Dengang

Søgeresultater på "Tønder"


Dansk og Tysk i Højer

Dato: januar 4, 2020

Dansk og Tysk i Højer

Forskellige forhold til de tysksindede. Revolution i Højer. Stort tysk flertal i 1920. Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker til de tysksindede. Fem slags beboere i Højer. De blandede ægteskaber. Sønderjysk Tæppefabrik. En tysk hustru. Både dansk og tysk skole. De danske børn var i mindretal. Tog til Tønder og hilste på soldaterne 9. april 1940. Da undervisningsministeren kom på besøg. Lærerne risikererede at kigge på et kanonrør. Afsted til Fårhuslejren. Tyske privatskole opstod. Kaotiske forhold omkring 4. maj. 1945. To nationaliteter. Kreditanstalt Vogelgesang. De fortrød ofte, at de meldte sig. Han meldte sig til Waffen SS.

 

Forskellige forhold til de tysksindede

Egentlig skulle min Oma være blevet begravet af den tyske præst, men hun valgte den danske præst. Beslutningen var ikke så svær for hende. Her i Højer har dansk og tysk levet side om side i mange år. Som vi tidligere har nævnt, var det nok de tysksindede, der dominerede. Det var dem, der sad på de rigeste gårde. Det var også de tysksindede, der bestemte i Byrådet, hvor de havde absolut flertal i mange år. Og vi har også skrevet om en politibetjent, der nærmest blev presset ud af de tysksindede.

Og så var det Folmer Christiansen, der stort havde et godt forhold til de tysksindede i alle de år, han opholdt sig i byen fra 1939-2011.

 

Revolution i Højer

51 af byens borgere faldt under Første Verdenskrig. Det kunne selvfølgelig mærkes. Og også i Højer var der revolution. Vi har tidligere skitseret det, men her kommer en nærmere præsentation.

Det var i november 1918 og så brød der revolution over alt i Tyskland og Nordslesvig. Det skete selvfølgelig også i Højer. Der blev dannet arbejder- og soldaterråd. Man sendte den offentlige udråber ud i Højer med sin tromme. Han bekendtgjorde:

 

  • I morn klok tolv æ dæ revolution o æ mærkensplads. Ål minneske ska hold sæ in å ål vinner ska hold sæ in, å ål vinner ska væ låt.

 

Næste dag samledes naturligvis hele befolkningen på torvet.  Klokken 12. Det landstormkompagni, der var udstationeret der, marcherede ind på torvet kl. 12. Og også en lille afdeling af marinen i Flensborg marcherede ind på pladsen. Lederen af marinen gik hen til kaptajnen for Landstormen og hev hans epauletter af ham. Han tog også hans sabel fra ham.

Dermed var revolutionen i Højer sådan set forbi. Derefter skulle der ellers dannes arbejder – og soldaterråd. Det foregik om aftenen på Centralhotellet. Det var igen denne marinere fra Flensborg, der førte ordet. Han var godt kendt med forholdene i Højer. Måske stammede jan fra Højer?

Han foreslog en bestemt håndværker til formand for Arbejder- og Soldaterrådet, men håndværkeren svarede:

 

  • Næj de kan æ it, det stemme it mæ mi kristne overbevisning.

 

Men marineren svarede ham:

 

  • De æ jaawn så´n jen, vorherre væl ha

 

Så var det ikke let at tale udenom. Men det blev nu ikke ham, der blev formand for Arbejder- og Soldaterrådet, som ikke fik den store betydning i Højer.

 

Stort tysk flertal

Det blev et stort tysk flertal i Højer den 10. februar 1920. Der var 73 pct. tyske stemmer og kun 27 pct. danske stemmer. Man kunne måske godt forstå, at tyskerne var fornærmede over, at de ikke skulle med ned til Tyskland. En gammel tysker skrev da også i sin bibel:

 

  • Min Gud – Min Gud, hvorfor har du forladt os? Hvor kan det være din mening, at vi trofaste tyskere bu skal gøres til sønderjyder sammen med de hadefulde jyder? Gud hjælpe os i vores nød.

 

Efter Genforeningen skulle man jo prøve at leve sammen med hinanden under de forandringer, som det jo gav. Landet kom jo nu ind under dansk lovgivning. Men nu havde tyskere og danskere i Højer jo levet sammen i mange år. De havde jo egentlig haft et godt naboskab.

De unge danske gendarmer kunne nu godt spille fodbold sammen med de tyske unge. Det blev anderledes da nazismen dukkede frem i 1933.

 

Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker i Højer

Dette kom i høj grad til at præge forholdet. I Højer var de allerfleste tyskere gået over til nazismen. Det var blevet en meget stærkere stemning, end det var før. Alle kendte alle. I skolen skulle man sælge mærker, og det var sandelig ikke alle steder, man måtte gå med alle mærker.

Hvis det var Dybbøl-mærker, så fik børnene at vide:

 

  • I skal kun gå til danskerne.

 

Men det var ikke altid lige let, for der kom også børn udefra. Når man så kom til at gå ind til en tysksindet, ja så fik man at vide, at man nok skulle gå et andet sted hen. Andre steder fik man et decideret møgfald.

 

Fem slags beboere i Højer

Nu kunne forholdene i Højer godt være lidt komplicerede med så mange tysksindede. Det fik engang Troels Fink til afbryde følgende, da han var på besøg i Højer:

 

  • I Højer er der fem slags mennesker. For det første de danske, for det femte de tyske, og så er det midt imellem dem, man kaldte ”blakkede”.

 

Det siger man selvfølgelig ikke til dem selv. Altså dem, der hverken føler sig danske eller tyske, men er sådan ind imellem. Måske stemmer de ved et valg dansk og ved et andet tysk. Sognepræsten N.P. Nielsen kaldte dem ”De uafgjorte”.

Kategori nummer to var de blakkede, der hældte til dansk side og nummer fire blakkede, der hældte til dansk side. Sådan sagde Troels Fink. Det lyder indviklet, men i praksis vidste man godt, hvor beboerne skulle anbringes i de fem grupper.

Der var faktisk en sjette gruppe i Højer, som man kunne kalde ”Jyllands – tyskere”. De kom nordfra til Sønderjylland. Du kunne ikke være andet end danskere, men som så gik over til tyskheden – i reglen fordi de blev tysk gift.

 

De blandede ægteskaber

De blandede ægteskaber – som det er en del af, fungerede normalt på den måde, at når det var en dansk pige og en tysk mand, så gik hun over til tyskheden. Det er jo også historien om håndværkeren fra Højer, der gik på valsen oppe i Nordsjælland. Så fandt han en pige deroppe. De blev gift og flyttede til Højer. Han var alle dage tysk og hun var alle dage dansk. Det var der ingen, der tog anstød af.

Det var en enkelt familie-det var en mejeribestyrer – han blev tysk gift. De fik tre sønner, hvoraf de to blev danske og den tredje tysk. En af de danske blev gift med en nord fra Hun havde det ikke så godt, at der var tyskhed i familien. Samtidig havde hun og hendes mand et meget nært venskab med en tysk snedkermester i Højer.

Højer er karakteristisk ved at danske og tyske bor imellem hinanden. I samme hus kan der bo en dansk familie og en tysk familie, og er der sygdom i familien, så hjælper den anden. Er der begravelse så går man uanset om det er dansk eller tysk.

 

Sønderjysk Tæppefabrik

Højer var i mange år afhængig af Sønderjysk Tæppefabrik. Den blev startet af en fynbo i 1919. Han havde studeret tekstilvirksomhed i Tyskland. Der havde han fundet sin kone i Hannover. Hun flyttede med til Danmark. Hun valgte at følge hendes mand, og det lykkedes hende at komme godt ind i det danske.

Han købte i 1919 et lille uldspinderi, der beskæftigede fire mennesker. Der var en klausul i handelen, at hvis Højer kom til Tyskland, så skulle handelen gå tilbage. Han ville have sin virksomhed i Danmark. Han gav sig til at fremstille tæpper. Op til 1940erne blev det Tønder Amts største industrivirksomhed.

 

En tysk hustru

Hans søn – som overtog fabrikken efter ham – giftede sig med datteren af byens tidligere tyske borgmester, og hans søn igen – der også var direktør på tæppefabrikken – giftede sig med datteren af den tyske præst her. Det var altså den tredje generation af sådan et blandet ægteskab.

Når man spurgte nummer to Kjærby – og det var det somme tider, nogen der gjorde – hvordan klarer I jer egentlig i Højer med alle de tyskere, så svarede han:

 

  • Vi gifter dem ihjel

 

Dengang under Anden verdenskrig forærede Det Tyske Forening Hagekorsflag rundt til de tysksindede. Men de fik lov til at blive liggende i kommodeskuffen. Ja en enkelt lade flaget om til en mørkerød nederdel.

 

Både dansk og tysk skole

I den tyske tid fra 1864 til 1920 var der kun tysk skole i Højer. I oktober 1920 blev der oprettet en dansk skole. Ja så skulle man jo lige finde lokaler til den. Det sparsommelige byråd fandt ud af, at børnene hidtil har kunnet finde plads i den forholdsvis nye skolebygning fra 1905. Der måtte de også være i fremtiden.

Det blev sådan, at den danske skole fik to klasser i den nordlige del, og den tyske fik tre klasser i den sydlige del. Over indgangsdøren stod der:

 

  • Lasse die Kindheit zur mir kommen

 

Op ad trapperne stod der også tyske indskrifter. De var nu så uskyldige, at ingen havde noget imod dem. Men de danske lærere mente alligevel, at man jo var i Danmark, så hver gang der skulle males, blev de tyske inskriptioner malet over.

 

Da undervisningsministeren kom på besøg

Inden den danske kvindelige undervisningsminister, Nina Bang var første gang på besøg på skolen i Højer, havde hun fået noget at vide i forvejen. Hun havde fået at vide, at der var fælles lærerværelse for både danske og tyske lærere og at der på lærerværelset stadig hang et billede af Kejser Wilhelm.

Da hun nu kom ind i lærerværelset sammen med lærerne og skolekommissionen, pegede hun på billedet og sagde:

 

  • Hvem er det?
  • Jo, det var jo ”Der Kaiser”
  • Vi har ingen kejser, den skal væk

 

Ja så måtte kejseren væk. Men de tyske og danske lærere blev så enige om, hvem der så i stedet måtte hænge der.

 

De danske børn var i mindretal

I frikvarteret var det fælles legeplads. Der legede danske og børn. Som regel foregik det hver for sig. Men det hændte også, at de legede sammen. Uden for skoletiden legede de også sammen. Men om vinteren i sneboldkampe kunne det godt opstå et problem. For de tyske børn var flest.

De danske og tyske lærere talte aldrig om nationale forhold. I besættelsestiden var det også sjældent, at de var i lærerværelset samtidig.

 

Tog til Tønder og hilste på soldaterne

Den 9. april fik de tyske elever allerede fri klokken ti. Da lukkede man skolen og gav eleverne fri. Mange af disse tog sammen med deres forældre til Tønder for at møde de tyske soldater. Det gik lang tid, inden disse kom til Højer.

 

Lærerne risikerede at kigge ind i et kanonrør

Fra 1943 til 1945 var der hele tiden soldater på skolen. Gymnastiksalen og skolekøkkenet havde de hele tiden. Sommetider havde de også klasseværelset. Og så brugte de skolepladsen som oplagringsplads og dels som øvelsesterræn.

Lærerne kunne risikere at kigge ud i et kanonrør, når de stod inde i klassen og kiggede ud, fordi tyskerne holdt øvelse på skolepladsen. Man kunne godt blive knotten og bede børnene om at synge en god dansk sang. Men det var de tyske soldater nu ligeglade med. Og egentlig opførte de tyske soldater sig pænt, selv om den støj og uro, de frembragte på skolen, var ubehagelige.

 

Afsted til Fårhus-lejren

Alle Zeitfreiwillige og tyske lærere i Højer blev hentet den 9. maj og ført i Fårhuslejren. Det skete under meget nedværdigende forhold. Derefter var der kun en tyske lærerinde tilbage på skolen. Senere kom endnu en til. Med nedsat timeantal holdt de skolen gående til den 27. juni, hvorefter den tyske skole blev lukket.

 

Tyske privatskoler opstod

De tyske børn var så uden undervisning resten af året. I 1946 blev der oprettet nogle særklasser, hvor tyske børn fik undervisning. Det skete dels af danske lærere, der underviste i dansk, historie og geografi og dels af tyske lærerinder, der underviste i de øvrige fag.

Det varede dog kun i tre måneder, så ville de danske lærere ikke mere. Derefter blev den tyske skole igen nedlagt. De tyske børn var så uden undervisning til den 7. juni. Den tyske borgmester ankom nu til den danske førstelærer og ville gerne indmelde 71 elever fra den tyske skole i den danske. Han ankom om eftermiddagen og forventede, at de kunne starte næste morgen.

I løbet af natten måtte der så pukles for at få det hele op i en højere enhed. Nu var det jo den store fordel at alle elever havde dansk som hjemmesprog. De forstod udmærket dansk.

I den følgende tid skød tyske privatskoler op rundt omkring i Sønderjylland. Det varede ret længe inden regeringen fandt ud af at tackle skoleproblemerne i Sønderjylland. Først i 1951 dukkede en ny tysk privatskole op i Højer.

Det var faktisk først fra omkring 1830 at folk bevidst gik over til det tyske i Højer. Og det var hovedsagelig de velhavende.

 

Kaotiske forhold omkring 4. maj

Den 4. maj og de første dage efter Befrielsen var meget kaotiske i Højer. Den 4. maj blev en søn af direktør Kjærby på Tæppefabrikken begravet. Den 1. maj var han blevet dræbt af noget ammunition, som tyskerne havde smidt fra sig. Det var det så nogle drenge, der legede med.

Kjærby’ s søn blev begravet den 4. maj om eftermiddagen. Et par dage efter blev en gendarm, der havde været i koncentrationslejr og var kommet meget syg hjem begravet. Der var også en dansk frihedskæmper, der stammede fra Højer, men som havde boet i Skærbæk, der blev dræbt af tyskerne 5. maj. Han blev også begravet i Højer. Man gik fra befrielsesfest til begravelse. Det var nogle mærkelige dage – dengang.

 

To nationaliteter

Dem nord fra havde efterhånden fundet ud af, at der var en tysk skole i byen, der var tyske foreninger, og der har været en tysk børnehave. Der har været tysk læge og tysk kirkegang. Men de opdagede knap nok, at der var to nationaliteter.

Under Første Verdenskrig havde mange i Højer hjælp af russiske krigsfanger. Men som vi allerede har skrevet, så var der 51, der ikke kom hjem.

 

Kreditanstalt Vogelgesang

Tyskerne oprettede i 20erne Kreditanstalt Vogelgesang. Deres opgave var at skaffe så meget jord på tyske hænder som muligt og få det båndlagt til det blev tysk. Det var sådan, at hvis en dansker solgte jord til en tysker, så blev han meget ugle set.

Efter ar Kreditanstalt Vogelgesang var oprettet, så oprettede danskerne Landeværnet, som så sørgede for så vidt muligt at beholde dansk jord på danske hænder. Men det betød meget i de år efter. Vi har også her på siden skrevet en artikel om dette tema.

 

De fortrød ofte, at de meldte sig

Det var svært i de tyske hjem, da mændene blev sendt til Fårhuslejren. Nogle af dem fik en ret lang straf. De dansksindede syntes stadig at det var unaturligt, at nazister meldte sig til tysk krigstjeneste. Men det var nu ofte at de fortrød. En ung tysker var hjemme på orlov og den tyske forening holdt fest på det tyske hotel. De bad ham om at fortælle om hans oplevelser. Han svarede:

 

  • Das ist alles Scheisse

 

Han meldte sig til Waffen SS

Ved kampene ved Bredevad den 9. april 1940 var han en helt.

Han lå i vejgrøften bag et maskingevær sammen med en dansk kammerat. Han har selv fortalt, at han helst ville have sprunget op og løbe over til sine venner. Men nu blev han liggende der. Hans kammerat blev ramt i hovedet og han gjorde alt muligt or at hjælpe ham.

Efter at træfningen var endt, blev de danske soldater taget til fange. Nogle dage efter blev de frigivet. Noget af det første han gjorde, da han kom hjem, var melde sig til SS. Et år efter faldt han i Rusland. Men i mange tilfælde var det forældrenes nazisme, der førte til dette, at de unge meldte sig til krigstjeneste. Der er mange triste historier fra denne tid.

 

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer
  • Artikler fra www.dengang.dk
  • Folmer Christiansen: Om Højer By 1920-1883
  • Folmer Christiansen: Det var engang – Billeder fra Højer om Omegn
  • Sønderjyske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 1.482 artikler inklusive disse:

 

  • Højer (71)
  • Højer – Bondeby i marsken
  • I Skole i Højer
  • Højer Tæppefabrik
  • Hvem boede på Kiersgaard
  • En sønderjydes liv på godt og ondt
  • Højer 1935 – 1945.

 

  • Sønderjylland (185)
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalg 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunktet
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Det Tyske Mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Sønderjylland 1945
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordekamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Da Sønderjylland blev dansk

 

  • Tønder (248)
  • Da Hagekorset blev hejst
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Heimatfest i 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor Tønder tysk?
  • Tønders tyske sportsforeninger

 

  • Aabenraa (148):
  • Løjt mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem de to krige

 

  • Padborg/Kruså/Bov (57)
  • Bov Sogn mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • En sønderjyde krydser sine spor

 

  • Besættelsen (Før/Nu/efter) (292)
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Vidste de frivillige, hvad de gik ind til?
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak og meget mere.

Aabenraa i Højmiddelalderen

Dato: december 26, 2019

Aabenraa i Højmiddelalderen

Dette er en anmeldelse af Jørgen Wittes bog af samme navn. Dette er en bog med overraskelser. Vi kommer helt ned i dagligdagen. Det er som en ”politiundersøgelse”, Skraaen er fra maj 1335. Tidlig bebyggelse på Varnæs Hoved. Valdemar tabte sit imperium syd for Østersøen. Det ældste Aabenraa. Fogedens Gård. Store voldgrave. En almindelig bøde var på 3 mark. Tyveri var en alvorlig forbrydelse. Farveløs beklædning dengang. Tre gilder var det dengang. Kongen skaffede mere græsningsareal. Skibe tidligt på færde. Købmændene skulle spørge om lov. Handel på byens torv. Flere veje til byen. Den første og den ny kirke. Hvor lå Jørgensgård? Magten skiftede.

 

Bog med overraskelser

Vi vil her forsøge at anmelde en ny bog af Jørgen Witte ”Aabenraa i Højmiddelalderen” som er udkommet på Historisk Samfund for Sønderjylland.

Hvis du kigger bagerst i artiklen, vil du kunne se en oversigt over de artikler, som Jørgen Witte har bidraget med til denne hjemmeside. Du vil også kunne se en henvisning til andre artikler om Aabenraas oprindelse.

Her troede vi, at vi med vores artikler var så rigelig dækket ind m.h.t. Aabenraas oprindelse m.m. men der er sandelig meget nyt at komme efter i Jørgens nye bog. Og så er det skrevet i et sprog, der aldrig bliver kedeligt. Selv arkæologiske undersøgelser er beskrevet i et spændende og underholdende sprog.

 

Vi kommer helt ned i dagligdagen

Vi kommer helt ned i dagligdagen mellem 1230 og 1375 i Aabenraa. Og det spændende er, at langt de fleste ting er kendsgerninger. Ved hjælp af Skraaen, Konge Valdemars Jordebog og arkæologiske udgravninger bliver der tegnet et billede af det tidlige liv i Aabenraa.

Kigger vi bagerst i bogen kan vi se, at der i den grad er brugt et righoldigt kildemateriale. Skriftlige kilder, gamle kort og andre kultursprog sættes i en sammenhæng, der tegner et billede af en ung købstad i hastig udvikling.

 

Det er som en ”Politiundersøgelse”

Bogen er blevet til etaper over en længere periode – ja hvis nok i mere end fem år. Det er tydeligt at Skraaen er analyseret fra ende til anden og forfatteren har forsøgt at datere indholdet.

Der har jo også rundt i byen været en del udgravninger. Men vi kommer også dybere ind i byens liv, således kigger vi på samtidens politiske forhold, hvilke roller spillede kirken, handlen og retsvæsnet? Men hvordan så byen ud i det korte spænd og godt 150 år frem i historien.

Selv om det er en forholdsvis ”tynd” bog vælter det frem med interessante oplysninger. Interessant er for eksempel er, at havspejlet var 2 – 3 meter højere end i dag. Det vil sige omgivelserne var helt anderledes og kyststrækninger var anderledes.

Ja det er som en politiundersøgelse, og det er ærgrer Jørgen Witte, at der stadig er ubesvarede spørgsmål. Det er ikke lykkedes ham at få skovlen under det hele.

 

”Skraaen” er fra maj 1335

Skraaen blev indført i maj 1335. Den indeholder en række rettigheder og pligter for Aabenraas borgere og dens gæster. Og det sjove er, at det ikke ser ud til, at denne Skraa er lånt af andre. Den nævner hele tiden ”Kongens repræsentanter” før ”Byens Rådmænd”.

Opfattelsen var, at det, der ikke stod i dokumenterne, ikke eksisterede.

 

Tidlig bebyggelse ved Varnæs Hoved

Det har været et meget tidligt marked kaldet Oppner Bakken. En anden mulighed kunne være Varnæs Hoved. Her har der tidligt været en bydannelse. Bebyggelsen i Varnæs er dog ikke bevist arkæologisk. Men på voldstedet Vold, er der fundet brobelægning og nedgravede pæle.

Ved ejendommen Ornum, der lå midt på Varnæs Hoved lå en østvendt fjord, der tidligere kan have været anvendt som havn. Men på den anden side. Her var ret så stejle skrænter, så måske har det alligevel ikke været så velegnet.

En havn i bunden af Aabenraa Fjord har haft betydning for munkene i Løgum Kloster.

 

Valdemar tabte sit imperium syd for Østersøen

Valdemar den Første har været en aktiv mand. Han erobrede de store byer Lübeck og Hamborg. Han havde stor betydning for Aabenraas udvikling. I 1223 blev han og hans søn kidnappet på Lyø. Dermed mistede han sit imperium syd for Østersøen. Men det skete først endeligt efter ”Slaget ved Bornhøved” i 1227, som Valdemar tabte. Lübeck sluttede sig nu til Danmarks fjender.

Det er muligt, at det i 1231 lå en handelsplads længst inde i Aabenraa Fjord. Der findes ingen arkæologiske fund. Men i Kong Valdemars Jordebog, står det at kongens repræsentant i Rise Herred kræver told.

Kongen havde ”Kongelev” i både Søderup og Årslev.

 

Det ældste Aabenraa

Det ældste Aabenraa lå i området Søndertorv, Skibbrogade og Fiskegade, ”Opner” var en adelsby, det vil sige en gammel oprindelig landsby, men i 1230erne boede kun få bønder i landsbyen. Mange var udvandret til landsbyen Kolstrup – lige i nærheden.

Men i Opners bymark ejede kongen selv en ejendom med jord, der var 2 ½ mark Guld værd.

 

Fogedens Gård

Fogedens base var en befæstet gård, der lå der hver Nygade gik over i Nybro. Det må antages, at denne blev anlagt i 1230erne. Adgang til borgen kunne foregå med skib til vestsiden af Opner-bakken. Inde fra Aabenraa gik en vej hen over borgområdet til en nord – syd gående voldgrav ved Nygade-Nybro. Her førte en bro af store egeplanke over voldgraven.

Antagelig af rester af borgen blevet anvendt til anlæggelse af Slotsvandmøllen og Brundlund Slot. Under udvidelse af Skt. Nicolai kirke i 1640 er der sikkert også anvendt rester af borgen. Endnu i 1730 var der masser af stenblokke til overs. Disse kunne sendes til København, hvor man skulle opføre det nye Christiansborg.

 

Store voldgrave

Fjorden nåede oprindelig tæt på den vestligste del af den nuværende Slotsgade. Ud for nuværende Slotsgade 24 og Nybro 20 er der fundet kraftig tilspidsede egetræspæle. Måske var dette er form for forsvar, inden man fik voldgravene.

Der var nogle betydelige voldgrave på 2,5 meters dybde og 15 – 20 meters bredde nogle steder dengang.

 

En almindelig bøde var på 3 mark

I slutningen af 1250erne måtte fogeden også arrestere fremmede, hvis disse havde truet borgerne med ild og død.

En almindelig bøde kostede 3 mark, mens en almindelig hest dengang kostede 6 mark. Begik man en forseelse skulle man normalt betale en bøde på 3 mark til fogeden og 3 mark til rådmændene.

Det var billigt at blive borger i Aabenraa. Inden for seks uger skulle man blot betale fogeden 2 øre kobber (72 penninge) og et tilsvarende beløb til rådmændene.

Inden for Aabenraa Byfred kunne en mand frit købe jord, hus og gods og sælge det, uden at spørge sine slægtninge. Til Skt. Hans den 24. juni opkrævede fogeden en såkaldt arnegæld – Det var en skat på husstanden. Hver husstand skulle betale 11 penning.

 

Tyveri var en alvorlig forbrydelse

Den 30. november på Sct. Andreas skulle man betale en afgift på 1 øre (36 penninge) for deres grundstykke, der blev kaldt for toft. Og fra 1230 fremkom begrebet ”Møntskat”.

Man ved ikke, hvor mange rådmænd, der var i Aabenraa. Men det lykkedes i hvert fald for dem at skaffe flere og flere privilegier til byen. Det var også rådmændene, der bestemte, hvor meget de fremmede købmænd måtte købe.

Ja og en ægtemand havde ret til at dræbe en horekarl, der var i lag med hans kone.

Kongen udnævnte otte sandemænd på livstid. Men efter Jyske Lov kunne disse dog afsættes. Ved grove forbrydelser kunne Bytinget dømme fredløs. Grove forbrydelser kunne også dømmes på Landstinget.

Tyveri var også en alvorlig forbrydelse. Kongens repræsentant kunne hænge tyven uden dom, men den skadelidte måtte ikke tage sig selv til rette og hænge sin tyv.

 

Farveløs beklædning

Man ved ikke, hvor mange, der boede i Aabenraa i 1200 og 1300tallet. Vi ved, at der i 1509 var 108 skatteydere.

De færreste blev vel mere end 60 år gammel. Børnedødeligheden var stor (10 – 25 pct.) Døden tog også de yngre kvinder på grund af de hårde børnefødsler.

Husbonden måtte godt revse husstanden inklusive tyendet med en stok.

Hvis kvinder blev beskyldt for at have beskyldt hinanden eller brugt ukvemsord, kunne de benægte dette. Men fik de skadelidte medhold, skulle de skyldige straks straffes med at få med en sten, der var beregnet til dette. Man kan også få en straf som klageren, fogeden og rådet skønsmæssig idømmer hende.

Borgens klædning var dengang farveløs og det sprog som de talte kunne næppe forstås i dag.

 

Dengang var der tre gilder

”Skraaen” nævner tre gilder:

  • Knuds Gilde
  • Nicolai Gilde
  • Nicolai hvirving

Angiveligt er der i løbet af 1200 – 1300-tallet er der kommet flere til. Fælles for sammenslutningerne, var Gildedrikken, hvor man drak øl og spiste sammen. Gildet gav medlemmerne social sikkerhed. Og Gildehuset lå angiveligt i Gildegade.

 

Kongen skaffede mere græsningsareal

”Forten” kaldte man den åbne plads midt i byen. I slutningen af 1200-tallet foretog man indgreb i denne ”Forte”. Men det kunne kun ske med tilladelse fra Rådmændene.

Borgerne i Aabenraa ejede heste, hopper og kreaturer, der gik frit på udmarken uden for det dyrkede område.

I 1230erne havde Valdemar den Anden doneret adgang til syv landsbyers overdrev. Han skaffede også med egne penge plads til fægang i Østerskov. Træ fra denne skov har også haft betydning for byggeri i byen.

 

Skibe tidlig på færde i Aabenraa

Allerede på dette tidspunkt har skibe i forskellige størrelser haft betydning i byen. Det er dog ikke arkæologiske fund, der kan hentyde til dette. Og hvor stor betydning det havde på dette tidspunkt er ikke kendt.

I Haderslev har man til gengæld fundet arkæologiske rester af et skib. Det er bygget i det jyske område ca. 1220. Det var klinkbygget lige som vikingernes fartøjer. Men konstruktionsmæssigt lignede det ”Koggen”. Det var 12 – 21 meter langt og 5 meter bred. Den var fladbundet og havde en ringe dybde. Det kunne fragte tungt last på flere tons. Måske har sådanne skibe opereret i Aabenraa Havn. Den oprindelige landingsplads har ligget nær Søndergade.

Munkene ville ikke betale told. I 1252 blev klostret i Løgum også fritaget af Konge Christoffer. Men fogeden ville i 1257 alligevel have told af dem. Igen engang nægtede de at betale.

 

Købmændene skulle spørge om lov

Handelen i Aabenraa skulle foregå på Torvet. En gang om året skulle man sammen med sin husvært betale såkaldt ”Torveørtug” på 10 penning. Den samlede sum under navnet ”Torvegæld” direkte til kongen.

Først i 1399 nævnes skibe fra Aabenraa i Lübecks toldregnskaber. I Skraaen var der fastsat regler om, hvordan fremmede kunne leje et hus i byen. I 1280erne blev denne regel revideret.

Handelen foregik med penning-mønter. Der er desværre kun fundet få inden for stadens område. Til gengæld er der fundet hele 45 stykker ved Rise Kirke. De er formentlig tabt ved ofring ved alteret.

Det var begrænset hvad fremmede købmænd måtte handle uden rådmændenes samtykke. Når fremmede ville sælge øl, måtte det ikke ske i skræpper (20 l) men kun i store mål med hele eller halve drømt af ca. 300 l.

Klædestoffer måtte heller ikke sælges i mindre stykker og salt måtte kun sælges engros i hele tønder.

 

Handel på byens torv

Søndertorv blev betegnet som byens oprindelige torv, men det kan også være blevet afholdt for enden af Skibbrogade, hvor det senere var en stor åben plads.

I Middelalderen varierede målenhederne fra landsdel til landsdel. Når en købmand skulle rejse med en ”skipper” måtte denne hjælpe med sømandsarbejdet og betale undervejs.

I 1200- tallet var der en del Aabenraa-borgere på Skåne – markedet.

Fra Senmiddelalderens Aabenraa kendes en sammenslutning af skomagere. Man har ligeledes fundet rester af et bageri med ovne i Søndergade.

 

Veje til byen

Man kunne komme af søvejen. Måske var det ryttere til hest eller bønder, der kom med okse og vogn. Den eneste vej, der omtales i Skraaen var Kolstrup Stenbro. Den slyngede sig gennem landsbyen Kolstrup op over Skedebjerg og videre til Brunde og Rise Kirke med tilknytning til den nord-sydgående hærvejstræk. Vejen førte også videre til Løgumkloster.

Fra landsbyen Hessel var der også forbindelser til Hærvejen ved Årslev og derfra til herredskirken i Rise. Fra Hessel kunne vejfarende eller gående til fods og hest komme uden om fjorden og ad mindre veje gennem Kolstrup. Der var også passage syd på mod Ensted.

 

Den første kirke

Husene dengang var givetvis bygget af træ med stavvægge eller bulvægge måske lerklinet med fletkonstruktioner. Egentlig var de ret brandfarlige.

Både i Slotsgade og Storegade er der flere spor af svelleveje. På hjørnet af den senere Søndergade 10 er der to meter under det nuværende terræn fundet resterne af det hidtil ældste hus i Aabenraa. Man kan se, at huset er gået til ved brand.

I senmiddelalderen blev købstadens byområde udvidet syd for bygrænsen. Den oprindelige kirke lå bag Skibbrogade. Den hed åbenbart Skt. Knud. Man opdagede rester af den, da man skulle lægge fjernvarmerør. Men meget mærkeligt fik man ikke foretaget arkæologiske undersøgelser.

 

Den nye kirke

Præsterne skulle kunne læse og skrive latin. De skulle kunne oversætte. Og så skulle de være ugifte og leve i cølibat. Alle i menigheden skulle mindst en gang om året skrifte. I landsbyen Hessel blev der oprettet en kirkelig domstol.

Efterhånden var der ikke plads til beboerne fra Opner, Kolstrup og Hessel i Østergade/Skibbrogade i Sct. Knuds Kirke.

Tiden var kommet til at bygge en n y kirke på toppen af bakken. Det var Sct. Nikolai Kirke. Fra 1250 – 1260 rejste den nye smukke kirke sig her. Under byggeriet opstod der et byggestop. Årsagen kendes ikke.

Måske har det noget at gøre med den langvarige kamp mellem kongen og æresbiskop Jacob Erlandsen. Biskoppen mente, at han kun havde en overordnet og det var paven. Det endte med at kongen fængslede æresbiskoppen.

 

Hvor lå Jørgensgård?

Spedalskhed var en frygtelig sygdom. I Aabenraa blev de spedalske indlagt i Jørgensgård Skov. Det var et stykke uden for byen. Der var mange forslag til helbredelse. Varme og kolde havbade og åreladninger var nogle af forslagene.

De skulle selvfølgelig også have deres egen kirkelige betjening. Der blev bygget et kapel for de spedalske. Det eksisterede til reformationen. Jørgensgård var placeret på et stort område. Man har fundet murrester herude. Og under anlæggelsen af smalsporsbanen fandt man skeletter herude. Men det er aldrig lykkedes at finde tilbage til dem. Så egentlig ved man ikke, hvor Jørgensgård har ligget. Og dette irriterer Jørgen Witte.

I første halvdel af 1300 må der have været vækst og optimisme i den lille købstad. Et nyt areal blev inddraget til udvidelse. Men det varede århundreder inden byen kunne udfylde dette.

Pesten holdt sit indtog i forskellige intervaller. Men hvor mange, der døde i Aabenraa, vides ikke. Det normale ved byldepest er, at 60 – 70 pct. af de døde omkom.

 

Magten skiftede

Magten i Slesvig skiftede i sidste halvdel af 1200 – tallet under krigeriske handlinger mellem konger og hertuger. Dengang handlede det ikke så meget om nationale forskelle vel snarere om magt.

Erik Glipping pantsatte byen til sin politiske støtte bisp Niels af Slesvig. Familiestridigheder førte til, at Abels efterkommere som hertug blev Aabenraas byherre. I 1313 blev Sønderjylland endelig udskilt som hertugdømme.

Bogen slutter med et særdeles omfattende kilderegister. En underholdende og interessant bog er hermed til ende, og den kan varmt anbefales til alle. Og selv med alle henvisninger er det en let læst bog til alle, der interesserer sig for Aabenraas tidlige historie. Godt gået Jørgen!

 

Kilde:

  • Jørgen Witte: Aabenraa i Højmiddelalderen/ Historisk Samfund for Sønderjylland

 

Andre artikler af Jørgen Witte på www.dengang.dk_

  • Bendix Schou: Borgmester i Aabenraa
  • Fanny Enge (2015)
  • Fanny Enge (2013)
  • Aabenraas oprindelse

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk Kan du læse følge om samme tema:
  • Aabenraa – Hvordan så byen egentlig ud
  • Aabenraa – for meget længe siden
  • Aabenraas oprindelse (2)
  • Aabenraa – en by der hed Opnør

Sønderjyske Årbøger 2019 – en anmeldelse

Dato: december 24, 2019

Sønderjyske Årbøger 2019 – en anmeldelse

Global søfart og lokalidentitet i Sønderjylland. Før krigen har det aldrig været noget i vejen med mig – psykiske krigslidelser i Sønderjylland. Stenderup Slaget. Civile flygtninge i Hørup Sogn på Sydals 1945 – 1947. Når man ikke kan skaffe uddannede lærere – Læremangel i Sønderjylland i 1950erne og 1960erne. Karl Otto Meyer: At leve så dansk så stærkt, at det smitter. Erindringer fra et dansk mindretal. Vi bringer også en oversigt over masser af artikler, du kan læse om på dengang.dk, der berører disse emner.

 

I år kom bogen ikke automatisk. Jeg måtte rykke for den. Men så kunne man jo samtidig bestille en ny nyhed, som vi vender tilbage til her på siden. Og det kommer åbenbart mere i godteposen fra Historiske Samfund for Sønderjylland. En bog om sønderjysk søfartshistorie og om zeppelinbasen i Tønder. Ja der er flere på vej, men det er da i hvert fald nogle som ”Den Gamle Redaktør” skal have.

Denne gang indeholder Sønderjyske Årbøger 7 artikler. Og helt ærligt så er alt ikke lige interessant. Men det har hverken noget med skribenterne eller historieformidlingen at gøre. Det handler om, det som man interesserer sig for i historien.

Imponerende er også, at bogen indeholder hele 14 anmeldelser. ”Den Gamle Redaktør” har læst nogle stykker af dem. Og så er det igen imponerende at læse, hvad sker på den historiske front i Sønderjylland.

 

Global Søfart og Lokal Identitet i Sønderjylland

Af Mikkel Leth Jespersen

Vi går aldrig fejl af denne forfatter, således har ”Den Gamle Redaktør” læst flere artikler/bøger af denne forfatter om søfartshistorien i Sønderjylland. Og det er spændende formidlet.

I løbet af 1800 – tallet var det en betydelig søfart i Aabenraa, Sønderborg og Flensborg. For alle tre byer har udgangspunktet været Østersøsejladsen og senere Middelhavs-sejladsen.

Flensborg havde allerede fra midten af 1700 – tallet indledt en betydelig sejlads på de danske kolonier. Englændernes bortførelse af den danske flåde i 1807 betød et total kollaps for den sønderjyske langfart.

Først efter 1814 kom der gang i den igen. Fra midten af 1800 – tallet overhalede Aabenraa den langt større by, Flensborg. En Aabenraa – kaptajn var i Rio de Janeiro. Her var han blevet spurgt om Danmark lå i Aabenraa.

I 1860erne og 1870erne fortsatte sejlskibene med at sejle på den kinesiske kyst. Men konkurrencen fra dampskibene kunne mærkes. I løbet af 1880erne blev Sønderborgs beskedne og Aabenraas betydelige sejlskibsfart afviklet.

Dampskibsteknologien betød at Flensborg fik vind i sejlene. Men det fik man aldrig rigtig indført i Aabenraa. Sønderborg havde dog en småskibsfart og fjorddampere på Flensborg Fjord.

I avisen ”Neue Apenrader Anzeiger” kunne man den 30. november 1885 under overskriften ”Gedanken über Grûndung eines Stâdischen Museum” kunne læse om, hvordan, der 20 år forinden havde stået fem store flotte bakskibe på bedding. To år senere fik Aabenraa et museum.

Bortset fra Michael Jebsens dampskibsrederi var Aabenraa stolte søfart fortid. Man kunne i Aabenraa komme på preussisk navigationsskole ind til 1920 og læse til styrmand og tage eksamen.

Inge Refslund Thomsen udgav i 1957 sine erindringer. Hun fortalte bl-a- om de mange kaptajner i Aabenraa omkring 1900. At få en kaptajn og sidde i en villa på Nørre – Chausse, var pigernes drøm dengang.

I 1929 udgav den pensionerede kaptajn, Hans Schlaikier, Aabenraa Søfarts Historie på både dansk og tysk.

I løbet af 1920erne og 1930erne døde de sidste sejlskibskaptajner og kaptajnsfruer.

I Sønderborg havde man Skipperlauget. Og i 1850erne holdt man fester på Colosseum. I 1934 blev der udgivet et jubilæumsskrift om ”Skipperlauget”. I 1971 kom der endnu et skrift.

Det vakte forargelse at udstillingen på Sønderborg Slot blev nedtaget og uidstillet i et mindre rum på slottet.

Frem til Første Verdenskrig gik det kun fremad for skibsfarten i Flensborg. Omkring århundredeskiftet boede der hundredvis af søfolk i Flensborg. Værftet beskæftigede dengang mere end 1.000 personer. I begyndelsen af 1930erne flyttede et par store rederier til Hamborg.

Efter Anden Verdenskrig havde byen helt udspillet sin rolle som søfartsby. Da man genopstillede udstillingerne i byens museum b lev søfarten helt udeladt. Man havde dog mange bygninger tilbage fra byens storhedstid med søfart. I 1984 kunne man i en af disse historiske bygninger indrette et søfartsmuseum.

Blandt interessenterne var Flensburger Schiffergelag e.V. med rødder tilbage til 1500 – tallet. Og hvert år bliver der afholdt Romregatta i Flensborg

Mange udgivelser fremkom pludselig om byens storhedstid med søfart.

En spændende beretning som mange ting, ”Den Gamle Redaktør” ikke var klar over.

 

Før Krigen har det aldrig været noget i vejen med mig- Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, ca. 1920 – 1939.

Kaspar Nielsen

Allerede i efteråret 1914 begyndte de første meldinger at tyde om store grupper af soldater, der var blevet ukampdygtige. Det skete på grund af ”hysteriske” anfald af bl.a. blindhed, stumhed, lammelser i alle dele af kroppen og ukontrollabel gråd, rysten og opkast. Symptomerne spredte sig som en epidemi i skyttegravene.

Alene var det i den tyske hær op mod 200.000 soldater i løbet af krigen, der blev behandlet for en ”nervøs” lidelse af det militære lægevæsen.

De fleste læger og højtstående officerer betragtede fænomenet som fejhed. Mange af ofrene var plejekrævende og nye tilfælde opstod efter krigen. En rapport fra 1922 viste, at krigsveteranerne med ”nervøse” lidelser udgjorde halvdelen af alle militære rentemodtagere i Tyskland. Det kostede staten i omegnen af en milliard mark årligt.

Alle udbetalinger til psykiske krigsledelser blev stoppet i Tyskland i 1926.

I Sønderjylland Var Invalidenævnet nedsat men snart blev de i den grad overbebyrdet. I løbet af de første måneder modtog man over 3.000 sager. I 1924 blev der udbetalt 4,9 millioner kroner. Det svarede til 1,2 pct. af statsbudgettet. Den sidste krigsinvalide døde i 1996, 97 år gammel.

Det var bestemt ikke alle, som led af psykiske lidelser, der fik hjælp og støtte. 346 soldater fra Det Britiske Imperium blev henrettet som kujoner. Antagelig led de af granatchok. Jo man kaldte også symptomerne for renteneurose.

Meget tyder på, at lægerne ikke vidste, hvad de skulle stille op med de psykiske lidelser. Der var mange tilbagefald og genindlæggelser. De ramte blev indlagt både på den medicinske afdeling, sindssygehospitaler, nervesanatorium. Kuranstalt m.m. Mange gange blev patienterne beskyldt for at spille skuespil.

Den nedsatte arbejdsevne skulle dokumenteres. Der skulle dokumenteres. Der skulle indhentes vidneudsagn fra soldaterkammerater, fra soldaterkammerater, tidligere chefer, mestre og kollegaer m.m. Lokale politimyndigheder blev bedt om at udspørge folk i lokalområdet.

Men i Danmark tog man dog individuelle hensyn i modsætning til andre lande.

Er meget interessant indlæg som du kan læse meget mere om i Sønderjysk Årbog.

 

Stenderup – Slaget

Af Leif Hansen Nielsen

Gårdejer Jørgen Nielsen fra Stenderup på Sundeved skulle sættes ud af sin gård ”Vestervang” af Kongens Foged. Det skulle ske den 4. april 1932. Dagen derpå blev der afholdt et protestmøde, der bl.a. blev arrangeret af LS (Landbrugets Sammenslutning) Det endte med en konfrontation med gældstyngende bønder og politi.

Vi har tidligere læst om dette slag et par gange, men forfatteren formår på bedste måde, at få de sociale aspekter med i historien.

De sønderjyske bønder var hårdt ramt. Landbruget skulle omlægges fra preussisk til dansk landbrug. Det var ikke helt let, og det kostede penge. Det var også dyrt at konventere fra mark til kroner efter 1920. Dertil kom også den nationale konflikt i det sønderjyske.

Efter en tvangsauktion skulle Jørgen Nielsen og hans familie flytte fra slægtsgården i Stenderup. Her havde familien boet gennem 300 år. LS havde opfordret Jørgen Nielsen til at blive boende på gården. Så ville de placere vagter.

Den kommende ejer, Johan Philipsen havde valgt at flytte ind hos sin svoger, Peter Bladt, der boede i den anden ende af Stenderup. Den 29. marts havde en delegation fra LS bedt ham om at trække handelen tilbage.

En af de ledende i LS var Wilhelm Deichgräber fra Sebbelev på Als. Han var egentlig nazist og aktiv i det tyske mindretal. Man sagde også at kommunister deltog i slaget.

Begrebet ”kommunister” var i borgerlige kredse arbejdsløse, der gennem demonstrationer krævede brød og arbejde. Den 16. november 1932 fik kommunisterne i Sønderjylland således 931 stemmer.

En tredje gruppe, der spillede en rolle ved Stenderup – slaget var DNSAP. Særlig her på Sundeved havde de god tilslutning. Det hang sammen med Frits Clausen, læge i Bovrup. I 1933 blev han partifører. På det overordnede plan gik DNSAP godt i spænd med den radikale del af LS.

NSDAP – N var endnu ikke helt så godt organiseret. Men man kan i grunden undre sig lidt over, at alle disse grupper var gået sammen.

I 1932 var arbejdsløsheden i Danmark næsten 32 pct. Politimestrene i det sønderjyske var blevet advaret fra krigsministeriet om borgerkrigslignende tilstande. Politimester Vilstrup i Gråsten havde da også skrevet til Justitsministeriet, at han var bekendt med Jørgen Nielsens udsættelse.

Politimesteren havde allerede henvendt sig til nabokredsene (Aabenraa, Tønder, Haderslev og Sønderborg). Men de kunne kun mønstre 33 betjente. Man anmodede derfor om yderligere om en styrke fra 50 mand.

Dagen efter kom 52 mand fra Københavns Politi med eksprestog.

Den 20. marts var der kastet en såkaldt håndbombe ind hos Peter Bladt og den nye ejer af Vestervang. Der fulgte en del trusselsbreve også mod Andelskassen, der havde begæret trusler. Også Johan Philipsen og hans familie modtog trusler.

Der var afholdt hemmelige møder på Snogbæk Kro mellem medlemmer af LS, Nationalsocialister og LS, samt personer fra Tyskland. Heriblandt var Bruno von Salomon. Han var kendt for at bruge sprængstoffer ved attentater.

Selve udsættelsen den 4. april 1832 blev iværksat med 30 lokale betjente. I stuehuset var der forsamlet 30 -40 mennesker. Fogeden opfordrede dem til at gå. Efter anden opfordring forlod folk gården. Jørgen Nielsen og hans svoger blev ført væk af politiet. Efter få minutter kom tre lastbiler og kørte Jørn Nielsens indbo væk.

Politistyrken blev ved gården. Ved 18 – tiden forlod styrken gården og fire stykker blev tilbage. Efter udsættelsen flyttede Jørn Nielsen med familie hen til moderen i aftægtsgården 50 meter fra gården.

LS havde indkaldt ”Slesvigske bønder og arbejdere” til ar møde talstærkt op den 5. april. 1.500 mødte op. Men mødet blev afholdt på en mark ved kroen i Stenderup. Første taler var Frits Clausen. Herefter fulgte en række markante talere. Gruppen søgte nu til Vestervang, hvor optøjerne startede. Stavene blev trukket. De københavnske betjente drev nu mængden mod syd. Der blev kastet ler klumper og sten efter politiet.

I den konservative avis ”Dagens Nyheder” forlød det, at det var 100 kommunister, der havde stået for optøjerne. Avisen kunne berette, at det var de københavnske betjente, der gav kommunister ”brodne pander”. Jyske Tidende, Dannevirke og Dybbøl Posten mente, at det var en krænkelse af befolkningens æresfølelse, at københavnske betjente skulle deltage.

Stenderup – slaget blev af tyske medier brugt til argumentation for en grænserevision. En flot gennemgang af Leif Hansen Nielsen. Det undrer ”Den Gamle Redaktør”, at der var fulgte så mange milde straffe.

 

Civile flygtninge i Hørup Sogn på Sydals 1945 – 47

Anton Marckmann

Der kom 250.000 tyske flygtninge til Danmark. Disse blev anbragt rundt om på skoler og andre offentlige bygninger. Man langt de fleste blev anbragt i interneringslejre. En af disse lejre lå i Hørup på Als. Indtil befrielsen var det de tyske myndigheder, der havde ansvaret.

Men efter maj 1945 var det de danske myndigheder, der stod for behandlingen af de tyske flygtninge.

I alt var der 23.000 tyske flygtninge i Sønderjylland. De 9.000 var indkvarteret hos landsdelens hjemmetyske befolkning. Tyske læger og sygeplejerske tog sig af dem. Den danske lægeforening havde afslået at yde hjælp.

Lejrene blev efterhånden indhegnet med pigtråd og sat under væbnet bevogtning. I høsten 1945 hjalp de endnu bønderne med høsten. Til gengæld havde de som modydelse modtaget flæsk, brød, smør og beklædningsgenstande.

Den ene af lejrene i Hørup var i begyndelsen ubevogtet. Hver uge kom den tyske læge og tandlægen kom efter behov. I juni 1945 var der 14 personer. I april 1946 var der 114 personer.

Hotel Baltic i Høruphav var beslaglagt af tyskerne fra december 1944. På hotellet boede i perioden 3. marts til 17. maj 1945 ca. 60 KLV – flygtninge (Hitler Jugend) De blev kommanderet rundt af en sergent og kommanderet i havet i marts måned.

Disse blev overført til lejren ved Hørup Klint. 470 flygtninge blev indkvarteret på Hørup Klint. I starten af 1900 – tallet havde tyskerne anlagt en torpedoprøvestation. I 1945 – 1946 blev her bygget mere end 20 træbarakker.

Ved byggeriets afslutning blev det anslået at lejren kunne rumme ca. 2.000 flygtninge. Men i 1946 nåede lejren sit maksimum på 1.346 flygtninge. Den daglige ledelse blev overdraget til en fisker og cykelsmed fra Høruphav.

Lejren havde sit eget politi. Efterhånden blev også denne lejr indhegnet og bevogtet. De personlige ejendele blev frataget flygtningene. Lejren var præget af rotter. Her var gammeldags toiletter med spande. Barakkerne var utætte og der var alvorlige fugtproblemer. Vejene til lejren var meget pløret.

Den kolde forplejning blev uddelt hver anden dag og bestod af brød margarine og pølse. Den varme ret bestod af en sammenkogt ret, dog ikke om søndagen. Kosten var ensformig og mangel på kød.

I årene 1945 – 47 døde 27 flygtninge, men der fødtes tolv drenge og seks piger.

Her var også teater- og dansegrupper. Forholdene her var nok trods alt bedre her end så mange andre steder, fordi her var mere plads.

Beretningen slutter med en erindring om, hvordan det var dengang fra en, der selv sad i lejren. Hun blev dansk gift og var godt tilfreds med opholdet.

Dette var en udmærket og informativ beretning.

 

Når man ikke kan skaffe uddannede lærere – Lærermangel i Sønderjylland i 1950erne og 1960’erne.

Erik Nørr

Dette mærkede vi nu ikke noget til på Tønder Kommuneskole dengang.

I 1930erne havde det været utallige ansøgninger til de sønderjyske læreanstalter og mange seminariestuderende måtte påtage sig tilfældige vikariater og andet arbejde. Hvorfor var det sådan? Hvordan blev lærerembedene besat? Ja det er i virkeligheden. Hvad denne artikel handler om.

Specielt i Tønder Amt manglede der ansøgninger. Derfor tillod Undervisningsministeriet, at der i første omgang blev oprettet ekstra klasser på Tønder Statsseminarium og N. Zahles Seminarium. Senere kom der 11 nye seminarier til. Problemet var at lærerne også skulle kunne beherske nogenlunde tysk. Der skulle jo pludselig skaffes plads til en masse tyske børn.

Ved afslutningen af Anden Verdenskrig havde det kun været ansat 35 lærere ved de danske skoler i Sydslesvig. Fire år senere var der 390.

Dette var et problem, som ”Den Gamle Redaktør” ikke var klar over.

 

Karl Otto Meyer – at leve så dansk så stærk at det smitter

Mogens Rostgaard Nielsen

Karl Otto Meyer var den politiske leder i Sydslesvig gennem fire årtier. Han havde nogle stærke holdninger til forskellige emner. Dette kom til udtryk i mange lederartikler i Flensborg Avis, mens han var chefredaktør.

”Den Gamle Redaktør” her mødte ham flere gange i Padborg Boghandel. Jeg fik engang en plakat af ham, hvor han nærmest forestillede James Bond. Han var spændene at diskutere med.

Han døde i Skovlund i 2016 og han havde selvfølgelig gået på Duborg Skolen. Fra november 1963 til oktober 1985 skrev han mere end 6.500 ledere. Hver tiende artikel havde noget med mindretallet at gøre. I 1968 udgav han en bog med 68 af disse lederartikler.

Pludselig blev danske fodboldklubber i Sydslesvig ikke taget med til fodboldturneringer i Danmark. DBU sagde, at dette skyldtes sprogvanskeligheder. Det var et emne, som Karl Otto Meyer i den grad tog op.

Han havde markante holdninger og var bestemt ikke altid enig med Mindretallets indstilling.

Da tidsskriftet Slesvigland dukkede op, vakte det kraftig modstand fra tyskernes side, fordi bladet udkom til adresser i Sydslesvig. Meyer syntes godt om tidsskriftet fra starten og skrev mange artikler om det.

Meyer skrev mange artikler om sprog og identitet. Nogle gange var det lidt at vide, om det var chefredaktøren, partiformanden eller landdagsmanden, der talte.

 

Erindringer fra et dansk Mindretal

Anne Marie Erichsen

Anne Marie Erichsen har både dansk og tysk slægt. Hun fortæller om sine mange oplevelser som aktivt medlem af dansk medlem af danske mindretal og ikke mindst som formand for kvindeforeningen.

Hun er født og opvokset i Flensborg. Hendes farfar engagerede sig i ”Hjemmetysk” politik. Hendes bror var ”flakhelfer” uddannet i Kollund Skov. Forældrene blev i 1947 medlem af SSF. Vi hører også om starten af Dansk Sundhedstjeneste – en tjeneste fra Sydslesvig.

Vi hører her om en meget aktiv forening.

 

Årbogen har så igen levet op til en god årgang. Nogle af artiklerne var mere interessante end andre. Men sådan er vi jo så forskellige. Nu glæder vi os allerede til næste månedsblad.

 

Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du finde:

 

  • Sønderjysk Årbog- en anmeldelse 2018
  • Sønderjysk Årbog – en anmeldelse 2016

 

  • Om Søfart i Aabenraa (og andre steder)

Vikinger i Vadehavet

Haderslev – handel og søfart

Søfolk fra Emmerlev

Familien Fischer fra Aabenraa

Søens Folk fra Aabenraa

Aabenraas storhedstid med søfart

Søfartshistorier fra Aabenraa

Sømænd fra Løjt og Aabenraa

Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa

Aabenraa, skibe og søfart

En skibskaptajn fra Aabenraa

Aabenraa, skibe og søfart

En skibskaptajn fra Aabenraa

Briggen Chico fra Aabenraa

Aabenraa – som søfartsby

Skibe fra Aabenraa

Flere skibe fra Aabenraa

 

Om Sydslesvig

  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Syd for grænsen efter besættelsen
  • Flensborg – 20 dage som regeringsby
  • Deserteret i Svendborg – Likvideret i Gelting By
  • Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
  • Lige syd for Grænsen 1940 – 1949

 

Om Første Verdenskrig

  • Haderslev – under Første Verdenskrig
  • Bov – under Første verdenskrig
  • Krigsfanger i Sønderjylland
  • Sønderjyder under første verdenskrig
  • Flugten over Grænsen 1914 – 1918

 

Om LS – DNSAP – NSDAP – N

  • Nazister i Tønder
  • Nolde og nazismen
  • Da Hagekorset blev hejst i Tønder
  • De dødsdømte fra Tønder
  • En rebel og hans gård
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Folketingsvalg 1939
  • Jens Møller – Folkeforfører eller folkefører
  • De danske Nazister
  • Danskere i Hitlers tjeneste
  • I nazismens skygge
  • Bloddrenge og unge nazister
  • Bovrup – kartoteket
  • Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
  • Frits nazister og et kartotek
  • Frits Clausen og danskheden
  • Frits som sprællemand og med trillebør
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen og den tredje historie og mange flere

 

Om Tyske Flygtninge og Flygtningelejre

  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Flygtninge i Tønder
  • Flygtninge – prammen fra Klintholm Havn 1 – 2
  • Flygtninge i Oksbøl
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske Flygtninge

 

 


Var det et Hævnmotiv?

Dato: december 23, 2019

  1. Var det et hævnmotiv?

 

Var det hævnmotiv?

For nogle år siden var vi fremme i lokale medier med vores opdagelser om Asmus Jensen, som du kan læse om i første afsnit af denne bog. Og da var der en lokal journalist, der spurgte om, vi troede, om der var tale om et hævnmotiv. Og han mente, om hele retsopgøret var et tak for sidst fra de dansksindede over for de tysksindede.

Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men efter diverse foredrag og henvendelser til min hjemmeside, kunne man næsten komme til at tro det. Dertil kommer en diskussion om tosprogede skilte i Sønderjylland, hvor nogle politikere efter min mening i deres modargumentationer gik lidt for langt.

Jeg tror måske ikke helt det er et hævnmotiv, men måske en form for ”betændelse, der ikke helt vil hele”.

Vreden og bitterheden mod naboen gjorde, at retsopgøret i Sønderjylland havde særlig intensitet. Den danske holdning var præget af mistro og afstandtagen. Det sønderjyske Raad, der bestod af modstandsbevægelsen fik stor folkelig opbakning til deres synspunkter.

 

Svært at hedde Uwe i København

Det er lidt svært at hedde Uwe i København. Det er ikke helt almindeligt herover og ofte bliver det også til Ove. Men det er altid sjovt ved foredrag, for da skal man altid forklare, at man ikke er tysker. Derhjemme i Tønder var vi tre søskende, der var tysk døbt og tre søskende var dansk døbt med dertil hørende dansk/tyske navne. Min far blev træt af den tyske præst’ s indblanding i private forhold. Han skippede det tyske mindretal og Der Nordschleswiger blev skiftet ud med Sønderjyden.

Men lidt foruroligende var det at få at vide lang tid bagefter af min gode ven, Ib, at vi blev kaldt for tyskerbørn ude på Lærkevej i Tønder. Vi er nu alle søskende gået i dansk børnehave og skole i Tønder. Men derfor kunne man jo godt bedrive sport i en tysk klub i byen. Det betød ikke så meget.

Da jeg startede som lærling i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk, for som gamle Nissen sagde:

  • Jeg ved jo fra din far, at du kan tale tysk.

Men se det nægtede jeg. Som jeg forklarede gamle Nissen, så ville jeg gerne tiltale kunder fra Tyskland på tysk, men jeg gik ud fra, at medlemmer af mindretallet kunne dansk eller sønderjysk. Og på de sprog, ville jeg gerne tiltale dem.

Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men så gik den yngre Andersen ind og forsvarede mig. Det varede nu lidt inden Nissen så på mig med milde øjne.

Ja vores egne børn fortsatte i det tyske system, ikke fordi vi selv tilhørte det tyske mindretal. Men vi mente, at de med to sprog stod godt rustet i EU. Thomas snød dem alle og blev en af de bedste i hans årgang på Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Rasmus startede i Kindergarten i Aabenraa, hvor jeg hvis også var tysk julemand. Rasmus fortsatte så i Kindergarten og tysk skole i Padborg.

 

Der burde være plads – uden undertoner

Da fik vi lidt problemer. I forbindelse med en bogudgivelse, skrev min kone og jeg en kronik, som Der Nordschleswiger i første omgang ikke ville bringe. Men det ville Flensborg Avis. Det handlede om, hvad man i det tyske skolesystem kunne gøre anderledes. Her kom vi så med nogle konstruktive forslag til fri afbenyttelse. Indlægget blev hvis nok også omtalt i Radio Syd. Og nu ville Der Nordschleswiger gerne bringe indlægget.

Dette resulterede i, at jeg blev bedt om, at skulle fremlægge mine argumenter på Den Tyske Efterskole i Tinglev. Og for at provokere, så holdt jeg indlægget på tysk, sønderjysk og dansk. Halvdelen var begejstret og klappede, og den anden halvdel var for at sige det mildt ikke begejstret. Og til dem hørte desværre den tyske Skole i Padborg.

Ved en senere lejlighed var vi nogle forældre, der var lidt utilfredse, og vi samledes hos et forældrepar. Det var inden en generalforsamling. Vi kunne nu læse i Der Nordschlewiger, at et oprør var i gang.

Det havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Ingen havde talt med avisen. Jeg bad Schul- und Sprachverein om at sende en repræsentant. Og det blev heldigvis en af mine gode venner fra Tønder, der kom til generalforsamlingen.

Men pludselig snakkede hverken lærere eller leder af den tyske skole til mig. Langt senere fik jeg tilfældigvis en undskyldning. Nu kunne man jo også bare have holdt sin mund og ladet som ingenting. Men det varmede nu ens hjerte, da vi på den tyske årsfest på Knivsbjerg kunne høre vores forslag blive refereret som positive.

Ja og så kom et kvindelig byrådsmedlem ind i boghandlen i Padborg og skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Danneborg på. Hun blev helt stram i masken:

  • Jamen Uwe, du foragter jo det danske, du har barn i tysk skole.

Nu er alle disse ting over 20 år gamle, og forhåbentlig forekommer dette ikke på samme måde mere i det sønderjyske. Der burde være plads til mindretal uden politiske undertoner fra nogle af parterne.

 

I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog

Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København-Bonn erklæringen. Og det tyske mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.

Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920. Det tyske mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitler’ s magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.

De danske sønderjyder opfattede det tyske mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.

 

De nordiske racer var blodbeslægtet

Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk-germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det storgermanske rige, men man ville lige vinde krigen først. Nu skal det lige dertil siges, at Frits Clausen fra DNSAP ville have grænsen flyttet ned til Ejderen.

 

Mindretal følte sig forfulgt

Det tyske mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske ”Belästigungen”. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.

Nazificeringen af mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 tyske skoler i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best og andre nazistiske ledere.

Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.

Den borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, ”Tab af almen Tillid”. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.

 

En anden udgave af Det Tyske Mindretal

Der var også en anden udgave end den nazificerede del af det tyske mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit.

Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i det tyske mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.

 

Vanskelige tider for Den Tyske Skole

De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. 90 pct. af de tyske lærere var indespærret. 3.000 tysksindede børn skulle pludselig vende sig til dansk undervisning.

Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for det tyske mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt.

I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.

 

De skal nyde samme rettigheder

Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmark’ s forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:

  • Alle den danske stats fremtidige borgere skal behandles efter samme liberale og demokratiske principper og skal nyde de samme rettigheder. Heraf følger således, at det Tyske Mindretals ret til at bruge deres eget sprog bliver respekteret. De delegerede konstaterer navnlig, at den frie skole er et princip, som altid er blevet fulgt i dansk lovgivning.

Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjyske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig.

 

De mistede alt

I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet for at modvirke de tyske opkøb.

Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra det tyske mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede. Vi har mere om dette senere i artiklen.

 

København – Bonn erklæringen

København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må Bestriden eller efterprøves.  

Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.  

Den slesvig holstenske landdag havde allerede i Kiel-erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for det danske mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.

 

Er de tyskere?

Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også ”synnejysk”.

Det er danskere, danske statsborgere med tysk kultur. De børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn af de tyskere, der ved folkeafstemningen i 1920 var imod at stemme deres tyske pas retur og gør Sønderjylland dansk. Jo de går i tyske skoler. De fleste af dem holder på tyske værdier, tyske kulturelle træk og tyske traditioner.

Indtrykket er dog, at de unge fra det tyske mindretal føler sig både tyske og danske på en gang. Måske er man i gang med at betragte sig som folk, der kommer fra grænselandet mere end at være tyskere i den gamle forstand. Mindretallets kultur og historie er vel mere ved at blive knyttet sammen i en blanding af både tysk og dansk. Mon ikke de unge er ”mere integrerede” end deres bedsteforældre, da deres bånd til Tyskland er tyndere?

De danske sønderjyder betragter deres identitet som meget dansk mens mindretallets sønderjyske identitet nok er en blanding af både dansk og tysk.

For udefrakommende kan det godt være lidt forvirrende. Tyskere fra mindretallet er i dag aktive i danske sportsklubber og det omvendte kan også sagtens være tilfældet.

Traditioner opløses hurtigere i vores samfund. Mindretallets identitet forlænges, hvis man forstår at give identiteten videre til næste generation.

Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m. Indrømmet, jeg ved ikke om disse tal endnu er helt korrekte. De er nok et par år gamle.

 

Kig dog på historien

I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.

Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter.

Går man så længere tilbage, kan man se at området er gammel dansk land. Men historikere på hver side af grænsen diskuterer stadig dette spørgsmål.

Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig Holsten også af hertugdømmet Holsten, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde kejser Konrad den Anden foræret danskerkongen hertugdømmet.

Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen-den sproglige og kulturelle grænse-mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.  

I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderen.  

Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.  

 

Debat om tosprogede vejskilte

I 2007 blussede der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte. Forslaget kom fra det tyske mindretal Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark, og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920. Og dog, i mange sønderjyske byer var der en overgang tosprogede gadenavne. De var der helt til 1945.

Fra mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det tyske mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.

Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst, turister, grænsependlere og historien.  

Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlangtes skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.

Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde det tyske mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer.  Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt det tyske mindretal var adskillige stikkere under besættelsestiden.

 

Man kræver kirkekunsten tilbage

Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland

Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler-politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.

Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen.

Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.

 

Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?

Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.  

Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosproget skiltning i Flensborg. Det var det danske mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by, der havde så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.

 

Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg

I den forbindelse er der stadig mange Flensborg-borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve. Det er Isted-løven

Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra det tyske mindretal sige:

  • Når vi sidder ned, taler vi sønderjysk, og når vi står op, taler vi tysk.

Dette kan så berolige mit sønderjyske hjerte. Måske er manglen på tolerance et spørgsmål om genrationskløft.

 

Det handler om følelser

Sønderjydernes følelse i 1864 var skuffelse og modløshed. Et dansk flertal kom under prøjsisk styre.

Københavnerne havde ”en svimlende selvfølelse” helt uden grundlag. Her tillod man sig uhæmmet national stolthed. Tyskerne fandt danskernes opførsel mærkværdig. Krigen gjorde ende på en 400-årig union mellem kongeriget og hertugdømmerne. Et langt og tæt forhold er slut. Hårdt såret og stærkt formindsket smækker Danmark med døren og omfortolker sin egen fortid.

Danmark var nu et lille land banket på plads af en langt større og ond nabo. Vi betragtede os pludselig som en nation, som uskyldigt offer for stormagtspolitik.

I 1920 blev sønderjydernes kår og fremtidsudsigter blev traumatisk for dansk politik. Og det tyske mindretals forhold blev et marginalt problem for den tyske rigsregering.

 

Ernst von Köller

En af de værste perioder for sønderjyderne var perioden fra 1. oktober 1898 til 1903. Da var man udsat for overpræsident Ernst von Köller. Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge preussisk ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.  

1.300 trykte skrifter blev forbudt og næsten 1.000 mennesker blev efter hans kommando udvist af Sønderjylland. Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Offentlige tillidshverv skulle dansksindede heller ikke forvente sig.

Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen i et par enkelte religionstimer.

Og det var bestemt ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen i, at det var en god ide, at aflægge ed og aftjene preussisk værnemagt. Ved at række hånden frem, ville man kunne opnå nogle rettigheder. Man kunne så også forhindre, at befolkningstallet af dansksindede faldt.

Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig indblik i foreningernes virksomhed foranstaltede han husundersøgelser. Desuden beslaglagde han oceaner af post, dog uden at finde noget ulovligt.

Bismarck havde forsøgt derhjemme at undertrykke katolikker, socialdemokrater og polakker ved hjælp af undtagelseslove. Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.

Von Kölle forsøgte det samme i Sønderjylland. Han udsendte blandt andet følgende opfordring:

  • Befolkningen skal lære at hæfte solidarisk. Hvis en bryder forordningen, skal de alle straffes, indtil de ved gensidig opdragelse har lært at holde sig i skindet.

Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.

Den 24. oktober 1898 udvistes for eksempel 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde. Bladet Hejmdal’ s bogtrykker Carlsen med hustru og fire børn fik marchordre med 24 timers varsel. Den yngste var kun fire uger gammel.

Det var ikke noget med anklage eller domsafhandling. Vi kunne sådan set have nævnt talrige eksempler. Rundt omkring i Sønderjylland henvendte amtsforstandere sig til de dansksindede. Det vil ikke ske jer noget såfremt I:

  • Holder jer væk fra danske forsamlinger
  • Holder jeres børn hjemme fra højskoler
  • Afsiger jeres danske avis osv.

Forsamlingshuse ville knække tyskheden, mente man. Foredragsholderne kom på en sort liste. Kirkedørene var også lukket.

Bladet Dannevirke ændrede efterhånden stil. De kunne ikke klare sig økonomisk i længden og bøjede sig efter prøjserne. Men det betød også, at danskerne vendte bladet ryggen.

I fredstraktatens §5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.

Men se dette skete aldrig. I 1879 blev dette blevet strøget af traktaten. Det var en torn i øjet på de dansksindede.

 

Efter 1920

Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede for Prøjsen. Da Schleswiger Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede det tyske mindretal også sit virke.

Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigsk Parti 14,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland. Det var den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der kom til at sidde på Christiansborg de næste 19 år.

I Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg var der flertal for Tyskland. Men da Flensborg sagde nej til Danmark var det med til at udløse Påskekrisen.

Danskerne kaldte det for Genforening, men de tysksindede mente, at Hertugdømmet Slesvig aldrig statsretslig har tilhørt Danmark.

Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han hellere så, at grænsen var flyttet langt længere nord på, for nu ville danskerne besætte hele området ned til Ejderen.

Det sønderjyske spørgsmål skabte mistro til Danmark i Tyskland. Her tillagde man os ”Revanche- eller hævnlyst”. Dette oversteg vores lyst til neutralitet, mente man. Man var i København udmærket klar over dette. Erik Scavenius førte en meget forsigtig politik over for tyskerne.

 

Var Nordslesvig et blandingsprodukt?

Jo, det var jo også tyskerne, der i 1864 fratog os to femtedele af det danske rige. De havde ført en hensynsløs undertrykkelsespolitik over for de danske sønderjyder. Egentlig var der ikke mange, der turde at anfægte denne politik. Men Georg Brandes gjorde det flere gange. Han mente, at den danske regering var alt for passiv.

Det var bestemt ikke alle, der var enige med Georg Brandes. Videnskabsmanden Frederik Poulsen stod bestemt ikke alene med følgende synspunkt:

  • Nordslesvig er et blandingsprodukt, oven i købet særlig kompliceret derved, at sprog og sindelag ikke falder sammen. Er det ikke naturligt, at den stærke magt ejer et stykke omstridt land, der motorisk er et blandingsdistrikt?

 

En artikel, der ikke vakte begejstring

Glemt er også, at udenrigsminister grev Ahlefeldt-Laurvig og generaldirektøren for told- og skattevæsnet, Marcus Rubin aftalte at sidstnævnte skulle skrive en artikel, der i 1911 skulle forbedre forholdet til Tyskland. Den udkom i Preussische Jahrbücher under titlen:

  • Deutschland, Nordschleswig und Dänemark-Von einem Dänen

Men den stødte i den grad de danske sønderjyder med sætninger som:

  • Pragfredens artikel 5, der holdt uroen vedlige
  • Artikel 5 er for længst død og magteløs
  • Nordslesvig er nu men lov og ret Tysklands, og ved dette faktum hverken kan eller bør røres.
  • Kun tåber i Danmark og folk uden indflydelse tænker på en ”genoptagen” af artikel 5 eller lignende

 

Tyskerne rejste selv ”Det Sønderjyske spørgsmål”

Danmark var meget protysk. I januar 1915 havde Stauning afvist et hollandsk forslag om, at man skulle fordømme tyskernes overfald af Belgien. Danske socialdemokrater havde også været i Belgien på tysk initiativ. Og dette irriterede i den grad belgierne.

Det kom helt bag på den danske regering, da tyskerne i 1915 selv rejste det sønderjyske spørgsmål. Igen blev artikel 5 taget op. I første omgang kunne Als ikke komme med til Danmark på grund af flådestationen i Sønderborg, mente tyskerne

 

Det Tyske Mindretal kører det store skyts frem

På et tidspunkt omfattede det tyske mindretal 30.000 personer. Det var fire gange så meget som det danske mindretal syd for grænsen. Og syd for kom de typisk fra samfundets underklasse, mens mindretallet nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byen var der mange selvstændige erhvervsdrivende.

Ved Folketingsvalget i 1939 kørte man fra det tyske mindretals side det store skyts frem. Man fik hjælp syd fra. Da resultatet forelå, manipulerede man med tallet, for det var en kæmpe skuffelse.

Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelsen af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet. Men de var opstået genopstået gennem 1930erne. Denne udtalelse passede ikke det tyske mindretals filosof, Jep Schmidt. Han mente, at Ernst Schröder skulle ”sættes ud af spillet”

Den 4. marts 1939 udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk-tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen i det tyske mindreta. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Bøhmen og Mehren var vendt tilbage til ”Riget”.

Fra tysk side kørte man frem med følgende tal efter valget:

  • Landsdelens 180.000 mennesker præsenterede 30.000 tilvandrende rigsdanskere, 50.000 var bevidst dansksindede, 50.000 bevidst tysksindede og 50.000 blev betegnet som ”blakkede”.

De reelle tal var:

  • 422 danske stemmer
  • 016 tyske stemmer.

 

Danmark havde forhandlet Sønderjylland til en Fattiggård?

En af storbønderne fra det tyske mindretal, Deichgreber, havde ellers forkyndt, at Danmark havde forvandlet området som en fattiggård. Men sandheden var vel, at Sønderjyllands landbrug efter 1920 var kørt helt i sænk. Gennem smug handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen. På landet havde gendarmer gået rundt og kontrolleret, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller slagtet.

I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på særdeles fordelagtige betingelser. Der kunne sagtens være 80 mand tilknyttet et sådant landbrug. Man kaldte det for en domænegård.

I 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes at få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede nordlige regioner i Sønderjylland.

I 1914 nægtede den Slesvig Holstenske kreditforening med at give dansksindede kredit med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til at modarbejde tyske formål.

I 1922 bestemte man, at domænegårdene skulle udstykkes i husmandsbrug

Mange landboer havde inden Genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Landsdelen blev efter Genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt til erhvervslivet og landbruget. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet cirka 20 millioner kroner til rådighed i statslån. Man forsøgte med Sønderjyllands Kreditforening. De nystiftede lån var forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklånefond.

De kriseramte og kredithungrende landmænd blev pludselig lydhøre over for mere eller mindre fantastiske bevægelser. Og denne situation benyttede man sig af i Berlin. I første omgang sendte man et beløb på 5 millioner kroner til Nordslesvig.

Som modforanstaltning oprettede man Landeværnet, der i løbet af få år fik 10.000 medlemmer.

 

Den usikre grænse

Stauning udtalte engang i et interview, at en dansk-tysk mindretalstraktat kunne være meget praktisk, hvis den ikke indeholdt nogen bestemmelser, der kunne krænke Danmarks suverænitet. Udenrigsminister Moltke fik dog hurtigt banket statsministeren på plads.

Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt grænsen, men de havde intet ønske om at rykke den mod nord. Men se dette vidste man ikke i Danmark. H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund Thomsen, der var amtmand over Aabenraa og Sønderborg amter, vågnede hver morgen tynget af tanken om, hvad der kunne ske ved grænsen i dagens løb.

Tidligere udenrigsminister Erik Scavenius skrev i 1930, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland i 1920 ville have været at foretrække.

Det kan næppe tolkes på anden måde, end at i al fald han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred med den store nabo mod syd, hvilket måske kan tages som udtryk for, at det var nogen, som var usikre over for, hvor betryggende grænsen var.

Rigsindenrigsminister Karl Jarres havde på en nordisk messe i Kiel i 1924 omtalt Nordslesvig som røvet fra Slesvig Holsten og forkyndte:

  • Die Zeit der Wiedergutmachung kommt

Ja da mente den danske regering dog, at her gik man over stregen, så der blev protesteret.

Det var senere mange dansksindede, der mente, at hvis det tyske mindretal ikke havde kæmpet for en grænseændring, var de dømt til undergang, for så havde de ikke noget at kæmpe for.

Mindretallet var utilfreds med skolereformen. Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Man fik i 1928 ret til studentereksamen. Men den danske regering ville ikke tillade realeksamen, fordi det gav adgang til postvæsen, toldvæsen og DSB.

 

Vogelgesang

Fra dansk side ville man forhindre at mindretallet hentede arbejdskraft syd fra. Og det absurde var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov. Og så var det fænomenet Cornelius Petersen. I begyndelsen stillede han sig på danskernes side. Men han blev så irriteret på de danske myndigheder, at det var de tysksindede, der fik gavn af ham.

Tyskerne oprettede nu et nyt kreditinstitut, der blev administreret af sagfører Georg Vogelgesang Dette blev aktivt bakket op af det tyske mindretal. Der kom masser af andragender. I begyndelsen så man ikke så meget på sikkerheden. Man skulle bare pille flagstangen ned.

Men sådan blev det ikke ved med at være. Man tinglyste nu forkøbsretsklausuler, der skulle garantere, at man holdt øje med ejendommen. Men det var netop formålet med dette institut. Området skulle germaniseres.

Et specielt administrationsselskab blev oprettet. Det blev kaldt Höferverwaltungsgesellschaft. Efterhånden rådede de over 90 gårde. Vogelgesang sprang til, hvis der manglede børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted, for eksempel til Lydersholm øst for Tønder. Man kunne opsige en kontrakt med kort tids varsel:

  • Hvis man ikke havde sine skolepligtige børn i den tyske skole
  • Hvis man ikke deltog i den tyske skoles arrangementer
  • Hvis man ikke deltog i den tyske vælgerforenings arrangementer
  • Hvis man ikke sammen med sin kone stemte på de tysksindede
  • Hvis man ikke deltog i de lokale tysksindede kulturaktiviteter
  • Hvis man ikke deltog i diverse indsamlinger, der støttede tyskheden

Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsudvalget lå inde med blev overtaget af Jordlovsudvalget.

I alt var der 135 gårde som Vogelgesang/Höfeverwaltung lå inde med. Det største antal på 40 lå i Tønder-området. Dernæst fulgte Gråsten-området med 34 og Løgumkloster med 29.

Midt i 1930erne udkom en bog med titlen På vej til Danmark. Den beskrev forholdene i Sønderjylland således:

  • I Fattigkvarterne ejede de færreste blot en Skjorte. Alle gik i udtrådte Sko og Støvler, som var købt før Krigen og med omhu holdtes vedlige. Rigtig Sæbe gaves ikke mere. Brødet var bagt ved hjælp af ubestemmelige Erstatningsmidler. Gamle Folk, syge Mennesker og Børn kunne få udleveret noget sødmælk mod Lægeattest.

 

Ribebrevet

Helt frem til 1945 fastholdt det tyske mindretal kravet om en grænserevision. De henholdt sig til Ribebrevet. Dette var den aftale som blev indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og Christian den Første.

De tysksindede mente, at der var blevet begået et kæmpe aftalebrud. Ja de dristede sig til at kalde det for en statslig historieforfalskning. Andre mener dog, at gyldigheden bortfaldt, da den danske Helhedsstat forsvandt ved Konventionen den 15. august 1865.

Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.

 

Barske udtalelser i Grænsevagten

Ak ja, fra dansk side blev det nævnt, at det tyske mindretal var med i planlægningen af besættelsen af Danmark. Jens Møller indrømmede, at han vidste det tre dage før. Min kære far vidste det en uge før ved at snakke med tyske lastbilchauffører i Tønder.

Og havde man i København lyttet til de efterretninger, der kom havde man nok heller ikke kunnet være overrasket. Og en uge inden besættelsen fløj der hver dag et dansk militærfly langs grænsen. Her havde man vel også rapporteret noget.

Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30. Fra dansk side var det alt andet en begejstring for de tysksindede medborgere. Således kunne man i Grænsevagten i februar 1949 læse følgende:

  • De værste Fjender vi har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstemning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den danske Storhed, hader og foragter i virkelighedens Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske-og så harmer det dem, hver gang de møder noget dansk.

 

  • Før Genforeningen var de et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned, og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet.

 

 

  • De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder. De udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv.

 

  • De modtog med Begærlighed og som en Selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler-men nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd

 

 

  • Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem.

 

  • Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til de tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs. Og samtidig optrådte Hjemmetyskerne og deres Presse med de modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer, der selvfølgelig blev udredet af Danmark.

 

 

  • Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det endt med Hjemmetyskerne!

 

  • Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet Fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er det fra dansk Side ikke andet at gøre end at likvidere hele det Hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmestyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten.

 

 

  • At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endelig tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde. Men de vil være parate til at springe os i Struben, hvis de atter faar Medhør!

 

Nu var det godt nok Dansk Samling, der udgav Grænsevagten. Og det var et problem i lokalsamfundet med denne stejle holdning. Myndighederne havde næsten den samme holdning og det gjaldt også for modstandsbevægelsen.

Det tyske mindretal henviste til deres loyalitetshensyn som medlem af et mindretal over for regering, myndigheder og militær. Og ikke alle jurister var enige i om det gik rigtig for sig efter besættelsestiden. Men fra dansk side sagde man, at der ikke ville blive gjort forskel på danske statsborgere og medlemmer af det tyske mindretal.

Mange tog af sted som helte til fronten og vendte hjem som landsforrædere.

 

Stor Fattigdom

I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede de tysksindedes forretningsvinduer til med dansk-engelsk boykot-plakater:

  • Adgang forbudt for allierede soldater

Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette. Vrede engelske soldater blev dog beordret til at fjerne disse plakater. I mange frivillige brandværn rundt omkring i Sønderjylland blev medlemmer af det tyske mindretal smidt ud.

I den grad blev der beslaglagt ejendom hos det tyske mindretal. Den løn som manden havde sendt hjem under krigen fra Deutsche Wermacht blev også beslaglagt. Dertil kom også, at man skulle betale for mad og andet i Fårhuslejren. Dette betød stor fattigdom hos mange i det tyske mindretal. Her opfattede man afstraffelsen som tilfældig og som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og nazisterne havde udført.

 

Hadet forblev

Hadet til det tyske mindretal tog ikke lige sådan af. Den 15. oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen fra Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som det tyske mindretal stadig lå under for:

 

  • Vi vil aldrig kunne glemmer, hvordan de under Besættelsen på enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske føles som en Pistol i Ryggen.

 

  • Den ledende Mænd inden for de saakaldte loyale’ s Kreds fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Den almindelige Stemning blandt Hjemmetyskere i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danskere. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt-ikke af nazismens Millioner af Ofre-al den Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de.

 

 

  • ”Og nu skal det være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som den om de afhuggede Hænder hos de belgiske Børn i Liège, og hvordan vore Venner da blev behandlet af Danskerne”

 

  • Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr Det Danske Folk, og alt, hvad der er Dansk. Og de mener, at de er i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide Taale og vente-vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.

 

 

  • Hvad er det, som gør, at Dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i besiddelse af-Tyskerne er som Børn.

 

  • Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme,- som Børn

 

 

  • De er utaknemmelige –som Børn

 

  • Tyskerne er let at paavirke-som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer.

 

 

Allerede den 11.november 1943 havde der været et møde i Haderslev-kredsen i det tyske mindretal. Her var det blevet diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk- og tysk sindede kunne blive efter krigens ophør. Det var pastor Friedrich Prahl, der havde foreslået, at man anerkendte grænsen fra 1920, og at man aktivt skulle vise loyalitet over for den danske stat. Men mødets konklusioner vandt ikke rigtig genklang før tyskernes endelige nederlag.

Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet.

 

Man fik hurtigt 3.000 medlemmer

Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale afdelinger af Bund Deutscher Nordschlewiger oprettet. Man fik hurtig 3.000 medlemmer. Alle var velkommen. Dog var det betænkeligheder fra Haderslev-kredsen med at dømte nazister skulle vende tilbage, efterhånden, som de havde udstået deres straf.

I 1951 udkom pastor Schmidt-Vodder med bogen Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa på tysk.Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han selv som utysk og et syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.

Johannes Schmidt var præst i Vodder syd for Ribe. Han var født i Tønder og sad 19 år i Folketinget, som vi allerede har skrevet. Han var fra 1920 den første formand for Schlesvigsche Wahlerverein. Han havde stor indflydelse på mindretallet indtil 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.

I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det nationalsocialistiske system. Under besættelsen stille han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var også årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindevis af medlemmer af det tyske mindretal blev han løsladt uden retssag.

I 1958 udkom Troels Fink med bogen Historie om det slesvigske grænseland på tysk.  Men det tyske mindretal tog nu ikke dette bog særlig alvorlig. Under retsopgøret optrådte Troels Fink som sagfører og som anklager mod de tysksindede.

 

Behov for selvransagelse

Heller ikke under formand Harro Marqudsen der i 1960 overtog formandsrollen, udviklede der sig nogen egentlig modstand eller egentlig opgør med den tidligere nazi-historie. Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti, at retsafgørelserne blev revideret, og at man fik en form for undskyldning. Men det skete aldrig.

Ja så sent som i 1965 kunne man i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Og det der ville være meget værre, var hvis englænderne havde besat landet.

Senere må man nok sige, at det tyske mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men mindretallet synes stadig, at være blevet uretfærdig behandlet i retsopgøret.

Og man må da sige, at holdningerne i det tyske mindretal har ændret sig alvorlig. Og det skyldes sikkert også tidligere chefredaktør Siegfried Matlok’ s ledere i Der Nordschleswiger. Han har gentagende gange erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid. Det er særlig midaldrende og yngre, der har været tilhængere af dette.

 

Undskyldning fra Undervisningsministeren

Det vakte stor opmærksomhed og glæde i det tyske mindretal i Sønderjylland, da undervisningsminister Bertel Haarder undskyldte, at der blev begået uret mod det tyske mindretal i forbindelse med retsopgøret. Det skete i forbindelse med årsmøderne i 2006 for det danske mindretal syd for grænsen.

Der Nordschleswiger skrev i en leder, at det var modigt gjort:

  • Det betyder, at det tunge kollektiv-ansvar, som blev pålagt medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland for nazi-tiden i Danmark ikke kan opretholdes, og det er glædeligt, selvom det selvfølgelig ikke kan betyde en samlet frikendelse for det tyske mindretal, som vedkender sig sit eget historiske medansvar.

Bladet nævner også, at det er en stor lettelse for pårørende i det tyske mindretal, som blev interneret og uretfærdig straffet efter 1945. De havde store personlige omkostninger.

Chefredaktør Siegfried Matlok stiller også spørgsmålet om, hvorfor undskyldningen først kom på det tidspunkt og om det kom fra som Bertel Haarder som privatperson.

Bertel Haarder havde oplevet, hvad der skete med hans nabo. Han mente, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt.

Det var bestemt ikke alle, der var enige med undervisningsministeren i at, der skulle gives en undskyldning. Heriblandt var historikere. De opfatter mindretallet som værende ligeglade også med tiden efter 1945. De valgte ledere med en nazistisk fortid.

 

Fik vi besvaret spørgsmålet?

Fik vi så besvaret spørgsmålet om, der forelå et hævnmotiv fra dansk side. Ja herfra vil man nok sige, at de alle fik en retfærdig behandling. De var loyale over for Tyskland. Men det var på den tid et forbryderisk samfund. Og mange fra mindretallet deltog i krigsforbrydelser under hagekorsflaget.

De blev ikke dømt ud fra tysk sindelag. De blev dømt lige som danskerne, selv om der var lagt op til, at de kunne dømmes mildere grundet deres tilhørsforhold til mindretallet. Mange fra mindretallet har sikkert følt sig hensat i offerrollen. Derfor følte man det dobbelt uretfærdigt.

Selv om man officielt siger, at retsopgøret gik bedre herhjemme end i så mange andre lande, kan jeg godt forstå, at nogle mente, at det der skete efter besættelsestiden ofte kunne forekomme som hævnaktioner, og retssystemet måske ikke altid fungerede efter hensigten.

Det er derfor, at vi i denne bog har taget de forskellige eksempler med som

  • Sagen fra Løgumkloster
  • Sagen fra Tinglev
  • Sagen fra Tønder

Sammenlign på den straf der blev givet for mordet i Løgumkloster med de straffe, man fik for attentatet i Tinglev. Og så var det jo også den dybt nazistiske familie fra Tønder, der for enhver pris skulle dømmes, fordi de var nazister. Og da de så blev frikendt, ja så kunne de ikke få erstatning.

 

Man ser forskelligt på historien

Det er tydeligt, at de dansksindede og de tysksindede ser forskellig på historien. Forholdet mellem dansk og tysk er i dag præget af afspænding og samarbejde, men alligevel er det noget, som spøger. Det er ikke kun tiden mellem 1933 og 1945. Næh, det er også i høj grad tiden bagefter.

Vi bærer på en tung arv. Mange er mærket af den tid. Men skal den overvindes med tavshed?

Mange fra det tyske mindretal som i 1941 og 1942 meldte sig til fronten kæmpede ikke mod danskerne, sagde de. Alligevel blev de straffet. Dette følte de som uretfærdig. Men de kæmpede for en forbryderisk organisation, der hed Waffen SS. Og de blev taberne. Ja det var også en kamp mellem demokrati og nazisme.

Man må sige, at de kilder, der siger, at mindretallets medlemmer ikke oplevede uret, ikke taler sandt. Undertegnede husker beretninger fortalt af Fårhusindsatte, der sagde, at de var udsat for vold og kadaverdisciplin i Fårhuslejren. Hvorfor skulle de tale usandt? Måske var den hårde disciplin medvirkende til Fårhusmyten?

Og denne myte var i mange år en stor blokering for selvransagelse. Denne mentalitet havde en negativ indflydelse på mindretallets politiske linje.

Mange medlemmer af det tyske mindretal har også som uskyldige oplevet masser af krænkelser og ydmyg behandling af modstandsbevægelsen lige efter besættelsestiden.

Nu blev mindretallet ikke dømt kollektivt. Men der blev heller ikke taget hensyn til deres dilemma. For egentlig var der tale om, at der skulle tages hensyn, som vi tidligere har påvist.

Men fra dansk side kunne det påvises, at der fra mindretallets side havde været vist udpræget solidaritet med det nazistiske Tyskland gennem 12 år fra 1933 til 1945.

Kan man sige, at mange fra mindretallet havde svært ved at se de danske signaler ind til august 1943? Her tænkes på samarbejdspolitikken. I hvert fald har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen taget kraftig afstand fra samarbejdspolitikken. Hans eget parti var nu bedre end de andre partier.

Nu kan mindretallet nok ikke bruge samarbejdspolitikken som undskyldning for deres handlinger under besættelsen.

Fra dansk side har man nok set det meget sort-hvid. For hvordan så det ud for det tyske mindretal efter august 1943. Havde man nægtet at medvirke i tysk krigstjeneste, var man blevet skudt med det samme som desertør. Hvis mindretallets ledelse havde nægtet samarbejde, var hele ledelsen sikkert blevet anholdt og sandsynligvis skudt.

 

Blev man ribbet for alt?

Konfiskation af tysk ejendom kom også til at berøre mindretallet. I en kronik i Jyllands Posten den 26. april 1997 skrev Ditlev Tamm, under overskriften ”Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom”:

  • Konfiskation af tysk ejendom fandt sted automatisk. Ikke noget med at overveje i hvert enkelt tilfælde, om det var tale om tysk fjendtlig ejendom Al tysk ejendom var i sig selv fjendtlig og blev dermed konfiskeret.

Det var for så vidt korrekt beskrevet. Men alle herboende tyske statsborgere havde mulighed for at friholde en del af deres formue. En meget stor gruppe tyske statsborgere undgik helt konfiskation.

Men kvinder, der havde giftet sig med en tysk soldat fik konfiskeret deres opsparing, fordi de ved giftemålet automatisk blev tyske statsborgere. Professor Stig Jørgensen skrev den 4. oktober 1994 i Information, at tyske statsborgere, der havde boet i Danmark i generationer og som havde opført sig eksemplarisk under besættelsen, fik konfiskeret hele deres ejendom.

Nu kunne man så mene, at Danmark administrerede det hele meget hårdt, som en hævn over for de tysksindede. Det gjorde man måske også i mange tilfælde. Men minister, uden særlige anliggender, Per Federspiel var rejst til London den 1. januar 1940. Her forklarede han englænderne, om det særlige problem, der var med det tyske mindretal.

Briterne bøjede sig så meget, at danskerne ”skulle ordne sagen herhjemme, men blot således, at vi gik så stille som overhovedet muligt med dørene”.

Konfiskationsloven blev gennemført efter pres fra USA og Storbritannien. På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter. Samarbejdspolitikken havde ikke ligefrem fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end højst nødvendigt.

Man kunne få dispensation, hvis man kunne bevise, at man ikke havde udvist en fjendtlig holdning til Danmark. Medlemsskab af et nazistisk parti eller det at have arbejdet frivilligt for tyskerne udelukkede som regel dispensation.

Det er da også rigtigt, at en del fik dispensation. Men det kan forekomme urimeligt, at personer fik konfiskeret jord i 1947, men først fik dispensation i 1955.

Den dag i dag mener mindretallet, at også konfiskationsloven var dybt uretfærdig. Igen havde man ikke taget hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i.

 

Lærerne blev dømt ens

Lærerne blev dømt som en samlet flok. Nogle var decideret nazistiske, men det var langt fra alle. Alle tyske præstegårde fra den tyske frimenighed blev beslaglagt

 

De venter stadig på svar

Måske har vi også i vores beskrivelse ubevidst kommet til at bedømme datidens historie med nutidens øjne. Den fejl er det mange, der begår.

Der er mange i det sønderjyske, der har frarådet os, at skrive denne bog. Hvorfor skal i rippe op i dette. Vi prøver at glemme, siger de. Men for Asmus Jensens datter og kone, som nu er 93 år, er det vigtigt at få en afklaring.

Datteren som vi bevidst har holdt anonym er sikker på, at nogle af naboerne kender den helt rigtige historie. Hele hendes efterhånden store familie er meget interesseret i, at den sande historie kommer frem. Lå der et hævnmotiv i likvideringen af Asmus Jensen?

 

 

 


Forord (1)

Dato: december 23, 2019

  1. Forord

Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?

Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.

Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.

Asmus Jensen’ s kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.

Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?

Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettiger til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?

Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvornår har vi kun fået en halv forklaring.

Vi prøver i denne bog at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var det ikke andre, der skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævngerning?

Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.

Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positivt om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.

Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.

Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP – N.

Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til at presse Justitsministeriet til at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.

Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.

Vi har fået at vide, at medlemmerne af Modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af Det Tyske Mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af Mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?

De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensen. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos Det Tyske Mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.

I Tønder sad nogle forholdsvis unge mennesker og tysksindede. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på kontoret. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmelig høje straffe.

I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretfærdig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.

I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.

Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder.

Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapporterer, hvad hjemmetyskerne foretog sig.

Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen?

En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.

Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra KZ – lejre. Og nu ventede det dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.

Men Det Tyske Mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klar. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.

Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.

Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja, for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.

En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.

Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?

Hvis man stod i et andet kartotek, kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja, så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufattelige mange udgaver.

Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.

Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som ledere. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-leder, der boede meget tæt på hianden var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.

Vi tager en tur langs grænsen på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat føler sig så ydmyget, da man tager alt, hvad han har med og til sidst også hans vielsesring. Han tager sin revolver og begår selvmord ved Kruså. Her truer man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.

Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.

Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fangere blev sendt videre syd på til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fangere.

I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fanger var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.

Ved Tønder kom der til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men også her havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.

600 domme omkring værnemageri blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejdere for tyskerne.

Jo vi udførte en hel del til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydelig større udgifter ved at have besøg af tyskerne. Spørgsmålet er også, om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejre osv. var betydelig.

Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.

Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.

Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positiv. Og Højgaard – gruppen slap ustraffet selv om de forsøgte et angreb mod folkestyret.

Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.

Dommerne fulgte mere stemningen i befolkningen, snarere end retssikkerheden. Tyskertøsser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:

  • I 1945 var Danmark ikke en retsstat

Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.

Amtmand Kr. Reftslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og Det Tyske Mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af Det Tyske Mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.

Statsminister Buhl mente da også, at Det Tyske Mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra Modstandsbevægelsen og myndighederne over for Det Tyske Mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.

Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i Det Tyske Mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede Det Tyske Mindretal mente, at Det Tyske Mindretal blev dømt alt for mildt.

I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra Det Tyske Mindretal. Han havde med held skjult at han havde en ret så stor stilling i SS.

Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.

I Sønderjylland er tysk ikke et fremsprog. Det Tyske Mindretal fulgte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.

Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.

Det var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som Det Tyske Mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.

Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.

Hadet mod de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.

Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vente tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.

Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det, han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.

Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt, og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.

For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for Det Tyske Mindretal. Min kone og mig havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.

I vores bog slutter vi med et afsnit om Det Tyske Mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.

Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.

Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.

Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.

Det er nemlig sådan at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare idet vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.

Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.

Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid både før og efter som Asmus Jensen befandt sig i, før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.

Sagen er for længst stille i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sag på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.

  • Hvad skal jeg gøre, nu vil medierne igen grave i sagen?

Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.

Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet mod Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder at afvise os med legale midler.

 

Uwe Brodersen

 

   


Det er 100 år siden

Dato: december 22, 2019

Det er 100 år siden

En region blev reduceret. Hertugdømmerne for sig selv i århundreder. En lang fest for de dansksindede. Den Slesvig – Holstenske bevægelse. Forslag til grænser. Wilson reddede den danske regering. H.P. Hanssen ville ikke satse på Flensborg. Ingen dansk enighed på fredskonference. En forsømt og fattig landsdel. Sangerkrig. Stor valgdeltagelse. Afstemningsfesterne.

 

En region blev reduceret

En velstående og sammenhængende region blev reduceret til to periferier i hver sin nationalstat. Siden er Sønderjylland og Sydslesvig glædet længere fra hinanden. Ja sådan slutter Hans Schultz Hansen sin meget informative bog om Genforeningen i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag. Den kan varmt anbefales.

Måske kan 100 året være afsæt for en ny grundfortælling. Perspektivet vil være Slesvigs deling frem for Sønderjyllands Genforening.

 

Hertugdømme for sig selv i århundreder

For hvad var det lige statsminister Neergaard sagde i sin tale i Dybbøl i 1920:

 

  • Slesvig var i århundrede et hertugdømme for sig selv, før det blev tysk i 1864 og delt mellem Danmark og Tyskland i 1920, og dets indbyggere var slesvigere før de delte sig op i danskere og tyskere.

 

Ja så klart kan det siges.

Desuden sagde den daværende statsminister Neergaard:

 

  • Vi taler om Genforening. Sagen er, at aldrig i vores tusindårige Historie har Sønderjylland været et med Danmark. Først nu sker det efter Sønderjyderne egen lykkelige vilje.

 

En lang fest for de dansksindede

Jo det er en kompliceret historie mellem Danmark og Tyskland. Det har mange nord for Kongeåen glemt. De undervurderede også, hvordan Sønderjylland var i forhold til det øvrige land.

Det var en lang fest for de dansksindede i 1920. Det havde været en kampplads mellem holstenske grever, sønderjyske hertuger og danske konger. I 1800 – tallet var det mellem dansk og tysk.

 

Den Slesvig – Holstenske Bevægelse

Den Slesvig – Holstenske bevægelse hævdede at Slesvig og Holsten siden middelalderen hørte sammen. De mente, at de havde ret til at leve sammen ”evig udelte sammen”. Men først fra 184o0 arbejdede man målrettet på at opnå denne statsdannelse.

Arveforhold satte grå hår i hovedet på de europæiske diplomater. Men hvor meget gyldighed havde Ribe – brevet egentlig?

Det danske sprog blev også udgangspunkt for en bevægelse.

Ja det var Slesvig – Holstenere, der i 1848 gjorde oprør og dannede deres egen regering.

 

Forslag til grænser

Efter den Første Slesvigske krig foreslog den britiske regering en deling syd for Flensborg og nord for Bredsted, men den danske regering ville ikke afstå området syd for linjen Slien – Dannevirke – Husum.

Og egentlig foreslog Bismarck jo også en linje syd for Flensborg og Tønder i begyndelsen af fredsforhandlingerne efter 1864. Men den danske regering håbede på mirakler.

 

Flensborg blev tabt for danskheden

I 1867 var det dansk flertal nord om Tønder og syd for Flensborg. Omfattende udvandring og dårlig dansk organisering kunne ikke fastholde dette gunstige udgangspunkt. Især i 1870erne og 1880erne gik de dansksprogede tilbage. Fra tysk side forstod man at tiltrække folk syd fra.

 

Det tyske sprog i administration og skole

Omkring 1890erne gik Flensborg definitivt tabt for danskheden Det industrielle gennembrud tiltrak arbejdskraft syd fra.

I Sønderjylland blev tysk 1876 det eneste tilladte sprog i administrationen i Nordslesvig. I 1888 blev tysk det eneste tilladte skolesprog bortset fra fire dansksprogede religionstimer.

Allerede i 1914 havde den Slesvig – Holstenske bevægelse udspillet sin rolle.

 

Wilson redede den danske regering

Den danske regering havde i den grad berøringsangst. De turde ikke fornærme den sydlige nabo. Det var præsident Wilson, de redede den danske regering. I februar 1918 lovede han, at alle klart formulerede nationale ønsker skulle imødegås.

 

H.P. Hanssen ville ikke satse på Flensborg

H.P. Hanssen var ikke meget for at satse på, at Flensborg skulle med til Sønderjylland. Dette synspunkt var årsag til, at han senere af københavnerne blev kaldt forræder. Men han var jo bare realistisk. Han vidste, at her var et stort tysk flertal.

Han mente, at dette forhold senere ville skabe problemer for sønderjyderne. I Flensborg var der kun 4 pct. danske stemmer ved Rigsdagsvalget i 1912. Flensborg havde 60.000 stemmer. Selv ved en-bloc afstemning kunne det danske flertal komme i klemme.

 

Ingen dansk enighed ved Fredskonferencen

Ja og selv på fredskonferencen i januar 1919 smuldrede den brede danske enighed fra rigsdagsresolutionen og Aabenraa – resolutionen til fordel for dansk splittelse i grænsespørgsmålet.

Der opstod i vinteren 1918 – 1919 tre retninger med forskellige holdninger til folkets selvbestemmelsesret. Dannevirke-bevægelsen skød selvbestemmelsesretten helt til side og krævede grænsen langs den historiske grænsevold i Sydslesvig.

Flensborgbevægelsen var i tråd med selvbestemmelsesretten, men slog også på byens historiske tilknytning til Danmark og på det danske flertal i 1867 som for længst var borte.

Frankrig ønskede hævn og tyskerne og gik med til at give Danmark området ned til Slien – Dannevirke og Ejderen.

Arbejder – og Soldaterrådene afviste, at en grænsedragning skulle være relevant efter revolutionen.

 

En forsømt og fattig landsdel

Men hvordan var det egentlig dengang?

 

  • 200 sønderjyder havde mistet livet
  • 000 var hårdt såret og skulle haver invalidehjælp
  • 000 var i krigsfangelejr, da krigen sluttede
  • 500 havde rømmet militærtjenesten og var gået over grænsen til Danmark

 

En forsømt og fattig landsdel ventede de hjemvendte. Her havde kvinder, store børn og ældre under mændenes fravær havde slidt hårdt, mens de tænkte på soldaternes skæbne.

I byerne sultede man i underklassen. Butikkerne var tomme. Man solgte dårlige erstatningsvarer. Det var generel mangel på sæbe, kaffe og tobak. Smugleri med de rationerede varer skete i stor stil.

Den tyske inflation udhulede folks økonomi. Før krigen kostede 100 mark – 89 kroner. I februar 1920 var man nede på 7 kr.

 

Sangerkrig

De tysksindede betragtede de fremmede tropper i landsdelen som en besættelsesmagt. De dansksindede hilste dem velkommen.

I Udbjerg mødtes tysksindede. Her blev der i første omgang bestemt, at man kun talte tysk i hvert fald ikke dansk. Men det hele endte nu i fordragelighed for man bestemte, at det skulle være på sønderjysk.

Der var også sangerkrig i Tinglev mellem dansk – og tysksindede. Det gjaldt om, hvem der kunne synge højst.

 

Stor valgdeltagelse

Og den 10. februar 1920 var valgdeltaget på 91,5 pct. Det svarede til 100.000 vælgere. Det blev i 1. zone, 75.431 danske stemmer og 25.329 tyske stemmer. I Rejsby og Skast sogne var det flest danske stemmer.

Skal vi prøve at kigge på nogle interessante tal. Her følger antallet af danske stemmer:

 

  • Haderslev 63 pct.
  • Aabenraa 45 pct.
  • Tinglev 43 pct.
  • Udbjerg 17 pct.
  • Tønder 23 pct.
  • Højer 27 pct.
  • Højer Landsogn 38 pct.
  • Møgeltønder 86 pct.

 

Ja og fra 2. afstemningszone:

 

  • Flensborg 24,8 pct.

 

Afstemningsfesterne

Afstemningsfesterne blev svækket i1960erne. I 1970erne så det ud som om, at de helt skulle uddø. Men sådan kom det ikke til at gå. I 1980erne genopstod de. Og siden har de været levedygtige uden dog at kunne leve op til fortidens højder.

 

Kilde/øvrig litteratur:

  • Hans Schultz Hansen: Genforeningen
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
  • Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske diplomatiske Spørgsmaals Historie
  • Vilhelm La Cour: Grænsevagten (tidsskrift)
  • Dumreicher: Genforeningen
  • Ludvigsen: En konges ridt
  • Jespersen: Rytterkongen
  • Christensen: Jomfru Fanny
  • Barsballe Thygesen: Christian X og den hvide hest
  • Schultz Hansen, Becker Christensen: Sønderjyllands Historie 1 – 2
  • Fink: Den første streg på kortet
  • Jørgensen: Åbenråresolutionens tilblivelse
  • Rerup: Territoriale selvbestemmelsesret
  • Tardieu, Jessen: Slesvig paa Fredskonferencen
  • Andersen: Folkeafstemning og Fødevareforsyning
  • Mathiasen: franske og engelske besættelsestropper
  • Adriansen og Doege: Dansk eller Tysk?
  • Kaarsted: Påskekrisen 1920
  • Hans Schultz Hansen: Genforeningens arkitekt: H.P. Hanssen 1914-1936
  • Svendsen, Thorsen: På vej til Danmark, Livsbilleder fra Sønderjylland.

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 120 artikler, der kan relateres til emnet. Se liste med 118 artikler under artiklen Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening.

 

 


Tiden omkring 1920 i Sønderjylland

Dato: december 21, 2019

Tiden omkring 1920 i Sønderjylland

Skal en københavner gør sig klog på dette? En forsigtig udenrigsminister. Var Stauning bedre? Et chokerende forslag. Store tab i krigen.  Vi tager en tur rundt i Sønderjylland og ned langs grænsen. Vi når Haderslev, Sønderborg, Kruså, Frøslev, Bylderup Bov, Burkal, Jejsing, Tønder, Aventoft og Højer. Vi skal hilse på grænsegendarmerne og de danske jernbaner. Vi kigger lidt på skolepolitikken. Og så havde den tyske mark det ikke særlig godt. Og så tager vi igen en gang stilling til benævnelsen. Og vi henviser til en ordentlig stak historiske artikler, der mere eller mindre afviser det ord, som mange bruger. H.V. Clausen havde argumenterne klar. Regeringen ville ikke have at stormagterne skulle blande sig. H.P. Hanssen blev kaldt for landsforræder. Christian den Tiende fik ikke hele Slesvig, ikke engang Flensborg.

 

En københavner – der gør sig klog

Sønderjyllands historie er kompliceret. Men der ingen grund til, at kalde en for historieløs, fordi man ikke vil anerkende ordet Genforening! Ordet er lige så godt som alle de andre ord, der er brugt i denne forbindelse. At ordet Genforening bringer mange følelser frem kan jeg godt forstå. Vi har efterhånden bragt en del artikler om dette tema. Reaktionerne har været mange:

 

  • Der sidder en man over i København og gør sig klog på Genforeningen
  • Han forstår jo ikke en klap af, hvad det er foregået, men det er nok fordi, at han er københavner!

 

Ja sådan kunne vi blive ved. Men her vil vi prøve at dukke ned i dagligdagen dengang. På den måde kan man måske bedre tolke problemerne dengang. Det er ikke så kedelig som statistikker og tal. Vi tager lige en rundtur i Sønderjylland før, under og efter 1920.

 

En forsigtig udenrigsminister

Udenrigsminister Scavenius var en meget forsigtig mand. Han ville ikke genere tyskerne. I Tyskland var det lige modsat. Her blev det råbt:

 

  • Dänen raus
  • Deutschland bis Skagen

 

De københavnske politikere var meget irriteret over sønderjyderne. Scavenius havde nærmest forbudt dagbladene at omtale Sønderjylland/Nordslesvig.

 

Var Stauning bedre?

Til et møde med SPD i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om holdningen til de dansksindede i Nordslesvig:

 

  • Vort parti har for stedse holdt sig fjernt for enhver støtte for den danske agitation i Nordslesvig.

 

Politikerne var chokeret

Allerede i 1915 var en tysk ambassadør rejst til København for at tale med politikerne der, om Nordslesvig. Hvad havde man tænkt sig? Ja de var nærmest blevet chokeret.

 

Et chokerende forslag

H.P. Hanssen havde længe gentagende gange efterlyst en positiv interesse fra de danske politikere om det sønderjyske spørgsmål.

Og det var sikkert ikke det forslag som Scavenius kom med den 10. februar 1917, som H.P. Hanssen havde regnet med. Vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, som de havde erobret af tyskerne. Med andre ord, England skulle betale for tysk velvilje.

Lige så chokerende var det vel, at forsvarsminister Munch var villig til at give tyskerne Årø, så de kunne opbygge en militærstation. Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig i Sønderjyllands – spørgsmålet.

 

Grev Moltke mente at sønderjyderne skulle lade sig germanisere

Grev Moltke var Danmarks gesandt i Berlin. Han mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. Ja det fremgik af artikler fra 1919. Det bedste ville være hvis sønderjyderne holdt op med at blive ved med at kværulere.

Tænk, at sådan en mand senere blev vores udenrigsminister.

 

Store tab i krigen

26.000 nordslesviger/sønderjyder var blevet tvangsudskrevet til Første Verdenskrig. Dette bevirkede:

 

– at 5.270 aldrig vendte hjem

– at de efterlod 1.500 enker

– de efterlod 5.000 faderløse børn

– at 7.000 blev såret.

 

Hvis de så forsøgte, at desertere, ja så var de tyske soldater eller gendarmer ved grænsen lovet 50 mark i belønning hver gang de skød eller pågreb en desertør.

 

Fordommene stortrivedes

De tysksindedes fest på Knivsbjerg samlede 2.000 – 3.000 mennesker. Selv om grænsen nu lå fast diskuterede man stadig grænsen. Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere nord på. Men nu havde gårdejer Cornelius Petersen været i gang med en kampagne om en selvstændig stat.

 

Danmark til Ejderen

Orla Lehmann ville have Danmark til Ejderen. Holsten skulle udskilles fra den danske stat. Argumentet var, at Danmark via Holsten ville blive trukket ind i det tyske forbund og dermed miste sin selvstændighed. Årsagen til krigen i 1864 var jo netop, at Slesvig skulle tættere på Danmark end Holsten, sagde Lemann.

Egentlig havde danskerne i Nordslesvig jo ikke haft den største tillid til København. Den begyndte først at komme i 1840erne og kom helt frem i lyset i 1864 – 1920.

Ernst Christiansen redaktør af Flensborg Avis ville have grænsen ned til Slien.

Jonaz Colin ville have bedre bånd til England. Han stod for en meget antitysk retning.

 

Clausen havde argumenterne klar

H.V. Clausen var Colins ærkefjende. I nationaltidende skrev han:

–  Vi vil ikke have Sydslesvig ind under disse grunde:

 

  1. Hensyn til selve sydslesvigerne
  2. Hensynet til os selv.
  3. Af hensyn til de danske sønderjyder

 

Hvis vi krævede Slesvig, ville Danmark begå den samme uret som først Preussen og siden Tyskland begik mod Danmark ved at håndhæve et område som det nordslesvigske, der var så udpræget dansk:

  • At regne Flensborg med til Sydslesvig er direkte forkert sagde Colin.

 

Regeringen var bange for naboen i syd

Regeringen var bange for naboen i syd. Var det ikke bedre at forhandle direkte med tyskerne. Man måtte ikke genere dem. Udspillet måtte komme derfra. Heller ikke Stauning brød sig om, at stormagterne blandede sig.

Den danske neutralitet indeholdt en velvillighed for Tyskland under Første Verdenskrig. Tyske skibe udlagde miner i strædet og mellem Langeland og Lolland.

Christian den Tiende så heller ikke dette som noget problem.

 

6.500 vendte aldrig hjem

I løbet af den 4- årige periode – krigen varede drog 26.000 i krig, 6.500 vendte tilbage. Der opstod et rygte i København i København, at danskerne havde lavet en undergrundsaftale med tyskerne. Kongen håbede stadig inderst inde at få hele Slesvig. Det ville være den perfekte aftale for hele Slesvig. Han ønskede ikke direkte forhandlinger med tyskerne. Dette forhold gav så et anspændt forhold til udenrigsministeren.

 

Danmark var en kræmmernation

Frankrig mente, at Danmark var en kræmmernation: Først De Vestindiske Øer, så Island og nu ville man give afkald på hele Slesvig. De gik ind for Dannevirke-linjen.

 

Vi havde ikke juridisk krav på §5

Da Paragraf 5 og Pragferien for længst var blevet opløst havde Danmark faktisk ikke et juridisk krav på en juridisk afståelse af hele eller dele af Slesvig. Vi havde egentlig heller ikke en ret til afstemning. Dette glemmer man altid at fortælle. At man så moralsk havde det, ja det er noget andet.

H.P. Hanssen mente hele tiden, at vi havde juridisk ret til begge ting.

 

Et vigtigt møde på Folkehjem

Den 17. november 1918 blev der holdt et vigtigt møde på Folkehjem i Aabenraa. 3.000 mennesker deltog. Her blev en vigtig reluition vedtaget. Der var også meget store mødeaktivitet hos de tysksindede. Fordelen ved et man vedtog i Aabenraa var, at nu kunne tyske områder som Højer og Tønder også bliver sønderjysk.

Egentlig blev den danske regering godt tilfreds med udviklingen. Præsident Wilson var kommet med et udkast. Det var ikke noget den danske regering selv var komme med, så det kunne ikke genere tyskerne. Og så var der også kommet et forslag fra de dansksindede fra Nordslesvig og ikke bare fra den ”irriterende” H.P. Hanssen.

Senere kom man til at overtage en del af tyskernes statsgæld. Og mange håbede endnu på at få Flensborg med.

 

På Fredskonferencen

På selve fredskonferencen var der bestemt ikke dansk enighed. Egentlig var Colin slet ikke inviteret, men han dukkede op. De britiske repræsentanter havde fået at vide, at de skulle gå ind for en linje – nord om Flensborg og syd om Tønder og Højer.

Nu var der så pludselige planer om en stemmeafgivning i tredje zone, Måske havde Colin alligevel fået indflydelse.

 

H.P. Hanssen som minister

Zahle udnævnte nu helt selvstændigt H.P. Hanssen til minister for sønderjyske anliggender. Men dette var Christian den Tiende dog lidt betænkelig ved. Der var stor opstandelse over, måden han gjorde det på. Nu havde regeringen da ellers krammet på Vælgerforeningen. Amtmand O.D. Schack blev udnævnt som ny formand for Vælgerforeningen.

 

De to Zoner

Den første zone gik fra Flensborg Fjord vest på langs Skelbækken og Vidåen syd om Tønder. Den anden zone var et område der strakte sig ca. 20 km syd for linjen, der adskilte de to zoner og som bl.a. omfattede Flensborg og vadehavsøerne.

 

Tropperne kommer

  1. januar forlod tyskerne Haderslev. Dagen efter rykkede franske tropper ind. Samtidig besatte britiske tropper, Aabenraa. Den 22. januar marcherede franske tropper ind i Sønderborg. Og den 24. januar forlod de tyske tropper Flensborg. De efterlod både Duborg – kasernen og Marineskolen Flensborg – Mörvig til britiske styrker.
  2. februar ankom de første britiske styrker til Tønder.

Ja og den 25. januar ved middagstid ankom nattoget fra København til Flensborg. Ombord var den internationale kommission.

 

Efter 10. februar

Efter afstemningen kunne man konstatere tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Højer Flække og Landsogn samt i Ubjerg og Tinglev Landsogne.

Tiden mellem den 14. februar og 14. marts var formentlig den mest udfordrende for den Internationale Kommission.

I Mellemslesvig havde de dansksindede været i mindretal i debatterne. I Flensborg var der ofte ballade. Den lokale politimester tog sin afsked, fordi han ikke kunne få et fornuftigt samarbejde med de internationale tropper.

Den såkaldte Tiedje – linje kom til debat. Den gik i en lige linje nord om Højer, syd om Møgeltønder, nord om Tønder og videre i en bue om Løgumkloster og ud ved Flensborg Fjord.

 

Påskekrisen

Egentlig vil vi ikke gå i detaljer med dette. Det er jo en artikel i sig selv. Zahle har en gang sagt, at ”Christian den Tiende førte politik med hjertet”. Han tillod at afsætte regeringen. Men det var sandelig lige før, at han havde afsat sig selv. Hans hjerte bankede stadig for hele Slesvig. Og han var bestemt ikke tilfreds med udviklingen. Han var af den opfattelse, at Zahle – regeringen i den grad havde begået vildfarelser. Kongen ville også have haft Flensborg til Danmark.

I befolkningen opnåede H.P. Hanssen at blive kaldt for forræder, fordi han gik med til Slesvigs deling.

Først den 9. juli underskrev Christian den 10. formelt den traktat, der delte Slesvig midt over.

 

Kvinderne i Haderslev

Kvinderne i Haderslev havde fået nok. De måtte ikke engang tale dansk i telefonen. Blev det opdaget blev telefonen konfiskeret. Den 2. jan 1918 kl. 10 præcis startede et kæmpe opløb i byen. På alle fabrikker og Fuglsang bryggeriet nedlagde kvinderne arbejdet. De begav sig alle til Rådhuset.

Hurtigt fik man fat i borgmester Schindelhauer. Han måtte have politieskorte gennem menneskemængden. Gennem vinduet lovede han nu kvinderne marmelade, sirup og et pund gryn. De fik også lovning på sukker og at mælken fremover ikke var sur, når de fik den.

 

En spion i Sønderborg

Man havde fundet ud af, at der var en spion, der huserede på flådestationen og andre steder i Sønderborg. Men man vidste ikke, hvem det var.

En ung flyveløjtnant, der kaldte sig Freiherr von Smettau var kommet til Sønderborg. Han havde fået talt med landråden og omgikkes alle officerer. I Varnæs fik han en meget fin middag. Da han så skulle betale, sagde han, at regningen skulle sendes til flyverskolen i Aabenraa.

Værten fattede mistanke og ringede til skolen. Et par flyvere blev nu sendt til Varnæs, fordi man pludselig fandt ud af, at han kunne være spionen. Men han var for længst over alle bjerge.

 

Da Als blev republik

Det var den 6. november 1918, at Bruno Topf erklærede Als som en republik og at han nu var præsident. Dagen efter ophørte Als at være republik og ekspræsidenten gled ud af historien.

Under krigen var han overskædder – gast i Marinen. Da budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå han på lazarettet. Han led af tuberkulose. Trods alt kom han i spidsen af Soldaterrådet.

Han forlangte bl.a. at marinen skulle sejle under rødt flag.

 

Flertal i Bov Sogn

I Bov Sogn var der 656 danske mod 496 tyske stemmer. Og så var det problemer for befolkningen i Frøslev. De skulle have speciel tilladelse for at komme til Padborg.

Den 10. februar 1929 blev der rejst 29 flagstænger i Frøslev og alle var naturligvis forsynet med Dannebrog. De tysksindede flagrede med Slesvig Holsten flaget eller det tyske rigsflag.

Og resultat i Frøslev blev 149 danske mod 106 tyske stemmer.

 

Grænsedragningen

I første omgang kom grænsedragningen til at gå tværs gennem Kruså Mølle og Kobbermøllen. Ejerne ønskede at komme til Danmark. Men det skete nu ikke for Kobbermøllen. Også Krusågård ønskede at komme til Danmark.

 

Grænsegendarmerne

Grænsegendarmerne, der stadig stod ved Kongeåen til november 1920, måtte sende folk til den ny grænse den 5. maj 1920. Oprindelig var de 100 mand hernede. Men det blev hurtig udvidet til 500. Unge danske soldater, der ellers skulle have været hjemsendt blev nu udkommanderet til grænsegendarmerne.

De skulle gå to daglige ture på gendarmstien. Dagen var inddelt i 6 vagter af 4 timer. Og der var masser af smugleri over grænsen. I 1920 blev en gendarm skudt.

Ordren lød på, at man ikke måtte gå til bal i den flotte blå uniform. Men ak. De unge gendarmer kunne godt mærke, at den blå uniform tiltrak de unge sønderjyske piger.

Mange forelskelser fulgte. Der blev til mange forlovelser. Og mange gendarmer bosatte sig hernede.

Dem, der så ikke havde held med pigerne i første omgang indrykkede en annonce i Flensborg Avis:

 

  • Unge Damer – Se her – Fire unge livlige Gendarmer søger Bekendtskab med flere smukke Flensborgske Damer – Billet mrkt. ”Haab” med Fotografi paa Flensborg Avis’ s Kontor.

 

Rige tysker i Kollund

Efter 1920 var der stadig masser af rige tysker, der besøgte hotellerne langs Flensborg Fjord. Ja man kunne læse i Flensborg Avis, hvem der besøgte Kollund. Fjorddamperne havde masser af passagerer.

 

Kruså voksede

I 1921 var der kun 120 mennesker i Kruså. Men det antal voksede hurtigt. Tolderne stiftede familie og bosatte sig. Mange embedsmænd fra Padborg bosatte sig også her.

 

Farvel til de russiske flygtninge

Det var vedmodigt, da de russiske flygtninge fra sognet forlod stedet. De blev kørt til Flensborg Banegård. Men mange beboere fra sognet var taget med derover. Der blev udvekslet mange ”Dosvidanje”. Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov.

 

Landeværnet blev dannet i Tinglev

I Tinglev blev foreningen ”Landeværnet” dannet som led i den nationale kamp om jorden i Sønderjylland. Allerede i 1890 startede den preussiske stat germaniseringen af området ved at tilbyde tyske landmænd billige jendomme og jord.

Mens landbruget i Sønderjylland var i dyb krise forsøgte ”Kreditanstallt Vogelgesang” at støtte unge tyske landmænd med billige lån.

I juli 1920 var markens kurs helt nede på 16 øre. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet 20 mio. kr. til rådighed i statslån. Man forsøgte sig med Sønderjysk Kreditforening. De nystiftede lån var dog forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypotekslån.

Dengang var 40 pct. af nordslesvigerne beskæftiget ved landbruget. Men man manglede arbejdskraft. Mange af sønderjyderne var udvandret enten til Amerika eller Danmark.

I 1926 havde Berlin bevilliget 6 mio. kr. til tysk kultur i Nordslesvig. Interessant er det også at se, at 17.000 af befolkningen var født syd for grænsen, og 8.000 tjenestefolk var såkaldte ”udlændinge” nok mest tyske.

 

Præst vækker forargelse i Bylderup Bov

En mindetavle i Bylderup Bov vakte vild forargelse. Pastor von Hermolt havde ladet en mindetavle opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig Holstenske våben og med tysk indskrift med, hvem der var faldet for fædrelandet.

Da konfirmationsundervisningen skulle starte ville man have en anden præst. Det var så pastor Schüllein fra Øster Højst, der måtte træde til.

Det var sin sag med disse præster. Mange søgte embeder syd for grænsen. Nogle blev fyret, og nogle beholdt man. I Visby nord for Tønder lød afstemningen på 146 mod 146 for den nuværende præst. Men han trak sig først i 1922 mod en understøttelse på årligt 2.500 kr.

Præsten havde begået den ”forbrydelse”, at begrave sin kone ude i haven. Det havde han ikke fået tilladelse til.

Og ude i Højer havde pastor Rolfs taget sin afsked. Så blev det pastor Brarens tur. Men han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Han mente at han både var danskernes og tyskernes præst. Han lagde alle hindringer i vejen, da det endelig kom en dansk præst til Højer. Her gad menighedsrådet ikke engang at hjælpe med at finde en bolig til den ny pastor.

Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik træde til og købe en bolig til ham.

 

I Burkal

Først i oktober 1920 blev et skilt, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen m.m. For udefrakommende var det en overraskelse. Og de talte også sønderjysk.

Ja man sagde, at i Tønder snakkede man fem sprog omkring 1920, højtysk, rigsdansk, plattysk, frisisk og sønderjysk. Ja nogle talte også Tønder – plat. Men på gaden talte man sønderjysk.

Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle, da en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduet på en måde, så glasset faldt ud rammen:

 

  • Wo man hin sieht, und wo man hin greift, lauter Trümmer.

 

En søndag I november blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. 70 navne var der på stenen. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland holdt tale på tysk.

I det daglige var der ingen problemer mellem de danske og de tysker. Man levede side om side. Men ved fester og sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk.

Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. Og her i Burkal var der et stort tysk flertal.

I Slogs Herred var der stærk hjemmetyskhed efter 1920. De danske præster var for længst fordrevet. Kun i Ravsted og danske Rørkær havde man dengang protesteret.

 

Meyer var jo dansksindet

Lærer Meyer i Rørkær stammede fra Simondys ved Frøslev. Han måtte undertrykke sin danskhed for at bevare jobbet. Mod sin vilje var han også formand for en tysk forening i byen.

Den danske Sangforening blev oprettet. De øvede på Stationskroen i Jejsing. Men så kom der et forbud mod at synge på kroen. Resultatet af dette forbud førte til et dansk forsamlingshus lige i nærheden.

En aften var der et tysk møde på kroen og på forsamlingshuset var der samme aften et dansk møde. Men Johan Meyer kunne ikke dy sig:

 

  • Mens vi sidder her og knap nok kan synge første vers af ”Deuschland über alles” udenad, synger vores danske venner de danske sange fra første til sidste vers næsten alle udenad.

 

Dermed faldt Johan Meyer i unåde hos tyskerne i sognet.

 

Anton fra Lydersholm

Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev den justeret mange steder. Det skete fordi ejeren absolut ikke ville tilhøre den anden nationalitet. Det gjaldt også for Adolf Ewertsen. Han blev også kaldt for Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet boede han i Lydersholm.

Han ville absolut ikke være dansk statsborger. Da området så blev dansk pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje et hus.

Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård, syd for grænsen. Familien betalte i danske kroner og ører.

 

Mange tyske foreninger i Tønder

I Tønder var det både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste tysksindede talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark:

 

  • De har it mæe soldate, end at Æ Feuerwehr i Affanraa ka arrestere dem.

Kiegsverein havde sagt, at de ville ekskludere de tysksindede borgere, der blev aktionærer hos Tønder Landmandsbank. Mange fik så deres koner til at skrive under i stedet. Så kunne man stadig være anset i de tyske kredse.

Oluf Olufsen, Tysksindet borgmester i Tønder og byens matador så helst ikke, at der kom flere banker til byen. Han opbevarede alle de store landmænds penge i sin meget store bankboks.

Desværre fik han solgt alle sine grunde på et forkert tidspunkt. Han investerede sine penge i tyske mark. Det skulle han nok heller ikke have gjort.

Den nye matador i Tønder blev Hans Angel. Han blev også kaldt for Tykke Angel. Han var urimelig tyk. Man sagde om ham, at han kunne spise en hel ost af gangen.

 

Revolutionen i Tønder

Også i Tønder var der revolution. Et par menige soldater fra Kiel var ankommet med røde plakater. Der blev også oprettet soldater – og arbejderråd. På et møde i byrådet bankede førerne af kommunisterne deres revolvere i bordet. Dette medførte, at de fik flere penge til deres gøremål

Det blev også afholdt et offentlige møde på Torvet i Tønder. Til den historie hører, at borgmesteren skulle fremskaffe et rødt flag. Men det lykkedes ikke, så måtte fruen ofre hendes røde kjole, ellers kunne revolutionen ikke gennemføres i Tønder.

 

Legater kun til tysksindede

Der var mange legater i Tønder. Men de allerfleste blev kun givet til de tysksindede. En dansksindet mor henvendte sig for at få et legat til datterens konfirmation. Hun fik følgende svar:

 

  • Nej, hvad tænker De dog på. Deres mand er jo fra Danmark. Så må Danmark jo ernære Dem
  • Å ejsen må de hunge.

 

Da Thorvald Petersen rejste problemet i Tønder i 1919 var svaret:

 

  • Sie sind ja Dänische Untertannen, mit dennen haben wir nichts zu tun.

 

Sturm auf Tondern

Deutscher verein havde i Tønder indkaldt til Folkemøde. Der samlede 1.000 deltagere. Ekstra tog var indsat. Man kaldte mødet ikke uden grund ”Sturm auf Tondern” Og formanden holdt et langt indlæg om de tyske værdier.

 

Sangerkrigen i Tønder

Inden valget havde de dansksindede meget travlt. Det viste sig, at meget få havde kendskab til Danmark og hvad det stod for.

Fra tysk side havde man i generationer fortalt, om hvilket lille usselt land, det var. Og det var avisen Tonderische Zeitung, der førte an.

Til afstemningen var der kommet et særtog nord fra. Men der var ingen flagalle til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod hundredevis af tyske skolebørn på banegården og sang:

 

  • Schleswig Holstein meerumslungen

 

Den 10. februar 1920 opstod der en sangerkrig på Storegade i Tønder. De tysksindede sang ”Schleswig Holstein meerumschlungen” og de dansksindede sang ”I alle de riger og lande”

Det kom til optøjer. Engelske soldater måtte tilkaldes og Grev Schack forsøgte at berolige gemytterne.

Ja det blev et klar flertal til Tyskerne med 2.448 stemmer. Danskerne fik kun 750 stemmer. Inden valget var borgerne gået rundt med sløjfer på tøjet for at tilkendegive, hvor de hørte til. De dansksindede med rød og hvis og de tysksindede med ”Schwartz, Rot, Gold.

Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud.

 

Soldaterne kommer

Den 10. jan 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszone. Rundt omkring i Sønderjylland begyndte engelske og franske tropper at rykke ind efter 14. jan.

Den 2. februar var englænderne kommet med en fortrop med 60 mand. Til tonerne af engelske kampsange gik det til Seminariet. Forest gik en karl fra Solvig med Dannebrog.

Den 5. maj kom de danske tropper endelig til Sønderjylland. De havde fået strenge ordre til opføre sig korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære fædrelandssangen udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.

Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde treinvognene fra. Men han kom på andre tanker, da han blev truet med en pistol.

Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag.

Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Tropperne blev rangeret helt over til kreaturstaldene. Man rangerede ekstra kraftig og ekstra længe.

Det var uro i Tønder. Det hjalp da de danske soldater ankom til Tønder. Men det var kun kortvarig.

Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1,60 til 2,00 kr. Man forlangte at danske politi skulle beskytte arbejderne på værkerne. Men det ville politiet ikke, så måtte dragonerne træde i funktion.

Den 8. maj var dragonerne ankommet til Tønder fra Randers. Hestene blev i begyndelsen opstillet forskellige steder i byen indtil staldene ved Ryttervej var færdigbygget.

Soldaterne flyttede først ude på zeppelinbasen nord for Tønder. Efterhånden flyttede de så ind i det nordlige Tønder, hvor Ryttervej og Svinget nu ligger.

 

Møntsystemet

Den 20. maj indførtes det danske møntsystem. Kroner og øre afløste Mark og pfennig.

Håndværkere, lønarbejdere og tjenestefolk klagede over, at de fik deres løn udbetalt i ustabile D – mark. De ville hellere have deres løn udbetalt i danske kroner.

Overgangen fra tysk til dansk forvaltning skabte problemer. I den tyske forvaltning havde hver lille by et kommuneråd og en forstander. Nu skulle man pludselig være en stor sognekommune.

 

De danske Tog

Den 14. juni kørte det første danske tog til Bramming. To dage efter rejste det tyske personale med et tog bestående af 10 tyske lokomotiver med af rejse fra Marschbahnhof, men nu Tønder H.

Man lod alle dampføjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hængt plakater med teksten:

 

  • Vi kommer igen om fem år.

 

Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske efterfølger. Kassen var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.

Et par dage efter overmalede de tysksindede alle de røde postkasser i Tønder.

 

Tønder mister opland

Tønders opland mod syd blev ny stærkt begrænset, Fra en upåagtet Kreisstadt blev byen nye Danmarks yderste grænseby.

 

I Byrådssalen

Det første valg efter ”Genforeningen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til ar rejse sig. På tysk forkyndte han:

 

  • Jeg forstår ikke dansk. Må vi få en tolk. Jeg opfordrer alle de tysksindede til at udvandre fra salen i protest.

 

Et dansk bibliotek

I en baggård til Tønder Landmandsbank var der under det tyske styre indrettet et dansk bibliotek på 56 m2. Man var meget forsigtig. Danske tjenestemænd turde ikke at møde op her.

Af og til dukkede en tysk gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op og hvad der blev sunget.

Under det tyske herredømme fik man meget hjælp fra Kongeriget. Byrådet i Tønder mente, at man kunne klare sig med det tyske bibliotek. Og det var i 1922. Men Tønder Bibliotek startede først sin virksomhed i 1923 med kun 12.000 kr.

Man havde i begyndelsen 1.400 bøger til udlån. I 1928 havde man samlet så mange bøger, at man kunne kalde sig centralbibliotek. Det var en meget svær fødsel.

 

Hvor er de dumme danskere?

For Landrath Rogge var det irriterende, at der trods alt var dansksindede i byen inden 1920. Han kendte ikke så mange af dem. Og så stillede han hele tiden spørgsmålet:

 

  • Wo sind die dummen Dänen?

 

Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:

 

  • Danskerpak – mæ Lus i æ Nak.

 

Statsskolen

I 1920 afløste Tønder Statsskole, Realschule Tondern. Den danske regering havde besluttet, at der skulle oprettes fire gymnasier i Sønderjylland.

Pastor Steffen, den tyske præst i Tønder synes, at det var uretfærdig at Tønder var blevet tysk. I 1917 havde man besluttet at afskaffe den danske gudstjeneste.

En adjunkt senere lektor dr. Felix Arnt var lærer i tysk. Han kom fra Brandenburg. I 1920 fik han lov til at gå med over i Statsskolen. I Tønder lærte man sandelig ikke ”Københavner – tysk” Han var ret populær. Men senere oplevede eleverne nærmest et chok.

 

Den rebelske storbonde

Ude i Vester Anflod boede den rebelske storbonde Cornelius Petersen. Hans fødeegn var Nordfrisland. Han gik egentlig ind for et samlet Slesvig Holsten. Han oprettede bevægelsen ”Bondens Selvstyre” Han havde også tæt kontakt Danevirke – bevægelsen.

I 1926 kaldte han Stauning for en røverkaptajn. Det kom efter at Stauning på Bov kro havde sagt, at 50.000 arbejdsløse var klar til at overtage det fallerede landbrug. Ja for denne bemærkning fik han tre måneders fængsel.

 

Heimatfest 1921

Genforeningen var langt fra så smertefri, som det ofte bliver fremstillet. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var ”Oprørssangen” og ”Oprørsfanerne”. Man sang også smædesangen:

 

  • Wir wollen keine Dänen sein

 

Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve tyskerne ved at afsyngefædrelandssange. Militæret blev svinet til i de tysksindede medier i Sønderjylland.

 

Man talte dansk i Aventoft

Man talte dansk i Aventoft syd for Tønder. Og det gjorde man også i den nærliggende by Humptrup. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest forargelige, som man kunne tænke sig. Det kaldte man en, der var dansk døbt i Møgeltønder.

Og når kaffen steg i pris var det københavnernes skyld. I 1920 skete der noget i Aventoft. Nu sagde de tysksindede:

 

  • Ich bin Deutsch bis an die Knochen

 

Det blev de så drillet for af dansksindede. For knoglerne var jo danske. De havde jo alle sammen hentet dansk flæsk i Ribe. Efter afstemningen blev kontakten til Danmark udvidet.

Den 15. juni blev Nordslesvig officielt forenet med Danmark. Indtil november 1920 var den gamle grænse stadig overvåget.

En overgang efter 1920 var bestemmelserne så strenge, at man ikke måtte tale med tyskerne på den anden side af grænsen.

Her ved Aventoft ville ejeren sandelig ikke sælge arealet til det danske toldvæsen. Han kunne ikke komme til sin mødding hævdede han, når arealet blev solgt. Myndighederne besluttede, at man skulle foretage prøvekørsler med og uden mødding. Men man nåede dog til kompromis uden disse prøvekørsler.

 

Den stakkels beboer

Ude i Højer havde man den 18. marts 1919 udvidet flækkebestyrelsen fra 8 til 15. Og det var med et meget stort tysk flertal

En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I hans bibel skrev han:

 

  • Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt os? Sådan skriver jeg og tusinde gode tyskere i Nordslesvig daglig til dig. Vi kan ikke begribe dine uransagelige veje. Vi forstår slet ikke, kære Gud. Af hvilken grund skulle vi tyskere udleveres til de hadefulde danskere og gøre os til sønderjyder.

 

Ikke mange danske børn

I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men i bygningen skulle man også dele med den tyske kommuneskole med 168 børn. Den danske afdeling havde kun 16 børn det første år. Året efter var der allerede 45 danske børn.

De to skoleledere var uenige om alting. Det blev først meget bedre i 1926, da den danske skoleleder blev fyret.

De dansksindede forældre havde heller ikke så meget, at skulle have sagt i Højer. De tysksindede havde også de største gårde i byen.

I Flækkerådet blev der altid sagt ”Lad os stemme om det”. Der var tysk flertal til efter besættelsen. Der sad da så mange i Fårhuslejren, at det endelig blev dansk flertal.

 

Mange skift af statsborgerskab

Käthe Boysen fra Herbergsgade blev født som tysk statsborger i 1906. Hun fik dansk statsborgerskab i 1920. I 1926 blev hun gift og blev automatisk tysk statsborger. Senere Blev hun og hendes mand så danske statsborgere. Så let gik det langt fra alle i Sønderjylland.

 

Revolution i Højer

Som alle andre steder varder også revolution i Højer. Det foregik på Centralhotellet. En kendt håndværker blev foreslået som formand:

 

  • Nej, nej, Det ka æ it – Det stemme it mæ min kristen øwebevisning

Men håndværkeren måtte nu bøje sig for modbevisningen:

 

  • Dæ æ jawn sån jen, Vorherre ve ha

 

Eksempel på modsætningsforhold

Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var til stede. Og den lille historie giver et humoristisk indtryk af det.

En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig ”hårbyttel” Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:

 

  • Æ I tysk essen dansk?

 

De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lod svaret ned fra rendestenen:

 

  • Dann lieber kriechen

 

Kongens rundtur

Så var det Jomfru Fanny fra Aabenraa. Ja og for dem, der ikke kender hende, kan vi fortælle, at mange tror, at hun var kongedatter. I så fald skulle hun have været halvbror til H.C. Andersen, som var beskyldt for at være kongesøn. Jomfru Fanny var kommet til Aabenraa en sen nattestund i en kongelig karret til Slotsgade i Aabenraa. Men se det er en hel anden historie. Men hun kunne forudse ting og sager. Hun havde proklameret:

 

  • Det bliver ikke Christian den Niende som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvis hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker for at tage imod ham og ikke et eneste kendt ansigt.

 

Og kongen kom den 10. juli 1920. Han var kommet med skib til Kolding. En kilometer før grænsen var han steget op på Malgre Tout. Det er fransk og betyder ”Trods alt”

Man har sagt at hesten var en albino. Men nu kan heste ikke blive albinoer.

Dengang havde de kongelige stalde ikke nogen hvide heste. Men det havde man på Visborggaard.

 

Hesten blev aflivet i 1921

I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at skyde den. Men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Kongen havde været op og snakke med den, da den levede.

Hesten var ikke blevet skudt påstås det. Den blev slået ned. Og så var den ikke købt i Frankrig, men det var en ”Knabstrupper” Og så havde man ikke brugt kalk men pibeler.

Og myterne er mange. Således skulle Arveprins Knud have fået noget kalk på sig. Han red ved siden af sin far.

 

Lille Johannes tårer

Den lille pige var Pastor Brarens lille plejedatter. Han blev senere dansk/tysk præst i Højer. Det var i 1926. Og Henrik Pontopidan skrev et digt om episoden. Det var meningen, at hun kun skulle give ham blomsterne. Meningen var slet ikke, at hun skulle op til kongen. Kongen spurgte moderen. Men hun hørte ikke spørgsmålet.

I forvejen havde nerverne spillet hende et puds. Der var mange mennesker, så hun var utryg. Tårene trillede ned af hendes kinder, da hun sad oppe hus kongen. Lille Johanne var i 1915 blevet overladt til et børnehjem. Hun kom i pleje hos familien Braren i Årslev.

Kongen mente ellers at pigen var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og Johanne fik et halsbånd af ham til sin konfirmation.

Der hvor kongen red over var lige i nærheden af Frederikshøj, nord for Christiansfeld.

 

De kom fra Flensborg

Den 12 juli kom kongen forbi Bov Sogn. De danske fra Flensborg var gået til Kruså for at hilse på kongen. Et mindesmærke er også sat op ved Kruså Korsvej:

 

  • Her mødte Christian den 10. det danske folk syd fra 12.7.1920. I skal ikke blive glemt.

 

Besøget i Burkal

Selvfølgelig kom kongen og dronningen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten havde de rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig, var de to lærere og børnene styrtet hen til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han var nervøs og gik frem og tilbage.

Delvis skjult bag buskerne over på den anden side af vejen stod en masse hjemmetyskere. Alle kiggede spændt i retningen af Saksborg. Så kom der en bil. Alle skyndte sig tilbage i opstilling. Men ak, det var bare amtsskolekonsulent Svendsen. Han kørte en Ford af ældre model. Han råbte, at de var på vej.

En bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var Grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo selv tage imod på Schackenborg senere i løbet af dagen.

Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.

 

Store øre i Tønder

Da kongefamilien kom til Tønder kom til lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af et uheld ved grænsen, hvor hesten smed ham af. Han haltede temmelig meget.

Man flagede endda med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde ikke noget imod det.

To hjemmetyske piger stod og snakkede sammen på Torvet:

 

  • Kug Mahl – Der König har grossen Ohren!

 

Pludselig vendte kongen sig smilende om til de to piger:

 

  • Ja mit grossen Ohren kan er alles höhren

 

Da Laust fik en kongelig køretur

Det var lidt af en kattepine for Højer, at kongen kom på besøg. Byrådet skulle godkende talen, som borgmester Johansen holdt på tysk.

Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer og skulle til Skærbæk, gjorde han lige holdt i en lille landsby. Og der stod en af byen gamle bønder, Laust. Han hilste på kongen:

 

  • Godaw Hr. Kung
  • I ku vel it køe så sinne, tæ æ ka følg mæ i mit hestvoun.

 

Laust ville gerne være der i Skærbæk, når Kongen blev modtaget. Det endte med, at Laust kunne tage plads i en af de medfølgende biler.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.468 artikler, heraf har vi udvalgt disse artikler, der historisk kan føres frem til de ting, der skete i 1920

 

Se listen (118 artikler) – i artiklen – Velkommen til Indlemmelse. Afståelse og Genforening her i kategorien

 

 

 

 

 


Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening

Dato: december 20, 2019

Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening

Der er mange holdninger til brugen af ordet ”Genforening”. Følelsesmæssig kan man måske godt forstå det. Men historisk er det forkert. Det vil ”Den Gamle Redaktør” fortælle om til Afstemningsfest i Rens den 10. februar 2020. Her er en liste over 112 artikler på dengang.dk, der har relationer til Indlemmelse, Afståelse og Genforening.

 

Utilfredshed med ”Den Gamle Redaktørs” artikler

Her i 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark. Her på siden har vi efterhånden skrevet en del artikler, der henviser til overstående. Vi har fået mange hug fra læsere, fordi vi ikke uden videre anerkender ordet Genforening.

Vi kan sagtens forstå, at der er følelser med ordet Genforening, men historisk er det ikke korrekt. Og det er jo vanvittigt, hvis man forlanger at folk fra Det Tyske Mindretal uden videre skal godkende ordet. Så kender man ikke historien.

Der bliver i jubilæumsåret holdt mange arrangementer i det sønderjyske. Det er ”Den Gamle Redaktørs” håb, at man ikke begår historieforfalskning. Der er skrevet mange bøger om begivenheden. Og dem ”Den gamle redaktør” indtil nu har læst er udmærket.

Men der er sandelig også læst artikler, der ikke holder sig til sandheden.

 

En festtale i Rens

Selv har ”Den Gamle Redaktør” æren af, at skal holde Festtalen til Afstemningsfesten nede i Rens i Sønderjylland. For dem der ikke ved det, så ligger den lille by mellem Tønder og Tinglev lige op af den tyske grænse. Og ”Den Gamle Redaktør” glæder sig.

Vi skal have en festmiddag, der består af det, som man spiste dengang. Ja så kommer Tinglev Brandværnsorkester og spiller nogle melodier, der hører med til Afstemningsfesten. Og det bedste er, at talen bliver holdt på sønderjysk. Måske har der allerede lyst nogle kritiske ryster:

  • Hvad ved en københavner om det tema, og kan han sønderjysk?

Ja de faste læsere af denne side ved hvis bedre!

 

Masser af artikler

Nu er det sådan, at allerede nu har flere medier henvendt sig, derfor starter vi en ny temaside om Indlemmelse, Afståelse og Genforening. Vi kan sikkert også finde flere ord for det, der skete for 100 år siden.

Vi har jo allerede skrevet en del om temaet og lagt artiklerne ud. Derfor starter vi her med en oversigt over de artikler, der giver et overblik over begivenhederne. Og så starter vi med at henvise til, hvor du kan finde artiklerne.

Vi vil i løbet af 2020 skrive flere artikler om temaet. Og til kritikkerne af vores indlæg, kan vi kun sige, at det selvfølgelig er tilladt at have en holdning, så længe man holder sig til de historiske kendsgerninger.

 

Oversigt over artikler, der relaterer sig til begreberne Indlemmelse, Afståelse og Genforening:

 

  • Under Tønder (248 artikler)
  • Slogs Herred – mellem dansk og tysk
  • Heimatfest 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1854
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder – før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Tondern station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Soldat i Tønder 1851
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Klosterbrødrene i Tønder
  • Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
  • Et slot i Løgumkloster
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Adel – og storgårde i Tønder Amt
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Åndens Folk i Tønder
  • Tønderhus, slot, borg og fæstning
  • Hertugen af Tønder
  • Møgeltønders historie

 

  • Under Højer (70 artikler)
  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Apotekeren fra Højer

 

  • Under Sønderjylland (184 artikler)
  • Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet ”Genforening”
  • Sønderjylland under pres syd fra
  • Folketingsvalget 1939
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Den Gamle Grænsekro
  • Hertugdømmet – den rigtige historie
  • Den Blå sangbog i Sønderjylland
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordekamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Kan man egentlig tale om genforening?
  • Er Genforeningen det rette ord?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens hvide hest 1-2
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Genforening – Forening eller Indlemmelse
  • Ribe – brevet
  • Var det virkelig tale om Genforening?
  • Dansk-tyske brydninger i et Grænseland
  • Var afstemningen i 1920 retfærdig?
  • Rendsborg 1848
  • De Sønderjyske Piger
  • Sønderjyder i Første Verdenskrig
  • Ved Krigsfronten
  • De kongerigske Enklaver 1 – 2
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sikringsstilling Nord
  • En adelsborg ved Tønning
  • Ned med de dansksindede
  • Sproget i Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Sønderjyllands historie indtil 1200
  • I Sønderjylland siger vi Mojn
  • Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
  • Farvel til de sønderjyske Gråbrødreklostre
  • På flugt fra Wallenstein
  • Dengang på Sønderborg Slot
  • Da Christiansfeld opstod
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Flensborg – hverdag og krig (2)
  • Margrethe den Anden og Sønderjylland

 

  • Under Aabenraa (147 artikler):
  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa – mellem to krige
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Kysten – ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Den onde amtmand fra Aabenraa
  • Caspar von Saldern – hvem var han?
  • Brundlund Slot
  • Adelsslægten fra Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa 1-2
  • Aabenraas Historie

 

  • Under Kruså/Padborg/Bov (57 artikler):
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Genforening i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

 

  • Under 1864 og De Slesvigske Krige (14 artikler):
  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige
  • Slaget ved Brøns (1)
  • Slaget ved Brøns (2) – set med tyske øjne
  • G. Monrad 1- 2
  • Lundtoft Herred 1848
  • Sønderborg 1864
  • Sandheden om Herman Bangs Tine

 

  • Under København (160 artikler):
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi
  • Sønderjyder i København

 

  • Kig også eventuelt på Besættelsestiden (146 artikler)

Her belyses dansk – tyske forhold efter 1940 og situationen i Sydslesvig.

 

 

 

 


En Nørrebro – drengs oplevelser

Dato: december 6, 2019

En Nørrebrodrengs oplevelser

Vi følger i denne artikel to knægtes oplevelser på Nørrebro. Vi starter i Guldbergsgade før 1900 – tallet og slutter i Kronborggade i 1930erne. Aviser brugt som lokumspapir. Der var sparsom belysning på trappen. Det var lange vinteraftener. Gården og gaden var legeplads. Hestesporvogne larmede på Nørrebro. Skolerne røg i totter på hinanden. Eleverne måtte selv sjoske hjem fra Zoo. Undervisningen blev forstyrret af militæret. På Fælleden var der et morsomt folkeliv. Vi skal høre om den offentlige transport dengang. Vi møder en knægt født i Thorupsgade i 1924. Som 2-årig kom han til Kronborggade. Jægersborggade var spekulationsbyggeri. Stakkels nabosøn. Baneterrænet var en pragtfuld arbejdsplads. Så var det kampene mod ”Hellebækdrengene”. Der var også en digter i Schioldan- stiftelsen. En tjeneste for gamle fru Thorsen gav to øre. En gratis karruseltur, og så var det bager Dueholm. Da far byggede et krystalapparat. Efter kul i mørke. Bygas blev også brugt til stor badedag. Mor vaskede hele dagen. Ikke mange butikker på Kroborggade. Mange tiggere bankede på. Tandlæge – to gange om året.

 

Aviser brugt som lokumspapir

Vi er i Guldbergsgade på Nørrebro. Det er oppe på 4. Sal. Det er før 1900 – tallet. Boligforholdene er meget uhygiejniske. Hjemmet bestod af 3 værelser og køkken. Ejendommen bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads.

I den østligste del af gårdspladsen var der anbragt en række store skarnskasser. I den vestlige del var der 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindelige. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne. Det udviklede sig til noget værre svineri.

 

Sparsom belysning på trappen

Trappebelysningen bestod af et åbent gasblus på hver anden etage. Der var ingen belysning på køkkentrappen, som var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, når man om aftenen eller natten på naturens vegne skulle ned på lokummet. Så måtte man tænde lys i den lille firkantede lygte, og så ned af de mange trapper og over gårdspladsen. Rotter var der altid.

Det påhvilede alle beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrappen skulle der strøs med frisk sand. Der kom hver anden uge en sandhandler i gaden. Al legemlig vask foregik i køkkenvasken og en enkelt gang i en balje på køkkengulvet.

 

De lange vinteraftner

De lange vinteraftener blev tilbragt på forskellig måde. Man var placeret rundt om det store spisebord. Familien bestod af forældre og fem børn. Familien havde klaver, og den ældste søster underholdt ofte med hendes klaverspil. Så sang man og hun spillede fra ”Danmarks Melodibog”.

Så var det jo fæstningen med tinsoldater. Så var det ”Lanterna Magica” som fra kulørte glasplader fremkaldte de smukke lysbilleder, som blev fremført på en hvid ophængt dug. Om sommeren var det mest friluftslivet i kolonihaverne, der trak.

Af og til havde forældrene gæster til kortspil. Så måtte der jo bud til bageren efter brød og fløde. I en lille spand blev der hentet for 5 eller 10 øre fløde. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind oveni.

Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 – øres til børnene eller 5 – øres kager og et fjerdingspund Vrøvl (småkager). Efter kaffen blev ungerne gennet ned på gaden eller puttet i seng.

 

Gaden og gården var legeplads

Som legeplads var der gårdspladsen eller gaden. Der var mange lege ”Skjul”, ”Røver og soldater”, ”Gorm den gamle kæmper” eller som det hed ”Hest og Vogn”. Det sidste bestod af en lang sejlgarnssnor bundet om ærmerne og den bagved løbende dreng. Som pisk havde han en pind med sejlgarnsnet på.

Der var jo mange småbeværtninger på Nørrebro og særlig fredag og lørdag aften oplevede vi at se gadebetjenten drive af med dem ”en fuld støjer”. Dette gav jo anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer” og den fulde mand blev puttet ned i kælderen.

 

Hestesporvogne larmede på Nørrebro

Gaderne var jo belagt med brosten, hvilket afstedkom stort spektakel. Det var også dengang Nørrebros hestesporvogn, som var i to etager. Desuden var der en hestesporvogn i Korsgade, den havde udgangspunkt ved Skt. Josefs Hospital. Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte ”De Gule Hesteomnibusser”. De ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.

I 1897 begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro. De var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne.

I 1901 fik Nørrebro luftledninger. Samme år fulgte den elektriske drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej, her var der toetagers vogne. Automobilerne var der ikke endnu. Men så var der da også de gode gamle hestedroscher.

Ved århundredeskiftet var der Hovedbanegården, som ophørte 1911, da den nuværende banegård blev taget i brug. Så var der ellers Nordbane og Klampenborgbanen.

 

Skolerne røg i totterne på hinanden

Prinsesse Charlottegades skole var en betalingsskole. Den kostede 1 kr. pr. måned. Nede ved Sjællandsgade lå der en skole, som var en friskole uden betaling. Denne forskel førte selvfølgelig med sig, at ungerne fra de to skoler var i totterne på hinanden. Ofte var det nogle grove begivenheder.

Der var både rare og knap så rare lærere på skolen. Fhv. kaptajn Dahl tilhørte den sidste kategori. Han var ubehagelig og straffede børnene hårdt ved at slå inde i håndfladerne med en stok. Det var noget, der sved.

Gymnastiklæreren var fhv. oversergent Bohse. Skolebad kendtes ikke, heller ikke sløjd.

 

Eleverne måtte selv sjoske hjem fra Zoologisk Have

For en knægt var det interessant at se, hvad der foregik på Nørrebros Runddel. Der kom de kønne toetagers sporvogne fra Frederiksberg til deres endestation over i Runddelens sydvestligste hjørne.

De blev kørt ud på en stor drejeskive og blev drejet i modsat retning. Der kunne man så få en lille karruseltur, siddende på trinbrættet.

En gang om året var alle skolens elever i Zoologisk Have. Man marcherede derud i lange rækker. Provianten var hjembragte madpakker og 25 øre til sodavand eller slik.

Klokken 13 præcis var skolegangen normalt slut. Derefter forlod lærerne stedet. Så måtte man selv sjoske hjem, dygtig trætte.

 

Undervisningen blev forstyrret

I de senere skoleår var klasseværelset ovre i sidebygningen, kaldet Filialen. Der vendte vinduerne på førstesal ud mod Fælledarealerne. Herfra blev eleverne ofte forstyrret, når stabsambur Schenstrøm havde øvelser med gardens piber og trompetkorps, eller når infanteristernes hornsignalblæsere holdt øvelser – det var meget generende for undervisningen.

I skolegården var der en vandpost, som man alle kunne sætte mund til. I kælderen kunne man købe ingefærskager hos skolebetjentens hustru. De kostede 1 øre og smagte dejligt.

 

Et morsomt folkeliv

Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der et par kolonihaveselskaber. Over på Tagensvej lå jo de store fælleder. Her var om sommeren kvæg på græs. Børnene blev ofte sendt derover med legevognen for at fylde dem med kokager, som blev anvendt til gødning i haven.

På Fælleden var der et morsomt folkeliv om sommeren. Københavns Borgervæbning havde øvelser om aftenen. Under øvelserne var der gerne en længere pause. Så lejrede Borgersoldaterne sig sammen med kone og børn i græsset og den medbragte madkurv og den uundværlige pægleflaske blev snart tømt. Imens underholdt Borgervæbningens Musikkorps de mange tilhørere.

 

De offentlige transportmidler

På Tagensvej kørte en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsgade, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var det strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne for perron. Var snevejret for strengt måtte der spændes to heste for vognen. Stoppestedet var jo ukendt, så der var stadig stop og igangsætninger. Vognene var indvendig belyst med petroleumslampe i hvert hjørne. Det var jo en stor dag, da sporvognene i 1909 – 10 blev elektrisk sporvogn med linjenummer 10.

Fra dronning Louises Bro kunne man se de smukke hvide motorbåde, som havde passagertrafik mellem Gyldenløvsgade og Østerbro.

Da sporvejsdriften også blev elektrisk, kunne bådene de små både ikke mere betale sig.

 

En knægt fra Thorupsgade i 1924

I Thorupsgade oppe på 4. sal blev en anden Nørrebro-knægt født i 1924. De første ord, han lærte at sige, var adressen. Forældrene var bange for at knægten blev kidnappet, når han stod i barnevognen.

Ejendommen var en af de første lejekasserne bygget i 1870 med 6 lokkummer og pissoir i gården. Huset fik lov at stå i hundrede år, indtil 1971, da faldt den første saneringsbølge i kvarteret.

 

Som 2 – årig til Kronborggade

Næste stop for knægten var Kronborggade. Som de øvrige gader nord for Assistens Kirkegård var gaden anlagt omkring 1900. Her var han flyttet hen i 1926 på tredjesalen af en fem etagers ejendom.

Herfra kunne man tydelig høre lydene fra Nordbanens udstrakte stationsområde. Der var tøffende damptog, de skingre fløjtesignaler og bragene fra under rangering. Men der var også andre lyde, og de var mere foruroligende.

Gården var med et plankeværk adskilt fra parallelgaden – Jægersborggade. Ejendommen var forsynet med en sidebygning, der sprang helt frem til det fælles plankeværk.

 

Jægersborggade var spekulationsbyggeri

Jægersborggade var et spekulationsbyggeri fra århundredeskiftet med ganske små lejligheder, der var pakket med mennesker. Sidebygningen var ren slum, uegnet som bolig for mennesker. Det var forfaldent, uhyggeligt, grimt. Men her boede mennesker. Og vreden og frustrationen trivedes.

Der blev råbt og skreget, drukket og kæmpet med kniv og gafler. Der bliv smidt ting ud af vinduerne eller gennem dem. Politi og ambulancefolk var hyppige gæster. Det var en barsk introduktion til virkelighedens verden for en lille fyr på Nørrebro.

 

Solen trængte kun sparsomt igennem

Gården var meget snæver fyldt som den var af en lang række cykelskure og skarnskasser. Der var plankeværk er på to af siderne.

De høje huse og vasketøjet, der var hængt til tørre ud af vinduerne gjorde det svært for solen, at nå ned til bunden i skakten. Men nu interesserede solen nok ikke så meget børnene. De havde alle tiders legeplads lige for hånden. Der var masser af børn i kvarteret. Den vilde jagt gik hen over skurene, over plankeværkerne og ned i kældrene – med diverse viceværter, som man skulle vare sig for, som gnave modspillere.

 

Stakkels nabosøn

Den var en ren drenge-verden, i hvilken pigerne næppe eksisterede. Man tog, hvad der kom, også et par øretæver, hvis man blev fanget af viceværten eller faldt ned fra et tag. Man hylede ikke, med mindre at det var stærkt nødvendigt.

Det var værre med naboen søn. Hansmor var en kraftig kvinde. Fra vinduet kaldte hun altid, når man legede bedst. Og det skete, at hun også kaldte anden gang. Så vidste man, hvad der var i vente. Så fulgtes man ad op af køkkentrappen og vædede om, hvor mange hug, at han kunne tåle.

Så snart han var inde i køkkenet gik afstraffelsen i gang på nabosønnens bare ende under moderens hårdtslående højre hånd. I sikkerhed stod man så og talte indtil hylende pludselig indtrådte. En sådan hurtig og kontant afstraffelse hørte til dagens orden i dette miljø.

Mange familier havde spanskrør stående i skabet eller en ridepisk hængende på en krog i soveværelset til skræk og advarsel.

 

Baneterrænet var en pragtfuld legeplads

En anden pragtfuld legeplads var baneterrænet. Nordbanen fra København til Hillerød passerede bydelen gennem Hørsholmsgade til Nørrebro Station for enden af Jægersborggade og derfra videre mod nord. Banen blev nedlagt omkring 1930, men heldigvis for drengene fortsatte godstogstrafikken endnu et stykke tid ad de gamle spor.

De lange togrammer bevægede sig med moderat fart ned gennem Hørsholmsgade og nærmest inviterede knægtene til at springe på og af, som man i biografen havde set indianere og cowboys gøre det.

De såkaldte bremsekasser, som ragede i vejret på enkelte af godsvognene, og som var forsynet med en metalstige, der førte op til døren på kassen, øvede en ganske særlig tiltrækning på knægtene. Hvis døren var ulåst, var dagen reddet. Man var i bogstaveligste forstand ”on the top of the world”.

Men farerne lurede overalt. Det var togbetjenten, der fulgte med toget, men som dog ikke havde en kinamands chance for at få fat i kraven på ungerne, dertil var de for årvågne og for rappe på benene.

 

Kampen mod Hellebækdrengene

Næh den virkelige risiko lå i at falde i kløerne på Hellebækkerne, drengene fra Hellebækgade på den anden side af banelegemet. Territorierne stødte sammen netop lige her på banelegemet. Det var dem og de andre. Det var ren bandekrig.

Sikkerheden lå i flokken, og det var flokken som med mellemrum tørnede sammen på banelegemet. Når råbet lød hjemme i gården:

 

  • Hellebækkerne kommer!

 

Ja så gjaldt det om hurtigt at finde en solid lang kæp og så over i Hørsholmsgade til kamp. Styrken lå i at få nogle af de store drenge med og ellers at være så mange som muligt inklusive de små og gerne nogle raske piger til at fylde op.

Kampen blev normalt indledt med lerklumper, som var lige til at samle op. Det blev betegnet som fejt at kaste klumper med sten i. Hånende tilråb blandede sig med lerklumperne. Flere drenge og piger sluttede sig til fra gaderne på begge sider af kamppladsen. Der var ofte tale om omkring 50 på hver side.

Det hele opstod spontant uden planlægning eller strategi og uden ledelse, bortset fra, at det var de største drenge og dem med de længste kæppe, som førte an i overgangen fra stillingskrig til angreb. Pludseligt gik det løs under høje råb stormede en af flokkerne fremad, svingende med trævåben fra side til side.

Hvis Hellebækkerne angreb, og de andre for en stund blev tvunget på tilbagetog, så fik de små og pigerne i bagtroppen benene på nakken for brat at standse op, når krigslykken vendte og med fryd deltage i et modangreb, der drev Hellebækkerne helt ud af baneterrænet.

De sårede kom hurtigt til hægterne. Med knækkede kæppe og højstemte beretninger om heltedåd drog man i samlet flok til gaderne. Det hændte at kampen opløste sig før tiden, når et par politimotorcykler viste sig i Hørsholmsgade, hidkaldt af nervøse beboere i de omliggende boligkomplekser.

Størstedelen af krigerne fra begge sider gik i samme skole til daglig. Men kampene blev aldrig fulgt op på skolen dagene efter. Man kendte hinanden så godt, at man undgik at vove sig ind i modpartens gader. Rygterne gik om de forfærdelige konsekvenser det kunne medføre at blive antruffen og taget til fange af drengene på den anden side af banen.

 

Digteren i Schioldans Stiftelse

Lige ud for kampområdet i Hørsholmsgade lå og ligger en stor cementgrå stiftelse, Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en hyper sensitiv digter, som konstant var efter knægtene og de efter ham. Han yndede at åbne et vindue og bombardere knægtene med kartofler, ikke mindst når de i flok stillede sig op nede på gaden og sang til ham:

 

  • Digter, digter dit hoved svigter

 

Det var ikke den højere for poesi, men nok til at sætte ham i gang med kartoflerne. Han kæmpede virkelig for sin sag også ved at hugge børnenes tennisbold. Det gjorde man dagligt i sæsonen, spillede fodbold på Trekanten, et stort asfaltbelagt fortov i gaflen, hvor Hørsholmsgade løber sammen med Kronborggade.

Stiftelsens gavl fungerede som det ene mål mens målet i modsatte ende blev markeret af et par halstørklæder eller uldne sokker. Her blev der spillet hver dag – en 3 – 4 stykker. Ja en af de bedste, Erling Sørensen endte endda på landsholdet.

 

Tjeneste for game Fru Thorsen

Nede i stuen i opgangen boede gamle fru Thomsen i en lille lejlighed, som tidligere havde huset en butik. Hun bad ofte om nogle ærinder. Og dette afstedkom et stykke fedtemad eller en 2 – øre.

 

En gratis karruseltur

Efter nedlæggelsen af Nørrebro station og arealets fritlæggelse kom et omrejsende tivoli på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet gøgl stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik. Med en gratis tur på et af dyrene efter eget valg som honorar fik drengene tjansen med at få karrusellen til at køre rundt. Ad stigen steg man op til hestemøllen øverst på karrusellen. Her var til hovedakslen indfaldet nogle rundestager som egerne på et hjul. Når skibsklokken lød nede fra gik knægtene i gang med at skubbe rundt og rundt til musik af Skøjteløbervalsen. Det var klassisk slavearbejde for børn men sjovt var det.

 

Bager Dueholm

I ejendommen var der en bagerforretning, bager Dueholm, som vistnok ejede huset. I udstillingsvinduet var fremlagt de mest fristende bagerbrød, som man kunne forestille sig. Især kanelsnegle til 5 øre stykket var fristende.

Men ak ofte var de uden for en rask knægts økonomiske formåen undtagen en gang om måneden. Så blev der modtaget 5 øre af moderen, fordi hun var optaget af vask hele dagen.

 

Da far byggede et krystalapparat

Pengene var små i 1930’erne på Nørrebro. Hver en femøre blev vendt et par gange. ”Slik” kunne også bestå af en afskåret rugbrødsskorpe fra dåsen med skorper som blev samlet for at blive konverteret til øllebrød.

Forældrene stod op kl. 6 om morgenen alle ugens hverdage. Mens far barberede sig, kogte mor havregrød, lavede kaffe og smurte otte halve. Det var, hvad far skulle have med i sin madkasse. Han kørte på cykel til Frihavnen, hvor han førte tilsyn med de elektriske installationer.

Aftensmaden stod klar, når far kom hjem ved femtiden. Ofte arbejdede han over. Han byggede også et krystalapparat som blev tilsluttet en højtaler. Det var en højtidelig stemning, da familien første gang lyttede til radioen.

 

Efter kul i kælderen

Børnene havde deres faste gøremål. Om tirsdagen skulle der hentes cerutter til far og et eksemplar af Familie Journalen. Det skete nede i Fru Steffensens kiosk i nr. 11. Bladet blev sirligt pakket ind i lyserødt papir. Og så var der da også et bolsje.

Der skulle også løbes ned i gården efter koks, der skulle op af kælderen.  Koksene lå i et rum helt nede for enden af kælderen. Det var en meget mørk kældergang. Kun en enlig pære lyste op i den. Det var ikke spor sjovt at hente kul en mørk aften med koksspanden i den ene hånd og en lommelygte i den anden. Man skulle nærmest famle sig frem til koksrummet. Det gik meget hurtigt med at få fyldt spanden og komme ud og op igen.

Den store kakkelovn, der stod i dagligstuen, var umættelig i sine krav til nye forsyninger. Men den gav også meget igen. Det var hyggeligt at side foran på en skammel med noget læsestof.

 

Bygas – også til den store badedag

Madlavningen foregik på de køkkenblå gasapparater, hvor temperaturen så let kunne reguleres. Men bygassen var en farlig og giftig medhjælp. Gasapparaterne var på fulde omdrejninger, når der var badedag, sædvanligvis over weekenden. Der var kun koldt vand i rørene. Der skulle varmes vand til zinkbaljen.

 

Mor vaskede hele dagen

En gang om måneden blev der kastet en nøgle ind af brevsprækken. Nu skulle der vaskes tøj. Nøglen var til vaskerummet i kælderen. Her kogte mor tøjet i en stor gruekedel under omrøring med jævne mellemrum. Hertil brugte hun en langskaftet træslev. Rummet var lille og aftrækket beskedent, så mor knap nok kunne skimtes i den tætte tåge af damp.

Efter kogevasken i kedlen blev tøjet lagt over i en balje, skrubbet på et vaskebræt, skyllet og vredet og under knægtens medvirken båret op på tørreloftet. Når tøjet var tørt, blev det lagt sammen og hentet ned i lejligheden. Her blev lagnerne strakt og lagt omhyggelig sammen. Til sidst blev de anbragt i de store skuffer i dragkisten.

 

Ikke mange butikker på Kronborggade

For enden af karreen var der en åbning i husrækken som blev kaldt Hugget. Her blev Kronborggade forbundet med Jægersborggade. I sidstnævnte var der mange små og trange lejligheder. Der var mange butikker og småværksteder i kælderetagen. Man sagde dengang, at en sådan anvendelse af kælderlokaler gav bygherren adgang til større byggelån. Derimod havde boligblokkene i Kronborggade kun få butikker, et par bagerforretninger, et ismejeri, en rulleforretning, en frisør, en cafe – Guldminen og fru Steffensens kiosk med tobaksvarer og blade.

Kronborggade var mere stille end Jægersborggade, som blandt andet udmærkede sig ved hvert år at komme i avisen, fordi det var her, der nytårsaften blev brændt bål af midt i gaden, hvilket kaldte brandvæsen og politi til. Man kan sige det gav nytårsaften en særlig dynamik.

Kronborggade var sparsomt oplyst af gaslygter med stor indbyrdes afstand. De blev aktiveret af lygtetænderne, som, når mørket sænkede sig, kom gående ned ad gaden. Ved hjælp af deres lange stænger med en krog for enden satte blus på lamperne.

 

Mange tiggere ringede på

Krisen i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne med 20 pct. Afløse kom til udtryk i de mange tiggere, der ofte ringede på døren og bad om penge eller madpakker. En anden måde at redde sig et par skillinger på var at synge eller spille i gården.

 

Tandlæge – to gange om året

I skolen trådte viceinspektøren en stille mandag ind i klassen for at meddele at klassen førstkommende fredag skulle til tandlægen. Resten af ugen var ødelagt. Tandlægebesøgende på den nærliggende Stevnsgades Skole var hver gang aldeles forfærdelige at komme igennem Turen ad Jagtvej langs muren til Assistens Kirkegård til Stevnsgade,

Oppe på 4. sal lugtede det af æter og angstens sved, De stakkels børn sad langs væggen og ventede på, at sekretæren for enden af rummet skulle råbe ens navn op. Der var omkring 10 stole i klinikken. En nummertavle bag sekretæren markerede hvem af tandlægerne, der var klar til at modtage næste offer.

Man fik sit tandkort stukket i hånden, og med tanke på, hvad indianerne kunne bære uden at kny, løftede man hovedet og gik sin skæbne i møde. Klinikken lå i et aflangt rum med 5 tandlægeskole på hver langside, adskilt fra hinanden med en tynd skillevægge og med store tagvinduer over hver stol.

Sidste stol i rækken til venstre var overtandlægens. Han var den eneste af hankøn, der var på klinikken. Han efterså og kontrollerede den givne behandling. Når man efter prøvelserne satte sig ned til ham, var det værste som regel overstået. Først når man gik ned ad trapperne forsvandt smerten og angsten. Så kunne man glæde sig over, at det nu skulle gå seks måneder, inden man igen skulle til.

Vi vender snart tilbage til Nørrebro med nye oplevelser.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • Artikler på Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk kan du læse 1.463 artikler heraf 301 fra Det Gamle Nørrebro herunder:
  • Minderne fra Nørrebro
  • Jægersborggade før/nu og altid
  • Barnemoderen fra Nørrebro – den tredje historie
  • Nørrebro – børn
  • Nørrebro – fra Fælled til Lejekaserne
  • En barnemorder i Jægersborggade
  • Ungdom på Nørrebro
  • Dagligliv på Nørrebro – dengang
  • Omkring Nørrebroparken 1 – 3
  • Barn på Nørrebro
  • Barnemorderen fra Jægersborggade og mange flere

 

 

 

 

 

 

 


Øllets historie i Nørrebro og Nordvest

Dato: november 23, 2019

Øllets historie på Nørrebro og Nordvest

Foredrag afholdt den 23. november til Ølfestival i Nordvest afholdt i Tribeca. Her var masser af spændende, sjove og interessante mennesker.  En verdensrekord i Tønder. En selvbestaltet lokahistoriker med mange hatte. Kvinder i ølboderne snød. De kongelige drak. En kongelig jagthytte. Øl var sundere end drikkevand. Nørrebros første værtshus. 140 bryggerier i København. En filosof med den rigtige mening. Øl til skoleelever. Ølhandlerforeningen. De snød på Lygten kro. Lokale bryggerier. Syndens springvand på Blågårds Plads. Bliver den almindelige pilsner forbigået? Ølrevolutionen startede for 40 år siden. De gule/brune værtshuse uddør. Her kunne man søge trøst. Dengang var værtshuset det samme som dagligstuen. Man møder mennesker. Ølbarene vinder frem. Far kom ikke altid hjem med lønnen. Fabrikkerne ejede værtshusene. Aldrig har en øl smagt så godt som nu.

 

En verdensrekord i Tønder

Det er jo en umulig opgave, at skulle holde sådan et foredrag på en halv time. Det kan ikke lade sig gøre. Selv kommer jeg fra en by, der hat verdensrekorden i antal værtshuse pr. borger. Jo, det er Tønder. Hvis man da havde fået en for meget og ikke vidste, hvilken dør man gik ind ad, var man næsten sikker på, at komme på et værtshus. Det er godt nok mange år siden.

 

En selvbestaltet lokalhistoriker

Skulle jeg tage en anden hat på som med i handelsforeningen, så vil den type virksomheder, som vi her ser i fremtiden afløse de traditionelle detailbutikker. Det skyldes, at københavnere gerne går ud og spiser og drikker. Se bare alle de vin- og ølbarer, der dukker op overalt også på Nørrebro og i Nordvest. Det betyder også et farvel til de brune eller gule værtshuse. Men det kommer vi tilbage til, hvis der vel og mærke er tid tilbage.

Her står jeg også i min egenskab af selvbestaltet lokalhistoriker for at bruge Berlingske Tidendes udtryk. Jeg kommer til at tænke tilbage til alle de belgiske øl og andre landes som jeg smagte nede i gården, når Johnny, der var kameramand hos DR atter engang kom hjem fra en øltur sammen med bl.a. Carsten Bertelsen.

 

Med mange hatte

Og så minder det mig om den værtshustur som Allan Mylius Thomsen skylder mig efter at jeg fortalte ham om Sønderjyllands historie. Jo jeg har en stor hjemmeside, Facebookgruppe og alt det der, som selvfølgelig hedder dengang.dk. Jeg har skrevet tre bøger. Det er også inde på den hjemmeside, du kan læse hele dette indlæg.

Og som aktiv i diverse kvarter- og områdeløft, handelsforening m.m. kan jeg også se, hvilke forandringer der sker i byudviklingen. Det har i høj grad betydning for ølkulturen.

 

Kvinder i ølboderne snød

I ølboderne dengang var der som regel kvinder, der stod og solgte øl. I Kjøbenhavns Byret fra 1251 hedder det sig at dem, der solgte øl årlig skulle betale en afgift på 2 øre. Men ak, disse kvinder snød. De forstyndede øllet med vand.

Christoffer af Bayerns stadsret af 1443 befalede, at der skulle oprettes en stadskælder, hvor man kunne få ordentlig øl og vin.

De kongelige drak

Flere gange blev import af god tysk øl forbudt. Det var for at fremme den danske øl. Men i kvalitet var det noget sprøjt. Det var ufattelig hvad man drak dengang. 3-4 potter øl var gennemsnittet. Til Koldinghus blev der til dronning Sofias nedkomst leveret:

 

  • 960 tønder Rostock øl
  • 60 tønder Barst øl
  • 20 tønder enst øl
  • 6 fade prysiing øl

 

Det tyske øl havde dengang navne som Pryssing (Preussisk øl), Braunsweiger Mumme, Rostocker – øl m.m.

De kongelige drak ganske tæt. Således drattede en af dem også i havnen. Han blev reddet. Men redningsmanden døde senere af lungebetændelse.

 

En kongelige jagthytte

Herude i Nordvest ude ved Utterslev blev der indrettet en jagthytte, andre kaldte det et horehus til Christian den Syvende. Man havde bygget det til ham, at han og Støvlet Cathrine havde ramponeret Blågården. Ja stedet blev senere indrettet til værtshus bl.a, hed det en overgang Schweitzerhuset.

 

Tre slags kvaliteter

Der var dengang i 1621 tre typer øl

 

  • Brunt øl
  • Middel øl
  • Slet øl ’

 

Der blev ansat ”vragere”, der skulle sætte cirkler som tegn på, om øllet var godt og prøvet. Den mindre gode fik kun en cirkel eller slet ingen.

 

Øl er sundere end drikkevand

Nu skal det dertil siges, at det var sundere at drikke øl end vand. Drikkevandet kom bl.a. fra Ladegårdsåen og Søerne. Begge steder brugte man som losseplads.

Der var masser af gæstgiverier i København og der lå et værtshus på hver gadehjørne.

Nørrebros første værtshus

I 1662 kom det første officielle værtshus på Nørrebro. Det var Johan Merhoff, der fik ret til at oprette en ølbod ved Peblingesøen. Også ved Tagens Hus på Nørrebro var der et traktørsted. Det var lige der, hvor man skød efter papegøjen. Så fulgte ellers Gabels Gård, Store Ravnsborg og ved 8. blegdam lå også et mere uofficiel værtshus.

 

140 bryggerier i København

Christian den Fjerde drev selv et ølbryggeri, Kongens Bryghus. Han havde privilegium til at levere til hoffet og flåden. Tænk engang i 1687 var der 140 bryggerier i hovedstaden. De lå som perler på snor på Nørregade.

 

En filosof med den rigtige mening

Inde på Indre Nørrebro boede der en læge og filosof. Han havde mange mærkelige ideer, bl.a. mente han at rødhårede ikke skulle have adgang på kirkegården. Han advarede også mod te, kaffe og krydderier. Men han mente, at det var sundt, at dejse omkuld i en brandert. Så faldt man med ære:

 

  • Hvo som falder af saadan Rus
  • Han falder jo for Kongen og hans Hus

 

For at ære hans minde oprettede man lang tid efter en cafe – Todes Café.

 

Øl til skoleelever

Det var ikke unormalt, at middelklassen dengang havde to øltønder installeret derhjemme. En med god øl og en med skillingsøl. En potte kostede normalt en skilling. Det gode øl kostede tre skilling pr. potte.

Og tænk engang. Nyboders skoledrenge fik to gange om året – til kongens og til dronningens fødselsdag lov til et få et tinkrus med den gode øl til risengrød og oksesteg. Og vel at mærke så var øllet – ”til fri afbenyttelse”

 

Ølhandlerforeningen

Den store omvæltning i kvaliteten kom det først, da brygger Jacobsen indførte brygning af bajersk øl. Dette havde en god afsætning. I sin mors vaskekeddel bryggede han sit første bajerske øl.

Ølhandlerforeningen byggede en flot stiftelsesejendom i Elmegade 6. Den 20. marts 1887 blev grundstenen lagt. Og tænk brygger Jacobsen skænkede 5.000 kr. til projektet.

 

De snød på Lygten kro

Et meget berømt sted var i mange år Lygten Kro. Her stoppede bønderne op på vej ind til byen. Og når de var på vej hjem efter en godhandelsdag. Der var to forskellige stuer i hver sin kvalitet. I den flotte stue var øllene dobbelt så dyre end i den dårlige stue. Men øllen var den samme.

 

Lokale bryggerier

På Aldersro Bryggeri havde de meget gode dage, når Borgervæbningen holdt deres øvelser på Fælleden. Der blev hentet masser af bajersk øl derover fra. Man sagde, at så mangen en tapper soldat er faldet i den dybe grav, der var på Blegdamsvej dengang.

Blandt andre bryggerier i området dengang kan nævnes:

 

  • Krone Øl, Vodroffsvej
  • Bryggeriet Ravnsborg, Ryesgade
  • Nyt Bryggeri, Büllowsgade

 

Syndens springvand

På Blågårds Plads tale man efter at Heegaards Fabrik var jævnet med jorden, at der skulle opstilles et springvand. Det skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde. Tøndernes indhold skulle så plaske i en kumme. Tilhængerne var begejstrede. De mente at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.

Men afholdsforeningerne på Nørrebro, og dem var der et par stykker af mente, at det var vulgært. De argumenterede i den grad imod.

 

Mange måder at tiltrække kunder

Jo der var mange måde at tiltrække gæster på. På Lille Ravnsborg var der en pige, der dansede på billardbordet. Det var skam ingen mindre end den senere nok så berømte Johanne Louise Heiberg.

Og en restauratør i Blågårdsgade havde adopteret en plejedatter. Da hun kom i den rigtige alder, manglede der ikke noget nogen steder. Hun blev i den grad et trækplaster. Mændene stod i kø for at få et glimt af hende. Og hun fik mange frække tilbud. Angelica blev senere kendt som ”Grevinden af Bagsværd”.

 

Det drak de

Der var masser af klunsere både på Nørrebro og i Nordvest. De drak bl.a. ”Døden fra Lübeck”. Man tager en tom flaske. Så tager man og hælder en halv flaske hvidtøl og så en rød sodavand. Resten fyldes med sprit.

Lersø-bøllerne havde sandelig også deres stamværtshus. Den lå på Brønshøjvej bag ved Stefans kirken. Og stedet hed Lampekælderen. Og det som de drak var et sæt bestående af en flaske brændevin og en skibsøl. De sluttede så af med et sæt bestående af skummet mælk og en snaps.

 

Kun tre Pilsner

Man kan jo ikke fortælle hele historien på 30 – 40 min, som jeg har fået til rådighed. Hvis vi når det skal vi en tur gennem de hyggelige steder på Nørrebro. Men tænk engang på en af kultstederne, Himmeriget på Åbolevard, kan du kun vælge mellem tre slags pilsner. Er det fordi at ølfolket elsker crazy øl?

 

Den almindelige Pilsner bliver trynet

Den almindelige Pilsner bliver i den grad trynet. Man kan vel stadig få Budweiser, Heineken, Corona, Tuborg og Carlsberg? Man skal nok ikke belære øllets folk, om at Pilsneren er først og fremmest maltens og humlens øl. Det var tyskerne og tjekkerne, der opfandt den i 1842. Men den er langt fra kedelig og uinteressant.

Den populære modsætning er India Pale ale (IPA). Dertil kommer stout, syrlig øl og fadlagrede øl, modnet på træ, IPA er det perfekte våben mod den gamle øl, pilsneren. Med dens kraftige smag, den har en vildere og vildere bitterhed og tusind andre ting fjerner den mere og mere fra almindelig øl.

 

Ølrevolutionen startede for 40 år siden.

Humle har mere end nogen styret ølrevolutionen, siden den begyndte i USA for 40 år siden. I Danmark startede det ført for 20 år siden. Humle er øllets krydderi og gør øl aromisk og bittert.

Den danske revolution begyndte i 1998, hvor Danske ølentusiaster blev stiftet af 22 utilfredse mennesker, der rejste til udlandet og drak vidunderlig øl, som de aldrig kunne få herhjemme. Nu er de 8.600. Dengang var der måske ti bryggerier i Danmark og de lavede stort set den samme øl.

Da Mikkeler åbnede den første ølbar i Victoriagade lød der: I hate Carlsberg

Pilsneren blev skænket i den tjekkiske by Pilsen om aftenen den 11. november 1842. Folk var målløse over dens klarhed og dejlige smag. De blev ikke engang syge af den. Før var øl mørk og grumset. Borgerne var frustreret og rasende over den svingende kvalitet.

I år 2000 fandt vi med Jacobsen ud af, øl godt måtte koste penge.

Den såkaldte nørde – øl får efterhånden større og større markedsandele. Efterhånden har de 12 pct. af markedet. Gode råvare, respekt for håndværket og øllets egen proces er vigtig.

Hancock bruger for eksempel kun den fineste og dyreste humle, der hedder Saaz. De bruger undergær, selv om flere og flere bryggeriet anvender overgær

Det er også blevet en mode at gære og lagre ved høj temperatur for at speede processen op eller fremstille en stærk øl og så fortynde den med vand til den ønskede styrke. Men andre bryggerier fastholder gæringsprocessen ved lav temperatur.

De fleste pilsnere holder sig inden for en alkoholstyrke på 4,6 pct. og dermed den lavere alkoholafgift.

 

Bryggeriet Stjernen

De kooperative virksomheder blomstrede i området. De mest berømte er vel Mejeriet Enigheden på Lygten og Arbejdernes Fællesbageri. Men arbejdernes bryggeri – Stjernen på Frederiksberg skal vi ikke glemme. Det havde forbindelser til et bryggeri i Stefansgade.

De første penge kom fra Arbejdernes Fællesbageri på Nørrebro. Men også bryggeriarbejderne støttede virksomheden. Tanken var, at skulle arbejderen have en øl eller to, kunne man lige så godt drikke øl, der var brygget af arbejderne selv.

Hafnia på Stefansgade lavede hvidtøl til Stjernen helt ind til 1933.

I 1916 var der 35 bryggerier i Danmark. Man måtte ikke brygge med en alkoholprocent over 3. Ja allerede i 1895 var der oprettet et bryggeri, der hed Stefan.

Godt nok var arbejdere tørstige, men det var ikke øl fra Stjernen, som de drak. Efter Anden verdenskrig var andelen kun 10 pct. I starten af 1960’erne var andelen helt nede på 2 pct.

 

Dengang var værtshusene – dagligstuen

Jo de gule eller brune værtshuse er ved at forsvinde. Det gør de også på Nørrebro og i Nordvest. Det upolerede og det skæve forsvinder. Specielt på Nørrebro var der mange af disse. Egentlig er det en tidslomme og et dansk stykke kulturarv, der er ved at forsvinde. Man kan næsten fornemme den særlige lugt af tobaksrøg og pissoir-kugler.

I gammel tid boede man i brokvarterne i bittesmå lejligheder. Værtshusene blev også brugt som en form for dagligstue. Dengang kom de ældre ned og fik et kop kaffe. Værtshusenes styrke var at man blander sig i hinandens liv og taler på kryds og tværs.

Med brokvarternes forandring til mere trendy og dyre bydele er fulgt udfordringer for byens bodegaer, hvor smørrebrødet for længst er forsvundet. Det er også begrænset, hvor mange der benytter sig af tilbuddet om vådt til ganen midt på dagen.

 

Her kan man søge trøst

Det er lidt nus over i hjørnerne, men det gør det mere intimt sammenlignet med cafeer, som er meget rene og pæne. På værtshuse slapper man mere af.

Man kunne altid komme på sit stamværtshus selv om livet var ved at ramle sammen. Her kan de søge trøst og få noget samvær eller møde deres venner.

På Heimdal står stadig en telefonboks. Gad vide om den virker.

 

Spytbakker på Det Rene Glas

På Det Rene Glas stod der sidst, jag var forbi spytbakker over i hjørnet. Engang var der sand på gulvet. Og egentlig hedder stedet dette, fordi man oprindelig fik skyllet glasset, hver gang man skulle have tanket op.

Værtshuset går tilbage til 1891, hvor murstensbygningen blev opført. Nogle tunger påstår, at her lå et værtshus inden bygningen blev opført.

Nazistiske håndlangere smadrede lokalerne den 20. april 1945 – på Hitlers fødselsdag. Og ført i 1969 fik kvinder adgang til ”Det Rene Glas”.

 

Nogle på øl, andre på det, der er værre

Esrom bar har ikke mere åben om eftermiddagen. Dartskiverne er også forsvundet. Der er endnu spillemaskiner i nogle af værtshusene. Og musikboksen er der også nogle steder.

På Cafe Runddelen er der endnu livemusik. Utrolig hvor lidt en Humle – fadøl koster. Men her kan du ikke rigtig holde møder. Musikken er for høj, men ellers er her næsten altid god stemning. Her er lidt snusket, men det passer til stedet.

Nogle er på øl, andre er på det, der er værre.

Under besættelsen, ville en række tyske soldater ind og have en øl. Men det blev meddelt, at der var udsolgt. Man var lidt bange for reaktionen. Men de tyske soldater gik, sikkert hen til et sted, hvor man ikke var lige så modig eller letsindig, om man vil.

 

Så kan jeg bare drikke dem selv

Hos Cafe Viking er der meget hyggelig. Og Jane har gjort det, at hun har hjemkøbt ca. 200 forskellige special – øl.

 

  • Hvis jeg ikke kan sælge dem, kan jeg jo bare drikke dem selv

 

Stedet åbnede i 1924 som kaffebar. Men i 1964 blev der lavet om til værtshus. Ja Jane er nok Danmarks mest kendte bartender. I 2012 gik fanden løs i Ægirsgade. Man afpressede Jane, baldrede hendes ruder og malede graffiti på murerne. Men hun lod sig ikke afpresse.

Jo her er grønne fletlamper, brune borde, brune stole og brun hoveddør. En rigtig brun bodega. Og selvfølgelig er det også her et billardbord.

Dengang kom håndværkere og drak morgenkaffe og fyraftensbajere. Det gør de ikke i dag. Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen.

 

Danmarks første striptease – danser

På Karusellen kan du få Guiness på fad. Det er det nu ikke så mange steder, som du kan. Og lille Peter er vel hundrede år – en sporvognslang bodega med symaskiner og en udstoppet elg. Her var Moster Inge stamkunde. Hun var Danmarks første streaptease danser og optrådte bl.a. på Moulin Rouge. Hun havde temperament, så fyrene skulle ikke komme for tæt på.

Nørre Bodega er fra 1945 med masser af billige fadbamser og dengang masser af røg.

 

Man møder spændende mennesker

I min værtshuskarriere er jeg i min voksne tid to gange blevet bedt om, at forlade værtshuset. Det var jeg nu ikke ene om. Vi sang begge gange skønsang. Den ene gang var det Oldies, den anden gang var det tyske slagere. Det lød godt, men åbenbart ikke for alle.

Man møder mange spændende mennesker på værtshusene. En af de mest spændende var Anne Braad, præst ved Stefanskirken, der kom her sammen med hendes hund. Om det var på Stefanshus eller Lille Peter, kan jeg ikke huske mere.

 

Ølbarene vinder frem

De almindelige værtshuse er truet af byfornyelse og beboersammenhæng. Nu er den kolde øl, snapsen og raflebægeret skiftet ud med en Cappuccino og et spil backgammon. Kaffebarer, vinbarer og specielle ølbarer, der serverer specialøl fra mikrobyggerierne vinder i den grad frem.

 

Far kom ikke altid hjem med lønnen

Værtshusene har også rummet tragedier, når folk gik i hundene og drak lønnen op. Fabrikkerne ejede selv værtshuse, hvor lønnen blev udbetalt. Så fik de udgifterne hjem igen. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen.

Drikfældigheden var stor. Der var masser af smugkroer. Den mest kendte var nok den, der lå på Kapelvej 7A. Det var hos barbermaleren. Egentlig var der barbersalon, men så mangen glas øl er serveret her.

 

Døgnkiosker sælger øl hele natten

Tænk engang i 1965 var der endnu 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Her var berømte steder som Zigøjnerhallen, Zillertal, Danas Have, Heidelberg, Tyroler-Kroen, Resi og alle de andre.

Mange af de gule brune værtshuse har mistet deres morgenbevilling, ja så er det lige det med rygeloven. Og så er det et stigende antal klager over støj og larm. Et problem er måske også, at døgnkiosker må sælge bajere hele døgnet.

 

Engang kunne man købe en parisertoast

Se dernede i Sønderjylland er det almindeligt mange steder, at man kan købe solæg til sin øl. Men engang kunne man på værtshusene på Nørrebro og Nordvest købe oversaltede peanuts, et hårdkogt æg, gratis saltstænger, et stykke med medister og kartoffelsalat og lune baconchips. Eller to stykker sprødristet hvidt brød med smør og sennep og så ellers skinke. Jo det er parisertoasten, der også forsvinder fra værtshusene.

 

Værtshusene lukker på stribe

Byens beværtninger dør sammen med deres kunder. På ti år er antallet af byens bodega er mere end halveret. Folk og specielt de unge vælger det traditionelle værtshus fra, når de skal have en øl eller et glas vin.

I 1992 var der ifølge Danmarks Statistik 571 traditionelle værtshuse i Københavns Kommune. Ti år efter var der 278 tilbage.

Mange københavnere mister et fast mødested, hvor de kender stamgæsterne, har deres faste stol og bodegamutter stiller den rigtige øl på bardisken, inden de har bestilt.

Men der er dog stadig kunder til de gamle værtshuse, fordi man kan komme her uden make up og modetøj. Folk har siddet på den samme stol i en menneskelader. Fællesskabet er stærkt på de fleste værtshuse. Man bliver ikke sådan uden videre lukket ind i dette fællessskab.

Nu skal man dog passe på, at overdramatisere det. Her er også gennem tiden blevet drukket tæt. Nørrebro og Nordvest har oplevet mange lidelser og skæbner på værtshusene. Så mange fædre har drukket hele lønnen op. Lille Alfred har måtte ekstra tidlig op for at tjene ekstra penge til familien.

 

Måske er der for mange øl-barer m.m.?

Mange er glade for den nye udvikling med en ny slags virksomheder, der erstatter de gamle. Folk køber mere og mere og mere på nettet. Inden for et år har danskerne købt for 7 milliarder kroner mere. Boghandleren og isenkræmmeren lukker. Ølbaren, restauranten og fastfood – restauranten er opstået i stedet for.

På blot fire år er omsætningen i restaurant-branchen vokset med 25 pct. Samtidig er indtjeningen pr. ansat faldet med 34, 2 pct. På få år er der kommet 1.400 nye restauranter til, så det nu er 17.500 i Danmark. Og det kommer til at kollapse.

I 2018 steg mængden af konkurser i restaurationsbranchen med 92 pct.  – så tallet ifølge Børsen lå på 501. Allerede i år er vi nået op på 372 konkurser.

Der vil komme et udskillelsesløb i branchen, og det ville blive ret voldsomt.

De gode år trækker mange nye aktører ind i branchen. Dette gør at flere og flere har svært ved at tjene penge. Det er en tendens, der skinner mere og mere igennem.

 

Aldrig har en øl smagt bedre.

Men aldrig har en øl smagt bedre end den gør nu. Antallet at mikrobryggerier er eksploderet. Hermed skal undertegnede ønsker hel og lykke med ølfestivallen, et kærkommet tiltag. Og nu glæder jeg mig til at smage et par stykker.

 

Kilde:

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk kan du læse en masse artikler om værtshuse, fornøjelser m.m. fra København.