Søgeresultater på "Ribe"
Dato: februar 16, 2024
Tre prominente personer fra Tønder
Tre mennesker havde noget til fælles. En betydningsfuld familie. Udnævnt til amtmand i Tønder. Schrader blev pietismens fører i Tønder. Enevold Ewald fra Øster Højst. Christian den Sjettes rådgiver. Schrader opdagede bedrageri. Strucks svigersøn havde begået bedrageri. Schrader forstod det danske modersmåls betydning. Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp og tvinge Emmerske – borgerne i kirke. Brorson blev tredje præst. Dansk og tysk kultur blev forenet. Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder. Brorson forlod Tønder i 1737.
Tre mennesker havde noget til fælles
Vi skal møde tre personer fra Tønder, der havde noget til fælles. Og vi har skrevet om dem tidligere. Men her vil vi forsøge at føre dem sammen. De tre er Holstein, Schrader og Brorson. Ja Holstein har aldrig fået opkaldt em gade, vej eller plads efter sig i Tønder, men de har de to andre. De tre endte også at være sammen om et projekt i Emmerske.
En betydningsfuld familie
Johan Georg Holstein havde været Frederik den Fjerdes page. Han blev også senere kongens svoger, da han blev gift med en stift søster til Anne Sophie Reventlow. I 1708 blev han lensgreve til Holsteinborg og 1721 blev han rigets storkansler og som sådan havde han både det danske og det tyske kancelli under sig.
Også Johann Georg von Holstein blev knyttet til hoffet. Han blev kammerjunker hos Christian den Femtes søn, prins Carl. Få år senere blev han kammerjunker hos selve kongen og i 1693 hovmester hos prins Carl. Senere blev han hovmester hos kronprins Christian. Holstein blev således opdrager for den senere konge, Christian den Sjette. Ja han blev også kaldt for ”den fromme konge”. Holstein var faldet for den pietistiske vækkelse.
Han efterlod ved sin død bl.a. 9 af sine slev forfattede bønner. Hans søn, Greve Johan Ludwig von Holstein lod disse trykke i 20 eksemplarer under titlen:
Udnævnt til amtmand i Tønder
I året 1712 var Holstein udnævnt til medlem af det kongelige konseil og var nu kongens minister. Året efter blev han tillige amtmand i Tønder. Da kongen i 1714 oprettede Missionskollegiet, blev Holstein formand for denne og beholdt denne stilling indtil sin død. Som kongens minister spillede han også en vigtig rolle. Peter den Store hadede ham af et godt hjerte.
Indirekte fik Holstein stor indflydelse som beskytter for to betydelige mænd, der begge virkede som huslærere i hans hus. Den første var Johann Hermann Schrader. Den anden var Andreas Højer, præstesøn fra Karlum, grundlægger af dansk lovkyndighed. Til brug for undervisningen i Holsteins Hus skrev han sin:
Johann Georg von Holstein banede vejen via sin indflydelse for Andreas Højer men også for Johann Hermann Schrader, der er født i Hamborg. Hans far var klejnsmed men døde allerede inden drengen var et år gammel. Moderen gav ham en omhyggelig opdragelse. 1703 kom han på Rostocks Universitet. 1703 blev han huslærer i Georg von Holsteins Hus i København og 1713 blev han på Holsteins anbefaling lærer for Frederik den Fjerdes syvårige datter, prinsesse Charlotte Amalie. Og det gjorde han indtil det 16. år.
Schrader blev pietismens fører i Tønder
I 1727 døde provst Samuel Reimarus i Tønder og den tønderske amtmand Johann Georg von Holstein straks klar over, hvem der skulle være hans efterfølger. I 1728 kom Schrader som førstepræst og provst til Tønder. Dermed fik pietismen her på egnen sin store og stærke fører
Pietismen fik meget tidligt fodfæste i Tønder. Herfra erobrede den Danmark. Kun 20 år efter at et Vajsenhus i Halle blev oprettet, stiftede den rige kniplingskræmmer Peter Struck et Vajsenhus i Tønder. Unge præstesønner fra omegnen havde allerede skabt åndeligt røre, inden Schrader kom hertil.
Enevold Ewald fra Øster Højst
Den første var den store vækkelsesprædikant Enevold Evald, søn af præsten Niels Enevoldsen (Ewald) i Højst og hans hustru Mette Magdalena Prætorius, hvis forfædre i flere led havde siddet som præster i Højst. Som student i Halle kom Enevold Ewald stærkt ind under Pietismes indflydelse. Da han kom hjem, var han den første forkynder af den pietistiske kristendomsopfattelse. Enevold Ewald udgav talrige skrifter.
I 1727 blev han kaldt til København som lærer og snart som præst i det nyoprettede Vajsenhus.
Et år efter var det Schrader, der var den ubestridte leder af pietismen. Han var en stærk personlighed og meget veltalende. Han kunne også godt gennemskue pietismens skyggesider.
Christian den Sjettes kirkelige rådgiver
Indtil sin død var provst Schrader Christian den Sjettes rådgiver i alle kirkelige spørgsmål. Han kom også til at tage en førerstilling i Hertugdømmernes præstestand. Han var en flittig forfatter og han fik også betydning som salmedigter. I 1731 kom Tønder – Salmebogen. Det var en meget stor salmebog, der indeholdt ikke mindre end 1.157 salmer.
23 af disse salmer havde Schrader selv skrevet. På grundlag heraf lavede han også udkast til en almindelig tysk salmebog for Hertugdømmerne. Hans alt for tidlige død hindrede ham i at gøre dette arbejde færdigt.
Schrader opdagede bedrageri
Schraders store arbejdskraft kunne mærkes på mange områder. Bedehuset i Emmerske og Vajsenhuset i Tønder skyldes hans store arbejde.
Vi kender efterhånden historien om at den rige kniplingskræmmer Peter Struck og hans hustru Beate i 1712 i deres testamente havde skænket 91 demat marsk-jord i Frederikskog til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Indtægterne fra disse jorder skulle til evige tider give 12 Vajsenhusdrenge underhold og opdragelse og desuden skulle disse midler tjene til at undervise fattige børn i Tønder, Aabenraa, Hellevad og i de 5 sogne i Vidding Herred.
Struck og hustru døde i 1713, men svigersønnen holdt testamentet hemmeligt og udleverede ikke jordene. I 1722 solgtes endog 22 demat af de testamenterede jorder til inspektør Sønke Nissen på Frismark.
Strucks svigersøn var en bedrager
Ved et tilfælde kom bedrageriet for dagens lys. Det fortælles således. Da provst Schrader havde fået sin udnævnelse til Tønder mødte han i Hamborg en mand, der tidligere havde boet i Tønder og der havde været testamentsvidne ved Strucks testamente. Han fortalte ham, at der måtte være et Vajsenhus i Tønder.
Da provsten i nogen tid havde været i Tønder, kom han i tanke om denne samtale, og da der intet Vajsenhus fandtes begyndte han efterforskninger, hvorved bedrageriet blev opdaget. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og i rede penge både købesummen for de solgte fenner og overskuddene fra de mange år, i alt foruden jordene en kapital på 18.875 Rigsdaler. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. I mellemtiden var nemlig det gamle hospital gået op i luer i den store ildebrand den 16. oktober 1725. Den lå i ruiner. I 1731 blev hospitalet genrejst og der blev efter stifterens ønske opført en tilbygning til Vajsenhuset.
Schrader forstod betydningen af det danske modersmål
Og så kunne Provst Schrader godt forstå, at det danske modersmål var klemt. I det dansktalende Tønder Landsogn mistede de deres kirke. Man skulle nu bruge byens kirke med det tyske sprog.
Da Reformationen kom, lå der tre kirker inde i Tønder By. I Vestergade havde Gråbrødrene deres fruekirke, lige over for lå Tønder Landsogns kirke viet til Skt. Laurentius, tæt ved Torvet lå Tønder købstads kirke, naturligvis en Nikolajkirke.
Kort efter reformationen blev både Klosterkirken og Landsognets kirke fjernet. Nu skulle alle søge Nikolajkirken. Hertil blev langsognets beboere henvist til særlige stolestader. Man glemte ved denne ordning helt at tage hensyn til, at der i kirken kun prædikes tysk, mens landsognets sprog var dansk.
Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp
Følgen blev at de Emmerske blev et ikke kristeligt folk. Provst Samuel Reimarus født i Pommern, skrev til Hertugen og bad ham om at sende soldater, der kunne drive Emmerske-borgerne i kirke. Om søndagen ville de hellere gå ud i Tørvemosen end i Guds Hus.
Brorson blev tredje Præst
Provst Schrader have ikke været længe i Tønder før han greb ind. Men det var på en helt anden måde. Han udvirkede gennem sin ven, amtmand von Holstein, at kongen oprettede embedet som ”Tredje og dansk præst i Tønder, særlig af hensyn til landsognet. Det blev den unge Hans Adolf Brorson, der blev den første ”tredje og danske præst” I Tønder.
På den måde kom Hans Adolf Brorson til Tønder. Her skrev han sine første og mest skønne salmer. Det har været et nært venskab og samarbejde mellem Schrader og Brorson. Måske har Brorson været medvirkende til udgivelsen af Tønder – salmebogen i 1731. I Tønder sang man som andre steder tyske salmer. Derfor skrev han ”i hast” 1731 ”Nogle Julesalmer, Gud til Ære og christne Sjæle, især sin elskelige Menighed til Opmuntring” De efterfulgtes snart af andre og Tønder blev på denne måde den nyere danske salmesangs fødested.
Dansk og tysk kultur blev forenet
I Schrader og Brorson mødtes for første gang dansk og tysk kultur i Tønder. Nu havde landsognet sin egen præst og sine egne salmer, Schrader sørgede også for, at det fik sit eget Guds Hus. Således opstod Nordslesvigs mest ejendommelige kirke – Bedehuset i Emmerske.
H.A. Brorson havde holdt sine søndags-eftermiddags-bedetimer i et lejet hus, der tilmed var uegnet og langt fra stort nok, da hans menighed i Emmerske voksede hurtigt. Samtidig viste det sig at Emmerske også trængte til en ny skole. Til opførelse af en skole stod allerede en kapital på 100 Rigsdaler til rådighed.
Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder
Provst Schrader lovede desuden at foretage en indsamling hos de velstillede borgere i Tønder så ”Bedehuset”, der nu også blev til og både rummede landsognets kirke og skole ikke kom til at koste beboerne noget.
Antagelig er Bedehuset i Emmerske blevet rejst i 1730. Amtmand von Holstein og Provst Schrader var lige ivrige til at skaffe penge. Men indskriften på huset, som blev bygget for det danske modersmåls skyld, er alligevel på tysk:
Gottseligkeit für Alte und Junge, denen Eingefarrten zu Tondern gewiedmet,
und erbauet im Jahr Chriti 1730,
Om amtmanden nåede at se huset færdigt, vides ikke. Han døde anden juledag 1730. Hans efterfølger som amtmand blev hans søn Friedrich Wilhelm von Holstein.
Og så blev det aftalt, at Præsten skulle hentes og bringes hjem hver søndag. I 1858 blev huset renoveret.
Brorson forlod Tønder i 1737
I 1737 forlod Schraders ven, Hans Adolf Brorson Tønder og flyttede som stiftsprovst til Ribe. Samme år døde provst Schrader kun 53 år gammel. Andenpræsten Johann Joachim Arendts blev hans efterfølger
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 14, 2024
Haderslev – handel og søfart (2)
Der var allerede marked ved Starup omkring 1050. Inden købstadsrettighederne indføres, er der betydelig sejlads til byen. Men efterhånden blev besejlingen vanskeliggjort. Hansborg bygges. Hertug hans den Ældre måtte ikke gifte sig med sin svigerinde. Hertugdømmet nedlægges ved hans død i 1580. Ulykkerne vælter over byen. Halvdelen af centrum går op i røg. Først i 1627 er byen genopbygget.
Handelssted ved Starup Kirke
Det første skrift til handel blev taget omkring 1050. Ved Starup Kirke, der ligger i nærheden af Haderslev Fjords sydlige bred, opstod der en markedsplads. Her mødtes handelsfolk og håndværkere fra store dele af Østersø – områderne for at faldbyde deres varer.
En kirke opføres
Kirken opførtes for at tilgodese det stigende antal kristne handelsfolk. Men det var også heldig, for så kunne markedspladsen for en mere varig karakter.
I løbet af 1100 – tallet ændrede handelsmønstret sig til handel med et stigende antal grovvarer. I løbet af 1150 blev markedspladsen nedlagt. De første huse var anlagt på skråningen mellem Møllestrømmen og Torvet i Haderslev
En vigtig rute
En vigtig transportrute opstod mellem havnen og Ribe ud ved vestkysten. Masser af varer passerede Haderslev.
Haderslev udviklede sig
Den gamle granitkirke blev erstattet af en større teglstenskirke. I de følgende århundreder udviklede Haderslev sig omkring det gadenet på sandbanken mellem Graverne og Møllestrømmen. Kun langs Storegade bevægede bebyggelsen sig udenfor dette snævre område. Omkring 1420 anlagdes en større mølledæmning ved Sønderbro. Det var den dæmning, der skabte Haderslev Dam. Samtidig gravedes en kanal fra den nye mølledam under Graverne og Jomfrustien til fjorden.
Ved Nørregade og Bispegade, samt ved Sønderbro byggedes broer over kanalen. Byporte blev opført. Nu var Haderslev omgivet af vand fra alle sider.
Øer i fjorden
Og når vi nu taler om vand, så er Haderslev Fjord ikke så let at besejle. Så er det lettere med Aabenraa Fjord. Omkring år 1000 var fjorden ikke alene bredere. Der lå også enkelte øer ude i den. Fremspringet vest for Sverdrup bærer stadig navnet Øen.
Dette sted, som er 17 meter højt er adskilt ved en engstrækning, der kun hæver sig lidt over fjordens niveau, tyder på, at en gren af fjorden er gået øst om øen. Ligeledes har der været en ø ved Snævringen lige øst for Starup Kirke.
Betydelig skibsfart
Besejlingsforholdene på fjorden har været meget vanskelige. Men datidens skibsfart stillede dog ikke så store krav. Allerede i 1292, da Haderslev fik sine købstadsprivilegier var skibsfarten så betydelig, at de andre erhverv trådte i baggrunden.
Skibsfarten omtales
I stadsretten omtales skibsfarten gentagende gange. I artikel 5 omtales, at både skibsladninger af kalk og træ skal fortoldes, ligesom man også taler om told på møllesten. Alt tyder på at der allerede dengang var forbindelse til Østersø – landene.
Dette understøttes også af, at skibet Kejserinden af Haderslev i august 1303 ankom til Kings Lynn ved The Wash med forskellige varer fra Gotland.
Historieforfalskning
Under Hertug Hans den Ældre oplevede byen en opblomstringstid. I 1590 ejede byens borgere 20 skibe. Der var bl.a. stor handel på Norge. Omkring år 1600 omtales flere gange skibe fra Haderslev i Nord – Norge.
På gamle tegninger ses anseelige skibe opankret ved Sønderbro. Disse galeoner med fire master havde en dybdegang på 12 – 14 fod. Og omkring Sønderbro var dengang kunne muligheder for skibe med en dybde på cirka 6 fod. Så der må her være tale om historieforfalskninger.
Kunne ikke sejle ind til byen
Der findes ikke så meget skriftlig om skibsfarten i Haderslev fra den tid. Fra april 1544 findes der en skrivelse om, at der er sendt 4 læster sild fra Falsterbo til Haderslev paa en Skude.
Ved omtalen af bygningen af Hansborg nævnes, hvorledes der af søvejen blev sendt forskellig materiale af søvejen til anvendelsen af slottets opførelse. Fra 1558 foreligger der et brev om, at et skib på 100 læster (ca. 200 tons), som tilhører hertugen , er blevet lastet med norske bjælker i Norge. I 1561 lover dronning Dorothea at sende et skib, der var lastet med norske bjælker og som var bestemt til Kolding, til Haderslev. Men hun ønsker så samtidig at få oplyst, hvorvidt soliche Sckuten kan sejle ind til Haderslev.
Skulle lastes ved mundingen
I fortegnelsen over byggemateriale til slottet anføres bl.a. (1555) en skibsladning kalksten fra øen Saltholm, og i (1556) 2 ladninger rød sandsten fra Helgoland, samt tømmer fra Königsberg og Skåne, foruden Norge.
Men disse både er næppe gået til selve byen. For allerede i 1550 nævnes, at fjorden var utilgængelig for større skibe på grund af tilsanding og tilslamning.
Fra 1582 berettes det således, at det er kongen meget om at gøre, at nogle mursten fra Horsens kommer til Haderslev snarest muligt. Han forlanger, at borgmester og Råd sender et antal skude og pramme til ladestedet for at skaffe stenene til ladestedet for at skaffe stenene til Haderslev.
For lavvandet
Rantzau berømmer ellers havnen i 1586. Han siger, at det er en meget velbeskyttet havn, der vender mod Østersøen. En anden forfatter fra den tid, taler om en bekvem og sikker havn, der kan rumme mange skibe.
I 1695 beskriver Danckwerth fjorden for lavvandet til at tillade større skibe at gå op til byen, men at de måtte ligge i mundingen:
I 1737 omtales besejlingsforholdene som værende af
Ville hellere til Aabenraa
Fjorden var så fyldt med slam, at de ankommende skibe måtte blive ved fjordmundingen, og varerne skulle prammes ind. Det hændte da også, at svenske skippere gik til Aabenraa eller Flensborg, hvor lodsningen kunne foregå væsentlig hurtigere.
Også bønderne valgte andre byer
Bønderne valgte også at køre deres korn til Aabenraa, Tønder, Flensborg, ja endog helt til Slesvig. Alle disse steder kunne de få højere betaling for deres produkter. Hertil kom, at bønderne kunne få tømmer, jern m.m. meget billigere end i Haderslev.
Kun få skibe tilbage
Omkring 1775 var der således, at de to købmænd, der handlede med svensk tømmer kunne nøjes med en gang om året at få ny forsyning. Så ringe var deres afsætning.
Efterhånden var varetrafikken på fjorden så lille, at et lægterfartøj var mere end tilstrækkelig til at bestride lægtertrafikken der.
I byen var der kun fire små jagter tilbage.
Hertug Hans Fest
Indtil i dag har Hertug Hans haft en speciel tilknytning til Haderslev. Således har undertegnede været inviteret til at holde foredrag på sønderjysk til en Hertug Hans fest.
Desværre måtte jeg melde afbud.
Junker Christian
Året efter, at Frederik den Første var blevet hertug over hele Slesvig måtte han udskille en del af hertugdømmet. Det var Haderslev og Tørning amter, det var som underhold for sin ældste søn, junker Christian. Fra 1533 til 1544 var Slesvig atter samlet under Christian den Tredje.
Kong hans køber Tørning
Det kom til at spille en rolle for byens betydning, at Kong Hans i 1494 købte Tørning af Henrik og Hans Ahlefeldt. Under Tørning hørte Gram, Frøs, Kalvslund og Hvidding Herred. Tørning og Haderslevhus lå kun 15 km fra hinanden. Det var nærliggende, at lade administrationen af de to len, der strakte sig fra Årø i Lillebælt til Rømø i Vadehavet smelte sammen i Haderslev.
Ægteskab
Da der i 1524 blev indgået formel ægteskab mellem Christian og Dorothea af Sachsen – Lauenburg måtte der skaffes et passende underhold. Dette blev Haderslev og Tørning Amter.
Haderslev – Tørning blev næppe oprettet som et egentligt hertugdømme. Der findes ikke et enligt forleningsdokument. Måske var det derfor, at Christian hurtig efter sin fars død, lod sig hylde som hertug. Men en kongesøn var dengang automatisk hertug.
Christian havde selv oplevet Luther, så han var hurtig med at indføre den nye kirkeordning.
Grevens fejde
Da Frederik den Første døde i 1533 skulle rigsrådet vælge en ny konge, men man kunne ikke nå til enighed. Valget blev derfor udskudt et år.
Grevens Fejde 1534 – 36 endte med, at Christian blev konge. Det endte med at alle biskopper blev fængslet.
Endelig deling i 1544
Det skulle nu gå 11 år inden der igen kom fyrster på Haderslevhus. Hans var født i 1521 på Haderslevhus som søn af Frederik den Første og dennes anden hustru Sophie.
Under Grevens fejde måtte Hans flygte fra Nyborgs Slot forklædt som bonde. I en periode opholdt han sig på Sønderborg Slot, hvor hans fætter Christian den Anden var fange.
I 1543 mente Christian den Tredje at tiden var inde til at gennemføre den i arvedelingen i 1533 planlagte deling af Hertugdømmerne mellem brødrene. Men det Slesvig – Holstenske Ridderskab modsatte sig dette. I stedet blev Hans indsat som ekstra statholder ved siden af Johan Rantzau.
Da Christian den tredje nu endelig i 1544 kunne slutte fred med kejseren, kunne delingen finde sted. Den yngste bror fik i første omgang bispedømmet Bremen. Hver af de tre brødre fik forskellige distrikter i hvert af de to hertugdømme.
Kongen bad Adolf som den yngste om at vælge først. Han valgte den gottorpske del. Derefter fik Hans valget, men han ville ikke gå foran sin ældste broder. Han fik den sønderborgske del, hvorefter det tilbage til Hans var Haderslev – delen.
Hans den Ældre beklager sig
Han blev dog ikke tilfreds. I et brev fra 1564 beklager han sig over, at han måtte tage, det de andre ikke ville have.
Det område han fik, bestod af Haderslev By og Amt, Tørning Amt, Tønder By og Amt, Løgum Kloster, Sild, Før, Østerland, Nordstrand samt Femern og i Holsten af Rendsborg by og Bordersholm Kloster.
105 forordninger
Igennem sin regeringstid udsendte Hans den Ældre omtrent 105 forordninger. Omtrent en fjerdedel af disse gjaldt inddigningsforhold i marsken.
Han gik meget op i detaljer og sendte også forordninger ud, der gjaldt diverse fester. Også hvem der måtte komme i hans gemakker, og hvem der skulle sidde ved de forskellige borde på Haderslevhus bestemte han. I 1570 udsendtes en revideret udgave, der blev tilpasset det nye slot Hansborg. Her blev det indskærpet, at ingen må kaste med kød, brød, fisk, knogler eller lignende under måltiderne.
En travl bygmester
Til at bygge sit slot havde Hertug Hans ansat den kongelige bygmester Herules von Oberberg. Bygmestren slog sig ned i Haderslev og boede her til sin dø i 1602. I sin karriere byggede han foruden Hansborg Slot også Tønderhus, Tønning Slot, Gottorp Slot, Brundlund Slot og Koldinghus. Det antages også, at han opførte slotskirken ved Sønderborg Slot. I 1580 byggede han også Trøjborg Slot for Peter Rantzau.
Da Hansborg var færdigbygget lod Hertug Hans det gamle Haderslevhus nedrive. En række boliger blev opført i den østlige ende af Slotsgade.
Vin i kælderen og på Apoteket
Hertugen sørgede for en råds – vinkælder. Også i det slotsapotek (i ag Hjorte – Apoteket) som hertugen etablerede i 1557 gav han tilladelse til at have vinkælder. Apoteket var et af Danmarks ældste. Det lå fra 1557 til 2001 på adressen, Apotekergade 9.
Måtte ikke gifte sig med svigerinden
Hertug Hans den Ældre blev aldrig gift og efterlod derfor ingen arvinger. Men igennem en længere periode havde han et nært forhold til sin svigerinde, enkedronning Dorothea. Man havde tænkt på et ægteskab og havde forespurgt i teologiske kredse. Men her frarådede man ægteskab.
Vil blive husket for det positive
Hertugen var interesseret i sine undersåtters ve og vel. Her er det hvis tale om en af de eneste hertuger, hvis eftermæle er positiv. Han store indsats for inddigningen i marsken, samt hans omsorg for kirke -, skole -, og fattigforhold og byggerier vil blive husket.
Hans den Ældres hertugdømme blev nedlagt ved hans død i 1580. Frederik den Anden og Christian den Fjerde opholdt sig gerne på Hansborg. Ja sidstnævnte fejrede blandt andet sit bryllup her i 1597.
Ulykkerne haglede over byen
Efter Christian den Fjerdes nederlag ved Lutter am Barenberg flygtede hans lejetropper mod nord. På vejen gennem Haderslev stak de byen i brand. Det blev til en katastrofe. Halvdelen af husene i centrum nedbrændte.
Nogle år senere blev byen besat af henholdsvis svenske og polske tropper, der nedbrændte slottet og udplyndrede byen. Først i 1627 var alle huse genopbygget. Slottet og kirkens tårn blev ikke genopbygget. Ulykkerne haglede ned over Haderslev.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 14, 2024
Sønderborg – i begyndelsen (1)
Sønderborg og Sønderjyllands historie er ikke let at forstå. Hertugdømmernes tilhørsforhold i tidens løb både til Holsten og til kongemagten skiftede. Sønderborg var længe om at komme i gang. Men et forsvarsværk var med til at sætte skub i udviklingen. Skibsfarten var også medvirkende til byens fremgang. Og i de perioder, Hertugdømmet var velhavende, steg væksten. Men ak krige og dyr indkvartering var med til at forringe hertugdømmets økonomi. Hertugen blev til sidst dømt for at være insolvent.
Modsætning mellem Hertugdømmerne og kongemagten
Sønderjyllands historie og dermed Sønderborgs historie er indviklet. Det skyldes ikke mindst de mange hertugdømmer og kongerigske enklaver. Og for bevare magten måtte hertugerne alliere sig med adelen. I historiens forløb har der ofte været modsætningsforhold mellem kongemagten og hertugdømmerne.
Abel – slægten
Vi starter lige med en indføring i de tre hertug – dynastier i Sønderjyllands historie. Så bliver det lidt lettere at følge med.
Med den ældste Abel – slægten (1232 – 1375) blev Sønderjylland et decideret Hertugdømme, skilt fra resten af Danmark.
I 1232 gav Valdemar Sejr hertugdømmet til sin søn, Abel. Da Hertugdømmet uddøde i 1375 lykkedes det holstenerne at sætte sig i besiddelse af stort set hele Sønderjylland.
Schauenburgerne
Derefter fulgte Schauenburgerne (1386 – 1459). I deres tid blev Sønderjylland bragt i union med Holsten. Det var en union, der voksede sig stærkere og stærkere. Nu hed det ikke mere Sønderjylland, men Slesvig. Det lykkedes at knytte de to landsdele sammen. Men da hertug Adolf døde i 1459 truede unionen med at gå i opløsning.
Oldenborgerne
Med Oldenborgerne (1459 – ) der stadig findes en gren af, gik den Slesvig – Holstenske union fra at være utrolig stærk og ubrydelig til i 1779 at komme i samlet union med Danmark. Fra det årstal havde hertugerne ingen politisk magt.
Mødet i Ribe 1460
Adelen tilbød Christian den Første, at han kunne blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Riget omfattede også Danmark, Norge, Island, Færøerne og noget af tiden Sverige. Han blev valgt på et møde i Ribe i 1460.
Holsten mellem Ejderen og Elben var i virkeligheden et grevskab.
Nævnt første gang i 1256
Navnet Sønderborg nævnes første gang i et brev af 15. juli 1256. Kong Abels søn, hertug Valdemar, angav, at det var udstedt i Synderburg Alsie. Antagelig er brevet skrevet på slottet. Både slot og borg havde eksisteret længe inden.
Brevet var til munkene i Løgumkloster skrevet af hertug Valdemar Abelsøn.
Masser af fund
Fra sen jernalder kendes mange fund fra både Als og Sundeved. Bopladsfund er gjort ved Sundsmark, Hørup, Tandslet og Lysabild. Gravplads kendes blandt andet fra Nørreskoven.
Nydam – fundet
Det store Nydam – fund minder om krigeriske begivenheder i området. Og resterne af en bygning kan dateres til jernalderen. Og fra vikingetiden er der gjort især gravfund. Her skal nævnes gravpladsen ved Ketting. Men også mange andre steder fra, for eksempel Nostvedvraa, Holm, Kasmusmølle og Broager.
Skibssætninger er fundet ved Stolbronæs og Dyndved.
Bebyggelse i lang tid
Alt tyder på, at der gennem hele perioden har været en tæt bebyggelse fra omkring Kristi fødsel til efter år 1000.
Det kan vi også konkludere, når vi kigger på stednavnene.
Hovedvejene øst – vest og nord – syd har allerede været brugt i vikingetiden.
Brovold
De første tilløb til rigtige bydannelser skete omkring Augustenborg Fjord. I 1100 tallet opstod der omkring en markedsplads et samfund, der kaldtes Brovold ved landsbyen Bro ved Augustenborg.
Noget tyder på, at Nordborg allerede eksisterede. Måske var det den borg, man kaldte Alsborg.
Venderne angreb
I Vikingetiden udgjorde venderne ingen fare, men efterhånden som vikingernes magt ebbede ud, forekom flere og flere plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var Danmark meget udsat.
Modstand mod venderne
Efter at Valdemar den Store var blevet konge lykkedes det ham sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod venderne. Alt tyder på, at borgen på øen i Alssund var en del af dette forsvar.
Talrige gange blev borgen udvidet.
Humletorvet – det første tov
Alt tyder på, at Sønderborg dengang slet ikke eksisterede. Fra selve byområdet er der kun gjort et enkelt fund. Det var en mandsfigur af bronze. Den er fundet ved udgravning af Strandvejen 3 og stammer fra Rhin – området fra 2 – 300 e.Kr.
Ved Middelalderens begyndelse boede der ingen på skråningerne ned mod Alssunds sydlige del.
Humletorvet har været byens første tov. Arkæologiske udgravninger har vist, at der her i slutningen af 1220 – tallet har ligget en åben plads med en brønd.
Byen vokser
Den beskedne by voksede i løbet af 13 – 1400. Store og Lille Rådhusgade mødtes i det lange trekantede Rådhustorv og fortsatte i Perlegade.
Klog hertuginde
Omkring 1358 rykkede Valdemar Atterdag over til Als efter at have indtaget Langeland. Han belejrede Sønderborg, der blev forsvaret af hertugens hustru, hertuginde Regitse.
I den sjællandske krønike kan man læse:
Og Valdemar faldt åbenbart for hendes charme. Hun kunne beholde borgen, såfremt, der ikke blev skudt på ham fra den. Hertugen måtte også kun opholde sig her en 2 – 3 dage og ikke med mere end 20 mand.
Borgen skabte byen
Som i alle gamle byer er kystlinien udvisket af århundreders opfyldning. Både Sønderbro og Nørrebro er ligesom Søndergade anlagt på opfyldt areal.
Man har under disse anlægsarbejder fundet noget keramik, men det er ikke ældre end fra ca. år 1500.
Først efter anlæggelse af en borg i den sydlige indsejling til Alssund gav baggrund til, at der skabtes en by på stedet.
Hvornår blev borgen anlagt?
Hvornår denne borg blev anlagt vides ikke. I Helmolds ”slaviske krønike” nævnes et vendisk overfald på Als. Måske gav dette anledning til anlæggelse af borgen. Nogle har ment at overfaldet skete 1168 og at anlæggelse af borgen skete i 1169, men det er det dog ikke belæg for. Der skete flere angreb mod Als.
I kalkmalerier i Lysabild genfortælles Helmolds historie. Disse er fra ca. 1425.
Ved restaurering af slottet fra 1961 – 73 fandt arkitekter ud af, at slottet med overvejende sandsynlighed kan være påbegyndt før år 1200.
Selve måde borgen var indrettet på kan så igen henføres til andre borge, der blev bygget som værn mod venderne. Disse blev opført i tidsrummet 1150 – 1200.
I de følgende århundrede blev Als og Sønderborg et stridsobjekt mellem den danske konge og hertugen af Slesvig.
Sort byggeri
Dengang lå borganlægget på en lille ø i Alssund. Det må have krævet udsædvanlig mange håndværkere. Man har måttet lave anlægsbroer til skibe med materiale langvejs fra.
Fiskere er antagelig flyttet hertil i beskyttelse bag borgen. Og håndværkerne til byggeriet har antagelig boet her her hele året.
Træskure og telte blev afløst af helårshuse. Men nogen stor by, har det ældste Sønderborg aldrig været.
Kirker
Omkring 1250 rejstes en lille kirkebygning af teglsten på bakkerne bag slottet. Den første kirke var viet til Skt. Nicolai. Hertugerne Valdemar og Henrik stiftede et særligt alter viet til Skt. Gertrud.
I 1466 nævnes desuden tre andre altre indviet til henholdsvis Skt. Paul, Skt. Peder, og Skt Erasmus.
Væbneren og borgmestren i Sønderborg Peder Stød og hans hustru Katerine grundlagde i år 1400 et Mariaalter i kirken.
Stort bryllup i 1340
I 1340 var der på slottet afholdt bryllup mellem den senere Valdemar den Fjerde (Atterdag)og hertugens søster, Hedvig.
Rosengade
En gade fra middelalderen førte fra kirken ned til vandet. Den havde samme forløb som nutidens Rosengade.
Stjernegade og Slotsgade
Humletorv lå i kort afstand fra både kirke og havn. Herfra gik den korte gade, der nu hedder Stjernegade hen til kirken, og den lidt længere gade, der i dag hedder Slotsgade løb ned ad bakken mod vest. Her boede håndværkere og handlende.
Søndergade og Brogade
Fiskere og søfolk har nok snarere slået sig ned langs vandet, det vil sige ved skrænterne bag Søndergade, fra Brogade hen i mod Nørrebro.
Handel i Flensborg
I 14 – 1500 – tallet havde bønder fra Als og Sundeved lov til at handle i Flensborg. Det tydede på, at der ikke rigtig var kommet gang i Sønderborg endnu.
Kongelig del
Fra 1460 indgik slottet i den kongelige del af Hertugdømmerne. Den blev ofte brugt af Kong Hans og Christian den Anden.
Orlogsværk og to skibsbroer
Omkring 1510 anlagde Kong hans et orlogsværk nær ved slottet. Nogenlunde samtidig gennemførtes opfyldninger ud for Brogade.
Helt op til 1870 havde byen to offentlige skibsbroer, Sønderbro og Nørrebro. Resten af strandsiden var optaget af private huse, bådebroer og pakhuse.
Eksil i 8 år
Christian den Anden var konge fra 1513 til 1523. Et opgør i den jyske adel fik ham til at forlade landet og søge hjælp hos svogeren, Kejser Karl den Femte.
Dette eksil varede i over otte år. Først i efteråret 1531 lykkedes det Christian at få overtalt kejseren. Han forsøgte derefter at generobre Danmark – Norge. Men forsøget mislykkedes. Han blev arresteret af sin efterfølger på tronen, farbroderen Frederik den Første.
En god vandrehistorie
Her levede han dog i perioder under fyrstelige forhold, men i perioder var han dog også under stærk bevogtning. Rygter om, at den afsatte konge skulle have slidt en rille i et rundt om et stenbord med sine fødder på slottet, samt lavet en fure i stenbordet med sin finger er grundløse, men trods alt en god vandrehistorie.
Fornem fange
Han deltog således i adskillige jagter på Als. Han blev behandlet efter sin rang. Han havde flere rum til sin disposition og et lille tjenerskab. Han havde sin egen kok, og unge adelsmænd vartede ham op. Et af tårnværelserne blev benyttet som den fornemme fanges soveværelse.
Det tog hårdt på kongen
Fangenskabet tog dog hårdt på den afsatte konge. Desuden døde hans eneste søn, Hans i Tyskland. Sorgen, fængselslivet og kedsomheden nedbrød efterhånden Christian den Anden, der henfaldt i druk og melankoli.
I 1549 blev han overflyttet til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han døde den 25. januar 1559, næsten 78 år gammel.
Udbygning af slottet
I årene frem til 1570 blev der opført fire fløje langs de middelalderlige ringmurers indersider.
Skt. Jørgensgården
Gennem middelalderen var Sønderborg en ganske lille by. Den blev kun nævnt i forbindelse med dens borg.
Men i løbet af ca. hundrede år nået byen dog en stor udstrækning. Det minder St. Jørgen hospitalet om.
Kirken var 16 meter bred, det var en treskibet kirke ca. 18 meter lang, dertil kom et smallere kor på 5 – 8 meter. I forbindelse med kirken var der en del andre bygninger, som i dag er helt forsvundet. Et hus fra 1400 – tallet som dog hørte til hospitalets ældre del, blev nedrevet i 1931.
Skt. Jørgensgården nævnes første gang i et testamente fra 1307. Når hospital og kirke nævnes i 1307, siger det noget om byens udstrækning. Antagelig har Skt. Jørgensgade og Kirkegade eksisteret dengang. Måske også Stengade og Liliegade. Også Mariegade og Æblegade kan spores langt tilbage.
Der findes det berømte bykort fra Sønderborg fra 1649. Her kan må få en forestilling om byens ældste gadenet.
Stort bryllup
Den 24. juni 1340 blev junker Valdemar viet med hertug Valdemars søster Hedvig. Den strid, der havde været mellem Abel – sønnerne og Kristoffer den Førstes slægt gennem 88 år, skulle med brylluppet bringes ud af verden.
I den ældre middelalder blev det lille slotssamfund sammen med Als ikke betragtet som en del af hertugdømmet Slesvig.
Byvåbnet
Byvåbnet, der utvivlsom er betydelig ældre end det først kendte gengivelse fra 1644, viser en rød bygning (slottet) og derunder en række blå og hvide bølgelinier, som antyder naboskabet med Als Sund.
Første byvedtægt?
Det er uvist, om Sønderborg nogensinde har haft en skrå (Byvedtægt). Men alt taler for, at byen som andre købstæder har haft sine retslige og økonomiske privilegier.
Opvækst
I slutningen af 1500 – tallet og i begyndelsen af 1600 – tallet oplevede Sønderborg en hvis opblomstring. Væksten startede i den nordlige bydel.
Omkring år 1500 lod Kong Hans sin orlogsflåde udruste hos skibsbyggerne i Sønderborg.
Forsvarsværk færdig i 1530
Hele forsvarsværket omkring Sønderborg Slot blev afsluttet med anlæggelse af et stort forborgsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette stod Sønderborg som en af de stærkeste borge i landet.
Kirkelig strid
I 1559 var der opstået en strid vedrørende Als og Ærø. Dronning Dorothea udøvede kirkelig højhed over Sundeved, men ikke over øerne. Dronningen, der var Christian den Tredjes enke overtog samme år byen og slottet, som en del af sit enkegods.
I 1566 udnævnte dronningen dog en fælles provst for Als og Sundeved.
Kongen protesterede kraftigt, men accepterede, at provsten kunne fortsætte, bare det blev i kongens navn.
Kongen forærede 7.500 liter vin
Hertug Hans den Yngre og Elisabeth fejrede bryllupsfesten i Flensborg i august 1568. Frederik den Anden kunne ikke være til stede på grund af Syvårskrigen. Men han havde dog foræret 7.500 liter vin. Hans den Yngre var yngste søn af Christian den Tredje.
Nogle uger senere foregik selve brylluppet på Koldinghus, hvor enkedronning Dorothea havde sit hovedsæde.
Efter brylluppet flyttede det unge hertugpar ind på Sønderborg Slot.
Penge til Hans
Frederik den Anden var ikke begejstret for, at Hans inden Syvårskrigens afslutning fik sin egen husholding. Og først i 1570 fik Hans sin første rate. Og de penge fladt på et tørt sted.
Der var to hoffer på Sønderborg Slot. Dorthea havde iværksat en omfattende modernisering af Koldinghus. Derfor var hun flyttet til Sønderborg.
Arven betød, at Frederik den Anden kunne indløse sin gæld til Hertug Hans. Knap var dronningen død i 1571, før han udnævnte en ny provst på Als. Han anfægtede dog ikke Hans den Yngres kirkelige højhed i Sundeved og Holsten.
14 børn
Det var gang i de unge hertugpar. Således fødte hertuginde Elisabeth i løbet af de næste 16 år 14 børn. Hun døde i 1586.
Stor arv
Hans kom dog til lidt penge, da hans farbror Hans den Ældre døde i 1580. Han arvede ikke mindre end 348 gårde. I 1571 ved Dortheas død kunne han overtage 1.000 gårde.
Hans den Yngre købte nu adelen ud. I år 1600 købte han det sidste adelsgods Søbo (senere Rumohrsgård) i Ketting Sogn.
Sønderborg på vej frem
Fra 1571 da Sønderborg var blevet hovedsæde i hertugdømmet gik det fremad. Handel og søfart blomstrede. Byens indbyggertal steg. De gunstige forhold betød en ikke ubetydelig indvandring.
Konge død efter bryllup
En ægteskabskontrakt blev indgået med fyrstedatter, Agnes Hedvig af Anhalt og hendes familie. Hun var kun 14 år gammel.
Hertug Hans den Yngre og Agnes Hedvig blev gift den 14. februar 1588. Under de daglange fester flød mad og drikke i så store mængder, at den livsglade Frederik den Anden blev noget svag.
Hans tilstand på hjemrejsen blev forværret. Kongefamilien måtte gøre ophold på Antvorskov Kloster. Her døde han.
Købstadsrettigheder fornyet
I 1590 fik Sønderborg fornyet sine købstadsrettigheder. Hans den Yngre giver byen en markedsordning. En skatteliste fra 1607 oplyser, at ud af 340 skatteydere var der 100 håndværkere. Håndværkerstanden udgjorde en væsentlig del af byens borgere.
Købmænd og skippere nævnes også hyppigt i disse skattelister.
Ny kirke
Skt. Marie Kirke blev opført 1595 – 1599. Det afløste det middelalderlige Skt. Jørgens Kapel. Dele af dette kapel indgik i den nye sognekirke, der i løbet af 1700 – årene fik sit nuværende navn.
En kamp for rettigheder
Hertug Hans forsøgte hele tiden at kæmpe for sine rettigheder, men blev afvist hver gang. Hans største modstander var statsholderen i Hertugdømmerne, Henrik Rantzau.
I over 30 år foregik en retssag mellem byerne Lübeck og Hamborg. Hertug Hans havde anlagt en vildtbane, der gik tværs over hovedvejen mellem Lübeck og Hamburg. Han havde ansat folk til åbne og lukke lågerne. Men det ville borgerne ikke finde sig i. Hvordan retssagen endte, står lidt uklart.
Agnes Hedvig fødte ni børn
Agnes Hedvig har sikkert været beklemt, at blive stedmor til de mange børn. Men efter sigende levede de et lykkeligt ægteskab. Hun fødte han ni børn.
Hun døde af tuberkulose i 1616. det var seks år før hendes ægtefælde.
Skipperlav
Søfart var vigtig for Sønderborg. Byen havde sit eget skipperlav. I begyndelsen af 1600 – tallet fik man lavet en ny fane, som skulle illustrere den bibelske fortælling om Jonas. Og Jonas blev som bekendt reddet af hvalen.
Mini – hertugdømme
Sønderborg Slot blev efter Hertug Hans den Yngres død i 1622 hovedsæde for et minihertugdømme, der omfattede den sydlige del af Als med Sønderborg by og Sandbjerg Gods. I Sundeved.
Hertugdømmet omfattede en købstad, seks herregårde, godt 350 bondegårde og et par hundrede huse. Og hertugen blev ikke så populær, da han inddrog Sønderborgs bymark og lagde den under slottets ladegård.
Vogtede over rettigheder
Hertugerne af Sønderborg, Nordborg og Glücksborg havde samme status. Men den beskedne status gjorde det til en kamp at opretholde et hertugdømme. Reel politisk betydning havde disse småhertugdømme dog ikke. Men hertugerne vogtede nidkært over deres rettigheder, som fremhævede dem over almindelige adelige godsejere.
Opdeling
Ved sin død havde Hertug Hans den Yngre splittet sit i forvejen lille hertugdømme op i fem mini – herredømme. Han havde ønsket, at der ikke skulle være strid mellem sønnerne. Han er antagelig den person i Sønderjyllands historie, der har nedlagt flest gårde. Og bønderne betragtede ham som nådesløs. Hans hertugdømme have omfattet besiddelser fra Pløn i Holsten til Nordborg og Ærø i Nordslesvig.
Hovedresidens
Hovedresidensen på Sønderborg Slot fik tildelt et territorium, der kun omfattede Sønderborg by med den sydlige del af Als og Sandbjerg i Sundeved.
Hans havde bestemt, at dette hertugdømme, som var en tung arv, skulle overgå til den næstældste søn, Alexander. Senere blev det dennes søn og sønnesøn.
Stamfar til kongehuset
Det lille sønderborgske hertugdømme var hurtig forgældet. Alexander havde stiftet gæld allerede som godsejer i Westfalen. I Sønderborg var det tyngende udgifter.
Alexander nåede kun at være hertug i fem år, han døde som 54 – årig. Han satte dog sine spor. Han blev stamfader til en fyrsteslægt, hvorfra de Augustenborgske og Beck – Glücksborgske hertugdynastier kom til at udgå. Hermed blev han stamfader til det nuværende danske kongehus.
Med fyrstelig pragt
Sønnen Hans Christian forsøgte efter bedste evne, at leve op til forventningerne som fyrste. Han blev standsmæssig gift med Anna af Oldenburg. Han fik også sin søster gift ind i samme nordtyske fyrstefamilie.
Hans Christian deltog også med sine to brødre i Christian den Fjerdes store Bilager, hvor kongen fejrede sin søn, den udvalgte prins´s bryllup.
De tre unge herrer var ledsaget af en kæmpe antal ledsagere. Det samlede antal ride – og vognheste var på 41. Jo den sønderborgske hertug forsøgte trods tyngende gæld, at omgive sig med fyrstelig pragt.
Sikkerhed dyrt købt
Torstenssonkrigenen i 1643 – 45 medførte masser af omkostninger. Hans Christian anmodede straks kongen om beskyttelse af havnen i Sønderborg i form af et par krigsskibe. Men inden dette lykkedes, havde general Wrangel besat begge hertugdømmer. Hertugen måtte indgå en aftale med besættelsesmagten for at få ret til sejlads for skibene fra Als sammen med sin bror, hertug Frederik på Nordborg.
Denne sikkerhed blev købt dyrt.
Tvungen indkvartering
Da Christian den Fjerde påtvang indkvartering af 14 kompagnier kongeligt rytteri, førte dette straks til svensk trussel om øjeblikkeligt angreb på Als.
Det endte dog med et forlig, hvor de to hertug – brødre måtte betale månedlige bidrag til den svenske flåde indtil krigens afslutning i 1645.
Men indkvarteringen af de kongelige tropper belastede den i forvejen trængte økonomi.
Hans Christian døde efter 20 år som hertug i 1653, mere forgældet end da han startede.
Besat af svenske tropper
Ved faderens død var efterfølgeren Christian Adolf kun 12 år gammel, så enkehertuginden måtte tage over.
I 1657 blev Sønderborg Slot og by besat af svenske tropper.
Svenskerne flygter
I 1658 havde Danmarks allierede generobret det meste af hertugdømmerne. Men ca. 2.500 svenske tropper holdt stadig Als besat. De allierede tropper beskød Sønderborg med artilleri. Den 14. december gik den allierede hær over Alssund.
Rytteriet svømmede over i det iskolde vand, mens infanteriet overførtes i små både. Det lykkedes dog en del af de svenske tropper at flygte af søvejen.
Det var kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandeburg der stod i spidsen for en stor styrke polske og brandeburgske tropper.
Den svenske besættelsesstyrke nåede at forlade slottet men måtte efterlade et rigt krigsbytte på ca. 1.100 heste. De fremmede landsknægte var en meget tung byrde for både hertughusene i Sønderborg og Nordborg og ikke mindst lokalbefolkningen.
Regeringen havde ikke råd
De kongelige tropper i Sønderborg blev helt til 1662. Deres tilbagetrækning blev forsinket, fordi den danske regering manglede penge. Så snart de sidste tropper var forsvundet overtog den 21 – årige Christian Adolf styret. Hans mor fik nu enkesæde på Gammelgård.
Hertugen erklæret insolvent
Kongen krævede, at der skulle svares skatter af de sønderborgske hertugers områder som resten af Hertugdømmerne. Skatterne skulle gå til det militær, kongen og Gottorp forvaltede. Hvis de ikke blev betalt, lod kongen sine tropper inddrive disse med magt.
Det var en økonomisk belastning for de små hertugdømmer. Det endte dog også med, at kongen erklærede hertugen for insolvent. Det samme skete for Nordborg.
Christian Adolf kæmpede selvfølgelig imod. Men kongen befalede sin statholder i Hertugdømmerne, Frederik Ahlefeldt, at bryde slottets port op, at besætte Sønderborg Slot med militær magt og at smide hertugen på porten. Hertugen blev afsat. Han valgte derfor helt at forlade Danmark og rejse syd på.
Troskab til den danske konge
I 1668 måtte byen Sønderborg og dens indbyggere aflægge troskabsed til den danske konge. Byen og slottet var nu atter under kronen. Epoken som hertugelig residensby var uigenkaldelig forbi.
Men Nordborg genopstod dog i 1676, for så endelig at ophøre i 1730.
Belønnet med ordner og embeder
Frederik den Anden havde overladt Sønderborg til de sønderborgske hertuger. Men ak, dets tid som residensstad blev kun kort. Krigene i 1600 – tallets midte og de skiftende besættelser medførte det lille i forvejen økonomisk udmarvende hertugdømmes konkurs. I 1667 tilfaldt det igen kronen.
Hans den Yngres efterkommere blev fradømt det fallerede Sønderborgske Hertugdømme.
Hertugerne affandt sig efterhånden med at de blev tilsidesat. De valgte at knytte sig til kongen. De blev belønnet med ordner og embeder.
Augustenborg oprettes
Det samme skete for en sidegren til den sønderborgske hertugfamilie, hertug Ernst Günther. Han tilbød at overtage hertugdømmet Sønderborg. Men dette blev afvist af kongen. Han blev i stedet i 1675 kongens amtmand. Af hensyn til hans fyrstelige rang blev det ændret til guvernør. Han havde inden oprettet et lille gods, som han kaldte Augustenborg efter sin kone.
Det efterhånden hårdt medtagne slot blev af Kronen stillet til rådighed for de skiftende guvernører over Als. Denne værdighed tilfaldt traditionelt hertugerne af Augustenborg. Så vidt vides var det kun Ernst August (1695 – 1716) der takkede ja til dette tilbud.
Sønderborg i forfald
Ved dennes fraflytning var slottet i en forfærdelig stand. Tag – og loftsbjælker var faldet sammen, så fugt og kulde trængte ned til stueetagen. Etageadskillelsen måtte overalt understøttes. Af inventar var det ikke meget tilbage, det var simpelt hen blevet knust under de sammenstyrtede gulve.
Renovering til småpenge
Sønderborg Slot var parat til nedrivning. Men den tiltrædende amtmand Friedrich Wilhelm von Platen gennemførte i årene efter 1718 en regulerende ombygning for den beskedne sum af 16,400 Rdl.
Her fik man også bevaret Dronning Dorotheas kapel, der blev opført 1570. Slottet blev til et barokslot, hvor etagerne blev gjort lige høje. Der kom nye tage og nye vinduer placeret på en række og i ensartet stil.
Op – og nedture
Havnetrafikken havde op og nedture. Det har været en livsnerve for byen. Man deltog herfra i sildeeventyret på Øresund. I 1700 – tallet sejlede Sønderborg – skippere alsisk korn til Norge. Mursten blev sejlet fra Egernsunds teglværker til København. Hovedstaden skulle genopbygges efter brandene i 1728 og 1795, samt Christiansborgs bygning i 1730erne.
Byens søfart foregik i begyndelsen på små jagter og skuder, der blev ejet af de enkelte skippere. Det var især omkring de nordtyske byer, København og Baltikum skibene gik til.
Overdraget til Hertugen af Augustenborg
I 1764 blev Sønderborg Slot overdraget til Hertugen af Augustenborg. Men mod forventning blev det ikke et residensslot. I stedet blev det lejet ud som pakhus.
Gennem 1700 og 1800 tallet stævnede store skibe ud af sundet mod Kina og Vestindien.
Og så foregik de berømte spritbåds sejladser også fra Sønderborg.
Stagnation og ulovlig handel
Frem til år 1700 var Sønderborgs erhvervsliv præget af stagnation og ulovlig handel. Men så kom der en opblomstring startende med skibsbygninger.
I sidste halvdel af 1700 – tallet findes der igen mange købmænd i Sønderborg. Flere gæstgiverier er tilknyttet forretningen.
Konkurrencen med Flensborg er dog mærkbar. Man lå i strid om, hvem der havde eneretten til handel på Als.
Forbindelse til Sundeved
Først i 1800 – tallet etableredes en trækfærge – forbindelse til Sundeved – kysten. Krigen 1807 – 14 ramte Sønderborg meget hårdt.
I 1803 havde byen 2.761 indbyggere. Dette tal var steget til 3.299 i 1845.
Langs Perlegade lå de store købmands – og håndværkergårde på rad og række. Stort set alle ejendomme var bygget som gavlhuse i en eller to etager. I bunden af de dybe gårde lå pakhuse, stalde og møddinger.
Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 50 blev slottet brugt som lazaret.
Als blev landfast
Og først i 1856 blev Als landfast med en pontonbro. Denne bro fik et meget langt liv. Men det bliver så i den næste historie om Sønderborg, vi fortæller den historie.
Kilde: Se
Hvid du vil vide mere: læs
Dato: februar 14, 2024
Grethe Bartram – en storstikker
Gestapos mest effektive stikker. Angav familiemedlemmer. Medlem af DKP. Begyndte stikkervirksomhed i 1942. Var motivet – økonomi? Tjente ”gode” penge. Den århusianske modstandsbevægelse vat slået i stykker. Tæt på at blive likvideret. Mistanke længe før. Hun lå med pistolen under hovedpuden. Retssagen. Velbegavet, amoralsk, følelsesløs og løgnagtig. Grethe’ s sex – og kærlighedsliv. Forhold til fængselsbetjent. Benådet til livsvarigt fængsel. Judas’ er lader sig ikke resocialisere. Løsladt i 1956. Man kendte hendes identitet, nye navn og bopæl. Fortidens uhyggelige spøgelse. Blev Marie forvekslet med Grethe Bartram. At leve med sådan historie i bagagen. Grethe Bartram døde i 2017.
Gestapos mest effektive stikker
Under besættelsen angav hun stor mængde mennesker (70) til Gestapo. Det var hovedsageligt fra den århusianske modstandsbevægelse. Hun var Gestapos mest effektive stikker. Hun gik under dæknavnet Thora.
Angav familiemedlemmer
Hendes motiver til at angive de mange folk, er aldrig rigtig blevet belyst. Grethes familie var kommunister. To af hendes brødre kom i tysk fangenskab på grund af deltagelse i modstandsbevægelsen. Den ene endda angivet af vores hovedperson. Det samme gjaldt Grethes eksmand.
Ham, Frode blev Grethe gift med som 17-årig med kongebrev. Han var far til deres fælles søn. Det var i 1941. Allerede to år efter blev de skilt. Efter krigen blev Frode gift igen, men endte med at tage livet af sig selv i midten af 1960erne – psykisk syg.
Medlem af DKP
Grethe Bartrams forældre og deres omgangskreds var medlemmer af DKP. Hjemmet var fattigt. Hun voksede op som nummer to af otte børn. Faderen, Niels Christopher Bertram var sønderjyde. Grundet granatchok under første verdenskrig kunne han ikke rigtig arbejde. Men han havde skabt et lille værksted med cykelreparation i Klostergade i Århus.
Grethe forlod skoen som 13-årig og arbejdede et par år på De Kellerske Anstalter i Brejning før hun fik arbejde på Mammens Æskefabrik I Århus.
Begyndte sin stikkervirksomhed i 1942
Hun begyndte allerede sin stikkervirksomhed i 1942, hvor hun videregav oplysninger om sabotører til dansk politi. Via broderen fik Grethe oplysningerne. Dansk Politi udlovede en dusør på 1.000 kr. for oplysninger om et uniformslager, der blev saboteret. Sagen overgik til de tyske myndigheder.
Grethe Bartram deltog i det illegale arbejde. Hun havde fået at vide, at DKP – formanden Axel Larsen havde angivet mange under forhør, ja så mente Grethe også, at det kunne hun også gøre.
Var motivet – økonomi?
Hendes mand var udsat for en alvorlig ulykke under besættelsen, hvilket betød, at han ikke kunne forsørge den lille familie. Var det derfor hun angav venner, familie og bekendte?
Den lille søn kom i pleje hos hendes skilte mands bror.
Tjente ”gode” penge
I 1944 blev hun angiver for Gestapo i Aarhus og modtog 500 – 700 kr. om måneden: Det var, hvad hun selv meddelte. Kriminalinspektør Johannsen fra Gestapo kunne dog efter besættelsen fortælle, at hun månedlig nok fik mellem 1.200 og 1.500 kr. Et anseeligt beløb dengang. En faglært arbejder fik udbetalt 200 kr. om måneden.
Den århusianske modstandsbevægelse blev slået i stykker
Fra april 1944 bosatte Grethe sig hos havnearbejder Niels Nielsen Skovsens hjem i Rosengade. Her drev hustruen et pensionat. Her blev der talt frit om det illegale arbejde. Det fik fatale konsekvenser for modstandsarbejdet i Århus.
Hun angav cirka 53 (70) personer hovedsagelig fra den århusianske modstandsbevægelse. Hun var skyld at den kommunistiske modstandsbevægelse i Århus blev sat ud af spillet.
Ja hun startede såmænd også en ny modstandsgruppe med Gestapos vidne. Og medlemmerne i denne gruppe angav hun også.
Tæt på at blive likvideret
I modstandsbevægelsen var tilliden til hende ret stor. Således modtog hun også penge fra DKP. Men efterhånden fik de mistanke til hende. Hun fik arrangeret, at hun blev arresteret af Gestapo og anbragt i Frøslevlejren. Men det fik dog ikke fjernet modstandsbevægelsens mistanke mod hende. De forsøgte at likvidere hende. På et tidspunkt var ”Leif”, en meget aktiv likvidator så tæt på, at han kunne have skudt hende. Men han kendte hende kun fra fotos, så han turde ikke.
Den 12. december 1944 blev hun på Kaserneboulevarden søgt likvideret med et nakkeskud. Hun overlevede. Våbnet var af for lille kaliber. Hun blev indlagt i Aarhus, men af sikkerhedsgrunde overflyttet til det tyske lazaret i Fredericia. Her fortsatte hun sin stikkervirksomhed. Dette betød to likvideringer. Herfra skrev hun også til moderen:
Den lokale L – gruppe var klar til at likvidere hende. Men hun var ikke mere på lazarettet. Gestapo havde sendt hende til Tyskland som rekonvalescent. Efter at være kommet over dette virkede hun fra Flensborg. Her skulle hun udspionere marinesoldater. Man var bange for et oprør. I marts 1945 fik hun arbejde hos Gestapo i Kolding.
Mistanke længe før
Man kan undre sig over, at man var så længe om at gribe til handling, således havde maleren Thorvald Hansen undret sig over, at hun ikke længere ville tjene penge som model. Hun havde tilsyneladende penge nok. Også skrædder Anton Ovesen undrede sig over, at hun var så velbeslået. Hos ham skulle Grethe have fremstillet et legimitationskort. Ja allerede i 1943 var der opstået rygter om Grethes samarbejde med Gestapo.
Hun lå med pistolen under hovedpuden
Den 5. maj 1945 var hun i Esbjerg, hvor hun opholdt sig i Gestapos hovedkvarter, da det blev sprængt i luften. Hun blev såret, men kom sig dog hurtigt. Hun cyklede til Kolding for at søge hjælp. Men Gestapo var allerede væk fra Staldgården.
Hun ville slippe ud af landet klædt ud som Røde Kors-søster, men værnemagten kunne ikke hjælpe med dette. I stedet fik hun 25 ekstra patroner til den pistol, hun havde fået, da hun var ansat i Gestapo i Kolding. Hun flygtede til Brejning, hvor hun blev anholdt den 10. maj 1945 af modstandsbevægelsen. Da lå hendes pistol under hovedpuden.
Retssagen
Ved retssagen kom det frem, at hun havde angivet 53 personer. Af disse var 15 blevet udsat for tortur og 35 var endt i tyske koncentrationslejre. Af den sidste gruppe var otte døde eller meldt savnet. Hun tilstod de fleste forhold. Den 29. oktober 1946 blev hun dødsdømt ved Aarhus Kriminalret. Dommen blev stadfæstet den 22. februar 1947 og ved Højesteret den 4. september 1947. Anklageren sagde ved sin afsluttende procedering den 27. november 1946:
Dette kom næppe som en overraskelse for Grethe Bertram. Hun bad sin mor om at komme med kjole. Hun mente ikke at kunne modtage en dødsdom i en rød jumper. Så da hun modtog dommen, sad hun i en nydelig sort kjole med mørkblomstret nederdel og elegante sko. Hun var mere bleg end hidtil under sagens behandling.
Århusianerne havde siden morgenstunden stået i kø for at komme ind i retssalen. Alle ville se hende.
Velbegavet, amoralsk, følelseskold og løgnagtig
Under retssagen i 1946 blev der udarbejdet en mentalerklæring. Heri konkluderede amtslægen at Grethe var velbegavet, men måtte betegnes som psykopat af den amoralske type, der er selvhævdende og pralende med hang til fantasifulde og løgnagtige indfald som iværksættes uden hæmninger af nogen art. Desuden måtte hun anses for et ”noget følelseskoldt individ”.
Da Grethe blev bekendt med erklæringen, protesterede hun. Især var hun pikeret over betegnelsen ”følelseskold”.
Grethe’ s sex-og kærlighedsliv
Der har været skrevet meget om Grethes sex- og kærlighedsliv og nogle betegner hende som lystløgner. Hun skulle således have haft et forhold til sin kontaktperson Rothenborg hos Gestapo. Han skulle have udnyttet hende som et middel til at få oplysninger ud af hende. Mon ikke det er en af de mange myter? Måske stammer det fra Erik Haaest, der havde et interview med hende i 1976. I den bog, som han udgav, har han lige tilføjet en sætning om at Rothenberg psykisk tvang Grethe til sex.
Men dette benægtede Grethe blankt i et interview i Jyllands Posten i 1995.
Lidt i samme retning forholder det sig med historier om, at Grethe skulle have indgået i lesbiske forhold. Haaest har her leveret en saftig historie om højlydt sex i kvindefængslet med Anna Lund, den anden dødsdømte kvinde, som kilde. Men kan det nu have sin rigtighed? I Sverige flyttede hun ind til et ægtepar og fortsatte med at leve med deres datter. Da Grethe kun var 32 år gammel, da hun blev løsladt og ikke blev gift siden, har det været spekulationer i et lesbisk forhold, men det forbliver spekulationer.
Forhold til en fængselsbetjent
Hun opgav ikke forhold til mænd, da hun og Frode flyttede hver til sit. Således skulle en forlovet have heddet Carl og som også var med i modstandsbevægelsen. I den århusianske avis ”Demokraten” kunne man 23. marts 1946 læse en artikel om, at Grethe havde haft et forhold til en gift fangevogter. Fire dage senere kunne man læse i samme avis, at det havde hendes cellekammerat også.
Befolkningen mente, at Grethes forhold var udspekuleret. Hun ville lade sig besvangre, så hun hurtigere kunne komme ud i friheden.
Benådet til livsvarigt fængsel
Den 9. december 1947 blev dødsstraffen ændret til livsvarigt fængsel af justitsminister Niels Busch – Jensen. Ministeren anførte ved benådningen at Bartram havde været ganske ung på gerningstidspunktet, hun havde været opdraget i en ”antireligiøs, kommunistisk og materialistisk ånd”. Hun havde haft økonomiske vanskeligheder. Men benådningen havde reelt grund i, at man ikke siden 1861 havde henrettet en kvinde i Danmark. Justitsministeren udtalte også:
Judas´ er lader sig ikke resocialisere
Det vakte vild forargelse mange steder, at hun blev frikendt. Mænd, der havde meget mindre på samvittigheden blev dødsdømt. 41 af hendes ofre havde skrevet til regering efter at hun blev løsladt.
Dette er et uddrag af brevet.
Løsladt i 1956
Frem til 1967 havde Grethe et vist forhold til familien. Men det ophørte efter mordet på Maria Lock-Hansen. Man havde forvekslet hende med Grethe. Familien havde indset, at man også kunne gå efter dem.
Allerede i 1956 blev hun løsladt. Hun flyttede herefter til Sverige. Under hendes tidligere mands efternavn Thomsen levede hun her en ret anonym tilværelse. Hun havde almindelige jobs. Under hendes 10-årige fængselsophold erkendte hun senere at have fortrudt sine handlinger.
Det var planen, at hun skulle være løsladt tre år tidligere. Men dette havde BT opsporet. Grethe havde pakket kufferten og havde sagt farvel til personalet. Men på grund af skriverierne blev løsladelsen trukket tilbage i allersidste øjeblik.
Der blev visket Grethe i ørene, at hun skulle forlade landet og tidligst vende tilbage om fem år. Fængselspræsten havde skaffet en kontakt i Sverige.
Man kendte hendes identitet, nye navn og bopæl
Hun drev et lille vandkraftværk i Lillån og havde en virksomhed, som solgte sportsartikler. Firmaet ejede og forvaltede også værdipapirer.
I tiden efter hendes løsladelse som ikke blev omtalt i medierne, forsøgte man at oprette en gruppe til at henrette hende Grethe i Sverige. Man kendte udmærket hendes identitet, nye navn og bopæl.
Fortidens uhyggelige spøgelse
I 1976 opsøgte Erik Haaest hende. Han beskrev mødet med hende således:
Hun fortalte, at hun stadig frygtede for sit liv især efter at viserne i Danmark kædede hende sammen med mordet på Marie Lock-Hansen i Højbjerg ved Århus. Åbenbart skulle gamle modstandsfolk have forvekslet hende med Grethe.
Blev Marie forvekslet med Grethe Bartram?
Cirka fem måneder efter drabet på Marie Lock-Hansen, nærmere bestemt den 30. april 1968 fandt en anden trist begivenhed sted. Her skød en mand sin hustru og derefter sig selv.
Ægteparret var også bosat i Aarhus. Manden havde tidligere været i tysk kz-lejr efter at være blevet angivet af storstikkeren Grethe Bartram. Manden havde svoret, at skulle han nogensinde møde Grethe Bartram ville han skyde hende.
En bekendt til den myrdedes mand fremsatte på et tidspunkt den påstand, at Marie kunne være blevet forvekslet med Grethe Bartram. Den efterladte ægtemand greb denne ide, idet han ud fra forskellige fotos mente, at der kunne være en lighed. Efterfølgende udtalte han sig til pressen om teorien, hvilket skabte en sand flod af henvendelser.
At leve med sådan historie i bagagen
Journalist Ole Christensen fra Århus Stiftstidende mødte hende i 2010. Han havde stillet sig selv det spørgsmål:
Dengang mødte han en 86 – årig aldrende, blid og venlig dame, der så ud til at være i balance med sig selv. Da de følsomme emner blev bragt frem, fortsætte journalisten blev hendes øjne flakkende. Hun så fortvivlet og lidende ud. Måske havde hun fortrængt det meste for at kunne leve med sig selv. Der var ikke et eneste familiebillede at se.
Grethe Bartram døde i 2017
Hun døde den 23. januar 2017 – 92 år gammel. I den sidste tid boede hun i et ældrecenter. Her var der ingen, der kendte noget til hendes dystre fortid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 5, 2024
En politibetjent i Tønder
En kort audiens 1932. Et beskedent værelse på Strucksalle. Et hyggeligt pensionat på banegården. Kontrolsteder på Banegården – Møllehus og Sæd. Gammeldags lokum kun i absolut nødstilfælde. Grænsegendarmerne skulle holde sig udenfor. Det dansk – tyske forhold. Specialtilladelse. Paskontrollen på banegården. Uniformen var lang tid undervejs. Tre slags stempler. En brøler af betjenten. Et godt forhold til de tyske kollegaer. Betjenten kom med på ”100 mands-holdet”. Man talte ikke med SS-vagterne ved grænsen. Strengere bevogtning og nu bevæbnet. De tysksindede i Tønder blev frækkere, mente betjenten. Uniformsloven. Den berusede sømand. Statspolitichefen kunne ikke lide politimester Seidenfaden. Gendarmen kunne ikke følge med Paludan-Müller.
En kort audiens 1932
Det var i 1932 – En ny betjent var kommet til byen. Det var en meget kort audiens hos politimester Seidenfaden. Han fik besked om at henvende sig i paskontrollen på banegården. Det var her han indtil videre skulle forrette tjeneste.
Et beskedent værelse i Strucksalle
Lederen af paskontrollen var overbetjent Neisgaard. Han stammede fra Vendsyssel. Han var en uhyre rar mand, der bad en af de ældre at være behjælpelig med at finde et sted at bo til den nye unge betjent. Kollegaen var meget kendt i Tønder. Han henviste til enkefrue, fru Røhe i Strucksalle. Her fik han et beskedent værelse til en rimelig pris. Fru Røhe var krigsenke og havde været lærer.
Selv om hun tilhørte det tyske mindretal var hun en særdeles rar og venlig dame, bemærkede den unge betjent, der kom oppe fra landet. Hun havde to døtre boende hos sig. De gik begge i den tyske skole i Tønder. Ingen af dem, hverken moderen eller døtrene lod sig nogensinde mærke med deres politiske tilhørsforhold.
Et hyggeligt pensionat på Banegården
På banegården i Tønder var der bl.a. en slags pensionat i ventesalen, hvor den unge betjent spiste. Det var to venlige damer som var kommet til Tønder fra Thy, der drev restaurationen og dermed ”Pensionatet”. Her mødtes hver dag to toldassistenter, en lokomotivfører og den unge betjent. Det var hyggeligt at spise her. Her kom mange mennesker.
Banegården, Møllehus og Sæd
På dette tidspunkt var Tønders politistyrke delt i to afdelinger – nemlig styrken på politistationen og styrken ved paskontrollen. Et tilsvarende antal var på selve stationen.
Under paskontrollen hørte tre forskellige ”steder” nemlig:
På selve kontrolbygningen i Sæd boede Wind og Berthelsen. På fridage og ferieperioder blev de afløst af betjente fra Tønder, men ellers blev kontrollen i Sæd i det daglige passet af de to fastboende. Ud over de to betjente boede der også en toldbetjent i bygningen.
Gammeldags lokum kun til nødstilfælde
I ”Møllehusbro” fandtes der dengang kun en mindre træbygning. Der var ikke installeret elektricitet eller vand. Opvarmningen foregik fra en gammel kakkelovn. I en lille træbygning fandtes der brændsel samt i et hjørne et rigtig gammeldags ”lokum”, der kun blev benyttet i absolut trængende tilfælde.
Transporten derud foregik på cykel. Det var en lidt blandet fornøjelse på en vinterdag, men den unge betjent overlevede og ingen gjorde indsigelser over de ret primitive forhold. Ikke langt fra træbygningen i Møllehus lå en mindre toldbygning, hvor der boede en toldbetjent.
Grænsegendarmerne skulle holde sig udenfor
Ud over politi og told var det hele døgnet vagt af en grænsegendarm. Samarbejdet mellem de tre forskellige kategorier af tjenestemænd var fortrinligt. Grænsegendarmerne skulle hele tiden opholde sig udenfor. Det var dem på det strengeste forbudt at gå ind og få lidt varme. Der blev ret hyppigt foretaget kontrol af en grænsevagtmester.
Det dansk – tyske forhold
For en oppe fra landet var det lidt mærkeligt at se tosprogede skilte med gadenavne. Og så skulle man også vænne sig til, at der indimellem blev talt tysk på gaden. Man fik af kollegaer at vide, hvilke butikker, der var dansksindede og hvilke, der var tysksindede. Det var en selvfølge at man handlede i de dansksindede butikker.
Selv på skolebørnene kunne man se, hvem der gik i tysk skole. De gik nemlig næsten alle med en uniformskasket. Men ellers gik det uden gnidninger. Man tolererede hinanden. Tyskerne holdt til i Tonhalle, hvor danskerne ikke kom.
Speciel tilladelse
Adskillige større gårde, der lå lige i nærheden af grænsen, havde en del af jorden beliggende på den anden side af grænsen. Disse mennesker havde selvfølgelig en særlig form for tilladelse til at overskride grænsen. De havde deres egne overgange, som de – og kun de – måtte benytte uden særlig kontrol.
Paskontrollen på banegården
Paskontrollen på banegården foregik på den måde, at rejsende fra Tyskland – Niebøl – steg af toget og gik ind til toldkontrol. Fra toldvæsnets lokale skulle de rejsende derefter gennem politiets paskontrol og først derefter kunne de fortsætte enten på indkøbstur i byen eller med et dansk tog videre mod nord.
Uniformen var lang tid undervejs
Det gik temmelig lang tid, før man fik en uniform. Efter nogle dage kom der fra udrustningskontoret i København et måleskema. Med dette skulle man så henvende sig til en lokal skræddermester og få ham til at påføre skemaet de mål, hvorefter et firma i København skulle fremstille en uniform. Efter temmelig lang tid kom der en påbegyndt uniform, hvor den unge betjent så atter skulle henvende sig til skrædderen med. Han skulle rette den til, hvorefter den skulle returneres til København, hvor den så endelig blev syet færdig og sendt til den unge betjent. Det gik endnu længere tid inden der så kom en uniformshue.
Uniformen bar præg af, at den var beregnet for Sønderjylland. Således var huemærket et forgyldt rigsvåben. Samme rigsvåben fandtes på begge sider af den grønne krave. Knapperne var forsynet med tre løver og ni hjerter, alt sammen noget der havde med det sønderjyske at gøre. Fra udrustningskontoret fik den unge betjent tilsendt en brugt uniformskappe, en brugt cykel samt en regnfrakke og et par lædergamacher.
Efterhånden fik den unge betjent på fornemmelsen at han var politibetjent. Men politiskiltet blev først udleveret ved fastansættelsen.
Tre slags stempler
Efterhånden som man blev iklædt og havde udstået en vis læretid fik man udstået en vis læretid, ja så fik man betroet paskontrollen alene en gang imellem både på banegården og ved grænsen. På det tidspunkt var kontrollen temmelig effektiv. Der blev brugt meget tid på at efterse de rejsendes pas. Der var tre forskellige stempler. Nemlig et for indrejse og for udrejse og endelig et for afvist. Det sidste blev brugt meget sjældent.
Kom der en eller flere, der ikke var i besiddelse af penge og ikke på direkte forespørgsel kunne redegøre for deres ærinde, kunne man afvise dem. Det røde afviserstempel betød, at man så ikke bare kunne rejse et andet sted over grænsen. Stemplerne var forsynet med numre, som man skulle indføre i tjenestebogen, hvilket nummer man havde anvendt under vagten. Hvis det så var sket en fejl kunne man så finde frem til ”den skyldige”
En brøler fra betjenten
Vores unge betjent begik da også sin allerførste brøler, da han var på alene-vagt en aften på banegården. En tysk dame viste sit pas og hun fik indrejsestempel. Indvendig på omslaget af passet bemærkede han godt nok, at der var skrevet U.M.T. Derunder var så kriminalpolitiets stempel samt et journalnummer. Den unge betjent vidste ikke, hvad det betød.
Næste dag kom en af kollegaerne fra kriminalpolitiet ned på stationen. Han havde mødt den pågældende kvinde på en restaurant i Tønder. Han havde sørget for, at hun i ”stilhed” blev lempet over grænsen ved Sæd. De famøse tre bogstaver betød nemlig ”Udvist med Tilhold”. Kollegaen havde ordnet det hele ganske smertefrit. Den pågældende dame vidste udmærket, at hun ikke måtte rejse ind i Danmark. Hun havde sagt at det var en ganske ung betjent, der sad ved paskontrollen. Så kunne kollegaen godt regne ud, hvem synderen var. Kollegaen havde på sin egen måde sparet vores unge betjent for ubehageligheder.
På det tidspunkt hed stationslederen ved kriminalpolitiet K. Larsen, der gik under navnet ”den onde maler”. Han fik aldrig noget at vide om sagen.
Et godt forhold til de tyske kollegaer
Forholdet til kollegaerne på den tyske side var godt. Tyskerne kom ret ofte over til en hyggelig sludder. De fleste af de tyske tjenestemænd var i 50 – års alderen. Det skulle senere vise sig, at de absolut ikke var nazister.
Et hårdt job for en grænsegendarm
Gendarmerne patruljerede i nattens mulm og mørke langs selve landegrænsen. Det var ikke noget behageligt job. Selve vagten ved grænseovergangene kunne til nød gå an. Men turene ud langs grænsen ganske alene såvel dag som ved nat var ikke rare.
De havde altid fire timer ad gangen. Hvis f.eks. tjenesten begyndte kl. 12 middag, havde han tjeneste til klokken 16. Derefter gik han hjem men skulle igen møde klokken 24 til klokken 4 om morgenen. Gendarmen havde på denne måde faktisk ikke noget ud af dagen og heller ikke af natten, men således var det dengang.
Gendarmerichefen boede i Gråsten. Han kom en gang imellem på inspektion. Det var først Moltke, som imidlertid blev afløst af Paludan-Müller, der som bekendt skød sig selv i 1944 i kamp mod tyskerne foran sit hus. Vi har skrevet flere artikler om ham.
Betjenten kom med på ”100 mands-holdet”
Da Hitler kom til magten, medførte dette til forskellige forholdsregler på den danske side af grænsen. En ganske voldsom udvidelse af kriminalpolitiet blev der givet bevilling til. Det var det såkaldte ”100-mands hold”. Det kom til at bestå af yngre mænd fra hele landet.
Den oprindelige mening med dette var, at dette hold skulle kunne tilkaldes til steder eller optrin, hvor en hurtig og effektiv indsats var påkrævet. Vores unge betjent kom med i denne gruppe. Uniformen bestod af den ”sønderjyske uniform”, men nu med guldstribe samt et rigsskjold på venstre ærme.
Man talte ikke til SS – vagterne ved grænsen
Han var nu blevet overført til det, der hed Statspolitiet. Som skrevet var Hitler kommet til magten. Og ved grænsen var der også sket noget. De gamle tjenestemænd på den tyske side var med øjeblikkeligt varsel overført til den polske grænse. Deres danske kollegaer så dem aldrig igen.
De var i første omgang afløst af nogle SS-folk. Det var dem i sorte uniformer med dødningehoved som pynt.
De prøvede ganske tydeligt på at ”fedte sig ind” hos de danske vagter ved grænsen. Men de havde aftalt, at de ikke ville tale med dem. Så snart de kom gående på vejen ned mod de danske grænsevagter, gik de ind og lukkede døre og vinduer. De blev ret hurtigt klar over, at danskerne ikke ønskede at tale med dem.
Strengere bevogtning ved grænsen
Ved grænsen havde de danske vagter fået ordre til at ”anlægge” livrem med skrårem og skarpladt pistol. Tyskerne der passede grænsen, lurede lidt på dette. Det havde de aldrig tidligere set. Der blev påbegyndt en meget stærk patruljering i grænseområderne. Foruden de mange uniformerede var der af og til enkelte kollegaer fra rejseafdelingen nede ved grænsen. Det var ganske tydeligt, at man fra dansk side ikke var begejstret for de ændringer, som efterhånden skete i Tyskland.
De tysksindede blev ”frækkere”
De meget tysksindede mennesker i Tønder, blev efter den unge betjents opfattelse blevet lidt mere ”frække” efter nazismens overtagelse af magten i Tyskland. Således var der mange steder i Tønder anbragt hagekorsbannere i vinduerne ud mod gaden. Det virkede og var meget provokerende. Men man kunne ikke forbyde de pågældende at anbringe disse bannere i deres stuevinduer.
Det var en selvfølge at man som rigsdansker oppe fra ”det gamle land” meldte sig i en af de nationale foreninger i Tønder.
Uniformsloven
På et ret tidligt tidspunkt kom der en bekendtgørelse om, at det var forbudt at bære ”emblemer, uniformer eller uniformsdele”, der viste, at man tilhørte et bestemt politisk parti. Denne bestemmelse var sikkert langt mere aktuel ved grænsen end andre steder i landet.
Ved grænsen var man meget opmærksom på dette. Ingen rejsende syd fra måtte ikke bevidst eller ubevidst overtræde denne bestemmelse. Formentlig kendte nazisterne disse bestemmelser. Alligevel mødte de op ved kontrolstationerne med deres emblemer. De fik ingen indrejsetilladelse før deres emblemer var fjernet.
Den berusede sømand
En sen aften ved Sæd kom en tysk taxa. Chaufføren kom ind og fortalte, at han havde en syg dansker med i bilen. Det viste sig at være en sømand fra Odense. Han var tidligere på dagen kørt ud af landet. Han var frygtelig mishandlet og blødte voldsomt, men han var også voldsom beruset.
Chaufføren var kommet forbi en arbejdslejr i Sønder Løgum (Ladelund?). Uden for porten stod to vagter med spader i stedet for geværer. Den berusede sømand havde gjort nar af de to vagter og havde sagt forskellige mindre pæne ting om Hitler og Det tredje Rige i sin helhed.
Vagterne havde trukket ham ind i lejren, hvor han var blevet gennembanket på det voldsomste, hvorefter de havde beordret ham kørt til grænset og afleveret til dansk politi. Han blev tilset af en læge, vasket og forbundet. Derefter kunne han fortsætte. Han gav meget tydeligt til kende, at han havde været i Tyskland for sidste gang.
Statspolitichefen kunne ikke lide politimester Seidenfaden
Statspolitichefen var en enkelt gang på inspektion. Han ville se dagbogen. Og så skrev han ”Set den” med hans karakteristiske underskrift. Han var ikke særlig gode venner med politimester Seidenfaden. Og så advarede man hinanden, at den øverste chef var på vej. Og så skulle man huske at fjerne askebægere. Tobaksrygning på stationen og kontrolstederne var absolut forbudt.
Seidenfaden var ikke så populær hos de tysksindede. Han var politimester i Tønder til 1934. Han viste stor handlekraft og skabte opmærksomhed, da han i 1922 genskabte roen ved strejkeurolighederne ved at indsætte militæret. Han blev formand for politimesterforeningen. Ved tyskernes aktion mod dansk politi lykkedes det ham at flygte. Han gik under jorden og var med til at opbygge et illegalt politi.
Gendarmen kunne ikke følge med sin chef
Når Paludan-Müller kom på besøg hos grænsegendarmerne, var det altid som passager i en sidevogn på en motorcykel som blev ført af en gendarm fra Gråsten. På bagsædet sad også en gendarm. Fra Sæd gik Paludan-Müller til fods til Rudbøl. Og den stakkels gendarm havde stort besvær med at følge med. Lettere var det for føreren af motorcyklen. Han skulle køre af landevejen til Rudbøl, hvor de to igen steg på.
Vores unge betjent blev forflyttet til Gråsten, hvor han blev forlovet. Derfra gik turen til Viborg. Det var med stor vemod, da han forlod Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 29, 2024
Jordsand – dengang i Vadehavet (3)
Dette er vores tredje artikel om øen, der forsvandt. Afbrænding af hytten på øen skete i 1999. Men engang var der en marskflade ”så langt øjet rækker” Jo Jordsand var engang en stor ø. Mange døde soldater på øen. Jordsand blev mindre. En havn og en jernbanestation var planlagt inden 1864. Ikke mere ”hallig” i 1983. Skyldes det de to dæmninger at den skrumpede? Der var engang hjortevildt på øen. En katastrofe i 1823. Ingen hjælp at hente. Mange druknede dyr på øen. Var der ferskvand på øen? Rester af brønde på øen. Masser af fugle. Krybskytter på spil. Knogler og benstumper blev fundet. Hvilke fugle var der på øen. Konge af Jordsand. Jordsand forsvandt helt i 2001.
Afbrændingen af hytten
I september 1999 blev afbrændingen af pælehytten på Jordsand det rituelle symbol på, at øen ikke længere eksisterede som vadehavs-ø. Nu er den en del af Jordsand Flak. Det er højsandet mellem fastlandet og den tyske ø Sild.
Dermed var det slut med Danmarks eneste hallig og det var slut med det særegne liv herover på øen. I den tyske del af vadehavet er der mange af disse halliger. Gennem tiden har mennesker herover trodset diverse oversvømmelser og stormfloder.
Marskflade ”så lang øjet rækker”
I dag kan man slet ikke forestille sig at området set fra Hjerpsted Kirke skulle have været dækket af en næsten ubrudt marskflade ”så langt øjet rakte” Ifølge datidens kilder kun adskilt fra fastlandet af en pril.
Jordsand var en stor ø
Åbenbart har Jordsand engang været stor ifølge datidens kort. Men nu var disse kort fra 1500 – tallet godt nok lidt unøjagtige. Første gang Jordsand optræder på et søkort er på et hollandsk søkort fra 1586. Der figurer da to huse på øen.
Kartografen Johannes Mejer (Meyer) fik til opgave at kortlægge hertugdømmerne af Christian den Fjerde. Men man har da såret lidt tvivl om nøjagtigheden. Det var også lige her i nærheden at Christian den Fjerde udkæmpede et søslag med 9 skibe mod 30 hollandske skibe.
Mange soldater døde på Jordsand
I 1689 besluttede Christian den Femte at imødekomme en henvendelse fra kong Wilhelm den Tredje om hjælp i indenlandske stridigheder. Udskibningen af mange tusinde soldater foregik fra Jordsand. Dette har vi beskrevet i en artikel.
Soldaterne blev overrasket af tæt tåge og storm. De var fanget på øen i tre dage. Samtidig frøs de, da de ikke kunne finde noget beskyttelse på øen. Mange omkom. Man var nu tvunget til at lade sig udskibe fra Højer.
Jordsand blev mindre
I 1782 ejede Hans Pilgaard begge lodder på Jordsand. Men han følte sin ejendom truet og anmoder amtmanden om at besigtige øen. Men det afslår han. Han gør Hans Pilgård opmærksom på, at han selv skal klare det økonomiske.
I 1805 viser Videnskabernes Selskabs kort at Jordsand er på 40 ha. Og åbenbart består den udelukkende af marsk. Allerede i 1873 var Jordsand på ca. 20 ha. Her udgjorde marskfladen 75 pct.
En havn og en jernbanestation på tegnebrættet
Før 1864 havde den danske regeringer planer om at anlægge en dybvandshavn og en jernbanestation på øen. Men efter 1864 anlagde man i stedet havnen i Esbjerg.
Ikke mere hallig i 1983
I 1936 var øen indskrænket til ca. 8 ha. I 1973 var størrelsen reduceret til 2,3 ha – med en marskflade på mindre end 10 pct. Den sidste rest af marskoverfladen blev nedbrudt i 1983. Nu kunne den ikke mere betragtes som en hallig. I 1999 blev det stykke vegetation opslugt af havet.
Skyldes det de to dæmninger?
Man havde ellers i perioden 1976-78 forsøgt sig med en kystsikring i et forsøg på at standse nedbrydningen. Man ville sikre øen som en vigtig rasteplads for områdets rige fugleliv. Men man opgav dette i 1987.
Øen blev aldrig sikret af et beskyttende havdige.
Men hvorfor blev øen nedbrudt så forholdsvis hurtig. Det kan skyldes anlæggelse af dæmningerne til Sild 1927 og Rømø i 1948.
Der var hjortevildt på Jordsand
Gennem opmålinger fra 1900-tallet kan man dokumentere områdets store naturmæssige betydning.
Allerede i 1200-tallet synes det at have været en form for bebyggelse på øen. I Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 omtales Jordsand som ”Hjortsand Hus”, hvilket er tolket som kongens opholdssted under hans jagter på øen – bl.a. hjortevildt. Øens navn menes derfor at være en afledning af dyrenavnet ”hjort”.
Der var to gårde på øen
I 1500 – 1600 – tallet synes det at have været to gårde på øen. Men en fast beboelse på øen syntes allerede at være ophørt i 1695, hvilket tilskrives en voldsom stormflod samme år. Men se venligst længere nede for en anden kilde nævner et andet årstal.
I 1543 nævnes en Laurens Frese fra ”Jordtsandt”. I 1613 nævnes i en hertugelig skattebog to bønder ”Mads og Jens Jordsand”. De avler årligt 60 læs hø, har 14 køer, 10 stykker ungkvæg, 5 huse og 60 får.
I en fortegnelse af 29. september 1607 hedder det:
Efter Højer Herreds Tingbog synes det at fremgå, at disse to huse er forsvundet under julestormen 1717, for den 22. februar 1718 møder Tyge Nielsen fra Hjerpsted og Nis Hansen fra Koldby og ansøger om lindring af afgifter, fordi en stormflod har givet dem stor skade.
En katastrofe fra 1825
I 1825 blev der ved Hus- og Kirkekollekter samlet ind til de skadelidte i Højer Herred efter stormfloden. Den daværende ejer af Stampemøllen ved Hjerpsted fik 540 Rigsdaler for at have lidt meget skade. Men der skulle snart komme en begivenhed, der overskyggede denne.
Den 17. oktober 1834 blev den 20-årige tjenestekarl Jens Christian Jensen fra Højer, der var i plads hos overnævnte M. Mathiesen sammen med sin husbonds børn sendt over til Jordsand for at hente fårene hjem. De havde sommeren igennem græsset på øen.
Mens de var på hjemvejen, blev de pludselig overrasket af en storm, så de alle fandt deres død i bølgerne.
Pastor Rolfs anfører i sin bog om Højer, at der i alt druknede fem. I Hjerpsted Kirkebogs Dødsregister står kun navnet på den 22 – årige søn, Hans. Muligvis er de andre lig blevet ført bort af strømmen.
Faderen skulle have stået ved stranden og set ulykken uden at kunne komme de stakler til hjælp. De kæmpede værgeløse mod bølgerne.
Igen hjælp at hente
I 1897 ansøgte ejeren de preussiske myndigheder om at bekoste genopførelsen af det grundmurede hyrdehus af teglsten og af værftet som var blevet ødelagt af stormfloden 1 1/2 år tidligere. Ansøgningen blev afslået og huset samt værftet blev aldrig genopbygget.
Omkring 1900 opførte nye ejere en pælehytte samme sted. Hytten tjente som opholdssted for hyrder og fugleobservatører indtil sommeren 1923, hvor en kraftig stormflod satte et endelig punktum for Jordsand som græsningsø.
Mange druknede dyr på øen
I 1923 blev der berettet om, at der var druknet to heste på Jordsand. Ejernes bevægelsesfrihed var hæmmet af fredningen på øen. Ejeren havde dog tilladelse til at avle hø på øen efter ugetiden.
I samme år var en sommerstorm årsag til mange druknede får og heste.
Rester af brønde på øen
I 1969 Fandt den daværende ejer, Medert Ehmsen håndgribelige beviser for, at øen engang har været beboet. Han fritlagde en brønd af teglsten. I 1975 fandt han endnu en. Og i 1978 dukkede en klægring op. Dette kunne også tyde på en brønd. I 1982 kom tilskårne klægblokke til syne.
Var der ferskvand på Jordsand?
Måske har et ferskvandsførende sand- eller gruslag fra den 15 meter høje Hjerpsted Bakkeø under Vadehavet i tilstrækkelig dybde ført ferskvand over på øen?
Lokalt ved man, at der ca. 50 meter vest for den lave klint ved Koldby springer en ferskvandskilde op af vaden. Men 7 km ude i Vadehavet fersk grundvand? Flere mystiske ting er, at man mener, der har ligget en skov ude i vaden mellem fastlandet og Rømø. Men se det mysterium kan vi tage op en anden gang.
I slutningen af 1930erne hentede fugleobservatøren på Jordsand sit ferskvand fra denne omtalte kilde.
Masser af fugle
Der har bredt sig en interesse i at bevare naturen ved og i Vadehavet, som allerede tidligt var kendt for sit rige fugleliv. I 1907 blev ”Verein Jordsand” dannet.
Dansk Ornitologisk Forening videreførte det tyske pionerarbejde fra 1922. Særlig omkring 1960 blev fuglelivet genstand for mere omfattende videnskabelige undersøgelser. Det blev foretaget fra den observationshytte, der blev afbrændt i 1999 nærmest som et symbol på at nu var det slut.
Det var ikke alle, der bare kunne betræde Jordsand. Man skulle have speciel tilladelse fra Politimesteren i Tønder eller ”Dansk Ornitologisk Forening” Men det var der nu ikke alle der rettede sig efter.
Krybskytter på spil
Her kom en masse ægsamlere og krybskytter.
I 1907 fandt man således flere patronhylstre i græsset. Desuden var der en del haltende og vingeskudte terner. Man kunne finde en hel række terner, der var skyllet døde i land. Åbenbart er der jægere, der har forsøgt sig med deres skydekunst på de smukke fugle.
Knogler og benstumper blev fundet
Ca. 1 ½ km syd for Jordsand ligger den såkaldte Skallebanke. Her er der årligt gravet ikke så få tons skaller. Men undertiden er der også kommet andet frem i lyset. Det er knogler og benstumper. Det skulle efter al sandsynlighed være svenskere og hollændere.
Hvilke fugle var på øen?
På et tidspunkt havde sølvmågerne overtaget magten på øen. De holdt andre ynglefugle nede og røvede deres æg og unger. Fjordterner og Havterner fik i en periode ikke lov til at få en eneste unge selv om der var over 100 reder af disse terner. For Rødtern og Strandskade er det sket næsten det samme. Lærken og Stormmågens klarede den. Så var her også Rylen, Kobbersnepperne, Ænder, Ederfugle og masser af andre svømme- og vadefugle.
Konge af Jordsand
Peter Jensen fra Hjerpsted fungerede på et tidspunkt som opsynsmand på øen. Ja man kaldte ham for ”Konge på Jordsand”. I juni måned regnede han med, at der var 2.000 æg derover. Han blev fremstillet i Vestslesvigs Tidende:
Jordsand forsvandt i 2001
Jordsand forsvandt endeligt i sommeren 2001.
Kilde:
www.dengang.dk – diverse artikler
Sønderjysk Månedsskrift
Palle Uhd: Jordsand-Fuglenes Ø i Vadehavet (Bygd)
Højer Mølle-og Marskmuseum
Haderslev-Samfundets Årsskrift 1941
Claus Rolfs: Højer Sogn og Flækkes historie
H.E. Sørensen: Vadehavet og Vesteregnen
Vestslesvigsk Tidende
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 7, 2024
Vesterbro 1840 – 1857
Det ældste af forstæderne. Ubehageligt at passere Vesterbro. Borgerrepræsentationen nægtede at plante træer. Hvem var berettiget til skatteindtægter Gartner Hintzes grund. Skydeselskabets fallit. Politiet afviste skydebane. Vejen til Vesterfælled var ufremkommelig. Her lå Det Gamle Pest-hus og Stadens Planteskole. Glaciholm, Accisseboden og Trommesalen. Der kom et Bonde-Bazar. Nej til flere gadelygter. Det var stedet, hvor man gik ud og morede sig Gennemgangsled til Frederiksberg. De fornemme klasser valgte bestemte tidspunkter til at besøge Frederiksberg Have. Ministeriet truede med et nyt jerngitter. Man ville gerne have et nyt torv. I 1857 fandt man et nyt sted.
Den ældste af ”Forstæderne”
Vesterbro var den ældste af forstæderne. Den havde allerede i 1795 fået sit eget apotek. Det havde Nørrebro først opnået i 1844 og som Østerbro forgæves ansøgte om i 1853. Der boede i 1840 i alt 1.711 mennesker i Udenbys Vester Kvarter.
Kun den forreste del af broen fra Farimagsvejen til Værnedamsvejen havde en nogenlunde sammenhængende bebyggelse. Længere ude var der så åbent, at man fra gaden mellem Frederiksstøtten og Skydebanen kunne se Frederiksberg Slot ligge frit på sin bakketop:
Ja sådan sang Skydebrødrene i en af deres sange ved festen på Kongens fødselsdag i 1842.
Ubehageligt at passere Vesterbro
Vejen var skyggeløs og åben, så snart man var kommet ud af Alléen nærmest Vesterport. En tur ud af Vesterbro var ingenlunde regnet for nogen fornøjelse.
Ja sådan skriver beboerne derude i et andragende til Magistraten i 1852:
Borgerrepræsentationen nægtede at plante træer
Beboerne foreslog at der blev plantet træer på begge sider af Kørebanen fra Acciseboden til Frederiksberg Allé. De mente, at træerne ville foruden at gøre nytte også ville blive en hårdt tiltrængt forskønnelse.
Men ak og ve. Borgerrepræsentationen forkastede forslaget med den motivering at manglen på skygge ville afhjælpes når det søndre fortov blev etableret. Her kunne man bevæge sig langs den søndre husrække.
Hvem var berettiget til skatteindtægter
Uden for Glaciset havde man på venstre hånd den såkaldte Dronningens Enghave, der strakte sig fra Alléen mod Kalvebod strand. En del af dette terræn blev senere inddraget under Tivoli. Her blev også anlagt Københavns første banegård. Det mærkelig var bare at dette jordstykke ikke hørte til Københavns Kommune, men til Frederiksberg-Hvidovre Sogne.
Det var noget, man så længe, der ikke boede mennesker her ikke havde skænket en tanke. Det stammede tilbage fra et magelæg som Christian den Fjerde fortog i 1621. Men nu begyndte kommunerne at strides om, hvem der var berettiget til skat fra de nye beboere.
Rentekammeret afgjorde i 1846 spørgsmålet til Landkommunernes fordel. I København begyndte man at interessere sig for at få Enghaven til Københavns Kommune. I 1848 blev den ved en kongelig resolution henlagt under København, hvad Justits – og Politivæsenet angik. Men først en snes år senere fik kommunen bemyndigelse til at søge arealet helt inddraget under København.
Gartner Hintzes grund
Lidt længere ude i Vesterbros Allé lå gartner Hintzes store have på hvis grund Helgolandsgade og Colbjørnsensgade er bygget.
Bag ved Enghaven helt nede ved Kalvebod strand lå tømmerpladserne – hele tretten styk. De tilhørte dels staten og dels kommunen. De blev lejet ud til byens tømmerhandler.
Skydeselskabet gik fallit
Uden for dem lå ejendommen ”Enighedsværn”, der i Frederik den Sjettes tid tilhørte det borgerlige skydeselskab. Her var skydebaner og selskabslokaler. Adskillige af tidens talrige foreninger havde her deres mødested.
Men Skydeselskabet gik fallit i 1840 og ejendommen blev stillet til auktion. Den blev købt for 8.000 Rigsdaler af birkedommeren i Søndre Birk, Justitsråd Frederiksen.
Politiet afviste ny skydebane
Lige vest for denne bygning og det dertil hørende store vænge begyndte reberbanerne, der i lange smalle strimler løb fra Vesterbrogade ned mod stranden. Da flere skydeselskaber var blevet husvilde ved salget af Enighedsværn forsøgte ejeren af en af disse baner at afhjælpe savnet ved at lade sin jord indrette til skydebane.
Men tilladelsen kunne ikke gives lige med det samme. Politiet måtte lige tage det hele til eftersyn. Banen var kun adskilt af en lille grøft og en række stikkelsbærbuske over til naboen – slagtermester Svendsens jordlod. Den blev brugt som mark. Indgangen til denne mark var åben ud mod Vesterbrogade. Om sommeren gik der mange mennesker over denne mark. Det var folk, der brugte denne adgang for at komme ned til stranden.
Politidirektøren mente derfor, at det ville være for farligt at lade folk holde skydeøvelser umiddelbart på den anden side af stikkelsbærbuskene.
Vejen til Vesterfælled var ufremkommelig
Uden for reberbanerne kom den store Vesterfælled. Den blev næsten aldrig benyttet af militæret, der havde øvelsespladser nok i de store fælleder mellem Nørre-og Østerbro. I 1848 stillede Krigsministeriet derfor i udsigt, at den helt kunne afgives til kommunen. Man mente i Borgerrepræsentationen om at man skulle forsøge at få den bortsolgt til bebyggelse. Men mente alligevel, at det var urealistisk, da vejen herhen til, var ufremkommelig.
Her lå Stadens Planteskole og Det Gamle Pesthus
Hele fælleden henlå i en nedtrykkende tilstand. Den eneste bebyggelse herude var det såkaldte ”Gamle Pesthus”, der senere fik et nyt navn. Det kom til at hedde Belvedere. Desuden fandtes her ”Stadens Planteskole” Det var et areal på en tønde land. Her plantede kommunen Poppeltræer. Som en tvivlsom pryd blev disse plantet langs alle veje i byens omegn.
Foruden poppelplanterne indeholdt planteskolen tjørn, elm. lind og ask. På Vesterfælled fandtes desuden tre – fire vandhuller, der i tilfælde af brand på Vesterbro skulle bruges som branddamme.
Glaciholm, Acciseboden og Trommesalen
På højre side af Vesterbrogade på jernbanens nuværende grund lå Glaciholm samt Acciseboden og Trommesalen, hvor Kvægtorvet holdtes. Så begyndte den sammenhængende bebyggelse af lave bindingsværkshuse, der blev benyttet af slagterier, stalde og småbeværtninger.
Bonde-Bazar
Forretninger var der ingen ad – det var noget helt nyt, da der i 1843 blev oprettet en såkaldt ”Bonde-Bazar” på Vesterbro. Det vil sige et udsalg af landbrugsmaskiner og redskaber, beregnet på de torvesøgende bønder.
Nej til flere gadelygter
Gadelygter fandtes kun på den forreste del af broen. I 1849 ansøgte Kongelig skuespiller Hansen og flere beboere fra det yderste Vesterbro om at få lygter helt ud til ”Sorte hest”. Men det blev nægtet med den begrundelse, at der var adskillige langt stærkere bebyggede veje, f.eks. Blegdamsvejen, som heller ingen lygter havde.
Stedet, hvor man gik og morede sig
Trods dette var der meget liv på Vesterbro. Fra gammel tid havde det været stedet, hvor man skulle ud at more sig. Her lå to forstadsteatre Pettolettis og Prices. Her lå Rosenlund på Værnedamsvej, Alleenberg i Frederiksbergs Allé. Senere kom Tivoli og Alhambra.
Her var Skydebanens fornemme bygning med de store selskabslokaler og den gode mad. Her var talrige små beværtninger, Bjørnsdal, Blå Stud og hvad de nu ellers alle hed, helt ud til den ensomt liggende slotskro ved Roskilde Landevej.
”Gennemgangsled” til Frederiksberg
Og så var Vesterbro først og sidst det nødvendige gennemgangsled for at komme ud til byens mest yndede promenade, Frederiksberg Allé og slottets have.
Engang blev alléen lukket af en jernport. Det var den samme som blev brugt ved den forreste indgang til Søndermarken. Gennem den var der kun adgang for fodgængere og lette køretøjer. Alléen kunne derfor bevare den fornemme promenade. Efter tidens forhold var færdslen her uhyre stor.
Da jernbanen blev anlagt, havde man lavet beregninger over, om en station i Valby kunne betale sig. En komité lavede i 1844 en rapport om dette.
De fornemme klasser udvalgte bestemte tider til Frederiksberg Have
De fornemme klasser spadserede næsten aldrig mod Frederiksberg på bestemte tidspunkter. Det var ofte om morgenen og formiddage de tog derud. Der kom dog årligt 500.000 personer derude.
Ministeriet truede med jerngitter
9 omnibusser sørgede for transporten til Vesterbro dengang. Det var ikke det mest behagelige transportmiddel. Så stærk var færdslen i Frederiksberg Allé at Ministeriet i 1839 truede med at anbringe en bom og lade opkræve en afgift af de kørende og ridende gennem alléen, da vedligeholdelsesomkostningerne nu var vokset til det dobbelte. For at undgå dette tilbød Københavns Kommune at betale 300 Rigsdaler årligt til alléens vedligeholdelse.
Man ville have et nyt torv
Jernbanens anlæg bag om husrækken forandrede ikke synderligt i Vesterbros udseende. Derimod gav gasværkets anlæg i halvtredserne stødet til gennemgribende forandringer som betød at Gasværksvejen blev anlagt fra hovedgaden ned til værket.
Da bebyggelsen nu voksede stærk, gav det anledning til et særligt torv på Vesterbro. Det var først tale om at anvende pladsen foran jernporten, hvor de fire gader støder sammen. På denne plads stod et portnerhus. Dette kunne uden skade nedrives.
Ejeren af hjørnegrunden mellem Alléen og Vesterbrogade tilbød gratis ar overlade den yderste spids af trekanten til det påtænkte torv.
I 1857 valgte man et andet sted til Torv
Men denne plan måtte opgives, da pladsen ville blive for lille. I 1857 blev det bestemt at lægge torvet ved hjørnet af Gasværksvejen og samtidig blev det vedtaget at anlægge en ny gade mellem jernbanen og Vesterbros Hovedgade. Det blev til den senere Istedgade. Gennem disse anlæg begyndte Vesterbro at antage sit nuværende udseende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 6, 2024
Nørrebro 1840-1857
En af de største og mest forsømte forstad. Knud Mikkelsen ville ikke flytte. I 1841 blev hvert andet træ fældet på Nørrebrogade. Barrierehuset. Indkørslen til Blågården. Store haver og marker. En beskrivelse fra 1853. Fritaget for vej-, vægter- og lygteskat. Ulrichsens stiftelse. Derfor hedder det Rabarberlandet. Store Ravnsborg. Blegdamme. En nøgle var nødvendig. Fælledvejen var berygtet. Kirkegårdene. Jagt på Assistens Kirkegård. Klager fra graverne. Masser af vand på kirkegården. Brøndene var forurenede. Stadsingeniør opfordrede til nedlæggelse af Assistens kirkegård, hvis der ikke kom en vandledning. Det yderste stykke. Militæret havde taget magten på Fællederne. Byens kreaturer sultede. Militæret kunne ikke undvære noget som helst. Politidirektør advarede Magistraten flere gange. Selskabet til Hesteavlens fremme afholdt væddeløb. Grundtvigs Højskole
En af de største og mest forsømte forstad
En af de største forstæder dengang var Nørrebro. Og det var også den mest forsømte. Her var det altid noget at klage over. Sammen med Østerbro dannede Nørrebro:
I 1840 havde de to bydele 3.309 indbyggere. Dette tal voksede hastigt i løbet af fyrrerne og navnlig i halvtredserne.
Knud Mikkelsen ville ikke flytte
Det første hus, som man stødte på når man kom over Peblingebroen var det såkaldte ”Stenhuggerhus”, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte. Den lå lige ved siden af Druknehuset, der tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning.
I Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsapparaterne i skuret. Han skulle også passe på, at der ikke blev smidt skidt i søen.
Da det nu blev tale om bebyggelse af forstæderne var det første skridt at fjerne Stenhuggerhuset og skuret. Men Knud Mikkelsen ville ikke flytte. En opsigelse fra kommunen brød han sig ikke om. Han gjorde kommunen opmærksom på, at han var fæster (lejer) og ikke ejer af grunden. Huset stod på kommunens jord. Dette stod i Fæsterbrevet. Dette var i sin tid blevet ham meddelt.
Knud svarede også, at han hverken kunne læse eller skrive og ikke kendte noget til, hvad der stod i papirerne.
Kommunen anlagde derfor sag mod ham. Overrets-dommen pålagde Knud til under en daglig mulkt af en Rigsdaler at rive huset ned.
I 1841 blev hvert andet træ fældet
Dengang var Nørrebrogade en træbeplantet vej. I 1841 måtte man lade hvert andet træ fjerne i begge sider af gaden.
Barrierehuset
Kun i den nordlige af gaden var der et fortov. Men dette blev stoppet af de såkaldte ”Barrierehus” omtrent ved Fælledvej. Fra husrækken sprang den frem i gaden.
Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene på Stadens Fælleder. Nu var den udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod da huset stå for hendes skyld.
Men huset hindrede passage. Og det så ikke godt ud i gadebilledet. Først i 1847, da enken selv bestemte sig til at flytte, blev huset solgt til nedrivning. Det blev betalt med 830 Rigsdaler, mens Magistraten kun havde forlangt 12 rigsdaler årligt af enken.
Indkørslen til Blågården
På den sydlige side af gaden fandtes ingen fortov. Her var kun få bebyggelser. Gaden gik langs Blågårdens og Solitudes store haver og langs Assistens Kirkegård.
Blågården var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til nuværende Griffenfeldtsgade. Der stod på det udstrakte terræn en del ret herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid alle med det blå tag af glaserede sten. Hovedbygningen var revet ned.
Ud mod Nørrebrogade stod to svære stenpiller, kronede af en gesims og en mægtig stenkugle, som i sin tid havde dannet indkørslen til den herskabelige indkørsel til den herskabelige bolig.
Store haver og marker
Omkring pavillonerne lå store haver – en af disse tilhørende krigsassessor Koop var kendt som samlingsstedet for adskillige af den tids selskabelige foreninger. Men også marker og fiskeparker, ja hele kornmarker fandtes inden for Blågårds porte. Terrænet ud imod Peblingesøen lå hen som uopdyrket land – et stykke forvildet natur uden for hovedstaden.
Vildanden rugede i sivene, hare, væsel og mår færdedes i haver og marker. Ja en rævegrav fandtes også på Blågårds marker. Og midt i vildnisset ud mod søen stod som en glemt levning fra slottets fornemme dage en forvitret stenstatue med en hovedløs krop af en Sfinx.
En beskrivelse fra 1853
Vi kigger på en beskrivelse af Blågård fra 1853:
Det var i Frederik den Sjettes tid. Senere, da der blev bygget en del derud, opstod en hel lille koloni på Blågård, hvis forhold i kommunal henseende var ret ejendommelige. Grundene tilhørte det privilegerede borgerskab. Beboerne gjorde derfor fordring på jagtret som en af det gamle Blågårds herligheder.
Fritaget for vej-, vægter-, og lygteskat
Vejene var private og beboerne var fri for vej-, vægter- og lygteskat. Da de heller ikke fik vand fra søerne, skulle de heller ikke betale vand-skat. De styrede selv deres fælles anliggender, holdt Generalforsamling og valgte sig en formand.
Ulrichsens Stiftelse
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den store have og langs disse veje lå adskillige nyere anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens store og vidt bekendte Blomstergartneri. Ved Blågårdsvej lå også Ulrichsens Stiftelse. Den blev nedrevet i 1902.
Derfor hed det Rabarberlandet
Uden for Blågård lå Solitude – ligeledes en stor, herskabelig ejendom med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i fyrrerne kaptajn Bangert. Den blev efter hans død udstykket af arvingerne. En gartner benyttede en del af jordene ned mod åen til dyrkning af rabarbere. Navnet Rabarberlandet blev hængene ved dette kvarter efter dette blev bebygget.
Parcelvejen senere Griffenfeldtsgade førte hen over Solitudes jorder og ned til ”Percelbroen over Ladegårdsåen. Mellem Solitude og kirkegården lå beværtningen ”Lille Ravnsborg”, der havde sin væsentligste søgning fra de forfrosne ”Sørgeskarer”, der vendte hjem fra begravelserne på Assistens.
Store Ravnsborg
På den modsatte side af Nørrebrogade lå Store Ravnsborg. En ejendom på over 5 tdr. land med en gammel hovedbygning og store gartnerier. Hele ejendommen blev på et heldigt tidspunkt købt af ”Den bestandig borgerlig Forening”, der havde sit klublokale her, indtil de stigende grundpriser, satte den i stand til at udstykke det hele i byggegrunde til stor fordel for Foreningens medlemmer.
Blegdammene
Hvor Ravnsborg Have endte begyndte blegdammene, der i nummerorden fra nr. 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var små grønne jordpletter, hver med en lille dam, der fik vandet ledet ind fra Sortedamssøen. Her lå de lange hvide lærredsstykker på bleg. De blev bevogtet om natten af vægtere, der tudede i kohorn for at skræmme tyvene bort.
Enkelte af disse blegdamme, var allerede taget i brug som byggepladser, således til Feilbergs Voksfabrik og den såkaldte Manchesterfabrik. Men en gennemført bebyggelse af dem begyndte først i halvtredserne, da Skt. Hans Gade blev anlagt hen over første blegdam. På anden blegdam opførtes Ting- og Arresthuset i 1847-48. På 12. blegdam opførtes Blegdammens Skole.
På en af blegdammene boede bager Købke, hvis søn, maleren Chresten Købke herfra havde hentet motivet til flere af sine stemningsfulde billeder. Disse motiver viser den stille skønhed, der kunne hvile over Søerne, så længe de endnu ikke var blevet ”regulerede” til deres nuværende kunstige form. Disse billeder er en kilde til brokvarterenes historie.
En nøgle var nødvendig
Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborg Have og blegdammene tilhørte Vandvæsnet. Der gik en fodsti hen ad dem. Den var ved begge ender lukket med en aflåst låge. Beboerne på blegdammene kunne med et depositum af fem mark få en nøgle til lågene udleveret hos Vandvæsnet. Dem, der ikke havde en nøgle kunne mod en lille drikkeskilling få manden i Stenhuggerhuset til at åbne lågen.
Efterhånden som bebyggelsen på Nørrebro blev tættere, blev tættere, blev misfornøjelsen med dette afspærringssystem stedse stærkere. Ofte var disse låger udsat for hærværk og var brudt op.
Da Skt. Hans gade blev anlagt 1851 -53 blev det umuligt at opretholde afspærringen, eftersom denne gade blev lukket i den ene ende. Lågerne blev omsider fjernet og Dosseringen blev til en offentlig gangsti.
På den anden side af blegdammene førte Blegdamsvejen ud til Østerbro. Den henlå i en forsømt tilstand. Her var ingen lygter eller vægtere. Og her lugtede det også fra den dybe og brede Blegdamsgrøft.
Fælledvejen var berygtet
Fælledvejen var temmelig berygtet. På hjørnet lå Kaptajn Grams Have, der var et stærkt besøgt traktørsted. Her var Christian Winther, der dengang boede på Nørrebro en flittig gæst. Mindre anset var danseboden ”Det gamle Testamente, der lå ved Jødevejen, den nuværende Møllegade.
Kirkegårdene
Jødevejen førte til den mosaiske kirkegård. I forhold til sin størrelse krævede den jødiske menighed en stor begravelseshed. Den jødiske religion tillod ikke nogensinde at opgrave et lig, der engang var nedlagt. Gang på gang blev denne kirkegård udvidet.
Kommunalbestyrelsen ønskede ikke at få begravelserne alt for tætte på de allerede dengang bebyggede grunde. Menighedens udholdenhed var større end Sundhedspolitiets påpasselighed. Det ene jordstykke efter det andet blev inddraget under kirkegården. Et tilbud om at overlade den mosaiske menighed en begravelsesplads på Assistens Kirkegård ville menigheden ikke modtage.
Den store Assistens Kirkegård på Nørrebro havde et areal på 30 tdr. land i areal, var stadens vigtigste begravelsesplads. Alle byens sognekirker havde andel i den.
Jagt på Assistens Kirkegård
I 1852 skulle kirkegården atter udvides. Grunden var at der nu var forbudt at begrave lig inde i byen. Inde på kirkegården så man ofte krybskytter, der var på jagt efter harer og agerhøns.
Over for dette forhold klagede distrikt jæger Fonseca fra Valby i 1848. Han klagede ikke fordi, at sådan en jagt var usømmelig på kirkegården. Men han klagede fordi:
Der blev i den forbindelse foretaget forhør. Men Fonseca var draget i krig med det ridende frivillige Jægerkorps. Derfor kunne han ikke afhøres. Åbenbart blev sagen stillet i bero.
Klager fra Graverne
Der foregik mange ulovlige ting på kirkegården uden at kirkeværgen og de efterhånden tre gravere kunne gøre noget. Det hedder i en klage fra graverne i 1851:
Graverne stod magtesløse og udsatte sig selv for overlast. De bad derfor om at få et politiskilt. Men der blev nu ikke taget hensyn til graverne. Og allerede i 1858, kom der en ny klage:
Graverne foreslog lige som i 1851, at kirkegården blev forsvarligt indhegnet, at graverne får eneret på vedligeholdelse af gravsteder, og at der tildeles dem politimyndighed på kirkegården.
Masser af vand på kirkegården
Der var også andet, der vakte kirkegårdens bekymring. Det var problemet med dræning. I den forbindelse var man bekymret for sundhedstilstanden i området. Kirkegården var lavtliggende og fugtig, og da et fast lerlag under i den forhindrede vandet i at synke, stod det ofte højt i gravene eller oversvømmede hele strækninger af kirkegården.
Polyteknisk Læreanstalt blev taget på råd. Jordbundsforholdene blev undersøgt. De kom til det resultat at vandet fra kirkegården let kunne skaffes bort ved på passende steder at bore huller gennem lerlaget ned til det underliggende sandlag.
Men de anså dog dette for uforsvarligt til at gribe til dette middel. Det ville bevirke at kirkegårdsvandet gennem det vandførende sand ville spredes ud over hele det lavere liggende terræn syd og sydvest for kirkegården og det ville forurene brøndene.
Brøndene var forurenede
Undersøgelser af brøndene i de lavere liggende brønde viste, at vandet her indeholdt kulbrinte og organiske stoffer. Dette fandtes ikke på det højere liggende terræn nord og nordøst for kirkegården.
Det eneste forsvarlige middel var at aflede kirkegårdsvandet til en underjordisk kloak, der førtes under Ladegårdsåen og helt ud til stranden. En sådan kloak ville koste 15.000 Rigsdaler. Men indtil den var anlagt, måtte man lade alt blive, som det var.
Stadsingeniør opfordrer til nedlæggelse af kirkegården
Vor Frue og Trinitatis Kirke spurgte Magistraten om de ville være med til at bekoste sådan en kloak. Men der kom aldrig noget svar på denne henvendelse. I 1859 var alt ved det gamle.
Det var igen tale om en udvidelse af kirkegården, men stadsingeniør Colding modsatte sig dette. Hvis ikke den forslåede vandledning blev etableret kunne man lige så godt lukke Assistens Kirkegården. Og flytte byens begravelsesplads et andet sted hen.
Det yderste stykke
Det yderste stykke af Nørrebro, fra kirkegården ud til Lygten bar navnet Lygtevejen. Herude lå gårdene Ventegodt, Petersminde og petersdal. Og så endelig ude ved bymarkens grænse lå traktørstedet Lygten.
Militæret havde taget magten på Fællederne
Fladt og trøstesløst strakte sig de store fælleder – 293 tdr. land sig fra Nørre – til Østerbro. Den triste flade ensformighed blev afbrudt af melankolske vandhuller, hvis folkelige navne var det eneste opløftende i det store øde.
Gåseparken lå tæt ved Blegdamsvejen, Holger Danskes Briller ved Nørre Alle, – det gamle navn på det tredje vandhul var Kammerpotten
Fællederne tilhørte kommunen. Men efterhånden havde militæret taget magten. Troppeøvelser og revyer afholdtes stadig herude. Eleverne ved den militære højskole blev undervist i minearbejder. Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.
Byens kreaturer skulle om sommeren søge deres føde fælleden om sommeren. Men alt blev mere og mere trampet sammen af soldaternes støvlehæle. Græsset visnede efterhånden bort. Det blev efterhånden tarveligere føde, som de firbenede kunne finde herude.
Byens kreaturer sultede
Militærets herredømme over det store terræn havde udviklet sig gradvis i løbet af hundrede år. I 1737 og de følgende år udstedte kongen det ene påbud efter det andet, sigtende til at reservere fællederne mere og mere til militære øvelser og skansearbejder. Samtidig blev stadens ret til disse arealer skudt i baggrunden.
Så længe Frederik den Sjette levede kunne ingen tænke på at røre hans kære militærvæsen. Men efter hans død vovede borgerrepræsentanterne at forlange det spørgsmål undersøgt, med hvilke rettigheder og forpligtelser staden ejede disse fælleder. Resultatet blev en historisk oversigt. Andet kom det ikke ud af dette, hverken den gang eller senere.
Militæret kunne ikke undvære noget som helst
I 1847 blev sagen taget frem på ny. Fællederne var da blevet endnu mere ufrugtbare siden sidst. Der voksede snart ikke mere græs på dem, kun mos. Kreaturerne gik og halvsultede. Og dog vidste man, at jordbunden var god nok. Byens indtægt af det store terræn var ca. 1.370 Rigsdaler. Men hvis det nu blev opdyrket, kunne det give over 2.000 tdr. byg i årlig afgift.
Kommunalbestyrelsen tænkte nu ikke på muligheden for at få militæret fjernet fra fællederne. De mente, at militæret måtte nøjes med mindre end de henved 300 tdr. land. Så ville der måske være arealer, der kunne tilsås med kløver.
Foruden våbenøvelser var her ofte væddeløb. Der var også mange tilskuere. Og så var der ellers telte, tribuner, marketenderier, cirkus og meget mere. Jorden blev ikke kun nedtrampet og afslides. Men man afbrændte også herude på Fælleden.
Kommunalbestyrelsen skrev til militæret at græsset på fællederne trængte til hvile og de måtte begrænse deres plads. Krigsministeriet svarede omgående tilbage, at de ikke kunne undvære noget som helst.
Politidirektør advarer flere gange
I 1857 måtte politiet tage affære. Politidirektør Brædstrup skrev i slutningen af juni 1857 til magistraten, at der i flere uger ikke har været tilstrækkelig føde til græsning. Og grundet tørke var der så godt som intet foder til kreaturerne, som man måtte antage, sultede.
Atter i juli måned skrev politidirektøren til magistraten at der snarest burde sikres at kreaturerne fik føde. Atter engang skrev man til Krigsministeriet og fik igen samme svar. Men nu var det ikke kun militæret, der var skyld i manglende græs.
Selskabet til Hesteavlens Fremme
Selskabet til Hesteavlens Fremme havde første gang i 1832 fået tilladelse til at afholde væddeløb på fælleden på en bane, der var indhegnet med plankeværk. Et andragende om gentagelse i 1833 blev afslået, der af hensyn til manglende græsvækst ikke ville give denne tilladelse hvert år.
I 1840 mente Selskabet, at det var særlige omstændigheder til at der nu skulle gives tilladelse. Og disse omstændigheder var, at Christian den 8 skulle krones. Da Magistraten tøvede med sin tilladelse, begyndte Selskabet at true. Man udbad sig at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen, da man havde grund til at tro, at den ansøgte tilladelse i så fald ville blive givet. Efter denne meddelelse skyndte Magistraten sig at give tilladelsen.
Selskabet undlod ikke at forfølge sin sejr. Da væddeløbet var afholdt den 21. og 22. juni 1840 indgav Selskabet et andragende om hvert år mellem den 1. og 10. juni at få Blegdamsfælleden overladt til hestevæddeløb.
Men sådan en tilladelse fik man dog ikke. Men de fik lov til indtil 1847 hvert år at afholde væddeløb på fælleden. Grunden til at man begunstigede Selskabet var, at arrangementet gav penge til byen. Desuden var denne sport velset i de allerhøjeste kredse. Og så var det jo også lige Prins Ferdinand, der flere gange havde været dommer ved væddeløbene.
Grundtvigs højskole
Ud mod Lersøen strakte sig den store Rådmandsmark med Kløvermarken og Brudesengen. Herude lå Tagenshus nær ved Stadens Sandgrave. Dette landsted blev i 1855 købt af biskop Grundtvig for 21.000 Rigsdaler. Det var på hans 70-års fødselsdag. Han havde fået noget kapital stillet til rådighed til oprettelse af en højskole.
Gården i Rådmandsmarken blev nu kaldet Marielyst efter Grundtvigs anden hustru. Højskolen blev åbnet den 3. november 1856. Forstander var C.J. Brandt med Jeppe Tang og Morte Eskesen som medhjælpere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 2, 2024
Danske Aviser under Besættelsen
Vi har delt artiklen i tre dele: De danske aviser før 1940 – Besættelsestiden – efter 9. april 1940 – De danske aviser syd for grænsen. Over 100 kammeratlige samtaler. Nazisterne satte i system. Mange Berlin – korrespondenter var tyskervenlige. Kronika. På P.R. – tur til Det Tredje Rige. Rosende omtale i Jyllands Posten. Blædel måtte gå på tvungen orlov Berlingske Tidende svingede meget. De Konservative delt i to. Han tænkte på avisens overlevelse. Læserne betragtede den som ”Nazisternes Hofavis”. Man rettede sig efter de tyske krav også længe før besættelsen. Mange kritiske redaktører blev fjernet. Sven Aage Lund blev ikke fyret. Det var Udenrigsministeriet, der opfordrede ham til at danne Den dansk – Tyske Forening. Fra 20. august 1943 direkte under tyskernes kommando. Modstandsbevægelsen krævede indflydelse på medierne. Lettelse for Udenrigsministeriet, da Kronika valgte at gå selv. Flensborg Avis var en mønsteravis.
Allerede i 1914 var der en form for censur i de danske aviser. Artikler skulle afspejle at Danmark var neutral. Og dette blev gentaget omkring 1930. Gennem 30’erne var det justitsminister K.K. Steincke, der under en heftig debat med pressens folk fik strammet retsreglerne omkring trykkefriheden.
De Danske Aviser – For 1940
Villigheden til at give efter startede længe før den 9. april 1940. I Tyskland blev pressen efter 1933 lagt i lænker. Men det nyoprettede Propagandaministerium fik allerede i 1933 også overdraget opgaven at påvirke udenlandsk presse.
100 kammeratlige samtaler
Det nye regime i Berlin var lige så så ømskindet over for negativ omtale, som det var aggressivt i sine klager til danske myndigheder og aviser, når nogen hvæssede pennen mod nazismen.
Det tyske gesandtskab i København orienterede regelmæssigt Udenrigs- og Propagandaministeriet i Berlin om, hvad danske aviser skrev om Tyskland. Negativ omtale medførte prompte diplomatiske protester, trusler af forskellig art.
Allerede i marts 1933 indkalder udenrigsminister P. Munch de danske redaktører til en af omkring 100 kammeratlige samtaler op gennem 30erne, hvor ministeriet appellerer til mådehold i kritikken af det, der nu er Hitlers Tyskland. Danmark er et neutralt land, og det skal dansk presse gerne afspejle.
Stauning blandede sig
Blev den politiske kontrol med pressen for tydelig for tyskerne, kunne Munch ikke fralægge sig ansvaret i prekære situationer med dansk pressefrihed som begrundelse. Så udenrigsministeren var på en vanskelig balancegang.
Det var især samtaler med tyske flygtninge og karikaturtegninger, der var på P. Munchs dagsorden i marts 1933. Det gik hårdt ud over tegneren Hans Bendix, som i 1934 blev indkaldt til en kammeratlig samtale med Stauning. Han fik at vide, at hvis han stadig ville fortsætte med at udgive sit antinazistiske tidsskrift ”Aandehullet”, så måtte han stoppe som fastansat tegner på Socialdemokraten, hvorefter Bendix lukkede bladet.
Nazisterne satte det i system
Isoleringen af udenrigskorrespondenterne blev sat i system. Goebbels propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium afholdt separate pressemøder for tyske og udenlandske journalister. Sidstnævnte fik stillet presseklubber til rådighed. Så fik man mulighed for at telefonere rapporterne hjem. Og tyskerne fik forholdsvis let til at overvåge korrespondenterne.
Mange korrespondenter for tyskervenlige
. Kronika, Hvidtfeldt og mindst et dusin danske korrespondenter udgjorde sammen et særligt miljø i Berlin. Ja så var det også Berlingskes Helge Knudsen, som blev erklæret for uønsket. Han blev erstattet af Poul von Stemann og den angivelig meget tyskervenlig Jens Tang. Han måtte se sig hængt til tørre i det illegale blad ”De Frie Danske” for sin:
Hvidtfeldt beskriver ham med følgende karakteristik:
Kronika
Heller ikke Kronika gik ram forbi. Han var Højgaard-kredsens kontaktmand i Berlin. Han benyttede sine forbindelser til at videregive oplysninger til den klike af højre nationale erhvervsmagneter, heriblandt A.P. Møller og Knud Højgaard, om, at Berlin gerne så den danske samlingsregering udskiftet med et apolitisk fagministerium, hvilket kredsen forgæves forsøgte at få Christian den Tiende til at virke for,
Hvidfeldt beskriver Kronika som hjælpsom og:
En del af det omtalte ”tyskeri” udsprang givet af Kronikas forfatterskab til bogen Revolution fra 1935, som var Hitlers projekt venlig stemt. Dette fortrød Kronika med årene bitterligt. Vi har senere meget mere om denne Kronika, hvor han ikke var særlig populær i det danske Udenrigsministerium.
Korrespondenterne i Berlin var ikke nødvendigvis venner.
Mange udenlandske korrespondenter blev efterhånden udvist og nogle også deporteret, hvis det ikke passede ind i nazisternes planer.
På P.R. – tur til Det tredje Rige
I 1937 mødtes 30 danske redaktører til reception på Kastelsvej i København. Alle havde taget imod en invitation til en 8-dages rundtur i Det tredje Rige. Allerede i 1933 havde der været en lignende tur. Ingen socialdemokratiske redaktører deltog. Og bag det hele stod Propagandaministerium.
De mest rosende artikler i den danske presse, blev videregivet i tysk presse.
Rosende omtale i Jyllands Posten
Der var skam også dem, der roste det nazistiske diktatur. Således træder redaktør H.C. Ulkjærs artikel frem i Jyllands Posten:
Den stigende ensretning blev først almindelig kendt, da Socialdemokraten omtalte det i 1938 efter München-forliget.
Blædel måtte gå på tvungen orlov
Særligt Berlingske Tidende svingede meget i deres beretninger. Blædel kom med sine antinazistiske artikler. Men samtidig sendte bladet tyskvenligt nyhedsstof. Nic. Blædel advarede tidligt mod nazismen. Han var ilde lidt og dårlig betjent i Berlin. Snart var der også modstand mod ham på selve bladet.
Han er så vidt vides den eneste journalist der har haft samtaler med Hitler.
Fra 1938 var der en gruppe omkring redaktør Sven Aage Lund vundet overhånd. Artiklerne fra Blædel ophidsede tyskerne. Sammen med Statsradiofonien, hvor Blædel også var aktiv standsede de efterhånden hans virksomhed.
Blædel blev sendt på ufrivillig orlov i 1938. Læserne blev ikke informeret. Heller ikke, da han vendte tilbage. Her blev han så underlagt intern censur frem til den tyske besættelse. Han havde fået permanent indrejseforbud til Tyskland.
Berlingske Tidende svingede meget
En anden af Berlingskes korrespondenter var Cai Shaffalitzky de Muckadell, der bragte pro – tyske reportager.
Også Stockholm-korrespondent Ebbe Munck blev afskediget i 1942 for hans beretninger med anti – tysk indhold. Igen en gang var man tilfreds på tyske side. Der kom ingen repressalier fra tyskernes side denne gang.
Også den international anerkendte journalist Franz von Jessen skulle have skriveforbud, mente tyskerne.
De Konservative delt i to
Berlingske Tidende havde tætte forbindelser til Det Konservative Folkeparti. Langt inde i de borgerlige partier herskede der herhjemme en opfattelse af at nazismen var en konservativ bevægelse. Men efterhånden gjorde Christmas Møller op med Victor Pürschels mere pro-tyske fløj. På den ene fløj dyrkede man den italienske fascisme og Tysklands nationalsocialisme. Den anden fløj gik ind for demokrati.
Besættelsestiden – efter 9. april 1940
Censuren blev skærpet efter 9. april 1940. Besættelsens militære forhold måtte ikke omtales. Anti-tysk propaganda var forbudt. Egentlig var det de danske myndigheder, der måtte foretage censuren. Opgaven var igen Udenrigsministeriets Pressebureau, der som sin fornemste opgave skulle forhindre tysk indgriben.
Nu kunne det være svært at finde ud af, hvad tyskerne mente, hvad antitysk propaganda var?
I de besatte lande blev pressen underlagt stram kontrol som led i selve besættelsesproceduren.
Han tænkte på avisens overlevelse
På Berlingske Tidende var kursen efter 9. april en mere tyskorienteret kurs end de andre hovedstadsblade. Om dette hang sammen med Sven Aage Lunds rolle i Den Dansk – Tyske Forening. Han var faktisk en af initiativtagerne til foreningen. Måske var det virksomhedens overlevelse og oplagstal, som han kiggede på. De store hovedstadsblade oplevede massiv tilbagegang i oplagstal.
Læserne betragtede den som ”Nazisternes Hof-avis”
Længe før havde Berlingske tilpasset sig. Man mente, at protysk dækning med adgang til solohistorier og eksklusive interviews var vigtig. Nej det betød ikke at Berlingske Tidende bar nazistisk. Det betød blot at ”noget for noget” – arrangementer ofte flød i avisen. Men læserne opfattede vel denne avis som ”Nazisternes Hof-avis”
I juli 1940 fik direkte kritik af besættelse og samarbejdspolitik deres eget straffelovstillæg. Man kunne blive dømt med fængsel i et år:
Man rettede sig efter de tyske krav
Avisredaktørerne blev holdt i ave af den ”frivillige selvcensur” som de fleste accepterede lettere modvilligt. Dertil kom frygten for tyske repressalier, hvis nogen eller noget blev opfattet som antitysk.
I den følgende tid efter invasionen fulgte en stribe tyske overgreb mod pressefolk. Flere blev arresteret og en enkelt døde i arresten.
Dette skulle stabilisere det dansk-tyske forhold samt sikre at en selvstændig dansk presse kunne fortsætte. Men det betød også, at man skulle rette sig efter de tyske krav. Rettede aviserne sig ikke efter disse krav kunne det kollegiale pressenævn tildele bøder. I grovere tilfælde kunne sagerne indklages for domstolene.
Både før og efter krigen bøjede hovedstadsbladene sig.
Mange kritiske redaktører blev fjernet
Pressen fandt denne ordning utålelig. De imødekom den dog modvilligt. De enkelte blade skulle også drive en forretning og hole deres ansatte beskæftigede. De mest vidtrækkende tyske krav indebar også fjernelse af redaktører på konkrete blade. Således måtte redaktøren af Social – demokraten, H. P. Sørensen i 1941 forlade sin post, da han nægtede at optrykke kronikker med stærkt positivt indhold om det nazistiske Tyskland.
Sven Aage Lund blev ikke fyret
Efter besættelsestiden kom regnskabets time. Mange forventede at Sven Aage Lund skulle dømmes. Hans ”kompas” virkede ikke altid. Der var lidt for mange pro-tyske artikler i Berlingske. Og da det kom til opgøret om Den Dansk – Tyske Forening, viste det sig at det var Det danske Udenrigsministerium, der havde opfordret ham og DSB – generaldirektør Peter Knutzen at etablere foreningen. Lund blev ikke dømt. Han måtte gå fra topposten i Berlingske men fik dog alligevel en betydelig post på avisen.
Under tyskernes direkte kommando
Efter 29. august 1943 kom Pressebureauet og dermed også redaktionerne under direkte tysk kontrol med forøgede begrænsninger til følge.
Mange aviser formodede at skrive mellem linjerne. Men det kunne ikke undgås, at pressens troværdighed led skade. Derfor måtte alternative informationskanaler tages i brug. Først og fremmest lyttede man til svensk radio og BBC. Senere kom alle de illegale blade.
Modstandsbevægelsen krævede indflydelse på medierne
I efterkrigstiden måtte også Berlingske Tidende sadle om. Nye redaktører blev ansat for at markere dette kursskifte. Og nogle af disse var kendt i modstandskredse. Ja modstandsbevægelsen krævede afgørende indflydelse på efterkrigstidens presse.
Danmark var kommet i en slags økonomisk afhængighed til Tyskland med hensyn til landbrugseksport. Og Udenrigsministeriets hensigt var at hindre at Danmarks alliancefrihed eller neutralitet blev anfægtet.
De danske aviser syd på
Syd på var der også fokus på Det danske Mindretals aviser – Flensborg Avis og de tre tysksprogede Neue Flensburger Zeitung, Nue Schleswiger Zeitung og Der Schleswiger. Den redaktionelle linie gav anledning til overordentlig panderynken. I løbet af 1925 var de tysksprogede aviser blevet til en – Der Schleswiger.
Lettelse, da Kronika valgte at gå
Et pacifistisk tidsskrift Die Menschheit blev hyppigt citeret i Der Schleswigers spalter. Det virkede på de nationalsocialistiske tyskere som en rød klud på en olm tyr. Det var ikke noget Udenrigsministeriet så på med blide øjne. Man mente også at visen skulle kappe båndene til Friserne. Dem anerkendte tyskerne overhovedet ikke som et mindretal.
Og bladets redaktør, Kronika glemte ofte den linie han var pålagt. I Udenrigsministeriet var man glade for rygter om, at han snart ville afgå som redaktør. Kronika havde altid været et smertensbarn for Udenrigsministeriet. Han blev korrespondent for Dagens Nyheder og Nationaltidende.
Flensborg Avis havde ført en meget besindig politik. Allerede i 1933 var det tyske kredse i Grænselandet, der forsøgte at lukke den
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 28, 2023
Bispens Borg Brink i Ballum
Unge studerende har knoklet. Under pløjelaget ligger flere rester af borgen. Skriftlige kilder fra 1379. Der befandt sig ca. 40 – 50 mennesker på borgen. Man kendte til forbruget af mad. En af de største borge i Danmark, Et fornemt byggeri. Voldgrave er fundet. Måske er borgen fra 1200-tallet. Borgen holdt op med at eksistere i 1562. Placeret mellem to kirker. Borgen bestod af mange bygninger. Stor interesse for udgravningen. Kendte fogeder på Brink Borg. Om udgravningerne skal fortsætte afhænger af finansieringen.
Unge studerende har knoklet
25 studerende fra Århus Universitet og Universitetet i Kiel har periodevis knoklet rundt. De var i fuld gang med at foretage en arkæologisk udgravning på det sted, hvor der i middelalderen lå en stor borg tilhørende biskoppen i Ribe. Når der pløjes, kommer der nu kun teglstensbrokker frem.
Under pløjelaget ligger mere af borgen
Indtil 1992 kendte Museum Sønderjylland kun Borg Brink fra skriftlige kilder. Man kendte ikke den nøjagtige beliggenhed.
Fra 1992 til 2002 fandt man ud af, at der under pløjelaget er mere bevaret efter borgen. De studerende skulle se, om de kunne finde mere.
Skriftlige kilder fra 1379
Gården Brink er omtalt flere steder. Første gang i 1379. Men man har såmænd også et regnskab fra perioden 1388-89. Den er skrevet af foged Kristian Jacobsen. Og det var under Ribe-biskoppen Johan Mikkelsøn.
Det fremgår af regnskabet, hvem der boede der og fik løn på gården. Man kunne også se, hvad beboerne fik at spise uge for uge.
Der befandt sig ca. 40 – 50 mennesker på borgen
Der var ansat en del personer– lige fra malkepige til skytter og mesterskytter – og at der blev købt, får og gedder. Ja man kan faktisk udpege de ansatte:
Af de 12 civile personer kan vi se, hvilken funktion, som de havde:
Flere af gårdens ansatte havde også kone og børn med på gården. Så alt i alt har der været 40 – 50 mennesker på gården.
Man kender forbruget af mad
Ud fra regnskabet kan man også se, at forbruget steg betydeligt, når bispen var på besøg. Langfasten – de 40 dage før påsken – betød at der ikke blev spist får, lam, grise eller køer. Til gengæld steg forbruget af sild til otte gange normalen, i fasten spiste man en hel tønde sild om ugen. Ellers var det normale forbrug 1/8 tønde.
En af de største borge i Danmark
Den har med sine 2.700 kvadratmeter været blandt de største i Danmark – på størrelse med Hammershus hoved-borg og Nyborg Slot.
Og hvorfor nævnes borgen i 1379. Jo det var det år hvor Harrike Støt – foged på Brink bevidner at Trøjborgs ridder Henneke Limbæk skyldte Løgumkloster penge.
Et fornemt byggeri
Det var et fornemt teglstensbygget hus med overhvælvede rum og bemalede vinduer. I den udgravede del af bygningen er der konstateret to rum. Den ene har været køkken. Her har været køkken med opmuret ildsted og en bageovn. Rummet har været overhvælvet og der registreret flere gulvlag.
Det fremgår ikke så tydeligt, hvad det andet rum er brugt til. Måske har det været anvendt til opbevaring af forskellige ting, spisesal eller lignende. På bygningens sydside er fundamentet til et trappetårn afdækket, så bygningen har været i mindst to etager.
Voldgrave er også fundet
Det tyder dog på, at bygningen er blevet ombygget og måske udvidet, da der er rester efter midlertidige mure og vægge og en ældre mindre bygning med forsænket og stenbro belagt gulv. I 1992 blev der konstateret, at der også har været en voldgrav på borgen, som gik i nord – sydlig retning. Senere er der også fundet en voldgrav, der gik i øst – vestlig retning – ganske tæt forbi borgen.
Voldgravene har været omkring seks meter bred og to til to en halv meter dyb. Der er fundet cirka 500 objekter i jorden.
Måske er borgen fra 1200-tallet
Fra nordsiden af borgen er der fri udsigt til landevejen. Og dette går helt tilbage til Middelalderen. En af opgaverne har sikkert været at kontrollere vejene syd for Ribe.
Borgen er sikkert anlagt allerede i 1200-tallet, hvor biskoppen ejede meget jord og gods i Ballum – sogn og nabosognene, deriblandt Trøjborg og Møgeltønderhus.
Borgen holdt op med at eksistere i 1562
Kilderne fortæller ret præcis, hvornår gården holdt op med at eksistere. I 1562 overgiver Jørgen Hansens enke, fru Bege, gården til Ribes lensmand. Herefter forpagtede 48 bønder i Ballum sogn jorden og bygningerne blev revet ned.
Brink var i middelalderen et ret stort sted med en fornem hovedbygning opført, indrettet og udsmykket efter tidens byggeskik.
Placeret mellem to kirker
Brink Borg har ligget på kanten af det område af Vadehavet, der i dag er beskyttet bag diger. Men dengang har arealet mod nord været oversvømmet i store dele af året. Placeringen her på kanten mellem de to kirker i Ballum og Randerup har ikke været tilfældig. De havde nemlig allerede halvandet århundrede på bagen, da borgen blev bygget.
Fra kirkerne har man fra tårnene kunnet advare med signaler og bål. Heroppe fra er det et fantastisk udsyn. Man har med metaldetektorer har man fundet en masse mønter i perioden fra 1250 til 1350.
Borgen bestod af mange bygninger
Man har fundet rester efter jernfremstilling. Der er også tegn på en skorsten, der har haft forbindelse til ovnen
Inden for Borgens ringmur har der været et ”markant tårn. Det har været omkring 10 meter højt. For at komme højere op i terrænet har man lagt en god meter jord på.
Regnskabet indeholdt ikke meget om borgens udseende. Men der omtales dog en lade, som blev repareret med tegl. Da gården blev nedrevet 1562 nævnes det, at gården omfattede flere bygninger, heriblandt et stenhus og en møllegård. Stedet omtales flere gange i de skriftlige kilder som et ”castrum”. Det vil sige en borg, så man må gå ud fra, at der bortset fra de væbnede styrker, som opholdt sig på borgen, så må stedet og bygningerne også have været befæstet på en eller anden måde, når man i datiden opfattede det som en borg og ikke blot en almindelig gård.
Her blev der opdrættet heste og senere okser.
Stor interesse for udgravningerne
Det var derfor oplagt at starte arkæologiske udgravninger på stedet for at få svar på nogle af de mange spørgsmål om, hvordan stedet egentlig har set ud. Det kunne heldigvis lade sig gøre takket være ejerne af jorden.
Kursister fra Løgumkloster Højskole har gennem flere somre deltaget i udgravningen af borgen. Og de unge arkæologstuderende har været indkvarteret på den gamle kvindehøjskole i Visby.
Der bliver fulgt godt med fra områdets beboere, men også en flok pensionerede gymnasielærer fra Silkeborg har fulgt med i udgravningerne. De har boet på Klæager og er blevet grebet af områdets historie.
Lokale gårdbyggerier i området har brugt munkesten fra borgen. Om der skal graves videre på området i 2024, afhænger af finansieringen.
Kendte fogeder på Brink Borg
Vi kender nogle af fogederne på Brink:
1379: Harrike Støt
1388 Kristian Jacobsen
? – 1494 Oluf Staverskov
1533 Jørgen Hansen Juel
1536 (-1539) Ivar Munk – biskop i Ribe
1539 Kronen – Lagt under Riberhus – Jørgen Hansen Juel (igen engang)
1558 Bege Juel
1562 Nedlagt
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Ballum
Rømø
I nærheden