Søgeresultater på "Tønder"
Dato: maj 4, 2020
Sommeren 45 – Fra Mismod til Overmod
Dette er et forsøg på at anmelde Per Stig Møllers bog – Sommeren 45 – Fra Mismod til Overmod – Advarsel: Dette er en lang artikel. Vi har udvidet anmeldelsen for at beskrive en interessant periode i Danmarkshistorien fra maj til oktober 1945. Det er en glimrende bog med en fantastisk og informativ historiefortæller. Der er lige et par fejl, som forlaget må rette inden næste oplag. Der er nye oplysninger, forfatteren har kigget i mange kilder, der giver en nuanceret beskrivelse af perioden. Forfatterens holdning skinner igennem, men det gavner oplevelsen. Der er masser af plads til, at du selv kan tage stilling. Bogen kan varmt anbefales.
Gentagelser
Det er en meget interessant bog, vi her har fået fat i. Og det er en eminent fortæller. Vores artikel er nok lidt længere, end man forventer af en anmeldelse. Men det skyldes jo også, at det er en yderst interessant tidsperiode, som han beskriver.
Vi bliver stopfodret med information. Per Stig Møller har brugt et væld af kilder. Man skal nok lige vænne sig til, at man kan få den samme information flere gange. Det kan skyldes, at informationen kan være omtalt i en avis i juni og i august. Det kan være om jødernes hjemkomst, om Frikorps Danmark m.m.
Et par sjuskefejl
Og så er det lige et par sjuskefejl. Frøslevlejrens efterfølger, Fårhuslejren bliver i første omtale kaldt for Faaruplejren. Senere omtale er korrekt. Og så var det ikke Tønders Amtsborgmester, der stod nede ved Kruså grænse og ventede på englænderne. Det var Aabenraas amtsborgmester. Navnet var rigtig nok. Men det var nu i sin egenskab som politiadjudant, at han stod her.
Man kunne måske have nævnt, at modstandsbevægelsen ikke var glad for at han stod der. De så ham helst bag tremmer. De mente, at han havde været for flink over for tyskerne.
Når vi så taler om Fårhuslejren, så bliver det ikke rigtigt omtalt, hvordan de tysksindede blev behandlet. En fængselsinspektør omtaler, at de blev behandlet strengt men retfærdigt.
På side 282 omtales det, at der blev produceret illegale film, som blev solgt til udenlandske tv-stationer for at vise, hvad der foregik i Danmark. Derved tjente man penge til det illegale arbejde. Problemet er bare, at dengang var der ikke så mange tv – stationer, så mon ikke forfatteren har ment udenlandske biografer.
Hitler ville have vundet krigen
Men ellers binder forfatteren de forskellige analyser stærkt sammen. Og det gør ikke noget, at de personlige holdninger skinner igennem. Man lader også læseren selv komme ”til orde”. På forunderlig vis inddrager forfatteren kultur, filosofi, kunst, litteratur og teater.
Vi kigger på det filosofiske med hensyn til ansvar og sindelag. Det er rigtigt af Per Stig Møller, at konkluderer, at hvis resten af Europa havde gjort som vores samarbejdspolitikere så havde Hitler vundet krigen. Vi får en god gang etisk og moralsk besættelsesdiskussion, som aldrig er blevet afsluttet herhjemme.
Overflod af politiske og moralske dilemmaer
Der er en overflod af uløste politiske og moralske dilemmaer. Selv om man kender en masser af de kilder, Per Stig Møller har benyttet sig af, har han på forunderligvis nyfortolket mange af dem. Han har gravet masser af avisartikler frem og også romaner og andet historisk litteratur.
De gamle politikere fik fat i den lange ende
Bogen er fyldt med kendte og ukendte menneskers skæbne. Og hans vurderinger kan man ikke sætte en finger på. Vi følger alle de nuancerede beskrivelser af de politiske kampe, der prægede landet i 1945. Kampen var især præget af konfrontationen mellem politikerne og frihedskæmperne. Og det var i sidste ende politikerne. Der fik fat i den lange ende.
Var det helte eller mordere?
Ja vi får endda også nogle senere anskuelser på nogle problematikker. Og så får lige et ekstra afsnit om begrebet ”Stikker”. Bogen er svær at ligge til side, når man først er gået i gang med den. Godt nok er tidsrummet kun fra maj til oktober, men vi får en masse hop ind i besættelsestiden.
Det er mange skeletter, der vælter ud af skabet. Men ikke alle, der havde samarbejdet med tyskerne, blev straffet. Således steg vores landbrugseksport til Tyskland efter 1943.
Per Stig Møller stiller også et interessant spørgsmål:
Med myndighedernes billigelse
I krigens første fase troede alle, at tyskerne ville vinde. De fleste danskere holdt derfor med tyskerne. Men dette ændrede sig, da tyskerne begyndte at få nederlag. Nu støttede danskerne i stigende grad aktiv og passiv modstand. Politikere og embedsmænd blev også presset til at ændre politik.
Dette efterlod mange med et forklaringsproblem. Som man forsøgte at feje ind under gulvtæppet ved at dømme de danske SS-folk, som havde meldt sig til SS – tjeneste på regeringens opfordring. Eller for den sags skyld solgte løs til tyskerne med myndighedernes billigelse.
Det juridiske galehus
Det var et juridisk galehus som den jødiske overretssagfører og formand for den jødiske menighed, C.B. Henriques sagde, da han i retten forsvarede en forretningsmand, der havde solgt varer til tyskerne. Forretningsmanden blev dømt, men ingen af politikerne, der havde sanktioneret salg, endte i retten.
Galehuset var ikke kun juridisk men moralsk var det endnu værre. Man havde gennem 1930’erne og 1940’erne udvist fremmede jøder, og en del af dem havde man overgivet direkte til nazisterne.
De gamle politikere skulle forklare deres rolle
I oktober 1943 var alle med til at frelse jøderne, men efter 1945 havde politikerne travlt med at skaffe sig af med de statsløse jøder igen.
De politiske partier og Frihedsrådet indgik en aftale om en midlertidig samlingsregering for så at få et valg ved udgangen af oktober.
Det var som om, at det blev en stor valgkamp. De gamle partier og politikere skulle hele tiden forklare deres rolle før 29. august 1943. Modstandsbevægelsen blev lige efter krigen i den grad hyldet af pressen og befolkningen.
Der skulle renses ud til tops
Socialdemokraterne frygtede kommunisterne og De Borgerlige frygtede Dansk Samling. Imens foretog modstandsbevægelsen interneringer under forhold, der lignede hævnagt. Det havde mere karakter af lynchstemning end retssikkerhed.
Frihedsrådet havde fra starten igangsat en lovgivning om retsopgør mod alle, der havde samarbejdet med tyskerne. Der blev lagt op til uhørt hårde domme og dødsstraf med tilbagevirkende kraft. De små fisk blev dømt, mens det trak ud med de store. Og så skulle der renses ud helt til tops, men det blev det nu aldrig.
Hykleriet ville ingen ende tage
De gamle politikere havde tilpasset Danmark til den tyske besættelse. Demokratiet blev bøjet. Hvordan det? Kommunisterne blev interneret. Der blev tilladt hvervning til Frikorps Danmark. Så sent som i 1943 blev sabotage fordømt og man blev opfordret til at angive disse. Dem, der havde fulgt opfordringen blev nu efter besættelsen idømt op til fire års fængsel – for forræderi.
Det var ikke kun statsminister Buhl, der advarede mod sabotage. Det gjorde Kong Christian den Tiende også i 1943. Han advarede de unge mod at tilslutte sig aktiv modstandskamp og advaret mod ”uansvarlige elementer” – frihedskæmperne.
Efter krigen hyldede man ham som det nationale symbol, der forenede danskerne i kampen mod tyskerne. Hykleriet ville ingen ende tage.
Var kommunisterne de rigtige til at fordømme?
Det var var grundlovsbrud, da kommunisterne blev interneret. Der kom så en melding fra justitsministeren, at han nok skulle sørge for et eller andet, så de ikke kom syd på. Men der skete ikke noget. Det lykkedes dog for ca. 100 af dem at flygte fra Horserød.
Men kommunisterne havde fra 1939 – 1941 samarbejdet med tyskerne og kommunisternes leder, Aksel Larsen havde tordnet mod Frankrig og Storbritannien og støttet Stalin. Men må jo også sige, at kommunisterne ydede en formidabel indsats mod tyskerne i frihedskampen. Men var de nu også de rigtige til at fordømme samarbejdspolitikkerne og de andre?
Alle erklærede sig som modstandsfolk
Skridt for skridt var det de gamle politikere, der kom tilbage til magten. Dette er tankevækkende forklaret af Per Stig Møller. De politikere, der havde fordømt sabotage, erklærede sig efter besættelsen som modstandsfolk. De gamle politikere følte sig tydeligt presset af Frihedsrådet og modstandsbevægelsen. Det var mange af disse, der pyntede sig med lånte fjer.
Aviserne havde også støttet samarbejdspolitikken. Det vil de færreste vedgå i dag. De havde også manet til at man afholdt sig fra sabotage og uroligheder. Men da krigen var slut var de nogle af de første, der råbte op på strenge straffe til nazister, værnemagere og andre.
Politikerne strittede imod – i 1943
Bruddet i 1943 var ikke udelukkende skabt af modstandsbevægelsen. Det var lige så meget den spontane opstand på arbejdspladserne i storbyerne. Politikerne strittede imod til det sidste. Hvis befolkningen havde efterlevet regeringens formaninger og holdt sig i ro, var samarbejdspolitikken fortsat med det resultat, at Danmark i 1945 var blevet placeret blandt de nationer, der havde kollaboreret med og støttet Nazi – Tyskland.
Besættelsestiden i Danmark var en sejltur i smult vand. Til at begynde med samarbejde.
Ledige blev også under trusler fra den danske fagbevægelse sendt til Tyskland efter den 29. august 1943.
Hvordan var det lige med Svenningsen?
Departementschefen som ofte tog en ridetur med Werner Best foreslog at internere alle danske jøder. Så kunne de serveres for tyskerne på et sølvfad. Heldigvis mente Werner Best, at det var for sent.
Men efter den 29. august 1943 forsøgte Niels Svenningsen at etablere en ny regering. Var det lykkedes havde det ikke været tale om et brud med tyskerne. Christmas Møller havde truet med at fyre ham, hvis han blev udenrigsminister. Men den 19. august 1945 kunne man læse, at Niels Svenningsen var blevet gesandt i Stockholm.
Svenningsen forsøgte også at stoppe folkestrejken i 1944. Han stod også på de allieredes sikkerhedstjeneste. Det var en, man ville have haft fat i, hvis der var kommet til kamp i Danmark.
Så sent som i 1944 agiterede Svenningsen også imod sabotage. Han har nok ”paa en utilbørlig Maade modarbejdet den Danske Modstandsbevægelse”. Han var også modstander af Frihedsrådets politik.
Men 40 år efter havde Ninka en samtale med Børge Houmann, der mente at Svenningsen var en udmærket embedsmand.
De ansvarlige viste sig i sidste ende at være uansvarlige
Erik Scavenius kan stadig bringe sindene i kog. Men gjorde han andet end at tjene landets interesse ved at samarbejde med tyskerne som et flertal i befolkningen ønskede?
Da regeringen gik af, fortsatte udenrigsministeriets chef, Niels Svenningsen, landets styre og fortsatte reelt samarbejdspolitikken. Per Stig Møller kan følge dem et stykke af vejen men ender i sidste ende med en klar dom:
Han mener, at både Svenningsen og Scavenius gik længere, end de behøvede. Svenningsen plejede venskabelig omgang med Werner Best. Scavenius og hans hustru, Alice plejede venskab med den tyske sikkerhedschef, Karl Heinz Hoffmann, der ledte jødeaktionen og den tyske modterror. Han godkendte også Gestapos brutale forhørsmetoder. Han blev efter krigen dømt i Tyskland, hvor han fik besøg af Erik og Alice Scavenius i hvis hjem han ofte kom under besættelsen.
De støttede Werner Best
Både Scavenius og Svenningsen støttede Werner Best efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham. De fortsatte også med at korrespondere venskabelig med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen kunne være tvivl om, at Hoffmann, Best og andre havde blod på hænderne.
Historikere har beskrevet Scavenius som en snedig taktikker. Men Werner Best var også en meget snu strateg.
De fleste glemmer søfolkene, men det gør Per Stig Møller ikke. 6.000 danske søfolk sejlede for de allierede og 1.000 af disse kom aldrig hjem.
Blodige befrielsesdage
I befrielsesdagene var der ikke lutter jubel. Alene i København døde 54 personer og 225 blev såret. I Odense mistede 11 modstandsfolk og 12 civile livet og 80 blev såret. Tyskerne mistede mindst tre mand. I Århus omkring Bispetorvet blev 11 dræbt og 37 såret.
Og det var endnu ikke slut. For den 6. maj blev Den danske Brigade beskudt. Fire brigade – soldater og syv civile blev dræbt og 100 blev såret.
De såkaldte forrædere fik mange steder en særdeles brutal modtagelse. I vestre Fængsel klagede fængslets overlæge til Frode Jacobsen. Men han fik det svar, at han måtte være:
Var Aksel Larsen en Forræder?
Der var masser af pøbeljustits på gaderne. Den 6. maj blev der udsendt en instruks til modstandsbevægelsen, at de blev nødt til at behandle fangerne ordentligt.
Under tortur havde Aksel Larsen oplyst en del navne. Men han havde dog undladt en del. Det kom frem her efter besættelsen. Han har senere forklaret, at han havde regnet med, at dem han så havde røbet, var nået at flygte.
Socialdemokratiet forsøgte at tilsmudse modstandsbevægelsen ved at beskylde Aksel Larsen for at være forræder og stikker. Og dette argument brugte Hartvig Frisch også i adskillige foredrag. Han og regeringen havde modtaget papirer fra Gestapo, som de nu efter besættelsen ville bruge i deres valgkamp.
Information havde også fået dette tilsendt, men de nægtede at omtale hændelsen. De kendte udmærket baggrunden.
På vej – syd på
Per Stig Møller gennemgår i bogen avisudskrifter m.m. om hændelser, der foregik under besættelsestiden, som nu kom frem i diverse blade. Således også omtale fra indsatte fangere, der var på vej fra Vestre Fængsel til Frøslevlejren. Man vidste aldrig om man var direkte på vej i en KZ – lejr.
Turen kunne godt tage 42 timer i en lukket togvogn. Ja nogle gange tog det op mod 70 timer. Jo sommeren 1945 stod i Frihedskampens tegn. Man fik den ene beretning efter den anden.
Minerydningen kostede mange liv
Minerydningen blev påbegyndt af tyskerne to dage efter befrielsen. Efterhånden var op til 2.600 tyskere sat på opgaven. 1,4 mio. landminer blev fjernet. Ifølge danske tal mistede 149 tyskere livet. Men ifølge tyske tal var det 250, der mistede livet.
Tyskerhadet og hævntørsten blev opildnet i medierne
I henhold til kapitulationsaftalerne skulle de tyske flygtninge blive i Danmark eftersom briterne mente, at de ikke kunne sendes syd på, hvor der herskede hungersnød. Modstandsbevægelsen ville gerne have dem fjernet hurtigst muligt. De sidste flygtninge forlod først Danmark den 15. februar 1949. Tyskerhadet og hævntørsten blev også opildnet i medierne.
I en artikel i Land og Folk kunne man således læse, at der i Frihavnen var 10.000 tyske flygtninge og 10.000 tyske soldater, der gemte sig. Der var således skyderier hver nat.
Lunkne lænestolsdanskere
Den 10. – 11. maj blev der afholdt det såkaldte ”Ranum – konvent”. Her skulle der diskuteres om modstandsbevægelsen skulle udgøre en politisk rolle. Dette blev dog forpurret af Frode Jacobsen.
Børge Outze fortalte i Information, at der var alt for mange ”Lunkne Lænestolsdanskere”. Han mente, at for at ruske op i disse, så skulle alle illegale blade som Land og Folk, Frit Danmark og Morgenbladet fortsætte som legale blade. Han håbede selv på at Information kunne et legalt blad, og det blev det netop den 20. maj 1945.
Uvilje mod jøder
Da de hvide busser havde hentet de 423 jøder fordelt på 23 busser i Theresienstadt var det et triumftog. Men det var det bestemt ikke, da jøderne skulle indtage deres hjem. Hver anden måtte opleve, at deres hjem var overtaget af andre. Også tyverierne fra disse lejligheder og huse var omfattende. I frit Danmark skrev rabbiner Marcus Melchior i august 1945:
Debat om likvideringer
Flere gange kom debatten om likvideringer op at vende i Sommeren 45. I diverse blade kunne man således læse:
Men den forklaring var det nu ikke alle der troede på.
Jyllands Posten ønskede ikke hævn og dog!
I Jyllands Posten kunne man læse:
Ja man kan sige, at mange lignende ”Sprogblomster” har Per Stig Møller fundet mange af. Bemærkelsesværdigt er det, at det er Jyllands Posten, der bringer dette. Tidligere bragte avisen artikler, der nærmede sig nazistiske synspunkter.
Tyskerne skulle jages syd for Ejderen
Sydslesvig var oppe at vende mange gange. De Konservative udsendte en pjece, der hed ”Slesvig Frit”. De havde et meget kreativt forslag til Sydslesvig – spørgsmålet. Man skulle sende alle tyskere, der befandt sig nord for Ejderen ned til Tyskland for tyskerne, var et ”umuligt” folkefærd.
Nu var det hvis ikke helt enighed om dette forslag hos de Konservative.
Da Information var blevet en lovlig avis, skrev Børge Outze i en leder:
Information kunne ikke bruge Frode Jacobsen
På side 3 i samme avis kunne man på side 3 læse at kampen endnu ikke var forbi:
Artiklen slutter med at fastslå, at det er modstandsbevægelsens ånd, der skal leves videre.
Information havde været ”Ringens avis”. Nu troede Frode Jacobsen at han skulle lægge avisens linje i fredstid. Det blev Børge Outze dog træt af, så han skubbede ham ud.
Der var artikler i Information, der gik langt videre end Frihedsrådet m.h.t. dødsstraf. Denne straf blev indført med tilbagevirkende kraft. Minimumsstraffen var som bekendt sat til fire år.
Han måtte ikke udgive bog på tysk
Tjenestemandsretten afgjorde at Arne Stevns fik nedgjort sin pension med 25 pct. fordi han havde udgivet sin bog ”9. april” på tysk. Det var nu ikke en særlig tyskervenlig bog.
Opgør med modstandsbevægelsen
Den 6. maj arresterede tre frihedskæmpere den kontroversielle, nationalkonservative forfatter og litterat Harald Nielsen, der havde skrevet adskillige kritiske artikler om modstandsbevægelsen og forsvaret samarbejdspolitikken. Han var interneret i tre uger. Så fik han lov til at gå med en hvid attest.
I 1948 leverede han sit opgør med modstandsbevægelsen i form af pjecen ”29. august – og fem Aar frem” Han skrev bl.a.:
I november 1946 beklagede Mogens Fog, at man havde straffet småfolk for strengt.
Indespærrede blev ydmyget
Dem, der var så uheldige at blive spærret inde efter besættelsen blev i den grad ydmyget af deres fangevogtere.
Scavenius’ nærmeste medarbejder i Udenrigsministeriet blev ikke behandlet for sine brandvabler. Han blev i stedet sat til at rense toiletter. Til vagternes morskab fik han hældt kogende grød ned over sine hænder.
Kampånd i Det Sønderjyske Raad
Der var kampånd til stede i Det Sønderjyske Raad, der på flere folkemøder fik vedtaget en resolution, som medierne optrykte:
Aalborg Arrest blev besat
Den 23./24. maj besatte en række frihedskæmpere Aalborg Arrest i protest mod alle de løsladelser. Jo, der var opstået mange spændinger om modstandsbevægelsen.
På den ene side blev de beskyldt for at gå unødigt hårdt frem. På den anden side begyndte modstandsbevægelsen at tvivle på regeringens vilje til at gennemføre retsopgøret fra top til bund.
Toldstrup ville befri Sydslesvig
I Randers Dagblad var der den 25. maj et interview med Jens Toldstrup, den ledende modstandsmand i Jylland. Han var overbevist om, at hvis Danmark havde mobiliseret ved krigsudbruddet i september 1939 så kunne Danmark den 9. april 1940 have reddet Norge.
De gamle officerer burde have været udskiftet med ”ungdommens ledere”.
Og så skulle man pacificere og nationalisere Sønderjylland helt til Eiderstedt – grænsen. Et sådant job ville være en værdig opgave for modstandsfolkene i efterkrigstiden. Toldstrup havde planer om med en bevæbnet modstandsgruppe at gå ned til Ejderen og overtale briterne til at trække sig ned til Holsten, så Sydslesvig atter kunne blive dansk. Men han kunne ikke rigtig få nogen med på ideen.
”Der staar Stalingrad i alle Danskers Hjerter”
Christmas Møller besøgte det besatte Bornholm den 19. og 20. maj. I en tale sagde han bl.a.:
Amtmand Chr. Stemann noterede bagefter, at udenrigsministerens tale havde været – ”det værste Ordskvalder” og at bornholmerne aldrig glemte hans ”forfærdelige udtalelser”. For bornholmerne ”hadede” russerne.
18 piger blev klippet skaldet
Natten mellem den 22. og 23. maj klippede modstandsbevægelsen 18 piger skaldede. Det var de såkaldte ”Tyskerpiger”. Derefter blev de fotograferet. Fotoerne blev solgt og pengene gik til Frihedsfonden. Politiet foretog sig ikke noget i sagen.
Thune Jacobsen blev arresteret af modstandsbevægelsen
Kommunisterne mente, at forhenværende justitsminister Thune Jacobsen skulle drages til ansvar for at portene til Horserød-lejren ikke blev låst op som lovet.
På forsiden af Information kunne man læse, hvilke politikere, der skulle rammes af retsopgøret. Og det var følgende:
Modstandsbevægelsen kunne ikke forstå, hvorfor Thune Jacobsen ikke var blevet arresteret og gjorde det derfor selv den 30. maj.
Kristeligt Dagblad kunne fortælle, at 189.046 tyske soldater havde forladt landet, og der var beslaglagt 10 mio. kr. fra militære og civile tyskere.
Unuanceret beskrivelse af de tyske flygtninge
I Politiken blev der bragt en artikel om:
Avisen konstater, at irritationen vokser over at modstandsbevægelsen stadig bærer våben. Men selv mener de, at det er nødvendigt. For nu er opgaven at bringe orden i det kaos, som den tyske besættelseshær havde efterladt sig. Landet skulle renses for stikkere. Man skulle endnu sprænge Hipo – grupper og organisere forplejningen til de tusinder og atter tusinder af tyske flygtninge. Og så skulle man også bevogte disse samt alle internerede.
Bladets journalist peger på, at ingen flygtninge tilsyneladende lider nød. Godt nok dør fem mindre børn hver uge:
At regeringen havde besluttet at give disse flygtninge små rationer, nævnes ikke. Derimod nævnes at
Frode Jacobsen maner til orden i egne rækker
Den 9. juni udsendte Frode Jacobsen en skrivelse vedrørende straffeforfølgelse. Nogle af modstandsbevægelsens folk gik lidt for frisk til den. De havde også deres egen retspraksis. Men Frode Jacobsen mente nu, at i alvorlige tilfælde ville hændelserne blive meldt til politiet.
Skrivelsen blev også sendt ud til datidens medier for at befolkningen også kunne se, at man var indstillet på at holde orden i egne rækker.
Hvor mange frihedskæmpere var det?
I en samtale med Politiken den 30. maj fastslog Jacobsen, at modstandsbevægelsen var på 500.000 mand. Den 4. maj fastslog han, at man var oppe på 43.000. Han mente, at dette kunne danne grunden for et hjemmeværn. Men modstandsbevægelsen kunne ikke undværes. Senere korrigerede Frode Jacobsen disse tal.
Onsdag den 15. juni kunne Politiken fortælle, at 91 pct. af danskerne var tilhængere af dødsstraf. Frode Jacobsen mente, at landets dommere var for hurtige til at frigive de anholdte efter besættelsen.
Skulle de lege soldater kunne de melde sig i hæren!
Socialdemokraternes tidsskrift ”Socialisten” kunne i deres juli – nummer berette om frihedskæmperne. De takkede for deres indsats under besættelsen. Men nu satte de spørgsmålstegn ved indsatsen efter besættelsen. En løsladt blev skudt i sit hjem, fordi modstandsbevægelsen mente, at han skulle straffes.
En mand fra Sønderborg havde fået sit hjem bombet, fordi man mente, at han var blevet alt mildt behandlet af retten. Bladet kunne ikke forstå, at modstandsbevægelsen ikke skulle aflevere deres våben. Hvis de absolut skulle lege soldater med våben, kunne de melde sig ind i hæren, mente bladet.
I øvrigt mente 40 pct. af den danske befolkning, at modstandsbevægelsen skulle ophæves. 30 pct. mente, at de skulle være en politisk faktor og 30 pct. svarede ”ved ikke”.
Frode Jacobsen: Der har været forskellige uheld
Frode Jacobsen mente, at kun 1 pct. af de anholdte efter besættelsen var uskyldige. Han forholdt sig ikke til kritikken af modstandsbevægelsen. Dog udtalte han:
I den forbindelse nævner han biluheld, vådeskud og uheldige elementer mellem frihedskæmperne:
Endelig i juli blev de afløst af 8.000 mand fra det civile beredskab (CB).
Forholdene for de tyske flygtninge var langt fra optimale. Således var 2.800 flygtninge stuvet sammen i Sankt Petri Schule. Med pigtråd omkring.
Maskinpistolernes tid er forbi
Den 6. juli kunne man i Århus Stiftstidende læse et referat af et udsagn af forsvarsminister Ole Bjørn Kraft:
En bedømmelse af Karl Heinz Hoffmann
Samme dag kunne bladet Social Demokraten melde om, at politiet var advaret om tyskernes aktion ”Operation Möwe” den 19, september 1944, hvor politiet blev taget. Men man troede ikke på ”Peter”, der ringede fra Shell – huset. Denne ”Peter” var tysker og ansat i Shell – huset.
Han beskrev også Gestapo – chefen, Karl Heinz Hoffmann:
Ja sådan blev Alice og Erik Scavenius gode ven.
Modstandsbevægelsen besætter Vestre Fængsel
Den 19. juli besatte folk fra modstandsbevægelsen Vestre Fængsel. Man mente, at de indsatte blev behandlet alt for mildt. Nogle i befolkningen var ved at få nok at modstandsbevægelsen og mente, at de skulle sendes hjem uden armbind. Men denne melding udløste en større demonstration foran fængslet. Politidirektør Seidenfarden overvejede på et tidspunkt militæret om hjælp.
Denne aktion var heller ikke med til at give frihedskæmperne et godt eftermæle.
Nye tal for frihedskæmpere
I slutningen af juli kom der igen en beregning over, hvor mange frihedskæmpere, der egentlig var. Der var 55.500 mere eller mindre våbenduelige mænd. Et år tidligere var der kun 6.500. Og den 5. maj 1945 var der 43.000. men i besættelsestiden var der kun 5-600 sabotører i virksomhed.
Klage til Information fra tyske flygtninge
Den 24. juli bragte Information et indlæg fra tyske flygtninge, der var indkvarteret hos General Motors Fabrik på Nørrebro. De meddelte, at nu havde de fået nok. De skrev, at de gang på gang blev truet med våben. Og de gjorde opmærksom på, at de hverken var forbrydere, tugthusfangere eller kvæg. Nu ville de snart hjem.
Nu var Information nok ikke det ideelle medie at sende sådan en klage til. Og bladet benyttede da også enhver lejlighed til at sjofle de tyske flygtninge og det gjorde også i denne situation. Bladet ironiserede indlægget.
Øllebrøds- barmhjertigheden
Samme dag forholder samme blad sig til spørgsmålet om frihedskæmperne skal aflevere deres våben. Man kalder situationen for ”øllebrødsbarmhjertigheden” og mener, at der endnu ikke er ryddet op i landet, så selvfølgelig skulle frihedskæmperne beholde deres våben.
Modstandsbevægelsen forlanger særdomstole
En gruppe frihedskæmpere gik den 31. juli i demonstration til Christiansborg. De forlangte at lovene i stedet for at gå tilbage til 29. august 1943 gik tilbage til 9. april 1940. Desuden forlangte de også, at det blev modstandsbevægelsens egne jurister og domstole, der skulle fælde dommene, hvilket betød, at der skulle nedsættes særdomstole.
I Nykøbing Falster truede modstandsfolk med deres våben for at forhindre flere løsladelser. 100 vrede mennesker gennembankede frifundne.
Udrensning
Tjenestemands-domstolene behandlede 600 sager. 200 blev afsluttet med frifindelse, ca. 300 sager førte til afskedigelser og 100 fik sanktioner.
Sagførerrådet havde 31 sager. Lægeforeningen havde 100 sager, hvoraf 14 førte til eksklusion. Ja og Dansk Industriforening havde 79 sager.
Værnemagtslovene førte til 10.030 kendelser med en tilbagebetaling på 318 mio. kr.
Udrensningen skal gennemføres retfærdig
Den 26. august leverede Socialdemokratiet igen et brud med modstandsbevægelsen. I Struer holdt Hans Hedtoft en tale:
National mindedag
Den 29. august var national mindedag, hvor 105 af de faldne, der blev henrettet, blev genbegravet. Faktisk blev 202 fundet. I spidsen stod Wilhelm Buhl, der som bekendt havde opfordret til at angive sabotører.
I 1947 blev 120 af de omkomne i Tyskland ført tilbage til Danmark. De 31 af dem blev begravet i Mindelunden.
Ikke alle var tilfredse med retsopgøret
I radioen udnævnte Hartvig Frisch stikkerdrabene som mord og medlemmerne af frihedskæmperne og Frihedsraadet som mordere. Han nævnte også et attentat mod malermester Frost’ s virksomhed i Hjordkær i nærheden af Aabenraa. Hans værksted blev total skadet og der skete skader på beboelseshuset. Frisch forbrydelse var, at han tilhørte det tyske mindretal.
Svenning Rytter påstod i sin bog ”Retsopgøret under og efter besættelsen”, der udkom i 1953, at op mod 90 pct. af de likviderede ikke var stikkere. I april 1945 var der alene blevet likvideret 105 personer.
Hal Koch beskæftigede sig også med udrensningen. Hvis den skulle gå helt til tops måtte det føre til at ”alle Regeringsmedlemmer” og de fleste ”Rigsdagsmænd” blev fjernet. Dommen måtte også ramme Kongehuset. Det skulle også ramme tusind af landarbejdere, der arbejdede for tyskerne. Man kan ikke udrense alle fra top til bund, sagde han.
Senere angreb Hal Koch retsopgøret og mente at det var de små, det gik ud over.
En nøgterne vurdering
Den 29. september kunne man i Morgenbladet læse Ove Høegh-Guldberg’ s kommentarer. Han henviste til, at Stauning og Christmas Møller i 1940 henvendte sig virksomhederne og bedt dem om at arbejde for tyskerne.
Da retsopgøret sådan nogenlunde var tilendebragt i 1948, fandt Stephan Hurwitz tiden inde til en nøgtern vurdering:
Fårhuslejren: De blev behandlet strengt men retfærdigt
I Grænseposten den 5. oktober oplyste den ny leder af Fårhuslejren Cuno Gjertstrup, at her sad der 2.767 fortrinsvis hjemmetyskere:
Dette var det så delte meninger om hos hjemmetyskerne. Efterhånden var der langt over 3.000 internerede i lejren.
Lindemann truede med at skyde Werner Best
Bemærkelsesmæssigt er det, at 40.000 danskere blev interneret og lidt over halvdelen blev taget af frihedskæmpere. Først den 13. maj tog politiet over. Forfatteren glemmer heller ikke at fortælle, at russerne var tæt på, at komme til Danmark, således nåede Montgomerys styrker først Lybæk seks timer før de russiske styrker.
General Lindemann ville have kæmpet til sidste mand, men det ville Werner Best ikke. Han mente, at dette kunne gå ud over de tyske flygtninge. I Flensborg advarede Dönitz også mod kamphandlinger.
Denne Lindemann ville skyde Best for han mente, at Best havde overgivet sig til danskerne. Men han havde faktisk spurgt om lov på det rette sted.
Kaj Munk angrebet
Efterhånden begyndte partiaviserne at kritisere modstandsbevægelsen for retsstridig internering, de urimeligt høje minimumsstraffe for de små fisk i retsopgøret. Også den feje ydmygelse af tyskerpigerne blev kritiseret.
Kaj Munk blev beskyldt for at være nazist og have accepteret besættelsen i 1940. Men det var han nok ikke til sidst.
Flugten over Øresund
Også fiskerne, der sejlede jøderne over Øresund blev kritiseret:
Frode Jacobsen var den eneste, der blev valgt fra modstandsbevægelsen
Med en masse anklager lykkedes det at bringe modstandsbevægelsen langt fra politisk indflydelse. Kun Frode Jacobsen af de opstillede fra Frihedsrådet og modstandsbevægelsen blev valgt ind.
Orden blev genskabt. Vi fik en venstre – regering. Det lykkedes at inddæmme kommunisterne, men Sovjetunionen tårnede sig op som sejrherre og de havde lyst til mere. Dog fik Kommunisterne 18 mandater. Helt glemt var de ikke.
Hverdagen var vendt tilbage til Danmark
Det glorværdige sammenhold blegnede. Problemerne med manglende boliger, rationering, arbejdspladser og social retfærdighed kom igen i forgrunden. Også de mange tyske flygtninge og en ny grænserevision optog sindene. Hverdagen var tilbage i Danmark.
Også Danmarks neutralitet blev opgivet.
Ansvar og sindelag
I afslutning af bogen bruger Møller den tyske sociolog Max Webers sondering mellem ansvarsetik og sindelagsetik. Det er for at give en forståelse af forskellen på politikernes og modstandsmændenes holdninger. Politikerne valgte samarbejdet for at føre befolkningen lempelig gennem besættelsen med mindst mulig skade.
Ud fra sindelagets etik valgte kommunisterne ideologien og modstandsfolkene kampen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.558 artikler, herunder 311 artikler fra Besættelsestiden (Før/nu/efter). Her kan du finde masser af artikler, der uddyber de temaer, som vi beskriver i artiklen.
Dato: april 28, 2020
Flere originaler i København
Vi møder dem også i de forskellige anekdoter, som vi har her på siden fra hele landet. Men her skal du hilse på Frøken Jeanette – Fiskerkonerne på Gammelstrand – Jens Peter Tønder – Per Pardun – Mægler Behrend – Klæde og Silkehandler Levin J. Loria – Skomager Brahmsen – Danselærer Ove Georg Frederik Bagge – Forfatteren Jørgen Jørgensen Jomtou – Student Kahrs – Kammerjunker de Busch – Sproglærer H. Seehusen – Peter Rundetaarn – Alexander Weihe, Professor i hundrede sprog – Snedkersvend Leitersdorff – Fløjte-Karl, Rasmus Christensen – Tyroler-Ferdinand – Jeppe Laurentin Hindborg – Puste Møller – Pudse-Peter – Skrutten (Professor) – Sheibelein – Prins Frederik Frederiksen – Jomfru Tidsfordriv – Filosoffen fra Magstræde – Krølle-Charles – Fidus-Carl – Professor Libri – Alle de andre.
Vi har allerede hilst på nogle af dem, og det kan også godt være, at vi kommer til at hilse på nogle af de samme igen. Og sådanne originaler har mange historier at fortælle. Her på vores side, kan du også hilse på originaler fra Aabenraa og Tønder. Ja så er det jo også klunserne og kræmmerne på Nørrebro og ikke mindst Lersø-bøllerne som blev til Fælled-bisserne.
Frøken Jeanette
I sin ungdom skulle hun have haft en frygtelig oplevelse, der gjorde at hendes forstand tog skade. Af fødsel var hun fransk. Man sagde, at hun så både hendes far og sin bror blive guillotineret under den franske revolution. Selv lykkedes det hende at flygte.
Efter datidens mode gik hun med en stor kysehat, der næsten skjulte hendes skarpt markerede ansigtstræk. Hun gik med en snæver blå frakke og i hånden havde hun en meget stor sypose.
Sine aftener tilbragte hun så vidt muligt i Kongens Have. Hun satte sig på en bænk:
Fem Fingre i Suppen
Hun var en brav fiskerkone eller frugtsælgerske. Sit tilnavn havde hun efter sigende fået, da hun under en middag i hendes hjem blev serveret kødsuppe, og hun med stor energi stak alle fem fingre ned i suppeterrinen for at fiske en kødbolle op, som havde skjult sig på bunden.
Fiskerkonerne på Gammelstrand.
Disse har vi mødt før her på siden. De var kendt som et djærvt folkefærd. Så vidt vides kom de fra det lille fiskerleje, Skovshoved, hvorfra de hver morgenvandrede ind til byen i deres karakteristiske dragt, som bestod af et græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, hvidt hovedklæde, hvorunder de havde en metalbroderet hue.
De bar ”stunthoser”, fodløse strømper. For at spare på fodtøjet tog de skoene i hånden, når de gik ind til byen. Fiskene havde de på ryggen i en stor, rektangulær kurv, der blev støttet af en kort stok under armen. I en beretning fra 1700-tallet siges der i en beretning:
Det friske men barske liv afspejlede sig i deres sprog og manerer:
Jens Peter Tønder.
Denne person har vi også tidligere hilst på her på siden. Lykken tilsmilede ham ikke. Han var søn af en kontreadmiral. Selv med faderens fremtrædende stilling var kårene i barndomshjemmet små. Han kom i lære hos noget familie og blev lærer i latin og fransk. Men ”et underligt væsen” stillede sig hindrende i vejen for en videre karriere. Familien slog også hånden af ham.
Nøden tvang ham til at tage hyre som matros. Og på to lange sørejser besøgte han Nordamerika, Kina og Ostindien. Under krigen mod England blev han ansat ved den optiske telegraf, men blev afskediget.
Han udgav forskellige skrifter bl.a. et blad, der hed ”Gammelt og Nyt”, der indeholdt en række moralske betragtninger. Tønder skilte sig også ud i sin påklædning. Og hvad der så videre hændte i Nyhavn kan du læse i artiklen Mord i Nyhavn.
Per Pardun
Han kan vel nærmest betegnes som sinke, der ikke gjorde nogen fortræd. Alligevel blev han ofte arresteret for gadeuorden. En aften spadserede han i Gothersgade kun iført skjorte og en frakke. Da han blev spurgt, hvor han skulle hen, svarede han:
Når han så mødte pigerne og konerne ved de offentlige vandposter så gik sladderen.
Mægler Behrend
På grund af sine muntre, joviale indfald og vittige replikker gav mægler Behrend ofte anledning til megen morskab. Engang ville han bestige et kirketårn. Da klokkeren ikke var til stede, ledsagede dennes kone ham op ad trapperne.
Da hun var i:
Gik opstigningen naturligvis meget langsomt, men alligevel var Behrendt den, der først blev træt. Og på hans spørgsmål:
Ja så troede konen, at han hentydede til hendes svangerskab, så hun svarede:
Behrendt opfattede straks misforståelsen og svarede kvikt:
Så vendte han ellers om og gik nedad.
Klæde – og Silkehandler Levin J. Loria
Han var også en særpræget person i datidens København. En dag kom han således på besøg hos nogle bekendte, som han spurgte, om de kunne gætte, hvem han havde mødt i døren?
De mente nu ikke, at han mødet nogen. ”Jo, svarede han – Jeg mødte min cigar. Den gik jo ud, da jeg gik ind”
Hans vittigheder blev kaldt for ”Lorianer”.
Skomager Bramsen
Denne var også en munter og fornøjelig fyr, der på grund af sin bohemeagtige indstilling til livet blev betragtet som en original. I sin ungdom havde han været en dygtig håndværker med eget værksted og svende.
Men i stedet for at passe sit arbejde morede han sig med at spille på sin kære violin og sin guitar. Det gik så ud over sin forretning, som han til sidst måtte opgive. Til sidst glædede han både sig selv og andre med sit spil, sine sange og sine digte.
Han var altid velkommen til sine standsfællers og venners fester. Og når der så røg punchebolle på bordet, så kom han rigtig i sit es.
Bramsen var af ret velhavende familie. På hans gamle dage købte familien ham en seng i Vartov. Under treårskrigen, da han var omkring 70 år blev han en yndet gæst i vagtstuerne.
Når han så med morgentøfler på fødderne og iført sin gamle slåbrok trådte ind, blev han altid modtaget med et glas vin eller en punch. Som tak for god modtagelse tog han derefter sin violin eller sin guitar frem som han havde skjult under slåbrokken og så begyndte han at spille og synge, mens soldaterne stemte med i omkvædet.
Ikke længe efter krigens afslutning sov han stille ind.
Danselærer Ove Georg Frederik Bagge.
Han var en velkendt skikkelse ikke blot i København men også en række provinsbyer. Han var født i 1776 og efter hans egne udtalelser i ”nød, kummer og elendighed”. Han var i 19 år figurant ved den kongelige skueplads. Efter sin egen forklaring forlod han den, fordi lønnen var for lille. Men sandheden var nok, at han blev opsagt på grund af sin trang til at drikke.
I nogle år ernærede han sig som danselærer. Han lærte sig fransk og spansk. Han begyndte at udgive en spansk ordbog, men nåede kun at udgive et hæfte. Han bosatte sig senere i Randers som boghandler. Men det måtte han også opgive.
I 1832 rejste han tilbage til København. Det eneste sted han havde råd til at bo var i ”Løvens Kjæltringe-Klub’ s kælder. Der ville ingen elever søge hen for at lære at danse. Nu havde han også sit udseende imod sig.
Det lykkedes ham at skaffe penge til en optræden den 21. marts 1835 i Kalkeballen i Lille Kannikestræde. Men under hans optræden blev alle hans penge som han havde gemt stjålet.
Hans optræden lev omtalt i mange medier. Og selv om det måske var en succes blev han bedt om at gentage sin optræden. Publikum smed appelsinskiver og æbleskræller i hovedet på ham.
Det ville han ikke finde sig i. 62 Rigsdaler havde han til overs. Han ekviperede sig for at rejse til Norge. Men han nåede kun til Helsingør, hvor han begyndte at undervise i dans. Men det gik heller ikke.
Atter engang vendte han tilbage til København, hvor han tog fat i at udgive et ugeblad, der hed ”Sværmeren”. Da han havde udgivet syv numre, gik det ind. Han vandrede nu fra by til by. Hvis han havde vist større stabilitet, kunne han have drevet det vidt. Han døde i 1838 i Rønne.
Forfatteren Jørgen Jørgensen Jomtou
På grund af sin begavelse og indsigt i tidens spørgsmål formåede han endog at vække Christian den Ottendes interesse. Men da han overvurderede sin egen betydning i en uhyggelig grad, kom han efter kongens død i 1848 til at sande det gamle ord, at en profet aldrig er agtet i sit eget land.
Han er født 1791 i Maribo. Hans far var væver og skatteopkræver. Selv blev han også uddannet som væver. Hans far gav ham et hus, da han nedsatte sig som mester. Men pigen svigtede. Derfor tog han arbejde i København.
Samtidig læste han jura og latin for at blive jurist. Tros økonomiske problemer lykkedes det ham at få eksamen og så nedsatte han sig som jurist i sin fødeby. Men uheldig sag tvang ham igen til København. Han skrev digte i tusindvis og juridiske artikler i Kjøbenhavnerposten. Han begyndte også at udgive blade. Tilfældig kam han i 1835 i forbindelse med kronprins Christian (den Ottende). Denne gav ham en form for job. Han skulle berejse hele landet og delagtige gøre kronprinsen, der i mellemtiden var blevet konge i sine oplevelser.
I 1840 gav kongen ham 300 Rigsdaler til en studierejse til bl.a. Wien og Prag. Med kongens hjælp fik Jørgensen nu adgang til de højeste steder. Kongens omgivelser betragtede ham dog med skepsis. Men kongen fik ham overtalt til at blive og gav ham en årlig understøttelse på 600 Rigsdaler. I 1843 helligede han sin litterære virksomhed. Og i 1848 udarbejdede han forslag til en ny kriminallov. Men efter kongens død var der ingen, der tog ham alvorlig.
For ”Corsaren” havde han længe være et kærkomment objekt. Endda på gaden var folk begyndt at gøre nar af ham. Efter kongens dø var understøttelsen blevet taget fra ham.
I den tilstand vendte han tilbage til Maribo. Efter nogen tid vente han dog tilbage til København i den hensigt at skrive Christian den Ottendes historie. Han udbad sig derfor tilladelse til at få udleveret de breve han havde sendt til kongen, men det blev ham nægtet. Man sagde at disse var blevet makuleret.
Han ville derefter give Struensee og dronning Caroline Mathilde den oprejsning som han mente de fortjente. Senere udgav han et blad, der hed Diorama. Her slog hans selvovervurdering, der grænsede til storhedsvanvid rigtig igennem. I det første nummer skrev han om de tres største mænd, heriblandt et portræt af sig selv. Nu blev han først rigtig udsat for folkets hån.
En aften var på vej fra Ladegården og ifølge ham selv, blev der affyret et skud mod ham. Nu fulgte han sig forfulgt. Han kunne hverken få udleveret papirer eller få audiens hos Frederik den Sjette, så i stedet rettede han en voldsom kritik på kongens person.
For dette blev han ved Højesteret idømt tre måneders fængsel, der blev forhøjet med to, da han uddybede den første artikel.
Fængselsopholdet undergravede hans helbred og svækkede yderligere hans forstand. Alle kendte ham efterhånden på sit tøj og sin gang. Ikke desto mindre tænkt han i 1861 at stille op til Folketinget. Men den tanke opgav han dog igen. Han holdt nogle foredrag om Struensee og Caroline Mathilde.
Han døde efter et kort sygeleje den 31. december 1866. Han mente selv, at han kæmpede for ret og retfærdighed.
Student Kahrs
Som så mange andre af byens personligheder holdt han meget af spiritus. Han fortalte, at han havde fået tilbud om et job i Amerika men manglede rejsepenge. Hver gang han var i nød, gik han sin embedsmands – ven.
Man sagde om ham, at han havde været student, men han sprang fra. Og så kaldte man ham for ”en sær patron”. En tegning viser ham som ældre mand, tilsyneladende pænt og sirligt påklædt i en lang frakke, med høj hat på hovedet, en stok i hånden og ledsaget af en hund.
Men når han snakkede med folk, kunne man med det samme mærke at han udskilte sig fra mængden.
Kammerjunker de Busch
Hans virkelige navn var Arboe-Mahler. Han var altid oplagt til grove løjer. I sit væsen var han også kynisk. Sit daglige brød fik han ved nærmest det man kalder plattenslageri. Af ydre var han heller ikke særlig tiltagende. Hans matte øjne var et resultat af natlig svir.
En sen aften kom han gennem Peder Hvitfeldts Stræde, da han fra et af husene hører dansemusik. Det var en velhavende murermester, der fejrede familiefest. Mahler fik pludselig lyst til at afslutte den muntre aften med en dans. Mahler og hans ven blev dog hurtig sat på porten af murermesteren.
Han forsøgte hele tiden at indynde sig hos folk ved at fortælle at han var kammerjunker på halv gage. I 1842 udgav han ”Skov- og Dyrehavsblad”, som han skrev i et telt på Dyrehavsbakken.
Bladet udkom med 10 numre. Så rejste kammerjunkeren til Bornholm til slægtninge. Her blev han redaktør af ”Bornholms Avertissements Tidende” han blev arresteret for at udbrede falske bankosedler og sat dem i omløb. Men man kunne ikke bevise noget. Efter et par års forløb blev han frikendt.
Men alt dette betød, at han ikke mere kunne opholde sig på Bornholm. Hurtig gik det ned ad bakke for ham både fysisk og åndeligt. Da han engang i denne tilstand forsøgte i Det Kongelige Teater forsøgte at tiltvinge sig adgang til Christian den Ottende for at opnå en stilling ved hoffet blev han som sindssyg indlagt på Skt. Hans Hospital. Her afgik han ved døden i 1846.
Sproglærer H. Seehusen
Han var høj og slank med stankelben. Han gik i stramtsiddende benklæder, der fik benene til at virke endnu tyndere. Dette gav årsag til megen morskab.
De fleste originaler tilhørte den lavere samfundsklasse. Svigtende åndsevner, medførte tilbøjeligheder og dårlige kår i opvæksten var ofte årsag til deres ulykkelige skæbne. Undtagelserne var de få velbegavede, men som oftest snu og arbejdssky personer, der ved en excentrisk opførsel, der vakte deres medmenneskers medlidenhed og forstod at udnytte dem til egen fordel.
For disse havde man dog ikke så megen medlidenhed. Det var også dem, der havde fået en dårlig start i livet.
Peder Rundetaarn
Han var et godmodigt skrog, der gik rundt og falbød forskellige skrifter, som han opbevarede i en lille kasse. Blandt hans salgsartikler var også almanakken, der var forsynet med et billede af Rundetårn, hvor observatoriet var til 1861, inden det blev flyttet til Østervold.
Det var disse almanakker, der gav ham tilnavnet skønt han ikke havde ”den rigtige Fornuft paa Forstanden” som hans søster skulle have udtrykt det. Han var dog en ganske duelig handelsmand. Han gik altid klædt i en trøje. På fødderne havde han sko, som det dengang var usædvanligt at gå med på gaden.
Selv om han var skikkeligheden selv, lod ”de slemme Drenge”, som han sagde, ham aldrig i fred. Når deres drillerier blev ham for meget, beklagede han sig undertiden til en journalist og bad ham ”skrive et rigtigt godt Stykke i sit Blad derom”.
Alexander Weihe ”professor i hundrede Sprog”
Han blev også udnævnt som ”Den Store”. Han havde vistnok fået en udmærket skolegang. Men evnerne har ikke rigtig kunne stå mål med ærgerrigheden. Og
Som den, der kunne alle
Ja så følte han sig kaldet til at udgive en latinsk ordbog. Dog fik han lige så lidt succes med den som med et ugeblad, han udgav og Kaldte ”Rivhjernet”. Han endte som en forhutlet fyr, hvis eneste trøst var flasken.
Snedkersvend Leitersdorff
Han var altid parat til et godt slagsmål. Et uregelmæssigt og løssluppent liv svækkede tidligt hans kræfter. Da han et par gange havde fundet sin overmand som slagsbroder, trak han sig med et brækket ben tilbage til privatlivets fred. Siden rejste han til Hamborg, og man hørte ikke siden om ham.
Fløjte-Karl
Så længe man kan huske tilbage i tiden har man kunnet huske en lille krumbøjet mand i sit mørke, slidte tøj – og i de senere år støttet til to stokke. I modsætning til så mange andre af byens originaler var han ikke udsat for drillerier. Stille roligt og uendelig beskedent vandrede han fra gård til gård i den indre by, trak sin fløjte frem og spillede for beboerne.
Intet i hans optræden tydede på, at han bevidst havde til hensigt at vække folks medlidenhed. Der var alvor over hans spil. Når han var færdig, modtog han tilhørernes penge som et fortjent honorar for sine præstationer. Og han blev 91 ½ år.
Hans egentlig navn var Karl Kattentid. Det fortælles, at han har arbejdet som gørtler. Muligvis er han i slægt med et par gørtlermestre af dette navn i 1840’erne.
Da han blev gammel og ikke mere kunne spille parterede han sin elskede fløjte og benyttede dens to halvdele til at forlænge sine stokke med. Men han kunne ikke undvære fløjten og anskaffede sig en ny, som han aldrig skilte sig af med.
En maj morgen 1887 blev han fundet død i sin fattige seng i et baghus i Landemærket, hvor han i en lang årrække havde haft logi. Her havde værten i hans sidste år af medlidenhed ladet ham bo frit.
Rasmus Christensen
Han var jysk husmandssøn, der fra fødslen var blind på det ene øje. Han kunne svagt se med det andet øje. Efter konfirmationen havde han en tid forsøgt sig som tjenestekarl. Men da han som følge af sit svækkede syn hyppigt kom til skade, besluttede han sig for at ernære sig som spillemand.
Sognerådet i hans hjemstavn forærede ham en violin. Med den vandrede han omkring i Jylland og øerne, indtil han ved et tilfælde havnede i København, hvor han blev gift.
Parret bosatte sig på Nørrebro, hvor hans kone fik en grønthandel i en kælder. I fællesskab opretholdt de nu et tarveligt, men net og propert hjem for sig selv og deres tre børn.
Tyroler – Ferdinand
Han var en rigtig gøgler, Ferdinand Petersen. Han havde en gulbrun teint, mørkt hår og skæg. På Dyrehavsbakken havde han sit faste stade, hvor han forlystede folk med sin guitar. Her sang han også duetter sammen med sin kønne mørke datter.
Publikum flokkedes om ham og morede sig, når en af hans selvkomponerede sange, der ofte kunne være ret frivole, var møntet på en af hans tilhørere. Når bakketiden var forbi, drog han på turne i provinsen, hvor han optrådte rundt om på markederne.
Jeppe Laurentin Hindborg
Han kan vel ikke betragtes som en typisk original. Men hvis ordet skal tillægges det at være særpræget, så kan han vel nok. Hindborg var bybud i Kongens København. For ringe vederlag udførte han ærinder for folk, påtog sig mindre flytninger og andre sådanne praktiske ting, som det ellers kunne være vanskeligt at få udført.
I reglen havde han en kort pibe i munden, mens han ventede på, at kunderne skulle indfinde sig eller sende bud efter ham. Han var født i Horsens, hvor hans far var toldembedsmand 1839 rejste han til København, hvor han var ansat på et hotel, indtil han blev bybud. De hans forlovede døde, forblev han resten af sit liv ugift. Hans hjem var et værelse i Regnegade.
Uanset vejret indtog han dag efter dag, år efter år sit stade på torvet, kun afbrudt af en kort indlæggelse på hospitalet. Han blev meget populær ikke mindst som brevbærer i kærlighedsaffærer. Han sladrede nemlig aldrig.
Men i lystigt lag fortalte han, at han engang havde transporteret fem kattekillinger fra en mand til en pige, som han var forelsket i.
Puste – Møller
Han hed sådan, fordi han altid pustede af varme, når han blev fuld. Samtidig kneb han sine mærkelige øjne sammen. Hans virkelige navn var Poul William Møller og født i 1837. Hans far var urtekræmmer.
Han kom i urtekræmmerlære, men noget tyder på at det ikke interesserede ham. Han blev opvarter og kontrollør i Tivoli. Åbenbart var han ikke en særlig stabil arbejdskraft. Snart var han pakhusforvalter. Så var han igen opvarter. En dag blev han så lingerihandler. Efter kort tids forløb krakkede virksomheden.
Så blev han berider i en gøglertrup. Dette gav ham blod på tanden, så han forsøgte sig som skuespiller. Han optrådte både her i landet og i Sverige. Da han var træt af den tilværelse, fik han en stilling i en købmandshandel i Kerteminde og siden i en vinhandel i København.
Han var ugift og fik nu et job som kolportør. Nu kan han lige og lige opretholde sit beskedne liv. Sit batlogi havde han i ”Blodkoppen” i Farvergade. Det kostede 35 øre. Her nød han sit ”måltid”, der bestod af en stor snaps med en øl til. Det kostede ham yderligere 5 øre. Så brugte han penge til snustobak og en sjælden gang et rigtigt måltid mad.
Han ville gerne gå som en vidende og belæst herre. Og han gav indtryk af, at han kendte tidens store tænkere. Helt populær blev han nu aldrig.
Pudse – Peter
Hans borgerlige navn var Niels Peter Nielsen. Han var født i byen Tjæreby mellem 1845 og 1850. Syd år gammel flyttede han med sin forældre til København. Han tilbragte sin fritid i byens rendestene eller på Fælleden, hvor han sammen med sine kammerater udkæmpede store slag. Tidligt viste han sig i besiddelse af forretningstalent.
Ulykkelig kærlighed skulle have været årsag til hans mærkelige væsen og vel også hans manglende arbejdslyst.
Skønt han senere giftede sig og fik fire børn, som han ganske vist påstod, var skomagerens, lykkedes det ham ikke at drive det videre som omvandrende handelsmand. I en kurv havde han hele sit varelager, der bestod af pudsevoks, pudsesværte, fedtsværte, blankesværte, sæbe, knapgafler, smergellærred, brevpapir m.m.
Når han med sin dansende gang kom hen ad gaden i sit sorte, slidte tøj med en rundpuldet hat på hovedet i reglen med en kridtpibe i munden og med sin kurv på armen varede det ikke længe før det havde samlet sig en flok drenge og piger som med glade hyl og skrig fulgte ham på hans vandring fra gård til gård.
Sine kunders opmærksomhed henledte han på sig ved at synge:
Varede det for længe inden nogen indfandt sig for at købe hos ham, tilføjede han:
Inden de Fruer faar Penge
Han kunne finde på at arrangere en ildebrand i sin frakkelomme. Den ene dag kunne han optræde med skæg og en anden dag var han glatraget, så det var vanskeligt at genkende ham.
Han var skikkeligheden selv, men havde to store laster: Kortspil og flasken. Men han opdagede selv, når han var fuld, så sang han til folks store morskab:
Nogle af hans bedste kunder var soldater. Han fik lov til at besøge dem på kaserne. . En kort overgang i 1880erne lod han sig ansætte som opvarter i en lille beværtning, der hed ”Kridtpiben”.
Omkring 1890 indhentedes han en aften af sin skæbne. I fuldskab faldt han i Nyhavn. Som følge af den kolde dukkert pådrog han sig en forkølelse, der sikkert har udviklet sig til lungebetændelse for kort tid efter, afgik han ved døden.
Skrutten (Professor)
En anden type var ”Professor” eller Skrutten”, hvis borgerlige navn var Hans Andersen bang. Han var en af Københavns mest ejendommelige skikkelser. Han skulle have ernæret sig som agent for en brændselsforretning. Allerede i 1880’erne blev han betragtet som en original person.
Han sammenkaldte ofte til store møder på Nørre Fælled eller i det gamle Arena-teater i Tivoli, hvor han under tilhørernes munterhed udtalte sig med overlegenhed både om inden – og udenrigske begivenheder.
Da den franske general Boulangers navn omkring 1890 var på alles læber, fik en cirkusdirektør den geniale ide at maskere Andersen Bang som denne. Det var en glimrende reklame for cirkus. Men havde vores hovedperson ikke tidligere været udsat for spor så blev han det nu.
Alligevel fortsatte han sin offentlige virksomhed. Når han holdt taler, begyndte han ikke før lokalet var fyldt. Der skulle skaffes den nødvendige sum penge til rådighed, som kunne betale for lejen.
Så begyndte Bang at oplæse noget sært meningsløst tøjeri, der handlede om alt muligt og umuligt. ”Professoren” talte om tolden på grøn sæbe, om svenske malkepiger, om jordemødre og om forsvarssagen.
Flere gange proklamerede han sig selv som rigsdagskandidat, idet han foregav at arbejde for middelstandens interesser. Hele livet hutlede han sig igennem tilværelsen. Først i de sidste år formåede et par af hans venner ham til at søge alderdomsunderstøttelse. De sidste syv år boede han på ”Hotel Bellevue” i Studiestræde.
Her blev han nytårsaften 1914 syg og døde 14 dage efter, 72 år gammel. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Scheibelein
Han var en af de mest omtalte originaler i 90’ernes København. Han gik altid klædt i en gammel uniformsfrakke med blanke knapper prydet med foreningsemblemer, medaljer og kotillons – ordner. Om halsen havde han et hvidt tørklæde op på hovedet en militærkasket med en rød kokarde. Hans strømper var rød – og violetfarvede. På fødderne bar han træsko, men både disse og hans knapper v ar blankpudsede.
Vilhelm Anton Scheibelein var født i 1839. Hans far var murer og boede i Adelgade. Som den yngste af tolv børn blev han efter eget sigende strengt opdraget og fik ofte prygl. Han gik i Sølvgadens Skole. Efter konfirmationen kom han i murerlære og fulgte ikke blot hans fars men også hans bedstefar og hans ældste bror, der alle sammen var murer.
I 1860 gik han på session men trak frinummer. Året efter lod han sig imidlertid ”stille” og indkaldtes til 1. regiment. Han gjorde tjeneste i Rendsburg og deltog ligesom to af sine brødre i felttoget i 1864. Ofte pralede han af sine krigeriske bedrifter. Sandheden var bare, at han ikke havde været en god soldat.
Han blev taget til fange, og da han endelig kom hjem, oplevede han en skuffelse. Den pige, som han havde været forlovet med, havde giftet sig med en anden. Dette knuste ham så meget, at han meldte sig som soldat til Dansk Vestindien. Hans trang til spritus tog overhånd. Men af hans undskyldning tjener dog, at han døjede meget ondt og blev angrebet af gul feber.
Han siger selv, at han lærte en plantageejer-datter at kende derover og har to børn. Men efter fem år kom han tilbage til København. Han fik arbejde som murer på Gammelholm, men sagde selv, at han styrtede ned
Vintrene blev tilbragt på ladegården. Under en opsynsmands ledelse skulle han nu sammen med de andre lemmer feje byens gader. Ofte tilbragte han tiden på fælleden, som dengang var tilholdssted for byens udskud.
Mødte han på sine ture Christian den Niende eller kronprins Frederik så stak de ham ofte en skilling. I Borgergade gjorde han endda honnør for kongen og majestæten besvarede denne hilsen.
En gang imellem lod han sig indlægge på Kommunehospitalet, når han trængte til ”at hvile ud”. Når det ikke var øl til maden, truede han med at hente det selv.
Han elskede at gå med i optoget til grundlovsdag. Men det var ikke alle, der synes, at det var lige sjovt at gå ved siden af ham. Han var ikke så prober.
Efter nogle år blev hans hang til spiritus for stor. Han blev indlagt på Skt. Hans, hvor han døde i 1911.
Prins Frederik Frederiksen
Han kaldte sig for Prins Frederik Frederiksen, søn af højsaglig kong Frederik den Syvende, arveprins til Danmark og tilhørende bilande. Skønt han var lille, vissen og komisk at se på, kunne det dog ikke nægtes, at han med sit store fuldskæg havde nogen lighed med sin berømmelige ”fader”.
Det er sikkert dette, der har indgivet ham den falske forestilling, at han var født på Sorgenfri Slot som søn af Frederik den Syvende og Grevinde Danner. Hans kærlighed til titler og ordener fornægtede sig aldrig. Opslaget på både på hans vinterfrakke og sommerfrakke var prydet med kotillons-ordner og medaljer. For ligesom at understrege hans fornemme afstamning gik han altid med høj hat, men den var ganske vist i årenes løb blevet noget medtaget.
Mellem højre hånds behandskede pegefinger og langfinger hold han som regel en cigarstump. Den havde han fisket på af rendestenen, mens han i den venstre hånd bar en stor sort citytaske med et meget broget indhold og en rød stok, som han brugte til at jage gadedrenge væk med, når de blev ham for nærgående i deres drilleri.
Hans virkelige navn var Hans Johnsen. Han var født i Nøddebo i et meget fattigt hjem. Forældrene blev senere så forarmede, at de blev anbragt på Fattiggården. Efter deres død tog sønnen til København. Gennem hele hans liv bestilte han i virkeligheden ikke ”en dags hæderligt arbejde”. Han levede udelukkende af sin ”originalitet”. Hvorvidt han virkelig var sindssyg eller blot fræk og snu, blev aldrig opklaret. Sandsynligvis har det været lidt af begge dele.
Da han i 1890 dukkede op i København, blev han i begyndelsen kendt som ”Medaillemanden”, fordi han bar en vest, der var overbroderet med foreningsemblemer, ordener og medaljer. Den må have været meget tung at bære. Men den var hans stolthed. Og det var ham en virkelig sorg, da den efter nogle års forløb blev stjålet.
I sammenligning med den var det kun få dekorationer, han fra da af pyntede sig med på sine ture rundt om i byen. Han hutlede sig gennem tilværelsen og levede af at tigge i butikker og kontorer, men hjemsøgte også velhavende folk, som han afkrævede den ”skat”, han påstod tilkom ham som ”virkelig konge af Danmark”.
”Excellencen”, som han benævnede sig selv, gjorde sig sjældent den ulejlighed at banke på døren, inden han gjorde sin entre. Ofte formede hans besøg sig således:
Omtalte han sit forhold til den danske kongefamilie, var det med forbitrelse i stemmen, lynende øjne og med et fast greb om stokken:
Han boede på gæstgivergården Linden i Fiolstræde. Den eneste måde man kunne lukke munden på ham, var at give ham en 25 øre.
Han nød en vis popularitet, men på den anden side hed det i en nekrolog over ham, da han i 1906 afgik ved døden, at der ingen grund var til at sørge over, at byens fornemste original var død, da man stadig havde ”pragteksemplarer” som Jomfru Tidsfordriv.
Jomfru Tidsfordriv
Vi har her på siden mødt hende et par gange før. Hun gik rundt på gaden med plirrende øjne og tjavset hår, der stak frem under en skævt siddende hat. På fødderne havde hun store støvler eller galocher. Hun havde en gammel frakke på med spraglede bånd – eller i mangel af bedre med cigarbånd. Mange mente, at hun lignede et fugleskræmsel.
På armen havde hun en spånkurv med smudsige bolsjer, som hun gavmildt uddelte til alle og enhver. Om sommeren havde hun desuden en parasol.
Der fortælles at hun i sin ungdom havde været en smuk ekspeditrice og forlovet med en løjtnant. Da han svigtede hende til fordel for et bedre parti, skulle hun på hans bryllupsdag have mistet forstanden af sorg over, at han nu for stedse var tabt for hende. Men dette var nu ikke korrekt.
Hendes navn var Juliane Hansen, som er født i 1862. Hun var datter af et bud, der døde tidligt. Hendes mor ernærede både sig selv og barnet efter mandens død ved at gøre rent for folk.
Sandsynligvis har lille Juliane fra fødslen været åndsvag. Hendes forstand vedblev livet igennem at være som en 6-7 års. Hun blev efter moderens død anbragt på St. Johannes Stiftelsen. Man slap hende dog fri, da hun påstod at kunne klare sig selv.
Hun var godmodig, drak ikke og havde ingen konflikt med politiet. De lod hende også i fred. Når hun var anbragt under offentlig forsorg, var det for at beskytte hende for folks nysgerrighed og børnenes drilleri.
Sit tilnavn havde hun fået, fordi hun besvarede alle spørgsmål med ”For tidsfordriv”. Og derefter fortalte hun med klynkende stemme: ”Min mor er død!”
Renlighed var ikke Jomfru Tidsfordrivs største dyd. Hun medbragte altid en flok lopper. Og deres bid var hun efterhånden vant til. Forskellige mennesker hjalp hende. Hun fik også en gang imellem noget nyt tøj.
Hun holdt meget af børn. Hun led af en tvangsforestilling om at være lærerinde. Hun sad om sommeren på en bænk i Kongens Have og snakkede om dyd og moral for de børn, der havde samlet sig om hende. Samtidig gav hun dem smudsige bolsjer og skældte dem ud.
Hun holdt også meget af at synge. Med sin spinkle stemme sad hun engang en juleaften på en trappe i Købmagergade og nynnede ”Et barn er født i Betlehem”. Til daglig morede både voksne og børn sig over hendes særheder. Men når hun blev drillet for meget, satte hun sig på en trappesten og græd bitterligt.
Blandt de få, der tog sig af hende var på den tid meget populære prinsesse Marie, som hver juleaften sendte hende en dejlig kurv med varmt tøj og madvarer.
Jomfru Tidsfordriv boede under frygtelige forhold i Lille Brøndstræde., først på en kvist, hvor en fattig kone for en ringe betaling gav hende, hvad hun behøvede. Senere boede hun i en kælder i samme gade, hvor hun en januar-dag 1907 blev fundet dødssyg på en madras, med en sæk som dyne.
Hun kom på hospitalet, men hun stod ikke til at redde. Ladegårdens præst, den kendte pastor R.P. Rasmussen, der en tid var borgerrepræsentant talte ved hendes båre og sagde, hvad sandt var, at hun var en stakkel som samfundet havde svigtet., og at en gentagelse af hendes skæbne aldrig mere måtte finde sted.
Så populær var hun imidlertid, at hendes kiste var dækket af kranse i snesevis, sendt af folk som havde ondt af hende. En af de smukkeste var prydet med et rødt og hvidt bånd og signeret:
I en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård fandt hun sit sidste hvilested.
Filosoffen fra Magstræde
Han boede i et uhumsk kvistrum i denne gade. Fra naturens hånd var han filosofisk anlagt. I sin ungdom skulle han have læst H.C. Ørsteds ”Ånden i naturen” og Søren Kierkegaards ”Enten – Eller”. Disse bøger havde gjort et stort indtryk på ham og bidraget til hans noget aparte livsanskuelse, at ”livsanskuelse” er kun bedrag, og livets hovedindhold er ”sult og kønsdrift”.
Bortset fra de få penge, han brugte på sig selv til livets opretholdelse, skal han efter sigende have indbetalt næsten alt, hvad han i øvrigt ”tjente” til ”Foreningen for Kønssygdommens Bekæmpelse”. Dette kunne måske tyde på, at hans livs ulykke stammende fra en kønssygdom, han havde pådraget sig i sine unge år.
Han havde en indbringende forretning fra sin stadeplads på Rådhuspladsen. Men i 1913 skiftede han stadeplads som forhandler af Ekstra Bladet i Frederiksberggade.
Da hans indbo blev undersøgt af skifterettens folk, blev der imellem alt hans skrammel fundet adskillige værdipapirer. Samtidig blev der fra flere banker givet meddelelse om, at han havde penge indestående i dem.
Da boet blev gjort op viste det sig, at hans fattigdom kun havde været tilsyneladende, og at han ved sin død havde været en ganske velsitueret mand.
Krølle – Charles
Han ville blive husket for sine saftige udtalelser. I årene før Første Verdenskrig var han en kilde til stadig moro., når han holdt sine berømte foredrag, der næsten altid sluttede med ordene:
I sin ungdom skulle han have været smed eller fyrbøder og opholdt sig flere år i England. Derfor kunne han som ældre, når han var ædru, foruden tysk også kunne tale engelsk. Hans taler tiltrak mange mennesker, og det var ham tilsyneladende en stor fornøjelse at fremkomme med en række sjofle udtryk, som fik damerne til at rødme.
Kejsere, ministre og præster hørte til hans yndlingsemner, men nogen dybere mening i det, han sagde, var det ikke.
Som byens andre originaler var han ikke særlig appetitlig at se på. En velhavende forretningsmand, som havde fået medlidenhed med ham, fik ham engang vasket og klippet og udstyret med pænt tøj. I sin nye herlighed vandrede han derefter rundt i byen med et reklameskilt. Men situationen bekom ham ilde.
Gadedrengene gjorde nar af ham, og efter en dags forløb smed han skiltet og var kort efter lige så beskidt – og lige så lykkelig som før.
Fidus – Carl
En anden københavnsk original var ”Fidus-Carl”, der hver morgen mødte op på blomstertovet. Der samlede han affaldsblomsterne op for senere på dagen at sælge dem rundt på byens beværtninger. I årenes løb skal dette have været en ganske indbringende forretning.
En aften fangede nogle slagtere ham. De trak tøjet af ham, sprættede det op og fandt flere hundrede kroner, som han dog naturligvis fik lov til at beholde.
Professor Libri
Han var måske ganske normal. Men ved at stille sine evner i gøglets tjeneste opnåede han på grund af sit udseende og sin usædvanlige veltalenhed interesse om sin person. Hans rigtige navn var Johannes Marius Dines Petersen.
Som dreng blev han sat i skomagerlære. Han havde dog det uheld, at han en aften styrtede ned i lasten på et skib, hvor han skulle aflevere et par støvler, der var blevet forsålet.
Kvæstelserne, han pådrog sig, var så alvorlige at han blev invalid resten af sit liv, Han var skæv i den højre skulder og i hovedet. Det ene øje var halvt tillukket. Men det skadede ham ikke i hans nye levevej som gøgler. Tværtimod har hans mærkelige fremtoning sikkert bidraget til at styrke hans popularitet og position.
Ingen gøgler har i veltalenhed nogen sinde overgået professor Libri. Ja det skulle måske lige være professor Tribini.
Alle de andre
Skulle vi nu har alle med, ville det blive en meget stor artikel, for så skulle vi også nævne Baron, Gøngehøvdingen, Stjernehans, Trippe – Lars, Bøfhenrik, Klørknægt og Fru Schneider. Løber, Peter Sengeløse, Valter, Den overskårne Kæmpe, Messingjens, Grev Holk, Den gamle Sult, Gamle Stub, Baron Billegraf og mange flere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har i alt 1.557 artikler herunder:
Under København (166 artikler) finder du:
Under Andre Historier (55 artikler) finder du:
Under Nørrebro (286 artikler) finder du:
Under Tønder (254 artikler) finder du:
Under Aabenraa (149 artikler) finder du:
Dato: april 21, 2020
Der er intet foruroligende for Danmark
Forsøg på anmeldelse af Steen Andersen: ”Det er intet foruroligende for Danmark” fra Syddansk Universitetscenter. Truslen kom mange steder fra. Afgørelser på forkert grundlag. Truslen om tysk besættelse blev opfattet som sekundær. Meget nedladende behandling fra briterne. En pagt fik stor indflydelse på det dansk-britiske forhold. Der var noget sandt i den tyske udmelding. Beslutningstagerne i Danmark gik i seng natten mellem 8. og 9. april. Stauning var heller ikke i kridthuset i England. Englænderne tog slet ikke hensyn til vores neutralitetspolitik. Budskabet var at Danmark skulle klare sig selv. Tyskerne mente, at engelske fly skulle afvises. Da Esbjerg blev bombet. Englænderne ville skyde igen, hvis de blev beskudt. Grænselyset blev slukket. Churchill behøvede ikke dansk smør. Ikke meget tillid til korrespondenterne fra Berlin. Noter blev lagt til side, glemt og destrueret. Ingen dansk reaktion 8. april. Hvorfor sprængte man ikke vejbroer. En medrivende bog.
Truslen kom mange steder fra
Der findes 12.000 bøger om besættelsestiden. Er det så grund til at udgive nye? Er det grundt til at læse flere. Ja, det er, når man får ny viden. Og Steen Andersen har formodet at finde ny viden dels ved at gå ned i andre arkiver og måske også at tolke diverse kendte ting anderledes end andre historikere.
Der kommer nye saglige konklusioner. Nogle af disse er overraskende. Truslen var stor flere steder fra. Ikke blot fra Tyskland, men også Sovjet og overraskende fra briterne, som åbenbart ikke regnede os for meget. Steen Andersen giver os et billede af at vi i Danmark nok havde et noget naiv tillid til tyskernes intentioner.
Afgørelser på forkerte analyser
Man så sig blind på vigtigheden af at forblive gode venner med tyskerne at man blev blind for andre aspekter. Måske var det dette, der gjorde briterne rasende på danskerne. Vi får i bogen indtryk af, at det næsten var umuligt for en småstat at være neutral. Englænderne tog ikke meget hensyn til det.
På afgørende vis dokumenterer bogen, at der blev truffet afgørelser på forkerte analyser, antagelser og kalkuler. De forskellige beslutninger og foranstaltninger førte derfor ikke til de forventede resultater.
Truslen om tysk besættelse var sekundær
Truslen om en tysk besættelse blev opfattet som sekundær. Man stolede alt for meget på den pagt, der blev underskrevet. Dette var måske også naivt. Norden blev trukket med i stormagternes skudfelt.
De danske beslutningstagere fik stor hjælp af de ledende skikkelser inden for hæren og flåden. Også her ignorerede man diverse oplysninger.
Egentlig kan man godt forstå, at de danske politikere efterhånden opfattede Storbritanniens holdning til dansk suverænitet som en trussel mod den danske stat. Både tyskerne og englænderne blev mere og mere aggressive.
Naivt var det måske også, at De Konservative bildte befolkningen ind, at vi kunne forsvare os selv.
Neutrale stater fik tørt på
Churchill holdt den 20. januar 1940 en radiotale, hvor han gav de neutrale lande tørt på:
Munch gav os den opfattelse, at hav var blevet overrumplet af tyskernes besættelse, men han vidste udmærket, hvad det ville ske. Han lod dog også de tyske myndigheder forstå, at vi ikke ville gøre den store modstand.
Munch ønskede ikke et tysk nederlag for hvis det skete, var det fare for en sovjetisk verdensdamens.
Meget nedladende behandling fra briterne
For ”Den Gamle Redaktør” var det overraskende, hvor nedladende englænderne behandlede danskerne på. Vi har gennem flere artikler her på siden omtalt dette forhold, bl.a. m.h.t. behandling af krigssejlere, de dansksindede i Sydslesvig, og ved episoder omkring Padborg i forbindelse med vores bogudgivelse ”Grænsen er overskredet”.
En pagt fik storindflydelse på det dansk – britiske forhold
Vi har en del bøger stående, og det er overraskende at den dansk – tyske ikke angrebs pagt havde så meget indflydelse på det dansk – britiske forhold. I begyndelsen vakte dette pagt ikke store røre his briterne.
Men allerede inden da, havde man besluttet sig for ikke at komme danskerne til hjælp, hvis tyskerne angreb. Briterne ville gerne hjælpe Polen, Holland og Belgien.
Det var da også Stauning, der den 8. april 1940 kl. 21.30 udtalte:
Det var noget sandt i udmeldingen
Dengang mente man, at det var almindelig nazistisk propaganda, da tyskerne udtalte, at man ville beskytte Danmark mod engelsk aggression. Politikken offentliggjorde den 28. april 1940 en tysk hvidbog indeholdende erobrede dokumenter, der måske kunne tyde på at englænderne havde visse planer. Og måske var det ikke uden grund, at Scavenius udtalte:
De gik i seng natten mellem den 8. og 9. april
Søndag den 7. april 1940 ringede forsvarsminister Alsing Andersen til viceadmiral Rechnitzer. Denne kunne berette om, at alt var roligt trods det, at der sejlede et utal af transportskibe gennem Øresund og Storebælt.
Man har fået det indtryk, at politikerne opfattede besættelsen af Danmark, som en overrumpling men det nok ikke hele sandheden trods det at mange af vores ledende politikere gik rolig i seng natten mellem den 8. og 9. april 1940.
Stauning var heller ikke i kridthuset his briterne
Stauning havde ellers været i London for at høre om Danmark kunne få hjælp fra briterne, men han blev i hvert fald ikke klogere efter dette møde. Allerede inden den ikke – angrebspagt blev underskrevet var Danmark ikke i kridthuset hos briterne.
Hvorfor underskrev vi denne pagt? Det gjorde svenskerne og nordmændene ikke, selv om tyskerne havde bedt om det. Fra dansk havde man så håbet på, at tyskerne ville fravige kravet om en grænseændring fra 1920. I begyndelsen hæftede briterne sig nu heller ikke så meget ved denne pagt. Dog så man med bekymring på de aftaler som de skandinaviske lande fik med tyskerne.
Englænderne tog ikke hensyn til dansk neutralitetspolitik
Men da briterne så nærlæste aftalen blev de mere betænkelig. De mente, at Danmark blev mere og mere politisk afhængig af Tyskland. Man mente også at den danske regering med aftalen havde taget yderligere et skridt i deres tilpasningspolitik til tyskerne.
Danskerne havde givet tyskerne en propaganda-sejr. London blev mere og mere bekymret fro den danske neutralitetspolitik. Men se det var en politik, som englænderne ikke tog hensyn til. Hvis relationerne til England ikke var de bedste i forvejen, så blev de i hvert fald dårlige med denne aftale.
Kigger vi i andre historiebøger inde på hylden, så har opfattelsen været at vest magterne accepterede aftalen, men Steen Andersen har i bogen fundet ud af noget andet. Det danske gesandtskab måtte bruge mange kræfter for at overbevise den engelske presse, at aftalen ikke bare var negativ.
Danmark havde ikke en ”nævneværdig evne til at forsvare sig selv”
Den britiske politik pegede ikke i retning at komme Danmark til hjælp. Samtidig fastslog en engelsk rapport, at Danmark ikke havde en nævneværdig evne til at forsvare landet. Man mente fra engelsk side, at tyskerne kunne opnå en ret stor strategisk gevinst ved at besætte Danmark. Dermed kunne britiske aktioner i Østersøen gøres umulig.
Men det ville ikke gøre nogen sikkerhedsmæssig risiko for England, hvis Danmark blev besat. Ret tidligt fastslog englænderne, at det var vigtigt at skære ned for eksport af gødning og foderstoffer til Danmark.
Budskabet til Danmark var, at de skulle klare sig selv
Den 13. juni 1939 blev det dog diskuteret, om man skulle sende et ekspeditionskorps til Danmark for at smide tyskerne ud, når de kom. Chamberlain pointerede dog, at det ikke var Storbritanniens politik at hjælpe alle lande, der blev besat af tyskerne. Budskabet til kabinettet var at Danmark måtte klare sig selv.
Danmark var alt for svag
I øvrigt var vurderingen i London, at Danmark var alt for svag. Tyskerne behøvede ikke engang en militær tilstedeværelse for at få indrømmelser. Og så var den danske neutralitetspolitik så meget i tyskernes favør. Danmark var en nation, der foretrak besættelse frem for eksistenskamp. Kort sagt briterne ville ikke røre finger for Danmark.
Den belgiske konge Leopold ville indkalde til en fredskonference, men udenrigsminister Munch var betænkelig ved at deltage. Og så mente denne også, at man kunne vente rolige forhold i Østersøen på grund af Stalin – pagten.
Fra dansk side ville man ikke uden videre udlægge miner i Storebælt og Lillebælt, da dette var imod både britiske og tyske interesser. Men Danmark bøjede sig for tyskernes krav og lagde miner ud i oktober 1939.
Danmark havde pligt til at afvise engelske fly
Den 28. august 1939 blev Zahle indkaldt til møde i Auswärtiges Amt i Berlin. Her gjorde man ham opmærksom på, at det var Danmarks pligt at afvise engelske fly. Dette stod i neutralitetsbestemmelserne og det stod i den ikke-angrebspagt, som danskerne havde underskrevet. Dette satte i den grad Danmark under pres.
Munch pointerede dog for Renthe-Fink at Danmark ville gøre det yderste for at forhindre britiske overflyvninger. Nu var det bare sådan at Danmark ikke besad fly, der kunne operere i den højde som britiske fly kunne.
Da Esbjerg blev bombet
Den 4. september 1939 afgik 14 tomotorers Wellington bombefly på togt for at bombe de to slagskibe Schornhorst og Gneisenau som lå ved byen Brunsbüttel ved Elben. På grund af dårligt vejr og kludder med navigationen nåede ikke alle fly målet. Der var hvis kun en træffer.
En af flyene tog fuldstændig fejl af målet og smed fire bomber over Esbjerg. Ved et mirakel blev kun en dræbt og adskillige såret. Vi har i tidligere artikler her på siden beskrevet hændelsen.
Den tyske presse skrev om fejlbombningen. I Udenrigspolitisk nævn diskuterede man også hændelsen. Man diskuterede om der skulle opsættes luftforsvar.
Englænderne ville skyde igen, hvis danskerne skød på dem
Men hvad skulle Danmark gøre, hvis man ville bruge Folkeretten, når man ikke engang var i stand til at forsvare sin suverænitet? Og det kunne Danmark ikke. Munch mente, at når Danmark gjorde dette ville Danmark blive involveret i krigen.
Danmark var ved at opstille luftværnsbatterier i Esbjerg-området. Det så englænder ikke med milde øjne på. Danmark fik at vide, at hvis man skød efter engelske fly, så ville der blive svaret igen. Fra engelsk side blev det pointeret, at man fortsat ville overflyve dansk luftrum. Man oplyste, at tyske fly brugte de danske bælter for at komme ud i Nordsøen, hvor de angreb engelske fly.
Der blev ikke vist den mindste respekt hverken over for den danske neutralitet eller det danske udenrigsministerium.
Efter ordre fra tyskerne blev grænselys slukket
Den 9. og 10. januar 1940 var der igen engelsk fejlbombning. Denne gang var det over Rømø. Man fik ingen undskyldning men englænderne fastslog at det var danskernes egen skyld. Man havde fra engelsk side ønsket belysning ved den danske grænse. Så kunne britiske fly se, når de passerede grænsen. Men efter tysk pres blev lysene igen slukket.
Den 3. september 1939 havde Storbritannien erklæret Tyskland krig. Modsat danskerne havde de lovet at hjælpe polakkerne.
Masser af danske skibe blev sænket af tyskerne
Tyske ubåde havde på egen hånd begyndt at jagte handelsskibe på vej til England. Det gik den 30. september ud over en dansk kuldamper. 11 søfolk omkom. Gennem tiden omkom en del søfolk. Efter aftaler med tyskerne og briterne blev der malet et ”Malteser – kryds” på danske skibe. Men dette hjalp ikke i længden.
I december 1939 sank 7 skibe i Nordsøen og 95 danske søfolk omkom. I januar 1940 blev 6 danske skibe sænket og 65 danske søfolk omkom.
Fra foråret 1940 var handelen over Nordsøen næsten umuliggjort. Briterne strammede kontrollen og tyskerne sænkede som skrevet også masser af danske handelsskibe.
Churchill behøvede ikke dansk smør
Briterne skar ned på den danske import af landbrugsvarer og sænkede også indkøbsprisen. Ved en senere lejlighed havde Churchill udtalt at man ikke behøvede dansk smør. Igen engang var briterne meget nedladende.
Danskerne måtte heller ikke handle med de krigsførende ifølge briterne. Desuden ville englænderne gøre brug af en del af den danske handelsflåde. De var ligeglade med de danske indvendinger.
Allerede i 1939 var tyskerne rede til at aftage en større del af den danske landbrugseksport til de rigtige priser. Men Danmark var bundet af neutralitetspolitikken.
Tidlig melding om troppekoncentrationer
Den danske efterretningstjeneste kunne allerede den 30. december 1939 melde om, at tyskerne var ved at samle en transportflåde i Hamborg og Nordsøhavnene med henblik på et angreb nord – og vest på.
Fra Generalstabens Efterretningssektion blev der den 7. januar omkring kl. 23 meldt om tyske troppekoncentrationer lige syd for grænsen i området omkring Læk – Nybøl – Bredsted.
Rygter for at skabe sensationer!
Jyske Division blev da også sat i alarmberedskab, men det varede kun i 14 timer. Det skete en del omrokeringer hos militæret. Socialdemokratiets mand i Sønderjylland, J.P. Nielsen fra Dynt kritiserede dette meget voldsomt. Dette havde skræmt befolkningen. Og så var det hele kun baseret på rygter spredt af jernbanefolk. Han henstillede til at regeringen undersøgte hvem der skabte disse sensationer!!
Tyskerne mente, at Danmark skulle afvise Engelske ubåde
Fra tysk side blev det kritiseret at udenlandske ubåde kunne sejle gennem den danske farvande. Den tyske marineledelse håbede, at Danmark ville overholde neutralitetsbetingelserne. Fra Berlin forlød det i november 1939, at man gerne ville have flyvepladser I Danmark.
Og den 30. november 1939 angreb Sovjet, Finland. Vinterkrigen var begyndt. Nu var også den sovjetiske trussel rykket nærmere mod Danmark. Svensk efterretningsvæsen kunne berette om, at hvis britiske flådefartøjer blev ved med at sejle ned af de danske bælter, så ville tyske tropper besætte kystområder.
Operation Catherine
Nu begyndte både franske og britiske planlæggere at tale om invasion i Danmark efter Sovjets indtog i Finland. Men englænderne havde også andre planer med Danmark.
Siden den 21. oktober 1939 havde Churchill arbejdet med Operation Catherine. Meningen var at sejle en engelsk flåde ind i Østersøen og overraske tyskerne. Man henvendte sig til Norge og Sverige og forespurgte, om de ville deltage. De sagde pænt nej tak. Vi behandler dette under en særskilt artikel. Var planen blevet gennemført var Danmark blevet omdannet til en slagmark.
Man havde ikke tænkt at involvere Danmark i planerne. Men man fik dog hjælp af prins Aksel, der skaffede diverse kort, også hvor miner var anbragt.
Briterne viste mindre og mindre respekt over for de danske synspunkter. Der var masser britiske overflyvninger over Danmark, Det var ikke kun bombefly. Der var også et stigende antal britiske både i dansk farvand. Den danske flåde havde stigende patruljering langs den danske vestkyst.
Ikke meget dansk tillid til korrespondenterne fra Berlin
Der fulgte en masse indberetninger både fra Zahle og Kjølsen i Berlin om en snarlig aktion mod Danmark. Men dette blev ikke taget særlig alvorlig fra de danske politikere eller militære ansvarlige. Scavenius opfattede ligefrem Zahles indberetninger som fantasier. De militære chefer anerkendte at et eller andet var i gang, men dette ville sandelig ikke berøre Danmark.
Erik Scavenius havde ikke meget til overs for gesandten i Berlin, Herluf Zahle. Man sagde om ham, at han tilrettelagde sine beretninger efter de politiske vinde i København. Hans skudsmål var i forvejen ikke for godt. De anså ham for at være en diplomat, som overdrev faren, og en gesandt, der ikke var sin opgave voksen.
Utrolig at man ikke havde mere tillid til en mand på sådan en vigtig post.
I Tønder og Omegn vidste man godt, hvad det foregik
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette tema. Således Vidste ”Den Gamle redaktør’ s far ca. halvanden til to uger før, at en evt. invasion lå forude. Han havde talt med en tysk chauffør, der kørte med fisk til Tønder. Denne kunne berette om tusindvis og atter tusindvis af soldater lige syd for grænsen.
Fra Højer blev der observeret en dansk flyvemaskine, der fløj langs grænsen hver dag fra en uge inden besættelsen. Og fra digerne ved Højer kunne man tydelig høre afprøvning af flymotorer en uge før.
Noter blev lagt til side, glemt eller destrueret
I Steen Andersens bog er der også antydninger af bortkomne og destruerede dokumenter omkring meldinger om besættelsen. Til et ministermøde den 7. april blev der ikke engang brugt efterretninger fra Lunding. De blev ignoreret.
Det svenske efterretningsvæsen syntes at være bedre orienteret end det danske. Her havde man den 2. april hørt om en snarlig aktion mod Danmark. Denne melding blev først tre dage snarere givet videre til danske kollegaer.
Den 4. april 1940 indløb følgende diplomatiske indberetning fra Tyskland til Udenrigsministeriet:
Noten blev lagt til side, da udenrigsminister P. Munch ikke rigtig troede på den. Hvorfor blev de militære chefer ikke underrettet om denne note?
Ingen dansk reaktion den 8. april 1940
Som vi tidligere har skrevet, blev der berettet om masser af skibe i bælterne. Men der var stadig ingen grund til bekymringer. Den 8. april kl. 7.30 berettede Generalstabens Efterretningsvæsen under Lunding, at motoriserede tropper var i bevægelse mod nord.
Kl. 10 blev der meddelt at det meste af den tyske flåde havde forladt Kiel. Der var observeret ca. 70 armerede trawlere gennem bælterne og Øresund. Fra Rensborg til Flensborg var der nu en 60 km lang kolonne af militære køretøjer.
Hvorfor sprængte man ikke vejbroer?
Det kan undre at Generalkommandoen på mødet den 8. april ikke foreslog iværksættelsen af den plan, der skulle forsinke en tysk fremrykning op gennem Jylland. Denne plan sigtede mod at ødelægge centrale vejbroer, afbryde dele af det tyske jernbanenet, ødelægge og spærre flyvepladser.
I denne forbindelse skal vi da også lige henvise til vores artikel Dramaet ved Viadukten. Her beskriver vi drabet på tre gendarmer midt i Padborg. Civile soldater troede, at disse var i gang med at anbringe sprængstoffer ved viadukten midt i Padborg. Via denne kom der den 9. april 1940 masser af tog med soldater til Danmark.
Kl. 4.15 gik tyske tropper til angreb mod bestemte mål i Danmark. Den danske regering havde ikke lukket øjnene for alle advarsler. Regeringen troede ikke på advarslerne. De passede ikke ind i deres verdensbillede. Et tysk angreb forekom for dem usandsynligt.
Anstrengt forhold mellem hær og flåde i Danmark
I Danmark var der et meget anspændt forhold mellem hær og flåde. Måske var dette også årsag til manglende koordination og de katastrofale forhold den 9. april 1940.
Forsvarsminister Alsing Andersen udtrykte det hele således efter den 10. april 1940:
En medrivende bog, der varmt kan anbefales
I bogen får vi et godt indtryk af, hvad beslutningstagerne vidste og ikke vidste næsten time for time. Man får også at vide, hvordan de forskellige indberetninger blev fortolket.
Vi ved, at politikerne traf et bevidst valg. Nogle af det vi vidste i forvejen bliver bekræftet mens andre ting bliver nyfortolket. Og egentlig er det befriende, at der ikke er skurke og helte i fortolkningen. Disse kan man jo selv udnævne. Bogen kan varmt anbefales, den er medrivende at læse. Den kaster i den grad et nyt kritisk lys over dansk besættelseshistorie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.548 artikler, herunder 309 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter):
Under Tønder (254 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler):
Under København (165 artikler):
Under Aabenraa (149 artikler):
Under Østerbro (86 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (58 artikler):
Dato: april 17, 2020
Flensborg skulle absolut til Danmark
En af de største kriser. 30.000 nordslesvigere kæmpede for tyskerne. Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa m.m. dansk. Ville ikke regere et modvilligt tysk mindretal. Afstemningsresultatet overraskede københavnerne og kongen. Flensborg – bevægelsen ville trodse afstemningsresultatet. Mange har besøgt Isted – løven. Allerede fra 1500-tallet begyndte fortyskningen. Flensborgs befolkning blev tredoblet. Arbejderklassen var dansksindet. Danmark til Ejderen. Zahle henviste til afstemningen. Den mægtigste demonstration, som hovedstaden havde set. ”Jeg nærer de samme følelser”. Liebe fik besøg. En højreorienteret mobilisering. Kongen på besøg hos H.N. Andersen. Havde kongen ret til at fyre Zahle? H.N. Andersen dirigerede i kulissen. Var det et rigtigt statskup? Situationen udviklede sig dramatisk. Stauning trådte i karakter. Genopretning af slægtens ære. Venstre vandt valget. Gik Zahle frivilligt?
En af de største kriser
Det faktum at Flensborg ikke kom til Danmark efter 1920 udløste en af de største kriser i dansk politik i nyere tid. Jo det var skyld i Påskekrisen. Man havde ikke gidet at lytte til H.P. Hanssen, der fortalte også de københavnske politikere, at der var et kæmpe tysk flertal i Flensborg.
De samme personer, som gik ind for et demokratisk valg blandt beboerne mente, at Flensborg historisk skulle tilfalde Danmark uanset hvor stemmerne ville falde. Der var skam også et stort dansk flertal i 1864 men det var det sandelig ikke i 1920.
30.000 nordslesvigere kæmpede for tyskerne
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 holdt Danmark sig neutralt og på god fod med Tyskland. Man formåede at holde sig ude af krigen, hvilket også var en bedrift. Men glemmes skal ikke at 30.000 nordslesvigere kæmpede for kejseren.
Denne måtte flygte til Holland. Og det var vel den amerikanske præsident Wilson, vi kan takke for, at han mente, at det var ”folkenes selvbestemmelsesret”, der skulle afgøre, hvor grænsen skulle trækkes.
Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa m.m. dansk.
Tyskland fik hele skylden for krigen. I Slesvig skulle der stemmes i to zoner. Resultatet skulle afgøre, hvor grænsen skulle trækkes. Men måden man talte stemmerne op på var ikke ens for de to zoner. I zone 2 var det kommunestemmer. Det var det ikke i zone 1. Her var der zone-afstemning. Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg m.m. dansk.
I zone 2 var der kun tre mindre kommuner på Før, der stemte dansk. Heller ikke Flensborg stemte dansk. Siden 1864 havde man bevidst ført en tysk politik for at få flere indvandrere til byen. Og disse kom ikke nord fra men syd fra.
Ville ikke regere et modvilligt tysk mindretal
Venstre og Konservative krævede at den radikale regering skulle kræve en mellem slesvigsk zone sat under international allieret kontrol. Så skulle der senere afholdes en afstemning i håb om at afstemningen faldt til fordel for Danmark.
Regeringen nægtede, De ønskede ikke at regere over et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade statens sikkerhed – enten indefra eller ved at den tyske stat ville få et fjendtligt forhold til Danmark.
Afstemningsresultatet var en overraskelse for københavnerne og kongen
Flensborg havde gennem århundrede været en vigtig handelsby. Men det kom som en stor overraskelse i København, at der var så markant et tysk flertal – 75 pct. til Tyskland og 25 pct. til Danmark.
Som modstandere af holdningen om at lægge grænsen udelukkende ud fra afstemningsresultatet var medlemmer af Flensborg – bevægelsen. De ville under alle omstændigheder have at Flensborg skulle tilbage til Danmark. De blev støtte af De Konservative og et forholdsvis stort antal af Venstre – medlemmer og ikke mindst Christian den Tiende.
Flensborg – bevægelsen var ligeglade med afstemningsresultatet
Medlemmer af Flensborg – bevægelsen lod sig ikke gå på af et solidt danske nederlag. Forslaget fra bevægelsen gik tidligt på, at Flensborg skulle indgå i zone sammen med området nord for byen op til Kongeåen, som skulle gøres til international zone. Området skulle samarbejde med Danmark om den økonomiske politik, og så skulle der afholdes en ny folkeafstemning 15 år senere. Man håbede så at der til den tid var et dansk flertal i byen.
Mange har besøgt Istedløven
I dag kan Flensborg ikke leve uden danskerne. Rygterne siger, at Flensborgs politi ikke giver danskerne bøder, når de holder forkert. Nu er det jo ikke kun øl og slik, der købes i Flensborg i dag. Det er også serviceydelser. Der findes et hav af tandlæger i Flensborg, og de lever også af danskerne.
Mange danskere har besøgt Istedløven og siddet foran og drukket tyske dåsebajere. I dag bor der 88.000 mennesker i byen. Hvis Flensborg var blevet dansk, var det i dag den femte største by. Byen blev grundlagt i 1100-tallet. Her på siden kan du læse en masse om Flensborg.
Det er forskellige steder hævdet at Flensborg var en dansk havne – og handelsby. Det er så ikke korrekt for gennem størstedelen af historien har Flensborg hørt under hertugdømmet Slesvig. Godt nok indtil 1864 hovedsagelig under den danske konges myndighed.
Allerede fra 1400 – 1500-tallet begyndte fortyskningen
De 56 år, hvor Flensborg var under preussisk/tysk styre skete der meget. Men ikke kun der. Allerede i 1400 – 1500’tallet skete der et sprogskifte. Det betød at det danske sprog blev mere og mere dominerende. Magthaverne i Flensborg talte tysk og det gjorde indvandrerne syd fra også. Tysk var det fine sprog, ja det var det skam også i Danmark.
Det tyske sprog rykkede ind i byens administration. Det blev også dominerende i kirke og skoler. Tysk blev handelssproget i byen. Dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket efter 1864. Fra 1871 gik det stærkt, da var Slesvig Holsten blevet indlemmet i det tyske kejserrige. Men den største nedgang for danskheden skete i 1880’erne.
Befolkningstallet blev tredoblet
I 1867 fik de danske kandidater lidt mere end 50 pct. af stemmerne, men tallet røg ned på sølle 4 pct. i 1912. Nu skal man også huske, at byen voksede og voksede. Der skete en gevaldig industrialisering i slutningen af 1800 – tallet.
I 1867 boede der 20.000 indbyggere i Flensborg. Og i 1910 var tallet 60.000. I løbet af 50 år blev indbyggertallet tredoblet.
Arbejderklassen var dansksindet
Oprindeligt var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark. Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne havde man ikke så meget forståelse for arbejdernes rettigheder. Det betød, at man kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig.
De tyske socialdemokrater kommer til at høste stemmer fra en del af underklassen, som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater. Så de socialdemokratiske spørgsmål blev vigtigere for arbejderklassen end spørgsmålet om national identitet.
Danmark til Ejderen
Trods alle disse ting var det mange i Danmark, der ønskede Flensborg ”hjem”. Men Dansk Vestindien var heller ikke blevet spurgt, inden de blev solgt til USA. For resten så blev pengene derfra skudt ind i udgifterne ved at få Nordslesvig til Danmark.
Dannevirke-bevægelsen afleverede i 1919 hele 116.000 underskrifter, der slog på Danmarks historiske ret til hele Slesvig. H.P. Hanssen kom med i Zahle-regeringen. Han holdt på folkets selvbestemmelsesret.
Christian den Tiende noterede dog til sig selv:
Hans farfar var født og opvokset i Slesvig, så han havde svært ved at slippe dette.
Statsminister Zahle sukkede:
Zahle henviste til afstemningen
Der fremkom yderligere 315.000 underskrifter med appel til regering og Rigsdag om:
Dette afviste Zahle også. Han henviste til folkeafstemningen. Til sidst samlede de dansksindede sig om, at Flensborg i hvert fald ikke skulle tilfalde tyskerne. Men nu lå byen ikke i den nordlige zone med det klare danske flertal.
Den mægtigste demonstration, som hovedstaden havde set
Sådan berettede Nationaltidende den 8. marts:
Ja Politiken konstaterede, at der var op mod 150.000 og at det var ganske pænt.
Jeg nærer de samme følelser
Oppe fra balkonen åbnede døren sig. Kongen og dronningen blev modtaget med kæmpe hyldest. Han lod sin røst gjalde ud over forsamlingen:
Det var oprigtige men farlige ord. Det var imod regeringens politik.
Liebe fik besøg
Mens demonstrationerne stod på, fik højesteretssagfører Liebe overraskende besøg af en mand, som han kendte som sin kones fætter. Her blev det fortalt at i indflydelsesrige kredse i Danmark ønskede man Zahle fjernet. Nu ville man spørge ham, Otto Liebe om han ville stille sig i spidsen for sådan et ministerium.
Manden der besøgte Otto Liebe, var chefen for 27. Bataljon i Holbæk, oberstløjtnant Erik With. Han havde mistet sin toppost i hærens efterretningstjeneste på grund af sin antityske nationalisme. Den var ude af trit med regeringens diplomati.
Kunne man nu påvirke kongen til at gøre ham klar at befolkningen ville af med Zahle kunne man måske få ham til at træde i karakter. Venstres J.C. Christensen talte ofte med kongen. Han gjorde det klart. At det var parlamentarisk helt i orden at fyre regeringen.
En højreorienteret mobilisering
Men her var venstrepolitikeren fejl på den, eller var han. En regeringsafsættelse var op til Folketinget. Det vidste Venstreføreren nu udmærket. Efterhånden havde der dannet sig en hel gruppe af Venstre og Konservative folketingsmænd samt erhvervsfolk som H.N. Andersen, Alexander Foss og Aage Westenholst samt patriotiske officerer samt aviser som Nationaltidende, København og Berlingske Tidende, nationalkonservative studenter og visse sønderjyske kredse, der ønskede en ny regering.
Der var ikke så mange sønderjyder med i denne mobilisering.
Den 17. og 18. marts samledes tusinder af regeringsmodstandere sig i Studenterforeningen, Cirkusbygningen, Paladsteatret og Kinopalæet i det Indre København. Efter de sidste møder gik store skarer på gaden og gennem byen under taktfaste råb:
Vi var i en periode, hvor Zahle bakkede arbejderne op. Arbejdsgiverne havde fået nok. Arbejdsgiverforeningen stillede folk til rådighed, når der skulle aktioneres. Man kaldte det for ”Samfundshjælpen”. Socialdemokraterne kaldte dem for ”Skruebrækkerkorpset”.
Kongen på besøg hos H.N. Andersen
Lørdag den 27. marts 1920 lukkede Rigsdagen planmæssigt ned til påskeferie. Senere på dagen var kongen på besøg hos H.N. Andersen. Telefon ringede, det var universitetsrektor Thorkild Rovsing, der havde holdt møde med andre regeringsmodstandere på Ny Carlsberg.
Rovsing havde fået en række radikale vælgere til at skrive under på en erklæring mod regeringens Slesvigpolitik. Politikere fra Venstre og Konservative ville kræve nyvalg. En række redaktører fra Borgerlige aviser ville skrive om det.
Kongen, der sad ved sin af H.N. Andersen fik det hele med. Denne forklarede, at det var let at få Flensborg til at blive dansk. Det krævede en ny regering, der skulle forhandle med vestmagterne om sagen. I den henseende havde kongen fået ammunition til et regeringsskifte.
Denne H.N. Andersen var direktør for det mægtige Østasiatiske Kompagni. Han nærede stor tillid hos Christian den Tiende som året i forvejen havde givet ham rigets fornemste hædersbevisning elefantordenen.
Det københavnske erhvervsliv stod i kø for at manipulere med kongen.
Den retsmæssige parlamentariske vej
Problemet var at Folketinget var taget på ferie så hvis Folketinget skulle give en mistillid til Zahle skulle de hasteindkaldes. Sådan ville det være, hvis man skulle gøre det på den retsmæssige parlamentariske vej.
Mandag den 29. marts kl. 11 mødte Zahle op på Amalienborg. Det var normalt at man konfererede. Der havde sikkert været en lidt pirrelig diskussion, for Zahle havde bemærket, at det stod kongen frit at fyre regeringen. Og det gjorde kongen. Han tog statsministeren på ordet.
Ja det noget Ekstra Bladet at skrive i deres aftenudgave.
Havde kongen ret til det?
Nu er både politikere og historikere uenige i om kongen vitterlig havde ret til at fyre Zahle. Nogle er af den opfattelse, at det ikke var ulovligt, men det var politisk dumhed. Han gik ind og spillede en rolle som tiden var løbet fra. Ifølge historikere havde han dog ifølge Grundloven ret til det.
Og når Social – Demokraten skrev ”Statskup” er det nok en form for politisk spin.
Blandt de ministre, der skyndte sig at pakke sagerne var H.P. Hanssen, der på grund af sin støtte af et delt Slesvig blev kaldt forræder.
H.N. Andersen dirigerede fra kulissen
Snart ringede telefonen på Otto Liebes sagførerkontor i Bredgade. Det var kongen der ringede. Han ønskede et nyt ministerium hurtigst muligt.
H.N. Andersen dirigerede fra kulissen. Og oberstløjtnant Erik With var skuffet over, at han ikke blev forsvarsminister. Og det var jo skønt med både en skibsreder og en entreprenør i regeringen.
Nu blev Erik With dog senere udnævnt til generalløjtnant og hærchef. Det skete i 1931. Han mente helt klart at Flensborg skulle være dansk.
Kongen begår statskup
Berlingske Tidende havde placeret nyheden på side 5. men det kunne Social – Demokratens redaktør ikke nøjes med. Borgbjerg udsendte en ekstraudgave med kæmpeoverskriften:
Den socialdemokratiske ledelse blev samlet og man talte om generalstrejke. I Social – Demokraten kunne man også læse følgende:
Situationen udviklede sig dramatisk
Den nye regering forberedte sig på det værste. Akademisk Skyttekorps og frivillige korps holdt sig parate. En række generaler besluttede at flytte tropper fra Roskilde og Helsingør til hovedstaden. Samfundshjælpen meddelte, at de var klar til at hjælpe strejkeramte virksomheder. Fagforeningsfolk og revolutionære vidste ganske enkelt ikke hvad de risikerede at løbe ind i.
Der fulgte nogle ret urolige dage. Usikkerheden var centreret om hovedstaden. Men det kunne sandelig føles over hele landet. Politiet havde travlt med demonstrationer og uromagere. Ude på arbejdspladserne havde man travlt med at forberede sig til en generalstrejke, som man mente var ganske naturlig i denne situation.
Stauning trådte i karakter
Situationen var meget spændt. I København valgte kommunen at gøre brug af en gammel ret og det var at henvende sig direkte til kongen.
Var det danske monarki også ved at vælte? Ikke hvis det stod til Christian den 10. I Borgerrepræsentationen ville Radikale og Socialdemokrater gå til kongen. Det var i sidste øjeblik for at afværge en generalstrejke. Sammen med delegationen gik 10.000 med. I spidsen for delegation var Thorvald Stauning som i 1920 var formand for Borgerrepræsentationen.
Venstresocialisterne talte allerede om Folkerepublik. Den nye forsvarsminister fandt Stauning ligefrem frastødende. Forhandlingerne mellem kongen og Stauning sluttede kl. 4 om morgenen. Det havde været en hårrejsende nat, hvor J.C. Christensen og Stauning havde skændtes om, hvem der først blev klynget op i lygtepælene.
Stauning giver kongen et kattelem, så han kan slippe ud af krisen, som han har bragt sig selv i.
Men Stauning fik sin vilje. Og det var bl.a. at regeringen skulle gå af. Dermed nåede Otto Liebe bundrekord i at have posten som statsminister – det havde han i syv dage.
Egentlig var det fremragende iscenesat af Stauning. Han møder op flere gange på Amalienborg Slotsplads. Dels som leder af Socialdemokratiet på landsplan, en anden gang som repræsentant for de samvirkende fagforbund, som vi kender i dag som Fagbevægelsens Hovedorganisation. Og så var det han en tredje gang møder op som medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Syndikalisterne fortsatte balladen
Søndag den 4. april vågnede befolkningen op til nyheden om en politisk løsning. Men fagbevægelsens konflikt med arbejdsgiverne var ikke løst. Syndikalisterne havde bebudet stormøde i Fælledparken kl. 12.
Politiet nyindkøbte biler blev sat i brand. Der var masser af ballade mellem politi og demonstranter. Politiet affyrede to pistolskud. En arbejder blev ramt i armen. Politivogne blev ramponeret af kasteskyts.
Næste dag fortsatte urolighederne. Enkelte våbenforretninger blev plyndret. Men forinden havde butiksindehaverne fjernet alle våben. For at undgå Generalstrejken blev der forhandlet på livet løs i dansk Arbejdsgiverforening.
Genopretning af slægtens ære
Christian den Tiende frygtede nok ligefrem at blive afstraffet korporligt af sine landsmænd. Samtidig har han dog næppe heller kunnet lade være med at sende en tanke til sin farbror, kong Georg den Første af Grækenland, der blev myrdet af en socialist syv år tidligere.
Og til sin fætter zar Nikolaj den Anden af Rusland, som sammen med sin familie havde lidt samme skæbne mindre end to år forud for Påskekrisen.
Kongen var dynamisk tænkende og mente, at Christian den Tiende havde fået en uaftvættelig plet på sin ære i 1864, da grænsen blev rykket op til Kongeåen. Så stod det til sønnesønnen, handlede det om en genopretning af slægtens ære. Derfor gik Christian den Tiende så helhjertet ind i det, der blev til Påskekrisen.
Venstre vandt valget
Uden Socialdemokraten Thorvald Stauning havde det hele endt i kaos. Det var tæt på.
Valget den 26. april vandt Venstre. Kort efter begyndte overdragelsen af Nordslesvig til Danmark.
I maj 1920 var det sønderjyske spørgsmål, der havde udløst Påskekrisen ikke formelt afsluttet. Skulle det hele alligevel blive forkludret spurgte man i Fredsbladet.
Sidste gang det danske styre blev kuppet
Men det blev det heldigvis ikke. Den 9. juli underskrev Christian den 10. en traktat, der delte Slesvig midt over. Med kongens underskrift forstummede endelig råb om Danmark til Ejderen. Det vil sige, at det dukkede op igen efter Anden Verdenskrig og højreorienterede politikere har da også med jævne mellemrum udtrykt håb om, at få Sydslesvig ”hjem” til Danmark.
Påskekrisen 1920 blev sidste gang, det danske styre blev kuppet af kræfter på højrefløjen og sidste gang så mange opfattede en klassisk socialistisk revolution som en reel mulighed.
I 1953 blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven
Riget og monarkiet bestod, og danskernes konge kunne gå til sengs med hovedet befriet for bekymringer.
Først i 1953 blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven. Det vil sige, at fra dette tidspunkt blev politiske beslutninger truffet af politikerne på Christiansborg, mens landets regent fik indskrænket sin magt.
Gik Zahle frivilligt?
Som vi allerede har skrevet, var det tvivl om kongen havde ret til det, som han gjorde. Ja det mente han selv og det gjorde Rigsdagen også. Men vi kunne i Tv – dokumentaren se, at ikke alle er enige i dette spørgsmål. Problemet er, at mange er af den mening at parlamentarismen allerede blev indført i 1901. Er du forvirret, ja det er ”Den Gamle Redaktør” også.
Siden Grundlovens indførelse har kongens underskrift på en regeringshandling skulle følges af en ansvarlig ministers. Hvem satte underskriften under Zahles afskedigelse. Ja det var Liebe. Var det så ham, der egentlig skulle stilles for en Rigsret?
En anden ting, hvis nu kongen havde begået lovbrud, så havde Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre faktisk flertal dengang!
De radikale var i klar modvind
Måske skal vi lige nævne, at Det Radikale Venstre gik tilbage fra 20,8 pct. til 12,2 pct. De var i modvind inden ”Kongen fyrede Zahle”.
Kongen fik heller ikke folket imod sig. Folket var splittet i spørgsmålet om han var part i en politisk strid. Mon ikke han blev manipuleret af det københavnske erhvervsliv?
Socialdemokratiet mente, at det var statskup, hos De Radikale var der harme over kongens ageren. Hos Venstre og hos De Konservative var der enighed om, at kongen faktisk kunne gøre det, som han gjorde.
Men faktum er, at Flensborg ikke kom til Danmark. På et tidspunkt fik vi af englænderne tilbudt Sydslesvig. Men det tilbud var fuld af misforståelser. Læs artiklen.
Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening (129 artikler) finder du:
Under Sønderjylland (187 artikler) finder du:
Kilde:
Dato: april 16, 2020
Modstand – Ny Bog
Forsøg på anmeldelse af Niels Wium Olsen: Modstand. Om dagen fisk til tyskerne – om natten modstandsmand. Ingen glorificeret myte. Man frygtede revolutionære forhold. Vi skal betragte det som almindelig danmarkshistorie. 85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier. Buhl’ s tale nævnt men ikke kongens. Det er usentimental historiefortælling. Truslerne hang bogstaveligtalt i luften. Ikke de store problemer i begyndelsen. Vi moraliserer over fortiden. Sammenfald af danske og tyske interesser. Omkostningerne steg. Uløselige dilemmaer. Relativt fredeligt også efter august 1943. De sidste måneder på randen af kaos. Mogens Fog havde en plan. Werner Best havde tidligt afskrevet de danske nazister. Havde ikketillid til det parlamentariske system. Demokratiet overlevede. Der foregik en magtkamp. De fleste foretrak ikke en revolution.
Om dagen fisk til tyskerne – om natten modstandsmand
Omkring 12.000 titler har allerede beskrevet perioden 1900 – 1945. Men alligevel er der store områder, som vi ikke ved noget om. Under krigen skete en stor omfordeling af ressourcerne fra byernes industriarbejdere til bønderne på landet som var med til at brødføde den tyske krigsmaskine.
Spørgsmålet om hvorvidt det var rigtigt at fortsætte landbrugseksporten blev aldrig stillet. Det blev i stedet en diskussion om, hvordan man kunne omstille eksporten fra England til Tyskland. Det gik jo over al forventning, mente danskerne.
En fisker fra Esbjerg kunne sagtens fange fisk til tyskerne om dagen og være aktiv modstandsmand om natten.
Ingen glorificeret myte
Atter en gang er der kommet en pragtfuld bog i serien 100 Danmarks – historier. Et væsentligt stykke danmarkshistorie på 100 sider. Formidlingen er uden så mange dikkedarer. Vi får ikke så meget vide om de enkelte grupper eller de enkelte sabotageaktioner. Men dog får vi på fortrinligvis en sammenhæng. Vi bliver efterladt et indtryk, der sætter vores fantasi i gang ”hvad nu hvis”.
Modstandskampen bliver ikke beskrevet sim en glorificeret myte. Her er ingen gennemgang af sabotagehandlinger eller stikkerlikvideringer. Vi går bag om politikken og modstanden.
Man frygtede revolutionære forhold
Der var bestemt mænd og kvinder der satte livet på spil i kampen for Danmarks frihed. Modstandskampen bliver ofte fortalt i form af drama. Men egentlig var det et dilemma mellem samarbejdspolitik og aktiv modstand.
Dele af modstandsbevægelsen modarbejdede hinanden. Der var stor forskel på det samfund, man ønskede efter krigen. Der var skam også kræfter, der tilbageholdt våben til den kommunistiske del. Man frygtede at de ville bruge disse til revolutionære formål.
Vi kommer i den lille bog dybt bag om historien og får nuanceret det billede, der har været hovedhistorien siden 1945. Mon ikke den gamle regering satte sit aftryk mere end vi egentlig har regnet med.
Vi skal betragte det som almindelig danmarkshistorie
Forfatteren vil gerne have, at vi betragter besættelsestiden som almindelig danmarkshistorie. De fem år fremstår både grumset, rodet og med hele skalaen mellem heltemod og forræderi. Og så mange år efter er der stadig er der nogle, der vil stjæle eller misbruge historien til egne politiske formål.
85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier
Tilpasningspolitikken kan man sagtens tage afstand fra, når nu sabotørerne fik os over i de allieredes lejr. Men tilpasningspolitikken kan man ikke bare tage afstand fra med tilbagevirkende kraft. Men egentlig var befolkningen tilfreds. Også første folketingsvalg efter befrielsen virkede til at befolkningen var tilfreds. 85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier.
Den allerstørste del af familien Danmark foretrak det bedste af to verdener med en glidende overgang mellem dengang Det Tredje Rige som stod som den sikre vinder – og frem til det øjeblik, da alle kunne se, at nazisterne alligevel ikke satte sig på verdensherredømmet.
Buhl’ s tale nævnt, men ikke kongens
Niels Wium Olesen forklarer ikke tilpasningspolitikken men giver et skarpt billede af situationen dengang. Bogen er let læst men ikke overfladisk på nogen måde. Den er meget velskrevet.
Buhl’ s tale er nævnt. Man kunne også have nævnt, at Christian den Tiende roste denne tale og selv sagde det samme ved tre lejligheder, inden han i 1947 blev bisat med frihedsarmbindet som det eneste hæderstegn på kistelåget.
Usentimental historieskrivning
Bogen er en hæderlig og usentimental historieskrivning og igen en eminent udgivelse i denne serie.
Vi får en god gennemgang om holdninger og baggrunde hos de forskellige parter. Det hele bliver sat sammen i en større sammenhæng. Ja, der bliver også i den grad berettet om myter. På vores side, kan du læse en hel del om modstandsbevægelsen. I slutningen af artiklen kan du finde en liste over artikler, der relaterer til modstandsbevægelsen, som du kan finde her på siden.
Og ikke alle disse artikler er lige positive. Det er selvfølgelig ikke fordi vi generelt har noget imod den danske modstandsbevægelse. Vi mener blot, at de nogle gange gik over stregen især i efterkrigstiden.
Truslerne hang bogstaveligtaget i luften
Efter et par timers ulige kampe og 16 dræbte danske soldater valgte regeringen at kapitulere. Danmark var blot trædesten for Tyskland hvis egentlige mål var Norge. Året efter var det meste af Europa i Hitlers hænder.
Hvad var det sket, hvis Stauning havde satset alle styrker ved grænsen. Eller hvis Danmark havde indgået en aftale med tyskerne. Ja det er det så stadig mange der mener, at den aftale er indgået. Rostock – myten lever stadig.
Mange mener, at vi skulle have kæmpet videre, mens andre igen sagde, at det var klogt at indstille kampene. Det er et spørgsmål, der er præget af værdier, holdninger og følelser.
Truslerne hang bogstavelig i luften. Hvis Danmark ikke agerede efter tyskernes ønsker, ville København være blevet sønderbombet. Havde det været det værd for 300 civile tab eller flere?
Ikke de store problemer i begyndelsen
Ved besættelsen blev Danmark lovet ”politisk uafhængighed”, hvis regeringen sikrede tysk militær uhindret operation i landet. Danmark blev dermed givet betydelige fordele. Mens der i andre besatte lande blev oprettet tyske forvaltninger og indsat marionetregeringer, styrkedes Danmark af danske myndigheder, ligesom det politiske system fra Folketing til Sogneråd var intakt. Modydelsen var, at man forhindrede enhver modstand mod besættelsesmagten.
I begyndelsen af besættelsen gav det ikke større problemer. Vi følte det uvirkeligt og ydmygende, at landet var blevet besat på kun få timer. Men man var blevet forskånet for hundredvis af tabte menneskeliv og massive ødelæggelser samt den brutale undertrykkelse, de andre besatte lande led under. Konge og politikere sagde beroligende, at det nok skulle gå, hvis danskerne stod sammen og adlød myndighederne. Hverdagen fortsatte på bedste beskub.
Vi moraliserer over fortiden
Det er ofte en stærk tilbøjelighed til at moralisere over fortiden – og især besættelsestiden. Det ligger også på sin vis ligefor. Den patriotiske fortælling blev søsat i 1945 med modstandens ideologiske sejr. I de glade majdage i 1945 blev modstanden tilskrevet hele befolkningen.
Sammenfald af danske og tyske interesser
Før krige udgjorde landbrugseksporten til Storbritannien fundamentet i økonomien. For den indtjente valuta importerede man råvarer og energi til industrien, som beskæftigede by-arbejderklassen. Tyskland accepterede ikke fødevareeksport til fjenden. Dansk økonomi kom i alvorlig fare for sammenbrud.
Men problemet blev løst bed at tyskerne overtog landbrugseksporten. Til gengæld leverede de råvarer og energi. For hver dansk bonde, der producerede til Tyskland, kunne en, måske to tyske bønder drage til fronten. Besættelsen af Danmark udviklede sig til et sammenfald af danske og tyske interesser.
Målsætningerne var dog meget forskellige. Fra dansk side ønskede man at bevare sin politiske selvstændighed og skåne befolkningen for krigens ulykker. Nazityskland derimod ønskede at underlægge sig hele Europa. Paradokset kan dårligt tænkes større.
Omkostningerne steg
De var stort set fred og ro i besættelsens første år. Men så viste det sig, at tyskernes løfter om dansk uafhængighed ikke kunne tages alvorligt. Snart blev der stillet ubehagelige krav.
Omkostningerne steg. 1. juni 1941 stillede Tyskland i forbindelse med angrebet mod Sovjetunionen krav om internering af ledende danske kommunister. Regeringen opfyldte kravet af frygt for, at den ville blive erstattet af en nazistisk. Om det var derfor man fangede mere end krævet, vides ikke.
Uløselige dilemmaer
Dermed begik regeringen grundlovsbrud. Som tiden gik, blev regeringens indrømmelser større og set i internationalt lys pinligere. Man kan sige at regeringens handlinger fik et skær af frivillighed over sig. De stod over for næsten uløselige dilemmaer. Alternativet til eftergivenhed forekom endnu værre.
Gennem krigen syntes den danske befolkning dog at støtte den førte politik. Et mindretal gik fra 1942 – 1943 til aktiv modstand. Problemet var bare at hvis de danske myndigheder ikke kunne bevare roen ville besættelsesmagten tage over. Derfor bekæmpede politiet modstandsbevægelsen. Danskere kom i strid med danskere. Situationen var uholdbar, derfor valgte regeringen den 29. august 1943 at gå af, fordi Hitler forlangte, at regeringen indførte dødsstraf for sabotage.
Relativt fredelig – også efter august 1943
Flere involverede sig i modstanden, endnu flere sympatiserede med den. Krigens sidste år rummer talrige eksempler på gidseltagning, terrordrab og deportationer til koncentrationslejre. I efteråret 1943 kom jødeforfølgelsen. 7.000 jøder blev evakueret til Sverige. 481 blev sendt til tyske lejre. 52 kom ikke hjem igen. I Norge omkom halvdelen af Norges 2.200 jøder.
Selv om der efter august 1943 var sket en betydelig forråelse af situationen, forblev Danmark relativt fredelig. Og Tyskland nød godt af en stigende fødevareeksport.
De sidste måneder på randen af kaos
I krigens sidste måneder kørte Danmark dog på pumperne og var på randen af kaos. I byerne var der borgerkrigslignende tilstande i en kamp mellem liv og død mellem danske nazistiske korps og modstandsbevægelsen. Det udbombede Tyskland fik svært ved at levere forsyninger til den danske industri, så arbejdsløsheden steg. Og de mange jernbanesabotager gjorde det umuligt at rejse i landet.
Men danskerne måtte også leve med, at det danske samfund indirekte havde givet økonomisk støtte til Hitlers krig. På den positive side holdt vi et demokratisk samfund så nogenlunde kørende. De demokratiske kompromiser havde dog været pinlige og ydmygende. Modstandsbevægelsen blev set som modbilledet på disse kompromiser. Det blev den frem for de ubehagelige konsekvenser ved tilpasningen – man huskede og hyldede i efterkrigstiden. I den henseende ligner Danmark andre besatte europæiske lande.
Mogens Fog havde en plan
Det var primo 1943, hvor den danske modstand endnu var gryende. Det tyske nederlag ved Stalingrad var krigens vendepunkt. Endnu var det langt til befrielsen.
Den tidlige modstand havde sit udspring fra yderfløjene. Det kom fra det illegaliserede DKP og fra højre i kraft af Dansk Samlings protestlinje og partiets forbindelse til SOE. Da modstanden blev taget i anvendelse, satte det regeringen under pres.
Vi møder i bogen Mogens Fog. Han var ”hemmeligt medlem” af DKP. Og han havde en plan om, hvad der skulle ske efter Danmarks befrielse. Hvis magtovertagelsen ikke kunne ske med modstandsbevægelsen og dens våben. Så var strategien at en magtovertagelse skulle ske via en parlamentarisk bred folkefront sammen med socialdemokrater og progressive borgerlige.
Kommunisterne agiterede for deres synspunkter i det skjulte på arbejdspladserne og via primitive illegale blade. De kritiserede arbejdsmarkedsforholdene og arbejdernes reallønstab. De beskyldte Socialdemokratiet og Fagbevægelsen for ansvaret.
Werner Best afskrev tidligt de danske nazister
Det hedder sig ofte, at de danske politikker så dansk nazistisk overtagelse som en fare, men egentlig så især Werner Best tidligt, at de danske nazister ikke kunne bruges til noget. Han brugte dem kun som en trussel.
Havde ikke tillid til det parlamentariske system
Kommunisterne samarbejde også med Dansk Samling, som jo egentlig i perioder var et protestparti. I pjecer i begyndelsen af besættelsesårene kritiserede de samarbejdspolitikken. Dette medførte også til hæftestraf og bøder til partileder Arne Sørensen og historiker Vilhelm La Cour.
Hverken Dansk Samling eller Kommunisterne havde større tillid til det parlamentariske system. For Kommunisterne spillede loyaliteten over for Sovjetunionen også en rolle. Da sabotagen blev iværksat spredte det kaos hos politikerne.
Fog så hen til en ny tredeling i dit kommende kommunistiske samfund. Her skulle være delvis åndsfrihed med ”ubønhørligt politisk og økonomisk diktatur”. Ved befrielsen regnede DKP i sin eufori over sin rolle i modstandsbevægelsen med støtte af 70 pct. af befolkningen til de kommende initiativer. Man regnede med stor opbakning på arbejdspladserne.
Demokratiet overlevede
Et halvt år efter disse overvejelser blev Frihedsrådet dannet. De blev paraplyorganisation for modstandsbevægelsen som efterhånden fik medlemmer fra alle politiske retninger. Frihedsrådet nåede at blive en politisk magtfaktor. Mange opfattede det som en erstatning for den afgående regering. Men egentlig var Frihedsrådet kendetegnende for uenighed.
Uensartetheden i modstandsbevægelsen gik igen på alle niveauer. Hvilken rolle skulle modstandsbevægelsen spille i efterkrigstiden? Ja det var det også uenighed om.
Risikoen for revolutionære tilstande var til stede i Danmark. Men demokratiet overlevede. Befolkningen valgte de samme politikere. Og økonomien havde ikke taget væsentlig skade.
Der foregik en magtkamp
I april 1945 fremlagde DKP således sammen med Dansk Samling i Frihedsrådet et videregående forslag om bl.a. nationaliseringer, sociale reformer og et udvidet retsopgør
Dansk Samling var modstandsbevægelsens højre fløj. Her stadfæstede man det såkaldte Ranumkonvent i marts 1945. Her kaldtes til moralsk og national vækkelse i skuffelse over samarbejdspolitikken og de gamle politikkers indledende forsømmelse af modstandsbevægelsen.
Man krævede et retsopgør og videreførelse af modstandsbevægelsens værdier- men dette blev dog ikke helt konkretiseret ligesom hos DKP.
Loyale officerer var gået ind i modstandsbevægelsen. Her sad de på nøgleposter. Også de såkaldte ventegrupper regnede man med ville støtte demokratiet.
Men ingen tvivl om, at der foregik en magtkamp. Socialdemokraterne og de borgerlige var i den grad på vagt over for kommunisterne.
De fleste foretrak ikke en revolution
Danmark var ikke som mange andre lande ødelagt. Der var ingen akut krise, og der var fødevare nok. Ingen sultede eller led virkelig nød end i så mange andre lande. De allerfleste modstandsfolk ønskede heller ikke en revolution.
Et kommunistisk kup fandt faktisk sted i Tjekkoslovakiet i 1948 og det skete på omtrent den måde Mogens Fog havde tænkt det på.
Tænk engang – dette var bind nr. 32 i serien fra Aarhus Universitetsforlag. Læs bogen, den kan varmt anbefales
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Modstand så læs her på www.dengang.dk, der indeholder 1.546 artikler:
Under Nørrebro ligger 286 artikler herunder:
Under Tønder ligger 254 artikler, herunder
Under Aabenraa ligger 149 artikler, herunder:
Dato: april 12, 2020
Amagerbanen
Der kørte tog fra 1907 – 1991. De første drømme allerede i 1866. Man var betænkelig – Latrin og passagerer! Stort behov for banen. Dragør pungede ud til sidst. Den første tur med pressen i 1907. Skuffende passagerer. Persontrafikken var større end forventet. Ledelsen fik kontor på Amagerbro Station. Latrin – eller Lortebanen. Man skulle tage hensyn til krudtmagasinerne. Militæret havde endnu noget at skulle have sagt. En Motorvogn blev anskaffet. Busruter blev opkøbt. Ledelsen beskyldt for at sprede rygter. Turisttur til Saltholm ikke den store succes. Hærværk mod banen. Sammenstød -tog afsporet. Persontrafikken indstillet i 1938. Igen indført 1940 – 1947. Med Socialdemokraten på togtur. Vognene var ikke utætte. To gårde i brand. Særlige transporter for Værnemagten. Banen fortsatte som godsbane. Han fik alligevel jobbet. Godstrafikken steg med 40 pct. Et nyt diesel – lokomotiv blev anskaffet. I 1957 havde man 35 busser.
Der kørte tog fra 1907 til 1991
Amagerbanen var et jernbane – og busselskab. Man drev jernbane mellem Amagerbro i København og Dragør. Jernbanen blev oprettet i 1907, mens busserne kom til i 1930. Busserne indgik i Hovedstadsområdets Trafikselskab i 1974 mens banen blev overtaget af DSB i 1975.
I 1991 ophørte den sidste egentlige jernbanetrafik på Amagerbanens strækning. Men en del af den østlige del af Metroen på Amager er anlagt langs den gamle strækning.
De første drømme i 1866
De første tanker om en jernbane på Amager opstod i 1866. Efter flere forslag opgav man dog. I 1870erne ville man have en bane til Dragør i forbindelse med dampskibsforbindelse til Sverige. Efter åbningen af Sveriges – ruterne fra Frihavnen og Helsingør døde disse planer.
Man var betænkelig – Latrin sammen med passagerer
Og så var det i forbindelse med at komme af med latrinen, at nye planer opstod. På tilbageturen kunne man så tage friske grøntsager. Men dog ikke i de samme vogne.
Det var netop denne transport med latrin som trak det hele i langdrag. Man var betænkelig ved, at toget både skulle køre med passagerer og latrin. Et medlem af Rigsdagen havde spurgt om folk skulle køre på møglæsset! Allerede i 1908 kom der et forbud mod at udveksle tønder, når der var passagertog på Amagerbro station.
Men Statsbanerne var hurtigere. I 1904 anlagde man et sidespor fra den nye godsbanegård ved Kalvebod Brygge ud mod den nye Langebro til ”Kjøbenhavns Grundejers Renholdningsselskabs kloakpumpestation ved Kløvermarken. I daglig tale kaldte man stedet for Lortemøllen.
Stort behov for banen
Men i 1903 – 1904 tegnede man aktier i Aktieselskabet Amagerbanen. 10 juli 1905 fik man eneretsbevilling til anlæg og drift af banen i henhold til en lov af 1. april 1905. Banen fik ingen støtte fra staten så der skulle skaffes den nødvendige kapital.
Man fandt ud af, at fabrikkerne kom til at lægge beslag på banen. Årligt forventede man at fragte 8.000 tons latrin, 8.000 tons kul i vognladninger til fabrikkerne, 30.000 tons kalk, sten, gødningsemner, grøntsager m.m.
Man var lidt mere usikker på, hvor mange passagerer, man skulle fragte. Man regnede med ca. 220.000.
Stationsbygningerne blev tegnet af DSB’ s overarkitekt Heinrich Wenk.
Dragør pungede ud til sidst
I 1903 var der nedsat en lokalkomité, der bestod af gårdejere, virksomheder og grundejere. Amagerbønderne ville gerne have latrin sendt ud til gødning af markerne og sende kål ind til frihavnen til eksport. Fabrikkerne havde ligeledes interesse i banen af hensyn til transport af varer og råstoffer. De store grundejere ønskede at sælge parceller.
Passagertransporten havde i første omgang ikke den højeste prioritet.
Projektet omfattede i første omgang kun en bane til Maglebylille. Det skyldtes at Dragør Kommune ikke ville give tilskud til banen. Men beboerne protesterede meget kraftigt mod dette. Kommunalbestyrelsen ændrede derfor holdning, så Dragør blev endestationen. Driften startede 17. juli 1907.
Dragør købte for 60.000 kr. aktier. Men St. Magleby tegnede sig for 70.000 kr. Og Tårnby for hele 100.000 kr.
Den første tur for pressen
Det var pressefolk og andre særligt indbudte, der kom til at køre den første tur med banen torsdag den 11.7. 1907. I Amager Avis stod følgende om turen:
Man spiste frokost på Dragør Strandhotel hvor der blev holdt forskellige taler og lovprisninger af banen og dens initiativtagere.
Efter frokost gik man en tur i Dragørs snævre og hyggelige gader. Dragør Søbad indbød gæsterne til en tur i bølgen blå, men kun få tog imod tilbuddet.
Toget afgik med et kvarters forsinkelse:
Den første tur skuffede passagerne
Da Amagerbanens første ordinære afgang den 17. juli fandt sted, var det uden den samme festivas hvilket skuffede mange passagerer. Men turen var gratis og 27.000 benyttede lejligheden til at komme med på den første ordinære togtur.
Banen havde i starten 8 afgange hver vej på hverdage og 13 på søn – og helligdage:
Persontrafikken var en større succes end ventet
Persontrafikken blev en større succes end ventet, trods læserbreve i lokalaviserne om høje takster. Fra juli 1907 til medio oktober havde der været 116.400 rejsende med banen. Der var dog stadig diskussion om taksterne. Det var bl.a. forslag om rabatordninger for at arbejderne også kunne få råd til at rejse med banen. En abonnentsordning kom da også i stand.
Det oprindelige trinbræt ved Syrevej blev allerede i 1908 erstattet af en station, da Dansk Svovlsyre – og Superphosphatfabrik ydede banen et lån på 20.000 kr. imod, at trafikken på fabrikkens sidespor foregik uden rangerafgift. Og mod nedsat betaling for fragt.
Sidespor var der desuden til Kastrup Havn, hvor der lå et større industriområde samt ved Tømmerup Station, hvor der var lagt to fabriksspor.
I 1909 kørte der på hverdage 9 persontog i hver retning. Det tog cirka 30 minutter for hele turen på 12 km.
Ledelsen fik kontor på Amagerbro Station
Banens ledelse fik kontor på Amagerbro Station. Der var stationsforstandere ved Amagerbro, Kastrup og Dragør. Ved øresundsvej, Tømmerup og St. Magleby var der ansat ekspeditricer, som man kaldte stationsbestyrende. Udover disse blev der ansat 4 portører, 4 konduktører, i overbaneformand, 1 baneformand, lokomotivførere, 5 fyrbøder og 1 pudser.
Fra starten var der diskussion om taksterne ved overførslen af gods fra Amagerbanen til Københavns godsbanegård. Foruden banen protesterede amagerbønderne og fabrikkerne over for høje takster i henholdsvis landbrugsministeriet og handelsministeriet i 1910.
Amagerbanen skulle vederlagsfri overføre alt ekspresgods, ilgods, frimærkepakker og delvis letfordærvelige varer mellem Københavns personbanegård og Amagerbro
Amagerbanen fik mulighed for at udveksle godsvogne med DSB. En gren af Københavns Havnebane gik fra Københavns Godsbanegård via Kalvebod Brygge og Langebro til Islands Brygge.
Herfra udgik lidt nord for den nuværende Reykjavikgade et sidespor til Amagerbanens endestation ved Amagerbrogade. Senere dannede Amagerbanen selv forbindelsen til en anden gren af Københavns havnebane, nemlig sporet til olehavnen på Prøvestenen, som gik fra Amagerbanen nord for Prags Boulevard.
Latrin – eller Lortebanen
Amagerbanen gik gennem hastigt voksende industrikvarter, hvor der blev anlagt mange sidespor. Amagerbanen fik øgenavne som ”latrinbane” og ”Lortebanen”, fordi den transporterede latrin fra hovedstadens natrenovation.
Man skulle passe på Krudtmagasinerne
Fabrikkerne, hovedsagelig på Østamager kunne købe sig til sidespor. Banen skulle gå mellem 200 og 300 meter fra Amager Strandvej for at gnister fra lokomotiverne ikke skulle kunne antænde de krudtmagasiner, der stadig lå på Strandvejen.
Hestevogne med tønder indsamlede i nattens løb byens latrin og bragte den til to opsamlingssteder ved Lersøen på Nørrebro og ved Amagerbanens godsstation. Herfra blev latrinen på lette godsvogne, hver med tre fastspændte træbeholdere, transporteret til landstationerne Tømmerup og Store Magleby, hvor den blev kørt ud til de omkringliggende gårde og gartnerier og blev brugt som gødning.
Militæret havde endnu noget at skulle have sagt
Da der skulle bygges en ny station ved Amagerbrogade, måtte der ikke opføres en muret bygning af militære grunde. Så Wenck måtte opføre et bindingsværkshus som efter planen kun skulle fungere midlertidigt. Lige syd for selve stationsbygningen blev der i 1915 opført en mindre bindingsværksbygning, der skulle fungere som ventesal
I januar 1916 fik Amagerbanken tilladelse til at leje halvdelen af den lille bygning til deres Amagerbro Afdeling. Da bankens nye hovedkvarter tæt ved stationen stod færdig i 1921, overtog banen igen hele bygningen.
Efter Første Verdenskrig var der en million rejsende årligt, hvilket må betegnes som en succes.
En Motorvogn blev anskaffet
I 1930 blev 242 vognladninger kørt ud til de to stationer. Der var stor efterspørgsel efter latrinen fik den intensive kåldyrkning på Amager, ikke mindst under Anden Verdenskrig, hvor man ikke kunne få kunstgødning.
Efter Første Verdenskrig kørte der 10 tog i hver retning. Men udgifterne var stigende.
Amagerbanens trafikmængde kulminerede omkring 1920. Derefter faldt især persontrafikken, selvom banen i 1923 som en af landets første privatbaner anskaffede en motorvogn. Dette medførte flere afgange. Banen kaldte den for M. 1. Men det var for kedeligt, mente Ekstra Bladet. Efter en konkurrence i avisen blev den døbt ”Den flyvende hollænder”.
Andre forslag var ”Guleroden”, ”Kålhovedet” og ”Gåsen”. Det sidste mente man slet ikke var i orden for så ville man insinuere at nyerhvervelsen ville vralte sindigt af sted.
Det var en benzindrevet motorvogn med 50 siddepladser. Vognen kunne køre 45 km i timen og skulle, hvis det gik godt have følgeskab af flere.
Men motorvognen var dog ikke en succes. Driftsikkerheden var for ringe. Forventningerne blev ikke indfriet.
Nu kørte der 17 tog-par på hverdage. De store persontog og godstogene kørte dog stadig med damp.
Busruter blev overtaget
I 1921 startede Amagerbanen en buslinje mellem Kastrup og Sundby. I 1930 overtog banen samtlige bil-ruter på Amager og oprettede en ny rute mellem Sundby og Dragør Samtidig blev antallet af persontog halveret, så de fortrinsvis kørte i myldretiden.
I slutningen af 1920’erne blev konkurrencen fra private rutebiler mærkbar. Amagerbanen opkøbte flere busruter i oplandet og reducerede togdriften med 50 pct. Mere og mere persontrafik overførtes til busserne.
Ledelsen beskyldt for at sprede rygter
I 1927 blev der etableret et trinbræt ved lufthavnen, da lufthavnen var en turistattraktion. Her var ofte flyvestævner. Her blev etableret et skilderhus, der havde billetsalg på søn – og helligdage.
Den dag Charles Lindbergh gennemførte sin flyvning fra Amerika til Europatroede mange danskere at han ville lande i Kastrup, så mange drog med banen til lufthavns-trinbrættet.
Men rygtet talte ikke sandt så folk vendte tilbage til København. Dette gentog sig mange gange, så Amagerbanen blev beskyldt for at have sat rygtet i gang. Men det benægtede banen, der hermed fik uventet passagerer tilstrømning.
Turisttur til Saltholm – ikke den store succes
Kastrup Station bestod dengang af en stor hovedbygning, godsekspedition, læssespor, kran og et mystisk spor, der gik ud mod vandet. Der havde personvogne ikke noget at gøre, for det var havnebanen.
Man havde i banens første år forsøgt med gennemgående billetter fra Amagerbro til Saltholm i håb om, at postbåden Kastrup – Saltholm skulle blive en turistrute. Men det blev ikke nogen succes.
Man havde håbet på, at folk, når de kom til Kastrup skulle overnatte samt have mad og drikke. Derfor blev der i 1923 opført et jernbanehotel i Søvang Allé. Og der må have været god søgning for i 1928 blev hotellet udvidet.
Hærværk mod banen
På Tømmerup station blev stationsforstanderen kaldt Frederik den Syvende. Det store skæg gav ham kælenavnet. Det var ikke så farlig mange rejsende fra Tømmerup Station men som godsstation var den i mange henseende bedre end Kastrup.
I øvrigt klagede en læser fra Maglebylille over, dels at det hed Tømmerup Station da den lå på Maglebylille – jord, og dels at der var alt for langt for landsbyens beboere til stationen.
I 1920’erne blev der begået hærværk mod banen af et par drenge der havde taget, skruer ud af et par skiftespor.
På et senere tidspunkt havde en ukendt smidt en harve på skinnerne. Begge dele blev opdaget i tide, så en ulykke blev afværget.
Sammenstød – Tog afsporet
Men da en lastbil i 1921 skulle passere overskæringen ved Øresundsvejens Station gik det galt. Føreren af lastbilen havde set at toget holdt med dampen oppe ved stationen, men ikke at et tog kom fra den modsatte vej, så bilen kørte ind i lokomotivet. Ingen mennesker kom til skade. Lastbilen blev dog ødelagt og lokomotivet afsporet.
Sagen endte ved Højesteret, hvor banen vandt sagen og fik erstatning.
Persontrafikken indstillet i 1938
Banen indstillede persontrafikken den 1. april 1938, hvorefter passagererne var henvist til selskabets egne buslinjer. Efter Anden Verdenskrigs udbrud gjorde manglen på benzin og bildæk busdriften besværlig, så persontrafikken på banen blev genoptaget 5. maj 1940.
I 1939 havde man på Amagerbro Stations terræn opført boligblokken Møllelængen, som dengang var Københavns længste bygning. Derfor måtte man lade personvognene udgå fra en grusperron på godsstationen. Her blev opført en lille bygning med venterum og billetsalg.
Persontrafik igen fra 1940 – 1947
Men fra denne station var der langt til sporvognene på Amagerbrogade. Derfor lod man fra 1. august 1942 lod man igen banen udgå fra Amagerbrogade, hvor en tilsvarende perron var anlagt. Den lille ventebygning blev også flyttet hertil, og man benyttede hertil, og man benyttede DSB’ s spor til omløb.
Allerede et par dage efter besættelsen blev man klar over, at mangel på dæk og benzin til busserne ville gøre det nødvendigt at genoptage togdriften. Der skulle dog lige først iværksættes reparationer af banen. Og så skulle man også lige ansøge Ministeriet for Offentlige Arbejder.
Personvognene, der var udlejet til Frederiksværk-banen kunne tilbageleveres med det samme. Men de vogne, der var udlejet til Slangerup-banen kunne først tilbageleveres i foråret 1941.
Med Social – Demokraten på togtur
Den 6. maj 1940 rullede toget igen afsted med passagerer mellem Amagerbro og Dragør. Social – Demokraten skrev bl.a.:
Vognene var ikke utætte
Det var dog kun 10 pct. af personbefordringen, der i de første år af besættelsen foregik med tog. I løbet af årene blev brændslet dårligere og dårligere. Det medførte mange forsinkelser og klager.
En anden klage gik ud på, at det dryppede fra loftet. Driftsbestyreren forklarede dette på et bestyrelsesmøde således:
Fra 1. februar 1945 blev der en periode forbudt at køre lørdag og søndag både med busserne og toget på grund af mangel på brændstof og dæk.
To gårde i brand
På banen mærkede man også den tyske besættelse på andre ubehagelige måder. Ved Tømmerup Station skulle værnemagten bruge et stykke af stationspladsen til en feltjernbane fra Tømmerup Station over Magleby til Dragør. Denne bane blev i maj 1944 årsag til, at to gårde i Magleby brændte. Den ene brændte helt ned. Brandårsagen skyldtes at feltjernbane – personalet en aften havde fjernet røgspjældet på lokomotivet for at få større fart. Flammerne fra skorstenen havde antændt stråtaget på den ene gård, som lå tæt ved banen.
Herfra sprang flammerne over gaden og antændte den anden gård.
Særlige Transporter for Værnemagten
I maj 1940 fik banen besked på gennem generaldirektoratet for statsbanerne at indgå:
Hvad dette præcis gik ud på er det ikke mulighed for at finde i arkiverne. I 1944 måtte banen desuden leje et lokomotiv ved Hillerød-Hundested-banen til:
Man ville dog forsøge at få statsbane-lokomotiver til disse transporter og i stedet bruge lejede lokomotiver til banens øvrige trafik. Samtidig var der oprettet en overenskomst med værnemagten om særkørsel med værnemagten om særtogskørsel med arbejdere mellem Amagerbro og Tømmerup Station.
I 1944 nedsatte udenrigsministeriet leje for en borgestue for den tyske værnemagt på Amagerbro Station fra 100 kr. til 30 kr. Samme år forbød værnemagten, at man kørte med det sidste aftentog.
Kort tid efter ønskede værnemagten at denne kørsel skulle fortsætte helt til Dragør. Man ville fra banens side have, at disse kørsler skulle inkluderes i køreplanen.
Banen fortsatte som godsbane
Da forholdene blev normaliseret efter krigen, blev persontrafikken igen indstillet 1. september 1947, hvorefter banen fortsatte som ren godsbane. Men gennem hele besættelsen og ind til 1. september dampede Amagerbanen frem og tilbagemed masser af rejsende.
I 1950 fik Amagerbanken skrivelse fra Revisionsudvalget fordi de havde samarbejdet med tyskerne. Om de blev dømt til tilbagebetaling, vides ikke.
Mindst en af banens ansatte blev taget af Gestapo. Den 6. marts 1945 eksploderede en bombe i en jernbanevogn, der var fyldt med våben ved Amagerbro Station. Tyske soldater blev såret og to godsvogne blev beskadiget. En lang række ruder i lokomotiver og i personvogne blev knust.
Den 27. marts samme år var der sabotage ved Langebro. Målet var at ødelægge mekanismen i broen så skibene i Sydhavnen ikke kunne sejle igennem. Vi har beskrevet denne hændelse i vores artikler Besættelsen på Vesterbro 1-2.
Han fik alligevel jobbet
Efter befrielsen havde banen stadig væk særtransporter, bl.a. mange afgange med tyske flygtninge til lejren på Kløvermarken og til de allierede tropper i lufthavnen. En tidligere arbejder ved banen fik ansættelse som portør selv om han under en:
For dette fik han 40 dages hæfte.
Godstrafikken steg med 40 pct.
Busdriften blev forøget i takt med at man fik tildelt dæk. Man indskrænkede togafgange med passagerer. Man regnede med at indstille helt når forsyningerne af dæk var helt normal igen.
Godstrafikken steg med 40 pct. i slutningen af 1940’erne. Trafikken omfattede i 1949 ca. 2.940 vognladninger om året. Masser af det gods som man fragtede kunne ikke fragtes med lastbiler. Virksomhederne kunne ikke undvære banen sagde de.
Et nyt diesel – lokomotiv blev anskaffet
Den 30. april 1957 blev strækningen mellem Tømmerup og Dragør nedlagt. Den 15. juni samme år fulgte strækningen mellem Kastrup og Tømmerup, da der skulle gives plads til udvidelse af Københavns Lufthavn.
Amagerbanen oprettede en godsrute med lastbil til Dragør. Denne ophørte først i 1968. Men denne rute kunne ikke rigtig løbe rundt.
I 1954 blev den nuværende Langebro indviet og samtidig åbnede en separat lav jernbanesvingbro syd for broen.
I 1956 blev der anskaffet et nyt diesel – lokomotiv til godsbefordringen og som afløsning af dampdriften. Selskabets maskiner var ikke egnet til godstrafik. Man havde dog et opfyret damplokomotiv i reserve.
I 1957 havde man i alt 35 busser
I 1957 havde banen i alt 35 busser. De fleste var nye og moderne. De fleste var af samme type som Københavns Sporveje.
Amagerbanen var med i Olsen – banden på sporet. Men kun få dage efter filmens præmiere var det slut med at være et selvstændigt firma. Man blev overtaget af DSB.
DSB fortsatte med at betjene Prøvestenen i en del år indtil den endelige nedlæggelse i 1995.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: Om Amager – På www.dengang.dk finder du 1.542 artikler – Under København (164 artikler) finder du:
Hvis du vil vide noget: Om Tog, Busser, Sporvogne – se her:
Under Aabenraa (149 artikler)
Under Tønder (254 artikler)
Under Højer (72 artikler)
Under Sønderjylland (187 artikler)
Under København (164 artikler)
Under Østerbro (86 artikler)
Under Nørrebro (286 artikler)
Dato: april 4, 2020
Kommunehospitalet – i begyndelsen
Der var allerede to hospitaler. Resultatet var ganske imponerende. Topmoderne ventilationsanlæg. Flere og flere patienter blev indlagt. Første sted, hvor sygeplejersker blev uddannet. Man ønskede damer af de bedre klasser. Læretiden var kun et år. Betalings – hospital. Fem måltider om dagen. Kosten var en del af behandlingen. Ikke alle måtte få kaffe. En speciel slags snaps. Masser af damp i køkkenet. Grødomslag. Store lønforskelle. Man kunne ikke drikke vand. Middagssøvn var ikke lægelig forsvarligt. Et rygefrit område. Portøren kunne tjene lidt ekstra. De bedrestillede havde enestuer. Kommunehospitalet var klasseopdelt. En streng disciplin både for patienter og ansatte.
Der var allerede to hospitaler
Allerede inden et stort udbrud af kolera ramte København i 1853, havde nogle læger offentligt kritiseret de dårlige hygiejniske forhold i byen og følgerne for sundheden.
København havde Frederiks Hospital i Bredgade, der blev oprettet i 1757 og var beregnet til at yde ubemidlede patienter fri kur og pleje.
Almindeligt Hospital i Amaliegade blev åbnet i 1769 og var en stiftelse for byens fattige. Med tiden blev der indrettet flere og flere pladser til fattige syge. Ja og så var der også et lille børnehospital i Rigensgade.
Krigsministeriet tog det ikke så tungt
Krigsministeriet slog sig i tøjret for det område man havde udpeget til det kommende Kommunehospital lå i befæstningsterræn og skulle kunne ryddes i krigstilfælde. Men da man samtidig var gået i gang med at nedlægge fæstningsværkerne omkring byen tog man det ikke så tungt.
Og det var arkitekt Christian Hansen, der blev udpeget. Han havde erfaringer fra Grækenland, hvor han havde arbejdet for den græske kong Georg, der oprindelig var prins af Danmark.
Resultatet var ganske imponerende
Koleraens hærgen gjorde det endnu mere tydeligt, hvor vigtigt lys og luft, rent vand og gode kloaker er. Det førte blandt andet til opførelsen af Kommunehospitalet. Det blev indviet i 1863.
Resultatet var ganske imponerende. Der blev plads til 844 patienter. Der var 60 stuer med plads til 10 senge. 24 stuer med 5 senge. 9 stuer med 2 – 3 senge og 36 eneværelser. Ja så var der jo også lige 20 celler til sindssyge patienter.
Det var blandt de største bygningsværker i datidens København. I største svarede det nok til Christiansborg. Hospitalet er bygget efter princippet med længdekorridorer og alle sygeværelser vender mod syd (solsiden), mens korridorerne vender mod nord.
Topmoderne ventilationsanlæg
Der blev indrettet 4 afdelinger, en kirurgisk, en afdeling for hud – og kønssygdomme samt to medicinske afdelinger.
Hospitalet var topmoderne med ventilationsanlæg, rindende vand på patientstuerne og vandklosetter. Det sidste var ganske enestående. For almindelige borgere blev det først lovlig at installere wc i 1890erne, da kloakeringen på den tid lod meget tilbage at ønske.
Hospitalet var indrettet i en mands – og en kvindeside, der hver havde tre underafdelinger, en medicinsk, en kirurgisk og en for hud- og kønssygdomme.
Ja så kom der jo også arbejderboligerne i Brumleby som ”Kartoffelrækkerne”, hvor lys og grønt var i fokus. Kommunehospitalet blev dog hurtigt for lille. Ikke bare steg befolkningstallet fra 155.143 i 1860 til 411.000 i 1901.
Flere og flere patienter blev indlagt
Hospitalsvæsnet blev også mere belastet af, at det blev gratis og en pligt at blive behandlet for kønssygdomme. Loven om sygekasser blev ændret i 1892 og gav større adgang til at blive behandlet på et hospital.
Flere patienter blev behandlet på et hospital og flere patienter blev indlagt, fordi lægerne blev bedre til at behandle sygdomme, de tidligere ikke kunne helbrede eller mildne. Københavns Kommune reagerede ved at opføre nye sygehuse som Øresundshospitalet som karantænehospital og Blegdamshospitalet, hvor Panum Instituttet nu ligger. Sidstnævnte hospital blev brugt som epidemisygehus fra 1879.
Kommunehospitalet blev det førende hospital for medicinsk udvikling. For eksempel var det her, overkirurg Mathias Hieronymus Saxtorph for første gang herhjemme brugte en karbolspray under en operation for at holde luftens skadelige kim borte.
Den første operationsstue blev hurtigt utilstrækkelig, og i 1888 tog man en ny operationsstue i brug, der var indrettet efter de nyeste hygiejniske principper. I løbet af 1890erne blev et større areal inddraget til operationsstuer.
Første sted, hvor sygeplejersker blev uddannet
Kommunehospitalet var det første hospital, hvor man var begyndt at uddanne sygeplejersker. Det vil sige, at det var på Diakonissestiftelsen, der var blevet stiftet samme år som Kommunehospitalet blev etableret, at man begyndte den første systematiske uddannelse af sygeplejersker. Men for kvinder, der ikke ønskede at indtræde i et religiøst fællesskab, var muligheden der først i 1876.
På mandsafdelingerne 4. og 6. afdeling var der ansat mandlige plejere. Og i begyndelsen på Kommunehospitalet var der ikke tale om en egentlig uddannelse. Der var dels faste stue- og vågekoner, dels løst ansatte. Der var også en badekone, en badepige og en kone med titel af ”medicinkone”.
En stuekone havde ansvaret for en stue med 10 patienter Hun boede i et værelse adskilt fra sygestuen og med adgang fra samme korridor som sengestuerne lå på. Det var en klar forbedring i forhold til Frederiks Hospital, hvor stuekonen boede bag et forhæng på sygestuen.
Man ønskede damer af de bedre kredse
De var sikkert gode medarbejdere. Men stuekonen fik også drikkepenge af patienterne mod at give dem særbehandling. Streng ædruelighed var påkrævet, men det var svært at håndhæve. Vågekonerne ude fra byen kom ofte fra en fuld arbejdsdag, og de var trætte. Det gik ud over deres årvågenhed. En vågekone fik 2 mark pr. nat for besværet.
I 1872 gjorde L.I. Brandes sig til talsmand for, at
Han gik selv foran ved at tilbyde kurser i sygepleje til unge piger på Almindeligt Hospital.
Da lægen C.E. Fenger blev hospitalsborgmester i 1875, gik han i gang med at indføre det nye system med sygeplejersker på Kommunehospitalet. Fra 1876 blev der antaget unge damer til oplæring i sygepleje. Fengers mål var at forbedre tonen på hospitalet og at afskaffe systemet med drikkepenge.
Læretiden var kun et år
Men det hele trak ud. Først i 1905 kom der sygeplejersker på de sidste afdelinger. Nogle af overlægerne var lodret imod ordningen og slog sig i tøjret. En række kvinder blev sat i lære hos stuekonerne. Disse blev så afskediget efterhånden som de nye assistenter blev udlært. Det siger sig selv, at dette skabte et spændt forhold.
Hospitalets reglement gjorde det ikke bedre. I 1878 blev det bestemt, at ”den nye sygepleje” skulle have kaffe om formiddagen, mens det gamle personale fik mælk og brød. Det varede til 1883, hvor også stuekonerne og sygevogterne fik deres formiddagskaffe.
Læretiden var kun på et år. Den pædagogiske metode var en form for sidemandsoplæring, hvor eleven selv måtte gøre sine iagttagelser og lære af egne fejl. Arbejdet gik ud på at gøre arbejdet som den enkelte overlæge ønskede arbejdet.
Eleven fik indskærpet, at hun skulle vise lydighed og ærbødighed mod plejemoderen, som var den ledende sygeplejerske. Man skulle lære at underkaste sig autoriteterne og udføre det arbejde som blev pålagt. Arbejdstiden var 14 timer i dagvagt og 12 timer i nattevagt. Assistenterne delte værelse på afdelingen. Plejemoderen havde to værelser.
Betalings – hospital
Da hospitalet åbnede, skulle det tage imod betalende patienter, og patienter skulle behandles på kommunes regning. Syge, der var under fattigforsorg, kunne indlægges med godkendelse fra magistraten. Andre fattige syge, der ikke var under fattigforsorg, kunne også indlægges til gratis kur og pleje på magistratens foranledning. Løsagtige fruentimmer, der skulle behandles for syfilis, blev indlagt af politilægen.
De betalende patienter fordelte sig på tre grupper:
Fem måltider om dagen
Det var sandelig også forskel på kosten. Betegnelsen ”pleje” dækkede blandt andet over, hvilken kost patienten fik tildelt. På hospitalet fandtes to former for pleje, almindelig pleje og bedste pleje.
På Kommunehospitalet blev der serveret 5 måltider dagligt:
Bevaret er reglementet fra 1890, men der var ikke sket de store forandringer fra begyndelsen. Meget tidligt omkring 6.30 fik man 125 gram sigte – eller franskbrød, 125 gram smør og te, hvis man var indlagt i almindelig pleje og fuld kost.
Kosten var en del af behandlingen
Kosten blev anset som en del af behandlingen. Hver dag skulle lægerne indføre i en speciel madbog, hvilken kost patienten var ordineret. Man kunne også få ordineret en ekstra diæt, hvis man var mager og ikke ”udvokset”.
En ekstra diæt bestod foruden af fuldkost af ansjoser, bouillon, brød, smør, mælk, sukker, æg og øl.
Efter morgenmaden vaskede gangkonen de anvendte drikke – og madkar, som det var hendes arbejde efter hvert måltid. Opvasken foregik idet til sygestuen hørende varmekøkken.
Ikke alle måtte få kaffe
Der blev ikke serveret kaffe, selv om mange læger ikke længere anså den som skadelig, men som en ”sund og nærende Drik”, hvis man blot ikke overdrev brugen. I enkelte tilfælde kunne man godt få kaffe, men så skulle den ordineres af overlægen. Kaffe blev betragtet som medicin og blev udleveret af apoteket.
Men om natten duftede hospitalets gange af kaffe. Det drak vågekonerne for ikke at falde i søvn. Man måtte dog selv betale for den. Den første personalegruppe, der fik kaffe, var sygeplejerskerne. Først seks år senere fik stuekoner og sygevogtere ret til dette.
En speciel slags snaps
Formiddagsmaden blev serveret kl. 9. Den bestod af ¼ pot havresuppe og mælk til hver patient. Sigtebrød eller rugbrød fulgte med. Når klokken lød betød det, at stuegangen var sat i gang, så skulle alle patienter finde deres seng.
Det var ikke ualmindeligt at mændene fik en snaps eller to til smørrebrødet. Det blev betragtet som forebyggende medicin. Men det var nu ikke altid, at lægerne havde denne mening. Når man skulle behandles for delirium (alkoholisk psykose) blev præparatet ”Mixtura Spirituosa” anvendt.
Hvis du har lyst til at blande sådan en, får du her opskriften:
Hver tredje time fik patienten sådan en ”snaps”.
Havresuppen blev leveret i særlige ”Havresuppespande”. Overopsynsmanden/konen skulle være til stede under udleveringen. Ledelsen mente ikke, at Gangkonerne selv kunne håndtere dette.
Masser af damp i køkkenet
Man havde noget der hed ”Opheisningen” (Køkkenelevatoren). Det var en sjælden lettelse i personalets arbejde. Udleveringsrummet i stueetagen lå ved siden af ”Dampkøkkenet”. Dette var Kommunehospitalets centrale køkken. Dette var så opdelt i et koge – og et stegekøkken.
Her var en række dobbelte kobberkedler til madlavning. De blev opvarmet ved hjælp af damp, der under tryk blev ledt ind i rummet mellem to kedler. Ulempen ved disse var at der kunne udvikles så meget damp, at man ikke kunne se fra den ene kedel til den anden. Helt ufarlige syntes de heller ikke at have været.
Grødomslag
To gange om dagen kl. 7 om morgenen og kl. 7 om aftenen bragte køkkenkarlen omslagsgrøden ud til afdelingerne. Når grøden skulle anvendes, blev den blandet med stoffer, som behandlingen krævede. Derefter bliver den fyldt i særlige ”omslagsposer”
Således var der i f.eks. ”blødgrødende grødomslag” tilsat hyldeblomst, kamilleblomst, altæarod og hørfrø. Sådanne omslag blev anvendt til behandling af hudlidelser og svulster.
Store lønforskelle
Husholdersken fik en årsløn på 300 rigsdaler samt fri bolig på hospitalet inklusive brændsel og belysning. Det øvrige køkkenpersonale bestod af en overkokkepige, tre kokkepiger og to køkkenkarle. Overkokkepigens løn var på 40 rigsdaler halvårligt. Det var dobbelt så meget som årslønnen for de tre kokkepiger, som hver fik 20 rigsdaler halvårligt. De mandlige køkkenkarle fik hver 30 rigsdaler. De fik desuden kost og logi.
Når hospitalet var fuldt belagt, skulle dette personale lave mad til over 800 patienter samt til en stor del af personalet til 205 personer.
Det gik ikke altid helt godt. Således anmeldte 4. afdelings overlæge i 1883 til lægerådet, at der efter middagsmaden den 4. juni opstod 95 tilfælde af diarre på afdelingen.
Man kunne ikke drikke vand
Middagsmaden bestod af to retter, en forret og en hovedret. I almindelig pleje skiftede man mellem ni slags formad og ni slags eftermand. Hvem femte dag fik man samme hovedret. Om søndagen blev der serveret byggrynssødsuppe eller risgryns-sødsuppe og kalve – eller oksesteg med kartofler.
Drikkevandet blev betegnet som ”ålesuppe”. Det var ofte af ret klumpet karakter. Hospitalet fik sit drikkevand fra det nye vandværk på Vester Farimagsvej, mens vand til udskylning og badebygningen blev hentet fra Sortedamssøen.
Skulle man have noget at drikke, ja så drak man først og fremmest øl. Også de ansatte havde ret til øl. De mandlige fik en øl om dagen. De kvindelige fik en halv øl.
Hospitalet indkøbte i 1865 157 tønder godtøl samt 58 ½ tønder hvidtøl og 11 ½ tønder dobbelt øl. De patienter, der havde enestue, havde ret til vin til maden.
Middagssøvn var ikke lægelig forsvarligt
Havresuppe blev serveret kl. 16. Om folk havde sovet middagssøvn, vides ikke. Det var ikke alle læger, der syntes at dette var særlig sundt. I en af de mange sundhedsbøger fra dengang hed det sig:
AC
Et rygefrit område
I 1864 var 1.061 af de i alt 8.342 indlagte patienter under fattigvæsnets forsørgelse. Hertil kom 2.517 patienter, som ikke selv kunne betale for deres indlæggelse. Det måtte det offentlige tage sig af. Næsten 43 pct. af patienterne kom fra yderst beskedne kår, hvor sult og sparsom kost hørte til dagens orden.
Dengang i 1860-70’erne var rygning et mandeanliggende. Kommunehospitalet var røgfrit. Det var heller ikke tilladt for patienterne at bruge snus, skrå eller røgtobak i hospitalets værelser eller på gangene.
Retiraderne nævnes ikke i den forbindelse. Men de var næppe et tilflugtssted for rygerne, sådan som senere tiders rygeforbud har medført. Forbuddet gjaldt også for de besøgende.
Rygning blev dog i 1860erne betragtet som sundhedsfarligt. Tobakken blev tillagt mange positive egenskaber. Den blev anset for et glimrende middel mod tandpine. Men den tilstand som, dem der røg for mange cigaretter kunne komme i, blev anset for skadelig.
Portøren kunne tjene lidt ekstra
I 1870 så lægerådet sig nødsaget til at forbyde besøgende at medbringe ”Vindruer, Appelsiner, Saftevand m.v.” til patienter på fællesstuerne medmindre der forelå en tilladelse fra overlægen.
Portøren havde en ekstra grund til at hindre besøgende i, at medbringe mad- og drikkevarer. Han havde nemlig tilladelse til at have udsalg af mælk, fløde, te, kaffe, sukker, hvedebrød og øl. Gennem dette salg kunne han indtjene en del af sin løn.
Med tiden udviklede der sig en hel handelsplads ude foran portene.
Patienterne på 10 – sengs fælles- stuerne måtte dårligt forlade stuen. Det var ikke helt let at være patient dengang. Der var også grænser for, hvilke spil man måtte spille.
De bedrestillede ville have enestuer
Det var et moderne og fremsynet hospital båret af en moderne tidsalders sundhedsidealer og lægevidenskabelige revolutioner. Man indførte insulinbehandling, kirurgiske indgreb, psykiatrisk diagnostik og undersøgelser af hjertes kranspulsårer. Hospitalet var også det første herhjemme, hvor man indrettede en patologisk afdeling, en øjenafdeling, en brandsårsafdeling og en røntgenafdeling.
De bedrestillede borgere kviede sig ved tanken om at dele hospitalsstuer med underklassen, men de kunne så mod betaling få enestue.
Kommunehospitalet var klasseopdelt
De løsagtige og de offentlige fruentimmere – altså byens prostituerede – var henvist til Almindelig Hospital, ligesom fattiglemmer, der led af fnat, skurv, utøj eller andre uhelbredelige sygdomme. Kommunehospitalet var et strengt klasseopdelt sted.
Der hang store skilte ned fra væggene, der fortalte, hvordan patienter skulle opføre sig. Der var ingen tvivl om, at der herskede skrappe regler for patienternes gøren og laden. I reglementet fra 1863 står der fx om fællesstuerne, at patienterne skulle:
En streng disciplin
Der herskede en streng disciplinen på selve sygestuerne. Selv patienternes læsestof var der regler for. ”Usædelige og anstødelige” bøger og blade blev beslaglagt, ligesom der var forbud mod terningespil, kortspil og ”klink”.
Patienterne måtte ikke uden lægelig tilladelse besøge hinanden og heller ikke trække frisk luft i de nye rekreative gårdhaver. Kl. 20 skulle der være ro på stuerne, og derefter måtte patienterne hverken tale sammen eller have lyset tændt.
Der er sket mange om – og tilbygninger gennem tiden. Den 1. maj 1999 blev Kommunehospitalet lukket som hospital og bygningerne sat til salg. Så blev der rejst en fredningssag, der dog kun omfattede de ældre bygninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.540 artikler herunder:
Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:
Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:
Under København (163 artikler) ligger bl.a.:
Under ”Andre Historier” (52 artikler) ligger bl.a.:
Dato: april 3, 2020
Facebook og Besættelsestiden
Velkommen til Linda Petersen. Hun er ny redaktør på Facebook, dengang.dk. Vi bringer alle de nye artikler på Facebook, dog ikke fra Besættelsestiden. Her må du selv gå ind og tjekke. Artiklerne indeholder ord og ideologi, der nok ikke er forenelig med Facebooks retningslinjer. Vi skal nødig rydde ud igen. AC
Velkommen til Linda Petersen, som er den nye redaktør på dengang.dk på Facebook. Det er hun, fordi den hidtidige redaktør blev smidt ud af Facebook. Han blev deaktiveret. Og det har været umuligt at få fat i Facebook for at få at vide, hvor længe dette ville vare. Nu er det så stået på i fire måneder. Derfor er der kommet en ny redaktør.
Vi har endnu ikke etableret kontakt til alle de gamle grupper på Facebook, men det kommer vel nok efterhånden.
Men alt dette betyder også nogle ændringer. Og det er for at vi ikke atter engang bliver smidt ud af Facebook. Således bliver vi nok lidt mere smålig ved at dele billeder, fordi her var også et problem med Facebook. Vores artikler fra Besættelsestiden rummede en række ord og filosofier, som heller ikke var forenelig med Facebooks retningslinjer og ideologi.
Derfor har vi besluttet, at vi ikke mere på Facebook bringer henvisninger til nye artikler om besættelsestiden. Vi vil nok også være påpasselig at dele andre mediers historier om dette. Det er vi nemlig også tidligere blevet straffet for.
De opmærksomme læsere vil huske, da vi delte en anmeldelse fra Flensborg Avis om nazister i Flensborg. Da fik vi en advarsel, men det fik Flensborg Avis ikke.
Vi har selvfølgelig tjekket vores historier om besættelsestiden. Således er vi blevet mere flinke til at angive vores kilder. Selv om mange læsere måske mener, at ikke alle vores historier er korrekte, så mener vi nu nok, at vi holder os til sandheden. Det gælder alle vores historier.
I den næste tid vil vi på Facebook bringe alle de ny artikler, som vi skrev i den ”Facebook – løse tid. Og vi forsøger at sprede dem så godt vi kan på alle kategorier. Efterhånden har ”Den Gamle Redaktør” fundet ud af at bruge Google Analytic. På den måde kan vi se alle kategorier, er der gang i.
Vi kan også se, at vores læsere har taget vældig godt imod, at vi atter er kommet tilbage på Facebook.
I øjeblikket har du på www.dengang.dk mulighed for at se hele 1.539 artikler fordelt på følgende kategorier:
Dato: marts 21, 2020
Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
Handler det om politisk holdning? Et meget kritisk indlæg. Kritikken blev besvaret. Mindretallet skal ikke udvandes helt. Mindretallets skoler. Engang gik der en grænse langt mod syd. Det tyske sprog blev dominerende. Man krævede Slesvig-Holstens løsrivelse. De dansksindede syntes at hele Slesvig skulle til Danmark. Slesvig ville være sig selv. Et frikorps til Sydslesvig. Det kom som et chok for de fleste danskere, at Flensborg stemte tysk. I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer i Flensborg. Bønderne regnede ikke arbejderne for noget. Bacon fra Danmark. Rygter om tysk snyd. Det store valg i 1924. Tyske historikere mener, at de dansksindede havde nazistiske tendenser. Krisen var stor i Flensborg. Stor tilslutning til de dansksindede i 1945. En anledning til at arrestere fjenderne. Man skulle spørge Hitler Jugend om lov.
Handler det om politisk holdning?
Når man skal beskrive Nord – og Sydslesvigs historie og skal lave research så får man vidt forskellige meldinger. Det handler åbenbart om politisk holdning. Det er ikke altid, at dette passer med de historiske kendsgerninger. Mange tolker begivenheder og forløb efter en bestemt partipolitisk opfattelse.
Når man har undersøgt, hvad der egentlig skete lige inden 1920 og efterfølgende i historien i Nord – og Sydslesvig, får man at vide, at man fuldstændig har fejlfortolket situationen.
Emnet er selvfølgelig meget aktuelt, men hvad er rigtigt, og hvad er fejlfortolket? Problematikken omfatter også de dansksindede syd for grænsen.
Et meget kritisk debatindlæg
Således kunne Hans-Otto Nielsen, professor fra Husby i et debatindlæg i Jyllands-Posten fortælle, at de danske sydslesvigere isolerer sig i et parallelsamfund. Her får vi at vide, at kommunister og socialister meldte sig ind i det danske mindretal. Efter 1945 var det mindretalsførere fra St. Knuds Gildet og Socialdemokrater, der førte an.
Den største fjende var de østtyske flygtninge. Mange af de dansksindede var stadig præget af nazistiske tendenser efter krigen. Professoren mener heller ikke at der er kommet fornyelse og udvikling i mindretallet. Han mener også, det er fidusberegninger, der giver 40.000 medlemmer, når man betænker, at hovedorganisationen SSF kun har 15.000 medlemmer.
Endelig slutter professoren sit angreb med, at dansk sindelag og tysk sprog ikke holder vand. De fleste i mindretallet er åndelig og politisk hjemløse.
Kritikken blev besvaret
Nu blev angrebet selvfølgelig besvaret. Her blev der så meddelt, at Den Slesvigske Forening smed kendte kommunister ud for ikke at provokere nazisterne. Og så får vi at vide, at det kun er folk over 15 år som registreres som medlemmer af SSF. Vi får også at vide, at virkeligheden er mere nuanceret end den historie som professoren fortæller os.
Overraskende er det at få at vide, at man stadig i dag får at vide, at mange dansksindede stadig oplever, at tyskere venner, vender dansksindede ryggen med kommentaren:
Myndighederne må ifølge København – Bonn Erklæringerne fra 1955 ikke sætte spørgsmålstegn eller kontrollere folks sindelag.
Mindretallet skal ikke udvandes helt
Stadig flere tyskere vælger at sende deres børn i danske skoler og børnehaver syd for grænsen. Nogle ser det som et udtryk for dansk tiltrækningskraft. Andre mener at det nationale snart bliver så udtyndet, at idéen med et dansk mindretal er i spil. Andre igen gør opmærksom på, at Det Danske Mindretal syd for grænsen hvert år får en halv milliard kroner. Ingen stiller spørgsmål om dette beløb.
I en artikel i Kristeligt Dagblad sagde museumsleder fra Danevirke Museum ved Slesvig:
Er det stadig det nationale, der er vigtigt for mindretallenes identitet, ja det spørgsmål må de vel selv tage op på et tidspunkt. Var det ikke Mette Bock, der sagde følgende:
Mindretallets skoler
De danske skoler syd på har mere fordelagtige tilbud end de tyske med lavere klassekvotienter, gratis undervisningsmaterialer, ferierejser til Danmark. Da danske skoler er organiseret som privatskoler, der foruden det tyske standardtilskud pr. elev modtager tilskud fra den danske stat og private. I Flensborg Avis, så undertegnede følgende sætning i et debatindlæg:
Engang gik der en grænse langt mod syd
Mange har i historiske kilder atter engang fortolket hertugdømmet Slesvig – Holsten som et dansk område. Men selv med en dansk konge som øverste myndighed, var det et selvstændigt område med egen lovgivning.
Men fakta er, at engang for mange år siden gik den danske grænse langt mod syd. Syd for lå det tysk – romerske rige. Sproget i middelalderen var dansk ned til Danevirke. Og det er mange af stednavnene også, selv om mange siden er fortysket.
Det tyske sprog blev dominerende
Den tysksprogede præst ved kirken i Hyrup syd for Flensborg kom med en bandbulle omkring 1740:
Gang på gang klagede bønderne til kongen over, at de ikke forstod, hvad de tysksprogede præster sagde, men det var forgæves. Denne holdning fik katastrofale følger. I hoffet talte man også tysk. Forvaltningssproget og kirkesproget var tysk.
Den holstenske indflydelse ikke mindst fra delens side var stor i Slesvig. Og her talte man også tysk. Det daglige sprog blev også tysk og det danske blev trængt længere og længere mod nord.
Man krævede Slesvig – Holstens løsrivelse
Efter Napoleons – krigene i 1815 opstod der 38 tyske lande og en national – liberal bevægelse, hvor man på samme tid krævede national samling og politisk frihed. For denne bevægelse blev sproget og den dermed forbundne tyske kultur det, der skulle danne grundlaget for fremtidens samlede tyske nation.
Den tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og oprettelse af deres egen tyske stat. De nationalliberale i Danmark ønskede derimod at integrere Slesvig så meget som muligt i Kongeriget Danmark og samtidig give afkald på Holsten og Lauenborg. Der blev rykket i Slesvig fra såvel nord som syd.
I 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør og fik støtte fra landene i Det Tyske Forbund. Efter slaget ved Isted i 1850, som danskerne vandt, var oprøret slået ned. Danmark måtte efterfølgende love, at man ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget.
Forsøgte at rette op på fortidens fejl
Den danske regering forsøgte derefter at rette op på fortidens fejl ved at indføre dansk kirke- og skolesprog i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by. Denne ordning støtte på stor modstand, da tysk var blevet kirkens og kulturens sprog, mens det daglige, danske sønderjyske sprog var blevet til en tom skal. Mange familier skiftede derfor i protest over til tysk som dagligt sprog.
De dansksindede syntes, at hele Sydslesvig skulle til Danmark
De kaotiske forhold i Europa efter første verdenskrig betød også nye muligheder for Danmark. Det helt afgørende var Tysklands nederlag i Verdenskrigen, der åbnede for, at Slesvig kunne komme ”hjem” til fædrelandet. Stort set alle dansksindede var enige om at den såkaldte Genforening var en god ide. Men hvordan det skulle ske og hvor meget af de ”tabte” områder, Danmark skulle gøre krav på, var der ikke enighed om.
Den danske regering under statsminister Zahle var hverken interesseret i at få ”for meget” eller ”for lidt” af Slesvig.
Slesvigerne ville være sig selv
Regeringens holdning blev imidlertid udfordret af forskellige konservative og nationale grupper, der mente, at man burde gribe chancen og få genindlemmet mest muligt af det ”tabte” område fra 1864.
Bjørn Svensson en ivrig debattør i grænselandsspørgsmål har sagt:
Den radikale historiker M. Mackeprang vurderede, at den menige slesvig-holstener efter 1864 trods de to slesvigske krige foretrak en personalunion med Danmark frem for indlemmelse i Preussen.
I tidsskriftet Historie 2006/2 citerer Steen Bo Frandsen førerskikkelsen Th. Olshausen. Han ærgrede sig i 1865 over det holstenske had til Preussen, som gav sig udslag i udtalelser som
Et fri-korps til Sydslesvig
En af de nationalkonservative danskere, der ofrede både tid og penge på sagen var erhvervsmanden Aage Westenholst. Han var kendt som manden bag et frivilligt korps. Han havde i 1919 organiseret et privat dansk militært frikorps, der i Baltikum skulle støtte Estland og Letlands selvstændighedsbestræbelser.
Efter Baltikum-korpsets hjemkomst kastede Westenholst sig over det sønderjyske spørgsmål. Chefredaktøren for avisen København takkede bl.a. Westenholst for et større økonomisk bidrag til ”Flensborg – agitationen” og tilføjede:
I hemmelighed diskuterede en mindre gruppe hjemvendte Baltikum – officerer om muligheden for at afsende et frikorps til Slesvig for at besætte 2. zone, Det skulle ske, fordi afstemningen i zone i marts 1920 havde vist et stort tysk flertal.
For gruppen af frikorps-officerer fremstod en afgivelse af zone 2 uacceptabel på trods af, at den var resultatet af såvel folkeafstemning som beslutninger truffet af en demokratisk regering.
Man respekterede alligevel selvbestemmelsesretten
I et brev til den sønderjyske redaktør, Andreas Grau, der kæmpede meget for Flensborg, løftede officer Zeltner sløret for aktionen:
At foreslå, at en bevæbnet dansk friskare skulle besætte en del af Tyskland uden om den danske regering var ret rabiat. Af samme grund blev planerne aldrig realiseret. Trods alt respekterede de fleste selvbestemmelsesretten.
Det kom som et chok for mange danskere
Det kom som et chok for mange danskere, at Flensborg viste sig at være tysk ved afstemningen 1920. Danskerne havde regnet med, at der var et flertal for Danmark. H.P. Hanssen havde ellers fortalt danskerne, at det var en tysk på. Men han blev nærmest udråbt som forræder.
Ja valgresultatet som sønderjyderne / nordslesvigerne havde forventet gav anledning til en af de største kriser i Danmarkshistorien – den såkaldte Påskekrise.
Krisen begyndte i påsken 1920, da kong Christian den 10. fyrede den danske regering i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne skaffe flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.
Dermed gik kongen ikke blot imod Flensborg – borgernes tydelige ønske om at høre til Tyskland. Han gik også imod et flertal i Folketinget, da han afskedigede regeringen.
Den tyske indflydelse startede allerede i 1864
Da Preussen overtog Flensborg i 1864, startede en stærk tysk indflydelse. Allerede i 1400 – 1500-tallet begyndte et sprogskifte i byen. Det skyldtes en indvandring fra syd og dels at magthaverne i Flensborg talte tysk. Som vi tidligere har været inde på, så var tysk det pæne sprog. Ja det blev også handelssproget.
Og dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket. Opbakningen til Danmark var endnu dominerende midt i 1800 – tallet. Og stadig i 1868 var der et massivt dansk flertal i Flensborg. Under treårskrigen 1848 – 1850 sluttede flertallet i Flensborg op om den danske konge.
I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer
Først i årene efter, at Flensborg var blevet indlemmet i Det Tyske Kejserrige, der dannedes i 1871, begyndte det for alvor at gå tilbage for danskheden i Flensborg. Den største nedgang skete i 1880’erne. I 1867 fik danske kandidater i Flensborg lidt mere end 50 procent af stemmerne, men tallet var røget ned på sølle 4 pct. i 1912.
Svækkelsen hang sammen med byens vokseværk og industrialisering. Efter 1870 voksede Flensborg fra at være en handels- og søfartsby til at være en industriby. Ved folketællingen i 1867 var der 20.000 indbyggere. I 1910 var her 60.000 indbyggere.
I takt med industrialiseringen voksede byens arbejderklasse. Hos arbejderklassen var social ulighed og arbejdernes rettigheder vigtige spørgsmål. Oprindelig var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark.
Bønderne regnede ikke arbejderne for noget
Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne var der ikke den største forståelse for arbejdernes rettigheder og kampen mod social ulighed. Det betød, at de kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig. Det tyske socialdemokrati kom til at høste stemmer fra en del af underklassen som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater.
Bacon fra Danmark
Tyskerne havde i 1920 netop afsluttet en årelang og udmattende krig, og man kunne have troet, at den tyske nødsituation ville få Danmark til at fremstå som et rigt alternativ til det forarmede Tyskland.
Lige efter krigen lokkede gode forsyninger med bacon fra Danmark. Men en klassebevidst og politisk tænkende arbejder havde andre og tungtvejende argumenter for at vælge Tyskland.
I Tyskland havde arbejderbevægelsen med november-revolutionen kæmpet og vundet republikken, kvindernes stemmeret og en otte timers arbejdsdag. Danmarks politiske system kom til at virke tilbagestående.
Denne revolution var en række mytterier og sociale og politiske oprør, som i november 1918 førte til, at den tyske kejser gik af – og det Tyske Kejserrige bukkede under.
Revolutionen banede vejen for dannelsen af en tysk republik, Weimar-republikken, som eksisterede, indtil Hitler greb magten i 1933.
Rygter om tysk snyd
I tiden efter afstemningen i 1920 opstod der i nogle danske kredse rygter om, at tyskerne ikke havde vundet valget i Flensborg på retfærdig på retfærdig vis. En del danskere fik efter valget en opfattelse af, at de mange tilrejsende tyske vælgere var blevet favoriseret – og der opstod en myte om, at Flensborg kunne være blevet dansk, hvis valget var gået rigtigt for sig.
Det store valg i 1924
Professor Wieth-Knudsen mente ikke, at de 250.000 tysksindede sydslesvigere ville udgøre nogen fare for Danmark. De ville hurtigt blive dansksindede, hvis Danmark fik Sydslesvig. Den samme mening havde Claus Eskildsen i sin bog Dansk Grænselære
De dansksindede havde en lidt falmende begyndelse. Så kom et stort opsving som kulminerede i 1924. Derpå var der tilbagegang, en ny kort opremsning under krigen ved tredivernes begyndelse, men så en ny tilbagegang under nazismen. Ved krigens slutning var der en fast kerne på 2.000 medlemmer.
For at blive repræsenteret i Reichstag krævede det 60.000 stemmer i en valgkreds. Det lykkedes for polakkerne i Øvreschlesien. Selv ved det store valg i 1924 var man 12.000 stemmer fra dette mål.
I maj 1924 fik man dog indvalgt 7 medlemmer i Flensborgs byråd.
Tyske historikere har en anden opfattelse
Om der havde været nazister inden for det danske mindretal, ja det har det sikkert. For de unge var der fordele ved at være medlem af Hitler Jugend, hvis man skulle have en videregående uddannelse.
Og så blev Ernst Christiansen, redaktør af Flensborg Avis beskyldt for at have nazistiske tendenser. Man kan vel kalde hans ideologi som ”Völkisch”. Ordet er gudskelov svært at oversætte til dansk. Det kan vel kaldes præ-nazistisk. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.
Tyske historikere har beskyldt de dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde man en speciel tolkning om raceideologi. Vi har i tidligere artikler gjort opmærksom på dette forhold.
Krisen var stor i Flensborg
Troels Fink konstaterede, at den vældige tilslutning til det nazistiske parti i Sydslesvig ”er et vidnesbyrd om, hvor hårdt kristen ramte, og hvor desperat stemningen var blevet”
Og Lorenz Rerup fortæller, at i vinteren 1931-32 var 8.000 i Flensborg uden arbejde, det var en fjerdedel af arbejdsstyrken.
Martin Klatt mener, at det var befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for, at Sydslesvig tidligt blev en nazistisk højborg:
Problemer med fremmedflag
I Nordslesvig havde man store problemer med at overholde lovgivningen om fremmeflag. Myndighederne havde også besvær med at forvalte lovgivningen. Således havde Grev Schack en meget liberal holdning til dette spørgsmål i Tønder Amt.
Det var også en landmand i Harreslev, der altid skulle flagre med det blå-hvide-røde slesvig-holstenske flag, når der var lejlighed til det. Når sønnen havde glemt det så råbte moderen fra vinduet:
De tyske skolebørn drillede de dansksindede skolebørn:
Dette er nok en form for plattysk.
Stor tilslutning til danskheden i 1945
Efter Tysklands nederlag i 1945 opstod der et solidt dansk flertal i Flensborg og omegn. Var valget fra 1920 blevet gentaget efter Anden Verdenskrig var Flensborg formentlig blevet dansk.
Der opstod en stemning af, at Danmark flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Noget helt andet, end hvad Nazityskland havde budt på. Det var kaos at mange vendte sig til den danske side.
Som vi tidligere har været inde på, så fik den nye danskhed næring af et stort antal flygtninge, som opholdt sig i Nordtyskland efter Anden Verdenskrig – og som ikke var populære blandt flensborgerne. Men det var de egentlig heller ikke blandt de dansksindede.
Mange politiske fraktioner
De fleste dansksindede sydslesvigere taler i dag plattysk, tysk og sønderjysk. Men det er vel en del, hvor forældrene kun taler tysk. Der var dengang et spørgsmål for de dansksindede om de skulle i dansk eller tysk skole.
Mange dansksindede blev i 1930’erne afskediget fordi de havde et dansk sindelag. Kommunisterne havde deres Rote Front, socialdemokraterne havde deres ”Eiserne Front” og nazisterne havde deres SA (Sturmabteilung). Det blev enere til SS. Så var det også lige de tysk – nationale, som havde deres ”Stahlhelm”. Ingen af dem gik stille med dørene. Der kom til slagsmål, ja også mord i Flensborg. En SA – mand myrdede en kommunist. Han flygtede til Italien.
Et dansksindet barn havde set et Nazi – optog. Barnet spurgte sin far, hvad det var for nogle. Han svarede:
Det var ikke let for et dansksindet barn at gå i tysk skole og være den eneste, der ikke var i Hitler – Jugend.
Anledning til at arrestere fjenderne
Den 27. februar 1933 brændte Rigsdagsbygningen i Berlin. Det gav så de nye magthavere anledning til at arrestere alt, hvad de kunne få fat i ag kommunister, socialdemokrater, fagforeningsfolk og ”andre statsfjender”. Derefter fulgte et valg, hvor nazisterne opnåede flertal sammen med de borgerlige partier. Man var kommet ”legalt” til magten.
Nu skulle man også stille med ”Arienausweis”. Jo man havde allerede i 1934 hørt om Oranienburg og Dachau, men ingen vidste rigtig, hvad der skete der.
Men i udlandet var der udkommet den såkaldte ”Braunbuch”. Den fortalte, om havde der foregik i lejrene. Folk blev pint og udsat for et meget hårdt liv. Dem, der slap ud, skulle ellers skrive under på, at de ikke måtte fortælle, hvad der skete i lejrene. Der blev også skildret ting, som man simpelthen ikke troede på. Men tidligt vidste man, at der var disse lejre.
De dansksindede så også, at det franske hold hilste med udstrakt arm, da de gik forbi Hitler under Olympiaden i Berlin i 1936.
Vestmagterne accepterede Hitlers ekspansionspolitik. Det blev meget værre efter München – mødet i september 1936, hvor England, Frankrig og Italien gav Hitler grønt lys til at indlemmer Sudeterlandet – og dermed gøre det første skridt til Tjekkoslovakiets endeligt.
Så fulgte ”Gleichstellung”, den åndelige og politisk – organisatoriske ensretning. Gamle foreninger blev nu indlemmet i de nye Nazi – institutioner.
De dansksindede børn fik at vide, at de ikke skulle fortælle om, hvad der blev snakket om derhjemme.
Man skulle spørge om lov hos Hitler – Jugend
Det var Hitler – Jugend, der samlede hele den tyske ungdom tvangsmæssigt under en hat. Dog var det danske mindretal udtrykkeligt fritaget for at deltage. Men hver gang et ungt menneske agtede sig til Danmark, skulle han have tilladelse dertil af – Hitler Jugend. Tilladelsen skulle hentes fra et kontor i Flensborg som kun havde åbent nogle få timer om ugen. Og tilladelsen blev kun givet for nogle få rejser i et kort tidsrum. Det var et stort besvær.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 126 artikler om Afståelse, Grænsedragning eller Genforening:
Under Sønderjylland er der 188 artikler bl.a.
Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 305 artikler bl.a.
Under 1864 og De Slesvigske krige finder du 33 artikler
Dato: marts 3, 2020
Håndtryk – Historieløshed og Nazi – kortet
Hvorfor bruge ordet ”Nazisme”? Historieløshed hos politikere. Håndtryk minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme. Også det tyske mindretal trak Nazi – kortet. Skyldes det nedprioriteringen af historieundervisningen? Kom ideen fra et partimedlem? Masser af kommentarer: Det er fuldstændig vanvittigt – Træk lige vejret – Udvanding af historiske tragedier – Partifælde: Træk udtalelserne tilbage. Afsæt i 1930’ernes Tyskland!!! Et flertal har bestemt, at vi giver hånden. Vi kigger på den hilsen, som de to Venstre folk hentyder til. Og hvilken ideologi minder håndtrykket om! Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland. Der blev begået forfærdelige forbrydelser. Nazismen og fascismen fjernede sig fra hinanden. Hitler var tidlig ude med sin ideologi. Når man bruger Nazi-kortet. Støvede tanker er vigtige. Man udvander historiske begreber. Man burde ikke drage sådanne sammenligninger. Nazisme er en erstatning for djævlen. Nazisme er et skældsord.
Hvorfor bruge ordet ”nazisme”?
Vi skal være varsomme med at bruge ordet ”nazisme” og lave vores egne sammenligninger. Hvorfor begynder vi at sammenligne med Det Tredje Riges ideologi. Her troede man, at man befandt sig i et civiliseret samfund, hvor vi ikke drager sammenligner med en så forfærdelig ideologi.
Historieløshed hos politikere
To gange inden for kort tid har der været tegn på historieløshed hos to politikere i Sønderjylland. Først var det byrådspolitiker i Sønderborg, der nærmest ville tvinge folk fra Det Tyske Mindretal til at anerkende ordet ”Genforening”. Og nu mener Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, at håndtrykket til statsborgerskabet kan sammenlignes med Hitler – hilsen.
En redaktør fra Jydske – Vestkysten bakker Aabenraas borgmester op. Han mener, at borgmesteren har en pointe!
Vi kigger på historieløshed, Nazi-kortet og håndtrykket
Vi kigger på begrebet Historieløshed, Nazi – kortet. Ja så kigger vi også på, hvad det egentlig er, at man sammenligner med, når man vil sammenligne nutiden med nazismen. Ja og hvorfor trækker man egentlig Nazi – kortet?
Det var den tidligere indenrigsminister Inger Støjberg, der indførte håndtrykket som en anerkendelse af dansk statsborgerskab. Mange mener, at sådan et håndtryk er en vigtig tilkendegivelse. Et håndtryk udtrykker ligeværd og ligestilling.
Det minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme
Men Aabenraa’ s borgmester, Thomas Andresen sammenligner ”det tvungne håndtryk” med en speciel hilsen fra en mørk fortid:
Også det tyske mindretal brugte nazi-kortet
En nazi-hilsen er politisk undertrykkende. Det er vel også derfor, at enhver form for Hitler – hilsen i dag er forbudt i Tyskland.
Ja selv det tyske mindretal brugte Nazi – kortet, da deres formand skød med skarpt på et Facebook opslag mod Dansk Folkeparti. De forbandt dette parti med nazismen. DF i Aabenraa forlangte, at Heinrich Jürgensen, der er formand for mindretallets forening BDN trådte tilbage efter delingen af opslaget.
Det endte hvis nok med, at Heinrich Jürgensen slettede opslaget.
Skyldes det, nedprioritering af historieundervisning?
Man kunne jo tro, at de tre sønderjyske politikere vi her hentyder til, er udtryk for konsekvenser af den fatale nedprioritering af historieundervisningen i den danske folkeskole de sidste 40 år.
Hvorfor er dette håndtryk nu også vigtig? Hvorfor skulle det være så stor et problem at give dette håndtryk? Er det ikke almindelig høflighed?
Man forventer vel at borgerne vil give borgmesteren et håndtryk og omvendt? Man kan vel bibeholde sin egen kultur ved siden af, men bidrage til det danske samfund ved at blive en del af den danske kultur.
Fik Aabenraa’ s borgmester ideen fra en partifælde?
Om Aabenraa borgmester har fået ideen fra sin partifælde i Kolding Byråd, Merete Due Paarup skal være udsagt. Men hun påkaldte sig også opmærksomhed i 2018, da hun sammenlignede den daværende udlændinge – og integrationsminister Inger Støjberg med nazister.
Og det chokerede jo forståelig nok den daværende minister. Hun kaldte det for historieløst. På Facebook skrev byrådsmedlemmet fra Kolding:
Inger Støjberg pointerede dengang, at udlændinge skal underskrive, at de vil overholde grundloven og at hun anser et efterfølgende håndtryk som en normal og respektfuld måde at hilse på hinanden på.
Merete Due Paarup forklarer til Jyske – Vestkysten, at hun ikke direkte vil sammenligne sin partifælde med nazister, men at hun får associationer i den retning, når Inger Støjberg udtrykker holdningen om påtvunget håndtryk.
At give hånd til udlændinge er ikke en af kardinalpunkterne i nazistisk ideologi. Det burde Aabenraa’ s borgmester vide.
Det er fuldstændig vanvittigt
Venstres indfødsretordfører, Morten Dahlin tager også skarpt afstand fra sin partifælde:
Træk lige vejret
Også Integrations – og beskæftigelsesminister Mattias Tesfay har kommenteret sagen fra Aabenraa:
Udvanding af historiske tragedier
Peter Kofod, MEP fra Dansk Folkeparti siger bl.a.:
En Venstre – mand blev ekskluderet
I Billund gik Lars Hansen fra Venstre også imod sit partis beslutning om håndtryk. Men han sammenlignede dog så vidt vides ikke situationen med nazismen. Men det endte dog med, at han blev ekskluderet af sit parti. Disse planer har Venstre dog ikke for Aabenraas borgmester.
Partifælde. Træk dine udtalelser tilbage
Men næstformand for Venstres folketingsgruppe på Christiansborg opfordrer nu partifællen Thomas Andresen til at trække sine udtalelser om håndtryk og nazisme tilbage:
Afsæt i 1930’ernes Tyskland!
Thomas Andresen selv understreger til Jyske Vestkysten, at han ikke har haft til hensigt at kalde partifælder for nazister:
Et flertal har bestemt, at der skal gives håndtryk
Her vil ”Den Gamle Redaktør” dog lige kommentere noget. Vi er sandelig ikke på vej til et nazistisk styre. Sagde man sådan i Tyskland var man sikkert blevet straffet. Mange fremmede kulturer har deres måde at hilse på. Måske burde vi som danskere respektere dette. Men et flertal af politikere har bestemt, at der skal gives et håndtryk for sådan gør vi i Danmark.
Den hilsen, som de to Venstre folk mener
Skal vi lige kigge på den hilsen, som de to Venstre – politikere sammenligner et håndtryk med, når der skal siges tillykke ved statsborgerskabet.
”Heil” er det tyske ord for helbredelse, men efter Hitlers magtovertagelse blev det ”Heil Hitler” eller ”Sieg Heil”, som nazisterne brugte for at ære føreren, Adolf Hitler. Denne hilseform svarer til det engelske ”Hail” og Fascisternes ”Hil”
Samtidig med ordene løftedes højre hånd. Nazisterne påstod, at urgermanerne havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare Fascisternes ”romerske hilsen” og kommunisternes hævede knytnæve, fællesskabets signatur.
Det danske parti DNSAP, som havde sit forbillede i tyske NSDAP brugte ikke ”Heil Hitler” men sagde ”DNSAP Dansk Front”. Konservativ Ungdom brugte ”Heil” uden ord, men stoppede med dette inden Nazi – regimentets forbrydelser blev kendt og inden Danmarks besættelse.
Amerikanske børn brugte en form for ”Heil”, når det sværgede troskab til flaget, men stoppede dog med det, da Amerika trådte ind i krigen
Hvilken ideologi hentyder borgmesteren til?
Hvilken ideologi er det lige de to Venstre politikere hentyder til? Ja nationalsocialisme eller nazisme er en totalitær, politisk ideologi som opstod i Tyskland efter den første verdenskrig, nogenlunde samtidig med fascismens fremvækst i Italien. Nationalsocialismen deler som ideologi mange grundlæggende elementer med fascismen men er dog alligevel væsentlig forskellig, da nazismen i modsætning til fascismen bygger meget på ideen om racelære. Mens Fascismen bygger meget på ideen om kulturel overlegenhed via det gamle Romerrige.
Nazismen er i sidste ende knyttet meget tæt sammen med dens formgiver og fører, Adolf Hitler, selv om andre toneangivende personligheder også prægede ideologien. Historisk set kan man betagne nationalsocialismens fremkomst i 20’ernes Tyskland som en broget samlebevægelse for folkelige, racistiske, nationalistiske, anti – kapitalistiske og anti – marxistiske grupperinger.
I 1930erne var nationalsocialismen ikke en monolitisk bevægelse snarere en hovedsagelig tysk kombination af forskellige ideologier og filosofier centreret omkring nationalisme, anti-kommunisme, anti-liberalisme, tradionalisme, socialdarwinisme og betydningen af ”racerenhed”. Grupper såsom Strasser-brødrene og Die Schawarze Front var en del af den tidlige nazistiske bevægelse.
Deres bevæggrunde blev udløst på grund af vreden over Versaillestraktaten og hvad de opfattede som jødisk/kommunistisk sammensværgelse med henblik på at ydmyge Tyskland i slutningen af Første Verdenskrig. Tysklands efterkrigsproblemer var afgørelsen for dannelsen af ideologien og deres kritik af efterkrigstidens Weimar Republik.
NSDAP kom til magten i Tyskland i 1933.
Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland
I dag er nationalisme som ideologi forbudt i Tyskland. Men vi ser dog opblomstringer af både pseudonazistiske men også egentlige nationalsocialistiske foreninger fortsætter med at operere både i Tyskland og andre lande. Disse nazistiske strømninger kaldes også nynazisme på tysk Neonazismus.
Det er ret dramatisk, når man med jævne mellemrum ser folk trække Nazi-kortet. Den korte periode med nazistisk styre i Tyskland vil for altid stå som Tysklands og hele Europas store traume og skam. Det nazistiske regime udførte med baggrund i sin racistiske og fascistiske ideologi forbrydelser, der var så enorme, at vi stadig i dag har svært ved at fatte det.
Der blev begået forfærdelige forbrydelser
Der blev begået forfærdelige forbrydelser i nazismens navn. Ifølge Karl Christian Lammers var nazismen særlig i tidlige fase før magtovertagelsen stærkt inspireret af den fascistiske bevægelse i Italien.
Både nazister og fascister stod for en helt ny ”antipolitik” baseret på modstand og kamp. De var imod hele den demokratiske tankegang og foretrak en stærk stat opbygget omkring en stærk fører. Særligt lagde nazister og fascister den politiske venstrefløj for had og så dem som hovedfjende.
Både nazismen og fascismen havde nationen og den nationale historie som omdrejningspunkter og havde som erklæret mål at skabe ”et sundt folk”. Endelig lagde begge bevægelser meget vægt på at fremstå organiserede og gerne i ens uniformer og i snorlige rækker.
Nazismen og fascismen fjernede dig fra hinanden
Nazismen og Fascismen fjerner sig mere og mere fra hinanden efter nazisternes magtovertagelse i 1933 og i særlig grad efter 1938. Nazisterne var meget mere vidtgående i deres mål og fik i løbet af deres korte regeringstid fuldstændigt nedbrudt alle politiske, retslige og etiske samfundsnormer.
Nazismen adskilte sig særligt fra fascismen i sin vidtgående form for nationalisme og i sin racisme og antisemitisme. De sidstnævnte elementer lå som undertoner i det tyske ord ”völkisch”, der kom til udtryk for en racistisk opfattelse af tyskerne som en samlet organisme og som herrefolket, der var andre folkeslag overlegne.
Racepolitikken blev gjort til kernen i statens ideologi og bestræbelserne på at realisere det racemæssigt rene ”Volksgemeinschaft” (Folkefællesskab) gennem mord er noget særligt for nazismen.
Hitler var tidlig ud med sin filosofi
Hitler fremlagde sin verdensanskuelse i bogen ”Mein Kampf”, der udkom i 1925. Karakteristisk for Hitlers verdenssyn, som det bliver præsenteret i bogen, er ifølge hjemmesiden Holocaust-uddannelse.dk følgende ideer:
Grundlæggende for alt dette var Hitlers klippefaste tro på den ariske races biologiske kulturelle overlegenhed i forhold til andre racer, og derfor var det ifølge Hitler og hans ligesindede afgørende, at racerne ikke blev blandet.
Vi vil bare have magten
Da Mussolini inden magtovertagelsen i 1922 blev spurgt om sit politiske program, sagde han:
Navnet fascisme stammer fra et oldromersk magtsymbol, fasces overtaget fra etruskerne, som bestod af et sammenbundet knippe af pinde med en tohovedet økse indeni. Den skulle fuldt bevidst illustrere den dødbringende magt i at kunne styre mængden.
Voldelig ideologi i italiensk fascisme, tysk nationalsocialisme har den fællesnævner, at programmet udtømmende beskrives med at ”få magten”. Redskabet kan være uhyggelige love og terror.
Nationen blev ødelagt af nationalsocialismen
Den store teolog Karl Barth sagde i krigens sidste år, at man kunne bede om de allieredes sejr over tyskerne for tyskerne. Nationen var ødelagt af nationalsocialisme. Et stolt folk var blevet slaver af fejhed i mødet med en hadsk ideologi. De allieredes sejr over nazismen var en befrielse af tyskerne fra deres egen perverterede udgave af tyskheden.
Kun historieløshed kan undgå at se ligheder mellem halshugninger samt ødelæggelser af 4.000 år gammel kultur og nazisternes terror og kulturkamp. Vi burde lære af historien. Borgerskabets passivitet over for galmandsværket ”Mein Kampf” burde være taget alvorligt.
Når man bruger Nazi – kortet
Når man bruger Nazi-kortet er det tegn på historieløshed. Vi dyrker i høj grad nuet og det fremadrettede og værdsætter i mindre og mindre grad værdien af en tradition, det erindrede og det filosofiske.
I opbrudskulturen mister traditionelle normer og kulturelle traditioner betydning. Uden erindringen og den historiske bevidsthed svækkes vores evne til selvrefleksion og fordybelse.
Vi har brug for at kende fortiden
Vi har brug for at kende fortiden for at forstå nutiden, så vi kan skabe samfund med hinanden i fremtiden. Det er skolens, gymnasiets og universiteternes opgave at løfte de dannelsesfag, der skaber den forståelse, men det gøres ikke tilstrækkelig.
Efter et foredrag i Stefans Kirken for et par år siden om Besættelsestiden, fortalte jeg både om Nørrebro og Sønderjylland, ja så kom fire søde piger op i pausen og fortalte, at jeg var fuld af løgn. De var historiestuderende på universitetet. De havde aldrig hørt om de historier, jeg fortalte om. Derfor var det løgn!
Fortolkningen af den såkaldte ”Genforening” kan bevirke, at man kaldes utroværdig, selv om man bruger oceaner af kilder. Når ting er fastgroet i folk, kan det være svært at overbevise dem om noget andet.
Samme oplevelse har undertegnede haft mange gange her på siden. Det gælder for eksempel også Konservativ Ungdom og Nazismen. Selv med kildeangivelse under artiklen, der stammede fra konservative kredse, fik man at vide, at det var usandt, det man skrev. Sådan kunne det gives mange eksempler.
Støvede tanker er vigtige
I 2010 sagde Lene Espersen:
Mindst lige så sigende er det, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har sagt:
Dette kan råde bod på det
Det kan også siges på en anden måde. Den gamle modstandsmand, Erik Rostbøll sagde bl.a. følgende i radioen:
Han har ret. Kun øget historisk og åndshistorisk bevidsthed og dannelse kan råde bod på det.
Det er altid en oplevelse, når man holder foredrag for folk, der har oplevet de ting og sager, man fortæller om. Det oplevede jeg i en blindeklub ude i Vanløse, hvor jeg fortalte om besættelsestiden på Vesterbro. Eller under et foredrag om Industri på Nørrebro, hvor nogle af de deltagende havde arbejdet på de fabrikker, som vi fortalte om. Det giver ekstra kolorit.
Det tredje Riges sprog
Men for at vende tilbage til nazi-kortet, så vil jeg anbefale alle de historieløse til at læse Viktor Klemperers bøger. Han skrev dagbog dengang, som jøde. Vi oplever hele tiden, hvordan forholdene bliver mere og mere frygtelige.
Men han har også skrevet Det tredje Riges sprog. Hvordan talte man under besættelsen. Det er tydeligt at propagandaminister Joseph Goebbels påvirkede den almindelige tyskers selvopfattelse.
LTI – Lingua Tertii imperi – (Sprache des Dritten Reiches) er udkommet i over 400.000 eksemplarer i forskellige sprog. Ord kan virke som arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning.
Under nazismen var det en trend,at give sine børn nordiske gudenavne. Lederen af den nazistiske ungdomsbevægelse hed Baldur.
Kristne navne var helt eller delvis udelukket. Og fik børnene dobbeltnavne, ja så var lykken gjort. Bernd – Walter, Bernt – Dietmar osv.
I Pommern blev 120 slaviske navne fortysket. Gadenavne i de tyske byer blev ændret.
Man udvander de historiske begreber
Når man sådan bruger Nazi-kortet, udvander man de historiske begreber, man forfladiger den politiske diskussion. Bevidstheden om, hvad nazismen under Anden verdenskrig egentlig er, går tabt, når begreber bliver brugt i flæng. Den skødesløse omgang med brugen af begrebet nazisme er med til at underkende den historiske begivenhed.
I Danmark svælger vi i selvgodhed. Danmark har i meget mindre grad taget ved lære af de væmmelige ting, nazismen førte til. Nazi – kortet bliver brugt i usammenlignelige størrelser. Referencen virker som en stopklods for en vigtig diskussion.
Man burde ikke lave sammenligninger
Når man bruger nazismen som argument, svarer det til at bruge en kæmpe hammer og smække den ned i bordet. Og det er jo ikke et argument. Historikeren Jes Fabricius Møller siger det så rammende:
En erstatning for djævlen
Årsagen til at man trækker Nazi – kortet er ifølge historikeren, at nazismen har fået en særstatus i dag. Det og så begrebet Holocaust er udtryk for det absolut mest onde. Hitler og nazismen er blevet en erstatning for djævlen.
De misvisende referencer til nazismen burde ophøre. Nazi – sammenligninger er ofte meningsløse og fører til nederlag. Hvis man først henviser til det ekstreme, så glemmer man nuancerne. Verden i dag ser jo helt anderledes ud.
Nazisterne betragtede jøderne som undermennesker, som ikke fortjente bedre. Hvorfor vender vi tilbage til nazismen, når vi skal bedømme værdien af nutidens bevægelser?
Nazisme er blevet et skældsord
Nazismen er gået ind i sproget som et prædikat for alt det, vi ikke vil have eller bryder os om. Nazisme er som Løgstrup bemærkede det i 1936 – handling mere end ord, gerning mere end program.
Nazist, Nazisme er blevet et skældsord uden retningssans, et udtryk for politisk ubehag i bred almindelighed. Det betyder ikke, at vi skal ignorere den historiske virkelighed.
Hvad var det lige, Martin A Hansen sagde:
Det er altid Nazi – kortet, man trækker
Nazismens forbrydelser kan og skal tjene som pejlemærke, når vi minder hinanden om, at det er historiske erfaringer, som vi aldrig vil se gentaget.
Det er altid Nazi – kortet, man trækker. For den sags skyld kunne det også have været Stalin – kortet og hævde at socialisme uundgåeligt fører til Gulag og dødsmarcher. Ja det er nok at vælge imellem, Kim Jong – un – kortet, Mao – kortet eller IS – kortet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.509 artikler, herunder 302 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Om Nazismen:
Om Historieskrivning: