Røde Kors med brun fortid

Bliver fortiden forskønnet? Røde Kors hjalp aktivt, hvor de ikke skulle have hjulpet. Paven vidste besked. Er det noget sludder? 29. sept. 1943 – 3t vigtigt møde. Jøderne skulle deponeres. Et ”interessant” forslag fra Røde Kors. Dårlige relationer til forvaltningschefer. Højkommissær i Folkeforbundet. En positiv holdning til nazismen. Rosting burde have været neutral. Flere nazistiske synspunkter. På en speciel ministerliste. Dansk Røde Kors protesterede ikke. Ingen ordrer – tak. De røde enker kunne ikke få hjælp i begyndelsen. Kommunister kunne ikke hjælpes. Røde Kors kørte selv til lejrene. Best fik aftale med Eichmann. Socialministeriet gik uden om Røde Kors. Det danske Hjælpekorps hjemførte syge indsatte. Åndelig værnemageri. Han blev kaldt landsforræder. En god dansk mand. Udrensning i Røde Kors. Nølende og frygtsom. Han gik over stregen.

 

Bliver fortiden forskønnet

Det er så mange, der ikke har rent mel i posen, når det gælder krigens tid. Det er ting, man helst skal holde mund med. Og det gælder også Røde Kors. Jo de gjorde skam også meget godt under krigen. Ingen tvivl om det.

International Røde Kors undlod at hjælpe forfulgte jøder. I 1997 mundede en undersøgelse af International Røde Kors ud i en formel undskyldning og beklagelse af organisationens ringe indsats.

Der er dokumenteret generelt svigt og endda hemmeligholdelse af oplysninger om jødernes skæbne.

Det er også til stadighed påstande om, at Dansk Røde Kors under krigen samarbejdede med nazister og undlod at hjælpe nødstedte. Men trangen til at forskønne fortiden og slette fortidens moralske svigt eksisterer endnu.

 

Røde Kors hjalp aktivt

Vi har i tidligere artikler godtgjort, at Vatikanet hjalp topnazister på flugt. De udstedte falske id – papirer. Også Røde Kors støttede aktivt nazi-forbrydere på flugt fra retfærdigheden. Blandt de prominente, der fik hjælp af Røde Kors og/eller Vatikanet var Adolf Eichmann og Josef Mengele, der begge ikke havde held til at flygte til Sydamerika efter Det Tredje Riges sammenbrud i 1945.

I bogen The Real Odessa beskyldes den katolske kirke, den schweiziske regering og Røde Kors for at assistere argentinerne med at få så mange tyskere ført over til Argentina som muligt.

 

Paven vidste besked

Det har længe været et stridsspørgsmål om pave Pius kendte til forholdene i KZ – lejrene. Men ny forskning har vist, at det var en passiv pave, der udmærket vidste, hvad der foregik. Han har forsvaret sig med, at han ikke uden videre kunne sige tingene rent ud, så ville nazisterne hævne sig.

Som led i striden publicerede Vatikanet et 11 bind stort værk, der skulle påvise pavens uskyld. Men den 27. september 1942 afleverede en amerikansk diplomat en hemmelig rapport om massemord på jøder i ghettoen i Warszawa. Rapporten indeholdt oplysning om, at 100.000 jøder var blevet myrdet i ghettoen i den polske by og at yderligere 50.000 var myrdet i Lemberg.

Rapporten kom fra jødiske kilder i Schweiz. Den amerikanske regering ønskede et svar fra Vatikanet om man kunne bekræfte disse oplysninger og deltage i aktioner for at gøre Verden opmærksom på tragedien.

Paven skrev tilbage, at han ikke kunne, bekræftede jødiske kilders oplysning. Ifølge forskere skyldes dette svar, at en kardinal i en skrivelse til paven havde advaret ham mod at tro de jødiske oplysninger, fordi jøderne altid overdrev. Dette dokument er ikke omtalt i de 11 bind som Vatikanet udgav.

Forskerne har også i Vatikanets arkiv fundet tre fotografier, der viste KZ – fangere hvis lig var spredt ud over en stor massegrav. Vatikanet havde fået disse fra jødiske kilder i Schweiz.

 

Er det noget sludder?

Jo Den Katolske Kirke var også ret aktiv. Røde Kors var behjælpelige med at transportere gamle nazister og grænsen til Danmark i ambulancer efter krigen. Det hævdes i bogen The Real Odessa. På det tidspunkt ville de danske myndigheder bevare et godt forhold til Argentina, så de trykkede måske et øje i nu og da.

Men sådan noget havde vi da ellers ikke i Danmark? Vi hjalp da med Røde Kors pakker, så var er det for noget sludder du skriver! Og Røde Kors hjalp med De Hvide Busser, så hold da helt op!

 

29. september 1943 – et vigtigt møde

Onsdag den 29. september 1943 var der et vigtigt møde i Udenrigsministeriet. Departementschef Svenningsen havde en kedelig meddelelse. Der var vedvarende rygter om, at heljøder ville blive arresteret og deponeret til Polen.

 

Jøderne skulle deponeres

Eivind Larsen fra Justitsministeriet havde et forslag, at man kunne deponere jøderne her i landet. Dette tilbud skulle man give tyskerne.

Samme aften havde Werner Best sendt et telegram til Berlin. Han var om formiddagen blevet opsøgt af Helmer Rosting, der præsenterede som direktør for Dansk Røde Kors og som en person, der havde været Folkeforbunds-kommissær i Danzig. Han var også kendt som en af Det tredje Riges mest pålidelige venner. Han havde et interessant bidrag med sig.

 

Et ”Interessant” forslag fra Røde Kors – chefen

Siden 29. august var officerer og værnepligtige blevet tilbageholdt på kasserne. Rostings forslag gik ud på at løslade soldaterne og spærre de danske jøder ind på de kaserner. Man kunne jo også for hver sabotagehandling sende 50 eller 100 jøder syd på, foreslog Røde Kors – direktøren. Dette ville sabotørerne tage hensyn til.

Det hører så med til historien at Rostings ”interessant” forslag blev lagt i skuffen. Det samme var tilfældet med Eivind Larsens forslag.

 

Dårlige relationer til forvaltningschefer

Tre uger senere havde Rosting sendt en anmodning om at besøge De danske jøder og kommunister på deres ”opholdssteder”. En lignende henvendelse var kommet fra det danske udenrigsministerium.

Rosting fik efterhånden ret dårlige relationer til de forvaltningschefer, der hjalp norske og danske KZ – fanger.

 

Højkommissær i Folkeforbundet

Han var født i Thisted i 1893. I 1917 tog han teologisk embedseksamen. Dan danske komite af det amerikanske YMCA (KFUM) sendte ham som neutral delegeret til engelske og franske krigsfanger i Tyskland.  Og tyske krigsfanger i Frankrig.

Ved våbenstilstanden 1918 og frem til fredsslutningen to år senere overgik han til Røde Kors krigsfangehjælp. Som tak for hans hjælp gav den engelske stat ham et ophold ved Oxford University.

Året efter blev han udnævnt til Folkeforbundets generalsekretariat. I de næste fire år beskæftigede han sig med om baltiske og polske minoritetsspørgsmål. I oktober 1932 fik han stillingen som Folkeforbundets højkommissær for Fristaden Danzig. Dette blev et alvorligt vendepunkt på det personlige plan.

 

En positiv holdning til nazismen

I sin embedsperiode kom han tæt på nazistiske delegerede og ledende nazistiske embedsmænd i Berlin. Ved hjemkomsten fik han en stilling som fuldmægtig i Udenrigsministeriet.

Det var som om han i disse år fik en meget positiv indstilling til den tyske nationalsocialisme med deres førerprincip.

I oktober 1939 blev han ansat i Røde Kors kontor for krigsramte.

 

Rosting burde være neutral

Allerede i 1939 havde han i en artikel i tidsskriftet ”Der Norden” angrebet Folkeforbundet. Siden Tysklands og Italiens udtræden i henholdsvis 1933 og 1937 havde forbundet med Rostings ord forvandlet sig til et arnested for intriger, hvor jøder og frimurer hetzede mod fascistiske stater.

Han mente, at det var på tide, at Danmark meldte sig ud af Folkeforbundet.

I forhold til Dansk Røde Kors, hvis hele eksistensgrundlag hvilede på en neutral holdning til inden – og udenrigspolitik, udgjorde Rostings artikel et stort problem. Det var nemlig skrevet efter hans tiltræden som chef/direktør for institutionens krigsfangekontor.

I forbindelse med en indsamling skrev Thorvald Stauning i et brev til Johan Bülow:

• Havde jeg vidst, hvem der skulle forvalte det internationale kontor, havde jeg ikke skrevet under.

 

Flere nazistiske synspunkter

Den 18. september 1940 fremkom Rosting med en kronik i det nazistiske blad Fædrelandet. Her skrev han bl.a., at Danmark for at fjerne den skamløse kapitulation den 9. april nu kunne give sig under førerstatens idealer.

I 1940 havde Scavenius en ide om at knytte Rosting til udenrigstjenesten, man han trak dog hurtig følehornene til sig.

Han var trådt frem som en ubetinget sympatisør af Nazi – Tyskland. Han gik ind for en omdannelse af den danske regering i nazismens ånd.

 

På nazistisk ministerliste

Den 13. september 1940 blev der udarbejdet en liste af Jørgen Sehested. Her figurerede Rosting på en nazistisk ministerliste. Her stod han til at få en udenrigsminister – post.

Det var ikke den eneste gang. To år efter under den såkaldte telegramkrise stod han atter på en ministerliste, denne gang som kirkeminister.

Dansk Røde Kors var velvidende om disse ting. Og Rosting truede endda med at tage sin afsked. Men organisationen ville ikke slippe ham. I Norge var Røde Kors blevet nazificeret og blevet frataget retten til at sende pakker til landets KZ – fanger.

 

Dansk Røde Kors protesterede ikke

Ca. 6.100 danskere var blevet deponeret syd på. Og jødeaktionen natten mellem den 1. og 2. oktober gav også anledning til at en masse danske foreninger og organisationer protesterede over for Werner Best. Men man savner en protest fra Dansk Røde Kors.

Fra og med deportationerne til KZ – lejrene fremstod Helmer Rosting som den vigtigste mand i Dansk Røde Kors. Hans kontor udviklede sig til en central for pakke – og brevforsendelse. Men det skulle dog gå lang tid før man i Socialministeriet fandt ud af, at Rosting ikke var nogen nem samarbejdspartner.

 

Han brød sig ikke om ordrer andre steder fra

Problemet var dobbelt. Han brød sig ikke om ordrer fra anden side. Og så var han for ærekær. Hans tolkning af Røde Kors mandat var i situationen uhensigtsmæssig. Formentlig har man gjort sig sine tanker om rækkevidden for hans sympatier for det nye Tyskland.

 

De Røde Enker fik ingen hjælp i begyndelsen

Straks efter at kommunisterne var sendt til Stutthof opsøgte en delegation af deres koner, kærester og mødre Dagmarhus, Dansk Røde Kors, Vareforsyningsdirektoratet og Socialministeriet.

De anede ikke, hvor mændene var sendt hen og vidste ikke, hvordan de skulle tackle situationen. På Dagmarhus havde Karl Heinz Hoffmann afleveret en lille duplikeret seddel, hvor der stod:

 

• Arbeitslager Stutthof bei Danzig

 

Kommunister kunne ikke hjælpes

I Røde Kors gav Helmer Rosting den korte besked, at kommunister kunne man ikke hjælpe, da de ikke var krigsfanger.

Jo det var ”De Røde Enker” der var i gang. De forstod ikke afvisningen hos Røde Kors. Deres motto var jo ellers:

 

• I Krig og fred – barmhjertighed

 

Heller ikke mødet hos Vareforsyningsdirektoratet var særlig positivt. Her fik de udleveret et skema til forsendelse af en standardpakke til danske arbejdere i Tyskland. Men departementschef H.H. Koch i Socialministeriet tog affære.

Ret hurtigt fandt kvinderne ud af, at mændene havde brug for mad og tøj. Fra Socialministeriet ringede Kochs nære medarbejder til udenrigsministeriet. Med hensyn til tøj blev han henvist til Dansk Røde Kors.

 

Røde Kors kørte selv ned til lejrene

Her fortalte Rosting, at han var blevet opsøgt af ”nogle kommunistiske hustruer”. Hustruerne kunne aflevere tøjet til Røde Kors, så ville de sende det videre. Men fra Socialministeriet synes man ikke at man var særlig samarbejdsvillig.

Rosting følte at armen var vredet om på ham. Han mente ikke, at der skulle gøres forskel på almindelige Tysklands – arbejdere og de indsatte i Stutthof. Røde kors havde slet ikke sat sig ind i, hvad et ophold Arbeitslager Stutthof egentlig bestod i.

Stutthof – komiteen ønskede den dyre forsendelse som postpakke. Men Røde Kors ville bruge den tyske jernbane. Frem til efteråret foregik forsendelserne ad vante kanaler med skib og jernbane- Men som infrastrukturen blev mere upålidelig, kørte Røde Kors selv ned til lejrene.

I Dansk Røde Kors’ hovedkvarter i Det Gule Palæ var op til 100 frivillige kvinder beskæftiget med pakkearbejdet. I takt med de fortsatte interneringer sprængtes rammerne og lokaler i nærheden måtte tages i brug. Hjælpen til politiet fik en egen afdeling i den gamle Metropolitanskole ved Frue Plads.

 

Best fik aftale med Eichmann

Den 2. november 1943 var Adolf Eichmann i København for at finde ud af, hvorfor jødeaktionen var slået fejl. Mødet med Best fik et overraskende resultat. Jøder over 60 år skulle ikke anholdes. Og dem, der var sendt til Theresienstadt som var over 60 år skulle sendes tilbage til Danmark. Så skulle repræsentanter i nær fremtid besøge dem.

Det viste sig, at de danske jøder ikke måtte modtage madvarer fra Danmark. Ifølge den officielle begrundelse var det fordi, at de i så fald ville opnå alt for store fordele frem for andre nationaliteter. Og for det andet så manglede man intet i lejren!

 

Socialministeriet gik uden om Røde Kors

Socialministeriet valgte nu at gå helt uden om Røde Kors og Gestapo. Man valgte Illegale Præsters uofficielle Forening og engagerede en speditør til at klare pakkeforsendelserne. Og dette fungerede fint.

Efter adskillige udsættelser var mødet i Theresienstadt planlagt til den 23. juni 1944. Tysk Røde Kors havde været der året forinden og fundet forholdende gruopvækkende. Rosting blev forbigået. Årsagen kendes ikke. Men udenrigs – og Socialministeriet havde opdaget hans negativitet til pakkeforsendelserne.

Besøget blev en succes for Himmler. Delegationen havde fået et fint indtryk af forholdene.

Det var fortsat Socialministeriet, der stod for alle udgifter. Røde Kors nægtede også at sende pakker til de statsløse jøder. Egentlig havde man overvejet at sætte Røde Kors helt fra bestillingen med at sende pakker. Men tyskerne mente, at det skulle man nok vente med. Og det gjorde man så og valgte andre muligheder.

 

Røde Kors udførte mirakler uden om Rosting

Men uafhængig af Rosting arbejdede Røde Kors’ Transportkontor under H.O. Hansen på højtryk. Staben af chauffører kørte næsten i pendulfart mellem København og Neuengamme. Den direkte lastbiltrafik blev foretrukket. Næsten konstant blev de angrebet af allierede fly. Det røde kors gjorde åbenbart ingen forskel. Chaufførerne afleverede en rejserapport til Socialministeriet for hver tur.

Holger Funder var en af de mange Røde Kors – folk, der også udførte små mirakler under og efter Anden Verdenskrig.

Socialministeriet oprettede også en kørselsafdeling.

 

Hjemførte syge indsatte

Sidst på året 1944 lykkedes det for Udenrigsministeriet at få tilladelse til at hjemføre 200 syge politibetjente fra Buchenwald. Også andre kategorier af syge blev hjemtaget. Det var vel ca. 600 stykker. Det foregik med ”Det Danske Hjælpekorps” organiseret af Socialministeriet og Statens Seruminstitut.

Fra marts 1945 startede den meget omtalte Bernadotte – ekspedition med hvide svenske Røde Kors busser. På svensk forlangende havde Det danske Hjælpekorps og Bernadotte – ekspeditionen ingen samarbejde. Det skete først en måned efter grundet interne problemer i Bernadotte – ekspeditionen.

 

”Åndelig værnemageri”

Frihedsrådet havde nedsat et arrestationsudvalg. Man kiggede på dem, der skulle fængsles under mistanke for at have udøvet landsskadelig virksomhed. Man fremstillede det såkaldte Centralkartotek. 21.000 stod på denne liste herunder Helmer Rosting.

Det indsamlede materiale om den danske Røde Kors direktør var ikke særlig omfattende og næppe særlig belastende. Røde Kors kaldte det i en pressemeddelelse for ”Åndelig værnemageri”.

Han havde en intim tilknytning til nazipartiet, var illegalt medlem af samme. Han havde været foreslået som medlem af præsidiet for Schalburgfonden.

Han var også medarbejder på Fædrelandet. Oplysningerne på seks kartotekskort var hovedsagelig hentet i Bovrup – kartoteket. Til kartoteket hørte også et arkiv med såkaldte K – sager. Dette var måske årsag til, at han var arresteret to gange – den 5. maj og den 7. maj.

 

Han blev kaldt for landsforræder

Et illegalt flyveblad fra januar 1945 ”Åbent brev fra Patrioten” opfordrede organisationen til at fyre direktøren:

 

• Vi anklager denne landsforræder for at sabotere den absolut livsvigtige nødhjælp som ”Røde Kors” har så enestående mulighed for at udøve

 

Fra forskellig side anklagede man Rosting for manglende initiativ og bange for at træde tyskerne over tæerne.

 

”En god dansk mand”

Efter to anholdelser fik han nervesammenbrud og blev indlagt på Kommunehospitalet. Efter opfordring fra Social – og Udenrigsministeriet overtog Eigil Juel Henningsen samme dag Rostings funktioner. Den 28. juni begik Helmer Rosting selvmord.

Dagen efter var det hovedbestyrelsesmøde i Dansk Røde Kors. Her udtalte formanden, kommandørkaptajn Karl Hammerich:

 

• Hvad angår direktør Rostings arbejde i Røde Kors skylder vi ham stor tak herfor. Han gik op i det med liv og sjæl og handlede som en god dansk mand og har hjulpet utallige af sine landsmænd. Dansk Røde Kors og det danske samfund har god grund til taknemmelighed mod direktør Rosting og hans arbejde i de 5 år.

 

Denne bedømmelse lå nu langt fra H.H. Koch og Juel Henningsens opfattelse.

En uge i forvejen havde lederen af Centralkartoteket, Carsten Høeg bedt formanden for Røde Kors Århus afdelingen, bryggeridirektør B. Kjær om en redegørelse.

 

Afdelingsformand i Århus blev fyret

Han forklarede, at man nødig henvendte sig til ham. Han forlangte diktatorisk at alt arbejde med danske og tyske myndigheder skulle gå gennem ham. Direktør Rosting var meget ærekær og dette skadede Røde Kors arbejde i provinsen. Hvis myndighederne henvendte sig til Kjær uden om Rosting satte de Kjær i en ubehagelig klemme.

Dette var også årsag til at Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann fyrede Kjær.

 

Udrensning i Røde Kors

Røde Kors nedsatte i juli en udrensningskommission. Ud af 370 medarbejdere blev 10 sat fra bestillingen. Dansk Røde Kors havde uretmæssigt taget æren for hele fangehjælpen. I den offentlige debat var det indtrykket, at dansk Røde Kors havde samarbejdet med Bernadotte – ekspeditionen. Dette var bl.a. fremført i Røde Kors’ eget tidsskrift. Så sent som i januar 1945 havde Dansk Røde Kors nægtet at påtage sig hjemkørslerne.

Hverken i dansk eller svensk presse kom der en berigtigelse.

 

Efter besættelsen solidariserede Røde Kors sig med Rosting

I den officielle beretning om indsatsen under krigen fra maj 1946 hedder det:

 

• Når Dansk Røde Kors ikke kom til at deltage mere direkte i denne aktion (hjemkørslerne) må det bl.a. tilskrives den daværende direktørs syn og forhold til besættelsesmagten hvilket på den ene side medførte store begunstigelser for Dansk Røde Kors med hensyn til gavepakkeforsendelser til danske og norske koncentrationslejrfanger og ved interveneringer – ofte mildere behandling af hjemmeværende danske patrioter i tysk fangenskab, men på den anden side også beklagelig vis medførte at tilliden til direktøren og dermed til Danske Røde Kors.

 

Beretningen fortsætter med at skamrose Røde Kors for deres arbejde. H.H. Kochs forsøg på at hindre at Dansk Røde Kors skulle løbe med hele æren var ingen succes.

Efter besættelsen valgte Dansk Røde Kors at solidarisere sig med Rosting. Man ville ikke nævne, at den tidligere direktør var yderst modstræbende til at hjælpe det der faldt uden for Røde Kors mandat, bl.a. jøder, kommunister og frihedskæmpere. Man var bange for at Røde Kors ville miste selvstændighed.

 

Man øjnede ikke chancen for samarbejde

Røde Kors øjnede ikke chancen for at komme i samarbejde med Socialministeriet. men afslog bl.a. at forvalte en halv million kroner ”til særlige formål” dvs. hjælp til jøderne og stå for hjemtransporterne.

Hovedbestyrelsen valgte at bakke Rosting op. De negative Bedømmelser kommer fra Udenrigs – og Socialministeriets journaler. I Røde kors arkiver kan der ikke rigtig hentes noget.

 

Nølende og frygtsom

Hvilke råderum gav det nationale Røde Kors sig selv i forhold til den politik, der blev afstukket af det internationale Røde Kors i Genève. I hvor stor grad afpassede de begge deres aktionsmuligheder i forhold til Tysk Røde Kors?

Geneve-konventionen fra 1929 omfatter ikke civile fanger, altså fanger sendt i KZ – lejre og fængsler som følge af tro, race, politisk observans eller modstandsaktivitet. Man forholdt sig neutral. Jødeforfølgelsen skræmte. Man forsøgte frygtsom og nølende at bevæge sig på kanten af mandatet.

Kontakten til Nazi – Tyskland foregik via udenrigsministeriet til Gestapo. Denne vej var hæmmende for aktionsmulighederne. Dansk Røde Kors fulgte denne linje der var udstukket fra Geneve. Direkte kontakter til lejrcheferne blev aldrig brugt.

 

Han gik over stregen

Jo Rosting giv over stregen i september 1943 med sit forslag sabotører for jøder. Han var tyskervenlig uden for det, der var acceptabelt. I maj 1945 var denne grænse papirtyndt.

 

Kilde:

• Artikler på www.dengang.dk
• Wikipedia
• denstoredanske.dk
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Stine Bitsch-Larsen: Holger Funder, Dansk Røde Kors, krigen og konvojerne
• b.dk
• jyllands-posten.dk
• Røde Kors i Krig og Fred (1942)
• John T. Lauridsen (red): Over Stregen – under Besættelsen
• John T. Lauridsen: Dansk Nazisme 1930 – 45 og derefter
• Niels Alkil (red): Besættelsestidens Fakta
• Hans Sode-Madsen: Reddet fra Hitlers helvede- Danmark og De Hvide Busser 1941 – 1945
• Hans Sode-Madsen: I Hitler-Tysklands skygge – Dramaet om de danske jøder 1933 – 1945

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.559 artikler, heraf 313 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:

• Myten om De Hvide Busser
• De Hvide Busser – nok engang
• Sandheden om De Hvide Busser
• Karantænestationen ved Grænsen
• Odessa og de andre flugthjælpere
• Nazi – jægerne
• Da Krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Jagten på krigsforbrydere
• Himmler og hans datter
• Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
• Bovrup-kartoteket
• Kan man stole på Centralkartoteket
• Joseph Mengele – dødens engel og mange andre

 

De mange fabrikker på Nørrebro

Vi skal her besøge en masse industriforetagender. Og det er Nørrebro Elektro – Tang-Jensens Klaviatur – Tandhjulsfabrikken – Kehlet Chokolade – Kaffebrænderiet Merkur – Det Danske Petroleums Aktieselskab – Bânckes Senneps – og Eddikefabrik – Bragesgade Understation – En vognfabrikant på Baldersgade – Danske Elektroniske Instrument Fabrikker – Mekanisk Elektrisk Compagni.

 

Mekanisk Elektrisk Compagni

Egentlig har mange produktionssteder og virksomheder været helt upåagtet på Nørrebro. Men de har siden vokset sig store. De har levet under trange forhold, og måtte til sidst flytte hen. Hvor der var bedre plads-

Vi skal her opleve to virksomheder med samme adresse, Thorsgade 37, som fik vokseværk- Og begge virksomheder lever stadig i bedste velgørende.

Må vi præsenterer MEC, Mekanisk Elektrisk Compagni og DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker. I starten af 1940 lå begge firmaer i bygningen.  Begge firmaer fremstillede elektroniske måleapparater, relæer og andet til radiobranchen. De to firmaer rådede efterhånden over hele bygningen og samtlige etager-også bagbygningen.

Den var den 1. juni 1938, da Svend Hansen og Ernst Bock henholdsvis ingeniør og konstruktør grundlagde MEC. Man startede i baggårdsbygning på Kultorvet 4 A med kun 5 ansatte.

MEC producerede drejeomskiftere, trimmekondensatorer til radio og måleapparater og senere også TV apparater. Der var mange omskiftere, der blev nittet sammen. Mange af fabriksarbejderne var montagedamer.

MEC havde de to nederste etager samt kældrene i bagbygningen. Til højre for porten var der kontor, bogholderi, salgsafdelingen og direktionen og til venstre for porten var der smed. Bagbygningen rammede galvanisk afdeling og råvarelager.

Kældrene blev brugt til kantine om omklædning for de efterhånden langt over 50 ansatte.

Trods vareknaphed og rationalisering gennem 1940’erne så voksede og voksede MEC. Da tv-branchen rigtig boomede i 1950’erne var det endnu et større eksportmarked at producere til.

Man fortsatte i Lyngby, medens udvikling og produktion fortsatte på de to etager i Thorsgade 59. Man ville dog godt samle de efterhånden 400 ansatte ved at bygge en fabrik i Ballerup. Den blev indviet i 1963 og har lukket der siden.

Ja som skrevet, så lever firmaet i bedste velgående.

 

Danske Elektroniske Instrument Fabrikker  

DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker blev grundlagt i 1933 af Erling Foss. Det var at skabe værdi ved hjælp af teknologi, der interesserede ham.

Målet var at etablere en virksomhed til fremstilling af simple måleinstrumenter, som f.eks. amperemetre, voltmetre, udstyr til kraftværker, fabrikker, hospitaler og lignende. Erling Foss troede på projektet og besluttede sig for at investere i det.

I starten af 1933 lå DEIF i hjertet af Nørrebro. Et værksted, der ikke var på mere end 150 kvm. Der var ganske få ansatte, primært finmekanikere og lejlighedsvis urmagere til produktion af fintfølende målapparater.

De første kunder og aftagere af DEIF’s produkter var elværkerne samt producenter af tavleanlæg som for eksempel Lauritz Knudsen.

Efter nogle år ekspanderede virksomheden, Der var efterhånden 30 medarbejdere. De måtte derfor flytte til de større lokaler i den ny fabriksbygning i Thorsgade 37. Her åbnede DEIF den 9. april 1940.

DEIF overlod dog besættelsen på grund af de mangle tyske producenter, der forsvandt fra det danske marked. Produktionen blev kun indstillet de dage, hvor værkstedet var for koldt. Arbejderne var derfor nødt til at gå hjem igen.

Under besættelsen var brændsel den eneste aktuelle mangelvare. Af den årsag var det muligt for DEIF at fastholde fuld beskæftigelse gennem hele besættelsestiden. Erling Foss måtte dog flygte til Sverige med sin familie i 1944 grundet sit engagement i modstandsbevægelsen.

DEIF fortsatte sit virke efter krigen og blev i Thorsgade helt frem til 1973. En ny fabrik i Skive skulle rumme den stadig voksende produktion.

Dette var historien om to verdensomspændende virksomheder.

 

En Vognfabrikant på Baldersgade

Karetmager og vognfabrikant Wilhelm Christian Anton Hansen havde værksted i Baldersgade 7 tæt ved Nørrebroes Sporvejsselskabs remise. Han leverede bl.a. i 1885 vogne til dette selskab, lige som han leverede vogne til Falkoneralleens Sporvognsselskab.

Selv boede han også i Baldersgade i årene omkring 1880 og fremefter. Desværre gik han konkurs i 1902.

Firmaet optræder i vejviseren for 1882 som karetmager på adressen Baldersgade 14, hvilket var samme adresse som ”Nørrebroes Sporvejsselskab”. Først fra 1885 til 1901 nævnes adressen Baldersgade 3.

Efter konkursen i 1903 nævnes karetmager L.H. Hansen på adressen. Men vores hovedperson optræder igen i 1918 boende Julius Blohms Gade 33, hvorfra der annonceres om salg af brugte vogne.

I 1889 sendte han et tilbud til FAS. Det løs sådan:

 

• Paa Maling af Vogne. Hertil anvendes de bedste Materialer saavel i Farver som lakker og Arbejdet udføres af Folk, som i enhver Henseende ere kjendte med Behandlingen af Vogne, saa jeg som følge deraf kan garantere for smukt og godt udført Arbejde saavel som Holdbarhed.
• En Tospænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 225,-
• Enspænder kr. 130,-
• Ved Anvendelsen af billigere Materiale til overnævnte vil Prisen stille saaledes for en Tospænder Sporvogn kr. 200,-
• For en Enspænder Sporvogn kr. 110,-
• Men da jeg ikke har den Garanti for disse varer, anbefaler dem som heldige
• Ærbødigst W.C.A. Hansen

 

I 1894 havde man ansøgt om udvidelse. Og i 1896 leverer han alle 12 hesteomnibusser til Kjøbmagergades Omnibus Selskab.

I perioden 1888 – 94 har firmaet også bygget en del hestesporvogne.

 

Bragesgade Understation

Nej det handler ikke om en undergrundsstation. Det handler om forsyning. Ja det handler om HOFUR – dengang. Den første understation sættes i drift den 15. november 1914.

Og det handler om en forstærkning til den københavnske el – net. Vi har fundet en del interessante billeder, der belyser dette. Og el havde jo også stor betydning for både stor – og småindustri på Nørrebro.

 

Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik

Fabrikken blev grundlagt i Kiel i 1830. Den blev overflyttet til København i 1858 af Wilhelm Bâhncke, der ledede virksomheden til sin død i 1907. Firmaet blev videreført af hans to sønner, Emil og Albert.

Den første sennepsfabrik blev etableret i Sølvgade 6 i 1858. Og så fik man patent på opfindelsen af sennepspulver. Nu kunne det blødes op på 15 minutter i stedet for mod tidligere 24 timer.

I 1869 opnår man en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Altona.

I 1884 indvier man et eddikebryggeri på Kathrineberg

I 1917 blev assurance-afdelingen solgt fra, så man kunne koncentrere sig om fødevarer.

Fra 1919 etablerede firmaet sig på Jagtvej 113 – 115. Afdelingen her blev moderselskabet. Den blev moderniseret i løbet af 1940erne. Ved 100-års jubilæet i 1958 beskæftigede man 100 medarbejdere.

Senere opkøbte man forskellige mindre fødevareproducenter

I 1932 fik vi det kendte slogan ”Intet bord uden Bâhncke

I 1931 blev firmaet omdannet til familie-aktieselskab. I 1958 byggede man en fabrik i Ballerup.

I 1982 blev Bähncke en del af De Danske Spritfabrikker og i 1989 en del af Danisco A/S. Men i 2005 blev det overtaget af den norske koncern Rieber & Søn ASA. Dette firma ejer også K-Salat.

I 2013 blev Rieber & Søn købte af den norske koncern Orkla. Bähncke blev nu lagt sammen med Beauvais Foods A/S til Orkla Foods Danmark.

 

Det Danske Petroleums Aktieselskab

I Thorsgade lå Det Danske Petroleums Aktieselskab. Selskabet blev grundlagt i 1899. Det første petroleum kom til Danmark fra USA i 1861. D.D.P.A. var den største aktør på markedet. Selskabet blev den dominerende aktør som distributør af olieprodukter /herunder petroleum, brændselsolie og benzin i Danmark.

Selskabet skiftede i 1952 navn til Dansk Esso. I 1986 overgik det til Statoil.

Man samlede benzinpumper, man havde flasketapperi for petroleum, et benzinanlæg, en benzin-aftapnings-anstalt, forskellige petroleumslagre m.m.

Jo, der skete noget i Thorsgade.

 

Kaffebrænderiet Merkur

Kaffebrænderiet Merkur lå i Sigurdsgade 25/Hermodsgade 24 fra 1933. Lagerbygningen til de rå bønner blev dog først udbygget efter krigen. Det larmede, lugtede og osende kaffebrænderi har ligget midt blandt beboelse.

I dag er bygningen fredet, ja det er en af de yngst fredede industribygninger i Danmark.

Det er en tre etagers fabriksbygning. I fabriksbygningens stueetage var der kontorer og ekspedition. Første sal rummede selve risteriet og anden sal var råvarelageret.

Hovedbygningen er opført i røde mursten og de tre markante skorstene understreger bygningens funktion. Vinduerne ud mod gårdsiden er karakteristiske for industribygninger. Og for at man ikke er tvivl står her stadig under skorstenene ”Kaffebrænderiet Merkur” Men Merkur kan man nu også se andre steder på bygningen.

Hver af de tre skorstene gik fra en kafferist på første sal op gennem anden sal og videre gennem taget.

Bygningen var i brug som kaffebrænderi indtil 1960erne.

Den har siden været brugt af et malerfirma og meget mere. Bygningen har sandelig også været brugt til at dyrke østershatte for første gang i Danmark. Ja VVS – firma og en polsk forretning har også været her.

Kaffebrænderiet blev fredet i 1994. Kulturstyrelsen begrunder det således:

 

• Kaffebrænderiet er et typisk og velbevaret eksempel på denne bygningstype. Med sine skorstene og vinduesfattige facade afspejler bygningen sin funktion som kaffebrænderi
• Bygningen er tillige et karakteristisk eksempel på den rationalistiske/nyklassiske stil i mellemkrigstidens fabriksarkitektur.

 

Kehlet Chokolade

Aktieselskabet Chr. F. Kehlet, Jagtvej 85 – 87 er grundlagt allerede i 1825. I begyndelsen var virksomheden ikke ret stor. Der blev arbejdet under ret primitive forhold. I 1834 blev der anvendt hestekraft.

Jo, Christian Kehlet var den første i Danmark, der producerede spisechokolade. Det skete bl.a. fra adressen Østergade 34 i 1830.

Allerede fra starten baserede han sin produktion på dampkraft. De store dampmaskiner kunne få maskinerne op i et højere tempo. I 1845 importerede han et såkaldt granitvalseværk fra Paris.

Egentlig er oprindelsen til denne fabrik et konditori med café på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade. Det var broderen R.T. Kehlet, der startede her. Det var en konkurrent til de store dyre schweiziske forretninger. Her kunne man få en kop chokolade for 6 – 8 skilling. I de dyre etablissementer skulle man betale 16 – 20 skilling.

Denne Kehlet producerede også chokolade og konfekt. Men hans gamle formalingsmaskine kunne ikke findele kakaobønnerne tilstrækkeligt, og jernhjulene havde en kedelig tendens til at give afsmag på kakaomassen.

I Kehlets Cafe kunne man også læse inden – og udenlandske blade og tidsskrifter samt nyde hjemmelavet konfekture til billige penge.

Senere etablerede R.T. Kehlet, Rosenlund på Værnedamsvej med luftballoner, fyrværkeri og koncerter.

Ja og hans bror Christian Kehlet overgik ham, inden han etablerede sin fabrik. Han etablerede en café i Erichsens Palæ på Kongens Nytorv, hvor der var koncert med et stort orkester fire gange om ugen.

Siden overtog han Alleenberg på Frederiksberg. Ja stedet lukkede først i 1923.

I 1844 efter at fabrikanten var flyttet fra Grønnegade til Gothersgade, blev der anskaffet granitmaskiner til driften.

Virksomhedens omsætning steg stadig og i 1884 fik fabrikken lokaler på Jagtvej 85. Her lå man indtil 1920. I 1888 overtog H.M.G. Hansen fabrikken og udvidede betragteligt. Han drev nærmest en mønsterfabrik. Fabrikken blev omdannet til aktieselskab.

Fabrikken benyttede kun de bedste produkter og havde et særdeles godt ry. På et tidspunkt var der 120 folk ansat. Helt fra begyndelsen samarbejdede Christian Kehlet med brødrene Cloetta. Siden delte de direktør og adresse i Hørsholmsgade 20. Senere opslugte Cloetta så hele firmaet, der så senere blev opslugt af den finske Fazer – koncern.

 

Tandhjulsfabrikken

Fabrikken lå Jagtvej 103. Den blev grundlagt i 1918 af C.A. Stub. Han havde opholdt sig i en længere årrække i Amerika og Tyskland. Tandhjulet blev praktisk talt anvendt overalt inden for jern – og metalindustrien.

Der blev produceret tandhjul af jern og stål, messing, råhud, fiber, træ og mange andre materialer, ligesom der fandtes mange forskellige slags. Der fandtes cylindriske tandhjul, koniske tandhjul og mange flere.

Der fandtes tandhjul, der kun varede 1 gr. Og så var der nogle, der vejede 25.000 kg. På fabrikken var man i stand til at tilfredsstille næsten et hvert krav til tandhjul.

Man var leverandør til de fleste store maskinfabrikker over hele landet samt Norge og Sverige.

 

Tang-Jensens Klaviatur

Firmaet Tang – Jensen blev grundlagt 17. oktober 1868 af Tang – Jensen, der efter at være kommet hjem fra Tyskland og Frankrig påbegyndte en lille fabriksvirksomhed for klaviaturer på Jagtvej.

Virksomheden begyndte under meget beskedne former, idet han selv var mester, svend og lærling. Efterhånden kunne der spores fremgang. I 1874 kunne man føje mekanikfabrikation til.

I 1880 opførtes fabrikken på Jagtvej 91. I 1884 blev der taget fat på en udvidelse. Og i 1887 startede man fabrikation af cigarkasser.

Fabrikken blev drevet af en 20 hestes dampmaskine.

I 1878 fik Tang – Jensen en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Paris for veludført arbejde. Det var den eneste danske fabrik på dette område. Blandt kunderne var pianofabrikker i Danmark, Norge og Sverige.

 

Nørrebro Elektro

I 1908 tillod snedkermester Axel Franck, at hans 16-årige søn lavede kemiske forsøg i en kælder til familiens bolig i Ægirsgade.

Hvem kunne drømme, at dette kunne føre til verdens første hjertestarter.

Sønnen Otto Franck var en dygtig gymnasiestuderende. Et par år senere i 1912 gik det naturligvis galt. En gaseksplosion kostede den dygtige studerende hørelsen på det ene øre.

Men det der var værre, at der slap gas ud sammen med ilt, fik de omkringliggende facader til at blive gule. Nogle steder på Ægirsgade kan man stadig spotte de gule plamager.

Til gaden store lettelse emigrerede Otto Franck i 1915 til München. Her fik han en stilling hos Münchener Stadt Chemie AG. Her udviklede han bl.a. lungegasser til den tyske krigsindustri. Hans indsats blev bl.a. belønnet med Jernkorset af 2. grad.

Efter Den Store Krig fik han dårlig samvittighed og ifølge hans dagbog overvejede han at gå i kloster.

Heldigvis endte han med at bruge sine evner til at redde menneskeliv. I 1921 vendte han hjem til Danmark med patent og udkast til et elektrisk apparat, der skulle genoplive de døde med elektrisk stød. Kort sagt verdens første defibrillator.

En række forsøg på at genoplive orner, lykkedes. Jo apparatet fungerede. En masseproduktion blev sat i gang med bl.a. en stor eksport fra en tidligere villa på Rådmandsgade 30, hvor han indrettede en mindre fabrik.

Da han døde i 1981, efterlod han sin enke og tre sønner, et indbringende patent og en velfungerende fabrik.

Familien solgte patentet til et japansk firma. Man begyndte i stedet at producere elektronik til fjernstyrede biler og elektronisk legetøj. Fabrikken blev omdannet til Nørrebro Elektro.

 

• Dette var en artikel fra projektet ”Nørrebros Industri” som er støttet af Nørrebro lokaludvalg i samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Teksten er leveret af dengang.dk . Projektet bestod også af to gange tre timers foredrag med visning af ca. 300 fotos. Disse fotos kan vi desværre ikke vise her på siden grundet copyright m.m. Vi har ikke økonomi til dette.

 

• Under artiklen ”Industri på Nørrebro” henviser vi til over 30 andre artikler her på siden, der har relation til kategorien. Vi henviser også til 15 artikler, der ligger under ”Artikler fra Nordvest”. Det skyldes, at vi senere lægger artikler omkring Industri på Nordvest ud på siden

 

 

 

 

Batterier, Papir og Tændstikker på Nørrebro

Vi besøger Hellesen, Schou Papir og Kronen/Nørrebro Tændstikfabrik. Hele 2.000 ansatte var med til at fremstille batterier. Det startede i Blågårdsgade. Det moderne tørelement. I 1897 fremstillede man 1.000 håndlamper med tørelementer. Fra 195 fortsatte man i Bryggeriet Aldersro. Man fremstillede selv kulstænger. Papirfabrikken voksede sig meget stor. Skandinaviens største posefabrik. Chefen stillede store krav. Mange forskellige adresser. Produktionen blev udvidet. Opkøb i Jylland. I Herlev gik det ned ad bakke. Der var cigarfabrik på loftet og tændstikfabrik i kælderen. Navnet blev ændret til Nørrebro Tændstikfabrik. Det var en farlig arbejdsplads for folk. Katastrofen Indtraf. Ejendommen blev genopbygget.

 

Hellesens Batterier

 

Det startede i Blågårdsgade

Allerede i 1887 blev der produceret batterier i Blågårdsgade 7. Her lå Hellesens første egentlige fabrik. Ja Hellesen fik efterhånden produktion mange steder. Også på Åboulevarden blev der produceret batterier.

 

Op til 2.000 ansatte

Men det mest berømte produktionssted er nok, Aldersrogade, der hvor Jagtvejen møder Lyngbyvejen. Bygningerne er meget genkendelige. Her lå fabrikken med verdensry. Her blev størstedelen af Danmarks tørelementer fremstillet. På et tidspunkt beskæftigede man ikke mindre end 700. Når man så tager dem med hjemmearbejde med. Ja så er vi oppe på 2.000 ansatte.

Ja firmaet hedder jo egentlig Hellesens Enke & Ludvigsen A/S

Ja vi skal helt tilbage til 1857, hvor et oplyst springvand ved Christiansborg Slots Ridebane vakte vild begejstring. Og man forlangte entre. Strømkilden var et – våd batteri, hvor man ved en kemisk proces havde lagret elektrisk. Lyset blev frembragt med en kulbuelampe.

Vi skal tilbage i en periode omkring 1880 og 1890. Dengang spekulerede man meget på elektriciteten og dens anvendelse.

Man forsøgte at fremstille elektriske batterier. Men der var store vanskeligheder. De var i store glas eller lerkrukker og lugtede ganske fælt. Der skulle hele tiden hældes vand eller kemikalier på. Ofte skulle de skilles af og renses.

 

Det moderne tørelement

På et eller andet tidspunkt skulle det moderne tørelement opfindes. Og det var så W. Hellesen, der først af alle løste denne opgave. Denne var egentlig smørgrosserer. Ved siden af, var han dog meget interesseret i fysiske eksperimenter. Det kaldes hvis amatør – o0pfinder.

I 1889 kom han i forbindelse med den hjemvendte kemiker V. Ludvigsen. Han havde opholdt sig i Amerika i en hel del år. Denne Ludvigsen kom med de afgørende ideer til en industriel produktion af tørelementer. Men den egentlige opfinder nåede aldrig at se sin opfindelse i masseproduktion. Han døde i 1892, 56 år gammel.

Det tog dog et par år, inden Ludvigsen turde at sende produktet ud i handelen. Men i 1896 viste det sig, at et parti kunne holde sig i to år. Hovedvægten for ham, var at produktet skulle være bedre, end noget andet tilsvarende produkt i udlandet.

 

I 1897 fremstillede man 1.000 håndlamper med tørelementer

Allerede i 1897 fandt Ludvigsen på at fremstille 1.000 håndlamper med tørelementer. Dette produkt gik sin sejrsgang over hele verden. Flere typer og størrelser af batterier blev fremstillet på adressen Åboulevarden 14.

Conan Doyle lader således Sherlock Holmes omtale sine batterier som Hellesen uden nærmere angivelse.

 

Fra 1905 i Aldersro Bryggeri

Først i 1905 flyttede virksomheden til en ejendom som Ludvigsen købte i Aldersrokvarteret. Det var den eneste store bebyggelse, der dengang fandtes i kvarteret. Jo her var plads til udvidelse. Det var det gamle Aldersro Bryggeri. I 1905 var der 71 ansatte.

I kælderen var det formerværksted, lagerrum og baderum til arbejderne. Der var maskinrum med to dampmaskiner. Her var også gasmotor. I stueetagen var der kontor med det store fabrikslokale, hvor man smeltede de galvaniske elementer. Her fandtes fem isolerede jerngryder, hvor man kogte harpiks (beg) ved damp. Man smeltede voks med gasapparater og loddede. Der gik livremme gennem gulv og loft til første sal.

På første sal fremstillede man pap – og metalbeholdere til elementerne. Fabrikken havde også stald til fire heste. I 1911 og 1916 blev fabrikken kraftig udvidet.

Da firmaet blev til et aktieselskab trak Ludvigsen sig tilbage. Men hav var til sin død i 1939 formand for selskabets bestyrelse. Ved juletid var personalet samlet i gården. Her gik Ludvigsen rundt og trykkede hver medarbejder i hånden, ønskede Glædelig jul og forærede medarbejderen 10 kr.

 

Man fremstillede selv kulstænger

Nu begyndte man også at fremstille kulstænger. Det skete i en lille bygning i Vangede. Det gjorde man helt til 1960. Så begyndte man at i9mportere kullene fra Frankrig. Radioen kom rigtig frem i 1925. Så skulle der fremstilles nye batterier. Og der skulle foretages elektrodebinding. Dette skete i Ryesgade 3.

Mange af de ansatte var kvinder. Efterhånden var der adresser i Gerdasgade, Tomsgaardsvej, Vangede, Teglværksgade, Hejrevej og Søborg,

I 1924 var det berømte Tiger – batteri blevet skabt. Men man var oppe på at fremstille hele 150 forskellige slags. I 1944 forærede penge til en vuggestue.

Trods modernisering var lokalerne på Aldersrogade nedslidt omkring 1960. Man havde også vanskeligheder ved at finde arbejdskraft. Derfor besluttede man at købe en grund i Køge. Vejen hed selvfølgelig Tigervej. Og her startede produktionen i 1965.

I 1972 startede man endnu en fabrik i Thisted.

I 1986 solgte man navnet Hellesen til det konkurrerende firma Duracell. Fabrikken i Thisted kom til at hedde GN Alkaline Batteries. I 1988 solgte man fabrikken i Køge til et svensk firma og al batteriproduktion er nu samlet i Thisted.

 

Papirfabrikken Schouw

Den 10. februar 1878 grundlagde Victor Simon Schouw en virksomhed i baggården til Nordvestvej 14 (Rantzausgade). Han havde tidligere været ansat i Havreholms Papirfabriks udsalg.

 

Chefen stillede store krav til sine medarbejdere

Han stillede store krav til sine medarbejdere og var en streng og patentlig chef. Hans ægteskab nummer to forblev barnløst. Derfor omdannede han i 1911 på sin 70-års fødselsdag virksomheden til et aktieselskab. Han døde fem år senere.

Efterhånden blev lokalerne for små til at fremstille plastikposer. Man lejede sig ind i virksomheden ”Ludvigsen og Hermannsen i Slotsgade. Man fik ligefrem maskiner til posefremstilling. Og et trykkeri til kundernes reklamer på poserne blev det også til.

Efterhånden blev nabohuset, Slotsgade 5 også taget i brug. Først rykkede man inde i sidehuset og baghuset, hvorefter Schouw overtog hele ejendommen.

 

Mange forskellige adresser

Men forholdene var så trange, at hvis man skulle have en personlig samtale med chefen, så måtte det foregå på trappen. Man vendte nu tilbage til Nordvestvej 14 og overtog nu også nummer 16. Den tilstødende ejendom Kapelvej 47 blev også overtaget.

På gårdarealet mellem disse bygninger blev der opført en helt ny fabrik. I 1903 flyttede man så ind i de nye lokaler, som skulle blive firmaets domicil de næste 50 år. Hele herligheden på fire etager var efter datidens forhold eminente. Maskinparken blev også fornyet.

Der blev gennemsnitlig produceret 300.000 poser om dagen. Der var mange investorer i firmaet, som i perioder fik et udbytte på hele 25 pct.

 

Produktionen blev udvidet

Man opkøbte en oliemotor med ikke mindre end 42 hestekræfter. Og så opkøbte man konkurrenten, Københavns Maskinposefabrik. I begyndelsen af 1920erne opførte man en store lagerbygning på hjørnet af Hejrevej og Ørnevej i Nordvest.

Man havde tidligt lagt elektricitet i hele fabrikken. Efterhånden producerede man også æsker, pap, mellemlægspapir og smørrebrødspapir, kuverter, skriveblokke, brevpapir, regningsblokke, hyldepapir, bølgepapir, servietter, glanspapir, crepepapir, spillekort m.m. Men papirsposerne var det absolut dominerende.

Efterhånden var antallet af ansatte vokset til 200.

Firmaet var med til at stifte Dansk papirhandlerforening af 1894. I denne befandt Nørrebro Papirfabrik sig også.

 

Opkøb i Jylland

Schouw opkøbte Jyllands Papir Værk i Aarhus og Nordjyllands Papirposefabrik. Der fulgte yderligere et par opkøb med. I 1931 stiftede man en filial i Haderslev som man kaldte Sønderjyllands Papirforretning.

Efterhånden udviklede virksomheden sig her på Nørrebro til ”Skandinaviens største posefabrik”.

Rantzausgade 12 blev købt i 1931 og på Kapelvej foregik der en større ombygning.

På 4. sal blev der under besættelsen gemt et større våbenlager af modstandsbevægelsen.

Efter Anden Verdenskrig var fabrikken i krise. Direktøren, Sven Hornsyld havde overladt mere og mere til ledende medarbejdere, men de var ikke rigtig deres opgave voksen.

 

I Herlev gik det ned ad bakke

I 1954 kom Schouw og Co på Børsen. Rantzausgade var ved at være slidt. I 1955 begyndte man at opføre nye fabriksbygninger i Herlev. Og efterhånden flyttede man mere og mere produktion hertil.

Man havde dog gjort regning uden vært. Masser af medarbejdere ville ikke flytte med. I et par år kørte moderselskabet med underskud.

Fabrikken i Herlev blev aldrig nogen succes. I 1962 foretog man et mageskifte med naboen. Men dette hjalp heller ikke meget på økonomien. Man besluttede i 1981 og 1982 at sælge resterne på Sjælland og flytte moderselskabet til Jyllands Papirværk i Aarhus.

 

Kronen og Nørrebros Tændstikfabrik

Der var masser af tændstikfabrikker på Nørrebro. Her arbejdede mange børn, og det var absolut en farlig arbejdsplads.

Cigarfabrik på loftet

Niels August Wolf søgte og fik i foråret 1875 tilladelse til at indrette cigar – og tændstikfabrik i en ejendom på Nordvestvej (Rantzausgade) 11. han havde købt ejendommen af tømmermester Jørgen Hansen.

Tændstikfabrikken blev indrettet i kælderen og cigarfabrikken på loftet. I stueetagen havde Wolf kontor. I løbet af året blev fabrikken hele tiden forbedret. Der blev indrettet et lager på 100.000 tændstikæsker.

 

Nu blev det til Nørrebro Tændstikfabrik

I maj 1876 solgte Wolf tændstikfabrikken til Peter Andreas Andersen og Jens Johansen. Men han fortsatte sin cigarfabrik. Samtidig helligede han sig sin militære karriere. Fabrikken fik derefter navnet ”Kronen v/ P. Andersen & Co”. Mindre end et år efter trådte Peter Andreas Andersen ud af firmaet.

Allerede tre år efter i 1879 skiftede fabrikken igen ejer, idet Jens Johansen solgte den til Emil Gundestrup. Året efter gik Gundestrup i kompagniskab med Ferdinand Isac Heymann. Sammen ændrede de nu navnet til Nørrebro Tændstikfabrik.

 

En farlig arbejdsplads for børn

Da Gundestrup døde i 1888 fortsatte Heymann alene. Han foretog flere ombygninger med udvidelse af produktionen. Sidst i 1880erne beskæftigede Heymann 50 personer. Hovedparten var kvinder og børn.

Især børn blev mærket af det dårlige arbejdsmiljø på en tændstikfabrik. Giftige fosfordampe i tændstikproduktionen opløste tænder og knogler. Men der var ingen kære mor. Når børn i fattige familier var omkring en vis alder, skulle de arbejde og tjene penge til familien.

 

Katastrofen indtraf

Den 28. januar 1892 kl. 9.00 om morgenen indtrådte katastrofen, da en dreng skulle tage en ramme ud af ovnen. Drengen tabte rammen på gulvet. Der opstod hurtig en brand, og den spredte sig lynhurtig over hele fabrikken. Uheldigvis var brandslangen i uorden og det var umuligt at foretage førstehåndsslukning. Da brandvæsnet ankom, stod hele fabrikken i lys lue. Intet stod at redde.

Heymann håbede at kunne starte forholdsvis hurtigt igen og betalte medarbejderne to ugers løn. Men da H.E. Gosch tilbød ham at købe det tilbageværende træ og kemikalier slog Heymann til, selv om betingelserne var, at han de næste 8 år ikke på nogen måde måtte etablere, drive eller interessere sig for fabrikation af tændstikker og ikke forhandle andet end Gosch-tændstikker.

Ejendommen blev genopbygget

Heymann genopførte ejendommen på Nordvestvej og etablerede værksteder, idet han samtidig købte sig ind i den kemiske virksomhed P. Sørensen og Co. Heymann beholdt måske for at irritere Gosh, firmanavnet Nørrebro Tændstikfabrik, idet formålet ”fabrikation af tændstikker” blev ændret til blot ”fabrikation”

Firmanavnet Nørrebro Tændstikfabrik blev slettet af firmaregistret den 3. marts 1896.

Vi har flere artikler om tændstikfabrikker på Nørrebro her på siden.

 

• Dette er en artikel under projektet ”Industri på Nørrebro”, der er støttet af Nørrebro Lokaludvalg i samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Teksten er leveret af dengang.dk Projektet omfattede to gange tre timers foredrag med fremvisning af op mod 300 fotos.

 

• Desværre kan vi ikke betale for copyright for visning af disse fotos. Det har vi ikke økonomi til. Projektet omfatter over 80 tekststykker. Under artiklen ”Industri på Nørrebro” er en liste med 38 artikler, der relaterer sig til emnet. Under artiklen ”Artikler fra Nordvest” er der henvisning til 15 artikler. Efter afholdelse af foredrag på Biblioteket på rentemestervej vil der også her fremkomme artikler om Industri i Nordvest.

 

• Et bogprojekt må opgives. Det er der ikke økonomi til herfra dengang.dk

 

 

Buldog, Heegaard og et Lokomotiv  

Vi skal besøge varehuset Buldog, Anker Heegaard på Blågårds Plads og det mægtige industriforetagende Smith, Mygind og Hüttemeier. Hvad har det med industri at gøre? Blodige dage på Nørrebro. Varehuset plyndret og antændt. Farligt at befinde sig på gaden. Masser af døde og kvæstede. Heegaard købte masser af jord. En speciel produktion måtte opgives. Heegaard solgte masser af grunde. Fabrikken på Blågårds plads blev revet ned og fabrikken i Hillerødgade blev solgt. Heegaard – familien var sande velgører på Nørrebro. Da der var rejsestald. Der blev udbygget på et kæmpe område. Et stykke af en finger røg. Kamp mod dansk politi. Det endte med Empire Bio.

 

Har det noget med industri at gøre?

Man kan altid diskutere om varehuset Buldog har noget med industri at gøre. Vi har taget Folkestrejkens historie med her. Det var arbejderne på de danske industriforetagender, der egentlig var skyld i, at regeringen gik af i 1943. Det var også dem, der startede Folkestrejken under devisen:

• Nok er Nok.

Mange industriforetagender var udsat for sabotage i løbet af besættelsen. Men der var også mange butikker, der var udsatte, og det viser denne artikel. De var måske ikke så meget tyskervenlige som andre, men alligevel så blev de plyndret, brændt ned eller udsat for voldsomt hærværk.

Det var et kæmpe varehus på Nørrebro. Man havde også andre afdelinger i bydelen. Under besættelsen handlede tyskerne også her og handlede. Man sagde, at indehaveren var nazist. Man mente også, at hvis tyskerne handlede i diverse butikker, så var disse også tyskervenlige. Og så skulle de straffes. Op med hundrede butikker blev plyndret, var udsat for hærværk eller blev afbrændt.

 

Blodige dage på Nørrebro

Det var ikke alle, der var så modige som i Cafe Runddelen, hvor en række tyske soldater kom ind og bestilte nogle øl. Men værten sagde, at man havde udsolgt. De tyske soldater gik uden at lave ballade.

Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand. Dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944 var nok nogle af de blodigste som Nørrebro nogensinde har oplevet. Beboerne på Nørrebro vågnede op med budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.

Og ved 10 – tiden her den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset og politiet affyrede skræmmeskud.

En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldet af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en figur, der forestillede Hitler. Politiet var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til Fælledvej, hvor man ventede på forstærkning.

Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.

En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.

 

Buldog blev antændt

I Rantzausgade foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølse, leverpølse og kødpølse til folk. Butikken blev ikke plyndret, den blev også ødelagt.  Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben blev total knust. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.

Da man var færdig her gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som Nazi – Butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende inden butikken skulle ødelægges. Men pludselig lød det. ”Tyskerne kommer”.

Og pludselig lød råbet. ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede.

Politiet kunne ikke rigtig stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schallburgkorpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler ud af vinduerne af bilerne. Tre mennesker døde under denne aktion.

Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog. Men de vendte tilbage og nu blev der også sat ild til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade.

Brandvæsnet blev nægtet adgang. Polititiet forsøgte at redde, hvad der kunne reddes.

 

Farligt at befinde sig på gaden

Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværssalver. Det var fra en tysk bombemaskine som sendte nogle salver mod folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion enten dræbt eller såret.

Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og inde i gadedøre. En Schalburg – mand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej. Mange butikker, der ikke nødvendigvis var Nazi – butikker var blevet sat i brand. Og omkring varehuset stod kun de røgsværtede murer tilbage.

Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik.

Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran fra Griffenfeldsgade med masser høballer, der var sat ild til. Vognen blev væltet på Nørrebrogade og de brændende høballer rullerede hen ad Nørrebrogade.

Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker under en voldsom eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvæddet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.

 

Masser af døde og kvæstede

Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade.  Vidner berettede om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.

Det gik uendelig tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med sårede og døende mennesker. Noget senere kom ydere et par stykker og resten blev kørt væk. Gader og fortove var overfyldt med blod.

Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning på Nørrebros Runddel med tyske maskingeværer. På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi. Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova Nørrebrogade 32. Inventaret var blevet slæbt ud på gaden og antændt.

En tysk uniform var ophængt på et stativ og stillet ud på gaden og antændt. Det betød at tysk politi skød vildt omkring.

Tyskerne kørte rundt i kvarteret og antagelig også terrorkorps og beskød tilfældige. Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret.

Men balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede kl. 6.20 næste dag blev en person skudt. Tilfældige forbipasserende blev beordret til at rydde barrikaderne. Der var opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden endnu større våben.

En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel. En kanon blev affyret mod Thorupsgade 15.

Den 7. august efter blev den tidligere politimand Sustmann Ment dræbt i en linje 16 ud for det nedbrændte Buldog af modstandsfolk. Han arbejdede nu for det tyske sikkerhedspoliti.  Dette afstedkom, at lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensieben krævede en hævnaktion. Og det skete med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.

Mange virksomheder på Nørrebro blev saboteret under krigen. Også mange af de virksomheder, som vi har beskæftiget os med her i aften. Det kostede i den grad. De havde mere eller mindre arbejdet sammen med tyskerne. Nogle var blevet tvunget og andre havde fået ordre af samarbejdsregeringen.

På vores hjemmeside, er der masser af artikler om besættelsen på Nørrebro.

 

Anker Heegaard

I isenkræmmerlære

Mathias Anker Heegaard var født i 1776. Han tilbragte det meste af sin barndom på Samsø. Hans far var sognepræst. Mange i familien var præster. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Efter konfirmationen kom han til København i 1790. Han kom i isenkræmmerlære hos Peter Faber.

I 1803 åbnede han sin egen isenkræmmerbutik. Det blev senere den største i København.

Efter det engelske bombardement var der modvilje mod alle engelske varer. Og så fik Heegaard i stedet produceret nogle hjemmelige produkter. Der var godt gang i salget

 

Heegaard købte masser af jord

Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I oktober 1827 ansøgte han kongen om tilladelse til at drive jernstøberi. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre fine ting af jern.

Heegaard fik tilladelsen. En masse lave fabriksbygninger blev opført rundt omkring på grunden. Han skulle også søge tilladelse hos Militærets Demoleringskommission.

I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bror Christian August virksomheden samt isenkræmmerforretningen. Ti år efter ophørte kompagniskabet. Anker overtog nu jernstøberiet. Nu var han udelukkende fabrikant/jernstøber.

I 1847 var der ansat 52 mand på virksomheden. Der blev årlig produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellig art og 140 skorstensindretninger. Af de lidt mere specielle produkter var to chokolademaskiner samt fire barkmøller, som blev anvendt af garverierne.

En optælling fra 1850 viser, at Anker Heegaard boede på Blågårdsvej 36. I husholdningen var hans kone, Louise Feilberg og tre børn. Der var en mandlig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl.

 

En speciel produktion måtte opgives

Efterspørgslen efter gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele. Men det var dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok efterspørgsel efter violinstrenge. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnede tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Denne del af fabrikken blev lukket af sundhedsmyndighederne.

I 1860erne udvides der atter en gang på Nørrebro. Nu var man oppe på 102 ansatte.

Ved Nordisk Industri – og ”Konstudstilling” i København i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede bl.a. dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner. Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand var Anker Heegaard.

Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. Der var ikke plads til flere udvidelsesmuligheder på Nørrebro.

 

Heegaard solgte masser af grunde

Heegaard tog også fusen på de andre grundejere. De blev nødt til at erhverve et stykke jord, som han havde købt. Det blev så til en betydelig høj pris. Han solgte også betydelige jordstykker til anlæggelse af beboerkvarterer omkring Stengade, Bagergade, Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgens Gade).

I 1898 erhvervede Anker Heegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro station. Dengang var her en betydelig godsstation, der betjente det store industriområde i dette kvarter.

Området ved Blågårdsgade blev revet ned i 1899.

 

Fabrikken i Hillerødgade blev solgt

I Hillerødgade lå virksomheden i 14 år. Så overtog maskinfabrikken Auroa hele anlægget. I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskabet Anker Heegaard. I 1930 indgik det i De Forenede Jernstøberier.

 

Heegaard-familien var en stor velgører på Nørrebro

Heegaard – familien vil også blive husket for at være en stor velgører på Nørrebro. Ja og åbenbart var Anker Heegaard også en god danser. Han fik et brev fra ”Det Forenede Borgerlige Selskab” i 1842:

 

• Vi beder Deres Værdighed herved paa Selskabets Vegne at modtage forbindtligste Taksigelse for den almindelige Moro De fremkaldte i Selskabet ved Maskeballet i Søndags den 13de i denne Maaned som Deltager i den udmærkede Udførelse af en Steiersk Dans og dels i den saare interessante og veludførte Sømandsdans.

 

Heegaard forærede bl.a. grunden, hvor man byggede Marthahjemmet. Og så blev Louisegade opkaldt efter Heegaards kone. Men gaden blev omdøbt til Prins Jørgens Gade efter et frygteligt rovmord. Men se det er helt andre historier. Men dem kan du også læse på www.dengang.dk

 

Fra Lokomotiv til Biograf

Vi skal nu besøge firmaet Smith, Mygind & Hüttemeier. Ja egentlig er det svært at sætte en egentlig adresse på dette firma. Men man startede på Nørrebrogade 68 og så bredte man sig efterhånden til Guldbergsgade.

Den ene af direktørerne havde en far, der var en energisk urtekræmmer. Han overtog også den københavnske natrenovation. Den blev kaldt for:

• De Mygindske Ekvipager

 

Da der var rejsestald

På en meget stor grund stod en rejsestald. Den blev sat i stand, så man kunne bruge den som maskinfabrik. I begyndelsen holdt man byggeudgifterne nede. Pengene skulle bruges til værktøj og produktionsmaskiner.

I rejsestalden blev der opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlmaskiner. Langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man se, hvad der skete på gaden. Men der skulle arbejdes intens, så Smith sørgede for, at vinduerne blev overhvidtet.

 

Der blev udbygget på et kæmpe område

I første omgang kastede man sig over at producere fremstillingen af bryggerianlæg, dampmaskiner og dampkedler. Efterspørgslen var stor. Det varede ikke længe, inden den gamle rejsestald måtte rives ned, og et stort fabriksanlæg opstod på grunden.

Omsætningen steg endnu mere. Den ene af direktørerne, Mygind havde året forinden sin død planer om at afhænde sin part af virksomheden. Disse forhandlinger gik nu i stå, men de blev genoptaget efter et halvt år. Og resultatet var, at man fusionerede med konkurrenten. Der blev dannet et nyt aktieselskab under navnet Smith, Mygind & Hüttemeier. Det skete den 1. januar 1895.

Hüttemeiers fabrik i området Nansensgade/Nørre Farimagsgade blev nedlagt og produktionsapparatet blev flyttet til fabrikken på Nørrebro. Samtidig skete der et opkøb af ledige grunde. Fabriksarealet kom nu også til at bestå af parceller langs Guldbergsgade. I en beskrivelse af virksomhedens historie i 1906 kan vi læse følgende:

 

• Fra Smith og Mygind indrettede sig i den gamle Rejsestald og til nu, er Nørrebro undergaaet en Udvikling, som ikke staar tilbage for mange amerikanske Smaabyer langs Pacifikbanen. Fra at ligge paa en vid Mark, er Fabrikken blevet klemt inde mellem høje Husrækker, men strækker sig dog som et bredt Bælte fra de bebyggede Forgrunde paa Nørrebrogade helt over til Guldbergsgade.

 

• Indgangen til fabrikken danner Afslutningen paa en cul de sac paa Nørrebrogade og ser nok saa uanseelig ud fra den store Færdselsvej. Skulle man taxere den paa Gæt, inden dørene aabnede sig for En, ville man anslaa den til at føre ind til et større Smedværksted.

 

• Hvor overraskende virker det da ikke, idet Bygningernes virvar breder sig for En paa et Areal af 30.000 Kvaratalen ligger her aflange Kæmpehaller ved siden af fleretagers Bygninger og som en Kæde mellem dem alle, arbejdende maskiner under Halvtag eller Aaben Himmel, nogle saa store, at man har maatet omgive dem med særlige stilladser og Opbygninger, der knejser saa højt, at de løber kapløb opefter mod Fabriksbygningernes Skorstene.

 

 

 

Et stykke af en finger røg

Konstruktionen af stål – og støbejernsbroer, der også omfattede ingeniørvirksomhed, blev den væsentlige del af virksomhedens profil. Omkring år 1900 slog firmaet ind på fabrikation af dampkedler, mekaniske fyrapparater og specialiserede sig efterhånden i fremstilling af højtryksdampkedler og automatiske fyrapparater.

Det var en sensation, da man i Hillerød præsenterede en ”Mejemaskine”. Som det senere stod i avisen:

 

• Maskine kørte frem og lagde Rugen i smukke Skaar

 

Opvisningen var en kæmpe succes. Men det blev dog svækket af, at Smith mistede et stykke af sin finger under opvisningen.

Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en dampomnibus til brug for linje 7. det var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinenerne hvæssede, dampede, savede og peb. Da man skulle afprøve maskinen, satte man rigtig fart ned ad Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev maskinen bombarderet med kartofler, male tøfler og en enkelt død kat.

 

Kamp mod Dansk Politi

I år 1900 gik virksomheden ind i produktionen af damplokomotiver, da selskabet dette år leverede sine to første damplokomotiver til Statsbanerne. Frem til 1901 leverede man 7 rangerlokomotiver til DSB.

Under besættelsen var der en heftig skudveksling mellem modstandsbevægelsen og Dansk Politi. Efterfølgende bebrejdede modstandsbevægelsen at politiet var lidt for ivrig til at efterkomme tyskernes ønsker.

Fabrikken var også fra 1949 involveret i industriel fremstilling af karosserier til busser i Svendborg. Indtil den endelige lukning i 1969 havde man fremstillet 400 karosserier.

 

Det endte med Empire Bio

I 1956 overtog firmaet Dano med hovedsæde i Buddinge produktionen. En del af det gamle fabriksanlæg blev overtaget af Falke Auto, der var landets største forhandler af Renault – biler. Senere overgik en del af fabriksbygningerne til at være filmstudier for endelig i 2001, at blive biograf under navnet Empire Bio.

 

• Dette er en del af projekt ”Industri på Nørrebro” støttet af Nørrebro Lokaludvalg i samarbejde med Nørrebro lokalhistoriske forening. Dette resulterede bl.a. i to gange tre timers foredrag med fremvisning af ca. 300 billeder. Teksten blev leveret af dengang.dk

 

• Vi gengiver hermed teksterne, men desværre ikke fotos, da vi ikke har økonomi til at betale copyright. Se under artiklen ”Industri på Nørrebro”. Her henvises til 39 artikler på dengang.dk og under ”Artikler Nordvest” henvises til 15 artikler. Ligeledes vil der indgå industrivirksomheder fra Nordvest, når foredrag på Biblioteket rentemestervej er afviklet.

 

• Et bogprojekt har været på tale, men heller ikke dette har vi økonomi til.

 

 

 

Da Industrien kom til Nørrebro

De første virksomheder på Nørrebro: Guldmagerværksted, Bryggerier, Blegdamme, Rebslagere, Teglværk, Tapetfabrik og Kattuntrykkeri, Limsnyderi (Solitude) Wodrof Mølle, Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdams Mølle, Ladegårds Møllen, Barkmøllen (Solitude). En ny bydel vokser frem. Virksomheder på Blågården, Manufakturfabrik, Den Kongelige Danske Dugmanufaktur, Linnedvæveri, Farveplantager, Voksfabrik.

 

De Første virksomheder på Nørrebro

 

Guldmagerværksted

Der har sikkert været boder og værksteder på Nørrebro før vi har fået kendskab til et værksted af en helt anden art. Nemlig Prins Carls ”guldmagerværksted”. Den blev allerede indrettet kort efter 1707. Jo alkymister havde deres glade dage dengang.

 

Bryggerier

Blegdammene langs Blegdamsvejen lå her allerede. Men langs disse opstod der også industrivirksomheder. På Blegdam nr. 8 har vi kendskab til et bryggeri fra 1730. Jo her var et brænderi med åben skorsten og en muret kedel. Her var også en smugkro, hvor snapsen blev skyllet ned, mens madammen eller pigen afleverede vasketøjet.

Allerede fra 1681 kendes der dog et bryggeri i forbindelse med blegdam nr. 7.

 

Blegdamme

Disse blegdamme lå først inde for søen. I 1661 besluttede man at ligge dem omkring der, hvor Blegdamsvej ligger i dag. Man arbejdede med vask, tørring, blegning, rulning og glitning.

Her lå også et par møller. Her var også øltappere, kroholder og urtegårdsmænd.

 

Rebslagere

Allerede i 1730 var der en stribe rebslagere. Ifølge laugsartiklerne var det ikke tilladt på samme bane, at spinde både til brug for førsteklasses skibsovertræk og landbrugsovertræk af sekunda – kvalitet. Nogle rebslagere ønskede at udføre begge dele. En snes år efter kom der flere til. Foregangsmanden var rebslager Eilert Wesendunk.

En opgørelse over af rebslagere i 1723 viser 14 mestre, 10 svende og ikke mindre end 30 drenge

 

Teglværk

Uden for den tidligere Øster Vold, der hvor Nyboder senere blev anlagt, blev der oprettet en teglgård. Denne blev i 1616 flyttet til et område, der senere indgik i Blågårds jorder. I de følgende år blev der oprettet teglovn med huse og lader på grunden. Først da Christopher Gabel i 1662 købte Teglgaardsvangen og lagde den til sin ”Ladegårdsjord”, blev ”Byens Teglgård” nedlagt.

 

Tapet – og kønrøgsfabrik samt kattuntrykkeri

En ganske særlig virksomhed fandt sit hjemsted på blegdam nr. 21. Zacharias Nieman havde forstand på at lave kønrøg og fremstille tapeter. Han søgte samtidig kongen om at oprette et manufaktur ud for Øster Port i 1724. Han fik tilladelsen under forudsætning at han lod fremstille så meget at import blev overflødigt.

 

Limsyderi (Solitude)

Allerede i 1694 eksisterede der et limsyderi på Solitudes grund.

 

Wodrof Mølle

På grænsen til Frederiksberg adskilte Wodrof Mølle sig ved ikke blot at have tilknyttet en vandmølle, men ved at være en hollandsk mølle i stedet for en stubmølle. Georg Julius Wodrof var en initiativ herre, der skabte et helt fabriksanlæg omkring møllen. Han fik sit privilegium i 1700, men allerede året før var møllen bygget der, hvor Ladegårdsåen løb ud i Sankt Jørgens Sø.

Han havde også indrettet noget hidtil uset, et perlegrynsværk. Siden blev mølleværket knyttet til en hel manufakturfabrik. I 1709 satte en brand en stopper for det hele.

 

Store Ravnsborg Mølle

I 1672 blev der udstedt et lejebrev til Claus Mortensen Glose til drift af Store Ravnsborg Mølle. Han drev den til sin død i 1690. Så solgte børnene den videre.

Ja der fandtes faktisk to møller mere lige i nærheden.

 

Blågårds Mølle

Allerede i 1660erne eksisterede Blågårds Mølle.

 

Lille Blegdamsmølle

Denne barkmølle var bygget omkring 1634. Men den kendes først for beskrivelse i 1737, Ja den mølle var også en barkmølle.

 

Ladegårdsmøllen

Denne eksisterede fra 1730

 

Barkmøllen (Solitude)

Der var mange møller her i Nordre Forstad dengang. Vi har sikkert ikke fået alle med. Men en, der skilte sig ud fra de andre, var Barkmøllen. Den brugte man til at male bark, som garverne havde god brug for i deres erhverv.

Hvornår Garverlauget overtog møllen vides ikke. Men den kendes fra 1655. Og før 1694 var den kommet i laugets eje.

 

En ny bydel voksede frem

Fra midten af 1800 – tallet voksede Nørrebro frem som en ny bydel. Pludselig blev portene afskaffet. Men allerede inden da var industri og handel i gang på Nørrebro. Man måtte have arbejderne inde fra byen. Der var ikke nok på Nørrebro – endnu.

I 1860 var indbyggertallet på ca. 10.000. I år 1900 var indbyggertallet oppe på 100.000. Det blev et rigtigt arbejderkvarter. Og det blev i den grad bygget. Byggespekulanterne tjente i den grad penge.  Det drejede sig om at bygge så meget på så lidt jord som muligt. Byggevedtægter og regler kom først bagefter.

I vores artikelserie har vi taget nogle enkelte håndværksvirksomheder med, for deres arbejde nærmer sig industriens. Nørrebro tiltrak i den grad industrien. Op Ydre Nørrebro kom banen og godsbanen endelig. Det havde industrien brug for.

Det blev til nogle temmelig store industrivirksomheder, der voksede frem. Også en masse små håndværk blev etableret i bydelen. Værksteder, småindustri eller håndværksprægede virksomheder etablerede sig i sidegader eller baggårde.

Nogle af de industrivirksomheder, der etablerede sig her i bydelen, blev meget kendte. Vi kan selvfølgelig ikke nå dem alle. Vi har i vores projekt samlet en bred vifte af både store og små virksomheder. Hvis vi i dag kigger på ejendomme på Nørrebro, kan vi godt fornemme, at her lå en fabrik. Men de allerfleste fabriksejendomme er i dag helt forsvundet.

Størstedelen af virksomhederne flyttede fra Nørrebro i 1950erne. Beboelsesejendomme, parker og pladser har overtaget fabrikkernes plads.

 

Virksomheder på Blågården

Knud Lyne blev tvunget til at tilbagekøbe Blågården efter at denne var blevet ramponeret. Ejendommen var til auktionsforretningen blevet vurderet til 55.000 Rigsdaler. Men først i 1777 meldte der sig en køber, Peter Tutein, der købte hele herligheden eller nærmere det, der var tilbage af herligheden for kun 23.000 Rigsdaler.

Og enkefru Lyhne havde stadig 2.000 Rigsdaler til gode hos Grev Holck, der i sin tid købte Blågården til kongen.

 

Manufakturfabrik

Tuteins plan var at anlægge en silkebåndsfabrik. Han havde egentlig opnået statsunderstøttelse, men planen blev aldrig ført ud i livet.

Peter Tutein fik tilbudt 32.000 Rigsdaler i afståelse. Han betragtede dette som en god forretning. I 1780 blev der anlagt ”Komplet Klæde – Manufaktur på Blågård.

Det var klædefabrikant Johan Paul Kalckenberner, der startede. Han skulle indskyde 30.000 rigsdaler af egne midler. Der skulle ansættes 20 mand. Og han fik betydelig støtte forskellige steder fra.

Vandet måtte under ingen omstændigheder løbe tilbage til Peblingesøen. Opgaven blev løst ved et kompliceret system af stenkister og grøfter.

Men hele installationen af fabrikken kom til at koste betydelig mere end antaget. Nu blev der så vedtaget, at en fabrikant Jacob Branner skulle lede det hele med 8 mand. Man ak, uanset hvad man foretog sig, så endte det hele med et stort underskud både af offentlige og private midler.

 

Det Kongelige Danske Dugemanufaktur

Det hele blev nu rekonstrueret. Det blev oprettet et aktieselskab. Nu hed det ”Det Kongelige Danske Dugemanufaktur”. For kongelig regning blev det opført et nyt etatages teglhængt og grundmuret farvehus ud mod Nørrebrogade.

Men ak, det gik dårligt. Der var mange vanskeligheder at kæmpe med. Man savnede en ”duelig” farvemester og en ”kyndig” fabriksmester, som forstod at drive fabrikken. Afsætningen var alt for ringe. Og hvad det lyder helt utroligt, så var arbejdslønnen for høj.

 

Linnedvæveri

De egentlige fabriksbygninger blev uden vederlag overladt til købmand Hilcker. Han ville forsøge med et linnedvæveri efter ”den vestphalske metode”. Senere var det så linnedvæver Schnitker, der heller ikke havde heldet med sig.

Resten af bygningerne blev udlejet til forskellige industriforetagender. Jorden blev bortforpagtet. Mange overflødige lejligheder blev udlejet til privatfolk.

Men Finanskollegiet var dog opsat på at blive det hele kvit. I 1800 afholdtes to aktioner, hvor der ikke manglede købere til de 13 lodder, der blev udbudt. Men man fandt budene for lave.

Hele arealet med undtagelse af slottet og et jordstykke på 7 tdr. land samt Accisesvænget blev bortforpagtet til en bogholder i Generalpostamtet.

 

Farveplantager

Det hele blev for en meget ringe sum af 100 Rigsdaler årligt lejet ud til farver Holmblad. Han havde i 1777 fået privilegium som uldfarver. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farveplantager. Jacob og sønnen Laurits Holmblad blev på mange måder begunstiget af regeringen.

I 1806 fik de 27 tdr. land i livsvarig forpagtning til en årlig afgift på 440 Rigsdaler. Da seminariet blev nedlagt, fik de yderligere 10 tdr. land.

De fik et rentefrit land på 4.000 Rigsdaler til opførelse af tørrehus og en mølle, samt 150 Rigsdaler i årligt tilskud til en ekspert i farveplanter.

Under englændernes bombardement i 1807 blev plantagerne som så meget andet ødelagt. Ikke mindre end 50.000 farveplanter var ødelagte. Men plantagen kom dog hurtig i drift igen.

Men desværre kunne dyrkningen ikke betale sig. Plantagen blev nedlagt.

Jacob Holmblad var grundlægger af Nordisk Farveindustri. Virksomheden blev drevet under navnet Sadolin & Holmblad. Jo det har jo vist sig, at firmaet var livskraftigt.

 

Voksdugsfabrik

Blandt de parceller af Blågården, der blev lejet, var Nørrebrogade 49. I 1880erne var denne i voksdugsfabrikant Shorn’ s eje.

Men i 1839 var stedet blevet udlejet til holsteneren Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlings Trykkeri. Og her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.

I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten & Burmeister. Dette blev senere til Burmeister & Wain.

 

• Dette var en artikel fra projektet Industri på Nørrebro, der er støttet af Nørrebro Lokaludvalg i samarbejde med Nørrebro lokalhistoriske Forening. Vi har afholdt to gange tre timers foredrag og vist ca. 300 fotos.

 

• Der er brugt 83 tekststykker, leveret af dengang.dk Desværre kan vi ikke her bringe de pragtfulde fotos. Vi har ikke økonomi til at betale copyright m.m.

 

• Kig under ”Industri på Nørrebro” her finder du en liste med 38 artikler fra dengang.dk der er relevante i den forbindelse.

 

 

 

Tiden omkring 1920 i Sønderjylland

Skal en københavner gør sig klog på dette? En forsigtig udenrigsminister. Var Stauning bedre? Et chokerende forslag. Store tab i krigen.  Vi tager en tur rundt i Sønderjylland og ned langs grænsen. Vi når Haderslev, Sønderborg, Kruså, Frøslev, Bylderup Bov, Burkal, Jejsing, Tønder, Aventoft og Højer. Vi skal hilse på grænsegendarmerne og de danske jernbaner. Vi kigger lidt på skolepolitikken. Og så havde den tyske mark det ikke særlig godt. Og så tager vi igen en gang stilling til benævnelsen. Og vi henviser til en ordentlig stak historiske artikler, der mere eller mindre afviser det ord, som mange bruger. H.V. Clausen havde argumenterne klar. Regeringen ville ikke have at stormagterne skulle blande sig. H.P. Hanssen blev kaldt for landsforræder. Christian den Tiende fik ikke hele Slesvig, ikke engang Flensborg.

 

En københavner – der gør sig klog

Sønderjyllands historie er kompliceret. Men der ingen grund til, at kalde en for historieløs, fordi man ikke vil anerkende ordet Genforening! Ordet er lige så godt som alle de andre ord, der er brugt i denne forbindelse. At ordet Genforening bringer mange følelser frem kan jeg godt forstå. Vi har efterhånden bragt en del artikler om dette tema. Reaktionerne har været mange:

 

• Der sidder en man over i København og gør sig klog på Genforeningen
• Han forstår jo ikke en klap af, hvad det er foregået, men det er nok fordi, at han er københavner!

 

Ja sådan kunne vi blive ved. Men her vil vi prøve at dukke ned i dagligdagen dengang. På den måde kan man måske bedre tolke problemerne dengang. Det er ikke så kedelig som statistikker og tal. Vi tager lige en rundtur i Sønderjylland før, under og efter 1920.

 

En forsigtig udenrigsminister

Udenrigsminister Scavenius var en meget forsigtig mand. Han ville ikke genere tyskerne. I Tyskland var det lige modsat. Her blev det råbt:

 

• Dänen raus
• Deutschland bis Skagen

 

De københavnske politikere var meget irriteret over sønderjyderne. Scavenius havde nærmest forbudt dagbladene at omtale Sønderjylland/Nordslesvig.

 

Var Stauning bedre?

Til et møde med SPD i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om holdningen til de dansksindede i Nordslesvig:

 

• Vort parti har for stedse holdt sig fjernt for enhver støtte for den danske agitation i Nordslesvig.

 

Politikerne var chokeret

Allerede i 1915 var en tysk ambassadør rejst til København for at tale med politikerne der, om Nordslesvig. Hvad havde man tænkt sig? Ja de var nærmest blevet chokeret.

 

Et chokerende forslag

H.P. Hanssen havde længe gentagende gange efterlyst en positiv interesse fra de danske politikere om det sønderjyske spørgsmål.

Og det var sikkert ikke det forslag som Scavenius kom med den 10. februar 1917, som H.P. Hanssen havde regnet med. Vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, som de havde erobret af tyskerne. Med andre ord, England skulle betale for tysk velvilje.

Lige så chokerende var det vel, at forsvarsminister Munch var villig til at give tyskerne Årø, så de kunne opbygge en militærstation. Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig i Sønderjyllands – spørgsmålet.

 

Grev Moltke mente at sønderjyderne skulle lade sig germanisere

Grev Moltke var Danmarks gesandt i Berlin. Han mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. Ja det fremgik af artikler fra 1919. Det bedste ville være hvis sønderjyderne holdt op med at blive ved med at kværulere.

Tænk, at sådan en mand senere blev vores udenrigsminister.

 

Store tab i krigen

26.000 nordslesviger/sønderjyder var blevet tvangsudskrevet til Første Verdenskrig. Dette bevirkede:

 

– at 5.270 aldrig vendte hjem

– at de efterlod 1.500 enker

– de efterlod 5.000 faderløse børn

– at 7.000 blev såret.

 

Hvis de så forsøgte, at desertere, ja så var de tyske soldater eller gendarmer ved grænsen lovet 50 mark i belønning hver gang de skød eller pågreb en desertør.

 

Fordommene stortrivedes

De tysksindedes fest på Knivsbjerg samlede 2.000 – 3.000 mennesker. Selv om grænsen nu lå fast diskuterede man stadig grænsen. Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere nord på. Men nu havde gårdejer Cornelius Petersen været i gang med en kampagne om en selvstændig stat.

 

Danmark til Ejderen

Orla Lehmann ville have Danmark til Ejderen. Holsten skulle udskilles fra den danske stat. Argumentet var, at Danmark via Holsten ville blive trukket ind i det tyske forbund og dermed miste sin selvstændighed. Årsagen til krigen i 1864 var jo netop, at Slesvig skulle tættere på Danmark end Holsten, sagde Lemann.

Egentlig havde danskerne i Nordslesvig jo ikke haft den største tillid til København. Den begyndte først at komme i 1840erne og kom helt frem i lyset i 1864 – 1920.

Ernst Christiansen redaktør af Flensborg Avis ville have grænsen ned til Slien.

Jonaz Colin ville have bedre bånd til England. Han stod for en meget antitysk retning.

 

Clausen havde argumenterne klar

H.V. Clausen var Colins ærkefjende. I nationaltidende skrev han:

–  Vi vil ikke have Sydslesvig ind under disse grunde:

 

1. Hensyn til selve sydslesvigerne
2. Hensynet til os selv.
3. Af hensyn til de danske sønderjyder

 

Hvis vi krævede Slesvig, ville Danmark begå den samme uret som først Preussen og siden Tyskland begik mod Danmark ved at håndhæve et område som det nordslesvigske, der var så udpræget dansk:

• At regne Flensborg med til Sydslesvig er direkte forkert sagde Colin.

 

Regeringen var bange for naboen i syd

Regeringen var bange for naboen i syd. Var det ikke bedre at forhandle direkte med tyskerne. Man måtte ikke genere dem. Udspillet måtte komme derfra. Heller ikke Stauning brød sig om, at stormagterne blandede sig.

Den danske neutralitet indeholdt en velvillighed for Tyskland under Første Verdenskrig. Tyske skibe udlagde miner i strædet og mellem Langeland og Lolland.

Christian den Tiende så heller ikke dette som noget problem.

 

6.500 vendte aldrig hjem

I løbet af den 4- årige periode – krigen varede drog 26.000 i krig, 6.500 vendte tilbage. Der opstod et rygte i København i København, at danskerne havde lavet en undergrundsaftale med tyskerne. Kongen håbede stadig inderst inde at få hele Slesvig. Det ville være den perfekte aftale for hele Slesvig. Han ønskede ikke direkte forhandlinger med tyskerne. Dette forhold gav så et anspændt forhold til udenrigsministeren.

 

Danmark var en kræmmernation

Frankrig mente, at Danmark var en kræmmernation: Først De Vestindiske Øer, så Island og nu ville man give afkald på hele Slesvig. De gik ind for Dannevirke-linjen.

 

Vi havde ikke juridisk krav på §5

Da Paragraf 5 og Pragferien for længst var blevet opløst havde Danmark faktisk ikke et juridisk krav på en juridisk afståelse af hele eller dele af Slesvig. Vi havde egentlig heller ikke en ret til afstemning. Dette glemmer man altid at fortælle. At man så moralsk havde det, ja det er noget andet.

H.P. Hanssen mente hele tiden, at vi havde juridisk ret til begge ting.

 

Et vigtigt møde på Folkehjem

Den 17. november 1918 blev der holdt et vigtigt møde på Folkehjem i Aabenraa. 3.000 mennesker deltog. Her blev en vigtig reluition vedtaget. Der var også meget store mødeaktivitet hos de tysksindede. Fordelen ved et man vedtog i Aabenraa var, at nu kunne tyske områder som Højer og Tønder også bliver sønderjysk.

Egentlig blev den danske regering godt tilfreds med udviklingen. Præsident Wilson var kommet med et udkast. Det var ikke noget den danske regering selv var komme med, så det kunne ikke genere tyskerne. Og så var der også kommet et forslag fra de dansksindede fra Nordslesvig og ikke bare fra den ”irriterende” H.P. Hanssen.

Senere kom man til at overtage en del af tyskernes statsgæld. Og mange håbede endnu på at få Flensborg med.

 

På Fredskonferencen

På selve fredskonferencen var der bestemt ikke dansk enighed. Egentlig var Colin slet ikke inviteret, men han dukkede op. De britiske repræsentanter havde fået at vide, at de skulle gå ind for en linje – nord om Flensborg og syd om Tønder og Højer.

Nu var der så pludselige planer om en stemmeafgivning i tredje zone, Måske havde Colin alligevel fået indflydelse.

 

H.P. Hanssen som minister

Zahle udnævnte nu helt selvstændigt H.P. Hanssen til minister for sønderjyske anliggender. Men dette var Christian den Tiende dog lidt betænkelig ved. Der var stor opstandelse over, måden han gjorde det på. Nu havde regeringen da ellers krammet på Vælgerforeningen. Amtmand O.D. Schack blev udnævnt som ny formand for Vælgerforeningen.

 

De to Zoner

Den første zone gik fra Flensborg Fjord vest på langs Skelbækken og Vidåen syd om Tønder. Den anden zone var et område der strakte sig ca. 20 km syd for linjen, der adskilte de to zoner og som bl.a. omfattede Flensborg og vadehavsøerne.

 

Tropperne kommer

19. januar forlod tyskerne Haderslev. Dagen efter rykkede franske tropper ind. Samtidig besatte britiske tropper, Aabenraa. Den 22. januar marcherede franske tropper ind i Sønderborg. Og den 24. januar forlod de tyske tropper Flensborg. De efterlod både Duborg – kasernen og Marineskolen Flensborg – Mörvig til britiske styrker.
20. februar ankom de første britiske styrker til Tønder.

Ja og den 25. januar ved middagstid ankom nattoget fra København til Flensborg. Ombord var den internationale kommission.

 

Efter 10. februar

Efter afstemningen kunne man konstatere tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Højer Flække og Landsogn samt i Ubjerg og Tinglev Landsogne.

Tiden mellem den 14. februar og 14. marts var formentlig den mest udfordrende for den Internationale Kommission.

I Mellemslesvig havde de dansksindede været i mindretal i debatterne. I Flensborg var der ofte ballade. Den lokale politimester tog sin afsked, fordi han ikke kunne få et fornuftigt samarbejde med de internationale tropper.

Den såkaldte Tiedje – linje kom til debat. Den gik i en lige linje nord om Højer, syd om Møgeltønder, nord om Tønder og videre i en bue om Løgumkloster og ud ved Flensborg Fjord.

 

Påskekrisen

Egentlig vil vi ikke gå i detaljer med dette. Det er jo en artikel i sig selv. Zahle har en gang sagt, at ”Christian den Tiende førte politik med hjertet”. Han tillod at afsætte regeringen. Men det var sandelig lige før, at han havde afsat sig selv. Hans hjerte bankede stadig for hele Slesvig. Og han var bestemt ikke tilfreds med udviklingen. Han var af den opfattelse, at Zahle – regeringen i den grad havde begået vildfarelser. Kongen ville også have haft Flensborg til Danmark.

I befolkningen opnåede H.P. Hanssen at blive kaldt for forræder, fordi han gik med til Slesvigs deling.

Først den 9. juli underskrev Christian den 10. formelt den traktat, der delte Slesvig midt over.

 

Kvinderne i Haderslev

Kvinderne i Haderslev havde fået nok. De måtte ikke engang tale dansk i telefonen. Blev det opdaget blev telefonen konfiskeret. Den 2. jan 1918 kl. 10 præcis startede et kæmpe opløb i byen. På alle fabrikker og Fuglsang bryggeriet nedlagde kvinderne arbejdet. De begav sig alle til Rådhuset.

Hurtigt fik man fat i borgmester Schindelhauer. Han måtte have politieskorte gennem menneskemængden. Gennem vinduet lovede han nu kvinderne marmelade, sirup og et pund gryn. De fik også lovning på sukker og at mælken fremover ikke var sur, når de fik den.

 

En spion i Sønderborg

Man havde fundet ud af, at der var en spion, der huserede på flådestationen og andre steder i Sønderborg. Men man vidste ikke, hvem det var.

En ung flyveløjtnant, der kaldte sig Freiherr von Smettau var kommet til Sønderborg. Han havde fået talt med landråden og omgikkes alle officerer. I Varnæs fik han en meget fin middag. Da han så skulle betale, sagde han, at regningen skulle sendes til flyverskolen i Aabenraa.

Værten fattede mistanke og ringede til skolen. Et par flyvere blev nu sendt til Varnæs, fordi man pludselig fandt ud af, at han kunne være spionen. Men han var for længst over alle bjerge.

 

Da Als blev republik

Det var den 6. november 1918, at Bruno Topf erklærede Als som en republik og at han nu var præsident. Dagen efter ophørte Als at være republik og ekspræsidenten gled ud af historien.

Under krigen var han overskædder – gast i Marinen. Da budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå han på lazarettet. Han led af tuberkulose. Trods alt kom han i spidsen af Soldaterrådet.

Han forlangte bl.a. at marinen skulle sejle under rødt flag.

 

Flertal i Bov Sogn

I Bov Sogn var der 656 danske mod 496 tyske stemmer. Og så var det problemer for befolkningen i Frøslev. De skulle have speciel tilladelse for at komme til Padborg.

Den 10. februar 1929 blev der rejst 29 flagstænger i Frøslev og alle var naturligvis forsynet med Dannebrog. De tysksindede flagrede med Slesvig Holsten flaget eller det tyske rigsflag.

Og resultat i Frøslev blev 149 danske mod 106 tyske stemmer.

 

Grænsedragningen

I første omgang kom grænsedragningen til at gå tværs gennem Kruså Mølle og Kobbermøllen. Ejerne ønskede at komme til Danmark. Men det skete nu ikke for Kobbermøllen. Også Krusågård ønskede at komme til Danmark.

 

Grænsegendarmerne

Grænsegendarmerne, der stadig stod ved Kongeåen til november 1920, måtte sende folk til den ny grænse den 5. maj 1920. Oprindelig var de 100 mand hernede. Men det blev hurtig udvidet til 500. Unge danske soldater, der ellers skulle have været hjemsendt blev nu udkommanderet til grænsegendarmerne.

De skulle gå to daglige ture på gendarmstien. Dagen var inddelt i 6 vagter af 4 timer. Og der var masser af smugleri over grænsen. I 1920 blev en gendarm skudt.

Ordren lød på, at man ikke måtte gå til bal i den flotte blå uniform. Men ak. De unge gendarmer kunne godt mærke, at den blå uniform tiltrak de unge sønderjyske piger.

Mange forelskelser fulgte. Der blev til mange forlovelser. Og mange gendarmer bosatte sig hernede.

Dem, der så ikke havde held med pigerne i første omgang indrykkede en annonce i Flensborg Avis:

 

• Unge Damer – Se her – Fire unge livlige Gendarmer søger Bekendtskab med flere smukke Flensborgske Damer – Billet mrkt. ”Haab” med Fotografi paa Flensborg Avis’ s Kontor.

 

Rige tysker i Kollund

Efter 1920 var der stadig masser af rige tysker, der besøgte hotellerne langs Flensborg Fjord. Ja man kunne læse i Flensborg Avis, hvem der besøgte Kollund. Fjorddamperne havde masser af passagerer.

 

Kruså voksede

I 1921 var der kun 120 mennesker i Kruså. Men det antal voksede hurtigt. Tolderne stiftede familie og bosatte sig. Mange embedsmænd fra Padborg bosatte sig også her.

 

Farvel til de russiske flygtninge

Det var vedmodigt, da de russiske flygtninge fra sognet forlod stedet. De blev kørt til Flensborg Banegård. Men mange beboere fra sognet var taget med derover. Der blev udvekslet mange ”Dosvidanje”. Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov.

 

Landeværnet blev dannet i Tinglev

I Tinglev blev foreningen ”Landeværnet” dannet som led i den nationale kamp om jorden i Sønderjylland. Allerede i 1890 startede den preussiske stat germaniseringen af området ved at tilbyde tyske landmænd billige jendomme og jord.

Mens landbruget i Sønderjylland var i dyb krise forsøgte ”Kreditanstallt Vogelgesang” at støtte unge tyske landmænd med billige lån.

I juli 1920 var markens kurs helt nede på 16 øre. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet 20 mio. kr. til rådighed i statslån. Man forsøgte sig med Sønderjysk Kreditforening. De nystiftede lån var dog forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypotekslån.

Dengang var 40 pct. af nordslesvigerne beskæftiget ved landbruget. Men man manglede arbejdskraft. Mange af sønderjyderne var udvandret enten til Amerika eller Danmark.

I 1926 havde Berlin bevilliget 6 mio. kr. til tysk kultur i Nordslesvig. Interessant er det også at se, at 17.000 af befolkningen var født syd for grænsen, og 8.000 tjenestefolk var såkaldte ”udlændinge” nok mest tyske.

 

Præst vækker forargelse i Bylderup Bov

En mindetavle i Bylderup Bov vakte vild forargelse. Pastor von Hermolt havde ladet en mindetavle opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig Holstenske våben og med tysk indskrift med, hvem der var faldet for fædrelandet.

Da konfirmationsundervisningen skulle starte ville man have en anden præst. Det var så pastor Schüllein fra Øster Højst, der måtte træde til.

Det var sin sag med disse præster. Mange søgte embeder syd for grænsen. Nogle blev fyret, og nogle beholdt man. I Visby nord for Tønder lød afstemningen på 146 mod 146 for den nuværende præst. Men han trak sig først i 1922 mod en understøttelse på årligt 2.500 kr.

Præsten havde begået den ”forbrydelse”, at begrave sin kone ude i haven. Det havde han ikke fået tilladelse til.

Og ude i Højer havde pastor Rolfs taget sin afsked. Så blev det pastor Brarens tur. Men han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Han mente at han både var danskernes og tyskernes præst. Han lagde alle hindringer i vejen, da det endelig kom en dansk præst til Højer. Her gad menighedsrådet ikke engang at hjælpe med at finde en bolig til den ny pastor.

Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik træde til og købe en bolig til ham.

 

I Burkal

Først i oktober 1920 blev et skilt, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen m.m. For udefrakommende var det en overraskelse. Og de talte også sønderjysk.

Ja man sagde, at i Tønder snakkede man fem sprog omkring 1920, højtysk, rigsdansk, plattysk, frisisk og sønderjysk. Ja nogle talte også Tønder – plat. Men på gaden talte man sønderjysk.

Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle, da en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduet på en måde, så glasset faldt ud rammen:

 

• Wo man hin sieht, und wo man hin greift, lauter Trümmer.

 

En søndag I november blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. 70 navne var der på stenen. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland holdt tale på tysk.

I det daglige var der ingen problemer mellem de danske og de tysker. Man levede side om side. Men ved fester og sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk.

Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. Og her i Burkal var der et stort tysk flertal.

I Slogs Herred var der stærk hjemmetyskhed efter 1920. De danske præster var for længst fordrevet. Kun i Ravsted og danske Rørkær havde man dengang protesteret.

 

Meyer var jo dansksindet

Lærer Meyer i Rørkær stammede fra Simondys ved Frøslev. Han måtte undertrykke sin danskhed for at bevare jobbet. Mod sin vilje var han også formand for en tysk forening i byen.

Den danske Sangforening blev oprettet. De øvede på Stationskroen i Jejsing. Men så kom der et forbud mod at synge på kroen. Resultatet af dette forbud førte til et dansk forsamlingshus lige i nærheden.

En aften var der et tysk møde på kroen og på forsamlingshuset var der samme aften et dansk møde. Men Johan Meyer kunne ikke dy sig:

 

• Mens vi sidder her og knap nok kan synge første vers af ”Deuschland über alles” udenad, synger vores danske venner de danske sange fra første til sidste vers næsten alle udenad.

 

Dermed faldt Johan Meyer i unåde hos tyskerne i sognet.

 

Anton fra Lydersholm

Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev den justeret mange steder. Det skete fordi ejeren absolut ikke ville tilhøre den anden nationalitet. Det gjaldt også for Adolf Ewertsen. Han blev også kaldt for Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet boede han i Lydersholm.

Han ville absolut ikke være dansk statsborger. Da området så blev dansk pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje et hus.

Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård, syd for grænsen. Familien betalte i danske kroner og ører.

 

Mange tyske foreninger i Tønder

I Tønder var det både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste tysksindede talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark:

 

• De har it mæe soldate, end at Æ Feuerwehr i Affanraa ka arrestere dem.

Kiegsverein havde sagt, at de ville ekskludere de tysksindede borgere, der blev aktionærer hos Tønder Landmandsbank. Mange fik så deres koner til at skrive under i stedet. Så kunne man stadig være anset i de tyske kredse.

Oluf Olufsen, Tysksindet borgmester i Tønder og byens matador så helst ikke, at der kom flere banker til byen. Han opbevarede alle de store landmænds penge i sin meget store bankboks.

Desværre fik han solgt alle sine grunde på et forkert tidspunkt. Han investerede sine penge i tyske mark. Det skulle han nok heller ikke have gjort.

Den nye matador i Tønder blev Hans Angel. Han blev også kaldt for Tykke Angel. Han var urimelig tyk. Man sagde om ham, at han kunne spise en hel ost af gangen.

 

Revolutionen i Tønder

Også i Tønder var der revolution. Et par menige soldater fra Kiel var ankommet med røde plakater. Der blev også oprettet soldater – og arbejderråd. På et møde i byrådet bankede førerne af kommunisterne deres revolvere i bordet. Dette medførte, at de fik flere penge til deres gøremål

Det blev også afholdt et offentlige møde på Torvet i Tønder. Til den historie hører, at borgmesteren skulle fremskaffe et rødt flag. Men det lykkedes ikke, så måtte fruen ofre hendes røde kjole, ellers kunne revolutionen ikke gennemføres i Tønder.

 

Legater kun til tysksindede

Der var mange legater i Tønder. Men de allerfleste blev kun givet til de tysksindede. En dansksindet mor henvendte sig for at få et legat til datterens konfirmation. Hun fik følgende svar:

 

• Nej, hvad tænker De dog på. Deres mand er jo fra Danmark. Så må Danmark jo ernære Dem
• Å ejsen må de hunge.

 

Da Thorvald Petersen rejste problemet i Tønder i 1919 var svaret:

 

• Sie sind ja Dänische Untertannen, mit dennen haben wir nichts zu tun.

 

Sturm auf Tondern

Deutscher verein havde i Tønder indkaldt til Folkemøde. Der samlede 1.000 deltagere. Ekstra tog var indsat. Man kaldte mødet ikke uden grund ”Sturm auf Tondern” Og formanden holdt et langt indlæg om de tyske værdier.

 

Sangerkrigen i Tønder

Inden valget havde de dansksindede meget travlt. Det viste sig, at meget få havde kendskab til Danmark og hvad det stod for.

Fra tysk side havde man i generationer fortalt, om hvilket lille usselt land, det var. Og det var avisen Tonderische Zeitung, der førte an.

Til afstemningen var der kommet et særtog nord fra. Men der var ingen flagalle til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod hundredevis af tyske skolebørn på banegården og sang:

 

• Schleswig Holstein meerumslungen

 

Den 10. februar 1920 opstod der en sangerkrig på Storegade i Tønder. De tysksindede sang ”Schleswig Holstein meerumschlungen” og de dansksindede sang ”I alle de riger og lande”

Det kom til optøjer. Engelske soldater måtte tilkaldes og Grev Schack forsøgte at berolige gemytterne.

Ja det blev et klar flertal til Tyskerne med 2.448 stemmer. Danskerne fik kun 750 stemmer. Inden valget var borgerne gået rundt med sløjfer på tøjet for at tilkendegive, hvor de hørte til. De dansksindede med rød og hvis og de tysksindede med ”Schwartz, Rot, Gold.

Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud.

 

Soldaterne kommer

Den 10. jan 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszone. Rundt omkring i Sønderjylland begyndte engelske og franske tropper at rykke ind efter 14. jan.

Den 2. februar var englænderne kommet med en fortrop med 60 mand. Til tonerne af engelske kampsange gik det til Seminariet. Forest gik en karl fra Solvig med Dannebrog.

Den 5. maj kom de danske tropper endelig til Sønderjylland. De havde fået strenge ordre til opføre sig korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære fædrelandssangen udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.

Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde treinvognene fra. Men han kom på andre tanker, da han blev truet med en pistol.

Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag.

Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Tropperne blev rangeret helt over til kreaturstaldene. Man rangerede ekstra kraftig og ekstra længe.

Det var uro i Tønder. Det hjalp da de danske soldater ankom til Tønder. Men det var kun kortvarig.

Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1,60 til 2,00 kr. Man forlangte at danske politi skulle beskytte arbejderne på værkerne. Men det ville politiet ikke, så måtte dragonerne træde i funktion.

Den 8. maj var dragonerne ankommet til Tønder fra Randers. Hestene blev i begyndelsen opstillet forskellige steder i byen indtil staldene ved Ryttervej var færdigbygget.

Soldaterne flyttede først ude på zeppelinbasen nord for Tønder. Efterhånden flyttede de så ind i det nordlige Tønder, hvor Ryttervej og Svinget nu ligger.

 

Møntsystemet

Den 20. maj indførtes det danske møntsystem. Kroner og øre afløste Mark og pfennig.

Håndværkere, lønarbejdere og tjenestefolk klagede over, at de fik deres løn udbetalt i ustabile D – mark. De ville hellere have deres løn udbetalt i danske kroner.

Overgangen fra tysk til dansk forvaltning skabte problemer. I den tyske forvaltning havde hver lille by et kommuneråd og en forstander. Nu skulle man pludselig være en stor sognekommune.

 

De danske Tog

Den 14. juni kørte det første danske tog til Bramming. To dage efter rejste det tyske personale med et tog bestående af 10 tyske lokomotiver med af rejse fra Marschbahnhof, men nu Tønder H.

Man lod alle dampføjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hængt plakater med teksten:

 

• Vi kommer igen om fem år.

 

Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske efterfølger. Kassen var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.

Et par dage efter overmalede de tysksindede alle de røde postkasser i Tønder.

 

Tønder mister opland

Tønders opland mod syd blev ny stærkt begrænset, Fra en upåagtet Kreisstadt blev byen nye Danmarks yderste grænseby.

 

I Byrådssalen

Det første valg efter ”Genforeningen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til ar rejse sig. På tysk forkyndte han:

 

• Jeg forstår ikke dansk. Må vi få en tolk. Jeg opfordrer alle de tysksindede til at udvandre fra salen i protest.

 

Et dansk bibliotek

I en baggård til Tønder Landmandsbank var der under det tyske styre indrettet et dansk bibliotek på 56 m2. Man var meget forsigtig. Danske tjenestemænd turde ikke at møde op her.

Af og til dukkede en tysk gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op og hvad der blev sunget.

Under det tyske herredømme fik man meget hjælp fra Kongeriget. Byrådet i Tønder mente, at man kunne klare sig med det tyske bibliotek. Og det var i 1922. Men Tønder Bibliotek startede først sin virksomhed i 1923 med kun 12.000 kr.

Man havde i begyndelsen 1.400 bøger til udlån. I 1928 havde man samlet så mange bøger, at man kunne kalde sig centralbibliotek. Det var en meget svær fødsel.

 

Hvor er de dumme danskere?

For Landrath Rogge var det irriterende, at der trods alt var dansksindede i byen inden 1920. Han kendte ikke så mange af dem. Og så stillede han hele tiden spørgsmålet:

 

• Wo sind die dummen Dänen?

 

Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:

 

• Danskerpak – mæ Lus i æ Nak.

 

Statsskolen

I 1920 afløste Tønder Statsskole, Realschule Tondern. Den danske regering havde besluttet, at der skulle oprettes fire gymnasier i Sønderjylland.

Pastor Steffen, den tyske præst i Tønder synes, at det var uretfærdig at Tønder var blevet tysk. I 1917 havde man besluttet at afskaffe den danske gudstjeneste.

En adjunkt senere lektor dr. Felix Arnt var lærer i tysk. Han kom fra Brandenburg. I 1920 fik han lov til at gå med over i Statsskolen. I Tønder lærte man sandelig ikke ”Københavner – tysk” Han var ret populær. Men senere oplevede eleverne nærmest et chok.

 

Den rebelske storbonde

Ude i Vester Anflod boede den rebelske storbonde Cornelius Petersen. Hans fødeegn var Nordfrisland. Han gik egentlig ind for et samlet Slesvig Holsten. Han oprettede bevægelsen ”Bondens Selvstyre” Han havde også tæt kontakt Danevirke – bevægelsen.

I 1926 kaldte han Stauning for en røverkaptajn. Det kom efter at Stauning på Bov kro havde sagt, at 50.000 arbejdsløse var klar til at overtage det fallerede landbrug. Ja for denne bemærkning fik han tre måneders fængsel.

 

Heimatfest 1921

Genforeningen var langt fra så smertefri, som det ofte bliver fremstillet. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var ”Oprørssangen” og ”Oprørsfanerne”. Man sang også smædesangen:

 

• Wir wollen keine Dänen sein

 

Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve tyskerne ved at afsyngefædrelandssange. Militæret blev svinet til i de tysksindede medier i Sønderjylland.

 

Man talte dansk i Aventoft

Man talte dansk i Aventoft syd for Tønder. Og det gjorde man også i den nærliggende by Humptrup. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest forargelige, som man kunne tænke sig. Det kaldte man en, der var dansk døbt i Møgeltønder.

Og når kaffen steg i pris var det københavnernes skyld. I 1920 skete der noget i Aventoft. Nu sagde de tysksindede:

 

• Ich bin Deutsch bis an die Knochen

 

Det blev de så drillet for af dansksindede. For knoglerne var jo danske. De havde jo alle sammen hentet dansk flæsk i Ribe. Efter afstemningen blev kontakten til Danmark udvidet.

Den 15. juni blev Nordslesvig officielt forenet med Danmark. Indtil november 1920 var den gamle grænse stadig overvåget.

En overgang efter 1920 var bestemmelserne så strenge, at man ikke måtte tale med tyskerne på den anden side af grænsen.

Her ved Aventoft ville ejeren sandelig ikke sælge arealet til det danske toldvæsen. Han kunne ikke komme til sin mødding hævdede han, når arealet blev solgt. Myndighederne besluttede, at man skulle foretage prøvekørsler med og uden mødding. Men man nåede dog til kompromis uden disse prøvekørsler.

 

Den stakkels beboer

Ude i Højer havde man den 18. marts 1919 udvidet flækkebestyrelsen fra 8 til 15. Og det var med et meget stort tysk flertal

En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I hans bibel skrev han:

 

• Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt os? Sådan skriver jeg og tusinde gode tyskere i Nordslesvig daglig til dig. Vi kan ikke begribe dine uransagelige veje. Vi forstår slet ikke, kære Gud. Af hvilken grund skulle vi tyskere udleveres til de hadefulde danskere og gøre os til sønderjyder.

 

Ikke mange danske børn

I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men i bygningen skulle man også dele med den tyske kommuneskole med 168 børn. Den danske afdeling havde kun 16 børn det første år. Året efter var der allerede 45 danske børn.

De to skoleledere var uenige om alting. Det blev først meget bedre i 1926, da den danske skoleleder blev fyret.

De dansksindede forældre havde heller ikke så meget, at skulle have sagt i Højer. De tysksindede havde også de største gårde i byen.

I Flækkerådet blev der altid sagt ”Lad os stemme om det”. Der var tysk flertal til efter besættelsen. Der sad da så mange i Fårhuslejren, at det endelig blev dansk flertal.

 

Mange skift af statsborgerskab

Käthe Boysen fra Herbergsgade blev født som tysk statsborger i 1906. Hun fik dansk statsborgerskab i 1920. I 1926 blev hun gift og blev automatisk tysk statsborger. Senere Blev hun og hendes mand så danske statsborgere. Så let gik det langt fra alle i Sønderjylland.

 

Revolution i Højer

Som alle andre steder varder også revolution i Højer. Det foregik på Centralhotellet. En kendt håndværker blev foreslået som formand:

 

• Nej, nej, Det ka æ it – Det stemme it mæ min kristen øwebevisning

Men håndværkeren måtte nu bøje sig for modbevisningen:

 

• Dæ æ jawn sån jen, Vorherre ve ha

 

Eksempel på modsætningsforhold

Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var til stede. Og den lille historie giver et humoristisk indtryk af det.

En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig ”hårbyttel” Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:

 

• Æ I tysk essen dansk?

 

De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lod svaret ned fra rendestenen:

 

• Dann lieber kriechen

 

Kongens rundtur

Så var det Jomfru Fanny fra Aabenraa. Ja og for dem, der ikke kender hende, kan vi fortælle, at mange tror, at hun var kongedatter. I så fald skulle hun have været halvbror til H.C. Andersen, som var beskyldt for at være kongesøn. Jomfru Fanny var kommet til Aabenraa en sen nattestund i en kongelig karret til Slotsgade i Aabenraa. Men se det er en hel anden historie. Men hun kunne forudse ting og sager. Hun havde proklameret:

 

• Det bliver ikke Christian den Niende som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvis hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker for at tage imod ham og ikke et eneste kendt ansigt.

 

Og kongen kom den 10. juli 1920. Han var kommet med skib til Kolding. En kilometer før grænsen var han steget op på Malgre Tout. Det er fransk og betyder ”Trods alt”

Man har sagt at hesten var en albino. Men nu kan heste ikke blive albinoer.

Dengang havde de kongelige stalde ikke nogen hvide heste. Men det havde man på Visborggaard.

 

Hesten blev aflivet i 1921

I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at skyde den. Men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Kongen havde været op og snakke med den, da den levede.

Hesten var ikke blevet skudt påstås det. Den blev slået ned. Og så var den ikke købt i Frankrig, men det var en ”Knabstrupper” Og så havde man ikke brugt kalk men pibeler.

Og myterne er mange. Således skulle Arveprins Knud have fået noget kalk på sig. Han red ved siden af sin far.

 

Lille Johannes tårer

Den lille pige var Pastor Brarens lille plejedatter. Han blev senere dansk/tysk præst i Højer. Det var i 1926. Og Henrik Pontopidan skrev et digt om episoden. Det var meningen, at hun kun skulle give ham blomsterne. Meningen var slet ikke, at hun skulle op til kongen. Kongen spurgte moderen. Men hun hørte ikke spørgsmålet.

I forvejen havde nerverne spillet hende et puds. Der var mange mennesker, så hun var utryg. Tårene trillede ned af hendes kinder, da hun sad oppe hus kongen. Lille Johanne var i 1915 blevet overladt til et børnehjem. Hun kom i pleje hos familien Braren i Årslev.

Kongen mente ellers at pigen var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og Johanne fik et halsbånd af ham til sin konfirmation.

Der hvor kongen red over var lige i nærheden af Frederikshøj, nord for Christiansfeld.

 

De kom fra Flensborg

Den 12 juli kom kongen forbi Bov Sogn. De danske fra Flensborg var gået til Kruså for at hilse på kongen. Et mindesmærke er også sat op ved Kruså Korsvej:

 

• Her mødte Christian den 10. det danske folk syd fra 12.7.1920. I skal ikke blive glemt.

 

Besøget i Burkal

Selvfølgelig kom kongen og dronningen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten havde de rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig, var de to lærere og børnene styrtet hen til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han var nervøs og gik frem og tilbage.

Delvis skjult bag buskerne over på den anden side af vejen stod en masse hjemmetyskere. Alle kiggede spændt i retningen af Saksborg. Så kom der en bil. Alle skyndte sig tilbage i opstilling. Men ak, det var bare amtsskolekonsulent Svendsen. Han kørte en Ford af ældre model. Han råbte, at de var på vej.

En bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var Grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo selv tage imod på Schackenborg senere i løbet af dagen.

Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.

 

Store øre i Tønder

Da kongefamilien kom til Tønder kom til lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af et uheld ved grænsen, hvor hesten smed ham af. Han haltede temmelig meget.

Man flagede endda med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde ikke noget imod det.

To hjemmetyske piger stod og snakkede sammen på Torvet:

 

• Kug Mahl – Der König har grossen Ohren!

 

Pludselig vendte kongen sig smilende om til de to piger:

 

• Ja mit grossen Ohren kan er alles höhren

 

Da Laust fik en kongelig køretur

Det var lidt af en kattepine for Højer, at kongen kom på besøg. Byrådet skulle godkende talen, som borgmester Johansen holdt på tysk.

Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer og skulle til Skærbæk, gjorde han lige holdt i en lille landsby. Og der stod en af byen gamle bønder, Laust. Han hilste på kongen:

 

• Godaw Hr. Kung
• I ku vel it køe så sinne, tæ æ ka følg mæ i mit hestvoun.

 

Laust ville gerne være der i Skærbæk, når Kongen blev modtaget. Det endte med, at Laust kunne tage plads i en af de medfølgende biler.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.468 artikler, heraf har vi udvalgt disse artikler, der historisk kan føres frem til de ting, der skete i 1920

 

Se listen (118 artikler) – i artiklen – Velkommen til Indlemmelse. Afståelse og Genforening her i kategorien

 

 

 

 

 

Øllets historie på Nørrebro og Nordvest

Foredrag afholdt den 23. november til Ølfestival i Nordvest afholdt i Tribeca. Her var masser af spændende, sjove og interessante mennesker.  En verdensrekord i Tønder. En selvbestaltet lokahistoriker med mange hatte. Kvinder i ølboderne snød. De kongelige drak. En kongelig jagthytte. Øl var sundere end drikkevand. Nørrebros første værtshus. 140 bryggerier i København. En filosof med den rigtige mening. Øl til skoleelever. Ølhandlerforeningen. De snød på Lygten kro. Lokale bryggerier. Syndens springvand på Blågårds Plads. Bliver den almindelige pilsner forbigået? Ølrevolutionen startede for 40 år siden. De gule/brune værtshuse uddør. Her kunne man søge trøst. Dengang var værtshuset det samme som dagligstuen. Man møder mennesker. Ølbarene vinder frem. Far kom ikke altid hjem med lønnen. Fabrikkerne ejede værtshusene. Aldrig har en øl smagt så godt som nu.

 

En verdensrekord i Tønder

Det er jo en umulig opgave, at skulle holde sådan et foredrag på en halv time. Det kan ikke lade sig gøre. Selv kommer jeg fra en by, der hat verdensrekorden i antal værtshuse pr. borger. Jo, det er Tønder. Hvis man da havde fået en for meget og ikke vidste, hvilken dør man gik ind ad, var man næsten sikker på, at komme på et værtshus. Det er godt nok mange år siden.

 

En selvbestaltet lokalhistoriker

Skulle jeg tage en anden hat på som med i handelsforeningen, så vil den type virksomheder, som vi her ser i fremtiden afløse de traditionelle detailbutikker. Det skyldes, at københavnere gerne går ud og spiser og drikker. Se bare alle de vin- og ølbarer, der dukker op overalt også på Nørrebro og i Nordvest. Det betyder også et farvel til de brune eller gule værtshuse. Men det kommer vi tilbage til, hvis der vel og mærke er tid tilbage.

Her står jeg også i min egenskab af selvbestaltet lokalhistoriker for at bruge Berlingske Tidendes udtryk. Jeg kommer til at tænke tilbage til alle de belgiske øl og andre landes som jeg smagte nede i gården, når Johnny, der var kameramand hos DR atter engang kom hjem fra en øltur sammen med bl.a. Carsten Bertelsen.

 

Med mange hatte

Og så minder det mig om den værtshustur som Allan Mylius Thomsen skylder mig efter at jeg fortalte ham om Sønderjyllands historie. Jo jeg har en stor hjemmeside, Facebookgruppe og alt det der, som selvfølgelig hedder dengang.dk. Jeg har skrevet tre bøger. Det er også inde på den hjemmeside, du kan læse hele dette indlæg.

Og som aktiv i diverse kvarter- og områdeløft, handelsforening m.m. kan jeg også se, hvilke forandringer der sker i byudviklingen. Det har i høj grad betydning for ølkulturen.

 

Kvinder i ølboderne snød

I ølboderne dengang var der som regel kvinder, der stod og solgte øl. I Kjøbenhavns Byret fra 1251 hedder det sig at dem, der solgte øl årlig skulle betale en afgift på 2 øre. Men ak, disse kvinder snød. De forstyndede øllet med vand.

Christoffer af Bayerns stadsret af 1443 befalede, at der skulle oprettes en stadskælder, hvor man kunne få ordentlig øl og vin.

De kongelige drak

Flere gange blev import af god tysk øl forbudt. Det var for at fremme den danske øl. Men i kvalitet var det noget sprøjt. Det var ufattelig hvad man drak dengang. 3-4 potter øl var gennemsnittet. Til Koldinghus blev der til dronning Sofias nedkomst leveret:

 

• 960 tønder Rostock øl
• 60 tønder Barst øl
• 20 tønder enst øl
• 6 fade prysiing øl

 

Det tyske øl havde dengang navne som Pryssing (Preussisk øl), Braunsweiger Mumme, Rostocker – øl m.m.

De kongelige drak ganske tæt. Således drattede en af dem også i havnen. Han blev reddet. Men redningsmanden døde senere af lungebetændelse.

 

En kongelige jagthytte

Herude i Nordvest ude ved Utterslev blev der indrettet en jagthytte, andre kaldte det et horehus til Christian den Syvende. Man havde bygget det til ham, at han og Støvlet Cathrine havde ramponeret Blågården. Ja stedet blev senere indrettet til værtshus bl.a, hed det en overgang Schweitzerhuset.

 

Tre slags kvaliteter

Der var dengang i 1621 tre typer øl

 

• Brunt øl
• Middel øl
• Slet øl ’

 

Der blev ansat ”vragere”, der skulle sætte cirkler som tegn på, om øllet var godt og prøvet. Den mindre gode fik kun en cirkel eller slet ingen.

 

Øl er sundere end drikkevand

Nu skal det dertil siges, at det var sundere at drikke øl end vand. Drikkevandet kom bl.a. fra Ladegårdsåen og Søerne. Begge steder brugte man som losseplads.

Der var masser af gæstgiverier i København og der lå et værtshus på hver gadehjørne.

Nørrebros første værtshus

I 1662 kom det første officielle værtshus på Nørrebro. Det var Johan Merhoff, der fik ret til at oprette en ølbod ved Peblingesøen. Også ved Tagens Hus på Nørrebro var der et traktørsted. Det var lige der, hvor man skød efter papegøjen. Så fulgte ellers Gabels Gård, Store Ravnsborg og ved 8. blegdam lå også et mere uofficiel værtshus.

 

140 bryggerier i København

Christian den Fjerde drev selv et ølbryggeri, Kongens Bryghus. Han havde privilegium til at levere til hoffet og flåden. Tænk engang i 1687 var der 140 bryggerier i hovedstaden. De lå som perler på snor på Nørregade.

 

En filosof med den rigtige mening

Inde på Indre Nørrebro boede der en læge og filosof. Han havde mange mærkelige ideer, bl.a. mente han at rødhårede ikke skulle have adgang på kirkegården. Han advarede også mod te, kaffe og krydderier. Men han mente, at det var sundt, at dejse omkuld i en brandert. Så faldt man med ære:

 

• Hvo som falder af saadan Rus
• Han falder jo for Kongen og hans Hus

 

For at ære hans minde oprettede man lang tid efter en cafe – Todes Café.

 

Øl til skoleelever

Det var ikke unormalt, at middelklassen dengang havde to øltønder installeret derhjemme. En med god øl og en med skillingsøl. En potte kostede normalt en skilling. Det gode øl kostede tre skilling pr. potte.

Og tænk engang. Nyboders skoledrenge fik to gange om året – til kongens og til dronningens fødselsdag lov til et få et tinkrus med den gode øl til risengrød og oksesteg. Og vel at mærke så var øllet – ”til fri afbenyttelse”

 

Ølhandlerforeningen

Den store omvæltning i kvaliteten kom det først, da brygger Jacobsen indførte brygning af bajersk øl. Dette havde en god afsætning. I sin mors vaskekeddel bryggede han sit første bajerske øl.

Ølhandlerforeningen byggede en flot stiftelsesejendom i Elmegade 6. Den 20. marts 1887 blev grundstenen lagt. Og tænk brygger Jacobsen skænkede 5.000 kr. til projektet.

 

De snød på Lygten kro

Et meget berømt sted var i mange år Lygten Kro. Her stoppede bønderne op på vej ind til byen. Og når de var på vej hjem efter en godhandelsdag. Der var to forskellige stuer i hver sin kvalitet. I den flotte stue var øllene dobbelt så dyre end i den dårlige stue. Men øllen var den samme.

 

Lokale bryggerier

På Aldersro Bryggeri havde de meget gode dage, når Borgervæbningen holdt deres øvelser på Fælleden. Der blev hentet masser af bajersk øl derover fra. Man sagde, at så mangen en tapper soldat er faldet i den dybe grav, der var på Blegdamsvej dengang.

Blandt andre bryggerier i området dengang kan nævnes:

 

• Krone Øl, Vodroffsvej
• Bryggeriet Ravnsborg, Ryesgade
• Nyt Bryggeri, Büllowsgade

 

Syndens springvand

På Blågårds Plads tale man efter at Heegaards Fabrik var jævnet med jorden, at der skulle opstilles et springvand. Det skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde. Tøndernes indhold skulle så plaske i en kumme. Tilhængerne var begejstrede. De mente at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.

Men afholdsforeningerne på Nørrebro, og dem var der et par stykker af mente, at det var vulgært. De argumenterede i den grad imod.

 

Mange måder at tiltrække kunder

Jo der var mange måde at tiltrække gæster på. På Lille Ravnsborg var der en pige, der dansede på billardbordet. Det var skam ingen mindre end den senere nok så berømte Johanne Louise Heiberg.

Og en restauratør i Blågårdsgade havde adopteret en plejedatter. Da hun kom i den rigtige alder, manglede der ikke noget nogen steder. Hun blev i den grad et trækplaster. Mændene stod i kø for at få et glimt af hende. Og hun fik mange frække tilbud. Angelica blev senere kendt som ”Grevinden af Bagsværd”.

 

Det drak de

Der var masser af klunsere både på Nørrebro og i Nordvest. De drak bl.a. ”Døden fra Lübeck”. Man tager en tom flaske. Så tager man og hælder en halv flaske hvidtøl og så en rød sodavand. Resten fyldes med sprit.

Lersø-bøllerne havde sandelig også deres stamværtshus. Den lå på Brønshøjvej bag ved Stefans kirken. Og stedet hed Lampekælderen. Og det som de drak var et sæt bestående af en flaske brændevin og en skibsøl. De sluttede så af med et sæt bestående af skummet mælk og en snaps.

 

Kun tre Pilsner

Man kan jo ikke fortælle hele historien på 30 – 40 min, som jeg har fået til rådighed. Hvis vi når det skal vi en tur gennem de hyggelige steder på Nørrebro. Men tænk engang på en af kultstederne, Himmeriget på Åbolevard, kan du kun vælge mellem tre slags pilsner. Er det fordi at ølfolket elsker crazy øl?

 

Den almindelige Pilsner bliver trynet

Den almindelige Pilsner bliver i den grad trynet. Man kan vel stadig få Budweiser, Heineken, Corona, Tuborg og Carlsberg? Man skal nok ikke belære øllets folk, om at Pilsneren er først og fremmest maltens og humlens øl. Det var tyskerne og tjekkerne, der opfandt den i 1842. Men den er langt fra kedelig og uinteressant.

Den populære modsætning er India Pale ale (IPA). Dertil kommer stout, syrlig øl og fadlagrede øl, modnet på træ, IPA er det perfekte våben mod den gamle øl, pilsneren. Med dens kraftige smag, den har en vildere og vildere bitterhed og tusind andre ting fjerner den mere og mere fra almindelig øl.

 

Ølrevolutionen startede for 40 år siden.

Humle har mere end nogen styret ølrevolutionen, siden den begyndte i USA for 40 år siden. I Danmark startede det ført for 20 år siden. Humle er øllets krydderi og gør øl aromisk og bittert.

Den danske revolution begyndte i 1998, hvor Danske ølentusiaster blev stiftet af 22 utilfredse mennesker, der rejste til udlandet og drak vidunderlig øl, som de aldrig kunne få herhjemme. Nu er de 8.600. Dengang var der måske ti bryggerier i Danmark og de lavede stort set den samme øl.

Da Mikkeler åbnede den første ølbar i Victoriagade lød der: I hate Carlsberg

Pilsneren blev skænket i den tjekkiske by Pilsen om aftenen den 11. november 1842. Folk var målløse over dens klarhed og dejlige smag. De blev ikke engang syge af den. Før var øl mørk og grumset. Borgerne var frustreret og rasende over den svingende kvalitet.

I år 2000 fandt vi med Jacobsen ud af, øl godt måtte koste penge.

Den såkaldte nørde – øl får efterhånden større og større markedsandele. Efterhånden har de 12 pct. af markedet. Gode råvare, respekt for håndværket og øllets egen proces er vigtig.

Hancock bruger for eksempel kun den fineste og dyreste humle, der hedder Saaz. De bruger undergær, selv om flere og flere bryggeriet anvender overgær

Det er også blevet en mode at gære og lagre ved høj temperatur for at speede processen op eller fremstille en stærk øl og så fortynde den med vand til den ønskede styrke. Men andre bryggerier fastholder gæringsprocessen ved lav temperatur.

De fleste pilsnere holder sig inden for en alkoholstyrke på 4,6 pct. og dermed den lavere alkoholafgift.

 

Bryggeriet Stjernen

De kooperative virksomheder blomstrede i området. De mest berømte er vel Mejeriet Enigheden på Lygten og Arbejdernes Fællesbageri. Men arbejdernes bryggeri – Stjernen på Frederiksberg skal vi ikke glemme. Det havde forbindelser til et bryggeri i Stefansgade.

De første penge kom fra Arbejdernes Fællesbageri på Nørrebro. Men også bryggeriarbejderne støttede virksomheden. Tanken var, at skulle arbejderen have en øl eller to, kunne man lige så godt drikke øl, der var brygget af arbejderne selv.

Hafnia på Stefansgade lavede hvidtøl til Stjernen helt ind til 1933.

I 1916 var der 35 bryggerier i Danmark. Man måtte ikke brygge med en alkoholprocent over 3. Ja allerede i 1895 var der oprettet et bryggeri, der hed Stefan.

Godt nok var arbejdere tørstige, men det var ikke øl fra Stjernen, som de drak. Efter Anden verdenskrig var andelen kun 10 pct. I starten af 1960’erne var andelen helt nede på 2 pct.

 

Dengang var værtshusene – dagligstuen

Jo de gule eller brune værtshuse er ved at forsvinde. Det gør de også på Nørrebro og i Nordvest. Det upolerede og det skæve forsvinder. Specielt på Nørrebro var der mange af disse. Egentlig er det en tidslomme og et dansk stykke kulturarv, der er ved at forsvinde. Man kan næsten fornemme den særlige lugt af tobaksrøg og pissoir-kugler.

I gammel tid boede man i brokvarterne i bittesmå lejligheder. Værtshusene blev også brugt som en form for dagligstue. Dengang kom de ældre ned og fik et kop kaffe. Værtshusenes styrke var at man blander sig i hinandens liv og taler på kryds og tværs.

Med brokvarternes forandring til mere trendy og dyre bydele er fulgt udfordringer for byens bodegaer, hvor smørrebrødet for længst er forsvundet. Det er også begrænset, hvor mange der benytter sig af tilbuddet om vådt til ganen midt på dagen.

 

Her kan man søge trøst

Det er lidt nus over i hjørnerne, men det gør det mere intimt sammenlignet med cafeer, som er meget rene og pæne. På værtshuse slapper man mere af.

Man kunne altid komme på sit stamværtshus selv om livet var ved at ramle sammen. Her kan de søge trøst og få noget samvær eller møde deres venner.

På Heimdal står stadig en telefonboks. Gad vide om den virker.

 

Spytbakker på Det Rene Glas

På Det Rene Glas stod der sidst, jag var forbi spytbakker over i hjørnet. Engang var der sand på gulvet. Og egentlig hedder stedet dette, fordi man oprindelig fik skyllet glasset, hver gang man skulle have tanket op.

Værtshuset går tilbage til 1891, hvor murstensbygningen blev opført. Nogle tunger påstår, at her lå et værtshus inden bygningen blev opført.

Nazistiske håndlangere smadrede lokalerne den 20. april 1945 – på Hitlers fødselsdag. Og ført i 1969 fik kvinder adgang til ”Det Rene Glas”.

 

Nogle på øl, andre på det, der er værre

Esrom bar har ikke mere åben om eftermiddagen. Dartskiverne er også forsvundet. Der er endnu spillemaskiner i nogle af værtshusene. Og musikboksen er der også nogle steder.

På Cafe Runddelen er der endnu livemusik. Utrolig hvor lidt en Humle – fadøl koster. Men her kan du ikke rigtig holde møder. Musikken er for høj, men ellers er her næsten altid god stemning. Her er lidt snusket, men det passer til stedet.

Nogle er på øl, andre er på det, der er værre.

Under besættelsen, ville en række tyske soldater ind og have en øl. Men det blev meddelt, at der var udsolgt. Man var lidt bange for reaktionen. Men de tyske soldater gik, sikkert hen til et sted, hvor man ikke var lige så modig eller letsindig, om man vil.

 

Så kan jeg bare drikke dem selv

Hos Cafe Viking er der meget hyggelig. Og Jane har gjort det, at hun har hjemkøbt ca. 200 forskellige special – øl.

 

• Hvis jeg ikke kan sælge dem, kan jeg jo bare drikke dem selv

 

Stedet åbnede i 1924 som kaffebar. Men i 1964 blev der lavet om til værtshus. Ja Jane er nok Danmarks mest kendte bartender. I 2012 gik fanden løs i Ægirsgade. Man afpressede Jane, baldrede hendes ruder og malede graffiti på murerne. Men hun lod sig ikke afpresse.

Jo her er grønne fletlamper, brune borde, brune stole og brun hoveddør. En rigtig brun bodega. Og selvfølgelig er det også her et billardbord.

Dengang kom håndværkere og drak morgenkaffe og fyraftensbajere. Det gør de ikke i dag. Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen.

 

Danmarks første striptease – danser

På Karusellen kan du få Guiness på fad. Det er det nu ikke så mange steder, som du kan. Og lille Peter er vel hundrede år – en sporvognslang bodega med symaskiner og en udstoppet elg. Her var Moster Inge stamkunde. Hun var Danmarks første streaptease danser og optrådte bl.a. på Moulin Rouge. Hun havde temperament, så fyrene skulle ikke komme for tæt på.

Nørre Bodega er fra 1945 med masser af billige fadbamser og dengang masser af røg.

 

Man møder spændende mennesker

I min værtshuskarriere er jeg i min voksne tid to gange blevet bedt om, at forlade værtshuset. Det var jeg nu ikke ene om. Vi sang begge gange skønsang. Den ene gang var det Oldies, den anden gang var det tyske slagere. Det lød godt, men åbenbart ikke for alle.

Man møder mange spændende mennesker på værtshusene. En af de mest spændende var Anne Braad, præst ved Stefanskirken, der kom her sammen med hendes hund. Om det var på Stefanshus eller Lille Peter, kan jeg ikke huske mere.

 

Ølbarene vinder frem

De almindelige værtshuse er truet af byfornyelse og beboersammenhæng. Nu er den kolde øl, snapsen og raflebægeret skiftet ud med en Cappuccino og et spil backgammon. Kaffebarer, vinbarer og specielle ølbarer, der serverer specialøl fra mikrobyggerierne vinder i den grad frem.

 

Far kom ikke altid hjem med lønnen

Værtshusene har også rummet tragedier, når folk gik i hundene og drak lønnen op. Fabrikkerne ejede selv værtshuse, hvor lønnen blev udbetalt. Så fik de udgifterne hjem igen. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen.

Drikfældigheden var stor. Der var masser af smugkroer. Den mest kendte var nok den, der lå på Kapelvej 7A. Det var hos barbermaleren. Egentlig var der barbersalon, men så mangen glas øl er serveret her.

 

Døgnkiosker sælger øl hele natten

Tænk engang i 1965 var der endnu 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Her var berømte steder som Zigøjnerhallen, Zillertal, Danas Have, Heidelberg, Tyroler-Kroen, Resi og alle de andre.

Mange af de gule brune værtshuse har mistet deres morgenbevilling, ja så er det lige det med rygeloven. Og så er det et stigende antal klager over støj og larm. Et problem er måske også, at døgnkiosker må sælge bajere hele døgnet.

 

Engang kunne man købe en parisertoast

Se dernede i Sønderjylland er det almindeligt mange steder, at man kan købe solæg til sin øl. Men engang kunne man på værtshusene på Nørrebro og Nordvest købe oversaltede peanuts, et hårdkogt æg, gratis saltstænger, et stykke med medister og kartoffelsalat og lune baconchips. Eller to stykker sprødristet hvidt brød med smør og sennep og så ellers skinke. Jo det er parisertoasten, der også forsvinder fra værtshusene.

 

Værtshusene lukker på stribe

Byens beværtninger dør sammen med deres kunder. På ti år er antallet af byens bodega er mere end halveret. Folk og specielt de unge vælger det traditionelle værtshus fra, når de skal have en øl eller et glas vin.

I 1992 var der ifølge Danmarks Statistik 571 traditionelle værtshuse i Københavns Kommune. Ti år efter var der 278 tilbage.

Mange københavnere mister et fast mødested, hvor de kender stamgæsterne, har deres faste stol og bodegamutter stiller den rigtige øl på bardisken, inden de har bestilt.

Men der er dog stadig kunder til de gamle værtshuse, fordi man kan komme her uden make up og modetøj. Folk har siddet på den samme stol i en menneskelader. Fællesskabet er stærkt på de fleste værtshuse. Man bliver ikke sådan uden videre lukket ind i dette fællessskab.

Nu skal man dog passe på, at overdramatisere det. Her er også gennem tiden blevet drukket tæt. Nørrebro og Nordvest har oplevet mange lidelser og skæbner på værtshusene. Så mange fædre har drukket hele lønnen op. Lille Alfred har måtte ekstra tidlig op for at tjene ekstra penge til familien.

 

Måske er der for mange øl-barer m.m.?

Mange er glade for den nye udvikling med en ny slags virksomheder, der erstatter de gamle. Folk køber mere og mere og mere på nettet. Inden for et år har danskerne købt for 7 milliarder kroner mere. Boghandleren og isenkræmmeren lukker. Ølbaren, restauranten og fastfood – restauranten er opstået i stedet for.

På blot fire år er omsætningen i restaurant-branchen vokset med 25 pct. Samtidig er indtjeningen pr. ansat faldet med 34, 2 pct. På få år er der kommet 1.400 nye restauranter til, så det nu er 17.500 i Danmark. Og det kommer til at kollapse.

I 2018 steg mængden af konkurser i restaurationsbranchen med 92 pct.  – så tallet ifølge Børsen lå på 501. Allerede i år er vi nået op på 372 konkurser.

Der vil komme et udskillelsesløb i branchen, og det ville blive ret voldsomt.

De gode år trækker mange nye aktører ind i branchen. Dette gør at flere og flere har svært ved at tjene penge. Det er en tendens, der skinner mere og mere igennem.

 

Aldrig har en øl smagt bedre.

Men aldrig har en øl smagt bedre end den gør nu. Antallet at mikrobryggerier er eksploderet. Hermed skal undertegnede ønsker hel og lykke med ølfestivallen, et kærkommet tiltag. Og nu glæder jeg mig til at smage et par stykker.

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk kan du læse en masse artikler om værtshuse, fornøjelser m.m. fra København.

 

 

Minderne fra Nørrebro

Vi er atter på Nørrebro i begyndelsen af 1900 – tallet. Vi kigger atter indenfor i nogle virksomheder og kigger ud ad vinduerne. Petroleumsovnene var farlige. I de små lejligheder var der masser af børn. Der var stor drikfældighed og billig brændevin. En daglig vaskedag på 10 -12 timer. Lus blev fjernet på Marthahjemmet. Der var kadaverdisciplin i skolerne. Trafikken bredte sig. Imponerende var to – etagers vogne. Butikker havde åben til kl. 11. Vi besøger et par stykker. Og så var der lige en stenhugger i baggården. Både ”Spækkerne” og ”Lemmerne” kom på besøg. Under disken gemte man en dram til politibetjenten. Og så kom Brygger Jacobsen på et tidspunkt meget på Nørrebro. Her var også masser af køer om natten. I Nørrebrogade 53 var der meget fedt på vinduerne.

 

Petroleumsovnene ikke

Petroleumsovnene var ikke helt ufarlige. De var lette og kunne vælte. Det var ofte dem, man anvendte til at tænde op med. Men de skabte ofte ildebrande. Så var det bedre med en lille kakkelovn, hvor man i begyndelsen opvarmede med gamle aviser, gamle stoleben og hvad man ellers kunne finde af kasserede ting på lossepladserne.

 

Masser af børn

Der blev produceret mange børn dengang. Var moderen ikke gift, ja så blev nogle privat indkvarteret eller bortadopteret. Som enlig havde man ikke råd til at opfostre en hel masse børn dengang.

Vi har også tidligere i artikler skrevet, at barnefædre og ægtemænd pludselig forsvandt sporløst og derved unddrage sig ansvar og forpligtelser.

En halv snes børn i meget små lejligheder var absolut ikke et særsyn. Så måtte man klumpe sig sammen. Det kneb med at holde orden på noget som helst. Retirader og skarnskasser stod på rad og række nede i den lille mørke gård. I skumringen kunne man undertiden fra lejligheden se rotterne muntre sig En god ide ved benyttelse af disse uhumske retirader var nok at banke med træsko eller lignende for at sikre sig lige adgang.

 

Stor drikfældighed

For at tjene penge måtte mor så i gang med at intensivere syningen eller rulle cigarer. Indtægterne var små og fattigdommen stor. Dertil kom også drikfældigheden. Værtshuse og kælderbeværtninger vrimlede det med på Nørrebro. Men balladen var også stor i nogle af kvarterene i bydelen.

Når vinduerne stod åbne sådan en sommerdag var man uvilkårlig vidne til mange huslige opgør, når fatter på lønningsdagen atter kommer fuld hjem. Det væsentlig havde han ikke med hjem.

 

Den billige brændevin

Den billige brændevin hørte med til de daglig fornødenheder. Synet af en tyk politimand i langskødet uniformsjakke og med blank hjelm på hovedet, trækkende af sted med en sølle beruser, og en masse råbende ungdom efter sig, var ikke et særsyn.

I de tidlige morgentimer stod kvinderne med deres spånkurve foran bagerbutikkerne for at købe gammelt brød som de kunne mætte de mange sultne munde med.

 

En daglig vaskedag 10 – 12 timer

Jo kvinderne stod i skæret af søvnige petroleumslamper og sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørsten og vaskebræt. Mange koner gik ud og klarede storvasken for deres bedre stillede medsøstre. En sådan vaskedag, tog normal 10 -12 timer og indbragte en dagløn på 2 kr.

 

Lus blev fjernet på Marthahjemmet

De mange barnefødsler og sliddet, der fulgte med ældede tidligt Nørrebros kvinder. Hygiejnen var på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var behængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus.

Man havde i skolen en man kaldte for ”Lusemor”. Men man kunne også få hjælp i Brohusgade. Her havde Diakonistiftelsen en poliklinik, der hed Marthahjemmet. Isenkræmmer/fabriksejer Anker Heegaard havde i sin tid givet grunden til ejendommen. Men her kunne man også klare orm, lus og fnat. Man blev behandlet i stuen.

På 1. sal lå en børnehave. På 2. sal var der en slags menighedssal. Oppe på 3. sal stod der senge. Her samlede man til tider efterladte børn, hvor far var på druktur, eller mor på hospital.

 

Fiskehandlere, skærslippere og lirekassemænd

Det var hestekørertøjer, der dominerede fra renovation til hestedrosker. Under høje råb faldbød gadesælgerne deres varer, der fortrinsvis omhandlede frugt, blomster og grøntsager, men ikke mindst fiskemandens røst:

 

• Sild er godt.

 

Dette hidkaldte husmødrene, de ri stort tal strømmede til.

I gårdene kom der skæreslipperne, der med sin hæse røst afleverede en længere remse, der altid endte med:

 

• Her er skærslipperen

 

Men først og fremmest var det lirekassemændene, hvoraf der fandtes et stort antal, der skabte liv i de små gårde. Næsten dagligt kom lirekassemanden. Mens han aflirede en række hvinende melodier, kappedes børnene at opsamle de i avispapir indsvøbte mønter og aflevere dem til ham.

Stefansgade var dengang kun anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane – linjen. Den ene station lå, der hvor Nørrebrovænge i dag ligger. Desuden var der anlagt et trinbræt ved Vedbækgade.

Over banelinjen var der ved Nørrebrogade anbragt en høj træbro, til brug for de travle fodgængere. Der foregik nemlig langvarige rangeringer på dette sted, hvorfor bommene ville være nede i længere tid af gangen. Børnene elskede at lade sig indhylde i damp fra de rangerende lokomotiver. Lange rækker af kørertøjer på Nørrebrogade holdt næsten konstant i kø.

 

Tumleplads for kvarterets børn

Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen lå i enlig majestæt, det gamle nu for længst nedlagte hvidtølsbryggeri ”Hafnia” nu til venstre. Til højre strakte sig et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Området blev først spærret af den sparsomme bebyggelse ved Nordre Fasanvej. På dette område var det en herlig tumleplads for kvarterets børn.

 

De mange skoler på Nørrebro

Ja efterhånden var der mange skoler på Nørrebro, både friskoler og betalingsskoler. Jagtvejens Friskole var som navnet antyder en friskole. Men det var Husumgades – skole ikke. Det var en betalingsskole, hvor det kostede en krone om måneden.

Der var da også Kapelvejens Betalingsskole. Her var der overbygning med Realeksamen. Her skulle man selv betale bøger og materiale til håndarbejde m.m.

Skolen lå indeklemt mellem den katolske Sct. Josefs Hospital og Glud & Marstrands Emaliefabrik.

Lige i nærheden havde vi Hans Tausensgades Skole og Hellig Kors Skole

Lige overfor var der en slikkælder, hvor man kunne få ”for 5 øre varmet”. Det var en klump brun sød masse, som senere blev trukket ud og klippet i trekantede stumper. Jo man kaldte dem hvis nok ”Granater”.

 

Kadaverdisciplin

Vi har tidligere her på siden påpeget at på Nørrebros skoler blev der håndhævet kadaverdisciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede, skulle vi stille op i skolegården klassevis, to og to ved siden af hinanden, og derefter lydløst bevæge sig op ad trapperne til vort klasseværelse.

Når skoledagen var forbi, skulle man på samme måde stilfærdig forlade skolen. Ved skolens udgang placerede klasselæreren sig. Så måtte eleverne stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten før man slap ud i det fri.

Eleverne var nummererede og der blev rokeret rundt hver måned efter flid, dygtighed og opførsel. De dygtigste havde deres pladser bagerst i klasseværelset.

Kunne man ikke svare på spørgsmålet 7 x 9, så var det op til katederet. Så var det et spørgsmål til. Svarede man rigtigt, var der en af spanskrøret og så ned på plads. Kunne man ikke svare anden gang, ja så fik man en svedetime.

Gymnastiklæreren blev ledet af en pensioneret stabssergent. Det tør nok antydes at dette foregik under militær disciplin. Med et spanskrør i hånden dirigerede han tropperne. Gud hjælpe dem, der ikke var hurtige nok.

 

Truet med at inddrage spisebillet

Skolebespisningen var indført. Maden bestod af varm mad, hvoraf blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk, der sikkert den dag i dag kan give kvalmefornemmelse. Bespisningen foregik i timerne, og maden skulle sluges i en fart. Og det kneb for mange af eleverne at spise hurtigt. De blev hver gang truet med at få inddraget spisebilletten, hvis de ikke spiste hurtigt nok.

 

Trafikken bredte sig

Trafikken var begyndt at vinde indpas i datidens København. På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvognslinjer. Men i Indre By var der endnu hestetrukne omnibusser bl.a. den berømte ”Høne”. Det var en lille enspændervogn, der klarede den kollektive trafik gennem Nørregade.

På Jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og på Frederiksberg Runddel. På disse rundele skulle sporvognene endes ved hjælp af drejeskiver. Flere forskellige selskaber havde koncessioner på sporvognsdriften i København. Først i 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.

 

De kæmpede sig til en bedre løn

Sporvejsfunktionærerne havde som alle andre en lang arbejdsdag, men funktionærernes arbejdstimer var spredt ud over det meste af døgnet. Efter en sporvognsstrejke i januar 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt med en arbejdstid på 55 – 58 timer ugentlig.

Disse funktionærer blev, af de private arbejdere betragtet som velbjergede, og var udsat for megen misundelse.

Sporvognstaksterne var 10 øre, og i en periode, kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette bevirkede, at forperronen ofte var overfyldt, mens kun få passagerer var inde i vognen.

Om søndagen kunne man tage lidt længere væk. Man kunne tage linie 10, der var en hestesporvogn ud til Tagensvej, hvor den stoppede ved Baldersgade. Der var for øvrigt bom over vejen. Fra Blegdamsvej og ud var der ikke meget bebyggelse.

 

To – etagers vogne

Skulle man i Zoologisk Have så foregik den med af de røde Frederiksberg – vogne

Den bare fælled bredte sig. Det var ligesom at komme på landet. Efter Heimdalsgade var der hvis ikke et hus før Bispebjerg, kun haver og den berygtede Lersø.

Man kunne også tage toget til Klampenborg. I toget var der to etagers vogne. Det var sjovt for børn at komme ovenpå. Men voksne kunne ikke stå fuldt oprejst herinde. Jo dette tog holdt på Nørrebro Station På sin vej passerede toget H.C. Ørstedsvej, Rantzausgade, Nørrebrogade og Tagensvej. Bommene gik ned tværs over disse gader, når toget passerede.

 

Billige cigaretter

Det var dengang, der var masser af overskud af lejligheder i København. I lejlighedernes vinduer kunne man se plakater, hvor der blev tilbudt tre måneders gratis husleje, blot de ville flytte ind.

Man kunne denne gang opleve en gade med 5 – 6 cigarforretninger plus mindst 5 værtshuse med 14 – 15 husnumre på hver side af gaden.

En almindelig urtekræmmer solgte kul, koks, soda, salt, grøn sæbe, øl, brændevin og meget andet. Også cigaretterne: Motor, Kontrabando og Rose 101 til 10 øre for en 10 styks pakke. Det var den billigste og så med papmundstykke.

 

Åben til kl. 11 om aftenen

Hof og Tuborg til 11 øre, Rød Aalborg 55 øre pr. helflaske og Brøndum til 40 øre, men den sidste her var det nok ikke alle der havde råd til. Det meste brændevin solgtes i hele eller halve pægle fra et anker og kostede vel 5 – 10 øre. Kul og koks solgtes i fjerdingkar. Folk kom med deres kulkasse og fik den fyldt halvt op. Tænk i vinterens kulde med utætte vinduer og døre, men selvfølgelig varmede petroleumslampen også.

Sådan en forretning havde åben kl. 11 om aftenen i begyndelsen af 1900-tallet.

Slikpriserne var overkommelige dengang. Man kunne få mange slags ting til 2 – øre. Flere steder kunne man købe en stor pose med kagekrummer for 2 øre. Der var mange forskellige kagerester.

Så var der også stegekældre, hvor der duftede ganske vidunderligt. Man kunne købet et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle købte det som kattemad, men mange fik det som middagsmad.

 

Kunne løfte en hest med tænderne

Og når vi nu er ved katte, så kunne døde katte afleveres i Borgergade. Det fik man 10 øre for. Det kostede det også for at blive maskinklippet over hele hovedet. Middagsaviserne: Aftenbladet og Folkets Avis kom kl. 12. Og så var der koner, der delte dem ud i ramponerede barnevogne.

Nede ved Åboulevarden og Ladegårdsåen optrådte Cirkus Beck Olsen. Her var det en mand, der løftede en hest i tænderne. Det glemmer man aldrig.

Lidt længere henne passerede Ladegårdsåen et slagteri. Og det kunne man sandelig se på vandet. Åen var pludselig blevet rød.

 

Travlhed i Blomsterbutikken

Over for Assistent Kirkegården lå en stor blomsterforretning. Her var mand og kone samt 2 – 3 koner i gang hele julen. Børnene blev sendt i byen med buketter og kranse. Fortovet uden for butikken som lå i en kælder, var ved juletid helt dækket af kranse og kors med hvide kallaer og mos.

Alle i familien skulle jo på kirkegården i juledagene med kranse m.m.  

Og omme på Fælledvej lå en børnehave. Men den havde navn efter en skole på amager. Den hed Christianshavns Døtreskoles Børnehave.

 

En stenhugger i baggården

I vores sidste artikel besøgte vi også nogle butikker fra dengang. Det vil vi også gøre i denne artikel. Dengang er det en guldsmedebutik i Nørrebrogade 52. Bag forretningen og værkstedet lå privatboligen, tre gode stuer og et soveværelse.

Lige her i nærheden lå en købmandshandel. Det duftede spændende af sild i tønde, klipfisk, kaffe og krydderier.

Fra vinduerne i nr. 52 kunne man kigge ud til et stenhuggerværksted. I skumringen blev der ude på gårdspladsen tændt en stor gaslygte. Midt på gårdspladsen var en rund ret stor springvandskumme. I midten stod en lille drenge med stort krøllet hår. Op mod sit bryst trykkede han en svane. Ud af dens næb kom vandstrålen. Lyden af den plaskede vand lød konstant.

Rundt om stod småfigurer, kummer til blomster og bunker af gravsten, mange flade marmorsten parat til inskription men også mørkere gravsten med blankpolerede flader. Mellem Nørrebrogade 52 og stenhuggeriet gik en bred vej ind til de næste gårde. Der var flere store hestestalde og rum til vognene.

 

Både ”Spækkerne” og ”Lemmerne” kom på besøg

I urmagerforretningen stod der på disken altid to underkopper, en med 5-ører og en med 2-ører. Og sådan gjorde det i mange butikker på Nørrebrogade. Det var fordi, at om mandagen, da kom ”Spækkerne” fra ”Almindeligheden”. De måtte tage en 2- øre. Om onsdagen kom ”Lemmerne” fra Ladegården. De måtte tage 5 øre.

 

Under disken var der dram til politibetjenten

Under disken stod en flaske med øl eller snaps. Det var til politibetjenten. Han havde sort hjelm med blanke kanter. Når han blev tørstig kom han altid efter en dram. Han blev kaldt for ”Bøllesluger”. Denne ordning var ikke helt unormalt for butikkerne. Om aftenen og natten havde værtshusene ofte stillet øl ud til betjentene på hemmelige steder.

Den omtalte guldsmed, som vi besøger havde et stort værksted. Der var mindst to svende, en dame og en lærerdreng i forretningen.

Den bedste bagerforretning dengang i nærheden lå omme i Elmegade. Det var en stor flot bagerforretning. Her kunne de fattige få fyldt deres kasket op med for 2 – øre gammelt brød.

 

Ejendommen blev solgt

I 1912 var det slut med Guldsmedebutikken på Nørrebrogade 52. Privatbanken havde købt hele ejendommen. Men snart fandt forretningen dog egnede lokaler. De flyttede bare lige over gaden i nummer 53 i en høj stue.

Huset er for længst revet ned. Det var senere i mange år en Irma – butik. Ja egentlig var det en fin gammel villa med kælder, stueetage, 1. og 2. sal samt loftetage. Villaen var bygget for indehaveren af et stort brændevinsbryggeri.

Det var store bygninger bag villaen, og der var haver eller i alle fald luft mellem baghusene helt ned til Prins Jørgens gade. Det var et godt stykke vej. Man sagde, at her havde der engang været græsmarker med får.

 

Her kom Brygger Jacobsen

Men nu blev bygningerne brugt som laboratorier til Griffenfeldts Apotek. Jo i stueetagen i nr. 53 havde det været kontorer for Carlsberg Bryggerierne. Meget ofte holdt her en elegant åben Landauer og i den sad Brygger Jacobsen. Han havde altid en rød, langstilket rose i munden, dvs. han bed i stilken. En sjælden gang gik han ud af vognen. Ellers kom der altid en kontormand ned til vognen med papirer.

Da kontoret i hele stueetagen blev nedlagt, blev det til urmagerens privatbolig. I stuen ud mod Nørrebrogade var der masser at kigge på. Linje 5 – 7 – 16 og 8. Ja linje 8 måtte ned om hjørnet, så måtte der en mand ned for at skifte spor.

 

Masser af køer om natten

Og var man vågen om natten kunne man opleve et helt specielt syn. Om foråret og efteråret kunne man høre Muh – Muh. Det var kalve og kvier, som blev drevet fra Gentofte og Lyngby. De kom ad Møllegade, lidt Nørrebrogade, så Griffenfeldtsgade over Parcelbroen over Vesterbro til Sydhavnen. Her blev de læsset på pramme, der førte dem til Saltholm. Tiden skulle overholdes. Den sidste natsporvogn gik kl. 1 og der var sporvogn igen fra kl. 5.

Om morgenen kunne man se talrige efterladenskaber.

 

Mange dufte i nummer 53

I nummer 53 var der forunderlige blandinger – fra det meget store laboratorium (tidligere brændevinsbrænderi) som hørte til apoteket, kom meget forskellig lugt af urteafkog. Det var noget der hed noget i nærheden af Vallerina eller lignende. Det var en slags mild nervemedicin. Lugten var egentlig ikke dårlig med dog lidt mærkelig.

 

Fedtet satte sig på vinduerne

Så var det hel anderledes fra viktualieforretningen i kælderetagen. Der blev lavet pølser m.m. Og det var tydeligt, hvad der blev arbejdet med. Der kunne sætte sig et meget fedtet lag hos vinduerne i guldsmedens private stuevinduer.

Til viktualieforretningen kom hver dag en stor slagterivogn. Der blev båret mange halve grise ned i kælderen. Her blev det hele forarbejdet til pølser, sylte, leverpostej – alt hjemmelavet.

I kælderen var der en hel underverden. Der var først de rum, der tilhørte apoteket. Her blev der gemt vin og spirtus. Derefter kom kulkældrene. Jo her var der skam også rotter.

I nummer 53B var der også vaskekælder. Alt snavsetøj blev slæbt ned og sorteret. Derefter blev det lagt i blød i vand med soda. Næste morgen dukkede vaskekonen op.

 

• På et foto fra 1937 kan vi se, at der stadig er Ure og Briller på stedet. Det dækker både en Skotøjskælder og Flæskeudsalg i kælderetagen.

 

• Kilde:

 

• Se Litteratur Nørrebro

 

• Hvis du vil vide mere om Nørrebro i begyndelsen af 1900 – tallet er der mange muligheder på dengang.dk Her ligger 274 plus 27 artikler.

 

Da Familien Aller kom til Nørrebro

Dette er en af de artikler, der skulle have været med i Nørrebro LIV. Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Og herfra kommer Familien Aller. Ja det startede med Jens Hansen, der blev en af Københavns største øl- og brændevinsbryggere. Han tog navneforandring efter sin fødeby ved Christiansfeld. Sønnen Carl gik i faderens fodspor. Denne døde, da hans søn, Carl kun var 7 år. Moderen lod opføre en villa i Odinsgade. Det blev hele kvarterets samlingssted. Og naboens datter blev forelsket i Carl. Denne lavede kemiske forsøg, og det kunne have endt så gruelig galt. Jo det var starten på Nordens største bladeventyr med et stort byggeri i Blågårdsgade.

 

Da Jens Hansen kom til København ændrede han sit efternavn til sin fødeby Aller i nærheden af Christiansfeld. Jens Aller blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. Jens Aller kom til at eje støre græsningsarealer ude på Nørre Fælled og Ydre Nørrebro.

 

Sønnen, Christian Aller gik i faderens fodspor. Han var en af de første, der begyndte at brygge uden for Nørreport i 1830. Dennes søn Carl Aller blev født i 1845, og allerede 7 år efter døde hans far. Enken kunne ikke selv klare bryggeriet og landbruget. Det blev alt sammen solgt for en pæn sum penge.

 

Hun flyttede med syv børn ind i en nyopført villa i Odinsgade i et af nye kvarterer på Ydre Nørrebro.

 

Det var her, at Carl voksede op. Moderen åbnede huset for kvarterets børn. Har fandt man et fristed. Allerede ved sin konfirmation vidste Carl, hvad han ville være. Og det var litograf og bogtrykker. Teknikken og selve bladudgivelsen fascinerede ham.

 

Han kom i lære i C.F. Aamodts Litografiske Etablissement. Men samtidig fortsatte han med eksperimenter i kvistværelset i Odinsgade. Det var især stentryk, der fascinerede ham. Hans mor var dog efterhånden lidt bekymret. Vinduerne til hans værelse var efterhånden næsten sorte på grund af hans eksperimenter. Det var bestemt heller ikke ufarligt. Følgerne viste sig også senere i livet.

 

I 1869 lykkedes forsøgene for Carl Aller. Han havde udviklet en speciel trykkemetode. Med en kemikaliekombination lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og pennetegninger i stentryk.

 

I mellemtiden havde Carl fundet sammen med naboens datter. Hun hørte til den gruppe børn og unge, der kom i hjemmet. Laura Bierring havde også mistet sin far ret tidligt. Han var en velhavende købmand og urtekræmmer. De giftede sig, da Carl som 26-årig fik sit svendebrev den 20. oktober 1871.

 

På bryllupsaftenen blev Carl ramt af et grimt mavetilfælde. Lægen Peter Eberling blev tilkaldt. Diagnosen var ”brystsyg”. Og denne diagnose indeholdt alt fra lungesygdom til tuberkulose. Han havde indåndet en masse kemikalier, og det havde sat sig på lungerne.

 

For sin opfindelse søgte Carl det eftertragtede H.C. ørsteds Legat. Men det var Laura, der måtte skrive ansøgningen. Selv var han ordblind. Men priskomiteen mente i første omgang, at det var kunsttryk og ikke håndværk. Ved selvsyn blev de overbevist.

 

I Danmarks Nationalbank havde de hørt om opfindelsen. Mod kvittering fik han overladet en femrigsdaler – seddel. Men da han kom med ti pengesedler, var der ingen, der kunne finde originalen. Han fik tilbudt 800 rigsdaler for sin opfindelse, men han sagde nej.

 

De startede i lejede lokaler i Holmens Kanal. Laura havde fremstillet en produktion af hækleopskrifter og mønstre. Dette gav ideen til de første blad ”Nordisk Mønster-Tidende”. Det så dagens lys den 7. januar 1874. I dag hedder det Femina.

 

Pladsen blev efterhånden for trang. Parret vendte tilbage til barndommens Nørrebro. I Blågårdsgade havde de lejet lokaler med forkøbsret. De trykte en billedbibel og hver fredag fremstillede de det satiriske blad Ravnen.

 

Først kom sønnen Axel, siden Valdemar. Laura tog sig det redaktionelle, mens Carl tog sig af produktionen. Efterhånden kunne de holde fogeden fra døren.

 

Carl havde ideerne. Han var inspireret af Illustreret Tidende. Det var datidens Billedblad, hvor verdens begivenheder blev skildret i tegninger. Men efterhånden virkede dette blad lidt gammeldags og stift.

 

En dag spurgte Carl så, om Laura blandt alle sine gøremål, havde tid til at samle stof til et nyt blad, der skulle hedde Illustreret Familiejournal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt. Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877.

 

Gennem smukke illustrationer holdt bladet læserne ajour med datidens vigtigste begivenheder. Oplysning og underholdning skulle formidles ud til hjemmene. Teksten skulle være humoristisk, alvorlig og informerende. Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab og redaktør i samme person.

Det første eksemplar i abonnement blev solgt til madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22.

 

Illustreret Familiejournal blev øjeblikkelig en succes. Hans majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have leveret to eksemplarer af bladet leveret til hoffet efter tre måneder.

 

Manden, der trak svinghjulet i Blågårdsgade blev overanstrengt. Carl var klar over, at hvis han skulle følge udviklingen måtte han investere i nye maskiner. En ny hurtigpresser blev bestilt. Samtidig satte man en gasmaskine op i trykkeriet, der skulle drive pressen. Men den larmede ret så meget.

 

Egentlig var trykkeriet indrettet i en gammel hestestald og familien boede i en treværelses lejlighed lige ved siden af. Nabo- og genbogrunden blev købt. En ny trykkeribygning blev i hast opført.

 

I begyndelsen af 1880’erne fik man lavet aftaler med et norsk og et svensk trykkeri om trykning af Allers blade på henholdsvis norsk og svensk.

 

Laura fik ideen til Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen ”Med Lægen som Husven”. Men Laura fik dog tid til at føde døtrene Rigmor og Ragna.

 

En kæmpe succes blev også Allers Illustrerede Konversationsleksikon.

 

Parret var meget socialt indstillede. Med jævne mellemrum udgav de særnumre af blade. Overskuddet gik til arbejdsløse og vanskelig stillede. Engang havde de indkøbt 10.000 stk. rugbrød a 4 pund, som de havde uddelt blandt trængende i København.

 

I 1886 blev den første dampmaskine installeret i Blågårdsgade. Gasmaskinen, som man kaldte for Gaspeter blev skrottet. I 1895 udkom Illustreret familiejournal som det første ugeblad i Norden i firefarvet tryk.

 

Efterhånden udsendte man også kunsttryk. Der udkom flere nye blade også forløberen for Billedbladet. Laura og Carl havde helt bestemte meninger om, hvad man kunne skrive om og ikke skrive om.

 

De to sønner blev opdraget med henblik på at overtage virksomheden. De blev flasket op med ugeblade og trykkeriet. Laura og Carl var heldige. De havde arvet deres forældres gener.

 

I 1900 ekspanderede virksomheden for alvor. Man overtog det hæderkronede bogtrykkeri Bianco Luno. Nu var det for alvor tid til at flytte fra Nørrebro.

 

Forfatterne Holger Drachmann og Herman bang blev koblet til koncernen. I 1912 købte man en egen papirfabrik. I 1917 døde Laura med en pen i hånden. Ni år efter døde Carl. Dette er blot en lille del af Aller – koncernens historie.

 

• På dengang.dk har vi efterhånden samlet 1.406 historier. Heraf er 269 plus 27 fra det Gamle Nørrebro herunder:

 

• Familien Aller fra Nørrebro

 

Det spændende kvarter i Aabenraa

I dette kvarter boede ”Den Gamle Redaktør” en gang. En by blev etableret i 1252 – 1257. Her lå Kongens Fogeds Borg. Man har fundet et bageri og et værksted. Og så var her en enorm stor voldgrav, man kunne sejle på. Slotsgade havde stor betydning med tilhørte amtet. Der var masser af erhverv på Slotsgade. Slotsgrunden gik helt ned til Slotsgrunden. Virksomhederne her var en torn i øjet på aabenraa-købmændene. Hertugen gav Slotsgade, beboerne ret til at bedrive handel. Der var særdeles flotte huse i Slotsgade. Og så var det skyttekongen, der måtte abdicere. Jacob Petersen snød købmændene. Stor gæld i Slotsgade. Beboerne i Slotsgade blev også udnyttet. Nye privilegier skulle forhandles. Beboerne ville ikke betale skat, men i 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.

I dette kvarter boede man en gang

Engang boede undertegnede i dette kvarter i Aabenraa. Det er godt nok lang tid siden. Jo det er kvarteret omkring Slotsgade og Vestergade. Men nu kan vi jo nu engang ikke snakke om det kvarter uden at berøre alt det andet i Aabenraa. Og når undertegnede nu henviser til gamle fund, så er det jo ikke sikkert, at det er alt det nyeste.

En by blev etableret omkring 1252 – 1257

Engang hørte størstedelen af kvarteret ikke engang med til Aabenraa. Det allerældste vi kender til Aabenraa er nok etableringen af Openrå på kong Christoffers foranledning. Denne by er etableret omkring 1252 – 1257 og placeret der, hvor Mølleåen flød ud i Fjorden.

Ved krydset Skibbrogade(Østergade) og Fiskergade/Gildegade placeret. Lidt afsides lå der også en lille kirke, Skt. Knuds. Den var placeret midt i Humlehaven, men vi ved ikke præcis, hvor den første Knuds Kirke lå.

Her lå Kongens Fogeds Borg

Kongens foged holdt på en borg. Den ligger der, hvor Vestergade 27, ligger i dag. Det har dog nok været en lille borg med et lille tårn lige inden, at det gik ud i de små moseområder.

Lige her i nærheden boede jeg ved Nybro 5. Her har man fundet den sydlige voldgrav i 30 meters dybde. Syd for den fandtes en plankebelagt gade. Nord for borgen på Vestergade 16 – 18 lå et vådområde.

Her fandt arkæologer i 1984 en godt en meter bred og ½ meter dyb middelalderlig rende. Denne blev senere udfyldt med affald tilbage i historien. Men dette er nok ikke Aabenraas nordlige voldgrav.

Man har fundet et bageri og et værksted

Man har fundet ud af, at I Søndergade 2-4 har der engang ligget et overdækket bageri med uden vægge. På torvet Søndertorv findes endda et stykke intakt vej fra middelalderen. Men ingen af de fundne genstande er ældre end 1350.

I Vestergade 2-4 er der fundet et spor af værksted, mens der på Vestergade 12, 16 og 15 er fundet middelalderlig affald. Vestergade var ind i højmiddelalderen (1000 – 1300) næsten ikke bebygget af borgerne.

Den oprindelige grænse mellem den ældste Openrå og kongens borg gik gennem Vestergade 2 og 4 samt Vestergade 9 og 11 og videre over skellet mellem Slotsgade 14 og 16.

En enorm voldgrav

Markeringen af den udvidede middelalderbys grænse skete ca. 1350 med anlæggelse af en enorm stor voldgrav 20 meter bred og 4 meter dyb. Den strakte sig fra sumpene ude ved den nuværende Dronning Margrethevej og nord om købstaden og ned til fjorden Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med denne voldgrav, som man i Aabenraa brugte som fragtvej.

Uden for denne bebyggelse havde der allerede siden byens begyndelse ca.1250 ligget en kirke Sct. Nicolai, oppe på den bakketop, hvor den stadig ligger.

I forbindelse med krigene med de holstenske grever lykkedes dronning Margrethe den Første i 1404 at få Aabenraa-hus som pant, og som alle ved så begyndte hun få år efter opførelsen af borgen Brundlund på en lav bakkeø syd for byen.

Den gamle borg blev brudt ned og graven fyldt op. Men resterne lå synlig i terrænet på 250 år og derefter.

 På Mejers kort fra 1640erne ses for eksempel en øst-vestlig markering, der deler Vestergade fra Slotsgade. Ved nedbrydningen af Aabenraahus må gaden Nybro være anlagt, opkaldt efter en bro over vandløbet, der førte til de vestlige sumpområder. Den gamle bro var Sønderbro (i dag ved Nyvej).

Slotsgade har haft stor betydning

Slotsgade må have haft sin betydning ved flytningen af borgen til Brundlund. Det var så vejen fra det ældre Aabenraa, der første hen til den stedlige øvrighed. Den kongelige eller hertugelige ladegårdsjord, der hørte til borgen strakte sig fra Nybro og ind i Slotsgade, Slotsgrunden.

Dette område lige som landsbyen Kolstrup hørte ikke under købstadens jurisdiktion eller betalte afgifter og skat til dem. I Slotsgade har man nok opfattet sig som et supplement til købstadsbebyggelsen. Men købstaden har nok opfattet den som en snylter.

Sandsynligvis har de ledende embedsmænd fra startet boet i dette område på Brundlund Slot. Vi kender først beliggenheden af boligerne langt senere.

Men fra 1700-tallet kender vi beliggenheden. I den vestlige del af Slotsgade (nr. 33 og 35) var der i hvert fald senere amtsforvalteren, som boede her og havde sit kontor i ejendommen lige ved siden af.

På den anden side af gaden boede i 1700-tallet (nr. 20) en kontrollør.  Og en kirurg (nr.28) I slutningen af 1700-tallet boede også købstadens borgmester Kamphøvener i Slotsgade (24).

Masser af erhverv på Slotsgade

I dag vil man nok synes, at det er bemærkelsesværdigt at købstadens borgmester boede uden for området i skattelyet Slotsgade. Men borgmesteren var en juridisk embedsmand udnævnt at staten – ikke en lokalpolitisk valgt repræsentant som i dag.

I begyndelsen af 1700-tallet opførte husfoged Heinrich von Günderoth på en stor grund Nybro 14, lige over for den tidligere borg, sit meget flotte byhus.

Det er hertugenes og amtmandens embedsmænd, der boede her, der havde stor betydning for opretholdelsen af Slotsgade som selvstændig jurisdiktion gennem 400 år. Men det fik også betydning for andre. Handlende havde også borgerlige erhverv så som hattemager, rebslagere, bogtrykkere og skippere.

Slotsgrunde ned til Mølleåen

Slotsgade havde grunde ned til Mølleåen. Dette gav mulighed for bådsejlads og ulovlig import af varer. Nogle havde både handel i Slotsgade og nogle boder i købstaden. Håndeværkerne i Slotsgade tilhørte dog købstadens lav og gilder.

Erhvervsvirksomhed fra middelalderen og frem til liberaliseringen i midten af det 19. århundrede var reguleret gennem privilegier, lav og bestemmelser, der tilsigtede at samle dem i købstæderne og at modvirke ulovlig konkurrence.

Et torn i øjet på Aabenraa-købmænd

Den handel der foregik i Slotsgade var en torn i øjet for Aabenraa – købmændene. De forsøgte i 1624 at få handelen forbudt eller at få gaden lagt under købstadens jurisdiktion, således at skatter og afgifter kunne blive de samme for de to områder og konkurrencevilkårene mere ligelige.

Det gjaldt også i 1643, hvor man igen søgte at ramme Slotsgades beboere. Aabenraa købstad udsendte nemlig forbud mod at beboerne i gaden købte varer direkte på skibbroen, der var byens.

Hertugen gav Slotsgade – beboerne ret til at drive handel

Forbuddet ramte også hertugens embedsmænd i gaden, der klagede til deres herre og fik medhold. Hertugen bestemte også over Aabenraa, og han gav Slotsgade – beboere ret til at drive handel på lige fod med byens borgere. Byens borgere blev endda truet med en stor bøde på 5.000 rigsdaler, hvis den igen søgte at hindre Slotsgade-beboernes handel.

Ti år senere (i 1652) bestemte hertugen endda, at ved levering af materialer til reparationer af slottet og dets landbrugsafdelinger (ladegårdene), skulle alle embedsmænd i Slotsgade have første bud.

På mejers kort over Aabenraa fra 1640erne kan man se både Slotsgade og Vestergade tæt sammenbygget, hvorimod Nybro som det indre af kvarteret rummer områder, hvor der dyrkes humle til den hjemlige ølbrygning.

Mange huse brændte ved de store brande i 1578 og 1707

Husene i Slotsgade-kvarteret har været kendte bul-huse, en trækonstruktion, som var meget brandfarlig. Aabenraa brændte i 1576, og mon ikke at Slotsgade også ramtes af branden?

I hvert fald viser en bygningsplanen over historiske huse i byen at bortset fra enkelte huse i Slotsgade (nr. 17, 19, 28, 29) så brændte alle kvarterets huse ved den store brand i 1707.

Krigsårene efter 1700 havde ført til et vældigt opsving for skibsfarten med indlemmelsen i 1721 af det gottorpske Aabenraa under den danske konge som hertug af Slesvig gav nye store muligheder. Handel og skibsfart for hele monarkiet blomstrede og Aabenraa samt Slotsgade fik sin rigelige del af det.

Flotte huse i Slotsgade

Det var i hele dette århundrede at der blev opført nye gavl- eller langhuse i kvarteret. En af de fineste er måske langhuset Slotsgade 14 fra 1767 med bryn over vinduerne. Det er muligvis bygget af samme bygmester, som stod for Postmestergården i Søndergade.

Generelt er Slotsgades huse i den sydlige side udover forhuset, bebygget med sidehuse og baghuse, der omslutter et lukket gårdrum, hvortil der er adgang fra gaderne gennem åbningerne mellem husene eller gennem langhusenes portrum. Husejerne var selvbevidste og gudstro, som det fremgår af hustavlene. Byggeriet i den lange økonomiske blomstringsperiode har givet Slotsgade sit helt særlige præg.

Også i denne periode tog de skiftende amtmænd på Brundlund Slot, parti for deres amtsundersåtter i Slotsgade, når de var i vanskeligheder med Aabenraa købstad.

Nu var der 30 overordentlige flotte huse i Slotsgade

Ved hvert troneskift skulle alle privilegier bekræftes (og udvidet). Indlemmelsen af Slotsgade var et vigtigt punkt. Det blev afvist i 1741 efter en langvarig behandling af sagen. I denne tid indsendte købstaden gang på gang klager over Slotsgade mest detaljeret i 1726.

Det hed i Aabenraa’ s klage i 1726, at det var soleklart at forholdene 60 år tidligere i 1660, hvor flere af Slotsgades privilegier var blevet udstedt, havde det været helt anderledes end nu. Dengang var beboerne fattige håndværkere og daglejere (arbejdere), der boede i tarvelige huse og skure. Kun en havde drevet lidt handel, men vel og mærke til byens borgere. Ingen havde solgt til fremmede købmand på Skibbroen.

Nu var forholdene helt anderledes, idet Slotsgade var en af de mest betydningsfulde i byen. De 30 huse var langt bedre end de øvrige huse i Aabenraa. Nu var der ikke én, men 7 skipperede, der havde store skibe og drev udstrakt handel. Varerne blev oplagt i Slotsgade og solgte til fremmede købmænd, ja selv på Skibbroen drev Slotsgades folk deres handel med de fremmede.

Smidt ud af Skytteforeningen

Et år var det sandelig en af Slotsgades beboere, der blev skyttekonge. Men da man fandt ud af, hvor kongen boede, blev han frataget sin titel og samtidig smidt ud af foreningen.

Jacob Petersen snød købmændene

Et særlig grelt tilfælde var Jacob Petersen, der opkøbte varer i amtet, sejlede på Holland og videresolgte varer til stor skade for byens handlende. Da gadens indbyggere ikke betalte kontribution (betegnelse for skatter) byen og heller ikke næringsskat, kunne de sælge deres varer langt billigere. To af gadens købmænd og skippere var oven i købet borgere i Sverige og nød derfor toldfrihed derovre, således at de kunne konkurrere på helt ulige vilkår.

Til myndighederne svarede Slotsgade indigneret på disse klagepunkter. Sagen mod Jacob Petersen søgte man at minimere. Og de påviste at blandt Aabenraa købstads borgere var der også skippere, der havde borgerskab i Sverige.

Stor gæld i Slotsgade

I øvrigt var Slotsgade meget forgældet fordi alle huse måtte nybygges efter branden i 1707. Slotsgade påstod, at man var beskattet meget hårdt i forvejen med landbrugsskat, og man ville gå fallit alle sammen hvis købstadens næringsskat blev lagt oveni. Dette var ikke blot soleklart, men klarere end solens lys ved middagstid.

Og så takkede Aabenraa købstad igen med en statistik over de næringsdrivende i Slotsgade og byen og dens skattebetaling.

Udviklingen i 1700-tallet viste dog, at Aabenraa købstad havde ret i sin frygt for konkurrencen fra Slotsgade. Den blev stadig mere velstående og trak mere handel og håndværk til sig.

Amtmændene beskyttede beboerne

I 1789 var der i gaden 5 skippere, en tømmerhandler, en kornhandler, en vinhandler, en guldsmed, en juveler, 3 skomagere, 2 skræddere, to bagere, og en af hver af disse, rebslager, garver, hattemager, tømrer, murer, høker, bendrejer, møllebygger, styrmand og 2 daglejere.

Amtmændene (Massow, von der Lühe, von Blücher) afviste hver gang købstadens ønsker. Men amtmændene havde også specielle økonomiske interesser i forhold til Slotsgades beboere. Som amtsområde var det jo et landområde, og beboerne skulle udføre hoveri-tjeneste over for godset Brundlund Slot. Disse ydelser føltes tungere i dette århundrede.

Beboerne blev også udnyttet

Det drejede sig om kørsel for slottet, høhøst i engene, hjælp ved bageri, bryggeri af øl m.m. I 1749 klagede gadens indbyggere til kongen over amtmand von Messows udnyttelse af dem. Svaret var dog et blankt afslag, men 7 år senere lykkedes det at få arbejdsydelsen afløst af en årlig fast pengeafsnit til amtmanden.

Slutningen af Slotsgades selvstændighed kom i det 19. århundrede. Folketallet i Aabenraa købstad steg i 1840erne og 1850erne og det kneb med at skaffe plads på den overfyldte bybakke til dem, der ville erhverve hus der.

For at have borgerskab og næring i købstaden måtte man besidde en ejendom der. En udvidelse af byens areal kunne ske ved at indlemme Slotsgade, som indbyggerne der tit havde afvist.

Ny privilegier skal forhandles

Da Frederik den Sjette døde 1839 og blev afløst af Christian den Ottende, skulle Aabenraas købstads privilegier igen konfirmeres af kancelliet i København. I den forbindelse rejste bystyret igen ønsket om in indlemmelse af Slotsgade. Slotsgades selvstændighed var ret reduceret, fordi man var fælles med Aabenraa om kirke-, skole-, fattigvæsen, politi- og brandvæsen, samt jordemoderordningen. Egentlig ret meget af de kommunale opgaver.

Beboerne ville ikke betale mere i skat

I Slotsgade blev der i 1840 afholdt afstemning om indlemmelse. Heraf gik kun to ind for den. Man frygtede, at resultatet ved indlemmelsen ville være øgede skattebyrder. Dette synspunkt har altid været brugt i forbindelse med modstanden mod kommunale indlemmelser eller fusioner. Trods modstanden besluttede dog ved kongelig resolution den 1. april 1843, at Slotsgade skulle indlemmes pr. 1. januar 1861.

Slotsgade måtte overgive sig – indlemmet i Aabenraa

Det lå jo 17 år ude i fremtiden, og da pladsproblemet fortsat var presserende, så blev forhandlingerne mellem købstaden og Slotsgade fremskyndet. De strandede dog på skattespørgsmålet, hvor Aabenraa stod fast på, at Slotsgades beboere skulle betale næringsskat ligesom købstadens andre borgere. Slotsgades beboere ønskede derimod at betale de hidtidige afgifter.

Sagen endte i Ministeriet for Slesvig, der fulgte byens indstilling. Så endte det med at per 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.

Kilde:

• Div. Artikler www.dengang.dk
• Se Litteratur Aabenraa
• Jørgen Witte

Hvis du vil vide mere: Du kan på www.dengang.dk finde 145 artikler om Det Gamle Aabenraa og Omegn, herunder en masse artikler om søfart men også disse artikler:

• Aabenraa i det 17. århundrede
• Aabenraa – Hvordan så byen ud dengang?
• Aabenraa – storhed med søfart
• Aabenraas oprindelse
• Aabenraa – før 1544
• Gamle huse i Aabenraa (1)
• Flere gamle huse i Aabenraa (2)
• Brundlund Slot og mange flere