Søgeresultater på "Tønder"
Dato: februar 6, 2020
Fodbold med Fjenden
Lad det nu ligge. En del af nazismen. De danske medier lod sig rive med. Niels Bukh var en ”Führer” inden for fysisk kultur. Stor billedreportage fra tysk landskamp to dage efter besættelsen. Var det nødvendigt at spille fodbold med fjenden? Sport og politik hørte ikke sammen mente DIF. De danske svømmepiger. De kongelige fra Danmark spredte glans til Olympiaden. Norge og Sverige samarbejde ikke med Tyskland. En bevidst strategi fra tyskernes side. Flere ønskede idrætssamarbejde med tyskerne. Jøder måtte ikke deltage. En sand krigsforbryder til fægtning. Opgøret på lægterne. Idrætssamarbejdet blev neddroslet. Protest fra BBC. DIF ville ikke skrive under på protest mod jødeforfølgelse. Gunna Nu Hansen udgav fotobog og kommenterede ”Danmark i Lænker”, men var det sandheden? Politisk naivitet Var DIF tonedøve? Illusioner brister mange gange.
Lad det nu ligge
Nogle gange kan det godt betale sig at læse en bog en ekstra gang. Det har ”Den Gamle Redaktør” gjort. Og det drejer sig om Årets Historiske bog 2006 ”Fodbold med Fjenden – Dansk Idræt under Hagekorset”.
Da bogen udkom dengang, gav den anledning til en del debat. Der var også danskere, der blev fremstillet mindre heldige i den dansk – tyske sammenhænge. En af disse var Gunnar Nu Hansen. Ja nogle vil vel sige ”Lad nu det ligge” ”Lad være med at rippe om det igen”. Det hører vi ofte, når vi beskæftiger os med besættelsestiden.
En del af nazismen
Det var ikke tilfældigt, at idrætten i Tyskland allerede tidligt efter Hitlers magtovertagelse i 1933 lod sig nazificere. For mange sportsledere var det nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke ”ariske” og unge krop og skepsis over for de stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne af propagandahensyn interesseret i idrætten og støttede økonomisk med enorme summer.
De danske medier lod sig rive med
Gunnar Nu Hansen leverede medrivende reportager fra De Olympiske Lege i 1936 fra Berlin. Her forstod nazisterne i den grad at inddrage politik og sport. Dengang samarbejdede danskerne ivrigt med tyskerne og det fortsatte under besættelsen indtil tyskerne sagde stop.
Gunnar Nu Hansen fik sin ilddåb under De Olympiske Leje. I 56 år arbejdede han som journalist hos Danmarks radio. I Berlin overgav han sig helt til arrangørerne. Han var i den grad begejstret.
Han var ikke den eneste. Dansk presse roste arrangementet til skyerne. Ingen fra dansk side, bortset fra kommunister og en jødisk idrætsforening bekymrede sig tilsyneladende over den undertrykkelse og vold, som i disse år fandt sted i det tyske samfund.
Berlingske Tidende var imponeret over, at 120.000 hilste på føreren, da han trådte ind i sin loge. Og så kunne bladet fortælle, at det ikke kun var grækerne der hilste med strakt arm. Det gjorde franskmændene også.
Ja så berettede Gunnar Nu Hansen om, at Berlin var et meget festligt sted, hvor intet skilte befolkningen.
I løbet af 1930’erne udviklede der sig inden for dansk idræt en stærk fascination af Det Tredje Riges idrætspolitik.
Niels Bukh var en ”Führer” inden for fysisk kultur
Ja vi ved, at på industriens område var det et nært samarbejde med tyskerne. Det var mere eller mindre nødtvunget men givende for de fleste. Det var kun nogle få ”modbydelige”, der blev værnemagere. Var det også sådan på idrættens område?
Ja man mente også at Niels Bukh, højskolemanden og den store gymnasiast fra Ollerup Havde højreradikale tilbøjeligheder. Men lige så mange vil sikkert afvise dette.
Da Gunnar Nu Hansen sammen med 10 københavnske sportsjournalister var inviteret af Nazi – Tyskland i 1940 fik man lejlighed til tale med tyskernes største idræts – personligheder. Her kunne rigssportsfører Tschammer fortælle en meget beæret Gunnar Nu Hansen, at det danske folk kan være lykkelig at have en ”Führer” inden for den fysiske kultur. Niels Bukh blev betragtet som en ven af det tyske folk.
I 1938 blev Thiefenstahls film om OL i Berlin vist i København. Den danske presse var begejstret og Gunnar Nu Hansen kaldte filmen for et mesterværk.
Stor billedreportage fra en tysk landskamp
En kortlægning af det dansk – tyske samarbejde fra 1940 – 1945 viser, at det foregik på alle idrættens niveauer – fra de lokale idrætsforeninger til DIF’ s topledelse. Det var de danske tilskuere på lægterne, der rystede de danske og tyske myndigheders og afstedkom politisk krise. Den synliggjorde modstanden mod den tyske besættelsesmagt.
Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af Tyskland, var det internationale samkvem centralt for flere af DIF’ s specialforbund. Som udgangspunkt var DIF en upolitisk organisation. Men ville et idrætssamarbejde ikke kunne tolkes som en politisk handling?
Allerede den 11. april bragte Idrætsbladet en stor billedreportage fra en fodboldlandskamp mellem Tyskland og Ungarn.
I starten af besættelsen var dansk idræt under stærkt pres for at genoptage samarbejdet med tyskerne. Men senere arbejdede dansk idrætsledelse aktivt på at få idrætssamkvemmet til at fungere.
Det dansk – tyske idrætssamkvem blev den mest omfattende form for kulturelt samarbejde under besættelsen. Og det eneste effektive.
Var det nødvendig at spille fodbold med fjenden?
I befrielsesrusen blev fodboldkampe med tyskerne erstattet med kampe mod tyskernes fjender, englænderne uden refleksion over de mange kursskift,
Danmark placerede sig i gråzonen mellem et neutralt land og nødtvungen tysk allieret. Dette førte til det nok så bekendte økonomiske og politiske samarbejde med besættelsesmagten i erkendelse af, at Danmark hverken kunne yde militær modstand eller forsvare sine grænser.
Derfor blev et samarbejde den eneste måde den danske regering kunne bevare så megen magtudøvelse som muligt på danske hænder. Et økonomisk samarbejde med Tyskland var nødvendigt for at undgå bankerot og sult. Men var det ligefrem nødvendigt at spille fodbold med fjenden?
Og hvordan ville det have set ud, hvis alle lande havde samme indstilling som Danmark?
Sport og politik hørte ikke sammen
DIF’ s ideologi var at sport og politik ikke hang sammen. Problemet var bare, at det gjorde det for DIF’ s samarbejdspartner, de nazistiske sportsautoriteter. Allerede i udgangspunktet kan man således konstatere at DIF lagde sig på maven for den tyske besættelsesmagt. Man fortsatte det idrætslige samarbejde som om intet var hændt. Og det blev forstærket af, at der i 1930’erne havde været en nært dansk – tysk idrætssamkvem.
De danske svømmepiger
Svømmepigen Jenny Kammersgaard modtog lykønskningstelegram fra Adolf Hitler, da hun i 1937 svømmede over Kattegat. Hun var svømmetræner i Berlin i de to første besættelsesår, hvorefter hun tog til Danmark.
En anden svømmepige, Ragnhild Hveger, lod sig interviewe til den tyske propaganda efter den 9. april 1940. Hun lovpriste de tyske Værnemagts soldater i Danmark. I 1943 blev hun svømmetræner i Kiel.
De kongelige fra Danmark spredte glans under olympiaden
Det danske medlem af Den Internationale Komité, prins Axel gjorde ikke ophævelser over, at magthaverne i Berlin ikke levede op til forudsætningerne for udtagelser af deltagere, bl.a. ved at ekskludere jødiske idrætsfolk fra den tyske OL – trup.
Ovenikøbet kastede Kong Christian den Tiende og Prinsesse Alexandrine glans over arrangementet.
Danmark var neutralt og stod på venskabelig fod med Tyskland, hvorfor der ikke var nogen grund til ikke at overholde aftaler om landskampe selv efter krigsudbruddet.
Norge og Sverige samarbejde ikke med tyskerne
Heller ikke fra pressens side, stærkt eksemplificeret ved Idrætsbladet lod man sig anfægte af en verdenskrig. I en reportage fra Garmisch Partenkirchen i februar 1940 anfører korrespondenten i lyset af en lidt skuffende forestilling at nordmænd og svenskere på grund af krigen ikke stillede op, idet man på den måde ønskede at håndhæve sin neutralitet.
Danmark havde, anføres det, taget det modsatte synspunkt, nemlig at ”sport har ikke noget med politik at gøre”, og at Danmark ville drive sport med enhver, der ville møde os sportsligt.
Ved et møde med den 2. marts 1940 meddelte Norge og Sverige, at de havde stoppet al idrætsligt samarbejde med krigsførende lande. Danmark var det eneste land, der opretholdt samarbejdet med Tyskland.
En norsk skøjteprinsesse, der deltog i flere arrangementer, blev efter besættelsestiden sortlistet i Norge. Sådan noget forekom ikke i Danmark.
En bevist strategi fra tyskernes side
Fra tysk side lagde man vægt på at fastholde eller få genetableret idrætssamarbejdet med Danmark. Dette skyldtes at Hitler og Goebbels strategi om at den danske befolkning kunne vindes for Tyskland gennem propagandatiltag som koncerter med tyske militærorkestre, besøgsdage hos den tyske værnemagt og sportsstævner, hvor man samtidig fik drejet befolkningen væk fra den angelsaksiske inspiration over mod tyske kulturværdier.
Tyskland skulle fremstilles som en vital og sportsglad nation og ikke som våbengale fanatikere. I den danske sportsavis Idrætsbladet, som blev udgivet af Politiken, fortsatte man den positive indstilling til tysk sport og ønsket om fortsat dansk – tysk idrætssamarbejde.
Efterhånden var man dog bekymret om tilskuernes reaktioner under kampe med Tyskland kunne resultere i antityske demonstrationer eller om idrætsfolkene ville nægte at stille op, men ved at fritstille specialforbundene undgik man også, at DIF’ s ledelse blev garant for eller primus motor i det konkrete samarbejde.
Man ønskede samarbejde med tyskerne
Fra perioden den 14. april til 5. august 1940, hvor idrætssamkvem med besættelsesmagten var indstillet, var DIF under konstant pres fra flere fronter, der alle ønskede at idrætssamarbejdet skulle genoptages. Selvfølgelig pressede nazisterne også. Men lige så aktive var de forskellige specialforbund. Det var også udsigt til et pænt økonomisk udbytte ved det internationale samarbejde.
For de professionelle idrætsudøvers side spredes der ingen betænkeligheder over for samkvem med idrætsudøvere fra besættelsesmagten.
Fra tysk side opfattede man helt i tråd politiseringen af idrætten det professionelle samkvem som et positivt signal om normale forbindelser mellem Danmark og Tyskland.
Også amatørsporten havde fra august 1940 et ivrigt idrætssamkvem med tyskerne og deltog bl.a. i stævner i Tyskland, hvor de danske sportsfolk blev glimrende behandlet. Tyskerne Lovede at betale alle udgifter i forbindelser med rejser i Tyskland. Det var dog ikke altid tilfældet.
Jøder måtte ikke deltage
Bryderen Abraham Kurland fra den jødiske forening Hakoah deltog ikke i kampe mod tyskerne. Han var dengang en af de største talenter. Men danske brydere fra klubben Sparta stillede op til landskamp i München i november 1940. man havde stiltiende accepteret nazisternes holdning til jøderne.
En sand krigsforbryder til fægtning
I november – december 1940 var der fægtelandskamp mellem Danmark og Tyskland i København. Her var de tyske fægtere bl.a. repræsenteret af SS – generalen Reinhard Heydrich. Han var manden bag Wahnsee – konferencen og ”Endlôsung” på jødespørgsmålet. Ved dette arrangement, som ved så mange andre stævner, figurerede hagekorsbanneret og Dannebrog side om side.
Fodboldpublikum lavede oprør
Fra dansk side kom det ulmende oprør med den sportslige samarbejdspolitik hverken fra politisk hold, fra DIF, fra de professionelle idrætsudøvere eller fra amatørerne. Opgøret kom fra fodbold-publikum.
Et varsel fik man ved landskampen mod Sverige i Idrætsparken i november 1940, hvor publikum ud over at synge den danske og svenske nationalsang også istemte den norske ”Ja vi elsker dette Landet” i sympati med det besatte Norge.
Der blev tillige uddelt løbesedler af ”politisk indhold”, men i øvrigt forløb kampen uden episoder.
Opgøret på lægterne
Den 5. juni 1941 kom ”Opgøret på Lægterne”. Det havde ulmet i nogen tid. Det kunne man allerede mærke i maj 1941 mod det østrigske hold Austria. De østrigske spillers heilen havde irriteret de danske tilskuere. Og grundlovsdag 1941 var det så kampen mod Austria mod et udvalgt dansk hold fra København.
Stemningen blev heller ikke bedre, da Østrigerne vand 4 -1. Inden kampen havde Ekstra Bladet og Idrætsbladet slået de venskabelige toner an. Men det havde i den grad vakt vrede hos det danske publikum, at det tyske soldaterpublikum havde hilst på østrigerne med heilen.
Efter kampen gik det galt. Tyske soldater trak bajonetterne, danskerne svingede med ølflasker. Der opstod gevaldige slagsmål. Fire tyske soldater og en halv snes danskere måtte efterfølgende på hospitalet.
Episoden førte til, at den tyske gesandt Renthe – Fink nedprioriterede det dansk – tyske idrætssamarbejde med aflysninger af adskillige planlagte arrangementer herunder en dansk – svensk landskamp.
Idrætssamarbejdet blev neddroslet
Fra officiel dansk side advarede Scavenius om terror, der kunne få tyskerne til at ansætte tysk politi i Danmark og indføre strenge straffe. Dansk Boldspil Union gav ensidigt publikum skylden for aflyste arrangementer og dermed politiseringen, uagtet den tyske sport jo opfattede sig selv som politisk.
Selv om idrætssamarbejdet var neddroslet fortsatte det dog. Idrætsbladet kunne i efteråret 1941 berette om et boksestævne i en reportage, hvor de mod sædvane ikke indledte med kampreferater, men som hovedhistorie fortalte at det var blevet afviklet nogenlunde roligt.
Protest fra BBC
På den anden side angreb BBC’s dansksprogede udsendelser fra London i november 1941 i stærke vendinger idrætssamarbejdet, som ifølge BBC fik danskerne til at fremstå som tyskervenlige, når de således lod sig udnytte til propaganda.
Men officielt holdt man fast i samarbejdslinjen og mere end det. Dansk Bokse Union nægtede at give en dansk dommer, der havde været interneret af tyskerne sin licens tilbage.
DIF ville ikke skrive under på protest mod jødeforfølgelse
I januar 1943 besluttede Tyskland at alt idrætssamarbejde med udlandet skulle ophøre. Situation blev skærpet også i Danmark, hvor Dansk Ungdoms Samvirke startede en underskriftsindsamling til en protestskrivelse mod jødeforfølgelse, der også var nået til Danmark.
DIF ville ikke skrive under, idet man ikke havde noget med ”dette politiske foretagende” at gøre. Man ville ikke genere besættelsesmagten.
Idrætsbladet havde nedtonet deres hyldest
På det tidspunkt havde Gunnar Nu Hansen forladt Idrætsbladet, der havde nedtonet sin hyldest til det dansk – tyske idrætssamarbejde og ligesom den øvrige idrætspresse vendt blikket mod engelsk idræt. Og mens flere gik ind i modstandskampen fastholdt DIF sin ”upolitiske” linje.
Det lykkedes at kaste slør over besættelsestiden
I forbindelse med retsopgøret efter besættelsen lykkedes det da også for DIF at holde tingene tilpas flydende. De mest belastede arrangementer havde fundet sted i starten af besættelsen. Ledelsen forsøgte også at fremmale et billede af en dansk idræt, der i det stille forberedte sig på frihedskampen og fungerede som et bolværk mod nazismen.
Man undgik at fortælle, at samarbejdet foregik på den nazistiske racepolitiks præmisser.
Man undgik at blive mistænkeliggjort for landsskadelig virksomhed. Det var andre end DIF, der havde interesse i at kaste slør over besættelsestiden.
Gunnar Nu Hansen udgav en fotobog
Gunnar Nu Hansen der i reportager i 1930’erne og i Idrætsbladet i besættelsens første år havde hyldet idrætssamarbejdet udgav i 1945 fotobogen ”Danmarks kamp for Frihed og Ret” med forfatteren selv i frihedskæmperpositur på forsiden, uagtet kollegaen Vilhelm Bergstrøm altid havde troet, at Gunnar Nu Hansen hørte til på den anden side. Det gjorde han nu ikke, men som han skrev:
Det var nok en sandhed med modifikationer, men den folkekære journalists ageren faldt fint i tråd med det almindelige ønske om at hævde det synspunkt, at idrætssamarbejdet først kom i stand efter kraftigt pres og trusler fra tysk side.
Nu var det sådan, at Gunnar Nu Hansen åbenbart på nogle punkter havde skiftet side. For i 1944 blev han arresteret af tysk politi for ”illegal Fotografering”.
Men i 1945 var han igen i Tyskland og berette om dansk – tyske sportsarrangementer.
I hans bog ser man også fotos af fodboldspiller og tomme tilskuerpladser. I teksten står der så atter engang, at tyskerne ”forsøgte at lamme danskernes idrætsliv”. Bogen var udgivet af AOF’s forlag.
Politisk naivitet
Under besættelsen Lavede Gunnar Nu Hansen sportsreportager i Nazi – Tyskland med interviews med nazistiske idrætsledere.
Nej Gunnar Nu Hansen var bestemt ikke nazist. Men ikonet Gunnar Nu Hansens uheldige optræden, kan vel i bedste fald forklares ved politisk naivitet og ”medløberi”.
Og hvad var det lige der stod i Nationaltidende den 9. marts 1941. Her udtalte Goebbels, at Danmark ikke var besat, men havde indgået en overenskomst med Tyskland. Så kan man veltilføje, ja med en pistol for panden.
Danmark i lænker
Gunnar Nu Hansen kommenterede filmen ”Danmark i Lænker” efter besættelsen. Her viste man en fodboldkamp uden tilskuere. Samtidig berettede Gunnar Nu Hansen om tyskernes ”overgreb” på idrættens område. Men han glemte da lige at nævne, hvor mange sportsbegivenheder, han under besættelsen har kommenteret i radioen og skrevet om i i Idrætsbladet. Her har der bl.a. været tre fodboldlandskampe. Den sidste blev spillet i Hamborg, mens byen blev bombet. Dette nævnte han ikke noget om. Tyskland vandt den landskamp med 1- 0
Det moralske dilemma
Det er vigtigt at forankre hurra – patriotismen solidt i demokratiets muld, men samtidig skal man have øje for sportens politiske funktioner.
Men tyskerne brugte jo de forskellige idrætsarrangementer mellem Danmark og Tyskland for at fortælle, at besættelsen af Danmark var en ”fredsbesættelse”.
Samarbejdet med tyskerne fulgte krigens konjekturer, baseret på skræk, gustent overlæg eller politisk naivitet.
Det er det klassiske moralske dilemma om, hvorvidt det var rigtigt at samarbejde med besættelsesmagten – i bekræftende fald – hvor langt skulle man gå.
Var DIF tonedøve?
Enten var Dansk Idræts-Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså, at de blev udnyttet eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde under devisen ”Sport og politik skal være adskilt”.
Og efter besættelsen var Gunnar Nu Hansen meget aktiv med at berette om landsforrædere, værnemagere m.m. Han lod sig også fotografere sammen med Montgomery med det berømte armbind.
Illusioner brister
Det er forskel på, om man ville resignere sig ind i den tyske verdensorden, eller om man aktivt forsøgte at tilpasse sig det? Gunnar Nu Hansen var ”dybt fascineret” af det nazistiske Tyskland.
Idrætten har stået i det samme dilemma over for nazisterne, som resten af Danmark gjorde, men store dele af idrætten gik for langt i sit samarbejde med tyskerne.
Tænk engang på det store antal landskampe, der blev arrangeret inden for forskellige idrætsgrene og DIF’s afvisning af at skrive under på jødeforfølgelsen. Også Gunnar Nu Hansen nægtede at skrive under på denne protest under devisen, at sport ikke skal handle om politik.
Det er selvfølgelig bedrøveligt, at en stor dansk sportsjournalist i en periode lod sig forblænde af den tyske stormagt. Idrættens daværende ledelse svigtede deres ”moralske ansvar over for landet”
Når historikere går til værks, så kan nogle af vores illusioner briste. Til gengæld bliver vi klogere på vores historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.496 artikler, herunder 295 artikler fra Besættelsestiden
Dato: januar 27, 2020
Manden, der skabte grænsen
Tænk, at en historielærer fra Frederiksberg tegnede grænsen. H.V. Clausen var Nordslesvigs fortaler i hovedstaden. Det handler om kilder. Utallige fodture i Slesvig. En aktiv person. Ja grænsen blev allerede tegnet i 1891. Men han påkaldte de preussiske myndigheders opmærksomhed. Undlod at fastlægge Flensborgs tilhørsforhold. Flest mulige tilfreds med grænsedragningen. Gårdejerne var toneangivende i lokalsamfundet. Grundlaget for afstemningen var fastlagt meget tidligt. Slesvig – Holsten blev betragtet som tysk af tyskerne. Kongen: ”Det skal ej ske” En fordansknings-politik skulle etableres. Hvordan opstod den Clausen’ ske linje. Afstemningsresultat var givet på forhånd. Grænsen faldt også sammen med naturen. Var det noget Clausen misforstod? Danmark ville have fire tyske kommuner. H.P. Hanssen havde ret.
En historielærer fra Frederiksberg
Hvem skulle tro, at den mand, der tegnede grænsen, var en historielærer fra Frederiksberg. Og tænk, at det gjorde han allerede i 1891. Dengang, da mente de tysksindede måske med rette, at den ikke var retfærdig. Men ser vi på det i dag, så er holdningen nok anderledes.
Det handler også om kilder
Hvordan det var dengang og hvordan holdningen, ja det handler også om, hvilke kilder som man bruger. Når man beskriver disse forhold, så er det ikke lige populært alt sammen. De fleste har en indgroet holdning til det, der kendetegner Sønderjyllands historie. Men måske er alt sammen ikke så lyserødt.
Utallige fodture i Slesvig
Hans Victor Clausen var født den 14. januar 1861 og død den 7. oktober 1937 i København. Han tog i 1885 en magistergrad i historie. I 1887 kom han til Frederiksberg Gymnasium, hvor han fra 1916 virkede som overlærer og 1919 som lektor. I 1926 tog han sin afsked. Han var en særdeles aktiv og herre. I denne artikel vil vi beskrive hans relationer til Sønderjylland.
Allerede i 1879 foretog han den første af utallige fodture i Slesvig, der skaffede ham det enestående kendskab ikke blot til landet, men også til menneskerne og de nationale forhold fra sogn til sogn. Han blev en af nordslesvigernes bedste støtter i Kongeriget.
En aktiv person
I 1885 var et kvart år praktikant på Flensborg Avis. Hans indstilling var dog noget anderledes end redaktør J. Jessen’ s. Clausen knyttede sig efterhånden mere til H.P. Hanssen. Fra slutningen af 1880’erne knyttede han sig til historikeren A.D. Jørgensen.
I 1888 udsendte han et sprogkort, som han senere ud fra sit kendskab til Mellem – Slesvig forsvarede mod tysker angreb i afhandlingen ”Folkesproget i Sønderjylland” (Sønderjyske Årbøger 1892).
Grænsen blev tegnet i 1891
I 1890 udgav han en kendt rejsebog for Sønderjylland. Endelig udgav han en større afhandling ”Nordslesvig 1863 – 93” (Sønderjyske Årbøger 1894) en detaljeret oversigt over den nationale forskydning af ejendomsforholdene på landet bygget på et under hånden indsamlet mægtigt statistisk materiale.
Allerede i 1891 havde Clausen indtegnet den påtænkte landegrænse i et værk kaldet ”Landmandsbogen”. Kortet blev også vist i bogen ”Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaal’ s Historie” fra 1901.
Påkaldt sig de preussiske myndigheders opmærksomhed
Efterhånden havde Clausen påkaldt sig de preussiske myndigheders opmærksomhed. I 1904 undgik han heldigt en udvisningsordre. Men i 1910 blev han udvist ret så ubekvemt. Da skulle han sammen med M. Mackeprang udgive den 4. udgave af Trap Danmark ”Slesvig”. Men det kom han dog til i 1930, hvor han ved med til at udgive ”De Sønderjyske Landsdele”.
I 1918 kom han til at spille en betydelig rolle i grænsestriden. Han kortlagde her grænsen mellem dansk og tysk. Dette blev kendt som ”Clausenlinjen”. Kortet blev bragt i ”Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”. Her beskriver han hvorledes linjen faldt sammen både med de naturlige skel og sindelaget.
I 1918 havde han tillige markeret den sydligste grænse, som han fandt forsvarlig. Det blev en forløber for ”2. Afstemningszone”. (undtagen Flensborg).
Clausen skrev en række artikler i Nationaltidende. Disse blev samlet i pjecen ”Før Afgørelsen”.
I 1919 sendte regeringen ham til fredsforhandlingerne i Paris som sagkyndig rådgiver for den danske gesandt.
Undlod at fastlægge Flensborgs tilhørsforhold
Clausen havde dengang bevidst undladt at fastlægge Flensborg tilhørsforhold. I de kommende måneder opstod der imidlertid betydelig uenighed på dansk side og mange fremsatte krav om en sydligere grænsedragning. Den danske regering tog imidlertid kraftig afstand fra en afstemning i de sydligste områder og herefter var det striden om Flensborg, der for alvor splittede både sønderjyderne og danskerne i Kongeriget.
Clausen var en fortrinlig lærer. Han yndede at kalde sig for topograf. Ja det var ikke kun Sønderjylland, han havde indgående kendskab til. Det var stort set hele Danmark. Således udgav han i 1926 den smukke bog ”Det Danske Landskab”.
Adskillige af hans hypoteser holdt ikke, men mange af hans anskuelser har virket befordrende for forskningen. Hans ”Studier over Oldtidsbebyggelsen” var tænkt som en doktordisputats med blev ikke antaget.
Flest mulige blev tilfredse med grænsedragningen
Blandt den tyske befolkning i ”Schleswig” skete der en tilsvarende national mobilisering. Og det var særlig i købstæderne dette skete. Ja nogle mente endda at afstemningen skulle forhindres.
Grænsen langs Sønderå, Gammelå og Kruså skabt 30 år før afståelsen holder endnu. Clausens kortlægning fungerede som et værn mod de nationalromantiske bevægelser i København. Ved at kortlægge området objektivt kunne man affeje de nationalistiske interesser med fakta. Og egentlig var tyskerne lettede over Clausen – linjen ikke var så ”hævnfuld” som Dannevirkebevægelsen.
Vi skal i denne artikel også høre om dem, der ikke var tilfredse med Clausen – linjen. På en måde stillede grænse – linjen flest mulige tilfredse, Så derfor var den med til at sørge for, at der ikke var yderlige behov for at trække nye grænser.
Ikke alle var tilfredse med den antidanske kampagne
Der skete en forskydning af beboersammensætningen i Nordslesvig mellem 1864 og 1920. Det hang sammen med at langt den overvejende del af de offentlige ansatte var tyskere. Og det havde også sin betydning, at det tyske kejserrige så dagens lys i 1871. Indtil da havde det været småstater, der samarbejdede i ”Det Tyske Forbund”. Dette gav tyskheden en ekstra glans.
Tyske krigsforeninger havde 3.000 medlemmer. For kvinderne var det ”Vaterländischer Frauenverein”. Hovedorganisationen var ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig. De nåede op på 7.300 medlemmer, men en del af den gruppe, som nu blev kaldt hjemmetyskere holdt sig tilbage. De brød sig ofte ikke om, at foreningen var så antidansk.
Gårdejerne var toneangivende i lokalsamfundet
Det var gårdejerne, der var vigtige for både de tysksindede og dansksindede. De var toneangivende i lokalsamfundet. Så både fra dansk og tysk side forsøgte man at opkøbe gårdene. Og det lykkedes bedst for tyskerne dengang. De havde flest penge. I 1903 lavede H.V. Clausen en undersøgelse, der viste at 72 pct. af gårdejerne var dansksindede. Det var en tilbagegang fra 1863, hvor 80 pct. af gårdejerne var dansksindede.
Grundlaget for afstemningerne fastlagt meget tidligt
Den måde som afstemningen blev afviklet på, blev i virkeligheden fastlagt på et meget tidligt tidspunkt, hvor de danske vælgerforeninger i Nordslesvig lagde sig fast på nogle principper, der efterhånden fandt støtte i den dansk regering og hos de sejrende magter. Anvendelsen af disse principper medførte uundgåeligt at Tønder blev dansk på trods af at byen havde en klar tysk karakter og befolkning.
Ved Tønder gik Clausen – linjen ca. 5 km syd for Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen, hvorved en række klart tyske områder som Tønder og Højer kom med i afstemningszonen.
Afstemningen i 1920 foregik under international kontrol.
Slesvig – Holsten blev også betragtet som tysk
For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet Tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag. Man anså også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette bestyrkedes af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk – national side nå frem til en skillelinje mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse.
Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder, hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde.
Men det er som om man glemmer det frisiske sprog. Det frisiske sprog havde for Tønder en særlig interesse. Det var en del af byens handelsopland.
Kongen: ”Det skal ej ske”
I forbindelse med treårskrigen 1848 – 1850 opstod der en interesse i at dele området ikke efter fortid men efter sprogforhold. Disse tanker fandt dog ringe opbakning i Danmark. ”Det skal ej ske”, sagde Frederik den Syvende.
Fra ren tysk side fandt dette forslag heller ikke større opbakning. Her holdt man fast ved et samlet Slesvig Holsten.
Fordansknings – politik
Fra dansk side havde man den naive forestilling, at man hurtig ved hjælp af en fordanskningspolitik kunne rulle sproggrænsen tilbage til Ejderen. Hele Slesvig skulle gøres dansk af sprog og sindelag.
I strid med nationale aftaler forsøgte Danmark at tilegne sig Slesvig med vedtagelsen af november forfatningen i 1863.
Opsigtsvækkende aftale
Ved fredsaftalen i Prag i 1866 mellem Preussen og det Østrig – ungarske kejserrige blev man enige om denne opsigtsvækkende aftale:
Selv om denne aftale blev annulleret, så var der flere, der fastholdt dette krav. Men da Danmark solgte Dansk Vestindien til USA, skete dette uden afstemning blandt de lokale.
Hvordan opstod den Clausen’ ske linje?
Et relevant spørgsmål blev rejst i Folketingssalen så sent som i maj 1920, da grundlovsændringen om indlemmelsen skulle vedtages:
Ja spørgsmålet er besvaret her i artiklen, men åbenbart var politikerne ikke klar over det.
Afstemningsresultatet var givet på forhånd
Da det gik op for tyskerne, hvad ”en bloc afstemning” i Nordslesvig betød udløste det straks protester fra tysk side. Som modtræk opstod det derfor straks et forslag fra tysk side om ”en bloc afstemning” for hele Slesvig mellem Kongeå og Ejder. Dette fandt ikke velvilje hos sejrsmagterne for det ville betyde en grænse ved Kongeåen.
Afstemningsresultatet var givet på forhånd. Der var 75 pct. danske stemmer. Men opsigtsvækkende var det dog alligevel, at der var tysk flertal i Tønder, Højer, Ubjerg samt tysk flertal i 10 kommuner beliggende i danske sogne lige øst for Tønder.
Grænsen faldt vel også sammen med naturen
Den overvejende andel af tysktalende i byerne affærdiges med at de:
Den foreslåede grænse og områdets geografiske beskaffenhed der viser at sproggrænsen
Var det noget Clausen havde misforstået?
H.V. Clausen antog, at de dansktalende ville til Danmark. Men er dansktalende også dem, der taler sønderjysk? Også folk fra det tyske mindretal talte og taler sønderjysk. Der foreligger heller ikke noget om, hvordan de frisisk – talende er blevet behandlet i statistikken.
H.V. Clausen anførte, at:
– Sognene mod sydvest Højer Ubjerg og Tønder er det kun ringe kendskab til
Den naturlige grænse
Men Clausen vidste godt, at Møgeltønder et gammelt enklaveområde, der er at betragte som dansk. Og det kan man også kalde Rørkær.
Clausen har nok også set marsken som en naturlig grænse. Det er ikke alene et relativt tyndt befolket område, men det er en erhvervsmæssig enhed der er knyttet sammen af afvandings – og digespørgsmål. Og som nævnt en vigtig del af Tønders handelsmæssige opland.
Danmark ville have fire kommuner
Egentlig ville Danmark have haft fire kommuner med fra 2. zone. Der blev foreslået at marskområdet ned til Niebüll tilfaldt Danmark på grund af vigtige sluser i forbindelse med afvandingsprojektet i marsken. Den britiske formandsstemme var afgørende for, at Danmark ikke fik dette område.
Nu var det også truslen fra Johannes Tiedje der havde foreslået en delingslinje, der gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer men syd om Møgeltønder.
H.P. Hanssen havde ret
Vi skal måske også lige huske H.P. Hanssens kommentar:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: I vores kategori ”Indlemmelse, Afståelse, Genforening” har vi 133 artikler.
Dato: januar 14, 2020
Lorens Filskovs Bedrifter
Dette handler om den berømte købmand fra Møgeltønder. Han var en af de markante dansksindede, som også blev interneret i Flensborg. Han var 38 år, da han blev indkaldt til den tyske hær. Han troede, han kunne slippe. Han mente at have Iskias. Men tyskerne gik efter de dansksindede, der åbnede munden. De skulle til fronten. Vores hovedperson var i den grad en spasmager, der drev gæk med den tyske hær. Således opfandt han en ny sygdom, nemlig afføringsproblemer. Det betød, at han i sidste øjeblik slap for at komme til fronten i Rumænien. Han nåede at besøge hele 13 forskellige lazaretter mens han aftjente sin værnepligt. Jo han blev berømt for at være Tysklands dyreste soldat. En overgang havde han seks oppassere. Vi skal også her høre om hans bror, Tycho, journalist på Flensborg Avis. Han startede på et tidspunkt Tønder Amtstidende. Og så skrev han en bog. Læs her om Nordslesvigs svar på soldat Svejk. Vi har tilladt os, at redigere en smule i forhold til originalen.
Nordslesvigs soldat Svejk
Der findes mange beretninger fra Første verdenskrig, men der er ikke mange, der er så festlige som Lorens Filskovs beretninger. Jo han har stadig slægtninge. Vi ved, at de følger med her på siden. Han havde en stor købmandsforretning i Møgeltønder. Og der findes en festlig fortælling om ham.
Jo Filskov var kendt viden om. Og beretningen om ham skulle være sand nok. Det må være historien om Nordslesvigs Soldat Svejk. Og mon ikke, at han var den dyreste soldat i krigen.
Dansker – bør indkaldes hurtigst muligt
Det havde sikkert været lettere for tyskerne og alle andre, hvis de ikke havde indkaldt købmand Filskov. Han var 38 år, dengang i 1915. Han havde da hvis nok fået et brev på, at var ubrugelig til al krigstjeneste. Så sent som i 1912 var han mødt op til session med en hel masse attester, at han var angrebet af Iskias.
Men nu gik rygterne dengang, at der ud for alle dansksindede stod:
Filskov – bliver selvfølgelig skudt
Filskov var en af de danske mænd, der ved krigens start var blevet holdt varetægtsfængslet i flere uger på Navigationsskolen i Flensborg. Forstanderen på Bylderup Bov Station havde spurgt den revolvermand, der ledsagede Filskov, hvad der ville ske med ham:
Nu blev Filskov da ikke skudt, hverken før eller siden. Vi har mere om det ufrivillige ophold bagerst i artiklen.
Man skyder med skarpt ved fronten
Han var sikkert sværtet inden krigens start, måske af Den Tyske Forening i Toftlund. De så gerne visse folk til fronten. Filskov havde også et motto:
Efterhånden blev han en myte ide nordtyske garnisoner. Han humoristiske sans samt hans civile klodsethed hjalp ham ud af mange situationer.
Iskias blev forværret
Lorens Filskov skulle til at begynde med gøre tjeneste som kanonér i den store garnisonsby Güstrow i Mecklenborg. Jo nærmere toget nærmede sig byen jo mere brød han gamle Iskias op. Og da han holdt sit indtog i byen, gik han foroverbøjet. Han støttede lænden med højre hånd.
Man mente hurtigt, at han var simulant, så han blev overgivet til en underofficer, som var specialist i sådanne folk. Men kompagniet opgav ham ret hurtig og indlagde ham på et lazaret til observation.
Den store løbetur
En anti-prøjser ligesom Filskov havde advaret ham om, at han snart skulle løbe for overlægen på gangen. Flere læger og et par officerer, hvide kitler og uniformer imellem sig havde indfundet sig. En læge og en menig tog ham i hver sin arm og slæbte ham hen ad gangen. Filskov skreg som en stukken gris. Flere var løbet med.
Nu så Filskov sin redning. Hans gode ven Anti – prøjseren komme ud fra køkkenet med 32 krus dampende kakao bærende på en stor bakke. Og indholdet landede også på uniformer og hvide kitler. Filskov kom nu i bur.
En måske uberettiget orlov
Nu kom Filskov så på et Røde Kors Hospital, som åbenbart var finere end de andre. Det var en adelsmand, der ledede det. Patienterne trådte nu frem for overlægen og spurgte om orlov. Det gjorde Filskov også. Og han fik det bevilliget. På banegården mødte han nogle af sine gamle kompagnikammerater. De rystede på hovedet af hans fortagende. Men han tog glad mod Nordslesvig og glædede sig til gensynet med kone og børn.
Men han havde kun opholdt sig to timer i hjemmet før gamle kommuneforstander Jensen stillede med et ildtelegram, hvor der stod at man i Güstrow snarest så hans tilstedeværelse.
”Einquatierung ” hos Skovrøy
Købmanden tog sig nu den frihed at vente til næste morgen. I Tønder gik toget en time senere end beregnet. Han var i fuld krigsmaling og fik nu et ellevildt indfald at besøge sin gamle ven, redaktør P. Skovrøy.
Med hjelmen godt nede i hovedet bankede han på hos sin ven. Husbestyreren blev helt fortumlet, da Filskov skreg ”Einquatierung” Skovrøy forsøgte at afværge en indkvartering af en gammel soldat og påstod, at han var syg. Men da Filskov nu smed hjelmen:
Tysklands dyreste soldat
Da han nu var ankommet til Güstrow fik han en alvorlig reprimande. Men det var nu ikke det værste. Han blev ført til Sindssygehospitalet i Rostock. Her blev han på nerveklinikken gjort til genstand for en meget grundig og lidet hyggelig prøve.
Det var nu ikke lige let for Filskov altid. Han blev sat til de mest mærkelige ting. Han optrådte både som rengøringskarl og bregneplukker. En officer havde normalt kun en oppasser. Filskov havde fem – seks stykker. Han var simpelthen Tysklands dyreste soldat.
Oppasser for 16 – 18 krikker
Også som hestepasser forsøgte Filskov sig. En aften stillede han stadig med hånden i lænden udstyret med en flagermuslygte som nattevagt og skulle passe 16 – 18 krikker. Han havde ellers fortalt, at hans erfaring på dette område var ret begrænset.
Det skete da også, at et par stykker rev sig løs og duellerede i bagbensspark. Filskov mente, at et menneskeliv trods alt var mere værd, så han barrikaderede sig i en tom bås. Han skulle afgive forklaring til dagvagten. Med ivrige gebærder forklarede at det ville være sårlig økonomi hvis han skulle sætte sit liv på spil i en sølle hestestald.
Havaristernes genopdragelse
Efter nogen tids sygeorlov hjemme i Møgeltønder havde han ligget på fem forskellige lazaretter. Nu indtrådte han så igen i krigstjeneste – denne gang i Garderegiment zu Fuss in Berlin. Dette regiment var et såkaldt ”Sammenstelle”. Her blev de mere eller mindre medtagende soldater opsamlet for at komme til hægterne igen. Nogle unge energiske officerer forestod daglig havaristernes genopdragelse.
Maden skal tygges 40 gange
Nu var denne formation nok ikke den mest glansfulde. Det var nærmest ”De elendiges regiment”. Hans major von der Tann pålagde indtrængende Filskov til at tygge sin mad 40 gange. Det befordrede nemlig stofskiftet. Man skulle jo først og fremmest sende sunde soldater til fronten. Denne besked forstod Filskov til fulde. Ude i gården manglede der en soldat. Og det var Filskov. Man kom til at kigge gennem vinduet til markenteriet. Og der så man ham stadig siddende og tyggende. Feldweblen sendte en mand ind efter ham og spurgte han ville komme ud.
Filskov troede sig beskyttet af en ordre fra en højere befalingsmand, men Feldwebel var ligeglad. Han skulle stille i gården. Filskov bad nu om en stol. Nu skreg Feldwebel:
Feldwebel var nu helt rød i ansigtet af raseri og skreg:
Mødet med en General, der var Kaptajn
I de følgende dage undgik Filskov at falde sit kompagni til byrde. Fra morgen til aften drev han omkring i Tiergarten og Zoologisk Have. Men sådan kunne det ikke gå i længden. Så man fandt til en ikke ukendt udvej at indlægge ham på et lazaret.
Her ankom han så en lørdag aften. Det var netop nyoprettet og inspektøren ville gerne til en familiefest om søndagen. Så han gav de fire nyankommende udgangstilladelse. Men hvad skulle han lige gøre ved Filskov. Hans mundering lå endnu ved kompagniet. Så han blev påklædt et sæt drejlstøj.
Filskov havde hørt, at købmand Fink, Aabenraa og bankdirektør Andresen fra Tønder også var indkaldt til militærtjeneste og opholdt sig i Berlin. Inspektøren fandt nu en gammel Ulansuniform frem, som Filskov nu trak over drejlstøjet. Inspektøren viste ham da også lige, hvordan man hilste på en overordnet. Denne ejendommelighed havde nok i nogen grad hæmmet hans karriere i militæret.
Nu kunne inspektøren jo bare give man et Kommisbrød under armen, så kunne Filskov jo nøjes med ”Stramme Haltung”. Han var kommet på gaden og så nu en officer på lang afstand med fjerbusk og masser af ordner. Her mente Filskov nu ikke, at ”Stramme Haltung” var nok. Filskov gik nu ud i rendestenen og gjorde sig virkelig umage.
Ja sådan spurgte ham, der blot var kaptajn.
Nu blev lommebogen ellers taget frem. Og det bekræftede, at det ikke kun var Filskovs ben, der var noget galt med.
På Hotel Fürstenhof
Filskov fortsatte sin ejendommelige solo-march gennem Berlin. Hos Andreasen og Fink erfarede han, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen og Landdagsmændene Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager vistnok kunne træffes på ”Hotel Fürstenhof” Han besluttede sig så at aflægge dem et besøg. Måske kunne H.P. Hanssen sørge for, at han blev hjemsendt som for stedse ubrugelig til al krigstjeneste eller dog fik en langvarig orlov.
Der var fyldt med palmer og pinjer. Her var tykke røde løber, hvor folk promenerede. I selve restauranten sad høje officerer med deres damer. De nød eftermiddagen omkring det plaskende springvand. Filskov havde med interesse studeret denne ukendte verden men interessen syntes gensidig.
En officer rejste sig fra en af bordene og gik nu langsom hen til Filskov. Denne henvendte sig nu til Filskov:
Filskov fik udtrykt på sådan en måde, at officeren fik ondt af ham og spurgte om han søgte nogen bestemt. Og det gav Filskov så udtryk for. Officeren fulgte med Filskov hen til portieren. Men det var sikkert upassende, at sådan en ejendommelig Utan blev ført op til Rigsdagsmanden.
En nat i arresten i Tønder
Efter 2-3 måneders sygeorlov i Nordslesvig blev Filskov forflyttet til Hamborg. Sygeorloven fik en dramatisk afslutning. Under påberåbelse af en hårdnakket sygdom havde han sat tilbagekaldelsen overhørig. En skønne dag stillede en løjtnant og fire mand op i Møgeltønder og transporterede ham til Tønder. Her blev han nu anbragt i arrest.
Filskov havde fået ny lidelse
Ved ankomsten til Hamborg besluttede Filskov at lade sin Iskias træde lidt i baggrunden. Nu slog han sig i stedet på forstoppelse (Obstipatio). Han var blevet ansat hos arbejdskommando som kartoffelskræller. Der kom nu en ubehagelig meddelelse om, at han skulle melde sig ved et kompagni, der næsten øjeblikkelig skulle afgå til Rumænien. Rent ud sagt til den rumænske front. Filskov trak sig tilbage i stilhed for lige at overveje situationen.
Da morgenen for kompagniets afrejse til Balkan oprandt, stod den tapre soldat i geleddet. Sammen med alle de andre. Soldatens udrustning var upåklarlig korrekt, dog lige med den lille undtagelse, at der op af tornystret ragede en stump af en gummislange med en aluminiumsspids.
Officererne gik nu række op og række ned og undersøgte hver mands udrustning. Nu kom kaptajnen over til Filskov. Nu får han øje på det, der stikker ud af soldatens tornyster:
Filskov gjorde som om han ikke ville svare på det, men nu spurgte kompagnichefen også om det. Jo det var et klysteraparat. Sagen var, at han havde svært ved at få afføring, ja somme tider endog meget svært ved det. His det bare kom lidt vand ind og op, så gik det udmærket.
Den tyske hær kunne ikke sende jordemødre med til fronten
Nu blev der holdt samråd mellem befalingsmændene og der var blevet sendt bud efter Filskovs helbredsattester. Efter en halv times tid styrtede kaptajnen hen mod Filskov:
Samme eftermiddag blev Filskov indlagt på sygehuset. Der lå han og græmmede sig over ikke at være kommet med til Balkan, men efter en uges forløb sporede lægen dog helt gode fremskridt.
Filskov fungerede som detektiv
I den følgende tid fungerede Filskov som en slags detektiv. Mange soldater vendte ikke tilbage efter orlov. Mange skjulte sig i Hamborgs slumkvarterer. Hos flygtningens familier skulle han lede efter bortkommende våben og uniformsgenstande. De skulle bringes tilbage til militære depoter.
Med en revolver i hånden besteg han så de mest skumle trapper i storbyens mest berygtede gader. En gang imellem kom han dog også tilbage med et bælte eller en patrontaske. Det var på sin vis en interessant tid.
Ulovlig jagt med byens mænd
Men fortiden forfulgte Filskov. Han var en ivrig jæger. Og under en orlov derhjemme havde han begivet sig på en ulovlig jagt sammen med byens mænd. Overvagtmester Parbs overrasker jægerne. Han affordrede dem bøsserne. Men Filskov, der var i uniform, erklærede kort og godt, at en prøjsisk soldat under ingen omstændigheder lod sig fratage sit våben – så hellere dø på stedet. Men episoden førte til forhør både i Tønder og Hamborg.
Men inden overvagtmesteren var ankommet, havde Filskov kun nået at skyde en rotte. Netop på dette tidspunkt var der udstedt et opråb til det tyske folk om at medvirke til udryddelse af rotterne. Ved retten mente Filskov, at han havde gjort sit til at udrydde hærens værste fjende.
Amtsdommer Kettels i Tønder var af helt samme mening som Filskov. Det påstås, at overvagtmester Pabst aldrig helt overvandt dette.
Retssagen havde vakt interesse i Hamborg. Filskovs ry som Tysklands dyreste soldat havde virkelig fået et kærkomment supplement.
Filskov møder sprogkyndig
Feldwebel ville gerne bryste sig af at have forstand på jura, og han mente, at det var en retfærdig dom. Men han mente, at det var et mærkeligt ”mål” man talte deroppe. Det er mit modersmål, og det hedder dansk. Nu mente han og soldaterne, at han skulle tale noget dansk. Filskov erindrede sig en mundfuld ”Vrøvlelatin” som hans brødre havde vigtet sig med hjemme i Møgeltønder i en tid de gik i Ribe Latinskole. Filskov rømmede sig og slog ud med hånden:
Hvorledes kan det oversættes på tysk, spurgte Feldwebel
Nu mente Feldwebel, at dansk lød lige som græsk. Det forklarede Filskov med, at det danske kongehus havde slægtskab med det græske. Jo, sluttede Feldwebel, at når man havde en smule sprogøre, så kunne man hurtigt høre sådan noget.
Filskov på toilet med ”Liebesgabe”
En morgen var Filskov kommet lidt sent afsted og han befandt sig pludselig i en skolegård med påfaldende mange ukendte ansigter. I anledningen af kejserindens fødselsdag var der ankommet en ”Liebesgabe” med tre pakker kiks til hver mand. Ja sådan sagde løjtnanten. Nu mente Lorens Filskov fra Møgeltønder dog også, at hun var kejserinde over ham, så han modtog med glæde tre pakker kiks.
Ja sådan kommanderede løjtnanten nu, men Filskov havde ingen gevær. Han var jo blot kartoffelskræller. Krigsmagten havde kun betroet ham en lille spade. Den kunne han ikke eksercere med og heller ikke affyre skud med.
Da de andre røg til geværerne trak Filskov sig stilfærdigt tilbage til gårdens W.C. med tre pakker kiks i anledningen af kejserindens fødselsdag. I denne retirerede stilling forblev Filskov i halvanden time. Nu mente han at luften var ren. Forude lå også en reprimande med at han var kommet to timer for sent. Sandheden var nok at jorden begyndte at brænde under sålerne.
Lazaret nr. 13 besøges
Var det ikke bedst at komme på lazaret igen? Da Filskov kom ud på Hamborgs gader, tillod han sig at besvime på et sted, hvor færdslen var livsfarlig. Først kom civile siden militære for at se på den havarerede soldat. De forsøgte med koldt vand i ansigtet og det lykkedes da også at kalde ham til bevidsthed. Men det var først efter lang tids forløb.
Nu blev han lagt på en båre og ført derhen hvor hans skulderstropper fortalte, hvor han hørte hjemme. Og nu blev han så ført på det 13. lazaret siden foråret 1915. Her lå Filskov på en sygestue med en snes senge.
Ekspert i at fange måger
Da han var kommet lidt til kræfter, begyndte han ved hjælp af en vinduesmekanisme at fange måger. Han kunne fange 13 – 14 fugle om dagen. Det var ikke uden grund, at de andre kaldte ham ”der Möwenfänger”
Det var knaphed på levnedsmidler så det efterlod et godt indtryk hos lazaretdirektøren og andre, at Filskov kunne levere alle disse fugle til fortæring. Han fik på denne konto mange små lempelser, ja kunne endda få lov til at gå i biografen om aftenen, hvis han selv skønnede, at han havde kræfter til sådanne anstrengelser.
På lazarettet var ved Isebecker Kanal var der en overordentlig afholdt overstabslæge, Friherre von Finke. Han var forgudet af patienter og personale. Da Friherren fyldte 75 år måtte alle patienter fremføre et ønske for ham.
Filskovs fromme ønske
Og turen kom også til Filskov. Han havde et fromt ønske:
Forventningsfuld stilhed, men så gav Oberstabsartz Filskov hånden og sagde med et stort fødselsdagssmil:
En ros til en dansker
I november 1918 kom Lorens Filskov hjem fra militærlivet. Nu var han atter i Møgeltønder. Han gemte uniformen og militærjakken som kære minder fra en stor og bevæget tid.
Jo og så skete det at Lorens Filskov fik rosende omtale af selve amtsforstanderen. Det var ved et møde, hvor foranstaltninger i anledning af fødemiddels – spørgsmålet blev forhandlet. Filskov havde sikret sig en vognladning kartofler. Og nu stillede han hele vognladningen til kommunens disposition.
I den anledning rejste amtsforstanderen sig og udtalte i varme ord på kommunens vegne en tak til Filskov for hans uegennyttige handlemåde. Det var hvis første gang en forvaltnings-embedsmand havde rost en dansker.
De var tre brødre. Lorens Filskov kaldte dem ”De Tre Musketerer”. Det var også redaktør Tycho Filskov og skibsinspektør Aksel Filskov.
Sat i fængsel på Rådhuset i Flensborg
Og Tycho Filskov var en af de dansksindede, der blev interneret ved Første Verdenskrigs start. Op mod 280 dansksindede i Sønderjylland blev interneret. Den 4. august 1914 var det Flensborgs tur. Dengang arbejdede Tycho Filskov på Flensborg Avis. Om formiddagen blev han sammen med andre på redaktionen afhentet. Dengang lå redaktionen på Nørretorv og så blev det ellers marcheret gennem byen.
På rådhuset blev journalisterne lukket ind i en enecelle, hvor politiet plejede at opbevare vagabonder og løse eksistenser. Senere blev de flyttet til en større celle. Her var kun to smalle brikse, så de måtte skiftes til at sove. Mad måtte de selv bestille ude fra byen.
Onsdag den 5. august 1914 skulle Tycho Filskov være mødt til mobilisering. Han frygtede, at der ville komme bud efter ham. Men intet skete. Det var en underlig situation at sidde i en stinkende kachot, husker han senere. Egentlig ønskede han, at der ikke skete nogen forandring hele krigen ud.
Flyttet til Latinskolen
Den 6. august 1914 blev fangerne flyttet til den splinternye latinskole mellem diakonissestiftelsen og Kunstindustrimuseet. Her blev de nu 7 fanger indlogeret i et klasseværelse med hver en halmsæk som leje. Næste dag fik de dog lov til at rekvirere sengetøj hjemmefra. Overborgmester Todsen kiggede forbi for at se om fangerne blev behandlet korrekt.
Der blev kommunikeret med broderen
I andre lokaler sad efterhånden også fangere. Indbyrdes kommunikation mellem cellerne på latinskolen var i begyndelsen strengt forbudt. Tycho Filskov fandt dog på en metode, hvordan han kunne kommunikere med sin bror, Lorens Filskov.
Han overtalte den venlige arrestforvarer Speck til at overbringe broderen to bananer. Broderen led af svag mave og tålte desværre ikke meget andet, forklarede han. Bananerne var indsvøbt i avispapir, som Tycho Filskov med blyant havde skrevet en meddelelse på. Lidt senere returnerede Speck så to nikotinfrie cigaretter fra Lorens Filskov til sin bror. Han kunne ikke tåle at ryge andet, blev det sagt. Disse var også viklet ind i avispapir med meddelelser på. Og på denne kreative måde blev der udvekslet beskeder på.
Fængselsavisen
Efter nogen tid blev der slækket på sikkerheden. Nu var der mulighed for at snakke sammen. Til sidst blev der lavet en fængselsavis. Hele redaktionen var jo samlet. Den kom i et eksemplar og prisen var en cigar pr. stue. Godsinspektør Davidsen fra Schackenborg fungerede som illustrator.
Tycho Filskov ville ikke skrive under
H.P. Hanssen kæmpede ihærdigt for deres frigivelse. Men de blev i stedet flyttet til navigationsskolen. Endelig den 6.september 1914 slap de flensborgske pressefolk ud. Og i de følgende dage fulgte de andre. Men inden de slap ud, skulle de underskrive en erklæring:
Jeg erklærer herved:
De to sidste fanger i Flensborg
I begyndelsen af oktober 1914 var der kun to fanger tilbage på navigationsskolen i Flensborg, Grev Schack og Tycho Filskov. Sidstnævnte nægtede at underskrive erklæringen. Han var nemlig udmærket klar over, at samme øjeblik han skrev under, så ville han blive indrulleret i hæren og sendt afsted til fronten.
Men den 8. oktober 1914 gik den ikke længere for Tycho Filskov. Selv om han nægtede at prente sit navn under noget som helst blev han hentet af en betjent og ført til kasernen, hvor han blev indrulleret i den tyske hær.
Han skrev senere feltpostbreve fra Belgien i Flensborg Avis.
I 1933 åbnede Flensborg Avis’ s egen lokalredaktør så en ny avis i Tønder, Tønder Amtstidende. Og en bog skrev han også. Det var i 1934, hvor han udgav ”Seks Aar for Rachel
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.489 artikler, herunder 250 artikler fra Tønder og omegn, inklusive ca. 10 fra Møgeltønder.
’
Dato: januar 12, 2020
Vi skal styrke historiebevidstheden
Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed. En københavner og ”Genforeningen”. Hold lige igen med selvforherligelsen. Det er sønderjydernes egen fortjeneste. Scavenius: ”Udspillet skal komme fra tyskerne selv”. Sindelagskontrol og splittede familier. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser, når det drejer sig om grænsedragning. Ordet Sønder – Jylland brugt i 1743, Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev gendannet. Det moderne Danmark blev skabt i 1920. I 1920 var der langt flere tyskere i Flensborg. I 1840’erne foretrak man et blandet samfund. Slesvig – Holstenere ønskede at frigøre sig. I Danmarkshistorien bliver de udråbt som landsforrædere. Bitter strid i det sønderjyske. ”I skal ikke blive glemt”. Det var også andre grænser. Tyskerne anerkendte ikke grænsen. Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen.
Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed
Når man sidder og beskæftiger sig med historie, må man være forberedt på at blive frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed eller mærkelige algoritmer.
Jo historiebevidstheden er nedadgående. Man sluger alt det, der kommer på skrift også omkring den såkaldte ”Genforening”. Men lad os håbe, at dette kan give anledning til at tænke over, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Vi kan måske også begynde at tænke over, hvorfor tyskerne reagerer så stærkt på flygtningepolitik, grænsekontrol og vildsvinehegn.
En københavner og ”Genforeningen”
Jeg fortæller vidt og bredt, at jeg skal til Sønderjylland og holde festtale til en Afstemningsfest i Rens. Egentlig ved jeg endnu ikke, hvad jeg vil sige. Det er så meget at tage af. Men også her bliver man mødt af fordomme:
Måske et berettiget spørgsmål. Men hvor bliver det skønt at møde gamle kammerater og kunne tale og lytte til sønderjysk, som ikke lige sådan er til at udrydde. Og måske kan man også lige korrigere de misforståelser der er ude i forbindelse med den såkaldte ”Genforening”.
Hold lidt igen med selvforherligelsen
Åbenbart er sandheden stadig ilde hørt. Det gælder også for besættelsestiden. Men man skal selvfølgelig være modtagelig for kritik.
Hold nu lidt igen med selvforherligelsen. Jo Nordslesvig var en del af den danske helstat. Men det er nu engang ikke det samme som det danske kongerige. Hertugdømmet Slesvig blev delt på midten. Nordslesvig blev en del af det danske kongerige.
Ja sådan stod det på forsiderne dengang efter afstemningen den 10. februar.
Det er sønderjydernes egen fortjeneste
”Genforeningen” fejres også i København. Der var inviteret VIP’ s i Det Kongelige Teater for at markere begivenheden. Men egentlig ville Danmark eller København slet ikke Nordslesvig. Det har vi berettet om i tidligere artikler. Den danske ambassadør i Berlin mente, at Nordslesvigerne lige så godt kunne vænne sig til at lade germanisere.
Danmark skal nok ikke bryste sig af at vi fik en afstemning. Det var ene og alene sønderjydernes egen fortjeneste, at der kom en afstemning.
Den danske regering mente, at de dansksindede ”oprører” nede i Nordslesvig var irriterende. De kunne ødelægge det ”gode” forhold til Tyskland. Selv Stauning bedyrede over for sine tyske partikammerater i 1917, at man sandelig ikke bakkede de oprørske dansksindede op.
Scavenius: Udspillet skal komme fra tyskerne selv
Scavenius ville ikke have, at det Nordslesvigske spørgsmål skulle diskuteres på fredskonferencen sammen med de allierede. Det kunne man selv diskutere med tyskerne. Men udspillet skulle komme dernede fra.
Sindelagskontrol og splittede familier
Glemmes skal det jo ikke, at den ny grænse i 1920 skabte et dansk mindretal i Sydslesvig og et tysk mindretal i Nordslesvig. Dette førte i mange tilfælde til splittede familier og venskaber. Begge mindretal oplevede i den grad diskrimination og sindelagskontrol. De dansksindede i Sydslesvig er for flertallets vedkommende tyske statsborgere. Og de tysksindede i Nordslesvig er for det meste danske statsborgere.
Glemmes skal det ikke, at det dansk – tyske grænseland var som mange grænseregioner spændingsfyldt. Det er flere jubilæer, der skal fejres. I den forbindelse er det meget mærkeligt at høre, når sønderjyske politikere mener, at man i det tyske mindretal nærmest skal tvinges til at bruge benævnelsen ”Genforening”
Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelse
Der findes ikke kun en fortælling om ”Genforeningen”. Husk lige det. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser. Man må gå til enhver grænsekonflikt med forstand og langsigtede overvejelser, hvad der tjener helheden bedst.
Ordet ”Sønder -jylland” brugt i 1743
Det var en provins, der blev opdelt. Slesvig var historisk altid samlet. Nu blev Nordslesvig til Sønderjylland i dansk terminologi. Betegnelsen Nordslesvig nu kun brugt af det tyske mindretal, ligesom det meste af det danske mindretal, som også bruger betegnelsen Sydslesvig. Jo navnet Sønder – Jylland blev brugt i 1743. Nord for Kongeåen havde vi betegnelsen Nørrejylland.
Det var biskop Erik Pontoppidan, der i 1743 holdt et foredrag med titlen:
For at gøre hele historien endnu mere kompliceret, så er navnet Sønder – Jylland en del ældre end Slesvig.
Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget
Nå nogen tøver med at bruge benævnelsen ”Genforening” er det jo fordi er, at det ikke er at fornægte, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang historie som hertugdømmer med danske konger som lensherrer.
Men det var ikke det gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget. Det var en ny tid, der begyndte. En tid, hvor Slesvig var skåret over. Den danske del fik fra 1970 betegnelsen ”Sønderjyllands Amt”. Og nu hedder det så Region Sydjylland.
Det moderne Danmark blev skabt
I 1920 fik vi et område, hvor der blev talt dansk i et vist omfang. Samtidig havde vi i 1918 skibet Island af. Vi havde Grønland og Færøerne i riget, men deres økonomiske og befolkningsmæssige betydning var mindre. Det betød, at der kunne skabes en samling af befolkningen, en enhedskultur som kunne udvikle sig til den danske velfærdsstat.
Danmark blev en nationalstat. Ved at indlemme de overvejende dansksindede sønderjyder havde man for første gang nogensinde opnået overensstemmelse mellem den danske stat og det danske folk. Det moderne Danmark, som vi kender i dag, geografisk og folkelig, var skabt. Var de den 10. februar 1920 den dag det egentlige demokrati blev skabt i Danmark?
I 1920 var der langt flest tyskere i Flensborg
Vi fik Påskekrisen. Og stridens kerne var kongens og store dele af befolkningen var frustreret over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efterfolkeafstemningen. Men egentlig havde man jo vel heller ikke regnet med dette. Kongehuset fik dog afklaret, at de absolut ingen indflydelse har på en regeringsdannelse.
Flensborg havde dansk befolkning i 1864, men det havde de ikke i 1920. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden. I Flensborg var de gode til at tiltrække nye beboere syd fra. Men i København ville man alligevel have haft Flensborg med til Danmark trods stort tysk flertal. Efterfølgende blev H.P. Hanssen jo nærmest gjort til forræder. Ved festlighederne i Dybbøl var det kun allernådigst at han fik lov til at tale.
I 1840’erne ville man have et blandingssamfund
Man glemmer også lige at nævne, at mange sønderjyder jo faktisk ikke ville indlemmes i Danmark. Underskriftsindsamlinger og andre kilder fra perioden viste, at i 1840’erne viste et flertal, at man ønskede at bevare det dansk – tyske blandingssamfund, som de var vant til. Men det var de yderliggående på begge sider, der vandt. Slesvig blev til sidst blandet i et dansk og i et tysk. Blandingssamfundet forsvandt.
Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig
Der er mange, der i tidens løb har haft en menig om, hvor grænsen skulle ligge. Man vil gerne lægge fortidens stridigheder bag sig. Grænsen var til diskussion i 1848, da Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig fra den enevældige danske kongemagt med fri forfatning. Det førte til krig, afskaffelse af enevælden og en demokratisk grundlov i 1849 – i det mindste i kongeriget. Det vil sige, at arbejderne nok ikke synes, at den var så demokratisk.
I Danmarkshistorien er de Slesvig – Holstenske oprører gjort til landsforrædere.
Men det lykkedes aldrig at formulere en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. De sidstnævnte forblev enevældig styret.
Det drejer som om 1800-tallet og 1900-tallet. Hvor hørte Nordslesvig til sprogligt, statsretsligt og sindelagsmæssigt. Frem til indlemmelsen gik mange i Slesvig fra at have en lokal slesvigsk identitet til at føle sig national tilknyttet til enten Tyskland eller Danmark. Ved afstemningen stod man over for et sort-hvidt valg:
Efter afstemningen var det folket, der symboliserede nationen før var det kongen.
I 1863 var grænsen igen til diskussion
November – forfatningen 1863 satte igen grænsen til diskussion. Det førte så til den næste krig og nederlaget på Dybbøl 18. april 1864, ny grænsedragning ved Kongeåen og en ny grundlov i 1866. Nu begyndte man at tvivle om Danmark kunne overleve som selvstændig stat med et selvstændigt sprog. Christian den Niende havde følere ude til Det Tyske Forbund om Danmarks optagelse heri. Det taler man heller ikke gerne om.
Vi havde en chance til fredskonferencen
Men det mest afgørende er nederlaget og tabet af hertugdømmerne (og alt tysk), at lighedstegnet mellem på den ene side folk, sprog og kultur og på den anden side stat etableres. Den danske nationalstat blev på en sørgelig baggrund en realitet den dag på Dybbøl, men dermed fødtes også de folkelige bevægelser i resten af århundredet.
Vi glemmer også den famøse fredskonference i London, hvor vi havde chancen for at få Nordslesvig med Flensborg. Men nej, vi troede stadig at vi kunne få det hele. Bismarck tilbød os, omtrent den grænse vi har i dag plus Flensborg.
H.P. Hanssen startede allerede i 1880’erne
Afstemningen den 10. februar 1920 kom ikke af sig selv. Det var ikke fordi, at Tyskland tabte krigen eller fordi Wilson foreslog en afstemning. Og det var heller ikke fordi den danske regering havde foreslået. Nej, det var skam dansksindede sønderjyder, der havde presset på, for at få den afstemning, de tidligere var blevet snydt for. Nu var der dog ikke et juridisk belæg for, at preusserne skulle afholde denne § 5 – afstemning.
Allerede i slutningen af 1880’erne var H.P. Hanssen den drivende kraft bag organiseringen af de danske nordslesvigere. Det var også ham, der som medlem af den tyske rigsdag fik skabt grobund for en officiel tysk stillingtagen til en folkeafstemning i Slesvig. Det var også ham, der var drivkraften bag den såkaldte Aabenraa – resolution den 17. november. Men også her kunne danskerne ikke blive enige.
Bitter strid i det sønderjyske
Flensborgbevægelsen ønskede modsat H.P. Hanssen en grænse syd for Flensborg, selv om byen var overvejende tysk. Så var det de nationalkonservative Dannevirkemænd og Ejderfolk, der påberåbte sig en historisk ret til en grænse ved Dannevirke eller endnu sydligere ved Ejderen.
Disse forskellige holdninger skabte megen bitter strid og splittede familier og venner i Sønderjylland. Således var der folk, der holdt sølvbryllup to gange, en for Aabenraafolk og en anden for Flensborg – folk.
Men vi fik da også et tillæg til grundloven her i september 1920.
”I skal ikke blive glemt”
Statsminister Neergaard sagde dengang til de dansksindede syd på, at de aldrig skulle blive glemt. Og man har da heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved de cirka 500 mio. kr., som de får hvert år.
Grænseforeningen blev oprettet den 2. november 1920 på baggrund af udbredt utilfredshed med folkeafstemningen 1920. Man håbede på, at der senere kom mulighed for en grænserevision. En af de mest aktive, der kæmpede for en grænse ved Ejderen var A.P. Møller. Ja tilsvarende håbede det tyske mindretal også for at få Kongeå – grænsen tilbage.
Ja regeringens fald i 1947 handlede jo netop også om spørgsmålet om grænserevision. Det var statsministeren, der i løbet af 1946 havde gjort sig til talsmand om en grænserevision.
Der var også andre grænser
Der var jo også andre grænser. Toldgrænsen har fra 1200-tallet ligget ved Kongeåen. Den blev i 1850 flyttet til grænsen mellem Slesvig Holsten ved Ejderen. I lange perioder var der også toldgrænser mellem de forskellige hertugdømmer, hvor okser for eksempel skulle fortoldes.
De administrative forhold i hertugdømmet har medført grænser, der har gjort forholdene særdeles komplicerede for eksempel med de kongerigske enklaver og det frisiske Utland ved vestkysten. Det tog for eksempel 70 år at planlægge vejstrækningen Tønder – Ribe. Det, der gjorde ekstra vanskeligt var, at strækningen skulle gå gennem tre kongerigske enklaver.
Man havde også vanskeligheder ved at administrere de retslige grænser, som netop var bestemt af, hvem der udøvede retten til at afsige domme. De kirkelige grænser skyldes bl.a. de forskellige bispedømmers afgrænsninger, der netop i Sønderjylland har ændret sig meget gennem tiden.
Kirkesprogsgrænsen blev fastlagt efter Reformationen og bevirkede, at det nordlige Slesvig fik dansk kirkesprog, mens det sydlige fik tysk. Der var også sproggrænser mellem højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisisk. Disse sproglige grænser har også flyttet sig mærkbart i tidens løb. I første halvdel af 1800 – tallet rykkede grænsen mellem dansk og tysk talesprog således kraftigt mod nord.
Sindelagsgrænser
De kulturhistoriske grænser kom bl.a. til udtryk i byggeskik, navneskik, klædedragt og kostvaner.
De sindelagsmæssige eller identitetsmæssige grænser i Sønderjylland er i en klasse for sig selv. De kan være både slægts – og traditionsbestemte eller resultater af individuelle, personlige valg. De identitetsmæssige grænser går undertiden gennem familier og landsbyer. Da de er konstant under forandring, kan de være svært at indfange.
Nordslesvig skulle hurtigst muligt blive til Sønderjylland. Det skulle ikke længere være en del af Slesvig. Nu skulle det være en del af Jylland og Danmark. Man ville for alt i verden forhindre at den nationale konflikt i at undergrave den ny grænse.
Det var ikke billigt
Der blev postet masser af penge i den nye landsdel. Vej- og jernbanenet blev udviklet. Elektricitet og telefonsystemer blev moderniseret. Det var både fordi det var tiltrængt, men lige så meget for at få det til at hænge sammen med det øvrige Danmark. Det gjaldt både praktisk og symbolsk. Samtidig skulle produktionen omstilles, så det passede bedre med dansk økonomi.
Landbruget skulle lægges om, så det kunne levere smør og bacon til det britiske marked. Byerhvervene måtte vende handlen mod nord, hvor den tidligere var gået mod syd. Det var en lang proces. Det krævede meget store investeringer.
Tyskerne anerkendte ikke grænsen
Fra tysk side var situationen anderledes. Man anerkendte aldrig den nye grænse. På forskellig måde forsøgte man at opretholde kontakten til Nordslesvig. Det skete både af de officielle kanaler og ved underhånden at give økonomisk støtte til det tyske mindretal.
Fra begyndelsen af 1920’erne erkendte de tyske myndigheder i Kiel og Berlin, at man ikke kunne klare sig i den økonomiske konkurrence med danskerne. I stedet skulle man slå på tysk kultur, der var den danske klart overlegen. Der skulle ydes kulturel støtte til mindretallet for på den måde at vinde øget støtte i Nordslesvig.
Der måtte ikke tages kontakt til tyskerne
Den danske grænsepolitik var i løbet af 1920’erne mere rigid ”Den følte grænse” var midlet. Målet var at der var så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandel skulle forhindres, og man ville ikke acceptere arbejdsmigration over grænsen. Det gav en række økonomiske ulemper for handlende nær grænsen. Mange arbejdsgivere var vant til at hente medhjælpere på den anden side.
Den danske regering ville dermed hindre, at mindretallets landmænd og erhvervsdrivende i Sønderjylland hentede tyskere op. Det mest absurde eksempel på dansk symbolpolitik var at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have flensborgere rendende rundt på dansk jord.
Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen
Den tyske regering støttede efterhånden tyske landmænd i Nordslesvig ved fra 1926 give penge til ”Kreditanstalt Vogelgesang”. Under landbrugskrisen i slutningen af 1920’erne hjalp kreditanstalten trængte tyske landmænd. De ydede også lån til tyske landmænd, som kunne overtage danske ejendomme. Missionen lykkedes ikke rigtig, fordi der på dansk side var langt flere midler til rådighed via de almindelige kreditforeninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.488 artikler. Heraf er 123 inden for kategorien ”Indlemmelse, Afståelse og genforening”
Dato: januar 9, 2020
Fornemt besøg i Højer
I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.
Egnen plaget af stormfloder
Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933. I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.
Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.
Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.
Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.
Det slesvigske fastland strakte sig milevidt
Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.
Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.
På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.
På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.
De frisiske stammer
Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.
Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.
Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.
Marsken er lav
Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.
På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.
Masser af diger blev anlagt
Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.
I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.
Vadehavs-øerne var fastland
Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.
Mange omkom under stormflod
Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.
Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.
Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:
Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.
Folk omkom også under helteforsøg
De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv. I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.
Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.
De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.
Også i nyere tid har det været fare på færde
Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.
Der var ofte vand i marsken
Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.
Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.
Der pumpes bestandigt
Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.
Rudbøl og Rosenkrantz
Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.
De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.
De gamle frisergårde
Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.
Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.
Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.
Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.
Levende drengebørn i digerne
Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.
Masser af storke i Højer
Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,
Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.
Byer med en ejendommelig form
Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.
Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.
Den vestlige vej over Hjerpsted
Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.
Hærværk over Oldtidshøje
Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.
Fremragende udsigt
Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.
Trøjborg
Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.
Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.
Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.
Ballum Marsk knap så storslået
Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.
Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.
Katastrofen i Misthusum
I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.
Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer
Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.
Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:
Beboerne vendte tilbage
Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:
Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf
249 fra Tønder
186 fra Sønderjylland
Travlhed ved Højer Sluse
Fiskeri ved Højer
Askerode ved Vidåen
Omkring Vidåen og havnen i Tønder
Kanal gennem Tønder
En vandmølle i Tønder
Dato: januar 4, 2020
Dansk og Tysk i Højer
Forskellige forhold til de tysksindede. Revolution i Højer. Stort tysk flertal i 1920. Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker til de tysksindede. Fem slags beboere i Højer. De blandede ægteskaber. Sønderjysk Tæppefabrik. En tysk hustru. Både dansk og tysk skole. De danske børn var i mindretal. Tog til Tønder og hilste på soldaterne 9. april 1940. Da undervisningsministeren kom på besøg. Lærerne risikererede at kigge på et kanonrør. Afsted til Fårhuslejren. Tyske privatskole opstod. Kaotiske forhold omkring 4. maj. 1945. To nationaliteter. Kreditanstalt Vogelgesang. De fortrød ofte, at de meldte sig. Han meldte sig til Waffen SS.
Forskellige forhold til de tysksindede
Egentlig skulle min Oma være blevet begravet af den tyske præst, men hun valgte den danske præst. Beslutningen var ikke så svær for hende. Her i Højer har dansk og tysk levet side om side i mange år. Som vi tidligere har nævnt, var det nok de tysksindede, der dominerede. Det var dem, der sad på de rigeste gårde. Det var også de tysksindede, der bestemte i Byrådet, hvor de havde absolut flertal i mange år. Og vi har også skrevet om en politibetjent, der nærmest blev presset ud af de tysksindede.
Og så var det Folmer Christiansen, der stort havde et godt forhold til de tysksindede i alle de år, han opholdt sig i byen fra 1939-2011.
Revolution i Højer
51 af byens borgere faldt under Første Verdenskrig. Det kunne selvfølgelig mærkes. Og også i Højer var der revolution. Vi har tidligere skitseret det, men her kommer en nærmere præsentation.
Det var i november 1918 og så brød der revolution over alt i Tyskland og Nordslesvig. Det skete selvfølgelig også i Højer. Der blev dannet arbejder- og soldaterråd. Man sendte den offentlige udråber ud i Højer med sin tromme. Han bekendtgjorde:
Næste dag samledes naturligvis hele befolkningen på torvet. Klokken 12. Det landstormkompagni, der var udstationeret der, marcherede ind på torvet kl. 12. Og også en lille afdeling af marinen i Flensborg marcherede ind på pladsen. Lederen af marinen gik hen til kaptajnen for Landstormen og hev hans epauletter af ham. Han tog også hans sabel fra ham.
Dermed var revolutionen i Højer sådan set forbi. Derefter skulle der ellers dannes arbejder – og soldaterråd. Det foregik om aftenen på Centralhotellet. Det var igen denne marinere fra Flensborg, der førte ordet. Han var godt kendt med forholdene i Højer. Måske stammede jan fra Højer?
Han foreslog en bestemt håndværker til formand for Arbejder- og Soldaterrådet, men håndværkeren svarede:
Men marineren svarede ham:
Så var det ikke let at tale udenom. Men det blev nu ikke ham, der blev formand for Arbejder- og Soldaterrådet, som ikke fik den store betydning i Højer.
Stort tysk flertal
Det blev et stort tysk flertal i Højer den 10. februar 1920. Der var 73 pct. tyske stemmer og kun 27 pct. danske stemmer. Man kunne måske godt forstå, at tyskerne var fornærmede over, at de ikke skulle med ned til Tyskland. En gammel tysker skrev da også i sin bibel:
Efter Genforeningen skulle man jo prøve at leve sammen med hinanden under de forandringer, som det jo gav. Landet kom jo nu ind under dansk lovgivning. Men nu havde tyskere og danskere i Højer jo levet sammen i mange år. De havde jo egentlig haft et godt naboskab.
De unge danske gendarmer kunne nu godt spille fodbold sammen med de tyske unge. Det blev anderledes da nazismen dukkede frem i 1933.
Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker i Højer
Dette kom i høj grad til at præge forholdet. I Højer var de allerfleste tyskere gået over til nazismen. Det var blevet en meget stærkere stemning, end det var før. Alle kendte alle. I skolen skulle man sælge mærker, og det var sandelig ikke alle steder, man måtte gå med alle mærker.
Hvis det var Dybbøl-mærker, så fik børnene at vide:
Men det var ikke altid lige let, for der kom også børn udefra. Når man så kom til at gå ind til en tysksindet, ja så fik man at vide, at man nok skulle gå et andet sted hen. Andre steder fik man et decideret møgfald.
Fem slags beboere i Højer
Nu kunne forholdene i Højer godt være lidt komplicerede med så mange tysksindede. Det fik engang Troels Fink til afbryde følgende, da han var på besøg i Højer:
Det siger man selvfølgelig ikke til dem selv. Altså dem, der hverken føler sig danske eller tyske, men er sådan ind imellem. Måske stemmer de ved et valg dansk og ved et andet tysk. Sognepræsten N.P. Nielsen kaldte dem ”De uafgjorte”.
Kategori nummer to var de blakkede, der hældte til dansk side og nummer fire blakkede, der hældte til dansk side. Sådan sagde Troels Fink. Det lyder indviklet, men i praksis vidste man godt, hvor beboerne skulle anbringes i de fem grupper.
Der var faktisk en sjette gruppe i Højer, som man kunne kalde ”Jyllands – tyskere”. De kom nordfra til Sønderjylland. Du kunne ikke være andet end danskere, men som så gik over til tyskheden – i reglen fordi de blev tysk gift.
De blandede ægteskaber
De blandede ægteskaber – som det er en del af, fungerede normalt på den måde, at når det var en dansk pige og en tysk mand, så gik hun over til tyskheden. Det er jo også historien om håndværkeren fra Højer, der gik på valsen oppe i Nordsjælland. Så fandt han en pige deroppe. De blev gift og flyttede til Højer. Han var alle dage tysk og hun var alle dage dansk. Det var der ingen, der tog anstød af.
Det var en enkelt familie-det var en mejeribestyrer – han blev tysk gift. De fik tre sønner, hvoraf de to blev danske og den tredje tysk. En af de danske blev gift med en nord fra Hun havde det ikke så godt, at der var tyskhed i familien. Samtidig havde hun og hendes mand et meget nært venskab med en tysk snedkermester i Højer.
Højer er karakteristisk ved at danske og tyske bor imellem hinanden. I samme hus kan der bo en dansk familie og en tysk familie, og er der sygdom i familien, så hjælper den anden. Er der begravelse så går man uanset om det er dansk eller tysk.
Sønderjysk Tæppefabrik
Højer var i mange år afhængig af Sønderjysk Tæppefabrik. Den blev startet af en fynbo i 1919. Han havde studeret tekstilvirksomhed i Tyskland. Der havde han fundet sin kone i Hannover. Hun flyttede med til Danmark. Hun valgte at følge hendes mand, og det lykkedes hende at komme godt ind i det danske.
Han købte i 1919 et lille uldspinderi, der beskæftigede fire mennesker. Der var en klausul i handelen, at hvis Højer kom til Tyskland, så skulle handelen gå tilbage. Han ville have sin virksomhed i Danmark. Han gav sig til at fremstille tæpper. Op til 1940erne blev det Tønder Amts største industrivirksomhed.
En tysk hustru
Hans søn – som overtog fabrikken efter ham – giftede sig med datteren af byens tidligere tyske borgmester, og hans søn igen – der også var direktør på tæppefabrikken – giftede sig med datteren af den tyske præst her. Det var altså den tredje generation af sådan et blandet ægteskab.
Når man spurgte nummer to Kjærby – og det var det somme tider, nogen der gjorde – hvordan klarer I jer egentlig i Højer med alle de tyskere, så svarede han:
Dengang under Anden verdenskrig forærede Det Tyske Forening Hagekorsflag rundt til de tysksindede. Men de fik lov til at blive liggende i kommodeskuffen. Ja en enkelt lade flaget om til en mørkerød nederdel.
Både dansk og tysk skole
I den tyske tid fra 1864 til 1920 var der kun tysk skole i Højer. I oktober 1920 blev der oprettet en dansk skole. Ja så skulle man jo lige finde lokaler til den. Det sparsommelige byråd fandt ud af, at børnene hidtil har kunnet finde plads i den forholdsvis nye skolebygning fra 1905. Der måtte de også være i fremtiden.
Det blev sådan, at den danske skole fik to klasser i den nordlige del, og den tyske fik tre klasser i den sydlige del. Over indgangsdøren stod der:
Op ad trapperne stod der også tyske indskrifter. De var nu så uskyldige, at ingen havde noget imod dem. Men de danske lærere mente alligevel, at man jo var i Danmark, så hver gang der skulle males, blev de tyske inskriptioner malet over.
Da undervisningsministeren kom på besøg
Inden den danske kvindelige undervisningsminister, Nina Bang var første gang på besøg på skolen i Højer, havde hun fået noget at vide i forvejen. Hun havde fået at vide, at der var fælles lærerværelse for både danske og tyske lærere og at der på lærerværelset stadig hang et billede af Kejser Wilhelm.
Da hun nu kom ind i lærerværelset sammen med lærerne og skolekommissionen, pegede hun på billedet og sagde:
Ja så måtte kejseren væk. Men de tyske og danske lærere blev så enige om, hvem der så i stedet måtte hænge der.
De danske børn var i mindretal
I frikvarteret var det fælles legeplads. Der legede danske og børn. Som regel foregik det hver for sig. Men det hændte også, at de legede sammen. Uden for skoletiden legede de også sammen. Men om vinteren i sneboldkampe kunne det godt opstå et problem. For de tyske børn var flest.
De danske og tyske lærere talte aldrig om nationale forhold. I besættelsestiden var det også sjældent, at de var i lærerværelset samtidig.
Tog til Tønder og hilste på soldaterne
Den 9. april fik de tyske elever allerede fri klokken ti. Da lukkede man skolen og gav eleverne fri. Mange af disse tog sammen med deres forældre til Tønder for at møde de tyske soldater. Det gik lang tid, inden disse kom til Højer.
Lærerne risikerede at kigge ind i et kanonrør
Fra 1943 til 1945 var der hele tiden soldater på skolen. Gymnastiksalen og skolekøkkenet havde de hele tiden. Sommetider havde de også klasseværelset. Og så brugte de skolepladsen som oplagringsplads og dels som øvelsesterræn.
Lærerne kunne risikere at kigge ud i et kanonrør, når de stod inde i klassen og kiggede ud, fordi tyskerne holdt øvelse på skolepladsen. Man kunne godt blive knotten og bede børnene om at synge en god dansk sang. Men det var de tyske soldater nu ligeglade med. Og egentlig opførte de tyske soldater sig pænt, selv om den støj og uro, de frembragte på skolen, var ubehagelige.
Afsted til Fårhus-lejren
Alle Zeitfreiwillige og tyske lærere i Højer blev hentet den 9. maj og ført i Fårhuslejren. Det skete under meget nedværdigende forhold. Derefter var der kun en tyske lærerinde tilbage på skolen. Senere kom endnu en til. Med nedsat timeantal holdt de skolen gående til den 27. juni, hvorefter den tyske skole blev lukket.
Tyske privatskoler opstod
De tyske børn var så uden undervisning resten af året. I 1946 blev der oprettet nogle særklasser, hvor tyske børn fik undervisning. Det skete dels af danske lærere, der underviste i dansk, historie og geografi og dels af tyske lærerinder, der underviste i de øvrige fag.
Det varede dog kun i tre måneder, så ville de danske lærere ikke mere. Derefter blev den tyske skole igen nedlagt. De tyske børn var så uden undervisning til den 7. juni. Den tyske borgmester ankom nu til den danske førstelærer og ville gerne indmelde 71 elever fra den tyske skole i den danske. Han ankom om eftermiddagen og forventede, at de kunne starte næste morgen.
I løbet af natten måtte der så pukles for at få det hele op i en højere enhed. Nu var det jo den store fordel at alle elever havde dansk som hjemmesprog. De forstod udmærket dansk.
I den følgende tid skød tyske privatskoler op rundt omkring i Sønderjylland. Det varede ret længe inden regeringen fandt ud af at tackle skoleproblemerne i Sønderjylland. Først i 1951 dukkede en ny tysk privatskole op i Højer.
Det var faktisk først fra omkring 1830 at folk bevidst gik over til det tyske i Højer. Og det var hovedsagelig de velhavende.
Kaotiske forhold omkring 4. maj
Den 4. maj og de første dage efter Befrielsen var meget kaotiske i Højer. Den 4. maj blev en søn af direktør Kjærby på Tæppefabrikken begravet. Den 1. maj var han blevet dræbt af noget ammunition, som tyskerne havde smidt fra sig. Det var det så nogle drenge, der legede med.
Kjærby’ s søn blev begravet den 4. maj om eftermiddagen. Et par dage efter blev en gendarm, der havde været i koncentrationslejr og var kommet meget syg hjem begravet. Der var også en dansk frihedskæmper, der stammede fra Højer, men som havde boet i Skærbæk, der blev dræbt af tyskerne 5. maj. Han blev også begravet i Højer. Man gik fra befrielsesfest til begravelse. Det var nogle mærkelige dage – dengang.
To nationaliteter
Dem nord fra havde efterhånden fundet ud af, at der var en tysk skole i byen, der var tyske foreninger, og der har været en tysk børnehave. Der har været tysk læge og tysk kirkegang. Men de opdagede knap nok, at der var to nationaliteter.
Under Første Verdenskrig havde mange i Højer hjælp af russiske krigsfanger. Men som vi allerede har skrevet, så var der 51, der ikke kom hjem.
Kreditanstalt Vogelgesang
Tyskerne oprettede i 20erne Kreditanstalt Vogelgesang. Deres opgave var at skaffe så meget jord på tyske hænder som muligt og få det båndlagt til det blev tysk. Det var sådan, at hvis en dansker solgte jord til en tysker, så blev han meget ugle set.
Efter ar Kreditanstalt Vogelgesang var oprettet, så oprettede danskerne Landeværnet, som så sørgede for så vidt muligt at beholde dansk jord på danske hænder. Men det betød meget i de år efter. Vi har også her på siden skrevet en artikel om dette tema.
De fortrød ofte, at de meldte sig
Det var svært i de tyske hjem, da mændene blev sendt til Fårhuslejren. Nogle af dem fik en ret lang straf. De dansksindede syntes stadig at det var unaturligt, at nazister meldte sig til tysk krigstjeneste. Men det var nu ofte at de fortrød. En ung tysker var hjemme på orlov og den tyske forening holdt fest på det tyske hotel. De bad ham om at fortælle om hans oplevelser. Han svarede:
Han meldte sig til Waffen SS
Ved kampene ved Bredevad den 9. april 1940 var han en helt.
Han lå i vejgrøften bag et maskingevær sammen med en dansk kammerat. Han har selv fortalt, at han helst ville have sprunget op og løbe over til sine venner. Men nu blev han liggende der. Hans kammerat blev ramt i hovedet og han gjorde alt muligt or at hjælpe ham.
Efter at træfningen var endt, blev de danske soldater taget til fange. Nogle dage efter blev de frigivet. Noget af det første han gjorde, da han kom hjem, var melde sig til SS. Et år efter faldt han i Rusland. Men i mange tilfælde var det forældrenes nazisme, der førte til dette, at de unge meldte sig til krigstjeneste. Der er mange triste historier fra denne tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 26, 2019
Aabenraa i Højmiddelalderen
Dette er en anmeldelse af Jørgen Wittes bog af samme navn. Dette er en bog med overraskelser. Vi kommer helt ned i dagligdagen. Det er som en ”politiundersøgelse”, Skraaen er fra maj 1335. Tidlig bebyggelse på Varnæs Hoved. Valdemar tabte sit imperium syd for Østersøen. Det ældste Aabenraa. Fogedens Gård. Store voldgrave. En almindelig bøde var på 3 mark. Tyveri var en alvorlig forbrydelse. Farveløs beklædning dengang. Tre gilder var det dengang. Kongen skaffede mere græsningsareal. Skibe tidligt på færde. Købmændene skulle spørge om lov. Handel på byens torv. Flere veje til byen. Den første og den ny kirke. Hvor lå Jørgensgård? Magten skiftede.
Bog med overraskelser
Vi vil her forsøge at anmelde en ny bog af Jørgen Witte ”Aabenraa i Højmiddelalderen” som er udkommet på Historisk Samfund for Sønderjylland.
Hvis du kigger bagerst i artiklen, vil du kunne se en oversigt over de artikler, som Jørgen Witte har bidraget med til denne hjemmeside. Du vil også kunne se en henvisning til andre artikler om Aabenraas oprindelse.
Her troede vi, at vi med vores artikler var så rigelig dækket ind m.h.t. Aabenraas oprindelse m.m. men der er sandelig meget nyt at komme efter i Jørgens nye bog. Og så er det skrevet i et sprog, der aldrig bliver kedeligt. Selv arkæologiske undersøgelser er beskrevet i et spændende og underholdende sprog.
Vi kommer helt ned i dagligdagen
Vi kommer helt ned i dagligdagen mellem 1230 og 1375 i Aabenraa. Og det spændende er, at langt de fleste ting er kendsgerninger. Ved hjælp af Skraaen, Konge Valdemars Jordebog og arkæologiske udgravninger bliver der tegnet et billede af det tidlige liv i Aabenraa.
Kigger vi bagerst i bogen kan vi se, at der i den grad er brugt et righoldigt kildemateriale. Skriftlige kilder, gamle kort og andre kultursprog sættes i en sammenhæng, der tegner et billede af en ung købstad i hastig udvikling.
Det er som en ”Politiundersøgelse”
Bogen er blevet til etaper over en længere periode – ja hvis nok i mere end fem år. Det er tydeligt at Skraaen er analyseret fra ende til anden og forfatteren har forsøgt at datere indholdet.
Der har jo også rundt i byen været en del udgravninger. Men vi kommer også dybere ind i byens liv, således kigger vi på samtidens politiske forhold, hvilke roller spillede kirken, handlen og retsvæsnet? Men hvordan så byen ud i det korte spænd og godt 150 år frem i historien.
Selv om det er en forholdsvis ”tynd” bog vælter det frem med interessante oplysninger. Interessant er for eksempel er, at havspejlet var 2 – 3 meter højere end i dag. Det vil sige omgivelserne var helt anderledes og kyststrækninger var anderledes.
Ja det er som en politiundersøgelse, og det er ærgrer Jørgen Witte, at der stadig er ubesvarede spørgsmål. Det er ikke lykkedes ham at få skovlen under det hele.
”Skraaen” er fra maj 1335
Skraaen blev indført i maj 1335. Den indeholder en række rettigheder og pligter for Aabenraas borgere og dens gæster. Og det sjove er, at det ikke ser ud til, at denne Skraa er lånt af andre. Den nævner hele tiden ”Kongens repræsentanter” før ”Byens Rådmænd”.
Opfattelsen var, at det, der ikke stod i dokumenterne, ikke eksisterede.
Tidlig bebyggelse ved Varnæs Hoved
Det har været et meget tidligt marked kaldet Oppner Bakken. En anden mulighed kunne være Varnæs Hoved. Her har der tidligt været en bydannelse. Bebyggelsen i Varnæs er dog ikke bevist arkæologisk. Men på voldstedet Vold, er der fundet brobelægning og nedgravede pæle.
Ved ejendommen Ornum, der lå midt på Varnæs Hoved lå en østvendt fjord, der tidligere kan have været anvendt som havn. Men på den anden side. Her var ret så stejle skrænter, så måske har det alligevel ikke været så velegnet.
En havn i bunden af Aabenraa Fjord har haft betydning for munkene i Løgum Kloster.
Valdemar tabte sit imperium syd for Østersøen
Valdemar den Første har været en aktiv mand. Han erobrede de store byer Lübeck og Hamborg. Han havde stor betydning for Aabenraas udvikling. I 1223 blev han og hans søn kidnappet på Lyø. Dermed mistede han sit imperium syd for Østersøen. Men det skete først endeligt efter ”Slaget ved Bornhøved” i 1227, som Valdemar tabte. Lübeck sluttede sig nu til Danmarks fjender.
Det er muligt, at det i 1231 lå en handelsplads længst inde i Aabenraa Fjord. Der findes ingen arkæologiske fund. Men i Kong Valdemars Jordebog, står det at kongens repræsentant i Rise Herred kræver told.
Kongen havde ”Kongelev” i både Søderup og Årslev.
Det ældste Aabenraa
Det ældste Aabenraa lå i området Søndertorv, Skibbrogade og Fiskegade, ”Opner” var en adelsby, det vil sige en gammel oprindelig landsby, men i 1230erne boede kun få bønder i landsbyen. Mange var udvandret til landsbyen Kolstrup – lige i nærheden.
Men i Opners bymark ejede kongen selv en ejendom med jord, der var 2 ½ mark Guld værd.
Fogedens Gård
Fogedens base var en befæstet gård, der lå der hver Nygade gik over i Nybro. Det må antages, at denne blev anlagt i 1230erne. Adgang til borgen kunne foregå med skib til vestsiden af Opner-bakken. Inde fra Aabenraa gik en vej hen over borgområdet til en nord – syd gående voldgrav ved Nygade-Nybro. Her førte en bro af store egeplanke over voldgraven.
Antagelig af rester af borgen blevet anvendt til anlæggelse af Slotsvandmøllen og Brundlund Slot. Under udvidelse af Skt. Nicolai kirke i 1640 er der sikkert også anvendt rester af borgen. Endnu i 1730 var der masser af stenblokke til overs. Disse kunne sendes til København, hvor man skulle opføre det nye Christiansborg.
Store voldgrave
Fjorden nåede oprindelig tæt på den vestligste del af den nuværende Slotsgade. Ud for nuværende Slotsgade 24 og Nybro 20 er der fundet kraftig tilspidsede egetræspæle. Måske var dette er form for forsvar, inden man fik voldgravene.
Der var nogle betydelige voldgrave på 2,5 meters dybde og 15 – 20 meters bredde nogle steder dengang.
En almindelig bøde var på 3 mark
I slutningen af 1250erne måtte fogeden også arrestere fremmede, hvis disse havde truet borgerne med ild og død.
En almindelig bøde kostede 3 mark, mens en almindelig hest dengang kostede 6 mark. Begik man en forseelse skulle man normalt betale en bøde på 3 mark til fogeden og 3 mark til rådmændene.
Det var billigt at blive borger i Aabenraa. Inden for seks uger skulle man blot betale fogeden 2 øre kobber (72 penninge) og et tilsvarende beløb til rådmændene.
Inden for Aabenraa Byfred kunne en mand frit købe jord, hus og gods og sælge det, uden at spørge sine slægtninge. Til Skt. Hans den 24. juni opkrævede fogeden en såkaldt arnegæld – Det var en skat på husstanden. Hver husstand skulle betale 11 penning.
Tyveri var en alvorlig forbrydelse
Den 30. november på Sct. Andreas skulle man betale en afgift på 1 øre (36 penninge) for deres grundstykke, der blev kaldt for toft. Og fra 1230 fremkom begrebet ”Møntskat”.
Man ved ikke, hvor mange rådmænd, der var i Aabenraa. Men det lykkedes i hvert fald for dem at skaffe flere og flere privilegier til byen. Det var også rådmændene, der bestemte, hvor meget de fremmede købmænd måtte købe.
Ja og en ægtemand havde ret til at dræbe en horekarl, der var i lag med hans kone.
Kongen udnævnte otte sandemænd på livstid. Men efter Jyske Lov kunne disse dog afsættes. Ved grove forbrydelser kunne Bytinget dømme fredløs. Grove forbrydelser kunne også dømmes på Landstinget.
Tyveri var også en alvorlig forbrydelse. Kongens repræsentant kunne hænge tyven uden dom, men den skadelidte måtte ikke tage sig selv til rette og hænge sin tyv.
Farveløs beklædning
Man ved ikke, hvor mange, der boede i Aabenraa i 1200 og 1300tallet. Vi ved, at der i 1509 var 108 skatteydere.
De færreste blev vel mere end 60 år gammel. Børnedødeligheden var stor (10 – 25 pct.) Døden tog også de yngre kvinder på grund af de hårde børnefødsler.
Husbonden måtte godt revse husstanden inklusive tyendet med en stok.
Hvis kvinder blev beskyldt for at have beskyldt hinanden eller brugt ukvemsord, kunne de benægte dette. Men fik de skadelidte medhold, skulle de skyldige straks straffes med at få med en sten, der var beregnet til dette. Man kan også få en straf som klageren, fogeden og rådet skønsmæssig idømmer hende.
Borgens klædning var dengang farveløs og det sprog som de talte kunne næppe forstås i dag.
Dengang var der tre gilder
”Skraaen” nævner tre gilder:
Angiveligt er der i løbet af 1200 – 1300-tallet er der kommet flere til. Fælles for sammenslutningerne, var Gildedrikken, hvor man drak øl og spiste sammen. Gildet gav medlemmerne social sikkerhed. Og Gildehuset lå angiveligt i Gildegade.
Kongen skaffede mere græsningsareal
”Forten” kaldte man den åbne plads midt i byen. I slutningen af 1200-tallet foretog man indgreb i denne ”Forte”. Men det kunne kun ske med tilladelse fra Rådmændene.
Borgerne i Aabenraa ejede heste, hopper og kreaturer, der gik frit på udmarken uden for det dyrkede område.
I 1230erne havde Valdemar den Anden doneret adgang til syv landsbyers overdrev. Han skaffede også med egne penge plads til fægang i Østerskov. Træ fra denne skov har også haft betydning for byggeri i byen.
Skibe tidlig på færde i Aabenraa
Allerede på dette tidspunkt har skibe i forskellige størrelser haft betydning i byen. Det er dog ikke arkæologiske fund, der kan hentyde til dette. Og hvor stor betydning det havde på dette tidspunkt er ikke kendt.
I Haderslev har man til gengæld fundet arkæologiske rester af et skib. Det er bygget i det jyske område ca. 1220. Det var klinkbygget lige som vikingernes fartøjer. Men konstruktionsmæssigt lignede det ”Koggen”. Det var 12 – 21 meter langt og 5 meter bred. Den var fladbundet og havde en ringe dybde. Det kunne fragte tungt last på flere tons. Måske har sådanne skibe opereret i Aabenraa Havn. Den oprindelige landingsplads har ligget nær Søndergade.
Munkene ville ikke betale told. I 1252 blev klostret i Løgum også fritaget af Konge Christoffer. Men fogeden ville i 1257 alligevel have told af dem. Igen engang nægtede de at betale.
Købmændene skulle spørge om lov
Handelen i Aabenraa skulle foregå på Torvet. En gang om året skulle man sammen med sin husvært betale såkaldt ”Torveørtug” på 10 penning. Den samlede sum under navnet ”Torvegæld” direkte til kongen.
Først i 1399 nævnes skibe fra Aabenraa i Lübecks toldregnskaber. I Skraaen var der fastsat regler om, hvordan fremmede kunne leje et hus i byen. I 1280erne blev denne regel revideret.
Handelen foregik med penning-mønter. Der er desværre kun fundet få inden for stadens område. Til gengæld er der fundet hele 45 stykker ved Rise Kirke. De er formentlig tabt ved ofring ved alteret.
Det var begrænset hvad fremmede købmænd måtte handle uden rådmændenes samtykke. Når fremmede ville sælge øl, måtte det ikke ske i skræpper (20 l) men kun i store mål med hele eller halve drømt af ca. 300 l.
Klædestoffer måtte heller ikke sælges i mindre stykker og salt måtte kun sælges engros i hele tønder.
Handel på byens torv
Søndertorv blev betegnet som byens oprindelige torv, men det kan også være blevet afholdt for enden af Skibbrogade, hvor det senere var en stor åben plads.
I Middelalderen varierede målenhederne fra landsdel til landsdel. Når en købmand skulle rejse med en ”skipper” måtte denne hjælpe med sømandsarbejdet og betale undervejs.
I 1200- tallet var der en del Aabenraa-borgere på Skåne – markedet.
Fra Senmiddelalderens Aabenraa kendes en sammenslutning af skomagere. Man har ligeledes fundet rester af et bageri med ovne i Søndergade.
Veje til byen
Man kunne komme af søvejen. Måske var det ryttere til hest eller bønder, der kom med okse og vogn. Den eneste vej, der omtales i Skraaen var Kolstrup Stenbro. Den slyngede sig gennem landsbyen Kolstrup op over Skedebjerg og videre til Brunde og Rise Kirke med tilknytning til den nord-sydgående hærvejstræk. Vejen førte også videre til Løgumkloster.
Fra landsbyen Hessel var der også forbindelser til Hærvejen ved Årslev og derfra til herredskirken i Rise. Fra Hessel kunne vejfarende eller gående til fods og hest komme uden om fjorden og ad mindre veje gennem Kolstrup. Der var også passage syd på mod Ensted.
Den første kirke
Husene dengang var givetvis bygget af træ med stavvægge eller bulvægge måske lerklinet med fletkonstruktioner. Egentlig var de ret brandfarlige.
Både i Slotsgade og Storegade er der flere spor af svelleveje. På hjørnet af den senere Søndergade 10 er der to meter under det nuværende terræn fundet resterne af det hidtil ældste hus i Aabenraa. Man kan se, at huset er gået til ved brand.
I senmiddelalderen blev købstadens byområde udvidet syd for bygrænsen. Den oprindelige kirke lå bag Skibbrogade. Den hed åbenbart Skt. Knud. Man opdagede rester af den, da man skulle lægge fjernvarmerør. Men meget mærkeligt fik man ikke foretaget arkæologiske undersøgelser.
Den nye kirke
Præsterne skulle kunne læse og skrive latin. De skulle kunne oversætte. Og så skulle de være ugifte og leve i cølibat. Alle i menigheden skulle mindst en gang om året skrifte. I landsbyen Hessel blev der oprettet en kirkelig domstol.
Efterhånden var der ikke plads til beboerne fra Opner, Kolstrup og Hessel i Østergade/Skibbrogade i Sct. Knuds Kirke.
Tiden var kommet til at bygge en n y kirke på toppen af bakken. Det var Sct. Nikolai Kirke. Fra 1250 – 1260 rejste den nye smukke kirke sig her. Under byggeriet opstod der et byggestop. Årsagen kendes ikke.
Måske har det noget at gøre med den langvarige kamp mellem kongen og æresbiskop Jacob Erlandsen. Biskoppen mente, at han kun havde en overordnet og det var paven. Det endte med at kongen fængslede æresbiskoppen.
Hvor lå Jørgensgård?
Spedalskhed var en frygtelig sygdom. I Aabenraa blev de spedalske indlagt i Jørgensgård Skov. Det var et stykke uden for byen. Der var mange forslag til helbredelse. Varme og kolde havbade og åreladninger var nogle af forslagene.
De skulle selvfølgelig også have deres egen kirkelige betjening. Der blev bygget et kapel for de spedalske. Det eksisterede til reformationen. Jørgensgård var placeret på et stort område. Man har fundet murrester herude. Og under anlæggelsen af smalsporsbanen fandt man skeletter herude. Men det er aldrig lykkedes at finde tilbage til dem. Så egentlig ved man ikke, hvor Jørgensgård har ligget. Og dette irriterer Jørgen Witte.
I første halvdel af 1300 må der have været vækst og optimisme i den lille købstad. Et nyt areal blev inddraget til udvidelse. Men det varede århundreder inden byen kunne udfylde dette.
Pesten holdt sit indtog i forskellige intervaller. Men hvor mange, der døde i Aabenraa, vides ikke. Det normale ved byldepest er, at 60 – 70 pct. af de døde omkom.
Magten skiftede
Magten i Slesvig skiftede i sidste halvdel af 1200 – tallet under krigeriske handlinger mellem konger og hertuger. Dengang handlede det ikke så meget om nationale forskelle vel snarere om magt.
Erik Glipping pantsatte byen til sin politiske støtte bisp Niels af Slesvig. Familiestridigheder førte til, at Abels efterkommere som hertug blev Aabenraas byherre. I 1313 blev Sønderjylland endelig udskilt som hertugdømme.
Bogen slutter med et særdeles omfattende kilderegister. En underholdende og interessant bog er hermed til ende, og den kan varmt anbefales til alle. Og selv med alle henvisninger er det en let læst bog til alle, der interesserer sig for Aabenraas tidlige historie. Godt gået Jørgen!
Kilde:
Andre artikler af Jørgen Witte på www.dengang.dk_
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 24, 2019
Sønderjyske Årbøger 2019 – en anmeldelse
Global søfart og lokalidentitet i Sønderjylland. Før krigen har det aldrig været noget i vejen med mig – psykiske krigslidelser i Sønderjylland. Stenderup Slaget. Civile flygtninge i Hørup Sogn på Sydals 1945 – 1947. Når man ikke kan skaffe uddannede lærere – Læremangel i Sønderjylland i 1950erne og 1960erne. Karl Otto Meyer: At leve så dansk så stærkt, at det smitter. Erindringer fra et dansk mindretal. Vi bringer også en oversigt over masser af artikler, du kan læse om på dengang.dk, der berører disse emner.
I år kom bogen ikke automatisk. Jeg måtte rykke for den. Men så kunne man jo samtidig bestille en ny nyhed, som vi vender tilbage til her på siden. Og det kommer åbenbart mere i godteposen fra Historiske Samfund for Sønderjylland. En bog om sønderjysk søfartshistorie og om zeppelinbasen i Tønder. Ja der er flere på vej, men det er da i hvert fald nogle som ”Den Gamle Redaktør” skal have.
Denne gang indeholder Sønderjyske Årbøger 7 artikler. Og helt ærligt så er alt ikke lige interessant. Men det har hverken noget med skribenterne eller historieformidlingen at gøre. Det handler om, det som man interesserer sig for i historien.
Imponerende er også, at bogen indeholder hele 14 anmeldelser. ”Den Gamle Redaktør” har læst nogle stykker af dem. Og så er det igen imponerende at læse, hvad sker på den historiske front i Sønderjylland.
Global Søfart og Lokal Identitet i Sønderjylland
Af Mikkel Leth Jespersen
Vi går aldrig fejl af denne forfatter, således har ”Den Gamle Redaktør” læst flere artikler/bøger af denne forfatter om søfartshistorien i Sønderjylland. Og det er spændende formidlet.
I løbet af 1800 – tallet var det en betydelig søfart i Aabenraa, Sønderborg og Flensborg. For alle tre byer har udgangspunktet været Østersøsejladsen og senere Middelhavs-sejladsen.
Flensborg havde allerede fra midten af 1700 – tallet indledt en betydelig sejlads på de danske kolonier. Englændernes bortførelse af den danske flåde i 1807 betød et total kollaps for den sønderjyske langfart.
Først efter 1814 kom der gang i den igen. Fra midten af 1800 – tallet overhalede Aabenraa den langt større by, Flensborg. En Aabenraa – kaptajn var i Rio de Janeiro. Her var han blevet spurgt om Danmark lå i Aabenraa.
I 1860erne og 1870erne fortsatte sejlskibene med at sejle på den kinesiske kyst. Men konkurrencen fra dampskibene kunne mærkes. I løbet af 1880erne blev Sønderborgs beskedne og Aabenraas betydelige sejlskibsfart afviklet.
Dampskibsteknologien betød at Flensborg fik vind i sejlene. Men det fik man aldrig rigtig indført i Aabenraa. Sønderborg havde dog en småskibsfart og fjorddampere på Flensborg Fjord.
I avisen ”Neue Apenrader Anzeiger” kunne man den 30. november 1885 under overskriften ”Gedanken über Grûndung eines Stâdischen Museum” kunne læse om, hvordan, der 20 år forinden havde stået fem store flotte bakskibe på bedding. To år senere fik Aabenraa et museum.
Bortset fra Michael Jebsens dampskibsrederi var Aabenraa stolte søfart fortid. Man kunne i Aabenraa komme på preussisk navigationsskole ind til 1920 og læse til styrmand og tage eksamen.
Inge Refslund Thomsen udgav i 1957 sine erindringer. Hun fortalte bl-a- om de mange kaptajner i Aabenraa omkring 1900. At få en kaptajn og sidde i en villa på Nørre – Chausse, var pigernes drøm dengang.
I 1929 udgav den pensionerede kaptajn, Hans Schlaikier, Aabenraa Søfarts Historie på både dansk og tysk.
I løbet af 1920erne og 1930erne døde de sidste sejlskibskaptajner og kaptajnsfruer.
I Sønderborg havde man Skipperlauget. Og i 1850erne holdt man fester på Colosseum. I 1934 blev der udgivet et jubilæumsskrift om ”Skipperlauget”. I 1971 kom der endnu et skrift.
Det vakte forargelse at udstillingen på Sønderborg Slot blev nedtaget og uidstillet i et mindre rum på slottet.
Frem til Første Verdenskrig gik det kun fremad for skibsfarten i Flensborg. Omkring århundredeskiftet boede der hundredvis af søfolk i Flensborg. Værftet beskæftigede dengang mere end 1.000 personer. I begyndelsen af 1930erne flyttede et par store rederier til Hamborg.
Efter Anden Verdenskrig havde byen helt udspillet sin rolle som søfartsby. Da man genopstillede udstillingerne i byens museum b lev søfarten helt udeladt. Man havde dog mange bygninger tilbage fra byens storhedstid med søfart. I 1984 kunne man i en af disse historiske bygninger indrette et søfartsmuseum.
Blandt interessenterne var Flensburger Schiffergelag e.V. med rødder tilbage til 1500 – tallet. Og hvert år bliver der afholdt Romregatta i Flensborg
Mange udgivelser fremkom pludselig om byens storhedstid med søfart.
En spændende beretning som mange ting, ”Den Gamle Redaktør” ikke var klar over.
Før Krigen har det aldrig været noget i vejen med mig- Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, ca. 1920 – 1939.
Kaspar Nielsen
Allerede i efteråret 1914 begyndte de første meldinger at tyde om store grupper af soldater, der var blevet ukampdygtige. Det skete på grund af ”hysteriske” anfald af bl.a. blindhed, stumhed, lammelser i alle dele af kroppen og ukontrollabel gråd, rysten og opkast. Symptomerne spredte sig som en epidemi i skyttegravene.
Alene var det i den tyske hær op mod 200.000 soldater i løbet af krigen, der blev behandlet for en ”nervøs” lidelse af det militære lægevæsen.
De fleste læger og højtstående officerer betragtede fænomenet som fejhed. Mange af ofrene var plejekrævende og nye tilfælde opstod efter krigen. En rapport fra 1922 viste, at krigsveteranerne med ”nervøse” lidelser udgjorde halvdelen af alle militære rentemodtagere i Tyskland. Det kostede staten i omegnen af en milliard mark årligt.
Alle udbetalinger til psykiske krigsledelser blev stoppet i Tyskland i 1926.
I Sønderjylland Var Invalidenævnet nedsat men snart blev de i den grad overbebyrdet. I løbet af de første måneder modtog man over 3.000 sager. I 1924 blev der udbetalt 4,9 millioner kroner. Det svarede til 1,2 pct. af statsbudgettet. Den sidste krigsinvalide døde i 1996, 97 år gammel.
Det var bestemt ikke alle, som led af psykiske lidelser, der fik hjælp og støtte. 346 soldater fra Det Britiske Imperium blev henrettet som kujoner. Antagelig led de af granatchok. Jo man kaldte også symptomerne for renteneurose.
Meget tyder på, at lægerne ikke vidste, hvad de skulle stille op med de psykiske lidelser. Der var mange tilbagefald og genindlæggelser. De ramte blev indlagt både på den medicinske afdeling, sindssygehospitaler, nervesanatorium. Kuranstalt m.m. Mange gange blev patienterne beskyldt for at spille skuespil.
Den nedsatte arbejdsevne skulle dokumenteres. Der skulle dokumenteres. Der skulle indhentes vidneudsagn fra soldaterkammerater, fra soldaterkammerater, tidligere chefer, mestre og kollegaer m.m. Lokale politimyndigheder blev bedt om at udspørge folk i lokalområdet.
Men i Danmark tog man dog individuelle hensyn i modsætning til andre lande.
Er meget interessant indlæg som du kan læse meget mere om i Sønderjysk Årbog.
Stenderup – Slaget
Af Leif Hansen Nielsen
Gårdejer Jørgen Nielsen fra Stenderup på Sundeved skulle sættes ud af sin gård ”Vestervang” af Kongens Foged. Det skulle ske den 4. april 1932. Dagen derpå blev der afholdt et protestmøde, der bl.a. blev arrangeret af LS (Landbrugets Sammenslutning) Det endte med en konfrontation med gældstyngende bønder og politi.
Vi har tidligere læst om dette slag et par gange, men forfatteren formår på bedste måde, at få de sociale aspekter med i historien.
De sønderjyske bønder var hårdt ramt. Landbruget skulle omlægges fra preussisk til dansk landbrug. Det var ikke helt let, og det kostede penge. Det var også dyrt at konventere fra mark til kroner efter 1920. Dertil kom også den nationale konflikt i det sønderjyske.
Efter en tvangsauktion skulle Jørgen Nielsen og hans familie flytte fra slægtsgården i Stenderup. Her havde familien boet gennem 300 år. LS havde opfordret Jørgen Nielsen til at blive boende på gården. Så ville de placere vagter.
Den kommende ejer, Johan Philipsen havde valgt at flytte ind hos sin svoger, Peter Bladt, der boede i den anden ende af Stenderup. Den 29. marts havde en delegation fra LS bedt ham om at trække handelen tilbage.
En af de ledende i LS var Wilhelm Deichgräber fra Sebbelev på Als. Han var egentlig nazist og aktiv i det tyske mindretal. Man sagde også at kommunister deltog i slaget.
Begrebet ”kommunister” var i borgerlige kredse arbejdsløse, der gennem demonstrationer krævede brød og arbejde. Den 16. november 1932 fik kommunisterne i Sønderjylland således 931 stemmer.
En tredje gruppe, der spillede en rolle ved Stenderup – slaget var DNSAP. Særlig her på Sundeved havde de god tilslutning. Det hang sammen med Frits Clausen, læge i Bovrup. I 1933 blev han partifører. På det overordnede plan gik DNSAP godt i spænd med den radikale del af LS.
NSDAP – N var endnu ikke helt så godt organiseret. Men man kan i grunden undre sig lidt over, at alle disse grupper var gået sammen.
I 1932 var arbejdsløsheden i Danmark næsten 32 pct. Politimestrene i det sønderjyske var blevet advaret fra krigsministeriet om borgerkrigslignende tilstande. Politimester Vilstrup i Gråsten havde da også skrevet til Justitsministeriet, at han var bekendt med Jørgen Nielsens udsættelse.
Politimesteren havde allerede henvendt sig til nabokredsene (Aabenraa, Tønder, Haderslev og Sønderborg). Men de kunne kun mønstre 33 betjente. Man anmodede derfor om yderligere om en styrke fra 50 mand.
Dagen efter kom 52 mand fra Københavns Politi med eksprestog.
Den 20. marts var der kastet en såkaldt håndbombe ind hos Peter Bladt og den nye ejer af Vestervang. Der fulgte en del trusselsbreve også mod Andelskassen, der havde begæret trusler. Også Johan Philipsen og hans familie modtog trusler.
Der var afholdt hemmelige møder på Snogbæk Kro mellem medlemmer af LS, Nationalsocialister og LS, samt personer fra Tyskland. Heriblandt var Bruno von Salomon. Han var kendt for at bruge sprængstoffer ved attentater.
Selve udsættelsen den 4. april 1832 blev iværksat med 30 lokale betjente. I stuehuset var der forsamlet 30 -40 mennesker. Fogeden opfordrede dem til at gå. Efter anden opfordring forlod folk gården. Jørgen Nielsen og hans svoger blev ført væk af politiet. Efter få minutter kom tre lastbiler og kørte Jørn Nielsens indbo væk.
Politistyrken blev ved gården. Ved 18 – tiden forlod styrken gården og fire stykker blev tilbage. Efter udsættelsen flyttede Jørn Nielsen med familie hen til moderen i aftægtsgården 50 meter fra gården.
LS havde indkaldt ”Slesvigske bønder og arbejdere” til ar møde talstærkt op den 5. april. 1.500 mødte op. Men mødet blev afholdt på en mark ved kroen i Stenderup. Første taler var Frits Clausen. Herefter fulgte en række markante talere. Gruppen søgte nu til Vestervang, hvor optøjerne startede. Stavene blev trukket. De københavnske betjente drev nu mængden mod syd. Der blev kastet ler klumper og sten efter politiet.
I den konservative avis ”Dagens Nyheder” forlød det, at det var 100 kommunister, der havde stået for optøjerne. Avisen kunne berette, at det var de københavnske betjente, der gav kommunister ”brodne pander”. Jyske Tidende, Dannevirke og Dybbøl Posten mente, at det var en krænkelse af befolkningens æresfølelse, at københavnske betjente skulle deltage.
Stenderup – slaget blev af tyske medier brugt til argumentation for en grænserevision. En flot gennemgang af Leif Hansen Nielsen. Det undrer ”Den Gamle Redaktør”, at der var fulgte så mange milde straffe.
Civile flygtninge i Hørup Sogn på Sydals 1945 – 47
Anton Marckmann
Der kom 250.000 tyske flygtninge til Danmark. Disse blev anbragt rundt om på skoler og andre offentlige bygninger. Man langt de fleste blev anbragt i interneringslejre. En af disse lejre lå i Hørup på Als. Indtil befrielsen var det de tyske myndigheder, der havde ansvaret.
Men efter maj 1945 var det de danske myndigheder, der stod for behandlingen af de tyske flygtninge.
I alt var der 23.000 tyske flygtninge i Sønderjylland. De 9.000 var indkvarteret hos landsdelens hjemmetyske befolkning. Tyske læger og sygeplejerske tog sig af dem. Den danske lægeforening havde afslået at yde hjælp.
Lejrene blev efterhånden indhegnet med pigtråd og sat under væbnet bevogtning. I høsten 1945 hjalp de endnu bønderne med høsten. Til gengæld havde de som modydelse modtaget flæsk, brød, smør og beklædningsgenstande.
Den ene af lejrene i Hørup var i begyndelsen ubevogtet. Hver uge kom den tyske læge og tandlægen kom efter behov. I juni 1945 var der 14 personer. I april 1946 var der 114 personer.
Hotel Baltic i Høruphav var beslaglagt af tyskerne fra december 1944. På hotellet boede i perioden 3. marts til 17. maj 1945 ca. 60 KLV – flygtninge (Hitler Jugend) De blev kommanderet rundt af en sergent og kommanderet i havet i marts måned.
Disse blev overført til lejren ved Hørup Klint. 470 flygtninge blev indkvarteret på Hørup Klint. I starten af 1900 – tallet havde tyskerne anlagt en torpedoprøvestation. I 1945 – 1946 blev her bygget mere end 20 træbarakker.
Ved byggeriets afslutning blev det anslået at lejren kunne rumme ca. 2.000 flygtninge. Men i 1946 nåede lejren sit maksimum på 1.346 flygtninge. Den daglige ledelse blev overdraget til en fisker og cykelsmed fra Høruphav.
Lejren havde sit eget politi. Efterhånden blev også denne lejr indhegnet og bevogtet. De personlige ejendele blev frataget flygtningene. Lejren var præget af rotter. Her var gammeldags toiletter med spande. Barakkerne var utætte og der var alvorlige fugtproblemer. Vejene til lejren var meget pløret.
Den kolde forplejning blev uddelt hver anden dag og bestod af brød margarine og pølse. Den varme ret bestod af en sammenkogt ret, dog ikke om søndagen. Kosten var ensformig og mangel på kød.
I årene 1945 – 47 døde 27 flygtninge, men der fødtes tolv drenge og seks piger.
Her var også teater- og dansegrupper. Forholdene her var nok trods alt bedre her end så mange andre steder, fordi her var mere plads.
Beretningen slutter med en erindring om, hvordan det var dengang fra en, der selv sad i lejren. Hun blev dansk gift og var godt tilfreds med opholdet.
Dette var en udmærket og informativ beretning.
Når man ikke kan skaffe uddannede lærere – Lærermangel i Sønderjylland i 1950erne og 1960’erne.
Erik Nørr
Dette mærkede vi nu ikke noget til på Tønder Kommuneskole dengang.
I 1930erne havde det været utallige ansøgninger til de sønderjyske læreanstalter og mange seminariestuderende måtte påtage sig tilfældige vikariater og andet arbejde. Hvorfor var det sådan? Hvordan blev lærerembedene besat? Ja det er i virkeligheden. Hvad denne artikel handler om.
Specielt i Tønder Amt manglede der ansøgninger. Derfor tillod Undervisningsministeriet, at der i første omgang blev oprettet ekstra klasser på Tønder Statsseminarium og N. Zahles Seminarium. Senere kom der 11 nye seminarier til. Problemet var at lærerne også skulle kunne beherske nogenlunde tysk. Der skulle jo pludselig skaffes plads til en masse tyske børn.
Ved afslutningen af Anden Verdenskrig havde det kun været ansat 35 lærere ved de danske skoler i Sydslesvig. Fire år senere var der 390.
Dette var et problem, som ”Den Gamle Redaktør” ikke var klar over.
Karl Otto Meyer – at leve så dansk så stærk at det smitter
Mogens Rostgaard Nielsen
Karl Otto Meyer var den politiske leder i Sydslesvig gennem fire årtier. Han havde nogle stærke holdninger til forskellige emner. Dette kom til udtryk i mange lederartikler i Flensborg Avis, mens han var chefredaktør.
”Den Gamle Redaktør” her mødte ham flere gange i Padborg Boghandel. Jeg fik engang en plakat af ham, hvor han nærmest forestillede James Bond. Han var spændene at diskutere med.
Han døde i Skovlund i 2016 og han havde selvfølgelig gået på Duborg Skolen. Fra november 1963 til oktober 1985 skrev han mere end 6.500 ledere. Hver tiende artikel havde noget med mindretallet at gøre. I 1968 udgav han en bog med 68 af disse lederartikler.
Pludselig blev danske fodboldklubber i Sydslesvig ikke taget med til fodboldturneringer i Danmark. DBU sagde, at dette skyldtes sprogvanskeligheder. Det var et emne, som Karl Otto Meyer i den grad tog op.
Han havde markante holdninger og var bestemt ikke altid enig med Mindretallets indstilling.
Da tidsskriftet Slesvigland dukkede op, vakte det kraftig modstand fra tyskernes side, fordi bladet udkom til adresser i Sydslesvig. Meyer syntes godt om tidsskriftet fra starten og skrev mange artikler om det.
Meyer skrev mange artikler om sprog og identitet. Nogle gange var det lidt at vide, om det var chefredaktøren, partiformanden eller landdagsmanden, der talte.
Erindringer fra et dansk Mindretal
Anne Marie Erichsen
Anne Marie Erichsen har både dansk og tysk slægt. Hun fortæller om sine mange oplevelser som aktivt medlem af dansk medlem af danske mindretal og ikke mindst som formand for kvindeforeningen.
Hun er født og opvokset i Flensborg. Hendes farfar engagerede sig i ”Hjemmetysk” politik. Hendes bror var ”flakhelfer” uddannet i Kollund Skov. Forældrene blev i 1947 medlem af SSF. Vi hører også om starten af Dansk Sundhedstjeneste – en tjeneste fra Sydslesvig.
Vi hører her om en meget aktiv forening.
Årbogen har så igen levet op til en god årgang. Nogle af artiklerne var mere interessante end andre. Men sådan er vi jo så forskellige. Nu glæder vi os allerede til næste månedsblad.
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du finde:
Vikinger i Vadehavet
Haderslev – handel og søfart
Søfolk fra Emmerlev
Familien Fischer fra Aabenraa
Søens Folk fra Aabenraa
Aabenraas storhedstid med søfart
Søfartshistorier fra Aabenraa
Sømænd fra Løjt og Aabenraa
Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
Aabenraa, skibe og søfart
En skibskaptajn fra Aabenraa
Aabenraa, skibe og søfart
En skibskaptajn fra Aabenraa
Briggen Chico fra Aabenraa
Aabenraa – som søfartsby
Skibe fra Aabenraa
Flere skibe fra Aabenraa
Om Sydslesvig
Om Første Verdenskrig
Om LS – DNSAP – NSDAP – N
Om Tyske Flygtninge og Flygtningelejre
Dato: december 23, 2019
Var det hævnmotiv?
For nogle år siden var vi fremme i lokale medier med vores opdagelser om Asmus Jensen, som du kan læse om i første afsnit af denne bog. Og da var der en lokal journalist, der spurgte om, vi troede, om der var tale om et hævnmotiv. Og han mente, om hele retsopgøret var et tak for sidst fra de dansksindede over for de tysksindede.
Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men efter diverse foredrag og henvendelser til min hjemmeside, kunne man næsten komme til at tro det. Dertil kommer en diskussion om tosprogede skilte i Sønderjylland, hvor nogle politikere efter min mening i deres modargumentationer gik lidt for langt.
Jeg tror måske ikke helt det er et hævnmotiv, men måske en form for ”betændelse, der ikke helt vil hele”.
Vreden og bitterheden mod naboen gjorde, at retsopgøret i Sønderjylland havde særlig intensitet. Den danske holdning var præget af mistro og afstandtagen. Det sønderjyske Raad, der bestod af modstandsbevægelsen fik stor folkelig opbakning til deres synspunkter.
Svært at hedde Uwe i København
Det er lidt svært at hedde Uwe i København. Det er ikke helt almindeligt herover og ofte bliver det også til Ove. Men det er altid sjovt ved foredrag, for da skal man altid forklare, at man ikke er tysker. Derhjemme i Tønder var vi tre søskende, der var tysk døbt og tre søskende var dansk døbt med dertil hørende dansk/tyske navne. Min far blev træt af den tyske præst’ s indblanding i private forhold. Han skippede det tyske mindretal og Der Nordschleswiger blev skiftet ud med Sønderjyden.
Men lidt foruroligende var det at få at vide lang tid bagefter af min gode ven, Ib, at vi blev kaldt for tyskerbørn ude på Lærkevej i Tønder. Vi er nu alle søskende gået i dansk børnehave og skole i Tønder. Men derfor kunne man jo godt bedrive sport i en tysk klub i byen. Det betød ikke så meget.
Da jeg startede som lærling i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk, for som gamle Nissen sagde:
Men se det nægtede jeg. Som jeg forklarede gamle Nissen, så ville jeg gerne tiltale kunder fra Tyskland på tysk, men jeg gik ud fra, at medlemmer af mindretallet kunne dansk eller sønderjysk. Og på de sprog, ville jeg gerne tiltale dem.
Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men så gik den yngre Andersen ind og forsvarede mig. Det varede nu lidt inden Nissen så på mig med milde øjne.
Ja vores egne børn fortsatte i det tyske system, ikke fordi vi selv tilhørte det tyske mindretal. Men vi mente, at de med to sprog stod godt rustet i EU. Thomas snød dem alle og blev en af de bedste i hans årgang på Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Rasmus startede i Kindergarten i Aabenraa, hvor jeg hvis også var tysk julemand. Rasmus fortsatte så i Kindergarten og tysk skole i Padborg.
Der burde være plads – uden undertoner
Da fik vi lidt problemer. I forbindelse med en bogudgivelse, skrev min kone og jeg en kronik, som Der Nordschleswiger i første omgang ikke ville bringe. Men det ville Flensborg Avis. Det handlede om, hvad man i det tyske skolesystem kunne gøre anderledes. Her kom vi så med nogle konstruktive forslag til fri afbenyttelse. Indlægget blev hvis nok også omtalt i Radio Syd. Og nu ville Der Nordschleswiger gerne bringe indlægget.
Dette resulterede i, at jeg blev bedt om, at skulle fremlægge mine argumenter på Den Tyske Efterskole i Tinglev. Og for at provokere, så holdt jeg indlægget på tysk, sønderjysk og dansk. Halvdelen var begejstret og klappede, og den anden halvdel var for at sige det mildt ikke begejstret. Og til dem hørte desværre den tyske Skole i Padborg.
Ved en senere lejlighed var vi nogle forældre, der var lidt utilfredse, og vi samledes hos et forældrepar. Det var inden en generalforsamling. Vi kunne nu læse i Der Nordschlewiger, at et oprør var i gang.
Det havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Ingen havde talt med avisen. Jeg bad Schul- und Sprachverein om at sende en repræsentant. Og det blev heldigvis en af mine gode venner fra Tønder, der kom til generalforsamlingen.
Men pludselig snakkede hverken lærere eller leder af den tyske skole til mig. Langt senere fik jeg tilfældigvis en undskyldning. Nu kunne man jo også bare have holdt sin mund og ladet som ingenting. Men det varmede nu ens hjerte, da vi på den tyske årsfest på Knivsbjerg kunne høre vores forslag blive refereret som positive.
Ja og så kom et kvindelig byrådsmedlem ind i boghandlen i Padborg og skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Danneborg på. Hun blev helt stram i masken:
Nu er alle disse ting over 20 år gamle, og forhåbentlig forekommer dette ikke på samme måde mere i det sønderjyske. Der burde være plads til mindretal uden politiske undertoner fra nogle af parterne.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog
Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København-Bonn erklæringen. Og det tyske mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.
Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920. Det tyske mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitler’ s magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.
De danske sønderjyder opfattede det tyske mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.
De nordiske racer var blodbeslægtet
Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk-germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det storgermanske rige, men man ville lige vinde krigen først. Nu skal det lige dertil siges, at Frits Clausen fra DNSAP ville have grænsen flyttet ned til Ejderen.
Mindretal følte sig forfulgt
Det tyske mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske ”Belästigungen”. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.
Nazificeringen af mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 tyske skoler i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best og andre nazistiske ledere.
Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.
Den borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, ”Tab af almen Tillid”. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.
En anden udgave af Det Tyske Mindretal
Der var også en anden udgave end den nazificerede del af det tyske mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit.
Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i det tyske mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.
Vanskelige tider for Den Tyske Skole
De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. 90 pct. af de tyske lærere var indespærret. 3.000 tysksindede børn skulle pludselig vende sig til dansk undervisning.
Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for det tyske mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt.
I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.
De skal nyde samme rettigheder
Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmark’ s forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:
Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjyske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig.
De mistede alt
I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet for at modvirke de tyske opkøb.
Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra det tyske mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede. Vi har mere om dette senere i artiklen.
København – Bonn erklæringen
København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må Bestriden eller efterprøves.
Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.
Den slesvig holstenske landdag havde allerede i Kiel-erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for det danske mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.
Er de tyskere?
Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også ”synnejysk”.
Det er danskere, danske statsborgere med tysk kultur. De børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn af de tyskere, der ved folkeafstemningen i 1920 var imod at stemme deres tyske pas retur og gør Sønderjylland dansk. Jo de går i tyske skoler. De fleste af dem holder på tyske værdier, tyske kulturelle træk og tyske traditioner.
Indtrykket er dog, at de unge fra det tyske mindretal føler sig både tyske og danske på en gang. Måske er man i gang med at betragte sig som folk, der kommer fra grænselandet mere end at være tyskere i den gamle forstand. Mindretallets kultur og historie er vel mere ved at blive knyttet sammen i en blanding af både tysk og dansk. Mon ikke de unge er ”mere integrerede” end deres bedsteforældre, da deres bånd til Tyskland er tyndere?
De danske sønderjyder betragter deres identitet som meget dansk mens mindretallets sønderjyske identitet nok er en blanding af både dansk og tysk.
For udefrakommende kan det godt være lidt forvirrende. Tyskere fra mindretallet er i dag aktive i danske sportsklubber og det omvendte kan også sagtens være tilfældet.
Traditioner opløses hurtigere i vores samfund. Mindretallets identitet forlænges, hvis man forstår at give identiteten videre til næste generation.
Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m. Indrømmet, jeg ved ikke om disse tal endnu er helt korrekte. De er nok et par år gamle.
Kig dog på historien
I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.
Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter.
Går man så længere tilbage, kan man se at området er gammel dansk land. Men historikere på hver side af grænsen diskuterer stadig dette spørgsmål.
Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig Holsten også af hertugdømmet Holsten, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde kejser Konrad den Anden foræret danskerkongen hertugdømmet.
Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen-den sproglige og kulturelle grænse-mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.
I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderen.
Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.
Debat om tosprogede vejskilte
I 2007 blussede der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte. Forslaget kom fra det tyske mindretal Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark, og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920. Og dog, i mange sønderjyske byer var der en overgang tosprogede gadenavne. De var der helt til 1945.
Fra mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det tyske mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.
Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst, turister, grænsependlere og historien.
Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlangtes skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.
Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde det tyske mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer. Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt det tyske mindretal var adskillige stikkere under besættelsestiden.
Man kræver kirkekunsten tilbage
Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland
Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler-politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.
Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen.
Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.
Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?
Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosproget skiltning i Flensborg. Det var det danske mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by, der havde så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.
Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg
I den forbindelse er der stadig mange Flensborg-borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve. Det er Isted-løven
Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra det tyske mindretal sige:
Dette kan så berolige mit sønderjyske hjerte. Måske er manglen på tolerance et spørgsmål om genrationskløft.
Det handler om følelser
Sønderjydernes følelse i 1864 var skuffelse og modløshed. Et dansk flertal kom under prøjsisk styre.
Københavnerne havde ”en svimlende selvfølelse” helt uden grundlag. Her tillod man sig uhæmmet national stolthed. Tyskerne fandt danskernes opførsel mærkværdig. Krigen gjorde ende på en 400-årig union mellem kongeriget og hertugdømmerne. Et langt og tæt forhold er slut. Hårdt såret og stærkt formindsket smækker Danmark med døren og omfortolker sin egen fortid.
Danmark var nu et lille land banket på plads af en langt større og ond nabo. Vi betragtede os pludselig som en nation, som uskyldigt offer for stormagtspolitik.
I 1920 blev sønderjydernes kår og fremtidsudsigter blev traumatisk for dansk politik. Og det tyske mindretals forhold blev et marginalt problem for den tyske rigsregering.
Ernst von Köller
En af de værste perioder for sønderjyderne var perioden fra 1. oktober 1898 til 1903. Da var man udsat for overpræsident Ernst von Köller. Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge preussisk ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.
1.300 trykte skrifter blev forbudt og næsten 1.000 mennesker blev efter hans kommando udvist af Sønderjylland. Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Offentlige tillidshverv skulle dansksindede heller ikke forvente sig.
Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen i et par enkelte religionstimer.
Og det var bestemt ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen i, at det var en god ide, at aflægge ed og aftjene preussisk værnemagt. Ved at række hånden frem, ville man kunne opnå nogle rettigheder. Man kunne så også forhindre, at befolkningstallet af dansksindede faldt.
Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig indblik i foreningernes virksomhed foranstaltede han husundersøgelser. Desuden beslaglagde han oceaner af post, dog uden at finde noget ulovligt.
Bismarck havde forsøgt derhjemme at undertrykke katolikker, socialdemokrater og polakker ved hjælp af undtagelseslove. Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.
Von Kölle forsøgte det samme i Sønderjylland. Han udsendte blandt andet følgende opfordring:
Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.
Den 24. oktober 1898 udvistes for eksempel 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde. Bladet Hejmdal’ s bogtrykker Carlsen med hustru og fire børn fik marchordre med 24 timers varsel. Den yngste var kun fire uger gammel.
Det var ikke noget med anklage eller domsafhandling. Vi kunne sådan set have nævnt talrige eksempler. Rundt omkring i Sønderjylland henvendte amtsforstandere sig til de dansksindede. Det vil ikke ske jer noget såfremt I:
Forsamlingshuse ville knække tyskheden, mente man. Foredragsholderne kom på en sort liste. Kirkedørene var også lukket.
Bladet Dannevirke ændrede efterhånden stil. De kunne ikke klare sig økonomisk i længden og bøjede sig efter prøjserne. Men det betød også, at danskerne vendte bladet ryggen.
I fredstraktatens §5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.
Men se dette skete aldrig. I 1879 blev dette blevet strøget af traktaten. Det var en torn i øjet på de dansksindede.
Efter 1920
Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede for Prøjsen. Da Schleswiger Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede det tyske mindretal også sit virke.
Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigsk Parti 14,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland. Det var den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der kom til at sidde på Christiansborg de næste 19 år.
I Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg var der flertal for Tyskland. Men da Flensborg sagde nej til Danmark var det med til at udløse Påskekrisen.
Danskerne kaldte det for Genforening, men de tysksindede mente, at Hertugdømmet Slesvig aldrig statsretslig har tilhørt Danmark.
Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han hellere så, at grænsen var flyttet langt længere nord på, for nu ville danskerne besætte hele området ned til Ejderen.
Det sønderjyske spørgsmål skabte mistro til Danmark i Tyskland. Her tillagde man os ”Revanche- eller hævnlyst”. Dette oversteg vores lyst til neutralitet, mente man. Man var i København udmærket klar over dette. Erik Scavenius førte en meget forsigtig politik over for tyskerne.
Var Nordslesvig et blandingsprodukt?
Jo, det var jo også tyskerne, der i 1864 fratog os to femtedele af det danske rige. De havde ført en hensynsløs undertrykkelsespolitik over for de danske sønderjyder. Egentlig var der ikke mange, der turde at anfægte denne politik. Men Georg Brandes gjorde det flere gange. Han mente, at den danske regering var alt for passiv.
Det var bestemt ikke alle, der var enige med Georg Brandes. Videnskabsmanden Frederik Poulsen stod bestemt ikke alene med følgende synspunkt:
En artikel, der ikke vakte begejstring
Glemt er også, at udenrigsminister grev Ahlefeldt-Laurvig og generaldirektøren for told- og skattevæsnet, Marcus Rubin aftalte at sidstnævnte skulle skrive en artikel, der i 1911 skulle forbedre forholdet til Tyskland. Den udkom i Preussische Jahrbücher under titlen:
Men den stødte i den grad de danske sønderjyder med sætninger som:
Tyskerne rejste selv ”Det Sønderjyske spørgsmål”
Danmark var meget protysk. I januar 1915 havde Stauning afvist et hollandsk forslag om, at man skulle fordømme tyskernes overfald af Belgien. Danske socialdemokrater havde også været i Belgien på tysk initiativ. Og dette irriterede i den grad belgierne.
Det kom helt bag på den danske regering, da tyskerne i 1915 selv rejste det sønderjyske spørgsmål. Igen blev artikel 5 taget op. I første omgang kunne Als ikke komme med til Danmark på grund af flådestationen i Sønderborg, mente tyskerne
Det Tyske Mindretal kører det store skyts frem
På et tidspunkt omfattede det tyske mindretal 30.000 personer. Det var fire gange så meget som det danske mindretal syd for grænsen. Og syd for kom de typisk fra samfundets underklasse, mens mindretallet nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byen var der mange selvstændige erhvervsdrivende.
Ved Folketingsvalget i 1939 kørte man fra det tyske mindretals side det store skyts frem. Man fik hjælp syd fra. Da resultatet forelå, manipulerede man med tallet, for det var en kæmpe skuffelse.
Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelsen af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet. Men de var opstået genopstået gennem 1930erne. Denne udtalelse passede ikke det tyske mindretals filosof, Jep Schmidt. Han mente, at Ernst Schröder skulle ”sættes ud af spillet”
Den 4. marts 1939 udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk-tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen i det tyske mindreta. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Bøhmen og Mehren var vendt tilbage til ”Riget”.
Fra tysk side kørte man frem med følgende tal efter valget:
De reelle tal var:
Danmark havde forhandlet Sønderjylland til en Fattiggård?
En af storbønderne fra det tyske mindretal, Deichgreber, havde ellers forkyndt, at Danmark havde forvandlet området som en fattiggård. Men sandheden var vel, at Sønderjyllands landbrug efter 1920 var kørt helt i sænk. Gennem smug handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen. På landet havde gendarmer gået rundt og kontrolleret, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller slagtet.
I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på særdeles fordelagtige betingelser. Der kunne sagtens være 80 mand tilknyttet et sådant landbrug. Man kaldte det for en domænegård.
I 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes at få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede nordlige regioner i Sønderjylland.
I 1914 nægtede den Slesvig Holstenske kreditforening med at give dansksindede kredit med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til at modarbejde tyske formål.
I 1922 bestemte man, at domænegårdene skulle udstykkes i husmandsbrug
Mange landboer havde inden Genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Landsdelen blev efter Genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt til erhvervslivet og landbruget. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet cirka 20 millioner kroner til rådighed i statslån. Man forsøgte med Sønderjyllands Kreditforening. De nystiftede lån var forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklånefond.
De kriseramte og kredithungrende landmænd blev pludselig lydhøre over for mere eller mindre fantastiske bevægelser. Og denne situation benyttede man sig af i Berlin. I første omgang sendte man et beløb på 5 millioner kroner til Nordslesvig.
Som modforanstaltning oprettede man Landeværnet, der i løbet af få år fik 10.000 medlemmer.
Den usikre grænse
Stauning udtalte engang i et interview, at en dansk-tysk mindretalstraktat kunne være meget praktisk, hvis den ikke indeholdt nogen bestemmelser, der kunne krænke Danmarks suverænitet. Udenrigsminister Moltke fik dog hurtigt banket statsministeren på plads.
Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt grænsen, men de havde intet ønske om at rykke den mod nord. Men se dette vidste man ikke i Danmark. H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund Thomsen, der var amtmand over Aabenraa og Sønderborg amter, vågnede hver morgen tynget af tanken om, hvad der kunne ske ved grænsen i dagens løb.
Tidligere udenrigsminister Erik Scavenius skrev i 1930, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland i 1920 ville have været at foretrække.
Det kan næppe tolkes på anden måde, end at i al fald han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred med den store nabo mod syd, hvilket måske kan tages som udtryk for, at det var nogen, som var usikre over for, hvor betryggende grænsen var.
Rigsindenrigsminister Karl Jarres havde på en nordisk messe i Kiel i 1924 omtalt Nordslesvig som røvet fra Slesvig Holsten og forkyndte:
Ja da mente den danske regering dog, at her gik man over stregen, så der blev protesteret.
Det var senere mange dansksindede, der mente, at hvis det tyske mindretal ikke havde kæmpet for en grænseændring, var de dømt til undergang, for så havde de ikke noget at kæmpe for.
Mindretallet var utilfreds med skolereformen. Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Man fik i 1928 ret til studentereksamen. Men den danske regering ville ikke tillade realeksamen, fordi det gav adgang til postvæsen, toldvæsen og DSB.
Vogelgesang
Fra dansk side ville man forhindre at mindretallet hentede arbejdskraft syd fra. Og det absurde var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov. Og så var det fænomenet Cornelius Petersen. I begyndelsen stillede han sig på danskernes side. Men han blev så irriteret på de danske myndigheder, at det var de tysksindede, der fik gavn af ham.
Tyskerne oprettede nu et nyt kreditinstitut, der blev administreret af sagfører Georg Vogelgesang Dette blev aktivt bakket op af det tyske mindretal. Der kom masser af andragender. I begyndelsen så man ikke så meget på sikkerheden. Man skulle bare pille flagstangen ned.
Men sådan blev det ikke ved med at være. Man tinglyste nu forkøbsretsklausuler, der skulle garantere, at man holdt øje med ejendommen. Men det var netop formålet med dette institut. Området skulle germaniseres.
Et specielt administrationsselskab blev oprettet. Det blev kaldt Höferverwaltungsgesellschaft. Efterhånden rådede de over 90 gårde. Vogelgesang sprang til, hvis der manglede børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted, for eksempel til Lydersholm øst for Tønder. Man kunne opsige en kontrakt med kort tids varsel:
Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsudvalget lå inde med blev overtaget af Jordlovsudvalget.
I alt var der 135 gårde som Vogelgesang/Höfeverwaltung lå inde med. Det største antal på 40 lå i Tønder-området. Dernæst fulgte Gråsten-området med 34 og Løgumkloster med 29.
Midt i 1930erne udkom en bog med titlen På vej til Danmark. Den beskrev forholdene i Sønderjylland således:
Ribebrevet
Helt frem til 1945 fastholdt det tyske mindretal kravet om en grænserevision. De henholdt sig til Ribebrevet. Dette var den aftale som blev indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og Christian den Første.
De tysksindede mente, at der var blevet begået et kæmpe aftalebrud. Ja de dristede sig til at kalde det for en statslig historieforfalskning. Andre mener dog, at gyldigheden bortfaldt, da den danske Helhedsstat forsvandt ved Konventionen den 15. august 1865.
Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.
Barske udtalelser i Grænsevagten
Ak ja, fra dansk side blev det nævnt, at det tyske mindretal var med i planlægningen af besættelsen af Danmark. Jens Møller indrømmede, at han vidste det tre dage før. Min kære far vidste det en uge før ved at snakke med tyske lastbilchauffører i Tønder.
Og havde man i København lyttet til de efterretninger, der kom havde man nok heller ikke kunnet være overrasket. Og en uge inden besættelsen fløj der hver dag et dansk militærfly langs grænsen. Her havde man vel også rapporteret noget.
Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30. Fra dansk side var det alt andet en begejstring for de tysksindede medborgere. Således kunne man i Grænsevagten i februar 1949 læse følgende:
Nu var det godt nok Dansk Samling, der udgav Grænsevagten. Og det var et problem i lokalsamfundet med denne stejle holdning. Myndighederne havde næsten den samme holdning og det gjaldt også for modstandsbevægelsen.
Det tyske mindretal henviste til deres loyalitetshensyn som medlem af et mindretal over for regering, myndigheder og militær. Og ikke alle jurister var enige i om det gik rigtig for sig efter besættelsestiden. Men fra dansk side sagde man, at der ikke ville blive gjort forskel på danske statsborgere og medlemmer af det tyske mindretal.
Mange tog af sted som helte til fronten og vendte hjem som landsforrædere.
Stor Fattigdom
I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede de tysksindedes forretningsvinduer til med dansk-engelsk boykot-plakater:
Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette. Vrede engelske soldater blev dog beordret til at fjerne disse plakater. I mange frivillige brandværn rundt omkring i Sønderjylland blev medlemmer af det tyske mindretal smidt ud.
I den grad blev der beslaglagt ejendom hos det tyske mindretal. Den løn som manden havde sendt hjem under krigen fra Deutsche Wermacht blev også beslaglagt. Dertil kom også, at man skulle betale for mad og andet i Fårhuslejren. Dette betød stor fattigdom hos mange i det tyske mindretal. Her opfattede man afstraffelsen som tilfældig og som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og nazisterne havde udført.
Hadet forblev
Hadet til det tyske mindretal tog ikke lige sådan af. Den 15. oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen fra Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som det tyske mindretal stadig lå under for:
Allerede den 11.november 1943 havde der været et møde i Haderslev-kredsen i det tyske mindretal. Her var det blevet diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk- og tysk sindede kunne blive efter krigens ophør. Det var pastor Friedrich Prahl, der havde foreslået, at man anerkendte grænsen fra 1920, og at man aktivt skulle vise loyalitet over for den danske stat. Men mødets konklusioner vandt ikke rigtig genklang før tyskernes endelige nederlag.
Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet.
Man fik hurtigt 3.000 medlemmer
Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale afdelinger af Bund Deutscher Nordschlewiger oprettet. Man fik hurtig 3.000 medlemmer. Alle var velkommen. Dog var det betænkeligheder fra Haderslev-kredsen med at dømte nazister skulle vende tilbage, efterhånden, som de havde udstået deres straf.
I 1951 udkom pastor Schmidt-Vodder med bogen Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa på tysk.Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han selv som utysk og et syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.
Johannes Schmidt var præst i Vodder syd for Ribe. Han var født i Tønder og sad 19 år i Folketinget, som vi allerede har skrevet. Han var fra 1920 den første formand for Schlesvigsche Wahlerverein. Han havde stor indflydelse på mindretallet indtil 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.
I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det nationalsocialistiske system. Under besættelsen stille han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var også årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindevis af medlemmer af det tyske mindretal blev han løsladt uden retssag.
I 1958 udkom Troels Fink med bogen Historie om det slesvigske grænseland på tysk. Men det tyske mindretal tog nu ikke dette bog særlig alvorlig. Under retsopgøret optrådte Troels Fink som sagfører og som anklager mod de tysksindede.
Behov for selvransagelse
Heller ikke under formand Harro Marqudsen der i 1960 overtog formandsrollen, udviklede der sig nogen egentlig modstand eller egentlig opgør med den tidligere nazi-historie. Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti, at retsafgørelserne blev revideret, og at man fik en form for undskyldning. Men det skete aldrig.
Ja så sent som i 1965 kunne man i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Og det der ville være meget værre, var hvis englænderne havde besat landet.
Senere må man nok sige, at det tyske mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men mindretallet synes stadig, at være blevet uretfærdig behandlet i retsopgøret.
Og man må da sige, at holdningerne i det tyske mindretal har ændret sig alvorlig. Og det skyldes sikkert også tidligere chefredaktør Siegfried Matlok’ s ledere i Der Nordschleswiger. Han har gentagende gange erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid. Det er særlig midaldrende og yngre, der har været tilhængere af dette.
Undskyldning fra Undervisningsministeren
Det vakte stor opmærksomhed og glæde i det tyske mindretal i Sønderjylland, da undervisningsminister Bertel Haarder undskyldte, at der blev begået uret mod det tyske mindretal i forbindelse med retsopgøret. Det skete i forbindelse med årsmøderne i 2006 for det danske mindretal syd for grænsen.
Der Nordschleswiger skrev i en leder, at det var modigt gjort:
Bladet nævner også, at det er en stor lettelse for pårørende i det tyske mindretal, som blev interneret og uretfærdig straffet efter 1945. De havde store personlige omkostninger.
Chefredaktør Siegfried Matlok stiller også spørgsmålet om, hvorfor undskyldningen først kom på det tidspunkt og om det kom fra som Bertel Haarder som privatperson.
Bertel Haarder havde oplevet, hvad der skete med hans nabo. Han mente, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt.
Det var bestemt ikke alle, der var enige med undervisningsministeren i at, der skulle gives en undskyldning. Heriblandt var historikere. De opfatter mindretallet som værende ligeglade også med tiden efter 1945. De valgte ledere med en nazistisk fortid.
Fik vi besvaret spørgsmålet?
Fik vi så besvaret spørgsmålet om, der forelå et hævnmotiv fra dansk side. Ja herfra vil man nok sige, at de alle fik en retfærdig behandling. De var loyale over for Tyskland. Men det var på den tid et forbryderisk samfund. Og mange fra mindretallet deltog i krigsforbrydelser under hagekorsflaget.
De blev ikke dømt ud fra tysk sindelag. De blev dømt lige som danskerne, selv om der var lagt op til, at de kunne dømmes mildere grundet deres tilhørsforhold til mindretallet. Mange fra mindretallet har sikkert følt sig hensat i offerrollen. Derfor følte man det dobbelt uretfærdigt.
Selv om man officielt siger, at retsopgøret gik bedre herhjemme end i så mange andre lande, kan jeg godt forstå, at nogle mente, at det der skete efter besættelsestiden ofte kunne forekomme som hævnaktioner, og retssystemet måske ikke altid fungerede efter hensigten.
Det er derfor, at vi i denne bog har taget de forskellige eksempler med som
Sammenlign på den straf der blev givet for mordet i Løgumkloster med de straffe, man fik for attentatet i Tinglev. Og så var det jo også den dybt nazistiske familie fra Tønder, der for enhver pris skulle dømmes, fordi de var nazister. Og da de så blev frikendt, ja så kunne de ikke få erstatning.
Man ser forskelligt på historien
Det er tydeligt, at de dansksindede og de tysksindede ser forskellig på historien. Forholdet mellem dansk og tysk er i dag præget af afspænding og samarbejde, men alligevel er det noget, som spøger. Det er ikke kun tiden mellem 1933 og 1945. Næh, det er også i høj grad tiden bagefter.
Vi bærer på en tung arv. Mange er mærket af den tid. Men skal den overvindes med tavshed?
Mange fra det tyske mindretal som i 1941 og 1942 meldte sig til fronten kæmpede ikke mod danskerne, sagde de. Alligevel blev de straffet. Dette følte de som uretfærdig. Men de kæmpede for en forbryderisk organisation, der hed Waffen SS. Og de blev taberne. Ja det var også en kamp mellem demokrati og nazisme.
Man må sige, at de kilder, der siger, at mindretallets medlemmer ikke oplevede uret, ikke taler sandt. Undertegnede husker beretninger fortalt af Fårhusindsatte, der sagde, at de var udsat for vold og kadaverdisciplin i Fårhuslejren. Hvorfor skulle de tale usandt? Måske var den hårde disciplin medvirkende til Fårhusmyten?
Og denne myte var i mange år en stor blokering for selvransagelse. Denne mentalitet havde en negativ indflydelse på mindretallets politiske linje.
Mange medlemmer af det tyske mindretal har også som uskyldige oplevet masser af krænkelser og ydmyg behandling af modstandsbevægelsen lige efter besættelsestiden.
Nu blev mindretallet ikke dømt kollektivt. Men der blev heller ikke taget hensyn til deres dilemma. For egentlig var der tale om, at der skulle tages hensyn, som vi tidligere har påvist.
Men fra dansk side kunne det påvises, at der fra mindretallets side havde været vist udpræget solidaritet med det nazistiske Tyskland gennem 12 år fra 1933 til 1945.
Kan man sige, at mange fra mindretallet havde svært ved at se de danske signaler ind til august 1943? Her tænkes på samarbejdspolitikken. I hvert fald har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen taget kraftig afstand fra samarbejdspolitikken. Hans eget parti var nu bedre end de andre partier.
Nu kan mindretallet nok ikke bruge samarbejdspolitikken som undskyldning for deres handlinger under besættelsen.
Fra dansk side har man nok set det meget sort-hvid. For hvordan så det ud for det tyske mindretal efter august 1943. Havde man nægtet at medvirke i tysk krigstjeneste, var man blevet skudt med det samme som desertør. Hvis mindretallets ledelse havde nægtet samarbejde, var hele ledelsen sikkert blevet anholdt og sandsynligvis skudt.
Blev man ribbet for alt?
Konfiskation af tysk ejendom kom også til at berøre mindretallet. I en kronik i Jyllands Posten den 26. april 1997 skrev Ditlev Tamm, under overskriften ”Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom”:
Det var for så vidt korrekt beskrevet. Men alle herboende tyske statsborgere havde mulighed for at friholde en del af deres formue. En meget stor gruppe tyske statsborgere undgik helt konfiskation.
Men kvinder, der havde giftet sig med en tysk soldat fik konfiskeret deres opsparing, fordi de ved giftemålet automatisk blev tyske statsborgere. Professor Stig Jørgensen skrev den 4. oktober 1994 i Information, at tyske statsborgere, der havde boet i Danmark i generationer og som havde opført sig eksemplarisk under besættelsen, fik konfiskeret hele deres ejendom.
Nu kunne man så mene, at Danmark administrerede det hele meget hårdt, som en hævn over for de tysksindede. Det gjorde man måske også i mange tilfælde. Men minister, uden særlige anliggender, Per Federspiel var rejst til London den 1. januar 1940. Her forklarede han englænderne, om det særlige problem, der var med det tyske mindretal.
Briterne bøjede sig så meget, at danskerne ”skulle ordne sagen herhjemme, men blot således, at vi gik så stille som overhovedet muligt med dørene”.
Konfiskationsloven blev gennemført efter pres fra USA og Storbritannien. På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter. Samarbejdspolitikken havde ikke ligefrem fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end højst nødvendigt.
Man kunne få dispensation, hvis man kunne bevise, at man ikke havde udvist en fjendtlig holdning til Danmark. Medlemsskab af et nazistisk parti eller det at have arbejdet frivilligt for tyskerne udelukkede som regel dispensation.
Det er da også rigtigt, at en del fik dispensation. Men det kan forekomme urimeligt, at personer fik konfiskeret jord i 1947, men først fik dispensation i 1955.
Den dag i dag mener mindretallet, at også konfiskationsloven var dybt uretfærdig. Igen havde man ikke taget hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i.
Lærerne blev dømt ens
Lærerne blev dømt som en samlet flok. Nogle var decideret nazistiske, men det var langt fra alle. Alle tyske præstegårde fra den tyske frimenighed blev beslaglagt
De venter stadig på svar
Måske har vi også i vores beskrivelse ubevidst kommet til at bedømme datidens historie med nutidens øjne. Den fejl er det mange, der begår.
Der er mange i det sønderjyske, der har frarådet os, at skrive denne bog. Hvorfor skal i rippe op i dette. Vi prøver at glemme, siger de. Men for Asmus Jensens datter og kone, som nu er 93 år, er det vigtigt at få en afklaring.
Datteren som vi bevidst har holdt anonym er sikker på, at nogle af naboerne kender den helt rigtige historie. Hele hendes efterhånden store familie er meget interesseret i, at den sande historie kommer frem. Lå der et hævnmotiv i likvideringen af Asmus Jensen?
Dato: december 23, 2019
Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?
Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.
Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.
Asmus Jensen’ s kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.
Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?
Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettiger til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?
Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvornår har vi kun fået en halv forklaring.
Vi prøver i denne bog at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var det ikke andre, der skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævngerning?
Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.
Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positivt om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.
Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.
Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP – N.
Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til at presse Justitsministeriet til at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.
Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.
Vi har fået at vide, at medlemmerne af Modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af Det Tyske Mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af Mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?
De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensen. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos Det Tyske Mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.
I Tønder sad nogle forholdsvis unge mennesker og tysksindede. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på kontoret. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmelig høje straffe.
I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretfærdig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.
I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.
Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder.
Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapporterer, hvad hjemmetyskerne foretog sig.
Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen?
En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.
Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra KZ – lejre. Og nu ventede det dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.
Men Det Tyske Mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klar. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.
Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.
Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja, for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.
En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.
Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?
Hvis man stod i et andet kartotek, kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja, så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufattelige mange udgaver.
Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.
Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som ledere. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-leder, der boede meget tæt på hianden var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.
Vi tager en tur langs grænsen på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat føler sig så ydmyget, da man tager alt, hvad han har med og til sidst også hans vielsesring. Han tager sin revolver og begår selvmord ved Kruså. Her truer man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.
Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.
Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fangere blev sendt videre syd på til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fangere.
I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fanger var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.
Ved Tønder kom der til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men også her havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.
600 domme omkring værnemageri blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejdere for tyskerne.
Jo vi udførte en hel del til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydelig større udgifter ved at have besøg af tyskerne. Spørgsmålet er også, om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejre osv. var betydelig.
Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.
Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.
Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positiv. Og Højgaard – gruppen slap ustraffet selv om de forsøgte et angreb mod folkestyret.
Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.
Dommerne fulgte mere stemningen i befolkningen, snarere end retssikkerheden. Tyskertøsser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:
Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.
Amtmand Kr. Reftslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og Det Tyske Mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af Det Tyske Mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.
Statsminister Buhl mente da også, at Det Tyske Mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra Modstandsbevægelsen og myndighederne over for Det Tyske Mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.
Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i Det Tyske Mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede Det Tyske Mindretal mente, at Det Tyske Mindretal blev dømt alt for mildt.
I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra Det Tyske Mindretal. Han havde med held skjult at han havde en ret så stor stilling i SS.
Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremsprog. Det Tyske Mindretal fulgte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.
Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.
Det var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som Det Tyske Mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.
Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.
Hadet mod de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.
Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vente tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.
Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det, han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.
Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt, og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.
For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for Det Tyske Mindretal. Min kone og mig havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.
I vores bog slutter vi med et afsnit om Det Tyske Mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.
Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.
Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.
Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.
Det er nemlig sådan at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare idet vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.
Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.
Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid både før og efter som Asmus Jensen befandt sig i, før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.
Sagen er for længst stille i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sag på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.
Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.
Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet mod Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder at afvise os med legale midler.
Uwe Brodersen