Søgeresultater på "Ribe"
Dato: juli 18, 2021
Det Tyske Mindretal – efter 1920
Gik det kun ud på, at få flyttet grænsen for pastor Johannes Schmidt – Vodder, Det Tyske Mindretals leder? De danske politikerne havde ingen søvnløse nætter, hvad der angik grænsen, men det havde Aabenraa og Sønderborg Amts borgmester. En speciel radikal gruppe blev dannet i Haderslev. De ville havde grænsen til Kongeåen. Erik Scavenius udtalte i 1930’erne at han fortrød ikke at have forhandlet direkte med tyskerne om grænsen. Vi kigger, hvem der bestemte hos det tyske mindretal. De tysksindede måtte ikke tage realeksamen. Man ville ikke have dem ind hos Postvæsen, Toldvæsen og DSB. Men de fik lov til at tage studentereksamen. En redaktør var ikke så begejstret for mindretallets leder. Lederen den tyske kreditanstalt – Vogelgesang mente, at ”Vores folk her i landsdelen er uskolede”. Mange mente, at hvis ikke mindretallet havde grænsen at kæmpe for, ville de uddø.
Gik det kun ud på at flytte grænsen?
Vi har hele tiden fået at vide, at det hele gik gnidningsløst efter 1920. Ved afståelsen i 1864 var det et dansk flertal, der måtte leve under den preussiske tvang.
De danske sønderjyders kår og fremtidsudsigter blev traumatiske for den danske politik. Det tyske mindretals forhold var et marginalt problem for den tyske rigsregering. Det var et meget større tysk mindretal i Polen, hvis grænse modsat den dansk-tyske kun delvis blev draget efter folkeafstemningen.
Det var også den forskel, at Danmark ar et gammelt demokrati.
Den tyske gesandt i København, Konstantin von Neurath behøvede ikke at slå paraplyen op, når han skulle møde pastor Johs. Schmidt.
De danske politikere havde ingen søvnløse nætter
Man kunne næsten få det indtryk at Tysklands udenrigspolitik kun gik ud på at få Versailles-traktaten omstødt. Man ville dog genskabe Tyskland som stormagt. Man mente, at Det Tyske Mindretal i Danmark ikke burde opkaste politiske stridsspørgsmål.
Dern danske regering og de danske myndigheder havde en ganske konsistent mindretalspolitik. Det samme gjaldt for den danske flertalsbefolkning.
Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt anerkendte aldrig grænsen. Nu havde de danske politikere ingen søvnløse nætter, når det gjaldt grænsen. Men tyskerne mente, at grænsedragningen var et diktat og sådan så det tyske mindretal i Sønderjylland også på det.
Man mente heller ikke at danskerne skulle drage nytte af fredsforhandlingerne, når man ikke engang var med i krigen.
En speciel afdeling
Kongeå-folkene på Haderslev-egnen havde forlangt en afstemning, der skulle annullere aftalen omkring grænsen. Og her var der et flertal til at forkaste afstemningens resultat. De folk fra Haderslevegnen dannede i 19127 det såkaldt ”Königsau-bund”. Men de var nu for aggressive til at få større tilslutning.
Amtmanden var nervøs
En anden person havde dog større problemer med grænsen. Det var H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund – Thomsen., der var amtmand i Sønderborg og Aabenraa Amter. Hver morgen vågnede han tynget med tanken om, hvad der i dagens løb kunne ske ved grænsen.
Erik Scavenius ville have ført forhandlinger direkte med tyskerne
I 1930 skrev Erik Scavenius, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland kunne have været at foretrække. Det kan næppe tolkes på andre måder, ens at han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred mod den store nabo fra syd. Dette kunne måske også tyde på at ikke alle mente at grænsen var så tryg at det gjorde noget.
Tyskerne protesterede over den danske presse
I 1924 blev grænserevisionen behandlet i det tyske gesandtskab. Man udtalte at sagens akter skal kigges nærmere igennem. Man talte også om en kursændring over for Danmark.
Rigsindenrigsminister Karl Jarres talte på Nordisk messe i Kiel i 1924, hvor han omtalte Nordslesvig røvet fra Slesvig – Holsten. Han forkyndte endvidere, at
Den danske regering protesterede. Til gengæld protesterede den tyske gesandt over den danske presses holdning over for Tyskland.
Hvem af tyskerne, bestemte?
Hovedproblemet for det tyske mindretal var naturligvis at grænsen var flyttet fra Kongeåen og ned til Skelbækken. Mange medlemmer af mindretallet kunne ikke affinde sig med denne grænse. Andre igen var bange for at et mindretal uden grænserevision ville gå bort.
Hovedperson i dette spil var formanden for Wählerverein og folketingsmedlem pastor Johs. Schmidt-Vodder. Han blev finansieret af Ernst Schröder, penge fra Tyskland og penge fra kreditanstalt-direktør Georg Vogelgesang.
Hvem var det så mere, der bestemte dengang? Skolemanden Wilhelm Koopmann, redaktør Julius Kähler, skibsreder Jacob Jebsen Og Deustsche Stiftungs leder, Erich Krahmer-Möllenberg. Mon ikke disse var de mest indflydelsesrige, når det gjaldt tyskheden i Sønderjylland – dengang.
Det tyske forslag var imod grundloven
Socialdemokraterne vaklede dengang mellem dansk og tysk. Dem ville mindretallet tage sig af. De ville også gribe fat i passive, blakkede og missionske.
Man ville oprette en medlemsfortegnelse over mindretallets medlemmer. Dem, der stod i dette register skulle af regeringen anerkendes som et tysk – folkeligt samfund med karakter af en offentlig juridisk person og organiseret som en stat i sten med et valgt folkeråd i spidsen og med et udstrakt selvstyre i skole og kirke.
Det danske mindretal syd for grænsen tiltænkes det samme. Alt dette skulle stadfæstes af en dansk – tysk mindretalstraktat.
Ifølge den danske opfattelse så skulle sindelaget ikke registreres. Det er frit for alle.
Mindretallets identitet går tilbage til dets regionale tilhørsforhold i de slesvigske hertugdømmer og til forbindelsen med den slesvig-holstenske bevægelse.
Tyskerne havde nu da det gjaldt dem selv tilegnet sig et helt andet syn på menneskerettigheder end dem, der lå i forvejen dengang de regerede over de dansksindede.
Men den danske regering kunne så fortælle dem, at deres krav ikke harmonerede med vores grundlov. Den dansk-tyske mindretalstraktat kunne den danske regering ikke acceptere.
Ingen realeksamen
Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Der kom jo kommuneskoleafdelinger. Der var mulighed for at oprette privatskoler med lovmæssig adgang med statstilskud og frie ansættelser. Man fik ved de meget omtalte Herning – aftaler i 1928 med Socialdemokratiet også studentereksamen.
Men den danske regering ville ikke give mindretallet ret til realeksamen, fordi den gav adgang til ansættelse i etaterne, altså postvæsnet, toldvæsnet og DSB.
Det gik meget trægt med at få oprettet privatskoler. Mindretallet viste ingen offervilje. Det skete først nået, da den tyske stat også trådte til. Ved valget havde Slesvigsk Parti trods alt fået 10.000 stemmer.
Pengene til Jordkampen kom også fra Tyskland. Det skete gennem Kreditanstalt Vogelgesang. Vogelgesang ydede ca. 7 – 8 mio. kr. Selve den nordslesvigske tyskhed ydede kun 9.850 kr.
Redaktøren var ikke så begejstret for pastoren
Pastor Johannes Schmidt fastholdt sit krav om grænserevision. Og det var også det tema, der gjorde sig gældende i hans jomfrutale i Folketinget den 21. oktober 1920.
Statsminister Neergaard bad ham dog at undlade at diskutere dette emne i Folketinget. Pastor Schmidt måtte hele tiden sig Flensborgs og Berlins overordnede synspunkter.
Redaktør Jacob Bödewadt var ikke helt så begejstret for ham:
Selv havde Bödewadt skrevet til ham i 1927/28 og kritiseret hans manglende lederegenskaber.
”Vores folk her i landsdelen er uskolede”
Johannes Schmidt var belæst og flittig, men hvor klog en politiker var han? Men der var ikke andre, der kunne overtage hvervet som politisk leder. Georg Vogelgesang skrev således i 1924 til pastor Schmidt:
Spørgsmålet er om Johs. Schmidt svigtede krav om loyalitet frem til 1933. Al hans tid gik med at flytte grænsen op til Kongeåen. Det skete efter mere eller mindre pres fra tyskerne. Mindretallet håbede ligefrem at det skulle gå dårligt for Danmark.
Således modsatte kredsvælgerforeningen i Haderslev sig i 1927 forslag om økonomiske forbedringer for den kriseramte landsdel ud fra den tankegang:
Hvad skulle der sættes i bevægelse?
Nu fik Schmidt rigelig mulighed for at sløre sit sprog for det var langt fra alle hjemmetyskere, der var enige i den formulering.
Schmidt skrev til Det Tyske Udenrigske politisk nævn, at man ikke skulle indlede en konkurrence med Danmark om at være mest liberalist. Man skulle skabe en mere gunstig skoleordning for det tyske mindretal.
Med henvisning til ”Vores Geniale Statsmand Bismarck” skulle vi sætte det hele i bevægelse men man vidste ikke rigtig, hvad der skulle sættes i bevægelse.
Cornelius Petersen
I sidste halvdel af 1920’erne ramte den økonomiske krise meget hårdt Sønderjylland. Det gav en taknemlig baggrund for den såkaldte Selvstyrebevægelse, hvis formand var Cornelius Petersen. Man ville løsrive landsdelens til hørelses forhold til Danmark. Der var nogle ting som Schmidt godt kunne lide ved denne politik. Men det lykkedes ham aldrig at formidle det.
Usikkerhed og ustabilitet
Mindretallet kunne ikke affinde sig med grænsedragningen, da man fandt at afstemningsformen var forkert og resultatet derefter. Da grænsen kun kunne ændres af demokratisk vej, blev mindretallet et let bytte for udemokratiske påvirkninger så meget mere som hjemmetyskerne var vant til at blive ledet. Fra pastor Schmidt udgik der ikke en klar ensidig demokratisk vejledning, fordi når alt kom til alt, ikke respekterede demokratiets vilkår og fordi han skulle tage hensyn til så mange – både mindretallets grupper og til den overordnede rigstyske målsætning, der prioriterede andre forhold højere.
Forholdet til de utilfredse slesvig-holstenere syd for grænsen var også en forstyrrende faktor. Ud af det hele kom usikkerhed og ustabilitet.
Kilde:
Dato: juli 12, 2021
Langs Vadehavet – endnu mere (2)
Det er Verdenskulturarv. Området er også kendt for sit gode kød. En artikelhenvisning på hele 109 artikler, hvis du vil blive klogere på området. Her legede vi som børn. Barsk klima med tab af menneskeliv. Der var voksende søfart gennem privilegier. Masser af gravhøje og fund af bopladser. Omkring Vester Vedsted. En oldtidspark – nedlægges. 40 kaptajner på Rømø i 1770. Russiske krigsfanger i Ballum. Gravhøje ved Hjerpsted. Tøndermarsken under forandring siden stenalderen. Pumpestationerne er der stadig. Hvor er det bedst at se Sort Sol? Grå og Hvis Sol. Mange overraskelser i vadehavet. Foranstaltningerne har været til gavn for Tønder By. Tøndermarsklov.
Verdenskulturarv
Vidste du, at 40 pct. af Vadehavet ligger i Holland, 50 pct. ligger i Tyskland og kun 10 pct. ligger i Danmark. Øerne Fanø og Rømø samt halvøen Skallingen er dannet på store sandrevler, som havet har overskyllet og aflejret materialer på.
Vidste du at Vadehavet har betydning for mindst 40 fuglearter. Og for 22 trækkende kystfuglearter er nationalparken i Danmark den vigtigste lokalitet. Flere stærkt truede danske ynglefuglearter findes i nationalparken i små bestande.
Her kan du opleve de største fugletræk i dansk luftrum. Dette er Danmark største nationalpark. Og nu er den danske del af vadehavet også kommet på UNESCOS liste over Verdenskulturarv.
Ja det også her, du kan opleve Sort Sol i juli, samt september og oktober. Så er op til 900.000 stære i luften over marsklandet.
Cirka 11 millioner trækfugle gør holdt hvert år på deres tur nord – eller syd på.
Området også kendt for godt kød
Men Vadehavet er også kendt for deres kød. Hvordan, spørger du sikkert. Græsset optager salt og andre mineraler fra havet. Og det giver kvæget en speciel smag. Man taler om Vadehavslam, Marsklam og Marskstude.
Området har været berømt for sit kvæg siden 1600 – tallet. På et tidspunkt blev der udskibet tusinder af kreaturer fra Højer Havn hvert år.
En lang artikel – med henvisninger til 109 artikler
Vi tager atter en tur langs Vadehavet og i Tøndermarsken. Og hvorfor gør vi så det? Fordi det er så meget at gøre opmærksom på. Du skal også lige være opmærksom på den lange artikelhenvisning i tilknytning til denne artikel. Her kan du sikkert få svar på dine spørgsmål.
Her legede vi som børn
Dengang vi som børn legede ude på Forlandet tænkte vi ikke over at stedet skulle på Unescos liste over Kulturarv. Og jeg tror såmænd også at det er forbudt at bruge forlandet som legeplads i dag. Det er sikkert forbudt at bade i ”prilerne” (kanaler) og bygge tømmerflåde som vi gjorde.
Og ”Sort Sol” som vi ofte så, regnede vi heller ikke med blev så ”berømt”. Og denne ”Sol” findes faktisk også i andre farver.
Tab af masser af liv
Stormfloder med tab af masser af menneskeliv er en historisk realitet og er stadig en trussel. Derfor har mennesker her mere end mange andre steder gennem generationer sat sit præg på landskabet gennem landindvinding og dige-byggeri. Jo der er sandelig mange historier at fortælle om Vadehavs – regionen.
Landbruget har været grundlaget for menneskers liv i store dele af regionen. Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundreder før Kristi fødsel.
I senmiddelalderen blev marskegnene især udnyttet til opfedning af stude. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne., mens mændene var på langfart. Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet.
Fiskeriet havde sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600. Anlæggelsen af Esbjerg Havn i 1870’erne gav anledning til erhvervsfiskeri.
Voksende søfart gennem privilegier
De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told. Men ude på øerne voksede søfarten gennem privilegier. Man deltog i hvalfangsten på Grønland på tyske og hollandske skibe.
Dette gav økonomisk opsving, hvilket prægede søfolkenes huse og gårde.
I 1600 og 1700-tallet var der nedgangsperiode. Det gik hårdt ud over Ribe. Studene blev drevet syd på. I Tønder-området var det kniplinger, der var det store afsætningsprodukt.
Kun 60 værfter i den danske del
Egentlig strækker området sig fra Blåvands Huk i nord og ned langs den tyske nordsøkyst til den Helder i Holland.
To gange i døgnet er der højvande og to gange trækker vandet sig tilbage. I den danske del af Vadehavet er forskellen to meter. Her kan planter som annelgræs, kveller og spartina få fodfæste. Og her er masser af foder til de mange fugle.
Særlig i Tøndermarsken kan du opleve mange kunstige forhøjninger, der kaldes varf eller værfter. Men i Danmark er der vel kun 60 stykker. I de store marskområder i Tyskland og Holland er der mange tusinder.
Man fremmer marskdannelsen
Man kan fremme marskdannelsen foran digerne ved at grave ”grøblerender”, hvori slikken kan lejre sig, hvor risgærder – faskiner er med til at tilbageholde slikken når vandet falder. Jo bredere landet foran digerne er, desto større sikkerhed. Når forlandet efter mange års aflejring er blevet tilstrækkeligt bred, kan man bygge endnu et dige mod havet og således få en kog – et indvundet område – indvundet fra havet. Tidligere var det af hensyn til landbruget, at man indvandt land.
Masser af gravhøje og fund af bopladser
Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at mennesket tidligt valgte at bosætte sig her. Indtil 1000 – tallet flyttede landsbyerne ofte. Men i middelalderen fandt de fleste landsbyer deres blivende sted. I omegnen af nutidens landsbyer kan der findes spor af deres forgængere
Grundmurede gårde blev almindelige fra 1700-tallet i marsken. De bevarede gamle gårde er typisk bygget af røde mursten og har stråtag. Længst syd på er gårdene præget af den frisiske byggestil.
Kirker af tufsten
Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romantisk stil i 1100- og 1200-tallet. Mange af dem er bygget af tufsten som blev sejlet ind fra Rhin-området. Dette var datidens mest effektive transportmiddel. Alene i Sydvestjylland blev der bygget over 50 kirker af tufsten. Kirkerne fremstår i dag typisk hvidkalkede og tækket med bly.
Købstæderne lå der, hvor der var lettest at sejle til. Ribe og Tønder havde mange fine, gamle købmandsgårde, ofte placeret med gavlen ud mod gaden. De gamle købstæder spillede en stor rolle i kraft af deres privilegier.
Området syd for Kongeåen til hørte hertugdømmet Slesvig. Dog var det så de kongerigske enklaver.
Omkring Vester Vedsted
I nærheden af Vester Vedsted er det et velbevaret miljø omkring kirke og præstegård. Her har man gjort rige fund fra Jernalderen. Særlig en lokalitet Dankirke tyder på handelskontrakter med firsere og angelsaksere ca. 200 f.Kr. til 750 e.Kr. Ved Vester Vedsted ophører Ribe-diget opført 1911 – 1915.
Efter 1920 blev Kong Christian den Tiendes Dige opført for at forbinde diget ved Vester Vedsted med Astrup Banke. Her i landskabet nær kysten ligger Hvidding Kirke som en stormandskirke fra slutningen af 1100-tallet. Den havde oprindeligt to vestlige tårne, men de styrtede sammen i 1500 – tallet.
I kirken findes et kalkmaleri af en kogge, det typiske handelsfartøj i middelalderen. I nærheden af kirken er der fundet efter vikingetidsgårde og middelalderbyggeri, der kan tyde på en alternativ handelsplads til Ribe.
I nærheden ligger Hvidding Nakke, en sandbanke i havet ca. 6 km vest for Hvidding Kirke. Hvidding Nakke var i 1600-tallet det vigtigste udskibningssted for Ribes studehandel.
En oldtidspark nedlægges
Skærbæk udviklede sig til et vigtigt trafikknudepunkt i løbet af 1900 – tallet. Vest for kirken ligger det gamle uldspinderi fra 1899. Ad vejen syd på kommer vi til den fredede Hjemstedgård fra 1641. Også i jernalderen boede der folk her. Her har været mange udgravninger. Desværre har Tønder Kommune valgt at lukke Hjemsted Oldtidspark.
Rømødæmningen påbegyndtes som et beskæftigelsesprojekt i 1939. Men først i 1948 kunne denne indvies. Langs østkysten ligger mindre landsbybebyggelser.
40 kaptajner på Rømø i 1770
I 1600-tallet blomstrede Rømøs søfart. I 1700 – tallet deltog en stor del af befolkningen i hvalfangsten fra Hamborg og de hollandske havnebyer. Flere blev kommandører – dvs. kaptajner – på hvalfangerskibene. Antallet toppede med 40 kaptajner i 1770.
I Juvre finder man et særpræget minde om dette. Et hegn på østsiden af vejen er lavet af hvalkæber.
I Toftum kan man besøge Kommandørgården. Her er en overdådighed af vægfliser i køkken og stuer. Syd for dette ligger Toftum Skole opført i 1874 med kun et klasseværelse.
I slutningen af 1800 – tallet var Rømø blevet et landbrugssamfund i tilbagegang med befolkningsnedgang til følge.
Men nu begyndte turister så småt at dukke op. Og det hjalp da pastor Jacobsen i 1899 lod anlægge en skinnebane med hestetrukne vogne mellem Kongsmark, hvor færgen fra Ballum lagde til. Jo og så var det jo det nyoprettede Nordseebad, som vi tidligere har berettet om.
Rømø Kirke er en senmiddelalderkirke. I den rige sømandstid blev den voldsom ombygget. På kirkegården er der mange gravstene fra den rige søfartstid.
Ved kirken ligger den fredede redningsstation fra 1886 og syd herfor ligger en masse bevaringsværdige gårde. I havneby blev der i 1964 indviet en havn, som har færgeforbindelse til Sild.
Russiske krigsfanger i Ballum
”Den Svorne Vej” mellem Hjemsted og Rømødæmningen har vi tidligere skrevet om. Og her ligger også Midthusum, en lokalitet, der blev helt udslettet ved en stormflod. Her har vi de berømte møller, der fungerede helt frem til 1960’erne. Møllerne var oprettet i 1836. De kunne trække vand op fra åen og lede drikkevand ud til kreaturerne. Via grøfter skete det over det meste af Ballum Enge.
Ballum Sluse og Slusekro blev opført 1914 – 1915 af russiske krigsfanger. Jo der er mange Ballum’ er. Ordet kommer fra forhøjninger. I Forballum var Kristen Kold huslærer hos familien Knudsen og naboen. I Vesterende Ballum er der et fredet tinghus. Og så er der Bådsbøl – Ballum, hvorfra der var færgefart til Rømø.
Gravhøje ved Hjerpsted
Ved Hjerpsted Bakkeø ligger en gruppe gravhøje med de malende navne – Kællinghøj, Storehøje og Pottemandshøj. Ja i Hjerpsted er der mange fine gårde, bl.a. den fredede præstegård.
I 1736 fik Højer benævnelsen flække, hvilket betød, at den fik flere privilegier. Her på siden kan du læse en masse om denne smukke by. Og det var her syd for byen ved den nuværende saltvandssø vi havde en sjov legeplads om sommeren.
Det fremskudte dige er et fælles dansk – tysk projekt. Det blev opført i 1979 – 1981.
Tøndermarsken under forvandling
Tøndermarsken er den nordligste del af et sammenhængende marskområde, der strækker sig langt mod syd. Siden 1500 – tallet er der sket flere inddigninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb mod vest.
Højer Kog og Møgeltønder Kog blev inddiget i 1556. Gammel Frederikskog blev inddiget i 1692. Rudbøl Kog 1715, Ny Frederikskog 1861 og endelig Magrete Kog i 1981.
Landevejen mellem Højer og Rudbøl blev i 1556 anlagt på et havdige. I slutningen af artiklen kan du læse lidt mere om disse koge.
Pumpstationerne var vigtige
Endnu findes pumpestationen. Den blev opført i forbindelse med hele Tøndermarskens afvanding i 1920’erne. Disse pumper om vinteren vandet fra kanaler og grøfter op i Vidåen, som ved afvandingen blev omgivet af ådiger.
Byen Rudbøl stammer fra 1400 – tallet og er opført på nogle naturlige men udvidede forhøjninger i marsken.
Øst for Rudbøl ligger Møgeltønder Kog med mange fine værftsgårde og en del forladte værfter. Ved Vidåen kort før Tønder Ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget var blevet bygget og hermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her findes også Tøndermarskens største pumpstation.
Syd for Vidåen Kommer man til Ubjerg Kog med den fredede Bjerremark samt Ubjerg, et værft – formodentlig en udbygget indlandsklit – som rummer en hel landsby med kirke og fredet præstegård fra 1675 og gårdanlæg.
Og så har vi jo selvfølgelig Tønder, marskens hovedstad.
Hvor er det bedst at se Sort Sol?
Men har du prøvet at stå på diget ud for Magrethe Kog. Her lander millioner af trækfugle året rundt og får sig et måltid mad. Og de holder bestemt ikke mund, når de spiser. Hold da op det larmer. Så er naturen ikke stille.
Vi har tidligere beskæftiget os med Sort Sol. De store flokke af stære ofte op til en halv million eller mere skal gå til ro. Og fænomenet kan du bedst opleve lige før solnedgang. De bedste tidspunkter er fra 10. marts til 15. april og fra september til ca. 15. – 30. oktober. Man kan også opleve flokke af stære i dagtimerne, når de er ude og finde føde, men så er flokkene som regel mindre.
Faktisk er det en flugt fra rovfugle, der får stærene til at opføre sig sådan.
Du kan bedst opleve dette fænomen omkring Rudbøl Sø eller ved Aventoft på den tyske side. Øst for byen ligger en række grænsebutikker tæt på et dige. Går man ud på det, har man første parket. Det er nord for diget, der ligger store arealer med siv. Her samles ofte en skare på et par hundrede mennesker. De første kommer en halv time før solnedgang.
Grå og Hvid Sol
Du kan da også opleve Grå Sol. Det er når titusinder af arktiske gæs, blisgås, bramgås eller andre flyver op på en gang. Disse kan observeres fra oktober til midten af maj.
Hvis du er heldig, så har du også mulighed for at se hvid sol. Når svaner skal gøre indtryk, samles de om aftenen i store tætte flokke og ”synger og danser” på de bare marker. Forestillingerne ligger typisk i november, december, januar og februar.
Mange overraskelser i Vadehavet
Prøv at gå en tur i Vadehavet, når der er ebbe. De første meter ud på havbunden er rent mudderbad for fødderne. Men når du er kommet 6-700 meter længere ud, bliver havbunden lidt fastere. Der venter dig en oplevelse af de store. Milliarder af sandorm, lige så langt øjet rækker. Disse sandorme er fredede.
Har du kikkert med, kan du se sæler holde siesta ude på sandbankerne. Undertiden kommer de helt ind til Vidåslusen ved Højer eller Ballum Sluse. Men de skynder sig som regel væk, når der kommer mennesker.
Meget populært er også Østers safari. Så skal du lige huske nogle waders og så afsted til østersbankerne. Kan man lide friske østers er det en uforglemmelig oplevelse.
I Vadehavet lever 250 forskellige dyrearter. Mange af disse er særdeles specialiserede. Vadehavet kræver gode tilpasningsevne.
Tøndermarsken dannet af havet
Tøndermarsken strækker sig fra Sæd syd for Tønder og 17 km mod vest til vadehavet. Her beskytter Det Fremskudte Dige (7,5 meter højt) området mod stormflod. De lavtliggende (0-2 m.o.h) marsksletter begrænses i nord af Hjerpsted og Abild Bakkeøer, ved Højer og Møgeltønder og i øst af Tinglev Hedeslette. Mod syd fortsætter som allerede nævnt marsklandet ind i Tyskland.
Tøndermarsken er opdelt af ældre å- og havdiger i såkaldte koge, som vi allerede har nævnt. De gennemstrømmes af Vidå og dens tilløb Grønå. Disse er kantet af åer fra 1920’erne. Pumpstationer sørger for at kogene ikke bliver oversvømmet af indvand, når havslusen lukkes under stormflod.
Vidå, der får masser af vand helt over fra østkysten, løber fra Tønder mod grænsen gennem den smalle, sumpede Magisterkogen og Rudbøl Sø til Højer Sluse, der i 1981 blev afløst af Vidå Sluse, en frisluse 1 ½ km længere mod vest.
Tøndermarsken er dannet ved at havet siden stenalderen trinvis har oversvømmet den nedre nu overlejrede del af Tinglev Hedeslette, hvis overflade var præget af åslyngninger og klitter. Sidstnævnte kan beskues ved Ubjerg – Sæd.
Havlejringerne i marsken er stærkt varierende. I den østlige del ligger således homogent klæg (ler med højt organisk indhold) oven på tørvebassiner.
På forlandsmarsk i vest overlejrer 4-8 meter silt og sand. Marskens sparsomme bebyggelse findes på de kunstige forhøjninger, som vi allerede har nævnt, kaldes værfter. De blev allerede påbegyndt i vikingetiden. De bedste eksempler på dette, kan du se øst for Rudbøl.
Til gavn for Tønder By
De ældste koge, Højer, Møgeltønder, Tønder og Ubjerg Koge blev dannet ved anlæg af et dige (1553 – 57) fra Højer over Rudbøl-Lægan til bakkeøen ved Süderlügum syd for grænsen. Det var til stor gavn for den lavtliggende Tønder by. I disse store koge er de gamle græsningsarealer afløst af kornavl, især efter det store afvandingsprojekt med anlæg af pumpestationer 1925 – 32.
Lidt vest for Rudbøl blev i 1692 Gammel frederikskog anlagt ud fra en ældre kog i Tyskland. Her er der ikke meget bebyggelse. Her er masser af fenner omgivet af grøfter, der dels afvander arealerne, dels anvendes til vanding af får og kreaturer. Vandstanden reguleres af små stemmeværker. Frederikskogene og Rudbøl Kog blev fredet ved særlov 1988.
Tøndermarsklov
Der udarbejdet en speciel ”Tøndermarsklov”. Her vil man holde fast i de gamle landbrugsformer med store afgræssede marker, der skal holdes våde. Brugen af gødning og bekæmpelsesmidler blev begrænset med økonomisk kompensation til landmændene.
Loven blev gjort strammere i 1994. Staten har forsøgt at bytte jorder til de berørte landmænd. Ikke alle landmænd er lige glade for stramningerne. Men disse er indført for at bevare dyrelivet i Tøndermarsken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 9, 2021
Turen går til Møgeltønder
Vi har atter engang besøgt Møgeltønder. Det er der kommet en større artikel ud af. Vi har inddelt artiklen i 1. Historien 2. Schackenborg Slot 3. Slotsgade og de andre huse 4. Møgeltønder Kirke. Vi kigger også lige på, hvem der ejer Schackenborg Slot og Slotskroen. Bønderne havde det hårdt. Grevinden bestak Højesteretsdommeren. På et tidspunkt var der 180 kniplerske i byen. Blanke hans har også vist tænder i byen. Og så har Tinghuset haft travlt. Hans Schack byggede et helt nyt slot. 11 generationer af familien Schack har regeret her. En 9-årig prins arvede et forfaldent slot med en gæld på 14 mio. kr. Hans Schack søsatte ”Projekt Slotsgade” i 1680. Lindetræerne er ikke kun til pynt. Byen var udsat for masser af brande. Der blev samlet ind til et orgel. Det startede med at bønderne frikøbte en dødsdømt talsmand for 200 mio. kr. For at spare penge blev piberne i orgelet forkortet. Hr. Peter blev myrdet og Rantzau lod kirken forfalde. Kirketårnet var sømærke.
Vi er atter gang taget til den smukke by, Møgeltønder. Vi har været adskillige gange før, men der er tid til at lave en opdatering. Sidst i artiklen kan du finde en oversigt over artikler om Møgeltønder og Gallehus.
Der er især tre ting, der er bemærkelsesværdigt ved byen:
De kongelige har gjort hvad de kunne for at markedsføre byen. Talrige tv-transmissioner fra Schackenborg Slot, Slotsgade og Møgeltønder Kirke er det blevet til. Det var da heller ikke særlig populært. Da de kongelige forlod Møgeltønder.
Historien
En halv snes bronzealderhøje har det været omkring Toghalle og Gallehus. På Nørrefoldevej ses svage rester af en høj. Ifølge sagnet skulle Holger danske stadig sidde her og fundere.
Der er fundet mange urnegrave og smelteovne til fremstilling af jern. Det tyder på, at der har været en tæt bebyggelse i Jernalderen.
Så sent som i 1700-årene er der registret skibe hjemmehørende i Møgeltønder. Men ellers var byen en udpræget bondeby.
Bønderne underlagt hoveri
Fra tidlig tid har bønderne været underlagt hoveri. Under Claus Rantzau nægtede bønderne at udføre hoveri. Men kongen befalede, at det skulle de. Lensmanden fik bemyndigelse til at afstraffe de genstridige.
Bendix Rantzau lagde bestemt ikke fingrene imellem, når der skulle afstraffes. Men bønderne klagede igen. Og Rantzau fik en irettesættelse. I 1601 overtog kronen selv Schackenborg. Men her fik lensmand Albert Friis befaling om, bønderne skulle slippe for ekstra byrder.
Dette skulle bønderne betale i Landgilde
Gårdene i Møgeltønder blev gjort lige store på papiret og alle betalte det samme i landgilde. Hver helgård skulle betale:
Kort før Feltherrens overtagelse af Møgeltønderhus var der kun 32 huse.
Da feltherren var kommet, steg landgilden.
Bønderne bestemte
I Sønderbyen steg antallet huse til 60 i 1778. Kådnerne ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Landsbyens anliggender blev styret af gårdmændene. Beslutninger blev taget på de såkaldte grandemøder.
Oldermændene eller pantemændene, som de kaldtes i Møgeltønder, sørgede for at vedtægterne blev overholdt. Og gjorde de ikke det så vankede der bøder, som kunne bestå i form af øl og brændevin men også kontantbeløb.
De mange husmænd i Møgeltønder havde ikke andel i den fælles landsbymark. De havde lidt pløjejord og græsning på Gallehus hede.
Svinene gik løse. Men det var en uskik at de gik rundt på kirkegården. Trods bøder, så fortsatte denne uskik gennem 1700-årene. Af særlig interesse for fællesskabet var vedligeholdelse af veje og stier. Man måtte ikke grave sand eller ler på vejene. Møddinger måtte heller ikke placeres her.
Udskrivning til Landmilitisen
Møgeltønder var som bekendt en kongerigsk enklave. Derfor var der udskrivning til landmilitsen. Men de unge mænd flygtede til Holland. Eller andet sted for at undgå den forhadte militærtjeneste.
Men selv om Møgeltønder fik lov til kun at levere matroser til den kongelige flåde, så blev der med jævne mellemrum foretaget klapjagt efter de unge.
Grevinden bestak Højesteretsdommeren
Atter engang var der ballade med bønderne. De havde igen klaget over tvangsarbejde og for høje afgifter. Men ”den onde” grevinde Anna Sophie Schack, født Rantzau havde bestukket Højesteretsdommeren, så derfor tabte bønderne sagen. Der var stor bitterhed hos bønderne.
Kvægpest
I midten af 1700-årene var det kvægpesten, der huserede. I 1717 blev 177 kreaturer nedslagtet. Det var cirka halvdelen af bestanden i Møgeltønder. I alt døde på Schackenborg fra 1745 – 46 3.131 kreaturer. Man opfattede kvægpesten som Guds straf.
180 kniplingspiger
I slutningen af 1700-tallet var der 11 skræddere i byen og 10 vævere. Og så var der 7 skomagere. Der var tre høkere eller handelsmænd, men 7 kromænd. Ja nogle af disse bedrev også høkeri. Der var stadig en god flok sømænd i byen og 4 kaptajner og styrmænd.
Langt den største befolkningsgruppe var dog kniplingspigerne. Ikke færre end 180 unge og gamle – lige fra 6 til 80 år. Mange af disse blev handikappet af deres arbejde og endte på fattiggården.
I Slotsgade boede tre kniplingskræmmere, som havde deres faste stab af kniplersker.
Men ak i 1801 var antallet af kniplerske i Møgeltønder reduceret til 29. I 1834 steg det så 45, men i 1860 var der kun 14 tilbage.
Anlæggelse af bane fik betydning
Anlægget af Tønder – Højer banen i 1892 medførte foruden opførelsen af selve stationsbygningen med 2. og 3. klasses ventesal og tjenestebolig til stationsforstanderen også bygning af et par tjenestehuse. Lige i nærheden blev der opført en kro med det fornemme navn ”Hotel Gefion”. Det var på Nørrefoldvej.
Ja her kom også andelsmejeriet Guldhorn opført i 1897.
En del borgere arbejdede i sand – og lergravene vest for byen. Her var et lille teglværk og en kalkstensfabrik. På den østlige side af Møllevej kom der en ny centralskole i 1904. på den anden side af vejen i sandkulen blev der i 1907 bygget et lille elektricitetsværk.
10 gendarmer i deres flotte lyseblå uniformer flyttede til byen.
Blanke Hans har vist tænder
Blanke Hans har med tiden også vist tænder. I 1362 forsvandt nabosognet Anflod, sydvest for Møgeltønder. I 1634 nåede vandet til Møgeltønder by. Flere mennesker druknede. Ja man ved at i Møgeltønder og Daler sogn omkom 19 mennesker.
Beboere blev tvangsudskrevet til dige arbejde, men så slap de for fæstningsarbejde i Rensborg.
Tinghuset havde travlt
Og så var der også et tinghus i Møgeltønder. Vi har tidligere berettet om provsten, hans kone og datter, der alle blev dømt til døden. Det var i 1614.
Nicolai Tyschs tjener Hans kom i 1669 for skade at dræbe Hans Kleinsmed med knivstik. Da han flygtede for undgå galgen blev han erklæret fredløs.
En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling. Han blev for ran og tyveri dømt til hængning.
En 15 – årig dreng blev i 1671 dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 – årig skoledreng til døde.
En mand og en kvinde dødsdømtes i 1573 for hor og fødsel i dølgsmål.
Hverken kagmanden eller træhesten, der stod foran tinghuset, stod ubenyttet hen. Jo det har sikkert tiltrukket mange tilskuere til Tinghuset eller til Retterstedet på Møllevej.
Schackenborg Slot
Omkring 1050 lå der et fæstningsværk på samme sted som Schackenborg i dag. I 1200 – tallet lå her en borg, der tilhørte bisperne i Ribe. Den skulle beskytte sejlvejen på Vidåen indtil Tønder. Måske var det mod friserne? Borgen havde navnet Møgeltønderhus.
Borgen blev ofte angrebet. Et angreb i 1434 efterlod borgen så medtaget. Ribebispen måtte genopbygge den fra starten.
Efter Reformationen til kongedømmet
I forbindelse med reformationen i 1536 kom borgen under kongedømmet. I 1545 var det Ditlev Ahlefeldt, der blev gjort til lensherre. Han var ret så initiativrig og satte gang i restaureringen af slottet. Men han satte også gang i digebyggeriet ved Højer og Rudbøl. Det var takket være ham, at inddæmningen af Tøndermarsken begyndte.
Efterhånden havde Møgeltønderhus udviklet sig til et stort landbrug. Og nu fik Familien Rantzau det tilbudt af kongen. Det krævede både arbejdskraft og penge til at drive et så stort landbrug.
Hans Schack byggede et nyt slot
Bønderne blev behandlet ret hårdhændet. De klagede til kongen Men adelen og kongen holdt sammen. Først i 1599 da Christian den Fjerde overtager magten, sker der noget. Han køber godset tilbage og overlader det til en af sine betroede medarbejdere.
Men det er svært at få det til at køre rund rent økonomisk. Og godset med slottet er i en sørgelig forfatning. I 1661 overdrages borgen til feltherre Hans Schack. Det sker som tak for hans indsats i krigen mod svenskerne.
Han var en dygtig feltherre og ekspert i fæstningsanlæg. Adelsfamilien stammede fra Nordtyskland. Han havde været med som professionel soldat i 30 – års krigen. Hans Schack havde ansvaret for Københavns forsvar. Ved freden i Roskilde havde Danmark mistet Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne. Og da den svenske konge igen bankede på Københavns porte var hele nationens overlevelse på spil.
De havde lidt store tab under stormen på København og trak sig tilbage til Nyborg, hvor de måtte kapitulere til en dansk – hollandsk hær under Hans Schack’ s ledelse.
Som tak for sin indsats forærede kongen ham Møgeltønderhus i 1661. Ja og den var jo nærmest en ruin. Den levede slet ikke op til hans drømme.
Han rev de gamle bygninger ned og begyndte at bygge et slot på fundamenterne af den gamle borg. Håndværkerne fik til opgave at bygge et trefløjet slot i barok, som var den dominerende stilart dengang.
11 generationer af familien har regeret her
To af de oprindelige bygninger på området byggede man videre på, bl.a. port-bygningen. Den er sådan set ikke ændret væsentlig siden 1664. desuden bevarede Hans Schack voldgraven.
Han overtog også Gram Slot. Den var også i en sørgelig forfatning. Den blev også renoveret. Krigen mod svenskerne havde reduceret antallet af bønder omkring Gram fra 830 til 70. Derfor fik Hans Schack bønder fra andre egne til at overtage de tomme bøndergårde.
Schackenborg kom til at tilhøre Schack – familien gennem 11 generationer. Det sidste grevepar havde ikke nogen børn og slægten ville uddø. Derfor besluttede de i 1978 at give slottet tilbage til kongefamilien.
En 9 – årig prins arver et forfaldent slot med en gæld på 14 mio.
Det blev den 9-årige Prins Joachim, der skulle ”arve” slottet. Prinsen overtog slottet med tilhørende jorder og avlsgårde. Det skete i 1993 efter at prinsen havde fået en landbrugsfaglig uddannelse både herhjemme og i udlandet.
I forbindelse med ægteskabet med Alexandra i 1995 fik slottet en gennemgribende istandsættelse takket være en folkegave på 13 mio. kr. Moderniseringen kostede nok adskillige kroner mere. I flere år havde familien Schack ikke haft penge til at vedligeholde slottet. Den var i en ret dårlig forfatning og greven skyldte 14 mio. kr.
Ægteskabet med prinsesse Alexandra blev opløst i 2004. Prins Joachim boede alene på slottet indtil den 24. maj 2008, hvor han blev viet til Marie Cavallier. Det royale par fik deres egen monogram.
Sønderhaven
Overfor slottet ligger Sønderhaven. Det er en park med en sø og små vandløb. Den blev anlagt i 1690’erne. Gennem tiden er der plantet mange træer. I dag er det nærmest en skov. I 2009 gennemførte Prins Joachim en omfattende renovering af parken. Han fjernede halvdelen af træerne og genoprettede stierne.
Det var på de stier at greven og hans familie red. Hvis du i dag følger den sydøstligste sti kommer du ud til Slotsfeltladen, der byggeteknisk er den eneste af sin art i Danmark.
Landbruget er an f Danmarks største. Landbrugsarealerne fordeler sig på ejendommene Røj, Solvig, Rosinfelt, Slotsfelt og Sødamgård. Det omfatter hele 1.900 tønder land.
Slotsgade – og de andre huse
Vi kender Møgeltønder fra omkring 1215. Den gang hed byen Tundær. På gamle kort kan man se, at navnet i 1288 blev til Mykæltudær, som betyder Store Tønder. Sprogligt har det så udviklet sig til Møgeltønder.
Man kan også forklare det på en anden måde. I begyndelsen hed byen Tønder. Men så udviklede der sig en handelsplads i bunden af Vidåen. Den udviklede sig til en havneby, der også blev kaldt Tønder.
Det var upraktisk med to byer med samme navn. Og da Møgeltønder var større dengang og havde en borg, fik den navnet Store Tønder
Tranen, der optræder på byskiltet skyldtes store flokke af traner i området.
Gallehus
Og så var det jo lige byens rettersted. Her var der opstillet galger, hvor man i gamle dage hængte forbrydere. Stedet er første gang beskrevet tilbage i 1361. Stedet fik sit navn omkring 1537, hvor det kaldtes Calligehusen eller Gallhus. Resterne af de gamle galgepæle blev gravet op i 1931. Og som du allerede ved, så var det jo i Gallehus, at man fandt de to guldhorn.
Stokkebro
Vi skal da også lige have at vide, hvorfor det hedder Stokkebro, Stedet er nævnt første gang i 1594. dengang var det nødvendigt med en slags kørebane. Den bestod af stokke, der var lagt tæt på hinanden hen over mudret område. Uden en kørebane af stokke var det svært at komme rundt i det lave moseområde.
I dette tilfælde lå stokkene ved Møllestrømmen, hvor det havde været nødvendigt at bygge en ”broe”. Deraf navnet ”Stokkebroe”.
Toghalle
En andet ord, der knytter sig til Møgeltønder er, Toghale. Der skal tryk på den sidste stavelse. G’et er stumt på sønderjysk. Stedet optræder første gang i 1444, hvor stedet kaldes Togheale. Det er uvist, hvorfor det i tidens løb er blevet til Tooghæle og Thohall.
Eksperterne mener, at navnet stammer fra mandsnavnet Toki. Han ejede et smalt landområde, der så kom til at hedde Tokis Smalle Mark. Eller på mere moderne dansk: Toghale.
Røj
Vi skal også lige kigge på avlsgården Røj, der hører under Schackenborg Slot. Stedet blev kendt første gang i 1489, hvor det kaldes Storæ Radhæ. Senere blev stedet kaldt for Raade, som betyder område. Her byggede man senere en avlsgård, der hen ad vejen fik navnet Røj.
Æ Stjern
Til sidst skal lige have forklaringen på begrebet Æ Stjern. For enden af Slotsgade ligger en lille plads Æ Stjern. Udtrykket findes i mange sønderjyske byer og det betyder ganske enkelt et sted, hvor to veje krydser hinanden. Tilsammen former de jo en stjerne.
På sønderjysk er æ’et et udtryk for et ord i bestemt form. Æ Stjern betyder blot Stjernen
Byen kan opdeles i tre
Den gamle bydel kan deles i tre dele, og de har hver deres karakter:
Den nyeste del ligger i den nordlige og nordvestlige del af byen. Men det er nu helt rigtig. Kulturarvstyrelsen fremhæver også byggeriet omkring stationen i den nordlige del af byen.
Men Slotsgade bliver byens vigtigste ”strøg”.
Hans Schack søsatte projektet i 1680
Da feltherre Hans Schack i 1661 overtog Møgeltønderhus- der hvor Schackenborg Slot ligger nu – var der ikke nogen Slotsgade. Området var bar mark. I 1680 søsatte han en plan, der skulle ændre Møgeltønder for altid. Han begyndte at bygge huse, som slottets funktionærer og håndværkere kunne bo i.
I 1683 nævnte historiebøgerne syv huse i gaden og heraf er de tre opført af hans Schack. Et af husene var den nuværende Slotskro. Bygningen var oprindelig tænkt som bopæl for slotsgartneren, og det var den også indtil stedet i 1688 fik en bevilling som kro.
I de første årtier voksede antallet af huse i Slotsgaden kun langsomt og det til trods for grevskabets løfte om skattelettelser til næringsdrivende, der ville slå sig ned i Slotsgade. Men i 1750 var der så mange huse, at gaden stort set fremstår, som vi kender den i dag, dvs. en brolagt alle med lindetræer på begge sider af vejen.
Lindetræerne er ikke kun til pynt
Lindetræerne er ikke kun til pynt. De giver f.eks. skygge. Og det var vigtigt i gamle dage, hvor der ikke var køleskabe til at holde maden frisk. Desuden fungerer træernes rødder som dræn. De færreste huse i gaden har et fundament, men bygget direkte på jorden.
Lindetræernes rødder trækker vandet til sig, så at der ikke stiger fugt op i husene. Dette princip kan man se andre steder i byen, hvor der står store træer kun en meter fra husenes facade.
Masser af brande
Slotsgades idyl blev ødelagt i 1861, da en brand hærgede store dele af gaden. En halv snes huse i den østlige del af gaden, fra Slotskroen og et godt stykke ned ad gaden, blev flammernes bytte.
Der har i tidens løb været mange brande i dette område. Mange skete, når mændene var ude at høste. Derfor var slukningsarbejdet overladt til kvinder og børn. Undertiden sprang ilden bare fra hus til hus.
I 1632 indtraf der også en stor brand i Møgeltønder. Her brændte ikke mindre end fem gårde. I 1671 nedbrændte Johan Kleinsmeds smedje. I 1683 indebrændte Johan kromand og hans hustru, da de forsøgte at redde en kiste med linned ud af det flammende bål.
I 1733 blev al skyderi ved bryllup forbudt på grund af brandfaren.
I 1804 opstod der en stor brand i Sønderbyen. I alt 7 gårde og en mængde småhuse blev flammernes ofre.
Alsidig sammensat befolkning på Slotsgade
Fra 1730’erne var der en alsidig sammensat befolkning, der fik deres hjem i Slotsgade. Her var en birkedommer, delefoged og i en periode også godsinspektør. Præsteenker og andre embedsmænds – enker flyttede også hertil. Efterhånden var der også en del velhavende gårdmænd, der bosatte sig her som aftægtsfolk. Men det store flertal var håndværkere, kniplersker, sømænd, købmænd og kromænd.
Slotskroen
På brandtomten blev kroen og rejsestalden genopbygget og kom til at se ud, som de gør i dag. Fra 1720 og fremefter havde Slotskroen forskellige ejere, indtil den i 1907 overgik til grevskabet.
Rejsestalden, hvor gæsterne i gamle dage fik opstaldet deres heste, gennemgik i 1978 en radikal ombygning til restaurant og fik direkte forbindelse med selve Slotskroen via en lav mellembygning.
I 1978 blev slotskroen en del af Schackenborg Gods. Restauranten og værelserne er løbende blevet renoveret. Slotskroen råder i dag over tre andre gamle huse i gaden, og de er ligesom hovedbygningen smukt restaureret.
Der er i alt 25 individuelt indrettede værelser, navngivet efter danske slotte og herregårde.
Så sent som i 2021 er kroen blevet restaureret. Så sent som i juli 2021 kom der en ny forpagter på. Den gamle havde været der i 14 år. Men desværre oplevede man i 2020 det største underskud i kroens historie. Det var også her den berømte Kolbeck – familie regerede engang.
I dag er de fleste huse i Slotsgade fredet. Derfor er det en af de mest ”originale” gader, der findes i Danmark.
Selv Stationsbyen er en ”helstøbt og velberedt helhed”
Udviklingen af Møgeltønder omkring 1900 kom til at foregå i den nordlige ende af byen. Da man i sin tid anlagde en jernbane mellem Tønder og Højer, kom Møgeltønder Station nemlig til at ligge i den nordlige ende af byen.
Ja selv ”Stationsby – bebyggelsen” roser Kulturarvstyrelsen. De siger at:
Bedre Byggeskik
De huse, er ligger i Møgeltønder er blevet grundstenen til begrebet ”Bedre Byggeskik”
Bevægelsen opstod, da arkitektstuderende i begyndelsen af 1900 – tallet kom til Møgeltønder for at foretage opmåling af de gamle huse. De blev betaget af de enkle principper og den gennemtænkte måde, de huse var bygget på. Det førte i 1920 til at foreningen Bedre Byggeskik blev dannet.
Grønne oaser mellem husene
Flere steder mellem husene i Slotsgade kan man ane de grønne haver bag husene. Mange af husene har kviste smukt udformede karnapper og er enten forsynet med stråtag eller røde danske vingetegl. Det er de to eneste muligheder iflg. De ret stramme vedtægter for husene. Iflg. vedtægterne skal alle nye træer være løvfældende. Så derfor er der ikke mange grantræer i den gamle del af byen.
Sønderbyen og Strædet
På Sønderbyvej møder vi Kirkebyen og Sønderbyen. På højresiden ligger en perlerække af huse som kaldes ”Vesterraad”. Husene er tegnet af godsinspektør på Schackenborg Slot. De er opført mellem 1910 og 1923 og er tydeligt inspireret af strømningerne i Baupflege Kreis Tondern. Og således inspirationskilde for Bedre Byggeskik.
Længere nede i Sønderbyen finder du også smukke huse i Strædet. Enkelte af disse er også fredet.
Frisernes byggestil
Da friserne i sin tid kom til marsken omkring 1100 – tallet, byggede de deres huse på kunstige værfter, så de lå i sikkerhed for oversvømmelser. Deres gårde havde meget høj tagkonstruktion, der blev båret af solide træstolper i midten af bygningen.
Ydemurerne var ikke bærende. Derfor blev taget og ladeloftet stående, hvis murerne blev væltet af en stormflod.
I dette område var det den vestslesvigske byggestil, der fra 1700-tallet vandt frem. Disse gårde havde en traditionel konstruktion med bærende mure.
Kommunen har strammet reglerne, når de gamle huse skal renoveres. Det er med respekt for deres oprindelse. Man håber efterhånden at Sønderbyen vender tilbage til noget af sin oprindelse.
Så er det også lige Kirkestien. Her finder man lutter gamle idylliske huse.
Og så har Møgeltønder også udviklet sig til lidt af en blomsterby. Her finder man roser af enhver art
Møgeltønder Kirke
Møgeltønder kirke er bygget i munkesten og det ældste parti i øst er fra omkring 1150 -1200. Men det er ikke den første kirke på stedet.
Indtil 1536 blev kirken ejet af biskoppen i Ribe. Derefter kom den under Møgeltønderhus og i 1661 under Schackenborg.
1970 blev kirken en almindelig sognekirke
I 1970 overgik kirken til selveje, det vil sige, at det blev en helt almindelig sognekirke. Den er blevet restaureret mange gange. Undervejs fjernede man flere lag maling. I dag er det den originale maling, der er på træværket. Målet var at få så meget som muligt tilbage til 1740.
Der blev samlet ind til et nyt orgel
Kirkens tilhørsforhold havde stor indflydelse på kirkens udseende. Familien Schack anså den i mange år som sin egen og har sat sit tydelige præg på kirken.
Da Hans Schack overtog Møgeltønder, gør bønderne oprør, fordi de føler sig uretfærdig behandlet af den nye herre. Bøndernes leder hedder Anders Nissen. Han kunne både læse, skrive og tale godt for sig. Derfor blev han bøndernes talsmand.
Anders Nisse blev fængslet og blev dømt til døde, fordi han gik i spidsen for bondeoprøret. Det ville bønderne ikke acceptere. De havde brug for ham. Derfor tilbød de at købe ham fri. De tilbød 300 rigsdaler.
Men det er manden slet ikke værd sagde godsforvalter Nicolai Tych. Men de kunne få ham fri for 200 Rigsdaler, som dengang var et anseeligt beløb. Bønderne samlede pengene ind. Og hans Schack mente, at disse penge skulle bruges til et nyt orgel til kirken.
Anders Nissen blev først benådet, da bødlen havde hævet sværdet for at hugge hovedet af ham. Hans Schack åbnede et vindue og råbte ned mod skafottet:
Anders Nissen slap dog ikke helt for straf. Han blev landsforvist. Det betød, at han skulle flytte ud fra lenet. Det betød at han bosatte sig i Avntoft, der ikke lå særlig langt fra slottet.
Hans Schack får aldrig set og hørt orgelet. Det blev hans søn, grev Otto Didrik Schack, der skulle stå for orgelindkøbet.
Pibene blev afkortet
De 200 rigsdaler viste sig ikke at være nok. Greven måtte samle flere penge ind i sognet og måtte selv ligge noget til. Han forhandlede sig frem til en pris på 420 rigsdaler hos en orgelbygger i Hamborg.
Men måske var det for lav en pris. For orgelbyggeren kunne ikke levere et orgel til dette beløb. For at spare penge gør han piberne korte end normalt. Resultatet var at orgelet blev stemt en tone for højt.
En organist kan ikke bare sætte sig ned og spille på dette orgel. Især ikke, hvis musikken skal ledsages af andre instrumenter. Det kræver meget øvelse. Jo der er mange specielle detaljer ved dette orgel. Således har piberne ansigter.
I dag er det det ældst fungerende landsbykirkeorgel i Danmark.
Hr. Peter blev myrdet
De første 300 år af Møgeltønders Kirkes historie var det katolsk. I 1536 regnes reformationsåret for. Men allerede i 1526 foregik det i Møgeltønder og det var ret så dramatisk. Den sidste katolske præst Hr. Peter ville ikke frivilligt forlade sin post. Og så blev han slået ihjel.
Nogle stjal kalk og disk. Bønderne mente, at var forsømmelighed. Men i virkeligheden skjulte præsten nok bare kalk og disk så det ikke faldt i lutheranernes hænder.
Kronen overtager nu bispesæderne.
Rantzau lod kirken forfalde
Dengang var kirkerne penge værd. Og Møgeltønder Len var blot et af de 50 len, som Christian den Tredje pantsatte. Alligevel var der penge til at udsmykke kirken. korhvælvingerne og væggene blev forsynet med kalkmalerier. Der kom også stole til at sidde på.
Rantzau kom til. Han udnyttede alt og alle for at tjene penge. Han brugte ikke en krone på kirken. Men det opdagede kongen. Han befalede, at der skulle bruges penge på kirken. Men det var Rantzau lige glad med. Han lod kirken forfalde.
I 1599 blev kirkens blytag udskiftet med spåntag. Der blev også sparet på blyet i vindueskonstruktionerne. I løbet af de første år af 1600-tallet måtte glarmesteren 132 gange sætte nye vinduer i. De gamle blev blæst ud, når der var stormvejr.
Kirketårnet fungerede som sømærke
Kirkens oprindelige tårn fungerede som sømærke. Det var ret højt. Kort før jul i 1628 gik det galt. En storm blæste tårnet ned i kirkerummet. Alt inventar blev smadret.
De kommende to år blev der bygget et nyt tårn. Det blev ikke så højt som tidligere. Og det holdt – selv efter den voldsomme stormflod i 1634. Og det er det samme træ, som man kan se i dag. De oprindelige spær var af egetræ. De nye, der kom i dengang er af fyrretræ.
Men det var søfolkene ikke tilfredse med. Tårnet var brugt som pejlemærke, når de skulle sejle ind i Lister Dyb. Hollænderne havde tilbudt at betale en tredjedel af udgifterne, hvis man ville bygge tårnet lige så højt, som det var før.
Salmebog til den danske menighed
Møgeltønder blev lige som resten af Sønderjylland tysk fra 1864 til 1920. Tyske præster prædikede i Møgeltønder Kirke.
Men det danske sprog blev ikke glemt. En af præsterne talte kun dansk. Det var H.S. Prahl. Han fik lov til at prædike på dansk dog ikke i selve kirken men i et rum ved siden af.
Han var med til at udgive den første salmebog til den danske menighed i Slesvig i 1889. Denne salmebog regnedes for at være et forbillede til den salmebog, der senere blev udgivet i hele Danmark.
Specielle kalkmalerier
Grev Schack gik i gang med at renovere kirken omkring år 1900. han ønskede at kalkmalerierne i koret blev trukket frem. Han hyrde en tysk maler, professor Wilkens fra Kiel. Han var en dygtig kunstmaler. Og denne ville hellere skabe egne motiver end bare at følge de gamle kalkmalerier. Derfor kan man i dag se både grev Schacks og Wilkens ansigter i bibelske scener.
Schackenborg Fonden
Schackenborg drives i dag af Schackenborg Fonden. Denne Fond blev stiftet den 13, juni 2014 af Prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding A/S og Ole Kirks Fond. Prins Joachim og Prinsesse Marie er protektorer.
Fonden er en almennyttig erhvervsdrivende fond, der har overtaget Schackenborg Slot og et dertilhørende landbrug med det formål at åbne slot og park for offentligheden, at give den kongelige familie mulighed for lejlighedsvise ophold på slottet for at bevare den nære kontakt mellem Kongehus og Sønderjylland samt i muligt omfang at støtte almennyttige vel.
Schackenborg Slotskro blev solgt i forbindelse med skilsmissen med Alexandra. Det var fordi at Prinsen skulle købe villaen, Svanevej 15 til Prinsesse Alexandra. Prisen var på 7,25 mio. kr. for villaen.
Hans Michael Jebsen ejer hovedparten af aktierne i det selskab, der hedder Schackenborg Slotskro A/S. Prins Joachim, er mindretalsaktionær i selskabet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 6, 2021
Flere hændelser på Nørrebro
Nyt fra Nørrebro 1829 – 1839. En beboer synes, at det er mærkeligt at ”slaver” må udføre arbejde for private, når så mange er arbejdsløse. En landmand klager over den måde militæret kører på fra Assistens Kirkegård til Hvide Svane. Springvands-renderne fra Lundehussøen er for dårlig nedlagt. Det næste frostvejr vil ødelægge dem. En beboer klager over at en tallerken går rundt til musikernes aflønning på traktørsteder. For at passere Dosseringen skal man have en nøgle. Men mange svinger sig bare over. Og så generer de beboerne På Blegdamsvej skyder man ud ad døre og vinduer. Det er mærkeligt at politiet slet ikke patruljere her, mener en beboer. Og så burde Ladegårdsåen sikres. Det er alt for let at falde i åen. Der burde også anlægges en gangsti. Ladegårdsvejen er så pløret, at vognene hænger fast.
Vi kigger atter engang på Politivennen – denne gang fra 1829 til 1839. Her har vi valgt hændelser ud. Det er et lidt specielt sprogbrug dengang, og det har vi forsøgt bibeholdt. Men du kan selv gå på opdagelse i Nypolitivennen. Vi har fået forfatterens tilladelse til at fremkomme med et par af historierne fra dengang. Og det giver ofte en anden udlægning af, hvad der prægede dagligdagen dengang.
Men gå selv på jagt, se engang under kildeangivelse.
Om Slavers Arbejde for Private
For få år siden gik det rygter at det var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokker af slaver med deres vogtere afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel.
At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde for justitsråd Langers førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle hos tømmerhandler Kellermann på Store Ravnsborg og på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra to løb bort og siden blev efterlyst i aviserne.
Tænker man sig, hvor mange af de mest simple arbejdere, der i forrige lange og hårde vinter var kommet gæld for husly og føde, som man håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at de forbydes slaverne at arbejde for private, eller om det eksisterer sådant forbud at dette dog måtte blive overholdt.
For vel synes det godt, at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på deres bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er der for kun tilsyneladende.
Politivennen 723 – den 7. nov. 1829
Redaktøren tilføjer, at hvis den nævnte justitsråd var Christian Lange, så havde han ”førhen” ejet gårdene ”Nørre Alleenlyst”, Marielyst m.fl. Han får i artiklen skudsmålet som human indstillet godsejer.
På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejer (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Skt. Croix.
En Landmands Klage over en Uorden paa Landevien
Da jeg den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården of værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et 20 alen langt mastetræ eller noget lignende.
De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste, der kom dem i møde og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge allétræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind mellem to unge allé træer op på en jordbunke, der var opkastet ved samme.
Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det store mastetræ.
Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.
Det er vist ikke vores gode konges og hans retskafne øvrighedsvilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk hvilke vi for en stor del selv har opført og underholder.
Nej! For vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele uden personsanseelse.
Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen
Man har nyligt ladet Grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen, som ligger langs med grøften er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for bedækning, Formentlig vil dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden.
Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag, hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger.
Politivennen 1128 – 12. august 1837
Anmodning og Forslag til Conditore og Trakteurer udenfor Porten
Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonikamusik.
Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangers stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer eller hvile og vederkvægelsen hos dem finder endog så mere end han ventede – føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet – så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de overfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde.
Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster, der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvunget må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerken for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder.
Langt bedre ville det uden tvivl være om betalingen for de varer der sælges på sådanne steder, forhøjedes med nogle få skilling over de sædvanlige priser for derved at tilvejebringe et passende lønningsfond for det fornødne musikpersonale. Herved ville sikkert alle parter vinde.
Publikum kunne i forstyrret ro og mag frit for alt besværligt overhæng, overlade sig den nydelse som sind og legeme kræver. Musikpersonalet ville kunne gøre regning på en mere fast indtægt, de nu ikke længere kom til at bero på ofre af en tilsyneladende eller virkelig godgørenhed, og det ville derved anspores til med fordoblet flid at stræbe efter publikums forøgede yndest.
Politivennen 1.128 – 12. august 1837
Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen
Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge, der vender ud mod broen, og hvortil beboerne af Blegdammene har nøgle.
Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags palisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs bolværket, uberettigede til at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af låsen ind på Dosseringen.
Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget af denne vej til deres bolig på en af blegdammene.
Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning, når enhver kan finde adgang til samme.
Såvel herfor som for at sikre Blegdammens beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt med en slags palisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.
Politivennen 1.139 – 28. oktober 1837
Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838
I slutningen af afvigende år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke.
Ja på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej så indsenderen fruentimmere og børn flygter fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud som affyredes fra vinduer og døre.
Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer, der kan holde øje medgerningsmændene så de kan tiltales og mulkteres.
At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi, er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.
Politivennen 1.202 – 12. januar 1839
Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien
Af og til sker der at der findes en druknet i Ladegåedsåen. Og man antager da i almindelighed at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden.
Vel finders der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning kørte ud i åen. Men disse værner kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående, der på denne vej den meste tid af året, har meget at kæmpe mod.
Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med en udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig.
Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så på flere steder kanten mangler helt.
Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det er derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare.
Og i det øjemed tillader indsenderen sig at forslået kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.
Lige så ønskeligt ville det være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen. Tillige måtte blive taget i betragtning. Vel var Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft at udtrække stien i modsat retning.
Den er meget simpel og smal. Men en sådan er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej.
De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det, da de ligger meget dybere end grøften. Ingen har nytte af dem. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte.
Hvorpå gangstierne på Gammel Kongevej og på Nørrebro langs assistens kirkegårds- muren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.
At Ladegårdsvejen ikke anses for spadser vej, har vel egentlig mest været årsag til den er så forsømt (for der ler sand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan dog næppe regnes for en forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive passende lige så besøgt som de andre, og folk ville da heller ikke som nu nødes til at vende om, fordi den er ufremkommelig.
Politivennen 1.166 – 5. maj 1838
I Kjøbenhavnsposten kunne man den 25. oktober 1841 læse følgende artikel:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 1, 2021
Hvad læses der mest – juni 2021
9 nye artikler i juni måned. Hændelser på Facebook. Mange henvendelser, ris-ros-beskyldninger. Kommende foredrag. Nu 1.748 artikler. Og hvem stikker af med førertrøjen i denne måned (juni)’ s Top-100.
Nye Artikler – juni 2021
Der blev til ni nye artikler i juni – måned.
Hændelser på Facebook
En ældre artikel ”Vesterbro omkring 1914” fattede pludselig Facebooks interesse. Vi havde brugt et ”forbudt” ord. Et ord, som vi er vokset op med, og som har stået i de børnebøger, vi havde dengang.
Ordet er ikke forbudt i Danmark. Men det er det i USA. Borgerretssammenslutninger derover har besluttet det. Og så er det åbenbart også forbudt på Facebook. Når man så også betænker, at vi har brugt ordet i forbindelse med hændelser, der er foregået i 1914, så forekommer det jo helt mærkeligt.
Vi kan ikke formidle historien, hvis vi skal rette os ind efter Facebook. Så det kan godt være, at vi pludselig er ”gået” eller ”smidt ud” af Facebook.
Som du kan se overstående, så har vi lavet en artikel om det.
I en periode undlod vi at lægge artikler på Facebook. Det kunne så aflæses på besøgstallet.
En af vores artikler omkring Genforeningen vakte debat igen engang på Facebook. En historiker/forfatter tog til genmæle. Vi havde efterlyst andre ord end lige ”Genforeningen”. Vedkommende nævnte, at vi bare kunne læse titlerne på de bøger, der er skrevet, så kan vi få en masse af de ord, som vi savner.
Men når man kigger vores artikler igennem, så har vi jo netop rost vores historikere/forfattere for at tolke historien rigtig. Vi har endda anmeldt nogle af de nyeste bøger om dette emne. Det er jo medierne, måske minus de omtalte bøger, som vi bebrejder at beskrive historien ukorrekt. Det gælder bl.a. lokal-tv, radio og aviser.
Vi tog selvfølgelig til genmæle, men det er det så ikke svaret på. Det efterlader så igen os, som om vi tolker historien forkert.
Igen engang er vi bebrejdet, at vi ikke lægger de rigtige fotos ind. De er for små og for utydelige. Atter engang må vi henvise til, at vi ikke bruger så meget tid på at søge efter den rigtige kvalitet på de rigtige fotos. Vi vil hellere bruge masser af tid på information/artikler. Men sådan er det ikke alle brugere på Facebook, der har det.
En anden interessant artikel er den om ”Mindeplade for Peter von Scholten”. I Københavns Borgerrepræsentation gøres afskaffelse af denne eller ændring af teksten nu til et politisk spørgsmål mellem rød og blå blok.
Det er en farlig udvikling inden for historieformidlingen. Men alt dette, kan du læse i de to artikler omkring ”Mindeplade for Peter von Scholten” og så ”Er Facebook noget for www.dengang.dk I disse to artikler taget vi den moderne historieformidling op til debat.
Mange henvendelser
Vi får hele tiden nye henvendelser. Og tak for det. Mange vil have råd. Andre vil have at vide, hvornår jeg holder foredrag. Andre roser vores indlæg. Og så er det dem, der mener, at man er gammelklog og ikke ved et hak om historie. Så bliver vi beskyldt for holdninger lige fra Enhedslisten til Liberal Alliance.
Andre igen mener, at når de har set en ting eller hændelse beskrevet i TV eller i en avis og min holdning er anderledes, ja så er det min holdning, der er forkert. Nu er det jo bare sådan, at det vi skriver, er jo ikke bare noget, som vi har grebet af ud af den bare luft. Næste gang man angriber undertegnede så se venligst på kildeangivelse. I de sidste mange har vi været meget gode til at huske dette. Det var vi bestemt ikke de første år.
Vi ved godt, at der stadig er mange artikler, der kræver en redigering. Men med så mange artikler på siden burde der være noget for alle. Og nu er livet jo også andet end at skrive.
Foredrag
Vi skal nok i tide annoncere med offentlige foredrag. I øjeblikket er der massevis af forenings-foredrag. Og det glæder jeg mig til. Og der er masser af forskellige emner. En læser spørger, hvorfor jeg aldrig holder foredrag i Østerbros kirker, som jeg har gjort i Nørrebros kirker. Nu er det sådan, at jeg lader andre arrangere foredragene. Jeg er kun selve foredragsholderen. Og det sjove er, at der i nærmeste fremtid er endnu to ”kirke-foredrag” på Nørrebro.
Nu er der 1.748 artikler
På vores hjemmeside er der nu 1.748 artikler. De fordeler sig således:
Tallene er i parentes betyder, at du kan finde artikler om samme emne andre steder på vores hjemmeside.
TOP – 100 – De Mest Læste Artikler – juni 2021
Dato: juni 30, 2021
Morderen – Ole Kollerød
I 1857 var den sidste henrettelse på Amager Fælled, men i 1840 var det Ole Kollerød. Hans erindringer blev udgivet i 1978. Og anmelderne var ganske vilde. Men egentlig var det et forsvarsskrift. Han ville efterlade et godt indtryk. Ingen tvivl om at han er en god fortæller. Men hans bog er en rodet omgang og man skal lige vænne sig til den tids sprog. Allerede som 6 – årig fik han en alvorlig straf, som han aldrig glemte. Han var ansat et sted, hvor sønnen nærmest var sadist. Moderen mente, at som møllersvend kunne han begå sig i samfundet. Men det var et råt miljø, han var kommet i. Han prøvede at leve et stille familieliv. Men han ”kom til skade” at myrde Lars Petersen. Det blev en langvarig sag. Og Ole Kollerød fralægger sig ethvert ansvar. Det var altid de andre, der havde skylden. Og hvis ikke så var det fordi, at han var beruset. Bogen er en beskrivelse af samfundet, politi og retsvæsen, ja nærmest er en anklage. Hvis man vil beskrive forholdene dengang, skal man lige huske at læse andre historiske bøger fra den tid.
I 1857 blev den sidste henrettelse på Amager Fælled
Allerede i 1600-tallet må der have været et rettersted på Amager. Men hvor det lå, vides ikke.
Men i 1806 var der rettersted i den tidligere svenske skanse på Christianshavns Fælled i den nuværende Dalslandsgade. Volde blev brugt til tilskuerpladser. Og langs vejen dertil, blev der opstillet boder, hvorfra der blev solgt mad og drikkevarer til tilskuerne.
Den sidste der her blev henrettet, var Christian Julius Jensen. Og det var i 1857. Han var blevet dømt for mord på sin hustru.
I 1840 var det Ole Kollerød’ s tur
I 1840 var det så ham, som vi skal læse om i denne artikel, Ole Kollerød. Det lykkedes for to kvinder at fylde en kop med hans blod, som de gav til en tredje kvinde, som var syg, mens de dansede rundt om skafottet. Der var masser af overtro til retterstedet og henrettelser dengang.
Den 18. november 1840 meddelte Morgentidende ganske kort, at moderen Ole Kollerød dagen før omtrent kl. 8 ½ var blevet henrettet på Amager Fælled. Hans to medskyldige Ole Hansen og Peter Kristan Knudsen var blevet pisket på retterstedet. En uhyre menneskemængde havde overværet eksekutionen. Vejret havde været dårligt. Det småregnede og vejene var næsten ufremkommelige.
I øvrigt kunne man ikke leve af at være skarpretter. Rigsskarpretter Seistrup havde ved siden af en købmandsforretning på Amager.
Man bruger stadig udtrykket ”Amager Halshug”. Måske er det fordi, at der fandt henrettelser sted på Amager Fælled indtil 1806.
Ole Kollerøds erindringer udgivet i 1978
Hvorfor er denne morder interessant. Det er han fordi, at Ole Pedersen Kollerød havde et usædvanligt litterært talent. Mens han sad i Stokhuset, skrev han på syv måneder et langt manuskript om sit liv og sine synder.
Han læste også mere end 200 bøger.
En forskergruppe kiggede på teksten i 1978. Han havde kun gået et år i skole, så det krævede optimal fantasi at udrede hvad han mente og hvem han omtalte.
Anmelderne var ganske vilde
Handlingen udspilles i trekanten Jørlunde – Hillerød – København og det danske samfund 1802 – 1840. Det var et væld af detaljer og skarpsindige iagttagelser om rig og fattig, godt og ondt, ret og uret, forbrydelser, straf og misbrug. Og det er bunden i samfundet, som han skildrer.
Da bogen var udkom var anmelderne helt vilde. Straks blev han udråbt som martyrer. Men han besmykkede sine motiver og appellerer i den grad til læsernes sympati. Men han havde et usædvanligt fortællertalent.
Et forsvarsskrift
Det er ret usædvanligt at en tyv og en morder skriver en bog om sit liv – ja måske ikke så meget i dag men dengang i 1800 – tallet. Værket er ikke kun en levnedskritik men udvikler sig som et forsvarsskrift og en samfundskritik. Vi får at vide at der samfundet, der er skyld i, at Ole Kollerød ender der som han gør,
Ryger du først ned i dyndet, er der ingen hjælp til at komme op. Nærmest tværtimod.
Den 17.11.1840 blev Ole Kollerød henrettet på Amager Fælled. Han var berømt som rå og forslagen tyv og slagsbror. Fra den 12.6.1837 desuden som morder.
Straffet som 6-åtig
Fængselsinspektøren, den humane Abraham Agerholm gav Ole Kollerød mulighed for et lødigere eftermæle end mytens.
Egentlig fortælles det ikke så meget om hans barndom, men en episode fra da han var seks år gammel er bemærkelsesværdig. Han straffes usædvanligt hårdt af sin mor efter et tyveri af æbler. Anklagen var imidlertid grundløs. Den hårde straf affødte derfor en dyb mistro til moderen.
Sønnen var nærmest sadist
Hans opvækst starter med udnyttelse og prygl hos forældrene i Kollerød og i pleje hos en sognefoged og dennes sadistiske søn i Jørlunde. Det var ikke småting, som Ole Kollerød måtte finde sig i. Sønnen, David behandlede ham efter forgodtbefindende. Han fik snustobak hældt i øjnene, blev tvunget til at gå barfodet efter brændevin i frostvejr.
Frostskaderne blev skåret op af David. Og så blev Ole tvunget til drikke brændevin med peber. Dagligt fik han dosis prygl. Ingen greb ind for at stoppe mishandlingen af knægten. Ikke underligt at han tog skade rent psykisk og fyldtes med had og mistro til sine medmennesker.
Helt knækket blev han dog ikke. Han udviklede sig til at blive en gadetyran. Han hævnede sig ved at ride sådan på byens opblødte gade, at tilfældigt forbipasserende blev sølet til. Han tog selv initiativ til at forlade pladsen. Det var som at komme fra helvede til himlen.
Hos præsten samme sted var forholdene lige det modsatte. Her lærte han at læse og nødtørftigt at skrive. Her var han til 1820.
Udsvævende og råt miljø
Hans mor mente, at hvis man skulle være noget i samfundet, ja så skulle man være møllersvend.
Som lærling 1820-23 på Gottersmøllen ved Nørreport lokkedes han, der var både dygtig og samvittighedsfuld til sit arbejde, ud i et udsvævende og råt liv i byens talløse danseboder, men oplevede også et smukt og hemmelighedsfuldt kærlighedsforhold til en purung jomfru – hans livs korte lykkeperiode.
Efterhånden blev han kendt på byens værtshuse og danseboder. Ofte gav han den også som charmør.
Efter dette fortsatte han med det udsvævende liv med småtyverier. Han kom fra møllen med et slags svendebrev. Fra 1823 til 1833 levede han et liv som omflakkende svend og småtyv i og uden for København. Han fik sin første fængselsdom for et småtyveri af noget tøj, hvorefter det gik rask med tyverier, fidusmagerier, arrestationer, benægtelser, flugt, genindfangelse og nye domme fra et til tre år.
Han prøvede på at leve et stille familieliv
Åbenbart var det praksis hos politiet at løslade fanger uden pas, svendebreve og skudsmålspapirer. Han måtte vandre København, Nordsjælland og Vestsjælland igennem for at få rekonstrueret sin legitimitet.
Fra 1833 til 1837 prøvede at realisere en drøm om et roligt familieliv med fast arbejde – med et delvis virkeliggjort samliv med bondepigen Sidse Marie Christiansdatter – men stadig forfulgt af politiet.
Han kom ”for skade” at myrde Lars Pedersen
I 1837 kom han så iflg. Hans egen fortolkning – for skade at myrde Nymølles papirkusk Lars Pedersen under et tyveriforsøg og demoraliseret af forrådne fængselsophold.
Sammen med Peter Kristian Knudsen og Ole Hansen havde Ole Kollerød aftalt at bryde ind hos den gamle papirkusk for at stjæle hans penge. Aftalen var at Peter K. Knudsen skulle holde vagt udenfor, mens de to andre brød ind.
Inde i huset skulle den ene holde den gamle mand, mens den anden fandt pengene. Planen væltede imidlertid, da Lars Pedersen viste sig at være stærkere end antaget. I kampens hede skar Ole Kollerød hans strube over med en kniv. De tre forbrydere flygtede fra gerningsstedet med pengene, men de blev snart anholdt.
En langvarig sag
Det skulle vise sig at være en langvarig sag. Under afhøringerne tilstod de tre anklagede en række kriminelle forhold, som de hver for sig var implicerede i. Mordsagen kunne ikke afsluttes før alle småsager var opklaret.
Men der var også et andet problem. I flere måneder nægtede Ole Kollerød sig skyldig. Da tilståelsen endelig faldt, fortalte han beredvilligt om alle de tyverier som han havde begået i de seneste 14 år.
I august 1838 var den specielt nedsatte kommissionsdomstol nået så lang at de kunne afsige dom i mordsagen fra Ny Mølle. De tre anklagede blev dømt til døden. Dommene blev appelleret til Højesteret men uden resultat. Dernæst indsendtes der benådningsansøgninger til kongen. Her fik Ole Kollerøds to medhjælpere omsat deres dødsdom til livsvarigt fængsel
Han fralægger sig et ansvar
Han beskriver i sine erindringer tilfangetagelsen, rettergangen med forhør og procedure, forulempelser. Ja han beskriver også de ydmygelser som han var igennem som fange. Det er et makabert liv på bundet af samfundet.
Episode efter episode handler om hans ulykkelige skæbne. Han er blevet uretfærdig behandlet af sine medmennesker, at retsmaskineriet og af samfundet.
Han fralægger sig ansvaret for sine kriminelle handlinger. Oftest blev han forledt af politispioner eller andre medlemmer af den københavnske underverden. Nu kan skylden ikke skydes på alle andre i alle tilfælde. Men så er det beruselse, der er skylden.
Bogen er et forsvarsskrift
Mange anmeldere kalder Ole Kollerød for oprører og en fantastisk beskrivelse af de fattiges forhold dengang. Indrømmet, han er en god fortæller. Men man glemmer, at Ole Kollerød sad i en uhyre presset situation. Han ventede blot på datoen for sin henrettelse. Dette kan godt svække hans kritik. Bitterheden over sin dødsdom har haft indflydelse.
Var omgivelserne virkelig så intolerante, som han beskriver.
Bogen er ikke let at læse, og så er den rodet. Men man bør nok også læse andre historiske bøger, hvis man vil have en beskrivelse af underklassens liv og bevidsthedsformer i begyndelsen af 1800-tallet. Mange har nok overvurderet Ole Kollerød.
Man glemmer også at bogen var et forsvarsskrift. Og så er det dem, der mener, at hans domme er politisk motiveret. Og det var grunden til at hans bog først udkom i 1978. Nogle af dem, der blev nævnt i bogen, var sikkert ikke glad for at blive nævnt negativt. Og inden bogen kunne udgives, skulle der et temmelig stort redigeringsarbejde til.
Han var jo ikke beundret af sit eget folk. Og han stjal jo ikke kun fra de rige. Han var en oprører i meget udvandet version. Andre indsatte har sikkert haft samme behov for at skrive lignende erindringer.
Kilde:
Dato: juni 26, 2021
Tømrerstrejken 1794
Stigning i antallet af svende. 25 pct. af svendene var udenlandske. Den store udfejelsesfest 1772. Postfejden 1793. Strejkeforbud indføres 1749. Mød den første, der engagerede sig fagligt. Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse. Han fik medhold i retten. Ordførere blev også arresteret. Kommandanten på Kastellet provokerede. Myndighederne var rystet. Regeringen forsøgte noget andet. Aviser og tidsskrifter var uenige, alt efter politisk indstilling. Politimesteren måtte gå af og svendene fik deres krav igennem.
Stigning i antallet af svende
Der var ballade længe før 1794 blandt bygningshåndværkerne i København. Efter Københavns brand i 1728 var der uroligheder. Det var fordi en stor mængde tyske håndværkere kom til byen for at deltage i genopbygningsarbejdet. Det første til voldelige sammenstød mellem de danske og de tyske svende.
Mestrene havde svært ved at stramme tøjlerne ved svendenes adfærd. Antallet af svende steg bemærkelsesmæssigt. I 1746 havde 30 tømrermestre 350 svende. 56 år efter havde 39 mestre 716 svende.
Den samme stigning mærkede man inden for andre byggefag.
25 pct. af svendene var udenlandske
Ca. 25 pct. af de samlede antal svende i København var udenlandske svende for det meste tyske. De almindelige priser var stigende.
Man mente, at arbejdsnedlæggelsen var de tyske svendes værk.
”Den store Udfejelsesfest”
Det var ellers en tid med masser af ballade. Det var den ”Store Udfejelsesfest”, som fandt sted i 1772 med et systematisk hærværk på et halvt-hundrede københavnske bordeller. Det skulle markere, at J.F. Struensee var blevet fældet.
Byens kommandant var blevet flået ned af sin hest, hans mandskab var ”haanet eller mishandlet”. Bizarre og afsindige rygter cirkulerede. Man sagde om kongen, den sindssyge Christian den Syende, at han var blevet pumpet fuld af opium. Til hans fødselsdag skulle han så tilkendegive at nedlægge styret.
Ved firetiden om morgenen om morgenen blev dragoner sat ind. Med dragne sabler og drøje hug rensede de gaderne.
Politimesteren havde fuldt op at gøre med at beskytte sin egen bolig og sætte militæret ind.
Postfejden 1793
I 1787 var det ”Studenterkrigen i Filosofgangen og Postfejden i 1793. Samme år var det de såkaldte ”Brabrand-uroligheder”.
En officer og en student kom i slagsmål uden for Købmagergades Postkontor. Sagesløse forbipasserende blev resolut slået til jorden af stokkebevæbnede politibetjente i samarbejde med soldater, der lod geværkolberne suse som køller.
Denne ”Posthusfejde” skulle blive den direkte anledning til, at hovedstadspolitiet fik uniformer
Tidligere havde svendene altid brugt den pression, at de kunne rejse fra byen og skifte mestre. Det kunne man ikke mere. Det nye pressionsmiddel var strejken.
Strejkeforbud indførtes i 1749
Murersvendene nedlagde arbejdet i 1733 under opførelsen af Christiansborg Slot. Det var ikke noget, som myndighederne bifaldt. De indførte et strejkeforbud. I 1749 blev dette udvidet til at omfatte alle håndværkerlavene og deres svende i København. Det var således myndighederne, der påtog sig at kontrollere svendenes adfærd i takt med at de mistede kontrollen med dem.
Der blev indført straffe op til dødsstraf, for at ”rotte sig sammen”.
Den første, der engagerede sig fagligt
Jørgen Andersen Brandt var i 1761 – 1764 formand for tømrersvendenes håndværkerlav. Han havde desuden en øl-skænkestue, hvor svendene mødtes og diskuterede arbejdsforholdene.
Han var en af de første, der engagerede sig fagligt. Det var bl.a. hans gerning, der kulminerede med tømrerstrejken i 1794.
Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse
Svendenes hovedformål var at forbedre lønforholdene og opnå social sikring i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. De strenge love hindrede dem i at holde møder eller indsamle underskrifter.
Den egentlige grund til at strejken i 1794 brød ud, var da tre tyske svende blev nægtet tilladelse til at sige deres arbejde op og rejse. Begrundelsen var, at det var sommer og højsæson for byggearbejder, og der var brug for dem.
Og dette skete hos tømmermester A. Hallander.
Tømrermesteren fik medhold
Sagen endte for politiretten, hvor den ene svend fik medhold. Det gjorde de to andre ikke. Det kan diskuteres, om det var en planlagt aktion fra svendenes side. De havde åbenbart opført sig provokerende og konfrontatorisk i retten. De blev dømte seks dages fængsel på vand og brød. Efter udstået straf skulle de straks igen møde op hos Hallander.
Ordførere blev arresteret
Over 400 tømrersvende nedlagde arbejdet og gik til deres håndværkerlavs herberg. Her kom kapellanen for Nikolaj Kirke, I.H. Rørbye og prøvede på at aftale dem til at gå i arbejde. Men det lykkedes ikke. Men svendene svarede ved at hælde en spand vand over ham.
Politimesteren sendte en adjudant og to betjente til kroen for at få svendene i arbejde igen, men dette forehavende lykkedes ikke.
Også svendene sendte en deportation til politimesteren og forespurgte, om en svend ikke måtte forlade sit arbejde. Politimester Flindts svar var en arrestation af de to ordførere., som blev idømt ”forbedringshusarbejde”.
Kommandanten på Kastellet provokerede
Politi og militær omringede herberget og arresterede alle 202 tilstedeværende. 78 af dem valgte under pres at gå i arbejde igen, mens resten blev idømt fra fire til seks måneders strafarbejde i lænker.
Disse blev alle indsat i Kastellet. Klokken 10 om aftenen forlangte svendene at tale med kommandanten. De havde ikke fået noget at spise eller drikke. Men de måtte vente til næste dag.
Kommandanten forsøgte på alle mulige måder at provokere svendene. I en rapport skriver han, at trods provokationer fra hans side lykkedes det ham ikke, at få svendene til at gøre optøjer.
Nogle dage senere besluttede kronprinsen – i øvrigt mod kancelliets beslutning – at landsforvise alle i sagen dømte, i stedet for at lade dem afsone dommene. De blev derpå sejlet til Nordtyskland.
Det var på Tømrerkroen i Adelgade, de blev arresteret. Da havde konflikten varet en uge.
Tømrerne ville have lige så meget som murerne nemlig 2 mark 8 skilling om dagen.
”Oldgesellen” blev også anholdt. Det gjorde den nyvalgte ”Oldgesell” også. Ja og selv ”Lavsbuddet”. Svendene forsøgte at rette henvendelse til kongen.
Allerede den 2. august mødte Generalprokurør Konferenceråd Colbjørnsen op på Tømrerherberget for at høre på svendenes klager. Og de overrakte ham en skriftligt andragende til kongen. Kongen var den stakkels sindssyge Christian den Syvende.
Denne Konferenceråd Colbjørnsen blev senere af Heiberg anklaget for korruption. Colbjørnsens svar var en presselov som fik tilbagevirkende kraft og førte til Heibergs landsforvisning i 1801.
Myndighederne var rystet
Ved forkyndelsen af denne dom begyndte resten af Københavns håndværkersvende, en solidaritetsaktion. 2.000 af de 2.700 nedlagde arbejdet.
Den første danske generalstrejke i Danmark kom som et chok for myndighederne. Den beviste at håndværkersvendene havde et effektivt pressionsmiddel over for autoriteterne.
Myndighederne opfordrede håndværksmestrene til at forbedre svendenes lønforhold. I 1800 resulterede dette i en kongelig forordning, der først og fremmest sikrede svendenes rettigheder til at sige op og forhandle løn.
Regeringen forsøgte noget andet
Den 20. august besluttede Statsrådet, at de bortsendte tømrersvende kunne vende tilbage, dog kun de indfødte eller her bosatte. De løse fremmede kunne ikke vende tilbage.
De fleste københavnske håndværkssvende var nu i strejke.
Der var opløb og uroligheder i København. Nu greb regeringen vel nok klog af skade til et andet middel end det man hidtil havde anvendt mod de strejkende.
En kommission blev nedsat. Den ville undersøge, hvordan forholdene kunne forbedres for tømrersvendene. Og dette fik tømrersvendene tilbage i arbejde igen. Kommissionen fortsatte deres arbejde, som endte med lavsforordningen af 21. marts 1800.
Aviser og tidsskrifter – dengang
Aviser og blade fra dengang indeholder ikke så meget. Det er nærmest kun forordninger m.m., der blev gengivet. Kun sjældent blev det taget op, hvem der var skyld i optøjerne.
Men man kan da forstå at politimesterens effektivitet havde gjort ham særdeles upopulær.
Rahbek’s to tidsskrifter undrer sig over, at borgerskabet og kvinder var med i balladen. De ”venstreorienterede” opfattede det der skete som opløb ikke som optøjer eller oprør. Men det hele blev forværret på den måde myndighedernes indgriben.
De moderate og konservative mente derimod, at myndighedernes indgriben som helt berettigede over for pøbeloptøjer.
”Folkevennen”, det stærkt konservative tidsskrift taler om, at ”en halv snes vilde håndværkersvende fandt for godt at slå en ærlig mands uskyldige vinduer ud” og det var tale om ”gadeoptøjer, hvor vilde læredrenge og ryggeløse unge mennesker” spillede hovedrollen i pøbelen.
Den Viborger Samler hævdede, at ”alle stænder, velklædt og sletklædt” var med. I mængden var der ”store natkapper i hundredvis og salopper og høje fjer, og velklædte mandfolk og skomagerdrenge, og embedsmænd og borgere og ripsraps, men ej en eneste håndværkersvend”. Tillige gik der ”så mange af de såkaldte skikkelige fruentimmer.
Minerva kunne konstatere, at opløbene bestod af ”kåde gadedrenge og nysgerrige kvindfolk”. En af pamfletterne hævder, at ”en sværm af håndværks- og andre drenge og tjenestepiger øgede tumulten”. Det blev endvidere påstået at studenter havde været med i pøbelen.
Politimesteren måtte gå af
Lovens håndhævere havde åbenbart været i mindretal. Det er således vidnesbyrd om, at mængden har befriet anholdte personer. Genstande var blevet kastet mod heste-garden. Magtopbuddet havde provokeret de tilstedeværende.
Åbenbart kunne politimester Flindt ikke finde ud af, hvad han skulle gøre. Samtidig var han overhovedet ikke vellidt. Hans behandling af situationen bragte ham i unåde hos højere myndigheder. Efter at roen var vendt tilbage, blev han afskediget som politimester, efter at han selv havde forlangt det.
Der var rygter fremsat, at garnison og borgerskab i København var i oprør og på vej mod slottet. Overpræsidenten og politimesteren ville blive afskediget.
Strejken blev støttet af bl.a. den borgerlige reaktionær P.A. Heiberg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 17, 2021
Hvorfor var Bødlen og Natmanden uærlig?
Ærligt arbejde. Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter. Erhvervene blev omtalt allerede i 1200-tallet. Var det ”uærligt” at spise hestekød? Jydske rakkere blev sammenlignet med natmænd. En lov påbød at ansætte bøddel og rakker. Først omkring 1800 syntes ”uærligheden” at forsvinde. Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland. Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen. Et smudsigt erhverv. Æresfortabelse. Man mistede æren på kagen. Tyve og mordere fik tilbudt stillingen. Professionelle skarprettere vandt frem. Ikke alle skarprettere var lige velhavende. Natmænd var byens luksus. Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud.
Uærligt arbejde
Vi har tidligere skrevet især om bødlerne. De og natmændene var underlagt den såkaldte uærlighed. Det betød, at de var udeladt af de ærliges fællesskab. De var foragtede og frygtede. Skellet mellem dem og den ærlige befolkning var konkret fysisk. Man måtte ikke røre ved bødlen og natmanden. Også deres familier var uærlige.
Allerede i 1688 skrev Sjællands stiftamtmand Otto Krabbe, hvor umuligt det var at få natmændene i købstæderne ordentlig begravet. Ingen ville berøre ligene eller ligkisterne.
Bødlen blev uærlig, når han ved skampælen på byens torv offentlig piskede lovbrydere eller henrettede dem på retterstedet uden for byerne, Natmændene hjalp bødlen i hans arbejde. De fjernede og aftog huden af selvdøde dyr. De aflivede heste og indfangede og aflivede katte og hunde. De fjernede natrenovation og de fejede skorstene.
Alle disse opgaver var det mere eller mindre uærliggørende for almindelige mennesker at udføre. Erhvervene som bøddel og natmænd er kendte i Danmark fra omkring år 1500 og op til omkring 1850. I 1700 – tallet havde groft sagt hvert andet amt sin bøddel og hver købstad og herred sin natmand.
Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter
Det er vanskeligt for os i dag at forstå, hvorfor man i bogstavelig forstand havde berøringsangst. Denne fremmedartede forestilling forekommer i dag primitive og uantagelige.
Det havde noget at gøre med folkeliv overtro, hvor bødler og natmænd tillagdes magiske evner som følge af deres erhverv. Men de indeholdt også en kraftig social nedvurdering og en voldsom foragt for disse to erhverv.
Fra 1685 forsøgte den danske stat at bekæmpe disse forestillinger. Men i dagligdagen anerkendte den danske stat imidlertid uærligheden. I mange sammenhænge.
Erhvervene omtales i 1200-tallet
Erhvervene omtales første gang sidt i 1200-tallet i de tyske byer. Deres oprindelse må derfor antages placeret noget før. Og måske skal vi se uærligheden i forbindelse med hedensk og kristen religion.
Tager man udgangspunkt i den sociale nedvurdering, synes middelalderbyens udvikling med bl.a. den stærke lavsstruktur at være det centrale. Endelig ligger også forbindelsen til den juridiske æresfortabelse som en mulig grundforklaring.
Var det uærligt at spise hestekød?
En fordom var at det var uærligt at slå heste ihjel og spise deres kød. En af natmændenes opgaver var netop at aflive heste. Det var ikke rationelt at lade et nærende og velsmagende fødemiddel gå tabt.
I Danmark begyndte lærere og på veterinærskolen omkring år 1800 at slagte og spise hestekød. Der blev oprettet et hesteslagteri, hvis mest stabile aftager var Tugt-, Rasp – Og Forbedringshuset.
Et vigtigt element i fordommen mod hestekød var imidlertid at forklare dens oprindelse. Der er eksempler fra den nordiske sagn – og sagalitteratur på at hestene ofredes til guderne og spistes som et helligt måltid. Men der var dog også eksempler på, at heste blev fortæret uden nogen form for religiøst formål.
Det Gamle testamente indeholder flere spiseforbud heriblandt at spise kød af dyr, der ikke har spaltede klove. Hvilket heste ikke har. Heller ikke selvdøde dyr måtte spises. Men blev ”uren” indtil aften, hvis man havde rørt ved et selvdødt dyr.
Ved kristendommens indførelse i Nordeuropa blev de gammeltestamentlige spiseforbud introduceret. Et paveforbud fra 740 indeholder forbud mod at spise heste og harer.
Hvor de andre spiseforbud ikke slog an i Norden, så blev forbuddet mod at spise hestekød gentaget i en række nordiske – især islandske – kirkelove fra 1000-1200 tallene. Årsagen kan være, at hestene var brugt til ofringer i den hedenske religion, hvorfor denne spise var ukristelig.
Rakkere sammenlignes med natmænd
I begyndelsen af 1820’erne kunne man endnu i de øde egne af Jylland møde omvandrende grupper af folk, som udførte diverse småhåndværk, men også i høj grad tiggere. Grupperne udførte også de foragtede natmands-håndværk. Natmandsfolket på den jyske hade havde egne skikke og desuden i et vist omfang et eget sprog, som de kaldte ”rotvelsk”. Det var dengang navnet på et tysk ”tyvesprog” i Tyskland. Denne gruppe havde myndighedernes interesse. Det var derfor de blev forfulgt.
Disse natmænd blev også kaldt tatere og et ord, der antagelig ligger på Facebooks ”forbudt-liste”. Steen Steensen Blicher har ofte beskæftiget sig med disse i hans beskrivelser af den jyske hede og på vores hjemmeside kan du også læse om dette folkefærd.
Det første belæg for, at der var bødler i Danmark, er omtale af en bøddel i København i 1496. Fra 1516 findes en indirekte omtale af en rakker i København.
Lov påbyder at ansætte bøddel og rakker
Christian den Anden påbød i sin verdslige lov af 1521 alle købstæder at ansætte en bøddel og en rakker. Denne sidste skulle udføre ådsler og andet som stank fra købstæderne. Omkring år 1600 fandtes bødler i de fleste købstæder og i herreder som lå langt fra købstæder.
Først omkring 1800 synes ”uærligheden” at forsvinde
Omkring enevældens indførelse vandt tyske skarpretterslægter indpas i Danmark. Enevælds-kongerne gav efterhånden disse privilegier til at være skarprettere i stadigt større områder. De fleste skarprettere i 1700-tallet var velstående. De forestod ansættelse og opsyn med natmændene i deres bøddeldomme.
I en forordning af 21. marts 1685 besværede kongen sig over, at en del løse personer, som bl.a. skorstensfejere og natmænd søgte at tiltvinge sig rettighed til at udføre adskillige tinge arbejder under skin af, at det skulle være uærligt.
Forordningen bestemte at disse herefter ikke skulle anses for uærlige. Det måtte heller ikke anses for uærligt at udføre dødt kvæg og anden urenlighed.
Forordningen blev gentaget flere gange i 1700-tallet men tilsyneladende med begrænset effekt. Først omkring 1800 syntes natmændene og uærlighedsforestillingerne at vige.
Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland
I Danmark var den professionsbestemte uærlighed altovervejende begrænset til bødlen og natmanden. Men i Tyskland var den mere udbredt. En lang række erhverv har haft en eller anden form for uærlighed knyttet til sig i de tyske byer. Det var hyrder, møllere, vandrende musikanter, gøglere, bademestre, barberer og linnedvævere.
Også visse offentlige embeder blev tillagt en form for uærlighed. Det gjaldt toldere, kirkegårdsgravere, tårnvægtere, tiggerfogeder, natvægtere og bytjenere. Måske kan man kalde uærligheden for småborgerlig.
Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen
Før bødlen var det dommeren eller den anklagede part, som også udførte dommen. Det er således endda eksempler på, at tyske fyrster og hertuger selv udførte henrettelserne. Men allerede i 1276 kan vi se forekomsten af bødlen som selvstændigt erhverv i det tyske byer. (Augsburg).
Måske har dette noget at gøre med romerrettens stigende indflydelse i Tyskland. I den romerske tradition var bødlen ilde lidt.
I kristendommen er det at slå ihjel et brud på det 7. bud. Der kendes flere eksempler på bødler, som tog på pilgrimsfærd for at sone deres mange drab.
Bødlen fungerede som leverandør af magiske relikvier fra sin arbejdsplads. Skamstøtten – kagen – på byens torv, spillede hovedrollen i bekæmpelsen af usædeligheden i 1500 – 1600 – tallene. Herpå udspillede der sig et helt uærliggørelses teater, hvis hovedperson var bødlen.
Et smudsigt erhverv
Bødlens funktion var grusom og natmandens erhverv var smudsig. Og så kunne det vare at befolkningen på en eller anden måde har fået en traumatisk holdning til dette. Dette kun også være årsag til uærlighed.
Bødlen såvel som rakkeren blev også smittet af den jævnlige omgang med uærlige forbrydere, særlig med tyve, mente man. Andre forskere mener, at årsagen til natmændenes uærlighed ligger i den tyske kultur. Det skyldes de tyske håndværkslav.
Nogle mente også at offentlige henrettelser havde et religiøst indhold. For at afvente gudernes vrede, måtte ”mis-æderen” ofres til guderne.
Særlig tyske forskere synes, at uærligheds-betegnelsen kommer fra et borgerligt æresbegreb. I middelalderbyerne skulle alle forsvare dem. Dem der så ikke gjorde det blev kaldt ”ohne Gewehr” men også ”unehrlich”.
Æresfortabelse
Op gennem middelalderen værnede især de fattige håndværk om deres ære og bruge afvisningen af de uærlige hverv og uærlige handlinger i øvrigt som en vigtig social afgrænsning nedadtil.
Det centrale i æresfortabelsen var den foragt, som fulgte af selve forbrydelsen. Kagen og kagstolpen skulle man ikke røre. Så blev man uærlig.
Bødlen og hans hjælper, rakkeren (natmanden)færdes hjemmevant på den uærlige kag. De udførte de mindre forbryders æresfortabelse med piskning osv. De hængte tyvene på den lige så skyede galgebakke. Rakkeren skar de rådne lig ned og begravede dem i galgebakken. Denne overførsel af smitte fra dem, som dømmes til æresfortabelse, må være en vigtig medvirkende årsag til bødlens og rakkerens uærlighed.
Man mistede æren på kagen
Det stod ikke i lovene, at berøring med kagen gjorde uærlig, men forestillingen støttedes af bystyret og det dominerende handelsborgerskab, som lod kagbygningerne rejse.
Også hekseforfølgelsen hang sammen med den uærlige bøddel i Danmark. Bødlen var et vigtigt instrument for myndighederne i det groteske skuespil. Han fremtvang bekendelserne med tortur og udførte den uhyggelige levende afbrænding af heksene.
De forbrydere, der mistede æren på kagen, men ikke blev hængt, forsvandt jo ikke. De blev udstødt af det nærsamfund, som dømte dem, men måtte så flygte et andet sted hen. Derfor var der konstant i samfundet et element af afskyede æreløse personer, som ærlige borgere måtte vare sig for at tage i deres brød. Ærligt tyende måtte vare sig for at arbejde sammen med dem.
Tyve og mordere blev tilbudt stillingen
Bødlens og rakkernes huse blev så samlingspunkter for de æreløse udstødte. Nye kandidater til de to erhverv kunne så rekrutteres fra disse. De havde jo allerede været i berøring med kagen.
Der er i Danmark flere eksempler på, at mord – og tyveridømte undslap sværdet eller galgen mod at blive bøddel i stedet. Det var vanskeligt at finde folk til et så vanærende arbejde. Myndighederne kunne vel heller ikke have været utilfredse med at udpege en morder eller tyv dertil.
Den selv kagstrøgne eller måske øreløse tyv-bøddel som også fjernede stinkende ådsler, inkarnerede alt afskyvækkende og gjorde mødet med ham/hende på kagen endnu frygteligere.
Dette skrækkens og afskyens teater på byens vigtigste torv kulminerede først i 1600-tallet, men skiftede også karakter. Det var samtidig med at hekseforfølgelserne begyndte at give moralske tømmermænd, begyndte de herskende også at væmmes ved straffescenariet. Bødlen var trods alt statens forlængede arm. Jo mere grotesk han fremtrådte, des mere hævngerrig og blodtørstig fremstod staten og retssamfundet.
Professionelle Skarprettere vandt frem
I stedet for tyve- og morderbødlen fremtrådte så den professionelle højtbetalte skarpretter, som for at ansættes skulle dokumentere sin uddannelse, gode vandel og helst afstamning fra skarprettere.
Henrettelserne var nu rykket udenfor byerne. Skarpretteren skulle værdigt og professionel usvigelig træfsikkerhed gøre volden så upersonlig som muligt. Sammenhængen mellem forbrydelsen og afstraffelsen skulle dominere sceneriet uden at bringe magtapparatet i uønsket fokus. Skarpretterens professionalisme, gode vandel og rigdom hævede dem delvis ud af bødlernes uærlighed, i Danmark fra omkring 1700.
Som bødlens medarbejdere ramtes natmændene også af kagens uærligheds-smitte.
Ikke alle skarprettere var lige velhavende
Nu var det ikke alle bødler der var lige velhavende. Mange kunne slet ikke leve af deres profession. De fik enten en fast årlig ydelse., fik ret til opkrævning af bøddelpenge hos borgere og bønder, eller fik forpagtningen af natmandsbevillinger.
Natmænd – var byens luksus
Natmændene var henvist til at leve af deres profession. Det oprindelige erhvervsindhold synes at være fjernelse af ådsler, natrenovation og andre uhumskheder fra byerne. Den ældste betegnelse for natmanden i Tyskland var det latinske ”cloacarius”. Det betyder, den som har med spildevandskanaler at gøre. Det gamle nordtyske og nordiske betegnelse ”rakker” stammer enten fra ordet ”raken” som på ældre nedertysk og i øvrigt også på engelsk betyder bortskaffelse af urenlighed. På højtysk ”recken” betyder ordet ”at strække eller torturerer”.
Borgere i større byer, som ansatte en natmand, slap for selv at udføre de ubehagelige arbejdsopgaver. Det var en bylivets luksus og må være blevet betragtet som udtryk for by-civilisation og forfinelse, at borgerne ikke som bonden var tvunget til selv at borttage ådsler og andre urenheder. På den måde kom den uglesete natmand til at markere bylivets dannelsesmæssige fortrin.
Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud
Den mest udbredte tyske benævnelser for natmænd fra renæssancen og fremefter var imidlertid ”Schinder” eller ”Abdecker”, som hentyder til dette at flå huden af dyrene.
Natmændenes vigtigste indtægt i 1600 – 1800-tallets Nordtyskland viser at salget af huder som de aftog af ådslerne, var deres vigtigste indtægtskilde.
En forordning fra den 31.1.1794 befalede, at det ikke var tilladt at begrave selvdøde dyr før huden var aftaget, ligesom ingen måtte undslå sig for at hjælpe hermed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 15, 2021
Er Facebook fortid for www.dengang.dk
Vi har før haft problemer med Facebook. En uskyldig artikel om Vesterbro i 1914 indeholdt et forbud ord. Vi blev kriminaliseret for at bringe ”hadefulde ytringer”. Besøgstallet på vores hjemmeside vil falde drastisk. Men vi kan ikke formidle historie, når vi skal være underlagt algoritmer. Helt ærligt, så føler vi os til grin. Hvor mange ”forbudte ord” er der? Uden at næve ordet, beskriver vi det hermed. Man må ikke træde andre over tæerne. Og selvfølgelig skal der være regler. Og vi er også altid modtagelig for konstruktiv kritik. En plade på Assistens kirkegård skaber røre. Og hvorfor det? Jo, tanken erm, hvad bliver det næste. Skal vi kigge på Christian den Fjerdes jagt på hekse. Hvorfor skal det rettes på historien. Og hvorfor er det politikere der skal gøre dette? Kulturløsheden/historieløsheden har også ramt Facebook. Det er oppe i tiden at sige undskyld. Vi skal også se på en klog mands fortolkning. Vi fortsætter på vores hjemmeside – men på Facebook holder vi en tænkepause.
Vi har før haft problemer med Facebook
Der er ingen hemmelighed, at vi før har haft problemer med Facebook. Og det er da heller ingen hemmelighed at vi har været glade for at formidle vores artikler via Facebook. Således har vi delt ca. 10 – 15 stykker hver dag. Og mange er gået ind og læst artiklerne.
Mediet er ikke klar over, at det er historieformidling
Men vi har netop fået en advarsel fra Facebook igen engang. En artikel, som vi har bragt flere gange – ”Vesterbro 1914” er blevet beskyldt for at indeholde ”hadefuld retorik”. Dette har vi selvfølgelig ikke accepteret. Det er tale om historiefortælling og Facebook er ikke gået i detaljer med, hvor vi har overtrådt reglerne.
Fortiden kan ikke beskrives med nutidens øjne
Vi er meget påpasselig med ikke at genere nuværende personer. Men når man beskriver fortiden, kan det undgås at nogle bliver ramt. Vi indrømmer også at særlig når det gælder Besættelsestiden, De Slesvigske Krige og Genforeningen har vi nok en mening, der ikke altid er forenelig med historiebøgerne. Men vi begrunder og dokumenterer også vores mening.
Man kan nu engang ikke beskrive fortiden med nutidens øjne. Det er der så en del politikere, der gerne vil.
Besøgstallet vil dale drastisk
Vi bruger en del tid på Facebook med at formidle historien, men det kan være fortid. Pludselig falder hammeren fra Facebook. Man kan sætte nogle flueben, men ellers kan man ikke rigtig komme i forbindelse med dem og fortælle, hvorfor man mener, at deres afgørelse er uretfærdig.
Vi er da godt klar over, at uden Facebook vil besøgstallet til vores hjemmeside falde markant. Men hvad kan man gøre?
Vi vil ikke formidle historie efter Facebook – forordninger
Skal man navigere historieformidlingen efter Facebook – forordninger, så bliver historieformidlingen forkert. Og det vil vi ikke.
Vi ved godt, at vores historiefortolkning omkring ”Genforeningen” og besættelsestiden er lidt anderledes end den, der står i de fleste historiebøger. Vi har været i arkiver og gjort opdagelser. Og det er ikke altid i overensstemmelser med læserne.
En såre uskyldig artikel om Vesterbro i 1914 er efter fjerde gang pludselig ”krænkende”
Når sådan en uskyldig artikel, som at beskrive Vesterbro omkring 1914 kan få Facebook til advare os, så kan en hvilken som helst af vores artikler om ”Genforeningen” eller ”Besættelsestiden” vel også få Facebook op af stolen.
Endnu ved vi ikke, hvad vi vil. Men måske bliver det så bare at gengive gamle fotos og så opfordre folk til at gå ind på vores hjemmeside.
Reglerne er læst igennem atter engang
Vi har selvfølgelig læst Facebooks regler igennem nok engang, men kan stadig ikke se, hvor vi lige har forbrudt os. Når man så ser de bemærkninger, som vi har mødt i vores historieformidling, så undrer det os, at dette overhovedet ikke har haft nogen konsekvens for disse.
Godt nok spørger Facebook om vi er enig i deres afgørelse, så kan man sætte et flueben. Men allerede ½ minut efter, kommer de til samme afgørelse efter at de påstår at have gennemlæst 1.743 artikler.
Facebook har en forbudt – liste
Vores teknikker har fundet ud af, at vi har brugt et ord/begreb fra Facebooks forbudt-liste. Så sker der noget automatisk fra Facebook’ s side. De tager ikke hensyn til, at man beskriver en epoke i Vesterbro’ s lokalliv. Åbenbart er det en algoritme, der har reageret.
Hvad kan vi gøre?
Ja egentlig burde vi få fat i Facebook’ s forbudt – liste. Og den skal så tages bogstavelig. Hver gang et af forbudt – ordene/begreberne er med i en artikel.
Når vi så har fået fat i den liste, skal alle 1.743 artikler gennemgås.
Vi føler os til grin
Helt ærligt, så følger jeg mig som redaktør af www.dengang.dk og som administrator af FB – gruppen til grin. Vi bruger oceaner af tid til research og i nogle tilfælde er vi også i arkiver, hvis vi ellers får lov. Det er fin nok på hjemmesiden. Men når vi så ikke passer på enkelte ord, så klappe fællen.
Vi støder ind i Facebook – algoritmer
Vi ved godt, at mange bruger Facebook til at dele følelser og mere. Vi deler så historieformidling. Men når man nu er på dette medie, er det mange uskrevne regler, som du skal følge. Men gang på gang støder man ind i Facebook – algoritmer.
Det gule kort – nok engang
Vi kan godt forstå, at der skal være nogle regler og retningslinjer. Men så gør dem dog tydeligere. Man bliver jo nærmest gjort til kriminel, fordi man har brugt et ord, der ikke mere må bruges i USA. Det er hadytring, siger Facebook. Men i deres fortolkning er der ikke nuancer. Man har fået det gule kort – nok engang.
Hvilke ord, skal man nu passe på at bruge? Når man beskriver historien, er det sikkert meget er det ikke glemt og befinder sig på Facebook’ s forbudt – liste.
Retningslinjer?
Selvfølgelig ved man, at det er etiske retningslinjer, man skal overholde. Direkte trusler, selvskade, farlige organisationer mobning/chikane, angreb på offentlige personer, kriminalitet. Man må ikke angribe offentlige personer m.m.
Men hvad er farlige organisationer. Waffen SS blev dømt som ”kriminel kommunikation” Og hvad med ordet ”nazist” Og hvad med alle de stygge personer under Anden verdenskrig, som man har beskrevet.
Hvor mange forbudte ord er der?
Det hele passer jo ikke ind i begrebet ”dansk frisind” eller ytringsfrihed. Der er ingen gennemsigtighed i Facebooks afgørelser. Vi har fundet ud af at der er ”forbudte ord”. Men hvor mange er der? Og hvor kan vi finde listen?
Selv, hvis du deler et indlæg, der indeholder nogle af ”de forbudte ord” kan du blive stemplet. Du skal passe på den racistiske terminologi og passe på at omtale bestemte befolkningsgrupper med deres gamle navn.
Svært at komme op mod et privatejet monopol
Facebook er blevet et sted, hvor man deler viden, nyheder m.m. Der er i den grad behov for mere tydeligere spilleregler. Din historiske tekst kan ret hurtig blive kriminaliseret i forhold til de såkaldte ”Fællesskabsregler”
Gang på gang bliver dine argumenter afvist. Afgørelserne ligner lemfældigheder. Det er en slags retshåndhævelse med tilbagevirkende kraft.
Vi får hele tiden at vide, at Facebook er et privat monopol. Her gælder ytringsfriheden ikke. De danske retssystemer har ingen virkning. Og egentlig er Facebook et flygtigt medie med en uendelig strøm af ligegyldigheder. Så snart du har postet dit opslag er det i princippet glemt.
Algoritmer kan ikke tolke alt
Facebook siger, at deres politikker er baseret på feedback fra et fællesskab og en rådgivning af eksperter. Den gør plads til forskellige synspunkter og overbevisninger. Folk kan udtrykke sig og blive hørt, skriver man. Ja så længe man holder sig inden for den almene historiefortolkning.
Håndhævelse af standard afhænger af de oplysninger, som de har til rådighed. Jamen en algoritme kan åbenbart ikke finde ud af, at det er historie, man prøver på at formidle.
Konsekvenser varierer
Det står også i Facebooks regler, at konsekvenserne at overtræde Fællesskabsreglerne varierer alt efter, hvor alvorlig overtrædelserne er. Men også over personens historik. Og da ser vores ikke for godt ud. Det betyder et snarligt farvel, fordi vi har brugt et ”forbudt ord”
Det ord – som kriminaliserede os
Det ord som har kriminaliseret os er før blevet brugt i børnesange og børnelitteratur. Og så er det brugt i flødeboller. Det er betegnelsen for en person med en anden hudfarve end hvid. Det kommer fra et latinsk ord, der næsten hedder det samme som det forbudte ord.
Nu er det så blevet stødende at bruge ordet. Det kan undertegnede godt forstå. Men i den artikel vi skrev, befandt vi os på Vesterbro i 1914, og da blev ordet anvendt hele tiden. Mange ældre mennesker, bruger ordet endnu uden at det på nogen måde er stødende eller hadefuldt.
Oprindeligt var det den amerikanske borgerretsbevægelse, der frabad sig at blive kaldt det ord på engelsk, som vi ikke må nævne. Men hvem har herhjemme bestemt at vi ikke må nævne ordet?
Det er ikke ”Sprognævnet” og det er heller ikke Staten. Det er så åbenbart ”sprogsamfundet” og Facebook.
Politisk korrekthed handler om respekt for mennesker
Ordet er gradvist blevet politisk ukorrekt, fordi det er mennesker som føler at det er stødende. Og åbenbart deler det forbudte ord os op i et hierarki, der er baseret på hudfarve.
Antropologer forklarede mentale og kulturelle forskelle ud fra den menneskelige biologi og som noget, der var forbundet med hudfarve. Og Facebook kriminaliserer en for at bruge ”hadefuld retorik” eller sagt på ”mere dansk” som racist.
Den amerikanske borgerretsbevægelse har en stor del af æren for at ordet er blevet direkte politisk ukorrekt. Men vi bærer jo historien i os. Vi er opvokset med dette ”forbudte ord”.
Politisk korrekthed handler om respekt for andre mennesker. Selv om man ikke bruger dette forbudte ord i en ond hensigt, er det en betegnelse, som er ladet med betydninger, at det er mest respektfuldt ikke at bruge det.
Men i Danmark har vi jo slet ikke set den samme racediskrimination, som vi har set den i USA.
Man må ikke træde andre over tæerne
Men åbenbart er det også problemer med at nævne andre befolkningsgrupper. Disse kommer eller er måske allerede på Facebooks ”forbudte” liste. Det gælder også for navnet på en meget velsmagende is, som vi gennem tiden har konsumeret en del af.
Vi må heller ikke mere omtale en bestemt hårfarve på en pige. Det kan både refererer til hendes intelligens og så har det skabt problemer i forbindelse med en meget velkendt dansk sang.
Det handler om ikke at træde nogle over tæerne. Og når man begår sig på Facebook, må man åbenbart tænke sig ind i den amerikanske ideologi og historie.
Vi er modtagelige over for konstruktiv kritik
Historieformidling handler vel også om identitetspolitik. Vi har mærket det omkring besættelsestiden og ”genforeningen”. Der er mange, der er lodret uenige i vores fortolkning. Som vi tidligere har fortalt, har vi ikke noget imod konstruktiv kritik. Men den kritik vi får er langt fra – konstruktiv. Mange gange har kritikkerne kun læst den indledende tekst.
Vi er ofte blevet inviteret ud at holde foredrag for eksempel om ”Genforeningen”. Invitationen er så trukket tilbage, når man har sat sig ind i vores artikler. I en pause under et foredrag om Besættelsestiden på Nørrebro kom fire studerende op og sagde, at jeg var fuld af løgn.
Hvad bliver det næste?
Men det er en farlig tendens i samfundet. Det er som om, at Danmark skal sættes op i glorværdigt skær, når man diskuterer vigtige emner i Danmarkshistorien. Dette mærker vi tydeligt på Facebook.
Og så er det lige det med identitet. Verden over diskuterer man at diverse tiders undertrykkere, racister og lignende statuer skal fjernes. I Danmark gik det ud over en buste af Frederik den Femte, der blev smidt i Københavns Havn.
Snart er det måske også forkert at Christian den Fjerde jagtede hekse. Og sådan udvikler det sig. I øjeblikket diskuteres det, om det er rigtigt at arrangere en udstilling med Nolde og Kirchner på SMK. Det er så en udstilling med historiefortælling.
En plade på Assistens Kirkegård
Vi kunne pludselig se rød maling på Hans Egede statuen i Grønland. Man ønskede den fjernet. Statuen blev et symbol på Danmarks udnyttelse af Grønland.
Og for ikke lang tid siden brød der pludselig en debat ud om Danmarks rolle under kolonitiden. Politikere påstod, at man ikke havde den rigtige historie. Nu findes der oceaner af faglitteratur omkring De vestindiske øer og Danmark som kolonimagt. Også på nettet kan du finde meget.
En plade på Assistens Kirkegård har i den grad vakt debat. Først ønskede politikere den fjernet, senere har man så besluttet sig at ændre teksten. Vi har tidligere beskæftiget os med dette. Sagen er egentlig med følgerne kan blive store. Og på Facebooks forbudt – ord kan det sagtens blive tilført nu ord, uden at du opdager det.
Hvorfor skal det ”rettes” på historien
Det kan jo være rigtigt at korrigere fortiden og forsøge at ”rette” synspunkter i relation til et andet syn på kolonialisme, ligestilling m.m. Det vidner om at man ikke kan sætte sig ind i fortidens holdninger og værdinormer. Politikere skal da ikke på den måde rette i historien så det passer til ens verdensbillede.
Jo, det er rigtigt, at von Scholten har udstedt dødsdomme over slaver. Det var jo hans job som guvernør. Men han giv imod kongen og plantageejernes udnyttelse af slaveriet. Han har sparet mange slavers liv, ved at afskaffe slaveriet.
Vi skal tage ved lære af historien
Vi skal tage ved lære at historien. Den skal ikke ignoreres og vi skal heller ikke slette den. Vi kan godt drage paralleller til nutiden og til at forstå, hvem vi er i dag. Slaveriet er en del af Danmarkshistorien. Det ændrer vi ikke ved at fjerne mindeplader, bygninger eller statuer.
Hvorfor laver man ikke bare en QR – kode ved Peter von Scholtens mindeplade. Så kan man lynhurtig få mere information om hans virke. Noget andet er, at man skulle tro, at der i dag var vigtigere ting for politikerne i København at tage sig af, bl.a. erhvervslivet’ s virke i en corona-tid.
I øvrigt har Man lavet en udmærket oplysende video om Peter von Scholten fra kirkegårdens side. Men den kan politikerne måske finde på at kalde manipulerende?
Konfronteret med upopulære begivenheder
Vi mærkede også stor antisympati, da vi udgav vores bog om en hændelse i Padborg lige efter besættelsestiden og om det dansk – tyske forhold. Det er fint, at vi i nogle tilfælde forholder os kritisk over historiske begivenheder. Vi skal tåle at blive konfronteret mod upopulære begivenheder.
Kulturløsheden/Historieløsheden har ramt Facebook
Kulturløsheden/historieløsheden har også ramt Facebook’ s holdning til historien. Algoritmer kan nu engang ikke styre historieformidlingen. Vi skal hele tiden veje vores ord, når vi formidler historien. Det kan godt være at dengang.dk’ s holdning på nogle områder er lidt kontroversiel. Men vi har nu engang ikke spredt hadefuld retorik, som Facebook nu flere gang har beskyldt os for. Men kan godt diskutere historien. Men man skal ikke gå ind og slette gamle spor.
Historisk uvidenhed og manglende evne til at sondere mellem nutidens racisme som bør og skal bekæmpes, kan algoritmer og politikere heller ikke altid finde ud af.
Det er oppe i tiden at sige undskyld
Det er oppe i tiden at sige undskyld for historiske ugerninger, ikke mindst med relation til vestlige landes kolonisering af lande i Den Tredje Verden. Man skal sige undskyld til mennesker, der ikke slev har været koloniseret eller har været slaver. Der er ingen grænser for, hvad vore dages moralske og politiske målestok kan finde på, at der skal undskyldes for. Skal vi også undskylde for vikingernes erobringstogter?
Der er grundlæggende mangel på forståelse for historiens betydning for, hvordan historie kan og skal tolkes. Hvordan så datidens mennesker på sagen?
En klog mands fortolkning
Fortidens begivenheder og fortidens mennesker kan nu engang ikke vurderes efter fores dages holdninger. Men kan ikke ændre på historiens gang. Der er fortsat mennesker i live, der har lidt overlast. Magtfulde nationer har haft kolonier og udnytter mennesker og gør det endnu.
Gennem de sidste 100 år har vi gradvist opbygget et ideal om alle menneskers ligeværd, uanset køn, race, hudfarve, seksualitet og så videre. Det betyder ikke at fortidens uret er gjort god igen, men det betyder. At vi er kommet videre og blevet klogere.
En klog mand, Nikolaj Bøgh siger det på denne måde:
Dengang.dk holder en tænkepause
Det ville jo være kedeligt atter engang at skulle smides ud af Facebook. Derfor bliver vi i øjeblikket nødt til at holde en lav profil. Vi har ikke så meget lyst til at gennemsøge alle vore artikler efter såkaldte ”forbudte ord”. Vi kender ikke disse ord.
Som vi har forsøgt at beskrive, så kommer der flere ord til. Vores læserskare har til tider været oppe på et par tusinder om dagen. Det er der ikke i øjeblikket, hvor vi holder lav profil. Jo, vi vil gerne have mange læsere, men ikke for enhver pris.
Vi synes selv og det gør mange af vores læsere også, at vi laver et seriøst stykke arbejde. Men vi vil ikke være til grin for en eller anden mærkelig filosofi.
Vi fortsætter med vores artikler, som vi så bare lægger direkte ind på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 11, 2021
Slesvig Holsten og Bismarck
Ja egentlig handler det om krigen 1864. men det er nok i en hel anden version end den, som skoleeleverne får undervisning i, og den version, som medierne elsker at bringe. Hvorfor blev Danmark svigtet af alt og alle? Kom Bismarck bare og stjal et stykke af Danmark? Liberale var åbne for et selvstændigt Slesvig – Holsten med Frederik af Augustenborg som præsident/hertug. Og sådan ville kong Wilhelm også gerne have det. Men ikke Bismarck. Hans politik gik ud på at komme af med Østrig og indtage magten i Det Tyske Forbund. Og her skulle Slesvig Holsten bruges. For ham var det ikke 1864, der gjaldt, men 1866. Da Frederik den Syvende pludselig døde vågnede de tyske småstater op. Og det gjorde de også på Augustenborg. Englænderne kunne ikke få opbakning på noget som helst. Deres opbakning til Danmark indskrænkede sig til en indkaldelse af en konference. Her viste Danmark en total mangel på smidighed. De afviste alle kompromisforslag. De ville heller ikke have forlænget våbenhvilen. Og så følte de sig som sejrherre. Holdningen hos stormagterne var nærmest så kunne ”Danmark sejle deres egen sø”. Først da Jylland og Als var indtaget og Bismarck truede med at indtage Fyn kom den danske regering til forhandlingsbordet. Man kunne ellers have fået noget der ligner den nuværende grænse i London.
En anden version
Skolebørn får at vide at Bismarck var ond og at et stykke ”Danmark” blev tyvstjålet. Og så får de også at vide, at ingen kom Danmark til hjælp. Vi stod helt alene. Men der er heller ikke blevet fortalt, hvorfor Danmark ikke fik hjælp.
Vi forsøger atter engang at komme bar de historier og myter, der bliver fortalt.
Et af de store problemer med 1864 er forklaringen på, hvorfor det gik så galt for Danmark og så godt for Preussen. Man har peget på Monrad og hans ministeriums udygtighed og på Bismarcks statsmandskunst.
Andre mener, at det var uventet engelsk tilbageholdenhed og at Rusland lod Danmark i stikken.
Vi er godt klar over, at det ikke er denne version som man får fortalt i skolen. De hænger stadig noget ”Helteagtigt” over 1864. Ja nogle mener stadig at vi vandt krigen dengang.
Et bedre militær og bedre politikere havde ikke kunnet forhindre katastrofen
Ved treårskrigen 1848 – 1851 blev Danmark reddet af en stormagtsintervention, men denne udeblev i 1864. Forskellen skyldes nu ikke forskellige danske ministerier. Da situationen i 1864 gik i hårdknude, kunne Danmark sandsynligvis kun være blevet reddet af en anden stormagt.
Et større eller dristigt dansk militær indsats eller mere habile politiske ledere kunne næppe have afværget krigen eller undgået afståelsen af i hvert fald en stor del af Slesvig.
En kamp mellem liberale og konservative
Slesvig-Holsten var som nationalt samlingssymbol og som en bestanddel af kampen mellem liberale og konservative imidlertid ikke et element i de forskellige tyske staters indenrigspolitik. Det var også et europæisk problem.
I Europa var der en slags blokopdeling mellem de liberalt orienterede vestmagter England og Frankrig på den ene side. Op den anden side havde de konservativt orienterede østmagter, Preussen, Østrig og Rusland.
London – kontrakten fra 1852
Vi skal også kigge på den såkaldte London – kontrakt fra 1852. Den regulerede arvefølge-spørgsmålet i hertugdømmerne og anerkendte opretholdelsen af dansk integritet som en ”almindelig europæisk interesse”.
Det er af betydning for forståelsen af ”1864”, at Preussen var den af stormagterne, som led mest af splittelsen mellem konservative og liberale. Statsapparatet var simpelthen ved at gå i stå, da Bismarck som ”konservativ” politiker blev udnævnt til at løse denne indre konflikt.
Situationen i Europa
Til den indenrigske konflikt kom med Krimkrigen 1853 – 1856 en alvorlig udenrigs – og sikkerhedspolitisk problem.
Den konservative solidaritet mellem Preussen, Østrig og Rusland blev sprængt ved Ruslands forsøg på en sydvestlig ekspansion. Østrig følte sig truet og gik ind i krigen på Englands og Frankrigs side.
Rusland blev slået og var svækket. Det var nu Frankrig der for første gang siden 1815 var Europas dominerende nation. Det forbunds sikkerhedspolitiske stilling blev hermed forringet, da det begyndte med en rivalisering mellem Preussen og Østrig. Og hvordan med et samlet Tyskland, hvis Frankrig begyndte med en aktiv udenrigspolitik.
Liberale ville have et selvstændigt Slesvig-Holsten
Preussen blev en af de dominerende kræfter i den politiske kamp i næsten alle Europas lande. Slesvig – Holsten var blevet en liberal mærkesag i Tyskland.
De liberales ønsker om oprettelse af en selvstændigt Slesvig-Holsten under hertugen af Augustenborg, kunne Bismarck ikke imødekomme. Slesvig – Holsten kunne derfor ikke bruges som udsoning med de liberale. Men hertugdømmerne kunne måske bruges til splitte de liberale.
Fransk aggression
I 1851 var der en voldsom rivalisering mellem Preussen og Østrig om overherredømmet i Tyskland. Østrigerne forsøgte af sikkerhedsmæssige grunde at få mere magt. Den fransk – østrigske krig i 1859 understregede Østrigs udsatte sikkerhedspolitiske situation endnu mere.
Da det slesvig-holstenske problem blev akut i efteråret 1863, skete det netop som forventningen om en fransk aggression i Europa nåede sit højdepunkt. Den preussisk – østrigske krig mod Danmark fandt sted i skyggen af frygt for fransk aggression i foråret 1864.
Bismarck ville hindre Østrigs magt
Det preussisk – østrigske samarbejde mod Danmark skete ganske vist for en populær sag, men ingen af disse to stormagter tog hensyn til det tyske forbunds ønske om et selvstændigt Slesvig – Holsten. Forbundet var stærkt uenige med de to stormagter om krigsmålene.
En stor del af Bismarcks politik gik ud på at hindre østrigsk magt. Han var også bange for en fransk – russisk alliance. I begyndelsen troede Bismarck ikke på det tyske forbund. Han ville ikke i alliance med Frankrig, men kun skabe en mulighed for sådan en.
Da det Slesvig Holstenske problem var akut var muligheden der for en preussisk alliance med Frankrig bedre end nogensinde samtidig men at Østrig var afskåret fra sådan en.
Hvordan kunne man tilgodese tyske indbyggers interesse
Diskussionen om Slesvig-Holsten drejede sig udelukkende fra tysk side om hvordan man kunne tilgodese tyske indbyggers interesse. På trods af den ophidsede opinion i Tyskland mod de e danske overgreb I Slesvig-Holsten anbefalede man en forhandlingspolitik.
Men i et brev til Bismarck fra november 1862 argumenterede Bismarcks forgænger i udenrigsministeriet, Bernsdorff for en radikal inddragelse af det Slesvig – Holstenske problem i den tyske magtkamp. Det ville efter Bernsdorff’ s mening være muligt at splitte den østrigske ledende fløj på forbundsdagen ved en aggressiv politik mod Danmark.
De tyske småstaters regeringer ville på grund af det Slesvig – Holstenske problems nationale karakter blive nødt til at følge Preussen. En aggressiv preussisk ledet politik over for Danmark er ”et rigt og nyttigt våben” mod Østrig. Og så ville sådan politik være populær i befolkningen.
Østrig ville i Det Tyske Forbund
Efterhånden fandt Bismarck ud af, at han ikke kunne regne med Frankrig. De var kun ude på at skabe splittelse i det Tyske Forbunds,
Bismarck havde spurgt sin krigsminister von Roon om de militære synspunkter i tilfælde af krig mod Danmark.
I august 1863 måned indkaldte Østrig til en fyrstekongres i Tyskland og det var ret sandsynligt, at Østrig i vid udstrækning ville sætte sine krav igennem. Ønsket var at få landet optaget som fuldbyrdet medlem i det Tyske Forbund. Dette ville Bismarck forhindre.
De tyske småstater var ikke alle enige om krig
Preussen havde fået et godt forhold til Rusland. Dette var af stor betydning, bl.a. fordi at England stod som Danmarks beskytter i hertugdømmerne. De måtte nu tage en mindre tyskfjendtlig holdning.
Den 1. februar 1864 befandt Preussen og Østrig sig side m side i krig mod Danmark. De var i dyb uenighed med de tyske småstater om krigens formål.
Den 9.juli besluttede forbundsdagen at ville stille følgende ultimatum til Danmark. Marts-patentet skulle sættes ud af kraft og forbundsforsamlingen skulle inden 6 uger have bevis for, at man i Danmark ville indføre en fællesforfatning enten i overensstemmelse med 51/52 – aftalerne eller med Lord Russells forslag i Gotadepechen fra 24. september 1862. Den 27. august afviste Danmark disse krav.
Da Frederik den Syvende døde
Den 13. november blev den nye danske forfatning med en endelig etablering af Ejder – Danmark. To dage efter døde Frederik den Syvende pludselig. Nu havde det Slesvig -Holstenske problem en endnu farligere karakter.
Både Preussen og Østrig havde underskrevet London-Traktaten, som anerkendte at prins Christian af Glücksborgs arveret til hele monarkiet, altså også i hertugdømmerne. Men forbundsdagen havde aldrig anerkendt traktaten.
Hidtil havde argumentationen holdt sig til Danmarks traktatlige forpligtelser over for hertugdømmerne og forbundet. Efter kong Frederiks død rejste det tyske forbund en arveretsligt spørgsmål ved siden af det traktatmæssige.
Den ophidsede stemning i Tyskland steg til kogepunktet ved meddelelsen om kong Frederiks død og kong Christians godkendelse af november-forfatningen den 18. november.
Prins Frederik af Augustenborg erklærer sig som præsident
Da prins Frederik af Augustenborg den 16. november erklærede sig som præsident, blev han hurtigt et symbol for den tysk – nationale opinion. Den 21. november mødtes forbundsdagen for første gang efter det danske tronskifte. Her proklameredes det, at augustenborgeren som ”Frederik den 8, af Slesvig-Holsten. Preussen og Østrig fik dog hurtigt begravet anerkendelsesproblemet i et udvalg.
På Forbundsdagen rejste der sig nu et krav om gennemførelse af en ”okkupation” af Holsten og Lauenburg med det formål at sikre landet for dets ” retmæssige arving”.
En sådan handling var et brud på London-aftalen. Men man var bange for at befolkningen ville reagere, hvis der ikke blev fortaget.
I Europa var der en spændt atmosfære. Bismarck havde opnået den ønskværdige stilling som den søgte forbundsfælle, hvor han kunne spille Frankrig og Østrig ud mod hinanden.
Flertal i Forbundsdagen for kamphandlinger
Bismarck havde nu knyttet nogle krav til at acceptere London – aftalen. Og det var at Danmark skulle trække november-forfatningen tilbage. Bismarck var klar over, at det nok skulle et andet ministerium til i Danmark.
Den 5. december tog Franz Joseph det hidtil uhørte skridt at overlade Preussen overkommandoen over de 20.000 østrigske soldater, der stod klar til de første kamphandlinger.
Efterhånden lykkedes det efter stærk pression at få flertal for de første kamphandlinger med stemmerne 8-7 og det til trods for at Danmark havde opfyldt en del af betingelserne, nemlig marts – patentet. Den 23. december gik eksekutionstropperne over grænsen til Holsten og Lauenburg, der på forhånd var rømmet af danskere.
Bismarck var ligeglad med opbakning fra Forbundsdagen
Bismarck gjorde sine overvejelser. Han mente, at en besættelse af Slesvig ville minimere en europæisk krig. Desuden mente han også at ingen af stormagterne ville komme Danmark til hjælp sådan som situationen var i Europa. En besættelse af Holsten ville alligevel ikke have den store betydning for Danmark.
Kong Wilhelm så helst at hertugdømmerne blev erobret fra Danmark og givet til augustenborgeren. Bismarck så helst at hertugdømmerne blev preussiske.
Bismarck mente ikke, at forbundsdagen ville give mandat til at erobre Slesvig. Men så ville det være et foretagende bestående af Preussen og Østrig.
De andre stater ville tvinge Danmark til at overholde aftalen fra 51/52. men fra Bayern lød det, at man ville indsætte augustenborgeren som hertug af Slesvig Holsten ved hjælp af bayerske tropper.
Ingen forpligtelser over for Danmark
Østrig mente, at samarbejdet med Preussen ville udvikle sig til et samarbejde mod Frankrig.
Den 21. januar marcherede de preussisk – østrigske tropper ind i Holsten. Den første februar rykkede man over Ejderen.
Efter træfningen ved Mysunde var Preussen løst fra enhver forpligtelse over for Danmark, mente Bismarck. Uroen i de små tyske stater havde lagt sig.
Taktiske overvejelser
Ville Kong Wilhelm få sit ønske opfyldt ville det gå ud over Preussens magt. Hvis der i løbet af krigen skulle komme til et brud med England, ville Frankrig presse på for at få en alliance med Preussen. Hvis den blev afvist, ville Frankrig forsøge at opnå en forståelse med England.
En preussisk anneksion af hertugdømmerne kunne imidlertid hverken gennemføres med forbundets, Østrigs, Englands eller Ruslands støtte. Kun Frankrig havde nævnt anneksion. Frankrig mente at det danske monarki ville til at indgå i en skandinavisk union med Sverrig -Norge, hvorved det fra fransk side var muligt at udøve et så stærkt pres på Rusland, at et selvstændigt Polen kunne blive en realitet. Så kunne Tyskland måske blive en fransk lydstat.
Udadtil så det ud som om Bismarck tilstræbte en løsning i retning af en personalunion mellem hertugdømmerne og Danmark. Problemet for Frankrig var at de tyske småstater efterhånden bakkede Preussen op. De kunne ikke splitte tyskerne.
Englænderne så gerne en Ejder-løsning
Fra England kunne Bernsdorff nu berette, at englænderne ikke ville se roligt på, hvad der skete i Slesvig. Man havde forsøgt at få en forståelse fra russerne. Lord Russel havde forklaret at den engelske regering i tilfælde af besættelse af Slesvig var nødsaget til at understøtte Danmark. Men det var ikke blevet nævnt hvilken understøttelse. Englænderne så gerne en Ejder – løsning.
Englændernes forsøg på at få støtte i Rusland mislykkedes. Ja de kunne heller ikke få støtte i Wien. Paris indtog en noget lunken holdning.
Ingen opbakning til England
Russel ændrede nu strategi. En konference skulle ikke indkaldes før Danmark havde ændret november-forfatningen. Samtidig appellerede han til at Bismarck udsatte sin besættelse af Slesvig. Dette var en stor indrømmelse over for Slesvig. Nu mente englænderne pludselig at en besættelse af Slesvig ikke var urimelig under visse forhold.
Bismarck mente at det var urimeligt at udsætte en besættelse af Slesvig. Endvidere svarede han meget klogt at et stigende engelsk pres kunne betyde at han blev afsat. Og det kunne få katastrofale følger for Europa.
Palmerston og Russel kunne heller ikke få parlamentets godkendelse for at England gik enegang i en hjælp til Danmark.
Englænderne indkalder til konference
Russell indkaldte nu i stedet til en konference. Men det tog alligevel tre måneder. Først efter 18. april kunne der fastsættes en dato for konferensens begyndelse. Preussen og Østrig ville ikke mere diskutere 51/52 – aftalen. Man ville heller ikke diskutere integritet princippet.
Et fransk forslag om løsning i forbindelse med ”Folkeretten” ville man heller ikke anerkende. Personalunionen ville man heller ikke mere diskutere.
I tilknytning til Bismarcks omtale af et kanalprojekt tidligere på måneden, mente franskmændene at denne så kunne danne den fremtidige grænse til Danmark. Det ville dog være nødvendigt at spørge befolkningen.
Bismarck forstod det franske forslag som at Danmark skulle afstå Holsten, Lauenborg og en del af Slesvig. Frankrig foreslog en Slien – linje.
Bismarck foreslog nu en linje fra Tønder til Flensborg, næsten som vores nuværende grænse.
Bismarck advarer mod afstemning
Men Bismarck gjorde opmærksom på at en afstemning i hertugdømmerne eller i Slesvig alene ville for øjeblikket med sikkerhed føre til fordel for en total adskillelse fra Danmark. Og så ville augustenborgeren blive hertug. En deling ved Haderslev eller Aabenraa ville ikke engang kunne opnås, sagde Bismarck.
Det var ikke muligt for England, Frankrig og Rusland til at komme til en fælles forståelse.
Danmark havde udvist mangel på smidighed
Fra dansk side fastholdt man den helt umulige linje Eckernförde – Frederiksstad. England forsøgte til sidst med en voldgift. En folkeafstemning blev også nedstemt.
Våbenstilstanden varede kun til 26. juni. Danmark ønskede overraskende nok ikke en forlængelse, før man havde fået acceptable fredsudsigter. Den 25. juni opløstes konferencen og krigen begyndte igen dagen efter.
Danmark havde udvist en bemærkelsesværdig mangel på smidighed. Danmark forkastede alle kompromisforslagene, hvor Preussen havde tilbudt at være ”rimelig”.
Ministeriet Monrad var bestemt ikke deres opgave voksen. Krigens genoptagelse ville betyde nye tab og et afgørende nederlag.
Hårdnakket dansk afvisning af alle kompromisforslag
Preussen ville naturligvis altid have kunnet stille yderligere betingelser til forslagene. Danmark overlod ikke en eneste gang initiativet til preusserne med hensyn til forklaringer af kompromisløsningerne.
Der var stor europæisk velvilje over for Danmark. Og det ville have været muligt at opnå en grænsedragning, som den der er nu. Dette var Bismarck indstillet på og det var Østrig også. Den hårdnakkede danske forkastelse af alle kompromisforslag og endda en forlængelse af våbenhvilen blev forkastet af Danmark.
De velvillige europæiske stormagter havde ikke meget råderum til at hjælpe danskerne. Danskerne rokkede sig overhovedet ikke og opførte sig som sejrherre. Den spændte europæiske situation opdagede danskerne slet ikke. Den danske regering virkede svag og uerfaren. Man håbede på det sidste at stormagterne kom til hjælp.
Danmark kunne ”sejle deres egen sø”
Rusland er bl.a. blevet beskyldt for at lade Danmark i strikken. Nu var de stadig hårdt ramt af Krim – krigen. Deres forhold til Preussen og Østrig var uhyre vigtig. Den russiske stemme i Europa var ikke med stor vægt.
De franske tilbud om at ”hjælpe” Preussen til erhvervelse af Holsten, Lauenburg og en mindre del af Slesvig var som det tydeligt skulle være fremgået, hverken bestemt af velvilje over for Danmark eller af nationalitetsprincippet. Det var ganske kølige politiske overvejelser, der lå bag.
England tilbød for lidt. De kunne ikke føre fastlandskrig og var for svag en allieret.
Konferencen var sprængt ag flere nationer kunne nu med rette over for deres befolkning erklære, at nu måtte Danmark sejle sin egen sø. Danmark var helt isoleret.
Danmark indledte fredsforhandlinger
Krigen gik ikke godt for Danmark. Den 29. juni lykkedes det de tyske tropper at indtage Als og hele Jylland blev taget i en håndevending. Østrig ville ikke trods Bismarcks tilskyndelser ikke gå med til en invasion af Fyn. Men man traf skinforberedelser, som kunne tyde på noget sådant.
Den 8. juli blev ministeriet Monrad afløst af ministeriet Bluhme. Man bad om optagelse af direkte fredsforhandlinger med Preussen og Østrig. Bismarck syntes at tidspunktet var gunstigt ellers måtte der nødvendigvis foretages en invasion af Fyn. Der blev sluttet våbenhvile den 31. juli. Det første fortrolige møde blev afholdt i Wien den 25. juli.
Den 30. oktober blev fredsafslutningen underskrevet i Wien.
Et nyt Tyskland – uden Østrig
Bismarck vandt også opgøret mod Østrig. Det skete på slagmarken ved Königgrätz i sommeren 1866. ved freden i Prag blev Slesvig-Holsten endelig indlemmet i Preussen. Østrig måtte acceptere forbundets opløsning og dannelse af et nyt Tyskland uden Østrigs deltagelse.
Krigen var endt så hurtigt, at Napoleon ikke kunne nå at gribe ind. Han måtte endda acceptere fuld preussisk anneksion af en række tyske småstater.
Det var 1866 ikke 1864, der var vigtig for Bismarck
Det var i 1866 og ikke i 1864, der betegner opfyldelsen af Bismarcks politiske helhedsopfattelse og målsætningen fra 1850’erne. En erhvervelse af Slesvig-Holsten for Preussen eksisterede kun som et element i Bismarcks politik for så vidt erhvervelsen af en preussisk magt i Tyskland.
Bismarcks Slesvig – Holstenske politik var i sin intention i højere grad rettet imod Østrig end imod Danmark.
Kilde: