Søgeresultater på "Tønder"
Dato: februar 5, 2019
Emil Nolde og Tøndermarsken
Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.
Emil Nolde var blandt kritikkerne
Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.
Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.
Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.
Dengang var området 17 meter højere
Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.
Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.
Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.
Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.
Tidevandet
Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.
Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.
Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.
Verdens ende
Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:
Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.
Udviklingen set gennem kort
De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.
Store stormfloder
Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.
I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.
Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.
Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.
Et stort held, at det ikke gik galt
Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.
Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.
Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.
Digebyggeri gennem tiden
Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.
I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.
Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.
Masser af oversvømmelse ved Tønder
Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.
Markerne stod under vand
Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.
Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.
Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.
Teknologien var først parat – langt senere
Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.
I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.
Mange fantasifulde planer
Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.
I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.
Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.
Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.
Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”
Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.
Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:
Vi kan i dag ikke ændre historiens gang
Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.
Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.
Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne
Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”
Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.
Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.
Fantasifuld projekt for Fyn
Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.
Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.
Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.
Hele fem forslag
Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.
Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift.
Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder
I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.
På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.
Emil Nolde fremkom med sit forslag
Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.
I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.
Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening
Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.
Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.
Henvendelse til H.P. Hanssen
Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.
Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:
Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.
Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet
H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.
H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.
Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!
Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.
Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.
Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.
Forslaget blev skudt ned
Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.
Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.
Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.
Nolde forlod Danmark
I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”
Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.
Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark
Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!
Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.
Man mindes ikke Emil Nolde
Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.
Dige – bestyrelser var utilfredse
I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.
I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.
Ingen gode tider for landbruget
I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.
I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.
Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.
Hensynet til landbruget havde vejet tungere
Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.
Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.
Nationalpark Vadehavet
Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.
Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.
Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.
Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.
Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?
Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.
Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.
Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.
Slut med at lege på forlandet
Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.
Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:
Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:
Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:
Dato: december 23, 2018
Historier fra Lø, Hjer og Tønder Herred
Historier fra Lø, Højer og Tønder Herreder
Vi kigger på gamle myter og sagn. Kongedatteren. Da Jomfruen skulle føres bort. Barselskvinderne på et helligt sted. Moderen ville frelse på hendes søn. En mærkeligt sten i Skærbæk. Kampen ved Højer. Et andet sagn om Hother. Holger Danske i Møgeltønder. Da Trolde kastede sten. Vester Anflod Kirke. En pige fra Gasse Høje. Hun dræbte sine børn og sig selv. Den hvide pige på Møgeltønder Kirkegård. Et kultsted ved Møgeltønder Kirke. Er det en dansk konge, der står anført på Guldhornene? En ridder fra Gallehus. Farlige steder. Var Hjerpsted et friser sagn? Peder Henriksen fra Stjernen i Møgeltønder. Det spøger ved Borgbjerg.
Hvad er en Vætte
Vi har kigget i gamle sagn, myter og folkeminder, og fundet disse historier frem. Vi har ikke kunnet stadfæste alle de beskrevne steder. Vi gør opmærksom på, at du kan læse gamle myter og sagn fra Rømø i andre artikler på vores side.
Vi har anvendt begrebet Vætte, der nok nærmest er i familie med en nisse. Begrebet stammer fra den hedenske tid, men er gået videre i den kristne. Disse kunne godt være fredelige. Men ofte bliver de forbundet med ulykke og sygdom.
Kongedatteren
Hun var en dronning eller en kongedatter af England eller Spanien. Hun ville hævne sig, fordi hun blev vraget af Dan-kongen. Så lod hun grave et sejlløb fra den spanske sø ude i Vesterhavet. Hun ledede strømmene mod Jyllands vestkyst.
Selv gik hun i land på øen Jordsand for herfra at se landet gå under. Men da vandet kom skyllede det også over øen, hvor hun stod. Siden kom sandflugten, ebbe og flod som aldrig før. Dem har hun skabt. Hun er skæbnen.
Da jomfruen skulle føres bort
På Nørrejyllands vestkyst har jomfruen på øen i Filsø lovet aldrig at tage sig mand af lande, før han kan føre hende fra øen med skib over land. Og det sker, at hans skib kommer og skærer en skure gennem landet, da han fører hende bort.
Fra Dejbjerg Hede til Hjerting er skibsfuren set.
Barselskvinder på et helligt sted
Ved Løgumkloster er Dronningedal nær Sysseltinget. Her barslede en dronning. Her førte Dronning Margrete et slag. Stedet er helligt og har været søgt af barselskvinder.
Moderen, der ville frelse hendes søn
Og så er det det kendte sagn ved Ballum. Det blev også brugt af Karen Blixen. Men historien findes i flere versioner.
I Ballum går den underlige kvinde på ageren og skærer med segl, mellem sole, en ager byg som er fire mands arbejde. Så falder hun død om, da kornet er faldet. Sagnet vil gøre hende til en moder, der frelser hendes søns liv ved dette værk. Han er dømt af kongen for mord på en foged. Samme sagn findes også fra Møgeltønder.
Egentlig var bygskæreren først en jættekvinde, som kongen udfordrede.
Ja historien findes også i en anden version. En mand der hedder Thøger dræbte en strandrøver efter den store stormflod i 1634. Thøger blev henrettet den 12. oktober 1635 i det sydvestligste hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
Men Thøger havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden. Men hans mor, der boede i Ballum gik til forbøn hos Christian den Fjerde. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte arbejdet, men døde af overanstrengelse.
Sønnen blev benådet og fik senere en gård i Hjemsted, hvor han døde som en gammel mand. Både han og moderen havde boet i Midthusum, inden stormfloden kom.
Marken som moderen måtte meje, udpeges endnu i Ballum. Den dag i dag kaldes den for Sorgagre.
En mærkelige sten i Skærbæk
I vestsiden af kirkegårdsmuren er indmuret en gravsten fra omkring år 1100. På stenen er der indhugget et såkaldt processionskors, hvor korsarmene er forsynet med små kors. Om dette kors kan minde om et sværd, fortælles følgende sagn.
En mand fra Midthusum hørte mens han var til mølle i Brøns, at der kom en stormflod. Han skyndte sig derfor hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte af sted med nogle af hans sager. De nægtede at udlevere de stjålne sager. Han dræbte derfor den ene med en hjulring. Han løb derefter hjem til Midthusum, hvor hans familie og venner skjulte ham.
To af lovens håndhævere forklædte sig som kvinder og gik til Midthusum. Det lykkedes dem at finde og arrestere moderen. Han blev dømt til døden. Men hans venner forsøgte at befri ham. De stillede med en hest, så han kunne flygte fra Skærbæk. Planen mislykkedes. Han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med sværdet blev derefter rejst af hans venner, til minde om denne sørgelige begivenhed.
Rytter efter kvinde ved Brede
En jæger, der lå ved åen mellem Brede og Agterp så en kvinde med udslået hår komme løbende, råbende ”Red mig”. Efter hende kom en rytter, han greb hende.
Det er den gamle strid mellem Kong Volmer og Ellefruen, som råder landet, hvor han vil til.
Kampen ved Højer
Ude ved Højer Strand kæmper en sagnkvinde i tvekamp med en broder om en kvinde og falder. Det var Høder af Hødersby og Balder af Balderslev i Rise Herred. De to brødre bejlede til den samme mø.
Balder for til søs, kom hjem og tog hende fra Høder, og Høder biede hævnen. Da Balder atter landede holdt Høder til hest på stranden og råbte til kamp. Men i kampen trådte Høders hest sandet løst, så dulgte væld steg op, han sank. Over vandet ses ved ebbe en sandbanke, der kaldes ”æ Hest” eller æ ”hingst”.
Sakse (Saxo) kender sagnet om Høder fra Højer og Balder fra Baldersbrønde, Slesvig og Sjælland, der strides om pigen og om hvem der skal styre Danmark – men her er det Balder, der falder.
Sagnets kårne helt skal dø. En skøn ligfærd er ham undt, og den får Højer som på sin ganger synker langsomt under kampen ned i stranden. Historien har vi tidligere anvendt i en lidt anden version.
Et andet sagn om Hother
Højer er ældgammel. Af skriftlige kilder ser vi dog først byen bliver nævnt i Kong Valdemars Jordebog i 1231. Navnet skal stamme fra Hother. Han levede i folkevandringstiden. Det var dengang angelsakserne drog til England. Hother stammede fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bor, Hather. Det var ham, der grundlagde Haderslev.
Brødrene kom i en voldsom strid. Hather vandt og Hother flygtede vest på. Her slog han sig ned og grundlagde Horthærby.
I et gammelt frisisk sagn bliver Horthær kaldet konge. Ingen kan måle sig med ham i fægtning, buekunst og svømning. Også inden for musikken var han enestående. Andre kalder ham dog en dranker og en ”vellystning”. På samme tid var der på egnen en anden stærk kampe ved navn, Balder. Han var gift med Nanna. Hun var den skønneste af alle frisiske kvinder og datter af Gravers den rige.
Hother ville også gerne have fat i hende. Der kom til en kamp, der endte uafgjort. Hother var dog gudinden Hels yndling. Hun skænkede ham en hug- og stensikker rustning. På den måde blev Balder bekæmpet, og han giftede sig med Nanna.
Balders bror, den vældige kæmpe, Boh havde længe været til søs. I Lister Dyb fik han underretning, om hvad der var sket. Han var rasende. Han kunne ikke vente til, at det blev flod. Han sprang på sin hest og jog i rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden er der en sandbanke, der hedder ”Hingsten”. Men Boh fortsatte.
Hother var ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på Boh fik derfor hurtig afgjort kampen. Således døde Hother i 482.
Holger Danske i Møgeltønder
Helten er Holger danske. Han sidder i Bjerget ved Møgeltønder og venter. Når tyrkerne ikke tyskerne kommer og vander heste i Kongeåen, samler Holger sine drenge.
Vester Anflod Kirke
Vester Anflod Kirke, der lå mellem Møgeltønder og Rudbøl blev ødelagt af en stormflod i 1436. Egentlig ville menigheden ikke indrulles i menigheden i Højer. Men sagnet fortæller, at vognen med rester fra kirken brød sammen i Højer.
De fjollede trolde
I gammel tid havde Daler og Emmerlev hver sin trold. De boede hver på en høj. Selv om de var gode venner, begyndte de at kaste sten efter hinaanden. Efter mange års stenkastning lå der en stor bunke sten på toppen af de to høje i henholdsvis Daler og Emmerlev.
Da troldene var forsvundet og kristendommen kommet til Danmark udnyttede beboerne de to bunke sten til at bygge kirker. Da trolde er hedninge, ville de sikkert ikke have været glade for at høre dette.
Kirken i Daler har i dag en sten i den nordlige tårnmur, som er meget speciel. Der findes et aftryk af Emmerlev – troldens store næve, fordi han havde klemt så hårdt under et stenkasteri.
En pige fra Gasse Høje
Kæmpestene er kastet til kirkemurene i Ballum og Døstrup. I sidste tilfælde var det en pige fra Gasse Høje, hun slyngede den i sit hår. Nu er den opstillet som Genforenings-minde. Med krone og bibelsprog.
Hun dræbte sine børn
I Sæd er der en skamsten til minde om en kvinde, der dræbte sine børn og sig selv. Ifølge sagnet skulle hun hedde Barbara. Det siges også, at hun dømtes som tyv på Tinget, hvor vejen deler sig ved Bønderby og Stokkebro. Her i trekanten mellem vejene holdt Møgeltønder Ting stævne.
Her lå en høj, Barbaras Pold, hvortil vejfarende kastede sten eller andet og sagde Fy Barbara. Men det hedder sig også, at Nissekonen sidder her og spinder.
Nu svarer denne historie ikke helt til virkeligheden. For stenen, man kastede sten og andet efter ligger syd for Sæd. Provsten i Tønder nægtede, at kvinden skulle begraves på indviet jord. Da hendes lig skulle fjernes fra huset, måtte det ikke ske gennem hoveddøren.
Kvinden i Sæd hed Karen Christens. Hun havde forgiftet sine børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten havde begravet hende og hendes fire børn og ikke otte børn på kirkegården i Ubjerg. Men provsten Samuel Reimarius i Tønder bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme andet end en hundebegravelse.
Den 21. april blev da i nærværelse af en stor rets kommission liget af Karen Christens gravet op og ført tilbage til huset, hvor det blev smidt ud af et vindue på en bar mark og kulet ned i passende dybde.
En skamstøtte eller nærmere en sten blev senere rejst og her stod:
Men dette er helle ikke korrekt. For stenen blev placeret ved vejen, så forbipasserende kunne kaste sten på den.
Den hvide pige på Møgeltønder Kirkegård
På Møgeltønder Kirkegård danser en hvid pige ad Reberbanen til kirkegården, som hun dansede i sin brudenat fra sin hadede brudgom og fra sin fødegård Spydholm, ud med den sorte herre, der bød hende til dans, Fanden i Vold, hellere Djævelen end ham hun skulle have.
Et Kultsted?
Nogle mener, at der ved Møgeltønder Kirke har været et kultsted, der har haft forbindelse til guldhornstenene. Man siger, at dengang gik vandet forbi der. Her lå i hvert fald en trækirke inden stenkirken.
En dansk konge nævnt på guldhornene
I en af vores artikler på hjemmesiden nævnes muligheden for en forbindelse til Guldhornene og en dansk konge Liutgast. Ja på guldhornene er nævnt ”Lægast” Den danske konge hjalp sakserne i deres krig mod burgunderne men tabte og blev taget til fange.
En ridder ved Gallehus
Der har boet en Ridder Holt ved Gallehus Skov. En brønd i skoven skulle have været tilknyttet hans borg. En helligdam skulle have været her. Det var her, at han sank sine skatte ned. Man har fundet nogle få ting. Ja så skulle der også have gået en helt gammel hede-vej her.
Enkens dyre hus i Dyrhus
Store sten i fennen viser stedet, hvor skippere førhen bandt deres både for at søge kro i Dyrhus, et dyrt hus for dem. Også dyrt for den enke, der købte huset med de penge, hun fik i bod for sin søns død.
Sønnen drog i krig for at vinde rigdom til sin brud, en købmands-datter. Da han kom hjem, blev han sigtet for et drab, som en af hans venner havde begået. Han blev henrettet.
Sagnet fra Dyrhus er i familie med det sagn fra Ballum. Moderen vinder for sønnens skyld dyrkøbt sejr.
Farlige steder
Der er mange farlige steder at færdes. Ved Løgumkloster kan man blive bundet om natten og slipper ikke derfra. På Trelleborg Fælled kan heste og kvæg ikke bindes, men river sig løs. Mellem Trælleborg og Bredebro går en sort kvinde – på Trøjborg en hvid kvinde og ved Trøjborgvasevej er atter et sted, hvor man sidder fast.
På Buntje Hede syd for Ballum går ni lys af ni bønder, som tog en enkes jord.
Er Hjerpsted et Friser-sogn?
Hjerpsted skulle efter sogn og remse være det første Frisersogn, selv om det i dag ikke er videre frisisk. Sagnet vil tyde bynavnet af plattysk: ”Hier op steds! Skulle kirken stå, da den ikke kunne stå, hvor man først ville have den”
Her skilles to folkefærd, Jyder og Friser. Jyderne kvæder hele deres langvejsvise til Ribe. Friserne er tavse fremtrængende. Begge strider mod stormflod, sandflugt, sol og fjender. Friserne når op mod Ballum.
Et gammelt Friser – ordsprog siger:
Peder Henriksen på Stjernen i Møgeltønder
Der stod de på Stjernen i Møgeltønder. Man talte om den kommende stormflod. Allerede den laveste del af byen stod under vand. Man råbte op om, hvad man havde gjort. Og så råbte Peder Henriksen
De andre spurgte da, hvad det så var. Peder Henriksen fortalte, at man havde glemt, at bede til Vorherre. Og Peder Henriksen blev bedt om, at bede for dem alle og højt.
Så knælede de alle på Stjernen. Og Peder Henriksen bad stående:
Da veg vandet og Møgeltønder var frelst.
Også denne historie findes i forskellige versioner. Og i Møgeltønder Kirke findes der et stort maleri af begivenheden.
Ja man siger, at denne Peder Henriksen døde i 1521 i en alder af 127 år. Og først da man var nået til den 7. bøn, så begyndte vandet at falde.
Der ses tre lys i Draved Skov
Der brænder tre lys i Draved Skov. Her dræbte en fader sin søn i nød. Og det gør det også i Ullenbjerg (?) ved Tønder. Om det er det samme sted vides ikke.
Det spøger ved Borgbjerg
Lige nord for Kommandørgården på Rømø rejser der sig et gammelt værft. Det resterne af Borgbjerg (Borrrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel røverborg. Dengang i middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb øst om Rømø. Så lå Borgen jo fint for sørøvere.
I 1361 gjorde friserne oprør mod alle de borge, der lå på deres øer. Også Margrethe den Første lod alle borge nedrive. Men spøgerierne kunne hun ikke stoppe.
Engang fandt en mand en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere dukkede han op med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den helt ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun et held gjorde at mændene ikke røg samme vej.
En anden gang hentede de underjordiske en kone fra nabogården og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde med træspåner.
Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.
Der er masser af mystiske historier fra Rømø. Vi henviser til understående henvisninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Dato: december 13, 2018
Tønder-Erindringer 2018 – forsøg på anmeldelse
Denne gang skal vi læse om seks meget forskellige historier. Og dette giver heftet en dejlig variation om historier fra Tønder og enkelt fra Møgeltønder. Altid skønt hvis man kan genkende eller huske nogle. Birgitte fortæller om nogle underfundigheder, da hun ankom til byen. Optiker Gonde Hansen fortæller om familieforetagenet. Og så var det Møgeltønder Skole, hvor der sandelig var problemer i begyndelse. Erindringer fra en tosproget barndom er festlig fortalt. Og min gamle heppe-kammerat fra Aabenraa stadion, Flemming Henningsen fortæller om genkendelige personer fra min ungdom i Tønder. Og begejstringen for Tønder amatørscene er forståelig i Uwe Petersens beretning.
En fremmed kom til byen
Af Birgitte Bargfeldt
Så var den der igen – Tønder erindringer for 19. gang. Vi skal forsøge at anmelde heftet. Der er både kendte og ukendte med i heftet. Men sådan må det vel være, hvis det er 51 år siden, at man forlod Tønder.
Den første som man ser, er Birgitte Bargfeldt. Hende jeg den store ære af, at hilse på, da jeg for en del år siden holdt foredrag på Schweizerhalle om Tønders historie og det at være Tynne-knajt i København.
Birgittes svigermor mente ikke, at man kunne flytte til Tønder. Det var sådan en tysk by. Men Birgitte og hendes mand fandt hurtig ud af, at en solnedgang i Tønder kunne tage sig ud som et maleri af Emil Nolde. Hurtig fandt Birgitte ud af, at hvis betyder når. Og den person, som hun mente hed Ove i virkeligheden hed Uwe. Og i tandlægeklinikken var det første uforståelige, som manden Christian stødte på var:
Det var et drama på biblioteket, da Birgitte havde valgt læge. Hun valgte den første på listen, og det var Doktor Brenner. Men han var jo tysk.
Sådan var det også med butikkerne. Der var masser at vælge imellem. Men slagter Marcussen og Andersen & Nissens Boghandel var tysk.
Kontorer og butikker lukkede i middagspausen så alle kunne komme hjem og spise. Der var ingen lyskryds, ingen trafikpropper og ingen bakker, men alligevel lykkedes det for Birgitte at dumpe til den praktiske prøve til kørekortet.
Jo året var 1965 og det er skønt refereret i hendes beretning. Hende og hendes mand var ivrige biografgængere. I biografen i Højer fandt de ud af, at der altid var pause midt i forestillingen, fordi der skulle skiftes spoler.
Sjov nok kan man huske en af Birgittes kollegaer Lis Reinau, hvis smukke datter Lisbeth, som jeg gik i klasse med.
Og Birgitte og Christian skulle kun have været her i et kort stykke tid. Men efterhånden er de med tiden blevet ”en slags sønderjyder”. Således godt opmuntret går vi til næste artikel.
Familiefirmaet Jacob Nikolaj Hansen – Guld – Sølv – Optik
Af tidligere urmager og optiker Gonde Hansen
Vi starter med at høre om familieforholdene. Bedstefar startede butik i Møgeltønder. Efter 1920 flyttede man butikken til Tønder. Det var først i Storegade 24. Men allerede i 1923 flyttede man butikken til mere rummelige lokaler i Storegade 2. Familien blev boende i Møgeltønder. Tyren frem og tilbage foregik med tog.
En gammel HGF (Høj Gammel Ford T) blev anskaffet men den var for dyr i reparation. En ny blev anskaffet. Ofte måtte man sove på værkstedet. Bedstemor havde fået koldbrand og måtte have amputeret det ene ben op til knæet. Da de holdt guldbryllup, var det med en køretur i karet, hvor der var lys i vinduerne i Tønder.
Forfatteren til artiklen tilbragte det meste af barndommen i Leosallé 22. Efter at firmaet havde købt ejendommen Storegade 23 flyttede familien i 1950 op i anden sal.
Gonde blev indkaldt til Jydske Telegrafregiment på Langelandsgades Kaserne i Århus. Jo den kender undertegnede godt. Her lå han også i 12 måneder. Men han blev så modsat undertegnede genindkaldt i tre uger.
En dag var faderen faldet om inde i boksen i forretningen Han døde uden at være kommet til bevidsthed kun 63 år gammel. Farbroderen blev købt ud af butikken og startede sammen med sønnen en optikerforretning i Fredericia.
I Tønder trak moderen sig tilbage efter et par år. I 1970 overtog forfatteren til artiklen firmaet som den 4. marts 1976 blev til et anpartsselskab. 1. maj 1984 fejrede firmaet 90 års jubilæum.
Efter lang tid med fremgang kom der en vanskelig tid. Dengang var der 8 mand i firmaet. Der blev taget en beslutning om, at det skulle være en ren optikker-forretning og en mand-kone butik. Med andre ord, hele personalet skulle opsiges. I sommeren 1985 blev der holdt udsalg, og der blev ryddet godt op.
Navnet på butikken blev ”Gågadens Specialoptik”. I Billund var Gonde med til at starte en sammenslutning af selvstændige optikforretninger ”Nyt Syn”. Der fulgte nu syv gode år.
Den 1. september 1992 blev forretningen overdraget til en anden. Dermed var det slut for ”familiefirmaet Jacob Nicolaj Hansen”. En udmærket virksomhedshistorie fra et firma, som jeg husker fra min lærertid.
Møgeltønder Skole
Af pensioneret lærer Povl Clausen, Møgeltønder
Først i 1960erne havde lærestaben på Møgeltønder Skole været ustabil. Grunden hertil var en retssag mellem to lærere på skolen. Da dommen blev afsagt, mente størsteparten at dommen var forkert og søgte væk fra skolen.
Dette var meget uheldigt for børnene, der skulle nøjes med forskellige vikarer. Da Clausen kom til skolen, fortalte de ældste elever, at de havde haft 7 – 8 forskellige klasselærere. Retssagen fik også den uheldige virkning, at forældrene til eleverne blev delt op i to grupper.
Fra 1967 og fem år frem var der stor udskiftning af lærere. I begyndelsen af 1970erne skulle der vælges en ny leder på skolen. Clausen søgte i den periode 1972 – 1973 et årskursus, da han havde på fornemmelsen, at der ville opstå ny uro på skolen.
Den 1. februar 1972 blev der valgt en ny leder, men det blev ikke den lærer fra skolen, som også havde søgt. Som følge deraf forlod alle lærere skolen. Det var mærkeligt at vende tilbage til helt nye kollegaer. Men de nye blev der stort set i 25 år.
Som lærer blev man tiltalt med efternavn, men efterhånden gled det over i at være fornavn. Clausen mener ikke, at tiltaleformen har noget med respekten at gøre. En som har stor indflydelse på en skole er pedellen.
Vi får i artiklen en gennemgang af aktivitetsdage, praktikundervisning, skolefest med teater, oplevelser med elever og forældre og oplevelser som gårdvagt. Et lille indblik i pædagogik får vi også.
Fredag den 18. juni 1999 var det Per Clausens sidste skoledag.
Erindringer fra en tosproget barndom
Af tidligere inspektør i Told og Skat, Uwe Petersen, Tønder
I det meste af sin barndom og indtil sit 18. år boede Uwe Petersen i huset hos sine bedsteforældre, Kirkepladsen 1.
Ved Genforeningen vælger bedstefar at blive ansat hos De Danske Statsbaner. Det var en stor omvæltning for bedstefar og bedstemor på 64 og 57 år, at få en 3 ½ års knægt i huset. Heldigvis fik de meget hjælp hos naboen, Pastor Magle og Anna Magles datter, Grethe.
Til præstegården hørte en stor have, der strakte sig fra baghuset på den anden side af Nørregade og helt ned til alléen ud for Liebestempel. Her var der masser af mulighed for leg.
Ingen kendte til, hvad Uwe’ s fremtid skulle bringe. Faderen befandt sig i Tyskland. Bedstefar besluttede fra første dag at tale dansk til ham. Med bedstemor og faster Annemarie talte Uwe tysk.
I august 1943 rejste Uwe med bedsteforældrene til Gentofte. Anledningen var at hans far og hans kommende stedmor skulle giftes. Efter en tryg tid kom nu en helt ny verden i Gentofte med en stedmor, han slet ikke kendte.
Hurtig blev det kendt, at han var tysk statsborger. Det sikreste sted i frikvartererne var bag en aflåst toiletdør.
Carit Etlar havde boet i det hus, han nu boede.
Men far og stedmor blev skilt, så var det atter tilbage til Tønder i april 1944. Den 17. september 1945 blev Uwe indskrevet på Tønder Øvelsesskole i 3. b. Den brogede skolestart bevirkede, at skolekundskaberne var lidt mangelfulde. Men bedstefar sørgede for, at lærer Gläser gav ekstra undervisning.
Uwe fortsatte i 1. mellem på Tønder Kommuneskole. Der spændende beretninger fra banen og fra Vidåen. På sin fødselsdag fik Uwe lov til at invitere sine klassekammerater til en tur på Vidåen til anløbsbroen ved Lægan.
Uwe stod og kiggede, da de tyske soldater gik hjemad i Søndergade i 1945. På et tidspunkt kastede en af de tyske soldater en pakke viklet ind i noget stof. På vej hjem opdagede Uwe, at det var pengesedler. Og han mente det godt kunne berige hans bedsteforældres tilværelse. Men reaktionen fra bedstefar var ikke sådan, som Uwe havde forestillet sig det.
Bedstefar tog ham med på politistationen, hvor Uwe måtte aflevere pengene til en meget bøs udseende herre bag et stort skrivebord. Bedstefar forklarede, at de penge de tyske soldater havde med sig beholdt man ikke selv.
Det sjove er, at Uwe har haft Olaf Knudsen som lærer. Den fornøjelse havde jeg også de første år på Tønder Kommuneskole. Og så tjente Uwe nogle ekstra lommepenge ved at ringe med kirkeklokkerne.
Efter bedstefaderens død blev der talt tysk i hjemmet. Uwe startede på Tønder Lærerseminarium. Men efter det første år, havde han ikke bestået. Nu søgte Uwe så i stedet ind hos toldvæsnet. Og i 1955 startede han om toldelev i Lemvig.
I år 2000 vendte han sammen med sin kone Jytte tilbage til Tønder. Det var den samme by, hvor de mødte hinanden for mere end 60 år siden. Ja det sjove er, at de flyttede ind i det hus, hvor hans tosprogede barndom startede for 80 år siden.
God og interessant artikel.
Mit Tønder gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne
Af tidligere Quality Control Inspector Flemming Henningsen, Lemvig
Her har vi så en, som jeg kender. Flemming og jeg er skyld i, at Aabenraa (Aabk) ofte har banket B1909 på Aabenraa Stadion. Vi har simpelthen skreget os hæse dengang. Og det har sikkert hjulpet på præstationerne på banen.
Flemming er født i Vejle og boede i Klovtoft. I 1963 kom han til Tønder sammen med sin mor og storesøster. De boede på Kastanieallé på 56 m2. De handlede i begyndelsen hos købmanden på Kastanieallé 10. Men da købmand Meyer i Carstensgade gav ”bom”, når man betalte regningen, så skiftede man selvfølgelig til ham.
Det var en kæmpe omvæltning at komme fra en lille landsbyskole med to klasseværelser til Øvelsesskolen med 29 elever i en klasse. Flemming kunne hellere ikke i begyndelsen vænne sig til, at når læreren spurgt, så skulle man rejse sig op, træde et skridt til siden væk fra bordet, inden man svarede. Sådan var det i hvert fald i Klovtoft men ikke på Øvelsesskolen.
Flemming fortæller, at han i begyndelsen var sky og genert. Ja sådan kender man ham nu ikke. Han sad helt inde i et skur og gemte sig i frikvarterne. Men det havde Olaf Knudsen opdaget og opfordrede klassekammeraterne til at inddrage Flemming.
Blandt legekammeraterne var det også kendte personer, som undertegnede kendte. Og vi får da også nogle herlige historier fra dengang, også da fru Horst inddrog bolden, fordi boldbanen stødte op til hendes have. Politiet måtte tilkaldes for at få den udleveret. Hun sagde ofte:
Og så er jeg glad for, at Flemming nævner, at Lærkevej var de dygtigste til gadefodbold. Vi havde også en professionel træner.
I 1968 flyttede Flemming til Strucksalle 19. Faderen kom i 1969 tilbage til familien og Elmegade 5 blev købt af familien.
Så kom Flemming i erhvervspraktik hos Andersen & Nissens Boghandel, hvor undertegnede som de skarpe læsere sikkert ved, hvor jeg havde været i lære. Ja og så var der praktik hos Jydske Tidende, hvor Flemming så sin egen filmanmeldelse trykt i avisen.
Ude på Handelsskolen havde Flemming også de lærere, som man kender. Winther-Johannsen mente, at eleverne havde lært amerikansk på Øvelsesskolen. Og det var jo engelsk, man havde brug for. Og forstander Thiim mente ikke, at eleverne var gode til tysk, men det mente censoren fra Aarhus:
Dengang var det åbenbart på efternavn og De ude på handelsskolen.
Flemming fik lærerplads ude hos Nissen Sølsted. Og kørerkortet blev taget ved fru Jordt på Ludvig Andresens Vej. Det faldt ikke i god jord hos bedstefaderen. En kvinde kunne ikke lære nogen at køre bil.
I 1975 blev Flemming ansat hos TØMA i kontrolafdelingen. Her var han helt til 1988. Et år var Flemming hos Brdr. Hartmann. Så blev han kontaktet af Vølund i Esbjerg og solgte sit hus på Ved Slotsbanken.
Nu har Flemming altid interesseret sig for sport, både håndbold, fodbold og atletik. Og sandelig om han ikke også i fem år var formand for Lokalhistorisk Forening. Og 13 koncerter med Rolling Stones er det blevet til.
Ja og den helt store lidenskab er tændstiketikker og – æsker. Flemming har ca. 145.000 fra 174 lande. I dag bor Flemming i Rom uden for Lemvig.
Skønne historier, godt fortalt Flemming. Jeg ved, at du vil læse denne anmeldelse.
Erindringer fra Tønder Amatørscenes barndom og ungdom
Af pensionist Henry Madsen, Tønder.
Det første møde med Tønder Amatørscene (TAS) var en Tønder Revy på Tønderhus i marts 1977. Og Henry kom til at skrive tekster. Den første tekst hed ”Det er mig og Egon Nielsen”. Det handlede om borgmester Børsting Andersen, kommunaldirektøren og det nye rådhusbyggeri.
Næsten alle prøver blev overværet og henry var dybt imponeret af skuespillerne. Ja og helt euforiske blev de alle sammen ved at læse anmeldelserne. De fleste aftener blev afsluttet med en tur på værtshus, dog ikke for Henry.
Man blev instrueret i ikke at benytte toilettet under forestillingen. Trappen knirkede gudsjammerligt. Og så var det altid koldt i Tønderhus’ sal. En børnescene blev også etableret.
Efter tre vellykkede revyer blev det besluttet at opføre et rigtigt teaterstykker. Der var ros af pressen, men meget få tilskuere. I 1987 blev et brændende ønske opfyldt – et egt spillested. Det blev det gamle missionshotel i Spikergade.
Der er også blevet spillet 50’er og 60’er kaberet.
I 2003 genopstod revyen i Tønder. Hvert år bliver det spillet fem forestillinger for stort set fulde huse.
Da undertegnede forlod Tønder havde vi ikke dette. Og da jeg boede i Padborg skrev jeg et par tekster til Kruså-revyen. Flot artikel af Henry Madsen. Begejstringen var ikke til at tage fejl af.
Det var en flot Tønder-Erindringer, som kan varmt anbefales. Man behøver ikke at være medlem af Lokalhistorisk Forening. Jeg er sikker på, at Jefsens Bog & Ide sælger den i løssalg. Grunden til at det er en fornøjelse at læse heftet er det varierede udbud af erindringer. For en gammel Tynne-kanjt er det selvfølgelig altid sjovt, at læse om folk, som man kender.
Kilde: Tønder-Erindringer 19 (Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune)
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 236 artikler om Det Gamle Tønder, heriblandt:
Dato: november 10, 2018
En 325 – årig skytteklub fra Tønder
Man skød efter papegøjestangen. I Tønder findes papegøjevejen stadig. Det hele begyndte med Tønder Fastelavnslaug. I 1346 omtales en fuglekonge fra Lund. Man indførte skiveskydning. Faste regler og traditioner indtraf. Man kunne vinde en fritagelse for skatter og indkvartering i et helt år. Der var nær tilknytning til Kongehuset. Og så var det selvfølgelig Skyttegården. Under Besættelsen skød man ude ved Zeppelin-hallerne. Damerne blev også aktive. Og så var der parade på Ribe Landevej.
Papegøjevejen
Hvis du kører forbi godsstationen og kigger lidt til venstre, ja så kommer du ud på Papegøjevejen. Er det fordi, der var papegøjer i Tønder i gamle dage?
Vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade, og denne vej kørte ”Den Gamle Redaktør” også på, når han hver søndag kørte rundstykker ud for Arnolds Bageri.
Tønder Fastelavnslaug
Et godt stykke ude af denne vej holdt Tønder Fastelavnslaug til fra 1546 til 1619. I denne forening skød købmænd og håndværkere fra Tønder efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og var de første, der mødte op, når Tønder var plaget af oversvømmelse og brand.
30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i foreningslivet. I tiden omkring ”Æ Kachmands” opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte nu ikke mere armbryst, men geværerne var taget i brug.
I 1346 omtales en fuglekonge i Lund
Sammenslutningerne opstod i 1200-tallets Frankrig og bredte sig til Tyskland og siden til Norden. Ældste kendte kilde i Danmark er fra 1346, hvor en fuglekonge i Lund omtales. Det ældste skydeselskab i Danmark er Legemes Lav i Aalborg stiftet i 1431, mens det endnu eksisterende skyttegilde i Slesvig er fra 1449. Sønderborg Skyttelaugs kongeskilt er fra omkring 1600.
I Danmark var det var det ofte købmandsgilderne, der stod for skydningerne i forbindelse med selskabelighed, således Skt. Knudsgildet fra omkring 1200 i Flensborg (Læs vores artikel om dette gilde)
Omtumlet tilværelse under 1600-tallets krige
En del skyttelav førte en omtumlet tilværelse under 1600-tallets krige, og i mange byer forsvandt skydningen for igen at opstå under nye former. Alle byer i Slesvig havde dog i 1600 og 1700-tallet skyttelav. Enkelte af disse eksisterer endnu, således de tre lav i Husum, Frederiksstad, Skt. Nicolai/Skt. Johannes (og siden 1844 med navnet Skt. Knuds Gilde) i Flensborg. Ja så er det også lige Aabenraa Skyttelaug fra 1734. (Læs vores artikel om dette laug)
Af nyere dato er Haderslev Skydeselskab fra 1857 og Borgerforeningens skyttelaug i Sønderborg fra 1881
Men inden vi glemmer dem, må vi hellere vende tilbage til Tønder.
Man indførte skiveskydning
Årstallet for stiftelsen står skrevet på en af foreningens smukke ”oldermandsstave”, stiftet af Hertug Albrecht af Slesvig Holsten. Den anden stav blev stiftet af kong Christian den Syvende i 1779. Disse stave benyttes af ”oldermændene”. Når de, som f.eks. ved en forsamling, slog i bordet skulle der være ro.
Efter Flensborgs forbillede besluttede man nu også, at indføre skiveskydning med geværer. Man enedes om nogle vedtægter, der blev stadfæstet af byrådet. Det blev bl.a. besluttet, at den årlige skyttefest skulle finde sted den første søndag efter pinse.
Faste regler og traditioner
Efterhånden dannedes der faste regler og traditioner. Festen tog udgangspunkt fra rådhuset. Klokken 7 om morgenen marcherede man herfra til skydepladsen. Som det er den dag i dag gik ”kronedrengene”, der bar præmierne, foran, så fulgte orkestret, fanen, de to oldermænd med kongen mellem sig og derefter skytterne.
Selve skydningen på den store kongeskive foregik ude i det fri på ”skyttefennen” syd for byen. Den nye skyttekonges proklamation foregik på rådhuset. Han fik et sølvskilt, som tegn på sin værdighed måtte han også bære et gammelt pulverhorn med et bredt skærf, som stadig er i brug. Dagen sluttede med bal i Rådhusets festsal. Herved blev de øvrige præmier fordelt.
Fritages for skatter og indkvarteringer
I Skyttekorpsets gamle dokumenter findes der en lang række navne af kendte Tønder-borgere. Der var mest håndværkere og købmænd, der gennem årene har båret kongeæren.
Navnene er kendt fra en gammel protokol fra 1793. Den 11. oktober 1731 lykkedes det foreningen at opnå et privilegium, som blev bevilliget af Christian den Sjette. Det gik ud på at skyttekongen inden for et år skulle fritages for skatter og indkvarteringer. Dette var man meget glad for, fordi det var med til at hæve foreningens anseelse. Disse privilegier har foreningen desværre ikke i dag.
I Aabenraa var der også en glad mand, der troede, at han vandt denne fritagelse, da han blev konge. Men det viste sig, at han boede i Slotsgade i Aabenraa. Og se denne gade tilhørte ikke byen. Det endte med, at manden blev smidt ud af foreningen. Der kendes ikke tilsvarende historie fra Tønder. Der er sikkert nogle kvikke hoveder, der kan huske, at Tønder også havde et par gader, der ikke tilhørte/omfattede byen.
Nær tilknytning til Kongehuset
Skyttekorpset har altid haft nær tilknytning til kongehuset. Fra 1741 blev det skik ved skyttefesten at en skytte skulle affyre et skud i kongens navn, et såkaldt ”kongeskud”. Den eventuelle gevinst blev sendt til hoffet.
I en årrække blev også kongens fødselsdag fejret med et festmåltid og efterfølgende bal i det i denne anledning illuminerede rådhus, som det står i en beretning fra 1793.
I anledning af, at Frederik den Sjette besøgte Tønder i 1824, modtog skyttekorpset og magistraten kongen ved Østerport. Kong Christian den Syvende besøgte flere gange Tønder med sin familie på tilbagerejsen fra badeophold på øen Föhr. De tog som regel ophold i Amtspalæet. Foran palæet holdt skytterne så æresvagt.
Skyttegården
Fra den tyske periode efter 1864 kan det særligt fremhæves, at man nu holdt sine fester i en gæstgivergård, der senere fik navnet ”Skyttegården”. Her anlagde man en 150 meter lang skyttebane og en vold. Skyttegården lå ved siden af posthuset. Den blev nedrevet, da omkørselsvejen (Kongevejen) blev anlagt.
Efter afstemningen i 1920 fortsatte foreningslivet i skyttekorpset. Efter gammel tradition tog skytterne opstilling, da Kong Christian den Tiende i 1920 besøgte Tønder. Skytterne var også til stede, da Hans Majestæt deltog i Ringriderkorpsets 125 års jubilæum i året 1937. Sammen med orkestret havde skyttekorpset taget opstilling for at modtage kongen.
Skydning ved Zeppelin – hallerne
Besættelsen satte præg på foreningslivet, da man ikke kunne disponere over skydebanerne ved Schweitzerhalle. Takket være myndighedernes imødekommenhed blev der dog afholdt kongeskydning på banen ved de gamle zeppelinhaller i krigsårene.
I 1953 kom der også liv i skytteorkestret som blev nydannet ved gamle og nye medlemmer. Det oprindelige orkester var grundlagt i 1922. Nu kunne man igen marchere gennem byen med et orkester i spidsen.
Damerne blev også aktive
I 1976 blev damerne også aktive inden for skydningen. Der blev dannet en dameskydningsforening. Der afholdes hvert år en konkurrence om dronningeæren med efterfølgende fest.
I 1973 kunne man indvie eget skyttehus, der blev udvidet med et klublokale i 1978, hvor der tidligere lå en forfalden garage. Alt dette skete ved frivillig arbejdsindsats fra medlemmernes side. Resultatet blev et meget smukt og lyst lokale.
I 1981 skete der en forandring, idet der blev etableret en afdeling for børn og unge under 18 år, som kårede deres egen konge og uddelte præmier ved deres egen lille skyttefest.
300 års jubilæum
En stor dag for korpset var det, da man den 18. juni 1993 kunne fejre 300 års jubilæum. Det skete samtidig med Tønder By, der dette år havde eksisteret i 750 år. Det var nogle fantastiske dage med jubilæum, fest, udstillinger i museet og ikke at forglemme deltagelse af hele byen.
I 2007 samlede man sig i en stor forening, idet damerne og ungskytterne kom med i en stor forening. Og man fejrede en fest, der gjaldt for alle. Det skulle godt nok gennem mange diskussioner blandt herrene, om man virkelig kunne have damerne med.
Som unge var vi altid over på Schweitzerhalle, når der var skyttefest. Onkel Jacob var medlem. Jeg kan huske, at jeg en enkelt gang fik lov at skyde. Og inde i den store hal på Scweitzerhalle var der propfuld. Det var der, vi senere gik til bal.
I kælderen under den store sal, var undertegnede med til at stifte Tønder Båndamtørklub. Vi lavede bl.a. lydbånd til de gamle.
Og foran var vi altid til afslutning, når vi havde haft ræveløb i walkieklubben. Det blev så senere lavet om. Og der holdt jeg så mange år senere foredrag om Tønders historie.
Parade på Ribe Landevej
Jo man kan også huske, når de kom marcherende på Ribe Landevej. Ofte havde de gæster sydfra. Nogle år var det Højer Brandværnsorkester med onkel Pulle.
Foreningen har i dag 35 aktive og passive medlemme og 15 ungdoms-skytter. En af foreningens mest sorte dage indtraf den 4, februar 2016, da skyttehuset brændte. Man nåede dog at redde en del af indmaden.
Endelig kunne man i oktober 2018 fejre 325 års jubilæum. Og det var med en masser gæster.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Dato: november 2, 2018
Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
Vidste du, at der er både Sort, Hvid, Grå og Sølv Sol. Ja og navnet ”Sort Sol” stammer fra Møgeltønder. Det hed det nemlig ikke for 60 år siden, da undetegnede så fænomenet første gang. Det er rovfuglene, der får stærene til at danse. Rovfuglene angriber oppe fra. Ja du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Stærene flyver også med promille. De overnatter tre til syv dage hvert sted. Og så er en stær nærsynet. En gås kan blive 30 – 40 år gammel, dog næppe julegåsen.
For 60 år siden hed det ikke Sort Sol
Vi så det første gang ude i Ny Frederikskog. Dengang var det også en oplevelse. Ja det er vel 60 år siden, at vi første gang var dybt betaget af fænomenet.
I dag flokkes naturelskere for at se og fotografere fænomenet, når mellem en halv og hel million stære danser på himlen hver forår og efterår. Fugleballetten er betagende at kigge på.
Man ser det også i Gotteskoog, når stærene vil slå sig til ro i tagrørene. Men gang på gang forstyrres de af sultne rovfugle. Og så er det med at tage himmelflugten i forskellige formationer og mønstre, som skal forvirre rovfuglen. Ja det er det som man kalder Sort Sol. Det hed det hvis nok ikke for 60 år siden.
Det er rovfuglene, der får dem til at danse
Snart er det en vandrefalk, snart en spurvehøg og snart er det en rørhøg, men den er for langsom. Det skal nemlig hurtighed til for at få en stær til aftensmad.
Der skam også noget der hedder Hvid og Grå Sol.
Stære reagerer 16 gange hurtigere end os. Når stærene går ned i tagrørene, er det med 65 kilometer i timen. De er bange for at blive angrebet, når de dykker. Vandrefalken angriber dem i luften. Mens spurvehøgen sidder nede i rørene og venter på dem. Jo det er rovfuglene, der får dem til at danne Sort Sol til glæde for os.
Rovfuglene angriber oven fra
Gang på gang kredser stærene hen over tagrørene og lægger an til landing, men fortryder så og danner endnu et grafisk mønster på aftenhimlen. Mens dette sker sidder folk med picnickurv med sandwich og et køligt glas hvidvin og betragter skuepladsen. Måske nøjes man med enkelt øl eller to købt i grænsebutikkerne i Aventoft. For også her i Aventofts tagrør kan man observere fænomenet.
Mindre flokke af stære på 500 til 1.000 slutter sig hele tiden til hovedflokken, som slutter med at være adskillige tusinde. Vi kan godt nå op på en million.
Når de sidder på tagrørene, kan gederne ikke tage dem. Rovdyr kan heller ikke nå ud til dem ude i vandet. Nu skal de bare undgå rovfuglene. Nu bliver en patrulje sendt ud for at rekognoscere. De gamle og erfarende fugle ligger lige bag formationens spidser, og det er dem, der bestemmer, hvornår det er sikkert at lande.
Rovfuglene forsøger at angribe stærene fra oven. Stærene forsøger med undvigelsesmanøvrerne at holde rovfuglene under sig. Ja de laver endda kontrangreb på rovfuglene med opkast og fugleklatter, som gør rovfuglenes fjer klistret, så de ikke kan flyve.
Du kan også sige God Morgen til Sort Sol
Du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Cirka en time før solopgang begynder stærene at synge og ca. ½ time før solopgang letter de fra tagrørene på en gang. Nu skal de ud at finde føde. Stærene finder stankelbens – og gåsebillelarver i de fugtige græsmærker, men spiser også bær og frø.
De flyver med promille
I sensommeren og i efteråret drager især de unge stære nytte af de store mængder bær, der findes i haver og hegn på den tid af året. Bærrene er dog forbundet med en vis risiko. Mange af dem har nemlig ligget på jorden i længere tid og er derfor begyndt at gære og danne alkohol. En bærspisende stær kommer nemt til at indtage alkohol i mængder, som burde kunne slå et dyr af denne størrelse ud. Men en stær har en alkoholforbrænding, der er cirka 20 gange så høj som menneskets og stærene kan sagtens manøvrere i flokken selv med en stor promille.
Stærenes forårstræk ligger fra februar til midt i april. Og efterårstrækket begynder i august og varer til helt til december. Den største Sort Sol kan du som regel opleve i slutningen af marts og begyndelsen af april, i september og hele oktober.
Tre til syv dage hvert sted
Når turister valfarter til, så forventer de at se flokke på minimum 100.000. Men nogle gange bliver man snydt.
Normalt overnatter stærene tre til syv dage på samme sted, inden de flytter til et nyt natteleje, som er typisk 700 meter til tre kilometer væk. Stærene er i marsken i forår og efterår for at spække sig. Om foråret æder de som rasende og på tre uger stiger deres vægt fra 80 til 110 gram. Om efteråret skal de have fedt på kroppen for at holde varmen.
Navnet stammer fra Møgeltønder
Vi har jo en gruppe, der hedder Sort Sol. Gad godt nok vide, om de har taget navnet efter dette fænomen. For jeg mener, at det er naturvejleder Iver Gram, der har opfundet navnet. Han boede dengang i Møgeltønder og det var i forbindelse med en artikel i Jyske Vestkysten, at navnet opstod.
Fænomenet gør indtryk på de fleste. Dengang, da Prins Joachim endnu boede på Schackenborg Slot tog han ofte sine gæster med ud og se på Sort Sol. Ja man kan sige, at fænomenet tiltrækker måske folk, der ikke normalt kommer i naturen.
Og for Tønder og Omegns handlende er det jo også indbringende. Måske skal vi lige udvide området til hele marsken også længere nord på, så betyder fænomenet 135 til 150 millioner kroner mere til Udkants – Danmark.
En stær er nærsynet
Årsagerne til at stærene flyver i flok er måske for at forvirre rovfuglene. Men en teori er også, at stærene er nærsynede. De har fremadrettede øjne, hvilket betyder, at de kan have vanskeligt ved at opdage fjender. Deres øjenplacering er ideel, når det drejer sig om at fokusere på en genstand, et fødeemne, foran sig, men mindre fordelagtig, når fjenden skal opdages.
Et angreb lykkes som regel
Normalt lykkes det dog rovfugle at få fat i mange stære i de minutter, hvor fuglene samles til overnatning. Når en rovfugl flyver ind i flokken, reagerer stærene promte med et bombardement af gylp og ekskrementer. Når stærene har sat sig til ro, kan det ske, at hornugler går til angreb på de sovende stære. I det tilfælde opskræmmes alle fugle og overnatningsstedet opgives.
Sort Sol er ligesom Sønderjysk Kaffebord for længst blevet et begreb. Gæssene og svanerne danser også. Ja og førstnævntes dans er kaldt Grå Sol. Og det er også en stor oplevelse. Gæssene spreder sig mere.
Grå Sol
Her i marsken oplever vi Europas største gåseflokke på mellem 40.000 og 65.000 gæs. Der hvor størstedelen af Tønder Musik festival i dag afholdes kunne man i fordums tider opleve at gæssene nærmest drattede ned af himlen så mange var der. Man kunne næsten gribe dem i luften. Dengang var der et utal af butikker i Tønder, der solgte gæs. Men se den historie har vi jo for længst skrevet om.
Ude i Ny Frederikskog kan du godt opleve, når et tusindtal af gæs letter og udfører et flyve– og lydshow.
Det er ikke langt fra Margrethe Kog, som er den yngste inddigning i Vadehavet. Den 11 kvadratkilometer store inddigning ligger mellem Emmerlev Klev og den dansk – tyske grænse. Den rummer en stor saltvandssø, som nok fortjener sin egen artikel. Her kan du opleve Grå Sol. Her opholder der sig tusindvis af bramgæs. De kan sagtens lade sig skræmme af en falk eller en havørn, og så stiger de ellers skræppende op i et gråt tæppe.
En gås kan blive 30 – 40 år gammel
Gæssene er her for at æde. De må virkelig æde meget for de udnytter kun 7 pct. af det græs, de tager indenbords. Og der skal virkelig nippes noget græs, for gæssene æder tre gange deres kropsvægt i døgnet. Vidste du, at gæssene bliver 30 – 40 år gamle og er monogame?
Bestanden er stærkt stigende, for bramgæssene må ikke jages og landbrugsstrukturen passer dem godt.
Gåseflokkene bruger kogen som overnatningsområde, når de er kommet ind fra ædearealerne. Det samme gælder svanerne.
Hvid Sol
Svanerne opfører en Hvid Sol, når de har været ude at æde. De står på jorden og danser og kurtiserer. Det er et imponerende skue.
Sølv Sol
Oppe ved Mandø ved østersbankerne kan man faktisk opleve Sølv Sol. Her det tale om ryler. Ja det kaldes også for ”Marskens Nordlys”. Synet kan man opleve når vandrefalken er på spil. Dette er også en enestående naturoplevelse. Gad vide, om alle de kinesere, der efterhånden samler østers har oplevet dette?
Et sandt skattekammer
Vadehavet og Tøndermarsken er både på den ene og anden side af grænsen et sandt skattekammer af både sultne fugle og naturgalde mennesker. Ja og sidstnævnte kategori kan jo så bagefter indtage et Sønderjysk Kaffebord bagefter med efterfølgende symptomer.
På www.dengang.dk er der masser af artikler om Vadehavet og Tønder-marsken. Bagerst i artiklen ”Langs vadehavet” finder du en liste med hele 89 artikler.
Dato: maj 20, 2018
Flere minder fra Tønder Statsseminarium
En dansk og en tysk afdeling. Historier fortrinsvis fra 1869 – 1872. Fra Harmoni via Phønix til Enigheden. Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab. Seminariedirektør Schmidt. Pastor Eye var til diktat og doven. Efterfølgeren var ikke bedre. Rickmers var dårlig til dansk. Dansklærer Petersen var den bedste. Johansen havde familiemæssige problemer. Papa Wilms var godheden selv. Seminaristerne var ikke til havedyrkning. Richter var en betydelig og doven pædagog. Krause var en fin mand. Vi hilser på det vigtige eksaminationskollegium. Der var to fraktioner hos de danske seminarister. Man gik langs Borgerdiget eller drak en æggesnaps.
En dansk og en tysk afdeling
Vi har efterhånden et par historier fra Tønder Statsseminarium og Tønders skoleliv. Og tænk engang det var Nordens ældste læreruddannelsesskole oprettet i 1788.
I de første 20 år efter 1864 var seminariet delt i to afdelinger, en A – afdeling, som var tysksproget, og en B – afdeling som var dansksproget. I 1884 flyttede den danske afdeling til Haderslev og seminariet i Tønder blev rent tysk.
De tyske elever bar både før efter 1884 uniformer efter forbillede fra de tyske ”Studentenburschenschaften.
Fra ”Harmoni” via ”Phønix” til ”Enigheden”
I den danske afdeling var der barske rusoptagelses-ceremonier, men de var dog blevet afskaffet her i 1869 – 1872, som vi skal beskæftige os med. Den danske semarist – forening hed ”Harmoni”. Det var en forløber for ”Enigheden”.
Men inden da hed foreningen Phønix. Møderne blev holdt på Schweizerhalle. Hensigten med disse møder var underholdning med foredrag og flerstemmig sang. Ja herude var der også seminaristbal.
Efter hver optagelsesprøve blev det fejret med et såkaldt ”Fuchsschaumaus”. Hertil var seminarielærerne også inviteret.
Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab
Man optog også skikken med at bære hue, men det var dog ikke den samme som de tyske seminarister. Oprindelig var foreningens medlemmer udstyret med en grøn hue. I slutningen af 1870’erne blev den så byttet om med en hue, der mindede meget om den danske studenterhue.
Men ak, det vakte forargelse blandt de tyske seminarister og Tønders tyske borgerskab. Efter en huekrig endte det med, at huen blev forbudt i 1878. Så var det også lige den meget lange pibe, der hørte med til udstyret.
Sanglærer Johansen
Dengang hed sanglæreren Johansen. Han var selv en original med et vittigt smil om sin lærde mund. Han spurgte altid seminaristerne, om de kunne synge. Ofte var svaret:
Seminariedirektør Schmidt
Jo det var dengang at det hed seminariedirektør, og han hed dengang i 1869 Schmidt. Ja og allerede i 1865 blev den bagerste bygning forhøjet med en etage. I 1905 blev en helt ny statelig seminariebygning taget i brug.
Og Schmidt han blev senere præst og endog provst i Svenstrup på Als. Han kunne godt være streng og til dels opfarende. Men han var en meget dygtig lærer og afholdt. Især var han fortrinlig til religionsundervisning.
Pastor Eye var til diktat
Pastor Eye’s undervisning bestod af diktat. Han underviste i religion og pædagogik. På grund af sin dovenskab blev han anset som en dårlig lærer, og så var han ilde anset. Eleverne kunne finde på at pibe af ham, så han måtte forlade klassen. Han kom meget hurtig videre til Medelby. En søn af ham, advokat Eye i Flensborg, blev for nogle år siden skudt i en duel.
Efterfølgeren var ikke bedre
Pastor Engel var Eyes efterfølger. Han var stort set ikke bedre. Det var også en meget dårlig undervisning. Hans undervisningsmetode var også diktat. Men hans sætninger var i reglen så lange og lærde og opstyltede, at han ikke selv kunne holde rede på det.
De teologiske kandidater, der var på seminariet forstod ham heller ikke. Han var senere præst på Als. Og skulle have været en ret dygtig prædikant.
Rickmers var dårlig til dansk
Rickmers, degnen fra Medelby, som underviste i matematik, historie og geografi var et hjertensgodt menneske og et mønster af en skolemester. Hans kundskaber rakte ikke så langt, så han gav ikke så meget. Til gengæld kunne alle følge med.
Han talte så dårlig dansk, så i begyndelsen måtte seminaristerne tage sig sammen for ikke at knække sammen af grin.
Rickmers tilbragte sine sidste dage i Flensborg og blev en meget gammel mand.
Dansklærer Petersen var den bedste
Petersen var uden tvivl den bedste lærer. Han var senere kredsskoleinspektør i Aabenraa. Han var en fortrinlig underviser i dansk sprog (Meiers grammatik) og litteratur. Dengang var dette et hovedfag. Ved siden af dette havde han en ”ædel karakter”. Derfor var hanhøjagtet og elsket.
Johansen havde familiemæssige problemer
Johansen var lærer i musik og gymnastik og så også i fysik. Han kunne ikke fornægtes dygtighed. Men han var hvis ude i ægteskabelige og andre familiære problemer. Det bevirkede, at han ofte var brutal og uberegnelig. Han kunne i undervisningstimerne finde på at drille eleverne.
Når man mødte ham på gaden kunne han lige så godt ligne en murermester. Han gik ikke så meget og i tøj og udseende.
Papa Wilms var godheden i sig selv
Papa Wilms som han i almindelighed blev kaldt hørte egentlig til afdeling A. Han var lærer i botanik og zoologi. Dette foregik så på tysk.
Han havde på grund af sin barnlige, næsten til barnagtighed grænsende godhed og i sin ejendommelighed til aldrig at se fremad i undervisningen meget svært ved at opretholde disciplinen. Derfor lærte man aldrig noget hos ham.
En gang imellem følte han sig fornærmet. Han kunne faktisk en hel time sidde og hulke som et barn.
Seminaristerne interesserede sig ikke for havedyrkning
Büsing var lærer i havedyrkning. Skønt han kun var gartner, var han ikke uden evner i at undervise. Men seminaristerne interesserede sig ikke lige for dette fag. Så de fik vel aldrig rigtig noget ud af havekultur.
Richter, en betydelig og doven pædagog
Richter blev senere seminariedirektør, først i Tønder, dernæst i Augustenborg. Han var ganske vist en meget betydelig pædagog, men utilbørlig og doven og gav derfor en højst tarvelig undervisning i tysk sprog, der indskrænkede sig til et par timer om ugen. For det meste bestod den kun i simpel diktat og oversættelse. Dette bidrog ikke just til at udvide seminaristerne kendskab til det tyske sprog.
Så hjalp det, at man i de sidste studieår havde tysk undervisningssprog i historie, geografi og naturfagene.
Krause var den fine mand
Krause hørte også til afdeling A, det tyske afdeling. Han gav undervisning i skønskrift. Han ville gerne spille den fine mand i form af at bukke og skrabe. Dog var han som musiklærer i den tyske afdeling vistnok mere grundig og dygtigere and danskernes Johansen.
Det vigtige eksaminationskollegium
Provinsialskoleråd var til den tid dr. Schneider. En legemlig kun lille mand. Åndelig derimod var han en betydelig mand. Skoleråd var forhenværende præst i Bylderup, Matzen. Og så var der Generalsuperintendent dr. Godt. Disse tre hørte med til Seminariets eksaminationskollegium.
Da læreren skålede på Danmark
Ja mange af seminaristerne tjente lidt penge i den danske privatskole i Tønder. Har var bestyreren, Tørsleff ved dyrskuet i Visby kommet til at udbringe en skål for Danmark. For ikke at falde i den strenge gendarms fangarme måtte han erklære, at det var damerne han havde skålet for. Hvis han ikke havde kunnet overbevise gendarmen om dette var han landet i fangenskab i Köningsberg.
To fraktioner
De forskellige skikke man havde i den danske afdeling kunne godt tage overhånd og komme til at ydmyge den enkelte. Og det var ikke altid lige sagen. Der dannede sig to grupper, som var udstyret med ”totenschlâger”. Men nu kom det dog ikke til egentlige kamphandlinger.
Langs Borgerdiget eller en æggesnaps
Rundt om i Tønder kunne man få logi hos beboerne, bl.a. hos farver Hansen i Søndergade. Nogle af seminaristerne sparede. Og det gjorde de så også på tøjet. Nogle gik kun i vadmelsbenklæder, og kun ved festlige lejligheder tog man så en hvis krave på.
Opholdet på seminariet betød at mange bånd blev knyttet sammen. Det var lutter unge, livsgalde mennesker, der i det hele taget havde det meget behageligt, men man længtes efter at blive færdig og være en fri mand.
Man løb og spadserede langs borgerdiget ved Vidåen. Der var mange værtshuse, der lokkede. Og konditor Hamerich havde nogle velsmagende kager. Her kunne man også nyde en æggesnaps.
Der var da også enkelte fra den danske afdeling, som man ofte mødte i danselokalerne og krostuerne i byen. Det skete da også, at seminarister blev bortvist.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 232 artikler om Tønder og Omegn herunder:
Dato: maj 6, 2018
Tønder – vidste du det?
Kun 23 pct. i Tønder i 1920 stemte dansk. Og der var 86 pct. i Møgeltønder, der stemte dansk. Hvorfor egentlig? Hvad var baggrunden for hjemmetyskerne? Dengang tillagde man Ribe-bispens borg større vægt end Tønders borg. Det var øvrigheden, der var skyld i Tønder og Møgeltønders forskel. Møgeltønderhus var et torn i øjet på hertugen. Et kloster blev bygget i Tønder i 1238. Abel kiggede mod Kiel. Tønder fik en håndskreven stadsret fra Lübeck. Masser af kampe dengang også omkring Tønder. Greven takkede Tønders borgere. Tønderfik tysksprogede præster. Tønder ønskede løsrivelse fra Ribe – i kirkespørgsmål. Højtysk i kirken i 1652 Først 30 år efter i Slogs Herred. Landsdelen blev ikke indlemmet i 1720. Borgerskabet i Tønder forblev knyttet til de hertugelige. De fandt sig til rette.
Kun 23 pct. danske stemmer i Tønder i 1920
I 1920 var der et højt tysk flertal til fordel for Tyskland i Tønder by, Højer flække og landsogn, samt i Ubjerg. Der var også tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg og Tinglev, dog i mindre størrelsesorden.
Ja i Tønder var der kun 23 pct. danske stemmer og i Højer var der 27 pct. danske stemmer. At de to byer så alligevel kom til Danmark kan vi vel takket de geografiske forhold for, bl.a. Vidåens forløb.
86 pct. danske stemmer i Møgeltønder
Ak og ve, der har været mange diskussioner om denne grænsedragning. Til den nordtyske rigsdag i 1867 var der et knebent dansk flertal til en linje syd for Flensborg. Skulle det tyske herredømme fra 1864 til 1920 nu belønnes med at trække grænsen nord for Flensborg.
Ja tænk engang i den gamle danske kongelige enklave i Møgeltønder var der i 1920, 86 pct. danske stemmer.
Efter statsbankrotten 1813 var Hamborg blevet den magnet, der trak handlen sydpå. Og længe inden var studehandlen gået i samme retning. Menigmand vidste, at tyske møntsorter var at foretrække frem for de kongerigske efter statsbankerottens onde år.
”Jyllændere” var den tids fremmedarbejdere
Almindelige borgere og bønder sendte deres bedre begavede poder syd på til en uddannelse. Også studievejen gik mod syd til tyske universiteter.
Hos mange sønderjyder herskede der en vis stolthed over at være ”slesvigere”. Kongerigets indbyggere især ”Jyllændere” var den tids fremmedarbejdere i Sønderjylland. Denne indstilling blev først ændret midt i 1800-tallet, da man nordfra kunne fremvise grundloven fra 1849, højskolerne, andelsbevægelsen m.m.
Hvad lå til baggrund for ”hjemmetyskerne”?
Mange historikere har fremhævet det gottorpske styre, der regerede mellem 1580 og 1713/20 regerede Aabenraa, Løgumkloster og Tønder amter som en forudsætning for den hjemmetyskhed, der kendes i årene efter 1830 og navnlig i 1840 med 1848 som klimaks. Denne opfattelse finder vi også i værket ”Da Sønderjylland vaagnede”.
Indtil 1720 havde Aabenraa tilhørt den gottorpske hertug. Denne havde i den grad et had til det danske kongedømme. Det var ikke det store kongelys, der voksede frem omkring Brundlund Slot.
Det var også den opfattelse den hjemmetyske historiker fra Tønder, Ludwig Andresen opfattede det gottorpske styre i Nordslesvig.
”Det skyldes Tønders opland”, sagde Claus Eskildsen
Men der er undtagelser, der bekræfter reglen. Således havde Varnæs syd for Aabenraa 94 pct. danske stemmer. Det tyder på, at en personlig påvirkning på lokalt plan kunne spille en rolle mellem dansk og tysk. Men ak, Troels Fink har afvist Ludwig Andresens påstande. Det er sådan noget, der gør Sønderjyllands historie interessant.
Der fandt en indvandring sted syd fra som var naturlig. Det har præget stemmetallene. Øvrigheden, kirkens og skolens sprog har været tysk.
At Tønder blev så tysk, skyldtes Tønders opland, mente Claus Eskildsen.
Tønder har eksisteret i Vikingetiden
Mon ikke både Tønder og Møgeltønder har eksisteret under vikingetiden? Tønder bruges både om lokaliteter i byen og i Møgeltønder. Når Ribepræsten i 1214 bruger marknavnet Lundevrå, er det tale om Møgeltønder.
Først i middelalderen begyndte man at skelne de to lokaliteter. I 1130 brugte den arabiske geograf Idrisi betegnelsen ”Tundria”. Man diskuterer stadig, om det var Møgeltønder eller Tønder!
Ludwig Andresen mener, at det er Møgeltønder også fordi denne by skulle have været langt ældre end Tønder.
Ribe-bispens borg var større end borgen i Tønder!
Bispeborgens by fik navnet Møgeltønder (1288: Mykæltundær).(Storetønder) Ja købstaden fik den mere ydmyge betgnelse ”Lilletønder” (1313: Lytlætundær). Dette skyldtes nu ikke, at Tønder var mindre. Men Ribe – bispens borg i Møgeltønder var større end den fyrsteborg, der blev anlagt til beskyttelse af købstaden Tønder.
Det har antagelig aldrig været en havn ved Møgeltønder. Skibene er søgt så langt som muligt op ad Vidåen. Store skibe har den gang uhindret kunne finde en ankerplads. Der har været mange ideer om, hvordan byens navn er opstået. En af forslagene er, at man har tændt fyrtønder for at vise de ankommende skibe, hvor der var landingsmulighed.
Det var øvrigheden, der skabte forskellen på Tønder og Møgeltønder
Det var ikke befolkningen, der skabte en forskel mellem de to bebyggelser. Det var derimod øvrigheden.
I 1200 – årene er en bispegård under Ribe vokset sig stor. Og det er på de øvrige gårdes bekostning. Vi ved, at den gennem 40 år kendte og i 1043 afdøde biskop Odinkar af Ribe overtog en tredjedel af ”Sinland” (den tids navn for Sønderjylland). Han har befæstet sin magtstilling ned til Vidåen.
Dette er kun en formodning, men en kendsgerning er, at Ribe stift i middelalderen nåede sydpå til Vidåen. Måske eksisterede der allerede i 1214 en stor borg i Møgeltønder. En kendsgerning er det fra to breve fra 1233 og 1258, at bønderne fik at vide, at de skulle overholde deres kørselspligt. Først i 1265 bruges benævnelsen Møgeltønderhus.
Møgeltønderhus var en torn i øjet på hertugen
Det var på den tid en fejde mellem biskoppen af Ribe og Sønderjyllands hertug. Kampene viser med al tydelighed, at Møgeltønderhus har været en torn i øjet på Sønderjyllands hertug. Dette modsætningsforhold har naturligvis har berørt Hertugens by Tønder.
Det er som landingssted og ankerplads, at Tønder først findes nævnt, og derfor er det helt naturligt, at et sejlskib indgår i byens våben. Også her krævede kongemagten som andre steder at opkræve told af den handel, der foregik. I Tønder må der også have været afsætning af den salt, som friserne bragte. Måske har denne handel været mere beskeden ind i Ribe, hvor navnet Saltgade vidner om en hvis handel.
Et kloster blev oprettet i 1238
Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævner dog intet om Tønder. Den nævner kun en indtægt på 120 mark af Højer og Lø herred. Måske kan det skyldes, at Tønder endnu i 1231 indgik så stor et bysamfund.
Men i 1238 blev der oprettet et kloster i Tønder. Franciskanerne havde allerede i 1225 oprettet et kloster i Lübeck. Året efter grundlæggelsen i Tønder havde hertug Abel overtaget sit herredømme i Sønderjylland. Det havde hans fader, Valdemar Sejr bestemt.
Abel har været mistænkt for broder – mord. Men han har været en foretagsom mand. Ligesom hans broder fik han øgenavnet ”Plovpenning”. Han forsøgte at få faste indtægter fra byerne. Og det var også hans forsøg at få skat af friserne, der førte til hans død i 1252.
Åbenbart kunne Ribe – bispen stille krav til fæstebønderne. Men købmænd og håndværkere fik derimod en modydelse for de skatter, som de skulle betale. De fik løfte om fyrstemagtens beskyttelse. Hertugen ville skabe en sønderjysk pedant til Ribe.
Abel kiggede mod Kiel
Abel kiggede mod Kiel. Grundene i Tønder blev indrettet i ”stavne”. Her kunne der så pålægges såkaldt ”arnegæld”. Her blev der også afsat plads til torv, kirke og kirkegård. Men middelalderen igennem forblev den kirke dog kun som kapel.
Det var indviet til de handlendes og søfarendes særlige helgen, Skt. Nikolaus. Men i Tønder bevarede den oprindelige kirke, indviet til Skt. Laurentius, sin plads som byens sognekirke.
For yderligere at gøre Tønder attraktiv for købmænd og handlende, måtte byen have sin egen stadsret. En sådan betød nemlig, at hertugens bysamfund var blevet en rigtig købstad med egen lovgivning, der var unddraget den lov, der gjaldt for landet som helhed. I det her berørte til fælde Jyske Lov for det Danske Rige vest for Storebælt.
En nedskreven stadsret
En nedskreven stadsret var endnu på den tid i Danmark såvel som i Sønderjylland et yderst sjælden fænomen. I Sønderjylland går Slesvigs stadsret og Aabenraas bys skrå efter alt at dømme tilbage til ca. 1200.
Men det betød ikke, at disse byers særlige lovgivning var kendt uden for en snævrere kreds. Derimod var Lübecks stadsret almindelig kendt, idet den også dannede forbillede for retsvæsenet inden for mange af de nye tyske byer, der blev grundlagt ved Østersøen.
Jo Tønder fik sin stadsret fra Lübeck i ærbødighed for Jyllands ”berømmelige” hertug Hr. Abel og i henhold til lederen af Franciskanerordenen i Danmark, broder Reinhards anmodning til glæde for Tønders borgere.
Ja man kunne i Tønder læse, hvordan man skulle begå sig på den lokale fjord ved Lübeck.
Tyske handlende havde nok ikke nogen indflydelse
Denne Reinhard var også en af hertug Abels rådgivere. Han tilgodeså både sin ordens og sin fyrstes interesse ved at anbefale, at Tønder fik sin stadsret. Hertugen gav byen markedsrettigheder og ved hjælp af sine mænd på borgen i Tønder gav han sin beskyttelse. Til gengæld modtog han faste indtægter i form af skat og told.
Tønders lybske stadsret var et særsyn både set fra tysk og dansk side. Lübeck var den eneste by, der havde overladt sin stadsret til en by, der ikke lå i Tyskland. Tyske historikere har travlt med at påpege, at
Nu havde Reinhard også stor indflydelse dengang i Lübeck, der dengang var Nordeuropas førende by. Abel såvel som Reinhard har sikkert været bekendt med, at også Kiel fik lov til at bruge den lybske stadsret.
Bønderne skulle levere hø og brænde
Bønderne skulle hvert år levere et læs brænde og et læs hø til bispegården i Lustrup. Ærkebiskop Jacob Erlandsen havde i 1256 bandlyst kong Christoffer den Første. Der opstod en kirkekamp, hvor Ribe – bispen valgte at holde med kongen. Hertug Abels søn, Erik den Første, fulgt af Slesvigs biskop, støttede ærkebiskoppen.
Dermed var der lagt op til en kamp også på Tønder – egnen. I 1265 lykkedes det Erik Abelsøn at ødelægge Ribe-bispens ”faste hus” i Møgeltønder. Nogen tid efter blev de to parter dog forligte. Alt vidner om, at borgen i Møgeltønder fortsat hørte under Ribe.
Kampen viste også, at borgerne i Tønder og Møgeltønder stod i hver sin lejr. Men dette var nu ikke den eneste kamp. Middelalderen igennem var det regelen, at de to byer med samme navn hørte til hver sin lejr.
Kampe også omkring Tønder
I kampene mellem Erik, Abel og Christoffer og mellem de to sidstes efterkommere kom Tønder atter og atter i brændpunktet. I 1248 fratog Erik Plovpenning sin broder Abel Tønderhus og Tønder købstad. I 1271 indtog Erik Klipping Tønderhus og lod borgen sløjfe. Året efter var kong Erik atter i Tønder og sidste gang var i 1285, året før han blev myrdet i Finderup Lade.
Kampene mellem de to grene af den gamle kongeslægt var ophørt, da Gehard den Tredje af Holsten – Rendsburg (Den kullede Greve) i 1325 gjorde sig til herre over Sønderjylland og det danske rige vest for Storebælt.
Clausen – linjen – allerede dengang
Efter hans voldsomme død i 1340 var Tønder med borg pantsat til grevens sønner. I 1345 lykkedes det for Sønderjyllands hertug, Valdemar den Femte, at indløse pantet. Det betød at hertugen og hans søn, de sidste af Abels slægt (der uddøde 1375), kun havde den nordlige del af Sønderjylland at regere over, nemlig landet nord for linjen Tønder – Flensborg. Ja det var med andre ord den senere ”Clausen – linje”, idet Kær herred hørte under fogderiet Læk.
Tønder var dermed igen under den sønderjyske hertug. Men det kom kun til at vare i ti år, fordi Danmarks konge, Valdemar Atterdag, i 1354 under et hærtog mod Nordfrisland satte sig i besiddelse af Tønderhus.
Ribe-bispen måtte beholde sin ejendom
Hertugen fik imidlertid hjælp af de holstenske grever, hvem der i 1357 lykkedes at fravriste kongen Tønder. Men først under de påfølgende fredsforhandlinger et par år senere fik Sønderjyllands hertug atter herredømmet over Tønder.
Under de mange kampe nævnes Ribe – Bispens gård i Møgeltønder kun en enkelt gang i 1338. i 1361 blev det også nævnt, at Ribe – bispens besiddelser fremover skal forblive i hans besiddelse.
Dette skal nok ses i betragtning af den store landefred som Valdemar Atterdag fik vedtaget på danehoffet i Kalundborg i 1360. Det var her besluttet, at hertug Valdemar den Femte og hans søn ”frit og fordelagtigt skulle nyde alle deres love og rettigheder, som nogen hertug af Jylland frit og mest fordelagtigt har kunnet det fra arilds tid”.
Men til gengæld måtte de samme hertuger ”på deres tro love ” at holde landefreden i overensstemmelse med gammel skik og brug.
Netop som Valdemar Atterdag i 1375 skulle til at overtage dødsboet efter de sønderjyske hertuger af Abels – slægt, døde han selv.
De holstenske grever udnyttede situationen
De holstenske grever var ikke sene til at udnytte den svækkelse af den danske rigsmagt, som var den umiddelbare følge af kongens død. De besatte hurtigt hele Sønderjylland. I august 1386 besluttede dronning Margrethe af taktiske grunde at anerkende deres herredømme over grænselandet. Men det var dog kun på betingelse af, at de tog Sønderjylland som et len af Danmark.
For Tønder betød dette, at byen i hvert fald fra 1377 var under uafbrudt holstensk styre. Det var derfor kun en naturlig følge af dronning Margrethes anerkendelse, at den holstenske greve straks i september 1386 bekræftede Tønders privilegier.
Greven takkede Tønders borgere
I den langvarige krig om herredømmet over Sønderjylland, der førtes i årene fra 1409 – 1410 til 1431 – 1r435 var først og fremmest Flensborg brændpunktet. Men der var også jævnligt kampe om Tønder, der dog i hele perioden forblev på holstenske hænder.
Næppe var krigen overstået før sejrherren, Adolf den Ottende i sin egenskab af hertug af Sønderjylland (eller som man nu sagde – Slesvig) og greve af Holsten i 1436 bekræftede Tønders privilegier.
Bemærkelsesværdigt er det, at han da benyttede lejligheden til at takke ”byens indbyggere” for deres trofasthed og velgerning imod ham og hans forfædre. Det er med andre ord et udtryk for, at middelalderens mennesker også kunne tage et politisk standpunkt.
Skellet mellem Møgeltønder og Tønder voksede
I de følgende år fulgte Tønder grænselandets almindelige udvikling. Det betød, at Tønder efter det berømmelige møde i Tønder fik Danmarks konger af det oldenborgske hus som deres hertuger. Men det betød også, at Tønder hver gang der eksisterede en sidelinje af dette kongehus, hørte under sidelinjen.
Det gjaldt 1490 – 1523, da den senere kong Frederik den Første endnu kun var gottorpsk hertug. Det gjaldt endvidere, da Hans den Ældre 1544 – 1580 havde sin lille haderslevske hertugdømme, der også omfattede Tønder. Og det gjaldt også for årene 1580 – 1720, da Tønder var en del af det gottorpske hertugdømme ”Slesvig – Holsten – Gottorp.
I løbet af denne lange udvikling var skellet mellem Tønder og Møgeltønder blevet endnu skrappere. I 1407 var det lykkedes for Dronning Margrethe at erhverve Trøjborg Gods. Dette skænkede hun uden videre til Ribe bispestol.
Biskoppen var en stormand
Derved skete der en stor udvidelse af det bispegods, der havde Møgeltønderhus som kærnepunkt. Denne erhvervelse blev ikke omstødt ved fredsslutningen i 1435. Men egentlig blev erhvervelsen udvidet med Vesterland – Føhr og List på nordsiden af Sild. Det var ingen tvivl om, at begejstringen for Ribe bispestol i Tønder har kunnet ligge på et meget lille sted.
Biskoppen af Ribe var i middelalderen som dansk stormand medlem af Danmarks rigsråd. Han styre af de områder, der ved siden af havde fået betegnelsen ”De Kongerigske” eller ”Nørrejyske Enklaver” fulgte derfor den lovgivning, der gjaldt i kongeriget Danmark. Møgeltønder og det tilhørende bispegods hørte ikke med til hertugdømmet Slesvig. Denne administrative ordning gjaldt helt frem til 1864.
Tønder fik tysksprogede præster
I kirkelig henseende hørte Tønder ligesom Møgeltønder (og Højer) til Ribe stift. I det lange tidsrum, da holstenerne havde herredømmet, indtog det plattyske sprog efterhånden førstepladsen i byen som administrationens sprog. Det var måske noget, der var begyndt helt tilbage i 1325. Det var i hvert fald tilfældet efter Adolf den Ottendes sejr i 1435.
På den tid havde det ført til, at byens ledende borgerskab gjorde brug af dette sprog, så noget ”højere” og ”fornemmere” skulle udtrykkes, noget som den hjemmelige dansk – sønderjyske dialekt ikke egnede sig til.
Dette betød, at det plattyske sprog helt naturligt vandt indpas i kirkens forkyndelse. Det blev derfor nødvendigt, at Tønder fik tysksprogede præster.
Den første vi kender, er Johann Meyendorp, født i Hamburg i 1448 og forfatter til en håndskreven postille på plattysk. Den sidste før reformationen er Johann Overscherer. Han var fra Gottorp og fik i året 1500 sin kollarts af biskop Ivar Munk. Ribe – bispen har tilsyneladende fundet det i orden, at købstaden Tønder under Ribe stift, men beliggende i hertugdømmet Slesvig (der indtil 1840 havde tysk øvrighedssprog) fik en præst sydfra.
Højer snuppede Tønders rolle som havneby
Noget sådant var naturligvis helt utænkeligt i nabosognet Møgeltønder, der både i verdslig og gejstlig henseende var en del af kongeriget Danmark. I Højer derimod blæste der andre vinde. Ved år 1500 havde Højer overtaget Tønders rolle som havneby.
Herfra kendes i 1485 et klagebrev til den verslige øvrighed over, at den daværende biskop af Ribe havde krævet ”gæsteri” i Højer. Et sådant krav, der føltes som en slags ekstraskat, havde Ribe – bisperne aldrig tidligere fremsat. Afvisningen tyder på, at sognefolket i Højer ønskede at have så lidt som muligt ar gøre med stiftsstaden Ribe.
Det er bemærkelsesværdigt, at den kulturelle udvikling allerede så tidligt peger sydpå i Højer, ganske svarende til den, der kendes fra købstaden Tønder. Også i Højer ønskede man at markere skellet til Møgeltønder.
Tønder ønskede løsrivelse fra Ribe i kirkelig henseende
Under reformationen der i Sønderjylland var blevet indledt, efter at den senere Christian den Tredje i 1525 var blevet hertug af Haderslev og Tørning, er det helt tydeligt, at Tønders borgere ønskede at følge den udvikling, der fandt sted i Slesvig stift.
Til trods for Iver Munks indsigelse over for hertug Christian i Haderslev fik Tønder ligesom de andre sønderjyske købstæder en evangelisk præst allerede i 1526. Han hed Johann Decker. Han blev hentet direkte fra Wittenberg.
Det var helt tydeligt, at tøndringerne ønskede at benytte kirkeforandringen til at løsgøre sig fra Ribe. Her fandt de beredvillig støtte hos den verdslige magt.
De gamle forhold blev genskabt
Efter Johann Deckers død i 1540 var det Slesvigs biskop, Gottschalk Ahlefeldt, der bekræftede byrådets valg af hans efterfølger og lod ham indsætte i embedet. Kongerigets biskopper var blevet fjernet i 1536. Ahlefeldt bekræftede Tønders valg.
I årene 1544 til 1580 hørte Tønder som nævnt under hertug Hans den Ældre af Haderslev. Han ønskede sin egen fyrstekirke for sit lille hertugdømme uafhængig af Ribe stift. I 1550 fik Tønder derfor egen superintendent. Dette embede og et tilsvarende for Haderslev – Tørning fastholdt han indtil sin død.
En voldgiftsdomstol i 1578 havde endda givet ham medhold, men efter 1580 genskabtes de tidligere administrative forhold for kirkens vedkommende, dog med den undtagelse, at Tønder by og en række sogne deromkring (bl.a. Højer, Ubjerg, Abild, Brede m.m.) kun med hensyn til kirkeregnskaberne var underlagt et tilsyn fra Ribe. Reformationen var derfor med til at uddybe skellet mellem Tønder og Møgeltønder.
Først højtysk i kirken i Tønder i 1652
I løbet af den gottorpske tid fra 1580 til 1720 skærpedes forholdet mellem Tønder/Højer og Møgeltønder. Det ses bl.a. af, at den gottorpske generalprovst Jacob Fabricius (den ældre), der i sine erindringer oplyser, at han ikke kunne et ord på tysk, da han som barn kom fra Tønder til Rendsburg.
Da han som stor dreng vendte tilbage nogle år senere til Tønder, havde han i mellemtiden glemt sit danske sprog.
I reformationens første årtier var det endnu det plattyske sprog, der indtog pladsen som det ”højere” sprog, og det er karakteristisk for denne sprogligt – kulturellesituation, at Tønders borgmester og råd i 1631 protesterede imod, at deres nyansatte sognepræst efter den tids skik var begyndt at prædike på højtysk.
Det plattyske sprog var mere forståeligt for den enfoldige menighed, klagede bystyrets mænd og præsten fulgte henstillingen. Overgangen til højtysk i Tønder bykirke skete først i 1652, da Stephan Kenckel blev Tønders provst og førstepræst.
Plattysk i Slogs Herred til 1683
I hertugdømmets nordslesvigske landsogne var kirkens og skolens sprog ganske vist dansk, men den verdslige øvrighed benyttede sig af tysk. Unge fra landet, børn af den sønderjyske bonde – overklasse, måtte derfor søge til byernes ”tyske, skive- og regneskoler, dersom de ønskede en fremtid inden for administration, f.eks. som fogeder eller skrivere.
Kendte eksempler herpå fra Tønders nærmeste omegn er medlemmer af herredsfogedslægten fra Hajstrup i Bylderup sogn, den navnkundige Nis Hinrichsens efterkommere. Drengene herfra fik en videregående uddannelse i de nærliggende købstæder, Tønder og Flensborg. I visse tilfælde fortsatte deres uddannelse i Lübeck og Lüneburg.
Som det sprog den verdslige øvrighed benyttede sig af også ude i landsognene, blev tysk derfor brugt ved udstedelser af tingsvidner og ved indførelser i tingbøgerne. Dette skete, selv om befolkningen havde sønderjysk som hverdagssprog.
Lige som man i 1631 i Tønder havde klaget over en præst, der havde benyttet lutherdommens mere uforståelige højtyske sprog i prædikener, skal det også ses som et karakteristisk udtryk for den sproglige situation, at man i Slogs herred holdt fast i det plattyske som øvrighedssprog. Først i 1683 afskaffede man det her.
For de dansk-sønderjyske bønder var det nemmere at forstå plattysk end højtysk. Slogs herred var nok det sted, hvor plattysk holdt sig længst som kultursprog.
Et andet åndeligt klima i Møgeltønder
I Møgeltønder og de øvrige enklavesogne var alt dette totalt anderledes. Her fulgte udviklingen de samme retningslinjer som gjaldt i Ribe stifts og stiftsamts vestjyske sogne nord for Kongeåen. Det medførte, at der generation efter generation blev vedligeholdt en forståelse for, at det ikke var ligegyldigt, om man var kongerigsk eller hertugelig – slesvigsk undersåt. Det er ud fra dette, at der kan tales om, at et ”åndeligt klima” skilte beboerne i Møgeltønder fra dem, der var bosatte i Tønder og Højer.
Embedsmændene følte sig tro over for gottorperne
Gottorperne søgte også at gå engang ved at knytte sig til Danmarks fjender, svenskerne. Den danske konge var efterhånden blevet godt trætte af gottorperne. Man forsøgte to gange en militær besættelse 1675 – 1679 og 1684 – 1689. Embedsmændene følte sig tro over for gottorperne.
I Tønder var det provst Stephan Kenckel, der ledede modstanden mod den kongelige øvrighed, der fulgte med besættelseshæren. I 1672 nægtede 62 fremmødte gejstlige under ledelse provsterne Troels Arnkiel i Aabenraa og Stephan Kenckel i Tønder at aflægge troskabsed til Danmarks konge. Sagen blev derefter opsat indtil videre.
Undersåtlig troskabsforhold
Under den nye kongelige besættelse blev der i stedet rejst krav om, at alle embedsmænd skulle indsende deres kalds – og ansættelsesbreve til kongelig stadfæstelse. I 1685 valgte Stephan Kenckel da så i modsætning til sin embedsbroder i Aabenraa at rette sig ind efter dette påbud.
Denne episode er tidligere tolket som national tilkendegivelse i stil med den nationale vækkelse, der kom i 1830 – 40rne. Men det var vel nærmere tale om undersåtlig troskabsforhold.
Landsdelen blev ikke indlemmet
Under den store nordiske krig (1700 – 1720) lykkedes det omsider for den danske kongemagt at nå sit mål. Hele hertugdømmet Slesvig, hele det sønderjyske område, kom ved inkorporationen i 1720 under kongeligt styre. Men det betød bare ikke, at landsdelen blev indlemmet i kongeriget Danmark.
Det særlige hertugdømme og dets administration bestod også fremover. Det var også efter 1720 tale om en nøje tilknytning til Holsten (kongens andel af Holsten) og efter mageskiftetraktatens ikrafttrædelse i 1773 til hele Holsten.
De gottorpske sympatier syntes at være forsvundet ret hurtigt efter 1720. i årene efter 1708 – 1709 kom fyrstestaten under den berygtede baron Görtz misregime. Han fik pålagt borgerne en særlig skat i forbindelse med den såkaldte ”Lüneburger Saltoktroni”.
Der var noget der skabte modvilje. Men ellers skete der mærkeligvis ikke de store ændringer inden for det administrative. Det Tyske Kancelli i København var dem, der havde den egentlige mangt.
Uro mellem godsherskab og fæstebønder
Godsområderne med centrum i Schackenborg var præget af stridigheder mellem godsherskab og fæstebønder. I hertugdømmerne var hoveriet afløst af en fast pengeafgift. Her gjaldt lovgivningen om stavnsbåndet ikke. Det stod også bønderne frit for at handle med deres produkter på markeder. Alt dette havde man større fordele af ved at bo i en hertugelig by fremfor en kongerigsk by.
Borgerskabet knyttet til de hertuglige
Den europæiske uro i tiden 1789 og 1815 rystede også det dansk-norsk-slesvig-holstenske monarki. Begrebet ”Patria”, ”Vaterland”, ”Fædreland” var nøje knyttet til den gamle helstat. Efter statsbankerotten og tabet af Norge voksede nye tanker frem om sammenhørighed.
I Tønder forblev det ledende borgerskab knyttet til de hertugelige. Da hertugen af Augustenborg drog politisk fordel af denne stemning, sluttede tøndringerne sig til slesvig-holstenismen på trods af de bindinger, som de fleste af dem havde til deres dansk – sønderjyske folkesprog.
Tøndringerne fandt sig til rette
Som det efter overgangsperioden 1864 til 1871 gik de fleste slesvig-holstenere, fandt tøndringerne sig til rette under det nye Tyske Rige. De blev tyskere. I Møgeltønder var det stik modsatte tilfældet. Her var man dansk.
Stemmeafgivningen ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 viser klart skellet mellem de to byer af samme navn.
Men kan det ikke tænkes, at man i Tønder tilegnede sig den tyske kultur og sprog som et modsætningsforhold eller en protest til ”det kongerigske” repræsenteret af Møgeltønder og Ribe og dermed til begrebet ”det danske”. Den Gamle Redaktør her er godt klar over, at Ludwig Andresen slet ikke ville være enig, såfremt han levede. Man får altid på puklen, når man mener noget andet end historikere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om specielt Tønders/Møgeltønders Historie – www.dengang.dk indeholder 231 historier om Tønder og omegn herunder:
Hvis du vil vide mere: Om specielt Sønderjyllands Historie – www.dengang.dk indeholder 154 historier om Sønderjyllands historie herunder:
Dato: marts 27, 2018
Sport – dengang i Tønder
Onkel Martin jysk mester i kuglestød. Egen klub på Lærkevej. Så fik vi professionelt besøg. Hvem skød målet på stadion? En advarsel fra dommeren. Publikum blev udvist i Tinglev. Blodige sportskampe på Lærkevej. Tondern Fussballklub fra 1913. Ros til stadion for enden af Lærkevej. Man kunne få varm vand i bruseren. Så kom der en international fodboldklub og derefter Tønder Boldklub. Der kom forslag til nyt idrætsanlæg, og så blev Samvirkende Idrætsforeninger dannet. Det tog lang tid med Tønderhal 1, og langt hurtigere med hal 2 og 3. En ny svømmehal fik Tønder også. Henning Enoksen sørgede lige for en masse oprykninger. Og det er sandelig blevet skrålet i hallerne.
Onkel, jysk mester i kuglestød
Vi havde for enden af Lærkevej et stort stadion. Her kom vi ret tit. Vi snød os ind, for at se fodbold. Vi vidste godt, hvor der var bedst, og hvor vi ikke blev set. Det var på dette stadion, at min onkel Martin blev jysk mester i kuglestød.
Egen klub på Lærkevej
Men det var også her, at vi skulle løbe 10 kilometer. Og det er godt nok kedeligt på en bane, hvor der bare går rundt og rundt. Men det forlangte vores træner, Kjeld Tychsen, at vi skulle. Jo, det var dengang, vi havde en klub på Lærkevej. Vi fik vores egen bane ude ved Tved Plantage, da det gamle stadion blev revet ned.
Ja vi spillede også mod nogle af de andre gader i Tønder og engang mod en pigeklub, der gjorde ophold på vandrehjemmet i Ryttervej.
Det var dengang også med John og Allan, som hvis nok også kom til at spille på Tønders førstehold.
Et professionelt besøg
Engang stoppede to smarte sportsvogne ude på Nordre Landevej. Det var stjerner fra Hamburger SV, der var på vej til Rømø, som lige fik et kvarter sammen med.
Men her nåede man da at se ens far spille fodbold i en firmaturnering. Han stillede op for murerne, men det var hvis ikke en hel kamp. Han lod sig udskifte. Det var også vi fra Lærkevej kunne se de store helikoptere lande på det gamle stadion. Og det var her vi gik til Skoleidrætsstævne.
Hvem skød målet?
Men det var stort, da det nye anlæg var færdig. Her måtte vi som drenge-spillere bruge hovedbanen den ene gang. Vi vandt over Møgeltønder. 1 – 0. Og hvem skød målet? Det var hjørnespark til os, den ramte mig på låret og gik i mål. Det var stort. Og så kunne man følge Per Keller, der ofte rapporterede om kampe til Jyske eller var det Vestkysten. Og her berettede hans om målscorer. Men det kom hvis aldrig i avisen.
En advarsel fra dommeren
Det var dengang, der altid var sat spillelister op i et skab i Storegade. Så hver gang, der skulle spilles, kørte man så op for at se om, man var på holdet. Det var jeg også dengang vi skulle spille udenbys mod Niebüll. Til træning havde jeg sat bolden i mål med et frispark langt ude fra. Og da der så var frispark til os langt ude fra mod Niebüll blev jeg sat til at sparke. Men ak, fodboldstøvlerne var ikke bundet ordentlig. Bolden røg langt ved siden af. Og så indkasserede jeg en advarsel fra dommeren, da den ene fodboldstøvle røg af. Vi tabte kampen 1-0. Men var da alligevel stolte. Tænk, vi havde været i udlandet og tabte kun meget knebent.
Det var ikke stort dengang, da vi tabte 14 – 0 til Daler til drengestævne. Men vi var enige om, at de stillede med et forkert hold, hvor spillerne var alt for gamle. Nu var min sportslige karriere i Tønder nu ikke ret gloværdig. Jeg havde ”byplads”, der skulle passes. Og det harmonerede ikke rigtig med træningstiderne.
Publikum blev udvist
Det var hvis nok på den gamle bane, at vi så Basse score det ene mål efter det andet. Han havde været eller blev professionel i Morton i Skotland. Og så var det Henning Enoksen, der skød det ene frisparksmål efter det andet. Jo vi skreget også hæse til diverse kampe.
Og til en oprykningskamp i Tinglev viste dommeren os helt ud af stadion. Han mente ikke, at vi skulle have lov til at overvære kampen. Vi havde nok ikke opført os eksemplarisk. På vejen hjem punkterede bussen også. Så det var bare optur.
Engang kørte vi helt til Ikast til pokalkamp. Ja i dag hedder det F.C. Midtjylland.
Og stort var det også, at vi til træning engang fik besøg af Ulrik Lefevre.
Blodige sportskampe
Lillebror dyrkede håndbold, og ro af mine andre brødre gik til roning. Men derhjemme på Lærkevej spillede vi også hockey med en eller anden ubeskrivelig stok. Ofte endte med slagsmål, så sådan en ”Sportskamp” kunne godt ende blodigt. Over hos Cadovius ved p – pladsen og cykelskurene spillede vi fodbold. Ved indgangen til fabrikken spillede vi badminton. Og da der var bilfri søndag havde vi lærkevej – mesterskaber i rulleskøjter. Og hvem tror i så, der vandt?
Ja egentlig dyrkede vi meget sport dengang. Ingolf og jeg cyklede både til Rømø og til Aabenraa.
Tondern Fussballklub von 1913
Her på siden har vi tidligere fokuseret på de tyske sportsklubber i Tønder. Der har været spillet fodbold i Tønder siden 1865. Men den første egentlige fodboldklub var Tondern Fussballklub von 1913. Jo, når man nu havde fået et moderne idrætsanlæg med egen sportscafe, så måtte man da også have en fodboldklub.
Det var et ret så moderne anlæg, man fik dengang i 1912 med såvel boldbaner som atletikbaner.
Ros til stadionet for enden af Lærkevej
Formanden for Jydsk Atletik Forbund, redaktør Ritto, Århus besøgte Tønder med et atletikhold kort efter indvielsen. Han skrev således:
Man kunne få varm vand i bruseren
Sports Cafeen gik i starten i forpagtning blandt interesserede i byen. Men senere fik forpagteren også tilsynsførende på hele stadion. I omklædningsrummet var der brusere. Ønskede man varmt vand kunne man putte penge i gasautomaten.
Og Tønders første kamp blev vundet 3-1 mod Bredebro. Kampen blev under meget mystiske forhold stoppet en halv time før ordinær spilletid.
Ugen efter blev det til 4-0 mod Løgumkloster. Og først nu fik man adgang til det flotte stadion. Man fik anskaffet to transportable jernmål. Men uha, det blev til et 9-1 nederlag til Skærbæk. Men 1913 og 1914 oplevede man masser af succes. Men pludselig satte krigen en stopper for aktiviteter og eksistens.
En international fodboldklub
Men i Cafe Skau i Richtsensgade stiftede man den 17. maj 1920 Internationale Fussball-Club 1920 med statsbetjent V. Arndal som formand. Meningen var at både den danske og den tyske ungdom skulle samles i klubben. Men også de engelske soldater, der førte tilsyn med grænseændringerne blev udført i fred og ro.
Den rent tyske ”Kaufmännischer Turnverein havde taget fodbold på programmet. Den første kamp mellem de to hold endte med en sejr på 14 – 1 til IFC.
Tønder Boldklub
Der kom flere og flere danske embedsmænd til byen, og englænderne rejste efterhånden, så i april 1921 tog man navneforandring til Tønder Boldklub. Det første år var der kun få kampe. Men tænk engang i 1922 spillede Tønder Boldklub mod Valby Boldklub.
Bogtrykker Th. Laursen forstod at samle byens efterhånden tre fodboldklubber i ”Forenede Boldklubber”. Det blev i 1939 til Tønder Sportsforening. Senere kom andre foreninger til, så efterhånden blev foreningen en paraplyorganisation for atletik, fodbold, håndbold, gymnastik.
Forslag til nyt idrætsanlæg
I tiden under besættelsen kom der ønsker frem om forbedringer af forskellige idrætsgrene i Tønder. Byrådet bevilligede penge til et skitseprojekt. Der var tre muligheder. Man kunne udvide den eksisterende sportsplads ved Ribe Landevej. Man kunne placere et idrætsanlæg, som blev placeret i den sydvestlige del af byen eller ved den tidligere markedsplads ved Sønderport. Man blev hurtig enige om den sidste mulighed.
Den mulighed mente de sidste forpagtere på Ribe Landevej, Claus og Gine Johansen dog ikke om. De udtalte:
Samvirkende Idrætsforeninger
Ved Sønderport kom man til at råde over 12 ha. Gamle stalde m.m. skulle først rives ned. Skitseplanen omfattede hovedstadion med fodboldbane og atletikbaner, en kastegård og 2 – 3 træningsbaner til fodbold og håndbold. Man tænkte også på at få anlagt 3 stk. tennisbaner samt et cirkelformet areal til diverse idrætsudøvelser, samt folkelige sammenkomster (friluftsforestillinger). Endelig var der planlagt en 200 meter skydebane. På arealet nærmest Sønderport tænkte man på at få opført en idrætshal med tilhørende omklædningsbygning. Hele anlægget var vist udført med nødvendige beplantninger for læ og skabelse af tiltalende omgivelser.
For at få det hele organiseret dannede man SIFT den 7. nov. 1945 på Tønder Statsskole, og det står for Samvirkende idrætsforeninger i Tønder. Formand blev J.P. Knudsen.
Det tog lang tid med Tønderhal 1
Friluftsbadet blev taget i brug den 10. juni 1951. Selve stadionanlægget blev taget i brug i efteråret 1953. Men nu gik man for alvor i gang med at kigge på hallen. Foreningerne kunne ikke rigtige blive enige om, hvilken hal, man ønskede.
Udgifterne blev anslået til 600.000 kr. Man havde indsamlet cirka 25.000 kr. fra foreningernes side. Og det var for lidt. Der opstod en krise i indsamlingen. Formanden J.P. Knudsen følte ikke at opbakningen var tilstrækkelig. Han mente desuden at nogle foreninger modarbejdede ham, derfor gik han.
Den nye formand Georg Füchsel kunne i 1957 fortælle, at nu havde man rundet 75.000 kr. i indsamlingen.
Den selvejende institution Tønderhallen blev stiftet den 3. maj 1961. Men først i december 1963 kom der gang i byggeriet af Tønderhal 1. Den 9. januar 1965 blev hallen indviet, men den var nu taget i brug inden, bl.a. til julemesse 1964.
Det gik hurtigere med Tønderhal 2
I 1966 begyndte man allerede at tale om endnu en hal. Men det gik dog to år inden man mente, at tiden var moden til endnu en hal. Man havde allerede fremskaffet egenkapital på 300.000 kr. Og Tønder Kommune lovede en garanti på 600.000 kr. til lån i byens banker. De sidste 200.000 kr. skulle man selv skaffe.
Mens man diskuterede forskellige halløsninger kom man i forbindelse med firmaet Cadomus. De kom til at levere deres patenterede elementplader. Selve opførelsen og detailprojekteringen blev overladt til lokale kræfter. Hallen påbegyndtes i forsommeren 1970 og var færdig til ibrugtagelse ved årsskiftet.
Hal 1 og 2 ydede i de kommende år en stor idrætslig støtte til idrætsarbejdet i Tønder. Men nye foreninger kom til, og de ville også gerne have haltimer. I slutningen af 70erne besluttede hallernes ledelse af man ville forsøge at opføre en træningshal i samme størrelse som Tønderhal 1.
En ny svømmehal
I årene 1969-70 fremkom de første tanker om en svømmehal. Dengang var vi mange, der havde glæde af Friluftsbadet. Og hvor mange gange, nuppede Fru Snabe os ikke i, at vi havde glemt at tage en bruser, inden vi kom ud fra omklædningsrummet. Sådan var vilkårene. Og hende Fru Snabe glemmer vi ikke bare.
Men Friluftsbadet havde kun åben i få måneder om året. I november 1971 sendte Tønderhallerne en skrivelse til Tønder Kommune, hvori man foreslog at realisere tankerne om en svømmehal i Tønder.
I 1972 blev der dannet et svømmehalsudvalg. Man tog på studieture. Og tanken om et 50 meter bassin opstod. De første overslag løs på 4,1 millioner kroner. Efterhånden kiggede man på 6 forskellige løsninger.
Endelig blev der forelagt en plan for en traditionel svømmehal med 25 meter bassin, et børnebassin og et soppebassin. Det blev så den plan, der nu er udført. Projektet skulle opfattes som totalentreprise med anvendelse af lokale håndværkere i stor udstrækning.
Byggeomkostningerne ville ikke overskride en sum af 3,9 millioner kroner. I begyndelsen af 1977 kom svømmehalsbyggeriet endelig i gang. Den 27. december 1977 var der indvielse af svømmehallen. Ved samme lejlighed afsløredes et vægrelief af maleren Dücke Johansen skænket af Sparekassen Sønderjylland.
Tønderhal 3 stod færdig
Økonomien i Tønderhallerne var nu af sådan en karakter, at man ikke behøvede at søge kommunal bistand til Tønderhal 3. Kommunen har kun støttet på den måde, at de har stillet grundarealet til rådighed. Hallen blev opført i løbet af 1979 og indviet 3. november 1979. I anledning af opførelsen af hal 3 blev den lange sidegang langs hal 2 opført, så adgangen til hal 3 kunne ske uden brug af hal 2 som adgangsvej.
Den 31. august 1979 var der nyindvielse af den gamle kantine, der blev udformet som egentlig cafeteria.
I 1982-83 blev der indrettet administrationskontor i midten af den tidligere omklædningsbygning til friluftsbadet.
I 1987-88 fik T.S.F. overdraget lokaler på 1. sal i hal 2 til klublokaler.
Henning Enoksen klarede lige oprykninger
I 1959 måtte Førsteholdet i fodbold ned i serie 2, og i 1962 var det så ned i serie 3. I 1965 var det så tilbage til serie 2. Og i 1967 kom Henning Enoksen. Dette betød, at holdet i 1969 rykkede op i serie 1. I 1977 nåede Tønder sandelig 3. division.
Der er blevet skrålet mig i Tønderhallerne
I 2003 blev paraplyorganisationen opløst. De fem afdelinger stiftede deres selvstændige foreninger. Og i fodbold gik det ikke ret godt. Bedre gik det, da man sluttede sig sammen med andre klubber i fodbold.
Hvor har vi ofte siddet som tiskuer og råbt og skreget under håndboldkampe. Ja enkelte gange er det også blevet til et par håndboldkampe nede på gulvet. Ja og til afslutningskoncert til Tønderfestivallen har vi skreget os hæse, når der blev sunget:
Det er faktisk godt gået af Tønder med alle disse faciliteter. Vi må så også håbe, at vores håndboldhold bliver i den bedste række.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Dato: januar 20, 2018
Tønder 1864
Hvad skete der i Tønder i de hektiske dage i 1864. Vi følger en embedsmand tæt på greven og hans dagbog i februar og marts. Ja egentlig var greven på vej væk fra Tønder. Men han fortrød og vendte tilbage. En ny borgmester og amtmand bliver udnævnt og østrigsk militær rykker ind i byen. Men egentlig er det de tysksindede beboere, der går amok. De smadrer vinduer, kaster sten efter danske embedsmænd og jager dem ud af byen. Ja i Løgumkloster skyder de ind af vinduerne. I artiklen følger vi da også lige salget af byens berømte apotek
Vi har før været i Tønder i 1864, ja da har vi beskrevet, hvordan det gik fysikus Ulrik. Ham har vi beskrevet i to artikler. Ja vi også beskrevet erindringer fra 1864-1920. Og her har vi fået indblik i dele af en dagbog.
Men først skal vi lige have solgt Tønder Apotek. Det vil sige, at det var det såkaldte ”Store Apotek”. Det knytter sig til denne handel den særlig omstændighed, at privilegiet blev udstedt af ”Det kaiserlig Østerrigske og kongelige Preussiske Øverste Civil-Øvrighed i Hertugdømmet Slesvig”.
Bevillingen blev berigtiget senere ved indbetaling af gebyr til Kiels Universitet. Sælger var Andreas Volkmar Ørnstrup født i 1829 i Svenborg. Han havde købt det i 1855 for 38.000 Rigsdaler.
Køber var Hendrik Augsburg, født 1825 i Middelfart. Han havde oprettet apotek i Keitum på Sild, men opgav dette til fordel for ”Store Apotek” i Tønder.
Aftale om overdragelse må være sket omkring 1. januar 1863, fra hvilken dato sælgeren er forpligtet til at opretholde et vist varelager (§ 2 i købekontrakten) Købekontrakten er dateret den 15. april 1864.
De aftalte priser er:
Kirkestolen er nævnt i købekontrakterne gennem århundreder, dog sidste gang i 1877, da Haarstrup overtager apoteket.
Renterne skal af køber sendes omkostningsfrit til sælger, så længe denne opholder sig i kongeriget Danmark eller hertugdømmerne Slesvig-Holsten og Lauenborg.
Justitsråd Carl Alexander Friis
Men der skete jo også andre ting i Tønder dengang. Frederik Carl Alexander Friis var justitsråd og amtsrådssekretær skrev dagbog dengang i 1864. Han var født i nærheden af Eckernförde. Hans far var lærer fra 1837 – 1873. Hans far kunne tale dansk, men kunne ikke skrive det særlig godt.
Som gammel mand boede han hos sønnen i Svendborg, hvor han døde i en alder af 90 år.
Flyttede med greven til Svenborg
Sønnen fik en uddannelse som skriver hos herredsfoged, grev Brockenhuus-Schack i Eckernförde. Da greven i 1860 overtog embedet som amtmand over Tønder amt flyttede Friis med hertil som fuldmægtig.
Efter at havde forladt byen i 1864 sammen med amtmanden, meldte han sig som frivillig til den danske hær. Senere blev han medhjælper på Amtsstuen i Nordborg. Men han kunne ikke affinde sig med de ændrede forhold. Så snart som muligt søgte han til kongeriget.
Han fik her ved grev Brockenhuus-Schacks overtagelse som amtmand over Svenborg amt stilling som amtsfuldmægtig. Han fik desuden en række tillidsstillinger. I en nekrolog omtales han som meget overholdt og en stor arbejdskraft. Vi har i hans dagbladsfortegnelser redigeret lidt, så vi nogenlunde er kommet frem til vores dages udtalelser.
Lørdag den 6. februar
Rygtet om, at vores soldater har forladt Dannevirke-stillingen og er gået tilbage til Dybbøl og Als, er i dag nået Tønder. Der er stor bestyrtelse på den ene side og stor glæde på den anden side. En del af Wilsters brigade blev ventet i Tønder i dag, men kom dog ikke.
Søndag den 7. februar
Det er en uhyggelig tilstand. Embedsmændene er begyndt at sende deres familie bort. Selv er de også begyndt at rejse. Det gjaldt også for Kiær, Kühnel og Lind.
Gendarmeriet fik af chefen ordre til at følge med den artilleriafdeling, der i dag marcherede her igennem til Ribe. Ligeledes er politibetjent Olsen fulgt med. Tønder er nu helt blottet for politi.
Politimester Holm var hos greven med en efterretning om, at de tysksindede borgere nok skulle forsøge at holde fred og orden. De forlangte dog bare, at en række embedsmænd skulle flytte. Heriblandt var fysikus p.p. samt greven.
Greven lyttede hvis nok modstræbende til Holm’ s råd. Han og grevinden forlod byen efter en times forløb for at tage til Ribe, efterladende ordre til Line, jomfru Foght og mig til at følge efter i morgen tidlig med en del bage.
Ræder bliver foreløbig i byen. Han og jeg sover den kommende nat i hovedbygningen. Optøjerne i gaderne under anførsel af Frølich fra Ellehus tog deres begyndelse i aftes. De kongelige skilte på post – og toldhuse blev revet ned. Det Slesvig – Holstenske flag blev ophængt under råb og fulderikkere.
Flygtende embedsmænd fordrevet af pøbelen fra Tønning og Husum kom i dag gennem Tønder. Herunder var borgmester Goops, toldinspektør, kaptajn d`Origny, adjunkt Magnussen. Neckelmann, herredsfoged Christensen, fysikus Bech fra Nybøl samt pastor Patersen fra Dedsbøl er også blevet fordrevet af en fordrukken skare.
På alle gadehjørner ser man proklamationer fra Slesvig – Holstenerne. Allerede i går aftes har man stormet pastor Riis Lowsons hus i Læk og tvunget ham og familien til at rejse.
Mandag den 8, februar
I morges kl. 9.30 forlod Line, Foght og jeg byen. Vi kørte til Ribe, hvor vi traf greven og grevinden og en del af de fordrevne embedsmænd. Vi fandt kvarter hos gæstgiver Rosenbom på Skibsbroen.
Greven bestemte sig for at rejse med grevinden til Skanderborg, mens jeg med de to andre damer og bagagen skulle over Kolding til København. Afrejsen var fastsat til onsdag.
I Tønder fandt i aftes de værste optøjer sted. Hos Kier, Madsen og Fysikus slog man ruderne itu. Hage blev af pøblen tvunget til at nedtage skiltet med påskrift ”Humlekærren”. Han var tvunget til at hejse ”Slesvig – Holsten flaget” Hos Fysikus havde de også slået vinduerne ind. Han havde ellers besluttet at blive, men indså nu at han for egen sikkerhed måtte forlade Tønder.
Tirsdag den 9. februar
Herredsfoged Villemoes fra Læk, med hvem jeg i dag talte på Skibsbroen, har også måttet forlade sit embede. Det gjaldt også for tingskriveren. Holm havde indfundet sig sammen med godsejer Funke og en række advokater fra Rendsborg.
Funke havde erklæret, at man ikke ville anerkende en eneste dansk embedsmand i Slesvig. Man tillod dog nogle steder embedsmændene, at udpege deres efterfølger.
Proklamation af (dolzigeren), den Slesvig – Holstenske tronpræsident, Prins Friedrich af Augustenborg har i dag fundet sted i Tønder. (Dolzig er et gods i Brandenburg nær Sommerfeld, som han ejede).
En hvis Draeger havde åbnet højtideligheden med en kort tale til den forsamlede mængde (3 – 400 personer), der sluttede med et hurra for den ”folkekårne hertug”. Musikken spillede derefter en koral og mængden sang salmen ”Nun danket alle Gott”. Efter forestillingens anden akt ”Hoch für Schleswig – Holstein” og afsyngelse af oprørssangen, gik det i march gennem byen.
I den anledning gik barber Schultz i spidsen med Slesvig – Holsten flaget. Hr Frølich skred frem i midten med den sort-rød-gule fane.
Jeg har i dag drevet rundt i Ribe og kedet mig. Jeg var snart hjemme i mit kvarter, snart i klubben. Line og Foght havde den halve dag været hos grevinden for at pakke til den forestående rejse. Hen imod aften hentede jeg dem hjem. Bagefter drak vi te i fællesskab.
Jensen, der allerede er kommet hertil i går morges eller i forgårs aftes, rejste i dag til Kolding. Han havde søndags fået så meget skræk i livet, at han havde forladt Tønder uden penge og kun med det tøj, som han havde på.
Onsdag den 10. februar
Efter megen vrøvl fik jeg endelig i morges vores store bagage til posthuset og os selv i en til Kolding bestemt vogn. Greven og grevinden forlod Ribe noget tidligere end os.
Men efter at vi havde kørt nogen mil fra Ribe til Kolding mødte vi imidlertid greven, der havde fået skrupler over at have forladt Tønder, og nu havde besluttet at vende tilbage. Line og jomfru Fogh måtte rejse videre til Kolding. Grevinden skulle blive i Ribe, og jeg tog selvfølgelig med greven tilbage til Tønder.
I Ribe skiftede vi heste og tog herredsfoged Lind med i vognen. Målet var at nå Møgeltønder og blive der natten over. Da sneen imidlertid havde gjort vejene ufremkommelige, nåede vi kun til Visby. Der blev vi dog meget gæstfri modtaget af herredsfoged Sarauw.
Her blev det fortalt, at man havde skudt gennem vinduet ind i boligen hos birkefoged Marcussens bolig i Løgumkloster uden dog at såre nogen.
Torsdag den 11. februar
Efter en rolig og på grund af herredsfoged Sarauw’ s udmærkede senge tilbragte vi en behagelig nat. I morges kørte vi til Møgeltønder, hvor greven tog ophold hos pastor Sonne, mens jeg indkvarterede mig hos Dierks.
Hos Sonne traf vi Kiær og præsterne Sodemann og Berggreen. Grevens ankomst vakte stor glæde, da alle kunne indse, at det var forkert, at han skulle rejse.
Om formiddagen tog vi en spadseretur ud ad Tønder-vejen. Vi vovede dog ikke, at gå helt ind til byen. Men vi mødte begge frøkener Outzen og siden Smith. Siden mødte vi postholder Lyse, af hvem vi fik at vide, at tyskerne i Tønder ”lede stærkt af moralsk Katzenjammer”. Vi spiste middag hos Sonne.
Fredag den 12. februar
Ræder kom i morges til Møgeltønder. Han spiste med mig og provsten til middag hos Dierks. Om eftermiddagen gik jeg med Ræder til byen, nemlig for at skaffe mig linned. Jeg var ikke i besiddelse af mere, end hvad jeg havde på kroppen.
På tilbagevejen rasede en frygtelig snestorm. Flere gange styrtede jeg på hovedet i de store snedriver. Jeg var nær ved at opgive at komme til Møgeltønder. Ræder, der kom lidt efter mig, var det gået på samme måde.
Greven og Kier var i dag taget til Løgumkloster for at besøge Markussen.
I går eftermiddags kom fysikus ind hos Sonnes og opfordrede greven og de forsamlede embedsmænd til straks at køre til Tønder, leje 20 – 30 håndfaste karle og prøve på at håndhæve deres myndighed.
Naturligvis var der ingen, der ville indlade sig på dette foretagende. For det første ville man ikke kunne få fat i det antal karle og for det andet var det meget risikabelt. Fysikus blev meget vred over afslaget og alene tilbage til Tønder. Men om aftenen var han atter blevet drevet ud af pøblen tilbage til Møgeltønder.
Lørdag den 13. februar
Efterretningen om, at Tønder var besat af preussisk militær, kom i morges til Møgeltønder. Dette fik greven til at beslutte sig for straks at køre til Tønder. Provsten, Ræder og jeg fulgte med ham. Vi kom uden at blive molesteret til Amtshuset.
Provsten gik det mindre godt, idet da han kørte over Torvet, hvor militæret, et preussisk-grenadier-regimet, netop spillede. Mængden anført af barber Schultz opdagede provesten, der blev modtaget af skrål og snebolde. Urostifterne blev dog irettesat af officerer.
Festkomiteen havde forsøgt at hejse et flag foran provstens dør. Han havde dog savet flagstangen over. Pastor Carstens undlader dog ikke at bevidne sin glæde ved at udhænge ”oprørsflaget”. I nat blev vi i Tønder.
Søndag den 14. februar
En løjtnant med to soldater og med Hansen-Smør som vejviser havde i går aftes forseglet alle offentlige kasser. I dag, da militæret atter drog nord på, tog de dem med.
Vi er nu igen uden militær beskyttelse. Greven gik derfor igen ud til Møgeltønder for at tilbringe natten der. Wrangels og regeringskommissær Zedlitz’ s proklamationer kom os allerede i forgårs til hænde. De samme erklæringer blev affattet i dag og ekspederet til diverse embedsmænd.
Mandag den 15. februar
Greven kom igen til byen i morges. Og hans og provstens erklæring om, at de er villige til at underkaste dem magten, afsendtes ved ilbud til Flensborg til civilkommissæren.
Der er kommet en afdeling østrigsk infanteri under kommando af en ”Hauptmann” og hen i mod 30 husarer under en løjtnant til byen. Efter sigende skulle de blive her en måneds tid. Greven har bestemt sig til at rejse til Flensborg i morgen for at tale med civilkommissæren.
Jeg spadserede i aften ud til Møgeltønder for at hente nogle af mine sager, som jeg havde ladet ligge og kørte tilbage i grevens vogn, som endnu stod hos Sonne.
En del af Tønder bys borgere har i dag haft forhandlet hos Jürgensen på Skibsbroen og valgt en ny borgmester. Det blev en advokat Volquardsen af Uetersen.
Onsdag den 17. februar
Greven returnerede i dag fra Flensborg, uden dog at medbringe nogen som helst oplysning om, hvad der er påtænkt med hensyn til de herværende embedsmænd. Civilkommissær Zedlitz’ s ytringer havde været så diplomatiske, at der ikke af dem lader sig drage nogen som helst sikker slutning.
Søndag den 21. februar
Jeg var om eftermiddagen en times tid hos Lassens og gjorde der bekendtskab med den hos dem indkvarterede østrigske løjtnant. Han gjorde indtryk af at være en flink lille fyr.
Tirsdag den 23. februar
En hvis ”Obergerichtsanwalt” Bleicken fra Birkenfeldt i Preussen er udnævnt ril borgmester i Tønder. Det sker efter, at Holm endnu ikke er blevet fyret. Han har derfor også i begyndelsen værget sig ved at aflevere embedet til efterfølgeren. Han har først ved kommandantens mellemkomst afleveret embedet.
Om aftenen var byen illumineret og ”Liedertaffel” bragte den nye borgmester et fakkeltog. Löven-Petersen bestræbte sig på, at holde en pæn tale, som dog aldeles mislykkedes.
Højtideligheden som jeg så gennem Humlekærrens vindue sluttede naturligvis med afsyngelsen af ”Oprørsvisen”.
Markussen fra Løgumkloster var så uheldig at komme til byen netop i dag. Han bandede som en hedning.
Fredag den 26. februar
Ved skrivelse fra den øverste civile øvrighed i Flensborg, der kom hertil i morges, er Kier blevet fyret og cand. Jur. Reeder i Læk udnævnt til hans efterfølger. Dette faktum trænger ikke til nogen kommentar. Jeg er nu overbevist om, at også grevens afskedigelse er nær forestående.
I dag inspicerede brigadegeneral Gondrecourt de hærværende tropper. Generalen, der er bekendt fra affæren ved Kongshøj, er en mand på 48 år, af middelhøjde, temmelig bredskuldret, stærkt, mørkt overskæg og mørk hudfarve.
Tønder by har sendt en deputation bestående af 9 personer til prins Friedrich af Augustenborg. Denne bestod af isenkræmmer Todsen, garver Todsen, købmand Bascke, maler Lausten, gæstgiver Petersen, Nicolai Carstensen og barber Schultz.
I går aftes fik jeg brev fra min Line, som endnu opholder sig i Skanderborg.
Søndag den 28. februar
I aften i Humlekærren i selskab af konsul Kolvig og brændevinsbrænder Høiberg fra Ribe, Holm fra Møgeltønder, doktoren og Lynge.
Mandag den 29. februar
Herredsfoged Sarauw fra Visby er i dag arresteret af en østrigsk patrulje. Da Lind og jeg i aften kom fra Humlekærren og gik forbi amtsforvalterens hus, hørte vi slagter Frede brøle uden for Kiærs hus. Han gentog hele tiden ordene:
En østriger kiggede utrættelig benægtede dette med det simple langtrukkende:
Torsdag den 3. marts
En patrulje husarer indbragte i dag en stakkels bådsmand fra Emsbøl, der beskyldes for, at have stået i forbindelse med kaptajnløjtnant Hammer på Før. Det gjorde et uhyggeligt indtryk at se ham i lænker og bevogtet af 5 infanterister med bajonet på bøssen, samt ekskorteres af 4 husarer køre ud af byen, forfulgt af hujende og skrigende drenge.
Fredag den 4. marts
Fra sognene Humtrup, Brarup og Løgum er der hos civilkommissionen indkommet andragender om, at det tyske sprog udelukkende må benyttes i kirker og skoler.
Tirsdag den 8. marts
I Humlekærren traf jeg i aftes et par folk, hvoraf den ene hed Laban og var fra Flensborg. Den anden hed Schütt, søn af en købmand i Kiel. De var begge Slesvig – Holstenere. Og det var hele aftenen noget værre kævleri.
Onsdag den 9. marts
Meget uventet ankom Line i dag fra Skanderborg for at se til at få så mange af grevens sager indpakket som muligt.
Den 15. marts
I dag fik greven sin afsked dateret den 12. ds. i en nogenlunde høflig form. Til hans efterfølger er ”overappellationsråd” de Fontenay af Kiel udnævnt.
Den 16. marts
Afleveringen af embedet til de Fontenay fandt sted i dag og jeg forlader i morgen tillige med greven byen.
Den 17. marts (Flensborg)
I formiddag straks efter at have spist frokost tiltrådte greven og jeg rejsen. Afskedsbesøg hos pastor Kok i Burkal. Til Flensborg kom vi kl. 18.30. Greven tog ind hos appellationsråd Kok, jeg i postholderiet, hvorfra jeg drog på grund af pladsmangel blev udkvarteret til nabohuset.
Ved Dybbøl er der skudt hele dagen, modsigende rygter om udfaldet. Ræder kommer efter i morgen.
Den 19. marts (Flensborg)
Ræder, som kom hertil i går og straks marchede mod Lyksborg for at besøge sin forlovede, har haft uheld med sig.
Jeg har hele dagen drevet omkring og set på det brogede liv, som for øjeblikket hersker her i byen. Det ene preussiske regiment drager ind efter det andet, for næste dag at marchere til Dybbøl og slå vores danske Jens’ er ihjel. Jeg gad nok vidst, hvor stor en hær preusserne allerede har samlet her.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 227 artikler fra det Gamle Tønder og Omegn og 35 artikler fra 1864 og De Slesvigske Krige herunder:
7
Dato: november 22, 2017
Bogreception – den 7. december i Tønder
Du er velkommen til at kigge forbi Jefsens Bog & ide den 7. december kl. 15.30 – 17.30. Her kan I hilse på ”Den Gamle Redaktør”. Her får I indholdet af bogen i kort form. Der er meget mere at læse på www.dengang.dk Selvfølgelig kan I denne dag få bogen uden porto-tillæg. I kan også bestille den hos www.forlagetaadalen.dk eller bestille den hos din lokale boghandel, hvis I er langt fra Tønder.
Den 7. december er jeg draget til Tønder for at præsentere min nye bog ”Grænsen er overskredet”. Det er i den by, hvor jeg er født og opvokset. Du er velkommen til at komme forbi og få en snak.
Hvad handler bogen egentlig om? Ja på omslaget af bogen kan du læse følgende:
Vi kigger også i bogen på manden, der brugte sin viden om mordet til at presse justitsministeriet, så han kunne blive i landet. Han stod ellers til at skulle blive udvist.
Så var der lige to villaer i Kollund, som Werner Best brugte som sommerhus. Her arbejdede Asmus Jensen lejlighedsvis.
Sheriffen fra Tinglev var med i likvideringen. Han var med i den lokale modstandsbevægelse. Men han bliver ofte sat i forbindelse med et varulveangreb, som dog var en hævnaktion. Sheriffen skød koldblodigt en tysk officer på Tinglev Station længe efter besættelsens ophør.
I Tønder skulle nazistfamilien Jürgensen absolut dømmes for krigsforbrydelser. Så gjorde det ikke noget, at man brugte falske vidner. En amerikansk domstol havde dømt til døden.
I Løgumkloster blev en kvinde fra Det Tyske Mindretal myrdet. Dette udløste en utrolig mild straf. Dette skabte røre i byen.
Det var massiv overvågning over Mindretallet i Grænselandet. Ikke alle politimestre var lige begejstret for dette.
Vi har fået indsigt i arkiver fra Dibbernhaus i Aabenraa. Det var mindretallets højborg. Her gemmer der sig mange skæbner. Vi kan se, at mange fra Det Tyske Mindretal flygtede fra krigen. Blev de pågrebet, ja så blev man dømt til døden. Men vi kan også se, at mange fra hele landet søgte at komme ind i SS.
I Flensborg skete der ting og sager i de sidste 20 dage, da byen blev udråbt som regeringsby. Mange fik ny identitet og flygtede over grænsen til Danmark og andre steder. Her finder vi også forklaringen på, hvorfor, der var så mange nazister i det offentlige i Slesvig-Holsten.
Og så blev matroser likvideret i både Gelting Bugt samt Alssund. Man kan så undre sig over, at det ikke blev forhindret fra dansk side. Dette skete efter befrielsen.
I bogen kigger vi på to vigtige kartoteker, Centralkartoteket og Bovrup-kartoteket. De var behæftet med mange fejl. Men modstandsbevægelsen brugte ofte disse oplysninger til at likvidere påståede stikkere m.m.
Og så var det lige begrebet ”Værnemagere”. Jo, det var de små, der blev straffet. De store gik fri.
Hvad har vi glemt, at fortælle omkring besættelsestiden? Er det bevidst, eller er der bare ting, som vi hurtigst muligt skal glemme?
Retsopgøret i Sønderjylland var ikke altid demokratisk. Man fulgte ”Gadens Parlament”. Og domstolenes rolle kan i den grad diskuteres.
Måske lå der et ”Hævnmotiv” gemt i det hele? Var det derfor, at man bevidst gik efter Det Tyske Mindretal? Ja herfra mente man, at man kollektiv var blevet beskyldt. Man fornægter ikke, at der var en del, der ikke ville tage afstand eller i hvert fald var lidt for længe om det.
Aabenraa Motorfabrik følte, at de gjorde det helt rigtige. De havde advokater tilknyttet, der mente, at de gjorde det rigtige. Men efter besættelsestiden blev de alligevel dømt. Og sabotageaktionen mod Motorfabrikken var katastrofal. Det endte med en masse arrestationer, folk endte i Kz-lejre og en række dødsfald udmøntede det også i.
Ja så var det lige Knivsbjerg, og en sabotageaktion mod Bismarck-monumentet. Det skabte også røre, at en redaktør ville have dette monument tilbage. Og da junior spurgte, om det var her Hitler lå begravet gav det også store øjne. Det var også på Knivsbjerg, at man høre nogle af ens gode ideer blive omtalt positivt.
Jeg har til bogen brugt over 100 kilder. Jeg ønsker jer god fornøjelse med gennemlæsningen. Og for dem af jer, der har mulighed for at komme til Tønder, ønsker jeg velkommen.