Søgeresultater på "Ribe"
Dato: marts 9, 2021
Tønder – egnen 1848 – 1858 (2) (b)
Dette er en ny- redigering af en ældre artikel. Her følger anden afdeling af livet herude vest på under blandt andet tre – års krigen. Et forvirret liv med skiftevis tysk og dansk herredømme. Embedsmænd blev fyret og igen indsat. Der var vold mod henholdsvis tysk – og dansksindede. Tusindvis af mennesker døde i de slesvigske krige. Og så her i den første slesvigske krig var der mange omkomne. Masser af rygter fulgte i kølvandet på krigen. Men også lokalt ude vest på var der kamp. Særlig apoteker Nagel i Højer fik ”kærligheden” at føle.
Kaotiske forhold
Vi fortsætter vores beretning i dagbogs – form om forholdene for befolkningen her i Vest – Sønderjylland. Det er midt i den første Slesvigske krig, også kaldet Tre – års krigen. Alt efter, hvem der har magten, så bliver både tysk – sindede og dansk – sindede arresteret. For befolkningen var det både forvirrende og kaotiske forhold.
Våbenstilstandens betingelser er netop blevet forkastet af tyskerne.
Pastor Gram blev valgt
Den 5. oktober 1848 var der i Bredebro valg til Landsforsamlingen i København. Her blev pastor Gram fra Daler valgt. Opstillet var også Knudsen fra Ballum. Beck fra Trøjborg havde ellers peget på ham.
På åben mark
Valgstedet skulle have været i kirken, men den tilhører Hertugdømmet Slesvig. Så derfor blev valghandlingen henlagt til en åben mark, som tilhørte Ribe Amt. I gamle dage lå her sognefogedens fenne.
En ny regering
Den 24.oktober 1848 indløber meldingen om at våbenstilstanden alligevel blev efterkommet. Den provisoriske regering er trådt af, og en ny er dannet indtil freden bliver genindført. Den ny regering kom til at bestå af blandt andet Reventlow, Jersbeck, v. Heintze, v. Moltke, Preuser, Boysen, Bremer og Bargum. Ligeledes skal Landsforsamlingen opløses.
En ny herredsfoged
Den 7. december 1848 overværede den nye herredsfoged, Thorup, Tingretten. Brasens gård var blevet solgt for 7.000 Rigsdaler.
I Rendsborg havde militæret igen lavet ballade, men det var igen blevet ordnet.
Præsterne sang med
Den 15. december 1848 inviterede den ny herredsfoged til fest på Trøjborg. Ved afsked blev der sunget en krigssang, Den Tapre Landsoldat. Især præsterne sang godt med på denne sang.
Den 21. december 1848 forlød det, at tyske tropper var på vej. På Als er de danske tropper blevet forstærket.
Når man blandede sig i trafik
Den 27. decmber 1848 kunne man først høre knægte synge Den tapre Landsoldat forbi apoteket i Højer. Et stykke tid efter kunne man så høre Schleswig – Holstein mehrunschlungen. Måske var det for at genere apoteker Nagel? Sådan var det, når man blandede sig i politik.
Bønderne i oprør
Den 19. januar 1849 var der tropper overalt på vestkysten for at hjælpe med skatteindkrævning. Men bønderne havde grebet til våben og jaget tropperne bort.
Den 28. januar 1849. Kampene mellem bønderne og soldaterne havde betydet mange sårede bønder, 2 soldater var døde. 30 landmænd var taget til fange og ført til Haderslev. Mange landmænd var flygtet, nogle til Ribe, andre til Ballum og Rømø. (På vores hjemmeside har vi to artikler om kampene ved Brøns).
Nagel – igen indkaldt til stævning
Den 26. februar 1849 fik Apoteker Nagel en stævning. Han skulle igen give møde på Tønder Rådhus. Han slap med en mult af 40 mk. for at have udbredt proklamationer. Han protesterede og ville anke til Overretten.
Den 26. marts 1849 udløb våbenstilstanden.
Igen kamphandlinger
Den 4. april 1849 hørte folk ved vestkysten, at der havde været en træfning ved Sundeved.
Den 6. april 1849 var krigen brudt ud ved østkysten. Mange kamphandlinger havde fundet sted. Haderslev var taget af tyskerne, men igen blev trængt tilbage til Flensborg. .
Den 7. april 1849 gik rygterne, at danskerne igen var på tilbagetog.
Krigsskibe taget af tyskerne
To dage efter blev det bekræftet, at ved Eckernförde var linjeskibet Christian den Ottende sprængt i luften med 84 kanoner og fregatten Gefion med 42 kanoner blev taget. Dette skulle åbenbart være sket den 5. april.
Danske tropper truet
Den 11. april 1849 går rygterne på, at tyskerne skulle være kommet til Kolding. På Als skulle den danske styrke være blevet taget. Tusinder skulle være faldet og kongen skulle være skudt. 7.000 skulle være taget til fange. Alt dette kunne ikke have sin rigtighed.
Og i Tønder blev det den 13. april sagt, at man havde givet de danske tropper et ultimatum. Enten skulle man rømme Als, ellers blev hele Jylland besat.
Nye tropper til vestkysten
De dårlige nyheder fortsatte. Den 17. april forlød det, at Dybbøl Skanse samt brohovedet til Als blev taget med storm af tyskerne. Flere tusinde skulle være blevet dræbt eller såret.
I løbet af dagen forlød det, at såfremt de tyske tropper overskred grænsen til Jylland ville det føre til krig med Sverige og Tyskland.
Den 21. april kom en del tropper fra Flensborg til Tønder, Møgeltønder og Højer. De besatte blandt andet havnene langs vestkysten.
Dagen efter gik rygterne på, at Kolding skulle være blevet besat. De havde altså overskredet grænsen.
Indkvartering ved vestkysten
Den 23. april er der indkvartering af fremmede tropper i Daler, Gærup og Visby. Allerede den 20. skulle tyske tropper være overskredet grænsen ind i Jylland.
Den 25. april var tropperne forsvundet fra Møgeltønder. De var marcheret mod Haderslev. Det hed sig, at der havde fundet et blodigt slag sted ved Kolding, og en del af byen var blevet brændt. Nu var det hvis gået løs på det stakkels Jylland.
Dagen efter opstod rygterne, at Vejles amtmand, Orla Lehmann var taget til fange og sendt til Gottorp.
Kanonbåd ved Højer
I havnen i Højer lå en tysk kanonbåd. Den 30. april var flere kanonbåde taget til Rømø, for at kapre Tøge Tygesens Islands – farer med fuld ladning. Den skulle have haft en værdi af 10.000 mark.
Den 1. maj 1849 nedbrændte Peter Bossens gård i Mjolden. Hele besætningen undtagen en enkelt hest blev flammernes bytte. Desuden nedbrændte 2 småhuse.
Tyske tropper ind i Jylland
Den 11. maj bekendtgjorde aviser, at forbunds – tropperne var rykket ind i Jylland. Og i Højer skulle der findes plads til 300 soldater.
To dage efter kom en del tyske tropper gennem Bredebro. De skulle overnatte i Døstrup, og siden drage videre mod Ribe.
Der kom ordre om at levere havre, hø, halm, flæsk og brød til Kolding.
Nagel på en kanonbåd
Den 28. maj måtte apoteker Nagel stille på en kanonbåd i havnen i Højer. Han var blevet angivet for sit danske sindelag og for nogle uoverlagte ytringer.
En masse brand – og krigsskat måtte betales. Og det så ikke ud til, at det var fred foreløbig. Man håbede på russernes hjælp.
Den 25. juni 1849 havde folkene på kanonbåden i havnen ved Højer gjort indsigelse mod de rød hvide farver på stakittet foran apoteket. I drukkenskab var et par af soldaterne på vej til et indbrud på apoteket, men apoteker Nagel havde forhindret dette med et gevær.
Soldaterne blev efterfølgende stillet for en krigsret.
Atter engang våbenhvile
Den 9. juli 1849 blev det berettet om kamphandlinger ved Fredericia. Danskerne slog tyskerne tilbage. De erobrede fjendens kanoner. Der skulle være mange dræbte.
Der skulle ifølge aviserne omkring den 15. juli være indgået våbenhvile.
Hertugdømmerne skulle være gået imod våbenhvilen. Det så stadig farlig og truende ud.
Svenske tropper i Nordslesvig
Den 21. juli 1849 studerede man våbenstilstanden i Tønder. Det så ud som om at Slesvig skulle skilles fra Holsten. De aviser man studerede, var over en uge gammel.
Kloster Marked blev afholdt den 24. august 1849 trods krig og ufred. Her var der ingen spor af dette.
Den 31. august 1849 havde svenske tropper besat Nordslesvig. Her skulle de blive ind til freden havde indfundet sig. 4.000 preussere var stadig i Sydslesvig.
Men indbyrdes blandt tyskere og danskere var det en hadefuld stemning.
Embedsmænd fyres
Ifølge bladet Mercur var mange embedsmænd i Slesvig fratrådt. Flere ville følge efter.
Den 27. august 1849 var der en del uro i Tønder i anledning af en ny amtmands tiltrædelse. En del embedsmænd var blevet afsat, men befolkningen gik imod dette. Således var det ikke blot i Tønder, der var uro, men også i Husum, Tønning og andre steder.
Den 17. oktober 1849 var der 400 preussere i Tønder. Men ellers var det stille og rolig.
I Højer var der igen en del gnidninger mellem danske og tyske. Forbitrelsen var stor.
Landet var igen truet
Den 30. november 1849 var der stor frygt for, at krigen skulle genopstå. Det så meget truende ud. Landet blev igen truet med stor ødelæggelse.
Den 1. februar 1850 var en del præster blevet afskediget og nye indsat. Men det var ikke til befolkningens begejstring.
Den 4. februar 1850 står vejen til Døstrup under vand. I Skærbæk var vandet så højt, at det gik ind i husene.
Det brændte på Trøjborg
En trist ulykke opstod den 8. marts 1850. På Trøjborg brændte Hede – eller Brænderigården. Det startede som en lille skorstensbrand. Dampkedlen og en del af bygningen blev bortsprængt. En person er blevet dræbt.
Stor forvirring
Den 30. marts 1850 blev kontrollør Hinricksen i Højer afsat efter ordre fra ”stattholderskabet” i Rendsborg.
En stor forvirring er opstået. Ingen ved, hvem der har myndigheden. De svenske tropper lader hver gøre sit.
De preussiske tropper havde forladt Tønder og andre byer på vestkysten. I Tønder så det ud som man ikke adlød Landsforvaltningen i Flensborg men ”Stattholderskabet” i Rendsborg.
Den 19. juni 1850 var der kommet svenske beskyttelses – tropper til Tønder. 90 mand var taget til Højer og 50 til Emmerlev.
Kammerraad Boolsen var kommet til byen for at indsætte andre toldkontrollører. En anden herredsfoged skulle også indsættes i Højer Herred.
Ballade ved Højer Sluse
Den 22. juni1850 var herredsfoged Wolfhagen blevet indsat. Ingen ville have den gamle herredsfoged Lundius boende. Men apoteker Nagel forbarmede sig.
Ved Højer Sluse opstod der den 25. juni en del oprør vedrørende toldklarering. Det var nogle borger fra Tønder, der gjorde oprør. De svenske tropper måtte have hjælp inde fra Højer by.
Sten mod danskere i Husum
Den 9. juli 1850 var der opstået problemer i Husum. Der var kastet sten mod dansksindede. Natten efter var borgmester Davids og kontrollør Evers med kone, postmesteren og flere flygtet fra byen.
Nagel tilbage med eskorte
I Højer skete der en dramatisk udvikling. Svenskerne var borte. Men den nye herredsfoged Dettlefsen og toldkontrollanterne havde taget flugten. Også apoteker Nagel var væk. Sidstnævnte var bange for tyskernes hævn.
Den 16. juli 1850 kom apoteker Nagel tilbage til Højer. Han var sammen med en søløjtnant og nogle bevæbnede matroser.
Byen var blevet spærret og uden skriftlig tilladelse kunne man ikke kom ud og ind.
Igen masser af rygter
Rygterne gik på, at de Slesvig – holstenske tropper var gået over grænsen. De havde besat Slesvig.
Dagen efter var Husum også blevet spæret. Dansksindede havde fået smadret deres vinduer.
Tysk krigsskib sprunget i luften
Den 21. juli 1850 gik det rygter i Husum, om at danske tropper skulle have besat Tønder, Leck og Bredsted.
To dage efter, fik man så at vide, at danskerne alligevel ikke var i Bredsted.
Det Slesvig – Holstenske dampskib von der Tann, der havde kapret et dansk handelsskib, var blevet forfulgt af et dansk krigsskib og sprunget i luften.
Tønder besat
Mange tysksindede Tønder – borgere var flygtet til Husum. Tønder var besat af hen ved 800 mand.
Masser af døde og sårede
Mange rygter florerede den 25. juli 1850. I det fjerne kunne man høre kanoner. Det blev ved hele formiddagen. Folk, der kom fra Slesvig og omegn havde set belæssede vogne med døde og sårede.
Men snart hed det sig, at de danske tropper var blevet slået. 700 fanger skulle være taget til fange og bragt til Slesvig.
De danske tropper havde hals over hoved måtte flygte fra Flensborg. Snart igen var det tyskerne, der havde lidt nederlag.
Kanonskud – hørt i Husum
Den 26. juli 1850 fik man at vide, at danskerne havde besat byen Slesvig. Fra Rendsborg blev der berettet om hundredvis af vogne med døde og sårede.
Dagen efter skulle de danske tropper have rejst det hvide flag. Der var våbenhvile, så man kunne begrave de døde og pleje de sårede.
Den 30. juli hørte man igen kanonskud i Husum. Man hørte, at Hannoverske tropper skulle være kommet til Rendsborg og besat fæstningen.
Ny amtmand i Tønder
I Tønder var en ny amtmand blevet udnævnt af kongen, det var greve Arthur Rewentlov. Drøhse havde atter fået et embede og var blevet udnævnt til borgmester.
Ved vestkysten var der skabt direkte sø – forbindelse til England via Tønning, Hjerting, Ballum og Højer.
Apoteker Nagel blev beæret med ridderkorset, og fik tilkendt hvervet som postmester i Højer.
Tvungen undervisning i dansk
Den 4. maj 1852 var stemningen i Tønder nu ikke den bedste. De tysksindede følte sig krænket, efter at der var blevet indført tvungen undervisning i det danske sprog.
Der var udbrudt en kæmpe brand i Husum den 11. juni 1852. i alt blev 41 huse ofre for ilden.
Den 28. december 1852 kunne Flensburger Zeitung berette om, at provst Ahlmann i Tønder var blevet afskediget med pension.
Den 31. juli1853 foruroligede det befolkningen, da de hørte, at der var udbrudt kolera i København.
En stormflod havde ramt vestkysten den 27. september 1853. Ved Ballum var mange får druknet.
I Hertugdømmerne gjorde sprogsagen et uhyggeligt indtryk. Fra dansk side ville man med magt tvinge det danske sprog igennem.
En damp – båd i Højer
Den 6. januar 1855 foregik der en indsamling til en damp – båd, der skulle gå mellem Højer og Husum. Dampskibet skulle også besøge Föhr.
Den 3. september 1856 havde heste – og kreaturmarkedet i Tønder rekordbesøg. Aldrig havde der været så mange besøgende og så mange dyr på markedet. Også markedet den 23. oktober 1856 var der masser af mennesker til markedet i Højer.
I tiden frem til 1858 havde roen sænket sig over vestkysten. De nationale gnidninger fortsatte dog. Og 8 år efter, blev vestkysten og hele Sønderjylland tysk. Atter engang måtte tusinder og atter tusinder lade livet.
Kilde: Se
Under Sønderjylland (200 artikler):
Under Aabenraa (164 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler)
Under Højer (77 artikler):
Under Tønder (273 artikler):
Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (22+119 artikler):
Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 15 artikler
Dato: marts 9, 2021
Tønder – egnen 1814 – 1848(b)
Dette er en ny-redigering af en ældre artikel. I de 34 år vi beskriver, var der meget forvirring her ude på vestkysten. Vi beskriver udviklingen især i Tønder, Højer, Bredebro og Løgumkloster. Men vi tager nogle ture til Ribe, Aabenraa, Rendsborg og andre steder. I Tønder var der både kosakker og skiftevis danske og tyske tropper. Flere gange var apoteker Nagel fra Højer arresteret. Tre års krigen var startet. I Tønder var det skiftevis dansk og tysk. Der blev arresteret på livet løs afhængig af sindelag, og hvem der havde magten.
Kosakker i Tønder
I begyndelsen af 1814 var der kosakker i Tønder. Det viste sig at være skikkelige folk. Men de var hurtig væk igen. I februar skulle der komme 300 polske soldater til Tønder.
Får dør i hobetal
April 1837 startede vinterligt. Det så sørgelig ud for kreaturerne. Der var mangel på foder mange steder. Mange kreaturer var allerede bukket under. Det var især får, der gik ud over. Omkring tusind får mistede livet.
Stormflod
En stormflod har igen raseret vestkysten den 8. – 9. januar 1839. Den synes at have været kraftigere end i 1825. Marker er blevet belagt med store ismasser. Mange huse og bygninger er ilde tilredte, mange er forsvundet. Vandet gik meget højt i huse, og mange dyr er druknet i vandmasserne.
Kongeparret i Aabenraa
Den 4. august 1840 var næsten alle gader i Aabenraa illumineret, og æresporte rejst. Kongeparret var på besøg.
Dårlig Kvægmarked i Tønder
Kvægmarkedet den 8. maj var dårligt, og priserne var helt i bund.
Atter forhøjet vandstand
Endnu engang den 27. juni 1842 har vandet stået højt. Ved Ribe står engene atter engang under vand.
Præstegården i Hjerpsted brændte
Præstegården i Hjerpsted brændte her omkring årsskiftet 1843.
Friser – fest i Bredsted
En stor friser – fest blev afholdt i Bredsted den10. Juni 1844. Der var masser af musik og taler på frisisk.
Kongeparret i Løgumkloster
Kongeparret besøgte den 9. september1844 Løgumkloster.
Humlekærren til salg
Den kendte kro, Humlekærren var på aktion. Man havde forlangt 10.000 mk. men ingen bød på kroen. Det var den 26. marts 1845.
Kongen i Tønder
Kongen kom den 5. august 1845 til Ribe. Han kørte videre via Løgumkloster til Tønder
Vandet var højt i Brede Å
Vandet var temmelig højt den 8. august 1845 ved Brede Å. Alle enge stod under vand, og vandet stod næsten under broen.
Hø ved diget
Meget hø var drevet op til diget ved stormfloden. Her var vel 1.000 læs. Der skulle ligge lige så meget ved Emmerlev. Det var den 22. august 1845.
Musikalsk underholdning på Trøjborg
Den 7. januar 1846 var der musikalsk underholdning på Trøjborg.
Stændervalg i Tønder
Den 8. februar 1846 var der valg til stænderforsamlingen. Tønder lå i 7. distrikt.
Kongeparret atter på besøg
Den 8. september 1847 var kongeparret begunstiget af pragtfuldt vejr fra deres sommerresidens på Föhr på vej til Ribe. Men der var først ophold på Trøjborg og bagefter i et oplyst Bredebro. Og her var der sandelig sørget for majestæterne. Der var marcipan fra Flensborg, og frugter fra Hamborg.
Dertil forskellige vine, portvin og champagne.
Kongeparret så derefter 25 kniplingspiger stærk koncentreret i deres arbejde. Og så sandelig, kongeparret købte for 800 mk.
Det var ærgerligt, at man ikke kunne skaffe noget musik til anledningen. Men der var ingen at få, hverken i Tønder eller Ribe. Alle var engagerede.
Det var en succes. Egentlig skulle de kongelige kun have været der i en halv time, men de blev i halvanden time.
Kongen havde spurgt til høsten, og han spurgte, hvad man syntes om vejene. Og det blev svaret, at efter en tid med tørvejr, var de udmærket at køre på.
Kongen fornærmet i Døstrup
Det gik ikke gået så godt med besøget i Døstrup. Pastor Kock ville holde en tale i kirken. Men først skulle kongeparret stige af ved præstegården og få en lille forfriskning. Men der var ingen til at modtage kongeparret. Kongens vogn kørte derfor hen til kirken, men her var mørkt. Her snublede kongen. Præstegården blev ikke betrådt ved dette besøg. Hurtig kørte kongeparret videre nord på.
I Ribe Avis blev kongeparrets besøg i Brede meget positivt omtalt.
Kongens fødselsdag blev fejret
Den 18. september blev kongens fødselsdag fejret. Det blev danset til klokken fire om morgenen.
Sukkerkogeri på aktion
Den 19. november 1847 var Sukkerkogeriet i Højer på aktion. Det købte N. Petersen for 10.750 mk. Det var kun en mere, der havde budt.
Kongen er død
Den 20. januar 1848 døde den gode Christian den Ottende. Han nåede kun at regere i otte år.
Hestemarked i Løgumkloster
Den 23. marts 1848 var der hestemarked i Løgumkloster. Der gik rygter om, at der havde været oprør i Rendsborg. I Aabenraa og Haderslev skulle der have været ballade, og det udskrevne militær ville ikke møde.
Masser af rygter i Tønder
Der var masser af rygter i Tønder i slutningen af marts 1848. Alt militær og heste var indkaldt. I København skulle de gamle ministre være afskediget. Et nyt ministerium skulle være dannet. Spændingen mellem dansk og tysk voksede.
Nu blev det bekræftet, at Slesvig – Holstener havde taget Rendsborg i deres besiddelse, anført af Prinsen af Nør.
Stort røre i Tønder
Den 26. marts 1848 var der stort røre i Tønder. Overalt i hertugdømmerne havde man anerkendt den provisoriske regering. Alle embedsmænd blev nødt til at anerkende den, ellers måtte de gå af.
Amtsforvalteren i Tønder, Holstein ville uden ordre have sendt kassebeholdningen til Ribe. Men det rygtedes, og hans hus blev besat og bevogtet af borgere. Kassebeholdningen blev under bevogtning sendt til Rendsborg. Holstein måtte bide i det sure æble og anerkende regeringen i Rendsborg, ellers var han blevet afsat.
Mange mennesker strømmede til Rendsborg. De ville forsvare fæstningen og den nye regering. Alle seminarister ville denne nat forlade byen.
Alle Kiels studenter skulle være ankommet, ligesom preussiske hjælpetropper skulle være på vej.
Situationen var præget af uro. Man så med ængstelse på fremtiden.
Uroen fortsatte
Kongen af Preussen havde proklameret at man ville sikre og med våben beskytte Slesvig – Holsten.
Det gik rygter om, at Christiansborg skulle være omringet, for at forhindre, at kongen tog flugten.
I Flensborg siger rygterne, at der skulle være ankommet 2.000 soldater fra Rendsborg. De skulle angivelig tage videre til Haderslev, hvor man ikke ville anerkende den ny regering.
Det siges, at danskhedens fører, Lauritz Schou måtte flygte.
En borgervagt måtte sikre Koch, der var redaktør af bladet Dannevirke.
Tropper samles i Kolding
Rygterne på Tønder – egnen sagde, at der i Kolding blev samlet tropper fra Jylland og Fyn. Der skulle være samlet ca. 20.000.
Kongen vil stille sig i spidsen af tropperne og bekæmpe oprørerne i hertugdømmerne. Det ser farlig og truende ud. I Tønder var man bange for, at der ville flyde meget blod og komme store ødelæggelser.
Herredsfoged Brasen var forbitret på de tysksindede, især dem fra Tønder. Han mente, at friserne ville forene sig med de dansksindede. I Haderslev skulle danskerne have fået overmagten, og fyret borgmesteren. Men det var kun rygter.
Forsamling i Bredebro
Den 30.marts1848 havde nogle vigtige personer forsamlet sig. Det var herredsfogeden og præsterne fra Skærbæk, Mjolden og Visby. Man talte om bevæbning og andre ting.
Degnen var også indkaldt. Man ville ham til at erklære sig dansk eller tysk. Man bebrejdede ham, at han underviste på tysk.
Til Haderslev skulle der være ankommet 4.000 danske soldater. Senere skal der komme 5.000 flere.
Den provisoriske regering havde erklæret Danmark Fuldstændig krig. Og Preussen sammen med Det Tyske Forbund ville bakke op.
Flere rygter
I Løgumkloster opstod der her dagen efter flere rygter. De gik ud på at tyskere var på vej til Haderslev for at kæmpe.
Barrikader i Ribe
Porten blev den 1. april sat i forsvars – position. Mange sten var samlet, som man ville smide i hovedet på fjenden.
Gemytterne i kog i Højer
Apoteker Nagel havde fået flere fjender. Det skyldtes hans meninger og ytringer i den nationale strid. Rygterne ville vide, at de danske tropper havde besat Aabenraa, og drevet tyskerne på flugt.
Ballade i Løgumkloster
En gruppe Ribe – borgere var taget mod Løgumkloster for at anholde øvrigheds – personer. I de sogne, de passerede sluttede bønder sig til. En skare på flere hundrede mand nærmede sig Løgumkloster, hvorfra en delegation med Dannebrogs – flag mødte frem.
I Løgumkloster blev birkefoged Elvers, doktor Rolfs og gæstgiver Ipsen arresteret og transporteret til Ribe. Man ville også have fat i amtsforvalteren, men han var flygtet.
Tønder ville modtage danske tropper
Den 3. april1848 ankom et par hundrede soldater til Løgumkloster. De skulle skabe orden. Men det var nu ikke noget at komme efter
Tønder havde erklæret sig villig til at modtage danske tropper.
Tropper til Tønder
Den 4. april 1848 rykkede militæret ind i Tønder uden modstand. Kun nogle bønder var utilfredse med, hvad der skete. 14 – 16 stykker skulle være blevet anholdt.
Andre tropper var nået til Flensborg. Tyske fortropper, skulle på tilbagetoget fra Aabenraa have begået uro og havde plyndret.
I Kiel skulle danskere været blevet smidt ud af byen.
Pludselig ved aftenstide kom der ordre fra herredsfogeden, at alle mellem 18 og 60 år i nabokommunerne skulle ile til Tønder. Rygterne gik, at der var blevet uorden og galskab der.
Grunden til at der var blevet kaldt til mobilisering, var at man frygtede friserne. Men de forholdt sig i ro.
Militæret turde alligevel ikke at tilbringe natten i Tønder. De tog til Møgeltønder, og overnattede her. Der var de mere sikker, troede de.
Der var i Tønder opstået rygter om, at friserne ville komme i hobetal, og stå de tyske bi. De danske tropper fik kolde fødder. Måske var det, fordi de ikke var så mange.
Meldinger syd fra
I Tønder kunne en kniplingsforhandler fortælle, at i Rendsborg var 1.500 preussere med artilleri rykket ind. Befolkningen havde været så glade, at byen var blevet illumineret. Flere tropper var undervejs. De kom også fra Hannover, Braunsweig, Mecklenburg og mange andre steder fra. Den 10. afdeling af Det Tyske Forbunds tropper var parate til at rykke ind i Holsten.
De danske tropper rykker frem
Den 9. april 1848 gik rygterne i Tønder på, at de danske tropper skulle være rykket frem til Bredsted. Man ville til Husum og herfra danne linje til Flensburg. Man ville afskære de tyske tropper der. Efter sigende skulle der kun være 2.000 mand.
Der blev også sagt, at ved Flensborg var flere huse skudt i brand.
Var Kobbermøllen brændt?
Friserne var blevet godt sure over angrebet fra borgerne i Ribe, der var gået via Løgumkloster mod Tønder. De opfattede det som en krigserklæring.
Og endnu flere vedholdende rygter var opstået i Tønder, og det var, at Købermøllen ved Flensborg var blevet brændt. Man sagde, at Flensborg skulle angribes, og at 500 var sprunget over til den danske hær.
De preussiske tropper skulle være gået over Holstens grænse og rykket frem mod Slesvig. Den tyske forbundsarmé skulle være beordret til at rykke ind i Danmark.
Mange Faldne
Den 10. april mente man i Tønder at vide, at Flensborg skulle være faldet. Det havde kostet meget blod, således skulle 1.300 tyskere være faldet og 700 taget til fange.
Hvor mange danskere, der var faldet, sagde rygterne ikke noget om.
Danske tropper havde kæmpet bravt
Rejsende øst fra kunne i Tønder fortælle, at det ikke gik så galt, som man havde frygtet. Danske tropper havde kæmpet bravt ved Bov, og havde trængt fjenden tilbage til Flensborg.
Mange skulle have kastet deres geværer under deres vilde flugt. Mange blev taget til fange, og andre flygtede mod Slesvig. Studenterne havde forsvaret sig bedst, men her var der mange faldende.
Mange i Tønder kunne ikke forstå udviklingen. Dansk og tysk havde i mange år haft det så fredelig med hinanden. Nu står man i samme land og bekriger hinanden.
Søndag den niende havde kampen fundet sted. Kongen ankom fra Sønderborg til Flensborg. Han blev godt modtaget af byens befolkning. Og det vakte åbenbart begejstring, da han kun ledsaget af to officerer gik rundt i byen.
Når Slesvig er rømt, agter kongen at tage sæde på Gottorp.
Til konge eller Slesvig – Holsten?
I Tønder måtte embedsmændene atter tage stilling. Ville de bakke kongen op, eller ville de bakke Slesvig Holsten op. Var det sidste tilfældet, måtte de tage deres gode tøj og gå.
Kanonbåde ved Højer
Den 14. april1848 kunne man ved Højer observere, at der lå kanonbåde ud for byen og spærrede for skibstrafikken.
Kongen var på vej til Tønder?
Kongen var taget til Slesvig, men var taget tilbage til Flensborg for en sikkerheds skyld. Preusserne var nu for alvor gået ind i krigen. Rygterne ville vide at kongen var på vej til Ribe over Tønder. Andre rygter sagde, at man godvillig havde åbnet portene for de danske tropper i Rendsborg. Hvad var mon sandt?
Kongen taget til København
Den 17. april 1848 erfaredes det, at kongen var taget til København. Tropperne skulle nu stå over for hinanden ved Rendsborg. De tyske forbundstropper var nu på vej til landsdelen. Her på vestkysten var man efterhånden i vildrede med, hvad der skete.
Kongen var i Fredericia
Dagen efter erfarede man så, at kongen var i Fredericia. Åbenbart skulle der være våbenstilstand i nogle dage. Ved aftenstide genlød egnen af kanonskud i vesten. Det var ude fra Vadehavet.
Flere rygter
Den provisoriske regering skulle nu være flyttet til Altona. Og der var åbenbart nu kun 4.000 preussere i landet. Og rygterne fortsatte. Nu skulle der åbenbart også være landet svenske tropper.
Handelen ligger stille
Skibsfarten var standset. Der var ingen gang i handelen her i slutningen af april. Både i Husum og Tønder ser det sørgeligt ud.
Slag ved Dannevirke
Den 24. april skulle der være foregået et slag ved Dannevirke. Tyskerne havde sejret. Mange danske var blevet taget til fange, og der havde flydt meget blod. Danskerne havde kæmpet bravt, men måtte give efter for overmagten.
Tyskernes udrustning havde været meget bedre end de danske. Der havde været en vild flugt, og fjenden skulle nu stå lige ud for Flensborg.
En stor del af den danske hær var flygtet til Angel. Frygten var, at den danske hær måtte kapitulere.
Jubelråb i Tønder
I Tønder tænkte man på, at den gamle regering burde have blevet ved magten. De havde sikkert fundet en diplomatisk vej til at løse krisen.
Fra Flensborg skulle en del dansksindede være flygtet.
Og nu genlød Tønder igen af jubelråb efter den tyske sejr. Og friserne var efter den tyske sejr, taget hjem.
Danskerne havde forskanset sig
Det forlød her på vestkysten, at danskerne havde forskanset sig ved Rise og Bjerndrup.
Det så vel ikke så sort ud?
Ifølge Apenrade Ugeblad var det danske tilbagetog foregået i god ro og orden. Man havde fået kanoner m.m. med sig. Man havde endda erobret to faner. Man havde forskanset sig ved Hellevad og Bov.
Og så gik rygterne igen på, at svenske hjælpetropper var på vej, og at den engelske flåde lå i Elben.
Herredsfoged Brasen havde taget flugten. Det kom ham bestemt ikke til ære.
Tropper i Højer
Tyske tropper havde indtaget Højer. Det skulle være i alt 1.200 mand. Alle dem, der havde støttet danskheden, herunder apoteker Nagel skulle afstraffes.
Den straf gik ud på, at han skulle indkvartere 100 mand og give dem mad og drikke.
En holstensk soldat viskede til apotekeren, at han skulle gemme kostbare ting. For blandt soldaterne var mange uærlige. Selv flygtede apotekeren nord på.
Også tropper i Bredebro
Dagen efter, den 29. april 1848 blev Bredebro besat af en fortrop på 60 mand, som kom fra Højer.
250 mand lå i Tønder. Og Haderslev skulle også være indtaget.
Intet stjålet
Da apoteker Nagel kom tilbage til Højer den 3. maj frygtede han det værste. Der var kun taget 2 par støvler og 2 knive.
De tyske tropper var nået til Ribe, og de var også nået videre til Vejle. Forlydender ville vide, at de danske tropper havde trukket sig tilbage til Als.
Der var spærret ved Kongeåen. Ingen kreaturer måtte komme over.
Tyske flag var hejst i Tønder
Et par hundrede Slesvig – Holstenske soldater havde pillet Dannebrog ned i Tønder og hejst deres eget flag.
Rygtet gik, at stiftamtmanden i Ribe var rejst. Den gamle herredsfoged Drøhse i Tønder skulle være afsat.
Wrangel brandskatter
Rygterne gik nu, at den preussiske overgeneral var begyndt at brandskatte og rekvirere heste.
Skal aflevere vogne
Den 22. maj var der kommet ordre om, at heste og vogne skulle afleveres. Et rygte var opstået, at der ved Hejls var kommet til en træfning, hvor overgeneral Wrangel var blevet taget til fange.
Krigsskat
I bladene kunne man læse, at Wrangel havde proklameret, at ”jyllænderne” skulle pålægges en krigsskat af to millioner spec. til erstatning for de skibe, den danske marine ødelagde.
Prinsen i Tønder
Den 29. maj 1848 var prins Friedrich med sin tyske soldater i Tønder. Han blev modtaget med æresporte og blomster og løv strøet på vejene. Men pludselig kom der melding om, at en del af tropperne skulle returnere mod østkysten. Her var åbenbart sket noget.
Var tyskerne på tilbagetog?
Rejsende fra østkysten kunne den 31. maj 1848 berette om, at tyskerne var på tilbagetog. Haderslev og Aabenraa skulle nu åbenbart igen være dansk. Åbenbart havde de store magter grebet ind.
Grænsen besat af danskere
Danskerne skulle nu have besat grænsen ved Kongeåen. Tyskerne skulle have samlet sig ved Flensborg.
Tyskere taget til fange
Den 2. juni 1848 skulle 200 danske soldater være kommet til Løgumkloster. De havde taget 25 tyskere til fange. 13 tyske embedsmænd var flygtet fra byen. For den lokale befolkning i det vestlige var situationen efterhånden en del forvirret.
Flere danske tropper
Dagen efter kom der endnu flere danske soldater til Løgumkloster. De skulle efter sigende fortsætte mod Tønder. Her havde angsten bredt sig blandt de tysksindede.
Tyskere atter i Tønder
Den 5. juni1848 var er atter kommet tyske tropper til Tønder. Der skulle være ca. 1.400. 25 danske dragoner var taget til fange. Også i Løgumkloster og Sølsted skulle der være masser af tyske soldater.
Ved Rødekro var der kommet til et sammenstød. Her havde danskerne sejret. Dagen efter havde det været en træfning i Sundeved, hvor mange danskere skulle være faldet.
Danskerne havde forladt forlægningerne ved Kongeåen, samtidig med, at de havde ødelagt broerne.
Apotekeren taget til fange
Den 12. juni kom meldingen om, at apoteker Nagel fra Højer var blevet arresteret og bragt til Tønder. Han var blevet udsat for langvarige forhør om sit politiske virke.
Og igen indløb rygter om en træfning ved Genner, hvor Wrangel skulle være blevet omringet. Men efterhånden troede man her ude vest på ikke mere på alle de rygter.
Tønder – nærmest forskanset
Tønder var den 16.juni nærmest forskanset. Wrangel var rykket frem til Kongeåen.
På Trøjborg var 60 dragoner indkvarteret. Også i Visby og Højer var der masser af soldater.
Tropper på vej mod nord
I slutningen af juni var apoteker Nagel igen blevet arresteret. I Flensborg havde mange tropper samlet sig, og var på vej mod nord.
Rygtet gik på, at i midten af august var tyske tropper gået over Kongeåen ind i Jylland. Og mens alt dette foregik tog kongefamilien til Föhr.
Et andet rygte gik på, at den provisoriske regering var blevet opløst. En anden blev oprettet med folk fra hertugdømmerne.
Var der virkelig våbenstilstand?
Fra mange sider blev det berettet om, at en våbenstilstand var undervejs med gunstige betingelser for Danmark.
Den 3. september 1848 forlød det, at man i Rendsborg, Kiel m.m. havde besluttet at erklære hertugdømmerne til republik.
Opstand i Kiel
Rygterne ville vide, at der havde været opstand i Kiel. De tyske tropper, der skulle være taget syd på, var i stedet taget mod nord. Hertugen af Augustenborg havde forladt landet, og taget til et gods i Sverige.
I Husum protesterede man mod at blive indlemmet i Det Tyske Forbund.
Kunne ikke acceptere våbenstilstand
Det forløb fra Landsforsamlingen i Kiel, at man ikke kunne acceptere betingelserne for en våbenstilstand. Denne var dikteret fra Frankfurt. Man ville med al magt sætte sig imod.
Alvorlige meldinger
Der indløb den 12. september nogle foruroligende meldinger fra rigs – ministeriet i Frankfurt. Ministeriet var blevet opløst, og betingelserne omkring våbenstilstanden var blevet forkastet. Nu kunne krigen for alvor bryde ud igen. Danskerne havde glædet sig for tidlig.
Her forlader vi første del af beretningerne herude vest på. Vi er midt i tre – års krigen, også kaldet den første slesvigske krig. I stedet for at beskrive krigsskuepladsen er vi i gang med at beskrive den forvirring, begivenhederne giver, her ude på vestkysten.
Men bare rolig vi fortsætter med anden afdeling – med det videre forløb.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.708 artikler – Hvis du vil læse om udviklingen i Sønderjylland på den tid så se bare.
Under Sønderjylland (200 artikler):
Under Aabenraa (164 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Under Højer (77 artikler)
Under Tønder (272 artikler):
Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (22 + 119 artikler)
Under 1864 og De Slesvigske Krige (15 artikler)
Dato: marts 4, 2021
Da arbejderne blev organiseret
Grundloven gav ikke lige ret til alle. De store jernstøberier. Venstre fik magten. Karl Marx skabte den socialistiske historieopfattelse. De Socialistiske Blade. Borgerlige arbejderforeninger. Værtshusejere blev truet. I 1876 var 6.000 arbejdere organiseret. Arbejdsgiverne bestemte arbejdsforholdene. Strejkebrydere var et problem. Mændene forsøgte at begrænse kvindearbejde. De frier Foreningers Centralstyrelse. Det kvindelige Arbejderforbund. Arbejdsgivere opretter ”gule” Fagforeninger. Pludselig var der 50 landsdækkende forbund. Interne problemer i fagbevægelsen. Arbejdsgivere søgte stadig at hindre faglig organisation. De Samvirkende Forbund blev dannet. Var septemberforliget en sejr? Kvinders arbejde var kun en livsfase. De forskellige fabrikslove. Kvinderne ville ikke finde sig i nedvurderende behandling. Da Syndikalisterne kom. Uvarslede strejker. Stor medlemstilgang. Radikalisering i kampmetoder. Ganske store indrømmelser. Overenskomsten i 1919 en af de bedste nogensinde.
Grundloven gav ikke lige ret til alle
Vi har her på siden skrevet en del industri-historie. Og vi har også skrevet om de forhold, som arbejderne, deres familie og børn blev budt. Kampen for ytringsfriheden for arbejderne er også belyst. Men det var en lang sej kamp.
I dag er det sådan at de etablerede fagforeninger har fået mere end rigelig konkurrence af de såkaldt ”gule fagforeninger”. Dengang fik arbejderne bedre forhold ved at kæmpe sammen. Og det kostede.
Grundloven gav ikke lige ret for alle. Det var kun de bedst stillede husmænd, der havde stemmeret. Og kvinderne tænkte man slet ikke på.
Landarbejderne havde ingen mulighed for at organisere sig.
De store jernstøberier
De gamle lav havde haft eneret på håndværk. De gammeldags snævre organisationer stod i vejen for at industrielt opsving. Og mestrene gav ikke meget i løn. Det var ofte arbejdsgiverens kone, der var ”madmor”.
I første omgang var det smede og tømrer, der fik arbejde hos de forskellige jernstøberier og det nye store skibsværft Burmeister og Wain.
Næringsloven af 1857 gennemførte den frihed i erhvervene som Grundloven havde lovet.
Venstre fik magten
I 1872 vandt Venstre 53 af de 102 mandater i Folketinget dengang. De bevarede magten til 1909. De københavnske grosserer havde skabt deres egen bank, der i modsætning til Nationalbanken kom til at hedde Privatbanken. Den blev grundlagt i 1857. Dens leder var C.F. Tietgen. Gennem denne bank blev de første nye handels – og industriforetagender finansieret.
Karl Marx skabte en socialistisk historieopfattelse
I 1870’erne var der mange industriforetagender, der ikke kunne klare sig. Men de stærkeste overlevede dog. I 1880’erne og i 1890’erne fortsatte industrialiseringen. Navnlig metalindustrien blev stærk i 1890’erne, da man begyndte at fremstille elektriske maskiner.
Fra 1840’erne til 1870’erne var brancher som tekstil – og tobaksindustrien afhængig af kvinders og børns arbejdskraft
Først i 1800 – tallet var industrien begyndt at pible frem. Et arbejderproletariat voksede frem. Socialismen blev udformet til et program. Karl Marx var med til at skabe en socialistisk historieopfattelse og samfundsbetragtning.
De Socialistiske blade
Den første herhjemme, der havde en fastere udformet socialistisk tankegang var Frederik Drejer, der døde allerede som 25-årig. Han nåede dog at udkomme med nogle små skrifter.
I maj – juni 1871 var det Pio, der udgav to hæfter ”Socialistiske blade” i første omgang som anonym. Det var en skarp kritik af arbejdernes kår. Han foreslog fagforeninger, skattereform og en fabrikslovgivning. Disse hæfter vakte vild opsigt. Pio var en god agitator. Og fra juli 1871 udkom Socialistiske Blade som ugeblad.
Borgerlige arbejderforeninger
Det var ofte landarbejdere fra landet, der kom ind til byen. Deres politiske indstilling var ofte liberal. Som Pio udtrykte det ”viljeløse nikkedukker”.
Billige arbejderboliger blev bygget og brugsforeninger blev etableret.
Det var de borgerlige arbejderforeninger, der holdt arbejderne lang væk fra de internationale socialistiske ideer i begyndelsen.
Værtshusejere blev truet
I 1872 begyndte Socialisten at komme som dagblad. I 1874 fik den navneforandring til S0cial-Demokraten. Og som bl.a. Aktuelt udkom det til 2001. I Socialisten kunne man bl.a. se hvor og hvornår der var møder.
De værtshusholdere der lagde lokaler til socialistiske møder, fik henstillinger fra politiet om, at de ville blive udsat for flere sanktioner, hvis de fortsatte med dette. Ligeledes blev de bogtrykkere, der trykte Socialisten forfulgt af myndighederne.
I 1876 var 6.000 arbejdere organiseret
Den 5. maj 1872 var det berømte ”Slaget på Fælleden”. De fire ledere fik hårde straffe og i 1873 forbød Højesteret Internationalen. De danske myndigheder forventede nu, at arbejderbevægelsen ville falde sammen. Men tværtimod ekspanderede fagbevægelsen nærmest eksplosivt de kommende år.
Hvor mange fagbevægelser der eksisterede i disse år, er noget usikkert, men i København blev næsten alle fag organiseret. I 1876 var der ca. 6.000 arbejdere organiseret. I forhold til det samlede arbejderantal var det forholdsvis beskedent.
Arbejdsgiverne bestemte arbejdsforholdene
Det samlede antal strejker i 1870’erne var 261. De fleste blev vundet indtil 1876. Man opnåede en lille bedring af lønnen og en nedsættelse af arbejdstiden 12 – 14 timer i ugens seks dage og en halv arbejdsdag om søndagen. Ja det var det normale i industrien dengang. Særlig ”slavetimen” mellem 6 og 7 om aftenen ville man have afskaffet så man havde lidt tid sammen med familien.
Man opnåede dog ikke mange forbedringer, når det gjaldt arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Men der blev dog oprettet sygekasser. Men det var arbejdsgiverne, der enevældig bestemte over arbejdsforholdene.
Strejkebrydere var et problem
Indmeldelse i en fagforening betød meget for strejkekassen dengang. men mange meldte sig også ud igen, når en konflikt gik tabt.
Det store problem i 1870’erne var strejkebryderne. Den bitre nød i mange familier gjorde det forholdsvis let for arbejdsgiveren at finde disse. Og især uorganiseret arbejdskraft hos landarbejderne var let at få.
Arbejderne forsøgte at forhindre strejkebrydere at møde op på arbejde, men politiet hjalp strejkebryderne. Under strejker og lockouter blev der lagt store arbejdsbyrder over på kvinderne. Mange af kvinderne arbejdede i hjemmeindustrier.
Mændene forsøgte at begrænse kvindearbejde
Omkring 1880 tjente en kvindelig arbejder ca. halvdelen af en ufaglært arbejdsmands løn. Mange mænd tog denne lønforskel som anledning til at angribe kvinderne som løntrykkere. Arbejdsgiverne bidrog også kynisk til at udnytte kvindernes trængte situation og bruge dem som strejkebrydere.
Mændene forsøgte energisk at begrænse kvindearbejdet. Tobaksarbejdernes Fagforening forbød en overgang deres medlemmer at uddanne kvindelige arbejdere. Der var mange gode grunde til at kvinderne skulle organisere sig, men det skete kun i begrænset omfang.
Skulle kvinderne organisere sig sammen med mændene eller skulle det ske i selvstændige foreninger? I Tobaksarbejdernes fagforening ”Enigheden” blev der oprettet særskilte kvindesektioner. Men generelt forblev problemet uafklaret.
De Frie foreningers Centralstyrelse
I 1874 dannede man ”De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse”, der byggede på et klart socialistisk program. Her betonede man enheden mellem den politiske og den sociale kamp.
De to pionerer inden for bevægelsen Pio og Gerleff blev efter pres fra myndighederne og finansieret af nogle storkapitalister tvunget til at forlade bevægelsen og emigrere til Nordamerika.
Men det lykkedes dog for bevægelsen at bygge et forsamlingshus i Rømersgade i København. Det er den bygning, der i dag rummer de ydre rammer for Arbejdermuseet.
Allerede i 1885 var en tredjedel af alle arbejderne i København organiseret. Også i større provinsbyer stiftede man nye fagforeninger.
Det kvindelige arbejderforbund
I 1885 stiftedes den første egentlige kvindefagforening ”Det Kvindelige Arbejderforbund” i København. Her var især organiseret vaske – og rengøringskoner. De første år var der dog ikke nogen succes.
Men fra 1894 tog organisationen fart. Her blev de kvindelige arbejdere på Tuborgs fabrikker organiseret. I 1896 indgik man en lønaftale. I de følgende år fulgte en lang række større virksomheder. Det blev spiren til det senere Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark.
I 1886 udkæmpede 225 uorganiserede kvinder på Rubens Dampvaskeri på Frederiksberg en hård og lang arbejdskamp. I slutningen af 1890’erne var ca. 230 pct. af kvinderne organiseret.
Det kvindelige tyende, tjenestepigerne var til gengæld vanskelige at organisere. Men i 1899 tog Marie Christensen initiativ til stiftelsen af Københavns Tjenestepigeforretning. Den udviklede sig senere til Husligt arbejderforbund, der senere blev til Husligt Arbejderforbund, der så senere blev til Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).
Arbejdsgivere opretter ”gul” fagforening
Antallet af konflikter voksede gennem den første halvdel af 1880’erne og det kulminerede i 1885 med 107. Heraf var der kun tre lockouter, men dog nogle af de største og mest afgørende for fagbevægelsen.
En af de afgørende sammenstød var en fem måneder lang smedelockout i sommeren og efteråret 1885. Blandt arbejdsgivernes krav var, at de skulle melde sig ud af deres fagforening.
For at styrke deres krav om udmeldelse oprettede fabrikanterne en ny ”gul” fagforening for ”arbejdsvillige” og organisationen ”Arbejdernes værn”, der skulle samle de mange strejkebrydere, der under politibeskyttelse tog på arbejde i de konfliktramte virksomheder.
50 landsdækkende fagforbund
I årene 1885 til 1889 oprettede man ca. 50 landsdækkende fagforbund, der især i København og de store provinsbyer organiserede størstedelen af arbejderne.
Natmændene havde det hårdeste og mest uhumske arbejde med at hente og tømme byens lokumsspande. I 1892 gennemførtes en kort of effektiv strejke for at organisere dem. Det lykkedes selv om arbejdsgiverne forsøgte at indsætte strejkebrydere.
Den struktur som fagbevægelsen brugte, efterlod en stor gruppe ufaglærte kvinder og mænd som ikke umiddelbart passede ind i organisationsformen.
Interne problemer i fagbevægelsen
Den kun 27 – årige M.C. Lyngsie valgtes i 1891 som formand for ”Centralforbundet for Arbejdsmænd i Danmark”, der var blevet grundlagt tre år tidligere. Det var forgængeren for Dansk Arbejdsmands Forbund i 1897. Dette blev det største af alle fagforbund men med store indre problemer.
Stadig måtte kvinderne kæmpe. Arbejdsgiverne ville ikke anerkende deres ret til at organisere sig. Men endelig i 1901 kunne kvinderne stifte ”Det kvindelige Arbejderforbund” med den stærke Olivia Nielsen dom formand.
Først i 1895 blev det vedtaget en forpligtelse at yde gensidig støtte mellem fagforeningerne. I løbet af 1890’erne blev der i flere og flere fag oprettet kollektive overenskomster.
Arbejdsgivere forsøger at hindre faglig organisation
Det skulle gå over 30 år før man i Danmark fik gennemført at 1. maj skulle være arbejdernes internationale kampdag.
Men arbejdsgiverne forsøgte stadig at forhindre arbejdernes faglige organisation. Det gjorde de bl.a. gennem lockouter. Konflikterne i jernindustrien var de hårdeste. Arbejderne begyndte at oprette værkstedsklubber, der krævede indflydelse på timeløn, akkordsatser.
I 1897 udkæmpede man en fire måneder lang lockout.
De samvirkende Forbund (DsF) bliver dannet
I januar 1898 var man nået så langt at 400 delegerede, der repræsenterede 70.000 arbejdere mødtes i København for at stifte De Samvirkende Fagforbund (DsF). Kvinderne fik dog ikke lov til at komme med i forretningsudvalget.
I 1899 kom der til en bitter kamp. Den direkte anledning var mindre snedkerstrejker i nogle jyske byer. DA – Dansk Arbejdsgiverforening gjorde DsF ansvarlig for strejken. Derfor blev alle snedkere i hele landet lockoutet. Men ikke nok med det. DA lockoutede også en masse arbejdere i andre fag.
DA fik tilsagn fra kollegaer i andre lande, at danske arbejdere ikke bare kunne søge arbejde i nabolandene. Dem der ikke var ramt af lockout, forsøgte at hjælpe deres kammerater.
Var september – forliget en sejr?
Endelig fik man accept fra arbejdsgiverne om retten til at organisere sig. Men DA fik anerkendt retten til at lede og fordele arbejdet. Men i DsF blev det kun vedtaget med et meget lille flertal 128 stemmer stemte for og 98 stemte imod. Var forliget en sejr eller et nederlag for fagbevægelsen?
Det såkaldte september – forlig blev vel i sidste ende en sejr. For efterfølgende lykkedes det for arbejderne at forhandle eller konflikte sig frem til væsentlige forbedringer af løn pg arbejdstid, I forhold til den detaljerende udformning af overenskomsterne blev ikke mindst industrien forbillede for de øvrige brancher.
Det blev også bestemt at arbejdsgiverne ikke uden videre kunne trække de dygtigste arbejdere ud af fagforeningerne og udnævne dem til formænd, som ikke skulle være faglig organiserede.
Kvinders arbejde var kun en livsfase
Arbejderne fastholdt, at arbejdsopgaver, der hidtil havde krævet faglig uddannelse ikke måtte overdrages til ufaglærte.
De to faglige ledere i DsF udtrykte tidens kvindesyn. I deres optik var kvindens arbejde kun en livsfase på vej til giftermål med en mand, der kunne forsørge dem. Men i 1907 kom Olivia Nielsen alligevel med i DsF’s forretningsudvalg.
Efterhånden accepterede mandsdominerede fagforeninger kvinderne. Dette førte til en række grænsestridigheder. Men det Kvindelige Arbejderforbund fik dog alligevel fremgang. I 1915 talte de cirka 3.000 medlemmer.
De forskellige fabrikslove
Også på lovgivningsspørgsmålet blev der opnået resultater. Den første fabrikslov blev gennemført allerede i 1873. Men den indførte kun beskedne begrænsninger for børnearbejde. Aldersgrænsen for børns arbejde i industrien blev fastsat til 10 år. I 1901 blev dette forhøjet til 12 år. Endelig i 1913 indførte man et generelt forbud mod børns arbejde i industrien, hvis ikke de var udskrevet af skolen. – dvs. indtil de fyldte 14 år.
Fabriksloven af 1873 indeholdt også de første beskyttelsesforanstaltninger mod arbejdsulykker – især i forhold til afskærmning af maskiner og dødsensfarlige drivremme.
I 1889 kom der maskinbeskyttelseslove. Nu tjekkede man også om loven blev overholdt. I 1898 vedtog man en lovpligtig ulykkesforsikring for arbejdsgivere i håndværk og industri.
Ville ikke finde sig i nedvurderende behandling
Kvinderne blev forbudt at arbejde 4 uger efter fødslen. Arbejdet kunne dog genoptages tidligere såfremt en læge attesterede at moder og barn ikke led skade. Endelig kunne der under barselshvilen udbetales fattighjælp efter trang og skøn uden at kvinden mistede sine rettigheder.
Men mange udnyttede ikke loven. Det var enten på grund af ukendskab eller fordi de ikke havde råd til barselshvilen. Men mange nægtede også at underkaste sig den nedværdigende behandling i fattigvæsnet.
Mange håndværksfag blev truet som følge af mere mekanisering. Mange arbejdsfunktioner i industrien kunne nu varetages af ufaglærte. Arbejdsgiverne var ivrige efter at erstatte faglærte med ufaglærte. Dette gav mange konflikter internt i fagbevægelsen. Disse konflikter blev ofte udkæmpet med stor bitterhed.
Da Syndikalisterne kom
Omkring 1910 samledes dele af den faglige og politiske opposition i Fagoppositionens Sammenslutning (PS) Hvis fremtrædende leder var den farverige skribent, agitator og organisator Christian Christensen.
Han var en såkaldt Syndikalist. Deres mål var en antiautoritært socialistisk samfund baseret på arbejdernes selv forvaltning. Endvidere skulle der ske en decentralisering qaf den økonomiske og politiske beslutningsproces.
De syntes at den parlamentariske proces var overflødig. Når først arbejderne havde vundet magten over produktionen burde den politiske magt automatisk tilfalde dem. Christian Christensen skrev bogen ”Arbejderne og Børneflokken” Kan argumenterede for børnebegrænsning og seksuel frigørelse gennem prævention.
Uvarslede strejker
Deres direkte kampmiddel var den ”direkte aktion”. Der var uvarslede strejker på den enkelte arbejdsplads. I sidste instans kunne dette udvikle sig til ”social generalstrejke”.
Deres base var især Jord – og Betonarbejdernes Fagforening, lager – og pakhusarbejdere, havnearbejdere, murere og senere smedene. I længere og kortere perioder overtog de endda ledelsen i mange fagforeninger.
Stor medlemstilgang
I DsF indgik man i 1911 en femårig overenskomst med DA uden mulighed for lønforbedringer. Men da verdenskrigen brød ud i 1914, blev varerne væsentlig dyrere, samtidig opstod der boligmangel.
Fra 1914 til 1920 steg DsF fra 159.000 til 360.000 medlemmer. I fagforeninger og forbund uden for DsF blev medlemstallet femdobbelt.
I hast måtte kommunerne bygge nogle usle husvildeboliger. Her blev arbejderne så stuvet sammen i små trange lejligheder. Arbejdsløshedsunderstøttelsen var det umuligt at leve af. De sociale satser blev forhøjet under pres fra DsF.
Radikalisering i kampformer
Der skete en stærk radikalisering af arbejderklassen i deres kampformer i disse år. Offensiven var vendt mod arbejdsgiverne. Men kampen var også vendt mod Socialdemokratiet og deres borgfredspolitik.
Ganske store indrømmelser
Det var med syndikalisterne som drivende kraft at det lykkedes at tvinge arbejdsgiverne til ganske store indrømmelser. De fleste grupper oplevede ret markante forbedringer af deres realløn.
Overenskomsten i 1919 blev en af de bedste i fagbevægelsens historie. Den 30 – årige kamp for 8 timers arbejdsdag blev også vundet.
Kilde:
Dato: februar 28, 2021
Hvad læses der mest – februar 2021
Der kom 16 nye artikler i februar. Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser. Facebook med mange misforståelser. Dårlig opløsning. Du må gerne dele med kildeangivelse. Stor fremgang på Facebook. Statistik fra vores hjemmeside. Hvilke dele af Danmark og hvilke byer læser www.dengang.dk. Februar-måneds Top-100.
Ny artikler i februar 2021
Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser
Efterhånden får vi dagligt så mange henvendelser, så vi bliver nødt til at prioritere. Det skal ”Den Gamle Redaktør” være den første til at beklage.
Vi kan ikke bremse notifikationer fra os på Facebook, for eksempel fra folk, der ikke mere ønsker, at modtage vores Facebook – opslag, fordi man er utilfreds med vores historieopfattelse. Her må man selv tage affære.
Vi svarer heller ikke på henvendelser fra mere eller mindre velmenende læsere, der mener, at ”Den Gamle Redaktør” er ordblind, bruger forkerte vendinger eller direkte tastefejl. Det kan faktisk godt være at dette er rigtig. Men når man ser nederst i henvendelsen, ser at det er fra et kommunikationsbureau, der tilbyder deres assistance for penge. Disse henvendelser modtager vi mange af.
Vi skal på dette sted gentage os selv. Vores hjemmeside har været gennem tre forskellige former for hjemmesider. Nogle af artiklerne er ikke særlig pæne i opstilling. Og i en periode kørte vi også uden stavekontrol. Som tidligere nævnt forsøger vi at ny-redigere disse artikler, men det skal ikke forhindre os i rent tidsmæssigt at skrive nye artikler. Ny-redigerede artikler har fået et (b) bagved. I februar vil den opmærksomme læser kunne se, at vi har ny-redigeret 5 artikler.
Der kommer også en del henvendelser omkring slægtsforskning. Dette er ikke noget vi påtager os. Det er meget tidskrævende. Masser af mennesker er langt bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” Og de findes endda professionelle, der lever af at lave slægtsforskning.
Selvfølgelig forsøger vi at svare på alle henvendelser også de kritiske. Men tilgangen både til hjemmeside og Facebook er i øjeblikket lidt for overvældende.
Facebook – med mange misforståelser
Det er tydeligt, at mange ikke læser de artikler vi lægger op på Facebook. Det er også helt i orden. Men de kommentarer, der kommer, er ofte præget af misforståelser, fordi artiklen ikke er læst.
Vi har forsøgt at sprede nogle af vores artikler på andre grupper. Men ofte bliver disse slettet. Måske sker dette, fordi vi overtræder nogle af disse gruppers retningslinjer. Og det er jo altid op til den pågældende administrator, der skal vurdere dette.
Mange lægger mere vægt på de ledsagende billeder end på teksten. Det vil med andre ord sige, at såfremt billedet en gang før har været vist i gruppen, bliver ens indslag slettet eller man bliver bedt om at slette indlægget og det er uanset om teksten er nu. Det er lige modsat vores holdning, hvor vi lægger mest vægt på teksten.
Ærlig talt så vil vi ikke ofre tid på at lede efter et billede. Vi vil hellere bruge tiden til at skrive nye artikler eller ny-redigere ældre artikler.
Vi har også oplevet, at et par af vores artikler bliver brugt til at trække i Nazi-kortet i forbindelse med vrede mod regeringens nedlukning i forbindelse med Corona-krisen. Denne brug af vores artikler, tager vi skarp afstand fra.
Dårlig opløsning
På mange Facebook – grupper får vi at vide, at mange af vores fotos og billeder er i en dårlig opløsning. Vi bruger godt nok ikke så meget tid på at finde de bedste. Det vi bruger tid på, er teksten. Og dette er ikke lige populært alle steder.
Du må gerne dele vores artikler
Også her gentager vi os selv. Du må gerne dele vores artikler, så længe du oplyser, hvor du har dem fra. Husk også at bruge vores kildeangivelser. Vi kan se på vores månedlige hitliste, at det heldigvis er nogen, der har delt vores artikler på andre Facebook-grupper. Det er kun glædeligt, fordi det er artikler, der ikke har været repræsenteret før.
Statistik for vores Facebook
Gældende for 28 dage:
Statistik for vores hjemmeside
Du har nu adgang til 1.705 artikler på vores hjemmeside. Tallene i parentes angiver antal af pågældende tema-artikler som du kan finde andre steder på siden.
Hvilke Byer læser vores hjemmeside?
I november måned lavede vi en lignende liste. I parentes kan du se placeringen dengang. Men hvis vi nu starter med at dele landet ind i 5 dele, ser det sådan ud:
Vi kan se, at byer som Rødekro, Gråsten og Padborg bl.a. er forsvundet fra listen.
Februar – TOP-100 – DE MEST LÆSTE ARTIKLER
Dato: februar 25, 2021
Opvokset på Nørrebro
Der var mange enlige mødre på Nørrebro. Og så var det lige den billige brændevin. Her var masser af børn. Der skulle altid spares. Herligt, når brandsprøjten kom. Liv og leg i gården. Panserbassen fik sig en lille en. Gangbroen over Nørrebrogade – en herlig legeplads. En mand med et flag. Salg af koks og brændsel. Mælkekusken betragtede sig selv som en vigtig person. Ladegårdsåen – en skøn legeplads. Den årlige skovtur. Og så var der film med levende klaver. De gamle hestesporvogne. Arbejderne betragtede Sporvejsansatte som velbjergede. En sejltur fra Søpavillonen til Østerbrogade. Da der kom lys. Der skete store forandringer.
Mange enlige mødre på Nørrebro
Der var mange enlige mødre på Nørrebro omkring år 1900. prinsen på den hvide hest var pludselig borte. En del børn blev bortadopteret lige efter fødslen. Andre børn blev sat i pleje. Fædrene forsøgte at flygte fra ansvar og forpligtelse. Men mange af disse blev dømt til at betale et såkaldt ”alimentationsbidrag”. Det beløb sig til 10 kr. om måneden.
På Nørrebro var det almindeligt med hjemmearbejde som syning og cigarrulning.
Den billige brændevin
Drikfældigheden var stor og fattigdommen udpræget. Varehuse og kælderbeværtninger var der oceaner af.
Når vinduerne stod åbne i de lune sommeraftner i lejekasernerne, kunne man høre de mange huslige opgør. Det var særlig omkring lønningsdag, når fatter atter engang havde drukket sin løn op.
Den billige brændevin hørte med til de fleste mænds daglige fornødenhed. Synet af en tyk panserbasse i langskødet uniformfrakke og med blank hjelm på hovedet trækkende en stakkels beruser.
Masser af børn
Det var ikke ualmindeligt, at et forældrepar havde op til en halv snes børn i alle aldre, der måtte klumpe sig sammen i en meget lille lejlighed. Retirader og skarnkasser stod på rad og række i den lille mørke gård. Og i skumringen kunne familien kigge ned i gården og se rotterne muntre sig nede i den lille gård.
Mor tjente også ofte penge ved at være vaskekone. En vaskedag varede omtrent 10 – 12 timer og kunne indbringe en dagløn på 2 kr. Hygiejnen var ikke særlig høj. Mange lejligheder var befængte med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. I skolen blev børnene jævnlig tjekket af lusemor.
Der skulle altid spares
Der skulle altid spares. Man vaskede tøj i brun sæbe. Man gjorde også rent med det. Og det blev brugt til hårvask. Strømper blev stoppet. Damestrømper blev masket.
Man drak vand til aftensmadens varme retter. Man sparede på middagsmaden og nøjedes med rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billigmad dengang var spegesild og klipfisk. Der blev købt læder hos læderhandleren, så far eller mor kunne forsåle sko.
Når brandsprøjten kom
I gaderne var de hestekøretøjerne, der dominerede. De blev brugt til transport af enhver art, lige fra renovation til hestedrosker. Bilen havde endnu ikke vundet indpas.
Særlig opmærksomhed vakte brandvæsnet under udrykning med masser af alarm og klokkeklemten. Enkelte af disse køretøjer havde hele fire heste foran. Der sad brandmænd på begge sider af vognen med ryggen mod hinanden. Ved siden af brandmanden, der styrede hestene, sad en brandmand som ringede energisk med en klokke, der havde form som en minikirkeklokke.
Bag i køretøjet var anbragt et stativ med tromle og håndsving for brandslangen. Her var masser af materiel som brækjern, økser og save, som der var brug for på brandstedet. Om aftenen var der et herligt skue af springende gnister fra hestenes hove på gadens brosten. Derefter fulgte flere andre køretøjer med mandskab og materiel.
Livet i gården
Og så var det natmændene, der kom og tømte latriner. Det var dengang uden træk og slip i lejlighederne. Det var en kold tur ned i retiraderne om vinteren, når man var trængende. Derfor var det mange, der indførte natpotten. Men den skulle så lige tømmes om morgenen.
I gårdene kom skærslipperen, der med sin hæse røst afleverede en længere remse. Men først og fremmest var det lirekassemanden, der skabte liv i de små gårde. Han kom næsten dagligt. Så kappedes børne om at hjælpe med at samle mønter op indviklet i avispapir for at aflevere disse til manden, der drejede svinget med den ene hånd og med den anden ustandselig løftede sin blankskyggede kasket som tak til de ædle givere.
En harmonikaspiller og en gårdsanger indfandt sig også nogle gange.
Her dukkede klunsere også op. De undersøgte skraldebøtterne med en lang jernkrog, som blev kaldt 7 – tal. Disse klunsere tog de mest utrolige ting op af skraldebøtterne, dåser og ting af metal, ja selv knogler fra oksestegen. Ting af metal og kludder var nok det, de gik mest efter.
Fra køkkentrapperne blev der jævnligt banket på. Det var Klude – Mads som kom og forespurgte om flasker og brugt tøj. Det blev så vejet på en tvivlsom håndvægt. Efter vægt og art blev der så afregnet.
Masser af leg i gården
Børne havde mange lege. Det mest populære var at spille kugler. Det var både ler- og glaskugler. Disse kunne købes hos isenkræmmeren for få penge. Så var der også røver og soldater og forskellige boldspil.
Panserbassen fik sig en lille en
Panserbassen gik rundt med den ene hånd på ryggen og den højre hånd tog han op til hjelmen og hilste på alle de handlende. Dengang havde han en meget imponerende hjelm på hovedet og et bredt bælte om den tykke mave. En gang imellem forsvandt han ind i butikkernes baglokaler for at nyde en øl. Det var jo rart at stå sig godt med ordensmagten.
Gangbroen -en herlig legeplads
Det var dengang, da Stefansgade kun var anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane-linjen. Stationen var anlagt ved Nørrebrovænget og så var der et trinbræt ved Vedbækgade.
Over Nørrebrogade var der anlagt en høj træbro til brug for travle fodgængere. Her foregik ofte meget langvarige rangeringer. Bommene var så nede længere tid ad gangen. På broen stod børnene så og inhyldede dampen fra de rangerede lokomotiver. På Nørrebrogade holdt lange rækker af køretøjer utålmodigt ventende på, at bommene skulle hæve sig.
Børnene lod sig falde tilbage på gangbroen med det resultat at de blev griset til med røg og kulstøv. På ansigt, hår og tøj. Så var man ikke så populær, når man kom hjem. Man kunne også sætte sig overskrævs på gelænderet og lade sig glide ned. Men det kunne godt være farligt. Og det var sjovt når 3-4 knægte med stor latter kurrede ned af dette gelænder. Kloge hoveder inden for statsbanerne fandt dog på at sætte stopklodser ovenpå gelænderet. Så var den fornøjelse ødelagt.
Ofte tog cyklisterne deres cykel over nakken, gik op på trappen og ned igen.
En mand med et flag
Det skete at bommene ikke virkede. Men det klarede en jernbanemand. Han gik så foran toget med et flag i hånden, viftende til advarsel. Så havde gadens trafik værsågod at vente.
Foruden banegården lå der også en mindre i Farimagsgade, hvorfra der kun kørte tog nordpå. Og togene til Klampenborg havde to etager.
Der fandtes mange baneoverskæringer dengang. Der var både på Büllowsvej, Rolighedsvej, Falkoner Alle og her på Nørrebrogade.
Salg af koks og brændsel
Ved overskæringen lå også Nørrebros remise for sporvogne. Ved siden af var der et kommunalt salg af brændsel. Her blev solgt knust koks, nøddekoks, kul og smuld samt optændingsbrænde.
Man købte brændslet i litermål og afhentede det selv i spande eller sække.
Lidt længere henne lå den pæne Lygten station. På sporarealet lå lokomotivremisen. Her gik mænd og ordnede maskinerne med smørekande og skruenøgle. I en lidt usynlig afstand herfra kunne man se voksne eller børn gå mellem skinnerne og opsamle kulspild fra lokomotiver, der under kørslen havde rystet noget af sig. Det var dem, der ikke havde råds til at købe det.
Mælkekusken betragtede sig selv som meget vigtig
Ud for Slangerupbanens remise lå Mejeriet Enigheden. Herfra kørte mejeriets hestekørertøjer ud tidligt om morgenen til det distrikt kusken havde til omdeling af mælkevarer. Her mødte mælkedrengene op. De skulle dele mælken ud ved dørene. De skulle også opkræve den ugentlige regning. Mælkedrengen afleverede så penge til kusken og eventuelle ekstrabestillinger fra kunden.
De havde den karakteristiske blåstribede løsthængende lærredsbluse samt en kasket med blank skygge og Enighedens emblem.
Mælkekusken virkede som en meget vigtig person, når han stod ved sin vogn med sin regnskabsbog og en cerut i munden. Forinden havde
Ladegårdsåen – en skøn legeplads
Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen, lå i enlig majestæt, det gamle hvidtølsbryggeri ”Hafnia”. Til højre var der et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Det var en dejlig tumleplads for områdets børn.
Børnene soppede i åen. De var ligeglade med at det var sundhedsfarligt. Der småfisk, frøer, haletudser, og salamander. Så var det lige de små igler i vandet, der sugede sig fast på benene. Nogle af disse dyr blev så fanget med en hjemmelavet ketsjer eller en dåse sømmet på en trægren. Så blev dyrene taget med hjem og puttet i et akvarium eller syltetøjsglas. Men det overlevede de sjældent mere end et døgn.
Den årlige skovtur
Børnehjælpsdagene var noget man så frem til, dengang. Den årlige skovtur gik til Dyrehaven, hvor man spiste det medbragte smørrebrød, liggende i græsset. Drikkevarerne bestod af medbragt kaffe på sodavandsflasker. Kaffen var naturligvis kolde, da den skulle nydes. Til gengæld var det medbragte hvidtøl varmt. Efter bespisningen blev det til karruseltur på Bakken Og så fik man også en ballon. En årlig tur i Zoologisk Have blev det også til.
Det kunne måske også blive en tur til Frederiksberg Have, og var der penge til det kunne man få en tur på kanalerne. Te og kager kunne man få i Schweitzerhuset, men det var kun for de ”fine”.
Lige over for Øresundshospitalet på Østerbro var der små åbne haver. En af disse var meget eftertragtet fordi, der var en gynge i haven.
Film med levende klaver
En tur i biografen dengang bestod af film af ret dårlig kvalitet med flimmer ledsaget af klavermusik. Det kostede ti øre og så kunne man blive siddende lige så længe, man ville. Pladserne var ikke nummererede. Meget populært dengang omkring 1910 var Standard-teatret, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen, på højre side, når man kom fra jagtvej.
De gamle hestesporvogne
På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvejslinjer. Men i Indre By blev trafikken endnu klaret med hestetrukne omnibusser. Så var det enspændersporvognen, der klarede trafikken gennem Nørregade. På jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og Frederiksbergs Runddel. På disse runddele skulle sporvognene vende ved hjælp af drejeskiver. Det syntes børnene også var sjovt at hjælpe funktionærerne med.
Over for Dronning Louises Bro holdt de gamle hestebusser. Det var også dem med to vældige heste for og kusken siddende højt oppe. Den kørte gennem Købmagergade til Højbro Plads.
Der var kun en snoet læderrem til at holde i, så man ikke trillede af. Nu var farten dog ikke så stor.
I 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.
De ”velbjergede” sporvejsansatte
Disse sporvejsansatte havde en lang arbejdsdag. Efter en st6rejke i 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt. Men arbejdstiden var også på 55 – 58 timer ugentlig. Disse funktionærer blev af arbejderne betragtet som velbjergede og var udsat for megen misundelse.
Sporvognstaksterne var 10 øre og i en periode kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette betød at denne altid var overfyldt, mens kun få passagerer sad inde i vognen.
Når en sporvogn ankom til et stoppested, stod der ofte en såkaldt trafikkontrollør fra sporvejne. Han havde i modsætning til det kørende personales blå uniform en grå uniform på. Han noterede i sin bog sporvognens nummer og ankomsttidspunkt. Tiden skulle overholdes. Man måtte hverken komme for tidlig eller for sent.
En tur fra Søpavillonen til Østerbrogade
Nede på den store hjørneejendom Nørrebrogade og Dosseringen lå den kendte købmand H.C. Hansen. I denne butik var der et utal af skuffer. Men købmanden pointerede, at han ikke ville have spegesild og klipfisk hængende, fordi han ikke var urtekræmmer. Her var masser af poser og vægte. Karlens arbejde var at holde vægtene blanke.
I gården var der en masse skraldebøtter, de fleste uden låg. Her var også en række gammeldags ”dasser”, der betjente 6 opgange med 5 etager.
Her på søerne sejlede der flotte både. Man kunne sejle fra Søpavillonen til Østerbrogade med anløbsbro på begge sider af Dronning Louises- og Fredens Bro. Børnene syntes at man kom langt ud i den store verden, når man kom på sådan en tur.
Disse søer var også herlige om vinteren. Ud for Baggesensgade skrånede det tilpas ned, så på en slæde fik man god fart på og kom lang ud på isen. Ofte kunne man gå ud til Vendersgade på den anden side.
Idyllen er borte
Ude på Østerbro boede der mange fine folk. De havde brug for et køretøj, derfor havde de heste. Når man drejede ned ad Østerbrogade ad Østre Søgade var der ved siden af gangstien en ridesti. Og så skrånede det ned mod vandet.
Der er sket store forandringer med og ved søerne især ved Skt. Jørgens Sø. Idyllen langs Svineryggen er væk. Her kunne man fra stien se alle tog.
Da der kom lys
Et enkelt sted på Bülowsvej kunne man blot ved at trykke på en knap få et vældigt lys gennem alle etager. Det var dengang, da lygtemænd gik rundt. Store lamper blev tændt på Dronning Louises bro.
Det var også heldigt at have en lygtepæl lige uden for sine vinduer. Det gav et skønt skær i stuen.
Store forandringer
Stengade var dengang en smøge, gammel skure og faldefærdige rønner med nogle beværtninger og et stykke længere fremme en bom, som der ikke kunne køres igennem.
Og dengang var Tagensvej en smal vej med fortov på kun den ene side. Inde på det grønne område lå der et spor til hestesporvognen, der kørte til Heimdalsgade, hvor der lå nogle fabrikker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 17, 2021
Adel- og Storgårde i Tønder Amt (b)
Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2010. Voldsteder var der masser af langs åerne. I Tønder gik undertrykkelsen for vidt. Og fire tårne på Trøjborg var alligevel for maget for majestæten. Guldmageri førte til konkurs hos de adelige. Christoffer Rosenkrantz blev dømt til døden. For bedrageri. Jomfru Anna af Solvig blev dømt for aftalebrud. Adelen blev udkonkurreret af på Gottorp af ”Doktorer”. Og så tillægger man måske Ribe-brevet for meget betydning. Masser af adelige blev udnævnt som amtmænd. Mange blev dræbt i Ditmarsken. Hans den Ældre gemte sine penge på Tønderhus. Adelen førte et eksklusivt liv. På et tidspunkt var der 50 adelsslægter i Slesvig – Holsten. Ahlefeldt og Rantzau dominerede. Der var store krav til undersåtterne.
Kongens mænd
Egnen har været befolket med mange stormænd. De har blandt andet været med til at anlægge landsbyer. De havde stor anseelse i lokalbefolkningen. De blev ofte udpeget som ledere. Men de var ikke altid lige populære. De fik også altid tilkæmpet sig særlige rettigheder. Deres ord havde stor vægt.
Storbonden, der deltog i kongens krig, blev ”Herrens Mand”. Med andre ord, han blev Kongens Mand. Som sådan kom han til at høre til ”Herremands-klassen”.
200 af egnens bedste mænd i Store Jyndevad
I 1238 opstod der en strid mellem Løgum Kloster og en af egnens stormænd. 200 af egnens bedste folk stillede op. De har nok tilhørt lavadelen eller været større gårdmænd.
I gamle retsdokumenter og skøder møder vi også navne på væbnere og riddere. Ved den årlige mønstring, eller hvis landet var i krig, mødte de op i brynje med skjold, sværd og lanse.
Voldsteder langs åerne
Langs åerne findes rester af gamle voldsteder. Her har stormændene engang haft sæde. Ved Brede Å lå Kummerlev, Trælborg, Svanstrup, Ålbjerg og Trandbjerg. Ved Sejrsbækken lå Trøjborg, Kogsbøl, Gribsgård, Kærgård, Kobbervold og Trælbanke. Ved Vidåen og dens mange bi-åer lå Solvig, Tønderhus, Nolde, Karlsvrå, Vrågård og flere andre storgårde og borge. Og den nordlige del lå Fiskebæk, Nørrevold og Søndervold.
De fleste borge er for længst forsvundet I tidlig tid var det ofte langs åerne at sørøverne også kom. Derfor byggede stormændene deres forsvarsværker her.
Masser af adel
I Vor Frue Kirke i Haderslev findes en frise med våbenskjold fra midten af 1400-året. Her er 12 af egnens adelige slægter repræsenteret:
Af betydningsfulde slægter mangler:
Ja endnu flere dukker op.
Omkring Læk ejede slægten von der Wisch store godser. Men det gik ikke altid slægten lige godt. Omkring Rudbøl måtte et medlem af slægten melde konkurs.
Mange dræbt i Ditmarsken
I 1500 – tallet var adelens storhedstid. Men det begyndte meget skidt. Kong Hans havde besluttet at gå i krig med Ditmarsken. Adelsmændene besluttede at møde op i samlet trop. Desværre gik det ikke så godt.
Sikkert ikke en eneste adelsslægt herhjemme slap med store tab. En stor del af de adelige ryttere omkom i marskens mudder og vandfyldte grøfter. Mange blev dræbt af de frisiske bønder, blandt andet ejeren af Solvig, Eggert Gjerdsen. Også Ahlefeldt – slægten blev hårdt ramt.
Krigsførelsen ændrede karakter. Krudt og kanoner blev taget i brug. Det var mere effektivt end bue, pil, lanser og kastemaskine. Hæren kom til at bestå af lejetropper.
Adelen kastede sig over dyrkning af jorden. Efterspørgslen efter korn og kvøg steg. Og det gjorde priserne også. Adelen blev store jordbesidder. Og den holstenske adel havde fået indpas på egnen.
Rantzau
Rantzauerne blev store jordbesiddere. Både på Møgeltønderhus, Trøjborg, Solvig og Lindeved sad der i en årrække mænd af denne slægt. De sad der som små konger med fæstebønder som undersåtter.
Det gjaldt om at få så meget jord som muligt. Det skete så på bekostning af bøndernes ret til dyrkning af fællesarealerne.
Bendix Rantzau på Møgeltønderhus gjorde talrige forsøg på at inddrage fæstegods. Det samme var tilfældet på Trøjborg.
Her sad i slutningen af 1500-tallet den mægtige Peter Rantzau. Hans bror, Daniel havde nærmest været en helt under ”Den Nordiske Syvårskrig”. Han fik af kongen overladt Trøjborg.
Den fik han nu ikke så meget glæde af. Han faldt under belejringen af Varberg. Hans bror blev den kongelige lensmand på Trøjborg. Både han og brodersønnen Godske Rantzau blev forhadte af bønderne. De forhøjede landgilden og pålagde endnu mere hoveriarbejde.
Ifølge sagnet har Peter Rantzau aldrig fået fred i sin grav. Ved nattetide går han hvileløs rundt på Trøjborgs marker med en landmålerkæde i hånden for at opmåle jord. Det er den jord, han er kommet uretmæssig til, da han var i live.
Pogwisch gik for vidt
I Tønder sad Henning Pogwisch. Han havde af Christian den Første fået overladt Tønder Amt. Han var heller ikke bedre over for bønderne. Han pålagde dem store skattebyrder. Når de så var genstridige, lod han dem skamfere eller henrette.
Men under en rettergang i Tønder og senere i Kiel blev den stolte adelsmand landsforvist. Familien blev arresteret og alle deres ejendele blev beslaglagt.
Til ære for majestæten
I Møgeltønder Sogn inddrog herremanden bøndernes jord. De fik pålagt større arbejdsbyrder og fik færre rettigheder. Peter Rantzau lod opføre et slot på det sted, hvor det gamle Trøjborg havde ligget. Normalt var det kun kongen, der måtte have fire tårne på sine bygninger. Derfor blev han bebrejdet af kongen, at Trøjborg havde disse tårne:
Sådan lød svaret
Detlef Ahlefeldt, der sad på Møgeltønderhus fik kongens tilladelse til at udføre stude toldfrit, så han fik råd til at udvide.
Også Solvig blev fornyet. Den gamle ladebygning, der bærer årstallet 1585 og som er en af landets ældste avlsbygninger, er et minde om et storbyggeri. I nærheden af Lydersholm lod hertugen opføre Grøngård, hvor han havde plads til 200 kreaturer. Her kunne desuden ligge 2.000 læs hø. Byggematerialet lod hertugen hente i Holland. Han byttede det til dels med byg. Indboet var efter datidens forhold meget eksklusivt.
Eksklusivt liv hos adelen
Adelen forlystede sig blandt andet med jagt. Ved Draved, Hjerpsted og andre steder blev falke afrettet. Og i nærheden af sin avlsgård lod Hertug Hans opføre et jagtslot. Efter veloverstået jagt lod han hente rhinskvin, Hamborg – øl, bagværk og frugter fra Tønderhus.
Man satte også pris på østers. Disse østers blev skrabet ude i Vadehavet. Men jagtslottet stod kun i 70 år. Den senere amtstue i Tønder er blevet bygget af rester af dette jagtslot.
Mange adelsmænd kastede sig over guldmageriet. Det gjaldt også for Erik Lange, der i 1579 arvede Solvig. Allerede fire år efter måtte han afstå gården. Han endte i dyb fattigdom.
Dødsdømt
En endnu mere sørgelig skæbne oplevede Christoffer Rosenkrantz. Han var født på Kogsbøl. Senere blev han ejer af Høgsbrogård. Han havde lånt sin ven, Christen Juel til Donslund 1.000 rigsdaler.
Da denne døde forfalskede han gældsbeviset og stillede enken over for et krav på 5.000 rigsdaler. Men falskneriet blev opdaget. Og ved en undersøgelse kom det frem, at han havde bedraget en række mennesker. Og det var en skærpende omstændighed, at han havde forsynet breve med kongens navn og segl. Derfor blev han dømt til døden.
Henrettelsen fandt sted i 1610. Hans umyndige børn kunne ikke beholde Kogsbøl og Høgsbrogård. Begge gårde blev solgt.
En slægtning til Christoffer Rosenkrantz høstede dog mere anerkendelse. Det var mester Gotskalk Erichsen. Han blev kansler for Christian den Anden og fulgte denne i landflygtighed.
Claus Gjordsen fra Solvig blev domprovst i Ribe og kansler hos Frederik den Første.
Herremændene søgte deres omgangsfæller blandt ligesindede. Der blev knyttet både venskabs – og slægtsbånd mellem de herresæder der lå på egnen. Men der kom sandelig også til stridigheder.
Dømt for løftebrud
Datteren Anna på Solvig havde siden sit syvende år været trolovet med den unge søn på Trøjborg. Da hun blev myndig nægtede hun dog at indgå ægteskab med ham. Hun havde fattet kærlighed til en anden ung adelsmand.
Familien på Trøjborg blev meget fortørnet over Annas egenrådighed. De ønskede hende dømt for løftebrud. Og det lykkedes også. Men skæbnen var ude efter hende. Den unge adelsmand døde, inden de blev gift. Da hun var enearving til Solvig, var der ikke mangel på bejlere.
To gange blev hun da også gift, og blev også mor til den før omtalte Erik Lange.
De mange krige i 1600 – tallet gjorde stærkt indhug på adelens magt og rigdom. Det var særlig tilfældet på Trøjborg. Her blev Rantzauerne afløst af den hollandske adelsslægt Buchwald.
De afstod senere stedet til en slægt af borgerlig stand. Dermed gik det før så stolte slot i forfald. Den kendte storbonde, Knud Lausten Knudsen købte Trøjborg i 1851.
På Møgeltønderhus ødelagde den voldsomme storm i 1634 store dele af borgen. Et halv snes år senere gjorde svenskerne det også af med en stor del.
For påskønnelse for tro og tapper tjeneste, overlod kongen i 1661 godset til Hans Schack. På ruinerne af Møgeltønderhus lod han Schackenborg opføre. Samtidig blev han ophøjet i grevestanden.
Solvig nedbrændte i 1638, men blev senere genopført.
50 adelsslægter i Slesvig Holsten
I 1597 opregnede den kongelige statholder Henrik Rantzau at i alt 50 slægter, som hørte til Slesvig Holstens adel, var berettiget i dets styre. Godt halvdelen havde deres rod i Holsten eller Sydslesvig og regnedes til det holstenske ridderskab.
Knap 20 slægter var fra Slesvig. Og 3 – 5 slægter var enten indvandret eller gift i en af de bestående slægter.
I optegnelsen finder vi bl.a. slægter som Rosenkrantz, Holck, Magnussen og Sture. HH
Ahlefeldt og Rantzau dominerede
Slægterne Ahlefeldt og Rantzau har hele tiden været de dominerende. Sidst i 1500’tallet opgjorde man antallet af adelsmænd til 200 i begge hertugdømme. Halvdelen ejede godser.
De havde masser af magt, blandt andet gennem Hertugdømmernes Råd, som talte 15 – 20 adelsmænd. I stænderne som var en slags landdag havde adelen også flertal.
Adelen følte at deres privilegier og magt var knyttet til Slesvig-Holsten som et samlet område.
Et kæmpe hof
I 1500tallet var man bogstavelig talt i fyrstens brød, når man tjente ved hoffet. Hans den Ældre udstedte i 1556 en forordning som ikke mindst handlede om, hvem der skulle have hvad at spise og hvornår. Mellem 1620 og 1660 fik typisk mellem 200 og 300 personer kost eller kostpenge på Gottorp.
I 1683 blev der ud over hertugfamilien dagligt bespist 80 personer ved det lille hof på Glücksborg. En masse mennesker var ansat Det gjaldt i første omgang at kaste glans over hoffet og selv få noget ud over denne glans. Men det var også for at få et bånd mellem fyrste og adel.
Våbenskjold gav status
Adelens våbenskjold og navn gav status. Man delte glæden og evnen til at ride, fægte, danse, spille og drikke med fyrsterne. De adelige jomfruers rolle var tilsvarende at være hertugens selskab og følge. Men de lærte passende opførsel. De ventede bare på at blive passende gift.
I 1500tallet tiltrak hoffet på Gottorp mange adelige fra Hertugdømmerne. Men omkring 1630’erne svækkedes båndet mellem fyrsterne og ridderskabet.
Konkurrence fra Doktorerne
Adelen fik konkurrence fra de såkaldte ”Doktorer”. De var en slags sekretærer med hver deres speciale. Mange af disse blev også udnævnt til amtmænd rundt omkring. Dette havde været adelens privilegium. Amtmanden på Gottorp sagde således i 1624:
Mange slotte
Der var fyrsteslotte i de fleste nordslesvigske byer. Chancen for at se en hertug og hans følge ride forbi i pragtfulde klæder, var stor. Det var et gammelt virkemiddel, at fyrstens gård skulle være større og prægtigere end andres.
Ledende adelsmænd som Johan og Henrik Rantzau satte også en slags standard, som man helst skulle leve op til.
Et helt byggeboom i op – og ombygning opstod i Slesvig-Holsten. Christian den Tredje lod Sønderborg Slot ombygge. Hans den Ældre ombyggede slottet i Haderslev. Og Hertug Adolf af Gottorp byggede en hel række mindre slotte. Og Hans den Yngre lod en række ældre slotte ombygge, inklusive Tønderhus. Ja selv Brundlund Slot i Aabenraa blev ombygget.
Hans den Ældre lod blandt andet befæstningen omkring Tønderhus forstærke. Det var også ham, der lod portnerhuset bygge. Det rummer i dag en del af Tønder Museum. I øvrigt mener man, at Hertug Hans den Ældre bevarede alle sine kister med rede penge og klenodier i Tønderhus hvælvinger.
Store krav til undersåtterne
I 1547 skrev Hertug Hans den Ældre til indbyggerne i Tønder Amt, at han havde hørt, at man kun i ringe grad adlød digefogeder og andre, når de befalede folk at arbejde på det nye dige. Hertugen påbød nu med strenghed alle at efterkomme ordrerne og truede med straf.
Det skete også at hertugmagten måtte bøje sig. I år 1600 besluttede hertugen af Gottorp at bortforpagte hovedgården., Foggebüll syd for Tønder.
Hertugen krævede desuden hoveriafløsning af bønderne i marskherrederne. Bønderne bad sig fritaget, fordi de havde udgifter til digerne. Hertugen fastholdt i første omgang sine krav.
Da bønderne fortsat nægtede, truede han med straf. Trods dette var sagen mange år efter endnu ikke faldet på plads. Men til sidst gav hertugen op, og lod amtmanden forhandle et kompromis hjem.
Adelen leverede dygtige amtmænd
Fra 1624 til 1664 havde Tønder Amt en markant amtmand i Wulf Blome. Han var søn af den fremtrædende adelsmand, Hans Blome. Han ejede selv det holstenske gods Seedorf. Det var en ret givtig beskæftigelse. Amtmanden kunne selv stikke en del af indtægterne i egen lomme. I mange år var disse poster forbeholdt det slesvig-holstenske riddervæsen.
Men adelen repræsenterede også andre dygtige amtmænd som bl.a. Claus Ahlefeldt i Gelting, Jørgen Ahlefeldt i Haderslev og Cai Ahlefeldt i Flensborg.
Når hertugen skulle bruge diplomater til overbringelse af vigtige beskeder, ja så foretrak han folk fra slægten Rantzau og Buchwald.
En bondeslægt med indflydelse
Næppe nogen bondeslægt har drevet det så vidt som slægten fra Hajstrupgård i Bylderup Sogn. Nis Hansen fik 12 børn og overtog de store gårde Hajstrupgård og Vrågård, Han blev lige som sin far og farfar herredsfoged over Slogs Herred.
Hans kone Anna var datter af herredsfogeden i Strukstrup Herred i Angel. Begge ægtefællers mødre var rådmandsdøtre fra henholdsvis Flensborg og Tønder. Formelt var Nis Hansen endnu kun bonde. Men han fungerede som et mellemled mellem bondesamfundet på den ene side og hertugmagten på den anden side.
En kompliceret historie
Vi har før været inde på det, Sønderjyllands historie er yderst kompliceret. Vi skal her i kort form beskrive udviklingen omkring Tønder Amt.
Ribe Bispestol havde allerede i 1240 besiddelser i Møgeltønder, Daler og Ballum Sogne. Fra 1361 var de i bispens besiddelser. I Møgeltønder og Daler administrativt skilt ud af omegnen som Møgeltønder Birk og inden 1468 var det samme sket for godset i Ballum og på Rømø.
I 1407 erhvervede Dronning Margrethe Trøjborg med Lø Herred som ellers havde været et gammelt hertugeligt len som Tørning eller Tønder. Straks derefter pantsatte hun lenet til biskoppen i Ribe.
Oven i dette henlagde dronningen Trøjborg med det tillæggende Lø Herred under kongeriget. Dette klagede de slesvig-holstenske grever over i 1424.
I 1579 afhændede kongen Trøjborg til Peter Rantzau, men stedet vedblev med at være en del af de kongerigske enklaver. Det samme skete, da hans Schack i 1661 overtog Møgeltønder len, Ballum Len og det meste af det tidligere bispegods syd for Ribe.
Efter 1700 kom de Kongerigske enklaver til at bestå af fire dele:
Ribe – brevet
Når man taler om adelen i Slesvig-Holsten, kommer man ikke uden om det såkaldte Ribe-brev. Adelen var ikke interesseret i, at Slesvig-Holsten blev delt, så man blev hinandens fjender.
Stormændene tilbød derfor kong Christian den Første at blive herre i både Slesvig og Holsten men på visse betingelser. I marts 1460 mødtes man så i Ribe til forhandlinger. Allerede den 2. marts hyldede de slesvigske og holstenske repræsentanter kongen.
Dokumentet blev først i 1800tallet af politikere døbt Ribe-privilegiet. De så det som et frihedsbrev, der skulle sikre Hertugdømmernes evige frihedsrettigheder. Det er dog en højst tvivlsom fortolkning.
Christian den Første lovede ikke de slesvig-holstenske stormænd mere end han lovede stormændene i Danmark, Sverige og Norge. Ribe-brevet er kun en håndfæstning og skulle vel fornys, når kongen døde.
Når kongen døde, skulle alle adel og gejstlighed kunne vælge en af hans sønner som herre. Hvis han ingen sønner havde, så kunne man vælge en af hans arvinger.
Ribe-brevet sikrede på den ene side Slesvig-Holstens særstatus i forhold til Danmark. På den anden side fastslog brevet de to fyrstedømmers nære sammenhørighed. De to landes stormænd blev betragtet som en enhed, men lovgivning var forskellig.
Christian den første var nu ikke meget i Slesvig-Holsten. Og det vat adelen sikkert glad for. Han lovede også ikke at gå i krig uden at blive spurgt først. Almindelige adelsforsamlinger lovede kongen at afholde i Bornhoved i Slesvig og Urnehoved en gang om året.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Adel – og Storgårde (Brug Søgefunktionen)
Dato: februar 15, 2021
Masser af fisk i Tøndermarsken
En stormfuld nat I Ny Frederikskog. Masser af fugleliv. Hvorfor bruger man ikke fabrikken? Den begyndte som tangmelsfabrik. Man fik mere held med sømos. Det handler om fiskerettigheder. Vidåen er meget speciel og op til 30 meter bred. Glasål bliver båret over vejen. Det begynder at sande til. Skibene sejlede på grund. Det var frisere, der startede det hele. Opa fangede mange ål. Der var masser af ruser og hyttefade ved Højer Sluse. Tyskerne købte masser af fisk. Mange store og små eventyr ved Højer. Fiskene forsvandt. Ikke alle var tilfredse med afvandingen. Se vores artikeloversigt over Tøndermarsken.
En stormfuld nat i Ny Frederikskog
Ja det handler også om Vadehavet og Vidåen. Jeg husker endnu, at jeg sad i den mørke stue. Derude blæste det ret meget. Min Opa og jeg sad og lyttede til Blåvand Radio, Lyngby Radio og Norddeich Radio. Det var på den såkaldte skibsbølge. Vi sad derude i Ny Frederikskog. Og vejen hed Anden Katastrofevej. Den gik lige op til diget.
Opa havde også en fiskekutter og en lille motorbåd. De lå ikke langt fra fabrikken ved broen. Ofte reparerede han garn nede i bryggerset. Når man var på ferie her, fik man nærmest fisk morgen, middag og aften. Vi så ofte ”Sort Sol” uden at tænke over, at det en gang blev en turistmagnet.
Dengang kaldte vi det ikke for ”Sort Sol”. Men det hedder det, når hundredtusindvis af stære efter at have søgt føde på vaderne ved solnedgang samles i store flokke over sivskovene og på en gang lander. Når de enorme stæreflokke angribes af rovfugle, danner stærenes undvigemanøvre fantastiske mønstre og formationer med solnedgangen som bagtæppe.
Masser af fugleliv
Her er Vadehavet stærkt påvirket af tidevandets stigende og faldende vandstand. Vadehavets bund, vaden, er levested for mange dyrearter, hvoraf nogle lever på overfladen. Andre findes i forskellige dybde i bunden. Flere arter findes i enorme mængder, hvilket er baggrunden for Vadehavets betydning som spisekammer for store mængder af yngle- og trækfugle.
Hvert år raster her 10 – 12 mio. gæs, ænder, vadefugle, måger og terner m.fl. på vej til og fra yngleområderne. Ved lavvande går vadefuglene på de blotlagte vader og æder muslinger, snegle, krebsdyr og orme.
50.000 islandske ryler besøger den danske del af vadehavet, hvor de i løbet af 5-7 uger spiser så mange muslinger, at de fordobler deres vægt. Vadehavet har helt afgørende betydning for både trækfuglene og for fiskene i Nordsøen, fordi tidevandet hele tiden tilfører ny næring til området.
Vi har tidligere lavet artikler både om Sort Sol og Saltvandssøen. Hold øje med de artikler vi henviser til bagerst i denne artikel. Dengang, da jeg var på ferie herude, havde man ikke saltvandssøen. Dengang badede vi i prilerne. Og vi byggede tømmerflåder.
En mindestue for E.H. Jensen
Nu er man så i gang at lave en mindestue til ære for E.H. Jensen eller Europa – Jensen. Det var karosserimageren, der bl.a. lavede kongebiler. Det sker historisk korrekt, der hvor han startede produktionen. Men se han fortsatte ud ved fabrikken ved Vidåen. Og som vi tidligere her på siden har foreslået det var at oprette et oplevelsescenter her. Ideen kommer ikke herfra, men fra familiemedlemmer til E.H. Jensen. For et lidt større erindringssted omkring denne bilproduktion kunne jo kombineres med alt det vi beskriver i denne artikel og som vi beskriver i andre artikler (se liste).
Tangmelsfabrik
Fabrikken herude ved broen var egentlig en tangmelsfabrik som blev opført af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab i 1918. Firmaet havde den ide at bruge det mineralfyldte søgræs i vadehavet til fodermel til dyr. Fiskerbåde leverede søgræs til fabrikken, som tørrede og malede søgræsset til mel og fyldte det i sække.
Der blev ofret store summer på projektet. Men der var ikke nok søgræs i Vadehavet. Så måtte man købe det længere fra. I 1921 gik fabrikken fallit.
Mere held med sømos
Man havde mere held med sømos. Planten blev tørret og farvet. Det blev brugt til dekorationspynt og hattepynt. Man fiskede efter det i august måned. Det var især tyske opkøbere, der var vilde med det. Sidst i 1950’erne var dette eventyr slut. Og det var det to årsager til. Pynten gik af mode og sømoset blev ramt af en sygdom.
Fiskerettigheder
En speciel kultur opstod herude i marsken. Det handler om fiskerettigheder, der går helt tilbage til 1506. Fiskere fra Rudbøl havde 50 pct. af deres indtjening fra fiskeriet, 25 pct. fra landbruget og måske 25 pct. fra indtægter på transport op ad Vidåen indtil Tønder. Man stagede gennem åløbet til Tønder. De 100 fiskere, der var dengang holdt så på den måde Tønder i gang.
Fiskerettigheder var forbundet med de fleste ejendomme, der grænsede op til sø og vandløb. Men hver gang, der kom en ny sluse, så flyttede man fiskerettighederne længere ud. Efterhånden som der er kommet nye diger, er der også kommet større græsningsarealer. Og dengang blev der også høstet masser af siv til stråtage og måtter m.m.
I dag er det ikke let at være fisker. De fiskere, der har fiskerettigheder skal indgive beretning til Fiskeristyrelsen, Skattevæsnet og lignende.
Vidåen er meget speciel
Fiskebestanden i Vidåen er ikke typisk for et vandløb. Den har islæt fra vandløb og hav. Dette skyldes dels at Vidåen er bred og dyb, at Rudbøl Sø indgår i vandsystemet, og at området er påvirket af Vadehavets tidevand.
Her er meget mere fiskefauna end i andre danske vandløb og søer. Her er også havørred og laks. Ja rovfisk kan opleves hele året som f.eks. bækørred, gedde, aborre og sandart. Men her var også en gang masser af ål, brasen og skalle. Ja så er det jo også her som et af de få steder i verden, hvor den totalt fredede laksefisk, snæblen findes.
I 2008 og 2009 blev der skabt fri passage ved Bachmanns Vandmølle i Tønder og ved Rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser. Ved Ubjerg Nørresø syd for Tønder er det skabt lavvandede vådområder, hvor ynglen har gode opvækstmuligheder.
Nu trækker man hvis lod om fiskepladser
Fiskerettighederne handler ikke bare om et fiskekort, som du køber. Det går tilbage i slægternes historie, f.eks. til 1506 da den første sluse blev etableret ved Rudbøl Sø. Denne sluse holdt nu ikke så længe. Allerede i 1511 kom en stormflod, der ødelagde det hele. Først i 1555 fik Hertug Hans etableret et Højer Dige.
Efter 1920 blev fiskeretten varetaget af forskellige lav og foreninger. Mellem Tønder og Rudbøl blev den tildelt fiskere i Lægan, Lyst og Rudbøl. Mellem Rudbøl og Højer er det Rudbøl og Omegns Fiskeriforening, der varetager interesserne. Den omfatter fiskere fra Højer, Rudbøl og Rosenkrans.
Man skiftede en gang om året side. Og hver dag rykkede man så en plads op til næste fiskeplads. Dette tvang fiskerne til at røgte og til at fjerne deres fiskegrej hver dag.
I dag trækker man hvis nok lod om fiskepladserne et år ad gangen. Og der er heller ikke så mange fiskere at vælge imellem mere.
En saltvands-forening
I Højer har man også en Saltvands – fiskeriforening. Den blev stiftet i 1932. De lokale fiskere blev i 1920’erne presset af kapitalstærke Esbjerg – fiskere, der rykkede til Højer med flere kuttere. Men i Højer Fiskeriforening var man smart. For at blive medlem af foreningen skal man have fisket i området i mindst to år.
Esbjerg – fiskerne forsvandt igen. De kunne ikke opbevare deres saltvandsfisk i Vidåens ferske vand.
Frem til 1920 var der mere end 100 fiskere beskæftiget ved Rudbøl Sø og langs Vidåen. To gange om året var de beskæftiget med at reparere Højer – Diget, hvor de boede i såkaldte fiskerhytter. I dag er det vel under 15 fiskere tilbage.
Glasål bliver båret over vejen
På den tyske side af Rudbøl Sø fanges en hel del glasål, som er kommet ind ude fra Atlanterhavet gennem slusesystemet ved Højer. Ved et kraftværk ved Aventoft i Vidåen er der tidligere gået mange glasål i kraftværkets turbine. Men nu sørger de tyske myndigheder for, at mange af de glasål, der vil videre ind til de europæiske flådsystemer slipper helskindet igennem.
Ålene bliver fanget i et trappesystem og sørger fiskere for, at de bliver indfanget og båret over vejen og sluppet ud i den tyske å Smale på den anden side af vejen. Om man stadig bærer ålene over vejen. vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør har været forbi.
Op til 30 meter bred
Vidåen var i min fars ungdom en farlig legeplads. Men her var da også badeanstalt. Som barn badede vi ude i Grønå, en del af det store å – system. Nogle steder er åen 30 meter bred. Vandløbssystemet afvander en tredjedel af Sønderjylland. Der er fire hovedløb, Arnå, Hvirlå, Grønå og Sønderå.
Det begyndte at sande til
I dag kan man slet ikke forestille sig at Tønder var en rigtig havneby. Man kan heller ikke forestille sig at kystforløbet var helt anderledes. Der gik en stor bugt ind til Tønder. Der var anlagt et fæstningsanlæg til at beskytte havnen. Men digebyggeriet som begyndte midt i 1500 – tallet fik efterhånden havnen til at sande til.
Anlægspladserne blev efterhånden anlagt ved Lægan, Rudbøl og syd for Højer. Før anlægget af Højer Sluse i 1861 kunne man uhindret sejle ind i Højer Kanal. Da diget blev bygget i 1861, blev der valgt en åben sluse, så skibe med mast kunne gå ind til Højer Havn, der blev anlagt inde for diget. Denne havn blev først og fremmest brugt som godshavn. Rutedamperne til Sild havde deres anløbsbro uden for slusen.
Fra 1855 Var der dampskibsforbindelse til England med det holdt nu kun i tre – fire år.
Skibene sejlede på grund
Allerede i 1736 fik Højer status som flække og fik en række privilegier på bekostning af Tønder. I 1799 var der kajplads mod nord til Nørremølle. Højer Kanal blev gravet fra Nørremølle til Vadehavet.
I 1861 blev Ny Frederikskog inddiget. Sejlrenden uden for slusen blev uddybet. I 1892 kom jernbanen helt ud til slusen. Kurgæster skulle videre med damperen til Sild.
Men alt dette ændrede sig da Hindenburg – dæmningen blev indviet i 1927. Der blev stille i havnen. Men fiskeriet voksede. Der kom flere fiskekuttere til havnen. Tønder brugte i stigende grad Højer som transithavn for brændsel, kul, kunstgødning, asfalt, cement m.m. fra Tyskland, Holland og England.
Gang på gang sandede sejlrenden til. Og ikke så få gange sejlede skibene på grund.
Også under besættelsen brugte den tyske besættelsesmagt flittigt havnen. De skulle have byggemateriel over til deres befæstningsanlæg på Sild og Rømø.
I 1952 blev en ny sejlrute mellem Højer og Sild etableret. Men den forsvandt igen i 1964 da den nye Rømø Havn var færdig. Det betød at Højer Havn nu sang hen. Fiskeriet forsvandt også til Rømø.
Med det fremskudte dige i 1980 – 82 var havnens skæbne endelig beseglet.
Det var friserne, der startede marsk – kulturen
Selve fiskekulturen har været vigtigt for livet i Tøndermarsken. Redskaber og fiskerbåde har udviklet sig i årenes løb. Det har udviklet sig til traditioner. I løbet af 1900 – tallet forandrede fiskeriet sig. De gamle traditioner forsvandt.
Det var friserne syd fra der befolkede marsken. De bragte en helt ny marskkultur med sig. De opførte gårde på værfter. De drev marsklandbrug, tagrørsbjergning, håndværk, jagt og fiskeri. De var initiativrige og blev velhavende folk. Men de blev også ramt af stormflod, der satte dem tilbage.
På Højer Havn blev det industrialiseret. Flere fiskere kunne nu få en god indkomst ud af fiskeriet. Fiskekutterne blev også mere effektive. At der kom en havn på Rømø, betød også meget. Der kom miljøproblemer og en masse restriktioner. Der kom opstramninger i fiskeri – og miljølovgivningen for Vadehavet. Regler og restriktioner begrænsede småfiskeriet.
Opa fangede mange ål
Min Opa fangede mange ål. Når han besøgte os i Tønder havde han ofte ål med. Ålefiskeri var engang dominerende i Tøndermarsken. De blev fanget med åleruser, slæbegarn og fiskekroge. Efter 1920 begyndte man at stange ål.
Der findes en opgørelse fra 1925, hvor der i Rudbøl Sø blev fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Tønder blev der dengang fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Højer blev der fanget:
Masser af ruser
Mellem Rudbøl og Højer kunne man i perioden 1925 – 54 med 100 – 250 ruser fange op mod 12 tons ål om året. Men 5 tons var hvis nok den normale standard.
I Højer Kanal mellem Højer Sluse og Vadehavet kunne man med 200 – 900 ruser fange op mod 30 tons ål om året. Her var 17 tons gennemsnittet. Der stod åleruser overalt dengang. Min Opa havde en del af alle disse.
Tyskerne købte masser af fisk
Ålefangsterne blev opbevaret i hyttefade langs kajen på Højer Havn. Ude i vadehavet fangede min Opa en del rødspætter, skrubber, slethvar og Pighvar. Han lærte os også begrebet at ”trine båt”. Dette betød, at man under ebbe trådte ud på vaden og spejdede efter nedgravede fladfisk, som stak øjnene op af sandet. Når man så en fisk, så trådte man hårdt på den, så den ikke smuttede væk og så skulle man så samle den op.
Man solgte både til fiskehandlere og til private på Højer Havn. På et tidspunkt var der masser af tyskere, der kom særlig i weekenden. Der var gang i den. Men det blev forbudt for fritidsfiskere. Men min Opa var erhvervsfisker. Men i 1976 var han for længst borte og først da blev det forbudt.
Mange små og store eventyr
Ude i Vadehavet ved Højer blev der også en overgang fanget rokker. Det blev udelukkende solgt til kadaveranstalter og blev aldrig en god forretning.
Hjertemuslingeskaller er det også blevet samlet. Det blev solgt som hønsefødder. Omkring Ballum fortsatte dette eventyr til 1950’erne.
Og så var det muslingeventyret. I 1959 blev Højer Havn udvidet med en 29 meter kaj uden for Højer Sluse, så havnen kunne klare den meget aktivitet med omlæsning og lastbiltransport af muslinger. Men også denne aktivitet flyttede til Rømø.
Fiskene forsvandt
Fra 1950 og frem begyndte antallet af fisk og ål at gå tilbage overalt i og omkring Vadehavet. Årsagerne til dette var mange og mere eller mindre sikre. Der kan nævnes Hindenburg-dæmningen, Rømø – dæmningen, den almindelige havforurening, det voldsomme overfiskeri i Nordsøen, klimaændringer og ændrede havstrømme samt fredningen af skarven og sælerne.
Under bygningen af det fremskudte dige blev der suget så meget sand, at ålene mistede deres slim og døde. Dertil kom endnu flere restriktioner.
Ikke alle var tilfredse med afvandingen
Afvandingen ændrede på disse forhold. Som vi tidligere i artikler har gjort opmærksom på, var det bestemt ikke alle, der var tilfredse med afvandingen. En af de største kritikere var vadehavsmaleren Nolde. Han havde også sine forslag til, hvordan det skulle gøres. Men han gad man ikke at lytte til. Men det har man vel nok gjort i anden omgang.
Læser man Noldes bøger kan man også få indtrykket af den rigdom af fisk, der var i marsken. Også rundt om i nu nedlagte søer. Men dette forsvandt fuldstændig efter afvandingen.
Læs alle vore artikler
Vi har i en masse artikler forsøgt at fastholde den specielle kultur, der er opstået herude i Tøndermarsken. Man forsøger nu at gengive det hele med Tøndermarsk-initiativet. Men kig engang på vores artikler. Her kan du også få en masse at vide. Se oversigten allerbagerst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 9, 2021
Aabenraa- under Preussisk/Østrigsk styre
Vi når ikke helt til 1920, og hilser på nogle af danskhedens kæmpere. Det var bestemt ikke kun H.P. Hanssen. Det var apotekeren, Bahnsen og Fischer og ikke mindst Junggreen. Forholdene blev vanskelige. Der var masser af konfrontationer. Og økonomisk gik det tilbage for Aabenraa. Danskerne så hjemmetyskerne og slesvig-holstenerne som fjender. Hjemmetyskerne havde i begyndelsen også et køligt forhold til prøjserne. I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne. ”Bürgerverin” fik stoppet bladet ”Freja”. Endnu i 1867 var der dansk flertal. Splittelsen mellem dansk og tysk voksede. Man troede på Jomfru Fannys forudsigelser. Og så blev kongen til kejser. Men inden da var han på lynvisit i Aabenraa. Og så blev Junggreen dømt seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse. På Junggreens grav står mejslet ”Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner”
Østrigerne holdt ikke så længe
Måske er overskriften lidt vildledende. Det var jo ikke så længe, at Aabenraa var under østrigsk styre. Det vil nok være for omfattende, hvis nu vi to hele perioden til 1920. Det kan vi komme tilbage til i andre artikler. Her vil vi nøjes med tiden ind til 1871.
Det handler om dem, der kæmpede for danskheden. Og det var ikke kun ham, vi hører mest om hele tiden, H.P. Hanssen, der kæmpede for de dansksindedes sag. Men der var sandelig også andre. Dette bliver en lidt længere artikel. Nu er du advaret.
Der kom gang i handelen
Den overvejende indtægtskilde havde været skibsfarten. Indbyggerne var søfarende, som skibskaptajner, styrmænd og matroser. Dertil kom skibstømmermænd og småhåndværkere.
Det var som om, at der i 1850’erne kom mere gang i handelen. Der kom flere købmænd og købmandsgårde opstod. Men vi kigger engang på de 500, der fra 1851 – 63 fik borgerbrev, ja da var 60 købmænd og handlende. Og de fleste af de 47, der fik borgerbrev som gæstgivere drev også høkeri ved siden af.
I 1842 havde byen ca. 4.000 indbyggere. Af den var 5-600 skibsførere og sømænd. På værfterne arbejdede der 250 skibstømrer. I begyndelsen af 1870’erne arbejder der en del af dem endnu i byen.
Enkelte skippere, der havde tjent godt oprettede stiftelser med friboliger for de gamle. Der var ikke så meget forbindelse til bønderne på Løjt. Men der var dog den undtagelse med de bønder på Løjt, der havde været skippere. Her opstod der også nogle flotte kommandørgårde.
Halvdelen af indbyggerne var født i byen
Længe før H.P. Hanssen i 1893 flyttede til byen og brugte Folkehjem (Schweitzerhalle) som kampplads var det Fr. Fischer og Junggreen, der med Hotel Danmark som kampplads kæmpede for danskheden.
Aabenraa havde i 1864 ca. 5.000 indbyggere. Halvdelen af dens indbyggere var født i byen eller amtet. Indvandringen var kongeriget var ikke stor, men det havde været stigende fra Tyskland. En masse skippere fra Løjt tog borgerskab i Aabenraa. Man sagde dengang og måske også nu, at få at være ægte Aabenraaer så skal man tre slægtled have boet i byen. Flertallet af indvandrerne længere væk fra tilhørte de mindre bemidlede.
Man sagde dengang at ”Affenraask” var mere særpræget end i andre sønderjyske byer. Man kunne få bugt med det tyske sprog, først som plattysk senere som højtysk. Det blev også i Aabenraa embeds-og kirkesprog. Der kom tysk skolesprog og selv til danske gudstjenester sang man engang tyske salmer.
I 1850 sagde Martin Bahnsen i stænderforsamlingen, at af byens 800 familier eller fuldstændige husholdninger var kun 30 tysk.
Men ak, så kom 1864 med alle dens ulykker og sorger. Nu var det de tysksindede, der sad i byens ledelse.
Jørgen Bruhn med forsigtig og tilbageholdende stilling
I 1850’erne havde agent Jørgen Bruhn været byens rigeste mand. han var en stor skibsreder og havde på Kalø et skibsbyggeri, hvor der i årenes løb blev bygget mange skibe. Han ejede mange af disse eller havde part i dem. Foruden den store gård på Sønderport, ejede han Slotsvandmøllen og Nymølle. Han havde også bygget Stenbjeg Mølle på Løjt Land.
Han var rådmand indtil 1849, da han trådte tilbage. Han havde stor indflydelse i byen. Han indtog en meget forsigtig og tilbageholdende stilling i national henseende. Frederik Fischer sagde flere gange i 1840’erne, at han inderst inde var dansk, men han ville først og fremmest have fred.
Han døde i 1857 og hans ejendom deltes mellem børnene. Af disse blev eller var de fleste tyskere. Ingen tog del i den nationale kamp. Sønnen Ingvard Bruhn var del dansk og vel også advokat Bruhn, som fik ejendommen på Torvet.
Jørgen Poulsen blev dansk
Det største skibsbyggeri i Aabenraa var Paulsens. Jørgen Poulsen havde oprindelig været slesvig-holstener, men i 1850’erne slag han om. Ved Frederik den Syvendes besøg i 1854 hejsede han Dannebrog. Fra den tid hørte han til i danskernes lejr.
Skibsbygmester Gustav Raben var derimod en af tyskernes ivrigste og mest fremtrædende mænd. Han boede på Store Torv. Af de andre skibsbyggere var Skifter Andersen og Jacobsen danske.
Den rigeste del af borgerskabet
Den rigeste del af borgerskabet bestod af skibsredere, kaptajner og enkelte købmænd. Ynden for denne klasse var de fleste danske. Den største skatteyder i 1863 var dog kommerceråd Jørgen Lorenzen. Han slog over i 1864 og var på tyskernes side. Den næststørste var Dr. Grauer, der var dansk.
Måske stod tyskerne stærkest i mellemklassen
Blandt danskernes første mænd træffer vi farver, fhv. rådmand, stænder deputeret Martin Bahnsen, agent Middelheus, den unge tobaksfabrikant J.P. Junggreen, apoteker Worsaae, fysikus Th. Dahl, udgiver af Freja, boghandler Nicolai Sørensen, skibsbygger N. Elberg samt en del flere.
Blandt hjemmetyskerne skal vi nok også nævne gamle Jørgen Ahlmann, der var den første til at hænge det slesvig-holstenske flag ud af sit hus, da tre prøjsiske dragoner den 10. februar 1864 red gennem byen.
I borgerskabets mellemklasse var der en del tysker mens danskerne stod stærkest i småborgernes klasse.
’
Man så slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden
Den 31. oktober var freden underskrevet. Da flagede tyskerne i Aabenraa. Frederik Fischer fortæller i sine dagbøger, at han var langt nede. Han tilbragte nogle dage hos hans fætter Callesen på Posekær.
Apoteker Worsaae fortæller, at han påtænkte at forlade sin fødeby og tage ophold hos en gift datter i Sverige. Men alligevel var det håb hos Bahnsen og Fischer for hertugdømmets endelige skæbne var endnu ikke afgjort mente de.
Danskerne så først og fremmest slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden. Man kom bedre ud af det med østrigerne end prøjserne. Østrigerne stod med augustenborgerne, som Prøjsen var meget kølig over for.
Hjemmetysker havde en køligt forhold til prøjserne
Hjemmetyskernes begejstring for prøjserne blev hurtig kølnet. Da Kong Wilhelms fødselsdag skulle fejres den 22. marts 1865, deltog hjemmetyskerne ikke i synderlig grad. Dette overlod man til det prøjsiske militær.
Året efter ville man give fødselsdagen et lidt mere festligt præg. Men kun få hjemmetyskere flagede. Den Augustenborg – sindede borgmester, Gottburgsen havde i nogle dage i forvejen ladet flagstængerne nedtage fra kirketårnet.
Amtmand von Levetzau havde forsøgt at få danskerne til at deltage i et festmåltid, men forgæves. Efter måltidet var der bal på Coloseum. Her deltog de prøjsiske soldater med inviterede tjenestepiger.
Farvel til danske embedsmænd
I 1864 havde man sagt farvel til mange danske embedsmænd. Også amtmand Heltzen blev afskediget og Augustenborgeren, herredfoged Petersen blev konstitueret i stedet for. Men den 19. juli blev det så i stedet advokat Jürgensen. Og allerede den 22. september kunne en ny en sætte sig på posten. Det var Kammerjunker Werner von Levetzau. Nu måtte Jürgensen så flytte ud til sin bror, der ejede et teglværk uden for byen. Han var en forholdsvis human embedsmand.
Borgmester Lunn var blevet suspenderet allerede den 15. april 1864. En Richardi fra Rendsborg holdt kun i meget kort tid. Så blev det advokat Gottburgsen ligeledes fra Rendsborg. Han var ikke særlig afholdt af danskerne. Han blev medlem af kredsretten i Flensborg og blev derfor afløst af aktuar A v. Krogh. Han var dog ret ubetydelig.
Man valfartede til Bjolderup
Fra 1850 – 63 var pastor A. Leth dansk præst i Aabenraa. Pator Holdt var præst for den tyske menighed. I 1864 blev Holdt dansk diakon og provst Götting blev hovedpræst. Om denne mærkelig danske sprog er der mange historier. Han manglede, som han selv sagde ”Øverning”. I 1865 blev Holdt præst i Løgumkloster. I Aabenraa fik han en efterfølger, en Ewertsen, der var ganske skikkelig, men han duede ikke som prædikant. I 1868 kom han til Hviding.
Leth var grundtvigsk og havde haft temmelig stor betydning for kirkelivet i Aabenraa. I hans tid var kirken gerne overfyldt. Nu da både han og Holdt var borte, var kirken nærmest tom. Danskerne søgte især til kirke hos pastor Michaelsen i Bjolderup. Han var dansksindet og en begavet taler.
Om søndagen holdt der ligefrem kapervogne uden for byen for at befordre folk til Bjolderup i kirke. Engang da pastor Michelsen var vikar i Aabenraa, var kirken overfyldt. Der måtte anbringes bænke i gangene.
Efter pastor Ewertsen kom pastor Grønning. Han var pietistisk og samlede en kreds om sig og efterhånden holdt tilstrømningen til Bjolderup kirke op.
Tysk skulle indføres som hovedsprog i skolen
Den 8. februar 1865 havde provst Götting stævnet alle byens skolelærere til sig og givet dem ordre til at indføre blandet sprog i skolen. De skulle først fortælle og eksaminere på dansk- derefter skulle de gentage det hele på tysk. Men dette var kun en begyndelse.
I oktober 1864 var der blevet stemt om, hvorvidt skolesproget skulle være dansk eller tysk. Tyskerne havde overrumplet danskerne og havde sejret. Den 10. marts 1865 indstævnedes lærerne for Skolekollegiet for at få meddelt, at de havde deres afsked fra 1. april, da tysk nu skulle indføres som hovedsprog. De fik ventepenge, men disse var nu ikke ret store.
Rektorskolen skulle føres tilbage fra forholdene før 1848. Til førstelærer valgtes en prøjser, Dr. Wolf. En af de afskedigede lærere var anden pigelæreren J.C. Juhler. Han fik tilbudt en pension på 300 mark om året. Han tog imod med den betingelse at han ville oprette en privatskole i Aabenraa.
Han købte et hus i Slotsgade og begyndte her på sin skole i 1866. Her virkede han og sin kone til hans død i 1883. men der blev dog lagt hindringer i vejen for ham og i 1872 blev hans pension taget fra ham. Han har haft en stor betydning for danskheden i Aabenraa.
I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne
I Borgerskolen indførtes tysk helt fra 1. april 1867, hvilket dog ikke kunne gennemføres i de lavere klasser. I rektorskolen måtte der heller ikke tales dansk i frikvarterne. Skete dette blev man straffet ved at skulle at skulle straffes på den store tavle 50 gange:
Også Navigationsskolen indførte nu tysk. Tidligere var der i gennemsnit 20 – 30 elever. Omkring 1870 var der kun tre elever tilbage. De sønderjyske sømænd søgte til skoler på Fanø og i Kolding.
Den 8. april havde Christian den Niende fødselsdag. Man fejede gaden og strøede sand og blomster uden for hvert hus for at markere sin danskhed. Men borgmesteren påbød at det hele skulle være fjernet inden for en time. Skete dette ikke ville de pågældende få en stor bøde.
17 dansksindede blev arresteret
Dagen efter – i 1865, en søndag aften samledes de sandsindede sig i frederiksklubben på Hotel ”Danmark”. Der blev Christian den Niendes skål udbragt og der blev sunget nationale sange. Ved ti-tiden var de fleste gået hjem.
Lidt over 10 viste Gendarm-vagtmester Olsen og politibetjent Gielow sig i salen og bad de tilbageværende om at forlade salen. De fik dog lov til drikke deres punch først. Man sendte bud til bestyrelsen og Junggreen mødte op. Denne bad nu om at de forsamlede gik hjem.
Men nu blev døren hevet op. Politibetjenten, Gendarmen og en vagtkommando med fældede bajonetter trængte ind og erklærede de forsamlede som arresteret, dog med undtagelse af Junggreen.
17 personer førtes nu under eskorte til Rådhuset. Uden for Hotel ”Danmark” stod en skare hjemmetyskere og hoverede. Da man kom forbi Rudebecks Hotel (det nuværende Hotel Royal) hvor tyskerne havde deres forsamlingssted, kom der også en del tyskere for at se optoget.
Arrestanterne anbragtes i fire arrester. De blev læsladt næste formiddag kl. 10. Frederiksklubbens bestyrelse beklagede sig til borgmesteren, der lovede at undersøge sagen.
Endelig efter lang tids venten svarede borgmester Gottburgsen, at politibetjenten og gendarmvagtmesteren havde overtrådt deres beføjelser.
Dansk gudstjeneste kl. 7 om morgenen
Om sommeren blev de danske gudstjenester nu afholdt klokken 7 om morgenen og om vinteren kl. 2. Den danske præst måtte ikke foretage dåbshandlinger og vielser i kirken og i husene kun med den tyske præsts tilladelse.
Borgmesteren havde forlangt at alle skilte skulle være på tysk. Spændingen mellem slesvig-holstenerne og prøjserne var stigende. Den augustenborgske præsident havde fødselsdag den 6. juli. Hjemmetyskerne ville fejre dagen med flagning, blomster, optog, skiveskydning osv. Aftenen før kom der ordre fra amtmanden og borgmesteren om at forhindre optog og demonstrationer.
Amtmanden i lidt for ophøjet stemning
Politibetjenten måtte afsted. Nu var det tyskerne, der måtte til at skaffe sand og blomster væk fra gaden. Det blev fortalt at det var forbudt for embedsmænd at flagre. Det slesvig-holstenske flag kom først op på slottet mellem kl. 7 og 8 om aftenen. Det blev sagt, at amtmand Jürgensen om eftermiddagen var kommet ud til Schweitzerhalle (nu Folkehjem) og der efterhånden var kommet i en så opløftet stemning, at han havde sendt ordre til slottet om at hejse flaget. Muligvis var dette årsagen til at han var blevet fyret til september.
Om aftenen samledes tyskerne sig på ”Rudebecks Hotel”. Da den prøjsiske vagtpatrulje over midnat trak forbi, blev der sunget:
Jagt die Preussen aus dem Land
Patruljen rapporterede det til major von Cranach, der med en kommando ryddede salen og noterede de tilstedeværende. Efter hændelsen blev ”Bürgerverein” lukket i byen. Tyskerne og soldaterne var i den kommende tid i et spændt forhold.
Flere tysksindede borgere blev om aftenen overfaldet af soldaterne. Tre af dem fil sabelhug i hovedet. Soldaterne flygtede inden de blev pågrebet. Heldigvis blev bataljonen kort tid efter kommanderet på øvelse i Lockstedt.
De prøjsiske officerer levede temmelig isoleret. Hverken danskere eller tyskere ville have noget med dem at gøre. Apoteker Worsaae var dog i marts 1866 sammen med nogle af de nyankommne officerer, nogle embedsmænd og nogle danske familier til et middagsselskab.
Bürgerverin genopstod
Den 2. – 6. september 1865 blev der arrangeret en tur til København. Der meldte sig masser af folk fra hele Sønderjylland. Men man havde kun 6 dampskibe til rådighed.
Bürgerverein havde fået lov til at genopstå. Tyskerne havde den 14. oktober under et møde i Rødekro vedtaget at oprette en forening, der skulle modarbejde Slesvigs deling.
Fischer solgte sit blad
Frederik Fischer havde vakt danskheden i byen ikke blot ved sit blad men også med de sammenkomster, der fandt sted hos ham. Efter Treårskrigen var han blevet dybt skuffet over at Sønderjylland ikke var blevet indkoopereret i kongeriget. Han følte sig skubbet til siden.
I 1859 solgte han ”Freja” til boghandler Nicolai Sørensen, men han blev ved med de daglige sammenkomster i sit hjem. I 1865 flyttede Fischer ind i sin nye og sidste lejlighed nede ved havnen, som Jørgen Paulsen og apoteker Worsaae havde indrettet til ham til ham for penge, som hans venner havde skudt sammen.
Her var et stort værelse, hvor han kunne have sine bøger og instrumenter og hvor sammenkomsterne kunne holdes. Her samledes venner hver dag fra kl. 5 til 7. Disse møder fik stor betydning for danskernes sammenhold.
Worsaae indtog en forsigtig rolle
Mange af disse erindringer har vi også fra apoteker Worsaae. Han måtte vel også regnes for en af danskernes ledere. Men han indtog en lidt mere forsigtig rolle. Han skulle passe på sit privilegium. Han foretog et par udenlandsrejser. Og på en af disse tog han til Verdensudstillingen i Paris. På vej hertil besøgte han redaktør Heinrich Kruse fra ”Köllnische Zeitung”. Han skildrede de sande forhold i Nordslesvig. Og Worsaae leverede ham stoffet. Dette blev så oversat af Bahnsen eller Fischer.
Paragraf 5 gjorde det af med et augustenborgsk Slesvig-Holsten. Og fra Aabenraa sendte man en lykønskning til den prøjsiske sejr over Østrig i 1866. Året efter fejrede ”Liedertafel”, ”Bürgerverin” og ”Turnverein” og eleverne fra en drengeskole denne sejr med et optog ud til Hjelm Skov.
Den 18, september besluttede man i By kollegiet at anskaffe et flag med ørn til rådhuset og lade flagstangen male sort og hvidt. Også skilderhusene skulle males ”anordningsmæssigt”
Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen
Den 24. januar 1867 blev Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen fejret.
Fra Rubebecks Hotel gik ”Bürgerverin” med et musikkorps i spidsen til rådhuset. Men egentlig var der kun ca. 80 personer der deltog i festlighederne.
Fysikus Dahl ville ikke aflægge ed til kongen af Prøjsen. Derfor blev han suspenderet og afskediget. Han blev dog i nogen tid bosiddende i Aabenraa som er en af de ledende danske mænd i Aabenraa. Senere blev han stiftsfysikus i Aalborg.
I den følgende tid blev prøjsisk administration og til dels også lovgivning indført i Hertugdømmerne. Amterne blev omdannet til kredse og amtmændene blev til landråder. Der blev oprettet amtsretter og amtsdommere blev ansat.
Valgsejr til danskerne 1867
1867 var et valgår. Der blev i Aabenraa afgivet 516 danske og 469 tyske stemmer. Fra Landsognet 90 danske og 43 tyske stemmer.
100 dansksindede skibstømrere havde søgt til Danmark. Det var sløjt med arbejdet i Aabenraa. Der var indvandret 50 teglværksarbejdere fra Tyskland. En række danske værnepligtige var også fraflyttet byen.
Ballade i Stadt Hamburg
I Stadt Hamburg kom der til ballade. Hel formiddagen holdt Junggreen, Bahnsen og apoteker Worsaae sig her for at alt gik rigtig til i forbindelse med valget. Da en danske var kommet i strid med kaptajn Michael Jebsen, ville Junggreen tale ham til rette, men det fik den tysksindede advokat Schwennsen til at true med knytnæve for Junggreens ansigt:
Efterhånden som der blev drukket mere tæt steg faren for, at der kom håndgribeligheder. Der blev sendt bud efter flere dansksindede. Under stemmeoptællingen var der bnær gået galt. Tyskerne med Michael Jebsen og advokat Schwennsen i spidsen havde igen erobret skænkestuerne. Håndværkssvende og de tyske teglværksarbejdere blev trakteret med drikkevarer og stemningen høj.
Tyskerne tabte valget. De havde bestilt musik og forberedt sig på fakkeltog og et et stort gilde på Rudebecks Hotel. Det måtte aflyses.
Danskerne fejrede sejren
De danske vælgere blev inviteret til et glas punch på Rudebecks Hotel, hvor man kunne fejre sejren. Her blev der skålet og sunget. De fleste var gået hjem inden kl. 8.30, da borgmester Gottburgsen indfandt sig.
Over for værten, Jessenius Hansen bad han ham om at sende de sidste hjem inden kl. 9 og de skulle heller ikke synge. Kort efter kom advokat Schwennesen og en flok tyskere. Idet de sang Slesvig-Holsten – visen sprang de døren til Hotel Danmark. De var kommet fra Hotel Rudebeck.
Der kom til slagsmål, men tyskerne blev drevet tilbage. I stedet begyndte de nu at ødelægge vinduer. Der blev nu sendt bud efter politiet. Borgmesteren kom nu med betjentene og straks efter mødte en militærvagt op. Gaderne blev nu ryddet og bagefter Rudebecks Hotel.
Næste aften holdt Frederiksklubben fest på ”Danmark”. Alle lokalerne var fulde. Da trådte den ny borgmester, A. v. Krogh ind. Han var netop tiltrådt samme dag. Han påbød værten at det ikke måtte synges og at gæsterne skulle sendes hjem kl. 9.
Splittelsen voksede
Den 30. oktober skulle der vælges valgmænd til valg af deputeret til den prøjsiske landdag. Resultatet blev, at der valgtes 10 danske og 9 tyske valgmænd. Dette skabte igen had og ophidselse i befolkningen.
Borgmester og fysikus erklærede nu over for skovrideren at embedsmændene ikke ville deltage i jagterne hvis Bahnsen og Worsaae skulle deltage. Splittelsen voksede. Her havde det altid været både dansk – og tysksindede med til jagt
Økonomisk blev det vanskeligere for Aabenraa
I økonomisk henseende blev årene efter 1864 vanskeligere for Aabenraa. I skibsbyggeriet indtrådte der en stilstand. Folk fra egnen ville ikke mere lade bygge et skib. En mængde skibstømmermænd havde forladt byen. De aabenraaske småskippere ville nødig føre tysk flag. De sejlede derfor uden flag så længe de var på tysk område. Mange virksomheder i Aabenraa gik ned med nakken.
En kaserne blev oprettet
Aabenraa var blevet garnisonsby. De dansksindede havde ikke meget glæde ved at se prøjsiske pikkelhuer. Byen havde ingen kaserne. Soldaterne måtte indkvarteres hos borgerne. Den ivrige hjemmetysker købmand Johan Jacobsen var meget optaget af planer om at få opført en kaserne.
Han ejede nogle arbejderboliger i nærheden af den udtørrede vig af floden. Disse fik han omdannet til kaserne, senere fik han hjælp af byens kasse til at få opført en kasernebygning.
Et stykke af engen, der grænsede op til kasernebygningen, blev grøftet og drænet. Sand og grus blev kørt dertil. Og det blev omdannet til eksercerplads. Da garnisonen tog bort, blev den omdannet til markedsplads.
Vanskelige forhold med den prøjsiske presselov
Den prøjsiske presselov var trådt i kraft. Det betød, at det fra den 1. september 1867 var en ret begrænset frihed for den danske presse. Redaktøren for ”Freja” havde fået at vide, at der fra den 27. marts skulle foreligge en oversættelse på tysk hver gang. Og så skulle kommandanten sætte sit stempel på. Ud der disse forhold kunne Nicolaj Sørensen ikke udgive et blad.
Men senere udkom den dog under lidt mildere betingelser. I 1867 fik redaktøren at vide, at nu var bægeret ved at flyde over. Der ville ikke blive accepteret flere provokationer og man frabad sig artikler fra Junggreen. Alt imens måtte Apenrader Nachrichten kalde folk for ”blödsinning”. Til sidst fik ”Bürgerverin” gennemført et forbud mod ”Freja”.
Jag danskerne ud af landet
Nytårsnat mellem 1867 og 1868 samledes tyskerne på Store Torv. Ved midnat blev et bål antændt. Man afsang en koral ”Des Jahres letste Stunde”. Derefter drog man rundt i gaderne syngende Slesvig-Holsten-visen. Man havde ændret lidt på omkvædet:
Bedre hjemme var man ikke i det tyske. I morgenstunden trak reveillen gennem byen. Denne skik blev så gentaget de følgende år.
I 1868 blev der også arrangeret en rejse til Danmark. 700 sønderjyder aflagde i dagene 4. – 7. juni besøg i Aarhus og Randers. Fra Aabenraa deltog der ca. 60 stk.
Da Kong Wilhelm besøgte Aabenraa
I september 1868 kom kong Wilhelm til Nordslesvig. Myndighederne og tyskerne havde travlt med at planlægge turen. Det skulle selvfølgelig foregå med pomp og pragt. Man forsøgte at samle en deportation, der skulle tale med kongen. Men det ville han ikke.
I en hel uge havde man forberedt besøget i Aabenraa. En masse æresporte var slået op. Og flag var stillet op foran alle de dansksindedes huse. Borgmesteren opfordrede også folk til at sætte lys i vinduerne.
Embedsmænd stod parat ved kongens skib. Områdets præster var forsamlet. Skyttelavet ”Liedertafel” og ”Turnerne” og hvidklædte damer stod parat. Kongen stod med armene ned ad siden og foroverbøjet hoved. Han steg så op på en vogn, der skulle køre ham fra Sønderport gennem hele byen til banegården. Og han kørte i Kommerceråd Jørgen Lorentzens ekvipage. Ja og fra Banegården gik det mod Tønder.
Frederiksklubben fik bøde
Skyttelavet var allerede i 1864 blevet erobret af tyskerne. Dets skyttefest 3. pinsedag havde et fuldstændigt tysk præg.
I 1869 arrangerede Frederiksklubben en skiveskydning ved Schweitzerhalle (Folkehjem). Det var den samme dag som Skyttelavet afholdt deres. 114 deltagere var mødt op hos Frederiksklubben. Man vandrede fra Hotel Danmark til skydepladsen. Man havde fået tilladelse til denne skydning, fordi skydepladsen lå i Kolstrups distrikt.
Men man havde ikke fået lov til at gå det korte stykke på Aabenraas grund. Og det blev betragtet som en meget alvorlig sag. Man forlangte en liste over alle de 114. De ville nu alle få en bøde.
Borgmesteren truede med bøde
De danske topledere var kaldt møde hos borgmesteren. Han gjorde opmærksom på, at han kunne straffe dem, hvis de blev ved med at argumentere for paragraf 5. Borgmesteren mente, at denne paragraf kun var blevet optaget i Prag – Freden af høflighed over for kejser Napoleon. Den ville aldrig komme til udførsel, mente borgmesteren.
Den 15. januar 1870 var der valg til borgmester. Danskerne overvejede om de skulle deltage. Måske var det en fordel at beholde A. v. Krogh på grund af hans ubetydelighed.
Man troede på Jomfru Fanny
Jomfru Fanny havde varslet at store begivenheder skulle finde sted i 1870. I seks år skal Slesvig være under fremmed herredømme, sagde hun. Et stort slag ville foregå omkring Aabenraa. Noget som man aldrig havde set før. Danmarks konge ville komme på den hvide hest. Der ville være blod i gaderne og de danske tropper ville herefter komme tilbage for bestandig.
Jo hendes spådom lever stadig i Aabenraa. Og det gør visheden også, at hun skulle være en kongedatter. Men den store krig, der kom. Ja det var Prøjsen mos Frankrig.
I Sønderborg tænkte man på at flygte. Her var man bange for at blive beskudt af den franske flåde. Jomfru Fanny havde sagt at et prøjsisk skib, forfulgt af seks andre snart ville vise i Aabenraa Fjord.
Aabenraa – Bataljonen i krig
Rundt om i hjemmene spillede danskerne Marseillaisen. Og dette irriterede tyskerne, når de gik forbi på gaden. Den 25. juli om aftenen skulle den garnisonerende bataljon drage afsted. Husene var illuminerede og tyskerne flagede. På banegården musicerede Knacks Musikkorps. Drengene var mødt med stoklygter. Til sidst var alt i orden, så toget bestående af tre lokomotiver og 41 vogne kunne afgå.
Senere kunne man så læse at tyskerne havde taget 40.000 fangere. Det viste sig så at være en trykfejl. Der var kun 4.000.
Efter nogle sejre var rådhuset fuldt oplyst, men slottet var mørklagt. Et planlagt fakkeloptog blev ikke til noget.
Da kongen blev til kejser
Man længtes efter freden. Der kom indberetninger om, at flere unge fra byen var faldet. Den 20. januar 1871 kom så budskabet fra kong Wilhelm at han ville lade sig udnævne til Kejser. Dette fik Fischer til at udbryde:
Landråd v.Levetzau hejste et flag på slottet, men flagstangen knækkede af stormen og flaget forsvandt.
Hvem havde knækket flagstængerne?
Endelig den 2. marts kom efterretningerne om freden. Der blev skudt salut og ringet med kirkeklokkerne. Dansksindede havde også illumineret deres huse, men de blev kaldt for kujoner.
Næste dag var tyskernes flagstænger knækket. De danske topledere blev kaldt til afhøring. Men hvem der havde ødelagt flagstængerne, kom aldrig frem i dagens lys.
Et skuffende dansk nederlag
Den 3. marts var der valg til den tyske rigsdag. Det var ikke med store forventninger danskerne gik til valget. Nu var stemningen tilmed trykket efter den uheldige illumination aftenen forud. Resultatet blev også dårligere, end man havde ventet. 322 danske og 371 tyske stemmer.
Fra dansk side blev der påstået at der var uregelmæssigheder med hensyn til valglisterne. Men resultatet var i hvert faldt, at danskerne havde tabt flertallet af stemmer i Aabenraa og de genvandt det ikke i den tyske tid.
Junggreen blev danskhedens leder
Dagen efter den 4. juli 1871 døde Frederik Fischer af et apoplektisk tilfælde. Martin Bahnsen døde den 12. marts 1875. Og i 1872 solgte Worsaae apoteket og rejste til København. I 1877 forlod også fysikus Th. Dahl byen.
Junggreen trådte til som deres arvtager. Han blev ikke kun Aabenraas fører. Han blev hele Sønderjyllands/Nordslesvigs fører for danskheden. Og snart fandt han ud af, at Prøjsens overherredømme ikke var kortvarig.
Han gik i tysk skole men blev dansk påvirket i hjemmet og navnlig af deres omgangskreds. hvortil hørte mænd som Fischer og Bahnsen. Han drømte om at stå til søs lige som sin far og farfar. Men han tog sin første uddannelse på stedfaderens tobaksfabrik.
Seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse
Denne Junggreen var under den første Slesvigske krig rejst til kongeriget for ikke at blive indkaldt i den slesvig-holstenske hær. I 1853 rejste han udenlands. Og det var som guldgraver. Da han opholdt sig i Virginia studerede han tobaksfabrikation. I løbet af sommeren 1857 vente han tilbage til Aabenraa, hvor han giftede sig og etablerede sig som tobaksfabrikant. Det har vi tidligere skrevet om.
Han skrev ret ofte til Frederik Fischers avis ”Freja”. Han forsøgte at skrive moderat. Men han undgik ikke fængsel. Han skrev at, den tyske kejser skulle gå ind for paragraf fem. Dette blev takseret som majestætsfornærmelse. Det blev takseret til 6 måneders fængsel som blev afsonet i Magdeburg.
Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner
Fra 1868 skrev han i det genoprettede Dannevirke. Fra 1866 – 70 skrev han i Köllnische Zeitung om begivenhederne i Nordslesvig.
I 1881 tog Junggreen initiativet til ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig (senere Sprogforeningen). Han blev den første formand. I 1884 blev han valgt til Rigsdagen. Men han sad der ikke ret længe. Allerede i 1886 døde han – en uventet død. På hans gravsted i Aabenraa står følgende:
Han holdt mange foredrag særlig om historiske og astronomiske emner. Han har sikkert været inspireret af Fischer.
Vi forlader nu Aabenraa under prøjsiske styre. Men vi vender tilbage for det er meget mere at fortælle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 3, 2021
Flensborg – i begyndelsen (1) (b)
Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2010. Vi skal høre om en ridder ved navn Flene og et vandløb kaldet Flensbæk. Flensborg kendes fra skriftlige kilder fra 1240. Men byen har eksisteret længe før. Historien er præget af blodige kampe mellem de holstenske grever og kongemagten. Vi kigger på Flensborghus, der senere kom til at hedde Duborg. Efterhånden voksede byen til en anseelig handelsby. Skt. Knuds Gildet havde en stor indflydelse i byen. Dette er første del af en række artikler om Flensborgs historie. Det var ikke altid at kongen kunne betale sin gæld. Ja så blev Flensborg brugt som pant. Efterhånden blev dansk fortrængt af plattysk og til sidst højtysk. Men i de lavere kladder fortsatte man med at tale dansk. Dette er Flensborgs historie frem til ca. 1490.
Hvornår er Flensborg opstået?
Skal man beskrive Flensborg fra begyndelsen er det svært at finde materiale. Sandsynligt er byen opstået i det 12. århundrede. I Knudsgildet er der udsendt et ”Værnebrev”, som er udateret. Det henføres til ”Knud, Konge af alle de Danske”. Det må være tale om Knud den Sjette. Og det må være før 1193. Fra dette år kalder Knud sig nemlig ”Slavernes Konge”.
Små bebyggelser ved fjorden voksede sammen til en handelsplads. Byen opstod på grænsen mellem Vis Herred og Husby Herred. I 1284 fik Flensborg købstadsrettigheder
Byen nævnes 1240
Flensborg Bys navn nævnes første gang i et brev fra 1240 udstedt af Hertug Abel. Man mener at Mariekvarteret er det første sammenhængende byggeri i Flensborg. Man ved, at Mariekirken i 1284 blev opført i sten til afløsning af en tidligere kirke på samme grund. Byens ældste gilde Knudsgildet havde sit alter i Mariekirken.
Men også Nikolai Kirke har haft en forgænger.
Af Kong Valdemars Jordebog (1231) fremgår det, at blandt de kongelige indtægter var told fra Vis og Husby Herreder.
Et Franciskanerkloster tæt ved Nikolai Kirke kan henføres til midten af det 13. århundrede. I efteråret 1247 skalle Valdemar Sejrs datter have mæglet mellem Kong Erik og Hertug Abel.
Ved fjordens vestkyst, hvor større skibe kunne gå ind, er der tegn på en tidlig bebyggelse. Muligvis er dette sket med Knud den Sjettes hjælp. I anden halvdel af det 12. århundrede er der opstået en kongelig eller adelig borg.
Flensbæk
I et gammelt sagn omtales Flensbæk. Fem adelige skulle have lejet bymarken. De skulle også have udøvet stor skade på befolkningen. En af de fem adelsgårde hed Etteborg. Den lå ”Unter dem Holtz. Det vil sige i Marieskoven på den såkaldte Junkerplads.
Her fandt man i det 18. århundrede en vold med en dyb grav. I et brev fra 1301 kan man se, at denne gård blev ejet af en borgmester, der hed Juel.
Flensbæk har ligget i byens nordlige del. Måske er der tale om Flenså. Historikere mener, at Flens har noget med en høj eller et bakkedrag at gøre. Men ifølge sagnet er det måske den tapre ridder Fleno, der gav navnet til byen.
Ifølge det omtalte sagn skulle den danske helgen Knud Lavard have beordret ridder Fleno til at grundlægge en borg ved den indre del af den fjord, der i dag hedder Flensborg Fjord.
Arkæologiske udgravninger har fundet resterne af en borg, hvor Mølleåen udmunder i Flensborg Fjord, for enden af det nuværende Nygade.
I 1261 fremtræder navnet Flensaburgh – Borgen ved Flens Å.
Schauenborg
Valdemar Sejr havde i 1232 givet grænselandet som et fyrsteligt len til sin næstældste søn. Abel. Og denne giftede sig ind i den schauenborgske slægt. Dette viste sig at være skæbnesvangert for Sønderjylland.
I 1248 skulle byen være blevet ødelagt ved en brand. Man flyttede fra den østlige til den vestlige flodbred.
Det var broderlige kampe mellem Abel af Slesvig og den danske konge Erik Plovpenning, der var årsag til nedbrændingen af byen.
Krigen kulminerede med drabet på Erik Plovpenning i Abels hovedby Slesvig.
I 1250 blev Abel konge af Danmark og stod for genopbygningen af Flensborg. Men han faldt i 1252 i et felttog mod friserne.
En række turbulente år fulgte. I 1340 blev Sønderjylland delt i tre dele med slottene, Tørning, Tønder og Gottorp som midtpunkt. Det gamle fjendskab med de holstenske grever med hertugen mod kongen bestod.
En tur rundt om byen
Valdemar Atterdag tog på tugt i hertugdømmet i 1358. Kongen hjemsøgte Angel og Svans. Ifølge Krøniken:
Grev Henrik tillod, at borgerne byggede en mur rundt om byen. Byen skulle også forsvares med bevogtning på ”bjerget”. Han skulle også nord for byen i Bov Sogn have bygget borgen Nyhus. Dette er sket før 1365.
Omkring 1345 byggede flensborgerne en bymur. I forbindelse med opførelsen af Flensborgs byfæstning oprettedes en del byporte som Røde Port og Friserport.
Valdemar Atterdag var i gang med at tilbageerobre danske besiddelser i Skåne og Slesvig – Holsten. Det var derfor at muren blev bygget. Det var en bymur, der gik rundt om datidens centrum Nørretorvet og Søndertorvet.
Først i Valdemars sidste år forsøgte han at tilbageerobre de slesvigske byer. Det lykkedes faktisk i 1373, da Hinrich den Anden overdrog sine slesvigske besiddelser til det danske rige med den såkaldte Flensborg – traktat.
Da Hinrich døde i 1375 uddøde Abels slægtog da Valdemar Atterdag døde kort tid efter underskrev hans efterfølger Oluf den Anden en håndfæstning, hvor hertugdømmet blev afgivet i de næste 15 år.
De Holstenske grever
Valdemar erobrede i slutningen af 1372 med en stor troppestyrke Flensborg og sluttede en fordelagtig fred med greverne og de jyske adelige. Foruden Tørning manglede han kun Gottorp som greverne ikke ville af med.
Men da Valdemar døde, gik alt hvad kongen havde erobret tabt. De holstenske grever kunne atter engang indtage Sønderjylland.
Fra Gerhard stammer det ældst bevarede privilegiebrev for Flensborg. Hertugen bekræfter de friheder, som borgerne havde fået under hertugerne Erik og Valdemar såvel som greverne Henrik og Claus.
Margrethe købte jord tilbage
Efter Gerhard den Sjettes død i 1404 forsøgte dronningen at få genoprettet det, der var tabt. Slot efter slot, herreder efter herreder fik hun købt eller pantsat.
Gerhards enke Elisabeth havde efter kun få år kun Gottorp, Flensborg, Nyhus samt Als og Ærø. I september 1409 blev der på Hindsgavl afsluttet overenskomst, hvor Elisabeth pantsatte Flensborg og Nyhus til dronningen.
Biskoppen blev mishandlet
Men ak freden varede ganske kort. Biskoppen af Slesvig blev under et ophold i Flensborg udsat for brutale mishandlinger af den holstenske adel. En ny fredsaftale blev indgået i Kolding i 1411.
Men allerede året efter var der igen krig om Flensborg. Samtidig opstod der en alvorlig pestepidemi. Enden på det hele var, at byen skulle udleveres til dronningen. Hun var selv mødt op i Flensborg for at modtage byens troskabserklæring. Fire dage efter døde hun på Flensborg Fjord ud For Okseøerne i sit skib.
Vanskelige vilkår for Flensborg
Kongen opholdt sig på Mariebjerg senere Duborg. Herfra udstedte han den 14. september 1413 en stadfæstelse af byens privilegier i udvidet form.
Da en femårig våbenstilstand udløb startede nye kamphandlinger. Et nyt forligsmøde kom i stand, men freden barede heller ikke dengang længe.
I 1423 udråbtes freden atter engang i Flensborgs gader. Men de holstenske grever gav ikke op. På et tidspunkt erobrede de Brundlund Slot i Aabenraa. Det var i 1429. Nu var forbindelsen mod nord afbrudt. Det gav vanskelige vilkår for Flensborg.
Blodige kampe
Atter engang i 1431 overrumplede de holstenske graver, Flensborg. Hovedmanden var tyskeren, Kurt von der Lucht. Med 200 mand lykkedes det for ham at slippe gennem byportene. Efterfølgende kom der til blodige kampe i Flensborgs gader. Det var mellem de holstenske tropper og byens borgere. I byen var der et holstensk mindretal. De stillede sig på troppernes side.
Nogle af borgerne søgte tilflugt i klosteret. Men dette blev snart erobret. Kun slottet stod tilbage. Det blev godt forsvaret af ridder Morten Jensen (Gyrstlinge) og Gert Gyldenstjerne, biskop af Børglum. Fra søsiden fik slottet også hjælp.
Situationen blev dog forværret. Belejringen af området fik efterhånden slottet til at overgive sig. Efter tabet af Flensborg opgav man fra dansk side at fordrive holstenerne. Nyhus faldt også samme efterår.
Kongen havde nu kun Haderslev og Ærø tilbage. Også disse rester blev nogle få år efter overladt til Hertug Adolf.
Stadsret for Flensborg
Påfaldende er det at inden for 200 år findes der fire stadsretter for Flensborg, der på mange måder afviger fra hinanden:
Lov og ret i Flensborg
Ja det kan virke forvirrende med så mange forskelligartede udlægninger. Som retssystem brugte man Jyske Lov.
For manddrab var straffen tre gange 18 marks bod til den dræbtes slægt, samt en overbod på en marks guld. Dertil kom en speciel bod på 40 mark til kongen og lige så meget til byen. Dette var dog ikke nedfældet i Jyske Lov.
Dødsstraf ved tyveri gjaldt når tyven blev grebet på fersk gerning og havde stjålen for ½ mark eller mere.
I det hele taget syntes det som om, at Flensborgs Stadsret behandlede almindelige forbrydelser meget strengt.
Ved køb af en
Ja, da blev der krævet to vidner.
Lovgivningen for Flensborg vidnede om mange ejendommeligheder.
Kirke og klostre
Omkring 1280 omtales en Skt. Jørgensgård. I Flensborg vidner Jørgensby endnu om denne gård. Ifølge Flensborgs Jordebog fra 1450 ejede St. Jørgensgård flere ejendomme i og uden for Flensborg.
Hele komplekset, hospital, kirke og kirkegård syntes af hensyn til smittefaren, at have været omgivet af en grav. Skt. Jørgensgård har lige som Helligåndshuset haft asylret. I 1582 blev den nedrevet og stenene blev anvendt til Skt. Nikolai Kirkes Tårn.
Helligåndshuset ejede i 1451 28 huse i Flensborg og 25 landejendomme. Stedet var en borgerlig stiftelse. Og denne havde sin egen kirke. Skriftlige kilder vidner om, at sygehusene, Helligåndshuset og Skt. Jørgensgård har haft samme ledelse.
Franciskanerklostret er antagelig grundlagt 1263 af Johannes Hviding. Klostret hørte under Ribe og omfattede klostrene i Ribe, Slesvig, Tønder, Flensborg og Kolding. I 1494 kom Husum også med. I årene omkring 1430 førte klosteret en strid med Cistercienserne i Ryd Kloster, der var tysksindede.
Nord for Flensborg lå Krogsris (Klusris) Kapel. Her var gudstjenesterne på grund af manglende indtægt næsten ophørt. Derfor skænkede Hertug Henrik kapellet til klostret i Rud, der lovede at forny gudstjenesten. Da han døde kort tid efter, overlod kongen så kapellet til Franciskanerne. Men ak og ve, da holstenerne så igen fik magten, så var det igen Rud Kloster, der fik kapellet. De beholdt så kapellet til reformationen.
Munkene i Flensborg blev ombyttet med tyske munke. Jo kirkelivet i Flensborg var et vigtigt spil mellem kongen og de holstenske grever.
Franciskanerne stod sig godt med borgerne. De forskellige lav holdt sjælemesser i klosterkirken flere gange årligt. Til gengæld fik klosteret mange gaver. I 1479 blev det bestemt at munkene årligt skulle have 12 ”stob” vin til at holde messe for. I 1495 skete der en revision af munkeordenen og flere danske munke kom til.
Flensborghus og Duborg
På Mariabjerget Blev Duborg til i de urolige år i begyndelsen af det 15. århundrede. Højt over byen ejede den adelige Iver Juel en større ejendom med stenhus, træbygninger og stalde. I 1409 solgte han denne ejendom til dronning Margrete. Hendes hensigt var at bygge en borg her til at sikre byen mod holstenerne.
Det var på denne endnu ufærdige borg, snart kaldet Flensborghus, hvor dronning Margrethe opholdt sig i 1412, inden hun gik ombord på sit skib og døde.
Snart blev Flensborghus kaldt Duborg efter en af dets befalingsmænd Jens Due. Den er for længst sunket i grus. Gader og huse samt den danske skole Duborg Skolen dækker nu området. Endnu i det 18. århundrede har man fundet rester af anlæg med dobbelte volde og grave. I det 19. århundrede fandt man rester af en ringmur.
Når de danske konger var på besøg, gjorde de ophold på Duborg. Christian den Tredje syntes dog ikke at den var standsmæssig nok, så i 1546 lod han opføre et nyt hus på grunden. I 1604 påbegyndte Christian den Fjerde en istandsættelse af slottet.
Endnu indtil 1703 var Duborg sæde for amtmanden. Derefter begyndte slottet at forfalde. I 1719 blev store dele af slottet nedbrudt. Stenene blev blandt andet brugt til det nye Vajsenhus i Nørregade. Men dele af slottet var dog stadig i 1770 i behold.
Det Holstenske Ridderskab
Ifølge Jordebogen var der kun få adelige i byen i 1436. Til gengæld kunne man støde på den gamle sønderjyske adel. Navnlig efter 1440 var det holstenske ridderskab repræsenteret i de mange gilder i byen.
Den adelige juelske slægt havde besiddelser lige uden for byens mure på slotsbjerget. Borgmester Ivar Juel deltog i kampen mod holstenerne på Dronning Margrethe og kong Eriks side. Derfor blev alle hans besiddelser taget fra ham, da holstenerne igen fik magten og han blev taget til fange.
Stor handel
Borgerbefolkningen bestod allerede tidligt af købmænd, skippere og håndværker. Allerede fra 1284 regnedes strækningen helt til Bruusnæs som hørende til byen. Handelens voksende betydning ses af de nye bestemmelser om told indført i Byretten ca. 1300 både af varer til udførsel som heste, kvæg, korn, smør, fisk, huder og skind m.m. De indførte varer var salt, vin, øl, klæde og lærred, kramvarer, voks, kobber m.m.
Der har været mange skibsværfter i byen og Flensborg har været kendt for sine romfabrikker.
Den første velstandsperiode havde Flensborg mellem 1450 og 1600. Byen blev centrum for en omfattende østersøhandel. Byen havde en handelsflåde på 200 skibe.
Den tyske indvandring
Byen opnåede en førerstilling blandt de sønderjyske købstæder. Man prægede egne mønter og høstede gavn af de fredelige vilkår efter 1431. Den tyske indvandring til byen kom som følge af holstenernes erobring.
Erik af Pommeren havde besat byen i 1426. I både 1427 såvel som i 1431 blev byen belejret af Schauenburgerne med opbakning fra Hansestæderne, Ved den sidste belejring lykkedes det Schauenburgerne at sætte sig på såvel borg som by.
I 1440’erne blev der bygget et nyt rådhus, liggende på hovedgaden, hvor Storegade og Holm mødes. Ud- og indførsel foregik som regel med egne skibe. Et privilegium af 1521 indskærpede på ny borgernes eneret på handel med ridderskabet og bønder i lenet.
Ligeledes var handel med okser stor. Flensborgerne købte dem bl.a. i Ribe og Kolding for at føre dem ned ad den gamle Oksevej til de store markeder i Nordtyskland.
Flensborg nød på forskellige områder godt af sit ry som kongelig by. Ret til toldfrihed i Danmark og Norge stammer nok først fra delingen i 1544.
Efter nordiske forhold var Flensborg ved middelalderens slutning en ret betydningsfuld by. Den rangerede efter København, Malmø og Odense. I 1508 var her 420 huse og et indbyggertal på 3.000.
I en årrække var der en slægtsfejde i byen. Borgmester Lasse Siverts blev i 1406 dræbt af Attrupperne. Lasses søn Lyder og dennes svoger Kurt von der Licht tog hævn og dræbte Peter Attrup.
Herefter fulgte en ny hævn idet den unge Sivert i 1420 blev dræbt af Attrupperne.
Den tyske indvandring i købmandsstanden aftog omkring 1440.
Knudsgildet
Knudsgildets skrå i Flensborg er den ældst bevarede gildevedtægt i Norden. Den foreligger dog kun som et sent håndskrift fra 1400. Den er udateret men regnes at føre tilbage til Knud den Sjette. Gildet havde egen retsmyndighed. Når der opstod fejde mellem brødre, hed det:
Skt. Knuds Gildet i Flensborg hørte til de såkaldte værnegilder. Disse gilder var indviet til en national nordisk helgen. Skt. Knud, Skt. Olav eller Skt. Erik. Gilderne i Odense og Flensborg udgjorde en særlig gruppe over for de yngre gilder. Det var dengang et samlingssted for de mest velhavende købmænd.
Skråen har bestemmelser om hjælp ved skibbrud og fangenskab i hedningeland. Det henviser til købmænd på langfart. En senere tilføjelse bestemmer, at gildelaget skal arrangere en sjælemesse for afdøde søstre og brødre, hvortil alle har mødepligt.
Gildet har haft stor indflydelse på rådmændene. De har også haft nær forbindelse med magistraten i pengesager.
Andre kilder
Kalenderen fra 1362 var et gejstligt gilde. Ifølge skråen bestod den af 24 præster, som kunne suppleres af 8 lægmænd, hvis der ikke var præster nok. To gange om året mødtes alle brødre for i tre dage at:
Af andre gilder kan nævnes Laurentiusgildet, Gertrudsgildet og Dragergildet. Ja så var der også Vor Frues Købmandsgilde, Nicolaigilde og Hellig Legemesgilde.
Byens styre
Den fyrstelige myndighed bestod af amtmanden. Byens styre blev varetaget af Rådet. Det var også blandt dem, at borgmesteren skulle findes. Og som i de fleste andre sønderjyske byer var der kun en snæver kreds der kom i betragtning til dette råd.
Ved Kong Eriks privilegium af 1413 fik magistraten ret til at vælge fogeden. Og fogeden var den embedsmand som repræsenterede den kongelige myndighed i byen.
Omkring 1489 nævnes et ”Borgerskab” på 24 medlemmer, som skulle gennemgå byens regnskab. En tilsvarende institution kendes ikke fra andre tyske byer men kom senere i en række danske købstæder.
Byens pengesager styredes direkte af borgmesteren og Rådet. Lønnet var kun byskriveren, der i Flensborg nævnes første gang i 1507.
Dansk eller tysk
Det ældste Flensborg var den by, der voksede frem i Valdemarstiden. Den var omgivet af dansktalende bønder. Mange af dens indbyggere kom fra andre dansktalende byer. En stor del kom dog fra Tyskland.
Knudsgildets skrå og Stadsretten fra omkring 1300 var begge på dansk. Den overvejende del af borgerne talte dansk. De mest indflydelsesrige talte også dansk. Byretten omkring 1300 blev oversat fra latin til dansk.
Slesvig var efterhånden overvejende tysk. En fortegnelse over byens grundejere fra 1406 viser at højest en tredjedel eller fjerdedel af borgerne havde danske navne. Også i Flensborg begyndte de danske navne at blive fortrængt.
I 1436 begyndte man i Flensborg at føre byens bog. Her ses at fremmede navn tydeligt begyndte at dominere.
En fortegnelse over 415 gildebrødre som omtales i tiden 1377 til 1518 var omtrent en femtedel tyskere, mens lidt over halvdelen var danskere. Cirka en fjerdedel var frisere. Efterhånden udgjorde tyskerne blandt de velhavende købmænd et flertal.
Men se disse undersøgelser har den skævhed, at de ikke medtager en del af tyendet, småfolk, daglejere og fattige stakler.
Plattysk
I løbet af det 15. århundrede var kultursproget i Flensborg plattysk. Befolkningen talte både tysk, plattysk, dansk og sønderjysk. Det danske skriftsprog forsvandt omkring midten eller udgangen af det 14. århundrede.
Købmændene fra hansestæderne brugte det plattyske sprog. Tysk adel og dermed det tyske sprog vandt indpas i hertugdømmet.
Kongens og hertugens kancellier brugte allerede plattysk fra omkring 1400.
Dokumenter på rådhuset fra før år 1400 var forfattet på latin, sikkert af gejstlige. Fra 1400 var disse på plattysk. Den lavere klasse fortsatte med at tale dansk. Christian den Anden forlangte dog, at hvis breve skulle sendes til resten af Sønderjylland skulle det forfattes på dansk.
Men snart måtte det plattyske vige for det højtyske.
Under hertug Adolf kom der fred i Flensborg. Han havde venskabelige bånd til kong Christoffer og endnu bedre forbindelser til søstersønnen Christian den Første.
Flensborg som len
I 1460 blev Christian den Første valgt som hertug af Slesvig og greve af Holsten. For Flensborg var det uden betydning, da den stadig hørte under den danske konge. Betydningen viste sig dog først lidt senere lidt efter lidt.
Kong Christians kreditorer tilhørte alle sammen adelen. Her spillede Flensborg by en rolle. Byen blev stillet som sikkerhed for lån.
I oktober 1470 blev byen, lenet og slottet givet til alle kautionister under et som underpant for betaling af gælden. Mæglerne var Lübeck og Hamborg.
Da gælden stadig ikke var betalt i 1472, blev den overgivet til kautionisterne. Foged Otto Walstorp havde fra april 1473 slot og by i forvaring.
Gælden var vokset til 40.500 mark. Og disse skulle betales tilbage i 8 terminer. Pengene faldt også prompte. I 1487 var gælden indløst, og det finansielle grundlag for besiddelsen af hertugdømmerne var hermed sikret.
I 1490 skete der en deling mellem kong Hans og hans yngre bror Frederik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.691 artikler. Under Sønderjylland (198 artikler) finder du bl.a. disse artikler, der omfatter Flensborg:
Under kategorien Indlemmelse, Afståelse, Genforening (141 artikler) vil du også kunne finde artikler, der berører dette emne
Dato: februar 1, 2021
Da Briggen Chico af Aabenraa blev overfaldet (b)
Dette er en redigering af en artikel fra 2012. Den handler om, da briggen fra Aabenraa blev overfaldet af pirater i Hong Kong. Briggen var bygget på Michelsens skibsværft for redder Frederik Callesen. Cirka et halvt år efter skrev førstestyrmand Meinhardt ned, hvad der skete. Det er denne dramatiske beretning, som vi her bringer. Her er også beretningen om ”Familie-ringen”. De kinesiske redningsmænd overvejede flere gange, om de skulle smide Meinhardt i havet. De mente, at han var mere død end levende. Mandskabet havde forladt Chico uden at tage de sårede med. Læs her den gribende beretning.
Søforhør
Vi har mange gange beskæftiget os med søfart fra Aabenraa. Her er det Aabenraa – briggen Chico vi kigger på. Om bord var skipper Meinhardt, der under overfaldet i Kina blev hårdt såret.
Det var ikke langt fra Hongkong Havn at briggen Chico blev overfaldet, plyndret og sat i brand.
I Sydafrika afgav Meinhardt sin beretning ved søforhøret. Denne beretning har vi fået tilsendt af Meinhardts tipoldebarn i Grindsted, Ellen Maria Meinhardt Beck. Og så er den spændende beretning om ringen.
Troels Kløvedal tog samme tur
Troels Kløvedal har taget nøjagtig den samme tur op ad Ganges Floden, som Chico tog. Ellen er meget interesseret, så er det noget til denne historie om Chico, du ved noget om er du velkommen til at give os et praj, så videregiver vi dette til Ellen.
Bygget på Michelsens værft
Chico blev bygget i 1856 på Mads Michelsens værft i Aabenraa for rederiet Frederik Callesen. Skibet sejlede på Østasien og hjembragte ris og oversøiske varer. Kaptajner på skibet var Frederik Callesen selv, kaptajn Dresher og sidst Kaptajn Ohlsen.
Den 21. januar 1864
Hvad skete der med besætningen den 21. januar 1864?
Kaptajn Ohlsen: dræbt – sandsynligvis brændt ihjel
Styrmand Georg Ludewig Meinhardt: Hårdt såret, overlevede, reddet af Herluf Trolle af København. Indlagt på Seamens Hospital i Hongkong. Han skrev en øjenvidneberetning signeret den 12. august 1864 i Cape of Good Hope ombord på det engelske dampskib Vulcan
Anden Styrmand – navn ukendt: Dræbt, sandsynligvis med sabel
Matros: Navn ukendt: Hårdt såret, overlevede reddet af det engelske krigsskib Princess Charlotte, indlagt på Government Hospital i Hongkong
Dæksfolk m.m. Navne ukendte: Overlevede, stjal skibsjollen og efterlod såvel kaptajn som Første og Anden Styrmand til deres egen skæbne.
For meget vind
Briggen forlod, efter endt reparation af sit havari og efter igen at have indtaget sin last Hongkongs havn. Lasten bestod af ris og skibet var velforsynet til den forestående sejlads i god og sødygtig tilstand. Det var torsdag den 21.01.1864 klokken var fem om morgenen. Briggen blev bugseret af bugserbåden Sterling.
Vinden var østen med storm og stærke vindstød. Kaptajnen og styrmanden var først ikke enige, om de skulle sejle eller ikke. Da de kom ud i Leumoo – passagen fandt de ud af, at de højst kunne føre dobbeltrebede mærssejl. De frygtede at den stærke strøm fra nordøst ville sætte dem ud af kurs. Den høje sø ville standse deres fart på grund af den lille sejlføring.
De besluttede derfor at blive inde til næste morgen eller første afsejlings-mulighed. De ankrede derfor omtrent klokken 10 inden for Tamtoo Island for bagbords anker med 30 fod kæde på 8 fod vand.
Kaptajnen frygtede ikke sørøvere
Om eftermiddagen var luften fuld af regn med heftige vindstød. Man lod folkene gå under, bortset fra en mand på vagt. Om aftenen klokken seks var vinden stærkt aftagende. Klokken otte blev vagten sat. Andenstyrmanden formanede som sædvanligt folkene om at være vagtsomme og holde god udkig. Hvis junker eller lignende skulle nærme sig, skulle de holde skarpt øje med dem. Hvis de skulle nærme sig skibet, da skulle de omgående purre frivagten og styrmanden og straks komme agter for at få udleveret våben.
Styrmanden talte senere med kaptajnen om at då geværerne ladt. Der var omtrent tretten stykker, hvor af en var dobbeltløbet. Ligeledes ønskede styrmanden kanonen ladt. Men kaptajnen sagde at man ikke behøvede at frygte sørøvere så tæt ved havnen (omtrent 2 sømil). Styrmanden svarede at der ikke var noget i vejen for at have et skud parat. Kaptajnen fastholdt dog sit nej. De blev dog enige om at lade geværerne men ikke kanonen.
Efter klokken ni gik kaptajnen og førstestyrmanden til køjs efter at sidstnævnte atter engang havde været på dækket for at undersøge vejret.
To junkier nærmer sig
Omkring klokken elleve blev styrmanden vækket af den vagthavende matros (englænder) som sagde, at to junkere (kinesiske skibe) nærmede sig skibet fra agter. Styrmanden sprang ud af køjen og spurgte, om han havde purret folkene og lod ham løbe hen og gøre det. Straks som de kom op på dækket fik de udleveret våben.
Førstestyrmand Meinhardt havde straks kaldt på kaptajnen og andenstyrmanden. Derefter løb de ind i kahytten, hvor han tog en økse og løb op på dækket.
I dette øjeblik var den første junkie på bagbords side, omtrent tre til fem fod fra skibet i begreb med at lægge til siden. En junkie gik styrbords. Styrmanden løb over til rælingen for at skyde langskibs på junkien, idet han råbte til kaptajnen at det var sørøvere. I samme øjeblik kastede de såkaldte stinkpotter over skibets dæk. Styrmanden sigtede efter det sted, hvor stinkpotterne blev kastet over, og skød.
Kvælende røg
Kaptajnen skød ligeledes, efter at have råbt til dem, at de skulle komme væk fra skibet. Manden, der havde vagt, løb forud. Styrmanden løb igen ind i kahytten og kaptajnen fulgte efter for at hente et andet gevær. De hørte nu, at sørøverne var kommet op på dækket. Kaptajnen løb nu tilbage og låste yderdøren. Styrmanden spændte en sabel ved siden, hvorpå han løb ud i kahytsgangen.
I samme øjeblik kastede sørøverne med stor styrke og sikkerhed stinkpotter gennem dørens vinduer og skylightet. Nu var det umuligt at skyde. Der opstod en kvælende rør af svovldampe. Det var umuligt at blive der uden at blive kvalt.
Kaptajnen følte sig allerede helt svimmel i hovedet og gik ind i sit kammer og låste døren. Styrmanden gik ind i sit kammer, hvortil andenstyrmanden allerede var flygtet. Da Førstestyrmanden var kommet ind i kammeret, bemærkede han en mand foran sit vindue. Han tog sit gevær og spændte hanen. Men i samme sekund fik han en brændende stinkpotte gennem vinduet lige i ansigtet. Han lod geværet falde og snappede efter vejret.
I det samme åbnede kaptajnen sin dør og løb over til styrmanden. Sørøverne havde kastet så mange stinkbomber ind gennem vinduet i hans kammer, at han ikke mere kunne holde ud at være der. De låste nu døren. De hørte stor tumult på dækket. De var i gang med at bryde den store luge op.
Styrmanden ville skyde efter dem, men kaptajnen rådede ham til at lade være. De ville alligevel blive overmandet. Og måske kunne de uden at skyde slippe med livet i behold.
Flere stinkpotter blev kastet ind til dem. Efterhånden var det umuligt at opholde sig her uden at blive kvalt. Kaptajnen og førstestyrmanden lagde sig med hovedet under et dække for at beskytte sig mod ilden, røgen og svovldampene, der vat tættest i det øvre lag. Nu havde sørøverne slået bagdøren til kahytten ind og besat den inderste del af kahytten, hvor de slog alt itu eller rendte med tingene.
Begrænset med frisk luft
Kaptajnen og styrmanden klagede nu over smerter i hovedet. Muligvis var der frisk luft under halvdækket, hvor en lille luge i andenstyrmandens køje gav adgang. Nu blev lugen åbnet. De kravlede nu alle sammen ind og satte sig under lugen, så godt det kunne lade sig gøre.
Kort tid derefter forsøgte sørøverne at slå døren til kammeret ind. De opfordrede dem til at komme ud og give dem de penge, der var på skibet. Kaptajnen kunne ikke holde det ud mere. Nu var svovldampene også trængt ind til dem under halvdækket i kammeret.
Kaptajnen svarede dem, at de gerne måtte tage alt. Han ville gerne give dem alle de penge, der befandt sig på skibet, hvis de ville spare deres liv. De svarede på engelsk og talte ganske korrekt. Når de måtte få, hvad de ville have, og han ville give dem pengene, så skulle de vare komme ud på dækket, så ville de ikke gøre dem noget. Sørøverne blev ved med at tale godmodigt om, at de bare skulle komme ud.
Kaptajnen sagde, at nu kunne han ikke holde det ud mere. Han ville gå ud på dækket. Styrmanden rådede ham fra det og sagde at sørøverne var fulde af løgn. De kunne ikke styre deres mordlyst. Men det mente kaptajnen ikke.
Kaptajnen slået ned
Styrmanden foreslog at kaptajnen skulle tage et gevær, som endnu var ladt eller en sabel. Valgte han det ene, ville styrmanden tage det andet og følge med ham derud. Men dette ville kaptajnen slet ikke høre tale om. Han sagde:
Styrmanden frygtede for, at de alligevel ville føre det og rådede kaptajnen til at blive, når han nu ikke ville tage våben med sig. Men han åbnede døren og gik ud. Da han stod i døren, sagde sørøverne til ham, at han skulle gå ud på dækket. Han gik ud på dækket og tog nogle få skridt. Fra kahytten kunne man høre, at han gav et par høje skrig fra sig, derpå hørte de et fald og endnu et par små skrig, mens han lå. Det var ved denne lejlighed opstået stor tumult på dækket, men så blev der stille et par minutter.
Andenstyrmand faldt
Styrmanden var heller ikke til at formå at tage et våben. I stedet begyndte han at råbe, at kaptajnen var død. Han foldede bønderne og bad. De befalede ham at komme ud på dækket. Styrmanden trak sin sabel. En sørøver som stod i kaptajnens kammer med en ladt revolver i hånden så dette. Mens han råbte noget på kinesisk, forsøgte han at spænde revolveren for at skyde styrmanden. Men det var ikke muligt. Åbenbart forstod han ikke at håndtere revolveren.
Men der lød et par skrig fra Andenstyrmanden, hvorefter han faldt.
Førstestyrmanden ramt i panden
Da Førstestyrmanden nu kom ud, var sørøverne klar med nogle som han dog afværgede. Men i det samme kom to hug fra en anden side. De ramte ham til højre i panden. Han kom til at ryste over hele kroppen, men det gik over, da han mærkede det varme blod fra sårene løbe ind i munden. Han blev besat af et ganske ukendt raseri. Han vendte sig mod højre, hvor sørøverne lige så hurtigt veg tilbage.
Styrmanden skønnede, at de var godt to hundrede mand. Mange lossede ris til begge sider over i junkierne. Desuden var dækket og kahytten fyldt med folk, mens andre var i gang med losningen. Styrmanden slog sig igennem for at komme forud på skibet. Han nåede også lykkeligt derud, men ikke uden mange og svære sår. Da han kom til kabyssen, fandt han ingen af mandskabet på dækket.
Tænkte på at svømme i land
Han tænkte han på at springe over bord for at forsøge at svømme i land.
Var han ikke blevet hindret deri, ville han ubetinget straks være druknet. Han var på styrbords side, hvor han slog sig igennem, så løb han til og sprang op på spilhovedet og derfra over mod rælingen, inden han smed sin sabel ind imellem sørøverne. Men da han sprang over mod rælingen, fik han et voldsomt slag i hovedet. Issebenet blev gennemhugget fra den ene side til den anden. Han faldt straks tilbage og lå nu foran spillet nærmest som en død. Da han noget senere kom til sig selv igen, var sørøverne ved at forlade skibet.
Kaptajnen bad drengene finde Andenstyrmanden
Junkerne lå lige agter og drev indefter med strømmen. Mere så han ikke for nu besvimede han igen. Noget senere kom han til sig selv igen. Han opdagede da, at en af folkene Johann von Alsen lå på den anden side af spillet og var såret. Han talte til styrmanden, der atter engang besvimede.
En tid efter kom Førstestyrmanden dog atter engang til sig selv. Han hørte kaptajnen kalde på drengene. Det var henne agter fra. Han befalede dem til at bære ham ind i kahytten, da han frøs meget.
Førstestyrmanden hørte, at de arbejdede med ham. Men de kunne ikke rigtig flytte ham. Derpå hørte han, at de dækkede kaptajnen til med tøj. Kaptajnen spurgte drengene, hvor Førstestyrmanden var. De svarede, at det vidste de ikke. Han befalede dem så at gå forud og se godt efter på dækket.
Kaptajnen frøs stadig
Drengene kom og fandt Førstestyrmanden, der lå midt i en blodpøl med hovedet på den styrbords ankerkæde. Kahytsdrengen, der begyndte at græde, løftede styrmandens hoved bort fra kæden og bad den anden dreng om at hente en hovedpude, som de lagde under hans hoved. Nu vendte de begge grædende tilbage til kaptajnen, som spurgte dem, hvorfor de græd. De sagde at Førstestyrmanden lå forude ved spillet med flækket hoved og helt fuld af sår. Han kunne ikke tale og var næsten død.
Kaptajnen sagde da på dansk:
Førstestyrmanden hørte så kaptajnen sige, at han stadig frøs. Om de ikke atter engang kunne forsøge at bære ham ind. Men mere hørte Førstestyrmanden ikke. Han besvimede atter engang.
Ilden bredte sig
Senere hørte han dog drengene sige til kaptajnen, at sørøverne havde sat ild til skibet. Han befalede dem til at forsøge at slukke branden. Men så var han igen væk. Hvor længe han var væk vidste han ikke. Men han vågnede, da han så to af mandskabet komme ud af logiet. De gik over til bagbords side og blev stående ved forreste kant, tilsyneladende for at vente på de andre, som man kunne høre på trappen.
Det sortnede igen for øjnene. Han kom først til sig selv, da hele agterskibet stod i flammer. Kahytten var næsten helt nedbrændt, men atter engang besvimede han.
Der må have gået lang tid, for da han vågnede sjette gang, så han skibet fra agter til formasten i flammer. Stormasten lå allerede udenbords på styrbords side. Hele dækket fra agter til tæt ved kabyssen var brændt væk, og kun en vandtønde på hver side var tilbage.
Den forreste rigning stod i flammer. Der stod også en heftig ild op af forreste luge. Med dette skrækkelige skuespil for øje vågnede han op. Han følte sig hensat til dybeste elendighed. Men hans kræfter (formodentligt af heden) vendte tilbage. Han følte en forfærdelig tørst. Så snart han kunne røre sig., begyndte han at arbejde på at komme op, hvilket også lykkedes efter lange og store sindsbevægelser.
Han drak en masse vand
Han kunne ikke bevæge venstre fod og arm. Det sidste syntes at være hugget af. Af smerter følte han egentlig ikke noget, kun at hans krop føltes tung. Han arbejdede sig, da den sårede matros var borte, over mod bagbords side hen mod den tilbageværende vandtønde, som også allerede var ved at komme i brand for at stille sin brændende tørst.
Han drak temmelig meget vand, uden at hans tørst blev stillet. Han kunne ikke opholde sig her ret meget længere. Derefter arbejdede han sig tilbage igen og forsøgte at komme op ad bakken, hvilket også lykkedes efter lange og svære anstrengelser.
Det var på høje tid. Det var på høje tid. Ilden fra for-lugen havde nu sat spillet i gang. Han arbejdede sig forud og satte sig ned. Han havde 27 sår, hvoraf flere var svære og dødsensfarlige, uden menneskelig hjælp og bistand.
Han så kun skibshunden, som løb omkring ham og hylede og rystede. Det var det eneste levende væsen, som var at se. Han var forladt af sine egne folk og havde nu store smerter.
Skulle han vælge ilden eller vandet?
Ved daggry indfandt der sig en mængde små kinesiske både. De kom for at stjæle tovværk til sejl. Han kunne dog ikke få nogen til at redde sig selv ikke for 10 dollars.
Ilden bredte sig ud til bakken. Han måtte igen flygte. Trods sine svage kræfter arbejdede han sig ud under bovsprydet. Forsejlene brændte også straks løs. Store stykker af brændende sejldug blev af vinden fra agter ført frem. Det faldt nu omkring styrmanden. Nogle ramte hans hoved og krop.
Til sidst kunne han ikke fjerne stykkerne så hurtigt, som de faldt over ham. I denne tilstand var han nu ved at miste håbet. Hans skjorte var allerede forbrændt på skuldrene. Nu havde han valget til at overgive sig til et af de to modsatte elementer- ilden eller havet. Han valgte det sidste og med Guds hjælp blev han reddet.
Her skulle den sørgelige historie om briggen Chico vel være til ende. Men det er den dog ikke.
Er du en gammel kælling?
Efter at sørøverne havde været borte et stykke tid og folkene ikke havde hørt noget, vovede en af matroserne sig op på dækket for at spejde. Da han så, at junkerne var borte, kaldte han straks de andre op på dækket. Ifølge den sårede matros udsagn gik folkene straks i gang med at sætte en jolle i vandet og fik derefter alle i båden.
Forinden havde den sårede talt til dem, og da han så dem gå i båden, råbte han til dem fra sin plads ved lugen, at de ikke skulle tage bort uden at tage ham med, og at en mand skulle komme og hjælpe ham. Han fik det svar:
Han sagde at han ikke kunne gå og bad dem komme igen, at dog en ville komme hen og hjælpe ham, fordi han havde flere sår på sine ben. En af matroserne (født i Preussen) gav ham et svar:
Den sårede gentog endnu engang sin bøn, men fik samme svar. Derefter gik en efter en i båden. Så arbejde den sårede sig krybende på hænder og fødder så hurtigt som muligt langs dækket hen midtskibs og derfra ned i båden, hvorpå de straks stødte fra og roede væk efterladende den endnu levende kaptajn og Førstestyrmanden og den døde andenstyrmand.
De ville ikke hjælpe den sårede i land
De roede nu hen i Leumoon-passagen, hvor de gik i land, da de var bange for at fortsætte til Hongkong Havn af frygt for sørøverne. Den sårede ville de ikke hjælpe i land, men lod ham ligge i båden, hvor han nær var druknet. Bundproppen var røget ud. Båden løb fuld af vand. Her lå han til næste formiddag, hvor han blev samlet op af en båd fra det engelske krigsskib Princess Charlotte. De havde en læge ombord. Derfra blev han bragt til Government Hospital i Hongkong, hvor vi nu forlader ham. Efter tre ugers forløb var han igen rask og hans sår lægt.
Truet med stor kniv
Førstestyrmanden besluttede sig for at overgive sig til havet. Han ville lade sig falde. En af de mange kinesiske både med fem mand ombord havde iagttaget hændelsen. Båden kom helt hen til ham og tog ham indenbords. En mand kom nu med en stor kniv og holdt hen over Førstestyrmandens hoved og spurgte om og hvor han havde penge. Men han havde ingen.
De spurgte så, hvordan de så skulle få de 10 dollar som han tidligere havde lovet dem. Dem skulle få af den danske konsul, når de bragte ham til havnen i Hongkong, svarede han. De talte nu med hinanden om det på kinesisk, inden de roede afsted.
Kineserne ville først have noget at spise
Da Førstestyrmanden nu så at de roede mod Leumoon – passagen sagde han, så godt han kunne tale, at de roede i den gale retning. Han fik nu at vide, at hvis han ikke straks holdt sin mund, ville de kaste ham overbord.
Efter et stykke tid sagde de til førstestyrmanden, at han ikke skulle være bange. De ville ikke gøre ham noget, men de ville først hjem og hente noget at spise. De roede helt op i bugten med ham. Efter at de havde slæbt båden med Førstestyrmanden op på stranden gik de lystigt syngende ind i landet.
Efter omtrent halvanden time kom de tilbage og roede så mod havnen i Hongkong med ham. På vejen lige inden Leumoon-passagen tabte Førstestyrmanden igen kræfterne og besvimede.
Overvejede at smide Førstestyrmanden over bord
Da han igen kom til bevidsthed, lå kineserne stille og roede ikke. Den ene som kunne lidt engelsk, spurgte om han mente, at han kunne leve så længe til de fik ham i land, ellers ville de ikke ro videre. Hvis han nu skulle dø, ville de ikke få noget for deres ulejlighed. Han mente at de lige så godt straks kunne smide ham ombord, for han synes at Førstestyrmanden virkede mere død end levende. ’
Førstestyrmanden anstrengte sig nu og sagde at han nok skulle leve. De skulle bare ro hurtigt til, hvad de så også gjorde efter at de havde talt sammen om det.
Førstestyrmandens kræfter forsvandt dog hurtigt igen selv om han anstrengte sig meget. Han så den fare som han befandt sig i. Så besvimede han alligevel efter kort tid.
De var i gang med at smide ham overbord
Hvor længe dette varede vidste han ikke. Da han kom til sig selv, var han omgivet af de fem kinesere, der havde taget fat i ham og løftet ham op.
Da han slog øjnene op. Lagde de ham ned igen. De satte sig rundt om ham og talte til ham. De sagde, at nu ville de ikke ro længere men kaste ham overbord, da han ikke kunne leve længere.
Herved ville han dø med det samme. De mente, at jo før det skete, des bedre var det for ham selv. Det gik endnu et stykke tid inden Førstestyrmanden var i stand til at tale. Han bad dem nu inderligt at ro videre. Det vartede dog noget inden de gjorde dette.
Mødet med Herluf Trolle
Kort tid efter så Førstestyrmanden den danske bark Herluf Trolle. Han bad nu kineserne at bringe ham ombord på skibet.
Tæt ved skibet besvimede han igen, men da de kom op på siden af skibet, kom han til sig selv igen. Han fandt styrmand Ravnkilde (en ven af ham). Nu besvimede Førstestyrmanden igen. Og i en periode på ca. 8 dage kan han ikke huske noget som helst.
Førstestyrmand Ravnkilde fra barken Herluf Trolde af København bragte ham straks til Seamenns Hospital ved hjælp af Mr. Rohs eller Ross, som han traf, da de kom i land. Denne havde tømret på Chico og var blevet gode venner med Førstestyrmanden.
Lægerne mente, at der var få timer tilbage
På hospitalet kaldte Resident Mr. Adams doktor Schebeling til hjælp. De behandlede og forbandt så Førstestyrmanden. De opgav dog samtidig håb om at kunne redde ham. Doktor Adams erklærede over for styrmand Ravnkilde, at der kun var få timer tilbage.
Førstestyrmanden fra Aabenraa – skibet, Chico kunne slet ikke tale mere og kendte ingen. Han overlevede dog de næste tre uger. Og nu begyndte han ganske langsomt at gå en helbredelse i møde. I løbet af 4 ½ måned var han nået så langt, at han kunne forlade hospitalet. Han kunne nu begive sig på hjemrejsen, men det skulle foregå under lægetilsyn.
Nedfældet i Sydamerika
Her vil vi nu forlade Førstestyrmand Georg Ludewig (Ludwig) Meinhardt. Historien som du har læst, er skrevet efter hans dagbog som blev nedfældet i Sydafrika:
Simmons Bay
Cape og good Hope 12 te august 1864
Historien om Familie-ringen
Men historien er stadig ikke slut. Der er nemlig tilknyttet historien om Familie-ringen
Ifølge beretningerne skulle Familie-ringen, der er gået i arv til alle de ældste døtre af Meinhardt-slægten siden 1864 være købt på denne rejse.
Onkel Georg i Flensborg, der var søn af Georg Ludwig Meinhardt har fantasifuldt malet historien vedrørende denne smukke guldring med de mange diamanter. Han påstod, at hans far havde gemt ringen under armhulen, alt imens piraterne spredte død og ødelæggelse omkring sig. Og han havde købt denne til sin elskede kone.
En god historie, men nok ikke helt rigtig. Marie født Jessen, som han godt nok senere blev gift med, var på daværende tidspunkt kun 6-7 år gammel. Måske havde Georg Ludwig købt den til sin mor Anna Botilla.
Ingen kan vide, om den er købt før eller efter overfaldet, men det er vel også ligegyldigt. Marie fik i hvert fald ringen og blev gift med vores hovedperson. Om hun så fik den, da hun blev gift eller da svigermor døde i 1877, vides ikke.
Cathrine fik ringen ved sin mor, Maries død i 1902, da hun var 16 år. Tidde, som Cathrine blev kaldt, ejede ringen indtil 1960.
Hun døde hos sin datter Marie Eggertsen, født Meinhardt i Bjæverskov ved Køge. Ringen gik videre til Marie, der kun nåede at eje den i fem år. I 1965 gik den videre til Bodil. Ved hendes død vil den gå videre til hendes datter, Ellen Marie.
Det er ingen tvivl om, at ringen er købt i Sydamerika, diamanternes land.
Denne beretning som I lige har læst kære læsere vil gå videre hos Familien Meinhardt. Og det er klart at familien vil værne om ringen til minde om Førstestyrmanden.
Sådan står det skrevet
Som det så smukt hedder i Familie-beretningen:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.690 artikler. Under Aabenraa finder du 162 artikler, herunder om Søfart:
Kilde:
Hvis du vil vide mere – www.dengang.dk indeholder 1.690 artikler. Under Aabenraa (162 artikler) finder du følgende artikler om Søfart: