Artikler
Maj 7, 2019
AVIS – MINE
Af Lisa Hildegarth
Mine Nielsen var gennem en mennskealder en institution på Langå Station. Avis Mine gav også navnet til en af de tidligere IC 3 – tog. Mange af Rigsdagens medlemmer søgte gennem årene gode råd hos Avis – Mine. Stationsforstanderen ville gerne have, at mine betjente kongen, da denne kom ed den kongelige salonvogn til stationen. Men hun svarede, at kongen måtte vente til det blev hans tur. Og det var Christian den Tiende glad for at høre, så Avis-Mine gav hende 2 kr. i dyb taknemmelighed.
Avissælger Mine Nielsen, var gennem en menneskealder en institution på
Langå Station i Østjylland. Hun havde arvet aviskiosken efter sin mor Rikke og udsalget blev efter hende overtaget af hendes søn Svend. Utallige historier fortælles om den bramfrie Avis-Mine, der ikke accepterede at gøre forskel på folk. Derfor blev det helt naturligt at hun i 1990 gav navn til et af de tidlige IC3-tog.
Mange af Rigsdagens medlemmer rådførte sig undertiden med Avis-Mine på
Langå Station, dersom de var i tvivl om et lovforslag, og hun var ikke bleg for at give sit besyv med! Så indirekte havde Mine i Langå en stor indflydelse på dansk politik i gennem flere årtier.
Engang i 1930’erne, ankom den kongelige salonvogn fra København med Kong
Christian 10. og Dronning Alexandrine på deres vej til Klitgaarden i
Skagen. Stationsforstanderen ville absolut have at Avis-Mine skulle betjene kongen her og nu. Men i stedet svarede hun bramfrit med de berømte ord:
“Kongen må vente til det bliver hans tur”!
Toget mod Struer var tæt på afgang, og Avis-Mine ville gøre avissalget færdig gennem togvinduerne. Kongen kunne sagtens vente, eftersom toget mod Aalborg-Frederikshavn havde nogle ekstra minutters stop. Da toget til
Struer fløjtede afgang, gik Avis-Mine hen til den kongelige salonvogn. Kong Christian rullede vinduet ned, tog Mine i hånden og takkede hende for at hun havde behandlet ham som et menneske og ikke som Hans Majestæt Kongen! Derpå gav Kong Christian hende 2 kroner i dyb taknemmelighed.
Tak til Lisa Hildegarth
Maj 3, 2019
Automobilen fra Nørrebrogade 38
Dette var en af de af artikler, der var beregnet til NørrebroLIV. Hvem skulle tro, at Danmarks første automobil blev fremstillet i en baggård på Nørrebro. Det var den berømte Hammel – vogn, som stadig kan køre. Og på en af de første ture mødte man sandelig ”Hans Kongelige Højhed”. Så glemte man bilen. Men den blev fundet frem igen. Den deltog i et veteranbilløb i England. Det var den ældste bil, og den kom ind på sidstepladsen. Ja tænk engang BBC afbrød deres program, da den kom ind over målstregen. Som en bonusinfo kan vi oplyse, at ”mekanikus” var Peter Mygind’ s tipoldefar.
Hvem skulle tro det? Danmarks første automobil blev fremstillet i en baggård på Nørrebro. En af mændene bag var fynboen Hans Urban Johansen. Allerede tidligere havde han konstrueret en indviklet maskine, der kunne spinde snørebånd af hestehår. Han var en rigtig ”Ole Opfinder”.
Han blev smed og kom til København og så blev han ansat hos en rigtig ”mekanikus” Albert F. Hammel. Denne havde ideerne og Johansen havde fingerfærdighederne.
I foråret 1889 rullede ”Hammel-vognen” ud af gården, Nørrebrogade 38. Jo det var en af verdens første benzinbiler og verdens ældst kørende benzinbil. Ja for den kan sandelig køre endnu. Nu er det dog hvis ikke helt enighed om, hvornår bilen kørte ud af baggården.
Bag rattet sad Johansen. På passagersædet sad ”mekanikus” – fabrikant Hammel. Hastigheden på prøveturen nåede op på de vanvittige 7 kilometer i timen. Det gik ned ad den grøft- og voldkantede Nørre Alle mod Strandvejen.
Men det var lige ved at gå helt galt. Johansen kom på kollisionskurs med selve majestæten, Christian den Niende. Johansen fortæller senere om episoden:
Johansen fortsatte sin beretning:
Kongen var ikke alene om sin underen. I dagspressen kunne man for eksempel læse:
Hammelvognen blev i flere år brugt til – i gangtempo – at transportere fabrikanten fra hjemmet i Skovshoved til Nørrebrogade med Johansen ved rettet. Det skete i hvert fald i en periode af mindst to år – hver dag.
Det var en åben grønmalet jagtvogn med fire høje hjul og et højt forstykke. Nu var det, som vi hørte godt nok en klokke på bilen, men det var ganske unødvendig. Den et ton tunge bil blev drevet af en eksplosionsmotor, der larmede, spruttede og hvæsede faretruende.
Til samtidens store forundring styrede chaufføren ved hjælp af et lille håndhjul. Drejede håndhjulet til venstre kørte vognen til højre.
Det var ikke verdens første automobil, men blandt de meget tidlige. Gotlieb Daimlers og karl Benz fra 1885 – 86 betragtes således som den første.
Fabrikant Hammel var født i København i kredsen omkring den tyske menighed og Skt. Petri Kirke. Han studerede i Tyskland og Schweiz. Her stiftede han bekendtskab med den nye forbrændingsmotor. I 1882 forelå hans første ansøgning om anerkendelse af den gasmotor, som han senere fik diplom og medalje for på industriudstillingen i København i 1888.
Hammel var søn af en klejnsmed. Han kom efter skoletiden i lære som gas – og vandmester i København. Han var udlært i 1866. På sin maskinfabrik producerede han gasmotorer. Gennem årene opnåede han patent og eneret på adskillige maskinkonstruktioner. Fra 1881 nævnes han som maskinfabrikant.
Men selve vognen gik hurtigt i glemmebogen og stod årevis ubrugt under et halvtag på Nørrebrogade. I en senere boopgørelse figurerer den som ”ubrugelig motorvogn” værdisat til 25 kr.
Da Jacob Ellehammer, manden der senere skulle stå bag den første flyvning i Europa, ville indlede samarbejde med Hammel om udvikling af en fly – motor, svarede denne:
Hammel ligger i dag som mange andre kreative mennesker begravet på Assistens Kirkegård.
Den nybagte smedesvend, der kom til Nørrebro i 1872, Hans Urban Johansen var baptist. Han tilså Gefions – springvandet lige som han løste andre tekniske konstruktionsopgaver på bestilling. Åbenbart var det den elegante hestevognstype ”Dogearten”, der dannede forbillede for den verdensberømte ”Hammelvogn”.
Hans Urban Johansen var på valsen i Tyskland i sine unge år. Og her beretter han om at have sat sig ind i mekanikken i de nye stationære motorer, som man eksperimenterede med, og som brugte ”Gasolin” eller benzin som brændstof.
Hjemme på Fyn eksperimenterede han selv med held med disse gasolin-motorer. Han udviklede en karburator, som hans arbejdsgiver senere udtog eneretsbevilling på.
Hverken Johansen eller Hammel så mulighederne for deres konstruktion. Ingen af dem drømte tilsyneladende om at sætte bilen i serieproduktion. I 1892 nævnes det, at bilen bliver placeret under et halvtag i værkstedets gård.
Børnene, og dem var der mange af, Johansen havde selv otte, legede respektløs op og ned i bilen, og det har sikkert været med Johansens billigelse.
Og så kan vi da lige tilføje som en spøjs sidebemærkning, at Hans Urban Johansen er Peter Myginds tip – oldefar.
Det var i 1925, at den blev genfundet. KDAK ville have den med på den første Forum-udstilling i 1926 og efterlyste den.
I et brev fra Sydamerika oplyste en mand, at man skulle søge i en bestemt baggård på Nørrebro. Og her var Hammel – bilen sandelig. Senere skænkede KDAK den til DTM. I 1954 blev bilen restaureret af dansk Karosserifabrik og bilfirmaet Bülow.
Hammel-vognen deltog i 1954 i det berømte veteranbil – rally London – Brighton. Den var som årgang 1887 den ældst deltagende vogn. Den gennemførte turen (90,9 kilometer) på 12 timer og 47 minutter. Dette svarer til en gennemsnitshastighed på 7,1 kilometer i timen.
Hen mod aftenen måtte chaufføren tænde stearinlygterne i forlygten og petroleumsvægen i baglygten. Dens startnummer var nummer et. Men den ankom som nummer sjok af de 223 deltagende biler. Men den blev hyldet som den store vinder. Ja BBC afbrød deres program og fortalte, at den danske bil var kommet i mål.
Ja i dag befinder Hammel – bilen produceret i en baggård på Nørrebro sig på Danmarks Tekniske Museum.
Maj 2, 2019
Livet på Nørrebro omkring 1900
Her var masser af ubehagelige beboere. Der var masser af lejligheder at få. Mange blev sat på gaden. Fattigdom gik ud over børnene. Der var lang vej til retiraderne. De gamle damer hældte indholdet i vasken. En bred vej med ridesti. Mor tog geværet. Fælleddronningen, Maja købte sprit på klods. Usle og uhygiejniske arbejderboliger. Bal og teater i Folkets Hus. Masser af fornøjeligheder. Nu var det lettere at dø. Et glansbillede af Dagmar Hansen. Man kunne kigge ind på førstesalen. Halm til 25 øre på Lygtekroen. Æblerov i Jorcks have. Et specielt sigtebrød ved skæremøllen. En tur på Blegdamshospitalet. Husumgades Skole bliver betalingsskole. Spanskrøret sad løst. At sætte sig i respekt. Skrivelærerens pædagogik. Klasselæreren var ikke bedre. Til afstraffelse hos inspektøren. Tidligere befalingsmænd blev lærere, Nørrebros fem matadorer. Det hellige svin. Den nye sognepræst.
Ubehagelige beboere
Vi har været her før omkring dette tidspunkt. Men vi har sikkert ikke fået det hele med. Næsten alle var ludfattige dengang på Nørrebro. Men vi skal da også møde nogle af dem, der var mere rige, for dem var der sandelig også her i bydelen.
De fleste oplevede dog stor arbejdsløshed. Særlig om vinteren var det galt. Der var umuligt at opdrive arbejde. Børnedødeligheden var stor. Mange steder havde man kun en seng, hvor både forældre og børn sov i.
Der var også andre beboere. Hundreder af lopper, tusindvis af lus og myriader af væggetøj. Der var ikke meget ro, når der skulle soves. Den ene kradsede, den anden gnubbede, og den tredje vendte sig, mens den fjerde skulle tisse i spanden. Ikke så sær, når forældrene råbte, at nu ville de snart have nattero.
Enhver skoleelev havde lus dengang. Tre gange om ugen aflusede moderen ungerne. Frem med kæmmekammen, hovedet ind over et stykke gammelt gråt papir og så knæk, knæk, knæk.
Masser af lejligheder
Omkring år 1900 var der masser af lejligheder at få på Nørrebro. Den første måned var som regel gratis. Havde folk ingen penge, og det var der mange, der ikke havde, så flyttede man bare igen efter en måned. Man havde ikke mere hvad der kunne være på en stor trækvogn.
I enhver kiosk kunne man købe en lejlighedsliste over ledige lejligheder ordnede efter byens kvarterer og med opgivelse af lejlighedens størrelse og huslejen.
En treværelses lejlighed kostede 20 kr. om måneden. De fleste på Nørrebro var dog kun på to værelser.
Sat på gaden
Nu var det særlig fra Guldbergsgade 4 og de små lejligheder, at naboer havde set familier blive sat på gaden. Det var ikke et rart syn. Møblerne blev båret ud og en politibetjent holdt vagt. Hvis familien ikke selv i løbet af dagen fandt noget at bo i, så blev de sendt på Ladegården.
Man skulle passe på ikke at ende på Fattiggården, for så var det helt slut med at bestemme selv.
Man skulle passe på at bede om noget. Dengang kunne man fra Menighedsplejen få gryn, kaffe, te og andet. Man søgte det som hed hjælpekassen.
Og så en dag stod to herrer. De ville undersøge om familien nu trængte til noget. Og hvis moderen ellers så propper ud, og det var rengjort i lejligheden, ja så fik man ikke noget. For her så jo ganske pænt ud. Der blev ikke spurgt til familiens økonomi.
Om sommeren var der mange familier, der plukkede Kamilleblomster. Man solgte dem på Apoteket og købte så rugbrød for pengene.
Fattigdom gik ud over børnene
Når man talte om de gode gamle dage – Nørrebro omkring 1900, ja så var det nok en rædsel for de fleste. Den megen fattigdom gik ud over børnene. Om sommeren gik drengene barbenet, om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.
Pigerne kunne ernære sig som sypiger i en sidegade, hvor de fine fruer kunne få syet modelkjoler til en tiendedel af det, som de skulle give i et stormagasin.
Lang vej til retiraderne
Guldbergsgade 41 dengang bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads. I gårdspladsens østligste side var anbragt en række store skarnkasser. I den vestligste side var der anbragt 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindeligste. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne, hvilket udvirkede et forfærdeligt svineri.
Trappebelysningen bestod af åbent gasblus på hver etage. Det var ingen belysning på køkkentrappen som jo var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, hvis man skulle ned om aftenen eller natten på naturens vegne. Rotter så man næsten hver gang på disse ture.
De gamle damer tømte indholdet i køkkenvasken
Det var nu heller ikke alle, der gad at gå ned i gården. Således var der en del ældre fruer, der tømte både stort og småt fra natpotterne i køkkenvasken. Og dette kunne jo sagtens sætte sig fast. Og særlig om sommeren kunne dette godt skabe dårlige dunster.
Galt var det også om vinteren, når vandet frøs til is i rørene. Så standsede alt afløb.
Det påhvilede beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrapperne skulle der strøs frisk sand. Der kom hver 2. uge en sandhandler i gaden.
Masser af lege i gården
Fik man besøg, ja så måtte man til bageren efter brød og fløde. Det fik man i en lille spand for 5 eller 10 øre. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind over. Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 øres til børnene.
Ude i gården var der rig mulighed for spil. Man kunne lege ”Skjul”, ”Røver og Soldater”, ”Gorm, den gamles kæmper”. Ja så var det også ”Hest og Vogn”.
På Nørrebro var der et væld af beværtninger. Og særlig fredag og lørdag oplevede man gadebetjenten drive af med ”en fuld støjer”. Det gav så anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene skiftevis til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer”. Den ”fulde mand” blev så puttet i kælderen.
Bred vej med ridesti
Det var dengang, hvor Tagensvej blev anlagt som en flot bred vej med ridesti. Her red officererne fra Sølvgades Kaserne. Og det var også tit med damer. Midt på gaden gik gardens piberdrenge. De skulle på Fælleden og øve sig i at fløjte. Dengang var der ikke tilnærmelsesvis så meget trafik som nu.
Men her så man også feltartilleriet med et forspand på hele fire heste. Ja, når vi nu var ved militæret, så kunne man opleve 7 – 8 regimentsorkestre give friluftskoncerter i anlæg og parker, ja selv på legepladsen på Kapelvej.
På Tagensvej kørte der også en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsvej, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var der strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var snevejret for slemt, måtte der spændes to heste foran vognen.
For enden af Tagensvej var en lang bakke mod Bispebjerg. Her lå en masse kolonihaver.
Mor tog geværet
Herude på Fælleden holdt Borgervæbningen også sine øvelser. De var iklædt mørke uniformer med nogle rædsomme kasketter med store firkantede skygger.
Det var morsomt at se, når de stillede deres gevær i pyramide. Knap så morsomt og måske dog var det at se dem vakle hjem, godt påvirket af spiritus som venner, bekendte og familier havde haft med til pauserne.
Ja man kunne også opleve, at det var far, der kørte barnevognen fra øvelsen og mor, der måtte bære geværet.
Fælleddronning Maja købte sprit på klods
Det var dengang køerne græssede ved grøftekanten på Blegdamsvej. Her kunne knægtene løbe på skøjter på ”Holger Danskes Briller på hjørnet af Tagensvej og Nørre Alle. Ja egentlig var der tale om tre små søer, en virkelig tumleplads både om sommeren og vinteren. Om sommeren kunne man bygge tømrerflåder og sejle på søerne,
Fælledronningen Maja drak sprit som hun købte på klods i den lille grønthandlerbutik på Blegdammen 8 i kælderen.
Usle og uhygiejniske arbejderhuse
Over for Jagtvejens Mølle lå en hel lille by, bestående af lave et-etagers huse. Det var Arbejderboligerne. De var så usle og uhygiejniske som kunne tænkes. Men huslejen var også derefter.
Det var dengang Rantzausgade hed Nordvestvej, og hvor man så jernbanelokomotiver blive vendt på drejeskiven uden for Bergenholz Reklamepavillon.
Bal og teater i Folkets hus
Der var da heldigvis også fornøjelige ting. I Folkets Hus på Jagtvej var der bal og teater. Men her var det svært at snyde sig ind. En uhyggelig stor kontrollør med fedtet, sølv kasket bevogtede adgangen.
Har var masser af feststemning og masser af bajere. Her var sandelig også tjenere. Og så blev lyset dæmpet. Nu startede forestillingen. Bagefter var det dans. Mange havde allerede i begyndelsen fået for meget. De havde svært ved at holde balancen. For et par timer kunne man glemme nød og fattigdom.
Masser af fornøjeligheder
Det var i de dage, da en bajer kostede 11 øre, ja de var også set ned til 8 øre. Og havde man en daler med i Tivoli, så havde man småpenge med hjem. Selv Zoologisk Have gav overskud. Billetprisen til børn var kun på 25 øre.
Som bydreng hos en skrædder kunne man tjene den formidable ugeløn på 3 kroner 50 øre. Arbejdstiden var fra kl. 2 eftermiddag til 8 om aftenen. Og om lørdagen til efter 11.
Mange tog til Alleenberg på Frederiksberg Alle. Men der var sandelig også et mindre forlystelsessted på Nørrebro, der hvor Skandinavisk Motor senere residerede. Det var mellem Esromgade og den dengang Ny Åboulevard, nu Lundtoftevej. Etablissementet hed Nordlund.
Selv Cafe ”Overskæringen” havde krohave dengang. Og tænk hjørnet af Allersgade og Nørrebrogade var beæret med to værtshuse, nemlig Cafe ”Helvede” og Cafe ”Himmerrige”. Sidstnævnte havde også krohave og en navnefætter på Købmagergade.
Nu skulle han kun lukke det ene øje
På hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade lå en cafe, der hed ”Borgersalen”, hvis ejer kaldtes ”Borgeren” Ja egentlig hed han Adler Petersen.
En aften opstod der et slagsmål her. Jørgen fik det ene øje slået i stykker af et forvildet stoleben. Modparten sagde også undskyld:
Nytårsdag fik man besøg af natmænd, skraldemænd, skorstensfejere og endda postbud. De kom og ønskede ”Glædeligt Nytår”. Ja og så fik de så til gengæld en lille gave på 2 kr.
Et glansbillede med Dagmar Hansen
Det var dengang, man kunne få en rygelig cigar for 7 øre, en flaske akvavit for 40 øre. En pakke cigaretter (10 stk. Motor) for 10 øre. Men så var det også et glansbillede i af Dagmar Hansen i trikot.
På restaurant kunne man få smørrebrød til 10 – 12 og 15 øre. Bøf med løg og kartofler kosten 1 kr. og så var det en gratis snaps til.
Og portoen, ja indenbys kostede den 4 øre og udenbys 8 øre.
Man kunne kigge ind i Førstesalen i Blågårdsgade
Så var det lige den kollektive trafik. Man strøg fra Kapelvej til Kongens Nytorv og modsat fra Nørrevold til Hillerødgade for en 5 øre. Tog man så linje 3 gennem Blågårdsgade ”ovenpå” kunne man se ind ad førstesal i Blågårdsgade.
Gaderne var belagt med brosten. Dette afstedkom meget spektakel. Og Nørrebros hestesporvogn var jo på to etager. Fra Sct. Hans Plads til Christianshavn kørte ”de gule hesteomnibusser”. Disse ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.
Stakkels konduktører
Som vi i tidligere artikler har omtalt begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro – de var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne. I 1901 kom luftledningerne og så fulgte samme år elektrisk drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej. Her var der også to – etagers vogne. Som taxaer kunne man bruge de gamle hestedroscher.
Ja så var det jo også Nordbanen og Klampenborgbanen med de morsomme toetagers vogne og åbne skovvande. Ja endelig havde man fået lokalstationer i den nuværende Nørrebroparken. Senere kom Slangerup-banen.
At være konduktør eller rettere sagt billettør, var et ualmindeligt farligt arbejde. Uanset vejret, skulle konduktøren kontrollere og klippe biletterne, stående på vognens trinbrædder.
Det var en hård tørn i frost eller blæst. Han bankede på kupéruden. Passagererne måtte så rulle vinduet ned, mens han klippede biletterne.
En stærk gene var de mange jernbanebomme. Særligt på Nørrebrogade blev trafikken forsinket også af rangering fra den der liggende sporvejsremise.
Der boede køer på førstesalen
Det var altid imponerende at se brandudrykninger. Sprøjterne og stigevognen var dengang hestetrukne. Det var et flot syn. Det flotteste var hvis dampsprøjten var med. Der var fyret op under kedelen og der kom en vældig røg op af den blankpudsede messingskorsten.
Og tænk engang på hjørnet af Murergade og Korsgade boede der køer oppe på første sal.
Halm til 25 øre på Lygtekroen
Lygtekroen var et sted, hvor man snød med øllet. Men det var også et sted, hvor man kunne købe et knippe halm til sengen. Prisen var 25 øre.
Lygtekroen lå med Ladegårdsåen på den ene side, det vil sige, den hed ved Lygteåen og gik ud i Ladegårdsåen.
Åen dannede grænsen mellem København og Bøhlandet. Her endte Nørrebrogade for at gå over i Frederikssundsvej. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter ved siderne, åbne, bare marker med meget spredt nybyggeri.
Lygteåen løb under en bjælkebro og et godt stykke op i Lersøen. Her var fuld af grønne grøfter, store grønne arealer, masser af græs, vilde planter, brændenælder i overflod, småsøer, vandhuller og store lossepladser. Her var også modtagelsesanstalt for byens latrintønder.
Den enorme Jorcks have
På den ene side var det nærmest som en stor mark ind mod byen. Men herude lå også noget meget fornemt. Det var Jorcks Have. Det var adskilt fra Nørrebrogade med et stort gitter og søjler.
Jorck var rigmand i den helt store stil. Ja han var eventyrlig rig.
Langt tilbage i kæmpehaven knejste Jorcks residens sig. Det var en stor rigmandsvilla, luerød med en bred fornem trappe. Den førte op til en bred afsats med baldakin over en bred fløjdør, der førte ind i gemakkerne.
Her var masser af frugttræer. Men her lå folk på vagt for at fange de knægte, der turde at komme ind og stjæle frugterne.
Et specielt sigtebrød ved skæremøllen
Et stykke længere op af den brobelagte Nørrebrogade lå omkring nr. 200 i dag en skæremølle. Her solgte man et specielt sigtebrød. På den modsatte side var der en gård med pumpe midt i gården. Her blev der drevet vognmandsforretning. Man havde specialiseret sig i bryllupskaret med hvide heste. Ja det specielle var at bryllupskørsel blev foretaget i en glaskaret trukket af hvide heste.
En tur på Blegdamshospitalet
Det var på det tidspunkt, hvor en masse børn var indlagt på Blegdamshospital. Der var en epidemi af skarlagensfeber. Køreturen derud foregik i en stor hestetrukken ambulance med to heste for og en stor rar mand i uniform med stort rødt cykelstyrskæg. På bukken, hvor han saed, var en stor klokke, han kunne træde på. Det morede børnene meget, når han gjorde det. Der var vel 8 – 10 unger i sådan et læs ad gangen.
Og ungerne havde det godt på hospitalet. Der fik de da mad hver dag.
Overbelagte skoleklasser
De stakkels skolebørn. Det var i spanskrørets og pryglenes tid. Og selv om vi befinder os i et arbejderkvarter, så kunne man selvfølgelig også mærke klassedelingen her helt i overensstemmelse med tidens sædvaner og anskuelser.
Jo kæft, trit og retning det var reglen for, hvordan man skulle opføre sig i skolen. Det betød, at man skulle holde mund, og kun sige noget, når man blev spurgt. Det var lige som små soldater. Og så fik de en lussing, når de voksne ikke syntes, at de opførte sig ordentlig.
35 børn var der i en klasse. De dygtigste og mest artige sad forrest. Arbejderbørn og mælkedrenge nåede ikke altid deres lektier og sad for det meste bagerst. Her kunne det godt være svært at forstå læreren.
Husumgades Skole blev betalingsskole
Husumgades Skole blev mere og mere overbelagt. Derfor opførte man bl.a. Hans Tavsensgades Skole. Og så kunne man lige så godt skille fårene fra bukkene. Man gjorde Husumgades Skole til betalingsskole for de ”fine” Den nye skole skulle være slyngelskolen.
Den var til gadedrengene, der skulle tugtes til at blive bedre mennesker. Formålet var således godt nok, men metoden var kortsynet og middelalderlig forældet. Den prygl man fik grænsede jo nærmest til mishandling.
Spanskrøret sad løst
Man havde indført en eller anden regel om, at man højst måtte give en knægt fem slag med spanskrøret. Men lærerne kunne give dem fem slag lige så mange gange om dagen, som man havde lyst til.
I løbet af dagen havde man også forskellige lærere. De viste jo ikke, om den enkelte havde fået med spanskrøret. De enkelte lærere vidste heller ikke, hvor mange lussinger og knoer i hovedet den enkelte havde fået.
Det var selveste justitsminister Peter Adler Alberti, der omkring 1906 fremsatte sin bekendte pryglelov – korporlig revselse som opdragelsesmiddel.
At sætte sig i respekt
En læreres vigtigste opgave var at sætte sig i respekt og føre klassen frem til bedst mulige eksamensresultat. Hertil var prygl lide nødvendig. Efter myndighedernes opfattelse blev skolen bemandet med folk, der målbevist arbejdede efter Kramers Regnebog.
Skrivelæreren var en høj, ret kraftig selvbevidst herre. Han havde et velplejet gråt fuldskæg. Han var ret elegant påklædt. Om vinteren gik han altid i pelsforet frakke, som han øjensynlig var meget glad for.
Skrivelærerens pædagogik
Der blev omdelt et skrivehefte og en pen. Så skulle der skrives efter en forskrift i heftet. Så begyndte han at vandre op og nedad bænkerækkerne. Ned ad den ene side og op ad den anden side.
Under denne vandring, standsede han op ved hver dreng, rettede højlydt på ham medens han samtidig dunkede ham i hovedet med knoerne. Kun ”sinkerne”, som han havde opgivet, lod han i fred. Han råbte op med alle de fejl hver enkelt begik.
Det er jo indlysende, at denne form for undervisning indebar en meget stor undervisningsmæssig spildprocent. For det første var det umuligt at koncentrere sig om skrivningen på grund af lærerens støjende adfærd. For det andet fulgte eleverne hele tiden med øjnene, hvem læreren nu tævede.
For det tredje var glæden og dermed arbejdslysten helt ude af billedet.
Nu handlede lærerne sikkert ikke af ondskab, men de gik ind for et ældgammelt system, der var blottet for menneskekundskab og humanitet.
Efter diktatskrivning blev hver enkelt elev kaldt op til katederet, og så begyndte den sædvanlige festforestilling. Øretæverne faldt næsten i uafbrudt rækkefølge ledsaget af vrede og højlydte udskældninger.
Klasselæreren var ikke spor bedre
Den faste klasselærer var ikke spor bedre. Han blev ved med ”Hep – Hep – Hep – Pilatus med sin kæp. Han havde et robust udseende, med store, uregelmæssige, tobaksbrune hestetænder, en temmelig lang næse med en lille pukkel på næseryggen.
Han var en svoren tilhænger af spanskrørets troldoms – magt, og der gik ikke en time, inden han svang det med trænet hånd over en eller flere stramme buksebage.
Til afstraffelse hos inspektøren
Pryglesystemet blomstrede helt op til toppen. Alle småforseelser i frikvarterne blev observeret. Folk blev så trukket til side og så gik gårdvagten triumferende op til inspektøren med en flok fanger. De blev stillet op ude på gangen, mens læreren gik ind og aflagde rapport.
Så blev hver enkelt kaldt ind til hans excellence. Så blev man ellers dekoreret med røde og blå striber, der hvor det gjorde mest ondt. Nogle af synderne sagde ikke et kny til hans støre ærgrelse. Andre vrælede til hans store fryd.
Var det mange, der var trukket op, var det en fordel, at komme til sidst. Men man skulle have stålnerver og ikke lave sig skræmme af skriget og skrålet derinde. Hans kræfter var efterhånden ebbet ud.
Tidligere befalingsmænd blev lærere
Prinsesse Charlottegades Skole var også en betalingsskole. Den kostede også en krone om måneden. Nede på Sjællandsgade lå der en skole, hvor der ikke var betaling. Denne forskel bevirkede, at eleverne fra de to skoler røg i totterne på hinanden.
Ja se dengang havde afdankede soldater en stor fremtid som lærere også på Nørrebros skoler. Kaptajn Dahl straffede de stakkels elever på Prinsesse Charlottegades skole ved at slå i håndfladerne med en stok. Det sved slemt. Jo og gymnastiklæreren var oversergent Bohse.
Beklædningen – dengang
Arbejderkonerne var altid i sjal og bar en kurv under sjalet. Mændene gik uden flip. En kraveknap holdt skjorten sammen i halsen. Flippen kom frem ved forskellige lejligheder som konfirmation og sølvbryllup.
Ikke sjovt at være i lære – i fars butik
En driftig mand var Barsøe. Han startede som urtekræmmer i Guldbergsgade. Men senere etablerede han en 4 – vinduers hjørnebutik på Nørrebrogade lige ved Stefans Kirken.
Det var ikke sjovt at stå i lære i sin fars butik. Man skulle være bedre end alle de andre. Man begyndte kl. 7 om morgenen, og der blev først lukket kl. 8 (20) om aftenen ugens fire første dage. Fredag var der åben til kl. 10 (22) og lørdag til kl. 11.(23) Derefter var der oprydning. Det var en alsidig lære, hvor man virkelig lærte noget.
Frokost og aftensmad blev indtaget i bagbutikken. Alt imens måtte man også ekspedere. Den praktiske uddannelse blev suppleret af teoretisk uddannelse på handelshøjskolen på Nørrevold to gange om ugen. Det var fra kl. 20 – 22.
Sønnen ville ikke overtage – det var et slaveliv
Men sønnen ville ikke overtage butikken. Han mente, at det var et slaveliv. Faderen drejede derfor nøglen om som 60 – årig, fordi der skulle stå Barsøe over døren. Butikken var særdeles indbringende. Han havde opkøbt ejendomme og er erhvervet sig en række hjørneejendomme.
Sønnen var gået hen og blevet socialdemokrat. Og dette harmonerede slet ikke med faderens indremissionske indstilling. Der var hverken spiritus eller rygning i dette hjem. Kortspil m.m. og Tivoli – besøg var djævelens værk. Men det var et gæstfrit hjem. Her kom mange præster på besøg. Både de kendte og mindre kendte. Ved afskederne i entreen blev der dog budt på Havana – cigarer.
Travbageren
Jo der var skam matadorer på Nørrebro. Vi har her hørt om den ene. På hjørnet af Gormsgade boede Travbageren. Han havde en af datidens største travstalde. Og så var han altid godt kørende. I den lave basarbygning havde han et bageri.
Kartoffelkongen
Lidt længere henne var der en grøntforretning. Indehaveren gik under navnet ”Kartoffelkongen” eller ”Den Glade Vinder”. Han var storspiller på travbanen. Opildnet af travbagerens succes anskaffede han sig også en travhest.
Da Travbageren hørte om dette, sagde han ved deres første møde med kartoffelkongen:
Og kartoffelkongen svarede rapt igen:
Niels Mangepenge
Men vi havde dog endnu en matador på Nørrebro. Det var den store slagtermester med 7 svende. Han gik under navnet ”Niels Mangepenge”.
Når lørdagen var slut mødte han op hos Barsøe og købte en Linjeakvavit og et par dåser hummer. Og som han sagde:
Søndagsturen
Når ”Niels Mangepenge” og husholderen spændte for om søndagen var der et par markante skikkelser, der drog ud ad Strandvejen.
Husholderen var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer. Rundskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker.
Mester var i jaket, med stribede bukser – endog meget stribede – brune sko, stråhat. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var måske for at understrege tilhørsforholdet til det meget blodige fag.
Det hellige svin
For den fjerde matador, Barsøe var denne ydre pragt ikke noget han prydede sig med. Han var dog yderst velklædt. Hver morgen gik han sin morgentur i kvarteret. På denne kom han også forbi en mindre købmand, der var blevet omvendt.
Tværs over loftbjælken i hans forretning var der opsat et skilt med ordene:
Nu var hans forretning godt nusset. Og Barsøe mødte ham en morgen og talte med ham om, at han var blevet omvendt. Ja svarede købmanden:
Til dette svarede Barsøe nu:
Den nye præst var en torn i øjet hos Barsøe
Det var ikke godt, at den nye sognepræst i Stefans Kirken var grundtviganer. Det var en torn i øjet på Barsøe. Og bedømmelsen kom hurtig – en gudelig folketaler.
Der kom masser af butikker
Der var jo også et par enkelte store butikker på Nørrebrogade dengang. På hjørnet af Nørrebrogade/Stengade lå Magasin du Nord´ s filial. Og på hjørnet af Griffenfeldsgade lå L-W. Erichsens Isenkram.
I sidegaderne var der en mængde butikker, urtekræmmere, spækhøkere, hørkram og produkthandlere. Lørdag aften var der travlhed hos urtekræmmerne. Kaffekværnen skulle drejes med et håndsving.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 265 artikler fra Nørrebro og 27 artikler under rubrikken fra Urtekræmmer til Shawarmabar herunder:
April 29, 2019
Røde Faner på Assistens Kirkegård
Vi har været her før. Pastor Steen ville ikke have røde faner på kirkegården. Man måtte heller ikke holde tale ved begravelsen. Det var borgerlig mindekultur. For arbejderne var tale om ære og magt. Ofte var der modsætningsforhold mellem arbejdere og præster. Da Harald Brix skulle begraves fjernede politiet liget. Politimester Crone ville ikke have røde faner. Social – Demokraten mente, at det var den frækkeste krænkelse. Fanen spillede en central rolle. Folketingsmedlem angreb præsterne. I 1887 var det stiftsprovsten, der som chef for Pastor Steen havde forbudt faner og taler ved socialisten, Adam Pedersens begravelse. Men arbejderne sagde også om ham, at han ikke kunne lide socialister og arbejdere. Det var en ære, at fanerne var til stede. Man blev opfordret til at møde op.
Vi har været her før
Vi har tidligere beskæftiget os med emnet og overværet en socialists begravelse her på kirkegården. Og nu er det måske ikke lige alt, der foregår lige på den prægtige kirkegård. Og vi har også masser af andre gode historier fra den kirkegård. Se lige artikelhenvisningen bagerst i artiklen.
Søndag den 1. januar 1887 blev socialisten Adam Pedersen begravet på Assistens Kirkegården. Begravelsen blev en stor offentlig begivenhed. Social – Demokraten havde anslået at der var 10.000 mennesker og 21 røde faner. Følget gik fra Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade til Kirkegården.
En stor begivenhed
Her meddelte den indremissionske præst, pastor Steen, at stiftsprovsten havde forbudt medlemmer af følget at tale ved graven. Den tilstedeværende politiassistent Rantzau og følge skulle sørge for, at dette ikke skete.
Adam Pedersens begravelse var en stor begivenhed i en tid, hvor socialistiske optog var et konfliktemne. Med en blanding af politiske symboler og almindelige begravelsestraditioner viste man den afdøde den sidste ære, udtrykte sammenhold i forhold til hinanden og manifisterede sin styrke ud af til.
En borgerlig mindekultur
Hvor der i andre tilfælde var den røde fane, der var genstand for forbud i ligtog og på kirkegården, var det i dette tilfælde muligheden for at sætte ord på de holdninger, de medbragte symboler stod for, der blev forhindret.
I Danmark fandtes en specifik borgerlig mindekultur i forbindelse med begravelser fra midten af 1800-tallet. Begravelsen var også et ritual og en begivenhed, hvor magtforhold i samfundet kunne vises og udøves.
Kampen om magten er kampen om myndigheden til at iscenesætte og arrangere begravelsesritualet, samt derefter at fortolke deres ordlyd og de tilknyttede handlinger.
Den traditionelle opfattelse af døden ændrede sig i takt med, at den kristne livsanskuelse måtte vige til fordel for et mere naturvidenskabeligt verdenssyn.
Modsætningsforhold
Begravelsesritualet var for langt største del af arbejderbefolkningens vedkommende præget af stor fattigdom. Modsætninger mellem præster og arbejdere forekom oftest, når erklærede socialister blev begravet og når bestemte indremissionske præster, der prædikede.
Der var især kamp om de røde faner på kirkegården og præstens taler om emner, hvor modsætningerne imellem arbejderbevægelse og præster kom til udtryk.
Da Harald Brix blev begravet
Den mest spektakulære konfrontation i forbindelse med arbejderlederes begravelser fandt sted i forbindelse med begravelsen af Harald Brix i 1881. Brix sad som medstifter af 1. Internationale fængslet i perioden 1872 – 75 og senere igen fra 1877 – 80. Han var grundet de strenge fængselsdomme et symbol på statens undertrykkelse af arbejdernes kamp.
Han brød de sidste år med Socialdemokratiet og dannede sit eget arbejderparti Heroldisterne, der havde sin egen avis, Herolden.
I dagene efter hans død skrev avisen skarpe udfald mod myndighederne og Brix hårde vilkår i fængslet beskyldes for at være en bevidst strategi fra myndighedernes side.
Han skulle begraves i Aalborg
Heroldisterne havde tilbudt at betale for en gravsten i København, men søsteren ville have ham begravet i familiegraven i Ålborg, hvorfor liget skulle fragtes dertil med dampskib fra København. Indtil det kunne lade sig gøre lå liget midlertid i ligstue på heroldens kontor i København.
Heroldisterne havde planlagt et ligtog fra Heroldens kontor i forbindelse med ligets overførsel til dampskibet, hvilket var kommet politimesteren i København, Etatsråd Crone for øre.
Liget blev fjernet af politiet
Madam Jensen på avisen Herolden’ s kontor skulle arrangere begravelsen i København for Brix søster. Ifølge politimesteren blev de to enige om, at begravelsen skulle finde sted i stilhed. Der er tvivl om i hvor høj grad politimesteren lagde pres på Madam Jensen og hvor stor enigheden var om dette.
Men i hvert fald så arrangerede politimesteren afhentning af liget kl. 4 om morgenen ved hjælp af betjente. Næste eftermiddag udstedte Crone følgende forbud, som blev afleveret på Heroldens kontor:
Den frækkeste krænkelse
Senere dukkede folk fra herolden op på politimesterens kontor for at få liget udleveret. Dette kunne dog ikke lade sig gøre.
I Social – Demokraten var man uenige i, at der var enighed mellem de to parter. Avisen mente man at have en klar ide om, hvad politiets motiv var. Liget var ikke blevet fjernet efter søsterens ønske. Social – Demokraten, hvor man sympatiserede med Heroldisterne trods modsætningerne mente man at politiet havde fjernet liget for at kunne forbyde optoget.
Herolden behandlede naturligvis også episoden. De mente:
Fanen spillede en central rolle
Avisen mindede også om den grundlovsikrede ret til forsamlingsfrihed.
Fanen har altid spillet en central rolle. Men Crone havde i starten af 1870’erne forbudt optog med den røde fane, da den for ham var et symbol knyttet til voldelig omstyrtning af samfundet.
Arbejdere kunne berette om, at:
Folketingsmedlem angreb præsterne
Hvor hyppige disse problemer er opstået er nok tvivlsomt. Men folketingsmedlem P. Holm tog emnet op i forbindelse med en diskussion om borgerlige rettigheder i Folketinget i 1891. Her rettede han ifølge Social – Demokraten et skarpt angreb mod folkekirkens Præster. Han nævnte et eksempler på, hvorledes sådan en præst i sin tale havde overgivet den afdøde til evig fordømmelse, fordi han var socialdemokrat.
Missionske præster havde bedt om, at få en vejledning i, hvordan de skulle begå sig. Pastor La Cour foreslog efter længere tids debat:
Den senere biskop Skat Rørdam var dog af en helt anden mening. Han mente lige som præster, at forbud mod røde faner ville skubbe arbejderne endnu længere væk fra kirken.
Stiftsprovsten havde forbudt den røde fane
Så var det lige talen ved begravelsen. Vi startede med begravelsen i 1887 på Assistens Kirkegård af Adam Pedersen. Ligtoget gennem byen blev hjulpet frem af politiet, der blandt andet spærrede gader af, men da følget nåede kirkgården blev medlemmerne af følget forbudt at tale ved graven.
Ifølge Social – Demokraten og det konservative Morgenbladet kom forbuddet fra stiftsprovsten og var altså ikke en vilkårlighed fra den lokale præst, men stammede fra en overordnet myndighed.
Pastor Steen kunne ikke lide arbejderbevægelsen
Pastor Steen var en kendt indremissionsk præst og i Social – Demokraten omtalt som kendt modstander af arbejderbevægelsen. I bladet kunne man læse:
Det faldt også avisen for brystet, at han efter jordpåkastelsen udtalte:
Dette blev opfattet som en unødig provokation, at Steen antydede, at arbejderne ikke kunne opføre sig anstændigt på kirkegården.
Følget havde frabedt sig, at pastor Steen talte ved graven. Grunden til, at de benyttede sig af denne mulighed, har nok først og fremmest været bekymring for, at talen skulle udarte sig, som Holm beskriver og ikke en generel modstand mod præstestanden.
Det var en ære at fanerne var til stede
Ved Socialdemokratiets mangeårige forretningsfører Peter Knudsens begravelse i 1910, sagde M.C. Lyngsie:
Det var en ære, at fanerne var til stede.
Stemningsfuld og mægtig
Og hvad var det lige aviserne skrev dengang:
Man blev opfordret til at møde op
Fællesskabet var både en meningsfællesskab med den afdøde og med resten af Følget. Man bekræftede dermed en fælles identitet.
Man blev dengang kraftig opfordret til at møde op ved en afdød socialdemokrats eller fagforeningsmands begravelse. En begravelsesannonce kunne lyde sådan:
I Adam Pedersens specielle tilfælde mente man angiveligt ikke, det var nødvendigt, men man tog ingen chancer:
Antallet af deltagere er tillagt stor betydning i avisens beskrivelse af begivenhederne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse i alt 1.397 artikler herunder:
Assistens Kirkegård/ kirker/præster (Nørrebro 264):
Arbejdere/Røde Faner/ 1. maj:
April 29, 2019
Præster og Døden på Nørrebro
Desværre har vi ikke mere ugeavisen NørrebroLIV. Vi havde sendt endnu 7 – 8 artikler til bladet, som endnu ikke er blevet bragt. Så disse kommer selvfølgelig på vores hjemmeside/ Facebookside. Vi kigger på nogle af de præster, der har huseret på Nørrebro gennem tiderne. Og i den forbindelse kigger vi også på Søren Kierkegaards begravelse. Ofte er skuepladsen vores skønne Assistens Kirkegård. De havde sandelig travlt dengang i Sankt Stefans Kirken. Og så udarbejdede Anne Braad sine egne 10 bud.
Den svenske digter Nicander var begejstret for Assistens Kirkegård. Han udtrykte det på den måde:
Jo kirkegården trak tidligt en masse publikum. Men herude var der også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Der var nærmest et lyststed og graverne solgte sprit. Her blev de kendte efterhånden stedt til hvile.
Kirkegaard, der ofte gik langs søerne for at få et glimt af sit håb, Regine, der rejste til De Vestindiske Øer blev stedt til hvile her. Han døde kun 42 år gammel. Det var den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendefolk på syv. Han viste uvilje over for Folkekirken og deres præster. Onkelen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op blandt de mange på Assistens Kirkegård. Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem fra mængden. Det viste sig at være slægtningen, læge Henrik Lund:
Den mand som i dag er blevet begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken i levende live. Han var kirkens ivrigste modstander, Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham, og nu raner de ham til sig efter døden. Dette skal vides her ved hans grav.
Der har altid været meget aktive præster på Nørrebro, og den tendens synes at fortsætte. I løbet af en søndag kunne Stefans Kirken klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester. Grunden til dette var, at i det daglige kunne de rige betale for en kirkehandling. Om søndagen var kirkehandlinger gratis. Og det benyttede arbejderne sig af. Samtidig mente arbejderne at kirkerne og præsterne var med i kapitalisternes spil.
Pater Frimodt var med til at oprette både Stefans Kirken og Skt. Johannes Kirke. Han betragtede socialismen som ugudelig. Og arbejderne betragtede ham som borgerskabets og overklassens lakaj. Alligevel strømmede de til hans kirke om søndagen. Et sammaritter-korps stod også parat, for de kirkelige gæster besvimede på stribe.
Angelica, der er født på Nørrebro i 1893 skriver i hendes erindringer:
Dette fik Angelicas søskende så at vide, men det hjalp nu ikke på deres sult.
Da Samuels kirken blev anmeldt i Politiken skrev avisen om altertavlen:
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj, men det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
På det tidspunkt havde Samuels Kirken en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets beboere, der havde bil, skulle køre de ældre i skoven:
Ja så var det pastor Ifersen, der ikke ville vie en fraskilt murer til en kvinde, han havde et forhold til, inden hans første ægteskab var ophørt. Sagen blev ført helt til tops. Men Landsretten frikendte pastoren. Men sagen havde taget så hårdt på ham, at han fik bevilget orlov og blev forflyttet.
Så var det også pastor Erik Bork også fra Helligkors Kirken. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han gennemførte mere eller mindre gennemtænkte provokationer. Han begravede blandt andet en silikonedukke på Assistens Kirkegård.
Og Anne Braad mødte jeg ofte sammen med hendes hund på et bestemt værtshus på Nørrebro. Vi talte også ofte sammen, når hun kom op i butikken. Hun udarbejde Svineriets Ti bud. De kan sagtens bruges den dag i dag:
Dengang for mange år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammerater tumlede på Fælleden måtte andre i Søndagsskole. Her fik de så at vide, at djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik direkte beskeder fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for, at der var penge i kassen. Jo og det var sandelig også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Tjah, en bekendt og præst, Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 stk. psykisk lemlæstede fra Faderhuset.
En meget nyttig kristelig organisation dengang var Martha – hjemmet. Her foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og give dem en skilling til begravelseshjælp. Og så kom der et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberland var afgået ved døden. En nonne tog af sted og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under lagnet i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der så blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede døren.
Ikke alle præster var glade for det røde flag til begravelser på Assistens Kirkegård. Typograferne i Hillerød havde lavet et sort flag. Den havde absolut ikke adgang på kirkegården. For på den stod følgende:
På www.dengang.dk har vi 1.397 artikler. Heraf er 264 artikler fra Nørrebro bl.a. med følgende:
April 27, 2019
Tønder – for begyndere
Han var en af danskhedens forkæmpere. Peder Skovrøy. Han skrev omkring 1920 en lille artikel om Tønder, som vi her har redigeret. Hans far skrev vigtige breve for bønderne. Han kom til en avis, som hans fætter lavede, men den blev lidt for tysk. Han ville genføde en dansk avis. Og så oplevede han chikane fra prøjserne. Flere gange var han i fængsel. Tønder var omgivet af søer! Landet hælder mod vest. Det var ikke friserne, der oprettede Tønder. Der er delte meninger om navnets betydning. Og så var der en munk og en adelsmand. Tønder har ofte været stridens æble. Man talte om Tønders ”svære” drikkeri. Byen har maleriske omgivelser. Så var det lige Liebestempel, stilfulde herskabshuse. Men der er uenigheder om Uldgades oprindelse. Det tyske og danske sprog spillede en rolle. Der er mange sagn og historier knyttet til byen. Skibsfarten blev ødelagt af digebyggeri.
En af danskhedens forkæmpere
Peder Skovrøy er en af de tøndringer, man skal kende. Han var en af danskhedens store forkæmpere i årene fra 1864 til 1920. Han var stifter og redaktør af avisen Vestslesvigsk Tidende i Tønder. På et tidspunkt var han både journalist, sætter og trykker på avisen. Han skrev et hav af romaner og noveller til denne avis. Ja han skrev også til Flensborg Avis samt egne noveller og romaner, som blev udgivet.
En af udgivelserne, som han stod for, var Ti fortællinger fra Sønderjylland, men det var nu fortællinger, der havde været bragt i Sønderjysk Almanak. Man kan så undre sig over, at han slap godt fra at give de tysksindede et rap over fingrene. Men det gjorde han vel heller ikke altid.
En guide fra dengang
Grunden til at vi nu nævner denne tøndring er, at vi har fundet et skriv af ham, en slags guide til Tønder, som har været offentliggjort i Illustreret Tidende i 1920. Det er vel en lovprisning til byen. Og det er vel også med en bagtanke, hvad det er værd at se i byen. Vi har forsøgt at omredigere og tilføje, hvor det var nødvendigt, for at få et nogenlunde tidssvarende sprog ud af det.
Men inden vi får artiklen, skal vi da lige vide noget om denne Skovrøy, der blev ridder af Dannebrog den 15. november 1920. Han blev født i 1851 i Arrild.
Hans far skrev vigtige breve for bønderne
Mange af bønderne kom til hans far, når der skulle skrives vigtige breve. Og dette klarede han på sin måde, men retskrivningen var hvis ret så mangelfuld.
Da Peter fyldte 11 år flyttede familien til Løgumkloster. Her kom han i en god skole og gik til tysk i aftenskolen. Han havde tænkt sig at lære fransk og engelsk, men krigen i 1864 satte en stopper for dette.
Så kom dagene, hvor de første tyske soldater kom til Løgumkloster. Der kom også tyrolerjægere og ungarer. Omvæltningen betød også en helt anden uddannelse. Peter kom på et prøjsisk amtsrets- kontor.
Avisen blev lidt for tysk
En fætter havde giftet sig ind i en hjemmetysk familie og starten en dansk avis med upolitisk tendens. Han overtalte Peter til at hjælpe med på aviskontoret. Men tilbøjeligheden var nu at man gik helt over til tysken. Dette huede ikke Peter.
Han kontaktede det danske blad Dannevirke i Haderslev. Her rådede man ham til at tage en dansk juridisk eksamen i København. I 1878 havde prøjserne slettet § 5. Det betød, at Peter kunne indse at belejringen ville tage lang tid. Han måtte tilbage til Sønderjylland for at kæmpe. Her var han så i 1882.
Han ville genføde en dansk avis
Den 8. april på kongens fødselsdag, da han kørte med dagvognen fra Tønder til Løgumkloster gik det op for ham, at han skulle lave en avis. Han vil genoplive den gamle Vestslesvigs Tidende, der var sovet ind i 1870erne.
Det værste var kapitalen. Med 2.000 mark fik han genoprettet Vestslesvigs Tidende den 1.oktober 1882 tre år efter blev avisen en del af Flensborg Avis.
Chikane fra prøjserne
Peter Skovrøy havde i den grad oplevet chikane fra prøjserne. Og i fængsel måtte han også. Det var ikke just luksus som Tønder Fængsel på Slotsbanken kunne fremvise. Og senere måtte han sammen med en hel masse andre først til Altona for så senere at blive indkvarteret i Flensborg. Og maden skulle man selv betale.
Vi kunne selvfølgelig have fortalt meget mere. Men vi vil i hvert fald komme tilbage til, da Skovrøy var statsfange i Flensborg 1914. Men her har vi så TUREN GÅR TIL TØNDER 1920:
Tønder – omgivet af søer
En fremmed bladmand skrev forleden til sit blad:
Når den mand kommer til byen i sommertiden, vil han skrive:
De store søer er nemlig ikke andet end oversvømmede enge.
Landet hælder mod vest
Det er nemlig således at Vest-sletten uden tvivl skylder indlandsisen sin tilværelse, idet smeltevandet for den på øst-kanten måske i årtusinder lejrende fastlandsis brød vestpå i Vesterhavet.
Landet er et skråplan, der hælder mod vest. Dette betyder, at Vidåen må befordre al den nedbør til havs, der falder på en linje Knivsbjerg til Hanved ved Flensborg. Det er ikke så sært, at Vidåen efter en så vandrig sommer som i år må melde pas og gå over sine bredder (inden afvandingen af Tøndermarsken).
Det kunne ikke have været friserne
Provst Carstens hævder i sin bog om Tønder, at byen er bygget på frisisk grund. Nu er det en notorisk kendsgerning, at Tønder allerede fik sine købstadsrettigheder i 1243 under Hertug Abdel (Broderordenen). I Dansk Atlas siger endvidere Pontoppidan, at Tønder allerede i 1017 havde en stærk handel med England.
I 1227 byggede Sortebrødrene et kloster i Tønder. I 1228 fulgte Gråbrødrene efter. Dette tyder på, at byen allerede i det 10. og 11. århundrede har haft en vis betydning.
Da det ved ny forskning jævnfør P. Lauridsens bog om ”Nordfrisernes Indvandring i ”Sønderjylland” er godtgjort, særlig af tyske historiker at frisernes indvandring først er sket i det 11. og 12. århundrede, kan Tønder ikke være grundlagt eller have fået navn af friserne, som slet ikke var der dengang.
Delte meninger om navnet, Tønder
Det tyske navn ”Tondern” har sandsynligvis kun hjemmel i bynavnets latinisering i byens segl. I folkesproget har byen aldrig heddet andet end ”Tynner” ikke Tondern og ikke Tønder.
Derimod er i kraft af udtalen ikke noget i vejen for, at den sidste del af navnet kan lyde som ”ør”. Det betyder sandet strand:
En munk og en adelsmand
Det siges at klostret er grundlagt af en adelsmand, Johan Haffnersen og hans hustru. Af den latinske tekst kan man se, at man dengang skrev Tønder med y som det hedder den dag i dag i vort folkesprog (sønderjysk).
På byens rådhus (dengang) findes et maleri, der skal forestille munken Reinhardt, men følgende indskrift:
Broder Reinhardt, hvis billede åbenbart er af en langt senere dato, var tysker af fødsel. Han optræder flere steder i historien som Reinhardt. Men han optræder også som Regner og nævnes som en af vidnerne i Hertug Abels mord på sin broder. Han nævnes også som en af hertugens rådgivere.
Tønder – stridens æble
Tønder By’ s betydning gjorde den til en stridens æble mellem herskerne helt fra Valdemar Sejers dage. I 500 år har byen med få og korte afbrydelser været i de holstenske Grevers og Hertugers besiddelse. Tillige med dens sydlige opland i Mellem-Slesvig blevet fortysket. Det vil sige, at sindelaget blev tysk, ikke på grund af national overbevisning, men fordi Hertugen var tysk og hans embedsmænd var det.
Men med ægte jysk sejhed holdt man fast på det danske folkesprog, så fast at landet syd for Tønder er blevet et Island nummer 2, hvor sprogforskere kan tage hen, hvis de skal finde gamle danske ord.
Tønders ”svære” drikkeri
I Fjolde ved Husum kalder man et vandtrug for ”Noel”. Det gør man også i Trondhjem-egnen i det nordlige Norge. Dette var Tønders fortid.
Om Tønder i nutiden har Magister H.V. Clausen udtalt de klassiske ord:
Og en anden gang var Tønder en af de smukkeste købstænder måske den allersmukkeste.
Det går som med Tønder som med Marie Stuart, der var langt bedre end sit rygte. Det er nok så meget byens opland, der besørger drikkeriet i de ugentlige kvægmarkeder året rundt.
Maleriske omgivelser
Byens omgivelser er maleriske og smukke takket være Vidåen, der ved mølledammen ved vandmøllen og de smukke alleer omkring byen, som i sin tid blev anlagt af borgmester Richtsen gør det hele endnu smukkere.
I sit testamente af 21. juli 1845 skænkede han Fattigkassen og de ”Husarme” i Tønder kogsjorder og rede penge. Endvidere fik borgerne Nørre Borgerdige (Nørre alleen) og tilmed Skarpretterhuset ved Østerport. Denne lod man dog rive ned og beplante med træer.
Liebestempel
Richtsens Monument er rejst i Nørre Alle (Her i alleen blev der også rejst to Liebestempel (Kærligheds – tempel)
(Michael Falch, som tilbragte sin farverige ungdom i Tønder har til minde om det Liebestempel, der befandt sig lige i nærheden af politistationen skrevet melodien ”Kærlighedens Lysthus)
Etatsråd Horup stiftede et legat for fattige husejere og ”en enkekasse”. Fattigkassen har modtaget gaver i penge, legater og kogsjorder fra i alt 21 personer i tidsrummet 1755 – 1820.
Stilfulde herskabshuse
Af stilfulde gamle herskabshuse findes i Vestergade, advokat Todsens smukke hus med Mansard – tag. Og en smuk portal. Men desværre med senere indbygget karnapvinduer, der passer som en knytnæve til et øje.
Ejendommen er bygget af borgmester Richtsen i 1777. Senere blev ejendommen beboet af borgmester Holm til 1864 og manufakturhandler Wenslen, der i 1877 solgte den til digegreve Todsen. (Død 1915), hvis søn advokat Todsen endnu ejer gården.
Lige over for ligger Tønder Landmandsbanks stilfulde gård.
Store Apotek på hjørnet af Øster – og Søndergade falder straks den fremmede i øjnene ved den smukke sandstens-portal med de to løver. Portalen stammer fra Tønder Slot, som blev revet ned i 1756. Borgmester Preuss solgte portalen til apoteker Langheim i 1800, der ejede apoteket i Vestergade, vistnok i købmand Borks hus og flyttede det til Torvet.
Uldgadens oprindelse
Af byens offentlige bygninger kan nævnes Kristuskirken opført 1501-92. Der er også Hospitalet, en stiftelse for gamle borgere, som her får gratis ophold og middagsmad stiftet af Kong Frederik den Første.
Skolelærerseminariet blev oprindelig stiftet af B. Petersen. Så er det Vajsenhuset og Rådhuset. I Vajsenhuset opfostres 12 formueløse drenge.
På et af billederne ses Teatret, Thalias Templet er blevet lavet om til et vognmagasin. Sikke en skam! Uldgaden hedder en gade, som går fra Søndergade til Skibsbroen. Gaden fik sit navn dengang da bådene med uld fra Vidding herred gik op ad Vidåen og lossede her. (Ja se, dette er der også forskellig opfattelse af).
Vandmøllen blev bygget i 1598. Også Spikergaden har sit navn fra den tid, ”Uldspikerne (Pakhusene) lå her.
Det danske og det tyske sprog
De tyske hertuger har gjort fortvivlede anstrengelser for at udslette det danske sprog i Sønderjylland. I skole og kirke gik det. Men det danske sprog holdt sig i folkemunde. Der er opstået minder om de tillempninger, som præsterne måtte indlade sig på.
En gammel præst omkring Ladelund prækede endnu omkring 1820 tysk og jysk ”durch einander” og P. Hjort har meddelt følgende brudstykke af en prædiken fra Eggebæk:
Unægtelig en sjov forklaring.
For en snes år siden kunne man opleve lignende ting i Nordslesvig.
Mange sagn og historier
Her i Tønder ”karmer” man ved bryllupper, og siger ikke vaskested men ”Tostej. Tønder er hvis nok den sidste by i Sønderjylland. Byen havde i middelalderen to klostre og meget stærkt befæstet slot, at hvilket ”Porthuset” er bevaret og senere ved tilbygning lavet om til et amtsmuseum.
I byen går det talrige sagn om underjordiske gange således fra slottet til købmand Borks ejendom og bager Petersens gamle hus på Torvet. Ved nærmere eftersyn indskrænker historien sig til ”Saga Mott”.
Skibsfarten blev ødelagt
Derimod er det historisk, at Torvet har været større i gamle dage, idet pladsen fra ”Børsen” til Missionshotellet var ubebygget. På denne plads stod Æ Kachmann, som nu er på museum (i dag står en kopi på Torvet).
Tønder har i gamle dage haft betydelig skibsfart som blev ødelagt ved digebyggeri. Byen har lidt af forskellige ulykker i eks. Vandflod i diverse år. Der har været store ildebrande i byen og så har der været ødelæggelser i kejserlige og prøjsiske krige.
Kilde: Illustreret Tidende
April 26, 2019
Emmerske Bedehus og Skole
For mange år siden lå her et kapel. Byhistorikere kan tage fejl. Borgere fra Emmerske skulle nu bruge kirken i Tønder. De kunne ikke tysk og kunne ikke være i Tønder kl. 5.30. Reimars ville tvinge bønderne til at komme i kirke. Hans Adolf Brorson blev tredje-præst. Det tyske borgerskab samlede ind. Her blev Brorsons julesalmer sunget første gang. Man skulle køre og bringe præsten frem til 1980. Egentlig kirke- og skolesal blev indrettet. Skolen lukkede i 1970. Eget orgel i 2001. Man havde glemt klokke til kirken. Tåbelig forespørgsel fra Kirkeministeriet. Aftale med Tønder Seminarium – en slags øvelsesskole. Helt op til 117 elever. Hakkeorden blandt eleverne. De små blev smidt i vandfontænen. Hjemmetyskere var ikke populære. En straf var at synge solo for læreren. Æ Sprøjt blev trukket af heste. Hver lørdag skulle der rives. Hårdt at lave lektie om aftenen. Efter syv år på Emmerlev Skole.
For mange år siden lå her et kapel
Vi skal besøge et meget specielt sted. Og det er ikke kun Bedehus men også skole.
Vi har kigget tilbage i Tønders litteratur, men det er ikke alt, der stemmer overens med fakta. Vi håber, at finde den rigtige vej.
Øst for vejen til Løgumkloster, kort før vejen drejer fra Emmerske (dvs. øst for Tønders nuværende kirkegård) ligger der ved siden af hinanden to jordstykker ved navn ”Kapelfenne” og ”Præstetoft”. Igennem disse gik endnu i 1900 ”Kirkestien”. Her har ligget et kapel, hvis værnehelgen ikke kendes.
Man kan også tage fejl
C.F. Carstens har antaget, at der uden for Tønder by har ligget et nu forsvundet kapel viet til det hellige kors. Ved vejen til Møgeltønder ligger et par jorder med navn ”Helligkorstoft” og ”Korseng”. Her skulle have ligget et kapel. Ud fra de oplysninger, der gives om det formodede kapel, er det imidlertid tydeligt, at det drejer sig om en forveksling med Emmerske Kapel. Hvad angår navnene på de to jorder, har de formentlig hørt til det helligkorsalter, der vides at have eksisteret i de middelalderlige Tønder – kirker.
Borgerne fra Emmerske skulle bruge bykirkens vestende
Da Sankt Laurentius Kirke var blevet nedlagt i årene efter reformationen, fik landsognet et kapel ”hart von der stadt gelegen” anvist som sognekirke. Nu kaldtes landsognet Emmerske sogn. Allerede den 18. april 1542 erklærede kong Christian den Tredje imidlertid over for rådet i Tønder, at også dette kapel måtte nedbrydes. Han mente, at sognefolkene var for fattige til selv at holde en præst og benytte en ny kirke. Derfor skulle de fremover bruge Sankt Nikolaj Kirke som sognekirke.
Sankt Nikolaj Kirke lå samme sted, som Kristkirken.
Året efter i 1543 forenedes by- og landsogn til et sogn. Den 26. marts 1543 tillod kongen byen at nedbryde kapellet. Stenene derfra skulle bruges til at forbedre Skt. Nicolai kirke og genopbygge præsteboligen.
Kapellets kirkeklokke blev ophængt i Sankt Nicolais tårn. Folk fra det tidligere landsogn skulle for fremtiden have fri klokkeringning ved begravelser.
Landsognets beboere fik anvist stoleplads i bykirkens vestende. I Kristkirken kom de til at sidde i tårnrummet. Begravelsespladsen fik de i kirkegårdens sydøstligste hjørne, den såkaldte ”Emmerske jord”.
Fra 1543 betalte landmenigheden tiende til Sankt Nikolai. Men de bidrog ikke til kirkens vedligeholdelse. De havde indtil 1869 ingen ret til at deltage i præstevalgene.
Man kunne ikke forstå tysk
Bønderne kunne imidlertid ikke forsone sig med den tysksprogede gudstjeneste, som de fleste vel helle ikke kunne forstå. Kun ved froprædikerne kl. 5.30 blev der prædiket på dansk. Men så tidlig kunne de ikke møde frem, sagde de. Efterhånden holdt de sig helt borte.
I år 1700 anmodede de om at få egen kirke og egen præst. Det var landsognets beboere, der klagede til provsten, Johan Conrad Kiefer. De gjorde opmærksom på, at de var lovet en ordentlig kirkebetjening, da deres egen kirke var blevet nedlagt.
Reimarus ville tvinge bønderne
Efterfølgeren, Samuel Reimarus havde en anden måde at løse problemet på. En løsning bønderne ikke havde regnet med. Han skrev til hertugen og bad ham sende ”Fussknechte” ud for at hente de efter hans mening både genstridige og ugudelige sognebørn til kirke.
Hans Adolf Brorson – tredje præst
Først i 1729 fik de delvis deres ønske opfyldt. Det var på foranledning af provst Johan Hermann Schrader i Tønder, der blev oprettet et embede som dansk tredjepræst ved bykirken. Og det var den senere så berømte Hans Adolf Brorson, der var den første indehaver af denne titel.
Schrader havde en anden måde at anskue tingene på. Sammen med amtmand Johan Georg von Holstein fik de med kongens velsignelse oprettet stillingen som ”Tredje og Dansk Præst i Tønder.
Det tyske borgerskab samlede ind
Det var hovedsagelig det tyske borgerskab i Tønder, der samlede ind til huset. De fik det kvit og frit overdraget. De skulle bare selv sørge for vedligeholdelsen. Det var et langhus i vestslesvigsk stil med facade mod syd, hvor der over hoveddøren var en kvist. Fra husets vesterende går en sidelængde mod nord.
Det stråtækte hus-står – bortset fra det let fremskudte indgangsparti i røde sten – hvidkalket.
Her blev Brorsons julesalmer sunget først
Fra begyndelsen af var der vest for indgangspartiet en lærerbolig, og mod øst var der en sal, der anvendtes både som skolestue og kirkesal.
Præsten skulle være søndag morgen prædike på dansk og hver søndag eftermiddag katekismus på dansk i Emmerske.
Katekisationen fandt sted i et lejet hus i begyndelsen, der dog var alt for lille til formålet. Da skolen også var alt for lille, ja så kunne man lige så godt bygge et hus, der både rummede skole og kirke.
Da Brorson blev præst i Emmerske, fandtes der i Tønder kun tyske salmer. (Tøndersalmebogen 1731) Allerede i 1732 havde Brorson julesalmer færdige ”især sin elskede menighed til opmuntring” og flere fulgte.
Køre og bringe præsten helt til 1980
På sydsiden er opsat en stentavle, der mærkelig nok er på tysk. Den meddeler, at den kombinerede kapel- og skolehus er viet og bygget 1730 til undervisning i ”Gottseligkeit” for gamle og unge sognepligtige i Tønder.
På hverdage blev der holdt skole for børnene og søndag eftermiddag kom præsten fra Tønder for at katekisere og holde gudstjeneste
Bortset fra altersølvet er inventaret fra ny tid. Indtil for få år siden bragte præsten – hvem de Emmerske sognefolk havde forpligtet sig til at hente og bringe, en pligt, der stod ved magt i mange år. Og det var frem og tilbage mellem Emmerske og Tønder. Denne ordning varede i princippet indtil 1980.
Egentlig kirke- og skolesal
I 1835 blev Bedehuset udvidet mod øst, så der blev plads til en egentlig skolestue. Samtidig føjedes en lille lærerlejlighed til. Denne ombygning som mindedes med årstal på husets vestgavl, betød at salen i midten af huset nu kunne indrettes som egentlig kirkesal.
Efter Genforeningen blev Emmerske kirkedistrikt oprettet som selvstændig menighedsrådskreds, og siden da har et menighedsråd på 6 medlemmer været ansvarlige for Bedehusets daglige drift.
Landsognet omfattede indtil mellemkrigstiden også landsbyen Dyrhus sydvest for Tønder, området Tved nordvest for byen samt gaderne Slotsgrunden og Frigrunden i Tønder.
Skolen lukket i 1970
Under Anden Verdenskrig i 1943 udbyggedes Emmerske Skole med en fløj nord for Bedehuset og en toiletbygning, så skolen blev mere tidssvarende. Men kort efter kommunesammenlægningen i 1970, hvor den lille sognekommune blev en del af Tønder storkommune, blev skolen lukket med henvisning til det stærkt dalende børnetal.
Efter nogle år blev bygningerne solgt til Emmerske Efterskole, en selvejende institution som siden august 1978 har fungeret som en efterskole for børn med læsevanskeligheder. Der blev bygget om og bygget til flere gange. Senest har skolen fået sin egen hal.
Men stadigvæk er det gamle bedehus en flot fredet bygning med stråtag som facade mod landevejen.
Eget orgel i 2001
I 2001 fik Bedehuset sit første orgel. Kirkesalen har været restaureret flere gange. I 2005 kom der et nyt gulv. Allerede i 1899 skænkede provst Carsten Erich Carstens to små klokker til bedehuset. De blev hængt op i en kasse på huset. Men i 1911 blev de flyttet til en klokkestabel, da kassen var tæret af råd.
Man havde glemt en ny klokke
Som de fleste andre kirker på egnen måtte Emmerske bedehus også bidrage til krigsindustrien under første verdenskrig. Man måtte aflevere klokkerne til omstøbning. Efter Genforeningen fik de fleste kirker nye klokker. Men man glemte i første omgang Emmerske.
Først Kristi Himmelfartsdag den 30. maj 1957 fik Bedehuset igen en klokke fra Den Sønderjydske Fond af 1920, som blev ophængt i en klokkestabel, der lå nordvest for huset. Klokken bærer på den inde side indskriften:
Tåbelig forespørgsel fra Kirkeministeriet
Da Emmerske Skole blev nedlagt, så kirkeministeriet ellers sit snit til også at nedlægge Emmerske som kirkedistrikt. Man begrundede sin indstilling med, at der ingen steder syntes, at fremgå, at kirkesalen rettelig var blevet indviet til kirke.
I sit svar anførte Emmerske menighedsråd, at det vist gjaldt for de fleste kirker i Danmark, at man ikke har noget skriftligt bevis om den sag. Og på et tidspunkt havde det immervæk været holdt danske gudstjenester i hen ved 240 år. Siden hørte man ikke mere fra Kirkeministeriet i den anledning.
Den sidste gudstjeneste fandt sted i Emmerske Bedehus den 2. december 2012.
Skole underlagt både dansk og tysk styre
Nu har det flotte hus, som vi allerede har skrevet også tjent som et andet samlingssted siden 1730, nemlig som skole og i dag som efter skole. Stedet har både været underlagt dansk og tysk styre.
I slutningen af 1800 – tallet var skolen en praktikskole eller øvelsesskole for seminaristerne fra Tønder Seminarium:
Skolen i Emmerske
I året 1888 er det med skolemyndighederne i Emmerske truffet følgende overenskomst for at give seminarister lejlighed til ved selvsyn at gøre sig bekendt med og for at opnå øvelse i undervisning i enklasset folkeskole.
Dags dato er det med forbehold af højere myndigheders godkendelse indgået følgende aftale mellem undertegnede kongeligt udnævnte seminarierektor Eckert fra Tønder og repræsentanter for Emmerske skolemyndigheder.
§ 1
Emmerske Skolekommission giver tilladelse til, at Tønder Kongelige Seminarium fremtidig må bruge deres skole som en enklasset øvelsesskole for seminariet. Seminariets undervisningsperiode på skolen finder dog i første omgang kun sted fra 1. maj til 1. november pr. år, mens læreren om vinteren som hidtil alene forestår undervisningen.
§ 2
Den nuværende skoleleder fungerer fortsat som skoleleder, dog overgår den overordnede ledelse af undervisningen til den kongelige seminarierektor i Tønder.
§ 3
Den nuværende skoleleder fungerer som skolens overlærer. Han skal følge seminarierektorens undervisningsmæssige retningslinjer. Han skal vejlede og overvåge seminaristerne i deres gøremål som hjælpelærere. Han oppebærer sin hidtidige løn fra kommunen. Dog tildeles han fra den kongelige seminariekasse en årlig godtgørelse på 150 mark.
§ 4
Religionsundervisningen ophører med kun at foregå på dansk. Der tildeles obligatorisk ugentlig 4 timers religionsundervisning på tysk og 4 timer på dansk. Det stof, der behandles skal være det samme på begge sprog.
§ 5
Skolekommissionen afholder som hidtil vedligeholdelse af skolebygningen og skolerekvisitter. De voksende udgifter ved anskaffelse af de nødvendige lære- og undervisningsmidler i forbindelse med nyordningen bestrides af seminariekassen med et beløb indtil 100 mark.
Denne aftale (afskrevet efter tysk) gælder i første omgang for året 1888.
Tønder/Emmerske 12. marts 1888.
Herefter følger diverse underskrifter samt en bekræftelse af aftalen, udsendt i Berlin 14. april 1888.
Helt op til 117 elever
I årenes løb er elevantallet i Emmerske Skole varieret meget. Skoledistriktet omfattede følgende områder fra vest mod øst:
Korntved, Toft, Lille Emmerske, Store Emmerske, Emmerske Bjerg og mod nord Hedehusene,
Udvidelsen af skolen i 1835 skyldtes en stærkt og voksende elevtal. I 1840 var der således 75 elever, der blev undervist samlet ved den såkaldte indbyrdes metode, dvs. at de ældste elever hjalp de yngste.
I 1850 var elevtallet 92, 1860 103 elever, og 1865 117 elever. Først i 1870 blev skolen delt op i to klasser, og der blev ansat en lærer mere. Men snart begyndte elevantallet at gå ned. I 1892 var man kun 49 elever.
Men alligevel bestod skolen frem til 1970. Trods nedlæggelsen af skolen kan vi stadig glæde os over den smukke bygning.
Hakkeorden blandt eleverne
Hvordan var det at gå på Emmerske Skole fra 1949 til 1955. Det fortæller Børge Petersen til Årsskriftet, Sønderjysk Skolemuseum – Årsskrift 2011. Vi har sakset lidt.
Man startede med fire timers undervisning, og de små startede en time senere. Som så mange andre steder, var der hakkeorden blandt eleverne. De store havde således ret til at stille deres cykler op ad gymnastiksalens mur nærmest skoledøren. De små måtte pænt stille cyklerne længere henne ad muren. Samme orden blev indført, da cykelskuret blev opført øst for gymnastiksalen.
De små kom i drikkefontænen
Indgangsdøren var tofløjet og havde to små ruder med jernstænger i et kryds. Inde i forstuen var der knager og en hjørnebænk. Her gjorde hakkeordenen sad også gældende. De store havde nemlig retten til at sidde tættest ved radiatoren.
Så var det lige drikkefontænen. Her blev de små sat ned, så de fik en våd ende. Dengang var der kun 16 elever i skolen. Der var tre skulepulte, fem i hver. Pultene var enkeltsæder, der kunne klappes op i forskellige størrelser.
De rige havde egen fyldepen
Bordpladerne var skrå med en rende til blyant og penneskaft. I midten var der hul til blækhus. Det skulle hentes i skabet sammen med penneskaft med pen af mærket ”Pelikan”. De bedrestillede børn havde deres eget penneskaft eller endog fyldepen.
Katederet stod lidt til højre for skolebordene med tavlen bagved. Til venstre var der et skab med landkort. Ud mod vinduesrækken stod et fast skab med de ”fine og hemmelige” ting som udstoppede fugle, dyr og fysikinstrumenter.
Spændende skabe
Derfra måtte man også søge om tilladelse til at hente ting som skrivehefter, blyanter, farvekridt og nye hæfter. Mellem de to skabe stod en vendetavle, hvor der på den ene side var linjer til skønskrift.
Mod syd var der tre vinduer, opdelt i mindre ruder. Mod nord var der to vinduer ud mod den lukkede gård, der blev dannet af skolestue/kirkesal mod syd, privatbolig mod vest, gymnastiksalen fra 1943 mod nord og toiletter og skolestue mod øst.
Ved bagvæggen stod et jalousiskab, ca. en meter bredt og 1,70 meter højt. Det var skolebiblioteket, som kun blev åbnet af læreren. Bøgerne blev udskiftet en gang om året. Før i tiden blev skolen opvarmet af en kakkelovn, men senere var det dog centralvarme.
Hjemmetyskere var ikke så populære
Man sad sammen to og to. Det kunne ske, at man kom til at sidde sammen med en pige. Og så blev man ellers kaldt for kærrester.
Det var ikke godt at komme til at sidde ved siden af en pige fra et hjemmetysk hjem dengang. Det lå i luften, at dem legede man ikke med. Og tysk skulle man slet ikke tale. I lille Emmerske var der hjemmetyskere på den ene af de ni gårde. Men der var flere i Store Emmerske.
At synge solo for læreren
Om morgenen var det morgensang og der skulle bedes fadervor. Læreren ville gerne have at alle sang med. Hvis man ikke gjorde det, kunne man risikere at skulle synge solo foran hele flokken til lærerens violinspil.
Læreren underviste i alle fag, undtagen i pigefagene. Dem havde lærerens kone. I nogle fag kunne de store hjælpe de små elever, men det var pigerne bedst til. Der var stor respekt om læreren, og ham skulle man ikke lave sjov med.
”Æ Sprøjt” trukket af heste
Der var frikvarter midt om formiddagene. Ved frokosttid var det et endnu længere frikvarter. Her gik læreren ind i privaten og fik sig en mellemmad. Så tumlede børnene løs på legepladsen, der bestod af to håndboldbaner i forlængelse af hinanden.
Mellem de to baner lå ”Æ Sprøjthus”. Det var brandstationen med det frivillige brandværn og en hestetrukken brandsprøjte, som skulle pumpes af hele fem mand i hver ende af pumpestangen. Men man fik fat i en jeep, der kunne trække sprøjten. Og så gik det ellers lidt hurtigere fremover.
Hver lørdag skulle der rives
De store elever gemte sig bag sprøjtehuset i frikvartererne. Her var det adgang forbudt for de små. Der blev nemlig røget tobak, og det var det ingen, der skulle vide. Længst væk fra skolen var der fyrretræer, hvor man kunne gemme sig.
Hver lørdag skulle de store elever rive indkørslen til skolen, så det var pænt til om søndagen, når det var gudstjeneste.
Ligeledes skulle læreren have hjælp til at holde sin urtehave og få plukket sin frugt i en lille frugthave lige vest for skolen. Men dette fik man kun lov til, hvis man havde opført sig ordentligt. Det var nu attraktivt i stedet for en kedelig skrive – eller regnetime.
Hårdt først at lave lektie om aftenen
Hjemturen fra skolen kunne godt blive ”spændende” med både slagsmål og mobning. Hvis man fulgtes med en pige med social lav anseelse, kunne man godt blive drillet med at man var kærester. Det var jo ikke så rart, Der var altså en form for kliker selv herude i Emmerske.
Det kunne være drøjt at komme igennem dagen, når man også skulle hjælpe på gården. Lektierne måtte således laves om aftenen.
Efter syv år på Emmerske Skole
Når man havde fødselsdag b lev kammeraterne inviteret hjem. Læreren gjorde også noget ud af det. Han læste også en historie. Til jul blev der opført et dilettantstykke. Det var et stort juletræ og uddeling af godteposer. Der var også skoleudflugter til Odense Zoo, Ribe og Koldinghus.
Og hallen blev brugt til andet end gymnastik. Her var foredragsaftner. Her var baller, der trak unge til helt fra Tønder.
Efter syv års skolegang i Emmerske kunne man så enten komme ud at tjene eller fortsætte skolegangen i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.382 artikler herunder en del med kirker, præster, tro m.m. herunder:
Under Tønder (242):
Under Sønderjylland (171):
Under Aabenraa (145):
Under Padborg, Kruså og Bov (57):
Under Højer (70):
Hvis du vil vide mere: Om Skolegangen i Tønder så indeholder www.dengang.dk bl.a.:
April 24, 2019
Det spændende kvarter i Aabenraa
I dette kvarter boede ”Den Gamle Redaktør” en gang. En by blev etableret i 1252 – 1257. Her lå Kongens Fogeds Borg. Man har fundet et bageri og et værksted. Og så var her en enorm stor voldgrav, man kunne sejle på. Slotsgade havde stor betydning med tilhørte amtet. Der var masser af erhverv på Slotsgade. Slotsgrunden gik helt ned til Slotsgrunden. Virksomhederne her var en torn i øjet på aabenraa-købmændene. Hertugen gav Slotsgade, beboerne ret til at bedrive handel. Der var særdeles flotte huse i Slotsgade. Og så var det skyttekongen, der måtte abdicere. Jacob Petersen snød købmændene. Stor gæld i Slotsgade. Beboerne i Slotsgade blev også udnyttet. Nye privilegier skulle forhandles. Beboerne ville ikke betale skat, men i 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.
I dette kvarter boede man en gang
Engang boede undertegnede i dette kvarter i Aabenraa. Det er godt nok lang tid siden. Jo det er kvarteret omkring Slotsgade og Vestergade. Men nu kan vi jo nu engang ikke snakke om det kvarter uden at berøre alt det andet i Aabenraa. Og når undertegnede nu henviser til gamle fund, så er det jo ikke sikkert, at det er alt det nyeste.
En by blev etableret omkring 1252 – 1257
Engang hørte størstedelen af kvarteret ikke engang med til Aabenraa. Det allerældste vi kender til Aabenraa er nok etableringen af Openrå på kong Christoffers foranledning. Denne by er etableret omkring 1252 – 1257 og placeret der, hvor Mølleåen flød ud i Fjorden.
Ved krydset Skibbrogade(Østergade) og Fiskergade/Gildegade placeret. Lidt afsides lå der også en lille kirke, Skt. Knuds. Den var placeret midt i Humlehaven, men vi ved ikke præcis, hvor den første Knuds Kirke lå.
Her lå Kongens Fogeds Borg
Kongens foged holdt på en borg. Den ligger der, hvor Vestergade 27, ligger i dag. Det har dog nok været en lille borg med et lille tårn lige inden, at det gik ud i de små moseområder.
Lige her i nærheden boede jeg ved Nybro 5. Her har man fundet den sydlige voldgrav i 30 meters dybde. Syd for den fandtes en plankebelagt gade. Nord for borgen på Vestergade 16 – 18 lå et vådområde.
Her fandt arkæologer i 1984 en godt en meter bred og ½ meter dyb middelalderlig rende. Denne blev senere udfyldt med affald tilbage i historien. Men dette er nok ikke Aabenraas nordlige voldgrav.
Man har fundet et bageri og et værksted
Man har fundet ud af, at I Søndergade 2-4 har der engang ligget et overdækket bageri med uden vægge. På torvet Søndertorv findes endda et stykke intakt vej fra middelalderen. Men ingen af de fundne genstande er ældre end 1350.
I Vestergade 2-4 er der fundet et spor af værksted, mens der på Vestergade 12, 16 og 15 er fundet middelalderlig affald. Vestergade var ind i højmiddelalderen (1000 – 1300) næsten ikke bebygget af borgerne.
Den oprindelige grænse mellem den ældste Openrå og kongens borg gik gennem Vestergade 2 og 4 samt Vestergade 9 og 11 og videre over skellet mellem Slotsgade 14 og 16.
En enorm voldgrav
Markeringen af den udvidede middelalderbys grænse skete ca. 1350 med anlæggelse af en enorm stor voldgrav 20 meter bred og 4 meter dyb. Den strakte sig fra sumpene ude ved den nuværende Dronning Margrethevej og nord om købstaden og ned til fjorden Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med denne voldgrav, som man i Aabenraa brugte som fragtvej.
Uden for denne bebyggelse havde der allerede siden byens begyndelse ca.1250 ligget en kirke Sct. Nicolai, oppe på den bakketop, hvor den stadig ligger.
I forbindelse med krigene med de holstenske grever lykkedes dronning Margrethe den Første i 1404 at få Aabenraa-hus som pant, og som alle ved så begyndte hun få år efter opførelsen af borgen Brundlund på en lav bakkeø syd for byen.
Den gamle borg blev brudt ned og graven fyldt op. Men resterne lå synlig i terrænet på 250 år og derefter.
På Mejers kort fra 1640erne ses for eksempel en øst-vestlig markering, der deler Vestergade fra Slotsgade. Ved nedbrydningen af Aabenraahus må gaden Nybro være anlagt, opkaldt efter en bro over vandløbet, der førte til de vestlige sumpområder. Den gamle bro var Sønderbro (i dag ved Nyvej).
Slotsgade har haft stor betydning
Slotsgade må have haft sin betydning ved flytningen af borgen til Brundlund. Det var så vejen fra det ældre Aabenraa, der første hen til den stedlige øvrighed. Den kongelige eller hertugelige ladegårdsjord, der hørte til borgen strakte sig fra Nybro og ind i Slotsgade, Slotsgrunden.
Dette område lige som landsbyen Kolstrup hørte ikke under købstadens jurisdiktion eller betalte afgifter og skat til dem. I Slotsgade har man nok opfattet sig som et supplement til købstadsbebyggelsen. Men købstaden har nok opfattet den som en snylter.
Sandsynligvis har de ledende embedsmænd fra startet boet i dette område på Brundlund Slot. Vi kender først beliggenheden af boligerne langt senere.
Men fra 1700-tallet kender vi beliggenheden. I den vestlige del af Slotsgade (nr. 33 og 35) var der i hvert fald senere amtsforvalteren, som boede her og havde sit kontor i ejendommen lige ved siden af.
På den anden side af gaden boede i 1700-tallet (nr. 20) en kontrollør. Og en kirurg (nr.28) I slutningen af 1700-tallet boede også købstadens borgmester Kamphøvener i Slotsgade (24).
Masser af erhverv på Slotsgade
I dag vil man nok synes, at det er bemærkelsesværdigt at købstadens borgmester boede uden for området i skattelyet Slotsgade. Men borgmesteren var en juridisk embedsmand udnævnt at staten – ikke en lokalpolitisk valgt repræsentant som i dag.
I begyndelsen af 1700-tallet opførte husfoged Heinrich von Günderoth på en stor grund Nybro 14, lige over for den tidligere borg, sit meget flotte byhus.
Det er hertugenes og amtmandens embedsmænd, der boede her, der havde stor betydning for opretholdelsen af Slotsgade som selvstændig jurisdiktion gennem 400 år. Men det fik også betydning for andre. Handlende havde også borgerlige erhverv så som hattemager, rebslagere, bogtrykkere og skippere.
Slotsgrunde ned til Mølleåen
Slotsgade havde grunde ned til Mølleåen. Dette gav mulighed for bådsejlads og ulovlig import af varer. Nogle havde både handel i Slotsgade og nogle boder i købstaden. Håndeværkerne i Slotsgade tilhørte dog købstadens lav og gilder.
Erhvervsvirksomhed fra middelalderen og frem til liberaliseringen i midten af det 19. århundrede var reguleret gennem privilegier, lav og bestemmelser, der tilsigtede at samle dem i købstæderne og at modvirke ulovlig konkurrence.
Et torn i øjet på Aabenraa-købmænd
Den handel der foregik i Slotsgade var en torn i øjet for Aabenraa – købmændene. De forsøgte i 1624 at få handelen forbudt eller at få gaden lagt under købstadens jurisdiktion, således at skatter og afgifter kunne blive de samme for de to områder og konkurrencevilkårene mere ligelige.
Det gjaldt også i 1643, hvor man igen søgte at ramme Slotsgades beboere. Aabenraa købstad udsendte nemlig forbud mod at beboerne i gaden købte varer direkte på skibbroen, der var byens.
Hertugen gav Slotsgade – beboerne ret til at drive handel
Forbuddet ramte også hertugens embedsmænd i gaden, der klagede til deres herre og fik medhold. Hertugen bestemte også over Aabenraa, og han gav Slotsgade – beboere ret til at drive handel på lige fod med byens borgere. Byens borgere blev endda truet med en stor bøde på 5.000 rigsdaler, hvis den igen søgte at hindre Slotsgade-beboernes handel.
Ti år senere (i 1652) bestemte hertugen endda, at ved levering af materialer til reparationer af slottet og dets landbrugsafdelinger (ladegårdene), skulle alle embedsmænd i Slotsgade have første bud.
På mejers kort over Aabenraa fra 1640erne kan man se både Slotsgade og Vestergade tæt sammenbygget, hvorimod Nybro som det indre af kvarteret rummer områder, hvor der dyrkes humle til den hjemlige ølbrygning.
Mange huse brændte ved de store brande i 1578 og 1707
Husene i Slotsgade-kvarteret har været kendte bul-huse, en trækonstruktion, som var meget brandfarlig. Aabenraa brændte i 1576, og mon ikke at Slotsgade også ramtes af branden?
I hvert fald viser en bygningsplanen over historiske huse i byen at bortset fra enkelte huse i Slotsgade (nr. 17, 19, 28, 29) så brændte alle kvarterets huse ved den store brand i 1707.
Krigsårene efter 1700 havde ført til et vældigt opsving for skibsfarten med indlemmelsen i 1721 af det gottorpske Aabenraa under den danske konge som hertug af Slesvig gav nye store muligheder. Handel og skibsfart for hele monarkiet blomstrede og Aabenraa samt Slotsgade fik sin rigelige del af det.
Flotte huse i Slotsgade
Det var i hele dette århundrede at der blev opført nye gavl- eller langhuse i kvarteret. En af de fineste er måske langhuset Slotsgade 14 fra 1767 med bryn over vinduerne. Det er muligvis bygget af samme bygmester, som stod for Postmestergården i Søndergade.
Generelt er Slotsgades huse i den sydlige side udover forhuset, bebygget med sidehuse og baghuse, der omslutter et lukket gårdrum, hvortil der er adgang fra gaderne gennem åbningerne mellem husene eller gennem langhusenes portrum. Husejerne var selvbevidste og gudstro, som det fremgår af hustavlene. Byggeriet i den lange økonomiske blomstringsperiode har givet Slotsgade sit helt særlige præg.
Også i denne periode tog de skiftende amtmænd på Brundlund Slot, parti for deres amtsundersåtter i Slotsgade, når de var i vanskeligheder med Aabenraa købstad.
Nu var der 30 overordentlige flotte huse i Slotsgade
Ved hvert troneskift skulle alle privilegier bekræftes (og udvidet). Indlemmelsen af Slotsgade var et vigtigt punkt. Det blev afvist i 1741 efter en langvarig behandling af sagen. I denne tid indsendte købstaden gang på gang klager over Slotsgade mest detaljeret i 1726.
Det hed i Aabenraa’ s klage i 1726, at det var soleklart at forholdene 60 år tidligere i 1660, hvor flere af Slotsgades privilegier var blevet udstedt, havde det været helt anderledes end nu. Dengang var beboerne fattige håndværkere og daglejere (arbejdere), der boede i tarvelige huse og skure. Kun en havde drevet lidt handel, men vel og mærke til byens borgere. Ingen havde solgt til fremmede købmand på Skibbroen.
Nu var forholdene helt anderledes, idet Slotsgade var en af de mest betydningsfulde i byen. De 30 huse var langt bedre end de øvrige huse i Aabenraa. Nu var der ikke én, men 7 skipperede, der havde store skibe og drev udstrakt handel. Varerne blev oplagt i Slotsgade og solgte til fremmede købmænd, ja selv på Skibbroen drev Slotsgades folk deres handel med de fremmede.
Smidt ud af Skytteforeningen
Et år var det sandelig en af Slotsgades beboere, der blev skyttekonge. Men da man fandt ud af, hvor kongen boede, blev han frataget sin titel og samtidig smidt ud af foreningen.
Jacob Petersen snød købmændene
Et særlig grelt tilfælde var Jacob Petersen, der opkøbte varer i amtet, sejlede på Holland og videresolgte varer til stor skade for byens handlende. Da gadens indbyggere ikke betalte kontribution (betegnelse for skatter) byen og heller ikke næringsskat, kunne de sælge deres varer langt billigere. To af gadens købmænd og skippere var oven i købet borgere i Sverige og nød derfor toldfrihed derovre, således at de kunne konkurrere på helt ulige vilkår.
Til myndighederne svarede Slotsgade indigneret på disse klagepunkter. Sagen mod Jacob Petersen søgte man at minimere. Og de påviste at blandt Aabenraa købstads borgere var der også skippere, der havde borgerskab i Sverige.
Stor gæld i Slotsgade
I øvrigt var Slotsgade meget forgældet fordi alle huse måtte nybygges efter branden i 1707. Slotsgade påstod, at man var beskattet meget hårdt i forvejen med landbrugsskat, og man ville gå fallit alle sammen hvis købstadens næringsskat blev lagt oveni. Dette var ikke blot soleklart, men klarere end solens lys ved middagstid.
Og så takkede Aabenraa købstad igen med en statistik over de næringsdrivende i Slotsgade og byen og dens skattebetaling.
Udviklingen i 1700-tallet viste dog, at Aabenraa købstad havde ret i sin frygt for konkurrencen fra Slotsgade. Den blev stadig mere velstående og trak mere handel og håndværk til sig.
Amtmændene beskyttede beboerne
I 1789 var der i gaden 5 skippere, en tømmerhandler, en kornhandler, en vinhandler, en guldsmed, en juveler, 3 skomagere, 2 skræddere, to bagere, og en af hver af disse, rebslager, garver, hattemager, tømrer, murer, høker, bendrejer, møllebygger, styrmand og 2 daglejere.
Amtmændene (Massow, von der Lühe, von Blücher) afviste hver gang købstadens ønsker. Men amtmændene havde også specielle økonomiske interesser i forhold til Slotsgades beboere. Som amtsområde var det jo et landområde, og beboerne skulle udføre hoveri-tjeneste over for godset Brundlund Slot. Disse ydelser føltes tungere i dette århundrede.
Beboerne blev også udnyttet
Det drejede sig om kørsel for slottet, høhøst i engene, hjælp ved bageri, bryggeri af øl m.m. I 1749 klagede gadens indbyggere til kongen over amtmand von Messows udnyttelse af dem. Svaret var dog et blankt afslag, men 7 år senere lykkedes det at få arbejdsydelsen afløst af en årlig fast pengeafsnit til amtmanden.
Slutningen af Slotsgades selvstændighed kom i det 19. århundrede. Folketallet i Aabenraa købstad steg i 1840erne og 1850erne og det kneb med at skaffe plads på den overfyldte bybakke til dem, der ville erhverve hus der.
For at have borgerskab og næring i købstaden måtte man besidde en ejendom der. En udvidelse af byens areal kunne ske ved at indlemme Slotsgade, som indbyggerne der tit havde afvist.
Ny privilegier skal forhandles
Da Frederik den Sjette døde 1839 og blev afløst af Christian den Ottende, skulle Aabenraas købstads privilegier igen konfirmeres af kancelliet i København. I den forbindelse rejste bystyret igen ønsket om in indlemmelse af Slotsgade. Slotsgades selvstændighed var ret reduceret, fordi man var fælles med Aabenraa om kirke-, skole-, fattigvæsen, politi- og brandvæsen, samt jordemoderordningen. Egentlig ret meget af de kommunale opgaver.
Beboerne ville ikke betale mere i skat
I Slotsgade blev der i 1840 afholdt afstemning om indlemmelse. Heraf gik kun to ind for den. Man frygtede, at resultatet ved indlemmelsen ville være øgede skattebyrder. Dette synspunkt har altid været brugt i forbindelse med modstanden mod kommunale indlemmelser eller fusioner. Trods modstanden besluttede dog ved kongelig resolution den 1. april 1843, at Slotsgade skulle indlemmes pr. 1. januar 1861.
Slotsgade måtte overgive sig – indlemmet i Aabenraa
Det lå jo 17 år ude i fremtiden, og da pladsproblemet fortsat var presserende, så blev forhandlingerne mellem købstaden og Slotsgade fremskyndet. De strandede dog på skattespørgsmålet, hvor Aabenraa stod fast på, at Slotsgades beboere skulle betale næringsskat ligesom købstadens andre borgere. Slotsgades beboere ønskede derimod at betale de hidtidige afgifter.
Sagen endte i Ministeriet for Slesvig, der fulgte byens indstilling. Så endte det med at per 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Du kan på www.dengang.dk finde 145 artikler om Det Gamle Aabenraa og Omegn, herunder en masse artikler om søfart men også disse artikler:
April 24, 2019
Da Zaren rejste hjem igen
En unormal situation i København. Vagtmandskabet var blevet fordoblet. Præster måtte bede til Gud. Stor aktivitet ved havnen. Zaren vækkede krofatter om natten. Zarinaen var en lille rødmosset tyksak med godt humør. Zaren var utålmodig. Han ville af sted mod Sverige og var meget utålmodig. Kongen var såret over hans kritik. Hans langsommelighed var en spare-øvelse. Kongen blev ramt af panik, blev pludselig banke for russerne. Zaren ramt af en svensk bombe. Pludselig sagde zaren bare nej. Kongen havde gjort sig nogle overvejelser. Nogle havde visket kongen noget i ørene. Så spurgte kongen om zaren ville erobre København. Og kongen blev såret i sjælen.
En unormal situation i København
Midt i september 1716 var situationen i og omkring København højst unormal. Uden for voldene camperede en imponerende hær på godt 50.000 mand. En stor dansk hær på 23.000 mand strakte sig fra Sankt Jørgens Sø ud mod Brønshøj.
Fra voldene ved Østerport og Nørreport kunne man overskue en russisk hær på hen ved 30.000 mand. Langs Øresundskysten – fra Kastellet med den aflåste Norgesport og helt ud til Svanemøllen lå de russiske gardehusarer med udsigt til deres galejflåde på et halvt hundrede fartøjer. De var ankommet allerede den 17. juli med zar Peter om bord.
Mellem Store og Lille Vibenhus sås et kosakregiment. På Fælleden ud for Østerport lå general Weydes russiske tropper, der var ankommet fra Rostock den 9. og 10. september.
Ud for Nørreport var man ved at rejse teltpælene for fyrst Rephins hær, der netop var landsat den 15. september.
Vagtmandskabet var blevet fordoblet
Vagtmandskabet ved Østerport og Nørreport var efterhånden fordoblet. I de tilstødende bastioner stod artillerister med brændende lunter ved kanonerne, der pegede ud mod de russiske tropper. Årvågenheden var skærpet inde i København. Geværbevæbnede borgere fra særlige alarmpladser holdt øje med ethvert optræk til uroligheder.
Præsterne måtte bede til Gud
Medlemmerne af det diplomatiske korps var på tæerne for at følge regeringens intense forhandlinger med russiske generaler og ministre. Hvis også byens præster virkede lidt anspændte skyldtes det sikkert, at de allerede var begyndt at tænke på deres søndagsprædiken. De havde fået en kongelig ordre om, at de fra prædikestolene skulle bede for:
Størst aktivitet ved havnen
Størst aktivitet var det nok nede ved havnen, hvor der sås en masteskov af transportskibe, og hvor man var travlt beskæftiget med at losse og laste proviant og fourage, tørv og brænde, spanske ryttere og meget mere. Undertiden kunne disse havnens arbejdere høre fjerne kanonsalutter.
En af forudsætningerne var at landsætningen kunne lykkes, er at hele arrangementet var at skaffe mad og drikke til alle. Købstæderne skulle levere 18.000 tønder rugmel. De hårdt prøvede hertugdømmer skulle levere 10.200 tønder. Der skulle bruges 8.736.000 pund rugbrød. Det skulle skaffes nok til forplejningen af 50.000 mand i 87 dage.
Også saltmad, smør, øl, brændevin og tobak skulle der skaffes. Havnearbejderne havde en 12 – timers arbejdsdag for at nå det hele. På ”Grønland” ved Østerport blev der oprettet et helt nyt magasin.
Alene fra Nordsjælland kom der på en uge 2.000 læs tørv og 1.000 læs brænde.
Zaren vækkede krofader om natten
Allerede den14. juli dukkede zaren op på Falster. Dagen efter kom hele galejflåden. I København lagde man beslag på hele 116 huse i københavnske. Gemalinden arriverede den 23. juli, og sammen kom de til at bo i købmand Edingers gård.
Her forsvandt på mystiske vis, lagener, dyner og endda natpotter.
Zaren havde vækket krofolkene midt om natten i Gedesby på Falster. Tørsten skulle stilles.
Stor velkomst af Zaren
Kongen sejlede i mod zaren, da denne ankom til København. Der var en hjertelig modtagelse med omfavnelser og kys. Zaren skrev da også til sin elskede, at den modtagelse, som han fik havde han set mage til i 20 år. Borgerskabet var da også alarmeret, så de kunne tage imod zaren.
Modsat den danske konge så gjorde zaren ikke så meget ud af det. Han skulle efter sigende have haft ”en gammel og meget plettet rød kjole af gement og rød klæde, gjort som en skipperskjorte med små opslag, der kunne tilknappet helt op til halsen. En hvis lærredstrøje med hvide stålknapper og ingen vest”
”Bukserne var af brunt klæde og gjort til at binde under kæerne. På bene havde han et par grå strømper som ikke var bedre end de vore jyder sælger på torvet”
Zarinaen – en morsom lille tyksak
Katherina kom en uge efter. Hun blev fem dage på slottet i Nykøbing, end hun så drog videre med sit følge. Hun var forstandig og omgængelig. Hun var let at omgives med og så foretrak hun dans frem for andre fornøjelser.
Den 23. juli iførte kongen og dronningen sig det stiveste puds for sammen med zaren at modtage zarinaen et godt stykke fra Vesterport. Kongen havde igen alarmeret borgerskabet. Hun blev modtaget med kanonsalutter.
Hun var en lille munter tyksak med rødmossede kinder. Hendes dragt var behængt med masser af ordener, helgenbilleder og relikvier.
Der var stor rundvisning i alle kirker. Og ved Rundetårn fandt zarens sagnsopspundne ridt sted.
Zaren beskæftiget fra morgen til aften
Zaren havde travlt fra tidlig morgen til sent til sådant, hvor han gennemgik med at inspicere på Holmen. Kongen havde stillet en karrusel, en komedie samt en opera til rådighed. Men det var ikke noget som imponerede zaren. Han var ikke kommet for at slå tiden ihjel. Den 21, juli beklagede han danskernes tempo.
En dag da zaren dinerede hos kongen, havde man drukket lidt for meget for eget.. Så sagde kongen til zaren. Åh kære border, jeg hører, at I også har en ”mætresse”. Zaren brød sig ikke om dette og svarede:
Denne bemærkning om Anna Sofie Reventlow var fremsat på en blanding af tysk og hollandsk. Det må have skurret fælt i kongens øren.
Zaren var utålmodig
Engang, da zaren ønskede at drøfte forretninger med den danske konge sendte han han bud efter denne kl. 8 om morgenen. Man svarede, at kongen stadig sov. To timer senere sendte zaren atter bud. Nu meddelte man, at kongen godt nok var stadig op, men man vovede ikke at gå ind i hans gemak. En timere senere sendt zaren igen bud og fik det fik det svar at endnu ikke var påklædt. Zaren var lige ved at miste tålmodigheden Omsider kom zaren får at aflægge visit klokken et om eftermiddag om eftermiddagen. Zaren ville gerne have at kongen stillede sig til rådighed tidlig om morgenen. Men man blev enige om, at zaren ville dukke op kl. seks om eftermiddagen, når han hade noget på hjertet.
Zaren ville af sted
Der var masser af danske og norske officerer i den russiske flåde, men marinesoldaterne manglede kamperfaring fra regulære søslag. Den svaghed var zaren opmærksom på. Han håbede snart at soldaterne ville få den erfaring, når de svenske tropper skulle angribes.
I slutningen af juli tegnede alt endnu lyst. Norge synes reddet af en sejr ved Dynekilden den 8. juli af Tordenskjold.
Det kneb for danskerne at få samlet 18 transportskibe som de havde forpligtet sig over for zaren ved Altona – konferencen. Gabel var på vej hjem fra Norge. Russiske tropper skulle også overføres fra Rostock. Zaren ville af sted til Sverige omgående, men kongen ville vente på Gabels hjemkomst.
Kongens langsommelighed var en spare-øvelse
Den 16. august var man samlet uden for København med 60 linkeskibe og 400 koffardis fartøjer. De lettede anker. Men den danske orlogsflåde blev liggende. De danske transportskibe var endnu ikke i sigte.
Kongens langsommelighed skyldtes en spare-øvelse. Zaren lagde skyldes på de store forsinkelser over på danskerne. Det var en meget forsigtig flådestrategi som danskerne havde modsat zaren, der gerne ville af sted. Den knusende overmagt til søs burde være udnyttet.
Men kongen havde allerede set, hvordan han skulle agere i forhold til evt. fredsforhandlinger. Han var bange for at russerne skulle få for stor magt. Derfor ville han ikke knuse svenskerne.
Kongen såret over zarens kritik
Syd for Dragør lå nemlig den forenede dansk – russiske flåde, der var under fælles kommando. Den bestod af 19 danske og 14 russiske linjeskibe. Side om side med den forenede flåde lå yderligere en engelsk eskadre på 14 linjeskibe. De var under kommando af admiral Norris. Den skulle ligeledes bidrage til flådedækningen af den dansk – russiske landgang i Skåne den 21. september.
Et var troppeparaden den 9.september, der gjorde zaren rassende. Kongen var dybt såret over zarens kritik over for de danske generaler. Zaren udtalte sin ringeagt over for de danske generaler. Kongen var meget oprørt over dette.
Angrebet af panik – bange for russerne
Nu blev Frederik den Fjerde også pludselig grebet af panik, da der kom endnu flere russiske tropper. Kongen greb til provokerende sikkerhedsforanstaltninger. Dette kunne godt opfattes som et udtryk for fjendskab. Den 7. september havde kongen givet ordre på fordobling af vagtmandskabet ved Østerport og Nørreport. General Bauers kavalerregimenter, der kom til Øresund den 8. og 9. september blev nægtet landgang på Sjælland og installeret på Hveen. De skulle ikke gøre nogen trussel mod København. Der blev også posteret vagtskibe, der skulle holde øje med dem. Gyldenløve fik ordre til at forfølge de skibe, der søgte til den sjællandske kyst for at få friske forsyninger.
Ramt af svensk bombe
Alt dette kunne zaren også se. Han opfattede det som en mistillid fra kongens side. Den 10. september havde man taget et togt langs den skånske kyst. Danskerne mente efterfølgende, at zaren havde fået skabt en hemmelig kontakt til det svenske diplomati.
Zarens kontakt med svenskerne var dog af en lidt anden kategori. Man var blevet ramt af en kanonkugle fra et forsænket kystbatteri ved Barsebäck. Rygter vil vide, at han derved blev grebet af panik, og at det var derfor han opgav invasionen. Det var dog næppe tilfældet.
Pludselig sagde zaren nej
Men det var bestemt ikke meningen, at det skulle være så sent. Og den 19 september sagde zaren nej, tiden var forpasset. For danskerne var det et chok. Man gjorde gældende, at det havde kostet mange penge. Efterhånden kneb det også med kommunikationen. Zaren følte sig heller ikke hjemme ved det danske hof-
Forud havde zaren lavet nogle gennemgribende undersøgelser. Han havde fået sine generaler til at komme med nogle vurderinger. Til sidst havde han forklaret kongen under fire øjne, at nu gad han ikke at vente mere, så han stoppede.
Afgørelsen hang også sammen med dyb mistillid til den danske hærledelse.
Kongen havde gjort nogle overvejelser
Flåden udgjorde en tredobling af den svenske flåde. Frederik den Fjerde ønskede ikke at art Karl den 12. skulle afstå ”Livland” til Rusland, hvis Danmark erhvervede den gottorpske del af Slesvig og Holsten.
Kredse i den danske regering oplevede utvivlsom Rusland som en større trussel end Sverige. Som nævnt mente admiral Christensen Thomsen Sehestedt , at zaren pønsede på at ødelægge såvel den danske som den svenske flåde, ”thi så råder han ene for Østersøen”
Frederik den Fjerde har sikkert ikke været fremmed for den tanke, at det ideelle for Danmark ville være en fremtidig jævnbyrdighed mellem Sverige og Rusland så de to lande kunne holde hinanden i skak. I så fald burde man forhindre den svenske hovedarmes og Karlskrona – flådens tilintetgørelse.
Nogle havde hvisket kongen i ørene
Man har sikkert også hvisket kongen i øret, at den mecklenburgske hertug som zarens protege kunne blive ham en ubehagelig nabo i både Holsten og Pommern. Det kunne få alvorlige konsekvenser for toldindtægterne, hvis zaren dirigerede det meste af Østersø-handelen til de mecklenburgske havne og derfra anlagde kanaler ned til Elben.
Zaren tænkte på en anden måde. Hans verden var opdelt i venner og fjender. Han blev derfor såret og vred, da det i dagene 7. – 9.september gik op for ham, at forbundsfællen betragtede ham og hans tropper som en trussel. Han udråbte den hannovranske statsminister A.G. Bernstorff som den virkelige skurk. Han skulle gennem sine agenter ved det danske hof, mecklenburgerne Holstein og Dewitz havde besluttet general Scholtentil at sabotere de militære forberedelser til landgang i Skåne.
Kongen havde spurgt zaren, om han ville erobre København
Kongen spurgte nu direkte zaren om han havde tænkt sig at erobre København. Men det havde zaren nu ikke. Han var blevet træt af at vente. Han troede heller ikke heller ikke, at Skåne havde nok forråd til hele invasionsstyrken.
Vejen hjem gik over Amsterdam. Katerina led alvorlig af søsyge i hendes gracide tilstand. Tilbage i Tyskland nedkom hun med sin søn, Paul, der få dage efter døde, mens hun lå alvorlig syg.
Zaren var selv nået til Amsterdam, hvor han fik feber og måtte holde sengen i seks uger.
Kongen var såret i sjælen.
På Københavns Slot sad Frederik og slikkede sine sår. Helt uden kamp og krig havde han lidt overlast. Han var såret dybt ind i sjælen.
De sidste tropper fra zaren forlod først København den 23. oktober. Zaren og zarinaen forblev i byen endnu nogle dage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.382 artikler herunder 159 artikler fra Det Gamle København.
April 20, 2019
Odessa og de andre flugthjælpere
Har ODESSA eksiteret? Kendte mennesker her. Det amerikanske efterretningsvæsen var indblandet. Filmen: Nazi Gold in Argentina. To magtfulde mennesker i Argentina. Hemmelig rådgivning. Perron kunne lide tyskerne. Hitler blev sur. Vatikanet og Røde Kors støttede nazisternes flugt. En østrigsk biskop. Der blev anmodet om 5.000 Visa-kort fra Perron. Amerikanske CIC samarbejdede med massemordere. Og de brugte selv samme flugtrute. I Sydtyrol stillede man ikke unødvendige spørgsmål. Flensborg var en del af planen. Stille Hilfe. Massemoderen, der også fik hjælp. Paven var med til at ændrer dødsdomme. Storforbryderens sekretær anede da intet! Bødelen fra Buchenwald. Hvad havde Tysk Røde Kors gang i – i 1968? Søren Kam blev også forsvaret af ”Stille Hilfe”
Har Odessa eksisteret?
ODESSA betyder ”Organisation der ehemaligen SS-agehörigen” Hvis vi hurtig skal oversætte det, så betyder noget i retning af ”Organisation af tidligere SS-medlemmer”. Angivelig blev foreningen stiftet ved 2. verdenskrigs slutning af en gruppe SS – officerer. Der er historikere med den kontroversielle David Irving i spidsen, der afviser, at en organisation ved navn ODESSA aldrig har eksisteret.
Der findes også en række andre SS-organisationer, bl.a. ”Stille Hilfe” med Himmlers datter i forgrunden. Og Werner Best, der slap med en meget mild straf for hans forbrydelser var en vigtig medspiller i disse organisationer. Som uddannet jurist kunne han sagtens hjælpe så mangen en krigsforbryder ud af en kattepine.
Formålet med ODESSA-grupperne var at skabe og opretholde hemmelige flugtruter kaldet ”rottelinjer” ud af Tyskland til Sydamerika og Mellemøsten for eftersøgte medlemmer. Man havde gode forbindelser til Argentina, Egypten, Brasilien, Tyskland, Italien, Schweiz og Vatikanet.
Kendte mennesker i Odessa?
Man opererede bl.a. fra Buenos Aires i Argentina. Man hjalp bl.a. Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Priebke, Aribert Hein og andre SS-medlemmer med at finde skjulesteder i Latinamerika og Mellemøsten.
Både Obersturmbannführer Otto Skorzeny og Sturmbannführer Alfred Naujocks menes at have været aktiv i ODESSA-organisationerne, men det kan ikke bevises.
Det vides dog med sikkerhed, at Otto Skorzenys adresse i Spanien i en årrække blev anvendt af WACL, hvorfor de fleste historikere formoder, at han var aktiv i dette netværk. Han havde erfaring fra slutningen af Anden Verdenskrig med ”Black Operations” som den nu kendte Operation Greim.
Det amerikanske efterretningsvæsen var indblandet
Ligeledes kom general Reinhard Gehlers efterretningsorganisation under mistanke. Det var en organisation, der blev anvendt og benyttet af amerikanske efterretningskræfter i Anden Verdenskrigs sidste måneder. Efter krigen blev det en vigtig del af NATO’s efterretningsværk i Østeuropa, samt i Gladio. Det var Natos hemmelige ”stay-behind” paramilitære organisationer.
Det er påstået at James Jesus Angleton fra OSS (CIA’s forløber) samt Eva og Juan Peron var medlemmer af netværket. Det hævdes også at SS-krigsforbryderen Alois Brunner gennem ODESSA kunne flygte til Syrien.
Filmen: ”Nazi Gold in Argentina”
Mengele og Eichmann var to af de mest prominente af den gruppe krigsforbrydere, som i årene efter krigen fandt en sikkerhav i Argentina, tilskyndet og overdådigt modtaget af en regering, der opsøgte det menneskelige vraggods, Anden Verdenskrig efterlod rundt om i Europa. Hertil blev de inviteret til et nyt liv i den nye verden.
Der ankom mellem 2.000 og 7.000 nazister hertil. Det er den afdøde argentinske instruktør, der efter 15 års efterforskning i filmen ”Nazi Gold in Argentina” afslører en række hemmeligheder.
To magtfulde mennesker
To centrale personer i filmen er Ludwig Freude og Rudolfo Freude, far og søn. Faderen, Ludwig Freude var allerede før krigen en af Argentinas rigeste og mægtigste mænd, der også uofficielt var leder af den vigtigste eksil-tyskergruppe i landet. Han var også ejer af to af Argentinas største banker.
Han var overbevist nazist og brugte sine banker til at vaske sorte nazi-penge hvide og finansiere et omfattende tysk spionnet i Sydamerika. Han var en tæt ven med Juan peron, hvis politiske løbebane han fulgte og støttede økonomisk.
Sønnen Rudi var også gode venner med ham. Da Peron i 1946 tog springet fra forsvars – og arbejdsminister til præsident, ja så fulgte Rudi med – som på fotografierne stod han altid i skyggen bag det glamourøse par Peron og Evita.
Hemmelige rådgivning
I sin egenskab af privatsekretær, leder af informationsafdelingen, efterretningstjenesten og ikke mindst immigrationsmyndighederne, fik Rudi Freude spundet et net af agenter i Europa, som fandt de strandede krigsforbrydere, udstyrede dem med ny identitet og sendte dem til Argentina.
Her oprettede den yngre Freude et hemmeligt råd af ”fortrolige medhjælpere” som tog stilling til de vigtigste sager og foreslog nye ”emner”, der skjulte sig i Europa. Rådet bestod af otte flygtninge fra domstole i deres hjemlande – SS-officerer, kollaboratører og andre krigsforbrydere. De havde hyppige møder med Freude og ind imellem også med Peron. En af deltagerne, den belgiske krigsforbryder, Pierre Daye skriver i sine erindringer:
Blandt dem som rådet fik til Argentina var den kroatiske ”Führer” Ante Pavelic, hvis Ustasi-styre var ansvarlig for omkring 700.000 serbere, muslimer og sigøjners død. Styret var bl.a. berygtet for at belønne medlemmer, når de kom med syltetøjsglas fyldt med deres ofres øjne.
Hertil kom også den danske læge Værnet, der udførte groteske forsøg på homoseksuelle i KZ-Buchenwald. Han døde stille og fredelig i 1965.
Perron kunne lide tyskerne
Perron var militærmand med en meget preussisk uddannelse. Han var glad for tyskerne, fordi de havde en høj teknisk kunnen. Den fascistiske ideologi havde meget til fælles med den peronistiske nationalisme. Hitler kaldte det for nationalsocialisme og Peron kaldte det for ”socialismo national”. Tyskerne udgjorde en meget indflydelsesrig gruppe, og Peron foretrak dem. Han brød sig slet ikke om amerikanerne og englænderne.
I den omtalte argentinske film kommer Wilfred von Oven, Goebbels tidligere privatsekretær til orde. Han er stadig overbevist nazist:
Til sidste ser man så den tidligere privatsekretær klukke.
Hitler blev sur
Da ærkebiskop Cesare Orsinego mødte Hitler i november 1943 for at tale om nazisternes forfølgelse af jøder, var Hitler sur. Han tog et glas vand og kylede det i gulvet.
Hitlers reaktion på de katolske bearbejdelser var voldsom. I de forløbende 10 år havde han været vant til en bedre behandling fra den kant.
Vatikanet har frigivet dokumenter for at afvise historikernes påstande om, at Vatikanet og pave Pius den 12. havde sympatier for nazismen og reelt samarbejde med nazi-styret. Vatikanet kan ikke leve med påstanden om at den katolske kirke indirekte støttede holocaust.
Røde Kors og Vatikanet støttede nazisterne
Pius den 11. roste i 1933 Hitler, fordi han er den eneste statsmand, der offentligt taler mod bolsjevismen. Den katolske kirke protesterede ikke, da Hitler gennemførte nye racelove i 1935, der satte kampen mod jøder og andre såkaldte ”undermennesker” på juridisk formel.
Problemet med de frigivne dokumenter er, at der kun er en del af dokumenterne, der er frigivet i Vatikanet. Det er meget sigende, at Hitler i ”Mein Kampf” anerkende den katolske kirke som en langt farligere modstander end den almindelige kirke.
Men dokumenter viser også, at Vatikanet i mange tilfælde hjalp stærkt eftersøgte nazi – forbrydere til flugt ved at udstede falske id-papirer. Ja sågar Røde Kors støttede aktivt nazi-forbrydere på flugt fra retfærdigheden.
Hvorfor fordømte Vatikanet ikke jødeudryddelsen dengang?
Vatikanet blev under krigen gang på gang anmodet om offentligt at kritisere nazisternes jødeudryddelse, men hver gang blev anmodningen afvist. Det samme skete med den landflygtige polske kirkes primas, Kardinal-ærkebiskop Hlods bøn til Pius den Tolvte om at forsømme nazisternes massedrab på polakker.
Hvis Pius den Tolvte skulle have gjort en indsats for et redde jøder fra udryddelse, kan man spørge, hvorfor Vatikanet forbød biskopper at udstede falske dåbsattester til jøder, forbød klostre og kirkelige institutioner i Rom at skjule dem ved at iklæde dem ordensdragt.
Hvorfor beordrede Pius den Tolvte de jøder, der i 1943 havde søgt tilflugt i Vatikanet til at forlade det igen.
I krigens sidste år var der også flere norditalienske biskopper, som opfordrede katolikker til at angive, hvor jøder skjulte sig.
En østrigsk biskop
Den østrigske biskop Alois Hudal organiserede flugten for Ustascha-folk. Og forskellige pavelige embedsmænd hjalp også til. Italiensk Røde Kors var sammen med SS – organisationen ”Stille Hilfe” også aktiv.
Denne biskop kunne kun gennemføre sit foretagende med accept fra paven. Hvor meget paven selv var indblandet vides ikke. De dokumenter, der kan bekræfte denne, er ikke frigivet.
Men vi ved, at i 1949 sendte paven 30.000 lire til Huldal.
Huldal fik hjælp af Reinhard Kopps. Han var en forhenværende agent i forsvaret. Han flygtede selv midt i 1948 til Argentina, hvor han under navnet Juan Maler kunne leve et trygt liv. Men her stod han også for nazi – propaganda.
Huldal anmodede om 5.000 Visa-kort
Disse to havde også hjulpet ”Bødelen fra Riga” Eduard Roschmann til Argentina. Ja også Franz Stangel, lederen Treblinka og Soibor. Ja han havde ansvaret for 400.000 mord
Konrad Adenauer overbeviste de kirkelige, at de skulle hjælpe fire stakkels ”fattige landsmænd” Disse viste sig at være fire Nazi – krigsforbrydere, som man fandt på Rhodos.
I et brev bad Huldal præsident Peron om at sende 5.000 Visa-kort til tyske soldater. Der var en overgang mange halvoffentlige kontorer i Rom, der bestod af mere eller mindre ægte konsulenter. Det var det østrigske kontor og Centralkontoret for tyskere i Italien. Her kunne man få et italiensk legitimationskort.
Man ved også, at vatikanske statssekretariat støttede familien til Mussolini og andre Fascister.
Amerikanske CIC samarbejde med massemordere
Så var det lige den kroatiske præst, Krunoslav Draganowitz. Under krigen var han ansvarlig for deportation af jøder og serber. Som på et samlebånd udfærdigede han legitimationer for en fast pris. 1.000 dollar var normalprisen. Børn kunne få det for det halve. Var man en kendt nazi-forbryder så kostede det 400 dollar ekstra.
Det var hurtig tjente penge for den gejstlige med den brune fortid. Også det amerikanske efterretningsvæsen brugte Draganowitz. Og de hjalp ham også til et sikkert opholdssted.
Klaus Barbie, slagteren fra Lyon var en som det amerikanske CIC hjalp væk. Det var Dragonowitz, der skaffede Baribie en opholdstilladelse i Bolivien. Her arbejde han for diktatoren Hugo Banzer Suarez.
Under sit ophold fik han stadig opgaver både af det tyske efterretningsvæsen BND og det amerikanske CIA.
Fra 1945 til 1955 arbejde Barbie både for det britiske og amerikanske efterretningstjeneste. Så sent som i 1966 arbejdede han for tyske BND under dæknavnet Adler.
Men ved hjælp af Beate og Serge Klarsfeld lykkedes det at stille ham til ansvar.
Behjælpelig med lommepenge og startkapital
Det argentinske konsulat i Barcelona var for et højt honorar også behjælpsomme med falske papirer. Også Francos Spanien var et sikkert sted for Nazi-forbrydere. Indtil et skib kunne afsejle til Sydamerika hjalp spanierne med logi, lommepenge og forplejning. Ja i nogle tilfælde fik man også startkapital til en ny tilværelse. Prisen for skibsoverfarten overtog det internationale Røde Kors. De udstedte også rejsepassene.
Indtil 1951 udstedte det Internationale Røde Kors 120.000 rejsepapirer til flygtninge så de kunne forlade Italien. Der forekom masser af misbrug, og det var Røde Kors udmærket klar over.
Mange nazi-forbrydere blev anbragt i klostre, indtil de med skibe kunne komme videre til Sydamerika.
CIC brugte selv flugtruterne
Det amerikanske efterretningsvæsen CIC kendte tidligt disse flugtveje. Men de gjorde ikke noget for at stoppe dem. Fra 1947 benyttede de selv disse flugtruter for at få deres spioner ude fra de sovjetisk besatte områder. Mange højtansete nazistiske funktionærer fik af de amerikanske myndigheder leveret falske papirer.
Mange af disse flugtruter blev kaldt ”Klosterruter”, fordi de kirkelige myndigheder var inde over. Men amerikanerne ville hellere kalde dem ”ratt lines”
Fra 1947 udkom i Buenos Aires et tidskrift overvejende på tysk ”Vejen”. En gang imellem kom det på spansk som ”El Sendero”. Læserne var Nazi-forbrydere.
Også franske kollaboratører fra Vichy-Regeringen, rexister fra Belgien, soldater fra Wlassow-armeen og medlemmer af østlige SS – divisioner, særlig ukrainere benyttede flugtvejene.
Nazi-forbryderen Hans-Ulrich Rudel blev en af Perons rådgivere. Han takkede senere kirken for, at have reddet de bedste fra nationen.
Mellem 180 og 300 af de største Nazi-krigsforbrydere kom til Argentina.
I Sydtyrol stillede man ikke unødvendige spørgsmål
En af flugtruterne gik over Sydtyrol. Og særlig den idylliske kurby Meran var eftertragtet af nazister. Her var der ingen der stillede unødvendige spørgsmål. Derfra gik det videre til havnebyen Genua.
Protestanten Adolf Eichmann var så glad for den katolske hjælp, at han senere indtrådte i denne kirke. Udklædt med Tyrolerhat og tyrolerskæg var han i 1950 gået over Brenner passet. En præst fra Sydtyrol kom bagefter med hans bagage. Derefter klædte han sig almindeligt tøj. Og så Ricardo Klement tog han til Argentina.
Her arbejde de han som elektriker ved Daimler-Benz. Som bekendt blev han bortført af den israelske efterretningsvæsen, stillet for retten og kort efter henrettet.
Mange massemordere flygtede
Den tidligere SS-Standartenführer Walther Rauff, der ansvarlig for mindst 97.000 mord, flygtede til Ecuador og derefter til Chile. Han blev støttet af både socialisten Alliende og af diktator Pinoche. Og utrolig nok brugte BND, det tyske efterretningsvæsen ham som spion mod Fidel Castro.
SS-oberscharfführer Gustav Wagner, leder af KZ – Sobibor og ansvarlig for 122.000 mord blev opsporet i Sao Paulo af Simon Wiesenthal.
Erich Priebke, der som SS – fører var ansvarlig for 340 civilisters død ved Rom blev i 1995 udleveret fra Argentina til Italien. Han blev en overgang som så mange andre anbragt i et Franciskaner-kloster.
Flensborg – en del af planen
Vi har i en tidligere artikel fortalt, at en del ”Rottelinjen” gik over Flensborg. Her fik SS- forbrydere ny identitet. Mange flygtede via Danmark og Sverige til Argentina. Åbenbart var de tilbageblivende tyske soldater i Danmark også en del af ”Rottelinjen”.
”Stille Hilfe”
Stille Hilfe var måske ikke en decideret flugthjælper, men de gjorde da i den grad tilværelsen lettere for tidligere krigsforbrydere og hjalp i forbindelse med retssager. De var også med til at påvirke retssystemet og politikere, ja selv paven påvirkede de med held.
Mallorth, massemorderen, der også fik hjælp
Men vi skal lige høre om krigsforbryderen Anton Malloth, der var opsynsmand i Theresienstadt. Han blev i 1948 i Tjekkoslovakiet dømt til døde for at have pryglet ca. 100 mennesker til døde. Fra 1948 til 1988 levede han fint i kurbyen Meran i Sydtyrol. Her sørgede det tyske konsulat for, at han hele tiden fik sit pas fornyet, trods udleveringsansøgninger fra både Østrig og Tyskland. I 1988 blev han meget overraskende frikendt
Samme år sørgede Himmlers datter, Gudrun Burwitz for, at han fik en eksklusiv lejlighed i et alderdomshjem. Mailloth havde skrevet til ”Stille Hilfe”:
Først i 2001 dømte Landsretten i München ham til livsvarig fængsel.
”Moderen af Landesberg”
Organisationen ”Stille Hilfe” blev startet af prinsesse Helene Elisabeth af Isenberg. Hendes mand havde beskæftiget sig med nazisternes racehygiejne. Begge var stadig overbviste nazister.
Prinsessen blev kendt som ”Moderen af Landesberg”.
Efter Nürnberg-retssagerne valgte amerikanerne, at de fleste af de dømte skulle sidde i Krigsforbryderfængslet i Landesberg. Det var her, at Hitler sad i 9 måneders fængsel. Her sad også de store Nazi-forbrydere, Rudolf Hess, Julius Streicher og Georg Strasser.
Indtil 1951 blev der her anbragt 288 dødsdømte.
Paven hjalp til med at omstøde dødsdomme
Men den 4. november 1950 skrev overnævnte prinsesse til paven, Pius den 12.
Allerede den 10. november svarede Paven, at han ville forsøge med hele sin indflydelse at påvirke den amerikanske højkommissær, John McCloy til at ændre nogle af dødsdommene.
Amerikanerne ændrede flere domme
På det tidspunkt sad mange fra de såkaldte ”Einsatsgruppen”, der myrdede løs på østfronten. De var skyld i masser af jøders død. Og tænk engang efter Pavens henvendelse ændrede amerikaneren afgørelsen i hele 89 tilfælde.
I andre tilfælde førte henvendelsen i 30 tilfælde til øjeblikkelig løsladelse af fangere, der i blandt Alfred Krupp, der havde tjent milliarder ved at lade KZ – fangere og andre krigsfangere arbejde for sig.
Tyske gejstlige henvendte sig til amerikaneren for at få omstødt dødsdommene og gjorde opmærksom på, at tysker med deres indsats havde forhindret kommunismen i at brede sig. Derfor burde resten af døddommene i Landesberg omstødes.
Storforbryderens sekretær anede intet!
En af dem, der sad i bestyrelsen for ”Stille Hilfe” var Heinrich Maltz. Han var sekretær for Ernst Kaltenbrunner, der var chef for Sikkerhedspolitiet (SD) og chef for Einsatsgruppen. Ja disse var ansvarlige for mindst 1 mio. Menneskers død. Ved Nürnberg-retssagerne påstod Maltz, at han overhovedet havde kendt noget til sine overordnedes forbrydelser. Så han slap fri.
En af dem som ”Stille Hilfe” også hjalp var Hildegard Lächert. Hun var inspektør i KZ – lejrene Ravensbrück, Majdanek og Auschwitz. På grund af hendes brutalitet blev hun kaldt ”Blodige Brigitte”. Den 22. december 1947 blev hun idømt 15 års fængsel. Men allerede i 1956 blev hun sat på fri fod. Den 26. november 1975 blev hun i Landsretten i Düsseldorf idømt hjælp til mord i mindst 1.196 tilfælde. Hun blev idømt 12 års fængsel. Men dem kom hun ikke til at sidde for man trak de år fra, som hun allerede havde siddet.
”Bødelen fra Buchenwald”
Martin Sommer blev kaldt ”Bødelen fra Buchenwald”. Han var kendt for at torturere fangerne til døde på den mest grusomme måde. Han sultede folk ihjel. Han forgiftede fangers levnedsmidler. Nogle kom gennem en diverse torturinstrumenter. Om vinteren måtte flygtninge sidde afklædte, også hældte han jævnligt koldt vand over dem. Der var vidner til alle hans forbrydelser.
I 1955 blev han frikendt, da han blev erklæret uegnet til at kunne deltage i retten. I 1958 blev der igen rejst sag mod ham. Han blev da idømt livsvarig fængsel. I 1971 blev han dog løsladt og levede endnu i 17 år i frihed. Måske er ”frihed” ikke det rette ord. Han blev anbragt i et ”behandlingshjem”
Hvad havde Tysk Røde Kors gang i – i 1968?
Det tyske udenrigsministerium lod i 1968 det tyske Røde Kors eftersøge 800 mennesker, der stod på en liste. De var eftersøgt for forbrydelser i udlandet. Men det var nu ikke for at få fat i dem. Nej, som man skrev advarede man mod de besværligheder, de kunne få, såfremt udenlandske retsinstanser fik fat i dem.
Det Tyske Røde Kors brugte koden: ”Advarselstjeneste Vest”.
Da andre så fandt ud af, hvad der foregik, så ville det tyske udenrigsministerium ikke indrømme, at de havde begået en fejl. Og det Tyske Røde Kors mente, at det var en god sag, de kæmpede for, og det sandelig ikke var noget at undskylde.
Søren Kam blev også forsvaret af ”Stille Hilfe”
I 2011 forsvarede den 81 årige Gudrun Burwitz på den kraftigste Søren Kam mod udlevering.
Gennem årene har mange politikere, som for eksempel Franz Josef Strauss anerkendt ”Stille Hilfe* s arbejde. På intet tidspunkt har retslige instanser forsøgt at bremse ”Stille Hilfe”, foreningen eller organisationen, der også nød det privilegium, at de ikke skulle betale skat.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.381 artikler herunder 279 artikler fra besættelsestiden inklusive følgende: