Søgeresultater på "Ribe"
Dato: maj 26, 2012
Uden for Ribe lå Dankirke, som i århundrede havde haft stor betydning for handelen. Fra ca. år 710 over Ribe, den position. Det var en blomstrende handelsby allerede fra 700 – tallet. Læs her om Riberhus, Dronning Dagmar, Riber Ret, Ribe Domkirke, Kong Erik, sørøverjagt og den store Menneskedrukning. Vi stopper omkring 650.
Betydning for Sønderjylland
Vi er gået over grænsen fra Sønderjylland. Men byen og dens historie havde så stor betydning for Sønderjylland, så det bliver vi nødt til at fokusere på.
Vester Vedsted
Vester Vedsted lige uden for Ribe var en rig og livlig by. Mellem 200 f.Kr. og 750 e.Kr. havde den forbindelser til romerriget, frankerne og angelsakserne.
Dankirke
Sagnet beretter om, at den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget af Ansgar i 800 – tallets Ribe. Men et andet sagn beretter om, at det ikke er rigtig, For der lå allerede en kirke få kilometer mod sydvest på en mark ved Vester Vedsted. Kirken hed Dankirke.
Arkæologiske undersøgelser har ikke godtgjort om dette er rigtig. Men marken er rig på fund og spor efter en jernalderboplads. Fra år 500 skønner historikere, at stedet havde stor betydning.
Dankirke lå midt på en handelsrute, der forbandt Vesteuropa med Norge. Det er ikke usandsynligt, at denne plads omkring år 700 flyttede de seks kilometer længere mod nord, og blev til vikingetidens internationale handelscenter Ribe.
Besejlingsforhold måske ændret
Det behøver heller ikke at være beboerne fra Dankike, der er flyttet. Det kan også være at besejlingsforholdene i Vadehavet har ændret sig. Det er især fundet af nogle sjældne mønter i Dankirke, der forbinder stedet med Ribe.
Masser af møntfund
Man har fundet 38 romerske denarer og 3 merovingiske (farnkiske)sølvmønter fra handelsbyen Dorestad i Frisland, dateret til 600 – tallet. Og så har man fundet otte frisiske eller sydengelske såkaldte sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet.
Disse mønter blev udelukkende brugt på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende fra fremmede lande lagde til med deres skibe. Hvis Ribe overtager handelspladsen, må det være sket omkring år 700, for da ophører de rige møntfund i Dankirke.
Fund af gammel brønd
Den ældste bebyggelse omkring Ribe Å starter også på dette tidspunkt. Det ved man, fordi der fra omkring det tidspunkt fandtes de samme sjældne sceattes her.
Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker, fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.
Og jernet kom antagelig fra Drengsted og Snorup.
En beskeden træbrønd kan tidsfæstes mellem år 704 og 710.
Hvad betyder Ribe?
Mon der har ligget flere handelspladser langs vestkysten, som vi ikke har kendskab til i dag? Arvetageren Ribe har haft samme position som Hedeby. Navnet Ribe kan tilbageføres til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler. Det passer jo meget godt til, at handelspladsen i Ribe bestod af mindst 70 smalle boder.
Willibrock
Det er ikke meget skriftligt, vi har fra denne tid. Men vi har nogle erindringer fra den engelske missionær Willibrocks liv. Han døde som frisernes ærkebiskop i 739. Cirka 50 år efter skrev en slægtning af ham, Alcuin en beretning omhans liv. Egentlig får man ikke så meget ud af det. Det er en skildring uden tid og sted. Det er en samling mirakelfortællinger.
Men det er da fristende og antage, at Willibrock også steg i land ved Ribe Å.
Dengang havde Ribe, vestkystens bedste landingssted.
Blomstrende by i 700 – tallet
Ribe var en blomstrende by i 700 – tallet. Her var masser af håndværkere. Man har fundet importeret glas, lertøj og møllesten. Endvidere er der fundet 194 sølvmønter præget i handelsbyen Dorestad. Mellem denne handelsby og Ribe voksede kontakten op gennem 700 – tallet.
Tildeling af jordstykker
Meget tyder på, at på det område i Ribe, hvor håndværkerne arbejdede blev udlagt regelmæssig før 710. På nogle afgrundene blev det samme håndværk udført år efter år. Der må have været et system med tildeling af jordstykkerne. Formentlig er det blevet administreret af en kongelig foged. Markederne må være holdt om sommeren. Håndværkerne havde ikke meget ly og måtte arbejde i det fri. Om vinteren var markedspladsen antagelig ofte udsat for oversvømmelse.
Skt. Nicolai Gade
Markedspladsen lå med lange smalle parceller på begge sider af den nuværende Skt. Nicolai Gade. Man kalder den også for Danmarks første gågade. Resterne af den plankebelagte gade ligger stadig nogle meter under den nuværende gade. I denne gade var der gjort store fund fra vikingetiden. Måske var det en stormand eller friserne, der anlagde markedet.
Lidt nordøst for markedet er der fundet 30 grave fra 700 – tallet. Her er der fundet kamme, hesteudstyr, nøgler, knive, glasperler m.m.
Tilladelse til kirke
Hrok den Anden (konge fra 856) gav tilladelse til opførelse af en kirke i Ribe, og at en præst måtte bo her. Ansgar blev modtaget ved hoffet, men kongen blev ikke døbt. Det beklagede paven i 864.
Sikret for stormflod
Udgravninger har fastslået, at den tidligste aktivitet foregik på et lidt højere liggende sted nord for byen. Hidtil har man antaget, at det var i den sydlige del, der hvor domkirken senere er blevet anlagt.
Grunden til at man valgte det nordlige sted var sikkert, fordi, at her var man sikret for stormfloder.
Hedninge og kristne, side om side
Men der bliver stadig gjort nye fund ved Ribe. Gennem de seneste årtier er der rejst tvivl om Danmarks Kristning. Harald Blåtand tilskrives normalt æren. Til minde om troskiftet lod han den store Jellingsten rejse omkring år 965.
Endnu igangværende udgravninger ved Ribe Domkirke har imidlertid påvist en kristen kirkegård, som er væsentlig ældre og hvis grundlæggelse snarere skal tillægges missionæren Ansgar.
Meget tyder på, at hedenskab og kristendom har kunnet eksistere side om side i hvert fald i dele af landet. En anden historie fortæller, at det var Harald Blåtand, der gav tilladelse til opførelse af en kirke i 935. Denne kirke stod klar i 950.
Helårshuse fra 750
Jordlodderne var omgivet af grøfter. De ældste bygninger, der var beregnet til helårsbeboelse, som man har fundet resterne af, stammer fra år 750. I 800 – tallet blev bygrænsen markeret af en simpel grøft, der indesluttede et areal på ca. 12 hektar.
Forsvar
I 900 – tallet var grøften blevet afløst af en meget bredere voldgrav og en vold, der tjente som forsvarsvold. Skriftlige kilder bekræfter, at Ribe var en vigtig by i vikingetiden. Men voldene hjalp ikke meget i 1043, da byen blev plyndret af venderne.
Heste – og kvægtransport
I 1100 – tallet var byens areal fordoblet. Vold og voldgrav var nu blevet forstærket med palisader. Byen havde skibsfart til Norge og Østersø – landene.
Mange af de dyreknogler man har fundet stammer fra får. Dem holdt man får uldens skyld. Og store mængder af kogødning tyder på, at der her var kvæg beregnet til eksport.
Overraskende er det sikkert, at allerede i 700 – tallet var der gang i heste – og kvægtransport fra Ribe. En anden mulig eksportvare var tømmer fra de vestjyske skove. Dengang rummede skovene mange egetræer.
Antagelig er også dyreskind fra hele Skandinavien blevet eksporteret fra Ribe. Skindene var bedst fra de koldeste egne
Udgravninger viser, at Hedeby for 800 – tallet og 900 – tallet blev mere betydningsfuld end Ribe.
Økonomiske og politiske centre som Jelling og Ribe var forbundet til Hærvejen via sideveje og – spor.
Riberhus
Det er muligt, at Ribe Domkirke erhvervede en del ejendom fra sin egen biskop Odinkar. Hans far var jarl og således en højfornem mand, muligvis af kongelig æt. Odinkars fædrene arv var efter sigende en tredjedel af Winlandia, et område, der ikke nærmere kan ikke lokaliseres i dag.
I 1115 anlagde Kong Niels Riberhus, og herefter begyndte man byggeriet af domkirken.
Man mener, at slottet bestod af en række sammenhængende huse, der lå omkring en gårdsplads. I de fire hjørner stod der runde tårne med kanoner, der skulle forsvare slottet. De tykke mure og voldgraven gjorde det svært at indtage borgen. Når man skulle ind på slottet måtte man hen over vindebroen og gennem porthuset.
Ribe Domkirke
Ribe Domkirke blev opført af tufsten, som er en vulkansk stenart fra Rhin – egnene. Det kom til Ribe som ballast i de skibe, der skulle bringe danske landbrugsprodukter sydpå.
På et tidspunkt havde byen tre klostre.
Ribe Domkirke hedder egentlig Vor Frue Kirke Maria. Og en anden historie end de vi lige har fortalt, fortæller, at det var Biskop Thure, der startede med at bygge den omkring 1150. Den er bygget over den ældre kirke vi omtalte i indledningen.
Og i Maria kirken blev kong Erik Emune begravet. Han var blevet dræbt under et tingmøde.
Rundetårn kunne ligge på tværs
Kirken er 63 meter lang og 36 meter bred. Rundetårnet kan ligge på tværs derinde.
I 1177 blev bisp Stephan begravet i kirken. Man siger, at syge kan blive helbredt ved at stå ved hans grav.
Bevidst byplanlægning
Byens grundtræk er præget af udbygningen i 1200 – årene. Havnen lå ved åbredden og blev domineret af borgen. Byen med domkirken er klart adskilt fra borg – området. De buede gadeforløb er sikkert bevidst byplanlægning, hvor man har stræbt at fordele lyset ligeligt mellem husene. Gaderne er orienteret efter tre punkter, overgangen over åen, domkirken og havnen. Anlægget af vandmøller medførte store opstemninger af åen, som også gav byen et system af beskyttende vandgrave.
Antallet af stenhuse var da allerede meget stort.
Det må antages, at omkring 1200 var Ribe, Danmarks vigtigste by. Affald flød i byen, man boede tæt, og det var ikke særlig befordrende for helbredet.
Dronning Dagmar
I 1205 blev prinsesse Drakomira af Böhmen gift med den danske kong Valdemar Sejr. Hun blev til Dronning Dagmar af Danmark. Hun døde meget ung, kun 23 år gammel i barselssengen i Ribe. I en kendt folkevise hedder det:
Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg
Brylluppet blev holdt på Riberhus. Dronning Dagmar ønskede sig ikke smykker. Eller andre rigdomme. Hun ønskede, at de mange fanger i Valdemars fængsler blev givet fri. Og at bøndernes skat blev sat ned. Valdemar opfyldte begge hendes ønsker.
De vantro dræbte biskoppen
Den frisiske præst Leofdan blev den første bisp i Ribe. De vantro forfulgte ham, og dræbte ham med spyd, da han satte over en å. Ja denne skæbne kan man læse i Ribe Bispekrønike fra omkring 1230. Leofdan blev begravet på den hellige jomfrus kikegård. Senere blev han flyttet inden for kirkens mure, i den nordlige del.
Denne Leofdan optræder ikke i Ribe martyrfortegnelse.
1246 var et forfærdeligt år for Ribe. Borgerkrigen blussede op. Og der skete store ødelæggelser.
Riber Ret
Til vore ældste byretter hører Tønders fra 1243. den var identisk med Lübecks latinske stadsret. Dens 104 artikler, som var stadfæstet af kejser Frederik den Anden, konge af Jerusalem og Sicilien, rummede adskillige juridiske fænomener, som må have voldt kvaler i Tønder, fordi de var fremmede for Jydsk ret. På længere sigt fik Tønder stadsret betydning , fordi den på en lang række punkter danner forlæg for Ribes latinske stadsret fra 1269.
Fordi Ribe var en travl by, var det vigtigt med faste retningslinier. Erik Klipping stadfæstede Riber Ret. Den blev væsentlig strengere end Jyske Lov. Et mord kunne man ikke betale sig fra. Det var dømt hængning. Vareforfalskninger eller forkerte opmålinger førte også til døden. Grunden til den hårde straf, var sikkert fordi Ribe var handelens by.
De gejstlige kunne dog ikke dømmes af denne ret. De blev dømt af biskoppens egen domstol. Første gang, vi hører om denne domstol er i 1145.
Et gammel ordsprog viser også, hvor frygtet denne Ret var:
Tak din Gud, at du ikke kom for Riber Ret, sagde Kællingen, da hun så sin søn dingle i Varde Galge.
Den ældste Riber Ret bestod af 60 artikler, men efterhånden blev den udvidet til 123. Tyvenes arvinger måtte afstå hele deres arv til byen og fogeden. Selv det at forfalske honning førte til galgen. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld. Dette skulle være sket ved at kvinden fik en balje over sig, så der ikke blev kastet jord direkte på hende.
Mord på Christoffer
Der er sket mange mord i Danmarkshistorien. Og en af disse skulle angivelig være sket på Christoffer i 1259. Han regeringstid var kort og helt opfyldt af arvefjenden Abels tilhængere. Heri indgik hans bitre modsætningsforhold til rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen. Om det var en pludselig opstået sygdom eller om han var blevet forgivet. Det er spørgsmålet? Men det sidste kan sagtens forklares med den politiske situation, dengang. Hans dronning, Margrete Sambiria levede ind til 1282.
Christoffer blev endda begravet kristeligt og fik sit leje inde i selve domkirken. Ærkebispen ville gerne hav en forklaring på dette. Og Ribe – biskoppen forklarede, at kongen på sit dødsleje viste tydelige tegn på anger. Han havde åbenbart også haft tid til at give løfte om at genoprette den krænkelse, han havde forvoldt ærkebispen.
Tårnet styrter sammen
Julemorgen 1283 styrtede store dele af borgertårnet på Domkirken sammen. Man havde ikke så mange penge til at genopbygge den, så den blev 12 meter kortere.
Det spændende er også at Kong Valdemars Jordebog, blandt andet indeholder en rejserute fra Ribe til Jerusalem. Afskriften er foretaget af Sorø Klosters skrivestue omkring år 1300.
Vægterordning
Vægterordningen fandtes allerede i 1300 – tallet. Ja de patruljerede i Ribes gadehelt frem til 1902. De sørgede for ro og orden i gaderne. Og hver time sag de et vægtervers.
Bykloster
En af de bedst bevarede middelalderlige bykloster i Danmark finde vi også i Ribe. Det er Sortebrødreklosteret. Det kaldes også dominikanerklosteret. Det nederste stokværk er fra omkring år 1300.
Munkene måtte ikke eje noget. Klosteret blev finansieret af gaver og almisser fra befolkningen.
Lyst i band
Den 12. marts 1350 blev ridderen Lage Rød lyst i band af bispen i Ribe. Hans forbrydelse var, at han sammen med medskyldige havde sat sig i besiddelse af kirkelig ejendom, dels Ribe – kirken men også taget forskellige sognekirkers ejendom.
Det var også omkring dette årstal, at Den Sorte død ramte byen.
Dronningen købte slottet tilbage
Slægten Limbek holdt både med den danske og holstenske side. Man vidste aldrig, hvor man havde dem. Det handlede hvis om, hvad der bedst kunne betale sig. I 1399 kunne Dronning Margrete den Første således købe Riberhus tilbage. Ja og i 1411 var det sågar Limbek – slægten, der skyldte dronningen penge.
Brand i kirken
I 1400 – tallet faldt indbyggertallet i Ribe. Det skete blandt andet som følge af pestepidemier.
I 1402 bredte en brand sig til domkirken. Det var efter denne brand man tilføjede et ekstra skib.
Hr. Peder til Riberhus
Igennem næsten et helt liv var Peder Nielsen til Ågård dronning Margretes nærmeste rådgiver. I længere tid var han lensmand på Riberhus. Han kaldte sig Hr. Peder. Men se det havde ikke gået i 1526, da forlangte Frederik den Første, at alle adelsslægter skulle antage faste slægtsnavne. Hr. Peders efterkommere kiggede på deres våbenskjold med den gyldne stjerne på blå bund, og fra da lægten Gyldenstierne.
En anden Peder blev i 1409 biskop i Ribe. Det var Peder Lykke fra den dengang beskedne sjællandske lavadel Bille. Slægten opnåede med dette en anseelig position, som endte med en titel som ærkebiskop i Lund.
Kong Erik holder vigtigt møde
Kong Erik henvendte sig omkring midsommer 1421 til alle tre landsting. Her fik han udførlig vidnesbyrd om Slesvigs statsretlige stilling. Den jyske forsamling trådte ikke sammen i Viborg, men i Ribe. Har mødte samtlige jyske bisper, en store skare af nørre – og sønderjyske adelsmænd, samt borgmestre fra Flensborg, Haderslev og Aabenraa. Også en række nørrejyske købstæder var repræsenteret.
Det blev udtalt:
at der både i Nørre – og Sønderjylland taltes dansk
at alle gamle privilegier til kirke som til købstæder var udstedt af danske konger
at dansk, dvs. jysk ret gjaldt i Sønderjylland
at grænsen mellem Danmark og Holsten gik syd om Sønderjylland.
Lavadelen sendte sine børn til højadelen eller bisperne. Man skulle våbenduelighed og godsadministration. I Ribe Stift var det Iver Munks slægt som egnens talrige lavadel der flokkedes om bispestolen. Talrige ægteskaber blev indgået på Bispegården. Iver sørgede så for en passende forlening af bispegods.
I 1443 blev Christoffer af Bayern kronet i kirken . Det var en spektakulær begivenhed.
Adelen havde fortrinsret
I praksis havde både kongen og bispen indflydelse på besættelsen af bestemte embeder. Paven forsøgte at få indflydelse i Ribe, men det lykkedes ikke. Det var kapitlet selv, der ved naturlig afgang valgte nye medlemmer. Og når et nyt embede blev ledigt, kunne yngre kanniker med fattigere embeder efter anciennitet vælge at lade sig forfremme.
Ofte var det sønner af stiftets fogedadel, der fik de bedte stillinger.
Også i Ribe fandtes en stadskælder med monopol på udskænkning af importerede kvalitetsdrikkevarer. Overskuddet gik ofte i borgmestrens og rådmændenes lommer.
Gejstligt centrum
Ribe Domkirkes massive nordtårn tilhørte ikke selve domkirken, men ansås for at være købstadens. Den brugtes, som det også var tilfældet i udlandet som vægtertårn. Her hang også byens stormklokker. Indtil man i 1448 fik et nyt rådhus fungerede tårnet vist nok som en slags arkiv. Byens borgere brugte i ældre tid tårnet til at opbevare værdigenstande i.
I 1460 var Ribe et gejstligt centrum. Der var fire klostre med kirker udover domkirken samt seks andre kirker og helligåndshuse. Byeen var kongesæde i Valdemarerenes tid.
Riber omgang
Omkring år 1500 var slægten Juel i vanskeligheder i Ribe Stift. Munk – slægten overtog bispestolen, og dermed de bispelige forleninger.
Det var også omkring det tidspunkt, hvor Riber Ret benådede en førstegangstyv til blot at mist et øre. I gentagelsestilfælde var galgen ham vis.
Ribe Domkirke var vokset til at være femskibet. Men det er nok de færreste der ved, at syd for kirken fandtes en lukket gård omgivet af Riber Omgang. Den er nu næsten helt forsvundet. Men det var her, der befandt sig retslokaler.
Borgerskabet promenerede i kirken
Og domkirken var så stor, at her kunne borgerskabet promenere i. Det indebar så den fordel, at de ikke skulle træde på al den affald, der var i gaderne.
Hårdt at være bisp
De enkelte bisper havde en vis mulighed for indkræve skatter. Og selv om de havdestore indtægter fra deres gods, var der også mange udgufter. Således kom mange bisper i en betrængt situation, når paven forlangte drøje udnævnelsesgebyrer. Omkring år 1500 udskrev Ribebispen således en gylden af hver sognekirke tre år i træk. Ja han forsøgte endda, at gøre ordningen permanent.
Sørøverjagt
I middelalderen foregik der mange henrettelser i Ribe. Bødelens sværd var udstyret med blylodder, for at gøre slaget ekstra tungt. I 1500 – tallet var sørøveri i Nordsøen en stor plage. Siden Valdemar den Stores tid havde det været skik, at halshugge sørøvere, og sætte deres afhuggede hoved på stager ved havnene indløb til skræk og advarsel for ligesindede.
En af de mest kendte sørøvere var Morten Thode. Ham og hans mænd blev halshugget den 6. februar 1555.
I 1573 vandt Hans Jessen stor anerkendelse i byen, da han fangede nogle sørøveren Alexander Hock. Hans Jessen fik tildelt 9.000 Rdl og benævnelsen Søhane for hans store heltemod.
Oprør fra bønderne
I det nordlige Slesvig og sydlige Jylland nægtede bønderne i 1525 at betale tiende til domkapitlet i Ribe. Frederik den Første skrev til sin søn Hertug Christian, der var forlenet med Haderslev og Tørning Len, at man overalt er oprørsk imod gejstligheden. Det kunne frygtes, at oprøret ville brede sig. Og det gjorde det.
Byens nedtur starter
Byens nedtur startede omkring reformationen i 1536. Næsten alle katolske klostre og 13 kirker blev nedrevet.
Ribeartiklerne
Sognepræsterne fra den katolske tid fortsatte normalt i deres embeder. Bortset fra de sognekald, hvor kronen, adelen eller kapitler fra gammel tid havde kaldsretten, skulle sognepræsterne herefter vælges, når et kald blev ledigt.
Kirkeordinansen er noget uklar med hensyn til menighedens medvirken ved præstevalget, og det førte til, at man i 1542 måtte udvide bestemmelserne med Ribeartiklerne. :
Præstevalg skulle ske ved at sognemændene udvalgte syv af de ældste og mest agtede mænd i sognet, som sammen med provsten skulle foretage valget. Herefter skulle bispen prøve hans lærdom og den nye præst aflægge troskabsed til kongen.
Det var netop også i 1542, at Hans Tausen blev biskop i Roskilde. Han oversatte bibelen til dansk og skrev en samling af prædikener, der blev udgivet. Han skrev også nogle enkelte salmer.
Storhedstid
I en tysk bog med europæiske byprospekter fra 1598, er der også et stik fra Ribe. Byen er fremstillet med studedrift i forgrunden. Det er et vidnesbyrd om, at byen havde et internationalt ry. Til højre ses Riberhus, der blev ødelagt i svenskekrigen 1658. Kun pramme og småskuder kunne sejle op af åløbet og lægge til ved byens skibsbro. De større skibe måtte blive liggende uden for åmundingen eller benytte Rømøs havn.
Stakkels mand
Gamle bestemmelser i købstædernes lokale stadsretter gik ofte på tværs af nye love, og det var ikke sådan at ændre disse ærværdige paragraffer. Det gav for eksempel Ribe Ret hjemmel for, at horekarle, der havde ligget i med gifte kvinder, kunne dømmes til af kvinden at blive trukket gennem Ribes gader med snor i penis.
Taarnborg
Omkring 1570 – 1580 blev Taarnborg opført. Dengang var bygningen omgivet af stalde og lader, selv om den lå inde i byen. I dag har den lille byherregård et tag af rødt tegl. Man har i bygningen fundet træbjælker, de rkan dateres tilbage til starten af 1500 – tallet. Til Taarnborg hører også et mindre bindingsværkshus. Kaldet Hundehuset. Det er fra midten af 1700 – tallet. Her har blandt andet været posthus. Jo og så var det også her salmedigter og biskop Hans Adolf Brorson boede.
Storbrand
Den 3. september 1580 hærgede en storbrand, hvorved store dele af byen forsvandt i flammerne. Der tales om, at 11 gader og 213 ejendomme blev lagt øde.
De fleste af Ribes huse var tækket af strå. Men der var strenge bestemmelser om hvorledes man skulle forholde sig med ild og lys. Når der var marked måtte man ikke have ild i ølboderne eller i staldene ud for Nørreport. Rebslagerne måtte ikke tjære reb andet steds end uden byens porte.
Men mellem kl. 23 og 24 udbrød ilden i Kristen Borgs hus i den østlige side af Stenbogade, og inden daggry var den store katastrofe indtruffet. Brandet gav anledning til at byen fik sit første egentlige brandværn. Den 5. april 1581 vedtog borgmester og råd:
at hver 10 nabds Pollet, efter de som ere udgange til, skulle med det første lade gøre 2 lange stiger, 4 krogstier, 4 fyrhager og 10 læderspande.
Året efter anskaffede byen selv 100 brandspande, der skulle opbevares på rådhuset. Men først i 1650 anskaffede byen selv en sprøjte. Den blev købt i Tønder og kostede 135 Daler.
Folkeviser
Anders Sørensen Vedel rejste rundt i landet og samlede materiale til sine historiske værker. I 1581 bosatte han sig i Ribe. Hvor langt han egentlig nåede med sin Danmarkshistorie vides ikke. Hans manuskripter gik til grunde ved Universitetsbibliotekets brand i 1728. Han nåede dog at udgive et værk bestående af 100 folkeviser i 1591.
To vægtere blev slået ihjel
I 1593 blev Harder Jepsen dømt for at have stukket to af byens vægtere ihjel. Til skræk og advarsel for byens borgere blev han skåret i småstykker. Og hovedet sat på en stage. , så alle og enhver kunne se, hvad der sker, når man forgriber sig på myndighederne.
Den store menneskedrukning
Med jævne mellemrum er Blanke Hans skyllet ind over marsken od ødelagt huse og veje og drevet folk op på højtliggende steder for at redde livet.
På Skibbroen står en stormflodssøjle. Den viser, at vandet i 1634 stod godt seks meter over normal vandstand. Det var under Den store menneskedrukning. Dengang druknede mindst 8.000 mennesker og mange tusinde husdyr.
Selv inde i Domkirken stod vandet højt. Pillen bag ved prædikestolen viser at vandet stod 170 cm over gulvhøjde.
Pest
I 1659 brød en voldsom pest ud, 900 udkom. I 1650 boede der 3.500 i Ribe. Dette tal var 1672 faldet til 1.939.
Serien om Ribe fortsætter
Kilde: Se
Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om havneforhold ved Ribe: Læs
Mandø – en ø i Vadehavet
Rømø – en ø i Vadehavet
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands tidlige historie. Læs
Abdel og hans sønner
Enklaverne i Sønderjylland
Hærvejen i Sønderjylland
Margrete den Første og Sønderjylland
Sønderjyllands Historie indtil år 1200
Ryd Kloster (under Padborg/Krusaa/Bov)
Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
Hvis du vil vide mere: Om Lov og ret (Riber Ret), samt hekse: Læs.
Fra Ildebrand til Kæmner (under København)
Gamle lav (laug) og Gilder (under København)
Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)
Den sønderjyske efterretningstjeneste (under Sønderjylland)
Modstand i Sønderjylland (under Sønderjylland)
Landssvigere og Landsforrædere (under Sønderjylland)
Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
Jordemødre, Hekse og kloge koner (under Aabenraa)
Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)
Frøslevlejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
Faarhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
Straffelejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
Lov og ret i Tønder (under Tønder)
Henrettet i Tønder (under Tønder)
Dato: april 13, 2024
På besøg i Burkal
En af de første beboere. Klostret havde lige som adelen mange besiddelser i sognet. Kirken er fra 1225. De egentlige prædikanter dengang var tiggermunke. Præster fik ofte ”uægte” børn med husholdersken. Man oprettede vikarembeder. Reformationen kom tidligt i Sønderjylland. Præsterne blev lutherske og giftede sig. En evangelisk præst først i 1659. Hertug Hans havde et personligt forhold til sognet. Beboere blev bortvist grundet umoralsk levned. Grøngård fra 1659. Den første evangeliske præst. Menigmand var splittet i sin sjæl. Svenskerne hærgede i sognet. Findes der en fattiggård i Burkal, sådan blev det spurgt fra Tønder. Den kom senere og blev den første i Sønderjylland. Ofte skulle den gamle præstenke også overtages, Den herrnhutiske vækkelse. Præstegården skulle pludselig være herskabsbolig. Den første præst, der var uddannet på Københavns Universitetet, kom til sognet. Pastor Kok fik styr på skolesystemet. Og så var det præsten, der var god il at sælge stude. Pastor Schwartz var ikke nok tysk.
En af de første beboere
Vi besøger atter engang Burkal og skal høre, hvad der skete i denne by.
Den første beboer, som man hører om, er nok Hr. Ubbe Tordsen fra Jyndevad. Han lå i strid med munkene i Løgum om nogle jorder i Burkal Sogn. Han var en betydelig person for selv kongen blander sig. Han fastslår at en dom, der er faldet ud til munkenes fordel skal overholdes.
Klostret havde mange besiddelser i Burkal
Når det ved år 1245 omtales at klostret i Løgum har besiddelser i Jyndevad, så kan det være Ubbe Tordsens ejendom eller jord, som man har overtaget. Senere i 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsfamilie.
Det fortælles at Løgum allerede før 1237 ejede både en vandmølle, jorder og fiskedamme i Lydersholm. Ligeledes hører vi, hvordan bispen i Ribe i 1519 bytter sig til en ejendom i Lund, som havde været i Løgums besiddelse.
Wrågård
Erik Sture ejede Wrågård i 1490, men i 1494 sælger svigersønnen Tielloff van der Wijk den store gård til Løgum. I Bov boede ridder Jannikus Jonsen. Han tilbyttede sig fra Løgum to otting land i 1364. Dette jordstykke var tidligere skænket til klosteret af en kone i Bov ved navn Margaretha Karoli.
Adelen havde også mange besiddelser
Klosteret havde store interesser i sognet. Det havde forskellige adelsslægter også. Slægten Blå havde interesser i selve Burkal. Og godset Nolde blev ejet af Peter Ebbisen før 1365. Og som vi tidligere har nævnt så var Tyge fra Noll ikke fra Nolde. Hellere ikke via folkeviser kan man lokalisere stedet til Burkal Sogn.
Vi hører skam også om almindelige borgere, der fungerede som sandemænd en slags vidner til ejendomshandler. Disse borgere har sikkert været afhængig af adelen. Kirken i Burkal er nok den yngste i Slogs Herred, sammen med Højst, Bylderup og Hostrup.
Kirken er fra 1225
Kirken i Burkal er fra den romanske byggetid. Næsten intet er bevaret af inventaret er bevaret. Efter Reformationen i 1622 er man faret hårdt frem mod det gamle inventar. Man skånede dog Lægmandskrucifikset og den gamle messeklokke. Døbefonten er udskiftet med en ny.
De første 3-400 år hører vi intet om menigheden. Men vi kan dog se, at kirken er bygget omkring 1225. Det har aldrig været et rigtigt tårn på Burkal kirke. Ved højmessen i kirken blev der normalt ikke prædiket. Her var midtpunktet nadveren. Præsten har prædiket ved andre lejligheder.
De egentlige prædikanter var tiggermunke
Men de egentlige prædikanter i tidlig tid var normalt tiggermunkene. I Tønder blev der i 1238 et oprettet et Franciskanerkloster (gråbrødrene) og i 1275 et Dominikanerkloster (sortebrødrene). Disse munke har sikkert haft deres gang i Burkal. De Burkal bønder har mange gange med stive øjne stået og hørt disse munkes prædiken.
Præsten fik ofte ”uægte” børn
Munkene boede i deres klostre, men præsterne var egentlig også en slags munke. I byerne boede de sammen og ofte efterlevede de forskellige ordensregler. I de små byer som Burkal var det dog lidt anderledes. Mod kirkens vilje holdt disse præster ofte en husholderske. Han kunne jo ikke gifte sig. Men ofte fik de dog børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle.
Ofte var præsterne med i et fællesskab. Således var Burkal – chefen i 1517 medlem af ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab”.
Man oprettede vikarembeder
Normalt var der i disse små sognekirker kun en sognepræst. Men man kunne oprette kapellani, som var et vikarembede, som blev betalt af et broderskab. Det betød, at der blev oprettet et alter mere i kirken, hvor vikaren daglig læste sine messer. Sådan et blev også oprettet i Bylderup, men det var fælles for både Burkal og Bylderup sogne. De to kirker var ret selvstændige, men på dette punkt kunne de godt finde sammen.
Reformationen kom tidligt i Sønderjylland
Det reformatoriske røre kom meget tidligt i Sønderjylland. Allerede i 1522 talte man om, at Herman Tast i Husum havde en tilhørerskare for sin evangeliske prædiken. Det var i høj grad hertug Christian, der gik ind for den ny lære.
Men det gjorde kongen ikke. Og Burkal hørte til kongens område. Præsten i Stepping Laurentius Foss, der var præst 1607 – 1640 har dog en mærkelig optegnelse. Han skriver:
Præsterne blev lutherske og giftede sig
Det ser ud til at der også i landbefolkningen var et vist røre. Det var ikke ualmindeligt at præsterne giftede sig og blev lutherske.
Den sidste katolske præst i Burkal, Peter Wollesen skulle have udtalt:
Men det er nu ikke rigtig. Det er vel påstået, for at gøre grin af katolsk prædiken.
En evangelisk præst først i 1569
Og man hører først om en evangelisk præst i sognet før 1569. Det var Andreas Michelsen, der havde været diakon i Tønder fra 1561. Han havde fået et godt skudsmål af generalprovsten for det gottorpske del af hertugdømmerne Jacob Fabricius den Ældre. Det siges om ham, at han var en from præst.
Masser af forordninger
Der blev udsendt forordninger om straf på ægteskabsbrud og hor. Og så var der en forordning om helligholdelse af søndagen. Og en om, hvor mange, der måtte komme med til barselsgilder, bryllupper og begravelser. Og så en forordning om udvisning af gendøbere.
I 1552 udstedes en forordning om kaldelse af sognepræster i Tønder Amt. Og det så ud til at bønderne efter Reformationen havde nægtet at betale tiende til kirkerne. Igen i 1570 udstedes en ny forordning for Slogs Herred om præstetienden.
Hertug Hans den Ældre havde personligt forhold til sognet
Det var provsten og amtmanden, der skulle visitere kirkerne og få orden på regnskaberne. Det er grunden mærkelig, at vi ikke ved mere om Burkal Sogn under hertug Hans den Ældre. Det var ham, der havde den mest personlige tilknytning til sognet. Først lod han opføre gården Grøngård på ca. 1.000 tdr. land. Nogle år senere lod han jagtslottet opføre ved siden af gården.
Beboere blev bortvist grundet umoralsk levned
Hertug Frederik havde som tidligere nævnt tilbyttet sig nogle arealer ved Lydersholm i 1503. Det meste var skov og ufremkommeligt krat. Der var også et par udsteder, Tuetmose og Halekamp. Skoven blev delvis hugget ned og træet brugt til dige-bygning ved Vadehavet. Beboerne på de to ude-steder blev for resten bortvist grundet umoralsk og forargeligt levned.
Grøngård fra 1569
Omkring 1567 lader hertug Hans avlsgården bygge. I den ene ende af beboelseshuset får han et par værelser, hvor han kan bo, når han var på jagt. Det var dog nok åbenbar været for lidt selv for en beskeden hertug, med sådan et par stuer. Allerede i 1568 gav han ordre til, at der skulle bygges et slot ved siden af gården. I 1570 synes det lille slot at være færdigt. Hertugen var en ivrig jæger og efter beskrivelsen har han kælet for det lille slot
Da Hans den Ældre dør i 1580 skifter Burkal Sogn igen landsherre. Nu kommer Tønder Amt under hertugen på Gottorp. Den gottorpske hertug er ikke jæger som Hertug Hans den Ældre. Det lille jagtslot forfalder. I 1648 blev halvdelen revet ned og i 1656 resten. Det fungerede altså kun i 10 år.
Fra 1775 til 1924 er Grøngård i privat eje, dog blev der allerede i 1775 udstykket en del. Staten overtog den igen i 1924. I 1931 blev der yderligere udstykket yderligere ejendomme derfra. I 1956 overtog præsteembedet i Burkal den gamle gård, idet den mageskiftedes med præstegårdsjorden i Burkal by.
Den første evangeliske præst
Tilbage til den første evangeliske præst Anders Michelsen. Vi ved ikke, hvornår han dør. Men den næste præst dør allerede den 17. januar 1593. Man kender ikke så meget til denne præst, der hed Thomas Pedersen. Men præsteslægten Rigelsen der havde embeder i nabosognet Hostrup i næsten 100 år har efterladt nogle optegnelser:
Menigmand var splittet i sin sjæl
Den næste præst hed Thomas Petri Gualtherus. Han var blandt andet underskriver af den gottorpske præsteed. Da Luther døde i 1546, opstod der stridigheder om læren og der opstod flere partier.
Menigmand var splittet i sin sjæl. Under præsten Tycho Sveno Hoyer, som blev præst i 1617, skete der en istandsættelse af kirken. I 1637 blev kirken udvidet mod vest. I Burkal blev det middelalderlige alterbord nedrevet i 1928 og et nyt bygget af munkesten.
Svenskerne hærgede i sognet
Svenskerne kom 1643-45. De hærgede og plyndrede landet. De røvede kirkens kalk og ødelagde flere ting i kirken. I 1653 ofrede man 465 mark på maling af kirken. Da svenskerne kom igen i 1657 – 60 var man ved kirkerne blevet klogere. Man fik et beskyttelsesbrev udstedt for 6 mark.
For Burkal Sogn betød svenskernes besøg en forarmelse og udhungring uden lige. Mange måtte forlade gårdene. Den gottorpske hertug støttede svenskerne. Men tropperne plyndrede af hjertets lyst både ven og fjende.
Findes der en fattiggård i Burkal?
Pastor Hoyer dør i 1650. Han efterfølges af en rektor fra Tønder, magister Andreas Amders. I 1710 gik der kun 5-6 børn i Burkal Skole. De fleste dengang har ikke kunnet læse. I 1699 skaffede kirken Christian den Fjerdes bibel fra 1633. Der blev også udgivet en del salmesamlinger dengang, men de fleste var af ringe kvalitet.
Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far, Andreas som præst i sognet. I hans tid udkom den berømte Varnæs – salmebog. I 1710 blev der fra ”den høje kommission” udsendt 65 spørgsmål til præsterne i Tønder Amt. Chr. Amders havde svaret på de fleste af dem. Spørgsmål 60 lød:
Amders svarede
Ofte skulle den gamle præsteenke også overtages
Ofte var det sådan, at når en ung præst skulle overtage et embede, måtte han også overtage præstegården og den afdøde præsts gamle enke, ja som oftest giftede han sig med hende.
Den herrnhutiske vækkelse
I 1742 var der præstekonvent i Burkal præstegård. Her bekendte man kulør. Præsterne fra Burkal, Stepping, Humtrup og Ladelund erkendte sig til den pietistisk – herrnhutiske linje. Fra dette år var Burkal kirke centrum for denne vækkelse i det midtslesvigske.
Indsamling til tårn gav for lidt
I 1792 samlede 90 husstande sammen til 345 mark til et tårn på kirken. Det var ikke nok, men som pastor Prætorius skriver til amtmanden, så var der ikke mange velhavende i Burkal.
Pastor Petersens huslige liv vakte forargelse
Pastor Petersen var rationalist og i direkte modsætning til pietisterne. De fromme i sognet håbede at det skulle gå ham ligesom faderen, der også kom som en vantro præst efter deres begreber. Men denne pastor Petersen fik som den første i Sønderjylland opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815.
Det gik tilbage for herrnhuterne, men der var masser af lægprædikanter i sognet. Pastor Petersen dør i 1830. Samme år overtog pastor Paulsen Beyer embedet. Beyer var fra Bylderup Sogn. Indtil 1837 fungerede han i Burkal. Man sagde om ham, at hans huslige liv var til forargelse og han forstod ikke at omgås folk.
Præstebolig skulle være et herskabshus
Den næste præst hed Peter Gotthilf Claudius. Han var sognets præst fra 1838 til 1848. Fra pastor Kochs stridsskrift får vi at vide, at han var en fordringsfuld herre, fordi han krævede præsteboligen ombygget og ændret fra en beskeden præstebolig til et herskabshus. Men nu skal man ikke lægge alt i dette stridsskrift.
I Claudius tid forlod de sidste lægpraktikanter Burkal Sogn og de herrnhutiske forsamlinger ophørte. I 1849 fik man en tysksindet præst fra Bylderup, nemlig Peter Christian Schmidt. Men allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, forlod han sognet. Han rejste til Skodborg, hvor han ved den tyske sejr i 1864 holdt takkegudstjeneste og lader afsynge:
Den første præst, der var uddannet på Københavns Universitet
Selv om folkesproget har været dansk hos store dele af sognets befolkning, så har kirke og skole været ret så tyske i sprog og tanke, men i 1850 vendte bøtten. Med Pastor Koch/Kok fik sognet også for første gang en præst, der var kandidat fra Københavns Universitet. Alle andre havde været uddannet på Tyske universiteter eller fra Kiel.
Denne præst var nok en af de mest betydningsfulde i sognet. Men efter sigende kunne han ikke rigtig få kontakt med bønderne, det lykkedes langt bedre for hans efterfølger pastor Grauer. Men Claus Eskildsen har skrevet følgende:
Pastor Kok fik styr på skolesystemet
Kok fik også styr på skolesystemet. Han ville ellers også have oprettet en folkehøjskole i Hostrup. Men i stedet begyndte han at studere det sønderjyske folkesprog. Han blev fordrevet fra sognet.
I 1898 blev der ved rigsdagsvalget kun afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet.
Præsten var god til at sælge stude
Efterfølgeren Pastor Grauer var en modsætning til Kok. Han var herrnhuter. I den danske tid var han huslærer i sin hjemsogn Rise. Han var god til at tale med folk og sælge stude. Han var enkemand, da han kom ril sognet og døde i 1873.
En ny vækkelse var kommet til Burkal – en bevægelse, der var påvirket af Indre Mission. Vækkelsen voksede langsomt. Man havde egen præst og missionssal i Bylderup Bov.
Pastor Schwartz var ikke nok tysk
I 1916 overtog pastor Schwartz embedet. Han bliver helt til 1940. Efter indlemmelsen var der afstemning om man skulle beholde Schwartz. Det var der stort flertal for. En overgang holdt han skole i præstegården. Den tyske menighed mente ikke at han var tysk nok.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 11, 2024
En fortidsskov i det sønderjyske Vadehav?
Den famøse skov ”Appenholt”. Johs. Meier anvendte ordet. Har man i Ballum set en skov mod vest og på Rømø set en skov mod øst. Navnet er anvendt i litteraturen. Er skoven forsvundet under ”Den Store Mandedrukning”? Rester kunne ses i de store isvintre i 1940erne. De gamle vandløb kan ikke hjælpe. Skovresterne findes i plovhøjde under en række lag. Eg, El og Hassel er påvist. Hvor gammel er Appenholt og hvornår forsvandt skoven helt præcis? Er der nogle af vores ”kloge” læsere, der kender nyere litteratur om temaet?
Den famøse skov ”Appenholt”
Det lyder helt forkert. Men måske er det nu alligevel rigtigt. I lidt ældre litteratur og artikler har vi fundet antydninger på, at der kunne have ligget en skov ude i Vadehavet måske fra Koldby og videre nord på forbi Ballum.
Skovrester har været direkte synlige ved lavvande eller dækket af et få centimeter tykt lag sand eller slik. Særlig ud for Ballum – landsbyerne har man fundet skovrester. De lokale kaldte den eventuelle fortidsskov for ”Appenholt”
Johs. Meier anvendte navnet
Den gamle kartograf Johannes Meier fra Husum har nu aldrig anvendt dette ord. Han var kendt for kort af området i 1600 – tallet. Men kigger man nu godt efter, så har han anvendt ordet i sin navneliste.
På kortet over den vestlige del af Haderslev samt Ribe og Løgumkloster har Meier betegnelserne Appenrum, Appensandt og Appen Capell i nærheden af Appenholt.
Har man i Ballum kunne se en skov i vest?
Imidlertid synes det på selve Ballum-egnen, at være tradition for benyttelsen af navnet Appenholt. Men har man fra Ballum kunnet se en skov, der hvor en del af Vadehavet er nu?
Navnet er anvendt i litteraturen
I Dansk Sagn af Evald Tang Christensen kan man læse følgende:
Og i bogen ”Karen Jürgens til Egtved – En fortælling fra Sønderjylland af Laura Kieler kan man læse følgende:
Er skoven forsvundet under den store mandedrukning?
Åbenbart skulle skoven være forsvundet ved den store mandedrukning i 1362. Desuden bliver det påstået, at man har anvendt egetømmer fra Appenholt i Hjerpsted kirke og i den nordligste lade-bygning i Hjerpsted. Denne lade-bygning blev nedrevet i foråret 1952. Men når stammerne ligger i Vadehavet bliver de bløde som smør og kan ikke bruges som tømmer.
Rester kunne ses i de store isvintre i 1940erne
I de store isvintre i begyndelsen af 1940erne skete det jævnligt, at isen løftede overliggende lag bort fra skovresterne visse steder på vaden, så de ofte meget betydelige stammer lagdes blot, og det angives, hvad også Thade Petersen beretter – ingen fotografier af, at stammerne lå parallelt med rod-enden i NV – et forhold, der naturligvis kunne støtte den tanke, at skoven var nedmejet af vind (eller vand?) fra et bestemt verdenshjørne.
Lokale har også gravet trærester frem ude i vaden. Disse må kun blive aldersbestemt.
De gamle vandløb kan ikke hjælpe
Fra kystlinjen sænker vandvadens overflade udefter med en uhyre lille hældningsvinkel. Ved Ballum-landsbyerne når gesten ud til kysten, men ude under sandvaden finder man snart blot gulligt hede-sand.
Der, hvor de første trærester findes, er ca. 500 meter fra land. Her ligger sandvaden ca. 0,80 m under vandoverfladen ved normal flod. Et stykke længere ude finder vi bunden af en pril, hvor sandvaden atter hæver sig. Uden for finder vi pril nr. 2. Derefter går vaden over i Jordsand Flak. Gennem disse to priler søger strømmen ind og ud ved flod og ebbe.
Koldby leje afmærkes ikke længere siden 1950. Den var efterhånden ganske til-slikket. Selv ved flodtid var det en fælde for ikke stedkendte folk. Denne fortsætter i virkeligheden mod nord i den ene af disse priler. Man kan nok ikke beregne noget med disse løb, om der her har ligget en stor fortidsskov.
Skovresterne findes i plovhøjde under en række lag
Både øst og vest for disse priler findes der skovrester. Disse findes i plovhøjde under en række andre lag med sand, skaller og klæg. Nogle steder findes der også moseagtig lag og rester af rørsumpens planter.
Eg, el og hassel er påvist
Hidtil er kun eg, hassel og el påvist med sikkerhed. Der er fundet flere kærneholdige hasselnødder og desuden nogle insekt–og sneglerester. Skovet har lignet egeskov eller egelunde. Hvor langt skovresterne strækker sig mod nord, er ikke påvist. Når man nærmer sig land forsvinder skovresterne.
Hvor gammel er Appenholt og hvornår forsvandt skoven?
Men hvor gammel er Appenholt? Burde man måske ikke mere seriøst finde ud af kulturresterne i Vadehavet. Og kan vi stole på Johs Meiers kartografi? I dag anlægger vi et andet syn på kort. Et kort skal ikke fortælle eventyr eller gengive løse påstande. Men det gør Johs. Meier. Spørgsmålet er om vi skal være ham taknemmelig, fordi han har opsnappet, hvad folk har talt om.
Findes der nyere litteratur om fortidsskoven?
Men nu behøver Johs. Meyers navne absolut ikke at være opdigtet. Hans navne falder godt i tråd med det sønderjyske folkesprog.
Nu kan det jo godt være, at vores kloge læsere kan henvise til nyere litteratur om denne famøse skov i Vadehavet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 3, 2024
Da Struensee blev henrettet
Et vidne overværede den makabre affære. Dokumentet dukkede op. Et 8 alen højt skafot. Masser af vagtfolk og soldater. Klædte sig af. ”Dette er ikke uden grund”, sagde bødlen. Rakkerdrengen parterede dem. Præsten sagde kun tre ord til Struensee. Struensee bad om tilgivelse. Hver opsat på fire stejle på Vester Fælled. Hvad mon de havde forbrudt sig imod? spurgte vidnet. Ingen grund til at tvivle på vidneudsagnet.
Et vidne overværede den makabre affære
Vi har før skrevet om denne makabre affære, hvor Struensee og Brandt i overværelse af tusinder af mennesker blev henrettet på Fælleden.
I bogen ”Struensee og hans tid” nævnes, at en ”ukendt nordmand ved navn Valentin” så det hele meget tæt på. Den ukendte nordmand var Valentin Greve Knudsen, der boede ude i Jægersborg. Kort tid efter hændelsen havde han nedskrevet sin oplevelse. Derefter sendte han dokumentet til sin søster.
Dokumentet dukkede op
Dette dokument forsvandt men dukkede så tilsyneladende op igen. Det blev ”udlånt” af en fjern slægtning til Politiken for 75 kr. Dokumentet indeholdt også en masse om familieforhold, sygdom og barsler. Men det som vi interesserer os for, er en af Danmarkshistoriens store begivenheder på Fælleden. Vi har så tilladt os at redigere en lille smule i dette dokument, så det fremstår nogenlunde på nydansk.
Et 8 alen højt skafot
Det var lørdag middag den 25. april, at Struensee og Brandt fik deres dom. I mandags opsatte Boye Junge skafottet uden for Østerport på byens fælled. Den var 8 alen høj og lavet af tømmer og brædder i en firkant foruden en forhøjning.
Masser af vagtfolk
Tirsdag formiddag den 28. april foregik ekskursionen. Jeg overværede det på nærmeste hold. Uden om skafottet holdt nogle af Holmens folk vagt. Længere ude var det dragoner til hest. Og endnu længere ud var der infanterister i flere geledder. Ved indgangen til selve skafottet holdt yderligere 20 dragoner vagt.
Klædte sig af
Synderne kørte i hyrevogne og var hver ledsaget af en officer og en underofficer. Men ingen præst. Brandt kom først afsted. Han blev modtaget og fulgt op af provst Hee. Brandt hilste ikke på nogen.
Han gik frem på skafottet som en skuespiller. Han havde en guldgaloneret hat på. Håret var kreppet i panden, en ordentlig bukkel ved hver side og ”en liden stivpisk” – dog intet pudder. Han var iført en lang hvid ulvepels, derunder en grøn klædning med guldgaloner og støvler på benene.
Dette sker ikke uden grund
Da han efter ritualet havde anført og svaret på trosbekendelsen, blev domsafsigelsen oplæst af præsident Ortved. Derefter tog bøddelen straks over med disse ord:
Derefter blev lænkerne taget af ham. Derefter blev velsignelsen lyst over ham. Han klædte sig selv af men ville beholde vesten på. Men den måtte han dog igen tage af.
Rakkerdrengen parterede ham
Han lagde sig selv på blokken og strakte sin højre hånd ud. Den mistede han med et øksehug. Dernæst mistede han hovedet med et andet øksehug. Han nåede lige inden han døde at fremsige:
Derpå blev han af rakkerknægtene parteret i stykker og placeret i rakkervognen.
Præsten sagde kun tre ord til ham
Derpå trådte Struensee ud af vognen. Den havde holdt i den inderste kreds. Han hilste på officeren ved venstre side, da han gik op. Han stod der som en ”arm synder”. Han havde en sort hat på. Håret var sat i tre fletninger, men ikke bundet. Det så ikke ud som om håret havde set til en kam fornyelig.
For resten havde han ligeledes en lang hvid ulvepels på og en gammeldags lyseblå klædning. Han havde hvide silkestrømper og sko på benene. Pastor Mynster talte kun tre eller fire ord med ham.
Struensee bad om forladelse
Dommen blev straks forlæst for ham. Han kastede straks sit hår bort. Da bødlen bød hans våben. Derpå bad han om forladelse for det han havde gjort. Han bad til Gud og for kongen, det Kongelige hus og hele landet. Derpå blev han afklædt, lagde sig på blokken. Ligeledes mistede han først hånden og dernæst hovedet og efterfølgende parteret.
Opsat på 4 stejle på Vester Fælled
Således endte de to mænd deres liv under bøddelens hånd og blev på Vester Fælled ved den murede galge lagt på hver 4 stejle. Hoved og hånd blev sat på en stage i midten. Ved Brandts hoved sad den stive pisk endnu. Nogle vil sige at Struensee gav bødlen sit ur. Men jeg så det ikke.
Samme dag da ekskursionen fandt sted blev justitsråd Struensee befriet for sine lænker. Ingen af de henrettede har fået lov til at tage afsked med nogen.
Hvad havde de forbrudt sig imod?
Dagen efter, om onsdagen blev skafottet nedrevet af uærlige slaver (fanger) og forvaret i Stok-huset. Om det skal bruges igen, vil tiden vise.
Hvad de egentlig har forbrudt sig imod, ved jeg ikke. Sandheden blev holdt hemmelig. By-sladderen giver nok heller ikke klarhed over dette. Både Struensee og Brandt blev omvendte, den ene af Mynster og den anden af Hee.
Historien gik i trykken. Begge præster skrev en bog. Men er det nu lutter engle, der nu ligger der på stejle?
Ingen grund til at tvivle på beretningen
Sådan slutter Valentin Greve Knudsens beretning om en af de mest berømte henrettelser i Danmarkshistorien. Og selv om brevet kun består i en afskrift er det ingen grund til at tvivle på at det foregik nogenlunde som studenten her beskriver.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 23, 2024
Manden bag Buldog på Nørrebro
Det var hedt på Nørrebro i juni 1944. Ikke alle forretningsfolk var nazister eller ”tyskervenlige”. Gadens parlament havde overtaget. På forsiden af New York Times. Ikke i Bovrup-Kartoteket, men han annoncerede i Fædrelandet. Tuberkulose som barn. Skulle have typograf. Uldvarer blev tilbudt i trillebøre. Han fik indrettet en moderne malke-stald. Tilskud til Grønlands-ekspedition. Adresse på fire steder på Nørrebrogade. Egne varemærker. Et nyt varehus skulle have været bygget. Frikendt for værnemageri. Bryllup i hemmelighed. En rigtig handelsmand – på godt og ondet. Chauffør, travheste og eget fly. Fru Olga Bryde Nielsens Fond. Den første hustru døde i barselsseng.
Det var hedt på Nørrebro
Det var meget hedt på Nørrebro, dengang i juni 1944 på Nørrebro. Det var hedt i dobbelt forstand. Vi har i en del artikler beskrevet forholdene. Se en artikeloversigt i forbindelse med denne artikel.
Ikke alle var nazister eller tyskervenlig
Varehuset Buldog skulle afbrændes, fordi indehaveren var nazist og tyskervenlig. Men inden kunne man da lige stjæle de ting, som man havde brug for. Samtidig blev en række andre butikker på Nørrebro nedbrændt, røvet og udsat for hærværk. Det kan godt være at tyske soldater handlede i disse butikker. Men langt fra alle butiksindehavere kunne betegnes som ”Tyskervenlig” eller nazister.
Gadens Parlament havde overtaget
En alvorlig situation opstod, da brandvæsnet blev nægtet adgang. Branden truede med at brede sig. Et stort bål opstod også på Nørrebrogade, hvor Buldogs varelager, blev smidt i. Tyske uniformer som forretningen også syede, blev kastet over bålet. Det var den 30. juni 1944 under Folkestrejken. Gadens Parlament havde fået overtaget
På forsiden af New York Times
Hele hjørneejendommen til Ravnsborggade på Nørrebrogade var nedbrændt. Det lykkedes for brandvæsnet at komme igennem. Derved undgik man at naboejendomme røg med. Ejendommen blev stærkt beskadiget og det i en grad, at den ikke blev genopbygget.
New York Times beskrev episoden både på forsiden og side 7. De viste billeder fra den markante begivenhed.
Ikke i Bovrup-kartoteket, men annoncerede i ”Fædrelandet”
Heller ikke Ejnar Bryde Nielsen er at finde i Bovrup-kartoteket og var antagelig ikke medlem af DNSAP. Men han sås ofte i selskab med ledende tyske officerer. Og så annoncerede han i DNSAP – bladet Fædrelandet. Men han sagde, at han var tvunget til dette, ellers fik han ikke de 400.000 kr. som tyskerne skyldte ham.
Tuberkulose som barn
Han blev lige som sin tvillingsøster, Ella og en lillebror, Christian født i landsbyen Munke Bjergby få kilometer nord for Sorø. Faderen var mejeribestyrer. Han blev betegnet som kærlig, føjelig og modig.
Som barn blev han syg af tuberkulose, der gjorde ham pukkelrygget. Åbenbart skulle han deraf have fået navnet ”Buldog”.
Skulle have været typograf
Som ung tog han til København og kom i lære som typograf. Men han kunne ikke tåle fagets blydampe.
Uldvare i trillebøre
Sammen med sin bror, Christian begyndte han derfor at bygge sit eget firma op. De solgte uldvarer, f.eks. Strømper i trillebøre i storbyens baggårde. De købte varerne hos uldkræmmere i det jyske. Snart kunne trillebøren erstattes med et lejemål i et lille kælderlokale i Baggesensgade. Kort efter flyttede de til Nørrebrogade 1.
Ifølge en omtale i den nazistiske avis Fædrelandet oplyste Bryde Nielsen, at navnet Buldog relaterer til en amerikansk strømpe, han importerede og solgte i stort antal. Varehuset Buldog blev etableret i 1922. Op til julen 1929 udsendtes deres første postordrekatalog.
Danmarks mest moderne malkestald
I 1932 købte Bryde Nielsen gården Sindsville ved Kvistgård syd for Helsingør. Gårdens længer brændte i 1936. Efterfølgende blev der her indrettet Danmarks mest moderne malkestald.
Tilskud til Grønlandsekspedition
Han købte også Gurreholm, som han kaldte for sit sommerhus. Bryde Nielsen interesserede sig for mange ting, bl.a. udforskningen af Grønland. De store Thule-ekspeditioner var sluttet i starten af 30’erne. Lauge Koch planlagde endnu en ekspedition til Østgrønland, men det var vanskeligt at få finansieret. Bryde Nielsen tilbød sig med omfattende støtte. Således bidrog han med 145.500 kr. til gennemførelse af mineralogiske undersøgelser. Sammen med et statsligt tilskud på 540.280 kr. kunne den såkaldte toårige ekspedition gennemføres.
I taknemlighed fik stationen navn efter Bryde Nielsens sommerhus Gurreholm. Og i nærheden fandtes også lokaliteter som Gurreholm Bjerge og Gurreholm Dal.
Adresse på 4 steder på Nørrebro
Forsendelsesforretningen blev en del af Buldogs succes. I den travle julemåned 1940 blev der dagligt sendt op mod 3.000 postpakker il kunder i det ganske land.
I 1936 angives firmaadressen til at være Nørrebrogade 9, 13, 16 og 18 samt en filial på Nordre Frihavnsgade 10. Og i dette år oprettede Zonen – Redningstjenesten landets første sø – redningstjeneste. Det var i København. Og redningsbåden blev skænket af vores hovedperson og båden fik hans navn.
Egne varemærker
Buldog fik fremstillet deres egne tændstikker i Tyskland med egn etiket ”Dukat”. Dette navn blev også brugt til en række andre produkter. Navnet ”Barberina” blev i 1927 registret for manufakturvarer. Parfumerivarer fik navnet Buldog.
Et nyt varehus skulle bygges
I 1940 købte Buldog en bygning på Nørrebrogade tæt ved Ravnsborggade med op til 100 lejemål. Formålet med købet var at betale lejerne for at flytte. Derefter ville han opføre et varehus på 8 etager. Planerne blev dog aldrig til noget. Måske var det krigen, der var årsag til dette. Efterhånden havde broderen, Christian forladt virksomheden.
Frikendt for værnemageri
I 1946 Blev Ejnar Bryde Nielsen anmeldt af en borger for værnemageri. Buldog hyrede en advokat, der kunne besvare alle politiets spørgsmål. Buldog handlede med alle, bare der var penge i det.
Efter bombningen i sommeren 1944 begyndte man et brandudsalg. Postordre-forretningen fortsatte i nogle år. Et katalog, dateret vinteren 1952 – 53 var det sidste.
Ejnar Bryde Nielsen ejede møbel- og sengefabrikken Spiralen i Nykøbing Faster. Det blev i begyndelsen af februar 1952 efter hans død købt af en kreds af dens funktionærer.
Bryllup i hemmelighed
Olga Hansigne Marie Bryde Nielsen, der blev kaldt for Kylle, blev gift med vores hovedperson. Brylluppet skete i al hemmelighed. Familien blev orienteret pr. brev. Privat boede de på et tidspunkt på Nørrebrogade 26, anden sal.
Det er stor usikkerhed om Kylles herkomst. En af familiehistorierne går på, at
Selv fortalte hun, at hun var datter af rige, adelige spanske forældre. Og at hendes far var en højtstående militærmand i Spanien. Hun mente, at beviset kunne ses på et våbenskjold i klædestof. Familien sagde, at det var klippet ud af en sofapude.
Men denne Kylle havde nu en væsentlig del i Buldogs succes. Hun var startet som ekspeditrice i forretningen.
En rigtig handelsmand – på godt og skidt
Jo, Ejnar Bryde Nielsen var en rigtig handelsmand – på godt og ondt. Han købte meget billigt og solgte billigt. Noget nær alle varer købtes billigt i Tyskland, som var under genopbygning efter nederlaget under Første Verdenskrig. Noget nær – enhver pengepung kunne være med.
Billigt skidt ville mange både dengang og i dag sikkert kalde de varer, der blev forhandlet. Hans førstemand gennem flere år, hr. Sommer brød på et tidspunkt med Buldog. De blev aldeles uvenner. Hr. Sommer etablerede derefter Sommers Magasiner på Amaliegade 3. Dets første salgskatalog udkom derfra i marts 1953 med nogenlunde samme varesortiment som Buldog.
Chauffør, Travheste og eget fly
Ejnar Bryde Nielsen blev millionær på at drive varehuset Buldog. Han købte to større gårde i Kvistgård, travheste og en flyvemaskine. Han havde privatchauffør og amerikanerbiler.
Vores hovedperson døde allerede som 51-årige den 7. februar 1950. Han boede da på gården ”Sindshvile” ved Kvistgård. Han blev begravet fra Skt. Johannes Kirke.
Fru Olga Bryde Nielsens Fond
I midten af 1950erne solgte Buldogs enke hjørnegrunden til Irma-Olsen. I juli 1966 stiftede Kylle ”Fru Olga Bryde Nielsens Fond” som fik base på Hillerød Sygehus.
Kylle blev i mange år boende på Sindsville, derefter flyttede hun i lejlighed i Helsingør og endte hendes dage på Lions Plejehjem i Hillerød. Hun døde den 22. august 1992.
Den første hustru døde i barselsseng
Den første hustru hed også Olga. Hun var født i Tyskland og det var hende, der etablerede forbindelser til vareproducenterne i Tyskland. Hun døde i barselsseng efter at have født deres søn Christian, der døde på et plejehjem på Næstved-egnen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 1, 2024
Pigerne fra Sprogø
Vi anmelder en bog med denne artikel. Vi var dobbeltmoralske dengang. De passede ikke ind i samfundet. Blind tillid til de hvide kitler. Vi følger tingene til dørs. Journaler fyldt med eksplosive udtryk. Pigerne skulle afrettes og disciplineres. Degenereret afkom måtte ikke spredes. Hverdagen og livet på øen beskrives. Åndssvageloven indførte tvangssterilisation. Progressiv, human og nødvendig – sådan opfattede man behandlingen på Sprogø. Pigerne/kvinderne havde ingen indflydelse på eget liv. De kom ofte fra splittede hjem. Ingen regler om straffeforanstaltninger. Eugenetik var løsningen. Dertil kom registrering og kontrol Undersøgelse af befolkningskvaliteten. En nulevende ”Sprogø-kvinde” måtte betale 501 kr. for sin journal. Socialministeren talte om ”horrible overgreb. I bogen kommer kvinderne selv til orde. De unyttige skulle ikke sprede gener. Ikke alle passer ind i præstations-samfundet. Hvis man ikke rettede sig ind på en bestemt måde fik det konsekvenser. Folk puttes stadig ind i klasser og kategorier.
Vi var dobbeltmoralske – dengang
Vi har læst en interessant bog, som vi her vil forsøge at anmelde. Det er den tredje artikel om ”pigerne på Sprogø, vi her skriver. Du kan i tilslutning til denne artikel se vores artikelliste. Vi har i anmeldelsen også gjort anvendelse af andre kilder.
Vi var meget dobbeltmoralske dengang. Det var en af årsagerne til at 500 piger måtte tilbringe en del tid på øen. Det var kun efter overlægens forgodtbefindende, at de fik lov til at komme ind på fastlandet igen. Ofte var det efter tvangssterilisation. Så kunne de ikke sprede deres ”fordærvede” gener videre. Det havde samfundet bestemt ikke brug for.
De passede ikke ind i samfundet
Samfundet mente at isolationen for deres eget bedste. Samfundet skulle renses for afvigende og uønskede individer og kvinderne skulle renses for deres farlige seksualitet.
Vi har tidligere beskæftiget os med dem, der ikke passede ind i samfundets normer. Åbenbart var disse piger på Sprogø sindslidende i større eller mindre grad. Det særlige ved denne bog er, at der bliver sat ”ansigter og personer” på disse skæbner. Moralen var ganske anderledes dengang. Opholdet havde foruden det at de stakkels piger ikke kun få børn også sat sig på andre områder.
Blind tillid til de hvide kitler
De to historikere sætter sig ind i de enkelte kvinders situation. Samfundet havde blind tiltro til folkene i de hvide kitler bl.a. overlægen fra Brejninge, H.O. Wildenskov. Han styrede egenhændigt ”De Kellerske Anstalter”. Og de forskellige forstandere stod ret for ham. Disse forstandere forsøgte på alle måder at indrette deres beretninger efter det som overlægen ville høre.
Vi følger tingene til dørs
Vi hører mest om de negative ting og ikke mange positive ting, som er foregået på Sprogø. I bogen bliver ting fulgt til dørs. For læseren kan det være svært selv at have en mening. Men man kan godt mærke at de to forfattere har stor viden og forsorgen herhjemme.
Journalerne fyldt med eksplosive udtryk
De fleste kom fra den laveste del af det danske samfund. Og det er i den grad eksplosive udtryk, der blev anvendt i journalerne:
Kvinderne blev beskrevet som
Pigerne på Sprogø skulle afrettes og disciplineres
Journalerne er skrevet af læger og andre fagfolk. Disse piger og kvinder skulle afrettes og disciplineres. Deres seksualitet blev anset for at være ustyrlig og amoralsk og dermed farlig for samfundet og ikke mindst kvinderne selv.
Degenereret afkom måtte ikke spredes
De skulle isoleres fra fællesskabet. De var erotisk afvigende fra de gængse normer. Faren var, at de fik degenereret afkom og at de spredte kønssygdomme. På øen skulle de opdrages til acceptabel kvindelighed og lære at være ”duelig” inden for husholdningsarbejde.
Disse mange journaler fra Sprogø i tiden 1923 – 1961 er gennemset af to forfattere. De har også kigget på brev korrespondance, videnskabelige artikler m.m.
Man troede vitterlig, at man frelste kvinderne for dem selv. Men nu til dags ligner det som så meget andet inden for offentlig forsorg et statsligt overgreb og afspejler et uværdigt menneskesyn.
Hverdagen og livet på øen beskrives
Gennem journaler, artikler og breve skildres hverdagen og livet på øen. Man præsenteres også for det fagpersonale, der havde med kvinderne at gøre. Og så rummer bogen vel over mere end 50 fotos. På forunderligvis bliver vi sat ind i kvindernes skæbne, stigmatiseringen og den skam, de blev efterladt med.
Åndssvageloven indførte tvangssterilisation
Tænk engang, at 500 kvinder har været anbragt her. En ny åndssvagelov så dagens lys i 1934. Og den betød at størstedelen af disse kvinder blev steriliseret. Om Gudrun skrev Wildenskov:
Progressiv, human og nødvendig
Dengang blev anstalten betragtet som progressiv, human og nødvendig. Pigerne fik fikseringer, beroligende sprøjter og sovemidler. Man gik ikke af vejen for isolation. Man havde et såkaldt ”betænkningsrum”. Det var et værelse på 2,5 gange 2,5 meter møbleret med en madras og tæpper. Rummet blev af pigerne kaldet for kradserummet.
Sprogø var en realisering om en eugenisk drøm, der handlede om udrensning.
Ingen indflydelse på eget liv
Kvinderne havde ingen indflydelse på deres eget liv. Det såkaldte faglige personale overså de mange sociale forhold, der prægede kvindernes liv. Og det var de utroligste ting som man beskrev dem på:
De kom ofte fra splittede hjem
Når lægerne stillede diagnosen, gennemførte de en intelligenstest, som var bygget op om skoleviden, og hvad man burde vide, hvis man var vokset op i et borgerligt miljø. Det gjorde, at børn fra fattige miljøer var dårligt stillet.
I bogen beskrives Carla, som kom ind under åndssvageforsorgen, fordi hun havde svært ved at følge med i skolen. Hun kom fra en familie, som allerede var i myndighedernes lys.
Kvinderne kom ofte fra splittede hjem, et liv præget af elendige arbejdsforhold og fravær af rettigheder, hvor myndighedernes kontrol og straf af fra misbrug og uønskede seksuelle tilnærmelser eller overgreb, kunne de ende med at blive straffet for løsgængeri.
Myndighederne stillede også diagnosen på baggrund af naboernes rygter.
De to forfattere har også talt med en håndfuld kilder, der har været i familie med kvinder, der har været anbragt på Sprogø og også de sidste to nulevende kvinder, som selv var anbragt.
Ingen regler om straffeanvendelse
Fra statens side var der ingen begrænsninger i, hvilken form for afstraffelse man kunne give. Forstanderinden kunne frit udvælge straffeformerne. Der var ikke noget systematik i dette.
Dengang førte Danmark sig frem som om man var verdensmestre i at udvikle og drive åndssvageforsorg. Det var en anden tid dengang. Moral, etik m.m. var en helt anden. Også dette har bogen fået godt fat i.
Eugenik var løsningen
Vi har i tidligere artikler beskrevet Christian Keller, manden bag de Kellerske Anstalter, mandelejren på Livø og anstalten i Brejninge. Men han stod bestemt ikke alene med sine ideer. Inden for den etablerede videnskab mente man, at mange sociale problemer kunne forklares med arvelighed, og at eugenik var løsningen.
Løsningen: Registrering, kontrol og eugenetik
I 1930erne var der på Københavns Universitet et institut for Human Arvebiologi og Eugenetik. Lederen hed Tage Kamp. Han mente, at de ”asociale” udgjorde 10 pct. af samfundet. Han mente at disse udgjorde:
Læsningen var en omfattende registrering, kontrol og eugenetik, mente denne leder.
Undersøgelser af befolkningskvalteten
Man indførte videnskabelige undersøgelser af befolkningskvaliteten. Man var meget optaget af at få en god, sund arbejdsstyrke og at forme mennesker, der var i stand til at regulere sig selv og træffe de rigtige valg.
Fagpersoner havde interesse i at vise deres virkefelt frem. Og det lykkedes politikere og idefolkene bag at tegne et billede af, at de virkelig gjorde noget for at løse et alvorligt samfundsproblem.
Karoline måtte betale 501 kr. for sin journal
En af de nulevende Sprogø -piger, Karoline Olsen længes efter de børnebørn, hun aldrig har fået. Hun måtte betale 501 kr. for at få kopi af sin journal, hvor læger og forstanderinder har beskrevet hende. Hvorfor skulle hun kaldes åndsvag og anbringes på en åndsvage-anstalt? Hun fandt i sin journal som fik betydning for hendes liv:
Hun var kun interesseret i den mand, som hun blev gift med i 1948, året efter, indstillede overlægen Karoline til sterilisation med begrundelsen, at hun
Hun er også rasende, fordi hun ikke fik noget at vide om indgrebet. Først da hun vågnede op efter narkosen fik hun at vide, at nu kunne hun ikke få børn. Hun flygtede til Sverige for at blive fri for den danske åndssvageforsorg.
Efter udskrivning holdt man øje
I takt med synet på kvinders seksualitet ændrede sig blev Sprogø set som utidssvarende. Historien om de løsagtige kvinder ændrede sig til en historie om statens tvang. Men selv efter hjemsendelse holdt myndighederne øje med pigerne/kvinderne. Nogle slap aldrig af med prædikatet ”Sprogøpige”.
Socialministeren talte om ”ubegribelige horrible overgreb”
I 2022 udkom en historisk udredning om forholdene for børn, unge og voksne anbragt på særforsorgens institutioner i perioden 1933 – 1980. Den dokumenterede fysisk vold, seksuelle overgreb, fejlanbringelser og brug af tvangssterilisationer og tvungne aborter. Og tidligere har vi her på siden bragt historier om ”Det Hvide Snit”.
Vores socialminister har erkendt at mange har været udsat for ubegribelige horrible overgreb
Kvinderne kommer selv til orde
Det er en spændende men også rystende bog, vi her har læst. Og i bogen kommer dem det gik ud over også til orde. Eller i vært fald familie og kendte til Sprogø-pigerne.
Bogen er på 400 sider. Og man kan da hvis rolig sige, at enhver side er brugt fornuftig. Engang var ø-lejren på Sprogø et prestigeprojekt. Man syntes det var en progressiv og human ide.
De unyttige skulle ikke sprede gener
Det var også dengang, da Socialdemokratiet gennemførte en række sociale reformer, men der måtte trækkes en grænse. Man måtte udskille dem, der ikke var nyttige. Samtidig voksede det antal, der skulle have sociale ydelser. Der skulle skabes en sund arbejdsstyrke. De unyttige skulle ikke have lov til at sprede deres gener. Man var også bange for, at nogle grupper kunne blive en byrde for samfundet. Ja man talte om en trussel for velfærdssamfundet.
Ikke alle passer ind i præstations-samfundet
Men desværre siger man at historien gentager sig. I 2018 talte man om at afviste asylansøgere skulle placeres på øen Lindholm. Det var stadig ikke alle, der passede ind i præstationssamfundet. Men det er tendens til, at man ikke altid justere rammerne. Måske burde politikere læse nogle flere historiske bøger.
Hvis man ikke bidrager på en bestemt måde!
Sprogø var indrettet til dem, der stak af fra tidligere hjem og anstalter. Det var dem, der ikke kunne tilpasse sig regler og rutiner. I dag siger man, at hjælpen skal tilpasses den enkelte. Men man ser desværre dog at man bruger hårdere og hårdere metoder for at få folk placeret ind.
Hvis man ikke bidrager på en bestemt måde, så skal der være konsekvenser eller sanktioner. Sådan var det på Sprogø og Livø, mn er det ikke sådan stadig væk?
Folk puttes i klasser og kategorier
Det er ikke nyt at putte folk i klasser og kategorier. Hvad med medmenneskelig praksis? Vores menneskerettigheder er kommet under pres. Det skal ikke væres sådan at udsatte menneskers rettigheder – blot bliver en parentes i historien.
Så politikerne kan starte med at læse de nedenstående bøger, som vi har anmeldt her på siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 1, 2024
Hvad der læses mest-i februar 2024
10 nye artikler i februar 2024. Artikler, der pludselig blev for lange. Og så har vi genskabt 8 artikler, der pludselig var forsvundet. 5 planlagte foredrag i vente, trods det, at ”Den Gamle Redaktør” i øjeblikket er i en ”elendig” forfatning efter cykel -styrt. Tak for alle henvendelser. Facebook-statistik. Top-10 – Hvilke bøger besøger dengang.dk- Stadig utilfredshed med vores fotos. Artikler i nogle kategorier er blevet opdateret. Husk altid: ”Facebook er kun et tilbud”. Nu er der 2.121artikler i 16 (15) kategorier. Måske er nyt om Asmus Jensen – sagen i vente. Medierne har ikke altid ret. Vores side er åbenbart ude for farezonen. Men ak, så viste vi badende fra stranden på Lakolk. Det må man ikke. Velkommen til alle nye læsere.
10 Nye Artikler i februar 2024
På www.dengang.dk har du nu adgang til 2.121 artikler
Genskabte artikler
Pludselig var disse seks artikler forsvundet. Dem har vi så igen lagt ind. Det kan være at flere artikler er forsvundet – muligvis ved overgang til ny server.
En af vores kategorier er stadig forsvundet. Det er historien om Adelsslægten Akeleye.
Artikler, der pludselig blev for lange
To artikler var pludselig blevet alt for lange. Den ene på 147 sider. Den var vel oprindelig på 6 sider. Hvordan dette er sket, vides ikke. Disse to artikler har vi også genskabt i normalt sideantal.
Planlagte Foredrag
”Den Gamle Redaktør” har været udsat for et cykel-styrt med et underlag nærmest som brun sæbe – efter snevejr/tøvejr. Det har betydet bøjede ribben og et højreben, der ikke har det så godt. Dertil kommer nogle andre lægeundersøgelser. En fremskreden alder fornægter sig ikke. Men tros disse skavanker håber undertegnede kan overholde disse planlagte foredrag. Sted, dato og klokkeslæt er endnu ikke helt fastlagte:
Tak for alle henvendelser
Igen engang har dengang.dk modtaget masser af henvendelser, spørgsmål, kritik og ros. Undertegnede forsøger igen at besvare alle henvendelser. Men nogle gange kniber det. Det gælder f.eks. spørgsmål vedr. fotos. Det er ikke altid mulighed for at finde beliggenhed og årstal.
Facebook – Statistik
Vores Facebook udgør cirka 1/3 af alle aktiviteter.
TOP – 10 – Hvilke byer ser mest – dengang.dk:
Stadig utilfredshed med vores fotos
Vi gør ikke som i andre grupper, der bare gengiver fotos, også forklarer, hvad man ser og hvornår fotoerne er fra. Det kunne vi godt gøre, hvis vi havde mere tid. Problemet er, at over halvdelen af de fotos, der er i arkivet, ikke har tids- og stedsangivelse. På grund af dette undlader vi at fortælle noget om fotoerne.
Vi kunne selvfølgelig godt finde ud af det. Men det vil tage så meget tid, at vi ikke får tid til at skrive vores historier.
Der er mange, der er ret utilfredse med dette, og det kan man også fornemme i den tone, de bruger. Men andre grupper, har ikke de historier, som vi fortæller. Dette emne har vi haft op mange gange før.
I øvrigt er der mange, der roser vores fotos.
Artikler i kategorier er ikke blevet opdateret
Du har sikkert lagt mærke til det, at når vi gennemgår antal af artikler så står der et plus og endnu et tal. Dette skyldes to ting:
Men i kan se, at den liste, som vi har med artikler som du finder andre steder men handler om samme kategori, skal opdateres.
Dette fænomen oplever du i følgende kategorier:
”Den Gamle Redaktør” håber snart at finde tid til det.
Husk altid: Facebook er kun et tilbud
Vi tager altid imod konstruktiv kritik. Og ofte kan vi bruge den kritik til at gøre det endnu bedre. Generel er sprogbruget også fint i vores Facebook – gruppe. Men når man ikke reagerer med det samme på en henvendelse og måske heller ikke lige kan svare på spørgsmålet, så kommer det negative frem i nogle mennesker. Det kan være en bestemt bygning i det sønderjyske, som vi ikke lige kan placere. Vi forsøger at nå at svare på alle henvendelser i rimelig tid. Men det kan ske, at vi overser en henvendelse.
Men under alle tilfælde så husk at Facebook kun er et tilbud. Du er på ingen måde tvunget til at deltage.
Nu er det 2.121 artikler i 16 (15) kategorier at vælge imellem
Der er nu 2.121 artikler at vælge imellem. En af kategorierne er stadig ”ude af drift”. Som vi tidligere her på siden har forklaret, så betyder + og så et tal, at du kan finde dette antal artikler om denne kategori placeret i en anden kategori. Det drejer sig om fire temaer:
I Kategorien ”Grænsen er overskredet er der fejlplaceret et par artikler. Dem vil vi forsøge at om-redigere. Og det er netop sket.
Måske Nyt om Asmus Jensen – sagen i vente
Vi har en anelse om, at nogen er i gang med at efterforske nyt i sagen om Asmus Jensen. For at hjælpe i den sag, har vi foretaget en om-redigering af artikler. Nu skulle alle artikler om den sag være samlet. Da vi startede sagen, var det ikke meningen, at det skulle ende som en bog.
Vi kunne mærke en stor modstand mod vores foretagende. Således blev der nægtet os arkivadgang, der, hvor vi burde have ret til denne adgang. Siden 2017, da bogen udkom, har vi modtaget en del henvendelser i denne sag.
Derfor har vi nu samlet alle artikler under temaet ”Grænsen er overskredet”, så eventuelt andre efterforskere får det lidt lettere end os. Og vi stiller os gerne til rådighed for yderligere oplysninger.
Jo vi anmeldte også mordet til politiet i Aabenraa dengang, alene på ligsynsrapporten. Den passer nemlig slet ikke på historien om, at Asmus Jensen skulle være flygtet over grænsen. Men man meddelte os at sagen forbliver lukket og slukket i 1947.
Havde medierne nu fortsat med at tro på os, havde sagen måske stillet sig helt anderledes. Det er derfor vi bakker ny efterforskning op. Og så håber vi, at de/den ny(e) får adgang til de arkiver, vi gerne ville have haft fingrene i.
Medierne har ikke altid ret
Ofte bruger lokale medier selvfølgelig med kildeangivelse. Men det er nu ikke altid de har ret. De får ikke hele sandheden med, fordrejer historien m.m. Så er det fint, at hovedpersonerne selv kontakter dengang.dk, så vi kan få tingene rettet.
Vores side er uden for farezonen
For første gang i meget lang tid, står der ikke mere under vores Facebook at vores side er i fare. Et andet sted, står det, at vi overholder Facebooks love. Og måske bliver vores side igen anbefalet. Vi har gennem tiden begået ”alvorlige overtrædelser”. Men ak, vi havde delt et opslag med fotos fra Rømø, og her var fotos fra badende på stranden. Det må man ikke, det er en overtrædelse.
Dato: februar 26, 2024
Den stakkels bøddel fra Tønder
Det var Store Bededag den 10. maj 1683. Ribe- og Flensborg-bødlen havde bestemt sig for i Tønder at give deres fjende, Tønder – bødlen, Hans Gelzer en afstraffelse. I artiklen får vi enkens fremstilling af episoden. Det mærkelige er, at den myrdedes far gav de to mordere husly. De to mordere havde ikke ”tid” til at møde op i retten. Mon de overhovedet nogensinde blev dømt? Ingen Tønder-borgere ville bære liget. Han skulle begraves enten tidlig om morgenen eller sen aften. Liget gik i forrådnelse – efter et halvt år var det endnu ikke fjernet. Heller ikke trusler hjalp. Hertugen ønskede ikke mere besvær med sagen. Heller ikke den hemmelige begravelse kunne gennemføres. En lignende sag i 1698. Bøddelarbejde var uærligt. Men bødlen udførte et vigtigt stykke arbejde. Fjernelse af kadaver. En tyv blev udsat for tortur mange gange – det kan vi se på regningen.
Store Bededag den 10. maj 1683
Denne hændelse er nok nævnt i mange historiebøger. Det var Store Bededag den 10. maj 1683. Det var noget, der satte sindene i kog i Tønder. Men det der fulgte, var også noget, man ikke glemte så let.
Tønders bøddel og mester hugget ned
I den lille by i marsken blev Tønders bøddel og mester, Hans Gelzer dræbt ved pistolskud af sine to kollegaer: Viedt Jeltzer fra Ribe og Johan Friedrich Schermesser fra Flensborg. Et fyldigt referat er leveret af den dræbte bøddels sørgende enke Anna Catharina. Hun beskrev hændelsen sammen med Ebberhard Asthusen, Hans Gelzers efterfølger den 20. september 1683 over for borgmestre og råd.
Enkens fremstilling
Man kan vel ikke fortænke enken, at det var en ret ensidig fremstilling af drabet:
Den myrdedes far gav morderne husly
Men hvorfor havde den myrdedes far givet de to husly? Han havde også overværet drabet. Ifølge dokumenter skulle han også have hjulpet Flensborg – bødlen bort fra byen så han kunne unddrage sig Tønder bys straf.
Den myrdedes far sad en halv snes dage i arrest. Så blev han løsladt mod kaution og løfte om at møde i retten i retten under sagens behandling.
Morderne havde ikke tid til at komme i Retten
Det lykkedes også for Ribe-bødlen at flygte. Borgmestre og Råd forsøgte nu at få de to drabsmænd til at give møde for retten i byen. Begge blev indstævnet til at give møde den 12. november 1683. Begge beklagede at de ikke kunne give møde for retten i byen.
Ribe-bødlen havde været bortrejst. Den 1. november meddeler han Rådet, at det vil gå lang tid inden han kunne møde op. I sin skrivelse beklager han, at han af den nye bøddel i Tønder, mester Eberhard Asthausen var blevet truet på livet. Forholdet mellem Tønders nye bøddel og Ribe – bødlen havde åbenbart heller ikke været det bedste.
Viet Jeltzer bedyrer, at han var uskyldig. Også Flensborg-bødlen, Johan Friedrich Schermesser beklager, at han ikke kan give møde i Tønder den 12. november. Også han fortæller, at det vil gå lang tid, før han kunne møde op.
Blev de nogensinde dømt?
Om de to bødler nogensinde har givet møde i Tønder, vides ikke. Og for den sags skyld om de nogensinde er kommet til at gøre regnskab for deres udåd for en juridisk domstol. Men vores historie er nu langt fra slut.
Ingen Tønder – borgere ville bære liget
Det var absolut ingen, der ville bære den myrdedes lig til graven i det nordvestre hjørne af kirkegården op mod den gamle latinskole. Det begyndte med at provst Stephan Kenchel søndagen efter drabet for en forsamling i overdrevne vendinger skildrede udåden. Han nøjedes ikke med at dadle drabsmændene – også den myrdede fik et særdeles slet skudsmål og eftermæle. Han havde ført et gudløst og foragteligt levned.
Han skulle begraves enten morgen eller aften
Ved samråd mellem provst og råd bestemtes derfor, at bødlen ikke skulle have en almindelig hæderlig begravelse, men han skulle begraves enten morgen eller aften. Og så måtte der kun ringes med den lille klokke. Hermed var bolden givet op.
Da borgerskabet erfarer borgerskabets og provstens beslutning, kan ingen formås til at bære liget til graven. Ikke engang de ringeste daglejere ville bære. Hverken overtalelse, trusler om bøder, fængsling eller forvisning fra byen kunne få folk på andre tanker. Nogle sagde endog, at de hellere ville miste hovedet end bære liget i graven.
Liget gik i forrådnelse
Liget gik efterhånden i forrådnelse og udsendte en ulidelig stank. Rådet henvendte sig til hertug Christian Albrecht. For at han kunne give råd og befaling mht. hvordan man skulle opføre sig over for det genstridige borgerskab. Hertugen kan dog ikke give andet svar end at de genstridige borgere, som Rådet er udpeget til at udføre lig-bæringen, skal tvinges ved tvangsforanstaltninger. Men heller ikke hertugens ordre gør indtryk på de brave Tønder – borgere.
Heller ikke trusler hjalp
Rådet havde stævnet 40 af de ringeste skatteborgere og daglejere, men deraf havde kun de 24 givet møde. Rådets formaning til dem om at påtvinge sig lig-bæringen var uden virkning. Borgerne var blevet endnu mere genstridige. Selv trusler om fængsel på vand og brød ignorerede de.
Også provsten havde på rådhuset forsøgt at tale dem til rette. Han havde forklaret dem, at der kunne lægges dem noget uanstændigt eller urent til last og havde til sidst for Guds skyld bedt dem om at afstå fra deres stædighed. Man havde også forsøgt at afgøre det hele ved lodtrækning. Man havde tilbudt at den førende borgmester ville berøre kisten.
Tønder var fuld af fremmede ryttere så man kunne ikke bare straffe byens borgere, der var udsat for andre ubehageligheder. Man henstillede så til hertugen, om sagen kunne ordnes på den måde at enken blev bevæget til ved nattetid og hemmeligt at begrave manden.
Hertugen ønskede ikke mere besvær med sagen
Brevet til hertugen krydses imidlertid af en ny ordre til Rådet. Bødlens venner havde nemlig klaget over at begravelsen endnu ikke havde fundet sted. Vanskelighederne skulle overvindes og Hertugen ønskede ikke mere at blive besværet med sagen.
Men han besvarer dog alligevel Rådets sidste brev. Han befaler at de genstridige skulle straffes. Rådets forslag om, at enken skulle lade begravelsen udføre ved nattetid billiges. Det blev pålagt Rådet at yde hende al mulig bistand herved. Denne fremgangsmåde måtte og ikke komme fremtidige skarprettere til nogen skade.
Heller ikke den hemmelige begravelse kunne gennemføres
Men ak, heller ikke dette kunne gennemføres. Det kunne ikke skaffes mandskab nok til den hemmelige begravelse. Nu henvendte borgmesteren sig til land-og gehejmeråd Joachim von Ahlefeldt. De berettede at de genstridige borgere havde været i fængsel, hvorved de fleste var kommet på andre tanker og havde erklæret sig villig til at gå med til lodtrækning, hvorefter de var blevet løsladt. Men ak tre skoflikkere falder igen fra.
Rådet mente nu, at disse skulle udvises af byen. Ahlefeldt ville ikke indlandes i sagen men han mente dog, at det var lige hårdt nok at udvise dem.
Efter et halvt år, var liget endnu ikke flyttet
Om man fik nogen til at begrave liget, vides ikke. Men faktum var, at efter et halvt år var liget endnu ikke blevet begravet.
En lignende sag i 1698
I 1698 opstod en lignende sag. Det var denne gang bødlens medhjælper, man ikke kunne få båret til graven. For at ligbærerne ikke bagefter skulle kunne dadles af det øvrige borgerskab, havde de for at medvirke ved begravelsen stillet den betingelse, at rådet og de deputerede borgere først skulle berøre og løfte kisten.
I et brev til hertugen klagede Rådet over, at hverken trusler eller gode ord har kunnet holde dem fra denne beslutning. De spurgte nu, hvordan de skulle forholde sig.
Bøddelarbejde var uærligt
Hertugens svar gik ud på at natvægtere, fattigfogeder og deslige folk skal tvinge il at bære liget til graven. På grund af fugtskadede dokumenter, har det ikke været muligt at finde mere om denne sag. Men så viser sagen vel hvor meget foragt, der vises over for bødlen og hans håndværk.
Bødlen udførte et vigtigt arbejde
Bøddelarbejde var uærligt arbejde. Havde man for intimt samarbejde med bødlen og hans medarbejdere blev man selv uærlig. Og dog var bødlen en vigtig og uundværlig person i det gamle bysamfund. Hans arbejde bestod nemlig ikke blot i at torturere og henrette. Han var også byens rakker.
Et indblik i hans arbejdsområder får vi bedt ved at kigge i det reglement af 1686, som den myrdede Hans Geltzers efterfølger mester Eberhard Asthusen havde at rette sig efter. Det hedder heri, at han skal:
Fjernelse af kadaver
Fjernelse af kadaver var urent arbejde. Derfor måtte disse enten blive liggende i gaderne til de var fortæret af hunde eller katte, eller bødlen havde skaffet dem af vejen. For store dyr som heste køer og stude, som bødlen bringer uden for byen med eget køretøj, får han tre mark, hvortil kommer at må beholde hestehuderne, mens de andre tilhører ejerne. For en kalv tilkommer der ham 1 mark. Og får en hund, kat eller gris 6 skilling.
Han fik afgifter af alle køretøjer, der kom på markedspladsen. I fast løn fik han 40 mk. årligt af byen samt fri bolig ved Østerport.
Fra hvert stavnhus fik han årligt 4 skilling og af hver bod 2 skilling. I reglementet står der, at han skal betale sine medarbejdere en ordentlig løn. Han måtte hellere ikke tage mere for sit arbejde end den faste takst. Det blev nu ikke altid overholdt.
En tyv udsat for tortur mange gange
I 1690 blev således Niels Nielsen Hovkarl fra Vejle arresteret mistænkt for tyveri, men han nægtede hårdnakket. Eberhard Asthusen fik ham derefter til behandling på pinebænken. Nu havde han pludselig begået en masse forbrydelser. Han måtte lade sit liv for bødlens sværd ude ved retterstedet.
Bødlens bevarede regning viser, hvor ofte den stakkels tyveknægt var blevet pint, inden retten følte sg overbevist om hans skyld og viser, at blot fire år efter reglementets udstedelse har mestermanden kunne sætte sine priser i vejret.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 22, 2024
Nyt Danefæ ved Emmerlev
En guldring-knyttet til eliten. Et magtsymbol i nordisk sammenhæng. Alliance mellem Emmerlev og Centraleuropa? Kun 10 km fra Guldhornene. Globale handelsforbindelser? Merovingere – hvem er de? Havde Sønderjylland mere indflydelse end forventet? Guldringen fundet allerede i 2020. Et historisk sted – Trællebanke – kun 2 km fra findestedet. Og 900 meter fra Trælbanke er der fundet en boplads. Hvad er Danefæ?
En guldring – knyttet til eliten
Det er ikke første gang, der findes et Danefæ fra Emmerlev. Ja det er faktisk heller ikke første gang fra den samme mark. Denne gang er det en damering fra 5-600-tallet. Og det er en ting, der er knyttet til eliten. Og det er de andre ting også i nærheden.
Nationalmuseet oplyser, at meget tyder på, at der har regeret en fyrsteslægt, som havde særlige forbindelser til merovingerne. Det var de helt store spillere på dette område. Ringen er blevet lavet af frankiske håndværkere i merovinger-riget.
Dette rige indbefattede store dele af Frankrig, Belgien og Tyskland.
Et magtsymbol i nordisk sammenhæng
Deres ringe er typisk indfattet med en mønt eller en plakette, mens ringen, som blev fundet i Emmerlev, er indfattet med en rød halvædelsten. Guld og røde sten er et kendt magtsymbol i nordisk sammenhæng.
Alliance mellem Emmerlev og Centraleuropa?
Området ved Emmerlev kan altså have haft en særlig position i 5 – 600-tallet, hvis der som ringen antyder – har været en alliance eller kontakt mellem en fyrsteslægt og merovingerne. Måske er en fyrstedatter fra en slægt i Centraleuropa ind i fyrsteslægten i Emmerlev.
Det er sandsynligt, da merovingerne var kendt for at gifte sig til forbindelser med andre magthavere for at sikre handel og magt i et område. Vadehavet er et sted, hvor det giver mening at have en del handel, fordi der blandt andet er gode søveje.
Andre historiske fund knytter sig også til området ved Emmerlev.
Kun 10 km fra Guldhornene
Guldringen er gravet op ca. 10 kilometer fra fundstedet for guldhornene, der er fra 400-tallet og to kilometer fra ringvolden Trælbakken, som er dateret til det første århundrede. Denne vender vi tilbage til. Vi mangler bare at finde en gravplads til fyrsteslægten. Hvis der bliver gjort endnu flere fund i området, bliver vi klogere.
Globale handelsforbindelser
Men egentlig er det efterhånden gjort en del fund ved Vadehavet som viser globale handelsforbindelser. Fyrste-familien fra Emmerlev har muligvis regeret mellem Ribe og Hedeby. Derfor har merovingerne været interesseret i en forbindelse, så de kunne opbygge et netværk og kontrollere handlen.
Merovingere – Hvem var de?
Men hvem var de disse merovinger? Det var en frankisk kongeslægt fra ca. 450 – 751. Slægtens oprindelse fortaber sig i sagnenes verden, hvor den knyttes til en overnaturlig herkomst. Deres særlige kendetegn var deres lange hår.
Omkring 481 regerede flere merovingere i de nordlige Rhinegne som småkonger, der hver herskede over en by eller et opland. Alle frankerne kom under deres herredømme. Slægten blev døbt til den kristne tro. Riget blev delt mellem herskerens sønner. Og dette førte til stridigheder.
I de første generationer var de merovingiske konger magtfulde. De herskede selv over deres landområder kun bistået af rådgivere fra adelen og gejstligheden. Disse overtog efterhånden magten, og merovingerne blev reduceret til skyggekonger, der udelukkende havde ceremonielle funktioner. I 751 fandt Pippin 3. den Lille dog tiden moden til med pavens hjælp at sætte en sidste merovinger-konge i kloster for selv at overtage magten.
Havde Sønderjylland mere indflydelse end antaget?
Sammen med nyere fund tyder det på, at Nordslesvig/Sønderjylland havde mere indflydelse end man hidtil har ventet. Vestkysten har sikkert været attraktivt. Det har ikke kun været Dankirke/Ribe.
Måske har ejeren af den fundne ring kendt folkene bag Guldhornene
Guldringen fundet i 2020
Der er desuden fundet to guldmønter, syv sølvmønter og keramik. Måske er forbindelsen til merovingerne etableret gennem venner i Friesland.
Ringen blev allerede fundet i foråret 2020 af en hobbyarkæolog med metaldetektor.
Et historisk sted – to kilometer derfra
Cirka to kilometer fra findestedet ligger Trælbanke/Træborg/Troldeborg eller Trolsbanke. Den har en diameter på 125 meter. Den består af en vold omgivet af tre voldgrave. Inden for volden findes endnu en voldgrav. De tre voldgrave udenfor har ikke eksisteret samtidig. De er 2,5 meter bredde og ca. 1 meter dyb. Volden er 1,5 meter høje. Oprindelig var den noget højere.
Dateringen viser, at den er cirka fra Kristi fødsel. Man har undersøgt det egetræ, der lå i voldgraven. Men det stemmer ikke overens med alderen af den keramik, der er fundet. De er fra ældre romersk jernalder (50 f.Kr – 200 e.Kr.) Ler-skårene som man har fundet stammer fra et århundrede e.Kr.
I den nordvestligste side har man opgravet store kampesten. Man har også opgravet en potte med en rusten nøgle. Var det en røverborg, forsvarsværk eller opbevaringssted for fanger?
En boplads 900 meter fra Trælbanke
Da Henrik Nissen i 2010 skulle bygge en ny stald 900 meter vest for Trælbanke fandt han noget mystisk. Arkæologer fandt en boplads fra ældre romersk jernalder. Skår fra bopladsen viser, at denne har eksisteret samtidig med Trælbanke.
Det har ganske givet været mere aktivitet mellem Ribe og Sild, end man umiddelbart skulle tro. Blandt de mønter, der er fundet, er en arabisk ”dirhem” fra 800 – 900-tallet, en tysk sølvmønt fra 900 og sågar en guldmønt fra Byzans (det nuværende Istanbul i Tyrkiet) fra 600 – tallet. Det er yderst sjældent vi finder sådan en mønt i Danmark.
Hvad er Danefæ?
De mønter, der er dukket op i området, er alle Danefæ. Og man kalder det for Danefæ, når de er ældre end 1536.
Danefæ er genstande fra fortiden, der kommer til veje som jordfund i Danmark, og som er forarbejdet af ædelt metal eller i øvrigt er af kulturhistorisk værdi, herunder mønter. Den, der finder Danefæ eller får Danefæ i sin besiddelse, skal aflevere det, idet Danefæ tilhører staten.
Penge til et nyt projekt
De mange fund resulterede i 2022 efter i en mindre prøvegravning. Resultaterne af denne var så lovende, at Museum Sønderjylland sendte ansøgning om midler til en egentlig udgravning.
Nu håber man så bare på at få nok penge til en ny udgravning.
Rigdommen kom ikke kun til Ribe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 19, 2024
Da præsten fra Møgeltønder blev brændt
En vandrehistorie fra Østerby. Den sande historie. Faderen var bange for varslet. Laurids kone besluttede sig for hævn. Datteren flygtede til Norge. Et Kongebrev til Albert Skeel i Ribe. Mølleren fra Lindskov Mølle havde også været der. Peter Ostenfeldt måtte betale enorm bøde. Præsten blev brændt på bålet. Kone og datter blev halshugget. Sagnet om de to præster. Laurids Thomsen går igen. Hr. Peder kom også voldeligt af dage. Præstesønnen fik også en bøde. Lensmanden kunne kræve 10 pct. Præstekonen, der nedkom 11 måneder for tidligt. Kun 30 Rigsdaler for et mord. Og så var det ham, der måtte betale fordi hans kone havde været i slåskamp.
En vandrehistorie fra Østerby
En gammel anekdote eller vandrehistorie opstod i Østerby i Daler Sogn: Historien lyder således:
Sandheden er at, der ikke findes noget vers, der således dannerforfatterens navn. Og den omtalte præst har ikke været præst i Møgeltønder.
Den sande historie
Men som i mange vandrehistorier er der en lille sandhed i mange af disse. Denne vandrehistorie peger på præsten Laurids Thomsen, som blev brændt i 1614.
Laurids Thomsen skal være født på en stor bondegård i den sydligste spids af Østerby i Daler Sogn. Da han var fire år gammel, faldt han i en brønd ude i laden. Pigen så det, løb ind og råbte om hjælp. Man sad lige og spiste middag.
Da tjenestekarlen – en nørrejyde – særlig blev bedt om at ile til hjælp, svarede han:
Først to dage efter lykkedes det at få drengen op.
Faderen var bange for varslet
Man opfattede tildragelsen som et varsel om stor lykke eller stor ulykke for drengen. Faderen synes at have anet ulykke, idet han lod ham studere, for således at føre ham i de mere lykkeliges stand og derved afværge ulykke. Han blev da også præst og kom i 1568 ved hjælp af Bendix Rantzau på Møgeltønderhus som præst i Møgeltønder.
Hans kone besluttede sig for hævn
Han skildres som en begavet med streng prædikant og et retskaffent menneske. Men hans hustru Margrethe, som muligvis havde været gift før var drikfældig og løsagtig. Da han ofte bebrejdede hende dette liv, besluttede hun sig for en hævn.
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det hende at få manden drukket fra sans og samling i fynsk mjød og lægge ham i seng til deres fælles datter i den vante ægteseng. Hun foregav at gå i datterens seng. Men hun gik nol ud til karlen.
Datteren flygtede til Norge
Datteren var hendes villige hjælper til fuldbyrdelse af blodskammen. Derefter rejste hun straks til Norge. Sagen blev først kendt ved et brev fra datteren til faderen, der faldt i myndighedernes hænder. Navnet Thomsen kunne læses, men titel og fornavn ikke. Brevet blev åbnet af en anden Thomsen i Møgeltønder nemlig birkeskriver Thomsen, der tillige var kirkeværge. Gad godt nok at vide om det var bevidst, at adressen var utydelig.
Et Kongebrev til Albert Skeel i Ribe
Laurids Thomsen forbrydelse var af alvorlig karakter. Herom hedder det i et kongebrev til Albert Skeel i Ribe, at kongen havde erfaret, at der til daglig i Møgeltønder præstegård føres et meget uskikkeligt levned med horeri og drukkenskab. Det formenes at præsten har bedrevet hor med sin egen datter, der imidlertid har fundet udvej til at gøre sig usynlig og man har ikke kunnet opsøge hende.
For sådanne grove laster og slig kættersk bedrift kan blive straffet til advarende eksempel for andre, pålægger kongen Albert Skeel med det allerførste, gøre sin flid for at få ham og hans hustru, fængsle dem og give dem tilhold om at skaffe deres datter til stede.
Lensmanden skal med flid lade anstille undersøgelser vedrørende deres grove forargelige gerninger og bedrifter, så han efter sagen er klart belyst, kan lade dem tiltale og forfølge ved lovlig proces og rettergang.
Ved sine undersøgelser må Albert Skeel have fundet meget vægtigt materiale mod præstefamilien, og ikke nok med at denne familie blev ramt af lovens hånd.
Mølleren fra Lindskov havde også været der
Også andre, der rangerede meget højt i bondesamfundet havde på det alvorligste forsyndet sig mod landets og velanstændighedens love. Det gælder således Lindskov – mølleren, Niels Andersen, om hvem der siges, at han af hr. Laurids kone i Møgeltønder blev angivet også at have haft med hende at gøre, til trods for at han var gift. Det var nu ikke kun mølleren, der var en kær gæst i præstegården. Mølleren måtte i bod betale halvdelen af det, som han ejede.
Peter Ostenfeldt måtte betale en enorm bøde
Således måtte Peder Ostenfeldt, en borger i Viborg betale 500 Rigsdaler i bøde for at pleje omgang med Hr. Laurids kone, mens han tjente på Møgeltønderhus. Nu mente lensmanden at disse penge ikke kunne komme i kongens lomme, men måtte tilkomme ham. Da ”forbrydelsen” foregik, var Peder Ostenfeld i hans tjeneste.
Jo Peder Ostenfeld måtte bøde ca. 45 okser for sin letsindighed. Det var en enorm bøde, men hans liv var reddet.
Præsten blev brændt på bålet
Præsten og hans kone blev nu fængslet på Møgeltønderhus. Datteren blev lokket hjem under en forsikring om, at hun ikke havde noget at frygte. En retssag endte med at alle blev dømt.
Åbenbart skulle præsten have fået en kongelig benådning. Men den holdt Lensmanden tilbage. Præsten blev bundet til en stige og brændt på en af de græsmarker, der lå i nærheden af skolen, hvor nu Møllevejen går. Han rejste sig trods stærke bånd tre gange, inden han døde eller stigen rejste sig med ham tre gange – et sikkert tegn på uskyld.
Kone og datter halshugges
De to kvinder blev halshuggede efter overleveringen på den nuværende ”Stjernen” og derefter lagt på Hjul og stejle.
De to præster
Henrettelsen af præsten og hans familie efterlod et stærkt indtryk i sognet. Sagnet har spundet videre på begivenheden, Det fortælles, at to præster fulgte ham til retterstedet. Den ene forærede ham sin kæp, den anden en citron. De blev begge to fyret inden året var omme på grund af ”grove forseelser”.
Laurids Thomsen går igen
Desuden skulle tre mennesker en aften omkring 1800 have set den omtalte præst gå med en lygte i hånden, idet han kom forbi dem. De skulle åbenbart kunne kende ham ca. 200 år efter (!):
Andre fortæller, at han pludselig forsvandt, idet de nævnte hans navn.
Hr. Peder kom også voldeligt af dage
Men se Laurids Thomsen er ikke den eneste Møgeltønder – Præst, der er kommet voldeligt af dage.
Benedikt Rantzau på Møgeltønderhus førte gennem flere år en retsstrid med ærkedegnen i Ribe angående det såkaldte Kapellanhus, der indtil 1900 lå ved kirken, lige nord for præstegården. I et Tingsvidne fra 22. april 1591 udtaler en gammel kone i denne anledning:
Andre fortæller at kirkens kalk og disk blev stjålet. Da man så opdagede dette blev Hr. Peter slået ihjel for man mistænkte ham. Men Hr. Peters bohave blev i samarbejde med arvingerne bortsolgt. Og for det indbragte beløb havde Detlef von Ahlefeldt købt nyt kalk og disk til kirken.
Præstesønnen fik en bøde
Præstesønner ser vi også på ”forbryderlisterne”. Således har Hr. Peders søn i Daler måtte betale en bøde på 30 Rigsdaler fordi han havde deltaget i grove optøjer i Anne Mourskones gård i Daler. Slagsmål og knivstikkeri var almindelige dengang.
Lensmanden kunne kræve 10 pct.
Der findes såkaldte sagefaldslister. Det er lister over bøder, der blev opkrævet af lensmanden eller hans foged. Ikke blot selve bødens størrelse er angivet. Det stod også, hvordan de skulle betales. Og lensmanden var altid interesseret i, at bøderne blev så høje som mulig. Grunden til dette var, at han havde ret til 10 pct.
Præstekonen nedkom 11 uger for tidligt
Og når vi nu er ved præster. Så kan det nævnes at Møgeltønder-præsten Bagge Petersens hustru var nedkommet 11 uger for tidligt, for hvilken grove forseelse han egentlig skulle være straffet for. Men kongen bestemte i stedet, at han ville nøjes med at tvangsforflytte ham til et andet embede. Året efter får præsten på sognebørnenes forbøn lov til at blive i sit kald mod at han til hospitalet i Ribe betaler 50 Rigsdaler.
Kun 30 Rigsdaler for et mord
Besvangring af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Man kunne slippe med et par Rigsdaler. Men var den ene af parterne derimod gift eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige bøder. Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 Rigsdaler for lidt adspredelse i den ægteskabelige ensformighed i 1649/1650. Og i 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rigsdaler for lejermål med personer, med hvem de var beslægtet i 2. og 3. led.
I 1613-14 har Niels Møller måttet bøde 80 Rigsdaler for at have ”beligget” sin tjenestekvinde.
Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 Rigsdaler for at have stukket en fiskerkarl på Rømø, så denne døde.
Måtte betale bøde, fordi konen var i slåskamp
Folk blev dømt, fordi dr havde gravet tørv tredje Pinsedag. Det samme gjaldt for kromændene, der solgte brændevin og øl i kirketiden. Og Laurids Christensen i Gerup måtte betale en bøde, fordi hans kone havde været i slagsmål med en anden om ”en liden stol i kirken”
Kilder:
Hvis du vil vide mere: