Artikler
December 20, 2019
Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening
Der er mange holdninger til brugen af ordet ”Genforening”. Følelsesmæssig kan man måske godt forstå det. Men historisk er det forkert. Det vil ”Den Gamle Redaktør” fortælle om til Afstemningsfest i Rens den 10. februar 2020. Her er en liste over 112 artikler på dengang.dk, der har relationer til Indlemmelse, Afståelse og Genforening.
Utilfredshed med ”Den Gamle Redaktørs” artikler
Her i 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark. Her på siden har vi efterhånden skrevet en del artikler, der henviser til overstående. Vi har fået mange hug fra læsere, fordi vi ikke uden videre anerkender ordet Genforening.
Vi kan sagtens forstå, at der er følelser med ordet Genforening, men historisk er det ikke korrekt. Og det er jo vanvittigt, hvis man forlanger at folk fra Det Tyske Mindretal uden videre skal godkende ordet. Så kender man ikke historien.
Der bliver i jubilæumsåret holdt mange arrangementer i det sønderjyske. Det er ”Den Gamle Redaktørs” håb, at man ikke begår historieforfalskning. Der er skrevet mange bøger om begivenheden. Og dem ”Den gamle redaktør” indtil nu har læst er udmærket.
Men der er sandelig også læst artikler, der ikke holder sig til sandheden.
En festtale i Rens
Selv har ”Den Gamle Redaktør” æren af, at skal holde Festtalen til Afstemningsfesten nede i Rens i Sønderjylland. For dem der ikke ved det, så ligger den lille by mellem Tønder og Tinglev lige op af den tyske grænse. Og ”Den Gamle Redaktør” glæder sig.
Vi skal have en festmiddag, der består af det, som man spiste dengang. Ja så kommer Tinglev Brandværnsorkester og spiller nogle melodier, der hører med til Afstemningsfesten. Og det bedste er, at talen bliver holdt på sønderjysk. Måske har der allerede lyst nogle kritiske ryster:
Ja de faste læsere af denne side ved hvis bedre!
Masser af artikler
Nu er det sådan, at allerede nu har flere medier henvendt sig, derfor starter vi en ny temaside om Indlemmelse, Afståelse og Genforening. Vi kan sikkert også finde flere ord for det, der skete for 100 år siden.
Vi har jo allerede skrevet en del om temaet og lagt artiklerne ud. Derfor starter vi her med en oversigt over de artikler, der giver et overblik over begivenhederne. Og så starter vi med at henvise til, hvor du kan finde artiklerne.
Vi vil i løbet af 2020 skrive flere artikler om temaet. Og til kritikkerne af vores indlæg, kan vi kun sige, at det selvfølgelig er tilladt at have en holdning, så længe man holder sig til de historiske kendsgerninger.
Oversigt over artikler, der relaterer sig til begreberne Indlemmelse, Afståelse og Genforening:
Her belyses dansk – tyske forhold efter 1940 og situationen i Sydslesvig.
December 20, 2019
Velkommen til Industri på Nørrebro
Vi har været på jagt efter både store og små fabrikker på Indre og Ydre Nørrebro. Det er blevet til mange virksomheder. Vi har vist flere hundrede flotte fotos. Desværre vil disse komme til at fylde lidt for meget og så er det lige det med rettigheder. Der har været stor interesse for vores projekt. Og det er langt fra slut. Der kommer yderligere en byvandring samt et par foredrag i Nordvest. Her har vi til at starte med en oversigt over de artikler, der allerede ligger inde på dengang.dk og det er under temaerne, Industri på Nørrebro, Den kollektive trafik på Nørrebro og Arbejderne på Nørrebro.
Der har været stor interesse for vores projekt ”Industri på Nørrebro”. Vi gik på jagt efter store og små fabrikker både på Indre og Ydre Nørrebro. Der blev samlet et hav af herlige fotos, som vi af tekniske og ophavsretslige grunde ikke kan bringe her. Hvis vi vender tilbage til Facebook, så kan vi bringe nogle af mange herlige fotos der.
Vi har fået tilskud af Nørrebro Lokaludvalg til projektet. Og det har foreløbig blevet til 2 gange 3 timers foredrag med hundredvis af billeder i Støberiet og Multihallen/Nørrebrohallen. Desuden vil der blive arrangeret en byvandring til nogle af de steder, som vi har nævnt.
Desværre er der ikke midler til at bringe et hæfte med fotos og tekst. Men vi har i hvert fald teksten. Og den bringer vi så på dette sted. Måske bliver det ikke i helt samme rækkefølge som under foredragene.
Der er blevet vist interesse fra Nordvest til dette projekt. Så det er muligt, at vi engang i vinter/foråret holder to gange to timers foredrag derude. Det bliver så i en redigeret form. Måske kommer der et par nye virksomheder op på denne.
I denne lille artikel vil gøre opmærksom på, at der allerede ligger en del artikler om emnet her på dengang dk. Her bringer vi en oversigt, som vi har delt op i Industri, Kollektiv trafik og Arbejdere.
Grunden til dette er, at alle tre ting havde betydning for den industrielle udvikling på Nørrebro. Fabrikkerne kunne ikke leve uden den kollektive trafik og godsbanen samt arbejderne.
Vi skal også gøre opmærksom på, at vi også på dengang.dk har en bestemt kategori, der hedder Fra Urtekræmmer til Shawarmabar. Denne kategori bygger delvis på den bog som ”Den Gamle Redaktør” skrev i forbindelse med Nørrebro Handelsforenings 110-års fødselsdag for snart mange år siden.
Den kategori bygger på detailhandlens historie på Nørrebro.
Med andre ord under Nørrebro finder du disse artikler:
Det store slag på Nørre Fælled
Røde Faner på Assistens Kirkegård
De Socialistiske blade på Nørrebro
Ned med arbejderne
Flere arbejdere på Nørrebro
Arbejderkamp på Nørrebro
Arbejdere og Industri på Nørrebro
Arbejderne på Nørrebro
Louis Pio på Nørrebro
Industri og arbejdere på Nørrebro
Der var gang i den på Fælleden
De kaldte sig Syndikalister
Kampen på Fælleden
Her under denne afdeling vil vi lægge teksten ind fra vores foredrag.
December 6, 2019
En Nørrebrodrengs oplevelser
Vi følger i denne artikel to knægtes oplevelser på Nørrebro. Vi starter i Guldbergsgade før 1900 – tallet og slutter i Kronborggade i 1930erne. Aviser brugt som lokumspapir. Der var sparsom belysning på trappen. Det var lange vinteraftener. Gården og gaden var legeplads. Hestesporvogne larmede på Nørrebro. Skolerne røg i totter på hinanden. Eleverne måtte selv sjoske hjem fra Zoo. Undervisningen blev forstyrret af militæret. På Fælleden var der et morsomt folkeliv. Vi skal høre om den offentlige transport dengang. Vi møder en knægt født i Thorupsgade i 1924. Som 2-årig kom han til Kronborggade. Jægersborggade var spekulationsbyggeri. Stakkels nabosøn. Baneterrænet var en pragtfuld arbejdsplads. Så var det kampene mod ”Hellebækdrengene”. Der var også en digter i Schioldan- stiftelsen. En tjeneste for gamle fru Thorsen gav to øre. En gratis karruseltur, og så var det bager Dueholm. Da far byggede et krystalapparat. Efter kul i mørke. Bygas blev også brugt til stor badedag. Mor vaskede hele dagen. Ikke mange butikker på Kroborggade. Mange tiggere bankede på. Tandlæge – to gange om året.
Aviser brugt som lokumspapir
Vi er i Guldbergsgade på Nørrebro. Det er oppe på 4. Sal. Det er før 1900 – tallet. Boligforholdene er meget uhygiejniske. Hjemmet bestod af 3 værelser og køkken. Ejendommen bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads.
I den østligste del af gårdspladsen var der anbragt en række store skarnskasser. I den vestlige del var der 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindelige. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne. Det udviklede sig til noget værre svineri.
Sparsom belysning på trappen
Trappebelysningen bestod af et åbent gasblus på hver anden etage. Der var ingen belysning på køkkentrappen, som var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, når man om aftenen eller natten på naturens vegne skulle ned på lokummet. Så måtte man tænde lys i den lille firkantede lygte, og så ned af de mange trapper og over gårdspladsen. Rotter var der altid.
Det påhvilede alle beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrappen skulle der strøs med frisk sand. Der kom hver anden uge en sandhandler i gaden. Al legemlig vask foregik i køkkenvasken og en enkelt gang i en balje på køkkengulvet.
De lange vinteraftner
De lange vinteraftener blev tilbragt på forskellig måde. Man var placeret rundt om det store spisebord. Familien bestod af forældre og fem børn. Familien havde klaver, og den ældste søster underholdt ofte med hendes klaverspil. Så sang man og hun spillede fra ”Danmarks Melodibog”.
Så var det jo fæstningen med tinsoldater. Så var det ”Lanterna Magica” som fra kulørte glasplader fremkaldte de smukke lysbilleder, som blev fremført på en hvid ophængt dug. Om sommeren var det mest friluftslivet i kolonihaverne, der trak.
Af og til havde forældrene gæster til kortspil. Så måtte der jo bud til bageren efter brød og fløde. I en lille spand blev der hentet for 5 eller 10 øre fløde. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind oveni.
Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 – øres til børnene eller 5 – øres kager og et fjerdingspund Vrøvl (småkager). Efter kaffen blev ungerne gennet ned på gaden eller puttet i seng.
Gaden og gården var legeplads
Som legeplads var der gårdspladsen eller gaden. Der var mange lege ”Skjul”, ”Røver og soldater”, ”Gorm den gamle kæmper” eller som det hed ”Hest og Vogn”. Det sidste bestod af en lang sejlgarnssnor bundet om ærmerne og den bagved løbende dreng. Som pisk havde han en pind med sejlgarnsnet på.
Der var jo mange småbeværtninger på Nørrebro og særlig fredag og lørdag aften oplevede vi at se gadebetjenten drive af med dem ”en fuld støjer”. Dette gav jo anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer” og den fulde mand blev puttet ned i kælderen.
Hestesporvogne larmede på Nørrebro
Gaderne var jo belagt med brosten, hvilket afstedkom stort spektakel. Det var også dengang Nørrebros hestesporvogn, som var i to etager. Desuden var der en hestesporvogn i Korsgade, den havde udgangspunkt ved Skt. Josefs Hospital. Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte ”De Gule Hesteomnibusser”. De ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.
I 1897 begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro. De var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne.
I 1901 fik Nørrebro luftledninger. Samme år fulgte den elektriske drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej, her var der toetagers vogne. Automobilerne var der ikke endnu. Men så var der da også de gode gamle hestedroscher.
Ved århundredeskiftet var der Hovedbanegården, som ophørte 1911, da den nuværende banegård blev taget i brug. Så var der ellers Nordbane og Klampenborgbanen.
Skolerne røg i totterne på hinanden
Prinsesse Charlottegades skole var en betalingsskole. Den kostede 1 kr. pr. måned. Nede ved Sjællandsgade lå der en skole, som var en friskole uden betaling. Denne forskel førte selvfølgelig med sig, at ungerne fra de to skoler var i totterne på hinanden. Ofte var det nogle grove begivenheder.
Der var både rare og knap så rare lærere på skolen. Fhv. kaptajn Dahl tilhørte den sidste kategori. Han var ubehagelig og straffede børnene hårdt ved at slå inde i håndfladerne med en stok. Det var noget, der sved.
Gymnastiklæreren var fhv. oversergent Bohse. Skolebad kendtes ikke, heller ikke sløjd.
Eleverne måtte selv sjoske hjem fra Zoologisk Have
For en knægt var det interessant at se, hvad der foregik på Nørrebros Runddel. Der kom de kønne toetagers sporvogne fra Frederiksberg til deres endestation over i Runddelens sydvestligste hjørne.
De blev kørt ud på en stor drejeskive og blev drejet i modsat retning. Der kunne man så få en lille karruseltur, siddende på trinbrættet.
En gang om året var alle skolens elever i Zoologisk Have. Man marcherede derud i lange rækker. Provianten var hjembragte madpakker og 25 øre til sodavand eller slik.
Klokken 13 præcis var skolegangen normalt slut. Derefter forlod lærerne stedet. Så måtte man selv sjoske hjem, dygtig trætte.
Undervisningen blev forstyrret
I de senere skoleår var klasseværelset ovre i sidebygningen, kaldet Filialen. Der vendte vinduerne på førstesal ud mod Fælledarealerne. Herfra blev eleverne ofte forstyrret, når stabsambur Schenstrøm havde øvelser med gardens piber og trompetkorps, eller når infanteristernes hornsignalblæsere holdt øvelser – det var meget generende for undervisningen.
I skolegården var der en vandpost, som man alle kunne sætte mund til. I kælderen kunne man købe ingefærskager hos skolebetjentens hustru. De kostede 1 øre og smagte dejligt.
Et morsomt folkeliv
Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der et par kolonihaveselskaber. Over på Tagensvej lå jo de store fælleder. Her var om sommeren kvæg på græs. Børnene blev ofte sendt derover med legevognen for at fylde dem med kokager, som blev anvendt til gødning i haven.
På Fælleden var der et morsomt folkeliv om sommeren. Københavns Borgervæbning havde øvelser om aftenen. Under øvelserne var der gerne en længere pause. Så lejrede Borgersoldaterne sig sammen med kone og børn i græsset og den medbragte madkurv og den uundværlige pægleflaske blev snart tømt. Imens underholdt Borgervæbningens Musikkorps de mange tilhørere.
De offentlige transportmidler
På Tagensvej kørte en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsgade, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var det strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne for perron. Var snevejret for strengt måtte der spændes to heste for vognen. Stoppestedet var jo ukendt, så der var stadig stop og igangsætninger. Vognene var indvendig belyst med petroleumslampe i hvert hjørne. Det var jo en stor dag, da sporvognene i 1909 – 10 blev elektrisk sporvogn med linjenummer 10.
Fra dronning Louises Bro kunne man se de smukke hvide motorbåde, som havde passagertrafik mellem Gyldenløvsgade og Østerbro.
Da sporvejsdriften også blev elektrisk, kunne bådene de små både ikke mere betale sig.
En knægt fra Thorupsgade i 1924
I Thorupsgade oppe på 4. sal blev en anden Nørrebro-knægt født i 1924. De første ord, han lærte at sige, var adressen. Forældrene var bange for at knægten blev kidnappet, når han stod i barnevognen.
Ejendommen var en af de første lejekasserne bygget i 1870 med 6 lokkummer og pissoir i gården. Huset fik lov at stå i hundrede år, indtil 1971, da faldt den første saneringsbølge i kvarteret.
Som 2 – årig til Kronborggade
Næste stop for knægten var Kronborggade. Som de øvrige gader nord for Assistens Kirkegård var gaden anlagt omkring 1900. Her var han flyttet hen i 1926 på tredjesalen af en fem etagers ejendom.
Herfra kunne man tydelig høre lydene fra Nordbanens udstrakte stationsområde. Der var tøffende damptog, de skingre fløjtesignaler og bragene fra under rangering. Men der var også andre lyde, og de var mere foruroligende.
Gården var med et plankeværk adskilt fra parallelgaden – Jægersborggade. Ejendommen var forsynet med en sidebygning, der sprang helt frem til det fælles plankeværk.
Jægersborggade var spekulationsbyggeri
Jægersborggade var et spekulationsbyggeri fra århundredeskiftet med ganske små lejligheder, der var pakket med mennesker. Sidebygningen var ren slum, uegnet som bolig for mennesker. Det var forfaldent, uhyggeligt, grimt. Men her boede mennesker. Og vreden og frustrationen trivedes.
Der blev råbt og skreget, drukket og kæmpet med kniv og gafler. Der bliv smidt ting ud af vinduerne eller gennem dem. Politi og ambulancefolk var hyppige gæster. Det var en barsk introduktion til virkelighedens verden for en lille fyr på Nørrebro.
Solen trængte kun sparsomt igennem
Gården var meget snæver fyldt som den var af en lang række cykelskure og skarnskasser. Der var plankeværk er på to af siderne.
De høje huse og vasketøjet, der var hængt til tørre ud af vinduerne gjorde det svært for solen, at nå ned til bunden i skakten. Men nu interesserede solen nok ikke så meget børnene. De havde alle tiders legeplads lige for hånden. Der var masser af børn i kvarteret. Den vilde jagt gik hen over skurene, over plankeværkerne og ned i kældrene – med diverse viceværter, som man skulle vare sig for, som gnave modspillere.
Stakkels nabosøn
Den var en ren drenge-verden, i hvilken pigerne næppe eksisterede. Man tog, hvad der kom, også et par øretæver, hvis man blev fanget af viceværten eller faldt ned fra et tag. Man hylede ikke, med mindre at det var stærkt nødvendigt.
Det var værre med naboen søn. Hansmor var en kraftig kvinde. Fra vinduet kaldte hun altid, når man legede bedst. Og det skete, at hun også kaldte anden gang. Så vidste man, hvad der var i vente. Så fulgtes man ad op af køkkentrappen og vædede om, hvor mange hug, at han kunne tåle.
Så snart han var inde i køkkenet gik afstraffelsen i gang på nabosønnens bare ende under moderens hårdtslående højre hånd. I sikkerhed stod man så og talte indtil hylende pludselig indtrådte. En sådan hurtig og kontant afstraffelse hørte til dagens orden i dette miljø.
Mange familier havde spanskrør stående i skabet eller en ridepisk hængende på en krog i soveværelset til skræk og advarsel.
Baneterrænet var en pragtfuld legeplads
En anden pragtfuld legeplads var baneterrænet. Nordbanen fra København til Hillerød passerede bydelen gennem Hørsholmsgade til Nørrebro Station for enden af Jægersborggade og derfra videre mod nord. Banen blev nedlagt omkring 1930, men heldigvis for drengene fortsatte godstogstrafikken endnu et stykke tid ad de gamle spor.
De lange togrammer bevægede sig med moderat fart ned gennem Hørsholmsgade og nærmest inviterede knægtene til at springe på og af, som man i biografen havde set indianere og cowboys gøre det.
De såkaldte bremsekasser, som ragede i vejret på enkelte af godsvognene, og som var forsynet med en metalstige, der førte op til døren på kassen, øvede en ganske særlig tiltrækning på knægtene. Hvis døren var ulåst, var dagen reddet. Man var i bogstaveligste forstand ”on the top of the world”.
Men farerne lurede overalt. Det var togbetjenten, der fulgte med toget, men som dog ikke havde en kinamands chance for at få fat i kraven på ungerne, dertil var de for årvågne og for rappe på benene.
Kampen mod Hellebækdrengene
Næh den virkelige risiko lå i at falde i kløerne på Hellebækkerne, drengene fra Hellebækgade på den anden side af banelegemet. Territorierne stødte sammen netop lige her på banelegemet. Det var dem og de andre. Det var ren bandekrig.
Sikkerheden lå i flokken, og det var flokken som med mellemrum tørnede sammen på banelegemet. Når råbet lød hjemme i gården:
Ja så gjaldt det om hurtigt at finde en solid lang kæp og så over i Hørsholmsgade til kamp. Styrken lå i at få nogle af de store drenge med og ellers at være så mange som muligt inklusive de små og gerne nogle raske piger til at fylde op.
Kampen blev normalt indledt med lerklumper, som var lige til at samle op. Det blev betegnet som fejt at kaste klumper med sten i. Hånende tilråb blandede sig med lerklumperne. Flere drenge og piger sluttede sig til fra gaderne på begge sider af kamppladsen. Der var ofte tale om omkring 50 på hver side.
Det hele opstod spontant uden planlægning eller strategi og uden ledelse, bortset fra, at det var de største drenge og dem med de længste kæppe, som førte an i overgangen fra stillingskrig til angreb. Pludseligt gik det løs under høje råb stormede en af flokkerne fremad, svingende med trævåben fra side til side.
Hvis Hellebækkerne angreb, og de andre for en stund blev tvunget på tilbagetog, så fik de små og pigerne i bagtroppen benene på nakken for brat at standse op, når krigslykken vendte og med fryd deltage i et modangreb, der drev Hellebækkerne helt ud af baneterrænet.
De sårede kom hurtigt til hægterne. Med knækkede kæppe og højstemte beretninger om heltedåd drog man i samlet flok til gaderne. Det hændte at kampen opløste sig før tiden, når et par politimotorcykler viste sig i Hørsholmsgade, hidkaldt af nervøse beboere i de omliggende boligkomplekser.
Størstedelen af krigerne fra begge sider gik i samme skole til daglig. Men kampene blev aldrig fulgt op på skolen dagene efter. Man kendte hinanden så godt, at man undgik at vove sig ind i modpartens gader. Rygterne gik om de forfærdelige konsekvenser det kunne medføre at blive antruffen og taget til fange af drengene på den anden side af banen.
Digteren i Schioldans Stiftelse
Lige ud for kampområdet i Hørsholmsgade lå og ligger en stor cementgrå stiftelse, Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en hyper sensitiv digter, som konstant var efter knægtene og de efter ham. Han yndede at åbne et vindue og bombardere knægtene med kartofler, ikke mindst når de i flok stillede sig op nede på gaden og sang til ham:
Det var ikke den højere for poesi, men nok til at sætte ham i gang med kartoflerne. Han kæmpede virkelig for sin sag også ved at hugge børnenes tennisbold. Det gjorde man dagligt i sæsonen, spillede fodbold på Trekanten, et stort asfaltbelagt fortov i gaflen, hvor Hørsholmsgade løber sammen med Kronborggade.
Stiftelsens gavl fungerede som det ene mål mens målet i modsatte ende blev markeret af et par halstørklæder eller uldne sokker. Her blev der spillet hver dag – en 3 – 4 stykker. Ja en af de bedste, Erling Sørensen endte endda på landsholdet.
Tjeneste for game Fru Thorsen
Nede i stuen i opgangen boede gamle fru Thomsen i en lille lejlighed, som tidligere havde huset en butik. Hun bad ofte om nogle ærinder. Og dette afstedkom et stykke fedtemad eller en 2 – øre.
En gratis karruseltur
Efter nedlæggelsen af Nørrebro station og arealets fritlæggelse kom et omrejsende tivoli på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet gøgl stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik. Med en gratis tur på et af dyrene efter eget valg som honorar fik drengene tjansen med at få karrusellen til at køre rundt. Ad stigen steg man op til hestemøllen øverst på karrusellen. Her var til hovedakslen indfaldet nogle rundestager som egerne på et hjul. Når skibsklokken lød nede fra gik knægtene i gang med at skubbe rundt og rundt til musik af Skøjteløbervalsen. Det var klassisk slavearbejde for børn men sjovt var det.
Bager Dueholm
I ejendommen var der en bagerforretning, bager Dueholm, som vistnok ejede huset. I udstillingsvinduet var fremlagt de mest fristende bagerbrød, som man kunne forestille sig. Især kanelsnegle til 5 øre stykket var fristende.
Men ak ofte var de uden for en rask knægts økonomiske formåen undtagen en gang om måneden. Så blev der modtaget 5 øre af moderen, fordi hun var optaget af vask hele dagen.
Da far byggede et krystalapparat
Pengene var små i 1930’erne på Nørrebro. Hver en femøre blev vendt et par gange. ”Slik” kunne også bestå af en afskåret rugbrødsskorpe fra dåsen med skorper som blev samlet for at blive konverteret til øllebrød.
Forældrene stod op kl. 6 om morgenen alle ugens hverdage. Mens far barberede sig, kogte mor havregrød, lavede kaffe og smurte otte halve. Det var, hvad far skulle have med i sin madkasse. Han kørte på cykel til Frihavnen, hvor han førte tilsyn med de elektriske installationer.
Aftensmaden stod klar, når far kom hjem ved femtiden. Ofte arbejdede han over. Han byggede også et krystalapparat som blev tilsluttet en højtaler. Det var en højtidelig stemning, da familien første gang lyttede til radioen.
Efter kul i kælderen
Børnene havde deres faste gøremål. Om tirsdagen skulle der hentes cerutter til far og et eksemplar af Familie Journalen. Det skete nede i Fru Steffensens kiosk i nr. 11. Bladet blev sirligt pakket ind i lyserødt papir. Og så var der da også et bolsje.
Der skulle også løbes ned i gården efter koks, der skulle op af kælderen. Koksene lå i et rum helt nede for enden af kælderen. Det var en meget mørk kældergang. Kun en enlig pære lyste op i den. Det var ikke spor sjovt at hente kul en mørk aften med koksspanden i den ene hånd og en lommelygte i den anden. Man skulle nærmest famle sig frem til koksrummet. Det gik meget hurtigt med at få fyldt spanden og komme ud og op igen.
Den store kakkelovn, der stod i dagligstuen, var umættelig i sine krav til nye forsyninger. Men den gav også meget igen. Det var hyggeligt at side foran på en skammel med noget læsestof.
Bygas – også til den store badedag
Madlavningen foregik på de køkkenblå gasapparater, hvor temperaturen så let kunne reguleres. Men bygassen var en farlig og giftig medhjælp. Gasapparaterne var på fulde omdrejninger, når der var badedag, sædvanligvis over weekenden. Der var kun koldt vand i rørene. Der skulle varmes vand til zinkbaljen.
Mor vaskede hele dagen
En gang om måneden blev der kastet en nøgle ind af brevsprækken. Nu skulle der vaskes tøj. Nøglen var til vaskerummet i kælderen. Her kogte mor tøjet i en stor gruekedel under omrøring med jævne mellemrum. Hertil brugte hun en langskaftet træslev. Rummet var lille og aftrækket beskedent, så mor knap nok kunne skimtes i den tætte tåge af damp.
Efter kogevasken i kedlen blev tøjet lagt over i en balje, skrubbet på et vaskebræt, skyllet og vredet og under knægtens medvirken båret op på tørreloftet. Når tøjet var tørt, blev det lagt sammen og hentet ned i lejligheden. Her blev lagnerne strakt og lagt omhyggelig sammen. Til sidst blev de anbragt i de store skuffer i dragkisten.
Ikke mange butikker på Kronborggade
For enden af karreen var der en åbning i husrækken som blev kaldt Hugget. Her blev Kronborggade forbundet med Jægersborggade. I sidstnævnte var der mange små og trange lejligheder. Der var mange butikker og småværksteder i kælderetagen. Man sagde dengang, at en sådan anvendelse af kælderlokaler gav bygherren adgang til større byggelån. Derimod havde boligblokkene i Kronborggade kun få butikker, et par bagerforretninger, et ismejeri, en rulleforretning, en frisør, en cafe – Guldminen og fru Steffensens kiosk med tobaksvarer og blade.
Kronborggade var mere stille end Jægersborggade, som blandt andet udmærkede sig ved hvert år at komme i avisen, fordi det var her, der nytårsaften blev brændt bål af midt i gaden, hvilket kaldte brandvæsen og politi til. Man kan sige det gav nytårsaften en særlig dynamik.
Kronborggade var sparsomt oplyst af gaslygter med stor indbyrdes afstand. De blev aktiveret af lygtetænderne, som, når mørket sænkede sig, kom gående ned ad gaden. Ved hjælp af deres lange stænger med en krog for enden satte blus på lamperne.
Mange tiggere ringede på
Krisen i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne med 20 pct. Afløse kom til udtryk i de mange tiggere, der ofte ringede på døren og bad om penge eller madpakker. En anden måde at redde sig et par skillinger på var at synge eller spille i gården.
Tandlæge – to gange om året
I skolen trådte viceinspektøren en stille mandag ind i klassen for at meddele at klassen førstkommende fredag skulle til tandlægen. Resten af ugen var ødelagt. Tandlægebesøgende på den nærliggende Stevnsgades Skole var hver gang aldeles forfærdelige at komme igennem Turen ad Jagtvej langs muren til Assistens Kirkegård til Stevnsgade,
Oppe på 4. sal lugtede det af æter og angstens sved, De stakkels børn sad langs væggen og ventede på, at sekretæren for enden af rummet skulle råbe ens navn op. Der var omkring 10 stole i klinikken. En nummertavle bag sekretæren markerede hvem af tandlægerne, der var klar til at modtage næste offer.
Man fik sit tandkort stukket i hånden, og med tanke på, hvad indianerne kunne bære uden at kny, løftede man hovedet og gik sin skæbne i møde. Klinikken lå i et aflangt rum med 5 tandlægeskole på hver langside, adskilt fra hinanden med en tynd skillevægge og med store tagvinduer over hver stol.
Sidste stol i rækken til venstre var overtandlægens. Han var den eneste af hankøn, der var på klinikken. Han efterså og kontrollerede den givne behandling. Når man efter prøvelserne satte sig ned til ham, var det værste som regel overstået. Først når man gik ned ad trapperne forsvandt smerten og angsten. Så kunne man glæde sig over, at det nu skulle gå seks måneder, inden man igen skulle til.
Vi vender snart tilbage til Nørrebro med nye oplevelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 2, 2019
En Amagerdrengs oplevelser
Amager – historie fra omkring 1900 – 1912. Det lignede Lægeforeningens boliger på Østerbro. Stadsstuen blev næsten ikke brugt. Pas på – gæs. Ugelønnen var på 12 kr. Artilleri kom i fuld galop. Landelige omgivelser med lav bebyggelse. Masser af ildebrande. Arbejderne Forsamlingsbygning, Røde Kro og Vennelyst. Vi kigger på transportmidlerne i 1900. Sundholm kom bag trådgitter. Flypionererne på Kløvermarken. Her landede Graf Zeppelin også. Lærerplads på B&W. En lille opstrammer om morgenen. M/S Selandia skulle repareres. Respekt for ”den lange ” driftsbestyrer. På tegnestuen sagde man De.
Det lignede Lægeforeningens Boliger på Østerbro
Dengang i 1893 hed det endnu Nygade, i dag er det Sverrigsgade. Stedet hørte til Sundbyvester Sogn. Og egentlig lignede kvarteret Lægeforeningens Boliger på Østerbro.
Køkkenet var lille uden gas eller indlagt vand. Vandet måtte hentes fra en vandhane henne op hjørnet. Det var ”Københavnervand”. Det var blødere end det man fik fra posten nede i gården.
Stadsstuen blev næsten ikke brugt
I stuen mod haven (syd) stod en dobbeltseng – en barneseng – et skab – en kommode med hvidskuret bord oh fire stole. Her sov, spiste og opholdt man sig.
I den tilstødende stue – stadsstuen – fandtes røde klunkemøbler – en sofa – to lænestole – et ovalt mahognibord og et konsolskab med et stort spejl. Denne stue blev kun benyttet, når der var besøg af familien.
Pas på gæs
En af de begivenheder som man aldrig glemmer, er en stor flok gæs med en meget aggressiv gasse der kom vraltende hver aften hjem fra Fælleden. Denne gasse kun godt finde på at nappe folk så eftertryggelig i ens bag. Havde man en gang oplevet dette var det med at komme væk, når man hørte at de var på vej.
Langt mellem lygterne
Stedet her omkring Nygade var en stille idyl uden nogen form for trafik. Der var åbne rendestene, belysningen af gaden skete fra lygter med tranlamper, anbragt med store mellemrum. De blev dog ikke tændt i de lyse nætter.
Nu var det heldig, hvis man kunne flytte til en større lejlighed i samme gade. Til en opgang var der seks lejligheder. Der hørte en legegård til og en lille have, som børnene dog ikke måtte lege i.
Ugeløn på 12 kr.
En arbejdsmand på Holmen løn var på ca. 12 kr. Men når far kom hjem med resterne om lørdagen var vejen næppe bred nok. Konen måtte derfor vaske for fremmede og tjente vel 2 kr. for 8 – 10 timers slid. De store børn arbejdede i Skråtobaksfabrikken i Prinsessegade.
På Bådsmandsstrædes artillerikasserne kunne man dengang for 25 øre købe 8 punds kommisbrød hos basserne, som vist fik meget af fortæringen sendt hjemmefra.
Artilleri i fuld galop
Men der var penge at tjene på Fælleden til eksercerpladsen, som hørte til Artillerivejens Kasserne. Man kunne tjene 2 øre ved at samle madpapir efter soldaternes frokost. Dette soldaterliv var meget interessant for knægtene. Det var især, når de skød med kanonerne fra ”Faste Batteri”. Men det var også sjovt at se, når den hestetrukne artilleri i strakt galop stormede ud over selve den vidtstrakte Amager Fælled.
Beboerne, der boede her i Nygade (Sverigesgade) var jævne folk, arbejder, håndværkere, formænd m.m. Lørdagsbranderne forekom længe efter, at børnene var lagt i seng efter behørig aftenbøn.
Slagsmål var der mere af i sidegaderne inde på Christianshavn.
Landelige omgivelser med lave bygninger
Det var endnu ret landelige omgivelser. Mange af husene på Amagerbrogade var lave 1. og 2. etagers ejendomme. Det var først efter indlemmelsen i København, at der kom fart i byggeriet af de store karreer f.eks. Sundbyholm ved Norgesgade – Syven – Sundborg ved Frankrigsgade.
I mange år var vejen fra Volden og ud til Frelserens Kirkegård en allé med store kastanjetræer og dybe grøfter på den østlige side. Her lå et stort blomstergartneri samt Holmblads palæagtige hus – det som senere blev hovedsæde for Amagerbanken.
Masser af ildebrande
På den modsatte side lå nogle store tømmerpladser, som af og til brændte under stor tilstrømning af tilskuere. Det tjente de omkringliggende beværtninger og forlystelser også på.
Herude lå også Vennelyst Varieté, som senere blev til White Star.
Ved sådanne brande kom der selvfølgelig slukningstog fra København. Det lokale brandværn var ikke meget bevendt. Sognets håndbetjente sprøjte var anbragt i et skur på Brigadevej.
I bydelen øst for Amagerbrogade fandtes mange gamle stråtækte rønner og en overgang var det almindeligt, at der hver lørdag aften gik en op i luer. Så trådte det lokale brandvæsen i funktion, Man klemtede med kirkeklokkerne i Sundby kirke. En dertil bestikket beboer i sidegaderne for ud og fløjtede. En hest – muligvis en droskehest – blev trukket hen til sprøjten og spændt for. Så gik det ellers i luntetrav til brandstedet, hvor man som regel kun nåede at slukke ulmende gløder fra det nedbrændte hus. Men sådanne brande var store begivenheder for befolkningen som med liv og lyst deltog i slukningsarbejdet.
Forlystelsesstedet Vennelyst
På Vennelyst var et orkester. Det bestod af klaver – violin og janitshar, det vil sige en musiker som betjente et horn, bækken og trommerne. Om vinteren var der varietéforestillinger i en træbygning med en scene og bagvedliggende garderobe – en til mænd og en til kvinder.
Salen kunne vel rumme 250 – 300 gæster. Ud mod Alléen lå restauranten, som var åben hele dagen og til kl. 1 om natten. Efter forestillingen, der bestod af sangerinde og dansenumre. Ja så var der også små sketches.
Derefter fortsatte mange af gæsterne i restauranten. Det var også velset, at musikkerne og de optrædende blandede sig med gæsterne. Det stimulerede omsætningen.
En lort til – kan ikke gøre noget
Den senere meget kendte skuespiller, Oscar Stribolt startede sin karriere i Vennelyst. Han havde en udmærket sangstemme. Om dagen arbejdede han som smedesvend på en renovationsstation længere nede af Kløvermarksvej. Her afleverede hver nat de såkaldte natmænd byens latrinspande. Indholdet blev så pumpet ud i Øresund.
Det fortælles, at en mand, som var kommet for sent til sidste sporvogn, prajede kusken og spurgte, om han måtte køre med ud på Østerbro. Svaret lød:
Om sommeren blev der spillet på en separat scene i haven, mens publikum sad i det fri eller i lysthuse langs siderne i haven. Der kunne man så søge ind i tilfælde af regnvejr.
Arbejdernes Forsamlingsbygning
Publikum bestod af ”borgerskabet” fra Christianshavn og Sundbyerne. Men der kom også folk fra byen, som i de frie og luftige omgivelser medbragte madkurve og kun købte drikkevarerne og fik kaffe på maskine. At man ofte på bunden af kaffekoppen fandt en død kakerlak vakte sjældent større opmærksomhed.
Men altså ”borgerskabet” holdt til i Vennelyst, var det ved siden af beliggende traktørsted ”Arbejdernes Forsamlingsbygning” tilholdssted for selve arbejderpublikummet, Det kaldtes ”Slæven”. Det var formodentlig, fordi man på balaftener under danse smed slæverne – altså træskoene – og dansede på strømpesokkerne.
Det var dengang skarpt skel mellem arbejderne og borgerskabet, som de handlende – funktionærer – lærerne – etc. Og mellem disse og de højstbeskattede var der igen en vis afstand. Det var folk med en skattepligtig indtægt på over 4.000 kr. om året.
Det var også forskel på kædedragten. De mere velstillede optrådte gerne i diplomatfrakke eller i jaket med stribede benklæder – og oftest med høj hat.
Transportmidlerne omkring 1900
Cyklen var før 1900 et ret sjældent befordringsmiddel. Folk dengang gik eller kørte med de hestetrukne sporvogne. En tur fra Sundby til Christianshavns Torv kostede 5 øre, og til Højbro Plads 10 øre. Derfra kunne man så stige om til vogne, der kørte mod Østerbro og Vesterbro.
Til Nørrebro kom man gennem Købmagergade med en omnibus, som var en skrækkelig rumlekasse med jernbeslåede hjul, der lavede en farlig støj, når den kørte på gader med stenbrosbelægning. Man kunne også komme med en elektrisk drevet sporvogn fra Kongens Nytorv til Nørrebro. Den kaldtes syrevognen, fordi elkraften skabtes fra syrebatterier under vognen. Osen fra disse trængte undertiden op i vognen og gjorde folk syge.
Endelig havde man hestedroskerne. Det var en stor oplevelse for børnene. Når man så kørte med den mod Amager blev man stoppet ved ”Bommen” – som var anlagt ved ”Syven” Der skulle man så betale 2 eller 4 øre i bompenge.
Alle køretøjer – undtagen sporvognene – måtte betale bompenge. Det var især Amagerbønderne, som kørte på Torvet måtte bløde op med 5 eller 10 øre. Det var mange penge dengang.
En lang vandretur for en musiker
Dengang fik man 6 – 7 kr. om ugen i aldersrente. Så kunne man tjene 2 kr. om ugen ved at bære en tung posttaske fra Christianshavns Torv hen til posthuset i Strandgade. Dagvognen fra Dragør havde den med. Men den kørte kun til torvet. Endnu i halvfemserne solgte amagerne deres varer fra dette tov.
Hestene blev opstillet i stalde i nærheden.
Musikkerne dengang var for resten samtidig militærmusikere. Det var nu en meget beskeden løn som de fik. En trompeter, der var stationeret i Helsingør spillede også på danseestraden i Grøndalshuset i Charlottenlund om søndagen. Han spadserede frem og tilbage og måtte stille til tjeneste mandag morgen kl. 6.
Sundholm bag trådgitre
Arbejdstiden var på fabrikker og i håndværket fra kl. 6 om morgenen til kl. 17 eller 18. Det var derfor almindeligt, når manden kom hjem fra arbejdet og havde spist, lagde han sig på sofaen. Der blev han liggende til han skulle i seng.
Der fandtes ikke så meget kulturelt liv. Ud over de små skillingsviser til 2 øre kunne man læse Folkets Avis – aftenbladet m.m. Men det var nu begrænset, hvad folk læste. Mange børn måtte i en tidlig alder hjælpe til som for eksempel mælkedrenge – bydrenge m.m. Pigerne måtte hjælpe til ved at passe på mindre søskende. Det var ikke ualmindeligt at folk havde 8 – 10 børn, og at moderen gik på arbejde.
I 1902 blev bydelen indlemmet i København, og i 1908 flyttede Ladegården til Sundholm. Stedet var omgivet af dybe grave og høje trådgitre,
Bedre folks børn gik i private – realskoler
Bedre folks børn gik i private – realskoler, hvor man betalte skolepenge. Så var der kommuneskoler, der var delt op i friskoler og kroneskoler. Her betalte man 1 kr. om måneden i skolepenge. En af disse var Prinsessegades Skole. Undervisningen for piger var fra kl. 8 – 13 og for drenge 13 – 18.
Det var heldigvis ikke alle lærer, der brugte spanskrør.
I 1905 kunne de 25 dygtigste elever i kommuneskolen blive optaget i Kommunens Belønningsskole i Lille Istedgade.
Der var mindst en dansk og en tysk stil hver uge. Om sommeren blev der svømmet nede i Gasværkshavnen på den kommunale. Om vinteren var der masser af gymnastik i skolen.
Flyvepionererne på Kløvermarken
Mangen en sommerdag gik turen til Kløvermarken. Man ville se flyvepionererne. Det var spinkle lavet af cykelrør og sækkelærred. Det var dengang, da Robert Svendsen fløj over Sundet. Så var det Alfred Nervøs flyvning ind over byen og rundt om rådhustårnet.
Røde Kro
Ja herude lå også Røde Kro. Det var et rigtigt teater med faste skuespillere og et repertoire bestående af lystspil, farcer og især revy. Det var noget af en københavner – begivenhed, når der var premiere på den årlige begivenhed. Røde kro var også et serverings – teater.
Ud med telegrammer – 3 kr.
Man kunne nu også som knægt tjene penge på andre måder. Man kunne få et job som bud i en aviskiosk. Hver morgen skulle man udbringe aviser og telegrammer. Så kunne man tjene 3 kr. om ugen. Det med at udbringe telegrammer var mest basseret på drikkepenge. Og det var de fattige, der gav mest.
Lærerplads på B&W
Hvis man var heldig kunne man få en lærerplads hos B&W, men så skulle man også have forbindelserne i orden. En larmende inferno stod imod en. Kvælende gul røg steg op gennem aftrækshætterne. Fra de mellemstore ovne, som var nødtørftigt lukkede med ildfaste hejselemme strålede kaskader af ild og gnister, mens smede prøvede de større og mindre dampkamre. Som anvendes til smeltning af skrueaksler og krumtapaksler. Disse blev opvarmet i store ovne, som opfyredes med generatorgas.
Samtidig med oplæring skulle man passe sin aftenskole.
Det var meget ofte sveddryppende mænd, der arbejdede her. Dengang var der ikke kantine hos B&W. Det var ikke noget med, at man vaskede hænder før man spiste. De blev tørret af i en tot tvist. Det var et vaskerum, hvor man om aftenen vaskede sig i lange trug med koldt vand – dog rindende.
En lille opstrammer om morgenen
Når arbejderne om morgenen, dengang før kl. 6 stævnede mod fabrikken skulle de i Torvegade forbi en lang række morgenbeværtninger, som udskænkede mælketoddyer – eller en ”Rund”. De kostede pr. stk. fra 2 til 4 øre. Mange begyndte dagen på denne måde muligvis fordi man virkelig trængte til en opstrammer, som kunne varme de indre organer og sætte blodet lidt i cirkulation. Men kom jo ikke fra en lun centralopvarmet lejlighed.
Da Graf Zeppelin landede på Kløvermarken
En dag i 1912 lukkede virksomheden allerede kl. 12. Hvorfor? Jo, det var for at alle kunne få muligheden for at se Graf Zeppelin svæve ind over København. Det var et imponerende syn at se denne kæmpe cigar let og elegant manøvrere ud til Kløvermarken.
M/S Selandia til reparation
Det var også en interessant begivenhed, at M/S Selandia gik ud på sin jomfrurejse drevet af verdens første reversible skibsdieselmotorer. Det var en mægtig reklame for B&W. Skibet havde to hovedmotorer med hver 6 cylindre. Skibet kom både ud og hjem ved egen kraft om end med besvær. Det var kun få cylindre, der var i drift, da man lagde til kaj. Motorerne blev fuldkommen splittet af og sendt ind på Christianshavn for reparation og udskiftning.
Respekt for ”den lange” driftsbestyrer
Fabrikken på Christianshavn blev ledet af en driftsbestyrer, som i daglig tale kun blev benævnt som ”den lange”. Det var en meget myndig herre. Han gik hver dag en tur gennem alle værksteder og havde et uhyre skarpt blik for den mindste uregelmæssighed.
Hans bowlerhat var anbragt ned over panden, så han lige kunne se under hatteskyggen. Når han forlod driftskontoret, gik det som en løbeild gennem alle værkstederne:
Så fløj værkførere og formænd ud af deres bure – som kontorerne kaldtes. Alle arbejderne udviste en energi og aktivitet, som ellers var mere behersket. På hans vandring strøg alle han kom forbi huen eller kasketten, mens han aldrig selv tilkendegav, at han havde bemærket vedkommende.
Jo det var en mand, der var respekt om. Hvis han opdagede at noget var galt, kaldte han med pegefingeren på den nærmest stående og befalede:
Og så kan det nok være, at vedkommende fik læst og påskrevet. Når ”den lange” så var gået, fik den eventuelle synder en endnu kraftigere skylle. Hvis det var muligt, blev skideballen videregivet nedefter som hakkeloven foreskriver.
I Tegnestuen sagde man ”De”
Var man så heldig at komme op i tegnestuen, ja så skulle man have helt andet tøj på, og så blev man tituleret med De. Hver eneste rør med haner, ventiller, forgreninger, aftapninger, udluftninger m.m. som fandtes i et skib, blev tegnet op på ofte meter lange tegnepapirer og med forskellige farver for de respektive anvendelser.
Med dette besøg hos B&W forlader vi Christianshavn for denne gang, men vi kommer snart igen
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk har vi 160 artikler fra København herunder disse fra Amager:
November 30, 2019
De stridbare danskere
Dette er forsøg på anmeldelse af Rene Karpantschof: De Stridbare danskere – Efter enevælden før demokratiet 1848 – 1920. En anderledes Danmarkshistorie fortæller, at der langt fra var så fredelig herhjemme. Bogen spænder vidt, lige fra Nørrebro Anarkister til Genforening i Sønderjylland. Der er sydende oprør og uretfærdigheder, Ukendte dramaer fremkommer. Selv i Ribe trak gendarmerne sablerne. Det var styrkeprøve mellem kapitalisme og socialisme. Det er bestemt ikke klassisk danmarkshistorie. Overklassen forsøgte at bevare deres magt. Bogen er opbygget som en roman og ganske spændende at læse. Den kan varmt anbefales. Det er en oplagt julegave til de historieinteresserede. Og måske en kandidat til Årets bog, fordi den er så anderledes. Her på siden vil vi med jævne mellemrum vende tilbage til bogen.
Nørrebro – anarkister og Genforening
Dette er en anderledes historiebog, en helt anden forklaring af vigtige begivenheder. Og måske er det derfor at bogen er spændende at beskæftige sig med. En anden ting, det gør den spændende, er at mange af de ting bogen beskæftiger sig med, er også ting vi her på hjemmesiden har beskæftiget os med og sjov nok er mange af kilderne også de samme.
Forfatteren mener, at demokratiet først indtrådte i 1920. Han mener, at de danske konger spillede en større rolle, end vi egentlig forestiller os. Bogen rummer så forskellige ting som Nørrebro-anarkister og Genforening. Ja forfatteren husker også at nævne, at det begreb, anerkender tyskerne ikke. De kaldte det for ”abtrennung” og Sønderjylland for ”Das abgetrennte Land.
Sydende oprør og uroligheder
Problematikken får vi også godt fat. Vi hører dog så meget om preussernes undertrykkelse af de danske sønderjyder. Men selv H.P. Hanssen fylder meget i bogen. Og så er det lige den modige kamp ude i Vadehavet, ja den er også med i bogen.
Normalt når vi læser danmarkshistorie hører vi om en et roligt Danmark. Men det får vi bestemt ikke i denne bog. Vi hører om kamp mod udsugning af bønder. Det er et sydende oprør og uroligheder som følgende af stigende uligheder.
Ukendte dramaer kommer frem
Selv de slesvigske krige bliver beskrevet uden den gnist af national stolthed, der normalt er overskriften. I 1849 blev 146 soldater arresteret for lydighedsnægtelse.
Der var store samfundsomvæltninger, vold og ballade. Danmarkshistorien er slet ikke så pæn og renvasket. Der er mange spændende vinkler og afkroge i denne bog, som vi aldrig har hørt om.
Vi hører om bonde – og arbejderbevægelse. Og overraskende ting kommer også frem så som nordsjællandske soldater, der blev dræbt af protesterende landarbejdere. Ja og tjenestepiger, der måtte gemme sig i skovene. Ukendte dramaer kommer pludselig frem til overfladen.
Selv i Ribe trak gendarmerne sablen
Undertegnede var ikke klar over, at der i 1849 var voldsomme slagsmål i Kalundborg og Skælskør i 1849. I Jyderup var der i 1883 blodige optøjer.
Danskerne havde indbyrdes kampe og uenigheder. Her har vi så tidligere fået at vide, at vores indbyrdes konflikter ikke var så dybe, men vi slog hinanden ihjel for det.
I 1885 var der særdeles mange protester herhjemme. De fik dog også mange konsekvenser. Historikere har ikke hidtil beskæftiget sig så meget med dette. Jo danskerne har været stridbare.
Selv i fredelige Ribe måtte gendamerne trække sablerne foran rådhuset i 1887.
Styrkeprøve mellem kapitalisme og socialisme
Tjenestepiger satte ild til gårde. Landarbejdere og deres overordnede kæmpede mod hinanden, og nogle gange endte det med døden.
Vi følger demonstranter, politikere, præster, direktører, generaler og konger. Det var en styrkeprøve mellem kapitalisme eller socialisme.
Og så er der i den grad brugt faglitteratur. Det er sammen med både sted og navneregister flot og overskuelig placeret i bogen. Jeg er sikker på, at vi kommer til at høre mere om bogen i forbindelse med andre artikler på vores hjemmeside.
Det er ikke klassisk Danmarkshistorie
Nej det er bestemt ikke en klassisk Danmarkshistorie. Vi møder selvfølgelig tidens prominente personer, men vi møder sandelig også tjenestepiger, der brænder gårde af og den københavnske gadebetjent. Ja vi tager da også lige et smut til De Vestindiske Øer.
Karpantschof mener som sagt, at demokratiet lod vente på sig. Grundloven af 1849 var ikke skabt for at fremme demokratiet. Dette tema bliver også fremragende belyst i bogen.
Overklassen forsøgte at bevare sin magt
Bogen tegner også en fin gennemgang af overklassen, der forsøgte at bevare sin magt. Vi hører selvfølgelig om kvindekampen og det berømte møde i Folkets Hus. Syndikalisten Christian Christensen og hans lidelsesfælder er med. På en forunderlig måde lader forfatteren kilderne fortælle. Ja han er nærmest nøgtern i sin fortællerstil.
Vi slutter med Påskekrisen. Ja egentlig havde man lyst til at læse meget mere. For historie kan være utrolig spændende – det viser denne bog.
Opbygget som roman
Bogen er opbygget som en roman. Det er en fortællende fremstilling, hvor man følger forskellige personer, der gør noget ud fra forskellige motiver. Selv om det er en ordentlig moppedreng så har man lyst til at fortsætte med at læse. Vi må så håbe at René Karpantschof har fået bod på tanden og snart fortsætter.
Kandidat til ”Årets Bog”?
Her på siden vil vi med jævne mellemrum dukke ned i bogen. Mon ikke denne bog bliver en af kandidaterne til Årets Historiebog, alene på grund af sin forskellighed. Herfra skal lyde de varmeste anbefalinger. En god julegave for den historieinteresserede er det bestemt også.
Den Gamle Redaktør mente, at kende en del til historien i denne periode, både om, hvad der foregik i Sønderjylland og på Nørrebro, men blev dog en del overrasket ved at læse bogen.
René Karpantschof: De stridbare danskere – Efter enevælden og før demokratiet 1848 – 1920. Gads Forlag.
November 23, 2019
Øllets historie på Nørrebro og Nordvest
Foredrag afholdt den 23. november til Ølfestival i Nordvest afholdt i Tribeca. Her var masser af spændende, sjove og interessante mennesker. En verdensrekord i Tønder. En selvbestaltet lokahistoriker med mange hatte. Kvinder i ølboderne snød. De kongelige drak. En kongelig jagthytte. Øl var sundere end drikkevand. Nørrebros første værtshus. 140 bryggerier i København. En filosof med den rigtige mening. Øl til skoleelever. Ølhandlerforeningen. De snød på Lygten kro. Lokale bryggerier. Syndens springvand på Blågårds Plads. Bliver den almindelige pilsner forbigået? Ølrevolutionen startede for 40 år siden. De gule/brune værtshuse uddør. Her kunne man søge trøst. Dengang var værtshuset det samme som dagligstuen. Man møder mennesker. Ølbarene vinder frem. Far kom ikke altid hjem med lønnen. Fabrikkerne ejede værtshusene. Aldrig har en øl smagt så godt som nu.
En verdensrekord i Tønder
Det er jo en umulig opgave, at skulle holde sådan et foredrag på en halv time. Det kan ikke lade sig gøre. Selv kommer jeg fra en by, der hat verdensrekorden i antal værtshuse pr. borger. Jo, det er Tønder. Hvis man da havde fået en for meget og ikke vidste, hvilken dør man gik ind ad, var man næsten sikker på, at komme på et værtshus. Det er godt nok mange år siden.
En selvbestaltet lokalhistoriker
Skulle jeg tage en anden hat på som med i handelsforeningen, så vil den type virksomheder, som vi her ser i fremtiden afløse de traditionelle detailbutikker. Det skyldes, at københavnere gerne går ud og spiser og drikker. Se bare alle de vin- og ølbarer, der dukker op overalt også på Nørrebro og i Nordvest. Det betyder også et farvel til de brune eller gule værtshuse. Men det kommer vi tilbage til, hvis der vel og mærke er tid tilbage.
Her står jeg også i min egenskab af selvbestaltet lokalhistoriker for at bruge Berlingske Tidendes udtryk. Jeg kommer til at tænke tilbage til alle de belgiske øl og andre landes som jeg smagte nede i gården, når Johnny, der var kameramand hos DR atter engang kom hjem fra en øltur sammen med bl.a. Carsten Bertelsen.
Med mange hatte
Og så minder det mig om den værtshustur som Allan Mylius Thomsen skylder mig efter at jeg fortalte ham om Sønderjyllands historie. Jo jeg har en stor hjemmeside, Facebookgruppe og alt det der, som selvfølgelig hedder dengang.dk. Jeg har skrevet tre bøger. Det er også inde på den hjemmeside, du kan læse hele dette indlæg.
Og som aktiv i diverse kvarter- og områdeløft, handelsforening m.m. kan jeg også se, hvilke forandringer der sker i byudviklingen. Det har i høj grad betydning for ølkulturen.
Kvinder i ølboderne snød
I ølboderne dengang var der som regel kvinder, der stod og solgte øl. I Kjøbenhavns Byret fra 1251 hedder det sig at dem, der solgte øl årlig skulle betale en afgift på 2 øre. Men ak, disse kvinder snød. De forstyndede øllet med vand.
Christoffer af Bayerns stadsret af 1443 befalede, at der skulle oprettes en stadskælder, hvor man kunne få ordentlig øl og vin.
De kongelige drak
Flere gange blev import af god tysk øl forbudt. Det var for at fremme den danske øl. Men i kvalitet var det noget sprøjt. Det var ufattelig hvad man drak dengang. 3-4 potter øl var gennemsnittet. Til Koldinghus blev der til dronning Sofias nedkomst leveret:
Det tyske øl havde dengang navne som Pryssing (Preussisk øl), Braunsweiger Mumme, Rostocker – øl m.m.
De kongelige drak ganske tæt. Således drattede en af dem også i havnen. Han blev reddet. Men redningsmanden døde senere af lungebetændelse.
En kongelige jagthytte
Herude i Nordvest ude ved Utterslev blev der indrettet en jagthytte, andre kaldte det et horehus til Christian den Syvende. Man havde bygget det til ham, at han og Støvlet Cathrine havde ramponeret Blågården. Ja stedet blev senere indrettet til værtshus bl.a, hed det en overgang Schweitzerhuset.
Tre slags kvaliteter
Der var dengang i 1621 tre typer øl
Der blev ansat ”vragere”, der skulle sætte cirkler som tegn på, om øllet var godt og prøvet. Den mindre gode fik kun en cirkel eller slet ingen.
Øl er sundere end drikkevand
Nu skal det dertil siges, at det var sundere at drikke øl end vand. Drikkevandet kom bl.a. fra Ladegårdsåen og Søerne. Begge steder brugte man som losseplads.
Der var masser af gæstgiverier i København og der lå et værtshus på hver gadehjørne.
Nørrebros første værtshus
I 1662 kom det første officielle værtshus på Nørrebro. Det var Johan Merhoff, der fik ret til at oprette en ølbod ved Peblingesøen. Også ved Tagens Hus på Nørrebro var der et traktørsted. Det var lige der, hvor man skød efter papegøjen. Så fulgte ellers Gabels Gård, Store Ravnsborg og ved 8. blegdam lå også et mere uofficiel værtshus.
140 bryggerier i København
Christian den Fjerde drev selv et ølbryggeri, Kongens Bryghus. Han havde privilegium til at levere til hoffet og flåden. Tænk engang i 1687 var der 140 bryggerier i hovedstaden. De lå som perler på snor på Nørregade.
En filosof med den rigtige mening
Inde på Indre Nørrebro boede der en læge og filosof. Han havde mange mærkelige ideer, bl.a. mente han at rødhårede ikke skulle have adgang på kirkegården. Han advarede også mod te, kaffe og krydderier. Men han mente, at det var sundt, at dejse omkuld i en brandert. Så faldt man med ære:
For at ære hans minde oprettede man lang tid efter en cafe – Todes Café.
Øl til skoleelever
Det var ikke unormalt, at middelklassen dengang havde to øltønder installeret derhjemme. En med god øl og en med skillingsøl. En potte kostede normalt en skilling. Det gode øl kostede tre skilling pr. potte.
Og tænk engang. Nyboders skoledrenge fik to gange om året – til kongens og til dronningens fødselsdag lov til et få et tinkrus med den gode øl til risengrød og oksesteg. Og vel at mærke så var øllet – ”til fri afbenyttelse”
Ølhandlerforeningen
Den store omvæltning i kvaliteten kom det først, da brygger Jacobsen indførte brygning af bajersk øl. Dette havde en god afsætning. I sin mors vaskekeddel bryggede han sit første bajerske øl.
Ølhandlerforeningen byggede en flot stiftelsesejendom i Elmegade 6. Den 20. marts 1887 blev grundstenen lagt. Og tænk brygger Jacobsen skænkede 5.000 kr. til projektet.
De snød på Lygten kro
Et meget berømt sted var i mange år Lygten Kro. Her stoppede bønderne op på vej ind til byen. Og når de var på vej hjem efter en godhandelsdag. Der var to forskellige stuer i hver sin kvalitet. I den flotte stue var øllene dobbelt så dyre end i den dårlige stue. Men øllen var den samme.
Lokale bryggerier
På Aldersro Bryggeri havde de meget gode dage, når Borgervæbningen holdt deres øvelser på Fælleden. Der blev hentet masser af bajersk øl derover fra. Man sagde, at så mangen en tapper soldat er faldet i den dybe grav, der var på Blegdamsvej dengang.
Blandt andre bryggerier i området dengang kan nævnes:
Syndens springvand
På Blågårds Plads tale man efter at Heegaards Fabrik var jævnet med jorden, at der skulle opstilles et springvand. Det skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde. Tøndernes indhold skulle så plaske i en kumme. Tilhængerne var begejstrede. De mente at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.
Men afholdsforeningerne på Nørrebro, og dem var der et par stykker af mente, at det var vulgært. De argumenterede i den grad imod.
Mange måder at tiltrække kunder
Jo der var mange måde at tiltrække gæster på. På Lille Ravnsborg var der en pige, der dansede på billardbordet. Det var skam ingen mindre end den senere nok så berømte Johanne Louise Heiberg.
Og en restauratør i Blågårdsgade havde adopteret en plejedatter. Da hun kom i den rigtige alder, manglede der ikke noget nogen steder. Hun blev i den grad et trækplaster. Mændene stod i kø for at få et glimt af hende. Og hun fik mange frække tilbud. Angelica blev senere kendt som ”Grevinden af Bagsværd”.
Det drak de
Der var masser af klunsere både på Nørrebro og i Nordvest. De drak bl.a. ”Døden fra Lübeck”. Man tager en tom flaske. Så tager man og hælder en halv flaske hvidtøl og så en rød sodavand. Resten fyldes med sprit.
Lersø-bøllerne havde sandelig også deres stamværtshus. Den lå på Brønshøjvej bag ved Stefans kirken. Og stedet hed Lampekælderen. Og det som de drak var et sæt bestående af en flaske brændevin og en skibsøl. De sluttede så af med et sæt bestående af skummet mælk og en snaps.
Kun tre Pilsner
Man kan jo ikke fortælle hele historien på 30 – 40 min, som jeg har fået til rådighed. Hvis vi når det skal vi en tur gennem de hyggelige steder på Nørrebro. Men tænk engang på en af kultstederne, Himmeriget på Åbolevard, kan du kun vælge mellem tre slags pilsner. Er det fordi at ølfolket elsker crazy øl?
Den almindelige Pilsner bliver trynet
Den almindelige Pilsner bliver i den grad trynet. Man kan vel stadig få Budweiser, Heineken, Corona, Tuborg og Carlsberg? Man skal nok ikke belære øllets folk, om at Pilsneren er først og fremmest maltens og humlens øl. Det var tyskerne og tjekkerne, der opfandt den i 1842. Men den er langt fra kedelig og uinteressant.
Den populære modsætning er India Pale ale (IPA). Dertil kommer stout, syrlig øl og fadlagrede øl, modnet på træ, IPA er det perfekte våben mod den gamle øl, pilsneren. Med dens kraftige smag, den har en vildere og vildere bitterhed og tusind andre ting fjerner den mere og mere fra almindelig øl.
Ølrevolutionen startede for 40 år siden.
Humle har mere end nogen styret ølrevolutionen, siden den begyndte i USA for 40 år siden. I Danmark startede det ført for 20 år siden. Humle er øllets krydderi og gør øl aromisk og bittert.
Den danske revolution begyndte i 1998, hvor Danske ølentusiaster blev stiftet af 22 utilfredse mennesker, der rejste til udlandet og drak vidunderlig øl, som de aldrig kunne få herhjemme. Nu er de 8.600. Dengang var der måske ti bryggerier i Danmark og de lavede stort set den samme øl.
Da Mikkeler åbnede den første ølbar i Victoriagade lød der: I hate Carlsberg
Pilsneren blev skænket i den tjekkiske by Pilsen om aftenen den 11. november 1842. Folk var målløse over dens klarhed og dejlige smag. De blev ikke engang syge af den. Før var øl mørk og grumset. Borgerne var frustreret og rasende over den svingende kvalitet.
I år 2000 fandt vi med Jacobsen ud af, øl godt måtte koste penge.
Den såkaldte nørde – øl får efterhånden større og større markedsandele. Efterhånden har de 12 pct. af markedet. Gode råvare, respekt for håndværket og øllets egen proces er vigtig.
Hancock bruger for eksempel kun den fineste og dyreste humle, der hedder Saaz. De bruger undergær, selv om flere og flere bryggeriet anvender overgær
Det er også blevet en mode at gære og lagre ved høj temperatur for at speede processen op eller fremstille en stærk øl og så fortynde den med vand til den ønskede styrke. Men andre bryggerier fastholder gæringsprocessen ved lav temperatur.
De fleste pilsnere holder sig inden for en alkoholstyrke på 4,6 pct. og dermed den lavere alkoholafgift.
Bryggeriet Stjernen
De kooperative virksomheder blomstrede i området. De mest berømte er vel Mejeriet Enigheden på Lygten og Arbejdernes Fællesbageri. Men arbejdernes bryggeri – Stjernen på Frederiksberg skal vi ikke glemme. Det havde forbindelser til et bryggeri i Stefansgade.
De første penge kom fra Arbejdernes Fællesbageri på Nørrebro. Men også bryggeriarbejderne støttede virksomheden. Tanken var, at skulle arbejderen have en øl eller to, kunne man lige så godt drikke øl, der var brygget af arbejderne selv.
Hafnia på Stefansgade lavede hvidtøl til Stjernen helt ind til 1933.
I 1916 var der 35 bryggerier i Danmark. Man måtte ikke brygge med en alkoholprocent over 3. Ja allerede i 1895 var der oprettet et bryggeri, der hed Stefan.
Godt nok var arbejdere tørstige, men det var ikke øl fra Stjernen, som de drak. Efter Anden verdenskrig var andelen kun 10 pct. I starten af 1960’erne var andelen helt nede på 2 pct.
Dengang var værtshusene – dagligstuen
Jo de gule eller brune værtshuse er ved at forsvinde. Det gør de også på Nørrebro og i Nordvest. Det upolerede og det skæve forsvinder. Specielt på Nørrebro var der mange af disse. Egentlig er det en tidslomme og et dansk stykke kulturarv, der er ved at forsvinde. Man kan næsten fornemme den særlige lugt af tobaksrøg og pissoir-kugler.
I gammel tid boede man i brokvarterne i bittesmå lejligheder. Værtshusene blev også brugt som en form for dagligstue. Dengang kom de ældre ned og fik et kop kaffe. Værtshusenes styrke var at man blander sig i hinandens liv og taler på kryds og tværs.
Med brokvarternes forandring til mere trendy og dyre bydele er fulgt udfordringer for byens bodegaer, hvor smørrebrødet for længst er forsvundet. Det er også begrænset, hvor mange der benytter sig af tilbuddet om vådt til ganen midt på dagen.
Her kan man søge trøst
Det er lidt nus over i hjørnerne, men det gør det mere intimt sammenlignet med cafeer, som er meget rene og pæne. På værtshuse slapper man mere af.
Man kunne altid komme på sit stamværtshus selv om livet var ved at ramle sammen. Her kan de søge trøst og få noget samvær eller møde deres venner.
På Heimdal står stadig en telefonboks. Gad vide om den virker.
Spytbakker på Det Rene Glas
På Det Rene Glas stod der sidst, jag var forbi spytbakker over i hjørnet. Engang var der sand på gulvet. Og egentlig hedder stedet dette, fordi man oprindelig fik skyllet glasset, hver gang man skulle have tanket op.
Værtshuset går tilbage til 1891, hvor murstensbygningen blev opført. Nogle tunger påstår, at her lå et værtshus inden bygningen blev opført.
Nazistiske håndlangere smadrede lokalerne den 20. april 1945 – på Hitlers fødselsdag. Og ført i 1969 fik kvinder adgang til ”Det Rene Glas”.
Nogle på øl, andre på det, der er værre
Esrom bar har ikke mere åben om eftermiddagen. Dartskiverne er også forsvundet. Der er endnu spillemaskiner i nogle af værtshusene. Og musikboksen er der også nogle steder.
På Cafe Runddelen er der endnu livemusik. Utrolig hvor lidt en Humle – fadøl koster. Men her kan du ikke rigtig holde møder. Musikken er for høj, men ellers er her næsten altid god stemning. Her er lidt snusket, men det passer til stedet.
Nogle er på øl, andre er på det, der er værre.
Under besættelsen, ville en række tyske soldater ind og have en øl. Men det blev meddelt, at der var udsolgt. Man var lidt bange for reaktionen. Men de tyske soldater gik, sikkert hen til et sted, hvor man ikke var lige så modig eller letsindig, om man vil.
Så kan jeg bare drikke dem selv
Hos Cafe Viking er der meget hyggelig. Og Jane har gjort det, at hun har hjemkøbt ca. 200 forskellige special – øl.
Stedet åbnede i 1924 som kaffebar. Men i 1964 blev der lavet om til værtshus. Ja Jane er nok Danmarks mest kendte bartender. I 2012 gik fanden løs i Ægirsgade. Man afpressede Jane, baldrede hendes ruder og malede graffiti på murerne. Men hun lod sig ikke afpresse.
Jo her er grønne fletlamper, brune borde, brune stole og brun hoveddør. En rigtig brun bodega. Og selvfølgelig er det også her et billardbord.
Dengang kom håndværkere og drak morgenkaffe og fyraftensbajere. Det gør de ikke i dag. Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen.
Danmarks første striptease – danser
På Karusellen kan du få Guiness på fad. Det er det nu ikke så mange steder, som du kan. Og lille Peter er vel hundrede år – en sporvognslang bodega med symaskiner og en udstoppet elg. Her var Moster Inge stamkunde. Hun var Danmarks første streaptease danser og optrådte bl.a. på Moulin Rouge. Hun havde temperament, så fyrene skulle ikke komme for tæt på.
Nørre Bodega er fra 1945 med masser af billige fadbamser og dengang masser af røg.
Man møder spændende mennesker
I min værtshuskarriere er jeg i min voksne tid to gange blevet bedt om, at forlade værtshuset. Det var jeg nu ikke ene om. Vi sang begge gange skønsang. Den ene gang var det Oldies, den anden gang var det tyske slagere. Det lød godt, men åbenbart ikke for alle.
Man møder mange spændende mennesker på værtshusene. En af de mest spændende var Anne Braad, præst ved Stefanskirken, der kom her sammen med hendes hund. Om det var på Stefanshus eller Lille Peter, kan jeg ikke huske mere.
Ølbarene vinder frem
De almindelige værtshuse er truet af byfornyelse og beboersammenhæng. Nu er den kolde øl, snapsen og raflebægeret skiftet ud med en Cappuccino og et spil backgammon. Kaffebarer, vinbarer og specielle ølbarer, der serverer specialøl fra mikrobyggerierne vinder i den grad frem.
Far kom ikke altid hjem med lønnen
Værtshusene har også rummet tragedier, når folk gik i hundene og drak lønnen op. Fabrikkerne ejede selv værtshuse, hvor lønnen blev udbetalt. Så fik de udgifterne hjem igen. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen.
Drikfældigheden var stor. Der var masser af smugkroer. Den mest kendte var nok den, der lå på Kapelvej 7A. Det var hos barbermaleren. Egentlig var der barbersalon, men så mangen glas øl er serveret her.
Døgnkiosker sælger øl hele natten
Tænk engang i 1965 var der endnu 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Her var berømte steder som Zigøjnerhallen, Zillertal, Danas Have, Heidelberg, Tyroler-Kroen, Resi og alle de andre.
Mange af de gule brune værtshuse har mistet deres morgenbevilling, ja så er det lige det med rygeloven. Og så er det et stigende antal klager over støj og larm. Et problem er måske også, at døgnkiosker må sælge bajere hele døgnet.
Engang kunne man købe en parisertoast
Se dernede i Sønderjylland er det almindeligt mange steder, at man kan købe solæg til sin øl. Men engang kunne man på værtshusene på Nørrebro og Nordvest købe oversaltede peanuts, et hårdkogt æg, gratis saltstænger, et stykke med medister og kartoffelsalat og lune baconchips. Eller to stykker sprødristet hvidt brød med smør og sennep og så ellers skinke. Jo det er parisertoasten, der også forsvinder fra værtshusene.
Værtshusene lukker på stribe
Byens beværtninger dør sammen med deres kunder. På ti år er antallet af byens bodega er mere end halveret. Folk og specielt de unge vælger det traditionelle værtshus fra, når de skal have en øl eller et glas vin.
I 1992 var der ifølge Danmarks Statistik 571 traditionelle værtshuse i Københavns Kommune. Ti år efter var der 278 tilbage.
Mange københavnere mister et fast mødested, hvor de kender stamgæsterne, har deres faste stol og bodegamutter stiller den rigtige øl på bardisken, inden de har bestilt.
Men der er dog stadig kunder til de gamle værtshuse, fordi man kan komme her uden make up og modetøj. Folk har siddet på den samme stol i en menneskelader. Fællesskabet er stærkt på de fleste værtshuse. Man bliver ikke sådan uden videre lukket ind i dette fællessskab.
Nu skal man dog passe på, at overdramatisere det. Her er også gennem tiden blevet drukket tæt. Nørrebro og Nordvest har oplevet mange lidelser og skæbner på værtshusene. Så mange fædre har drukket hele lønnen op. Lille Alfred har måtte ekstra tidlig op for at tjene ekstra penge til familien.
Måske er der for mange øl-barer m.m.?
Mange er glade for den nye udvikling med en ny slags virksomheder, der erstatter de gamle. Folk køber mere og mere og mere på nettet. Inden for et år har danskerne købt for 7 milliarder kroner mere. Boghandleren og isenkræmmeren lukker. Ølbaren, restauranten og fastfood – restauranten er opstået i stedet for.
På blot fire år er omsætningen i restaurant-branchen vokset med 25 pct. Samtidig er indtjeningen pr. ansat faldet med 34, 2 pct. På få år er der kommet 1.400 nye restauranter til, så det nu er 17.500 i Danmark. Og det kommer til at kollapse.
I 2018 steg mængden af konkurser i restaurationsbranchen med 92 pct. – så tallet ifølge Børsen lå på 501. Allerede i år er vi nået op på 372 konkurser.
Der vil komme et udskillelsesløb i branchen, og det ville blive ret voldsomt.
De gode år trækker mange nye aktører ind i branchen. Dette gør at flere og flere har svært ved at tjene penge. Det er en tendens, der skinner mere og mere igennem.
Aldrig har en øl smagt bedre.
Men aldrig har en øl smagt bedre end den gør nu. Antallet at mikrobryggerier er eksploderet. Hermed skal undertegnede ønsker hel og lykke med ølfestivallen, et kærkommet tiltag. Og nu glæder jeg mig til at smage et par stykker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 10, 2019
Max Valentiner – en u – bådskaptajn fra Tønder
Han var født i Tønder. Faderen blev sognepræst i Sønderborg. Max redede skibsdreng fra at drukne. Han blev forfremmet. Så redder han 31 mand fra en sunket u – båd. En mission mislykkedes. Valentiner skulle stå skoleret. Passagerskibe blev sænket. Bombningen var et brud på krigens love. U 157 var en langsom men godt bevæbnet u – båd. Ja oprindelig var det en handels – ubåd. Det lykkedes ikke at skære telegrafkabel over. Et blodigt slag. De skibbrudne ankom splitternøgen til en spansk koloni. Skulle der jages en torpedo i lazaret – skibet? Et dansk skib sænkes. Norsk kaptajn ville med u – båden. En tapper Sanktbernhardshund. Han var den mest succesrige u – båds kommandant. Han stod for nedsænkningen af 142 skibe. Beskyldt for at være krigsforbryder. Måtte mere eller mindre frivillig aflevere æresbevis. Han fik administrative jobs i Marinen. Og så døde han af en lungesygdom. Ja og æresbeviset fra Sønderborg fandt man i 2001.
Faderen blev sognepræst i Sønderborg
Alle steder står det at Max var født i Tønder. Og det var Sønderborg, der gav ham æresborgerskab. Men den gav han dog afkald på, da der efter 1920 kom kritik af det, hvad han egentlig havde gjort.
Han var den ældste søn af diakonen Otto Friedrich Valentiner og dennes hustru, Mathilde Julie Olde. Der var også to yngre søstre og en bror Otto, som faldt i krigen om bord på UC 79.
Faderen var i mange år sognepræst og provst i Sønderborg. I 1890 var familien flyttet til Ketting. Efter to år her fik faderen job i Sønderborg.
Redede en skibsdreng fra at drukne
Sin skoletid tilbragte Max i Ketting og Augustenborg. I Sønderborg tog han sin eksamen. Den 1. april 1902 mødte Max op som søkadet på skole – sejlskibet Moltke i den kejserlige marine.
Under grunduddannelsen redede han den 15. august 1902 ud for Swinemünde en skibsdreng fra at drukne. I 1903 sluttede han med succes sin uddannelse på Hansa.
Forfremmet
Den 29. september 1905 blev han udnævnt som Løjtnant. Han kom på linjeskibet Braunschweig. Et år efter blev han forfremmet til Overløjtnant. Fra 1908 til 1910 var han kompagnichef i 1. matros-artilleri-afdeling i Kiel.
Redder 31 personer fra en sunken u – båd
I 1911 blev han redder-officer på specialskibet Vulkan. Han var samtidig ansvarlig for U – båds-forsvars-kommandoen i Kiel. Som redningsofficer styrer han redningen af 28 besætningsmedlemmer og 3 gæster, der er indespærret i torpedokammeret i SM – U 003.
På grund af en betjeningsfejl opdages ikke under en dykning, at den agter udluftningsventil ikke var lukket. Derved fyldes den bagerste del af ubåden med vand. Bagenden rammer havbunden på 14 meters dybde.
Et kun 45 cm rund torpedorør bliver hejst ned i torpedorummet, hvor det meste af besætningen havde samlet sig. Besætningen var ilde tilredt, da luften i torpedorummet var forgiftet af klordampe på grund af de bagerste akkumulatorer var blevet oversvømmet af det salte havvand. Blandingen af akkumulatorsyre og havvand udviklede klorgas, som dannede vand i besætningens lunger. Dette kunne i denne alvorlige situation medføre druknedøden. Klorgas angreb også øjne og næsesvælget.
Det lykkedes for Max Valentiner at redde hele besætningen, der befandt sig i ubådens skrog. Kaptajnen, styrmanden og rorgængeren, der befandt sig i tårnet kunne ikke reddes.
En mission, der ikke lykkedes
Den 22. marts 1914 blev han forfremmet til kaptajnløjtnant. Ni dage senere blev han lærer på U – båds-skolen i Kiel. Denne stilling havde han til udbruddet af Første verdenskrig.
Hans første opgave var det med U 3 at sænke russiske krigsskibe i Østersøen. Men operationen mislykkedes. Derefter blev han beordret til Kiel, hvor han over for Storadmiralen for den Kejserlige Marine, Prins Heinrich af Preussen skulle forklare problemerne ved operationen.
Passagerskibe blev sænket
Nu blev han kommandant på den nye u – båd, U 38. Til slutningen af marts 1915 blev nogle problemer på dieselmotoren ordnet og reparationer blev også foretaget. Ind imellem dette foretog Valentiner nogle togter til den britiske østkyst.
Fra den 20. oktober til den 11. november 1915 sejlede U 38 i Middelhavet. Her blev i alt 14 skibe sænket. Den 8. november 1915 sænkede U 38 det italienske passagerskib Anconna. Derved mistede 200 mennesker livet.
Den 30. december 1915 blev uden advarsel Persia sænket ved Kreta. Her omkom 343 mennesker.
Bombningen var et brud på krigens love
Bombningen af disse to passagerskibe vakte international opsigt. Et stort antal amerikanske borgere omkom. Man påstod, at det var derfor USA gik ind i krigen. Men det passer nu ikke helt.
Selv om Tyskland havde erklæret uindskrænket u – bådskrig, blev disse torpederinger anset for brud på krigens love og sædvaner.
Æresborger i Sønderborg
Den 5. januar 1917 bliver Max Valentiner gjort til æresborger i Sønderborg. Dette æresbevis afleverede han igen efter 1920.
U 157 var oprindelig en handels – ubåd
Den 15. september 1917 forlod Valentiner U 38 i Cattaro og overtog den 22. september i Kiel kommandoen over den U – krydser U 157. Dette varede til 20. juli 1918.
U 157 var oprindeligt bestemt for at sejle som handels – ubåd og var bygget derefter. Båden skulle oprindelig være sejlet til USA og have været døbt U – Bayern. De Forenede Staters krigserklæring gjorde en ende på disse planer. Handelsbåden blev ombygget til en krigs – ubåd.
Det var en ren kolos på 2.000 tons. Den var overordentligt luksuriøst indrettet. Kaptajnen havde ikke sådan et hul, som der var U 38. Der var officersmesse ”med alt tilbehør” Mandskabet sov også menneskeværdigt. Valentiner kaldte bevæbningen for ”fantastisk”. Bemandingen var 8 officerer, 78 mand.
Et meget langsom skib
Men for at spare på vægten udstyrede man skibet med lette maskiner. De kunne – i gunstig vejr – nå 10 sømil i timen. Ved søgang var det 4 til 6 sømil. I storm kunne man overhovedet ikke sejle mod søgangen.
Men selv om maskinkraften skuffede Valentiner, så var han ovenud begejstret for bevæbningen. Kanonerne skød præcist på 16.500 meter og havde en høj skudhastighed.
Valentiner foretog den længste tur for en u – båd under Første Verdenskrig. Den varede fra 27. november 1917 til 15. april 1918. Det var i alt 139 dage. Og i den tid sænkede Valentiner med sin u – båd 7 skibe.
Det lykkedes ikke at skære telegrafkablet over
Den 26. december 1917 sænkede U – 157 ved Azorerne det portugisiske sejlskib Lidia. Det var på vej fra New Orleans til Porto. I dagene før sænkningen havde man forsøgt at gennemføre en særlig mission. Man forsøgte at overskære telegrafkablet der førte til England og Europa. Men aktionen mislykkedes til stor fortrydelse for en officer med højere rang end Valentiner. To andre u – både blev senere sendt til området for at udføre opgaven. Også deres aktion mislykkedes.
Et blodigt slag
Den 7. januar 1918 bordede og sank U – 157 det franske troppetransportskib Qued Sebou.
Det sejlede mod syd og var bestemt meget hurtigere end Valentiners båd. Samtidig var Afrika i sigte. Skibet var begyndt at skyde mod Valentiners båd. Han skød fremragende. Valentiner ville ikke opgive. Mandskabet trængte til forråd.
Nu rammer Valentiner. Og samtidig befaler han hurtigdykning. På damperen bliver det hvide flag hejst. Men åbenbart er også Valentiner såret. Han er oversprøjtet med blod fra top til tå.
4.000 meter fra den afrikanske kyst ser han nu i kikkerten, at den franske damper sætter to fyldte både i vandet. Han befaler nu to granater mod skibet, men opdager, at damperen er fuld af mennesker. Fra 1.000 meters afstand ser han nu at den ene kanon på damperen er ved at blive bemandet.
Damperen ser frygtelig ud, den er sønderflænget af granater. Valentiner sætter to både i vandet, en med sanitetspersonale og en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet.
På landjorden er søfolkene blevet omringet af beduiner. De sårede blev læsset i en flåde. Og ellers indkasserede Valentiner ved denne lejlighed 16 tons proviant.
De skibbrudne ankom splitternøgen til en spansk koloni
Senere kunne det læses i aviserne, at de skibbrudne ikke var slået ihjel, men at de blev fuldstændig udplyndret af beduinerne. Nogle dage senere ankom de splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro.
Midt i det hele råbte nogle af Valentiners folk ”Vi har fundet vinlageret”. Men glæden varede kort. For pludselig lød det ”Lys i sigte”. Det var uden tvivl hjælpekrydseren. Nu lod befalingen: ”Alle mand om bord”. Torpedoer blev gjort klar til affyring. For U – 157 lød tabet på tre døde og ti sårede. Et overdøvende brag hørtes. Det sprængpatronerne der gjorde ende på det franske troppetransportskib.
Skulle der jages en torpedo i et lazaretskib?
Ud for Afrikas kyst dukkede den 26. februar 1918 en lazaretdamper op. Et mægtigt skib på 200.000 tons med to master og to skorstene. Det passerede Valentiner i en afstand af kun 500 meter. Men fra hvilken krigsskueplads kom denne båd? Skulle han jage en torpedo ind i skibet?
Et dansk skib sænkes
Den 10. januar 1918 sænkede U – 157 den danske damper Hulda Mærsk. Besætningen var blevet bedt om at gå om bord i en spansk fiskeskonnert ”Pepita”, som lå i nærheden. En masse proviant var blevet læsset over i u – båden.
Da besætningen var kommet et stykke bort fra ”Hulda Mærsk” hørtes eksplosioner. Valentiner nævner ikke selv sænkningen af det danske skib i sine erindringer.
Norsk kaptajn ville med u – båden
Den 11. januar 1918 kaprede U – 157 under Max Valetiner den norske damper D/S Norefos. Den var blevet brugt som slæbebåd og forsyningsskib. Men den 1. marts kunne ikke længere bruge damperen.
Den norske kaptajn var stadig ved godt mod. Han havde en smuk motorbåd og tog sine redningsbåde på slæb. Han skulle kun sejle få mil til Dakar. ”Kan De ikke bruge mig på Deres båd”, sagde han spøgefuldt.
En tapper Sanktbernhardshund
Den 17. februar 1918 blev det portugisiske skib, Estrella Da Bissao. Det var en stor tremaster med vidunderlige gaffelsejl af snehvidt bomuld. Besætningen flygtede i redningsbådene, da ubåden nærmede sig. Valentiners folk lagde til med deres jolle og ville klatre op på dækket. Men da sprang en kæmpe Sanktbernhardshund larmende imod dem gøede og bed. Den ville ikke lade nogen komme om bord. Folkene forsøgte at slå den ned med årene, men hunden var hurtig og veg uden om. Ingen kunne ramme den. Jollen måtte returnere efter en pistol. Valentiner bad dem om at skåne den tapre hund. Men det var ikke noget at gøre.
Sejlskibet havde bomuld og kobber om bord, en værdifuld ladning. Men det var levnedsmidler som besætningen havde brug for. Men der var to svin om bord. Det var naturligvis også et fint bytte. Men da en mand i mørket greb ned i svinestien, skreg han også. Svinene forsvarede også skibet til de blev knaldet ned.
Varselsskud havde ikke ramt
Den 18. marts 1918 opbragte U – 157 den spanske damper Infanta Isabel de Borbon. Man ville bare give den advarselsskud, men man var kommet til at ramme den. Ja det troede Valentiner. Men det var damperen, der lukkede damp ud.
Over radioen forlangte Valentiner, at de kom med skibets papirer. De satte straks en stor robåd i vandet, som sejlede mod U – 157. Alle passagerer blev undersøgt.
Den mest succesrige kommandant – sank 142 skibe
I 1918 blev han beordret tilbage til marineskolen i Kiel som underviser. Under krigen sænkede Valentiner på u – både i alt 142 skibe. Dermed er han en af de mest succesrige U – bådskommandanter i søkrigs-historien.
Beskyldt for at være krigsforbryder
Efter Første Verdenskrigs afslutning blev Valentiner anklaget af sejrherrerne, Frankrig, England og Italien. De betragtede ham som krigsforbryder. Han flygtede til Berlin. Her fik han en ny identitet. Som Karl Schmidt rejste han til Østpreussen, hvor han boede et stykke tid.
Valentiner var blevet anklaget for ”grusom og umenneskelig behandling af besætninger” i femten forskellige hændelser med franske, britiske og italienske skibe. De allierede forlangte at få alle krigsforbrydere udleveret, men de fleste blot resigneret roligt og forsvandt i et stykke tid, herunder Valentiner.
Efter at Versailles fredstraktaten var underskrevet og trådt i kraft vendte han tilbage til Kiel. Han blev her forfremmet til korvette – kaptajn.
Måtte mere eller mindre frivillig aflevere sin æresbevisning
Da Valentiner mere eller mindre frivillig fik frataget sit æresbevis, skrev Valentiner den 31. august 1920 til Byrådet i Sønderborg:
Valentiner grundlage et firma i Kiel som handlede med maskiner og enkeltdele. Senere blev han redder.
Administrative jobs i Marinen
Fra 1. september 1934 fik han sin gamle tjenestegrad tilbage. Han blev i første omgang ansat i marineamtet i ”Reichswehrministerium” fra 1. juni 1935 blev han anvendt i den statistiske afdeling i marinens overkommando.
I januar 1940 overtog Valentiner et job i U – båds-kommissionen i Kiel – Danzig. Dette job havde han til marts 1945. I januar 1941 var han blevet udnævnt som kaptajn. Den 31. marts 1945 blev han fyret fra Krigsmarinen.
Døde af lungesygdom
Max Valentiner døde den 19. juli 1949 på Sønderborg Sygehus af en lungesygdom grundet indtagelse af giftige dampe fra maskinerne på de første ubåde. Han er begravet på kirkegården i Sønderborg.
Han modtog en række udmærkelser.
Man fandt æresbeviset
Det meste af familien udvandrede til Sydamerika. De overlod huset til en forvalter. Denne opdagede i 2001, da huset nu helt skulle rømmes, æresbeviset. Efter at have været på Rådhuset kom det på Sønderborg Slot. Nu kan det ses i Det tyske Museum.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 10, 2019
At grave i Historien
Der må sidde nogen, derude, der kender den fulde historie om Asmus Jensen. To år efter vores bogudgivelse, sidder vi men mærkelig fornemmelse. Københavnerne måtte ikke høre om historieforfalskning i Grænselandet. Pludselig blev vores hovedperson interessant. De to, der påtog sig skylden fik topposter. Historikere mener, at familien konstruerede historien. Vi er blevet beskyldt for løgn, opspind og udokumenterede påstande. Nu er arkiverne lukket for videre adgang. Forhåbentlig ligger dokumenterne, vi har fundet stadig i Padborg. Vi anmeldte mordet til Politiet. Der var masser af manipulerede rapporter. Ligsynsrapporten var ikke manipuleret. Hvorfor skulle Asmus Jensen likvideres? Hvorfor var der andre der påtog sig skylden? Pludselig anerkendte man ordet ”drab”. Hvorfor skulle mordsagen henligges så tidlig? Og hvorfor fik politiet så så sent dette at vide? Vi skal også kigge på en bekymret politimester. Bør datteren ikke have en afklaring? Dette nåede hendes mor ikke at få.
Lukket for arkiverne
Her to år efter vores bogudgivelse ”Grænsen er overskredet” sidder man med en lidt mærkelig fornemmelse. Bogen handlede om mordet på Asmus Jensen i Padborg. Vi arbejdede sammen med datteren og hans kone for at finde frem til sandheden.
Og min medarbejder Kurt gjorde et utrætteligt stykke arbejde i at opsøge arkiver og folk, der oplevede ting og sager dengang. Vi blev nægtet arkivadgang i første omgang. Og først efter en klage, fik vi indsigt. Men det var en kort frist, for så var det ellers lukket for det varme vand.
Københavnerne ville ikke høre om historieforfalskning i grænselandet
Flensborg Avis og Jyske/vestkysten i Tønder omtalte bogen flot. Ja det gjorde Der Nordschleswiger sandelig også. Men københavner – aviserne mente ikke, at københavnerne var interesseret i historieforfalskning i grænselandet.
