Søgeresultater på "Ribe"
Dato: januar 10, 2023
Tønder Statsseminarium – et dannelsessted
Overrasket og forundret. Gamle protestantiske skoleideer. Hvordan var det med skoleledere før i tiden. Religiøs dannelse var vigtig. Man lagde vægt på latin – ikke dansk. Konsistoriet i Tønder var øverste myndighed. Ikke mange elever. ”Klogskab, taknemlighed og forsigtighedshensyn” Et andet syn på seminariet i Kiel. En ny skolereform hjalp seminariet i Tønder fra 20 til 80 elever. Metodik for folkeskolelærere. Tønder Seminarium var pludselig overfyldt. ”Husk nu – De er kun ”førstelærer” – ikke direktør”.
Overrasket og forundret
Når man kigger Seminariets historie, bliver man overrasket og forundret. Vi har allerede skrevet et par artikler. Men vi er nu gået helt tilbage for at få det hele med. Den første artikel i den nye serie var om grundlæggeren Balthasar Petersen.
Gamle protestantiske skoleidealer
Stedet var i begyndelsen præget af gammelprotestantiske skoleidealer. Og selve ordet ”Seminarium” findes ikke i de oprindelige bestemmelser for stedets virke. Og man sigter heller ikke på at oprette en selvstændig uddannelsesanstalt for lærere med selvstændig undervisningsplan. Der er heller ikke egne lærerkræfter eller egne lokaler.
Man sigtede kun efter at gøre et bestemt antal (18) unge mennesker fra ganske bestemte områder til at blive lærere i landsbyskoler. Og de områder var Tønder, Als, Aabenraa og Haderslev.
Skoleledere før i tiden
Man havde skoleholdere på landet, før man fik seminarier med en planmæssig læreruddannelse. Ofte havde man forsøgt sig i andre erhverv og kom så i lære hos en ældre skoleholder eller degn. Så tog man del i undervisningen. Hos præsten fik man så et kursus i kristendomsundervisning.
Man skulle bruge byens to skoler – die Stadtschule og die Hospitalschule. Instituttets elever, som seminariet blev kaldt dengang, skulle besøge disse to skoler og sidde på bænken sammen med børnene.
Religiøs dannelse
På ”Alumnernes” religiøse dannelse og kundskabstilegnelse blev der lagt meget vægt. Man lagde også vægt på udenadslære. Der var forskellige skriftsteder som var væsentlige. Man skulle kunne både det gamle og nye testamente.
Man lagde vægt på latin – ikke dansk
Og så var det ekstra time i latin hos byens rektor, som også var leder af Latinskolen. Man kan så undre sig over at der ikke var noget tysk eller dansk undervisning. Man skulle besøge kirken og overvære den danske præsts prædiken.
Konsistoriet i Tønder var øverste myndighed
Efter B. Petersens bortgang var det konsistoriet i Tønder, der var øverste myndighed. Og dette bestod af amtmand, provst, arkidiakonen og diakonen ved sognekirken. Dertil kom så borgmesteren. De udgjorde direktionen. De skulle forvalte instituttets gods og pengemidler, overvåge elevernes flid og opførsel, tilse undervisningen og afholde afsluttende prøve.
Ikke mange elever
Stiftelsens bestemmelser vanskeliggjorde en egentlig udvikling. Starten var dog heller ikke god. Da undervisningen startede Mikkelsdag 1788 havde kun 13 elever meldt sig. Stifteren B. Petersen havde forestillet sig, at der hvert år meldte sig 18. Det blev dog sjældent nået.
I instituttets første 15 år dimitterede kun 52 elever.
Så skete der noget
Men så skete der noget. Det var Slesvigs nye generalsuperintendent Adler. De første fire år af sin virksomhed var han tillige provst i Tønder (1792 – 96). Han kunne derfor følge Instituttets udvikling. Han havde nu også overtilsyn med det.
Han havde med store betænkeligheder fulgt Instituttets hensygnende tilværelse. Han udsendte den 27. januar 1794 et brev til Instituttet i Tønder:
Klogskab, taknemlighed og forsigtighedshensyn
Instituttet blev afkrævet et svar. Og det svar viste, hvordan man følte sig bundet af stifteren. Man henviste til at der ikke var nok pengemidler til at aflønne selvstændige lærere for seminaristerne. Med hensyn til kravet om undervisning på dansk kunne man intet foretage sig på nuværende tidspunkt.
Og så måtte man også af hensyn til ”klogskab, taknemmelighed og forsigtighedshensyn” ikke indføre reformer så længe stifterens svigersøn, rektor Carstensen ved Latinskolen, levede.
Sagen gik således sin skæve gang.
Et andet syn i Kiel
En medvirkende årsag til manglende tilslutning til Tønder var oprettelsen af seminariet i Kiel i 1781. Her var hele tre lærere tilknyttet. I Tønder var man afhængig af Byskolen. De problemer havde man ikke i Kiel. Her var også en anden og mere begejstret skoleånd.
En ny skolereform
Omkring 1797 gik Adler i gang med at reformere skolevæsnet i Hertugdømmet Slesvig. I enhver slesvigsk købstad fandtes der foruden almueskolen en lærd skole. Men mange af disse lærde skoler førte en kummerlig tilværelse. Her som i Kongeriget sagde man, at det kun var to ting man lærte på disse skoler, nemlig ”Prygl og Latin”.
Ifølge reformen blev der nu kun opretholdt lærde skoler i Haderslev, Flensborg, Slesvig og Husum. I de øvrige købstæder og flækker oprettedes der i stedet for de lærde skoler – højere Borgskoler. Og sådan var det også i Tønder.
Det betød nu for Tønder, at der var tre offentlige kommunale skoler:
Forbedring af Seminariet
Den højere Borgerskole var dog kun beregnet til drenge. Hertil var knyttet tre lærere med hver deres lærer. Rektorklassen kaldtes den øverste klasse (Kl. 1), fordi den havde skolens leder, rektoren som klasselærer.
Rektor skulle være akademiker, kyndig i klassiske sprog og kunne give de mest opvakte elever ekstra undervisning.
Hele denne nyordning af Byskolevæsenet i Tønder kom til at betyde en forbedring af Seminariet. Hovedskolens tre lærere var således også seminarielærere og Rektoren seminariets førstelærer.
Fra 20 til 80 elever
Den første rektor ved den nye hovedskole og førstelærer på Seminariet var J.L. Forchhammer, en præstesøn fra Angel. Han blev kaldt til Tønder i 1803. Og nyordningen klarede han med stor dygtighed. Det lykkedes ham at føre Tønder Seminarium op i en opgangstid. Men desværre døde han 7 år efter han var begyndt.
Der var 20 elever, da han startede. Og i 1810, da han døde, var der 80 elever. Fra Ribe mod nord og Altona i syd strømmede de til.
Metodik for Folkeskolelærere
Efterfølgeren hed Jacob Decker. Han kom også fra Angel. Med ham holdt pædagogikken i høj grad sit indtog på Tønder Seminarium. Han holdt mange interessante foredrag, som han lod trykke i et samlet værk som han kaldte ”Metodik for Folkeskolelærere. Han delte sin Metodik op i fem afsnit:
Deckers hjertebarn var ”behandling af religionsundervisning”. Han gik meget ind for elevernes religiøse dannelse.
Tønder Seminarium var nu overfyldt
Under Deckers ledelse var Tønder Seminarium ved at være overfyldt. Det talte nu 100 – 130 elever. Han gjorde meget for at opbygge et stort bibliotek. Således skulle hver ny elev betale en daler i kassen. Bøder for begåede forseelser gik også til bogindkøb.
Fra højeste sted blev hans arbejde påskønnet. Regeringen udnævnte ham først til professor, senere til Ridder af Dannebrog.
Husk nu – De er kun ”Førstelærer” og ikke direktør
Han tog også del i Tønders kirke-liv. En gang imellem prædikede han også. Justitsråd Richtsen lod ved lejlighed hans prædikener trykke og uddelte dem til tøndringerne. Han var ikke med på bølgen med pietismen. Han holdt fast med den gamle tro og bekendelse.
Men Decker led under det tryk, der kom fra Seminariets direktion, hvis ledende mand, provst, konsistorialråd P. Prahl var et meget myndigt overhoved. Man lod Decker mærke, at han kun var ”førstelærer” og ikke direktør på Seminariet. Han havde en direktion over sig.
Måske var det derfor han søgte væk. I 1827 fik han et præsteembede i Reinfeld i Holsten, hvor han efter sin præstegerning døde i 1834.
Følg med i vores historie om Tønder Seminarium. Næste afsnit følger snart.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 7, 2023
Finsen – en nobelpristager fra Østerbro (2)
Han var født på Færøerne. Afhandlinger. På Herlufsholm fik han at vide, at hans evner var for små. Medicinsk embedseksamen i 1890. Ultraviolette stråler kunne også være skadelige. Finsen helbredte en af ingeniørerne. Man kunne blive udelukket af det sociale fællesskab. Lysinstituttet startede i træbarakker. Flytning til Rosenvængets Hovedvej. Vejen til behandling med røntgen – og radiumstråler. Han var også opfinder. Angrebet af belastende sygdom. Han skrev aldrig en doktordisputats. Han forsøgte at kurere sin egen sygdom. Monumentet ”Mod Lyset”. Sammenlagt med Rigshospitalet. I dag behandles sygdommen med antibiotika. Det lykkedes ikke at bekæmpe hudkræft. Niels Bohrs far mente ikke, at han skulle have været indstillet til nobelprisen. Det var dog trods alt ”til Menneskehedens bedste”.
Født på Færøerne
Indrømmet – overskriften er nok lidt søgt. Han var en færøsk læge født på Færøerne med af islandsk slægt. Men som vi kunne læse i første del, så drev han sin forskning på Østerbro.
Afhandlinger
Det er jo ikke helt rigtig, når man siger, at fik nobelprisen uden at skrive en afhandling. I 1893 skrev han:
Og i 1896 fulgte:
Han gik på Herlufsholm Kostskole fra 1874 til 1876 men blev student i Reykjavik i 1882. Han havde ellers ikke lyst til at studere. Han ville hellere dyrke friluftsliv. Men sygdom hindrede ham i dette.
På Herlufsholm: ”Evnerne er for små”
I januar 1876 lå Niels som nr. 2 af 22. på Herlufsholm. Ved årsprøven fik han ug i botanik ug- i dansk stil, ug- i tegning og mg+ i historie, men i geografi han kun tg+. Han fik at vide, at han kunne oprykkes til næste klassetrin, men afgørende for Niels` fremtid blev rektor Forchhammers udtalelse:
Medicinsk embedseksamen i 1890
Han var den næstældste af en søskendeflok på ti, hvoraf fire børn var fra hans fars første ægteskab. Hans far var landfoged på Færøerne. I 1871 blev faderen udnævnt til amtmand på Færøerne. I 1884 rejste familien Danmark. Faderen var blevet udnævnt til stiftamtmand i Ribe.
Som student kom han til København og fik en friplads på Regensen. Han var et beskedent menneske og egentlig også lidt sky. Hans væsen forblev uberørt af hans tidlige verdensry. I 1890 tog han medicinsk embedseksamen.
Flere afhandlinger
I 1893 skrev han også andre afhandlinger:
I de følgende år sendte han en række mindre afhandlinger, bl.a.
Hans forsøg var ganske enkelte og så havde han en meget skarp iagttagelsesevne.
Ultraviolette stråler havde også skadelige virkninger
Finsen argumenterede for at visse alvorlige betændelser af huden som følger af koppesygdommen skyldtes lysets ultraviolette eller kemiske stråler. Han var dog også klar over at ultraviolet lys kunne være gavnlig for visse hudlidelser.
Finsen helbredte en af ingeniørerne
I mangel på ”solskin” henvendte Finsen sig i 1895 til Ib Windfeld – Hansen, der var leder af Københavns Elektriske Lysstation i Gothersgade. Finsen fik her lov til at eksperimentere i lysstationens laboratorium. Tilfældet var at en af Lysstationens ingeniører Niels Mogensen led af hudtuberkulose – i ansigtet. I flere år havde han prøvet forskellige behandlinger, dog uden at blive helbredt. På Finsens tid havde man ikke antibiotika, så behandlingen var som regel kirurgisk med grimme ar til følge.
Efter flere behandlinger hos Finsen blev ingeniøren helbredt. En smertefri, alternativ og helbredende behandlingsmetode mod hudtuberkulose var nu blevet opdaget.
Finsens metode var ganske simpel. Den bestod i langvarig bestråling af den angrebne hud med ultraviolet lys stammende fra en kulbuelampe.
Man kunne blive udelukket af samfundet
Sådan en lidelse var alvorlig. Det førte også til at dem med vansirede ansigter ofte blev socialt udstødte. Og da beboerne i Rosenvænget erfarede, at Finsen skulle flytte ind i cirkusdirektørens hus, lød der store protester. Man kunne sandelig ikke have at sådan nogle gik rundt i deres fine kvarter.
Lysinstituttet startede i træbarakker
I oktober 1896 startede ”Finsens medicinske Lysinstitut” i nogle beskedne træbygninger som blev opført i et hjørne af Kommunehospitalets grund. Han fandt dog hurtigt økonomisk støtte dels hos private og dels hos det offentlige. Bygningerne kostede 4.331,50 kr. mens indretningen af laboratoriet kostede 1.600 kr. Det var borgmester Borup, der lovede støtte.
Holger Forchammer, der var søn af rektoren fra Herlufsholm og Finsens gode ven, blev leder af patientbehandlingen. Han fik titel af overlæge.
Flytning til Rosenvængets Hovedvej
I 1901 kunne han derfor flytte til Rosenvængets Hovedvej 37 på Østerbro. Lysinstituttets hovedopgave var at
Vejen var banet for behandling med røntgen- og radiumstråler
Han banede vejen for den terapeutiske anvendelse af røntgenstråler og radiumstråler. Hans videnskabelige arbejder indledte en blomstringsperiode for studiet af lysets biologiske virkninger. Frem til den 21. oktober 1903 havde Finsen behandlet 1.100 patienter.
Han var også en opfinder
Han var også lidt af en opfinder. Således fik han ideen til den rundslebne dissektionskniv. Han fandt også en metode til fremstilling af et holdbart blodpræparat, som vandt stor udbredelse. Han lagde også betydelig teknisk snilde for dagen ved konstruktion af sine forskellige lamper og lyssamlingsapparater.
Han havde en sej udholdenhed, udpræget retfærdighedssans og stædighed.
Angrebet af belastende sygdom
Allerede som 23 – årig blev han angrebet af en kronisk hjerte-og leversygdom, hvis følgetilstande som underlivsvattersot, stakåndethed og træthed han målbevidst og med heroisk udholdenhed søgte at nedkæmpe, men som dog gennem hele hans voksenalder i høj grad nedsatte hans arbejdsevne. Hans energi og arbejdslyst holdt sig derimod usvækket indtil han 44 år gammel bukkede under for sin sygdom.
Sygdommen blev muligvis grundlagt, da Niels Finsen som treårig var meget syg. Man frygtede en overgang at han havde fået hjernehindebetændelse, hvilken kunne medføre døden eller varig hjerneskade.
Han forsøgte selv at kurere sin sygdom
Han forsøgte gennem de sidste leveår at kurere sin egen sygdom. Et nyt sanatorium blev oprettet på Strandvejen. Men forinden sin død havde Finsen tegningerne klar til en ny og større klinik, som skulle have plads på Lysinstituttets grund i Rosenvænget. Han nåede dog ikke at se sin plan realiseret. Først fire år efter hans død stod den ny klinik færdig og kunne tages i brug.
Han skrev aldrig en doktordisputats
Finsen blev hædret som æresmedlem af en række såvel inden som udenlandske videnskabelige selskaber. Han blev titulær professor i 1898. Og det uden nogensinde at have holdt et foredrag. Det lod han Forchammer om.
Han fik aldrig skrevet en doktordisputats eller blev medlem af Videnskabernes Selskab. Ej heller blev han medicinsk professor, selv om han ofte blev betegnet som sådan.
Den 10. december 1903 modtog han nobelprisen i medicin for sin behandling af hudtuberkulose med lys. Han var også Ridder af Dannebrog m.m.
Monumentet ”Mod Lyset”
Til minde om Finsen og hans virke rejstes 1909 Rudolf Tegners monument ”Mod Lystet ved Rigshospitalet i København. Det store monument ligger på hjørnet af Tagensvej og Blegdamsvej. Det er statuen af tre nøgne mennesker, en mand og to kvinder, der svulstigt strækker sig mod det livgivende sollys.
Sammenlagt med Rigshospitalet
I 1921 blev en ny hovedbygning indviet på Strandboulevarden.
I 1930 blev hospitalets navn ændret til ”Finsen – Instituttet. Og i 1980 kom det under Rigshospitalet. I dag hedder det Finsens Center og primært beskæftiger man sig med kræftbehandling.
I dag behandles sygdommen med antibiotika
I dag behandles sygdommen (lupus) med antibiotika, så Finsens behandlingsmetode med koncentreret ultraviolet stråling næsten glemt.
Det lykkedes ikke at behandle hudkræft
Men det vi ved i dag er at for meget ultraviolet stråling kan føre til hudkræft. Mon det var nogle af hans patienter, der udviklede dette. Finsen forsøgte også at helbrede hudkræft ved hjælp af lys, men det lykkedes dog ikke.
Selv om Finsen og hans stab af medarbejdere gjorde store anstrengelser for at udvikle lysmetoden til en behandling af andre sygdomme, lykkedes det ikke rigtigt
Niels Bohrs far mente ikke han skulle være indstillet til Nobelprisen
Man spørger nu i dag, om Finsen fortjente Nobel – prisen? Der var andre kandidater dengang. En af dem, der gik imod Finsens kandidatur var Niels Bohrs far, Christian Bohr, der var tidens fremtrædende professor i fysiologi. Han mente ikke at Finsens indsats i tilstrækkelig grad repræsenterede teoretisk og akademisk videnskab.
På grund af sit helbred var Finsen ikke selv til stede, da nobelprisen blev uddelt. Der blev holdt en mindre højtidelighed i Finsens hjem. Af prisen på 140.000 kr. skænkede Finsen 50.000 kr. til Instituttet. Og som tak for begejstret udført arbejde og godt kammeratskab fik personalet en ekstra månedsløn.
Det var vel til ”Menneskehedens bedste”
Niels Ryberg Finsens begravelse fandt sted i Marmorkirken. Sjældent er en dansk videnskabsmand blevet hyldet og glorificeret, som tilfældet var med Finsen. Måske stod hans videnskabelig indsats måske ikke mål med den nationale heltestatus han blev tildelt af samtiden.
Det kan dog ikke nægtes at Finsens behandling af sygdomme og især ”Lupus Vulgaris var effektiv. Det var en opdagelse til ”Menneskehedens bedste” og det var vel således i smuk overensstemmelse med både ånd og ord i Nobels testamente.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 31, 2022
Hvad læses der mest – i december 2022
Kære Læsere I ønskes alle et Godt Nytår. Og i det nye år er vi klar med endnu flere interessante artikler. Tak for den overvældende interesse. Vi delt vores årsrapport op i en positiv og en negativ afdeling. Vi vil nu helst berette om det positive. Vores artikler på hjemmesiden bliver brugt i aviser, blade, andre bøger, til undervisning og meget mere. Og så har det været berigende at møde nye folk til flere foredrag i 2022, selv om jeg havde lagt det på hylden grundet rygskade. Af det negative kan berettes at en gruppe ligefrem bliver advaret mod vores artikler. Facebook har beskyldt undertegnede for hadefuld retorik og være nærmest seksuel afvigende, fordi der er vist bade børn i Sortedamssøen. Du kan nu vælge mellem 1,912 artikler. Godt nok kom der kun 4 nye artikler i december, men trods alt var der 129 artikler i 2022.
Nye artikler
Denne måned har ikke budt på så mange nye artikler. Det skyldes indtrufne omstændigheder her i hjemmet.
Men året 2022 har dog budt på 129 nye artikler
Vi har også fået rettet de fleste artikler på siden. Nu fremstår de fleste artikler læsbare og de værste slå – og stavefejl er blevet rettet. Det var en stor omgang.
Det Positive
Vi har tænkt på at lave en slags årsrapport, så det kan være, at du har læst meget af dette før. Men nu får vi heldigvis hele tiden nye læsere.
Mange tilkendegivelser fra positive læsere
Det har været år præget af godt og skidt. Lad os starte med det positive. Vi får utrolig mange tilkendegivelser fra jer, trofaste læsere. I er glade for at læse artiklerne. Interessant er også at læse, når I selv har oplevet noget i forbindelse med artiklerne. Bliv endelig ved med at skrive. Vi sluger det råt, særlig når I roser.
Vores hjemmeside er blevet meget hurtigere
Positivt er også, at vores gode teknikker har fået meget mere fart på vores hjemmeside. Det går nu lynende hurtig. Det har han gjort ved at skifte server. Det har så den lille hage, at alle filer har fået ny adresse. Og så er det ikke sikkert, at I kan finde artiklerne på filer med numre. Så skal I bruge tekst – filer med bindestreg. Det kan så blive lidt ekstra vanskelig hvis vi skal lave hitliste. Så kan en artikel have to forskellige file-navne.
Mange bruger vores artikler positivt
Vores artikler har været anvendt i bogudgivelser med kildeangivelse, i aviser og på hjemmesider. Man har anvendt vores anmeldelser af bøger diverse steder.
Berigende at møde nye mennesker til foredrag
Selv om ”Den Gamle Redaktør” havde sagt nej til foredrag i årets løb grundet rygskader, så er der alligevel blevet til nogle stykker. Og det er altid spændende og berigende at komme ud og møde nye interesserede mennesker.
Det Negative
”Dumme-bøder”
To gange i år har vi overtrådt copyright – rettigheder. Det ene var en opstilling af noget sønderjysk mad og det andet var et ældre foto af møbeldesigner Wegener. Vi respekterer selvfølgelig at det er rettigheder. Men den bøde/afgift/dummebøde, der gives i den forbindelse, står jo slet ikke til måls, hvor lidt, vi har brugt fotoet. Sker det igen dropper vi Facebook. Det har vi slet ikke råd til. Vi har tidligere bebudet at vi vil skrive en artikel om problemet. Facebook udgør efter sidste måned 38 pct. af alle besøgende.
Mange anklager fra Facebook
Og når vi nu er ved Facebook. Så er det jo fantastisk, hvad vi er beskyldt for i årets løb. Vi spreder hadefuld retorik, når vi forsvarer vores historiske synspunkter. Vi er nærmest racister, fordi vi skriver om folkeslag med den benævnelse, man brugte om dem dengang vi omtaler dem i historien. Begge ord er på Facebooks forbudt – liste. Og der kan robot ikke finde ud af at vi skriver om historie.
Også forbudt at vise badende børn
For nylig blev vi så nærmest beskyldt for at være pæ……. Ja vi vil ikke nævne ordet. Vi lagde billede af badende børn i Sortedamssøen på Nørrebro til en artikel om erindringer om Det Gamle Nørrebro. Med dette havde vi overtrådt Facebooks seksuelle kodeks. Nu var masser af badende børn både fra Ladegårdsåen, Vidåen, Rømø, Søene i København og andre steder. Vi kunne selvfølgelig have klaget over afgørelsen, men belært af erfaring med udelukkelse eller restriktioner valgte vi at acceptere Facebooks afgørelse.
Vores artikler er et tilbud
Vi synes det er fint nok, at de forskellige grupper på Facebook har deres egne regler. Men de bliver mange gange administreret alt for restriktivt. Og nogle gange opfører læserne sig som ”små konger” uden at administrator griber ind. Det gider vi simpelthen ikke. Man glemmer, at når vi lægger en artikel op, så er det et tilbud til den pågældende gruppes læsere. Det er ikke tvangslæsning.
Det kan da godt være, at den pågældende artikel havde været lagt op for to måneder siden. Og nu havde vi så lagt den op med andre fotos. Det var nok til at den blev slettet. Eller at et foto af en kirke var for ny. Så var man lige glad med artiklen og de andre fire fotos. Men administrator selv måtte godt selv bruge nyere fotos.
Et tredje sted skulle vi først gå igennem, hvilke fotos, der var lagt ind på den pågældende gruppes liste over fotos. Fint nok, at der er regler, men alligevel!
Gentagelser kan ikke undgås
Og sådan kunne man så blive ved. Vi er da udmærket klar over, at der er masser af gentagelser af vores artikler. Vi har også kun 1.911 artikler at vælge imellem. Vi fører ikke kontrol med hvilke artikler og hvornår, de har været bragt i hvilke grupper. I øjeblikket ligger vi også dagligt ”Minder” ud i vores egen gruppe.
En ”Historiker” advarer mod vores artikler
I en gruppe, hvor der var mange læsere hele tiden, har en bestemt læser bebrejdet os for det første, at vi ikke har den nyeste forskning med. Og i anden omgang har han så advaret gruppens læsere mod vores artikler. Han påstår ”det er noget være sludder”. Og til den sidste havde vi hele 9 kilder, som vi havde brugt. Grunden til, at ikke er grebet ind er nok at vedkommende er ”rigtig” historiker. Og skal vi forsvare os så udbreder ifølge Facebook ”hadefuld retorik”.
Vi var for ”dominerende”
Vi er mere eller mindre blevet smidt ud af nogle grupper, fordi vi var for ”dominerende”. Det har nu aldrig været vores hensigt. Vi kom med vidt forskellige artikler og fotos. Men det var åbenbart heller ikke rigtig.
Vi kan godt lide kritik men det skal være en måde med galskaben. Nu er vores side jo ikke et videnskabeligt fakultet. Det er et sted, hvor alle burde være med.
Vi bruger ikke så meget tid på fotos
Læsere har bebrejdet os at vi ikke skriver, hvor vores fotos er optaget og hvornår? Ofte står dette ikke angivet. Vi har tidligere flere gange fortalt, at vi ikke vil bruge tid til at finde ud af dette. Læserne får til gengæld historier og artikler, der relaterer til fotoerne. Der findes andre grupper på Facebook, der er eksperter i disse fotos. For vores hjemmeside/Facebook-gruppe er og bliver historierne det vigtigste.
Spørgsmål er velkommen, men!
Og så må vi også nok en gang konstatere, at ikke alle læser vores artikler. Det er da også helt orden. Men der bliver stillet spørgsmål, man kan finde svar på i artiklen.
Nej, vi er ikke konspiratorer
Og så er der stadig interesse for vores bog ”Grænsen er overskredet”. Titlen kan godt være dobbelttydig. Vi har løbende tilføjet nye ting til denne historie. Der er nogle, der kalder os for konspiratorer, fordi vi ikke henviser hvert punkt til dokument nr. XXXX og så videre. Vi har nok ikke forklaret os godt nok. Vi har fået fat i en hemmeligholdt historie og allerede ved en af de første dokumenter, som vi fik fat i, nemlig en ligsynsrapport, kunne vi se at den var helt galt. Der er udarbejdet falske rapporter og udtalelser m.m. Det er ting myndighederne ikke vil have frem, derfor har de forsøgt og forsøger at forhindre os i at komme med nye afsløringer.
Vi har fået anonyme tips og henvisninger fra folk, der har en grund til at være anonyme. Vi er blevet nægtet arkivadgang og meget mere. Som vi tidligere har bebudet, har vi tænkt på at samle det hele i en større artikel med alle oplysninger.
Men det er selvfølgelig meget lettere at kalde os konspiratorer og så tro på myndighederne og det diverse folk har forsøgt at bilde os ind.
Facebook – Statistik
NU 1.912 Artikler
På siden har du nu mulighed for at finde 1.912 artikler inden for 16 kategorier
Dato: december 29, 2022
Sønderjyske Årbøger 2022
Det blev en lidt længere anmeldelse. Valget af de 7 artikler har i år været særdeles heldigt. Således fangede de alle sammen ”Den Gamle Redaktørs” interesse. Han fik her ny viden om mange temaer. Vi vil ikke kåre den bedste artikel for det har noget at gøre med ens individuelle interesse. Noget af det, der er blevet beskrevet, kunne undertegnede godt have brugt til et netop afholdt foredrag. Egentlig får man meget for pengene ved medlemskab for Historisk Samfund for Sønderjylland. Også 16 boganmeldelser følger med. Og en gennemgang af museumsfolk og forskers arbejde i det sønderjyske. Ja vi bevæger os også over grænsen. Og det gør vi også i boganmeldelserne.
Det er ikke jul uden Sønderjyske Årbøger. Og igen i år kan vi glæde os over interessante artikler – hele 7 artikler og 16 boganmeldelser.
Selvfølgelig er det altid nogle af artiklerne, der er mere interessant end andre. Det hænger sammen med ens egen interesse. Men den gang fænger alle artikler
Civile dødsfald på Als i 1864
Den første artikel hedder ”I Krigens skygge” – civile dødsfald på Als i 1864. Soldaterne smittede lokalbefolkningen på Als. Først var der danske soldater siden preussiske.
De to forfattere Ditte Kock og Jens Jacob Refshauge Beck har fundet frem til, at 25 pct. af de ca. 3.100 danske soldater, der faldt i 1864, døde af sygdom. Krigen 1864 er ofte fokuseret på soldaterne.
Nu kan kildematerialet fra dengang ikke give en troværdig beskrivelse af dødsårsagen. Det kan kun give en nogenlunde årsag til dødsårsagen. På et tidspunkt lå der 19.000 danske soldater på Als. Det blev så reduceret til 12.000.
De fleste boede i baraklejren ved Sundsmark, men en masse var indkvarteret rundt omkring på øen men kun hos de dansksindede. Vi får en beskrivelse af indkvarteringsforholdene på en præstegård.
De danske officerer var især indkvarteret på palæet ved Augustenborg Slot. Og egentlig var det ikke meget, der her tyede på krig. Men præsterne, der førte kirkebog, undrede sig over stigende dødsfald i lokalbefolkningen.
Alle gårde og mange huse havde været godt opfyldte at indkvarterede soldater. Ofte måtte ejeren nøjes med et lille rum uden kakkelovn. Således noterer præsten Christian Krogh-Meyer, der var præst i Sottrup på Sundeved, at dødeligheden er stor. Der var allerede anmeldt det 11. dødsfald i denne måned.
Forfatterne til artiklen konstaterer at dødeligheden stiger i alle 15 alsiske sogne. Men hvad er årsagen. Tropperne skyder jo ikke efter lokalbefolkningen. Men med så mange tropper kan indbyggertallet godt fordobles i en by og infrastrukturen vokser ikke lige så hurtig.
Sønderborg sogn lå tæt på slagmarken og de preussiske batterier til at soldaterne kunne opholde sig her i længere tid. Ulkebøl lå tilpas langt væk. Og her i Ulkebøl var den oftest forekommende sygdom tyfus.
Præsten i Havnbjerg angav difteri som årsag til flere dødsfald blandt børn. Præst Nicolai Feilberg i Ullerup beskrev situationen meget rammende:
Det statistiske bureau forklarede i 1868, at der i 1864 herskede tyfus-, skarlagensfeber og halsbetændelsesepidemier. Især tyfus plagede både danske og preussiske tropper.
Dødstallet for hele Als blev fordoblet svarende til 450 ekstra døde i forhold til de fem foregående år. Overdødeligheden var størst nær den store baraklejr i Ulkebøl sogn. Her steg dødstallet med 190 pct.
Interessant artikel men vel ikke overraskende. Vi har før hørt i historien at når infrastrukturen bliver udfordret og når fremmede mennesker kommer til i hobetal, sker der ting og sager.
Hollandske fliser på Rømøs vægge
Den næste artikel handler om et emne, som vi også på vores hjemmeside har fokuseret på.
I 1600- og 1700-tallet havde Holland stor kunst – og kulturhistorisk indflydelse på Danmark og Hertugdømmerne. Den vestslesvigske kyst var meget præget af Holland. Denne undersøgelse er betragtet ud fra en kulturhistorisk vinkel.
I Holland blev fliserne brugt til bl.a. at isolere mod fugt og kulde udefra. Motiver og farver var bestemt af den gængse mode. De ældste fliser langs Vadehavskysten kendes fra Sejerslev og Emmerlev. De var udsmykket med blomster, frugter, dyr og fugle. Her var masser af farver på.
Nord på og i Frisland foretrak man de blå fliser. Endnu senere blev fliserne forsynet med bibelske motiver. Her havde pietismen også sin indflydelse.
Det var i løbet af 1700-tallet at de hollandske fliser for alvor nåede området ved Vadehavskysten. I 1768 forbød den danske konge import af hollandsk fajance. Det måtte heller ikke sælges i Hertugdømmerne.
Landskaber malet ind i en cirkel findes i rigt mål som motiver på Rømø. Mange steder på Rømø er fliserne opsat tilfældigt, hvad angår farver og motiver.
Listerdybs store dybde holdt Rømø isfri om vinteren og gjorde havnen til en vigtig havn. Øen har haft en anseelig handels – og fiskerflåde. I årene 1642 – 43 havde Rømø således 21 skibe på i alt 478 læster, mens Ribe kun havde 14 skibe på i alt 78 læster. Under svenskekrigene brændte svenskerne en stor del af Rømøs flåde. Og i slutningen af 1600 – tallet skabte sandflugt problemer for det sparsomme landbrug på Rømø. Landgilden blev delvis betalt i fisk.
Hval – og sælfangsten kom først til at spille en rolle i slutningen af 1700-tallet. På de fleste gårde holdt man får, mens landbrug kun var til husbehov. På strandengene kunne der græsse køer. Omkring 1800 var hvalfangsten på retur og i forbindelse med Englandskrigene ophørte dette.
Først efter 1860/70erne tog landbruget over. Men inden da havde indretnings- og bygningskulturen sat sit præg på Rømø med masser af inspiration fra Holland. Nu var man begyndt at bygge i mursten på Rømø med sten leveret fra teglværker langs Vadehavskysten – også inspireret fra Holland.
Det kniber med skriftlig dokumentation omkring hollandske fliser. De skippere, der sejlede med stude til Holland og Nordtyskland kom hjem med fliser. Og handelsfolk solgte hollandske fliser.
I forbindelse med udgravninger på Rømø har man fundet ud af, at fliserne sad på stuehusets sydside, desuden på mursten bag bilæggerovnen. De var af samme typer som blev benyttet i Nordtyskland. De er fra midten af 1700 – tallet.
De første fliser kom til Rømø i begyndelsen af 1600 – tallet. Interessant er også at vi får at vide, at der omkring 1800 boede 1.500 mennesker på Rømø. Men i perioden 1800 – 1900 faldt indbyggertallet til ca. 975. Antallet af bygninger faldt til 230. Dette betød så igen at en masse gårde og huse forfaldt. Antallet af bygninger faldt fra 325 til 230. Rømø var blevet fattigere.
På Rømøgård er der bevaret et brev fra 1936, hvoraf det fremgår, at
I 1960 – 1970erne blev fliserne yndede antikviteter. På Kommandørgårdens vægge sidder der i dag 4.000 hollandske fliser. Ganske imponerende.
På Rømø satte man fliserne anderledes op end i Holland. Nu var der også en hel anden bygningskonstruktion her end i Holland.
En ganske interessant artikel af Elsemarie Dam-Jensen. Vi får foruden flisernes historie et stort indblik i Rømøs historie.
At leve med vand i Tøndermarsken og Gotteskoog
Et gammelt ordsprog fra vadehavskysten siger:
I dag taler man om i stigende grad at give regnvandet mere plads bag digerne som en mulig løsning på fremtidens øgede nedbørsmængder som følge af klimaforandringer. Som vi tidligere har beskrevet på vores side, så gennemgik Tøndermarsken og Gotteskoog store forandringer i perioden 1927 – 1932. Også dagliglivet i marsken blev forandret.
For ca. 3.000 år siden steg havspejlet og havet begyndte at oversvømme de lave hede-sletter og aflejrede sig i form af slik, der de seneste 3.000 år har dannet marsken. Vaden er den blotlagte havbund ved lavvande.
Der blev bygget masser af diger. En af de vigtigste er Højer Dige, der blev færdig i 1861. Hyppige stormfloder betød masser af oversvømmelser fordi sluserne blev lukket. I dag pumpes regnvand væk fra de lavtliggende marskområder.
Ja man siger, at der har været fire perioder i Tøndermarskens afvandingsprojekter. Den fjerde begyndte i 1980erne. Og det var det første naturgenopretningsprojekt. Vi kender også projekter som De fremskudte sige og Snæbel – projektet.
Omkring 1.100 frisere begyndte at bosætte sig på kunstige forhøjninger i marsken syd for Tønder og Møgeltønder. Friserne tog deres viden med syd fra, hvor de i mere end 1.000 år havde praktiseret den specielle bosætningsform. Efter at havdigerne var opført så man også bosættere på disse, som det er tilfældet i Rudbøl og Nørremølle.
Vi har tidligere her på siden fortalt om, at maleren, Nolde var overrasket over, at der så ofte var oversvømmet omkring hans gård Utenwarf. Han kaldte sin hest for vandhest. Den var ikke bange for vand.
I artiklen hører vi selvfølgelig også om springstokken (Klu´stach). Om vinteren brugte man ofte skøjter for at komme frem. Marskens amfibiske områder af rørskov blev høstet. De blev udskibet fra Højer Sluse eller solgt på markedet i Tønder.
Landbrug var Tøndermarskens hovederhverv, En anden stor indtægtskilde var høst af tagrør. Fiskerettigheder var ofte knyttet til et bestemt sted eller hus. Og så var det afvandingen, der ikke var særlig populært blandt indbyggerne. Mange var afhængige af fisk i åerne og søerne som en daglig fødekilde.
Omkring 1920 havde Tønder stadig åbne rendesten. På dette tidspunkt var der stadig mange stalde i byen. Der var ikke mindre end 122 heste, 713 kreaturer, 38 får og omkring 400 grise boede stadig i byen. Tilstedeværelsen af så mange dyr var et stort hygiejnisk problem for byen. Men i 1923 – 25 blev Tønder endelig kloakeret.
I 1923 bemærkede førstelæreren på den danske skole, lærer Mikkelsen i Rudbøl om drikkevandet:
I Rudbøl hentede man drikkevand i de samme kanaler som kreaturerne. Det gjaldt også bageren. Det var få meter fra, hvor hans store staldmødding løb ud.
Kloakeringen forbedrede både lugten og hygiejnen i Tønder, men kloakkerne førte direkte ud i Vidåen. Efter afvandingen var Rudbøl Sø som ”oppumpet snavs”. Inden var det klart vand. Vidåen løber som bekendt gennem Rudbøl Sø.
Efter afvandingen forsvandt tagrørene, men jorden er blevet bedre pløjejord. Men trods dette, ville et flertal af beboere have beholdt den oprindelige natur. Folk blev nu tvunget til at finde en ny måde at leve på. Nogle blev overrasket over, hvor velegnet marsken var til opdyrkning, men kunne begræde nedgangen i fugle – og plantelivet.
Anne Marie Ludvigsen, der har skrevet denne fremragende artikel, slutter med denne konklusion:
De kalder mig en Nazi-spion
I september 1946 måtte Jacob Kronika, den kendte sydslesvigske journalist og forfatter forsvare sig mod anklager om, at han skulle have været nazistiske regime. Og forsvaret forgik via en stort opsat artikel i Nationaltidende.
Avisen Social – Demokraten havde muligvis også en interesse i at skade ham.
I 1963 gik Kronika på pension som chefredaktør på Flensborg Avis. Samtidig var han fra 1932 korrespondent i Berlin for Nationaltidende og senere også for Svenska Dagbladet. Så var op gennem 1930erne og under Anden Verdenskrig, det danske mindre mindretals repræsentant i Berlin.
Han var fortaler for at Sydslesvig og Flensborg kom til at tilhøre Danmark. Han havde stor gennemslagskraft Danmark men fik i stigende grad et problem med briterne. De ønskede ro i Sydslesvig og så nærmest det danske mindretal som et problem.
Social – Demokraten kritiserede ham for, at der var gået tre – fire år efter den nazistiske magtovertagelse, før han kritiserede dem. Bladet mente også at det var kritisabelt, at han aldrig havde opfordret det danske mindretal til at begå ulovligheder over for Hitler. Disse anklager fra Social – Demokraten fremkom i en række artikler i september 1946.
Forsvarsskriftet blev oversat til engelsk, så var Kronika sikker på, at også briterne læste det.
Nu var det ikke let at forsvare noget, der var sat i gang som en hviskekampagne. Men egentlig var forsvaret ikke så konkret udformet. Briterne havde antydet, at de i Gestapos arkiv havde fundet bevis på, at der havde været kontakt med Kronika.
I forbindelse med Danmarks besættelse den 9. april 1940 havde der været foretaget husundersøgelse i hans hjem. Han var også blevet afhørt af SS-folk. Baggrunden var, at Kronika den 8. april havde skrevet en artikel ”Truslen mod Nordens Fred”. De tyske myndigheder mente at Kronika havde fået tilsendt hemmelige dokumenter.
Og denne påstand var ikke grebet helt ud af luften. Han havde fået dokumenter fra det danske gesandtskab i Berlin. I forsvarsskriftet henviste Kronika til et foredrag, som han havde holdt på Hindsgavl Slot i 1937, hvor han advarede mod den nazistiske trussel.
Han undskyldte samtidig, at han i begyndelsen af det nazistiske styre ikke kunne gennemskue dem. Han var ikke enig med briterne i at hans roman fra 1935, der hed ”Revolution” skulle være nazistisk.
I sidste halvdel af 1930’erne havde Kronika kontakt med Ejnar Vaaben, som allerede siden 1922-23 havde været overbevist nazist. Det var mest Vaaben, der sendte breve. Og det var kun få svar.
Vaaben var interesseret i at bevare kontakten også til Ernst Christiansen og Flensborg Avis for at få anmeldelser af forskellige artikler og bøger, som Vaaben havde skrevet.
Kronika vidste godt, at en del betragtede ham for at være nazist. Og egentlig kan man ikke se om han tog afstand fra Vaabens nationalsocialistiske visioner.
Social – Demokraten fandt det mærkeligt at:
Kronika kritiserede de britiske myndigheders behandling af det danske mindretal. Dette fik Social – Demokraten på banen:
Ifølge Social – Demokraten skulle man ikke kritisere dem, der vandt over nazismen.
I det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger blev der også berettet om anklagerne mod Kronika og især om hans forsvar i Nationaltidende. Bladets chefredaktør, Ernst Siegfried Hansen anklagede her tværtimod Kronika for at have spioneret imod Tyskland.
Han blev også beskyldt for at have sympati for kommunismen eller for Sovjetunionen. Ja, der var også beskyldninger mod ham for at tilhøre Højgård-kredsen. Disse var såkaldte dansk – nationale mænd.
Oberst G.P. Henderson fra den britiske militærregering i Slesvig-Holsten havde den 28. oktober 1946 sendt en besked til den danske generalkonsulent om, at Kronika gennem længere tid havde overtrådt de privilegier, han havde som krigskorrespondent i Tyskland ved åbent at deltage i slesvig-holstensk politik. Derfor bad han at fortælle Kronika at hans tilladelse som krigskorrespondent i Tyskland ville blive inddraget, hvis han fortsatte sin politiske aktivitet.
Og denne aktivitet var at forsvare mindretallets interesse i Sydslesvig.
De britiske myndigheder foretog aldrig en undersøgelse af Kronikas aktiviteter og de
fremkom heller aldrig med en officiel anklage mod ham. Social- Demokraten fremkom heller ikke med flere beskyldninger om nazistiske tendenser. Men Kronika blev nødt til at trække sig fra det danske mindretals politiske aktiviteter. Man kan heller ikke sige med sikkerhed, om der fandtes noget i Gestapos arkiver.
Mogens Rostgaard Nissen kommer vidt omkring og analyserer forskellige kilder. Fortællingen bliver aldrig ensidig, som vi ofte kan se, når der skal styres på en bestemt holdning. Og for ”Den Gamle Redaktør” her er der kommet endnu en spændende artikel til Sydslesvigs historie.
Feltlæge i Første Verdenskrig
Det er tredje generation af familien Lorentzen, vi hører om i en artikel om/af John Nis Lorentzen. Hans far var gasværksdirektør. Hans bedstefar var ejer af et jernstøberi i Tønder og et tørveværk i Sølsted. Rene Rasmussen har redigeret en artikel om dengang vores hovedperson var Feltlæge.
Atmosfæren var anderledes ved lazarettet end ved infanteriet. Elevernes uddannelse foregik om formiddagen med praktisk tjeneste på afdelingerne. Om eftermiddagen var der nogle timer med teoretisk undervisning navnlig i anatomi og fysiologi efter lærebogen for sygehjælpere.
Rengøring i rådhusets mødesal hørte med til den praktiske uddannelse. Men medicinerne blev nok efterhånden en plage for befalingsmændene. Efter to måneders forløb bestod alle deres eksamen.
Vi kommer forbi mange lazaretter. Og en af de hyppigste dødsårsager var koldbrand. I løbet af en nat kunne der sagtens dø ca. 10 personer. Som læge sov man kun, når der var tid til det. Men der var dog forskelle på diverse lazaretter.
Den spændende beretning slutter lidt brat. Efter endt krigstjeneste genoptog John Nis Lorentzen i 1919 medicinstudiet i Kiel. Han tog en medicinsk doktorgrad. I 1923 tog han en dansk embedslægeeksamen og tiltrådte en stilling ved Silkeborg sanatorium. Derefter var han et par år læge ved Sønderborg statshospital osv,
På et tidspunkt var han også tilknyttet flygtningelejren i Oksbøl.
Artiklen er baseret på et foredrag i den danske militærlægeforening den 3. maj 1934. Foredraget blev gengivet i Tidsskriftet Militærlægen.
Sans for Sønderjysk historie
Artiklen er vel nærmest en gennemgang af Historisk Samfund for Sønderjyllands Historie 1922 – 2022.
I vedtægterne dengang var foreningens formål bl.a.
Og det med udgivelse af Sønderjyske Årbøger var vel nok nærmere tale om en genudgivelse.
Ved udgivelsen af disse skulle man da også have et folkeligt tidsskrift. Og det skete fra 1. juli 1924, da Sønderjysk Månedsskrift udkom. Her oplever vi de mere korte og regionale artikler.
Det første større værk, som man udgav, var Tønder gennem Tiderne i 1933/44 i to halvbind. Og denne har ”Den Gamle Redaktør” selvfølgelig stående på hylden. Artiklen er en gennemgang af nogle af de mange aktiviteter som Historisk Samfund for Sønderjylland har begået gennem tiden.
Vi får også nogle af oplagstallene. Sønderjylland historisk billedbog topper listen med 25.000. Mange af de nævnte bøger i artiklen står faktisk inde på hylden. Det var jo også sjovt at møde foreningen i Øksnehallen i København. Og der stod sandelig et kendt menneske, der også med det samme kunne genkende ”den gamle Redaktør”.
Da foreningen blev oprettet, lød ordene således:
Artiklen er begået af to erfarende folk, Lars N. Henningsen og Hans Schultz Hansen.
På vej til magten
Og denne artikel er begået af en person, jeg ofte har solgt vare til i Padborg Boghandel, nemlig Anke Spoorendonk. Den handler om Sydslesvigsk Vælgerforening og landdagsvalget i 2005.
Man kan sige, at det der skete det år, banede vejen til at SSW i 2012 blev regeringsparti i Slesvig-Holsten. Og i 2022 kom partiet for første gang over 5 pct. spærregrænsen.
I over 25 år sad Karl Otto Meyer i Landdagen. Han forærede mig engang en valgplakat, hvor man ser ham som en slags James Bond. Jo han var også hyggelig at tale med. Han forstod virkelig at kæmpe for den danske sag.
Op til valget i 1987 blev den bayerske ministerpræsident Franz Josef Strauss hvis træt af Meyer. Han udtalte nemlig, at det ikke kunne være rigtigt, at en dansker bestemte over tysk politik.
Og SSW fik også hademails. Og anonyme breve med hadefulde beskeder modtog man også, bl.a. dette fra 2005:
Masser af CDU – politikker var efter SSW og kom med urigtige oplysninger. Jo, de dansksindede fik en grov behandling. Man fik også henvendelse fra en nazistisk bevægelse.
NDR bragte en udsendelse om alle de grove henvendelser, man havde modtaget. Det fik så politiet til at henvende sig. Der var i nogle af henvendelserne direkte mordtrusler. Anke Spoorendonk fik derefter politibeskyttelse.
SSW fik bl.a. gennemført nyvalg i 2012. Efter dette valg var SSW’ s stemmer afgørende for dannelsen af en ny regering i Slesvig – Holsten.
En ganske underholdende artikel og lidt chokerende med de også racistiske trusler som SSW modtog så mange år efter krigen.
Den Endelige dom: Meget interessant og fængende
Årbogen indeholder også ca. 16 boganmeldelser. Vi får også en gennemgang af, hvad der sker på museumsfronten i Sønderjylland. Og her har ”Den Gamle Redaktør” tænkt sig at bruge noget af de ting, der er sket eller vil ske i Frøslevlejren i en kommende artikel, der skal hedde Frøslevlejren i Fremtiden.
Vi får som sædvanlig en gennemgang af, hvad foreningen og museums- og forskningsfolk beskæftiger sig med.
Man må sige, at dette års valg af artikler i Sønderjyske Årbøger alle har været relevante og interessante i hvert fald for ”Den Gamle Redaktør”. De har alle sammen været historisk relevante og fanget ens interesse. Godt gået.
Det er svært at udnævne den bedste artikel. Det er vel heller ikke meningen med sådan en artikel. Interessant er det, at Årbogen også beskæftiger sig med temaer, som vi her på dengang.dk allerede har beskæftiget sig med.
For en historienørd som undertegnede bragte dette års årbog en masse nye informationer. Jeg har således lige holdt foredrag om Sydslesvig under og efter Anden verdenskrig og kunne da godt have brugt de interessante informationer om Kronika.
Og så var jeg ikke klar over, at der stadig er 25 huse på Rømø med hollandske kakler. Og så var jeg ikke klar over, at der var kommet en tysksproget bog om pastor Schmidt-Vodder. Ja og så har feltlæge John Nis Lorenzen en far og en bedstefar, der er lige så interessant som han selv.
Og snart igen er et nyt månedsskrift på vej. Hvis du ikke er medlem så meld dig ind. Du får noget for pengene. Nu kan du også gå i boghandlen og købe Årbogen for 198,- kr.
Nej, denne anmeldelse er ikke betalt af Historisk Samfund for Sønderjylland.
Kilde/anmeldelse: Sønderjyske Årbøger 2022
Dato: december 22, 2022
Bombenatten over Als og Sundeved 1942
Natten mellem den 18. og 19. august 1942 blev der udført et regulært angreb med især den nordlige del af Als og af Sundeved. Mirakuløst var der ingen der omkom. Det vil sige, at det var en del husdyr, der omkom. Og de materielle skader var voldsomme. De engelske fly havde åbenbart helt forpasset deres mål. De skød ca. 40 km forbi de beregnede mål i Flensborg. Da man kom hjem til England, rapporterede om mange store brande. Men man sagde, at man ikke kunne observere om man ramte de udpegede mål. I denne artikel kigger vi også på de talrige flystyrt, der har været i samme område, hvor angrebet fandt sted. En fejlbombning af Rønshoved Strandhotel kunne have fået katastrofale følger for 60 bomberamte børn fra Hamborg, der var anbragt her.
To bomber blev fjernet
Gennem Anden Verdenskrig har der været mange bomber og flystyrt over Als og Sundeved. Vi kunne forleden høre om to bomber, der blev fjernet. Dette bekymrede mange lokale borgere.
Men den værste nat var nok natten mellem den 18. og 19. august 1942. Da var der tale om et direkte angreb. Og da var beboere i livsfare. Men det er en aktion som ikke mange uden for Als og Sundeved har hørt om.
Gårde og huse lå i ruiner
Avisen Hejmdal kunne den 20. august berette om de omfattende ødelæggelser. Gårde og huse var lagt i ruiner mange steder. Over hele Als, i Gråsten, Felsted, Ullerup, Blans Mark, Grødebjerg, Lundsbjerg og mange andre steder havde der været sprængninger og brande.
Tag i brand i Aabenraa
Inde i Aabenraa gik der ild i et tag i Storegade. Flere butiksvinduer i hovedgaden var ødelagt. Ingen mennesker blev ved et mirakel dræbt. Men en del husdyr dræbtes. Og store materielle værdier blev ødelagt
Store skader på firlænget gård på Søgård Mark
En bombe var gået ned i det ene hjørne af en firlænget gård på Søgård Mark. Hestestalden var ødelagt og den ene mur var fuldstændig blæst bort. Taget på stuehuset var revet af. Det samme gjaldt store flager af bliktaget på laden og i staldene. Det var ikke en dør eller et vindue i hele ejendommen, der var helt. Næsten alle murer havde revner.
I nærheden af gården var der faldet en halv snes bomber med ikke mere end 25 – 30 meters afstand. En minebombe faldt syd for stuehuset i en kartoffelmark.
Kalkstøv over syg mand
Ved siden af gården lå et aftægtshus. Her lå en meget syg mand. Han var blevet overdrysset med kalkstøv og glasskår. Men heldigvis var han ikke kommet meget til.
To unge piger var alene hjemme i stuehuset. De blev heldigvis kun lettere såret.
Brandbombe gennem stuehus
Da bomberne faldt, var ejeren af gården, Johan Philipsen til fødselsdag på Bermersmaj. Her faldt en brandbombe ned gennem stuehuset. Heldigvis kom alle karle fra Lundtoftebjerg og hjalp med oprydningen.
I Bovrup nedbrændte et stuehus. På Sundeved nedbrændte en ejendom i Ullerup og det samme gjorde en ejendom i Blans Skov.
Lige så lyst som i dagtimerne
Det hele startede på Als med at et fly kom lidt før de andre og smed 3 lysbomber. Lidt efter kom der flere maskiner og kastede flere lysbomber. Det blev næsten lige så lyst som i dagtimerne.
Syd fra kunne man bemærke kraftige projektører og afværger-ild. Inde for var der som om, der blev rykket i døre. Men det var nok lufttrykket fra fjernt kastede bomber.
Masser af bomber over Nordals
De første sprængbomber faldt ud over Eskebjerg og brandbomber over Agerhøj og Eskebjerg. Brandbomber over Melsgård og Mejls Mølle. Så kom bomberne over Holm Mølle, Trolsgaard og legepladsen på skolen
Møller Hansens udhus blev fuldstændig pulveriseret. Hesten blev hovedløs kastet op i luften og havnede sammen med koen, så denne også blev dræbt. Møller Hansen blev såret af en splint og kastet ind i den næste stue af lufttrykket.
Store ødelæggelser i Holm
Gårdejer Christensens lade-bygning blev med maskiner og andet indhold fuldstændig ødelagt. Da den 3. bombe kom, fløj samtlige jagermaskiner hen over hovedet. Man kunne tydeligt høre at maskingeværerne knaldede.
Oppe hos lærer Hansen fandt man senere 30 huller i husets lofter og vægge. Han havde lejligheden oven over skolebygningen. I den ene ende af svinestalden faldt en bombe. Det betød at udbygningen blev fuldstændig udslettet. Af 35 svin blev en halv snes stykker mirakuløst reddet. Dagen efter fandt man også levende høns i ruinerne. Der var store ødelæggelser i Holm.
Beboerne frygtede for deres liv
Beboere havde fundet ly i kælderen. Man kunne mærke en ejendommelig lugt af svovl og støv. Og så kunne mærke at det knagede i hele huset. Tagstenene var trykket løse og en masse var styrtet raslende sammen foran kælderens vindue.
Dem, der havde søgt tilflugt til kælderen, frygtede for deres menneskeliv. Nerverne var højspændte.
Fosforbomber over hovederne
Endnu flere bombenedslag ikke lang fra skolen fulgte. Tre store bomber faldt ned i gårdejer Sarsgaars mark ca. 800 meter fra skolen mod nord. 13 bomber faldt ned ude ved Eskebjerg. Særlig i Dyrvig faldt der mange. To ramte Bertel Petersen og Strucks ejendomme, deres udhuse blev bortsprængt. I P. Madsens ejendom i Dyrvig brændte alt familiens tøj og ejendele inde. Familien måtte rende ud på marken for at søge dækning.
Thoma og Thomas på Dyvig Kro ville over at hjælpe P. Madsens. Men de måtte på grund af en regn af fosforbomber over Farressdam, Fælles og Dyvig lægge sig under et gammelt træ uden for kroen.
Midt under det hele kunne man se en maskine blive ramt. Som en ildkugle styrtede den mod jorden. Det var et Hallifax bombefly, der endte sine dage på marken ved Sønderborg Ladegaard.
Taget på skolen er revet af – dog ikke af gymnastiksalen. Lærer Hansens lejlighed er fuldstændig raseret. Skolestuerne er raserede. Dørene er sprængt. Udvendig er bombesplinter faret ind i væggene.
Efter stilheden brølede dyrene
Pludselig blev der stille, men så kunne man høre hestene løbe ind ad vejen mod Nordborg. Kreaturerne brølede på markerne. Alle de lemlæstede grise på møllen skreg, så det var helt forfærdeligt. Over hele Holm lå der tagplader, brædder og et stort lag støv.
Efterhånden kom folk op af kældre og ud af gangene, hvor de ellers trode at de var i sikkerhed.
U-eksploderede bomber i massevis
På Als gik det virkelig hårdt for sig. Det vidner forskellige beretninger om. På et tidspunkt brændte Mjelsgård og Peter Madsens ejendom i Dyrvig. Og her var overbetjent Kunz som en af de første nået frem. Han forsøgte at jage alle nysgerrige væk, fordi der befandt sig u- eksploderede rundt om på gården.
De u-eksploderede bomber samlede man sammen og fik læsset på en vogn. Derefter smed man dem i en dam bag ved Ellen Sandvejs kro.
Unge fik en skræk i livet
Jo de unge syntes, at det var spændende at kunne se og høre bombemaskiner langt oppe i luften. Men den nat fik de en skræk i livet. Nu var krigen pludselig blevet farlig. Mange af dem begyndte efterfølgende at ryste hver gang de hørte flyvere. Og det skete ofte over Als.
Den 19. august var der sort af mennesker mellem Holm og Nordborg. Alle skulle til Holm for at se, hvad der var sket. Et stykke tid efter fik egnen også besøg af kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid.
Takkegudstjeneste
Nogle dage efter bombardementet kom CBU fra Haderslev. De kom for at foretage oprydning i ruinerne.
Søndag den 23. august blev der på Holm Kro afholdt en takkegudstjeneste. Små 200 beboere takkede sammen med pastor Lænkholm for at ingen var blevet dræbt under de voldsomme begivenheder.
Statens Civile Luftværn: ”Det kan aldrig passe”
Nogle bombefly havde til opgave den 19. august at bombe ubådsværftet i Flensborg. Som alternativt mål havde de selve Flensborg. Nogle af flyene havde åbenbart kastet deres bomber mod værftet. Andre af flyene bombede Flensborg, Det ene fly kastede sin last over et ”tilfældigt” mål. Og det skulle så have været over Danmark.
Men det er noget, der ikke passer i den historie. For Statens Civile Luftværn kan fortælle, at der mellem kl. 00.05 og 00.30 den nat blev kastet et stort antal bomber mod området mellem Tinglev – området og Gennerbugten og farvandet mellem Als, Ærø og Flensborg Fjord. Man mener at det er tale om et regulært angreb.
Statens Civile Luftværn sagde, at der på dansk jord i løbet af en halv time faldt 293 sprængbomber og ca. 4.500 brandbomber. Herunder et stort antal fosforbomber. Selve vægten er anslået til 250.000 pund!
Det vil sige at selv om alle fly havde forpasset deres mål og ramt ved siden af Flensborg og i stedet bombet på dansk jord, ville regnskabet ikke gå op. Derved blev 155 tons bomber smidt ned over dele af de sydøstlige Sønderjylland. Men hvorfor løj englænderne over denne aktion?
Let sidevind bragte dem 40 km ud af kurs
Nu har vi så også set andre tal fra denne aktion. Således skulle der have været 149 engelske bombefly som skulle have kastet 993 sprængbomber.
Andre kilder igen beretter om, at de engelske fly bestod af 31 stifindere og 118 fly- Efter godt 2 timers flyvning og lidt sidevind var de kommet ca. 40 km ud af kurs.
Resultaterne forblev u-observeret
Kl. 2.15 landede maskinerne igen på Wyton Flyveplads efter en absolut fejlslået mission. Efter hjemkomsten mente man at have lokaliseret målet under tæt dis og at i alt 155,4 tons bomber var blevet kastet. Den britiske konklusion var:
Flere fly gik ned den nat
Der gik sandelig også fly denne nat:
De to bomber ved Kjær
Det er nok mest de to bomber, der blev fjernet ved Kjær, man har hørt om. Disse bomber var på vej til Hamborg. De havde ligget her siden juli 1943. Flyet, der havde bomberne men, kom væk fra gruppen og blev skudt ned af en tysk natjæger.
Den måtte nødlande ved en frugtplantageved Hestehave. Fem af besætningen døde med det samme. De to overlevede svær kvæstet. Men de døde dog senere på Sønderborg Sygehus En eller to bomber sprang i luften natten til den 25. juli 1943. Ved denne eksplosion omkom også to tyske soldater. Og egentlig savner man stadig tre bomber.
7 mand dræbt ved Holm
Nu er denne optegnelse ikke komplet, men den giver da lidt af et indtryk, hvor mange allierede fly der styrtede ned i det område, der blev bombet i Sydøst – Sønderjylland.
Natten mellem den 17. og 18. august 1943 styrtede en engelsk bombemaskine ned ved Odderkær i Holm. Besætningen på 7 mand blev dræbt. I 1993 blev en mindesten over disse 7 engelske flyvere indviet.
Maskinen en Lancaster 3 JA 851 blev skudt ned af Oberleutnant Hans Meissner og obergefreiter Hafner i en Messerschmidt. Det engelske fly var på vej tilbage til England.
40 bombemaskiner nedskudt
En angrebsstyrke på 597 4 – motorede bombere var sat ind mod Peenemünde, udviklingscentret for de tyske V1 og V2 raketvåben. Englænderne forsøgte at narre tyskerne, men det lykkedes dog ikke helt.
Det lykkedes for dem at nedskyde 40 bombemaskiner og beskadige 32. Beskadigelserne på raketstationen var ikke så store, som englænderne havde håbet.
Samme nat blev der nedskudt en Lancaster på det nordøstlige Løjtland – 7 omkomne. Også en Lancaster i Ustrup ved Vojens blev skudt ned – 8 omkomne.
Mindst ni gange under Anden Verdenskrig er allierede bombefly styrtet ned på Als.
Kun en mand overlever
Den 23. april 1944 styrtede en Hallifax MK 5 ned ved Traneodde. Et brændende engelsk bombefly passerede hen over Svenstrup mod nordøst. Over selve byen blev det ramt af en eksplosion. Det styrtede ned i vandet ca. 200 meter ud for kysten nordvest for Traneodde og 500 meter nordøst for fyret.
Det var lettet fra England ved 20 – tiden. Sammen med de øvrige fly fra eskadrillen skulle de udkaste miner i Østersøen, eller nærmere sydøst for Gedser tæt ved den tyske kyst.
Vest for Als får en tysk Messerschmidt ME – 110 øje på den og angriber den. En fisker ser styrtet. En sergeant D. Harris overlever styrtet. Stærk forkommen føres han i ambulance til Sønderborg Sygehus. Men tyskerne stoppede ambulancen og han erklæres som krigsfange. Ingen af de andre overlevede. To af besætningen blev senere fundet på strandet og er begravet på Aabenraa kirkegård. En ukendt blev fundet ved Havnbjerg Skov. Han blev også begravet i Aabenraa. Han kan være et af besætningsmedlemmerne.
Stormy Weather
En B – 17 fra USAF 351 Bomber Group nødlandede 24. maj 1944 mellem Skærtoft og Myrholm. Flyet var kommet fra nordnordvest. Det fløj meget lavt og havde tydeligvis motorproblemer. 8 faldskærme foldede sig ud over Svenstrup og Klingbjerg, mens flyet fortsatte mod sydøst i lav højde.
Flyet ”Stormy Weather” med en 10 – mands besætning lettede fra Polebrook mod Berlin den 24. maj 1944 om morgenen mod Berlin. Af de i alt 616 maskiner kom de 18 fra Polebrook.
Flyet nåede velbeholden til Berlin og fik nedkastet sine 4 tons bomber. Men kort efter fik de en fejl på motoren, hvorefter de måtte trække sig ud af formationen. Man ville forsøge at nå Sverige. Flyet endte med at mavelande mellem Skærtoft og Myrholm. Alle besætningsmedlemmer overlevede i tysk krigsfangenskab.
To styrt samme aften
Den 29. januar 1944 styrtede en Lancaster ned ved Broballe og en ved Mjels. På vej over Sønderjylland blev de engelske fly angrebet af tyske natjagere. De første tab indtraf over Kliplev og Varnæs. Derfor flytter formationen tættere sammen. Dette kan være årsagen til at disse to fly støder sammen over Nordals.
Det ene splittes ad og dele af fly og besætning faldt ned i Augustenborg Fjord, mens resten faldt ned i Mjels. Det andet styrtede 800 meter nord for Broballe mejeri.
Alle besætningsmedlemmer omkom og ligger i dag på Aabenraa Kirkegård. En blev dog senere fundet og blev begravet på Pommersgård med et propelblad som gravsten. Liget blev dog senere flyttet til Aabenraa til de øvrige. Der er rejst to mindesten, en for hver besætning.
Lig-dele over et stort område
Den 16. november 1944 styrtede to Halifax – fly ned i Nørreskoven. En formation var på vej hjem fra et bombetogt over Kiel. Over det østlige Als kolliderede to af maskinerne. De styrtede ned og blev spredt over et større område. Det var dels i Nørreskoven, omkring Gammel Østerholm og dels omkring Nyled, Lysholm og Holmskov. Alle 14 besætningsmedlemmer omkom.
Tyskerne fjernede ligene. Men efterfølgende fandt lokale beboere ligdele omkring i området. Disse blev løbende indsamlet og begravet på det, der kaldes Englænderhøjen eller Englændergraven. Delene er senere gravet op og flyttet til Aabenraa kirkegård.
Andre nedstyrtninger
Man kender også til følgende nedstyrtninger:
Nedstyrtning ved Kliplev
Natten mellem den 23. og 24. april deltog i alt 161 fly af forskellige typer i et angreb, hvor 143 skulle tæppebombarderede Rostock by med brandbomber. 18 fly skulle bombardere Heinkel – flyfabrikken. Men trods god sigt var angrebet en fiasko. RAF mistede 2 Wellington fly og et Whitley fly. Men på vej hjem blev ”Manchester” ramt af flak og styrtede ned i Visgårde ved Kliplev. Piloten omkom med 6 overlevede.
Nedstyrtning ved Bevtoft og Tinglev
Natten mellem den 25. og 26. april 1942 deltog godt 100 RAF – fly i et angreb mod Rostock og Heinkel – fabrikken, da de to af dem blev skudt ned af tyske Messerschmitt BF 110 over Sønderjylland:
En mindesten ved Øster Gejl
Vi er ikke langt fra det nordlige Kruså i vores omtale. Her findes der i Øster Gejl på en vej, der hedder Hesteløkken ca. 4 km nord for Kruså en mindesten. På en informationstavle kan vi læse:
Det fremgår, at alle seks unge sergenter ombord på flyet blev dræbt ved styrtet. Flyet var lettet sammen med 87 bombefly fra Honington nordøst for London, hvor de skulle angribe flådebasen og skibsværftet i Kiel. RAF (Royal Air Force) mistede seks bombefly ved denne aktion.
En Messerschmidt fik ram på det engelske fly. Vragdele blev fundet over et stort område. De døde besætningsmedlemmer blev fundet i et stort område. Der var ingen af dem, der bar faldskærme.
7 omkomne i Bov Kommune
Natten mellem den 23. og 24. september 1942 udførte RAF bombardement af Wismar (Dornier – fabrikken), Flensborg og Bremen – bydelen Vegelsack, foruden minelægning i bl.a. dansk farvand.
Blandt de 28 deltagende Halifax – fly i Flensborg – angrebet styrtede 5 ned, deriblandt et nord for grænsen. Dette fly havde hovedsageligt canadisk besætning og blev ramt af flak. Det styrtede ned ved Elsø i Bov Kommune. Der var 7 omkomne.
10 dags Hæfte for en ”Indskrift”
En Avro Lancester lettede den 8. januar 1943 fra Waddington for at lægge sø-miner i Øresund syd for Amager. Men på udturen over Jylland blev ramt af en tysk natjager. Kl. 17.40 styrtede det ned over Søst Skov ved Jørgensbjerg 4 km vest for Aabenraa. I og uden for vraget fandtes lig-rester af 5 – 6 omkomne.
Et trækors opsat ved nedstyrtningsstedet af den 22-årige Christian Adolphsen fra Rise med indskriften ”Her faldt fem engelske flyvere i kamp for de frie folks sag, kostede ham 10 dages hæfte. I 1983 blev der opstillet en mindesten på stedet med samme indskrift.
Rønshoved Strandhotel bombet
Vi har i tidligere artikel skrevet om fejlbombninger. Og det gik da også galt den 13. november 1943. Rønshoved Strandhotel ”Randershof” fungerede som hjem for 60 udbombede børn fra Hamborg, da det nedbrændte efter et engelsk flyverangreb. Et barn blev svært skadet og alle børnene mistede deres ejendele.
Nedstyrtning ved Fjelstrup og ved Gråsten
Efter et britisk bombetogt mod Berlin den 15. februar 1944 blev en Lancaster ramt af en natjæger og styrtede ned ved Fjelstrup nord for Haderslev. Der var 6 omkomne og en overlevende med faldskærm.
Ved samme togt blev en Halifax ramt af flak ved Flensborg og styrtede ned ved Trappen syd for Gråsten.
Et mindre antal Lancaster – bombefly lavede et afledningsangreb mod Frankfurt (Oder) mens hele 891 RAF – fly af forskellig type deltog i et angreb med Berlin, hvor de overfløj Danmark på udturen men Holland på hjemturen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 28, 2022
Hvad sker der ude ved Zeppelinbasen?
Vi har samlet 21 artikler med temaer, som det kommende oplevelsescenter kommer til at beskæftige sig med. Vi kigger på Tønders historiske knudepunkter. Zeppelin – baserne allerede planlagt i begyndelsen af krigen. Sønderjysk Kommando. Da museet blev etableret. Et nyt garnisonsmuseum. Strid blandt de frivillige. Skal ikke-succesrige oplevelser videregives? De tyske flygtninge Det hele er først færdig i 2028. Informativ, spændende og sjov. Liv, død og lidelser. Dynamisk center med interaktive muligheder. 5.000 km stort oplevelsescenter. Man skyder højt – 262.000 – 320.000 besøgende. De frivillige holdt liv i det hele. Gasværk og flyvehangar. Hede-selskabet ødelagde meget under oprydning. Brugt til skydeområde. Kommunen giver 2 mio. kr. frem til 2025. Der skal bruges min. 350 mio. kr. Det hele vil først være etableret tidligst i 2028.
Tønders historiske knudepunkter
På det historiske sker der en masse i Tønder i øjeblikket. Der skal etableres en tunnel, der hvor den gamle havn har ligget. Muligvis kommer der et nyt Wegener – museum. Og ude ved Zeppelin- hallerne er der investeret en masse penge. Her skal være udstillinger og meget mere. Det skal omfatte ting, der ikke har med Zeppelin- basen og Tønders historie at gøre. Tønder Kommune regner med astronomisk store besøgstal.
Allerede planlagt i begyndelsen af Første Verdenskrig
Allerede kort efter Første Verdenskrigs start besluttede det tyske krigsministerium at etablere tre marinebaser for luftskibe, to ved Cuxhaven og en 2,5 km nord for Tønder. I løbet af vinteren 1914 – 1915 opførtes de to første skibshaller sammen med en flyhangar og mandskabsbarakker til omkring 500 mand. Samtidig med dobbelthallen Tosca blev gasværket anlagt.
Sønderjysk kommando
I 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind i de tidligere tyske mandskabsbarakker. Disse barakker blev flyttet til Ryttervejs – kvarteret.
Da museet blev etableret
Der var ikke mange, der tænkte på at bevare noget af dette, selv om hallerne var et kæmpe trækplaster fra 1920 til 1922. Men i 1960erne var der en gruppe ivrige amatørhistorikere der med råd fra tidligere gas-mester Fr. Röder med tilladelse fra Tønder Kaserne begyndte at undersøge de rester og fundamenter, der endnu fandtes i Soldaterskoven. Denne gruppe tog senere initiativ til at oprette Zeppelinmuseet. Denne har så eksisteret siden 1992/93. Fra 1998 i det tidligere garageanlæg nord for de tidligere funktionærboliger og værksteder.
Et nyt Garnisonsmuseum
I 2020 behandlede man under budgetforhandlingerne i Tønder købet af det tidligere gasværk. Her ville man indrette et nyt Garnisonsmuseum. Men der var ingen penge til det. Men i år så det helt anderledes ud. På budgettet var der af sat 2,5 millioner kroner til køb af gasværket, som har adressen Ribe Landevej 33. Men åbenbart skal selve Zeppelinmuseet forblive på sin nuværende plads. Eller skal de rykke et andet sted hen?
Dengang mente politikkerne, at det samlede budget på 4,2 millioner kroner var for dyrt.
Strid blandt de frivillige
Åbenbart var der indbyrdes i den frivillige gruppe omkring Zeppelinmuseet opstået en strid. For det er de samme mennesker, der også står for Garnisonsmuseet. Der har også været uenighed om, hvilke genstande der tilhører Garnisonsmuseet og hvilke, der tilhører Zeppelin – museet.
Alle de militærkørertøjer, der stod foran Zeppelin-museet, skal ind i gasværket, som blev bygget i 1916. Og det gamle museum oplever en stor oprydning. Foran bygningen skal der stilles en slags jernskulptur i form af en Zeppelin.
Skal ikke-succesrige oplevelser også udstilles?
Ja kommunen har købt dele af den gamle Eksercergård. Det er hovedbygningen, der skal rumme det kommende garnisonsmuseum.
Nu kunne man også fortælle om garnisonens indsats under stormfloder. Her skal nok ikke nævnes dengang, da det hele kollapsede med radiokommunikationen. Da måtte de sønderjyske walkie-talkie klubber komme til hjælp. Og ved Tønder Politistation havde min onkel Pulle hovedkommandoen med et PA – trin som var i den grad var ulovligt at bruge.
Der er blevet samlet en del militære effekter sammen gennem årene. Disse beskriver Tønder som garnisonsby (1939 til 2002). Området omkring gasværket tilhørte kasernen, der som bekendt lukkede i 2002/2003.
I købet er ikke indbefattet den tidligere røde officersbygning. Her er der i dag indrettet boliger. De forhenværende militære vagtbygninger, der står ved vejen, er også indbefattet i købet.
De tyske flygtninge
Det samme gælder for en lille rød barak. Det er resterne af den tyske flygtningelejr, som vi her på siden har berettet om. Lejren befandt sig på gasværkets område. Fra 1945 til 1947 befandt der sig her 1.350 tyske flygtninge hovedsagelig fra Østpreussen. Den lille barak var indrettet som vaskerum. Og det var vel lige før, at den var blevet revet ned.
Korse på Tønder Kirkegård vidner også om et stykke særligt krigs – og efterkrigshistorie. For 87 flygtninge blev Tønder endestationen.
Af de 1.350 flygtninge var de 470 børn under 15 år. Der var desuden oprettet lejre på Saksborg Kro og Hohenwarte ved Højer Sluse. Ja de dansksindede i Tønder tog ikke særlig godt imod disse stakkels mennesker.
Her er det meningen, at man vil fortælle historien fra dengang. Det er vel også sidste chance for at få renoveret bygningen. Energiselskabet Norlys har givet 150.000 kr. til formålet. Men det er næppe nok. I slutningen af artiklen har vi samlet en række artikelforslag, hvor du her på siden foruden artikler om Zeppeliner og garnisonen i Tønder kan læse om tyske flygtninge i Danmark. Du kan også læse om Sikringsstilling Nord.
Det hele er først færdig i 2028
Selve stedet skal være et oplevelses- og formidlingscenter. Man vil bl.a. formidle, hvordan livet var på basen mellem 1914 – 1918. Måske skal vente til 2028 før det hele er færdigt. Fortællinger om adskillelse, håb og længsel i forbindelse med de store missioner skal formidles videre. Til det skal man bruge minimum 350 millioner kroner. Heraf skal kommunen selv slippe mellem 75 til 100 millioner kroner.
Man håber også på bidrag syd fra i forbindelse med den dansk – tyske historie.
Informativ, spændende og sjov
Besøgende skal opleve, hvordan dele af verdenshistorien også foregik her. Således er flyvehangaren den eneste af sin art i Verden. Zeppelinerne havde en stor rækkevidde og kunne i begyndelsen af krigen let slippe væk fra fly.
Man vil fortælle historien om hallerne Toni og Tobias og dobbelthallen Toska. Man kan endnu opleve hallernes fundament. Et besøg i fremtiden skal være informativ, spændende og sjov. Man skal kunne finde effekter for hele familien.
Liv. Død og lidelser
Vi har i vores artikler fortalt om de mange skæbner i forbindelse med basen. Det gælder bl.a. den dramatiske fortælling om L 19. Efter angrebet over England styrtede det den 31. januar ned over Nordsøen. Gennem bl.a. en flaskepost ved vi i dag at hele den 16 – mand store besætning druknede fordi kaptajnen fra den engelske fiskedamper ikke ville redde dem. Han var bange for, at så mange mennesker ville overtage magten over hans båd. Ved hjælp af den nyeste teknik kunne man måske sætte sig ind i den engelske kaptajns situation.
Der skal formidles historier over liv og død, held og lidelser.
Man skal heller ikke glemme, at basen var mål for et bombetogt, der for første gang i verdenshistorien blev startet fra et hangarskib
Dynamiske center med inaktive muligheder
Man vil bruge den nyeste formidlingsteknologi og skabe et dynamisk center med interaktive muligheder. Man skal bruge masser af aluminium også til at vise, hvor stor dobbelthallen egentlig var. Denne opstilling kunne passende være det nye centers blikfang. Det vil kunne ses på lang afstand. Tønders borgmester siger:
5.000 kvm stort oplevelsescenter
Hele 5.000 kvm stort oplevelsescenter kan vi se frem til. Planen er at Zeppelin Tønders indre skal deles i to. Den ene del bliver et stort åbent udstillingsrum i fuld højde med plads til frithængende fly og Zeppelin – gondol.
I den anden del finder man en stabling af i alt fire udstillingsdæk med rum til varierende udstillingsformer.
En del af forsvaret er også Sikringsstilling Nord. Det skal også vises her. Vi har to artikler om dette tema på vores side.
Det er spændende og enestående planer man kan se foran sig. Kreativiteten fejler ikke noget. Forhåbentlig kan der skaffes nok af sponsorpenge.
Man skyder højt – 262.000 – 320.000 besøgende pr. år
Man skyder højt og regner med 262.000 til 320.000 besøgende pr. år. Om det er urealistisk – ja det vil tiden vise. Således har man i juli måned oplevet op til 2.500 dagsgæster på stedet. 22 pct. af gæsterne kom i juli måned og mange disse er fra Tyskland.
Spørgsmålet er så om Tønder kan klare så mange gæster – er der nok overnatningsmuligheder?
De frivillige holdt liv i det hele
Men i alt dette må man ikke glemme folkene bag Zeppelin – og Garnisonsmuseum. Det er jo dem man kan takke for at projektet er holdt i live. De har været gode til gamle effekter. Men det er vel også på tide, der blev gjort noget.
Således er mange af effekterne fugtige og jordslåede. De lå i en tidligere lagerbygning, hvor det ikke var varme. Derfor var det fugtigt og vådt i bygningen. Når det regner, drypper det ned. Mon ikke dette er noget af det første, man er gået i gang med?
Gasværk og flyhangar
Hvorfor havde man et gasværk herude. Jo, det var jo fordi man selv fremstillede brint. Her var funktionærboliger. Så er det jo den renoverede flyhangar, der medvirkede i en udmærket film. Den blev renoveret kort forinden.
Nu blev basens fly dog trukket tilbage, fordi landingspladsen var for dårlig. Der var heller ingen fly her, da englænderne for sidste gang angreb.
Der var godt nok også baser i Tyskland, men de blev helt fjernet efter Tysklands nederlag. Selve gasværket er bevaret i sin ydere skal, Boligerne blev anvendt til Tønder garnisons officerer og deres familier. Dette er ikke med i handelen og vil forblive anvendt som almindelige boliger lige som nu.
Gasværket blev faktisk i mange år anvendt som gymnastiksal for garnisonen.
Hede-selskabet ødelagde meget
Den sydligste af de to haller Tony fik nogle af sine synlige spor ødelagt efter orkanen i 1999, idet Hede-selskabet ikke tog særlig hensyn til rester af fundamenterne. De havde fået entreprisen i oprydningen.
Brugt til skydeområde
I 1922 blev hallerne og mandskabsbarakkerne fjernet. Dengang var der ikke skovområde her. Stedet var fra 1923 til 2002 anvendt til skydeområde og øvelsesområde for garnisonen i Tønder.
Der er bygget en informationspavillon, der fortæller om projektet, der senest skal stå færdig i 2028.
2 mio. kr. hvert år frem til 2025
I april måned 2021frigav kommunen 2 mio. kr. til det videre projekt. Man er enig om, at et lignende beløb skal bruges fra 2022 til 2025. Alt dette til de indledende manøvrer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Den historie, der skal formidles her på stedet:
Sikringsstilling Nord:
Garnisonen i Tønder
Tyske flygtninge i Danmark
Zeppeliner
Dato: november 12, 2022
Sønderjylland – en historiebog på 200 sider
En glimrende historiebog om Sønderjylland er udkommet. Og selv for nørder indeholder den nye ting. Vi kommer vidt omkring, begynder tidlig og slutter sent. Illustrationer og kort er fantastisk gengivet. Men indrømmet et par steder skal luppen frem. Det må have været en meget vanskelig opgave at begrænse sig til 227 sider. Således kan man savne nogle kontroversielle ting om Sønderjyllands historie, men da må man kigge i andre kilder. Men vi får en glimrende indføring i landsdelens specielle historie. Den burde jo stå i ethvert hjem – også i Tyskland. Se at få den oversat.
Skriv den på tysk
Historisk Samfund for Sønderjylland har fødselsdag. Foreningen blev grundlagt i 1922. Derfor sidder man med en gratis historiebog i hånden – tak for den. Andre kan købe den for 198 kr. Har man for resten tænkt på at oversætte bogen til tysk?
Kan landsdelens både spændende og indviklede historie koges ned på 200 sider. Vi har her på siden foreløbig 227 artikler alene fra Sønderjylland og vi er slet ikke færdige endnu. Det er to af vores mest anerkendte historikere, der har begået bogen. De har mange bøger på samvittigheden.
Her er i stuen har vi flere Sønderjyllands – historier stående. Og nogle af dem har efterhånden en del år på bagen. Her troede den gamle redaktør så at han vidste det meste om Sønderjyllands historie, men nej.
Det politiske, nationale og kulturelle
Hovedvægten af indholdet er lagt på det politiske, nationale og kulturelle. Og hvor langt går man så? Ja helt til det sidste kommunalvalg. Formål med bogudgivelsen er for uden at markere fødselsdagen at udbrede kendskabet til Sønderjylland og landsdelens helt særlige historie. Og det er lidt af en præstation at få det hele ned på ca. 200 sider og så få det nyeste med.
Bogen burde stå i alle hjem
Der flotte illustrationer og kort med i bogen. Kortene gør det hele mere overskueligt. Egentlig burde den stå i et hvert hjem i Danmark. Ja måske også i dele af Tyskland.
Vi er helt tilbage i stenalderen og beskæftiger os med de nationale modsætninger. Ja som det siges, så begynder Sønderjyllands specielle historie omkring 1200. Men de begynder langt før. Vi er tilbage allerede 130.000 år før Kristi fødsel.
1232 er et vigtigt årstal i Sønderjyllands historie.
Og det er nok heller ikke mange, der tænker over, at Volden allerede lå der i 500 – tallet.
Ribe – brevet ligner en håndfæstning
Fint at man tager stilling til Ribe – brevets betydning. Det lignede en håndfæstning står der. Og det er ingen grund til at gøre et brev eviggyldigt. Men det er så andre det har taget dette brev meget alvorligt
Luppen måtte frem
I 1590 udgav den kongelige statholder en tavle med adelsslægter. Der var hele 48 slægter. Disse adelsslægter havde stor betydning og mange af dem havde stor magt.
Kortet på side 52 giver et godt indtryk af, hvor kompliceret områdets historie er. Vi ser Nord og Sydslesvig inddelt efter, hvem der ejer hvad. Men indrømmet den aldrende redaktør måtte lige have en lup frem. Det er rigtigt, som det står, at de forskellige hoffer i residensbyerne trak i tysk retning. Det var både hertugen og kongens folk, der var gode kunder hos guldsmede, købmænd og værtshusholdere.
Luppen måtte også hentes frem på side 66, hvor vi ser et bykort af Tønning. Egentlig en skam for både billeder og kort er fantastisk gengivet.
Ja godsejerne fik birkeret og var ikke underlagt den sædvanlige kontrol.
Embedsmænd havde det svært
For embedsmænd kunne det også være svært at begå sig. Tønders provst Stephan Kenckell var at en af de gottorpske embedsmænd. Første gang slap han godt fra det. Men til sidst måtte han bøje sig.
Mange konger bøjede sig for eliten
Det er også rigtig beskrevet, at man i 1700 – tallet kaldte sig ”danskere” og mente at deres fædreland var ”Danmark”. Men det skete som regel på tysk. Der knyttede sig ikke en fælles konge, heller ikke sprog kultur til det. Man levede med en stærk regional bevidsthed. Man kunne med nød kalde Slesvig for dansk Holsten. En bonde kunne finde på at sige ”vor konge her i Holsten”.
De danske konger bøjede sig ofte efter eliten og kørte forsigtig frem. Det var den almene befolkning, der kom til at punge ud, hvis, der manglede penge. Men modsat kongeriget blev der ikke indført stavnsbånd for slesvigske bønder.
De allerfleste talte dansk – men myndighederne tysk
Der var mange, der undrede sig over, at de fleste i Nordslesvig talte dansk, men at myndighederne talte tysk. Ja og administrations og rets- sproget var tysk.
I 1920 blev Slesvig delt, ja så skal vi da også lige have vildsvinehegnet med.
Slesvig og Holstens indbyrdes forhold
Men nu har det også været mange familieintriger og kampe mellem hertuger og konger. Så skal det hele også hele tiden sammenlignes med, hvad der sker i Danmark. Så skal vi også lige have Slesvig og Holstens indbyrdes forhold.
Stormagterne pressede Preussen
Det var også England, Frankrig og Rusland, der sammen med Sverige besluttede at den danske helstat skulle bestå. De besluttede også at Preussen skulle gøre en ende på opstanden i Holsten.
Men tag nu endelig ikke fejl af dette. Vi får den nyeste forskning i De Slesvigske Krige. Jo på et tidspunkt var der også nogle, der mente, at vi i Slesvig – Holsten skulle have samme sprog, kultur og endda også historie.
Det er nemlig også rigtigt at fremhæve, at det var russerne, der pressede Preussen til at slutte fred med Danmark i 1850. Nu stod Slesvig – holstenerne selv mod danskerne.
Det var også stormagterne, der bestemte arvefølgen.
Dette afsnit er en af de mere interessante. Er det her, hvor vi kan afspejle noget nationalt overmod (1864)? Ville Danmark i virkelighed bringe stormagterne i spil ved splittelsen af Slesvig?
Selvfølgelig skal vi høre om alle dem, der ville have grænsen ned til Ejderen. Ja bogen beskæftiger sig også med, at selv om man talte dansk så var sproget inden for retsvæsen, kirke og skole tysk.
Måske skyldes dette pladsmangel?
Bogen indeholder ikke så meget om den nyeste forskning med et samlet Skandinavien med svensk flag. Der er heller ikke noget med at Bismarck ville samle Skandinavien og Preussen mod en union mod russerne. Dette kunne også løse problemet i grænselandet.
Dette er ikke vi finder på her på siden men er omtalt i bogen ”Undergang eller Union”. Du kan læse mere om disse to emner her på siden.
Fra dansk side var kortene ikke spillet rigtig og det endte så med at nordslesvigerne/sønderjyderne måtte indordne sig preussisk styre fra 1864 – 1920. Og Preussen bliver i bogen præsenteret som en halvdemokratisk stat.
Köllerpolitikken vakte opsigt langt ud over Sønderjyllands grænser. Lidt af samme stil var Den tyske Forening, der forsøgte at knuse alt hvad der var dansk.
Et supergodt kort
Kortet på side 137 giver et godt overblik over hvordan afstemningen gik. Her har man farvelagt efter procenter. En meget god ide.
Ordet Slesvig skulle hurtig glemmes
En meget sigende overskrift er
Efter den danske regerings ønske kom der visumtvang. Nogle kunne få et specielt grænsepas. Og nord for grænsen skiftede tyske navne nu til dansk. Alt hvad der mindede om det gamle hertugdømme skulle glemmes. Også et navn som Nordslesvig skulle undgås fra dansk side. Derfor fik egnen det lidt mærkelige navn:
Nu kan vi jo ikke undgå at nævne Sydslesvig, når vi skal omtale det danske mindretal syd for grænsen.
De to mindretal
Interessant er også at se, hvor mange medlemmer, der var i de to mindretal nord og syd for grænsen. Det danske mindretal syd for grænsen udgjorde ca. 10.000 og var socialt dårlig stillet. På landet var de dansksindede ofte isoleret og udsat for chikane af deres naboer.
Det tyske mindretal nord for grænsen udgjorde 25.000 – 30.000 og var bedre socialt stillet.
Det er som anden halvdel af bogen er mest spændende. Og ja det gik lang tid inden mindretallet syd på fik deres rettigheder, selv om krigen for længst var overstået.
Meget flot fremstillet er H.P. Hanssens kamp. Og Nazi – tiden bliver også belyst over på den anden side. Et andet afsnit handler om besættelsestiden og Det Tyske mindretals samarbejde med besættelsesmagten.
Bogen fortier ikke de dansksindedes reaktion over for mindretallet. Meget udførligt bliver forholdene og udviklingen i mindretallene på begge sider af grænsen beskrevet. Vi får skam også at vide at Det Tyske Mindretal er begyndt at markedsføre begrebet ”Sønderjylland”.
Knivsbjerg omtales skam også
Hvem man skal mindes på Knivsbjerg, får vi også at vide. Så er det diskussionen om dobbeltsporede skilte. Spændende er også at på bagsiden ser vi guldhornene fra Gallehus, som nu har fået en plads på Kunstmuseet i Tønder.
Selve tiden under og efter besættelsestiden er godt beskrevet. Vi får også kontroverserne fra Løjt. Det er et godt eksempel. Vi har selv set i arkiverne i Aabenraa (Dibbernhaus – arkiverne), hvordan de unge mennesker i det tyske mindretal blev presset.
Nogle ting er ikke med
Det er måske pladsmangel det er årsag til ikke at nævne, at Paludan Müller var på fyringens rand og at De Hvide busser var startet længe inden Folke Bernadotte kom ind i billedet. Ja perioden dengang, da briterne pludselig tilbød Danmark Sydslesvig, er heller ikke med.
Det er rigtigt, det var nazistiske lærere importeret syd fra, der indoktrinerede de unge mennesker. Både Werner Best og Hitler foretrak et roligt Danmark, og den såkaldte Lieferfreude. Vi får beskrivelsen af Fårhusmentaliteten. Ifølge bogen varede den helt til 2010. Det kan altid diskuteres, hvor dybt man vil gå ind i den diskussion. Her på siden har du rig mulighed for at læse om det.
Harmonien kom først årtier senere
Det danske mindretal syd for grænsen voksede til 76.000. Det var der grunde til. Måske er det pladsmangel, der er årsag til, at vi ikke lige får de grunde. Det rigtigt som det står, at harmonien mellem flertal – og mindretalsbefolkningen først opstod årtier senere.
Den dansk – tyske sameksistens er godt beskrevet. Det fylder også en del.
Bogen indeholder også interessante temaer. Det er ting, som har været et diskussionsemne i landsdelen. Nogle af diskussionerne er ført for ikke så mange år siden.
Vi har stikordsregister, litteraturlister – her har man selvfølgelig kun tage det nødvendigste med. Men følger vi nu disse lister kan vi måske få svar på nogle, af det ting, vi manglede. Når man kun har 227 sider til rådighed, er det naturligt, at nogle ting skal undlades.
Og så her vi et par sider med hertuglister – meget overskueligt.
Forskellen på livet hernede og i Kongeriget
Vi får også en glimrende beskrivelse på forskellen af livet hernede og i Kongeriget. Således skete udskiftningen meget tidligere i hertugdømmet. Bøndernes hoveri stoppede også meget tidligere.
Måske siges det ikke så tydeligt i bogen men slesvigerne orienterede sig mere mod Hamborg end mod København. Derfor havde mange det ekstra svært efter 1920.
Det er en aldeles fin Sønderjyllands – historie, hvor nogle kapitler er mere spændende end andre. Men sådan er det med historiefortællinger. Men det er absolut en anbefalelsesværdig bog. Og det er utroligt at forfatterne er kommet så langt omkring. Vi havde nogle indvendinger, men i sidste ende skyldtes dette sikkert pladsmangel.
Selv om vi nok er nørder inden for Sønderjyllands Historie indeholdt bogen nye ting. Man kan nok ikke forvente at kontroversielle emner bliver taget op til debat. Men vi får en glimrende beskrivelse af Sønderjylland. Og det er tydeligt at landsdelen er speciel.
Carsten Porskrog Rasmussen, Hans Schultz Hansen: Sønderjylland – en særlig historie/ Historisk Samfund for Sønderjylland
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjylland
Dato: november 9, 2022
Adolf Eichmann – manden bag jødernes død
Mange overraskende meldinger. Adolf afsluttede uden eksamen. Et kontor til fordrivelse af jøder. Ansvar for jernbanetransport til KZ – lejre. Blåsyre anvendt i Auschwitz. Nej Eichmann havde ikke kendskab til jødisk kultur. Hans medfanger hjalp ham til flugt. Flygtet til udlandet med hjælp fra Kirken og Røde Kors. Familien kom kort efter. CIA og tyskerne kendte hans opholdsadresse allerede i 1952. I 1954 vidste Simon Wiesenthal også, hvor han var. ”Er I slet ikke interesseret i pågribelse af Adolf Eichmann”, spurgte anmelder. Mossad modtog dokumenter. Hvorfor var Adenauer ikke interesseret? Hvorfor var CIA ikke interesseret? Eichmann gav interviews – han følte sig sikker i Argentina. Mossad pågreb ham. FN fordømte Israel, men ikke Argentina, der mishandlede anmelderen. Store sikkerhedsanordninger. Anklageskriftet omfattede 15 punkter. Forsvarer og familie tjente penge på Eichmanns samtaler og noter. Han ville ikke have noget med Mengele at gøre. De havde ikke samme kemi.
Mange overraskende meldinger
Når man beskæftiger sig med Besættelsestiden og Anden Verdenskrig – før – under og efter finder man ofte frem til overraskelser. Det gælder også i sagen om denne person. Og hvorfor nu det. Jo det viser sig, at flere kendte til hans opholdssted i Argentina. Og læg lige mærke til, hvem der hjalp ham til Argentina. Men det er ikke altid lige populært at nævne det rigtige.
Han stod bag 6 mio. jøders død.
Albert sluttede uden eksamen
Faderen var en relativt velstående forretningsmand og fabrikant. I 1914 flyttede familien til Linz i Østrig.
Derhjemme i Østrig var de seks børn. Moderen døde og far giftede sig igen. Der kom yderligere to børn ind i familien.
Som den eneste og ældste af søskende sluttede Adolf Eichmann sin skolegang på gymnasiet i Linz uden eksamen.
Sprang også fra en mekaniker – uddannelse
Gennem sin skoletid lærte han sin senere chef, Ernst Kaltenbrunner at kende. Han blev chef for Sikkerhedspolitiet (SD) Også Adolf Hitler gik på denne skole men i tidsrummet fra 1900 til 1904. Vores hovedperson fik en uddannelse som mekaniker. Ja sådan står der i nogle kilder, men han sprang fra og blev i stedet handelsrejsende.
I 1935 blev han gift og fik fire børn. Hans bror Helmut faldt ved Østfronten i 1942.
Han beskæftigede sig med fordrivelse af jøder
Allerede i 1932 blev han medlem af det østrigske NSDAP. Han gennemgik en uddannelse hos SS og i 1934 tiltrådte han som frivillig i SD i Berlin. I 1935 indtrådte han i den ny afdeling, der hed Jøder, hvor han blev sekretær. I samarbejde med Gestapo beskæftigede han sig med såkaldt ”Udvandring” det vil sige fordrivelser af jøder.
I 1937 afleverede Eichmann en rapport, hvor han konkluderede at jødedommen i evig tid ville være en fjende af nationalsocialisme. Fjernelse af jødedommen ville kun kunne ske ved at fjerne de væsentligste erhvervsmuligheder for jøderne.
De skulle sendes til områder, hvor jøderne ikke kunne skade ”Das Reich”. Det skulle være i områder med lav kultur. Det kunne være enkelte stater i Sydamerika og i Palæstina. Og netop til det land rejste Eichmann i 1937. Han besøgte Haifa og Karmel – bjergene. Men snart blev han udvist til Ægypten af britisk politi.
Et kontor til fordrivelse af jøder
Efter Østrigs ”Anschluss i 1938 blev Eichmann som SD – fører sendt til Østrig. Her befalede han til hærværk mød jødisk ejendom.
Han opbyggede et centralt kontor i Wien, hvor jøderne kunne få tilladelse til ”tvungen udrejse”. Men inden så skulle de aflevere det meste af deres værdier. Fra marts 1939 lavede han det samme i Prag efter samme mønster.
I Berlin havde Göring oprettet Rigscentralen for Jødisk udvandring. Den blev Adolf Eichmann nu leder af. Men man nåede dog ikke samme succes som i Wien, hvor 150.000 jøder inden for 18 måneder blev fordrevet.
Planerne om jøde – fordrivelse til Madagaskar blev heller ikke til noget.
Ansvar for jernbanetransporten til KZ – lejrene
Adolf Eichmann fik nu ansvaret for jernbanetransporten til alle udryddelseslejre. Han skulle lave alle køreplaner til disse lejre samt til ghettoerne. Han var således direkte medansvarlig for udryddelse, deportation og mord på ca. seks millioner jøder.
Han besøgte personlig udryddelseslejrene i Minsk, Belzec, Chelmo og Auschwitz. Han så hvordan jøderne blev udryddet og dannede sig tanker om, hvordan dette kunne gøres mere effektivt.
Blåsyre blev anvendt i Auschwitz
I Auschwitz fortalte kommandant Höss, hvordan man kunne dræbe med blåsyre. Runde stykker papfilt var blevet dyppet i blåsyre og blev kastet ind i diverse rum, hvor jøderne var blevet drevet ind. Denne gift virkede dødelig med det samme.
Ja man sagde, at Eichmann efterhånden havde besøgt alle større udryddelseslagre. Han fik på den måde et overblik over den industrielle tilintetgørelse.
På Wannsee-konferencen den 20. januar 1942 var det Eichmann, der var sekretær. Han havde også skrevet Heydrichs foredrag.
Det var også Eichmann, der den 19. marts 1944 stod for den såkaldte Magrethe – aktion. Det handlede om massedeputation af de ungarske jøder. Trods sin topstilling inden for SS nåede Eichmann aldrig at møde Hitler.
Nej, Eichmann havde ikke kendskab til jødisk kultur
Det gik rygter om at Eichmann havde specielt kendskab til jødisk kultur og kunne tale det jødiske sprog. Ja han skulle også være født i nærheden af Tel Aviv. Hans forældre skulle være tysker. Derfor skulle han også dengang være kommet uset til Haifa.
En fransk avis fortalte i 1940, at han kunne perfekt hebraisk. Men rygterne talte ikke sandt. Han vidste ikke engang, at den hebraiske skrift bliver læst fra højre til venstre.
Hans medfanger hjalp ham
I foråret 1945 skilte Eichmann sig fra sin familie og nærmeste medarbejdere i Altaussee i Østrig. Under navnet Adilf Barth og rangen af ”Obergefreiten” fra Luftvåbnet kom han i amerikansk fangenskab,
Men på grund af SS – tatoveringen måtte han skifte forklaring. Han påstod nu at han var SS – Untersturmführer Otto Eckmann. Han blev nu interneret i en fangelejr.
Men han fortalte nu sine medfanger om hans rigtige identitet. Det betød at han nu kunne dukke ned i en lille by i Lüneburger Heide. I februar flygtede Eichmann fra lejren og ved hjælp af gamle broderskaber og hjælpeorganisationer lykkedes det ham via Hamborg at komme til sit nye tilflugtssted.
Nu hed han købmand Otto Henninger
På vej derhen lykkedes det ham også ved hjælp af organisationer at få fremskaffet falske papirer som købmand Otto Henninger. Under dette navn fik han arbejde som skovarbejder.
Da hans arbejdsgiver i 1948 måtte lukke firmaet, lejede han et 18 m2 stort værelse til en leje på 10 mark om måneden. Han købte 100 høns og levede af at sælge æg og høns samt forefaldende arbejde.
Flygtet ved hjælp af kirken og Røde Kors
Ved hjælp af en præst lykkedes det ham at komme over den østrigske grænse til Sydtyrol. Her søgte han tilflugt i et Franciskaner – kloster. Med hjælp fra den tysk – katolske kirke og den østrigske biskop Alois Hudal samt Vatikanet lykkedes det via den såkaldte ”Rattenlinien” at skaffe Eichmann til Argentina.
Her havde han fået ny ID og hed nu Ricardo Klement. Det var også det navn som stod i hans flygtningepas udstedt af Det Internationale Røde Kors i Geneve.
Familien kom efter
Nogen tid efter kom hans familie også. De levede i spartanske forhold. I 1955 blev sønnen Ricardo Eichmann født dog under farens dæknavn. Og vores hovedperson fik et job hos Daimler – Benz.
CIA og tyskerne vidste siden 1952, hvor han var
Flere medier også herhjemme fra gør et stort nummer ud af, hvem der har afsløret Eichmanns adresse. Senest har Süddeutsche Zeitung afsløret at det var geologen og historikeren Gerhard Klammer, der afslørede Eichmann.
Men alt tyder på at man i Tyske Efterretningsvæsen allerede fra 1952 havde kendskab til, hvor Eichmann opholdt sig. Også CIA vidste, hvor han var. Fra 1958 vidste den tyske regering også, hvor han var.
I 1954 vidste Simon Wiesenthal, hvor han var
I 1954 fik Simon Wiesenthal mistanke om, at Eichmann var i Argentina. Han havde modtaget et postkort fra en kammerat, som var flyttet til Buenos Aires. På postkortet stod der:
Men ellers foreligger der to historier om personer, der har henvendt sig. Og de to historier kan også være rigtige.
”Er I slet ikke interesseret i at pågribe Adolf Eichmann?”
Den hessiske statsanklager Fritz Bauer fik i 1957 et brev fra en ven, den tyske jøde og KZ – overlevende Lothar Hermann fra Buenos Aires. Hans datter Sylvia havde lært Eichmanns ældste søn at kende. Lothar Hermann fattede mistanke, da sønnen begyndte at prale af sin far.
Fritz Bauer havde informeret den israelske regering. Der for længst udstedet en arrestordre. Anklageren frygtede, at de tyske myndigheder ville informere Eichmann at hans adresse var kendt.
Men regeringen under David Ben Gurion havde dog ingen interesse i at forfølge Nazi – forbrydere. Det ville efter Luxembourg – aftalen ikke vanskeliggøre forbindelserne til Adenauer – regeringen.
En Mossad – agent var dog rejst til Argentina for at kigge på Eichmanns bopæl. Han havde erkendt at en så vigtig top – nazist ikke kunne leve under så primitive forhold. Men Lothar Hermann havde mobiliseret hele den tysk – jødiske bevægelse i Buenos Aires.
Til slut skriver han til de israelske myndigheder i 1960:
Mossad modtog dokumenter
Men det var en henvendelse fra geologen og historikeren Gerhard Klammer, der satte gang i Mossad. Han havde mellem 1950 og 1953 arbejdet sammen med Adolf Eichmann i et byggefirma.
Ved et tilfældigt møde i Argentina i foråret 1959 havde Klammer mødt Eichmann. Han fandt ud af dennes adresse. Han sendte sammen med bekendte dokumenter til Fritz Bauer.
Denne rejste i december 1959 til Jerusalem, hvor han overbragte dokumenter uden at røbe informantens navn.
Hvorfor var Adenauer ikke interesseret?
Hvorfor Adenauer ikke var interesseret i at pågribe Eichmann kan skyldes at chefen for Adenauers kontor, Hans Globke var tidligere top – nazist. Han var blandet ind i de nazistiske racistlove. Ja man talte om en ”Eichmann – krise i Bonn – regeringen”
Hvorfor var CIA ikke interesseret?
Hvorfor CIA ikke reagerede eller informerede Israel, ja det er det store spørgsmål. Men måske vidste Israel det godt i forvejen?
Eichmann gav interviews
Eichmann følte sig sikker i Argentina. Han følte sig beskyttet af USA og Tyskland. Han gav også interviews til Willem Sassen, som var en hollandsk SS – mand og propagandist. Sassen solgte dette videre til Life – Magasin.
Mossad pågreb Eichmann
Den 11. maj 1960 lykkedes det for en gruppe fra Mossad at pågribe Eichmann i San Fernando, som er en bydel i Buenos Aires. På den tid havde Argentina ingen udleveringsaftale med Israel. Eichmann (Atilla) blev udklædt som medlem af El Al flybesætning. Han var blevet bedøvet. Men kidnapperne fra Mossad fortalte, at han havde en ordentlig ”skid” på. Han var ligesom kidnapperne forsynet med falske papirer.
I 12 dage benægtede den israelske regering at have været indblandet i Eichmanns tilfangetagelse og hævdede i stedet, at han var blevet fanget af jødiske frivillige
Den 23. maj meddelte premierminister David Ben Gurion at Eichmann befandt sig i Israel, hvor han var blevet arresteret.
FN forsømte Israel, men ikke Argentinas behandling af anmelderen
FN fordømte Israels handling. De forlangte at Israel sammen med Argentina skulle finde frem til en passende erstatning. Åbenbart fandt man så frem til dette den 3. august 1960. Men hvad dette indebar blev ikke oplyst.
Lothar Herrmann, den overlevende KZ – fanger og jøde, som havde skrevet til de israelske myndigheder, blev i 1961 arresteret og mishandlet. Dette forhold blev ikke påtalt af FN. Først i 1972 fik han i hemmelighed den lovede belønning af den israelske regering. I 2012 blev han æret af den jødiske sammenslutning i Buenos Aires.
Store sikkerhedsanordninger
Eichmanns celle havde en størrelse på tre gange fire meter. Sikkerhedsforanstaltningerne var enorme. Den israelske regering frygtede at Eichmann kunne finde på at begå selvmord.
En vagtmand sad rundt om uret i sin celle. Bag ved celledøren sad en anden, som kiggede gennem kiggehullet. En tredje vagtmand stod bag døren til udgangen. I cellen brændte lyset dag og nat. En politilæge undersøgte Eichmann to gange dagligt.
I retssagen blev mere end et hundrede vidner afhørt. Tusinder af dokumenter blev fremlagt som beviser.
Anklageskriftet omhandlede 15 punkter
Anklageskriftet omfattede 15 punkter bl.a.
Den 15. december 1961 blev han dømt til døden ved hængning.
Mens Eichmann lyttede til dommerne, der på skift i 15 timer læste op fra deres 211 sider lange dokument, mistede Eichmann gradvis kontrollen over sine ansigtsmuskler. Han skar ansigt og gik nærmest i chok. Han fumlede nervøst efter sine papirer.
Eichmann bedyrede sin uskyld fra start til slut. Han ankede dommen og mente han i juridisk forstand var uskyldig- Han havde kun handlet efter ordre, sagde han. Men hans anmodning blev afvist.
Eichmann’ s sidste ord
Få minutter over midnat den 1. juni 1962 gik Adolf Eichmann i døden i et improviseret henrettelseskammer i et fængsel i Jerusalem. Hans sidste ord var:
Forsvarer og familie tjente på Eichmanns samtaler og notater
Vi har været inde på de samtaler Eichmann havde med SS – manden Sasse. Mens retssagen var i gang, havde denne travlt med at slette og redigere de bånd, han havde optaget. Disse bånd blev solgt til Life, Der Spiegel og Dem Stern.
I 1979 solgte Eichmanns forsvarer, Robert Servatius sine bilag til Forbundsarkivet. Sassen overgav de tilbageværende båndoptagelser på 29 timer til Familien Eichmann, som solgte disse videre til et schweizisk forlag inden Forbundsarkivet fik fingrene i dem.
Mens Eichmann sad i arrest forfattede han to tekster.
Han vidste præcis, hvad han gjorde
Mange historikere har beskæftiget sig med hans liv. Det vigtigste spørgsmål er, hvor ansvarlig Eichmann var for Holocaust. De fleste er enige om, at Eichmann præcis vidste, hvad han gjorde. Hans søn mener dog at han er dømt uretfærdig, fordi han blot gjorde sin pligt som tysk soldat.
Kan almindelige mennesker også begå disse frygtelige forbrydelser?
Hannah Arendt en jøde som flygtede fra Tyskland. I Eichmann i Jerusalem skriver hun om retssagen, at bortset fra et ønske om at forbedre sin karriere, viste Eichmann ingen tegn på antisemitisme eller psykopati.
Hun kaldte ham legemliggørelsen af ”ondskabens banalitet”, fordi han lod til at have en ganske almindelig personlighed. Han viste hverken tegn på skyld eller had. Hun mente, at dette faktum såede tvivl om, at de nazistiske krigsforbrydere var psykopatiske og anderledes end andre mennesker. Mange konkluderede af denne og lignende observationer, at selv ganske almindelige mennesker kan begå forfærdelige forbrydelser.
Han havde ikke samme kemi som Mengele
Gennem Sassen mødte Eichmann også Mengele. De mødtes flere gange med de fandt aldrig kemien sammen. Mengele tilbød Eichmann gratis lægehjælp men denne takkede nej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 25, 2022
Danmark kæmpede for sit gode rygte
Det er svært at komme af med besættelsestidens myter. Arkiver forsvundet – ingen adgang. Man skulle helst have et godt indtryk af danskerne. Frihedsrådet tilslutter sig kommunisterne. Når Danmark atter er frit. Frihedsrådet ville gøre sig populær i befolkningen. Retssager mod diverse ministre var ventet. Frihedsrådet fik politisk indflydelse – men ikke længe. Wilhelm Buhl havde luret faren. Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør. Besættelsestiden er et underholdningstema. Meget er bevidst fortiet. Film bevæger sig lige på kanten af fakta. Tyskerpiger var ”Kvinder af tvivlsom beskaffenhed”. Forsker fik truende og hadefulde breve. Den mest dårligst og udokumentariske bog. Vrede og opsigt i forskningen. Jernbanesabotage. Modstandsarbejde i nærbillede. Rendyrket erindringspolitik. Markedsføres som autentiske film. Misbrug af historien kan være skadelig. Hvordan Matador kan skabe en forkert historie. Det var bestemt ikke alle der deltog i modstandsarbejdet. Politiet advarede ikke kommunisterne inden de tog 300 stk.
Det er svært at komme af med besættelsestidens myter
Mange myter om besættelsestiden er der stadig. De er svære at komme af med. Man tror stadig på det, som historiebøgerne fortalte. Man tror helt åbenlyst på de historier aviserne fortæller fra den tid. Og så er det alle de film man ser fra den tid. Det står jo, at de er autentiske. Så må det jo passe. Når det så også bliver vist i Matador.
Det giver skrammer i lakken, når man vil forsøge at gengive den rigtige historie om og fra besættelsestiden. Men det er nu ikke altid lige nemt. Danskerne skal helst være i hovedrollen. Og man skal sandelig ikke komme og lave noget om.
Forsvundet – ingen adgang
Det var måske alt, hvad Danmark foretog sig før/under og efter besættelsestiden, der var lige smart. Og vi kan sagtens sidde i bagklogskabens lys og angribe de mennesker, der foretog sig ting og sager, som ikke var smarte. Mange af de ting, der skete dengang, er gemt væk. Du finder det ikke mere i arkiverne, selv om det burde ligge der. Enten er det forsvundet eller kan du ikke få adgang.
Jo det har undertegnede oplevet og sikkert mange andre. Hvorfor må vi ikke få sandheden frem? Det er åbenbart lettere at beskylde en for konspiration, hvis man ikke acceptere den officielle forklaring.
Man skulle have et godt indtryk af danskerne
Journalisterne havde travlt dengang med at give et andet billede af Danmark end den, der handlede om Danmarks samarbejde med tyskerne. Omverden skulle selvfølgelig også have at vide, at danskerne ikke var nazister. Det var vigtigt at blive erklæret allieret efter krigen.
20 – 30 danske journalister forsøgte at give et andet indtryk af danskerne. Det skulle overbevise englænderne om at danskerne ikke var nazister og var på de allieredes side. Disse journalister skrev bøger på engelsk, læserbreve og holdt foredrag for engelske erhvervsfolk. De forsøgte også at påvirke engelske politikere. De skulle også overbevise disse om at danskerne faktisk gjorde modstand.
Der var også en dansk pressetjeneste i Stockholm.
Frihedsrådet tilsluttede sig kommunisternes krav
Det er heller ikke populært at modstandsfolk efter krigen forsøgte at køre demokratiske diplomater ud på et sidespor. De unge har fået at vide, at den danske modstandsbevægelse bekæmpede nazisternes besættelse af Danmark i 1940erne.
Men graver man så finder man et andet forhold som Frihedsrådet havde til dansk demokrati. Ja Modstandsbevægelsen udgjorde faktisk en fare for det danske demokrati. De mest fremtrædende medlemmer var nemlig folk fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Deres totalitære politik havde stor indflydelse på rådets politik. Og det selv om Rådet havde både socialdemokratiske, borgerlige og konservative medlemmer.
Blandt andet tilsluttede Frihedsrådet sig kommunisternes krav om omfattende efterkrigsophør med de folk, som modstandsbevægelsen mente gik nazisternes ærinde. Dette oprør kunne bringe kommunisterne tættere på magten i Danmark. Populært er det heller ikke at sige at Frihedsrådet var kommunisternes nyttige ”idioter”.
Når Danmark atter er frit
I november 1943 – godt et halvt år før Danmarks befrielse 5- maj 1945 – havde Frihedsrådet fremlagt det såkaldte efterkrigsprogram ”Når Danmark atter er frit”.
På overfalden handlede programmet om, hvordan Danmark efter krigen kunne vende tilbage til demokratiske tilstande. Og hvordan vejen tilbage til demokrati gik gennem et oprør med såkaldte ”skyldige og medansvarlige for krænkelsen af Danmarks selvstyre og retsgrundlag under besættelsen”.
Kiggede man nu nærmere efter var det tale om en udrenselses-strategi. Det ville føre til et større opgør med politikere og embedsmænd blandt magtens elite.
Frihedsrådet ville gøre sig populær i befolkningen
Frihedsrådets program var baseret på lovgivning med tilbagevirkende kraft. Man sigtede på at indføre love, hvor man kunne foretage retsforfølgelse. Det var danskere, der deltog i tysk krigstjeneste samt medlemmer af tyske korps og især værnemagere og tyske korps.
Derefter ville Frihedsrådet gøre sig populært i befolkningen. Det blev nu ikke sagt direkte i programmet. Men man satsede på at vinde det første efterkrigsvalg.
Retssager mod diverse ministre var ventet
Efter valget skulle der nedsættes parlamentariske kommissioner. De skulle have til opgave at undersøge besættelsesmagten og tage stilling til ministre og eventuelle retssager mod ministre og andre demokratiske politikere.
Dette ville være vand på kommunisternes mølle. De ville gerne afløse dem, der måtte gå. Derefter ville de sætte sig tungt på magten. Eventuelle modstandere ville man så anklage for at modarbejde folkestyret. På den måde kunne man komme af med politiske modstandere.
Frihedsrådet fik politisk indflydelse
Men se sådan gik det jo ikke. Efter befrielsen i 1945 blev der dannet en midlertidig samlingsregering med medlemmer fra både modstandsbevægelsen og de demokratiske partier. Frihedsrådet forlangte politisk indflydelse. Man turde ikke andet. Modstandsbevægelsen var populær i befolkningen og så var de bevæbnet.
De demokratiske toppolitikere imødekom nogle af Frihedsrådets opgørs-krav. Men man gjorde det af nød. Man ville undgå en borgerkrig mellem den illegale modstandsbevægelse og tilhængere af de demokratiske politikere.
Vilhelm Buhl havde luret faren
Vilhelm Buhl havde aldrig været begejstret for Frihedsrådet. Det var også ham, der holdt Stikkertalen dengang. Men han var nok en af de mest intelligente politikere vi havde dengang. Han havde længe set den fare som Frihedsrådet udgjorde. Og så havde Vilhelm Buhl overtaget statsministerposten efter Thorvald Stauning.
Han gav modstandsfolkene en lillebid. To erklærede kommunister fik ministerier i befrielsesregeringen. Det samme fik to ”skabskommunister”, udnævnt af Frihedsrådet.
En af de partiløse kommunister var justitsminister Niels Busch-Jensen. På den måde blev første del af Frihedsrådets program ført ud i livet. Men statsministeren fik forpurret Frihedsrådet og kommunisternes planer. De fleste demokratiske politikere fik nøgleposterne. Og behændigt fik han ansat embedsmænd, der var loyale over for de demokratiske politikere.
Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør
Stemningen i befolkningen skiftede også hurtigt til de demokratiske partier. Og det skete på trods af en stor fremgang for kommunisterne senere på året i 1945. Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør. Men hvad mon der ville være sket, hvis der var lykkedes.
Besættelsestiden er et underholdningstema
Besættelsestiden er også blevet et underholdningstema som nok aldrig går af mode. Det skyldes at historien om Anden Verdenskrig er et sammensurium af politisk verdenshistorie og personlige skæbnefortællinger.
Krigen rejste moralske spørgsmål på godt og ondt, ret og uret, mål og midler, og om hvad menneskers sande natur er. Man bruger det til en nutidig agenda. Så glemmer man en bestemt del af historien og fremhæver en anden del.
Meget bliver bevidst fortiet
Vi har også set vores politikere udbrede den værdiladede identitets følelse. Og når vi snakker om national selvfølelse så bruges besættelsestiden ofte. Ofte er historieformidling under massivt pres. Det er bestemt ikke altid populært at komme med faktuel information.
Vi kan nævne et eksempel som da Hipo – mænd udførte en stor redningsindsats under bombningen af Den Franske Skole. Og vores fortælling i vores bog om, hvad der skete nede i Padborg efter besættelsestiden, er heller ikke særlig populært.
Efterkrigstidens sort/hvide grundfortælling om besættelsen holder ikke. Meget er bevidst blevet fortiet og bliver det stadig.
Man skal åbenbart fastholde begrebet om at danskerne var de gode og tyskerne var de onde. Det kunne man også se i de film, der fremkom lige efter besættelsestiden ”Danmark i lænker (1945) og Det gælder din frihed (1946).
Film bevæger sig på kanten af fakta
Flere film bevægede sig på kanten af, hvad der var fakta. Dermed blev danskerne fremstillet udelukkende som en samlet antitysk enhed. Det skaber en spænding mellem det nationalpatriotiske og hvad der egentlig skete under besættelsen.
De ubekvemme sandheder om samarbejdet, fraternisering og størstedelen af modstandsarbejdet kontra for eksempel danskere i tysk tjeneste blev nedtonet af de dominerende modstandsberetninger – både i historievidenskaben og filmmediet. Overgreb mod civilbefolkningen fra modstandsbevægelsen bliver stadig fortiet af både arkiverne og myndighederne. Det har vi selv oplevet.
Film og tv undgik realistiske fremstillinger.
Tyskerpiger er ”kvinder af tvivlsom beskaffenhed”
Serien Matador udlægger en ensporet og stereotyp fremstilling af Tyskerpiger. Kendetegnede for tyskerpigerne er at de sjældent omtales i litteratur – og dokumentarfilmsmaterialet fra den første efterkrigstid – og når de bliver, er det ikke ligefrem flatterende under beskrivelsen:
I filmen ”Drengene fra Sankt Petri” (1991) beskrives tyskerpigerne som
Den ensidige vinkel må forstås som befolkningens begrænsede viden om tyskerpigerne og årsagen til deres fraternisering.
Forsker fik truende og hadefulde breve
Tyskerpigernes historie var tabubelagt og blev undertrykt af den kollektive erindring i en erindringskamp om, hvad der kendetegnede danskerne under besættelsen. Anette Warrings forskningsprojekt begyndte i 1989 omkring dette projekt. Hun efterlyste i blade og aviser piger, der ville deltage i dette projekt.
Resultat var at hun modtog truende og hadefulde breve. Hun påviste at hver 6. eller 7. danske pige mellem 15 og 29 år var tyskerpiger under krigstiden. Det anseelige antal chokerede. Anette Warring påviste, at det var spænding eller kærlighed, der var bevæggrunde. Det var ikke ideologi eller angiveri, som de ellers blev beskyldt for.
Dertil satte hun spørgsmålstegn ved interneringen af tyskerpigerne og selvtægts -handlingerne i form af hårklippeaktioner, foretaget af både modstandsmænd og civile. Disse mennesker blev heller ikke straffet for dette.
”Den mest dårligste og mest udokumentariske bog”
Vi har selv i vores bog fra 2017 oplevet beskyldninger, når vi har forsøgt at fortælle sandheden. I vores beskrivelse er myndighederne dybt indblandet. Der er udarbejdet falske rapporter. En del kendte mennesker fra grænseområdet er involveret. Trods det, at vi havde afleveret de dokumenter, der ikke var personlige på Lokalarkivet, fik vi at vide, at det var den mest udokumenterede bog, man nogen sinde havde læst.
I forvejen var hverken Politiforeningen eller PET begejstret for det, som vi fandt ud af. Politiet kunne opklare sagen, hvis de fandt frem til det samme som os. Men de lokale skal stadig holdes hen i en løgn. Sandheden er ofte ilde hørt.
Det var dog ingenting som vi opnåede. Familien har fået afklaring. Utroligt at myndighederne i alle de år havde bild familien løgne ind så de selv kunne redde skindet. Og vi har da selvfølgelig fortsat efterforskningen siden bogudgivelsen. Og vi har fundet ud af at der sandelig er en del mere at rydde op i – i grænseområdet. Men måske hører det også med til fortællingen om besættelsestiden.
Det har vi ligeledes på diverse Facebookgrupper omkring besættelsestiden. Ja selv under foredrag har jeg hørt beskyldninger.
Vrede og opsigt i forskningen
To af vores mest fremragende historikere har også oplevet dette nemlig Hans Kirchhoff og Aage Trommer. De vakte stor opsigt og vrede med deres forskning.
De to forskere afviste det nationale og fællesskabende fokus som en romantisk fremstilling. I stedet vægtes det, som splitter historien – ubekvemt eller ej – og omstyrter en god del af myter i processen.
Jernbanesabotagen
Trommers disputats ”Jernbanesabotagen i Danmark i Danmark under Anden Verdenskrig” fra 1971 var ikke populær. Han havde forpurret myten om at modstandsbevægelsens jernbanesabotage havde afgørende betydning for de allieredes krigsførelse. Afhandlingen blev anset som et angreb mod modstandsbevægelsen og dermed hele nationens selvopfattelse. Henrik Skov Kristensen har modsat dokumenteret de vest – allieredes positive vurdering af jernbanesabotagens betydning.
Modstandsarbejde i nærbillede
Trommer blev heller ikke populær, da han forfattede ”Modstandsarbejde i nærbillede” hvor opfattelsen af en homogen modstandsbevægelse blev afmonteret.
Det blev påvist, at modstandsbevægelsen mest rekrutterede fra antidemokratiske grupper som Dansk Samling og DKP. Det brød den brede opfattelse at, at modstandsbevægelsen repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen, samt at disse var et udtryk for en bred demokratisk dansk vilje.
Kirchhoffs Augustoprøret (1979) provokerede også. Forskningen viser at samarbejdspolitikken mistede grebet den 29. august 1943. Bruddet med besættelsesmagten var ikke forsætligt, som man ellers havde bedyret. Han blev i den grad kritiseret for sit arbejde også af politikere.
Man fik dog et mere nuanceret syn på samarbejdspolitikken, men der er dog stadig kritiske røster i offentligheden.
Rendyrket erindringspolitik
Der var 6.000 frivillige danske øst-frivillige, hvilket for danskerne var et chokerende tal. Forskningen påviste, at de øst-frivillige udførte voldelige krigsforbrydelser på lige fod med deres tyske soldaterkammerater, hvilket også forargede offentligheden.
Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen førte rendyrket erindringspolitik, da han i en omstridt tale fra 2003 omtalte samarbejdspolitikken som moralsk svigt, med den hensigt at kritisere de partier, der var med mod Irak – krigen. Det var også erindringspolitikken, der hindrede at Erik Scavenius fik opkaldt en vej efter sig i 2012.
Nogle historikere forsvarer derimod Erk Scavenius og samarbejdspolitikken.
Markedsføres som autentiske film
Og så var det filmen ”Flammen og Citronen fra 2008. Den er en hyldest til modstandsbevægelsen. Folkene bag filmen kalder den historisk korrekt. Men det er den bestemt ikke. Det har vi tidligere beskrevet i en artikel.
Det samme er tilfældet med Under Sandet fra 2015. Man siger om den, at den er inspireret af autentiske hændelser. Men filmen er decideret historisk ukorrekt. Den fortæller et mørkt kapitel i dansk historie ud fra et forkert udgangspunkt.
Selvfølgelig må man bruge sin kunstneriske frihed, men så skal man fortælle det hvis en film er fiktiv samtidig med at de markedsføres som en autentisk historisk film. Indrømmet at det er to særdeles gode film – men de er nu engang ikke autentiske.
Misbrug af historien kan være skadelig
Underholdningsmedierne har en større platform til at udbrede kollektive erindringer end historievidenskaben har. Erindringspolitik i form af misbrug af historien kan være absolut så skadelig som ”fake news” Det bruges som magtmiddel i politik.
Ofte bruger denne platform forkerte ting og spreder fordomme om, hvordan vi troede, at det var. Vi ser det også i den ellers udmærkede serie Matador igen engang.
Hvordan Matador skaber en forkert historie
Her ser vi doktor Hansen og bankdirektør i trenchcoats, bløde hatte og baretter. De agerer foregangsmænd for Korsbæks lokale modstandskamp under anden verdenskrig.
De personificerer sammen med en ung bankfuldmægtig, den skrøbelige Maude Varnæs fra byens førende familie og hendes søster, spillelærerinde Elisabeth Friis i høj grad seriens billede af, hvordan danskerne efterhånden tog handsken på og gjorde oprør mod den tyske besættelsesmagt. Mange har blind tillid til historiske korrekthed som Matador gengiver.
I Matador får vi indtryk af, at det primært er byens elite, der går væbnet front mod tyskerne. Godt nok nuancerer den billedet en smule.
I serien er det som nævnt lægen og bankdirektøren, der lever en dobbelttilværelsen. Om dagen driver de praksis og leder banker, men om natten hentede de nedkastede våben og laver andet modstandsarbejde. Problemet er bare, at sådan forholder det sig ikke. Man kan sagtens finde eksempler på læger og bankdirektører, der endte som modstandsfolk, men det var kun et lille fåtal.
Matador er med til at formidle et glansbillede som eftertiden er bygget op over besættelsen. Datidens politikere var dygtige til at producere og konstruere for selv at få æren af modstandskampen – selv om de rent faktisk havde bekæmpet den med næb og kløer.
Der var bestemt ikke alle danskere, der deltog i modstandsarbejdet
Man konstruerer et billede af danskerne, bortset fra nogle få tusinde nazister, stikkere, værnemagere og øst-frivillige, der alle tog del i modstandsarbejdet. Men det er forkert. Samfundets bærende lag og eliten var de sidste til at gribe til våben – hvis de overhovedet gjorde det.
I virkeligheden var det system-fjenderne, der gik til modstand. Det var rebellerne i samfundet med kommunisterne på den ene fløj og KUerne på den anden fløj.
Alle disse gik til angreb i 1953. Kommunisterne gør det, fordi de gerne må, nu hvor Hitler var gået i krig mod Stalin. KUerne og de systemfjendtlige gør det af had til dem, der har besat os og til systemet, der ikke kunne forsvare os 9. april
Det var ikke Omegnsbankens direktør Kresten Skjern, men derimod den lokale kommunist Lauritz ”Røde” Jensen, der ifølge forskningen skulle have gået til modstand i Matador.
Politiet advarede ikke kommunisterne
Endnu et eksempel på historisk glansbillede er afsnittet, hvor den lokale betjent advarede Lauritz ”Røde” Jensen mod tilfangetagelse af dansk politi. Den 22. juni 1941 rykker dansk politi ud på tysk bestilling og i løbet af de næste fem uger arresterede de næsten 300 kommunister – en del mere end de 70, som tyskerne havde krævet. I virkelighedens verden gik politiet ikke ud og advarede kommunisterne.
Den danske nation har behov for at fortælle en bestemt version af historien. Det har været et dyb skel mellem den, som historikerne fandt ud af og som offentligheden troede var den rigtige historie
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 20, 2022
Håndværkere i Tønder – dengang
I denne historie kommer vi også til at møde nogle industrier I Tønder- Håndværkerlaug siden 1500 – tallet. Til kamp mod fuskere. En ny næringslov. Håndværkere stærkt repræsenteret i byrådet. Til møde i Weissen Schwan. ”Særlig ringe i forhold til byens størrelse. Svendene krævede lønforhøjelse. To kvindelige medlemmer i 1919. Sønderjyllands største virksomhed i luksus – køretøjer. Hele 79 gæstgivere i 1888. 24 bryggerier og 32 hoteller. De sidste to bryggerier. Bryggeri genoplivet.
Håndværkerlaug siden 1500-tallet
Der var tidligt en håndværkersammenslutning i Tønder. På et tidspunkt kom de til at konkurrere med Højer, der fik privilegier. Her på siden har vi tidligere mange gange beskæftiget os med virksomheder i Tønder. Du får en liste i slutningen af artiklen.
Håndværkerlaug kendes helt tilbage fra 1500-tallet. Skrædderne er nok de ældste i Tønder. De fik kongelig konfirmation i 1530. Og så gik det hurtigt. I 1580 havde følgende håndværk eget laug i Tønder:
16 år senere i 1596 var det også:
Til kamp mod fuskere
Man skulle hele tiden være på vagt for der udenbys håndværkere, der var fuskere. De tog brødet ud af munden på Tønder – håndværkerne.
Mange af datidens fag ville ikke være genkendelige i dag. Således var barbererne som der var fem stykker af i 1615 også sårbehandlere. Deres mesterprøver omfattede foruden slibning af værktøjet også tilberedning af en række salver samt fremstilling af ”grå plaster” og ”apotekerplaster”. Også barbererne førte en drabelig kamp mod kvaksalvere.
De uorganiserede fuskere blev kaldt ”Störer und Böhnhasen. De var tilbøjelige til at rykke ind i de små huse i Uldgade og Frigrunden.
En ny næringslov
I 1857 underskrev Frederik den Syvende en ny ”Næringslov”. Den bestemte at laugene skulle ophøre i deres gamle form med udgangen af 1861. Laugene kunne godt fortsætte men kun som frivillige foreninger.
I de gamle laug var der ikke stor stands og klasseskel mellem svend og mester. Begge tilhørte den daværende ”arbejderklasse”. Sådan var det ikke blandt købmandsstanden og embedsmændene. Derfor var det også utænkeligt, at en håndværker kunne vælges til byens råd.
Håndværkere stærkt repræsenteret i Byrådet
Dette ændrede sig omkring 1900. Det var fordi, at flere håndværkere drev butik i forbindelse med deres håndværk. Dette gjorde også afstanden mellem håndværkere og købmænd mindre.
I 1912 startede Tønder Håndværkerforening. Den havde til formål at værne og varetage standens interesser. I 1943 var håndværkerne den stand, der var bedst repræsenteret i byrådet.
Til møde på Weissen Schwan
I Tondernsche Zeitung indkaldte initiativtagerne til stiftende møde i Weissen Schwan. Det var den 18. april.
Og en af de ting man diskuterede i 1920erne var ”kredituvæsen”. Man foreslog at lave en liste over alle ”faulen kunden”.
”Særlig ringe i forhold til byens størrelse”
I 1925 blev der foretaget den første erhvervstælling i Nordslesvig efter overgangen til dansk styre. Man kunne i Tønder tælle 199 håndværks – og industrivirksomheder i Tønder med et samlet personale på 660 personer.
54 af disse foretagender beskæftigede sig med bygge – og anlægsvirksomhed og havde tilsammen en arbejdsstyrke på 208 personer. Tønder blev i 1925 af Danmarks Statistik fremhævet som en by, hvis industri……
Svendene krævede lønforhøjelse
Overgangen fra tysk til dansk administration efter indlemmelsen krævede vidtgående ændringer i pengesystemet. En delegation af Håndværkerforeningen havde således været i Ribe for at høre om danske håndværkerforhold.
Den 25. maj 1920 indførte man i Tønder kronemønten. Det var sket fem dage før i det øvrige Nordslesvig. Det betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede svendene i Tønder timelønnen hævet fra 1.60 kr. til 2 kr. Og situationen førte til omfattende arbejdsnedlæggelser i byen.
To kvindelige medlemmer i 1919
Den 9. april 1919 fik Håndværkerforeningen de første to kvindelige medlemmer nemlig syerskerne Frk. Frida Hansen og Frk. Nikoline Hansen.
Sønderjyllands største virksomhed i luksuskørertøjer
For nogle håndværk var overgangen til industriel virksomhed flydende. Det gjaldt bl.a. smede, vognbygger og karetmagere, hvoraf nogle var beskæftiget hos Brdr. Roost, vogn – og karosserifabrik i Østergade 16. Firmaet var oprettet i 1919 og skiltede med at være den største virksomhed i Sønderjylland i luksuskørertøjer. I anden halvdel af 1920erne var der ansat 16 mand.
Hele 79 gæstgivere i 1888
Tønder har en fortid som øl – by. Se engang her – et tal fra 1888:
24 bryggerier og 32 hoteller
Tænk engang – Tønder har haft 24 bryggerier på en gang. Og under en af de mange markeder dengang fik Tønder verdensrekorden i antal værtshuse pr. indbygger. Tænk – der var et værtshus for hver 49 indbygger.
Og tænk i 1925 var der 32 hoteller. Dengang blev de kroer, der både husede og beværtede gæster hvis de kun udlejede værelser kaldt for herberger. Kroer som alene solgte mad og udskænkede drikkevarer, ja de blev også kaldt beværtninger.
De sidste to bryggerier
Men se der var to bryggerier tilbage. Den ene var Torndernsche Victoriabrauerei i Strucksalle. Efter nogle turbulente år måtte de indstille driften omkring Første Verdenskrig. Bygningerne blev senere overtaget af Bachmanns Vandmølle. Det lå lige over for Skolegade. Vi kunne køre igennem på cykel ud til Markgade. Vi har tidligere beskrevet dengang det hele var lige ved at springe i luften.
Der var også Tondernsche Actien – Brauerei Gesellschaft i Østergade, der var oprettet i 1888. Ved Indlemmelsen i 1920 mistede bryggeriet sin kundekreds syd for grænsen og måtte træde i likvidation.
Bryggeri genoplivet
I 1921 blev bryggeriet genoplivet under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne var bryggeridirektør Neven, rådmand Bader, borgmester Olufsen, seminarielærer Claus Eskildsen, m.m. I anden halvdel af 1920erne havde virksomheden 10 ansatte.
For at udnytte den ledige lokaleplads i bryghuset blev Tønder Margarinefabrik oprettet i 1924.
Aktiebryggeriet lukkede i 1953.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: