Søgeresultater på "Ribe"
Dato: oktober 12, 2022
Nørrebro – i de ”gode” gamle dage
Ydunsgade i 1920erne. Den flinke bager. Barber og sæbeudsalg. Viktualiebutikken. Grønthandleren. Skraldebøtter. Cykelskure som lysthus En vandhane i gården. I Biografen på Fælledvej, Masser af aktiviteter og lege. Koppevaccination. Et lille avishus. Et spisebord til mange aktiviteter. Køkkenet. Det billigste linned i byen hos Bulldog. Kakkelovnen. Tagens – Kro med lysthuse i haven. Sild er godt. Andre med trækvogne. Klunsemor i Rådmandsgade. Når lygterne tændes. Skraldevognen. På Fælleden. Skøjteløb på Peblingesøen. En skøn butik på Jagtvej På Stevnsgades Skole. Med ferietog.
Ydunsgade i 1920erne
Vi går fra Nørrebros Runddel mod Tagensvej. Vi drejer dog lige inden – den sidste vej til venstre. Her ligger Ydunsgade. Det er vel omkring en gang i 1920erne. Cyklerne, der står her, er ikke låst. Hvem skulle dog finde på at tage dem?
Her står en masse mælkeflasker med seddel og penge til mælkemanden. Det kunne jo være at mor i vaskekælderen ved den indmurede vaskekedel. Og her gjaldt det om at holde kogningen i gang. Så skulle man i den grad holde øje med fyrrerummet. En masse koks blev anvendt. Og det tog man fra et rum i kælderen.
Den flinke bager
Ikke langt herfra lå bageren med den obligatoriske kringle hængende. Det var en god og venlig bager. Her kunne man komme med en kurv og høfligt bede om brød fra i går. Så håbede man på franskbrød og groft rugbrød. Og alle herligheder kostede kun 10 øre.
Til fastelavn forærede bageren ”Strutter” til de udklædte børn. Det var boller, der formet som søstjerner. Men de skulle først synge en sang for ham. Og det blev sunget lige fra ”Op lille Hans” til ”Stakkels Gigolo”.
Og så var det ellers tøndeslagning inde i gården. Det var viceværten, der sørgede for det. Der blev kåret både en konge og en dronning. Appelsinerne og lakridskonfekten blev uddelt.
Barber og Sæbeudsalg
Efter bageren var det også barberen. Han havde et fint skilt i messing. Her kom kun far og mor. Børnenes hår ordnede mor.
Lige efter kom Sæbeudsalget. Her duftede det altid dejligt. Her blev brun sæbe, den ægte vare købt. Soda indgik også i husholdningen. Persil vaskepulver, sprit og skurepulver kunne man også få her. Ja og kamme, hårspænder, neglerensere, håndsæbe og små fine vaskeklude.
Viktualiebutikken
Lige ved siden af havde vi så Viktualiebutikken. I hvide kitler stod ægteparret parat til at modtage kunderne. Fruen havde stramt opsat hår og hvidt trekantet forklæde til at dække dette flotte hår med, så intet uvedkommende fandt vej til de fine veltillavede pølser og salater, der var anbragt på små, hvide fade med strittende persilleduske ved. Og så havde fruen lagt en klods under, så de skrånede ud mod kunderne.
Grønthandleren
Ja over på den anden side var der også butikker. Her boede en spændende grønthandler. I en stor trækasse delt op i tre rum fandtes små kartofler, jævne kartofter og store kartofler.
Her var gulerødder, æbler, persille og grønkål. Ja og så handlede man sandelig også med klipfisk. Nu kunne man altså godt få ”trommesyge” lige som vognmand Hansens hest, hvis man spiste et pund, ærter på en gang. Dem kunne man få for fem ører.
Skraldebøtter
Inde i en fælles gård havde man seks skraldebøtter. Nu var affaldsmængden ikke så stor dengang. Som regel havde man en kurv med. Og det som man skulle bære løs, fik man i gråt papir eller poser. Og det slap man af med i kakkelovnen.
For 5 øre kunne man få en stor kop sennep. Koppen var jo til at gøre ren, når senneppen var brugt. Nul affald.
Cykelskure som lysthus
En lang række cykelskure på langs af gården tjente mange formål. Alle var forsynede med hængelås. Men ikke alle beboere havde en cykel. I deres skure kunne man se barnevogne, dukkevogne eller småborde og stole. Og om sommeren blev, et par gange, nogle af skurene lavet om til lysthuse med bord og bænk, dug på bordet og børn omkring. Så blev den medbragte mad spist og man drak saftevand.
Det eneste, der kunne være besværligt var stolperne med tørresnore. Hvis der hang vasketøj på dem, så var pladsen trang.
En vandhane i gården
En jernvandhane stak langt ud af muren i en flot bue. Hvis man trak i den lille jernring, der også sad på muren, kom der dejligt koldt vand ud af hanen. Mængden var afhængig af, hvor kraftig man trak. De små børn måtte have hjælp af de større. Slap du ringen, holdt vandet op med at rinde. Bagved cykelskurene befandt sig Vognmandsgården.
I biografen på Fælledvej
Oppe fra førstesalen kunne man se langt – stort set helt ud til Tagensvej. Inden for indgangen til Vognmandsgården ved Tagensvej befandt sig to gode lillebiler og en lille træbygning til disses kontor.
Det var ikke altid at faderen havde arbejde, så tog moderen midlertidige job. Hun syede og strikkede børnenes tøj.
Børnene fik af og til 35 øre til en eftermiddagsforestilling i biografen Odeon på Fælledvej.
Masser af aktiviteter og lege
Og hvad fik børnene tiden til at gå med. Man kunne hinke, sjippe eller bytte glansbilleder. Så var der også Richs-billeder. Man kunne også gå på Fælleden.
Og for drengens vedkommende handlede det om marmorkugler, trillebånd, terrespil og rulleskøjter. Ja og så djævlespil. Og så kunne man spille med tre bolde.
Nede i stuen boede rullekonen. Det foregik i den store koldrulle med de tykke, glatte rundstokke rulletøjet blev viklet omkring. Det kostede 5 øre pr. stok.
Koppevaccination
Man skulle spadsere hele vejen til Bredgade for at blive vaccineret. Man stod i lange rækker. Ved et bord sad en person, der skulle ridse de stakkels børn med et skarpinstrument, der indeholdt vaccinen. Efter 8 – 14 dage skulle man så til eftersyn for at se, om det så rigtig ud.
Et lille avishus
På hjørnet af Tagensvej og Jagtvej var der et lille avishus lige stort nok til aviskonen og aviserne kunne være derinde. Det havde hjul og stænger, som på en trækvogn. Det blev så kørt i stilling, når aviserne var til salg.
Et spisebord til mange aktiviteter
Men hvordan så det så ud i lejligheden? Indenfor var det en lille gang og et toilet. En stor pæn stue med et godt spisebord. Det spillede en væsentlig rolle, når familien sad omkring. Ved måltiderne, når familien klippede og klistrede, spillede loppespil eller gris. Her læste man lektier. Mor læste højt. Der var stole, en divan og et dækketøjskab.
Sovekammeret som man kaldte dengang, var også stort og firkantet.
Køkkenet
Køkkenet var hyggeligt med en fin, hvidskuret høkasse – med rigtigt hø fra Hansens vognmandsgård. Et godt køkkenbord med skabe under og et spisekammer med vindue, et lille et, med fluenet for. Her var gaskomfur med blå gasapparater og bakker til disse. Mor havde samlet små emalje-ting inden hun blev gift. Og de bestod af the-si, en sigte, et målebæger, en randform, en skål og et dørslag.
Her var også to zinkballer. En lille og en stor. Den lille var til fodbad. Mor plejede at stille børnene i den store og skrubbede dem med sæbe og skyllede efter med en stor kande vand eller flere.
Det bedste og billigste linned hos Bulldog
Håndklæder, viskestykker og sengelinned blev købt hos Bulldog på Nørrebrogade. Her kunne man finde byens bedste linned – og det billigste. Forretningen lå i en stor kælder i nærheden af Dronning Louises bro.
Når mor og børnene besøgte bedsteforældrene, ja så lakerede faderen alle gulvene. Og lejligheden kostede 20 kroner om måneden i leje.
Kakkelovnen
Kakkelovnen var rund og sort, med en fin hat i blankt metal. I lågen til ildstedet var der en lille rude af marieglas, en gennemsigtig plade af glimmer, der ikke kunne brænde. Det var hyggeligt at se de røde flammer. I kakkelovnen fandtes et rum med en blank låge. Her stillede mor en kedel med vand. Så var der altid varmt vand, hvis man havde behov for det.
En koksspand, der så ud som den lå halvvejs ned med et håndtag på ”ryggen” stod på en zinkplade ved siden af kakkelovnen.
Tagens – Kro med lysthuse i haven
Og så var det den lille Tagens-Kro. Den lå lige ved siden af Vognmandsgården. Her blev der serveret små lette retter, øl og kaffe. I haven ved kroen var der små lysthuse.
Sild er godt
En mand kom kørende i en lille trækvogn og råbte ”Sild er godt” Sild er godt”. Det var det nok ikke alle, der gav ham ret i. Så skulle de da være godt pakket ind i karry og eddike. Han havde også andre fisk – torsk og rødspætter. Nu styrtede alle husmødre til. Dengang kunne de stå midt på gaden og vælge og vrage.
Andre med trækvogn
Til gaden kom der også af og til en ældre mand. Han havde en bakke med høj kant i en rem om halsen. Op ad en lille ”jordemodertaske” tog han forskellige småting. Sytråd, synåle, sikkerhedsnåle, tryklåse, elastikker, hvide lærredsknapper og snørebånd. Det hele fordelte han på bakken og lod tasken stå. Det var ingen grund til at bære på den. Gadens lille flok passede jo på den.
Men der kom endnu en trækvogn i gaden. Manden med optændingspinde. De var bundtet som hjul så børnene kunne trille dem på fortovet hen til gadedøren. Så fik de dem så langt uden at løfte de uhåndterlige bundter.
En vogn med bananer – engang 20 stk. for en krone – viste sig også af og til.
Klunsemor i Rådmandsgade
I Rådmandsgade boede Klunsemor. Det var inde i en baggård. Inde i et stort rum, der lugtede af lerstampet gulv, gammelt brød og af dråber fra diverse flasker. Klunsemor havde en stor brunlig kjole, der gik til gulvet, et par udtrådte store sko og en slags alpehue på de pjuskede hårtotter. Når det var koldt, havde hun også et tørklæde om hovedet.
Det hele lå i forskellige bunker. Børnene solgte flasker til hende. For pengene købte de så slik.
I Thorsgade boede slagteren. Han lagde ofte et eller to svinehjerter oven i pakken. Uden beregning.
I denne gade lå også søndagsskolen. Men efterhånden tog den almindelige skole og danseskolen for meget tid.
Når lygterne tændes
Så var det også lige lygtetændersken. Inden mørket faldt på, kom hun bærende på en lang stang. For enden af stangen sad en krog. Og de smukke gaslygter, der stod ved kantstenen havde, indenfor glasset, en tænde – og slukkemekanisme – en lille tværpind med en ring i begge ender.
Ved at stikke krogen på den lange stang i en af disse ringe og vippe tværpinden ned, kunne hun tænde eller slukke gaslygten. Alt efter hvilken side hun vippede tværpinden til.
Om morgenen kom mælkevognen. Mælkedrengene i de mørkeblå – stribede busseronner fordelte mælken, og indkasserede pengene.
Skraldevognene
Skraldevognene var jo også evigt tilbagevendende. Den var stor og tung med skrå sider. Og hestene, der trak den har slidt bravt i det.
Mændene, der fjernede skraldet, havde arbejdstøj af kraftigt stof, og de ekstra stykker stof de havde over skuldrene og som en slags hætte over hovedet var endnu kraftigere. Det skulle skåne for det tryk, mændene var udsat for af de fyldte metalskraldespande.
På Fælleden
Ude på fælleden var der i mange år ”bisser”. De var ”uvaskede” og ”ubarberede”. De lugtede af sprit. Men børnene var ikke bange for dem.
Det var også her børnene satte drager op. Vi skal heller ikke glemme ”Fælled – Maja”. Hun en smuk, sort kjole på. Hun havde en stor fin hat op og sorte blondehandsker. Af og til blev hun vasket, men vendte tilbage. Hun havde dog stadig en værdighed. Hun var sød over for børnene. Og så elskede hun at køre i sporvogn – særlig i linje 9.
Skøjteløb på Peblingesøen
På Peblingesøen var der skøjteløb om vinteren. Mange steder var der ældre mænd, der solgte juletræer. Det var godt at have familie i Jylland, der kunne sende fjerkræ. Det var dyrt at købe i København.
En skøn butik på Jagtvej
Dengang lå der også en skøn butik på Jagtvej, der blev kaldt Håbet. Det var en stor og lys butik. Her kunne man købe smør, rent svinefedt og margarine. Og margarinen blev derhjemme puttet i en lerskål og tilsat farve fra en lille kapsel. Med den gule farve så margarinen lidt varmere ud.
I den anden afdeling af butikken solgte de kaffe og te. Det duftede dejligt, når de to store kaffemøller malede kaffen. Og lyden af møllerne var hyggelig.
På Stevnsgades Skole
De fleste børn, der boede her, gik på Stevnsgades Skole. Og skoleeleverne glemte aldrig Tandklinikken. Hele seks behandlingsrum var der her. Skolelæge var der også og en ”Lusefrøken”. Hun undersøgte med passende mellemrum om der var lus.
I kælderen var der skolekøkken. Her kunne de børn, der havde behov for det få et måltid varm mad. Der var sandelig også en badekælder med fodbad og varm og kold bruser.
Spændende var det, at der hvor man blev undervist i geografi og biologi var opbygget som et amfiteater. Der var to skolegårde. En til drenge og en til piger. Man gik også i kønsopdelte klasser.
I skolegården fandtes i den ene ende en lang bænk med et bredt halvtag over. Her blev den medbragte mad æggemad frikadelle og rosinmad indtaget. Senere kom også figenmad til. Og selvfølgelig byttede man maden med andre.
På den modsatte side af skolebygningen var der en lav bygning. Her lå 8 – 10 toiletter. Det var almindeligt at være 30 – 31 børn i hver klasse.
Man badede og havde svømmeundervisning ude Helgoland på Østerbro. Men vandet var nu ikke så rent.
Med ferietog
Man kunne modtage en fribillet til et af de mange ferietog som Statsbanerne sendte afsted fra Hovedbanegården. Det var en hvid eller gul billet på størrelsen af et A 5 ark. På det var opført barnets navn og adresse, bestemmelsessted og ferieværtens navn og adresse. Mor klippede to huller i den og trak et tyndt bændel i. Så havde man det om halsen.
Man skulle tidligt op. Toget afgik allerede klokken fem om morgenen. Og der sad de alle sammen i en blanding af glæde, frygt og spænding.
Lokomotivet dampede fra skorstenen. Mange af vognene bestod af kupeer, der faktisk kun var to bænke med en dør i begge sider, så man trådte direkte ud i verden igen ved at passere den.
Der var et udvendigt trinbræt langs hele vognen. På dette bræt uden for vinduet dukkede en ”togmand” op med passende mellemrum, mens toget kørte. Han spurgte om de skulle tisse. De fleste af disse kupeer havde ikke toilet. Så blev det trængende ført ud ved næste station og ”togmanden” sørgede for at alle var med toget, når det igen kørte.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 9, 2022
Hvor gammel er Flensborg egentlig?
Flensborg eksisterede allerede i 1282. Hertugen var i kongens sted. I forlening af den danske konge. Munkene kom til Flensborg i 1240. Inddelt i fire sogne. De nordiske gildevedtægter. Skt. Knudsgildet havde stor magt. Retstilstande ikke sikret af offentlig myndighed. Samme ruter og handelsmål. Dengang var der ingen råd i Flensborg. St. Hans Kirke er ældre end Marie-kirken. Ballade mellem hertug og konge. Flensborg er mindst 100 år ældre.
Flensborg eksisterede allerede i 1282
Kan en stadsret fortælle en bys alder? Nej det kan den normalt ikke.
Flensborgs ældste latinske stadsret er fra 1284. Er byen fra dette år? Vi ved, at der i 1282 sluttedes en overenskomst mellem Slesvig og borgerne i Flensborg om gensidig hjælp ved skibbrud og retningslinjer til løsning af stridigheder mellem borgere fra de to byer.
Med andre ord. I 1282 eksisterede Flensborg, men der var ikke noget byråd. De er ikke nævnt som forhandlingspartnere i denne overenskomst. Men et byråd er ikke nogen betingelse for byens eksistens som købstad.
Hertugen var i Kongens sted
De fleste danske byer er anlagt på byens grund. Kongen var byens overherre. Hans embedsmand var byfogeden. Denne varetog kongens rettigheder og øvrighedsfunktioner. I hertugdømmet Sønderjylland indtrådte Hertugen i kongens sted som byernes overherre på lignende måde.
Således blev Lybæk oprindelig anlagt i 1143 af greven af Holsten, men sorterede fra 1158 under Hertugen af Sachsen. Først i 1226 blev det en rigsstad direkte under den tyske kejser.
I forlening af den danske konge
I 1283 modtog Valdemar den Fjerde Eriksen af Abels slægt sin fars hertugdømme Sønderjylland i forlening af den danske konge Erik Klipping. Hertug Valdemar den Fjerde Eriksen var således Flensborg bys overherre i 1284, da stadsretten blev udsendt. Men hvor tidligt tør man antage, at byen er vokset frem?
Navnet kendt i 1240
Bynavnet Flensborg forekommer første gang i et brev fra hertug Abel af 1240 ”apud Flensburg”. Abel havde i 1232 af sin far Valdemar Sejr fået overdraget Sønderjylland som hertugdømme. Brevet røber dog intet om, hvorvidt det drejer sig om en by eller om en borg på det tidspunkt.
Munkene kom til Flensborg i 1240
I anden halvdel af 12. århundrede voksede flere danske byer frem i tilslutning til et borganlæg. Det mest berømte eksempel på dette er den lille Köpmannehavn, der opstod ved Absalons borg ved Øresund. Den voksede sin hen til Danmarks hovedstad.
Abel kom efter faderens død i strid med sin bror, Erik Plovpenning, der fulgte Valdemar Sejr som dansk konge. Der fortælles, at deres søster, Sophie, der var gift med markgreve Johan den Første af Brandenburg, skulle være rejst til Danmark i året 1247 for at mægle fred mellem sine brødre. Hun døde imidlertid under opholdet. Hun blev den 2. november 1247 begravet tillige med et nyfødt barn i Franciskanerklostret i Flensborg.
Franciskanerordenen eller gråbrødrene var grundlagt af Frans af Assisi og stadfæstes som tiggermunk-orden af paven i 1223.
Denne orden havde det med at opsøge byerne, hvor mange mennesker opholdt sig. De bredte sig utrolig hurtigt. De kom både til Ribe og Tønder. I 1240erne kom de til Flensborg.
De ældste danske byer
De ældst kendte danske byer er Slesvig (Hedeby), Ribe og Århus, der i 948 nævnes som sæde for de ældste danske bisper. Roskilde og Odense nævnes ligeledes i 900-tallet.
De gamle tingsteder Viborg, Ringsted og Lund var utvivlsom også byanlæg af meget høj alder. Vi har bevaret en beretning fra magister Adam af Bremen. Her omtales de gamle byer.
Inddelt i fire sogne
Flensborg omfatter fra gammel tid fire sogne
Det var kun de to midterste (Marie og Nikolai), der havde torveplads. Det er også kun de to kvarterer, der blev omsluttet af en middelagtig bymur. Den ældste torveby må være anlagt omkring disse torve.
En ny bydel omkring et senere torveanlæg må på et tidspunkt være smeltet sammen med den gamle bykerne. Endnu omkring 1600 skulle de efter Henrik Rantzaus beskrivelse have virket som to adskilte bydele.
Den omstændighed, at byens købmandsgilde St. Knudsgildet havde sit alter i Marie Sogn. Mariekirken kan tilfældigvis tidsfæstes ret nøje, nemlig til 1284. Men den afløste på dette tidspunkt en ældre kirke på samme sted.
De nordiske gildevedtægter
Forsøget på at knytte det gamle St. Knudsgilde til de ældste torveanlæg bør følges op. Dette gilde er opmærksomheden værd. Selv om den først er bevaret i en sen afskrift fra ca. 1400, kan det næppe herske nogen tvivl om, at det er den ældste af de bevarede nordiske gildevedtægter.
Den er ganske vist ikke dateret, men den henføres normalt til Knud den Fjerdes tid, altså slutningen af 12 århundrede, hvor vi har de tidligste efterretninger om Knuds – brødre i Danmark.
Retstilstande ikke sikret af offentlig myndighed
Afgørende for denne antagelse er det, at gildevedtægterne bestemmelserne afspejler gildets karakter af eget retssamfund med dømmende myndighed, der endog kunne idømme dødsstraf eller medvirke til blodhævn. Disse bestemmelser må hidrøre fra en tid, hvor retstilstandene ikke var sikret af offentlig myndighed, så gildebrødrene derfor havde brug for gildets beskyttelse med delvis retsløse omgivelser.
Dette bliver mere forståelig, om man erindrer, at fjernhandel kunne bringe købmændene til egne, hvor retsbevidstheden var mindre eller i hvert fald anderledes. Mange af skråens bestemmelser indskærper netop gildebrødrenes pligt til indbyrdes hjælp mod farer og uheld under købmandsrejser i det fremmede f. eks skibbrud, overfald og røveri, men tillige som medembedsmænd i retssager.
Samme ruter og handelsmål
Hvis vi nu knytter Flensborgs tidligste oprindelse til byens St. Knudsgilde er det således ensbetydende med, at de ledende og foretagsomme i den lille købmandskoloni omkring Mariekirken og det ældste tov var involveret i det danske handelsfremstød i Østersøen mod Gotland og sandsynligvis fjernere kysters handelsmål. Det var de ruter og handelsmål, som købmændene i nabobyen Slesvig (Hedeby) havde fulgt i mere end 100 år, så det kan næppe siges at være en urimelig antagelse, om det skulle være baggrunden for fremvæksten af det nye torveanlæg ved Flensborg.
Er denne antagelse rigtig, tør vi føre Flensborgs alder mindst 100 år længere tilbage end den latinske stadsrets udstedelsesår 1284. Kan Stadsretten hjælpe os yderligere?
Dengang var der ingen råd i Flensborg
Slesvigs ældste stadsret fra begyndelsen af det 13. århundrede omtaler rådmænd men intet om oldermænd. Men i 1272 fik Slesvigs borgere pålæg om at adlyde deres rådmænd. Disse rådmænd omtales allerede i Ribe i 1252.
I den overenskomst som vi har omtalt flere gange mellem Flensborg og Slesvig nævnes rådet som Slesvigs ledende organ men en tilsvarende nævnes ikke i Flensborg. Her har de været lige på trapperne.
Men fortæller Stadsretten noget om Flensborgs alder? Den stadsret fra 1284 rummer 101 artikler. En dansk stadsret fra 1300 indeholder 133 artikler. En plattysk udgave fra 1431 rummer 132 artikler.
Det er en kendsgerning at oldermanden fra St. Knudsgildet fik indflydelse på rådmandssammensætningen.
St. Hans Kirke er ældre
Mariekirken, der blev opført i årene omkring 1284 er ikke Flensborgs ældste kirke. St. Hans Kirke er fra sidste halvdel af det 12. århundrede. Det er en traditionel romantisk landsbykirke. Egnen var dengang beboet af landbo – fisker – samfund. St. Nikolaikirke er fra 1400 men torvebebyggelsen er adskillige år ældre.
Arkæologer har i Angelborggade fundet en mønt fra kong Abels tid (1250 – 52). I 1248 skal Flensborg være blevet ødelagt af kong Erik. Genopbygningen kan være sket i Nikolai Sogn. De forskellige torveanlæg kunne også være konkurrerende byanlæg. Måske har Franciskanerklostret trukket ny bebyggelse til. Noget tyder på, at St. Knudsgildet havde fået mindre indflydelse.
Ballade mellem hertug og konge
Hertugdømmet Sønderjylland blev genforenet med riget, da Abel i 1250 blev dansk konge. Men da den 3. broder Kristoffer fulgte ham på tronen, så denne sig nødsaget til at overdrage sin brodersøn Valdemar Abelsen faderens hertugdømme.
Da hertugen døde ung, mente kongen sig stærk nok til at inddrage hertugdømmet på trods af krav fra Abels 2. søn Erik. Under de fortsatte stridigheder efter Kristoffers død, måtte Erik Klipping anerkende Erik Abelsens besiddelse af hertugdømmet. Da hertug Erik døde i 1272, så kongen sin chance til at inddrage Sønderjylland på ny, mens sønnen Valdemar Eriksen var mindreårig.
Da denne blev myndig blussede striden op på ny, og presset af stormands – oppositionen måtte kongen under danehoffets møde i Vordingborg 1283 skride til den omtalte forlening.
De evige stridigheder var en plage for byerne. I den foran nævnte overenskomst 28. juni 1282 mellem Slesvig og Flensborg enes man om forbud mod at anklage en borger ”hos de mægtige”.
Borgerne ønskede tydeligt ikke at blive kastebold i magtkampen mellem konge og hertug. Den unge hertug indledte sin regering med by-privilegier og anden by-lovgivning, der klart viste, hvor han søgte støtte til sit styre.
Flensborg er mindst 100 år ældre
Det er i dette lys, Flensborgs stadsret 1284 skal ses. Haderslev fik sin stadsret 1292. Den nære forståelse mellem hertugdømmets købstæder og hertug Valdemar den Fjerde holdt sig. Det er således bemærkelsesværdigt, at byråd og borgere i Slesvig, Flensborg og Haderslev forpligtede sig som garanter for et lån, hertug Valdemar fik i Østersøbyen, Grevfswald Det var en fordel at have et godt forhold til byerne.
Fik vi overbevist læserne om, at Flensborg er mindst 100 år ældre end antaget?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 3, 2022
H.C. Andersen på Als i 1844
På hjemtur fra Föhr. Hertuginden bad ham inderligt om besøg. På byens bedste hotel. Ikke så begejstret for byen og slottet. Andersen kendte ikke til kongens komfortable forhold. Begejstret for Als. Et besøg i Ketting. H.C. Andersens konfirmation. Nationale modsætninger var kommet til Als. H.C. Andersen ville ikke tale politik. Andersen blev bebrejdet at han var Hertugens gæst. Hertugens bror ”Prinsen af Nør” var også på besøg. Prinsen blev senere foræder. Stemningen blev bedre. Andersen blev betaget af Als. Nervøs og uden inspiration. Als blev beskrevet som en ”blomstrende Have”.
På hjemtur fra Föhr
Han var her flere gange i løbet af sit liv på besøg hos sine venner – den hertugelige familie. Siden i Gråsten. Det var han også i 1844. Han var endnu ikke fyldt 40 år og begyndt at blive anerkendt.
Hos arvehertugen i Weimar var han for nylig blevet modtaget som en kulturpersonlighed på niveau mod Goethe. Også på Föhr har han været en kær gæst hos den danske konge og dronning under deres ferieophold.
Hertuginden bad ham inderligt om besøg
Dronningen var søster til Hertug Christian August af Augustenborg, der med sin gemalinde, Louise Sophie, også var kongefamiliens gæster. Hertuginden blev betaget af digterens oplæsning. Hun bad indtrængende digteren om at besøge Augustenborg på hjemvejen.
H.C. Andersen rejste sammen med Christian Kellermann fra Föhr over Flensborg til Sønderborg. I sin dagbog den 10. september 1844 skrev H.C. Andersen:
– Vi kom nu til Sønderborg Sund, hvor vi gik over med en Træk Færge. Vandet lyste. Jeg så det først på det vaade Toug, det saae ud som faldt der St. Hans Orme fra det.
På byens bedste hotel
Han indlogerede sig sammen med Kellermann på byens bedste hotel ”Stadt Hamburg”. De drak vin og punch om aftenen.
Næste dag spadserede den en tur i det gode vejr. Andersen ville benytte lejligheden til at se nærmere på slottet, hvor Christian den Anden sad fanget.
Ikke så begejstret for byen og slottet
Tre år tidligere sejlede han forbi Sønderborg Slot på vej til Kiel til Årøsund. Han var dengang ikke synderligt betaget ved mødet med slottet og byen. I dagbogen skrev han dengang:
Sønderborg Slot hørte siden slutningen af 1700-tallet ind under hertugerne af Augustenborg. Men det var på dette tidspunkt i stærkt forfald. Det imponerede nu heller ikke H.C. Andersen, da han kiggede nærmere på det. Det skuffede ham også at tårnet, hvor Christian den Anden var fængslet, var revet ned. Alligevel kigger han med i en romantisk fortid:
Andersen kendte ikke til kongens komfortable forhold
Nu havde Andersen godt nok ikke kendskab til de ganske komfortable forhold, den afsatte konge levede under på slottet. Under rundgangen fangedes hans opmærksomhed imidlertid af et mere nærværende drama:
Begejstret for Als
Om eftermiddagen kørte Andersen og Kellermann til Augustenborg. Andersen skriver:
Ved ankomsten til hertugbyen tog de to rejsende først ind på kroen. Men de hentes straks efter til slottet, hvor de indkvarteres i Kavalerfløjen.
Et besøg i Ketting
Næste dag bliver vidne til en af digterens små triumfer. Han låner Hertugens vogn og kørte i stiveste puds med kusk og tjener til bispeboligen i landsbyen Ketting. Andersen havde et særligt formål med denne udflugt.
H.C. Andersens konfirmation
Tetens havde været præst ved Sct. Knuds Kirke i Odense og konfirmeret Hans Christian i 1819. I sognet var der en skik, at de fattige konfirmander meldte sig til forberedelse hos kapellanen, mens de velstående borgerskabsbørn samt Latinskolens elever gik hos stiftsprovst Tetens, hvis konfirmander stod øverst på kirkegulvet under konfirmationen. Men Hans Christian meldte sig hos stiftsprovsten som måtte tåle at få ”den grimme ælling ind i sin andegård”.
Drengenes medkonfirmander og provsten fandt dette brud på den sociale orden upassende og valgte at overse ham. Provsten så vist kun verdslig forfængelighed i den sære drengs trang til social opdrift og talte engang hårdt til ham om det.
Nu var den fattige dreng blevet en europæisk berømt digter, som kommer på besøg i hertugelig karet med krone på døren. Friskomagerens aparte søn, der blev konfirmeret i sin afdøde fars overkjole og stavrede op ad kirkegulvet i nye, knirkende støvler. Den dag var det ham, der kunne fortælle præsten om den gode Gud, der fører alting til det bedte, også for fattigbarnet med de rige evner.
Vi ved ikke, hvad Tetens tænkte ved besøget. Han var uden tvivl beæret over at se den berømte eventyrdigter i sit hus.
Nationale modsætninger kommet til Als
Men han var nok ikke helt tilfreds med, at han kom som gæst fra Augustenborg. Der var nemlig ikke det bedste forhold mellem bispen og Hertugen.
Også på Als var de nationale modsætninger mellem dansk og tysk begyndt at gøre sig gældende. Hertugen var som bekendt tysksindet og havde stillet sig i spidsen for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Hertugen arbejdede kraftigt for det tyske sprogs udbredelse. Og så krævede han arveret til hertugdømmerne.
Biskop Tetens var klart dansksindet. Han bremsede hertugens bestræbelser på at fortyske skolevæsnet på øen.
H.C. Andersen ville ikke tale politik
Under sit ophold på Als undgår Andersen heller ikke at mærke tidens nationale uro. Han forstår ikke selv meget af det, der sker i disse bevægende år. Han bryder sig heller ikke så meget om det. Politiske diskussioner holder han sig langt borte fra.
I sin dagbog for den 20. september skrev han:
Digteren var i det hele taget urolig og ængstelig ved udviklingen, som forstyrrede hans cirkler.
Tyskland var det land, der først viste ham anerkendelse. Her var hans popularitet størst. Nu følte han, at han var i klemme mellem sin oprigtige danskhed og taknemmeligheden over for Tyskland.
Andersen blev bebrejdet at han var gæst hos Hertugen
Under et besøg hos den dansksindede præst i Ulkebøl, Krogh – Meyer bebrejdede direkte Andersen, at han var gæst hos Hertugen.
Hertugens bror ”Prinsen af Nør” var også på besøg
Nu gik ikke alt op i politik under opholdet. Hertugen var også lidenskabelig interesseret i heste og afholdt hvert år hestevæddeløb i Augustenborg. Det finder netop sted, da Andersen er på besøg.
Prinsen blev forræder
En del fornemme gæster kommer tilrejsende, heriblandt hertugens bror, prinsen af Nör. Han er ikke mindre tysksindet end sin bror. Alligevel havde kongen udnævnt ham som statholder og kommanderende general i Hertugdømmerne.
Udnævnelsen af den stærkt tysksindede prins er fra kongens side en forsonende gestus over for sin svoger og vel dermed også et forsøg på at dæmme op for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Som bekendt lykkedes det ikke, idet Prinsen af Nør begik forræderi i 1848 og tog kommandoen over den Slesvig- Holstenske oprørshær.
Stemningen blev bedre
Ved frokostbordet fik H.C. Andersen plads ved siden af prinsen, som nogle dage forinden af de dansksindede borgere i Ribe var pebet ud af byen
Stemningen mellem de to var dog nogenlunde.
Andersen blev betaget af Als
Næste dag, da væddeløbene skal afholdes, kørte prinsen om formiddagen digteren rundt på øen. Andersen beskrev turen således i dagbogen:
Nervøs og uden inspiration
Selve væddeløbene trættede Andersen. Han var nervøs og plagedes af hovedpine ved tanken om den skåltale på vers, han om aftenen skulle udbringe for prinsesserne. Han var ellers kendt for sine kvikke improvisationer.
Men han følte at inspirationen svigtede ham ved denne lejlighed. Det lykkedes ham dog at frembringe nogle verslinjer, der hyldede de unge prinsesser.
Als blev beskrevet som ”En blomstrende Have”
Den 29. september forlod Andersen igen Als, idet han fra Brunsnæs på Broager Land sejlede med dampskibet Caroline Amalie til Sjælland.
Det gik eventyrdigteren, som det er gået de fleste andre, der har besøgt Als. Han faldt fuldstændig for øens blide skønhed. I ”Mit livs eventyr” beskrev han Als som ”en blomstrende have, hvor frodige korn og kløvermarker står indhegnede med nøddehække og vilde roser”.
Men i al uskyldighed har han også nydt at blive feteret af herskaberne og solet sig i glansen fra det lille hertughof på Augustenborg Slot.
H.C. Andersen besøgte ikke siden Als. Han opretholdt i nogen tid en brevveksling med hertuginden. Men kontakten ophørte helt efter krigsudbruddet i 1848.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 30, 2022
P. Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder
Han var født i Arrild. Han havde arvet en smule skribentevne. En god skole i Løgumkloster. Da de første soldater kom til Løgumkloster. Ved Amtsretten i Haderslev. En avis blev for tysksindet. Juridisk eksamen med topkarakter. Vestslesvigs Tidende blev genfødt. Slået sammen med Flensborg Avis. Han skulle hænges op på Tønders lygtepæle, mente de tysksindede. I fængsel i Tønder. Varetægtsfængslet i forbindelse med krigen. Masser af chikane. Forærede sin bogsamling væk. Tilbage til Løgumkloster
Han var født i Arrild
Nej han er ikke fra Tønder, han er ikke født her og ligger heller ikke begravet her. Men han levede i 50 år i byen. Alle kendte ham og han kendte alle. Selv de tysksindede hilste efterhånden på ham.
Peter Andersen Skovrøy var født i 1851 i Arrild. Faderen var snedkermester. Han hed Hans Hansen Skovrøy. De boede i et lille hus syd for byen, som bønderne byggede til ham. Det var mere en hytte end et slot, mente vores hovedperson.
Han havde arvet en smule skribentevne
Indgangen var gennem køkkenet, hvis gulv var belagt med kampesten. I stuen var der to alkovesenge. I den ene sov forældrene og i den anden hans et år ældre søster og ham selv.
Faderen havde en vis evne til at skrive. Bønderne kom ofte til ham og bad om hjælp. Stilen var meget god, men måske kneb det med retskrivningen. Skovrøy mente, at han måske arvede en smule skribentevne.
Som sin far elskede han at gå på jagt og fiskeri. Det var især friluftslivet han satte pris på.
Fra hans 7. år gik han kun i skole om vinteren. Om sommeren måtte han som andre bønderbørn vogte kvæg på marken. Faderen havde kun to kvier men en mængde får. De stod tøjrede om forsommeren på et stykke hedejord nord for byen.
En god skole i Løgumkloster
De flyttede til Løgumkloster, da Skovrøy var 11 år, hvor han gik i skole. Og det var en god skole. Om aftenen besøgte han en tysk aftenskole. Og så gjorde han tilløb til at lære engelsk og fransk hos en tysk privatlærer. Men det blev ikke til meget.
Krigen i 1864 gjorde ende på det. Drengene havde opdaget, at man ude i en sandgrav kunne høre kanondrønende ved Dybbøl, når man lagde røret til grus-væggen.
Da de første soldater kom
Og så kom dagene, hvor de første tyske soldater kom til Løgumkloster. Det var prøjsiske kyrasser med deres hvide kapper flagrende for vinden og det blanke brystpanser, som glinsede i solen.
Senere kom andre troppearter, små tyrolerjægere med deres vajende fjerbusk i hatten og grå spidsebenede ungarere En af disse stiftede Skovrøy et venskab med. Han lærte at tælle på ungarsk.
Ved Amtsretten i Haderslev
I 1866 blev Skovrøy konfirmeret. Omvæltningen i 1864 havde fuldstændig kuldkastet planerne for de unge til valget af livsstilling. Han far ville have ham ”til bogen” – men hvad nu? Det endte med at Skovrøy kom på et prøjsisk amtsrets-kontor i Haderslev. Det var i slutningen af tresserne. Fortyskningen var endnu ikke begyndt. Begge retssprog var gældende. Da Haderslev var overvejende dansk, førtes proceduren og afsagdes dommen i de allerfleste sager på dansk.
En avis blev for tysksindet
En fætter til Skovrøy som havde giftet sig ind i en stærk hjemmetysk avis udgav i begyndelsen af halvfjerdserne en dansk avis med upolitisk tendens. Skovrøy blev overtalt til at droppe amtsretten og hjælpe ham på aviskontoret.
Det varede et par år, så begyndte fætterens avis tilbøjelighed til at sejle over til tysken. Og det huede absolut ikke Skovrøy.
Juridisk eksamen med topkarakter
Han holdt op og henvendte sig til udgiveren af det danske blad Dannevirke i Haderslev. Udgiveren Hjort Lorenzen rådede ham til at tage til København for at tage dansk juridisk eksamen. I 1879 tog han eksamen med førstekarakter.
Efter en kort tid som sagførerfuldmægtig i Frederikssund tog han den 8. april 1882 til Tønder. Efter at prøjserne havde fjernet §5 kunne Skovrøy godt indse at belejringen ikke ville blive kortvarig. Nu ville han hjem og forsvare danskheden.
Vestslesvigs Tidende genfødt
Her ville han genskabe bladet Vestslesvigs Tidende. Et blad af samme navn havde her eksisteret til 1871. Hvor skulle han nu få kapital til at udgive denne avis? Han kørte rundt omkring til bønderne med en god dansk mand, urmager Rosenbom Løgumkloster, for at vække interessen for et dansk blad. Det var ikke vanskelig men penge var lige det kildne punkt. Han fik dog løfte om et lån på 100 mark hos fem mænd. Men med en driftskapital på 500 mark var det nok umuligt.
Egentlig var det fortvivlende men så en skønne dag kom hans morbror, Nis Hjuler fra Vellerup ind og lagde 1.500 mark på bordet foran ham på bordet.
Med 2.000 mark blev Vestslesvigsk Tidende genoprettet i Tønder den 1. oktober 1882
Men han fungerede også som en slags rådgiver for dansksindede. Og så påbegyndte han sin karriere som forfatter.
Slået sammen med Flensborg Avis
Han havde et fint øre for sprog. Han puslede meget om sproget. Under vanskelige økonomiske forhold fik han avisen op at stå. Han var selv ”Redaktør, ”ekspedient og maskinmester” Han skrev smådigte og skitser.
I 1885 blev bladet slået sammen med Flensborg Avis med Skovrøy som lokalredaktør. Hans artikler var præget af lune og friskhed. Han oversatte i løbet af en snes år ikke mindre end 150 romaner til Flensborg Avis føljeton.
Hans mor levede hos ham i de mange år i Tønder. Han var ugift. Men i sin lommebog ved sit hjerte bar han til sin død billedet af en ung pige fra Løgumkloster.
Han skulle hænges op på byens lygtepæle
Det var drøje tider for den danske redaktør i Tønder. Han blev hånet af de tysksindede og hans skilt blev overtjæret. Han skulle hænges på byens lygtepæle skrev det tyske blad.
Det var fælt, mente Skovrøy, om han først skulle pateres, før han blev hængt. Han blev sendt i fængsel mange gange, bl.a. fordi han havde skrevet, at en tysk amtsdommer, som telegraferede til Bismarck fra en krigsforeningsfest, sandsynligvis for en god ordens skyld også sendte et telegram til den tyske kejser.
I fængsel i Tønder
Det betød ”for at få en orden” sagde tyske domstole. Så blev han ellers sat i byens porthus. Det var resterne af Tønders slot. Og tyske tøndringer spyttede efter ham. Men han mistede ikke sin gode lune. Heller ikke dengang, da han ved Første Verdenskrigs begyndelse atter blev sat i porthuset. Fangevogterens kone græd, da han blev ført bort.
Han fortalte at hans fængsel var komfortabelt udstyret med et bord og en treben som stol. Gulvet var af træ, hvoraf størstedelen var gennemhullet og fortæret af rotter. Sengen stod på den bare jord.
Skovrøy beskriver også den væmmelige stank, der var her i arresten. Efter løsladelsen forærede han en vagabonderende snedkersvend sin fængselsdragt. Han havde åbenbart afsonet i sit eget tøj. Jo Skovrøy fortalte sandelig også at han havde fået læsetilladelse. Og han læste Wilhelm Bergsøes ”Fra Mark og Skov”.
Varetægtsfængslet i forbindelse med krigen
Han blev holdt i varetægtsfængsel fra 1. august til 22. september 1914. Han blev vækket 1.30 ved at der stod to skikkelser, en gendarm og en politibetjent foran hans seng. De bad ham om at stå op. Han skulle i varetægtsarrest. Samme skæbne overgik yderligere ca. 30 mænd fra området.
Først blev man ført til Altona, hvor man blev indsat der, hvor man også gemte nattens løse fugle. Næste dag blev de allerede frigivet. Men ak efter 8i dage, blev de allerede arresteret igen og ført til Flensborg.
Og sikke en medfart, han oplevede, da de blev ført gennem Tønders gader til Vestbanegården. Man blev hånet af den tyske pøbel, gamle og unge, kvinder og børn. De peb og hylede. Der blev også spyttet på de dansksindede. Det var så rå og simpel, så man ikke skulle tro det muligt, fortæller Skovrøy.
Masser af chikane
Skovrøy fotalte, at byen var dansktalende, men tysksindet, fanatisk og rå. Han har ikke tal på, hvor mange gange, hvor mange gange han var blevet mødt af råheder og ondskab. Han blev dagligt forulempet på gaden men også inden døre.
Når den prøjsiske krigerforening om aftenen marcherede gennem gaden, lød der tilråb til ham,
Forærede sin bogsamling væk
Og os nørder, der holder af Tønders lokalhistorie kender hans skildring ”Tredive Aar i Tønder” som blev udgivet i 1948. Og så husker vi hans talrige lokalhistoriske artikler.
Han fortalte dog også at hans kår i Tønder blev bedre. Forulempelserne svandt. Hans blad vandt også lidt udbredelse i Tønder by.
Da Tønder Læse og Ungdomsklub blev dannet forærede Skovrøy sin store bogsamling til foreningen. Jo, det var sandelig ikke uden grund, at han blev ”Ridder af Dannebrog”
Tilbage til Løgumkloster
I de sidste år var hans arbejdsevne udtømt. Han blev hædret af sin konge og af sine medborgere. Han døde den 27. februar 1934. Hans lig blev den 5. marts ført til hans barndomsby i Løgumkloster. Det var ved siden af sine forældre og på samme kirkegård som hans veninde fra ungdomsårene. Hende, som han havde et billede af i sin lommebog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 26, 2022
Carl Beuck, en modig pastor fra Mindretallet
Pastoren mente, at man ”burde aflyse Gud mere end mennesker”. Han fik en gennemgribende uddannelse. Ved fronten blev der sunget danske og tyske julesange under hans ledelse. Han blev præst i Sønderborg og Tønder, inden han kom til Aabenraa. Han vidste godt at hankunne miste helbred og liv. Ofte blev han kaldt til samtale. Han kunne slet ikke godkende Hitlers raceteorier. Han var en af de få hjemmetyskere, der fulgte biskoppens opfordring. Der var meget få kirkegængere der støttede ham. I alt bakkede ca. 95 pct. af hjemmetyskerne op om nazismen. Han forsøgte at ændre forholdene i frøslevlejren, men kommandanten ville slet ikke lytte til ham. Han opfordrede til at Det tyske Mindretal skiftede mentalitet. Ved en andagt i arresten i Aabenraa kom det til et sammenstød med Jens Møller, tidligere leder af NSDAP – N. Pastoren svarede Jens Møller skriftligt. Pastoren blev udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”-
Man bør adlyde Gud mere end mennesker
En modig hjemmetysk præst huskede disse ord:
Han huskede ikke blot disse ord, Carl Beuck. Han tog også konsekvensen af dem i sin forkyndelse og i sine handlinger.
Han var født den 17, november 1887 i Holbøl som søn af den daværende tyskfødte sognepræst J.O. Fr. Beuck.og hustru, Maria.
En gennemgribende uddannelse
Det meste af sin ungdom tilbragte han i Hørup på Als, hvortil hans far blev forflyttet. Her lærte sønnen den sønderjyske dialekt og blev fortrolig med grænselandets forhold. Han blev optaget på den højere skole i Haderslev den såkaldte ”Johanneum”. Han tog sin abitur (Studentereksamen).
Derefter gik han i gang med teologiske studier ved universiteterne i Greifswald, Erlangen, Kiel og Leipzig i årene 1907 – 1911
Danske og tyske julesange
Efter at have afsluttet sin værnepligt måtte han deltage i Første verdenskrig som officer. Han virkede som en pligttro, men human kompagnifører i infanteri-regimentet nr. 84 i hvilket befandt sig adskillige dansksindede nordslesvigere. Dem tog han sig lige så godt af som de tysksindede.
I danske soldaterbreve skildres således en juleaften i en skyttegrav i Nordfrankrig, hvor der under Beucks ledelse blev sunget både danske og tyske julesalmer.
Præst i Sønderborg og Tønder
I 1917 blev Carl Beuck taget til fange og måtte derfor opleve resten af krigen i en fangelejr i England. 1919 vendte han tilbage til sin hjemstavn og blev kaldt for andenpræst i Sønderborg.
Året efter blev han udnævnt som sognepræst for den tyske menighed ved Kristkirken i Tønder. I 1922 giftede han sig med Magda født Jensen fra Højer. Fra 1936 – 55 virkede Beuck som sognepræst for den tyske menighed i Aabenraa hvor han lige som i Tønder – var næstformand i menighedsrådet.
Beuck var foruroliget over udviklingen
I Aabenraa oplevede pastor Beuck nationalsocialismens stærke indflydelse på det tyske mindretal. Det var en udvikling, som foruroligede ham. I 1940 overværede han den tyske besættelse med dens nedbrydende virkninger på forholdene i grænselandet.
Det var begivenheder der slet ikke harmonerede med den kristne tro og syn på menneskeligt samkvem og naboskab. Efter hans mening var den nazistiske ideologi eller ”Weltanscahuung” ikke blot i strid med den tyske ånd, men slet og ret med ånd. Sand kultur vil altid hænge sammen med ånd og til et sundt og rigt folkeliv hører derfor også, at man deler åndelige værdier.
Tværtimod gik han ind for at støtte og styrke alle positive kræfter, der indenfor hjem, skole, foreningsliv og kirke ville modarbejde den etiske og moralske opløsning, som Hitler og hans fanatiske partifæller i realiteten stod for.
Han kunne risikere helbred og liv
Men pastor Beuck blev hurtig klar over, at han kunne komme til at risikere sit helbred og liv ved at gå imod dem, der troede, at de snart ville få magten.
Han kunne slet ikke godkende Hitlers raceteorier
Blandt meget andet kunne pastor Beuck slet ikke godkende Hitlers raceteorier med jøderne som syndebukke og heller ikke kulturlivets nazificering og ensretning. Dette gav sig udslag i bogafbrændinger under ledelse af Joseph Goebbels og landsforvisning af den teologiske professor Karl Barth. Han så med bekymring på de arrestationer og forbrydelser, der blev begået mod talrige danske, som satte livet til i tyske koncentrationslejre, skønt tyskerne havde lovet, at danske fanger kun ville blive anbragt i Frøslevlejren.
En af de få hjemmetyskere, der fulgte biskoppens opfordring
Da jagten efter de danske jøder gik ind i 1943, udsendte biskop Fuglsang – Damgaard i København en opfordring til at alle præster protesterede og erklærede, at
Pastor Beuck var en af de få hjemmetyske præster, der fulgte opfordringen, selv om han vidste, det kunne få alvorlige følger for ham. Han vidste nok, at han havde flertallet af hjemmetyskere imod sig.
Meget få kirkegængere støttede Beuck
Ved flere lejligheder blev han sat alvorlig på plads af den nazistiske ledelse på ”Dibbernhaus” og Nordschleswigsche Zeitung var lukket for indlæg, der kritiserede nazismen eller dens ledere.
Derimod bestemte han selv, hvad der skulle skrives i Gemeindeblatt i Aabenraa. Det som han her berørte faldt ikke i god jord hos flertallet af den tyske menighed. Gudstjeneste – besøget hos ham var skrumpet ind. Selv til mindegudstjenesterne for de faldne frivillige mødte der ikke mange op.
95 pct. af hjemmetyskerne bakkede op om nazismen
Nazismen havde bjergtaget så godt som hele mindretallet. Den daværende formand for Kreditaanstalt Vogelgesang, Jürgen Schmidt ved Øster Terp ved Løgumkloster udtalte endnu i 1945:
Det lyder meget sandsynligt. Kun i købstæderne var der mindre grupper var der antinazistiske eller mere moderate tyskere. Men de gik stille med dørene. I modstandsbevægelsen var der kun tre, der kom fra hjemmetyske familier.
Der var dog sket en tydeligt omslag i stemningen efter det tyske nederlag i 1943, især efter kapitulationen ved Stalingrad 31. januar 1943.
En anden formulering i den tyske avis
Nordschleswigsche Zeitung fik nu vejrhane – nykker. Avisen indstillede sig diskret på nederlag også for storpralerne. De manede nu til et indtrængende samarbejde og en udbedret forståelse mellem de to nationaliteter.
Forsøg på at ændre forholdene i Frøslevlejren
Den 11, november 1944 skrev biskop Noack i Haderslev til pastor Beuck, at forholdene i Frøslevlejren voldte ham bekymring, fordi den tysk – nazistiske lejrkommandant, SS – Sturmbannführer Philipp Hillgârtner, forbød morgen – og aftenandagter, lige som han fratog de indsattes bibler og salmebøger. Biskoppen mente, at en tysk præst kunne forhandle sig til rette med kommandanten.
Beuck begav sig få dage efter til Frøslevlejren og har skildret sit møde med Hillgârtner i Jørgen Mågårds bog ”Tysk fangelejr i Danmark” på en levende og realistisk måde.
Hillgârtner, der lod Beuck vente i to timer, var irriteret, kold og afvisende. Han ville hverken tillade andagter eller indførelse af bibler eller salmebøger i lejren og heller ikke give lov til, at meget syge eller døende måtte gå til alters, dersom de ønskede det.
Indlæg i kirkebladet i Sønderborg
Men krigen gik sin gang og det bar mod enden. Pastor Beuck blev opfordret til at skrive et indlæg i det tyske menighedsblad i Sønderborg om de kommende dage. Han begyndte med at udtrykke sin sorg over den måde, hvorpå det tyske folk på ny var blevet bedraget og fortsatte:
Beuck opfordrede til at Mindretallets ledelse ændrede mentalitet
Pastor Beuck mente, at en fuldkommen forandring i mindretallets mentalitet og dens fremtidige ledelse burde indtræde.
Beuck var en af de besindige, der stiftede ”Bund deuscher Nordschleswiger” og som den 1. december 1945 vedtog en erklæring, der indeholdt en ubetinget loyalitetserklæring til den danske konge, den danske stat og den nuværende grænse fra 1920.Om det var alle parteigenossen, der var enige i dette er nik tvivlsomt.
Sammenstød med Jens Møller
Da pastor Beuck juleaften 1945 holdt andagt i arresten i Aabenraa, hvor nogle af de ”gestrigen” og fordums magthavere var til stede, kom det til en kort konfrontation mellem Beuck og føreren af NSDAP – N, fordi sidstnævnte hævdede, at pastor Beuck havde underskrevet den hjemmetyske loyalitetserklæring, der kunne skade de internerede.
Et svar fra pastoren
Beuck ville ikke ødelægge julefreden, tav stille, men skrev følgende brev til den afgående fører.
Udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”
Pastor Carl Beuck var blandt de få hjemmetyskere, som i en mørk og ond tid vovede at gå ind for ideer og det grundlag, vores europæiske kultur bygger på og som var med til at skabe en ny og bedre fremtid for de to nationaliteter i grænselandet.
For sin djærve indsats blev han af den danske konge udnævnt til Ridder af Dannebrog. Pastor Beuck døde i Aabenraa i 1985 i en alder af 98 år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 23, 2022
Fuglen er fløjet
Fuglsang fra 1865. Et stykke jord, der gav gevinst. Starten til Bryggeriet. Is fra Haderslev Dam. Brygmesteren, der ikke havde forstand på at brygge øl. Man producerede nu selv malten. Kom næsten for sent til eget bryllup. Virksomhed delt i to. Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner. Maltfabrikken hårdt ramt. En voldsom brand. Man ville lukke malt-fabrikken. 93 pct. af malten til 55 lande. Fuglsang forblev en lokal øl. Nye produkter fra Fuglsang. Markedsføring mislykket. 2021 blev virksomheden solgt til Royal Unibrew. Farvel til Danmarks ældste familie-drevne bryggeri. Store aktører på det danske marked. Maltfabrikken i Haderslev og Thisted forbliver i familien Fuglsangs eje.
Fuglsang fra 1865
Man havde ventet det. Men alligevel kom det som et chok. Den sidste Fuglsang – øl er lavet i Haderslev.
Der lavet Fuglsang – øl til sønderjyderne fra 1865. Og det hele startede i 1864. Da Søren Christian Fuglsang i 1864 flyttede fra Store Drendrup ved Ødis, var der intet, som tydede på at han ville grundlæggeren af Sønderjyllands førende bryghus. Søren Chr. Fuglsang kendte ikke noget til kunsten at brygge øl. Oprindelig var han landsbrugsuddannet.
Et stykke jord, der gav gevinst
Hans far, Hans Chr. Fuglsang, var det første der brugte navnet Fuglsang efter moderens fødegård., Fuglsang i Brærå ved Hoptrup, var skolelærer.
Hans Chr. Fuglsang var bagersøn fra Brøndstræde. Han var først skolelærer i Sommersted, hvor Søren blev født og senere fik han skoleembedet i Skodborg.
I 1864 kom Søren Chr. Fuglsang til Haderslev. Her købte han et jordstykke ved Ribe landevej. Det skulle vise sig at være en god forretning. Med anlæggelsen af statsbanen i 1864 købte jernbaneselskabet en lille del af Søren Chr. Fuglsangs grundstykke til jernbanelinien mellem Haderslev og Vojens.
Starten til bryggeriet
Søren Chr. Fuglsang havde i en årrække været forvalter på Store Drenderup. I 1848 blev han gift med datteren på gården. En del af gårdens jorder blev udstykket til gården Drenderup Nygård, som Søren overtog.
Han var en dygtig landmand og drev derudover et lille teglværk, brænderi og skovbrug i tilknytning til gården. Det var salget af denne gård, som gjorde det muligt for ham og familien at bosætte sig i Haderslev.
Salget af jorden gav penge nok til et mindre bryggeri med tilhørende bødkeri i 1865. Dette blev starten til det bryggeri, som vi kendte i så mange år.
Is fra Haderslev Dam
En del af dette lille bryggeri bestod af en lang, lav bygning samt nogle jordkældre, der kun stak 1,5 meter op over jorden. Her holdt man øllet koldt året rundt ved hjælp af den is man hentede i Haderslev dam om vinteren.
Begyndelsen var dog svær for Søren Chr. Fuglsang, da hans brygmester åbenbart ikke var så nøjeregnende med brygningen. Øllet blev derfor ringere og ringere for hver gang.
Brygmester havde ikke forstand på ølbrygning
Men det kunne have været forbi, inden det hele begyndte. Det kan man læse i jubilæumsskriftet fra 1940, hvor bryggeriet fyldte 75 år. Her beskrives brygmesteren som ”en letsindig og upålidelig person, som heller ikke havde meget forstand på ølbrygning”
Man producerede nu selv malten
Den fransk – tyske krig gjorde ondt værre. På fallittens rand fik han hjælp af den fra krigen hjemvendte søn Conrad og senere blev sønnerne Sophus, Christian og den yngste søn inddraget. Dermed skabtes grundlaget for familievirksomheden.
I 1879 var ølproduktionen blevet så stor, at det kunne betale sig for Fuglsang at producere malten selv. Og dette fortsætter man med den dag i dag. Denne del af virksomheden er ikke blevet solgt.
Kom næsten for sent til eget bryllup
Sophus Fuglsang får mere og mere ansvar. Det også ham, der står for forhandlingerne, da bryggeriet i 1885 tager del i den industrielle revolution ved at købe en dampmaskine på hele 8 HK. Forhandlingerne trækker så meget ud, at Sophus er ved at komme for sent til eget bryllup. Gæsterne er allerede kommet, da han endelig kommer hjem.
Virksomheden delt i to
Det gik godt for Fuglsang – familien. Conrad Fuglsang købte et bryggeri i Mühlheim. I 1895 blev der købt et bryggeri til den yngste søn, Clausen Fuglsang. I Haderslev overtog brødrene Sophus og Christian efterhånden driften. I 1902 delte man virksomheden i to:
Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner
Med anlæggelse af Haderslev Amts Jernbaner fra 1898 fik Fuglsang mulighed for at sælge til de mange beværtninger/krostuer, der blev indrettet i de nye jernbanestationer. Firmaet fik hvis nok eneret.
Der blev aftalt gensidige aftaler mellem bryggerierne i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Flensborg om ikke at konkurrere med hinanden. Det blev i årene 1886 til 1906 opført nye produktionsbygninger.
Maltfabrikken hårdt ramt
Første Verdenskrig og ”Genforeningen medførte en større omvæltning for de sønderjyske virksomheder. Det tyske marked blev lukket. Man skulle nu til at konkurrere med gamle, velrenommerede danske virksomheder.
Den skærpede konkurrence medførte at bryggeriet i 1929 blev omdannet til et aktieselskab. Hårdest ramt var dog maltfabrikken, der mistede malteksporten til Tyskland, Nye produktionsmuligheder opstod, fra 1920erne blev der også fremstillet farve – og karamelmalt.
En voldsom brand
Den 5. august 1933 blev bryggeriet Fuglsang hærget af en voldsom brand, Maltfabrikkens bygninger, som bestod af mange rum, trapper og transportanlæg af træ, nedbrændte.
Den økonomiske vækst, Fuglsang havde oplevet inden branden blev afløst af en mindre nedgang. Da forsikringssummen ikke dækkede hele genopbygningen, måtte de to brødre Conrad og Sophus Fuglsang, som efter faderens død i 1931 havde overtaget driften, tage stilling til, om maltproduktionen skulle fortsætte.
Man ville lukke malt-fabrikken
Malt-fabrikken havde kun haft en maltproduktion på 32 procent i forhold til årene før 1920. Men udsigten til nye kunder i de oversøiske markeder, som efterspurgte malt. Da Fuglsang samtidig fik en større maltordre fra Schweiz, påbegyndte brødrenene en genopbygning. Fabrikken blev bygget således, at den tidligere kapacitet kunne holdes.
Den ny fabrik stod færdig i november 1934. Indtil 1939 leverede Fuglsang malt til bryggerier i 22 forskellige lande. I 1933 fik bryggeriet eneret til fremstilling af chabeso – ekstrakt.
93 pct. af malten til 55 lande
Efter Anden Verdenskrig mistede Fuglsang en del af maltproduktionen. I mellem tiden var malt var maltproduktionen igen blevet en del af bryggeriet. Ud over leveringen af malt til Schweiz, overlevede bryggeriet således ved at fremstille kaffeerstatning, som fik en ret omfattende betydning.
I 1965 eksporterede Fuglsang 93 procent af produktionen til 55 lande rundt i verden. Den øvrige produktion gik til Fuglsang selv og andre danske bryggerier.
I løbet af 1960erne indtrådte Sophus Fuglsangs tre sønner i firmaet. Rainer Fuglsang var teknisk direktør for malteri og bryggeriet. Mens Sigurd Fuglsang og Iver Fuglsang var direktører for henholdsvis malteri og bryggeri. Fætteren Christian Fuglsang blev tilknyttet bryggeriet. Femte generation nåede at blive repræsenteret gennem Kim, Christian og Claes Fuglsang.
Fuglsang – øl forblev en lokal øl
Med Tysklands indtræden i Fællesmarkedet i 1962 steg toldsatserne. Dette blev dødsstødet for en del af de sønderjyske bryggerier. Aabenraa, Sønderborg og Tønder måtte årene efter lukke, hvorved Fuglsang blev den foretrukne øl.
Fuglsang – øl blev dog fortsat en lokal øl og blev med undtagelsen af universitetsmiljøet i København kun solgt i Sønderjylland.
Bryggeriet opnåede samme position som Ceres har i Aarhus, som Albani har Odense og som Thor og Odin har haft i henholdsvis Randers og Viborg.
Nye produkter fra Fuglsang
I 1996 introducerede bryggeriet Fuglsang White Christmas og året efter Black Bird. Det var de første nye øltyper, bryggeriet havde lanceret i godt 25 år. I december 2000 blev julebryggen Ding Dong kåret af Vestjysk Ølkultur som årets julebryg ud af 81 ølmærker.
I 2016 overtog Fuglsang Mineralvands-fabrikken Frem fra Ribe. Her overtog man en del kendte mærker. Med overtagelsen i Ribe kom der mod på ekspansion. Og hvis ikke salget til Royal Unibrew var blevet til noget, var det lige før der skulle opføres et helt nyt tapperi ved motorvejen i Vojens.
Markedsføring mislykket
I det sønderjyske drikkes der flasker med grønne Fuglsang og Black Bird. De hentes i stor stil hjem fra grænsebutikkerne. Fadølsforsyningen til lokale festivaler og byfester blev også leveret af Fuglsang.
Man har i mange år forsøgt at få et nationalt gennembrud fra Fuglsang lige som Ale no. 16 fra Fyn. Fuglsang har ved flere lejligheder forsøgt at være til stede i supermarkeder og nord for Kongeåen, men det er aldrig lykkedes for alvor.
2021 sælges Fuglsang til Royal Unibrew
I maj 2021 Kunne Kim Fuglsang berette, at bryggeridelen var solgt:
Der var underskrevet en aftale med Royal Unibrew, som forseglede skæbnen for det 156 år gamle Fuglsang bryggeri i Haderslev.
Farvel til Danmarks ældste familie-drevet bryggeri
Beskeden blev afleveret til medarbejderne, der nu ikke mere arbejdede for Danmarks ældste familieejede bryggeri men Danmark næststørste bryggerikoncern. Royal Unibrew er skabt via en sammenlægning af 33 bryggerier og har således i forvejen flere regionale danske platforme med regionale brands, f.eks. Albani, Ceres og Thor.
Store aktører på det danske marked
På det danske marked for drikkevarer er der meget få virkelige store aktører – og rigtig mange små. Fuglsang er ikke så små, at de passer ind i kategorien for mikrobryggerier. Med overtagelsen af Frem voksede Fuglsang til at være Danmarks femtestørste bryggeri målt på omsætning. Men man kunne se, at der var en lang vej til at blive en af de helt store. På sigt ville det være en dårlig forretning at fortsætte kampen i mellem-kategorien.
Malt-fabrikken forbliver i Fuglsangs eje
Drøftelserne i Fuglsang – ledelsen førte til at Royal Unibrew var det rigtige valg. Kim Fuglsang fortsætter som direktør for Sophus Fuglsang Export – Maltfabrik i Haderslev og Thisted som allerede skrevet forbliver i Fuglsangs ejerskab.
Maltfabrikken leverer størstedelen af den gode malt, der anvendes i Fuglsangs øl. Maltbyggen kommer fra danske marker, der med Danmarks kystnære klima giver ideelle forhold til at producere god malt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 19, 2022
Er Historien nu gengivet korrekt?
En masse er forbigået. Venner og uvenner. Undertegnet truet til tavshed. Formands butik smadret og så skulle han have livvagter med. Medier glemmer hændelserne i 1999. Ingen klassekamp uden gadekamp. Politiet dukkede slet ikke op. Detailhandlen blev ikke holdt skadefri, selv om politikere hævdede dette. Foreningen følte, at de ikke havde flere venner. Undskyldning efter mange hundrede smadrede vinduer. Christiania – cykler fundet ved Ungdomshuset. Det var mere på spil. Allotria – hændelsen skabte sympati Ryesgade og bomben i Søllerødgade. Detailhandlen var gidsler i et politisk spil. Kunder valgte en anden bydel. Da Ruth Evensen så et tilbuds – banner og fik et signal fra Gud. På Jagtvej 69 trivedes de unge. Politimester afviste, at Ungdomshuset var problemet. Nørrebro Handelsforening fik tilbudt huset for en krone Baldersgade – fonden tilbød 2,2 millioner. En smart boligteknisk fidus ved dannelsen af Human A/S. De solgte alle aktier til Fadehuset. Disse opsagde aftale med de unge. 35 mand på skadestue. Fogedretten afgjorde at Ungdomshuset skylle ryddes. Julefreden sænkede sig ikke over Nørrebro. HK og Nørrebro Handelsforening lavede forholdsordre. Den lille dyrehandel på Runddelen blev udnævnt til kapitalist – butik. De unge sagde nej til Stevnsgades Skole. Samfundet kunne være sparet for en masse penge. Masser af trusler. Breaking News med billeder af røverier på Nørrebro.
En masse er forbigået
Normal har en historie ”de gode” og ”de onde”. Læser man historiebøger igennem finder man ud af, at historien jo ikke er korrekt gengivet. Det gælder for eksempel de unges kamp for Ungdomshuset. Utallige bøger om emnet er gennemgået. Men en masse ting er mere eller mindre glemt eller forbigået. Hvorfor egentlig?
Er det fordi, man er blevet partisk? Under kampen formulerede jeg talrige presseinfo m.m. I Nørrebro Handelsforening talte vi med de unge, med politikere, med politibetjente, med borgere på Nørrebro og med forsikringsselskaber.
Venner og uvenner
Vi blev truet først af den ene fløj og dernæst af den anden fløj. Vi fik trusler fra politibetjente og så blev vi truet på pengepungen af politikere. Og pludselig fik vi helt nye politiske venner fra begge fløje.
Truet til tavshed
Vi havde fået kendskab til specielle kurser i Ungdomshuset. Det omtalte vi på vores Facebook – side. Vi blev bedt at fjerne disse oplysninger. Det ville vi ikke i første omgang. Men efter at tre hætteklædte personer var set ved vores hovedindgang privat, mens undertegnede var til en privatfest, fik vi slettet indlægget.
De unge truede også med, at man som led i kurset kunne forsøge at smadre de første medlemmer af Nørrebro Handelsforenings butikker.
Butik smadret og livvagter med
Formanden fik smadret sin butik og ved et debatmøde var han blevet truet af et folketingsmedlem og måtte have livvagter med. Det var hvis nok PET – folk. Folketingsmedlemmet blev dog aldrig dømt for sine trusler.
Medier glemmer hændelser 8. – 9. november 1999
Når medier gennemgår hændelser på Nørrebro, så glemmer de hændelserne den 8. – 9. november 1999. Vi er i handelsforeningen blevet bebrejdet at vi kalder hændelserne for terrornatten. Et ægtepar følte sig i livsfare, da de i deres parfumebutik arbejdede sent. De ringede efter politiet. Men de dukkede aldrig op.
Ingen klassekamp uden gadekamp
Den nat blev der smadret 123 butiksvinduer og 11 indgangsdøre blev smadret. Der blev røvet adskillige butikker. Næste morgen blev der på muren fundet følgende citat:
Politiet dukkede slet ikke op
Da det hele var overstået, dukkede politiet op. Detailhandlen og Nørrebro Handelsforening opnåede sandelig at få en undskyldning fra justitsministeren.
Detailhandlen blev ikke holdt skadefri
Politikere stillede sig frem i diverse medier og forkyndte, at detailhandlen blev holdt skadefri af deres forsikringsselskab. Intet var mere forkert. Vi citerede en af toppolitikernes udtalelser i Radioavisen. Samtidig påtalte vi alle de fejl, vedkommende kom med.
Undertegnede blev truet med pressenævnet. Men medarbejdere på radioavisen kunne bekræfte, at vedkommende politiker var rigtig citeret.
I begyndelsen var der en selvrisiko på 8.000 kr. pr. vindue. Men det blev for dyrt for forsikringsselskaberne, så den blev afskaffet. Nu måtte detailhandlerne pludselig betale det hele.
Foreningen følte, at de slet ikke havde flere venner
Det må de ikke, sagde politikerne. Og så skete der ellers ikke mere. Flere gange gik vi i medierne og bad kommunen om at finde en løsning. Men ak og ved. Vi følte, at vi slet ingen venner havde, hverken i Ungdomshuset eller på Rådhuset.
Undskyldte efter mange hundrede smadrede vinduer
Detailhandlen var hele tiden gidsler. De var ikke part i sagen. Og de unge kunne ikke forstå, at når de smadrede butiksvinduerne så var det som at skyde sig selv i foden. Hvad hjælper det, at de undskyldte efter at have smadret flere hundreder af butiksvinduer.
Og sådan kunne vi blive ved. Vi overvejede at lave en undersøgelse over, hvor mange detailhandlere på Nørrebro, der opgav deres virksomhed grundet udgifter i forbindelse med hærværk, rudeknusninger m.m. Det er bestemt ikke få.
I diverse udgivelser står det anført, at de unge kun er gået efter banker og ejendomshandlere m.m. Det er dem, de kalder for kapitalister.
De unge ville bestemme, hvilke virksomheder, der kom
På et tidspunkt ville de unge også være medbestemmende i, hvilke slags virksomheder, der var brug for på Nørrebro. Så gik det ud over de virksomheder som de unge mente ikke passede ind i bybilledet.
Vi kan ligesom politiet ikke vide om begrebet ”De unge” kommer for samme adresse. Og undertegnede husker ikke mere, om vi anmeldte de overgreb som vi som bestyrelsesmedlemmer oplevede til politiet.
Christiania – cykler fundet ved Ungdomshuset
På et tidspunkt var der nogle, der angreb os for ”manglende Socialt ansvar”. Det var på det tidspunkt, hvor vi i vores indkøbsordning havde ansat mindst 10 brugere af Ungdomshuset.
Vi oplevede at flere af vores ”Christiania Cykler” forsvandt. De blev så fundet omkring ungdomshuset, hvor de var malet i diverse farver. De var meldt stjålet på politiet. De mest bredskuldrede ansatte hentede disse cykler. Vi fik sammenlignet stelnumre m.m. Vores stunt meddelte vi også politiet.
Der var mere på spil
Det var som om, at der var mere på spil end retten til at benytte et tomt hus. Brosten regnede ned over kampklædte politifolk og gennem vinduerne i Nørrebros butikker. Selv den lille dyrehandel på Nørrebros Runddel var pludselig en ”kapitalist – butik”.
Allotria – hændelsen skabte sympati
Allerede i starten af 1980’erne besatte BZ – bevægelsen en række tomme huse i København over boligmangel. De besatte bl.a. Allotria i Korsgade. Dette blev til en succeshistorie. Da politiet troppede op måneder efter besættelsen for at rømme huset var det tomt. BZerne havde gravet en tunnel under Korsgade og kravlede op gennem gulvet hos blikkenslageren over for, hvorefter de flygtede. Dette vakte sympati i visse dele af pressen og befolkningen.
Ryesgade og Bomben i Søllerødgade
Flere huse blev i tidspunktet 1983 – 1986 besat i om omkring Ryesgade. Da politiet ryddede et af husene i 1986, blev det beskyttet af op mod 1.000 aktivister. Politiet måtte trække sig tilbage. Inden da kom der en ny konfrontation – Søllerødgade – bomben. Vi har skrevet tre artikler om temaet. Men ofte må vi trække indlægget tilbage på grund af den debat, der opstår. Facebook kalder det ”hadefuld retorik”.
Det var Nynazister
Den 16. marts 1992 blev postkassen hos Internationale Socialister tømt. Aktivisten Henrik Christensen tog posten med ind på kontoret. Der var en brevbombe imellem. Hvem der stod bag bomben, er stadig et åbent spørgsmål. Internt i det venstreradikale er der ingen tvivl. Det var danske nynazister. Drabet fik konflikten mellem de venstre – og højreradikale bevægelser til at eskalere yderligere over de næste år.
Gidsler i et politisk spil
Kunder valgte at handle et andet sted
Rydningen af Ungdomshuset medførte alvorlige gadekampe af flere omgange. Det var i 2007. Også dette har vi fastholdt i flere artikler. Flere gader stod i brand. Flasker, brosten og krysantemumbomber blev kastet efter politiet. 714 personer blev anholdt. Millioner af kroner forvandt fra Nørrebros detailhandel. Kunder valgte at handle andre steder.
Her var Nørrebro ikke i centrum
I 2009 mødte mellem 60.000 og 100.000 op til en demonstration imod Cop15. der blev foretaget 913 anholdelser. Folk blev lagt i strips og placeret på asfalt i timevis. For en gangs skyld var det ikke Nørrebro, der var i centrum.
Man skal være imod noget
Man må konstatere at i lang tid formåede den yderste venstrefløj at sætte dagsordenen på Nørrebro. Langt om længe fik de et nyt ungdomshus på Dortheavej. Det kan vel betragtes som en halv sejr. Og en vis afmatning kunne mærkes.
Man skal helst være imod noget. Det gælder både for antifascister, antiracister og antikapitalister. Man mangler et samlende fjendebillede.
Da Ruth Evensen så et tilbuds – banner
Dengang holdt Faderhuset til i Griffenfelds-gade 7A. En dag i 1999 kørte Ruth Evensen forbi. På Ungdomshuset hang et stort banner:
Hun har til medier forklaret, at hun fik et budskab Helligånden om, at hun skulle købe
På Jagtvej 69 trivedes ungdommen
Man kan sige at på Jagtvej 69 trivedes ungdommen. Det var et vildt kreativt frirum. Der var masser af koncerter, kreative workshops, en anden kultur og workshops. Nu var det ikke altid, at ”Naboerne” var lige glade for dette.
Politimester afviste at Ungdomshuset var problemet
I 1980erne og 90erne skrev medierne løbende om problemer med kriminalitet og hærværk, der udgik fra Ungdomshuset. I Jagtvej 69 opstod der en brand. I den forbindelse konstaterede man svamp i konstruktionen. Husets fejl blev udbedret i samarbejde med brugerne af huset.
I juni 1998 vurderede politimester Hanne Bech Hansen i et notat til kommunen at:
Det var få måneder efter at Pia Kjærsgaard var blevet overfaldet af autonome på Nørrebro.
Dette fik Københavns bygge- og teknikborgmester Søren Pind til at forlange at Ungdomshuset lukkede.
Nørrebro Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.
Reaktionen fra brugerne var mere end negativ
I protokollen fremgår også at dette lod man Ungdomshuset vide gennem de kontakter man havde. Reaktionen fra brugerne var mere end negative. Man ville sandelig ikke lade sig styre af Nørrebro Handelsforening. Senere har man fra Ungdomshusets side benægtet, at man nogensinde har fået sådan en besked.
Brandvæsnet og sociale myndigheder havde svært ved at få adgang til huset og tålmodigheden hos Naboerne var efterhånden opbrugt.
Baldersgade – Fonden havde tilbudt 2,2 mio. kr.
Et stort flertal i Borgerrepræsentationen besluttede at sælge til Human A/S. Baldersgade-fonden havde ellers tilbudt 2,2 mio. kr. Man ønskede at videreføre huset og sætte det i stand i samarbejde med de unge. Dette forslag blev dog forkastet i udvalgsmøder på Rådhuset.
Interessant var, at Human A/S var et helt nystiftet firma ledet af advokat Inger Loft fra kommunens eget advokatfirma.
En smart boligteknisk finte
Den 16. december 2000 solgte Københavns Kommune Jagtvej 69 til Human A/S for 2,6 millioner kroner. En klausul i aftalen giver i tilfælde af videresalg kommunen fortrinsret til at købe huset til. Men i september 2001 overdrages alle aktier i Human A/S til faderhuset. Dermed omgås tilbagekøbsklausulen.
Det var en smart boligteknisk finte. Mon ikke et flertal af politikere på Rådhuset følte sig ført bag lyset. Der har sikkert været kræfter på Rådhuset der var modstander af Ungdomshuset og mente, at det var smart at en nyreligiøs bevægelse skulle overtage stedet.
Faderhuset opsagde aftale med de unge
Det var da bestemt heller ikke det rette signal at sende til de unge, hvis kommunen ønskede ”fredelige” tilstande. De unge valgte at gå rettens vej og forsøge at erklære salget ugyldigt.
Faderhuset opsagde aftalen med husets beboere. De havde tre måneder til at fraflytte Jagtvej 69. I oktober 2001 anholder politiet 34 unge, der er trængt ind i faderhuset og begået hørværk.
35 mand endte på skadestuen
Den 31. december 2001 forsøgte Ruth Evensen og en række mennesker fra Faderhuset at få adgang til Ungdomshuset. Det ender i en voldelig konfrontation.
Faderhuset havde en låsesmed med. Men sidedøren var åben. Der var meget beskidt og ulækkert indenfor, oplyses der fra faderhuset. Vandet stod i flere centimeters højde. Gulvet var fyldt med papir og madrester. Pludselig kom et tæskehold fra Ungdomshuset. Telefonkæden havde været i gang.
Politiet blev tilkaldt. Hele 35 mennesker røg på skadestuen.
I januar 2004 afgjorde Byretten at faderhuset havde brugsret til ejendommen. Dommen ankes til landsretten Sideløbende arrangeres der store demonstrationer. Igen må butiksvinduer holde for.
Fogedretten afgør at huset skal ryddes
På Nørrebro kom der nu visitationszoner. I august 2006 stadfæster landsretten Byrettens dom. Fogedretten afgør i oktober at Ungdomshuset skal være ryddet senest 14. december, så faderhuset kan flytte ind. Fonden jagtvej 69 forsøgte at købe grunden af Faderhuset. 83 aktivister anholdes for at lave hærværk mod Faderhusets bygning i Rødovre.
Julefreden sænkede sig ikke over Nørrebro
Den 16. december 2006 eksploderer Nørrebro efter flere ugers demonstrationer. Nørrebro handelsforening havde forsøgt at skrive til parterne for at sikre julefreden. Foreningens flotte juletræ blev brugt til en af de unges mange bål i gaderne. Brosten og kanonslag bliver smidt efter politiet og ind i butiksvinduerne. Politiet gengælder med tåregas. 300 blev anholdt. Mange af dem var aktivister fra Tyskland, Norge, Sverige og Holland.
For mange af byens detailhandlere var årets julehandel ødelagt. Nu kunne man gå i gang med at udbedre skaderne fra hærværket.
HK og Nørrebro Handelsforening laver forholdsordre
Sammen med HK laver Nørrebro Handelsforening retningslinjer, hvordan man skulle forholde sig. Foreningens hjemmeside var åben for politiets og Ungdomshusets budskaber.
Nye anklager
Politiet forsøgte med anklager om, at man havde kastet med diverse ting. Men dette blev frafaldet. På anmodning fra Brian Mikkelsen lød tiltalen nu på, at man ikke havde forladt stedet, da politiet havde opløst demoen. Det betød masser af anklager.
Foreningen havde tilkendegivet støtte
Den 1. januar fik København en ny overborgmester. Hun starter med at konstatere at hun har ”arvet” en møg-sag med Ungdomshuset. Hun starter dog med at gå i dialog med de unge for at finde et nyt ungdomshus.
På det tidspunkt havde Nørrebro Handelsforening for længst gået i offentligheden og bekendtgjort at de støttede de unge i søgen efter et nyt ungdomshus. Det afstedkom særdeles vrede mails og enkelte udmeldinger.
Politikere afviste Nørrebro Handelsforening som mæglere i konflikten.
De unge sagde nej til Stevnsgades Skole
Vi deltog i et par mandagsmøder i et telt på Rådhuspladsen og hjalp til med en indsamling for skadelidte på Nørrebro. Jeg tror at vores udgifter var større end det som vi fik ind.
De unge siger nej til Stevnsgades Skole. Og det blev dens naboer sikkert glade for. Overborgmesteren bebrejder de unges forsvarsadvokat Knud Foldschack, hvorfor han ikke havde overtalt de unge til at sige ja til dette tilbud. De unge sagde nej til dette tilbud og Foldschack ville miste troværdighed, hvis han pressede de unge.
Samfundet kunne være sparet for en masse penge
I Nørrebro Handelsforening forsøgte vi at gå i dialog med de unge. Det burde kommunen have gjort længe før. Det ville have sparet samfundet for en forfærdelig masse penge. En masse af de gamle butikker havde stadig været her og så havde vi også bevaret en større del af detailhandler – salget på Nørrebro.
Dialog er vigtig
Hvis virksomheden Procasa nogensinde skal bygge på grunden så er et godt råd at gå i dialog med de unge. Nej de skal ikke bare have ret. Men diplomatiske løsninger, hvor de unge får medbestemmelse, er at foretrække i stedet for gadekampe.
Myndighederne var alt for længe om at tage de unge alvorlige. Politiet havde også brugt dialog for at forebygge gadekampe men måtte opgive til sidst.
Det forlyder, at de unge var i dialog med kommunen med henblik på at finde en løsning frem til rydningen af huset i 2007.
Demokrati bygger på love, der skal overholdes
Et demokrati bygger på love, som skal overholdes. I Danmark har vi forsamlings – og ytringsfrihed. Vi kan mødes til demonstrationer og give udtryk for vores holdninger. Vold og ødelæggelser af andre menneskers ejendom hører ingen steder hjemme. Det kan vi hverken kan eller skal vi som samfund acceptere.
Og så er det noget, der hedder ejendomsretten.
Dagen, da Ungdomshuset blev ryddet
Og selve dagen, hvor rydningen fandt sted, var speciel. Vi åbnede tidligt for det var bogudsalg. Fra butikkens køkkenvindue oplevede vi det som en actionfilm med to helikoptere. Efterfølgende kørte ambulancer i pendulfart ned ad Heinesgade.
De unge skreg inde af døren, at vi handlede med uro’ er. Men de unge fik lov til at bruge vores toilet. Vi hørte at de unge truede med ildspåsættelse mod en restaurant længere nede, fordi de serverede morgenmad for de såkaldte uro’ er. Efterhånden lukkede de fleste butikker på Nørrebrogade.
Lukkede 20 min. før tid
Boghandlen var en af de sidste butikker, der havde åben. Nogle af de ansatte var for længst blevet sendt hjem. Medierne samlede sig nu i vores butik. Undertegnede blev filmet med mottoet ”Sådan sælger man bøger”. Indslaget skulle være brugt om aftenen.
Men nu kunne jeg ikke mere bære ansvaret. Tyve minutter før ordinær lukketid bad jeg kunderne blive færdig, for nu ville vi lukke. Det var ikke en særlig populær beslutning hos kunderne. Efterfølgende var jeg glad for den beslutning.
Breaking News af røverier
Om aftenen var alt tv annulleret. Der blev berettet direkte fra Nørrebro med Breaking News. Man så, hvordan de unge røvede Irma og Kvickly og atter engang udøvede hærværk mod de ”kapitalistiske butikker”. Skaderne udgjorde nu millioner af kroner. Hvordan det passede ind i de unges filosofi, begriber jeg ikke.
Kamera – manden ringede hjem privat og spurgte om jeg om mandagen ville stå og kigge på at huset blev revet ned og eventuelt ville tale med nogle af dem, jeg kendte fra Ungdomshuset. Men da sagde jeg godt nok nej. Vi vil gerne bruge medierne, men vi vil ikke misbruges af dem.
Ubehøvlede betjente
De næste dage oplevede man chikane fra politiet. Jeg kan godt forstå, at det var træls at skulle stå en hele nat og bevogte Heinesgade. Men når man kommer trækkende med sin cykel og siger, at man skal på arbejde, skal betjentene ikke være ubehøvlede. De truede med krops – visitering og det, der var værre.
Jeg håber, at der er mange, der har lært af disse kamp-år på Nørrebro. Og så håber jeg også, at vi denne gang har fået nogle af detailhandlens problemer med.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 19, 2022
1772 – Selskabet – Barn af oplysningstiden
Forsøg på anmeldelse af ny bog af Klaus Larsen. 1772 var et dramatisk år. Masser af videnskabelige selskaber blev dannet. Struensee var i gang med at rydde op. . J.C. Tode var produktiv og underholdende. Svogeren fra Tønder havde gode forbindelser. Tode skrev masser af afhandlinger. Han døde i dyb fattigdom. I Danmark så man ned på kirurger. København var bestemt ikke kedelig. De mange ideer blev ikke gjort til virkelighed. Syv læger døde i kampen mod koleraen. Medicinen fik endelig sit gennembrud. Bogen giver en glimrende tidsbeskrivelse.
1772 – et dramatisk år
Vi har tidligere anmeldt en bog af Klaus Larsen. Det var om lægevidenskaben. Og denne bog er lige så underholdende selv om man umiddelbar ikke skulle tro det.
Det var en september aften i 1772, hvor en håndfuld københavnske læger stiftede et lægevidenskabeligt selskab. Og dette selskabs betydning rækker helt til vores tid. Ja egentlig hedder selskabet i dag ”Det Medicinske Selskab”. Vi lærer de folk, der stod bag selskabet at kende.
Og så bliver vi ført gennem året 1772. Det var et dramatiske år. Det begyndte med, at kongens livlæge Struensee tog magten. Og så endte det med at denne Struensee måtte lade livet efter flere øksehug, der ikke traf målet. Denne begivenhed har vi tidligere beskrevet i artikler.
Masser af videnskabelige selskaber blev etableret
Bondekoner, fiskerkoner og Amagerkoner kom ind til byen og falbød deres varer. Her var masser af kriminelle, fuldriggere, fidusmagere, tyve, stodder og svindlere. Her var drukkenbolde, ludere, falskmøntnere og vagabonder.
Slagterbodernes varer blev solgt uden for det de daværende sundhedsmyndigheders kontrol, hvis man da havde nogle af den art på den tid.
Der var ikke mange skridt mellem prangende rigdom og dybeste armod. Naturvidenskaben var i fremgang. Derfor blev der dette år stiftet et utal af videnskabelige selskaber.
Det var oplysningstiden, der var forudsætningen for, at lærde selskaber så dagens lys. 1772 var året med stive rangforordninger.
Struensee var i gang med at rydde op
Da det omtalte selskab blev dannet – ja da fik selskabet de seks medlemmer der dannede det. I dag har selskabet 2,231 medlemmer. Og det rigtige navn var Det Medicinske Selskab i København.
Den tyske livlæge var i gang med at rydde op overalt, bl.a. på Københavns Universitet og på Medicinstudiet. Her mente Struensee, at man var håbløs bagud i forhold til resten af Europa. Her var medicinen revet ud af religionens kløer til fordel for en mere rationel og videnskabelig forståelse befriet for forældede, religiøse dogmer og spekulative, teoretiske systemer.
De fleste videnskabelige selskaber der opstod her i andel halvdel af 1700 – århundredet, holdt ikke så længe.
J.C. Tode – produktiv og underholdende
En af stifterne af J.C. Tode var også filosof. Han havde mange ideer og holdninger til samfundet. Han mente, at det ikke var farligt at drikke mange øl. Men man skulle holde sig fra kaffe, The og krydderier.
Tode var både praktiserende kirurg og mediciner. Han var underviser, folkeoplyser, diger, kritiker og forfatter. Han var produktiv og underholdende. Jo han var publicist og skribent.
Svogeren fra Tønder havde gode forbindelser
Unge Tode kom til Tønder, hvor svogeren var amtskirurg. Han var også regimentskirurg i Rendsborg og Tode tog med ham derned. Svogeren havde gode forbindelser og kendte bl.a. Friedrich Wohlert, hofkirurg og en af mændene bag ”Kongelig Frederiks Hospital”. Det var her, Tode kunne fortsætte sin karriere. Men måske mod sin vilje blev han nu fristet af litteratur og teater. Men han fik ansættelse som ”rejse kirurg” hos Frederik den Femte.
I 1765 fik han et rejselegat af en af sine velyndere så han kunne tage til udlandet og uddanne sig til Medicus – en slags ”rigtig” læge. Han tog først til Lübeck og bagefter gik turen til Edinburgh. Og så gik det til sidst til Paris.
Masser af afhandlinger
Tilbage i København igen i 1768 blev han til sin store skuffelse kirurg for fangerne i Stokhuset. Det var nok Kongerigets mest elendige fængsel – nærmest en totur anstalt
I 1769 fik han sin doktorgrad og blev hoflæge. Men det gav ikke rigtig mange penge, så han måtte tage bijobs ved siden af. Og det var læge ved Vartov og Børnehuset.
Tode havde også tid til at udgive diverse afhandlinger.
Tode døde i dyb fattigdom
Men ak. Todes konevar drikfældig og man sagde om hans søn, at han ikke var det store lys. Tode døde i 1806 i den høje alder af 70 år. Det var i datidens tid en høj alder. Som forfatteren skriver:
Under vores tidligere skriverier fortalte vi, at tidligere studerende samlede ind til en gravsten til Tode.
I Danmark så man ned på Kirurger
I 1736 blev der på Købmagergade ansat en barber- kirurg, Simon Crüger med støtte fra kongen. Han oprettede en kirurgskole. Han havde set i Frankrig, hvor kirurger blev uddannet på et anset kirurgisk akademi i Paris. I Danmark blev der modsat Frankrig set ned på kirurger.
Der var skam gode læger og kirurger dengang, De gjorde en stor indsats. Men det var også meget at se til. Pest, malaria, syfilis, kopper, plettyfus og andre smitsomme sygdomme.
København var bestemt ikke kedelig
Som det vil fremgå af andre artikler, var København bestemt ikke kedelig i 1700 – tallet. Her vrimlede det med pakhuse, hvortil der kom varer fra vores kolonier. Det var et eldorado for velhavere med bestemt ikke for de fattige. Man regner med at halvdelen af byens befolkning cirka 35.000 måtte anses for fattige.
De fleste af den kreds, der mødtes hos Tode i september 1772 for stifte Medicinsk Selskab var kommet via kirurguddannelsen til medicinen.
De mange ideer blev ikke gjort til virkelighed
I 1782 fik selskabet lov til at kalde sig Det Kongelige medicinske Selskab. Men de mange ideer og tanker om at reformere universitetet og lægeuddannelsen kuldsejlede ved Struensees fald. I de første årtier af 1800 – tallet lå dansk lægevidenskab hen i dvale. Det var stagneret i selvtilstrækkelighed, selv om lægekunsten uden for landets grænser var på vej til et kæmpe skifte.
Syv læger døde i kampen om koleraen
I juni 1853 var København ramt af en koleraepidemi, som frem til oktober kostede 4.700 københavnere livet. Myndighederne var handlingslammede og det var lægerne også. Det Kongelige Medicinske Selskab igangsatte en indsats for at afbøde epidemien. I de næste måneder arbejdede flere end 100 af byens læger også gennem Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse. For at hjælpe de syge og inddæmmede epidemien.
Syv læger døde af kolera som de pådrog sig under arbejdet.
Medicinen fik sit gennembrud
I maj 1872 fusionerede selskabet med et yngre selskab. Det fik nu navnet DMSK – Det Medicinske Selskab i København. På kort tid forvandlede medicinen sig simpelthen fra den famlende disciplin til en videnskab, der på få årtier skulle opleve det ene gennembrud efter det andet.
Bogen giver en glimrende tidsbeskrivelse
Bogen rummer en underholdende gennemgang af Oplysningstidens værdier og dem, dr ville fastholde de gamle dogmer og bibelens magt. Og en spændende person som vi på vores side har besøgt mange gange – Johan Clemens Tode – er bogens hovedperson.
Bogen er velskreven og underholdende og fuld af historiske detaljer med fascinerende beretninger. Bogen er medrivende og giver en god tidsbeskrivelse. Til tider er historien bagved også dramatisk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 19, 2022
Hvilke artikler læser man på dengang.dk
Vi kan ikke huske, hvornår vi startede med hjemmesider. Vi var i hvert fald i gang i 2007. Dengang.dk har eksisteret i tre versioner. Desværre har vi først haft tæller på siden midt i 2016. Flere gange har vi været smidt ud af Facebook. Og mere eller mindre er vi også smidt ud af diverse grupper på Facebook. Vores motto er at sprede sandfærdig historieformidling. Men det kan godt være svært, når man ikke følger flertallet. Med 1.874 artikler i 16 kategorier er der noget at vælge imellem. Gennem tiden har diverse forfattere gjort brug af vores artikler med kildeangivelse. Men det er sandelig også dem, der brugt vores artikler med en anden forfatter. Vi sat vores tæller i gang for at finde de mest populære artikler siden midt i 2016. Vindertitlen fik over 10.000 besøgende. Og så skulle man for at komme ind på plads 100 have ca. 2.000 besøgende. Vi laver en tilsvarende liste hver måned. Den finder du under Nyheder.
Vi var i Gang allerede i 2007
Hver måned laver vi en hitliste over de mest læste artikler på dengang.dk. Vi kigger på de mest populære kategorier, Dem har vi som bekendt 16 stk.af.
Her vil vi lave det vi kalder ”Alle Tiders Top-100”. Men det er snyd. For vores hjemmeside er i dag 3. version. De to første havde vi ikke tæller på. Og vi fik først en tæller på denne side engang i løbet af 2016. Allerede i 2007 var vi i gang.
Vores reelle besøgstal på www.dengang.dk er væsentlig højere. Gad godt nok vide hvor mange millioner det reelle tal lyder på?
Facebook lukket land flere gange
Og i perioden indtil nu har Facebook været lukket land for os flere gange. Godt nok går mange ind på vores hjemmeside via Google, men vi kan se at log in via Facebook efterhånden udgør 48 pct.
Men vores grundlag for vores Top – 100 er 1,7 millioner besøgende. Og fra overhovedet at komme i betragtning i Top – 100, skal du nærme dig 2.000 besøgende. Det er der mange nye artikler, der ikke gør.
De nyeste artikler på Top – 100
For sjov skyld bringer vi numrene på artiklerne, så kan du nogenlunde finde ud af, hvor gamle artiklerne er. Som det kan ses, er artikler med koder som 6 – 7 – 8 – 9.000 slet ikke repræsenteret.
De nyeste artikler er:
Hvis du nu vil finde en speciel artikel og lave et link, sætter du bare dengang.dk/artikler foran.
Normalt kigger vi på, hvilke byer, der mest læser dengang.dk, men det springer vi over denne gang. Det har nok ikke ændret sig meget fra sidste måned.
Siden 2016 er der sket ting og sager på Facebook som kan have betydning for Hitlisten. Vi er mere eller mindre smidt ud eller selv gået ud af flere grupper. Sådan noget har også stor betydning for seerantallet.
Vinder artikel har over 10.000 besøg
Og det er så værd at huske, at Vinder – artiklen er nået 10.000 besøgende. Og den artikel har vi redigeret og nyskrevet. Det gælder også for placering nr. 32, Begge artikler er samlet i en fælles artikel. Og denne artikel har endnu ikke opnået at komme i Top – 100. Vi gør selvfølgelig opmærksom på at en ny-redigeret artikel er skrevet.
Den store forskel på denne hitliste og den månedlige er selvfølgelig antallet af besøgende. På den som vi hermed bringer, ja da har de nye artikler ingen chance.
Det er tydeligt, at nogle af vores artikler ligger permanent inde på en hjemmeside med link til vores. Det er også fint nok. Men vi oplever ofte at vores artikler bliver brugt med et andet forfatternavn.
Man må gerne bruge vores artikler med kildehenvisning. Og det gør mange – også professionelle forfattere.
Nu er der 1.874 artikler
Du kan nu vælge mellem 1.874 artikler i de 16 kategorier. Og når vi nu f.eks. sætter kryds bag ved, betyder det at du kan det antal artikler, der er opgivet efter krydset blandt andre kategorier. Artiklerne blev skrevet inden vi havde oprettet den pågældende kategori:
Alle Tiders Populære Kategorier (1,7 millioner besøgende)
Reglerne er sådan, at en kategori får et point, hver gang den har en artikel inden for Top – 100. Er det til sidst to, der har samme pointtal, så er den med den bedste placering, der vinder.
Indlemmelse, Afståelse, Genforening 0
1864 og De Slesvigske krige 0
Industri på Nørrebro og Nordvest 0
Grænsen er overskredet
Akeleye slægten 0
Alle Tiders Mest Læste (Top-100) (Siden midt i 2016 – 1,7 mio.)
Og så var det nogle artikler, der næsten nåede det:
Dato: september 3, 2022
ET PERSONLIGT TILBAGEBLIK AF INITIATIVTAGER OG JAZZKLUB NOLDES NABO´S FØRSTE FORMAND 1972 – 1975 CARSTEN GRØNHOLT – PEDERSEN
Læs her meget interessante historier fra Tønders Musikliv og om Noldes Nabo, der lige er fyldt 50 år. Det har været sjove, spændende og gode oplevelser. Og dem deler Carsten her ud af.
Den 3- november 2022 kan Noldes Nabo, der oprindelig hed Jazzklub Noldes Nabo, fejre sit 50-års jubilæum.
I forbindelse med Noldes Nabos 25-års jubilæum, udarbejdede Ingolf Haase en ret så udførlig gennemgang af foreningens første 25 år, med bl.a. en oplistning af klubbens mange aktiviteter, så det vil jeg undlade.
Jeg vil i stedet komme med enkelte rettelser og ellers fortælle en helt personlig beretning om klubbens første år som musikforening i Tønder, og om nogle af de mange både sjove, spændende og gode oplevelser, som jeg fik mulighed for at være en del af. Lad mig præsentere mig selv. Min kæreste (senere kone) Lene og jeg flyttede som 21 årige til Tønder i august 1972, for at starte som studerende på Tønder Statsseminarium. Jeg kom fra Køge, hvor jeg havde været bestyrelsesmedlem og formand for den lokale jazzklub Club Pigalle, og havde en stor interesse ikke kun for jazz, men alle genrer indenfor rytmisk musik.
Som introduktion til studiet på seminariet, var der en af de første aftener arrangeret et velkomstarrangement i kantinen. Her kunne man møde elever fra tidligere årgange, og på den måde få mere at vide om studiet, seminariet og Tønder som by.
Helt tilfældigt kom vi til at sidde sammen med en 2. årselev, der hed Majbritt. Husker desværre ikke efternavnet, men Majbritt kom til at betyde meget for det kommende musikliv i Tønder.
Gennem min interesse for jazz, havde jeg hørt, at Tønder skulle have en meget stor jazzklub, så det var naturligt at spørge Majbritt, hvor klubben holdt til. Hun kiggede på mig, og svarede ”DER ER INGEN JAZZKLUB I TØNDER”. Mit svar på det var, ”SÅ MÅ VI STARTE EN”.
Nogle dage efter opsøgte Majbritt mig, og fortalte, at hun havde talt med Torben (husker desværre ikke efternavnet), som havde været bestyrelsesmedlem i Sønderborg Jazzklub, og han ville gerne være med til at starte en jazzklub i Tønder.
En rigtig god ide, så vi blev præsenteret for hinanden, og spiren til en ny forening i Tønder var lagt. Torben, Lene og jeg holdt flere møder i vores lejlighed på Nørremarksvej. Jeg havde klubvedtægterne fra Club Pigalle, så de blev redigeret og tilpasset så de ville kunne fremlægges på en stiftende generalforsamling.
Jazzklubben skulle have et navn. Flere forslag blev diskuteret. Torben var meget kunstinteresseret, så han foreslog, at man skulle finde et navn, med relation til en kunstner. Nolde blev nævnt og Torben foreslog NABO TIL NOLDE, og straks sagde Lene, nej så skal det være NOLDES NABO, og sådan blev det. Jazzklubben Noldes nabo skulle nu finde et sted at holde til.
Vi tænkte stort. Vi hørte, at Schweizerhalle var tysk, så det opfattede vi ikke som en mulighed. Nej Hotel Tønderhus måtte være stedet. Værten Rimmer på Hotel Tønderhus blev kontaktet, og heldigvis blev vi modtaget meget positivt. Rimmer vart helt med på ideen, og et rigtigt godt samarbejde med både vært og personale kom i stand.
Datoen for den stiftende generalforsamling blev aftalt, og det blev fredag den 3. november.
På selve generalforsamling mødte omkring 20 personer op. Men Torben var ikke en af dem. Jeg havde ikke hørt, at Torben var stoppet på seminariet, og han havde ikke fortalt, at han ikke ville deltage i generalforsamlingen.
Jeg må indrømme, at jeg var meget overrasket over, at jeg og Lene nu skulle gennemføre en stiftende generalforsamling alene.
Man kunne måske tro, at det kun ville være elever fra seminariet, der mødte op, men nej, det var heldigvis en blanding af unge studerende og unge fra lokalsamfundet, og det blev tydeligt ved valg af Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse. De foreslåede vedtægter, blev vedtaget.
Klubbens formålsparagraf kom til at lyde
KLUBBENS FORMÅL ER AT UDBREDE KENDSKAB TIL OG INTERESSE FOR JAZZ OG ANDEN RYTMISK MUSIK SOM JAZZ/BEAT SAMT FOLKEMUSIK.
KLUBBEN SØGER VED HYGGELIGT SAMVÆR OMKRING ORKESTRE AF NÆVNTE GENRER OG I
SAMARBEJDE, MED ANDRE KLUBBER AT SKABE EN KONTAKT MELLEM MUSIKERE OG MEDLEMMER.
Et formål, der fik rigtig stor betydning for klubbens virke og fremtidige aktiviteter.
Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse blev Erling Overgaard (seminariet), Mogens Jensen (lokal), Ole Fabech (seminariet), Flemming Kølner (seminariet), Anne Thomsen (lokal), Jette Haase (lokal), Carsten Grønholt-Pedersen (seminariet).
Selvtilliden var stor, så hvorfor ikke allerede inden klubben var en realitet, arrangere det første arrangement?
Torben og jeg havde haft kontakt til trompetisten Valdemar Rasmussen, som selv havde stærke relationer til Tønder, og selv været formand for en jazzklub i byen, så selvfølgelig blev Valdemars orkester engageret til klubbens første arrangement.
Vi var så heldige, at Valdemar havde klarinettisten Henrik Johansen og ikke mindst trompetisten Finn Otto Hansen, som lige var blevet kåret som årets jazzmusiker, med som gæstesolist.
Ikke mindre en 250 mennesker mødte op til klubbens første arrangement.
Medlemskortet kostede 5 kr. og entreen var 10 kr. jo det var tider, og bestyrelsen kunne se tilbage på et succesrigt første arrangement.
Jeg husker, at jeg om mandagen efter det første arrangement, stod foran Vestkystens udhængsskab med dagens avis, for at læse om arrangementet. En journalist kom ud og sagde, ”Er det ikke dig fra Noldes Nabo”. Det måtte jeg jo indrømme.
”POLITIET VIL TALE MED DIG, DER ER KOMMET EN ANMELDELSE”.
Jeg gik direkte over på politistationen, hvor der ganske rigtigt var indgivet en anmeldelse. Vi havde ikke registreret det første arrangement til KODA.
Der har godt nok siddet en med den hurtige saks, og set vores annonce i avisen. Vi undskyldte og lovede at bringe tingene i orden.
Vi lå ikke på den lade side, så klubbens næste arrangement var allerede den 15. december med Walters Washboard Cirkus, og samme orkester blev engageret til julejazz 1. juledag. Walters Washboard Cirkus var et meget populært band, som vel kan siges at blive en slags husorkester, som besøgte klubben flere gange.
Arrangementer 1. juledag er altid populærere. Unge fra lokalområdet er hjemme på julebesøg og trænger til at mødes med gamle venner, så succesen var endnu en gang hjemme.
Arrangementerne i Noldes Nabo lå tæt, og her bagefter kan jeg da godt undre mig over, om der var tid til at være elev på seminariet. Vi boede i en lejlighed på Nørremarksvej, men havde ikke selv telefon, så alle aftaler skulle klares fra telefonboksen, og jeg har sidenhen hørt, at så man ham, den langhårede, med den lilla jakke gå ind i boksen, ja så kunne man godt regne med, at det ville vare længe inden, den blev ledig igen.
Ib Lindschows New Orleans Jazzband besøgte Noldes Nabo den 24. januar 1973.
Et par af bandets medlemmer, Ib Lindschouw på trommer og bassisten Basse Seidelin havde tidligere været en del af Papa Bues orkester.
Bandet skulle videre til job i Tyskland, og var kørt fra København fredag eftermiddag, og skulle på scenen klokken 20.00 på Tønderhus.
Da bandet havde spillet tre sæt, var Basse træt og ret sur, så han gad ikke mere og ville gå i seng.
Resten af bandet ville gerne fortsætte, så det blev til et fjerde sæt.
Honoraret var ikke stort, så næste dag, havde vi inviteret hele bandet til frokost på Nørremarksvej, og da Basse kom, præsenterede han sig som ”HAM DEN SURE FRA I GÅR”.
Midt under spisningen siger Basse så, ”HAR DU HØRT, AT JEG ER BLEVET KRYDSET AF”.
Tilstede var udover bandet også Ole Fabech, Lene og jeg, og ingen af os havde hørt historien. Basse rejste sig fra bordet, vendte sig om, trak bukserne ned og ganske rigtigt, på hver balle var der et flot kryds tegnet med tusch.
Historien var, at da hans værelseskammerat var kommet op på værelset, havde Basse ligget med Rø… i vejret, og havde altså modtaget et par krydser, som vi altså skulle se. Der blev grinet meget.
Det var ikke den eneste gang, vi havde besøg af orkestre på Nørremarksvej.
Vi havde engageret det mere jazz-beat prægede 11 mands store orkester Cream Fraiche til en koncert.
Vi havde aftalt, at vi inden koncerten ville give aftensmaden. Bandet ankom i deres lånte kassevogn, helt lilla og med store bogstaver DOCTOR DOPOJAM på siden, ud for vores lejlighed i de gule blokke. Ud sprang alle mand og begyndte at gøre gymnastik og slå saltomortaler på græsset mellem bygningerne. Naboerne fik noget at tale om, og vi fik spørgsmålet, ”Var det jer, der havde gæster?”
Ved det næste arrangement, kun 2 måneder efter den stiftende generalforsamling, den 7. februar 1973, havde foreningen 570 medlemmer og 3000 kr. i kassebeholdning.
Den 21. februar samme år var medlemstallet steget til 650, og nu var det tid til at bruge hele formålsparagraffen. En aften med det populære Paddy Doyles, Erik Grip, Jan Toftlund og Moondust med bl.a. Lasse Helner og Jørgen Mader kom på plakaten.
At der også blev plads til udenlandske navne, blev klubbens 7. arrangement den 9. februar, bevis på. Den 70-årige New Orleans klarinettist Poul Barnes og hans otte mands store internationale band besøgte klubben. Bandet talte både engelske, tyske og danske medlemmer. En aften, som jeg husker som en af det helt store, hvor en legende inden for New Orleans jazz besøgte Tønder.
Det var ikke kun blandt klubbens medlemmer, bestyrelsen fandt støtte. Interessen for at hjælpe var stor, og ikke mindst Carsten Panduro viste interesse. Carsten var ansat som dekoratør hos Brd. Thygesen og i den første tid tilbød han at hjælpe med trykning af plakater. Det blev også til mange ”diskussioner” når jeg mødte ham på gågaden. Carsten synes jo allerede dengang, at der skulle præsenteres meget mere folkemusik.
Hos Johannes Tobak kunne man købe medlemskort og til særlige arrangementer, var det også her billetterne blev lagt i forsalg.
Et arrangement, hvor der blev travlhed med forsalget, var til koncerten den 30. marts 1973, hvor ingen mindre en verdensberømte Svend Asmussen og hans kvartet var engageret. Kvartetten bestod ud over Svend Asmussen, af Kjell Ohmann på orgel, Steffan Broklund på basguitar og Ed Thigpen på trommer.
Kvartetten havde aftenen inden spillet i, jeg mener, Åbenrå, men der var en enkelt melodi som Asmussen ikke var tilfreds med, så hele eftermiddagen, inden koncerten på Tønderhus, blev brugt på gentagelse på gentagelse af dette nummer.
Det skal fortælles, at Svend Asmussen med sin kvartet spillede på elektrisk forstærket violin, med brug af forvrængning via pedaler.
Den 1. time blev afviklet som ren koncert med stolerækker og derefter blev der spillet op til dans.
En stuvende fuld sal, og som jeg husker det, blev der solgt over 600 billetter. En meget stor aften for Jazzklub Noldes Nabo.
Normalt satte vi en kasse Fuglsang øl op til musikerne, som så kunne nydes i løbet af aftenen. Da Svend Asmussen kom, fortalte jeg ham hvad vi plejede, men spurgte så, hvad vi måtte byde kvartetten. Asmussen så på mig, og svarede, KAN VI FÅ EN KOP KAFFE I PAUSEN, SÅ ER VI GLADE”. Da vi senere havde besøg af gruppen Blue Sun, med sangerinden Lone Kellermann, havde vi som vanligt sat en kasse Fuglsang øl op til musikken.
Lone Kellermann så på kassen, og sagde så. ”KOMMER DER IKKE ELEFANTER, SÅ TAGER VI HJEM”.
Lidt moral. Svend Asmussen blev over 100 år, Lone blev ikke så gammel.
Inden et arrangement med Kansas City Stompers, blev jeg kontaktet af Niels Abild, som lige ville høre om det var i orden, at han tog en ung sangerinde med til arrangementet.
Selvfølgelig, men vi har ikke flere penge, var svaret. Det blev første gang Sanne Salomonsen stod på scenen i Tønder.
En dygtig sangerinde i et godt band, der stadig eksisterer. Niels Abild er for øvrigt Sønderjyde.
I min tid som formand for jazzklubben Club Pigalle i Køge, havde jeg været med til at tage initiativ til lørdagsjazz, ved den nystartede Hugos Vinkælder. En ting der for øvrigt stadigt gennemføres hver lørdag i sommermånederne.
Jeg foreslog bestyrelsen, at vi skulle prøve at arrangere noget lignende i Tønder. Ideen faldt i god jord, men hvor var der et sted, en gård i forbindelse med gågaden, hvor det kunne arrangeres?
Vi blev enige om at opsøge turistchef Sonne, som havde kontor ved siden af rådhuset.
Sonne var med på ideen, men som han sagde, ”Laver vi det i den ene ende af gågaden så bliver de forretningsdrivende i den anden ende sure, nej vi har den gamle musiktribune Liebestemplet, det er der det skal være”. Må indrømme, det er godt med en lokalkendt.
Nu har jeg nævnt grupperne Cream Fraiche og Blue Sun, et andet band i den mere jazz/beat prægede genre var det århusianske Tears, der havde Holger Laumann som leder. Jeg havde tidligere oplevet bandet, hvor det var Alan Mortensen, der var sanger, men nu var det en meget ung Anne Linnet, der var i forgrunden. Ægteparret Holger og Anne havde medbragt deres næsten nyfødte baby, så Anne måtte afpasse pauserne så de passede med tiden for amning.
Liebestempel arrangementerne blev starten på et senere tæt samarbejde med Tønder Aktivitets og Borgerforening. Et samarbejde, der ikke altid var lige gnidningsløst. Borgerforeningen ville gerne tage æren, men ideen var vores.
Det første Liebestempel arrangement løb af stablen lørdag den 12. maj 1973.
Aftenen inden havde Noldes Nabo arrangement på Tønderhus, endnu engang med Walters Washboard Cirkus.
Ved Liebestempel arrangementet, som varede fra 11.00 – 14.00, var der Ingen entre, øl og vand var til næsten høkerpriser og pølserne var fra grill.
Ved det første arrangement hentede vi, John Toft Jensen, Peter Høgsgaard og jeg, bænke ude på Beredskabets depot på Gørrismark. Starten på livslangt venskab.
Vejret var ikke med os, ved det første arrangement. Det begyndte at regne, men mens Creole Stompers leverede musikken fra den gamle tribune, skaffede turistchef Sonne klare plasticsække, som han behændigt klippede huller i til både hals og arme. De såkaldte Sonnechirmen. Jo Sonne var en mand med mange ideer, men desværre var han ikke så længe i Tønder.
De grillede pølser stod Bent Vilstrup og Svend Erik Lilleøre for. Mon ikke det var Lilleøres start på mange års virke for musik i Tønder.
Skal vi lige gøre Liebestemplet færdigt. Jeg mener, vi havde planlagt fire eller fem arrangementer det første år. I hvert fald et blev aflyst på grund af regn, men gennemgående var det en stor succes, som mange husker positivt tilbage på.
Det næste år fik vi besked fra sundhedsmyndighederne, at det med grillpølser direkte fra grillen, den holdt ikke. Pølser skulle sælges gennem en pølsevogn
Hvad gjorde vi? Jo Heize Persille, Pølsemanden på torvet, som vi jo købte pølserne af, lånte os en gammel udtjent pølsevogn, så nu kunne pølserne tages fra grillen og serveres via vognen. Opfindsomheden kendte ingen grænser.
Borger og aktivitetsforeningen arrangerede hvert år en Byfest i Tønder i august måned. Efter et samarbejde over sommeren med Liebestempel arrangementer, kom det på tale, at der også ved åres byfest skulle indgå et jazzarrangement, som Noldes Nabo skulle stå for.
Det Århusianske orkester Arosia City Jazzmen var engageret, og arrangementet skulle afvikles i Tønderhallen.
Der opstod uklarhed om, hvilken aftale, der var indgået omkring økonomien ved arrangementet. Borgerforeningen forventede, at Noldes Nabo stod for selve arrangementet og alt det praktiske, men et eventuelt overskud skulle tilfalde selve byfesten og dermed Borgerforeningen.
Det var Noldes bestyrelse ikke parat til, da man mente at et evt. overskud skulle deles mellem de to foreninger og resultatet blev, at man flyttede ballet til Tønderhus, og jazzklubben gik solo med dette arrangement.
Det var ingen succes. Kun få gæster mødte op, og det gav et stort underskud til Noldes Nabo.
Efter et meget travlt jazzsår, kunne jazzklub Noldes Nabo afholde sin anden generalforsamling den 10. september 1973. Det var i det første år blevet til i alt 13 arrangementer, og ikke mindre end 813 medlemmer.
Tønder var nu en by med masser af musik.
Den 2. november kunne Noldes Nabo fejre 1-års fødselsdag. Fessors Big City Band var engageret og endnu en gang oplevede klubben opbakning fra Tønder by. Radioforretningen Sevelsted donerede 10 lp’er med Fessors Big City Band til udlodning på aftenen.
Det var ikke kun i den store sal på Tønderhus, vi arrangerede koncerter. Også det tidligere diskotek SLUSEN i hotellets kælder blev brugt til de mere intime koncerter.
Her skal især nævnes aftenen med Poul Dissing og Benny Andersen. Pladen Svantes viser var lige udkommet og var en kæmpe succes, så jeg er rigtigt glad for, at vi kunne engagere de to spillemænd til en koncert i Slusen. En uforglemmelig aften.
Da selve koncerten med Svantes Viser var gennemført, sagde Poul, ” NU HOLDER VI EN PAUSE, SÅ GÅR BENNY NOK OP OG SPILLER, OG SÅ GÅR JEG NOK OP OG SPILLER LIDT” og det gjorde de.
Det blev en meget lang aften, og det forlyder, at personalet til sidst bad om, at få lov til at lukke og slukke. Der var klokken efter sigende to om natten.
Da den sædvanlige kasse Fuglsang øl, måske var lidt rigeligt til to, sagde jeg, at de bare kunne sige til i baren, hvad de ønskede. Det blev en dejlig, men dyr aften for Noldes Nabo.
Den amerikanske saxofonist Louis Jordan besøgte også Slusen. Et arrangement, som meget hurtigt kom i stand. Jeg havde hørt og også fået optaget en radioudsendelse med Jordan, der spiller en musik, der ligger lige på grænsen til at være rock and roll, der var meget populært i slutningen af 50érne.
Arnvid Meyer fra Det Danske Jazzcenter kontaktede mig, og spurgte om jeg kunne hjælpe, da der var en overliggerdag på Jordans tourné. Jeg indkaldte bestyrelsen og sagde, ”LYT LIGE TIL DET HER” og afspillede båndet med optagelse. Der var lynhurtig begejstring, og da jeg kunne fortælle, at vi kunne få Jordan til Tønder, var alle med på den.
En festlig aften, der udover Jordan også talte amerikanske Horace Parlan på piano, Theis Jensen på trompet, Ove Rex på trommer og Erik Hansen på bas.
Det blev også til aftener med Folkemusik i Slusen. Skotsk/Irsk The Buskers, med Paul Furey, David Arthur og Brendan Leeson blev engageret, men de var ikke vant til at fylde en hel aften ud, så folkesangerne Andrew John og Jens Christensen afsluttede aftenen.
Et andet engelsk orkester, som fik sin Tønder debut i Slusen, var Max Collie Rhytm Aces.
Et festligt jazzband, der spillede tradjazz, med slagbas. Alle bassistens fingre var plastret til for ikke at komme til skade.
Også her var pengene små, så bandets medlemmer blev indkvarteret hos bestyrelsesmedlemmer. Vi var flyttet til Villa Johanna på Ribelandevej, og delte hus med John Toft Jensen og hans kone Bente. Vi havde flere bandmedlemmer boende, og også bandets chauffør og teknikker. Han blev indkvarteret i Johns og mit mørkekammer oppe på øverste etage. Væggene i rummet var nærmest tapetseret med billeder af piger fra Ugens Rapport. Det og så den røde mørkekammerlampe, gjorde et vist indtryk.
Allerede fra klubbens start havde der været flere forespørgsler på en aften med Papa Bue og hans Vikinger. Jeg var ikke særlig glad for forslaget, for min erfaring fra tidligere arrangementer i Køge, havde ikke været så positive.
Men vi lod os overtale, efter et stort pres fra en gruppe medlemmer fra bl.a. Brd. Thygesen og Avisen Vestkysten.
Vi engagerede Buerne. En times koncert og derefter musik til dans.
Det blev en aften med en udmærket koncert, men derefter stod den mest på pauser og mindre på musik.
Et par dage efter arrangementet blev jeg stoppet af en af dem, der havde efterlyst Buerne, og beskeden var, ”Det behøver I ikke at gentage foreløbig”
Ja sådan kan det gå. Der er langt fra Vingården i København til Tønder.
En musiker, der senere blev fast medlem af Papa Bue, var trompetisten Wild Bill Davidson. Det var nu ikke som medlem af Buerne, Wild Bill besøgte Tønder første gang. Han blev engageret til at skulle spille med Valdemars orkester 1. juledag i 1974.
Wild Bill havde tidligere været på tourné i Danmark, men da han gik lidt hårdt til Whiskyen, besluttede hans kone, at hun på denne tourné ville tage med.
Der blev bestilt værelse til parret på Hotel Tønderhus, men da jeg så spurgte omkring spisning på hotellet, så kunne Rimmer fortælle, at køkkenet var lukket, det jo var 1. juledag.
Hvad gør vi så? De skal da have noget at spise.
Ikke noget problem sagde Rimmer, du kommer bare herned og henter, hvad du skal bruge.
Der er en masse rester fra julefrokosterne og sådan blev det.
Jeg hentede Wild Bill og frue på Tinglev station, og kørte dem til Nørremarksvej.
Imens Wild Bills kone gav vores 7 måneder gamle datter flaske, tog Lene stearin af Bills jakke, og han tog en slurk af lommelærken.
Vi fik masser af mad og det blev en rigtig hyggelig optakt til et godt julearrangement.
Ikke mindst Wild Bills kone hyggede sig i det private selskab.
Parret bosatte sig senere i Danmark, og Wild Bill blev fast medlem af Buerne.
Ja man kunne blive ved, for der er så mange historier.
Nævnes skal Neanders Jazzband. Et ganske ungt orkester fra Sønderborg, som var ret fantastiske.
Udstrålede en spilleglæde og en musikalitet, som var meget ældre musikere værdige.
En helt særlig aften var det, da de var engageret sammen med Blues pianisten Champion Jack Dupree. Jeg kan se, at Dupree tidligere havde besøgt Tønder, men det blev et godt gensyn. Dupree afleverede sit sæt, men var ikke færdig endnu. Som tidligere trommeslager, ville han og fik også lov til at sætte sig bag gryderne i Neanders sæt, og det blev rigtigt sjovt.
Scenen var denne aften henlagt til gulvet i den store sal, så det blev en ret intim aften.
Neanders har gæstet Noldes Nabo rigtig mange gange, både på Tønderhus men også i Liebestemplet.
Jazzklub Noldes Nabo flyttede også til Tønderhallen.
Det første arrangement der, var med Sebastian med venner.
Jeg fik en henvendelse fra en booker i Bredebro, som gerne ville have Sebastian til Tønder, så i
samarbejde med Borgerforeningen fik vi stablet en koncert på benene i Tønderhal 2.
Udover Sebastian bestod vennerne af Alex Riel, Peder Kragerup, Poul Banks, Niels Henriksen, Gert Rostock, Ole Rossel, samt sangerinderne Sanne Salomonsen, Ina Løndahl, Titika og Janni Høeg.
Koncerten gav underskud, men det var en stor oplevelse, med nogle af Danmarks bedste musikere.
En meget stor oplevelse var også, da vi i samarbejde med Borgerforeningen, arrangerede en koncert med Savage Rose. De havde lige udsendt deres plade med musik til balletten DØDENS TRIUMF, og tog nu på tourné med musikken.
Aftenen skulle have været indledt med et opvarmningsorkester, husker ikke navnet, men Savage Rose havde hørt dem aftenen før, så de bad så mindeligt om at få lov til at spille først. Det var forståeligt, da vil andre måtte lægge øre til ”opvarmningsgruppen”. Savage Rose var stort.
At se lille Annisette sidde i skrædderstilling på scenekanten og med sin store stemme fylde en hel sportshal, det var fantastisk.
At gruppen så også var og altid har været utroligt nemt at samarbejde med, ja det gør det til en endnu større oplevelse.
Det blev en af de største aftener for mig.
Også baller i Tønderhallen fik vi arrangeret.
Fastelavnsbal med Swing Jørgens Rytme Cirkus, Neanders Jazzband og Århus Spillemændene. En forrygende fest, hvor ikke mindst Henning Stærk, som gik frem til mikrofonen i de sidste numre og gav den som mikrofonsvingende rocksanger, trak stikket hjem.
Vi havde også samarbejde med andre jazzklubber i Sønderjylland. Det største var nok fællesarrangementet i februar 1974, med Haderslev Jazzklub, Blue Note i Åbenrå og Sønderborg jazzklub, om et arrangement i Sønderjyllandshallen, hvor hovednavnet var det hollandske Dutch Swing College Band. Desuden medvirkede Fessors Big City Band og endnu en gang det lokale Neanders Jazzband.
Et arrangement, hvor der blev sat busser ind for at tiltrække publikum fra de medvirkende byer.
Et af de sidste arrangementer jeg deltog i, var den store koncert med Doctor Hook, som blev afviklet i samarbejde med Ribe Jazzklub. Koncerten blev afholdt i Ribe Hallen den 18. april 1975. En koncert, der var kommet i stand ved, at bandets Københavnske booker, kontaktede de to klubber, og da ingen af os turde stå alene med risikoen, foreslog, at man indgik et samarbejde. Doctor Hook var på det tidspunkt et særdeles varmt navn. Få måneder før, havde bandet optrådt i København, og ved koncert var de løbet nøgne over scenen. Masser af avisomtale, og i radioen og på hitlisterne var bandet i top.
Det hidtil dyreste arrangement blev aftalt, men jeg må indrømme, det var ikke alle, der var lige begejstrede for, at Noldes Nabo nu også skulle arrangere den slags koncerter.
Jeg husker ikke det endelige økonomiske resultat, men jeg mener koncerten løb rundt, men at der ikke var penge til momsen. Dengang var der jo moms på entreindtægter.
Det var den første gang jeg oplevede en rigtig tillægskontrakt, med ekstra krav fra bandets impresario.
I tillægskontrakten stod der, at der ved bandets ankomst skulle være to kasser øl, en flaske bourbon, en flaske Whisky og en flaske gin. Da bandet kom, spurgte den danske repræsentant om jeg ikke kunne skaffe en dobbelt portion. Jo, men det bliver på jeres regning, var svaret.
Teknikkerne drak øllet, og bandets medlemmer drak spiritussen af store vandglas på scenen.
Efter koncerten, fik vi som arrangører en bid mad på Hotel Dagmar Hus, og hvem mødte også op?
Jo hele bandet ville også en tur i byen.
Det blev en sjov aften, som jeg tit tænker tilbage på.
En anden koncert, som ikke må glemmes, var på Tønder Museum, hvor bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen sammen med pianisten Kenny Drew fremførte en meget flot koncert med de danske melodier, som lige var blevet udgivet på LP.
Et flot samarbejde mellem museumsdirektør Skovby og Noldes Nabo.
Tønder bibliotek arrangerede en kortfilmfestival, son Noldes Nabo også deltog i.
Vi præsenterede en række jazzfilm, med bl.a. Louis Armstrong, Chris Barber, og en kunstfilm med musik af Oscar Peterson.
I starten af 1974 voksede interessen for vise og folkemusikken sig større, og ikke mindst med Major SAS, som ankermand, fik man adgang til Backmanns Vandmølle, hvor der i løbet af sommermånederne blev afholdt to arrangementer. Det ene i forbindelse med Borgerforeningens byfest.
Jeg husker hvordan møllen blev klargjort til publikum. Støvet lå tykt på de gamle loftbjælker og det var et slemt svineri, men sjovt var det at være med til.
Der er dem, der siger at det var den første Tønderfestival, men den holder ikke.
I 1974 var det Visemøllen, der lagde navn til festen.
Tønder Festivalen blev først startet i 1975.
Festivalen var et samarbejde mellem foreningen Vise Møllen og Jazzklubben Noldes Nabo.
På plakaten kunne man se, at det var en Folk & Jazzfestival, og det holdt helt frem til 1984.
Efter den store koncert i Ribe, valgte jeg at stoppe som formand for Jazzklub Noldes Nabo. Det var af personlige årsager, i Lene og jeg havde fået barn og udover mit studie på seminariet, havde jeg også undervisning i Ungdomsskolens Ungdomsklasse på Vidåskolen.
Hvor mange arrangementer der havde været i Jazzklub Noldes Nabo i min periode som formand, tør jeg ikke gætte på, men at de havde fyldt rigtigt meget, med aftaler både med orkestre, spillesteder, Aktivitet- og Borgerforening, forsalgssteder og fremstilling af pressemeddelelser, er helt sikkert. Vi blev boende på Ribelandevej til 1977, og både Lene og jeg var aktive hjælpere ved istandsættelsen af Visemøllen og ved de første festivaler.
Min efterfølger som formand for Jazzklub Noldes Nabo var John Toft Jensen, som boede på 1. sal i Villa Johanna på Ribelandevej, hvor vi boede i stuelejligheden, så kontakten til klubben var meget tæt.
Senere overtog Hans Lydiksen formandsposten, og også ham og hans kone Sofie, var Lene og jeg nære venner med.
Jeg tror ikke, jeg generer nogen ved at sige, at starten af Jazzklub Noldes Nabo, var med til at sætte gang i musiklivet i Tønder, og mon ikke også at Noldes Nabo har været med til at lægge grunden til den nuværende Tønder Festival.
Allerede i 1973 havde Anne Thomsen og jeg deltaget i en generalforsamling i DAJAHU
(Sammenslutningen af danske jazzklubber og-huse). Jeg blev valgt ind i bestyrelsen og det gav rigtigt gode kontakter til Jazzcentret, som blev administreret af trompetisten Arvid Meyer. DAJAHU var statsstøttet, og vi fik bl.a. penge til at arrangere tournéer, med både danske og udenlandske navne, og også dette nød Noldes Nabo godt af.
Jeg fortsatte i DAJAHUS bestyrelse frem til 1981, hvor foreningen fik nyt navn. De sidste år som formand.
Jeg vil slutte min ”lille” beretning med at takke alle, der igennem de 50 år der nu er gået, fra foreningen så dagens lys, for det kæmpe arbejde, der er blevet lagt i musiklivet i Tønder.
Slet ikke er alle er nævnt, for det vil blive en meget stor opgave, men jeg vil henvise til beretningen fra klubbens 25 års fejring.
En person vil jeg dog fremhæve, og det er en person, som sjældent er blevet nævnt.
Navnet er Hans Ehlert, som var PR-mand i Aktivitets og Borgerforeningen.
Mange vil sikkert huske, at han er far til Michael Falk. Det kan dog undre mig, at han aldrig fortalte, at han havde en søn, der dyrkede musikken og havde debut i Møgeltønder Forsamlingshus.
Hans Ehlert var min kontakt til Borgerforeningen, og han var en mand med mange ord, og store ambitioner. Jeg husker han en dag sagde ”Carsten, vi skal have gjort Tønder til Sønderjyllands musikby. Når man i Sønderjyllandshallen kan arrangere koncerter med Les Humphries Singers og James Last, så kan vi også i Tønder.”
Hans Ehlert var en god mand for Jazzklub Noldes Nabo, og i dag er Tønder, Sønderjyllands musikby.
Carsten Grønholt-Pedersen Køge 22.2.2022.
Tak til Carsten får dette meget interessante indlæg