Buldog, Heegaard og et Lokomotiv  

Vi skal besøge varehuset Buldog, Anker Heegaard på Blågårds Plads og det mægtige industriforetagende Smith, Mygind og Hüttemeier. Hvad har det med industri at gøre? Blodige dage på Nørrebro. Varehuset plyndret og antændt. Farligt at befinde sig på gaden. Masser af døde og kvæstede. Heegaard købte masser af jord. En speciel produktion måtte opgives. Heegaard solgte masser af grunde. Fabrikken på Blågårds plads blev revet ned og fabrikken i Hillerødgade blev solgt. Heegaard – familien var sande velgører på Nørrebro. Da der var rejsestald. Der blev udbygget på et kæmpe område. Et stykke af en finger røg. Kamp mod dansk politi. Det endte med Empire Bio.

 

Har det noget med industri at gøre?

Man kan altid diskutere om varehuset Buldog har noget med industri at gøre. Vi har taget Folkestrejkens historie med her. Det var arbejderne på de danske industriforetagender, der egentlig var skyld i, at regeringen gik af i 1943. Det var også dem, der startede Folkestrejken under devisen:

• Nok er Nok.

Mange industriforetagender var udsat for sabotage i løbet af besættelsen. Men der var også mange butikker, der var udsatte, og det viser denne artikel. De var måske ikke så meget tyskervenlige som andre, men alligevel så blev de plyndret, brændt ned eller udsat for voldsomt hærværk.

Det var et kæmpe varehus på Nørrebro. Man havde også andre afdelinger i bydelen. Under besættelsen handlede tyskerne også her og handlede. Man sagde, at indehaveren var nazist. Man mente også, at hvis tyskerne handlede i diverse butikker, så var disse også tyskervenlige. Og så skulle de straffes. Op med hundrede butikker blev plyndret, var udsat for hærværk eller blev afbrændt.

 

Blodige dage på Nørrebro

Det var ikke alle, der var så modige som i Cafe Runddelen, hvor en række tyske soldater kom ind og bestilte nogle øl. Men værten sagde, at man havde udsolgt. De tyske soldater gik uden at lave ballade.

Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand. Dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944 var nok nogle af de blodigste som Nørrebro nogensinde har oplevet. Beboerne på Nørrebro vågnede op med budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.

Og ved 10 – tiden her den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset og politiet affyrede skræmmeskud.

En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldet af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en figur, der forestillede Hitler. Politiet var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til Fælledvej, hvor man ventede på forstærkning.

Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.

En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.

 

Buldog blev antændt

I Rantzausgade foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølse, leverpølse og kødpølse til folk. Butikken blev ikke plyndret, den blev også ødelagt.  Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben blev total knust. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.

Da man var færdig her gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som Nazi – Butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende inden butikken skulle ødelægges. Men pludselig lød det. ”Tyskerne kommer”.

Og pludselig lød råbet. ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede.

Politiet kunne ikke rigtig stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schallburgkorpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler ud af vinduerne af bilerne. Tre mennesker døde under denne aktion.

Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog. Men de vendte tilbage og nu blev der også sat ild til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade.

Brandvæsnet blev nægtet adgang. Polititiet forsøgte at redde, hvad der kunne reddes.

 

Farligt at befinde sig på gaden

Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværssalver. Det var fra en tysk bombemaskine som sendte nogle salver mod folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion enten dræbt eller såret.

Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og inde i gadedøre. En Schalburg – mand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej. Mange butikker, der ikke nødvendigvis var Nazi – butikker var blevet sat i brand. Og omkring varehuset stod kun de røgsværtede murer tilbage.

Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik.

Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran fra Griffenfeldsgade med masser høballer, der var sat ild til. Vognen blev væltet på Nørrebrogade og de brændende høballer rullerede hen ad Nørrebrogade.

Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker under en voldsom eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvæddet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.

 

Masser af døde og kvæstede

Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade.  Vidner berettede om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.

Det gik uendelig tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med sårede og døende mennesker. Noget senere kom ydere et par stykker og resten blev kørt væk. Gader og fortove var overfyldt med blod.

Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning på Nørrebros Runddel med tyske maskingeværer. På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi. Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova Nørrebrogade 32. Inventaret var blevet slæbt ud på gaden og antændt.

En tysk uniform var ophængt på et stativ og stillet ud på gaden og antændt. Det betød at tysk politi skød vildt omkring.

Tyskerne kørte rundt i kvarteret og antagelig også terrorkorps og beskød tilfældige. Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret.

Men balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede kl. 6.20 næste dag blev en person skudt. Tilfældige forbipasserende blev beordret til at rydde barrikaderne. Der var opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden endnu større våben.

En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel. En kanon blev affyret mod Thorupsgade 15.

Den 7. august efter blev den tidligere politimand Sustmann Ment dræbt i en linje 16 ud for det nedbrændte Buldog af modstandsfolk. Han arbejdede nu for det tyske sikkerhedspoliti.  Dette afstedkom, at lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensieben krævede en hævnaktion. Og det skete med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.

Mange virksomheder på Nørrebro blev saboteret under krigen. Også mange af de virksomheder, som vi har beskæftiget os med her i aften. Det kostede i den grad. De havde mere eller mindre arbejdet sammen med tyskerne. Nogle var blevet tvunget og andre havde fået ordre af samarbejdsregeringen.

På vores hjemmeside, er der masser af artikler om besættelsen på Nørrebro.

 

Anker Heegaard

I isenkræmmerlære

Mathias Anker Heegaard var født i 1776. Han tilbragte det meste af sin barndom på Samsø. Hans far var sognepræst. Mange i familien var præster. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Efter konfirmationen kom han til København i 1790. Han kom i isenkræmmerlære hos Peter Faber.

I 1803 åbnede han sin egen isenkræmmerbutik. Det blev senere den største i København.

Efter det engelske bombardement var der modvilje mod alle engelske varer. Og så fik Heegaard i stedet produceret nogle hjemmelige produkter. Der var godt gang i salget

 

Heegaard købte masser af jord

Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I oktober 1827 ansøgte han kongen om tilladelse til at drive jernstøberi. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre fine ting af jern.

Heegaard fik tilladelsen. En masse lave fabriksbygninger blev opført rundt omkring på grunden. Han skulle også søge tilladelse hos Militærets Demoleringskommission.

I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bror Christian August virksomheden samt isenkræmmerforretningen. Ti år efter ophørte kompagniskabet. Anker overtog nu jernstøberiet. Nu var han udelukkende fabrikant/jernstøber.

I 1847 var der ansat 52 mand på virksomheden. Der blev årlig produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellig art og 140 skorstensindretninger. Af de lidt mere specielle produkter var to chokolademaskiner samt fire barkmøller, som blev anvendt af garverierne.

En optælling fra 1850 viser, at Anker Heegaard boede på Blågårdsvej 36. I husholdningen var hans kone, Louise Feilberg og tre børn. Der var en mandlig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl.

 

En speciel produktion måtte opgives

Efterspørgslen efter gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele. Men det var dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok efterspørgsel efter violinstrenge. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnede tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Denne del af fabrikken blev lukket af sundhedsmyndighederne.

I 1860erne udvides der atter en gang på Nørrebro. Nu var man oppe på 102 ansatte.

Ved Nordisk Industri – og ”Konstudstilling” i København i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede bl.a. dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner. Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand var Anker Heegaard.

Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. Der var ikke plads til flere udvidelsesmuligheder på Nørrebro.

 

Heegaard solgte masser af grunde

Heegaard tog også fusen på de andre grundejere. De blev nødt til at erhverve et stykke jord, som han havde købt. Det blev så til en betydelig høj pris. Han solgte også betydelige jordstykker til anlæggelse af beboerkvarterer omkring Stengade, Bagergade, Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgens Gade).

I 1898 erhvervede Anker Heegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro station. Dengang var her en betydelig godsstation, der betjente det store industriområde i dette kvarter.

Området ved Blågårdsgade blev revet ned i 1899.

 

Fabrikken i Hillerødgade blev solgt

I Hillerødgade lå virksomheden i 14 år. Så overtog maskinfabrikken Auroa hele anlægget. I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskabet Anker Heegaard. I 1930 indgik det i De Forenede Jernstøberier.

 

Heegaard-familien var en stor velgører på Nørrebro

Heegaard – familien vil også blive husket for at være en stor velgører på Nørrebro. Ja og åbenbart var Anker Heegaard også en god danser. Han fik et brev fra ”Det Forenede Borgerlige Selskab” i 1842:

 

• Vi beder Deres Værdighed herved paa Selskabets Vegne at modtage forbindtligste Taksigelse for den almindelige Moro De fremkaldte i Selskabet ved Maskeballet i Søndags den 13de i denne Maaned som Deltager i den udmærkede Udførelse af en Steiersk Dans og dels i den saare interessante og veludførte Sømandsdans.

 

Heegaard forærede bl.a. grunden, hvor man byggede Marthahjemmet. Og så blev Louisegade opkaldt efter Heegaards kone. Men gaden blev omdøbt til Prins Jørgens Gade efter et frygteligt rovmord. Men se det er helt andre historier. Men dem kan du også læse på www.dengang.dk

 

Fra Lokomotiv til Biograf

Vi skal nu besøge firmaet Smith, Mygind & Hüttemeier. Ja egentlig er det svært at sætte en egentlig adresse på dette firma. Men man startede på Nørrebrogade 68 og så bredte man sig efterhånden til Guldbergsgade.

Den ene af direktørerne havde en far, der var en energisk urtekræmmer. Han overtog også den københavnske natrenovation. Den blev kaldt for:

• De Mygindske Ekvipager

 

Da der var rejsestald

På en meget stor grund stod en rejsestald. Den blev sat i stand, så man kunne bruge den som maskinfabrik. I begyndelsen holdt man byggeudgifterne nede. Pengene skulle bruges til værktøj og produktionsmaskiner.

I rejsestalden blev der opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlmaskiner. Langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man se, hvad der skete på gaden. Men der skulle arbejdes intens, så Smith sørgede for, at vinduerne blev overhvidtet.

 

Der blev udbygget på et kæmpe område

I første omgang kastede man sig over at producere fremstillingen af bryggerianlæg, dampmaskiner og dampkedler. Efterspørgslen var stor. Det varede ikke længe, inden den gamle rejsestald måtte rives ned, og et stort fabriksanlæg opstod på grunden.

Omsætningen steg endnu mere. Den ene af direktørerne, Mygind havde året forinden sin død planer om at afhænde sin part af virksomheden. Disse forhandlinger gik nu i stå, men de blev genoptaget efter et halvt år. Og resultatet var, at man fusionerede med konkurrenten. Der blev dannet et nyt aktieselskab under navnet Smith, Mygind & Hüttemeier. Det skete den 1. januar 1895.

Hüttemeiers fabrik i området Nansensgade/Nørre Farimagsgade blev nedlagt og produktionsapparatet blev flyttet til fabrikken på Nørrebro. Samtidig skete der et opkøb af ledige grunde. Fabriksarealet kom nu også til at bestå af parceller langs Guldbergsgade. I en beskrivelse af virksomhedens historie i 1906 kan vi læse følgende:

 

• Fra Smith og Mygind indrettede sig i den gamle Rejsestald og til nu, er Nørrebro undergaaet en Udvikling, som ikke staar tilbage for mange amerikanske Smaabyer langs Pacifikbanen. Fra at ligge paa en vid Mark, er Fabrikken blevet klemt inde mellem høje Husrækker, men strækker sig dog som et bredt Bælte fra de bebyggede Forgrunde paa Nørrebrogade helt over til Guldbergsgade.

 

• Indgangen til fabrikken danner Afslutningen paa en cul de sac paa Nørrebrogade og ser nok saa uanseelig ud fra den store Færdselsvej. Skulle man taxere den paa Gæt, inden dørene aabnede sig for En, ville man anslaa den til at føre ind til et større Smedværksted.

 

• Hvor overraskende virker det da ikke, idet Bygningernes virvar breder sig for En paa et Areal af 30.000 Kvaratalen ligger her aflange Kæmpehaller ved siden af fleretagers Bygninger og som en Kæde mellem dem alle, arbejdende maskiner under Halvtag eller Aaben Himmel, nogle saa store, at man har maatet omgive dem med særlige stilladser og Opbygninger, der knejser saa højt, at de løber kapløb opefter mod Fabriksbygningernes Skorstene.

 

 

 

Et stykke af en finger røg

Konstruktionen af stål – og støbejernsbroer, der også omfattede ingeniørvirksomhed, blev den væsentlige del af virksomhedens profil. Omkring år 1900 slog firmaet ind på fabrikation af dampkedler, mekaniske fyrapparater og specialiserede sig efterhånden i fremstilling af højtryksdampkedler og automatiske fyrapparater.

Det var en sensation, da man i Hillerød præsenterede en ”Mejemaskine”. Som det senere stod i avisen:

 

• Maskine kørte frem og lagde Rugen i smukke Skaar

 

Opvisningen var en kæmpe succes. Men det blev dog svækket af, at Smith mistede et stykke af sin finger under opvisningen.

Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en dampomnibus til brug for linje 7. det var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinenerne hvæssede, dampede, savede og peb. Da man skulle afprøve maskinen, satte man rigtig fart ned ad Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev maskinen bombarderet med kartofler, male tøfler og en enkelt død kat.

 

Kamp mod Dansk Politi

I år 1900 gik virksomheden ind i produktionen af damplokomotiver, da selskabet dette år leverede sine to første damplokomotiver til Statsbanerne. Frem til 1901 leverede man 7 rangerlokomotiver til DSB.

Under besættelsen var der en heftig skudveksling mellem modstandsbevægelsen og Dansk Politi. Efterfølgende bebrejdede modstandsbevægelsen at politiet var lidt for ivrig til at efterkomme tyskernes ønsker.

Fabrikken var også fra 1949 involveret i industriel fremstilling af karosserier til busser i Svendborg. Indtil den endelige lukning i 1969 havde man fremstillet 400 karosserier.

 

Det endte med Empire Bio

I 1956 overtog firmaet Dano med hovedsæde i Buddinge produktionen. En del af det gamle fabriksanlæg blev overtaget af Falke Auto, der var landets største forhandler af Renault – biler. Senere overgik en del af fabriksbygningerne til at være filmstudier for endelig i 2001, at blive biograf under navnet Empire Bio.

 

• Dette er en del af projekt ”Industri på Nørrebro” støttet af Nørrebro Lokaludvalg i samarbejde med Nørrebro lokalhistoriske forening. Dette resulterede bl.a. i to gange tre timers foredrag med fremvisning af ca. 300 billeder. Teksten blev leveret af dengang.dk

 

• Vi gengiver hermed teksterne, men desværre ikke fotos, da vi ikke har økonomi til at betale copyright. Se under artiklen ”Industri på Nørrebro”. Her henvises til 39 artikler på dengang.dk og under ”Artikler Nordvest” henvises til 15 artikler. Ligeledes vil der indgå industrivirksomheder fra Nordvest, når foredrag på Biblioteket rentemestervej er afviklet.

 

• Et bogprojekt har været på tale, men heller ikke dette har vi økonomi til.