Statskup og enevælde

Taler man om 1864 kommer man i tanke om ”hovmod og storhedsvanvid. Men politikerne var også i en desperat og næsten håbløs situation. Kongen var slave af portvin. Med besvær og balancegang fik en prins. Han mente at statskup og enevælde kunne redde Slesvig Holsten. Hvilken enevælde ønskede han egentlig? Men det var der nu ingen stemning for. En ny lov gav kun 6.000 mænd stemmeret. Var kronprins Christian ved at begå forræderi? Danmark til Ejderen, men det ville stormagterne heller ikke. Uenigheder i London ved fredsforhandlinger vedr. 1864. Måske kunne vi dengang have fået Flensborg? Den svenske konge ville sende 22.000 mand. Man troede på Skandinavien, men de svigtede i den grad. Vi mistede to femtedele. Og det var kun med nød og næppe, at Sønderjylland blev forenet med Danmark i 1920. Kongen var ved at miste sin krone.

 

Hovmod og storhedsvanvid

Grundfortællingen om 1864 drejer sig i høj grad om dansk hovmod og storhedsvanvid. Det var angiveligt en krig udløst af nogle politiske fantaster, som dog fik en dygtig lærerstreg af den prøjsisk – tyske jernkansler Otto von Bismarck.

 

Desperat og næste håbløs situation

Men man må da også medgive, at de danske politikere stod i en absolut, desperat og næsten håbløs situation.

Første Slesvigske Krig 1848 – 1851 havde ikke afklaret Slesvigs kommende tilhørsforhold imellem dansk og tysk. En ny krig mod tyskerne blev anset som nærmest uundgåelig, og samtidig stod Danmark diplomatisk isoleret.

Man vidste vel godt at tyskerne var ved at blive en stormagt. Man vidste vel også, at de militært var langt, langt stærkere end Danmark.

 

Han var slave af portvin

Han var slave af portvin, skilt to gange og nu skandaløst gift med en borgerkvinde. Han kunne ikke få børn. I det ene øjeblik truede han med at abdicere og i det andet øjeblik ville han genindføre enevælden. Jo det var Kong Frederik den Syvende og hans måde at se Danmarkshistorien i 1850erne. Det var brydningstider.

Danmark var såret efter tabet af Norge i 1814. Vi havde lige vundet Treårskrigen, men fundamentet under helstaten med kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg blev ved med at slå revner.

 

Med besvær og balancegang fik vi en prins

Med største besvær og balancegang og stormagternes indgriben lykkedes det i 1852 at udpege prins Christian som kommende tronfølger efter Frederik den Syvende. Denne Christian var ikke danskernes prins. Han blev omtalt som protokol-prinsen. Og her henviste man til London-protokollerne med henvisning til fredsaftalen efter treårskrigen. Det var egentlig den som bestemte, at gluckborgske Christian skulle være konge.

 

Statskup og enevælde

Det er Rasmus Glenthøjs fremragende bog ”1864-Sønner af de slagne”, der omtaler to episoder i 1858, som ikke har været offentliggjort før. To gange i dette år forsøgte prins Christian at overbevise politikerne om at begå statskup og genindføre enevælden for sikre helstaten og dermed fred med Det tyske Forbund.

Ja han gik så langt som at foreslå, at Frederik den Syvende eller Frederik Folkekær, som han også blev kaldt skulle abdicere. I stedet skulle prins Christian selv fremskynde enevældens genkomst.

Disse oplysninger om tronfølgerens kandestøberier har Glenthøj fundet i dagbøger skrevet af politikeren C.G. Andræs hustru, Hansine og den nationalliberale politiker og minister A.F. Krieger.

 

Hvilken form for enevælde?

Prins Christian luftede første gang tankerne den 28. februar 1858. Målet helligede midlet for prinsen. Kong Christian den Niende, som han blev kronet i 1863 vil redde helstaten fra at falde fra hinanden. Under enevælden var hertugdømmerne nemlig ligestillet med kongeriget Danmark. De ledende kredse i Slesvig, Holsten og Lauenburg ville derfor godt kunne leve med at være en del af en ny enevælde, vurderede prinsen.

Hvad de ikke kunne leve med, var den nuværende parlamentariske situation.

Om det er situationen før 1848 eller blot tiden omkring 1854, da der ”de facto var enevælde en kort overgang”, som prinsen ønskede ja det fortaber sig i historiens tåger.

 

Der var ingen stemning for enevælde

I sommeren 1854 underskrev Frederik den Syvende på foranledning af en konservativ regering således en n y forordning, så der blev skabt et helstatsparlament, et rigsråd. Det var dog kun rådgivende, og det var derfor alene kongen og regeringen, der bestemte. Håbet var, at det ville bevare helstaten, fordi det ligestillede hertugdømmerne med kongeriget, og at stormagterne bl.a. prøjserne og østrigerne i Det tyske Forbund ikke ville have indvendinger.

Men den offentlige mening i Danmark var ikke stemt for enevældens genkomst. Ikke mindst i Københavns oplyste borgerskab var der oprør. Avisen Fædrelandet førte an i kritikken. Berlingske Tidende var knap så ophidset.

 

Kun 6.000 fik stemmeret

Tiden gik. Den konservative regering faldt. En samlingsregering kom til, og helstaten fik i 1855 en ny forfatning. Det var en meget konservativ forfatning, hvor blot 6.000 af statens mænd havde stemmeret. Men konservative kredse i Holsten ville ikke acceptere forfatningen med henvisning til, at der var flere danske mænd end mænd fra hertugdømmerne i parlamentet. De frygtede at blive undertrygt af det danske flertal.

De gik til Det tyske Forbund og prøjserne og Østrigerne, der tidligere havde, lovprist helstatsforfatningen ”vendte om”. Det var torden i syd.

Men går vi tilbage til Prins Christians argumenter, som Hall trods alt lyttede på den februar dag i 1858, så mente han, at tyskerne ville have det svært ved at blande sig i Holstens og Danmarks indre anliggender, hvis holstenerne accepterede ny enevælde og dermed helstaten.

 

Var kronprins Christian ved at begå forræderi?

Holsten havde godt nok været en del af Det tyske Forbund siden Wiener-kongressen i 1815, men valgte holstenerne helstaten til, ”havde Det tyske forbund ingen sag i forhold til Holsten”, som Glenthøj udtrykker det.

Hall sagde nej, men prinsen gik videre til en af oppositionens ledere, baron Blixen-Finecke og gentog sit forslag. Baronen vred sig. Frederik den Syvende havde jo givet danskerne deres grundlov i 1849. Den var kommet for at blive. Men prinsen mente jo også, at kongen skulle abdicere.

Måske var der frygt for, at han ville begå statskup, når han blev konge. Men var han på vej til at begå forræderi? Han bevægede sig på en hårfin grænse.

 

Danmark til Ejderen!

Da Frederik den Syvende døde sidt i 1863, var krigstrommerne allerede i gang. Den danske regering vedtog en forfatning, der knyttede Slesvig nærmere til Danmark. Samtidig blev Holstens muligheder for at blande sig i dansk politik fuldstændig strækket.

• Danmark til Ejderen

Ja sådan lød det nu herhjemmefra. Man tænkte statsretsligt. Det var umuligt at foreslå en deling af Slesvig, som var det langsigtede mål. Delinger efter nationalt sindelag var ikke normen i europæisk politik i kølvandet på Wienerkongressen. I foråret 1863 var Preussen og Østrig også på kanten af krig. Tidspunktet for, at man delte Slesvig var ikke dårlig samtidig med at man udskilte Holsten-Lauenburg.

Man mødte dog også en vis forståelse i London og Frankrig

 

Uenigheder i London

I februar 1864 var krigen en realitet. D.G. Monrad sagde nej til grænsedragning på London-konferencen. Christian den Niende så nu mulighederne for at knytte Danmark til Det tyske Forbund, mens Monrad ville knytte Danmark nærmere til de andre nordiske lande.

 

Den svenske konge havde lovet 22.000 mand

Ja Karl den 15. havde lovet at stille med 22.000 mand i tilfælde af krig mod tyskerne. Dette løfte kunne kongen i sidste ende ikke indfri, fordi han mødte stærk modstand hos sin regering. Men regeringen var tæt på at blive væltet, og så havde kongen fået sin vilje.

Men trods dette, så troede Danmark til det sidste, at svenskerne kom til hjælp. Og havde det blevet en kamp mod hele Skandinavien, kunne England og Frankrig ikke bare have set på. Så havde de vel bremset Bismarck?

 

Man troede på Skandinavien

Frem mod 1864 troede man på skandinavismens styrke. Man satsede på, at Karl den 15. skulle være konge af Skandinavien. Den danske kronprins Christian af Glücksborg var hadet af skandinavisterne, fordi han var konservativ og havde tysk som modersmål. Åbenbart skulle Monrad også have foreslået den svenske konge.

Russerne var bestemt ikke glad for et fælles Skandinavien. De forsøgte at modarbejde det.

Det var en skuffelse for danskerne, at kun få hundrede frivillige svenskere og nordmænd, der mødte op, da det virkelig gjaldt.

 

Vi mistede to femtedele

Resultatet kender vi. Det blev et forsmædeligt nederlag, ikke mindst takket være både Monrad og kongen, der fejllæste det diplomatiske europakort anno 1864. Ingen kom Danmark til hjælp og vi mistede to femtedele.

Det var ikke utænkeligt, at vi kunne have fået den grænse vi fik med ”Genforeningen” i 1920. Og hvem ved, måske kunne Flensborg også være blevet dansk!

 

Kongen var ved at miste sin trone

Man havde dog aldrig troen på at kunne slå prøjserne. Men man troede, at krigen kunne åbne for nye forhandlinger om en deling af Slesvig. Men man kunne ikke rigtig gennemskue Bismarck. Det var det nu hvis ingen i Europa, der kunne. Både Østrig og Frankrig blev udmanøvreret af ”Jernkansleren”, der samlede hel Tyskland.

Frem til 1920 handlede det om at få ”Det Tabte Land” tilbage. Det skulle ikke være ved krig men med international ret og selvbestemmelse.  Det holdt hårdt og efter Tysklands nederlag lykkedes det endelig. Men også her, så de danske politikere ikke for godt ud. Ja det var ved at koste Christian den Tiende tronen og Danmark kongedømmet.

 

Kilde:

• Rasmus Glenthøj: 1864 – Sønner af de Slagne
• Hans Vammen: Den tomme stat – om dansk politik fra 1848 til 1864
• b.dk
• Diverse artikler på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

• Unødvendige krige?
• Lundtoft herred 1848
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
• Slaget ved Brøns – set med danske øjne
• Monrad – hvordan var han?
• Monrad – nok engang
• Sandheden om Herman Bang’ s Tine
• Sønderborg 1864
• Istedløven brøler stadig
• Begik kongen højforræderi?
• Rendsborg 1848
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen
• Aabenraa 1848 – 1851
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Aabenraa 1864
• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
• Dagborg fra Møgeltønder
• Ulrich – en fysikus fra Tønder 1 – 2
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• Apotekeren fra Højer
• Heltene i vadehavet
• Lov og ret i Sønderjylland dengang
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Familien Jürgensens tyske sind
• Aabenraa 1800 – 1850 og mange flere