Søgeresultater på "lers"
Dato: september 19, 2022
Er Historien nu gengivet korrekt?
En masse er forbigået. Venner og uvenner. Undertegnet truet til tavshed. Formands butik smadret og så skulle han have livvagter med. Medier glemmer hændelserne i 1999. Ingen klassekamp uden gadekamp. Politiet dukkede slet ikke op. Detailhandlen blev ikke holdt skadefri, selv om politikere hævdede dette. Foreningen følte, at de ikke havde flere venner. Undskyldning efter mange hundrede smadrede vinduer. Christiania – cykler fundet ved Ungdomshuset. Det var mere på spil. Allotria – hændelsen skabte sympati Ryesgade og bomben i Søllerødgade. Detailhandlen var gidsler i et politisk spil. Kunder valgte en anden bydel. Da Ruth Evensen så et tilbuds – banner og fik et signal fra Gud. På Jagtvej 69 trivedes de unge. Politimester afviste, at Ungdomshuset var problemet. Nørrebro Handelsforening fik tilbudt huset for en krone Baldersgade – fonden tilbød 2,2 millioner. En smart boligteknisk fidus ved dannelsen af Human A/S. De solgte alle aktier til Fadehuset. Disse opsagde aftale med de unge. 35 mand på skadestue. Fogedretten afgjorde at Ungdomshuset skylle ryddes. Julefreden sænkede sig ikke over Nørrebro. HK og Nørrebro Handelsforening lavede forholdsordre. Den lille dyrehandel på Runddelen blev udnævnt til kapitalist – butik. De unge sagde nej til Stevnsgades Skole. Samfundet kunne være sparet for en masse penge. Masser af trusler. Breaking News med billeder af røverier på Nørrebro.
En masse er forbigået
Normal har en historie ”de gode” og ”de onde”. Læser man historiebøger igennem finder man ud af, at historien jo ikke er korrekt gengivet. Det gælder for eksempel de unges kamp for Ungdomshuset. Utallige bøger om emnet er gennemgået. Men en masse ting er mere eller mindre glemt eller forbigået. Hvorfor egentlig?
Er det fordi, man er blevet partisk? Under kampen formulerede jeg talrige presseinfo m.m. I Nørrebro Handelsforening talte vi med de unge, med politikere, med politibetjente, med borgere på Nørrebro og med forsikringsselskaber.
Venner og uvenner
Vi blev truet først af den ene fløj og dernæst af den anden fløj. Vi fik trusler fra politibetjente og så blev vi truet på pengepungen af politikere. Og pludselig fik vi helt nye politiske venner fra begge fløje.
Truet til tavshed
Vi havde fået kendskab til specielle kurser i Ungdomshuset. Det omtalte vi på vores Facebook – side. Vi blev bedt at fjerne disse oplysninger. Det ville vi ikke i første omgang. Men efter at tre hætteklædte personer var set ved vores hovedindgang privat, mens undertegnede var til en privatfest, fik vi slettet indlægget.
De unge truede også med, at man som led i kurset kunne forsøge at smadre de første medlemmer af Nørrebro Handelsforenings butikker.
Butik smadret og livvagter med
Formanden fik smadret sin butik og ved et debatmøde var han blevet truet af et folketingsmedlem og måtte have livvagter med. Det var hvis nok PET – folk. Folketingsmedlemmet blev dog aldrig dømt for sine trusler.
Medier glemmer hændelser 8. – 9. november 1999
Når medier gennemgår hændelser på Nørrebro, så glemmer de hændelserne den 8. – 9. november 1999. Vi er i handelsforeningen blevet bebrejdet at vi kalder hændelserne for terrornatten. Et ægtepar følte sig i livsfare, da de i deres parfumebutik arbejdede sent. De ringede efter politiet. Men de dukkede aldrig op.
Ingen klassekamp uden gadekamp
Den nat blev der smadret 123 butiksvinduer og 11 indgangsdøre blev smadret. Der blev røvet adskillige butikker. Næste morgen blev der på muren fundet følgende citat:
Politiet dukkede slet ikke op
Da det hele var overstået, dukkede politiet op. Detailhandlen og Nørrebro Handelsforening opnåede sandelig at få en undskyldning fra justitsministeren.
Detailhandlen blev ikke holdt skadefri
Politikere stillede sig frem i diverse medier og forkyndte, at detailhandlen blev holdt skadefri af deres forsikringsselskab. Intet var mere forkert. Vi citerede en af toppolitikernes udtalelser i Radioavisen. Samtidig påtalte vi alle de fejl, vedkommende kom med.
Undertegnede blev truet med pressenævnet. Men medarbejdere på radioavisen kunne bekræfte, at vedkommende politiker var rigtig citeret.
I begyndelsen var der en selvrisiko på 8.000 kr. pr. vindue. Men det blev for dyrt for forsikringsselskaberne, så den blev afskaffet. Nu måtte detailhandlerne pludselig betale det hele.
Foreningen følte, at de slet ikke havde flere venner
Det må de ikke, sagde politikerne. Og så skete der ellers ikke mere. Flere gange gik vi i medierne og bad kommunen om at finde en løsning. Men ak og ved. Vi følte, at vi slet ingen venner havde, hverken i Ungdomshuset eller på Rådhuset.
Undskyldte efter mange hundrede smadrede vinduer
Detailhandlen var hele tiden gidsler. De var ikke part i sagen. Og de unge kunne ikke forstå, at når de smadrede butiksvinduerne så var det som at skyde sig selv i foden. Hvad hjælper det, at de undskyldte efter at have smadret flere hundreder af butiksvinduer.
Og sådan kunne vi blive ved. Vi overvejede at lave en undersøgelse over, hvor mange detailhandlere på Nørrebro, der opgav deres virksomhed grundet udgifter i forbindelse med hærværk, rudeknusninger m.m. Det er bestemt ikke få.
I diverse udgivelser står det anført, at de unge kun er gået efter banker og ejendomshandlere m.m. Det er dem, de kalder for kapitalister.
De unge ville bestemme, hvilke virksomheder, der kom
På et tidspunkt ville de unge også være medbestemmende i, hvilke slags virksomheder, der var brug for på Nørrebro. Så gik det ud over de virksomheder som de unge mente ikke passede ind i bybilledet.
Vi kan ligesom politiet ikke vide om begrebet ”De unge” kommer for samme adresse. Og undertegnede husker ikke mere, om vi anmeldte de overgreb som vi som bestyrelsesmedlemmer oplevede til politiet.
Christiania – cykler fundet ved Ungdomshuset
På et tidspunkt var der nogle, der angreb os for ”manglende Socialt ansvar”. Det var på det tidspunkt, hvor vi i vores indkøbsordning havde ansat mindst 10 brugere af Ungdomshuset.
Vi oplevede at flere af vores ”Christiania Cykler” forsvandt. De blev så fundet omkring ungdomshuset, hvor de var malet i diverse farver. De var meldt stjålet på politiet. De mest bredskuldrede ansatte hentede disse cykler. Vi fik sammenlignet stelnumre m.m. Vores stunt meddelte vi også politiet.
Der var mere på spil
Det var som om, at der var mere på spil end retten til at benytte et tomt hus. Brosten regnede ned over kampklædte politifolk og gennem vinduerne i Nørrebros butikker. Selv den lille dyrehandel på Nørrebros Runddel var pludselig en ”kapitalist – butik”.
Allotria – hændelsen skabte sympati
Allerede i starten af 1980’erne besatte BZ – bevægelsen en række tomme huse i København over boligmangel. De besatte bl.a. Allotria i Korsgade. Dette blev til en succeshistorie. Da politiet troppede op måneder efter besættelsen for at rømme huset var det tomt. BZerne havde gravet en tunnel under Korsgade og kravlede op gennem gulvet hos blikkenslageren over for, hvorefter de flygtede. Dette vakte sympati i visse dele af pressen og befolkningen.
Ryesgade og Bomben i Søllerødgade
Flere huse blev i tidspunktet 1983 – 1986 besat i om omkring Ryesgade. Da politiet ryddede et af husene i 1986, blev det beskyttet af op mod 1.000 aktivister. Politiet måtte trække sig tilbage. Inden da kom der en ny konfrontation – Søllerødgade – bomben. Vi har skrevet tre artikler om temaet. Men ofte må vi trække indlægget tilbage på grund af den debat, der opstår. Facebook kalder det ”hadefuld retorik”.
Det var Nynazister
Den 16. marts 1992 blev postkassen hos Internationale Socialister tømt. Aktivisten Henrik Christensen tog posten med ind på kontoret. Der var en brevbombe imellem. Hvem der stod bag bomben, er stadig et åbent spørgsmål. Internt i det venstreradikale er der ingen tvivl. Det var danske nynazister. Drabet fik konflikten mellem de venstre – og højreradikale bevægelser til at eskalere yderligere over de næste år.
Gidsler i et politisk spil
Kunder valgte at handle et andet sted
Rydningen af Ungdomshuset medførte alvorlige gadekampe af flere omgange. Det var i 2007. Også dette har vi fastholdt i flere artikler. Flere gader stod i brand. Flasker, brosten og krysantemumbomber blev kastet efter politiet. 714 personer blev anholdt. Millioner af kroner forvandt fra Nørrebros detailhandel. Kunder valgte at handle andre steder.
Her var Nørrebro ikke i centrum
I 2009 mødte mellem 60.000 og 100.000 op til en demonstration imod Cop15. der blev foretaget 913 anholdelser. Folk blev lagt i strips og placeret på asfalt i timevis. For en gangs skyld var det ikke Nørrebro, der var i centrum.
Man skal være imod noget
Man må konstatere at i lang tid formåede den yderste venstrefløj at sætte dagsordenen på Nørrebro. Langt om længe fik de et nyt ungdomshus på Dortheavej. Det kan vel betragtes som en halv sejr. Og en vis afmatning kunne mærkes.
Man skal helst være imod noget. Det gælder både for antifascister, antiracister og antikapitalister. Man mangler et samlende fjendebillede.
Da Ruth Evensen så et tilbuds – banner
Dengang holdt Faderhuset til i Griffenfelds-gade 7A. En dag i 1999 kørte Ruth Evensen forbi. På Ungdomshuset hang et stort banner:
Hun har til medier forklaret, at hun fik et budskab Helligånden om, at hun skulle købe
På Jagtvej 69 trivedes ungdommen
Man kan sige at på Jagtvej 69 trivedes ungdommen. Det var et vildt kreativt frirum. Der var masser af koncerter, kreative workshops, en anden kultur og workshops. Nu var det ikke altid, at ”Naboerne” var lige glade for dette.
Politimester afviste at Ungdomshuset var problemet
I 1980erne og 90erne skrev medierne løbende om problemer med kriminalitet og hærværk, der udgik fra Ungdomshuset. I Jagtvej 69 opstod der en brand. I den forbindelse konstaterede man svamp i konstruktionen. Husets fejl blev udbedret i samarbejde med brugerne af huset.
I juni 1998 vurderede politimester Hanne Bech Hansen i et notat til kommunen at:
Det var få måneder efter at Pia Kjærsgaard var blevet overfaldet af autonome på Nørrebro.
Dette fik Københavns bygge- og teknikborgmester Søren Pind til at forlange at Ungdomshuset lukkede.
Nørrebro Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.
Reaktionen fra brugerne var mere end negativ
I protokollen fremgår også at dette lod man Ungdomshuset vide gennem de kontakter man havde. Reaktionen fra brugerne var mere end negative. Man ville sandelig ikke lade sig styre af Nørrebro Handelsforening. Senere har man fra Ungdomshusets side benægtet, at man nogensinde har fået sådan en besked.
Brandvæsnet og sociale myndigheder havde svært ved at få adgang til huset og tålmodigheden hos Naboerne var efterhånden opbrugt.
Baldersgade – Fonden havde tilbudt 2,2 mio. kr.
Et stort flertal i Borgerrepræsentationen besluttede at sælge til Human A/S. Baldersgade-fonden havde ellers tilbudt 2,2 mio. kr. Man ønskede at videreføre huset og sætte det i stand i samarbejde med de unge. Dette forslag blev dog forkastet i udvalgsmøder på Rådhuset.
Interessant var, at Human A/S var et helt nystiftet firma ledet af advokat Inger Loft fra kommunens eget advokatfirma.
En smart boligteknisk finte
Den 16. december 2000 solgte Københavns Kommune Jagtvej 69 til Human A/S for 2,6 millioner kroner. En klausul i aftalen giver i tilfælde af videresalg kommunen fortrinsret til at købe huset til. Men i september 2001 overdrages alle aktier i Human A/S til faderhuset. Dermed omgås tilbagekøbsklausulen.
Det var en smart boligteknisk finte. Mon ikke et flertal af politikere på Rådhuset følte sig ført bag lyset. Der har sikkert været kræfter på Rådhuset der var modstander af Ungdomshuset og mente, at det var smart at en nyreligiøs bevægelse skulle overtage stedet.
Faderhuset opsagde aftale med de unge
Det var da bestemt heller ikke det rette signal at sende til de unge, hvis kommunen ønskede ”fredelige” tilstande. De unge valgte at gå rettens vej og forsøge at erklære salget ugyldigt.
Faderhuset opsagde aftalen med husets beboere. De havde tre måneder til at fraflytte Jagtvej 69. I oktober 2001 anholder politiet 34 unge, der er trængt ind i faderhuset og begået hørværk.
35 mand endte på skadestuen
Den 31. december 2001 forsøgte Ruth Evensen og en række mennesker fra Faderhuset at få adgang til Ungdomshuset. Det ender i en voldelig konfrontation.
Faderhuset havde en låsesmed med. Men sidedøren var åben. Der var meget beskidt og ulækkert indenfor, oplyses der fra faderhuset. Vandet stod i flere centimeters højde. Gulvet var fyldt med papir og madrester. Pludselig kom et tæskehold fra Ungdomshuset. Telefonkæden havde været i gang.
Politiet blev tilkaldt. Hele 35 mennesker røg på skadestuen.
I januar 2004 afgjorde Byretten at faderhuset havde brugsret til ejendommen. Dommen ankes til landsretten Sideløbende arrangeres der store demonstrationer. Igen må butiksvinduer holde for.
Fogedretten afgør at huset skal ryddes
På Nørrebro kom der nu visitationszoner. I august 2006 stadfæster landsretten Byrettens dom. Fogedretten afgør i oktober at Ungdomshuset skal være ryddet senest 14. december, så faderhuset kan flytte ind. Fonden jagtvej 69 forsøgte at købe grunden af Faderhuset. 83 aktivister anholdes for at lave hærværk mod Faderhusets bygning i Rødovre.
Julefreden sænkede sig ikke over Nørrebro
Den 16. december 2006 eksploderer Nørrebro efter flere ugers demonstrationer. Nørrebro handelsforening havde forsøgt at skrive til parterne for at sikre julefreden. Foreningens flotte juletræ blev brugt til en af de unges mange bål i gaderne. Brosten og kanonslag bliver smidt efter politiet og ind i butiksvinduerne. Politiet gengælder med tåregas. 300 blev anholdt. Mange af dem var aktivister fra Tyskland, Norge, Sverige og Holland.
For mange af byens detailhandlere var årets julehandel ødelagt. Nu kunne man gå i gang med at udbedre skaderne fra hærværket.
HK og Nørrebro Handelsforening laver forholdsordre
Sammen med HK laver Nørrebro Handelsforening retningslinjer, hvordan man skulle forholde sig. Foreningens hjemmeside var åben for politiets og Ungdomshusets budskaber.
Nye anklager
Politiet forsøgte med anklager om, at man havde kastet med diverse ting. Men dette blev frafaldet. På anmodning fra Brian Mikkelsen lød tiltalen nu på, at man ikke havde forladt stedet, da politiet havde opløst demoen. Det betød masser af anklager.
Foreningen havde tilkendegivet støtte
Den 1. januar fik København en ny overborgmester. Hun starter med at konstatere at hun har ”arvet” en møg-sag med Ungdomshuset. Hun starter dog med at gå i dialog med de unge for at finde et nyt ungdomshus.
På det tidspunkt havde Nørrebro Handelsforening for længst gået i offentligheden og bekendtgjort at de støttede de unge i søgen efter et nyt ungdomshus. Det afstedkom særdeles vrede mails og enkelte udmeldinger.
Politikere afviste Nørrebro Handelsforening som mæglere i konflikten.
De unge sagde nej til Stevnsgades Skole
Vi deltog i et par mandagsmøder i et telt på Rådhuspladsen og hjalp til med en indsamling for skadelidte på Nørrebro. Jeg tror at vores udgifter var større end det som vi fik ind.
De unge siger nej til Stevnsgades Skole. Og det blev dens naboer sikkert glade for. Overborgmesteren bebrejder de unges forsvarsadvokat Knud Foldschack, hvorfor han ikke havde overtalt de unge til at sige ja til dette tilbud. De unge sagde nej til dette tilbud og Foldschack ville miste troværdighed, hvis han pressede de unge.
Samfundet kunne være sparet for en masse penge
I Nørrebro Handelsforening forsøgte vi at gå i dialog med de unge. Det burde kommunen have gjort længe før. Det ville have sparet samfundet for en forfærdelig masse penge. En masse af de gamle butikker havde stadig været her og så havde vi også bevaret en større del af detailhandler – salget på Nørrebro.
Dialog er vigtig
Hvis virksomheden Procasa nogensinde skal bygge på grunden så er et godt råd at gå i dialog med de unge. Nej de skal ikke bare have ret. Men diplomatiske løsninger, hvor de unge får medbestemmelse, er at foretrække i stedet for gadekampe.
Myndighederne var alt for længe om at tage de unge alvorlige. Politiet havde også brugt dialog for at forebygge gadekampe men måtte opgive til sidst.
Det forlyder, at de unge var i dialog med kommunen med henblik på at finde en løsning frem til rydningen af huset i 2007.
Demokrati bygger på love, der skal overholdes
Et demokrati bygger på love, som skal overholdes. I Danmark har vi forsamlings – og ytringsfrihed. Vi kan mødes til demonstrationer og give udtryk for vores holdninger. Vold og ødelæggelser af andre menneskers ejendom hører ingen steder hjemme. Det kan vi hverken kan eller skal vi som samfund acceptere.
Og så er det noget, der hedder ejendomsretten.
Dagen, da Ungdomshuset blev ryddet
Og selve dagen, hvor rydningen fandt sted, var speciel. Vi åbnede tidligt for det var bogudsalg. Fra butikkens køkkenvindue oplevede vi det som en actionfilm med to helikoptere. Efterfølgende kørte ambulancer i pendulfart ned ad Heinesgade.
De unge skreg inde af døren, at vi handlede med uro’ er. Men de unge fik lov til at bruge vores toilet. Vi hørte at de unge truede med ildspåsættelse mod en restaurant længere nede, fordi de serverede morgenmad for de såkaldte uro’ er. Efterhånden lukkede de fleste butikker på Nørrebrogade.
Lukkede 20 min. før tid
Boghandlen var en af de sidste butikker, der havde åben. Nogle af de ansatte var for længst blevet sendt hjem. Medierne samlede sig nu i vores butik. Undertegnede blev filmet med mottoet ”Sådan sælger man bøger”. Indslaget skulle være brugt om aftenen.
Men nu kunne jeg ikke mere bære ansvaret. Tyve minutter før ordinær lukketid bad jeg kunderne blive færdig, for nu ville vi lukke. Det var ikke en særlig populær beslutning hos kunderne. Efterfølgende var jeg glad for den beslutning.
Breaking News af røverier
Om aftenen var alt tv annulleret. Der blev berettet direkte fra Nørrebro med Breaking News. Man så, hvordan de unge røvede Irma og Kvickly og atter engang udøvede hærværk mod de ”kapitalistiske butikker”. Skaderne udgjorde nu millioner af kroner. Hvordan det passede ind i de unges filosofi, begriber jeg ikke.
Kamera – manden ringede hjem privat og spurgte om jeg om mandagen ville stå og kigge på at huset blev revet ned og eventuelt ville tale med nogle af dem, jeg kendte fra Ungdomshuset. Men da sagde jeg godt nok nej. Vi vil gerne bruge medierne, men vi vil ikke misbruges af dem.
Ubehøvlede betjente
De næste dage oplevede man chikane fra politiet. Jeg kan godt forstå, at det var træls at skulle stå en hele nat og bevogte Heinesgade. Men når man kommer trækkende med sin cykel og siger, at man skal på arbejde, skal betjentene ikke være ubehøvlede. De truede med krops – visitering og det, der var værre.
Jeg håber, at der er mange, der har lært af disse kamp-år på Nørrebro. Og så håber jeg også, at vi denne gang har fået nogle af detailhandlens problemer med.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 19, 2022
Hvilke artikler læser man på dengang.dk
Vi kan ikke huske, hvornår vi startede med hjemmesider. Vi var i hvert fald i gang i 2007. Dengang.dk har eksisteret i tre versioner. Desværre har vi først haft tæller på siden midt i 2016. Flere gange har vi været smidt ud af Facebook. Og mere eller mindre er vi også smidt ud af diverse grupper på Facebook. Vores motto er at sprede sandfærdig historieformidling. Men det kan godt være svært, når man ikke følger flertallet. Med 1.874 artikler i 16 kategorier er der noget at vælge imellem. Gennem tiden har diverse forfattere gjort brug af vores artikler med kildeangivelse. Men det er sandelig også dem, der brugt vores artikler med en anden forfatter. Vi sat vores tæller i gang for at finde de mest populære artikler siden midt i 2016. Vindertitlen fik over 10.000 besøgende. Og så skulle man for at komme ind på plads 100 have ca. 2.000 besøgende. Vi laver en tilsvarende liste hver måned. Den finder du under Nyheder.
Vi var i Gang allerede i 2007
Hver måned laver vi en hitliste over de mest læste artikler på dengang.dk. Vi kigger på de mest populære kategorier, Dem har vi som bekendt 16 stk.af.
Her vil vi lave det vi kalder ”Alle Tiders Top-100”. Men det er snyd. For vores hjemmeside er i dag 3. version. De to første havde vi ikke tæller på. Og vi fik først en tæller på denne side engang i løbet af 2016. Allerede i 2007 var vi i gang.
Vores reelle besøgstal på www.dengang.dk er væsentlig højere. Gad godt nok vide hvor mange millioner det reelle tal lyder på?
Facebook lukket land flere gange
Og i perioden indtil nu har Facebook været lukket land for os flere gange. Godt nok går mange ind på vores hjemmeside via Google, men vi kan se at log in via Facebook efterhånden udgør 48 pct.
Men vores grundlag for vores Top – 100 er 1,7 millioner besøgende. Og fra overhovedet at komme i betragtning i Top – 100, skal du nærme dig 2.000 besøgende. Det er der mange nye artikler, der ikke gør.
De nyeste artikler på Top – 100
For sjov skyld bringer vi numrene på artiklerne, så kan du nogenlunde finde ud af, hvor gamle artiklerne er. Som det kan ses, er artikler med koder som 6 – 7 – 8 – 9.000 slet ikke repræsenteret.
De nyeste artikler er:
Hvis du nu vil finde en speciel artikel og lave et link, sætter du bare dengang.dk/artikler foran.
Normalt kigger vi på, hvilke byer, der mest læser dengang.dk, men det springer vi over denne gang. Det har nok ikke ændret sig meget fra sidste måned.
Siden 2016 er der sket ting og sager på Facebook som kan have betydning for Hitlisten. Vi er mere eller mindre smidt ud eller selv gået ud af flere grupper. Sådan noget har også stor betydning for seerantallet.
Vinder artikel har over 10.000 besøg
Og det er så værd at huske, at Vinder – artiklen er nået 10.000 besøgende. Og den artikel har vi redigeret og nyskrevet. Det gælder også for placering nr. 32, Begge artikler er samlet i en fælles artikel. Og denne artikel har endnu ikke opnået at komme i Top – 100. Vi gør selvfølgelig opmærksom på at en ny-redigeret artikel er skrevet.
Den store forskel på denne hitliste og den månedlige er selvfølgelig antallet af besøgende. På den som vi hermed bringer, ja da har de nye artikler ingen chance.
Det er tydeligt, at nogle af vores artikler ligger permanent inde på en hjemmeside med link til vores. Det er også fint nok. Men vi oplever ofte at vores artikler bliver brugt med et andet forfatternavn.
Man må gerne bruge vores artikler med kildehenvisning. Og det gør mange – også professionelle forfattere.
Nu er der 1.874 artikler
Du kan nu vælge mellem 1.874 artikler i de 16 kategorier. Og når vi nu f.eks. sætter kryds bag ved, betyder det at du kan det antal artikler, der er opgivet efter krydset blandt andre kategorier. Artiklerne blev skrevet inden vi havde oprettet den pågældende kategori:
Alle Tiders Populære Kategorier (1,7 millioner besøgende)
Reglerne er sådan, at en kategori får et point, hver gang den har en artikel inden for Top – 100. Er det til sidst to, der har samme pointtal, så er den med den bedste placering, der vinder.
Indlemmelse, Afståelse, Genforening 0
1864 og De Slesvigske krige 0
Industri på Nørrebro og Nordvest 0
Grænsen er overskredet
Akeleye slægten 0
Alle Tiders Mest Læste (Top-100) (Siden midt i 2016 – 1,7 mio.)
Og så var det nogle artikler, der næsten nåede det:
Dato: september 15, 2022
Hvordan var det lige med Danmarks neutralitetspolitik?
Er vores historiefortælling korrekt? De nationale historier lever endnu. Var det Danmarks dygtigere politikers skyld, at ”vi klarede det så godt”. Militærordningen var unødvendigt pengespild, sagde De Radikale. Det var ikke Danmarks forsvarsindsats, der reddede vores neutralitet. Omkring 1970 kom et tillæg til uddannelsen. Hvorfor får vi ikke justeret vores historiefortælling. Det danske militære beredskab havde en afskrækkende effekt. Men det vidste politikerne ikke, Tyskerne havde ikke tropper nok til en nordfront. Vi kunne have afvist tyskernes krav men hvad så? Flådechefen anbefalede minelægning. Oppositionen henviste til folkeretten. Christian den Tiende menter, at han havde en aftale. Danmark lagde en masse miner. Miner kunne være farlige, Briterne var orienteret fra starten. Den tyske gesandt truede kongen. Zeppeliner kunne komme i tale. Munch satsede bevidst på at reducere vores modstand. Det var held, der reddede Danmark gennem Første Verdenskrig og neutraliteten. Usundt grundlag for politik, når man undlader eller retter på sandheden i historiefortællingen.
Er vores historiefortælling korrekt?
Er vores historiefortælling altid korrekt gengivet. Tag nu bare Danmark og neutralitetspolitikken under Første Verdenskrig.
Det var ingen, der havde regnet med at krigen skulle vare så længe og udvikle sig til en totalkrig. Der opstod forskellige fortællinger, hvis hovedformål var at forstå historien.
I Tyskland blev fortællingen bevidst udviklet for at anfægte grundlaget for fredsforhandlingerne. Det betød en revision af krigens resultat. Denne revision kom så til udtryk ca. 20 år senere.
Den tyske fortælling kom til at påvirke fortællingerne i USA og specielt i Storbritannien. Her havde man efter 10 år forladt krigstidens solidaritet med Frankrig.
De nationale historier lever endnu
For Storbritannien var tabet af menneskeliv, rigdom samt imperiets fremtid så dramatisk, at man til tider har kaldt deltagelse i krigen som det 20. århundredes fejltagelse. I Frankrig forudså man en kommende krig mod Tyskland.
I Rusland blev krigen opfattet som et pinligt og ydmygende forspil til revolutionen. Og i Tyrkiet blev krigen forklaret som en tragisk fase på vejen mod en entydig etnisk tyrkisk kontrol med det anatolske kerneland.
Var det Danmarks dygtige politikeres skyld?
Bortset fra den tyske fortælling lever disse nationale historier endnu.
Den danske fortælling er endnu ikke blevet antastet. Danmark undgik at komme med i den frygtelige krig. Danske søfolk døde. Vi blev ramt økonomisk. Presset på samfundet kom da tyskerne genoptog den uindskrænkede u – bådskrig i 1917.
Danmark undgik også de alvorlige revolutionære krampetrækninger. Det var vel mest i Tønder og Sønderborg. Dette prægede ellers situationen i mange lande.
Og så kom Sønderjylland til Danmark på en måde så vores store nabo mod syd ikke blev vrede på os.
Den danske fortælling fortæller os, at det var landets dygtige, radikale regering, der ved sin fleksible og balancerede neutralitetspolitik på det udenrigske og handelspolitiske område manøvrerede landet sikkert gennem den europæiske katastrofe.
Militærordningen var unødvendigt pengespild, sagde De Radikale
Generalerne havde ved krigens begyndelse indkaldt en stor militær beredskabsstyrke – Sikringsstyrken.
Den radikale mindretalsregering havde lovet loyalitet at forsvare forsvarslovene af 1909, De havde ellers erklæret militærordningen som unødvendigt pengespild. Men partiet havde i 1910 tabt et valg i forsøget at få lovene ændret.
Det var ikke Danmarks forsvarsindsats, der sikrede os neutraliteten
Det var ikke en forsvarsindsats fra 1914, der sikrede Danmarks neutralitet. Regeringen forsøgte i stedet at begrænse antallet af indkaldelser. Man havde lært af 1864:
Det lykkedes i sidste del af krigen at få gennemført en demokratisk grundlovsreform, der blandt andet gav kvinderne valgret.
Omkring 1970 kom der et tillæg til vores fortælling
Omkring 1970 blev den danske fortælling suppleret med historien om, hvordan den danske regering 5. august 1914 smart håndterede tyske krav om at minere de danske stræder.
Problemet med denne fortælling er, at den ikke en gang er tilnærmelsesvis er tæt på sandheden. Og på den måde blev Danmark faktisk inddraget i krigen.
Hvorfor får vi ikke justeret vores historiefortælling?
Og for at finde sandheden skal du ikke gå til de danske arkiver men de udenlandske. Det er nok derfor vi ikke kan få justeret den rigtige historiefortælling. At få forståelse for en ny historiefortælling er også svært.
Vi kender det selv her på siden. Også vi har været i udenlandske arkiver og fundet en helt anden version af historien.
Det danske militære beredskab havde en afskrækkende effekt
Neutraliteten var robust. Men i mindst et tilfælde spillede udenrigsministeriet bevidst på fiktionen om ustabilitet.
Det danske militære beredskab havde en afskrækkende virkning på tyskernes militære planlægning mod Danmark. Men det kunne regeringen ikke se. Og derfor kom det til at undergrave afskrækkelsen.
Neutraliteten var i særlig to situationer alvorligt truet under krigen. Regeringen vidste det godt, men de handlede ikke derefter. Dette indgår heller ikke i fortællingen.
Tyskerne havde ikke tropper nok til en Nordfront
Dansk neutralitet var robust, fordi den tyske hær allerede i 1905 havde fået kejseren til forstå, at man ikke havde tropper til en Nordfront, når man både skulle kæmpe mod russerne og franskmændene.
Det måtte den tyske flåde modstræbende acceptere – en flåde kan ikke besætte et land.
Så længe Danmark ikke tillod Tysklands fjender at anvende dansk territorium efter en landsætning i Jylland eller indtrængen gennem stræderne til Østersøen var neutraliteten sikker.
Det var ikke nødvendigvis Erik Scavenius, der reddede os gennem krigen
Det var ikke Erik Scavenius dygtige indsats og gode forhold til den tyske gesandt, der reddede Danmark gennem krigen.
Kunne vi have afvist tyskernes krav – men hvad så?
Danmark kunne have afvist gesandtens henstilling den 5. august 1914 om at minere stræderne med korrekt henvisning til, at det ville være et neutralt brud med den fællesnordiske neutralitetserklæring og danske traktatmæssige forpligtelser med hensyn til at holde stræderne åbne.
Men Peter Munch – den danske fortællings hovedforfatter vidste ikke det, hvad vi ved i dag.
Flådechefen anbefalede minelægning
Flådechefen, viceadmiral O. Koefoed – Hansen anbefalede kraftigt, i overensstemmelse med søværnets sømilitære strategiopfattelse, at det var nødvendigt at udlægge miner og spærre de danske stræder.
Oppositionen henviste til Folkeretten
Den Radikale regering støttet af Socialdemokratiet lod sig overbevise af den sømilitære opfattelse. Oppositionen derimod var ikke tilhænger af en minespærring, idet man mente, at den ikke var i overensstemmelse med folkeretten og de internationale aftaler. Christian den Tiende Var derimod tilhænger af projektet, Han sendte også straks et telegram til sin fætter, den engelske konge.
Christian den Tiende mente, at han havde en aftale
Det går en historie om at Christian den Tiende havde en aftale med en flådeadmiral om at udlægge minerne uden at aktivere dem. Uden at regeringen vidste det. Og meddelelsen herom gav han under hånden til sin fætter, den britiske konge. Men flådeadmiralen mente nu ikke, at det var sådan en sådan aftale og minerne var aktiveret.
De krigsførende magter i farvandet omkring Danmark udlagde miner. Mange af dem rev sig løs og strandede på de danske strande.
Danmark lagde masser af miner
Den 4. august 1914 erklærede England Tyskland krig, Allerede 10 august var Storebælt armerede med kabelminer, Det viste sig hurtigt at dele af det danske minemateriel var ubrugeligt. Storebælt gav genlyd af eksplosioner fra miner som helt umotiveret gik af. De blev efterhånden udskiftet med de mere stabile hornminer,
Allerede den 5. august udlagde den tyske flåde 243 miner syd for Langeland og 12 miner ved den sydlige indsejling til Lillebælt.
Minerne kunne være farlige
De tyske og russiske miner var farlige. Hele 74 pct. af de tyske miner, som flåden kom i kontakt med, var armerede. Desarmeringen af de tyske minder var ofte forbundet med betydelig fare i det ledningerne til tændingsmekanismen var skjulte af muslinger og planter, der havde sat sig fast på minen.
En drivende mine gav i dusør – 300 kr., mens strandede miner kun gav 10 kr. Ofte blev minerne bragt sprængning ved beskydning.
Ulykker kunne ikke undgås. Den 14.december 1918 sejlede torpedobåden ”Sværdfisken” på en mine agterskibs under minestrygning af et tysk minefelt ved Lolland. Otte mand mistede livet.
Briterne var orienteret fra starten
Briterne ville sikkert have opfattet det som neutralitetsbrud og en tysk – venlig handling. Så kunne de opfatte Danmark som fjendtlig. Og så ville det kun være et spørgsmål om tid, inden man mærkede britiske repressalier. Men briterne var orienteret om minelægningen fra starten ligesom de vidste, hvor de lå.
I eftersommeren 1916 var regeringen truet på grund af mangelfuld orientering af Rigsdagen om forberedelser til salg af de Vestindiske Øer.
Den tyske gesandt truede kongen
Scavenius lod den tyske gesandt tro, at et regeringsskifte ville skabe alvorlig risiko for en ny politisk kurs. Dette var dog ikke korrekt. Men disse udtalelser fik tyskerne til at forny deres krigsplaner mod Danmark.
På dette grundlag truede gesandten Christian den Tiende til at bevare Scavenius i regeringen. Efter gesandtens brutale behandling var kongen parat til at tilbyde Scavenius statsministerposten. Forløbet sikrede den radikale regerings fortsættelse med tysk støtte.
Fortællingens andet problem var at de danske forsvarsforberedelser faktisk påvirkede Tysklands militære planlægning.
Tyskerne var bange for at miste krigsskibe i Danmark
Da den tyske flåde i 1916 fik lov til begynde krigsplanlægning mod Danmark igen, betød de store kystforter op Sydamager med det store minefelt i Køge Bugt at man opgav at bombardere den danske hovedstad med tungt skibsartilleri. Man anså, at der ville være stor risiko for at miste kostbare slagskibe.
Zeppeliner kunne komme i spil
I stedet måtte man planlægge bombardement fra flådens zeppeliner og en lille håndfuld ineffektive vandflyvere. Gad vide om, zeppelinstationen i Tønder var med i disse planer. Dette var en trussel, som det danske værn havde erkendt og som man arbejdede hårdt på, at undgå.
I Tyskland håbede man på at de danske styrker ville gøre modstand, hvis de britiske styrker landede i Jylland eller søgte mod stræderne.
Munch satsede bevidst på at reducere vores modstand
Men forsvarsminister Peter Munch arbejdede systematisk og bevidst på at reducere danske muligheder for at gøre modstand. Dansk militær måtte ikke bidrage til at landet blev ødelagt.
Man skulle kun protestere og erklære sig fortsat neutral. Da regeringen i 1916 – 1917 blev klar over den øgede tyske militære interesse for Danmark, standsede Munch alle nye Feldtbefæstnings – arbejde.
Han standsede også anskaffelse af nyt forsvarsmateriel og udbygning af Københavns Kanonluftforsvar. Hvordan han kunne set står hen i det uvisse for hermed øgede han muligheden af en tysk besættelse.
Det var held, der reddede Danmark
Mon ikke vi kan fastslå, at det var held, der redede Danmark for at blive inddraget i krigen. I oktober 1917 forberedte briterne en kort flådeoperation ind i Østersøen. I foråret 1918 ville det truende allierede nederlag i Frankrig næsten med sikkerhed have nødvendiggjort en allieret inddragelse af Norge i den fortsatte krigsførelse fra den planlagte flådebase ved Stavanger. Dette ville have udløst en besættelse af Jylland.
Fortællingen ignorere, at regeringen kom med væsentlige indrømmelser
Fortællingen ignorerer at regeringen erkendte truslerne og kom med væsentlige indrømmelser, der skulle reducere risikoen for besættelse ved en misforståelse.
Fortællingen udelod også at Danmark i foråret 1916 sammen med Tyskland havde lukket Øresund for britiske undervandsbåde på vej til Østersøen.
Og man har heller ikke fortalt, at Danmark endvidere fra vinteren 1918 leverede den danske flådes situationsbillede fra farvandene videre til Tyskland.
Det fortælles heller ikke at man efter tysk pres fik afløst den danske hærs generalstabschef med en tyskvenlig officer.
Det havde været nyttigt for den efterfølgende danske forståelse for landets situation, hvis disse forhold var kommet med i fortællingen.
Usundt grundlag for politik
Jo det var Peter Munch, der også var historiker, der skrev den danske version af historien. Som alle andre myter er den imidlertid et usundt grundlag for politik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 5, 2022
Flugten fra arresten i Aabenraa
Jens Knudsen trak sin kniv. Øje for Øje – Tand for Tand. Hertugen beordrede liget udleveret. Under streng bevogtning. Pligt til at borgere skulle deltage i vagttjeneste. Vagtmandskabet gik tidligere end planlagt. Konen beordrede manden tilbage. Jens Knudsen var flygtet. Vægtere og vagtmandskab arresteret. En ny mistænkt. Vægteren virkede forvirret. Hertugen beordrede pinligt forhør. Torturinstrumenter lå frit fremme. Jens Knudsens brødre blev arresteret. Byfogeden lod sig ikke bestikke. Morderen anholdt ved Randers. Detaljeret tilståelse. Låsen blev nøje undersøgt og nøgler lavet om flere gange. Erik Vægter lovede Jens Knudsen lig-skjorte. En række tyverier blev tilstået. Skæbnen var beseglet. Liget sendt til Kiel.
Han trak sin kniv
Jens Knudsen var en forhærdet vaneforbryder. Han havde i mange år hovedsageligt ernæret sig ved tyveri rundt om i Sønderjylland. Han for længst moden til galgen. Hans hidsige sind kendte ikke til hæmninger. Det kom til at afgøre hans skæbne.
Gamle rets-dokumenter beretter om Jens Knudsens tragedie. Det giver os også et interessant billede af forhold og tilstande af retsvæsnet i Aabenraa i 1600 – tallet.
Jens Knudsen traf søndag den 25. juli 1669 Terkel Hansen fra Brunde på gaden i Aabenraa. Af en eller anen ukendt grund så Jens Knudsen sig vred på Terkel Hansen. Sammenstødet endte med, at Jens Knudsen i hidsighed trak sin kniv og stødte Terkel Hansen ned.
Øje for Øje – Tand for Tand
Ugerningen skete hen på eftermiddagen og moderen blev straks overmandet af folk i gaden. Man fik alarmeret byens gamle veltjente vægter Andreas og hans yngre kollega vægter, Erik.
Nyheden om det morderiske overfald bredte sig som ild i strå i den lille by og et anseeligt følge af nysgerrige fulgte de to vægtere, da med morderen imellem sig førte ham til rådhuset.
Tidens retsvæsen var bestemt ikke blødsøden. Man fulgte den gamle jernhårde lov:
Det vidste Jens Knudsen. Uden for rådhuset fik han øje på byens kag. Det var symbolet på den straffende retfærdighed, inden vægterne puffede han ind ad døren til rådhuset. Da han lidt senere blev låst inde i rådhuskælderen, gik det op for ham, at han havde fortrudt sit liv.
Hertugen beordrede at liget skulle udleveres
Terkel Hansen døde tidligt tirsdag morgen. Jens Knudsens kniv havde ramt ham i nærheden af hjertet. Byens borgmester Carsten Hagensen ville dog ikke udlevere liget til enken. På hendes vegne klagede amtmand Henrik von Brockdorff. Det hjalp. Den 2. august udstedte Hertugen en ordre om at udlevere liget til Terkel Hansens enke lige som han gav myndighederne i Aabenraa påbud om at straffe morderen efter loven og statuere et eksempel til skræk og advarsel.
Under streng bevogtning
Jens Knudsen blev sat under streng bevogtning. Man var klar over, at en mand som ham ville benytte den første lejlighed til at flygte. Man nøjedes derfor ikke med at dreje nøglen om i låsen til cellen. Nej han blev bevogtet både dag og nat.
Om dagen holdt vægterne Andreas og Erik skiftevis øje med cellen. Hver nat måtte fire borgere møde og overtage bevogtningen fra kl. 8 om aftenen til kl. 4 om morgenen, hvorefter vægterne afløste dem.
Pligt at borgerne skulle deltage i vagttjeneste
Denne vagttjeneste var en pligt, der gik på omgang blandt borgerne. Kvinderne måtte også tage deres tørn. Men naturligvis var ingen begejstret for disse nattevagter. De der havde råd til det, betalte andre til at overtage deres vagt.
Trods dette bevogtningsapparat lykkedes det alligevel Jens Knudsen at flygte. En morgen var cellen tom og moderen borte.
Jens Knudsen flygtede
Jens Knudsens flugt vakte det største røre i Aabenraa. Mens jagten efter moderen satte ind, blev der indledt en omfattende undersøgelse for at få opklaret, hvorledes flugten kunne være iværksat og hvor ansvaret skulle lægges.
Amtsskriver Caspar von Saldern, den senere borgmester, sendte Hertugen en udførlig beretning om de omstændigheder, der knyttede sig til flugten.
Vagtmandskabet gik tidligere end planlagt
De fire personer, der havde vagt ved cellen den pågældende nat var klejnsmed Hans Jørgensen Troll, hvis kone først på aftenen havde holdt sin mand ved selskab i fængslet. Den 20 – årige skomagerlærling Christen Lassen, der havde vagten for sin bror, Espen Larsen, Marie Smit, som holdt vagt efter tur, og Knud Sørensen, der var betalt stedfortræder for Christian Holladt.
Det må have været så som så med fængselsreglementet, for kl. 4 om morgenen, tidligere end sædvanligt, havde den samlede vagt uden videre forladt fængslet. Inden de gik, havde Troll råbt ind til Jens Knudsen at nu gik de hjem.
Troll undersøgte låsen til celledøren og fandt den i bedste orden. Så forsvandt vagtmandskabet, idet de råbte ”God Morgen” ind til morderen. På det tidspunkt var fangen i cellen. Vagten havde nemlig hørt ham sige: ”I morgen får jeg min dom”. Ingen af vægterne var endnu mødt til afløsning.
Konen beordrede manden tilbage
Da Troll kom hjem, blev hans kone betænkelig ved at høre, at vagten var gået, inden vægterne var kommet til stede. Hun fik sin mand til at vende tilbage til Rådhuset.
Bevæbnet med sin økse tog han afsted igen. Ved siden af Rådhuset boede Elsebe Taysen. Hun var ude på gaden, da Troll kom igen. I største ophidselse fortalte hun ham, at moderen for et øjeblik siden var passeret gennem gården til hendes hus.
Vægtere og vagtmandskab arresteret
Borgmester Haagensen og de nærmest boende af Rådets medlemmer blev underrettet o0m fangens flugt. De begav sig om morgenen kl. 6 til fængslet. De fastslog, at skønt låsen til cellen ikke var brudt op, var Jens Knudsen alligevel borte.
Vægterne Andreas og Erik samt de fire nattevægter blev arresterede. Erik, der var den yngste af de to by-vægtere havde været i byens tjeneste i 14 år. Han havde i de sidste 13 dage før flugten haft nøglen til cellen og havde givet fangen mad.
En mistænkt
Under den første afhøring tilstod han, at en mand ved navn Jes Drache, der enten var beslægtet med morderen eller ven med ham og hans familie, var kommet til vægteren uden for borgmester Haagensens hus og bedt ham om skaffe ham lejlighed til at tale med morderen.
Vægter Erik, der mente, det nok kunne gå an, havde givet sin søn nøglen, så han kunne lukke Jes Drache ind. Drache havde en tid været alene med fangen i cellen. Vægteren oplyste desuden, at den nat, da flugten fandt sted, havde moderens hustru og bror boet hos Jes Drache. Dette udsagn resulterede i, at Drache også blev arresteret.
Pårørende ville tale med vægter
Ved et af de følgende forhør indfandt Hans Jessen fra Brunde sig. Han var gift med den myrdedes søster. Han ønskede at få lejlighed til at tale med Erik Vægter i øvrighedens påhør. Afhøringen fandt sted i Rådstuen. Her sagde Jessen, som det hedder sig i von Salderns indberetning ”lige i ansigtet på Erik Vægter” at han dagen før Jens Knudsens flugt havde talt med vægteren. Som de havde sagt, at endnu i dag ville han give fangen mad, men i morgen ville han lade ham løbe ud på heden.
Vægteren optrådte forvirret
Vægteren nægtede til at begynde med alt. Til sidst måtte han dog indrømme at han havde ytret sig sådan, men han havde blot sagt det i spøg. Myndighederne lod sig dog ikke føre bag lyset.
Vægteren havde vaklende udsagn og en forvirret optræden. Han holdtes fortsat i arrest, bl.a. fordi man på Gottorp havde ønsket selv at afhøre de implicerede i sagen. Dette ønske var foranlediget af, at den myrdedes hustru og øvrige familie havde besværet sig over for Hertugen, fordi Rådet ikke med den ønskelige iver lod den undslupne morder forfølge. Og så mente man at det gik alt for langsomt med at finde ud af, hvem der lod morderen undslippe.
Hertugen beordrer ”Pinligt forhør”
Vi hører ikke om, hvordan disse forhør var forløbet. Men vi erfarer at Hertugen den 15. november beordrer at Erik Vægter og Jes Dracjhe skal underkastes ”Pinligt forhør”. Her skal byens skarpretter ved hjælp af tortur presse en tilståelse ud af dem.
Allerede den 22. november skal denne uhyggelige forestilling finde sted på Rådhuset. Borgmester og Råd var forsamlet Skarpretteren var mødt op med sine remedier – tommelskruer og andre prøvede remedier.
Torturinstrumenter lå frit fremme
Alle remedier lå frit fremme til de anklagedes store skræk. Erik Vægter var den første der blev præsenteret for denne udstilling. Og til denne hørte også ”Den pinlige stok”. Den skulle bruges på vægterens rygstykker. Vægteren gav sig dog ikke så let ved synet.
Til at begynde med gav han den som ”Ridderen af den bedrøvelige skikkelse”. Han klagede sig ynkeligt og bedyrede med vemodig stemme, at han var uskyldig og bad om nåde og betænkningstid. Men ynkeligheden gik af ham, nu var det raseri.
Vægteren var blevet bedt om at gå til Jes Drache for at få en ende på hans sag. Om to dage skulle han sige fra morderen ville der blive bragt 40 Rigsdaler til Draches hjem.
Det eneste, Erik Vægter nu ønskede, var at en af morderens brødre, der boede i Havsted i Tønder Amt ville blive arresteret. Han kunne sikkert give gode oplysninger i sagen. Mere kunne han ikke sige, selv om bøddelen skar ham i stykker.
Rådet vedtog at lade vægteren slippe for tortur indtil videre, hvorefter han førtes ud.
Nu var det Jes Draches tur
Nu kom Jes Drache ind og blev præsenteret for bøddelens torturinstrumenter. Han henviste ligeledes til morderens bror. Han hævede at denne vidste besked om hele sagen. Det som Drache havde talt med morderen om i cellen, kunne enhver have hørt. De 40 Rigsdaler havde han hverken ønsket eller modtaget. Han svor på, at han ikke kendte til fangens flugt.
Torturinstrumenterne gjorde intet indtryk på ham. Han var en hårdnakket mand. Også han slap for at komme under videre behandling af bøddelen.
De to brødre blev arresteret
Den 25. november 1669 udstedte Hertugen en arrestordre mod morderens to brødre. Samtidig fik borgmesteren i Aabenraa ordre til foreløbig men mod kaution at løslade Erik Vægter og Jes Drache.
Begge skulle føres til Tønder for at stilles over for brødrene Knudsen af hvilken den yngste Christen Knudsen blev sat i fængsel. Amtmanden for Tønder Amt havde mod kaution ladet den ældste bror, Hans Knudsen forblive på fri fod. Med den begrundelse at han var en gammel og meget svagelig mand, der gik på gravens rand. Dette skete den 7. december.
Drama i Amtshuset i Tønder
Få dage forinden den 3. december oplevede man et nyt drama i sagen på Amtshuset i Tønder. For retten mødtes Jes Drache og Erik Vægter med brødrene Christen og Hans Knudsen. Men det lykkedes ikke for myndighederne i Tønder at hæve noget af den mystik, der omgav moderen Jes Knudsens flugt. Begge brødre holdt på at de ikke kendte det mindste til sagen.
Efter Erik Vægters forklaring havde morderens hustru sammen med Hans Knudsen fra Fogderup dagen før flugten været i Jes Draches hjem, hvor man havde talt om muligheden for at hjælpe Jens Knudsen.
Dennes hustru og Hans Knudsen havde om aftenen spurgt Jes Drache, hvad han skulle have for sin umage med besøget i fængslet. Det skulle han ikke have betalt, sagde han. For Jens Knudsen var det ikke andet at gøre end at berede sig til døden og skaffe sig et lagen og en kiste.
Byfogeden lod sig ikke bestikke
Christen Knudsen skulle også have sagt, at han ville pantsætte al sin ejendom, blot han kunne få sin bror på fri fod. Dette benægtede begge brødrene blankt. Hans Knudsen påstod derimod, at Jes Drache havde budt byfogeden i Aabenraa 12 Rigsdaler for at låne ham nøglen til cellen, så han kunne hjælpe fangen ud. Byfogeden var dog ikke interesseret i at tjene disse penge!
Lod opklaringen vente på sig?
Hans Knudsen erklærede til sidst på sine egne og sin brors vegne, at de ikke hverken havde set eller talt med deres bror siden hans flugt, lige som de ikke havde ydet ham nogen form for hjælp til flugten.
Med dette negative resultat sluttede retsmødet i Tønder. Det så nu ud til at en opklaring lod vente endnu længere på sig. Men det viste sig nu ikke at være så fjern.
Morderen anholdt ved Randers
I dagene ind under jul indløb der meddelelse fra Aabenraa til Hertugen om, at morderen var fanget oppe ved Randers. Sent om aftenen 22. december blev morderen ført til Aabenraa og nu indsat i fængslet på Brundlund Slot. Disse fangekældere havde man åbenbart mere tillid til end cellerne på Rådhuset. Caspar von Saldern kunne meddele, at fangen var lagt i jern.
Detaljeret tilståelse
Tidligt om morgenen Lille Juleaftensdag besøgte von Saldern fangen og talte med ham i al venlighed. Under samtalen brød morderen sammen. Uden nogen påvirkning fra von Salderns side gav han en detaljeret tilståelse af, hvordan han var blevet hjulpet med at flygte.
Det var udelukkende hans hustru og de to brødre, der havde hjulpet ham, Pastor Nicolaj Clausen i Oksbøl havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe ham, men han havde dog kun foretaget skriftlige henvendelser til borgmester Hagensen og Jes Drache, ligesom han havde lovet at være familien behjælpelig med penge, hvis det var nødvendigt.
Efter at morderen havde aflagt tilståelse, skildrede han beredvilligt, hvorledes hans familie havde gennemført hans befrielse. Det må siges, at de har gået systematisk til værks.
Låsen blev undersøgt
Jens Knudsen havde først undersøgt låsen til cellen. Så tegnede han gangene i låsen på et stykke papir. Dette havde han afleveret til sin kone, da hun besøgte ham. Desuden havde hun også haft lejlighed til med papir at tage aftryk af låsen, mens Erik Vægter på hendes foranledning var gået i byen efter brændevin.
Papirerne havde konen afleveret til sin svoger Christen Knudsen som havde bragt dem til en mand, de har kendt godt og kunne stole på. Smeden lavede på grundlag af papirerne seks forskellige nøgler, som Knudsen bragte til sin svigerinde i Aabenraa.
Nøglerne måtte laves om flere gange
Da Jens Knudsens hustru næste gang aflagde besøg i fængslet, sørgede hun for at å Erik Vægters søn, der da var til stede, bort et øjeblik, hvorefter hun prøvede nøglerne. Første gang duede ingen af dem.
Christen Knudsen måtte igen afsted til Knivsig og få nøglerne ændret. Denne rejse måtte han foretage to gange inden det lykkedes at skaffe en nøgle der passede. Denne nøgle holdt morderen på sig. Tre eller fire dage før han gjorde alvor af at flygte, havde han flere gange lukket sig både ud og ind af cellen.
Erik Vægter lovede ham sit lig – klæde
Den morgen, hvor vogterne havde forladt fængslet tidligere end ellers, havde han lukket sig ud, før nogen af vægterne var kommet til stede og flygtet nordpå op gennem Jylland. Desuden oplyste Jens Knudsen, at Erik Vægter, der havde ført ham tilbage til Aabenraa, var trængt ind på ham for at få ham til at tie med at han og sønnen havde givet morderens hustru og Jes Drache adgang til cellen, så de havde kunnet arbejde for fangens befrielse.
Vægteren var gået så vidt, at han havde lovet Jens Knudsen at den lig-skjorte, der ellers var syet til ham selv, hvis han kunne stole på hans tavshed.
Jens Knudsen tilstod en række tyverier
Jens Knudsen tilstod også en række tyverier. Han havde stjålet fire heste i Oksbøl på Als, hvilket medførte at han måtte fortrække fra sognet. Det havde dog ikke afholdt ham fra senere både i Jægerup, Røllum og Stubbæk at stjæle heste, som han var draget til marked i Husum med og solgt der.
Christian Kruss i Aabenraa var en trofast aftager af hans tyvekoster. På Barsø havde han bl.a. stjålet en kiste med saltet fårekød, uld og en damefrakke.
Skæbnen var beseglet
Jens Knudsens skæbne var nu beseglet. Den 28. januar bemyndigede Hertugen borgmester og råd i Aabenraa til at udlevere morderen til bøddelen og den 8. februar underskrev Hertugen dødsdommen.
Den 17. februar endte Jens Knudsen sit omtumlede liv i galgen. Hen under aften i skumringen, blev hans legeme taget ned og lagt ned i en kiste. Efter Hertugens ordre skulle liget føres til det medicinske fakultet i Kiel, hvor professor Johan Daniel Majorn ville lade studenterne bruge det i undervisningen i anatomi.
Næste morgen tidlig kørte en Aabenraa – vognmand ud af byen mod syd. Bag i vognen stod en simpel trækiste, der indeholdt Jes Knudsens jordiske levninger.
Desværre har vi ingen melding om straffen til Jens Knudsens kone og brødre. Ja og Erik Vægter havde jo heller ikke optrådt efter reglerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 3, 2022
ET PERSONLIGT TILBAGEBLIK AF INITIATIVTAGER OG JAZZKLUB NOLDES NABO´S FØRSTE FORMAND 1972 – 1975 CARSTEN GRØNHOLT – PEDERSEN
Læs her meget interessante historier fra Tønders Musikliv og om Noldes Nabo, der lige er fyldt 50 år. Det har været sjove, spændende og gode oplevelser. Og dem deler Carsten her ud af.
Den 3- november 2022 kan Noldes Nabo, der oprindelig hed Jazzklub Noldes Nabo, fejre sit 50-års jubilæum.
I forbindelse med Noldes Nabos 25-års jubilæum, udarbejdede Ingolf Haase en ret så udførlig gennemgang af foreningens første 25 år, med bl.a. en oplistning af klubbens mange aktiviteter, så det vil jeg undlade.
Jeg vil i stedet komme med enkelte rettelser og ellers fortælle en helt personlig beretning om klubbens første år som musikforening i Tønder, og om nogle af de mange både sjove, spændende og gode oplevelser, som jeg fik mulighed for at være en del af. Lad mig præsentere mig selv. Min kæreste (senere kone) Lene og jeg flyttede som 21 årige til Tønder i august 1972, for at starte som studerende på Tønder Statsseminarium. Jeg kom fra Køge, hvor jeg havde været bestyrelsesmedlem og formand for den lokale jazzklub Club Pigalle, og havde en stor interesse ikke kun for jazz, men alle genrer indenfor rytmisk musik.
Som introduktion til studiet på seminariet, var der en af de første aftener arrangeret et velkomstarrangement i kantinen. Her kunne man møde elever fra tidligere årgange, og på den måde få mere at vide om studiet, seminariet og Tønder som by.
Helt tilfældigt kom vi til at sidde sammen med en 2. årselev, der hed Majbritt. Husker desværre ikke efternavnet, men Majbritt kom til at betyde meget for det kommende musikliv i Tønder.
Gennem min interesse for jazz, havde jeg hørt, at Tønder skulle have en meget stor jazzklub, så det var naturligt at spørge Majbritt, hvor klubben holdt til. Hun kiggede på mig, og svarede ”DER ER INGEN JAZZKLUB I TØNDER”. Mit svar på det var, ”SÅ MÅ VI STARTE EN”.
Nogle dage efter opsøgte Majbritt mig, og fortalte, at hun havde talt med Torben (husker desværre ikke efternavnet), som havde været bestyrelsesmedlem i Sønderborg Jazzklub, og han ville gerne være med til at starte en jazzklub i Tønder.
En rigtig god ide, så vi blev præsenteret for hinanden, og spiren til en ny forening i Tønder var lagt. Torben, Lene og jeg holdt flere møder i vores lejlighed på Nørremarksvej. Jeg havde klubvedtægterne fra Club Pigalle, så de blev redigeret og tilpasset så de ville kunne fremlægges på en stiftende generalforsamling.
Jazzklubben skulle have et navn. Flere forslag blev diskuteret. Torben var meget kunstinteresseret, så han foreslog, at man skulle finde et navn, med relation til en kunstner. Nolde blev nævnt og Torben foreslog NABO TIL NOLDE, og straks sagde Lene, nej så skal det være NOLDES NABO, og sådan blev det. Jazzklubben Noldes nabo skulle nu finde et sted at holde til.
Vi tænkte stort. Vi hørte, at Schweizerhalle var tysk, så det opfattede vi ikke som en mulighed. Nej Hotel Tønderhus måtte være stedet. Værten Rimmer på Hotel Tønderhus blev kontaktet, og heldigvis blev vi modtaget meget positivt. Rimmer vart helt med på ideen, og et rigtigt godt samarbejde med både vært og personale kom i stand.
Datoen for den stiftende generalforsamling blev aftalt, og det blev fredag den 3. november.
På selve generalforsamling mødte omkring 20 personer op. Men Torben var ikke en af dem. Jeg havde ikke hørt, at Torben var stoppet på seminariet, og han havde ikke fortalt, at han ikke ville deltage i generalforsamlingen.
Jeg må indrømme, at jeg var meget overrasket over, at jeg og Lene nu skulle gennemføre en stiftende generalforsamling alene.
Man kunne måske tro, at det kun ville være elever fra seminariet, der mødte op, men nej, det var heldigvis en blanding af unge studerende og unge fra lokalsamfundet, og det blev tydeligt ved valg af Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse. De foreslåede vedtægter, blev vedtaget.
Klubbens formålsparagraf kom til at lyde
KLUBBENS FORMÅL ER AT UDBREDE KENDSKAB TIL OG INTERESSE FOR JAZZ OG ANDEN RYTMISK MUSIK SOM JAZZ/BEAT SAMT FOLKEMUSIK.
KLUBBEN SØGER VED HYGGELIGT SAMVÆR OMKRING ORKESTRE AF NÆVNTE GENRER OG I
SAMARBEJDE, MED ANDRE KLUBBER AT SKABE EN KONTAKT MELLEM MUSIKERE OG MEDLEMMER.
Et formål, der fik rigtig stor betydning for klubbens virke og fremtidige aktiviteter.
Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse blev Erling Overgaard (seminariet), Mogens Jensen (lokal), Ole Fabech (seminariet), Flemming Kølner (seminariet), Anne Thomsen (lokal), Jette Haase (lokal), Carsten Grønholt-Pedersen (seminariet).
Selvtilliden var stor, så hvorfor ikke allerede inden klubben var en realitet, arrangere det første arrangement?
Torben og jeg havde haft kontakt til trompetisten Valdemar Rasmussen, som selv havde stærke relationer til Tønder, og selv været formand for en jazzklub i byen, så selvfølgelig blev Valdemars orkester engageret til klubbens første arrangement.
Vi var så heldige, at Valdemar havde klarinettisten Henrik Johansen og ikke mindst trompetisten Finn Otto Hansen, som lige var blevet kåret som årets jazzmusiker, med som gæstesolist.
Ikke mindre en 250 mennesker mødte op til klubbens første arrangement.
Medlemskortet kostede 5 kr. og entreen var 10 kr. jo det var tider, og bestyrelsen kunne se tilbage på et succesrigt første arrangement.
Jeg husker, at jeg om mandagen efter det første arrangement, stod foran Vestkystens udhængsskab med dagens avis, for at læse om arrangementet. En journalist kom ud og sagde, ”Er det ikke dig fra Noldes Nabo”. Det måtte jeg jo indrømme.
”POLITIET VIL TALE MED DIG, DER ER KOMMET EN ANMELDELSE”.
Jeg gik direkte over på politistationen, hvor der ganske rigtigt var indgivet en anmeldelse. Vi havde ikke registreret det første arrangement til KODA.
Der har godt nok siddet en med den hurtige saks, og set vores annonce i avisen. Vi undskyldte og lovede at bringe tingene i orden.
Vi lå ikke på den lade side, så klubbens næste arrangement var allerede den 15. december med Walters Washboard Cirkus, og samme orkester blev engageret til julejazz 1. juledag. Walters Washboard Cirkus var et meget populært band, som vel kan siges at blive en slags husorkester, som besøgte klubben flere gange.
Arrangementer 1. juledag er altid populærere. Unge fra lokalområdet er hjemme på julebesøg og trænger til at mødes med gamle venner, så succesen var endnu en gang hjemme.
Arrangementerne i Noldes Nabo lå tæt, og her bagefter kan jeg da godt undre mig over, om der var tid til at være elev på seminariet. Vi boede i en lejlighed på Nørremarksvej, men havde ikke selv telefon, så alle aftaler skulle klares fra telefonboksen, og jeg har sidenhen hørt, at så man ham, den langhårede, med den lilla jakke gå ind i boksen, ja så kunne man godt regne med, at det ville vare længe inden, den blev ledig igen.
Ib Lindschows New Orleans Jazzband besøgte Noldes Nabo den 24. januar 1973.
Et par af bandets medlemmer, Ib Lindschouw på trommer og bassisten Basse Seidelin havde tidligere været en del af Papa Bues orkester.
Bandet skulle videre til job i Tyskland, og var kørt fra København fredag eftermiddag, og skulle på scenen klokken 20.00 på Tønderhus.
Da bandet havde spillet tre sæt, var Basse træt og ret sur, så han gad ikke mere og ville gå i seng.
Resten af bandet ville gerne fortsætte, så det blev til et fjerde sæt.
Honoraret var ikke stort, så næste dag, havde vi inviteret hele bandet til frokost på Nørremarksvej, og da Basse kom, præsenterede han sig som ”HAM DEN SURE FRA I GÅR”.
Midt under spisningen siger Basse så, ”HAR DU HØRT, AT JEG ER BLEVET KRYDSET AF”.
Tilstede var udover bandet også Ole Fabech, Lene og jeg, og ingen af os havde hørt historien. Basse rejste sig fra bordet, vendte sig om, trak bukserne ned og ganske rigtigt, på hver balle var der et flot kryds tegnet med tusch.
Historien var, at da hans værelseskammerat var kommet op på værelset, havde Basse ligget med Rø… i vejret, og havde altså modtaget et par krydser, som vi altså skulle se. Der blev grinet meget.
Det var ikke den eneste gang, vi havde besøg af orkestre på Nørremarksvej.
Vi havde engageret det mere jazz-beat prægede 11 mands store orkester Cream Fraiche til en koncert.
Vi havde aftalt, at vi inden koncerten ville give aftensmaden. Bandet ankom i deres lånte kassevogn, helt lilla og med store bogstaver DOCTOR DOPOJAM på siden, ud for vores lejlighed i de gule blokke. Ud sprang alle mand og begyndte at gøre gymnastik og slå saltomortaler på græsset mellem bygningerne. Naboerne fik noget at tale om, og vi fik spørgsmålet, ”Var det jer, der havde gæster?”
Ved det næste arrangement, kun 2 måneder efter den stiftende generalforsamling, den 7. februar 1973, havde foreningen 570 medlemmer og 3000 kr. i kassebeholdning.
Den 21. februar samme år var medlemstallet steget til 650, og nu var det tid til at bruge hele formålsparagraffen. En aften med det populære Paddy Doyles, Erik Grip, Jan Toftlund og Moondust med bl.a. Lasse Helner og Jørgen Mader kom på plakaten.
At der også blev plads til udenlandske navne, blev klubbens 7. arrangement den 9. februar, bevis på. Den 70-årige New Orleans klarinettist Poul Barnes og hans otte mands store internationale band besøgte klubben. Bandet talte både engelske, tyske og danske medlemmer. En aften, som jeg husker som en af det helt store, hvor en legende inden for New Orleans jazz besøgte Tønder.
Det var ikke kun blandt klubbens medlemmer, bestyrelsen fandt støtte. Interessen for at hjælpe var stor, og ikke mindst Carsten Panduro viste interesse. Carsten var ansat som dekoratør hos Brd. Thygesen og i den første tid tilbød han at hjælpe med trykning af plakater. Det blev også til mange ”diskussioner” når jeg mødte ham på gågaden. Carsten synes jo allerede dengang, at der skulle præsenteres meget mere folkemusik.
Hos Johannes Tobak kunne man købe medlemskort og til særlige arrangementer, var det også her billetterne blev lagt i forsalg.
Et arrangement, hvor der blev travlhed med forsalget, var til koncerten den 30. marts 1973, hvor ingen mindre en verdensberømte Svend Asmussen og hans kvartet var engageret. Kvartetten bestod ud over Svend Asmussen, af Kjell Ohmann på orgel, Steffan Broklund på basguitar og Ed Thigpen på trommer.
Kvartetten havde aftenen inden spillet i, jeg mener, Åbenrå, men der var en enkelt melodi som Asmussen ikke var tilfreds med, så hele eftermiddagen, inden koncerten på Tønderhus, blev brugt på gentagelse på gentagelse af dette nummer.
Det skal fortælles, at Svend Asmussen med sin kvartet spillede på elektrisk forstærket violin, med brug af forvrængning via pedaler.
Den 1. time blev afviklet som ren koncert med stolerækker og derefter blev der spillet op til dans.
En stuvende fuld sal, og som jeg husker det, blev der solgt over 600 billetter. En meget stor aften for Jazzklub Noldes Nabo.
Normalt satte vi en kasse Fuglsang øl op til musikerne, som så kunne nydes i løbet af aftenen. Da Svend Asmussen kom, fortalte jeg ham hvad vi plejede, men spurgte så, hvad vi måtte byde kvartetten. Asmussen så på mig, og svarede, KAN VI FÅ EN KOP KAFFE I PAUSEN, SÅ ER VI GLADE”. Da vi senere havde besøg af gruppen Blue Sun, med sangerinden Lone Kellermann, havde vi som vanligt sat en kasse Fuglsang øl op til musikken.
Lone Kellermann så på kassen, og sagde så. ”KOMMER DER IKKE ELEFANTER, SÅ TAGER VI HJEM”.
Lidt moral. Svend Asmussen blev over 100 år, Lone blev ikke så gammel.
Inden et arrangement med Kansas City Stompers, blev jeg kontaktet af Niels Abild, som lige ville høre om det var i orden, at han tog en ung sangerinde med til arrangementet.
Selvfølgelig, men vi har ikke flere penge, var svaret. Det blev første gang Sanne Salomonsen stod på scenen i Tønder.
En dygtig sangerinde i et godt band, der stadig eksisterer. Niels Abild er for øvrigt Sønderjyde.
I min tid som formand for jazzklubben Club Pigalle i Køge, havde jeg været med til at tage initiativ til lørdagsjazz, ved den nystartede Hugos Vinkælder. En ting der for øvrigt stadigt gennemføres hver lørdag i sommermånederne.
Jeg foreslog bestyrelsen, at vi skulle prøve at arrangere noget lignende i Tønder. Ideen faldt i god jord, men hvor var der et sted, en gård i forbindelse med gågaden, hvor det kunne arrangeres?
Vi blev enige om at opsøge turistchef Sonne, som havde kontor ved siden af rådhuset.
Sonne var med på ideen, men som han sagde, ”Laver vi det i den ene ende af gågaden så bliver de forretningsdrivende i den anden ende sure, nej vi har den gamle musiktribune Liebestemplet, det er der det skal være”. Må indrømme, det er godt med en lokalkendt.
Nu har jeg nævnt grupperne Cream Fraiche og Blue Sun, et andet band i den mere jazz/beat prægede genre var det århusianske Tears, der havde Holger Laumann som leder. Jeg havde tidligere oplevet bandet, hvor det var Alan Mortensen, der var sanger, men nu var det en meget ung Anne Linnet, der var i forgrunden. Ægteparret Holger og Anne havde medbragt deres næsten nyfødte baby, så Anne måtte afpasse pauserne så de passede med tiden for amning.
Liebestempel arrangementerne blev starten på et senere tæt samarbejde med Tønder Aktivitets og Borgerforening. Et samarbejde, der ikke altid var lige gnidningsløst. Borgerforeningen ville gerne tage æren, men ideen var vores.
Det første Liebestempel arrangement løb af stablen lørdag den 12. maj 1973.
Aftenen inden havde Noldes Nabo arrangement på Tønderhus, endnu engang med Walters Washboard Cirkus.
Ved Liebestempel arrangementet, som varede fra 11.00 – 14.00, var der Ingen entre, øl og vand var til næsten høkerpriser og pølserne var fra grill.
Ved det første arrangement hentede vi, John Toft Jensen, Peter Høgsgaard og jeg, bænke ude på Beredskabets depot på Gørrismark. Starten på livslangt venskab.
Vejret var ikke med os, ved det første arrangement. Det begyndte at regne, men mens Creole Stompers leverede musikken fra den gamle tribune, skaffede turistchef Sonne klare plasticsække, som han behændigt klippede huller i til både hals og arme. De såkaldte Sonnechirmen. Jo Sonne var en mand med mange ideer, men desværre var han ikke så længe i Tønder.
De grillede pølser stod Bent Vilstrup og Svend Erik Lilleøre for. Mon ikke det var Lilleøres start på mange års virke for musik i Tønder.
Skal vi lige gøre Liebestemplet færdigt. Jeg mener, vi havde planlagt fire eller fem arrangementer det første år. I hvert fald et blev aflyst på grund af regn, men gennemgående var det en stor succes, som mange husker positivt tilbage på.
Det næste år fik vi besked fra sundhedsmyndighederne, at det med grillpølser direkte fra grillen, den holdt ikke. Pølser skulle sælges gennem en pølsevogn
Hvad gjorde vi? Jo Heize Persille, Pølsemanden på torvet, som vi jo købte pølserne af, lånte os en gammel udtjent pølsevogn, så nu kunne pølserne tages fra grillen og serveres via vognen. Opfindsomheden kendte ingen grænser.
Borger og aktivitetsforeningen arrangerede hvert år en Byfest i Tønder i august måned. Efter et samarbejde over sommeren med Liebestempel arrangementer, kom det på tale, at der også ved åres byfest skulle indgå et jazzarrangement, som Noldes Nabo skulle stå for.
Det Århusianske orkester Arosia City Jazzmen var engageret, og arrangementet skulle afvikles i Tønderhallen.
Der opstod uklarhed om, hvilken aftale, der var indgået omkring økonomien ved arrangementet. Borgerforeningen forventede, at Noldes Nabo stod for selve arrangementet og alt det praktiske, men et eventuelt overskud skulle tilfalde selve byfesten og dermed Borgerforeningen.
Det var Noldes bestyrelse ikke parat til, da man mente at et evt. overskud skulle deles mellem de to foreninger og resultatet blev, at man flyttede ballet til Tønderhus, og jazzklubben gik solo med dette arrangement.
Det var ingen succes. Kun få gæster mødte op, og det gav et stort underskud til Noldes Nabo.
Efter et meget travlt jazzsår, kunne jazzklub Noldes Nabo afholde sin anden generalforsamling den 10. september 1973. Det var i det første år blevet til i alt 13 arrangementer, og ikke mindre end 813 medlemmer.
Tønder var nu en by med masser af musik.
Den 2. november kunne Noldes Nabo fejre 1-års fødselsdag. Fessors Big City Band var engageret og endnu en gang oplevede klubben opbakning fra Tønder by. Radioforretningen Sevelsted donerede 10 lp’er med Fessors Big City Band til udlodning på aftenen.
Det var ikke kun i den store sal på Tønderhus, vi arrangerede koncerter. Også det tidligere diskotek SLUSEN i hotellets kælder blev brugt til de mere intime koncerter.
Her skal især nævnes aftenen med Poul Dissing og Benny Andersen. Pladen Svantes viser var lige udkommet og var en kæmpe succes, så jeg er rigtigt glad for, at vi kunne engagere de to spillemænd til en koncert i Slusen. En uforglemmelig aften.
Da selve koncerten med Svantes Viser var gennemført, sagde Poul, ” NU HOLDER VI EN PAUSE, SÅ GÅR BENNY NOK OP OG SPILLER, OG SÅ GÅR JEG NOK OP OG SPILLER LIDT” og det gjorde de.
Det blev en meget lang aften, og det forlyder, at personalet til sidst bad om, at få lov til at lukke og slukke. Der var klokken efter sigende to om natten.
Da den sædvanlige kasse Fuglsang øl, måske var lidt rigeligt til to, sagde jeg, at de bare kunne sige til i baren, hvad de ønskede. Det blev en dejlig, men dyr aften for Noldes Nabo.
Den amerikanske saxofonist Louis Jordan besøgte også Slusen. Et arrangement, som meget hurtigt kom i stand. Jeg havde hørt og også fået optaget en radioudsendelse med Jordan, der spiller en musik, der ligger lige på grænsen til at være rock and roll, der var meget populært i slutningen af 50érne.
Arnvid Meyer fra Det Danske Jazzcenter kontaktede mig, og spurgte om jeg kunne hjælpe, da der var en overliggerdag på Jordans tourné. Jeg indkaldte bestyrelsen og sagde, ”LYT LIGE TIL DET HER” og afspillede båndet med optagelse. Der var lynhurtig begejstring, og da jeg kunne fortælle, at vi kunne få Jordan til Tønder, var alle med på den.
En festlig aften, der udover Jordan også talte amerikanske Horace Parlan på piano, Theis Jensen på trompet, Ove Rex på trommer og Erik Hansen på bas.
Det blev også til aftener med Folkemusik i Slusen. Skotsk/Irsk The Buskers, med Paul Furey, David Arthur og Brendan Leeson blev engageret, men de var ikke vant til at fylde en hel aften ud, så folkesangerne Andrew John og Jens Christensen afsluttede aftenen.
Et andet engelsk orkester, som fik sin Tønder debut i Slusen, var Max Collie Rhytm Aces.
Et festligt jazzband, der spillede tradjazz, med slagbas. Alle bassistens fingre var plastret til for ikke at komme til skade.
Også her var pengene små, så bandets medlemmer blev indkvarteret hos bestyrelsesmedlemmer. Vi var flyttet til Villa Johanna på Ribelandevej, og delte hus med John Toft Jensen og hans kone Bente. Vi havde flere bandmedlemmer boende, og også bandets chauffør og teknikker. Han blev indkvarteret i Johns og mit mørkekammer oppe på øverste etage. Væggene i rummet var nærmest tapetseret med billeder af piger fra Ugens Rapport. Det og så den røde mørkekammerlampe, gjorde et vist indtryk.
Allerede fra klubbens start havde der været flere forespørgsler på en aften med Papa Bue og hans Vikinger. Jeg var ikke særlig glad for forslaget, for min erfaring fra tidligere arrangementer i Køge, havde ikke været så positive.
Men vi lod os overtale, efter et stort pres fra en gruppe medlemmer fra bl.a. Brd. Thygesen og Avisen Vestkysten.
Vi engagerede Buerne. En times koncert og derefter musik til dans.
Det blev en aften med en udmærket koncert, men derefter stod den mest på pauser og mindre på musik.
Et par dage efter arrangementet blev jeg stoppet af en af dem, der havde efterlyst Buerne, og beskeden var, ”Det behøver I ikke at gentage foreløbig”
Ja sådan kan det gå. Der er langt fra Vingården i København til Tønder.
En musiker, der senere blev fast medlem af Papa Bue, var trompetisten Wild Bill Davidson. Det var nu ikke som medlem af Buerne, Wild Bill besøgte Tønder første gang. Han blev engageret til at skulle spille med Valdemars orkester 1. juledag i 1974.
Wild Bill havde tidligere været på tourné i Danmark, men da han gik lidt hårdt til Whiskyen, besluttede hans kone, at hun på denne tourné ville tage med.
Der blev bestilt værelse til parret på Hotel Tønderhus, men da jeg så spurgte omkring spisning på hotellet, så kunne Rimmer fortælle, at køkkenet var lukket, det jo var 1. juledag.
Hvad gør vi så? De skal da have noget at spise.
Ikke noget problem sagde Rimmer, du kommer bare herned og henter, hvad du skal bruge.
Der er en masse rester fra julefrokosterne og sådan blev det.
Jeg hentede Wild Bill og frue på Tinglev station, og kørte dem til Nørremarksvej.
Imens Wild Bills kone gav vores 7 måneder gamle datter flaske, tog Lene stearin af Bills jakke, og han tog en slurk af lommelærken.
Vi fik masser af mad og det blev en rigtig hyggelig optakt til et godt julearrangement.
Ikke mindst Wild Bills kone hyggede sig i det private selskab.
Parret bosatte sig senere i Danmark, og Wild Bill blev fast medlem af Buerne.
Ja man kunne blive ved, for der er så mange historier.
Nævnes skal Neanders Jazzband. Et ganske ungt orkester fra Sønderborg, som var ret fantastiske.
Udstrålede en spilleglæde og en musikalitet, som var meget ældre musikere værdige.
En helt særlig aften var det, da de var engageret sammen med Blues pianisten Champion Jack Dupree. Jeg kan se, at Dupree tidligere havde besøgt Tønder, men det blev et godt gensyn. Dupree afleverede sit sæt, men var ikke færdig endnu. Som tidligere trommeslager, ville han og fik også lov til at sætte sig bag gryderne i Neanders sæt, og det blev rigtigt sjovt.
Scenen var denne aften henlagt til gulvet i den store sal, så det blev en ret intim aften.
Neanders har gæstet Noldes Nabo rigtig mange gange, både på Tønderhus men også i Liebestemplet.
Jazzklub Noldes Nabo flyttede også til Tønderhallen.
Det første arrangement der, var med Sebastian med venner.
Jeg fik en henvendelse fra en booker i Bredebro, som gerne ville have Sebastian til Tønder, så i
samarbejde med Borgerforeningen fik vi stablet en koncert på benene i Tønderhal 2.
Udover Sebastian bestod vennerne af Alex Riel, Peder Kragerup, Poul Banks, Niels Henriksen, Gert Rostock, Ole Rossel, samt sangerinderne Sanne Salomonsen, Ina Løndahl, Titika og Janni Høeg.
Koncerten gav underskud, men det var en stor oplevelse, med nogle af Danmarks bedste musikere.
En meget stor oplevelse var også, da vi i samarbejde med Borgerforeningen, arrangerede en koncert med Savage Rose. De havde lige udsendt deres plade med musik til balletten DØDENS TRIUMF, og tog nu på tourné med musikken.
Aftenen skulle have været indledt med et opvarmningsorkester, husker ikke navnet, men Savage Rose havde hørt dem aftenen før, så de bad så mindeligt om at få lov til at spille først. Det var forståeligt, da vil andre måtte lægge øre til ”opvarmningsgruppen”. Savage Rose var stort.
At se lille Annisette sidde i skrædderstilling på scenekanten og med sin store stemme fylde en hel sportshal, det var fantastisk.
At gruppen så også var og altid har været utroligt nemt at samarbejde med, ja det gør det til en endnu større oplevelse.
Det blev en af de største aftener for mig.
Også baller i Tønderhallen fik vi arrangeret.
Fastelavnsbal med Swing Jørgens Rytme Cirkus, Neanders Jazzband og Århus Spillemændene. En forrygende fest, hvor ikke mindst Henning Stærk, som gik frem til mikrofonen i de sidste numre og gav den som mikrofonsvingende rocksanger, trak stikket hjem.
Vi havde også samarbejde med andre jazzklubber i Sønderjylland. Det største var nok fællesarrangementet i februar 1974, med Haderslev Jazzklub, Blue Note i Åbenrå og Sønderborg jazzklub, om et arrangement i Sønderjyllandshallen, hvor hovednavnet var det hollandske Dutch Swing College Band. Desuden medvirkede Fessors Big City Band og endnu en gang det lokale Neanders Jazzband.
Et arrangement, hvor der blev sat busser ind for at tiltrække publikum fra de medvirkende byer.
Et af de sidste arrangementer jeg deltog i, var den store koncert med Doctor Hook, som blev afviklet i samarbejde med Ribe Jazzklub. Koncerten blev afholdt i Ribe Hallen den 18. april 1975. En koncert, der var kommet i stand ved, at bandets Københavnske booker, kontaktede de to klubber, og da ingen af os turde stå alene med risikoen, foreslog, at man indgik et samarbejde. Doctor Hook var på det tidspunkt et særdeles varmt navn. Få måneder før, havde bandet optrådt i København, og ved koncert var de løbet nøgne over scenen. Masser af avisomtale, og i radioen og på hitlisterne var bandet i top.
Det hidtil dyreste arrangement blev aftalt, men jeg må indrømme, det var ikke alle, der var lige begejstrede for, at Noldes Nabo nu også skulle arrangere den slags koncerter.
Jeg husker ikke det endelige økonomiske resultat, men jeg mener koncerten løb rundt, men at der ikke var penge til momsen. Dengang var der jo moms på entreindtægter.
Det var den første gang jeg oplevede en rigtig tillægskontrakt, med ekstra krav fra bandets impresario.
I tillægskontrakten stod der, at der ved bandets ankomst skulle være to kasser øl, en flaske bourbon, en flaske Whisky og en flaske gin. Da bandet kom, spurgte den danske repræsentant om jeg ikke kunne skaffe en dobbelt portion. Jo, men det bliver på jeres regning, var svaret.
Teknikkerne drak øllet, og bandets medlemmer drak spiritussen af store vandglas på scenen.
Efter koncerten, fik vi som arrangører en bid mad på Hotel Dagmar Hus, og hvem mødte også op?
Jo hele bandet ville også en tur i byen.
Det blev en sjov aften, som jeg tit tænker tilbage på.
En anden koncert, som ikke må glemmes, var på Tønder Museum, hvor bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen sammen med pianisten Kenny Drew fremførte en meget flot koncert med de danske melodier, som lige var blevet udgivet på LP.
Et flot samarbejde mellem museumsdirektør Skovby og Noldes Nabo.
Tønder bibliotek arrangerede en kortfilmfestival, son Noldes Nabo også deltog i.
Vi præsenterede en række jazzfilm, med bl.a. Louis Armstrong, Chris Barber, og en kunstfilm med musik af Oscar Peterson.
I starten af 1974 voksede interessen for vise og folkemusikken sig større, og ikke mindst med Major SAS, som ankermand, fik man adgang til Backmanns Vandmølle, hvor der i løbet af sommermånederne blev afholdt to arrangementer. Det ene i forbindelse med Borgerforeningens byfest.
Jeg husker hvordan møllen blev klargjort til publikum. Støvet lå tykt på de gamle loftbjælker og det var et slemt svineri, men sjovt var det at være med til.
Der er dem, der siger at det var den første Tønderfestival, men den holder ikke.
I 1974 var det Visemøllen, der lagde navn til festen.
Tønder Festivalen blev først startet i 1975.
Festivalen var et samarbejde mellem foreningen Vise Møllen og Jazzklubben Noldes Nabo.
På plakaten kunne man se, at det var en Folk & Jazzfestival, og det holdt helt frem til 1984.
Efter den store koncert i Ribe, valgte jeg at stoppe som formand for Jazzklub Noldes Nabo. Det var af personlige årsager, i Lene og jeg havde fået barn og udover mit studie på seminariet, havde jeg også undervisning i Ungdomsskolens Ungdomsklasse på Vidåskolen.
Hvor mange arrangementer der havde været i Jazzklub Noldes Nabo i min periode som formand, tør jeg ikke gætte på, men at de havde fyldt rigtigt meget, med aftaler både med orkestre, spillesteder, Aktivitet- og Borgerforening, forsalgssteder og fremstilling af pressemeddelelser, er helt sikkert. Vi blev boende på Ribelandevej til 1977, og både Lene og jeg var aktive hjælpere ved istandsættelsen af Visemøllen og ved de første festivaler.
Min efterfølger som formand for Jazzklub Noldes Nabo var John Toft Jensen, som boede på 1. sal i Villa Johanna på Ribelandevej, hvor vi boede i stuelejligheden, så kontakten til klubben var meget tæt.
Senere overtog Hans Lydiksen formandsposten, og også ham og hans kone Sofie, var Lene og jeg nære venner med.
Jeg tror ikke, jeg generer nogen ved at sige, at starten af Jazzklub Noldes Nabo, var med til at sætte gang i musiklivet i Tønder, og mon ikke også at Noldes Nabo har været med til at lægge grunden til den nuværende Tønder Festival.
Allerede i 1973 havde Anne Thomsen og jeg deltaget i en generalforsamling i DAJAHU
(Sammenslutningen af danske jazzklubber og-huse). Jeg blev valgt ind i bestyrelsen og det gav rigtigt gode kontakter til Jazzcentret, som blev administreret af trompetisten Arvid Meyer. DAJAHU var statsstøttet, og vi fik bl.a. penge til at arrangere tournéer, med både danske og udenlandske navne, og også dette nød Noldes Nabo godt af.
Jeg fortsatte i DAJAHUS bestyrelse frem til 1981, hvor foreningen fik nyt navn. De sidste år som formand.
Jeg vil slutte min ”lille” beretning med at takke alle, der igennem de 50 år der nu er gået, fra foreningen så dagens lys, for det kæmpe arbejde, der er blevet lagt i musiklivet i Tønder.
Slet ikke er alle er nævnt, for det vil blive en meget stor opgave, men jeg vil henvise til beretningen fra klubbens 25 års fejring.
En person vil jeg dog fremhæve, og det er en person, som sjældent er blevet nævnt.
Navnet er Hans Ehlert, som var PR-mand i Aktivitets og Borgerforeningen.
Mange vil sikkert huske, at han er far til Michael Falk. Det kan dog undre mig, at han aldrig fortalte, at han havde en søn, der dyrkede musikken og havde debut i Møgeltønder Forsamlingshus.
Hans Ehlert var min kontakt til Borgerforeningen, og han var en mand med mange ord, og store ambitioner. Jeg husker han en dag sagde ”Carsten, vi skal have gjort Tønder til Sønderjyllands musikby. Når man i Sønderjyllandshallen kan arrangere koncerter med Les Humphries Singers og James Last, så kan vi også i Tønder.”
Hans Ehlert var en god mand for Jazzklub Noldes Nabo, og i dag er Tønder, Sønderjyllands musikby.
Carsten Grønholt-Pedersen Køge 22.2.2022.
Tak til Carsten får dette meget interessante indlæg
Dato: august 31, 2022
Fra Sønderho til Ribe
Det var gårdejer Jacob Michelsen fra Aabenraa, der skulle på den forholdsvis korte tur fra Sønderho på Fanø til Ribe. Dengang var han ung. Vadehavet er et farligt farvand. Jacob blev kaldt hjem fra sommerferien. Der var høbjergning langs engene. Han kom ombord på ”Lykkens Haab”. Jacob havde lidt erfaring fra Aabenraa Fjord. Pludselig var der helt vindstille. Så ventede man på, at vinden skulle vende. Skipper havde meget tålmodighed. Han advarede mod en hård nat. Så kom stormen. Den udviklede sig til orkan. En båd drev forbi. Og pludselig var ”Lykkens Haab” også i drift. Det lykkedes at smide et ekstra anker. Så stilnede orkanen af. Store skader på andre skibe. En hjertelig afsked med skipper. Det blev desværre aldrig til et gensyn med ham.
Gårdejer Jacob Michelsen
Det er gårdejer Jacob Michelsen i Kolstrup ved Aabenraa, der har efterladt nogle erindringer fra en dramatisk sørejse fra Sønderho på Fanø til Ribe. Vi har bearbejdet en beretning fra Sprogforeningens Almanak.
Et farligt farvand
Alle der plejer at sejle i Vadehavet er opmærksom, hvor lumsk dette farvand kan være. Det er ikke altid at man bare tager herud. Selv da undertegnede som barn legede i forlandet og badede i prilerne – ja så blev der givet strenge instrukser fra Opa, der boede i Ny Frederikskog syd for Højer. Han var det der hedder erhvervsfisker og havde en kutter.
Jacob blev kaldt hjem
Jacob havde i 1860’erne tilbragt sin sommerferie i det venlige og ejendommelige Sønderho, da han blev kaldt hjem. Hjemturen skulle gå over Nordby. Planen var at han skulle tage med en af små-skuderne, der dagligt sejlede til fastlandet i høbjergningstiden.
Høbjergning
Sønderhoningerne havde dengang deres enge ovre på marsken ved Ribe – kanalen. Det var kun muligt for dem at hjemføre høet ombord på sådanne småskibe. Det gjaldt da om, når flodtiden var på det højeste, med fuld ladning at nå så tæt ind mod kysten ved Sønderho, så høet, når ebbetiden indtrådte kunne blive befordret hjem over på den tørlagt strandbred.
Den strakte sig så langt øjet kunne syne. Mens høet blev hjemført, udfoldede der sig et interessant og broget folkeliv ved stranden. Det skete dels med hestekøretøjer, dels på trillebøre. Beboerne, i det væsentlige kvinder og børn havde travlt med at få høet bjerget. Og det skulle ske inden floden kom.
Om bord på ”Lykkens Haab”
Da der kun var en mils vej fra Sønderho til Ribe – kanalen fortsatte Jacob. Under gunstige forhold ville turen kunne tilbagelægges på en halv time. Han gik ombord på ”Lykkens Haab”. Og så lærte han skibets besætning at kende.
Det var skipperen Lars Olsen. Han var en gammel prøvet havgast, der havde lagt op fra sejladsen på de store have og ellers fordrev tiden med at fiske. Men når høbjergningstiden kom, var han rigtig i sit es. Så drømte han tilbage på alle de fremmede lande, som han havde besøgt.
Han bød Jacob velkommen med et nævetag. De blev enige om godtgørelsen for turen. Hans styrmand, bådsmand m.m. var hans sønnesøn, en knægt på 13 år. Det var hele besætningen. Af andre passagerer var der en ældre og en yngre kvinde med ombord. De skulle med over engen og hjælpe til med høbjergningen.
Jacob havde erfaring fra Aabenraa Fjord
I løbet af et kvarters tid lettede man. Som ung havde Jacob sejlet rundt derhjemme på Aabenraa fjord. Han var således kendt med nautiske kundskaber. Han hjalp derfor til med at hive ankeret ind, hejse mærssejl og fok og bringe skuden over stag. Det fornøjede øjensynligt Lars Olsen at have fået ”en befaren mand” ombord.
Klokken var omtrent to om eftermiddagen, da man i herligt sommervejr for en svag vestenvind stod ud fra land. Efter skipperens mening ville sejlturen vare en god times tid. Jacob regnede så med at han på toppen af et læs hø så kunne være i Ribe inden aften. Så ville han kunne tage diligencen østpå. Men det viste sig at Jacobs rejse ikke ville blive så behagelig og uforstyrret, som han havde ventet.
Vindstille
Kursen var sat lidt mod nord for at klare Kielsand, en temmelig langstrakt flad grund omtrent midtvejs ude. Men til sidst blev det helt stille. Der var ikke mere vind. Man blev nødt til at kaste anker for ikke at blive ført ud gennem Knudsdybet. Der lå båden nu. Fanø var til venstre, hvor man så fannikkerne i folkedragten med de maleriske røde og grønne skørter bevæger sig på strandbredden, Ribe lå til højre med udsigt til den travlhed, der herskede på engene og hvorfra den ene læs hø efter det andet blev kørt ind til købstaden med domkirkens høje tårne ragende op over de lave huse.
Skipperen forsikrede om at en brise sikkert ved solnedgang ville komme til hjælp. Man forsøgte at få tiden til at gå så godt man kunne. Der blev udvekslet historier fra søen over en kop kaffe.
Pludselig var der tåge mod land
Den lovede vind kom også men fra den forkerte retning. Nu var der kommet modvind. Ikke desto mindre blev der sat sejl for at krydse så tæt under land som muligt og benytte den første gunstige lejlighed til at løbe ind i kanalen.
Jacob fik overladt rorpinden og nød den skønne natur. Men efterhånden begyndte fastlandet at forsvinde som i en tåge. Men Vesterhavet var blankt og roligt og snart kom månen frem. Der var ingen, der havde en anelse om, hvad passagerer og besætning kom til at opleve.
Man ventede på at vinden ville vende
Der blev kastet anker, sejlene blev beslaget og så gik man ellers til køjs. Det vil sige at passagerne krøb ned i lasten og lagde sig i nogle knipper hø.
Jacob vågnede først da solen stod højt på himlen. Der blæste en jævn kuling fra øst. Man var nødt til at vente indtil vinden drejede sig så meget mod nord eller syd, at man kunne lægge ind i kanalen. Men vinden fortsatte med at blæse fra samme retning. Der viste sig truende skyer. Hen på eftermiddagen begyndte det at regne.
Skipper havde tålmodighed
I løbet af dagen ankom der en halv snes andre fartøjer som også blev nødt til at kaste anker og afvente en gunstig vejrændring. Blandt skibene var en skonnert lastet med hvede. Den næste morgen skulle den afgå til Hamborg.
For at være en komplet sømand skulle man være i besiddelse af tålmodighed. Det var en egenskab som Jacob ikke var i besiddelse af. Men det havde Lars Olsen i fuldt mål. Han røg roligt på sin kridtpibe, tyggede sin skrå, mens han nøje mønstrede enhver af de skuder som ankom. Han forklarede derefter Jacob deres bygning og bestemmelse.
Skipper advarede mod en hård tørn
Henimod aften begyndte vinden at tage af. Lars Olsen forklarede at den sikkert efter solnedgang ville springe om i vest. Men desværre mente han også, at man om natten kunne forvente at få hårdt vejr. ”Vi kommer ikke i land i aften”, sagde han. Og så advarede han om, at det sikkert blev en hård tørn. Han håbede at de kunne ride stormen af i løbet af natten og så komme ind i løbet af næste dag.
Lars Olsen bad nu Jacob om at hjælpe med at gøre det andet anker klar. Skipper gjorde Jacob opmærksom på at solen gik ned bag mørke skyer og at bølgerne langt ude var begyndt at rejse sig.
Så kom stormen
Lars Olsen brugte det sværeste torv til det andet anker. Lastlugerne blev forsvarligt skoddede. Fruentimmerne sendte han ned i kahytten og skød lugen for. Klokken 8 kom så den storm som kun vestkysten folk kender så godt. Søen kom rullende ind gennem Knudsdyb i lange dønninger. Det andet anker blev kastet ud.
Bølgerne blev højere og højere og skummet piskede hen over dem. Himlen var sort af skyer. Skipper mente, at bare tovværket ville holde, så skulle de nok klare den. Men selv om det var begyndelsen, ville det efter alt at dømme blive en orkan.
Søerne blev højere og højere og dansede lystigt rundt om de små fartøjer. Mørket og stormen tog til. Skipperen og Jacob stod forude for at påse, at tovene ikke blev gnavet itu. De blev naturligvis gennemvåde.
En båd drev forbi
Knægten var blevet sendt ned til fruentimmerne. Sådan sod de så en halv times tid. De holdt øje med tovene. De blev naturligvis gennemvåde. Så der drev der pludselig noget mørkt forbi i en voldsom fart.
Det var en af de andre både, hvor ankeret havde sluppet sit tag. Den ville drive mod land. Og lidt efter skete det samme for skonnerten.
Båden skingrede fra side til side. De to på dækket havde svært ved at holde balancen. Fruentimmerne bankede på lugen. De ville op på dækket. Men skipperen råbte, at de skulle holde deres mund. Øjeblikket var kritisk.
Båden var i drift – alvorlig fare
Pludselig fik Lars travlt. Han råbte:
Det var rigtigt. Skibet drev i jævn fart mod land og passerede et mindre skib i en afstand af 100 alen. Men i en hast blev ankeret kastet over rælingen. Det kunne gælde liv eller død. Jacob fik først senere et indtryk af situationens alvor.
Skibet lå nu stille. Det var på høje tid for 20 – 30 alen væk lå et skib, som man let kunne have stødt sammen med.
Orkanen var stilnet af
Nu var orkanen stilnet af selv om søerne fra havet stadig skyllede ind over skibet. Jacob frøs i den barske blæst i de våde bukser. Han fulgte opfordringen med at gå ned og lægge sig. En luge blev fjernet. Han krøb ned i lasten og rodede sig forsvarligt ind i høet, men det lykkedes ham ikke at falde i søvn.
Nu meldte søsygen sig også. Godt nok var han vant til Aabenraa Fjord men ikke til disse ekstreme forhold.
Først hen ad morgenstunden faldt han i en urolig slummer og drømte om et drivende vrag og skibsforlis. Da han vågnede, var det blevet dag. Der blæste endnu en frisk kuling fra nordvest.
En kop varm kaffe og derefter nogle spring på dækket hjalp til med at få blodet i bevægelse igen.
Store skader på andre skibe
Nu kunne først se, hvilke ødelæggelser stormen havde forvoldt. Af de 12 fartøjer, som lå udenfor, da uvejret begyndte, var de seks mere eller mindre beskadigede, drevet i land og yderligere af en springflod, hvis lige ikke var kendt i mands minde, kastet højt op på den sandede strandbred, nogle endog ind over engene.
Skonnerten lå med en alvorlig lækage på det tørre og en større fiskerbåd var af springfloden kastet en halv mil ind på engen. Da Jacob senere ombord på et hølæs kørte til Ribe, lagde han mærke til, at den lå halvvejs mellem havet og byen.
En hjertelig afsked med skipper
Efter at man nu ved middagstid lå fortøjet inde i kanalen tog Jacob en kort og hjertelig afsked med Lars Olsen og de to rejsefæller. Men han ville på ingen måde tage imod betaling for overfarten.
Han mente at Jacob på en så god måde havde taget sin tørn, så det kunne det slet ikke blive tale om. Jacob sprang i land men lovede at kigge ind til ham, når han igen gæstede Fanø. Det blev dog aldrig til noget.
Det blev aldrig til et gensyn
Et halvt år efter denne dramatiske sørejse fra Sønderho til Ribe, druknede både han og Jacobs vært, da de var på fiskeri sammen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 26, 2022
Nordslesvig – under Første Verdenskrig (2)
Kødløse dage. Kobbertaget blev taget af kirken. Brød og fred. Dårlig høst. Et kort gav ikke så meget. En sygdom forsvandt. Tyfus og kønssygdomme. Præsten samlede sammen til koks. Krigskoner tiggede og bad. Hestene ville dø. Man forsøgte at snyde. Kålrabi og vælling. En attest var nødvendig. Masser af smuglere. En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres. Ikke alle i Nordslesvig var lige lykkelige.
Kødløse dage
I september 1915 blev der truet med et års fængsel, hvis man solgte fløde. Grænsen til Danmark var stærkt bevogtet. Der skulle meget alvorlige grunde til at få tilladelse til at rejse dertil.
Der blev nu indført kødløse dage – mandag og torsdag. Disse dage måtte man kun få kogt kød og fisk. Ja tirsdag og fredag var også kødløse dage. Da måtte der hverken spises eller sælges nogen form for kød. Det gjaldt selvfølgelig også for restauranter.
Kobbertaget blev taget af kirken
Allerede i november 1915 tog de kobbertaget af kirken. Men også de kobberdele, der fandtes på taget af Folkehjem og Folkebanken. Kobberet måtte afleveres.
Brød og Fred
I de store byer gør nøden sig gældende. ”Brød og Fred” råbes der af demonstranterne. Pengene er blevet mindre værd. Nu skulle der 145 Mark til 100 Kroner. Det regnede med nye forordninger. Der var fængsel indtil 6 måneder og pengebøder op til 1.500 mark.
Man talte kun om krigen og om mad. Og om hvordan man lavede kartoffelmel, hvordan man bedst lavede sirup af roer og på landet, hvordan man koger sæbe., hvordan man blot kunne få fat i vandglas.
Der var intet foreningsliv. Folk trængte til at tale om tingene. De brugte enhver lejlighed til det selv til en begravelse. Der var ingen udsigt til kaffe, sukker og fred.
Dårlig høst
Officielt sagde man at høsten i 1916 var god, men det var den ikke i Nordslesvig. I Rigsdagen drøftede man ernæringen med stor bekymring. Kartoffelhøsten gav kun en tredjedel eller halvdelen af høsten sidste år.
Der blev brugt kartofler til spiritusbrænding til hæren og til ammunition. Man havde stillet 100 millioner Mark til rådighed til at fabrikere spiritus af træ.for at spare på kartoflerne.
Et kort gav ikke meget
I november 1916 havde man kort der gav ret til følgende:
En sygdom forsvandt
I skolerne måtte lærerinderne undersøge børnene hår med en griffel.
Krigssæben gjorde vandet mørkt og leret. Det havde ikke meget til fælles med sæbe. Det var ikke godt med vask og renlighed. Alt hvad der hed salver og børnepudder blev efterhånden så kemisk fri for fedtstof og ofte tilsat petroleum.
Det var en kunst at holde spædbørns hud hel. Man måtte bruge gamle husråd som hvedeklid for at hele. På apotekerne stod de forskellige afføringsmidler som ikke kunne sælges.
Den grove kost holdt maverne i orden. En sygdom som sukkersyge forsvandt.
Tyfus og kønssygdomme
Men der kom tyfusepidemier. Af fangerne i Løgumkloster døde 73 fanger af plettyfus. Krigen bragte også kønssygdomme til Nordslesvig. Det var ikke kendt i den udstrækning før.
Efterhånden slap der varer op. Således var sødmælk kun at få til børn under seks år eller syge personer. En liter mælk kom til at koste 3 Mark. I Julen 1916 kostede en skinke 3-400 Mark. En and eller gås til juleaften kostede 4 – 5 mark pundet.
Præsten samlede koks sammen
I begyndelsen af 1917 skulle al lys slukkes i butikkerne. Og lys på en trappe efter klokken 9 var strafbart Gaderne lå hen i bælgmørke.
Kulmanglen blev værre år efter år. Folk måtte krybe sammen i en stue og være glade for, hvis det kunne give varme. Skolerne lukkede på grund af kulmangel. Kirkerne kunne ikke mere opvarmes. Præsterne bad om kul til de konfirmationsdage i marts.
Lys og gas var rationeret. Folk hentede de gamle lygter ned fra loftet. Kaffen blev opbevaret i termoflasker. Flere gange om dagen blev gassen lukket ned.
Krigskoner tiggede og bad
Konerne belejrede myndighederne. Man kaldte dem for ”Krigskoner”. De truede og bønfaldede om at få manden hjem på orlov. De skriver og ansøger underdanigst. De rejser til fjerne byer og bor under usle forhold for at være sammen med deres mænd.
Hvis den stedlige kommuneforstander skriver ”Dansk agitator” er der mindre chance for at manden kommer hjem på orlov. Tegn et krigslån, aflever smykker – ja så er chancerne større.
Seks hustruer hvis mænd var landstormsmænd rejste over til kejseren i Berlin. De fik udvirket, at deres mænd kom hjem.
Hestene ville dø
Nej det var bestemt ikke let for bondekonerne. Skulle forordningerne overholdes ville hestene dø. Folkene ville da hurtigt søge en ny plads. Nu var det sådan, at dem der var sat til at passe på ikke havde meget begreb på sagerne.
Man forsøgte at snyde
Hvor der var en mølle, blev den straks forseglet. Kun mølleren måtte male korn. Når svinene blev talt, sagde de dristige koner:
Sådan slap et svin hist og her for at blive talt med og kunne slagtes i smug ved lejlighed. Eller man begravede et par svin i halm, når der kom uventet kontrol. Og dem der havde lidt skov eller krat kunne lade ungkreaturerne gå der og kunne så slagte et af dem. Koner og piger måtte i mange tilfælde slagte selv.
Hvad der var af korn ud over det tilladte skjultes på utrolige måder under tjørnehække. Det kunne være begravet under et træ eller i hast køres ud på marken og dækkes med hegnspæle og pigtråd, hvis der pludselig kom kontrol.
Det er også historien om pigen, der bliver lagt i sengen. Under hende bliver skubbet flæskesider. Gendarmen kigger til hende alt imens gårdkonen siger:
Man forsøgte at finde alternative ting
Gummien er taget af cyklerne. Dem, der havde lyst til at cykle måtte gøre det på reb. Mange brændte rug til kaffe. Men det var strafbart, Og hele gaden kunne lugte, når man gjorde det.
Man forsøgte på mange kreative måder at lave alternative ting. Det var bestemt ikke alt, der var lige vellykket. Man kunne få et kort, der hed ”Levnedsmiddelkort”. I Aabenraa var det mest nudler, og nudel – budding, som man spiste.
Kom folk sammen til kaffe om aftenen gav det sirupskage, kartoffelkage, når det var fint eller havregrynskage.
Nu var nøden i Nordslesvig ikke så stor som i industriegnene.
Kålrabi og vælling
Til middag fik man suppe med gryn eller grøntsager. Og så var det kartofler til, En sjælden gang var det med kød. Om aftenen var det igen kartofler og så måske med kålrabi, en enkelt gang en skive leverpølse eller blodpølse og et stykke brød med marmelade og te eller vælling kogt på vandmed resten af den skummende mælk i.
En attest var nødvendig
For stadig at kunne skaffe uniformer, skjorter, strømper og støvler til militæret måtte civilbefolkningen tvinges til at spare til det yderste. Varer af uld, bomuld og læderfodtøj kunne kun købes med en attest i hånden.
Køerne var underernæret, De gav kun lidt mælk. Har man lov til at slagte svin, ja så slagter man ofte to. Der blev budt 1.000 mark for et svin. Ofte blev der anmeldt tyverier af svin og får, slagtet på marken. I mange tilfælde er det ejeren, der har slagtet dem selv.
På en lægeattest kunne de svageste få lidt ekstra mælk og et rigtigt hvedebrød i modsætning til krigsbrød. Men manglen på fedtstof kunne middelstanden og arbejderen ikke afhjælpe.
Masser af smuglere
I foråret 1918 kunne man købe smuglervarer, hvis man ellers havde råd. 20 – 30 mark for 1 pund kaffe. 15 – 18 mark for tobak. 6 – 7 mark 1 pund sukker.
Smugleriet nåede sit højdepunkt. Under den Internationale Kommission blev der alene fra Haderslev Amt udvist 600 professionelle smuglere. De var taget hertil fra tyske storbyer.
En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres
Man gjorde nu en ekstra kraftanstrengelse for at skaffe tøj. De mænd, der havde mere end et sæt tøj, skulle aflevere det til Hærforvaltningen inden 15. juli. I august skulle alle mænd udfylde en liste, hvad de ejede af klæder, undertøj og fodtøj. Hvis man angav urigtige oplysninger. kostede det en bøde på 10.000 mark.
Ikke alle i Nordslesvig var lykkelige
Sammenbruddet kom. Men ikke alle i Nordslesvig var lykkelige. Det var tungt for dem, der var blevet ene og se andres lykke.
Mindehøjen på Broager er rejst over 193 faldne fra Broager Sogn, To familier havde hver mistet 4 sønner. Aabenraa havde mistet 275.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 26, 2022
Nordslesvig under Første Verdenskrig
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede. Masser af rygter. Vi besøger et vagtmandskab i Rise. Livlig spionjagt. Man tog afsked i Flensborg. Masser af pakker og breve til fronten. Koner og piger måtte i gang på landet. Nu skulle 17 – årige også til fronten. Uha, man opdagede englændere i Storebælt. Kornnød. Ingen store hvedebrød. Spis sukker – så tjener i Fædrelandet. Inge foder til dyrene. Krigs – understøttelse. Børnebespisning i skolerne. Indsamling fra hele Danmark. En ny morgen – hilsen. Krigsfanger kom og hjalp i landbruget. ”Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds”. En dårlig kartoffelhøst. Vagtmandskab fik 10 mark og 3 ugers orlov, hvis de pågreb en grænseoverløber. Sprogforbud. Flugt – mistænkt, så måtte man ikke komme hjem på orlov.
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede
Dette er en artikel, som vi har delt i to, hvor vi kigger på dagligdagen under Første Verdenskrig.
Der var masser af lidelser under Første Verdenskrig. Og det var ikke kun ved fronten. For den nordslesvigske befolkning såvel tysk som dansk var krigens udbrud og de mange indkaldelser en fælles ulykke. De tyske myndigheder startede med at anholde 300 kendte danske nordslesvigere.
Det var hårdt at skulle anholdes uden grund, mens sønnerne måske skulle til fronten. Det var heldigt for nogle, at de kunne blive på Sønderborg Slot, så kunne de få lidt kontakt til familien.
Andre blev ført til Flensborg og nogle til Rügen Ja selv Hansigne Lorentzen fra Ballum måtte afsted.
Masser af rygter
Der blev udspredt en masse rygter om giftige brønde og bomber m.m. Og så kom der forbud mod danske aviser. I den tyske krigserklæring nævntes at der var kastet bomber over tyske byer. Dette var også løgn. Menigmand havde ikke noget udestående med Belgien eller Frankrig. Men der skulle skabes noget lidenskab,
Man talte om, at der kom biler med guld. Der blev udstillet vagtposter ved alle veje. Og alle biler blev visiteret. Man sagde at guldtyvene var udklædte som tyske officerer. Ved Nørreport i Aabenraa var der rejst pæle med plakater og bomme tværs over vejen.
Et vagtmandskab i Rise
I Rise beordrede amtsforstanderen et stort antal civilpersoner i vagttjeneste. De fik et gevær og tre skarpe patroner. De visiterede enhver, der passerede vejen. Der var bl.a. to gamle aftægtsmænd over 70 år, der havde vagt.
Så kom der en cyklist. Han viste et papir. Jeg kan ikke forstå det, sagde den ene. Det er tysk. Og den anden sagde, at han havde glemt sine briller. De blev dog enige om at lade cyklisten passere.
Livlig spionjagt
Landråden fra Aabenraa var en nat omkring i ”automobil” for at søge efter franskmanden med guldet. Længere syd på blev der skudt på fredelige ”automobilister” Det var fordi de overhørte tilråbene og standsede ikke straks.
Det blev en livlig spionjagt. Aabenraaerne husker spioncentralen på Hotel Danmark. Jo og så var det de forgiftede brønde. Folk havde set kendte mennesker fylde gift i brønde. Og man sagde om dem, at nogle var blevet skudt. Andre var lænket sammen to og to og ført gennem Flensborg.
Det var uhyggelige dage, hvor rygterne fik lov til at gå sin gang. Der var ingen aviser, der kunne kommentere disse.
Man tog afsked i Flensborg
Alle værnepligtige mellem 20 og 45 år var blevet indkaldt i de første dage. Man skulle tage afsked og kunne man tage et tog til Flensborg, så var det der man tog ned for at sige farvel.
I de første dage var mange Landsstormsformænd indkvarteret i Flensborg. Den 4. august rykkede garnisonen ud fra Flensborg. Afsted mod Frankrig.
Masser af pakker og breve til fronten
Livet gik videre. Nu skulle der skrives og sendes pakker afsted. Soldaterne blev overvældet med levnedsmidler og strikkede sager. I de første krigsår var det rigeligt at sende af men så kneb det ellers.
I 1915 kunne man typisk sende cigarer, pebermynte, marmelade, sild, leverpostej, honning, rom, chokolade, kage, skrivepapir, underbukser, fodlapper, tobak, saft m.m.
Koner og piger måtte i gang
Det var som om alt i byerne gik i stå. I den første krigstid var det ikke arbejde at få til de mænd, der blev tilbage. Men på landet var det nok at se til. Kornet stod modent. Det var årets travleste tid.
Men det var ikke alle steder at der var mænd til rådighed ud på landet så måtte koner og piger i gang. Høsten kom godt i hus rundt omkring. Karlene, der var indkaldt, lod klædeskabet stå. De troede, at de kom tilbage til deres gamle job.
Der var jo også en del, der var uegnet til krigstjeneste.
Nu skulle 17 – årige også til fronten
I krigens løb blev også de 17-årige indkaldt og i den anden ende blev værnepligten forhøjet til 50 år. Og Landstormens mænd skulle også møde. Nu begyndte bankerne at rationere rede penge. Butikkerne stod nu tomme til hen mod vinteren. Nu steg priserne og folk begyndte at hamstre.
Hustruerne i byerne måtte passe mandens forretning.
Man opdagede englændere i Storebælt
I slutningen af oktober blev man opskræmt i Aabenraa. Det blev forbudt at brænde lys i vinduer der vendte ud mod fjorden. Man havde set englændere i Storebælt. Den lokale Hauptmann Olsen, der til daglig var civildommer i Nibøl, bad om forstærkning i Rødekro og fik lovning på 50 karabiner. Men det var ikke nok. Nu fik han også tilsagn fra Æ Feuerwehr og Skyttelavet.
Med deres antikke skydevåben tog de opstilling ved havnen. Da de købte ammunition sagde købmanden, at det ikke gik med disse patroner for, det var jo ”Dum – Dum kugler”.
Kornnød
Omkring november steg priserne. Kornet blev dyrt og bønderne måtte indskrænke kreaturholdet. En 4-5 ugers gris kostede ikke mere end en høne. Petroleum blev knap. Hamstringen begyndte for alvor.
I januar 1915 tales der om ”kornnød”. Der kommer nye forordninger. Kornet på gårdene beslaglægges. Brødkorn må ikke fodres op. Rugbrødet skal laves af rugmel og kartofler. Man kan ikke mere købe rent hvedemel.
Ingen store hvedebrød
I februar 1915 revideres melbeholdningerne. Man må i en husholdning kun have 50 pund. mel. Et hvedebrød må ikke veje over 75 gr., heller ikke når man bager selv. Hvis nogen så et stort hvedebrød i køkkenet, kunne man blive meldt.
Spis sukker, så tjener i Fædrelandet
Folk bagte tvebakker med smør i, for at have noget, når man sultede. De blev spist og fornyet mange gange. Rundt omkring var der slået plakater op:
Der var gårde, der i april 1916 fik udleveret indtil 1.500 pund sukker til deres heste, dejligt brunt råsukker. De måtte skriver under på, at de ikke ville spise det selv. Men folk gemte det.
Senere blev myndighederne klogere og blandede sukkeret med sand. Men husmødrene var blevet opfindsomme. De hældte vand på og filtrede det. Meget af det gik trods alt i kaffen.
Ingen foder til dyrene
Man opfordrede folk til at slagte. I det andet krigsår blev der i løbet af få måneder slået over 6 millioner svin ned i Tyskland. Man manglede foder. I byerne blev en masse ødelagt fordi de ikke havde begreb om at salte, røge eller opbevare kødet.
Møllerne må ikke sælge mel ud over deres egen kreds. Hestene måtte kun få 2 ½ pund havre om dagen. Hver dag kom nye forordninger. Endnu blev de fleste overholdt. Den 1. marts indførtes så brødkortet, 4 pund brød eller det tilsvarende mel pr. hoved pr. uge.
Krigs – understøttelse
De indkaldtes hustruer fik ”Krigs-understøttelse” hvis deres indtægt var under 2.000 Mark. Landbruget fik deres produkter godt betalt. I byen kneb det med at få råd til føden. Og på landet kneb det med at få arbejdet gjort.
Straks efter krigens udbrud deltog både danske og tyske kvinder i sygeplejekursus. Sygehusets diakonisser blev indkaldt til lazarettjeneste.
Børnebespisning i skolerne
I vinteren 1915 – 1916 var nøden stor. I Aabenraa blev der indført børnebespisning tre gange om ugen. De skulle selv betale 5 penning for det. Borgerne gav frivillige bidrag. Kredskassen gav resten. En gang om ugen uddeltes skummet mælk – en liter pr. barn. Fælleslandbo-foreningen gav gryn.
Indsamling fra hele Danmark
I Vejle blev der taget initiativ til en indsamling til de nødlidende nordslesvigere. I danske byer blev der efterhånden oprettet komiteer, der sendte hjælp ned til de nordslesvigske kvindeforeninger. Landsmænd i Amerika sendte også penge.
Fra tysk side blev der lagt pres på folk for at tage børn fra Kiel på et tre måneders ophold. Kvinderne fra Aabenraa havde samme ide, men nu kom tyskerne kvinderne i forkøbet.
I 1918 sendtes brugt tøj fra Danmark til Nordslesvig. Og rundt omkring rykkede kvinderne ind på arbejdspladser som mændene efterlod. Nu var portøren på jernbanen en kvinde. Og postbuddet var en kvinde.
Kom der en vogn fra landet var det med en kvinde som kusk. Gik man over markedspladsen, var der kvinder og gamle mænd, der handlede med kreaturer mens børn hjalp til.
En ny morgen-hilsen
Når børnene kom i skole om morgenen hed det ikke mere:
Nu hed det i stedet:
Krigsfanger hjælper i landbruget
I foråret 1915 komme krigsfangerne til hjælp i landbruget. Og de var meget gode til deres arbejde. Konerne lærte at omgås dem. ”Madam” rettede de sig efter. Værre var det når manden kom hjem i tysk uniform. Konerne vidste, at når de pludselig sagde:
Så havde de fået dårlige efterretninger hjemmefra. Om aftenen sad de og sang vemodige sange.
Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds
Den røde indkaldelsesordre kom i alle hjem. I sommeren 1915 var det kommet så vidt, at unge piger sagde:
I Aabenraa blev der uddannet tropper. Der lå også her gamle Landstormsmænd. De gik rundt ikke helt iklædte. En mangler soldaterbukser, en frakken. Det var et lidt broget selskab, når de trak af – gamle og slatne.
Men major Knudsgaard var fredsommelig. Han var gårdmand fra Løjt. Han kunne ikke lide, at markerne led nogen overlast. Han sagde altid:
En dårlig kartoffelhøst
I Aabenraa så man masser af underofficerer med en pige under armen. De andre piger eller koner i Aabenraa blev misundelige. De måtte nøjes med at skrive.
En kvinde fra Sundeved havde skrevet, at fangerne i Tinglev blev dårlig behandlet. Hun fik 6 måneders fængsel. I Aabenraa sad der alene seks personer, der censurerede privatbreve. Hvis en landmandskone skrev:
Ja så endte brevet i papirkurven.
Vagtmandskabet fik 10 mark og 3 ugers orlov
I juli 1915 begyndte man at tale om, at soldaterne deserterede. En ung mand, såret to gange med Jernkorset på brystet cyklede lige forbi vagten, der gjorde honnør for korset og over grænsen.
Vagtmandskabet fik nu 10 mark og 3 ugers orlov for hver desertør, som de pågreb. Det var ikke blot nordslesvigere, der deserterede men også folk syd fra. Det var også historien om slagteren fra Christiansfeld. Han var underofficer og samlede 5-6 stykker, der gerne ville med. Med høje kommandoråb og taktfaste skridt nærmede de sig grænsen om natten. Vagten troede, at det var afløsning og sådan marcherer de så ind i Danmark.
Sprogforbud
Danske soldater havde været plaget med sprogforbud. Man måtte heller ikke tale dansk uden for tjenesten. 6 ugers arrest var straffen. Og så måtte man mange steder ikke skrive på dansk, når man skrev hjem.
Flugt – mistænkt
Men hvad der var endnu værre, var at man ikke måtte komme hjem på orlov Og det var på grund af ”Fluchtverdacht”. De blev stoppet i Flensborg og måtte tilbringe deres orlov der. Så måtte kvinderne rejse derned og holde orlov med kæresten eller manden.
Dato: august 24, 2022
Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
Sammenlign forholdene. I Tønder skete der lovbrud. Kampen om retfærdighed i Sønderborg. Initiativerne kom fra Flensborg. Aktiviteter blev nøje overvåget. Dybbøl – Posten var skeptisk. Socialistloven bremsede aktiviteter Al mødeaktivitet skulle varsles. Det hjalp med en jernbaneforbindelse. Samarbejde til Rigsdagsvalg. Richard Hempel vendte tilbage. Revolutionen i Sønderborg. Sønderjysk Arbejderforening. Vigtigst at forblive Socialdemokrat. Uforsonlig tone fra Dybbøl – Posten. Fælles 1. maj fest. Overdragelse til det danske Socialdemokrati. En bagersvend fra København blev folketingskandidat. En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922.
Sammenlign forholdene
Egentlig er det spændende at sammenligne forholdene for arbejderne i København, Tønder og Sønderborg.
I København var det Pio, Gjerluff og Brix som var de toneangivende. De udgav de socialistiske blade. De blev arresteret og fik hårde straffe. Mere eller mindre frivillig blev de sendt til udlandet med store arbejdsgivere som sponsorer. Politiet havde placeret spioner for at overvåge arbejderne.
Men ak og ve disse frontkæmpere blev glemt af deres egne
I Tønder skete der lovbrud
I Tønder skete der ting og sager efter revolutionen. Arbejderne havde nedlagt arbejdet. Borgerskabet forlangte at politiet greb ind. Men de nægtede. De ville ikke gribe ind i en faglig kamp. Men det ville militæret gerne. Og så fik man ellers ekspederet lederne ud af landet uden domsafsigelser.
Og i Tønder kæmpede to Socialdemokratiske lister i mange år. Dette var medvirkende til, at Tønder først i 1937 fik en dansk borgmester. For dem, der har lyst til at bore i sammenligningerne, har vi i slutningen af artiklen lavet en kildehenvisning.
Men se i Sønderborg var der Socialdemokratisk borgmester uafbrudt fra 1922 til 1998.
Kampen for retfærdighed i Sønderborg
Kampen for retfærdighed var bestemt heller ikke let i Sønderborg.
Udviklingen i Sønderborg gik ikke så stærkt efter 1870. men en del anlægs – og byggeprojekter betød dog at landarbejdere fik arbejde i byen. Samtidig begyndte også arbejdere og håndværkere syd fra at komme til byen. Ja også fra Danmark kom de.
Den første socialdemokratiske forening ADAV var stiftet i Tyskland i 1863. En ”Ortsgruppe” i Flensborg blev etableret og i 1872 var man gået i gang med at agitere i Nordslesvig.
Initiativerne kom fra Flensborg
I Sønderborg fandt det første socialdemokratiske møde sted i oktober 1872. Det resulterede i oprettelsen af en lokalafdeling med nær tilknytning til foreningen i Flensborg. Inden begyndelsen af 1900 – tallet var der en direkte ”rød” forbindelse mellem Sønderborg og Flensborg. Initiativerne til oprettelsen af fagforeninger og socialdemokratiske afdelinger kom fra Flensborg.
Aktiviteterne blev nøje overvåget
I perioden 1870 – 78 stiftede arbejderne i Sønderborg den første arbejderforening, der eksisterede frem til 1875, hvor ADAV overalt i Tyskland blev opløst og afløst af Sozialistischer Arbeiterpartei Deutschlands SAPD. Allerede i 1875 tog Flensborg – afdelingen initiativ til oprettelse af en lokalafdeling i Sønderborg.
De socialdemokratiske aktiviteter blev nøje overvåget af Sønderborgs politiforvaltning, pressen og de borgerlige tyske spidser. Da valg til Rigsdagen var et offentligt anliggende, kunne myndighederne kontrollere, hvem der blev stemt på.
Det var også en let opgave at kontrollere, hvem der afgav de 32 stemmer, som i 1878 faldt på den socialdemokratiske rigsdagskandidat, og politiet holdt herefter et vågent øje med de pågældende.
Dybbøl-Posten var skeptisk
Den danske avis Dybbøl – Posten var også skeptisk over for arbejdernes socialdemokratiske aktiviteter. Det var ikke så meget at modvilje mod arbejderstanden. Det var mere af bekymring for, at danske arbejdere skulle flytte deres stemmer fra den danske borgerlige kandidat til den tyske socialdemokrat. Denne frygt var velbegrundet, da arbejderne i Flensborg, også de dansksindede, i stigende omfang valgte at stemme Socialdemokratisk.
Socialistloven bremsede aktiviteter
I perioden 1878 – 1890 var Socialistloven gældende. Dette betød at Socialdemokraterne havde forbud mod at holde møder samt udgive tryksager og blade. Forbuddet bevirkede at Socialdemokratiske aktiviteter i Sønderborg reelt ikke eksisterede, heller ikke selv om partiet havde ret til at opstille til Rigsdagsvalget.
Efter at Socialistloven var ophævet spirede arbejderbevægelsen frem i Sønderborg. Men alle aktiviteter blev mødt af modstand, chikane og overvågning fra politiet og pressen.
I august 1892 blev der dannet en socialdemokratisk arbejderforening i Sønderborg som en afdeling af SPD – Flensborg.
Al mødeaktivitet skulle varsles
Al mødeaktivitet skulle varsles over for politimyndighederne. Det var derfor en let sag for politiet at føre kontrol ved møder. Efterfølgende lavede man så indberetninger til borgmester/politimester og landråd.
Det var ikke ualmindeligt at arbejdere blev fyret på grund af deres politiske aktivitet.
Fagforeningerne kom også for alvor i gang i perioden 1890 – 1900. Skrædderne dannede en fagforening. I 1892 var datidens HK’ ere. Smede – og maskinarbejdere i 1894, arbejdsmændene i 1895 og murerne i 1896.
Majfesterne, som siden 1890 var et tilløbsstykke i Flensborg, starter i år 1900 i det små som en fest på stranden.
Det hjalp med jernbaneforbindelse
Den nyetablerede jernbaneforbindelse mellem Sønderborg og Flensborg, som blev indviet i 1901, satte for alvor skub i tingene. Stadig flere arbejdere og håndværkere sydfra kom til byen for at deltage i de store anlægs – og byggearbejder, der blev fordoblet fra 1905 med anlæggelse af den store marinestation.
Samarbejde til Rigsdagsvalg
Ved Rigsdagsvalgene i starten af 1900 – tallet opstod der et vist samarbejde mellem socialdemokraterne og de dansksindede sønderborgere. På grund af de tyske myndigheders chikane over for begge parter udviklede samarbejdet sig hurtigt. Arbejderne fik – til stor irritation for myndighederne og det tyske borgerskab – lov til at benytte det danske forsamlingshus i Bismarckstrasse til deres møder.
I 1905 tog Gewerkschaftskartellet initiativ til to meget aktiviteter for arbejderne i Sønderborg: 1 maj – festerne og opførelsen af arbejdernes eget hus – Central – herberge – i daglig tale kaldet Gewerkschaftshaus. Dette hus kom til at ligge i Bergstrasse 7. De næste 70 år fik det en uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg.
Richard Hempel vendte tilbage
På et tidspunkt havde Richard Hempel, der kom fra Sachsen stor betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg. Det lykkedes for ham i 1913 at komme ind i borgerrepræsentationen. Dette skabte stor bekymring i det tyske borgerskab.
Efter at Første Verdenskrig var brudt ud mistede såvel fagforeningerne som SPD -medlemmer. Reelt var det kun ældre Socialdemokrater tilbage, mens alle andre var i felten.
I 1918 var Hempel tilbage. I løbet af få måneder var medlemstallet på 400.
Revolutionen i Sønderborg
Revolutionen i Sønderborg som vi har skrevet to artikler om forløb helt uden blodsudgydelser. I Kiel kostede dette 8 menneskeliv og mange sårede. I flere sammenhænge er marinesoldaten og skrædderen Bruno Topff udråbt som en lidt komisk person. Men det var han bestemt ikke. Han varen god organisator
Sønderjysk Arbejderforening
Den dansk orienterede Sønderjysk Arbejderforening var blevet dannet i 1911 havde kun få hundrede medlemmer. I 1919 gennemførte de en flot hvervekampagne. De indså, at det var vigtigt at få indflydelse på deres sociale og økonomiske fremtid. I løbet af et år fik SAF 12.000 medlemmer i Nordslesvig.
Vigtigst at forblive Socialdemokrat
Arbejderlederen i Sønderborg Hempel havde håbet at de danske arbejdere ville skrue ned for kravet om en folkeafstemning. Han var overbevist om at danskerne ville blive glade for det ny Tyskland. Han måtte dog opgive sin strategi da han i marts 1919 var klar over, at der ville komme en afstemning og at Nordslesvig antagelig ville blive dansk.
Han var dog ikke opgivende. For ham var det vigtigst at arbejderne ville fortsætte med at være Socialdemokrater.
Uforsonlig tone fra Dybbøl-Posten
Da Anders Grau blev redaktør for Dybbøl – Posten den 1. januar kom der en uforsonlig tone mellem ham og de to arbejdsledere Hempel og Preuss. Og det selv om der var blevet udviklet et vist samarbejde mellem danske SAF og tyske SPD. Det var de fælles problemer i dagligdagen, der var afgørende. Og det var mangel på levnedsmidler. Samarbejdet fortsatte frem til afstemningen den 10. februar 1920.
Fælles 1. maj fest
Det er ingen tvivl om, at de dansksindede arbejdere stemte dansk og tysksindede arbejdere, stemte tysk ved folkeafstemningen. De tyske arbejdere var kede af at skulle forlade den ny republik, hvor de nu var kommet af med kejseren. De brød sig ikke om det danske monarki. Da slaget var tabt var de alligevel fortrøstningsfuld:
Der var ikke forskel på danske og tyske arbejders problemer, derfor besluttede SAF at deltage i den årlige 1. maj fest sammen med SPD og fagforeningerne. I utilfredshed med dette meldte redaktør Grau sig ud af SAF.
Overdragelse til det danske Socialdemokrati
SAF havde egentlig besluttet sig for at lave en fællesliste med SPD til byrådsvalget i 1920. men efter en heftig diskussion opstillede SAF sin egen liste. Arbejderbevægelsen var nu igen nationalt. Det fik mange til at melde sig ud af SAF og ind i Socialdemokratiet. Den hidtidige leder Richard Hempel måtte tage til takke med 3. pladsen.
Der var en del skærmydsler i forbindelse med overdragelsen af medlemmer fra SPD til Socialdemokratisk Forbund. Sønderborgs Socialdemokrater ville ikke deltage i et fællesmøde i Aabenraa, hvor de Socialdemokratiske partiforeninger skulle ”overdrages” til den danske arbejderbevægelses førstemand, Thorvald Stauning. Men alligevel forløb dette dog uden større problemer. Det var ikke helt det samme i de tre andre sønderjyske købstæder.
Egentlig kan man undre sig. For blot få år før meddelte Stauning over for tyske kollegaer at Socialdemokratiet i Danmark tog afstand fra de dansksindedes aktiviteter i Nordslesvig.
En bagersvend fra København blev folketingskandidat
Medlemmer meldte sig i sommeren og efteråret 1920 i stort tal ind i Socialdemokratisk Forening. De tyske fagforeninger tilsluttede sig uden større problemer de danske fagforeninger i Sønderborg og medlemmerne valgte den dygtigste og mest markante til formand uden at tænke på om vedkommende var dansk eller tysk. Helt så let gik det ikke i de andre nordslesvigske/sønderjyske købstæder.
De tilbageværende SAF- medlemmer ville ikke støtte deres egne kandidater. De opfordrede til at stemme på Socialdemokratiets kandidat, den københavnske bagersvend J.P. Nielsen. Og det var til Folketingsvalget i september 1920
Til byrådsvalget havde Socialdemokratiet fået fem og SAF to byrådsmedlemmer.
Og den mangeårige arbejderfører Hempel sang på sidste vers. For at undgå stemmetab på grund af nationale holdninger havde Stauning ikke ønsket den tyskorienterede Hempel som Socialdemokratisk folketingskandidat.
En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922
Til byrådsvalget og til valg af borgmesterposten den 5. marts 1922 fik Socialdemokratiet hjælp fra uventet kant – nemlig redaktør Andreas Grau. At han beskyldte den socialdemokratiske liste for at være tyskorienteret, kunne ikke overraske ud fra hans tidligere kritik. Men at han i uforsonlige vendinger kritiserede den borgerlige tyske liste, det var overraskende. Og egentlig var det jo taktisk dumt. For uden opbakning fra denne liste ville det være umuligt for de danske borgerlige at beholde borgmesterposten.
Sønderjyllands første Socialdemokratiske borgmester var en realitet. I Tønder måtte man vente meget længe på dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
I forbindelse med overstående artikel
Dato: august 22, 2022
Et slot i Sønderborg
Til kamp mod Venderne. Masser af udvidelser. Konge sad til fange i 17 år. Moderne renæssanceslot. Efter Martin Luthers anvisning. Hertug Hans den Yngre var en hensynsløs ”bondeplager” Kongen døde efter festen. Far til 23 børn. Kongen døde efter festen. Hertugdømmet konkurs. Et forfaldent slot blev renoveret. I 1764 blev slottet overtaget af hertugen af Augustenborg. Slottet blev brugt som lagerrum. Infanterikasserne 1864 – 1919. Mistænkelige personer interneret. Husvildboliger. Hertugen solgte slottet til den danske stat. Igen brugt til interneringslejr. Omfattende restaurering tilendebragt 1973. Nu et stort museum.
Til kamp mod Venderne
I Vikingetiden udgjorde Venderne ikke en umiddelbar fare for Danmark. Disse Vendere var folkestammer østfra, der gennem Polen og Nordtyskland var trængt til Østersøens kyster. Men efterhånden som Vikingernes magt ebbede ud, så steg antallet af vendiske plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var der masser af plyndringstogter
Det lykkedes for Valdemar den Store i 1152 sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod Venderne. I årene 1150 – 1200 blev der anlagt en kæde af befæstninger ved kysterne for eksempel Sprogø, Tårnborg, Vordingborg, København, Kalundborg og Sønderborg.
Sønderborg Slot var således et forsvarsværk. Det nøjagtige tidspunkt for etableringen kendes ikke.
Masser af udvidelser
Det ældste Sønderborg blev rejst på en lille sandholm i den sydlige indsejling til Alssund. På den lille ø rejstes efter 1200 et firkantet tårn af teglsten, som har været med til at forsvare hele den sydlige indsejling til Alssund. Kilder mener, at dette tårn allerede blev rejst i 1160. Fra sidste halvdel af 1200-tallet og frem til 1400 – tallet sker der talrige udvidelser af borgen.
I pinsen 1340 blev junker Valdemar, den senere Valdemar Atterdag, på slottet gift med hertug Valdemar af Sønderjyllands søster prinsesse Hedvig. Det var et vigtigt led i hans udnævnelse til konge senere samme år.
Den lille naturlige sandholm bliver ved opfyldning hele tiden gjort større og muliggjorde derved en udvidelse af borgen. Efter ombygningerne og udvidelserne var borgen i Sønderborg blevet til et solidt ringmurskastel bestående af kraftige ringmure og flankeringstårne.
Hele forsvarsværket blev afsluttet med anlæggelse af et stort forsvarsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette tidspunkt står Sønderborg som en af landets stærkeste borge.
Kongen sad til fange i 17 år
Har sad Christian den Anden som fange i 17 år. Det har vi skrevet en artikel om. I 1549 blev han overført til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han dør – 78 år gammel.
Myten går på at den rastløse konge sled en rille i et rundt stenbord er nu stærkt overdrevet. Han levede under fyrstelige vilkår og havde et godt synk. Han havde ret så frie vilkår.
Moderne renæssanceslot
Over to årtier forvandlede arkitekten Hercules von Oberberg ringmur- kastellet til et moderne firfløjet renæssanceslot med svungne gavle og spir.
Da kongen var væk startede man en ombygning af slottet. Christian den tredje nåede ikke at se udvidelsen. Hans enke Dronning Dorothea synes dog at have fortsat byggeriet.
Ved arvedelingen efter Christian den Tredjes død tilfaldt Sønderborg den yngste søn, Hans. Hele nordfløjen blev indrettet som fyrstebolig for Hans og Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen, som han havde ægtet i 1568.
Efter Martin Luthers anvisning
Selve boligen til fyrsten og hans familie blev placeret på første sal. På anden sal blev der indrettet en fornem riddersal, en dansesal i 34 meters længde.
En kirke blev indrettet. Den blev siden kaldt for ”Dorotheas Kapel”. Det er i dag det ældst bevarede europæiske lutheranske fyrstekapel.
Slotskirken var indrettet efter Martin Luthers forskrifter for protestantiske fyrstekapeller med et galleri i første sals højde langs alle fire vægge og udeladelse af helgenalter.
Hertug Hans den Yngre – en hensynsløs ”bondeplager”
Da enkedronning Dorothea døde i 1571 overtog Hans slottet. Han fik titel af hertug. Han begyndte straks at udvide sit gods. Han samlede sig et udstrakt jordegods som han drev hensynsløst. Han blev kendt som en hensynsløs ”bondeplager”.
Det blev efterhånden nødvendig at inddrage flere værelser til den voksende familie. Uden for hovedbygningen oprettedes en række værksteder og forsyningsrum. Hertugens hustru Elisabeth døde i 1586. Og der blev indrettet et gravkapel lige øst for kirken.
Kongen døde efter festen
I 1588 ægtede Hertug Hans fyrstinde Agnes Hedvig af Anhalt. Da brylluppet blev fejret, deltog hertugens ældste bror, Frederik den Anden som gæst. Selv om kongen var svagelig gik han i spidsen for det glade lag. På hjemvejen blev han syg og var nødt til at gå til sengs på Antvorskov Slot. Hans mavetilfælde forværredes hastigt og han døde.
Den medgift som Agnes Hedvig havde medbragt, blev af Hertug Hans brugt til godskøb og udbygning af hertugdømmets økonomiske forhold.
Far til 23 børn
I de to ægteskaber blev hertugen efterhånden fader til 23 børn. 10 af børnene døde i hertugens levetid. Forsørgelsen af de overlevende børn blev noget af et problem. Da hertug Hans den Yngre døde den 9. oktober 1622 efterlader han et hertugdømme i store økonomiske vanskeligheder.
Efter faderens død overtog den næstældste af sønnerne, Alexander, hertugdømmets hovedsæde. Arbejdet med at få orden i finanserne fik første prioritet, men det var yderst vanskeligt.
Efter Alexanders død i 1627 blev de økonomiske forhold i det lille hertugdømme forværret. En af grundene var de mange krige, der fandt sted i årene frem til 1660.
Hertugdømmet gik konkurs
Endelig i 1662 kunne den unge hertug Christian Adolf overtage sit hertugdømme uden fremmede tropper. Den 13. august 1666 blev hele hertugdømmet taget under konkursbegæring. 11. marts 1668 var det slut med hertugdømmet Sønderborg, da byen aflagde troskabsed til den danske konge, Frederik den tredje.
Herefter blev slottet styret af den kongelig amtmand. Det var ofte en af hertugerne fra Augustenborg.
Frem til begyndelsen af 1700 – tallet forfaldt slottet. Store dele af taget manglede og havde ved deres fald revet etageadskillelserne med sig. Vinduer og døre var rådne eller manglede.
Et forfaldent slot blev renoveret
Det ville have været nærliggende at sløjfe en så ødelagt og forfalden ruin, der tilmed ikke var nødvendig, hverken som fyrstebolig eller som forsvarsanlæg. Slottets placering gjorde det imidlertid velegnet at bruge som overnatningssted under de kongelige rejser.
Da der i 1716 kom en ny amtmand, W. F. von Platen, til Sønderborg, anbefalede han at bevare bygningerne. Det blev derfor besluttet at sætte det faldefærdige slot i stand.
Amtmanden forestod i årene fra 1718 – 26 genopbygningen af slottet. Ved denne genopbygning ændredes hele slottes ydre. Renæssancepræget forsvandt og man fik en sluttet fast barokanlæg.
De mange forskelligartede vinduer, der helt uregelmæssigt var spredt ud over facaderne erstattedes af vinduesrækker i fast takt i lange vandrette linjer tre og tre over hinanden.
Også indvendig skete der store forandringer. Rummene blev gjort store og lyse og lagt i en lang række med døre lige over for hinanden, så man måtte passere alle rum, når man ville fra den ene ende til den anden.
I 1755 blev Blåtårn revet ned.
I 1764 blev slottet overladt til Hertugen af Gråsten
Sønderborg Slot blev dog derefter aldrig kongelig residens eller som overnatningssted. I 1764 opgav Frederik den Femte endeligt at udnytte slottet og overlod det til hertug Frederik Christian den Ældre på Augustenborg. Kongen gjorde det som tak for at hertugen havde afstået for sine arvekrav på hertugdømmerne Plön og Glücksborg.
Heller ikke Augustenborgerne boede på slottet, der fortrinsvis var beboet af husfogeden og enkelte hertugelige embedsmænd. Indtil 1852 var Sønderborg i de augustenborgske hertugers eje. Efter treårskrigen købte den danske stat Sønderborg Slot af den landsfordrevne hertug, og det var atter et kongeligt slot indtil 1864, hvor det blev overtaget af Preussen.
Slottet brugt til Lagerrum
Et langsomt og stille forfald satte ind på ny. I den økonomiske opgangstid i sidste halvdel af 1700 – tallet udlejedes lokalerne på slottet som lagerrum for byens købmænd og håndværkere. Kun kirken blev det værnet om. Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 1850 og 1864 blev slottet benyttet som lazaret.
Infanterikaserne
Efter krigen 1864, hvor Slesvig sammen med Holsten og Lauenburg gik tabt, blev det på slottet indrettet preussisk infanterikaserne., som fungerede til 1919.
For at skabe det nødvendige antal belægningsstuer blev der opsat pudsede træskillevægge mange steder i slottets store rum. Samtidig blev de gamle murede vægge hugget igennem, så det blev plads til lange brede vægge ind imod gården.
Mistænkelige personer interneret
I Første Verdenskrig arresterede preusserne ”mistænkelige politiske personer” og danske ”tysk – militærnægtere”. Personer, der direkte var mistænkt for spionage, blev interneret i fangekælderen på Sønderborg Slot. Senere blev alle krigsrelaterede fanger overført til Sønderborg Slot., dog ikke i fangekælderen.
Husvildboliger
I overgangsperioden 1919 – 20 blev de mange rum på slottet blandt andet brugt til husvilde – boliger. Hvem skulle tro at et slot kunne bruges til dette?
Efter 1920 rykkede en række institutioner ind på det gamle slot, blandt andet toldkammer, teknisk skole og Røde Kors.
Hertugen solgte slottet til den danske stat
Lige efter ”genforeningen” havde Historisk Samfund for Als og Sundeved, som blev oprettet i 1908 indgået en aftale med slottets ejer, hertug Ernst Günther om at få overladt nogle lokaler på slottet til Samfundets historiske samlinger.
Da hertugen solgte slottet til den danske stat i 1921 godkendte staten denne aftale og de historiske samlinger rykkede ind i slottets vest – fløj under navnet ”Museet på Sønderborg Slot.
Igen brugt som interneringslejr
Efter af slutning af Anden Verdenskrig internerede de danske myndigheder danske nazister, medlemmer af det danske mindretal samt frontsoldater. Senere blev nogle af disse overført til Fårhuslejren.
De øvrige institutioner på slottet er i dag rykket ud, mens museet til gengæld er vokset så stærkt, at det nu optager alle fire fløje.
Man talte om en restaurering. De første undersøgelser blev gennemført i 1939. Men en krig satte en stopper for det.
Omfattende restaurering
I 1963 var økonomien på plads. Man var enige om at slottet skulle tilbage i von Platens barokanlæg. I 1964 gik man så i gang. Hele den omfattende restaurering blev afsluttet i sommeren 1973. Så gik man ellers i gang med ny – opstillinger af de righoldige samlinger.
Museet er også hovedmuseum for Hertugdømmet Slesvig. Museet rummer store samlinger der belyser de to Slesvigske krige, Første Verdenskrig og begivenhederne i 1920. Desuden finder man også omfattende lokalhistoriske samlinger og en kunstsamling med værker af især danske kunstnere, der har en tilknytning til Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: