Hændelser på Nørrebro – dengang
Vi kigger på et blad, der hedder Politivennen. Og vi kigger på hændelser på Nørrebro fra 1827 – 1831. Der var både håndgemæng og brand på Nørrebros Teater. Og så var det et uanstændigt skue. Ja man hørte pistol – og geværskud midt om dagen. Der var dårlige veje og fortove. Også vejen fra Nørrebro til Søborghus var dårlig. Her væltede mange vogne. Også ved den mosaiske kirkegård var det uorden, når der var begravelse. Men det var det såmænd også på jagtvejen, når der var begravelse på Assistens Kirkegård. Så skulle man helt ud i rabatten for at komme forbi. Og her man antastet af frække damer. Bladet kaldte dem for ”menneskehedens afskum”. Hyrdekonen ude på Fælleden var en dårlig hyrde. Hun tænkte kun på at sælge kager. Hun mishandlede dyrene. Og så kunne man observere en ny måde at opbevare kålhoveder. På en ny vej til ladegårdsvejen havde en mand bygget en svinestald med 55 svin. Meningen var at denne skulle udvides til 200. men det skabte en meget ”besværlig” lugt. Urinen kunne ende i Peblingesøen. Vi skal også kigge på et smittende plankeværk. Og en person fik noget ulækkert i hovedet.
Hvad er Politivennen?
Små hændelser på Nørrebro kan samlet give en god ide om, hvordan livet udfoldede sig dengang. Der findes nemlig en herlig hjemmeside, der bringer disse små anekdoter. Og disse er holdt i den humoristiske tone. Eller sagt på en anden måde. Historierne er lettere redigeret ellers kan man måske hurtig køre lidt træt af den måde man kommunikerede på dengang. Se under kilde. Vi har fået lov til at låne nogle historier. Vi har så også foretaget en lettere redigering.
Politivennen eller Politievennen eksisterede med få afbrydelser fra 1798 til 1846. Det var ikke så sært at bladet flere gange kom i strid med Trykkefrihedsforordningen af 1799. Der blev idømt bøder og bladet kom til sidst under censur. Frygten for at komme i bladet var meget stor.
Frederik den Sjette læste bladet med stor opmærksomhed. Der opstod konkurrenter i form af ”Sandhedsfalken” og ”Kjøbenhavnerposten”.
Alle numre er blevet digitaliseret men prøv en gang at gå ind på vores kilde. Man får et lidt andet indblik i kulturen, samfundet og historien, når man læser dette blad. I første udgave kigger vi på Nørrebro mellem 1827 og 1831.
Og så skal man måske også vænne sig til sproget i bladet. Det er ofte meget lange indviklede sætninger.
Noget om Branden på Nørrebros Teater (Natten mellem 3. og 4. april 1829)
Nogle tømmersvende var til stede ved et rejsegilde hos hr. Steen på en af Blågårds parceller. Der opdagede de først ilden og hidkaldte hr. overbrandmester Weiss. Øjeblikkelig ilede han til brandstedet. Da han ingen nøgler kunne få til de vel tillåste døre, lod han dem sprænges af de tilstedeværende tømmersvende.
Imens dette foregik, besørgede han selv sprøjten hentet, og da ingen slusser var ankommet, anmodede han de tilstedeværende borgere og børn om at hente vand til at fylde sprøjten med.
Med livsfare vovede han sig derpå ind på teatret, der var fyldt med røg. Fulgt af nogle tømrersvende trængte han frem til orkestret, hvor han snart opdagede, at ilden måtte være kommet fra kælderen i hvilken maskineriet, var anbragt.
Ved hjælp af en økse borthuggede han nu bræddebeklædningen fra orkestret og fik derved plads til at anbringe sprøjten. Ilden havde da grebet vidt om sig og havde antændt den del af gulvet hvor kulisserne stod.
Af disse var omkring 40 stykker opstablede ved siden af hinanden på det sted, hvor ilden brød frem. Teatret ville sikkert have været uden redning, hvis disse kulisser var blevet angrebet. Men ved hr. Weiss’ åndsnærværende og konduite blev sprøjten så godt anbragt, at ilden inden 5 minutter var slukket.
Heraf vil vist enhver indse at denne mand med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest er den, der har frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse. Og ydes derfor ham, som de øvrige borgere, der understøttede ham, indsenderen og vist også Nørrebros såvel som hr. bager Schiens og brandassurancens tak.
I denne anledning kan indsenderen ikke undlade at fremkomme med det ønske at Nørrebro for fremtiden måtte blive forsynet med lygter, da måske derved mange ulykker for fremtiden kunne forebygges.
(Politivennen 694)
- Siden hen var der forskellige udlægninger af denne brand i Politivennen. Men det hele var kun en stakket frist for i 1833 nedbrændte teatret.
Håndgemæng på Nørrebros Teater
Den 4. juli 1829 opstod der et håndgemæng på Nørrebros Teater. Førstedirektøren burde vide at besejre sin overordentlige hidsige og stridbare adfærd og endelig, at det ikke er første eller anden gang det er kommet til håndgribeligheder mellem ham (førstedirektør) og forskellige af de andre (teatrets personale)
Det er almindelig kendt at privilegium til at indrette teatret på Nørrebro allernådigst er forundt den hos os i en række år hæderligt bekendte Philippo Pettoletti. Denne mand er altså de facto teatrets første, ja vel egentlig eneste direktør, så mange og blandt disse anmeldere, har troet, at det var ham, der blev peget på i nævnte blad. Og med forundring antog man at den joviale mand der så ofte har moret københavnerne med sit udmærkede komiske talent, forvandlet til en gulsottig kamplysten klopfægter.
Men senere har man erfaret at ophavsmanden til dette spektakel uden for teatret var den bekendte Levin (som for øvrigt under ophold her kun såre lidt har glædet publikum ved sin kunstfærdighed) Og anmelderen tror at burde gøre opmærksomhed på det for at forebygge en misforståelse, der let kunne opstå, da den pågældendes navn i den artikel i Morgenposten ikke er nævnt og han hele tiden benævnes teatrets førstedirektør. Hvilket formentlig har sin oprindelse i, at man i de udenlandske skuespillerskaber har direktører for de forskellige grene af forestillingerne, således som en for dansen, en for skuespillet, en for musikken osv.
For den første direktør er dog som sagt egentlig Pettoletti, hvem man virkelig må beklage, da han efter de mange uheld han har haft ved det med så megen smag indrettede teater, nu endog ser den huslige fred brudt. Efter rygtet skulle han endog haft en proces med Hr. Levin, som nyligt havde være til sinds at forlade landet.
I øvrigt tillader anmelderen sig at bede Hr. Lewin om for sin egen skyld at erindre at han her til lands ikke mere end noget andet sted i Europa lever blandt uopdragende mennesker og bjørne. En tanke som desværre end ikke skal være udryddet hos uvidende udlændinge. Men at hans færd sikkert vil blive lige så bekendt i udlandet, som han var kendt her før sin ankomst hertil.
Gid det øvrige personale ved dette så vel indrettede, smagfulde teater hvis hr. Lewin skulle udføre sin rejseplan, må ved egen erfaring finde sandheden af det bekendte ”Concordia res parva crescunt”.
Beeken
(Politivennen nr. 705)
- Der er tale om den engelske mimiker Joseph L. Lewin. Han var ortodoks jøde og nævnt for forestillinger i London og Hamborg mellem 1802 og 1815. I 1828 kom han til København og Pettolettis teater. Han brød allerede året efter med Pettoletti og arbejdede i stedet for Pricerne på Vesterbro. Dem ragede han uklar med i 1830 da to af hans tre døtre giftede med hhv. Adolph Price (1805 – 1890) og James Price (1801-1865) Han forlod så Danmark og sidste spor af ham er i Weimar i 1832. Hans kone Juliette Rosette er begravet på Assistens Kirkegård 1863, hvilket betyder at hun er konverteret til kristendommen.
Et uanstændigt skue på Nørrebro
Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er gang af en almindelig ports bredde, der fører hen til rebslagerne forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke er overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stakit, der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev taget bort.
Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembryder sig for dem der passerer Nørrebro et meget udelikat skue.
For så vidt det kan være tilladt eller i al anstændigt og passerende af naboerne besværes af sådant naboskab, eftersom stakittet udgør en slags skillerum, mens dog af publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver aflukket.
(Politivennen nr. 1019)
Gadeuordenen ved Den Mosaiske Kirkegård
Ved at gå forbi har jeg flere gange været vidne til slem uorden ved begravelser på overnævnte sted. Når liget nemlig er indsat og følget igen skal i kareterne, sker dette hulter til bulter, da alle følgepar søger deres vogne som da på den ikke just brede vej opkører i tre rækker, hvorved det både for kørende og gående gøres umuligt at komme forbi.
Og da vognene nu jager forbi hinanden, er det yderst farligt for fodgængere hvis liv og lemmer udsættes for beskadigelse. Ja man har dog set at de har bemægtiget sig det blyantspenne fabrikshus, der ligger lige overfor fra hvis gadedør de stiger op i vognene der kører så nær at endog kælderskuret står i fare for at blive kørt ned.
Det var ønskeligt om en foranstaltning blev føjet at kareterne som ved kristne lig holdt eller kørte i en række og at følget efter ur steg i samme
(Politivennen nr. 797) (1831)
Uordener
På Nørrebro klages der over at beboerne i nærheden af gården i nr. 41 forskellige gange er blevet foruroliget af gevær – eller pistolskud. Fx den 7. juli (1836) om morgenen da alle naboer derved blev opskræmte fra deres ro og skrækken havde en aldeles skadelig indflydelse på et nervesvagt individ. Og lige ledes den 12. i denne måned om eftermiddagen.
Sådant skyderi tør vist næppe finde sted i indesluttede haver eller mellem bygninger. For ikke at tale om de ubehagelige følger som kunne opstå deraf for svagelige personer.
Kan et velordnet brandvæsen tillade noget sådant?
I øvrigt havde vi hørt så meget om de kongelige vildtbanes udstrækning og at der på den intet skud turde gøres uden af de privilegerede, så at det også i denne henseende forekommer os besynderligt, at der falder skud på det overnævnte sted.
(Politivennen 1.073)
- Ifølge Stadsarkivets kort over Nørrebro lå nr. 41 på Fælledvej, siden mod Søerne og ca. midtvejs mellem det nuværende Nørrebrogade og Sankt Hans Torv.
Betragtninger på Nørrebro
Nørrebro har i de senere år været genstand for en del anker i Politivennen. De har alle tilsigtet at bevirke en bedre og mere bekvem passage for dens beboere og dem som færdes der. Gavnligheden af lygter og et par vægtere har ofte været bragt på bane, og nu er det endeligtaget den beslutning og ’ønsket eller forslaget bliver opfyldt.
I Politivennen nr. 700 af 30. maj 1829 er fremsat ønske om at fortovet fra hjørnet af Blegdamsvej op til vejen, der fører til den mosaiske kirkegård, måtte blive stampet da det er så ujævnt og har så mange opstående spidse sten at det falder vanskeligt at betræde det.
Dette ønske er endnu lige påtrængende, ja endnu mere da den færdsel på jordvejen er er forøget med cirkus og teatret på den modsatte side af nævnte fortov og den meget vandhenten og spilden fra den post der er der, forøget ved beriderselskabets kreaturer har gjort nævnte jordvej i forhold til forrige år næsten upassabel og på tidspunkter, hvor den dog var det.
Den indkørsel, der er omtalt i samme blad, er senere forøget med flere. Da de ikke som de egentlig burde er brolagt, forværrer meget jordvejenes ufremkommelighed. For fodgængere. Op nævnte jordvej på højre side af det stykke mådelige stenbro som fører ind til Blågårds hovedbygninger, findes i vejen en fordybning som er farlig for gående og som er fremkommet ved en dårlig bedækning eller tilkastning af som det lader til den udløsende som udløbs-rende, som er der, hvorover er det, hvorefter er lagt nogle mådelige brædder.
I Politivennen nr. 699 af 13. maj 1829 blev foreslået at rækværk, der er anbragt for enderne af de alleer som ligger straks uden for barrieren, måtte sættes således at det tillige sluttede grøfterne. Da disse i sommer blev godt opkastede ville denne forandring bidrage til at de vedligeholdt sig i længere tid, i stedet for de nu snart vil blive nedtrådt for enderne, når den allerede længe påbegyndte indgang fra siderne ikke forhindres ved den forslåede forandring. Man kan ikke se til hvilken nytte de interimistiske lægter er anbragt i flugt med rækværket som det nu står i alleen på højre side fra byen.
Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten, kan han ikke undlade tillige at berøre det efter hans mening upassende skue som viser sig inden for nævnte port, lige over for den daværende vagt og umiddelbart på den der stationerede skillevagts post. Den murede gemme som er i volden, benyttes af handlende, der bor i nærheden til pakhus for, anmelderen tror brænde, korn og fedevarer.
Sådant kunne måske være uden omtale. Men udenfor dette gemme og langs op ad volden findes dagligt stående en halv snes foderkasser, tomme tønder og ankre, stiger, bærebøre, en lille materialevogn og andet skrammel der i høj grad støder øjet og vel med rette kan kaldes et upassende oplag ved stadens hovedport og umiddelbart ved en vagt og en skildvagt hvis fornødne respekt næppe synes at burde tåle et sådant naboskab.
Forannævnte forskellige genstande og hvad derved kan være at gøre til opnåelse af det øjemed i hvis hensigt anmelderen har nedskrevet disse linjer, henstilles til høje vedkommendes mere indsigtsfulde bedømmelse.
(Politivennen nr. 783) (1831)
Om spærringen af vejen ved Assistens Kirkegård
Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro fandtes denne ved Assistens Kirkegård besat af kareter, hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde.
På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bagerste tølpere idet han måtte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset – der gik vognen til hjulnaverne – og slap efter temmelig nær at være væltet lykkelig igennem, men den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.
På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling da at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.
(Politivennen nr. 748) (1830)
Vejen forbi Assistens Kirkegård
Det uvæsen på overnævnte vej er så vidt erindres allerede før blevet påanket i dette blad. Indsenderen som ofte må passere denne vej om aftenen, da han om dagen har forretninger inde i byen, har ofte været vidne til hvorledes kvinder af det laveste og den mest usle klasse har antastet forbigående mandfolk der. Og når disse ikke vil følge dem, da overlæsser dem med skældsord og forbandelser.
Ved enden af Assistens Kirkegården, i Rundingens grøfter ved Falkoneralle skal især sådanne menneskehedens afskum (både mandfolk og fruentimmere) opholde sig og opvarter de forbigående med taler af det mest gemene indhold. Man beder derfor de ansvarlige om at befri denne ellers så smukke vej for dette udskud.
(Politivennen nr. 712) (1829)
Den ikke gode hyrde
Den hytte som står ved indgangen fra Nørrebro på Nørre Fælled, er nu flyttet noget nærmere ind på stenbroen. Og ved samme er ansat en hyrdekone til at have opsigt med de køer, der græsser på Fælleden, ikke undviger og løber hjem før tiden.
Denne hyrdekone har kageudsalg, og beskæftiger sig langt mere end det med køerne. For disse jages af en del mest blåklædte drenge under meget skrig og støj ved stokke og kæppe frem og tilbage mellem Fælleden og den nyindkøbte bom ved stenbroen og omsider også ind igen på Fælleden. Dog således at en del drenge dygtigt prygler dyret, mens en anden ved at holde det i halen lader sig slæbe et godt stykke vej.
Men køerne bliver ikke blot mishandlet af drengene. Hyrdekonen gør også sit bedste til det. Hun har rigtignok en pisk stående bag døren med sejlgarnsnet. Men hun betjener sig af en ganske anden krabask.
Dette var således tilfældet den 7. juni om eftermiddagen, da en af overnævnte omkring jagede køer, en gråspraglet meget mager ko, af drenge hvoraf to hængte sig ved halen, under slag af stokke blev drevet forbi og bag hytten mellem denne og leddet, hvorved den måske forstyrrede hendes udsalg.
Hun lod sig syne med en knudret vandringsstav af tykkelse som et godt kosteskaft og gav dyret som endnu slæbte de to drenge ved halen, en halv snes dygtige slag.
Dog forsikrede hun senere, da nogle forbigående tiltalte hende for det, at det ikke var koen, men drengene hun havde haft til hensigt at prygle. Og som bevis på sin mildhed foreviste hun den omtalte pisk som stod bag døren.
Da det imidlertid ikke kan være de af stadens indbyggere som har køer til græsning på Nørre Fælled ligegyldigt om disse på grund af brugen af hendes knippel kommer mishandlede hjem eller med ituslåede ribben., så tror anmelderen i forening med flere nærværende ikke at burde undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på det.
(Politivennen nr. 703) (1829)
Nye måder at opbevare kålhoveder
Ved at passere Ladegårdsvejen har man i haven, der støder op til Ladegården, set en stor mængde kålhoveder opstablet oven på jorden, ligesom kuglestabler, og at disse i lang tid har ligget der, udsat for luftens og vejrligets påvirkning indtil fredag den 19. i denne måned (december), da blev fundet tildækket med gammelt foder eller tang.
En landmand som er vant til at opbevare sådanne havevækster i dertil gravede jordkældre, hvilket kostede ham arbejde og penge at indrette og vedligeholde, tillader sig at spørge om kål og sådanne have-sager kan gemmes og holdes uforfærdet på en så u-bekostelig måde, nemlig blot at opstable dem oven på jorden, eller om det muligvis er en ny måde at tilberede surkål i mængde?
(Politivennen nr. 678) (1828)
Klage over vejen fra Nørrebro til Søborghus
Et mærkeligt bidrag til de mange ulykker som næsten dagligt sker for de passerende på vejstykket mellem Nørrebro og Søborghus, og som så himmelråbende taler for at forbedringen af dette vejstykke som passeres, af mange dog engang blev påtænkt, synes det at være, at en mand for ikke længe siden væltede midt på vejen af dette vejstykke og tilmed blev slået ihjel, uden at der på vognen var noget sådant læs som kunne bidrage til dens væltning. Og at dette ikke behøvedes, vil enhver som passerer vejen. Endog på denne årets tid (juli) hvor dog ellers ethvert føre er fremkommeligt, ikke alene kunne overbevise sig om, men må endog undre sig over at der ikke høres oftere om sådanne ulykker.
En anden, men dog mindre sørgelig tildragelse som ligeledes er indsenderen bekendt, synes heller ikke her at stå på urette sted. En karl væltede nemlig ligeledes midt på denne vej for omtrent to år siden og brækkede sit ben to steder, hvoraf han er en krøbling, skønt husbonden måtte betale 40 rigsbank-daler badskærerløn for ham.
Da væltning i øvrigt hører til dagens orden på omtalte vejstykke, er det altså ikke i vejen, men forsynet man har at takke for at der ikke dagligt høres om sådanne ulykker, hvorom indsenderen har haft lejlighed til at overbevise sig om, da har set holstenske vogne vælte på denne vej med 8 – 10 personer på, dels kavalerer, damer og børn.
(Politivennen nr. 656) (1828)
Besværlig stank ved Blågård
Ved at passere den vej som nu anlægges fra Nørrebro forbi Blågårds Have over Blågårds førhen tilhørende jorde indtil Ladegårdsvejen, møder man en væmmelig, gennemtrængende. Utålelig stank, der kommer fra en svinegård, hvis bygninger er opført tæt ved den nævnte vej og hvoraf svine-urinen gennem små render ledes ned i en grøft gravet ved siden af samme vej og synes at være omtrent ½ alen dyb.
Da denne svine-urin på grund af grøftens lave beliggenhed ikke kan få nødvendigt afløb, må den blive stående i grøften til den kan synke ned i jorden.
Og man forbavses ved at høre rygtet sige at antal af omtrent 50 svin, som nu holdes i førnævnte svinegård efter ejerens bestemmelse skal kompletteres til 200 stykker.
Man frygter at denne svine-urin, når den varme sommertid kommer, vist bliver langt farligere stinkende end den er nu for de mangfoldige mennesker som er nødsaget til dagligt at benytte berørte sti og arbejde i dens nærhed, samt for de utallige som gerne passerer den.
Så derfor ængstes man også ved forestillingen om at anførte urin ved at synke ned i jorden muligt træffer på adskillige sandrevler, hvor igennem den kan ledes ud i Peblingesøen og forpeste dens vand for Københavns indbyggere.
Rimeligvis ønskes det derfor at ejeren af overnævnte svinegård, som skal være hr. drejermester Ulrichsen, vil vise så megen agt for menneskehed at han ufortøvet fjerner sit anlagte svineri og nærer derhos det håb at høje vedkommende vil sørge for dette rimelige ønskes hastige opfyldelse.
(Politivennen nr. 650) (1828)
- En lignende klage står i Politivennen nr. 655.
- ”Anmodning til Herr Dreiemester Ulrichsen om Bortskaffelsen af de, paa hans Percel af Blaagaardens Jorder, for circa 50 Stykker Sviin med Grisse anlagte, Svinestier og derved henkastede Møddinger.
Et smittende plankeværk
Når man på Nørrebro kommer forbi Peblingesøen, findes på højre hånd et plankeværk, der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg. Dette plankeværk er malet med en rød farve, der smitter meget stærkt af og er altså især skikket til at ødelægge folks klæder. I søndag eftermiddag så anmelderen at en dames hvide kjole blot ved at blive ført af vinden hen imod plankeværket, blev ganske oversmurt med rød farve,
Og flere mandspersoner som da de ville vige for modgående, nærmede sig derhen var ikke mere heldige med deres kjoleærmer.
Man tvivler på at det er tilladt en grundejer at lade sin mur eller plankeværk, der vender ud mod en alfarvej, male med afsmittende farve. Men håber at ejeren til det førnævnte efter at være gjort opmærksom på det, vil rette fejlen og sikre de mange fodgængere der især på helligdage passerer der forbi, mod at få deres bedste klæder ødelagt.
(Politivennen nr. 647) (1828)
Et slemt styrtebad på Nørrebro
Tirsdag den 11. i denne måned (september) gik anmelderen sammen med et par venner for at spadsere til skoven. Men da de kom lige ud for stedet nr. 23 på Nørrebro, mødet de nogle bekendte, hvorfor de kom til at standse ved det nævnte sted.
Mens de stod der for at samtale fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet.
Anmelderen blev meget fortrydelig herover. Men da han ikke kunne få øje på gerningsmanden, eftersom denne havde forladt stedet, hvorfra væden var blevet udkastet, måtte han tie til fornærmelsen.
Han finder sig derfor foranlediget til offentligt at advare enhver mod at standse uden for omtalte sted, for at det ikke skal gå lige sådan. Og tillige at give vedkommende en påmindelse om at vogte sig for sådan utilbørlig fremfærd for eftertiden.
(Politivennen nr. 612) (1827)
- Udsmidning af potteindhold er ofte omtalt i Politivennen. Fx i nr. 716, lørdag den 19. september 1829 og Politivennen 767 lørdag den 11. september 1830.
Vi vender snart tilbage til Politivennen.
Kilde:
- dengang.dk indeholder 1,742 artikler, heraf 303 artikler fra Nørrebro