Søgeresultater på "Ribe"
Dato: juni 7, 2021
Hændelser på Nørrebro – dengang
Vi kigger på et blad, der hedder Politivennen. Og vi kigger på hændelser på Nørrebro fra 1827 – 1831. Der var både håndgemæng og brand på Nørrebros Teater. Og så var det et uanstændigt skue. Ja man hørte pistol – og geværskud midt om dagen. Der var dårlige veje og fortove. Også vejen fra Nørrebro til Søborghus var dårlig. Her væltede mange vogne. Også ved den mosaiske kirkegård var det uorden, når der var begravelse. Men det var det såmænd også på jagtvejen, når der var begravelse på Assistens Kirkegård. Så skulle man helt ud i rabatten for at komme forbi. Og her man antastet af frække damer. Bladet kaldte dem for ”menneskehedens afskum”. Hyrdekonen ude på Fælleden var en dårlig hyrde. Hun tænkte kun på at sælge kager. Hun mishandlede dyrene. Og så kunne man observere en ny måde at opbevare kålhoveder. På en ny vej til ladegårdsvejen havde en mand bygget en svinestald med 55 svin. Meningen var at denne skulle udvides til 200. men det skabte en meget ”besværlig” lugt. Urinen kunne ende i Peblingesøen. Vi skal også kigge på et smittende plankeværk. Og en person fik noget ulækkert i hovedet.
Hvad er Politivennen?
Små hændelser på Nørrebro kan samlet give en god ide om, hvordan livet udfoldede sig dengang. Der findes nemlig en herlig hjemmeside, der bringer disse små anekdoter. Og disse er holdt i den humoristiske tone. Eller sagt på en anden måde. Historierne er lettere redigeret ellers kan man måske hurtig køre lidt træt af den måde man kommunikerede på dengang. Se under kilde. Vi har fået lov til at låne nogle historier. Vi har så også foretaget en lettere redigering.
Politivennen eller Politievennen eksisterede med få afbrydelser fra 1798 til 1846. Det var ikke så sært at bladet flere gange kom i strid med Trykkefrihedsforordningen af 1799. Der blev idømt bøder og bladet kom til sidst under censur. Frygten for at komme i bladet var meget stor.
Frederik den Sjette læste bladet med stor opmærksomhed. Der opstod konkurrenter i form af ”Sandhedsfalken” og ”Kjøbenhavnerposten”.
Alle numre er blevet digitaliseret men prøv en gang at gå ind på vores kilde. Man får et lidt andet indblik i kulturen, samfundet og historien, når man læser dette blad. I første udgave kigger vi på Nørrebro mellem 1827 og 1831.
Og så skal man måske også vænne sig til sproget i bladet. Det er ofte meget lange indviklede sætninger.
Noget om Branden på Nørrebros Teater (Natten mellem 3. og 4. april 1829)
Nogle tømmersvende var til stede ved et rejsegilde hos hr. Steen på en af Blågårds parceller. Der opdagede de først ilden og hidkaldte hr. overbrandmester Weiss. Øjeblikkelig ilede han til brandstedet. Da han ingen nøgler kunne få til de vel tillåste døre, lod han dem sprænges af de tilstedeværende tømmersvende.
Imens dette foregik, besørgede han selv sprøjten hentet, og da ingen slusser var ankommet, anmodede han de tilstedeværende borgere og børn om at hente vand til at fylde sprøjten med.
Med livsfare vovede han sig derpå ind på teatret, der var fyldt med røg. Fulgt af nogle tømrersvende trængte han frem til orkestret, hvor han snart opdagede, at ilden måtte være kommet fra kælderen i hvilken maskineriet, var anbragt.
Ved hjælp af en økse borthuggede han nu bræddebeklædningen fra orkestret og fik derved plads til at anbringe sprøjten. Ilden havde da grebet vidt om sig og havde antændt den del af gulvet hvor kulisserne stod.
Af disse var omkring 40 stykker opstablede ved siden af hinanden på det sted, hvor ilden brød frem. Teatret ville sikkert have været uden redning, hvis disse kulisser var blevet angrebet. Men ved hr. Weiss’ åndsnærværende og konduite blev sprøjten så godt anbragt, at ilden inden 5 minutter var slukket.
Heraf vil vist enhver indse at denne mand med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest er den, der har frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse. Og ydes derfor ham, som de øvrige borgere, der understøttede ham, indsenderen og vist også Nørrebros såvel som hr. bager Schiens og brandassurancens tak.
I denne anledning kan indsenderen ikke undlade at fremkomme med det ønske at Nørrebro for fremtiden måtte blive forsynet med lygter, da måske derved mange ulykker for fremtiden kunne forebygges.
(Politivennen 694)
Håndgemæng på Nørrebros Teater
Den 4. juli 1829 opstod der et håndgemæng på Nørrebros Teater. Førstedirektøren burde vide at besejre sin overordentlige hidsige og stridbare adfærd og endelig, at det ikke er første eller anden gang det er kommet til håndgribeligheder mellem ham (førstedirektør) og forskellige af de andre (teatrets personale)
Det er almindelig kendt at privilegium til at indrette teatret på Nørrebro allernådigst er forundt den hos os i en række år hæderligt bekendte Philippo Pettoletti. Denne mand er altså de facto teatrets første, ja vel egentlig eneste direktør, så mange og blandt disse anmeldere, har troet, at det var ham, der blev peget på i nævnte blad. Og med forundring antog man at den joviale mand der så ofte har moret københavnerne med sit udmærkede komiske talent, forvandlet til en gulsottig kamplysten klopfægter.
Men senere har man erfaret at ophavsmanden til dette spektakel uden for teatret var den bekendte Levin (som for øvrigt under ophold her kun såre lidt har glædet publikum ved sin kunstfærdighed) Og anmelderen tror at burde gøre opmærksomhed på det for at forebygge en misforståelse, der let kunne opstå, da den pågældendes navn i den artikel i Morgenposten ikke er nævnt og han hele tiden benævnes teatrets førstedirektør. Hvilket formentlig har sin oprindelse i, at man i de udenlandske skuespillerskaber har direktører for de forskellige grene af forestillingerne, således som en for dansen, en for skuespillet, en for musikken osv.
For den første direktør er dog som sagt egentlig Pettoletti, hvem man virkelig må beklage, da han efter de mange uheld han har haft ved det med så megen smag indrettede teater, nu endog ser den huslige fred brudt. Efter rygtet skulle han endog haft en proces med Hr. Levin, som nyligt havde være til sinds at forlade landet.
I øvrigt tillader anmelderen sig at bede Hr. Lewin om for sin egen skyld at erindre at han her til lands ikke mere end noget andet sted i Europa lever blandt uopdragende mennesker og bjørne. En tanke som desværre end ikke skal være udryddet hos uvidende udlændinge. Men at hans færd sikkert vil blive lige så bekendt i udlandet, som han var kendt her før sin ankomst hertil.
Gid det øvrige personale ved dette så vel indrettede, smagfulde teater hvis hr. Lewin skulle udføre sin rejseplan, må ved egen erfaring finde sandheden af det bekendte ”Concordia res parva crescunt”.
Beeken
(Politivennen nr. 705)
Et uanstændigt skue på Nørrebro
Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er gang af en almindelig ports bredde, der fører hen til rebslagerne forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke er overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stakit, der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev taget bort.
Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembryder sig for dem der passerer Nørrebro et meget udelikat skue.
For så vidt det kan være tilladt eller i al anstændigt og passerende af naboerne besværes af sådant naboskab, eftersom stakittet udgør en slags skillerum, mens dog af publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver aflukket.
(Politivennen nr. 1019)
Gadeuordenen ved Den Mosaiske Kirkegård
Ved at gå forbi har jeg flere gange været vidne til slem uorden ved begravelser på overnævnte sted. Når liget nemlig er indsat og følget igen skal i kareterne, sker dette hulter til bulter, da alle følgepar søger deres vogne som da på den ikke just brede vej opkører i tre rækker, hvorved det både for kørende og gående gøres umuligt at komme forbi.
Og da vognene nu jager forbi hinanden, er det yderst farligt for fodgængere hvis liv og lemmer udsættes for beskadigelse. Ja man har dog set at de har bemægtiget sig det blyantspenne fabrikshus, der ligger lige overfor fra hvis gadedør de stiger op i vognene der kører så nær at endog kælderskuret står i fare for at blive kørt ned.
Det var ønskeligt om en foranstaltning blev føjet at kareterne som ved kristne lig holdt eller kørte i en række og at følget efter ur steg i samme
(Politivennen nr. 797) (1831)
Uordener
På Nørrebro klages der over at beboerne i nærheden af gården i nr. 41 forskellige gange er blevet foruroliget af gevær – eller pistolskud. Fx den 7. juli (1836) om morgenen da alle naboer derved blev opskræmte fra deres ro og skrækken havde en aldeles skadelig indflydelse på et nervesvagt individ. Og lige ledes den 12. i denne måned om eftermiddagen.
Sådant skyderi tør vist næppe finde sted i indesluttede haver eller mellem bygninger. For ikke at tale om de ubehagelige følger som kunne opstå deraf for svagelige personer.
Kan et velordnet brandvæsen tillade noget sådant?
I øvrigt havde vi hørt så meget om de kongelige vildtbanes udstrækning og at der på den intet skud turde gøres uden af de privilegerede, så at det også i denne henseende forekommer os besynderligt, at der falder skud på det overnævnte sted.
(Politivennen 1.073)
Betragtninger på Nørrebro
Nørrebro har i de senere år været genstand for en del anker i Politivennen. De har alle tilsigtet at bevirke en bedre og mere bekvem passage for dens beboere og dem som færdes der. Gavnligheden af lygter og et par vægtere har ofte været bragt på bane, og nu er det endeligtaget den beslutning og ’ønsket eller forslaget bliver opfyldt.
I Politivennen nr. 700 af 30. maj 1829 er fremsat ønske om at fortovet fra hjørnet af Blegdamsvej op til vejen, der fører til den mosaiske kirkegård, måtte blive stampet da det er så ujævnt og har så mange opstående spidse sten at det falder vanskeligt at betræde det.
Dette ønske er endnu lige påtrængende, ja endnu mere da den færdsel på jordvejen er er forøget med cirkus og teatret på den modsatte side af nævnte fortov og den meget vandhenten og spilden fra den post der er der, forøget ved beriderselskabets kreaturer har gjort nævnte jordvej i forhold til forrige år næsten upassabel og på tidspunkter, hvor den dog var det.
Den indkørsel, der er omtalt i samme blad, er senere forøget med flere. Da de ikke som de egentlig burde er brolagt, forværrer meget jordvejenes ufremkommelighed. For fodgængere. Op nævnte jordvej på højre side af det stykke mådelige stenbro som fører ind til Blågårds hovedbygninger, findes i vejen en fordybning som er farlig for gående og som er fremkommet ved en dårlig bedækning eller tilkastning af som det lader til den udløsende som udløbs-rende, som er der, hvorover er det, hvorefter er lagt nogle mådelige brædder.
I Politivennen nr. 699 af 13. maj 1829 blev foreslået at rækværk, der er anbragt for enderne af de alleer som ligger straks uden for barrieren, måtte sættes således at det tillige sluttede grøfterne. Da disse i sommer blev godt opkastede ville denne forandring bidrage til at de vedligeholdt sig i længere tid, i stedet for de nu snart vil blive nedtrådt for enderne, når den allerede længe påbegyndte indgang fra siderne ikke forhindres ved den forslåede forandring. Man kan ikke se til hvilken nytte de interimistiske lægter er anbragt i flugt med rækværket som det nu står i alleen på højre side fra byen.
Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten, kan han ikke undlade tillige at berøre det efter hans mening upassende skue som viser sig inden for nævnte port, lige over for den daværende vagt og umiddelbart på den der stationerede skillevagts post. Den murede gemme som er i volden, benyttes af handlende, der bor i nærheden til pakhus for, anmelderen tror brænde, korn og fedevarer.
Sådant kunne måske være uden omtale. Men udenfor dette gemme og langs op ad volden findes dagligt stående en halv snes foderkasser, tomme tønder og ankre, stiger, bærebøre, en lille materialevogn og andet skrammel der i høj grad støder øjet og vel med rette kan kaldes et upassende oplag ved stadens hovedport og umiddelbart ved en vagt og en skildvagt hvis fornødne respekt næppe synes at burde tåle et sådant naboskab.
Forannævnte forskellige genstande og hvad derved kan være at gøre til opnåelse af det øjemed i hvis hensigt anmelderen har nedskrevet disse linjer, henstilles til høje vedkommendes mere indsigtsfulde bedømmelse.
(Politivennen nr. 783) (1831)
Om spærringen af vejen ved Assistens Kirkegård
Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro fandtes denne ved Assistens Kirkegård besat af kareter, hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde.
På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bagerste tølpere idet han måtte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset – der gik vognen til hjulnaverne – og slap efter temmelig nær at være væltet lykkelig igennem, men den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.
På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling da at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.
(Politivennen nr. 748) (1830)
Vejen forbi Assistens Kirkegård
Det uvæsen på overnævnte vej er så vidt erindres allerede før blevet påanket i dette blad. Indsenderen som ofte må passere denne vej om aftenen, da han om dagen har forretninger inde i byen, har ofte været vidne til hvorledes kvinder af det laveste og den mest usle klasse har antastet forbigående mandfolk der. Og når disse ikke vil følge dem, da overlæsser dem med skældsord og forbandelser.
Ved enden af Assistens Kirkegården, i Rundingens grøfter ved Falkoneralle skal især sådanne menneskehedens afskum (både mandfolk og fruentimmere) opholde sig og opvarter de forbigående med taler af det mest gemene indhold. Man beder derfor de ansvarlige om at befri denne ellers så smukke vej for dette udskud.
(Politivennen nr. 712) (1829)
Den ikke gode hyrde
Den hytte som står ved indgangen fra Nørrebro på Nørre Fælled, er nu flyttet noget nærmere ind på stenbroen. Og ved samme er ansat en hyrdekone til at have opsigt med de køer, der græsser på Fælleden, ikke undviger og løber hjem før tiden.
Denne hyrdekone har kageudsalg, og beskæftiger sig langt mere end det med køerne. For disse jages af en del mest blåklædte drenge under meget skrig og støj ved stokke og kæppe frem og tilbage mellem Fælleden og den nyindkøbte bom ved stenbroen og omsider også ind igen på Fælleden. Dog således at en del drenge dygtigt prygler dyret, mens en anden ved at holde det i halen lader sig slæbe et godt stykke vej.
Men køerne bliver ikke blot mishandlet af drengene. Hyrdekonen gør også sit bedste til det. Hun har rigtignok en pisk stående bag døren med sejlgarnsnet. Men hun betjener sig af en ganske anden krabask.
Dette var således tilfældet den 7. juni om eftermiddagen, da en af overnævnte omkring jagede køer, en gråspraglet meget mager ko, af drenge hvoraf to hængte sig ved halen, under slag af stokke blev drevet forbi og bag hytten mellem denne og leddet, hvorved den måske forstyrrede hendes udsalg.
Hun lod sig syne med en knudret vandringsstav af tykkelse som et godt kosteskaft og gav dyret som endnu slæbte de to drenge ved halen, en halv snes dygtige slag.
Dog forsikrede hun senere, da nogle forbigående tiltalte hende for det, at det ikke var koen, men drengene hun havde haft til hensigt at prygle. Og som bevis på sin mildhed foreviste hun den omtalte pisk som stod bag døren.
Da det imidlertid ikke kan være de af stadens indbyggere som har køer til græsning på Nørre Fælled ligegyldigt om disse på grund af brugen af hendes knippel kommer mishandlede hjem eller med ituslåede ribben., så tror anmelderen i forening med flere nærværende ikke at burde undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på det.
(Politivennen nr. 703) (1829)
Nye måder at opbevare kålhoveder
Ved at passere Ladegårdsvejen har man i haven, der støder op til Ladegården, set en stor mængde kålhoveder opstablet oven på jorden, ligesom kuglestabler, og at disse i lang tid har ligget der, udsat for luftens og vejrligets påvirkning indtil fredag den 19. i denne måned (december), da blev fundet tildækket med gammelt foder eller tang.
En landmand som er vant til at opbevare sådanne havevækster i dertil gravede jordkældre, hvilket kostede ham arbejde og penge at indrette og vedligeholde, tillader sig at spørge om kål og sådanne have-sager kan gemmes og holdes uforfærdet på en så u-bekostelig måde, nemlig blot at opstable dem oven på jorden, eller om det muligvis er en ny måde at tilberede surkål i mængde?
(Politivennen nr. 678) (1828)
Klage over vejen fra Nørrebro til Søborghus
Et mærkeligt bidrag til de mange ulykker som næsten dagligt sker for de passerende på vejstykket mellem Nørrebro og Søborghus, og som så himmelråbende taler for at forbedringen af dette vejstykke som passeres, af mange dog engang blev påtænkt, synes det at være, at en mand for ikke længe siden væltede midt på vejen af dette vejstykke og tilmed blev slået ihjel, uden at der på vognen var noget sådant læs som kunne bidrage til dens væltning. Og at dette ikke behøvedes, vil enhver som passerer vejen. Endog på denne årets tid (juli) hvor dog ellers ethvert føre er fremkommeligt, ikke alene kunne overbevise sig om, men må endog undre sig over at der ikke høres oftere om sådanne ulykker.
En anden, men dog mindre sørgelig tildragelse som ligeledes er indsenderen bekendt, synes heller ikke her at stå på urette sted. En karl væltede nemlig ligeledes midt på denne vej for omtrent to år siden og brækkede sit ben to steder, hvoraf han er en krøbling, skønt husbonden måtte betale 40 rigsbank-daler badskærerløn for ham.
Da væltning i øvrigt hører til dagens orden på omtalte vejstykke, er det altså ikke i vejen, men forsynet man har at takke for at der ikke dagligt høres om sådanne ulykker, hvorom indsenderen har haft lejlighed til at overbevise sig om, da har set holstenske vogne vælte på denne vej med 8 – 10 personer på, dels kavalerer, damer og børn.
(Politivennen nr. 656) (1828)
Besværlig stank ved Blågård
Ved at passere den vej som nu anlægges fra Nørrebro forbi Blågårds Have over Blågårds førhen tilhørende jorde indtil Ladegårdsvejen, møder man en væmmelig, gennemtrængende. Utålelig stank, der kommer fra en svinegård, hvis bygninger er opført tæt ved den nævnte vej og hvoraf svine-urinen gennem små render ledes ned i en grøft gravet ved siden af samme vej og synes at være omtrent ½ alen dyb.
Da denne svine-urin på grund af grøftens lave beliggenhed ikke kan få nødvendigt afløb, må den blive stående i grøften til den kan synke ned i jorden.
Og man forbavses ved at høre rygtet sige at antal af omtrent 50 svin, som nu holdes i førnævnte svinegård efter ejerens bestemmelse skal kompletteres til 200 stykker.
Man frygter at denne svine-urin, når den varme sommertid kommer, vist bliver langt farligere stinkende end den er nu for de mangfoldige mennesker som er nødsaget til dagligt at benytte berørte sti og arbejde i dens nærhed, samt for de utallige som gerne passerer den.
Så derfor ængstes man også ved forestillingen om at anførte urin ved at synke ned i jorden muligt træffer på adskillige sandrevler, hvor igennem den kan ledes ud i Peblingesøen og forpeste dens vand for Københavns indbyggere.
Rimeligvis ønskes det derfor at ejeren af overnævnte svinegård, som skal være hr. drejermester Ulrichsen, vil vise så megen agt for menneskehed at han ufortøvet fjerner sit anlagte svineri og nærer derhos det håb at høje vedkommende vil sørge for dette rimelige ønskes hastige opfyldelse.
(Politivennen nr. 650) (1828)
Et smittende plankeværk
Når man på Nørrebro kommer forbi Peblingesøen, findes på højre hånd et plankeværk, der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg. Dette plankeværk er malet med en rød farve, der smitter meget stærkt af og er altså især skikket til at ødelægge folks klæder. I søndag eftermiddag så anmelderen at en dames hvide kjole blot ved at blive ført af vinden hen imod plankeværket, blev ganske oversmurt med rød farve,
Og flere mandspersoner som da de ville vige for modgående, nærmede sig derhen var ikke mere heldige med deres kjoleærmer.
Man tvivler på at det er tilladt en grundejer at lade sin mur eller plankeværk, der vender ud mod en alfarvej, male med afsmittende farve. Men håber at ejeren til det førnævnte efter at være gjort opmærksom på det, vil rette fejlen og sikre de mange fodgængere der især på helligdage passerer der forbi, mod at få deres bedste klæder ødelagt.
(Politivennen nr. 647) (1828)
Et slemt styrtebad på Nørrebro
Tirsdag den 11. i denne måned (september) gik anmelderen sammen med et par venner for at spadsere til skoven. Men da de kom lige ud for stedet nr. 23 på Nørrebro, mødet de nogle bekendte, hvorfor de kom til at standse ved det nævnte sted.
Mens de stod der for at samtale fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet.
Anmelderen blev meget fortrydelig herover. Men da han ikke kunne få øje på gerningsmanden, eftersom denne havde forladt stedet, hvorfra væden var blevet udkastet, måtte han tie til fornærmelsen.
Han finder sig derfor foranlediget til offentligt at advare enhver mod at standse uden for omtalte sted, for at det ikke skal gå lige sådan. Og tillige at give vedkommende en påmindelse om at vogte sig for sådan utilbørlig fremfærd for eftertiden.
(Politivennen nr. 612) (1827)
Vi vender snart tilbage til Politivennen.
Kilde:
Dato: maj 31, 2021
Ved den gamle grænse
Grænsen mellem Slesvig – Holsten og Danmark gik stort set langs Kongeåen, men syd om Ribe. Og det er her vi befinder os. Vi starter dog syd på i Brøns og besøger Brøns Mølle og en initiativrig familie. Det var en velstående og betydningsfuld by. Stationskroen havde et turbulent liv. Vi besøger Danmarks længste landsbykirke. Her var oldtidsfund fra Jernalderen. Og i Rejsby finder vi en kirke fra 11 75. 19 digearbejdere druknede i august 1923. Her var nazi – lejr og eksercits med blankpudsede spader. Man lærte spadesangen til melodien af Edelweis. Sognet mistede mange under første verdenskrig. Og under Anden verdenskrig omkom et barn. Hun trådte på en mine foran digerne. I Hviding var en af Europas længste banegårde. C.F. Tietgen tilbød at betale for banen. DSB overtog banen efter 1920. 40 familier blev berørt af dette. Her kom så et statshospital. Og engang havde Hviding kirke to tårne. Ved kirken er fundet en vikingegård.
Grænsen mellem Slesvig – Holsten og Danmark
Vi er oppe ved den gamle grænse mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Sognegrænsen mellem Rejsby Sogn og Høgsbro i Hviding Sogn var 1970 – 2006 grænsen mellem Ribe og Sønderjyllands amter og mellem Ribe og Skærbæk kommuner.
Fra 1864 til 1920 hørte Hviding og Rejsby Sogne til Tyskland.
Vi starter i Brøns
Hovedgaden, der fører fra kirken til stationen, hedder Tingvej efter den gamle Tingskrivergård, der lå, hvor præstegården er i dag. Den hørte omkring 1900 Hans Peter Evald. En del af gården brændte i 1913. Selv boede Evald på Toldergården vest for kirken. Den brændte i 1917 og blev først genopført 5 år senere.
Omkring 1900 fandtes der en masse i Brøns, mange slags håndværkere og handlende. Men dog ikke et mejeri.
Brøns Mølle
Brøns Mølle er en gammel kongeligt privilegiet vandmølle, der har rødder tilbage i middelalderen. I 1688 fik møllen overfaldshjul og mølledammen blev anlagt.
I 1804 kom møllen i privateje. I 1807 blev den ældste af de bevarede møllebygninger opført. I 1826 kom møllen i familien Jacobsens eje. Hans Christian Jacobsen moderniserede møllen og opførte den nuværende hovedbygning i 1844.
Sønnen Lydik Jacobsen overtog møllen i 1868. Han var en meget dynamisk mand. I 1871 tørlagde han mølledammen. I 1881 påbegyndte han plantningen af Brøns Skov og Kalby Skov. I 1887 – 95 opfører han den høje møllebygning og yderligere en bygning.
En rigtig iværksætter
Det var også ham, der fik jernbanen til byen. Dette sikrede så byen et postkontor. Ja og så stod han for sparekassen i Brøns, Brøns Margarinefabrik, Brøns Forsamlingshus
Han døde i 1927. Hans kone fik et mosaikvindue opsat af ham i Brøns Kirke. Endvidere rejstes en mindesten for ham på en lille høj i Brøns Skov. Sønnen Aage Jacobsen drev møllen videre i mage år. I 1960 blev møllen nedlagt og afløst af et dambrug. Dambruget blev senere nedlagt og mølledammen blev genoprettet i 1991.
Velstående og betydningsfuld by
I mange år har Brøns været hjemsted for Hviding Herredsting. Byen har egentlig altid været velstående og betydningsfuld. Det vidner landsbyens meget store kirke også om.
I 1862 blev landevejen fra Ribe til Husum ført igennem Brøns. I 1887 kom jernbanen til byen. Det fik byen til at vokse mod øst.
Stationskro med turbulent historie
Brøns Stationskro blev opført samtidig med stationen. Den var formet som en gård med en kørelade ud mod vejen mellem Brøns og Frifelt. Kroen har gennem tiden haft en turbulent historie. Den brændte ned i 1905, men blev genopbygget igen. Den har været lukket og været i forfald. Men i dag lever den i bedste velgående. Selve stationsbygningen blev revet ned i 2017.
Danmarks længste landsbykirke
Brøns Kirke er Danmarks længste landsbykirke. Den blev bygget omkring 1200 i romansk stil. På skibets nordvæg er der flere kalkmalerier fra 1520’erne, bl.a. med Skt. Christoffer og jesusbarnet. Samt Skt. Jørgen og dragen.
Oldtidsfund
Man har fundet fortidsminder i form af en masse gravhøje, hvoraf 10 er fredet. Her har været mindst en boplads fra jernalderen.
Hvad betyder Rejsby og Høgsbro?
Vi skal ikke glemme mindestenen for slaget ved Brøns i 1849. men den har vi tidligere omtalt i to artikler.
Vidste du, at Rejsby betyder ”Byen ved Riskrattet og Høgsbro betyder ”broen med høgene”.
Rejsby findes første gang på skrift i 1294 (Risby) I 1417 staves det Rysby. Ris eller rys betyder (ris)krat. Nabolandsbyen Høgsbro staves 1475 Høxbro. Høx betyder høg og bro var et overgangssted.
Både Rejsby Sogn og Hviding Sogn hører under Hviding Herred. Herredet har en gammel inddeling helt fra Oldtiden.
Gårdene i de to sogne har været selvejere, ejet af Ribebispen, at Haderslevhus, adelen, borgere i Ribe m.fl.
Kirke fra 1175
Op til kirken i Rejsby ligger den tidligere kro – og købmandsgård opført i 1885. Rejsby blev stationsby og i 1900 blev der opført en Bahnhofshotel. Det blev til Rejsby Kro, der nu er nedlagt.
Rejsby Kirke ligger nordligst i byen ud mod engen til Rejsby Å. Den har et ejendommeligt spir fra ca. 1500. Det ser ud som om at det er trykket ned over tårnet. Måske er inspirationen kommet fra gravkirken i Jerusalem.
Den blev grundlagt ca. 1175 ved vadestedet på den vigtige drive – og handelsvej mellem Ribe og Tønder
De store stormfloder i 1909 og 1911 gav stødet til, at Ribemarsken blev inddiget i 1911 – 14 og Ballummarsken i 1914 – 1919
19 digearbejder druknede
I maj 1922 skulle der opføres et 13, 4 km dige med sluser ved Rejsby Å og vester Vedsted Bæk, mens en sluse allerede fandtes ved Brøns Å’s udløb.
Den 30. august1923 var der tale om en af de sjældne sommerstormfloder. Vandstanden nåede 4.20 m over DNN. Vandet var kommet pludselig om eftermiddagen. Først næste morgen var det muligt at nå ud til slusen. Da redningsmandskabet nåede frem til, hvor barakbyen til digearbejderne havde været havde været, fandt man en overlevende, der noget forkommen sad på det ufærdige dige.
Nazi – lejr
Ja man vil helst glemme det. Men der lå en nazistisk ungdomslejr for danske 18 til 25-årige i Rejsby, hvor de unge fik kost og logi, redskaber samt lommepenge. Undervisning i militær eksercits foregik med blankpudsede spader og kolonnemarch med Spadesangen til melodien Edelweiss.
Mindesten
Her finder du også en mindesten for de faldne under første verdenskrig. Ikke mindre end 80 mand måtte trække i den tyske uniform, svarende til hver femte i sognet. Af disse blev 19 dræbt, mens andre blev mærket for resten af deres dage.
Her er også gravstenen fra Anden Verdenskrig, der gemmer en livshistorie om et barn, der mistede livet i det tyske minefelt uden for diget.
Hviding
Vi er her ca. 6 km fra Ribe. Ude ved kysten var der gennem middelalderen og nyere tid en ladeplads og havn for Ribe ved sandbanken Hviding Nakke. I 1600 – tallet blev tusindvis af okser udskibet her.
En af Europas længste banegårde
Det tidligere amtssygehus i Egebæk – Hviding var oprindeligt en af Europas længste jernbanestationer. Stationen blev placeret midt på landegrænsen mellem Danmark og Tyskland. Bygningerne blev indrettet med en dansk og en tysk afdeling.
Nederlaget betød også et praktisk problem, da jernbanen mod syd skulle anlægges. Jernbanen kom til Ribe fra Bramming i 1875 og den danske regering havde et ønske om at føre den videre mod syd.
C.F. Tietgen ville betale for banen
Det blev en realitet i 1886, hvor finansmanden C.F. Tietgen tilbød at bygge jernbanen for egen regning. Grænseproblemet blev løst ved at dele stationen i to spejlvendte bygningsdele. Den danske Vedsted – station og den tyske Hviding – station.
Foran den lange stationsbygning fandtes et materialehus, boliger for jernbanefunktionærer samt toldfunktionærer samt toldfunktionærer, opdelt efter over – og underordnede. Desuden fandtes flere udhuse med vaskehus for stationsforstanderen samt brændselsrum.
I stationsbygningen fandtes flere ventesale, opdelt efter billetklasserne – og alt dette var alene på den danske side. Et smedejernsgitter markerede grænsen, ligesom taget havde forskellige niveauer for at vise forskellen.
DSB overtog banen
Oprindeligt var der fire daglige afgange mellem Bramming og Vedsted, samt to daglige afgange mod Hamburg – Altona. Togdriften fortsatte under Første Verdenskrig med bevogtning af dansk og tysk militær på hver sin side.
Personalet kunne dog krydse grænsen for at udveksle toglister.
Med indlemmelsen i 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Der var stadig enkelte gennemgående tog fra Tyskland til Danmark, både person – og godstog. En omfattende kreaturtransport havde nu afløst de tidligere studedrifter til fods.
40 familier blev berørt
Omkring 1919 boede der omkring 40 danske og tyske funktionærfamilier i bygningerne. Det stod nu klart at grænsen sandsynligvis ville blive flyttet mod syd. Derved ophørte Vedsted – Hvidings funktioner som toldsted og grænseby.
Bygningerne var stadig forholdsvis nye og brugbare.
Statshospital
I 1920 blev det vedtaget at indrette dem til statshospital. Dette blev taget i brug i 1923. Samme år blev den nye danske station i Vedsted taget i brug.
Fra begyndelsen tog hospitalet sig af de psykiatriske patienter. I 1976 overgik det til amtet og tog navneforandring til Amtssygehuset i Egebæk – Hviding. Oprindelig var det to landsbyer. Men de voksede efterhånden sammen.
I 2015 overtog Tønder Kommune hospitals-bygningerne og drev AsylSyd i bygningerne.
Hviding Kirke
Hviding Kirke ligger 3 km sydvest for byen nær Gammel Hviding, en gårdsrække fra marskranden. Af den oprindeligt anselige kirkebygning står kun den romanske apsis, kor og skib tilbage. Skibets vest forlængelse, der blev bygget senere, flankeredes i 1200 – tallet af to tårne, som senere styrtede sammen. Er sidealter stammer fra 1400 – tallet Og selve altertavlen er fra 1520’erne.
Ved kirken blev der i 1986 – 95 udgravet en større gård fra vikingetiden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 28, 2021
Et besøg i Saksborg
Det er længe siden, at undertegnede har gjort ophold i Saksborg. Man er kørt igennem et par gange. Det er en meget speciel natur heromkring. På stier kan man nyde naturen. Arkæologiske fund har godtgjort, at der har boet mennesker her fra bronzealderen. Heromkring har der været mange aktive mennesker, der har holdt liv i Slogs Herreds Hus og i foreningslivet. Under Prøjsertiden forsøgte man meget ivrigt at holde danskheden nede. Læs her om de metoder, som man brugte.
De første mennesker var her for mange år siden
Det er længe siden, at jeg har opholdt mig i Saksborg. Men jeg er dog kørt igennem en del gerne gange.
Det er også længe siden, at de første bosatte sig i Saksborg. Således fandt man under udgravninger til en cykelsti mellem Saksborg Skole og Bylderup Bovspor af et hegnshus til et gårdanlæg fra 200 – 525 e.Kr. Dengang boede mennesker og dyr under samme tag. Man byggede lange treskibede huse. Husenes tag blev båret af to rækker indvendige stolper, der var placeret i sæt. Væggene var som regel bygget med stolper og lerklinet.
Husenes indgange befandt sig i midten af begge langsider. Dette fund var fra 2013. Men allerede i 1925 fandt man en jættestue med efterbegravelse fra bronzealder og ældre jernalder kun 500 meter fra dette fund.
Kritik af denne artikel
Lokale har ment, at undertegnede ikke rigtig har styr på sogneinddelingen. Det er alt for meget Bylderup Bov i denne artikel, der kun skulle beskæftige sig med Saksborg. I forvejen har vi her på siden skrevet en del om området. Det gælder både Lydersholm, Grøngrøft, Burkal, Bylderup Bov m.m. Det kan være svært, når man beskrive natur og et historieforløb. Men vi skal nok fremover være mere opmærksom på disse sogneforhold.
Kære læser, du får en masse Bylderup Bov i denne artikel, selv om det står i indledningen at vi kun besøger Saksborg.
Slogsådalen
Lige op til den lille by ligger Slogsådalen. Her var også engang en jernbanestation. Dvs. man skulle lige til Bylderup Bov. Nu må man så med bussen.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Slogs herred, hvor vi befinder os. Og her finder vi da også Slogsåen, som nok i sig selv hører til nogen større å. Den er vel cirka 6 km lang. Men den hører til et større vandløbssystem.
Åen flyder forbi Lendemark deler Bylderup og Bylderup – Bov. Øst for Saksborg løber Slogsåen og Uge Bæk sammen, hvor det bliver til Grønåen, hvor vi som børn ofte har badet. Det hele bliver så senere til Vidåen.
Her i ådalen er det talrige stier. Over Uge Bæk fører den såkaldte Kineserbroen. Broen har fået sit navn efter den specielle konstruktion. Engarealerne her er aldrig afvandet og fremtræder derfor som naturen har skabt den.
Noget af denne enestående natur er blevet fredet.
Møder på Lendemark Mølle
Som vi tidligere har beskrevet, var der en del tysksindede i området, men der var dog også små danske enklaver. Bylderup blev kaldt ”Det lille Danmark”.
Fra østkysten kom ægteparret Lise og Jes Jacobsen. De var bestyrere af Bylderup Bov mejeri. De købte også Lendemark Mølle. Her blev der holdt selskabelige sammenkomster for danskheden. Politisk aktivitet var forbudt dengang.
I 1905 stiftede man Selskabelig Forening
Der kom flere og flere. Lise Jacobsen var i København på et oplæsnings-kursus, hvor en kongelig skuespiller underviste. Nu og dag havde man også besøg af en foredragsholder fra ”Det Gamle Land”.
I 1905 stiftede man ”Selskabelig Forening”
Efterhånden samledes man på kroen. Men her begyndte de tyske myndigheder at chikanere. Et møde på kroen blev bl.a. aflyst, fordi der var en revne i gipsloftet.
En anden gang blev kvinderne forment adgang. Det var i strid med foreningsloven, men det så de tyske myndigheder stort på.
Mange måder at chikanere på
Sognets afholdsforening holdt i 1908 et møde på Bylderup kro. Den tyske amtsforvalter nedlagde forbud mod mødet, hvis ikke døren til forstuen stod åben – af hensyn til brandfaren!
Det måtte heller ikke være mere end 40 personer i lokalet. Det var lærer Lorenzen, der talte. Han gik op og ned ad gulvet med sin store frakke på.
Og foredraget blev holdt to gange den aften. Men foredraget havde konsekvenser. Hans Lorentzen mistede sit embede.
Sognets præst pastor Braren, som vi tidligere her på siden har beskrevet skulle også tale. Men han var forsinket. Og når det var en halv time mellem foredragsholderne, skulle der anmeldes på ny. Så betragtede tyskerne det som et nyt møde. En person rejste sig i salen og sagde:
Det var alt, så var det fred i 29 minutter.
Da præsten så endelig kom, mente man at det var bedst at flytte mødet. Så inviterede præsten alle de tilstedeværende i præstegården.
Man fik bygget et forsamlingshus
En række mindre ejendomsbesiddere gik nu sammen for at få bygget et hus, hvor man kunne samles om de aktiviteter som ”Selskabelig Forening” stod for. De store ejendomsbesiddere var for det meste tysksindede. I 1908 gik man så i gang. Planen så ud til at kunne realiseres, da der var tegnet tilstrækkelig med aktier.
Man fik det ikke lettere
Huset stod klart i 1910. Men det tyske bygningstilsyn mente at der manglede et bræt fra kvisten til skorstenen til brug for skorstensfejeren. Det skulle naturligvis lige rettes.
Slogs Herreds Hus blev indviet den 22. januar 1911. Ved indvielsen skulle der være en tysk gendarm med kendskab til det danske sprog til stede. Han aflagde beretning til de tyske myndigheder. Der var 180 mennesker til stede.
Den første formand for Slogs Herreds Hus var Mathias Mathiesen, Sønder Bylderup. Nu havde man fået sit eget hus. Men det gjorde nu ikke arbejdet i foreningen lettere.
Foreninger i tre kategorier
Lovgivningen inddelte foreninger i tre kategorier, nemlig:
De to første foreninger var under politieftersyn. Det betød, at der ikke måtte afholdes møder uden polititilladelse. Møderne skulle anmeldes 3 gange 24 timer før afholdelsen. Myndighederne var meget strikse med, at tidspunktet blev overholdt.
Kvinder, lærlinge og andre elever måtte ikke være medlemmer af politiske foreninger og de måtte heller ikke være mødedeltagere. Det betød at myndighederne bestræbte sig på at få så mange foreninger til at bliver erklæret politiske som overhovedet mulig. På den måde kunne de styre det danske foreningsarbejde.
Nogle steder gik man så vidt, at overvågning også gjaldt gudstjenester, bryllupper m.m. Den slags chikane bevirkede også at det var svært at finde oplysninger om foreningernes arbejde på den tid.
Ikke mange annoncer fra dengang
Den 18. januar 1913 kunne man i Vestslesvigs Tidende fine en annonce om en dilettantforestilling. Bagefter var der kaffebord og bal bagefter – madkurve måtte medbringes.
Den 30. marts 1913 startede der en gymnastikopvisning kl. 4 af et pigehold og et karlehold ligesom der var opvisning af folkedansere fra Hjordkær. Bagefter var der fælles kaffebord.
Den 1. august 1914 begyndte Første Verdenskrig. Straks efter blev de stærke agitorer ført til Flensborg. En af disse var Lise Jacobsen. Og Mathias Matthiesen, forman for Slogs herreds Hus.
En tysk kromand kunne holde soldaterne i ørerne
Under krigen var forsamlingshuset beslaglagt. Det blev benyttet til lager af korn, madvarer, uniformer og våben. Det var navnlig gamle landstormtropper, der var her.
Oven over forsamlingshuset var der en lejlighed til værten. Den var ikke beslaglagt. Men der var ingen, der kunne omgås tyskerne. En gammel tysk kromand var kommet til Bylderup før krigen. Her drev han kro. Men solgte den. Han blev nu vært i det danske forsamlingshus. Han kunne holde de tyske soldater i ørne. Så var alle tilfredse.
Dansk flertal i Bylderup Sogn
I 1919 blev beslaglæggelsen af Slogs herreds Hus ophævet. Den gamle bestyrelse kunne nu igen samles for at få bragt orden i sagerne. ”Selskabelig forening” tog fat på arbejdet igen. Den 31. januar 1919 var der generalforsamling. Hvis nok på denne generalforsamling blev gartner Christian Jepsen valgt som ny formand – en post som han havde i ca. 40 år.
Jes Jacobsen havde været med i krigen. Imens havde hans kone Lise Jacobsen passet det hjemlig så godt som hun kunne. Men møllen havde det ikke for godt. Økonomien havde det elendigt. Gode venner skaffede Jes Jacobsen arbejde i Tønder, og han flyttede dertil med familie.
Nu fulgte tiden op til afstemningen. Der blev holdt adskillige møder og selve afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev ”Glædens Dag”. Der var 63 pct. danske stemmer i Bylderup. I Burkal Sogn var der 51 pct. danske stemmer stemmer.
Foreningen skiftede navn
Hvornår foreningen skiftede navn vides ikke. Men i 1922 står den omtalt som ”Selskabelig Forening” og i 1924 og 1925 som ”Selskabelig – og Foredragsforening”. Der var en ivrig brevveksling mellem H.P. Hanssen og Christian Jepsen.
H.P. Hanssen repræsenterede Sprogforeningen som gav penge til støtte for foredragsrækker i de forskellige forsamlingshuse i Slogs Herred. Pengene blev fordelt efter størrelsen af de enkelte foredragsforeninger. Man kunne opleve at eftertragtede talere ”gik på omgang”.
Gunnar Jepsen havde også en del at gøre med de store to – dages møder, som Sprog og Skoleforeningen afholdt hvert efterår i Slogs Herreds Hus. Lørdag eftermiddag var møderne ”fortrolige”. Så spiste man sammen og der var underholdning om aftenen. Søndag var der gudstjeneste og derefter foredrag om eftermiddagen.
I 1938 døde formanden for forsamlingshuset, Mathias Matthiesen. Derefter blev gartner Jepsen foruden at være formand for foreningen også formand for ”huset”
Karle og piger blev inviteret med
Man begyndte at kæde vinterens foredrag sammen til en ”foredragsrække” som man solgte kort til om efteråret. Der blev solgt mange, for landmændene købte også kort til deres karle og piger.
Dilletant
Udover foredrag ene var det især dilettant, der kunne samle folk. Det begyndte allerede inden Første Verdenskrig. Man måtte så holde en pause efter 1920.
Mange unge ville gerne være med i de forskellige stykker og gik gerne langt i de kolde og mørke aftener to gange om ugen for at øve. Det var som regel gartner Jepsen, der bandt stykkerne sammen og instruerede. Det var i mange år en del gengangere blandt skuespillerne. De kunne tit klare det hele selv. Dragter fik man udefra. Der var mindst to forestillinger om året, nemlig fastelavn og ”kartoffelhøtte”
Dilettantforestillingerne har holdt sig op gennem årene og har været en god indtægtskilde for foreningen.
I årenes løb var der mange unge – såvel karle som piger – der dyrkede gymnastik i ”huset”.
Modsætninger mellem dansk og tysk
I tyverne og trediverne kunne der godt være modsætninger mellem dansk og tysk. Men gartner Jepsen var en god mand at have i området. Han formåede at styrke det danske. Den store aktivitet i Forsamlingshuset gjorde, at det blev nødvendigt at udvide. Der blev skaffet kapital. I 1936 ved 25 – års jubilæet blev der bygget en ny føj til.
Der var blandt andet kommet bedre varme og bedre køkken. Scenen var blevet gjort væsentlig større. Der var også lavet en orkestergrav af lokale håndværkere – vederlagsfrit.
Det var lokale musikere, der spillede. Der var plads til 5 – endda med klaver. De spillede dels til dilettant og dels til dans. Hvad der så ikke var råd til, var nye toiletter. Man skulle fortsat gå den lange vej i kulde til de gammeldags ”das”, som var omme bagved – det var navnlig ikke sjovt for kvinderne.
Nedtoning af aktiviteter under Anden Verdenskrig
Da Anden Verdenskrig kom blev foreningens aktiviteter mere og mere nedtonede, dels på grund af mørklægning, udgangsforbud og mangel på varer. I den sidste ende også fordi at i den sidste del af krigen var kroen belagt med tyske soldater.
Efter krigen mødte folk hurtigt op igen. Der var et stort behov for at mærke fællesskabet. Nu kom der også professionelle teatre. Et kort til en foredragsrække kostede 7 kr. Og en billet til en rejsende biograf der kom en gang om måneden kostede en krone.
I 1966 kom et ungt lærerpar til Bylderup. Og det varede ikke længe før Tage Madsen blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 1958 blev valgt som formand. Christian Jepsen blev æresmedlem for hans store indsats Han fortsatte dog som formand for ”huset”. Derefter blev ”huset” og foreningen mere adskilte.
Der blev oplyst at foreningen et år havde 2.300 deltager til 17 arrangementer samt at der afholdtes fester med alkoholbevilling.
Igen et ansigtsløft
I 1960 fik ”huset” et tiltrængt ansigtsløft og blev udvidet med en ny garderobe, ny lillesal, nyt køkken, forlængelse af den gamle sal og nye toiletter. Dertil kom så en forbedring af værtens lejlighed.
I 1962 arrangerede foreningen en tur til Harzen. I 1964 blev en friluftsscene indviet.
Succes med aftenskoler og Højskoledage
I 1976 blev Slogs herreds Hus atter udvidet med en tilbygning, der rummede en ny stor sal og skydebane i kælderen.
Rammerne var nu i orden til projekt ”5 højskoledage”. Første gang var der 65 deltagere. Men man var helt oppe på 200 deltagere.
I 1980’erne startede man med aftenskole. Og så lavede man diverse udstillinger i ”huset”.
Ja og egentlig var der meget mere at fortælle om Saksborg. Men vi vender garanteret tilbage en anden gang. Kig engang på artikelserien nedenunder dette. Du kan finde meget mere om området heromkring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 23, 2021
Hipo- og Schalburg – korpset
Pludselig var en ny rigspolitichef på banen. Schalburg-korpset har et dårligt eftermæle. Og tyskerne ville have beholdt dansk politi og omorganiseret dem. Tyskerne blev trætte af Frits Clausen. Korpset kom til at spille en helt anden rolle. Martinsen og Best var uenige. Det blev nærmest et terrorkorps. Vi møder Poul Sommer og Søren Kam. Racebiologisk og propaganda – afdeling var der også. Frimurere var fjender af Tyskland! Schalburgkorpset indtog Frimurerlogen. Ud af ET opstod Hipo. Medvirkede til opløsning af mange modstandsgrupper. Hipo opnåede aldrig autoritet. Vi har fået et andet syn på deltagerne. Blodige episoder på Nørrebro. Kørte rundt i biler uden døre. Hvorfor slap bagmændene så billigt?
Pludselig var en ny rigspolitichef på banen
SS – politichef Günther Pancke fandt det danske politi ”illoyal”. Han ville have dem med til bekæmpelse af den danske modstandsbevægelse. Det bidrag ville departementscheferne ikke levere.
Konsekvensen faldt den 19. september 1944. Det var den dag dansk politi blev taget. Tyskerne havde taget et par tusinde, resten ca. 7.000 gik under jorden.
Pancke opfandt ekspeditionssekretær i justitsministeriet Carl Popp-Madsen som ny politichef. Han var både jurist og nazist. Han ringede ved middagstid den 19. september til departementschef Niels Svenningsen fra Panckes kontor på Dagmarhus.
Han tilbød sin tjeneste som rigspolitichef. Som sidegevinst kunne man måske undgå at sende de 2.000 betjente syd på. Men den gik bare ikke.
Det havde aldrig været Panckes mening at politiet skulle gå i opløsning. Han ville bare omorganisere korpset.
Danske vagtkorps blev stablet på benene. Det var ubevæbnede kommunale vagtkorps. Men det hjalp ikke meget. Kriminaliteten steg.
Schalburgkorpset har et dårligt eftermæle
Schalburgkorpset har efter krigen fået et lidet glorværdigt eftermæle, som udøver af den værste danske kollaboration og terror under besættelsen. Ti tidligere Schalburgmænd blev også henrettet.
Germanische Leitstelle havde allerede i maj 1942 indkøbt Høveltegård som en base for en dansk SS – skole. Skolen blev indviet den 15. oktober 1942. Dengang samarbejdede man med Frits Clausen og DNSAP for hvervningen til skolen.
Tyskerne blev trætte af Frits Clausen
Clausen havde slået på, at der skulle undervises på dansk på skolen. Man nåede at få afholdt to seks-ugers kurser. Men hurtig blev Clausen og DNSAP lagt på isen af Germanische Leitstelle og lederen af skolen, Gottlob Berger.
Første april 1943 blev Germansk Korps oprettet. I september 1943 blev dette omdøbt til Schalburgkorpset.
Korpset blev aldrig det rekrutteringskorps til østfronten som flere havde tænkt. Endvidere havde korpset vel allerede udspillet sin rolle i sommeren 1944 som mere eller mindre selvstændigt dansk nazistisk enhed og herefter blev næsten fuldstændig indrulleret i den tyske bosættelsespolitik.
Korpset kom til at spille en helt anden rolle
Himmler havde en ide om at danskerne skulle kæmpe for det storgermanske rige. Korpset skulle være et organ for national vækkelse og samling omkring nationale værdier. I praksis kom korpset til at spille en helt anden rolle.
Som følge af krigsudviklingen og modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet endte Schalburgkorpset med at blive et SS – kontrolleret våben til brug i besættelsesmagtens terror og modsabotage. Det blev det tyske sikkerhedspolitis forlængede arm. Fra starten stod det i et markant modsætningsforhold til det danske nazistparti (DNSAP).
Under Folkestrejken 1944 var et af Frihedsrådets vigtigste krav således at korpset øjeblikkeligt blev fjernet fra Danmark.
Martinsen og Best var uenige
Schalburgkorpsets chef, K.B. Martinsen mente at korpset skulle være aktivistisk og realistisk alternativ til det danske nazistparti. Best så dog helt anderledes på sagen og søgte med al magt at holde korpset fast på dets underordnede rolle.
En politisk gren af korpset blev kaldt for Folkeværnet og blev ledet af kaptajn Poul Sommer, den tidligere leder af Sommerkorpset. Som Best mente at kunne styre.
Folkeværnet kuldsejlede og blev afløst af Dansk Folkeværn. Man havde fra tysk side håbet på 200.000 medlemmer. Men man nåede aldrig over 2-3.000.
Et terrorkorps
Fra maj til december 1943 bar Schalburgkorpsets sorte uniformer. Men fra nytåret 1944 blev uniformerne udskiftet med danske kakifarvede M 1923 uniformer, der var blevet konfiskeret i forbindelse med undtagelsestilstanden den 29. august 1943.
Det kom derved til at koncentrere sig om vagt – og efterretningsopgaver samt terroren. Men Schalburgfolkene kom langt fra til at stå for det hele.
Poul Sommer og Søren Kam
Da Martinsen kom hjem efter at have ledet Frikorps Danmark kom han i konflikt med Poul Sommer og søgte orlov. Poul Sommer ledede korpset frem til november 1943, hvor han gav op. Så fik Martinsen igen ledelsen.
Skolelederen var SS – Untersturmführer Søren Kam. Han blev senere varetægtsfængslet for mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen in absentia.
Racebiologisk og Propaganda – afdeling
Man havde også en racebiologisk afdeling. En ”arierattest” havde hele tiden været en adgangsbillet til korpset. Men dette blev dog ikke altid overholdt.
Ukendt er sikkert også, at man havde en propaganda-afdeling. De skulle reklamere for korpset og sprede negativitet omkring modstandsbevægelsen. De udgav også tre medlemsblade.
Frimurere var modstandere af Tyskland
Allerede i Mein Kampf kunne man læse at ”frimurere” var fjender af tyskerne lige som jøderne, kommunisterne, sigøjnere og homoseksuelle.
Hitler var overbevist om at Frimurerordenen var en del af den ”jødiske sammensværgelse”. I Hitlers øjne var frimurerne derfor medskyldige i Tysklands nedgang efter Første Verdenskrig.
Schalburgkorpset indtager Frimurerlogen
I de første år efter besættelsen var forholdene i Danmark for frimurerne mere tålelige end i andre besatte lande. Men dette ændrede sig efter den 29. august 1943. Man ville dog ikke angribe de danske frimurere vel sagtens fordi at Christian den Tiende var medlem. Ja han havde endda rang af stormester. Dog var en anholdelse af de vigtigste frimurere og beslaglæggelse af deres ejendom en mulighed.
Det skete så den 21. september 1943, da besatte tyskerne det såkaldte stamhus på Blegdamsvej. Frimurerne blev smidt på porten. Det vil sige at de fik fire dage til at rømme bygningen.
Angreb mod Schalburgkorpset
Om aftenen den 19. juni 1944 indledtes en aktion af modstandsgruppen ”Gruppe 1944” en aktion mod Schalburgkorpset på Blegdamsvej. Målet var at trænge ind i bygningen og sprænge det i luften. Tiden var den afgørende faktor.
De patruljerende vagter foran huset faldt om efter at være ramt af skudsalver. Men egentlig var aktionen vel tabt forhånd. Skudsalverne kunne høres over det meste af byen. Det var kun spørgsmål om minutter inden besættelsesmagten havde sendt forstærkning.
Fra bygningen forsvarede medlemmer af Schalburgkorpset angrebet. Hurtigt fandt man ud af at angrebet mod huset måtte afbrydes.
Schalburgkorpset havde også ejendomme i Karsemoselejren i Asserbo, Krogeruplejren. De færdiguddannede blev anbragt på artillerikasernen i Ringsted. Fra oktober 1944 havde man også støttepunkter i Køge, Slagelse, Næstved, Fredericia og Århus. Det anslås at cirka 1.000 mand havde gennemgået den militære uddannelse.
Ud af ET- gruppen opstår Hipo
Ud fra Schalburgkorpsets ET – afdeling (Efterretningsvæsen) voksede HIPO (Hilfs-Polizei) frem. Volden og terroren voksede til nye højder. Og Hipo var en tysk opfindelse.
ET var oprettet som et SS-loyalt alternativ til Frits Clausens kuldsejlede DNSAP. Det blev egentlig dannet i slutningen af efteråret 1943.
Der var cirka 700 mand i de to korps, der var en blanding af kollaboratører og stikkere. Det var et sammenrend af nazister, tidligere østfrontfrivillige og antikommunister.
Under ET var tilknyttet terrorkorpsene Schiøler-gruppen, Lille-Jørgen Gruppen og Lorentzen gruppen. Dertil kom et hav af gademeddelere, sporvognslyttere, logistiske medarbejdere samt Hipokorps.
Medvirkede til opløsning af mange modstandsgrupper
ET havde også et gendarmeri med stationer i 24 provinsbyer, der ligesom Hipo assisterede Gestapo og andre tyske politiorganer i gadepatruljering og bekæmpelse af modstandsbevægelsen.
ET’ s leder var den tidligere ordensbetjent Erik V. Petersen. Det var ham, der egentlig stod bag oprettelsen af Hipo-korpset. Han blev likvideret af en Holger Danske – gruppe den 19. april 1945.
Det hele blev sat i værk på et tidspunkt, hvor de fleste vidste at tyskerne ville tabe krigen.
Egentlig var Hipo ikke et særlig stort korps. De led hele tiden under mandskabsmangel. De havde alligevel held til at medvirke til optrevling af flere modstandsgrupper.
Der var kun ganske få medlemmer med en politimæssig uddannelse. De sorte uniformer som de bar var blot omsyede politiuniformer.
Hipo opnåede aldrig autoritet
Hipo nåede aldrig den autoritet på gaden, som en politiindsats bygger på. De reagerede med trusler, brutalitet og tæsk. Almindelige borgere og husvagter risikerede at blive brutalt gennembanket i mødet med Hipo – folket og tilfangetagende modstandsfolk blev ”henrettet” på gaden.
Fra september 1944 til maj 1945 blev 70 – 80 modstandsfolk dræbt af tyske håndlangere. Omkring halvdelen i april måned. Omkring 35 ET – folk blev likvideret eller dræbt i ildkamp, halvdelen i april 1945.
Et ændret syn på medlemmerne
Dengang mente overlæge i psykiatri ved politiet at Hipo – folkene (og andre landssvigere) var ”ret lavtstående og bestående af et ret defekt materiale”. Det var syge mænd, der var ude efter store støvler.
Men senere forskning har vist, at de var unge begavede mænd med ingen eller lavere uddannelse. De var ikke specielt kriminelle men som oftest i et nazistisk netværk.
Fra Nytår 1945 erklærede modstandsbevægelsen dem for fredløse. Det betød, at modstandsfolk til en hver tid måtte skyde dem.
Hipo – folkene fortsatte med terror helt til den bitre ende. Mange af dem turde ikke at tage hjem. Det var farligt for dem og deres familie.
Tyskernes fundamentale interesser i Danmark havde ikke ændret sig under krigen/besættelsen og som Hitler bekræftede to gange i 1944 så var Danmark fortsat et leveringsdygtigt, ydedygtigt samfund, som lagde beslag på så få tyske ressourcer som muligt.
Blodige episoder på Nørrebro
Den 27. februar 1945 befinder vi os på Nørrebro i kvarteret omkring Korsgade – Blågårdsgade – Åboulevarden. Her ville to ET’ er købe cigaretter af en sortbørshandler. Pludselig fik denne indkøbstur en kedelig drejning. Folk råbte efter dem. Om det var ”Hipo – svin” eller ”Stop tyven” vides ikke.
En del folk begyndte at trænge sig ind mod de to. De to forsøgte at flygte. Og under flugten skød den ene mod mængden og sårede en skotøjsarbejder og en murersvend. Den anden søgte nu ly i en fiskeforretning. Men her blev han slået ned og var bevidstløs. En Hipo – udrykning ankom og hentede de to.
Små tre timer efter var en patrulje fra Politigården i aktion i bydelen. De var blevet tilkaldt af civile ET’ere, der havde beslaglagt en motorcykel i Baggesensgade hos cykelhandler Hansen. Tysk politis rapport fra samme dag beretter, at hipoerne skulle afhente motorcyklen, da de pludselig blev beskudt fra et autoværksted i nærheden.
Hipoerne var formentlig kommet fra Baggesensgade og et stykke ned ad Blågårdsgade, da flere af dem blev fanget af kraftige skudsalver inde i deres udrykningsvogn. Tre døde mens yderligere to – tre fra patruljen blev såret.
Det var to mænd med maskinpistoler, der beskød Hipoerne fra fortovet.
Skyderierne udviklede sig. De danske ambulancer måtte transportere ca. 15 personer bort. En 14 – årig var blevet skudt i ryggen.
Gengældelsen kom ved 22 – tiden. De blev udført af to mænd fra Schiølergruppen og tre Hipo – folk. De kastede håndgranater ind i de aftenlukkede cafeer Lynet og Sevilla i Blågårdsgade og begik muligvis flere anslag. Ingen mennesker kom til skade. Senere på dagen blev der begået tre mord forskellige steder i København som hævn for det, der var foregået på Nørrebro.
To modstandsfolk fra Amager blev sat på fri fod på hjørnet af Todesgade og Baggesensgade. På tæt hold blev de skudt ned bagfra. De blev fundet ved 23 – tiden. Begge var skudt med otte skud. Hipo – folk havde også skudt efter vagtfolk i Blågårds-kvarteret med blev stoppet af tysk politi.
Kørte rundt i biler uden døre
Gengældelsen var helt i Panckes filosofi. Denne episode førte til an nu kørte Hipo rundt i biler uden døre for ikke at blive fanget hjælpeløst i bilerne.
Hipos opløsning efter befrielsen var i øvrigt ikke uden dramatik. Den 6. maj 1945 opstod der en voldsom ildkamp mellem politisoldater hjemkommet fra Sverige og Hipofolk. Kuglerne fløj i gadekrydset Ågade, Jagtvej og Falkoneralle. Flere forbipasserende blev ramt og flere døde. Enkelte lejligheder blev også raseret af skud.
Hipos hærgen satte sig varige spor i den danske bevidsthed. Den dag i dag bruges betegnelsen Hipo, som en af de værste skældsord i det danske vokabularium
Hvorfor slap de så billigt?
Hvordan de tyske krigsforbrydere kunne slippe så billigt i Danmark modsat Norge, er en gode. Kan det have noget at gøre med vores samarbejdspolitik og at de gamle politikere vendte tilbage? Således var Pancke allerede en fri mand i 1953.
Flere af hans underordnede, der skriftlig havde givet ordre til mord og terror slap helt uden dom.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 17, 2021
Langs Brede Å
Egentlig er vandløbet 48 km. En 70 – årig mand blev skubbet i vandet. Alvorlig drukneulykke i Brede Å. Motorbåden var ikke beregnet til 48 personer. Båden kæntrede. En mindesten blev oprettet. Sagnet om ”Sorg – agre”. De såkaldte ”Ballum – møller” Tragedien i Misthusum. Den svorne vej. En sten et sværd. Historien om Tøger. Ballum Sluse og Slusekro. Færgefarten. Digebyggeri. Lodsejerne skal selv.
Egentlig er vandløbet 48 km lang
Vi skal en tur langs Brede Å. Men vi bliver ikke kun på vandet. Hvad er der sket inde på landet? Ja turen går fra Lobæk nord for Løgumkloster ind til Mølledammen, forbi Løgumkloster til Bredebro og derfra til Ballum Sluse. Jo, vi har været her i området flere gange før. Bagerst i artiklen henviser vi til yderligere artikler.
I slutningen af 1990’erne fik en lang strækning af åen et nyt snoet forløb. Åens bund er lagt tilbage. Det er sikkert godt for dyr, planter og ikke mindst laks. Her er masser af natur. Tag en kanotur. Du skal da lige være opmærksom på, at der nogle steder i åen er masser af strøm.
Mellem Løgumkloster og Bredebro er der masser af vandrestier. Og fra Bredebro er der stiforbindelser til Mjolden. Vi skal da også her i artiklen besøge Æ Markmandssti og se på det, der skete i Misthusum.
Måske når vi også at fortælle om Dronningedalen i Åved Plantage. Et sagn fortæller, at Margrethe Sprænghest havde slået lejr her med sin hær i 1261. Ja og så er det Langdysserne ved Abterp. Men se det er lidt snyd. De er blevet flyttet fra et lille næs ved åen.
Brede Å afvander en stor del af Sønderjylland. Egentlig er selve vandløbet 48 km lang, men det er kun 21 km af den man kalder for Brede Å. En del af den kaldes Lobæk og Fiskbæk. Udspringet er nord for Agerskov by.
En 70-årig blev skubbet i vandet
Der er selvfølgelig en del mennesker, der er druknet i Brede Å gennem tiden. I 2008 skubbede en 27 – årig mand fra Aabenraa en 70 – årig i åen. Det var bare lidt drengestreger, sagde han. Jeg ville bare forskrække ham lidt. Men det kostede 40 dage i brummen og en bøde på 7.500 kr. Den hårde dom skyldtes at den 27 – årige stak af fra åen og ikke hjalp den 70 – årige op igen. Denne slap med skrækken.
Alvorlig drukneulykke i Brede Å
Den 12. juni 1912 skete der en alvorlig drukneulykke på Brede Å. Otte mennesker fra lokalområdet druknede. Det var den danske ungdomsforening i Skærbæk, der havde arrangeret en udflugt for gæster fra Sjælland og Sundeved.
Både gæster og værter skulle en tur til Ballum Enge. Og afslutningen skulle ske i Ballum Forsamlingshus. Arrangør var Dorothea Beier, Skærbæk. Hun var enke efter Peter Beier, Barsbøl.
Motorbåden var ikke beregnet til 48 personer
Man var kørt til Mjolden Færgegård. Derfra skulle man så sejle til Ballum Enge. Fisker Anders Schmidt var hyret til opgaven. Hans motorbåd var dog ikke beregnet til 48 mennesker, som selskabet udgjorde. Men der var lagt løse plader på tværs af båden, så det blev siddeplads til alle. Fiskeren forsikrede, at det var forsvarligt.
Brede Å havde dengang endnu sine oprindelige slyngninger. Disse steder opstod der temmelig maget søgang. Nogle bad om at komme i land. Men bådføreren fastholdt at der ingen fare var på færde.
Båden kæntrede
Ved gården Hybjerg (Højbjerg) nordvest for Mjolden, var der en særlig skarp krumning. Åen var her fem – seks meter bred og op til tre meter dyb. Båden krængede og kæntrede inde under en skrænt. Brædderne som passagererne sad på gled ud i vandet. Næsten alle røg overbord. Situationen var kaotisk og mange kæmpede for livet. Nogle formåede selv at komme i land. Andre blev hjulpet af medpassagerer.
Det viste sig at 8 var omkommet i det kolde vand – to børn og seks voksne. De var alle lokale. Også arrangøren Dorothea Beier var blandt de omkommende. Efter ulykken var der søforhør i Flensborg. Bådføreren fik otte måneders ubetinget fængsel.
En mindesten
Til minde om ulykken blev der dels opsat en mindetavle i Frimenighedskirken, dels blev der rejst en mindesten ved Brede Å neden for gården Hybjerg.
Mindestenen blev i 1972 flyttet ind til Mjolden, hvor den står i et lille anlæg sammen med fire andre mindesten for hhv. storbonden og foregangsmanden Knud Lausten Knudsen, forballum, for Kristen Kold, der i en periode var huslærer hos Knud Lausten Knudsen og for folketingsmanden Niels Andersen Hansen Forballum. Ja så er der også lige Genforeningsstenen, der oprindelig var placeret i Forballum.
Sagnet om ”Sorg – agre”
En af de store sten på kirkegården er til minde om ”Sorg – agre”. Det handler om en kvinde, der høstede en stor rugmark som bod for at redde sin søn, der var dødsdømt for drab. Da hun havde høstet det sidste neg ved solnedgang, faldt hun død om af udmattelse. Historien om denne grænseløse moderkærlighed har fået Karen Blixen til at skrive novellen ”Sorg- Agre”, om magt, grådighed og moralsk fordærv.
Al bohavet fra Misthusum flød efterstormfloden til Skærbæk. Sønnen af en gårdmandsenke opdagede en mand der stjal af vraggodset. Han blev så vred, at han slog manden ned med en rafte. Og det overlevede tyven ikke. Sønnen blev fængslet og dømt til døden.
Moderen gik i forbøn for hendes søn. Det var Christian den Fjerde, der bestemte, at sønnen blev sluppet fri, såfremt kvinden inden solnedgang høstede en ager byg på en mark 250 meter syd for kirken i Ballum Vesterende.
Kvinden var hele dagen gået i en krumbøjet stilling. Da hun om aftenen ville rejse sig fra den knækker ryggen på hende.
De såkaldte ”Ballum – møller”
350 meter oppe ad Døde Arm står to møller, de såkaldte Ballum Møller. De pumpede tidligere vand op i kanalerne, der adskilte de forskellige fenner og gav vand til kreaturerne.
Det er her, du kan gå langs ”Æ Markmandssti Her kan du så gå ad en nyanlagt bro over Brede Å ved Døde Arm. Her blev åen så modsat andre steder rettet op for at give mere landbrugsjord. Stien drejer lidt efter skarpt mod Skærbæk.
Vindmøllerne og et lille møllehus blev opført i 1842. I dette hus kan du på plancher læse om livet i marsken. Og det kan læse om tragedien med Misthusum.
Tragedien i Misthusum
Lidt længere op ad Døde Arm lå landsbyen Misthusum. Landsbyen var beboet fra 1200 – tallet. Det var her friserne kom og anlagde de karakteristiske forhøjninger – de såkaldte værfter for ikke at skulle blive oversvømmet.
Efter stormfloden i 1362 lå landsbyen tilbage forladt af alle. I 1394 blev jorden givet til Kannikkerne fra Ribe. I 1417 lod bispen fire af marskgårdene genopbygge.
På et tidspunkt boede der 13 familier på de otte værfter. Et sommerdige langs åen beskyttede markens afgrøder. I det eneste hus, der er tilbage, Markmandshuset holdt markmanden til, når han passede bøndernes dyr. Dette hus blev bygget i 1809 af rester fra den oprindelige landsby.
Huset blev benyttet frem til år 1900. Og i Ballum-marsken havde man markmænd helt frem til 1970.
Misthusum blev genopbygget igen. Endnu i 1781 boede her 13 familier, men i 1811 var ikke en eneste familie tilbage.
Det var i 1634 at stormfloden kostede 44 mennesker fra Misthusum deres liv. Det var også samme år, at sagnet om Sorg – Agre udfoldede sig.
Sommeren 1634 havde været god og der fulgte et mildt efterår med stadig østenvind. Den 11. oktober, en lørdag slog vinden om fra sydøst til sydvest. Det faldt ind med megen regn. Hen imod aften blæste det op til en orkanagtig storm, så det næppe var muligt for noget menneske at stå fast på jorden.
Med stormen fulgte der regn, hagl, lyn og torden. Efterhånden drejede vinden sig fra sydvest om til nordvest, hvilket som regel her medfører store floder. Tilmed var det nymåne og som følge heraf springflod. Alle forhold bidrog således til at fremkalde en særlig stor flod.
Ud på natten gik digerne langs hele kysten og næsten alt marskland blev oversvømmet. Hele Tøndermarksen var under vand. Højer-Rudbøl diget var gennembrudt. Ribe by var totalt oversvømmet. Vandet stod mandshøjt i domkirken
Ødelæggelserne på marker og enge, huse og gårde, tab af kreaturer, gods og menneskeliv var store. Hele Misthusum skyllede bort. I Døstrup druknede 19.
Den svorne vej
Endnu et sagn er opstået. Det var sagnet om ”Den svorne vej”. Misthusum og Skærbæk var i strid om retten til vejen. Sagen kom for retten. Her forlangte dommeren at beboerne fra Misthusum skulle stå på vejen og sværge at de stod på egen jord. Disse havde fyldt jord i træskoene og svor derfor med sindsro, selv om de vidste, at det ikke var sandt. Alle bøderne kom som allerede skrevet ulykkelig af dage, bortset fra en, der ikke ville sværge falsk.
En sten med et sværd
Når sådanne katastrofer indtræffer, ja så opstår mange historier. Her endnu en.
I kirkegårdsmuren i Skærbæk kan du finde en aflang sten med et sværd på. Den er hugget ind der i 1100-tallet. Der er knyttet en historie til denne.
En mand fra Misthusum hørte, mens han var til mølle i Brøns, at der kom en springflod. Han skyndte sig derefter hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte afsted med nogle af hans sager.
De nægtede at udlevere det stjålne. Han dræbte derfor den ene med en hjulring og løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans familie og venner skjulte ham.
To af lovens håndhævere forklædte sig herefter som kvinder og gik til Misthusum, hvor det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden. Men hans venner søgte at befri ham. De stille med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk, der i retslig henseende hørte under Hertugdømmet Slesvig.
Planen mislykkedes og han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med ”sværdet” blev derefter rejst af hans venner til minde om den sørgmodige begivenhed.
Historien om Tøger
En anden version fortæller om en mand ved navn Tøger, der efter den store stormflod dræbte en strandrøver. Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 på det sydvestre hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
Ballum Sluse og Slusekro
Diget blev bygget under Første Verdenskrig af krigsfanger. Store dele af anlægsarbejdet blev pålagt franske og russiske krigsfanger.
I den forbindelse blev Brede Å reguleret på strækningen fra Døde Arm til Ballum Sluse.
Ballum Slusekro blev opført samtidig med diget. Den eksisterer stadig som kro og har bevaret den gamle stemning. Dengang fungerede den som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen.
Slusemester – jobbet blev kombineret sammen med jobbet som kroholder. På øverste etage blev der indrettet gæsteværelser. I dag bliver disse benyttet som hotelværelser. Frem til 1993 var kroen en afholdskro.
Her ved Ballum Sluse er der et rigt fugleliv. Her er bramgæs, ænder og vadefugle. De tiltrækker rovfugle som havørnen, der kan opleves her.
Færgefarten
Fra 1786 var der færgefarten fra Bådsbøl – Ballum til Rømø. Omkring 1900 havde man med motorfærge fra Skærbæk Brohoved nord for den nuværende dæmning. Efter 1920 blev bådfarten henlagt til den nybyggede Ballum Sluse, hvor der var anlagt en anløbsbro. Herfra fortsatte færgefarten fra 1923 indtil 1948, hvor dæmningen blev indviet.
Dige-byggeri
Allerede i slutningen af 1700-tallet var det på tale at bygge diger for at beskytte Ballummarsken. I forbindelsen med udskiftningen i 1830’erne var der ulemper på grund af manglende dige.
I de yderste enge var nye anlæg som veje, broer og bevandings-møller ubeskyttede ved højvande og stormfloder. Man havde anlagt et par sommerdiger, som dog ikke var tilstrækkelige.
Efter en stormflod i 1904 tog den nye landråd i Tønder, Friedrich Rogge fat på digeplanerne. Yderligere to stormfloder i henholdsvis 1909 og 1911 satte fart i tingene.
Mængden af vand, der udledes, er i dag 20 pct. større end dengang, da slusen blev anlagt. Brede å udleder vandet via en selvlukkende sluse. Den er cirka åben halvdelen af tiden ved lavvande. Ved stormflod kan slusen være lukket i flere døgn i træk. Ved store vandmængder kan oversvømmelse sagtens forekomme i de lavtliggende områder.
Lodsejerne betaler selv
Lodsejerne i Tøndermarsken betaler stadig en digelagsskat, som er betaling for vedligehold af diger og drift af pumper. Kommunen står for indkrævningen. Driften varetages af Digelaget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 13, 2021
Hvem var han? Det svenske skattevæsen erklærede han død. 440.000 ungarske jøder udryddet på tre måneder. Wallenberg udstedte svenske pas. Forhandlede med Eichmann, der kaldte ham for ”jødehund”. Englen fra Budapest. Russerne indkaldte Wallenberg til møde. Han var blevet advaret. Han var agent for OSS. Familien levede i uvished. Endelig kom indrømmelsen fra Sovjet. Mange mente at have set Wallenberg. Masser af undersøgelser. Mange opfattelser. Russisk efterretningschef var ikke i tvivl. Wallenberg blev myrdet. Han har opnået masser af hæder.
Mange vil sikkert spørge. Hvem var han? Han var en mystisk svensk rigmand og diplomat. Han redede tusindvis af jøder fra gaskamre. Den 17. januar 1945 forsvandt han i Ungarns hovedstad, Budapest.
Budapest var omringet af de Røde Hær, men den tyske SS – general nægtede at overgive sig. Kampene her kostede over 120.000 menneskers liv i de 44 dage belejringen varede.
Vidner hævder at have set Wallenberg i live helt frem til 1987. Så sent som den 21. september 2016 rejste Wallenbergs to niecer til Moskva i håb om, at den russiske sikkerhedstjeneste kunne hjælpe med et svar.
Det svenske skattevæsen har erklæret ham død. Han skulle have meldt sig inden den 14. oktober 2016. det gjorde han ikke, der for blev der udskrevet en dødsattest på den nu 104 – årige gamle mand. Det skete 71 år efter, at han forsvandt. Men det hele handler faktisk om en glemt helt.
440.000 ungarske jøder myrdet på tre måneder
Historien begynder i 1944. den 32 – årige svensker bliver sendt til Budapest på en diplomatisk mission, han slet ikke var forberedt på. Han var uddannet arkitekt og talte flydende tysk. Og så havde han det rigtige efternavn. Familien tilhørte nogle af de mest magtfulde og indflydelsesrige familier i Sverige.
Det handlede om at redde ungarske jøder. Og det var i samarbejde med amerikanerne.
Jøderne var allerede i gang med at blive udryddet af nazisterne, da Wallenberg ankom. I løbet af tre måneder lykkedes det for de effektive tyskere at sætte cirka 440.000 jøder på kreaturvogne. De fleste af dem endte i Auschwitz-Birkenau.
Wallenberg udstedte svenske pas
Ambassaden i Budapest var begyndt at udstede rejsedokumenter til ungarske jøder. Men egentlig havde de ingen juridisk gyldighed. Det var alligevel lykkedes for svenskerne at give ungarerne det indtryk af, at mennesker med svenske rejsedokumenter var under svensk beskyttelse.
Det lykkedes for Wallenberg med ungarernes tilladelse at udstede 5.000 pas til jøderne. Men han fortsatte med at trykke så i realiteten blev der uddelt tre gange så mane. Dokumenterne blev anerkendt af de tyske soldater, så på denne måde reddede Raoul Wallenberg tusindvis af jøder fra døden i gaskamrene.
Wallenberg lejede 32 huse i Budapest og forsynede disse med svenske flag. Og det betød, at ”deres beboere var beskyttet af svensk diplomatiske immunitet”
Forhandlede med Eichmann, der kaldte ham før jødehund
Himmler skulle også have anerkendt metoden. Han havde en plan om at bytte en million jøder for 10.000 lastbiler. Han håbede at kunne indgå hemmelige aftaler med de allierede. Wallenberg havde også forhandlet med Eichmann selv om denne kaldte Wallenberg for ”Jødehund”.
Men i oktober 1944 ændrede situationen sig i Budapest. Fascisterne havde overtaget magten. Den nye indenrigsminister ville ikke mere anerkende de svenske beskyttelsespas. Jøder blev bragt til Donau og skudt.
Eichmann kom tilbage til Budapest og deportationerne fortsatte. 40.000 jøder blev beordret til den østrigske grænse, for at grave en slags mur mod Den Røde Hær.
Englen fra Budapest
Men Wallenberg blev også kaldt ”Englen fra Budapest” Han brugte sin kreativitet og fandt på specielle metoder for at redde jøderne i Budapest.
Han kunne også gøre indtryk hos nazisterne og få sine krav gennemført. Efter sigende ville nazisterne springe ghettoen i Budapest med 70.000 jøder i luften. Men Wallenberg fik nazisterne overtalt til ikke at gøre det. Han fik også bremset nogle af dødsmarcherne med argumentet om, at en sådan handling ville blive betragtet som en krigsforbrydelse efter krigen.
En måned før han forsvinder skriver han hjem til sin mor, at alle er i godt humør og glæder sig til kampen.
Han skulle have stoppet tog på vej til gaskamrene og skulle have åbnet dørene til kreaturvognene med jøderne. Med sin bil fulgte han dødsmarcherne med levnedsmidler og medicin.
Gennem sit arbejde i Sverige havde han forbindelser til det jødiske samfund i Ungarn Fra USA havde han fået 150.000 dollars.
Russerne indkaldte Wallenberg til møde
Men i januar 1945 var Budapest ved at skifte hænder. Kommunisterne sendte bud efter den svenske diplomat lige inden han forsvandt. Det var den sovjetiske feltmarskal Rodion Malinovsky, der kaldte ham til møde i sit hovedkontor i Debrecen næsten 200 kilometer øst for Budapest.
Russerne beskyldte ham for spionage. Men Wallenberg var frygtløs. Sammen med sin chauffør begav han sig til hovedkvarteret. Han tog afsked med sit personale med disse ord:
I dag kan vi så konstatere at det har været som fange.
Wallenberg var blevet advaret
En anden diplomat i Budapest Per Anger skulle have advaret Wallenberg. Han havde den 10. januar bedt ham om at komme i sikkerhed. Men Wallenberg havde svaret:
Allerede længe før denne dato vidste Wallenstein at han levede livet farlig. Han overnattede ikke i det samme hus to nætter i træk.
Wallenberg var agent for OSS
Nogle historikere mener, at det ikke er spionage han var anklaget for. Det havde noget at gøre med familien Wallenbergs gøren og laden at gøre under krigen. De forhandlede med begge sider. Raoul Wallenstein skulle så være en slags pant for Sovjet for at få bedre forbindelser.
Men US News og World Report har undersøgt forholdene i Budapest og mener, at Wallenberg var tilknyttet det amerikanske efterretningsvæsen. Han skulle have været agent for CIA’ s forgænger OSS. Således skulle der i Stockholm har været en ungarer, der hjalp med at få ham i tjeneste hos OSS. En kurator hos CIA, der hed William Hinhoeffer skulle i 1990 have bekræftet dette.
Familien levede i uvished
Åbenbart havde den svenske regering forsømt at gøre noget for at få Wallenberg frigivet. Måske havde de bevidst undladt dette for at bevare deres neutralitet.
I 1993 kom det frem, at styret i Moskva havde udstedt en arrestordre på vores hovedperson. De to kom aldrig tilbage til Budapest og ingen har siden hørt fra dem. Familien hjemme i Sverige har fået forskellige informationer. Wallenberg skulle være dræbt da Budapest blev bombet. En anden melding gik på, at han var ude for en bilulykke.
Familien brugte masser af midler for at få sagen opklaret. Sagen endte hos Josef Stalin. Men det var måske ikke lige som familien havde håbet.
I 1946 mødtes den svenske ambassadør i Moskva med Stalin.
Endelig kom indrømmelsen fra Sovjet
Det skulle gå 11 år før russerne indrømmede, at Raoul var blevet arresteret og sat i fængsel af MGB (En forløber for KGB). Indrømmelsen blev fulgt op af en erklæring om at han var død af hjertestop i Lubjanka – fængslet i 1947.
Sandheden er nok, at han er blevet offer for den sovjetiske efterretningstjenestes C2 – gift.
Men familien har aldrig troet på denne historie.
Mange mente at have hørt om eller set Wallenberg
Den britiske spion Greville Wynne hævder, at hans medfange udgav sig for en svensk diplomat i 1962. På det tidspunkt var Wynne blevet afsløret og ventede på sin dom i Lubjanka – fængslet. Han slap dog fri som led i en udveksling af spioner to år senere.
En amerikansk professor, Marvin Makinen, der blev dømt for spionage i Sovjet i 1961 hørte også om en svensk fange, mens han var fængslet i Vladimir – fængslet 200 km øst for Moskva.
Den svenske fange ”van den Berg” blev holdt i isolation. Marvin Makinen mødte aldrig selv fangen. Men efter han slap ud af sit fangenskab som led i en spionudveksling fattede han interesse for sagen om den forsvundne svensker.
Men i 1989 blev medlemmer af familien inviteret til Moskva. Her fik man overdraget en pas og en lommekalender tilhørende vores hovedperson. Disse ting var fundet under oprydning i et KGB – arkiv.
I 1993 fik han kontakt til to tidligere ansatte ved fængslet. De ansatte påstod, at de kunne genkende Raoul Wallenberg ud fra fotos, som ellers aldrig har været vist for offentligheden.
Masser af undersøgelser
Med tiden har der været iværksat en række undersøgelser af den forsvundne svenskers skæbne.
Menneskerettigheds-advokaten Irwin Cotler stod i spidsen for en undersøgelse i 1980’erne og konkluderede, at der var ”overbevisende beviser” for, at Raoul Wallenberg var i live i 1950’erne og 1960’erne og ”utroværdige beviser” for, at han var i live helt op i 1980’erne.
Det sidste udsagn fra vidner, som muligvis har set Wallenberg i live, er fra et fængsel mellem Moskva og Leningrad i 1987, hvor en tidligere frihedskæmper, John Farkas hævder at have set svenskeren.
Efter Sovjetunionens fald gik russerne med til at iværksætte en ny russisk-svensk undersøgelse, som skulle forsøge at give et endegyldigt svar på Wallenbergs skæbne.
Mange opfattelser
Nu lød konklusionen at Wallenberg måske var blevet henrettet, mens han blev holdt tilfangetaget i Lubjanka. Samtidig påpegede svenske historikere, at det meget vel kunne være, at Wallenberg havde levet i straffelejrene Gulag i adskillige år efter hans påståede død i 1947.
Ingen af oplysningerne er dog ledsaget af håndgribelige beviser.
Efterretningschef ikke i tvivl
Manden, der stod i spidsen for Sovjetunionens efterretningsvæsen fra 1954 til 1958 mener dog at have et svar. Han hed Ivan A. Serov. Hans dagbog blev fundet i en kuffert som lå gemt i en falsk væg i 25 år.
Den blev udgivet i sommeren 2016 og heri skrev Serov:
Og det var sket efter direkte ordre fra Stalin.
Wallenberg blev myrdet
Henrettelsen skulle angiveligt være udført den 22. juli 1947. Men blev ordren udført?
Ifølge Moscow Times, er det nemlig en stribe afhøringsrapporter fra Lubjanka-fængslet, som blev offentliggjort i 2009. De personer, som blev afhørt, havde relation til Raoul Wallenberg – blandt andet hans chauffør.
Wallenberg optræder ikke på listen – det gør til gengæld en mystisk ”Fange Nummer 7”, som blev afhørt den 23. juli 1947. Det var dagen efter at henrettelsen skulle have fundet sted. Fangens identitet er ukendt. Men måske ligger der et svar og venter.
Åbenbart ligger svarene i de sovjetiske arkiver. Alt tyder på, at Wallenberg ikke er død på en naturlig måde. Han er blevet myrdet.
Masser af hæder
Raoul Wallenberg blev af den svenske konge hædret med den største udmærkelse. Også ved Holocaust mindestedet Yad Vashem har man æret ham. I 1995 fik han den europæiske menneskerettighedspris.
Ved den store synagoge i Budapest befinder der sig en mindetavle til minde om den svenske diplomat.
Wallenberg er desuden udnævnt som æresborger i Israel, USA, Canada og Budapest.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 30, 2021
Hvad læses der mest – april 2021
Hvad med foredrag? Det er grænser for, hvad man skal finde sig i. Vi hjælper gerne, hvis vi kan. 10 nye artikler i april. Status på hjemmeside: 1.723 artikler. Hvor kan man læse/høre/se dengang.dk’ s artikler. Se liste over podcast’ s over dengang.dk’ s artikler. Hvem læser vores hjemmeside. Hvilke byer? Top – 100 i april – de mest læste artikler.
Hvad med Foredrag?
Ja sådan er vi blevet spurgt i den sidste tid. Og det gælder både forenings – foredrag og offentlige foredrag. En masse er igen blevet aflyst. Der er selvfølgelig dato på nogle af de kommende. Men det hjælper ikke at oplyse om disse. For om de afholdes, ja det er lige spørgsmålet.
Og så skal de aflyste foredrag så lige passes ind i kalenderen.
Der er grænser for, hvad man skal finde sig i!
Egentlig var vi glade for, at vi havde fundet en gruppe, hvor vi kunne sprede vores artikler om Besættelsestiden. Vi kunne også se at der var stor efterspørgsel efter dem. Men det hele hjælper ikke noget, hvis administrator ikke griber ind over for uforskammede kommentarer. Det gider vi simpelthen ikke at finde os i.
Vi har ikke det mindste imod kritik, men fortolkningen af historien på Facebook har efterhånden ret vide rammer. Her er alt efterhånden tilladt. I hvert fald i nogle grupper.
Nu får vi dog også mange positive tilkendegivelser og tak for dem.
Vi hjælper gerne – såfremt vi kan
Der kommer hele tiden mange forespørgsler om hjælp. Og vi hjælper gerne. Nogle forventer også at vi undersøger diverse ting. Det gør vi dog ikke. Og vi foretager heller ikke slægtsforskning. Men tak for alle henvendelser.
Nye Artikler – April 2021
Det blev til 10 nye artikler i april måned:
Status på Hjemmeside
Du har nu mulighed for at se 1.723 artikler på vores side. Når noget nu står i parentes, så betyder det at du kan nogle artikler om samme emne spredt ud over hele siden. Det var så inden, at vi fik den inddelt som nu.
Hvor kan man ellers læse/høre og se – dengang.dk’ s artikler?
Ja sådan har en læser spurgt. Mange andre forfattere har ”lånt” nogle af vores artikler. Nogle er også blevet omtalt i diverse aviser, lige som vi selv har bidraget med artikler i diverse publikationer. Vi har skrevet tre bøger:
På YouTube kan du finde et indslag, hvor vi præsenterer årets julegaver på bogfronten – det er godt nok mange år siden.
Og her kan du også finde to videoer på ca. 40 – 48 minutters længde hver. Det handler om Ladegården og åen – et foredrag afholdt i Stefans Kirken. Dertil er der en masse skønne fotos fra åen gennem tiderne.
Dette er produceret af Kanal Nordvest og Miljøpunkt Nørrebro.
Ja så har KNR – Københavns Nærradio produceret en masse 30 minutters podcast, som du kan finde her
Her er en oversigt over, hvad du kan høre af historier fra vores hjemmeside:
Status Facebook
Hvem læser vores Hjemmeside?
Hvilke byer ser vores hjemmeside?
Byer som Nordborg, Padborg og Ribe var lige ved at nå at komme på listen.
TOP-100 – April – De mest læste artikler
Dato: april 5, 2021
Revolutionen i Tønder
Der var flådestation i Sønderborg og Zeppelinbase i Tønder. Det havde effekt for revolutionen i Nordslesvig. Militærdiktatur i Tyskland. Den tyske disciplin var ved at smuldre. Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel. Kejseren abdicerede. Tønder var det sted revolutionen startede. Møde på Tonhalle. Borgmesterfruens røde underskørt måtte ofres. Landråd Böhme ville gå selv. Vagter ved byens livsvigtige funktioner. Oprøreret på Sild blev styret fra Tønder. Wienecke var den absolutte leder. Matroserne oprettede hjemsendelseskontor i Tønder. Arbejderrådene holdt længst Revolution i Højer. Landråd Böhme var stærkt irriteret. De tyske embedsmænd fik problemer. Forstærket bevogtning langs grænsen. Det var ikke slut i Tønder. En effektiv strejke. Nederlag for militæret og embedsmænd. Politiet ville ikke blande sig i arbejderkamp med det ville dragonerne. Uden lovhjemmel blev arbejderlederne i Tønder udvist. Det danske borgerskab i byen jublede. Wienecke endte i KZ – lejr og blev murer i DDR.
Flådestation og Zeppelinbase
I 1910 blev der oprettet en stor ny flådestation i Sønderborg og i starten af krigen blev zeppelinbasen oprettet nord for Tønder. Disse to ting fik betydning for revolutionen i Sønderjylland.
Militærdiktatur i Tyskland
Efter revolutionen i Rusland i oktober 1917 og freden mellem Rusland og Tyskland flyttede det tyske militær sine tropper fra Østfronten til Vestfronten. Revolutionære, antimilitæriske og pacifistiske tanker fulgte med.
I sommeren 1918 var Østrig-Ungarn bankerot, millioner sultede.
I Tyskland havde general Ludendorff nærmest indført militærdiktatur. Krigspropagandaen blev forstærkedes og militæret oprettede filmselskabet UFA. Strejkende kom for en militærdomstol og der blev opfordret til stikkeri i civilbefolkningen. Alligevel bredte krigstrætheden og oprøret sig.
Den tyske disciplin var ved at smuldre
På hjemmefronten var den jernhårde tyske disciplin ved at smuldre. Først på året havde det været massestrejker på ammunitionsfabrikkerne i de fleste af Tysklands store byer og industriegne. Under disse dannede arbejderne for første gang lokale arbejderråd.
Ved selve fronten løftede håbløsheden og trætheden sig til åbne oprørsforsøg. Et mytteriforsøg i flåden i juli måned blev nedkæmpet. To af deres førere blev skudt til skræk og advarsel.
Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel
Den 28. oktober mente von Hiper, at den tyske flåde skulle udkæmpe et sidste ærefuld slag mod englænderne, selv om krigen var tabt. Men beslutningen førte til lydighedsnægtelse og mytterier på flere skibe i Wilhelmshafen. Matroserne var trætte af at være slagtefår.
Kejserrigets endelige dødsstød kom, da marinerne i Kiel gjorde oprør. Det var den 3. november og flere omkom i sammenstød. Her var matroserne også trætte af at bevæge sig ud på selvmordstogter.
Efter at have gæret voldsomt i flere dage bryder revolutionen ud den 5. november. Herefter breder den sig med fængslende hast over hele Tyskland. Allerede den 9. november kunne socialdemokraten Philip Scheidemann udråbe den tyske republik.
Kejseren abdicerede
To timer senere udråbte Karl Liebknecht den frie socialistiske republik fra balkonen på slottet i Berlin. Scheidemann blev republikkens første præsident. Den tidligere sadelmager Fritz Ebert indtog posten som statsminister. Den tyske kejser Wilhelm måtte abdicere og begav sig i landflygtighed.
Tønder var først i Nordslesvig
Også i Nordslesvig var jorden gødet for revolutionen. Som en slags nabo til Kiel var det ikke længe inden udviklingen nåede hertil.
Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene 5. og 6. november var der på luftskibsbasen oprettet arbejder- og soldaterråd blandt marinesoldaterne under ledelse af overmatros Alexander Leppert.
Den 7. november om morgenen skred rådet og marinesoldaterne til handling – officererne blev afvæbnet og våbenmagasinerne brudt op. Selv om magtovertagelsen forløb uden besvær forberedte man sig på det værste. Bagefter kunne Leppert fortælle, at det kun tog 3 ½ time at gennemføre nyordningen.
Da der næste dag ankom en lastbil fra Kiel med skarpt- bevæbnede marinesoldater kunne disse bare konstatere, at deres påtænkte opgave allerede var udført af luftskibsbasens eget mandskab.
Mødet på Tonhalle
Dagen efter om morgenen stiftede byen for første gang mere håndgribeligt kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (her oversat til dansk):
Borgmesterkonens underskørt måtte ofres
Som et andet tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der rejst røde faner på posthuset, Rigsbanken, jernbanestationerne og Rådhuset,
Det pludselige behov for rødt klæde til de revolutionære faner gav store problemer. Indtil der var skaffet faner ude fra, måtte man nøjes med de røde stykker, der kunne flænges ud af det sort – hvid – røde prøjsiske rigsflag, hvoraf der til gengæld fandtes et stort antal. Myterne fortæller at borgmester Poulsen måtte ofre fruens underskørt til formålet.
Landråd Böhme ville gå selv
På mødet i Tonhalle kl. 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Dog blev der rokeret rundt på medlemmer og poster de nærmeste dage og måneder. Denne formelle konstituering blev samme eftermiddag offentliggjort ved en parade på Torvet, der samtidig skulle understrege de nye omvæltninger.
På Torvet var der holdt en firkantet plads fri, flankeret af tredobbelte rækker af marinesoldater med opplantede bajonetter. En bil med røde standere var blevet sendt efter landråd Böhme, der var den højeste prøjsiske embedsmand.
Da landrådens ankomst trak ud, blev de ryderligere sendt fire soldater af sted for at skynde på. Det viste sig, at han havde værget sig ved at komme under bevogtning. Han erklærede, at han kun ville følge med til Torvet, såfremt han kunne bevæge sig dertil uden ledsagere.
Soldaterne tog ikke mere voldsomt på tingene, end at de lod ham gå gennem byen alene og selv sluttede op noget efter ham.
Også politimesteren var blevet hentet. Foran folkemængden på Torvet måtte de to højtideligt erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.
Vagter ved byens livsvigtige funktioner
Efter paraden fortsatte mødet i Tonhalle, hvor der blandt andet valgtes tilforordnede til landråd og borgmester. Også de kommende dage blev der holdt en mængde møder på rådhuset af de nye magthavere.
Bortset fra de overnævnte episoder, var der ikke andre ydre tegn på revolutionen for den almindelige borger. Marinesoldaterne udførte på almindelig vis, som før revolutionen de daglige bevogtningsopgaver og visiteringer.
Dog var der også opstillet vagter ved byens livsvigtige funktioner som el-, gas – og vandværket. Også på soldaternes uniformering var der tegn på omvæltningen. Alle kokarder og distinktioner var fjernet. Den kendte og forhadte pikkelhue blev erstattet af den mere behagelige felthue.
Revolutionen bredte sig til Vestslesvig
Et par dage senere blev uniformskravet dog igen skærpet i et opslag fra arbejder – og soldaterrådet. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.
De forskellige råd garanterede udbetalinger af lønninger og forsyningssikkerhed af gas, elektricitet og levnedsmidler. Der blev udstedt forbud mod utidig brug af skydevåben. Der blev pålagt civilister at aflevere deres våben.
Fra luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen. Der blev bekendtgjort, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkens magt.
Opstanden på Sild blev styret fra Tønder
Også opstanden i de militære forlægninger på Sild blev styret fra Tønder. Derfra havde man sendt sin vel nok mest ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.
I den første del af revolutionen havde soldaterne blot to krav:
De tyske soldater i Nordslesvig kom fra hele Tyskland og ønskede ikke at blive længere end nødvendigt.
Wienecke – revolutionens leder i Tønder
Wienecke, der fra starten var Tønder – revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs og derved undgå indkaldelse til militæret.
I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af det første regulære arbejder – og soldaterråd. Et forhold, der formentlig skyldtes, at han på dette tidspunkt stadig var statsløs.
Dette forhindrede ham dog ikke i at indtage, vel nok rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det blev også Wienecke, som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne, der var en pendant til byens arbejder- og soldaterråd.
Virksomhed begrænset
Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han arbejderrådet ud af til. Ved det sidste af valgene til arbejder – og soldaterrådet overtog Wienecke endelig t formelt posten som rådets formand., den fjerde i rækken.
Efter at revolutionen var gennem ført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for den nødvendige bevogtning af de vigtigste bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed navnlig ved, at de leverede den fornødne magtudfoldelse, hvis der en gang imellem var ønskeligt.
Hjemsendelseskontor i Tønder
I virkeligheden lå rådenes største indsats i, at de var en slags demobiliseringsmedhjælpere. Tønder oprettede som den eneste af de nordslesvigske købstæder et hjemsendelseskontor som hjalp med at skaffe alle ikke-hjemsendte de nødvendige papirer og derved spare dem en tilbagerejse til deres troppeafdeling for at blive hjemsendt.
En af grundene til soldaterrådenes svindende indflydelse var også, at de gamle garnisoner efterhånden blev opløst.
Arbejderrådene holdt længst
Heller ikke bonderådene fik stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde.
Hvor man ved soldaterrådenes oprettelse kunne tale om en spontan bevægelse var oprettelsen af landarbejder- og bonderådene i landdistrikterne fra begyndelsen dikteret fra højere sted. Rådenes opgave skulle først og fremmest være at organisere levnedsmiddeludskrivningerne, der i de krigsudpinte dele behøvede en effektiv organisation.
Naturligt var det arbejderrådene, der fik den største betydning og var længst i funktion.
Officielt fungerede de lige til den internationale kommission overtog alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen i Danmark. Men også deres betydning skrumpede meget ind. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion.
I Haderslev ville officererne ikke adlyde
Republikken Als var kun i funktion i tre dage. Du kan finde to artikler om dette tema her på siden.
I Haderslev nægtede officererne at adlyde. Så de fik lov til at tage hjem som civile. I løbet af få dage var der arbejderråd i 17 sønderjyske byer. Sammen med soldaterrådene erklærede de at have overtaget den offentlige magt.
Revolutionen i Højer
I Højer sendte man den offentlige udråber ud med tromme og bekendtgjorde følgende:
Næste dag samledes naturligvis byens befolkning på torvet. Det landstormkompagni, som var stationeret der marcherede ind på torvet klokken 12 og stillede op med kaptajnen foran.
Præcis klokken 12 kom der en lille afdeling marinere fra Flensborg og marcherede ind på pladsen. Lederen af marinerne gik helt hen til kaptajnen for landstormen og hev hans epauletter af og tog hans sabel fra ham. Dermed var revolutionen i Højer forbi.
Derefter skulle man i gang med at etablere et arbejder- og soldaterråd. Og det var fortsat marineren fra Flensborg, der styrede udviklingen. Han foreslog en bestemt lokal håndværker til at lede rådet. Men håndværkeren ønskede ikke at påtage sig hvervet, fordi det stred imod hans kristne overbevisning.
Landråd Böhme blev irriteret
I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser.
Men rådene skabte stor irritation hos landråd Böhme. I begyndelsen af 1919 kom denne irritation til udtryk i form af en klage til regeringen. Landråden fik også ret i sin klage. Det skyldtes bl.a. at rådene havde forlangt kontrasignering og det gjorde hele arbejdsgangen for langsommelig.
Det betød at arbejderrådets tilforordnede mistede adgangen til byråds – og kredsudvalgsmøderne (amt)
De prøjsiske embedsmænd fik problemer
Den politisk drevne og administrative dygtige Wienecke voldte de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i en voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også, at der udstedtes en arrestordre mod ham for højforræderi. Sammen med nogle soldater fra luftskibsbasen skulle han have planlagt et oprør (Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts gruppe).
I Tyskland blev alle arbejderrådene nedlagt i januar 1919 på initiativ af de tyske socialdemokrater. De hadede revolutionen som pesten og ønskede en tilbagevenden med den borgerlige stats almindelige magtstruktur med kommune og parlament.
Revolutionære socialister var begejstrede. Den danske socialist Marie Nielsen skrev:
Arbejderne i Tønder protesterede
Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtig frikendt og løsladt igen og genindsat i sine tidligere tillidshverv. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle, der eksisterede i Tønder i 1919 vides ikke.
Senere på sommeren forsøgte Böhme igen at slippe af med Wienecke. I første omgang lykkedes det for Wienecke at slippe for ham som tilforordnet. Men det afstedkom store arbejdsnedlæggelser i Tønder og demonstrationer. Böhme blev tvunget til at stillingen som forordnet ville være uændret i fremtiden.
Forstærket bevogtning langs grænsen
Efter 1920 var den danske regering og forsvarsminister Zahle stærk bekymret for den videre udvikling. Der blev placeret to rekylkorps langs grænsen.
Der havde været uro på kaserne i København og arbejderbefolkningen var stærkt utilfredse med livsbetingelserne. Politi og arbejder stødte sammen i ”Slaget på Grøntorvet”.
Fredeligt i Tønder
I Tønder gik det fredeligt til, men i Berlin og andre store tyske byer blev revolutionen kvalt i blod. Omkring nytår 1919 blev det tyske kommunistparti dannet med Rosa Luxemburg og Karl Liebknechrt i spidsen. To uger senere blev de myrdet.
Arbejder- og soldaterrådene blev ofte fra dansksindede kradse i landsdelen beskyldt for at være tyskorienterede. En beskyldning, der for Tønders vedkommende kan have sin rigtighed.
Det var ikke slut i Tønder
Men det var dog ikke slut i Tønder. Mærkelig nok så bliver disse episoder slet ikke omtalt, når man taler ”Genforening”. Der var et voldsomt oprør i de sønderjyske købstæder.
Overgangen til kronemønt betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede arbejderne i Tønder og det øvrige Sønderjylland timelønnen hævet fra 1,60 til 2,00 kr. Herved ville timelønnen nærme sig niveauet i det øvrige Danmark.
Da man pure nægtede at efterkomme disse rimelige krav, erklærede et arbejderudvalg med Wienecke i spidsen generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920.
En effektiv strejke
Strejken var særdeles effektiv, især i Tønder. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbanen. Et forsøg fra borgerlig side på at indsætte politiet imod strejkevagterne på de kommunale værker, var ikke lykkedes.
Dagen efter brød militæret dog blokaden. Hertil så de danske dragoner modsat politiet sig ikke for gode. De danske soldater blandede sig i arbejderkampen.
Efter trusler fra de strejkende om at værkerne og kredshuset (amtshuset) ville blive stormet, såfremt militæret ikke blev fjernet, blev også store dele af byen omkring kredshuset afspærret af militæret.
Nederlag for militæret og embedsmænd
Da det senere på dagen viste sig, at det var bystyret og kun bystyret, der kunne kræve politi eller militærbeskyttelse af de kommunale værker, krævede magistraten efter korte forhandlinger med strejkelederne militæret fjernet. Det var et dundrende nederlag for militæret og de ledende embedsmænd.
Uden lovhjemmel blev arbejderledere udvist
Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd, greve O.D. Schack til at lade strejkelederne arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget. Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra yen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne.
Arrestationen af Wienecke og tre andre af arbejdernes ledere fandt sted natten mellem den 6. og 7. juni. Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres få ejendele ført samme vej på militære lastbiler.
Det danske borgerskab i Tønder jublede
Det danske borgerskab i Tønder jublede. Strejken varede endnu en uge efter Wieneckes og de andre leders arrestation, men blev derefter afblæst med løfte om, at kravene ville blive opfyldt. Der måtte dog mange nye kampe til, før det skete fuldt ud.
I KZ – lejr og DDR
Efter udvisningen slog Wienecke sig ned i Husum, hvor han videreførte en aflægger af sit arbejderdagblad fra Tønder. Kort efter gik turen til Hamborg, hvor han ligeledes blev redaktør for et arbejderblad.
I 1930’erne trodsede Wienecke forbuddet mod indrejse til Danmark og hjalp sine kommunistiske kammerater.
Senere endte han i KZ – lejre på grund af sit politiske arbejde. I 1950’erne tog han arbejde i DDR som murer.
Kilde:
Dato: marts 31, 2021
Hvad læses der mest – marts 2021
Det blev til 9 nye artikler i marts. Nu er vi oppe på 1.712 artikler. Mange oplevelser på Facebook. Vi har selv slette 5 artikler. Folk begyndte at angribe hinanden. 5 andre artikler er blevet sletter i andre grupper af diverse administratorer. Ikke alle accepterer, at man ikke kan hjælpe med et problem. Men det er godt at nogle kan bruge vores artikler. Og hvilken artikel er blevet nr. 1 på Månedens Top – 100
Nye artikler i marts måned:
I denne måned var vi beskæftiget med artikler Fest og støj i København, Den danske model i fortid og nutid, Social Dumping og om Bankskandaler. Det var artikler til andre medier, hvor der også krævet en del research. Dette gik så ud over mængden af nye historiske artikler på dette medie. Men det blev da et par stykker. Og husk, at når der står (b) bag ved, så er det en ny-redigering af en tidligere artikel.
Det er jo sådan, at der stadig er nogen der kalder os for ordblinde og lignende. Det var fra dengang, vi under mere primitive forhold lavede hjemmeside. De artikler, vi lavede dengang, er også at finde her på siden. Og dem forsøger vi så at ny-skrive:
Oplevelser på Facebook
Vi forsøger hele tiden at skabe interesse for vore artikler. Også de lidt ældre artikler. Derfor er det altid rart, hvis vi kan komme ind i nye grupper. Men det er nu ikke altid lige let. Således er artikler blevet afvist i sidste måned. Nogle helt uden grund. Andre fordi det foto, vi havde lagt ved artiklen, var for ny. Et andet foto havde man bragt på et eller andet tidspunkt og det uanfægtet at teksten var ny. Et andet sted havde man bare ignoreret artiklen og så henvist til en meget mindre artikel om samme emne i en avis. Den medsendte artikel blev så bare gengivet som et link.
Et tredje sted blev vi efter at have bragt et par artikler med stor respons fra det pågældende lokalområde bedt om at holde igen og så kontakte administrator om, hvad vi i fremtiden havde tænkt os at komme med.
Men egentlig kan man jo bebrejde administratorerne i diverse grupper. Man har nogle retningslinjer, som man går op i og det skal overholdes.
Glædeligt er det så at vores artikler om besættelsestiden nu bliver optaget i et par grupper. Disse er før blevet afvist i andre grupper. Man har ikke kunnet acceptere undertegnedes måske skæve vinkel på besættelsestidens historie.
Og så har vi måttet slette fire indlæg. Interessen var der. Og stor diskussionslyst glæder jo altid ”Den Gamle Redaktør”. Men diskussionen gik nu for vidt. I det ene tilfælde endte de med at de sorte mænd i Corona-debatten blev sammenlignet med HIPO – folk og Mette Frederiksen med Hitler.
I et andet tilfælde var der en artikel om et bombeattentat mod en venstreorienteret aktivist som blev dræbt. Diskussionen kørte helt af sporet. Folk truede hinanden og der kom til en debat om, hvem der var bedst – højre – eller venstreorienterede.
En artikel om Tyskerpiger endte med en diskussion om børn i Syrien. Og så får man en over nakken, fordi jeg tillader mig at skrive at Frits Clausen var en afholdt læge. Andre mener, at jeg har skrevet for mange artikler om denne.
Så blev man beskyldt for at hvidvaske historien, fordi en artikel om NSDAP -N (det tyske mindretal) og DNSAP ikke behagede alle. Det er ikke velset at man skriver om nuancer i Frits Clausens historie. Ofte glemmer folk at man jo har brugt masser af kilder til ens beskrivelse. Folk er for hurtige til at dømme med den sort/hvide retorik. Der er masser af gråzoner i historien.
Men når sådan noget opdages, ja så sletter vi med det samme.
Det er klart, at når ens tilgang til historien måske er mere anderledes end de fleste, så opstår der nødvendigvis en diskussion, hvor man oplevere at ikke alle er enig med undertegnede. Og det er i grunden helt i orden. Kritik er altid velkommen.
Men mange gange er det meget tydeligt, at folk kun har læst brødteksten og ikke hele artiklen, når de klager.
Det sker, at man i brødteksten laver en fejl. Og det er en katastrofe hvis det er et årstal. Men hvis man nu henviser til, at det rigtige årstal står inde i teksten og at man rent teknisk ikke kan ændre det og folk så bliver ved, ja så sletter jeg også hele indlægget.
Det er klart at ens artikel skal ledsages af et foto, der helst skal stå knivskarpt. Det kan have sine udfordringer. Men ofte oplever man at fotoet får mere opmærksomhed end selve artiklen.
Ofte opleves det som om, at man bliver gjort ansvarlig for at kommentarerne løber af sporet. Og det er jo egentlig administrators opgave at regulere denne.
Når man ikke kan hjælpe folk
Vi får mange henvendelser både pr. telefon, mail eller Messenger. Og det er langt fra alt som vi kan svare på. Måske har vi haft et andet fokus på en artikel og ikke tænkt på det som spørgeren har fokus på. Det kan også være at spørgeren har nogle nye informationer, som vi ikke kender til.
Vi forsøger i de fleste tilfælde at hjælpe så godt vi kan. De allerfleste er taknemmelige for et svar. Men der findes desværre også dem, der giver udtryk for mishag fordi vi ikke kan komme videre med et spørgsmål. Når det kommer så vidt, så gør vi kort proces. Det er et spørgsmål om prioritering og tidsforbrug.
Husk på, vi har i nogle tilfælde været på arkiver eller forsket i diverse bøger eller artikler for at kunne frembringe en artikel om et bestemt emne. Og i de nyere artikler har vi en god kildehenvisning. Vi har også nogle Litteraturlister, hvor spørgerne kan finde mere om deres emne.
Godt at man kan bruge vores artikler
Vi kan se at diverse forfattere bruger vores artikler. I denne måned så vi også, at Berlingske citerede os for noget, vi havde skrevet. Endvidere har Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv brugt en af vores artikler i deres årsskrift.
På Facebook deles vore artikler også flittigt, og det er vi glade for.
Teknisk Problem
En læser modtager vores indlæg på Facebook, dobbelt. ”Den Gamle Redaktør” forstår godt at det kan være irriterende. Men hvordan løser man lige det problem. Indrømmet – ”Den Gamle Redaktør” er ikke den store tekniske begavelse.
Vi har tidligere fået klager fra nogen, der ikke ønsker vores indlæg, men alligevel får dem. Heller ikke dette problem kan løses herfra. Man må gå ud fra, at man har ”foretaget en handling”, der gør at man får indlæg på Facebook her fra dengang.dk-
Lidt Statistik
TOP – 100 – De Mest Læste Artikler – Marts 2021
Hvis nu vi havde taget ikke almindelige artikler med, så ville NYHEDER, hvor du kan læse denne artikel komme på førstepladsen.
Overraskende er placering 1 og 3. Vi ved, at der et link på Wikipedia under Bandekriminalitet. Og vi ved, at der er lavet film om episoden på Titangade. Også placeringen på 5 er overraskende. Her må der være en gruppe, som har delt denne artikel. Det samme gælder for placering nr. 2 og nr. 7.
Dato: marts 25, 2021
Hvem var Claus Eskildsen fra Tønder?
Dette er anden del af historien om Claus Eskildsen. Vi præsenterer lige kollegaerne på Tønder Statsseminarium. Han kunne fortælle eleverne en masse om Sønderjylland, Brorson og kirken. Han blev brugt som guide på ture i Sydslesvig. Og så skrev han ”Ole Bole”, der gik sin sejrsgang med et oplag på 300.000. De kvindelige elever måtte ikke få mandligt besøg. Har var lidt af moralens vogter. Han skrev ”Blut und Boden” med modsat fortegn og ville have grænsen placeret ved Ejderen. Han skiftede national side to gange. Og så blev kollegaen valgt ind i Sygekassens bestyrelse.
Kollegaerne på Tønder Statsseminarium
Hav var absolut en af Tønders berømtheder. Og vi har da også allerede skrevet en artikel om ham. Men det er jo meget mere at fortælle om ham.
Det var dengang i 1929 på Tønder Statsseminarium, hvor vi lage skal præsentere nogle af hans kollegaer:
Claus Eskildsen var historieguide på Seminariets ture
Ja så var det jo ham selv med den skaldede isse. Han underviste i bl.a. religion, kirkehistorie og pædagogik
For mange nye elever var det en trist tur fra Tinglev til Tønder, men de livede op, når de gik gennem den smukke hovedgade. Her var masser af smukke huse.
Her var sandelig også elevhjem.
Claus Eskildsen var ofte guide, når Seminariet var på tur. Det var han også på en tur til Lübeck i 1929. Fra Seminariets side så man helst at alle meldte sig til. Og det var da også tre busser, der kørte afsted.
En masse historie om Sønderjylland
Eskildsen var meget søgende efter historie. Hvis en af eleverne havde et specielt navn, ville han gerne vide, hvor det stammede fra. Han opfordrede også sine elever at søge tilbage i deres slægt.
Han holdt mange foredrag og udgav mange skrifter. Det som om, at alt dette var noget han brændte inde med.
Eleverne fik også at vide i undervisningen at i Sønderjylland fulgtes sprog og sind ikke altid af. En nordfra kommende stamfader til en slægt kunne udmærket være tysksindet og tale tysk i hjemmet men også kunne beholde det danske sprog, selv om han var tysksindet.
Disse problemer og det meget stof som vi finder i ”Dansk Grænselære” som udkom i 1937 var også noget eleverne på Tønder statsseminarium blev underholdt med i slutning af 1920’erne.
Der var mange ture til Sydslesvig dengang men også i omegnen af Tønder. Og det var altid med Claus Eskildsen som guide. Hans viden om forholdene og evnen til at give videre var fremragende.
En byvandring med Eskildsen åbnede elevernes øjne for Tønder gennem tiderne og marsken. Dige-byggeriet lærte han også eleverne at forstå.
Brorson og kirken
Også kirken vidste han alt om. Man måtte forstå, hvordan kirken var indrettet og hvordan gudstjenesten havde foregået i tidens løb. Han vidste også alt om stilarterne i kirken. Han gjorde også meget ud af Hans Adolf Brorson. Eleverne forstod, at de Emmerske bønder, der talte dansk måtte falde søvn under gudstjenesterne, når de skulle være så tidlig i Tønder om morgenen.
Det betød meget for bønderne i Emmerske, at de fik deres eget bedehus. Og han skrev salmer til menigheden, og det er salmer, der bliver brugt den dag i dag.
Dansk slesviger med tryk på dansk
På seminariets elevhjem boede både dansk- og tysksindede sønderjyder sammen. Ja og så alle dem, der kom fra det gamle land. I det daglige tænkte man aldrig på, hvem der var hvem. En tysksindet pige havde fortalt, at Eskildsen havde holdt foredrag på Knivsbjerg. Eleverne mente, at det var fordi han var nødt til det som tysk seminarielærer.
En af de danske sønderjyder fortalte, at han nok især følte sig som slesviger, hvorpå dem fra det gamle land mente, at så var han ”dansk slesviger med tryk på dansk”.
Ole Bole gik sin sejrsgang
I Tredje Seminarieklasse skulle eleverne i praktik. På et tidspunkt gik Claus Eskildsens begynderlæsebog ”Ole Bole” sin sejrsgang i de danske skoler.
Men nu var det ikke alle lærere, der forstod Eskildsens lydmetode, selv om de havde på kursus i brug af bogen. De blev ved med at bruge den gammeldags stavemetode. Det forstår forældrene bedst sagde de lærere. De forstår ikke det ”brægeri”.
Andre lærere underviste nærmest efter ordbilledmetoden og børnene lærte den delvis udenad.
Så var der ellers praktik i Eskildsens første klasse. Der var 30 børn i klassen og de fire praktikanter sad pænt på deres stole langs vinduet. Når Eskildsen kom ind, rejste alle sig op. Børnene stod som ranke soldater men med et funklende blik i øjet, der sagde, at nu skulle de have det sjovt.
En bevægelse med hånden og så kunne man sætte sig. Et tilsyneladende tilfældig valgt ord i flere stavelser skulle børnene klappe. Dernæst skulle de kaste stavelser væk alt under stor morsomhed. Tilbage havde de nu en stavelse. Så gjaldt det om at analysere den op i lyd, og når Eskildsen stod tilbage med en enkelt lyd, blev den tegnet op på tavlen og navnet på lyden skrevet.
Alt mens dette skete fik han børnene til at more sig eller undre sig. Til sidst stod der måske en hel sætning. Så blev der også læst i Ole Bole. Efter dette fik børnene til opgave at skrive det indlærte ned i deres hæfter.
Tænk engang – Ole Bole udkom i et oplag på 300.000 eksemplarer
Mens børnene sad og arbejdede henvendte Eskildsen sig til praktikanterne. Han nøjedes ikke bare med at gøre rede for børnepædagogik men også børnepsykologi og udviklingspsykologi.
De kvindelige elever måtte ikke få mandligt besøg
Ingen tvivl om at Claus Eskildsen var præget af den prøjsiske disciplin. Han var uddannet på et tysk seminarium. Han havde været seminarielærer i Tønder i den tyske tid, hvor seminarieeleverne skulle være på deres værelser rundt i byen til fastsatte tider.
Tønder Statsseminarium var nu blevet et blandet seminarium, og til dette var der knyttet et elevhjem for de kvindelige elever. Det var forbudt at modtage sine mandlige kammerater om aftenen. De sås nu heller ikke gerne om eftermiddagen. Seminariet ønskede ikke forlovede par.
Den kvindelige part måtte så opgive eller flytte til Ribe Seminarium. Selvfølgelig kunne det ikke undgås, at et par fandt sammen, men da gik de meget stille med det.
Claus Eskildsen færdedes ofte sent på aftenen på Ribe Landevej eller Flensborg Landevej i sin bil hjem fra foredrag eller en tur hjem fra sin gård i Sæd.
Hvis han da så et par gå tæt sammen, satte han sit lange lys på sin bil for at se, hvem det nu var. Næste dag kunne samme par forvente en nedsættende bemærkning i klassen.
Eskildsen opdagede slet ikke, at den lærer han havde udlejet værelser til på førstesalen blev forlovet med en af de kvindelige elever. Og han opdagede heller ikke at denne lærer ofte havde besøg af hende. Eskildsen var lidt af ”Moralens vogter”
Han boede på Ribe Landevej 13.
Man skulle side parat på sin plads
Det var fælles morgensang for øvelsesskolens elever og seminariets elever hver morgen i festsalen. Denne var frivillig for seminarieelevernes vedkommende. Men det sås ikke gerne fra flere lærers side, at man mødte op.
Eskildsen var en af disse. I hvert fald forventede han, at man sad på sin plads, når han kom ind i klassen. Han tog det meget unådigt op, hvis man kom i klassen lige i hælene på ham. Det var at komme for sent.
Blod og jord med modsat fortegn
Mange dansksindede sønderjyder oplevede Hitler og hans filosofier omkring Blut und Boden. Eskildsen tog udfordringen op og skrev en bog med modsat fortegn. Han argumenterede for at det danske folkepræg i Slesvig strakte sig helt ned til Ejderen. Derfor gik han ind for en grænse netop ved Ejderen.
Han argumenterede for at dansk/nordisk folkepræg og egenart dominerede Sønderjylland og Sydslesvig, hvorfor Sydslesvig egentlig burde være en del af Danmark.
Hans markante synspunkter fik både tilslutning og modstand i samtiden. I en dobbeltkronik i Heimdal beskyldte Poul Engberg ham nærmest for at være nazist. Senere fulgte han op på temaet med bogen Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942.
Eskildsen argumenter blev også brugt efter Anden verdenskrig for dem, der kæmpede for en dansk grænse her syd på.
Eskildsen skiftede side
Det bemærkelsesværdige ved Claus Eskildsen er, at han voksede op i en dansksindet familie. Efter en tysk seminarieuddannelse sluttede han sig til de tysksindede. Hans oplevelser under Første verdenskrig har han også nedfældet i en bog.
Efter sin deltagelse i krigen skiftede han atter side og knyttede sig nu til danskheden.
Da kollegaen blev valgt ind i Sygekassen
Det unge Grænseværn blev også dannet. Eskildsen bad en kollega om at gennemgå alle foreninger i Tønder for at efterprøve om de var dansk- eller tysksindede. Det lykkedes for Eskildsen at få valgt kollegaen ind i Sygekassens bestyrelse, der var tysk- domineret. En masse seminarieelever dukkede pludselig op og stemte på læreren.
I mange år var Claus Eskildsen redaktør af Sønderjysk Månedsskrift. Han døde i 1947 ombord på Storebæltsfærgen M/F Nyborg
Kilde:
Hvis du vil vide mere: