Danmark havde ingen juridisk ret til Nordslesvig
Læser man om Nordslesvig/Sønderjyllands indlemmelse i Danmark er det ofte præget af misforståelser og undladelser. Således havde Danmark ingen juridisk ret til Nordslesvig. Og Preussen har ikke lovet Danmark afholdelse af en § 5 afstemning. I 1907 gav Danmark også afkald på en § 5 – afstemning. Samtidig godkendte Danmark Kongeå – grænsen. Disse to ting skulle holdes skjult for de dansksindede sønderjyder og det skal det også den dag i dag. I ret lang tid var den danske regering ret passiv i Nordslesvig – spørgsmålet. Hvorfor egentlig? Det handlede om et godt naboskab og ikke at træde tyskerne over tæerne. Det var H.P. Hanssen, der på Nordslesvigernes vegne rejste spørgsmålet. Og baggrunden var Wilsons forslag om ”Folkenes selvbestemmelsesret”.
Historikerne er ikke altid enige
Nej vi har ikke altid ret i det, vi skriver. Det skyldes ofte, de kilder, som vi benytter os af. Vi forsøger altid at forholde os kritisk til kilderne. Og historikere er ofte uenige. Hvilken hest skal man så tro på? Ja så må vi gå tilbage og undersøge, hvad vi tidligere har skrevet.
Wilsons berømte 14 punkter
Den 5. oktober 1918 meddelte den tyske rigskansler Max af Baden at man havde givet USA tilbud om at påbegynde forhandlingerne om våbenstilstand og fred. Det var på basis af Wilsons berømte 14 punkter.
Hvem skulle tage det indledende skridt?
Nu var det nordslesvigske spørgsmål ikke direkte nævnt under disse 14 punkter. Men det var princippet om folkenes selv bestemmelsesret. Udgangspunktet var at nu kunne grænsen fra 1864 rejses. Men hvem skulle tage de indledende skridt?
- Den Nordslesvigske Befolkning?
- Den tyske regering?
- Den danske regering?
Danmark havde afstået Sønderjylland/Nordslesvig
Danmark kunne ikke gøre noget juridisk krav gældende på Sønderjylland/Nordslesvig eller dele af den. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenburg til de tyske stormagter.
To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå hele krigsbyttet fra 1864. Dermed blev Sønderjylland/Nordslesvig indlemmet i Preussen.
Et løfte om § 5 blev givet til Østrig – ikke til Danmark
Ved Prager-freden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte § 5 gennem hvilken, der skulle afgøres om disse skulle til Danmark.
Der førtes i årene efter 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger i hvilken Danmark også deltog.
Men i 1878 blev Preussen og Østrig enig om at ophæve § 5. Ophævelsen af løftet om en folkeafstemning ændrede i og for sig intet i det officielle Danmarks stilling til det nordslesvigske spørgsmål. Løftet var givet til Østrig og ikke Danmark.
I 1907 anerkendte Danmark Kongeå – grænsen og gav afkald på § 5
Men på et tidspunkt blev Danmark presset af Preussen til at give afkald på § 5. Ja det skete den 11. januar 1907. Her godkendte man også Kongeå – grænsen. Man forsøgte at holde det skjult. Og det gør man egentlig stadig.
De dansksindede følte sig i den grad svigtet.
Nordslesvig/Sønderjylland tilhørte ikke Danmark 1814 – 1864
Og mange har bevidst misforstået begrebet ”Helstat”. Det var Danmark fra 1814 – 1864. Nej det betød langtfra at Nordslesvig/Sønderjylland var dansk.
- En helstat er reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til enhver siddende konge, der afgør tilhørsels-forholdet. I alle henseender blev de enkelte rigsdele forvaltet som egne stater.
- Det var et tysk kancelli, der forvaltede det for hertugdømmerne.
I 1867 var Flensborg endnu dansk
I 1867 var der valg til den nordtyske rigsdag. Valget viste, at der var dansk flertal ind til en linje, der løb syd om Flensborg og nord om Tønder.
Nu var det danske flertal i Flensborg ikke stort og det blev snart overtaget af tyskerne. Der var en stærk tysk indvandring. I flere mellem-slesvigske sogne havde befolkningen mere og mere tabt forbindelsen med de danske kredse imod nord og stærkere og stærkere orienteret sig mod syd og det lykkedes ikke de slagkraftige danske organisationer i Nordslesvig at fastholde den mellem-slesvigske ungdom inden for de danske rækker.
H.P. Hanssen startede diskussionen
Egentlig var det H.P. Hanssen, der startede det hele på Nordslesvigernes vegne. Og det var med henblik på Wilsons proklamerede princip om selvbestemmelsesret. Han rejste sagen i Rigsdagen.
Den fungerende udenrigsminister dr. Wilhelm Solf havde ikke noget særligt kendskab til det nordslesvigske spørgsmål. Han havde i en årrække virket inde for tysk kolonialadministration.
H.P. Hanssen var ikke tilfreds
Fra tysk side blev det nævnt, at man var rede til loyalt at udføre præsident Wilsons princip om folkenes selvbestemmelsesret. Men det syntes H.P. Hanssen var alt for vagt. Så han havde bebudet en ny forespørgsel. Men inden da fik han en mundtlig besked at man virkelig ville gøre noget.
Men det var H.P. Hanssen stadig ikke tilfreds med. Han ville have det skriftlig. Tyskerne havde nu bedt den tyske gesandt i København grev Brockdorff – Rantzau om en udtalelse. Under hele verdenskrigen havde denne haft et tæt samarbejde med udenrigsminister Scavenius.
Skulle tyskerne lade deres fjender afgøre sagen om Nordslesvig eller skulle de selv tilbyde Danmark Nordslesvig. Grev Rantzau mente, at det var bedst at tyskerne meddelte, at de ville løse Nordslesvig – spørgsmålet i henhold til folkenes selvbestemmelsesret.
Dansk uenighed
Fra dansk side var der en vild uenighed. På den ene side var det H.V. Clausen linje nord om Flensborg og syd om Tønder. Det var en linje, der allerede var tegnet i 1890erne. Det vil sige linjen sluttede ved Padborg.
En anden gruppe ville generhverve Flensborg trods det faktum at der kun var ca. 28 pct. dansksindede i byen. Man ville også gå efter de mellem – slesvigske sogne.
Så var der også en gruppe, der ville trække en grænse ved Dannevirkelinjen og endelig var dem, der mente at Tyskland skulle fravristes Kieler – kanalen.
Tonen mellem fløjene var bitter. I de 18 måneder den danske grænsestrid varede blev der gravet dybe kløfter i det danske folk. Til sidst var der vel to modstridende grupper tilbage. Begge grupper forsøgte at få politisk indflydelse.
Var Scavenius manglende interesse en bevidst strategi?
Siden 1913 havde ministeriet Zahle haft regeringsmagten og landets udenrigsminister var Erik Scavenius. Man har ofte beskyldt denne for at have meget lille interesse for Nordslesvig i modsætning til kollegaer som Munch og Ove Rode.
Meget tyder på at dette spørgsmål ikke havde Scavenius største interesse. For ham var et godt naboskab til tyskerne vigtigere. Modstanderne beskyldte Scavenius for at være tyskervenlig. Nogle år senere spurgte man Stauning om dette. Han svarede:
- Scavenius er sgu aldrig venlig.
Danmark var meget afhængig af kultilførsel
Man var i høj grad afhængig af kultilførsler fra Tyskland. Stoppede disse ville det få katastrofale følger for Danmark. Det ville give svære økonomiske og sociale rystelser. Det officielle Danmark måtte derfor handle helt rigtig i denne situation. Måske er det derfor at vi så en så afventende udenrigsminister.
Englænderne troede at Danmark havde indledt forhandlinger
Det var da også ved at knække. Således fik udenrigsministeren besøg af engelske repræsentanter den 14. oktober. De ville vide om Danmark havde indledt forhandlinger med tyskerne. Antagelig havde det været Dannevirke – kredsen, der havde indledt samtaler med de vest allieredes gesandter i København.
Scavenius måtte berolige de engelske udsendinge. Men få dage efter kom en hemmelig udsending med et brev fra H.P. Hanssen til J.C. Christensen og Niels Neergaard, hvor den nordslesvigske fører i kraftige vendinger anråbte sine venner om at rejse kravet om Nordslesvig til Danmark.
Regeringen forblev passiv
Dette brev overbeviste Scavenius om at man officielt fra dansk side ikke mere kunne forholde sig passiv. I dagene omkring den 18. oktober foregik mange drøftelser mellem regeringen og partordførerne. Man blev enige om at sammenkalde Rigsdagen til en fortrolig drøftelse af situationen.
Man blev enige om en videreførelse af neutralitetspolitikken. Man skulle undlade enhver hoveren eller skadefryd over for Tyskland. Der blev udarbejdet et memorandum. Dette blev forelagt etatsråd H.N. Andersen og kongen. De tiltrådte begge de fremsatte synspunkter.
Et udspil fra Nordslesvig
Grev Moltke gjorde sig til talsmand for at Danmark på et eller tidspunkt skulle foretage en officiel henvendelse i Berlin. Dette burde dog først ske, når freden var indtrådt og helst efter at den nordslesvigske befolkning havde tilkendegivet deres ønsker.
Den danske regering foretog sig intet, idet man ventede et udspil fra Nordslesvig. I Tyskland styrtede kejserdømmet i grus og våbenstilstanden blev underskrevet få dage senere.
I Nordslesvig blev Vælgerforeningens tilsynsråd sammenkaldt til et møde på Folkehjem den 16. – 17, november for at man kunne godkende det forslag til en løsning af det nordslesvigske spørgsmål, som var udarbejdet af H.P. Hanssen og de to andre parlamentariske ledere Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager. Det blev til den såkaldte Aabenraa – resolution.
I forsamlingen var det også stemning for at der skulle stemmes mod syd det vil sige i Flensborg og Mellem – Slesvig. Det havde H.P. Hanssen og hans parlamentariske kollegaer oprindelig ikke tænkt sig.
Et brev samt selve resolutionen tilgik nu den danske regering samt de allieredes repræsentanter i København. Det nordslesvigske spørgsmåls løsning var hermed overdraget til den fredskongres, der skulle træde sammen i Versailles.
Og her vakte den danske delegation senere stor opmærksomhed ved deres uenighed.
Kilde:
- tidsskrift.dk
- dengang.dk – diverse artikler
- Litteratur Sønderjylland (under Udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 1.869 artikler
- Under Sønderjylland finder du 221 artikler
- Under Indlemmelse, Afståelse eller Genforening finder du 145 artikler