Søgeresultater på "lers"
Dato: juli 14, 2022
Da By-sekretæren i Aabenraa blev myrdet
Da vægteren tog sig en blunder. Morgenstjernen kunne være farlig. En ung pige styrtede ud. Hun ville alarmere en læge. By-sekretæren vækket af porcelæn, der faldt til jorden. Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans. Stak med kniv. Døde efter et kvarter. Dette stod i retsprotokollen og kirkebogen. Den skyldige var en dragon, der samme nat deserterede. Han skal nok vogte sig for at vise sig i Aabenraa.
Da vægteren tog sig en blunder
Det var natten mellem den 25. og 26. maj i året 1764. Sejrværket i Skt. Nikolaj Kirke havde netop forkyndt midnatstimen. De tolv dirrende slag var tonet ud over den lille Aabenraa by, hvis flittige borgere var gået til ro.
Nattestilheden blev brudt på vanlig vis af vægteren, der trodsede den høje Magistrats reglement. Han havde gået sin sidste runde klokken 11 og tog sig nu en blunder på Vægterpladsen. Han havde fremsagt eller nærmere forsøgt at synge:
Morgenstjernen kunne være farlig
Vægterens skridt på den toppede brolægning gav dump genlyd fra gadernes toppede brolægning. Det blafrende lys kastede et spøgelsesagtigt skær omkring. I sin anden hånd førte han ”Morgenstjernen” – den lange vægterstav, hvis spidse jernpigge kunne være et frygteligt våben mod røvere og ugerningsmænd.
Kirke-uret havde næppe slået tolv inden vægteren igen vågnede og istemte det skønne midnatsvers:
En ung pige styrtede ud
De allerfleste beboere var trygge ved disse vægtere. Men midnattens fred blev pludselig brudt. Efter at vægteren var forsvundet, blev døren til by – sekretær Kanutz ejendom, der har ligget omtrent der, hvor Handelsbanken senere lå, revet op med et voldsomt ryk. En ung pige styrtede ud.
Hun for fuldstændig forstyrret af rædsel gennem de mørke og mennesketomme gader. For et øjeblik siden havde hun og en medtjener fundet by-sekretæren i ejendommens forstue døende gennemboret af knivstik. mens morderen, en fuldstændig nøgen mand var flygtet ud af et vindue.
Hun ville alarmere en læge
Nu var hun på vej for at alarmere en læge som hun vel nok også har fået fat i, men han er sandsynligvis ikke nået frem til by-sekretærens dødsleje, før det var for sent. Kanutz udåndede allerede et kvarters tid efter, at det blodige overfald havde fundet sted.
By-sekretær Kanutz, der tillige var Overrets – og Landsretsadvokat, var enkemand og boede i ejendommen på Storegade sammen med sin lille søn Friedrich, en tjener og en tjenestepige.
Vækket af porcelæn, der faldt på gulvet
Lidt over midnat den pågældende nat blev Kanutz vækket af en usædvanlig larm som om der blev knust noget porcelæn i en af stuerne. Da han snart blev klar over, at der befandt sig en fremmed i lejligheden, formentlig en indbrudstyv, stod han op, tændte lys, svøbte lidt klæder om sig og begav sig ud i forstuen, hvor han traf den natlige gæst, en fuldstændig nøgen mandsperson, der ved hjælp af en stige var klatret ind gennem vinduet. Ukendt med lokaliteterne var han i mørket kommet til at støde voldsomt til et skab, på hvilket, der befandt sig noget porcelæn. Det faldt på gulvet med et stort brag.
Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans
Kanutz, der var i sin bedste alder og en uforfærdet mand for løs på indbrudstyven og forsøgte at gribe ham. Men det viste sig at være ret vanskeligt for ikke at sige umuligt. Tyven var som skrevet nøgen og desuden havde han smurt kroppen ind i en fedtet substans, det gjorde det let for ham at rive sig ud af ethvert nok så hårdt greb.
Stak med en kniv
Da Kanutz mærkede, at han ikke alene kunne få bugt med banditten, udstødte han et gennemtrængende skrig om hjælp, der hidkaldte tjeneren. I samme nu, hvor tjeneren viste sig, sprang den nøgne mand ind på by-sekretæren og stødte sin kniv i hans bryst.
Døde efter et kvarter
Ved synet af blodet blev morderen helt desperat og huggede i blinde løs på sit offer, der efter få sekunders forløb sank sammen dødelig såret af en mængde knivstik både i brystet og i underlivet. Tjeneren kom netop tidsnok til at se morderen forsvinde ud ad vinduet, hvorefter han ved hjælp af stigen nåede jorden. I ly af mørket lykkedes det ham at flygte og slippe ukendt bort.
Sammen med pigen har tjeneren bar tjeneren by-sekretærens blodige legeme ind i soveværelset, hvor de lagde ham på sengen. Mens tjeneren blev hos den døende mand løb tjenestepigen ud i byen for at hente en læge. Idet hun kom ud på gaden, så hun den nøgne mand forsvinde om et hjørne.
Dette stod i retsprotokollen
Sådan omtrent beretter overleveringen om den uhyggelige bloddåd i Aabenraa i 1764. Aabenraa Retsprotokol fra 1764 indeholder den 26. maj en kort meddelelse om mordet.:
Dette stod i kirkebogen
Aabenraa Kirkebog indeholder for den 26. maj 1764 bl.a. følgende:
Den skyldige var en dragon
Der var ikke skik dengang, at der holdtes lig – prædiken over alle døde. Derfor er det tilføjet i kirkebogen, over hvem der skal holdes lig-prædiken. Kirkebogen bringer den nye oplysning, at morderen skulle være en dragon. Denne antagelse stemmer udmærket overens med følgende linjer, der hidrører fra Stadsarkivet i Kiel:
Han skulle nok vogte sig at komme til Aabenraa – igen
Nej, Andreas Polekin skulle nok vogte sig for at komme til Aabenraa igen. Det havde været halsløs gerning for at vise sig inden for det område, hvor Aabenraa – skarpretteren Heinrich Christoph Røseler med nidkærhed udførte sit blodige hverv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 10, 2022
Da Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
I Tønder var man ikke bange for de danske nazister. Der var landbrugskrise i Sønderjylland. Tyske nazister gik over grænsen. Værnemagten blev brugt som skjold og trussel. I Tønder vidste man længe, at de kom. Et forhadt flag på kirketårnet skulle tages ned. Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet. Værnemagten kom til hjælp. Der blev skåret mange bånd over i Tønder. Man vil helst glemme den tid. Hvorfor fortæller man ikke sandheden? De fleste betjente kom i sikkerhed. Man var klar over risikoen ved modstandsarbejde. Større risiko i Sønderjylland. ”De lange knives nat” i Tønder. De danske medløbere var det værstei besættelsestiden.
Ikke bange for de danske nazister
Jo det var Tønders politimester og det var den 9. april 1940. Og den historie kommer vi til. Men vi kigger også lige på udviklingen ind til besættelsen og tiden efter.
Unge nordslesvigere eller sønderjyder dannede Det unge Grænseværn, som nogle opfattede som et svar på Nazismens fremmarch syd på. Nu kan man dog ikke lige sammenligne de to grupper.
Og egentlig var danskerne ikke bange for de danske nazister. De mente ikke at de udgjorde den store fare. Det var nu ikke helt så få danskere, der blev lokket af nazismen.
Landbrugskrise i Sønderjylland
I 1926 – 1927 var der ved at komme et godt forhold mellem dansk og tysk. Man kunne sidde ved samme bord og synge danske og tyske sange.
I Sønderjylland var det også landbrugskrisen. Og det gjaldt både for dansk – og tysksindede. Det var ikke gode tider. Man havde næsten ikke tøj til børnene. Og man fik ikke nok for ens grise. Det kunne godt sætte sindene i kog.
Nazister gik over grænsen
På det tidspunkt havde man allerede en nazistisk bevægelse syd på. Og det smittede af nord for grænsen. Presset ved grænsen voksede mærkbart i forbindelse med valget i 1939.
Unge nazister kom over grænsen og malede slagord på landevejene. Disse nazister kom illegalt over grænsen om natten. I 1939 var Tønder både en meget tysk og nazistisk by. Men den danske tøndring var stærkere national end dem øst på.
Værnemagten blev brugt som skjold og trussel
Det var ikke let at være politibetjent i Tønder og det blev ikke mindre vanskeligt efter 9. april 1940. Hjemmetyskerne brugte gang på gang den tyske besættelsesmagt som skjold og trussel, hvis politiet ikke lige føjede sig efter dem.
I Tønder vidste man at de kom
I Tønder kunne man sagtens høre motorlarmen syd for grænsen den 9. april 1940. Tøndringerne havde i 14 dage vidst, at tyskerne stod der. Og man vidste udmærket, hvad der skulle ske.
Et forhadt flag på kirketårnet
En tysk cyklistpatrulje forsøgte at sprænge døren til politigården. De fin den da også sprængt. Men det var vel, hvad man kunne forvente, når der var krig. Det som var meget værre, var at se bysbørn optræde i SA – uniform og med den traditionelle hilsen hejse det forhadte flag på offentlige bygninger og på kirketårnet.
Det var en hjemmetysk kirketjener, der havde låst op for de hjemmetyskere, der hejste flaget. Men politimester Martensen – Larsen gik sammen med pastor Magle op i kirketårnet for at tage flaget ned igen. Og sandelig om ikke man forsøgte at smide politimesteren ud af kirketårnet.
Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
Nede ved tårnet stod 7 – 8 betjente. Men det var slet ikke nok til at dæmpe gemytterne, der bestod af begejstrede hjemmetyskere. Det var sort af folk hovedsagelig folk fra mindretallet både på Torvet og på Kirkepladsen. Man måtte simpelt hen tilkalde værnemagten for at få hjælp. Havde de sagt nej, havde man smidt politimesteren ud af kirketårnet. Og så var betjentene sikkert også blevet overfaldet.
Det var mærkeligt, fordi politimester Martensen – Nielsen havde ellers et godt omdømme i mindretallet. Han var en overordentlig loyal mand over for sin administration. Nu blev han så truet på livet.
Vold for at få ophængt det forhadte flag
Det forhadte flag blev også hængt op på posthuset og Tønder H. Og her anvendte en af de ledende nazister i byen Hecht vold for at få dette gjort. Han blev dømt for det efter besættelsen. Jo, det var ham, der havde den spændende butik ”på byens højeste punkt”. Her har jeg købt mange gamle Tønder – bøger.
Der blev skåret bånd over
Besættelsen i Tønder og omegn slog meget dybe skår både i familier og blandt venner. Der blev skåret bånd over. Det tog mange år for at reparere disse bånd. Det skyldes vel også den meget nære tilknytning til det tyske militær. Den var ikke ligefrem behagelig for den almindelige civile borger. Så var det jo også lige det at se byens egne borgere optræde som halvmilitære. Det var ikke sjovt.
Politiet havde det problem at man ikke kunne røre lovbrydere blandt hjemmetyskerne, når de var sammen med de tyske soldater. Og der skulle jo på en eller anden måde skaffes ro og orden.
Man vil glemme den tid
Mange vil med rette glemme den tid. For mange beboere i Tønder var det en skuffelse. Bogen er lukket. Det kunne vi også mærke, da vi skrev vores bog om et mord, der blev begået efter 5. maj 1945. Forholdene var sådan at de fleste beboere holdt munden lukket. Men det var af frygt for repressalier så mange år efter.
Kan du ikke bare glemme det, ja sådan har mange læsere udtrykt det. Men skal vi være en troværdig historieformidler, må vi også tage det upopulære med.
Hvorfor fortæller man ikke sandheden?
Som vi tidligere har nævnt, så overhørte min kone og mig en ung rundviser på det gamle Frihedsmuseum fortælle udenlandske gæster, at der i Sønderjylland ikke var sabotager og modstandsfolk. Utroligt at man ikke sådan et sted fortæller folk sandheden.
Fakta er, at et par dage efter Bredevad – kampen var de første illegale breve på gaden, takket være visse gode tøndringer, som straks gik ind i dette arbejde og fortsatte dette arbejde med den illegale presse gennem alle besættelsesårene.
Så var der andre, der tog sig af de lidt grovere ting allerede i 1942. Det var også nogle af de unge militærfolk, som havde gode forbindelser, reserveofficerer og så selvfølgelig nogle Dansk samling-folk og nogle kommunister, der begyndte på en mere aktiv indsats.
Det begyndte med terrænsport
Det begyndte også i Tønder med terrænsport som en forløber for sabotagegrupperne. Det var navnlig ingeniør Bøge, der dengang var ansat på statens Jordlovsudvalg, der stod i spidsen for det. Men der var mange. Og der var gode folk med i det, deriblandt afdøde lektor Rosenkjær, der også var med til at starte gruppen i Tinglev. Han døde under forfærdelige forhold i udelejren nede i Husum.
Det var bestemt ikke alle, der var begejstret for denne modstand. Og nej, det var ikke kun modstandsfolk nord fra. Der var mange sønderjyder, der var aktive på et meget tidligt tidspunkt.
De unge mente, at det var en kamp for frihed. Mod vold og undertrykkelse.
De fleste betjente kom i sikkerhed
Mange unge politifolk i Tønder var med i modstandsbevægelsen. Men den 19. september 1944 kom Operation Möwe, hvor det gik ud over politibetjentene. Åbenbart var ikke alle blevet orienteret om, at alle betjente skulle anholdes. I Tønder fik man således kun besked om at besætte politistationen og lede efter våben.
Man var klar over risikoen
De fleste betjente forsvandt i sikkerhed. Man var godt klar over at det var en risiko i at deltage i modstandskampen. Det var jo krig.
Men det man aldrig kom til at forstå, var den form for terror, forhør og mishandlinger nazisterne anvendte. Mange modstandsfolk fra Tønder ”fik kærligheden at føle” på Staldgården i Kolding. Gestapo var virkelig upopulær.
Større risiko i Sønderjylland
Det var især meget risikofyldt at deltage i det illegale arbejde i Sønderjylland. Det var svært at finde egnede nedkastningssteder. Således var der mange stikkere i mindretallet. Nazisterne havde opbygget effektive meldesystemer – cellesystemer efter samme mønster som i Tyskland.
Skete der noget, som man mente havde interesse for værnemagt, SS eller andre instanser, så meldte man det. Det hørte med til arbejdet for tyskheden at man støttede tyskerne med oplysninger. Men inden vi går i selvsving, så var det langt fra alle i mindretallet, der gjorde sådanne ting.
”De lange knives nat” i Tønder
Efter 4. maj var der vild begejstring i Tønder. Flag og begejstring var der overalt. Men på det tidspunkt stod der endnu SS – enheder omkring Tønder og Skærbæk.
Der skete beklagelige ting, der førte til dødsfald og invaliditet. Det skyldtes at SS – soldaterne ikke ville overgive sig. Så rykkede bevæbnede modstandsfolk ud.
Også i Tønder oplevede man ”de lange knives nat”. Man blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Der blev indført dødsstraf. Lige efter besættelsen var der hårde strafferammer.
De danske medløbere var det værste
Det var meningen at man ved en særlov ville dømme folk fra mindretallet mildere. Historikere mener at dette også blev overholdt, mens andre historikere mener, at mange ignorerede denne særlov.
Selv folk der havde begået små straffe, fik 10 års fængsel i begyndelsen. Man skulle tro, at de kunne nøjes med fratagelse af deres borgerlige rettigheder i en årrække.
I Tønder betragtede man de danske medløbere som de værste.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 8, 2022
På vagt ved grænsen 1945 – 1948
Massiv bevogtning. Bevogtningen startede 5. maj 1945. Der skete dramatiske ting. Men det kniber med beviserne. Det fandt vi ud af, da vi skrev vores bog. Arkiverne er lukket for os. Bevogtningsstyrken bestod af 2.000 mand. De engelske styrker ankom 7. maj. Den danske Brigade kom den 14. maj. Hæren afløste den 8. juli 1945. Man brugte tyske barakker. Kruså – lejren var den største. Bevogtningsområde på 5 km. Man delte kodeord med Grænsegendarmerne, Rigspolitiet ved grænseovergangene. Politiet kørte baglandspatruljer. I sommerhalvåret 1948 blev 22 grænseoverløbere taget. De blev hurtigt sendt retur En emsig kompagnichef Flest overløbere ved højspændingsledningerne Man kunne fra Fjordvejen se tyske u – både blive hævet Den 15. maj 1949 ophørte den militære bevogtning.
Massiv bevogtning
I årene efter Anden verdenskrig var grænsen under stærk bevogtning. Det var af både grænsegendarmeriet, rigspolitiet og hæren med relativ store styrker.
Grænsebevogtningens formål efter krigens afslutning var at hindre ulovlige overskridelser af grænsen såvel fra Danmark til Tyskland som omvendt. I første omgang – i dagene efter kapitulationen – var hovedopgaven at hindre danskere i tysk tjeneste f.eks. Gestapo – folk, stikkere, SS-mænd i at undslippe dansk retsforfølgelse.
Det kunne man gøre ved et skjule sig iblandt de almindelige tyske værnemagtsstyrker på hjemmarch, eller ved uset at forsøge at snige sig over grænsen uden for de officielle overgange.
Men det var nok snarere den modsatte vej at overskridelserne skete.
Bevogtningen startede 5. maj 1945
Allerede den 5. maj 1945 om morgenen etableredes der afspærring af modstandsbevægelsen under ledelse af daværende højskolelærer Jens Kruuse, en afspærring, der strakte sig over hele Sønderjylland.
Der var kun tre passagemuligheder, hvor der blev oprettet kontrolsteder for den tyske udmarch nemlig ved Kruså, Rens og Sæd. Overgang uden for disse tre steder skulle hindres med de til rådighed stående midler dvs. med våbenmagt,
Bevogtningsstyrken bestod af 2.000 mand
I denne bevogtning deltog styrker af modstandsbevægelsen fra næsten hele Syd – og Sønderjylland samt alle disponible grænsegendarmer som havde klaret opholdet i KZ – lejrene. Dertil kom frigivne fanger fra Frøslevlejren, som indtrådte i modstandsbevægelsens region 3. Bevogtningsstyrken udgjorde ca. 2.000 mand med tyngden lagt i østligste del af grænseområdet.
De engelske styrker ankom 7. maj
Først i løbet af 7. maj ankom de første engelske styrker. De kunne være en hjælp til de mangelfulde uddannede modstandsfolk. Samtidig overtog oberst J. Skjoldager, kommandoen efter Jens Kruuse.
Den danske Brigade fra 14. maj
Nogle dage senere den 14. maj, afløstes modstandsbevægelsens folk af styrker fra Den danske Brigade fra Sverige. Dermed var militæret sammen med grænsegendarmeriet ansvarlig for grænsens overvågning.
Hæren fra 8. juli
Den 8, juli 1945 blev brigadestyrkerne erstattet af ny – indkaldt mandskab fra hæren. Denne opgave kom til at vare de næste fire år. Hæren deltog fra starten med 1.200 mand.
Til at rumme det mandskab, som skulle deltage i bevogtningen, blev der oprettet en del lejre i grænsens nærhed. Der blev bygget lejre i Rinkenæs, Kruså, Bov, Frøslev plantage, St. Jyndevad, Lydersholm, Sæd og Højer.
Tyske barakker
Lejrene bestod af tyske barakker som blev flyttet hertil fra forskellige tyske militærlejre i Jylland. Opførelsen var dog ikke færdig før i april 1946. Indtil da var mandskabet feltmæssigt indkvarteret.
Hver lejr var beregnet til at kunne rumme ca. 150 – 200 mand. Men også Tønder Kaserne og Søgårdlejren blev benyttet til indkvartering af bevogtningsstyrker.
Grænsekommandoets stab fik sit hovedkvarter på Kurhotellet i Kollund. I februar 1947 flyttede det dog til Aabenraa, hvor det beslaglagte tyske gymnasium blev anvendt til formålet.
Kruså – lejren var den største
Lige over for Kruså mejeri ved vejkrydset på Sønderborgvejen lå Kruså – lejren. Det var den største af de 8 lejre. Den rummede foruden vagtkompagniet også bataljon – staben. Endvidere var der i lejren indkvarteret en del lyskasterteknikkere, en halv snes værnepligtige, toldassistenter og nogle enkelte korporaler fra militærpolitiet.
De to sidstnævnte kategorier havde til opgave at kontrollere dansk militærtrafik på Flensborg banegård, når togene til og fra det danske brigadeområde mellem Hamborg og Bremen passerede.
Lejren havde også infirmeri og tandlæge samt militær telefoncentral. I alt var der i lejren indkvarteret 225 personer, hvoraf nogle enkelte var ægtefæller og børn til de faste officerer. Dertil kom en del lokale, civile kvinder, der varetog arbejdet med rengøringen og i kostforplejningen.
Lidt af en kuriositet var det i øvrigt, at alle højere officerer havde tyskklingende familienavne, selv om de sikkert havde været danske i mange generationer.
Chefen for hele grænsekommandoet var oberst rigsgreve von Sponneck., regimentschefen var oberst E. Joest.
Bevogtningsområde 5 km
De lyskastere, der var opstillet langs grænsen, var tyske. De var nu blevet genopstillet med det formål at oplyse jorden ved mørkets frembrud for derved at afsløre eventuelle grænseoverløbere.
Krusålejrens bevogtningsområde strakte sig fra krusåens udløb i Flensborg fjord ved den dengang afspærrede gangbro. Derfra gik bevogtningslinjen mod vest gennem Kollund skov forbi Kobbermøllen over Kruså toldgrænse til engene syd for Bov. En strækning der var knap 5 kilometer lang.
Til at løse denne opgave var der 40 mand på vagt i hvert døgn, nemlig 36 menige, 3 korporaler og en sergent eller løjtnant. De var fordelt i tre hold med hver en vagthytte som udgangspunkt. Hvert hold bestod således af 12 menige med en korporal som vagtkommandør.
Man delte kodeord med Grænsegendarmerne
Mange steder langs grænsen var der opsat pigtrådsspærringer. Hver vagt havde nogle hundrede meter at bevogte. I de mere åbne landskaber mod vest havde vagtposterne dog et større område at bevogte. Der var opstillet felttelefoner så man kunne melde tilbage til vagthytten.
Grænsegendarmerne havde visse faste poster langs grænsen, hvorfra de bevægede sig til fods. Gendarmer og soldater færdedes i samme områder. Derfor var de forsynede med enslydende ”kendeord”. Dette kendeord blev fornyet hvert døgn. Formålet med ordet var, at en anråbt person ved at svare rigtigt kunne bekræfte at han var i lovligt ærinde. Man gik med skarpladte våben. En fejltagelse skulle nødigt ske.
Rigspolitiet ved grænseovergangene
Rigspolitiets opgave var at foretage paskontrollen ved selve grænseovergangen, Ingen slap igennem uden samtidig at være i besiddelse af det nødvendige visum, som kun blev udleveret af den allierede militærmission i Tyskland.
Politiet kørte balandspatruljer
Politiet havde derudover kørende patruljer på landeveje i ”baglandet”. Søgårdhus Hotel fungerede som politikaserne. Politiets bevogtningsområde var faktisk den sydlige del af Sønderjylland i en afstand af 10-20 kilometer fra grænsen.
Med denne tætte bevogtning var det meget vanskeligt at passere grænsen uden at blive opdaget. Derfor blev det også fanget en del overløbere i tidens løb. De fleste af disse blev anholdt i Krusålejrens bevogtningsområde. Dette område gav langt de fleste muligheder for uset at komme over grænsen, idet terrænet var bakket og skovrigt samt fyldt med levende hegn. Derfor fristede det de fleste overløbere til at forsøge netop her.
I sommerhalvåret blev 22 grænseoverløbere taget
Således blev der i sommerhalvåret 1948 taget 22 grænseoverløbere alene i Krusålejrens bevogtningsområde. Men hvor mange der uset kom over vides ikke.
I forbindelse med research til vores bog ”Grænsen er overskredet” har vi fundet en del hændelser. Ofte har disse været dramatiske. Men vi har af gode grunde kun omtalt ganske få af disse. Vi kan nemlig ikke finde beviserne. Arkiverne er lukket for os.
Blandt de 22 var en mor og hendes datter som blev opdaget, da de forsøgte at passere et vandløb lige syd for Kruså Mølledam. I retning mod Tyskland. Efter anholdelsen forklarede de, at de var på vej mod nord mod Danmark, idet de ca. en time forinden i dagslys havde sneget sig over grænsen et sted i nærheden af Nyhus Sø. Men under deres bestandige forsøg på at skjule sig, havde de mistet orienteringen og var derved uden at vide det på vej ind i Tyskland igen.
Kvinden og hendes datter havde tidligere været anbragt i en flygtningelejr ved Aalborg, v ar derfra sendt til Tyskland og forsøgte nu at komme til Danmark, hvor der – naturligvis – ventede en dansk mand på dem, som de havde truffet under arbejde uden for flygtningelejrens område.
Mange af de anholdte var tyskere, der flygtede fra de elendige forhold i Tyskland.
De blev hurtigt sendt tilbage
Det var den faste regel, at en overløber hurtigst skulle afleveres til politiet i Kruså, der så sørgede for det videre fornødne. I de fleste tilfældevar det blot en returnering til myndighederne syd for grænsen.
En emsig kompagnichef
Men nu var det en ret emsig kompagnichef, der forlangte at blive tilkaldt, hvad enten det var dag eller nat. Og så blev der ellers fortaget en lang afhøring. Der blev brugt et tonefald og et sprogbrug som om man havde med en fjende at gøre.
I et enkelt tilfælde den sommer kunne man måske nok forstå det for da drejede det sig om en tidligere dansk SS – mand, der nu var blevet træt af at skjule sig i det nødlidende Tyskland.
I et andet tilfælde var det tale om en tidligere tysk underofficer, som der måtte skydes imod, før han overgav sig ved pigtråden en højlys dag. Vagten blev i øvrigt belønnet med et par dages ekstra orlov.
Flest overløbere ved højspændingsledninger
Hyppige forsøg på overgang i de lyse nætter blev gjort ved højspændingsledningerne vest for Kruså. Ved at følge disse fra Tyskland til Danmark var en overløber næsten sikker på at kunne holde retningen. Til gengæld var der også skærpet agtpågivenhed fra vagternes side i masternes nærhed. Flere af de tilfangetagende blev anholdt netop i dette område.
Man kunne se tyske u – både blive hævet
Vagtmandskabet kunne nyde det smukke Sønderjylland. Men de kunne ikke besøge Flensborg. Byen kunne de så betragte fra Fjordvejen. Hver dag kunne de betragte Mürviks truende og tunge bastioner. Det var også her sidste fase af Det Tredje Riges historie udspillede sig.
I sommeren 1948 kunne man fra Fjordvejen se tyskerne hæve de sænkede U – både, som var sænket af deres besætninger i dagene omkring kapitulationen.
Den 15. maj 1949 ophørte militærets overvågning
Den 25. oktober 1948 skete der en reduktion fra de oprindelige ca. 1.200 mand til i alt 333 mand. Og nu blev der heller ingen bevogtning langs Flensborg Fjord. Og endelig den 15. maj 1949 ophørte den militære bevogtning af grænsen fuldstændig.
Grænsegendarmeriet var nu ene om at bevogte grænsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 6, 2022
Barndomsminder fra Aabenraa
Jeg blandede mig i for meget. Ikke aabenraaer – men dog sønderjyde. I 1930’erne kun 10.000 indbyggere. Man startede med Fadervor og morgensang. Man fik rugbrød og mælk i skolen. De danske børn følte sig bedre. Massive rygter. Man handlede ikke i tyske forretninger. Tre gule spejdertropper. Ulveunge i Aabenraa. Som Skovmand hjalp man politiet. Masser af idrætsforeninger. Mange år inden en socialdemokrat fik lov til at tale på Folkehjem. Her har jeg holdt tale.
Blandede sig i meget
Hvornår er man fuldblods-Aabenraaer? Er det når man hele sit liv bor i byen, er født og taler sproget? Jeg boede der selv i 15 – 16 år. Med sproget havde jeg ingen problemer. Jeg er opvokset i Tønder og talte vest – sønderjysk.
Problemet var nok snarere at jeg blandede mig i alt. Og det var sandelig ikke altid lige populært i en by som Aabenraa. Så kan man nu engang ikke være lige populær alle steder.
Ikke aabenraaer – men dog sønderjyde
Jeg beundrer ofte min gamle nu afdøde chef, boghandler Koch, der skulle toldere, at diverse folk kom ind i butikken og brokkede sig højlydt over mine anderledes meninger.
Men selv om jeg ikke er aabenraaer, så er jeg dog sønderjyde. Og så taler jeg stadig sønderjysk og har holdt en del sønderjyske foredrag. Endnu den dag i dag kan man imponere københavnerne i at tale sønderjysk.
Og det er selvfølgelig ikke mine egne barndomsminder, som jeg gengiver her. De er fra Tønder og ikke Aabenraa.
I 1930’erne kun 10.000 indbyggere
I 1930’erne var der endnu kun 10.000 indbyggere i Aabenraa. Dengang foregik undervisningen på en lidt anden måde ind i dag. Deroppe ved tavlen stod læreren og messede de-e-de, hav-de. Måske var metoden ikke så dum alligevel.
Man startede med Fadervor og morgensang
Der var Fadervor og morgensang fra skoledagens start, klaprende pulte, blækhuse, kongepenne eller elastikpenne. Og så var det mælk i det store frikvarter. I de første år suppleret med rugbrødsmadder med smør (eller var det margarine?) og uden pålæg. Det var smurt af pedellens kone og indtaget klassevis.
Man fik rugbrød og mælk i skolen
I en by af Aabenraas skole gik alle selvfølgelig i samme skole de første år. På det punkt var der ingen klasseforskel. Og alle fortærede i skøn samdrægtighed rugbrødet og mælken. For mange har det sikkert drejet sig om et højst tiltrængt kosttilskud.
Dette med at alle gik i samme skole var naturligvis en sandhed med en vigtig modifikation. ”Alle” vil sige alle danske. De tyske børn havde deres egen.
De danske børn følte sig bedre
Danskerne i Sønderjylland kaldte sig sønderjyder. Det gjorde tyskerne ikke. De kaldte sig nordslesvigere. Og de danske børn følte sig meget bedre. De kunne ikke forstå, at de tyske børn ville ”Heim ins Hitlers Reich”. Og sådan havde de fleste tyske børn det fordi deres forældre sagde det.
Senere mente mange af Aabenraa – børne at man i ”det gammel la`n” havde været alt for imødekommende over for tyskerne.
Masser af rygter
Der gik rygter i Aabenraa om at Stauning havde givet hjemmetyskerne det tyske gymnasium på Nørre Chaussé (Haderslevvej), som fungerede som nazistisk udklækningsanstalt i 1930erne. Det var som led i en studehandel, da Stauning havde brug for de tyske valgmandsstemmer efter landstingsvalget i 1928.
Den historie hørte Aabenraa – børnene dog først mange år senere. Om det er rigtigt ved vi ikke. Og om det ligefrem var en udklækningsanstalt – det er nok overdrevet.
Man handlede ikke i tyske forretninger
Adfærdsmønstret mellem danske og tyske i Aabenraa mellem lå efterhånden i ret faste rammer. Men de var til gengæld indviklede. At en dansk landmand solgte sin gård til en tysker, blev betragtet som helligbrøde. Det var ikke bedre hvis en dansk aabenraaer solgte sin villa til en hjemmetysker.
Man handlede ikke i tyske forretninger. Men på den anden side var det ikke noget galt, hvis man boede til leje hos en hjemmetysker. Men så kunne man ikke have en flagstang.
Tre gule spejdertropper
Ungerne i Aabenraa kunne undgå at høre Hitler i radioen. Det store spørgsmål var, om han næste gang ville proklamere Sønderjylland – heim ins Reisch. Der var en kærkommen lejlighed til at vise hjemmetyskerne, at danskerne var der. Måske var det derfor at der var hele tre gule spejdertropper. – den ene endog med orkester. I mange børns øjne kunne dette godt måle sig med Vagtparaden.
Der blev marcheret gennem Aabenraa med gallasløjfer og med Dannebrog i spidsen, så snart der var lejlighed til det.
Det kunne være når byen fejrede et eller andet, ved Skt. Hans med kurs mod Galgebakken, hvor der var bål for alle aabenraaerne. til Storetorv omkring 1. december, når byens juletræ skulle tændes, og – sidst men ikke mindst – til Nytårsparaden.
Ulveunge i Aabenraa
Her var det helt afgørende uanset eventuelle kuldegrader at kunne møde op i korte spejder-bukser, hvis man skulle undgå syrlige bemærkninger. Men derhjemme var mor altid bekymret for om ens poder nu blev forkølet. Så forud for nytårsparaden var der ofte lange diskussioner for at blive fri for ”pludderbukserne”.
Inden man blev spejder, var man ulveunge. Og i Aabenraa sang man:
Som spejder havde man Ørnepatruljen, hvor man med Carl Bo Bojesen som patruljefører et par år senere, vandt vildsvinetanden i divisionstuneringen i Pamhule Skov. Derefter kom man i Ravnepatruljen.
Som Skovmand hjalp man politiet
Ja så kunne man blive Skovmand, hvor man så blev medlem af Spejdernes Hjælpekorps og mødte op til ordonnanstjeneste, når der var luftalarm. Først i kommandocentralen under politistationen, hvor politi, læger osv. var parat, hvis der skulle ske noget.
Man mødtes 5. juledag til frederiksklubbens arrangement på Folkehjem, hvor der var børnejuletræ. Her kunne man vinde den store præmie – et fotografiapparat.
Masser af Idrætsforeninger
Der var ikke så meget industri i Aabenraa dengang. Var det andet end Callesens Motorfabrik – det var hvert år den sikre finalist i årets turnering i firmafodbold.
I Aabenraa var der dog også en masse idrætsforeninger. Der var A.G.S. Arbejdernes Gymnastik – og Sportsforening (det må vel være oversat fra tysk. Her havde man hvis nok ikke nogen skarp profil men et orkester med piber og trommer.
Så var der også Aa. A.K., hvor Valli Schmidt var det store brydenavn. Han blev jysk mester i letvægt i 1939.
Mange år inden Socialdemokrat holdt tale på Folkehjem
Det var også i Aabenraa at Axel Larsen skulle have holdt en brandtale og revet et hagekorsflag i stykker.
Socialdemokratiet var byens største part. Slesvigske part var det næststørste. Men det var den borgerlige Holger Fink, der var byens ubestridte borgmester. Weiss var den socialdemokratiske viceborgmester.
Det må have været så sent som i årene lige før udbruddet af den anden verdenskrig, at en socialdemokrat for første gang talte ved et nationalt møde på Folkehjem, nemlig det Aabenraaske folketingsmedlem hans Hinrichsen. På det tidspunkt var der altså etableret en fælles national opslutning, der også omfattede socialdemokratiet.
Der har jeg holdt tale
Ved lejlighed kan undertegnede dog ”prale” med at jeg holdt 1. maj tale på det legendariske Folkehjem uden dengang at være medlem af et parti. Måske var det fordi, jeg blandede mig i så meget. Efterfølgende fik jeg sandelig også et tilbud, så jeg måske var kommet til at sidde i byrådet. Men på det tidspunkt var jeg på vej til at forlade byen. Så jeg sagde pænt ”Nej tak”.
Men se det var jo mange år efter disse erindringer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 1, 2022
Herlufsholm – Hvad nu? (3)
Tingene har sat sindene i bevægelse. 27 år efter en alvorlig hændelse på skolen. Det varede længe, inden pigerne fik lov. Chaufføren måtte have bodyguard for at fragte elever fra skolen. Elev startede en hadeklub mod læreren. Topadvokat fik lov til at bruge 55 vidner, hvilket resulterede i frifindelse. En udfordret kongefamilie. Et prestigetab for skolen. Ny formand udtaler: ”De stærke skal nok overleve”. Jamen skal de svage ikke også overleve? Ny formand mener ikke, at skolens omdømme har taget skade. Problemerne er ikke så store! Men der er sket alvorlige brud på loven. Skolen har ikke overholdt sin oplysningspligt. Ingen fast regel ved bortvisning. Styrelsen utilfreds med de initiativer, der er taget. Der er mange klagepunkter. Efter voldtægt fik den skyldige lov til at fortsætte. En ikke over 400 år gammel skole er hævet over loven. Ved en hvilken som helst anden skole, ville politikerne have stået i kø, for at lukke den. Nye undersøgelser følger – og hvad så!
Tingene har sat sindene i bevægelse
Dette er vores tredje artikel om Herlufsholm. Vi kan se, at der har været ret stor interesse for de to første artikler. Vi har også fået tilsendt et borgerforslag. I dette står bl.a.:
Man har også stillet spørgsmålstegn ved udnævnelse af en tidligere Højesteretsdommer i stedet for en skoleleder som formand. Men du kan læse meget mere om dette inde på Facebook – gruppen ”Herlufsholm retsopgør NU Borgerforslag”.
Sagen har sat sindene i bevægelse hos mange.
27 år efter en alvorlig hændelse
BT bragte i 1995 en artikel, der relaterer sig til den aktuelle sag:
En ung mangemillionær og kostskoleelev var blevet frikendt for at have stukket en vægter ned med fire livstruende knivstik. På Herlufsholm. Den sag vender vi tilbage til.
Det er så gået 27 år. Og nu er det godt nok ikke mordforsøg, der dominerer på skolen. Men trods det er er der dog en syg kultur blandt elitens børn. Mobning, overgreb og krænkelser er hverdagskost.
Det varede længe inden pigerne fik lov
Som vi kunne påvise i vores første to artikler, så er denne kultur med til at fastholde skolens tradition og måske også status. Dette synes understøttet.
Rigsråd og admiral Herluf Trolle udtrykte det således:
Hans kone Birgitte Gøye sikrede en fond som man kan takke for at skolen har overlevet i 450 år. Men først 400 år efter blev det åbnet for kvindekønnet. Men dog kun i første omgang som dagelever. 20 år senere som kostskoleelever.
Chaufføren måtte have bodyguard
På skolens hjemmeside kan vi læse:
Men måske gælder der andre og uskrevne regler for elitens børn.
Der har gennem tiden været spredte skandaler. En af dem har handlet om drukkulturen på skolen. En gruppe elever tog på skitur til Val Thorens i Frankrig og allerede i bussen skreg de:
Og man startede med at hærge bussen. Chaufføren måtte bestille en bodyguard til hjemturen.
Eleven startede en hadeklub mod læreren
Tilbage til sagen fra 1995. En 18-årig kostskoleelev havde set sig sur på en lærer. Han var søn af en københavnsk advokat og var i forvejen smidt ud af to skoler. Nu valgte forældrene skulle have gode papirer på Herlufsholm.
Eleven havde sammen med andre kammerater lavet en hadeklub. Og ifølge BT sendte de læreren døde fugle. Man havde besluttet skære hul i dækkene på lærerens bil under skolens fugleskydning. Og i dette ærinde som gerningsmanden foretog sig i nattens mulm og mørke blev han grebet på fersk gerning. Nu råbte vægteren
Som svar fik han fire livstruende stik i ryggen. Gerningsmanden stak af og kom på hospitalet. Næste dag blev den 18 – årige mangemillionær anholdt.
55 vidner og en frifindelse
Ud over den beskikkede advokat sørgede forældrene nu for an absolut topadvokat. Retten tillod at hele 55 vidner – øvrige elever fra skolen blev indkaldt som vidner. Og alle dækkede over den tiltalte. Og den 18 – årige mangemillionær, søn af en topadvokat blev frifundet.
En udfordret kongefamilie
Den kongelige familie var presset. De tog stilling inden Tilsynsrapporten fremkom. De skulle nok have ventet 14 dage ekstra, inden de tog stilling. Men i hvert fald så skal prins Christian og hans lillesøster prinsesse Isabella ikke gå her.
Men kongefamilien tog først stilling da den gamle bestyrelse valgte at trække sig. Kongehuset havde understreget at prins Christian var glad for at gå her og at prinsesse Isabella glædede sig.
Det var vel utænkeligt at de kunne fortsætte efter de hårde beskyldninger som styrelsen kom med. Og så var det vel også Mary – fonden som bl.a. beskæftiger sig med mobning. Da havde man vel forventet et klarere signal fra den front.
De svenske aviser skrev allerede, at de undrede sig over at de kongelige skulle gå på en ”Voldtægtsskole”.
Beslutningen om at de kongelig ikke mere skal gå på skolen er et alvorligt slag for skolen. Skolen tilbyder netop et netværk til brug enere i livet. Og her har Kongehuset gjort Herlufsholm attraktiv. Kongehuset er inde i det danske elitenetværk. Det har været med til at åbne døre for folk.
Et stort prestigetab for skolen
Det har været et kæmpe boost for Herlufsholm at man havde Kongehusets opbakning. Man tiltrækker de samme typer folk, som går op i traditioner og symboler. Det er et stort prestigetab for skolen. Kongehuset har en enorm symbolsk betydning
Ny formand: ”De stærke skal nok klare sig”
Den nye formand har erkendt, at der er noget galt med kulturen på skolen og som han siger, at det skaber problemer for de svage. Samtidig siger han:
Men er det sådan, man driver skole i dagens Danmark. Og man skal vel overholde lovgivningen, når man får et ikke helt lille småbeløb i årligt tilskud.
Mens den gamle bestyrelse ikke kan genkende kritikken, så erklærer den nye formand at han ”lægger sig fladt ned” i forhold til kritikken fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Ny Formand: Skolens omdømme har ikke taget meget skade
Han kalder udfordringerne for store men mener dog ikke at skolens omdømme har taget så meget skade, at det er uopretteligt. Derfor vurderer han også at skolen allerede igen kan åbne for elever efter sommerferien.
Den ene dag meldte den nye formand ud at nu skulle man have enkeltværelser. Den næste dag kom meldingen så at de fleste var glade for fælles soveværelser. Det bliver så spændende at se, hvad det bliver til.
Problemerne er ikke så store
Jon Stokholm – den nye formand mener dog at problemerne er ”marginalt” i hvert fald, når man talmæssigt gør det op. Men har nu ret i dette?
Han mener ikke at skolens problemer er så store. Hans vurdering er at skolen er velfungerende. De fleste elever er tilfredse. Det vil være synd for disse at udsætte skoleåret. Men så spørger vi os selv:
Er den nu formand nu helt klar over at det er kulturen, der skal ændres. Er det antallet af krænkelser og overtrædelse af lovgivningen, der skal være afgørende?
Struktur og kultur går hånd i hånd. Det har den gjort i generationer.
Alvorlige brud på loven
STUK (Styrelsen) har jo netop påpeget, at der er sket ”alvorlige brud på loven”. Dette betyder, at det kan medføre krav om tilbagebetaling af statstilskuddet fra 8. december 2021 til afgørelse i sagen.
Men for skolen er det vel ikke det store problem. De får jo sikkert igen næste gang. Og ellers kan de låne sig frem, hvis det kniber. Vurderingen fra eksperter er, at skolen får 50 millioner kroner om året i statstilskud. En hver anden skole ville lukke, hvis sådan et beløb blev taget fra dem.
Skolen har ikke overholdt sin oplysningspligt
Men høringen fra Styrelsen beskriver også tilfælde af grov mobning, vold, grænseoverskridende adfærd, herunder seksuelle krænkelser og voldtægter, samt flere tilfælde af episoder vedrørende tyveri, hærværk og euforiserende stoffer. Man har været tvunget til at smage urin og fået stukket en finger op i endetarmen, slag, tæsk, voldtægt og andre ydmygelser. Der har været organiserede slåskampe hvis hovedformål var at ydmyge.
Det er alvorlige brud på loven, at skolen ikke har overholdt sin oplysningspligt, og at bestyrelsen ikke har levet op til sit ansvar i forhold til varetagelse af opgaver.
Blandt andet har skolen registreret ti sager med brud på ordensreglementet i perioden august 2021 til februar 2022, oplyser STUK. Det er samme periode, som prins Christian har været elev på skolen.
Efter voldtægt fik den skyldige lov til at blive
Alene fra februar 2020 til marts 2022 har Styrelsen registreret 13 sager, bl.a. seksuelle krænkelser. Dertil kommer en episode med slag i ansigtet på en elev, der måtte på skadestuen og blive syet. I februar 2022 fandt der desuden en voldtægt sted, hvor en elev efterfølgende blev dømt. Alligevel fik gerningsmanden lov til at blive på skolen.
Den forhenværende rektor Mikkel Kjellberg siger i den anledning til Ekstra Bladet:
Ingen fast regel om bortvisning
Åbenbart skulle skolens rektor i hvert enkelt tilfælde forhandle med skolens formand i tilfælde af bortvisning fra skolen. Det stod i rektors kontrakt. Det vil sige i hver enkelt tilfælde kunne man give uvedkommende hensyn til ”kundeinteresser” og ”skolens ry og rygte” frem for saglige pædagogiske hensyn. Nej, det er ikke noget vi finder på. Det står i Tilsynets rapport.
Det kan være svært at finde ud af hvori uenighederne mellem Styrelsen og den afgående formand/bestyrelse munder i.
Styrelsen ikke tilfreds med de initiativer, der er taget
STUK er ikke tilfredse med de initiativer, der er taget for at få en bedre elevtrivsel:
Skolen mener selv at de har iværksat mange tiltag for at sikre bedre trivsel for eleverne.
Styrelsen har mange klagepunkter
Interessant er også dette som Styrelsen skriver:
Skolen har kun foretaget sig symptombehandling
Retsfølelse må vel også gælde på Herlufsholm, I rapporter står der, at de tiltag som skolen er kommet med, er symptombehandling. Det er som om, at den gamle bestyrelse og den nye formand ikke kender problemets omfang.
De grundlæggende regler har været utilstrækkelige og i en vis grad medvirkende til, at skolen ikke har overholdt de centrale regler i lovgivningen.
Enhver anden skole ville være blevet lukket
Enhver anden skole ville være blevet lukket. Men mærkelig nok ikke Herlufsholm. Skolen burde lukkes og så burde man gennemtænke konceptet og så åbne et helt nyt Herlufsholm.
Vi har stadig ikke fået alle historier. Nogle lever stadig i rædsel.
En over 400 år gammel skole er ikke hævet over loven
Meget har groet sig fast. Mange af de ting der er sket passer til skolens tradition og kultur mener den gamle bestyrelse og ledelsen. Man har slet ikke forstået. Og selv om en skole er over 400 år er de jo ikke hævet over lovgivningen.
Havde det været hvilken som helst anden skole, ville politikkerne havde stået i kø for at lukke den. Den er gennemsyret af social og fysisk kontrol, særlige privilegier og ikke mindst udpræget tavshedskultur.
De ældste har udnyttet deres særlige status. Andre er blevet presset til tavshed.
Nye undersøgelser – og hvad så?
Der venter en trivselsundersøgelse og en advokatundersøgelse. Dette skulle være tilendebragt den 1. oktober 2022. I januar 2023 vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurdere, hvordan Herlufsholm efterlever deres påbud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 25, 2022
Wilfred Petersen – en nazist, der ikke er helt glemt
Forsøg på anmeldelse af Claus Bundgaard Christensen; Følg Wilfred – Måske er det en kandidat til Årets Bog. Noget mener myndighederne stadig, vi skal fortie. De fleste kender upopulære Frits Clausen. Wilfred Petersen forsøgte at destabilisere det danske samfund. Han var fanatisk og uregerlig. Han blev overfaldet på Blågårds Plads. Vi hører om en voldsparat ungdom. Det gjaldt for organisationerne at opdrage de unge i den rette politiske filosofi. Wilfred Petersen var flødende fjende af Frits Clausen. Han blev fyret fra militæret. Var det hævn? Han var velbegavet og idealistisk. Hans aktioner blev finansieret gennem kriminel aktivitet. Han havde nogle hundrede såkaldte 2banditter”. Nogle af dem var rene slagsbrødre. Det var en fordel for ham at kende de rigtige. De støttede ham i retssagerne. Han blev anbragt på Sundholm var han sammen med andre nazister kunne planlægge en udredning. I første omgang gav Byretten ham 6 års fængsel. Men ved hjælp af de rigtige kanaler blev han frikendt og endda i første omgang tilbudt erstatning. Der er overraskende navne at finde i bogen.
Noget mener myndighederne skal forblive ufortalt
Så er der igen kommet en vanvittig spændende bog fra en tid, vi slet ikke ved nok om. Der er skrevet massevis af bøger om besættelsestiden. Men vi er slet ikke blevet oplyst nok om, hvad der er sket. Os, der har forsøgt at skabe klarhed er blevet forhindret af arkivloven. Vi har egentlig fået indblik i mange overraskende ting, som vi ikke kan formidle videre. Det er ting, som samfundet og myndighederne mener at skal forblive ufortalt.
Her har vi et eksempel på en særdeles vellykket bog, der fortjener opmærksomhed og ros.
De fleste kender upopulære Frits Clausen
Skønt, at der nu er kommet nye oplysninger om Wilfred Petersen, der fik helt afgørende betydning for dansk nazismes historie. De fleste kender Frits Clausen, leder af DNSAP og stadig hadet af de allerfleste. Hver gang, vi bringer en af vores artikler om denne, så lyder der protester.
Han forsøgte at destabilisere det danske demokrati
Egentlig var Wilfred Petersen leder af en revolutionær politisk sekt med ganske få hundrede medlemmer. Han udviklede sin egen version af nazismen. Gadevold, gemen kriminalitet og aktivisme gik hånd i hånd. Han havde sine egne stormtropper som han kaldte Nordiske Legioner. Han forsøgte med sine aktioner at destabilisere det danske demokrati.
Fanatisk og uregerlig
Han var fanatisk og uregerlig. Han kunne ikke sættes i bås. Ja han var både antitysk modstandsmand og så jagtede han sine folk ude for at jage og afpresse jøder. En særpræget personlighed med en forunderlig blanding af intelligens. Idealisme, fanatisme, karisma samt ren og skær vildskab.
Den 2. november 1932 stiftede han ved et møde i Admiral Gjeddes Gård ”National Socialistisk Parti. Han blev sandelig også af tyskerne inviteret til at overvære partidagene i Nürnberg i 1937.
Under besættelsen af Danmark var Petersen leder af terrorgrupper og aktiv i bekæmpelsen af den danske modstandsbevægelse. I 1937 skulle han have stået for et bombeattentat mod forsvarsminister Alsing Andersens villa.
Da han blev overfaldet på Blågårds Plads
Hans bande forsøgte også med et brandattentat mod synagogen. Dog uden større held.
Det endte i et stort slagsmål, hvor Wilfred Petersen blev væltet ned af en motorcykel, slået ned og fik brækkede to ribben.
Voldsparat ungdom
Bogen rammer også noget som vi har berørt. En særdeles urolig og voldsparat ungdom i 1930’erne. Den politiske strategi, der var inspireret af det tyske SA, bundede i sin forestilling om at erobre gaden og skabe en nazistisk revolution nedefra. Det var ikke som de hævdes – tale om mere djærve gentlemanagtige slagsmål i 1930’erne end i dag. Man sparkede på folk, der lå ned. Der blev brugt knojern og andre modbydelige slagvåben. Ja sådan nogenlunde fortæller Claus Bundgård Christensen i denne noget overraskende bog.
At opdrage de unge i den rette politiske filosofi
Også i København oplevede man i 1930 og 1940erne hærværk mod jødiske forretninger.
Som vi tidligere har nævnt i artikler, var der masser af mere eller mindre voldelige ungdomsorganisationer med uniformer. Et af deres formål var at opdrage de unge i den rigtige politiske filosofi. Og de forskellige organisationer gjorde alt for at bekæmpe hinanden.
Glødende fjender med Frits Clausen
Vores hovedperson var slet ikke tyskervenlig. Han var glødende modstander af Frits Clausen og DNSAP. Ja det var Wilfred Petersen, der var ophavsmand til den famøse sprællemand. Den blev fremstillet i 100.000 eksemplarer overalt i kiosker i Danmark.
I juli 1940 udkom pjecen ”Rene folk med rene hænder” eller den blå pjece efter farven. Det var et meget isnende angreb mod Clausen og DNSAP. Clausens alt for høje alkoholforbrug blev tildelt meget opmærksomhed også Inge Clausens udviklingshæmning blev udstillet.
Fyret fra militæret
I sin ungdom gjorde han tjeneste som officer. Men han blev afskediget som følge af hærreduktion i 1931. Dette gjorde ham bitter. Skuffelse og had drev ham ud i en ny politisk karriere. Først i DNSAP, snart efter i National Socialistisk Parti, som i en årrække udgav bladet ”Stormen”.
Bruddet med DNSAP skyldtes at disse ikke prioriterede antisemitismen højt nok.
Velbegavet og idealistisk
NSP havde nu ikke den store tiltrækningskraft. Man blev aldrig mere end et par hundrede medlemmer. Mange af de unge mennesker levede i nazistiske fællesskaber. Egentlig var det en form for ungdomsoprør. I utilfredshed og foragt søgte man mod fløjene. Wilfred var i øjenhøjde med de unge. I bogen får vi et særpræget indblik i et miljø, hvor slagsmål og bombesprængninger næsten var hverdagskost.
Flere gange blev Wilfred mentalundersøgt. Man konstaterede, at han var en velbegavet idealist, der brændte for sin sag. Han var hverken fantast eller psykopat. Men hans motiver kunne være svære at gennemskue.
Aktioner finaseret gennem kriminalitet
DSP og Wilfred Petersen finansierede sine aktioner gennem kriminalitet og havde en udpræget voldsparathed på gadeplan. Noget tyder også på at afpresning af virksomheder og enkeltpersoner var en del af finansieringen. . men i gruppen har der også været velhavende aktører, der var kritiske over for det parlamentariske demokrati. Her ønskede man en omvæltning.
Wilfreds banditter
Et eksempel på Wilfreds og hans bandes metoder ser vi den 11. oktober 1943. Knud Damgaard er på vej til Køge for at hjælpe med transport af jøder til Sverige. Lidt syd for København bliver bilen standset af revolverbevæbnede unge, der forsøger at spille tyskere.
De tilegner sig 20.000 kr., som Damgaard havde på sig. I nærheden af Taastrup smider de en 82 – årig jøde ud af bilen. På hjørnet af Gothersgade og Nørrevold, hvor Wilfred Petersen havde hovedkvarter, standser de og Damgaard bliver ført op i et loftsrum, hvor han bliver indespærret.
Han fik intet at spise. Han blev tvunget til at dyrke gymnastik i timevis og mishandlet på forskellig måde. Han fik at vide, at hans kone og barn befandt sig i et værelse i nærheden. De ville blive skudt, hvis han ikke fortalte dem, det som de ville vide.
Tirsdag aften foretog de en husundersøgelse i Damgaards hjem. De beslaglagde en sparekassebog, der indeholdt 2.000 kr. samt Familiens Rationeringsmærker. Ved husundersøgelsen foreviste de dansk politiskilt.
Få timer efter husundersøgelsen, arresterede politiet Wilfred Petersen selv. Banden blev nervøse og afleverede Damgaard på Dagmarhus. Efter et kort forhør afleverede tyskerne ham til dansk politi.
Sprængning var bestilt
Fredag den 22. oktober trængte nogle revolverbevæbnede ind i Wilfred Petersens Hovedkvarter, overmandede vagten og sprængte det i luften. Det gættes på, at det var Wilfred Petersens banditter selv, der havde leget sabotører for på ny at genoprette det gode forhold til tyskerne.
Rene slagsbrødre
Jo kredsen omkring Wilfred var godt begavede. Men mange af dem var rene slagsbrødre. En af dem var Valdemar Jensen (den lyse slagter). Han deltog i mindst 100 gadeslagsmål. Dette blev betragtet som kvalifikation.
Blandt de mere ekstreme tiltag var voldelige aktioner mod homoseksuelle. Dette foretog aktivisten Jørgen Asmild.
DSP s ekstreme angreb i bladet ”Stormen” var baggrund for justitsminister K.K. Steinckes banebrydende antiracismelov i 1939.
Fordel at kende de rigtige
Wilfred Petersen havde en forbløffende evne til at få kontakt til indflydelsesrige personer. Måske var det derfor, han slap så billig efter besættelsen. En af dem, han lærte at kende, var kriminal-overbetjent Max Weiss fra Københavns politiske politi. Det var vel det samme som PET i dag. De to havde været befalingsmandselever sammen på Kornetskolen i Helsingør i 1920erne. Denne Weiss var sandelig ikke hvem som helst. Han blev en af de vigtigste folk for CIA i Danmark.
Weiss var velbegavet, sprogkyndig og betroet. Han holdt øje med højreradikale grupper. Hele vejen igennem var han loyal over for sin ungdomsven. De havde begge et fælles hadforhold til Frits Clausen De betragtede ham som landsforræder.
Wilfred Petersen spionerede for Weiss I Germansk SS og Waffen SS og gav ham mange gode informationer. Man anså at DNSAP gik tyskernes ærinde og var ekstrem farlige. Frits Clausen gav da også udtryk for, at han håbede at Wilfred Petersen ville få en hård straf.
De stod ham bi i retssager
En af Wilfred Petersen andre partnere var revisor H.C. Steen Hansen, en velhavende nationalkonservativ modstandsmand. Da Wilfred Petersen efter krigen meldte sig frivillig til Københavns Politi, var han godt flankeret af disse to gode og indflydelsesrige venner. De stod ham bi under retssagerne.
På Sundholm kunne man afklare synspunkterne
De to flankerede ham, da han meldte sig på Københavns politigård den 23. april 1946 på Politigården. Han havnede på Sundholm på Amager sammen med gamle folk fra NSP. De havde således al mulighed for at koordinere deres udtalelser.
Frifundet og tilbudt erstatning i første omgang
Først i 1948 blev dommen afsagt i Københavns Byret. Den lød på seks års fængsel. Han rasede højlydt og måtte fjernes med magt. De sidste ord var dog ikke sagt i denne sag. Han havde nogle gode støtter. Afgørelsen blev omgående anket til Landsretten.
En af Wilfreds faste tilhængere kaldet Lille Jørgen blev dømt til døden og henrettet natten mellem den 3. og 4, marts. I østre Landsret faldt der dom over Wilfred Petersen og tre andre fra inderkredsen. De blev pure frifundet og fik ovenikøbet en erstatning på i alt 80.000 kr. Det vakte voldsom opstandelse.
Sagen endte nu i Højesteret. Her fastholdt man frifindelsen – men erstatningen bortfaldt ud fra den betragtning om, at mændene ved deres forhold selv havde gjort sig skyldig i varetægtsfængslingen.
Overraskende andre navne
Men i bogen dukker højst overraskende også andre kendte mennesker op, bl.a. Bjørn Schouw Nielsen op. Det er ham med hypnosemordene i Landmandsbanken på Nørrebrogade på Nørrebro.
Og en anden lige så overraskende er Erling Voss, jo det var modstandsmanden, der i 1943 blev medlem af Danmarks Frihedsråd.
Wilfred slap nogenlunde uskadt gennem krigen og tog hul på en ny tilværelse i Birkerød først med skoproduktion sidenhen byggefirma.
Er det ”Årets Bog”?
Her på mine hylder står en perlerække af Claus Bundgaard Christensens bøger. Det er svært at kåre den bedste. Men denne bog må absolut ligge i toppen. Mon ikke den er kandidat til ”Årets Bog”. Igen en gang er jeg overbevist om, at vi endnu ikke kender den fulde historie før, under og efter besættelsestiden. Men det er pragtfuldt, at det er nogen, der forsøger at fortælle os den.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 24, 2022
Tønder i 1930’erne
Med udgangspunkt i det flotte bibliotek på Storegade hopper vi ned i byens historie i 1930’erne. Han var ikke skabt til at arbejde. Et meget flot bibliotek i Storegade. Der var behov for pædagogiske evner. Da Greven klagede over sin bøde. Mange kendte personer i Tønder. Da Carl Tønder måtte betale en bøde. Respekt for Bibliotekets formand. Lærlingen var advaret. Et livsfarligt job hver sommer. En stor højtidelig fest. Lidt uhyggelig oplevelse syd for grænsen. Hos Jefsen talte man tre sprog. 18 kr. om måneden for at bo hos Claus Eskildsen. Axel Larsen kunne tumle en kandidat fra Mindretallet. Problematisk at sejle i Vadehavet.
Han var ikke skabt til at arbejde
Det var dengang, da en af Tønders originaler huserede, nemlig Peter Geigen. Han var ikke skabt til at arbejde. Han var en midaldrende mand, lige lovlig venlig og lige lovlig høflig. Men han havde nu beskedne krav til tilværelsen.
Et meget flot bibliotek
Det var dengang Hotel Tønderhus befandt sig i Spikergade. Biblioteket lå i Storegade 23. Det var en præsentabel rødstensbygning – tidligere Nordschleswigsche Bank. En flot bygning med dobbeltkarnap ud til gaden. Den gang bestod personalet af hele fire personer.
Der var brug for pædagogiske evner
Meget smart så var børnebiblioteket placeret henne på Humlekærren på Torvet. Det sted har vi skrevet et par artikler om. Men hel praktisk var det nu ikke. Det gav anledning til uvorne unger.
Her var ofte brug for mere de pædagogiske som de bibliotekariske evner. En dag blev bibliotekaren nødt til på en mere håndfast måde at smide Erwin ud.
Et kvarter senere stod Erwin der igen med en nu to meter høj og meget vred mand. Manden buldrede op om, at man ikke skulle slå på hans Erwin. Bibliotekaren nåede slet ikke at svare før de andre børn råbte op:
Drengen fik nu et isnende blik med besked om at ”skrubbe hjem”. Og bibliotekaren fik noget, der med god vilje godt kunne tolkes som en undskyldning.
Da Greven klagede over sin bøde
En dag kom en nydelig klædt herre og ville klage. Det viste sig at være Hr. amtmand, lensgreve, kammerherre O.D. Schack. Den nye lærling forklarede at for sen aflevering betød bøde. Men O.D. Schack forklarede:
Mange kendte personer i Tønder
Jo det var sandelig prominente personer fra Tønder, der mødtes her på biblioteket. Skal vi lige nævne nogle:
Også seminariets og statsskolens lærerkræfter var hyppige gæster. Og så var det jo også avisfolket, redaktør Viggo Lausten og journalist Hans Chr. Clausen fra vestslesvigsk Tidende, lokaludgaven af Flensborg Avis, som havde til huse skråt over for biblioteket.
Da Carl Tønder måtte betale en bøde
Det var da også en dag Tønders store maler Carl Tønder kom ind på biblioteket. Han lagde en bog på skranken og sagde, at denne ville han godt erstatte. Det forstod bibliotekaren ikke rigtig.
Så måtte maleren ellers forklare, at han havde rykket nogle sider ud. Der stod noget som hans datter ikke skulle læse, hvis hun kunne finde på at læse bogen, når den lå hjemme på bordet. Nu blev bibliotekaren nødt til at forklare at han blev nødt til at betale et erstatningsbeløb til indkøb og indbinding af et nyt eksemplar. Han brummede godt nok lidt i skægget, men hændelsen gentog sig ikke.
Respekt for bibliotekets formand
Måske skal vi da lige nævne nogle fra bibliotekets bestyrelse. Det var den fremtrædende bulderbasse, formand og amtslæge dr. Med. H. Lausten-Thomsen. Han var en absolut meget fremtræden person i Tønder dengang. Han elskede at komme rundt i forsamlingshuse til Sønderjysk kaffebord og Den Blå sangbog.
Mon ikke favoritten dengang var Egebjerg Jensens: ”For en fremmed barsk og fattig”. Den har vi faktisk også sunget et par gange, når jeg har holdt foredrag i Stefans Kirken på Nørrebro i nyere tid – forstås.
Lærlingen var advaret
Jo så var der jo amtskonsulent Nicolai Svendsen, en yderst sirlig lille herre med et skarpt blik bag lorgnet-glassene- men også en speciel ytringsform et sted mellem humor og satire.
Lærlingen var blevet advaret om Nicolai Svendsens vaner. Og han var forberedt, da denne spurgte om:
Han blev dog så mødt med et anerkende blik på grund af hurtigheden.
”Der dritte im Bunde var handelsskoleforstander, senere amtsskolekonsulent Th. Roust, en stor, kraftig, korrekt mand med pondus. Alle tre bestyrelsesmedlemmer af biblioteket var markante personligheder.
Et livsfarligt job hver sommer
Måske havde biblioteket danmarksrekord i lidenhed. Bagved kom læsesalen. Her var lidt bedre pladsforhold. Og endelig allerbagerst var smøgen ud til berømte ”Tonhalle”. Her var også et minimalt chefkontor og et rengøringsrum. Men højden var til gengæld imponerende 4 – 5 meter.
Det årlige sommerjob bestod i at hænge øverst på stigen, der stod på et glat flisegulv med støvsugeren i venstre hånd og sugebørsten i høre. Men så vidt vides så overlevede alle uden styrt.
Det var et ganske hyggeligt hus. Så hyggeligt, at en tysk herre engang kom ind ved lukketid og bad om et enkeltværelse. Men det kunne bibliotekaren dog ikke klare:
En stor højtidelig fest
Byens store danske forening var Tønder Læse – og Ungdomsforening. De holdt 25 år jubilæum med en storstilet fest med middag og bal. Det var med den elegante kjolebeklædte kapelmester hans Erik Knudsen og hans orkester. Det blev afholdt på Schûtzenhof.
Man kunne sandelig også tage til Abild og høre foredrag med Kaj Munk hos hans gode ven Folke Trier Hansen.
Lidt uhyggelig oplevelse syd for grænsen
Man kunne tage på udflugter til Aabenraa, Sønderborg og Kollund eller ud i Tøndermarsken til Mandø. Så kunne man også tage til fantastiske Sild. Men det var nu ikke alt der var lige fantastisk: ved alle nedgange til strandene stod med store skilte:
For øvrigt skulle der også betales entre for at komme ned på stranden.
Og på vej til Niebüll passerede man arbejdslejre. Her stod unge tyskere vagt ved indkørslen med blankpudsede spade i stedet for gevær over skulderen.
Man kunne dengang også tage til Lægan Kro og få alle tiders æggekage.
Hos Jefsen talte man tre sprog
Den daglige føde kunne man få i Jefsens Pensionat i Søndergade og hvis der var penge til overs, kunne man indtage noget lækkert hos Vor bager søndag eftermiddag.
Og se engang pensionatets søn drev en boghandel i byen. Her kunne man blive ekspederet både på plattysk, sønderjysk og rigsdansk.
For 18 kr. om måneden hos Claus Eskildsen
Ude hos Claus Eskildsen på Ribe Landevej 18 kunne man leje et møbleret værelse til 18 kr. om måneden. Jo det var ham med Ole Bole og dansk grænselære. Vi har tidligere skrevet to artikler om ham. Han var nok en af de mest fremtrædende i nationalkampen.
Axel Larsen kunne tumle manden fra Mindretallet
Forud for det spændende byrådsvalg i 1937 sad de dansksindede hele og halve nætter og frankerede valgmateriale hos den runde og glade Niels Jensen på Det Danske Kontor i Østergade.
Op til Folketingsvalget var den eneste, der kunne tumle den hjemmetyske kandidat kommunisten Axel Larsen. Lidt mere heltemodigt var det nok at deltage i DNSAP – møder i Tønder med alle nazi-ceremonier.
Problematisk at sejle i Vadehavet
Dengang var der også den aktive Tønder Roklub, hvis formand var læge Einar Dahl, min senere skolelæge på Tønder Kommuneskole. Dengang gik mange af turene til Rudbøl og Højer. Pinseturen gik til Rømø. Et år strandede man i den stærke blæst ved Hjerpsted. Og det var ikke sjovt. Man måtte gå flere kilometer, hvor man sank i til knæene. Og så skulle man også slæbe en robåd.
Nu ved man hvis nok, at det at sejle i Vadehavet er neget problematisk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 20, 2022
Hvem var H.P. Hanssen
Historien om Krogs – manden. Jeg er ikke Hans Peters hund. Historien om Bovrups Bæk. Han hjalp mange mennesker. Sønderjyllands Historie var hans store lidenskab. Til Nørremølle. Masser af unge forlod Nordslesvig Uddannelse som landmand og Askov Højskole. En bondeknøs. Ikke alle var enige med H.P. Hanssen. Læretiden ophørte i 1888. Mange aktiviteter. I den preussiske landdag. Dansk til danskernes møder. Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi. 10.000 dansksindede til årsmøde i 1914. Han tog selv initiativ til at kontakte tyskerne. Vælgerforeningen valgte deres krav. Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik. Men i Nordslesvig og Sønderjylland var han en af de store, der aldrig blev helt anerkendt. Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær” Optaget af litterære værker.
Historien om Krogs – manden
H.P. Hanssen boede i Nygade 41 i Aabenraa. Han var en sjælden børneven. Børnene forgudede ham dengang. Han tog altid et eller andet op af lommen til disse børn. Det kunne være et minidyr, en glaskugle eller et stykke chokolade.
Hans sans for at glæde børn dukkede særlig op i juletiden. Når juletræet skulle pyntes, kom der altid masser af godter op på træet. Omkring Helligtrekonger blev hans egne børnebørn, fætre og kusiner inviteret til ”plyndring af juletræer”.
Så blev de rare sager taget ned og lagt på bakker. Derefter gik rouletten til alt var fordelt. Så kunne H.P. Hanssen finde på at fortælle uhyggelige historier om ”Krogs-manden”. Det var en grim fyr, der lever under vandet, som med en kroget stav kunne hale små børn ned i dybet.
Jeg er ikke Hans Peters hund
En gang imellem kunne hans kone Helene Petersen finde på at afbryde ham med bemærkningen:
Men det var han så vant til. Hun var for resten meget interesseret i frimærker og efter 1920 ønskede hun sig en rød postkasse.
Det var nu heller ikke altid, at Helene gade at tage telefonen, når den ringede:
Historien om Bovrup Bæk
Når H.P. Hanssen var på tur stoppede han altid op ved Bovrupbæk og fortalte at her var grænsen mellem Sundeved og den øvrige del af verden. Grænsen var stærk markeret og det skyldtes, at der ikke var meget sympati mellem folk i Ullerup og folk i Bovrup.
Det skyldtes ifølge H.P. Hanssen, at syv piger fra Ullerup en gang ved vintertid havde været til fest i Bovrup. Da de skulle hjem var Bovrup bæk svulmet op efter et regnskyl og gangbrættet skyllet bort. En af de syv piger sagde da:
Næppe var det sagt, så stod der en sort hest med ildøjne. Hesten sagde:
Men da den syvende pige skulle op på hesten, udbrød hun:
Og næppe var Herrens navn udtalt, før hesten var borte, og alle syv piger lå i bækken.
Han hjalp mange mennesker
Han kunne mange historier. Og en sen efterårseftermiddag havde en af beboerne stillet siden træsko nedenfor og gik nu i strømpesokker op til H.P. Hanssens arbejdsværelse på første sal. Det var en renovationsarbejder:
Den pågældende havde problemer med selvangivelsen.
Han var hjælpsomheden selv i egen høje person. Mange har hos ham hentet råd og vejledning.
Sønderjyllands historie var hans store lidenskab
Jo H.P. Hanssen var meget interesseret i Sønderjyllands historie. Således foragtede han Hans den Yngre, der fra 1572 til 1622 rådede over Als og Sundeved. Han nedlagde adskillige landbrug bl.a. Sandbjerg og Rønhave for at oprette et stort gods til sig selv. Dermed tvang han bønderne til hoveriarbejde. Han var en slem bondeplager.
Mon ikke denne H.P. Hanssen kan tåles at ses gennem sømmene.
Til Nørremølle
Den 20. december 1936 mistede han sin elskede hustru. Næppe et halvt år efter var det hans tur. Der var ikke noget, der tydede på, at han skulle blive Nordslesvigs politiske fører. Hans tipoldefar havde taget rejsen fra Angel til Sundeved. Her havde bedste-faderen i 1825 købt det lille landboldssted Nørremølle. Dette blev efterhånden udvidet ved jordkøb.
Fader Christian Hansen sad i en stor og blomstrende bedrift, der ikke blot omfattede landbrug men også købmandshandel, brænderi m.m. Hans ældste bror var udvandret som optant. Det så derfor ud til at vores hovedperson nu skulle arve den fædrene gård.
Masser af unge forlod Nordslesvig
Det var dog dengang ikke så lige til. Ikke blot før 1870 men også efter den tid var en strøm af unge gået fra Nordslesvig, dels nord på til Kongeriget, dels over havet til Amerika. Man havde jo løftet i paragraf 5 og fandt derfor ingen grund til i tre år at springe prøjsisk soldat. Men som årene gik svandt håbet om en ”genforening” med Moderlandet.
Man var klar over, at skulle Nordslesvig nogensinde blive dansk måtte udvandringen stoppe. Det var ikke let. Valget skulle allerede træffes i 17 – års alderen. Man skulle nu en gang gennem prøjsisk militærtjeneste for at bevare sin hjemstavnspligt. Dette havde H.P. Hanssen også erkendt.
Uddannelse som landmand og på Askov Højskole
De følgende år uddannede han sig som landmand. I vintermånederne 1881-1883 og 1885 – 1886 besøgte han Askov Højskole. Han knyttede stærke bånd til skolen.
Deltagelse i nationalkampen greb ham mere og mere. Han var allerede begyndt som journalist med småindlæg i ”Dybbøl – Posten”. I de følgende år var han mere eller mindre ledede driften på Nørremølle voksede hans journalistiske virksomhed.
Han lærte den danske historiker A.D. Jørgensen at kende. Denne havde nøgterne holdninger om en grænsedragning i overensstemmelse med sprog og sindelagsgrænsen.
En bondeknøs
Rundt omkring i kongerigske blade og Højskolebladet kunne man nu møde jævnlige indlæg under mærket ”En Bondeknøs”. Samtidig begyndte han at optræde som foredragsholder. Han knyttede personlige forbindelser til politiske førere som Junggreen og først og fremmest Reimars.
Ikke alle var enige med H.P. Hanssen
Det var bestemt ikke alle, der var enige med H.P. Hanssen. Særlig i Flensborg Avis, kom der masser af modsvar. Redaktøren af Flensborg Avis, Jens Jessen havde i modsætning til H.P. Hanssen havde en konservativ grundholdning og søgte en kompromisløs politisk kurs. Rent politisk drejede han nok mod partiet Venstre. Han stod på et tidspunkt med valget, om han skulle fortsætte som fri bonde eller politikerens usikre lod. Han valgte det sidste.
”Læretiden” var overstået i 1888
Han tog til Leipzig og hørte forelæsninger på universitetet. Senere tog han til Berlin, hvor han besøgte de to nordslesvigske parlamentarikere Gustav Johannsen og Hans Lassen. Han tog også på længere studieophold i København. Dette fik først og fremmest betydning for her lærte han så A. D. Jørgensen at kende. Gennem Johan Ottosen og H.V. Clausen kom han i berøring med Studentersamfundets frisindede kredse at kende.
Disse havde indtil da ikke rigtig beskæftiget sig med det sønderjyske spørgsmål.
I foråret 1888 var hans ”læretid” overstået. Han ægtede sin forlovede, Helene Iversen, der ikke blot i hjemmet, men også i hans offentlige liv blev hans bedste rådgivere og støtte.
Mange aktiviteter
Det unge par tog bolig i Sønderborg, hvor han blev fast medarbejder på Dybbøl – Posten. Han tog også redaktionen af ”Sønderjydske Årbøger”. I 1888 var han med til at stifte ”Den nordslesvigske Vælgerforening. Reimars blev dens formand. H.P. Hanssen blev foreningens sekretær.
I 1892 var han medstifter af Den nordslesvigske Skoleforening. Han gik i gang med bygning af forsamlingshuse. Han blev i disse år en slags national konsulent for hele Nordslesvig. Han skrev for eksempel love for en selskabelig forening på Als og hjalp en borger i Ribe med at få et lån. Han sagde sin mening om et skattespørgsmål i Aabenraa. Han skaffede danske teaterstykker til Haderslev.
I 1892 blev han også medstifter af Den Nordslesvigske Skoleforening, som skulle modvirke den preussiske skolesprogsinstruks fra 1888, der stort set forbød at tale andet en tysk i skolen.
I 1893 flyttede de til Aabenraa, hvor Hanssen overtog Hejmdal.
I den preussiske landdag
Ingen sag var ham for lille som vi også kunne læse om i indledningen. Ved Hans Lassens død i 1896 skulle han tage hans plads i den prøjsiske Landdag. Men så let gik det nu ikke. Redaktør Jessen tog afstand fra ham. Forholdet mellem disse to havde aldrig været det bedste.
Ved prøvevalget fik H.P. Hanssen dog 120 af de 125 danske valgmands stemmer. I foråret 1896 indtog han sit sæde i landdagen. Her hjalp hans gode ven Gustav Johansen ham til rette i de uvante forhold. Men han var målbevidst forberedt på dette hverv i Berlin.
Han var medlem af den preussiske landdag fra 1906 til 1908. Han var tysk rigsdagsmedlem fra 1906 til 1919.
Dansk til danskernes møder
Mellem 1907 og 1908 opnåede H.P. Hanssen at opnå det faktum at de dansksindede måtte tale dansk på deres foreningsmøder. Der var ellers lagt op til, at der ikke måtte bruges andre sprog end tysk. Men dette blev udskudt i 20 år og traf derfor aldrig i kraft.
Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi
Selv om han nu opgav sin stilling som Vælgerforeningens sekretær, lagde forholdene hjemme dog stærkt beslag på hans kræfter. Ikke mindst da Køller-politikken fra efteråret 1898 satte ind for alvor, blev der brug for indgående kendskab til tysk forretnings – og forvaltningsteknik, som han efterhånden havde erhvervet sig.
Han kom han snart ud for en stærk storm. I 1895 var han blevet fængslet anklaget for ”forberedende handlinger til højforræderi”. Men myndighederne måtte lade anklagen falde. Nu gravede man imidlertid igen den gamle sag op. Da Køllers masseudvisninger i 1899 blev fremdraget i Landdagen rettede indenrigsministeren og en række konservative landdagsmænd et voldsomt angreb på ham på grundlag af løsrevne stykker af forhørsprotokollen.
Han imødegik dem imidlertid ikke blot med ro og værdighed, men også med megen taktisk dygtighed.
Det nationale og politiske engagement førte ikke sjældent til sammenstød med den tyske presse og preussiske myndigheder. Værst var det i 1906, hvor han blev dømt for højforræderi og måtte afsone tre måneders fængsel. Det har vi allerede nævnt.
Udsat for mistænkeliggørelse
Han fik i 1907 gennemført en Optantkonvention. I mellemtiden havde han også mærket Køller-politikkens hårde hånd. I Sønderjydsk Årbog skrev han om falske vidner som landråden i Haderslev førte i 1906. Det førte til tre måneders fængsel til H.P. Hanssen i Neumünster.
I 1906 genvalgtes H.P. Hanssen som rigsdagsmand. Men der var dog stærke kræfter imod ham. Man syntes at han de senere var blevet for veg og eftergivende. Han blev også udsat for personlig mistænkeliggørelse.
Gentagende gange forsøgte han at få oppositionen til at tage sin del af det parlamentariske ansvar. Første gang i 1908 da han nedlagde sit landdagsmandat, dernæst i 1910, da han nægtede at lade sig genopstille.
Oprettelse af Kreditforeningen
Herhjemme fortsatte han i alle disse år ihærdigt sit arbejde på alle punkter at styrke danskhedens organisation og modstandskraft. Han tog nu initiativet til oprettelsen af Kreditforeningen, gav stødet til Arbejdersekretariatet og Vælgerforeningen socialpolitisk kursus.
Da krigen brød ud, var han med til at få de dansksindede løsladt. Han fik ophævet censuren på de dansksindede blade. Ved hjælp af en dansk – tysk traktat fik han løst de ”hjemløses” problem i Nordslesvig.
I 1914 blev han sammen med 172 dansksindede arresteret som ”politisk mistænkt”. Han blev løsladt allerede den følgende dag på grund af sin parlamentariske immunitet og medvirkede efterfølgende til sine medfangers løsladelse.
De skulle aftjene den preussiske militærtid
H.P. Hanssen mente ikke alle dansksindede skulle forlade Nordslesvig. Så ville der ikke være mere tilbage de dansksindedes interesse. De skulle aftjene den preussiske militærtid og derigennem opnå deres borgerlige rettigheder.
10.000 dansksindede til årsmøde
Ved årsmødet for dansksindede nordslesvigere den 14. juni 1914 i Haderslev, som skulle vise sig at blive det sidste, samledes ca. 10.000 deltagere, der hørte en af H.P. Hanssens mest berømte taler, hvori han udtrykte stærk tiltro til danskhedens overlevelsesmuligheder på trods af, at landsdelen var under tysk styre. H.P. Hanssens tale rummede også et gensvar til de tyske taler, der blev afholdt på Dybbøl 18. april 1914 ved 50-års festen for erobringen af Dybbøl Skanser.
Han tog selv initiativ til at henvende sig til tyskerne
I Den Tyske Rigsdag rejste han i oktober 1918 spørgsmålet om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Det stod i efteråret 1918 klart at tyskerne ville tabe krigen. Derfor kontaktede H.P. Hanssen den danske regering med meddelelsen om at løsningen var inden for rækkevidde. Af frygt for at støde tyskerne valgte man dog fra dansk side at se tiden an.
Den 23. oktober gad han ikke mere at vente på den danske regering. Han tog sagen i egen hånd og krævede i i Den Tyske Rigsdag uafhængigt af den danske regering at Nordslesvig skulle indlemmes i Danmark med henvisning til Pragfredens § 5 og folkets selvbestemmelsesret. En underskriftsindsamling sørgede for opbakning fra 287 dansksindede foreninger i Nordslesvig. Efter forhandlinger med den tyske regering lykkedes det Hanssen at få et skriftligt tilsagn fra den tyske udenrigsminister den 14. november 1918.
Vælgerforeningen udvalgte deres krav
H.P. Hanssen blev endnu mere toneangivende. På et dramatisk todagesmøde den 16. og 17. november udarbejdede Vælgerforeningens Tilsynsråd den såkaldte Aabenraa – resolution. Her krævede man en folkeafstemning for Nordslesvig som helhed nord for en linje stort svarende til den nuværende dansk – tyske grænse.
Den 21. november blev resolutionen med den tyske udenrigsminister tilsagn overrakt den danske regering, som blev bedt om at rejse sagen ved den kommende fredskonference i Versailles.
Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse
Grænsestriden blev endnu bittere. De glade dage på Folkehjem var forbi. H.P. Hanssen blev i juni 1919 medlem af Ministeriet Zahle. Det var vel ingen som ham, der havde så godt kendskab til de nordslesvigske forhold.
En følge af striden og grænsekampens bitterhed blev, at H.P. Hanssen ikke fik den fremtrædende rolle ved ”Genforeningens officielle festceremonier den 10. og 11. juli 1920, som hans politiske virke ellers berettigede ham til. Med ”Genforeningen” havde Vælgerforeningen udspillet sin rolle som politisk organisation. Splittelsen i forbindelse med grænsedragningen havde umuliggjort Hanssen tanker om en særlig sønderjysk gruppe i den danske Rigsdag.
Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik
Han blev minister for sønderjyske anliggender. Nogen betydelig rolle i dansk politik kom han ikke til at stille.
Det skadede ham dog at han blev brugt i den indrepolitiske strid. Efter ”Genforeningen” mente Hanssen, at de sønderjyske rigsdagsmænd foreløbig burde danne en særlig gruppe for at orientere sig i Kongeriget for at orientere sig i Kongeriget for dem praktisk taget ukendte forhold. Da dette ikke lod sig gøre, ønskede han ikke valg. Først i 1924 lod han sig opstille som Venstres kandidat, men han trak sig allerede i 1926.
Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær”
Dette betød dog ikke, at han lagde politikken på hylden. Ligesom i Hejmdal gjorde han skarp front mod ”bevægelser” der for en tid for over landet. Han holdt øje med stadig stærkere tyske fremstød.
Han blev aldrig træt af at råbe vagt i gevær mod den fare, der truede og arbejdede til det sidste med opførelsen af forsamlingshuse og på anden måde at styrke den nationale stilling i grænseegnene.
Optaget af litterære værker
Han var i disse år stærkt optaget af litterære arbejder. Han har oplevet fuld opbakning. Men der har også været tider, hvor der stod storm og strid om hans navn. Flere mente, at H-P. Hanssen med sin politik havde hindret Flensborgs indmeldelse i Danmark. Men man tænkte slet ikke på, at der kun var 26 – 28 pct. danskere. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden.
Han var en af de store, men aldrig rigtig anerkendt
Nazismens fremmarch i Tyskland skabte uro ved grænsen. I foråret 1933 kom der et krav fra de tysksindede at komme ”Heim ins Reich”. H.P. Hanssen advarede meget tidligt mod nazisterne.
Han var en af de store i Sønderjysk politik selv om han aldrig blev rigtig anerkendt
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 16, 2022
Fortsatte Riffelsyndikatet?
Fra 1930 havde Mærsk ejerandel. 15.000 Madsen-Geværer uden om eksportforbud. Man opsøgte selv tyskerne under Anden verdenskrig. Den danske regering motiverede også. Sporene måtte ikke finde tilbage til USA, men gerne til Danmark. Det handlede om amerikanske interesser Danske maskingeværer ændrede historiens gang og var medårsag til folkemord. Mærsk fik 30 pct. af aktierne. I 1950’erne blev der solgt våben til Colombia. Et specielt våben blev leveret til Nicaraguas diktator. CIA spillede en aktiv rolle. Og så var det dengang, da Berlingske Tidende blev solgt. Skal det bare glemmes, ignoreres eller forblive aktiveret. Hos Mærsk har de været dygtige og diskrete. Men var alt dette her forenelig med dansk udenrigspolitik? Man må omfavne og erkende sin fortid. Det må virksomheder også.
Fra 1930 havde Mærsk ejerandel
Som de vakse læsere sikkert har bemærket, har vi skrevet flere artikler om dette interessante tema. Det er bestemt ikke alle, der er interesseret i at dette kommer frem. Og det var det heller ikke omkring Riffelsyndikatet i besættelsestiden. Og da nogle journalister fra Berlingske Tidende – så skrev bogen ”Krigens Købmænd” så kom der ellers røre i andedammen. Men se den historie havde vi jo allerede skrevet.
Allerede i 1896 blev Riffelsyndikatet eller Dansk Rekylriffel Syndikat dannet. I 1930 var selskabet blevet en del af Mærsk. Og i 1959 havde de øget deres ejerandel så meget, at de havde fuld kontrol over firmaet.
15.000 Madsen – geværer uden om eksportforbud
Danmark var neutral under Første verdenskrig. Derfor måtte man ikke eksportere våben. En russisk handelsagent mødte dog op og fandt en løsning. 15.000 Madsen – geværer blev der solgt til russerne. Man omgik dansk eksportforbud ved gennem et russisk datterselskab at opbygge en fabrik nordøst for Moskva. Men det blev lidt af et økonomisk mareridt.
Man opsøgte selv tyskerne
Det var Riffelsyndikatet, der selv tog kontakt med tyskerne med henblik på at eksportere våben. Selskabet blev mere eller mindre dømt for værnemageri. En del af fortjenesten af våbensalget med tyskerne måtte de betale tilbage. Det var 6,7 millioner kroner.
Nej, de var ikke presset til at fremstille våben til tyskerne. De tog selv initiativer til at øge salget.
Den danske regering motiverede også
Men den danske regering bidrog nu også til øget produktion. Således henstillede regeringen til at man producerede 500 Flak – Madsen – kanoner og 2.400 Madsen geværer til Tyskland.
Efter krigen slut med våben?
Efter krigen kunne man så læse at nu blev der fremstillet barnevogne, børnecykler, brændeovne, oliefyr, grensakse og hængelåse. Og så hører man ellers kun om industri – produktion.
Men måske fik vi alligevel ikke skrevet det hele.
Sporene måtte ikke finde til USA – men godt til Danmark
Hvis Mærsk – familien i dag skulle have investeret i DISA – Riffelsyndikatet ville de have sagt nej. Således er det også kommet frem at Mærsk nu forhenværende datterselskab DISA har solgt våben til CIA, der senere fordelte disse til diktatorer i Latinamerika.
Det var ikke fordi at USA ikke havde våben nok. CIA havde brug for våben, de kunne levere til grupper, som de i hemmelighed støttede og hvor afsenderen af våbnene ikke kunne spores tilbage til USA.
Det handlede om at gavne amerikanske interesser
At CIA var hovedkunde, viser dokumenter fra Riffelsyndikatet, der i årevis har været skjult på et loft. Sådan var det også med afsløringer af våbensalget under krigen. De blev først gravet frem via journalisternes gravearbejde, der blandt andet fik adgang til ellers ukendte dokumenter.
CIA købte 100.000 maskinpistoler til en pris i nutidskroner på 462 millioner kroner. Vi ved at CIA i disse år støttede grupper i Cuba og en række lande i mellem – og Sydamerika med det mål at vælte regeringer eller støtte regeringers undertrykkelse af opposition. Det handlede om at gavne amerikanske interesse uden at kunne spores til USA.
Danske maskinpistoler medårsag til masser af folkemord
Det fremgår af papirerne, at Riffelsyndikatet solgte en stor mængde våben til Indonesien, hvor der var borgerkrig. Riffelsyndikatet solgte her blandt andet maskinpistoler for 471 millioner kroner i nutidsværdi. De blev brugt af præsident Sukarno, der ville nedkæmpe oppositionen mod ham. Det førte til et enormt folkemord med mellem 500.000 og en million døde, primært kommunister.
Dette våbensalg var til meget skade ude i verden. Men det blandede danske politikere sig åbenbart ikke i, Det lunede i hvert fald godt i selskabets kasse. Der er nok stadig ikke nogen, der ønsker disse dokumenter frem i lyset.
Som vi tidligere har skrevet, så kom firmaet i søgelyset, da det kom frem, at der var blevet solgt masser af våben og ammunition til Hitlers Nazityskland under Anden verdenskrig.
Mærsk fik 30 pct. af aktierne
I 1930’erne havde A.P. Møller – koncernen 15 pct. af aktieposten i en virksomhed, der var i alvorlige økonomiske problemer. Op til Anden verdenskrig købte A.P. Møller – koncernen en tredjedel af aktierne.
I 1935 kunne syndikatet for første gang i 15 år udbetale udbytte til aktionærerne. Man opnåede også et godt ry for lønninger og arbejdsforhold på fabrikken.
Var man ikke vidste hos A.P. Møller var, at der inde på Rigsarkivet ligger 100 kasser med hidtil ukendt DISA’ historie. Måske kan vi så opleve nye afsløringer af DISA s rolle under Den Kolde Krig.
I 1950erne blev der solgt våben til Columbia
Åbenbart fortsatte Riffelsyndikatet/DISA med at sælge våben til andre, da der ikke mere var afsætning hos Hitler. Der har blandt andet været masser af salg fra Anden Verdenskrig til 1960’erne. Mellem 1947 og 1957 er der solgt våben og ammunition for 176 mio. kr. Hvis man nu korrigerer dette tal for inflation, så svarer det faktisk til en omsætning på 2,5 milliarder kroner i dag.
I 1950’erne blev der solgt våben til Columbia, der var plaget af borgerkrig.
Et specielt gevær til Nicaragua’ s diktator
Den 10. juli 1953 forlod 34 kasser med maskingeværer Københavns Havn på dampskibet ”S.S. Califonia” Især et af de i alt 500 geværer skilte sig ud. Her var der påført en sølvplade med en helt personlig hilsen. Det var til Nicaraguas berygtede diktator. Han havde massevis af liv på samvittigheden. Og nu var han den heldige ejer af et specialfremstillet Madsen – gevær.
Våbensalg til lande som Paraguay og Guatemala spillede en væsentlig rolle i regionens blodige militærkup.
CIA spillede en meget aktiv rolle
Riffelsyndikatet eller DISA blev brugt af amerikanerne til at vælte venstreorienterede fjender og støtte højreradikale allierede.
Der er tydelige tegn på at den amerikanske regering er involveret. Åbenbart er CIA stråmandsvirksomhed for diverse diktatorer. CIA spillede en meget stor rolle under Den Kolde Krig. Syd – og Mellemamerika var USA’ s baggård.
Åbenbart har denne eksport foregået over mange år. Således fik Paraguay allerede i 1947 sendt 200 maskingeværer.
De danske våben blev også brugt som instrument i et kupforsøg i Costa Rica i Mellemamerika i 1950erne.
Et våben, der ændrede historiens gang i mange lande
Og her gik man så og troede at Danmark bare var en politisk harmløs lille stat. Men det våben som Mærsk fremstillede ændrede historiens gang i mange lande.
Man kan så spørge om alt dette er forenelig med dansk udenrigspolitik, blot fordi Danmark er allieret med USA. Man kan vel godt hævde, at en dansk virksomhed kom på tværs af dansk udenrigspolitik. Det var vel ikke dansk politik at støtte amerikanerne i denne sag.
Hvorfor har man været så tavse. Der må da være nogen som vidste, at de 100 kasser lå på Tøjhusmuseets loft.
Også Venezuela var en stor aftager af danske våben. Det kunne jo være at man atter engang skal have revideret vores efterkrigshistorie.
Mærsk har åbenbart været involveret i kontroversielle våbensalg. DISA eksisterer stadig men ikke mere med våbensalg.
Da Berlingske Tidende blev solgt
Som vi tidligere har skrevet, blev man fra A.P. Møllers side meget vrede på Berlingske Tidende og deres journalister, fordi de ryddede op på Riffelsyndikatet. Det resulterede i en fyring af chefredaktøren vel sagtens fordi han ikke kunne ”styre” medarbejderne. Efterfølgende blev avisen sat til salg.
Skal det glemmes, ignoreres eller forblive arkiveret
Mærsk – koncernen er gået meget op i etik og moral og moral. Men de vil ikke kommentere DISA/Riffelsyndikatets historie. Øverste chef havde ikke haft tid til at læse mediernes artikler. Kan man bare feje det sådan væk i stil med:
Vi kender jo næsten alle rederiets historie fra 1904. Og historien om DISA/Riffelsyndikatet er siden sidst blevet endnu mørkere. Skal denne historie bare glemmes – ignoreres – eller forblive arkiveret.
De har været dygtige og diskrete
De må have været dygtige og diskrete dengang hos DISA/Riffelsyndikatet. Men for Mærsk må det være traumatiserende. Det må åbenbart have været meget større og vigtigere end hidtil antaget. I de kilder, vi har brugt indtil nu, har der ikke været antydet som helst.
Man må omfavne og erkende sin fortid
Vi får ofte at vide, at vi ikke kan bedømme fortidens handlinger med nutidens briller. Men er tavshed vejen frem. Man bør omfavne og erkende sin fortid. Både de gode sider og de traumatiske sider.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 15, 2022
Da Barsøerne blev arresteret
Hyggen forsvandt på Barsø. En trop med 8 mand tog afsted fra øen. Hvad skulle der ske. På grund ved Skærrev. Ingen åbnede Amtshuset i Aabenraa. De skulle i fængsel. Fire mand i hver celle. Lommerne skulle tømmes. Der manglede sovepladser. Man kom i forbindelse med folk på gaden. De var sultne og tørstige. De måtte nu bruge ”hele lejligheden” Nu skulle de tvangsarbejde, årsagen var, at de var dansksindede. Men hvad med deres eget arbejde på Barsø? Jørgen Grau blev sendt til fronten Præsten i Løjt hjalp den ældre Lars Larsen. Endelig kom frihedens øjeblik. Men de ville ikke skrive under. Man ville forlange, at de skulle fortælle hver gang de forlod øen. Endelig kom de tilbage til deres ø.
Hyggen forsvandt
Det var i de kritiske dage i 1914, lige inden Verdenskrigen brød ud. Man talte om at krigen næppe kunne undgås. Men dog håbede man ikke det skete. Så længe der endnu ikke var erklæret krig var der et håb.
Ovre på øen Barsø sad fredag den 31. juli et par af mændene fra øen samlet hos gårdejer Lauritz Grau på Bjerggaard. Foruden Lauritz Grau og hans familie befandt gårdejer Jes Paulsen, der senere boede på Sønderport i Aabenraa. Øens lærer Schenck befandt sig i hjemmet.
Man havde spist til aften og Lauritz Graus hustru var ved at servere kaffe til selskabet. Netop på det tidspunkt blev man gjort opmærksom på, at to politimænd nærmede sig gården.
En trop med 8 mand
De var kommet med motorbåd direkte fra Aabenraa og havde lagt til ved badebroen. Et par af folkene gik imod betjentene. Det viste sig at være overvagtmesteren fra Aabenraa og vagtmester Jebe fra Løjt. De førte gårdejer Lars Chr. Larsen med sig.
Politiet mødte med en ordre, hvorefter Grau og Paulsen skulle følge med. Måske ville turen gå til Aabenraa. Den tyske lærer skulle ikke følge med. Man vidste godt at ordren stod i forbindelse med deres danske sindelag og den kommende krig. Det var ikke andet at gøre end at følge med
Den hyggelige aften som man havde forberedt sig på, var ødelagt. Politimændene havde hastværk. Der var ikke noget med en kop kaffe eller en kage. Andre og usædvanlige begivenheder forestod.
Fra Bjerggården gik politiet ledsaget af tre de tre gårdejere Grau, Paulsen og Larsen til flere andre af øens gårde. Hvert sted gentog den samme historie sig. Gårdejeren og enkelte andre blev purret ud og fik ordre til at følge trop.
Efterhånden var der samlet en trop på 8 personer. Man forstod på overmesterens holdning at han ikke ønskede diskussion. Hver især spekulerede nu på, hvordan de kom hjem igen til øen.
Hvad skulle der ske?
Jørgen Grau ejede en god motorbåd. Laurits Grau foreslog overvagtmesteren at lade denne båd følge med til Aabenraa, så de otte mand på forholdsvis nem måde kunne komme hjem igen.
Det afværgede overvagtmesteren med bemærkningen:
Han var allerede på det tidspunkt klar over, at det ikke blot var for nogle timer, Barsøerne så pludselig blev hentet bort fra deres ø. Ingen af de otte mænd sagde noget under hele turen. Det var håbløst at spørge. Spørgsmålet om, hvad hensigten var med deres rejse, lød kort og godt, at de:
På grund ved Skærrev
Nede ved broen lå en motorbåd ført af en fisker fra Aabenraa. I al stilhed blev de anholdte ført ombord, mens politimændene nøje fulgte enhver af Barsøernes bevægelser. Det var mørkt ved den tid, da motorbåden gled ud fra Barsø.
Klokken havde været ca. 22. Det var med bange anelser, bådens passagerer så øen forsvinde bag sig. Ingen vidste, hvad de gik ind til. Der herskede en tung og trykkende stemning i båden.
Vagtmændene sagde ingenting og passagererne var ikke oplagte til at tale, hverken til deres bevogtere eller til hinanden indbyrdes. En begivenhed, der ikke stod på programmet, skete ved Skærrev. Her fik motorbåden motorstop. Den gik på grund.
Ved fælles hjælp lykkedes det at få båden fri igen. Men det tog alligevel nogen tid. Det var henimod midnat, da båden endelig nåede Aabenraa.
Ingen åbnede på Amtshuset
Båden lagde til i i den gamle havn ved nordre kaj. De otte Barsøere steg i land i den mørke mennesketomme by. Med overvagtmesteren i spidsen og vagtmesteren som bagtrop drog kolonnen gennem den nattestille by.
De drog gennem de kendte veje langs Skibbroen, forbi markedspladsen og hen til Amtshuset. Der må have bestået af aftale om at de anholdte skulle føres herhen. Men de embedsmænd, efter hvis ordre det skete, har ikke haft tålmodighed til at vente. Overvagtmesteren konstaterede skuffet:
De skulle i fængsel
Kolonnen satte sig nu i bevægelse. Det gik nu op ad Rådhusgade til Rådhuset. Her var det uvis af hvilken grund, forsamlet en del mennesker. Dette foranledigede overvagtmesteren til at dirigere sine Barsøere ad bagporten og ind i Rådhusets gård. Nu skulle de anholdte ikke længere lades i tvivl:
En nattevægter indfandt sig med nøgler til fængselscellerne som dengang fandtes bag rådhuset. Ledsaget af vagtmesteren og natvægteren med sit raslende nøgleknippe blev de otte mænd ført op i bagbygningen og ind på gangen fra hvilken, der førte døre ind til en række celler.
Fire mand i hver celle
Mens overvagtmesteren forlod fangerne, idet han ville gøre forsøg på at komme i forbindelse med landråden eller en af dem fra amtet knyttede embedsmænd for at få nærmere ordre om, hvad der skulle foretages med de 8 mænd. Nu blev vagtmester Jebe tilbage hos dem.
De måtte stadig opholde sig ude på gangen. Der gik over en halv time, og da overvagtmesteren stadig ikke viste sig, blev natvægteren utålmodig. Han ville åbenbart ikke spilde mere tid på disse folk fra Barsøe. Inden han låsede døren op sagde han:
Lommerne skulle tømmes
Inden de fik lov til at betræde cellerne, måtte de aflevere, hvad de havde i lommerne – penge, lommeknive og hvad de ellers havde på sig. Det tog nattevægteren i sin varetægt.
Lauritz Grau havde i sin lomme en æske tændstikker med skoleforeningens mærke på. Da han var overbevist om, at det var politiske grunde, de var fængslede, foretrak han at skjule æsken, hvis indhold også kom til gavn i nattens løb i den mørke celle. Så snart de havde afleveret deres værdigenstande etc., smækkede fængselsdørene i bag dem og de hørte nøglen blive drejet om i låsen. Straks efter hørte de natvægteren og vagtmesteren fjerne sig fra gangen.
Der manglede sovepladser
Fangerne, som nu var overladt til deres egen triste betragtninger, orienterede sig nu så godt de kunne. I hvert lokale fandtes to brikse, den ene med soveplads til to mand, den anden med plads til en.
Da der nu var fire mand i cellen, opstod et problem som ingen af dem kunne løse. Hvor natvægteren havde tænkt, den fjerde mand skulle sove. Spørgsmålet blev heller ikke løst af den yngste af arrestanterne. Han sad det meste af natten på kanten af den ene briks.
Hen på morgenstunden rejste den gamle Lars Larsen sig. Da han ikke kunne tåle at ligge længere, fik Lauritz Grau lejlighed til at sove lidt. Det var i det hele taget ikke blevet til meget søvn. For det første var tankerne hos arrestanterne alt for optaget af nattens hændelser til at de rigtig kunne falde til ro, og for det andet kom natvægteren hver time og ruskede i døren for at se, om den var lukket.
I forbindelse med folk
Om morgenen, da der begyndte at komme folk på gaden, lukkede arrestanterne et vindue op – det kunne nok lade sig gøre – og søgte ved råb at komme i forbindelse med folk, der passerede Rådhusgangen.
Sult og tørst begyndte at gøre sig gældende, og man gjorde flere forsøg på at få forbipasserende til at gå over hos købmand Danielsen og købe noget spiseligt. Langt de fleste hverken ville eller turde indlade sig på et sådant foretagende.
Købmanden kom selv over
Til sidst forbarmede en modig mand sig alligevel over de indespærrede og gjorde Hans Danielsen opmærksom på, at nogle kunder i arresten ville i forbindelse med ham.
Efter kort tids forløb dukkede Hans Danielsen personlig op i arresten, hvor han fik en samtale med politivagtmester Aagaard, der imidlertid ikke var glad for situationen, fordi hans Danielsen også var kendt som en god dansk mand.
Han tillod dog trods alt Danielsen, mens Aagaard var til stede at komme ind i cellerne og spørge, hvad man ønskede. Forhandlingerne endte med at Aagaard lovede mod betaling at lade sin kone bringe kaffe og morgenmad op. Det var en rigtig god forplejning. Og da Hans Danielsen kort tid efter sendte en kasse cigarer op, tegnede situationen sig pludselig i et lysere skær.
De måtte bruge ”hele lejligheden”
Beroliget af Barsøernes stilfærdige holdning åbnede Aagaard celledørene op og tillod arrestanterne at bruge hele ”Lejligheden”.
De var da heller ikke i tvivl om at denne efter forholdene udstrakte frihed ville få en brat ende, når natvægteren viste sig. Men det skulle Aagaard nok ordne, sagde han.
Aagaard sørgede altid at holde yderdørene til gården lukket. Når der kom forplejning. Et par af Barsøerne mente, at de kunne gå en tur ud i gården. Men nu kom Aagaard styrtende. På dansk sagde han:
Det var de eneste danske ord Aagaard sagde under hele fængselsopholdet.
Nu skulle de tvangsarbejde
Mandag formiddag den 3. august indfandt overvagtmesteren sig i fængslet og Barsøerne begyndte nu så småt at håbe at befrielsens time var nær. Det var et forfængeligt håb.
Men han kom blot for at sige at nu skulle arrestanterne ud at arbejde hos forskellige landmænd på Aabenraa – egnen. De skulle gøre gavn for føden. Det vil sige at det var frivilligt, hed det sig. Man havde ikke andet end at sige ”Ja Tak”. Det var i høj grad et aldeles urimelige forlangende.
Hvad med deres eget arbejde?
Alle de arresterede var landmænd, hvis landbrug i høj grad trængte til deres nærværelse. Men de blev nu udkommanderet til at arbejde på en anden gårdejers marker. I løbet af eftermiddagen blev de hentet af forskellige landmænd.
Lauritz Grau kom ud til gårdejer Chr. Nissen i Brunde, Christian Grau hos gårdejer Jes Schmidt i Rise Hjarup, Lars Larsen kom ud til gårdejer Petersen, Dybæk ved Varnæs og de øvrige hos andre gårdejere.
Jørgen Grau kom senere til fronten
Jørgen Grau som endnu var militærpligtig var allerede søndag eller mandag ført til Haderslev, hvor han blev modtaget af to soldater med opplantede bajonetter og derefter ført hen til en del andre fanger fra Årø, hovedsagelig fiskere og sømænd. Denne gruppe fanger måtte i nogle dage blive i Haderslev, for derpå at blive transporteret til Rügen.
Her opholdt de sig en tid men kom så til Altona, hvor de blev stillet for Krigsretten. Retsforhandlingerne resulterede for Jørgen Graus vedkommende i, at han fik lov til at rejse hjem til Barsø indtil videre. En tid efter blev han indkaldt og kom til fronten i Frankrig.
Præsten i Løjt hjalp Lars Larsen
Den gamle Lars Larsen kom ikke ud på landet om mandagen. Den landmand, han skulle arbejde for, kom ikke og hentede ham. Dagen efter blev han under ledsagelse af en politibetjent ført til Kværs, til den landmand han skulle have været hos.
Da en anden betjent tilfældig rejste samme vej, sluttede han sig til eskorten. Lars Larsen, den fredeligste af hele selskabet nød den ære at blive ført til Kværs ledsaget af to betjente. Da han var gammel og svagelig tog pastor Treplin i Løjt af hans sag og fik ham snart sendt hjem.
Endelig kom frihedens øjeblik
Efter den 2. september efter at de seks Barsøere havde arbejdet for andre landmænd hele august måned var frihedens øjeblik inde. De havde fået ordre til at møde på Hotel Danmark, hvor der blev forelagt dem en lang række paragraffer, som de skulle underskrive for at komme på fri fod.
De ville ikke skrive under
En af paragrafferne gik ud på, at de skulle melde sig hos kommuneforstanderen, dersom de ville fra øen over til fastlandet. Ingen af de seks mænd var i sinde til at underskrive denne paragraf.
Ja sådan sagde den ene af dem.
Den officer, der ledede sagen, spurgte nu en skriver om, hvem der havde skrevet paragraffen – militæret eller Landrådskontoret. Da svaret lød, at paragraffen var formuleret af Landrådskontoret. Så satte officeren en tyk streg over paragraffen.
Tilbage på Barsø
Så skrev Barsøerne under og derpå stillede officeren en motorbåd til rådighed. Kort efter rejsen gik rejsen efter det lange ufrivillige fangenskab tilbage til den fredelige ø, hvor familie og venner med glæde hilste på de hjemvendende velkommen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: