Artikler
April 20, 2019
Flygtninge i Oksbøl
Man er i gang med at skrabe penge sammen til et flygtningemuseum til 100 mio. kr. Gravene bliver passet af tyskere. Lejren startede som militærlejr. 15.000 tyske soldater var i lejren. Det blev Danmarks 6. største by. Fru Best blandede sig ikke med de andre. Man ville helst bo i hestestaldene. Værelserne lignede pulterkamre. Man boede meget tæt sammen. Det var et bysamfund med borgmester og byråd. Kvinderne måtte sandelig tage deres del af slæbet. Her var tre landbrug og eget el- og vandværk. Her var et imponerende sygehus. Og så var der en tysk politimester med sit eget politi. En mand var i høj kurs i lejren. Og helt kedeligt var det heller ikke for 900 verdensborge så dagens lys. 1.400 døde under opholdet. Her var en kæmpe skoleopgave at tage fat på. Her var musik og teater. Og tænk engang hele 21 køkkener.
Et flygtningemuseum til 100 mio. kr.
I slutningen af 2019 tages det første spadestik til en Danmarks Flygtningemuseum i Oksbøl. Det bliver en del af Vardemuseerne. Her lå Danmarks største flygtningelejr med 36.000 tyske flygtninge.
Hvis det hele skal med bliver prisen for hele projektet 100 mio. kr. Indtil nu er der hentet 32 millioner kroner til projektet fra dansk side. Sidste år kom projektet på finansloven med 10 mio. kr. Man håber også på en ordentlig gang penge fra tysk side.
Gravene bliver passet
I dag står kun ganske få af de bygninger tilbage, der udgjorde selve lejren. Lazarettet er der endnu. Det er et nedlagt vandrehjem.
Kirkegården er her endnu. I tre ringbind er gravene registreret. I 1960erne startede tyskerne med at vedligeholde disse grave. Fra 1969 påhviler det den humanitære organisation Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge at vedligeholde gravene.
Selve lejrarealet var på 4 km2 og er i dag en del af Aal Plantage.
Lejren startede som militærlejr
Lejren i Oksbøl var etableret i 1929 som dansk militærlejr. I begyndelsen var det en teltlejr, hvorfra det danske artilleri foretog skydninger ud over det militære skydeterræn på Kallemærsk Hede ved den jyske vestkyst nord for Esbjerg.
Efter den tyske besættelse i april 1940 kom lejren under tysk kontrol. Nu blev den uddannelseslejr for tyske soldater under navnet ”Truppenübungsplatz Oxböl. Lejren blev fortrinsvis brugt til uddannelse af østfrontsoldater.
15.000 tyske soldater i lejren
I 1941 udvidede den tyske værnemagt lejren kraftig med den såkaldte Nordlejr. De lagde den sammen med den eksisterende sydlejr. Det betød ekspropriationer i området og fældning af en del af Aal Plantage.
Som militærlejr havde Oksbøllejren cirka 200 barakker og en kapacitet på 15.000 mand samt plads til 3.600 heste. Efter befrielsen blev flygtningelejren i Oksbøl etableret i den store Nordlejr. Den danske hær rykkede ind i Sydlejren.
Det blev Danmarks 6. største by
Jo herude på Vestjyllands magre jord opstod Danmarks sjettestørste by med borgmester, byråd, kirker, biograf, teater, skoler m.m. En hel ny by dog lukket for omverdenen.
De første flygtninge ankom til lejren den 21. februar 1945. Ved befrielsen den 5. maj 1945 var her allerede indkvarteret 10.000.
Alle gader havde deres egne navne. Lige foran lå Hauptstrasse (Strøget). Her boede de fine. Det kneb i den grad med at holde varmen i disse barakker.
Fru Best blandede sig ikke med andre
På ”Strøget” havde også dr. Best’ s hustru og børn bopæl. Hun følte sig i den grad forurettet. Hun var stolt som en pave og mængede sig ikke med nogen. Da hjemsendelsen begyndte, og det var hendes tur, forlod hun lejren ikke blot med børnene, men også med husassistenten i sit følge. Fru Best var kommet til lejren sammen med en del af det tyske gesandtskab.
Der var 210 beboelsesbarakker i lejren, nogle grundmurede bygninger samt 80 hestestalde, der også var lavet til beboelse. Der boede omkring 150 mennesker i hver barak.
Man ville helst bo i hestestaldene
Men der var rift om hestestaldene, for skønt der ikke var et eneste vinduer i disse, kun overlys døgnet rundt, så var det højt til loftet og dette højenloft kunne bøde for den beklumrende atmosfære, en dunst af allehånde, som var at finde i de fleste barakker.
I hestestaldene måtte 127 mennesker deles om tre vandhaner og ingen håndvaske, kun en cementkumme ved afløbet i gulvet.
Værelserne lignede pulterkamre
”Værelserne” i barakkerne var delt op i stue, soveværelse og køkken. Skillevæggene bestod af tæpper eller blot en stak klude. Pladsen var så snæver, at de tre rum mindede om et pulterkammer fuldt af skrammel. Her spiste og sov man i sammensurium af snak og støj fra alle fire verdenshjørner. Ro var der ikke at finde.
Et bysamfund med borgmester og byråd.
Hvordan levede man i dette pengeløse, særegne samfund? Som alle andre bysamfund var der borgmester og byråd (26 medlemmer). Disse blev valgt ved frie og hemmelige afstemninger. Fire kvarterforstandere dannede et magistrat. Der var folkeregister, forsørger – og arbejdsanvisningskontor. Ja der var skam arbejdspligt. Det gjaldt for alle mænd fra 14 til 65 år og for alle kvinder fra 14 til 60 år.
Nu skal der dog lige siges, at den ene gang måtte man lige vælge en ny borgmester, da den siddende borgmester blev anklaget for krigsforbrydelser.
Kvinderne måtte tage deres del af slæbet
Da mændene var i betydeligt mindretal var det op til de mange kvinder at tage deres store part af det daglige arbejde. De måtte hjælpe til både i tøvemoserne, ved forplejningen, transport, undervisning samt adskillige håndværk.
150 kvinder var dagligt beskæftiget i lejrens spinderi, som fremstillede garn til de flygtninge, der ønskede at strikke trøjer, sokker og bluser til eget forbrug. Ulden fik man fra de 800 får og mere end 600 angorakaniner, som også fandtes i lejren.
Der var koste- og børstenbinderier, måttefletterier, kurvemageri, bogbinderier, store systuer, skrædder – og skomagervirksomheder, frisørstuer og hvad der ellers findes i et organiseret samfund. Også fabrikation af legetøj var sat i system. Således var der i december 1946 30.000 stk. legetøj klar til den tilstundende julehøjtid. Endvidere var der udstilling af mange prægtige husflidsarbejder.
Tre landbrug
Tre landbrug med fåreavl og svineopdræt hørte også til lejren, ligeså to gartnerier, auto-, snedker-, blikkenslager- og instrumentmagerværksteder. Disse tog en mængde ufaglært og faguddannet arbejdskraft i brug. Ja det gav også storartede muligheder for en regulær lærlingeuddannelse, der både praktisk og teoretisk svarede til de krav, man herhjemme og i Tyskland måtte stille dertil.
Eget el – og vandværk
Lejren havde sit eget el- og vandværk, egen banegård, brandvæsen. Ja der var en telefoncentral med 430 telefoner i alt og 500.000 meter telefonledning – en stor badeanstalt og store vaskerier og køkkener.
Imponerende sygehus
Ja dertil kom hospitaler med 32 tyske læger under dansk overledelse, kredslægen i Varde, overlægen fra Amtssygehuset i varde, en af de praktiserende læger i Oksbøl samt overlægen ved Spangsbjerg sanatorium.
Her var et imponerende sygehus med 1.000 sengepladser og 200 sygeplejesker. Der var hele 30 bygninger med lyse og hygiejniske sygestuer. Man var udrustet med instrumenter. Alene på den kirurgiske afdeling udførtes der dagligt 6 større og 10 mindre operationer. Her var kort sagt alt, hvad der skulle høre til.
Sygeligheden var stor i 1945 særlig efter de to første måneder efter besættelsen. Flygtningene blev plaget af sygdomme som tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose. Desværre manglede man på det tidspunkt en del medikamenter.
Tysk politimester med politi
Og her var masser af politi. 60 kriminalbetjente og 225 ordensbetjente sørgede for at roen i lejren blev opretholdt. De var stolte, når de promenerede i deres velkendte grønne uniformer. De havde armbind på, hvor der stod Polizei. Der var politimester, dommer og to domsmænd.
Lejrretten afgjorde alle overtrædelser af lejrreglerne og almindelige moralske og juridiske bestemmelser, dog kun for så vidt der ikke var tale om krænkelser af danske interesser. Straffen var advarsel, hæfte og fængsel i indtil seks måneder. Dette blev afsonet i arresten eller i straffebarakken. Forundersøgelserne blev foretaget af det tyske politi.
Stor bevogtningsopgave
Bevogtningsopgaverne ved lejren blev i begyndelsen varetaget af et detachement på 400 danske soldater-officerer og menige. Senere overgik dette til danske politifolk under ledelse af en politiassistent.
Bevogtningsmandskabets vigtigste opgave var at forhindre ”fraternisering”. Og på dette punkt kunne der godt opstå problemer. Lejrens omkreds var på 10 km. Ganske vist var den forsynet med et solidt pigtrådshegn hele vejen rundt. Men for en behændig udbryder kunne det godt lykkes at forcere det selv om det ville tage noget tid.
En mand var i høj kurs
Der var masser af modne kvinder og søde piger – indsmigrende og langtfra tilbageholdene, så det var forståelig nok, at såvel soldater, civile – samt de danske CBU – folk – 40 i alt, der stod ved lejrens brandvæsen og stationeret i selve lejren, nok kunne få amourøse tilbøjeligheder.
En mand var i høj kurs inde i lejren. Det var ikke så sært. 17.000 af lejrens beboere var kvinder over 14 år, men der var kun 5.500 mænd i samme aldersklasse.
Dertil kom 7.700 børn mellem 6 og 14 år samt 4.500 under 6 år.
Godt 900 nye verdensborgere så dagens lys
Flere tusinde flygtninge i lejren sendte ansøgninger til Justitsministeriet om tilladelse til at gifte sig med hinanden. Men ministeriet gik på dette punkt strengt til værks. Det var jo næppe tvivl om, at flere flygtninge var gift i forvejen. Men da de var uvidende om, hvorvidt deres ægtefælle levede, ville de benytte sig af chancen.
Selv om tilladelsen til ægteskab flygtninge imellem i langt de fleste tilfælde blev nægtet, skortede det ikke på fødsler i lejren.
Godt 900 nye verdensborgere så dagens lys i Oksbøllejren. Eller sagt på anden vis. Der forekom en fødsel hver anden dag i lejren i de år, den rummede tyske flygtninge. 80 pct. af alle børn fødtes uden for ægteskab – altså sådan at forstå, at selv om mødrene i mange tilfælde var gift, var det ikke deres egne mænd, der fik børnene med, idet de enten var enker eller uvidende om mandens opholdssted.
Blev de tyske kvinder og unge piger snuppet fraternisering, hjalp ingen bønner. Så gik vejen lige i brummen. Lejren havde jo eget fængsel – og så stod menuen de næste 14 dage på vand og brød på grund af det lille galante eventyr.
1.400 døde under opholdet
I samme periode som der blev født 900 nye, døde der 1.400 flygtninge. Adskillige af disse fandt deres sidste hvilested på kirkegården nær lejren. Her talte de mange trækors deres tavse sprog om sorg og savn. Hver gang en flygtning døde-ung eller gammel – fulgte et meget stort trofast følge den afdøde på den sidste rejse.
På kirkegården ligger dog 1.796 tyskere begravet. I 1962 blev 549 grave fra andre steder flyttet ind på stedet. Rækker af stenkors blev anlagt i 1968-69.
Begravelsen foregik enten mandag eller torsdag – kun de dage i ugen – og lejrens mange tusinde kvinder satte ære i, at gravene altid stod velholdte og smukt pyntede.
Op mod 10.000 samledes hver søndag til kirkegang. Der var 4.500 katolikker, der havde egen kirke og blev betjent af to katolske præster.
Kæmpe skoleopgave
Imponerende var også det skolearbejde, der blev sat i gang. 12.000 børn og 8.000 voksne sad på skolebænken. Man havde også hele tre gymnasier med 1.400 elever.
Musik og teater
Der var barakken ”Bunte-Bühne”, et folkeligt forlystelsessted, hvor ikke mindst de unge samledes om aftenen. De sang til harmonikatoner, dansede med hinanden og opførte små sketches. Og så var det teatret med 1.000 siddepladser. Om søndagen fungerede det som kirke.
Teatrets leder var den tidligere direktør for Danzig Statstheater, profssor Warndorff. Jo dette blev en stor humørspreder. Også musiklivet blev i den grad dyrket.
21 køkkener
Bespisningen fandt sted fra hele 21 køkkener fordelt over hele lejren. Hver af disse bespiste 1.800 – 2.000 mennesker.
De første hjemsendelser fandt sted i slutningen af 1946. Oksbøllejren blev brugt som opsamlingslejr efterhånden som de andre lejre lukkede.
Den sidste flygtningetransport
Den sidste flygtningetransport foregik den 15. december 1948 fra Oksbøl. Men en del flygtninge var holdt tilbage for at rydde op. Et kæmpemæssig udsalg af træ, sanitet, inventar m.m. startede nu.
Derefter blev lejren en militærnægterlejr. Denne lejr blev nedlagt i 1959.
Kilde:
Da de ubudne gæster kom
Syd for grænsen – efter besættelsen
Tyske flygtninge
De tyske flygtninge på Nørrebro
Tyske flygtninge i Nordslesvig
En flodpram i Klintholm Havn
Tyske flygtninge i Tønder med flere
April 20, 2019
Da de ubudne gæster kom
Danskheden skulle nødig ”besmittes”. Russerne var på vej til Berlin. Kaotiske forhold. Senere blev tyskerne udsat for Stalins grusomme hævn. Führerbefehl af 4. februar 1945. Tvangsevakuering. De første flygtninge kom til Sønderjylland. De mange skibe. Store udgifter for den danske stat. En stor ipgave for Besættelsesmagten. Modstandsbevægelsen: ”Den anden besættelse”. ”Vi må dyrke hadet” medierne og danskerne var fuld af hævntørst. Den 5. maj 1945 blev skive med flygtninge sendt retur. Man fandt masser af lig. Man brugte ”fremmeloven” og satte pigtråd op. Kritik af flygtningeadministrationen. En nødtørftig løsning. Præster tillod sig at kritisere. Det gjorde PH (Poul Henningsen) også. Et CB – korps blev oprettet. Nogle var ret så nidkære. Tyske flygtninge fra dengang kan endnu i dag huske pigtråden. Hvad fik de at spise? 17.000 flygtninge døde i Danmark. Man forsøgte at skabe en dagligdag for flygtningene. Der var masser af nazister i lejrene.
Danskheden skulle nødigt ”besmittes”
Ja ud fra den overskrift kunne man tro, at det er den tyske besættelsesmagt, som vi mener. Men det er de tyske flygtninge, som ikke var særlig velkommen i Danmark. Men var efter krigen enige om, hvem der var de gode og hvem der var de onde. Man vidste selv man var dansker. Og aldrig har man været så danske som i befrielsesdagene. I denne bevidsthed skulle der så placeres over 200.000 tyske flygtninge, som vi ikke kunne ”komme af med” og de var mildest talt uønskede
Danskheden skulle nødigt ”besmittes” med den tyske trussel. Vi vidste jo, hvor galt det kunne gå med ”dem”.
Russerne på vej til Berlin
Anden Verdenskrig var ved at være tabt for Nazi-Tyskland. Den 12. januar 1945 påbegyndte de russiske tropper deres vinteroffensiv og stormede hurtig ind i Østpreussen med kurs direkte mod Berlin.
10 – 12 millioner tyskere blev drevet på flugt. De russiske soldater ville have hævn for de grusomheder, tyskerne havde begået under invasionen af Sovjetunionen. Der blev ikke skelet mellem civile og soldater. Derfor blev det en flugt over hals og hoved.
Kaotiske forhold
Af frygt for russerne begyndte den tyske befolkning en uforberedt og kaotisk flugt mod vest. De pakkede deres ejendele på hestevogne og drog af sted mod Danzig – bugten i håb om at komme væk med skib.
Alene fra havnebyen Pillau blev der i perioden 25. januar 1945 til byens fald 25. april 1945 borttransporteret 451.000 personer med skib. Det var fuldstændig kaotiske forhold, hvor de flygtende tyskere måtte efterlade deres personlige ejendele.
Den civile flygtningestrøm blev blandet op med tyske soldater på tilbagetog. Karavanerne var derfor oplagte mål for de russiske fly. Russiske fly bomber veje og byer. Det kræver mange dødsfald, og det var mest kvinder og børn. Mændene var blevet sat til at forsvare Østpreussen.
I Kønigsberg havde russerne havde russerne indtaget byen. De første 8 dage havde de bare hærget byen.
Stalins grusomme hævn
Stalins grusomme hævnpolitik tvang tyskerne til at leve under KZ-lignende forhold. Endnu i 1947 blev de tyske statsborgere fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tvangsforflyttet
”Führerbefehl”
De mange tusinde flygtninge hindrede de kæmpende tyske troppers bevægelighed. Flygtningene blokerede vejene og tyske tropper måtte tage sig af de mange nødlidende mennesker. Situationen var helt kaotisk, hvorfor Adolf Hitler den 4. februar 1845 udsendte ”Führerbefehl” den 4. februar 1945:
Den Rigsbefuldmægtigede organiserer i samarbejde med de stedlige danske tjenestesteder den hensigtsmæssige indkvartering af de tilbageførte folkefæller. Hertil yder Værnemagten enhver tænkelig støtte.
Signeret: Adolf Hitler
Tvangsevakuering
Denne ordre igangsatte en tvangsevakuering af ca. 2 millioner tyskere fra Østpreussen. Det var en blanding af civile, sårede og syge soldater og krigsfangere. Med skibe af alle slags blev de fragtet til de nordtyske havne. Og ca. 250.000 af disse tvangsevakuerede kom samtidig til Danmark.
De første flygtninge kom til Sønderjylland
Og fra den 11. februar 1945 ankom de tyske flygtninge i stort antal til Danmark. De første flygtninge kom med tog til Sønderjylland. Men langt den største del kom med skib, hvor Frihavnen i København blev det mest benyttede landsted. Senere i maj 1945 blev antallet af civile flygtninge opgjort til 250.000.
Antallet af syge og sårede soldater kendes ikke med sikkerhed, men antallet 50.000 er nævnt.
De mange skibe
Mange af de store skibe sejlede i pendulfart til Danmark. Et eksempel herpå er ”Potsdam” – en dengang moderne passagerliner, der blev bygget i 1935. Den havde plads til 227 passagerer på 1. klasse og 166 passagerer på 2. klasse.
Det første skib, der anløb København var ”Wartheland, der den 11. februar 1945 medbragte 200 flygtninge og 2.500 sårede. Det skal bemærkes at dette skib tidligere havde været brugt til transport af danskere til KZ – lejrene. I de følgende dage fulgte mange flere skibe.
Store udgifter for den danske stat
Lige så vigtig var det at skibene her kunne få olie, kul og andre nødvendige forsyninger. Disse forsyninger blev selvfølgelig taget af de danske lagre. De værdier og udgifter der var forbundet med de tyske flygtningeskibe og deres drift blev aldrig gjort op og dermed heller ikke betalt af værnemagten. Dette blev heller ikke gjort op efter krigen.
Heller ikke udgifter til plejen af de tyske flygtninge så som medicin m.m. blev gjort op.
Hver uge fik flygtningene udbetalt penge til kost og logi samt lommepenge som var 2 kr. til alle mænd og 1 kr. til kvinder og 50 øre til børn. Flygtningene i Sønderjylland, der var indkvarteret privat fik udleveret rationeringskort. De private kvartermestre fik et vederlag på 3 kr. pr. flygtning pr. dag. Det var penge som værnemagten krævede udbetalt af den danske stat.
Store katastrofer
Englænderne regnede ud, at den danske stat brugte 148 millioner kroner på de tyske flygtninge. Dette svarer cirka til 7-8 milliarder kroner Rusland viste overhovedet ingen interesse i at bidrage, selv om der blandt flygtningene var en del russere. Og det samme var tilfældet med polakkerne.
”Potsdam” lå i februar 1945 opankret i Goteshafen, hvor skibet blev anvendt til opholdssted for tyske marinesoldater. Potsdam anløb København fire gange i marts 1945. Hver gang medbragte den 10.000 evakuerede flygtninge og sårede soldater.
Presset var så stort, at skibene medtog alle de passagerer der kunne presses om bord. På havet lurede ubåde og fra luften var det både russiske og allierede fly.
Tre store katastrofer skinner i øjnene. Russiske ubådes sænkning af ”Wilhelm Guustloff, General von Steuben og Goya.
Skibene ankom til Sønderborg, Flensborg og Aabenraa og Nyborg. Men København var det vigtigste mål for skibene. Langsomt mistede værnmagten kontrollen med situationen.
En for stor opgave for besættelsesmagten
Modtagelsen af de mange evakuerede flygtninge var en kæmpe opgave for den uforberedte tyske besættelsesmagt i Danmark. En opgave, der blev alt for omfattende. De tyske feltlazaretter havde ikke kapacitet til at behandle både de syge og sårede soldater samt alle de mange syge flygtninge.
Tyskerne beslaglagde ca. 1.100 lokaler over hele Danmark. Der kunne tjene som ophold for de mange flygtninge. De civile flygtninge var hovedsagelig kvinder og børn samt ældre mænd. Mange flygtninge var fysisk og psykisk meget medtagne af de lange udmagrende og farlige flugt.
Modstandsbevægelsen: Den anden besættelse
Blandt tyskerne var der stor forvirring om, hvor mange flygtninge, der skulle til Danmark. Fra tyske ministerier og statssekretærer kom der ønsker om at anbringe 2 mio. tyske flygtninge i Danmark. Werner Best afviste dog dette. Han mente, at Danmark kun kunne modtage 100.000.
Den danske modstandsbevægelse betragtede de mange evakuerede som ”den anden besættelse”. Det var jo en operation styret af det tyske regime og dens operative marine. De danske læger i København ydede derfor i mange tilfælde ikke lægehjælp til de mange syge flygtninge for ikke, at komme i miskredit hos modstandsbevægelsen.
Vi må dyrke hadet
Flygtningene blev mødt af råb som Nazi-svin og Hitler – unge. De fem forbandede år havde selvsagt skabt en modvilje i den danske befolkning mod den nazistiske nation.
I den illegale presse kørte der op til den tyske kapitulation en kampagne mod flygtningene. Den 10 marts lød det manende i en modstandsavis:
9. april nåede Informations fjendtlige billede af de flygtende menneskemasser et kulminationspunkt. De beskrives som:
– brovtende, råbende og krævende
De kaldes:
Og så harceleredes over, at der stadig findes danskere, der:
Desuden sættes der en sammenkædning af de mange flygtende kvinder og børn med invasionsstyrker, Gestapo og nazister.
Jo man mente, at en ny invasion var begyndt:
Fuld af hævntørst
Lederen af den danske flygtningeindsats, Henrik Havrehed skriver selv i sin fyldige disputats:
De danske hovedstadslægers ofte svigtende hjælp til de civile flygtninge har været udsat for megen diskussion. Også her på siden har ”Den Gamle Redaktør” været udsat for hård kritik i hans omtale af situationen.
Parterne er dog enige om, at der døde mange tyske børn, især i perioden april og maj måned 1945. Det var børn, der ikke havde lod og del i ”den anden besættelse”, men som i stort tal ankom til Danmark både syge og underernærede efter den ugelange flugt i både frost og sne på de Østpreussiske landeveje, hvor også natten tit blev tilbragt uden husly.
Den 5. maj blev skibe sendt tilbage
Efter befrielsen 5. maj 1945 blev flygtningestrømmen indstillet. Skibe med soldater og flygtninge blev afvist i havnene og sendt tilbage til Tyskland. Alle tyske soldater blev også hurtigst muligt sendt tilbage til Tyskland. Dermed forsvandt også den militære organisation, der indtil da havde administreret indkvarteringen af de mange tusinde civile tyske flygtninge i Danmark. Den 5. maj 1945 var der i Danmark:
Man fandt masser af lig
Man kunne konstatere at der hos de tyske flygtninge på skolerne fandtes lig i kældrene. I en villa fandtes 300 lig. I et pakhus på Frihavnen fandtes yderligere 300 lig.
Dengang var de tyske flygtninge indkvarteret på 1.100 steder rundt om i Danmark. De skibe, der lå i diverse havne med flygtninge blev sendt retur til Tyskland.
De danske myndigheder ville sende flygtningene retur
Den danske stat havde håbet, at man hurtigt efter befrielsen kunne hjemsende de civile tyske flygtninge til den vestlige del af Tyskland, men de britiske myndigheder modsatte sig dog dette. De udbombede byer og de kaotiske forhold i Tyskland kunne ikke modstage så mange flygtninge. De måtte blive i Danmark til situationen i Tyskland var blevet væsentlig forbedret. Vi har tidligere beskrevet forholdene lige syd for den danske grænse her på siden. Der var der nærmest hungersnød.
Man brugte ”Fremmeloven”
Den danske stat måtte nu overtage de enorme sociale og sundhedsmæssige forpligtelser over for de mange civile tyske flygtninge, der ikke kunne beskyttes efter flygtningekonventionen, da alle var tvangsevakuerede.
De havde ingen indflydelse eller viden om, at de under flugten kom til Danmark. I Danmark blev de alle behandlet efter Fremmedloven § 14, der hjemler ret til at anbringe personer, der i medfør til loven:
Kritik af flygtningeadministrationen
Man oprettede i september 1945 en flygtningeadministration under Johannes Kjærbøls ledelse. Han var arbejdsminister i Scavenius – regeringen og førte i den periode en markant antisabotage – og strejkepolitik. Frihedsrådet nedlagde veto imod, at han kom med i befrielsesregeringen.
Han havde derfor behov for, at markere sig som ikke blødsøden i forhold til tyskerne. Flygtningeadministrationen bliver af kritikere beskrevet som:
Filosofien var, at flygtningene skulle behandles spartansk og isoleres fra det danske samfund indtil de kunne hjemsendes tilbage til Tyskland.
Kirsten Lylloff mente at resultatet af den danske flygtningepolitik var
Professor i historie Anette Warring har tilsluttet sig den vurdering og slået fast, at resultatet vel at mærke:
En nødtørftig løsning
I sin konklusion siger Henrik Havrehed:
Præster tillod sig at kritisere forholdene
60 præster havde fået nok af mediernes beskrivelse af forholdene i flygtningelejrene:
Præsterne opfordrede til, at man så på de tyske flygtninge som medmennesker i nød frem for fjender, der kun tjente foragt.
Information gik forrest i foragt af præsterne
Opfordringen mødte i den grad foragt. Information gik forrest og krævede præsternes afgang. De påstod, at det simpelthen ikke var sandt, det som præsterne sagde. Bladet mente, at de var nyttige idioter for tyskerne.
Lederen i Information sluttede:
Et læserbrev i Information indsendt af Rob. Olsen fra 29.06.1945:
Poul Henningsen (PH) forsvarede flygtningene
En markant intellektuel, der satte sig ud over folkestemningen og med vægt talte de tyske flygtninges sag, var arkitekten Poul Henningsen.
For og under besættelsen var PH toneangivende kritiker af nazismen, blandt andet foreviget i revyvisen ”Man binder os på mund og hånd”. Han måtte i 1943 som følge af sine kontroversielle holdninger krydse Øresund i en robåd med sin kone, Inger Henningsen og arkitekten Arne Jacobsen.
Hjemkommen til Danmark efter befrielsen trådte PH frem som fortaler for de tyske flygtninges rettigheder.
I en række artikler i Politiken i februar-marts 1946 rettede han en stærk kritik mod forholdene i flygtningelejren i Kløvermarken på Amager, som han havde fået Insider-viden om via en kvindelig lejrleder.
PH tabte retssag
PH pegede på, at de tyske flygtninge var placeret uden for lov og ret, uden offentlig kontrol, og at grænserne mellem demokrati og diktatur, som vi burde kæmpe om, blev udvisket i dette restlige vakuum.
Dansk flygtningeadministrations ubestridte leder, Johannes Kjærbøl afviste blankt PH’ s kritikpunkter. Kjærbøl greb til et retsligt modtræk og anlagde injuriesag mod PH. Eftersom det ikke kunne dokumenteres, at Kjærbøl misinformerede, tabte PH retssagen.
Fra Danmarks side pressede man på for at få sendt flygtningene ud af landet. Men de allierede sagde nej til dette.
Den almindelige dansker var oprørt over de tyske flygtninges tilstedeværelse.
Et CB – korps på 10.000 mand
Isolationen betød, at det var næsten umuligt for en tysk flygtning at blive gift med en dansker. Først da de sidste flygtninge var sendt tilbage til Tyskland i 1949 mildnedes disse krav.
Det blev i stor hast bygget store baraklejre, hvor flygtninge blev samlet bag pigtråd og isoleret far det danske samfund. Dermed kunne skoler m.m. igen få deres lokaler tilbage. Lejrene blev efterhånden omhegnet med pigtråd og bevogtet af dansk politi. Til anledningen blev der oprettet et såkaldt CB – korps, der beskæftigede 10.000 mand.
Her var der nok ikke alle, der var lige voksen til deres opgaver. En lejrleder morede siog med at skyde med sin maskinpistol hen over hovederne på flygtningene, inden danske myndigheder fik ham fjernet.
Nidkære CB – folk
Andre danske CB – folk var alt for nidkære i deres bevogtning af lejrene. Problemet forsvandt dog lidt efter lidt. Tyskerne klagede selv over følgende punkter. Maden, tøjet, fodtøj, sortbørshandel, razziaer, skyderier og censur af post.
Disse razziaer var til tider tale om ren tyveri. Enkelte konfiskerede ejendele blev leveret tilbage ved hjemsendelse. Men det har nok ikke været befordrende i at genopdrage disse mennesker til demokrater.
Den danske regering forsøgte at isolere tyskerne totalt. Kun i forbindelse med nære slægtninges sygdom eller begravelse kunne udgang tillades. Postforbindelsen til udlandet var afbrudt for alle i Danmark frem til 5. december 1945. Til Tyskland dog til 1. april 1946.
Breve i lejrene måtte kun indeholde 25 ord og der blev udøvet censur. Efter november 1945 var der dog kun stikprøver.
De tyske flygtninge kan endnu huske pigtråden
De tyske flygtninge i dag kan huske pigtråden i Danmark og de bevæbnede vagter. 24 personer var stuvet sammen på 12 kvadratmeter i brakker uden isolering. Om vinteren måtte flygtningene bruge brædderne under madrassen som brændsel for at holde varmen.
Der var da både kvinder og børn, der blev skudt af de danske vagter.
Hvad fik de at spise?
De fik meget suppe – hvidkåls-, kålrabi og kartoffelsuppe. Det var nok fordi, at det var billigt at lave. En gang imellem var der et stykke kød med i hvidkålssuppen. En gang om ugen var der bygvælling. Og dette var en fest for børnene.
Maden bestod af brød, kål, lidt pølse, grød, kartofler og mindre gode grisedele som f.eks. grisehoved og grisetæer. Børn fik en smule mælk. Mange danskere mente, at de ikke skulle have mere at spise end de fik i KZ – lejre.
Ofte bestod maden dog af ting, som var uønsket af danskere og lettere fordærvet. Hvis man nu fra starten havde vidst, hvor længe flygtningene skulle blive her, kunne man have startet en slags produktion, så flygtningene selv kunne have avlet korn og friske grøntsager.
Aviserne berettede om hungersnød
I marts 1946 berettede Information om grænseoverløbere til Danmark på grund af hungersnød i Tyskland. Den 26, december 1947 skriver Information at mørket i bogstavelig forstand har lagt sig over Tyskland:
Den 19. august 1948 skriver Information at situationen i Sydslesvig er katastrofal og at:
Alligevel ville flygtningene heller hjem end at sidde bag pigtråd i Danmark. Men englænderne bestemte, at tyskerne skulle blive i Danmark til situationen havde forbedret sig.
De menneskelige konsekvenser ved at have siddet fire år i Danmark har for nogle flygtninges vedkommende været meget store.
17.000 flygtninge døde i Danmark
Cirka 17.000 flygtninge døde under opholdet i Danmark. Alene i 1945 døde 7.000 børn under fem år. Spædbørnsdøden var ekstrem højt på et tidspunkt. 80 pct. af de børn, der døde var under fem år.
Hovedparten døde af underernæring, mave-tarminfektioner og banale børnesygdomme.
I dag er der samlet 34 tyske gravpladser over hele landet.
Det danske embedsmandsstyre forsøgte at forhindre de tyske flygtninges ankomst. I samme tidsrum blev danske fanger deporteret til Tyskland. Også den transport forsøgte embedsmandsstyret at stoppe. Det har vel aldrig været overvejet at frigive danske kommunister, politifolk og modstandsfolk til gengæld for Danmarks hjælp til tyske flygtninge. Fra dansk side blev samarbejdet om de tyske flygtninge derfor afvist. Den tiltagende menneskelige nød stillede dog de danske læger over for et stadig stigende etisk problem.
Der blev lagt pres på tyskerne
Den 10. marts 1945 ankom 10.000 flygtninge til København. Blandt syge og udhungrede var 40 fødsler også umiddelbart forestående. Under henvisning til Haager – konventionen blev der indgået en aftale om dansk hjælp til tyske civile flygtninge i forbindelser med fødsler og sygdomme, der havde epidemisk karakter.
Også i den forbindelse blev der lagt pres på tyskerne for at forbedre forholdene for danske fangere i Tyskland. Men i grunden var situationen umulig. Ingen af parterne havde reel indflydelse på situationen. Når så mange mennesker flygter skrækslagende fra en fjende, så spørger de ikke først om lov.
Samkvem med tyske flygtninge var absolut forbudt
Trods pigtråd og vagter var der en livlig trafik ind og ud af lejrene. I en del af tilfældene blev der også afsløret prostitutionslignende forhold mellem nogle af lejrens mange yngre kvinder og lokale danske mænd. Skilte talte deres utvetydige sprog om den isolation, der var tiltænkt flygtningene:
Bøde for at smide smør over pigtråden
De store lejre kunne ikke bevogtes effektivt, men alligevel brugte vagterne i flere tilfælde deres skydevåben mod flygtningene, der forsøgte at krydse hegnet.
Fra december 1945 til december 1946 havde politiet ved Oksbøl lejren skrevet 607 journaler om fraternisering. Antallet af ikke opdagede bekendtskaber må stå hen i det uvisse.
Straffene kunne være 50 kr. i bøde for at kaste et pund smør over pigtråden til en tysk flygtning.
Bange for ”halvtysk” befolkningsgruppe
I Danmark var der en dyb mistro til tyskerne. Hvis små 50.000 tyske kvinder i den fødedygtige alder blev ”sluppet” ud til danske mænd, ville der danne sig en ”halvtysk” befolkningsgruppe, som kunne få en stor indflydelse på en fremtidig dansk – tysk konflikt.
Man brugte også undskyldningen med at beskytte tyskerne bag pigtråd på grund af faren for danske hadangreb.
Man forsøgte at skabe en almindelig dagligdag
Nu var det hele ikke kun negative ting. Man forsøgte at skabe en almindelig dagligdag for tyskerne. Der blev oprettet skoler, ungdomsskoler, biblioteker, kulturcentre med foredrag, skuespil, sangaftener og de forskellige trossamfund holdt deres gudstjenester. Der blev installeret radio i lejrene. Det blev dog ikke produceret udsendelser i Danmark. Det var udsendelser fra Berlin og Hamborg, der ivrigt blev aflyttet.
Man forsøgte at give børnene en seks timers undervisning hver dag. Men det var en stor udfordring. Retssikkerheden omkring udvælgelsen af lærere har ikke været tilstrækkelig. For hvordan afgøres det om man er nazist eller ej. Man ville jo gerne genopdrage alle de tyske flygtninge.
Flygtningene var ikke en homogen gruppe
Under krigen havde tyske socialdemokrater og kommunister, der var gået under jorden udgivet et undergrundsblad ”Deutsche Nachrichten”. Dette blad blev nu officielt de tyske flygtninges blad i Danmark.
Nu var bladet kritisk over for Tyskland og ofte med en bedreviden og en selvforståelse som spydspis for genopdragelsen af de tyske flygtninge.
Problemet i lejren var, at det ikke var en samlet homogen gruppe. Det var civilbefolkningen fra Østpreussen. Og så var det en mindre gruppe af ideologiske bærere af nazismen. Det var ofte højtuddannede personer, som f.eks. læger, sygeplejersker og præster. Sammen med tidligere nazister udgjorde de det største demokratiske problem i lejrene.
Masser af nazister i lejrene
Efter 12 år ved magten i Tyskland var der kun nazister eller sympatisører, der havde administrative erfaringer. Således var ”borgmesteren” i Oksbøllejren blevet anholdt for krigsforbrydelser.
Så sent som den 20. februar 1947 klager hjemvendte flygtninge sig over nazister i lejrene. Der fortælles om en undersøgelseskommission har foretaget 1.700 afhøringer. Dette resulterede i et par hundrede tvangsforflytninger til speciallejre for nazister.
Også det tyske mindretals nystartede avis ”Der Nordschleswiger” blev tilladt i lejrene.
I 1949 forlod de sidste tyske flygtninge landet. De fleste var vendt tilbage til Vesttyskland og ikke til Østpreussen, hvor de var kommet fra. De måtte nu starte forfra.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.379 artikler herunder 277 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) inklusive:
April 17, 2019
De skønne søer (NørrebroLIV 28)
Dette er vores bidrag nr. 28 til Ugeavisen Nørrebro LIV. Og som overskriften antyder så handler artiklen om de tre skønne søer. Vi skal besøge Skt. Jørgens Hospital og så havde søerne deres helt egen Lochness – uhyre. Måske er den der endnu. Mange har i tidens løb også forsøgt selvmord i søerne. Her har været bådfart og badebroer. Men det har nu ikke altid været lige nemt at gå langs stierne. Man brugte søerne som skraldspand, og tænk man har fået drikkevand fra nogle af søerne.
Allerede i 1400 – tallet lå der en samling bygninger ved den sydvestlige ende af Skt. Jørgens Sø. Disse var indrettet som hospital for spedalske og opkaldt efter de spedalskes skytsengel Sankt Jørgen. Navnet blev overført til søen.
Det var en tragedie at blive anbragt her for det var et evigt farvel til familien. Skt. Jørgens Hus havde en ”indordning” under strenge regler. Hospitalet var anbragt langt ude for byen. Her var det bedre muligheder for at isolere de syge. Et af midlerne var at bekæmpe smerterne ved badning. Derfor blev der indrettet badestuer. Da Helligåndshuset i 1607 flyttede til Vartov uden for byen ophørte Skt. Jørgens Gård. Kort efter blev det revet ned.
Et epidemihospital blev senere indrettet ved Sortedammen.
Hvad så med de andre navne til søerne? Hvilke peblinge er Peblingesøen opkaldt efter? Ja det vides ikke helt nøjagtig. Historikerne er uenige. Navnet nævnes første gang i 1524, men er sikkert betydelig ældre.
Men hvad så med Sortedam? Dæmningen ved Østerbro kendes fra 1619.
Efter 1523 var der igen engang blevet arbejdet på Københavns Fæstning. Det betød at søerne blev opdæmmet. Peblingesøen var i middelalderen ikke skilt fra Sortedamssøen. Før 1523 var Skt. Jørgens Sø blot en meget lille sø: Fra begges sider gik der enge ned til dette lille vandsted. Men i 1524 blev engene sat under vand.
Vognmandslavet fik allerede i 1543 pålagt at vedligeholde de tre søer, så slap de for at betale de såkaldte ”grøftepenge”
En fisketur kunne være rart, men det var ikke tilladt. I 1631 kunne fiskeri på Skt. Jørgens Sø betyde indsættelse på Bremerholm. Det var også almindelig, at der på Christian den Femtes tid var skydeøvelser over Peblingesøen. Man skulle skyde efter et billede midt ude på søen
Efter de store reguleringer i 1720’erne skete der en masse omkring søerne. Man fik nu tilladelse til at badebroer og lysthuse voksede op ved vandet. Problemerne var bare at Vandvæsnet ejede en masse areal omkring søerne.
I 1727 søgte blegmænd tilladelse til at lægge render fra Sortedammen til deres blegdamme.
Krigskommissær Smith tilbød i 1790’erne at stå for en ny rensning af søerne mod at få rådighed over den græs, der voksede på dosseringerne. Men han var ikke helt tilfreds med ordningen, da han havde vanskeligheder med at komme til græsset fra Blegdamssiden.
Dyr måtte ikke græsse på dosseringerne. Men man måtte godt blege tøj.
For velhavere blev det en trend, at leje sig ind hos blegmænd og gartnere. Søerne blev et rekreativt sted og flere badebroer blev bygget. Nu var roture på søerne blevet almindelig.
Godt nok var der stier langs søerne. Men man skulle ikke gå her, når det havde regnet, så sank man ned til knæene. Og så skal man nok lige have nogle nøgler fra vandvæsnet. Da Søren Kierkegaard boede på Østerbro gik han ofte turen til Nørrebro for at få et glimt af Regine.
Chr. Købkes mange malerier fra dengang giver et godt indtryk af, hvordan det så ud dengang. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til lågerne. Først ved anlægget af Skt. Hans Gade i 1851 – 53 blev Sortedams Dosseringen en offentlig gangsti.
Digteren Jens Baggesen overvejede at begå selvmord i søerne. En sommerdag i 1802 forsøgte han, men det lykkedes ikke. Men det gjorde det for billedhuggeren Johannes Wiederwelt samme år i december.
I 1869 blev Kjøbenhavns Skøjteløberforening stiftet. I 1885 fik man lov til at bruge den sydlige del af Peblingesøen til skøjteløb. Hvert år blev der indsendt forespørgsler om tilladelse til at opstille interimistiske træbygninger til ”Condotori og Aftrædelsesværelser for skøjteløberne og kontor. Tilladelserne blev givet under forudsætning for, at bygningerne blev fjernet igen, når skøjtesæsonen var over. I 1893 sendte man en ansøgning om en permanent bygning.
Ja og tænk i 1894 blev der fejret kongelig sølvbryllup med en stor søfest.
Købmand E.M. Olesen fik tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne klagede over stanken. De var nu heller ikke så driftssikker. Afløseren var såkaldte ”elektriske” både. Man reklamerede med, at nu kunne passagererne få frisk luft. Man kunne også leje promenadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.
Fredag aften gav Husarenes Musikkorps koncert fra illumineret båd. Man kunne så følge med i passagerbåde til en pris af 50 øre.
Den helt store succes var benzinbåden. De kom i 1903. Og tænk engang i 1916 var der 350.000 passagerer.
Man kunne også leje diverse både. Bådudlejningen lå i en lille havn i Peblingesøen ud for Baggesensgade. Så kunne tage på en krydstogt på søerne. Ja så blev det tilladt at besejle søerne med sejl.
Musik og underholdning var der masser af. Der var også traktørstedet Søfryd. Og så var der masser af koncerter i Søpavillonen. Men på et tidspunkt blev al den fest for meget for Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirken. De fik sat en stopper for flere restauranter og andre festlige ting ved Sortedammen.
Sankt Jørgens Sø er den dybeste af de tre søer. På det dybeste sted er der nok 4-5 meter. I Sortedamssøen ligger de to øer Fiskeøen og Fugleøen. Og sidstnævnte blev i 1967 befriet af aktivister. Og dæmningen på søens vestside hedder Svineryggen. Og det er cirka her, at kommunegrænsen ligger.
I midten af 1800 – tallet blev Peblinge – og Sortedamssøen opgivet som vandreservoirer på grund af for dårlig vandkvalitet. I stedet tog man så Sankt Jørgensø i brug til dette. Søen havde en central rolle i Københavns vandforsyning frem til Anden verdenskrig. Ja faktisk fungerede den frem til 1959 som reservereservoir.
Alle kender Lochness-uhyret. Sådan en er der også i Sortedamssøen. Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i ca. lårtykkelse. Mon det der her er tale om en mutation af de karper, som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ned af Skt. Jørgens Sø?
Det er nu ikke det eneste mystiske. På et bestemt sted, er der observeret vand. Der stiger op. Måske kommer det fra en underjordisk sø eller kilde. Og der er jo masser af foder lige inden for hoveddøren:
Ja hvis uhyret i søen også har smag for rustne cykler, er det rig mulighed for dette.
Vidste du, at søerne får deres vand via de rørlægte åer, Grøndalsåen, Lygteåen og Ladegårdsåen som tilsammen fører vandet fra Utterslev Mose og Emdrup Sø til søerne foran Østerbro, Frederiksberg og Nørrebro.
Vandets opholdstid i søerne er ca. et år. For enden af Sortedammen flyder vandet til Østre Anlæg og til Kastellet og derfra videre ud i Øresund.
Ja søerne er i dag fredet. Men man barsler med planer om, at der skal laves en parklignende foranstaltning i forbindelse med Skt. Jørgens Sø til stor utilfredshed for mange. Men det skal ske i forbindelse med klimasikring.
April 14, 2019
Nolde og Nazismen
Tusinder af danskere valfarter til Nolde-museet. En ny farve blander sig. Et nyt digert værk afslører nyt. Allerede kritik af Nolde i 1947. Fra umerkel vil ikke længere have Nolde. Han var overbevist nazist fra start til slut. Det københavnske kunstnerliv foragtede ham. Statens Museum for Kunst sagde nej. Nolde ville ikke stemme i 1920. Hans identitet var vestslesvigsk. Han var Himmlers æresgæst. Der tog Bonnichsen fejl. En hadeudstilling. Han har aldrig fået malerforbud. Han havde mange antisemitiske udtalelser. Så prøvede han at pynte på sit liv. Han satte sig selv i scene som offer. Forskere mener, at Nolde-museet bevidst holdt dem tilbage. Kunst bliver lavet af mennesker. Han var en stor kunstner, men et svagt menneske.
Tusinder valfarter til stedet
Nolde-museet i Seebüll syd for den dansk-tyske grænse ved Rudbøl modtager hvert år tusindvis af besøgende fra Danmark. Gæsterne falder for den mystiske og stærkt personlige dimension som Emil Nolde tilførte den tyske ekspressionisme.
Og så var Emil Hansen endda fra Nolde i nærheden af Bylderup Bov. Mon ikke han er sognets mest kendte person?
En ny farve blander sig
Valmurerne er varmere, himlen mere blå, græsset gennemført grønnere og naturen i det hele taget lidt vildere hos den berømte maler, der boede det meste af sit liv herude i marsken. Men nu er en ny farve begyndt at dukke op, når talen falder på Emil Noldes billeder i de tyske medier – og det er farven brun. Brun som nazisme. Brun som jødehader.
Det har altid været tvivl om Noldes holdning til nazismen. I flere af hans bøger er dette nedtonet – set i bakspejlet måske bevidst. Statens Museum for Kunst forbereder i 2021 en stor udstilling med hans værker.
Et nyt digert værk afslører nyt
Da han kom på Hitlers sorte liste, mente de fleste, at han så nok ikke kunne være en fanatisk nazist, selv om han ikke skjulte, at han foragtede jøder.
Men et digert dobbeltbinds – værk afslører, at han sympatiserede med nazisterne til det sidste Det er første gang, at kunsthistoriker med fuld opbakning fra Nolde-stiftelsens hovedsæde i Seebüll har haft mulighed for at belyse emnet ud fra Noldes omfattende dødsbo og hidtil ukendte kilder.
Allerede kritik i 1947
Allerede i 1947 udtalte kunstkritikeren Adolf Behne på Noldes 80 års fødselsdag, at maleren var ”degenereret, degenereret”. I mange år gik Nolde – stiftelsen forsigtig med dørene, når det gjaldt en fuldstændig afdækning af Noldes sympati for nazismen. Den nuværende direktør af Nolde-museet, Christian Ring udtaler:
De nye toner fra Seebüll kommer efter, at hidtil ukendt dokument er dukket op i Schweitz. I et seks siders langt maskinskrevet memorandum bekender Nolde en glødende sympati over for ”Fører, Folk og Fædreland”.
Papirerne er dateret den 6. december 1938 – altså blot en måned efter Krystalnatten, hvor nazisterne smadrede over 7.500 jødiske forretninger og satte omkring 200 synagoger over hele Tyskland i brand. Masser af jøder blev pryglet ihjel og 26.000 fængslet.
Disse hændelser ser ikke ud til, at have gjort det største indtryk hos Nolde.
Frau Merkel vil ikke have Nolde mere
Men nu har Angela Merkel bebudet, at de to malerier hun havde af Nolde ikke kommer tilbage. Hun var ellers en stor tilhænger af hans kunst. Nu kan hendes beslutning være ganske uskyldig, men beslutningen kan også skyldes, at ny forskning har afsløret at hans forhold til nazismen er stærkt belastende.
Og kan Frau Merkel have billeder hængende af en kunstner, som delte ideologi og verdensanskuelse med nogen af det 20. århundredes værste forbrydere?
Ja sådan udtalte direktør Felix Krämer til radiostationen Deutschlandfunk, og det vil forbundskansleren åbenbart ikke lade sidde på sig.
Kunsthistorikeren Felix Krämer havde sat spørgsmålstegn ved, om det var passende for en tysk kansler, at have billeder af sådan en ”engageret nazist”. I kanslerværelset. Det er nye toner om en maler, der selv kaldte sig systemkritisk maler.
New York Times skriver, Emil Noldes liv generelt er blevet hvidvasket. Hans forhold til nazismen forekom mere uskyldig end den egentlig var.
Overbevist nazist fra starten
Ny forskning af Noldes privatliv har overrasket forskerne. Han var fanatisk nazist og jødehader. Efter krigen har han formodet at nedspille sin rolle og erklæret sig som offer. Men fra starten var han overbevist nazist.
Et tysk forskningsprojekt kaster nu et klarere lys over Nolde og hans samtid.
Nolde begyndte med at fantaser, Eventyrlige væsener, groteske skikkelser, lys og mørke, fik krop og skulle ud. Barndommens religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.
Det københavnske kunstnerliv foragtede ham
Hans møde med det københavnske kunstnerliv omkring år 1900 var alt andet end hjerteligt. Han følte sig udenfor og ignoreret. Og det selv om han møder begavede malere som J.F. Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Wilhelm Hammershøj.
I stedet tager han til Hundested for at se sit elskede klithav og her slog lynet ned. Hun hedder Adda Vilstrup, er skuespiller og at jysk bispeslægt.
Statens Museum for Kunst sagde ”nej tak”
Ja egentlig blev hans kunst nedgjort i hovedstaden som ”Tyskerkunst”. Dette forhold medførte, at Statens Museum for Kunst omkring 1920 ikke ønskede at modtage de værker af Nolde, kunstneren havde tiltænkt museet som gave.
En uoverensstemmelse tilbage i 1910 bliver forvandlet til et tudligt og ensomt opgør med jøderne i kunstverdenen, der, ifølge Nolde selv, var:
Nolde ville ikke stemme i 1920
Som vi tidligere har skrevet så slog Nolde sig i 1916 ned i Utenwarf. Han blandede sig i den grad i debatten om afvandingen af Tøndermarsken.
Efter lange overvejelser bestemte han sig for ikke at stemme i 1920, fordi han følte sig som tysker, men ikke ville stemme imod sin danske kones fædreland. Efter den nye grænsedragning tog han bevidst mod det danske statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.
Hans identittet var vestslesvigsk
Han lagde dog ikke skjul på, at hans sympatier lå på den tysknationale-højrefløj. Men faktisk beholdt Nolde sit danske pas resten af livet. Nolde følte sig dog hverken som nord- eller sydslesviger og heller ikke som friser. Hans identitet var vestslesvigsk. Derfor opfattede han 1920-grænsen som ligegyldig.
Set fra Seebüll, hvor han slog sig ned i 1927 med dansk pas og medlem af det tyske mindretal nord for grænsen virkede absurd.
Nolde hørte til impressionismens farveglæde. Og egentlig holdt disse fast i de særlige germanske værdier. De omfatter dyder som særligt mådehold og måske endda en medfødt overlegenhed, som filosoffen udtrykker det i sin nihilistiske ”Übermench-teori”. Hele tankegangen var dog temmelig tåget og ret konservativ.
Himmlers æresgæst
Om sommeren 1930 besøger Nolde øen Sild, hvor han bliver venner med det jødiske ægtepar Turgel.
I 1931 var han blevet en anerkendt og velstående kunstner, og blevet optaget i Det Preussiske Kunstakademi. Men foran ventede afgrunden.
Samme år er Nolde, Himmlers æresgæst i markering af Hitler’ s ti årsdag.
I selvbiografien ”Das eigene Leben fra 1931 forklarede han sit brud med den jødiske kunstner Max Wittner således:
En fantastisk rejsning af det tyske folk
11 uger efter Hitlers terrorvalg den 27. april 1933 skriver Nolde til den norske kunstkritikker Henrik Grevenor:
”De har vand i hovedet”
Ved flere lejligheder udtalte han sig stærkt antisemitisk. Han mente også, at Hitler var i gang med at oprette en idealstat.
Ikke Kun jøderne, men også englænderne nærede han dyb foragt for. Som bondefødt så han hæmningsløst ned på storbyens mennesker, om hvem han sagde:
I et brev fra 1933 fremhæver ægteparret Hitler og hans højre hånd, Hermann Görring som ”mænd, der sætter livet ind, når det gælder”. Nazismens overtagelse betragtede parret som:
Men når han var i Berlin, gik han aften efter aften på kabaret. Dette var noget som nazisterne afskyede. Han var meget imod den jødiske indflydelse. Han skrev:
I kunsten var der ingen forherligelse af den tyske race
For selv om Nolde tydeligvis følte sig som en meget tysk kunstner, så finder man ikke i hans værker den forherligelse af ”den tyske race”, man kunne forvente.
Han lod et hagekors hænge ved sit hjem i Seebüll. Allerede i 1934 blev han medlem af nazistpartiet. Og det første var NSAN. Året efter bliver han medlem af NSDAP – N
Der tog Bonnichsen hvis fejl
I 2009 skrev hans Jørgen Bonnichsen i bladet Grænsen, at medlemskab i denne forening nok for Nolde var at melde sig ind i den lokale borgerforening. Dette medlemskab har nok spillet en større rolle for os, end det har for Nolde, skrev den tidligere efterretningschef. Men vi er nok alle blevet klogere.
Nolde: En uholdbar situation
I mellemkrigstidens nazistiske rejsning blandt det tyske mindretal i Nordslesvig var et medlemskab normen. Der blev i mange tilfælde set skævt til hjemmetyskerne, der ikke bakkede op om de nye nationale toner i riget.
I hans bog ”Jahre der Kämpfe skrev han også:
Hitler kunne ikke lide hans kunst
Det var også i dette år at kunstnerne skulle underskrive en loyalitetserklæring til Hitler, forfattet af Goebbels. Men tre år efter fjernes tusind af hans værker fra offentlige steder. 47 af dem kommer med på udstillingen ”Entlartete Kunst.
Han havde håbet, at blive udnævnt til officiel statskunstner af nationalsocialisterne. Men han blev skuffet for Adolf Hitler kunne ikke lide hans malerier og kaldte ham:
Ja så hjalp det ikke noget, at propagandaminister Goebbels var vild med Nolde’ s kunst.
Problemet var også at propagandaminister Goebbels kørte en svig magtkamp med chefideologen Alfred Rosenberg. Sidstnævnte kørte en hetz mod al ”uren og utysk” kunst.
En Hadeudstilling
Da nazisterne udstillede degenererede kunstværker i 1937, en hadeudstilling af de værker, som ikke kunne lide, var Emil Noldes maleri af Jesu Liv, udstillingens centrale værk.
Den degenererede kunst blev udstillet på anden etage i det, der tidligere havde været Arkæologisk Institut. Nu var det blot et beskidt hus med små vinduer. Og fugtskader.
Placeringen af Emil Noldes angstfuld stirrende Jesus var velgennemtænkt. Værket skulle straks og slagkraftigt forskrække og fremkalde fornemmelsen af afsky hos de besøgende, følelser som skulle understreges gennem hele udstillingen.
Først havde man værker, som man mente spottede religionen. I det næste rum var der kun kunst af jødiske kunstnere. I det tredje rum var der kunst, der spottede den tyske kvinde, den tyske bonde og den tyske soldat.
Resten af rummene havde bevidst ophængt kunst med slagord og anklager. En af udstillingens mål var at overbevise gæsterne om, at modernister og jøder havde fælles idealer og fremtidsvisioner. I virkeligheden var kun 6 af de 112 udstillede kunstnere jøder.
Nolde var den kunstner, der havde flest værker med på udstillingen.
Nolde fik sine billeder tilbage
Nolde skriver flere breve til Goebbels for at få tilbageleveret de beslaglagte billeder. Det lykkedes, billederne blev tilbageleveret i december Oven i købet fjernes hans billeder nu også fra had – udstillingerne.
Nolde skrev til Goebbels, at det måtte være en fejl, for hans kunst var både ”tysk, stærk, djærv og inderlig. Og i 1942 understreger han, at hele hans liv:
Magda Goebbels blev regelmæssigt overbevist om, at hun skulle have to akvareller hængende af Nolde.
Nolde beskylder kollega for at være jøde
Mest infamt var nok forsøget på at ramme den tidligere maler-kollega Max Pechstein, som han over for Goebbels medarbejdere beskyldte for at være jøde. Den slags kunne have været skæbnesvangert i de dage. Da Pechstein forsøgte at få Nolde til at trække den urigtige påstand tilbage skrev Nolde i et brev, at den slags ”eksistensbekymringer interesserer ham overhovet ikke”
Skænderi med Liebermann
Nolde’ s ambition var ganske enkelt at være Nazi-rigets kunstneriske fører. Han så sig selv som indbegrebet af alle germanske dyder. Men den brændende drøm gik aldrig i opfyldelse.
Tidlig gik Nolde ind for en løsning for at smide jøderne ud af Tyskland. Det var ikke tale om, at de skulle aflives, men eksporteres bort. Alle jøder skulle udvises af Det Tredje Rige.
Allerede 20 år før havde Nolde haft en skænderi med den jødiske maler Max Liebermann. Den nye forskning viser, at Nolde var en udpræget racist. For Nolde gjaldt det også om et spørgsmål om den rene tyske race.
Han har aldrig fået malerforbud
I 1941 blev det besluttet, at Nolde skulle have en officiel tilladelse, hvis han ville sælge malerier. I sine erindringer påstod Nolde imidlertid, at han havde forbud mod at male. Desuden påstod han, at han jævnlig havde besøg af Gestapo. Disse løgne blev standard i fremstillingen af Nolde. Dette har vi i vores artikler i god tro også viderebragt.
Sigfried Lenz fremstilling af Nolde i Tysktime er også forkert fremstillet. Han fik aldrig malerforbud og Gestapo besøgte ham ikke.
I 1943 skulle Nolde have fortalt sin kone, Adda, at Anden Verdenskrig mere og mere blev en jødekrig, og at det var jøderne, der havde erklæret tyskerne krig. Det var lige på samme linje som Goebbels. Nolde brugte også bemærkningen, at jødernes magt var blevet nedvurderet.
Mange antisemitiske udtalelser
Efter krigen fjernede Nolde sågar al nazi – venlig og antisemitisk indhold fra sin selvbiografi ”Jahre der Kämpfe” (Kampens år). Den var udkommet første gang i 1933. Dette skulle sætte ham i det bedst mulige og mest heroiske lys.
Der findes mange antisemitiske udtalelser, der ikke bare drejer sig som en tilpasning til den almindelige tidsånd. Nolde følte sig knyttet til det nationalsocialistiske tankegods. I bogen skrev han således om jøderne:
Han satte sig i scene som offer
Ifølge Nolde måtte jøderne gøre, hvad de ville – blot det skete i deres ”eget jødiske rige” – altså Palæstina. Og de havde værsgo ikke at blande sig i tysk politik og kultur
I sin biografi og sine breve ”Worte an Rande gav Nolde ofte kritisk over for nationalsocialismen. Måske var det i skuffelse over manglende anerkendelse.
Nolde synes i det hele taget, at være en af de slags mennesker der i særlig grad og yderst behændigt fik drejet begivenhederne til sin egen fordel.
Han satte sig selv i scene som offer. Han beskrev sig selv som en verdensfjern og politisk naiv kunstner. Men det virker nu meget utroværdigt.
Efter krigen begyndte historierne om det påståede maleforbud at dukke op. Men sandheden skulle skjules
Hustruen blev begravet i haven
I sin høje alder fortsatte han med at skildre sin marsk, sit vadehav, sit kringlende indre og sin kærlighed til hustruen Ada, der døde i 1946. I mange år måtte hun lige som sin ægtemand leve i dyb fattigdom. Men hun troede på ham.
Stridigheder med andre kunstnere og andre galleriejere medførte længe manglende anerkendelse. Men hun oplevede anerkendelse og rigdom. Hun blev begravet i en opkastet høj for enden af haven ved deres hus.
I 1947 giftede Emil Nolde sig med den 26-årige Jolanthe Erdmann. Og i 1952 fik Emil Nolde den tyske fortjenstmedalje, landets højeste civile anerkendelse.
Døde i en høj alder i 1856
Selv sov Emil Nolde ind i 1956 på sit elskede Seebüll. Han var da en særdeles velhavende mand og blev bisat ved Ada’ s side. Han døde barnløs og havde testamenteret en del værker til sin anden hustru.
Filmatiseringen af ”Tysktime”
I 1968 dukkede Nolde’ s løgn op i levende billeder, da filmatiseringen af Siegfried Lenz, Tysktime kom frem. Nolde var så heldig, at kun få sagde fra over for den forfulgte kunstner. Og det var måske held i uheld for ham, at Goebbels ikke vandt kampen om, hvordan nazistisk kunst skulle se ud. Hvis det var gået anderledes, havde historien om det brutale maleforbud næppe været nok til at redde Noldes anseelse efter krigen.
Vi fik også her løgnen om de ”umalede” billeder. Og Nolde fremstilles nærmest som en antinazistisk maler. Ja hovedpersonen hed godt nok Max Ludwig Nansen. Filmen og bogen var med til at højne Noldes popularitet.
Skal vi se anderledes på Nolde’ s kunst?
Spørgsmålet er nu, om man skal se anderledes på Noldes kunst. Særlig når man tænker på ”Blut und Boden – filosofien”. Men hans tilgang til farve og kreativitet er jo fantastisk. Særlig hans farvespil i illustrationerne af Vadehavet er eminent.
Den nordslesvigske marsklandshimmels farvepragt ved solnedgang i storm og stille og blomsterne i sin have i Seebüll har han gang på gang skildret i olie og akvarel, ofte så så intens, at man bliver aldeles stille indeni ved synet af disse billeder.
Men i alle tilfælde så kan man ikke længere se blomsterakvarellerne som et:
Forskere mener, at Nolde – museet bevidst havde nægtet adgang
25.000 dokumenter er blevet gennemlæst. Og man kan synes, at det er lidt underligt at sandheden først nu er kommet frem. Kan det være, at det er fordi, at de tidligere ledere i Seebüll bevidst har holdt historikere og forskere tilbage for ikke at tilsmudse Noldes omdømme.
Forskere mener, at Nolde-museet i de forgangne årtier på utilstrækkelig vis har bidraget til det mørke kapitel at få det mørke kapitel i Noldes liv bragt for dagens lys. Først i 2015 blev fondens kuratorium åbnet.
Nu indrømmer de, at de har fejlbedømt historien
Nolde-museet erkender, at der i fortiden erkender, at der er sket regulære ”fejlbedømmelser” af Emil Nolde. Der er blevet dannet myter uden at disse er blevet modsagt med Emil Noldes biografi. Fremover bliver det hele dog lagt frem på museet.
Kunst bliver lavet af mennesker
I et længere interview på Deutschlandfunk kalder historikeren Michael Wolffsohn Merkels reaktion et udslag af ”dydsmønsterhysteri” Vi tager lige et uddrag, som ”Den Gamle Redaktør” har forsøgt at oversætte:
Han var en stor kunstner, men et svagt menneske
Ja sådan lød det fra Wolffsohn, der kunne have ønsket sig, at Noldes værker fik lov til at blive hængende på Merkels kontor, netop som et billede af Tysklands ”brune historie”
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.373 artikler og heraf er 242 om Tønder og omegn herunder:
April 10, 2019
1864 – En ulykkelig kærlighedshistorie
Fortalt af Arne Dupont
I sandhed en dramatisk kærlighedshistorie hvor to forelskede ikke fik hinanden. Men ud af deres forelskelse kom der en datter. Meget sent fik familien at vide, hvor faderen lå begravet. Det var nemlig infanterist Hans Hansen, Arnes tipoldefar. Han var en af de to soldater, der lå i graven ved Bøffelkobbel i forbindelse med Slaget ved Dybbøl 1864. Holger Drachmann skrev et digt om de to soldater
De vog
dem; vi grov dem
en Grav i vor Have,
lagde dem ved Siden af den alfar Vej;
alle vore Blomster skal smykke deres Grave
sønderjydske Piger, I forglemme det ej!
Hvem gemmer vi vel ellers vore Kranse til!
Søster, hvad er det du siger?
Lad Fjenden plukke Blomster derude hvor han vil:
Nælder hos de sønderjyske Piger.
Sådan er teksten i det første vers i Holger Drachmann’s digt om de 2 soldater, som blev begravet i en privat have ved Bøffelkobbel i forbindelse med slaget ved Dybbøl i 1864. Drachmann skrev digtet efter at have besøgt graven i 1877.
Jeg har beskæftiget mig en del med slægtsforskning om Dupont familien, men har ellers ikke i samme udstrækning forsket i andre grene af min familie, selvom jeg godt var klar over, at den ene soldat i graven ved Bøffelkobbel var en slægtning. Der er som nævnt begravet 2 soldater i den private have – dragon Jens Christensen og infanterist Hans Hansen, – og den sidstnævnte er min tip – oldefar.
Efter at have set DR TV – serien ”1864”, som mere er en (fiktiv) kærlighedshistorie end et egentlig historisk dokument om krigen i 1864, blev jeg interesseret i, at undersøge en rigtig kærlighedshistorie fra min egen slægt, og fra det virkelige liv omkring den tid.
Hans Hansen var født den 31. december 1840 i Kyse ved Næstved og var gårdmandssøn. Han flyttede i 1863 til Næstved, hvor han lærte ”pigen” Maren Christensen at kende. Maren kom af små kår, og var født den 9. oktober 1826 på Langeland, og hun var således noget ældre end Hans.
De blev aldrig gift, og om det skyldes modstand fra familien eller det faktum, at Hans i august 1863 blev udskrevet til infanteriet, findes der ingen oplysninger om. Men det har dengang nok ikke faldet i god jord, at en gårdmandssøn skulle giftes med en pige fra små kår, og som oven i købet var 18 år ældre! Men venskabet havde i hvert fald båret frugt, idet Maren ventede deres fælles barn, da Hans Hansen blev indkaldt, og den 29. februar 1864 fødte Maren en pige – en uge efter hendes far var død ved Bøffelkobbel.
Pigen fik navnet Caroline Christine Hansen og hun flyttede med sin mor til Vesterby på Langeland, hvorfra Maren oprindelig kom. Maren havde på intet tidspunkt forbindelse med Hans Hansen’ s familie, der i øvrigt ikke kendte til sønnens skæbne, – blot at han var meldt savnet. Datteren Caroline Christine Hansen blev senere gift med skovfoged Johan Nielsen Christensen på Langeland, og et af deres børn Anne Cathrine Christensen er min bedstemor. Hun fortalte mig historien om slægtsforholdet til Hans Hansen, og at hun i en årrække blev inviteret til en mindehøjtidelighed i Bøffelkobbel.
Hans Hansen og Jens Christensen blev sammen med en del andre soldater dræbt i et træf med østrigske soldater. De faldne danske soldater blev begravet i en fællesgrav ved Dybbøl, men man ”glemte” de to førnævnte, der blev fundet af ægteparret Fink, og som derefter begravede soldaterne i deres have. Gravstedet blev efterfølgende opdaget af en tysk officer, der forlangte graven blotlagt, for at sikre sig, at det ikke var tyske eller østrigske soldater i graven. Efter at officeren så ligene med de danske uniformer, blev gravstedet igen lukket. Og soldaterne har siden ligget i fred i graven.
Mange år senere efter genforeningen i 1920 var datteren Anne Cathrine Christensen sammen med sin ægtefælle Johannes Christensen i Sønderjylland og finder ved et tilfælde frem til gravstedet i Bøffelkobbel. Anne Cathrine ser på et postkort ved Dybbøl et billede af gravstedet i Bøffelkobbel, og genkender navnet Hans Hansen, Kyse, som er hendes bedstefar.
Min bedstefar i den gren af familien var ansat som lokomotivfører ved DSB, og blev efter at have været stationeret i Fredericia i en årrække sendt til Sønderjylland efter genforeningen i 1920 – først til Løgumkloster (Bredebro-Løgumkloster statsbanen) og senere til grænsestationen Padborg (Paddeborg). Først nu kunne Caroline får vished om, hvor hendes far var begravet. Hun kom til Sønderjylland i 1931, for at besøge sin fars grav i Bøffelkobbel.
I 1931 boede min bedstemor og bedstefar i Padborg i en nyopført tjenestebolig ved siden af den nye og nuværende banegård. Tjenesteboligen er nedrevet for en del år siden.
Vi kan i vores version desværre ikke bringe de nævnte fotos.
Hvor intet andet er anført er fotos gengivet med tilladelse fra bogforlaget ”Devantier” i Næstved under ISBN 87-986919-2-9 fra bogen ”På forpost ved Dybbøl i krigen 1864”.
Fotohenvisning:
01
02
03
04
05
April 10, 2019
Dupont – Slægten – Ophav og Historie
Af Arne Dupont
Igennem mange år har jeg forsket i min Dupont – slægt og har i den forbindelse besøgt mange af de steder, hvor slægten må formodes at have opholdt sig under deres flugt inden de kom til Fredericia i 1719. Artiklen kan også være interessant for andre reformerte slægter, idet ægteskaber i mange år kun foregik inden for de reformerte familier under deres ophold i Tyskland og Fredericia.
Sammensat og fortalt af Arne Dupont
Igennem mange år har jeg forsket i min Dupont-slægt og har i den forbindelse besøgt mange af de steder, hvor slægten må formodes at have opholdt sig under deres flugt inden de kom til Fredericia i 1719.
Når man forsker i en slægt 400-500 år tilbage er det forbundet med en del usikkerhed, idet der ikke altid er tilstrækkelig dokumentation for slægten, ligesom andre private forskere i visse tilfælde har anvendt oplysninger uden den nødvendige berigtigelse.
I denne artikel beskæftiger jeg mig ikke videre med slægten fra deres ankomst til Fredericia i 1719, da der foreligger tilstrækkelig dokumentation for slægtens videre forløb i Danmark i form af kirkebøger og slægtstavler fra den Reformerte Kirke i Fredericia og i kirkebøger fra den Danske Folkekirke, samt beskrivelser af deres daglige tilværelse.
Artiklen kan også være interessant for andre reformerte slægter, idet ægteskaber i mange år kun foregik inden for de reformerte familier under deres ophold i Tyskland og i Fredericia.
Kilder:
Hugenotten in Brandenburg-Preussen (Ingrid Mittenzwei); Zestreut in alle Winde 1685-1720 (Eugen Bellon); Hugenotten – Geschichte eines Martyriums (Ingrid und Klaus Brandenburg); Der Hemshof – die Geschichte eines pfälzichen Bauernhofes (Emil Neffeler); Vergängliches Diesseits (Pierre Kaven); Auf den Spuren der Hugenotten (Hermann Schreiber); Durch die Hugenotten -dörfer und -städte der Pfalz (Friedhelm Hans); Fredericia-kolonien (N. C. Lukman), Die Reformierte Gemeinde in Fredericia (Pastor Jacob Ludwig), forskellige stamtavler over slægter i den reformerte menighed i Fredericia (Pastor Jacob Ludwig); forskellige tyske Heimatblätter (historiske årbøger); lokale personer og kilder i Bad Karlshafen, Hofgeismar, Bützow, Gross-Ziethen, Walmow, Ludwigshafen og Mannheim og sidst men ikke mindst Gilbert Dupont, Paris.
MATTHIEU DUPONT (1667-1743) / CATHRINE NOË (1671-1741)
Det er ægteparret som kom til Fredericia i 1719 efter invitation fra den daværende danske konge Christian V. Med sig har de fire børn Isac (f. 1699), Olympe (f. 1701), Jacob (f. 1702) og Matthieu (f. 1705). De ældste tre børn Jeanne (f. 1693), Jean (f. 1695) og Abraham (f. 1697) bliver i Brandenburg-området og det må formodes, at der i dag er efterkommere af disse børn i det tyske område.
Alle børn fødes i landsbyen Walmow (udtales Walmo’) undtagen den sidste. Det fremgår af en tysk folketælling fra 1699 at Matthieu du Pont bor i Walmow. I de gamle tyske folketællinger er kun husfaderen oplyst, ligesom slægtsnavnet er anført som ”du Pont”. I Brandenburg området boede andre familier med navnet Dupont, men må man huske at dette navn ikke er unikt, og måske har det været skrevet forskelligt, alt efter hvem der skulle registrere slægtsnavnet.
I Walmow boede også Cahtrine Noë’s moder, som var en født Steckelorum af nederlandsk slægt, og som døde i Walmow. Desuden boede også Cathrine’s to brødre, samt enkelte andre personer som familien kendte fra deres ophold i Pfalz. Der boede også en reformert præst i landsbyen, og om de få reformerte i landsbyen har benyttet den lokale kirke eller har afholdt gudstjeneste på anden måde, foreligger der ingen oplysninger om. Kirken i Walmow er meget gammel og ligger der endnu, og var for et par år siden under restaurering, da jeg besøgte landsbyen.
Kirken var luthersk og har formentlig oprindelig været katolsk at dømme efter byggestilen. Kirkegården ved kirken er sløjfet, hvilket var normalt i DDR tiden, og flyttet uden for byen, og her ingen spor fra ældre tid. På et tidspunkt efter 1702 og inden 1705 flytter Dupont-familien til Gross-Ziethen, som var en reformert (huguenot) koloni. Her bliver den sidstfødte Matthieu født i 1705. Han er i Fredericia stamfader til den Dupont-gren som bor i ”Duponts Gaard” over for den Reformerte skole i Fredericia. Bygningen ejes i dag af Fredericia kommune og er børnehave.
I forhallen er en mindetavle med navne over den gren af Dupont-slægten som boede i ejendommen. I Facebook-gruppen ”Huguenotslægter i Danmark” er der efterkommere af denne familie. Hvorfor familien flytter til Gross-Ziethen kan der være flere grunde til. Matthieu var bonde og dyrkede først og fremmest tobak og sikkert også forskellige afgrøder.
Måske har høsten slået fejl flere gange eller også har området været hærget af brand, hvilket ikke var unormalt på den tid. I Gross-Ziethen var Matthieu med til at genopbygge den ødelagte kirke, som lå i ruiner efter at svenske tropper havde hærget i området. Kirken har oprindelig været katolsk, hvilket stadig kan ses på byggestilen. I 2017 var jeg inviteret med til at fejre et 300-års jubilæum for genopbygning af kirken.
I 1719 tager Matthieu Dupont mod invitationen om at komme til Fredericia.
I dag kan det undre, at der på det tidspunkt i Brandenburg ikke forelå oplysninger om Matthieu Dupont’s forfædre og ophav, men det har muligvis været på grund af tidens usikkerhed. Matthieu har sikkert kun tænkt på familiens sikkerhed og overlevelse. I dag ved vi hvem der er vores forældre og bedsteforældre og skal vi længere tilbage, kan vi søge i kirkebøger eller andre arkiver uden problemer. Dengang har det ikke været disse muligheder og familie papirer er sikkert gået tabt. Det er først senere at det fremkommer oplysninger om Matthieu Dupont’s forældre og først i nyere tid fremkommer oplysninger om slægten ophav længere tilbage.
Matthieu Dupont skrev sig ind i borgerbogen på rådhuset i Fredericia noget senere end mange af de andre slægter. Man kunne således tro at familien først kom til Fredericia i 1720. Men det nævnes i N. C. Lukman’s bog ”Fredericia-kolonien”, at familien kom i løbet af den første vinter – altså i 1719. Desuden var han valgt ind i det første Presbyterium (forstanderskab) inden menigheden fik sin første præst i 1720.
FLUGTEN FRA PFALZ i 1689
Matthieu Dupont blev født i Hemshof i 1667 og hans hustru Cathrine Noë blev født i 1671 i den lille by Oppau, som ligger lidt nord for Hemshof, og hun er af nederlandsk slægt. Fader til Matthieu var Phillip Dupont født 1630 i La Rochelle, og han bliver i 1650 gift med Jeanne Massey født i 1630. Der er lidt usikkerhed om, hvor mange børn de får, men vi ved at de registrerede børn er Phillip (f. 1650 Mannheim), Jeanne (f. 1657 Mannheim) og Matthieu (f. 1667 Hemshof). Den førstefødte Phillip dør i ung alder i Mannheim i 1687 og Jeanne bliver gift med Jean Bonte og hun dør i ung alder i Hofgeismar i 1689, formentlig i forbindelse med flugten fra Pfalz.
Matthieu Dupont og Cathrine Noë bliver gift i Hemshof, men må sammen med andre reformerte flygte fra Pfalz i begyndelsen af 1689, idet området blev overtaget af katolikker. Hemshof var ikke kun et gods, men også navnet på et mindre byområde ved godset.
I nyere tid har tyske forskere fundet frem til at fader til Phillip Dupont (f. 1630) var Nicola(s) Dupont (f. 1604 La Rochelle-død 1665 Hemshof). Han var gift med Marie Sedan (f.? i Sedan). De får to børn Phillip (f. 1630 La Rochelle) og Jean (f. 1633 Mannheim).
Nicola Dupont var ½ forpagter af Hemshof fra 1651 eller 1653 til sin død i 1665. Sandsynligvis har den ældste søn Phillip derefter været ½ forpagter af godset frem til 1677.
Det fremgår af en forpagter optegnelse fra Ludwigshafen, at Nicola Dupont er anført med navnet ”de Bont”. Måske er det fejlfortolkning af navnet eller også har slægtsnavnet oprindelig været ”de Bont”. I hvert fald er der i den gamle kirkebog ved Mannheimer Kirche anført at fader til Nicola Dupont er Pierre de Bon(t) og moder er Jeanne Thierry. De Bont slægtsnavnet er af nederlandsk herkomst. Om familienavnet tidligere har været de Bon(t) foreligger der ingen oplysninger om. Men det har oprindelig sikkert været ”du Pont”. Omkring den tid var der mange familie- og stednavne som blev ændret – forfransket, idet området blev (over)befolket af fransktalende reformerte, og måske har det været en fordel at have et fransk klingende navn.
Pfalz-området var efter 30-års krigen total ødelagt, og det skønnes at kun ca. 2% af den oprindelige indfødte befolkning var tilbage. Resten var flygtet eller dræbt. Så kom de Vallonske flygtninge, som i første omgang bosatte sig i Frankenthal, – en by lidt nordvest for Mannheim. Denne by blev overtaget af franske tropper, hvorefter Vallonerne måtte flygte til den nordlige del af Pfalz, – altså området omkring Friesenheim og Hemshof, der hvor Ludwigshafen og BASF-fabrikkerne ligger i dag.
Kort tid efter kom de franske reformerte (huguenotter) fra det sydvestlige Frankrig og de bosatte sig i den sydlige del af Pfalz.
Selvom Vallonerne og de franske huguenotter havde samme reformerte tro efter Calvin, blandede de sig ikke med hinanden. De holdt heller ikke gudstjenester sammen.
Da området i slutningen af 1688 blev overtaget af katolikker, måtte alle med den reformerte tro flygte fra området, medmindre de tilegnede sig den katolske tro.
Mange flygtede i begyndelsen af 1689 til forskellige andre egne i det tyske rige, hvor fyrsterne var venlig stemt over for reformerte. De flygtede bl.a. til Bad Karlshafen, Hof Geismar, Hamburg og Bützow. En stor skare flygtede helt til Berlin og Brandenburg/Uckermark, hvilket må have været en lang og farefuld rejse.
En endnu større skare flygtede til Erlangen i Bayern. Der er i ældre skrifter anført, at først kom de reformerte Valloner i samlet flok, samt en lille skare tyske indfødte, som havde tilegnet sig den reformerte tro i Pfalz. Derefter kom mange franske reformerte i mere eller mindre spredt orden.
I den forbindelse nævnes – måske for første gang – alle de reformerte som ”huguenotter”, uanset om de var franske, valloner eller tyske indfødte.
De bosatte sig i hele området omkring Erlangen og det er optegnet en ½ forpagter af en mølle i en mindre landsby i udkanten af Erlangen med familienavnet Dupont. Om han oprindelig kom fra Pfalz-området foreligger der ingen oplysninger om.
Der er en beskrivelse af de forskellige folkegrupper i dette område, som er ganske interessant. De franske reformerte blev betegnet som meget troende, opfarende og retfærdighedssøgende. Vallonerne blev betegnet som tålmodige og havde let ved at tilpasse sig, ligesom de beherskede det tyske sprog.
Omkring 1730’erne kom en familie Dupont fra Erlangen direkte til Fredericia. Om denne familie har slægtskab med Dupont familien fra Pfalz foreligger der ingen oplysninger om. Men denne familie bliver i hvert fald giftet ind i min slægt i Fredericia og derfor stammer jeg fra to Dupont familier, som måske ikke er beslægtet.
SLÆGTENS ETNISKE OPRINDELSE OG OPHAV?
Jeg har haft svært at tro, at slægten er fransk, selvom vi ved at Nicola Dupont og hans søn Phillip Dupont er anført som født i La Rochelle i flere forskellige optegnelser. Dette er muligvis korrekt, men derfor kan slægtens ophav godt være vallonsk/nederlandsk.
La Rochelle var huguenotternes højborg. Byen blev belejret efter ordre af den franske kong Ludvig XIII og blev indtaget i 1628. Under belejringen var det stort set umuligt at komme ud af byen på landsiden. Den engelske flåde lå forankret ud for havnen, så det var muligt at forlade byen ad vandvejen.
Nicola Dupont er født i 1604 og hans søn Phillip er født i 1630. Han er således født på et tidspunkt, hvor byen var overtaget af katolikker.
Som nævnt tidligere er Nicola’s fader ifølge en kirkebog i Mannheim anført til at være Pierre de Bon(t) (du Pont) og moder Jeanne Thierry. De kan være kommet fra det vallonske/nederlandske område og på et tidspunkt rejst til La Rochelle.
I en gammel tysk historie årbog er nævnt, at en Pierre du Pont er født i Liège ca. 1580, og at han er gift med Jeanne Thierry fra Stavelot – ikke langt fra Liège. De oplysninger stemmer således overens med de tidligere oplysninger fra Mannheimer Kirche. Det må formodes at den ovennævnte Pierre de Bon (du Pont) har sin rigtighed, da han og hustruen er nævnt i flere andre uafhængige kilder.
I en gammel Dupont bibel i Leipzig museum, er anført at Nicola Dupont flygter fra La Rochelle ad vandvejen til Leyden (Leiden) i Nederlande (i dag Holland) og derfra videre til Pfalz. Den yngste søn Jean Dupont er født i Mannheim i 1633 og vi ved at Nicola Dupont blev ½ forpagter på Hemshof i 1651 eller 1653. Inden han bliver forpagter på Hemshof, må han have opholdt sig andet sted i området, og det kan have været i Mannheim by eller den Vallonske koloni i Frankenthal inden den blev overtaget af katolikker.
DNA
For et par år siden fik jeg lavet en DNA-profil. Jeg ved godt at der er nogle private slægtsforskere, som ikke lægger meget vægt på en sådan profil og mener det er uden betydning. På den anden side er der videnskabsfolk og seriøse forskere, som vægter sådanne profiler når det sker i forbindelse med øvrig dokumenteret slægtsforskning.
Min profil viser at mit etniske ophav er 43,3 % skandinavisk, 43,3 & engelsk og 13,4 % keltisk. Det skandinaviske/engelske kan forklares ved vikingernes hærgen i det engelske område. Keltisk er 6 befolkningsgrupper: Skotland; Irland; Wales; Cornwall; de engelske kanal øer og Bretagne, som på grund af deres sprog og kultur ikke hørte til det engelske område.
I min DNA har jeg intet fra vest-, øst- eller Sydeuropa. Dette bestyrker min påstand om, at min Dupont slægts etniske ophav må være det vallonske/nederlandske område og intet af fransk oprindelse. Det er i øvrigt intet i slægtsforskningen der tyder på, at denne del af slægten har været gift med andre befolkningsgrupper under deres ophold i La Rochelle, Pfalz eller Brandenburg. De har kun giftet sig med personer der kom fra samme område (etniske ophav), som vi i dag kender som Belgien og Holland. Ellers skulle der i DNA-profilen være nogle få procent fra andre europæiske egne.
Den tidligere nævnte Dupont slægt fra Erlangen, som kom til Fredericia i 1730’erne, må således også have deres etniske oprindelse i det vallonske/nederlandske område.
Slægten kan på baggrund af ovennævnte beskrivelser og efter almindelig opfattelse med god samvittighed kalde sig huguenotter, – men ikke af fransk oprindelse.
Denne artikel eller dele deraf må ikke anvendes uden rettigindehaverens tilladelse.
Arne Dupont©04/2019
April 9, 2019
Jens Vejmand
Af Lisa Hildegarth
Jeppe Aakjær skrev digtet i juni 1905. Samme år blev det bragt i Politikken. To år senere blev der sat musik til af Carl Nielsen. Det var et farligt job, Jens havde. Læderlappen for øjet skyldtes, at han var blevet blændet af en vildfaren splint. Vinterkulden var også hård ved ham. Han fik i første omgang ingen sten på sin grav. Men kun ”et gammelt frømmet bræt” Senere fik han dog en sten, der i dag står på Tjørring Kirkegård ved Herning. Det står, at han døde ”en kolde december-nat, men i virkeligheden døde Jens Nielsen i februar 1901, 69 år gammel.
Vi kender ham godt, Jens Vejmand som Jeppe Aakjær skrev digtet om. Det bruges den dag i dag; dels fordi Carl Nielsens melodi passer så godt dertil, og dels fordi Jens Vejmand minder os om, at der stadig findes ulighed.
Det er Jeppe Aakjær der er ophavsmand til sætningen: “Hvem sidder der bag skærmen”. Den udgør første linje af hans digt om Jens Vejmand. Aakjær skrev digtet i juni 1905. Samme måned blev det trykt i Politiken. To år senere blev der sat musik til af Carl Nielsen.
Digtet handler om en gammel, forslidt vejmand, der sidder bag en læskærm ved vejkanten; “med læderlap for øjet og om sin sko et bånd”, og knuser de hårde sten, så de kan bruges til vejbelægning. I digtet beskriver Aakjær et forløb fra morgen til aften, fra liv til død.
Vi møder Jens Vejmand tidligt om morgenen: “Og vågner du en morgen i allerførste gry og hører ham’ ren klinge på ny, på ny, på ny, det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben, som hugger vilde gnister af morgenvåde sten”.
Hele dagen er han i sving, mens; “hans øjne står i vand”, på grund af vind, kulde og frost. Og endnu om aftenen kan man høre hans hammerslag, “i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest”.
Det er et farligt job, Jens har. Læderlappen for øjet skyldes, at han er blevet blindet af en vildfaren splint fra stenhugningen. Hans arbejde er i det hele taget livstruende pga. den lange arbejdstid og de ensomme og hårde betingelser. Især vinterkulden er hård ved ham, og han søger forgæves at beskytte sig ved hjælp af; “halm om ben og knæ”.
Hen mod Jul kan han ikke længere magte arbejdet og livet. Hans arm siger nej, han taber pludselig hammeren, og hans slidsomme liv er til ende.
Aakjær skriver; “de bar ham over heden en kold december nat”, og i sidste vers fortæller han, at Jens Vejmand ikke fik en sten på sin grav, men kun et gammelt frønnet bræt; “det hælder slemt til siden”. Digtet slutter med en lakonisk betragtning: “Hans liv var fuldt af sten, men på hans grav – i døden, man gav ham aldrig een”
Senere fik han alligevel en sten, nemlig en mindesten i form af det digt,
Aakjær skrev.
I digtet døde Jens Vejmand en kold december-nat midt i sit arbejde. I virkeligheden døde han i februar 1901 – 69 år gammel, Det var den gang meget gammel. Iflg. digtet fik han kun en ringe løn. Lønnen var fast og lå på samme niveau som en tjenestekarl fik, og Jens Nielsen fik faktisk et gratiale efter 25 års virke på 25 kr. hvilket har svaret til en månedsløn.
Jens Nielsens gravsted på Tjørring Kirkegård ved Herning.
Stenen bærer en kort inskription:
JENS VEJMAND
1832 – 1901
Tak til Lisa Hildegarth
April 7, 2019
Da Janne døde i den store Rockerkrig (NørLIV 27)
Hun var en flot pige, men var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En panserværnsraket blev affyret fra et nærliggende cykelskur. Det var et led i den store Nordiske Rockerkrig, der i alt krævede 11 døde og 75 drabsforsøg. 26 kampklædte betjente bevogtede festen i Titangade. Men raketten strøg lige hen over hovedet på dem. Det var medlemmer af Rockergruppen Bandidos der skød raketten af mod Hells Angels klublokale. Dette er vore bidrag nr. 27 til Ugeavisen Nørrebro Liv.
Hun var en flot mørkhåret pige. Når hun kom ind i butikken var der gang i den. Der var fart og humor over Janne. Hun arbejdede i ”Den lille Sorte” En dag kom hun ikke mere. Hun blev offer for ”Den Store Rockerkrig”, der krævede 11 døde og 75 drabsforsøg.
Janne var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hun var til Vikingefest i Hells Angels Klubhus i Titangade. Selv boede Janne Krohn i Ægirsgade. Naboer og bekendte var inviteret indenfor.
Lørdag den 5-10-96 afholder vi vores årlige viking party. Hvis musikken skulle blive for høj, håber vi at I trods alt vil være over med dette, ellers er i velkomne
Med Venlig Hilsen – Hells Angels MC Copenhagen.
Der var endnu gang i den kl. 3.06 om natten den 6. oktober 1996 i Titangade 2 – 4. Der var vel 150 mennesker forsamlet. Man havde spist helstegt pattegris. Nu var man i gang med musik og dans. En stor del af gæsterne havde overhovedet ingen tilknytning til HA.
26 kampklædte betjente vogtede festen. De holdt vagt uden for bygningen. De gik også rundt og fotograferede gæsterne. De skulle udfylde et oplysningsskema, der omhandlede deres tilknytning til Hells Angels.
PET fik sikkert mange nye oplysninger den aften. Hvis du nægtede at deltage, var der ingen adgang. Hvad Janne svarede, ved vi ikke. Men jeg vidste, at hun kendte et par stykker af dem.
Pigerne måtte løfte op i deres hår og tage støvlerne af. Tøj og tasker blev gennemrodet. Når først alt dette var overstået, kunne man gå videre til Danmarks mest sikre fest. Betjentene gik rundt med maskingeværer.
Mens alt dette foregik var Bandidos i gang med at planligge noget. Udstyret var allerede for længst fragtet ind i området. Fra taget på et cykelskur blev en panserværnsraket affyret. Den flyver over hovedet på alle betjente. Raketten går gennem husmuren.
Arrangementet blev forvandlet til et mareridt. To blev dræbt og 28 såret. Prøvemedlem Lars Linde Nielsen var den anden, der blev dræbt. Den daværende chef for Hells Angels, Christian Middelboe var en af de alvorlig sårede.
Næste dag besøger advokat Peter Hjørne præsidenten på sygehuset. Advokaten havde også været med til festen. Men han var for længst taget hjem til privaten i Roskilde, da raketten ramte.
Bandidos – rockeren Niels Poulsen blev den 13. marts 1998 ved østre Landsret i København dømt livstid for at have været med til at affyre panserværnsraketten. Han er så senere blevet prøveløsladt.
Et andet panserværnsangreb havde fundet sted den 17. april 1996, hvor målet var rockergruppen South’ s klubhus i Snoldelev. Dette attentat blev aldrig opklaret.
Åbenbart skulle politiet være blevet advaret mod et panserværnsangreb i Titangade. Men der var nu ingen betjente, der havde natkikkert med. Og der var heller ingen helikoptere med projektører i gang. Man var ikke forberedt på, at der kunne sidde nogle på tage i nærheden med et panserværnsraket.
Men politiet eller PET havde åbenbart møder med forsvarets sprængstof – eksperter. Der skulle således have været to møder lige inden festen i Titangade. Politiet nægter, at der skulle have været en advarsel mod et panserværnsangreb.
Dan Lynge blev agent for politiet i 1991, hvor han stod til en lang fængselsstraf for narkokriminalitet, mordforsøg og attentatplaner. Men i stedet for at blive retsforfulgt blev han meddeller for politiet under navnet Guldfuglen.
Han var først medlem af rockergruppen Hells Angels og senere Bandidos.
Men nu var det sådan, at Dan Lynge var blevet en slags rådgiver i aktionen i Titangade. Da Lynge blev gjort bekendt med Titan – aktionen meddelte han, at det var sindssygt. Han påpegede, at der skulle være 30 meter fra affyringen til målet før granaten var ”skarp”. Ja i nogle tilfælde skulle det være 75 meter, hvis der var gamle granater.
I et møde foran Politikens Hus fik Lynge at vide, at man ville fyre raketten af fra en lejlighed i Rådmandsgade, som man havde adgang til. Man havde også plantegninger fra hele området, som man havde anskaffet fra Københavns Kommune. Lynge mente dog, at en affyring indefra ”ville rydde hele bygningen”.
Senere blev Lynge kaldt til et møde og fik at vide, at såfremt nogle ville forlade klubben ville blive lagt ”vandret” (likvideret).
Bandidos endte med at klatre op på et nærliggende cykelskur. Raketten var fløjet gennem bygningen og havde omdannet det tætpakkede rum, hvor baren stod til en smelteovn – panserbrydende raketter har den egenskab, at de udvikler stor varme, inden de sprænges. Til alt held detonerede raketten ikke, men varmen var kraftig nok til at slå mennesker ihjel.
Rockere, civile og nu hundredevis af politifolk løb rundt i en stor forvirring og prøvede på at få styr på, hvad der var sket.
Efterfølgende lykkedes det efter lang eftersøgning at få fat i to af gerningsmændene bak aktionen. Personen, der afskød raketten var ikke opmærksom på tilbageslaget ved afskydningen. Han fik en svær ansigtsskade. Ved hjælp af denne skade lykkedes det at lokalisere manden og hans kompagnon. Den tredje mistænkte i sagen blev senere sprængt i luften af en bilbombe.
Det værste bombeangreb i norsk fredstid, et altødelæggende attentat mod Bandidos – hovedkvarteret i Drammen, blev efter al sandsynlighed udført efter en direkte ordre fra danske HA – bosser. Bandidos-hovedkvarteret blev forvandlet til en flammende dødszone. En 50 – årig kvinde blev dræbt og bygninger blev lagt øde. Værdier for 250 millioner kr. blev ødelagt ved bombeangrebet.
En af de syv tiltalte var til stede i HA – kvarteret i Titangade i 1996, da Bandidos affyrede panserværnsraketten. Han forklarede i retten, at attentatet gjorde ”dybt indtryk” på ham.
Rockerkrigen i Skandinavien kulminerede fra 1994 til 1997 med håndgranater, skudattentater, panserværnsraketter og bilbomber.
Den 25. september 1997 tonede Blondie alias Bent Svane Nielsen fra Hells Angels og Jim Tinndahn fra Bandidos frem på de danske skærme i nyhederne. De proklamerede, at de havde indgået en aftale, der betød, at der blev sat en stopper for volden. Bag aftalen stod advokat Thorkild Høyer.
Men Janne får vi ikke tilbage.
www.dengang.dk indeholder i alt 1.385 artikler, herunder 262 fra Det Gamle Nørrebro
April 7, 2019
Stormflod – som Guds straf?
Os der er opvokset i sydvest kender til stormflod. Da militærets kommunikation brød sammen, måtte der Walkie Talkies til. Min mor ”Det er noget pjat, at vi skal evakueres” Der Schmimmelreter. Ikke alle stormfloder var hærgende eller farlige. Friserne: ”Havet tager – Havet giver”. Den fede marskjord. Rigdom kunne forsvinde på en nat. Kendskab til dige-bygning og værfter var forudsætning for at bosætte sig i marsken. Store landtab gennem tiden. Man byggede digerne for stejlt. Og så talte man om jerndiger, der heller ikke holdt. ”Blanke Hans” tog udfordringen op. De første mislykkede dige-forsøg er fra 1316. Det var Guds straf. Niels helvad havde forudset det. Ål med store øjne. Hovmod blev straffet. Friserne havde et særligt retssystem. Børn skulle ofres mod Vadehavet. Da Alt – Gamsböll gik under. Spaderetten. Den gamle dame og dige-vagterne. Peter Henriksen fra Møgeltønder. Og skibsradio ude fra Ny Frederikskog.
Vi kender til stormflod
Vi som er vokset op i Tønder kender til stormflod. Dengang var den fremskudte dige ikke blevet bygget. Vi lyttede til radioen, når Radio Syd havde særudsendelser. Min Opa, kom efter kørende på knallert fra Ny Frederikskog syd for Højer til Strucksalle i Tønder med et halv svin. Jeg husker endnu, når det var stormvejr, så gik han ud og kiggede op på skyerne. Og det skete da også, at han kørte hurtig hjem igen, for at lukke sluseportene. Han var i mange år stedfortrædende slusemester ved den gamle Højer Sluse.
Da militærets kommunikation brød sammen
Og da vi så var flyttet fra Tønder skete det, at Walkie-Talkie klubberne i Sønderjylland blev bedt om hjælp under en stormflod. Militærets systemer kunne ikke klare kommunikationen. Ved den lejlighed holdt min onkel fra Højer ved Tønder Politistation med et meget ulovligt anlæg med PA – trin (forstærker) og fungerede som hovedstation. Vi måtte skrive under på, at vi aldrig måtte fortælle om det.
Min mor: Det er noget pjat
Måske havde min mor arvet noget af min Opa’ s færdigheder. På et tidspunkt skulle Tønders befolkning evakueres. Jeg ringede hjem fra Aabenraa. Da mente hun, at det var forkert at Tønders befolkning skulle evakueres. Hun kunne over på Dreds (Lillebil) Vejrhave på Lærkevej se, at vinden ikke mere var i nordvest, så hun mente at der ikke mere var nogen fare.
Skal du besøge Tøndermarsken, Vadehavet eller Vidåen, så kig allerbagerst i artiklen. Der har vi en oversigt over 97 artikler fra dengang.dk , der sikkert kan inspirere dig til et besøg i denne skønne egn, dog ikke når der er stormflod. Du kan altid bruge søgefunktionen på hjemmesiden.
Der schimmelreiter
Jo vi er i familien også bekendt med den berømte roman af Theodor Storm, Der Schimmelreiter, der handlede om en stormflod. Og når vi dengang legede ude på forlandet havde min Opa fortalt, hvornår vi senest skulle være inde ved diget.
Får de besøgende nu alt at vide?
Vi har i denne artikel kigget på nogle af vores ældre artikler og kigget i diverse tidsskrifter og bøger omkring temaet med overtro og varsler herude ved vestkysten. Gad vide, om alle dem som nu skal trave rundt på de mange stier derude i Tøndermarsken også får disse historier fortalt? Men du kan som sædvanlig i slutningen af denne artikel få henvisninger til andre, der berører temaerne Tøndermarsken, Vadehavet og Stormflod.
Kulturlandskabet her ved Vadehavet virker. Har man først mærket og set naturens kræfter, glemmer man det ikke. Og det har mange af os, der er opvokset her.
Ikke alle stormfloder er hærgende og katastrofale
Det er langt fra alle stormfloder, der skal betegnes som hærgende og katastrofale. Der er ofte kraftige vandstigninger uden at det har konsekvenser. Her ved Vadehavet har det noget at gøre med hvor kraftig vinden er, og hvor den kommer fra. Ja og så er det jo også vigtigt, om den forhøjede vandstand kommer samtidig med flod.
Nogle stormfloder er betegnet som gode, fordi de aflejrede gødende havplanter.
Friserne: Havet giver – Havet tager
Cirka 340 før Kristelig fødsel var der en meget ødelæggende stormflod. Den var ved den lejlighed, at Den Engelske Kanal blev gennembrudt. Alt land mellem England og Nederlandene forsvandt. Al marsken, der strakte sig ud fra den engelske kyst forsvandt.
Ja sådan siger friserne. Sammenspillet mellem stormflodens ødelæggelser og den omstændighed, at det er havets aflejringer af gødende havplantedele, der giver særligt gode betingelser for god landbrugsjord.
Den fede marskjord
Den fede marskjord har givet megen rigdom. I en lille rejseskildring fra 1892 fortæller H.P. Hanssen, Nørremølle, at marsken er et vidunderligt rigt land.
Han skriver også, at – ”ifølge fuldt pålidelige vidnebyrd” – fik marskbonden Christian Meinsdorf 63 fold af sin bymark i året, mens landmanden i kongeriget på det tidspunkt var overmåde glad for at få 4-5 fold.
Rigdom forsvundet på en enkelt nat
Men på en enkelt stormflodsnat kunne al den rigdom blive skyllet væk. Generationers hårdt arbejde og velstand kunne blive ødelagt, når, som det heder hele kirkesogne forsvandt i bølgerne.
Omfanget af tragedier og katastrofer som følge af stormfloder hænger naturligvis sammen med en tiltagende indvandring og bebyggelse af marsken. Menneskerne i forhistorisk tid har forholdt sig passive over for begivenhederne ved kysten. Først i begyndelsen af middelalderen begynder beboerne i større omfang at deltage aktivt i forandringsprocesserne af landskabsforholdene.
Antallet af ødelæggede stormfloder steg i takt med digebyggeriet. Særlig slemt var der for området i det 17. århundrede.
Kendskab til bygning af diger og værfter
De dele af marsken, der hvilede på tørv sank efterhånden sammen, således at landet kom til at ligge lavere. De svage diger kunne ikke modstå vandmassernes tryk.
En forudsætning for indvandringen og bebyggelsen af marsken har været indvandrernes kendskab til at bygge diger og værfter (opkastede jordhøje, hvorpå gårde og huse kunne anlægges for at være i sikkerhed mod oversvømmelse ved stormflod).
Adgangen til den gode landbrugsjord har været drivkraften til at man flyttede ud i marsken og begyndte at bygge diger. Hvornår de første diger er bygget vides ikke. Saxo omtalte de diger, der beskyttede Lille Friesland.
Store landtab med tiden
De har næppe haft den store betydning for landskabet, idet der kun er tale om de såkaldte sommerdiger, der ikke var højere end at de lige akkurat kunne holde vandet ude, medens afgrøderne stod på marken. Resten af året var landet oversvømmet.
Det oprindelige motiv til at bygge diger, nemlig at indvinde nyt land til opdyrkning, blev hurtigt afløst af nødvendigheden af at beskytte det, man allerede havde. Man lavede også landinvindinger. Men de landindvindinger man har fået er kun procenter af de landtab, som stormfloderne har forårsaget.
Først i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at interessere sig for det byggetekniske.
Man kan bygge for stejlt
De store stormfloder i 1962 og januar 1976 har givet digebyggerne en lære. Det viste sig nemlig, at de nyere diger var for stejle på indersiden, hvilket bevirkede at bølgerne i stedet for at løbe stille ned ad indersiden, styrtede ned af de alt for stejle sider og vaskede jorden med sig.
En beskadigelse af et nyt dige betyder en større fare, end hvid det var et gammelt. De gamle er helt igennem af klæg. Kernen i de ny diger er havsand, som er dækket med et klæglag på 30 – 50 cm. Har brændingen først slået hul gennem klæglaget er faren for et brud overhængende.
Sandet yder ingen modstand, men skylles for nemt bort. Med andre ord er spørgsmålet, hvor sikker er man bag digerne stadig aktuelt. Ja selv med det fremskudte dige, var det kun held, at det ikke gik helt galt på et tidspunkt.
Man talte om jerndiger
I 1953 druknede 1.800 mennesker og 600.000 måtte evakueres under den store stormflod i Holland. Og 1976 skete der store skader på de danske diger.
Selv om digerne gang på gang ikke svarede til forventningerne, så har man alligevel været meget stolt over disse bygningsværker. Hver tidsepoke har ud fra sine forudsætninger gerne villet opfatte sine diger som:
Man talte om ”jerndiger” og ”evige værker”.
”Blanke Hans” tog udfordringen op
I Risummose satte man spaden i jorden efter et stort digebyggeri og sagde:
Men Blanke Hans tog udfordringen op ved den store flod natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. I denne forfærdelige stormflod menes 10 – 15.000 mennesker og 50.000 stykker kvæg at være druknet.
Stor rigdom i det 17. århundrede
I gode tider var rigdommen stor. I det 17. århundrede indskrænkede sønderjyderne sig ikke kun til landbruget. Man deltog også i den opblomstrende handel og søfart.
Det første mislykkede digeprojekt fra 1316
Den rigdom, som marskjorden kastede af sig, betød også muligheder for gode skatteindtægter. Heri ligger nok forklaringen på, at så mange konger og fyrster i tidens løb har interesseret sig for marsken og har haft store visioner om digeprojekter.
Den første var Erik Menved, der i 1316 forsøgte at forbinde øen Vidding med fastlandet ved hjælp af et dige fra Rudbøl til Fegetasch. Det mislykkedes. Desværre kølnedes interessen noget, når markboerne bad om hjælp eller skattelettelser efter stormflodsødelæggelser.
Mange oplysninger er upålidelige
Mange oplysninger om stormfloder specielt når det gælder antal af omkomne og omfang af skader, stemmer ikke overens. Det skyldes hovedsageligt, at mange arkiver også er gået tabt i senere stormfloder.
En del oplysninger er derfor rekonstruktioner basseret på gamle sagn og vandrefortællinger. Pålideligheden i sådanne tilfælde er meget tvivlsom.
Det er gået hårdt ud over Nordstrand
Man ved fra Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der på øen Nordstrand har været 59 kirkesogne, hvilket er 50 flere end i 1934. Ligeledes ved man fra en meddelelse fra Slesvig Domkapitel til konciliet i Basel 1447, at ”Det Salte Hav har taget 60 kirkesogne, der har indbragt over Halvdelen af Kapitlets Indtægter”.
Mange gange henviser forfattere til lokale sagn.
Fra 1600-tallet er der bevaret en række samtidige beretninger fra de forfærdelige stormfloder, som hærgede på den tid. Præsterne fra dengang mente, at stormfloderne og deres ødelæggelser måtte være Guds straf for marskboernes syndige levned.
Det var Guds straf
Kigger man tyske og danske sagnsamlinger er holdningen den samme. Det var Guds straf. Troen på Guds straf kan opdeles i tre hovedpunkter:
Niels Helvad havde forudset det
Vi har tidligere skrevet om Niels Helvad. Han udgav i 1616 sit første flyverskrift. Det handler om den forfærdelig stormflod året før, hvor:
Niels Helvad indleder med at fortælle om det frygtelige uvejr, som kunne være blevet forudset eftersom:
Dette havde man kunnet læse i Helvad’ s store ”Prognosicon” for året 1615. Han beskriver selv katastrofen og giver en udlægning af den store Guds straf over synden. Dette bekræftes ved en række henvisninger til lignende begivenheder i den hellige skrift, nemlig Noah og syndfloden, Loftus flugt fra Sodoma og andre.
Han var flittig denne Helvad. Indtil sin død i 1634 udsendte han hvert år sine prognoser. Han har skrevet om flere stormfloder og deres årsager. Han mente, at det hørte til de plager, som Gud hjemsøgte menneskerne med for at advare dem mod synden.
Om en stormflod i året 1300 – altså 300 år før hans egen tid – skriver han, at man forud havde set en skrækkelig komet og ildtegn på himlen. Også mærkværdigheder som græshopper, ilanddrevne fisk eller andre havdyr, misfostre både blandt mennesker og dyr og ”blodregn” hører med til de varsler hører med til de varsler, som Helvad mente, at Gud sendte for at advare menneskerne.
Mange forvarsler
Andre eksempler på varsler, der optræder i forbindelse med stormfloder var:
Ål med store øjne
Der findes et sagn om Ecksee og Kattsee i Ditmarsken, hvor der havde vrimlet med ål med store øjne. Landsbyboerne i det gamle Tellingstede havde tvunget præsten til at give en so det hellige sakramente.
Kort efter rejste der sig en vældig storm og landsbyen forsvandt i en bundløs sø. Præsten og de fromme nåede at flygte. Det samme sagn kendes fra byen Hardendorf et par mil sydligere. Varslet var her, at veje og huse fyldtes med fisk.
Rig af velvære og overflod
Ofte advarer Gud direkte enkelpersoner og grupper, for eksempel præsten og de fromme i byen. Karakteristisk så når disse altid at redde sig fra området, inden stormfloden kommer.
Vi har også tidligere skrevet om Rungholdt, der forsvandt i ”Den store Manddrænkelse i året 1362:
Rungholdt var centrum for salthandelen. Rigdommen havde ledt beboerne til hovmod og gudsbespottelse.
Hovmod blev straffet
Det samme kan man sige om et sagn fra 716. Her nævnes byens navn dog ikke. Vi møder igen soen som præsten tvinges til at give det hellige sakramente. Så vred blev Gud over denne bespottelse, at hele byen plus seks nabosogne blev totalt udryddet. Kun præsten, hans pige og to jomfruer, der havde været i kirke i en anden by, overlevede stormfloden.
Men rigdommen og den dermed følgende gudløshed var kun en af årsagerne til Guds vrede. Friserne er blevet klandret for deres umådelige stolthed over digebyggerierne, hvilket blev udlagt som hovmod.
Præsten Boetius skriver i 1623 om tilstandene på Nordstrand at:
Friserne havde et særligt retssystem
Der er bestandigt klager over disse vilde frisere. Drab var hyppige i marskegnene.
Friserne havde et særligt retssystem. Den gamle organisation i slægten spillede i middelalderen og endnu længere tilbage en større rolle end blandt den danske befolkning i hertugdømmerne, og som følge heraf holdt ”blodhævnen” sig længere blandt friserne.
I Kragelund anskaffede man sig sabler mod friserne
At opfattelsen af friserne som vilde og blodtørstige har holdt sig længere blandt deres naboer, vidner et sagn fra Kragelund om. I sagnet hedder det, at friserne var ”slemme ved de folk, der boede i Kragelund, og at de havde slået mangen en Kragelund-borger ihjel. Mændene i Kragelund købte derfor sabler, så de kunne værne sig mod friserne. Det hjalp.
Børn skulle ofres mod Vadehavet
Friserne er også blevet beskyldt for at have ofret mennesker til havet. Så sent som i året 1932 skriver H.P. Hanssen, at han har truffet:
J. Kamp skriver i 1874, at man på egnen mellem Stadil og Nissumfjord fortalte om nogle landstrygere, der drog omkring lige efter Den Slesvigske Krig, at de var udsendt fra marsken til at opkøbe et barn, der skulle ofres til Vadehavet.
Der var nu gået flere år, hvor havet ikke havde fået noget offer, og nu turde man ikke vente længere. Også dette er dog et vandresagn. Det samme sagn fortælles også om Skanderborg Sø. Gamle folk siger, at de kunne høre på den lyd, som den gav fra sig, at tiden var kommet.
Der findes også sagn om menneskeofringer til Vadehavet. Her køber marskbønderne et barn fra en sigøjnerkvinde.
Nu er det nok en fordom, at friserne skulle være mere kriminelle end andre. De har levet under andre betingelser end deres naboer. Måske derfor har de virket særegne og vilde.
Da Alt-Galmsbüll gik under
I sagnet om Alt-Galmsbülls undergang har vi en klar udlægning, at en kriminel handling er årsagen til Guds vrede. Beboerne havde her skik for at lokke skibe med falske signaler, når det var dårligt vejr. Når skibene da var blevet slået sønder i den hårde brænding, besætningen druknet, og de der overlevede slået ihjel, plejede folkene fra Alt-Galmsbüll at dele byttet imellem sig.
En nat slår man på den måde nogle søfolk ihjel. Da man skal begrave dem næste morgen, opdager man, at en af de dræbte er søn af en af sørøverne. Sønnen havde i mange år rejst i det fremmede, men var altså nu vendt hjem. Straffen for denne ugerning kommer nogle uger senere. I en vældig stormflod går byen under.
Det gik også ud over de overlevende
Holdningen i dette sagn er helt på linje med præsternes. Menneskerne er selv skyld i deres ulykker. Stormfloder er retfærdige, fordi de rammer de syndige. Det er dog lige værd at huske, at det ikke kun er de stakkels mennesker, der omkom, der blev straffet.
Også dem, der blev tilbage gik det hårdt ud over. Mange gange er korn og andre afgrøder blevet ødelagt. Når digerne skulle sættes i stand igen, kunne det hænde, at det ikke var tilstrækkeligt mange arbejdsføre mænd tilbage. Arbejdet blev derfor ikke udført.
Spaderetten
Det kunne resultere i, at digerne gennem længere tid ikke blev ordentligt vedligeholdt, men forfaldt, og derfor ikke kunne modstå selv mindre stormfloder. I 1652 tog hertugen den såkaldte ”Spaderet” i brug og fratog nordstrandinger store dele af deres jord. Ved du ikke, hav spaderetten er?
Det betød, at også kommende slægter blev jordløse. Efter Den Store Flod i 1634 var forholdene så fortvivlende på øen, at de overlevende dels var for få og dels var for udmattede til at reparere digerne efter ødelæggelserne.
Hertugen overlod da retten til jorden til hollandske participanter, der til gengæld forpligtede sig til at bygge diger.
Skillingsviser
Troen på den retfærdige straf er sejlivet. I begyndelsen af det 18. århundrede støder vi på den igen. Denne gang i en skillingsvise – en klagesang om de to stormfloder i 1717 og 1718. Den har fået følgende undertitel:
Peter Henriksen fra Møgeltønder
Men se gudfrygtigt liv og en bøn kan også godt betale sig. Sagnet om Peder Henriksen fra Møgeltønder er et eksempel på, at stærk tro kan føre til frelse.
Peter Henriksen blev 127 år. Så han har bestemt ikke været en hel almindelig mand. Under en stormflod og kraftig vandstigning, da alle andre i byen havde forsøgt alt og opgivet over for vandet, der bare steg og steg, kom de til Peter Henriksen.
Han fortalte dem, at der var et, de havde forsømt, nemlig at bede til Herrernes Herre. Peder Henriksen bad nu for med ”stærk stemme”, og da han kom til den syvende bøn af Fadervor: ”Fri os fra det onde”, ja så begyndte vandet at synke. Ikke alene Peder Henriksen, men hele byen blev reddet ved hans bøn.
Den gamle kone og digevagterne
En gammel kone vågnede op og opdagede at hendes seng var omgivet af vand. Da hun blev klar over, at hun ikke havde nogen mulighed for at redde sig i land, knælede hun ned i sengen og bad til den kære Gud.
Bølgerne løftede nu hendes seng og bar den til nærmeste værft, uden så meget som hendes sengetæppe blev vådt. I samme nat og i samme sogn, var der nogle digevagter, der på frisk maner bad om noget mere at drikke. Dem gik det dårligt. Døden udfriede dem før tørsten, iden vandmasserne i det samme fik taget til at styrte sammen.
Skibsradio i Ny Frederikskog
Ja sådan kunne vi blive ved. Jeg husker endnu de aftener under en heftig storm, at jeg sad med min Opa i Ny Frederikskog cirka 3-4 kilometer syd for Højer og lyttede på en transistorradio på Blåvand Radio og Norddeich Radio. Det var på skibe, der lå ude i Nordsøen og ikke var kommet i havn. Min Opa havde forinden været oppe ved den gamle Højer Sluse for at tjekke om alt var i orden. Han havde også været nede ved sin fiskekutter og tjekket fortøjningen.
Det kan være barsk herude i Tøndermarsken. Og det er historier, sagn og vandrehistorier også.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.374 artikler herunder Tønder(241), Sønderjylland (170) og Højer (70) med bl.a. flg. 98 Artikler:
Ribe:
Mandø
Brøns:
Ballum:
Rømø:
Jordsand:
Emmerlev:
Højer:
Trøjborg:
Møgeltønder:
Rudbøl:
Aventoft:
Tøndermarsken:
Vadehavet:
Vidåen
Andet:
Syd for Grænsen:
April 4, 2019
Nazi-jægerne
Flere krigsforbrydere kunne være blevet fanget. 24 nazister blev retsforfulgt i Nürnberg. Centralkontoret for undersøgelser af Nationalsocialistiske forbrydelser skal vi besøge. I kamp med tiden. Ægteparret Klarsfeldt. Beate var ikke lige populær alle steder. To mislykkede bortførelser. Hun fik DDR til at begære udlevering. Udsat for attentat og mordtrusler. Udmærkelser i tre lande. ODESSA – hvad er det? De havde gode forbindelser. Simon Wiesenthal hilser vi på. Da Eichmann blev snuppet. Efterlod kartotek med 90.000 navne. Et brev til Anders Fogh Rasmussen vedr. Erik Haaest. Mange blev opsporet. Anklage mod dansker. Der var langt flere danske krigsforbrydere. Juraen er blevet ændret. 30 sager afleveret til anklagemyndighederne
Flere krigsforbrydere kunne være fanget
Ja egentlig er det Nazi – krigsforbryderne, der bliver jaget. Men det er vel efterhånden på sidste vers. Disse forbrydere har nået en alder, hvor de dør. Og rent juridisk kan de i 2027 ikke mere retsforfølges.
Og man må sige, at en masse er sluppet. Det skyldes diverse lovgivninger og juridiske spidsfindigheder. Men det skyldes vel også sløve regeringer. Således har man i Danmark ikke været særlig aktive for at finde ud af danske krigsforbrydelser.
Kirken, Røde Kors og diverse efterretningsvæsner har heller ikke gjort det let. De hjalp alle med til at krigsforbryderne slap væk.
24 nazister blev retsforfulgt i Nürnberg
I Nürnberg-processerne, der stod på fra 1945 og 1949 blev 24 nazister retsforfulgt. Halvdelen blev dømt til døden. Ni fik fængselsdomme på mellem ti år og livstid. Tre nåede aldrig for retten, her iblandt rigsfeltmarskal Hermann Göring, der begik selvmord i fængslet.
Centralkontoret
I et tidligere fængsel for nazi-forbrydere i Ludwigsburg ligger Centralkontoret for Undersøgelser af Nationalsocialistiske Forbrydelser. Det har siden 1958 været ansvarlig for at efterforske og finde tidligere nazister.
Kontoret blev oprettet efter at 10 tidligere medlemmer af Einsatzgruppen i 1958 blev dømt. Det var de første retssager mod nazi – forbrydere under vesttysk lov og brød forestillingen om, at alle krigsforbrydere var dømt under Nürnberg –processerne.
I kamp med tiden
Alle står til ansvar for loven uanset alder. Måske burde man for længst være blevet straffet. Nu risikerer man ikke, at få nogen straf på grund af helbredet. På kontoret arbejder otte efterforskere i kamp med tiden.
Bygningerne i Ludwigsburg skal bevares som et sted at mindes, dokumentere. Der kommer en tid, hvor der ikke er mere at forfølge. Men det er stadig rigeligt at kæmpe for i forhold til at mindes Holocaust.
Hoplocaust-benægtelsen er stadig udbredt i dag. I Østeuropa er der flere lande, der hylder nazi- forbrydere som kæmpede mod kommunister, på trods af at de deltog i folkedrabet på jøderne. Derfor er det vigtigt at skabe opmærksomhed om holocaust.
Længe har det været mest fokus på de højtprofilerede nazister, der begik selvmord ved krigens afslutning, blev dømt ved Nürnberg-processen eller gemte sig for myndighederne. Flere nazister søgte tilflugt i Sydamerika, hvor en række af dem efterhånden blev fundet af nazi-jægerne.
Ægteparret Klarsfeld
To af de kendte nazi-jægere var ægteparret Klarsfeld
Ægteparret Klarsfeld mødte hinanden i1963. Beate’ s forældre stemte på Hitler og Serge’ s far døde i en KZ – lejr.
Beate Klarsfeld blev første gang kendt, da hun i 1968 forklædt som journalist gav den tidligere tyske kansler Kurt Georg Kiesinger en lussing under et CDU – møde. Kiesinger var medlem af det tyske nazistparti under krigen. Han havde arbejdet for Udenrigsministeriets propagandaafdeling.
I første omgang blev hun idømt et års fængsel, senere blev forseelsen sat ned til fire måneders fængsel.
Selv vil de ikke kaldes nazi-jægere men hellere dokumentarister. De har i mange år afdækket rædslerne under Holocaust.
Beate var ikke lige populær alle steder
Nu er Beate Klarsfeld ikke lige populær alle steder i Tyskland. Således skulle hun have været involveret I DDR’ s hemmelige sikkerhedspoliti i 1960’erne. Hun har forsvaret sig med, at hun samarbejde med mange regeringer og instanser i sin jagt på krigsforbrydere.
De har fundet krigsforbrydere hjemme i Tyskland, DDR, Sydamerika og USA.
En mislykket bortførelse
I 1971 forsøgte de to at bortføre den forhenværende SS – mand Kurt Lischka fra Köln til Frankrig. Lischa levede som en anerkendt forretningsmand i Tyskland.
Sin fortid som Gestapo-chef i Køln og senere SS – obersturmführer og sig kommandør af sikkerhedspolitiet SD i Paris var der ingen i Tyskland, der bekymrede sig om.
I Frankrig var det noget andet. Der havde Lischa stået for deportationen af titusinder af jøder. Allerede i 1950 havde han kunne blive dømt til livslang tvangsarbejde. Men de tyske love sagde dengang, at man ikke kunne blive dømt i Tyskland for en forbrydelse, man allerede var dømt en gang for i et andet land.
Bortførelsen mislykkedes. Men i 1980 rejste tyskerne alligevel en sag mod ham. Landsretten i Køln dømte den tidligere SS-mand til ti års fængsel.
Endnu en mislykket bortførelse
Klarsfelds største succes var dog at de opsporede ”Slagteren fra Lyon, Klaus Barbie. Han ledede en afdeling af SD i Lyon og var berygtet for sin brutalitet. I begyndelsen af 1970erne fandt parret ud af at han opholdt sig i Bolivia. En bortføring mislykkedes. Men i 1983 blev Barbie udleveret til Frankrig. I 1987 blev han idømt livsvarig fængsel.
Hun fik DDR til at begære en udlevering
Allerede i kampagen mod Kiesinger havde DDR bakket Beate Klarsfeld op. I 1988 kom det sidste sammentræf i stand med DDR-politikkere. Beate Klarsfeld var på jagt efter Alois Brunner, en af de største skrivebords-forbrydere efter Adolf Brunner.
Det var ham, der var skyld i at hendes mands far blev myrdet. Han var allerede i fraværd blevet dømt til døden i Frankrig.
De havde sporet ham til Syrien, hvor Brunner siden midt i 1950erne levede. Men Syrien afviste alle udleveringsanmodninger. Ja de påstod, at han ikke var bosiddende i Damaskus. Klarsfeld henvendte sig direkte til statschef Erich Honecker.
Hun mødte ham ved et aftenmåltid hos præsident Mitterrand. Kort før murens fald sendte DDR en udleveringsanmodning til Damaskus. Men han blev ikke udleveret. Han levede til sin død i Damaskus.
Attentat og mordtrusler
Den 9. juli 1979 tog gruppen ODESSA ansvaret for et mislykket attentat mod Serge og Beate Klarsfeld. Det var en bombesprængning af deres bil. Gruppen krævede at de skulle stoppe med at forfølge nazister.
Parret fik masser af mordtrusler. Og den tyske presse var åbenbart også træt af parrets nazi-jagt. De blev beskyldt for at tilhøre studenterbevægelsen omkring Rudi Dutschke. Og hun blev også beskyldt for at være Mossad-agent.
Udmærkelser i tre lande
Trods attentatet førte Klarsfelds en kampagne mod den østrigske præsident fra 1986, Kurt Waldheim, en tidligere nazist og officer i det tyske SA. Denne kampagne var så effektiv, at de fleste vestlige lande undgik Kurt Waldheim.
Beate Klarsfeld har fået store udmærkelser i Tyskland, Frankrig og Israel for hendes arbejde sammen med hendes mand.
ODESSA – hvem var det?
Men hvem var det, der nær havde dræbt parret ved bombeattentatet? ODESSA står får betegnelsen:
Gruppen blev angiveligt dannet ved 2. verdenskrigs slutning af en gruppe SS-officerer. Nogle historikere med den kontroversielle David Irving i spidsen afviser, at organisationen nogensinde har eksisteret.
Formålet med ODESSA- grupperne var at skabe og opretholde hemmelige flugtruter kaldet ”rottelinjer” ud af Tyskland til Sydamerika og Mellemøsten for eftersøgte medlemmer.
Man havde gode forbindelser
Med forbindelser til Argentina, Egypten, Brasilien, Tyskland, Italien, Schweiz og vartikanet opererede netværket fra Buenos Aires i Argentina. Man hjalp bl.a. Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Priebke, Aribert Heim og andre SS-medlemmer med at finde skjulesteder i Latinamerika og Mellemøsten.
Både SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny og Sturmbannführer Alfred Naujocks menes at være aktive i ODESSA-organisationer, men det er aldrig bevist. Førstnævnte var aktiv fra sin adresse i Spanien.
Mange var indblandet
Ligeledes kom general Gehlens efterretningsorganisation under mistanke. Det var en organisation, der blev anvendt og beskyttet af amerikanske efterretningskræfter i 2. verdenskrigs sidste måneder. Efter Krigen blev dette en vigtig del af NATO’ s efterretningsnetværk i Østeuropa. De virkede også i NATO* s hemmelige paramilitære organisationer.
Også Eva og Juan Peron var medlemmer af netværket samt James Jesus Angleton fra OSS (CIA’ s forløber)
Simon Wiesenthal
I 2002 indledte Simon Wiesenthal Center ”Operation sidste chance”. De ville fange de sidste krigsforbrydere, inden det var for sent. Centret startede i1977. Man fik også fat i diverse lande og fik dem til at udlevere krigsfangere til retsforfølgelse.
Han var selv gennem 12 lejre og vejede kun 45 kilo, da han i 1945 kom ud af kz-lejren Mauthausen i Østrig. Hele hans slægt var udryddet, ja han havde endda tal på det – 89. men mirakuløst så overlevede hans hustru Cyla mirakuløst krigen.
Forskellige centre både i USA og Europa mistede hurtig pusten i jagten efter krigsforbrydere, men Simon Wiesenthal viede hele sit liv til dette. Amerikanerne og europæerne virkede blikket nedad i jagten, men det gjorde han ikke.
Da Eichmann blev snuppet
Allerede efter krigen startede han med Jødisk Historisk Dokumentationscenter i Linz i Østrig. Centret lukkede i 1954. Hans materiale blev overgivet til arkiver i Israel.
Der er lidt modstridende oplysninger om Wiesenthal, FBI’ s og Mossads rolle ved opsporingen og tilfangetagelsen af Albert Eichmann i Argentina. Således skulle Wiesenthal allerede i 1953 have vidst, hvor Eichmann befandt sig.
Centret dengang i Wien blev et indsamlingssted for historiske oplysninger, papirer, dokumentationer, vidneudsagn, som kan føre til forbrydernes domfældelse. Wiesenthals kamp gennem 50 år var i høj grad en kamp med myndigheder, arkiver, retsinstanser, som helst ville slå en streg over fortiden, beholde informationer.
Mossad har således hævdet, at han overhovedet ikke medvirkede med informationer eller har assisteret ved anholdelsen.
Arkiv med 90.000 navne
Wiesenthal var med til at fange den tidligere leder af kz-lejren Sohibor, Franz Stangl. Han blev fanget i 1967 i det sydlige Brasilien, hvor han arbejdede for Volkswagen-fabrikkerne.
For Wiesenthal var der ikke tale om hævn men om retfærdighed, om lov og ret og om at betale for sine forbrydelser.
Men der var ikke alle, der var lige begejstret for hans arbejde. Så sent som i 1982 sprang en bombe uden for indgangen til det hus, hvor han boede. Det skete dog kun materiel skade. Siden da blev hans hus bevogtet af bevæbnet politi. En tysk og adskillige østrigske nynazister blev anholdt. Den tyske hovedmand fik fem års fængsel.
Da Wiesenthal trak sig tilbage som 92 årig efterlod han sig et arkiv med 90.000 personer. Kun lidt over 3.000 er blevet retsforfulgt.
Et brev til Anders Fogh Rasmussen
Man fulgte med i mange ting. Centret sendte han i 2007 et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen og opfordrede denne til at stoppe et rejselegat til Erik Haaest. Han fik to gange 100.000 kr. af Kunstrådets Litteraturudvalg.
Man mente i centret, at pengene blev givet til en, der fornægter holocaust og opfordrer til antisemitisme. Dette er en fornærmelse mod de overlevende fra Holocaust og alle ofre for nazismen.
Mange blev opsporet
Efterhånden kunne man blive dømt til at være medskyldig i mord, selv om man kun havde gået vagt i kz-lejrene. På den måde blev John Demjanjuk dømt. Han havde søgt tilflugt i USA i 2011. Demjajuk havde været på vagt i dødslejren Sobibor. Han benægtede sin skyld og døde før hans appelsag kunne prøves.
I 2015 blev den tidligere Auschwitz-vagt, Oskar Groenning dømt på samme grundlag.
Anklager mod dansker
I 2016 blev der forsøgt at rejse anklage mod en dansk mand ved navn Helmuth Leif Rasmussen. Han havde været vagt i Borbruisk under krigen. Manden var 91 år i 2016, da Efraim Zuroff fra Wiesenthal – centret var på besøg i Danmark.
Den danske statsadvokat mente dengang, at beviserne ikke var tilstrækkelig til at føre en sag om krigsforbrydelser. Og så standsede efterforskningen.
Jørgen Christianden fra Tønder var den værste i jødelejren dengang. Hans sag blev dog aldrig efterforsket, da han døde i Rusland i 1942.
Langt flere danske krigsforbrydere
Terkel Stræde og Dennis Larsen mener, at Frikorps Danmark – folk i langt højere grad end hidtil antaget var involveret i de tyske masseudryddelser af jøder. Det kan dreje sig om 10 – 15 pct. af de 6.000 danske frivillige, der var aktive ved østfronten.
De to forfattere mener, at Helmuth Leif Rasmussen var med i den indre vagtstyrke, der begik drab og andre grusomheder mod de jødiske fangere.
I dag ligger Centret i Los Angeles med flere underafdelinger for eksempel i Wien.
Juraen er blevet ændret
Efterfølgen på centret, chef – nazi-jæger Efraim Zuroff mener stadig at centrets arbejde er uhyre vigtig. Han siger, at der er begået mange folkedrab efter Holocaust. Sidste år udgav de deres seneste rapport. Her fremhævede man Tyskland, som en af de eneste lande, der går helhjertet ind i jagten på krigsforbrydere.
Men i Tyskland har det ikke altid været muligt at stille alle til ansvar for deres handlinger. I 1969 satte en retssag en stopper for efterforskernes arbejde, da et tidligere SS-medlem, der havde arbejdet i Auschwitz blev frifundet.
Retten vurderede, at det ikke var nok at have arbejdet i en koncentrationslejr til at blive dømt. Det skulle bevises, at man personligt havde begået et drab, da al anden kriminalitet falder for forældelsesfristen.
30 sager er afleveret til anklageren
I 2007 ændrede en retssag Centralkontorets muligheder. Nu kunne man gå efter de mindre brikker i nazisternes maskineri. Således har centret givet 30 sager videre til anklagemyndigheden sidste år.
Vi vil lave efterfølgende artikler om ”Rottelinjen – Odessa-sammenslutningen – Vatikanets rolle og nogle af de mest eftersøgte Albert Eichmann og ”Slagteren fra Lyon”
Kilde:
Hvis du vil vide: www.dengang.dk indeholder 1.373 artikler heraf 276 artikler om Besættelsestiden (Før/efter/under) med bl.a.: