Dengang

Søgeresultater på "lers"


Gadevold i 1930erne

Dato: august 11, 2022

Gadevold i 1930’erne

Mange episoder mellem 1930 og 1939. Opfordring fra Hartvig Frisch. Undervisning i kampsport og at vælte politiheste. I begyndelsen kampe mellem kommunister og socialdemokrater. Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem.  Forsigtig dansk politik. KU kaprede arbejderungdommen. Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads. Andre end KU var uniformeret. Militarisering og brutalisering. Ung DSU’ er død efter overfald. Arbejdsløse i tvangslejre. Skud mod minister DNSAP arrangerede protestmøder. Uniformsforbud. Konservative og Kommunister imod. Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed. Christmas Møller satte fod ned. KU ville frigøre sig DSU i spejderuniform. Utilfredshed kulminerede i 1934. Socialdemokraternes blå gendarmer. Tyske soldater kæmpede på DNSAP’ s side.

 

Mange episoder mellem 1930 og 1939

Noget tyder på, at gadevolden i 1930’erne var mere omfattende end det vi hidtil har kendt til. Måske kommer der på et tidspunkt en afhandling om dette. Folkestyrets fundamentale spilleregler var ved at gå op i sømmene. Den militante aktivisme og voldsparatheden var langt mere udbredt, end vi ellers har troet.

Situationen var den at i februar 1933 var 50 pct. af de 18 – 25-årige uden arbejde.

Der meldes om 145 aktioner mellem 1930 og 1939. Men det er sandsynligvis mange flere, som blot ikke er registreret af politi og medier.

 

Opfordring fra Hartvig Frisch

Var det ikke Hartvig Frisch, der opfordrede til at demokratiet skulle gå aktivt, fysisk om nødvendigt, ind i bekæmpelsen af yderfløjene. Før det blev for sent.

 

Undervisning i kampsport og vælte politiheste

Allerede i 1929 oprettedes den kommunistiske organisation Arbejderværnet.  Formålet var angiveligt at bekæmpe den gryende fascisme, Medlemmerne trænede kampsport og øvede sig i at vælte politiheste.

 

I begyndelsen kampe mellem socialdemokrater og kommunister

Snart oprettede ung-kommunisterne i DKU- organisationer som Rødt Frontkæmper-forbund og Antifa. Oprettelsen af de militante kommunistiske korps var dels inspireret af den tyske venstrefløjs kamp mod nationalsocialismen.

Langt de fleste sammenstød i begyndelsen af 1930’erne var mellem socialdemokrater og kommunister.

 

Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem

Tænk engang fra 1939 til 1945 var der hele 29 partier i Danmark. Nogle få eksisterede gennem mange år – flertallet havde kort levetid

DNSAP opnåede ved det bedste valg 43.000 stemmer. Men nazi – føreren Frits Clausen og hans følgesvende blev opfattet som vulgære, ubegavede eller ekstreme. Ret hurtigt fandt tyskerne ud af, at det parti ønskede man ikke at samarbejde med.

 

Forsigtig dansk politik

Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 var et betydeligt nederlag i de unge europæiske demokratiers overlevelseskamp. Det var også en trussel mod Danmark.

Højrefløjsregimer afløste de fleste af de nye Central – og Østeuropæiske demokratier. Og Hitlers regime begyndte med at slå den socialistiske arbejderbevægelse ned. Derefter forfulgte han med stadig større ildhu den jødiske befolkning ud fra sin særlige udlægning af racelære.

Socialister, jøder og intellektuelle flygtede fra Tyskland, en del af dem til eller gennem Danmark.  Det officielle Danmark så dem som en trussel for de statslige udgifter og for de politiske flygtninges vedkommende også som en mulig belastning af forholdet til Tyskland.

 

KU kaprede arbejderungdommen

Det tyske Mindretal bakkede op om nazismen. De kaldte sig NSDAP – N i Sønderjylland. Ikke særlig lang fra deres leder Jens Møller boede lederen af DNSAP, Frits Clausen. Først i 1939 lykkedes det at få tre mandater i Folketinget.

Højrefløjsstrømningerne havde medvind i Det Konservative Folkeparti. Navnlig for Konservativ Ungdom begyndte i begyndelsen af 1930’erne at rekruttere byernes kriseplagede arbejderungdom.

KU opretter ligefrem deres egne stormtropper, der til forveksling ligner nazister i brune uniformer med skjorte og skrårem, plusfours eller ridebukser og lange støvler.

Måske havde KU lyttet til Joseph Goebbels. Han sagde:

  • Den, der kan erobre gaderne kan også erobre masserne

 

Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads

På den anden ydrefront, venstrefløjen er det DKU og DSU som også er stærke i begyndelsen af 1930erne.  Også de trækker i al mulige uniformer.

Den 15 – årige Tove Ditlevsen kommer uforvarende med i et af slagene, da hun følges med hendes 16 – årige DSU – kæreste Erling:

  • Engang tager han mig med til et møde på Blågårds Plads, men det bliver voldsom ballade og politiet trækker stavene og spreder de stridende parter.
  • ”Ned med Strisserne”, råber Erling, der er i sin DSU – uniform, og i det samme får han et gok i hovedet, så han giver et hyl fra sig.
  • Jeg griber ham forskrækket i armen og hånd i hånd løber vi hen ad gaden, der runger under mange andres skridt. Det er ikke noget for mig. Det vil jeg aldrig mere.

DSU’ erne går i blå skjorter med røde tørklæder og DKU’ erne i brune skjorter – en beskeden uniformering i forhold til KU’ s stormtropper. Snart havde DSU også fået ridestøvler og skrårem. I 1931 blev korpset Ordensværnet oprettet. Den umiddelbare anledning var forsvaret mod kommunisterne, men Ordensværnet fik hurtigt et udtalt antifascistisk sigte.

 

Andre end KU var uniformeret

Konservativ Ungdom nåede op på 30.000 medlemmer – en slagkraftig organisation. Her rasede man mod parlamentarismen og brugte ”gammel nordisk hilsen”. Ledende medlemmer tog på studietur til Dachau. De syntes, at de indsatte fik en fin behandling.

Samtidig begyndte trotskistiske smågrupper den antifascistiske sag at infiltrere DSU. Resultatet blev at DSU i 1934 udrensede de mest militante elementer, der så fortsatte i DKU eller stiftede små smågrupper, der fortsatte klammerierne med KU og fascisterne.

Der var også lige Antifascistisk kampforbund der havde ”lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket”. Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo. Det er et logo, der også i dag anvendes i organisationen.

 

Militarisering og brutalisering

Mest opsigt vakte det uniformerede ung-konservative korps med skrårem og spidsstøvler. De kom ofte i håndgemæng med både almindelige forbipasserende og de ligeledes uniformerede ordensværn af kommunistiske og venstrefløjs-socialdemokratiske unge.

Der var ofte ballade i gaderne mellem aktivistiske kræfter på venstre og højre yderfløj.

En militarisering og brutalisering foregik. Grupperne havde både eksercits og terrænøvelser. Der var også ligefrem uniformerede arbejderværn, hvor medlemmerne blev skolet i kommando og kamptræning. Den militæriske praktik gav udtryk for en voldsvilje, der pegede i antidemokratisk retning.

 

Ung DSU’ er døde efter overfald

Den 8. november 1932 døde den unge socialdemokrat og DSU’ er Werner Nielsen af et kraniebrud. Bruddet var forårsaget af et kraftigt slag med et kosteskaft under et sammenstød med kommunister i forbindelse med en plakatophængning forud for folketingsvalget den 16. november 1932.

Jeg kan se, at nogle forfattere kalder kampene dengang som ”værtshusslagsmål”. Men det var hvis mere alvorlige mange af de ting, der foregik.

DSU var generelt de systembevarende, mens DKU og KU opfattede sig selv som fanebærer for et mere autentisk folkestyre, frigjort for parlamentarismens snærende begrænsninger.

 

Arbejdsløse i tvangslejre

De arbejdsløse dengang følte sig direkte forfulgt. Der blev oprettet arbejdslejre efter tysk forbillede til dem. Her skulle de lave gratis tvangsarbejde for godsejere og storbønder. Der var også hegn og vagter. Det var en nedværdigende oplevelse for de involverede.

 

Skud mod minister

En anden meget udemokratisk oplevelse fandt sted i 1930. Her forsøgte Charles Nielsen at dræbe den socialdemokratiske socialminister Steincke i Folketinget.  Fra Folketingets tilhørerloge skød Nielsen efter Steincke med en pistol, men han blev hurtigt overmandet af rigsbetjente og Steincke undslap uskadt.

Gerningsmanden var medlem af DAO (De Arbejdsløses Organisation). Der var ingen pardon fra politiets side, når denne organisation demonstrerede. De blev massivt angrebet af politiet.

 

DNSAP arrangerede protestmøder

DNSAP arrangerede protestmøder mod den demokratiske styreform og regeringens håndtering af landbrugskrisen. De politiske spændinger blev forstærket og det tyske Mindretals nazificering var årsag til nationalsocialistiske propagandaaktioner på begge sider af den dansk – tyske grænse.

 

Uniformsforbud

Lov om forbud mod at bære uniform m.v. trådte i kraft den 12. april 1933. Det var tale om en tidsbegrænset lov, som forbød personer at bære ensartet beklædning eller beklædningsdele, der tilkendegav et politisk tilhørsforhold. Dette lovindgreb var et af flere lovindgreb, der skulle sikre den offentlige ro og orden og hindre, at tilløb til en voldsbetonet politisk praksis bredte sig i Danmark. Regeringen forsøgte at dæmme op for de antidemokratiske strømninger.

Det var en af metoderne med ensartet og militærpræget beklædning. Uniformeringen blev efterhånden anvendt af de danske nationalsocialister, unge kommunister og flere politiske ungdomsbevægelser.

 

Konservative og kommunister imod

Regeringspartierne – Socialdemokratiet og radikale Venstre – tilsluttede sig sammen med Venstre et uniformsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget. KU ’s antræk var inspireret af fascistiske og nazistiske korps.

Kommunisterne mente, at lovforslaget havde til formål at stække den revolutionære arbejderklasse. Samtidig forsvarede de brugen af udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascismen. Til forskel herfra betvivlede De Konservative, at ungdommens uniformer fremprovokerede til samtidens politiske uro.

 

Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed

Partiets formand, John Christmas Møller fremførte til gengæld den personlige frihed til at give sin politiske mening til kende. Internt i Det Konservative Folkeparti var der ganske vist større uenighed om forslaget. Partiet fastholdt dog deres modstand mod uniformsforbuddet, da loven blev genforhandlet i 1934. Partiets stillingtagen til uniformsspørgsmålet skal sikkert ses i lyset af, at det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed.

 

Christmas Møller satte en fod ned

Denne lov blev fulgt op af urolovene fra 1934. Den indbefattede en skærpet våbenlov. Det var lovligt at tilkendegive demokrati – kritiske holdninger, men det var ulovligt at bruge anti-demokratiske metoder.

Forbuddet mod visse sammenslutninger var vidtrækkende. Godt nok var frivillige korps i tilknytning til hæren undtaget fra loven. De frivillige korps blev imidlertid forbudt med en revidering af hærloven i maj 1937.

Efterhånden havde Christmas Møller fået nok. Han satte foden ned over for de radikale elementer i KU. De mest aktive ung-kommunister rejste til Spanien for at kæmpe i Borgerkrigen.

 

KU ville frigøre sig

I 1938 opstod der en diskussion om KU skulle løsrive sig fra moderpartiet. Man ville omdanne organisationen til en højreradikal og selvstændig forening.  Men det lykkedes dog formanden Axel Møller at bevare KU som tilknytning til moderpartiet. Men nu var det slut med KU som en militær højre-bevægelse.

 

DSU i spejderuniform

I 1939 ses unge socialdemokrater i nærmest spejderuniformer som ikke er forbudt. Nu er Anden verdenskrig så tæt på, at det ikke længere handler om at slås med unge konservative og kommunister – eller politiet. Men nu demonstrerer man om de store linjer i europæisk politik.

Spørgsmålet er om kommunisterne og revolutionære arbejdede for en demokratisk samfundsudvikling, som det hævdes i nogle af de kilder, som vi har brugt. Mon ikke de lod sig styre af Moskva.

Mon ikke også at Den radikale og socialdemokratiske regering dengang var bange for en revolution. Arbejderklassen så med stigende mistillid til Socialdemokratiet. Det var uro i fagbevægelsen. Man talte om generalstrejke og kommunisterne vandt frem over alt.

Som vi tidligere har nævnt arbejdede Københavns Politi sammen med Gestapo allerede i 1930erne.

I 1933 kom der med Kanslergade-forliget en række indrømmelser til arbejderklassen.

 

Utilfredsheden kulminerede i 1934

Men i foråret og sommeren 1934 eksploderede utilfredsheden alligevel i befolkningen. Esbjerg, Aalborg og København så militante generalstrejker og voldsomme gadekampe mellem arbejdere og politiet. Kommunisterne spillede en ledende rolle under opgøret. Men grundet Kanslergade – forliget kunne man ikke få mobiliseret hele fagbevægelsen.

 

Socialdemokratiets blå gendarmer

Måske var det angsten, der fik Danmark til at oprette Rigspolitiet i 1938. Hermed var det muligt at gribe ind over for større uroligheder uden at inddrage militæret. Men nu var det ikke alle partier, der var tilfredse med dette, således kaldte Venstres Svenning Rytter Rigspolitiet for:

  • Socialdemokratiets blå gendarmer.

 

Tyske soldater kæmper på DNSAP’ s side

I sommeren 1940 kom det til regulære gadekampe i Roskilde mellem danske nazister og politiet. I Haderslev var det berømte Spadeslag mellem DNSAP – folk og politiet. Ja tyske værnemagtssoldater kæmpede på nazisternes side.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.858 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 382 artikler
  • Under Tønder finder du 295 artikler
  • Under Aabenraa finder du 187 artikler
  • Under Nørrebro finder du 307 artikler

 

  • Kampen på Blågårds Plads 1935
  • Er Wilfred Petersen en nazist, der ikke helt er glemt
  • Militante ungdomsbevægelser – dengang
  • Retssikkerhed efter og under besættelsen
  • Var Konservativ Ungdom nazister?
  • Frits som sprællemand og trillebør
  • Bloddrenge og unge nazister
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Bovrup kartoteket
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • De danske nazister
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Nazister i Tønder og mange flere

Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den (3)

Dato: august 5, 2022

Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den (3)

Uden selvransagelse og kritik. Fangerne sultede, sagde de. Velansete og respekterede folk skrev om forfærdelige forhold. Det skulle være bøger til ungdommen. Der var konstant sult. Man undrede sig over danskernes mentalitet. Alnor var læge i Fårhuslejren. Dyb depression blandt de indsatte. Politikerne ønskede en anden skæringsdato. Politikerne fik også noget. Tjeneste i Waffen SS gjaldt indtil krigen var slut.  Juraen var egentlig sekundær under retsopgøret, siger historiker. Tysk historiker: Nazificeringen af Det tyske Mindretal var frivillig. Alnor: Tiden var inde til en undskyldning fra den danske regering. Amtsborgmester beskyldt for ”Medfødt dumhed” Stedet bliver plettet. Der bliver ”gravet grøfter”. Svensson: Det var Nazi – Tyskland selv, der var skyld i det.  Urimelig påstand fra Mindretals avis: Det var alderen, der var skyld i de mange dødsfald i KZ – lejrene. Det tyske Mindretal: Danmark var for eftergivende over for tyskerne. Udstillingen om Fårhuslejren blev etableret.

 

I denne serie skildrer vi det dansk – tyske forhold i grænselandet. Du finder den første artikel i serien under Besættelsestiden på vores hjemmeside. Anden del har vi lagt under ”Grænsen er overskredet”. Og det er bevist. I vores bog, der udkom i 2017, beskriver også det dansk – tyske forhold.

Se også listen over vores kilder. Under Første del kan du se en omfattende liste over artikler, der relaterer til, hvad vi her skriver om.

I anledning af 50 – året for slutningen af Anden verdenskrig mindedes BdN de faldne ved et arrangement på Knivsbjerg. Her beklagede formanden, dem der var blevet gjort uret af mindretallet. Han gav også udtryk for respekt for de danske medborgere, der havde kæmpet for friheden.

Men samtidig gjorde formanden også opmærksom på at mange mindretalsmedlemmer blev alt for hårdt og uretfærdigt straffet under retsopgøret. Det gjaldt især for de frontfrivillige. Men formanden sagde også at selv om retsopgøret var uretfærdigt, så blev man sparet for fordrivelse.

 

Uden selvransagelse og kritik

Formanden slog fast, at Mindretallet stadig synes at retsopgøret var uretfærdigt. Ofrenes beretninger og overleveringer forstærker denne opfattelse. Men selv om disse erindringer tillægges stor betydning så behøver de nødvendigvis ikke at fortælle hele sandheden.

I 1954 udkom Gottfried Horstmann med ”Zwei Jahre meines lebens. Errinerungen an Faarhus. Horstmann var tysk frimenighedspræst i Gråsten.  Han havde mistet tre af sine sønner ved fronten og siddet to år i Fårhuslejren.

Bogen indeholder sarkasme og uden selvransagelse og kritik. Han spidder syrligt ”Frihedskæmperne”. De fremstilles som en flok ”elendige amatører” De danske embedsmænd var som hovedregel ”ubehøvlede”

 

Fangerne sultede

Fængselsbetjentene blev benævnt ”Fængsels – Knechtene”. De var som regel ”Emsige og småstupide”. De var også lette at gøre til grin. Man gav dem øgenavne, der var inspireret af deres fysiske og mentale udstråling.

Tonen er skarp og ”elegant” i bogen. Vi følger det daglige fangeliv og fangernes indbyrdes forhold. Der var kammeratskab på tværs af sociale skel. Men man var sammen om at kæmpe mod autoriteterne i lejren.

Vi får en gennemgang af lejren. Men vi får ikke en forklaring på, hvorfor lejren er bygget. Serveringen af maden var uhumsk. Maden var ensformig og utilstrækkelig. De unge blandt fangerne sultede.

Horstmann har ikke selv oplevet mishandlinger. Men han har hørt om ”adskillige” tilfælde fra fangekammerater. Blandt medfangerne var Jens Møller – Mindretallets tidligere fører. Han roses som værende ”et rigtigt mandfolk”.

 

Velansat og respekteret

Som ikke – dansk statsborger blev Horstmann efter sit ophold i Fårhus udvist til Tyskland. Her kom han til den tidligere KZ – lejr Neuengamme, som nu tjente som gennemgangs – og interneringslejr for tidligere SSere og nazister.

Jo Horstmann var det der hedder en stærk fange og velanset fange. Hans bog havde stor udbredelse i Mindretallet.

 

Bøger til ungdommen

I 1987 udkom Hanns Christian Jessen med en antologi Faarhus 1945 – 1949 Straflager für die deutsche Minderheit in Dänemark. Erlebnisse, Berichte und Dokumente.

I forordet får vi at vide at bogen er rettet mod ungdommen. Man får at vide at Mindretallet blev sat i KZ – lejr, blev indespærret af politiske årsager, sat bag pigtråd grundet sindelag. De var blevet straffet for troskab mod folk og fædreland. Og det vel at mærke med tilbagevirkende kraft.

 

Konstant sult

Han fortæller at de levede i en konstant sult. Han betegner maj – juni 1945 som lejrens ”Hungerperiode” De blev behandlet som storforbrydere. Igen får vi at vagterne var stupide. Vagter chikanerede og udøvede vold og de sultede.

Det er ingen tvivl om, at der især i de første måneder har været udøvet vold. En læderbrevskribent, hvis far havde siddet i9 Fårhuslejren skrev, at der hver morgen ifølge faderen ved solopgang blev råbt navne op på personer, som blev slæbt ur og skudt.

 

Danskernes mentalitet

Allerede i 1949 kunne man I Deutscher Volkskalender Nordschleswig høre om lidelserne:

  • Fårhus betyder for os forsøget på at tilintetgøre og diffamere hjemmetyskheden gennem tvang. Fårhus betyder en helt ny erfaring for hjemmetyskerne mht. mentaliteten hos store dele af det danske folk og selv hos mange af deres naboer.

På den tyske efterskole i Tinglev mente lederen, at disse erindringsbøger fra Fårhuslejren skulle indgå som undervisningsbøger i de tyske privatskoler.

 

Alnor var læge i Fårhuslejren

I 2003 udkom Peter Christian Alnors bog: In Schleswig zu Hause. Der rote Mantel von Bülderup.

I denne beskriver forfatteren sin tid som SS – frivillig og dels nazificeringen af Mindretallet. I bogen kan man læse at i tidsrummet 1933 – 1936 kom nye lærere til skolerne som alle var nazister. De havde stor indflydelse på alle.

Hvervekontrakterne blev ikke underskrevet før de frivillige havde passeret grænsen. Forfatteren skriver også efter ”Rusland – felttogets begyndelse ”tillod” den danske regering hårdt presset af omstændighederne at danske soldater og officerer kunne melde sig til Frikorps Danmark. Hvervningen til Waffen SS foregik nu helt offentlig også den i Mindretallet.

 

Dyb depression

Alnor var læge i lejren. Han fortæller at man i begyndelsen kunne bevæge sig frit mellem barakkerne. I det store og hele var forholdene i lejren acceptable. Fængselsfunktionærerne optrådte korrekt. Ingen måtte sulte eller fryse. De hjemvendte frontsoldater betragtede nærmest forholdene som paradisiske, skrev han.

Han giver en helt anden beskrivelse, end det vi har hørt. Men han skriver også:

  • I starten herskede der dyb depression blandt især de ældre, civile medfanger. Nogle blev depressive, andre trodsige.

Ifølge Alnor var de fleste målløse, da han og hans bror berettede om regimets forbrydelser. Langt hen ad vejen, troede de ikke på dem.

Selv modtog han en dom på 1 års fængsel og 5 års tab af almen tillid.

 

Politikerne ønskede anden skæringsdato

Det var et problem m.h.t. fronttjeneste. Ifølge almindelig straffelov var det strafbart at gå i ”fjendens” tjeneste. Formelt var der ingen krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Under et retsopgør kunne man hævde at Tyskland ikke var Danmarks fjende.

Det var også et problem for regeringen, at man efter Tysklands ”angreb” havde ”tilladt” ikke ”opfordret til”, som Alnor anfører, at danske soldater og officerer kunne melde sig til frikorps Danmark. Den danske regering stod på intet tidspunkt for hvervningen til Waffen SS – den stod Waffen SS selv for i tæt samarbejde med det danske nazistparti DNSAP og dels med den tyske mindretalsledelse.

Det var netop på grund af Danmarks spegede folkeretlige og politiske status at det underforhandlingerne mellem de danske politikere og modstandsbevægelsen om det kommende retsopgør. Politikerne ønskede at skæringsdatoen skulle være den 29. august 1943, da regeringen trådte af.

Modstandsbevægelsen ønskede at straffelovstillægget skulle have tilbagevirkende kraft fra og med 9. april 1940. Sådan blev det.

 

Politikerne fik også noget

Men glemmes skal det ikke at politikerne fik slået fast, at handlinger udført

  • Efter ordre eller anvisning fra e danske myndigheder

Ikke var omfattet af straffelovstillægget.

 

Indtil krigen var slut

Alnor kredser i sin bog meget om de frontfrivilliges retlige situation, Han anerkender dog at efter regeringens tilbagetræden så herskede der en slags krigstilstand mellem Danmark og Tyskland.

Nu var problemet også, at havde man meldt sig til Waffen SS så var det ”auf Kriegsdauer. Man kunne ikke bare forlade tjenesten. Det ville være ”Fahnenflucht” og blev straffet med døden.

Og som vi ved selvsyn så inde på de tyske arkiver i Aabenraa så stod Mindretallets unge i den grad under et tryk. De skulle kæmpe på siden af det tyske folk.

 

Juraen var sekundær i retsopgøret

Retsopgøret kan være svært at forstå. Her får vi hjælp af historikeren Henning Poulsen. Han har meget kontant karakteriseret den således:

  • I sin helhed må retsopgøret forstås som en gengældelse. Juraen var sekundær og kun beregnet på at hindre ren vilkårlighed. De juridiske indvendinger, der er rejst, f.eks. mod straffelove med tilbagevirkende kraft, er derfor af ringe historisk interesse. Der var ikke tale om sædvanlige retfærdighedshandlinger, men om at føre den gengæld for besættelsen og alt, hvad den havde ført med sig, ud i livet, nu da krigens udfald havde gjort det muligt.

 

Tysk historiker: Nazificeringen var frivillig for Mindretallet

Man kan se at Alnors bog er mere blød end de andre, vi har omtalt. Men var Det tyske Mindretal ikke tvunget over i nazismen. En historiker fra Mindretallet (Frank Lubowitz) siger følgende:

  • Nazificeringen var fra og med 1933 en frivillig overtagelse af nationalsocialismen, for intet rigstysk parti kunne udøve sin politik uden for landets grænser, heller ikke de nazistiske ledere i Slesvig Holsten.

Denne Alnor havde ikke været medlem af Det tyske Mindretal siden Anden Verdenskrig. Men bogen blev nærmest modtaget overstrømmende af Mindretallet. Der Nordschleswiger inviterede forfatteren op til et foredrag.

 

Tiden var inde til undskyldning fra den danske regering

På mødet mente Alnor at tiden var kommet til at den danske regering burde give en undskyldning.

Da spørgsmålet om indretning af en udstilling om Fårhuslejren blev rejst kunne man i Der Nordschleswiger læse, at

  • Den historiske virkelighed og sandhed er ofte ubehagelig og deprimerende. Det ved tyskerne, Vores danske landsmænd bliver nødt til at få det at vide, hvis de vil undgå at blive beskyldt for at bedrive fusk med historien. Historieforfalskning ville det i hvert fald være, hvis man ved at forgylde mindet om Frøslevlejren begraver Fårhuslejrens eksistens.

 

Amtsborgmester beskyldt for ”Medfødt dumhed”

En heftig til tider meget følelsesladet debat udspandt sig nu. Amtsborgmester Kresten Philipsen mente, at der skulle være en udstilling om Fårhuslejren. Forhenværende redaktør Robert Huhle holdt sig bestemt ikke tilbage:

  • Medfødt dumhed, bevidst historieforfalskning eller et forsøg på at lokke hjemmetyske stemmer ved det forestående valg.

 

Stedet bliver plettet

BdN’ s formand Hans Heinrich Hansen kunne godt lide amtsborgmesterens indstilling. Men han sagde bl.a.:

  • At man faktisk har fortiet lejrens brug, gør stedet lidt plettet

Debatten nåede nye højder. Hans Heinrich Hansen sagde nu:

  • Den danske side har ikke ret til at fremhæve historiens positive sider. Det tyske Mindretal vil optræde objektivt i spørgsmålet om Frøslevlejren.

Det vil grave grøfter

Man ville også have haft et kursuscenter til stedet. Vi har tidligere skrevet om det. Og det sprogbrug man brugte i den forbindelse i med hvervekampagne for at få tyskere til stedet var direkte malplaceret. Lederskribenten i Jydske Tidende skrev i mellemtiden:

  • Man bygger ikke bro mellem dansk og tysk ved at udviske sin egen nationalitet. Man skriver ikke ny historieved at tvære rundt i den gamle

En af hovedkræfterne bag etableringen af Frøslevlejren var overbibliotekar Jørgen Mågård. Han mente at Philipsens tanker var i direkte modstrid med de intentioner man havde, da man etablerede Frøslevlejren. Han var stærk i tvivl om, hvor vidt Det tyske Mindretal havde et så afklaret forhold til Fårhus – tiden, at man ønskede den officielt fremvist i Frøslevlejren.

Han mente at en museumsafdeling i Frøslevlejren om retsopgøret og Fårhuslejren ikke blot ville skabe skel, men også grave grøfter.

 

Det var Nazi – Tyskland selv, der var skyld i det

Ved Sprogforeningens generalforsamling indrømmede Jørgen Mågård, at der skete fejl fra dansk side. Der blev flere interneret end nødvendigt. Men forløbet måtte vurderes ud fra datidens forudsætninger og de historiske kendsgerninger.

En ivrig debattør Bjørn Svensson blandede sig også. Han mente, at det gik hårdt ud over Mindretallet. Men bebrejdelserne skal ikke rettes mod Danmark, som ikke længere var nogen retsstat, men imod det af hjemmetyskerne tiljublede Nazi -Tyskland, som var skyld deri.

Debatten nåede også Københavner – aviserne. Og det fremkom masser af barske beskyldninger fra begge sider. Ikke alt var historisk korrekt.

 

Mindretallet: Danmark var for eftergivende over for tyskerne

Formanden for BdN mente i Radio Syd gik rette med den danske regerings eftergivenhed for tyskerne. Han forventede at dette ville beskæftige de danske historikere de kommende år. Også retsopgøret og de hjemmetyske frontfrivillige var et emne, der skulle debatteres.

Og så kunne man ellers læse i Der Nordschleswiger at alderssvækkelse var det væsentlige dødsårsag for danskerne i KZ – lejrene. Hans Skov Kristensen fortæller, at i for eksempel den første transport fra Frøslevlejren den 15. september 1944, hvor 27 pct. af de 195 deponerede døde, var gennemsnitsalderen 31, 2 år.

 

Udstillingen blev etableret

Vi kunne have blevet ved. Men i hvert fald blev der en udstilling om Fårhuslejren. Det bliver så ikke tale om et hjemmetysk ”martyrium” på museum. Men selvfølgelig viser udstillingen de ydmygende afhentninger af hjemmetyskere. Det er også fotos, som vi har vist.

Dagliglivet bliver også beskrevet. Der var til tider en hård behandling særlig i begyndelsen. Udstillingen problematiserer retsopgøret og den hjemmetyske selvforståelse af dette.

Og så havde vi jo en stor debat om dansk – tyske skilte. Men den har vi beskrevet. Vi henviser til de ro første artikler i denne serie.

 

Kilde:

  • For hele serien (3 artikler):
  • dk – diverse artikler
  • Litteratur Padborg/Kruså/Bov
  • Kristerligt-dagblad.dk
  • Der Nordschleswiger
  • Jydske Tidende
  • Berlingske Tidende
  • Weekendavisen
  • Historie 2005 nr. 1
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Henrik S. Kristensen m.m.: Als og Sundeved 1940 – 1945
  • Henrik Skov Kristensen: Straffelejren
  • Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre
  • Gades leksikon om dansk Besættelsestid 1940 – 1945
  • Hans Schultz Hansen. Henrik Skov Kristensen: Sønderjylland under krig og besættelse
  • Henrik S. Kristensen: En station på vej til helvede
  • Siden Saxo nr. 2 1994
  • Jørgen Mågård: Fanger i Frøslevlejren
  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Festskrift til Henning Poulsen
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsestiden
  • Sabine Lorek: Rechtsabrechnung – Retsopgøret
  • Bohn, Denker, Kühn: Nationale mindretal i det dansk – tyske grænseland 1933 – 1945
  • Harboe Kardel: Fünf Jahrzehnte in Nordschleswig
  • Peter Chr. Alnor: In Schleswig zu Hause
  • Jes Caspersen: Sådan var det
  • Gottfred Hostmann: Zwei Jahre meines Lebens – Erinnerungen an Faarhus
  • Deutscher Volkskalender für Nordschleswig 1949
  • Hans Chr. Jessen: Faarhus 1945 – 1949 Straflager für die deutsche Minderheit
  • Henning Poulsen: Besættelsesårene 1940 – 1945
  • Sønderjyske Museer 2001

 

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.855 artikler
  • Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 381 artikler
  • Under Første artikel i serien kan du se henvisninger til en lang række artikler

 

 

 

 

 

 

 

 


Du spreder hadefuld retorik

Dato: august 2, 2022

Du spreder hadefuld retorik!

Ja det har Facebook beskyldt mig for flere gange. Historieformidling indeholder mange ”forbudte” ord. Og Algoritmerne kan ikke finde ud af, at jeg behandler disse ord neutralt. Men Facebook accepterer at man bliver truet i deres navn. Egentlig skulle artiklen have heddet ”Mit liv som administrator”. Men der en hemmelig liste på mindst 4.000 ord. Der bruges laveste fællesnævner. Reglerne er noget tåget. Hvorfor bruger man ikke almindelige og gennemskuelige regler? Statuer skal fjernes. Politisk korrekthed vender indpas i historieformidlingen. Og selv om vi finder nye beviser i en mordsag, så skal den ikke genoptages. Det er nemlig ikke passende. Du er og forbliver en konspirator. Vores artikler bruges – med en anden forfatter. Du kan ikke bare bruge fotos fra nettet. Det er noget, der hedder ophavsret. Så er det lige data-loven. Vi modtager modstand, kritik, brok, trusler. Problemerne er størst når vi deler til andre grupper. Men individuelle regler skal respekteres. Vi er på øretævernes holdeplads. Google har dog endnu ikke fjernet artikler fra vores hjemmeside. Men det er svært at leve med Facebooks beskyldninger – måske skal vi opsøge en psykolog!!!

 

Når man rammer et forbudt ord

Ja det har man flere gange fået at vide af Facebook. Og resultatet kan være lige fra en advarsel til tidsmæssig udelukkelse. Ja helt udelukket er man også blevet på et tidspunkt.

Det kriminelle består i at man spreder historie. Og herved kommer man til at ramme ”forbudte ord”. Og dem er der faktisk mange af. Men ordene er ikke brugt forkert. Man kan dog ikke forvente at der sidder folk hos Facebook og kontrollerer alle grupper. Det er algoritmer, der styrer dette. Og her er man åbenbart ikke vant til historieformidling.

 

Historieformidling indeholder forbudte ord

Vi fortæller ofte om en person fra det tredje Rige og hans bevægelse. Disse to ord er også på en liste, der omfatter 4.000 personer og organisationer, som du ikke må omtale positivt.

Og så må du heller ikke omtale specielle befolkningsgrupper selv om det er historie. Således fik vi en advarsel for at omtale en speciel befolkningsgruppe, der kom syd fra til Møgeltønder i 1866.

Og på Vesterbro omtalte vi en sprællemand i en søndagsskole, der var udformet som en ”det forbudte ord”.

 

Blev truet i Facebooks navn

Samtidig tillod Facebook, at man brugte deres navn til at true mig med at hvis ikke jeg inden 24 timer trykkede på et link så ville de lukke mine konti hos Facebook – utroligt at det kan lade sig gøre.

 

Skulle have heddet ”Mit liv som Administrator”

Ja egentlig skulle artiklen have heddet ”Mit liv som Administrator”. Men det lyder måske lidt mere kedeligt.

Egentligt er det fint, at man kan bruge Facebook på den måde, som man gør. Og herfra bruges som reklame for vores hjemmeside. Men vi har overvejet flere gange at droppe Facebook, selv om det giver mange nye Læsere/brugere.

Facebook har i årevis haft en liste med navne og begreber som er bandlyst på det sociale medie. Listen omfatter organisationer, grupper, netværk og enkeltpersoner, som ikke er velkommen på Facebook. Det er heller ikke tilladt for andre brugere at omtale. I hvert fald ikke i en form, der indikerer støtte eller hyldes.

Problemet er så at Facebooks algoritmer ikke er gearet til at tolke dette. Overtræder du forbuddet, bliver dit opslag slettet, og i yderste konsekvens kan brugerne blive udelukket fra det sociale medie. Man siger, at listen indeholder 4.000 ord/navne/steder.

 

Listen holdes hemmelig

Listen over Facebooks udpegede ”farlige og organisationer” er holdt hemmelig for offentligheden. I vores sidste oplevelser med omtale af befolkningsgrupper var det ikke tale om ”farlige” grupper. Jeg skulle måske bare have brugt en anden benævnelse. Men det var jo ikke noget man havde kendskab til i den periode, som jeg beskrev.

Listen omfatter terrorister, nynazister, gangstere, militser, politiske partier og terrorgrupper. Det er både kendte og ukendte navne. Både levende og afdøde. Og det er masser af historiske personer, du ikke må nævne ved navn. Du må således ikke omtale krænkende og voldelige begivenheder også historiske.

Hensigten skal være tydelig. Det skal foreligge en klar forsømmelse. Men igen en gang. De algoritmer man bruger, kan ikke skelne var det godt eller skidt.

 

Det er jo ikke rigtig, hvad Facebook skriver

Hvorfor laver Facebook en liste over, hvad man må og ikke må. Og så har amerikanerne også et andet syn på tilværelsen end vi danskere har. Jeg har kendskab til adskillige, der er gået i samme fælde som undertegnede.

En anden ting er også at listen hele tiden bliver opdateret. Fra Facebook’ s side siger man at det er juridiske grunde til at man ikke offentliggøre en liste. Men det er jo heller ikke rigtig, at man siger at så længe man omtaler de forbudte ord neutral så sker der ikke noget.

 

Vi må håbe at algoritmerne er stærke nok

En ideologi, der var fremherskende under det tredje Rige har vi ofte omtalt lige som de forbrydelser man foretog. Det ord står også på listen. Vi må så hele tiden håbe, at algoritmerne er skarpe nok.

Vi har gang på gang oplevet restriktioner og vi omtaler tingene neutral og historisk.

 

Et angreb mod det danske frisind

Undertegnede mener at det som Facebook praktisere er et angreb mod det danske frisind. Og det undrer mig at politikerne ikke er i stand til at lovgive på området. Og tænk engang, at hvis artiklerne skader nogens følelser og tro, ja så kan de indberette det. Så kan en af Facebooks algoritmer fjerne artiklen og spærre min konto.

 

Måske er det snart slut for dengang.dk på Facebook

Og hvis man har fået tre advarsler, så er det alvorligt. Så måske er det snart igen dømt pause for dengang.dk fordi man har brugt navnet på nogle befolkningsgrupper sådan som de hed dengang. Ja i den ene episode var det tale om en sprællemand på en søndagsskole. Dette ord har rødder tilbage i kolonialismen.

 

At navigere i en kaotisk verden

Men undertegnede må se, om det kan lade sig gøre at navigere i en kaotisk verden. Politisk korrekthed er ved at tage overhånd. Dette indebærer at man skal finde nye ord for mange andre ord, som man har brugt i årevis.

Her troede man at sproget var et middel til at tale om sprog og hændelser i vores verden.

 

Laveste fællesnævner

Egentlig er det fint at Facebook vil fjerne falske nyheder og hadefulde ytringer. Standarderne er åbenbart ens over hele verden. Vi skal kunne begå os i det globale fællesskab. Det betyder at fjernelsen indrettes efter laveste fællesnævner.

 

Reglerne er noget tågede

Det betyder, at hvis noget er krænkende i en del af verden så overføres det til Facebooks fællesregler. Reglerne er meget tågede. Processen for fjernelse af artiklerne er uigennemsigtige. Facebook er både lovgiver, dommer og bøddel. Hvor er retssikkerheden? Har vi ikke ytringsfrihed?

 

Hvorfor ikke almindelige og gennemsigtige regler?

Hvorfor kan det ikke gøres på en anden måde med regler der nærmer sig almindelige og gennemsigtige ytringsregler.

Der følger ingen forklaring eller argumentation, når der indføres restriktion eller udelukkes. Der henvises kun til fællesreglerne.

 

Statuer skulle fjernes

En overgang var der tanker fremme om, at en masse statuer skulle afskaffes herhjemme. Nogle var begyndt med hærværk på statuer, der efter forskellige menneskers opfattelse ikke var korrekte.

Og så er det også spørgsmålstegn ved vores koloni-politik. I den forbindelse var det også meningen, at der skulle ændres i mindepladen for Peter von Scholten på Assistens Kirkegård.

Den politiske korrekthed vinder indpas. Men hvorfor får man ikke gang i alt

 

Nye beviser i en mordsag

Vi har i forbindelse med en bogudgivelse i 2017 kontaktet Aabenraa Politi for anmeldelse af et mord. Men selv om vi havde nye beviser, så fastholdt politiet at sagen var lukket i 1947. Og den er stadig lukket, selv om vi fandt endnu flere beviser.

Alene ligsynsrapporten burde have været nok til at genoptage sagen. Denne rapport kan også afsløre, at Den Danske Brigades rapport var et falsum.

 

Du er konspirator

Og når vi kan finde dem, så kunne politiet vel også. Men vi opdagede under vores arbejde med vores bog andre mystiske ting. Og siden 2017 har vi fundet flere mystiske ting. Gad vide, hvor mange andre ting vi oplever. Det nemmeste for myndighederne er enten at holde mund eller beskylde en for at være konspirator.

Vi har oplevet arkiver, der var tomme. Disse arkiver skulle have rummet en masse spændende materiale. Vi er blevet nægtet adgang til arkiver, hvor vi burde have haft adgang. Når arkiver er tomme, er det nødvendigvis tegn på, at der har været tyve på spil.

Det må sandelig være svært at være historie – og samfunds-lærer i dag, når man ikke må fortælle sandheden.

 

Vi lægger vægt på kildeangivelse

Det er lige sin sag at være administrator. Vi lægger meget vægt på kildeangivelse. Det gjorde vi måske ikke så meget i starten. Og så er det da også sket tre gange, hvor en forfatter har bedt os om at fjerne artiklen. Det respekterer vi selvfølgelig.

 

Vores artikler bruges – med en anden forfatter

Nu har det aldrig været sådan at vi entydig har brugt en andens artikel og så skrevet vores eget navn nedenunder. Det er ulovligt. Vi har ofte oplevet det modsatte, hvor vi har fundet vores egne artikler med en anden forfatter. Sådanne sager kan retsforfølges.

Man må gerne bruge vores artikler, og det er det da også mange, der gør. Husk bare lige kildeangivelse

 

Du kan ikke bare bruge fotos fra nettet

Og fotos kan du ikke bare sådan bruge. Vi kom galt afsted ved at bruge et foto af Sønderjysk grønlangkål. Det viste sig at være taget af en madfotograf med speciel belysning m.m. Vi havde kun brugt fotoet en gang.

Men vi blev truet med en retssag. Men det kom til at koste undertegnede 4.000 kr. Det er ingen krav om, at man skal registrere sin ophavsret. Der eksisterer ikke et offentligt register over indehavere af ophavsrettigheder.

 

Foto normalt beskyttet i 50 år

Ophavsmanden/kvinden har eneret 70 år efter ens død. Man kan selvfølgelig rette henvendelse til de relevante rettighedshavere. Ja man bliver truet med fængsel, hvis man ikke overholder loven.

Et almindeligt foto er normalt beskyttet 50 år efter at det er fremstillet. Hvis nu ophavsmanden og fotografen ikke er den samme, kan det være tale om flere personer, som så evt. skal kontaktes.

 

Der skete noget i 1970

50 årsbeskyttelsen af fotografiske billeder kan ikke finde anvendelse før 1.1. 1970. Dvs. at et fotografisk billede fra 1960’erne ikke nyder beskyttelse efter ophavsretsloven. Der er så andre regler gældende, når det er til privat brug eller hvis du kopierer i en forretning. Men inden du tror, at du bare kan bruge løs, så er det data – loven.

 

Du skal også lige huske Data-loven

Så skal du også lige tage hensyn til data- loven, hvor det gælder specielle hensyn.

Du skal nemlig have samtykke fra portrætternes personer – eller deres pårørende. Det gælder dog ikke billede taget i det offentlige rum. Men så skal der indhentes tilladelse fra fotografen. Man skal med andre ord selv have fotograferet billet i ens opslag. Reglerne gælder også for de små lokalhistoriske arkiver. I sidste ende er det administrator der har ansvar for alt, hvad der kommer op i gruppen.

 

Et billede skal behandles lige som personoplysninger

En afdød person har databeskyttelse op til 10 år efter hans død. Lokalarkiverne skal lige som administrator overholde data – loven. Et billede behandles lige som personoplysninger. Alle der figurer på et foto skal orienteres om, at nu offentliggøre du det. Særlig offentliggørelse af billeder med børn og unge skal man være meget omhyggelig med.

 

Modstand, kritik, brok og trusler er modtaget

 

 

Jo vi har sandelig også modtaget modstand, kritik og brok. Ja trusler har jeg modtaget på en anden Facebook – gruppe som jeg administrerer. Gruppen kan man vel sige er stramt styret.

 

Problemer er størst, når man deler

Og egentlig er problemerne størst, når man deler artikler i andre grupper. Her har kværulanter ofte frit spil. Når jeg oplever dette, sletter jeg med det samme mit indlæg. For på de grupper er det de gruppers administrator, der burde reagere. Her har vi også oplevet latterliggørelse uden administrators indgriben.

 

Individuelle regler skal respekteres

Hver gruppe har sin lovgivning og retningslinjer. Det har jeg respekt for selv om det i længden kan være vanskeligt at administrere. Jeg bruger ikke tid til at omskrive en artikel så det er tilpasset en anden gruppe. Og det skal også respekteres at nogle grupper har en ret så viljefast administrator

 

Vi omskriver ikke artikler

Således er der regler med at fotos, der en gang har været, vist i gruppen ikke må vises igen. Og så skal fotos have en bestemt alder. Artikler må ikke gentages, når de har været vist for tre måneder siden. Og så må man ikke henvise til andre artikler, der måske kan have interesse og som måske kan have interesse. Det kaldes selvpromovering.

 

Man forsøger ellers at rette ind

Jeg kan godt forstå hvis administratorer er træt af fem artikler hver dag fra min side. Selv om emnerne er vidt forskellige. Så kan man jo bare lige sende en besked, så retter man ind.

 

Vi fører ikke regnskab

Nu fører undertegnede jo ikke regnskab med hvilke artikler, der er anvendt hvor og hvornår. Det samme gælder fotos.

Ja så er det også grupper, hvor der endnu ikke er lykkes at komme ind. Reglerne for de grupper er nærstuderet, men jeg opgivet. Men nu er livet også for kort til at græde over spildt mælk.

 

Holder ofte frivillige og ufrivillige pauser fra grupper

Efter at have slettet indholdet holder vi så ofte en længere pause i en gruppe, hvor vi på en eller anden måde er blevet chikaneret. Det kan jo også være almindelig træthed over at se et bidrag fra undertegnede.

 

På øretævernes holdeplads

Man kan jo også sige, at når vi formidler historie er vi på øretævernes holdeplads. Det er jo ikke fordi man søger det. Men ofte indeholder vores artikler historier som folk ikke har kendskab til.

 

Vi har selv formuleret menuen

Men som en hjemmeside så smukt formulerer det:

  • Du har bestemt menuen, musikken, borddækningen, temaet, stedet.

Det står jo helt klart, hvad vores hjemmeside og Facebook – gruppe står for:

  • Hvem er gruppen for?
  • Hvad er gruppens emne
  • Hvad er gruppens formål

Ja det har vi tydeligt skrevet.

 

En gang imellem rydder vi også op

Og vi har fået ryddet op. Vi har gennemgået 650 artikler. Flere kan måske komme på tale. Som sådan har vores gruppe ikke en dårlig debatkultur men som tidligere nævnt så opleves det, hvis vi deler og indlægget er lidt kontroversiel.

Vi kan og vil ikke please alle. Men vi vil virke unødigt kontrollerende og nærtagende. Konstruktiv kritik er altid velkommen.

 

Forskellige holdninger til det, man skriver

Professionelle historikere har forskellige holdninger til det jeg skriver. En af dem mener, at jeg er forpligtet til at tage den nyeste forskning med, når jeg skriver f.eks. om en bys udvikling.

Og her er problemet – tidsforbruget.

Andre historikere og professionelle platforme tager min artikler for gode varer og tager dem i deres udgivelser eller på deres platforme.

 

Læserne ved ofte mere om fotoet end en selv

Så er det lige det med fotos. Indrømmet vi har ind til nu ikke gjort så meget ud af dette. Nogle læsere mener, at hver fotos skal indeholde år, nøjagtig adresse m.m. Andre igen tilføjer deres viden og deres oplevelser, når de ser et bestemt foto. Det er faktisk sådan vi gerne ser fotoerne brugt.

 

Google har endnu ikke fjernet artikler

Vi er glad for at Google endnu ikke har slettet artikler på vores hjemmeside. Så vidt vides har vi endnu ikke generet hverken afdøde eller nulevende personer bevidst.

Kære læsere, det er sandelig ikke let at bevæge sig i denne digitale verden. Men det er heller ikke let at bevæge sig i den historiske verden. Meget af dette skal være så strømlinet at det kan blive alt for meget. Politisk korrekthed breder sig mere og mere også inden for historieformidling. Men se her vil vi ikke gå i detaljer. Det kræver en særskilt artikel.

 

Hvorfor bruger I ikke mere moderne kommunikationsformer?

Hvorfor bruger I ikke mere moderne kommunikation? Ja sådan spurgte en læser. Ja der findes ca. 50 podcasts, hvor tekster fra vores side er brugt. Det har vi tidligere fortalt om. Og vi har sandelig også tre videoer på YouTube.

4-5 videoer har Nørrebro Liv lavet. Så på en måde er vi da med. Og så har undertegnede da også skrevet tre bøger og medvirket til endnu flere.

Skulle vi nu udvide dette, ja så vil det kræve flere penge, og det har vi ikke.

Det tæller vel også at vi efterhånden har afholdt mange hundrede foredrag. Det har vi så sat en midlertidig stopper for grundet helbredsproblemer.

 

Det er svært at leve med Facebooks beskyldninger

Men at Facebook ligefrem beskylder os for at sprede hadefuld retorik. Det er svært at leve med. Fortsætter disse beskyldninger dropper vi Facebook. Google har som allerede skrevet indtil nu fredet os. Her er der mange der finder os. Vores artikler er spredt fint ud på Nettet. Men trods alt, så siger juli – tallet, at 31,4 pct. af søgningerne på vores hjemmeside er kommet via Facebook.

Skoleelever, andre studerende m.m. bruger vores artikler uden at beskylde os for løgn. Vi er trods alt glade for at så mange kan bruge vore artikler uden at opdage den hadefulde retorik.

Måske skulle vi opsøge en psykolog!

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.854 artikler
  • Under Andre Historier finder du 79 artikler

 

  • Er Facebook fortid for dengang.dk
  • Hvem skriver historien?
  • Den digitale ytringsfrihed er under pres
  • Historieformidling på Facebook

 

 

 

 

 

 


Hvad der læses mest – i juli 2022

Dato: august 1, 2022

Hvad der læses mest – i juli 2022

17 nye artikler i juli. Nu 1.853 artikler. Top – 100 i juli. De mest populære kategorier. Facebook statistik. Igen advarsel fra Facebook. Forstår dem ikke. Læsere vil ikke opleve upopulær historieformidling. Det burde være forbudt at undlade at skrive, hvad man ser på foto, skriver læser. Vi holder igen en pause i en gruppe, Hurra for det perfekte. Nogle læser ikke artiklen. Forslag fra læser – brug links i artikelhenvisning og hitliste. I skriver for lange artikler, siger anden læser. Vi har ofte tekniske udfordringer grundet dårlig net-forbindelse.

 

Nye artikler i juli

Det blev til 17 nye artikler i juli:

  • Tiggeri er forbudt
  • Rytterkilden – et sagn fra Løjt
  • Da By – sekretæren i Aabenraa blev myrdet
  • Bommerlund – Snaps, kro og skov (3)
  • De Sønderjyske Piger – nok engang (2)
  • Da Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
  • På vagt ved grænsen 1945 – 1949
  • Barndomsminder fra Aabenraa
  • Tønders Læs – og Ungdomsforening
  • Munkemølle i Rinkenæs Sogn
  • Herlufsholm – hvad så?
  • Hvordan var det at bo – i Frøslevlejren
  • Hvordan var det at bo – i Fårhuslejren
  • Fårhuslejren – kunne sætte gang i den (1)
  • Fårhuslejren – kunne sætte gang i den (2)
  • Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt
  • I fængsel i Aabenraa i 1902

Vi har rettet følgende artikel:

  • Fra den gamle til den ny grænse

 

 

Forstår ikke Facebook

Vi havde delt en artikel om Møgeltønder i 1866. Her omtalte vi forskellige befolkningsgrupper som kom til byen. Og her vi åbenbart ramt et af Facebook’ s Forbudt – ord. Vi fik en advarsel og artiklen blev fjernet. Nu må så gennemgå den og få fjernet det ene ord og holde øje med om vi evt. har brugt andre forbudt – ord.

Samtidig tillader Facebook, at deres navn bliver misbrugt ved at true undertegnede. Således skal jeg aktivere et link og der skal sikkert aktivere en masse spændende ting. Man kalder sig for Usikre Sider. Og truslen går på at hvis man ikke gør noget inden for 24 timer, så sletter man alle konti hos Facebook.

Utroligt at Facebook lader sådan noget passere. Men det er vigtigere at fjerne et ord, der ikke engang er racistisk og så blive beskyldt for ”hadefuld adfærd”. Vi er da glade for at Facebook giver os mulighed for at sprede historie. Men det kan være uhyggelig svært at sprede den sande historieformidling.

 

”Hvorfor skal jeg opleve det på Facebook?” skrev en læser

Vi havde atter engang delt en artikel fra besættelsestiden. Men atter engang oplevede vi så, at det upopulært emne i denne læsers øjne. Han mente så, at vi skulle rette ind efter hans opfattelse. Åbenbart er det kun de pæne og populære ting, vi må viderebringe.

 

Det burde være forbudt at undlade at fortælle, hvad man ser på fotoet”

Ja sådan skrev en anden læser. Og det var i en artikel om Grundtvig på Nørrebro og den første højskole. Og det var netop højskolen, vi så.

Hver dag udbreder vi op til 50 fotos fra vores lager på 2.000 fotos. Vi kunne selvfølgelig godt skrive det på, som vi ved. Men da vi alligevel ikke ved det hele, hvem fotografen er eller hvornår fotoet er taget, så undlader vi dette.

Vi kunne jo selvfølgelig bruge tid og finde ud af det på samtlige 2.000 fotos. Men da prioriterer vi alligevel historieskrivningen. Nogle læsere har også ment, at vi ikke gider. Det er så et negativt ladet ord. Vi vælger at bruge ordet prioritering.

Det sker også, at læsere efter en uges forløb spørger til et bestemt foto, uden at gøre opmærksom på i hvilken sammenhæng fotoet er brugt. Vi vil ikke bruge tid på at finde frem til det. Det handler igen om prioritering.

Det lyder måske lidt nedladende over for læserne. Men vi har tidligere gjort opmærksom på, at der findes grupper, der går meget op i det med fotos. Og de er meget bedre til dette end os.

Dette er en historie – gruppe, hvor vi gerne vil fortælle en historie. Vi bruger Facebook til at reklamere for vores hjemmeside. Og det ved de allerfleste af vores læsere. Vi har endda fået roser for vores fotos.

Men vi må nu engang igen gøre opmærksom på, at det tager tid at lede efter kilder til vores historier selv om vi har et kæmpe kildearkiv, bøger m.m.

Hvor er det så skønt at opleve, at nogle af vores læsere går ind og beskriver, hvad vi ser på fotoet. Nogle gange er det med spændende oplevelser eller en god historie til. Vores gruppe bliver mere spændende, når flere bidrager.

 

Vi holder atter en pause i en gruppe

Vi har ikke noget imod kritik. Vi kan alle sammen tolke historie forskellig. Og vi har da også humor. Men hvis denne humor bliver brugt til at latterliggøre vores artikler, så siger vi stop. Det må være op til administrator at forhindre dette. Dette er skyld i at vi atter engang dropper en gruppe.

 

Hurra for det perfekte!

Det er fint nok, at man skal holde sig inden for det rigtige. Således må man ikke medtage Ribe, når man fortæller Sønderjyllands historie. En læser fortæller at Kongeåen danner grænsen. Det kan da godt være at Ribe ikke har været med i Sønderjylland, men byen har alligevel haft stor betydning for Sønderjylland.

Men det er ikke rigtig at Kongeåen har dannet hele grænsen. Det må vi nok hellere lave en artikel om.

Når vi laver artikler om Søerne i København, der går gennem tre bydele, så er det vigtigt for læserne at artiklerne holdes inden for enten Østerbro, Nørrebro eller Vesterbro. Det samme gælder for fotos.

Og så må man heller ikke snyde med fotos. Hvis handlingen foregår i 1930’erne, så må man ikke vise et foto fra 1920.

En gruppe har indført regler om, at fotos skal have en bestemt alder. Det gælder også for kirkebygninger. Men disse regler gælder ikke for administrator.

Og så er det den, vi har haft før. Hvis et foto har været anvendt før, men hvis historien er ny, så afvises artiklen.

Vi søger ikke specielt efter fotos til vores artikler. Vi tager dem fra vores arkiv. Så kan det jo godt være, at det er nogle fotos, vi bruger for meget, fordi vi måske holder mest af bestemte slags.

Indrømmet, jeg har svært ved at indordne mig disse regler. Historien dengang havde en helt anden inddeling. Og hvorfor skal man lige ødelægge en god historie for at få den til at passe ind i en gruppes regler?

Indrømmet vi er åbenbart begyndt at irritere nogle af læserne i stedet for at glæde vores læsere. Det vil vi jo helst.

Man kan godt gøre det perfekte. Men se det tager tid. Og jeg vil helst bruge tid på at læse og skrive. Og de artikler, der så kommer ud af det, håber vi så glæder de fleste læsere.

Tingene kan nogle gange blive alt for perfekt. Og så kan det blive for kedeligt. Historieskrivning er ikke altid så firkantet, som man vil gøre den til.

 

Man læser ikke artiklen

Der er hele tiden mange spørgsmål og henvendelser. Dette er vi glade for. Det viser den store interesse. Men ofte er der spørgsmål, hvor man kan finde svaret i teksten – i artiklen. Og når der er travlhed med at svare på alle henvendelser, så kan det godt være at vi igen prioriterer.

 

Mange henvendelser

Henvendelse er der masser af. Desværre laver vi ikke slægtsforskning. Det er der masser af folk, der er meget bedre til. Det samme gælder byvandringer. Her findes også folk, der er specialister. Som vi tidligere nævnt holder vi en længere pause med hensyn til foredrag på grund af alvorlige rygproblemer.

 

Hvorfor skriver I så meget om Besættelsestiden ved grænsen?

I forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 har vi en masse ”overskuds – informationer”. Vi talte med en masse ældre mennesker i Padborg/Kollund området. Vi var i tyske arkiver. Og så har vi en del litteratur liggende omkring forholdene. Det må være svaret på de to spørgsmål.

I forbindelse med en fætter/kusinefest med min afdøde kone for mange år siden mødte jeg et par tidligere vagtfolk i Fårhus-lejren. De fortalte en del interessante ting. Vi er godt klar over at anonyme informationer ikke kan bruges for at bevise noget. Det gælder også i forbindelse med sagen om Asmus Jensen. Men at kalde os for konspiratorer er nok meget overdrevet.

Vi er i gang med at skrive endnu en artikel om Frøslevlejren og to artikler om Fårhuslejren.

 

Forslag: Brug links i artikelhenvisninger og på Hitlisten

En læser foreslår, at vi bringer links til artikelhenvisninger og på Hitlisten. Det er et godt forslag. Jeg arbejder på en metode, der ikke tager mere tid end nu. Ind til videre kan du bruge søgefunktionen.

 

I skriver for lange artikler!

Nu er det sådan, at det stort set er mig selv, der skriver artiklerne. Og ja nogle artikler er frygtelig lange. Derfor forsøger vi at gøre dem net – egnet ved at dele dem i mindre afsnit. Men nogle gange er det svært at dele en artikel. Faren er at den så bliver for overfladisk. I øjeblikket er vi i gang med en temaserie om det dansk – tyske forhold i grænselandet.

Her er vi så startet med at bo i henholdsvis i Frøslev og Fårhuslejren. Men efterfølgende har det i den grad været ballade, da man i første omgang ikke ville etablere en udstilling i forhold til Fårhuslejren. Os – sønderjyder har jo også en holdning til dette. Og her er det uhyggeligt svært at dele sådan artikel midt i alle de argumenter, som vi har forberedt.

 

Tekniske udfordringer

Vi har en meget ustabil net-forbindelse. Til tider hakker det ud og ind. Så er der store udfordringer med at lægge ting og sager ind på hjemmeside og Facebook. Man skal afse ekstra tid til det. YouSee er blevet alarmeret flere gange om dette problem men kan åbenbart ikke løse det. Det skulle man ellers mene når man betaler abonnement hver måned.

 

Facebook – statistik

De sidste 28 dage (30.07.2022)

  • 848 synes om
  • 072 følger
  • 822 nåede personer (+ 20 pct.)
  • 889 opslagsinteraktioner (+ 20 pct)
  • 51 synes om side (+ 21 pct.)

 

Du kan nu finde 1.853 artikler på vores hjemmeside

  • Disse artikler fordeler sig således:
  • Nørrebro 307 artikler
  • Tønder 295 artikler
  • Besættelsestiden (Før/Under/Efter) 230 artikler + 150 artikler
  • Sønderjylland 215 artikler
  • København 191 artikler
  • Aabenraa 186 artikler
  • Østerbro 101 artikler
  • Højer 78 artikler
  • Andre historier 78 artikler
  • Padborg/Kruså/Bov 64 artikler
  • Nørrebro Handelsforening 29 artikler
  • Indlemmelse, Afståelse, Genforening 26 artikler + 118 artikler
  • 1864 og De Slesvigske Krige 19 artikler
  • Industri på Nørrebro 19 artikler + 26 artikler
  • Grænsen er overskredet 6 artikler
  • Akeleye – historien om adelsslægten 9 artikler + 9 artikler

Hvad betyder + artikler? Det er artikler om samme tema fordelt på andre kategorier.

 

 

De Mest Populære Kategorier i juli måned

Hver artikel på Top – 100 får et point. Er der så flere med samme pointantal, får den kategori med bedste placering et fortrin

  1. Besættelsestiden (før/under/efter) 20 (1)
  2. Tønder 16 (8)
  3. Sønderjylland 15 (2)
  4. København 14 (3)
  5. Nørrebro 9 (5)
  6. Andre Historier 7(7)
  7. Østerbro 6 (6)
  8. Aabenraa 6 (4)
  9. Padborg/Kruså/Bov 6 (9)
  10. Industri på Nørrebro 2 (11)
  11. Fra urtekræmmer til Shawarmabar 1 (13)
  12. Højer 1 (10)
  13. Indlemmelse, Afståelse, Genforening 0

1864 og De Slesvigske Krige 0

Grænsen er overskredet 0

Akeleye – Historien om Adelsslægten 0

I parentes er sidste måneds placering. Den store vinder er Tønder. Den store taber er Aabenraa.

 

De mest læste artikler – i juli 2022

  1. Børnearbejde, Tændstikfabrikker og andet Industri på Nørrebro
  2. Legemsdele i Kastelgraven
  3. Er Wilfred Petersen en nazist, der ikke er glemt
  4. Mandelejren på Livø
  5. Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
  6. Hugo Boss fik hjælp af Nazisterne
  7. Sønderjysk Kaffebord – 119 opskrifter fra Tønder
  8. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
  9. Henrettet i Aabenraa (2)
  10. Svend Hazel – genial eller fupmager
  11. Da tyskerne kom til Tønder
  12. Børnemoderen fra Jægersborggade – den tredje historie
  13. Tønder i 773 år
  14. Lygter og Lygtemænd i København
  15. Sønderjyske Drikkeopskrifter
  16. En kvindehøjskole i Visby
  17. Utterslev Mose – dengang og nu
  18. Et hospital på Nørrebro
  19. Nyhavns Historie
  20. Da politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
  21. Jarlen af Botthwell
  22. Holocaustfornægteren fra Kollund
  23. Henrettet på Øster Fælled 1772
  24. Flere gader og veje på Frederiksberg (K-Å)
  25. Forlystelser på Nørrebro – dengang
  26. Stormflod 1976
  27. Gader og veje på Østerbro
  28. Æ Kachmand i Tynne (kagmanden i Tønder)
  29. Sagn og historier fra Als
  30. Grevinden af Bagsværd
  31. Afnazificering og Hungersnød – syd for grænsen
  32. Sønderjysk Madkunst – atter engang
  33. Mandø – endnu en historie
  34. Henrettelse i Undallslund
  35. Ringridning i Sønderjylland
  36. Gamle butikker og erhverv i Aabenraa
  37. Gamle værtshuse i København
  38. Sange fra Tønder og omegn
  39. Valby – dengang
  40. Sang – og vandrehistorier fra København
  41. Kruså Vandmølle
  42. Hafnia – branden
  43. En brand i Stengade
  44. Aabenraas historie
  45. Haderslev – i begyndelsen (1)
  46. Katastrofen på Haderslev dam
  47. Amager fra A til Å
  48. De skamfulde sygdomme
  49. Livø – en mandelejr – endnu mere
  50. Herlufsholm – tradition og Voldsskole
  51. Frøslevlejren
  52. Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  53. På værtshus på Nørrebro
  54. Rovmordet i Utterslev Mose
  55. Da man lavede biler på Nørrebro
  56. Eleff Rasmussen og hans brune tid
  57. Auschwitz – en udryddelseslejr
  58. Okseøerne i Flensborg Fjord (1)
  59. Løjt, Løjtninger og Løjt Land
  60. Flygtningeprammen i Klintholm Havn (1)
  61. Kloster Marked
  62. KZ – Lejr Ladelund
  63. Var Konservativ Ungdom Nazister?
  64. Tønderkniplinger – den 6. historie
  65. Hvordan var det at bo – i Fårhuslejren
  66. Tønder Seminariums Historie
  67. Tønderhus – slot, borg og fæstning
  68. Et gymnasium på Nørrebro
  69. Min bager på Nørrebro
  70. Vognmænd og speditører i Padborg
  71. Brand i København
  72. Borrebjerg på Rømø
  73. Askersodde ved Vidåen
  74. Det spøger på Gram Slot (1)
  75. Dupont – slægten – ophav og historie
  76. Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro
  77. Gamle detailhandels- forretninger på Nørrebro (1920)
  78. At sejle på Haderslev Fjord
  79. Hvad skete der med Raoul Wallenberg?
  80. Gade og veje i Tønder
  81. Højer Tæppefabrik
  82. Blegdamme på Blegdamsvej
  83. Historien om Københavns Havn
  84. Tønderkniplinger
  85. Strøgets Historie
  86. Det var på Nørrebro, det foregik
  87. Sommerkorpset
  88. Letfærdige Kvindfolk
  89. Titan på Nørrebro
  90. På vagt ved grænsen 1945 – 1949
  91. Skamstenen i Sæd
  92. Hypnosemordene på Nørrebro (1)
  93. Syd for Aabenraa
  94. Garnisons Kirkegård
  95. Kolonisthusene ved Frøslev
  96. De sidste hertuger på Augustenborg
  97. Fritz Clausen – den tredje historie
  98. Kæmp for alt hvad du har lært Chr. Friis
  99. Ladegården og åen
  100. Gestapo i Danmark

Disse tre artikler nåede det næsten – bedre held næste gang;

  • Rungholdt og mandedrukning et og to
  • Vægfliser fortæller historien
  • Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933

 

 

 

 

 


Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt

Dato: juli 27, 2022

Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt

Nørby Kro. Krokonen fik et dårligt ry. Den gale snedker flyttede ind og sønnen flygtede. Gamle skyder var parate på Løjts gårde. Sognets energiske præst talte med Ann. Egnen mellem Bodum og Nørby havde et dårligt ry. En vandringsmand var på vej. Årene var ham gode. På Bodum kro. En skummel type sad i et hjørne. Det blev livlig på kroen. Han overhørte kromandens advarsel. Mordet ved Rytterbroen. Moderen var lammet. Ann kunne godkende pungen. Tugthusets porte lukkede sig. En ung kvinde ledte forgæves efter kræmmeren. Krokonen levede som et vrag i flere år.

 

Nørby Kro

Nørby Huse var små. De lå tæt og trygt sammen i klynger. Landevejen måtte kroge sig igennem, som den bedst kunne. Midt i byen lå Nørby Kro til hvis lave mørke skænkestue et par bønder af og til fandt vej for at drøfte nyheder fra byen over et glas brændevin eller to.

 

Hun fik et ilde ry

Men da Ann Krokone blev enke fik stedet et ilde ry. Der blev drukket som aldrig før på kroen. Men det var sognets svirebrødre og landevejens pak, der holdt til hos enken. Byens folk drak deres snaps hjemme. Skikkelige nattevandrer listede sky forbi den skumle kro, hvor hæse råb og larm af drukne folk brød nattens stilhed i den før så fredelige by.

 

Sønnen forlod hjemmet

Slemt blev dette sus og dus, da sønnen, som var led ved det grimme liv, en dag forlod hjemmet og drog af Holsten til med en snes sølvdalere i lommen.

 

Den gale snedker

Det var blevet værre de sidste par år, for nu var ”den gale snedker” flyttet i hus hos enken.

Han var en slet karl, der hverken frygtede Gud eller mennesker. De passede sammen de to, den samvittighedsløse mand og enken med det hårde sind. Dobbelt koldt og ondt fra den dag, sønnens flugt fældede dom over hendes synder.

 

Gamle skyder var parat på gårdene

Når egnens folk i de dage kom sammen, vidste man altid at berette en eller anden lidet hyggelig historie fra Nørby Kro. Vist er det, at overfald og plyndringer på vejene omkring ikke mere var sjældent. Rundt om på gårdene hang den gamle skyder med fuld ladning parat over sengen. Og dog så sov man ikke helt trygt i alkoven efter en slagtedag.

Men Løjt Sogn lå en streg øst for lov og ret. Hvem kunne sætte sig imod det onde par på den berygtede kro.

 

Sognets energiske præst forsøgte at tale med Ann

Sognets energiske præst var modig nok til at besøge Ann Krokone en dag hun var ene. Men han fandt ingen vej ind bag hendes afvisende hårde ansigt og mødte kun hårde gudsbespottende ord. Men da han nævnede sønnens navn, blev hendes ansigt hvidt.  Mindet om ham levede endnu som en sidste rest af godt i den besmittede sjæl.

Dog var det kun et glimt af hendes sinds lønlige skat, der nåede frem. I voldsom trods lukkede hun atter til med de ord. Han måtte tie med al tale om hendes søn. Hun vendte sig bort og veg ind i sin stue. Men atter engang lød præstens myndige stemme:

  • Som din søn ved sin flugt brød staven over dit liv, så skal hans hjemkomst fælde endelig dom over dine synder. Gud lader sig ikke spotte!

 

Egnen mellem Bodum og Nørby havde et dårligt ry

Stormen kom med rusk og kold regn. Den hylede gennem hegnene og for over hedernes krat og lyng. Det var ondt og surt efterårsvejr. Og natten lagde sig tæt og truende over de øde veje. Det er tid for skarnsfolk og ugerningsmænd at øve udåd.

Egnen mellem Bodum og Nørby har ilde ry.

Midtvejs ligger Rytterbroen. Gennem mose og krat slynger her østkystens alfarvej sine sande hjulspor. Knug kæppen fast i hånd, du kræmmer, om du i denne skumle nat tumler af sted i stormen. Manden med det onde ansigt er ude efter bytte.

 

En vandringsmand var på vej

En vandringsmand stred sig over bakkerne nord for Aabenraa. Han var ung og stærk. Beslutsom havde han kastet sig ud i det onde vejr skønt dagen hælder.

De kendte enge drager, dem han for seks år siden forlod med et lille knytte i hånden og 20 daler i lommen. Den stærke hesselkæp fra hegnet hjemme er endnu hans vandrestav, men knyttet er blevet en velfyldt kræmmerpose. Pungen som han arvede efter sin farer tung af vægtigt sølv.

 

Årene var ham gode

Årene var ham gode – at handle faldt ham let og vandre – livet var efter hans sind. Aldrig havde han angret at han rev sig løs fra krolivets skam og fortræd og blev ærlig kræmmer.

Alligevel drog han nu til sit barndomshjem. Gang på gang havde han været i nærheden, men onde rygter skræmte ham bort. Han turde ikke se hjemmets forfald og kunne ikke møde hans mors spottende blik og hånende ord.

Men nu skulle det være. Uset ville han vandre forbi hjemmet. Han ville blot have et glimt af lys fra stuen. Det ville gøre ham godt trods alle mørke minder.

Mon hans mor stadig kunne huske ham? Havde han endnu en plads i hendes hjerte? Eller var det kun hendes hånende sind tilbage? Skulle han standse op og prøve om kærligheden var stærkere end nogensinde før.

 

På Bodum Kro

Skumringen faldt på og stormen tog til. Vejenes våde sand bandt hans fod. Han var noget forkommen, da han nåede Bodum Kro. Han måtte ind. Han trængte til hvile. Han måtte samle sine tanker så så nær ved sit barndomshjem.

 

En skummel type i et hjørne

Han trådte ind. To bønder sad og småsnakkede ved det store bord sammen med kromanden. De så nysgerrig på den fremmede og gjorde plads. I en mørk krog tæt ved det lave vindue sad en fattig klædt fyr. Tørklæde og hue holdt ansigtet i skjul. Ingen så de øjne, der lurede i skyggen. Hans ølkrus stod i karmen. Det var vel en fattig djævel fra landevejen som i uvejret havde søgt læ herinde. Hvem brød sig om ham!

 

Der blev liv på kroen

Den sidst ankomne bragte liv i krostuen. Brød kom på bordet, øl og snaps til hele selskabet – også en skænk til den tavse svend i krogen. Kræmmeren var en holden mand. Der kom ikke an på en omgang mere eller mindre. Og han kunne fortælle. Det var noget andet end den stavnsbundne snak, man ellers stak hovederne sammen om i kroen.

De tunge bønder livede op. Der blev talt om handel, og kræmmeren fik posen frem.  En merskumspibe viste sin fristende skønhed, og der blev handlet. Et par sølvmønter raslede ned i kræmmerens velfyldte pung.

  • Du er velbeslået, kammerat
  • Ja handelen går vel, det er intet at klage over.

Ingen så det grådige blik hos den skumle fyr i krogen, da han hørte mønternes klang. Ingen lagde heller ikke mærke til, at han kort efter sneg sig ud ad døren.

 

Han overhørte kromandens advarsel

Kræmmeren spurgte nyt fra egnen og de fortalte. Det var mest om de sidste tiders ufred, der var i sognet.  Lidt sky og forsigtigt fortalte de om Ann og snedkeren på Nørby Kro. Den fremmedes ansigt blev mørkt og brat afbrød han samtalen. Han ville videre.

Han hørte kun halvt kromandens tilbud om nattely og syntes ikke at høre advarslerne om natlige overfald og hvad de sagde om et skummelt sted ved Rytterbroen.

Atter pisker storm og regn ham i ansigtet, men stærkere stormede det i hans sind. Hans hjem helt i ondes vold og hans mor ude på de mørkeste dybder. Gud i himlen hun måtte frelses.

 

Mordet ved Rytterbroen

Mellem buske og krat ligger Rytterbroen. Et par usle planker over en mosegrøft. Der står manden med det skumle ansigt, hjemmets onde ånd. Han venter rovgrisk på sit bytte. Og kræmmeren iler sin skæbne i møde.

Det bliver heller ikke tid til forsvar. Et susende slag kommer fra mørket ikke et skrig, kun en halvkvalt stønnen. Livløst ligger offeret for foden af ”den gale snedker”.

 

Morderen var lammet

Som lammet stod ugerningsmanden et øjeblik og så på den døde skikkelse. En følelse af anger og angst jog gennem hans sind. Han havde gennem de sidste gjort så mangen en ond gerning men det var første gang, at det kostede et menneskeliv. Han bøjede sig ned og plyndrede ofret.

 

Ann kunne genkende pungen

På Nørby Kro brændte endnu et enligt lys. Ann Krokone gik stundesløs omkring. En underlig uro var over hende den aften.  Den vilde storm bringer uhygge, mest når man sidder ene mand med fredløse tanker.

Nu lød hastige skridt over forstuens sten. Døren gik op. En ophidset man ravede ind og satte en pung med klingende mønt på bordet. Et barsk smil gled hen over konens ansigt. Den mørke uvejrsaften bragte nok et godt bytte til huse.

Da stivnede smilet på hendes mund. Hun kendte den gamle slidte pung, sønnen tog i arv efter den gamle kromand. Hun skreg:

  • Hvor tog du den. Hvor er manden?

Hun knyttede sin hånd mod snedkeren. Men denne kunne ikke samle sin skælvende mund til andet svar end:

  • Rytterbroen

Da forstod hun alt. Læste mordet i hans fortrukne ansigt og flakkende øjne. Hun sank stønnende sammen på bænken. Dommen var over hende.

 

Tugthusets porte lukkede sig

Under mosetørven gemte ”den gale snedker” samme onde nar sit offer. Og kort tid efter lukkede tugthusets porte for den onde mand, hvis mange synder, ikke i længden kunne skjules. Men om ugerningen ved Rytterbroen tav han. Og han nægtede hårdnakket, at Ann var medskyldige.

 

En ung kvinde ledte efter kræmmeren

En ung kvinde fra syd havde stået den myrdede kræmmer nær. Da han ikke vendte tilbage, søgte hun hans spor. Disse førte til Bodum Kro og tabte sig derfra i den mørke nat. Men rygterne gik om den forsvundne. Sognefolkets mistanke gik mod parret på Nørby Kro. Krokonens navn blev i folkemunde bevaret som Ann Rytter eller Rytter-Ann.

 

Hun levede som et vrag i mange år

Denne frygtelige nat mærkede hende for livet. Hendes handlekraft var brudt. Hendes forstand var til tider helt formørket. Som et vrag levede hun endnu et par år, båret oppe af naboers barmhjertighed.

Så døde Ann Rytter.

  • En ryggesløs kvinde

Sådan skrev den gamle præst i kirkebogen.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Litteratur Løjt
  • Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil læse mere:

  • dengang.dk indeholder 1.852 artikler
  • Under Aabenraa finder du 185 artikler

 

  • Rytterkilden et sagn fra Løjt
  • Dengang – på Løjt Land
  • Da Barsøerne blev arresteret
  • Løjt for 170 år siden
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Løjt – nordøst for Aabenraa (1)
  • Løjt Land – i begyndelsen (2)
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
  • Anekdoter fra Løjt (4)
  • Løjt Land – den femte tur (5)
  • Løjt – mellem dansk og tysk (6)
  • Løjt – masser af historie og kultur (7)
  • Løjt – det 8. besøg

 

  • Egentlig har Løjt en stor ære af Aabenraas Søfartshistorie, så derfor er det også relevant at henvise til disse artikler:

 

  • Briggen Gazelle af Aabenraa
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Da briggen Chico fra Aabenraa blev opbragt
  • Fra skibsdreng til Redder i Danmark
  • Søens folk fra Aabenraa
  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Søfartshistorie fra Aabenraa
  • Skibsbyggeri og industri fra Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, skibe og søfart
  • En skibsdreng fra Aabenraa
  • Aabenraa som søfartsby

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


I fængsel i Aabenraa i 1902

Dato: juli 26, 2022

I Fængsel i Aabenraa 1902

Gode venner med magthaverne. En måneds fængsel for fornærmelse Aabenraa i Tornerose-dvale. Hvornår var det mest behageligt at komme i fængsel? Man skulle underkastes samme betingelser som en landevejsrøver. Det var lige over for orgelbygger Marcussen.  En hyggelig indretning i et beskidt fængsel.  Svendsen fik bragt mad fra en kro. Åbent hus om aftenen. Byens knægte afleverede nyheder. Amtssekretæren så ham, da han gik hjem efter bøger. Fængselsinspektør Böse indfandt sig. Svendsen ville lige have ting til protokols. Den Tyske Forening havde travlt med at anmelde oprørske danske sange. Han lærte de andre fanger at kende.

 

Gode venner med magthaverne

Det var i Køller- politikkens værste år. Nic. Svendsen var redaktør af Hejmdal. Han var en af dem, der ofte stod for skud.

Dengang dukkede mange mærkelige personer op på den politiske scene. En af disse var fænomenet Fru von Wildenradt – Krabbe. Hun var journalist og forsøgte at gå de preussiske magthavere til hånde.

Hun faldt hendes kæmpende landsmænd i ryggen og angreb de ledende danske mænd.

 

En måneds fængsel for fornærmelse

Denne færd var i Hejmdal blevet stemplet efter fortjeneste som skamløs og ildeset. Over for disse beskyldninger påkaldte fruen de preussiske domstoles bistand. Det betød så at Nic. Svendsen af Overlandsretten i Kiel som sidste instans blev idømt en måneds fængsel.

Straffen skulle afsones i den lille uanseelige fængselsbygning, som lå i en baggård ved Storegade i Aabenraa. Her havde M. Andersen et par år før siddet arresteret i flere uger for respektløs omtale af ”Røverstenen i Løgumkloster”.

Her havde senere H.P. Hanssen været indespærret for højforræderi. Og i 1899 sad Thade Petersen også indespærret her. Nu var turen så kommet til endnu en kendt skikkelse – Nic. Svendsen.

 

Aabenraa i Tornerose – dvale

Aabenraa lå dengang i en Tornerose – Dvale. Staden var ikke nær så berømt som nu. Byen var omgivet og indsnævret af sine store skove. Som sådan følte den ingen trang til udfoldelse.

Byen var noget for sig. Hyggelig bedsteborgerlig. Alligevel mærkedes her et pust ude fra Stillehavskysten, hvor de gamle kaptajner, som stadig gav tonen an, havde færdedes næsten mere hjemmevante end i deres fødeegn i en menneskealder og derover.

Livet i byen, der for en fremmede syntes at være stillestående havde derfor i et par årtier bevaret sit bestemte særpræg. Det var meget tiltalende for dem, der ejede sans for det. Ja selv noget så ubehageligt som et fængselsophold kunne næppe ødelægge dette særpræg.

 

Hvornår var det mest behagelig at komme i fængsel?

Svendsens læge dengang var dr. Knuth. Som kredslæge havde han også tilsynet med fængslet. Svendsen rådførte sig hos kredslægen om, hvornår det var bedst at afsone straffen. Han anbefalede at vælge januar – februar. På den tid kunne opholdet i en opvarmet fangecelle være lige så sundt som ude i det barske vintervejr.

Svendsen fulgte hans råd med Overstatsadvokatens samtykke.

 

Man skulle underkaste sig samme betingelse som en landevejsrøver

Den preussiske fængselsordning omfatter et helt lille værk med alle kommentarer endog et anseligt bind på tykkelse med en moderne læsebog. Dens bestemmelser er i og for sig strenge.

En pressemand, der er idømt en fængselsstraf må selvfølgelig underkaste sig samme behandling som enhver tyv eller landevejsrøver, der sættes bag lås og slå. Men denne ordning er til held for mange, gennemhullet af talrige undtagelsesbestemmelser.

 

Det var over for orgelbygger Marcussen

Nu havde Svendsen i forvejen tre måneders fængsel i Slesvig at se tilbage på. Den 24. januar kunne Nic. Svendsen dog indrette sig i en ret så komfortabel fængselscelle i det ellers så skumle og snavsede gamle fængsel.

Ja han kom faktisk til at bo lige over for orgelbygger Marcussen. Redaktør Kimmel, medudgiver af bladet hjalp med indretningen. Han kendte udmærket lokaliteterne. Han havde også siddet her før.

 

En hyggelig indretning i et beskidt fængsel

Svendsen lejede folk til at transportere seng, lænestol, bord, bøger og lampe. Selvfølgelig havde han også sikret sig tilladelse til at gå i egen beklædning.

Ovenpå fangebriksen lå en blød og god seng, dækket af et renvasket tæppe. Arbejdsbordet var stillet midt foran den hvide væg. Foreløbig stod der kun en kasse cigarer, et askebæger og en petroleumslampe, som sendte sit hyggelige skær over den velfyldte bogreol og lænestolen for bordenden.

En medfange, som var en berygtet fåretyv, kiggede ind ad døren og udbrød:

  • Hvinner æ kund faa et saaren, sin vild æ bliyv her old dav.

 

Svendsen fik bragt middagen fra en kro

Redaktør Kimmel var oppe med dagens avis, som han havde sat sammen. Han sagde godnat og gik. Fangevogterens kone var med aftensmaden. Der var to fangevogtere på dette tidspunkt, men den ene var midlertidig suspenderet.

Svendsen havde fået tilladelse til at sørge for egen kost. Middagen sendte hans gamle udmærkede vært Hans Peter Schmidt på Søndertorv. I en lille time om aftenen blev det også nydt et glas rød – eller rhinskvin.

 

Åbent hus om aftenen

Og det var ofte, at der var besøg om aftenen. Fangevogteren havde ikke noget imod det. Han forlangte endda entre. De havde selv drikkevarer med. Var det noget til overs nød fangevogteren og fåretyven det.

Man kunne nyde morgenbladene i lænestolen med en god cigar. Ja selv små artikler og boganmeldelser til Hejmdal blev det også til.

Der kom folk fra Varnæs og Felsted Sogne og fik hjælp, selv om Svendsen sad her i fængslet. Der kunne godt være et stort rykind ved fængselsmuren.

 

Byens knægte afleverede nyheder

Byens drenge afleverede smånyheder. Det fik de 20 til 40 pf. for pr. stk. Disse nyheder blev afleveret mens Svendsen så gik gårdtur med sin cigar. Hver dag kom nyheder om brækkede ben, ulykker på isen, kørselsuheld. Svendsen lavede så en overførsel, så knægtene kunne få udbetalt beløbet på avisen.

 

Amtssekretæren så ham

En dag manglede han nogle bøger. Så gik han hjem efter dem. Men det var lidt mærkeligt at møde bekendte fordi hele Aabenraa vidste at han var indespærret. Men uheldigvis var en af dem, som han mødte en sekretær fra Amtsretten.  Han studsede og satte straks kursen mod fængselsinspektøren for at meddele, at en fange var på fri fod.

 

Fængselsinspektør Böse indfandt sig

Inspektøren indfandt sig straks i Svendsens celle, netop som denne var begyndt at læse en af de savnede bøger. Hans mine var bøs – han hed for resten også Böse. Men barske ord forlangte han straks en forklaring. Han var preussisk retsbetjent i funktion.

Der kom straks en masse anklager fra Hr. Böse. Men Svendsen stoppede ham, inden han gik ud af døren. Han havde noget der skulle føres til protokol, når han nu skulle stilles over for dommeren. Dette er en ret som ikke kan nægtes nogen fange.

Det stramme træk hos hr. Böse faldt nu en smule. Han ville gerne vide, hvad der skulle føres til protokols.

 

Svendsen ville have ting til protokols

Jo svarede Svendsen. Ingen ringeapparat var i orden Fangerne blev en del af dagen overladt til sig selv. Den ene fangevogter gik dagligt og var fuld. Han så syner og det skete ofte at han midt om natten forstyrrede Svendsen i sin søvn og fortalte om de syner, som han sagde. Og så blev Svendsen plaget for penge. Han havde givet fangevogteren en veksel på 45 mark til udbetaling i Folkebanken osv.

Hr. Böse forstod situationen:

  • Men en ting må De love mig. De må ikke forlade fængslet uden tilladelse

Det lovede Svendsen. Og Overstatsadvokaten i Kiel fik ikke noget at vide om de idylliske forhold i Aabenraa denne gang. Dommeren kendte Svendsen nu ret godt. Svendsen havde ofte lejlighed til at gøre offentligheden opmærksom på ømtålelige forhold. Men ofte var Svendsen selv den anklagede.

 

Den Tyske Forening havde travlt

Den Tyske Forening havde nedsat en Angiverkomite. Den offentlige anklager, byens borgmester, dommeren og Svendsen selv tog langt fra altid disse politiske retssager særlig alvorlige.

Jo det var også den tid, hvor man var efter danske sange. Man kaldte således ”Vift stolt på Kodans Bølger for:

  • En ophidsende dansk sang.

I de preussiske regulativer står det anført, at en preussisk statsfange skal præsenteres for et bestemt dagligt arbejde. Men der findes også en bestemmelse om at en fange kan lejes ud mod en bestemt betaling.

 

Han lærte de andre fanger at kende

Således ville Svendsen koste dagligt 2 Mark 50 Pg. men nu arbejde han for sig selv i fængslet. Om eftermiddagen tog han lige et lille nap med at kløve brænde for lige at lære de andre fangere at kende.

Den eneste Svendsen ikke fik talt med var en russer. Han var blevet smidt af et finsk skib og hensat i arresten indtil han kunne sendes hjem. Når han ikke spiste eller sov, sad han på sin skammel, iført sit tøj med overfrakke og hat – parat til at gå, når det blev sagt til ham.

Et fængselsophold kan også være hyggelig. Nic. Svendsen blev senere skolekonsulent i Tønder Amt.

Således kunne et fængselsophold også være hyggeligt i Aabenraa.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Litteratur Aabenraa
  • Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.851 artikler
  • Under Aabenraa finder du 184 artikler

 

 

 

 

 

 

 

 


Tiggeri er forbudt

Dato: juli 19, 2022

Tiggeri forbudt

Vi har forsøgt at anmelde Tiggeri forbudt – 1708 af Peter Wessel Hansen. Den gamle lov gælder stadig. Danske byer vrimlede med tiggere. Love var ikke ”kommet til fuldkommenhed”. Tiggere var en skamplet for kongens rige. Politiet burde være bedre til at indfange betlere. Stærke og lade betlere og liderlige kvindfolk burde tugtes. Forskellen på rig og fattig var enorm. Folk blev forfulgt gennem gaderne.  Almisser kunne forkorte tiden i skærsilden.  Værdige og uværdige fattige.  Vigtigt at vise, at man var højt placeret i samfundet. Dårlig og upålidelig arbejdskraft Dukkede op til markeder. De tog glansen af hovedstaden Man kan godt drage sammenligninger til nutids – Danmark. Denne bog burde stå i et hvert hjem.

 

Den gamle lov gælder stadig

Igen en gang er der udsendt en fremragende bog fra Aarhus Universitetsforlag i den der serie til kun 99,- kr. Vi har efterhånden anmeldt en hel del i den serie. Og vi bruger lige nogle af vores mange artikler vi efterhånden har skrevet om fattigdom til dette formål.

Det er stadig forbudt at tigge. Den Europæiske menneskerettighedsdomstol siger at man ikke må straffe tiggeri hvis tiggeren mister ”menneskelig værdighed” Men Københavns Byret og Højesteret mener at man godt må straffe for dette. De anser nemlig at alle i Danmark ”har adgang til mad og varme”.

Tiggere herhjemme bliver straffet uden forudgående advarsel. Førsterangstiggeri skærpes fra en uge til to ugers fængsel. Den gamle lovgivning lever i bedste velgående.

Men trods dette er en litauer for ikke så længe siden blevet udvist og straffet for dette.

 

Danske byer vrimlede med tiggere

Bagerst i denne artikel kan du se en oversigt over de artikler vi allerede har skrevet om fattigdom og tiggeri på vores side.

Danske byer vrimlede med tiggere. I 1708 indførte Frederik den Fjerde en ny skrap lov, der skulle komme tiggeri til livs. Mange havde forsøgt det før ham, blandt andet hans far. Og man skelnede mellem uværdig og værdig hjælp.

 

Love var ikke ”kommen til fuldkommenhed”

Christian den Femte ”vores elskelige kære hr. fader” havde i sin regeringstid udstedt adskillige fattiglove for at hjælpe de fattige, afskaffe betleriet og befri folk fra de gener og den uskik, som tiggerne og lediggængerne forårsagede.  Men sønnen opdagede hurtigt, at faderens love ikke var ”kommen til fuldkommenhed”,

 

Tiggere var en skamplet på hans rige

Kongen mente, at tiggere var en skamplet på hans rige og ikke mindst hovedstaden.  Ifølge kongen var der mange, der tiggede, fordi de var for dovne til at tage et ærligt arbejde. Disse skulle straffes med fængsel og tvangsarbejde. Betlerne var ikke alene til besvær. De gjorde også folk ”kede og fortrædelige” og dæmpede lysten til at hjælpe. På den måde b lev de værdige og fattige snydt for de almisser, som de burde have.

Desuden vænnede de unge betlere sig til lediggang og dovenskab, hvilket igen førte dem ud i en kriminel løbebane og i sidste ende til

  • skammelig staf og forsmædelig død

Dengang bestod København af stinkende og svinske gader.

 

Politiet skulle blive bedre til at indfange betlere

I 1600-tallet oprettede man Tugthuset (Børnehuset) hvor forældreløse, børn, løsgængere m.m. blev sat til at arbejde. Læs vores artikel om Børnehuset.

En betlerkommission mente, at politiet skulle blive bedre til at indfange betlere. Det var vigtigere dengang ind at bekæmpe mere alvorlig kriminalitet. En enevældig konge ville gerne have en ren og værdig by uden tiggere på hvert gadehjørne.

 

Stærke og lade betlere og liderlige kvindfolk skulle tugtes

Ifølge loven og instruksen skulle man sørge for at

  • Stærke og lade betlere, liderlige kvindfolk, løsgængere og skarnsfolk

blev tugtes og straffet med arbejde. På den måde betalte de deres egen forsørgelse i tvangsarbejderhuset,

 

Forskellen på rig og fattig var enorm

Fattigdom var et kæmpe problem. Forskellen på rig og fattig var enorm. Forbuddet mod tiggeri skulle på en gang fjerne fattigdommens grimme ansigt fra gaderne.

I 1779 blev 220 tiggere anholdt i København, heraf var 70 pct. kvinder. Der er masser af eksempler på kvindeskæbner.

Tiggerne flokkedes i København. Her var der flest borgere og her var der flest rige. København var et godt sted at tigge.

 

Folk blev forfulgt gennem gaderne

Det var umuligt at gå på gaden uden at møde tiggere med deres fremstrakte hænder og klynkende bønner. Tiggerne tog ikke et nej for et nej. De forfulgte folk gennem gaderne, indtil de gav op og gav deres ”stalker” en almisse. Men se dette også forbudt.

Men folk troede at almisser og de fattiges velsignelser gav lykke i livet. Andre havde blot medlidenhed med tiggerne og ville derfor gene hjælpe. Derfor blev diverse lovgivninger en kæmpe fiasko.

Almisser kunne forkorte tiden i skærsilden

Ifølge den katolske afladstankegang kunne almisser forkorte tiden i skærsilden. Reformationen i n1536 indvarslede et opgør med forestillingen om at man kunne købe aflad for sine synder. Martin Luther havde ellers talt for tiggeriets totale afskaffelse, men i lovene fra årene efter reformationen var tonen knap så skarp.

 

Værdige og uværdige fattige

Man skelnede mellem værdige og uværdige fattige. Man var værdig, hvis man var syg og gammel eller så unge, at man ikke kunne forsørge sig selv. Så kunne man få udleveret tiggertegn, der kunne sys på tøjet. Det viste at man havde tilladelse til at tigge og få hjælp.

De uværdige var dem, der var arbejdsduelige, men ifølge kongen var dovne.

 

Vigtig at vise, at man var højt placeret i samfundshierarkiet

Lige som i dag skulle man fremvise, at man havde penge, Det var vigtigt at vise at man var højt placeret i samfundshierarkiet. Kongen havde bestemt dengang, at folk af høj stand og rang kunne bryste sig med ekstravagante statussymboler. Status og et standsmæssigt ydre betød alt for dem, der ville være noget stort. Dette så vi også til begravelser. Her kunne de rige betale sig til en stor flot begravelse. I døden var man bestemt heller ikke lige.

For de fleste ikke mindst byens store underklasse af fattige arbejdere, soldater, gadehandlere handlede hverdagen ikke om silke og brokade. Klæder var først og fremmest noget, der skulle holde en varm.

 

Dårlig og upålidelig arbejdskraft

Tiggere gik fra hus til hus og tiggede. Men se for eksempel i Tønder var dette en overgang organiseret. Da gik man hver lørdag eftermiddag rundt i byen sammen med fattigfogeden. Men det var kun tiggere, der havde tilknytning til byen, der fik lov til dette. Dem, der kom fra andre byer og kommuner blev smidt ud af byen/kommunen.

Kongen havde den tanke eller drøm at gøre riget selvforsynende med tekstiler – noget man ellers importerede. Men ak tiggere m.m. var dårlig og upålidelig arbejdskraft. Kvaliteten af arbejdet var ringe. Det kan du også læse i vores beskrivelse af Ladegården. Her gav produktionen efterhånden underskud.

Børnehuset måtte også nedlægges på grund af dårlig økonomi i 1649. men det genopstod igen i 1662.

Interessant er også at vide, at enhver måtte pågribe de uværdige og sætte dem i arbejde hos sig selv og ellers sende dem i Børnehuset.

 

Dukkede op til markeder

Man vidste at ved den årlige kildedag ved Sankt Hans helligkilde uden for byens Østerport kom der særdeles mange tiggere. Og i det hele taget ved markeder dukkede de op. Mange svenskere dukkede også op. De blev ofte sendt direkte retur.

De fremmede tiggere ofte krøblinger vækkede ikke medlidenhed men snarere afsky.

 

De tog glansen af hovedstaden

Bogen fortæller, at tiggerne ikke var anderledes end det vildtvoksende rørgræs og andre onder, som kongen havde sat politimester Rømer til at udrydde. Hvad nytte havde det hvis man vil forskønne byen med smukke huse, slotte tårne og spir, når gaderne vrimlede med pjaltede klynkende tiggere. Det tog glansen af hovedstaden.

 

Man kan drage sammenligninger til Nutids – Danmark

Bogen er et vigtigt stykke danmarkshistorie og man kan faktisk drage paralleller til nutiden. Det er så sandelig ikke alle i nutidens velfærds – Danmark, der får den hjælp de burde få. Vi kan sagtens fremdrage grufulde eksempler fra Nutids – Danmark.

 

Bogen burde stå i et hvert hjem

Det er en spændende bog, letlæselig og interessant. Igen en vigtig bog, vi gerne vil anbefale. Nej, vi har ikke fået den tilsendt eller blevet betalt for at sige dette. Denne lille bog burde stå i et hvert hjem.

Egentlig havde undertegnede lyst til at bruge nogle af de gamle eksempler til komme med sammenligninger med nutidige skæbner. Men det må blive på et andet tidspunkt.

 

Kilde:

  • Peter Wessel Hansen: Tiggeri forbudt – 1708 (Aarhus Universitetsforlag)
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.846 artikler
  • Under København finder du 191 artikler:
  • At være fattig
  • Pustervig og Fattigvæsnet
  • Børne- og Tugthuset
  • Sådan var Guldalderen også
  • Under Nørrebro finder du 307 artikler:
  • Det gamle Nørrebro og de fattige
  • Moral, etik, horeunger og fattighjælp
  • Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
  • Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen
  • Under Tønder finder du 295 artikler:
  • Fattige i Tønder
  • Under Aabenraa finder du 183 artikler:
  • Aabenraas fattige
  • Husvild i Aabenraa
  • Under Sønderjylland finder du 215 artikler:
  • De fattige i Vest – Sønderjylland
  • Under Ladegården (Nørrebro):
  • Ladegården – nok engang
  • Ladegården – uden for Nørreport
  • De Fattiges fabrik på Ladegården
  • Ladegården og åen
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården – dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Ladegårdsåen (NørLiv 18)
  • Christian den Fjerdes Ladegård
  • En tur langs Ladegårdsåen
  • Skal Ladegårdsåens vand atter flyde?

 

  • På YouTube kan du finde to videoer, som indeholder lyden fra et foredrag i Stefans kirken og så er den forsynet med masser af fotos.

Rytterkilden – et sagn fra Løjt

Dato: juli 15, 2022

Rytterkilden – et sagn fra Løjt

Store byrder for bønderne. Mads Moes var mere end en bonde. Syndit havde et upassende forhold. Moes glemte truslen. Det gik ned ad bakke for Marquard. Grusomheder uden grænser. Rygtet gik forud. En sognestyrke stod parat. De var håbløse at kæmpe imod. ”Så ses vi endnu en gang Mads Moes!”. Marquard så sin ungdomskæreste. Han berøvede sig selv livet. Man ser stadig en rytter på en kulsort hest på Løjt. Da Peter Tækker ville kløve en sten. Beskrivelse af Rytterkilden og Æ Bachhus.

 

Store byrder for bønderne

I året 1627 drog den berømte general Wallenstein ad forskellige veje ind i Slesvig. De kaldte Slesvig for et sølvrigt land og tropperne røvede i den grad. De enkelte rytteriafdelinger tog, hvad de lystede. Gav folk ikke, hvad de forlangte, anvendte tropperne tortur.

Løjt Sogn som lå afsides i forhold til Hærvejen, ad hvilken tropperne kom slap ikke for ulykkerne. En hel del strandvagter blev liggende i lang tid. De var ikke sparsomme i deres forbrug. Løjt Sogn måtte udrede 1.000 læs brænde. 1.000 læs halm og lige så meget hø.

Desuden måtte hver bonde betale 150 mark i skat. Det var meget, når man betænker at hver hest blev sat til 20 mark i værdi. Et stykke kvæg blev sat til 6 mark.

 

Mads Moes var mere end en bonde

Nede på Kjeldstoft i Nørregade boede en mand ved navn Mads Moes, som helt fra sine unge dage blev regnet som fører i sognet. Han var af gammel søfarerslægt. Han gjaldt med rette for ikke at være en helt almindelig bonde.

Som helt ung mand havde han ført skib på Verdenshavene og havde i 1604 bragt sin kone med hjem til Løjt. I året 1605 fødte det unge ægtepar en datter Syndit, som senere kom til at spille en slags hovedrolle i det drama, som fandt sted mange år senere.

 

Syndit havde et upassende forhold

Syndit var blevet gode venner med en ung rask karl ved navn Marquard, der som barn var kommet til Løjt sammen med en teaterfamilie. Han var ellers blevet røvet af banditter et sted nede i Tyskland.

Dette forhold huede ikke rigtig den formuende Mads Moes. Da han en aften så de to unge sammen ude ved gården, blev han vred og lod Marquard vide, at han ikke længere kunne have ham i tjeneste. Han måtte se at føje sig hen, hvorfra han var kommet. Den unge hidsige fyr blev rasende og hans sidste ord til Moes var:

  • I dag er du den stærkeste, men vi ses igen Mads Moes!

 

Moes glemte truslen

Fra den aften sås han ikke mere i sognet. Det hed sig, at han var rejst mod syd. Moes glemte snart den trussel. Snart var Marquard ude af folks tanker. Og dog var der en, der ikke kunne glemme den raske svend. Og det var Syndit. Hun glemte ham ikke, selv om årene gik og hun aldrig hørte fra ham.

 

Det gik ned ad bakke for Marquard

For Marquard gik det snart ned ad bakke i det fremmede. Først søgte han at tjene sit brød på en ærlig måde, men til sidst endte han som røver ude i Havellandets vildsomme egne. Så kom trediveårskrigen. Og så kom feltherre Tillys hvervekarle som lovede dem fri plyndring i stedet for løn.

Blandt dem, der var sunket så dybt, var Marquard. Nu brød det hele sammen for den unge mand. Som et ungt menneske uden samvittighed var han nu kommet i Tillys styrker. Blandt sine lidelsesfælder gik han under navnet ”Hævneren”, fordi han på bestialsk vis ødelagde det for alt og alle.

 

Grusomheder uden grænser

I eftersommeren 1627 stod en del af Tillys tropper under Wallensteins kommando i Holsten. Hævneren havde tjent sig op til officer, da hans mod og grusomhed var uden grænser.

Da det gik længere mod nord, fik han kommandoen over en lille styrke, fordi han var kendt med de egne som nu skulle udplyndres efter alle kunstens regler. Da hæren var kommet til Bjolderup, hvor han brændte kirken af, så kun de nøgne mure stod tilbage, drog hævneren med sine folk mod halvøen Løjt.

Her ville han lægge hele egnen øde. Ved skæbnens ironi var han som barn havnet der, og siden den aften, da han blev jaget bort fra Moes, var han sunket dybere og dybere, indtil han nu næppe kunne kaldes et menneske længere.

 

Rygtet var gået forud

Hærens værste udskud var hans ledsagere og ve det sogn, som nu i nogle dage skulle huse disse karle. De huserede slemt i Aabenraa, skød et par fredelige mænd uden for byen og drog så videre med Løjt som mål.

Brændende huse og gårde kendetegnede den, de drog. Rygtet om disse menneskers komme, løb dem i forvejen. Hist og her syntes det at være nogen modstand, men det gjorde dem kun vildere. Hævneren opæggede sine folk til at tage en frygtelig hævn over befolkningen i Løjt, hvis den vovede at kny end sige at værge sig. Men den ville netop værge sig.

 

En sogne-styrke stod parat

Dagen i forvejen havde mads Moes og Asmus Pedersen (fra gården Vestertoft i Nørregade) mønstret en sognestyrke uden for byen. Det var den 28. september. Den samme aften var der sat vagtposter ved alle veje på alle høje som skulle alarmere hovedstyrken, så snart de så fjenden.

Man kunne have sparet sig for disse vagtposter. De mange brændende huse fortalte tydeligt befolkningen, hvad der var i vente den næste dag.

Om natten gik budstikken gennem sognet. Da solen stod op, stod en med høtyve og leer bevæbnet skare parat til at tage imod deres bødler. Og de kom snart.

 

Det var håbløst at kæmpe imod

En mand fra gården Stolligbjerg som var på vej til samlingspladsen, blev det første offer. Han blev skudt ned af en kroat og banden for videre.  Hvert hus de kom forbi, blev sat ild til. Men det skete først efter at alt, hvad der havde værdi, var blevet stjålet.

Bøndernes førere indså det håbløse i at forsvare sig mod de krigsvante og velbevæbnede tropper. Det var ikke fejhed, der fik dem til at søge tilflugt i skovene, hvor sognets befolkning tyede hen. Ad forskellige veje sneg man sig bort. De sidste der kom af sted, var Mads Moes, Asmus Pedersen og Mads Smed.

 

Så ses vi endnu en gang Mads Moes!

Ikke så snart fjenden så de tre bønder før fjenden jagtede dem med Hævneren i spidsen. I en håndevending blev de tre afvæbnet og kastet foran anføreren. Sejrsstolt så Hævneren med et genkendende nik til Mads Moes. Denne genkendte i den vilde skikkelse sin tidligere karl Marquard.

  • Så ses vi endnu en gang Mads Moes!

Med disse ord skød Hævneren den værgeløse mand ned. Kroaterne fulgte deres anførers eksempel og snart lå der tre blodige lig på pladsen.

 

Marquard så sin ungdomskæreste

Så gik det videre op mod den forladte by. Den eneste, der blev tilbage var Marquard som rigtig ville nyde synet af de dræbte og mishandlede bønder. Da kom der ind ud fra skoven. Det var Syndit, der ville se, hvor hendes far blev af.

Hævneren så straks, hvem han havde foran sig. Syndit kunne dog ikke genkende ham som hun som ung havde elsket.

Så skete der noget mærkeligt. Rytteren blegnede, vaklede i sadlen og som en vanvittig sporede han hesten bort ned mod et dybt vandsted som lå i nærheden. Synet af hans ungdoms elskede havde med et forvandlet den rå og umenneskelige Hævner. Han indså nu, hvor dybt han var sunket. Han kom ikke til sin barndomsegn som en hjælper eller befrier, men som en ”vild og rå Hævner”.

 

Han berøvede sig selv livet

Nu gjaldt det for ham at skjule det således at Syndit ikke fik at se, hvem hendes fars morder var og hvem der var skyld i, at hele hendes egn var ødelagt. Marquard var rede til at ofre sit spildte liv for at dette ikke skulle ske. Det dybe vandhul i Løjt i den egn, hvor hans eneste gode minde var, skulle gemme hans legeme og hans stakkels sjæl – mon Syndits forbøn ikke kunne frelse den?

Men det gik ikke, som han ville. Mens han kæmpede med døden, blev den druknede halet i land af nogle bønder. Nogle dage senere blev Marquard kastet ned i den dybe kælder under Bossensgård. Her fandt man ham den følgende morgen død. Han havde selv berøvet sig livet. Liget blev gravet ned på Glasertoft Sti, hvor en stor sten blev lagt over.

 

Man ser stadig en rytter på en kulsort hest

Stedet hver Marquard – Hævneren – ville have druknet sig, hedder endnu i dag Rytterkilden. Den ligger ved Vindeltrappen i Barsmark. Kælderen i Bossensgård er det hvis nok spor af endnu skønt gården brændte i 1914.

Sagnet om de tre bønder som blev slået ihjel den 29. september 1627, lever endnu. På Kragtoft færdes der endnu om natten en rytter på en kulsort hest ligesom der til tider brænder tre lys der.

 

Da Peter Tækker ville kløve stenen

Stenen på Kragetoft Sti som ikke måtte fjernes, da et lig var nedmanet der, ville en mand ved navn Per Tækker kløve for at bruge den til sin Orvel (stald). Han prøvede på at hæve den ved hjælp af en jernstang.  Men en splint fløj ham i øjet og han blev blind resten af livet.

Sagn og historier fra den tid lever endnu fra den rædselsperiode.

 

Beskrivelse af Rytterkilden

Under www.barsmarkby.dk fandt vi følgende beskrivelse:

  • Ved huset ”Vindeltrappe” (nr. 107) fandtes en brønd, som blev kaldt Rytterkilden (æ Rytterkæld). Dette navn fik den, fordi nogle kejserlige ryttere i Trediveårskrigen (1618 – 1648) plejede at vande deres heste ved denne brønd, som formodentlig på den tid ikke har været stensat, men var en naturlig kilde ved foden af skråningen ned mod gaden.
  • Der skal have været nogle af disse ryttere der dræbte gårdmændene Mads Moos og Asmus Petersen fra Løjt Kirkeby, sagnet tilføjer, at en af rytterne, efter drabet, forsøgte at drukne sig i kilden.

 

Æ Bach Hus

Nu skal vi jo ikke helt afskrive Bossensgård. Dengang havde enhver større gård i landsdelen bygget ovnhuse eller bage-huse, da brandmyndighederne forbød bageovne i stråtækte huse. Og jeg husker da, at der i Barsmark eksisterede restauranten Æ Bach Hus, som var Bossensgårds bage-hus. Om den eksisterer mere, ved jeg ikke.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.845 artikler
  • Under Aabenraa finder du 183 artikler

 

  • Da barsøerne blev arresteret
  • Dengang – på Løjt Land
  • Løjt for 170 år siden
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Løjt – nordøst for Aabenraa (1)
  • Løjt land – i begyndelsen (2)
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
  • Anekdoter fra Løjt (4)
  • Løjt Land – den femte tur (5)
  • Løjt – mellem dansk og tysk (6)
  • Løjt – masser af historie og kultur (7)
  • Løjt – det 8. besøg (8)

 

  • Egentlig har Løjt en stor andel i Aabenraas søfartshistorie, så det er relevant at henvise til disse:

 

  • Familien Fischer fra Aabenraa

Da briggen Chico af Aabenraa blev opbragt

  • Fra skibsdreng til Redder i Aabenraa
  • Søens folk fra Aabenraa
  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Skibe fra Aabenraa
  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Søfartshistorie fra Aabenraa
  • Skibsbyggeri og industri fra Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, Skibe og Søfart
  • En skibsdreng fra Aabenraa
  • Aabenraa som søfartsby

 

 

 

 


Da by-sekretæren i Aabenraa blev myrdet

Dato: juli 14, 2022

Da By-sekretæren i Aabenraa blev myrdet

Da vægteren tog sig en blunder. Morgenstjernen kunne være farlig. En ung pige styrtede ud. Hun ville alarmere en læge. By-sekretæren vækket af porcelæn, der faldt til jorden. Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans. Stak med kniv. Døde efter et kvarter. Dette stod i retsprotokollen og kirkebogen. Den skyldige var en dragon, der samme nat deserterede. Han skal nok vogte sig for at vise sig i Aabenraa.

 

Da vægteren tog sig en blunder

Det var natten mellem den 25. og 26. maj i året 1764. Sejrværket i Skt. Nikolaj Kirke havde netop forkyndt midnatstimen. De tolv dirrende slag var tonet ud over den lille Aabenraa by, hvis flittige borgere var gået til ro.

Nattestilheden blev brudt på vanlig vis af vægteren, der trodsede den høje Magistrats reglement. Han havde gået sin sidste runde klokken 11 og tog sig nu en blunder på Vægterpladsen. Han havde fremsagt eller nærmere forsøgt at synge:

  • Gud Fader os bevare
  • De store med de små
  • Hans hellig engleskare
  • En skanse om os slå
  • Selv vogte byen vel
  • Vort hus og hjem
  • Har han igennem
  • Vor ganske liv og sjæl

 

Morgenstjernen kunne være farlig

Vægterens skridt på den toppede brolægning gav dump genlyd fra gadernes toppede brolægning. Det blafrende lys kastede et spøgelsesagtigt skær omkring. I sin anden hånd førte han ”Morgenstjernen” – den lange vægterstav, hvis spidse jernpigge kunne være et frygteligt våben mod røvere og ugerningsmænd.

Kirke-uret havde næppe slået tolv inden vægteren igen vågnede og istemte det skønne midnatsvers:

  • Det var om midnatstide
  • vor frelser han blev født
  • Til trøst al verden vide
  • som ellers var forødt
  • Vor klokke er slagen tolv
  • Med tunge og mund
  • Af hjertens grund
  • Befal dig Gud i vold

 

En ung pige styrtede ud

De allerfleste beboere var trygge ved disse vægtere. Men midnattens fred blev pludselig brudt. Efter at vægteren var forsvundet, blev døren til by – sekretær Kanutz ejendom, der har ligget omtrent der, hvor Handelsbanken senere lå, revet op med et voldsomt ryk. En ung pige styrtede ud.

Hun for fuldstændig forstyrret af rædsel gennem de mørke og mennesketomme gader. For et øjeblik siden havde hun og en medtjener fundet by-sekretæren i ejendommens forstue døende gennemboret af knivstik. mens morderen, en fuldstændig nøgen mand var flygtet ud af et vindue.

 

Hun ville alarmere en læge

Nu var hun på vej for at alarmere en læge som hun vel nok også har fået fat i, men han er sandsynligvis ikke nået frem til by-sekretærens dødsleje, før det var for sent. Kanutz udåndede allerede et kvarters tid efter, at det blodige overfald havde fundet sted.

By-sekretær Kanutz, der tillige var Overrets – og Landsretsadvokat, var enkemand og boede i ejendommen på Storegade sammen med sin lille søn Friedrich, en tjener og en tjenestepige.

 

Vækket af porcelæn, der faldt på gulvet

Lidt over midnat den pågældende nat blev Kanutz vækket af en usædvanlig larm som om der blev knust noget porcelæn i en af stuerne. Da han snart blev klar over, at der befandt sig en fremmed i lejligheden, formentlig en indbrudstyv, stod han op, tændte lys, svøbte lidt klæder om sig og begav sig ud i forstuen, hvor han traf den natlige gæst, en fuldstændig nøgen mandsperson, der ved hjælp af en stige var klatret ind gennem vinduet. Ukendt med lokaliteterne var han i mørket kommet til at støde voldsomt til et skab, på hvilket, der befandt sig noget porcelæn. Det faldt på gulvet med et stort brag.

 

Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans

Kanutz, der var i sin bedste alder og en uforfærdet mand for løs på indbrudstyven og forsøgte at gribe ham. Men det viste sig at være ret vanskeligt for ikke at sige umuligt. Tyven var som skrevet nøgen og desuden havde han smurt kroppen ind i en fedtet substans, det gjorde det let for ham at rive sig ud af ethvert nok så hårdt greb.

 

Stak med en kniv

Da Kanutz mærkede, at han ikke alene kunne få bugt med banditten, udstødte han et gennemtrængende skrig om hjælp, der hidkaldte tjeneren. I samme nu, hvor tjeneren viste sig, sprang den nøgne mand ind på by-sekretæren og stødte sin kniv i hans bryst.

 

Døde efter et kvarter

Ved synet af blodet blev morderen helt desperat og huggede i blinde løs på sit offer, der efter få sekunders forløb sank sammen dødelig såret af en mængde knivstik både i brystet og i underlivet. Tjeneren kom netop tidsnok til at se morderen forsvinde ud ad vinduet, hvorefter han ved hjælp af stigen nåede jorden. I ly af mørket lykkedes det ham at flygte og slippe ukendt bort.

Sammen med pigen har tjeneren bar tjeneren by-sekretærens blodige legeme ind i soveværelset, hvor de lagde ham på sengen. Mens tjeneren blev hos den døende mand løb tjenestepigen ud i byen for at hente en læge. Idet hun kom ud på gaden, så hun den nøgne mand forsvinde om et hjørne.

 

Dette stod i retsprotokollen

Sådan omtrent beretter overleveringen om den uhyggelige bloddåd i Aabenraa i 1764. Aabenraa Retsprotokol fra 1764 indeholder den 26. maj en kort meddelelse om mordet.:

  • Efter at en Bandit ved 12 – 1Tiden Natten mellem den 25. og 26. Maj ved Hjælp af en Stige er trængt ind gennem et Vindue til By-sekretær Kanutz Ejendom og har myrdet By-sekretæren og det som Følge deraf har været nødvendigt at lade det afsjælede legeme tilbørligt undersøge, er en saadan Undersøgelse foretaget af den herværende Fysikus Hr. Schanck og Kirurgen Hr. Kier. Undersøgelsens Resultat er af de nævnte Læger ført til Protokols.

 

Dette stod i kirkebogen

Aabenraa Kirkebog indeholder for den 26. maj 1764 bl.a. følgende:

  • Overrets og Landssekretsadvokat By-sekretær Johannes Kanutz her, en søn af By-sekretær Friedrich Kanutz og Kathrina Dorothea født: Jacobsen. Han var gift mad den allerede døde Meta født Jessen med hvem han havde en Søn ved Navn Friedrich. Han døde som Følge af fjorten Saar som en Dragon, der trængte ind i hans Hus, tilføjede ham. Døden indtruffet Kvarter efter, at Overfaldet havde fundet Sted. Kanutz blev 39 Aar og 30 Dage gammel – Lig-prædiken – Begraves den 31. maj.

 

Den skyldige var en dragon

Der var ikke skik dengang, at der holdtes lig – prædiken over alle døde. Derfor er det tilføjet i kirkebogen, over hvem der skal holdes lig-prædiken. Kirkebogen bringer den nye oplysning, at morderen skulle være en dragon. Denne antagelse stemmer udmærket overens med følgende linjer, der hidrører fra Stadsarkivet i Kiel:

  • I Natten mellem den 25. og 26. Maj 1764 er By-sekretær Johannes Kanutz bleven dræbt i sin Bolig ved elleve dybe Saar i Brystet og Underlivet. Man antager at Gerningsmanden er en Dragon fra det kongelige Livregiment ved Navn Andreas Polekin fra Polsk – Preussen. Polekin deserterede samme Nat som Mordet fandt sted og blev straks forfulgt ved Hjælp af Stikbreve, tilsyneladende dog uden Resultat.

 

Han skulle nok vogte sig at komme til Aabenraa – igen

Nej, Andreas Polekin skulle nok vogte sig for at komme til Aabenraa igen. Det havde været halsløs gerning for at vise sig inden for det område, hvor Aabenraa – skarpretteren Heinrich Christoph Røseler med nidkærhed udførte sit blodige hverv.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • Litteratur Aabenraa
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.845 artikler
  • Under Aabenraa finder du 177 artikler

 


Da Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet

Dato: juli 10, 2022

Da Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet

I Tønder var man ikke bange for de danske nazister. Der var landbrugskrise i Sønderjylland. Tyske nazister gik over grænsen. Værnemagten blev brugt som skjold og trussel. I Tønder vidste man længe, at de kom. Et forhadt flag på kirketårnet skulle tages ned. Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet. Værnemagten kom til hjælp. Der blev skåret mange bånd over i Tønder. Man vil helst glemme den tid. Hvorfor fortæller man ikke sandheden? De fleste betjente kom i sikkerhed. Man var klar over risikoen ved modstandsarbejde. Større risiko i Sønderjylland. ”De lange knives nat” i Tønder. De danske medløbere var det værstei besættelsestiden.

 

Ikke bange for de danske nazister

Jo det var Tønders politimester og det var den 9. april 1940. Og den historie kommer vi til. Men vi kigger også lige på udviklingen ind til besættelsen og tiden efter.

Unge nordslesvigere eller sønderjyder dannede Det unge Grænseværn, som nogle opfattede som et svar på Nazismens fremmarch syd på. Nu kan man dog ikke lige sammenligne de to grupper.

Og egentlig var danskerne ikke bange for de danske nazister. De mente ikke at de udgjorde den store fare. Det var nu ikke helt så få danskere, der blev lokket af nazismen.

 

Landbrugskrise i Sønderjylland

I 1926 – 1927 var der ved at komme et godt forhold mellem dansk og tysk. Man kunne sidde ved samme bord og synge danske og tyske sange.

I Sønderjylland var det også landbrugskrisen. Og det gjaldt både for dansk – og tysksindede. Det var ikke gode tider. Man havde næsten ikke tøj til børnene. Og man fik ikke nok for ens grise. Det kunne godt sætte sindene i kog.

 

Nazister gik over grænsen

På det tidspunkt havde man allerede en nazistisk bevægelse syd på. Og det smittede af nord for grænsen. Presset ved grænsen voksede mærkbart i forbindelse med valget i 1939.

Unge nazister kom over grænsen og malede slagord på landevejene. Disse nazister kom illegalt over grænsen om natten. I 1939 var Tønder både en meget tysk og nazistisk by. Men den danske tøndring var stærkere national end dem øst på.

 

Værnemagten blev brugt som skjold og trussel

Det var ikke let at være politibetjent i Tønder og det blev ikke mindre vanskeligt efter 9. april 1940.  Hjemmetyskerne brugte gang på gang den tyske besættelsesmagt som skjold og trussel, hvis politiet ikke lige føjede sig efter dem.

 

I Tønder vidste man at de kom

I Tønder kunne man sagtens høre motorlarmen syd for grænsen den 9. april 1940. Tøndringerne havde i 14 dage vidst, at tyskerne stod der. Og man vidste udmærket, hvad der skulle ske.

 

Et forhadt flag på kirketårnet

En tysk cyklistpatrulje forsøgte at sprænge døren til politigården. De fin den da også sprængt. Men det var vel, hvad man kunne forvente, når der var krig. Det som var meget værre, var at se bysbørn optræde i SA – uniform og med den traditionelle hilsen hejse det forhadte flag på offentlige bygninger og på kirketårnet.

Det var en hjemmetysk kirketjener, der havde låst op for de hjemmetyskere, der hejste flaget. Men politimester Martensen – Larsen gik sammen med pastor Magle op i kirketårnet for at tage flaget ned igen. Og sandelig om ikke man forsøgte at smide politimesteren ud af kirketårnet.

 

Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet

Nede ved tårnet stod 7 – 8 betjente. Men det var slet ikke nok til at dæmpe gemytterne, der bestod af begejstrede hjemmetyskere. Det var sort af folk hovedsagelig folk fra mindretallet både på Torvet og på Kirkepladsen. Man måtte simpelt hen tilkalde værnemagten for at få hjælp. Havde de sagt nej, havde man smidt politimesteren ud af kirketårnet. Og så var betjentene sikkert også blevet overfaldet.

Det var mærkeligt, fordi politimester Martensen – Nielsen havde ellers et godt omdømme i mindretallet. Han var en overordentlig loyal mand over for sin administration. Nu blev han så truet på livet.

 

Vold for at få ophængt det forhadte flag

Det forhadte flag blev også hængt op på posthuset og Tønder H. Og her anvendte en af de ledende nazister i byen Hecht vold for at få dette gjort. Han blev dømt for det efter besættelsen. Jo, det var ham, der havde den spændende butik ”på byens højeste punkt”. Her har jeg købt mange gamle Tønder – bøger.

 

Der blev skåret bånd over

Besættelsen i Tønder og omegn slog meget dybe skår både i familier og blandt venner. Der blev skåret bånd over. Det tog mange år for at reparere disse bånd. Det skyldes vel også den meget nære tilknytning til det tyske militær.  Den var ikke ligefrem behagelig for den almindelige civile borger. Så var det jo også lige det at se byens egne borgere optræde som halvmilitære.  Det var ikke sjovt.

Politiet havde det problem at man ikke kunne røre lovbrydere blandt hjemmetyskerne, når de var sammen med de tyske soldater. Og der skulle jo på en eller anden måde skaffes ro og orden.

 

Man vil glemme den tid

Mange vil med rette glemme den tid. For mange beboere i Tønder var det en skuffelse. Bogen er lukket. Det kunne vi også mærke, da vi skrev vores bog om et mord, der blev begået efter 5. maj 1945. Forholdene var sådan at de fleste beboere holdt munden lukket. Men det var af frygt for repressalier så mange år efter.

Kan du ikke bare glemme det, ja sådan har mange læsere udtrykt det. Men skal vi være en troværdig historieformidler, må vi også tage det upopulære med.

 

Hvorfor fortæller man ikke sandheden?

Som vi tidligere har nævnt, så overhørte min kone og mig en ung rundviser på det gamle Frihedsmuseum fortælle udenlandske gæster, at der i Sønderjylland ikke var sabotager og modstandsfolk. Utroligt at man ikke sådan et sted fortæller folk sandheden.

Fakta er, at et par dage efter Bredevad – kampen var de første illegale breve på gaden, takket være visse gode tøndringer, som straks gik ind i dette arbejde og fortsatte dette arbejde med den illegale presse gennem alle besættelsesårene.

Så var der andre, der tog sig af de lidt grovere ting allerede i 1942. Det var også nogle af de unge militærfolk, som havde gode forbindelser, reserveofficerer og så selvfølgelig nogle Dansk samling-folk og nogle kommunister, der begyndte på en mere aktiv indsats.

 

Det begyndte med terrænsport

Det begyndte også i Tønder med terrænsport som en forløber for sabotagegrupperne. Det var navnlig ingeniør Bøge, der dengang var ansat på statens Jordlovsudvalg, der stod i spidsen for det. Men der var mange. Og der var gode folk med i det, deriblandt afdøde lektor Rosenkjær, der også var med til at starte gruppen i Tinglev. Han døde under forfærdelige forhold i udelejren nede i Husum.

Det var bestemt ikke alle, der var begejstret for denne modstand. Og nej, det var ikke kun modstandsfolk nord fra. Der var mange sønderjyder, der var aktive på et meget tidligt tidspunkt.

De unge mente, at det var en kamp for frihed. Mod vold og undertrykkelse.

 

De fleste betjente kom i sikkerhed

Mange unge politifolk i Tønder var med i modstandsbevægelsen. Men den 19. september 1944 kom Operation Möwe, hvor det gik ud over politibetjentene. Åbenbart var ikke alle blevet orienteret om, at alle betjente skulle anholdes. I Tønder fik man således kun besked om at besætte politistationen og lede efter våben.

 

Man var klar over risikoen

De fleste betjente forsvandt i sikkerhed. Man var godt klar over at det var en risiko i at deltage i modstandskampen. Det var jo krig.

Men det man aldrig kom til at forstå, var den form for terror, forhør og mishandlinger nazisterne anvendte. Mange modstandsfolk fra Tønder ”fik kærligheden at føle” på Staldgården i Kolding. Gestapo var virkelig upopulær.

 

Større risiko i Sønderjylland

Det var især meget risikofyldt at deltage i det illegale arbejde i Sønderjylland. Det var svært at finde egnede nedkastningssteder. Således var der mange stikkere i mindretallet. Nazisterne havde opbygget effektive meldesystemer – cellesystemer efter samme mønster som i Tyskland.

Skete der noget, som man mente havde interesse for værnemagt, SS eller andre instanser, så meldte man det. Det hørte med til arbejdet for tyskheden at man støttede tyskerne med oplysninger. Men inden vi går i selvsving, så var det langt fra alle i mindretallet, der gjorde sådanne ting.

 

”De lange knives nat” i Tønder

Efter 4. maj var der vild begejstring i Tønder. Flag og begejstring var der overalt. Men på det tidspunkt stod der endnu SS – enheder omkring Tønder og Skærbæk.

Der skete beklagelige ting, der førte til dødsfald og invaliditet. Det skyldtes at SS – soldaterne ikke ville overgive sig. Så rykkede bevæbnede modstandsfolk ud.

Også i Tønder oplevede man ”de lange knives nat”. Man blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Der blev indført dødsstraf. Lige efter besættelsen var der hårde strafferammer.

 

De danske medløbere var det værste

Det var meningen at man ved en særlov ville dømme folk fra mindretallet mildere. Historikere mener at dette også blev overholdt, mens andre historikere mener, at mange ignorerede denne særlov.

Selv folk der havde begået små straffe, fik 10 års fængsel i begyndelsen. Man skulle tro, at de kunne nøjes med fratagelse af deres borgerlige rettigheder i en årrække.

I Tønder betragtede man de danske medløbere som de værste.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • Litteratur Tønder
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.842 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 376 artikler
  • Under Tønder finder du 295 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 215 artikler

 

  • Tønder 1932 – 1933
  • Modstand og Fodbold i Tønder
  • Besættelse og befrielse ved grænsen
  • Da hagekorsflaget blev hejst i Tønder
  • Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
  • Krigsårene i Tønder 1940 – 1945
  • En frihedskæmper fra Tønder
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Tønder – maj 1945
  • Tønder og Omegn 9. april 1940
  • Sabotage i Tønder
  • Nazister i Tønder
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder – marskens hovedstad
  • Tønder efter krigen
  • Obersten fra Tønder
  • Tønder – under besættelsen
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Retsopgøret i Sønderjylland og mange flere