Vi skal på  en vandretur i slutningen af 1920’erne vest på. Vi besøger Møgeltønder, Daler, Højer, Rudbøl, Emmerlev, Hjerpsted, Midthusum, Jordsand og Sønder Sejerslev. Hvorfor blev grænsen i Rudbøl lagt så  dumt? De tysksindede i Tønder lod deres børn gå i tysk skole i Møgeltønder.

 

En tysk skole uden for Tønder

Et par kilometer ud for Tønder gik grænsen mellem det slesvigske og det kongerigske område.  I Tønder var alt skolevæsen blevet dansk, efter at Danmark var gået sejrrigt ud af den første slesvigske krig. Men hinsides det gamle skel rådede den kongerigske frihedslovgivning, der ikke medførte nogen begrænsning med hensyn til undervisningssproget. Derfor kunne de tysksindede borgere i Tønder hver dag sende deres børn til tysk skole i kongeriget.

Hvis man ville vide noget om nationalpolitiske tilstande i grænseegnen, var det i 1920 lærerigt at gå fra Tønder, hvor tysk sindelag dengang var overvejende og gå fem kilometer mod vest til det dansksindede Møgeltønder. Man skulle så standse ved Højer, der endnu havde et stort tysk flertal.

Undervejs kom man i kort afstand forbi redaktør Jessens fødehjem – den gamle skole i Toghale. I tre år gik den senere redaktør til seminariet i Tønder.

 

Daler Sogn var dansksindet

På højre hånd havde man det udprægede danske Daler sogn. Ved afstemningen i 1920 blev der i dette sogn afgivet 344 danske og 64 tyske stemmer. På den anden side af vejen i Højer Landsogn blev der afgivet 74 danske og 119 tyske stemmer.

I Højer var det længe tysk flertal. Både i byrådet og skolekommissionen blev der talt tysk. I flækken Højer gik det i midten af1920erne 45 i dansk skole, mens 131 gik i tysk skole. Lige efter Genforeningen var der ganske få danske elever. I Daler Sogn fandtes der to skoler – helt danske.

 

Den mærkelige grænse i Rudbøl 

Fra Højer følger man mod syd vejen af et dige, som i midten af det 16. århundrede blev bygget af hertug Hans den Ældre som et værn mod stormfloderne. Siden da er der sket en udstrakt marskdannelse, navnlig mod vest. Her kunne man så se utallige fede-kvæg, der her havde en behagelig tilværelse i de frodige græsfenner.

Vejen gik til den idylliske by, Rudbøl med verdens mærkeligste grænse. Det var her maleren Emil Nolde regerede. Mange spørger selvfølgelig om, hvorfor grænsen går midt gennem gaden.

Bebyggelsen Rosenkrans lå i anden afstemningszone, men var den nordligste del af et mellem-slesvigsk sogn, der stødte op til 1. zone.

Der var mange interesser, at tage hensyn til. Forholdet blev ordnet således, at rigsgrænsen på et 150 meter langt stykke fra nord til syd går midt gennem landsbygaden. Det kunne trods langvarige forhandlinger ikke opnås bedre løsning mellem den danske og tyske delegation.

 

Ich bin so Deutsch

En ældre frøken boede til leje i et par værelser i den sydlige ende af et hus lige ved grænsen. Hun kom en dag, da de var derude for at bestemme grænsestenens plads, hen til den danske repræsentant for at bede om at måtte blive ved Tyskland. Hun endte sin bøn med at neje og sige:

• Mein hoher Herr, ich bin doch so deutsch, so deutsch

(I andre artikler, har vi omtalt lignende episoder).

 

Biskoppens familie i Emmerlev 

Helt ude ved det gamle sogn, Emmerlev ved en større bondegård på højre hånd, fødtes i 1784 Niels Nicolaus Falck. Han blev professor ved Kiels Universitet og gjaldt for at være den bedste kender af hertugdømmernes retsforhold. Samtidig så han med uvilje på den voksende danske bevægelse i Sønderjylland.

Lidt længere fremme på Emmerlevgade står en sten med følgende indskrift:

• Her levede biskop P.O. Boisens forældre; Gårdmand og kniplingskræmmer Boy Hansen død 1790 og hans trosstærke hustru Geske Marie Outzen 1727 – 1783. Hendes valgsprog var Gud sidder overlig, men ser neder-lig.

 

Emmerlevs gamle krønike

Deres søn blev en kendt dansk præst og skolemand. Her i Emmerlev lå også Jens Juuls Skole fra midten af det 18. århundrede. Desværre havde man ikke dengang forståelse for at bevare denne bygning. En tidligere lærer på skolen, Johs. Hansen har efterladt en sognekrønike i to bind.

Ved Sønder Sejerslev Skole står en smuk sandstensstøtte, som på en tavle bærer navnene på alle dem, der siden 1651 har virket som sognedegne i sognet. Fra tiden mellem 1675 og 1832 har hele fem stykker af Due – slægten afløst deres far.

 

Det ældgamle Hjerpsted

Og Hjerpsted en ældgammel bebyggelse, som i 1330 blev kaldt Hyarpzhøgh, er i hvert fald et par tusinde år ældre. Hernede ved strandkanten kan man se øen, Jordsand. Kirken ligger helt ensom, langt fra byen og havet. Den er lille men helt sikkert meget gammel og oprindelig indviet til Sankt Hans.

 

Da Midthusum gik under

Og lidt længere nord på lå  for et par århundrede år siden den gamle landsby Midthusum. Den bestod af elleve marskgårde, som gik under en nat i 1634. Størstedelen af folk og fæ gik samme vej. Over 40 mennesker havde præsten, Søren Hegelund, bispesønnen fra Ribe, som dengang var sognepræst i Skærbæk, begravet et par dage efter.

 

En antydning af hollandsk

De ældste beboere herude vest på, havde hørt om, at hollandske prangere jævnligt kom til området for at købe stude. Og lyttede man til de gamle kunne man høre, at hollændernes
tilstedeværelse havde haft sin indvirkning på dialekten. Man gemte sjældne brugsgenstande, som skipperne havde købt i fremmede lande og i køkkenet duftede det af oversøiske krydderier.

 

Udvandring og kniplepiger

Der er også historier om, at der var mange kniplepiger herude. Og også herude udvandrede de unge mænd enten til kongeriget eller til Amerika, for at undgå tysk militærtjeneste.I 1880erne kontrollerede emsige preussiske gendarmer, at der kun blev sunget på tysk, selv herude vest på.

 

Sagn og overtro

Og herude hersker der masser af sagn og historier. Man sagde dengang, at hvis der i Ballum Kirke  efter hverandre blev viet en brud i hvidt, en i sort og en i blåt, ja så ville stedet igen blive dansk.  Og længere syd på har vi den fantastiske historie Der Schimmelreiter, der egentlig også bygger på et sagn.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

 

• Bådfolket i Rudbøl
• Højers historie
• Højer – Stormflod og diger
• Vadehavet ved Højer
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – ud for Højer
• Dengang i Højer
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Tøndermarsken (under Tønder)
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tøndermarksen – under vand (under Tønder)
• Vadehavets maler – Emil Nolde (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder 2 (under Tønder)
• Vikinger i vadehavet (under Tønder) og mange flere 

Redigeret 5. 12. 2021

Hvilke fisk fangede man i Tøndermarsken? Hvordan tilberedte man dem? Få  nogle gode tilberedningstids.  Marsken var særdeles fiskerig. Hjemme hos os flygtede ålene hen af køkkengulvet. Læs om brasen i flere varianter, om blodpølse og røget ål. Den kedelige rimte og spørgsmålet om strømskallen er egnet som spisefisk. Så skal vi lige kigge på den kraftige sudersuppe og ålepotte. Ål i surt skal vi også behandle og diskutere hvor mange snaps, der skal til “sat ål å Højkro”

 

Et billede af min Opa

På min væg hænger adskillige fotos fra min familie. En af disse fotos viser fire fiskere fra Højer, der er ved at røgte garn. De befinder sig mellem den gamle sluse og den nye sluse, men længe inden man har tænkt på denne.

Den ene af disse fiskere er min opa (bedstefar). Han var erhvervsfisker ved Højer Sluse, og havde egen fiskekutter.   Fotoet viser, at det blæser kraftigt, men det holdt ikke disse fiskere tilbage. Som det vil være de trofaste læsere bekendt, så er undertegnede ikke den store fiske – spiser. Måske var det fordi, at jeg fik alt for mange fisk, dengang, da jeg besøgte  “Opa og Oma u i æ kow (Ny Frederikskog)”

Boligen på 1. katastrofevej på vej mod Sildtoft bar i høj grad præg af min Opas beskæftigelse. Og da transistorradioen kom, anskaffedes en sådan. Så blev der ellers lyttet på Blåvands Radio.

 

Tag kun de store

Inden afvandingen af marsken blev foretaget var marskens vandløb særdeles fiskerige. Selv om fattigdomen var stor hos nogle af beboerne, så behøvede de ikke at sulte. Vadehavets maler, Emil Nolde fortæller også, at han en nat fangede 15 ål, som vejede fra et til tre pund pr. stk. Han fortalte, at hans karl på gården fangede endnu mere. Der var så mange ål i garnrusen, at mange var klemt halvt ihjel. Det var svært at løfte redskabet ud af vandet.

Der var så mange fisk dengang, at tjenestepigerne på de store marskgårde blev formanet, når de skulle hente ål i hyttefadet:

• tag kun de store, vi har ikke tid til at gøre de små  rene.

 

Myndighederne overtog fiskeriet

Myndighederne var godt klar over den store fiskerigdom. Da der under første verdenskrig var knaphed på levnedsmidler i Tyskland overtog Staten fiskeriet i marsken. Der blev antaget lokale fiskemestre, der så skulle afregne med staten. De satte så mange ruser i søer og vandløb som de var i stand til at passe. De fik så hjælp af marskboer, der ikke var indkaldt til krigstjeneste.

 

Mange fiskearter

Foruden ål blev der fanget aborrer, brasen, gedder, karper, karudser, ferskvandskrabber, niøjne, rimter, skaller, snuder, samt laks, snæbel og ørred. De sidste fire fiskearter forekom dog
kun i Vidåen. Flere af de nævnte fisk forekom næsten lige så talrigt som ålene.

Det minder mig om, at jeg engang på  besøg i anlægget bag Øvelsesskolen i Tønder så en mægtig gedde tage en and op fra overfladen. Det var et voldsomt syn.

 

Fiskeretten

Fiskeretten kunne høre til bestemte gårde og huse. Bortset fra det tilhørte rettigheden det offentlige. Grænseændringen i 1920 ændrede da ikke noget ved det. Bortset fra at fiskerettighederne mellem Rudbøl og Højer Sluse overgik fra det tyske vandløbsvæsen (Die Generalwasserlösung) til Rudbøl Kog og Ny Frederikskog. I den tyske del af marsken overgik fiskerettighederne på et senere tidspunkt fra amtsmyndighederne til dige-bygningsvæsnet.

Hvis en fisker i marsken ville fiske lovlydigt, måtte han eller sammen med andre leje fiskeretten i en del af et vandløb eller en sø. Men det kostede nu ikke særlig meget at få en fiskeret.

 

Gammel fiskesammenslutning

I den yderste del af Vidåen mellem Rudbøl og havet havde fiskeretten langt tilbage været udlejet til en gammel fiskesammenslutning, der måske stadig består. Det gjorde de i hvert fald i min opas tid. Den originale lovtekst er på tysk.

Heri fastlægges at det er beboere fra Højer, Rudbøl, Ny Frederikskog og Rosenkrans, der kan optages som medlemmer. Man skiftedes til at have rettighederne til bredderne. Retten til medlems-skabet gik i arv. Og det var forbudt at overgive forpagtningsrettighederne til tredje part. Såfremt et familiemedlem ikke vil bruge fiskerettighederne, så kan han sælge dem til en af
de andre medlemmer.

Ved grænsedragningen mistede fiskerne fra Rosenkrantz deres rettigheder, men de danske myndigheder gav dem dog fortsat tilladelse til at kunne fiske i vandløbet. Engang om året mødtes sammenslutningen på Rosenkrans Kro til Fiskeregnskab.

 

Skalleordenen

Fiskeretten i Rudbøl Sø og Vidåen op til Tønder var udlejet til fiskere fra Lyst, Rudbøl, Rosenkrans, Fiskehusene og Aventoft. Og disse fiskere mødtes også årligt til en hyggelig komsammen på kroen i Filowt.

Hvert år stiftede man en orden Skalleordenen. Den blev tildelt en af de store bønder, der så mens festlighederne stod på, skulle gå rundt med en mere eller mindre friskfanget skalle i en snor om halsen.

De beboere, der ikke var med i fiskerisammenslutninger kunne købe såkaldte “tattekort” Disse kostede indtil 1920 50 pfennig. Man måtte fange så mange fisk, som man kunne bruge i husholdingen. Opdagede man, at han solgte fiskene videre, blev tilladelsen inddrevet. I kanalerne ind til husene skulle man dog ikke have tilladelser.

 

Ålen havde størst betydning

Ifølge min Opa, så har ålen haft størst betydning for marskfiskeriet. De fleste ål blev fanget i ruser.

Før 1715 var havslusen i Rudbølkog – diget. Dengang var der placeret så mange ruser omkring diget, at der opstod oversvømmelser. Bønderne beklagede sig i 1690 og igen i 1697 til hertug Frederik. Fiskerne fik en alvorlig påmindelse med trusler om store bøder, hvis de ikke holdt sig efter reglerne.

 

Bedste ålefiskeri – fra Højer

Ingen tvivl om, at de bedste ålefiskeri foregik ved Højer Sluse. Fiskerne havde indrettet sig praktisk og effektiv. Man var fordelt med tre hold bestående af hver seks mand. Så fiskede man næsten uafbrudt i tre dage. Det var ingen problem i Rudbøl, men det var det ved Nørremølle og Højer Sluse.

De to sidste steder havde man indrettet et fiskerhus, hvor fiskerne overnattede  og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. Det er en kraftig ret kogt på store ål – velbekomme. Alle de ruser og radgarn som fiskerne brugte, knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Min Opa har forsøgt at lære mig det.

Ved røgtningen var man to, ofte tre mand i båden. De fangede ål blev hældt i en tønde en fjerding som stod midt i båden. Efter røgtningen blev ruserne taget på land til tørring. Af hensyn til holdbarheden stod de kun i vandet et døgn ad gangen.

Et fiskerhold havde 98 ruser at passe. Det var vel også maksimum. En stor del af fiskeriet foregik uden for slusen ved Højer. Var slusen åben kunne fangsten sejles ind i åen til de store hyttefade, hvori ålene blev opbevaret. Var sluseportene lukkede, hvad det ofte var tilfældet, måtte de store ålefangster bæres op over diget til hyttefadene.

Ålene, som før 1920 blev fanget i Vidåen vest for Rudbøl Bro blev før 1920 for det meste afsat til Sild.

Blankål  blev afsat til røgerier i Flensborg og Tønder.

Marskboerne anså den såkaldte “piep – ål eller pief – ål” (fordi den piber, når den bliver berørt) for giftig. Men under første verdenskrig blev russiske krigsfangere udstationeret som hjælp, og de spiste med glæde pief – ål.

 

Slæbegarn

Slæbegarn blev kun bragt af dem, som havde fiskeriet som erhverv. Redskabet blev brugt af fiskerne i Aventoft Sø. Men også ved Rudbøl Bro blev det hyppigt brugt. Det var mest brasen,
der blev fanget på denne måde. Men det kunne også godt være gedder og rimter.

Fiskerne fra Rudbøl og Rosenkrans drev slæbegarnsfiskeri i Vidåen om efteråret for at fange snæbel, som der undertiden var ret mange af. Samtidig kunne der godt snige sig en enkelt laks i garnet. Der blev betalt en god pris for snæbel. De blev solgt i Tønder, men de fleste blev sendt via Højer Sluse til Sild før 1920.

 

Skulle – fiskeri

Skulle-fangst foregik med bådens sejl som drivkraft i Vadehavet nord og syd for Højer Sluse. Selv om fiskerne fulgte kysten skulle de være opmærksomme på vejr-forandringer. Skulle – fiskeriet med slæbegarn foregik som regel i november måned.

De saltede tørrede skuller var meget værdsatte og derfor måtte fiskerne på mange ture i Vadehavet. To både kunne sagtens fange 500 pund på en dag. Jaw – garn, der var meget tætmasket blev også brugt i marsken, men på et tidspunkt blev det forbudt. Grimegarn og almindelig sættegarn blev også brugt.

 

Gedde – fiskeri

At der var stor gedder i Vidåen har jeg ved selvsyn set. Rudbøl – og Rosenkrans – fiskerne brugte stormaskede ruser, de såkaldte skallehamme til at fange dem. Fra sidst i marts til sidst i juni fangede Aventoft – fiskerne dem. Man kunne dengang sagtens fange 14 – 15 stykker på en nat.

I 1920 blev der fanget en gedde på 22 pund. Købmand Lorentzen i Tønder tog imod dem og solgte dem videre i Hamborg.

I Nørremølle blev der fremstillet såkaldte Vidjehamme. Her fangede man alle mulige fisk undtagen ål. Her kunne der også gå oddere i fælden.

Ålestagning

Selv om ålestangning var – og er – forbudt i Tyskland foregik det i marsken før 1920. Ja der er endda fundet stager med pigge på. Og det vides at der i 1950erne blev fremstillet ålestanger i marsken. Ålestangning foregik først på vinteren, når ålene var gået i vinterdvale i mudderet. Ålestangning gav ret store ål. Jeg glemmer aldrig, da min Opa kom kørende på knallert fra Ny Frederikskog til Strucksallè i Tønder med et stykke af en ål. Den var så i mellemtiden blevet røget.

Ålefangst kunne også foregå med ålekam. På sønderjysk blev den kaldt kejs. Det var nu mest ved Aventoft og Nykirke dette foregik. Det var lokale smede, der fremstillede disse fiskeredskaber. Mange forsøgte også at fange såkaldte boble – ål  ( boffelål).Denne form for fiskeri kaldtes æ boflen.

Vandet skulle være stille og klart. Man skulle kunne se bunden og det skulle foregå ved solopgang. Når man fik øje på et hul i bunden, og der kom bobler fra hullet, stak man med ålestagen. Kom der ingen bobler fra hullet, ja så var der ingen ål i hullet.

 

Myndighederne var på vagt

Myndighederne forsøgte gang på gang at håndhæve forbuddet mod brug af ålestager. Men marskboerne løb risikoen, for fangsten var for god. Man har i tidens løb forsøgt at få det legaliseret. Således sendte borgmesteren fra Aventoft en ansøgning til regeringspræsidenten om tilladelse til at anvende denne fangstmetode. Men det blev selvfølgelig afslået. Således red
gendarmerne fra Tønder jævnlig gennem Aventoft for at pågribe forbryderne. Men det lykkedes nu sjældent.

 

”At Tatte”

At tatte var den mest brugte ålefangstmetode i marsken. De fleste som tattede , var folk, der fiskede af lyst. Enkelte erhvervsfiskere fangede dog også ål på denne måde. Tatte-redskabet
bestod af en stage på ca. 2 meter. Her blev der så fastgjort et tatte-lod bestående af regnorm. Ja og så fangede man også ål med kroger. Nogle havde op til 1.000 kroger hver. Ålene i Vidåen
havde ikke mange chancer.

 

‘Masser af fisk

Til geddefiskeri brugte man også sættekroge og blink. Problemet var blot, at gedene som regel døde kort tid efter den fangstmetode. Før 1920 blev der afsat en del aborrer i Tønder. Karper var der ikke mange af.

Karudser gik ofte i vidjehamme. Men der var ikke så mange, der kunne lide denne fiskeart, så den havde ikke så stor økonomisk betydning. Ferskvandskrabber blev fanget i ruser. Men det var kun i ringe mængde, så fiskerne spiste dem selv. De blev betragtet som særdeles velsmagende.

Laks blev i mindre grad fanget i slæbegarn og sjældnere tilfælde i ruser. Kun ganske få havørreder blev fanget. Niøjer gik ofte i ruserne. Men dem var der ikke så meget fornøjelse ved, som regel beholdt fiskerne dem selv.

Rimten var meget udbredt, men den havde ingen økonomisk betydning.

Sandarten fandtes næsten ikke i marsken før afvandingen.

Skaller fandtes i store mængder. De kunne ikke afsættes. Også mine brødre fangede et par gange skaller i Grønåen til stor fortrydelse for min mor, der skulle rense dem.

Suderen var nok den mest lækre fisk, der blev fanget i marsken. På grund af dens velsmag var den dyr. Den gav en hvis indtægt, selv om den ikke fandtes i større mængder. Fiskerne fortalte, at den blev fanget mens hylden blomstrede.

 

Fisk på bordet

Hos mine forældre i Tønder blev der ofte sat fisk på bordet. Og hver dag var det fisk på bordet ude hos Oma og Opa i Ny Frederikskog. Gad i grunden godt vide, hvor mange erhvervsfiskere, der er tilbage i Højer og Rudbøl.

Dele af min familie har endnu den praksis, at der et par gange om året bliver inviteret til sat ål med snaps. Det sker så under private former, men dengang i min ungdom var det på Højkro
nord for Højer, det foregik.

 

Blodpølse og røget ål 

Når min Opa havde afleveret en ladning fisk inklusive ål derhjemme på Strucksallé blev fiskene nogle gange placeret under køkkenbænkene inden de blev ordnet. Det skete ikke så sjældent, at nogle af ålene gjorde sig selvstændige med en vild flugt over køkkengulvet. Det kunne godt ske samtidig med, at murere, der skulle have udbetalt dagpenge befandt sig i køkkenet. De blev ofte trakteret med et kop kaffe. Min far var i mange år kasserer for Murerforbundet i Tønder. Det skete dog også at min mor smurte en madpakke til en af de arbejdsløse murere. Det kunne være med blodpølse eller røget ål.

Stegt ål, ålesuppe, røget ål, kogt ål. Jo variationerne var mange. Og u i æ kog blev der også serveret ristet og tørret fisk til morgen – og middagsmad. Til frokost var der selvfølgelig også fisk. Aborrer, som vejede under et pund, stegtes. De største fisk kogtes i vand tilsat salt, eddike og et løg.

 

Brasen i flere varianter

Brasen var en fisk, der blev værdsat meget højt af marskboende. Men mange gad ikke at spise den.

Brasen under et pund kogtes ofte med eddike, løg og salt. Under et pund stegtes de altid. Sommetider blev de store også stegt, men først efter, at de var blevet flækket. Fiskefrikadeller, der blev fremstillet af brasen, hævdedes at være meget delikate. Inden fiskene blev lavet til fars fik de først et opkog. Så var skællene lettere at tage af, hvorpå det gik gennem kødhakkemaskinen sammen med flæsk og løg. Inden stegningen rørtes fasen rundt med æg og rasp.

Brasen -. frikadeller blev ikke kun spist som middagsret, men også kolde som pålæg på brød med sennep til. Og minsandten om ikke man med henblik på kold servering henkogte brasen i surt.

Røget brasen smagte lige som røget ål. Men det var lidt vanskeligere at røge brasen. For børnene skabte de store mængder af brasen ikke glæde. For når fiskene efter tolv timers saltning blev sammenbundet to og to, skulle hæges til tørring uden for huset, var det børnenes opgave, at holde fluerne borte.

De tørrede brasen blev opbevaret på loftet sammen med skinker og andre spegevarer. Saltede tørrede brasen spistes som klipfisk eller udvandedes helt og tilberedtes lige som ferske brasen. De kunne også ristes på gløder fra ovnen.

Omkring Nykirke blev store brasener undertiden tilberedt på samme måder som spegeskinker. Det betød, at de kunne holde sig længere.

 

Gedder ikke altid velsmagende

Gedder indtil et par pund stegtes ofte. De større af slagsen blev kogt i saltet vand og tilsat eddike og et løg. De helt store af slagsen blev somme tider stegt i ovn. De blev spækket med røget flæsk. Bradepanden blev smurt med smør og under stegningen blev der tilsat fløde.

De helt store gedder var ikke så velsmagende. De blev oftest omdannet til frikadeller, nogle blev røget eller saltet. Ferskvandskvabber og dens lever spistes altid stegt.

Niøjne blev stegt eller røget. Sidstnævnte tilberedning smagte dog bedst.

 

Rimten var kedelig

Rimten også kaldet ål-ænder smagte kedelig i stegt tilstand. Men den var god i kogt tilstand og fortræffelig til frikadeller. Marskboerne foretrak disse til kødfrikadeller. Sammen med rimterne hakkedes flæsk i kødhakkemaskinen ved farsens tillavning. Nogle husmødre kogte rimterne, inden de brugte dem til fars.

 

Uenighed om skallen

Der er meget forskellige meninger om Strømskallens egnethed som spisefisk. Men nogle fiskere brugte følgende talemåde En Skalle i Frøst (frost) er lige så god, som en ål i høst.

Nogle bønder brugte dem til foder til søer. Måske var det ikke så meget smagen, det var galt med. det var skallens mange stive ben. Min mor var heller ikke så begejstret.

På trods af dette spistes en del skaller stegte. Andre blev lavet om til fiskefrikadeller, mens nogle kogtes i surt, det vil sige gelé krydret med salt, peber, løg og eddike. Ved sidstnævnte tilberedningsmåde blev fiskebenene bløde og generede ikke under spisningen.

Men den store velsmag opnåede fisken som svæj`n skalle. Marskboerne spiste den både til morgen – og aftensmad. Skaller, der skulle saltes og tørres, lagdes i salt om eftermiddagen den ene dag og ophængtes om morgenen den næste dag til tørring uden på husmuren eller sammenbundne tre på tre på en stage i den åbne skorsten.

Saltede, tørrede skaller spistes undertiden kogt, men ellers ristedes de på gløder eller – bedre endnu – på en trefod over åben ild af blos affald fra rørskærring, som ikke gav afsmag i modsætning til træ og kul.

Sandarter var bedre spisefisk end gedder. De små fisk stegtes. De større blev kogt.

 

Isninger

Isninger som også kaldtes skulle spistes overvejende saltet, tørret og i ristet tilstand, men nogle stegtes dog ferske og andre blev henkogt i surt. Isninger skulle tilberedes som tørfisk. De skulle skrubbes rene. Derpå blev de saltet i et døgn og hængt til tørre.

Skuller blev ristet ligesom skaller på gløder eller i flammerne på det åbne ildsted. Derefter blev de klippet igennem på langs, så fisken blev delt i smalle strimler, der kun indeholdt små ben-stumper, som spistes med den øvrige del af fisken.

Snæbel blev både kogt og stegt i fersk tilstand. Omkring Højer gemtes snæbel som vinterråd enten nedsaltede i baljer eller saltede og tørrede.

Den kraftige sudersuppe

Sudere var velegnet til både kogning og stegning. Ved rengøringen lagdes de i varmt eddikevand. På den måde blev det lettere at ren-skrabe skindet, som var meget tykt, men af mange regnet for den lækreste del af fisken.

Suderen blev enten kogt i saltet vand eller i vand som foruden salt var tilsat eddike og løg. Ved fester og sammenkomster spistes ofte suder-suppe, der var usædvanlig kraftig. Ved suppens tilberedning kom der persille, persillerod, almindelige suppeurter, salt og safran i kogevandet.

 

Ål med skind

Mange marskboer foretrak ålene med skindet på, blot de var renset grundigt. Rensningen af ålene foregik på flere måder. Jeg løb ud af køkkenet, når min mor begyndte på det. Nogle lod dem løbe sig til døde i salt, hvorefter de lagdes i varmt eddikevand og skrabt.

Andre lagde dem i vådt sand tilsat eddike, hvori de selv løb slimen af sig. Ålene kunne også kommes i eddikevand, lidt inden de blev slagtet. Herved blev slimet løsnet. Men der måtte
ikke være for meget eddike, for så revnende skindet.

Men der fandtes også mere humane måder, at gøre det på. De kunne efter at være blevet slagtet ligge i varmt eddikevand en kort tid, blive skrabt. Derefter skulle de ligge i salt i 24 timer med påfølgende vask og skrabning.

 

Ålesuppe

Efter stegning var kogning til suppe den mest anvendte tilberedningsmetode for ål. Ålesuppe blev lavet af små ca. fingertykke ål samt andre ingredienser. De marskboer, som foretrak at suppen havde ren ålesmag, kogte den på ål, urter og salt. Men ellers brugte man foruden ål også skinkeben eller flæskesværd til suppen. Urterne var persille, porre, selleri. Nogle steder brugte man også en roe og sågar store svesker.

Ofte spistes suppen med rismel-boller, undertiden også med kartofler. Ønskede man suppen lidt mere syrlig var det muligt ved bordet at hælde noget eddike i.

 

Ålepotte

Ålepot var det som fiskerne selv spiste, når de arbejde ved Højer Sluse, og selv skulle lave mad i fiskehuset. Man anvendte store ål. Da ålene afgav væde under kogningen måtte de ikke dækkes af kogevandet. I dette lagdes persille, selleriblade, løg, hel peber og lidt ingefær. Åle-pot var en temmelig fed spise og var nok ikke for enhver smag.

 

Ål i potte

I Rudbøl kendes Ål i Potte. Større ål end dem der bruges til ålesuppe lægges skåret si stykker i en gryde og overhældes med god kødsuppe, så de lige er dækkede. Ålene koges møre og der tilsættes så meget rasp, at sovsen jævnes og bliver tyk. Der tilsættes rosiner til efter behag. Der kan udmærket spises kartofler til.

 

Ål i surt

Ål i surt var også noget min mor lavede. Ålene blev kogt med temmelig lidt vand, krydret med salt, eddike og løg. På grund af den ringe mængde kogevand blev suppen stiv uden husblas.

 

Hvor mange snaps?

Som tidligere nævnt havde min Opa en kæmpe røget ål med til Tønder. Cementrør stillet på højkant har været brugt som røgeovne i nyere tid. Ellers anvendtes tønder, som var indrettet til formålet. Ofte blev savsmuld brugt til røgning.

Der var masser af appetit i sådanne marskbeboere. Således kunne 20 personer sagtens fortære 40 pund ål til en middag. Hvor mange snaps der samtidig gled ned, vides ikke.

Saltede tørrede ål i ristet tilstand overgik ofte røgede ål i velsmag. Saltede tørrede ål var dog ikke kun egnet til ritning. Nogle udvandedes og stegtes. Disse ål var så fede, at der næsten intet fedtstof skulle anvendes ved stegningen.

 

Fiske – sovs

Til stegt fisk blev der i marsken smeltet smør. Til kogt fisk fik man enten smeltet smør, sennepssovs eller peberrodssovs. Til kogt, saltet fisk blev der serveret sennepssovs.

Her fra redaktionen skal der lyde velbekomme til de foreslåede fiskeretter. Fik vi fortalt at undertegnede ikke mere spiser fisk. Det blev lidt for mange fisk derude i Ny Frederikskog. 

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
  Om det Kulinariske Sønderjylland:
• Sønderjysk kaffebord (under Tønder)
• Sønderjysk kaffebord fra Tønder (under Tønder)
• Sønderjysk kaffebord – opskrifter (under Tønder)
• Mad fra Tønder (under Tønder)
• Mad fra Tønder – opskrifter (under Tønder) og mange flere 

 

Hvis du vil vide mere:
Om Højer, Tøndermarsken og Vadehavet :

• Travlhed ved Højer Sluse
• Højer – historier og oplevelser
• Højer – som havneby
• Sidste tog fra Højer
• Bådfolket i Rudbøl
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Studehandel i Tønder (under Tønder)
• Vadehavets maler, Emil Nolde (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• Tøndermarsken (under Tønder)
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tøndermarsken under vand (under Tønder)
• Sønderjyllands Wild West (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Dige-byggeri i Tøndermarsken (under Tønder)
• Drømmen om en havn i Tønder (under Tønder)
• Aventoft – byen ved grænsen (under Tønder)
• samt 5 artikler om Møgeltønder (under Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 6. – 12. 2021

Anton Tysker ville ikke bo i Danmark efter 1920, han ville hellere bo i en jordhule. I Aventoft ville en grundejer ikke sælge til Toldvæsnet, han kunne ikke komme til sin mødding. En ko krydsede grænsen uden pas, det skabte problemer. Bonden i Vilmkær kunne ikke sælge sine afgrøder, hans marker lå i Tyskland. 117 hollændere døde i Ladelund. I 1920 boede der kun 47 mennesker i Padborg. Først 35 år efter grænsedragningen fik man en aftale om fredeligt samvær mellem befolkningen langs grænsen 

 

Clausen – linjen

Det var bestemt ikke alle, der var tilfreds med grænsedragningen. Således mistede Tønder hele det sydlige opland. Det er den danske historiker Hans Victor Clausen, der præsenterede sit sprog – og sindelagsgrænse som danner hovedlinjerne i grænsedragningen.

Det var den såkaldte Clausen – linje. Han fastslog, at man i de sønderjyske byer og i Flensborg overvejende talte tysk. Talesproget nord og syd for Clausen – linjen var faktisk enten overvejende sønderjysk/dansk eller plat/tysk.

Ja dette holdt ikke helt. Ubjerg, Tønder og Højer stemte tysk. Men her ude vest på, fulgte man stort set Vidåens forløb. Og det holdt jo heller ikke helt.  I den nordlige zone stemte 75 pct. for Danmark og 25 pct. for Tyskland. I den sydlige zone inklusive Flensborg 80 pct. for Tyskland og 20 pct. for Danmark.

 

Bonn – København erklæringen

Bonn – København erklæringen fra den 29. marts 1955 sikrede en fredelig samvær mellem folk i den dansk – tyske grænseregion. I den lover både Tyskland og Danmark at sikre fulde rettigheder for deres egne mindretal, hvilket bl.a. betyder rettigheder vedr. pleje af sprog og kultur og nationalt tilhørsforhold.

Tænk at der skulle gå så lang tid, inden sådan en aftale trådte i kraft.

 

Grænsegendarmerne

Den 15. juni blev Nordslesvig officielt genforenet med Danmark. Indtil november 1920 blev den gamle grænse ved Kongeåen dog stadig overvåget.

I begyndelsen patruljerede de danske grænsegendarmer i deres lyseblå uniformer langs grænsen. De tyske grænsebetjente og toldassistenter bar grå uniformer fra første verdenskrig. Under 2. verdenskrig blev grænsen lukket af den tyske værnemagt. Derefter blev den spærret af den engelske besættelsesmagt indtil 1947. Mange grænseovergange åbnede først flere år senere, mens andre aldrig blev genåbnet.

 

Overvågning

Dette forhindrede dog ikke et omfattende smugleri. I Tyskland var der mangel på alt. Dette medførte et dansk udførselsforbud mod næsten alt. Tobak, vin og spiritus var billigere i Tyskland, så her foregik smugleriet den anden vej.

I 1955 blev grænsebevogtningen mere mobil. Man indførte først motorcykel – og fire år senere automobilpatruljer. Fra 1969 blev også baglandet overvåget.

 

Langt vest på

Men lad os tage en tur langs grænsen

Her helt ude vest på er det fladt. Vi befinder os i den nordvestligste del af det tyske fastland. Og lige over på den anden side. Det syd-vestligste punkt i Danmark. En enestående udsigt er der oppe på digerne. Egentlig burde man tage Sildtoftvejen mod Højer, men man må ikke uden videre bare køre over grænsen. Herude skal du have en speciel tilladelse for at passere grænsen.

Det var herude at grænsegendarmerne blev strafforflyttet, når de havde begået et eller andet.

Men for Broder Pørksen har grænsen voldt store problemer. Hans jord og ejendom ligger lige op til grænsen i Danmark. Udkørslen fra hans ejendom fører dog direkte ud til en tysk vej. Hver gang han kører fra sin gård måtte han krydse grænsen to gange.

På ture til Rodenäs måtte han køre direkte til grænsebommen, låse den op og efter passagen låse den igen for bagefter at køre en lang omvej til den næste officielle grænseovergang. Til stor ærgrelse for grænsepolitiet hævnede han sig sommetider for denne ulejlighed ved at lade bommen stå åben.

Så vidt vides har man hvis nok fundet en mere smart løsning på problemet. Men Pørksen er ikke den eneste, der har dette problem

 

Højer

Det kunne være fristende at smutte over, for at gense Ny Frederikskog, Den gamle sluse og Den hvide bro over Vidåen. Her tilbragte jeg så mangen en stund i min barndom.

Og oppe i Højer legede vi i høet over for Kedde Smej. Mine skønne kusiner bidrog til de festlige minder. Og den gang tog vi til Emmerlev Klev og lyttede til Silver Boys. De gjorde det lige så godt som de originale Shadows. Sådan næsten.

Og det var også u i æ kow at jeg blev træt af at spise fisk. Det var ål morgen, middag og aften. Men marsken bliver man aldrig træt af. Vi badede ude i forlandet i sommermånederne i de såkaldte priler. Opa havde forklaret os, hvornår der kom flod.

Egentlig er Højer en mærkelig blanding af meget grimme huse og fantastiske smukke vestslesvigske gårde. Byen hørte vi første gang om i 1234. Og den flotte mølle er absolut et besøg værd.

 

Rudbøl

Den første officielle grænseovergang er Rudbøl. Byen med verdens mest mærkelige grænseovergang. Det var dengang man fik en grog overrakt fra det tyske område ind på det danske. Men så sukkersødt var det ikke altid. En overgang var bestemmelserne så barske, at man som dansker ikke måtte kommunikerer
med naboen over i Tyskland i samme gade. Blev man grebet i en samtale kunne man risikere en bøde.

Det var også her i Rudbøl, hvor dem der ejede en båd blev rige. De levede af, at Vidåen efterhånden sandede til. De store både kunne efterhånden ikke nå Tønder, så der skulle omlades i Rudbøl.

Og det var også her at prøjserne huggede bådfolkenes både, for at komme til Sild under krigen i 1864. Her på Rudbøl Sø arrangerede man kapsejlads i midten af 1800 tallet. Og hver gang, der var kapsejlads, måtte hjuldamperen fra Højer ændre rute. Normalt gik det vest på mod Sild, men så gik det mod Rudbøl,
og så måtte skorstenen ligges ned, når man passerede broen.

 

Grænsesten

Stenen i midten af gaden har nr. 245. Bogstavet D står for Kongeriget Danmark, mens DRP står for Deutsches Reich Preussen

I alt 280 grænsesten markerer den dansk – tyske grænse. Dog er alle grænsemarkering ikke lavet af sten. Ved blød undergrund som for eksempel i moseområderne blev der opsat egepæle med zinkklapper. Ved Rudbøl Sø er grænsen markeret med bøjler.

Oprindelig blev disse sten efterset hver 4. år Nu nøjes man med en gennemgang hver 10. år Og det er endnu en international delegation, der står for denne gennemgang.

 

Nolde – museet

Når man nu har nydt den gode mad hos Familien Brodersen i Rödenæs – på den tyske side, bør man køre syd på. Nej, jeg er ikke i familie med værtsparret på kroen.

I Seebüll er der rejst et museum for Emil Hansen. Kender du ham ikke? Det er maleren Emil Nolde, som vi har beskrevet i mange andre artikler. Når du har været ude at se marsken, kan du bedre forstå hans farvekombination. Og kigger du på haven, forstår du godt, at han var inspireret af Monét.

 

Aventoft

Fra Museet, som også var Nolde’ s sidste hjem kører du mod Aventoft. Du kan følge kirkespiret. Her var engang kun fiskerhuse, der lå i et vandlandskab, hvor en båd var absolut en nødvendighed. Om vinteren var her et eldorado for børn. Min far pralede med at han har løbet på skøjter fra Tønder til Niebüll. De tjente ellers godt i Aventoft på fisk, rør og siv.

Vi andre kender bedst byen for nogle gode stamværtshuse. Her skulle vi bestå vores manddomsprøve og drikke æ støvl. Så kom vi altid for sent hen til grænsen. Den lukkede allerede klokken 22. Så måtte vi helt ud til Sæd Grænse.

Nye toldbygninger måtte fremskaffes efter grænsedragningen. Dette måtte også ske i Aventoft. Men grundejeren ville absolut ikke sælge grunden til dette formål. Man greb til ekspropriation. Gårdejerens sagfører fremlagde gårdejerens problem med manglende adgang til sin mødding, hvis arealet skulle overgå til toldvæsenet. Indgrebet ville gøre det umuligt at komme til møddingen med hestevogn.

Derfor blev det besluttet, at der skulle fortages en prøvekørsel med toldinspektøren som udførende myndighed og en repræsentant fra byrådet som vidne. På den dertil udarbejdede plan til lejligheden var det tydelig markeret hvor prøvekørslen med henholdsvis det fulde læs møg og det tomme, skulle foregå.

Desværre kom det aldrig til denne prøvekørsel, da byggematerialerne til den nye toldbygning allerede var blevet læsset på grunden. Den følsomme sag blev siden afsluttet med et forlig.

 

Et besøg værd

På den danske side er det selvfølgelig Tønder, Møgeltønder og Gallehus, der skal besøges. I 1639 og 1734 blev de to guldhorn fundet. De er dateret 400 e. Kr. Men originalerne blev som bekendt stjålet i 1802 fra Det Kongelige Kunstkammer og omsmeltet.

Og Møgeltønder er absolut et besøg hver. Enkelte af bygningerne går tilbage til 1600 tallet. Og så skal man jo også lige kigge forbi det gamle Møgeltønderhus.

 

Adolf Tysker fra Lydersholm

Efter afstemningen i 1920 blev grænseforløbet mange steder justeret. Det skete fordi grundejerne absolut ikke ville tilhøre den anden nation. Dette gjaldt også for Adolf Ewertsen. Han blev kaldt for Adolf Tysker, fordi han inden grænsen blev flyttet boede i Lydersholm og absolut ikke ville være dansk statsborger.

Da området blev dansk pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Her boede han med blot en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe et nyt hus. Adolf Tysker døde omkring 1924. Han blev begravet på Ladelund Kirkegård og familien betalte for begravelsen i danske kroner.

 

Cementvejen

En masse pumpestationer blev bygget, da afvandingen af marsken blev foretaget dengang. Mange af disse kan endnu ses. På vej øst på kører vi af Cementvejen.
Den bliver også kaldt Grenzstrasse. Den er anlagt i nazitiden. Og det var også herfra man i Tønder kunne høre larmen inden tyskerne kom den 9. april 1940.

 

Den danske skole i Ladelund

I Ladelund ville man gerne have været til Danmark efter 1920. Alle på egnen talte tysk – som dansksindede talte sønderjysk. Det var her den sjællandske
vandrelærer, Gustav Lindstrøm udbredte det danske sprog.

På egnen blev der rejst et dansk forsamlingshus Kirkevang. Dansk gudstjeneste var blevet forbudt efter 1864, men pastor Noack tog ofte den lange vej fra Flensborg her ud.

På stedet ville man også have en dansk skole, særlig efter at den lokale skole havde fået en nazistisk lærer. En dansk dreng fra sognet Andreas Hansen fortæller:

• Den gamle degn afløstes af en yngre med lange støvler, brun skjorte og skrårem. Udover at vi skulle synge nazistiske sange med fynd og klam, lærte han os mange mærkelige ting, f.eks. at det slemme Danmark havde røvet Nordslesvig, at vi skulle elske Adolf Hitler og at det var nødvendigt, at børnene gav sig til at opdrage deres forældre. \”Ihr sollt Eure Eltern erziehen\”. Denne lærer var utvivlsom den direkte årsag til, at min far så stærk gik ind for at få oprettet en dansk skole.

 

Præstens protest

I hele Slesvig – Holsten var der ivrige nazister. Også på denne egn. Ladelund fik en filial af koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg. Der skulle graves en pansergrav, hele vejen over Sønderjylland.

I begyndelsen af november 1944 kom 2.000 fanger til Ladelund. De blev anbragt i en arbejdslejr, som nazisterne havde bygget i slutningen af 30erne Her var kun plads til 200, men alle blev stuvet sammen.

Bønderne på egnen så de udmarvede fanger gå på arbejde tidlig om morgenen, for sent aftenen at vende hjem. De blev behandlet værre end dyr. Og hver dag var der døde blandt fangerne. Ved juletid 1944 var gravearbejdet gennemført og fangerne blev overført til en ny lejr.

Den tyske præst fik pålagt at sørge for begravelsen. Kommandanten ønskede massebegravelse, men det ville præsten Johannes Meyer ikke. Han protesterede og det var svært i datidens Tyskland. Han skrev i en sognekronik:

• Vel enhver med undtagelse af de 300 pct. nazister var dybt rystede. Man talte i landsbyen kun om lejren. I angst og bæven spurgte vi os selv, hvad fremtiden ville bringe…Landsbyen vender efter denne oplevelse én gang for alle ryggen mod nationalsocialismen. Som sjælesorger kender jeg min menigheds indstilling.

 

117 hollændere omkommet i Ladelund

Af de 300 døde var ikke mindre end 117 hollændere. De var fra landsbyen Putten. Der var i Putten blevet skudt et par tyske officerer. Som hævn skulle landsbyen udslettes og alle mænd mellem 15 og 65 år deporteres. 675 mænd fra Putten kom i koncentrationslejre. Kun 37 vendte tilbage.

En del af kirkegården i Ladelund blev indrettet til hollænderne. Og ofte har byen besøg af hollændere, der vil se stedet.

 

Mærkelige sprogforhold langs grænsen

I en nærliggende landsby, Agtrup foretog en studerende en eksamensopgave. Han tog hjem til sin fødeby, for at undersøge hvilket sprog man talte:

• 97.9 pct. kan tale højtysk
• 5,5 pct. kan tale rigsdansk
•  25 pct. kan tale sønderjysk
• 65 pct. kan tale plattysk
• 2,3 pct. kan tale frisisk

En meget tankevækkende undersøgelse. For ved grænsen laver man den store fejl, at man sidestiller sprog med national bevidsthed. Der hersker mærkelige sprogforhold her langs grænsen. Det vil vi komme nærmere ind på i en senere artikel. Således blev det os forbudt, at tale Synnejysk i timerne på Tønder Kommuneskole.

 

En tysk ko uden pas

En dag i 1950erne passerede en ko, tilhørende en bonde i Bögelhuus på den tyske side grænsen. Koen dukkede op på den danske side. Her blev den fanget og trukket tilbage til den tyske grænse af en dansk tolder. Men den tyske tolder ville ikke uden videre tillade, at koen passerede grænsen. En sådan sag skulle anmeldes. Typisk tysk.

Konsekvensen blev, at koen kom i karantæne hos en dansk nabo. Den tyske told-kommissær samt en dansk overtolder kom til stede for at løse grænsestridigheden. Resultatet blev at den tyske bonde fik sin ko, og de tyske toldere fik det gode råd, aldrig mere at anmelde en sådan grænseoverskridelse.

 

Valsbøl – byen på heden

På vej mod Flensborg kommer vi tæt på grænseovergangen Pebersmark. Inden Flensborg bør man dreje af mod Valsbøl. Nu er det en forstad til Flensborg.
Men dengang var det en landsby langt ude på heden. Præsten H.F. Feilberg interesserede sig meget for de forhold, disse bønder havde. En spændende bog Fra Heden kom ud af anstrengelserne.

Gårdejeren Lorenz Jepsen stillede sin storstue til rådighed for danske gudstjenester. I 1930 havde man samlet sammen til et forsamlingshus Valsbølhus.

 

Hestene måtte ikke komme til Tyskland

I Vilmkær fik grænsen et underligt forløb, fordi man ville være dansk. Så her rager en lille del af Danmark ind i Tyskland. Desværre forblev vejen foran den ene gård tysk. Det var et stort problem for landmanden, da toldgrænsen lå lige foran hoveddøren. Høstede han for eksempel korn og grøntsager på sine marker i Tyskland måtte han ikke indføre det til Danmark. Derfor byggede han i 1927 en lade på den tyske side. Her skulle de tyske høstarbejdere indtage deres måltider, da de ikke havde tilladelse til at krydse grænsen, for at tage hjem til frokost.

Til tider måtte ikke engang hestene, der stod i dansk stald, arbejde på de tyske marker.

Gårdens gæster blev desværre ofte kontrolleret ganske grundig. Det afsides beliggende Vilmkær udviklede sig nemlig på grund af manglende grænsebom til en yndet smuglerrute.

Det oplevede vi også engang, da vi var på besøg derude. Det foregik ret så dramatisk, måske fordi det var blevet mørkt. Men vi kendte den ene af betjentene fra BOV IF, der dengang var Sønderjyllands største fodboldklub. Pludselig forvandlede anklagen om menneskesmugling sig til store grin.

 

Frøslev Skrinet

Indtil 1960 gravede man tørv i den grænseoverskridende Frøslev – Jardelund Mose. Under en sådan tørvegravning stødte Rasmus Jørgensen fra Ellund på noget blank og skinnende. Det var et skrin, der i første omgang blev gemt hjemme på gården. En lærer overbeviste familien om, at dette skrin hørte hjemme på Nationalmuseet i København. Men skrinet skulle først smugles over grænsen ved Kongeåen.
Manglende toldbygning

De tyske toldere måtte indtil 1923, hvor de fik en mere moderne bygning, nøjes med en provisorisk træhytte. Danskerne indrettede sig i den gamle kro Weldmannsruh

Først i 1956 blev der oprettet standsmæssige bygninger. Men bilisterne måtte ud af bilerne, for toldafviklingen foregik inde i bygningerne. Først i 1962 rykkede grænsekontrollen direkte ud på kørebanen – dog kun om sommeren.

Først i 1966 blev der opført mindre toldkontrolhuse ved vejkanten.  Men med Schengenaftalen den 25. marts 2001 mistede grænseovergangen Kruså Kupfermühle sin betydning.

 

Padborg med 47 indbyggere dengang

Nye grænseovergange og nye banegårde opstod efter 1920. Og dette forhold blev Padborgs lykke. Dengang bestod Pattburg kun af 13 huse og 47 indbyggere. Man skiftede først navn til Paddeborg for så i 1923 at skifte til det nuværende navn.

Imponerende er det, at der i byen er ca. 3.000 ansatte i transportbranchen, og at der hver dag passerer 4.500 lastbiler gennem området. En artikel om Flensborg vil du snarest kunne finde under denne side (Ja nu ligger der vel 5-6 artikler om Flensborg på siden)

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Højer
• Litteratur Tønder
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Sønderjylland finder du 207artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 

 

• Aventoft, byen ved grænsen
• Guldhornenes ældste historie
• Møgeltønders historie
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken under vand
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Vikinger i Vadehavet
• Friserne – syd for Tønder
• Baraklejren i Højer
• Højers Historie
• Vadehavet ved Højer
• Højer som havneby
• Øerne syd for Højer
• Bådfolket i Rudbøl
• En sønderjyde krydser sit spor (L    Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Gendarmstien
• Kobbemøllen ved Kruså
• Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
• Hærvejen til Grænsen
• Okseøerne i Flensborg Fjord 1-2
• Ryd Kloster
• Genforeningen i Bov Sogn og mange flere

Redigeret 20. – 03. – 2022

 

Dengang i Højer

Hvor gammel er Højer egentlig? Kirken omtales i 1200, byen i 1231. Nord for byen boede mennesker for 5.000 år siden. Højer Herred blev formindsket ved ”vandflod”. Ballade om kirkens tilhørsforhold.

 

Det var vel midt i 1960’erne at vi fandt cirka 50 glasplader indeholdende motiver fra Højer – dengang. Fundet blev gjort oppe på loftet, helt op under taget hos tante Annelise og Onkel Kedde i Nørregade, sidstnævnte også kendt som Kedde Smaj Jeg havde besøgt mine kusiner Christel og Elke.

 

18.000 glasplader

Hvordan de glasplader var havnet der, var der ingen, der vidste. Glaspladerne stammer sikkert fra Laurids Mathiesen. Han havde urmager – og guldsmedeforretning i Mellemgade.  I Lokalhistorisk Arkiv har man en bestillingsliste omfattende 18.000 billeder. En stor del af disse glasplader opbevares på Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.

Det var altid hyggeligt at komme ind hos Mathiesen og blive tæjn a. Man blev anbragt i en høj stol, hvorefter Mathiesen gik bag om et højbenet apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:

• Se no effens æ lidle venle ue.

Han forsøgte at få de helt rette udtryk frem. Hvis nu man syntes, at det hele var lidt komisk, og begyndte at grine, kunne Mathiesen finde på at sige:

• No ha do øjt mæ det hele

Ja så havde man også muligheden for at blive foreviget foran et bagtæppe med et skovparti.

 

Hvor gammel er Højer?

Dengang spekulerede jeg på, hvor gammel Højer egentlig er. Det er der faktisk ingen der ved. Man har fundet en jættestue, der er 5.000 år gammel nord for Højer. Den blev af praktiske grunde anbragt foran Kiers Gård. Og netop her har man fundet rester af en trælleborg fra vikingetiden. Kirken i Højer nævnes allerede omkring år 1200.

Noget tyder på, at Højer er en meget gammel by. Besejlingsforholdene var også gode for fladprammede både.

 

Højer i 1231

På skrift omtales Højer første gang i 1231 som Høthærsherred, oversat Højer Herred. Navnet Høthær er tvivlsom. På oldnordisk findes et tilsvarende ord, som betyder jord. Bondebyen lå på en bakke, der hævede sig over det flade land.

 

Højer Birk

I Ribe Oldemor  fra 1340 opføres under Højer Herred: Hjerpsted, Ballum, Højer, Emmerlev, Skast samt det nu forsvundne Vester Anflod. Højer var en selvstændig Birk. Måske var Birken udskilt af Højer Herred.. Allerede i 1498 nævnes Jens Boesen som herredsfoged og birkesfoged.

Birkeretten bestod af birkefogeden og 8 rådmænd som var udnævnt af amtmanden efter forslag fra Højer flække. Tingskriveren var protokolfører. Birkeretten holdt sit særlige tinglokale
i Højer, faktisk der, hvor Ohlsens Hotel senere lå. Ved kirkegårdsmuren på Torvet lå en skamme-pæl med halsjern.

 

De ældste gårde

En af de ældste gårde er Højergård på Torvet. Det er en tidligere fri-gård fra 1437. ja så skal jeg også lige nævne Poppenbøl. Ikke fordi, at min mor har tjent her, men fordi gården stammer helt tilbage fra 1443.  Af en opgørelse fra 1581 viser at der i Højer var 49 selvbjergede med 88 folk, 7 fæstegårde med 12 folk og 104 Kådnere. Det lyder ikke af meget, men efter datidens
forhold, udgjorde det dog en anseelig størrelse.  I 1757 hærgedes byen af to påsatte brande, der satte byen tilbage i udviklingen.

 

Formindsket ved ”vandflod”

Det hedder sig, at Højer Herred blev formindsket ved vandflod, og dels ved at enklaven Ballum blev kongelig. Men helt let var det nu ikke. For enkelte ejendomme i Skast, Emmerlev og Sønder Sejerslev tilhørte Schackenborg, som jo var en “Kongerigsk enklave”

Trøjborg havde også besiddelser i Skast, Emmerlev og Sdr. Sejerslev.

Og for at gøre det endnu mere forvirret, så tilhørte Frederikskog og Rudbøl Kog, Møgeltønder Birk. Først i 1853 blev disse indlemmet i Højer Herred.  Herredsfogeden i Højer Herred var allerede i 1400 – tallet også birkefoged.. Fra omkring 1713 havde Tønder og Højer fælles herredsfoged. Fra 1867 blev herredsretten ophævet.

Fra gammel tid var der en kommunal herredsrepræsentation. Højer havde 3 og Tønder 2 herredsfuldmægtige. De blev foreslået af herredsfogeden og udnævnt af amtmanden.

 

Tingsteder

Højer Herreds tingsted synes fra gammel tid, at have ligget i Emmerlev. Her nævnes Galgeagre fra 1683 og Tinghøj fra før 1770. Fra omkring 1770 blev tinget for Højer Sønder Herred holdt i Højer, mens tinget for Nørre Herred blev holdt i kroen ved Emmerlev Kirke. Senest var der tinghus på Højkro. Dette blev nævnt omkring 1854.

 

Kirken i Højer

Højer Herred tilhørte fra gammel tid Ribe Stift, og var en del af ærkedegnens provsti. Efter delingen i 1544 kom herredet under Hertug Hans. Men det skete først efter en del strid. Endnu i 1564 visiterede Ribe – bispen, Poul Madsen i Højer Kirke. Nogle få år senere forbød Hertug Hans præsten i Højer, at svare:

• udi nogen måde paa Religionens vegne, men Provsten af Tondern.

Kirken kom under hertugens overhøjhed og blev kort efter lagt under Slesvig Stift. Ærkedegnen beholdt sin ret til at høre kirkeregnskabet sammen med de fyrstelige amtsskrivere, dog kun til 1668. Da blev opgaven overtaget af provsten i Tønder.

 

I 1860 – 1.041 indbyggere

Omkring 1770 var der i Højer by – 160 huse og 765 indbyggere. Det var 21 gårdbesiddere under Tønder Amt, 118 Kådnere og 28 inderste.

I 1799 blev der gravet en kanal gennem vaderne til den daværende ladeplads syd for Højer. Efter dige-byggeriet 1861 indrettedes en anden anlægsplads på Vidåens nordside inden for diget, og en anden uden for diget. Sejlløbet blev gentagende gange uddybet.

I 186o boede der i Højer 1041 indbyggere. Efter 1864 fik tyskheden bedre betingelser i byen. I 1867 var der kun 71 danske stemmer mod 186 tyske. Også i 1920 var der tysk flertal.

 

Mange stiftelser har jordbesiddelser

Interessant er det, at så mange forskellige stiftelser fra Tønder havde så meget jord u i æ kou.

• Strucks Legat 86 ha
• Hospitalsstiftelsen 34 ha
• Popsens Legat 28 ha
• Richtsens Legat 32 ha
• Leos Legat 25 ha
• Vajsenhuset 20 ha

 

Digerne

Tænk hvis vi ikke havde digerne ved Højer, så ville det være katastrofalt for Tønder. Halvdelen af arealet i det gamle Tønder Amt ligger under 10 meter. Kom der en ordentlig stormflod ville disse egne sikkert ligge under vand. Det oprindelige Højer dige fra rigsgrænsen ved Siltoft til Højer blev opført 1859 – 1861. Længden var 6,6 kilometer. Inden i er der klæg af en god kvalitet. Hele 6 veje fører frem til dette dige, deriblandt 3 såkaldte katastrofeveje.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Højer 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk
• Højers historie
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Dige-byggeri i Tøndermarsken

Redigeret 7.12. 2021

Tøndermarsken var et sandt amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære en båd.

Emil Nolde fortæller i sin bog Welt und Heimat:

• Da vi omkring 1912 havde købt Utenwarff vidste vi ikke, at hele egnen om vinteren stod under vand, ja sågar kunne blive oversvømmet om sommeren.
  Det var herligt, når der milevidt omkring os kun var vand at se, når om dagen den høje himmel spejlede sig deri – eller om natten månen med sin kolde glans forvandlede det til sølveventyrland.

Bager og købmand Max Pörksen kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.

 

Masser af vand

Under de månedlange vinteroversvømmelser var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje. Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.

Foruden de større søer, Gudskog Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken, som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler og grøfter.

 

Både var nødvendige

Mange marskboer havde to – tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde. Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.

Kombinationen af kvæghold og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.

De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe.

 

Masser af ål

Efterårets ålefiskeri foregik i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der solgt både ål og gedder.

Der var masser af ål i vandløbene. Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt. Efter tøbruddet lå der over en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag som var over 10 – 15 meter bredt.

Fiskeriet i marsken havde dog sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600.

 

Græsarealer blev lejet

Mange marksboer måtte leje græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører. Man lejede efter begrebet en Ku´s Grejs. Udlejningen foregik ved en årlig auktion

Stormflod

Stormflod er et begreb man ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter.

Den værste stormflod i historien fandt sted den 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen 100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.

Også stormfloden 1. november 1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne. Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.

 

Misthusum

Den forladte landsby Misthusum fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.

 

Ulykker i marsken

I tidens løb er mange omkommet på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker, uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.

I Tonderschen Zeitung den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke.

• Landmændene August Koch og Karl Johannsen fra Haddersbøl Hallig var i båd taget til geesten. I en stærk snestorm for de vild. Søndag morgen fandt man Kock frosset ihjel, mens Johannsen stadig levede. Nogle år forinden tildrog der sig på egnen et lignende ulykkelses-tilfælde. Derved druknede
  to personer, landmand Johannsens bror og hans tante.

En møllebygger fra Fiskehusene druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.

Kvinderne i marsken var altid bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.

Nogle af de mange ulykker skete da også efter rigelig indtagelse af spiritus.

En fisker, der efter en munter aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr, fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte båd.   En anden fisker, en gammel mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.

Under en bådtur til Tønder efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder faldt han udenbords og druknede.

Carsten Holt, Tønder sejlede i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt. Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet. Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til å-bredden.

 

Når Højer Sluse lukkes

Når der var vedvarende vestenblæst med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset. Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren.

 

Vidåen – Danmarks mest vandrige

Vi andre har ofte badet i Vidåen og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab. For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte dyb, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.

Vidåen er Danmarks mest vandrige å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland.

 

Tøndermarsken – et naturområde

Tøndermarsken er blevet et fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet. Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer andre steder i verden..

Men der er også mange grunde til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning. I området er der også konstateret mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene. Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet end sort sol.

 

De mange ”Ballum´ er”

Vi er her på redaktionen blevet spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er afledt af forhøjning.

Mod øst ligger Forballum, Så har vi Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende – Ballum. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til Havneby på Rømø. Så følger Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum.

 

Emmerlev Klev

Når vi nu er ved de kanter, skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en stejl klint.

Det var også her vi gik til dans og svingede de “skjønne” piger, for mange år siden.

 

Kilde:

• litteratur Tønder
• litteratur  Møgeltønder
• litteratur Højer
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

 

• De første mennesker i Tønder
• Dige-byggeri Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer som havneby
• Højer stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Travlhed ved Højer Sluse
• Bådfolket i Rudbøl
• Aventoft – byen ved grænsen
• Kanal gennem Tønder og mange flere 

Redigeret  17. – 03. – 2022

Helt frem til begyndelsen af 1900 – tallet var der travlhed ved slusen. En masse gods blev importeret og eksporteret. Fra ålefiskerne var der meget aktivitet. En helt speciel stemning var det at side inde i en varm stue, når blæst og regn slog mod ruderne i Ny Frederikskog.

 

Fra Højer blev der i 1856 udført op til 1.000 laster indenlandske produkter (1 last = 2.500 – 3.000 kg.). fra Højer til Tønder blev der viderebefordret:

• 240.000 pund sukker og sirup, 226.000 pund tobak, 170 laster engelsk kul, 237 laster forskellige varer.

 

Kæmpe aktivitet 1871 – 1875

En væsentlig del af disse produkter blev transporteret af bådmændene fra Rudbøl. I tidsrummet 1871 – 1875 udgjorde de ind – og udførte varer:

• 19.946 liter spiritus, 277 hl. Øl, 3 hl. Eddike, 8260 drænrør, 6496 knipper tagrør, 80 stk. tækkebånd, 1136 fliser over 25 cm, 17.080 fliser under 25 cm, 6 ½ hl. Fisk, 3.341 kg fisk, 260.608 kg kort, 424 t træ, 3 læs hø og strå, 134 t kalksten, 31 hl. Kalk, 339.024 kg stenkul, 68.556 kg. Salt, 51.460 kg tagsten, 8.900 stk. mursten, 125 stk. skifer, 9 hl. Tjære, 44 stk. hornkvæg, 8 stk. får, 16 lam og grise, 106 læs tørv og sand, 6 kg fjer, 53 kg cigarer, 250 kg silkevarer, 300.000 kg diverse varer.

 

Op til 21 skibe på en gang

Op til 21 skibe er ifølge vidner fra den gang på en gang afsejlet fra Højer. Der kom skibe fra England, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland. De engelske skibe bragte stenkul og modtog korn. Fra Norge kom der træ, og fra Bremen kom der tobak.

 

Varetransporten fortsatte

Da skibsfarten på Højer døde ud, ophørte også bådfarten med gods til Tønder. Varetransporten inden for marskområdet foregik dog helt frem til 1930’erne. Særlig sten, der blev produceret
af teglværkerne i marsken eller på gestkanten blev ud-sejlet til byggepladserne eller til en trælasthandel i Tønder og videresolgt.

 

Møllebyggeri

Ved Højer fandtes der før afvandingen to møller. Desuden var der en ved Nørremølle og hele 12 stk. på Schackenborgs besiddelser. Disse pumpede om sommeren vand ind til kreaturerne i fennerne og kunne om vinteren pumpe vandet ud derfra. Sådanne møller samt almindelige kornmøller blev bygget og repareret af to møllebyggere, som sejlede til de steder, hvor de arbejdede.

Træet til byggerierne blev købt i Aabenraa, og kom til Fiskehusene på vogn. Herfra blev det sejlet videre.

 

Speciel stemning i Ny Frederikskog

Arbejdet med at passe ruserne ved Højer krævede sin mand. Derfor havde fiskerne et hus, hvor de overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. En kraftig ret kogt på store ål. Det var især fiskerne fra Rudbøl, der benyttede dette hus.

Fiskerne fra Højer delte retten til at sætte ruser med kollegaerne fra Rudbøl. De deltes også om siderne. Ruserne og radgarn, som fiskerne brugte knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Det gjorde min bedstefar (Opa) også ude i Ny Frederikskog. Bryggerset var ofte fuldt af opsat garn. Mens han gjorde det fik piben ikke for lidt.

Trængte han til en pause, ja så tændte han ofte sin B&O transistorradio, der havde skibsbølge. Så lyttede han til Blåvands Radio eller Nordteich Radio.

Ja og så er min bedstefar blevet genkendt af læsere af denne hjemmeside. En af dem har serveret kaffe for ham, da hun var en lille pige. Min bedstefar arbejdede sammen med hendes far ved slusen.

Det var en hel særegen stemning, når blæsten og regnen larmede ude fra forlandet i Ny Frederikskog.

 

Kilde:

• Litteratur Højer 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler

• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Aventoft – Byen ved grænsen
• Tøndermarsken under vand
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer som havneby
• Højer, Stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Højer – historier og oplevelser og mange flere artikler 

Redigeret 8. – 12 – 2021

Livet i Rudbøl var meget specielt. Man levede med vandet og af vandet. Også teglværker, fiskeri og udnyttelse af marskens bevoksning var en vigtig indtægtskilde. Hele 30 bådsmænd fra Rudbøl fragtede varer på Vidåen. En gang om året var der arbejde ved Højer Sluse. Omkring Rudbøl var der fire kroer, fire købmænd og to bagere. Og så var der kapsejlads på Rudbøl Sø

 

Omkring 1830 var der endnu 30 bådsmænd til bage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Efterhånden kunne bådene ikke mere komme ind til Tønder, og bådsmændene tog deres betaling for den videre fragt. Det var det sandelig mange skippere, der var utilfredse med.

 

Masser af teglværker

Ved Rodenæs lå den sidste af marskens talrige teglværker. Man kunne sejle direkte til stedet. Men størstedelen af produktionen blev sejlet til Nørremølle og udskibet herfra.  I Gudskog lå der hele 8 teglværker, hvorfra der hver dag, sommeren igennem blev sejlet mursten til Tønder via ”Æ Fries Graw”. Det hed ganske naturligt sådan, fordi det var frisernes vandvej til Tønder og til ”Filowt – slusen”.

Næsten alle bådsmændene, der boede mellem Fiskehusene og Nykirke transporterede mursten for Gudskog – teglværkerne. I nærheden af lade – og lossepladsen Gasthafen ved Klixbøl lå der yderligere tre teglværker. Fra Marsken sejledes betydelige mængder tagrør til Gasthafen, som returlast, var der mursten.

Ved gestkanten nær Bosbøl lå et andet teglværk. Ifølge Trap 1864, Hertugdømmet Slesvig fandtes der et større teglværk ”Teglmark” ved Aventoft.

 

Farlig bådfart

Det var ikke helt risikofrit at sejle med disse sten. Rejsens gennemførelse afhang af roligt vejr og vand. Når vinden var strid øst, kunne sejlet ikke bruges. Så måtte der stages, og det kunne mærkes i armene. Her kom bådmændenes kendskab til Vidåen til deres ret. Mange steder var den så dyb, at stagerne ikke kunne bruges, ja så havde man andre metoder.

I begyndelsen af 1900’tallet var det klinker, der blev befordret. Marskens plørede veje blev efterhånden belagt med disse klinker. De kom til Højer fra Hamburg og Cuxhafen på hollandske skibe. Også mergel blev transporteret på Vidåens vande.

 

Søren Jensens tur til Tønder

I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå Købmand Thyssens butik lige vad kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.

Når Søren Jensen anløb Skibbroen i Tønder, besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.

Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum og tjære i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker alt sammen i sække som rummede store kvanta. Søren Jensen foretog sin sidste tur i 1913.

Der var også bådsmænd, der tjente penge ved at transportere for Vandløbsvæsenet. Indtil 1920 blev der gennemført store vedligeholdelsesarbejder på broer, sluser osv.

 

Varer pr. båd

For beboerne ved Nørremølle var det ekstra besværligt, da de store anlægsarbejder på Højer – Rudbøl vejen blev gennemført. Man lejede en bådsmand til at hente og bringe kolonialvarer og brød i Rudbøl.

 

Flytning på vandet

I sin bog Reisen – Ächtung – Befreiung fortæller maleren Emil Nolde, da han i 1927 flyttede fra Utenwarf nord for Vidåen til Seebüll i Gudskogen, at al bohavet blev transporteret i tre både, som hver sejlede to gange.

I Emmersböll fortælles der, at man tidligere sejlede til et sted i nærheden af Danmark for at hente sand til brug ved husbygning. Stedet har sikkert været Møgeltønder, der var kendt for sin fine sand, der også var velegnet til beton.

 

Dyr og korn på både

Dem, der ikke dyrkede korn, hentede det hos Bachmanns Vandmølle i Tønder. Kul og koks købte man på Gasværket. Også dyr blev fragtet på både. Et par ungkreaturer eller en halv snes får kunne sagtens være på en såkaldt togangs-båd.

 

Vedligeholdelsesarbejde ved Højer Sluse

Under de vestlige storme flåede Vesterhavets bølger voldsomt i Højer Kanals uden-digs – skråninger. Der blev ofte revet hul i grønsværen. Dette skulle repareres ellers ville kanalsiderne forsvinde. Før 1. verdenskrig gav dette arbejde til et halvt hundrede mand i hen ved et par måneder hvert år. Det var bådsmændene og fiskerne fra Rudbøl, Rosenkrans og Fiskehusene,
der dengang udførte disse vedligeholdelsesarbejder ved Æ Hoved – forlandet ved Højer Sluse. Daglønnen var 7 mark. Arbejdet begyndte som regel i april/maj og fortsatte til midt i juni.

Arbejdsgangen var bestemt af flod og ebbe. Bådmændenes logi ved Slusen var seks tilt – hytter af tagrør inden for diget. I hver hytte boede 6 – 8 mand.  Mændene havde ikke tid til at lave varm mad, mens de arbejdede her. Hver søndag fik de bragt pandekager og sødsuppe af deres koner eller børn.

 

Maritime bagere

Ligesom i Aventoft var der også en bager fra Rudbøl, der solgte produkter var sin båd. Det var Max Pörksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indladt til krigstjeneste.

Hver torsdag fik han lastet sin båd med Firepundsrugbrød (50 pfennig), sigtebrød, franskbrød, kavinger (tvebakker), wienerbrød og kager. Så gik det ellers ud af Møllegraven til Kehrwieder ved Rudbøl Sø, over denne til Neumark og gennem Filowt – slusen ind i Gudskogens kanalsystem, ad hvilket han kom til Broderskog, Seebüll, Store Hallig, Jacobsværft, Petersböll, Hyltoft og Schreiberstadt.

Bager Hansen sejlede brød til sine kunder ved Nørremølle indtil 1926 – 1927.

 

Masser af jagt

Jagt var også en naturlig foreteelse i marsken. Der var masser af fugle og en stor bestand af harer. Desuden var der vildgæs, oddere og vilde svaner. I Welt und Heimat beskriver Emil Nolde marskjagten:

• Da jeg så erhvervede den meget mindre skyttebåd, og senhøsten kom, var der meget at gøre. Regn-spurvene kom med deres fløjt og lange næb. Og med dem de mange andre fremmede fugle. Med blæst og regnbyger kom hele sværme af vildænder trækkende fra Norge og Spitzbergen og svømmede på alle vandflader omkring os.

 

Lang vej i kirke

Når Rudbøllingerne skulle i kirke, foregik det med båd til Højer Sluse. Herfra gik de til Højer Kirke. Indtil 1893 blev de døde Rudbøllinger fragtet til den hvide bro ved Højer, hvorfra kisten førtes videre med hestevogn.

Havde folk fra Rudbøl, Rosekrans eller Fiskehusene havde ærinde i Tønder eller Højer, ja så sejlede man dertil. Særlig ved disse byers markeder ankom marskboerne i stort tal med båd.

 

Østrigske tropper rekvirerede både

Under krigen i 1864 rekvirerede de østrigske tropper i Højer et stort antal to-gangs-både fra Rudbøl. Fartøjerne blev lagt til ved Højer Sluse med henblik på overførsel til Sild. Den 13. juli blev der sejlet 200 østrigske jægere fra Højer til Munkmarch ombord i 20 to-gangs-både og et større fartøj. De fleste af disse fartøjer blev leveret fra Rudbøl.

 

Wasserpost

I Gudskog havde man ikke et landpostbud. Nej da havde man et Wasserpost. To gange om ugen sejlede han nordpå gennem kanalen langs østsiden af Rosenkrans – Nykirke vejen og drejede før Fiskehusene østpå mod Gudskog – gårdene. Når der var frost og tø, kunne det gå op til 4 uger inden man fik sin post.

 

Æ klusstag

For børnene var det lige så vigtig at tage springstokken som bøgerne med, når man skulle i skole. På sønderjysk hedder den Klusstag. På frisisk er betegnelsen Klöwer. Den er omkring 3,5 meter lang, til børnene dog mindre. I nederste ende er den formet som en slags fod. Nogle marskboer havde en, de kun brugte om søndagen.

Undertegnede har selv prøvet sporten ude i forlandet til Ny Frederikskog. Efter nogen øvelse, er det faktisk meget sjovt. Mange børn kunne dog ikke nøjes med Æ Klusstag. De måtte transporteres i skole på hesteryg eller med båd.

 

Kampen for drikkevand

Først i 1958 fik beboerne i Rosenkrans, Fiskehusene og Nykirke vandværksvand indlagt i deres huse, mens folk i Rudbøl først kom med i 1959. Emil Nolde skrev:

• Marsken – det af havet opskyllede vand – havde intet kildevand og ingen brønde. Af damme og grøfter, hvor frøer og ænder huserede, tog beboerne vand.

Vandet i kanaler og grøfter kunne være hvidligt og leret. Det indeholdt smådyr (vandlus), foruden større insekter og padder. Herfra hentede man vand. Men helst gjorde man det fra ny-gravede kuler. I selve Rudbøl tog beboerne vandet fra Vidåen lige ved Rudbøl Bro.

Fra Rosenkrans sejlede man ud på Vidåen med deres spande for at hente vand. Når kvinderne havde vasket tøj, skyllede de det fra en båd ude på Vidåen, hvilket var meget lettere end at bære store mængder skyllevand hjem.

Men fra 1930 kunne man ikke mere hente drikkevand fra Vidåen. Da var det forurenet af kloakudløb. Efterhånden måtte beboerne i Rudbøl have vand fra Højer Mejeri. Det kom så leveret i en tankbil, men det betød, at der kun var frisk vand hver anden dag.

Nogle anskaffede sig i 20’erne store beholdere, der kunne rumme 1.000 liter. Så hentede de vandet i Møgeltønder.

 

Stadig hø fra Gudskog

Grænsedragningen i 1920 medførte store ændringer i erhvervsforholdene syd og nord for den nye grænse. For beboerne i Rudbøl og Lyst betød det, at de var afskåret fra Gudskog, hvor de fra gammel tid hentede hø. Mange familiers eksistens var truet. Men Grev Schack greb ind og efter lange forhandlinger med de tyske myndigheder fik man lov til at hente hø.

 

Modstand mod afvandingen

En meget stor del af marskboerne var modstander af afvandingen. Særlig omkring Rudbøl var modstanden stor. Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del af marsken dog, at de ønskede afvanding. I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En vanskelig omstillingsproces fulgte for mange marskboer.

 

Biindtægt

En del beboere i Rudbøl havde en biindtægt ved at sælge måtter og sko, fremstillet af sumpplanten Søkogleaks.

Fik man mælk til overs fra kvæget laverede man det til mejerierne. Først til Møgeltønder, senere i Rodenæs og sidst til Højer.

 

Lille have

Til hvert hus i Rudbøl hørte en have (kolgor), hvor der blev dyrket krydderurter. Haverne var dog meget små. Jorden bestod mest af klæg. Men så kunne man blande sand i. Det hentede man på Sønderås bredder.

 

Masser af ål

Bag husene ved østsiden af Rosekrans – Nykirkevejen løber en uanseelig grøft, den tidligere ”forgrav” til bådtrafik. Om foråret trak ålene gennem denne kanal ud i de mindre vandløb og grøfter. Om efteråret vandrede de tilbage. Imens blev der sat ruser fra alle husene ved kanalen.

 

Emil Noldes redningsaktion

Med så meget vand omkring, skete der selvfølgelig en del ulykker. Ikke alle havde heldigvis en dødelig udgang. Emil Nolde fortæller i bogen En Kunstners Kampår følgende historie om Willie Carstensen fra Rudbøl, der gerne ville have sig en lille en:

• Forbi mine vinduer kom denne mand dinglende, stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pram-rælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom ham hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at han, en fisker og pramdrager, skal reddes af en kunstmaler.

 

Kapsejlads på Rudbøl Sø

Der er sikkert ikke mange, der ved, at der har været afholdt  “Vædde-sejlløb” på Rudbøl Sø. Kort efter den fransk – tyske krig, enten i 1874 eller 1878 startede det. Angiveligt helt frem til første verdenskrig. “Æ Væddesejlen ” blev afholdt 1. eller 2. pinsedag.

Formiddagen brugte bådfolket til forberedelserne. Blandt andet blev sejlene overdænget med vand, ved hjælp af øsekarret. Over middagen begyndte kapsejladsen. Bådene, der havde numre syet på sejlene, startede da fra Rudbøl Bro og ud på banen, hvis fjerneste punkt var Ringsværft på søens syd-bred.

De tre hurtigste både fik præmier. En bolle Punch udgjorde som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol også havde været førstepræmien.

 

Hjuldamper under Rudbøl Bro

Mellem Højer Sluse og Sild sejlede før 1920 en lille hjuldamper ”Sylt”, hvis skorsten kunne lægges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

På kapsejladsdagen var den udtaget af sin rute og sejlede i stedet passagerer fra Højer gennem Vidåen og Rudbøl Sø til Filowt, bugten ved Ringsværft og Lægan.

I forbindelse med dette, var der en kæmpe folkefest med skydetelte, karruseller, gøgl, musik og meget mere.

 

Verdens mærkeligste grænse

Hvorfor har Rudbøl så mærkelig en grænse?

Det var en international kommission, der skulle afstikke grænsen. Denne kommission bestod af en franskmand, en italiener, en tysker, en dansker, en englænder og en japaner. De havde i første omgang bestemt, at Vidåen skulle danne grænse efter 1920, men det blev anderledes.

Ifølge historien var der en, der hed Anton Nielsen fra Rudbøl, der henvendte sig til kommissionen.:

• I har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit største ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar, drejer det sig om?, spurgte japaneren.
• Ca. 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen.
• Nå, så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Ja, på min side vil de alle sammen godt være danske.

Efter at kommissionen havde talt sammen, sagde japaneren til Anton:

• Nu får du lov til at lave en lille privat afstemning her i gaden, og så ser vi resultatet.

Resultatet blev syv tyske og fem danske stemmer. Men foruden dem, der havde stemt, var der to koner, hvis mænd var faldet i krigen. De to enker ønskede at komme med til Danmark, men af hensyn til deres krigsrente, havde de ikke vovet at skrive under.

Japaneren henvendte sig derefter igen til Anton Nielsen:

• Nu skal vi skabe verdens mærkeligste grænse, hvor mennesker – ja et enkelt menneske får sit livs største ønske påfyldt.

Og så blev grænsestenene lagt på langs – ned i midten af gaden i Rudbøl – Rosenkrans. Anton Nielsens hus ligger i  Danmark. Kroen, hvor man spiser fantastisk og hvor man har det gode navn Brodersen (er ikke i familie, tror jeg) ligger i Tyskland.

Kilder: 

• Litteratur Højer 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Emil Nolde: En kunstners Kampår
• Emil Nolde: Welt und Heimat

 

•  Hvis du vil vide mere: 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Aventoft – Byen ved grænsen
• Travlhed ved Højer Sluse
• Tøndermarsken under vand
• Rudbøls Historie 

Redigeret 8. 12. 2021

Byen var i høj grad præget af Tæppefabrikkens storhed og fald. Mange beboere i Højer har i tidens løb været ansat på fabrikken. Det har dog ikke altid været lige
let for fabrikken. Krig, oliekrise og nationale modsætninger, var nogle af barrierene. I dag lever navnet dog videre.

 

Højer Tæppefabrik var for Højer det samme som Danfoss for Nordborg. Min tante Sonja arbejdede der i mange år. Og jeg tror også, at flere andre familiemedlemmer i byen, arbejdede der. På min mormors (Oma) side, var der hvis nok nogle fra familien Tønder, der også arbejdede på Tæppefabrikken.

 

Den mest betydningsfulde aktør i Højer

Fra 1930 og cirka 40 år frem var Højer Tæppefabrik den mest betydningsfulde aktør i Højer. Og det var ikke mindst fabrikant  A.R. Kjærbys fortjeneste. Ja det officielle navn var for fabrikken var Sønderjydsk Tæppefabrik.

 

Dampmaskinen kommer

Egentlig var det et uldspinderi oprettet i 1877. Det var Mads Madsen, der startede det. Året efter var det Mathias Ebbesen, der førte virksomheden videre. 2 – 3 mennesker var ansat på det
lille spinderi, og det var bønderne på egnen, der leverede ulden.

Ved Ebbesns død i 1890 blev O.K. Amstrup chef. Han giftede sig med Ebbesens enke. Og snart skete der noget nyt idet Amstrup fik en dampmaskine i brug.

 

Udvidet produktion

Ved en brand i 1899 kom der flere maskiner til og et par væve. Produktionen blev udvidet til garnproduktion, vævede stoffer. Og så småt begyndte man at fremstille præstegårdsløbere.

I 1918 solgte Amstrup virksomheden til E. Kieler. Men efter kun et år overtog A.R. Kjærby, fabrikken med den klausul, at handelen kunne gå tilbage, såfremt den ny grænse blev trukket nord om Højer.

 

Fra en uldspinder-familie

Anders Rasmussen Kjærby var 3. generation af en fynsk uldspinder-familie. Efter en uddannelse på Brandts Klædefabrik i Odense arbejde han forskellige steder i ind og udland. Sin hustru, Emmy Keidel fandt han i Hannover. De blev gift i 1903. I 1906 flyttede de tilbage til Danmark.

I 1920 havde fabrikken ansat 6 – 7 personer. Nu blev der også vævet stof til damekjoler og herretøj, samt uldtæpper og rejseplaids. Og det gik ret godt

 

En bestilling fra København redder fabrikken

Men de fleste kunder kommer sydfra. De var nu afskåret fra at handle med virksomheden i Højer. I Foråret 1922 var Kjærby på fallittens rand.

En bestilling på 300 meter løbestof fra et københavnsk firma, blev fabrikkens redning. Fabrikken var ikke beregnet til tæppefremstilling, så en masse praktiske problemer måtte løses i stor hast. Tæppestoffet blev leveret.

 

Bedre maskiner

Bedre maskiner og udvidelse af bygningerne, betød at der i 1931 var 25 beskæftigede.

 

Nationale modsætninger hindrer udvidelse

Efterspørgslen var stærkt stigende. Den disponible grund blev for lille. Kjærby skulle bruge bedre elforsyning, vandforbrug og kloakafløb og mere plads til udvidelse. Men det tyske flertal i Højer byråd satte sig i 1936 på bagbenene.

Ved kommunalvalget i 1933 blev der igen syv tyske og fire danske stemmer. Der blev valgt to viceborgmestre: 1: urmager, Laurids Mathiesen, tysk og 2: fabrikant A.R. Kjærby, dansk.

Tre arbejdere fra fabrikken tog til København og bad statsminister Stauning tage affære.  Der var allerede lavet forberedelser til at fabrikken skulle flytte til Bogense, men i 1937 blev problemerne løst. I 1939 var der 130 beskæftigede, og fabrikken var den største industrivirksomhed i Tønder amt.

 

Mangel på uld

Under anden verdenskrig var der mangel på uld. Den blev på fabrikken blandet med klude af alle slags. For at holde produktionen i gang, gik man over til at fremstille papirtæpper.

Kreativiteten var stor. Man kunne ikke købe nye maskiner i udlandet under krigen, så fabrikken fik indrettet et maskinværksted, der selv skulle fremstille maskiner. På den måde klarede man sig gennem krigen. Man havde ansat mellem 90 og 100.

 

Familie-aktieselskab

I 1937 var virksomheden blevet omdannet til et familie-aktieselskab. A.R. Kjærby var bestyrelsens formand, desuden bestod den af bankdirektør Johs. Poulsen, Tønder, Kjærbys svigersøn, J.C. Nielsen, sønnen Johannes Kjærby og endnu en svigersøn, Vilhelm Mathiasen.

 

Ingen overenskomst

A.R. Kjærby og hustru var i 1937 flyttet til Kolding, men allerede året efter bosatte de sig i Aabenraa. Men samme år døde han pludselig.

Kjærby ville ikke lave overenskomst  med tekstilarbejderforbundet. En blokade mod fabrikken var virkningsløs. Lokalbefolkningen ville gerne arbejde på fabrikken. De betragtede Kjærby som deres far. Konflikten varede i fire år. Først i 1936 blev der oprettet overenskomst.

 

Stor udvidelse

I 1949 påbegyndtes en stor udvidelse af fabrikken. Mod vest blev der etableret et nyt kedelhus med vaskeri og farveri og lidt senere en stor ny væverihal. Man begyndte nu også at fremstille Axminstertæpper. Og i 1951 solgte man to km løbestof til plenar-salen i FN – bygningen i New York. Til Aalborghallen lavede man Danmarks største tæppe.

 

Statsafgift på gulvtæpper

I 1952 begyndte man at lave Wiltontæpper. Det var blandt andet takket være Johannes Kjærbys tekniske snilde.

I 1954 blev der lagt 25 % statsafgift på gulvtæpper, og da tolden på udenlandske tæpper samtidig var lave, skabte det i en periode vanskeligheder, med afskedigelser til følge. I 1954 brændte spinderibygningen og nopperiet. Skaden androg cirka en million kroner.
Succes med eksport

Først i 50’erne var man begyndt på eksport. I løbet af en halv snes år, var man oppe på at eksportere ca. halvdelen af produktionen, og antallet af beskæftigede nåede op på 200. Fra 1959 samarbejde man med kunstnerparret Rita og Vincent Lerche. Det betød en stor fornyelse i farver og mønstre. Nye eksportmarkeder som Canada, USA og Japan kom til.

 

Rationaliseringer

I 1966 gennemførte fabrikken en rationalisering. Man opgav selv at fremstille garn, og koncentrerede sig om vævningen. Det varede dog adskillige år inden denne ændring blev gennemført.

Direkte fra fabrik til forbruger

Pludselig kneb det med afsætningen. Der blev ikke solgt det antal tæpper, man havde regnet med. I 1972 stoppede man pludselig med at sælge gennem tæppeforretninger. Nu gik man udelukkende over til at sælge direkte fra fabrik til forbruger..

Man havde overtaget den nedlagte kommuneskoles bygninger, og i gymnastikfløjen blev der indrettet udstillings – og salgslokaler i to etager. I forbindelse med dette, blev der indrettet
et cafeteria.  Man fik dispensation af kommunalbestyrelsen til at holde åbent i weekenden. Dette fremkaldte voldsomme protester af tæppehandlere. En salgsfilial i Odense og Herning blev også oprettet.

 

Arbejdsdeling

I 1973 satte oliekrisen ind, hvilket resulterede i en afmatning på eksportmarkedet. I 1974 måtte man lave en arbejdsdeling blandt de 130 ansatte. Den 5. juli 1974 måtte virksomheden standse sine betalinger. I årets første halvdel havde man oparbejdet et underskud på en million kroner. Fabrikkens gæld var på 12 millioner kroner. Men fabrikkens værdi var dog over dette tal.

 

Fabrikken fortsætter med 40 medarbejdere

Den 15. september 1975 købte fabrikant Per Campen virksomheden med det formål, at føre den videre som tæppefabrik, og stadig satse på kvalitetsvarer. Man fortsatte med 40 medarbejdere, og filialerne i Odense og Herning blev nedlagt. Ligeledes ophørte det direkte salg fra fabrikken og man forsøgte at genetablere forbindelsen til tæppehandlerne. Omkring 1980 blev spinderiet nedlagt.

Billige udenlandske tæpper ødelagde det efterhånden for fabrikken. Man satsede nu på tæpper til intuitioner.

Efter fabrikant Campens død, førte enken, Lissi Campen fabrikken videre og senere blev den overtaget af datteren, Carina Campen. Af hensyn til konkurrencen begyndte man at gå på akkord med hensyn til kvaliteten. Denne kvalitet havde været varemærket i Kjærbys tid.

 

Konkursbegæring

I 1991 var der kun beskæftiget 14 medarbejdere, men året efter blev staben yderligere formindsket. I September 1992 indgav firmaet konkursbegæring. Dermed var det definitivt slut med Højer Tæppefabrik..  Byen Højer har i høj grad været påvirket af Tæppefabrikkens storhed og fald. Og mange borger i Højer kan den dag i dag berette om deres arbejde på Højer Tæppefabrik i dens storhedstid

 

Navnet lever videre

Men navnet Højer Tæppefabrik bliver videreført. I dag fra en adresse i Skævinge, drevet af Familien Degn – Hansen. Virksomheden beskæftiger sig udelukkende med vævning og slag af gulvtæpper. På deres hjemmeside står bl.a.

• Højer er en af Europas ældste gulvtæppefabrikanter. Gennem genrationer er råstoffer og fremstillingsmetoder blevet afstemt for at sikre gulvbelægning i særklasse ved hjælp af den nyeste væveteknik.

Kilde: 

• Litteratur Højer 
• www.dengang – diverse artikler 

 

Hvis du vil læse mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Hvem boede på Kiers Gaard? og mange flere 

Redigeret 10 – 12 – 2021

Nogle gange kan vi tage fejl. Vi holder på de forkerte historiske kilder. Det har vi gjort med hensyn til, hvem der boede på og ejede Kiers Gaard. Vi retter på fejlen

I artiklen Højers Historie skriver vi blandt andet

• Vi kan ikke komme uden om Kjærbys ”villa” Kiers Gaard. Den stammer helt tilbage fra 1400 – tallet. Den har haft mange fine ejere.

Dette har fået Kjærbys oldebarn til at reagere. Joa B. Kjærby skriver:

• Så vidt jeg ved, har familien Kjærby aldrig hverken ejet eller beboet Kiers Gård. Da min oldefar A.R. Kjærby kom til Højer i 1919 købte familien det gamle tyske hospital, hvor de boede. De flyttede senere til Strandvejen 31. Kiers Gård mener jeg, har været i familien Kiers eje indtil det i 1973 blev overtaget af kommunen. Såvel slægtninge som nulevende venner af mine bedsteforældre bekræfter dette.

Og vi skal beklage over for Joa. Hun har helt ret.  Vi har brugt nogle forkerte historiske oplysninger.

 

Fæstegård under Schackenborg

Kiers Gaards nuværende firlængede bygning er opført i 1759, efter at gården brændte i både 1756 og 1758. Fra 1739 var gården i familien Todsens besiddelse, som fæstegård under Schackenborg.. Hans Chr. Todsens datter giftede sig i 1849 med løjtnant Johannes Ernst Kier, søn af borgmesteren i Haderslev. Det var Todsens ikke meget for, og det var Johannes egen far, der giftede dem.

Deres søn Hans Chr. Kier overtog gården i 1884. Den var i familiens eje indtil 1973.

 

Forpagter for østersskrabninger

I 1700 – tallet var gårdens besidder forpagter af østersskrabningerne i Vadehavet. Der var en dyb pril, der gik tæt ind til gården, så man kunne transportere østerserne lige ind til det pakhus, der ligger sydvest for gården. Det kaldes den dag i dag for Østershuset.

Indtil slutningen af 1800 – tallet var det almindeligt, at der blev serveret østers ved bryllupper i Højer.

 

Russiske krigsfangere

I 1906 blev Christian Kier ejer af gården. Han blev indkaldt som soldat i 1914. To år senere døde han. Hans enke sad da tilbage med fire børn. Hun drev ejendommen videre, og sønnen Hans overtog ejendommen, da han blev voksen.

I den periode var der russiske krigsfangere, der arbejde på egnens gårde. Der arbejde også en på Fedder Rolls gård i Østerende. Man lavede en aftale om, at de to fangere arbejde skiftevis på de to gårde, og det fungerede fint.

 

Seminarium for Tekstildesign og brugsgrafik

I 1939 blev gården nedlagt som landbrugsejendom, og jorden solgt fra. Hans Kier boede på ejendommen til sin død i 1971. To år efter solgte hans enke den til Højer Kommune og Sønderjyllands Amt.

Kiers Gård tiltrak mange kunstinteresserede, og i gårdens lade blev der indrettet en teatersal for amatørteaterforeningen Teatergaleasen.  I 1986 startede der et  Seminarium for Tekstildesign og Brugsgrafik på ejendommen.

På græsplænen foran findes en jættestue fra den yngre stenalder. Den er dog flyttet hertil.

 

Kilde: 

• Litteratur Højer
• www-dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil læse mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Højer Tæppefabrik
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945 og mange flere artikler 

Redigeret 10. – 12. 2021

En læser har gjort os opmærksom på mystiske ting på den lille ø, Jordsand, der ikke eksisterer mere. Læs den dramatiske beretning om øen, der engang var landfast. Militære aktioner er foregået i nærheden af og omkring øen. Der var også planer om, at indrette en jernbanestation på øen.

 

Vi kunne godt engang imellem se Jordsand, dengang fra Højer Sluse. Øen eksisterer ikke mere. Den forsvandt i 1999, kom lidt til overfladen igen, men ingen har set øen siden 2001.

Øen var ikke let at se med det blotte øje. Den lå cirka 6 – 7 kilometer fra den gamle sluse i nordvestlig retning. På det højeste sted var den vel cirka 2 meter, og den var vel dengang ikke mere end 15o meter lang. Det skulle være vindstille, ellers have vi ikke en chance. Min bedstefar (Opa) fortalte om et rigt fugleliv og mange sæler på øen. Han havde ofte været derover.

 

Brev fra en læser

Øen var et paradis, nej ikke som Atlantis. Det var et fugleparadis, men det var også en mystisk ø. Det siges, at der ligger 800 hollandske søfolk begravet på den sunkne ø. (Søslaget ud for Højer) (Svenske tropper i Tønder).

Og flere mystiske ting er sket. Det får ikke svar på i denne artikel, men i en kommende artikel. Jeg fik et brev fra Gerd Uwe Christiansen fra Tønder. Han skriver blandt andet:

• Vidste du, at der er blevet udskibet en hel hær fra Jordsand til England i 1689?
• Historien starter med, at der var en øvelse ved ”Æ Stampmøl” i Hjerpsted. Her kom en ældre mand fra Ballum, der hed Ehmsen i snak med kommandanten på Tønder Kasserne. Her fortalte Ehmsen, at der var udstationeret en hel hær fra Jordsand. Men det ville kommandanten ikke tro på. Men Ehmsen holdt fast. Når der havde været østenvind i et par dage, kunne man gå ud på vaden og finde knoglerester fra heste og rester af vogne m.m.
• Ehmsen lovede at sende bud efter kommandanten. Og da det havde været østenvind et par dage kunne kommandanten ved selvsyn se, at Ehmsen havde ret.
• Kommandanten tog hjem, for at undersøge sagen. Der stod ikke noget i de militære arkiver. Så det måtte et større efterforskningsarbejde til. Og det er ganske vist. Der er udarbejdet 31 A5 – sider med historien
• Blandt andet står der i rapporten, at Danmark overlader kongen af England 1.000 mand kavaleri, 6.000 mand infanteri med officerer og alt tilbehør. Chefen skulle angivelig være Hertug Ferdinand Wilhelm af Wüttenberg – Neustadt. (Se artiklen: Soldater på Jordsand) 

Vi glæder os meget til at kunne præsentere læserne for denne spændende historie. Men vi har også i vores spændene efterforskning fundet ud af noget.

 

Danmarks eneste hallig

Jordsand var Danmarks eneste hallig. I mange århundrede har øen modstået havets angreb. Men den blev mindsket mere og mere. Det vides at marsklandet i det frisiske vadehav har været forholdsvis tæt bebygget i år 1000, og at de første dige-anlæg stammer tilbage fra det 13. århundrede.

 

En kongelig jagthytte

Første gang vi støder på Jordsand i litteraturen er i 1231. Det var i Kong Valdemar den Andens Jordebog, Her er øen nævnt i en ø-liste over kongegods som Hjortsand Hus.

Man mener, at det er tale om en jagthytte. Hjortsand skulle således betyde Hjortesand, og dermed henvise til, at øen havde huset jagtbart vildt. Så sent som i 1905 har man observeret hjortevildt på Jordsand.

 

En stor hytte

I det 13 århundrede var Jordsands areal 2.000 ha ifølge den tyske forfatter Breckwoldt. Sandsynligvis var den engang landfast med Jylland. Måske har den også været landfast med Sild. Vidåen kunne have haft sit udspring mellem Amrum og Sild.

 

De første ejere

I Tønder Amts jordebøger er der flere oplysninger om bebyggelse og ejerforhold på Jordsand. Den første ejer, der kan findes er Laurenz Freese, der besad øen fra 1537 til 1591. I 1537 betalte han 24 mark og i 1543 22 mark og 1 tønde smør til slottet i Tønder. Det var omkring det dobbelte af, hvad den næststørste skatteyder i Hjerpsted sogn måtte yde.

I 1607 nævnes yderligere to ejere, Matz og Jens Michelsen, der årligt tilsammen svarede en tønde smør til slottet. Fra jordebogen kan citeres (læg mærke til sproget):

• Jortsand ys ein beflaten Eyland tuischen List und Røm nicht gar groth wanen darup twe lüeden geuen tho samen 1 Tdr. Botter als Matz Truesen und Jens Michelsen.

Noget  tydede dog på, at øen efterhånden kun var beboet om sommeren.

 

Masser af søkort

I 1649 kan man på Johannes Meyers kort se arealet på øen til cirka 600 ha. Måske har Meyer også set  “Landcarte von dem alten Nordfrieslande. Anno 1620″ Det kunne også være, at han havde set et hollandsk søkort fra 1585. Nogle år senere udarbejdede den danske officer og digegreve Johannes Wittenmarck sit søkort Frisa Minor over farvandet mellem Lister Dyb og Ejderen.

Kartografen, Niels Hegelund foretog i 1689 opmålinger i Lister Dyb, og udarbejdede et af de første nøjagtige søkort i danmarkshistorien. Det spændene ved det kort er en ankerplads Kongens Havn mellem Sild og Jordsand. Flere kort fulgte, men de var meget unøjagtige og nogle var direkte forkerte.

 

Store tab på øen

Arkivmateriale vidner om, at beboerne til stadighed søgte om nedsættelse af skatter og afgifter, på grund af ødelæggelser fra stormene. Således behandler Kgl. Rådherre Müller, den 5. marts 1731 en sag. Han henstiller til, at amtmand von Holstein i Tønder, eftergiver en restance på 85 rigsdaler 13 skilling og 3 pfennig.

I 1782 ejer Hans Pilgaard begge lodder på Jordsand. Men han føler sin ejendom truet. Gennem kammerherre von Bielke anmoder han amtmanden om at besigtige øen. Men amtmanden afslår. Han vil ikke i den farlige årstid besigtige øen. I øvrigt gør amtmanden opmærksom på, at han selv skal klare det økonomiske, eventuelt kan der søges tilskud fra staten.

Først i 1805 kommer Videnskabernes Selskabs kort (1 -120.000), og i 1807 blev der foretaget opmålinger af søløjtnanterne Holst og Tuxen. Her opgives øens areal på 40 ha.
En tragisk hændelse

I 1834 ejes Jordsand af M. Mathiesen, Hjerpsted Stampemølle. Øen blev brugt til kreatur – og  fåregræsning om sommeren samt til høslæt.

Mathiesens søn, Hans samt to søskende og en tjenestekarl blev under turen hjem fra Jordsand, hvor de drev nogle kreaturer pludselig overrasket af pludselig højvande og storm. Alle fire druknede i renderne. Og kun den 22 – årige Hans blev fundet, og begravet på Hjerpsted Kirkegård.

 

Øen skrumper

I 1841 viser et andet kort, øens areal på 35 ha.

Og i 1873 er der foretaget en matrikulering af øen, arealet blev da beregnet til 18,4 ha. Kigger  man på Geodætisk Instituts målebordsblad fra 1936, ja så er vi helt nede på 7, 2 ha. I 1973 var vi nede på 2,3 ha.

 

Mange ejere

Den 14. april 1897 ansøgte de daværende ejere, at det hus, der blev ødelagt af en storm, blev genrejst på statens bekostning. Dette blev dog afvist. Og øen blev i 1899 solgt til hotelejer Søren Panku fra List for 1.350 Mark. I 1900 købte apoteker Wasmuth fra Hamburg øen for 3.000 Mark.

I 1923 blev øen ejet af Jens Winther Jensen fra Bådsbøl. Det v ar det sidste år, hvor øen blev brugt til græsning. En sommerstorm var årsag til adskillige druknede får og heste.  I 1907 blev fuglelivet fredet på øen. Og i 1939 blev øen og det omkringliggende Vadehav på 10.000 ha vildreservat.

 

Har vi fundet den rigtige Ehmsen?

I 1943 købte gårdejer Medert Ehmsen, Rejsby øen. Den havde han helt til sin død i 1973. Derefter var det enken, Herle, som var ejer af øen. Måske er det enke Ehmsen, der bliver talt om i begyndelsen af denne artikel. I øvrigt fandt Ehmsen en cisternebrønd på øen i 1969. På Meyers kort fra 1649 er der indtegnet et hus, omtrent det sted, hvor brønden blev fundet.

Mon denne Ehmsen er i familie med den Ehmsen, der boede på Lærkevej i min ungdom og lejede mapper med ugeblade samt udlejede vaskemaskiner?

 

Forsøg på kystsikring

I 1976 forsøgte man at gøre noget ved kystsikringen Men forgæves. Det var netop også i 1976 en kæmpe stormflod overdækkede Jordsand. Dengang var vandstanden på over 4 meter herude.  Øen lå på Jordsand Flak, der havde en længde på 8 kilometer. Det er et sandområde og resterne af et fastlandsområde.

 

Masser af stormflod

De ældste beretninger om stormfolder stammer tilbage fra 1200 – tallet. Men det er vel først efter september-stormen i 1362 vi har nogenlunde sikre beretninger om ødelæggelserne.

Her forsvandt 30 sogne, og det gik værst ud over halligerne i Tyskland. Under november-stormen i 1436 gik det hårdest ud over kysten længere nord på. Silds sydlige del blev oversvømmet, og områderne omkring Højer blev delvis ødelagt. Samme område blev hærget i december 1615, hvor vandet nåede helt ind til Tønder.

Stormen den 11. og 12. oktober 1634 blev en af de største. Her druknede over 8.000 mennesker, og store marskområder forsvandt i havet. Bland de landsbyer, der blev udslettet var Misthusum nord for Ballum.

Dengang var Jordsand beboet, men der er ingen beretninger om skaderne på øen dengang. Men julenat 1717 ramte stormfloden Jordsand. Øens daværende ejere, Tyge Nielsen og Nis Hansen søgte ifølge Højer Herreds tingbog:

• Afslag og Lindring udi Constribution og Afgift, da Stormfloden havde givet dem store Tab på ”det lidet Eyland Jordsand, som de ud i Possession haver, idet Landet er bortskyllet og det andet af Sand fordærvet.

Senere i 1743 anmoder Tyge Nielsen om en ny taksering af

• durch die wilde Flut meist weggespülte und mit Hafsand bedeckte Eiland Jordsand

Under stormfloden i februar 1825 druknede 75 mennesker på de tyske halliger. Natten mellem den 7. og 8. december 1895 ramte en ny stormflod Vadehavet og et stråtækt muret beboelseshus på Jordsand samt det værft, huset var bygget på, forsvandt i havet. Under den samme storm blev øens trigonometriske station skyllet ud mod stranden.

Den 30. – 31. august 1923 overskyllede en stormflod Jordsand, og en del får druknede.

Den 16. februar 1962 raserede en storm, store dele af den frisiske kyst. Fundamentet til Vildtbiologisk Stations observationshytte blev undergravet af vandet, og næsten 10 meter af sydkystens klitter forsvandt. Hytten blev senere samme vinter flyttet til et mere sikkert sted på øen.

 

Det berømte søslag

Under træfningen med den hollandske/svenske flåde i 1644 omkom en masse hollændere. Historiske kilder påpeger, at de blev begravet på Jordsand. Men også en del af dem blev begravet
på Sild. Nogle kilder påpeger så igen, at der var en del svenskere imellem.

Ifølge en tysk kilde fra 1652, Caspar Danckwerth, blev adskillige hundrede svenske soldater begravet på Jordsand. På et af Meyers kort fra 1644 er stedet markeret.

 

Udskibning til England

Og så kommer vi antagelig til begyndelsen af denne artikel.

I 1689 under tronstridighederne i England henvendte Vilhelm den tredje sig til Danmark om hjælp. Den 15. august 1689 blev der underskrevet en traktat, hvor Christian den femte overlader den engelske konge 1.000 mand kavaleri og 6.000 mand infanteri, der skulle sejles til enten England, Skotland eller Irland.

Efter den engelske konges ønske skulle der være seks skibe. Fire på 300 mand og 40 kanoner, og to på 250 mand og 30 kanoner.

Problemet for Danmark var at finde et egnet udskibningssted. Schoutbynacht C.E. v. Stöcken blev udpeget til at lede operationen, og kartografen Niels Hegelund blev som tidligere nævnt sendt til Vadehavet for at finde en egnet ankerplads.

 

Vandretur over Jordsand Flak

Det blev bestemt, at tropperne skulle gå over Jordsand Flak til Jordsand, og derfra i mindre både sejlede ud til den opankrede transportflåde. I en rapport dateret Lister Dyb den 20. oktober 1689 meddeler v. Stöcken:

• Embarquementet scheer fra Hjortsand omtrent ¼ Mil fra en Bye kaldes Hierpsted, och er det meste Hinder, at mand sig kan af Dagen 4 Timer kand betienne, formedelst mand maa rette sig efter Ebben, naar dend udløben.

 

Proviant kørt over af lokale bønder

Soldaternes proviant blev kørt til Jordsand af lokale bønder, og det beskrives, at mens bønderne opholdt sig på øen, satte det i med tåge og storm. Således at de i tre dage var prisgivet naturens luner. I en rapport fra hovedkvarteret hedder det sig:

• Den jammer med de arme bønder, kan jeg fast ikke beskrive. I går frøs en gammel bonde ihjel på Jordsand og en anden ligger for døden.

Det sidste er oversat til nudansk. Men man kan undre sig at udskibningen fandt sted på denne årstid.

 

Havne – og jernbaneplaner

Da jernbanerne skulle anlægges i Sønderjylland, var Jordsand også med i tankerne. Øens beliggenhed var kun et par kilometer fra Højer Dyb, der kunne befares af dybtgående skibe. Men efter krigen i 1864 faldt planerne til jorden, da en vestkysthavn i Esbjerg blev anlagt.

Men i 1880’erne kom tanken igen, med en havn i nærheden af Højer Dyb. Den 4. november 1889 kunne man i den dansksprogede med tysksindede avis Folkebladet læse følgende:

• Jordsand skulle inddiges tillige med den nordpå strækkende Vadegrund, Jordsand Flak og forbinde det inddigede Land med en Dæmning af den korteste Vei mod Fastlandet, f. Eks. I Nærheden af Jerpstädt. Kun en ubetydelig, flad Lay krydser denne Dæmningsretning, og denne Lay man, naar man skjønner, at en Aabning i Dæmningen er nødvendig her,
  slå en Bro over. Ved en Jernbane ad Dæmningen til Fastlandet og videre iværksættes Tilslutning til det store Banenet. Denne Jernbane fra Jordsand til Fastlandet vil neppe blive over 7 km lang, en Bane fra Havneby over Röms Nordside og derfra til Fastlandskysten vil maaske have en Længde henved 20 km.

Den storslåede plan blev ikke til noget.

Kilde bl.a.: Palle Uhd Jepsen:
Jordsand – fuglenes ø i Vadhavet (Bygd 1976)

Nogle
af de omtalte emner behandles i følgende artikler:

• Højer som havneby
• Højer, stormflod
  og diger
• Højers historie
• Sidste tog fra
  Højer
• Søslaget ved
  Højer
• Kanal gennem
  Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken
  2
• Svenske tropper
  i Tønder
• Tog til Tønder
• Hertugen af Tønder
• Digebyggeri i
  Tøndermarsken