Søgeresultater på "bryggeri"
Dato: september 23, 2020
Kooperation, Hestesko, Olieraffinaderi og Fællesbageri
I dette kapitel skal vi besøge Kooperationen, Arbejdernes Fællesbageri, Københavns Hesteskofabrik, Novo og Olieraffinaderiet Glad. Arbejderbevægelsen ville følge en fra vugge til grav. Man løb ind i økonomiske vanskeligheder. Bageriet lancerede brød med mange navne. Man byggede det berømte tårn, og alle kan huske at fabrikken blev besat i 1981, et år efter at den var ophørt. Tænk, at man dengang kunne lave 20.000 hestesko om dagen. Stakkels de drenge, der arbejdede her. En af dem, der arbejdede med insulin, fik Nobelprisen. En retssag afgjorde at ”Nordisk” skulle have en del af fortjenesten. En voldsom brand var enden for olieraffinaderiet på Nørrebro. Næsten 100 års historie var dermed afsluttet. Men virksomheden eksisterer dog stadig.
Kooperationen
Når vi nu skriver om industri på Nørrebro, så kommer vi ikke uden om Kooperationen. Ved siden af de mange private virksomheder, der opstod på Nørrebro, var der også de kooperative virksomheder, drevet af arbejderne i fællesskab.
Mange af den slags virksomheder i 1880’erne
De første kooperativer blev oprettet i nødværge som modtryk til arbejdsløshed eller af arbejdere, der var lockoutede eller sortlistet af arbejdsgiverne. For dem lå det lige for at oprette værksted og drive det i fællesskab – ofte i nærheden af bopælen.
På Nørrebro skød mange af disse virksomheder op i årene omkring 1880. De fleste forsvandt igen, når arbejdssituationen blev normaliseret. Kooperationen viste, at det kunne betale sig at stå sammen. De små produktionskooperativer svingede med konjekturerne og overlevede sjældent på længere sigt.
Anderledes var det med den kooperative bevægelse, som arbejderbevægelsen stod bag. Dens sigte var hovedsagelig at skaffe billige og gode fødevarer og andre varer til arbejderbefolkningen.
Thorvald Stauning tog initiativ til oprettelse af Det Kooperative Fællesforbund i juni 1922. Nu fik arbejderkooperationerne en mere officiel status. Det blev eden tredje streng ved siden af LO og Socialdemokratiet.
Fra Vugge til grav
Indtil 1950erne var Kooperationen kendt som en del af arbejderbefolkningens daglige tilværelse i hovedstaden. Man boede i en lejlighed i et af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings huse. Der blev købt ind i Hovedstadens Brugsforening. Kurven blev fyldt med brød fra Arbejdernes Fællesbagerier. Mælk kom fra Mejeriet Enigheden og øl blev drukket fra Bryggeriet Stjernen.
Man havde også en bred vifte af andre aktiviteter fra brændsel til bolig, bank og oplysning. Sko og klipning foregik også hos en af de egne. Ja selv begravelsen og det sidste farvel foregi9k i kooperationen. Denne bestod nogenlunde ligeligt af forbrugerkooperation og produktivitetskooperation. Man boede, købte og arbejdede kooperativt. Ja man brugte udtrykket ”Fra vugge til grav”.
Arbejderbevægelsen ville løfte fælles økonomiske opgaver uden deltagelse af kapitalister. Jo kooperationen spillede en betydelig rolle i arbejderbevægelsens barndom. Ideen med arbejderkooperativer var at løse sociale og økonomiske problemer. Kooperationens far hed Robert Owen. Og så var det lige Rochdale-vævernes brugsforening i England i 1844.
En gruppe håndværkere dannede et fælles værksted. Men ingen af disse overlevede grundet kapitalmangel.
Man løb ind i økonomiske vanskeligheder
Størstedelen af producentkooperationen (bl.a. bryggeriet Stjernen) løb ind i alvorlige problemer i 1960’erne til 1980’erne. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund.
Nu er Stjernen uden for vores område. Men vi havde alligevel en del af det i Stefansgade i forbindelse med bryggeriet Hafnia. Stjernens storhedstid var i 1920’erne, men Stjerne-øl slog dog alligevel ikke an. Trods talentfuld reklame måtte man lukke i 1964.
Et stykke socialistisk økonomi
En af de største fortalere hed F.J. Borgbjerg. Han mente, at kooperationen var midlet til at sikre, at arbejderen fik mere købekraft ud af den lønforhøjelse som fagforeningen havde sikret ham efter strejken.
Et andet element for ham var, at kooperationen skulle lære arbejderklassen at overtage produktionen i samfundet. Kooperationen havde en direkte forbindelse til socialisme, konstaterede Borgbjerg og bemærkede:
Arbejdernes Fællesbageri
1880’ernes fald i kornpriserne gav sig ikke udslag i faldene brødpriser. Bagermestrene strøg fortjenesten. Dette var baggrunden for, at man startede. Man fik succes med billig brød, der holdt vægten og ovenikøbet smagte af noget.
Initiativet kom fra Snedkerforbundet
Arbejdernes Fællesbageri begyndte sin virksomhed i 1886 med malerformanden Jens Jensen som banner – og pennefører. Aktier a 10 kr. med 50 øre i ugentlig afdrag skulle sikre tilknytning fra et bredt udsnit af arbejderbefolkningen. Snart måtte man flytte.
Initiativet til brødfabrikken kom fra Snedkerforbundet. Grunden var at kornpriserne var faldet, men det var brødpriserne ikke. Bagermestrene holdt fortjenesten for sig selv.
Brød var på dette tidspunkt hovedernæringsmiddel for arbejderklassen. Nu var det sådan at også reallønnen var faldende i 1886, så derfor virkede det som om, at brød opfattedes som urimelig dyr.
Nye bygninger på Nørrebro i 1887
Denne virksomhed blev som sådan ikke oprettet i forbindelse med en konflikt. Faktisk havde bagersvendenes forbund intet med sagen at gjorde. Det var redaktøren af Socialdemokraten, der nedlagde grundstenen til bageriets nye bygninger på Nørrebro i 1887. Af talen fremgik det, at partiet anså fællesbageriet for en løsning på et praktisk problem.
Man begyndte i et lejet byggeri på Lyngbyvej. Men snart havde man en aktiekapital på 10.000 kr. Aktiekapitalen måtte kun forrentes med 4 pct. Den enkelte aktionær havde kun en stemme uanset, hvor mange aktier man havde.
Senere blev aktiekapitalen udvidet til 350.000 kr. Disse måtte dog højst forrentes med 5 pct.
Bestyrelsen havde kig på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Gartner Langhoff kørte grundstykket. Den 29. juli 1887 blev grundstenen nedlagt til hovedbygningen, der fik adresse i den nyoprettede Nannasgade.
Allerede i november begyndte indflytningen. Fire nye ovne stod parat. Personalet blev udvidet til 14 bagersvende, 5 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren – Ferdinand Hurop.
Brødtårnet blev virksomhedens symbol
Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllerivirksomhed. Senere blev ”brødtårnet” fabrikkens varetegn. Den store kornsilo ragede over de 4-etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.
De private brødfabrikker var alt andet end glade for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner i polemik med bagerbestyrer C.C. Andersen.
Han satte Pitzner til vægs med nøgterne kendsgerninger og bragte til sidst den koleriske oldermand til at udbryde:
Fra 1905 var Pitzner direktør for De forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro, der lå i konkurrence med Arbejdernes Fællesbageri nogle gader væk.
Mange forskellige navne
Arbejdernes Fællesbageri blev udgangspunkt for etablering af en række andre kooperative virksomheder. Således fik Arbejdernes Kødforsyning og Bryggeriet Stjernen både startkapital og know – how fra Fællesbageriet.
Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede det arbejdsstyrende kooperativ at arbejderne fik billigt og godt rugbød at spise. Lignende initiativer blev siden hen taget i andre byer i landet til gode for arbejderne, som ellers var tvunget til at købe dyrt brød på det frie marked.
39 fællesbagerier
De mange bageri gik sammen i De Sammensluttede Fællesbagerier, der i 1941 omfattedei alt 39 fællesbagerier. Men i 1970 var der kun 25 fællesbagerier tilbage i sammenslutningen. I perioden fra 1978 til 1984 var tilbagegangen voldsom, og næsten alle bagerierne blev lukket ned.
I 1893 havde Fællesbageriet allerede fået eget mølleri. Fabrikkens karakteristiske 40 meter høje kornsilo stod færdig i 1948. Fabrikken beskæftigede 295 arbejdere i året 1959.
Den stigende omsætning omkring midten af 1900-tallet krævede udvidelse og modernisering af møllen. I 1940 blev der opført et nyt bageri, hvor et helt nyt bageri blev opført. Antallet af ovne blev tredoblet.
Fabrikken stoppede i 1980,
Virksomheden udvidede gradvis produktionen helt indtil september 1980, hvor bageriet lukkede og ca. 125 arbejdspladser gik tabt. Fabrikken i København var ellers meget moderne. I 1966 blev den moderniseret og gik som den første rugbrødsfabrik fra tidskrævende portionsbagning af rugbrød over til en kontinuerlig proces, altså rugbrød på samlebånd.
Så sent som i foråret 1980 så det ud til at være muligt at skaffe kapital til fabrikkens videreførelse, herunder et millionbeløb fra FDB. Videreførelse af produktionen forudsatte dog en prisforhøjelse af fabrikkens brød. Forhøjelsen blev godkendt af monopoltilsynet, men ikke af FDB. Eftersom adskillige leverandører til fabrikken samtidig krævede store kontanter, besluttede bestyrelsen en betalingsstandsning, der kort efter fabrikkens endegyldige lukning.
Fabrikken blev besat i 1981
Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat ved en af BZ – bevægelsens første store aktioner. Fabrikken blev holdt besat af initiativgruppen i to timer, før politiet smed BZ’ erne ud. Igen i april 1983 blev Rutana besat. Og så sendte man ellers Piratradio fra silotårnet.
Det var en spektakulær begivenhed, da brødfabrikkens store silobygning i 1985 blev sprængt bort for at gøre plads til nyt boligbyggeri på grunden mellem Nannasgade og Mimersgade. Silobygningen med navnet Vitana på toppen kunne ses viden om og havde været et varetegn for Mimergadekvarteret i hen ved 50 år.
Københavns Hesteskofabrik
Københavns Hesteskosfabrik lå på Tagensvej 7 (nuværende Tagensvej 47). Stedet opførtes i 1882 af I. S. M. C. Møller og A. Andersen. To år efter blev fabrikken købt af firmaet Beckett & Meyer. I 1901 blev det omdannet til aktieselskab med A. Abrahamsen som direktør. Efter dennes død blev firmaet i 1910 videreført af Louis Meyer.
Københavns Hesteskosfabrik lukkede i 1958.
20.000 hestesko om dagen
Dengang lavede man 20.000 hestesko om dagen. Hovedparten gik som eksport til Belgien. Ja tænk en hest kunne godt slide sko op på 4-5 dage.
Inde i hallen var der to rækker maskiner, som larmede helt utroligt.
Først stod der uden for en ”klippemaskine”, der godt kunne ligne et monster. Her stod to mænd hele dagen og klippede lange 6-8 meter længder af jern, der blev klippet over kolde. ”Gunk – Gunk”, sagde det hele dagen. De største var vel 12 – 15 mm. tykke og længden var vel omkring 30 cm.
Borgerstuen lå mod den ene side, som var ind mod Thorsgade. Midt på den store grund lå maskinhallen med dens larmende maskiner og så var det store aksler hen over luftet, hvorfra alle maskiner blev drevet med remtræk.
Der var fire rækker af maskiner, som skoene blev lavet på.
De omtalte afklippede længder blev varmet op i store ovne ude bagved og var til sidst helt hvidglødende. De blev så pillet ud af en mand med skærm for øjnene og en tang på omkring tre meter.
Han lagde et halvt hundrede på et stålbord, og så gik han væk, da det var alt for varmt, når lågen i ovnen var åben.
De stakkels drenge
Der stod så en dreng og svedte med alle de gloende stykker jern kun en halv meter fra kroppen. Han skulle så tage et stykke ad gangen og skubbe det ned ad vinkeljernet, til det kom ned til den første valse i den store maskinhal.
Arme dem, hvis det ikke var fart nok på jernet og valsemanden selv skulle hente et stykke oppe ad vinkeljernet. Så råbte og skreg han i den grad.
Sokker og bukser var konstant hullede af glødeskader. Hænder og vriste var altid fyldt med brandsår.
Ja inden hesteskoen var færdig, fulgte der lige nogle flere arbejdsgange. Drengene havde ingen pauser. Man vidste nu godt, hvordan man kunne få en 20 minutters tiltrængt pause. Man kunne foretage en bestemt arbejdsgang med et ryk. Så raslede det hele ned. Og smeden han råbte og skreg det bedste, som han havde lært. Og det tog 20 minutter med at få det hele rigget op igen.
Varmen var træls. Intet andet end en klud, der hængte foran vinduet og var kølig kunne hjælpe. Den kunne man så tørre sig med, hvis det ellers var tid.
Da trillebøren forsvandt
Om fredagen var der altid dømt nogle timers overarbejde fordi hele ovnen var fyldt med glødeskaller, og disse skulle fjernes hver uge.
Ofte skulle bruge en utæt og gammel trillebør til dette. Det var et træls stykke arbejde. Åbenbart måtte man ikke få en ny. Nu fik en af de vakse knægte så den geniale ide at smide trillebøren i ilden.
Så påstod han, at han ikke kunne finde trillebøren. Den var væk. Ingen kunne finde den. Men nu havde knægten ikke tænkt over, at beslagene ikke brænde. Så da man fandt disse inde i gløderne blev den pågældende knægt fyret på gråt papir.
Novo – lige over grænsen
Vi er gået over grænsen til Frederiksberg.
Novo Terapeutiske Laboratorium og Enzymfabrik opstod her med de allerførste bygninger på Fuglebakkevej, Nordre fasanvej og Hillerødgade. Da Insulinet var opfundet skabte Arne Jacobsen ”Den Hvide Fabrik”. Og det skete i perioden 1934 – 1935.
Her ville man eksperimentere med biokemi. Og Arne Jacobsen blev virksomhedens husarkitekt helt frem til sin død i 1971. Han var også med til de store øvelser i 1960’erne.
Nobelpris til August Krogh
Vi skal tilbage til 1920’erne, hvor professor August Krogh modtog Nobelprisen for sin forskning i stofskiftesygdomme. Sammen med konen Marie tog han i 1921 til USA. Ægteparret mødte to canadiske forskere, der havde udviklet verdens første insulin-ekstrakt.
De to fik lov til at producere den i Danmark og Marie skrev hjem til dr. Hagedorn om hjælp til dette. Hagedorn opgav sin lægegerning for at koncentrere sig om det at være leder af Nordisk Insulinlaboratorium.
Krogh og Hagedorn ville ikke samarbejde
Allerede i 1910 havde maskinmester Harald Petersen assisteret Krogh på Dyrefysiologisk Laboratorium i sin fritid. Han var den ideelle mand til at opbygge maskiner til insulinproduktion. Maskinmesterens bror blev også ansat. Og i maskinmesterens villa lykkedes det i foråret 1924 at fremstille Insulin Novo. Samtidig havde Harald konstrueret Novo Sprøjten.
Da man henvendte sig til Nordisk og tilbød samarbejde afviste Krogh og Hagedorn et hvert samarbejde. De to maskinmestre – brødre dannede nu Novo Terapeutiske Laboratorium. Man sendte et intro – brev til alle apoteker.
Friske bugspytkirtler blev transporteret til villaen
Friske bugspytkirtler fra okser og grise blev nu transporteret fra Københavns Kvægtorv ud til brødrenes villa på Fuglebakken. Kirtlerne blev kørt gennem en hakkemaskine, hvorefter insulinen blev udtrukket som sur alkohol.
Den livsvigtige medicin blev hurtig en efterspurgt eksportvare. Gennem en årrække skete der en kæmpe forskningsmæssig indsats få meter fra Nørrebro. I 1935 lykkedes det for brødrene at forlænge insulinens virkning.
Nordisk vandt en retssag
På Nordisk fandt det egentlige gennembrud sted. Der blev tilsat et proteinstof. Men en retssag fulgte. I første omgang vandt brødrene Harald og Thorvald Petersen. I Højesteret vandt Hagedorn og Nordisk dog. Man mente, at brødrene havde fremstillet insulinen i en metode som Nordisk havde patent på. Det betød, at Nordisk skulle have andel i fortjenesten af salg af Insulin.
I 1959 byggede Novo de første laboratorier i Bagsværd. 10 år efter indvier man en enzymfabrik i Kalundborg.
I midten af 1970erne havde Novo 14 datterselskaber, hvortil kommer informations – og salgskontorer rundt om i verden. I 1989 fusionerede de to selskaber.
I dag laves der Insulin til mere end 150 millioner sukkersygepatienter.
Olieraffinaderiet Glad
Hvem skulle tro, at der har ligget et olieraffinaderi på Nørrebro?
Det danske olieraffinaderi L.C. Glad blev grundlagt den 30. december 1880. Olieraffinaderiet importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. I dag laver firmaet primært smøreolie.
Masser af udvidelser
I begyndelsen fremstillede firmaet smørfarve og osteløbe baseret på rapsolie, men fra 1882 begyndte man at fremstille og forhandle kemisk-tekniske produkter som natron, grafit, salmiak, sæbe etc. I 1887 blev der opført en ny fabrik i Rådmandsgade 23.
Firmaet udvidede snart igen. Man købte nabogrunden for 54.000 kr.
Efter nogle år begyndte L.C. Glad og Co. at fremstille maskinolie ved destillation af russisk råolie, hvilket var et efterspurgt produkt på grund af den øgede mekanisering af industrien og fremkomsten af automobilen. En mere permanent lokalitet fik virksomheden i Nannagade 6-10.
Første Verdenskrigs udbrud i 1914 giver anledning til panik i det københavnske handelsvæsen. Virksomhederne hamstrer råvarer og priserne eksploderer.
Hos L.C. Glad & Co står det sløjt til med oliereserverne. Til gengæld har man efter opkøb af en konkursramt tysk virksomhed umiddelbart inden krigsudbruddet – erhvervet sig pudse twist nok til adskillige år. Men det havde hvis nok noget med en kontrakt med Statsbanerne at gøre.
Efter krigen kom der gang i hjulene
Efter krigen kom der bogstavelig talt gang i hjulene igen. Den store import af biler fra Amerika betød et væld af Glad smøreolier. I 1919 indførtes en gladiator som varemærke for virksomhedens autoolie og konsistensfedt. Men gladiatoren lever den dag i dag.
Virksomheden udvidede flere omgange bl.a. gennem opkøb i 1923 af Marcus & Co’ s ejendom med lagerbygning til huder og skind og kontorbygning, som havde adresse på Tagensvej.
Anden Verdenskrig satte dansk erhvervsliv i stå. Import og eksport af varer mellem lande og kontinenter svandt til et minimum. L.C. Glad & Co ramtes meget direkte på grund af den store import af varer fra Kaukasus og andre fjerne afkroge af verden.
Virksomheden rejste sig til en af de sundeste virksomheder med mange medarbejdere, stabil omsætning og med fabrikker, oliecisternerne og kontordomiciler adskillige steder i København.
En voldsom brand
Den 4. september 1980 blev virksomheden i Nannasgade ramt af en voldsom brand, der også nær havde sat ild til en beboelsesejendom i nærheden. En eksplosionsagtig brand breder sig på kort tid og truer på et tidspunkt at brede sig til flere beboelsesejendomme.
Folk åndede lettet op, da ilden kommer under kontrol.
Men fabrikken nedbrænder til grunden. Dermed sættes punktum for en københavnerkrønike, der varede i næsten 100 år.
Virksomheden eksisterer endnu
Da tiden generelt var løbet fra kemiske fabrikker med tæt bymæssig beliggenhed, flyttede firmaet til Vallensbæk, hvor den stadig ligger i dag.
Den nedsivende olie har i årenes løb forurenet grunden i Nannasgade. Det blev besluttet at kapsle forureningen ned og plante græs på stedet. På den tidligere fabriksgrund er der derfor i dag boldbaner, den såkaldte BaNanna Park.
I dag er det fjerde generation af familien, der står for driften af virksomheden.
Dato: august 31, 2020
Sæbefabrikken Blaagaard A/S
Peter skifter skole mange gange. Familien forsøger mange ting. Peter kommer i lære uden løn. Der er næsten ikke nogen fritid. Nu finder arbejdsgiveren ud af at han også skal have prygl. Peter skifter plads til et sted på Amagerbro. Han tager til Amerika, som er hans store drøm. I begyndelsen er han ved at miste modet. Men så bliver han gift og sparer op. Men alle penge bliver brugt til hospital og medicin, da hans kone bliver alvorlig syg. Faderen og morgen har i mellemtiden oprettet en æbleskivebutik i Blågårdsgade, En dag kommer en mand ind og sælger noget sæbe. Det kommer til at ændre livet for hele familien. Faderen beder Peter om at komme hjem. Fabrikken starter i et hønsehus. Men det flytter mange gange og ender i Ryesgade, hvor Schou senere køber det. Men Peter har ikke fået nok. Han opretter en stor fabrik i Landskrona med i alt 535 ansatte (1935). Han bliver dekoreret både i Sverige og i Danmark.
Ikke kendt af mange
Dette er historien om et virksomhedseventyr på Nørrebro og i Sverige og historien om den mand, der skabte dette. Ja historien handler nok mest om Peter. Han var nærmest ved at gå til grunde i Amerika. Men to gange skabte han en stor fabrik med butikker til. Ja faktisk flere gange. Og det hele startede på Blågårdsgade på Nørrebro.
Peter Johannes Thomsen er nok ikke kendt af mange. I 1934 blev han udnævnt som Ridder af Dannebrog.
Peter skiftede skole hele tiden
Hans far og mor boede i Raumsølille i Gadstrup Sogn, og her blev Peter født den 15. april 1873. Hans forældre havde en lille gård og indtægterne var små. For at få indtægterne oprettede faderen et hvidtølsbryggeri. Men stedet, hvor dette blev valgt var uheldigt. Der var ikke vand i tilstrækkelige mængder.
Faderen solgte fødegården og købte ca. 12 tdr. land jord i Havdrup og byggede efter den tids forhold et moderne bryggeri. Her boede familien så i otte år. Peter var begyndt at gå i skole seksårsalderen.
Faderen solgte bryggeriet i 1883. Nu begyndte et evigt flytteri som varede i flere år. Peter var næppe kommet i en ny skole før han igen skulle begynde i en ny skole. Faderen havde efterhånden mistet alt.
Læretid, uden løn og også med prygl
Da Peter var blevet konfirmeret, begyndte han i købmandslære i Vordingborg. Og så måtte han ellers hjælpe karlen med at opmåle kul, tappe petroleum, sigte puddersukker og i øvrigt holde pakhuset rent.
Det var ikke noget, der hed løn. Mad og logi blev anset for at være tilstrækkelig. Det tøj som skulle bruges, måtte forældrene købe hos en eller anden marskandiser i København. Der var ikke råd til at købe nyt.
Lommepenge kendte en fattig dreng ikke til dengang. Frihed var der heller ikke meget af. Butikken holdt åben fra 6 morgen til 10 aften. Om søndagen var det åbent til klokken 9 om formiddagen. Derefter skulle hele butikken gøres rent. Klokken 4 om eftermiddagen åbnede butikken atter.
Det hele gik sådan set godt nok, indtil arbejdsgiveren mente at det var passende med en gang prygl en gang imellem. Det syntes Peter ikke var i orden, når han også skulle arbejde uden løn og ikke havde fri.
Ny plads på Amagerbro
Forældrene syntes heller ikke dette var i orden. De sendte straks rejsepenge. Af arbejdsgiveren fik han et dokument, der viste, hvor længe han havde været i lære. Peter kom nu tilbage til forældrene i København. Det var han nu ikke så stolt af.
Faderen skulle gennemgå en øjenoperation. Mens dette stod på, hjalp Peter sin mor i den lille butik, som forældrene havde i den tid.
Da faderen igen var erklæret rask, kunne Peter igen søge plads. Han fik ansættelse hos urtekræmmer Peter Jensen på Amagerbro. Han var en god mand og fruen var en elskværdig frue. Her skulle Peter heller ikke have løn.
Men juleaften fik han 50 kr. Og sidste år af læretiden endog 100 kr. Pludselig kunne Peter ernære sig selv.
Den store drøm – Amerika
Tiden gik, læretiden var udløbet. Nu blev Peter ansat som kommis og fik nu en fast løn på 30 kr. pr. måned. Og dertil den sædvanlige julegave. Nu begyndte Peter så at samle sammen til sin store drøm – at komme til Amerika. Her troede han, at der var muligheder.
Men det gik helt anderledes. I marts 1893 løste han en tredjeklasses billet til Chicago og kom ombord i den gamle udvandrerdamper ”Hekla” med 12 dollars i lommen. Men Peter var endnu ikke fyldt 20 år og havde intet kendskab til det engelske sprog.
Selve rejsen på Søen varede i 31 dage. Hyggeligt er sådan en rejse ikke. Overalt var der griseri og utøj. Peter måtte gennem så mangen en skærsild, da han endelig kom til Amerika. Da han endelig kom til Chicago, kunne han få sig et bad.
Den første vinter var uhyggelig – pengene var små
Allerede dagen efter fik han sig et arbejde som nattevagt. Samtidig gjorde han rent i en bar. Men manglende sprogkundskaber tvang ham til at stoppe. Siden arbejde han på en farm, i et bageri, som kusk og mange andre steder.
Han var ikke bange for at tage hvad som helst. Men den første vinter var uhyggelig. Indtægterne var små. Men af indehaveren af det bageri, hvor han arbejde fik han lov til at sove i et værelse bag bageriet. Det var en seng i dette værelse, men desværre ingen sengeklæder. Peters overfrakke tjente som over-dyne.
Det var koldt. Og der hang is ned ad væggene. Mad kunne han kun få en gang dagligt i denne vinter. Da vinteren var over, fik han igen et ordentligt job. Han skiftede med at arbejde i bageriet og som kusk. Senere arbejde han et par år i et kartoffelfirma. Arbejdet var hårdt og til laveste løn.
En lille mælkeforretning
Nu havde han lært landets sprog. For sine sammensparede penge købte han en lille mælkeforretning, som dog ikke gav det store udbytte. Men han blev syg af gigtfeber og kom dårlig gennem de næste tre måneder.
Da han igen meldte sig til tjeneste, var hans plads optaget. For første gang begyndte modet at svigte ham. Han stod nu på fuldkommen bar bund. Han tænkte på at skrive til sin gamle arbejdsgiver i Danmark. Han vidste at denne ville sende ham penge, hvis han bad om en billet hjem.
Peter blev gift
Men nej, det ville han alligevel ikke. Han søgte og fik atter arbejde ved et stort mælkefirma. Om morgenen klokken tre måtte han op og ud med vognen. Det var uanset om der var regn eller sne. Men efterhånden var han vant til det.
Han begyndte igen at spare. Efter et par år indgik han ægteskab med sin hustru. Hun var født i Amerika men af dansk herkomst. Hun kunne næsten tale dansk, men de talte dog altid amerikansk sammen. Hun var meget praktisk anlagt. Hun fik købt brugte men næsten nye møbler. De fik et pænt og hyggeligt hjem for små penge.
Penge gik til medicin og hospitalsophold
Efter at de havde været gift i tre måneder blev hustruen meget syg. Hun måtte lade sig operere. Peters lille opsparede kapital gik nu til læger, medicin, hospitalsophold m.m. Efter fem måneders forløb var hustruen til dels rask igen.
En æbleskiveforretning i Blågårdsgade
Peter’ s forældre havde de sidste tre år haft en æbleskiveforretning i Blågårdsgade på Nørrebro. En dag kom en mand ind i forretningen. Han købte seks æbleskiver og et glas mælk, som han fortærede på stedet.
Men denne mand solgte en blok Marseillesæbe – ca. 5 pund for en krone. Faderen og denne kunde kom til at tale sammen. Resultatet blev, at Peters far skulle betale ti kroner for at få recepten på denne sæbe og selvfølgelig have ret til overvære fabrikationen et par gange. Dette skete allerede et par dage efter.
Nu solgte forretningen i Blågårdsgade både æbleskiver og sæbe. Men det gik dog lidt småt med sæben, som kun gik til venner og bekendte.
Startkapital på et par hundrede kroner
Faderen solgte nu æbleskiveforretningen og fik nu nogle få hundrede kroners driftskapital. Nu ville han kun lave sæbe. Han følte dog at han måske var blevet for gammel til dette. Så han sendte et brev til Peter. Muligvis kunne faderen og moderen leve af det, men han mente det sagtens kunne gå så godt at alle kunne leve under bedre kår.
Da Peter fik brevet, greb længslen efter Danmark ham. Hustruen mente, at han trængte til en lang ferie i Danmark. Selv ville hun tage tilbage til hendes mor i Chicago.
Som den driftige og energiske som hun var, sagde hun, at nu hvor de var to, kunne de sagtens klare sig. Hvis det gik godt i Danmark, ville hun komme. Hvis det ikke gik, skulle Peter vende tilbage. Som tænkt så gjort.
Nu ville hustruen med
Peter sagde sin plads op med løfte om at få den tilbage, hvis han vendte hjem igen. Alle møbler blev solgt. Og da Peter stod og skulle rejse ville hustruen alligevel med. Og hun kom med. Han lånte 150 dollars af en god ven, som han dog nærmest betragtede som en reserve, hvis det hele skulle glippe i Danmark.
Peter overtog kommandoen
Ved midsommertid i juli 1899 vendte Peter sammen med hustruen tilbage til København. De holdt ferie i 14 dage. Derefter begyndte Far og søns kompagniskab. Det begyndte meget småt. Hele varelageret blev opgjort til 60 kr. Peter indbetalte 30 kr. i firmaet. Foruden varelageret var der i fabrikken (et forhenværende hønsehus) en balje, et kogeapparat, en lille gryde og en pind. Nu begyndte arbejdet.
Peter overtog nu kommandoen. Et par agenter blev ansat. Men de gav dog snart op. Så begyndte hustruen i stedet for. Hun forstod det bedre. Om dagen fabrikerede Peter sæben og om aftenen blev de solgte varer bragt ud til kunden.
Forældrene havde udlejet et lille værelse med egen indgang. Dette lejede Peter og indrettede det første udsalg. Og dette passede forældrene.
Indtægterne steg hurtigt
Indtægterne steg meget hurtig. Efter kort tids forløb blev den såkaldte fabrik for lille. Firmanavnet ”Sæbefabrikken Blaagaard” blev indregistreret. For hver gang der var penge i kassen, blev en ny butik startet.
Når fabrikken nu fik dette navn, var det fordi den første fabrik blev startet i Blågårdsgade. Da den hurtigt blev for lille, flyttede den et pat gange. I Ryesgade blev den indrettet med maskiner og ret store kogekedler. Alle mulige slags sæbe samt indførte skurebørster, husholdningsvarer og galanterivarer blev forhandlet i udsalgene.
Det fortsatte med at gå godt. I 1914 kom så verdenskrigen, som bragte mange besværligheder med sig, men også gav forretningsfolk store chancer.
”Sæbefabrikken Blaagaard” blev i 1916 til et aktieselskab med Peter Johannes Thomsen som administrerende direktør. Kapitalen var da en halv million kr. Senere blev den udvidet til halvanden million kroner.
Peter solgte fabrikken til C. Schous fabrikker
Da alt på Børsen i 1918 – 1919 gik den anden vej opkøbte Peter de fleste aktier og solgte dem så i 1926 til kollegaen og konkurrenten C. Schou’ s Fabrikker.
Nu skulle Peter så til at leve som velhaver. Meningen var at han skulle nyde frugten af de mange års strenge arbejde. Men som det går de fleste mennesker som har oparbejdet noget og så bliver ledige, således gik det også Peter. Tiden blev ham for lang. Han måtte i gang med at arbejde igen.
En svensk fabrik blev udvidet
Heldigvis havde han under krigen købt en lille anpart i en nylig påbegyndt sæbefabrik i Landskrona. Da Peter ikke var eneindehaver, fik den lov til at gå som den bedst kunne. Men på et tidspunkt, da han havde afhændet alle aktier i Danmark, kunne han nu vælge enten at likvidere eller få fabrikken ind under ordnede forhold.
Peter valgte det sidste. Flere dage om ugen tilbragte han nu i Landskrona. Og i 1926 valgte han sammen med sin kone at bosætte sig her.
Fra nu af gik fabrikken frem i hurtigt tempo. Et par ejendomme ved siden af blev købt. Fabrik og lager blev også indrettet i disse.
Den mest moderne fabrik i Sverige
I 1929 blev Peter meget syg af en blodprop. Han lå i sengen i seks måneder. Gennem et helt år kunne han kun gå ved hjælp af krykker. Men i den tid byggede han en større ejendom til yderligere udvidelse af fabrikken. Og dengang var det den mest moderne fabrik i Sverige.
På fabrikken blev der fremstillet blød sæbe, toiletsæbe, alle slags vaske-, pudse- og skuremidler, parfumer, hårvand, kosmetiske artikler som tandcreme, hudcreme, puder og alt som dertil hører af tekniske artikler som Glycerin, Bonevoks, skosværte m.m.
Peter havde 535 mennesker ansat
Navnet på virksomheden var Industrie A/B Sylvia. Til firmaet blev der oprettet 103 butikker (1935). De spredte sig over næsten hele Sverige. Fra disse forgår alt salget. Dertil kom en masse andre ting, der blev solgt i butikkerne.
Det var importerede varer som manufakturvarer, grammofonplader, glas og porcelæn, legetøj og et utal af andre ting. Peter havde i 1935 ansat 535 mennesker i sit foretagende
Dekoreret både i Danmark og Sverige
I november 1933 blev Peter af Hans Majestæt Kongen af Sverige udnævnt til Ridder af Vasaordenen og året efter så af som vedblivende dansk undersåt benådet med Ridderkorset af danneborgsordenen.
Vi har også lige kigget på Erhvervspolitisk Årbog i 2014. her beskrives situationen for sæbefabrikkerne i Danmark.
Situationen set fra en anden side
Mange især mindre og mellemstore sæbefabrikker måtte lukke, fordi de ikke havde nok kapital til at stå imod. Hvor der i 1913 var 63 danske sæbefabrikker, så var tallet reduceret til 29 i 1927. Af de 29 sæbefabrikker producerede 5 fabrikker hele 70 pct. af Danmarks produktion.
Modgangen var mere end A/S Schreiber & Carl Petersen jr.’ s Fabrikker samt Sæbefabrikken Blaagaard A/S kunne klare. Under krigen havde C. Schous fabrikker haft et godt samarbejde med begge konkurrenter. De efterkrigstidens vanskeligheder havde ramt dem hårdt, kom der gang i forhandlingerne om driftssamarbejde i begyndelsen af 1920erne.
Først med Sæbefabrikken Blaagaard A/S i 1922 og to år senere med andre fabrikker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 30, 2020
Litteratur Nordvest-Utterslev-Brønshøj 2020
Denne liste omfatter også Bellahøj, Frederikssundsvej, Husum, Tinbjerg og Emdrup. Den er dog langt fra komplet. Men der er dog 90 bøger at gå i gang med.
Bispebjerg Bydelsatlas – Bevaringsværdier i bydel og bygninger (1991)
Bispebjerg Hospital 1913 – 1983
Bispebjerg Hospital 1913 – 1988
Bispebjerg Hospital – Hospitalets oprindelse og udvikling
Bispebjerg Hospital 100 år – mosaikker af et hospitalsliv
Bispebjerg Skole 1912 – 1962
Kaj Bollmann: Kapernaumskirken i 100 år- mere end en søndagskirke
Brønshøj Boldklub 100-års jubilæum – 1919-2019
Byggeforeningen Enigheden – 100 år
C.A. Clemmensen: Emdrup før og nu
Erik Cramer: Den kongelige skolebygning i Brønshøj
Lars Cramer-Petersen: Bogen om Grøndal
Lars Cramer-Petersen: Brønshøj – billeder 1900 – 1930
Lars Cramer-Petersen: Brønshøj-Husum-Utterslev – 40 malerier 1892 – 1992
Lars Cramer-Petersen: Brønshøjvej og Brønshøj Kirkevej – et vejforløb gennem Brønshøj
Lars Cramer-Petersen: Carlstad – Københavns naboby
Lars Cramer-Petersen: Danmarks skæbnetime-en beretning om Svenskekrigen 1657 – 60
Lars Cramer-Petersen: Frederikssundsvej – fra Brønshøj Torv til Kagsbo
Lars Cramer-Petersen: Frederikssundsvej – fra Nørrebro til Brønshøj
Lars Cramer Petersen: Frederikssundsvej – før og nu
Lars Cramer-Petersen: Godthåbsvej – før og nu
Lars Cramer-Petersen: København forsvarede sig 11. februar 1659
Robert Dumoug. Liv i Husum – historie fra en Københavnsk forstad
Emdrup – et åndehul i storbyen 100 året for Emdrup Grundejerforening
Emdrup Grundejerforening 85 år – 1901 – 1986
Erindringssamtaler fra Nordvest – Bispebjerg gennem 100 år
Fiskerne i Utterslev Mose
Asger Fog: Brønshøj, Husum, Utterslev, Emdrups posthistorie
Asger Fog: Brønshøj Kirke – 800 år
Asger Fog: Det grønne Brønshøj – en vandring
Asger Fogh: Husum – landsbyen, der forsvandt
Asger Fog: Utterslev – fra landsby til storbyforstad
Jonas Fogh: Nordvest
Fra Brønshøj til Husum – over Utterslev Mose 1940 og 55 år senere
Hans Hansen: P.V. Jensen Klint – Grundtvigskirkens bygmester
Historiske personer i Bispebjerg – Nordvest
Bente Holst: P. Ipsens Enkes Kgl. Hof Terracottafabrik
Jens Jensbak: Grundtvigskirken
Kaj Johansen: Beretning om Landbrugsudstillingen 1938 på Bellahøj
Jacob Kristensen: Bispebjerg Kirkegård
Christian Kirkeby: Bispebjerg Kirkegårds historie
Christian Kirkeby: Bispebjerg-kvarteret, hvor det meste blev en del af Nordvest-kvarteret
Christian Kirkeby: Byens gavle – Nørrebro, Nordvest, Brønshøj, Husum og Vanløse
Christian Kirkeby: Emdrup på den anden side bjerget
Christian Kirkeby: Folmer Bendtsen – en maler i Nordvest
Christian Kirkeby: Fra Utterslev Mark til Nordvest-kvarteret
Christian Kirkeby: Grundtvigskirkens tilblivelse
Christian Kirkeby: Kjøbenhavns Landfæstnings tilblivelse og endeligt
Christian Kirkeby: Møntens historie – kommunal ejendom til andelsboligforening
Christian Kirkeby: Sokkelund Herred m.m. – Fra stenalder til Middelalder
Christian Kirkeby: Utterslev – fra landsby til åndehul i storbyen
Christian Kirkeby: Utterslev Mose og den forhistoriske tid – eller Søborg Søe indtil 1887
Christian Kirkeby: Åer, render og søer – vandforsyning og lossepladser
Else Krogsgaard: Brønshøj Kirkebog 1660 – 1682
Langs Frederikssundsvej under besættelsen og befrielsen 1940 – 1945
Kirsten Lund Larsen: Brønshøj Kirke – i mere end 800 år
Louise Palm Larsen: Fra vugge til grav – København NV
Steffen Lindvald: Brønshøj, Husum og Utterslev – de rigtige bondebyer
Steffen Lindvald: Emdrup – en forsvunden landsby
Min barndom på Bispebjerg og i Voldparken
Poul Moues: Det Gamle Brønshøj – og det nye
Valdemar Møller: Fra den gamle landsby – Brønshøj by gennem 200 år
Johannes Nielsen: Brønshøj Kirke
Sven Ole Nielsen: Estrups gendarmer i Utterslev – deres virke og færden i Brønshøj Sogn
Sven Ole Nielsen: Fæster under Kronen i 1600-tallets Brønshøj Sogn
Sven Ole Nielsen: Samfund og dagligdag i Brønshøj Sogn i 1600 – tallet
Sven Olsen: Fra Biskop Absalon til indlemmelse i København
Sven Olsen: Fra det gamle Brønshøj, Emdrup, Husum, Utterslev m.m.
Viggo Plambech: Emdrup- fra landbosamfund til bysamfund
Chr. M. Plum: Slangerup-banen og dets materiel
Leif Rasmussen: Georg sagde ”Hug en kage” – livet i et københavnsk arbejderhjem i tiden omkring Anden verdenskrig
R.P. Rasmussen: Karl Gustavs lejr i Brønshøj 1658 – 60
Steen Eiler Rasmussen: Fra Tingbjerg til Christiania
Lisbeth Reinholt: Din nabo fortæller – erindringer fra Tingbjerg
Skrammellegepladsen i Emdrup 1943 – 1968
Erik Steffensen: At trække en streg – Per Kirkeby – liv og værk
Aage Svendstrup: Den Hvide Brigade – Danske lægers modstand
Helge Baun Sørensen: Brønshøjbogen
Helge Baun Sørensen: Husumbogen – en københavnsk bydel
Poul Sørensen: Bryggeriet Husum
Søren Peder Sørensen: Drejervej
Astrid Thomsen: Min barndom i Brønshøj – mellemkrigstid og besættelse
Utterslev Sogn 50 år
Torben Weinreich: Turen går til Brønshøj – En guide til Bjarne Reuters Brønshøj
Tony Wilsmann: Vestvolden – fra fæstningsværk til idyl
Birgitte Zacho: Nordvest
100 år i Glimt – 100 år med Socialdemokraterne i Brønshøj
www.dengang.dk indeholder 1.611 artikler og en masse fra Nordvest/Utterslev/Brønshøj
Dato: juli 27, 2020
Philip Heyman – en rigtig iværksætter
Han var dominerende og streng. Han stillede store krav til sin familie og ansatte. Tidlig blev han selv grosserer. Han oprettede Københavns Svineslagteri og begyndte at eksportere smør. Sammen med tre andre købte han en stor grund i Hellerup. Meningen var at opføre tre fabrikker. Det var bryggeriet, der reddede det hele. Men først måtte Heyman have hjælp fra J.C. Jacobsen. Direktøren blev fyret og Heyman overtog jobbet. Han var den fødte handelsmand. Der blev opført en kæmpe ølflaske som udkigstårn. Og så startede produktion af mineralvand. Han gav store gaver til den jødiske menighed. Men også til socialt udsatte på Østerbro. Han fik ti børn. Hans strenghed havde karakter af tyranni. Men han var også en kærlig far. Han efterlod sig en formue. Svigersønnen blev direktør. Hvad skete der med Aage Heyman? Og så lå der lige et gasværk i vejen.
Dominerende og streng
Når man beskæftiger sig med lokal – og industrihistorie kan man ikke komme uden om dette navn – Philip Heyman. Han var en iværksætter ude over det normale. Han var den første, der solgte mærkevarer til udlandet. Han byggede de første arbejderboliger. Og så var han med til at starte Tuborg. Han var dominerende og streng mod sin familie og sine ansatte. Han krævede disciplin fra morgen til aften.
Heyman-slægten kom til Danmark fra Essen for omkring 1750 og bosatte sig i København. Familien specialiserede sig i at fremstille guldtråde, der efterfølgende blev brugt til broderi og væveri. Wulf Philip Heyman solgte ud af familiens ejendele og startede en manufakturhandel, som han havde stor succes med.
På en dyr adresse
Han gik også ind i vekselererbranchen for at prøve denne branche af. Men størstedelen af sin formue tjente han dog ved ejendomshandel og byggeri. Nu var Heyman – familien ikke mere en af de talrige jødiske håndværkerfamilier men en af de velstående jødiske handelsfamilier.
W.P. Heyman blev gennem sine forretninger en meget velhavende mand og en legendarisk skikkelse i det københavnske bybillede. Familien boede nu på en af de fornemste adresser i København – Nytorv 89.
Københavnerne var ikke så glade for jøderne
Da Philip Heyman blev født i 1837, havde de københavnske jøder på overfladen et fredeligt liv. Andre steder var de forfulgte. I Danmark var blandede ægteskaber også tilladt. En lov fra 1788 åbnede også for, at håndværkerlavene var åbne for jøder.
Men københavnerne var ikke helt glade for jøderne. De blev stadig betragtet som ”fremmede”. De havde deres egne forretninger og skikke. Mange af den levede afsondret i forhold til resten af befolkningen. Jo, antisemitismen levede i bedste velgående.
Heyman voksede op i et ortodoks hjem. De jødiske skikke blev strengt overholdt. Overholdelse af shabbat var en selvfølge for ikke at tale om regelmæssige besøg i synagogen. Familiens omgangskreds var jødisk og tilknytningen var stor.
Heyman blev selv grosserer
Heyman gik på Melchiors Borgerskole. Det var en af hovedstadens største private drengeskoler. Den var henvendt til drenge, der kom fra håndværkerstanden, detailhandelen eller søfart. Skoletiden sluttede for Heyman i 1853, hvor han blev ansat i et kolonialgrossistfirma. Firmaet gik dog konkurs i 1857. Så han måtte se sig om efter en anden beskæftigelse.
Samme år startede han et kommissionsfirma i korn og smør. På det tidspunkt var han 21 år. Fire år senere i 1861 opnåede han grossererborgerskab. Nu kunne han i 1861 officielt kalde sig grosserer i eget navn.
Heyman så muligheder alle vegne
Heyman så muligheder alle vegne. Han var en af de første, der udforskede udlandet. Han begyndte i 1862 at eksportere dansk smør til England og Skotland i original emballage. Smørret blev Heymans første succes. Han pakkede smør i hermetisk i blikdåser og sendte dem til oversøiske steder.
I 1866 opførte han på Østerbro Kjøbenhavns Svineslagteri, hvis formål var at eksportere dansk bacon til England. Slagteriet opkøbte magre svin, slagtede dem og solgte efterfølgende baconet som endnu en dansk mærkevare. Forarbejdning af smør og flæsk var et erhverv i rivende udvikling. Heymans forretning blomstrede.
En kæmpe grund blev købt
I 1873 opkøbte han sammen med tre af tidens største forretningsmænd C.F. Tietgen, grosserer Rudolph Puggaard og højesteretssagfører G. Brock arealerne omkring Tuborg Havn for 100.000 Rigsdaler.
Heyman havde fået opsnappet at H.P. Prior var villig til at sælge det af ham lejede areal i Hellerup. Han havde i 1869 – 72 anlagt Tuborg Havn. Navnet stammer fra et udskænkningssted, som blev opført af Jonas Thue i 1690’erne med navnet Thuesborg. Selvom Thue selv var brygmester, havde han ikke selv personligt nogen forbindelse til det senere byggeri.
Thuesborg blev senere ombygget og en ny større villa blev tilføjet med navnet Store Tuborg.
Man ville anlægge tre fabrikker
Ingen af de fire herrer havde dog nogle særlige planer med arealerne. Men alle håbede, at de kunne bruges til industrielle formål på grund af beliggenheden Efter måneders overvejelser blev det besluttet at anlægge tre fabrikker:
For stor en mundfuld
Man ville bl.a. eksportere øl til Sydamerika og importere gødningsstoffer derfra.
At bygge tre fabrikker blev alligevel for stor en mundfuld for de fire mænd. De besluttede sig for at gøre foretagendet til et aktieselskab med Heyman som hovedaktionær. Hermed var grundlaget for Tuborg Fabrikker lagt.
Valget af fabrikkernes produktioner har formentlig været en god blanding af personlig interesse og hvad de fire herrer fornemmede havde gode indtjeningsmuligheder.
Bryggeriet reddede det hele
I løbet af et par år viste det sig at være bryggeriet, der reddede hele foretagendet. Men der var problemer i begyndelsen. Bryggeriet blev anlagt for at producere bajersk øl på flaske til eksport men ligesom opkøbet af arealerne ved Tuborg Havn nærmest var sket i blinde, var ideen om eksport af øl også en chance, der blev taget uden megen omtanke.
Det viste sig hurtigt at være et meget dårlig sats. Bryggeriet havde de første par år ikke noget overskud. Konkurrenten Carlsberg, der satsede på hjemmemarkedet, stormede derimod frem. Under Leopold Damm ledelse var det i stræk forfald. Det var Tietgen, der havde foreslået denne.
Kølemaskiner var blevet mere almindelig, så nu kunne man også producere øl i de varme lande. Der var overkapacitet af gødning i Danmark. Og flaskerne kunne ikke produceres til markedspriser. Heyman forlangte direktøren fyret. Han ønskede alt andet end bryggeriet afhændet. Ingen af delene ville Tietgen gå med til. Dette bevirkede at Heyman gik ud af bestyrelsen.
Man måtte ændre strategi
Bestyrelsen i Tuborg var klar over at man skulle ændre strategi. Det blev nu arbejdet for at få succes på hjemmefronten. Med ølflasken afveg de fra Carlsberg, der solgte øl på tønder.
Selskabet påbegyndte en ændring af produktionen, så den bedre passede til danske forhold. Omlægningen af produktionen krævede nye investeringer og bestyrelsen måtte derfor i flere år nægte at betale udbytte. Dette afstedkom et spændt forhold til aktionærerne.
Efterhånden blev firmaets gæld konverteret til aktier. Heyman og hans støtte forlangte igen i 1880 at direktøren blev afskediget for uduelighed. Denne gang lykkedes det. C.F. Tietgen trådte samtidig ud af bestyrelsen. Heyman blev nu både administrerende direktør og bestyrelsesformand. Han skulle nu rette skuden op.
Glasværket blev i 1881 solgt til Kastrup Glasværk. Gødningsfabrikken sluttede sin produktionen i 1882.
Han bed sin stolthed i sig
Da Heyman i 1882 kom i knibe grundet vildgær i øllet, var gode råd dyre. Hel produktionen var i fare. Han bed dog sin stolthed i sig og gik til den erfarende brygger J.C. Jacobsen efter råd.
Verdensmanden Jacobsen kom straks til Hellerup for at besigtige problemerne. Han bidrog med gode råd til tekniske forbedringer samt ren og nøje opdyrket gær fra Carlsberg, så Tuborgs produktion igen kunne komme i sving.
Dette gjorde han, til trods for at Heyman i tiden forinden havde arbejdet indædt på at alliere de andre københavnske bryggere med den succesrige Jacobsen.
En handelsmand var kommet for at blive
Markedet på bajersk øl i Danmark var nærmest eksploderet. I perioden 1869 – 1887 blev produktionen i København nærmest syvdobbelt. Tuborg blev fuldt konkurrencedygtigt med Carlsberg. Ingen af de to bryggerier kunne følge med efterspørgslen fra de mange tørstige københavnere.
Heymans forretningsimperium startede med eksport af smør og flæsk. Men det var produktion af øl på Tuborg, der for alvor slog fast, at Heyman var en handelsmand, der var kommet for at blive.
En kæmpe flaske
Danmarks første pilsnertype blev præsenteret. Det var Grøn Tuborg. Det var dog først i slutningen af 1890’erne, at pilsneren endelig slog an. I 1888 fik Heyman bygget Tuborg-flasken til den nordiske udstilling. Kæmpeflasken fungerede som udsigtstårn og var forsynet med en hydraulisk elevator. Det var sidste skrig. Noget tyder på at Heyman havde flair for markedsføring.
Bagefter blev Tuborg – flasken opstillet tæt på hjørnet af Carolinevej og Strandvejen – nu dog uden elevator. Det kostede fem øre at opleve flasken indefra. Men hvis man nød et glas øl i Tuborg-pavillonen fik man femøren tilbage.
Denne pavillon blev et søgt udskænkningssted og desuden kendt for god mad. I 1925 blev pavillonen dog lukket.
Produktion af mineralvand
I 1890 gik Heyman ind på et helt nyt marked, idet han startede en produktion af mineralvand. Tuborg blev det første bryggeri, der lancerede citronvand og apollinaris.
Fremmedgørelsen af jøderne i København ændrede sig i takt med at Heyman blev voksen. Han fulgte med den store mængde jøder, der blev stærkt integreret i det danske samfund.
”Jeg er jøde, og jeg er dansk”
Han bragte ikke den meget strenge opdragelse med sig, da han flyttede hjemmefra. Han spiste med stor fornøjelse svinekød og arbejdede på shabbatten. Han var selv 3. generationsindvandrer, men betragtede sig selv som dansker. I et af tidens dagblade skrev han om sig selv:
Store gaver til menigheden
Religionen var ikke et fuldstændigt afsluttet kapitel, Han havde gennem sit liv en stærk tilknytning til den jødiske menighed. På de store helligdage gik han i synagogen og fastede (næsten) på den store forsoningsdag.
Han gav gennem hele sit liv store pengegaver til menigheden. Han betalte alene for et stort flot orgel til menigheden i Krystalgade. Den største udfordring på det religiøse plan var problematikken omkring kørsel til Børsen om lørdagen.
Dyb modstander af blandede ægteskaber
Og Børsen skulle han på – shabbat eller ej. Men det fandt Heyman også en løsning på. Han benyttede sig af en lejet droske med begrundelsen, at ”Den skal jo alligevel køre”. Han holdt imidlertid altid drosken et stykke væk fra Børsen for ikke at støde sine trosfæller.
Det religiøse aspekt kom også til udtryk på det personlige plan. Han var dyb modstander af blandede ægteskaber. Han blev dybt bedrøvet, når han hørte at en forretningsfælle eller medarbejder havde indgået et sådant ægteskab.
Masser af donationer til socialt udsatte
Han gav meget sjældent donationer til ikke – jødiske foretagender. På et tidspunkt blev han spurgt om et bidrag til Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole. Til det svarede han:
På trods af denne tilsyneladende modstand mod at hjælpe ikke-jødiske foretagender brugte han imidlertid omkring 30.000 kr. årligt på sociale engagementer med bespisning af fattige på Østerbro, et dagligt varmt måltid i vintermånederne til mindre bemidlede, brændselsuddeling i den værste vinterkulde samt drift af vuggestue og børnehjælpsasyl på Østerbro.
Heyman deltog ikke meget i det offentlige liv og han påtag sig hellere ikke borgerlige tillidshverv.
Han var sin jødiske baggrund fuldt bevidst
Netop Heymanns religiøse overbevisning har været genstand for mange diskussioner gennem tiden. Nogle hævder, at han allerede som ung lagde religionen og den jødiske baggrund bag sig, mens andre mener, at han bevarede interessen for sin jødiske baggrund, hvilket kan ses gennem hans støtte til jødiske foretagender og overholdelsen af de jødiske helligdage som tidligere nævnt.
Men alt tyder på at han var sin jødiske baggrund meget tydelig bevidst.
De fik 10 børn
Heyman giftede sig i 1862 i en alder af 25 år med den to år yngre jødinde Hanne Emilie Adler. Hendes familie var langt fra så velstående som Heyman – familien. De nygifte flyttede i en luksuriøs lejlighed i Store Kongensgade 11 for allerede igen at flytte. Denne gang til pragtvillaen Kristianslund på Strandvejen 11. Villaen havde 19 rum. Der var både malerier af Krøyer og Eckersberg. Der var ægte tæpper og til ejendommen hørte tre tønder land til park foruden ridehus, køkkenhave, rosenbede og en tennisbane.
De fik 10 børn, hvoraf 9 overlevede barndommen.
Hans strenghed havde karakter af tyranni
I samtiden var det et anstrengt forhold mellem Carlsbergs stifter J.C. Jacobsen og hans søn Carl Jacobsen en kendt sag. Heyman hånede sin konkurrent for hans opførsel over for sin søn. Måske var det nok lige lidt dobbeltmoralsk da han selv opdrog sine børn yderst strengt. Han var meget dominerende i hjemmet og ikke mindst utålmodig.
Der måtte ikke tales ved bordet og der skulle aflægges regnskab for lommepenge. Der skulle læses lektier. Og der skulle i den grad vises respekt over for den faderlige myndighed. Heymans søn, Aage beskrev sin far således:
Han krævede loyalitet og arbejdsomhed
Det var især sønnen Aage, der var problemer med på hjemmefronten. Selv i en alder af 19 år blev Aage udsat for sin fars strenge opdragelse. Således beskriver han en oplevelse fra den dag, hvor han netop var hjemvendt fra værnepligten.
Han var kommet til at sætte sig på sin fars plads ved bordet uden at tænke over det. Ti stor forbavselse for søskende og tjenestefolk kaldte faderen det for en forbrydelse og stak ham en ørefigen.
Han var godt klar over, at han var en streng far. Og sådan var han også i sin funktion som chef. Han krævede loyalitet og arbejdsomhed.
Han var også en kærlig far
Heyman var dog også en kærlig far, der altid skrev til sine børn, når han var på rejse. Det var også et familieliv med masser af fester, både da børnene var små, og da de var store.
Da drengene var små, blev alle deres venner og klassekammerater inviteret til at slå ”katten af tønden”. Som regel var der mere end 100 drenge, der blot skulle medbringe en knippel.
På balkonen over ridehuset sad et musikkorps om midt i ridehuset var ophængt en mægtig tønde fyldt med frugter. Til kattekongen var der altid en stor gave. Bagefter blev der serveret forfriskninger til alle.
Om vinteren gav Heyman børnene og deres kammerater lov til at skøjte på en stor sø, der lå på Tuborgs grund. Heyman sørgede naturligvis for et orkester.
Heyman efterlod sig en formue
Den 15. december 1893 døde Philip Heyman. Han efterlod sig en økonomisk formue for ikke at tale om et solidt slagteri og et bryggeri i evig ekspansion. Som familiefar og arbejdsgiver var han formentlig lige konservativ.
Men Heyman var også en mand med stor social bevidsthed. Han var blandt andet opmærksom på, at arbejderne på bryggeriet skulle have fritid, for ikke at tale om de arbejderboliger han opførte til sine ansatte. Han gav store summer til mindre bemidlede – ikke altid officielt.
Den tørstige mand
En af Heymans døtre, Paula blev gift med Benny Dessau, der var blevet ansat i Tuborg i 1891. Han efterfulgte Heyman på direktørposten. Sønnen Aage Heyman overtog faderens øvrige virksomheder.
Dessau indgik en samarbejdsaftale med Carlsberg i 1903. Aftalen betød, at de var to selvstændige virksomheder men samarbejdede. I praksis indgik man i hinandens investeringer. Dette betød, at Carlsberg ikke måtte påbegynde en hvidtølsproduktion.
Tuborg begyndte også en Vitamon – produktion. Det var tale om et bouillonprodukt til husholdningsbrug. Tørgær- produktion til industrien startede man også på. Under Dessau startede man også Guld Tuborg. Det var i 1895. Ja og det var også Dessau, der stod for den flotte plakat ”Den tørstige mand”.
I 1970 blev Carlsberg som bekendt fusioneret med Tuborg. Det meste af fabriksanlægget i Hellerup er i dag revet ned.
Produktionen blev helt indstillet
I 1996 blev driften blev driften i Hellerup helt indstillet. Området blev udviklet til en hel bydel med mondæne boliger, erhvervshovedsæder, skole, indkøbscenter, lystbådehavn m.m. Produktionen var efterhånden helt blevet flyttet til Fredericia. Ja Tuborg er i dag repræsenteret på 104 markeder verden over.
Hvad skete det med Aage Heyman?
Hvordan gik det så med Aage Heyman? Han blev bl.a. uddannet på varde Svineslagteri og i Canada. Han blev indehaver af firmaet Philip W. Heyman i 1891 og indehaver af et par andre firmaer.
I 1907 lod han et palæ bygge i Ryvangen, Strandvejen 92. Han måtte dog sælge villaen i 1916. men krigstiderne havde åbenbart genskabt hans formue. Allerede i 1918 lod han et nyt palæ bygge på Øster Alle 33.
Der lå lige et gasværk i vejen
Københavns Kommune købte Københavns Svineslagteris grund til brug for en fremtidig forlængelse af Strandboulevarden mod nord. Forlængelsen blev dog aldrig til noget, da Østre Gasværk lå i vejen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 20, 2020
Fra Langelinie til Strandboulevarden
Vi går fra yderspidsen af Langelinie, der hvor man plejer af få softice og så går vi langs den gamle Strandpromenade, der i dag hedder Strandboulevarden. Dengang var linjeforløbet en lidt anden. Kineserne er skuffet over ”Den Lille havfrue. Egentlig var Langelinie anlagt som fæstning. I begyndelsen havde kun de fine adgang. Der blev anlagt badeanstalt for officererne og deres familie. Flot udsigt fra Aggersborg’ s villa. Vi besøger Kryolitfabrikken og kalkbrænderierne. Et forlystelsessted blev oprettet. Her kom ”fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens pøbel. Hans Just leverede spritten. Vibenshus Skole ligger forkert. Selv baderummet blev brugt som undervisning. Og så var jorden omkring Østre gasværk forurenet. Man kan mærke niveauforskellen på syv meter. Dengang var der masser af butikker på Strandboulevarden og kongen havde sin ridesti i midten. For at komme ind til de fine i Rosenvænget skulle du have nøgle med og det have H.C. Andersen. Det er næsten tid til at sige farvel til Københavns sidste boulevard.
Kineserne er skuffet over ”Den Lille Havfrue”
Promenadestrækningen i København er noget som udlandet misunder os. Langelinie har gennemgået store forandringer i tidens løb.
Egentlig hed det Den Lange Linie. Her kæmpede man for et fyrhus for enden af Langelinie-kajen. Man nøjedes så med at flytte det lidt.
Kinesere er dog skuffet over ”Den lille Havfrue”. De mente, at den var væsentlig større. Det var Erik Eriksen, som kom til at udføre den skønne eventyrfigur. Den blev opstillet den 23. august 1913. Og det var Ellen Price, der var den inspirerende model.
Langelinie anlagt som en fæstning
Der er næppe mange, der i dag spekulere på, at Langelinie ikke var anlagt som en promenade for københavnerne. Det var en del af Kastellets ydre fæstningsværker.
Det var omkring 1660 at Langelinie blev anlagt af ingeniørofficer Gotfred Hofmann, som en dæmning. Et par år senere blev Kastellet færdig. Såvel Langelinie som Kastellet spiller en vigtig rolle i forbindelse med ”Slaget på Rheden”, skærtorsdag den 2. april 1801.
Man havde godt nok hørt, at den engelske flåde var på vej, men man troede at den ville til Rusland. Den københavnske skibsstyrke var ikke stor. Den bestod kun af de fastliggende blokskibe, mindre sejlskibe og armerede pramme.
Kastellets kanoner rakte ikke så langt
Lord Nelson førte 12 linjeskibe og 24 andre skibe. Det var en temmelig ulige kamp. Englænderne var imidlertid gået syd gennem Hollænderdybet, det vil sige syd for denne. Det var her slaget tog sin begyndelse. I slaget deltog også Kastellets kanoner. Men de var ikke tilstrækkelig langtrækkende.
De sårede blev sejlet ind til Langelinie og Toldboden for at blive indlagt på Frederiks Hospital og Søkvæsthuset på Christianshavn.
Prinsen og prinsessen måtte ikke komme igennem
Hvis man ikke havde tegn, når man bevægede sig på Langelinie, ja så kunne vagterne være grove. En soldat stod vagt og Prins Ferdinand kom gående sammen med sin gemalinde. Soldaten spurgte om de havde pas. Derpå svarede Prins Ferdinand:
Soldaten svarede nærmest på jysk, at der kommer ingen igennem uden pas, om det så var kongen. De kongelige måtte gå hjem og soldaten måtte ligge ”krum” (en militærisk straf).
Sagnet om Gefion
Senere måtte kun borgernes pæne borgere få adgang. De skulle dog betale bompenge. Senere blev der dog adgang for alle. Således måtte Nyboder – folket heller ikke komme i Kongens Have.
Man kan ikke undgå at se Gefion springvandet. Ifølge sagnet pløjer Sjælland ud af Sverige mens vandet fosser omkring de stønnende okser. De trækker det nye indvundne land til Danmark. Det er billedhuggeren Anders Bundgaard, der står for ”Springvandsgruppen”.
I tidligere tider var indgangen til Langelinie gennem en stor port for enden af kørevejen fra Esplanaden. Her var opsat et skilderhus med tilhørende skildvagt. Jo dengang blev Langelinie ofte afpatruljeret af to mænd bevæbnet med både sabel og geværer.
En restaurant blev anlagt
Under Treårskrigen var det Livjægerne der besørgede natholdet. Det gik meget gemytlig for sig inde i vagtstuen, når punchebollen kom på bordet. Livjægerne fik piberne tændt og sangbøgerne kom frem.
En skønne dag kom der et forslag om at anlægge en restaurant på Langelinie. Der blev ført en høj buet bro tværs over kørebanen til Langelinie, hvorfor en dobbelttrappe førte op til broen. Restauranten, som fik navnet Langelinie Pavillon, åbnede den 25. november 1884. Nu kunne man indtage forfriskninger, se på den ind og udgående skibe samt hilse på de promenerende.
En ny pavillon
I 1893 skete der store forandringer. Der blev anlagt en stor lystbådehavn. Hele den store omdannelse af terrænet medførte at Langelinie Pavillon blev revet ned. Nu rejste Kongelig Yacht Klub en ny bygning, der både var lokale for klubben og restaurant for publikum. Den nye Pavillon blev indviet den 30. januar 1903. I 41 år var det en meget besøgt restaurant. Denne restaurant blev den 11. juni 1994 sprængt i luften af tyskerne.
Et lille hyggeligt træhus omgivet af en have udgjorde Karantænehuset. Her opholdt den daværende lægevagt sig. De havde tilsyn med skibe, der ankom med syge ombord. Den lå på selve Langelinie-dæmningen.
Senere blev karantænestationen revet ned. Et nyt muret hus blev opført i 1880 på den forreste del af Langelinie. Ikke langt derfra rejstes i 1886 det første monument herude, det var mindesøjlen for søhelten, Iver Hvidtfeldt, der den 6. oktober 1710 ved sø – træfningen i Køge Bugt.
Farvel – for altid
Det var fra Vestre Bassin (Amerikakaj) at tusindvis af danskere sejlede til USA i de store udvandrings – år. Skandinavien – Amerika – Linien reklamerede med i 1906 med ”hurtig rejse” til New York med enten ”Hellig Olav” eller ”United States”.
Rejsetiden var nu reduceret til ”kun 9 dage fra havn til Havn” mod tidligere 14 dage. De nybyggede skibe kunne tage 1.200 – 1.400 passagerer. Sikke nogle følelser, der her afspillede sig. Måske var det sidste gang de så familien og fædrelandet.
Det var, at Frederik den Ottende red sin daglige morgentur, og det var her tyskerne gik i land den 9. april 1940.
Man fortsatte helt frem til midten af 1960’erne dog med knap så mange passagerer. Amerikanerne havde indskrænket deres kvoter.
Karantænestationen blev senere overtaget af havnevæsnet og en ny kombineret lods- og karantænebygning blev opført i Frihavnen, hvor den blev taget i brugt den 15. september 1943.
Badeanstalt for officerer og deres familie
Inden Langelinie igen blev ændret, blev Langelinie skærmet mod bølgeskvulp af store kampesten. Ude i søen tæt ved Langelinie blev der opført to badehuse, et større og et mindre, beregnet for officerer og deres familie. Adgang til badebroerne foregik af trætrapper, der var anbragt over kampestenene, hvorfra træbroer førte ud til badehusene.
Flere monumenter var blevet rejst. Her er mindestenen for hospitalsskibet Jutlandia, der gjorde tjeneste under Korea-krigen i starten af 1950’erne. Og så der er også mindesten for Ludvig Mylius Erichsen samt deltagerne i danmarksekspeditionen (1906 – 1908) til Nordøstgrønland samt en mindesten for polarforskeren Ejnar Mikkelsen. Og Frihavnen blev åbnet den 9. november 1894.
I dag anløber som regel det ene krydstogtsskib efter det andet på Langelinie, der har en dybde på 10 meter.
Man gik over i Strandpromenaden
Hvor den gamle Langelinie endte, gik man ad en skråning ned til den såkaldte Strandpromenade. Den gik direkte langs vandet. Her havde man på højre hånd den kommunale og den militære badeanstalt, der begge havde flere vandbassiner af forskellig dybde med tilhørende badebroer og badehuse.
Skråt over for disse lå store græsplæner. De stødte op til ingeniørernes øvelsespladser. På helligdage søgte adskillige københavnere herud med deres familie for i fri luft at nyde deres medbragte smørrebrødspakker og drikkevarer.
Var man kommet gennem en skyggefuld Alle forbi de to badeanstalter havde man op til disse samt et bådebyggeri en del opslagspladser, bl.a. Lautrups Plads på hvilket der i den sidste del af 1880’erne blev udstillet en meget stor hval som et tiltrak et meget stort antal publikum.
Flot udsigt fra Aggersborgs villa
En af de sidste huse på venstre hånd af Strandpromenaden var veksler H.C. Aggersborgs store vidt kendte villa, omgivet af en mindre sø. Hovedfacaden var mod Øresund. Den bagved liggende kørevej var parallel med Strandpromenaden.
Fra vinduerne var der vid udsigt over Sundet og over det nærmeste landterræn. Dengang var der her et meget sparsomt byggeri. Fra gangen fobi husets venstre side førte en trappe ned til søens badebro.
I en årrække blev villaen beboet af medlemmerne af kunstnerfamilien Skovgaard. Da søen efterhånden blev udtørret, blev villaen revet ned. Tværs over grunden blev Aggersborggade anlagt.
Kryolitfabrikken
Meget tidligt lå en af de store industriforetagender herude. Det var Kryolitfabrikken, der lå mellem Hjørringgade, Kalkbrænderivej, Strandboulevarden og Østbanegade. Soda og alun blev via den grønlandske kryolit fremstillet på fabrikken mellem 1859 og 1886. Fra 1886 blev der her fremstillet ren kryolit, men i 1970’erne slap kryolitten op.
I 1870 blev der også oprettet en svovlsyrefabrik.
Fabrikken havde egentlig mange navne, Øresunds Chemiske Fabrikker eller Fabrikken Øresund eller bare Kryolitfabrikken. Adressen var Strandboulevarden 84.
Nye initiativer blev sat i gang på fabrikken. Der kan nævnes saltproduktion, marcipan – og småkageproduktion samt elektronikproduktion. Det dannede en sær blandet dunst af kryolit og bagværk. I 1990 lukkede produktionen på kryolitgrunden endelig ned.
Tietgen havde også andel i dette. Derfor blev der her oprettet Tietgens Have. Senere blev det til Charlottehaven.
Bedre kvalitet på Østerbro
I 1852 blev arealerne uden for voldene frigivet. Vesterbro og Nørrebro kom hurtig i gang. Det varede lidt længere på Østerbro. Til gengæld var alle byggevedtægter på plads. Kvaliteten på byggeriet her i kvarteret havde også en anden standard.
I 1850 boede der 1.500 mennesker på Østerbro. I 1906 boede der 66.000 herude.
Da den sidste del af Strandpromenaden skulle afsluttes fandt man resterne af en nedlagt skanse, Bådsmandsskansen. Den lå på det nuværende hjørne af Strandboulevarden og Hjørringgade.
Et rettersted
Her havde man fra 1792 til 1806 et rettersted. Her blev folk henrettet eller her blev ulydige borgere afstraffet. Det var også her natmanden begravede hoveder og hænder, der havde været på stage.
Grundene langs kysten ud til Svanemøllen blev også nærmest betragtet som værdiløse. Rakkermanden havde mulighed for at sejle sine selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse.
Kalkbrænderi
Efter den store brand i 1729 blev der anlagt et kalkbrænderi ved Langebro. I 1731 blev det flyttet uden for byen omtrent der, hvor Nordhavn Station i dag ligger. I 1770’erne blev der bygget et kalkbrænderi lidt længere mod nord. Kalkbrænderiet har gennem historien spillet en ledende rolle i kvarterets liv og udvikling, hvilke ud over gadenavnet er svært ved at gense i dag. Den senere kalkbrænderihavn er først anlagt i forbindelse med anlæggelsen af Frihavnen, hvilket skete i 1895.
En folkelig traktørhave
Her på Slagtervænget anlagde en mand ved navn Børrensen her en folkelig traktørhave efter datidens mønster med restaurant, keglebane og karrusel med lirekasse. Vangen gik forbi Batterivej (Viborggade) til Svanemøllen forbi Ny Kalkbrænderihavn.
Denne traktørhave blev hovedsagelig brugt af det jævne københavnske publikum som i aftentimerne søgte herud med familie og børn. Egentlig havde haven ikke noget navn. Men Det Kongelige Teater opførte den 3. april 1859 en vaudeville af Henrik Hertz, der hed ”De fattiges Dyrehave”. Så var navnet lagt.
Fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens laveste pøbel
Nu var det vel ikke så mange dyr, man kunne se her. Det var vandrotter og en lænkehund, der gik løs på hinanden om natten. Ja så var der også en abe på en stang. Den navnkundige forfatter, Knud Bokkenheuser beskrev stedet som:
Her var karruseller, keglebaner og andre forlystelser for folk, der ville mores sig. En af de mest kendte forlystelser var Rhinen, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse (gadeorgel).
Når mørket faldt på begyndte musikken. Stenfiskerne og sandgraverne mødte op. Det gjorde danselystne damer fra Adel – og Borgergade også.
Hvis vi dag skal forsøge at finde ud af, hvor den nøjagtig lå henne, så bliver det nok mellem nummer 88 – 98. Det var mellem Århusgade i nord og Vejlegade i syd. det var en konkurrent til Bakken.
Hans Just leverede spritten
Fra telt beværtninger blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik, Fortuna. Her kom også arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderiet. Stedet var også populært hos de almindelige søfolk.
Det var Hans Just, der oprettede spritfabrikken Fortuna. Her bor min læge i dag. Mern hunserverer ikke sprit, måske håndsprit, når jeg besøger hende. De første år hed Århusgade Fortunagade.
Endnu i 1896 lå her 25 lysthuse.
Gennem årene mistede publikum interessen. Størstedelen af grunden blev bortsolgt og omkring år 1900 blev sidste del af selve restauranten, hvis sidste ejer var traktør Fleckenstein. Men nogle fortsatte dog helt til Første Verdenskrigs begyndelse. Det vil sige stedet lukkede officielt i 1908. Bygningen på stedet blev først revet ned omkring 1950.
Nu hedder det Strandboulevarden
Af den gamle Strandpromenade, der i dag har navnet Strandboulevarden er det nu intet tilbage. Nu går gader på kryds og tværs. Øresund, der gik helt på til den. Den gamle idyl er forsvundet og fortrængt af hovedstadens pulserende liv.
Strandboulevarden går i dag fra Fridtjof Nansens Plads i forlængelse af Kristianiagade til krydset ved Poul Henningsens Plads, hvor den fortsætter i Jagtvej. Men det var slet ikke den strækning, man havde tiltænkt gaden. Den skulle have fortsat mod nord og ikke foretaget sig dette knæk som nu. Der skulle være bygget en bro over jernbanen. Men det lå lige et svineslagteri i vejen.
Vibenshus Skole ligger forkert
Hvis du kigger på Vibenshus Skole, så ligger den også lidt forkert ud til Strandboulevarden. Det var forbi, den blev bygget før, at man var helt færdig med at anlægge Strandboulevarden. Vibenshus Skole er fra 1892. En tilsvarende uregelmæssighed kan ses ved Nordre Frihavnsgade, hvor man i begyndelsen af 1890’erne anlagde Gefionsgade. Den var smallere end den ny boulevard, der blev anlagt få år senere.
Skolen var dengang i 1892 omgivet af marker og enge, der strakte sig helt ned til stranden, hvor tusindvis af viber hvert år flokkedes. Det var derfor en naturlig ting, at man kaldte skolehuset, der blev bygget på dette sted for Vibenshus.
Historisk ikke helt korrekt af skoleinspektøren
Det var den historie skoleinspektøren fortalte hvert år, når eleverne blev samlet nede i skolegården. Men det er nu ikke helt i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger. Navnet Vibenshus er ældre end skolen og forklaringen er ikke nær så romantisk som i skoleinspektørens forklaring.
Det var jo det kendte traktørsted ”Lille Vibenshus”, der lå på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade (dengang Strandvej). Den var opkaldt efter den afdøde værtshusholder Jens Jensen Vibe, som vides at have taget det i 1708. Det blev først revet ned i 1907. I de sidste par år var det værtshus i stueetagen og politistation på første sal – en tankevækkende kombination.
Man måtte først være tørstig kl. hel
Jo det hed Vibenshus Betalingsskole. Under første verdenskrig gik 1. – 4. klasse i barakafdelingen. Hovedskolen var forbeholdt de ældre. Dengang kunne man også have valgt friskolen ved Østre Gasværk.
Dengang badede man på Helgoland. Det var langt at gå, når man var tørstig, men skolebetjent Jensen åbnede først for vandet klokken hel. Og denne Jensen holdt også høns, som pigerne fodrede med rester fra deres madkasse. Det store pæretræ i haven kunne godt finde på at tabe nogle af dens pærer på den ”rigtige” side af hegnet.
Selv i baderummet blev der undervist
I 1960’erne var Vibenshus Skole en stor skole med 3-4 spor på hver årgang og ca. 800 – 900 elever. Der blev gjort alt for at skaffe plads. Sidst på eftermiddagen var hverken elever eller lærere oplagte.
Selv i badekælderen blev der undervist. På skole var der en meget kreativ redaktion af skolebladet Vanellus. Man blev dus og kom på fornavn med lærerne. De yngste elever fik det ikke så svært. Det kneb mere med de ældre.
København havde brug for et gasværk. Vestre gasværk kunne ikke længere følge med. Ved siden af gasværket oprettede man en havn, der omfattede to kulhuse, tre gasbeholdere og to retorhuse.
Jorden var alt for forurenet
Østre Gasværk blev opført 1878. Gasbeholderen, der i dag huser Østre gasværk blev tegnet af Martin Nyrop. Østre Gasværk blev lukket ned i 1969.
I slutningen af 1980’erne blev det besluttet at grunden skulle renses og at der skulle bygges nyt på grunden. Men det viste sig at grunden var mere forurenet, and man regnede med. Man valgte så i stedet at overdække området, så udsivende gasser kunne opfanges.
Ved siden af blev Kjøbenhavns Svineslagteri så anlagt.
Slagteriet blev grundlagt i 1866 af grosserer og industridrivende Philip W. Heyman med henblik på eksport af bacon med skib til England.
Heymann, der startede med en smørrebrødsforretning, grundlagde sammen med C.F. Tietgen bryggeriet Tuborg med henblik på eksport. Klos op ad Østre Gasværk besluttede man at opføre en karantænestation – Øresundshospitalet for folk med smitsomme sygdomme.
Et fald på syv meter
Få steder på Østerbro ser man så tydeligt landskabets fald ned mod vandet som på den del af Strandboulevarden, der ligger mellem Østerbrogade og knækket ved Løgstørgade. Her falder niveauet fra cirka 7 meter over dagligt vande til cirka en meter. Des tydeligt på forløbet af kældervinduer i de lange ejendomme.
Egentlig var Strandpromenaden en lille sti
Egentlig var Strandpromenaden blot en lille sti, der gik langs stranden/kystlinjen. Da Frihavnen så kom i 1896 og jernbanen fra Hellerup til Østerport i 1897 blev kysten flyttet et godt stykke udefter. Nu var det slut med den nære forbindelse til Stranden og Øresund.
Gaden blev først navngivet Strandboulevarden i sin fulde nuværende længde i 1897. Inden da hed den sydlige del i nogle år Gefionsgade. Den nordlige del hed derimod fra 1860 til 1897 Sibbernsvej. Dette navn havde den efter murermester G.N. Sibbern, som ejede Ny Kalkbrænderi som lå ved Strandboulevardens nordlige ende.
Borgerrepræsentationen vedtog i 1895 at anlægge Strandboulevarden, delvis ud for Gafionsgades tracé. Den lå ud for Nordre Frihavnsgade. Desuden blev dele af den gamle Strandpromenade ud for Classens Have genanvendt i boulevarden.
Kongens ridesti var i midten
Strandboulevarden blev anlagt som en bred boulevard med tre rækker platantræer. Det skabte et smukt byrum og et fodgængerareal og en ridesti. Man sagde, at den anlagde man for at glæde kongen.
Da sporvognene i årene mellem 1938 og 1958 blev lagt ind i trærækkerne forsvandt den midterste trærække. I 1960’erne blev de resterende trærækker beskåret til fordel for svingbaner for biler.
Der var masser af butikker
I dag er gaden typisk præget af beboelse. Men tilbage i 1950’erne var her et gav af små butikker især var der mange frisører og cigarhandlere:
Og når vi nu er ved disse numre, så er det sådan i nummer 27, at der en mindetavle, der fortæller, at her boede i Georg Brandes. Fra 1910 til sin død i 1927. Hvis du kigger godt efter på ejendommen Holsteinsborg på hjørnet af Holsteinsgade og Strandboulevarden så kande se en beskeden grå plade, der fortæller dig at her boede forfatteren Georg Brandes.
Og i nummer 44 blev Frode Jacobsen gemt i en lejlighed ind til 4. maj 1945.
Man skulle have nøgle med til Rosenvænget
Og i nummer 49 lå Finsens-instituttet/Kysthospitalet. Vi har tidligere berettet om Instituttet, da det havde til huse i Rosenvæget. Her spredte instituttet sig lidt for meget efter beboernes smag. Her fik man så senere en flot bygning på Strandboulevarden. Man gik sammen med Kræftens Bekæmpelse for at bekæmpe kræften.
I 1981 blev instituttet sammenlagt med Rigshospitalet. I nye underjordiske bygninger.
Rosenvænget gik dengang helt ned til vandet. Men herinde boede der stolte folk, der ikke sådan ville have alle rendende. Man satte en port foran. For at åbne denne skulle man have en nøgle. Og sådan en havde H.C. Andersen. Men der var nogle, der mente at han kom lidt for ofte.
Det var også herude ved kysten hos Melchiors at H.C. Andersen oplevede sine sidste dage med udsigt ud over Øresund.
Farvel til Københavns sidste Boulevard
Fremover bliver der ikke nogen ridesti midt på Strandboulevarden. På en stor del af strækningen vil det grønne blive rykket over i den ene side i stedet for at være på midten. Hermed forsvinder den sidste boulevard i København.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.603 artikler, heraf bl.a. 88 artikler fra Østerbro herunder:
Dato: juli 9, 2020
Turen går til Sæd-Ubjerg
Det er langt fra Tønder til Sæd – med en lagkage. Hvad tror du er det mest fotograferede i byen? Vi skal også besøge hovedbyen Ubjerg i sognet. Vi besøger kirken fra ca. 1300. Ved siden af ligger Danmarks mest velbevarede præstegård og måske ældste. Og så er det også lige Bjerremark fra 1685. Her blev Christianslyst også opført. Vi hilser på mælkekusk Peter Bruhn. Hans kone kom ud for en meget grim ulykke. I 2007 fik beboerne i Sæd et chok. Her har man en skamstøtte, man nok ikke skal prale af. Kirsten Christens fik ikke glæde af klingpungen, der blev indført i 1715. Fattiggården på Sædmark blev indviet. Og Anne Cathrine hjalp man med at udvandre til Australien. I alt 34 kom ikke hjem fra Første Verdenskrig. Og så er det lige den berømte kartoffel. Vi besøger Æ Smaj, Æ skrædder og Dovne Ludde. Hvis du ikke blev konfirmeret, kunne du ikke gifte dig eller få arbejde uden for sognet. En ny skole blev betalt af staten. Og 25 gendarmer, der kom til Sæd måtte tvangsindkvarteres. I 1947 var der sne i tre etager. Husholdersken fik dansk statsborgerskab, og det var det hun var ude på. Vi besøger det mindste hus i Sæd. Og her er masser af naturoplevelser.
Langt med en lagkage
Det er langt, når man skal cykle fra Tønder til Sæd med en lagkage. Ja. Det skulle jeg dengang var bydreng hos bager Arnold Petersen i Tønder. Men bortset fra det er det vel kun 3- 4 km fra Tønder. Indtrykket er, at der sker en masse i den lille landsby Sæd, kendt for bl.a. Sæd Grænse. For at beskrive historien har vi bl.a. kigget i ”Kirkebladet for Ubjerg Sogn”. Det lyder kedeligt, men det er det bestemt ikke.
Folk med øgenavne
Vi starter med et par stykker som har fået øgenavne. Vi præsenterer hermed:
Det mest fotograferede i Sæd
Byskiltet i Sæd er nok det mest fotograferede. Jævnligt sider folk overskrævs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med. Jo skiltet er også blevet stjålet et par gange.
Sæd ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb, Lilleå og Sønderå. Mod vest ligger sognets hovedlandsby med sognekirken, Ubjerg.
I nærheden af byen
Det er lige i nærheden, at vores far mange gange tog os med for at bade i Grønåen, en del af Vidåen. Det var skønne øjeblikke. Og på broen lige i nærheden af dette sted blev der kæmpet lige efter besættelsen. Nogle tyske soldater på vej hjem ville ikke rette sig efter en ordre fra danske modstandsfolk. Det kom til et skyderi. To danske modstandsfolk blev alvorlig såret.
En smuk landsby
Byen er omgivet af enge mor nord, vest og syd. I tiden før afvandingen stod enge om marker oversvømmet af vand hele vinteren igennem, ja undertiden også om sommeren. Selve byjorden er lidt højere.
Der er en del gårde og mange små ejendomme med lidt jord til. Ingen af disse gårde er fredet. Men der er to gårde i Ubjerg som vi skal se nærmere på. I Kommuneatlas for Tønder Kommune fra 1993 blev 10 ejendomme i Sæd betagenet som ””høj bevaringsværdigt”.
Den nordøstlige meget smukke gård langs det nordlige gadestrøg blev meget ødelagt af orkanen i 1999. Dens udlænger er nu revet ned. Kun hovedhuset står tilbage.
Sydøstligst i landsbyen er der en smuk, vestslesvigsk gård med en meget fin lade med højt stejlt tag.
Den tidligere tyske skole ved Sprøjtehusvej midt i landsbyen er et fint eksempel på en skolebygning med lærerbolig fra tidligt i 1800-tallet. Gården ved siden af er trods misligholdelse en statelig gård med tre længer og et ikke sammenbygget stuehus omkring en gårdsplads. Især lade-bygningen har stor værdi. I landsbyens sydlige del ligger flere bevarede og bevaringsværdige småhuse med forskellig grad af velbevarethed.
Danmarks mest velbevarede præstegård
Og hvem skulle tro, at der i sognet ligger en af landets ældste præstegårde. I gamle dage kunne man gå over i kirken og låne en nogle for at se den. Men dette kan man dog ikke mere. For i dag er præstegården privatejet.
Ubjerg Præstegård er fra 1675. Sognet har ikke så mange folkekirkemedlemmer, så det kan bære at holde en så flot gård ved lige. Men gården var dog i brug til 1. maj 2004. Det lille Ubjerg Sogn er nu slået sammen med nabosognet Møgeltønder. Men nu var vi har lavet en afstikker til Ubjerg kigger vi lige først på den ældgamle kirke.
Der var to indgange til kirken
Lige ved siden af denne perle af en marskgård ligger den ældgamle kirke. Den ældste del af Ubjerg Kirke er det nuværende apsis og kor, som menes at være opført i 1200-tallet.
Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte til Tønder slot. Kapellet har måske ligget som et ensomt bedehus ud mod den åbne kyst. Sagnet fortæller videre at kapellet i sin tid har været forbundet med Tønder Slot gennem en underjordisk gang.
Omkring 1300 er selve kirkeskibet opført som tilbygning til apsis og kor. Hele kirken er bygget af munkesten, men apsis, kor og skibets mur mod nord er efterfølgende pudset.
Oprindelig var der ikke noget spir eller tårn på kirken. I stedet stod der på kirkegårdens sydøstligste del det fritstående klokketårn. Indtil den lutherske reformation blev indført i 1536 var kirken i den romersk-katolske tid viet til Skt. Laurentius, en romersk martyr.
Kirken havde oprindeligt et stråtag. Den havde to indgange. Den nuværende syd-indgang var til mænd. Og den til nord var til kvinder. Kvindeindgangen blev allerede lukket omkring 1595.
Engang – et fritstående kirketårn
Kirken stråtag blev formentlig omkring 1700 erstattet af et tegltag. I året 1857 blev der foretaget en større ombygning af kirkens ydre. Tagkonstruktionen fik en lavere hældning og det fritstående klokketårn blev erstattet af en tagrytter. Kirketaget og tagrytter blev derefter belagt med skifer. Og det står i historiebøgerne at det var på grund af ”Egnens beskaffenhed”.
Efter reformationen hørte kirken under Ribe Stift, men den var i længere tid omstridt. I 1576 – 78 tilkendtes den Hertug Hans. Ved samme lejlighed blev den udskilt af Ribe Stift og blev lagt under Slesvig. Først i 1920 vendte den tilbage og blev lagt under Ribe Stift.
Tårnet på Ubjerg Kirke bliver normalt omtalt som kirketårn, men rettelig er det en tagrytter.
Et fritstående klokketårn nævnes i 1595, som var tæt på sammenstyrtning. Det skulle have stået i det sydøstligste hjørne af kirkegården. Det er blevet repareret i 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret, malet og tjæret i 1819 og 1830. Men i1857 rev man det ned.
En tagrytter er et klokketårn monteret på den bestående bygnings tag. Kirken har to klokke, og de er fra omkring 1400.
Den ”Salige” jens Petersen skulle i 1590 have skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men da denne indgang blev tilmuret, sattes pengene ”på rente til kirkens bedste”.
Alterbord fra 1250
Der er bræddelofter overalt i kirken. Skibets bræddelofter har store malerier fra 1747, der forestiller syndefaldet, korsfæstelsen og dommedag. Mellem skib og kor er et sengotisk kor bue krucifiks fra begyndelsen af 1500-tallet.
Alterbordet er fra romansk tid, omkring 1250. Måske er kirken oprindelig fra den tid?
Og så kunne det måske være, at vi lige skal grave yderligere i historien. Det tyder på, at der under pesten i 1602 – 04 har været stiftet et begravelsesgilde i sognet.
Indhegnet grundet antruffen heste, svin eller andre ”bæster”
Den lille hyggelige kirkegård hegnes i nord, nordøst og vest af delvis jorddækkede kløvstensdiger. I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som et værn mod dyrene. Hvis der så alligevel blev antruffen heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt en bøde.
Stoleværket
Stoleværket med gavle også mod væggen er udført 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen samme sted. Det er 15 mandestole og 14 kvindestole. De afløste et sæt fra 1595. Der var eller er også specielle stole til præstekonen og degnen.
En tur i præstegården
Ved siden kun adskilt af en hæk og en låge, ja sådan var det sidst ”Den Gamle Redaktør” var forbi sognets fornemste bondegård, ja sådan skulle det være i ældre tid, sognets præstegård. Skal vi ikke bare kalde den får Danmarks mest velbevarede præstegård. Huset er bygget sammen med to stalde. Som altid på disse kanter er stråtaget 10 – 15 cm. Tykkere end andre steder i landet. Det luner om vinteren. Præstegården er i dag fredet.
Taget har mønning af tørv og der sidder tre skorstene i beboelseslængdens rygning og i den nordlige udløberlænge.
En ligdør
I østgavlen er der en ligdør. Denne dør blev før i tiden udelukkende brugt til ligfølget til at bære afdøde personer ud af huset, når de skulle begraves, hvorefter døren blev lukket igen. Ifølge folketroen kan den afdødes sjæl kun vende tilbage gennem den samme dør, som de var kommet ud af, da de forlod huset for sidste gang. Døren blev herefter holdt lukket indtil næste begravelse.
Originalt staldinventar
I staldlængderne er det intakt bevarede staldinventar med muge- og fodergange, heste- og kobåse, pigstengulvet, de uforarbejdede loftbjælker og loftbrædder, lokummet, ladens klinkebelægning og lerstampede gulv samt ladens synlige tømmerkonstruktion. Ladens konstruktion er typisk for de gamle marskgårde og kendetegnes ved solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.
Velbevaret værft i Ubjerg
Når vi nu er kommet til Ubjerg, kan vi lige så godt fortsætte med denne hyggelige by. Husene ligger placeret på både naturskabte sandklitter og menneskeskabte værfter. Hele Ubjerg er bygget på et værft, en kunstig bakke i det ellers flade marskland. Det er nok det største og mest velbevarede værft i Danmark.
Kirken har så vidt vides ikke været ramt af de talrige stormfloder som egnen har været ramt af. Mod nord ligger 4 gårdanlæg tæt sammen på det fælles øst-vest-liggende værft.
Den tidligere stavemåde er med d – Udbjerg. Landsbyen er samlet omkring kirken. Men også omkring Søndersøvej, sydøst for kirken ligger en samling småhuse. Ubjerg har også en Nørresøvej. Både Søndersø og Nørresø var tidligere store lavvandede søer, der forsvandt med afvandingen af Tøndermarsken og reguleringen af Vidåen. Nørresøen genopstod med gennemførelsen af Snæbelprojektet. Der er også skabt et stort vådområde kaldet Hestholm Kog.
På diget ved Nørresø findes der også skarv. De lever af fisk – og kun fisk. Her er sandelig set havørn.
Bjerremark fra 1685
Mod vest i Ubjerg ligger Bjerremark en stor smuk firelænget marskgård. Oprindelig er den fra 1685. Den nævnes både som dansk og tysk gård. Efter 1960 henlå den som tom og uvirksom. Gården blev nærmest plyndret for alt inden man i 90’erne startede en kommunalt drevet restaurering. Gården fremstår i dag som et kursuscenter. Den er blevet prisbelønnet for den fine restaurering. Herfra er der en smuk udsigt over den flade marsk.
Man mener, at det var friserne, der tog den specielle byggestil med herop. Allerede i 1100 – tallet begyndte de at anlægge værfter – forhøjede anlæg. Også tagkonstruktionen tog de med. Det gjorde den mere modtagelig for den kraftige blæst. Og de forhøjede værfter sikrede mod oversvømmelser. Herude i marsken var der nærmest vand halvdelen af året vand over det hele inden den store afvanding.
Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentligt fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelig byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer. Det var bl.a. derfor man byggede i grundmur.
Modstandsdygtig
Desuden var grundmurring også mere modstandsdygtig over for klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk med lerklinet tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker.
Rør til tækning hentede man i marsken særlig ved Aventoft eller i Rudbøl. Her i marsken var der langt flere rør end nu. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.
Bjerremark nævnes første gang i 1685. I 1840 fik Carsten Richtsen Angel fæstebrev på gården. I 1842 blev den markant ombygget og udvidet. I 1872 blev der tilføjet en fin dørportal med syd med søjleparti og inskriptionen ”1872”.
Flere originale bygningsdele
I 1947 kom gården på danske hænder ved den dansksindede organisation Landeværnets mellemkomst. Af de nuværende bygninger er stuehuset opført i 1842 mens staldlængerne er opført i 1874. I stuehuset synes flere af de ældre bygningsdele fra det tidligere stuehus at være blevet genanvendt, herunder fyldningsdøre, indgangspartiet i forstuen, hoved – og havedør samt sandhedsportalen mod gården.
I 1988 gennemgik Bjerremark en stor renovering og restaurering. Herefter blev gården indrettet til kursuscenter. Gårdspladsen mellem bygningerne er belagt med pigsten. Stuehuset er en etage høj og en tretten fag lang bygning, der fremstår grundmuret i rød, blank mur med en gennemgående frontgavl.
Mod døren er bevaret en forstue med inderdøre fra 1700-tallet. Her er også bevaret ældre brændeovne, den ene er kakkelbeklædt, mens den anden er udført i metal.
Der er stråtækt tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg. Vinduer, porte og luger er efter skik malet hvide.
Ændret vejforløb
Indtil 1934 forløb vejen mellem Ubjerg og Møllehus nord for Bjerremark og så langs den nordlige og vestlige skovkant, mellem skoven og Ubjergvej 21 og derfra som nu vestpå. På nordsiden af vejen fra skoven til Ubjergvej 25 lå der oprindelig en mark, der hed Langbjerg.
Christianslust
Den tilhørte Martin Lorensen. Han og Christian Angel på Bjerremark var dengang de to største lodsejere i Ubjerg. De var af en eller anden grund blevet uenige. For at drille Christian Angel lod Martin Lorenzen i 1899 opføre et beboelseshus i markens sydøstligste hjørne lige over for indkørslen til Bjerremark. Det var et pænt rødstenshus med tegltag med to slags kulørte tagsten. Over indgangsdøren til syd mod vejen sad en hvid marmortavle ca. 60 x 80 cm med følgende indskrift:
Huset blev lejet ud til en børnerig arbejderfamilie. Christian Angel døde i 1908. Senere er fjendskabet glemt. Christian Angels enke eller søn har derefter ved mageskifte erhvervet jorden og huset. Indtil Christian Bahnsen købte huset i 1929 var det udlejet til arbejdere på Bjerremark.
Det kneb med plattysk i skolen
Christian Bahnsen brød sig ikke om navnet Christianslust og fik fjernet tavlen. Men i offentlig omtale beholdt huset navnet til omkring Anden verdenskrig.
Den nærværende vej gennem skoven var dengang en indkørsel til Bjerremark gennem en dejlig, tæt granplantage på begge sider. Indkørslen var markeret med hvidmalede stenpæle og et skilt angav at det var Privat.
Christian Bahnsen arbejdede meget med opdræt af heste. Han var også en ivrig ringrider. I ægteskabet var der fire børn. Derhjemme blev der talt plattysk. Da den yngste kom i skole i 1944, havde han problemer med sproget.
Det omtalte hus er revet ned og erstattet af en pæn nedbygning en smule længere mod vest.
Mælkekusken, Peter Bruhn
Peter Bruhn overtog fødehjemmet Søndersøvej 8. I januar 1910 begyndte han som mælkekusk. Med sine to hvidskimlede arbejderheste at køre med daglig mælk for landmændene til mejeriet i Süderlügum. Grænsedragningen i 1920 satte dog en stopper for dette.
Da det nybyggede mejeri i Sæd begyndte i juni 1923 genoptog han mælkekørslen fra Ubjerg til Sæd. Da muligheden for at få forarbejdet mælken i Süderlügum blev stoppet anskaffede mange hjem en centrifuge. Den kunne skille mælk og fløde ad. Man kunne også få maskiner til at kærne smør med.
Smørret blev solgt til købmænd eller private i Tønder. I mange køkkener og vaskerum var der således installeret centrifuger. Straks efter både morgen – og aftenmalkningen endnu mens mælken var varm, skulle den køres gennem centrifugen, der blev drejet med håndkraft. Når maskinen først var sat i gang og havde de nødvendige omdrejninger, gik den jævn let.
En frygtelig og grim ulykke
Den havde en stor oversættelse, fordi der skulle en god fart på for at få mælk og fløde skilt ad. Dette var et dagligt arbejde som oftest blev udført af større børn. Ellers var det malkepigens arbejde. Efter hvert brug skulle en sådan centrifuge skilles ad og rengøres. Helt ufarligt var en centrifuge skam heller ikke, når den var i gang.
I Peter Bruhns køkken stod en sådan centrifuge. Her skete der en frygtelig og meget grim ulykke. Den 20. juni 1920 er Mette Bruhn efter morgenmalkningen i færd med at køre mælken igennem centrifugen. Uheldigvis kommer hendes fletning så tæt på maskinen, at den får fat i håret og i et nu er hun skalperet. Hun har fået alt hår og hårbund revet af hovedet.
Med pinefulde smerter kommer hun med hestevogn og ad dårlige veje til sygehuset. Det var en ulykke, der rystede alle i landsbyen. Efter et meget langt sygehusophold kom hun hjem igen. Men i flere år måtte hun flere gange om ugen til sygehuset til behandling.
De russiske gæs
Maleren Emil Nolde, der ikke boede så langt herfra, har ofte nævnt disse blisgås og bramgås. Man kan høre det på deres snakken og gakken. Det er nærmest russisk. De kommer også derover fra. I vintermånederne slår de sig ned i Ubjerg Kog. De skal æde sig fede inden trækket går til Sibirien og det nordlige Rusland om foråret. Så bruger de alle de lyse timer til at æde. En gås spiser helt op til sin vægt – hver dag.
Det næringsholdige græs giver gæssene gode vilkår. Når det går helt vildt for sig, så fordobler en gås sin vægt på blot en måned. Så er det brændstof til en flyvetur på et par tusinde kilometer.
Tilbage i Sæd
Gårdene der ligger yderst, er opført på værfter, både enkelt – og dobbeltværfter.
De traditionelle håndværkserhverv i 1700 – og 1800 – tallet var fint repræsenteret i landsbyen, Sæd (blandt andet smed, bager, maler, tømrer). Vi skal kigge på et par stykker. Ikke alt er lige pænt. Der er nogle skræmmende til – og ombygninger.
I 2007 fik beboerne et chok
Byen Sæd nævnes første gang i 1237 som ”Sæthe”. Ordet betyder at sidde eller bosætte sig. Allerede i 1740 blev gårdene udskiftet. Men gårdene blev i byen. Dette skyldes nok de særlige forhold i marsken.
Byen betragtes som en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår struktur og bebyggelse. Der mange ældre gårde med ældre landsbyggeskik.
Der var meget, der skulle klares på gårdene ud over dyrkning og høst af afgrøder og pasning af dyr. Der var også bagning, røgning og slagtning. Børnene hjalp altid med.
I 2007 fik beboerne i Sæd pludselig et chok, for byen mistede sin status som by. Det sker, når man kommer under 200 beboere. Men det ser ud til, at man igen er kommet over dette tal.
En skamstøtte
Det er ikke mange byer, der har sådan en. Og egentlig er det hvis ikke noget at prale med. Med det har Sæd – en skamstøtte. Men man skal kigge godt efter. Den ligger syd for byen.
Den er rejst fordi Kirsten Christens i 1712 myrdede sine fire børn og begik selvmord med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse i at skaffe mad nok til sine børn valgte hun at tage livet i ”et anfald af tungsind og sindssyge”. Ja sådan beskrev præsten det.
De stakkels børn blev begravet på Ubjerg Kirkegård. Og det gjorde Kirsten Christens også. Men da provsten i Tønder hørte historien beordre han ”morderen” gravet op igen. Hun blev derefter fragtet hen til det hus, hvor forbrydelsen fandt sted, smidt ud ad vinduet og begravet ude på heden.
Hun måtte sandelig ikke begraves i indviet jord. Det at begå selvmord var i sig selv strafbart. Og som skræk og advarsel blev der så rejst en skamstøtte. De forbipasserende kastede sten efter den. Og det er til skræk og advarsel for alle. Inskriptionen kan man ikke mere tyde. Og i dag er der sikkert ikke nogen der kaster sten efter skamstøtten.
Klinkpungen kom i 1715
Dengang blev det betragtet som en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Dengang var der ikke et socialt sikkerhedsnet. Måske kunne klinkpungen i Ubjerg Kirke have hjulpet. Men den blev først indført i 1715.
Det var pastor Wegner, der indførte den. Han begrundede indførslen med, at man på en skøn måde og i stilhed kunne gøre meget godt, idet ingen fik at vide, hvor meget den anden puttede i.
Man behøvede heller ikke at putte noget i hver søndag. Med de indkommende midler kunne de fattige så forsørges rettidigt. Man kunne måske herigennem også skaffe skolebøger til de fattiges børn.
Byens fattige forsynet med kontanter
I 1789 blev sognets fattige ifølge pastor Todsen forsynet med kontanter. Ugentlig fik de af fattigforstanderen tildelt et beløb afpasset efter alder og fattigdom. Pengene i fattigforsorgen kom dels fra indsamlinger i kirken dels fra et årligt bidrag fra kogs-regnskabet. Derudover blev det pålagt sognets velstående hvert kvartal at betale et vist bidrag til fattigkassen.
Fra 1795 til 1859 foregik fattigforsorgen i sognet på denne måde. Hvert år blev der fattigregning, en form for generalforsamling.
I midten af 1800-tallet blev der i alle sogne oprettet fattiggårde. Fattiggårde var som regel en landbrugsbedrift opført eller købt til at huse sognets egne fattige, som her fik den fulde forplejning og logi. Det var tanken at fattiglemmerne skulle være selvforsynende. Ved en stor brand i 1857 nedbrændte flere ejendomme på Grøngårdsvej. En af disse var tiltænkt fattiggården.
Fattiggård ved Sædmark indviet
Efter indførelsen af ”Forordningen om fattigvæsenet” fra 1841 fik Ubjerg sogn en fattiggård – ”Æ Armhus”. Den kom til at ligge ved Sædmark mellem Ubjergvej 7 og 9. Men den blev først indviet i 1859 med 5 voksne og 4 børn.
I befolkningen har det altid været ulykkelige personer, der ikke har haft midler nok eller ikke har kunnet få dem til at række til de daglige fornødenheder.
Lemmerne på fattiggården skulle overholde reglementet. Der var oprettet et fattigvæsen, der bestod af sognets to sognerådsformænd og tre medlemmer af menighedsrådet. Omkring 1961 trængte fattiggården til en større istandsættelse. Kommunen besluttede at sælge fattiggården med tilhørende jord til højeste bud. Og det var for 36.200 kr. til Fedder Feddersen, Bremsbøl. Få år senere blev ejendommen revet ned.
Man hjalp Anne Cathrine til at udvandre
Der var mange, der udvandrede dengang. De sociale myndigheder hjalp gerne til. Ofte var det billigere at komme af med de fattige. Og politiet sendte også kriminelle med skib til Amerika.
I Ubjerg var det Anne Cathrine Sørensen, der ofte havde henvendt sig til Fattigkassen. Hun var ugift og var alene med tre børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevilge et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien.
Man sikrede sig at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig ikke altid gode erfaringer med dette.
Tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse
Befolkningen i Sæd – Ubjerg knyttede sig i 1830’erne og 1840’erne til den slesvig-holstenske bevægelse. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og i kirkeliv.
I alt 34 kom ikke tilbage
Lige fra Første Verdenskrigs start blev alle unge våbenføre mænd indkaldt til krigstjeneste. Næsten alle, uanset sindelag efterkom orden. De opfyldte deres borgerpligt ved at møde op under de tyske faner.
Mange af de indkaldte fra sognet måtte forlade kone og børn og til dels deres landbrugsbedrifter for at drage en uvis fremtid i møde. Mange troede, at det kun drejede sig om måneder før man var tilbage. Men det blev til 4 år med umenneskelige strabadser i skyttegrave navnlig i Frankrig og Rusland.
Hvor mange, der deltog fra sognet, vides ikke. Men næsten alle sognets familier havde slægtninge med i krigen.
De sørgelige budskaber kom løbende gennem de fire år. I alt 34 kom ikke tilbage. Heldigvis kom den overvejende del tilbage. Men det var først efter at have tilbragt en tid i fangelejr eller i lazaret. Der blev opsat en mindeplade på de 20 faldne, der havde folkeregister i sognet
Den berømte Sæd – kartoffel
En overgang anså man Sæd kartoflen som den fineste i landsdelen. Det var en slags æggeblomme af ganske enestående fin kvalitet. Ejendommeligt er det, at der år efter år dyrkedes den samme sort af samme navn. Sådan var det slægtled efter slægtled. Man kaldte disse kartofler forskellige ting, bl.a. ”gullige ”Sædingerkartofler”
Ifølge en beretning af pastor Kallmer, Faretoft ved Dagebüll i et tidsskrift 1796 har der i Sæd dengang:
Selv om jorden tilsyneladende er af samme gode kvalitet, skelner man dog ganske nøje mellem de stavne, der giver den bedste kvalitet, og de der giver en ringere kvalitet.
Kartoffeldyrkerne i Sæd var nøjsomme og uhyre flittige. Jorden fik kun staldgødning. Ifølge gammel tradition vender man jorden med spaden, ja enkelte gik så vidt, at ”de drager plovens nytte for jordbehandling i tvivl, når det gælder dyrkning af kartofler”.
Håndens arbejde blev holdt i hævd. Inden lagringen håndsorteres kartoflerne 2-3 gange. Det var den bedste garanti for, at der ikke blev leveret en eneste forkert eller dårlig kartoffel.
Før ”Genforeningen” 1920 havde man et gammelt marked for Sæd-kartofler i Tønder og i Flensborg. Ja også i Husum solgte landsbyboerne kartofler og grøntsager.
Her regnede man med en fast pris af ca. 11 mark pr. tønde. Men dette er slut.
Grænsen blev lukket til Flensborg og Husum. I Tønder var der kommet kolonihaver. Nu er enkelte stavne tilgroet med græs. Den traditionelle kartoffelavl var ude for store vanskeligheder. Udbyttet blev for ringe. Og det var et stort arbejde med håndkraft.
Det var almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder mellem husene og gårdene i Sæd.
Den sidste ”rødder” fra Sæd
Cecilia født Wellendorf stammede fra Sæd. Hun blev også kaldt for Sille, ja hun anses for at være den sidste ”rødder” kone fra Sæd. Hun solgte grøntsager fra ”æ Rørvuhn” i Tønder indtil først i 1930’erne. ”Rørvuhn” er en kærre, en vogn med to store hjul. Hun skubbede kærren fra Sæd til Tønder med egne grøntsager.
”Æ Smej” gennem 125 år
Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små næsten Jordløse Kådnere og daglejere og en række større og solide gårdmænd.
Gennem 125 år har ”Æ Smej” eksisteret i Sæd. Og smedevirksomheden var drevet af den samme familie i generationer, nemlig familien Specht. Og det var i den samme ejendom, Grænsevej 10. Og det hele startede i 1862, da Christian Hansen Specht købte smedevirksomheden af den tidligere smed Jacob W. Jensen. Han fik også tillidshvervet ”Kirchenältester”.
Sønnen Carsten, en af 8 børn tog på valsen, der måtte han sin tilkommende. Han overtog firmaet. Han var den første i Sæd, der fik telefon. Han fik smedjen bygget om og indlagt el i 1922. Han ombyggede det hele og fik en omfattende handel med landbrugsmaskiner. Ved siden drev han også landbrug. Han importerede moderne selvbindere fra Amerika.
I 1930’erne var han formand og forretningsfører for Sæd mejeri. Men grænsedragningen i 1920 tog en del af kundeunderlaget. I 1925 fik han bil som nr. 5 i sognet. Sønnen Christian overtog firmaet. De købte en ejendom ude på Grøngårdsvej. Efterhånden gled det gamle smedehåndværk i baggrunden på bekostning af mere maskinhandel. En olie – og benzintank blev placeret ved virksomheden.
Den gamle smedje holdt i 125 år med fire smedemestre fra familien Specht.
Æ skrædder fra Sæd
Hans Chr. Lund var født i Terkelsbøl i 1861. Og konen Else Marie var fra Lendemark. De bosatte sig i den nuværende Sønderbæksvej 10.
Som skrædder tjente Hans Christian Lund ikke store penge. Han måtte ofte gå langt for at så for folk. Dengang gik skrædderne ud til folk og syede i deres hjem. Hestekøretøj havde han ikke råd til. Han gik til fods. Om sommeren kunne det ske, at han stod op kl. 4. Så gik han tværs over markerne til Højer, hvor han syede hele dagen. Derefter gik ruten hjem igen.
Foruden at arbejde som skrædder var han markmand. Han holdt i sommerhalvåret opsyn med andres kreaturer og får på markerne. Markerne var dengang ikke indhegnet med tråd. De var kun adskilt med vandfyldte grøfter. Hvis dyrene havde held til at komme over grøfterne, var det hans opgave at få dem tilbage igen. Det kunne ske, at han fandt et får, der var druknet. Dette berørte ham meget. Han havde altid Æ Klu’ stach (springstok). Med den kunne han forcere de vandfyldte grøfter.
Skrædderen elskede at synge. Men det foregik kun på dansk. Og det kunne være problematisk i en tysk tid. Men tolderne kendte ham. Han var en samvittighedsfuld mand og agiterede ikke for danskheden uden for hjemmet.
Konen var en afholdt kogekone overalt i sognet.
Dovne ”Ludde”
Ude i det østligste hjørne af Ubjerg Sogn ligger ejendommen Sædholm. Ejendommen bestod oprindelig af en længe med beboelse i den ene ende og en længe med beboelse i den ene ende og en lille stald i den anden ende. Beboelsen menes at være opført omkring 1902 og stalden i 1920.
Det fortælles om en mand ”Ludde” som ifølge naboen på Holmgård boede der med sin familie før Første Verdenskrig. Han var meget doven. Men konen var meget energisk. Hun gik rundt om markerne og tog i pælene – var de løse tog hun dem.
”Ludde” skulle hjælpe med at anlægge den nye vej fra Sæd til grøngård. Gik han forrest i sjakket blev de forsinket. Gik han bagved blev han hurtig langt bagefter de andre.
Sædholm blev kaldt for ”Polen”
Ejendommen blev kaldt ”Polen” af den ældre generation. Det var fordi, at der under Første Verdenskrig boede nogle polakker på ejendommen. Det fortælles, at manden kom i fængsel for smugleri og skyderi.
I 1960’erne og 1970’erne blev der rundt om Sædholm gravet meget sand af til vejbygning og påfyldning. Det var entreprenørfirmaet Freiberg fra Tønder, der hentede mange læs sand herfra. Her blev der i 1977 etableret en knallertbane. Der var et meget kuperet terræn lige her. I 2013 blev denne bane lukket og blev retableret som et naturområde. Først 1964 – 65 blev der indlagt strøm. Tre husmandssteder blev derefter etableret i nærheden.
I 1972 blev der sat et nyt tag på huset.
Konfirmation havde stor betydning for de unge
Gennem årene er der blevet konfirmeret en masse i sognet. Her på siden har vi tidligere beskæftiget os med konfirmations – problemer i Møgeltønder og Daler. Grevinden på Schackenborg blandede sig. Men her i Ubjerg synes det ikke at have være problemer.
Oprindelig var det således, at hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne. Man kunne blive straffet hvis man ikke var konfirmeret inden man var 19 år.
I tidligere tider ”overhørtes” man i katekismus for at kunne konfirmeres. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner skulle præsten sætte ind med ekstra undervisning. Men skyldes årsagen modvillighed var straffen fængsel.
Konfirmationen havde alligevel en stor betydning for den unge. Det markerede overgangen fra barn til voksen. Med konfirmationen fik man borgerlige rettigheder. Men man fik også pligter. Ja og så fik man en skudsmålsbog. Sådan en var nødvendig, hvis man ville arbejde uden for sognet.
For dårlig i kristendom
Det var Christian den Sjette, der indførte konfirmationen i 1736. Den blev indført i Ubjerg Sogn i 1739. I begyndelsen var de unge mellem 16 ½ og 19 år. I år 1751 blev Ann Hennings først konfirmeret, da hun var 21 år. I kirkebogen står anført:
I 1789 skriver den stedlige pastor Todsen, at undervisningen foregår fortrinsvis om efteråret og foråret. Den foretages af præsten, degnen og skolemesteren. Dengang blev der afholdt konfirmation hver anden år. Dem, der i de mellemliggende år ville konfirmeres, blev det i nabosogne som Aventoft eller Süderlügum. Efter 1847 blev der afholdt konfirmation hvert år i Ubjerg Sogn.
En ny skole – bygget af staten
Da grænsegendarmerne i 1920’erne flyttede til byen fik man brug for en dansk skole. Men den kom dog først i 1933.
Der var tysk flertal helt til 1945. Efter ”genforeningen” blev der oprettet en dansk skole med syv børn i en lille privat stue hos en gårdmand. Efterhånden som grænsegendarmernes børn voksede til måtte man rykke op i ”piselen” – storstuen.
En ny smuk skole blev bygget af staten – ikke kommunen. Den blev indviet den 30. september 1933. Ved den højtidelige indvielse var amtmand Grev Schack, landstingsmand Hans Jefsen Christensen og amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen til stede.
Så tænder vi
Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro til kaffe og taler. Her holdt lærer Højmark Jensen en flammende tale om Kristen Kold, hans skoletanker og frie syn. I sin undervisning fulgte Højmark disse spor.
En dag i krigens tid lagde Højmark mærke til, at nogle af drengene sad og fumlede med noget under skolebordene. Det viste sig, at drengene rullede små cigaretter af hjemmelavet tobak. Højmark tog den i stiv arm:
Da alle var færdige med at rulle cigaretter, råbte han:
25 gendarmer til Sæd
I første omgang kom der 465 gendarmer til grænsen. Men det var ikke nok. Styrken kom op på 600 personer. Det betød, at der skulle rekrutteres yderlige ugifte mænd fra hele landet. De unge havde aftjent deres værnepligt og kom fra handel, håndværk og især landbrug.
Alene til afsnit Sæd kom der 25 gendarmer. Sædmark og Ubjerg hørte under dette afsnit. Direkte velkomne var de nok ikke i de første majdage i 1920. Det var i et son, der hovedsagelig stemte tysk. Den tåbelig krig havde kostet unge mænd livet. Dette sat sit præg på dagligdagen.
For de unge gendarmer, der kom, var det også en udfordring, at de kom til en egn som de slet ikke kendte. Og de havde også vanskeligheder med sproget. Her blev der talt sønderjysk og tysk. Også primitive indkvarteringsforhold blev de budt. Problemet med at skulle skaffe huslys til så mange på kort tid var svært.
Tvangsindkvartering
Løsningen var tvangsindkvartering med kost ost og logi det første halve år. Det har næppe været til glæde hverken for værtsfamilien eller den unge gendarm. Dengang havde man vel ikke gæsteværelser, det var højest et lille karlekammer. Gendarmerne havde vagt to gange i døgnet a 4 timer efterfulgt af 8 timers hvile. Efter en uge var der så en fridag. Vagterne harmonerede dårligt med værtsfamiliens hverdag.
En stærk befærdet vej
Vejen mellem Sæd og Ubjerg var stærkt befærdet. I 1930’erne var den nogle steder 24 meter bred fra grøft til grøft. Men den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Vejen har med tiden og årstiden hele tiden ændret forløb. Og vejen har været der siden middelalderen. Den har været vanskeligt at forcere med mælkevogne, transportvogne, ligvogne og lignende
Først i 1934 blev vejen asfalteret.
Sne i ”tre etager” i Sæd
I 1947 faldt der masser af sne i Sæd. Da var sneen på Grøngårdsvej uden for Alfon Tygesens gård så høj, at der skulle arbejdes i ”tre etager”.
Det var ”Magge”, der styrede denne snerydning. Hans kone døde af brystkræft. Og pludselig var han alene med fem drenge, hvoraf de to mindste endnu var hjemmeboende. Han havde ikke råd til en husholderske og cyklede hjemmefra om morgen klokken 6. han var først hjemme igen kl. 18 om aftenen.
Så skulle han ordne hjemmet og lave mad. Ofte stod det på havregrød. En overgang blev den yngste Walter sendt til Tønder efter middagsmaden på et pensionat i Søndergade.
Husholdersken fik dansk statsborgerskab
I løbet af 1951 fik ”Magge” også en husholderske. De blev da også gift. Hun var tysk statsborger. Men meget hurtig derefter flyttede hun. Efter sigende var det udelukkende for at få dansk statsborgerskab. Jo der var mange dramaer i byen. Markus Jürgensen døde den 5. august 1981.
I den gamle landevejskro
I den tidligere gamle landevejskro fra 1871 er der nu dannet Bed & Breakfast under navnet Sov Godt 8. Lokaludvalget har en aftale med Tønder Kommune om hjælp til nedrivning af faldefærdige huse, der skræmmer bybilledet. Men nedrivningspuljer hænger ikke lige på træerne.
Sæd er langt fra den eneste landsby i Danmark, som er udfordret af nedlukkede forsamlingshuse, skoler og dagligvarebutikker. Men i Sæd har bevaret optimismen takket være et aktivt og kreativt lokaludvalg.
Frysehuset i Sæd bliver stadig brugt
Engang var der mange frysehuse i Danmark. Det var det også og er stadigvæk i Sæd. Det lille sted er et kombineret bryggeri og museum i dag. Her kan man lære om ølbrygningens ældgamle kunst. Byens besøgende kan blive klogere på det lille røde hus historie.
Indrømmet, ”Den Gamle Redaktør” kender mere til det frysehus, der stod på vej ud til Ny Frederikskog syd for Højer.
Frysehusene havde den afgørende betydning, at husmødrene ikke længere behøvede at salte, henkoge eller ryge kødet, når det blev slagtet på gårdene. Nu kunne de i stedet fryse kødet ned i familiens egen fryseboks i det fællesejede hus. Ved restaureringen af Sæd frysehus har lokalrådet på en gang bevaret et symbol på den danske andelsbevægelse og samtidig skabt en aktivitet for byens voksne.
Det mindste hus i Sæd
Ja på Sønderbækvej ligger nok her det mindste hus i Sæd. Engang var det sikkert byens stolthed. Det var i juli/august 1951 frysehuset blev opført i Sæd. Det var Alfon Tygsen, der stillede jord til rådighed. I det firkantede rum var der en smal gang langs væggen og midt på gulvet stod to rækker med hver seks bokse. I flere tilfælde var der to familier fælles om en boks.
I begyndelsen var der kun kødvarer. Efterhånden fandt man ud af, at også bær og grøntsager kunne fryses. Købmanden fik frysebokspapir, fedtpapir – en slags pergament, brunt indpakningspapir og sejlgarn i ruller. Jo og så skulle man skrive pakkeseddel med indhold og ejers navn samt andelsnummer.
Når det var slagtedag hos de enkelte brugere, skulle det de fleste steder meddeles til frysehusets tilsynsførende i forvejen. Beboerne i Ubjerg og Sædmark havde intet frysehus. Men de havde muligheder for at få varer opbevaret i Ishuset, Ved Slotsbanken i Tønder ved Harald Sauer.
Frysehusene havde kun kort levetid. Masseproduktion fik priserne på frysebokse til private hjem til at falde og sammen med tiltagende velstand hos borgerne blev det i 1970’erne almindeligt at hvert hjem efterhånden fik både køleskab og fryseboks.
Masser af naturoplevelser
Der er masser af muligheder for en naturoplevelse i området, som vi her har beskrevet. Der er på det seneste anlagt afmærkede stier for gående og cyklister. Området er kendetegnet med et rigt fugleliv. Mange vadefugle og ænder yngler i området. I træktiden raster store flokke af gæs og svaner. Ligeledes kan der forår og efterår ses enorme flokke af stære, som overnatter i rørskovene i Magisterkog og Hasberg Sø.
I 2006 og 2007 er det gennemført et grænseoverskridende projekt syd for Tønder for at forbedre levevilkårene for dyr og fugle herunder for den hvide stork. På den danske side af grænsen er der i området ved Ubjerg og Møllehus anlagt 35 nye vandhuller, mens den tyske del af projektet har omfattet vandløbsrestaureringer og en udvidelse af det store vådområde Hasberg Sø.
Projektet har desuden omfattet anlæg af en ny vandresti langs Sønderås-diget på den danske side af grænsen mellem Møllehus og Bremsbøl med forbindelse til Ubjerg. Fra stien, hvorpå der også er tilladt at cykle, er der en fantastisk udsigt over afgræssede marskarealer ind mod Ubjerg og Tønder. Fra to udsigtspunkter ved stien er der et smukt udsyn over naturområdet Hasberg Sø.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.593 artikler – heraf 258 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland inclusive disse:
Dato: juni 27, 2020
Utterslev – dengang
Svært at afgrænse området og finde de rigtige navne. Navnet Bispebjerg blev hængende. Utterslevgård. 11 gårde og 9 huse i 1682. Kongen pantsatte gårdene under svenskrigene. Udskiftning først tilendebragt i 1785. I 1834 var der 389 beboere i 64 ejendomme. Pilegård/Mariehøj, Hendrinelyst, Gården Navnløs, Tomsgården, Bellahøjs historie, Gravhøje i parken. Kontreadmiralen og marineministeren. Degnemosen, Hulgård, Øster – og Vestergård, Lille bøllemosegård. Dramaet på Store Bøllemosegård. Historien om Bisbjerg Mølle. Ejeren går konkurs. Et par gamle skoler. De første gader og veje. De blå gendarmer. Et hus i Den Gamle By.
Svært at afgrænse området
Det kan være svært at definere et område, når det pludselig ændrer status og pludselig ændre navn. Brønshøj og Rødovre har hørt med til dette område og omvendt. Dele af dette område hedder i dag Nordvest-, Bellahøj-, Bispebjerg-området. Og vel også til dels Husum.
Byggeriet skulle opfylde en socialdemokratisk drøm ”fra vugge til grav uden at bevæge sig mere end et par gader”. Her blev opført en masse socialt byggeri. Man modtog beboere fra boligsaneringer i det centrale København og fra Nørrebro. Ind imellem boligblokkene blev der opført mindre industri.
Indtil 1980 var der billigt at bo i Nordvest. I 1980 besluttede man også, at personer med psykiske lidelser kunne anbringes blandt almindelige borgere herude. Dette medførte en stigning i hærværk og overfald.
Svært at finde de rigtige navne
Der var dengang afvigelser på matriklerne. Når en gård havde stået øde i meget lang tid, kunne det være, at nabogården kom ind over det andet grundstykke.
Da det kom til at hedde Københavns Rytterdistrikt, fik gårdene nye numre. Og det kan i den grad virke forvirrende. I vores historiefortælling fortæller kun historie om de steder og gårde som vi med sikkerhed kan stadfæste. Det kan også være svært at finde de rigtige navne på gårdene. Disse er også blevet forandret gennem årene.
Skulle tidligt arbejde for herremanden
Utterslev skulle høre under bispen til evig tid. Ja sådan bestemte paven det i slutningen af 1100 – tallet. Og bispen sad i Roskilde. Allerede dengang havde Utterslev – bønderne så en herremand de skulle arbejde for.
Ifølge Roskildebispens Jordebog var der i 1370 9 bol i Utterslev, hvoraf de tre lå til hovedgården og de 6 var til de andre gårde i byen. Muligvis havde de små gårde gjort hoveri.
Navnet Bispebjerg blev hængende
Og Bispebjerg – bakke har egentlig et forkert navn. For det var Utterslev-bønderne der navngav bakken. Det var der, hvor kvæget bisser.
Efter reformationen var det dog ordet Bisp, der blev hængende. På den måde, kom det til at hedde Bispebjerg.
Utterslevgård
Jørgen Vind øverste rentemester og befalingsmand på Dragsholm fik 23. april 1642 brev på Utterslevgård, eller rettere halvdelen af den. På det tidspunkt ejede bønderne selv deres gårde. Så han havde købt den af den tidligere ejer.
Jørgen Vind deltog som Rigsadmiral i Slaget på Kolberger Heide. Han blev såret og døde i juli 1644 af sine sår.
Derefter ejede Felttøjmester Christian Friis til Lyngbygaard i Skåne gården. Han døde meget forgældet i 1657.
11 gårde og 9 huse i 1682
I 1682 var der 11 gårde i byen Utterslev og 9 huse uden jord. Vi ved at der var 14 familier eller husholdninger. Af husmænd var der 6, der havde kreaturer. Desuden var der 2 ”Indsidderfamilier”. Så var der 7 fattige og elendige, der blev anset for ikke at kunne betale ”kopskat”. Flere af disse var familieforsørgere. Ordet ”elendig” brugte man om dem, der var meget fattige dengang.
Hele byen tilhørte staten.
6 af gårdene havde ugetjeneste for Nyby ladegård og gjorde derfor mere hoveri end resten af gårdene. Derfor betalte de også mindre ”Landgilde”.
5 husmænd hørte under Slottets Birk, men de øvrige gårde hørte under Sokkelund Herreds Ting.
Kongen pantsatte gårdene
Den ene af de to store gårde blev overladt øverste rentemester. Den anden blev tillagt herredsfogeden i Sokkelund Herred.
Under og efter krigen med svenskerne 1657 – 60 pantsatte Kongen byens øvrige gårde.
I Svenskekrigen gik det hårdt ud over Utterslev. Kong Karl Gustav boede på en gård i byen. Og på dennes mark havde svenskerne bl.a. deres lejr. I Markbogen for byen omtales forskellige levninger af skanser, som var anbragt på denne mark. Det var åbenbart på Utterslevgård at kongen skulle have opholdt sig.
Her på gården skulle senere have opholdt sig Corfitz Ulfeldt og Elonora Christine. Efter at de kom fra Christiansø.
Endnu i 1667 ejede Kancelli-sekretær Jørgen Reitzner gården. Den blev i 1672 solgt til Christian Skeel. Han var gehejmeråd. Han ejede også Gl. Estrup og flere gårde. I 1682 drev Else Parsberg enke efter Laurids Ulfeldt gården. Selv boede hun hvis nok på Husumgård. Til gården hørte dengang to fiskeparker.
Gården har også tilhørt kammerjunker Jørgen Skeel og generalløjtnant, amtmand over Møn von Plessen. Men efter dennes død blev gården overtaget af Kronen. Von Plessen skyldte hvis for mange penge.
I 1660 blev der endnu ikke dyrket noget
De 11 gårde, som var her kunne ikke dyrke deres marker. Endnu i 1660 blev intet dyrket på markerne. Til den svenske lejr var der anvendt en stor mængde tømmer fra omegnens skove. En del af dette blev senere tilbudt indbyggerne, som deraf kunne bygge nogle hytter.
Senere kom beboerne atter til kræfter, især de som boede på de små gårde. Beboerne på de store gårde havde det sværere ved at komme i gang.
Den 12. december 1658 fik det tyske kancelli’ s forvalter Jørgen Reizer fem af de små gårde og en gård eller en grund i Taarbæk for 607 ½ RDL, som han havde lånt Kongen til garnisonens fornødenheder.
Den 13. april 1660 fik han desuden en af de store gårde i pant og den 1. september fik han den anden store gård samt en af de mindre gårde i pant.
Først efter 1680 var der nogenlunde styr på gårdene i Utterslev. Mange af gårdene havde stået tomme, mens andre havde oplevet at blive bortdømt fra deres gård.
Munchens Gård
Den anden halvdel af Utterslevgård blev i mange år kaldt Munchens Gård. I 1682 ved vi, at der på gården var beskæftiget en karl, to drenge, en tæsker og to piger. Vi ved at besætningen bestod af 11 almindelige heste, fire føl, tre stude, 11 køer, fire kvier, ti kalve, 16 får og 23 svin. Og så havde gården også to fiskeparker.
Her var også mange ejere gik gården over til en formuende brygger ved navn Gregers Jørgensen. Han skulle eje to bryggerier i København. Men ak. Det gik ham pludselig dårlig. Han var nu en gammel mand med mange børn. Han kom bagud med skatter og afgifter. Og kunne han heller ikke gøre det hoveri, der blev forlangt af ham. Han blev senere bortdømt fra gården.
Den berygtede Kirsten Sinklar
Vi hører også om Kirsten Sinklar, som var blevet viet i Brønshøj Kirke med Unche Fridrich. Men denne Kirsten havde vist et meget dårligt ry, således skulle hun have født tvillinger uden for ægteskab. I Brønshøj Kirke måtte hun over menigheden erkende sine synder. De to blev senere bortdømt gården og udvist af Sjælland. I 1688 skulle Kirsten Sinklars mand være blevet halshugget i Ditmarsken.
Byens gårde blev i 1718 henlagt under Københavns Rytterdistrikt. Først i 1766 blev de overdraget beboerne til ejendommene eller rettere arvefæste.
Udskiftningen først slut i 1785
Hvordan gårdene lå dengang har man kun et meget ufuldstændigt overblik over. Det er meget utydeligt på udskiftningskortet fra 1784. Byens gade har omfattet gadekæret, det nuværende Utterslev Torv. Udskiftningen har nok først været slut i 1785. Da Brønshøj Bys jorder gik omtrent ind til Utterslev by, kunne ikke alle gårdene få deres jord ved selve gården.
Godt hundrede år efter i 1787 var der 229 indbyggere i byen fordelt på 48 familier.
I det 19. århundrede blev et par af gårdene lystgårde. Nogle af dem kom i københavnske Vognmænds besiddelse. De knyttede dem til græsning for deres heste. Men nogle af gårdene forblev i de gamle familiers eje, indtil Københavns Kommune i slutning af 1800 – tallet blev ejer af omtrent halvdelen af Byens Mark.
I 1834 var der 389 beboere i 64 ejendomme i Utterslev
I 1834 var der 389 beboere, der boede i 64 ejendomme. Heriblandt var der 15 gårde, 1 mølle, 1 skole. Resten var huse. Vi ved også, at på fem af gårdene boede der forpagtere eller bestyrere.
I 1860 var der 122 beboede steder med 995 indbyggere.
Pilegård/Mariehøj
Jens Olsen ejede en gård, der tidligere hed Pilegaard og senere Mariehøj mellem 1860 og 1870. Den blev flyttet ud og lå nord for Bispebjerg Kirkegård, ikke langt fra Frederiksborggade. Dens jordlod var den største af lodderne i byen. Den omfattede ca. 76 tdr. land.
Den omfattede en del af Utterslev Mose, hvori dog Københavns Vandværk havde nogle rettigheder. Lodden strakte sig fra byen og udefter nord for Bispebjerg Kirkegård. En stor del af dens jord er nu indgået i dette lod.
Allerede i 1870 begyndte Københavns Kommune at opkøbe grunde i omegnens sogne, således blev der netop i 1870 opkøbt 62 tønder land.
Hendrinelyst
Så var det også en gård, der på et tidspunkt hed Hendrinelyst. Den blev ejet af en hyrekusk og hans søn, senere blev den solgt til oberstløjtnant i Borgervæbningen Kaptajn Bangert. Åbenbart er matriklen blevet delt. En vej blev opkaldt efter en senere ejer af denne matrikel, grosserer H.C. Jensen. Men H.C. Jensens Vej fik navnet Rentemestervej. Senere fik matriklen navnet Karens Lyst.
Gården Navnløs
Så var det også gården Navnløs, der blev flyttet omtrent på hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej. På et tidspunkt blev den ejet af etatsråd og amtsforvalter i Rendsborg og tidligere Kammerråd og renteskriver Peder Feddersen. Denne herre må have været ret så velhavende. Inde på Nørrebro ejede han også Petersdal og Petersminde. Det hed så ikke Nørrebro dengang med Københavns Mark.
Denne Feddersen døde i 1845 og arvingerne fik bevilling til udstykke gården i 11 parceller. Efter tre auktioner blev alle ejendomme solgt for 57.960 Rigsdaler.
Senere ser vi på Navnløs areal en bagermester Berggren. Adressen hed da Frederikssundsvej 26. Og på Frederikssundsvej 26 b så vi langt senere en kiosk ved navn Navnløs.
Tomsgården
Tomsgårds historie går tilbage til Mørkhøj Mark. Her døde Peiter Iversen. Og hans enke giftede sig igen med Ole Jonassen, der skødede den til kommandørkaptajn Lütken på Bellahøj for 7.000 Rbd. Sølv. Mens han ejede gården, brændte denne og nabogården. Gårdene lå ved siden af hinanden i byen og var antagelig sammenbygget.
Lütken skødede derefter samme år til enkemadam Karoline Johnsen f. Bruun for 8.700 RDB. Sedler. Gården blev efter branden udflyttet på sin mark. Efter madamme Johnsens død blev gården, der nu hed Tomsgård ejet af arvingerne. I 1898 blev gården solgt for 317.657 kr. til Københavns Kommune.
Tomsgården lå ved Tomsgårdsvej helt til 1938. Den fungerede som landbrugsejendom helt til 1913. Vejen er en del af Ringvej 2. Københavns Kommune havde allerede i 1901 fået ideen om at forbinde hellerup og Vanløse med en ringvej. Men det gik nhele 25 år, inden denne var færdig.
Egentlig var Tomsgården en lille gård. Det var et lavt hus med rødt tegltag og smalle vinduer med seks sprosser. Sidst i 1800 – tallet var området langt mere åbent. Man har ganske givet herfra kunnet se ind over Nørrebro.
Bellahøjs historie
I 1867 købte ejerinden af Bellahøj, admiralinde Lütken en gård, der blev lagt til Bellahøj. En parcel er Lille Bellahøj blev erhvervet af Københavns Kommune i 1899. Bygningerne på den matrikel nedbrændte i 1890 og blev ikke senere opført.
Men historien om Bellahøj er meget interessant. Vi hører om gården i 1682, hvor den er beboet af Rasmus Nielsen. Optegnelser viser også, at gården gik i arv fra generation til generation.
Ved en auktion blev Bellahøj solgt til grosserer Moses Levin Mariboe for 2.910 Rigsdaler. Han fik et skøde den 10. december 1791. Han lod en ny gård opføre på marken. Allerede året efter lod han denne taksere til assurance.
Hovedbygningen var 11 fag lang, 7 fag dyb. Den var tækket med rør med to rækker tagsten forneden. Den var af grundmur. Hvert fag blev takseret for 400 Rigsdaler. Så det blev i alt 4.400 Rdl. Desuden var der to andre længer, en hestestald med plads til otte heste og en kostald med plads til 24 køer, hver længe blev takseret til 2.420 Rigsdaler. I alt kom assurancesummen op på 10.010 Rigsdaler.
Gården blev opført i bindingsværk.
Efter datidens normer var det en meget stor gård. Familien brugte den kun som lystgård og boede her om sommeren ellers boede de inde i København. Gården er omgivet af en meget smuk park. Stedet er opkaldt efter Mariboes hustru Bella Henriques.
Gravhøje i parken
Ordet ”høj” kommer sikkert efter, at der har ligget eller ligger 3-4 gravhøje fra bronzealderen på området. De har aldrig været udgravet og er registreret som fortidsminder. Muligvis er den fjerde høj i virkeligheden en affaldsdynge fra sidst i 1800 – tallet.
Men navnet ”høj” har måske også en anden berettigelse. Det er det det højeste punkt mellem Brønshøj og Vanløse med en enestående udsigt ud over København.
Mariboe ejede også gården, Frederiksgård på Brønshøj Mark. Den 23. oktober 1794 fik han tilladelse til at lægge denne under gården i Utterslev mod at afgive 8 tønder land til to husmænd. Denne gård solgte han dog snart efter.
Gården solgt til kontreadmiral Lütken
Den 2. januar 1813 skødede Mariboe gården, der nu blev kaldt avlsgården Bellahøj til premierløjtnant i Søetaten Magnus Lütken for 85.000 Rigsdaler. Lütken brugte bl.a. forpagter Niels Sørensen, der døde i 1847.
Åbenbart var det på grund af statsbankerotten i 1813 med efterfølgende forringede pengeværdi at Mariboe afhændede gården.
På gården holdtes i 1834 6 heste, 12 køer og 8 svin. Der var 4 tdr. land have og plantage. Gården var endnu stråtækt.
Lütken, der imidlertid var avanceret til Kontreadmiral døde i 1847. Han efterlod gården til sin enke admiralinde Lütken.
Marineminister Otto Hans Lütken
Hun overlod gården i 1875 til sin søn Otto Hans Lütken, der havde været marineminister i 1864. Han boede herude.
I en årrække var han formand for sognerådet. Som ung deltog han i togter til Vestindien og Middelhavet. I 1842 blev han chef for kongens dampskib ”Ægir”. Året efter den 10. marts 1843 blev han viet i Holmens Kirke til et måske uægte barn af Camilla Bundtzen (født du Pay) og Johan Ludvig Heiberg. Lütken blev valgt som folketingsmedlem og sad der i tre år. Han var chef for fregatten Niels Juel, men han måtte opgive denne stilling forsi han blev marineminister. Her sad han indtil ministeriet Bluhmes afgang i november 1865.
Da han døde i 1883, gik gården til hans enke og arvinger, der i 1898 solgte det meste af jorden. Københavns Kommune købte ca. 82 Tdr. land. For 479.509 kr.
Kommunen køber resten af Bellahøj
Gennem 1800-tallet boede højesteretsassessor Anton Lütken også på gråden. Her boede han også i begyndelsen af 1900-tallet.
En del blev i familiens eje. Bygningerne blev også hos familien og blev nu ejet af Stiftsdame Frk. Lütken, der var datter af marineministeren. I 1923 blev Bellahøj restaureret af arkitekt Gudmund Holme.
Efter Pauline Lütkens død i 1932 overtog kommunen så resten af Bellahøj.
I 1935 begyndte dyrskuerne på Bellahøj og frem til 1967 var området hjemsøgt af alskens godtfolk og handlende.
I 1937 blev det besluttet at indrette restaurant i den gamle gård. Det skete i forbindelse med 150 året for ophævelse af stavnsbåndet. Det var også her, at parken blev offentlig tilgængelig.
Parken indeholder gårdens tidligere frugthave, køkkenhave og prydhave.
Degnemosen
Før 1900 var området omkring Degnemosen landbrugsjord og Degnemosen er en naturlig sø, der omkring 1865 var dobbelt så stor som i dag. Søen får sit vand fra kilder langs kanten. Der blev opført villaer ud for den vestlige del af Degnemosen i 1905 – 08.
Omkring Degnemosen blev der udlagt kolonihaver i 1920’erne. Men ak disse måtte vige for højhusbyggeriet i 1950’erne.
Hulgård, Øster- og Vestergård
Herude lå også en gård, der hed Hulgård. En vej er opkaldt efter denne. Men gården har også engang heddet Fodholmsgård. I 1682 blev der nævnt et sted ved navn Fougdeholms Aas. Oprindelig har gården ligget syd for ”Byens Gade”.
En gård blev delt i to og fik navnene Østergård og Vestergård.
Københavns Renovationskompagni ejede en masse jord. De solgte jorden til byggegrunde. Her ligger i dag, Glentevej, Hejrevej og en masse andre fugleveje.
Lille Bøllemosegård
Så var det også Lille Bøllemosegård. Historien om denne gård går tilbage til Peder Nielsen kromand, som engang anlagde en retssag, fordi man fra en gård solgte øl. Det er ikke så meget man hører om kroer i Utterslev. Om hans søn, der overtog kroen, også var kromand vides ikke.
Store Bøllemosegård
Selvfølgelig findes der også en Store Bøllemosegård. Og til den knytter der sig sig en grufuld historie. I 1701 eksisterede gården i hvert fald. Den blev ejet af Mads Olsen, der efterfulgtes af Jens Rasmussen, der havde den til 1761, da Rasmus Olsen fæstede den med aftægt til den forrige fæster og hans hustru. Han fik skøde på den 1766. Hans datter ægtede Hans Hansen, der med hende blev ejer af gården.
Denne mand havde en sørgelig skæbne, idet han ifølge Kirkebogen blev fundet hængt 41 år gammel, den 17. august 1807. Det var samme dag, som englænderne kom til sognet.
Det kunne tyde på, at det var englænderne, der hængte ham. De begravede ham nemlig i hans have. Derefter blev han gravet op og begravet på kirkegården den 9. oktober.
Hans enke ægtede snart Johan Peitersen, men overlevede også denne. Hun skødede 1830 gården til sin søn af første ægteskab brændevinsbrænder Hans Hansen, København. Han døde 1864, hvorefter hans enke i 1866 solgte den til Christen Christiansen. Den blev så i 1894 overtaget af Københavns Kommune for 77.181 kr.
Historien om Bispebjerg Mølle
Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte af det Ørholmske Selskab dets ret til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle blev oprettet i stedet for.
Han mente nu, at der kunne være brug for en mølle ved Brønshøj, ansøgte han derfor at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt ved Ørholm som muligt.
Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente ikke at der her var brug for nogen mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.
Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Han skulle skaffe sig attester fra de omkringliggende møllers ejere, om de havde noget imod at han anlagde en mølle lige her. Der var nogle, der ikke havde indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelauget i København også.
Rentekammeret fandt dog indvendingerne mindre væsentlige. De forslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.
Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 Tdr. land for 600 Rigsdaler. Her blev møllen opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk mod en årlig afgift på 10 Rdl. Sølv.
Bispebjerg Mølle kom til at ligge på hjørnet Tuborgvej/Frederiksborgvej.
Ejeren gik konkurs
Ejlert Møller døde 1816, 71 år gammel. Møllen overgik hans enke. Ved skiftet efter hende 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rdb. Sølv og jorden til 600 Rdb. Til arvingerne var der i alt 6.129 Rbd. Mern det skulle fordeles på hele 11 børn. Sønnen Poul Møller overtog møllen med bygninger. Skødet er udstedet den 22. februar 1820.
Sønnen havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne ikke svare renter af disse. I 1824 kom møllen på tvangsauktion. Den blev solgt til Jens Andersen Borum. Den nye ejer var tillige møllebygger. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende, og to mølledrenge.
Møllen revet ned i 1908
Nogle år efter købte Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke i 1844 hans broder, møllebygger Albrecht Ludvig Albrechtsen. Denne solgte 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede også et bageri ved møllen. Dette og møllen overgik 1896 til et aktieselskab, der i 1906 blev overdraget til Firmaet Brødfabrikken Danmark. Det gamle navn Bispebjerg Mølle blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der opført et dampbageri.
Et par gamle skoler
Vi skal da også lige kigge på Utterslev gamle skole. Den blev oprettet i 1818. Under skoledistriktet hørte tidligere foruden Utterslev, Emdrup og en gård i Brønshøj. Til skolen var der lagt 3 ¾ Tdr. land af Præstegårdens jord på Brønshøj Mark. Derfor ydede sognet 6 Tdr. 6 skp. Byg til præsten.
En anden skole skal vi da også lige kigge på. Det var Frederikssundsvejens Skole. Den stod klar i 1904. Den var tegnet af Ludvig Fenger, som er manden bag så mange københavnske skoler. Syv år senere måtte der her undervises i treholdsskift fra klokken 8 til klokken 18. I 1935 blev skolen udvidet og i 2007 blev den nedlagt.
I de næste ti år gik det stærkt. Indbyggertallet blev fordoblet, idet der i 1870 var 2.133 indbyggere i byen og på dens mark. I alt var der nu 186 ejendomme.
De første gader og veje
Lejehuse og lejekaserne havde holdt deres indtog. Det var den del af byens mark, som i mange år blev kaldt for Utterslev Mark, der blev først bebygget.
De første gader og veje blev opkaldt efter kongens børn:
Disse blev anlagt i 1870’erne.
Ikke meget tilbage af det gamle byggeri
Størstedelen af 1800 – tallets byggeri i kvarteret bestod af 1 1/2 – 2 ½ etagers huse. Der er ikke meget tilbage af dette. Omkring Provstevej, Theklavej og Thoravej samt sporadisk andre steder i Nordvest. Flere af de mindre bygninger fra det oprindelige Utterslev Mark er kendetegnet ved at være udstyret med frontispice og markante hjørnetårne.
Ved Frederikssundsvej 70 på hjørnet af Provstevej findes et af de huse, der er tilbage fra Utterslev Mark – tiden. Bygningen blev opført som beboelsesejendom i 1886, Der blev senere viktualiebutik. Og endnu senere kom Cafe Fuglereden. Ved Lille Theklavej er der to hjørnebygninger og to mindre huse fra 1888 og 1889 med tilhørende værkstedsbygninger. Den ene er med synlig muret skorsten.
Ballade i Københavns Kommune
I 1894 blev Emdrup Søgård og Lersøen erhvervet af Københavns Kommune, Den første insiderhandel blev afsløret, idet en kommunal embedsmand blev afsløret i forsøget på at skaffe sig en ekstra gevinst. Denne form for snyd aftog ikke. Gårde i Utterslev blev som det kan ses på vores skriverier erhvervet. Rådsmedlem Holm overtales af Hr. Jens Larsen til at give oplysninger om, hvad kommunen agter at købe. Så kunne man altid komme kommunen i forkøbet og tjene penge på dette.
Insiderhandel nr. 2 blev afsløret af Borup. Han politianmelder Larsen, der idømmes 30 dage på brød og vand. Så gik man efter Borup, men han giver igen og får oprejsning.
I 1901 bliver Brønshøj, Husum, Vanløse, Valby og Sundbyerne indlemmet i København. Indbyggertallet her stiger til 400.000 indbyggere.
I 1903 indvies det nye rådhus. Borup er midt i planlægningerne, da han dør. Nordvestvejen får navneforandring til Borups Alle og Bispebjerg Kirkegård tages i brug. Vandværket ved Borups Alle begynder at levere vand.
Man finder ud af i 1908, at der er 11.000 ledige boliger i København så byggeriet stilles i bero i flere år.
Senere er indbyggertallet i Utterslev og byens mark tiltaget betydeligt. I 1911 var vi oppe på 11.967 og i 1916 13.856 indbyggere.
I 1913 åbnes Bispebjerg Hospital så officielt. Man havde planlagt 12 pavilloner men det blev kun ved de seks. Ved de senere udvidelser forsøgte man at bibeholde symetrien. Det er også i dette år, der kommer vand til København fra Brønshøj Bakke. h
Bondestuen
På Frederiksborgvej 27 lå indtil 2011 en interessant historie. Husets nederste etage rummede frem til nedrivningen værtshuset ”Bondestuen” men husets historie går tilbage til omkring 1885, hvor Estrups gendarmer havde til huse i bygningen.
Estrups gendarmer befandt sig også på Jagtvej på Ydre Nørrebro dengang. De blå gendarmer blev oprettet af daværende statsminister Jacob Estrup. Det var datidens skatteopkrævere og statspoliti. De var bl.a. udstyret med karabin og en ryttersabel. De havde samme beføjelser til at arrestere som politiet.
Efter en kort årrække flyttede gendarmerne til en adresse på Provstevej. Der blev indrettet en politistation på matriklen med en landbetjent. Ja og der var arrest i kælderen. Her opholdt de arresterede sig indtil de blev overført til Blegdamsfængslet. Arresten blev dog nedlagt ved indlemmelsen i Københavns Kommune i 1901.
I gården solgte produkthandler Alvi Carl Alfort – kaldet Almind – sine varer, men om natten fik klunserne lov til at sove under halvtagene. Klunserne var ofte hjemløse og levede blandt andet af at finde ting på lossepladser, som de kunne sælge.
Mange af klunserne, som vi har skrevet flere artikler om, har holdt til på Bondestuen i 40 – 50 år. De fleste af dem kan huske, da skattekontoret lå lige om hjørnet. Når man afleverer halvdelen af lønnen til skattefar, så kan man da lige smutte forbi og drikke resten op. Hvis man ikke opførte sig ordentlig, røg man ned i ”fangekælderen”. Som bartenderen spøgefuld sagde dengang:
Se huset i Den Gamle By
Provstevej 11 og 13 er fra henholdsvis 1886 og 1880 samt Thoravej 18b, der er opført 1886. Overfor på hjørnet ligger Provstevej 9, hvor der nu er opført moderne boligbyggeri. Egentlig blev ejendommen opført af tømrer William Olsen i 1887. Og det var her De Blå Gendarmer flyttede hen. Bygningen blev i 2008 nedtaget og flyttet til Den Gamle By i Århus
Kilde:
Mælkeriet Enigheden:
Lersø-bøllerne:
Dato: juni 22, 2020
Hvem skriver Historien?
Vi har vel alle fordomme. Derfor behøver vi nødvendigvis ikke at være racister. Vi skal fortælle hele historien også om slavehandel. Men skal vi så rive monumenter ned? Måske også palæer bygget af ”slavepenge”. Mange konger og Ludvig Holberg er i fare for at miste hovedet. Johannes V. Jensen kan miste en udnævnelse. Og måske er Karen Blixen lidt for meget racist til at få en gade opkaldt efter sig? Du skal tro på alt, hvad der står i historiebøgerne. Historieformidling er ikke entydigt. Det handler om ”Det Moralske Kompas”. Bliver det plads til at fortælle alt om Schimmelmann? Grundloven gjaldt nu heller ikke i Nordslesvig. Skal Churchillparken have nyt navn? Historieformidling handler også om alt det, der ikke bliver fortalt. Fortiden vil altid være omstridt.
Vi har vel alle fordomme
Er du racist, fordi du er fordomsfuld?
Vi har alle fordomme over for hinanden. Det kan knytte sig til vores køn, dialekt, kropsbygning, bopæl, beklædning, indkomst, job, holdninger, madvaner, idealer, nationalitet, ind- og udadvendthed – og naturligvis også til vores hudfarve. Men alle fordomme er ikke nødvendigvis racisme.
Vi skal pille monumenter ned – eller skal vi?
Ja spørgsmålet rejses, fordi vi nu skal pille monumenter ned og vi skal have omdannet vejnavne. Dette skal relateres til Danmarks tid som slavenation. Københavns Kulturborgmester siger følgende:
Hvordan skal vi skrive historien?
Men hvad så med alle de palæer vi har i Nordsjælland og København som kan relateres til vores fortid som slavenation. Skal disse også rives ned?
Og hvad bliver det næste. Skal Gunnar Nu Hansens Plads have nyt navn, fordi den gode mand havde nazistiske tilbøjeligheder?
Hvem skriver historien? Hvad er den rigtige historie? Man siger, at det er sejrherren, der skriver den.
Skal vi gå ind og håndplukke historien? Eller skal den renses for de ”sorte pletter”.
Man kan ikke revidere historien med tilbagevirkende kraft
Man kan ikke revidere historien med tilbagevirkende kraft. Man kan ikke viske sin fortid ud. Og man ændrer ikke historien ved at fjerne historiske monumenter og statuer. Det vil gøre os historieløse. I stedet skal vi kende vores fortid på godt og ondt.
Den sides redaktør måske også været med til at dømme fortiden med nutidens briller. Det vigtigste er man prøver at forstå fortiden.
Måske er det også den måde historien fortælles på, som vi husker. Ofte er det gennem handling, krige og erobring af nyt land. Se bare den måde Danmark fortæller historien om 1864 på. Den er præget af selvgodhed. Skoleeleverne tror næsten, at det var en sejr til os.
Det kan godt være at det er den hvide mand, der har skrevet historien, mens brune, sorte og kvinder har set passivt til. Måske bør vi i fremtiden fortælle historien ud fra en anden vinkel.
Man tror, at man kan omskrive historien ved at lade som om, den ikke har fundet sted. Men det er forkert. Vi skal vedstå historien – også den dårlige side af den.
Karl Marx talte heller ikke pænt om jøder
Nu skal vi nok lige passe på og ikke ende som i Polen, hvor det er staten, der bestemmer, hvilken historie, der skal fortælles. Karl Marx talte heller ikke altid lige pænt om asiater og jøder. Vi skal ikke bare omskrive historien efter forgodtbefindende.
Den offentlige historieformidling burde levne plads til diskussion og til forskellige opfattelser og vinklinger. Den dybere forståelse af fortiden kan netop gå tabt, hvis man forsyner palæer, statuer og vejnavne med en værdidom. Folk kan nu engang ikke gøre for, at de levede dengang, hvor holdningen var en hel anden.
Fortiden vil altid være omstridt
Fortiden vil altid være omstridt. Vi kan ikke censurere os til enighed. Vi skal ikke fjerne, censurere og gemme bort. Fortidens helte bliver ofte til nutidens skurke.
På grund af historien er ”Den Gamle redaktør” blevet smidt ud af Facebook. Og fordi www.dengang.dk ikke tolker historien som de fleste, så er vi mere eller mindre gået frivillig ud af så mange andre Facebook – grupper.
Men vi er glade for alle de henvendelser og reaktioner som vi får. Vi har også lært at historieformidling er svært. Det er også svært at overbevise folk, der har en fastgroet mening. Det gælder især omkring Besættelsestiden og den såkaldte ”Genforening”.
Medierne fortæller ikke det hele
Her spiller medierne en afgørende betydning. Men det er bestemt ikke alle journalister, der er lige velegnet til historieformidling.
Vi har set et fantastisk drama omkring 1864 af Thomas Winterberg. Som drama kunne det nok ikke gøres bedre, men som historieformidling? Det samme gælder filmen Under Sandet. Filmen stemmer ikke historisk, men dramaet var igen fantastisk. Fornyelig så vi så Grænseland. Egentlig også en god serie. Men den fortalte ikke det hele.
Via pres, terror og meget andet blev de dansksindede i Nordslesvig truet. De blev frataget deres stemmeret og indflydelse. Også økonomisk blev de holdt nede. Alt imens kiggede politikerne i kongeriget den modsatte vej. I skåltaler op mod ”Genforeningsfesterne”, som mere eller mindre blev aflyst, nåede vi dog at få et vide, at man kan takke de københavnske politikere for at Nordslesvig blev en del af kongeriget. Men som du vil kun se fra vores artikler er dette ikke korrekt.
Men se den danske konge straffede også tilhængerne af den slesvig-holstenske bevægelse. De måtte ikke bruge deres flag eller sang. I Mellemslesvig skulle de tale dansk.
Den såkaldte ”Genforening” er ikke et glansbillede
Man nåede at fjerne en masse statuer af kejser Wilhelm. Og på Knivsbjerg sprang man resterne af Bismarck- monumentet væk i 1945. Det var efter besættelsen. Og dansk politi gjorde ikke meget for at opklare det.
Vi har set nogle fremragende artikler og udsendelser, men vi har sandelig også set det modsatte. Den såkaldte ”Genforening” er ikke et glansbillede. Og meget apropos så betalte salget af De Dansk Vestindiske Øer en del af ”Genforeningen”.
I sidste ende blander politikerne sig. Enten er gengivelsen for rød eller for blå. Men de allervigtigste er, at man får skabt en debat.
Du skal ikke altid tro, hvad der står i historiebøgerne
Vi skrev i 2017 en bog, man ikke gad at anmelde i København. Den fik hæderlige anmeldelser i tre aviser i det sønderjyske. Lokalt blev bogen tilsvinet og kaldt for konspiration og udokumenteret ”sludder”. De fleste dokumenter, som vi fandt, afleverede vi på det Lokalhistoriske Arkiv. Politiforeningen og PET sørgede for, at vi ikke fik yderligere adgang.
Vores omfattende arbejde og arkivbesøg lærte os, at man ikke skal tro alt, hvad der står i historiebøger, heller ikke det som står nedskrevet af historikere og i hvert fald er ikke alt, hvad myndighederne fortæller os rigtigt.
Vi fandt frem til fem mystiske dødsfald alene i Bov Kommune. Samtidig var der et par bøger, der fortalte at modstandsbevægelsen i Sønderjylland ikke havde likvideret folk!
Historieformidling er ikke entydig
Historieformidling er ikke entydig. Den handler ofte om, hvad du har fået fortalt og hvad det er den grundlæggende holdning. Ofte handler det også om politisk holdning.
Vi siger ikke herfra at vi altid har ret. Vi fortæller historien fordi vi er nysgerrige og fordi vi elsker at formidle enten på skrift eller via foredrag. Historieformidling handler også om det man mere eller mindre bevidst undlader at fortælle os.
Det moralske kompas
Det er som om, at spørgsmål omkring historien og tolkningen af den kommer i bølger. Lige nu handler nu om racisme og hvem der skal æres gennem monumenter og gadenavne. Og ind ad bagdøren får vi så at vide, at kvinderne er glemt.
Det farlige er, at man nu vil fjerne monumenter og gadenavne eller skrive en forklarende tekst til dette. Måske skal det hele også forsynes med advarselstrekant. Men igen engang, hvad er den rigtige historie og hvem skal skrive den?
Det moralske kompas er under konstant forandring. For 300 år siden var menneskerettighederne ikke engang på dagsordenen. Verden var en anden. Men det glemmer man, når man vil hugge hoveder af statuer eller smide dem i vandet.
Jo, Danmark var involveret i slavehandel
Jo Danmark har været involveret i slavehandel. Det har vi forsømt at skrive om her på siden. Men vi er allerede i gang med research i arkiverne. Men hvor mange slipper i grunden igennem moralske kriterier. Skal disse så bare slettes af historien – bestemt ikke.
Hvad med Jellingestenene? Er det i orden at have et symbol stående af folk, som var succesfulde ved at være barbariske? Vikingerne plyndrede, voldtog og tog slaver.
Ja det gjorde de gamle grækere, romere og andre vigtige historiske folk også. De havde også slaver.
Løsningen er ikke at rive de monumenter ned, som har noget med slaveri at gøre. Det ville være pragtfuldt at oprette et museum med vores tid som kolonialmagt både herhjemme og der, hvor det foregik. Men på De Vestindiske Øer forfalder minderne mere og mere – bygninger og sukkermøller.
Skal Ludvig Holberg miste hovedet?
Han gav vores land litteratur og skabte teatret i Danmark. Han var den første danske journalist. Han brugte vores lands sprog, som var foragtet og forsømt af alle dannede. Det handler om Ludvig Holberg og ordene er hvis nok Hans Scherfigs.
Nu er Holbergs hoved hvis nok i farezonen. Det er hovedet på den statue, der står lige ved Det Kongelige Teater. Jo vores gode mand er nu kommet i søgelyset, fordi han besad en obligation i Vestindisk-Guineisk Kompagni, der med Kongelig bemyndigelse stod for koloniseringen af Dansk Vestindien og transporten af 120.000 slaver dertil fra den danske koloni Guldkysten i Afrika.
Det var slaver, hvis arbejde ikke mindst med sukkerdyrkning grundlagde danske købmænds enorme formuer. Kompagniet gjorde Danmark til den syvende største slavetransportør over Atlanten. Holberg tog selv forsigtig afstand for slaveri i:
Han modtog 18 rigsdaler i rente på sin slave-obligation, men tjente gode penge på sit forfatterskab. Så gode, at han som ældre overlod sin store formue til Sorø Akademi. Men nu skal han altså have hovedet kappet af!
Det er komplet historieløst at sætte Ludvig Holberg i samme kategori som Belgiens Kong Leopold, der drev en af de mest grusomme slaveregimer i verdenshistorien i Congo.
Hvad med alle de andre?
Skal aktionæren og søhelten Niels Juel samme vej? Og for ikke at tale om storaktionærerne Christian den Femte og hans hustru Charlotte Amalie? Denne konges tilstedeværelse er krænkende. Rytterstatuen på Kongens Nytorv står der ikke fordi han oprettede Dansk Vestindisk Kompagni og satte danske slavehandel i system.
Statuen, som er Nordens ældste statue, står der, fordi det var under ham, at Torvet blev anlagt som en fin kongeplads. Nyhavn og Christianshavns Vold blev også anlagt under ham.
Uha, Christian den Femte brugte svenske tvangsarbejdere til at bygge Nyhavn.
Monumenter gemmer sig i krattet
Der er nok ikke chance for at monumentet for totalafholdsforeningens grundlægger Ole Syversen, der blev opført i 1914 ved Edel Sauntes alle tæt ved Fælledparken bliver revet ned. Det var i øvrigt den første kvinde, der beklædte en borgmesterpost i København.
Men omkring det omtalte monument er det så meget bevoksning, at det kun er 1. maj folk stifter bekendtskab med ham, når horder af fulde unge mænd styrter ind i bevoksningen for at tømme deres tungt lastede blærer.
Engelske virksomheder undskylder
Så vidt vides har danske firmaer ikke taget afstand til vores slavefortid, og det har Danmark vel heller ikke. Men det er britiske firmaer begyndt på. De har kigget på deres rolle under slavehandlen. De lover nu bod og bedring. De går bodsgang og forsøger at kompensere for fortidens synder.
En af dem, er forsikringsselskabet Lloyd of London og bryggeriet Greene King. De har tilbudt økonomisk støtte til velgørende organisationer, der arbejder for diversitet og inklusion
Også Church of England, der var med til at afskaffe slaveriet i Storbritannien har tidligere måttet undskylde for at have ejerskab af tre sukkerplantager i Caribien er kommet i klemme. Man har fundet ud af, at næsten 100 gejstlige har været direkte involveret i slaveri og tjene på det.
Stakkels Columbus og Gandhi
Den italienske opdagelsesrejsende Christopher Columbus, der som bekendt opdagede Amerika i 1492 (var det nu ikke Erik den Røde?). Han er på mange måder et symbol på slavegørelsen af Afrikas befolkninger. Hans hoved er i fare.
5.000 mennesker har skrevet under på, at en statue af Gandhi skal fjernes. Og der på grund af dennes fortid. I 1904 opfordrede han sundhedsmyndighederne til at fjerne afrikanere fra en indisk bydel i Johannesburg.
Johannes V. Jensen – pas på
Og Johannes V. Jensen hvis roman ”Kongens Fald” blev udnævnt til at være Danmarkshistoriens bedste roman, skal denne udnævnelse tilbagekaldes, fordi han efter en USA – rejse havde et meget negativt syn på den sorte befolkning. Dokumentation har vi i en artikel fra 1907. Den hedder ”Den Ny verden”.
Vi skal ikke glemme, at det lykkedes europæerne at fragte i omegnen af 13 millioner afrikanske slaver over Atlanten. Rundt regnet gik en million tabt på den brutale overfart.
Christian den Fjerdes Heksejagt
Vi hylder Christian den Fjerde. Han står på den prominente plads mellem Børsen og Christiansborg. Han skulle hædres for alle de smukke bygninger, som han lod opføre i København. Men han var en magtfuld konge, en politisk fantast, der tømte statskassen i trediveårskrigen. Og så var han den konge, der fangede flest hekse. Skal han af med hovedet? Hans forordning fra 1607 gjorde heksejagt til et statsanliggende. 60 pct. af alle hekse dømt til døden i Danmark var alene i hans regeringstid.
Skal Churchillparken have nyt navn?
At diskutere Winston Churchill går aldrig af mode. Hverken som helteskikkelse eller hadeprojekt. Han er blevet kåret som Storbritanniens mest populære statsmand gennem tiderne. Han er symbolet på et Frit Europa under Anden Verdenskrig. Men nu er han også blevet kaldt racist. Falder hans hoved og skal Churchillparken i København have nyt navn?
Han betragtede ”de farvede folk” som vilde og uciviliserede, og ”den dominerende race” som hans egen. I 1897 var han udsendt som aviskorrespondent i Afghanistan. Her berettede han om ”de opsætsige muhamedanere, der fik en lektion af imperiets tropper med ødelagte landsbyer, moskeer og brønde, der blev fyldt op med sten”
Fra talerstolen i parlamentet sagde Churchill uden omsvøb:
Han nærede dyb afsky for inderne. Og den konservative partifælde Lord Amery bemærkede at Churchills holdning til inderne mindede om Hitlers holdning til jøderne. Amery var minister for indiske anliggender og jødiske aner, så han vidste, hvad han talte om.
Da fire millioner indere døde af sult i Bengalen i 1943 – 1944 afviste han at yde dem fødevarehjælp.
Nu brød han sig heller ikke meget om danskere. Han kaldte nogle af vores ministre for tøsedrenge. Historien om Churchill minder os om menneskets styrker og svagheder.
Flere tusinder af nordmænd har skrevet under på en nedrivning af en Winston Churchill statue.
Kulturministerens rolle
Det virker lidt underligt, at kulturministeren vil have nedsat en kommission, der skal kigge på danske statuer for at vurdere om nogle skal forklares yderligere. Det første problem er at finde ud af præcis hvilke vejnavne og statuer, der skal have advarselsskilte. Identitet handler også om andre ting end race og etnicitet.
Andre politikere mener, at foruden historikere skal være raceforskere ind over. Og så skal vi huske monumenter i forbindelse med Danmarks forhold til Grønland.
Måske kommer det så til at gælde alle historiske personer som levede før forrige århundrede. Og hvor meget skal det så med på de skilte? Skal de gode ting undlades?
Er det plads til at fortælle alt om Schimmelmann?
Det bliver da et problem for politikeren Ernst Schimmelmann, som har en vej opkaldt efter sig i Gentofte. Han var Danmarks største slaveejer, men opfordrede senere kongen til at afskaffe den transatlantiske slavehandel.
Ja denne slavehandler var også med til støtte en række kunstnere og videnskabsmænd. Men hvor meget plads er det på skiltet.
Vi har været inde på, at det er en mørk fortid. Specielt de kyniske planer for slaveimport og oprettelse af specielle farme for opdræt af slaver, som blev lanceret efter forbuddet mod slavehandel i 1792, kan få udenlandske forskere til at gispe.
Grundloven gjaldt nu heller ikke for Slesvig-Holsten
På Christiansborgs Slotsplads står statuen af Frederik den Syvende. Den er vel også problematisk. For når vi omtaler Danmarks kolonier og deres beboere så er de ikke omfattet af grundloven. Og det var de såmænd heller ikke nede i Hertugdømmet Slesvig-Holsten. Men det glemmer vi også.
Frihedsstøtten markerer stavnsbåndets opløsning i 1788 er også et eksempel på dobbeltmoral, fordi slaveriet stod i fuldt flor i danske kolonier. Ja igen engang så eksisterede hoveriet i fuldt flor i Slesvig-Holsten inklusive Nordslesvig.
Skal vi også af med Frederik den Femte?
Ja, hvad med Frederik den Femte, der står ved Amalienborg. Som konge overtog han De Vestindiske Øer fra Det Vestindiske Kompagni i 1755, mens der foregik massiv slavehandel.
Selv Hans Egede på Grønland bliver angrebet
Og heller ikke Grønland er blevet forbigået. På Grønlands nationaldag blev statuen af Hans Egede udsat for hærværk. Den dansk – norske præst Hans Egede er kendt som ”Grønlands apostel”. Det var manden, der startede koloniseringen af Grønland. Han rejste til Grønland i 1721 i håb om at omvende efterkommere af vikingerne fra katolicisme til protestantisme. Dem fandt han aldrig. I stedet arbejdede han frem til 1736 som de facto leder af handels – og koloniprojekter. I 1725 skrev han:
Udstillet i bur
Danmark har som den eneste slavenation ikke skyggen af et officielt dansk mindesmærke eller et kolonistisk center. Slaveriet var ikke et resultat af enkelte mænd var onde. De mænd var en del af et system, som præsenterede en hel gruppe mennesker som simpel arbejdskraft uden rettigheder, fornuft og ære som frit kunne udnyttes til at skabe kapital i et gryende kapitalistisk samfund. Danmark lå hvis nok på en 7. plads, når det gjaldt slavehandel.
Det var også den 7 – årige Victor Cornelius, der var efterkommer af slaver. Han blev som 7-årig i 1905 sent fra Sankt Croix til Danmark for at være en del af en såkaldt koloniudstilling i Tivoli. Han endte med at blive sat i bur under udstillingen.
Masser af slavepalæer
Vi skal da også lige påpege alle de palæer, der er bygget for slavepenge i København og Nordsjælland. Skal de rives ned? Så er det også lige Søbøtkers Allé opkaldt efter Johannes Søbøtker i Hellerup og De Conincks Vej i Rudersdal Kommune.
Kunne man så ikke omdanne en af disse gader til Karen Blixen – vej. Det er også problematisk fordi hendes forfatterskab indeholder racistiske tendenser.
Skal børn ikke lære historie i skolen
Og egentlig burde børnene vel oplyses om historie i skolen. Det er vel bedre end et skilt på et monument. Man kunne jo starte med hertugdømmerne, der var dansk inden de blev dette. Men om dette så retfærdiggør benævnelsen ”Genforening” er vel et vidtstrakt forklaringsproblem.
Og så for alle turister, så skal forklaringen på vejnavne og monumenter måske også være på Engelst, tysk og fransk og som en gestus til vort broderfolk – på svensk.
Kilde:
Hvis du vil læse mere: www.dengang.dk indeholder 1.585 artikler. Du kan læse følgende:
Dato: juni 19, 2020
Da Tønder Handelsforening startede
Med i mange handelsforeninger. Miss Gågade/Tønder. Valget faldt på Tønder. Veluddannede af god familie fik hjælp af Tønder Sparekasse. Selvstændig som 24 – årig. Den første forening blev stiftet i 1893. Tønder Handelsforening stiftet i 1906. Købmandsslægten Olufsen meget aktiv. Olaf opgav sin manufakturforretning – blev forretningsfører i Sparekassen. En aktiv handelsforening. Uddannelse startede i 1907. Mange institutioner til Tønder. Caspar Thomsen udvidede butikken Det var hårdt for lærlingene. Mange mørke sider. Igen generalforsamling i 1918. En tredjedel af handelsområdet blev skåret væk i 1920. Johannes blev ikke så rig. Olufsen forlod politik. Depression ramte Tønder i 1930’erne. Johannes døde alt for tidligt. Der er sket meget i Østergade 46.
Med i mange handelsforeninger
Det var her i Tønder, hvor jeg stod i lære. Men egentlig fik jeg aldrig indflydelse i handelen dengang i Tønder. Det vil sige, at det gjorde jeg måske alligevel. Jeg blev medlem af HK – Ungdom.
Men i Aabenraa blev jeg aktiv i Initiativudvalget, som var en handelsforeningens mange udvalg. Men samtidig blev jeg så også HK – formand. Det var det sandelig ikke alle, der kunne lide. Min arbejdsgiver havde været meget aktiv i Aabenraa dengang. Han kunne gå lide mit engagement.
Og det kunne de heller ikke nede i Padborg, hvor jeg blev sekretær i den lokale handelsforening. Der måtte man ikke give udtryk for ens mening om udviklingen i området uden at spørge bestemte personer af. Det endte også med en fyring fra min arbejdsplads.
Ja og så fortsatte jeg ellers på Nørrebro som sekretær i handelsforeningen. Foreningen har haft sin storhedstid, men den var sandelig også stor. For efterhånden en del år siden skrev jeg en bog om Nørrebro Handelsforening. Jo her er jeg stadig sekretær.
Miss Gågade/Tønder
Det var måske en lidt utraditionel begyndelse, når man egentlig vil skrive om handel i Tønder. Indrømmet, selv om jeg sidder helt herover, så smugkigger jeg altid på, hvad der sker over i Tønder. Her er de i den grad aktiv i handelslivet. Ja det var helt tilbage til dengang, da Michael Falcks far også var aktiv i handelslivet dengang. Jo jeg kan godt huske, at man udpegede Miss Tønder dengang eller var det Miss Gågade?
Valget faldt på Tønder
Men så langt op går vi ikke i denne historie. Til gengæld går vi langt tilbage. Det er til købmandsfamilien Caspar og Johs. Thomsen. Faderen var tysksindet kaptajn. Han søgte et givtigt sted for at etablere sin egen virksomhed og valget faldt på Tønder.
Caspar fandt sin kone i Tønde, Hun hed Jensine Margrethe og var datter af gæstgiver Jensen i Verlath mellem Aventoft og Rosenkranz. Hun var søster til borgmester Rathje i Tønder.
Veluddannede af god familie blev hjulpet af Sparekassen
Tønder Spare – og Lånekasse var villige til at hjælpe veluddannede unge mennesker af god familie i gang. Så i 1875 kunne han forpagte den velanskrevne købmand Angels forretning i Vestergade. Denne forretning blev senere overtaget af S.C. Lorentzen. Og her har min afdøde storebror langt senere været i lære.
Selvstændig som 24 – årig
Den 1. oktober 1877 i en alder af 24 år købte han købmand Carl Olsens forretning i det nuværende Østergade 46. Nu havde han fået foden rigtigt under eget bord. Jo han blev nemlig også ejendomsbesidder.
Salgssummen dengang androg 22.750 Mark. Caspar betalte kontant 9.250 Mark.
Den første forening blev stiftet allerede i 1893
I 1880’erne og 1890’erne havde han ret stor succes. Han blev anset som værende en god købmand. Østergade blev dengang anset til at være en af Tønders hovedstrøg. Her var stor trafik og handel med de store fredagsmarkeder. Kolonialvareforretningens sortiment blev forøget år efter år.
Selv kan jeg da huske fra min ungdom, at jeg været bydreng hos to købmænd i Østergade plus alle de andre steder jeg har være rundt om i byen.
Allerede i 1893 havde Caspar Thomsen stiftet ”Detaillistforening for kolonialbranchen”.
Tønder Handelsforening stiftet i 1906
I 1906 var Caspar Thomsen medinitiativtager til stiftelsen af Tønder Handelsforening. Han blev foreningens første formand indtil 1920. Kollegaen S.C. Lorenzen blev næstformand.
Købmandsslægten Olufsen var også meget aktiv
Meget aktiv dengang var også købmandsslægten Olufsen. Købmand P. Olufsen var en byens matadorer dengang. han havde en kæmpe købmandsbutik på hjørnet af Torvet og Storegade. Her var også urtekram og produkthandel. De velhavende marskbønder opbevarede deres penge i Olufsens store pengeskab. Han var selvfølgelig modstander af at der skulle oprettes en dansk bank i byen.
I Olufsens anden ægteskab kom der to sønner, tvillingerne Oluf og Lars samt datteren, Christine.
Lars kom i banklære. Da faderen døde den 3. februar 1903, overtog han den store forretning på torvet. Efter knap et år afgik han ved døden efter en af de talrige tyfusepidemier, der ramte Tønder dengang.
Oluf opgav sin butik – forretningsfører i Tønder Sparekasse
Oluf kom i manufakturlære. Senere drev han egen butik i Tønder. Faderen havde ladet opføre en stor forretningsejendom i Storegade 12. Det var kun ved hjælp hjemmefra at han kunne få det til at løbe rundt.
Ved svigerfars død overtog han dennes hverv som forretningsfører i Tønder Sparekasse og solgte sin manufakturforretning. Han opførte ejendommen, Østergade 17, som blev forretningslokaler for Sparekassen.
En aktiv handelsforening
Nu var det en ret aktiv bestyrelse dengang. De havde indflydelse på anlæggelse af elektricitetsværk, bedre vandforsyning, kloakering, bedre gadebelysning, etablering af rutebilforbindelser m.m.
Vi kender jo nogle af dem, Nicolaus Andresen (sekretær). Flere kendte var til stede og gav deres tilslutning. Det var Oluf P. Olufsen, M.C. Christiansen, Jacob Klüwer, Emil Wolffhegel m.m.
De gode indtjeningsmuligheder hos byggeforretningerne og håndværkerne smittede af på de andre næringsdrivende.
Undervisning af lærlinge startede i 1907
Caspar Thomsen havde indset at et kollegialt samarbejde mellem byens købmænd var hensigtsmæssigt. Der var også hensigtsmæssigt at få undervist byens lærlinge. Denne undervisning startede allerede i 1907. Det var en forløber for den lokale handelsskole, der blev etableret i 1920.
Jo den 14. januar 1907 startede man undervisning med to klasser og i alt fire timer ugentlig. Undervisningen foregik efterfyraften klokken 8. regeringen i Slesvig kom dog med det ønske
Mange institutioner til Tønder
I disse år opførtes amtshuset, retsbygningen, statsskolen, elværket, Handelsbankens bygning, landbrugsskolen (senere Hedeselskabets ejendom på Ribelandvej). Der blev også anlagt mange privatboliger.
Caspar Thomsen udvidede sine butikker
I perioden inden Første Verdenskrig var Tønder i en højkonjektur. Det var naturligt at Caspar Thomsen udvidede sine forretninger. Han oprettede en forretning i Nørregade inden for salg af fast brændsel og byggematerialer. Senere oprettede han en cementvarefabrik på Tønder Øst.
Hvor kollegaen Carl Tiedemann var størst inden for trælast, så var firmaet Thomsen ubetinget størst inden for fast brændsel. Den 1. januar blev Johs. Thomsen medindehaver af faderens firma. Firmaet kom til at hedde C&J. Thomsen.
Forbindelsen med landbokunderne byggede endnu på traditioner. Købmændene havde deres faste kunder som kunne spænde fra i baggården til butikken. Det tilkom de unge lærlinge at være behjælpelig, når landmændene med deres indkøbsvarer begav sig på hjemturen.
Det var hårdt for lærlingene
Forretningerne holdt åben til klokken 22, søndage fra kl. 7 – 9 og igen fra kl. 11 – 14 om eftermiddagen. De sidste 20 dage før jul blev der først lukket kl. 22.
Det var hårdt for de unge, der i deres læretid fik kost og logi hos arbejdsgiveren. Men ingen løn. De skulle brænde kaffe, skylle flasker, tappe øl, støde krydderier, dreje kræmmerhuse, pudse vinduer, passe fyr og meget mere.
Stor travlhed herskede det på markedsdage i for – og efterår. Selv folk, der hverken ønskede at købe eller sælge, skulle en sådan dag til stads. De skulle træffe bekendte, besørge ærinder, hvad der i den grad skæppede i butikskassen.
De mørke sider
Trods de ret lyse kår, blev der kastet en skygge ind over byens forretningsliv. En del af købmændene kom ud for større tab ved Viktoria-bryggeriets sammenbrud.
Så kom krigen. Det rokkede selv ved det mest solide fundament.
Adskillige var indkaldt til krigstjeneste. Myndighederne kom hele tiden med nye forordninger. Kun et par dage efter krigsudbruddet i august 1914 indførtes der maksimalpriser. Rationeringen tog sin begyndelsen 1. marts 1915 med brød og mel. Senere kom der kort på alle fødevarer, desuden på petroleum, vaskemidler, brændsel m.m.
Kolonialhandlen kom til at lide
Et pund hvedemel måtte koste 29 penning, et pund sukker 30, et pund byggegryn 25, et pund smør 1,40 mark. I smughandel nåede disse og andre varer før krigens ophør op til mindst det tidobbelte.
Det var kolonialvarebranchen, der kom til at lide mest under indførelsen af maksimalpriser og rationeringen, der tog sin begyndelse den 1. marts 1915 med brød og mel. Senere kom der kort på alle fødevarer, desuden på petroleum, vaskemidler og brændsel m.m.
Mange led økonomisk
Til fordeling af de stadig mere beskedne mængder af husholdningsartikler blev der i Tønder opført følgende centraler:
Der dukkede erstatningsvarer op, men som tiden gik, blev disse stadig ringere.
Efter krigen var der mange der led økonomisk nedtur. Det skete bl.a. for dem, der optog kronelån for at få afviklet en markgæld.
Igen generalforsamling i 1918
Den 17. maj 1918 afholdt handelsforeningen igen generalforsamling. Her fulgte man handelskammerets indstilling om fortrinsvis at genindsætte de hjemvendte krigsdeltager, hvis dette kunne forenes med forretningens tarv.
Til trods for sit tyske sindelag nægtede Caspar Thomsen i 1919 på opfordring af Handelskammeret i Flensborg at protestere mod Nordslesvigs afståelse.
Man havde fra handelsforeningens side ønsket en sydligere grænsedragning. Tønders opland var i den grad blevet ødelagt. De sønderjyske handelsforening havde henstillet til regeringen at toldgrænsen blev flyttet til første zones sydgrænse. Man havde også ønsket Nordslesvig besat af danske styrker. Men de ønsker fik man ikke opfyldt.
Der blev smuglet i Tønder
Efterhånden var der masser af smugling. Mange nødpengesedler var i omløb. Tønder by lod fremstille seks værdier fra 10 mark til 20 penning. Udgivelsen af disse pengesedler gav for Tønder by et overskud på 127.000 mark. Men det led samme skæbne som de øvrige markkapitaler.
For borgerne i Tønder kunne det betale sig at handle syd på. Man fik temmelig meget for en krone syd på.
Den 25. maj 1920 indførte man i Tønder kronemønten. Det var sket i det øvrige Nordslesvig fem dage før. I butikkerne fik man travlt med at omregne priserne.
En tredjedel af handelsområdet blev skåret væk
Grænsedragningen i 1920 gav Tønder handelsmæssig en dårlig beliggenhed. Henved en tredjedel af den ring som oplandet bestod af, blev skåret væk. Det betød en afbrydelse af årelange forretningsforbindelser sydpå. Mange af de gamle kunder hørte til velstillede marskbønder.
Efter 1920 blev sparekassedirektør Oluf P. Olufsen, som vi tidligere har hørt om, borgmester i Tønder.
Olufsen var også meget aktiv
Denne Olufsen var også moderat over for de dansksindede. Han var en af initiativtagerne til at genoplive Tønder Aktiebryggeri. Den 8. oktober 1921 foreslog Olufsen et eksportmarked placeret på Viddingherredsgade.
Ny retningslinjer for handelsskolerne
Efter at grænseflytningen havde fundet sted besluttede man på et møde den 10. september 1920 at genoptage undervisningen efter nye retningslinjer, der kom til at gælde for alle handelsskoler i landsdelen.
Tønder Handelsskole blev anerkendt som en eksamensskole. Den 11. oktober 1920 var der prøve i regning og dansk diktat.
Johannes blev ikke så rig
Før 1920 havde firmaet Thomsen en pæn samhandel med håndværksmestre og marskbønder syd på. Det fortsatte i en tid efter 1920. Men i 1931 indførte Tyskland en ny valutalovgivning. Så ophørte den sidste eksport til Sydslesvig.
Til trods for sin iderigdom og mange initiativer inden Første Verdenskrig blev Johs. Thomsen ikke så rig, som faderen havde forventet. Det turde stå klart, at udbyttet af købmandsfirmaet ville være blevet større, hvis han kunne lægge sin fulde arbejdsindsats i firmaet.
Vestslesvigsk Tidende kunne i 1923 fortælle at de åbne rendestene var lige så stor en turistattraktion som de gamle karnapper. Allerede i 1914 havde der været nye kloakplaner fremme.
Olufsen forlod politik
Men ak – ved byrådsvalget var Olufsen rykket helt ned på en 8. plads. Efter at være vraget af sine egne vel sagtens fordi han valgte forsoningens kurs, valgte Oluf helt at trække sig ud af politisk arbejde.
Den store butik på Torvet var blevet taget i forpagtning af brødrene Andreas og Niels Petersen. Sidstnævnte tog efter to år til Højer. Andreas fortsatte butikshandelen indtil han i 1912 indrettede en kolonialhandel, Storegade 20.
Depressionen ramte Tønder i 1930’erne
Fra handelsstandens side fortsatte man med at få institutioner til Tønder. I 1925 oprettedes Tønder og Omegns Eksportslagteri og senere Smøreksportforeningen. Det lykkedes også at få afvandingskontoret, Jordlovsudvalgets kontor og en afdeling af Det danske Hedeselskab til Tønder.
Depressionen ramte Tønder i 1930’erne. På landsplan toppede arbejdsløsheden med 32 pct. Landbruget – egnens hovederhverv var inde i en voldsom indtjeningskrise. Også i Tønder toppede arbejdsløsheden i 1932 med 225 arbejdsløse.
Der var vedtaget en akkordlov, hvorefter en kreditor højst kunne få 30 pct. af sit tilgodehavende. Dette medførte naturligvis tab for købmændene Caspar og Johs. Thomsen – bl.a. fordi en række håndværksmestre inden for byens hovederhverv led store tab.
Nu kom de to ”Thomsen” kom bedre igennem end så mange andre. Og Johs. Thomsen var blevet byens borgmester i 1925 med den indkomst dette indebar.
Johannes – såret i krigen
Caspar Thomsen døde den 26. januar 1939 kun to år før sin søn Johs. Thomsen. Denne havde gået på privat drengeskole i Haderslev. Han blev udnævnt som reserve – officer. Flere gange under krigen blev han såret. Følgerne kunne han mærke resten af livet.
Igen borgmester
Han afløste sin far på formandsposten i 1920. Her blev han siddende til 1924. Johannes var borgmester i flere perioder. I Kommunalt Tidsskrift i 1929 stod der følgende:
Ved valget i 1933 var det mere usikkert, om Johs. Thomsen kunne bevare posten. Da socialdemokraterne undlod at stemme i Anden valgrunde fik Thomsen endnu en periode som borgmester.
Vigtigt var det for Tønder at få bygget kasernen i 1934 – 1936. man havde mistet dragonerne men fået rytterkommandoet.
Han var tysksindet
Det var ingen tvivl om at Johs. Thomsen helt ind i sit hjerte var tysksindet. Han og hans familie syntes at det var dybt uretfærdigt at Tønder-området med det massive tyske flertal ikke var kommet til Tyskland i 1920.
Derhjemme blev der talt tysk, men da Christian den Tiende besøgte Tønder talte han dansk til kongen. Borgmester Thomsen var en personlig, elskværdig og usnobbet mand med hjerte for dem, der stod i en vanskelig situation.
Ved valget i 1937 blev han ikke genvalgt som borgmester. Truslen syd fra var blevet for stor. Socialdemokraterne indgik listeforbund med de borgerlige. På den tyske liste var Thomsen nu kun opstillet som nummer tre.
Handelsforening fik navneforandring
I 1937 ændrede foreningen navn fra handelsforeningen til Handelsstandsforeningen. Man udarbejdede nye vedtægter. Formålet var nu:
Johannes døde alt for tidligt
Skuffelsen var udtalt. Helbredet begyndte at svigte. I 1938 var han i 2 ½ måned indlagt på ”Psychiatrische und Nervenklinik zu Kiel. Årsagen til dette var også sine skader i krigen, splittelsen i familien og udviklingen i Tyskland.
Den 3. maj 1940 indgik han ægteskab med sin husholderske gennem adskillige år. I slutningen af 1940 fik han konstateret kræft. Han døde den 19. marts 1941 i en alder af kun 59 år.
Der er sket meget i Østergade 46
I ejendommen Østergade 46 havde også boet fysikus Peter Dircks og F.F. Ulrich. Her var også dansk privatskole. Og alt dette har vi tidligere skrevet om. Gad godt nok vide om det ikke var der, jeg også var bydreng. Kolonialforretningen blev nedlagt i 1965.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 1.584 artikler herunder 256 artikler fra Det Gamle Tønder og omegn bl.a.:
Dato: maj 21, 2020
Langs Frederikssundsvej (1)
Dette er en meget lang artikel. Det skulle have været et foredrag. Men det blev aflyst. Vi går/cykler langs Frederikssundsvej fra Hyltebro til Husum. Og så tager vi nogle gevaldige sidespring. Imens så springer vi i historien. Kulsort røg strøg over kvarteret. Her var masser af industri. Langs Frederikssundsvej var der masser af værtshuse. Vi besøger et par stykker. Vi besøger klunsere, kræmmere, prangere og hesteslagtere. Her var meget mørkt om natten. Man skulle passe på ikke at dratte om i Louisehullet. Her var ekspeditioner i store ukrudtsmarker. Og mælk kunne hentes på Tomsgården. Vi møder Skrå-Syre og så var hundepropper under sporvognen. Man var fattige men rig på børn. På Bispebjerg Skole var der mærkelige afstraffelsesformer. På lossepladsen fandtes der slik. Og så er det idylliske Husum forsvundet. Her lå en meget berømt porcelænsfabrik. Vi skal da lige besøge si..(Forbudt ord) og ”det rejsende folk”. Vi ønsker en god tur.
Fra Hyltebro til Husum
Vi har været her mange gange før. Nu tager vi en ny cykeltur og finder de mest interessante steder. Måske gentager vi os selv. Og vi tager nogle gevaldige afstikkere fra Frederikssundsvej.
Og denne vej går lige fra Lygten Station igennem Københavns Nordvest-kvarter, Brønshøj og helt til Frederikssund. Men så langt vil vi nu ikke. Vi stopper i Husum.
Ja egentlig burde vi starte ved Hyltebro. Denne bro har vi tidligere omtalt. Men den markerede kommunegrænsen mellem Københavns Kommune og Brønshøj-Rødovre Kommune indtil 1901 var her ved denne bro.
Det kan også være du får flere historier om Lersøen. Men du finder også en masse artikler om dette under Nørrebro. Mange af disse grænser spærrer for en masse god historie. Således er den gamle Lygten kro i Nordvest. Og egentlig burde Nørrebro Bycenter have heddet Nordvest Bycenter.
I gården på Atlas
Lige i nærheden havde vi Mælkeriet Enigheden. Blåkilde Mølle og Glud & Marstrands Fabrikker på H.C. Jensensvej. Atlas fabrikkerne ved Fasanvejen hørte også med til kvarterets kendetegn.
I 1929 var kontrolurene afskaffet hos Atlas. Men direktøren og eneherskeren stod med sin krydder i hånden kl. 8 ved porten. Anden gang man kom for sent, lød det således:
Man måtte ikke ryge, fløjte eller synge på tegnestuen. En lirekassemand spillede lystigt i gården en lørdag formiddag. Direktøren kaldte på maleren, der gik og malede kontoret:
Næste lørdag spillede lirekassemanden igen. Direktøren sagde nu til maleren:
Men maleren svarede:
Kulsort røg over kvarteret
Der var en ildelugt og stank når døde kreaturer og rådne ben lå ude i gården hos benkogeriet Blåkilde Mølle.
Med mellemrum sendte kvarterets skorstene store portioner kulsort røg ud over kvarteret. . Det var blevet en rigtig industriby, hvor arbejdstidens start, frokost og fyraften blev markeret af høje hyl fra dampfløjterne på fabrikkernes skorstene.
Egentlig er det svært at sætte grænser for kvarteret. Det er derfor vi har benævnt artiklen, dom vi har. Og vi starter med Lygten station. Endestationen for Slangerup – banen. I dag foregår der hvis nok kulturelle ting derinde. Men det er nu et dårligt sted at holde foredrag. Det har Den gamle Redaktør forsøgt.
Svært at finde grænserne
På Lygten slige syd for Rentemestervej var et maskinsnedkeri. Og ved banearealet helt op til Tagensvej var der indtil 1948 en masse oplagspladser. Her var en mase skurbyggeri.
Bispebjerg-kvarteret blev bebygget fra 1930’erne med Den Gule By. Dengang var det mest 2- værelses lejligheder. Men disse ældre betegnelser har også i dag flyttet grænser. Og mange af gaderne har fået navneforandringer.
En tur mod Frederikssundsvej 82
I 1899 lejede familien en lejlighed i et hus under opførsel på Frederikssundsvej 82. men byggeriet var forsinket, så de skulle bo midlertidig i nr. 84. Det er en interessant fortælling om dengang, da kvarteret hed Utterslev Mark.
Frederikssundsvej blev nået. Til højre lå Lygtekroen lige ude til vejen uden fortov imellem. Staldmuren var skæv og bulet. Man undrede sig over at det kunne stå helt alene. Hele Lersøen havde man nu liggende. Her vovede man sig så nogle gange ind. Her i Pilegrenene levede Lersøbøllerne som Ferdinand og Karen Spidsmus.
Normalt var det fredeligt herude. Men om sommeren kunne man være så uheldig at møde og blive overfaldet af bøllerne fra Lersøen, der ofte udstrakte deres betler – og tyvetogter langt ud i landskabet.
Frederikssundsvej blev gjort bredere
I 1890’erne var der flere lave huse omkring Frederikssundsvej. Omkring 1910 var der nogle steder større bredde på nogle strækninger af den grusbelagte landevej. I 1930’ erne blev vejen udbygget som hovedfærdselsåre og fik en bredde på 25 meter.
Jo det gik mange år inden sporvognen kom ud til Brønshøj og Bispebjerg, først i 1902 og 1903 var linjerne færdige.
Tidlige planer med Slangerup – banen
Men allerede i 1890 havde Stenberg planer fremme om en bane fra Nørrebro til Værløse. Det lykkedes ham at få gennemført en lov herom, så Københavner – stationen skulle ligge ved Helligåndskirken eller evt. Lygten. Der skulle skaffes sporforbindelse til Nordbanen et sted på Nørrebro.
Formålet med banen skulle dels give de små landsbyer forbindelse til København, dels at skabe mulighed for ad denne vej at skaffe den voksende storby af med sin dagrenovation og andet affald. Stenberg måtte dog opgive sit forehavende.
Men det lykkedes for overretssagfører Amdrup at skaffe privat finansiering af banen. Han fik oprettet jernbanekomiteer i de forskellige distrikter langs banen. Banens anlægskapital blev på 2,4 mio. Kr. Man anskaffede det letteste materiale. Og gennem 23 år kæmpede det private jernbaneselskab en håbløs kamp mod andre befordringsmidler.
Efterhånden blev den flotte udsigt ødelagt af tømmerpladser og andre vederstyggelighed. Men der var stadigvæk åbent land helt ind til byen, først Lersøparken, så bakkerne op mod Emdrupborg, lidt rester af marker ved Emdrup.
Men ak, Slangerup-banen kunne ikke overleve.
Et hus i Hønserækken
Jo her var mange tønder pilekrat og så en brakmark med rødtjørn og hvidtjørn og masser af træer til at kravle i. I dette ”Lygtekvarter” omkring Frederikssundsvej, Frederiksborgvej og Alexandravej lå ”Hønserækken”, ”Slagterstien” og ”Svalen”.
Et hus i ”Hønserækken” havde en stor forhave, tagetagen var uudnyttet. Der var udhus og gård bag til. Der var også geder og lam mange steder. Ca. 12 huse havde høns. Adressen på nogle af disse huse var Lille Frederiksborggade.
Stueetagen rummede tre værelser af tre gange tre meter og et meget lille køkken. På første salen var der tre endnu mindre værelser og et endnu mindre køkken. Der var en lille kakkelovn ca. en meter høj i kun et af værelserne på første sal
Foran huset var der en lang smalhave i husets bredde, en lille baggård med udhus. Bag nogle af husene løb Rosenåen. Ja det var nærmest en åben kloak med spildevand fra Thors vaskerier.
På alle sidder var Hønsehusene omgivet af fabrikker og lagerpladser. Olieraffinaderiet ”Norden” lå lige i nærheden Ved siden af var der en vognmandsforretning og så fulgte en tømmerplads. Fore enden af husrækken på Lille Frederiksborgvej lå kaffebrænderiet Rønberg, Jensens Foder – og Kornforretning, et rebslageri, en lagerplads for byggematerialer, mejeriet Enigheden. Derover for asfaltfabrikken og så den store metalfabrik ”Glud & Marstrand”.
Øl måtte ikke drikkes på offentlige veje og pladser
Det var også ved Enigheden, at mælkekuske og mælkedrenge spillede ”Streg”. Sommetider spillede de hele ugelønnen op. På hjørnet af Løve Allé og Alexandrinevej lå der et lille skur. Her solgtes is og øl. Nu var det bare det ved det, at der vankede bøder, når man drak øl på offentlig vej. Så hvis arbejderne trængte til at få støvet ud af halsen så gemte de sig over ved Rosenåen bag ”Hønserækken” Trak det lidt for længe ud her, kom konerne i håb om at redde bare lidt af ugelønnen.
En gang imellem var der skorstensbrande hos kaffebrænderiet Rønberg. Så dalede der et helt ”snevejr” af afbrændte kaffeskaller ned over de små haver. Selv om husene var faldefærdige rønner på et tidspunkt, var det, måske netop derfor kastet glans over området ved at give vejene kongelige navne: Christian- og Louisevej, Alexandra-, Dagmar- og Thyravej.
Klunsere og Kræmmere
Der var masser af klunsere og kræmmere dengang. 50 klunsere hørte til hos Alvi på Blytækkervej. Og 15 var et finde ved Hovedstadens Pakhus på Brofogedvej. Ja og hos Jernhandleren på Svanevej var der ca. 10 stykker.
Mange af klunserne havde dækadresse på herberget på Bellahøj. Men der skulle man betale en formue på halvanden krone pr. dag. Men der kunne også blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
På Blytækkervej var der et skærmende plankeværk. Og ude på vejen holdt der et hav af trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt omkring så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for den pinlige orden.
Jo disse mennesker så frem til den årlige skovtur, der var sponseret af de forskellige købmænd rundt omkring. Her brugte disse mennesker deres indtægt til flydende kost.
De havde navne som Ballet-Ole, Løgne-hans, Luse Karl, Skræppeskideren, Prima – Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude-jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten og mange flere.
Læs mere om disse i artiklen: Klunsere og Kræmmere på Nørrebro (og Nordvest!)
Utterslev – prangerne
Så var det lige Utterslev-prangerne. De gik i blankpudsede træsko, som blev kaldt for køjebunde. De var spidse og stak lidt ud. Og en rigtig pranger havde en broget vest på – selvfølgelige toradet – og et halstørklæde. Den var bundet i en sirlig knude.
De havde også hatte på, mange forskellige slags. Sportskasketter, bløde hatte eller bowlerhatte. Disse prangere kørte helt til Præstø efter kirsebær. Så solgte de dem til konservesfabrikker eller på Torvet. De handlede med alt muligt. Jern, metal, frugt og grøntsager. Det var en pærevælling.
Slagterne i Utterslev
Det var et helt eldorado for slagtere herude før Første Verdenskrig. Foruden en hel masse almindelige slagtere, der slagtede alle muligt, køer, kalve, grise i egne slagtehuse, var der også to meget aktive hesteslagtere, Johan Bekker og Wenzel Försteling. Sidstnævnte nævner vi også i denne artikel. Han havde også butik sammen med sin kone.
Nu ved jeg ikke, om der var et dyreværn dengang. Men særlig dyrevenlig syntes slagtemetoden nu ikke at have været. Man havde en trekantet trækølle man daskede hesten med. Når den så væltede omkuld, så blev halsen skåret over. Huden blev så sprættet af, og så blev kadaveret hængt op.
Det var ikke kun de fattige, der spiste hestekød dengang. Kødet kostede ikke mere end tre pund for en krone. Og grunden til dette var, at der var masser af heste. Prisen for en hest, der som regel blev købt i Sverige, lå mellem 20 og 35 kroner.
Den gode sygekasselæge
I Tykke – Jensens hus på hjørnet af Lille Frederiksborggade og Alexandervej, havde Fru Tinn en ganske lille butik, hvor hun solgte mange mærkelige ting som kamme, hårnåle, tændstikker, bolsjer, te, kaffe og meget andet.
Sygekasselægen doktor Peronard var en statelig mand, som børnene var lidt bange for. Det var jo nok fordi han skulle vaccinere dem mod kopper og meget andet. Engang kom han forbi til en, der havde fået ørebetændelse. Her gav han udtryk for, at det skulle forbydes at bo i ”sådanne jordhuler”.
Den blinde sanger
Det var også dengang, der her boede en blind sanger. Ja han boede i Christiansvej 2. Det var et meget lille og fugtigt hummer. Han havde stadig lidt stemme tilbage. Men det var nu tydeligt at høre at han ikke kunne komme op på en almindelig gårdsangers niveau. Men lejlighedens indehaver, en lille forslidt rengøringskone tog ham en gang imellem under armen. Og så gik det fra gård til gård, til der var til en flaske kirkevin.
Gratis boller og ”Strutter”
Når der var fastelavn, lod bagermester Jensen kundgøre, at der ville blive uddelt boller og strutter til kvarterets børn mandag. Klokken 12 om mandagen stod børnene så parat. Bagersvendene stod på bageriets tag og kastede boller og ”strutter” ud over Alexandravej. Så var der vild kamp i vejens støv og hestepærer. Hestepærer? Ja for lige bag bageriet lå den gamle smedje, et spændende sted.
Her kunne knægtene så se hestene blive beskoet og rødglædende jernringe blive lagt om vognhjul. Vejene lå betydelig lavere end vejbanen på Lygten, så ved Thyravej var der en ret høj skrænt – ideel til kælkning. Ved Louisevej var der trapper op til Lygten og på Christiansvej var der en gangbro over et udtørret å-løb.
En ko – holder på Thyrasvej
”Svalen” på Frederiksborgvej var meget faldefærdige rønner. Men ”Slagterstien” var meget hyggelig.
På Alexandravej lå et karetmagerværksted og en smedje. Man fremstillede datidens elegante vogne til de mange velhavere. Bag ved huset løb der grise omkring. Og her havde man en lille ponyvogn med hest.
På Thyrasvej bag ved smedjen længere nede af vejen lå et hus, hvor manden holdt køer. Han kaldte sig ko-holder. Hver morgen kunne man aflevere sin mælkespand. Så kunne man komme senere og hente mælken.
En ”Købmandsforretning” lå på hjørnet af Thyrasvej og hos Bispebjerg Bryggeri kunne man købe hvidtøl.
Karens Lyst
Så var det gården Karens Lyst, der var ejet af grosserer Dahlman. Han lejede jorden ud til kolonihaver. Det var dem med tårne og spir på de små skure. Det var ham, der havde limfabrikken og ejede en stor del af Lersøen. Han gav lov til, at man måtte trække gederne derover og så hente dem hjem hver aften.
Der var også lossepladsen over i Lersøen. Den trak mange rotter til.
Lygteåen, som var ret snavset, blev passeret. Til venstre var en lille dalsænkning, hvor der mange år efter kom de første ishuse og det hed Ålykke. En is med to flade vafler kostede 5 øre, med stort kræmmerhus 10 øre.
Mange små værtshuse
På Frederikssundsvej var der grøfter på hver side. Om vinteren var der pløre. Om sommeren med bare lidt blæst var der som en støvsky. På hele vejen op til Brønshøj, var der fyldt med små værtshuse. Lygtekroen var passeret. Ved Frederiksborgvejens udmunding blev Hotel Børsen passeret. Bygningen lå lige ud til vejen med en stentrappe, som havde opgang på hver side. Den lå faktisk på fortovet. For at gå forbi, måtte man ud på vejen.
Fra Lygtekvarteret og op ad Frederiksborgvej mod Møllen og brødfabrikken på Bispebjerg Mølle, var der en enestående udsigt.
Gas- og vandværket med en rigtig pumpestation og en plads på 7 tønder land overtog Københavns Kommune i 1902. bestyrerboligen var stor. Her var masser af plads. Der var en stor have med springvand og en høj flagstang. Masser af lysthuse og flotte frugttræer var der også.
Slagteren handlede med hestekød
Vi skal da også lige huske den store købmandsforretning Albrechtsen på hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej. Her var også en smedje og en træskoforretning.
Det var også her at Hr. Og Fru Försterling havde slagterforretning. De handlede udelukkende med hestekød. Når man så skulle gå, så havde fru Försterling altid lige en luns hestekød, der alligevel skulle have været smidt ud.
Et stort krus øl for 15 øre
Ja hvad slukkede man egentlig tørsten med dengang omkring 1900. Var det om morgenen, skulle det være bitter af flere slags med hugget sukker, sødmælk, kærnemælk eller et glas øl. Et glas øl kostede 10 øre. Et stort krus 15 øre.
På vejen kom man forbi de mange små beværtninger. En af dem hed Dukkehuset. Det var der, hvor Nørrebro Cementstøberi senere kom til at ligge. Det var en stor have med keglebane, gynger og en papegøje i bur. Og så var der også en abe bundet til en stolpe.
Så blev det berømte P. Ibsen Terracotta Fabrik passeret. Her lavede de meget fine kunstgenstande.
Værtshuset ”Hold an”
Og endnu et værtshus blev passeret. Det hed ”Hold An”. Værten var en lille tykmavet person med en urkæde tværs over maven. Hans kone var høj og meget tynd.
Lokalet bestod af en lille forstue, hvor der stod en skænk med en hane til øl. På de små hylder bag ved stod brændevinen, rommen og bitteren samt nogle få glas, som blev skyllet i et lille fad med koldt vand. Så var der et rum på størrelse med en stor stue, et stort rundt bord i midten samt en halv snes stole med spanskrørsflet.
Udsmykningen var ”Den tørstige mand”. Det er ham, der tørrer sig på panden. Her var også Tuborg og Carlsberg platter. Her var også en stor baghave med dertil åbne lysthuse – abe – papegøje og en stor keglebane. Her kunne de store knægte tjene fem øre for at rejse keglerne.
En firlænget gård – Tomsgården
Dengang følte man det som at bo ude på landet. Her var masser af kornmarker og enge. Der var ingen fortov. Foruden grøfterne var der gamle træer i siderne af vejen. Der var meget sparsom belysning. I de dejlige grøftekanter kunne man plukke blomster og flere krydderier som kommen, timian, lyre og Kamilleblomster.
Her var små huse, bondegårde med dyr, der bare gik omkring. Der var møllen og haveforeningerne. Så var der masser af kolonihaver og gartnerier.
Der var den store firelængede gård Tomsgården på Frederikssundsvej. Der kunne man købe en spand mælk og æg for billige penge.
Endelig kom der et apotek
Ved krydset Tomsgårdsvej – Frederiksborgvej ligger Apoteket Rosen. Før apoteket kom i gang udarbejdede enhver grundejerforening i området en udtalelse til kommunen for di de havde behov for at apotek i området. Beboerne måtte før etableringen langt ind på Nørrebro for at få fat i deres medicin.
Over for apoteket har vi nu muren omkring Bispebjerg kirkegård. Denne kirkegårdsmur strækker sig hele vejen op langs Skoleholdervej og vinkelret videre hen til indgangen til Bispebjerg Kirkegård. Den blev opført som et beskæftigelsesprojekt under Anden verdenskrig. Disse arbejdsløse, der stod for dette skulle ellers væres sendt til Tyskland.
En hestevogn eller en Væltepeter
Dengang var der ikke meget færdsel. Der kom i ny og næ en hestevogn. Af og til kom der også en væltepeter. Ja sådan blev de kaldt. Det var disse høje cykler med et stort forhjul og et lille baghjul. Den var meget svær at bestige og ned af igen. Men så kom cyklerne med faste ringe.
Det var meget mørkt om natten
I 1911 var Frederikssundsvej 36 endnu et havehus, som de hed dengang. Det bestod af et mellemhus og et forhus. I forhuset var der en tre værelses lejlighed. Mellemhuset blev dengang benyttet som hestestald med høloft. På dette hus stod der med store typer ”Villa Hansa”.
For at kunne betale huslejen måtte moderen også arbejde. Hun vaskede spande på et mejeri. Hun gik klokken halv fire om morgenen. Men det var meget mørkt. Hun turde ikke at gå selv. Så måtte en af børnene gå skiftevis med hende.
Ja det var meget mørkt. Frederikssundsvej var præget af landlig idyl. Men om aftenen var der masser af skumle strækninger.
Hyggelige Frederikssundsvej
Brønshøj begyndte først ved Lille Bellahøjgård. Her lå senere apoteket. Skråt over for denne havde Kongsberg sin smedje. Herfra lod både mand og kone de taktfaste hammerslag lyde ud over de åbne marker.
Herfra og helt til Brønshøj gik eller kørte man gennem den smukke poppelallé, de store træers kroner nåede næsten sammen foroven, så den dengang ret smalle Frederikssundsvej havde et helt løvtag over sig. De dybe grøfter fortsatte gennem Brønshøj og Husum gjorde vejen til en rigtig landevej.
Langt og øde stykke
Fra Kongsberg Smedje var der et forholdsvis langt og øde stykke. Det var derfor, at de unge damer, der kom fra byen de mørke aftner gjorde holdt ved smedjen og ventede til at de kunne få følgeskab.
Der fandtes på denne strækning kun få huse. Vaskeriet ”Louisedal” lå nede ved den fredelige sø, der trods sit fredelige udseende har krævet flere menneskeliv. Vaskeriet fik senere navnet Brønshøj Dampvaskeri.
Louisehullet
Her ved søen lå også nogle ishuse samt Priors Ildtændefabrik.
Denne sø blev kaldt ”Louisehullet”. Der er to bud på søens navn. Det ene er, at der i 1920’erne skal være druknet en gravid pige. En anden tidligere historie er om en Louise, der tvunget af ulykkelig kærlighed til en svensk soldat, i 1650’erne skal have druknet sig i søen, da hun fik at vide, at soldaten var faldet under stormen på København.
Området dengang var meget kuperet med stejle skråninger ned til vandet. Det var Frederiksberg Isværk, der med sin hvide bygning lå her. Her lå også på et tidspunkt en ildtænderfabrik, der arbejdede med sværtekogere. Her skete temmelig meget. I dette moseområde var der også losseplads, her vaskede man storvask og her badede man.
Bellahøj – husene
Det var her Brønshøjparken blev etableret i 1935 og fredet i 1966. Her kom også Bellahøjhusene. Og nu er der lys over det hele.
Tænk engang, at her er amfibieteater, og her afholdes et berømt kræmmermarked. Her er der mange kendte, som har givet koncert.
Det var Københavns Kommune, der tog initiativ til Danmarks første højhusbyggeri i 1944. Det var meningen at tvangsarbejderne fra Tyskland skulle bo her. Ind til da havde man kun haft op til seks etager i København. Nu blev det hvis også meget dyrere end beregnet. Allerede efter tre uger skulle man fremvise vielsesattest.
Ja de blev også kaldt for ”Danmarks første skyskrabere”. Meningen var at arbejderne også skulle flytte herud. Men i første omgang var det middelklassen, der flyttede ind. Den lidt dyrere leje skyldtes ikke mindst den kvalitet, der gennemsyrede byggeriet.
Det er fire separate boligselskaber, der administrerer byggeriet.
Nu kunne man rykke ind i nye moderne boliger og grønne omgivelser. Man fik lys ind fra tre sider. Men det hele blev forsinket. Første spadestik til de 28 højhuse blev først taget i 1951. Husene veksler mellem 8 og 13 etager og fra 1 til 5 værelser. I alt er der 1.300 lejligheder.
Bellahøjparken og Degnemosen
Her kom også en skøn kælkebakke. Og lige bag ved har vi den kendte Restaurant Bellahøj. Den har vi her på siden tidligere beskrevet. Ja tænk engang, Bellahøj er på 37 meter. Det er det højeste punkt i København. Det kan man godt mærke, når man cykler op af den.
Meget tidligt har der boet folk her på stedet. Således har man fundet tre – fire gravhøje fra bronzealderen. Egentlig burde vi også skrive om Carlstad. Ja det var den by, hvor svenskerne holdt til. Og vi burde også fortælle om Rytterskolen. Men de to historier får du i en særskilt artikel.
Så er det Bellahøjparken og Degnemosen. Man siger, at her kan man finde hele 79 fuglearter.
Ungdommen mødtes hos Falkes Konditori
Her lå også Nielsens store velholdte gartneri med den høje smukke hæk. Overfor lå Brønshøj Mølle, hvis vinger snurrede lystig i en frisk vind. Her kunne man også købe store hvedeboller for 2 øre stykket.
Hvor Enighedens huse ligger lå Haagensens gamle faldefærdige gård omgivet af grønne marker. På modsatte side havde konditor Falke sit bageri og sin forretning. Her var samlingssted for byens ungdom i de lange vinteraftener. Her kunne de fortælle historier mens de indtog Falkes veltillavede Napoleonskager.
Distriktsjordmoder Madam Lyhne
Et stykke længere henne havde Søstrene Hansen deres købmandsforretning. Det var en af disse rigtige landforretninger, der lugtede af spegesild og petroleum. Her kunne man købe lige fra et par træsko til et fed stoppegarn.
Omtrent ved kroen lå distriktsjordmoder Madam Lyhnes stråtækte hus. Denne for sognet nødvendige dame praktiserede langt op mod de 80 år. Mange Brønshøj – borgere har hun hjulpet frem til denne verden.
Børnekopper og Byldepest
I slutningen af 1750’erne hærgedes Brønshøj af børnekopper og byldepest. Det var en hel epidemi, der krævede mange dødsofre. Heller ikke præstegården undgik sygdommen. I et brev til biskoppen skriver den daværende sognepræst P.L. Hersleb således:
Denne Pastor Hersleb var en meget aktiv person i Brønshøj og nok en af de mest skrivende. Han udarbejdede en lang og grundig beskrivelse af Brønshøj Kirke.
Københavns ældste bygning?
Ja vi skal vel også lige præsentere Københavns ældste bygning. Ja det er netop Brønshøj Kirke. Man antager, at det er Absalon, der har opført den. Han nævnes i både 1186 og 1193 som ejer. Kridtsten fra Stevns Klint blev brugt til at bygge både kirkeskibet og et kor i romantisk stil.
Kirken blev oprindelig indviet til Sankt Laurentius. Den ligger ved Brønshøj Torv omgivet af kirkegården. Tårnet er tilføjet i 1400 – tallet og opført af røde munkesten i gotisk stil. Våbenhuset kom til i 1891. Sakristiet med nord er først opført i 1942. Kirken har en meget speciel altertavle fra 1587.
Den ældst kendte beskrivelse af Brønshøj, hvor stedet blev kaldt for ”Brunshoga” stammer fra et pavebrev dateret 21. oktober 1186. Det indeholder bl.a. pave urban den Andens bekræftelse af ærkebiskop Absalons ejendom i landsbyen og kaldsret til kirken. Kirken stammer også fra den tid.
Der kommer altid en sporvogn og en pige til
Vidste du, at på en af bænkene på Brønshøj Torv sad Ove Sprogø og Dirch Passer og sang:
Det var i filmen ”I Kongelunden”.
Store forandringer
Allerede i 1928 var der sket meget i kvarteret. Henning W. Jensen kunne fra vinduerne i et boligkompleks på Frederikssundsvej se forandringerne. Der var endnu mange ubebyggede arealer, der bare lå hen som ukrudtsmarker. Bebyggelsen var dengang en mærkelig blanding af høje huse og resterne af lave bygninger fra dengang, da Frederikssundsvej var en landevej. De mange høje skorstene viste, at der var mange fabrikker.
De mange små og lave huse indeholdt ofte værksteder for selvstændige håndværksdrivende lige fra blikkenslagere, snedkere, gørtlere og endda en enkelt træskomand. Sporvognens linje fem kørte på Frederikssundsvej og passerede ved Tomsgårdsvej en stor landejendom, Tomsgården med stråtag og en stor mødding. Det var en stor besætning af køer, der i sommertiden græssede på de omkringliggende marker bagbrandstationen.
Ekspedition i meter høje ukrudtsmarker
Da gården og brandstationen lå på hver sin side af vejen blev al trafik stoppet, når køerne skulle på græs.
Dengang kunne man lege i gården. Men de omkringliggende marker var tillokkende om sommeren for udendørs lege. Udstyret med madpakke og sodavandsflaske med mælk blev der foretaget mange spændende ekspeditioner i de meterhøje ukrudtsskove. I forbavsende hurtigt tempo var de ubebyggede marker pludselig fyldt op med høje beboelsesejendomme. Langsom forvandlede det hele sig til en stenørken.
Afstraffelse på Bispebjerg Skole
Bispebjerg Skole var færdigbygget i 1913 og lå på Bispebjerg Bakke. På alle sider lå der kolonihaver. Foran skolen lå der en gylden kornmark. Sanglæreren i første klasse var en mærkelig mand. Vi skulle synge og han skulle spille violin til. Han elskede at revse. I sin violinkasse havde han ikke et spanskrør men en kæp.
Der var næppe en sangtime, hvor den ikke blev taget i brug. Men skete det, blev et helt ritual sat i gang:
Der var altid en, der ville være en rigtig dreng. Læreren vaskede sine hænder og sæbeskummet fik drengen så på sin næse. Trækæppen blev taget ud af violinkassen. Drengen skulle så først ae den, kærtegne den, og så fik han sine rap.
Hundepropper under sporvognen
Når sporvognen, linje 16 kom larmende og nærmede sig stoppestedet ved Løve Allé, nu Rentemestervej, havde drengene i forvejen lagt hundepropper ned i skinnerne. Når sporvognen knuste dem, lød nogle forfærdelige knald. Sporvognen bremsede og ud for både vognstyrer og konduktør og stirrede så på vognens understel. Det gjaldt så om at komme væk. Dagen var reddet.
Når ”Skrå – Syre” kom kørende
En anden oplevelse der kunne redde en trist dag, var, når ”Skrå-Syre” kom kørende ned ad bakken. Det var en lille mand klædt i nogle forfærdelige snavsede pjalter. Han kom kørende på et ganske lille hestekøretøj med en ganske lille hest foran. Hestens pels var indsmurt i indtørret ko- og hestegødning.
Skrå-Syre var ikke på bukken, næh han sad på højre hjørne af ladet, så vognen var helt skæv. Han havde som pisk en kæp i hånden. Den truede han knægtende med, når de løb efter vognen og råbte ”Skrå-Syre, Skrå-Syre”.
På ladet havde han som regel en rusten jerntønde fyldt med vådt køkkenaffald. Det var ikke unormalt, at han rakte armen bagud mod tønden for at tage en håndfuld rå kartoffelskræller, putte dem i munden og spise dem.
Der var masser af andre originaler dengang. Det var også Hurtigkarl som løb i rendestenen og trampede på hestepærer.
Ja så var det Rasmus Vognbund en stakkels syg mand, som ingen hjem havde. Han sov omkring i lader og vognporte, hvor en vognbund var hans eneste tilflugtssted, deraf navnet. Hans eneste trøst var brændevin.
Også flot udsigt i 1935
Fra Svanevej kunne man i 1935 se over markerne til Møllen og kroen og til haveforeningen Karens Lyst, der strakte sig langs Tagensvej til Lygten og langs Frederiksborgvej til Alhambra var også en haveforening. De eneste huse på Frederiksborgvej var slagtermester Becker, sukkervarefabrikant Petersen og Bispebjerg Skole. Kun hver anden linje 5 kørte til Bispebjerg. Der var ikke nogen huse ned mod mosen. Om vinteren kælkede børnene ned ad affaldsbunkerne. Grundtvigskirkens tårn blev bygget og efterhånden kom der boliger rundt om kirken samt Tagensbo og Bispeparkens flotte bygninger.
En beboelse i 1940 til 14 kr. om måneden
Omkring 1940’erne blev mange beboelsesejendomme revet ned. Man kunne indtil da have en god lejlighed med 3 værelser, køkken og have til for kun 14 kr. om måneden. Men så var der heller ingen bekvemmeligheder. Man måtte vaske op i køkkenet på komfur. Der var petroleumslampe. Hvis man skulle på lokum, så skulle man ned i gården.
Fra Stengade til Mølleloden
Mange flyttede herud fra det sorte slum omkring Stengade på Nørrebro. Kommunen planlagde tre store karreer mellem Tomsgårdsvej og Skoleholdervej. Gaderne imellem bygningerne fik navnene Møllerlodden, Klokkerhøjen og Gravervænget. Men der var forskel på 35 kr. for 2 små huller i Stengade til nu 75 kr. for godt nok tre store værelser En arbejdsmands ugentlige løn var dengang på 45 kr. Dengang sagde man, at en husleje alene skulle klares med en ugeløn.
Foruden de tre værelser var der et fint køkken og toilet med håndvask. Der var vaskeloft med gasvaskekedel, tørreloft, brændselskælder samt eget cykelrum. Lejligheden var udstyret med to kakkelovne. Men når man skulle hente koks, faldt man ikke mere over rotterne som på Nørrebro.
Industri, værksteder og småforretninger
Utterslev mark strakte sig fra Lygtekroen og Lersøen, der markerede bygrænsen ved det yderste Nørrebro og op til Utterslev Landsby og Bispebjerg Mølle. Det udviklede sig hastigt frem mod 1950. Ved indlemmelsen i 1901 havde kvarteret næsten 7.000 indbyggere. I 1950 var her godt 70.000.
Ved indlemmelsen bestod kvarteret overvejende af en række bøndergårde med omkringliggende marker og haveforeninger. Der var bebyggelse omkring Utterslev landsby og langs Frederikssundsvej. Mellem Lersøen og Frederiksborgvej var der en barakagtig bebyggelse.
Mellem Frederikssundsvej og Glentevej var der hestehandlere, slagtere, købmænd, småværksteder og industri blandet med træhuse og skure. Efterhånden kom der murede etageejendomme.
I 1950 var området et egentligt bykvarter, hvor industri, værksteder og småforretninger omkransedes af større og planlagte ejendomskomplekser.
Industrien var stadig dominerende
I den sydlige del af området afgrænset af Glentevej, Lygten og langs Rentemestervej var industrien stadig dominerende i det byplanlæggerne kaldte for ”blandet område”. De gamle marker og bøndergårde vest for Glentevej ved Borups Allé og op mod Utterslev landsby erstattet af boligkarreer i en mere rendyrket beboelseszone.
På Bispebjerg Bakke var møllen væk og stedet kendetegnet af skole, kirkegård, hospital og den monumentale Grundtvigs Kirke med omkringliggende boligkompleks. Bispeparken var på opførselspunktet 1940-41 det største samlede boligkompleks.
Utterslev Mark var blevet til Nordvest-kvarteret, et arbejderkvarter, der skulle bære Danmarks fremtid som velfærdssamfund.
De fattige børn
Ligesom på Nørrebro var der også herude en masse fattige. Der var husvilde – boliger. Og når man boede bestemte steder herude i kvarteret, blev man stemplet som fattige.
Børnene blev sendt til uddelingsstederne med spande for at hente varm mad, rugbrød-sigtebrød og meget mere. Ellers var der rester, der skulle afhentes. Børnene var stolte, hvis der var kommet meget i spandene.
Men egentlig hadede man den spand. Der kom man med ”fattig-maden”. Det symboliserede den fattiges ydmygelse og fornedrelse. Fattigdomstegn var også manglende udstyr, huller i tøjet, lus og lopper. Man fik en ”tiggerseddel” så man kunne få træsko udleveret på skolen eller få skolebespisning.
For at få en gang gratis mad på skolen skulle man aflevere et spisekort i tykt pap for at få maden. Disse kort blev senere bragt op i klassen. Det var navn på. Og så blev man råbt op i klassen, og så skulle man afhente kortet ved katederet. Det skulle hver dag bæres i en snor om halsen. På den måde kunne man se, at man var fattig.
Dem, der fik de bedste karakterer i skolen, var dem, der boede i de bedste bebyggelser lige omkring skolen. Det var nødvendigvis ikke de dygtigste. Men barakunger var altid nederst.
Fattige – men rige på børn
Der var utrolig hjælpsomhed blandt folk. Selvom man ikke kan påstå, at borgerne var særlig trofaste kirkegængere, så må det indrømmes at den lille Kapernaumskirkes menighedspleje udførte et fantastisk stykke socialt arbejde.
Folk var meget fattige men rige på børn. Mange halvsultede og måtte gå på Samaritanen for at få lidt varm mad.
Der blev sparet mange steder
Med brun sæbe vaskede man tøj med, gjorde rent med og det blev også benyttet til hårvask. Strømper blev stoppet, damestrømper blev masket, ærmer på silketrøjen blev vendt, inden albuerne ved slid var gået igennem.
De fleste drak vand til aftensmadens varme retter. Det var dage, hvor man sparede på middagsmaden ved at nøjes med at spise en gang rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billig mad var dengang spegesild og klipfisk. Og så købte man læder hos læderhandleren så far eller mor kunne forsåle sko.
Ofte fik man kålrabi tilberedt på forskellige måder. Kartofler blev lavet til mos. Det var i stedet for smør og margarine.
Det kneb også med at skaffe brændsel dengang. Men for 25 øre kunne man i Hillerødgade få en stor sæk høvlspåner på et savskæreri. De blev taget direkte fra maskinerne. Hvis formanden ikke var til stede, kunne man snildt fylde to sække.
På lossepladsen var der slik
På hjørnet af Hillerødgade og Nordre Fasanvej var en stor losseplads. Her gik børn hver søndag formiddag for at samle koks og brænde. Her var husaffald og affald fra de omkringliggende fabrikker. Ja her kunne man være heldig at finde karameller eller bolsjer. Det var børnene dengang ikke forvænt med. Det lå i store klumper fra H.N. Mathiesens Fabrikker, som havde til huse på Fasanvej. Det blev så vasket, når ungerne kom hjem med det.
Hjemme blev der produceret ildtændere og margarinekapsler
Mange fattige producerede også ildtændere. Der skulle bindes 1.000 stk. hver dag. Hver morgen skulle de så afleveres på Sankt Nikolaj vej på Frederiksberg. De blev kort derud i barnevogn.
Ja det blev også pakket margarinefarver (kapsler) i papir som udgik fra ”Blauenfeldt & Tvede. Det var et svinearbejde, da farverne (kapslerne) først skulle tørres rene inden pakningen. Der skulle pakkes fra 5.000 – 10.000 hver dag.
Husum bestod af to dele
På et tidspunkt bestod Husum af to dele. Gårdene var på østsiden. Men allerede i 1920erne var her kommet en masse ”byhuse”. Her boede landarbejdere, håndværkere, vognmænd, arbejdsmænd m.m. Husum var på vej ind i det københavnske storbyssamfund.
Villaerne skød frem i 1920’erne og især i 1930’erne. Men i 1940’erne kom alle etageejendomme. Da Ny Gadelandet blev anlagt og Voldparken blev bygget forsvandt den nordlige del af landsbyen Efterhånden forsvandt landsbyen helt.
Endnu i 1931 boede der i Husum en tækkemand. Og der boede bryggeriarbejdere som arbejdede på Husum bryggeri.
Brønshøjs gadekær var etableret, men Husums var en sø med tilløb og udløb fra Gyngeåen, hvor afløbet er fra Gyngemosen. Denne markerer grænsen mellem Husum og Mørkhøjs landsbyer.
Børnene fik at vide, at de ikke måtte lege på Frederikssundsvej, men de gjorde et nu alligevel. Det var meget idyllisk med de stråtækte huse. Her på Gammel Gadelandet lå også et stenhuggeri. På Bryggerens Vej lå Bryggeriet.
Jo Gammel Husum havde skam også et gadekær. Men det skulle man nu ikke vove sig ud i for det var bundløst.
Men se alt den idyl er borte. Man startede med at bygge busgarager. Og så blev der bygget boliger. De blev så dyre, at almindelige mennesker ikke havde råd til at bo der.
Resterne af landsbyen Husum forsvandt
I slutningen af 1960erne var det halve af Husum landsby nedrevet. I tiden op til 1993 forsvandt den øvrige del af Husum’ s byhuse. Bondegårdene lå oprindelig øst for Gl. gadelandet. Disse gårde forsvandt i løbet af 1930’erne og 1940’erne.
Da Vestvolden blev anlagt i 1880’erne blev store af markerne nord for Husum landsby ”skåret over”. Med den begyndende udbygning af Husum af 1930’erne blev arealerne syd for Vestvoldens bynære og mulige byudvikling. En stor del af arealerne blev i en årrække benyttet til midlertidige koloni- og nyttehaver.
Si (Forbudt ord) og ”Det Rejsende Folk”
(Forbudt ors) fik lov til at opholde sig i området dengang. og det gjorde ”Det Rejsende Folk” også. Disse var oprindelig holstenske lejesoldater som i slutningen af 1700-tallet blev afskediget af den danske konge, da han fik soldater fra anden side.
Som kompensation fik de rejsebreve til at måtte optræde og handle overalt i riget, når de havde meldt sig til en politimyndighed.
Der var meget med omrejsende Tivoli. De ville ikke bo i lejlighed. Klistermarken var en fabrik, der under Første Verdenskrig lavede stivelser og skoklister og senere var, hvor Dahl – Jensens Porcelænsfabrik lå øst for Gl. Gadelandet. Her fik de lov at holde ”vinterkvarter”, mens de rejste rundt med deres Tivoli om sommeren.
De fik denne plads i 1925 og havde den til 1945, hvor de fleste fik en lejr, der blev kaldt for Brushøjlejren efter vejen i det vestlige Valby Idrætsplads.
En berømt porcelænsfabrik
Vi nævnte Dahl – Jensens Porcelænsfabrik. Den skal vi sandelig ikke forbigå i tavshed. Dahl – Jensen var aktiv i dansk porcelænsproduktion i meget lang tid. Han var nyuddannet på Kunstakademiet og blev modelmester i 1897 hos Bing og Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.
Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der ønskede at man startede en virksomhed sammen.
Virksomheden var indrettet med det nyeste grej. Men al begyndelse var svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lille bitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.
Egentlig var det kun ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede tæt. Georg fandt sin kone blandt porcelænsmalerne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til mange af de fine børnefigurer, som Dahl – Jensen var kendt for.
I 1960 videreførte en dygtig efterslægt fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.
Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér- porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.
Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre- og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.
De havde indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.
Og der kommer også en del 2 til denne artikel ”Langs Frederikssundsvej – endnu mere (2)” Vi har også kigget på ”Industri i Nordvest”. Meningen var, at vi skulle have holdt foredrag på Biblioteket på Rentemestervej. Men dette blev aflyst/udskudt. Vi beklager at have brugt et måske to forbudte ord. Det drejer om et bestemt folkefærd, som vi på ingen måde har forsøgt at genere.
Kilde: