Søgeresultater på "Tønder"
Dato: februar 2, 2024
Tyske Flygtninge i Tønder – den 3. historie
Ude ved Zeppelinstationen skulle der komme et museum, der fortalte om de tyske flygtninge i Tønder. Hvornår det kommer vides ikke. I ventetiden kan du læse denne list længere historie. Der var 200 lejre i Sønderjylland. 23.000 flygtninge kom hertil. 40 pct. var børn under 15 år. Situationen ændrede sig for dem efter besættelsen. Morten Bredsdorff skrev om dem i sin dagbog. Fare for epidemi, mente man. Modstandsbevægelsen forsøgte at registrere dem. Mindretallet tog sig af dem. Eksercergården omdannet til flygtningelejr. Plads til 1.400. En barsk oplevelse fra privat indkvartering til internering bag pigtråd. Modstandsbevægelse ønskede dansk leder. Snart kom leder nr. 2. Delvis selv styre fortsatte. Faderen overtog lejren. De havde deres egen ”Bürgermeister. Arbejdspligt. Et broget liv i lejren. Dårlige beboelsesforhold. Otte Høyer kritiserede forholdene. Nye arbejdsgrupper. 87 dødsfald bland flygtningene. Kedelig og ensformig mad – med det blev bedre. Der var ingen der sultede. Man dyrkede selv grøntsager. Modstandsbevægelsen overtog bevogtningen. Der havde været meget kontakt med lokalbefolkningen. Alt for mange udgangstilladelser – soldater følte sig til grin. Effektiv skoleuddannelse. Skolens leder fik forskellig bedømmelse. En lokal skolemand gik ihærdigt til arbejdet. De unge piger herude skabte problemer. Lærlingeuddannelse og teknisk skole. Bunter Abend om lørdagen. Først fra november 1946 faldt antallet af flygtninge. Stor tillid til lederen, Anderledes så det ud i Hohenwarde. Sundhedstilstanden var god. Men i 1946 skulle der hentes drikkevand helt inde i Højer by. Nazistisk undervisningsmateriale. På e åben lastbil blev de transporteret hertil. Diplomatiske forviklinger opstod.
Et nyt museum?
Meningen er, at der ude ved den gamle Zeppelin-station også skal fortælles om de tyske flygtninge i Tønder. Hvornår man er klar til dette, vides ikke. Men her er vores tredje historie om dette tema. Men nu behøver I ikke at vente længere. Dette bliver en lang artikel.
Vi berører også lige de tyske flygtninge på Hohenwarte ved Højer Gl. Sluse. Her syntes det som om, at myndighederne ikke havde så meget styr på det.
200 lejre i Sønderjylland
I Sønderjylland var er cirka 200 hovedsagelig mindre lejre. Her fik flygtningene en lidt anden modtagelse end i det øvrige land. Det var medlemmer fra Det Tyske Mindretal, der organiserede en stor hjælp til dem. Og cirka halvdelen af de tyske flygtninge blev indkvarteret i private hjem.
23.000 kom til Sønderjylland
Det var ”Flüchtlings-Hilfwerk Nordschleswig, der organiserede en masse for hjælp til dem. De fleste flygtninge til Sønderjylland kom i februar og marts 1945. Det var også privat praktiserende læger, der hjalp flygtningene. Men trods dette var dødeligheden også stor i Sønderjylland, især blandt børn. Det skyldtes antagelig børnenes dårlige forfatning ved ankomsten til Sønderjylland.
I alt kom der 23.000 til landsdelen. Det svarer til ca. 10 pct. af det samlede antal flygtninge i Danmark. Også her blev skoler, forsamlingshuse, kroer m.m. inddraget i indkvarteringen til den anden halvdel. Hertil kom særlige børnelejre, alderdomshjem, fødeklinikker, lazaretter og sygehuse til disse. Men efter befrielsen var det også i Sønderjylland slut med privat indkvartering.
40 pct. var børn under 15 år
Gnidningerne syntes ikke så store i Sønderjylland som andre steder i landet. De fleste flygtninge opførte sig upåklageligt, hvilket måske hang sammen med at de fleste var kvinder, børn og gamle mænd. Hele 40 pct. var børn under 15 år.
Situationen ændrede sig efter befrielsen
Med befrielsen ændrede flygtningenes situation sig radikalt – ikke mindst i Sønderjylland. For de danske myndigheder var det et kæmpe logistisk og forsyningsmæssigt problem. Der skulle skaffes mad, tøj, passende indkvartering med sanitære forhold, vaskemuligheder, toiletter, lægehjælp m.m.
Morten Bredsdorff skriver i sin dagbog
Det var nogle, der mente, at tyskerne brugte Danmark som kurland for deres sårede soldater og flygtningene. Den 3. februar 1945 kom den første større flygtningesending til Tønder over landegrænsen med tog. Dette skriver seminarieforstander Morten Bredsdorff om i sin dagbog:
Faren for epidemi
Dette var bestemt ikke sidste gang man så noget til de tyske flygtninge. I marts måned 1945 opholdt der sig 14.210 flygtninge i de sønderjyske landsdele. I Tønder Amt var det på daværende tidspunkt 4.350 i Tønder Amt.
Den 7. marts 1945 skriver Bredsdorff i sin dagbog:
Modstandsbevægelsen forsøgte at registrere antallet
Den 3. april 1945 kom en endnu større flok østtyske flygtninge fra København til Tønder. Skibe havde bragt en masse nye flygtninge til hovedstaden. De blev sendt videre til små lejre i omegnen, til skoler, forsamlingshuse institutioner og større gårde.
Indkvartering og forplejning skete på værnemagtens initiativ med hjælp fra mindretallets kontorer. Lejrene var selvstyrende, ledet af en tillidsmand, udpeget af den lokale kommandant og i overensstemmelse med ”førerprincippet.
Det var ukendt, hvor mange flygtninge, der var, da kapitulationen skete den 5. maj 1945. Det var en meget kaotisk situation. Nu gik modstandsbevægelsen i gang med at registrere de mange flygtninge.
En optælling der var afsluttet i slutningen af maj måned, fortæller at der i Tønder kreds var forsamlet ca. 5.000 flygtninge. Det endelige tal var nok langt højere. Mange af flygtningene var indtil befrielsen indkvarteret hos private.
Mindretallet tog sig af flygtningene
Mindretallet tog fra februar til maj 1945 mod ca. 30.000 ”landsmænd” fra østområderne. Som vi allerede har nævnt, blev cirka halvdelen privat indkvarteret. Fra mindretallets hovedsæde og fra de tyske kontorer i Haderslev, Sønderborg, Aabenraa og Højer.
Flygtninge-kontoret i Tønder havde til huse i Det Tyske Kontor, Vestergade 72, hvor også mindretallets dagblad ”Nordschleswigsche Zeitung” havde redaktion.
Statens civile Luftværn
Umiddelbart efter 5. maj var der ikke andre end Modstandsbevægelsens folk og byens få betjente til at sørge for, at flygtningene ikke sivede ud i det danske samfund og at de ikke led overlast af hævngerrige danskere. ’
Ansvaret for lejrene blev lagt i hænderne På Statens civile Luftværn, der var en af de få danske organisationer, der havde fungeret under besættelsen og som nu kunne glide direkte over i omsorgen for flygtningene.
Uregistrerede flygtninge
Tiden efter kapitulationen blev en kaotisk periode. Flygtningene var spredt over hele byen og egnen. Dem, der var indkvarteret på forsamlingshuse og skoler, lod sig let internere. Værre var det med de mange, der var privat indkvarteret. Her gik ”indsamlingen” i starten meget langsom. Endnu i juni var der i området et stort tal uregistrerede flygtninge.
Den 3. juni kørte en højtalervogn gennem Tønders gader med besked til alle flygtninge om at melde sig på banegården i Tønder (Tønder H). Herfra ville de samme dag bliver sendt videre til Oksbøl. Hertil blev der i de kommende dage frem til 8. juni afsendt 2.700 flygtninge, der hidtil havde været privat indkvarteret.
Eksercergården omdannet til flygtningelejr
Inden afrejsen blev de grundigt visiteret af politiet med hjælp fra DKB. (Danske Kvinders Beredskab). Hos enkelte, fortrinsvis halvvoksne drenge og hos en ung pige fandt man våben. Desuden blev der beslaglagt godt 3.000 kr.
Plads til 1.400
I løbet af maj – juni 1945 var det Statens civile Luftværns overtagelse af forsorgen for flygtninge. Disse blev samlet i stadig færre og større enheder. Som led i disse bestræbelser blev den såkaldte Eksercergård nord for byen omdannet til flygtningelejr. Lejren blev officielt åbnet den 21. juni 1945. Den blev hurtigt udbygget, så den kunne rumme henved 1.400 flygtninge.
Eksercergården havde da allerede i nogen tid fungeret som lokal opsamlingslejr. Allerede den 13. maj 1945 blev 500 flygtninge flyttet fra kasernen hertil. Ved den forudgående visitation blev der beslaglagt ikke mindre end 38.000 danske kr.
De øvrige opsamlingslejre i politikredsen var Hohenwarde ved Højer, Nr. Løgum og Skærbæk.
En barsk oplevelse – fra privat indkvartering
For at gøre plads til disse mange flygtninge, der var strøet over hele politikredsen, blev hovedparten af de på Eksercergården internerede flygtninge den 24. september 1945 overført til Oksbøl. Lejren blev dog hurtigt igen fyldt til bristepunktet. De, der ikke blev plads til overførtes de følgende måneder direkte til andre opsamlingslejre – dog hovedsagelig i Oksbøl. For mange var det efter privat indkvartering en barsk oplevelse.
Ikke den store ændring i Tønder
Flygtningelejren i Eksercergården var en lukket verden, der rummede gennemsnitlig 1.350 flygtninge. Inden Statens civile Luftværns overtagelse af lejrene den 9. maj 1945 fortsatte de stort set med, inden for de stramt afsatte rammer, at være selvstyrende. De af den tyske kommandant indsatte tillidsmænd blev erstattet af ikke-nazistiske, udpeget af den danske lejrledelse.
I praksis betød dette i reglen, at de oprindelige tillidsmænd fortsatte som hidtil. Lejrens struktur var i den førte tid efter 5. maj uden større interesse for de danske myndigheder, da lejrene blev betragtet som et kort forbigående fænomen. Da man efterhånden blev klar over, at flygtningenes tilbagevenden til Tyskland nemt kunne trække ud i måneder og som det senere viste sig, år, måtte myndighederne til at interessere sig noget mere om disse lejre. I Tønder synes dog ikke at ske et større indgreb i den interne styrelse af lejren.
Modstandsbevægelsen ønskede dansk ledelse
Der indløb dog klager over den tyske lejrledelse. Derfor henvendte modstandsbevægelsen sig til borgmester Johan Paulsen, der som chef for det civile luftværn var ansvarlige for flygtningene i området. De ønskede indsat en dansk chef som skulle skabe ro og orden.
Under disse forhandlinger blev adjunkt Otto Høyer, der var et fremtrædende medlem af den lokale modstandsbevægelse, forslået som lejrchef. Fra en enkelt var der dog betænkeligheder ved at fjerne Høyer fra det i de sidste krigsår noget forsømte skolearbejde. Derfor blev løjtnant E. Marquardsen foreslået som nummer to.
Ny leder
Havde man taget hensyn til skolearbejde? Eller havde man foretrukket den mere moderate Marquardsen frem for Otto Høyer vides ikke. Høyers kommunistiske sympatier har sikkert ikke gavnet ham hos den konservative borgmester, Johannes Paulsen. Høyer blev vraget til modstandsbevægelsen store fortrydelse.
Delvis selvstyre fortsatte
Efter Marquardsens indsættelse som lejrchef fortsatte lejrens delvise selvstyre. Der var en tysk ”Vertrauensmann” og et vidtgående tysk selvstyre, men således at den danske lejrchef var øverste instans. Fra centraladministrationen blev der udsendt flygtningeinspektører, en mandlig og en kvindelig i hver af de 11 kredse. Disse kontrollerede de hygiejniske forhold og foreslog forbedringer, hvor dette var tiltrængt.
Senere kom der også undervisningsinspektører, der sørgede for skolerne. Forholdene omkring lejren og Marquardsens ledelse blev stærkt kritiseret fra flere sider bl.a. fra modstandsbevægelsen. Og det var navnlig den afgående lejrchef Otto Høyer, der stod bag.
Faderen overtog ledelsen
Den 9. november 1945 blev E. Marquardsen afløst af sin far O. Marquardsen, der var kostforplejningschef på kasernen. Magtskiftet mellem far og søn var ikke et dårligt bytte for lejren. Faderen havde en del erfaring at trække på. Nu blev der mere ro omkring lejren. Den nye lejrchef nød respekt både hos myndighederne og flygtningene.
Han deltog også sammen med tyske og danske gæster, når der blev afholdt kulturelle arrangementer med teater, koncerter og andet.
Lejren havde egen borgmester
I lejren var der en tysk borgmester. I 1945 var det Erich Radler, tidligere konditor og gæstgiver fra en af Stettins forstæder. Han blev genvalgt ved samtlige valg i lejren. Ja han var borgmester i hele lejrens eksistens. Til hjælp havde et kontorpersonale udtaget blandt lejrens beboere. På kontoret blev der ført et regelret folkeregister, der var grundlagt af lejrens egen styrelse.
For hver barak var der desuden en barakformand, der havde ansvaret for det daglige liv og den offentlige orden i de forskellige barakker. Jo afstemningen i lejren var demokratisk. Der var 770 stemmeberettigede.
Arbejdspligt
Alle i lejren havde arbejdspligt. Det foregik under de valgte tillidsmænds opsyn. Set fra et dansk overopsyn foregik dette arbejde uden komplikationer. Stort set alt arbejde inden for lejren blev udført af beboerne selv. Også lejrens bygninger og inventar blev vedligeholdt af egne snedkere, murere og andre håndværkere. Køkken-, have- oprydnings-, brændsels- og rengøringsarbejde udførte flygtningene selv.
Et broget liv i lejren
Foruden de faste lokaler og hallen var der i lejren opført en række barakker af forskellig type, alle var fuldt belagt. Blandt det brogede barakbillede ses også en del bygget af et Tønderfirma. Størstedelen af barakkerne var dog tyske militærbarakker, der i slutningen af juli 1945 blev flyttet til Tønder fra Rømø.
Barakkerne dannede baggrund for et broget liv. Alle slags folk var samlet her. Hver enkelt flytning rådede over meget lidt plads. Med meget små midler forsøgte de at skabe et hjem. Af de forhåndenværende materialer er der syet gardiner, lavet borter omkring hylderne og forsøgt at holde det hele rent og propert. Andre steder havde beboerne tilsyneladende opgivet det lille spinkle håb, der dannede grundlaget for en menneskelig tilværelse. De havde bare ladet stå til, gjorde kun det, der blev forlangt med hensyn til renlighed og sjoskede bare rundt.
Dårlige beboelsesforhold
Af de 1.350 flygtninge var
De dårligste beboelsesforhold fandtes i den store ridestald. Her var det ved primitive træskillerum indrettet beboelse til ca. 300 mennesker. Men de måtte flytte andre steder hen i lejren, da det var umuligt at opvarme det store rum.
Ja sådan skrev en journalist i 1945 efter at have studeret de forskellige indskrifter på skillenumrene. Men måske dette mere var et udslag af galgenhumor.
Otto Høyer kritiserede forholdene
I september 1945 kritiserede skole- og modstandsmanden adjunkt Otto Høyer igen engang lejrledelsen for foldene i lejren:
Selv om Høyers meget stramme linie ikke helt blev indført, bedredes forholdene i lejren langsomt, uden dog på grund af mange fysiske begrænsninger, at nå de målsatte forhold.
Pladsen var trang i Tønder, men i breve fra flygtninge, der blev overflyttet til andre lejre, lyder det næsten samstemmende, at der var mere plads i Tønder.
Nye arbejdsgrupper blev nedsat
Da man efterhånden blev klar over, at der måske ville gå længere tid inden man kunne nå tilbage til Tyskland, blev der også som et led i beskæftigelsen, nedsat arbejdshold, der skulle bringe lejrområdet i orden, gangene blev afstukket. Mange steder blev der lavet blomsterrabatter og andre steder et helt lille anlagt.
87 dødsfald blandt flygtningene
Dødeligheden blandt flygtninge var på landsbasis høj. Mange bukkede under på grund af dårlig ernæring og epidemiske sygdomme som bl.a. malaria. Tusindvis af tyske begravelser fandt nu sted over hele landet. Værst var spædbørnsdødeligheden. I Tønder registreredes 87 dødsfald blandt flygtningene – hovedsagelig blandt børn og ældre.
Af sundhedsmæssige hensyn forsøgte man at give hver af beboerne et ugentligt bad. Der fandtes et infirmeri i lejren. Lægegerningen udførtes af en praktiserende tysk læge.
Kedelig og ensformig mad
Efterhånden som de tyske lazaretter blev nedlagt i byen, modtog lejren en del inventar m.m. herfra – mere eller mindre legalt. En stor del af dette materiel blev senere igen beslaglagt af engelske og danske myndigheder.
Sådan lyder en sammenfatning af hvad flygtningene senere kunne fortælle om kosten i lejren.
Inden 5. maj 1945 kunne flygtningene selv købe ind
I tiden indtil 5. maj 1945 var forplejningen mindst på højde med, hvad der stod på tøndringernes borde. Værnemagten sørgede for tilførslerne, og selv kunne flygtningene købe, hvad de ville i de danske butikker. Flygtningekontorerne udleverede rationeringskort og uddelte lommepenge.
Flygtningene skulle vente på mad i flere dage
Med værnemagten ude af billedet efter 5. maj ændredes billedet totalt. Privatboende flygtninge blev samlet i lejrene, der fra den ene dag til den anden blev lukket land bevogtet af modstandsbevægelsen. Flere steder gik der flere dage inden der blev sørget for forplejning. Med Statens civile Luftværns overtagelse af lejrene den 9. maj blev forsyningsforholdene hurtigt bragt i orden.
Der var ingen, der sultede på Eksercergården
Maden blev tillavet i store køkkener efter et af regeringen udarbejdet kostskema, der sikrede hver flygtning det nødvendige antal kalorier. Det var selvfølgelig ikke festmad, end ikke dansk hverdagskost, En journalist spurgte ved et besøg på Eksercergården i oktober 1945 også til maden. Fra alle sider lød udtalelsen, at der var ingen der sultede.
Hver flygtning havde et spisekort. For hver portion, der blev udleveret, blev kortet gennemhullet, så man ikke kunne hente to portioner. Maden blev indtaget i de forskellige beboelsesbarakker. Børnene fik udleveret en ekstra portion mælk.
Hver flygtning fik 50 gr. kød om ugen. Middagsmaden var altid det, som tyskerne kaldte ”Eintopfessen” og spisesedlen for en 10- dags periode kunne lyde således:
Tørkosten bestod af rugbrød og sigtebrød samt pr. dag:
Børn under 15 år fik en halv liter sødmælk og samme kvantum mælk fik gravide kvinder tre måneder før fødslen, så det måtte kostforplejningen også lige holde øje med.
Der blev selv dyrket grøntsager
Lejren bidrog også selv til husholdningen med grøntsager, kartofler, gulerødder og andre køkkenurter. Køkkenhaven, hvortil der var knyttet et særligt arbejdshold. Lå uden for det egentlige lejrområde, hvilket gjorde dette arbejde særligt attraktivt.
Modstandsbevægelsen overtog bevogtningen
En af forvaltningens højt prioriterede opgaver var at undgå fraternisering mellem den danske befolkning og de tyske flygtninge. Tyskerne skulle holdes interneret unde bevogtning ved bevæbnet mandskab. De tyske læger, sygeplejerske og præster skulle dog kunne færdes nogenlunde frit fra lejr til lejr og være i besiddelse af gældende passerseddel. Men for andre kunne det være en undtagelse at komme uden for lejren.
Umiddelbart efter kapitulationen overtog den lokale modstandsbevægelse bevogtning af lejrene i politikredsen, idet hverken politi eller militær rådede over mandskab hertil. Da modstandsbevægelsen omkring 1. august vendte tilbage til deres – i overvejende grad – civile tilværelse, blev der til bevogtningen indkaldt CB-ere. Luftværnschefen, borgmester Johan Paulsen søgte i første omgang folk til frivillig CB-tjeneste gennem annoncer i dagbladene for derved at undgå tvangsindkaldelser i større stil.
Bevogtningen var ikke særlig effektiv
Bevogtningen af lejren lod meget tilbage at ønske. Fraterniseringen mellem vagtmandskabet og flygtningene var mere eller mindre udbredt. Åbenlyse kærlighedsforhold mellem CB-erne og lejrens kvinder synes ikke til at standse.
Den 18. september 1945 skrev lejrchefen E. Marquardsen i Grænse Posten:
Der havde været masser af kontakter med lokalbefolkningen
Når der især i starten af lejrens levetid var problemer med rømninger og fraternisering udgange skyldes det hovedsageligt, at mange flygtninge inden interneringen i lejre havde været privat indkvarteret i byen eller i omegnen havde fået bekendte og kontakter uden for lejren. Disse rømninger tog dog stærkt af med tiden. Vagten blev forbedret. Nogle af de ”vanskeligste elementer” blev desuden sendt til andre lejre.
Langsomt blev bevogtningen forbedret efterhånden som politiet blev frigjort fra de mange sager i forbindelse med besættelsesårene. Endelig omkring årsskiftet 1945/46 overtog militæret vagterne ved Eksercergården.
”Soldater – Stemning ved Flygtninge – Lejren”
Under overskriften ”Soldater-Stemning ved Flygtninge – Lejren” bragte Jydske Tidende den 10. maj 1946 følgende lille artikel:
Effektiv skoleundervisning
Skoleundervisningen blev hurtigt organiseret i Tønder-lejren. Lejrens skole nævnes allerede startet den 22. maj 1945. Til sammenligning kan nævnes, at endnu i foråret 1946 var en tredjedel af børnene i den skolesøgende alder i Oksbøl uden skolegang.
I Tønder havde børnene fra starten fået tre skoletimer, kort efter kom også sport og gymnastik på programmet og fra efteråret også faget engelsk.
Skolen rummede 247 elever fordelt på 10 klasser, men med kun 5 klasseværelser. For undervisningen stod 17 lærere.
En journalist fra Jydske Tidende kunne efter at have overværet en undervisningstime i lejren i oktober 1945 fortælle:
Disse første undervisningstiltag var blevet til på internt initiativ, vel nok ført og fremmest for at give børnene en meningsfuld beskæftigelse under lejrlivets specielle vilkår. Da flygtningesituationen hurtigt viste sig at blive af længere varighed blev skolespørgsmålet en central del af denne danske lejrordning.
Skolens leder med forskellig bedømmelse
Skolens leder var den 55-årige dr.phil. Karl Sasz. I lejrens interne papirer får han et lidt blandet skudsmål. Et sted bedømmes han som:
Han angiver dog, at han aldrig har været medlem af nazistpartiet. Andetsteds nævnes han som:
En lokal skolemand kastede sig over arbejdet
Inspektør for Vestsønderjylland og Vestjylland og dermed lejren i Tønder, blev den lokale skolemand lektor Dr. F. Arndt (Statsskolen). Med Arndt, der var tysk uddannet pædagog, fik flygtningeundervisningen en mand der med ildhu kastede sig over arbejdet.
De unge piger udgjorde et problem
Størst var problemet med at beskæftige de unge piger. De unge ubeskæftigede piger var ikke nemme at have med at gøre. De var med til at give folk en forkert opfattelse af lejren.
Det lykkedes at indsamle et par symaskiner, der blev flittigt brugt til reparation og om-syninger. Som noget af det første blev der også indrettet et skomagerværksted, et snedkerværksted og en smedje, der delvis byggede og klargjorde kakkelovne til lejren.
Mange husflidsarbejder er lavet i lejrens værksteder er lavet i lejrens værksteder, heraf mange af kunstnerisk tilsnit.
”Bunter Abend”
Lørdag aften var forbeholdt det muntre bl.a. også såkaldte ”Bunter Abend”, der foregik fra en scene i den store sal. Beboerne havde selv indrettet denne scene, der var forsynet med ekstra projektlys.
Lærlingeuddannelse og Teknisk skole
Ikke kun skolegangen kunne fortsættes i lejren også lærlingeuddannelsen kunne afsluttes eller påbegyndes. Mange unge havde fået en læreplads som elektrikere, smede, snedkere, mekanikere og meget andet. I den forbindelse oprettede lejren også selv en teknisk skole.
Først fra november 1946 faldt antallet af flygtninge
Antallet af flygtninge i lejren holdt sig stødt på ca. 1.300. Først i november 1946 begyndte tallet langsomt at blive reduceret. Nu kunne nogle endelig hjemsendestil Tyskland. Og der kom ikke flere ind i lejren. Tirsdag den 19, november om aftenen kunne 25 voksne og 10 børn forlade Eksercergården for, over en opsamlingslejr i Kolding, at vende tilbage til Tyskland, hvor de var sikret ophold hos familie i den engelske zone.
Lejrens endelige opløsning tog sin begyndelse i de første måneder af 1947. Kort efter den 9. januar 1947 blev 178 flygtninge fra lejren i Tønder overført til Barsmark-lejren på Løjt. I tiden derefter fulgte flere mindre transporter. En del af flygtningene med rod eller tilknytning til den franske zone kunne tage ”hjem”. De øvrige blev fordelt til andre danske lejre.
Tidligt den 6. februar 1947 kunne det største kontingent af flygtninge forlade Tønderlejren efter to år bag pigtråd. Ca. 600 kunne denne morgen glade og forventningsfulde forlade Tønderlejren efter to år bag pigtråd. De satte sig i toget på banegården og den franske zone som mål.
Den 18. februar kunne de sidste 624 tilbageværende flygtninge på nær 30, der foreløbig skulle blive tilbage for at rydde op i lejren, vinke farvel til Tønder. De blev ny interneret i Grove-Gedhuslejren ved Karup.
Hele rømningen af lejren var tilrettelagt af flygtningenes tillidsmænd med ”Bürgermeister” Radler i spidsen. Hvert eneste medlem af flygtningeskaren vidste, hvilken vogn de skulle ind i, og hvilken plads i kupeen, der var beregnet til dem.
En trykket stemning
Det var med trykkede minder de sidste flygtninge forlod Eksercergården den 18. februar 1947. Helst ville de have været hjem til Tyskland, men når dette ikke kunne lade sig gøre, ville man meget gerne være blevet i Tønder.
Stor tillid til lejr-lederen
Der var stor tillid til lejrens leder, Marquardsen. Han fik mange hjertelige afskedshilsner. Selv sagde lejrlederen:
Ved de sidste flygtninges afrejse skrev Jydske Tidende den 19. februar 1947:
Det så anderledes ud i Hohenwarde
Se hermed fik du så hele historien om flygtningene i Tønder, så behøves du ikke at vente til de er færdige derude ved Zeppelin – stationen. Og se nu kunne vi jo godt have sluttet historien. Men som tillæg får du lige situationen for flygtningene ude ved Hohewarde lige ved Højer gamle sluse.
Til 1947 fungerede den gamle herregård og senere forsøgsstation som flygtningelejr. Her fik børnene lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag blev et par børn sendt ind til Højer efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange lande.
Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.
Sundhedstilstanden var god
De ældste børn blev forberedt til mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave på stedet. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men disse tilfælde var der ikke så mange af her i den friske luft. Højer Sluse var normalt afspærret af det danske militær, så det var ikke så let at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at lokalbefolkningen i Højer sendte lækkerier ud til børnene.
Drikkevand måtte hentes inde i Højer
Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste at her var en flygtningelejr. Allerede dette år talte man om at flytte ind til Tønder. De danske myndigheder mente dog at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder dog lidt mærkeligt. Der var jo i forvejen ret mange flygtningebørn i Tønder.
Nazistisk undervisningsmateriale
Det var heller ikke så meget, der tydede på at de danske myndigheder var særlig opmærksomme på denne lejr. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Lederen af lejren, Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde han en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelsen kunne han ikke komme tilbage.
På en åben lastbil
Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene, før deres fremtid var sikret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.
Diplomatiske forviklinger
Det gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarde. Det viste sig at her var børn fra hele 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under privat indkvartering i Sønderjylland. Og 23 børn fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.
Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach. Men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 26, 2023
Banegårdshotel og Deutsches Haus i Tønder
Da det blev Richtsensgade. Navneforandring til Strucks Hotel. Også værtshus hos naboen og overfor. Samlingssted for tyske soldater og nazister. Spejdere og ungdom. Nu hedder igen Grand Hotel Verein Deutsches Haus grundlagt 1927. Man købte Richtsensgade 27. Første sal til redaktør. Men også bibliotek og vandrehjem flyttede hertil. 800 gæster til indvielsen. Ombygning af Deutsches Haus blev for dyrt. I 1936 erhvervede man Schützenhof. Også vestergade 72 blev købt. Engelske fly beskadigede begge bygninger. Schützenhof blev beslaglagt. Svhweitzerhalle med skydehal blev købt. Forpagtere kunne ikke overholde forpligtelser. Økonomiske problemer. En gammel is – kælder lå på grunden. Udlejning til kommunen. Omfattende skader på ejendommen. Schweizerhalle solgt til kommunen. ”Den Gamle Redaktørs” forhold til Schweizerhalle.
Da det blev til Richtsensade
Der er kommet nyt liv i det tidligere Banegårdshotel i Richtsensgade. Dengang i 1867, da ejendommen blev opført hed gaden Jernbanegade. Det var da Tønder fik en banegård, der senere kom til at hedde Tønder Øst. Men så fik Tønder også senere banegård nr. 2 ”Marchbahnhof”. Og her skulle gaden der også hedde Jernbanegade. Så derfor ændredes navnet til Richtsensgade
Navneforandring til Strucks Hotel
Det var Karl Theodor Sehestedt, der opførte ejendommen. I 1870 overtog Ludvig Struck ejendommen og videreførte den som Strucks Hotel. Også Hotel Bunckenberg er ejendommen blevet kaldt.
Også værtshus ved naboen og overfor
Hos naboen i nr. 29 var der en traditionel landevejskro. Først hed den L. Schands Gasthaus. Så blev det til ”Gasthaus zur Ostbahn”. Og så genopstod ”Zur Weissen Schwan. Det var med samme ejer som i Storegade. Og så kom stedet også til at hedde Jørn Larsens Gæstgivergård.
Over for var der også værtshuse. Der må have været god konkurrence dengang- Dem, der kom med toget til Tønder dengang, behøvede ikke at tørste.
Samlingspunkt for tyske soldater og nazister
I 1927 overtog Foreningen Deutsches Haus ejendommen. Under Anden Verdenskrig var her samlingspunkt for tyske soldater og nazister
Spejdere og ungdom
Og under ejeren Carl Købke fik ejendommen navnet Grand Hotel. I 1965 stoppede ejendommen med at være hotel. Spejderne flyttede ind. Da de flyttede, blev det samlingspunkt for byens ungdom – først som Ungdomsborgen dernæst som klubben Pit Stop. I 2021 overtog Tønder Kommune stedet, som er bevaringsværdig.
Nu hedder det igen Grand Hotel
Efter at ejendommen har stået tomt et stykke tid, er der igen gang i huset. En omfattende restaurering er gået i gang. Stedet hedder nu Grand Hotel og BB. Ægteparret som har købt ejendommen har været igennem ukendte fugt og byggeskader. Byggekonstruktioner har først været gennem lokalhistorisk undersøgelse og krav om nye byggetilladelser. Ja og så har historien om genopbygningen af ejendommen været vist på TV.
Verein Deutsches Haus grundlagt 1927
Ønsket i Tønder for de tysksindede efter 1920 var at finde en egnet bygning, hvor man kunne samles. Men det skulle gå adskillige år, før det lykkedes. På et møde den 27. oktober 1927 i kontoret for det tyske forbund i Spikergade, besluttede direktør for Tondern Bank, Martin Rasch, lærer Marinus Petersen, rektor Chresten Elholm, pensioneret ”Amtsvorsteher” H. Chr. Hansen, købmand Emil Andersen og redaktør Max Rasch at danne en forening med navnet
Man købte Richtsensgade 27
Det blev vedtaget at købe grosserer Madsens ejendom ”Grand Hotel, Richtsensgade 27 for 50.500 kr. Foreningen forpligtede sig til at forvalte huset til almennyttige tyske formål. Ejendommen blev finansieret ved at udbetale 6.500 kr. og overtage restgæld på 44.000 kr.
Enhver kunne med en skriftlig accept af vedtægterne blive medlem samtidig med at betale et årligt kontingent på 10 kr. Medlemmer af bestyrelsen blev valgt for tre år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
Første sal til den tyske redaktør
Der blev besluttet at udleje husets 1. sal til redaktøren for den tyske avis, Reinhard Hesse og 2. sal til husets vicevært, J. Jepsen. Desuden var det planen at flytte det tyske bibliotek hertil. Og så skulle husets navn ”Deutsches Haus i gyldne bogstaver over indgangen.
800 gæster til indvielsen
Den 7. februar 1928 åbnede biblioteket og indvielsen af ”Deutsches Haus” den 12. februar. Dr. Max Rasch kunne bl.a. byde repræsentanter velkommen fra forskellige byer/foreninger fra Slesvig – Holsten velkommen. 800 gæster deltog i festligholdelsen på Schweizerhalle.
En af talerne, lærer Paul Gläser opfordrede de forsamlede til at stille gamle billeder fra Tønder til rådighed:
Det viste sig senere, at opfordringen fik stor opbakning. Det indsamlede materiale kunne afleveres til en glad leder af det lokalhistoriske arkiv.
Også vandrehjem til ejendommen
Dagen efter indvielsen kunne man konstatere, at man havde fået gaver på i alt 25.000 mark til huset. Det betød, at biblioteksværelset fik navnet Hamburg. Legeværelset fik navnet Altona. Læseværelset fik navnet Harburg og mødelokalet Wandsbek.
Det tyske vandrehjem havde siden 1926 holdt til i Alexandrineskolens kælder og længe ønsket bedre forhold. Dette kunne nu imødekommes, og det blev vedtaget at indrette et vandrehjem ved at udvide første sal i ejendommen.
Ombygning af Deutsches Haus ville blive dyrt
Den økonomiske blev imidlertid tilspidset i 1933 efter systemskiftet i Tyskland. Valuta-vanskeligheder gjorde det umuligt at modtage gaver fra faderskabs-byerne. Det blev derfor besluttet at opkræve husleje og støtte de ti foreninger, der benyttede huset.
Ejendommens vedligeholdelsesbehov havde været kendt længe. I april 1937 foreslog formanden en nybygning eller ombygning af ”Deutsches Haus” Et forslag om bygning af en sal med scene og plads til 400 personer blev godkendt af ministeriet.
Renoveringsomkostningerne blev anslået til 80.000 kr., hvoraf 20.000 kr. skulle skaffes til veje via andelsbeviser.
I 1936 erhvervede man Schützenhof
I mellemtiden havde det vist sig, at ejendommen ”Schutzenhof” stod til salg. Efter halvanden år købte foreningen den 30. juli 1938 Schützenhof for 99.500 kr. Huset skulle føres videre som hotel og kro. Forudsætningen var, at alle tyske foreninger ville stå sammen og bruge huset.
I de følgende år blev salen anvendt til foreningsfester, danseskoler, baller, teaterforestillinger og ikke mindst til de årlige tyske møder med ”Eintopfessen, som i Tyskland til fremme af fællesskab og samhørighed. Møderne var arrangeret af den nationalsocialistiske partiledelse.
Også Vestergade 72 blev købt
Den 18. august 1938 blev Vestergade 72 købt for 49.200 kr. til Nordschleswigsche Zeitung og dens redaktør. Biblioteket skulle også flyttes hertil. I bagbygningen var der mulighed for at indrette et vandrehjem. Et butikslokale mod Vestergade blev udlejet.
I 1939 kunne vandrehjemmet tage imod de første gæster. Men som følge af krigen udeblev vandrerne. Man besluttede derfor at lukke det midlertidigt. Da butikken i Vestergade 72 heller ikke kunne udlejes, blev den økonomiske situation forværret og yderligere forværret. Det var også nødvendigt at nedsætte lejen for ”Schützenhof”. Den økonomiske situation var elendig. Året sluttede med et underskud på 2.500 kr.
Engelske fly beskadigede begge ejendomme
Da engelske flyvemaskiner den 11. juli 1942 nedkastede bomber over Tønder blev dele af Vestergade 72 ramt, ligesom der blev forvoldt skader på ”Schützenhof”. Skaderne her var imidlertid dækket af forsikringerne.
Schützenhof beslaglagt
Vestergade 72 blev solgt og efter 5. maj 1945 blev Schützenhog beslaglagt. Engelske soldater blev indkvarteret på stedet. Men som privat institution modtog foreningen en erstatning på beslaglæggelsen. Post og Telegrafvæsnet ønskede at ekspropriere ”Schützenhof”.
Den 8. marts 1949 besluttede foreningen derfor at et tvangssalg kun kunne komme på tale, hvis man enten fik tilbudt en tilsvarende ejendom eller foreningen fik tilbudt en egnet grund til rådighed. Ekspropriationen skulle foregå 1950/51. Som erstatning blev der tilbudt en afståelsessum på 240.000 kr.
Schweitzerhalle med skyttehal blev købt
Man besluttede at købe Schweizerhalle med skyttehal for 170.000 kr. inkl. inventar. Arkitekt Rieve i Tønder fik til opgave med tegning at en tilbygning med teatersal. Byggeriet blev delvist forsøgt finansieret med et statslån. Men ansøgningen blev afslået.
Den 14. august 1954 var byens myndigheder mødt fuldtallig op til besigtigelse. Men ak, der var fejl i beregningerne. Sagen skulle afgøres ad rettens vej. Først i 1959 endte sagen med et forlig.
Forpagter kunne ikke overholde forpligtelserne
I løbet af 1956 drøftede man forpagtningen af Schweitzerhalle. Forpagteren kunne ikke efterkomme sine forpligtelserne. Man var enige om at nedsætte forpagtningsafgiften til 8.500 kr. årligt med virkning fra første januar 1957. Men dette initiativ hjalp heller ikke.
I september 1968 blev byggeomkostningerne beregnet til 928.200 kr. Og så blev byggeriet sat i gang. Ved byggeriets afslutning havde byggeprojektet kostet 1.660.0000 kr.
Driften af ”Schweitzerhalle” skulle finansieres ved forpagtning af restauration og det nye moderne køkken. På et møde i 1972 beslutte man at genoplive foreningsaktiviteterne. Et år senere havde foreningen 160 medlemmer.
Økonomiske problemer
I mange år blev der afholdt teaterforestillinger her af BDN (Bund Deutscher Nordschleswiger). Den tyske skole havde brugt salen og scenen til elevernes opvisninger og skolen havde afholdt sit årlige ”Lottespiel”. Salen havde været udlejet til danseskole. Endelig havde forpagteren selv haft rådighed over salen i forbindelse med driften af restauranten.
Men det haltede med økonomien for så at sige alle forpagtere. Fra Bonn som havde bidraget økonomisk, havde man håbet på at stedet også blev drevet som hotel.
I 1976 havde foreningen en bankgæld på 33.000 kr. Og man havde udestående fordringer hos fire forpagtere på ca. 50.000 kr. Situationen blev drøftet i oktober 1976 med repræsentanter fra Deutsches Generalsekretariat i Aabenraa. Det endte med et forslag at sælge dele af en ubenyttet grund nord for skydebanen. Dette foreslog generalsekretariatet ministeriet i Bonn. Tilladelse til salg forelå et år senere. I februar meddelte formanden, at grunden var solgt for 175.000 kr. Samtidig henvendte man sig til kommunen med et forslag om at udleje det oprindelige Schweizerhalle til offentlige formål, dog uden sal, garderobe eller skyttehal.
En gammel is – kælder lå på grunden
Men ak, køberen af den frasolgte grund, opdagede stenbrokker lige under jordoverfladen, hvilken gjorde det umuligt at bearbejde jorden.
Hvad ingen åbenbart vidste, var at den første ”Schweizerhalle”, der nedbrændte i 1908, havde en is-kælder, som var brudt ned på stedet og resterne tildækket med muldjord. Sagen kostede foreningen 20.000 kr. i erstatning-
Udlejning til Kommunen
I løbet af sommeren blev man enig med kommunen om at udleje forhuset for 4.000 kr. om måneden. Salen tilbød foreningen kommunen for 800 kr. pr. aften. Det viste sig, at salen blev efterspurgt. En anmodning om at afholde noget så moderne som ”Beat – Bal” gav imidlertid anledning til alvorlige betragtninger, dog uden at ende som afslag.
Man lavede en aftale med Tønder Læse – og Ungdomsforening, som lejede salen og investerede 500.000 kr. i forbedringer.
Økonomien blev forbedret. I 1981 var der et overskud på 15.000 kr. I 1981 dukkede tanken op at afståelse af ejendommen. I 1986 fik man et tilskud på 550.000 kr. til en ombygning af forhallen. Som modydelse blev aftalen med Tønder Læse – og Ungdomsforening forlænget for ti år.
Omfattende skader på ejendommen
Året efter blev der konstateret omfattende skader på bygningen. Reparationerne blev anslået til 500.000 kr. Man besluttede sig for at henvende sig til kommunen. I 1987 tilbød kommunen tre millioner inkl. inventar.
Schweizerhalle solgt til kommunen
Foreningen tilbød Tønder Kommune det hele for 4 millioner kroner. Men de svarede at de kun ville tilbyde 3,2 millioner og det var et definitivt tilbud. Dette blev så endelig godkendt af foreningen
”Den Gamle Redaktørs” forhold til Schweizerhalle
Vi andre tøndringer har vel alle et forhold til Schweizerhalle. Jeg gik til koncerter og lørdagsbal. Her var jeg til Schützenfest og fil lov til at skyde af min onkel Jackob, der var Schützenbruder. Og her var jeg med til at indrette et studie med Tønder Båndamatørklub under scenen i salen. Vi optog blinde-bånd og fik Arrows til at indspille to julesange. Det optog oppe i salen.
Her afsluttede vi altid ræveløb med de sønderjyske walkie-klubber, når vi kørte i området. Ja så holdt jeg et foredrag på sønderjysk om Tønders historie. Der kom 125 mennesker en almindelig torsdag aften. Arrangør var min tidligere klasselærer på Tønder Kommuneskole, Anni Johansen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 12, 2023
Tønder-Erindringer 2023
Forsøg på anmeldelse af denne udgivelse. 5 artikler bliver præsenteret. Igen i år handler det om kendte mennesker. Man får ny viden om mange ting, der har præget Tønder og Omegns historie. Og hæftets emner spænder vidt. Det handler om musik, museum, mad, tænder og højskole. Og selvfølgelig vil det altid være sådan at nogle artikler interesserer en mere end andre ting. Bagerst i artiklen henviser vi til artikler, hvis du vil sætte dig nærmere ind i de temaer, der behandles i artiklerne. Vi som medlemmer af Lokalhistorisk Forening For Gl. Tønder Kommune har allerede fået tilsendt heftet. Dem, der ikke er medlem kan købe det i Jefsen Bog & Ide.
Handler om kendte mennesker
Det kan være svært at anmelde sådan en udgivelse, for der vil altid være ting, der interesserer en mere end andre ting. Som det står i forordet så erindringshefterne en tradition, der startede for godt 20 år siden.
For nogle år siden var det nærmest almindelige mennesker, der fortalte om deres liv – dengang. De sidste par år har det været mere kendte mennesker, der har bidraget. Og altid har det været en oplevelse. Man sidder ligefrem og længes efter disse minder. Og så sker der, at der kommer erindringer fra mennesker, man også har kendt engang. Engang har min gamle far bidraget med sin spændende historie.
Os, der er medlem af Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune har fået bladet tilsendt. Men andre kan købe bladet hos Jefsen Bog & Ide i Tønder.
Fem bidrag
Men tilbage til Tønder -erindringerne. Denne gang er der igen 50 siders spændende lokalhistorie:
Inger Ørsnæs og Carsten Panduro: Om starten på Tønder Festival
Inger Lauridsen: 11 år på Tønder Museum
Stig Henriksen: Om det at lave mad
Vibeke Thrane; Om den kommunale tandpleje
Laust Riis-Søndergaard: Den Fri Folkehøjskole i Abild
Vi vil i slutningen af denne artikel henvise til artikler, der berører nogle af de temaer, der berøres i Tønder-erindringerne.
Om starten på Tønder Festivalen
Carsten Panduro og Inger Ørsnæs beretning er meget interessant. Her får vi også forhistorien til Tønder Festival De to spillede en afgørende rolle til at Tønder fik festivalen. Carsten fortæller, at skoleinspektøren i Vejle, hvor han gik i skole, var en stor festlig dame ved navn Metha Petersen. Hun havde været udvekslingslærer i USA og var blevet meget interesseret i musikken. Hun fik sendt plader hjem. Og Carsten havde hende til matematik tre timer i træk to gange om ugen. Mens man så lavede matematik, så brugte hun skolens pladespiller så eleverne kunne høre musik.
Carsten ville være skolelærer – blev dekoratør
Interessen hos Carsten var vakt. Han ville gerne være skolelærer og rektoren på lærerseminariet mente at han bare skulle få militærtiden overstået. Carsten bad om at blive indkaldt hurtigt, men han blev udtaget som sergent. Han endte i Avderød lejren. Han benyttede lejligheden til at høre jazz i Vingården, Cap Horn og De tre Musketerer.
På svensk musikradio hørte han en serie om Woody Guthrie. Han ringede til den amerikanske ambassade, for at høre, hvor man kunne få fat i disse plader. Og de hjalp ham med at fremskaffe disse. I 1965 blev Carsten hjemsendt fra en mindeværdig militærtid.
Nu havde han fået lyst til at være dekoratør- Og han startede som voksenlærling hos Gundtoft, der havde afdelinger forskellige steder. Her mødte han så kontorassistent Inger Ørsnæs.
I sin fritid fik Carsten genoplivet klubben Vejle Teaterjazz.
En af Brødrene Tygesen deltog i festen
Hjemme hos Carsten og Inger deltog en ung mand, der af sin far, manufakturhandler Tygesen i Tønder var blevet sendt til Gundtoft i Vejle for at lære noget om dametøj. Jørn Anton Tygesen og hans bror Hans Christian var på samme tid sendt til Sønderborg for at uddanne sig i herretøj. Under en af festerne blev der spurgt om Inger og Carsten ikke kunne komme til Tønder, når brødrene overtog forretningen.
Ansættelsen hos Gundtoft stoppede brat. En uoverensstemmelse førte til at Carsten sagde stop øjeblikkelig. Allerede næste dag var han i gang med noget nyt og tog deltidsarbejde som havnearbejder.
Carsten lærer nogle skotske musikere at kende og får dem til at optræde i Vejle. I juli 1970 rejste Inge og Carsten til Skotland for at mødes med dem igen og deres omrejsende kollegaer.
En flytning til Nørre Sejerslev og Møgeltønder
Da de kom hjem igen ringede Jørn Anton fra Tønder og inviterede til en snak og fremtidige planer. Carsten kunne blive dekoratør hos Brdr. Tygesen. De kommer nu til at bo i et koldt og klamt hus i Nørre Sejerslev. Inger blev lovet job som bogholder i firmaet men først når den nuværende ældre dame holdt op. I mellemtiden får hun et job i Danske Bank.
En bankdirektør hjælper dem til et hus i Møgeltønder uden at de havde sparet en krone op. For som bankdirektøren sagde, så kunne et hus i Møgeltønder altid sælges. Den 1. december 1971 startede Inger som bogholder hos Brdr. Tygesen.
Carsten var startet et år før. Det var så her jeg ofte talte med ham, når han kom over i Andersen & Nissens Boghandel.
Utidssvarende indretning
Indretningen hos Brdr. Tygesen var utidssvarende. Og det var heller ingen penge i kassen. Der blev holdt et stort udsalg men varelageret var også utidssvarende. Nabobutikken blev købt. Her blev der indrettet en afdeling med tæpper, dyner og lignende.
Op gennem 1950’erne og 1960’erne havde Tønder ad to omgange haft to jazzklubber og desuden en beatklub. Der var ofte arrangeret koncerter og baller. I november 1972 startede Noldes Nabo. Der var masser af steder, hvor der blev holdt koncerter. Og Tønder kunne præsentere ”hotte navne”.
Venskab med Alex og Patsy Campbell
Folkemusikken fyldte stadig mere i Inger og Carstens liv. Under en rejse til Edinburgh i 1972 mødte de for første gang Alex og Patsy Campbell. I 1975 spillede Alex på festivalen for første gang. I de kommende år kom han mange gange og blev efterhånden en del af festivalens organisation.
Alex ender med at slå sig ned og leve sine sidste år i Møgeltønder. I 1974 kom sønnen Caspar til verden. Carsten bliver bedt om at lave noget ”musik-halløj” i møllen. I samarbejde med Tønder Aktivitets og Borgerforening bliver der afholdt et tre – dages arrangement og møllen for betegnelsen ”Visemøllen”
Musikudvalg præget af kompromisser
Festivalen skulle skabes i et samarbejde mellem Borgerforeningen, Noldes Nabo, Beatklubben og Visemøllen. Og man godt se at programmet er resultatet af en række kompromisser:
Det var en grund til at kalde det Tønder Multimusik Festival. De skød med musikalske spredehagl.
Da Lille Caspar skulle fotograferes
Lille Caspar var kun et halvt år gammel, da man fandt ud af, at han skulle på plakaten som festivalens maskot. Og det Helmuth Christensen – fotograf på Vestkysten, der skulle tage billet. Men ak Lille Caspar kunne ikke sidde stille. Så bad Helmuth om at låne en hammer og et ”bette søm. Så blev Caspars smækbukser sømmet fast til en træstub. Så fik Helmuth sit billede.
Carsten og Inger starter booking-virksomhed
I 1976 Blev årets festival kaldt Tønder Musikfestival. Arbejdet som dekoratør skulle forenes med det travle liv som musikarrangør. Det lykkedes sådan da. Men det kunne ikke gå i det lange løb- I 1977 blev Carsten løst fra kontrakten med Brdr. Tygesen. Han blev i stedet deres faste freelancer.
Nu skulle de supplere lønnen ved at lave et bookingbureau. Det kom til at hedde ”Folk pn the Road”. Rygtet spredte sig blandt musikerne. Og det blev til ture i Skotland, England og Irland.
I 1977 blev der lavet en Woody Guthrie – tur til København, Hamburg og Osnabrück. Og på det sidste sted blev kassen stjålet. Det skulle vise sig, at der ikke var så mange penge i det. I 1979 gik den ikke længere. Firmaet gik ned med et ordentlig knald.
Carsten bliver fast ansat
I 1980 oprettede man Tønder Festival Fond. Man fik årligt bevilliget et årligt kommunalt tilskud på 60.000 kr. i fem år. Nu var det mulighed for at arrangere Tønder Festivalen under mere professionelle former. Carsten tiltrådte som leder den 1. maj 1981. Og Carsten blev skilt fra Inger i 1986.
En udmærket artikel, hvor vi blev meget klogere på, hvordan festivalen egentlig startede. Og artiklen blev til under en frokost i Møgeltønder. Her boede Inger Ørsnæs med hendes nuværende mand. Det hele er bearbejdet af Jesper Henning Pedersen
De sidste 11 år på Tønder Museum
Tidligere museumsinspektør Inger Lauridsen fortæller her om, at det ikke altid var lige let for museet i Tønder. Da Tønder i 1993 kunne fejre 750 års købstads-jubilæum, havde hun Drøhses hus i sine tanker.
En kamp for Drøhses hus
Huset var ejet af tømrermester og huselsker Helge Kragelund. Han havde restaureret huset og hans plan var at det skulle indgå i Tønder Museum som en by-anneks. Men planerne lykkedes ikke. Inger Lauridsen henvendte sig til Tønder Kommune. Og de sagde ja til at leje det i forbindelse med købstadsjubilæet.
Og så fulgte den ene storslåede udstilling efter den anden. Man lånte sig frem, så man kunne skabe et ægte 1840 – interiør.
Da jubilæumsåret var over, havde man håbet at Tønder Kommune ville forlænge lejemålet. Men det ønskede man ikke fra kommunens side. Et par år kunne være nok, mente politikerne.
Peder Aarslevs Fond ville gerne købe huset, men det endte med at Civilretsdirektoratet sagde nej med den begrundelse at man ikke bare kunne tømme et selskab for værdier.
Men så kom Realkredit Danmark til hjælp. I løbet af ganske kort tid fik man etableret en udstilling med kniplinger i alle husets værelser.
Endelig så det ud til at huset kunne blive en del af Tønder Museum. Det lykkedes nemlig i anden omgang for Peder Aarslevs Fond at erhverve ejendommen. Og så blev der ellers udstillet hollandske vægfliser.
Men der skulle anskaffes udstillingsskabe m.m. Og fondene stod ikke i kø. Man startede en indsamling. Og til selve indretningen af flisesalen donerede Ny Carlsberg Fonden og Bikube Fonden de afgørende beløb.
Administration fra Haderslev
Inde i 2000-tallet bestemte Anders Fogh-Rasmussen – regeringen at amterne skulle nedlægges. Dette var et voldsomt slag mod det sønderjyske museumsvæsen. Kommunalreformen af 1970 bestemte at ¾ af finansieringen skulle komme fra Sønderjyllands Amt og ¼ fra Tønder Kommune.
Løsningen var de sønderjyske museer skulle opgraderes til statsligt museum. Men det betød også at de skulle fungere som et samlet museum. Det betød at administration skulle foregå fra Haderslev.
Vi har tidligere i artikler beskrevet, hvordan de ”gamle” museers handlefrihed blev beskåret. Nu var der heller ikke mere plads til anarkistiske handlemåder.
Et projekt om Tønderkniplinger
Ved overgangen til 2009 besluttede Inger Lauridsen at lade sig degradere til almindelig museumsinspektør. Fra Carlsberg Fondet fik hun bevilliget fondsmidler til et projekt om den sønderjyske kniplingshistorie både handelsmæssigt og med hensyn til kniplerskernes sociale position og rolle.
Hun blev til projektet betænkt med to års løn. Det betød at hun i 2010 overgik til en stilling som seniorforsker. Men først i 2016 udkom hendes bog med titlen:
Det var et meget spændende indlæg, der viser, at det ikke altid er lige let at formidle historien i og om Tønder.
En berømt kok
Det næste indlæg er af kokken Stig Henriksen. Hans far får arbejde som sløjdlærer i Padborg. Og det fortsætter faderen med til han kom på pension. Når faderen havde gæster og kollegaer på besøg, hjalp Stig med anretningen. Hans far lærte ham at lave de første retter. Og det var ”Brændende kærlighed” og ”Gule ærter”. Ja så lærte han også at vende pandekager i luften.
I lære på Hvide Hus
I 7. klasse meldte han sig i skolen til moderne husholdning. Som 15 – årig kom han i lære på Hvide Hus i Aabenraa. Der var hård disciplin og ingen pjat med køkkenchefen var retfærdig. Det sidste år på kokkeskolen i Aalborg blev han tilmeldt en konkurrence for 4.års elever. Her vandt han tre guldmedaljer og tre sølvmedaljer.
Flere steder i England
Få dage efter konkurrencen blev han tilbudt arbejde som chef på Den Danske Klub i Knightsbridge. Så gik turen til Hotel Savoy med hele 70 kokke ansat. Der var fem souschefer og 12 mindre køkkenafdelinger. Stig siger, at det var en hård men meget lærerig tid i det klassiske franske køkken. 12 måneder var han der. Det var også under dette ophold at han mødte Rose.
Blandt gæsterne var Maria Callas og Roger Whittaker.
Så gik turen til Islington på Restaurant Carier Indehaveren var en berømt kogebogsforfatter. Her opholdt Stig sig i fem måneder. Sammen med Rose bosatte han sig nu i Fredensborg. Og snart skulle han aflægge sin militærtid. Han blev rekrut i Værløse. Men han ville gerne til Søværnet for at lave mad. Og det lykkedes sandelig. Han kom over på Holmen. I ti måneder sejlede han på en gasturbinebåd og lavede mad til en besætning på 24 mand.
Derefter var han to år på Hotel Sheraton som almindelig kok. I en ferie besøgte han sin tidligere chef Robert Carrier, der havde købt et gammelt herredssæde i nærheden af Harwich. Her fik han tilbudt job. Han indgik en gentlemen- aftale om, at han skulle blive der i fem år. Men han blev der i 6 ½ år.
Derefter tog familien hjem igen til England nu også med søn nummer to.
I 1993 til Tønder
I 1993 blev han køkkenchef på Tønderhus. Der var han ca. et år. Så var han et år på Hotel Abild og et år på Schackenborg Slotskro. Så blev det til 1 ½ år på Hostrups Hotel. Hele tiden havde han haft den tanke at starte for dig selv – en lille restaurant med kun fire borde.
Den første uge, de var kommet til Tønder havde de fundet en villa fra 1929. Der var fire etager og en stor have. Den 14. august 1987 startede han. Der var 200 mand til receptionen. Stig optrådte også i TV og udgav en kogebog ”Stigs Kogebog”. Ja så lavede han lige tre kogebøger for DR. Ja så vandt han igen tre kokkehuer.
Efter godt 33 år samme sted valgte Rose og Stig at lukke og slukke. Kort efter kom Coronaen.
Den kommunale Tandpleje i Tønder
I sommeren 1991 var forhenværende klinikchef Vibeke Thrane og hendes familie fra Odder på familiebesøg i Esbjerg. De kørte over grænsen og købte det de måtte.
Hvordan er det at bo i Tønder?
Da de kørte af omfartsvejen, vendte hun sig om til hendes mand
Efter 13 år i Odder var hun begyndt på Odder Handelskostskole på en merkonomuddannelse i ”Ledelse og samarbejde”. Dette foregik om aftenen. Hun var tillidsmænd for tandlægerne i Odder.
Klinikchef i Tønder
Noget senere var hun til jobsamtale i Tønder og trods manglende ledelseserfaring fik hun jobbet. Den tandpleje hun kom ned til lå på Leos Alle 5 A. Og så hører vi ellers om, at min gamle tandlæge var bedt om at komme tilbage til Tønder – åh ja, hvem husker ikke ham.
En tandlægebus blev anskaffet. Og den kørte ud til landskolerne. Det var forældrene på de pågældende skoler glade for, så skulle de ikke ofre tid på transport. Mens Vibeke Thrane var klinikchef, blev en masse ting ændret.
Familien lejede en villa i Tved for to år og manden havde sammen en tysk forretningsforbindelse startet et firma i Süderlügum, der udlejede autocampere. I artiklen får vi en masse information om strukturen i børnetandplejen i Tønder.
Den Fri Folkeskole i Abild
Den sidste artikel er skrevet af Laust Riis-Søndergaard og handler om det modige ægtepar Folke Trier Hansen og Karen La Cour, der startede en højskole i Abild. De ankom i 1933 med tre børn. De blev i byen helt til 1960, hvor de tog videre til Thy.
På jagt efter lokaler Tønder – området
De to kom fra Rønshoved Højskole, hvor de havde mødt hinanden i 1925. De havde været højskolelærere under højskoleforstander Aage Møller. I 1925 lod Aage Møller sig desuden indsætte sig som frimenighedspræst i Rinkenæs. Gudstjenesterne blev afholdt i skolens sal.
Folke Trier Petersen havde flere gange cyklet fra Rønshoved Højskole til Tønderegnen for at spejde efter et egnet sted til en fri højskole. Det var meningen at den skulle danne rammen om at unge danske karle og piger i de mest udsatte egne af Sønderjylland. Efter mange sonderinger endte det med et møde med formanden for Landeværnet og Danske Samfund. Han tilbød parret at blive bestyrer af Abild Landbohjem.
Venner var betænkelige
Venner i højskolekredse nærede betænkelighed ved deres højskoleplaner i Abild. Det begrundede de med, at der på dette tidspunkt ikke eksisterede nogen tradition for højskoler eller frie skoler i det hele taget på vesteregnen i Sønderjylland og slet ikke den type højskole, som Folke Trier havde i tankerne.
Eleverne skulle arbejde i stedet for at betale skolepenge
På Den Fri Højskole i Abild skulle der højst være 12 karle og piger på et hold. Højskolen blev drevet privat uden offentlig støtte, hverken til driften af højskolen eller til dens elever. Derfor var der heller ikke noget krav om offentligt tilsyn af indholdet og driften af højskolen.
Til det forpligtende arbejdsfællesskab på Den Fri Højskole hørte husligt arbejde hver dag fra tidlig morgen og i forbindelse med måltiderne og arrangementer i forsamlingshuset. Desuden skulle højskoleeleverne være indstillet på at yde deres arbejdskraft i have, jordbærplukning, gartneri, tørvemose, læbeplantning, mergling samt forefaldende arbejde på de omkringliggende gårde. For pigernes vedkommende lå arbejdet hovedsagelig i skolens gartneri med hakning, lugning og bærplukning.
Skolepenge eksisterede ikke. Elevernes udgifter il kost, logi og samvær, undervisning, mytologiske foredrag, forelæsninger, cykelture med overnatninger og forplejninger m.v. betalte de med det arbejde, som de udførte. Det eneste eleverne skulle medbringe var eget tøj, sengetøj, håndklæder og lidt penge til personlige udgifter. Alle over 18 år kunne optages.
Et stort aktiv for Abild
Fra 1933 til 1939 blev egnens piger og drenge tilbudt en fortsættelsesskole. Folke Trier Hansen cyklede rundt til hjemmene i lokalområdet for at skabe interesse. Det lykkedes og snart var skolestuen fyldt op.
Abild Landbohjem dannede rammen om aftenskoleundervisning, gymnastik og folkedans. Der var møder i foreninger, andelsselskaber, foredragsaftner, studiekredse og nationale fester.
Venner med kaj og Lise Munk
Kaj og Lise Munk var nære venner med Karen La Cour og Folke Trier Hansen. De var aktive medlemmer af fadderkredsen i Ringkøbing, der gav økonomisk støtte til den arbejdsfond, der var oprettet til gavn for højskolen i Abild. Kaj Munk gik ind i samarbejdet om rejsning af genforeningsstenen ved Abild Landbohjem i 1938.
Kritisk over Stauning-Munchs samarbejdspolitik
Folke Trier Hansen var kritisk over for Stauning-Munchs samarbejdspolitik med den tyske værnemagt før og under krigen. Han var aktiv modstandsmand. Efter krigen var han med til at beskylde højtstående embedsmænd for underaftaler med den tyske værnemagt. Den offentlige debat delte vandene i den offentlige debat i lokalsamfundet.
Farvel til Abild i 1960
I 1960 flyttede Folke Trier Hansen og Karen la Cour til Thy, hvor de bosatte sig i en præstebolig i Hundborg og senere forsamlingshuset i samme by.
Således har Tønder – Erindringerne 2023 igen været meget afvekslende læsning. Vi nåede meget vidt omkring og lærte igen noget nyt. Kunne du tænke dig at vide noget mere om de temaer, der bliver berørt, ja så har vi samlet en oversigt over artikler, hvor du kan fordybe dig yderligere.
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 27, 2023
Nyholm og Slotsholmen i Tønder
Erman i Tønder reelt interesseret i byens fortid? Området omkring Slotsholmen opbygget som køkkenhaver. Nyholm placeret ved slottets ringmur. Ribe Landevej bygget op på rester af Tønderhus. Kommunale bygninger bygget oven over slottets rester. Mere end 100-års idyl blev brudt. Sidste tilvækst af bygninger. Et nyt museum. Et tilfælde at port-huset blev bevaret. Kongevejens anlæg var et alvorligt indgreb. Det hele blev betragtet som ”jordfast mindesmærke, men blev ikke behandlet som sådan. Der blev givet masser af dispensationer. Stor folkelig modstand mod rådhuset placering. Man kan da ikke være historieløse i Tønder. Og egentlig skulle arkæologer have gravet i jorden. Men det ville kommunen ikke betale for. Man fik reddet Brundlund – og Sønderborg Slot. Nogle amtmænd i Tønder havde aldrig sat deres fod på Tønderhus. En amtmand forlangte at det flotte amtmandspalæ blev renoveret, ellers var den også blevet revet ned. Nydam er en flot landlig ejendom. Fundamenter fra slottet dukkede frem. Slotsbanken lå foran Tønders sø-handelsplads. Her var også st moderne militært støttepunkt. Et smukt renæssance slot, blev revet ned. Advokat byggede Nyholm. En ønskebolig og aftægtssted for ældre formuende. Den første Bachmann på Nyholm. Kommunen forlangte at Bachmanns stald blev nedrevet. Bayrischer Bier Keller. Tønder Kommune købte også Jomfrustien. Slotsbanken blev igen en holm. En tilflytter og ejer af Nyholm blev udvist af prøjserne. Nyholm blev drevet som landbrug en kort overgang. Men snart igen et alderssæde. Carl Tiedemann køber stedet. Og i Jydske kunne man i 2016 læse ”212 års historie solgt på 90 dage”. En tør fredningstekst omkring Slotsbanken. En fredning som ikke alle har respekteret.
Er man i Tønder egentlig interesseret i byens fortid?
Spørgsmålet er om man i Tønder gør nok for at bevare byens fortid. Læs denne historie om Slotsholmen. Engang havde man et stolt slot. Det fik lov til at forfalde og blev nedrevet. Og også området omkring dette slot ønskede man heller ikke rigtig at bevare. Nu handler dette ikke så meget om selve slottet. Det laver vi en ny artikel om lidt senere.
Området bygget som køkkenhave
De amtskommunale tjenestemænd fik før 1800 privilegium på anvendelse af området til køkkenhaver. Så sent som 1900 havde landråden – som amtmanden hed – køkkenhave, der hvor Hotel Tønderhus i dag ligger.
Nyholm placeret ved Ringmuren
I 1792 anlagdes en dæmning som førte til det tidligere jægerhus. Allerede i 1736 var der lagt en dæmning. Et område blev solgt til en lokal embedsmand. Denne lod i tiden 1800-1803 opføre den smukke lystgård Nyholm, delvis på den ydre ringmurs sydside, en efter et moderne fredningssynspunkt meget uheldigt placering. Vi taler om resterne af Tønderhus. Og Nyholm har vi mere om senere i artiklen.
Ribe Landevej bygget oven på rester af Tønderhus
Med en lov af 30. dec. 1858 bestemtes det at der til vejanlægget af en hovedvej fra Tønder til Ribe m.m. skulle foretages ekspropriationer af bl.a. jordfyldsgrave. I tiden mellem 1860 og 1862 blev der hentet enorme stenmængder til dette formål på slotsbanken, hvor man helt til 1865 havde lagerplads for vejvæsnet.
Kommunale bygninger oven på Slottets rester
I 1864 før Dybbøl overtog Tønder Kommune området. Et ubrudt hærværk tog sin begyndelse med amtet som modvægt siden 1920. Gasværksbygningerne blev placeret 1864/1865 uden for slottets oprindelige kostald i det sydsvestligste hjørne ca. 20 meter nord for den gamle anløbsbro med den tidsligste gasbeholder helt ude i vest volden. Siden blev der placeret en gasbeholder mere øst for dette sted midt i slottets sydfløj. Og i 1946 blev der placeret endnu en stor beholder midt i slotsgården.
Mere end 100-års idyl brudt
1901/02 byggede man lige inden for øst-volden i linje med Nyholm en vandværksbygning og et bastant vandtårn. I 1910 fulgte endelig elektricitetsværksbygningen ud for slottets nordfacade. En mere end 100-årig idyl var ødelagt. Selv om der har fundet en nyvurdering af industribygningens arkitektoniske kvalitet sted i nyeste tid, blev området et ubehageligt Klondyke som den tekniske udvikling overflødiggjorde på forbavsende kort tid.
Sidste tilvækst af bygninger
En administrationsbygning vest for vandværket fører en lignende spøgelsesagtig tilværelse som slottet 1706. Opad den placeredes 1947 et filtreranlæg som ramte fundamenterne til det store sydøsttårn og som de sidste tilvækst til disse bygninger kom to arbejderboliger i nordvolden vest for elværket. En ny bestyrerbolig i voldgraven øst for vandværket i 1920erne. Det sidste vel nok det mest absurde og derfor netop det sted der siden blev forslået som plads for et nyt rådhus.
Et nyt museum
Men den del at slotsbanken som blev taget, i brug for de kommunale værker var afgivet til byen allerede 1864, var porthuset indtil den nye retsbygning i Nørregade 1916 forblevet i amtets eje. Allerede 1911 opstod der planer om indretning af amtshuset i porthuset, men byen som øjensynlig allerede på det tidspunkt har været formel ejer, stillede så skrappe betingelser at tanken blev opgivet. Først 1922/23 overtog et nyindrettet museum med endeligt skøde 1924. Og hvad skrev Vilhelm Lorenzen så smukt:
Et tilfælde at porthuset blev bevaret
Nogen fredning af et historisk mindesmærke i moderne forstand var dette ikke. Det må betragtes som et rent tilfælde at porthuset overhovedet er bevaret. Det blev fredet i klasse B i henhold til fredningslovene af 1918 og 1966, men det giver som udviklingen siden viser ingen sikkerhed
Alligevel fik man de dengang ”husvilde” betegnede familier ud og foretaget en såre nødtørftig restaurering, ligesom grundarealet foran bygningen saneredes, så en fornemmelse af det oprindelige broparti bibeholdes.
Kongevejens anlæg var et alvorligt indgreb
Ved anlæggelsen af Kongevejen i 1943 skete der et alvorligt indgreb. Det intakte broforløb blev ødelagt. I Tønder ændrede holdningen sad til fortiden i 1960erne idet man fik oprettet ”Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder” En betragtelig udvidelse af museets bygningskapacitet kunne efter 30 års planlægning realiseres, En dygtig udført kunstmuseumsfløj blev anbragt i 1972.
Betragtet som ”jordfast mindesmærke”
Året efter overtog amtet igen størstedelen af Slotsbanken efter kommunens godt 100-årige ”rædselsherredømme”, fordi gas- og elværk blev nedlagt og forvaltningen af de kommunale værker flyttet uden for bykernen. Samtidig afgaves til kommunen arealet foran museet under forudsætning at den indrettede en parkeringsplads på arealet!
På grundlag af en ny lov om naturfredning (1972) lod fortidsmindeforvaltningen et nyt organ under det nye miljøministerium som havde overtaget nationalmuseets funktioner. Nu kunne man så endelig erklære Tønder slotsbanke for et såkaldt ”jordfast fortidsminde”. Man planlagde en markering af slottets grundrids på den efterhånden frilagte grund. Forinden foretog museet en endelig restaurering af porthuset som førstes tilbage til skikkelse det havde fået ved ombygningen 1741. Samme år indrettedes elværket som anneks for museet.
Det var tilsyneladende skabt forudsætning for at området igen kunne blive:
Stor folkelig modstand mod Rådhusets placering
Men ak det skulle komme til at gå ganske anderledes i Tønder. Allerede i 1968 dukkede der planer om i forbindelse med et såkaldt byplansudvalg i kommunen ville placere et nyt rådhus for Tønder Kommune i slotsgraven øst for porthuset og henimod Vidåen. En ide som ikke var direkte ulovlig da den er fra før fredningsloven af 1972.
Selvfølgelig, da man allerede dengang kunne forudse at arealet ikke kunne slå til, om ikke andet belært af de erfaringer der kunne hentes ved at se på ruinerne på slotsbanken. At byens profil ville blive ødelagt, tænkte nok de færreste på dengang, men de senere bestemmelser i bekendtgørelsen af Lov om naturfredning § 47a, 48 og 53 skulle være garanti nok.
Imidlertid manøvreredes efter skifte i byens styrelse trods loven et forslag om placering af rådhuset ved Slotsbanken igennem i et fuldstændigt uforberedt byråd 1976. Det blev en politisk skandale, som man skal 300 år tilbage i tid for at finde sidestykke til i Tønder.
I 1670erne var forholdene i Tønder præget af borgeruroligheder med voksende mistillid til magistraten. Byens økonomi var anspændt til det yderste. Der blev styret over hovedet på folk. Den egenmægtige borgmester Heinrich von Hatten indførte bøder på 100 rigsdaler til dem, der sagde ham imod.
I 1976 blev en borgekomite oprettet som hos borgerne fik stor opbakning i sin protest mod placering af et rådhus ved slotsbanken. Men efter et valg i 1978 var klart flertal mod bystyrets rådhusplaner. Særlig oprørende virkede det på den enkelte Tønder-borger at bystyret på grund af fortidsmindeforvaltningens holdningsløshed nu som i 1670erne opnåede dispensationer, der aldrig ville være givet menigmand. Motiverne var godt nok forskellige.
Man kan da ikke være historieløs i Tønder
Man kan da ikke være historieløs i Tønder. Og dog – politisk prestigebyggeri er åbenbart at foretrække selv om et flertal i Tønder var imod. Nu finder man aldrig ud af, hvor middelalderborgen befandt sig – den der lå der før Tønderhus. Og man fik heller ikke mere oplysninger om Tønders tidlige havn. Jo man fandt rester af bolværk og en pram. Men mange år senere var det også pludselig slut med et underjordisk museum om Tønders senere havn fra 1700-tallet.
Man fik reddet Brundlund – og Sønderborg Slot
Det var godt at man fik reddet Brundlund og Sønderborg Slot. For Brundlund og Tønder var der renoveringsplaner i 1730erne. Men ingen af stederne blev der foretaget noget afgørende. I Aabenraa blev Brundlund reddet i 1805-1807 for et enormt beløb – renoveret af C.F. Hansen.
Amtmænd, der aldrig satte deres fod på Tønderhus
Måske er det den lokale amtmand, der kan gøres ansvarlig. I tiden mellem 1730 og 1768 valgte amtmændene von Massow og von Behr i Aabenraa at bo på slottet. Men i Tønder har Johann Georg og sønnen Fr. Wilhelm von Holstein næppe nogensinde sat deres ben på Tønderhus.
En amtmand forlangte amtmandsbygningen restaureret
Da den stærkt engagerede Ulrik Adolph von Holstein 17 år efter nedbrydningen kom til byen byggede han for egen regning sit eget palæ. Skæbnens ironi var ved at gentage sig efter 200 år, da Holsteins palæ som følge af at amtmanden mellem 1920 og 1949, Otto Didrich Schack ej heller havde anvendt bygningen var ved at blive revet ned. Men efterfølgeren forlangte at palæet i stedet blev restaureret.
Nyholm – en smuk og landlig bygning
Gemt inde bag høje træer ligger en absolut perle nemlig gården Nyholm. Den nærmest klæber sig til bankens sydskrænt, der sænker sig ned til den tidligere, brede borggrav. Det er en smuk og rummelig mørk rødstensbygning af landlig idyl. Den minder meget om Møgeltønder-husene men meget større end disse. Huset er temmelig langstrakt, symmetrisk med fire store vinduer på hver side af den portallignende indgangsdør med fritrappe.
Taget er forholdsvis højt og spidst. Gennem indgangsportalen kommer man ind i et rummeligt forrum med en smuk trappeopgang i baggrunden. Til begge sider deraf ses store værelser, på højre side nærmest fremtrædende mindre sal.
Dengang var der foran indgangstrappen en gammeldags brolægning med blomsterbed i midten, flankeret af krogede gamle træer, der mod øst mundede ud i en alle. Denne fortsatte over en 70 – 80 meter lang dæmning, der endte på pladsen foran den gamle badeanstalt på Jomfrustien.
Også med stald
Ud på gårdspladsen fandtes fra gammel tid et bryggers, der for længst med en mur lukker pladsen mod syd. Mod vest ligger/lå der parallelt med hovedbygningen, men noget forskudt, en stald. I adskillige år var den endnu en stråtækt stald og lade-bygning af bindingsværk og engang med storkerede. Det er længe siden undertegnede har været på stedet, derfor er jeg lidt i tvivl, hvordan det ser ud nu.
Fundamenter af slottets ringmur dukkede frem
Sydvest for staldbygningen lige uden for haven var der en delvis græsbevokset temmelig stor udgravning med masser af gammelt murværk i bunden og i de sammen-skredne sidevægge. Det var slottets ydre ringmur, hvis fundamenter her kom frem.
Ganske interessant var en stor granitblok med plan overflade, der står på østsiden af fritrappen. Den er sikkert fundet i jorden, da Nyholm blev bygget, idet voldens sydøst-bastion lige netop har ligget på dette sted, og den har sikkert gennem tiderne været en god hjælp for beredne gæster, der havde svært ved at komme op i sadlen.
Slotsbanken lå lige foran Tønders sø-handelsplads
Slotsbanken eller ”Slotsbjerget” som man tidligere sagde i Tønder, var i ældre tider en lille holm i Vidåens daværende udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandels-pladsen Tønder red, og tidligst befæstet som den antagelig har været. Den har givet god dækning både mod havets brænding og mod mulige fjenders angreb.
Et moderne militært støttepunkt
Og vi skal da lige atter engang læse, hvad geografen Idrisi s medarbejder skrev, da han var i Tønder i 1130:
Holmen med sin forsvarsmæssigt gunstige beliggenhed altid haft de skiftende højfyrstelige og kongelige potentaters interesse. Befæstningen, oprindelig sikkert en primitiv ”borg” ses stadigt at være genopbygget og udbygget, så den, da den henimod år 1600 nåede sin sidste skikkelse, var et forholdsvis lille, men stærkt og moderne militært støttepunkt, indtil man i 1676 af politiske grunde nedlagde de egentlige forsvarsværker.
Et smukt renæssanceslot blev revet ned
Selve slottet, som tidligere i perioder havde været kongelig eller hertugelig residens, blev nu amtmandsbolig. Amtmanden havde tidligere været slottets befalingsmand – og blev anvendt til dette formål indtil 1750 – 51, da det blev nedrevet. Desværre for nutidens Tønder. Det var faktisk et smukt renæssanceslot.
Der kom bedre vejforbindelser og en regulering af Tønders skibskanal blev også gennemført. Som allerede nævnt blev der etableret en dæmning fra den tidligere badeanstalt til det sydvestligste hjørne af slotsbanken.
Advokat byggede Nyholm
Den 11.11.1798 blev en af grundene af von Bertouch solgt til underretsadvokat, amtssekretær og bankdirektør Erich Wilhelm Millet, der boede i Bachmann’ ske familiehus ved Møllebroen. Køberen havde allerede på dette tidspunkt sørget for en vej til den af ham udvalgte byggeplads.
I 1804 blev den færdige ejendom indregistreret i Overrettens skyld – og panteprotokol under navnet ”Nieholm”. Da hovedbygningen, men ikke stalden er angivet på ”Statfeldplan” af 1911, må den sidste være udført noget senere. Bygningerne lå på sydbatteriets gamle voldfundamenter og var mod vest og syd omgivet af et større haveanlæg, i his sydvesthjørne der endnu findes en lille skovlignende beplantning, som tidligere kaldtes ”Lunden”.
Advokat Millet slog sig ned på Nyholm, hans alderssæde og boede der til sin død i 1823. Han syntes til sidst at have økonomiske vanskeligheder.
En ønskebolig og aftægtssæde for ældre formuende
I 1824 overtog Paul Momsen, tidligere på Grøngård, Nyholm med bygninger, toft og fenne Han benyttede det som aftægtssæde og blev boende der til sin død i 1847.
Nyholm har sikkert været en ønskebolig for ældre formuende folk især landmænd, der foretrak deres sidste år på aftægt i købstaden i et smukt, stort anlagt beboelseshus med et tilhørende beskedent landbrug. Men det har dog vist sig, at der under tidens skiftende forhold for flere af ejerne har kunnet blive lidt af en økonomisk fælde.
Beliggenheden må oprindelig have været fri og smuk, med udsigt mod nord over slotsbanken til Skibbroen og den gamle by. Mod syd var der udsigt over marskens store vidder. Om sommeren grønne enge. Om vinteren en havlignende vandflade, hvis bølger v ed storm kunne skumme mod slotsbankens skråning.
Den første Bachmann på Nyholm
I 1848 året efter Momsens død, solgte enken en datter af kniplingshandler Boy Boysen, Nyholm til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann, fik 1859 som nygift Nyholm til bolig, mens faderen residerede i det hus ved møllen, hvor advokat Miller havde boet, og hvor direktør Hans Bachmann senere boede.
I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død, men ejendommen skulle sælges ved skiftet. Grunden til denne bestemmelse skal ikke være oplyst, men man må vel formode at være af økonomisk art. Han byttede samtidig bolig med sønnen, der nu overtog møllen og flyttede selv til Nyholm. Her døde han i 1884 – 82 år gammel, mens enken, der var et par år yngre, blev boende på Nyholm, hvor hun døde 1886.
Kommunen forlangte at Bachmanns stald blev nedrevet
Rimeligvis for at give Nyholms landbrug et noget større omfang havde Jürgen Bachmann forpagtet den tilstødende rest af slotsbanken som endnu var i Kronens eje. Forpagtningen må have været temmelig permanent, idet han på pladsen havde rejst en ”8 Fach” – staldbygning, der også dækkede over en gammel kælderhvælving, der oprindelig havde været en del af slottets nordøst-hjørne.
I 1872 blev slotsbanken af fiskus solgt til Tønder kommune, som krævede Bachmanns stald omgående fjernet.
Bayrischer Bier Keller
Sagen gav anledning til et lille intermezzo: Gæstgiver og brygger C. Claussen på Skibbroen, der havde benyttet stedet som ”Bayerischer Bier Keller, hvilket lyder hyggeligt, men i virkeligheden vel ikke betød meget andet end staldens anvendelse som is-kælder og oplagringsplads for øl, søgte at sabotere ordren ved at købe bygningen af Bachmann. Han mente vel nok som Tønder-borger og skatteyder at kunne vente større eftergivenhed fra magistratens side end mølleren på den anden side af kommunegrænsen.
Magistraten lod sig dog ikke gå på. Efter et halvt års tovtrækning måtte Claussen, nu Claussen junior, bekvemme sig til at nedrive stalden. Han fik tilmed besked om, at han måtte gøre det ned til ”Erdscheide” og at han ikke måtte fjerne den del af kælderen, der ikke var bygget af Bachmann, men havde tilhørt slottet. Denne del blev nemlig ejet af byen.
Man kan således formentlig takke Bachmanns staldbygning for, at den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder formodentlig stadig findes på slotsbanken den dag i dag.
Tønder Kommune købte også Jomfrustien
I 1875, kort efter, skete der et andet jordsalg, der på en måde også berørte Nyholm. Tønder Kommune købte yderligere den ligeledes af fiskus ejede ”Jomfrusti”, der mod syd var beghrænset af Nyholms ”Scheiderinne” (skide-rende) og mod nord af stakittet ved kammerassessor og toldkontrollør Høxbroes have.
Man sagde om Jomfrustien, at det var der, hvor mindre dydsirede piger i gammel tid holdt til nær ved fæstning og havn, men lige uden for magistratens jurisdiktion.
Slotsbanken blev igen en holm
I 1878 kom så udgravning af en kanal, der forbandt Møllekulen med Skibbroen og gjorde Slotsbanken til en holm igen. Meningen med dette var at øge vandmængde og gennemskylning af havnebassinet. Drømmen var at etablere en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen, der passerede Nyholm – og Porthus-dæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granit-sten, der sikkert stammede fra slottet, mundede til sidst ud i havnebassinet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen endda så betydelig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthus-broen.
En tilflytter blev udvist
Efter Nyholms Bachmann – æra, der havde strakt sig over 40 år, blev den næste ejer arbejder Martin Ganzel fra København. Han holdt ikke ret længe, idet han, som et af daværende politiks ofre blev udvist af det prøjsiske statsområde.
Nyholm drevet som landbrug
Ganzels efterfølger blev kådner Hans Nicolai Eskildsen, som den 26.7.1891 overtog stedet som ejer.
Han var en flittig og sparsommelig mand og havde en dygtig kone samt efterhånden også mange børn, der også efterhånden deltog i bedriften. Forholdene var imidlertid små. Det kunne ikke undgås at det tidligere ret velstandsprægede Nyholm efterhånden virkede lidt forfaldent.
Besætningen bestod af 3-4 malkekøer, nogle grise og undertiden også får samt en del høns. Det store have-areal blev dyrket så godt og så meget, der kunne overkommes. Foder blev overvejende skaffet fra lejet. Mælken og andre produkter blev solgt til beboerne på Slotsgrunden.
Den alt for store hovedbygning blev udnyttet til udlejning til tyske jernbanefolk. Dette ophørte dog, da banens store bygning ”Sperlingslust” i Viddingherredsgade blev taget i brug.
Da den såkaldte ”Höhere Töchterschule” i 1904 blev oprettet blev den installeret på Nyholm, hvor den holdt til, indtil den fik eget hus på Bockensåvej (nu Popsensgade 8).
Den 30.3.1906 solgte Hans Eskildsen Nyholm og bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Igen et alderssæde
Nyholm, der gennem en længere årrække havde været et selvstændigt landbrug, blev derfor atter det, som det for over 100 år var blevet bygget til, en slags alderssæde.
Det blev overtaget af Anton William Thaysen, tidligere Mettenwarf. Han havde tilknytning til Bachmann-familien. Han istandsatte ejendommen og boede der indtil 1916, altså midt under Første Verdenskrig.
Den 30.3.1917 købte Hans Michael Winther, tidligere forpagter på ”Store Tønde Nyholm og boede der til 1925.
Carl Tiedemann køber stedet
Ved skøde af 20.08.1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann en ”bebygget gårdsplads med have og græsgang, Nyholm. Efter hans død i 1945 beholdt enken, som senere blev gift med overdyrlæge Emil Sønnichsen, ejendommen.
212 års historie solgt på 90 dage
I 1981-1982 gennemgik Nyholm en omfattende restaurering.
Derefter fulgte en lang række forskellige ejere. I 2016 kunne Jydske Tidende i en overskrift fortælle:
En tør fredningstekst omkring Slotsbanken
Og selvfølgelig er den flotte ejendom fredet. Kigger vi på fredningsteksten står der bl.a. følgende:
Tænk engang at en så spændene historie kan serveres så tørt i denne ”fredningstekst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 22, 2023
Tønder – Flere strejftog i Historien (3)
Dette er en del af Tønder historie fra ca. 1870 – 1935. Vi går også noget længere tilbage. Kvægmarkedet i Tønder 1912. Tønders allerførste skole. Latinskolen. Skole i Vajsenhuset. Balthasar Petersen. Privat Realskole, Østergade 45. Realschule Tondern. Tønder Statsskole. Alexandrineskolen. Øvelsesskolen. Teknisk skole. Tønder Handelsskole. Tønder protesterede mod dansk i skolen. Kæmpede man nok for danskheden i Tønder? Kampen for et museum. Mange forærede ting til museet. Militær i Tønder. En ny kaserne i Tønder. En travl jernbanestation. Plomberede tog. Postforbindelser. Toldbarakker. Kampen om et toldvarehus. Hedeselskabet fik en vigtig rolle. Da Tønders store sygehus kom. Da Gasværket blev bygget. Lygtetændingsreglement fra 1870. ”Marinere” hjalp til. Udvidelser og moderniseringer. Tønders brønde skyld i tyfusepidemier. Lovende prøveboringer efter vand. Man brugte den mest moderne teknologi. Tønder Elektricitetsværk. Strøm til 21 brugere i begyndelsen. I 1931 tilbød Bachmann igen at levere strøm. Gendarmerikorps. Tønder Kniplingsskole
Kvægmarked i Tønder 1912
De store kvægmarkeder fortsatte. I 1912 fik Tønder tilført
I stadepenge fik byen en direkte indtægt på 15.000 mark. Indirekte mærkede de mange banker og forretninger også. Tønder havde et gæstgiveri for hver 49 indbyggere.
Tønders allerførste skole
Tønders første skole har sikkert været en skole, som Franciskanermunkene oprettede. I 1238 oprettede de et kloster mellem Vestergade og Slotsgade. Allevegne drev Gråbrødrene undervisning for at undervise folk i kirkens tjeneste, Men vi ved ikke noget bestemt om en Klosterskole i Tønder.
I Middelalderen var det kulturelle liv i byen knyttet til kirken. Efter Reformationen blev der oprettet selvstændige skoler.
Latinskolen
En rektor nævnes i Tønder i 1580. Og i 1614 blev Latinskolen oprettet. Skolen havde dog ikke den store betydning. Den havde gennemsnitlig kun 20 – 30 elever. Latinskolen var til venstre for døren. Og den tyske skole var til højre.
Skolen i Vajsenhuset
En anden tysk folkeskole blev indrettet i Vajsenhuset. Her undervistes i slutningen af det 18. århundrede 100 drenge og piger. I 1791 begyndte en fattigskole i Vestergade. I 1803 blev hele skolevæsnet omorganiseret. Latinskolen blev ophævet. Her blev oprettet en højere borgerskole med to klasser.
En hovedskole med tysk sprog blev indrettet som almindelig borgerskole med tre klasser. Vajsenhusskolen og Vesterskolen blev fri for skolepenge med hver to klasser. Alle skoler havde tysk undervisningssprog. I 1851 blev dansk undervisningssprog indført i elementærskolerne (fri for skolepenge). Det var befolkningens modersmål. Men fra 1864 blev tysk atter engang undervisningssprog.
Balthasar Petersen
Vi har tidligere beskæftiget os med Balthasar Petersen, der oprettede et præsteinstitut i 1750. Fra 1762 forlangte regeringen at kandidaterne skulle besøge et universitet. I stedet tog provst Balthasar Petersen fat at uddanne unge mænd til folkeskolelærere. I 1786 testamenterede han en stor del af sin formue til oprettelse af Nordens ældste seminarium.
Privat realskole i Østergade 45
Den 23. maj 1861 blev der i Borgmester Thomsens Hus, Østergade 46 oprettet en dansk privat realskole. Den fik offentlig støtte mod at underkaste sig statens kontrol. Den overlevede Krigen 1864 og opnåede endda den preussiske regerings tilladelse til at fortsætte. Lærer Hagerup og senere lærer Tørslef styrede skolen, der dog blev forbudt i 1872.
Realschule Tondern
I 1830 knyttedes Vajsenhusskolen til seminariet som øvelsesskole. Efter 1870 var skolevæsnet ordnet på den måde, at en kommunal mellemskole for drenge og folkeskole for piger havde lokaler i Richtsensgade. Folkeskolen for drenge var seminariets øvelsesskole med lokaler på seminariets grund. I 1909 byggede man en realskole for drenge (Statsskolen) i Popsensgade med 6 klasser. I 1913 overgik Realskolen med grund og bygninger til den preussiske stat.
Tønder Statsskole
Første juni 1920 ophørte Realskolens undervisning. Nu blev Tønder Statsskole oprettet som en dansk fuldstændig højere almen skole, fællesskole for både drenge og piger med nysproglig artium.
Alexandrineskolen
I 1915 en højere pigeskole (Alexandrineskolen). Skolen lå mellem Nørregade og Alleen. Indtil da havde skolen været til huse forskellige steder i byen.
Da pigeskolen stoppede i 1923, fik den tyske mellemskole lokaler i Alexandrineskolen.
Øvelsesskole
Øvelsesskolen bestod før 1920 af to afdelinger, en almindelig 6-klasset købstadsskole og en 1-klasset skole. I sidstnævnte afdeling var det gratis undervisningsmateriale. Herved fik børn fra fattige hjem mulighed for at melde sig til denne afdeling. Lederen af Øvelsesskolen var en seminarielærer. Den sidste leder før indlemmelsen i 1920 var Claus Eskildsen. Ved hjælp af denne ordning var det mulighed for at give de kommende lærere praktisk erfaring.
Man regnede med, at der i Tønder ikke ville være plads til to folkeskoler, der for blev Øvelsesskolen tillige Tønders danske folkeskole, hvortil alle danske hjem kunne sende deres børn.
Tre dage i slutningen af juli 1920 modtog Øvelsesskolens leder og Overlæreren ved den tyske kommuneskole i samme lokaler og på samme tid indmeldelser til henholdsvis Øvelsesskolen og den tyske folkeskole. Til den danske afdeling meldte der sig kun 70 til den danske afdeling. Men skolen begyndte med ca. 130 elever fordelt i 7 klasser, da den åbnede den 1. september 1920. I løbet af det første år blev dette tal fordoblet. Og i 1936 var man nået op 430 elever.
Teknisk Skole
Fra 1880 havde Tønder en teknisk skole. Dengang hed den ”Teknische Forbildungsschule. I 1920 havde skolen 63 elever fordelt i tre klasser. Der blev om aftenen givet undervisning i dansk, tysk, tegning og regning. I 1923 kom et nyt fag til – nemlig bogføring.
Tønder Handelsskole
Tønder Handelsskole blev oprettet i oktober 1921. Man havde lokaler i en af de tyske skoler. Skolen havde cirka 90 – 100 elever. Foruden de obligatoriske handelsfag var der engelsk og tysk korrespondance samt stenografi og maskinskrivning.
Tønder protesterede mod dansk sprog i skolen
I Middelalderen var plattysk kontor- og kultursprog. Det blev senere afløst af Luthers højtysk. Man sagde om det danske sprog at det var et ”plat” sprog. Tysk var det finde, som man talte i kirke og skole, på rådhuset og i amts og rets-kontorer. Og tænk engang – Tønders borgere protesterede, da Tønder Byråd den 16. marts 1851 bestemte, at nu skulle det være dansk undervisningssprog:
Ja tænk engang det danske sprog blev kaldt for et ”fremmed sprog”.
Kæmpede man nok for danskheden i Tønder?
Nogle mener, at det var fordi Tønderhus var knyttet til de Gottorpske hertuger. Derfor var hertugerne Tønders gode venner og velgørere. Sådan var det også i begyndelsen med Aabenraa. Men her kæmpede danskheden. Det så man ikke så meget af på det tidspunkt i Tønder.
Efter 1864 slumrede danskheden ind i Tønder. Redaktør Skovrøy betegnede sin 30 år i Tønder som ”en Hundevagt”. Men alligevel var det en flok dansksindede der satte noget i gang lige før Første Verdenskrig.
Kampen for et museum
Efter indlemmelsen stod Tønder Amt på bar bund med hensyn til et museum. I 1911 havde der været forhandlinger i gang mellem amt og by om overtagelser af rester af Tønder Slot. Det omfattede bl.a. ”Porthuset”. Hensigten var at udbygge det til et ”Kredsmuseum” (Amtsmuseum).
Men ”Porthuset” blev brugt som arrest. Og der skulle først bygges nye retsbygninger og nyt fængsel. Men Tønder Købstad erhvervede i 1916 ”Porthuset” af den Kongelige Prøjsiske Justitsfiskus og amtet rettede derpå forespørgsel til byrådet om dette var villig til endnum at stå ved sit tilbud af 1911, om uden vederlag at overlade til amtet det såkaldte ”Porthus” til brug for amtsmuseum. Det gjorde, men på nogle betingelser. Og det har amtsrådet sikkert ikke accepteret. I hvert fald blev sagen atter engang stillet i bero.
Så kom 1920. En lang række danske kunstnere forærede kunstværker til de fire sønderjyske amter og også til Tønder. Disse værker blev i første omgang ophængt på Landbrugsskolen på Ribe Landevej. Man fik ellers tilbudt pladser i forskellige bygninger i byen.
Igen opstod ideen med at anvende det gamle ”Porthus”. Der skulle lige en renovering, om og tilbygning til. I 1924 var rammerne klar. Byrådet ransagede rådhusloftet og overlod mange ting til oplysning om ældre tider. Håndværker forærede laugskister. Grev Schack sendte en masse genstande fra Schackenborg. Gamle Skovroy skænkede ting fra stenalderen, gamle kobberstik og mønter.
Mange forærede ting til museet
Dr. Lausten-Thomas havde deponeret sin samling fra Rost og omegn på Koldinghus. Dette blev nu overført til Tønder Museum. Andre forærede også deres samlinger. Det var nok ingen, der havde forestillet sig, at museet 12 år efter åbningen nu manglede plads.
Militær i Tønder
Tønder er som bekendt en meget gammel by. Men i tiden før 1864 har der i Tønder kun ligget et Vagtdetachement. Først i 1920 fik Tønder – en dansk garnison. I årene før 1864 havde Tønder ikke haft en tysk garnison.
Men et par kilometer nord for byen blev der anlagt en flyveplads med hangar, barakker, værksteder, brintfabrik og luftskibshaller for Zeppeliner bestemt for bombe- og observationstogter mod England.
I afstemningstiden havde Tønder indkvartering af engelske soldater. Men den 5. maj 1920 ankom et par kompagnier af Sønderjysk Kommandos 2. bataljon og en rytterstyrke. I april 1923 blev Sønderjysk Kommando pophævet og 2. bataljon – en af de gamle bataljoner fra Sølvgades kaserne – blev forlagt til Tønder. I tidligere artikler har vi skrevet denne stolte Bataljons historie.
En ny kasserne
I 1934 påbegyndtes staten opførelse af en stor, ny kaserne til afløsning af den gamle baraklejr. I 1936 blev den taget i brug. Den havde kosten den danske stat over en mio. kr. Som eksercerplads blev flyvepladsen nord for byen. Af de tidligere tyske militærbygninger er ikke meget tilbage. De fleste blev nedrevet i henhold til bestemmelserne ved fredsafslutningen. Administrations – og værkstedsbygning blev brugt til tjenestebolig, ridehus og depot.
En travl station
Før 1920 kørte togene fra Altona direkte over Tønder til Højer Sluse, hvorfra der fandt overførsel sted til Sild. For strækningen Tønder- Hviding og Tønder – Sønderborg virkede Tønder som udgangsstation.
Efter 1920 blev Tønder Station en travl station med fire udgående jernbanelinjer. Den første tid efter de danske statsbaners overtagelse af jernbanerne i Sønderjylland blev der delvis kørt med tyske tog.
Efter nogen tid kørte man strækningen Tønder – Sønder Løgum med såvel tyske som danske tog. Den tyske toldstation blev flyttet hertil. Omkring 1922 blev det tyske jernbanepersonale forflyttet fra Tønder.
Plomberede tog
Indtil dæmningen til Sild blev færdig, havde de tyske Rigsbaner ingen anden forbindelse til Sild end over Højer Sluse. Der opstod nu de ret enestående forhold, at jernbanetrafikken mellem to tyske landsdele måtte føres gennem dansk statsområde. For at undgå, at de rejsende ved den direkte jernbanetransport skulle underkastes danske told – og pasbestemmelser, førtes tog direkte fra Hamburg til Højer Sluse foregik i plomberede vogne og under dansk told- og pastilsyn.
Da dæmningen var færdig og blev åbnet for jernbanetrafik, ophørte dette forhold. Strækningen Tønder – Højer fik derefter karakter af en lokalbane. Banens benyttelse aftog derfor. Konkurrencen fra den voksende biltrafik gik stærkt. Ved Rigsdagssamlingen 1934 – 35 blev det besluttet, at hvis ikke banens økonomi blev væsentlig forbedret ville man nedlægge banen. Standsningen af banen skete den 15. maj 1935. Godsbanen blev bibeholdt i en del år. Og der var op til tre daglige godsforbindelser i begge retninger.
Maskindepotet i Tønder var Sønderjyllands største. Man havde et personale på 85 mand i alt. Der var 16 damplokomotiver og 6 diesellokomotiver og 2 benzinvogne.
Postforbindelser
Postkontoret i Tønder blev opført i 1899. Telegrafstationen var åbnet i 1861. Allerede i 1678 fik postmesteren i Flensborg bevilling til at holde et bud til befordring af breve mellem Flensborg og Tønder. I 1711 var det kun en gang om ugen forbindelser mellem de to byer. Nu blev det så fortsat med ”gående bud” til Højer.
I 1713 oprettedes et ridende ”bipost” to gange ugentlig mellem Tønder og Flensborg. Ved ”Kongelig plakat” af 13. oktober 1789 oprettedes to kørende og to ridende poster mellem Flensborg og Tønder.
I 1813 var der brev-, pakke- og personbefordring to gange dagligt mellem Flensborg og Tønder. Desuden var der daglige forbindelser mellem Tønder og Ribe og mellem Tønder – Løgumkloster m og Aabenraa med diligencer.
Efter 1864 opretholdtes brev-, pakke- og personbefordringen mellem Tønder og Ribe. Denne bortfaldt da jernbanen Ribe – Vedsted (Hvidding) – Tønder blev åbnet.
Toldbarakker
Efter 1920 blev der bygget træbarakker ved de forskellige kontrolposter ved grænsen i Pebersmark, Sæd, Møllehus og Rudbøl. Også på Tønder Station blev der oprettet barakker på et par af perronerne. De blev afløst af en visitationsbygning i mursten.
Kampen om et toldvarehus
I 1921 blev der bygget et toldvarehus, der senere blev brugt til klarering af videregående gods. Pladsforholdene blev hurtig for små, hvorfor toldforvalter Holtner i flere år arbejdede for at få en ny toldkammerbygning, hvilket først lykkedes mange år senere. Først i 1932 kunne man anvende en toldkammerbygning i Jernbanegade. I den tyske tid blev bygningen anvendt til Rigsbank.
I løbet af tiåret 1922 – 31 var der travlhed med at bygge veje eller rettere ombygge veje. Det var en stor opgave også omkring Tønder.
Hedeselskabet fik en vigtig rolle
Den 1. april 1921 blev Hedeselskabets Mose- og Engafdelings 10. Distriktskontor oprettet i Tønder. I efteråret 1923 skete der en udvidelse, idet kontoret flyttede ud på Ribelandevej i den tidligere Landbrugsskole.
Efterhånden som afsætningen af kreaturer sydpå blev meget besværliggjort af Told og indskrænkninger, måtte landbruget – tvunget af omstændighederne – helt eller delvis lægge bedriften om, således at der kunne produceres den vare, som markedet krævede, og som kunne hjemføre en nogenlunde pris.
Omlægningen til dyrkning af korn, rodfrugter og handelsfrugter m.v. kunne kun ske i forbindelse med en grundforbedring. Landbruget blev også ret hurtig klar over dette, og søgte private teknikere og Hedeselskabet som rådgivere.
Hedeselskabet hjalp også til med den storeafvanding af Tøndermarsken og regulering af vandløb.
Da Tønders store sygehus kom
Vi har tidligere berettet om Fysikus Ulrik’ s utrættelige arbejde i Tønder. Han oprettede et sygehus i Østergade. Men et nyt betydelig større sygehus blev opført i 1895 i Carstensgade. Patienterne blev indlagt og tilset af deres læger. Den daglige pleje blev udøvet af diakonisser, udsendt fra Diakonissestiftelsen i Flensborg.
En overlæge, Friherre Dr. v. Werthern blev ansat som overlæge. En fuldstændig omlægning af driften fandt sted. Foruden Overlægen blev ansat en inspektør og en oversygeplejerske. Siden udviklede sig stærkt. Kravene blev større. Det viste sig at sygehuset var for lille.
I 1925 stod den store nye fløj færdig til at tages i brug. En gennemgribende modernisering blev gennemført. Desuden blev der oprettet en epidemiafdeling.
Da Gasværket blev bygget
De første planer om bygning af et gasværk i Tønder stammer fra 1862, da landmåler C.B. Schønfeldt den 19. april i en skrivelse til magistraten i Tønder indsender en detaljeret fremstilling af de fordele, som byen og dens borgere ville få af et gasværk.
Den 24. juli 1862 foreligger en ansøgning fra Haderslev Jernstøberi og Maskinfabrik, Petersen og Bonnicksen, om at komme i betragtning ved bygningen af et gasværk. Den 10. september 1863 underskrives kontrakten, efter at firmaet fra Haderslev havde sendt et tilbud.
Krigen i 1864 kom i vejen og bragte forstyrrelser i Gasværkets opførelse. De nødvendige penge blev bragt til veje ved lån, dels ved legater og dels fra byens borgere. Tønder Sparekasse gav et beløb på 3.750 Rigsmark. Gasværket kostede ifølge en afregning af 15. januar 1865 i alt 62.705 Mark. Det blev opført på Tønder Slotsbjerg. Dette lå på Tønder Slots – og Frigrund tilhørende Tønder Landsogn.
Måske valgte man stedet fordi det var højtliggende og derfor sikret mod oversvømmelse. Gasværket begyndte ret beskedent. I 1866 var der således kun 162 gasbrugere. Der fandtes dengang i alt 65 gasgadelamper.
Lygtetændingsreglement fra 1870
I et Lygtetændings-reglement fra 1870 står angivet tændingstiderne, dog med den tilføjelse, at i 3 dage om måneden bliver lygterne overhovedet ikke tændt, nemlig aftenen før, under og efter fuldmåne.
Landmåler C.B. Schønfeldt var Gasværkets første ”Gasinspektør”. Han fik en årsløn på 350 Rigsdaler samt bolig. Lys og brændsel. I 1895 blev den nye gasinspektør og senere direktør M. Lorentzen. Det var ham, der redede Bryggeriet Victoria i at springe i luften. Hans far havde et jernstøberi og et tørveværk i Sølsted.
I årene 1900-1904 blev der foretaget en større ombygning. Der blev opført et nyt ovn-hus, et nyt rensehus, nyt ”apparatanlæg” og en ny gasbeholder. Ligeledes blev der bygget et nyt retorthus med to store retortovne.
”Marinere” hjalp til
Med krigen i 1914 fulgte en vanskelig tid. Gasværksarbejdere blev indkaldt til krigstjeneste. Man måtte nøjes med ældre folk til pasning af ovnene, bistået af ”Marinere” fra luftskibshallen. Samtidig havde man vanskeligheder med at skaffe kul. Dem man fik var uegnede til gasudvinding. Det blev nødvendigt at rationere gassen ved kun at have tryk i ledningen på visse tider af døgnet.
Udvidelser og moderniseringer
Med krigens slutning og Sønderjyllands indlemmelse i Danmark, kom der igen normale forhold. Gassen havde dog haft sin glansperiode ved gasbelysningen. De nye tider med elektrisk belysning begyndte. Men samtidig blev det mere og mere almindelig at koge med gas. I tiden fra 1920 skete der hvert år en stigning i produktionen.
I tiden fra 1923 er ovnene delvis fornyet ved indbygning af nye moderne retorter. Trods elektricitetens frembrud så man en stadig større produktion fra Tønder Gasværk. I 1936 leverede gasværket gas til 1.600 husholdninger.
Tønders brønde skyld i tyfus-epidemier
Tønder Vandværk blev bygget i årene 1900-1902. Indtil da har byens borgere skaffe vand fra almindelige brønde, der dels var i privat eje og dels var offentlige brønde. De var anbragt på centrale steder.
Brøndenes dybde var ret ringe. Og det var nærmest tale om overfladevand. Kun Aktiebryggeriet på hjørnet af Østergade og Nørregade og Viktoriabryggeriet ved Strucksalle havde boringer, der tog vandet fra større dybder.
Tønder Vandværk blev anlagt efter henstilling fra daværende medicinalråd Horn, der påviste, at de stadig tilbagevendende tyfusepidemier skyldtes smitte gennembrøndvandet.
Lovende prøveboringer
Forarbejdet blev udført i slutningen af 1890erne, idet der på Slotsbjerget udførtes forskellige forsøgsboringer. Ligesom ved Gasværkets oprettelse stillede Tønder Spare- og Laanekasse et betydeligt beløb til rådighed for dette almennyttige formål.
Til et byrådsmøde, der blev afholdt i slutningen af 1899 kunne borgmesteren oplyse, at allerede den første dybdeboring på Slotsbjerget havde vist, at der i større dybder fandtes godt og rigelig med kildevand.
For at opnå yderligere sikkerhed for at der var tilstrækkelig vand til en by-forsyning på, blev det at udføre endnu en forsøgsboring.
Efter meget omhyggelige kemiske undersøgelser af det fremskaffede vand og udtalelser fra kendte geologer om jordbundsforholdene, gik man i gang med værkets udførelse. Og det var gasværksleder Lorenzen, der stod for den meste planlægning.
Man brugte den mest moderne teknologi
Det var et firma fra Kiel, der stod for udførelsen. Man brugte datidens mest moderne teknologi. Der blev opført et stort maskin- og filterhus og et stort vandtårn. Anlægget var dyrt. Det kostede 160.000 mark. Gasmotorerne blev erstattet af elektrisk drift.
En kloakering blev gennemført i 1925.
Tønder elektricitetsværk
Tønder Elektricitetsværk blev bygget i 1910 og blev sat i drift 3. januar 1911. Allerede i slutningen af 1890erne talte man om et elektricitetsværk.
I en skrivelse af 18, marts 1894 ansøger Hans Bachmann fra Tønder Vandmølle om at få koncession på 50 år på levering af strøm til Tønder By. Han henviser til at der ved vandmøllen var tilstrækkelig med vand til både mølleriet og til driften af en dynamo-maskiner.
Det har sikkert været en interessant ansøgning og havde bestemt borgerskabets interesse. Men den lange koncessionstid har bevirket, at Magistrat og byråd har haft betænkeligheder. Derfor blev ansøgningen afslået.
Strøm til 23 målere i begyndelsen
Værket begyndte med levering til 23 målere, men allerede efter første års forløb var dette tal mangedobbelt. Allerede i 1925 var belastningen steget så stærkt at man talte om udvidelse.
I 1931 tilbød Bachmann igen levering af strøm
I 1931 kom møller Hans Bachmann igen på tale. Han kunne levere strøm for 3,5 øre pr. kilowatt-time. Tilbuddet blev antaget. Et anlæg ble bygget og elektricitetsleveringen påbegyndtes den 1. december 1931.
Denne udvidelse betød en stor besparelse, da det viste sig at det kunne betale sig at lade Tønder Vandmølle at levere natstrøm. I sommeren 1935 blev Tønder dog andelshavere i Sønderjyllands Højspændingsværk. I 1936 leverede elektricitetsværket strøm til mere end 2.000 målere.
Gendarmerikorps
Efter 1920 blev der oprettet et midlertidigt Gendarmerikorps, der skulle sørge for to og orden. De skulle overtage den tjeneste som det tyske militært organiseret Gendarmerikorps hidtil havde varetaget.
Korpset kom hovedsagelig til at bestå af hjemvendte krigsdeltagere. De mødte til tjeneste uden en politimæssig uddannelse. Den 15. juni 1920 opløstes korpset og en væsentlig del af mandskabet overgik til det nyoprettede ”ordenspolitikorps i de sønderjyske landsdele”. Ja sådan blev det nye korps kaldt. Dette korps kom til at bestå af 11 overbetjente og ca. 150 betjente.
Tønder Knipleskole
Vi skal da også lige nævne at Tønder Knipleskole blev åbnet den 1. januar 1929. Det var en fortsættelse af det store arbejde Hansigne Lorenzen fra Ballum havde gjort for at genoplive Tønderkniplingerne. Skolens første kursus i 1929 blev besøgt af 11 elever. I 1924 – 35 var her hele 70 elever.
Og skolen var med til at forarbejde bryllupsgaverne bestående af kniplinger til såvel prins Knuds som kronprins Frederiks bryllup.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 17, 2023
Tønder – Vi ved egentlig ikke så meget (2)
Dokumenter er gået tabt. Overraskelser ved det game rådhus. Har Tønder haft et andet tov? Middelalderen ligger dybt begravet. Vidågade ligger oven på den gamle mølledam. Laurentius-strømmen er måske ikke et naturligt vandløb. Tønder har måske set helt anderledes ud, end vi har forstillet os. Tønder har ligget på flere holme. En masse spørgsmål forbliver ubesvaret. Vi kigger på Tønders historiske litteratur. Ikke alle har samme opfattelse som historikeren Ludwig Andresen. Tønder er ikke urtysk
Dokumenter er gået tabt
Velkommen til andel del af vores artikel, hvor vi går under jorden. Der er egentlig ikke gravet så meget i jorden i Tønder. Og masser af dokumenter er gået tabt i de mange brande som Tønder har været udsat for.
Det er aldrig blevet bevist
Torvet i Tønder er sandsynligvis etableret i slutningen af 1200-tallet. Det er i denne periode Tønder har fået sin stadsret. Man regner med at byen her fik sit nuværende udseende i hvert fald i den indre by.
En lang hovedgade der strakte sig fra den gamle bydel omkring Laurentius-kirken og østpå. I den anden ende af hovedgaden (nuværende Vestergade og Storegade) anlagde man et stort firkantet torv og den nye kirke Nicolaikirken. Man har ikke helt fået dette bevist.
Overraskelse ved rådhuset
Men i 1985 fik Haderslev Museum lejlighed til at foretage arkæologisk undersøgelse på selve Torvet. Det gamle rådhus skulle renoveres. Fundamenterne under bygningen skulle bl.a. understøbes. Her var lejlighed til at gøre iagttagelser. Og det var med et noget overraskende resultat.
Det viste sig at rådhuset var bygget oven på en lavning. Lavningen skrånede nedad fra øst mod vest. Det var en forskel på en meter mellem rådhusets øst – og vest-gavl på undergrunden.
Skråningen har været fugtig, men er blevet fyldt op af et næsten 1,5 meter lag af ren gødning. Denne opfyldning er sket omkring år 1500. Med andre ord, der har ikke kunnet have stået bygninger på dette sted før i 1500-tallet. Selve lavningens eksistens i middelalderen rokker unægtelig noget om teorien med det firkantede torv mellem hovedgade og kirke.
Har Tønder haft et andet torv?
Lavningen synes at strække sig mod syd, altså ind mod den nuværende tove-plads. Spørgsmålet er om byens torv har ligget et andet sted, eller var det blot betydelig mindre end det nuværende? Og hvor lå så middelalderens rådhus.
Middelalderen ligger dybt begravet
I forbindelse med renoveringen af Vestergade og Storegade, der er gennemført, har Haderslev Museum flere gange forsøgt at finde dokumentation for hovedgadens alder. Man har betragtet profiler og opgravet jord i de mange kloakgrøfter m.m., der er lavet i gaden.
På intet tidspunkt lykkedes det at findelag eller blot genstande, der var ældre end 1500-tallet- Men den oprindelige undergrund dukkede aldrig op i grøfterne. Middelalderen ligger måske dybt begravet under store opfyldningslag.
Vidågade ligger oven over den gamle Mølledam
Tønder var helt op i nyere tid omgivet af vand på alle sider. Mod syd lå Vidåen og nord for byen forløb Laurentius – strømmen, opkaldt efter Tønders første kirke.
Vidåen har stadig sit løb syd om byen men det vides med sikkerhed, at den blev flyttet i 1590’erne, så dens nøjagtige forløb i middelalderen ikke kendes. Dette indebærer, at placeringen af mølledammen heller ikke kan fastlægges præcist.
I 1493 stredes borgerne i Tønder med bønderne i Tønder herred om, hvem der skulle vedligeholde den store bro og dæmningen til Kær herred. Broen og dæmningen må have ligget for enden af Søndergade. Dette indebærer, at også møllen må have ligget her. Mølledammen har i så fald oprindelig bredt sig øst for Søndergade.
Ved flere lejligheder har det været muligt at konstatere dette ved undersøgelser af grundene syd for Vidågade (Vidågade 9 og 99). Her består kulturjorden af rent opfyld, liggende ovenpå et metertykt lang af dynd og gytje. Vidågade må altså være anlagt på den gamle mølledam. I 1921 fandtes der bolværker på grunden i Vidågade 48.
Laurentius -strømmen er måske ikke et naturligt vandløb
Skt. Laurentius-strømmen er aldrig konstateret arkæologisk, men dens nuværende forløb gennem anlægget ved Nørre Alle kan muligvis være nogenlunde identisk med den oprindelige placering. Via boreprøver har det været muligt at konstatere, at der på grunden Allegade 2 findes et meget tykt vandaflejret gytjelag, der kan stamme fra denne grav.
I litteraturen om Tønder antages det som givet at Laurentius-strømmen i realiteten er et naturligt vandløb – en nordlig gren af Vidåen. At det nødvendigvis ikke hænger sådan sammen, dokumenteres af de mange kunstigt gravede kanaler, der i de senere år er konstateret i snart sagt hver middelalderlig by i Danmark.
Næsten alle er de gravet for at skaffe en såkaldt omløbskanal til en vandmølle, der kunne føre vandet uden om selve møllen, når presset blev for stort. Alderen på graven afhænger derfor af en datering af den første vandmølle i byen. I Tønder nævnes den første gang 1436, hvor borgernes pligt til bl.a. at vedligeholde både ”den øverste borgergrav” og ”mølledammen” indskærpes. Men møllen kan dog være langt ældre.
Tønder har måske set anderledes ud i middelalderen
Der findes stort set ingen skriftlige kilder. De få arkæologiske fund er stort set den samlede viden om Tønders middelalder. De synes at kunne ændre på den traditionelle opfattelse af byens middelalderlige udseende.
De mange iagttagelser af kulturlagenes tykkelse, der er fremkommet både gennem boreprøver og udgravninger giver et helt andet og noget mere kompliceret billede af byens placering i landskabet end oprindelig antaget.
Tønder har ligget på flere holme
De mange flere meter tykke opfyldninger oven på dynd og gytjelag forskellige steder i byen synes at antyde, at Tønder måske ikke bare blev lagt på en men på flere lave holme ved Vidåen.
Lavningerne imellem disse holme er så i tidens løb blevet fyldt op, indtil man, sandsynligvis i løbet af 1500-tallet, havde skabt den sammenhængende flade, som man i dag oplever, når man går omkring i Tønder. Da byen fik sin stadsret i 1243, har borgerne måske boet på flere små holme omgivet af lavtliggende, fugtige og til tider oversvømmede lavninger.
En hel tilsvarende udvikling ses i Ribe, hvor middelalderbyen også oprindelig bestod af flere mindre øer og efterhånden blev sammenhængende.
En masse spørgsmål er fortsat ubesvaret
En masse spørgsmål er ikke besvaret. Hvordan var det med byens flytning fra Laurentius-kirken til området omkring Torvet? I hvilken periode af middelalderen magtede man det i Tønder Og hvornår begyndte man at inddele byen i stavne?
Man skulle tro, at en hver ny arkæologisk undersøgelse i byen vil give ny viden. Sammenligner man med de få skriftlige kilder vil man få en helt ny forståelse i Tønders lange historie. Og så er det vel også på tide at udgive et nyt værk om byen, Jamen er den litteratur, som vi har ikke god nok?
Tønders historiske litteratur
Vi har Carstens: Die Stadt Tondern. Det er en historisk statistisk monografi, der dog nu for længst er forældet.
Og så er det Ludwig Andresen der med stor flid har studeret sin fødebys historie. Han har skrevet en lang række afhandlinger, der må betragtes som forstudier til hans hovedværk ”Die Geschichte der Stadt Tondern. Men desværre døde han tidligt i 1940. Han nåede kun det første bind til trediveårskrigen. En del af hanstidligere offentliggjorte afhandlinger blev udgivet i anledning af Tønders byjubilæum udgivet under titlen ”Beitrag zur neueren Geschichte der Stadt Tondern” og sammen med hans ”Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern som han udgav i 1937, har han leveret værdifulde bidrag til byens dengang nyere historie.
En anden opfattelse end Andresen
Men i 1943 i forbindelse med Tønders 700-års fødselsdag blev der udgivet to halvbind af Historisk Samfund for Sønderjylland. Her udgav man en historiebog set ud fra en dansk synsvinkel.
Det var den meget anerkendte historiker M. Mackeprang man valgte som redaktør. Og han har i den grad haft en heldig hånd i udvælgelsen af hans medarbejdere. Her har vi også en artikel om geologiske forhold. Men der er ikke nogen redegørelse for egnens oldtidsfund. I omegnen er det da gjort interessante fund.
Og det paradoksale er at bogen korrigerer Andresens opfattelse på en række områder. Ludwig Andresen har kun i ringe grad sammenlignet og draget paralleller med forhold i andre købstæder. Han var tilbøjelig til at fremhæve Tønder til at være noget enestående.
Dette kan man ikke sige om ”Tønder gennem Tiderne”. Her får vi sandelig også ny viden særlig om perioden 1713 – 1864.
Tønder er ikke urtysk
Fra tysk side har man hele tiden forsøgt at skildre Tønder som urtysk. Men det er nu ikke tilfældet. Omgangssproget i Tønder har altid været dansk. Tænk hvis vi engang fik et værk i et samlet dansk/tysk samarbejde med den nyeste viden. Men endnu har arkæologerne et stort arbejde foran sig i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 16, 2023
Tønder – Vi ved egentlig ikke meget (1)
Dette er en artikel som vi har delt i to. Er Tønders politikere overhovedet interesseret i Tønders fortid. To episoder tegner på det modsatte. Slotsbanken blev brugt som affaldsdeponering. Da Tønders nye rådhus skulle bygges. Lå Tønders første hav her? Et indre voldanlæg er fundet i Nørregade. En arabisk geograf i Palermo satte Tønder på verdenskortet. Tønder fik sit navn efter den nærmeste landsby. Men den landsby fik navneforandring til Møgeltønder. Teorien bag den ældste bebyggelse. Vandløbene er reguleret og flyttet. Ikke mange kilder til Tønders tidlige historie. Meget få arkæologiske udgravninger i Tønder. Skeletter i Vestergade. Kirkegården blev afmærket. Kirken lå tæt ved Laurentius – strømmen. Masser af murerrester fundet. Under Frigrunden 7 fandt man noget interessant. Der ligger antagelig masser af rester af klostret under terrænet. Beskyttet af dæmninger. Helligåndshuset kan være fra 1400-tallet. Ingen spor af kapellet, der skulle ligge omkring Carstensgade. Og hvor mon Skt. Jørgens gården har ligget i Tønder?
Min far fortalte om skeletter i Tønder
Min far kunne fortælle noget om et hvert af de gamle huse i Tønder. Og han fortalte også at han havde set skeletter ved bygningerne. Han var murer, og kom der tyske turister forbi, ja så fortalte glædeligt om Tønders historie. Som murer har han været i mange af Tønders ældre huse?
Er politikere i Tønder interesseret i byens fortid?
Jeg er sikker på, at hvis man graver længe nok, så finder man endnu mere. Graver man i litteraturen, så er det jo ikke så meget at hente. Så må arkæologerne på arbejde. Men vil politikerne så betale for at have dem rendende?
Pludselig fandt man havne-anlægget i Tønder fra 16-1700-tallet, selv om tidligere entreprenører havde sagt, at der ikke var mere at komme efter. Længe havde man talt om at lave en markering af, at der havde været en havn her i Tønder. Men nu fandt man så originalen. Man ville lave en slags underjordisk museum. Men så fik et flertal af Tønders politikere kolde fødder. Og hvad sker der nu?
Vil man hellere satse på Wegner – museet og Zeppelin-stationen?
Der må nødvendigvis ligge mere i Tønders undergrund. Se bare, hvad de har fundet i Ribe.
Slotsbanken som affaldsdeponering
Noget af det sidste man har fundet i Tønder var som skrevet havnefronten. Vi har tidligere beskrevet anvendelse af denne havn i diverse artikler. Man arkæologerne har også fundet tykke lag af datidens affald, der blev brugt som opfyld.
Museum Sønderjylland udtog efterfølgende jord fra disse kultur-lag. Man har fundet tusindvis af genstande, som tydeligt viser, at borgerne i Tønder i 1500/1600-tallet bruger området mellem byen og Slotsbanken som affaldsdeponering for f.eks. husholdnings- og byggeaffald.
Vi ved allerede, at den opgravede jord indeholder mængder af keramik, glas, knogler og østersskaller – men mon ikke der gemmer sig mere i disse kultur-lag.
Da Tønders nye rådhus skulle bygges
Da Tønder nye rådhus skulle anlægges, måtte man vel forvente at finde noget. Her burde man vel også have lagt penge til side til arkæologiske undersøgelser. Men der var ballade om en tillægsbevilling på 500.000 kr. til en miniudgravning.
Man fandt ellers bådrester tilbage fra 1200-tallet. Derved kunne man konstatere, at Tønder tilbage i Middelalderen var en vestkyst-by. I Tønder samlede man i 2012 og 4 år hele 4.519 underskrifter mod Tønder-politikerne beslutning om ikke at foretage nærmere geologiske undersøgelser. Det viser vel at Tønder-borgerne er meget interesseret i byens fortid modsat politikkerne.
Lå Tønders første havn her?
Forundersøgelserne viste, at der var betydelige mængder af vand-druknet træ dels fra en pram, dels fra bolværk og fra kantforstærkninger. Og egentlig burde Tønder Kommune have betalt for en mere dybdegående undersøgelse. For var det her, at Tønders første havn lå, inden byen fik havn på Skibbroen?
Det er utroligt, at man ikke mener, at der nødvendigt med arkæologiske undersøgelser, når man bygger på historisk jord. ”Der er høj risiko for fortidsminder”. I Tønder bør man ikke betragte Tønders fortid som fjende.
Et indre voldanlæg i Nørregade
For Tønder er det en gave, når der er store anlægsarbejder i gang – eller gravearbejde. Det skete i forbindelse med gravearbejde i Nørregade. Der dukkede pludselig en række dybe grøfter op en meter under overfladen på den nordlige side af gaden. Det har nu vist sig at være resterne af et indre voldanlæg i Tønder. Disse grøfter lå kun en meter under overfladen.
Voldanlægget kan dateres helt tilbage til omkring 1200-tallet. Det må ifølge arkæologerne være resterne af Tønders hidtil ukendte middelalderlige afgrænsning mod nord. Det giver en ny viden om, hvor byens grænse lå dengang og hvordan man mærkede den.
Der var ingen, der vidste, at der lå en grænse så langt inde i byen. Man får et helt nyt billede af, hvor stort og afgrænset byen var tidligere. Det er måske en meget god ide, at arkæologer er med, når der graves i Tønder.
En arabisk geograf i Palermo
Vi har i flere artikler skrevet, at den arabiske geograf al-Idrisi i 1130 var i Tønder. Men det var han nu ikke selv, men det var en af hans medarbejdere. Han sad nede i Palermo og udarbejdede en ny geografi over den kendte verden. Han havde aldrig selv været i Nordeuropa. Men en af hans hjemmelsmænd havde. Blandt en af de steder der blev beskrevet, var Tønder eller Tundria:
Alene fordi Tønder kom med i denne verdensgeografi, ved vi i dag, at Tønder sandsynligvis er det nuværende Sønderjyllands ældste by. De tre øvrige købstæder synes alle at være opstået tidligst i 1100-tallets anden halvdel, altså flere år efter at man i Palermo havde hørt om Tønder.
Tønder fik navn efter den nærmeste landsby
Dette må være et bevis på, at der ved Vidåens bred i 1100-tallets første halvdel lå en bebyggelse ved navn Tønder. Men hvornår den er opstået, og hvad dens forhold til det nærliggende Møgeltønder kan have været, ved vi ikke.
Vi må antage at Møgeltønder har sine rødder tilbage i jernalderen, mens Tønder kan være opstået som en ladeplads og handelsplads ved åen i slutningen af 1000 – tallet. Den fik navn efter den nærliggende landsby, hvorimod landsbyen i løbet af 1200-tallet fik ændret sit navn ændret til Møgeltønder ”Storetønder” efter Ribebispens store borg. Vi har set samme udvikling i Haderslev, hvor det kom til at hedde ”Gammel Haderslev”
Den ældste bebyggelse
I løbet af 1200-tallet udviklede Tønder sig fra by til egentlig købstad med egne love. På det tidspunkt havde Tønder allerede sin egen kirke, indviet til Skt. Laurentius. I 1238 stiftede ridderen Johannes Naffnesøn og frue et Franciskaner-kloster i byen. I 1243 fik byen sin stads-ret som en af de første byer i Danmark. Tønderhus nævnes første gang i 1285 men er nok betydelig ældre.
Den ældste bebyggelse er nok den vestligste del af Vestergade ned mod Laurentius-strømmen. På det tidspunkt var byen genstand for en regulering. Byens grund blev opdelt i 120 stavne eller matrikler. Så blev der bygget en ny kirke, Skt. Nikolaj, der indtil ca. 1500 var anneks til Laurentius-kirken. Skt. Nicolai, hvoraf vi kun har tårnet tilbage blev opført nord for byens øst- vestgående hovedstrøg og øjensynlig i tilknytning til et firkantet torv.
Udvidelsen af byen og opførelsen af endnu en kirke kan ikke præcis dateres. Skt. Nicolai nævnes først med sikkerhed i år 1500, selvom den muligvis er flere hundrede år ældre.
Som vi tidligere artikler har nævnt fik byen sandsynligvis i årtierne før 1500 et Helligåndshus i byens østligste del. Der er desuden kilder, der antyder, at Tønder også havde både et spedalskhedshospital (Skt. Jørgensgård) og et kapel på vejen til Løgum Kloster.
Vandløbene er reguleret og flyttet
En af de vigtigste elementer i Tønders middelalderlige topografi var de to vandløb, Vidåen og Laurentiusstrømmen, der omkransede byens middelalderlige kærne. Begge vandløb har været genstand for reguleringer og regulære flytninger. Vi kender ikke helt til, hvordan det så ud i middelalderen. Der vides at Vidåen blev flyttet i 1590erne. Sandsynligvis allerede i middelalderen er Vidåen blevet opstemmet til en mølledam.
Ikke mange kilder til Tønders tidlige historie
I tidligere artikler har vi mere nøjagtig gennemgået Tønders historie. Byens talrige brande i 1500 – og 1600-tallet er skyld i, at vi ikke har så mange middelalderlige breve, skøder m.m., der danner grundlaget for kendskabet til placeringen af gader, torve, befæstning m.m.
For Tønders vedkommende er man så afhængig af senere kilder samt til de oplysninger, som arkæologien kan bringe. Senere kilder kan ofte indeholde fejl eller mangler det afgørende bevis. Derfor er det meget vigtigt med nye udgravninger.
Meget få arkæologiske udgravninger i Tønder
Men egentlig er de arkæologiske undersøgelser i Tønders middelalderlige bykerne kun få og små. Når man ser bort fra Nationalmuseets arkæologiske undersøgelser på borgen Tønderhus er det kun i de seneste 40 år foretaget egentlige udgravninger i Tønders middelalderlige bykerne.
I forbindelse med restaureringen af Tønders gamle rådhus på Torvet, blev der gjort nogle interessante iagttagelser. Og som vi allerede har skrevet, så det ligger der sikkert en masse spændende ting i Tønders undergrund.
Skeletter i Vestergade
Vi ved at Tønders ældste kirke er nedrevet omkring 1530. I 1700-tallet udgravede man skeletter i haven til Vestergade 37, men også i 1895, 1938, 1949 og i 1960 blev der iagttaget begravelser i forbindelser med byggearbejder på grundene Vestergade 25 – 33. Det kan være, at det var der min far var.
Der er aldrig fundet fundamenter af selve kirken. Men den må have ligget et sted på disse grunde, omgivet af sin kirkegård. Finder man den nogensinde vil den nok være plyndret. I den stenfattige egn blev alt genanvendt.
Kirkegården blev afmærket
Granitkvadre fra kirken er blandt andet indmuret i Slotsvandmøllen, Latinskolen og nogle pakhuse i Skibbrogade. Vi kan takke den energiske vulkanisørmester A.J. Rasmussen for, at kirkegårdens beliggenhed er stadfæstet. Han foretog en grundig undersøgelse i 1960. Fra hans hånd findes bl.a. en skitse af jordlagene, der viser at skeletterne lå i to lag, henholdsvis 1,40 og 1,65 m under overfladen. Under skeletterne fandtes en brønd.
Kirken lå tæt ved Laurentius-strømmen
Ved udgravningen til bankbygningen fandtes desuden en udbygget søjlebase fra en portal. Stenen må stamme fra Laurentiuskirken. Den fandtes under 1,5 m tykt slam – eller gyltjelag. Det er ikke at den er havnet i Laurentius-strømmen i forbindelse med kirkens nedrivning. I så fald må kirken have ligget tæt på strømmen.
Teorien om det ældste Tønder
Det er kirkens placering samt naturligvis i nærheden af Vidåen at teorien om det ældste Tønder lå placeret her, er opstået.
I forbindelse med kloakeringsarbejder i 1927 blev der iagttaget rester af lerklinede husvægge i 1 ½ m’ s dybde i den vestligste del af Skibbrogade.
Teorien kan bevises
Ved nybyggeri på grunden Vestergade 30 i 1986 kunne det iagttages at kulturlaget på dette sted var godt 2 meter tykt, så det vil være mulighed for at undersøge om teorien har sin rigtighed. Skal det lykkedes endeligt at føre bevis for Tønders høje alder, må det være i dette område af byen, at bevarede lag fra 1000- og 1100-tallet skal findes.
Masser af mur-rester fundet
Vi kan også finde ud af, hvor Franciskaner – klostret lå. Vi ved fra kilder, at det lå i nærheden af slottet. Omkring 1770 fandt man rester af en munkestensmur i Amtmandens Have syd for Frigrunden, i 1923 fandt man rester midt i Gråbrødrestræde, i 1969 i gaden ud for Uldgade 14. Senere fandt man en øst-vestgående mur i haven bag Frigrunden 7.
Ingen af disse murforløb er dog nærmere forklaret. Det er ikke muligt at sætte dem i forbindelse med bestemte af klostrets bygninger. Det er da også usikkert om nogle af disse murforløb i det hele taget er middelalderlige. Murværket i Amtmandens Have må i hvert fald stamme fra en bygning tilhørende slottet.
Under Frigrunden 7 fandt man noget interessant
Først i 1990 lykkedes det med 100 pct. sikkerhed at lokalisere en del af klostret idet der i forbindelse med en understøbning af fundamenter under bygningen Frigrunden 7, fandtes intakte begravelser. Frigrunden løber over klostrets kirkegård.
Det mest overraskende ved fundet var, at disse begravelser lå lidt over tre meter un der Frigrundens brolægning. Antagelig ligger resterne af klostret i 2 – 3 meters dybde. Det tykke kultur-lag i dette område bekræftes af andre iagttagelser. På hjørnet af Frigrunden og Uldgade er der tre meter til oprindelig sandbund. Langs Lillegades østside er der ved jordboringer målt kultur-lag på helt op til 4 meters tykkelse, heraf flere meter dynd og tøv.
På parkeringspladsen mellem Gråbrødrestræde og Skibbrogade er de tilførte lag også ualmindeligt tykke.
Udgravningen under fundamenterne på Frigrunden 7 afslørede den mulige sydlige afgrænsning af klostrets kirkegård. I bunden af en nedgravning ud for syd-gavlen på huset fandtes en øst – vestgående grøft. Syd for den blev der udgravet dele af en træ-sat brønd, hvorimod der nord for grøften fandtes begravelser. Alt i alt tegn på, at grøften kan være en tidlig skelgrøft omkring kirkegården.
Der ligger betydelige rester af klostret under terrænet
Man regner med at der kan være betydelige rester af klostret under terrænet. Keramikken i de lag, der ligger over den middelalderlige overfalde synes at stamme fra 1500 – tallet. Det er sikkert de mange brande i området ikke lang tid efter klostrets nedlæggelse, der er årsag til de tykke kultur-lag.
Beskyttet bag dæmninger
Man må antage at det middelalderlige Tønder har været beskyttet bag dæmninger. Og mon ikke også disse munke har beskyttet deres kloster. Det kan således også være den lave beliggenhed der også er årsag til den voldsomme terrænhævning i løbet af 1500 – tallet.
Helligåndshuset kan være fra ca. 1400 – tallet
Helligåndshuset i Tønder omtales første gang i 1523, men er sandsynligvis meget ældre. De fleste danske helligåndshuse er oprettet i 1400 – tallet. Det lå placeret på grunden Østergade 67. I princippet den ældste forgænger for den nuværende fredede hospitalsbygning, opført i 1733. Der har aldrig været foretaget arkæologiske undersøgelser på området.
Der er heller ikke efterretninger om fund af skeletter på dette område. De fleste helligåndshuse havde tilknyttet en kirkegård. Husets beliggenhed lige indenfor Østerport antyder at bebyggelsen på et tidspunkt i 1400-tallet var nået et godt stykke ud ad Østergades vestlige del.
Dette kan måske give et fingerpeg om, at anlægget af Torvet og byens matrikulære inddeling er ældre end 1500.
Ingen tegn på Kapellet
Kapellet ved vejen til Løgumkloster (Carstensgade) er der ingen arkæologiske beviser på. Det lå øst for den nuværende kirkegård og blev i 1530 overdraget Tønder landsogns beboere som kirke, idet Laurentiuskirken var blevet nedrevet. Kapellet stammer sandsynligvis fra middelalderen. Det blev dog nedrevet allerede i 1543. Hvem kapellet var viet til er ukendt.
Hvor mon Skt. Jørgens gården i Tønder lå?
I årene 1494 giver hertug Frederik en pengegave til:
Dette antyder, at der har ligget et spedalskhedshospital ved byen. I Hertugdømmet Slesvig var det tilfældet ved alle byer undtagen Eckernförde. Men den ene sætning er nu ikke det eneste, der antyder, at sådan et hospital kunne have ligget i Tønder.
To marknavne ved Strucks Alle nemlig Korstoft og Gørrismark, der kan være afledt af det latinske navn for Jørgen, Georg, antyder at institutionen kan have ligget her. Hvis Tønder har haft et Skt. Jørgens hospital er det nok oprettelsen af et helligåndshus, der har ført til, nedlæggelsen af det gamle hospital. Hospitalets beliggenhed bør kunne konstateres gennem fundet af dets kirkegård.
Dette var førstedel af denne artikel – snart følger anden del
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 10, 2023
V
De hårde domme i Møgeltønder
”Loven skal være ærlig og retfærdig”. Forvirrende lovgivning. Sandemændenes funktion. Mange mennesker på birketinget om onsdagen. De skriftkloge. Herskabet havde stor indflydelse på birketinget. Alt skulle være på dansk. Den gamle Moses-lov. Bondeplager – med barbariske torturmetoder. Den stakkels præst. Dyrt for de to besøgende hos præstefruen. En vandrehistorie. Præsten skulle være set omkring 1800. En anden præst kom også voldeligt af dage i Møgeltønder. Fem dødsdomme og to dømt fredløse inden for få år. Niels Tychs tjener blev erklæret fredløs. 15-årig dræber 10-årig. Dødsdømt for hor og fødsel i dølgsmål. Barnelig begravet på Daler Kirkegård. Blev Peter Jørgensen Benådet? I Tønder blev dødfødte ikke altid anmeldt. To brødre kæmpede for bønderne. Størstedelen af bønderne anholdt i København. Skulle underskrive lydighedserklæring. Dømt for ”stempling, samling og rebellion. Anders reddet i sidste øjeblik. Var stadig ikke ønsket af vejen i grevskabet. Hans Hansen – en af lederne blev skaffet af vejen. Højesteret blev bestukket af ”Den onde Grevinde”, så bønderne tabte deres sag.
Loven skal være ærlig og retfærdig
Ja sådan står det skrevet i Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241. Men det afhænger så sandelig af, hvem der administrerer denne lov. Og denne lov blev praktiseret på Møgeltønder Birketing i årene 1660-83.
Møgeltønder birk omfattede de schackenborgske besiddelser i sognene Abild, Brede, Daler, Emmerlev, Hjerpsted, Højer og Møgeltønder.
Forvirrende lovgivning
I 1683 blev den erstattet af den noget mildere Christian den Femtes ”Danske Lov” som i de andre Kongerigske Enklaver. Visse dele af Jyske Lov var gældende i det øvrige Sønderjylland indtil 1900, dog ikke i Tønder. Her var det Lybske Lov, der var gældende.
Hærskabet bestemte
Måske vil det blive lidt indviklet at forklare Birketingets funktion med sættedommere og birkeskrivernes funktion. Birkedommerne blev udnævnt af hærskabet på Schackenborg. En række andre med tilknytning til Birketinget var som regel de velhavende bønder. Og en forudsætning var i hvert fald at man kunne læse og skrive.
Birkedommerne blev aflønnet ved, at de havde en anseelig fæstegård, fri for lande-gilde og frihedspenge dvs. hoveriafløsning. Så fik de skriverpenge og sportler (vederlag) for forskellige gøremål.
Nu kunne en stor del af områdets bønder dengang både læse og skrive.
Sandemændenes funktion
Sandemændene sørgede for at landsbylovene blev overholdt. De gik også ind for at løse skelstridigheder. I straffesager medvirker før Danske Lov 1683 ofte rans-nævninge, som syntes at være valgt et år ad gangen. De foretog bl.a. ved vidneførsel en undersøgelse af sagerne, afgav derefter udtalelser om dem. Dermed var det faktisk afgjort.
På birketinget medvirkede desuden de såkaldte stokkemænd eller ottemænd, som skulle være til stede på tinget for at kunne bevidne, hvad der skete og blev aftalt der.
Mange mennesker på birketinget om onsdagen
Der var således et ganske betydelig antal personer, der måtte give møde på den ugentlige tingdag som i Møgeltønder birk var en onsdag. Kun i høsttiden eller når andre ekstraordinære forhold gjorde sig gældende kunne man ikke holde ting.
Det første ting, hvert år var noget særligt. Tinget må endnu i slutningen af 1600.tallet i hvert fald til tider har været afholdt i det fri. Men i tilfælde af dårligt vejr i en kro i Møgeltønder.
De skriftkloge
I civile sager optræder en birkefoged, men de var lige som birkefogeden ikke uddannede jurister. De var som foged og skriver ”skriftkloge” og lovkyndige bønder fra birket, som mod honorar påtog sig at hjælpe deres mindre lovkyndige fæller. I kriminalsager var herskabets delefoged normalt anklager. Men det kunne også alt efter sagens beskaffenhed, være en privatmand.
Herskabet kunne også diktere en forsvarer
I den store Anders Nissen – sag som vi hører om senere, var det Hans Schacks befuldmægtigede Johan Bochenfeldt. Hvis en anklaget ikke havde en forsvarer, kunne herskabet finde en. Det kunne være den Schackenborgske fod-svend, der tillige var arrestforvarer. Det var også ham, der i påkommende tilfælde skulle eksekvere den eventuelt idømte, korporlig straf. Et sådant forsvar kan just ikke siges at være særlig bevendt.
Der var mest stridigheder og processer om markskel, om veje og stier, om handel med kreaturer, om gæld, der ikke blev betalt, om restancer, om arv, om injurier, som ofte er slynget ud i fællesskab i de talrige kroer og meget mere.
Alt skulle være på dansk
I Møgeltønder holdt man på at sproget på tinge var dansk. Der kunne være skrivelser fra herskabet på tysk. Ligesom der kunne tysksprogede dokumenter fra Tønder. Men sådanne aktstykker krævede man oversat til dansk. Men birkets undersåtter havde på grund af deres handel eller søfart sikkert nok kunne forstå tysk.
Men man havde i birket taget tilhørsforholdet til de kongerigske enklaver bevidst, og dette kunne medføre stridigheder med de slesvigske beboere, der boede bland dem.
Den gamle Moses-lov
Selv om loven blev justeret gennem forordninger med Christian den Fjerdes såkaldte reces af 1643, der skulle give lempelser, så virkede det snarere modsat. Ofte var der tale om en skærpelse i forbindelse med tidens tanker eksekvering efter Guds lov – nemlig den gamle Moses-lov.
Det var svært at håndtere de forskellige lovgivninger. Det så man med de tønderske undersåtter i Østerby i årene 1666 – 68. Det handlede om græsningsretten.
Bondeplager – med barbariske torturmetoder
Egentlig var man vant til strenge straffe i Møgeltønder. Ejeren af Møgeltønderhus til 1599, Bendix Rantzau har efterladt sig et ry som en slem bondeplager, der anvendte barbariske torturmetoder.
Den stakkels præst
Det mest grelle eksempel på grusom straf var af den stakkels Møgeltønder-præst og provst, Laurids Thomsen. På et tvivlsomt grundlag blev præsten dømt for blodskam med sin voksne datter. Han blev brændt på retterstedet, der lå omtrent, hvor Møgeltønder skole ligger i dag.
Datteren og hans fordrukne og letlevende kone, der havde givet anledning til sagen, ”slap” med at blive halshugget. Der er mange uklare momenter i sagen. Det kan være tale om et gevaldigt justitsmord.
Dyrt for to besøgende
Foruden præstefamilien blev også andre dømt i den grufulde sag. Lindskov-mølleren, Niels Andersen måtte for at have et utilstedeligt forhold til præstefruen bøde med sit halve boslod, altså halvdelen af, hvad han ejede. Mølleren hørte på den tid blandt de mest velhavende, så der var tale om en anselig formue.
Også en borger i Viborg, Peter Ostenfeldt havde, mens han var skriver på Møgeltønderhus været en kærkommen gæst hos provstefruen. Han blev idømt en bøde på 500 rigsdaler. Det var det samme som værdien af 45 stude. Det har været nogle dyre fornøjelser for de to galaner. Men de slap dog med livet i behold.
En vandrehistorie
Nu gik snakken så ellers i Møgeltønder. Og historien blev fortalt generationer efter generationer. Vi kan af gode grunde ikke vide, hvor meget det er sandt. De følgende oplysninger stammer fra slutningen af 1920’erne. Præsten kom til Møgeltønder i 1586 blandt være lensmand på Schackenborg, Bendix Rantzau.
Han blev skildret som en begavet, men streng prædikant. Han var et ædrueligt og retskaffent menneske. Men hans hustru Margrethe, som man mente var gift før var drikfældig og løsagtig.
Da han ofte revsede hende for det blev hun forbitret og besluttede at hævne det. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det hende at få manden drukket fra vid og sans i fynsk mjød og at lægge ham i seng til deres fælles datter. Og det var i deres fælles ægteseng. Og konen gik ifølge vandrehistorien ud til karlene.
Datteren var hendes villige hjælper til fuldbyrdelse af blodskammen. Derefter rejste hun straks til Norge. Sagen kom frem, da et brev fra datteren til faderen faldt i øvrighedens hænder. Ifølge overleveringen skete dette ved, at adressen var skrevet så utydelig, at kun navnet Thomsen kunne læses. Men det kunne hverken titel eller fornavn.
Brevet blev derfor åbnet af en anden Thomsen i Møgeltønder – nemlig en birkeskriver, der tillige var kirkeværge.
Præsten og hans kone blev nu fængslet på Møgeltønderhus og datteren blev narret hjem under forsikring om at hun intet havde at frygte. En proces endte med alles domsfældelse. Præsten skulle dog have fået kongelig benådning. Men lensmanden holdt dette dokument tilbage. Og så blev præsten bundet til en stige og brændt. Og så siger overleveringen:
Og det var på det sted, hvor Vesterkroen ligger på Stjernen, hvor de to kvinder blev halshugget.
Præsten skulle være set omkring 1800
Overleveringen siger også at så sent som omkring 1800 skulle tre mennesker en aften have set ham gå igen med en lygte i hånden, dybt sukkende, da han gik forbi dem. De kendte ham (utroligt – 200 år efter). De udbrød ”Det var jo provsten”. Andre versioner af historien fortæller, at han selv fortalte, hvem han var.
En anden præst kom voldeligt af dage
Nu var denne præst ikke den eneste præst, der er kommet voldeligt af dage. Det skete også for Hr. Peter. Og det var fordi, der i hans tid var forsvundet ”kalk og disk” fra Møgeltønder Kirke. Dette skete omkring 1530. Og Hr. Peder skulle være tyven. Derfor var han blevet slået ihjel.
Fem dødsdomme og to fredløse
I perioden 1669-74 blev der fældet ikke mindre end fem dødsdomme mens to personer blev dømt fredløse. Alle forbrydelser fandt sted i Møgeltønder sogn. Nogle af dem ville næppe have ført til nogen straf i dag.
Niels Tychs tjener blev erklæret fredløs
Delefoged Niels Olesen rejste i 1669 anklage mod overinspektør Nicolai Tychs tjener Hans, fordi han under klammeri og slagsmål i en af Møgeltønders mange kroer have stukket Hans Kleinsmed fra byen med en kniv.
Kleinsmeden omtales som fordrukken og stridbar. Men tjener Hans var nu heller ikke af Vorherres bedste børn. Kleinsmeden var stukket i maven, så tarmene flød ud. En bartskærer havde søgt at få dem på plads igen. Det hjalp ikke, han døde.
Tjener Hans var klar over, at han kunne vente dødsstraf. Derfor flygtede han inden domsafsigelsen. For drabet dømtes han derfor efter lovens bogstav fredløs.
Dømt til døden for tyveri
Året efter, i 1670 var der en ny alvorlig sag på tinge. En tjenestekarl, Mathias Petersen fra Rørkær, havde den 21. april frastjålet Niels Hansen i Toghalle 36 alen hørgarns- og blå blågarnslærred til en værdi af 8 mk. 33 ½ sk. Tyveriet blev straks opklaret.
Mathias Petersen blev anbragt i fangehullet på Møgeltønderhus. Han blev allerede fremstillet for birketinget den 27. april. Efter yderligere to fremstillinger den 4. og 11. maj tilstod han ran og tyveri.
Den 18. maj blev han af rans-nævningerne dømt:
Om den benådning har fundets sted, vides ikke.
15-årig dræber ti årig
En ganske ejendommelig rettergang fandt sted det næstfølgende år 1672. Peter Gertsens 10-årige søn, Jens Petersen af Gallehus blev ifølge skolebørns vidneudsagn på vejen hjem fra skole ved tingstedet slemt mishandlet af fod-svend Lytte Hansens 15-årige søn, Hans Lyttsen.
Han blev maltrakteret i den grad ved stød og slag i siden og ved at få et knæben på hovedet, at han ”tillukkede sine øjne” og døde.
Også andre havde klaget over, at fodsvendens søn havde gjort deres børn fortræd ved slagsmål. Han burde derfor også være blevet dødsdømt. Men på grund af hans unge alder blev dommen formildet til, at han skulle rømme ud af landet, dvs. af Danmark og Norges riger, indtil øvrigheden ville benåde ham.
Dødsdom for hor og fødsel i dølgsmål
En mand og en kvinde fra Toghalle fik i 1673 dødsdom for hor og fødsel i dølgsmål. Det drejer sig om fæstebonden Peter Jørgensen og hans tjenestepige Else Madsdatter. Peter Jørgensens hustru Maren havde i mange år været sengeliggende. Han havde da trøstet sig med pigen og forholdet fik følger.
Barnelig begravet på Daler kirkegård
Da hun skulle føde, skete det i overværelse af nabokvinder, men barnet var imidlertid dødfødt. Else havde sørget over det. Da det sjette bud var overtrådt. Peter Jørgensen vidste godt at hvis han anmeldte fødslen til sin sognepræst kunne han risikere en alvorlig lejemålsbøde og den ydmygende straf at stå offentlig bod. Derfor førte han ved nattetid sammen med en anden mand barneliget til Daler kirkegård.
Fødsel i dølgsmål og levet i hor
Men sagen kom herskabet for øre. Delefoged Niels Olsen i Møgeltønder måtte derfor rejse anklage mod Peter Jørgensen og Else Madsdatter. Hun anklages for fødsel i dølgsmål og for i syv år at have levet i hor med husbonden. Han anklages for at have været medvirkende om den irregulære fødsel og for at have foretaget den ureglementerede begravelse på Daler Kirkegård.
Dømt til døden
Desuden tælles med i hans strafferegister, at han to gange tidligere var ”befunden som jomfruskænder”. Ved dommen den 7. juni 1673 dømtes begge af birkefoged Peter Jensen og de otte nævninge til at miste deres hals og halvdelen af Peter Jørgensens ejendom skulle tilfalde øvrigheden. Men man henstillede dog til benådning-
Blev Peter Jørgensen benådet?
Det er muligt at de er blevet benådet. En Peter Jørgensen af Toghalle døde den 30. marts 1693, 75 år gammel. Hans syge hustru døde 1674. Om Else Madsdatters senere skæbne vides intet. Mon ikke hun også er blevet benådet og dog. Hun blev også dømt for at have dræbt sit foster med vilje.
I Tønder blev dødfødte ofte ikke anmeldt
I den forbindelse kan nævnes at i Tønder blev dødfødte eller døde spædbørn ofte ikke anmeldt til kirkebogen men ligene blev bragt til graveren, som bare begravede dem. Hverken i Møgeltønder eller Daler havde man på den tid en graver.
To brødre kæmpede for bønderne
Det varede ikke længe før birketinget atter måtte tage stilling til spørgsmålet om liv og død. Det var i den store Anders Nielsen sag. Det var ham, der kæmpede for bøndernes rettigheder. Han var birkeskriver, men havde sammen med sin broder, Karsten Nielsen påtaget sig hvervet som bøndernes advokat og ordfører i en strid mod herskabet om fortolkningen af bl.a. den kontrakt, der 1661 var indgået om hyren af Slotsmarken og afløsningen af avlingshoveriet til Møgeltønderhus med de såkaldte tjenestepenge.
Størstedelen blev arresteret i København
Vi har i en tidligere artikel Oprør i Møgeltønder fortalt om, at Møgeltønder – bønderne i sommeren 1672 tog til København for at forelægge deres klage over for kongen og den magtfulde feltherre Hans Schack. Men det blev nu ikke den store succes. Størstedelen af bønderne blev arresteret. De blev anbragt i Kastellet. De blev kun løsladt mod at afgive højtidelige løfter om ikke i deres livstid at ville klage over deres øvrighed.
Skulle underskrive lydighedserklæring
Anders og Karsten Nielsen samt en tredje anfører var allerede inden Københavner – tyren blevet arresteret af overinspektør Tych under ret brutale former og anbragt i fangehullet på Møgeltønderhus. Også disse blev løsladt efter at have underskrevet lignende lydighedserklæringer.
Dømt for ”Stempling, samling og rebellion”
Anders Nissen kunne dog ikke ”stille sit urolige hoved” som det hedder i en beretning. Efter en ny aktion fra hans side, lod herskabet ham og de øvrige anførere stævne for Møgeltønder birketing. Processen begyndte den 26. august 1674 med birkedommer i Ballum, Anders Thomsen som sættedommer og Johan Borchenfeldt som feltherrens anklager. Anklagen lød på
Anders reddet i allersidste øjeblik
Feltherren fik atter engang den dom han ønskede. Den faldt allerede den 2. september. De to brødre Anders og Karsten Nielsen dømtes at have deres hals og hånd forbrudt samt til at miste deres fæstegårde. Også andre af bønderne fradømtes deres gårde og bestillinger. Hans Schack lod dog også denne gang nåde gå for ret og benådede de to brødre. For Anders var det dog ret så dramatisk.
Efter i syv uger at have siddet i bolt og jern i tyvehullet på Schackenborg slot blev han ført til retterstedet, hvor alle anstalter til halshugning var forberedt. Her skulle bødlen til at udføre sit beskidte hverv. I sidste øjeblik fik han livet skænket, mod at han afgav en edelig erklæring om at skulle forlade kongens riger og lande – Slesvig og Holsten indbefattet – og aldrig at vende tilbage. Skulle han alligevel indfinde sig igen, skulle dødsdommen fuldbyrdes.
Var stadig ikke ønsket i Grevskabet
Da feltherren var død den 27. februar 1676, tog Anders Nielsen ophold i Aventoft, hvorfra han i klart vejr kunne se sit gamle hjem på Kannikhus.
Her havde han foreløbig et fristed. Herfra lykkedes det ham at få rejst sagen på ny ved Møgeltønder birketing. Det var bl.a. ved birkedommer Peter Jensens hjælp. Det blev dog i sidste ende den af kongen nedsatte kommission og i sidste ende Højesteret, der kom til at fælde den endelige dom 1678.
Dødsdommen blev ganske vist annulleret, men han forvistes dog fra grevskabet Schackenborg. Han tog så igen ophold i Aventoft og endnu i nogle år søgte han at få sagen genoptaget og dommen ændret.
Hans Hansen, en af lederne blev skaffet af vejen
En tredje af lederne Hans Hansen blev tidligt gjort passiv. Herskabet ønskede, at han skulle udskrives som soldat. Og det var skønt han var langt over den værnepligtige alder. Men Hans nægtede at aflægge soldatered. Han blev i stedet tildelt en streng tugthusstraf, hvorfra han først blev benådet i 1725. Men han var skaffet af vejen.
Højesteretsdommer blev bestukket af ”Den Onde Grevinde”
Grevinde Anna Sophie Schack, født Rantzau og ikke uden grund kaldet ”Den Onde Grevinde” bestak Højesteretsdommeren. Derfor tabte bønderne i det væsentlige deres sag. Men de fik dog nedsat afgiften. Men bønderne nægtede at betale afgifterne. Derefter blev der foretaget tvangsudlæg hos dem.
Det var sandelig strenge straffe dengang i Møgeltønder birk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 31, 2023
Tønder – strejftog i Historien (2)
Byens første kirke. Gråbrødreklostret. To kirker i byen. To kirkelige stiftelser. Munkene blev smidt ud af Tønder. En ny kirke opstod. Hospitalet. Et testamente, man forsøgte at holde skjult. Dragoner skulle hidkaldes for at jage folk i kirke. Brorsons først salmer. Tønder beholdt sit særpræg. Studehandel i adelens hænder. Tønder – købmænd i studehandel. Masser af ulykker, stormflod, brand og epidemier. Velstand på grund af eksport til Holland. Hollændere – bygmestre af diger. Kniplekunsten i Tønder. Der kom gang i Tønder. Bagerst en liste over artikler, hvis du vil fordybe dig.
Byens første kirke
Nord for Vestergade lå byens ældste kirkegård. Og kirke – Laurentiuskirken. I dag vil det nok være på strækningen fra Vestergade 43 til Vestergade 25. Kirken her har sikkert været sognekirke for Lille Tønder, Tved, Korntved samt Store og Lille Emmerske.
Gråbrødreklostret
I 1238 stiftede Ridder Hans Navnesøn og hans hustru Gråbrødreklostret. (Franciskanerkloster) i Tønder. Det kom også til at ligge ved Vestergade, men på den sydlige side, bag ved husrækken mellem Vestergade og Slotsgade (Frigrunden), delvis på den senere frigrund. Klostrets kirke, helliget Vor Frue, indviedes af Ribebispen Gunner den 12. august 1247.
To kirker i byen
Da Tønder blev købstad, fik den sit eget kapel, der senere blev til kirke, og Sct. Laurentiuskirken blev derefter udelukkende sognekirke for landsognet. Købstadens kirke kom til at ligge i umiddelbar nærhed af Torvet i hjørnet mellem Østergade og Smedegade. Byens kirkegård blev anlagt omkring kirken. Til det formål beskar man de første stavnhuse på Østergades nordre side for gårdsplads og baghuse.
Denne Bykirke var viet til de søfarendes helgen Sct. Nikolaj. Den var opført af kvaderstenene, hvoraf en del sidder i den gamle latinskole, der blev bygget 1614.
Øst for byen ved det sted, hvor vejen til Emmerske går fra Løgumklostervejen, lå desuden i Middelalderen et kapel, der blev nedrevet 1543.
To kirkelige stiftelser
Gråbrødreklostret blev det eneste kloster i Tønder, men byen havde to kirkelige stiftelser. Ved Østerport lå et Helligåndshospital. Men det gik op i luer ved den store ildebrand 1517. Seks år efter gav Frederik den Første hospitalet lov til at indsamle milde gaver til rejsning af en ny bygning med kapel og sygehus. Kongen gav dertil selv jord på byens nørre-mark. At Tønder desuden har haft et Sct. Jørgens Hospital for spedalske, ses deraf, at Hertug Frederik 1494 ofrede en Gylden til ”Sct. Jørgen i Tønder”.
Munkene blev smidt ud af Tønder
Gennemførelsen af Luthers reform vendte op og ned på alle disse kirkelige forhold. Seks gange havde Gråbrødrene holdt deres Generalkapitel i Tønder. Hvordan var det nu med disse munke i Tønder?
I 1529 belejrede Kong Frederik den Første Tønderhus. Ved denne lejlighed benyttede man klostret som magasin og hestestald. En septemberdag, da kongen havde hørt en luthersk prædiken. Efter denne trådte klostrets ”Guardian” Niels Thybo hen til ham og bad for sig og brødrene om tilladelse til at blive der.
Kongen svarede afvisende og gav som påskud, at klostret lå for tæt på slottet. Efter kongens bortrejse fordrev lensmanden alle munkene. Hovedbygningen med kirken blev nedbrudt. Materialerne blev brugt til slottets ombygning 1533-35. Klostrets grund skænkede Christian den tredje 1543 til amtsskriveren Jacob von der Wettering.
En ny flot kirke opstod
Også Sct. Laurentiuskirken blev ofret på skolens udvidelse. Vistnok 1532 skænkede Kong Frederik den Første kirkegården den Første til borgmester Johannes Ketelsen. Kirken selv var fjernet før 1542.
Snart rejste der sig borgerhuse på den gamle fredede plads. Landsognets beboere søgte kapellet ved Emmerske Vej, men 1543 anordnede Kong Christian den Tredje at der skulle anvises dem stolestader i Sct. Nikolajkirken, der fra nu af var eneste kirke for købstad og landsogn. Samme år blev Kapellet nedbrudt. Stenene blev brugt til udbedring af Nikolajkirken og den lille klokke blev ophængt i denne kirkes tårn.
Byens sognekirke var imidlertid for lille, og den var også brøstfældig. Derfor blev den nedbrudt 1589, hvorefter man 1591-92 byggede en ny stor kirke, der blev indviet som Kristkirke. Nikolajkirkens statelige tårn fik dog lov til at blive stående.
Hospitalet
Om Sct. Jørgens-huset er det svært at finde noget. Helligåndshospitalet beholdt sine jorder og det vedblev med at være alderdomshjem. De huse, der opførtes efter branden i 1517, gik op i luer 1649, og det derpå byggede hus brændte atter i den store ildebrand 1725.
Hospitalet var endnu ikke genrejst efter den sidste brand, da den fromme amtmand Johan Georg von Holstein 1728 fik sin ven pietisten Johan Hermann Schrader hertil som førstepræst og provst. Kun 20 år efter at Francke havde indrettet det første Vajsenhus i Halle, havde den rige kniplingshandler Peter Struck skænket 91 Demat jord i marsken til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Hans svigersøn havde dog holdt testamentet hemmeligt efter Peter Strucks død.
Et testamente, der blev forsøgt at holdes skjult
Provst Schrader opdaget ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor kapital dertil. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. 1731 genrejstes hospitalet som det ses i dag. En tilbygning indrettedes til Vajsenhus for 12 forældreløse børn.
Dragoner – for at få folk i kirke
Da man i 1543 havde anvist landsognets beboere stolestader i byens kirker, havde man overset en ting. I denne kirke prædikes der kun på tysk. Dette sprog påstod folkene i landsognet ikke. Følgen var, at de i Emmerske blev et ugudeligt folkefærd, så provst Samuel Reimarus bad hertugen om at sende ham nogle dragoner, der kunne jage dem i kirke.
Den fromme provst Schrader hjalp her på en anden måde. På hans indstilling bevilligede kongen midler til ansættelse af en ”Tredje og Dansk Præst”. Embedet blev besat af Hans Adolph Brorson, der i 1729 kom fra Randerup til Tønder.
Brorsons første salmer
I Emmerske blev der bygget et bedehus til hans gudstjenester. I Tønder Kirke prædikede han til fromessen om morgenen kl. 6. Da hans menighed imidlertid sang tyske salmer til de danske gudstjenester udsendte han i 1732:
Dette lille hæfte blev trykt
Tønder Kirke og Emmerske Bedehus blev således udgangspunkter for den bedste danske salmesang.
Tønder beholdt sit særpræg
Der findes kun få købstæder som Tønder, der har bevaret sit oprindelige præg gennem tiderne. Man kan i dag tælle de 120 gamle stavnhuse, se deres gavle ud til Strøget og deres gårde og baghuse ud til bagstræderne. H.V. Clausen skrev dengang:
Engang flød det med hø inde i byen. Landbruget var oprindelig denne bys bærende erhverv. Flere gange har borgerne udvidet byens marker. Men søfart og handel var andet bærende erhverv. Byens våben blev et stolt handelsskib på bølgerne. Det var åbenbart en efterligning af Lübecks våben. At købstadskirken blev viet til de søfarendes helgen, peger ligeledes på søfart og handel som hovederhverv.
De varer, der fortrinsvis solgtes og blev eksporteret fra Tønder var jyske heste og stude og aftagerne var nordfrisere og hollændere.
Studehandlen i adelens hænder
Studehandlen lå dengang i adelens hænder. De største studehandlere var Hertugen og hans amtmænd. Til Hertugens slot i Tønder hørte ladegården i Hestholm, Freesmark og Fgedbøl ved Avntoft, Grøngård ved Lydersholm, større arealer af marsk-jord i kogene og et skæreri ved Kravlund. Desuden havde Hertugen ret til at opstalde kreaturer ved sin fæstebønder.
Omkring 1600 møder vi amtmænd, amtsskrivere, digegrever m.m. som studehandler i stor stil. Værst var amtmand von Qualen. Han tvang bønderne til at forære sig heste og stude og til at fodre dem gratis, så Hertugen på grund af utallige klager måtte afskedige ham i 1595.
Tønder – Købmænd i studehandel
Men allerede på den tid havde Tønder – købmændene den ledende stilling i stude – og hestehandel. Ad de ældgamle veje kom studene til markedet i Tønder. Det var naturligt at opkøberne boede i byen.
Senere var det sådan at tøndringerne ved nytårstid mødte op hos herremændene i Nørrejylland og købte kreaturer til levering i foråret. De magre stude solgtes videre til friserne eller spiste sig fede på lejede marsk-jorder. De blev så udskibet fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev til Højer. Således kan vi se, at der fra Højer i 1631 blev udskibet 2.065 stude. Og i 1638 hele 3.409 stude.
Masser af ulykker, stormflod og epidemier
Tønder har sandelig ikke været forskånet for krig, ulykker, brand og stormflod. De stråtækte huse er gang på gang gået op i luer. Og havet har skyllet ind over Tønder. I 1517 nedbrændte hele Østergade. Den 16. januar 1522 gik Vestergade op i luer. Den 30. september 1580 ødelagde ilden 300 huse i Storegade og Vestergade. Og den 16. oktober 1725 brændte hele Østergade med Østerport og et hospital.
De store stormfloder den 16. januar 1362 og Allehelgensfloden 1436 har sikkert medtaget byen hårdt. Men vi ved intet om det. Derimod ved vi, at stormfloden den1. og 2. november 1532 anrettede stor ødelæggelse på slottet. Vandet stod 3 alen højt ved klostrets kirke.
I 1554 blev diget fra Højer til Rudbøl bygget. Det samme skete langs Vidåens nordre bred til Lægan Sluse og derefter syd på til Grelsbøl. Derved blev Tønder by afskåret fra havet. Til gengæld mente man at nu var man fri for de ødelæggende stormfloder. Byens stolte rolle som havneby var udspillet. Men stormfloderne vendte tilbage, Gang på gang blev digerne gennembrudt.
I 1593 rev vandet mange huse ned. Den 1. december 1615 var byen nær gået til grunde. Ved slottet stod vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport var det 3 alen højt. Man sejlede i både gennem gaderne og mange huse blev ødelagt.
Oktober-floden i 1634 betød at vandet stod 1 alen højt overalt i gaderne. Meget kvæg gik til på bymarken.
Og det var ikke slut. I 1539 døde 600 mennesker af pest i Tønder. I 1602 døde 500 og i 1639 døde 600.
Velstand på grund af eksport til Holland
Før 1627 havde der været velstand i den driftige handelsby, Tønder. Skibene havde ført stude, flæsk, kød, smør, huder, honning og korn til Holland. De kom hjem med kalk, tagsten, vægfliser, kolonivarer, krydderier og fine klædestoffer. Senere var det også med vin og tobak.
Dette gav dobbelte fortjeneste og for pengene blev der bygget statelige gavlhuse med karnapper i hollandsk stil. Når den rige købmand og rådmand døde blev der skåret store og smukke mindetavler, der prydede kirken. Disse fortalte de kommende slægter om disse tøndringer købmænds rigdom og fromhed. Det er den hollandske handel, der har sat sine spor i Kristkirkens overdådige udstyr.
Hollændere – bygmestre af diger
Der er også andre hollandske spor. De store inddignings-arbejder i Vestslesvig foregik også under hollandsk ledelse. En hollænder regulerede i 1600 Vidåens løb ved udgravningen af Møllestrømmen fra Hostrup til Tønder Vandmølle. Den hollandske bygmester Arend Cornelis anlagde slusen ved Lægan (1554). Hollænderen Cornelius Claasen Pietall arbejdede fra 1629 af med store inddignings-arbejder ved Rudbøl at denne by fik købstadsrettigheder.
Med handelen kappedes håndværket som tredje bærende erhverv. Hertug Valdemar den Femtes privilegium af 1354 havde givet håndværket i Tønder eneret på 5 herreder. Af de gamle laugsstatutter fra Middelalderen er kun Skomagerlaugets plattyske vedtægter fra 1492 bevaret.
Kniplekunsten i Tønder
Kniplekunsten kom åbenbart fra Holland til Tønder. Andre kilder siger noget andet. Det var en fra Slesvig tilvandret købmand, der organiserede knipleindustrien i Tønder omkring 1650. Man fik kongelige og hertugelige privilegier. Fra 1680 fik denne industri et gevaldigt opspring.
Blomstringstiden er det 18. århundrede. Der sad så mange kniplersker i Tønder, at Magistraten 1742 klagede over den militære indkvartering, der lagde beslag på de mange kamre, som kniplersker havde lejet.
For en ussel løn arbejdede pigerne for en kniplingsgrosserer, der udleverede tråd og mønstre til dem og aftog deres varer. Grossereren solgte varerne i større partier på messerne i Braunschweig og Hamborg eller overlod dem til bissekræmmere, som solgte dem over hele Danmark og Norge. Mønstrene skiftede med moden. Indtil 1700 holdt man sig særlig til italiensk – flamske forbilleder. 1700 – 1800 særlig til flamsk-franske. 12.000 – 16.000 kvinder var dengang ”sysselansatte” med at kniple. I 1805 var det udenlandske salg nået op på 200.000 Rigsdaler.
Efter 1800 gik det dog tilbage med denne industri. Brugen af kniplinger gik af mode. En mere smagløs slægt foretrak den billige maskinknipling. Kunsten uddøde hvis aldrig helt. En kort opblomstring så man omkring 1920.
Kniplingshandlen satte sig også et minde i form af legater. Det er få andre byer, der har så mange og store legater som Tønder. Vi har lavet en speciel artikel om det.
Der kom gang i Tønder
I Tønder kom der et bogtrykkeri til Vajsenhuset. I 1812 fik rektor Forchammers enke privilegium til et bogtrykkeri. Og i 1813 startede hun med at udgive en avis ”Tondernsches Intelligenzblatt. Denne avis fik lov til at leve i over hundrede år.
I den gyldne tid fra 1770 – 1815 søgte driftige Tønder – borgere at forandre Tønder til en industriby:
Disse tre tobaksfabrikker producerede i 1861 214.500 pund røgtobak, 35.000 pund skråtobak, 2.000 pund snus og 650.000 stykker cigarer.
I Tønder fandtes to garverier og læderfabrikker. Efter 1850 grundlagdes en bomuldsfabrik og en Cikoriefabrik samt et jernstøberi og i 1861 et stort bryggeri.
Men tiden efter 1864 var ugunstig for industrier i småbyer. Men undtagelser af bryggeriet lukkede også alle de nævnte industrier i Tønder. Men bryggeriet fik efter 1920 et datterforetagende i en mindre solid margarinefabrik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Dato: oktober 18, 2023
Tønders udvikling 1864 – 1920 (3)
Den sidste artikel i denne serie. I ”nødværge” mod Østrig. Prinsen af Augustenborg stod klar. Tønders Magistrat handlede klogt. Hertugdømmets indlemmelse i Preussen. Værst gik udviklingen ud over Tønder. Angsten for den preussiske militærtjeneste. To moderate landrødder. Borgmester Streckenbach var en sand patriot. En meget frisindet mand blev redaktør af Tond. Intell. Blatt. En lille skare af dansksindede. Den danske overklasse holdt sig for sig selv. Et forbud mod dansk teater. Vestslesvigsk Tidende. En ny redaktør. Da ”fremmede” tyskere krævede strengere kurs mod danskerne. Pastor Jacobsen brugte bladet som propaganda – organ. Så skulle Jacobsen være biskop. Udadtil var Tønder en patriotisk by – men ikke indadtil. Tonderne Nachrichten havde en kort levetid. Köller – politikken skabte en opvågning blandt de dansksindede. Landråden kendte ingen danskere. Det tyske borgerskab skulle vækkes. Sturm auf Tondern. Der var lagt op til oprør i Tønder – men så kom krigen. Større fordragelighed i Tønder end andre steder.
Den sidste artikel i denne serie
Vi har lavet en lille miniserie om Tønders udvikling fra 1840 – 1920. Dette er så den sidste artikel i denne serie. Det var en ret så turbulent tid. I tilknytning til artiklen har vi samlet en liste over artikler, som vi også har skrevet om den tid.
I nødværge mod Østrig
I 1867 må tøndringerne have set lidt mærkelige ud, da man den 28. juni i deres Intelligensblad kunne læse en ”Proklamation fra Kong Wilhelm, hvorefter Preussen desværre i nødværge måtte føre krig mod de Østriger, som man i Tønder havde betragtet som gode venner og befriere.
Prinsen af Augustenborg stod klar
Endnu mere forvirrede skulle det virke på dem, at overpræsident von Scheel – Plessen i samme nummer advarede mod et flyveblad fra en vis ”Prins af Augustenborg”, der tillægger sig titlen af Hertug og taler om en ret:
Tønders Magistrat handlede klogt
I 1866 blev det forbudt at flagre med sort-rød-gyldent. Det var de farver, der ligefrem var hellige for alle tyske demokrater, som arbejde for et enigt stor-tysk rige. Men byens Magistrat handlede klogt i denne situation. Efter slaget ved Königgrätz sendte man en ”Lykønskningsadresse” til Kong Wilhelm og får et takkebrev fra Bismarck.
Hertugdømmets indlemmelse i Preussen
Den 12. januar 1867 bekendtgøres:
Den 12. februar 1867 holdes der valg til det nordtyske forbunds grundlovgivende forsamling I Tønder bliver stemmerne fordelt således:
Det var en stor preussisk sejr over Slesvig – Holstenismen.
Værst gik det for Tønder
Så fulgte de store tyske sejre i 1870 og det tyske kejserrigets oprettelse i 1871. Den nye tids morgenrøde som J.C. Todsen havde talt om var brudt frem. Men de første årtier var en skuffelse for tyskerne. Tønder, der var Hertugdømmets næstældste by, havde oprindelig også været den næststørste og næst vigtigste by.
I løbet af århundredet voksede Flensborg de andre over hovedet. Også de andre byer voksede mere end Tønder. I 1860 var Haderslev blevet dobbelt så stor som Tønder og Sønderborg. Efter 1864 stagnerede alle nordslesvigske købstæder. Værst gik det for Tønder.
Alle industrier sov efterhånden ind. Jernbanen førte lige så godt Tønders kunder til Flensborg som nye kunder til Tønder. Ja mange ligefrem udvandrede. Aviserne skrev også om det:
Angsten for den preussiske militærtjeneste
I Tonderne Zeitung kunne man læse:
To moderate Landråder
Der var masser af konkurser og øgede skattebyrder. I avisen kunne man følge de mange klager. På Landrådsstolen sad Bleicken, en liberal Slesvig – Holstener med en forsonlig indstilling over for danskerne. Efterfølgeren – Hof-råd Hansen havde samme indstilling.
Borgmester Streckenbach var en sand patriot
Borgmester Streckenbach, der stammede fra Eckernförde, var en stor patriot. Ved det første byrådsvalg efter den nye ”Städteordnung” af 1869 valgtes to udprægede danske borgere, jernstøber Lorentzen og købmand P. Olufsen ind i byrådet. Valgordningen var sådan at et mindretal aldrig kunne blive repræsenteret ved egne kræfter.
En meget frisindet mand blev redaktør af Tønder Int. Blatt
Tond. Int. Blatt gik i 1871 fra Forchhammers hånd til J.W. Goos fra Heide. Den førtes videre af ham som Tond. Zeitung. Den nye redaktør var en meget frisindet mand, der åbent kritiserede Bismarck og viste meget forståelse for danskheden, Præster, Jesuitter og Junkere var hans fjender, men danskerne kunne han åbenbart godt lide. Efter at ”Den vestslesvigske Tidende” var stoppet, var hans blad jo også lokalblad for både danskere og tyskere i oplandet,
En lille skare af dansksindede
Det var en lille skare af dansksindede, der stadig holdt fanen højt. Det var ret få. De fleste opgav ret hurtig. Men skal vi lige præsentere de dansksindede. Det var:
Advokat Gjessing, Lægerne Dr. Friis og Dr. Jersild, Apotekerne Augsburg og Haastrup, Koginspektør Refslund, Dyrlæge Hage, Købmand P. Olufsen, Farver Diemer, Jernstøber Lorenzen og flere håndværkere.
Den danske overklasse holdt sig for sig selv
Egentlige danske organisationer fandtes ikke dengang. De få danske fra overklassen holdt sammen indbyrdes. Men småkårsfolkene måtte passe sig selv. Danske skoler og dansk privatundervisning blev snart forbudt.
Et forbud mod dansk teater
Men egentlig var der et rigt dansk kulturliv, idet danske teaterselskaber gæstede Tønder i flere uger hver gang. Således havde Vilhelm Petersens Selskab et ”smukt og forbavsende moderne program”. Forestillingerne strakte sig over 3-4 uger. De var meget godt besøgte. Der kom op til 50 vogne med teatergæster fra hele landet til Tønder.
Tond. Zeitung roste spillet i høje toner, men beklagede at det ene efter andet tyske teaterselskab måtte spille for tomme rækker. Mellem linjerne kunne man læse om dilettantisk spil.
De tyske myndigheder lagde dog efterhånden hindringer i vejen for de danske skuespillere. Men måske provokerede man også lidt op fra scenen med udfoldelse af Dannebrog på scenen. Man opførte ”Elverhøj” med den danske nationalsang og Tordenskjold i Dynekilden.
Det hele endte med, at de danske skuespillere blev udvist og opførelsen af danske skuespil blev forbudt.
Vestslesvigsk Tidende
Grunden til at de dansksindede skjulte sig var, at man savnede en energisk fører i byen efter advokat Gjessings tidlige død i 1882. Redaktør Peter Skovrøy overtog dette hverv. Udgivelsen af Vestslesvigsk Tidende i Tønder fik landråd til at udbryde:
I 1885 overtog redaktør Jessen ”Flensborg Avis” Skovrøys blad. Bladet blev nu en lokaludgave af Flensborg Avis med Skovrøy som lokalredaktør. Han var skarp i sin pen.
Tønder Intel. Blatt fik ny redaktør
I 1889 fik Skovrøy en ny modstander. Den rolige og fornemme J.W. Goos solgte nemlig Tond. Zeit. Til J.H.N. Thamssen fra Wyk på Før. Man så om ham at han var småt begavet. Når han skrev, var der slemme logiske og sproglige fejl. Men bladet skiftede nu helt stil. Den ny redaktør følte sig som tyskhedens vogter i Vestslesvig.
Han rettede personlige angreb med redaktør Jessen, redaktør Nicolai Svendsen og Peter Skovrøy. Sidstnævnte måtte ofte høre for at fik sin uddannelse på et tysk amtsrets-kontor og fortsatte som journalist ved et tysk blad ”Folkebladet” i Haderslev.
Redaktør Jessen måtte flere gange stævne Thamssen for retten og han nåede også at få ham dømt gentagende gange til mindre bøder.
De ”fremmede” tyskere krævede strengere kurs mod danskerne
”Fremmede” tyskere kunne ikke forliges med den fredelige atmosfære i Tønder. De krævede en strengere kurs over for danskerne. Blandt disse fremmede var seminarieoverlærer Wendling, der stammede fra Rhinlandet. Og så var der det amtsdommer Dr. Brockschmidt, der i 1886 fra Oste i Hannover var kommet til Tønder. Snart indtog han en ledende plads i Krigsforeningsbevægelsen.
Pastor Jacobsen brugte bladet som propagandaorgan
Ja så var det også Pastor Jacobsen fra Skærbæk. Han brugte bl.a. Tond. Zeitung som sit propagandaorgan, hvor hans mange og store gerninger gang på gang blev fremført for offentligheden.
I 1898 førtes der en heftig kamp for at fortrænge amtsråd Bachmann, Haderslev (født i Tønder) som landdagsmedlem for Tønderkredsen og få ham erstattet af pastor Jacobsen. Nu optrådte pastor Jacobsen som Nationalliberal, skønt han ved et Rigsdagsvalg et par måneder i forvejen havde været opstillet som antisemitisk kandidat.
Så skulle pastor Jacobsen være biskop
Forsøget strandede trods al propaganda på de vestslesvigske valgmænds besindighed. Året efter ville man skubbe biskop Kaftan til Holsten og anbringe pastor Jacobsen i Slesvigs bispestol. Ved den lejlighed skrev Thamssen:
Kaftan blev siddende. Få år efter gik alt galt for pastor Jacobsen. I 1903 krakkede hele herligheden i Skærbæk. Thamssen og andre bestyrelsesmedlemmer for banken i Skærbæk kom for Landsretten men de blev mærkelig nok frikendt.
Udadtil var Tønder en patriotisk by – men ikke indadtil
De fleste borgere i Tønder fulgte ikke den skarpe kurs. Udadtil var Tønder en meget patriotisk by, der elskede at stille op med store nationale fester og optog, fakkeltog og illumination. Men et egentligt fjendskab mod de danske var det ikke som i 1864. En stor del af Tønders opland var dansk.
Tonderne Nachrichten havde kort levetid
Som en modvægt til Thamssens nationalliberale og danskfjendtlige Tondernsche Zeitung oprettedes i 1890 det frisindede og mere danskvenlige Tonderner Nachrichten, der dog aldrig kom ud over svære økonomiske kriser.
Som vi i andre artikler har nævnt fra Skovrøy medlem af Singverein – ja det var Dr. Jersild faktisk også.
Køller – politikken skabte en opvågning blandt de dansksindede
Køller – politikken gjorde også sit indhug i Tønder. Men det skabte måske også en opvågning blandt de dansksindede. Det kom til udtryk i dannelser af ungdomsforeninger. Ungdomsbevægelsen spredte sig på egnen til Bylderup, Jejsing, Emmerlev, Møgeltønder m.m.
I 1901 blev Tønder Landmandsbank oprettet. Her blev bankdirektør Rossen en myndig direktør. Unge danske købmænd og håndværkere slog sig ned i byen. Blandt disse var bagermester Thorvald Petersen. Han kom til at præge den nationale udvikling i byen de kommende årtier.
Med utrolig energi gik bagermesteren i gang med at opspore alle dansksindede i Tønder. H.V. Clausen regnede i 1901 ikke Tønder med til Nordslesvig. At Tønder alligevel kom med til Nordslesvig, var ikke mindst Thorvald Petersens fortjeneste. Der kunne måske også nævnes andre bl.a. bankdirektør A. Andresen.
Landråden kendte ingen danskere
Landråd Rogge udbrød efter et valg i 1912:
Den første danske forening efter 1864 blev stiftet. Det var Tønder Læseforening, som vi har skrevet en artikel om.
I 1904 var landråd Rogge kommet til Tønder. Han var søn af den tyske kejsers hofpræst. Han var en ung, meget dygtig og meget energisk mand, en typisk repræsentant for den skarpe germaniseringskurs.
Det tyske borgerskab i Tønder skulle vækkes
Nu skulle også det tyske borgerskab i Tønder vækkes af sin fredelige nationale søvn. Tænk at man i Tønder endnu ikke havde nogen afdeling af:
Det blev dog stiftet i Løgumkloster af amtsdommer Schwartz. Nu havde man fået placeret afdelinger over hele Nordslesvig.
Sturm auf Tondern
Men nu skulle Tønder erobres. Det skete den 16. januar 1909 under mottoet:
Ekstra tog fra alle retninger førte hundredvis af mennesker til Tønder. Tonhalles sal var ved at revne af mennesker og spænding. Her var 1.000 mennesker forsamlet. De store danske og tyske blade havde sendt repræsentanter.
Amtsdommer Mangels ledede mødet og landsretsraad Dr. Hahn holdt som foreningens formand hovedtalen, hvori han særlig polemiserede mod Tønder Byråd og mod landdagsmand, landsretsråd Dr. Jürgensen, Husum – en besindig hjemmetysker fra Aabenraa.
Landråd Rogge råbte i sin korte tale:
Domæneforpagter Fürsten , Ellehus vendte sig mod danskernes historieforfalskninger. Bortset fra redaktør Thamssen var der ingen borgere fra Tønder, der holdt taler.
Den ny forening i Tønder startede med 260 medlemmer. Et år efter startede Pastor Schmidt Vodder sin ”Fredsforening”. Men denne fik kun ringe tilslutning.
Der var lagt op til oprør i fredelige Tønder
Det var i 1910 optræk til et virkeligt nationalt opgør i den tidligere fredelige by Tønder. Men så kom Verdenskrigen efterfulgt af den bevægede afstemningstid. Lykken havde svigtet Thamssen. Han havde oparbejdet sit trykkeri til et stort foretagende som konkurrerede med de største tyske trykkerier. Men han konkurrerede sig ihjel. Han måtte afstå det hele til sin søn. Og selv flyttede han fra byen
Thamssen Jun. Solgte i 1919 Tond. Zeitung til Cornelius Petersen fra Vester Anflod.
Større fordragelighed i Tønder – end andre steder
Den nationale kamp har hele tiden været præget af større fordragelighed i Tønder end i andre nordslesvigske købstæder. Besindighed og Tolerance har været fremherskende i byen.
Kejser Wilhelm fik heller ikke lov til at stå på Torvet i Tønder. Indtil 1933 var der vel også national tolerance i byen. Og så er det lige historien om de tosprogede skilte i Tønder,
Kilde: (Hele Serien Tønder 1840 – 1920 – bestående af tre artikler)