Søgeresultater på "Tønder"
Dato: juli 14, 2017
Klosterbrødrene i Tønder
Frihedstanker havde det ikke let i Tønder, inden preusserne kom. Herredsfoged Kiær mente, at Appel skulle fyres, fordi han videregav Klosterbrødrenes tanker. Han blev udsat for langvarig forhør. Og vinhandleren kaldte politibetjente for ”Sådan nogle drenge af øvrighed”. Amtmand gav Appel en tilrettevisning. Det ville denne ikke finde sig i. Og så blev gæstegiver Hage på Humlekærren gjort ansvarlig for møde. Klosterbrødrene mente at skolefrihed også skulle gælde for de tysksprogede. Men den danske sprog skulle tvinges igennem. Men i Mellem-Slesvig forstod man ikke dansk.
Frihedstanker havde det ikke let i Tønder
Det var ikke let at arbejde med politiske frihedstanker dengang i Tønder. I den artikel kan man også fornemme, hvilke metoder nationalliberalistiske embedsmænd anvendte for at bekæmpe politiske modstandere.
Herredsfoged Kiær opfordrede til Appels fyring
Herredsfoged C.A. Kiær sender den 18. juni 1861 et brev til departementschef i det slesvigske ministerium Th. A. Regensburg. Her beretter han om Klosterbrødrenes virksomhed fra april til juni 1861.
Denne Kiær var Ridder af Dannebrog. Han var blevet afskediget som borgmester i Tønder i 1853 på grund af sin pågåenhed over for tyskerne. Han var blevet afløst af den mere moderate Joh. Henrik Holm.
Kier var på det tidspunkt konstitueret politimester i Tønder under borgmester Holms rejse til Jylland. Han udtrykte sin harme mod Cornelius Appel, den senere forstander og frimenighedspræst i Rødding.
Kier var af den overbevisning at denne måtte afskediges fra sin stilling som lærer, i hvert fald burde han fratages sit job på seminariet. Han havde efter Kiers opfattelse en skadelig virkning på de unge seminaristers politiske meningsdannelse.
Trykkefrihed i Møgeltønder
Klosterbrødrenes aktiviteter startede den 25. april 1861 i Løgumkloster. Der var afholdt møder den 27. maj, samt den 6. og 8. juni.
Kier havde også medsendt nogle uddrag af en artikel i Vestslesvigsk Tidende, der udkom i Møgeltønder. Dette var kongerigsk område og her herskede trykkefrihed. Her uddybede Appel sit syn på sprogsagen og den slesvigske politik i øvrigt.
Artiklen i Vestslesvigsk Tidende indeholdt bland andet følgende:
Appel udsat for langvarig forhør
Den konstituerede politimester havde forhørt Appel om, hvem der havde fået indbydelser, og om det var tale om politiske møder. Endvidere mente Appel ikke, at der skulle polititilladelse til afholdelse af disse møder, da de var af en privat art.
Kier ville også have at vide, hvem der var ophavsmand til møderne.
Der var på ”Gendarmeristationen” i Tønder udfærdiget en rapport om mødet den 8. juni på Humlekærren. Og her var det vigtigt at gengive skolelærerne Appel og Rosendahls ytringer. Således skulle Appel have udtalt, at det var bedst, at mødet blev udskudt indtil den ”ordentlige” politimester vendte tilbage. Rosendahl mente endda, at den bortrejste politimester kunne kaldes den ”overordentlige” politimester.
”Sådan nogle drenge af øvrighed”
Den 17. juni måtte vinhandler Jensen møde i retten. Han skulle angiveligt på mødet på Humlekærren have sagt til politibetjent Bek fra København:
Vinhandleren benægtede, at skulle have sagt sådan noget. Det kunne aldrig falde ham ind, sagde han.
Kier sender brev til Kirkevisitatorium
Politimester Kier syntes i høj grad, at der skulle indhentes tilladelse til afholdelse af møder. Således skriver Kier til det kongelige kirkevisitatorium for Tønder provsti, der bl.a. bestod af provsten og amtmand Grev Ludv. Brockenhuus-Schack. Det var dem, der skulle behandle skolesager. Kier mente, at der var forkert, at Appel gik rundt og opfordrede Tønders borgere til at møde op på Humlekærren.
Kier mente helt bestemt, at Appel havde gjort sig skyldig i utilbørlig opførsel. Ja og Appel havde tidligere forlangt en afskrift af det forhør, som han havde været igennem. Desuden havde Appel spurgt, om han havde pligt til at besvare alt, hvad politimesteren spurgte om.
Kier kunne oplyse, at der var mellem 10 og 20 deltagere til mødet, og nogle af mødedeltagerne blev navngivet.
Amtmanden havde sendt en passende tilrettevisning
Politimesteren mente, at Appel enten skulle fyres eller have en alvorlig irettesættelse. Og politimesteren fik dog også et svar fra amtmanden. Han kunne meddele at ”skolelærer Appel havde fået en passende tilrettevisning”.
Appel protesterede mod tilrettevisning
Det ville Appel ikke finde sig i. Han skrev derfor et længere brev til ”Kongelige Visitatorium”. Appel havde foreslået fuld offentlighed ved Stændervalget. Og det satte Kier sig imod. Han gjorde også opmærksom på, at lige så snart man anfægtede noget inden for sprogsagen, så blev man mistænkeliggjort.
Man måtte overhovedet ikke stille spørgsmålstegn ved det slesvigske spørgsmål. Appel gjorde opmærksom på, at man fra Klosterbrødrenes side ville have en folkelig debat. Og at man skulle have politimesterens tilladelse, ja det havde den ordinære politimester afvist.
Gæstgiver gjort ansvarlig for møde
Appel fortalte også i brevet, at gæstgiveren på Humlekærren, Hans Hansen Hage var blevet indkaldt til en reprimande hos den stedfortrædende politimester. Har var han blevet gjort ansvarlig for mødet.
Endvidere fortalte Appel, at politimesteren havde ladet ham stå op under hele det forhør, som han blev udsat for. På et tidspunkt havde han spurgt om, hvor lang tid forhøret skulle stå på, da han havde en syg kone derhjemme.
Skolefrihed skulle gælde for alle
Men hvad havde de egentlig gjort disse Klosterbrødre. De havde såmænd bare stillet krav om, at skolefriheden i Danmark også skulle gælde for den tysktalende befolkning i Sønderjylland.
Man kunne ikke forstå dansk
Og det var såmænd folk med en grundtvigsk tilgang, der havde denne opfattelse. Det var folk som Knud Lausten Knudsen, Johannes Mathias Dahl (præst i Tønder) og Christian Siegfried Ley, der havde efterfulgt Christian Kold som huslærer hos Knud L. Knudsen.
Bevægelsen mente også, at der skulle gøres op med konfirmationsundervisningen. Diskussion var knyttet til Sprogreskripternes krav. Dette skulle også indføres i Mellemslesvig og foregå på dansk, selv om man nødvendigvis ikke forstod dansk. Klosterbrødrene mente, at menneskerettighederne skulle overholdes. Og så ville man også have indført personlige frihedsrettigheder, som Danmark havde fået med Grundloven.
Klosterbrødrene krævede udstrakt frihed i kirke- og skoleforhold for Slesvig i håb om derved at forsone tyskerne med det danske herredømme.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs følgende på www.dengang.dk, der indeholder 221 artikler fra Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
Dato: juni 23, 2017
Tønder i 1880erne
Det var en lille stillestående by. Toget standsede ved hver station, og var uhyggelig langsom. Bønderne kom i stakkevis til kvæg- og hestemarkeder. Det var vanskeligt at bane sig frem. Det vrimlede med beværtninger. Danske skilte var ikke velset. Slesvig-holstenerne kunne ikke lide preusserne. Så var der vælgermøde på Tonhalle. Vi kigger på Tønders aviser. Det var en talrig stab af embedsmænd, der følte sig meget fornemme. Så var det lige de stakkels tyske skuespillere. Nattevægterne var der også. Krammarkederne varede i tre dage. Så var der toetagers karrusel, salonkeglebane og stegte ål. Flere havde haver ned til Vidåen. Og så talte man sønderjysk, når man mødte hinanden på gaden.
En lille og stillestående by
Tønder var i begyndelsen af 1880erne en lille og stillestående by. Den lå dengang så ensom og afsides derude på vestkysten forbundet med Verden ved den lille jernbane Tønder-Tinglev. Her sneglede sig daglig nogle tog af sted med fænomenal langsommelighed.
Toget standsede ved hver lille station
Hvert øjeblik standsede de ved en lille station, hvis forstander havde beværterbevilling. De mange beværtninger skadede øjensynlig kørselshastigheden på banen. Med toget kom kun få fremmede til Tønder, der dengang mindst af alt drømte om at blive turistby.
Heller ikke banens transport af varer var overvældende. Varetransporten blev besørget for en stor del af fragtvogne. Gennem de stille gader rumlede en sådan gennem de stille veje til og fra Flensborg.
Banens glanstid
Månederne juni, juli og august var banens glanstid. Da kom togene ind med en mængde gadegæster sydfra. De var på vej til Sild. Fra Tønder blev disse fragtet videre til Højer. Og på de store dage blev alt mobiliseret, hvad byen ejede af køretøjer. Mange gange var det de mest mærkelige oldsager af karosser.
Den lille dampe, der førte de rejsende til Sild, kunne kun sejle ved flodtid over Vadehavet. Når toget ankom til Tønder flere timer før flodtid, måtte de rejsende tage ind på byens hoteller. Så kunne man da få en lille fortjeneste. Men som regel tjente byen kun på leje af vogne.
Mod nord, vest og syd besørgedes forbindelsen af dagvogne og postvogne. Dette kunne da også bringe en fremmed til Tønder.
Bønderne kom i stakkevis
Omegnens befolkning kom naturligvis ”te Stajs” for at handle. Men det var sjældent i så store mængder at gadernes stille præg blev ændret.
Kun til fredagsmarkederne i forårs- og efterårstiden kom bønderne i flokkevis. Det var nu ikke fordi at de alle havde noget at sælge. Men det var gammel skik og vane, der krævede at enhver gårdmand skulle til marked for at holde sig a jour med priserne.
Fjedervognene rullede ind i byen fra alle kanter. På forreste stol sad fatter med tømme, pisk og merskumspibe. I den bagerste sad mutter i fuld puds. Det så standsmæssigt og højtideligt ud.
Hver bonde havde sin bestemte gæstgivergård eller købmandsgård, hvor han ”spændte fra”. Den almindelige middagsmad i gæstgivergårde var ”Kødsuppe med boller og kød med peberrodssovs”.
Vanskeligt at bane sig vej frem
På torvet og i de nærmeste gader stod dyr i hundredevis. Om foråret var det magert kvæg, der blev solgt til marsken. Om efteråret var det fedt kvæg, der for en stor dels vedkommende det blev købt af tyske handelsmænd.
Det var vanskeligt at bane sig vej gennem mylderet af dyr, handelsmænd og tilskuere. Gødningen lå højt over brobelægningen. Der var masser af beværtninger, når der var markedsdage. I så godt som hvert hus flød kaffepunchen.
Hen imod aften drog de fleste landboer hjem. Manden var ikke helt upåvirket af spiritus, men mutter havde dog fået ham væk fra byen i ordentlig tid. Var han alene gav han alt for let efter for vestslesvigsk svaghed for højt kortspil. Så blev han i byen ud til aftenen og tog ofte natten med.
Forårsmarked
I en sidegade ned mod skibsbroen, var der en enkelt gang forårsmarked, men det var uden betydning. Her kunne byens småmestre købe et fedt får til vinterslagtning. En mester tog engang sin lærling, der var fra landet med som sagkyndig rådgiver. Drengen undersøgte med omhu de forskellige dyrs ben. Da man spurgte ham, hvorfor, svarede han, at han søgte efter et dyr med noget kød på benene, for det var dem, han fik at gnave.
Det vrimlede med beværtninger
Tønder vrimlede også til hverdag af beværtninger. Der var gader, hvor man fik indtryk af, at næsten hvert andet hus var en kro. Tilsyneladende klarede indehaverne sig nogenlunde. De levede mest af markedsdagenes fortjeneste. Men nu har beboerne i Tønder aldrig haft ry for at være afholdsmænd.
Også indbyrdes undte gæstgiverne hinandens succes. Der findes følgende anekdote fra den tid.
Hver morgen tog værten i gadens vestligste kro 20 Pf. i lommen og gik til nærmeste gæstgiver mod øst for at få en passiar og en kaffepunch. Den betalte han med sine medbragte penge. Når det var overstået gik pengenes nye ejer hen og gjorde ligeså. I dagens løb vandrede de 20 Pf. øst på den ene side af gaden og vest på den anden side af gaden til de endelig om aftenen havnede hos den oprindelige ejer efter at have haft et kortvarigt ophold i hver eneste gæstgivers lomme i gaden. Når de rigtige folk kom til, kunne der skabes stor omsætning med en beskeden kapital.
Mon ikke anekdoten omhandler Vestergade, Storegade og Østergade?
Om aftenen samledes en del af byens borgere sig i krostuerne. Her skulle diskuteres over kaffepunch og øl. Byens anliggender og skandaler skulle diskuteres. Man diskuterede ikke politik. Flertallet var tysksindede. Ved festdage blev det slesvig-holstenske flag hejst. Tyske flag så man sjældent.
Danske skilte var ikke velset
Danske skilte var for tønderanerne, hvad korset er for fanden. Et par handlende som hængte et dansk skilt ud, fik dem tjæret ud ved nattetid. Samme skæbne ramte ”Vestslesvigsk Tidendes” skilt et par gange. De danske seminarister kunne også irritere med deres huer og sange. Men så klagede de tysksindede til direktionen på seminariet og fik deres vilje.
Slesvig-holstenerne kunne ikke lide preusserne
Men de vaskeægte Slesvig-holstenere havde imidlertid heller ikke noget til overs for Preusserne. De syntes, at disse var lidt for stramme. Preussiske flag så man næsten ikke i Tønder. Rigsflaget hejstes for det mest kun på offentlige bygninger.
Rigspolitisk stemte Tønder med de nationalliberale. I mange år var en Hr. Francke, kredsens rigsdagsmand. Men i begyndelsen af 1880erne opstilledes ved et valg Fremskridtspartiet en modkandidat. Man sendte en af de bedste talere, Eugen Richter selv, til Tønder for at agitere.
Vælgermøde på Tonhalle
I Tonhalle holdt man vælgermøde. Dette var en sjældenhed i Tønder. Lokalet var fyldt til sidste plads. Richter holdt en livlig og vittig tale mod regeringen og de nationalliberale. Han sluttede med det for lejligheden tilpassede citat:
Francke blev talt sønder og sammen og Richter hilstes med dundrende bifald. Enhver som ikke kendte forsamlingen måtte tro, at dens flertal var begejstrede frihedsmænd. Naturligvis blev Francke genvalgt på valgdagen.
Tønders aviser
Ellers var det byens to aviser, der varetog politikken. Vestslesvigs Tidende var ny og kæmpede tappert mod Flensborg Avis, der var blevet meget udbredt på vestkysten. Man sagde i Tønder at:
”Tondernsche Zeitung” blev mest redigeret med saksen. Originaler var i dobbelt forstand de korrespondancer, bladet bragte fra omegnen. I den landsby, de stammede fra, har de sikkert været interessante ved at bringe den til offentlig kendskab. Men ufrivillig komisk kunne disse artikler godt blive. Men økonomisk sad bladet hvis godt i det.
Talrig stab af embedsmænd
Tønder havde en talrig stab af embedsmænd, en landråd, to til tre herredsfogeder, Jernbane-, told- og postmænd osv. Men de spillede absolut ikke nogen førende rolle. Landråden var nærmest ildeset på grund af hans fornemhed. Embedsmændene var i forskellige trin af rangstien, så de kunne ikke rigtig omgås hinanden.
Store forretninger var der heller ingen af. De mindre handlende og håndværkerne havde nok at gøre med at skaffe mad på bordet. Politiet bemærkede man ikke rigtig. Der var hvis kun en betjent. Han sås sjældent. De to gendarmer skulle nærmest overvåge landdistrikterne.
Nattevægterne
Natvægterne var jo også kommunale embedsmænd. Polititimen var fastsat til klokken 23. Befandt man sig på en ”Knejpe” ved den tid indfandt der sig altid en vægter og forkyndte ”Feuerabend”. Så havde man fred for ham en times tid, til han igen blev tørstig. Som regel grinede man af dette. Men vægterne kunne føle sig stødt af dette.
Der udviklede sig et anstrengt forhold mellem vægtere og seminarister. Og det resulterede i en demonstration. Men tre af seminaristerne blev anholdt og tilbragte en nat i Kachotten. Næste dag førtes de op på rådhuset for at få tildelt en ”Mulkt”.
Nu herskede der igen et gemytlig forhold mellem vægterne og seminaristerne.
De stakkels tyske skuespillere
Blandt borgerne var foreningslivet ringe. Om vinteren kom først en tysk og dernæst et dansk skuespillerselskab og gav forestillinger på byens eneste lille dårlige teater i Østergade. Den tyske trup kunne godt blive i byen en måneds tid. Det var stakkels mennesker, der led nød. I Tønder var man nu ikke så teaterinteresseret. Kunstinteressen var heller ikke stor.
Nogle aftener spillede man kun for en halv snes eller endnu færre. Blev det for slemt gjorde selskabet udflugter til Højer, Løgumkloster og Nibøl. Skuespillernes fattigdom gav dem ingen anseelse og deres ”kunst” heller ikke.
Det danske selskab klarede sig bedre. Folk strømmede til fra vest, nord og øst. Besøgsantallet var som regel stort. Der blev opført ”Gøngehøvdingen” og ”I Dynekilen” og lignende. De danske skuespillere havde derfor også råd til at bo på hotel eller i pæne gæstgivergårde.
De tyske skuespillere måtte leje sig ind i tarvelige småværelser.
Når frosten indfandt sig var der rig mulighed for at stå på skøjter i engene syd for byen. Man kunne også bruge boghandler Drøhses lejebibliotek.
Krammarkeder
Byens store dage var foruden kvægmarkederne også hestemarkederne også de to årlige krammarkeder: ”Pinsemarkedet” og ”Mikkelsmarkedet”. Nu så byens småhåndværkere og handlende sikkert dette som konkurrenter. Pludselig var der boder og telte i gaderne og på Torvet. Hvert af markederne varede tre fulde dage.
Største delen af bodeholderne var folk, der drev fra marked til marked. For det meste var det også de samme mennesker, der kom år efter år. På Torvet rejstes hvert år det samme skydetelt. Her var også teltet med den forstenede havfrue, verdens største kæmpefrue og dens mindste dværg.
Salonkeglebane og to etagers karrusel
Et smart bysbarn havde en ”Salonkeglebane”, der lå på høje træbukke. Ved siden af havde hans kone friluftsrestaurant med kaffepunch og stegte ål som specialiteter. Her stod ”Jyden” med sit kuglespil. Kuglen, der var ophængt i en snor, skulle ramme en lille kegle i bagslaget. Forunderligt lykkedes det så godt, når man prøvede i spøg. Men det lykkedes aldrig, når det var alvor.
På Lilletorv stod en toetagers karrusel. Den funklede af messingbeslag. Der var perlestiklinger på vejende gardiner. Og så var der de mest mærkelige ridedyr. Denne fordunklede jo helt Tønders egen karrusel, Claus, der hvirvlede rundt i en baggård uden for en dansesal.
På hjørnet ved apoteket stod ”Jacob von Amerika, en jøde i sind og skind, der havde fødselsdag hver eneste dag i året. I den anledning forærede han næsten sine varer bort. Ud for rådhuset fremviste Kasper og Rikke scener af deres familieliv for tilskuerne.
I alle byens danselokaler var der dans hver dag fra middag til langt ud på natten. De større gæstgivergårde bød på tingeltangel. Når de tre dages tummel og støj var til ende, sænkede stilheden sig dobbelt tyngende over den lille by.
Have ned til Vidåen
Mange familier havde større eller mindre haver. Nogle af disse lå ud mod Vidåen. Her tilbragte man mange sommeraftner. En del af haverne lå ved den smukke mølledam, men egentlig var der kun få både. Man kunne også bruge spadserestien langs dammen og åen med udsigt over engene.
Bu var færdslen i alleerne noget livligere. Og familierne kunne om søndagen også vandre ud til Schweitzerhalle og Altona. Her spillede mændene kegler, mens Madammerne nød deres kaffe og kaffesladder. Ungdommen legede imens.
Man talte sønderjysk
Når vejret var ekstra fint, blev turen udvidet til Møgeltønder. Men det måtte ikke blæse. Men denne var en hyppig gæst ved vestkysten.
De fleste ville sikkert indrømme, at de talte tysk derhjemme. Men sådan var virkeligheden ikke. Man talte sønderjysk og tysk derhjemme. Mødte man hinanden på gaden dengang foregik det også hovedsageligt på sønderjysk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 220 artikler om Det Gamle Tønder og omegn, herunder:
Dato: juni 22, 2017
Livet på Seminariet i Tønder
Der var optagelsesprøver i 1881. Lange undervisningsdage var der. Tønders hjem var lukket for ikke-friere. Vi kigger på ”Foreningen Enigheden”. ”Kaniernes” stuer skulle indvies. Så var der dilletant på ”Stadt Copenhagen”. Foreningen blev forbudt. Og så blev man taget ved næsen på Schweizerhalle. Udflugten til Møgeltønder endte med slåskamp. Og så var det huekampen. Værelserne i byen var bestemt ikke luksus. Det var ikke den allerbedste undervisning, som man fik i Tønder. Direktør Carstens var altid mut og vred. Münther holdt ikke længe. Gamle Rickmar var friser. Tørsten blev slukket i en gymnastiktime. Der var stor forskel på lærerne. Seminariet bevarede tyskheden i Tønder.
Optagelsesprøver i 1881
I april 1881 var der optagelsesprøver. Nu var prøven ikke så svær. Irriterende var det, at man blev sendt fra det ene klasseværelse til det andet for i løbet af en time, at blive prøvet i tre-fire fag. Det hele endte med, at 19 blev optaget i den danske afdeling.
De danske seminarister havde dannet en forening, som de kaldte ”Enigheden”. Man var ikke særlig smarte til at kapre nye medlemmer. Man var nærmest anmassende. Den danske forening forsøgte at ligne den tyske ”Burschenschaft”.
Lange undervisningsdage
I maj begyndte undervisningen. I de to første seminarieår var der temmelig mange timer. Det var fra klokken 7 om morgenen til 6 om aftenen. Om vinteren startede man en time senere. De mange timers ophold i klasserne virkede sløvende. Forberedelserne hjemme virkede overkommelig. I reglen tog hjemmearbejdet et par timer. Nogle af timerne var fælles for begge afdelinger.
Byens hjem var lukket for ikke-friere
Når man havde nogle timer til overs fandt man ud af at adspredelse i Tønder var noget ukendt. Man var henvist til romanlæsning eller besøg hos kollegaer. Byens hjem var lukket for enhver, der ikke lige gik på frierfødder.
I vintertiden var der et par måneder forestillinger på teatret men ud over dette følte seminaristerne ikke, at byen kunne byde på så mange forlystelser. Ofte blev det knejpen, hvor man søgte adspredelse. Dem var der til gengæld mange af i byen.
Danseforlystelser førte til forlovelser
Uden for seminariet gav lærerne sig ikke af med seminaristerne. Måske var nogle af dem for gamle til at huske, hvordan det var at være ung. Andre var måske for fornemme. Gymnastiklæreren havde en vinter arrangeret en ugentlig danseaften i gymnastiksalen. Men det fortsatte kun et halv års tid. Danseforlystelserne førte til et par forlovelser. Måske havde rektor forbudt forlystelserne, fordi han var bange for flere forlovelser.
Foreningen ”Enigheden”
Det var nærmest kun foreningen, der måtte sørge for adspredelsen. Man havde en grøn hue og så et hvidt/grønt bånd med ”Enigheden” broderet med rødt. Egentlig skulle båndet bæres af alle ved møderne, men i reglen var det mest ”novicerne”, der pyntede sig med det.
Men når man skulle have taget et klassebillede hos fotografen havde alle husket båndet.
”Kaninernes” stuer skulle indvies
Foreningen optrådte også når ”kaninernes” stuer skulle indvies. Begivenhederne blev indledt med en meddelelse til ”kaninerne” om, at på en bestemt aften skulle indvielsen foregå.
Traditionen krævede, at hver ”kanin” skaffede en flaske portvin og glas til veje. En 3-4 ældre kollegaer indfandt sig som indvielseskomité. Dennes ordstyrer underkastede ”kaninen” for endnu en eksamination og endte med at døbe stuen, idet han sendte en sjat vin op mod loftet.
Mon ikke man har fundet mange mørke pletter på lofterne, dengang?
Navnet blev taget fra mytologien eller litteraturen. Kaninen fik ordre til at skrive det på et visitkort og fæste det på døren. Så fortsatte komiteen deres tunge vandring, der blev stadig mere besværlig. Dagen efter var der mange tømmermænd. Og da havde Enigheden velkomstmøde.
Der holdtes møde en gang om måneden. Hen imod sommeren blev nye medlemmer optaget. Formanden oplæste lovene og gjorde i en lille tale diskret opmærksom på, at foreningen gerne ville bidrage lidt til at pleje modersmålet. De nye medlemmer fik overrakt huen og båndet, som de selvfølgelig selv måtte tale.
Derefter var der fællesmåltid med efterfølgende ”sold”. Dermed sluttede ”kaningildet”. Fællesspisningen fandt ellers kun sted ved stiftelsesfesten. De sædvanlige møder varede 2-3 timer. Der blev serveret øl fra fad. Af og til blev der holdt et foredrag. Der blev sunget af Sabroes Sangbog, og der holdtes improviserede samtaler. En eller anden oplæste et digt eller en sangforening optrådte.
Dilettantforestilling i ”Stadt Copenhagen”
En sådan aften kunne være ret underholdende. Men det kunne dog også være kedelig. Ikke mange havde overskud til at holde et foredrag. En gang imellem blev der afholdt en dilettantforestilling. Foreningen holdt dengang sine møder i ”Stadt Copenhagen” i hvis store dansesal en lille tribune blev stillet op som scene.
Ved hver side blev der stillet et skærmbræt. Baggrunden var et tæppe. Foran scenen hang et stort rullegardin. Det blev overladt til den enkeltes fantasi, at forestille sig en stue. Der opførtes enaktere med stuedekoration.
Det blev dog også til ”soldaterløjer”, Store Bededagsaften. Der var en del gæster, særlig dem der udlejede garderober.
Abonnement på Flensborg Avis
Blandt foreningens medlemmer var nogle udtalt tysksindede, men i reglen medførte dette ulemper. Normalt omgik man hinanden kollegialt og fredelig. De fleste var vant til at omgås personer af forskellig national sindelag.
Den eneste ”kriminelle” handling som Enigheden påtog sig var at abonnere på Flensborg Avis. Man vovede ikke at tegne abonnement på posthuset. Men man modtog bladet gennem Drøhses Boghandel. Han skaffede også de danske bøger, som foreningen ville have. Boghandleren deltog som regel også til stiftelsesfest.
Man havde også klasseforening
I 1870erne og 1880erne var der mange lærere i Sønderjylland, der havde fået deres uddannelse helt på dansk og ikke kendte til tysk. Alligevel skulle de undervise i tysk. De blev ofte sendt til Slesvig eller Holsten for at deltage i et seks ugers kursus i tysk. Men genetlig var udbyttet ringe. For lysten var slet ikke til stede.
Hver klasse havde desuden deres egen klasseforening. De holdt møder en gang om måneden. Her tog man også imod gæster fra andre klasser, men det var ikke altid med åbne arme.
Foreninger blev ophævet
I 1882 begyndte mørke skyer at danne sig. Direktør Carstens havde fået skrupler med hensyn til Sabroes Sangbog. Den indeholdte ”antityske” sange. Han foreslog at lave en særlig ”Enigheds-sangbog”, som han skulle godkende. Der blev straks gjort forberedelser til dette. Men i maj 1883 ophævede direktør Carstens alle de danske foreninger, fordi:
Hvad skete der i ”Enigheden”?
Hvor kan man egentlig finde oplysninger om Enighedens liv? Ja, der findes ikke meget skriftligt materiale. Man finder noget i et hefte, der hedder ”Allehaande Optegninger af Elevforeningens Medlemmer” Ja det var et hefte som foreningen den 20. august 1868 sendte ud til cirkulation blandt medlemmerne.
Meningen har åbenbart været, at her skulle eleverne meddele deres oplevelser i seminarietiden, før de forlod Tønder. Det første hold betragtede heftet som en slags stilebog og fyldt bladene med aldeles ligegyldige ting. Men tre anonyme forfattere beskylder i en længere artikel foreningen for at fremme drikkeri. Beskyldningerne har formodentlig været falsk. Formanden meddelte senere, at forfatterne var fundet og smidt ud af foreningen.
En række spørgsmål bliver stillet i 1869. Man spørger om, hvorfor de danske seminarister er så tilbageholdene bange, uselvstændige og frygtsomme. Hvorfor var det så lidt fortrolighed mellem dem? Den ene står usikker og ængstelig over for den anden. Åbenbart stod de danske seminarister allerede dengang på usikker grund ved en preussisk læreranstalt.
Taget ved næsen på Schweizerhalle
Seminarist A.D. Jepsen fra Branderup giver i 1870 en morsom lille skildring af optagelsesprøven i 1867. Han kom til Tønder uden mindste anelse om den ”Fuchsning” som venter ham. Med vemod ser han sin broder, der har kørt ham til byen, drage hjem. Nu er han helt ene mellem vildfremmede.
Lidt modvillig tog han med de andre ”Füchse” ud til Schweizerhalle. Her betroede man ham, at Direktøren ville komme derud for at holde en forprøve. Derude foregår så ”Fuchsningen”. De udklædte eksaminatorer og censorer optræder med så stor alvor, det først til allersidst går op for den unge mand, hvad han har været udsat for. Prøven havde indbragt ham en attest, der stemplede ham som en ”umulighed”. Forfatteren overdriver måske lidt i sin naivitet. Fremstillingen viste, at foreningen dengang var en tro kopi af den tyske ”Burschenschaft”.
Før optagelsesprøven i 1876 blev det besluttet, at ordet ”Fuchs” skulle udskiftes med ”Kanin” Men ellers foregik det hele som i 1860erne. Men efterhånden ville aspiranterne ikke finde sig i den behandling som de fik. Der opstod en del bitterhed, som kom til udtryk ved stueindvielsen og kaningildet.
Indtil 1880erne deltog seminarielærerne i festlighederne, men efter at bitterheden var kommet til udtryk udeblev lærerne.
Udflugten endte med slåskamp
I december 1878 var seminariet på en fællesudflugt til Møgeltønder. Lærerne var med og det var nogle teologiske kandidater også.
Lærerne og de tyske seminarister tog ind i Østerkroen, hvor værten var tysk. De danske seminarister gik til den danske Vesterkro. De fik overladt et lokale ved siden af skænkestuen. Men da spritten havde sat sig hen på aftenen mødte nogle tyske seminarister op og ville bryde ind til danskerne.
De blev smidt ud, og så var slagsmålet i gang.
Slagsmålet fik et alvorligt efterspil. Tyskerne mødte på vejen hjem til Tønder den tysksindede degn fra Møgeltønder, som de behandlede alt andet end blidt. Han klagede til direktør Carstens, der efter Richters forflyttelse i efteråret 1878 havde overtaget ledelsen af seminariet.
Sagen sluttede med bortvisning af tre tyske semarister. Der var ingen fra den danske afdeling, der blev smidt hjem.
Huekampen
Huekampen udkæmpedes ligeledes i 1878. Enigheden havde ombyttet den grønne hue med en sort silkehue med sølvtresse og sølvkors foran. Den lignede den danske studenterhue. Den blev båret i nogen tid uden at nogen gjorde indvendinger men byens tysksindede borgere undrede sig.
På det tidspunkt blev seminariet ledet af seminarielærer, pastor Engel. Han blev senere præst i Hjordkær og Havnbjerg.
Den 2. september fejredes Sedandagen i Aulaen. Festtalen vakte forargelse hos tyskerne. De syntes, at det mere var en skildring af dansk historie end den forherligede tyskernes sejr over Frankrig.
Efter talen samledes semaristerne i det største klasseværelse, mens lærerne diskuterede, om der skulle holdes optog gennem gaderne. Rådslagningen trak ud. De tyske semarister, der var irriteret i forvejen blev utålmodige og støjende.
De danske semarister syntes, at dette var usømmeligt og bad om ro. Så kom drillelysten op hos tyskerne. De begyndte at synge ”Die Wacht am Rhein”. Danskerne gik ud og ventede udenfor til lærerne kom.
Lærerne havde besluttet, at det var op til semaristerne selv at afgøre, om de ville gå optog gennem byen. Det ville tyskerne, mens danskerne undlod. Pastor Engel anså dette for en politisk demonstration og foretog en undersøgelse. Da borgerne hørte, at de danske semarister var på kant med Engel, klagede de over de danske semaristers huer.
Engel forbød dem, at bære huerne. Kort efter, da direktør Carstens blev indført i sit embede havde danskerne igen de sorte huer på. Ingen sagde noget til det. Huerne blev båret i et stykke tid, men så indkom der igen klager.
Carstens udstedte så et nyt forbud. Optegnelserne sluttede i 1881. Men i 1883, da foreningen ”Enigheden” blev forbudt, skrev formanden nogle afsluttende ord. I 16 år havde foreningen bestået.
Værelserne var ikke luksus
De værelser, hvor seminarister boede var langt fra luksus. Møblementet var taveligt. Mange steder boede kun en enkelt eller et par elever. Men der var også hele små kaserner.
De fleste spiste hos deres værter. Men der var også en del, der spiste i småpensionater eller i ”Herberge zur Heimat”. Det var oprettet for at tage imod vandrende og tiggende håndværkersvende.
Hos en vært kostede en middag mellem 50 og 70 Pf. Fuld pension kunne fås for cirka 400 mark årligt. Værre var det med det dårlige drikkevand, som man gav skyld for de tyfusepidemier, der af og til hjemsøgte byen.
Seminariets elever havde fri lægehjælp og fri medicin. Hos lægen var der hele tiden rykind af ”patienter”, der uden større formaliteter fik attest og en recept. Den ”syge” fik således et par ekstra fridage. Her kunne så måske gøre et forsømt stykke arbejde færdig.
Ikke den allerbedste undervisning
Tønder Seminarium havde fra gammel tid det ry, at der i den tyske afdeling altid var mange holstenere. Trods ryet var undervisningen i mange henseender ”minderwertig”. Dette skyldtes til dels regeringens regulativer, men også en følge af lærernes ukyndighed og dovenskab.
Det bedste var, at man fik mulighed for at undervise i Øvelsesskolen, der dengang havde seks klasser. Det var så selvstændigt under ansvar. Og man måtte undervise i alle trin.
Forholdet mellem den danske og den tyske afdeling var i 1880erne fredelig men kølig. Et par fællesudflugter forløb uden hændelser.
I april 1884 bestod 17 elever fra den danske afdeling afgangseksamen. Det var det næstsidste hold. Men hvordan var lærerne dengang?
Direktør Carstens
Direktør Carstens var en lille temmelig svær pluskæbet mand med rundt hoved, tykke læber og en pande, der lignede den brede ende af en violin. Ansigtet var gnavent og surt. Det blev oplivet nu og da af en vrantent smil, hyppigst fremkaldt af en af hans egne drastiske bemærkninger.
Han havde været præst og underviste i pædagogik og historie. Pædagogikkens historie og metodikken var lagt godt til rette. Psykologi var mindre god. Hans måde at undervise på var diktat. Han vidste selv, at måden var uheldig. Måske brugte han denne form af magelighed. Mærkeligt var det at høre ham dadle den gamle latinskoles unatur, når den ikke ville lade modersmålet komme til sin ret. Både han og de danske seminarister vidste jo, at den samme unatur ikke blot tåltes men ved tvang blev gennemført i Sønderjyllands skoler.
L.H.A. Carstens havde været præst i Itzehoe og var fra 1878 til 1885 seminariedirektør i Tønder. Han blev overflyttet til det nye seminarium i Haderslev. Han blev pensioneret i 1906 og døde i 1913 i Lybæk.
Det var sjældent at Carstens holdt et frit historisk foredrag. Timerne var derfor kedelige. Enkelte historiske personer havde han et horn i siden på. De fik i tilknytning til lærerbogen en spydig, mere eller mindre dramatisk bemærkning med på vejen.
Skønt manden var holstener gav han aldrig noget af Holstens eller Slesvigs historie. Nej seminaristerne måtte terpe gennem brandenborgske kurfyrster i lange baner.
En eneste gang så seminaristerne ham fra det muntre hjørne. Det var på en udflugt til højderne ved Hütten. En aften sad man alle forsamlet i krohaven i en lille landsby og drak øl. Der opfordrede han de danske seminarister til at synge nordiske sange.
Men på seminariet advarede han de danske seminarister om ikke at give deres sindelag til kende på nogen måde. Han satte handling bag sine ord, således blev en dansk seminarist bortvist bare fordi, han havde spurgt sin tyske kollega:
Gnavheden og trangen til at skælde ud holdt han hele tiden ved lige gennem alle årene.
Munther holdt ikke længe
Carstens afløser var en østpreusser ved navn Munther. Men snart kom der samarbejdsproblemer mellem ham og seminaristerne. Han lå også i avisfejde med Tønders befolkning. I 1886 opløste han også den tyske forening ”Concordia”. Det var ikke videre populært. Og snart måtte han atter tage tilbage til Østpreussen.
Gamle Rickmers var friser
Så var det Gamle Rickmers. Han var den danske afdelings førstelærer. Han var friser og en lille mand med en stærk fremspringende næse. Hans hovedskal havde en ejendommelig form, der endnu mere fremhævedes af det lange nakkehår. Hans hoved var genstand for utallige karikaturtegninger i kladdebøger og på klassetavlen. Men det var nu ikke noget som helst ondt bag disse tegninger. Det var kun venlige følelser til denne friser.
Han underviste i matematik, regning og geografi. Han stak ikke dyb i viden. Men hans undervisning var praktisk og kunne følges af enhver, der ville. Han formåede ikke at vække interesse for fagene. Men de blev nu heller ikke tortur for nogen.
En gang imellem kørte han fast i et geometrisk bevis, så han måtte trippe hen til katederet og lade, som om han noterede en elev for uopmærksomhed. I stedet kiggede han i en af sine lærerbøger for at føre beviset til ende.
Rickmers lod sig ikke overrumple. I geografi gav han kun det, der stod i lærerbogen. Han brugte dog kortet flittigt. Men efterhånden svandt hans hukommelse. Og så glemte han tal og steder. I Slesvigs og Holstens geografi var han godt hjemme. Han havde en speciel interesse for jernbaner.
En fræk seminarist spurgte ham, om han havde aktier i Tønder-Tinglev banen. Han forklarede eleven, at her var det tale om en statsbane.
Rickmers havde sammen med en kollega udgivet en dansk grammatik til brug for de nordslesvigske skoler.
Heinrich Rickmers besøgte seminariet i Tønder 1840-1843. Derefter var han degn i Medelby, vest for Flensborg. I marts 1864 blev han anden lærer ved Tønder Seminarums danske afdeling. 1. marts 1879 blev han førstelærer og tog sin afsked den 1. oktober 1891. Derefter bosatte han sig i Flensborg.
Havde Rickmers store evner som praktisk lærer, var det modsatte tilfældet med hans jævnaldrende kollega Wilms. Denne var lærer i naturhistorie. Han var en ret hidsig natur, men gjorde sig umage for at tøjle den. Han var meget religiøs. Og hans viden var bestemt ikke ringe.
Tørsten blev slukket i gymnastiktimen
Johannsen var gymnastiklærer. Han underviste også i violinspil, sang, harmonilære og tegning. Han var dirigent for seminariets musikkorps. Han var angelbo og seminarist fra Skaarup og talte godt dansk. Gymnastikundervisningen var fælles for begge afdelinger. Med andre ord, så blev der undervist 50 elever samtidig.
Han praktiserede også marchture. Det var bedre end den lumre gymnastiksal. En dag blev der gjort holdt ved en kro for at slukke tørsten. Men det opdagede Carstens, der gik på Borgerdiget. På hjemvejen for Carstens hen mod gruppen, men blev stoppet af en bred vandfyldt grøft. En dag, da var markedsdag havde semaristerne spurgt om de kunne få fri, da der var markedsdag. Men det turde Johannsen ikke.
Men han tilbød at lade seminaristerne at få marchøvelser på Øvelsesskolens legeplads. Den var kun skilt med et lav stakit ud til en baggade. Johannsen ville lukke øjnene for, at seminaristerne efterhånden forsvandt. Han skulle nok tage ansvaret. Forsvindingsnumret blev udført på mindre end fem minutter.
Om sommeren blev der badet i et ”mudderhul” i Vidåen. Johannsen fik øgenavnet ”Harlekin” Og det var ikke respekt han indgød.
Stor forskel på lærerne
Hans kollega i musikfaget, Krause var hans modsætning. Han var gammelpreusser. Og så var det Wendling, der underviste i klaverspil.
Todsen var lærer i dansk. Han var fra Tønder. Vittig og dannet og drillesyg var han. Men det var nu ikke meget, der blev lært. Todsen kom også senere til Haderslev.
Michelsen var tysklærer. Han var kejtet, stiv og undselig Han sagde sjældent noget overflødigt. Han var en tør type. Men uden for seminariet kunne han være både elskværdig, imødekommende og underholdende. Han var også villig til at låne en pengeløs seminarist rejsepenge.
Stoltenberg var en stor og svær holstener med kraftigt fuldskæg. Han underviste i fysik, kemi og havebrug. Derhjemme havde læreren en stor børneflok og økonomisk var han hårdt spændt for. Han forsøgte også en tid lang at eksportere roser til Sild i badetiden. Men det forsøg mislykkedes totalt.
Religionslærer Rathje var en bleg mager og ung mand. Han var stilfærdig, energisk og pligtopfyldende. Han var nok den lærer, der gav den fyldigste og mest udviklende undervisning.
Som rosinen i pølseenden var det Krieger. Han var forstander på Øvelsesskolen. Som hjælpelærer underviste han lidt på seminariet. I hans store hoved rådede kaos.
Seminariet bevarede tyskheden
Dette var så nogle glimt af seminariets historie. Nogle steder står det anført, at Tønder Seminarium også var et sted, der højnede tyskheden. Mon ikke man hellere skal anføre, at det bevarede tyskheden i en by, der var udpræget tysk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Tønder Statsseminarium og skoler i Tønder læs her på www.dengang.dk
Dato: juni 21, 2017
En landsbydreng fra Møgeltønder
Det er Møgeltønder efter 1864. Det var ikke godt når gendarmen kom. Og sognefogeden holdt noget hemmeligt for penge. Siden kom han i kachot, for at have taget af kassen. Men inden nåede han også, at være lærer. Engang imellem fik man besøg fra ”Kongeriget”. Men der kommer også ”fremmede fugle” og ”bosser” syd fra. Mere eller mindre ægte Romaer nesøgte også byen. Det gik godt for gårdejerne, men ikke for arbejderne. Der blev drukket tæt på sognets seks kroer. Det var en sløv prædikant. Mange af de unge havde kæmpet med Kaptajn Hammer ude i Vesterhavet. Så var det lige ”Slaget i Æ Sandkul”. Den tyske godsforvalter kunne ikke lide Dannebrog på legetøjsskibene. Konfirmanderne fik nok at bestille, da den nye præst kom. Og så var indlæringen i skolen speciel. Ringriderne var ved at vælte ned af hestene efter kaffepunch. Man gik i hjemmelavede klæder. Postbudene gik langt.
Gendarm, Gendarm
Pludselig svinger en rytter ind i gården. Det blinker fra hans hoved og bryst med glimt af blankt messing. Vi er i Møgeltønder i slutningen af 1860erne.
Ja sådan lyder advarselsråbet. Naboerne er nu også blevet alarmeret. De unge mænd i husene gemmer sig. Måske er genarmen på jagt efter optanter. Og det der med optanter, er der nogen, der tjener penge på. Under de forholdsvis nye myndigheder er der udnævnt en ny sognefoged i Møgeltønder.
Din søn går jo hjemme
Og befolkningen har ikke rigtig tillid til denne. Og han ved udmærket, hvem der går hjemme og gemmer sig af frygt for udvisning. Sognets beboere, der var udpræget dansksindede var lidt usikker på sognefogedens nationale indstilling. Man mente, at han ville gøre alt for penge.
En gang imellem kom sognefogeden til optantens far:
Så får hædersmanden stukket en preussisk daler i næven. Så var hans mund lukket for en tid. Og denne sognefoged var også lærer og skulle bibringe sognets unge moral og etik.
Den tyske læsebog
Mange af de dansksindede børn blev undervist privat, blandt andet hos gamle Ann. Men endnu var tyskerne ikke kommet helt ind i skolevæsnet endnu. Men en dag kom der alligevel uro i skolen. Degnen havde meddelt eleverne i de ældste klasser, at de skulle lære tysk. Og nu skulle de i gang med:
Indtil nu havde det været frivilligt, om man ville lære tysk, men nu var det tvang. Men det gik nu lidt trægt med at købe lærerbogen. En enkelt far nægtede det simpelthen. Foreløbig var det dog kun få timer om ugen.
Sognefogeden ”lånte” af kassen
De små klasser fik nu sognefogeden som lærer. Nu mistede han sognefoged-jobbet og blev postagent. Men i et par år ”lånte” han af kassen. Så dette endte med en tugthusstraf. I hans sted var det en glarmester, der blev underviser. Men det kneb med kundskaberne hos glarmesteren. Så det endte med at degnen tog de små med ind til de ældre.
Ørnen skulle saluteres
Og de ældste fortalte, hvordan ”ørnen skulle saluteres”. Når man gik forbi den skulle man spytte på den og råbe Kukkuk. Så ville postmestren, der var meget tysk, blive gal. Men det gjorde postmestren nu ikke. Den gamle slesvig-holstener grinte af demonstrationen. Han elskede heller ikke preusserne.
En ”Jyllænder” har to øjne
I Møgeltønder blev der udgivet en dansk avis tre gange om ugen i et meget lille format. Udgiveren var Nørrejyde (nord for Kongeåen). Man kaldte ham for ”Jyllænder” Han var en lidt kraftig herre med kun et øje. Han var bogtrykker og havde også andet at lave.
Ja man kunne faktisk godt lide ham. Naboen var en bonde flyttet til fra Slesvig Holsten. Han havde en lille gris, hvid med sorte pletter. ”Det er en preusser, for den er sort og hvid”, sagde han til bondekonen. Og hun svarede: ”Ja det er i hvert fald ikke en ”Jyllænder”(Jyde), for den har da to øjne”.
Historien løb byen rundt og morede beboerne, selv om der her, var danskeren, der havde lidt nederlag.
Mon vi snart bliver danske igen?
Når provsten prædikede i kirken, blev der altid uro til sidst. Nogle hostede og nøs. Man skrabede med fødderne i gulvet. Og det var særlig galt på mande-siden. Dette skete altid, når provsten bad for kongehuset.
I skolen skulle de små også efterhånden lære tysk. Og når man talte sammen i Møgeltønder, så blev der altid afsluttet med:
For børnene var dette spørgsmål uforståelig, opfattelsen var at langt de fleste i Møgeltønder var danske. Der var kun et par tysker, som ingen regnede med. Det gik lang tid for børn at finde ud af, at det var Genforeningen, som det mentes.
Besøg fra ”Kongeriget”
Nu var det ikke meget forbindelse med folket fra ”Kongeriget”, nord for Kongeåen. En gang imellem kom en uldjyde med bylt på nakken. Ham var der nu ikke så meget morskab med. Mere morsomme var pottemændene fra Varde-egnen, der kom sent om eftermiddagen med sorte jydepotter. De var pakket varsomt ind i lyng. I den var der undertiden kviste med bær, som børnene syntes var en lækkerbisken.
Disse pottemænd gjorde gode forretninger i Nordslesvig. Så var det også fannikerne, der kom med læs af tørrede Hvillinger. De var morsomme i deres særegne dragter. Men alle disse jyske forretningsfolk var kun på gennemrejse. Snart var de væk igen.
Fremmede fugle syd fra
Hyppigere var de ”fremmede fugle”, der kom syd fra. Det var Lirekassemændene. Men de var nu ikke så velkomne. De fleste af dem var stærke arbejdsdygtige unge mænd, der foretrak at fare landet rundt med en spillekasse frem for at arbejde for føden. Den slags folk havde man ikke så stor sympati for i Nordslesvig.
Derimod havde man ikke noget imod at give en skilling til ”Pragerne”.
Det var en fællesbetegnelse for de små omvandrende hornorkestre, som der fandtes mange af. Et sådant orkester bestod af 5-6 blæsere. De havde lov til efter et par numre, at gå ind i husene for at få en skilling for deres umage.
Lirekassemændene måtte pænt blive stående ude for. Men egentlig burde der ikke være så stor forskel på dem.
Navnlig i den tid, badesæsonen på Sild varede kom disse vandrende musikere hyppigt gennem byen på rejse til eller fra Sild. Ja på opfordring kunne de også spille ”Kong Christian stod på højen mast”.
”Bosserne” og de andre
Der kom også bjørnetæmmer med deres dyr. Der kom mænd og drenge fra Bayern med dresserede murmeldyr og marsvin. Fra Riesengebirge og Sudeterne kom mænd med muse- og rottefælder. De var altid ens klædte i tykke nubrede trøjer og med bredskygget blød filthat. Sortsmudskede, som de var, gjorde de et ret skummelt indtryk. Dem var børnene ikke så trygge ved.
Mere tiltalende var de blonde kvinder vistnok fra Harzen, der drog landet rundt med de såkaldte ”svenske” spånkurve. Men flest var det nok af de omflakkende håndværkssvende ”Bosser”, som de blev kaldt. Mange af dem travede år efter år på landevejene og tiggede sig frem. Arbejde søgte de ikke mere. Vandrelivet havde indfanget dem. De foretrak friheden med jævn forsyning af brændevin. Det eneste, der kom på tværs, var gendarmen. Han indfangede dem, og så mistede de for en tid deres gyldne frihed.
I byerne blev de modtaget I ”Herberg zur ”Heimat” og på landet blev de indlogeret i Fattighuset eller i Arresten.
Mindre eller mere ægte Romaer (et andet ord anvendt dengang)
En gang imellem kom en flok mere eller mindre ægte Romaer. Flokkene kunne være ret store og kom med flere vogne. De slog telt op, hvor de mente, der var betingelser for et længere ophold. Mange gange så de dog ikke videre fattige ud. Kvinderne havde smykker af sølv og sølvpenge flettet ind i håret. Mærkeligt var det, at se ældre kvinder ryge tobak.
Romaer tiggede egentlig ikke, men de gav sig af med at reparere kobberkedler. Det var vist heller ingen tvivl om, at de stjal. Og man var ængstelig så længe, der var en lejr her. Mændene drev også fra tid til anden, hestehandel.
Til Møgeltønder kom også andre kunstnere. De kom og gav forestillinger enten i et telt eller i kroens gennemkørsel. Det var små cirkusselskaber, ekvilibrister osv. men engang imellem lod en ”professor” sig se, og gjorde tryllekunstner i kroens dansesal.
Jo, det var nok at se på for sognets børn, dengang.
Det gik gennemgående godt for gårdejerne
Gårdene var gennemgående ikke så store. Der var ikke råd til luksus i Møgeltønder dengang. De fleste gårdmænd sad dog jævnt godt i det. Alt var basseret på kvægopdræt og fedning af kvæg. Heller ikke husmændene med land til et par køer led nogen nød. De fleste af disse drev en smule kreaturhandel ved siden af. Om ikke andet, så handlede de med får.
Og håndværkerne slog sig ret godt igennem.
Arbejderne havde det hårdt
Men arbejderne, daglejerne havde det virkelig dårligt. I sommertiden gik det godt, for her var det arbejde nok at få. Græsset i de udstrakte egne skulle slås. Og græsslåmaskiner kendte man endnu ikke.
Det var dygtige folk imellem. De påtog sig græsslåningen i akkord. I efterårs- og forårsmånederne var det også en del arbejde med at holde grøfterne mellem engene i orden. Men vintertiden var slem. Daglejerne måtte være glad for at få lov til at tærske hos en gårdmand for kosten og 50 Pf. til 1 Mark om dagen.
Det kunne man ikke brødføde en familie for. Derfor var det ikke et under, at Fattiggårdene ved vintertide var overbefolkede. Der var arbejderfamilier med mange børn. Men man ville helst ikke ”paa Sognet”. Derfor blev børnene sendt ud at tigge uden for sognet.
En af de største gårdmænd i sognet gav efter sigende kødet af en ko til fattigfolk. Men dette var også noget enestående. Når foråret kom, så blev fattiggårdene igen affolket.
Der blev drukket tæt
Der blev drukket tæt. Arbejderfamilierne tog det ikke så nøje men drak og skændtes uden at skjule det. Mange af dem blev også hjulpet til Amerika. Men efterhånden blev trangen til spiritus mere behersket.
Sognet havde ikke mindre end 6 kroer dengang. I det mindste så samlede byens mænd sig søndag eftermiddag og om aftenen i kroerne. Som regel gik de berusede derfra. Men der var også en del, der blev hjemme.
Endnu skulle man i skolen ikke afsynge tyske sange. Engang imellem kom regimentsmusikken til Møgeltønder. Og her blev der dog også til et par danske fædrelandssange.
En sløj prædikant
Sognets præst havde været der i 14 år. I sognet mente man, at han var en sløj prædikant. Og folk mente, at han var for tysksindet, selv om han var født på Bornholm. Han var en af de få, der var blevet tilbage efter 1864. Han var vel nok dansksindet, men skulle passe på. Han sad som præst i to sogne.
Kirkebesøget var ikke imponerende. Som regel var der kun 5-6 stykker. Når der kun var en besøgende, så enedes man som regel med at aflyse gudstjenesten. Længere vest på var det mere gang i det religiøse. Her var diverse ”sekter” i gang.
Sammen med kaptajn Hammer i Vesterhavet
En del af de yngre mænd i sognet havde været med kaptajn Hammer ude i kanonbådene i Vesterhavet. Man forventede at franskmændene ville komme og befri Nordslesvig.
Sikkert ikke en eneste borger fra sognet havde været med den tyske hær i Frankrig i 1870. Men ak, nogle af sognets fremtrædende personer blev sendt som fanger syd på. De skulle ikke ophidse befolkningen. Blandt dem, der blev sendt væk var den ny redaktør, C.A. Willemoes af sognets avis. Han led vist ikke nogen nød i fangenskab. Og for hans familie sørgede velstående folk i sognet.
Redaktøren forsøgte at råbe den noget tunge befolkning op. Han holdt foredrag og navnlig fik han sat dilletant-forestillinger i gang. Ak, bladet kunne ikke gå rundt. En aften forsvandt redaktøren og efterlod en stor gæld. I mange år havde vestkysten ikke deres egen avis. Flensborg Avis holdt deres indtog på egnen.
Man havde et stort sognebibliotek. Men det blev brugt alt for lidt. Nu var udvalget vel heller ikke det nyeste. Det var mest børnene, der benyttede sig af biblioteket.
Slaget i ”Æ Sandkul”
Æ Sandkul lige vest for byen var et yndet sted at lege. Endnu i 1870erne plantede man Dannebrog på volden før stormen på ”Dybbøl”. Værst var det få tyskere nok til stormen. Når slaget var færdigt, drog drengeflokken med Dannebrog og den rødhårede trommeslager i spidsen gennem byen.
Om vinteren var der også muligheder. Der var masser af grøfter med vand. Efterår og vinter stod store områder af enge under vand. Når frosten så kom, var her en enestående isbane. Men man skulle være forsigtig. Men blæsten kunne være ubehagelig. Så var det slotsgraven, der lå som en ring om slottet. Her var mere læ.
Den nye godsforvalter
Leg med skibe var særdeles populær, selv om der var en mils vej til havet. De fleste havde aftjent deres værnepligt til søs.
I parken inde ved slottet lå en mægtig dam. Det var lige som et Vesterhav for legetøjsskibe. Og normalt gjorde det ingen skade. Men slottet havde fået en ny godsforvalter. Og han var tysker. Han havde nok heller ikke sagt noget til det hele, hvis ikke, at der på legetøjsskibene var hejst et Dannebrog.
Dette afstedkom et hav af skældsord, der varede ved, indtil skuderne var kommet i land og til børnene havde fjernet sig.
Den specielle indlæring
I skolen blev degnen anset for en god lærer. Balslevs forklaring af Luthers katekismus skulle læres udenad fra ende til anden. Også Balslevs bibelhistorie skulle læres udenad. Dertil kom et hav af salmer.
Undervisningen i læsning foregik på den måde at eleverne var delt i to hold. Ældste hold læste i Juhl og Nojesens læseborg for nordslesvigske skoler under tilsyn af de dygtigste elever, der rettede fejl i læsningen og sagde; ”den næste”, når et barn havde læst en halv snes linjer op.
Man talte aldrig om sætningens opbygning eller andet. Når bogen var gennemlæst, startede man forfra. Historieundervisning var ukendt på skolen.
Konfirmanderne fik nok at bestille
Menigheden havde fået nok af provsten, men han sad stadig i embedet. Men så døde han pludselig under et missionsmøde i Slotsparken. I hans sted kom en ung, dygtig og nidkær præst (H.S. Prahl). Han var tysksindet. Og selv om han var tysksindet, så talte han udmærket dansk.
Konfirmanderne fik noget at bestille. Søndag eftermiddag samlede han konfirmanderne til børnegudstjeneste. Der var indført bibellæsning og sangøvelser i skolen. Han var meget tilknappet og havde et mut væsen. De stakkels konfirmander skulle også tre gange om ugen mødes med ham i præstegården.
På kirkelige festdage kunne han nu fylde kirken. Og han indførte også juleaftens-gudstjeneste.
Masser af kaffepunch
Når der var ringridning holdt rytterne sig varme med masser af kaffepunch. Efterhånden blev de mere og mere usikre i sadlen. Den 8. april blev der tændt bål om aftenen til ære for Christian den Niende. Ellers var det markederne i Tønder, der trak.
Tørv fra Gallehus
Anskaffelsen af den første petroleumslampe var en stor begivenhed. Kul og koks blev ikke brugt ude på landet. Her brugte man bilæggerovne, som man fyrede i ude fra køkkenet. De krævede tørv. Og det fik man blandt andet nord for Tønder i Sølsted. Men også lidt tættere på fra Gallehus eller Toghalle kunne man få tørv.
Hjemmelavede klæder
De fleste bar endnu hjemmelavede klæder. Garnet blev spundet i hjemmet. Men son regel blev vævet ude. Der fandtes flere vævere og væversker i sognet, ja faktisk også en uldkræmmer. Også farvning skete i hjemmene. Mange steder havde man en ”farvepotte”, der ikke var helt appetitlig. Det hjemmelavede tøj blev vist ikke skyllet tilstrækkeligt, for det var slemt til at smitte af i fugtigt vejr.
En gang imellem kom skrædderen fra Stokkebro for at sy klæder til husets mænd og drenge. Han gik det meste af året på omgang fra hus til hus. Fra tidlig morgen til sent om aftenen arbejdede han. Også sypigerne kom i hjemmene for at sy kvindeklæder.
Det var en stor begivenhed, da den første høstmaskine kom til Møgeltønder. Det var en af de få større gårde, der anskaffede den. Det var ikke nogen græsslåmaskine men en mejemaskine, dog ingen selvbinder.
Når badegæsterne kørte igennem
Som regel lå byens gader stille hen. Men i et par sommermåneder var den skueplads for en meget livlig færdsel. Det var badegæsterne fra Sild der pr. vogn førtes fra jernbanestationen i Tønder til slusen ved Højer. Derfra kunne de med en lille damper sejles over til Sild. Jernbanestrækningen Tønder-Højer sluse var endnu ikke anlagt på det tidspunkt.
Det hændte ikke så sjældent, at en vognrække på 20-30 vogne passerede gennem byen. Størstedelen af disse var langt syd fra.
Stakkels postbude
Ellers var det postvognen, der tildrog sig opmærksomhed, når den passerede byen og postillonen blæste sine korte, ejendommelige melodier.
En gang om ugen kom dagvognen fra Højer. Det var meget ringe forbindelse mellem nabobyerne dengang. Tænk dengang om aftenen gik et postbud fra Tønder med breve i sit tornister. Næste morgen gik han så turen tilbage fra Højer.
Hele postombæringen i de tre sogne Møgeltønder, Daler og Visby blev besørget af to postbude, der hver måtte gå 4-5 mil om dagen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Møgeltønder og nærmeste omegn: Se her på www.dengang.dk:
Hvis du vil vide mere: Om tiden i Sønderjylland fra 1864-1920: Se her på www.dengang.dk
Dato: december 18, 2016
Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
Det var en travl dag for politimesteren. Der var indbrud i retsbygningen. Tre betjente blev udsat for vold. Ja det gjorde politimesteren også. Der var Hagekorsflag mange steder også i kirketårnet. Kirkebetjenten ville ikke hjælpe. Han havde selv låst døren op for folk fra DNSAP og Det Tyske Mindretal. Politimesteren gik sammen med Pastor Magle op og fjernede Hagekorsflaget. Men en rasende skare på kirkepladsen forlangte at flaget blev hængt op igen. Enighed i Magistrat – udvalget selv med to tysksindede medlemmer at flagningen var uhørt. På Seminariet var der almindelig undervisning. De tyske institutioner havde lukket med besked om, at de børnene skulle hylde de tyske soldater.
En travl dag for politimesteren
Det var en travl morgen for politimester Martensen – Larsen i Tønder den 9. april 1940. Da har ankom til Retsbygningen, så han, at der var ophængt et Hagekorsflag. Flagstangen stod på fortovet. Og konstruktion efterlod indtrykket af, at det ikke var noget officielt foretagende.
Indbrud i retsbygningen
I retsbygningen var flere døre brudt op. Klokken 4.30 var cyklende tyske soldater ankommet. De havde blandt andet slået en rude ind til vagtlokalet.
Det skete efter, at den vagthavende betjent, der var alene i bygningen, nægtede at åbne. Tyskerne troede ikke på, at han var alene i bygningen, derfor bemægtigede de sig adgang.
Betjent udsat for vold
Han blev derefter med opstrakte arme beordret til Torvet. Her blev han udsat for en hård behandling. Han fik også adskillige skub og slag fra de tilstedeværende repræsentanter fra Det Tyske Mindretal.
Politimesteren havde afgivet en rapport om dette tilfælde til Stadsadvokaten for om mulig at rejse en tiltale. Men så vidt vides blev der aldrig rejst en sådan tiltale mod navngivne personer fra Mindretallet.
Kirkebetjenten nægtede at hjælpe
Politimesteren havde allerede fra sit hjem observeret et mægtigt Hagekorsflag udhængt fra spiret på Tønder Kirke.
Kort efter ankomst til kontoret indfandt pastor Magle sig. Han beklagede sig over, at flaget hang der. Han oplyste, at kirketjeneren, der hørte til de mest yderliggående i Det Tyske Mindretal, havde erkendt, at han havde lukket nogle personer ind i kirkerummet.
Han ville ikke oplyse navnene på disse. Han havde også nægtet at gå op i tårnet for at fjerne flaget.
Politimesteren gik nu selv hen til kirketjenere og bad ham fjerne flaget. Dette nægtede han. Politimesteren bad ham derefter, at vise ham vejen op i kirketårnet. Også dette nægtede han.
Nu bad han så kirketjeneren om at udlevere nøglen. Denne ordre blev nu fulgt. Sammen med Pastor Magle gik politimesteren nu op i tårnet og nedtog flaget. Ved tårnets fod var placeret to betjente.
Voldelig angreb i kirketårnet
Under arbejdet med dette ankom den lokale ”Ortsgruppenführer” inden for DNSAP, Christian Jensen op i tårnet. Han havde den i Tønder fødte danske teologiske kandidat, men nu sognepræst syd for grænsen, Schau med sig.
De forbød politimesteren at fjerne flaget. Det skal lige bemærkes, at de to med magt havde tiltvunget sig adgang til tårnet. De havde medbragt adskillige partimedlemmer. De to betjente havde fået adskillige knubs.
De to påberåbte sig, at Hagekorsflaget hang på deres plads efter ordre fra den lokale tyske kommandant.
Politimesteren ville have skriftlig ordre
Politimesteren mente dog, at det måtte bero på en misforståelse. Denne ordre harmonerede ikke med den proklamation, som stod på de flyveblade som General Kaupisch havde ladet nedkaste fra fly.
Her stod at man skulle agte den danske frihed og sikre landets fremtidige uafhængighed. Politimesteren lod også forstå, at han forlangte kommandantens skriftlige ordre for at undlade forsøg på at forhindre flagningen.
De to herrer udøvede nu magtanvendelse over for politimesteren. De proklamerede også, at flaget snart ville komme op igen. Politimestren forklarede, at det ham der havde myndigheden.
Politimesteren forklarede også, at han viste ærbødighed for flaget som det tyske højhedstegn, der blot ikke havde sin plads her i tårnet.
En ophidset skare
Politimesteren tog nu flaget med ned til tårnets bund. Her oplevede politimestren dog en ret så ophidset skare bestående af medlemmer af DNSAP samt Det Tyske Mindretal. Politimesteren så hurtig, at han sammen med sine to betjente var i mindretal.
For at undgå yderligere voldsanvendelse afleverede han flaget med en advarsel om, at flaget ikke måtte hænge i tårnet. Og ret hurtigt kom det dog også op at hænge igen. Et kontingent af partimedlemmer holdt derefter vagt ved at besætte kirketårnet.
Politimesteren skar snoren over
Borgmesteren havde indkaldt til et møde straks efter indmarchen. Har var amtmanden og politimesteren også indkaldt. På rådhuset havde man nemlig også anbragt to Hagekorsflag.
Da Politimesteren kom forbi Retsbygningen var Hecht, et aktivt medlem af Det Tyske Mindretal og nogle andre medhjælpere i gang med at hejse et nyt Hagekorsflag. Da Hecht efter ordre ikke ville fjerne det, skar politimestren flagsnoren over.
Enighed om, at flagning var uhørt
Også stationsforstanden, postmesteren, rektoren ved statsskolen, overlægen ved Amtssygehuset og seminarieforstanderen henvendte sig, hvordan de skulle forholde sig. De ville heller ikke have Hagekorsflag hængende.
I Magistrat – udvalget, hvor der var to tyske medlemmer var der enighed om, at det var forkert. Ved hjælp af de tyske myndigheder blev de fleste flag dog også pillet ned.
Almindelig undervisning på Seminariet
På Seminariet blev flaget også pillet ned, men så stationerede partiet nogle vagter og truede med alskens ulykker med, hvad der ville ske, hvis man igen tog det ned.
Her var man blevet kimet ned, om der var undervisning. Og det blev sagt ja. De tyske institutioner i Tønder havde fået fri. Børnene var kommanderet op til Torvet for at hylde de tyske soldater.
Men på Seminariet var der kun 30 af 314 elever, der var fraværende. Selv Gendarm – børnene fra Sæd var dukket op, selv om deres fædre var taget af tyskerne få timer i forvejen.
Man sluttede med en nationalsang
Klokken 8 var lærerne og lærerfruerne blevet samlet på lærerværelset, hvor der blev meddelt, at undervisningen ville foregå helt normalt. Man var dog knuget. Rektor mente, at man efter morgensangen skulle synge en fædrelandssang. Og det blev ”Danmark i tusind år”. Men da man kiggede ud på flagstangen var Hagekorsflaget igen blevet hejst.
Kilde:
Se – Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 182 artikler fra Besættelsestiden før, nu og efter og 216 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
Dato: december 15, 2016
Da gadenavnene blev ændret i Tønder
Det har været en heftig debat om tysk by og vejskilte i Sønderjylland. Det har været følelsesladet og ikke altid lige smart. Men hvordan var det med gadeskilte i Tønder. Jo her var tosprogede gadeskilte fra 1920 – 1945. Tønder Amts Avis opfordrede folk til at komme med forslag. Hvad var det med Struck, Popsen og Richsen? Man mente, her skulle ny til, indtil man fandt ud af, at forslaget til disse navne kom fra en dansksindet. Og så var det lige problemet med Uldgade og pebergade. Ja, så fandt ud af, at ”Spiker” måske ikke kun var tysk. Og hvorfor skulle du kun hedde Abild – landevejen. Den gik jo helt til Ribe. Der var nærmest ingen udskiftning i Tønder. Men skulle dansk eller tysk hænge øverst? Det var tre postbude, der smed de tyske skilte væk tre dage efter besættelsen i 1945.
En heftig debat
I flere omgange har der været en debat i gang, om der skulle indføres gadenavne og byskilte på tysk i Sønderjylland. Til tider har denne debat nået astronomiske højder, der har fået følelser frem. Måske har debatten måske ikke altid været lige smart.
Man ændrede bare det mest nødvendige
Ved Genforeningen i 1920 skulle der ske en overgang fra tysk til dansk styre. Der skulle ordnes mange ting. Og der skulle også sættes nye gadeskilte op på dansk. Nogle gange ændrede man bare gade til strasse og vej til weg, dengang, der gik den anden vej.
Avisen opfordrede til forslag
I Tønder opfordrede Tønder Amts Avis læserne til at komme med forslag til gadenavne. Der var i mellemtiden kommet navne på gaderne, som man ikke bare kunne oversætte til dansk.
Fra Abild til Ribe
Det kunne vel ikke blive ved med at hedde Abeler Chaussee. Man vidst jo udmærket at vejen førte til Abild, men den vejen gik endnu længere, så derfor blev det til Ribe Landevej.
Forslaget kom fra en dansker
I tysk tid var der kommet vejnavne til ære for legatstifterne Struck, Popsen og Richsen. Jo provst Carsten, som var forfatter til bogen ”Die Stadt Tondern” havde også fået gade opkaldt efter sig.
Det blev nu foreslået at få udskiftet disse navne til for eksempel Løgumklostervej, Kongensgade og Møgeltøndervej.
Men se legatstifternavnene var i sin tid blevet forstået af det danske byrådsmedlem, bagermester Thorvald Petersen.
Hvad med Petersen og Brorson?
Forfatteren til et anonymt indlæg i Tønder Avis, formentlig seminarielærer Claus Eskildsen gik varmt ind for dem. Han foreslog også, at man gav et par gader navn efter Balthasar Petersen, som stiftede seminariet og efter Brorson.
Han mente også, at Markgade og Vidågade bedst kunne afgive deres navne. De to navne havde endnu ikke kunnet fortrænge det gamle Bag Staldene. De to navneforslag blev imidlertid først brugt senere. Gaden efter Balthasar Petersen kaldte man Provst Petersensvej.
Så var det lige Pebergade
Redaktør P. Skovrøy mente, at navnet på den ikke længere eksisterende Pebergade, Pfefferstrasse, var en tysk misforståelse af et oprindeligt Peblingegade.
Han giv i øvrigt ind for at gaden skulle have dette navn. Men den beholdt navnet Pebergade. Dette var sandsynligvis også det oprindelige navn.
Problemet med Uldgade
Uldgades navn blev også drøftet. Gaden blev på tysk kaldet Wolfstrasse. Den tyske historiker Ludwig Andresen argumenterede i Neue Tondernsche Zeitung for, at det var det oprindelige navn, og at gaden derfor nu burde hedde Ulvegade.
Redaktør Skovrøy tog til genmæle i Flensborg Avis. Hans opfattelse var, at Uldgade var det oprindelige navn. Uld og Ulv udtales ens i Tønderdialekten. Det tyske navn må have været en misforståelse.
Mange år senere – i 1943 – nævnte Claus Eskildsen i sin bog, at hverken Ulvegade eller Uldgade var oprindelig. I 1603 kaldtes gaden Wulfs Gade efter Wulf Hans’ s som ejede et hus til hjørnet af Søndergade.
Tønder fik også en Kongegade
Ja i øvrigt blev der så også senere opkaldt gader efter både P. Skovrøy og Ludwig Andresen.
I modsætning til Haderslev og Sønderborg havde Tønder en Papegøjevej. Men den blev slet ikke nævnt i aviserne. Ønsket om en Kongevej blev opfyldt både i Tønder, Aabenraa og Sønderborg.
”Spiker” var måske dansk
Spikergade beholdt også sit navn. Flensborg Avis og Vestslesvigsk Tidende skrev, at det ”maaske alligevel ikke er tysk, naar Oprindelsen granskes ret”. Det, der ligger bag denne bemærkning er, at navnets forled egentlig kommer af middelalderlatin Spicarium ”kornhus”.
Dette ord blev lånt i både dansk og nedertysk i formen ”spiker”. Det er uvist om navnet er kommet sydfra eller nordfra. I højtysk fik det formen Speicher ligesom ”Speicherstrasse i Haderslev.
Nærmest ingen udskiftning i Tønder
I Tønder skete der nærmest ingen udskiftning af gadenavnene. I Aabenraa skete det kun i mindre omfang, men i Haderslev i større omfang. I Sønderborg blev cirka en tredjedel af alle navne udskiftet.
Ved nu at give gaderne navne efter danske personer, ved at søge tilbage til gamle navne og ved ellers at vælge typisk og traditionelt danske navne viste man sin glæde over at vende hjem.
Tosprogede skilte indtil 1945
Men gadeskiltene i Tønder har deres egen historie. Den 8. oktober blev det på et møde i byrådet, hvor der jo dengang var tysk flertal, vedtaget at have gadeskilte på begge sprog. Den 20. februar 1921 var man færdig med at sætte de nye danske skilte op.
I mellemtiden var der blevet diskuteret, om de skulle hænge øverst eller nederst. Og det så en tid ud til, at de ville komme til hænge nederst. Men det endte nu med, at de kom til at hænge øverst.
De tyske skilte blev hængende, også efter at man fik dansk borgmester i 1937. Det var byens postbude, der nogle dage efter Befrielsen i maj 1945 med sang og musik gik rundt og tog dem ned.
Det var tre postbude, der startede
Postbud Fr. Lund altid kaldet Fidde, har på spørgsmålet om, hvem der startede det, fortalt:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :
Dato: december 12, 2016
Tønder – Erindringer 17 – en anmeldelse
Så foreligger 2016 udgaven af Tønder – erindringer. Denne gang er det arbejdspladser, der bliver præsenteret. Og det får da i den grad nye minder frem. Mange af dem, der bliver nævnt kender man mere eller mindre. Pludselig går det op for en at man har været bud syv forskellige steder i byen. Ja man kommer også i tanker om sin soldatertid for ens gamle kompagni flytter til Tønder. Ja og så bliver Æ Klev også nævnt med de orkestre fra dengang. Og hvor ofte har man ikke siddet i Tønder Kino. Det gode ved disse erindringer er, at vi alle har vores forskellige måde at skrive på. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune udnytte sin lokalhistoriske ekspertise og bruge de sociale medier. Opret en FB – gruppe. Lav en mere aktiv hjemmeside. Interessen for lokalhistorie er enorm. Det kan vi se på vores hjemmeside besøgstal. Og vi er en masse, der hjælpe Birgitte og Ingolf med dette.
Vi venter længselsfuldt
Vi venter alle længselsfuldt efter årbogen fra Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune. Men nu foreligger 2016 – udgaven. Seks spændende beretninger om virksomheder og arbejdspladser i byen.
Før i tiden var det pensionister, der fortalte, om deres oplevelser i det famle Tønder. De sidste par år har man til dels fokuseret på virksomheder. Dette er også spændende for vi har hver især haft et forhold til disse virksomheder.
Det gode er også, at selv om man ikke er medlem af foreningen, så kan man købe heftet for 60,- kr. i Tønders eneste tilbageblivende boghandel.
S.C. Lorenzen, Tønder Kolonivarer fra 1880 til 1992 af Siegfried Carsten Lorenzen
Man husker udmærket dette firma, der lå inde i en meget smuk gård. Her kom undertegnende ofte, når man som bud, skulle hente varer for købmand Kaiser i Østergade, købmand Petersen på Dragonvej og fra en anden købmand på Østergade, som jeg ikke mere husker navnet på.
Det var også her min storebror, stod i lære. Så undertegnede kender udmærket forholdene her. På en eller anden måde var man tilbage i tiden, når man var her. Mener også at gården har været brugt til teaterforestilling.
Forfatteren til artiklen er jo selv meget interesseret i Tønders historie.
De største grundejere i Ubjerg Sogn sluttede sig til den Slesvig – Holstenske bevægelse, men det gjorde gårdejer og sognefoged Carsten Carstensen Lorenzen i Sæd ikke. Han skildres som en med stejl karakter og et heftigt sind. Det skyldtes nok hans fortjeneste og indflydelse, at Sæd ved krigens udbrud 1864 var sognets mest danske by i modsætning til Ubjerg og Bremsbøl.
Ved begravelsen mødte pastor Göttges og Slesvig – Holstenernes store forfærdelse og forargelse herredsfoged C.A. Kier med en krans smykket med rød – hvide bånd. I pastor Jessens tyske sognekrønike stod der ”geschmückt mit dem Dannebrog”.
Siegfried Carsten Lorenzen var barnebarn af nævnte Carsten Carstensen Lorenzen, af hvis otte sønner alle på nær en opterede for Danmark. Han kom i købmandslære hos købmand Olufsen på Torvet i Tønder i årene 1867 – 1871.
I 1880 giftede han sig og lejede H.P. Angels købmandsforretning i Vestergade 12. Lagerbygningerne strakte sig til parallelgaden mod syd, Skibbrogade. Her lå i sin tid en stor tobaksfabrik. Undertegnede husker tydelig ”Tobaksmanden” på muren.
Handlen med tobak og cigarer var fortsat vigtig. En speciel tørrestue blev indrettet til disse. Et stort loftsrum på 2. sal blev indrettet til krydderiloft.
Butikshandelen foregik fra forretningen mod hovedgaden. Omkring 1900 var S.C. Lorenzen medstifter af ”Tønder Kafferisteri”. Sivsko og sivmåtter blev leveret fra bønderne i Rudbøl. Vi har tidligere i en artikel beskrevet dette.
I artiklen får vi meget malende beskrevet de forskellige arbejdsgange i virksomheden dengang. Handelen med stensalt var også stor. Det blev solgt til bønderne ude på landet. De spredte det over høet, så forhindrede de selvantændelse.
Strand – og muslingskaller blev også leveret i store kvanti. Det var beregnet til landkøbmændene til supplement til hønsefoderet. En masse nye varer kom efterhånden til.
Kort efter Genforeningen søgte virksomhederne at markere sig. Det gjorde man ved den såkaldte Tønder Amtsudstilling og her deltog S.C. Lorenzen selvfølgelig også.
En årlig tilbagevendende begivenhed var søndagsrengøring af butik og kontor. Hele personalet mødte op en forårsmorgen kl. 7.
Med tiden blev forretningen udvidet med en engroshandel. I 1919 blev forretningen overdraget til sønnen, Carsten, som er forfatterens far. I en virksomhed i Heide lærte de engroshandlen at kende. Svogeren Peter Sørensen fik også del i virksomheden. Han tog ud og besøgte kunderne.
Faderen blev dømt halvanden års internering i Fårhuslejren grundet deltagelse i Zeitfreiwilligendienst. Det var svært at komme i gang efter krigen.
I 1952 efter en omfattende uddannelse tiltrådte forfatteren i virksomheden. Han overtog selv virksomheden i 1969. I 1950 – 1960 opstod der en meget livlig grænsehandel. Det var danske levnedsmidler, der var meget attraktive for de tyske forbrugere.
Efterhånden som købmændene faldt fra leverede firmaet til storkøkkener i Sønderjylland – en såkaldt cateringhandel med levering af storpakker. Man brugte navnet S.C. til Sønderjysk Catering.
Man overtog i 1982 – 800 m2 på Nordre Landevej. Nu kunne det hele fungere mere effektivt.
Ejendommen Vestergade 12 blev i 1986 solgt til en gardinforretning. Bygningerne Skibbrogade 6 blev solgt til et investeringsfirma, der indrettede fem lejligheder i to etager.
Efter en brand i 1987 i nabovirksomheden kasserede sundhedsmyndighederne alle papiremballerede varer.
Da forfatteren til artiklen blev 65 år blev virksomheden afhændet til en kollega fra Århus.
En meget spændende historie. Undertegnede kendte ikke de sidste mange år af S.C. Lorenzens historie. Fortidens historie kendte jeg en lille smule til.
Tre generationer i Kino Tønder af Niels, Lars og Jens Ellekjær
Hvor har man tit siddet her i Kino, og set alverdens film. Og hvor har man været ofte inde i Kino – baren.
Historien startede omkring 1904 og sluttede i 1985. Oprindelig var Vestergade 19 en to – etagers bygning. I 1899 brændte ejendommen. Driftige mennesker bl.a. fotograf Timm genopførte bygningen. Det blev en tre – etagers ejendom. I bunden blev indrettet et lokale, hvor der kunne vises film.
I perioden frem til 1920 har der været vist film med manuelt betjent fremvisningsapparat. Underlægningsmusikken blev leveret af en klaverbokser.
I 1920 hed ejeren kinografdirektør Petersen, og drev stedet som ”Kinografteatret” På 2. sal havde Timm indrettet et lokale til portrætfotograferinger.
De tre brødre som skriver denne artikel, havde en morfar Ingelev Christensen, der ejede Bramming elektricitetsværk. Han blev nødt til at sælge foretagenet og blev handelsmand med bl.a. studehandel.
I 1921 satte han sig i direktørstolen for Kinograftetret. Han ansætter i løbet af dette år en klaverbokser. Dengang kunne der kun være 80 personer i biografen.
I 1924 skete der en udvidelse. Nu var der plads til 200 personer. Indtil 1930 blev der investeret i datidens teknologi. Også en lille kiosk blev det til. I 1932 kom talefilmen. To nye fremvisningsapparater blev der investeret i. De holdt til 1957.
Der blev lavet ugentlige oplysningsfilm, ugerevyer og reklamefilm. Man fik også at vide, hvad der skete i udlandet, når man gik i biografen.
Under besættelsestiden henvendte tyskerne sig til indehaveren for at få udvidet antallet af siddepladser. Fra tysk side, ville man have, at soldaterne skulle muntre sig. Tyskerne ville også vise Wochenschau hver aften.
I 1942 blev antallet af sidepladser udvidet til 378. Men det var nu meget trangt. Og sådan var det indtil 1967. Der var forevisning af film 2 – 3 gange om dagen alle ugens 7 dage under besættelsen. Det var der dog ikke meget økonomi i dette.
I perioden 1950 – 1955 viste et andet fænomen sig, nemlig fjernsynet.
I disse år var der et stærkt ønske fra det tyske mindretal om en tysk biograf. Man ville herfra se klassiske Hollywood – film og flere tyske film. De personer, der stod bag dette, var vinhandler Nissen og malermester Sehestedt. De havde udset sig Schweizerhalle som stedet, hvor dette skulle etableres.
Tønder Kommune mente dog ikke, at der var behov for en ekstra biograf. Sagen blev afsluttet i 1955 efter at være kørt i 5 år.
I 1955 døde Ingelev. Forfatternes mormor Clara Marie kørte bevillingen videre. Den 1. oktober 1955 overtog forfatternes forældre driften. Det var dog konsekvenser forbundet med dette. De boede i Assens på daværende tidspunkt.
Faderen, Jørgen uddannede sig til operatør. Søndag eftermiddag var der altid gang ideen, når børnene mødte op. Politimesteren havde påpeget, at det var Kino’ s ansvar at der var orden i rækkerne og at fortovet var passerbar. Det var Tarzan, Zorro, far til fire og cowboy – film.
De store amerikanske film kom ikke til Danmark. Det var for dyrt. Det var for dyrt at lave kopier til sådan et lille land. Det havde den logiske konsekvens, at tøndringerne tog til Nibøl eller Flensborg for at se de store film.
Fra 1960 begyndte billetsalget at stagnere. De to knægte Jens og Lars blev nu inddraget i driften. Faderen, Jørgen havde fået job på Tønder Handelsskole som faglærer. Det hjalp på økonomien.
En arvesag efter Clara Marie’ s død blev langvarig og førte til meget anstrengt økonomi. På trods af den verserende arvesag og stagnerende besøgstal blev de 378 gamle stole skiftet ud til 325 nye stole i 1967.
Bladcentralen blev købt efter at Jørgen stoppede på Tønder Handelsskole i 1973.
I årene 1975 til 1980 stagnerede billetsalget atter engang. Tønder Kino var ikke en særlig god forretning. Lars gik ind og overtog hele driften af kino og købte Bladcentralen i 1980. Denne blev lavet om til spillehal og fik navnet Las Vegas.
I slutningen af 1984 og starten af 1985 kom der en henvendelse fra en ung mand ved navn Preben Christensen. Han ville købe Tønder Kino. Han havde i forvejen Biografen i Toftlund og Rødding. Men han kunne ikke rejse pengene.
Man havde forgæves flere gange henvendt sig til Tønder kommune. Men den 26. juni 1985 var det sidste forestilling.
Det kom i den grad bag på politikerne i Tønder, at kino lukkede. Lars havde fået den ide om at ombygge Kino til en arkade med små butikker og en burgerbar. Projektet blev gennemført, men det viste sig ikke, at kunne holde.
I 1989 døde Jørgen kun 73 år, og i 1997 døde mor Ella Grethe 79 år.
Man må jo sige, at det var en trist afslutning på et stykke kulturhistorie, der har præget ens ungdom. Her så vi alle Elvis film. Min ven, Ingolf var helt vild fan med ham. Her så vi Paw – fil og Far til Fire.
Og her holdt købmændene i byen engang en banko – eftermiddag. Og efter, at have set en film om nogle forbyttede babyer skulle vi knægte fare rundt med præmierne i salen. Og nogle snød jo. Så var det så andre, der ikke fik deres præmier. Det blev vi knægte så gjort ansvarlig for.
Kvickly – glimt fra årene på Plantagevej! – af tidligere leder af Brugsen/Kvickly Tønder, Verner Madsen.
Artiklen er en opfølgning på ”Brugsen i Tønder” fra 2012 og ”Fra Brugs i Vestergade til Kvickly på Plantagevej” 2014
Indrømmet, så kan undertegnede bedre huske den gamle Brugsen i Vestergade. Det var så hyggeligt dengang. Men i 1968 flyttede man ud til de nybyggede lokaler ude på Plantagevej. Og Rita flyttede ind i de gamle lokaler i Vestergade.
Dengang man flyttede ind på Plantagevej blev der høstet på marken bag ved. Og på marken nord på gik der kreaturer.
Fordelene var parkeringspladserne. Men man havde ikke mere den naturlige kundestrøm fra hovedstrøget. Nu skulle der findes på sjove ting. Og så var der ellers ponyridning, slå katten af tønden og udstoppede dyr fra Låsby – Svendsen.
De forskellige gange fik vejnavne, og talrige aftener blev brugt til kundearrangementer. I 1975 udbyggede man butikken til det dobbelte. Og supermarkedet var blandt de første i Danmark, der fik en delikatesseafdeling. Atter engang i 1979 fordoblede man arealet. Nu fik man bageri og cafeteria.
Men dette byggeri blev nok lidt af et maleri. Der løb vand ned i to store eltavler i maskinrummet. De brændte begge total sammen. Dette udviklede PVC – røg, og i alt 28 måtte til observation, heraf var der 23 af butikkens egne folk.
Man måtte have hjælp af butikker udefra. En masse varer måtte destrueres. Der skulle foretages lagertælling, oprydning m.m. Butikken måtte lukke mandag, tirsadag, onsdag. Torsdag kunne der så holdes brandudsalg. Det blev så den største omsætning i Brugsens historie.
Fjorten dage senere kom endnu et chok. En nabo ringede og sagde, at der stod meterhøje flammer op over butikkens tag. Brandvæsnet var dog hurtig til stede, og kunne begrænse skaderne.
I 1983 fik man påskrevet, at nu blev man nødt til at kalde sig Kvickly. Atter engang indførte man noget nyt, nemlig Kvickly Food. Grænsehandlen med billig benzin syd på ødelagde en masse. Så fik man pølsemageri med egen røgeovn.
Haveartikler blev solgt fra en boplehal, der blev for lille. Den blev foræret til Tønder Festivallen. En ny træbygning kunne rumme noget mere.
Sammen med Kurt Gabs tog Verner Madsen til Bornholm efter friske sild. Man kunne godt have 6.000 – 7.000 sild med i flyveren. Man bagefter måtte de to hvis i bad.
Når der var stævner i Tønderhallerne var det Kvickly Bageriet, der stod for bagningen af rundstykker og tilberedning af smørrebrød.
I 1994 var der igen tid at udvide. Men der skulle lige flyttes en afvandingskanal. Og så skulle man lige spørge naboerne. Formanden for Teknisk Udvalg i Tønder forsøgte, at tale Kvickly fra ideen. Men man var godt forberedt.
I 1995 var der 75 års jubilæum. I den anledning blev der udgivet en jubilæumsbog, som undertegnede også har stående på hylden. Året efter syntes Werner Madsen, at det var tid til at holde op efter 30 år i Tønder og Omegns Brugsforening. Da han startede i 1966 var der seks medarbejdere og nu var man oppe på 110 ansatte.
En forrygende artikel om en butik i fremgang. Men egentlig savner man lige et par ord om, hvordan Kvickly i Tønder har det i dag. For man hører herover fra København, at et stigende antal folk inklusive min egen familie ofte kører over grænsen efter fødevarer.
Livet på Tønder Kaserne ved 2. Telegrafbataljon (2.TGBTN) – fra 8. august 1978 til kasernens lukning ultimo 2002 v. pensioneret major Søren P. Sørensen, Tønder.
Se den ”Gamle redaktør” her på siden har jo netop været hos telegraftropperne på Langelandsgades kasserne i Århus. Men nu kan jeg ikke huske, om det var 2. eller 3. telegrafbataljon. Og på toiletdøren stod der malet med stor blødrød skrift:
Vi afsluttede altid med løb i de smukke skove uden for Århus. De 18 første kom altid med den første bil hjem. Så kunne vi lige nå at klæde om, og så tage et tidligere tog hjem. Men så var det næstkommanderende, der fandt ud af, at vi skulle have en aftrædelses – parade. Ham fik vi indberettet for ”fuldskab”. Og han blev hvis nok forflyttet. Men se her drejer sig om Tønder.
Cirka 7 – 8 år efter rykkede 2.TGBN ind på Tønder kaserne, nøjagtig den 8. august 1978. Og det gjorde også Fodfolkspionererne, 9. Regiment og Luftværnsartilleriet. Og man kan sige, at det nok er lokalpolitikernes fortjeneste, at dette skete.
Det et chok for personalet at få at vide, at de skulle til Tønder. Og det blev ikke bedre, da de hørte, om den voldsomme stormflod i efteråret 1976, da Tønder By blev evakueret. Men Tønder By nedsatte forskellige udvalg, der skulle hjælpe personalet til rette.
Således udstykkede man et nyt boligområde i Ulriksalle, hvor man anviste værelser til unge konstabler. Og to gange inviterede Tønder Kommune til en udflugt til byen.
Mandskabsstuer på kasernen blev omdannet til 80 enkelt – og dobbeltværelser. Der var dengang 29 lejligheder på Eksercergården, lejeboliger ved kasernen og 4 huse i Tønder By.
Garager og undervisningslokaler skulle ændres. Desuden var det nødvendig med en kraftigere elforsyning.
Om morgenen den 8. august kørte ca. 140 køretøjer og 240 mand mod Tønder. Man blev modtaget med flag ved indfaldsvejene. Og et fly var i luften med et banner, hvorpå der stod ”Velkommen til Tønder 2. Telegrafbataljon”.
Der var musikkorps gennem Tønder og parade foran Kristkirken. Her talte borgmester Børsting Andersen og bataljonens chef, oberstløjtnant B.E. Löwenstein. Jo denne kan undertegnende godt huske. Dengang var han kun major. Han havde sin onde og sin bløde side. Og var han til den bløde side, så var han ret hyggelig at tale med.
Der var tappenstreg og fest i Tønder om aftenen.
Rigtig meget af personalet blev efterfølgende i byen. Ved stormflodsberedskabet i 1999 var bataljonen indsat over flere dage. Man forstod at engagere sig i byens forskellige aktiviteter.
Den 8. august 2001 blev 2. TGBTN nedlagt efter den sidste march og parade på Tønder Torv.
Min tid som bydreng hos Tønder Kafferisteri af Peter Marcussen, Tønder.
Peter skulle have fire måneder til at gå. Han skulle efterfølgende på Ungdomsskole i Vojens. Stedfar som var købmand i Østerby skaffede ham et job hos Tønder Kafferisteri. Lønnen var 150,- kr. om ugen. Det må jo siges, at være et god løn.
Hver dag gik turen fra Vidågade til Østerby. Og det værste sted var Strucksallé, der endnu var brobelagt. Her sprang kæden ofte af.
Det var dengang, der var en købmand Brodersen på Strucksalle og købmand Filskov i Popsensgade. Peter cyklede rundt på Long John med kaffeposer på 2,5 kg. De skulle passe til en kaffemølle. Filskov var den første selvbetjeningsbutik i Tønder.
Det kunne ske det, at brændemesteren havde fået ”en over tørsten”. Så skete det, som ikke måtte ske. Hele kaffen blev brændt. Med andre ord. Det lignede mere kul end kaffe. Så skulle der ellers ryddes op. Og alle måtte i sving.
Når Henning var sur, skulle alle vinduer pudses, selv i solskin. Og som regel skulle det laves om dagen efter.
Onsdag var den dag, hvor Kaj Odefey skulle på langtur. Det vidste man, for så kom Kurt Bödefur slingrende hed ad Vidågade med sin plasticpose i hånden. Han skulle med Kaj til Rømø. Turen tog normalt fem øls tid. Kaj drak aldrig, når han skulle køre bil.
Åh ja, man husker udmærket de to personligheder.
Hver lørdag fik man et kilo kaffe gratis med hjem. Kaffen solgte Peter til sin bedstemor. Så var det penge til bal på ”Æ Klev”.
Ja så husker vi jo også de grupper som Peter nævner. The Luckies fra Tinglev, The Arrows og The Tommyguns fra Højer. Og Silverboys fra Visby.
Hos købmand Klüver på Torvet var der altid drikkepenge. ”Den lille Købmand” på Strucksalle lå sidst på turen. Når der blev leveret varer til Jørgen Colding, så var der altid chokolade, lakridskonfekt eller andet slik med hjem. Men på Tønder Kafferisteri var man nu heller ikke smålig med vægten, når det drejede sig om denne kunde.
Afløseren var Store Bernhard. Han første tur var en katastrofe. Det regnede, og Hans Erik havde pillet lidt ved tre af poserne. Og så ud ad Strucksalle. Han havde ikke en chance.
Der var 500,- kr. i afsked. Og det var mange penge dengang i 1965. Senere flyttede Peter til Lendemark, hvor han kom i lære som murer.
Igen en sjov historie, der får minderne frem om alle de bypladser, man efterhånden har haft i Tønder. Men også de skønne minder man har fra ”Æ Klev”
Folkevogn i Tønder gennem knap 70 år af Bent Hansen, indehaver af Volkswagen Bruhn og Knudsen, Tønder
Omme på Ribe Landevej løb vi altid ind til Bruhn og Knudsen, fordi vi skulle have klistremærker til vores sæbekassebiler på Lærkevej. Og disse sæbekassebiler var der mange af dengang på Lærkevej. Det var en ”Legegade” og vi unger mente, at det betød, at der slet ikke måtte køre biler der, så vi flyttede os slet ikke.
Og så gjorde jeg haven i stand som knægt for en ældre dame i Nygade, som hvis nok var mor til en af indehaverne dengang. Min kammerat Ingolf kaldte hende for Fru Jaskeberg. Der var en kæmpe græsplæne bag til og en mindre, der foran altid skulle klippes. Og der kom altid tillægsopgaver til. Og egentlig fik man ikke ret meget for det. I forvejen havde man også ”bydreng”.
Henne på hjørnet af Nordre Landevej og Ribe Landevej 59 startede firmaet. Man fik lov til at forhandle VW. I forvejen blev der forhandlet Opel og Ford i byen. Man kunne måske også have fået forhandlingen af Citroen.
På Ribe Landevej oprettede man et værksted og i Østergade blev der senere oprettet udstillingslokaler. Her skulle salget foregå. Det første år blev der solgt omkring 27 personbiler.
I værkstedet reparerede man også andre bilmærker samt en del af byens og omegnens lastbiler. Den gang var det ikke så kompliceret som i dag. Ja dengang var en svensknøgle og en skruetrækker næsten nok. I dag skal man mindst to gange om året på kursus for at lære de nye programmer til computeren at kende.
I 1952 rykkede firmaet hen i nummer 55. Her byggede man nyt værksted, lager, kontor og udstillingshal. Her holder man stadig til. Varevogne kommer også til. Firmaet Kirchheiner blev den helt store kunde. Det var ikke så mange andre, der kunne levere ”Rugbrød”.
Man sagde altid De og Hr. Knudsen. Benzintanken blev lukket i 1973. Hans Peter Bruhn havde tjek på reservedelslageret.
I 1976 overtog forfatteren til denne artikel salget af biler. Men allerede i 1972 blev han medindehaver af firmaet. Og det skete efter Hr. Knudsens søns pludselig dødsfald. De to døtre solgte aktieposten til Bent Hansen.
Firmaet har medarbejdere, der har været der i 30 år.
I 1970erne fik man også forhandlingen af Audi. Og så kom Passat og Golf – modellerne også. Oliekrisen var hård ved bilbranchen. Gennem et halvt år i 1974 blev der ikke solgt en eneste ny bil. I dag er der 52 forhandlere rundt om i landet.
Sønnerne Brian og Henrik kom med i firmaet. Og da de begyndte var der 11 mand ansat i firmaet, Nu er man oppe på 25. I 2004 opkøbte man Volkswagen i Haderslev. I Tønder har man nyrenoveret virksomheden helt efter Volkswagens principper. Det skete i 2012.
Man bruger også Nettet. Som Bent Hansen siger så gik der måske 10 henvendelser til før en bil var solgt dengang. I dag klares det ved 2 – 3 henvendelser. Køberne er godt orienteret via nettet.
I 2005 blev virksomheden udnævnt som ”Årets Forhandler”.
På reservedelslageret har man i dag 2.500 reservedele. For få år siden havde man 7.500 numre på lager. Nu har man et fjernlager og et meget hurtigt distributionssystem.
Fremtiden er førerløse biler med GPS – systemer. Der satses mere og mere på miljøvenlig energi og hybridbiler. Og en nyere måde at finansiere bilkøbet har også sat sit præg.
En ganske informativ artikel som undertegnede har passeret utallige gange, dengang da familien boede på Lærkevej.
Brug de sociale medier
Igen engang har vi fået nogle gode artikler. Og snart vil vi igen møde et kvartalshefte. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune bruge de sociale medier og oprette en Facebook – gruppe og måske en aktiv hjemmeside.
Der er masser af lokalhistoriske Facebook – grupper. Men de spreder mest fotos, og måske ikke så meget information. Vi er en masse amatør – historikere, der gerne vil bakke op. Vi kan da se også for Tønders område, at interessen for at læse om de gode gamle dage er enorm. Og lige i dette øjeblik har vi 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.
Ja og så ligger der også en del invitationer til foredrag i området. Og ”Den Gamle Redaktør” glemmer aldrig den store skare tøndringer, der kom for at høre undertegnede holde foredrag på en ganske almindelig torsdag aften u å æ Schweiz.
Interessen er der. Tak for et godt hefte. Det er godt gået.
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 6, 2016
Tønder’ s Zeppelinere(4)
Tøndringerne fulgte med. Tre haller blev bygget. Den ene blev Nordens største bygning. Barakker blev genanvendt. Eget gasværk blev etableret. Og bestyreren blev tøndring. De blå marinere skabte liv i byen. Mange blev gift og blev efter krigen. De første zeppelinere kom til byen i 1915. Det var et farligt job ombord. L 19 havde kun været to dage i Tønder, da det fik motorproblemer. Redning var i sigte, men englænderne nægtede at hjælpe. Udkigsposten i Tønder var bl.a. i vandtårnet. Efter to fiasko – angreb lykkedes det for englænderne. Man havde bygget et hangarskib. Syv fly angreb. Tre måtte nødlande. Tosca blev et kæmpe turistmål. Graf Zeppelin fløj over Tønder i 1928. De første zeppeliner fløj over Bodensøen i 1928. Hansa fløj over Nordslesvig og tiltrak kæmpe opmærksomhed. Hindenburgs forlis betød stop for passagerer. Den militære udvikling fortsatte til 1960.
Nordens største bygning
Vi har allerede i to artikler beskrevet zeppelinbasen. I en artikel har vi indgåede beskrevet bombningen af basen. Egentlig har vi gjort det i to artikler. Her vil vi så forsøge, at beskrive, hvordan basen fungerede sammen med byen.
Det er stadig mange, der er forundret over at høre, at der har ligget en luftskibsbase i Tønder. Tænk engang Tosca var 242 meter lang, 73 meter bred og 42 meter høj. Ja så var det også de to lidt mindre haller, Tobias og Toni.
Tosca var Nordens største bygning.
Gasværk
Ja så var der også flyhangaren. Her blev der i juli 1920 fejret Genforeningsfest. Hallen var 80 meter lang og 24 meter bred.
Sydøst for selve Luftskibshallerne lå gasværket. Det hele hed faktisk noget så fornemt som ”Kaiserliche Marinengasanstalt”
Selve luftskibsbasen var forbundet med banelinjen Tønder – Ribe.
Barakker genanvendt
Syd for luftskibshallerne lå lejren med bl.a. landstormsbataljonen, der holdt vagt om basen. Barakkerne herfra blev i 1920 demonteret og genopsat ved den kaserne, som opførtes ved Ryttervej til de danske dragoner, som i 1920 kom til Tønder. Dette har vi beskrevet i andre artikler her på siden.
Efter opførelsen af Tønder Kaserne i 1939 blev barakkerne indrettet til husvilde – boliger. Disse blev nedrevet i 1950´erne.
Tøndringerne kunne følge udviklingen
Tøndringerne kunne godt se, at der her i 1915 skete noget, når de gik deres søndagstur langs med kirkegården. Nordpå med Gallehus – skoven som baggrund, blev der rejst mægtige stilladser. Langs jernbanesporene blev der bygget barakker.
Betænkninger, planer og befalinger var gået forud. Den lille by ude i marsken kunne nu opleve en hel masse.
Fire Luftskibsbaser
Den Kejserlige Marine havde allerede før begyndelsen af krigen erkendt, at de luftskibe, som Grev Zeppelin lod bygge i Friedrichshafen ved Bodensøen ville egne sig til rekognoscering over havet.
Da krigen brød ud, havde marinerne tre zeppelinere, og man oprettede hurtigt en afdeling af zeppelin – rekognoscering under ledelse af Peter Strasser. Der blev foreløbig oprettet to baser, i Fuhlsbüttel og i Nordholz ved Cuxhaven.
Senere fandt man så ud af, at en base lige ud for Sild ville være hensigtsmæssig for rekognosceringen på Nordsøen. Nu blev Tønder på et af rigsmarinens kort forsynet med en rød cirkel.
De blå marinere skabte liv i Tønder
Efterhånden kom de blå mariner til Tønder – officerer og mandskaber fra alle mulige steder af det tyske rige. Dette bragte liv til byen, hvor det ellers kunne gå temmelig roligt til, hvis det ikke lige var marked i byen.
Som det plejer at gå, når der kommer soldater til byen, blev der stiftet bekendtskaber med den kvindelige ungdom i byen. Og der opstod kærlighed. Ja nogle fandt deres tilkommende i byen. Nogle blev her også efter krigen. Ak, hvis Fritz blev forflyttet, så opstod der også hjertesorg.
Pige fra Tønder til alters
De unge mennesker kom på alle kroer i byen. Snart fik beboerne det ene og det andet at vide. Kommandanternes navne lærte man også at kende. En af de kendteste var Buttlar – Brandenfels.
Hans folk var ret stolte og glade for sig selv. Således stod de spalier foran kirkeporten, da en af deres kammerater førte en pige fra Tønder til alteret.
I fængsel i Porthuset
I porthuset, som dengang var byens fængsel, sad der af og til en luftmariner og skulle afsone en eller anden straf. Men de blev nu behandlet meget humant. En bestemt tid på dagen måtte de bevæge sig frit i gården.
På den anden side, på Christian Petersens mark, stod ofte deres piger. De kom så tæt på som mulig, så de kunne aflevere det, som de havde medbragt. De fik også en lille intim samtale.
En mariner blev i Tønder
Blandt de marinere, der dengang kom til Tønder, var også Adam Hehr. I mange år boede han sammen med sin kone ved vejen til Vennemose. Han kunne kigge over til gården Rosinfelt. Foran denne havde de store haller stået.
Hehr havde først været marineartillerist i Egernförde. Han blev så afkommanderet med ukendt mål. Først i retning mod Husum, og så mod nord. Det endte med Tønder, og han tænkte, at ”Det var jo verdens ende”.
Han tilhørte nu ”Bodenkommando” (Jordpersonel). Dengang var der allerede bygget en hangar, Tony, som i marts 1915 havde optaget det første luftskib, en ”Parseval”, som ikke var stiv og ikke havde nogen ”spanter”.
Den første zeppeliner i 1915
Den 25. april 1915 kom den første zeppeliner fra Friedrichshafen med den daværende premiereløjtnant Petterson. Han var en af de dygtigste kommandører, som omkom den 24. september 1916 med L 74.
De haller, der blev bygget senere, Tobias og Tosca fik også deres navnes begyndelsesbogstaver efter navnet Tønder. Tosca var den enorme dobbelthal. Den kunne optage de ca. 190 meter lange superzeppeliner, der kom til Tønder efter 1915. Disse havde en besætning på 15 – 17 mand. Jordpersonalets antal har varieret fra 307 til 505 mand.
Landingen var ikke let
Det var ikke altid lige let at lande med de fremherskende vestenvinde ved Tønder. Nogle gange var det hele 400 matrosser, der hev i tovene. Ved kraftig sidevind var det umuligt at manøvrere skibet.
Når luftskibene kom glidende efter en indsats, gik de ca. 20 meter ned. Forfra og bagfra blev der kastet tove ned, som så blev grebet af mandskabet. Det kom nu an på, at trække skibet nedad. Men man skulle også forhindre, at gondollen hang ud af skroget.
Kommandøren ledede landingen gennem et talerør. For ham, var det en af de vanskeligste manøvrer.
Når vinden var før stærk, søgte man hen til en anden landingsplads. De såkaldte løbekatte med hjul blev fastgjort ved landingstovene, og disse blev sat på en skinne, der førte ind i hallen. Således kunne man trække zeppelinen i den beskyttende havn.
Den store hal havde et dårligt ry
Den store hal, Tosca fik et dårligt ry. Flere luftskibe blev beskadiget eller ødelagt ved landingen. Sådan skete det i 1916 kort efter jul, at L 24 ramte en elektrisk pære i hallen ved en landing. Resultatet var, at der skete en eksplosion. Det betød at både L 24 og L 17 udbrændte efter en kort og intensiv ildebrand.
Det var netop det farlige ved denne arbejdsplads – den brændbare gas og den eksplosive brint. Egentlig underligt, at der ikke skete flere uheld.
Gasværks – bestyreren blev her også
Fra Berlin kom Fr. Röder i 1916 til Tønder. Han blev her også efter krigen, giftede sig her og fik en familie.
Man havde besluttet sig at oprette eget gasværk, og Röder blev udnævnt til gasmester. I begyndelsen var gassen blevet transporteret frem på jernbanevogne på et særligt spor. Der var brug for enorme mængder af gas. Röder havde været ansat ved et gasværk i Berlin, hvor man fremstillede brugsgas.
Før krigen havde han deltaget i mange forsøg på gennem en forholdsvis enkel fremgangsmåde at producere brint. Man fandt til sidt ud af under højtryk at føre ophedet damp henover glødende myremalmsplader. Disse plader optog hele ilten og tilbage blev det rene brint.
Gasproduktionen gik næsten uafbrudt. I løbet af et døgn kunne der produceres 24.000 m3. Gennem et omfattende ledningsnet blev gassen ledet til hallerne. Zeppelinerne blev optanket ved en særlig forsyningsfløj. Det overskydende gas blev opmagasineret i en stor og to mindre beholdere. De blev så fyldt op i gasflasker, der blev transporteret til de andre baser på jernbanens specialvogne.
Et farefuldt job
En zeppeliner havde 10 – 12 gasceller i sit indre. Ethvert indskud behøvede derfor ikke uden videre at føre til en eksplosion. Trods alt var flyvninger ingen søndagstur. Afslutningen var også altid fuldkommen uvis. Man kan vel kun have respekt for, hvad disse mænd kunne præstere under disse ofte ekstreme forhold.
Det var besætningsmedlemmer, der skulle være parat i særlig tilfælde at udbalancere skibet på en særlig gangbro, der lå i det næsten mørke indre. Om bord var der også sejlmager, der skulle klatre rundt mellem brintbeholderne for at være parat til at tætne lækager.
Næsten uden at lægge mærke til det, kunne han blive bevidstløs gennem gas, der sivede ud. Derfor blev han altid ledsaget af en assistent. I motorgondolerne, der hang under luftskibet som små planeter, arbejdede altid to mekanikere i benzinos og ved motordrøn. Og det var ved glødende hede og bidende kulde.
Under særlige omstændigheder f. eks. Ved angreb skulle der udføres reparationer, hvoraf besætningens liv kunne afhænge.
Maskingeværskytten skulle have en jernkondition og gode nerver. Han gjorde tjeneste på en platform oven på zeppelinerens skrog, hvor han var udsat for fartvinden og vejrets barskhed. Her skulle han holde udkig efter angribende jagerflyvere.
Man kunne ikke altid slippe væk
For det meste kunne zeppelinerne afværge et angreb, idet de hurtigt lod ballast falde. Så kunne de stige hurtigere opad end jagerne. Men i længden blev flyvemaskinerne mere og mere farligere for zeppelinerne gennem deres stigende manøvredygtighed.
Syv zeppeliner gik tabt
I august 1917 blev Tønder – skibet L 23 skudt ned ved Lyngvig ved Holmlands Klit af den engelske løjtnant Smart, som var startet fra et krigsskib. Denne løjtnant skulle også senere deltage ved det heldige angreb mod stationen i Tønder, den 19. juli 1918.
Af de 14 zeppelinere, som havde deres base i Tønder, gik syv tabt. Tre blev ødelagt på selve stationen. Det var i det hele taget mange. 45 mand kom aldrig tilbage.
L 19’ s triste skæbne
En særlig stor deltagelse i Tyskland vakte L 19´s undergang. Skibet blev ført af kaptajnløjtnant Loewe, som den 29. januar 1916 var kommet til Tønder fra Friederichshafen med sit nye skib, der var forsynet med nye motorer, der endnu ikke havde bestået deres endelige prøve.
Undervejs havde Loewe ikke helt efter reglementet afveget fra den fastlagte kurs og havde foretaget en lille afstikker til Lübeck, hvor hans familie boede. Over sit hus havde han fløjet en sløjfe for at vise sit nye skib. Han havde også kastet en hilsen ned til sin kone og to børn.
To dage senere deltog han allerede i et større angreb sammen med flere zeppelinere på et engelsk industriområde. L 19 angreb industrianlæg ved Sheffield.
Ved tilbageflyvningen indtrådte der motorstop og skibet begyndte at drive i retning mod den hollandske kyst. Over Ameland blev det beskudt og var nødt til at gå ned på havet. I timevis drev mandskabet omkring på en del af skroget, der endnu ragede op af vandet.
Redning i sigte
Redningen syntes i sigte. De fik øje på en damper, der tog kurs mod dem. Det var den engelske fiskerdamper ”King Stephen”. Det kom til et ordskifte mellem Loewe og den engelske kaptajn. Men englænderen kunne ikke overvinde sig til at tage de skibbrudne ombord. Han frygtede, at tyskerne som var i overtal ville overtage kommandoen. Loewe havde givet sit æresord på, at dette ikke ville ske. Han mænd var allerede da meget medtaget af kulden.
En flaskepost i Skagerak
Englænderne nægtede deres hjælp. Det var en beslutning, der senere blev meget omstridt. Nogle måneder senere fandt svenske fiskere en flaskepost i Skagerak med kommandantens sidste beretning til sine foresatte:
Desuden var der en afskedshilsen til hans hustru, samt postkort med de sidste hilsner fra otte mandskabsmedlemmer.
Udkigspost
Mens zeppelinerne var på indsats, ventede mandskabet hjemme på, at luftskibene igen dukkede op over horisonten. Der blev holdt intensiv vagt. Man spejdede også efter engelske flyvemaskiner. Dette skete også fra en udkigspost på byens vandtårn og fra løbegangen oppe på hallen Tosca. Der blev også dagligt sendt en standballon op.
Flyene forsvandt igen
For at forsvare basen blev der senere bygget en hangar for flyvemaskiner. Der kom Albatros dobbeltdækkere til Tønder, men de blev efterhånden taget bort igen. Der var ingen piloter i Tønder, da det engelske angreb indtraf i 1918.
Observationsgondol
Nordsøen blev skarpt overvåget af zeppelinerne. Hovedformålet med deres aktivitet var frem for alt rekognoscering. I perioden 1915 – 18 blev der gennemført 1.191 rekognoscering.er og kun 352 angrebsflyvninger.
Ved disse rekognosceringer blev der somme tider benyttet en observationsgondol, hvor der sad en mand, som blev hejst ned fra luftskibet. Mens zeppelineren var indhyllet i skyernes tåge, kunne observatøren, der modigt svævede i rummet, iagttage, holde udkig og dirigere luftskibet.
Man frygtede og ventede altid et angreb fra den overlegne engelske flåde. Luftskibene fra Tønder patruljerede frem for alt mellem fyrskibene Doggerbanke og Lyngvig mod nord, men fløj sommetider, da den uindskrænkede u – bådskrig satte ind, op mod Norge.
De to første angreb var fiaskoer
For englænderne var det vigtigt at få ram på basen i Tønder. De første to angreb var fiaskoer. Første gang forvekslede de tilsyneladende Højer med Tønder. I mellemtiden skaffede de sig mere nøjagtige informationer. Efterhånden fik de sig et nøje kendskab til basen i Tønder.
Herom kunne kaptajnløjtnant Køll, L 45`s chef, der var blevet taget til fange, overbevise sig ved et forhør. Det lykkedes ham, at smugle en besked om dette hjem gennem en såret fange, der blev udvekslet. Han gemte sedlen i sin sko. Man kan så undre sig over, at tyskerne så havde trykket flyvemaskinerne ved basen!
Man havde bygget et hangarskib
Vi har tidligere i to artikler berettet om det afgørende angreb mod Tønder – basen. Englænderne forberedte sig her tredje gang på en helt anden måde. Man havde bygget krydseren ”Furious” om til et hangarskib.
Selve angrebet på Tønderbassen foregik den 19. juli 1918 tidligt om morgen. Det var det første angreb i krigshistorien, der gik ud fra en svømmende base.
Syv fly i angreb
Syv ensædede jagere af typen, Sopwith Camel, som var den mest kendte engelske flytype i første verdenskrig startede ved morgengry fra moderskibets forreste dæk. I Tønder kom angrebet som et lyn fra den skyfri himmel. En vagtpost fra Skærbæk havde klokken halv fem om morgenen meddelt telefonisk, at han havde fået tre flyvemaskiner i sigte som var ved at tage kurs mod Tønder.
Cirka tre minutter senere fik man på pladsen øje på flyvemaskinerne. De dykkede ned i ca. 30 meters højde og kastede deres bomber. Hallerne Tosca og Tobias var ramt.
Efter det første angreb kom der godt en time senere en anden gruppe engelske maskiner anført af løjtnant Smart. Man antog til at begynde med, at de tre første flyvemaskiner var kommet igen. Hallerne blev atter ramt.
Heldigvis blev der ikke kastet bomber på de tre gasbeholdere. Muligvis var det, fordi flyverne ikke skulle bringe sig selv i fare ved den lave indflyvning.
Tre piloter nødlandede
Af flyverne, som alle trods den stærkeste afværgeild undslap basen i lav højde, fløj tre igen ud mod havet. En styrtede ned, mens de to andre blev samlet op af deres egne skibe. Det var kaptajn Dickson, som blev luftmarskal under den anden verdenskrig, samt den nævnte løjtnant Smart. Tre piloter nødlandede i Danmark, en i Tyskland.
Hallen Tosca blev ramt af bomber. De eksploderede lige under taget. Her udbrændte luftskibene L 54 og L 60.
Ude i Aventoft kunne Niels Bøgh Andersen se røgsøjlerne. Det skrev han om i bogen ”Fiskersøn fra Aventoft”.
Angrebet stoppede operationer fra Tønder
Tyskerne prøvede på at melde ud, at skaderne var begrænset. Men siden dette angreb blev Tønder ikke mere brugt til luftskibsoperationer. Basen rangerede kun i kort tid som nødhavn. Tosca blev ellers meldt klar efter kort tid. Men så sluttede krigen.
Tosca blev et turistmål
Den sidste hal, der stod tilbage, var den gigantiske Tosca. Inden den blev revet ned, var den i nogle år en stor turistattraktion. Turister og skolebørn myldrede til, for at bese ”Nordens største bygning”.
Hvem der havde gode nerver, steg de 305 trappetrin op på taget, hvorfra man havde udsigt over næsten hele Nordslesvig.
Graf Zeppelin over Tønder
Da den kendte LZ 127 ”Graf Zeppelin” i 1928 foretog en verdensrejse med Dr. Eckener, der stammede fra Flensborg, som kaptajn, havde den også tidligere matroser fra Tønder ombord. Da de fløj over Tønder, foretog de en rundflyvning over byen og den gamle bases områder.
Det var den tyske grev Ferdinand Adolf Heinrich von Zeppelin (1838 – 1917), der konstruerede det såkaldte stive luftskib. Modsat de ustive og halvstive typer, som man hidtil havde eksperimenteret med indeholdt en solid gitterkonstruktion. Navnet Zeppeliner blev efterhånden den populære fællesbetegnelse for disse luftens giganter, der havde deres storhedstid fra begyndelsen af forrige århundrede og frem til 1930`erne.
Den første tur i 1900
Den første prøvetur med en zeppeliner foregik den 2. juli 1900 over Bodensøen. I de følgende år blev luftskibets konstruktion videreudviklet.
Nogle af luftskibene forulykkede eller brændte op. Andre fik en længere levetid og udførte mange ture. Det gjaldt bland andet LZ 11 ”Victoria Louise” og LZ 13 ”Hansa”, der foretog den første tur den 30. juli 1912. På det tidspunkt havde ”Victoria Louise” allerede været at se over Nordslesvig. Den 5. juli passerede den blandt andet over Aabenraa.
Hansa i Nordslesvig
Hansas tur over Nordslesvig den 3. oktober 1912 blev den store publikumssucces. Turen var annonceret i forvejen. Med på turen fra Hamborg over Haderslev til Tinglev var flere nordslesvigere, blandt andet landråd Rogge fra Tønder. Turen kostede 250 mark.
Allerede fra morgenstunden den 3. oktober samlede der sig 3 – 4.000 mennesker på en mark ved Tinglev, hvor luftskibet skulle lande. Man oplevede at se det passere hen over byen og egnen i retning af Haderslev. Her var også en tusindtallig menneskeskare, der fyldte gaderne. De var kravlet til vejrs på tagene.
Et par timer senere vendte Hansa tilbage til Tinglev, hvor det mellemlandede, før turen fortsatte tilbage til Hamborg.
140 meter lang
I en af vore artikler fortæller vi også om, at byrådet i Højer skulle tage stilling til, om man ville betale et større beløb for at et luftskib skulle flyve over byen.
Efter 1920 blev luftskibene yderligere udviklet og indsat i passagertransport. I 1928 blev der bygget en tysk zeppeliner LZ 127, der var cirka 140 meter lang og 30 meter i diameter. Den fik navnet ”Graf Zeppelin”. Den var i de følgende år på adskillige langture blandt andet over Atlanten. Man foretog også en jordomflyvning. Over Nordslesvig kunne den ses den 14. maj 1931.
”Hindenburg”’ s uheld stoppede passagertrafikken
Den 6. maj 1937 brændte LZ 129 ”Hindenburg” op under landing i Amerika. 35 mennesker omkom. Det betød afslutningen på brugen af luftskibe til passagertrafik. Også Graf Zeppelin blev straks taget ud af brug.
Det var nok det mest succesrige af alle store luftskibe. Det havde gennemført 590 farter og tilbagelagt 1,7 millioner kilometer. Det var i alt 17.178 timer i luften med i alt 16.000 passagerer. Det blev ophugget i maj 1940.
Militær udvikling helt frem til 1960
Luftskibenes æra i den civile flyvnings historie var dermed slut. Den militære brug og tekniske videreudvikling af luftskibene fortsatte derimod helt frem til omkring 1960.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: december 3, 2016
Fysikus Ulrik fra Tønder – endnu mere (2)
Tønder var en afsides Tornerose – by med dårlige tilkørselsveje. I begyndelsen var alle kongetro. Men borgerskabet blev mere og mere tyske. Todsen måtte aflægge regnskab for borgmesteren. Ulrik blev stenet ud af byen. Men inden forsøgte han at vinde befolkningen for danskhedens sag. Han sendte breve til sin ven, Krieger og fortalte om manglende dansk forvaltning i Tønder. Det var galt med skolesystemet og præsterne. De tyske lærer havde dobbelt job. Men den største ulykke for danskheden var amtmanden. Ulrik ønskede ikke en dansk advokat med en dansk kugle i ryggen. Han oprettede en dansk avis ”vestslesvigsk Tidende”, et sygehus og en realskole. I 1865 blev han læge i København. Krieger blev nærmest skyld i, at Sønderjylland blev fjernet fra Danmark. Han var ufleksibel m.h.t. Slaget på Fælleden.
En afsides by – kaldet Tønder
Mellem de slesvigske krige boede der i Tønder cirka 3.000 mennesker. Byen lå ret afsides, Dengang var der ingen jernbane og tilkørselsvejene til byen var dårlig. Med sine alleer og Vidåen lå den der nærmest som et toneroseagtig idyl.
I begyndelsen var de kongetro
Byens borgere og embedsmænd var kongetro. Først et godt stykke op i 1800 – tallet skete der ændringer. En opgørelse fra 1851 fortæller, at Tønder havde 670 familier. Heraf var 569 dansktalende, 94 tysktalende. Syv familier talte et blandet sprog.
Det var ingen tvivl om tøndringernes nationale indstilling. Byens bedre borgerskab var Slesvig – Holstensk. Dette skyldes nok de økonomiske forbindelser syd på.
Man interesserede sig ikke for småkårs – borgere
Hvordan holdningen var hos arbejderne og småkårs – borgerne, var det ingen der interesserede sig for. Men begivenhederne 1848 – 1850 og i 1864 viste sig at Slesvig – Holstenerne her havde deres tilhængere.
En lukket kreds
Man sagde, at tyskerne i Tønder ikke mødte modstand. De nye embedsmænd, der kom til byen udgjorde en lukket kreds. Det kan man også sige om de nye embedsmænd, der kom til byen.
Rygter om Todsen
I en indberetning fra 1864 skriver Tønders danske borgmester Johannes H. Holm om den slesvigske fører J.C. Todsen:
Da krigen truede blot en måned senere var forholdene totalt ændrede. De fleste danske embedsmænd var afsat, og andre var rejst frivilligt i kølvandet på de sidste danske tropper.
Ulrik blev stenet ud af byen
Og fysikus Ulrik blev stenet ud af Tønder. Og det blev han af mange af sine tysksindede patienter. Disse turde ikke gå ud af hoveddøren, når de besøgte ham dengang.
Befolkningen skulle vindes for den danske sag
Men efter afslutningen af den første slesvigske krig rejste mange præster, lærere og andre embedsmænd til Sønderjylland. Nok havde man sejret på slagmarken. Men nu skulle sejren fastholdes. Den tysksindede del af befolkningen skulle ”vindes for den danske sag”.
Fysikus Ulrik
En af dem, der glødende forsøgte at fremme danskheden var fysikus F.F. Ulrik.
Ferdinand Frederik Ulrik var født i København i 1818. Han blev student i 1835 og lægeeksamen i 1840. Han blev kandidat på Almindeligt Hospital i København. Men han fik tuberkulose og blev også smittet med tyfus. For et genvinde sit helbred søgte han bort fra hovedstaden og nedsatte sig i 1842 som praktiserende læge i Hobro.
Han beskæftigede sig også med forslag til reformer af det danske sundhedsvæsen. Han lærte den nationalliberale politiker A.F. Krieger at kende. Han har måske kendt ham fra studenterårene.
Til Tønder i 1854
I 1854 søgte Ulrik stillingen som embedslæge (fysikus) i Tønder og fik den. Krieger havde fået en stilling som departementschef i det slesvigske ministerium. Ulrik sendte mange breve til Kriger om forholdene i Sønderjylland set fra Tønder.
De dannede talte tysk
Knap var Ulrik blevet ansat i Tønder, før han sender det første brev. Og her fortæller, at det kun er såkaldte ”gebildede Leute” der til stads taler tysk. Og så er det dem, der er indvandret syd fra. Men de tyskere, der er indvandret for år tilbage, taler dansk.
For lidt dansk gudstjeneste
Ulrik er sur over, at amtmand Reventlow for tre år siden, havde beordret alle gadeskilte ned med undtagelse af tre, der havde påmalet tyske navne. Skoleundervisningen havde været helt tysk, og endnu var den det i de ældste klasser.
Ved kirken havde der altid været en dansk præst og to tyske. Og så er det kun dansk gudstjeneste hver anden søndag. Kun en enkelt dansk embedsmand er der. Det er til stor skade for den danske sag, at der er ansat en del tysktalende fra Holsten og det sydlige Slesvig, mener Ulrik.
Den danske befolkning blev demoraliseret og desorienteret
Tysktalende advokater kunne let for bestalling, men det kneb for dansktalende. Og på Seminariet var den tyske forstander og hans elever til stor skade for danskheden. Eleverne bor til leje hos byens småfolk eller er huslærere i de tysksindedes familier. Ifølge Ulrik så bidrog de til at demoralisere og desorientere befolkningen.
Han slog til lyd for, at man straks to fat i at oprette en dansk seminarium i byen. Han var desuden skuffet, at departementschef A. Regensburg ikke allerede var gået i gang med planerne om et danske seminarium.
De talte dansk langt ned i Sydslesvig
Ulrik fortalte endvidere, at en del fra Nørre Jylland (nord for Kongeåen) var indvandret ved vestkysten helt ned til Husum. Sproget i Kær herred var blandet. I Viding og Bøking herred er sproget i de nordlige egne udelukkende dansk. I de sydlige egne blandet. Men kirke – og retssproget var endnu tysk.
Ulrik’ s tjenestepige
Ulrik s tjenestepige kom fra Brarup i Kær Herred. Hun havde gået i tysk skole, og havde tjent hos pastor Ahlmann, hvor hun ikke talte dansk. Men hun talte et meget let forståeligt dansk, der dog var iblandet tyske ord som Putzmacherin, Bäcker, Geschäft og lignende. Men Ulrik fandt også gamle jyske ord hos hende som for eksempel ble for lagen, lime for kost, jernkræmer for isenkræmmer, fækød for oksekød.
Falsk forfængelighed
Ulrik havde også observeret, at når han passerede folk, så slog de over i det tyske efter, at de havde talt dansk. Det var som de skammede sig over det danske sprog. Det kunne også være det som han kaldte ”falsk forfængelighed”.
Danskhedens største ulykke var amtmanden
Men danskhedens største ulykke var amtmand Reventlow, mente Ulrik. Hans uheldige indflydelse kunne spores i alle vigtige spørgsmål. Ulrik kunne ikke forstå, at danske præster endnu ikke havde fået kongelig bestalling i rent danske sogne.
Ulrik er bekymret for hans børns undervisning. Han er ikke tilfreds med, hvad et reorganiseret skolevæsen kan tilbyde, og han har ikke råd til privat huslærer.
Krieger svarer, at han er meget interesseret i at høre nyt fra Tønder, og råder Ulrik til at aflægge ham et besøg, når han kommer til København.
Problemer med præsterne
Allerede den 5. juni 1854 sender Ulrik det næste brev. Her beklager han sig, at han ikke har ret meget at bestille. Ifølge medicinalinspektør P.S. Schleisner, Flensborg skulle der være rigeligt at se til.
I Tønder Provsti var det af de 44 præster kun 17, ”hvis bestalling havde kongelig konfirmation”. Og heriblandt var der et par stykker, man ikke kunne have tillid til, mente Ulrik.
Tyske lærere havde dobbelt job
Igen en gang kommer Ulrik ind på seminariet, og gør opmærksom på, at et par af seminariets lærere også underviser på byens almindelige skoler. De er tyske, siger han og derfor bliver det endnu mere vanskelig at gennemføre det danske. I øvrigt mente Ulrik at skoleforholdene i tønder var meget kritisable.
En skole på fattiggården ønskes
Ulrik mente, at der skulle indrettes skolelokaler ude på tønder fattig – og arbejderanstalt på Gørrismark. Stedet blev brugt som fattiggård indtil 1937. Pengene til indretningen kunne skaffes ved ar sælge nogle af de gamle skolelokaler eller et par lærerboliger.
Der skulle også findes en initiativrig mand, der kunne klare dette. Ulrik mente ikke, at skoleinspektør og andenpræsten Johs. M. Dahl var egnet til dette for:
Ulrik mente, at opgaven skulle løses af den kommende danske leder af seminariet. Han anmoder ligefrem Krieger om at henvende sig til Regensburg om dette.
Ønsker ikke en advokat med dansk kugle i ryggen
Og så var det igen spørgsmålet om en dansk advokat. Ulrik havde hørt, at Amtshusets førstesekretær, Chr. Alexander Nissen var ivrig efter at søge stillingen. Men som Ulrik nævner, så kom han til Tønder efter det Slesvig – Holstenske nederlag med en dansk kugle i ryggen. Han kunne ikke forstille sig, at en forhenværende Slesvig – Holstensk frivillig skulle blive ansat af Carl Moltke, der var minister for Slesvig.
Ulrik spørger Krieger direkte, om han ikke kender en, der ville være egnet. Jobbet kunne blive ”et meget indbringende brød”.
Et sygehus og en realskole
Ulrik var medvirkende til oprettelse af et lille sygehus ved Østerport og ved oprettelse af en privat realskole. Ja og så stod han jo også for initiativtager til oprettelsen af den danske avis Vestslesvigs Tidende, der begyndte at udkomme i 1856.
Læge i København
Ulrik og Krieger fortsatte deres brevskriveri, men disse breve findes åbenbart ikke mere. Ulrik flygtede som sagt fra Tønder til Møgeltønder. I 1865 blev han læge i København, hvor han blev medstifter af Lægeforeningens Boliger.
Stædig, ufleksibel og et fejlskøn
A.F. Krieger var medlem af Landstinget fra 1863 – 1890. Han har været både indenrigsminister, finansminister og justitsminister.
Han boede på Rosenvænget på Østerbro, hvor han blev særdeles gode venner med Johanne Louise Heiberg.
Og vi kan måske takke hans stædighed og fejlskøn ved konferencen i London, at vi mistede Sønderjylland. Senere var han meget ufleksibel i forbindelse med ”Slaget på Fælleden”. Og det gik i den grad ud over arbejderne.
Belønnet med en gade
For denne indsats blev der opkaldt en gade efter ham på Østerbro – A.F. Kriegersvej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 20, 2016
Syd for Tønder
Man har gode minder fra Aventoft. Dengang små fiskerhuse. Ikke mange heste, det var både, der var brug for. Og så var det de rige og arrogante marskbønder, der kom forbi. Man talte dansk, og de fleste var fiskere. Man rejste sig for præsten. Men man snakkede ham på tysk, og det gjorde man også i skolen. Det kunne være svært at lære det. Og selv i landsbyen var der højkultur og Folkekultur. ”Jyllændere, der var døbt i Møgeltønder Kirke var de mest foragtede. Det var et sandt amfibieland, hvor et barn skulle lave mindst en måtte hver dag. Jo sivfletning blev et af Aventofts varemærker.
En ø midt i det hele
Da Tønder endnu var en havneby, var Aventoft en lille bygd på en ø på cirka 1 x 1 km ude i Vadehavet. Sandøen kom til at ligge omgivet af åer, søer, sumpe og enge.
Gode minder om Aventoft
Vi er fem kilometer syd for Tønder og lige over grænsen. Det er i dag et sted fyldt med grænsekiosker og kroer. Og det var her, vi kiggede efter, hvem der sad i toldskuret, for det kunne jo være, at det var i dag, at vi skulle have en flaske med over.
Det var her vi om søndagen tog på Frühshoppen og fik en lille Gewessen, inden vi skulle hjem til mors krebinetter. Og det var her, at vi bestod manddomsprøven. Vi skulle drikke Æ Støvl uden at spilde henne ved Bager Andersen. Jo han havde også en Gastwitschaft.
Små stråtækte fiskerhuse
Dengang lå der stråtækte fiskerhuse. Dengang var husene bygget så de kunne imødegå den barske blæst. Dengang var der lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Der var vippebrønde og små møddinger foran husene, der vidnede om, at her var der lille kohold.
Det skulle præsten ikke have gjort
Haverne var små og fattig på blomster. Men degnens to ældre ugifte døtre gjorde noget ud af deres eventyrlige have. Ellers var det kun præstehaven. Her var en parklignende have med et vældigt kastanjetræ, som var byens stolthed.
Da en ny lidt mere moderne præst anså, at det var vigtigere at få lys og luft ind i sine stuer end at værne om befolkningens ældgamle glæde, lod træet falde, blev han jaget af by. Jo det var en viljefast, jordnær og en selvbevidst befolkning.
Hvad skulle man med heste
Landsbyen ejede dengang kun to spand heste, men hver mand havde sin båd. Der var typer fra den lille fine jagtbåd over fiskebåden til søgangsbådene, som var beregnet til transport af høet fra de af søer og åer omkransede enge.
Hvad skulle man heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig uden for byens egentlige sandhøje.
De arrogante og rige marskbønder
Agerbrug fandtes så godt som ikke i byen. En undtagelse dannede kartoflerne, der groede fortræffeligt på den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning overfor de rige bønder ude fra marsken. Her ville ingen ordenlige kartofler og rødbeder gro.
Beboerne i Aventoft frygtede og hadede disse rige bønder, når de i deres wienervogne trukket af fyrige heste med ny sølvbeslået seletøj kørte igennem Aventoft i de tidlige morgentimer gennem Aventoft til Tønder.
De havde kun en meget reserveret hilsen tilovers for Aventofterne. Men hvor var det dejligt om aftenen, når de mange puncher i ”Den hvide Svane” i Tønder havde nedbrudt deres reservation. Nu måtte de køre fra hus til hus for at bede om kartofler og rødbeder. Nu var det pludselig beboerne i Aventoft, der var ovenpå.
Sveden kom frem
Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskeligt at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man op om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke. Mændene drog af sted for enten at slå høet eller efter vejringen sætte det i stakke for så senere at transportere det med både hjem til landsbyen.
Sejl blev sjældent brugt. Bådene blev drevet frem med stage, den såkaldte ”klo”. Mange af engene var omgivet af høje sivskove, der holdt enhver vind borte. Det tunge arbejde med le, river og fork fik sveden til at springe frem på en ulidelig måde.
Høet blev sejlet
Madpakken var altid stor nok, men ”æ skæggemand” var altid for lille. Man kendte ikke noget til moderne bakteriologi, så man drak af kanaler og mosehuller. Med begærlighed blev vandet suget gennem en tot græs. Så var man sikker på, at der ikke kom nogle dyr med. Mavesygdomme kendte der hårdføre befolkning ikke noget til.
Da heste og vogne kun kunne bruges i de færreste dele af de sumpede egne, blev høet læsset på trillebøre og kørt ud til den nærmeste grøft. Her blev det ladet på både og sejlet hjem til byen. Kunstigt gravede kanaler førte direkte op til byens høje.
I høbjergningen var der ingen tid til fest og hvile.
Man talte dansk
Befolkningen i Aventoft var af dansk afstamning. Sproget var fra gammel tid dansk. Men der var dog nogle familier, der talte frisisk. Lige vest for byen lå den store gård, Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således også det lave markområde ”Nomenhem”
Selve byens marknavne er derimod mest danske. Næsten alle gamle familier endte på – sen. I byen havde man den sjove skik, at børnene blev opkaldt efter den, der var mest fremtrædende i familien. Børnene blev omtalt som ”Jens af Olgas” ”Niels og Peter af Theodors”.
De fleste var fiskere
De fleste af Aventofterne var fiskere. Der blev fisket ål med ruser, der blev stanget ål, der blev tattet ål. På varme sommerdage blev ålene slået op af siv. Brasen, suder, gedder og ”ålændere” blev taget i sættegarn.
Foruden fiskerne havde byen en snedker, men s skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder. Byens stormænd var godsejeren fra Frismark, præsten og skolelæreren. Til dem talte man tysk.
Man rejste sig op for præsten
Præsten var repræsentant for himmeriget og blev behandlet derefter. Man rejste sig i forsamlingen, når præsten kom ind i stuen til barnedåb eller bryllup.
Man opførte sig pænt så længe den høje herre var der. Når han gik, rejste man sig igen. Og så kunne man ”ha det glant igen”.
Men befolkningen var ikke kuet af præsten. Folk var ikke religiøs grebne. Så han havde ikke den rigtige magt over sjælene. Da byens befolkning klarede sig selv ved et måske trælsomt med flittigt og trofast arbejde, og da den grænsede lige op til de fremmede frisere i ”æ hærd” og de fattige øst for i æ He, var de meget selvbevidste og havde en stærk bypatriotisme.
Man skulle sandelig ikke have hjælp udefra
Når de fattige på ”æ He” ved årets højtider kom til byen for at tigge, så fik de altid deres del, men samtidig følte befolkningen derved, at de tilhørte en særlig klasse.
Et godt eksempel på befolkningens selvhjulpenhed er denne historie. I 1927 tog den første man i Aventoft imod arbejdsløshedsunderstøttelse. Der rejste sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet, da han sagtens kunne ernære ved at flette måtter. At ”ligge å æ sovn” blev betragtet som en skam.
Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen drog fiskerkonerne med deres tohjulede skubkærrer til Tønder, Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten. Det var ofte hårdt især i snestorm.
Og derhjemme blev der også kartet og spundet. Bedstefar gik endnu rundt i hjemmelavet vadmelstøj.
Højkultur og folkekultur
Kulturlivet delte sig, både i det man kaldte højkultur og folkekultur, selv i sådan en lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til kirken og skolen. Det var her man hørte om Goethe og Schiller. Men alt dette foregik på tysk. Med Vor Herre talte man kun tysk. Og det gjorde man også med de overnaturlige kræfter. Selv i danske hjem var bønnerne på tysk.
At tale og skrive tysk
Det var ikke sjovt, at skulle starte i skole, når man talte dansk derhjemme. Man havde den almindelige ”Fibel” Det første billede var en pindsvin, på tysk hedder det ”Ein Igel”. Det var ikke helt ualmindeligt, at de danske elever svarede ”ene Peine – Schweine”.
Og det var ikke ualmindeligt, at de første tyske diktater indeholdt 42 fejl. Efter fire timers eftersidning, systematiske overvejelser og kombination nåede man så op på 72 fejl. Dette resulterede så i yderligere eftersidning. Jo pædagogikken havde gode kår dengang.
”Jyllænder” – det mest foragtede
Som vi tidligere har været inde på, så talte man dansk i Aventoft og det gjorde man også i den nærliggende by, Humptrup.
Man fik anbefalet folk, man kunne stole på, og det kunne godt være en tysksindet. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest foragtede. Det var en, der var døbt på dansk i Møgeltønder Kirke.
Jylland var i folks bevidsthed det sorte Jylland med lyngpinde, træsko, hugorme, lus og snot. Der levede i befolkningen en forestilling om Danmarks ulykkestid efter at statsbankrotten efter 1813. Det levende og fornyede Danmark kendte man intet til så langt mod syd.
”Ich bin Deutsch – bis an die Knochen”
Kun ”Ugens Nyheder” bragte dansk budskab til enkelte hjem. I de ældstes bevidsthed var København stadig skyld i al ulykke. Når kaffen steg var det Københavns skyld. Og når man var utilfreds med priserne, henvendte man sig til ”Dänenkönig”.
I 1920 skete der en forandring. De tysksindede udtrykte det på den måde:
De blev så drillet med, at knoglerne jo var danske. De hentede jo alle dansk flæsk i Ribe. Men efter afstemningen kom der folkeligt og åndeligt liv i den lille danske flok. Kontakten over grænsen blev udbygget. Der kom rig og fattige landsmænd til byen, fornemme og jævne kom på besøg. Alle bragte et stykke Danmark med.
Læreren fortalte om revolutionen og dens idealer. Den kom i1918. Men læreren blev sidenhen nazist.
Et sandt amfibieland
Jo dengang historien om Aventoft her blev fortalt, var det et sandt amfibieland. Det var inden marskens afvanding. Århundredes oversvømmelser blev med afvandingen bragt til ophør. Det var nu ikke til alles tilfredshed. De gamle nærringsveje forsvandt. Her var der flere kanaler end veje.
Sivfletning
Udnyttelsen af sumpplanter til tagtækning og til fletning af nyttegenstande såsom måtter og sivsko ophørte. Mange lærte sivfletning som børn. Traditionen var stærkest i Aventoft. Og denne tradition gik fra slægt til slægt.
Men det var dog ikke kun ved Aventoft, man kunne finde materialet. Det fandt man også ved Rudbøl Sø. En gammel regel sagde, at sivene skulle bjerges sammen med høet. Da er stænglerne bløde og smidige. Efter blomstringen bliver de hårde og kan ikke bruges.
En måtte om dagen
Med andre ord, der var kun tre uger til bjergningen. Sivene kaldtes på sønderjysk ”pægge”. De blev skåret fra en båd med segl. De skal lages helt nede ved bunden. I bundter ”dokker” hæges der derefter til tørring under tagskægget.
I Aventoft skulle børnene daglig flette en måtte og i ferietiden to måtter. Det var en vigtig indtægtskilde.
Man fremstillede også løbere, potteskjuler, brudekister, papirkurve, flaskeholdere, tasker, håndarbejds – kurver, stolebetræk, ja endda hele gulvtæpper.
I Aventoft fremstillede man også skoletasker i siv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs