” og Thors Hammer. Der er gjort adskillige forsøg på at finde denne sten. I efteråret 1906 foretog man adskillige boringer på et bestemt sted. Man havde fundet en natursten på en meters højde. Men man fandt dog ikke noget mærkeligt.
Skattegravere ved nattetide
Skattegravere kunne man ved nattetide ses i Gallehus med en skovl. En bonde havde kulegravet en kålgård og gravet sin svinesti op for at finde guld.
Der har også været kritik af hornenes gengivelse. Mange gange har disse været dårlig udført. Der har været masser af unøjagtigheder.
Der kommer sikkert flere historier om guldhornene fra Gallehus, selv om vi allerede nu har mange.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland findes der 276 artikler:
December 25, 2025
Alle mand på dæk – Sømandsstrejken 1934
Vi har læst en meget interessant bog af Lars Ulrik Thomsen. Sømændene forsøgte at stoppe bacon-eksporten fra Esbjerg Havn. Rederne havde opsagt overenskomsten. Det gik hårdt for sig i Esbjerg i april 1934. Bogen starter med nogle vigtige paragraffer omkring ytringsfriheden. Rederne havde i disse år gode kår. De havde udnyttet Danmarks neutralitet under Første verdenskrig. Det endte med at Søfyrbøderne blev ladt i stikken. Det var kun tilløb til en enhedsfront, men den holdt ikke. Hvad lærte vi så af strejken? Denne belyses i bogen af forskellige kilder. Der var masser af gadekampe, mange måtte en tur på hospitalet. Og på politiet trak også pistolerne. De brød ind på fagforeningskontorer og fjernede dokumenter. Rederne havde medierne på deres side. Således kunne man i Socialdemokraten læse: ”Det er en forbrydelse at gå i strejke”. Det er vigtigt at fortælle arbejdernes historie. Det burde være pensum i folkeskolen. Nu kan man godt se, hvor forfatterens sympati ligger – men gør det noget?
Det gik voldsom for sig
Lars Ulrik Thomsen har igen begået en interessant bog. Denne gang om den omfattende sømandsstrejke. Dette skyldtes de dårlige arbejdsforhold for sømænd og fyrbøder. Det var en kommunistisk ledelse hos fyrbøderne, der styrede slagets gang.
Særlig voldsom gik det for sig i København og Esbjerg. Politiet blev sat ind for at bryde de strejkendes blokader. Det var for at skruebrækkere skulle gøre de strejkendes arbejde. Ja Rederne kaldte dem for frivillige.
Sømændene forsøgte at stoppe bacon-eksporten
Der var ikke opbakninger fra alle i arbejderbevægelsen. Sømændene havde stemt nej til forligsmandens forslag, Men de overordnede fagforeninger havde sat ja.
I Esbjerg forsøgte søfolkene af stoppe bacon – eksporten.
En del af bogen er en R.F.O ´s pjece fra 1934. Ja man kan sige, at forskellige afsnit er meget afvekslende at læse. Egentlig er bogen et bidrag til arbejderklassens historie.
Vi starter med ytringsfriheden
Bogen starter med at gengive to af de vigtigste paragraffer i grundloven nemlig paragraf 77 og 79 omkring ytringsfriheden. Bogen slutter med en kort beskrivelse af arbejdernes stilling i det danske samfund og historie.
Rederne opsagde overenskomsten
I efteråret 1933 havde rederne opsagt overenskomsten med søfolkene. Dette resulterede i ret voldsomme kampe i Esbjerg og København. Søfolkene i Esbjerg besluttede sig for ikke at arbejde under politibeskyttelse. Danmarks eksportinteresser var truet af strejken. Havnearbejderne havde lavet en støtteaktion og gik ligeledes i strejke.
Socialdemokraterne forsøgte at stoppe aktionerne.
Politiet i Esbjerg fik forstærkninger
Søndag den 15. april 1934 lå havnen øde hen bevogtet af bl.a. københavnske betjente. Om eftermiddagen gik en tusindtallig skare gennem Esbjerg.
I løbet af mandagen voksede spændingerne. Politiet havde forstærkninger fra Århus og Sønderjylland. Der kom til et vældigt slagsmål med politiet. Politiet havde ulovligt brudt ind i søfolkenes fagforeningskontor på havnen og fjernet en masse dokumenter.
I bogen går vi tilbage og hører om forskellige kamphandlinger gennem tiden.
Rederne havde gode kår
Redernes aktier var steget med 50 pct. ifølge forfatteren. De hævede deres profitter på bekostning af søfolkene, ifølge forfatteren. Søfolkene fik stadig dårligere arbejds- og lønforhold. Dertil kom bemandingsregler, der ikke gik i søfolkenes favør.
Stigende tilgang af skruebrækkere
Den almindelige befolkning i Esbjerg fik søfolkenes sympati, da de så politiets voldsomme fremfærd.
Havnearbejderne blev lovet alt landets ulykke hvis de fortsat støtte søfolkene. Problemet var at der var en stigende tilgang af skruebrækkere.
Søfyrbøderne blev ladt i stikken.
Men ak, der blev lavet en særoverenskomst for alle andre i fagbevægelsen. Ja det var ligefrem tale om et forræderi, hvor søfyrbøderne blev ladt i stikken.
Onsdag den 18. april 1934 var Esbjerg lammet af generalstrejke. Søfolkene hadede de mange skruebrækkere, som politiet beskyttede.
Søndag den eftermiddag den 22. april blev der holdt et fællesmøde. Havnearbejderne og søofficererne lod sig misbruge af redderne ifølge forfatteren.
Hvad lærte vi af sømandsstrejken
I bogen gennemgås også pjecen ”Hvad lærte vi af sømandsstrejken”. Her kan vi bl.a. læse at
Der var kun tilløb til en enhedsfront
Det lykkedes ikke at få gennemført kravene. Det var kun tilløb til en enhedsfront.
I Norge og Sverige gennemførtes solidaritetsaktioner for de danske søfolk. Man modtog også herfra strejkebidrag. Og det gjorde man også fra nogle fagforeninger herhjemme.
Medlemsbladet ”Faklen”
I bogen får vi også en gennemgang af Strejkens Historie fra Søfyrbødernes medlemsblad ”Faklen”. Her tales om forringede arbejdsvilkår og også osten var blevet dårligere. Foreningen henvendte sig til havnearbejderne, Sømændenes Forbund, kokkene, maskinmestrene, styrmændene og telegrafisterne.
Man fik positivt svar fra slagteriarbejderne i første omgang men dog ikke i anden omgang. Jo det var redderne, der i første omgang havde opsøgt overenskomsten med søfolkene. De betragtede dette skridt som et nedskæringsfelttog.
Andre fagforeninger spurgte ikke medlemmerne
Søfolkene undrede sig over at Kvindeligt Arbejderforbund havde sagt ja til overenskomsten uden at spørge deres medlemmer. Det ved Hovedbestyrelsen, der sagde ja til overenskomsten. Samme fremgangsmåde havde Arbejdsmændene havde gjort.
Søfyrbøderne udsendte snart anden strejkevarsel. De havde spurgt medlemmerne. Og her var der et klart flertal mod overenskomsten.
Masser af gadekampe
I april 1934 kom der som allerede beskrevet til gadekampe. Besætninger blev opfordret til at nedlægge arbejdet anset i hvilken havn man lå også i udlandet. Der lå også en appel til landets havnearbejdere, slagteriarbejdere og alle andre til at bakke søfolkene op.
Onsdag den 11. april 1934 holdt man et 17 – timers møde med redderne. Det førte ikke til noget.
En tur på hospitalet
I København var både søfolk og havnearbejdere klar til strejke. Ca. 1.000 mennesker mødtes på Skt. Anna Plads. Bryggeriarbejderne havde også afvist overenskomsten og bakkede op.
Den 16. april 1934 måtte 10 arbejdere og 2 betjente en tur på hospitalet. Masser af søfolk og havnearbejdere blev arresteret. Politistyrken var nu over 100 mand.
På Torvet var 7.000 manddukket op
Politiet havde trukket pistolerne
Den 17. april 1934 havde politiet trukket pistolerne og 18 blev anholdt. Politiet havde nu ophængt store plakater, der meddelte, at det var forbudt at gå ned på havnen.
Sammenstimlen i gaderne var forbudt. Overtrædelser betød en tur i fængsel.
Onsdag udkom der ikke nogen aviser i Esbjerg. Flere og flere eksportvarer var ophobet på havnen. Fiskerne kunne ikke få lodset.
Kommunistiske provokatører
I København havde arbejderne i Borgergade sat sig kraftig til modværge. Det fremgik af radioavisen at der var kommunistiske provokatører, der havde startet de voldsomme uroligheder.
Arbejderbladets redaktion i Blågårdsgade blev stormet af politiet. Fredag den 20. april fortsatte forhandlingerne med redderne, som ikke ville give sig tværtimod.
Politiet fjernede dokumenter
Lørdag den 21. april var enigheden brudt. Mange kaldte det for et snigløb. Kampfronten var brudt og søfyrbøderne var bragt i en tvangssituation.
Men det var slet ikke slut. Torsdag den 26. april mødte 200 betjente op med og i kampudstyr. Man brød ind i søfyrbødernes kontor i Ny Adelgade i København og beslaglagde en række papirer.
Strejken var over, men det var søfyrbødernes kamp langt fra.
Vi får belyst strejken fra forskellige kilder
I bogen får vi en belysning af strejken fra forskellige kilder, således også fra Dansk Dampskibsrederiforening. Og denne erklæring eller instruks skulle behandles meget fortroligt. Fagbevægelsen måtte under ingen omstændigheder få fat i denne. Og det forstår man godt. når man læser, hvad der står i denne.
Socialdemokraten: Det er en forbrydelse at gå i strejke
Borgerskabet brugte datidens medier til at skabe splittelse hos arbejderne. Og hele den borgerlige presse med Socialdemokraten gav den gas på arbejdernes bekostning.
Således fortalte Socialdemokraten sammen med Børsen, at det var en forbrydelse at gå i strejke.
Vigtigt at fortælle arbejdernes historie
Interessant er også at gennemlæse afsnittet ”Finansfyrster og Platugler”. Forfatteren skriver her, at 1920erne er en vigtig tid for arbejderbevægelsen. Den blev splittet mellem reformistisk og en revolutionær linje. Borgerskabet den aktiverende kraft. Hvert 10. år er der krise i kapitalismen får vi at vide.
Landbruget og industrien udnyttede situationen under Første Verdenskrig, hvor Danmark var neutral. Vi får en gennemgang af, hvordan samfundet udviklede sig og det var ikke til arbejdernes fordel.
En ganske interessant bog, hvor sympatien absolut er på arbejderes side. Men hvorfor ikke? Vi kan takke arbejderne og deres kampe for de forholdsvis gode arbejdsforhold, som vi har i dag. Og Da jeg læste bogen, kom jeg i tanke om min egen rolle i fagbevægelsen for mange år siden.
Generalprøve for Folkestrejken 1943
Ombord på skibene kunne man ikke selv bestemme kosten. Man havde bare at spise det som, der blev serveret for en, dengang.
Og dengang i Esbjerg blev en manufakturhandler brutalt slået ned af politiet. Han stod bare og kiggede på. Forfatteren mener, at denne strejke var en generalprøve på, hvad der skete under folkestrejken i Esbjerg i 1943.
Bogen kan varmt anbefales
Strejken var nu engang ikke forgæves for søfyrbøderne. Forhandlingsklimaet blev forbedret. Man fik lønindrømmelser, ferieforbedringer og andre goder.
Som vi har nævnt flere gange, er det en interessant bog om hændelser, der nok vil gå i glemmebogen, hvis ikke det bliver fokuseret på dem. Gad godt nok vide om sådan noget er et pensum i folkeskolen. Denne bog kan varmt anbefales.
Lars Ulrik Thomsen:
Alle Mand på Dæk – Sømandsstrejken 1934
Forlaget Popula
På www.dengang.dk kan du læse 2.281 artikler
December 18, 2025
Nazismens danske soldater
En spændende bog har set dagens lys. Ja egentlig er det en ny-skrivning af ”Under Hagekors og Dannebrog. Vi har samlet en oversigt over artikler om emner, bogen berører, som du kan finde på vores side. Det er en meget interessant og letlæselig bog, som vi giver fire store stjerner.
Vi har læste denne interessante bog af Claus Bundgård Christensen, Peter Scharff Smith og Niels Bo Petersen.
Ny udgivelse af ”Under Hagekors og Dannebrog”
Det er helt nyt kildemateriale, som man har benyttet sig af. Det var hele 6.000 danske frivillige. Man kan sige at bogen er slags fortsættelse af ”Under hagekors og Dannebrog, der udkom i 1998.
Danske SS-soldater burde straffes
En stor del er omskrevet. Frikorps Danmark er udvidet med 60 sider. SS-divisionerne Wiking og Nordland er også skrevet om. Også retsopgøret er udvidet. De fleste danskere endte i Waffen-SS.
Dengang kunne de dokumentere at danskere var med til at begå krigsforbrydelser. Dette vakte forbavselse og forargelse. I Folketinget mente man at danske SS-soldater skulle retsforfølges.
På en kaserne i Graz i Østrig var danske frivillige med til mord på 200 jøder. Men det har vi læst i en tidligere udgivelse.
Kun halvdelen af danskerne kunne bruges
Egentlig var det 12.000, der meldte sig. Men kun halvdelen kom i kamp. For de flestes vedkommende var det på Østfronten. Her var der mange brutale slagmarker. Mange danskere deltog også i de fanatiske kampe i Berlin i maj 1945. Man har deltaget i nådesløse undertrykkelse af civile.
Og så var der ellers systematisk mord på civile krigsfanger. Nogle få danske frivillige gjorde tjeneste i de tyske koncentrationer. Det er vel knap så prangende at man også har deltaget i medvirken af mord på jøderne.
Det var svært at være soldat, uden at vide, hvad der foregik
26,6 millioner sovjetborgere mistede livet under invasionen og den efterfølgende krig. Jo danske frivillige har ganske givet medvirket i massakre. Det var svært at være soldat uden at vide, hvad der foregik.
Vurderinger i bogen er blevet revideret mens mange andre er blevet yderligere underbygget
Mange af de illustrationer, som vi ser i bogen, har vi aldrig set før. Og så kan vi ikke få nok af Anden Verdenskrig. Det er dog nogle læsere, der mener, at nu har man fået nok af den tid – det er så længe siden.
De var dog ikke alle nazister
Nu var de dog ikke alle nazister – dem, der meldte sig. Vi har kigget i retsprotokoller i Sønderjylland. Her er det mange fra mindretallet, der mente at de følte sig ”forpligtet” til at kæmpe uden at være nazister. I mindretallet blev de unge nærmest presset til at melde sig. Vi har set talrige eksempler på dette i Dibernhaus-kartoteket i Aabenraa.
Her så vi også at forældre til deserterede blev opsøgt. De blev bekendtgjort med, at hvis deres søn kontaktede dem, skulle de informere Gestapo. Deres søn ville blive likvideret ved pågribelse.
De fleste var medlem af et nazistisk parti
Lederen af det tyske mindretal, Jens Møller forsøgte at begrænse antallet af unge til kanonføde. Jo mindretallets rolle fylder noget mere i den nye udgivelse.
Men mange af dem, der meldte sig var radikaliseret. De valgte at kæmpe for en totalitær ideologi mod demokratiske og liberale værdier. Men soldaternes nazistiske sindelag går igen i bogen
Forfatterne skriver at det var ”udbredt antisemitisme”, der fik de 6.000 danskere til at melde sig. De var drevet af ideologiske motiver. Langt de fleste var medlem af det danske nazistparti eller støttede nazismen – konkluderer forfatterne.
Fremstillingen er nuanceret
Gennem 30 år har de tre forfattere forsket i emnet. Det er så blevet et mammutværk på 856 sider. Imponerende er at noter og kildehenvisning fylder 130 sider.
Man har gjort mere ud af tiden efter krigen. Fremstillingen er nuanceret. Og bogen er letlæselig. Selv om det nu er mange år siden ”Under Hagekors og Dannebrog” blev læst, har det været en fornøjelse at læse den.
Problematisk at dømme dem
I 1941 tillod den danske regering at man deltog i tysk krigstjeneste. Men over 3.000 frivillige fik fængselsstraffe. Ud fra et juridisk synspunkt, var det dybt problematisk at dømme dem. Man havde indført love med tilbagevirkende kraft. I Sønderjylland kom mange familier i bekneb. Alt, hvad der var tjent i tysk krigstjeneste skulle tilbagebetales. Og som allerede nævnt – mange følte sig forpligtet -men ikke nazister.
De danske frivillige, sagde, at de ikke havde noget med Holocaust eller udryddelseskrig at gøre. De var bare almindelige soldater.
Fire store stjerner
Det siges næsten, at os amatørhistorikere skal holde os væk fra emnet og overlade det til profilerede historikere. Og fordi man samler på effekter fra den tid eller holder foredrag om emnet er man nærmest nynazist.
Der fire store stjerner til den meget interessante bog.
Claus Bundgård Christensen, Peter Scharff Smith, Niels Bo Poulsen: Nazismens danske soldater
Hvis du vil vide mere:
På www.dengang.dk finder du 2.280 artikler
Under Besættelsestiden (før, under, efter):
Under Tønder finder du 400 artikler
Under Sønderjylland finder du 276 artikler
Under København finder du 219 artikler
December 10, 2025
Firetimers krigen
Dette er en anmeldelse af Firetimers-krigen af Hans Schultz Hansen. En spændende og særdeles grundig og gennemarbejdet bog om den 9. april 1940 i Sønderjylland. Bogen er letlæselig og med et levende sprog. Det er fem store stjerner herfra. I forbindelse med anmeldelsen bringer vi en liste med 17 artikler, som vi har skrevet. Mange af artiklerne behandler de samme temaer, som vi møder i bogen. Krigen og den efterfølgende besættelse fik mange efterfølgende konsekvenser især i Sønderjylland. Nej, Fabian fra Aabenraa var ikke mælkedreng, han var almindelig skoleelev. En spændende bog, som tager mere end fire timer at læse, hvis du skal have alle detaljerne med.
Deen mest grundige bog om emnet
En ny bog af flittige Hans Schultz Hansen har set dagens lys. Det handler om den 9. april 1940 i Sønderjylland. Og det var mellem klokken fire og otte krigen varede.
De håbløs underlegne danske styrker kæmpede. Der var døde og sårede på begge sider. Temaet er behandlet i rigtig mange bøger. På vores side har vi også en del artikler om dette. Men mon ikke denne bog, er den mest grundige, der er skrevet? Vi kommer helt ned i detaljen uden at miste overblikket.
Også politirapporter og straffesager fra retsopgøret er anvendt.
Vi får også en masse analyser. Ja og der er også faglig kritik af den litteratur, der allerede er kommet om 9. april.
Der er tale om en krig
Kommunikationen mellem de forskellige myndigheder bliver gennemgået. Og Hans Schultz Hansen mener vitterlig, at det var tale om en krig. Ja i Sønderjylland var der en del træfninger.
Vi får ikke meget at vide om begivenhederne i København. Vi får at vide, hvordan de civile forholdt sig og hvordan det tyske mindretal forholdt sig. Arkiverne er mere åbne efter 75 år.
Toppen i NSDAP-N vidste besked
Det startede med den lange optakt til ”Operation Weserübung”. Så er det lige spionerne, som vi også allerede har skrevet om. Dansk Politi fik fat i nogle. Allerede i januar blev tyske tropper flyttet. Man vidste godt, var der var gang i. Åbenbart vidste toppen i NSDAP – N, at en militær operation var i gang, men de kunne ikke rigtig bruge det til noget.
De kom tilbage
Jep Schmidt var senere ansvarlig for hvervningen af mindretallets unge mænd til tysk fronttjeneste og gjorde også selv tjeneste i Waffen SS. Efter krigen blev kendt skyldig i landsforræderi og indsat i Fårhuslejren. Han gjorde senere politisk karriere lige som så mange andre med brun fortid. Han blev blandt andet medlem af Aabenraa Byråd og i 1970erne var han endog viceborgmester i Aabenraa.
Og igen – forfatteren er særdeles grundig. Vi får også at vide, hvordan det danske mandskab er bevæbnet. De var ikke engang udstyret med radioer.
Mange hjemmetyskere hjalp
Allerede 4.50 fandt de første kampe sted. Mange hjemmetyskere hjalp de tyske tropper.
De tyske soldater blev modtaget med Heil Hitler og strakt arm. Flere steder skaffede hjemmetyskerne sig adgang til offentlige bygninger. Og her kommer Tønder i fokus. En vildfaren Karl Hecht optrådte voldeligt, da han ville hejse hagekorsflaget.
En lokal betjent blev overfaldet og spyttet på af folk fra mindretallet. Selv om mindretallet deltog aktivt fik de dog ingen indflydelse på værnemagtens dispositioner.
De danske tropper var klart underlegne
Det fandt både civile danskere og soldater stødende. De danske tropper var klart underlegne i kampene. Men knap ni kilometer nord for grænsen fik de danske tropper ram på flere tyske køretøjer med to kanoner.
De danske styrker i Sønderjylland talte i alt 1.760 mand. De tyske styrker talte mindst 24.000 mand.
Først den 8. april blev det besluttet, at Grænsegendarmerne ikke skulle deltage i krigshandlingerne. De var i så dårlig form. At de ville være slået til plukfisk. Hans Schultz Hansen mener, at det var den rigtige beslutning med timingen, var helt gal.
Budskab til Sønderjylland to timer undervejs
Først efter to timers forløb når budskabet om Danmarks overgivelse Sønderjylland. Da havde man truet med, at hvis Danmark ikke overgav sig, ville man begynde at bombe København.
Mindst 22 dræbt under de fire timer
På de fire timer omkom 11 danske soldater og tre gendarmer, 38 blev såret. Der var dog også flere civile, der mistede livet – så mon ikke de danske tabstal nærmer sig 22 som følge af krigshandlingerne.
Næsten minut for minut beskrives de enkelte soldaters indsats. Også de civile får plads i bogen. Vi hører, hvad de har oplevet.
Tre gendarmer var de første ofre
Sievers fra gården Valdemarstoft havde informeret det tyske efterretningsvæsen om, at viadukten midt i Padborg var fuld af sprængstof. Viadukten skulle sprænges i luften, hvis tyskerne kom. Denne oplysning kostede tre gendarmer livet. Disse tre gendarmer befandt sig i nærheden af viadukten. Men de havde ikke i sinde at sprænge denne i luften.
I Aabenraa på Kystvej blev den 15-årige Reinhold Fabian dræbt. Nej, han var ikke mælkedreng. Vi har skrevet to artikler om temaet. Han var en almindelig skoleelev, der havde taget sit pæneste tøj på. Han blev dræbt af en vildfaren kugle.
Grundet misforståelser og panik i krigens sidste minutter blev arbejdsmand Hans Friis også dræbt.
Hagekorsflaget
Tyskerne anholdt også i Padborg lokomotivfører Aage Lassen og sendte ham sydpå. Han havde siden Hitlers magtovertagelse hjulpet cirka 100 tyske socialdemokrater. Vi får også historien om hagekorsflaget på kirketårnet i Tønder. Og da Franz Hecht ligeledes i Tønder brugte vold for at få Hagekorsflaget op.
Vi får alle detaljer
En spændende og letlæselig bog med masser af fakta. Vi får alle detaljer med. Bogen er forsynet med mange fotos og kort. Læseren bliver aldrig ladt i stikken.
Der er masser af fodnoter og henvisninger
Nu varede krigen godt nok kun fire timer, men den fik masser af følger de kommende fem år. Ja faktisk endnu længere tid.
Forfatteren: Også en trist dag for det tyske mindretal
Schultz Hansen fastslår, at det tyske mindretal ikke fik noget ud af at tiljuble de tyske soldater, men at der opstod ondt blod mellem flertal og mindretal. Den 9. april var ikke kun en trist dag for Danmark for set i et historisk lys også for det tyske mindretal.
Vi får beskrivelse af alle kampstederne – Sølsted, Bredevad og Bjergskov samt de andre steder.
Bogen har efterladt et dybt indtryk
Undertegnede må erkende at bogen har efterladt et dybt indtryk og kan varmt anbefales. Igen et gedigent stykke arbejde af Hans Schultz Hansen. Der er fem store stjerner.
Ubesvarede ting og hændelser bliver nu besvaret. Også mange nye kilder er blevet brugt
Vores anmeldelse kunne sagtens have været længere. Men kig engang på de artikler vi henviser til – mange af disse temaer omtales også i bogen.
Og så skjuler forfatteren heller ikke sin egen holdning. Den kommer tydelig frem. Således stiller han spørgsmålet om den ene danske soldat er blevet skudt af en snigskytte fra det tyske mindretal. Nej spørgsmålet bliver ikke besvaret.
Skudt med et gevær fra Første verdenskrig
Menig nr. 305, Christian Hansen døde efter at han havde været på operationsbordet. Den læge, der opererede ham, gemte i mange år det projektil, som han havde fjernet.
Efter en undersøgelse mange år senere viste det sig, at det ikke stammede fra de standardvåben, som de tyske soldater brugte dengang. Projektilet stammede fra et belgisk Mauser-gevær model 1889. Den slags geværer stod der masser af på sønderjyske lofter. De blev brugt under Første Verdenskrig.
Der blev kæmpet, danskere døde for deres land. Bogen er en vigtig kilde til forståelsen for, hvad der skete den 9. april 1940. Med den fortælleglæde, som forfatteren udviser, må man håbe, at den får en stor udbredelse.
Nej, han var ikke mælkedreng
Jo bogen er et mesterstykke, selv om Hans Schultz Hansen mener, at den 15-årige i Aabenraa var en mælkedreng. Han var almindelig skoleelev. (Læs: Sorgen ramte Aabenraa 1-2)
Skriv om forholdene efter 5. maj 1945
Det kunne være gavnligt for Danmarkshistorien, hvis forfatteren ville se på forholdene efter 5. maj 1945. lige så grundig som i denne bog. Vi har forsøgt, men blev nægtet arkivadgang. Mon ikke en historiker har det, så vi kan få sandheden at vide.
Hans Schultz Hansen
Historisk Samfund for Sønderjylland
Hvis du vil vide mere:
´´