Og lokalt afviste man nærmest bogen som noget makværk. I Padborg vidste man udmærket, hvad der var forgået, men de fleste vil i dag ikke omtale sagen som et mord. De tror på den officielle forklaring med, at Asmus Jensen flygtede over grænsen til Tyskland.
En lokal avis gav udtryk for, at de gerne ville omtale vores bog, men virkeligheden så anderledes ud. En anden avis orkede ikke at få oplysninger hos en anden afdeling af samme avis.
Pludselig blev vores hovedperson interessant
Pludselig blev der holdt foredrag om vores hovedperson og i Sønderjyske Årbøger kom en udmærket artikel om Asmus Jensen. Man stillede dog knap så mange spørgsmål, som vi gjorde.
Trods dette har vi fra flere ældre fået at vide, at vores historie er rigtig.
Et nyhedsmedie var meget interesseret i vores arbejde, men det var som om, at de kun ville modtage og ikke yde.
De to, der påtog sig skylden fik topstillinger
Den officielle historie med at Asmus Jensen skulle være flygtet over grænsen er også gengivet i diverse historiebøger, der udkom efter besættelsestiden.
Vi har henvendt os til Den Danske Brigade og spurgt om, hvorfor de skrev falske rapporter og løg omkring, at de skulle have skudt Asmus Jensen under flugt. De to, der påtog sig skylden fik senere topposter i Nato. Den Danske Brigade ønsker ikke længere at tale med os.
Historikere mente, at Familien konstruerede historien
Historikere har ment, at det som familien til Asmus Jensen har fortalt os er konstrueret og ikke kan bruges til noget. Vi gav datteren et andet navn for at hun ikke skulle lide overlast. Det kan undre, at familien i alle de år er blevet fyldt med løgn fra myndighedernes side.
Man har tænkt på at beskytte gerningsmændene men så sandelig ikke ofrene.
Dokumenter kan ses på lokalarkiv
Vi vil henvise læserne til de andre artikler omkring Asmus Jensen og vores bog. Vi vil i denne artikel kaste os over tre dokumenter, som vi synes er væsentlig. På Lokalhistorisk Arkiv i Bov Kommune har vi afleveret en del af de dokumenter, som vi nåede at samle sammen. Det var tydeligt at mærke her, at vi havde fat i en ”varm sag”
Vi anmeldte mordet til Politiet
I forbindelse med vores arbejde stødte vi på en række mystiske dødsfald. Og vi har selvfølgelig anmeldt mordet på Asmus Jensen til politiet i Aabenraa. En time efter blev der ringet tilbage, at sagen er lukket. Og det selv om, at vi har fundet nye dokumenter, der viser, at noget er rovruskende galt.
Der skete selvfølgelig en politimæssig efterforskning, men den var basseret på Den Danske Brigades fejlagtige rapport. Og det vidste politiet udmærket. I selve likvideringen af Asmus Jensen var der også betjente til stede.
Justitsministeriet var indblandet
Det er også tydeligt at Justitsministeriet var indblandet. Willy Jensen fik sin udvisning udskudt flere gange. Den lokale politimester ville bare ikke fortælle ham det. Således ligger vi inde med et dokument, der fortæller, at hele familien skulle stille på i Fitting lejren. Derfra skulle de så udvises. Men så vidt kom det aldrig.
Willy Jensen brugte sin viden om Asmus Jensen til at få udskudt sin udvisning. Han truede med at afsløre det hele offentligt.
En kort overgang i Kollund Østerskov
Vi har i vores efterforskning også fundet ud af, at Asmus Jensen arbejdede en kort periode som gartner i de to villaer i Kollund Østerskov, hvor Werner Best havde sit tilholdssted. Det blev senere overtaget af engelsk og dansk efterretningsvirksomhed.
Flere gange har diverse medier forsøgt, at finde en forklaring. Og som det senere kan læses i dette indlæg, så blev den lokale politimester også nervøs for afsløringerne.
Vi kiggede også i kirkebøger
Ja egentlig var det Feltpolitidetachementet, som blev oprettet i Sverige i 1944, som udarbejdede den uheldige rapport og som skød Asmus Jensen under flugt, påstod de.
Deres opgave var egentlig at bistå de britiske myndigheder med at opspore krigsforbrydere og danskere, der havde været i tysk tjeneste.
Vi har som vi skriver i bogen opdaget, at man har forsøgt at skjule spor for eftertiden. Men man har glemt at rette i diverse kirkebøger.
Ligsynsrapporten er ikke manipuleret
Men man har så ikke taget i agt, at Politiet fra Kolding ikke lod sig manipulere i deres ligsynsrapport. De konstaterer, at Asmus Jensen blev skudt på kort afstand i nakken.
Vi har også været ude at kigge på det sted, hvor de navngivne personer skulle have skudt Asmus Jensen under sin flugt. Det har slet ikke kunnet lade sig gøre på grund af diverse hegn, træer m.m., selv om det er gået så mange år.
Hvorfor skulle han likvideres?
Vi har også konstateret, at Feltpolitidetachementet ikke havde Asmus Jensen på deres eftersøgningsliste.
Vi har ikke kunne finde bevis for, at Asmus Jensen har været i Sommerkorpset. Såfremt han har det, burde han jo komme for en retsinstans. Vi har heller ikke kunnet konstatere, at han har været stikker.
Rost af den tyske marine
Han arbejde for en bager i Flensborg, der leverede brød til marinen i Mörwick. Han havde opfundet et middel til, at brødet kunne holde sig bedre, når marinen gik til havs. Han blev for dette rost i forskellige nazistiske blade.
En manipuleret rapport
I den rapport, der er afleveret fra Feltpolitidetachementet står følgende:
Det er nok utænkelig at en engelsk soldat vil reagerer på en ordre udstedt af en dansker. Forholdet mellem engelske soldater og modstandsbevægelsen var ikke særlig godt i grænselandet. Og hvem var de to unge Damer?
Den sande historie
I et så lille samfund kender man hinanden. Og i området var modstandsbevægelsen særdeles aktiv efter besættelsen. Allerede den 6. maj, da Asmus Jensen og hans kone var på vej hjem blev de stoppet af en lastbil. På den var der folk med armbind. Hun blev skubbet ned i vejgraven. Heldigvis blev barnevognen stående. Asmus Jensen blev smidt op på bilen. Dette skete på Smedeby Bakke.
Efterfølgende kørte bilen mod Tønder og Frøslevlejren/Faarhuslejren. Familien var også to gange i lejren for at forhøre sig efter ham.
Men sandheden er, at man har drejet af mod Vejbæk. Her er Asmus Jensen blevet indespærret, måske tortureret og efterfølgende skudt. Den ene af de fem gerningsmænd har en ejendom i Vejbæk. Efterfølgende har man så anbragt ham ved grænsen, eller 200 meter over i Tyskland.
Manipuleret rapport
I rapporten hedder det videre:
Har denne SS – mand overhovedet eksisteret?
Dette er rekonstrueret af Feltpolitidetachement. Det er også underligt, at navnet på den kammerat ikke er nævnt ved navn. Åbenbart har der også været modstandsfolk til stede. De havde med garanti kendt denne SS – mand, hvis han havde eksisteret.
Vi har med vilje undladt at sætte navn på de tre folk. Det er så dem, der efterfølgende har påtaget sig skylden for nedskydningen af Asmus Jensen. Men som allerede beskrevet bliver dette modsagt af ligsynsrapporten.
Og de videre omstændigheder, som du kan læse i vores artikler modsiger også denne beskrivelse. Som du vil kunne læse, så taler man også efterfølgende om drab.
En meget tidlig henlæggelse af en mordsag!
Den 28. august 1945 afsender Rigspolitichefen via vicepolitiinspektør Himmelstrup et brev til Politimesteren i Gråsten:
Det kan undre, at man allerede på det tidspunkt henlægger sagen.
Nu skal politikommandøren tage stilling
Den 9. januar 1946 bliver der fra Justitsministeriet sendt et brev sammen med et eksemplar af Bladet ”Revision” til Politikommandøren for Sydjylland, politimester E. Brix, Aabenraa:
Og her skal ”Den Gamle Redaktør” beklage, at vi ikke kan læse underskriften.
Dette er en lidt grotesk situation, for man havde på dette tidspunkt indstillet undersøgelsen. Nu skulle man så åbenbart alligevel i gang, selv om politimyndighederne internt godt vidste, hvad der var sket. Læg mærke til, at nu er det ikke den lokale politimester, der skal svare
Familien holdt hen med løgn
I hele sagsforløbet blev familien holdt hen med løgn. Der gik masser af rygter i byen. Man vidste godt, at det var fem mand fra modstandsbevægelsen, der stod bag likvideringen. Men det som de færreste vidste var, at det var en afdeling af Den Danske Brigade, der havde påtaget sig skylden. Hvorfor, ja det svæver hen i det uvisse.
Familien sendte mange breve af sted til myndighederne, som forblev ubesvaret. Det var som om, at man beskyttede gerningsmændene og var lige glade med ofrene:
Ingen interesse i at få sagen opklaret
Åbenbart har familien ikke fået at vide, at der overhovedet efterforskes noget som helst. Man var sikkert også blevet træt af familiens mange henvendelser.
Den 12. maj 1949 sendes følgende til Stadsadvokaten i Sønderborg:
Den 21. maj er der kommet et stempel på Særlig Sag. Men nu returneres dokumentet:
Familien får sent besked, ingen undskyldning eller erstatning
Først den 9. juni 1949 får familien besked om, at sagen lukket, og at der ikke foretages videre i sagen.
Justitsministeren kigger på sagen
Åbenbart har Justitsministeriet forlangt at se alle sagens akter. For den 28. januar 1952 sendes en pakke bilag samt følgende brev, der er til Politimesteren i Graasten.
Brevet er underskrevet af Chr. Ludvigsen. Og det man nok skal hæfte sig ved er ordet ”drabet”. Dette vil man nok ikke anvende, når man skyder en person på flugt.
En bekymret politimester
Men sagen er langt fra slut. Familien søger stadig en afklaring. Og det gør medierne også. Politimesteren i Gråsten sender den 22. april 1971 følgende brev til Justitsministeriet:
Er der nogen, der ved noget?
Vi har i tidligere artikler omtalt både retsmødet, Lausten – sagen og bladet Revison.
Siden bogen er udkommet i slutningen af 2017 er Asmus Jensens kone afgået ved døden i Frankrig. Hun fik aldrig en afklaring. Men det er måske håb for, at datteren stadig kan få det. Vi håber, at du kære læser kan hjælpe os.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.463 artikler, heraf 291 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter):
Under Padborg/Kruså/Kollund (57)
November 7, 2019
Forbindelser Til Danmark
Dette handler bl.a. om Lægen Rascher, der troede at han kunne få en doktorgrad. Men det slutter helt bizart. Han fik en god forbindelse til Himmler. Rascher var skruppelløs. Alt for mange døde. Forsøg med forfrysninger. Thalbizer ville ikke samarbejde. Derfor blev Himmler rasende. Men det var ingen grundt til at skride ind over for den københavnske professor. Emil Petersen foreslog Vasodil. Endnu engang mange døde i forsøg. Endelig var et universitet interesseret. Et spædbarn forsvandt og det ændrede på alt. Pludselig viste det sig at Raschers børn ikke var deres egne. Himmler følte sig narret og til grin. Barnepigens lig blev fundet. Himmler gjorde kort proces. 23 læger anklaget i Nürnberg. Amerikanerne kunne bruge nogle af dem. 23 danske læger blev udsat for clearingsmord. Tysk læge myrdet i Padborg. Læger fra Mindretallet fik milde straffe. Værnet slap for straf. Emil Petersen fik mild straf. Hvad lavede hans J. Bissing. De danske myndigheder interesserede sig ikke for, om danskere havde lavet krigsforbrydelser uden for Danmark.
En god forbindelse til Himmler
Den 26. april 1945 blev den 36 – årige læge Sigmund Rascher dræbt med et nakkeskud i celle 73 i KZ – lejren Dachau. Det var blot tre dage før amerikanernes ankomst. Gennem årene havde lægen haft tætte bånd til Heinrich Himmler.
Racher bestod i 1936 den medicinske embedseksamen i München. Fra 1936 til 1938 beskæftigede han sig med kræftforskning hos professor Trumpp ved Patologisk Institut i München. Allerede i 1933 havde han indmeldt sig i NSDAP og 3 år efter i SA. Men han forlod denne organisation i 1939 til fordel for Himmlers SS. Og så blev han tilknyttet denne organisations af deling for ”Ahnenerbe”.
Formålet med dette var at udforske ”germansk” ånd og kultur. Gennem hans kone, Karoline blev han præsenteret for en gammel bekendt Heinrich Himmler. Denne var interesseret i Raschers kræftforskning.
I begyndelsen brugte man aber
Og nu fortsatte han forskningen derhjemme. Men det kom lidt bag på ham, at han blev indkaldt til Luftwaffe. Dette efterlod ikke så meget tid til egen forskning.
I foråret 1941 blev Rascher sendt på kursus Lauftgaukommando 7 i München. Kurset handlede om påvirkningen af den menneskelige fysik ved flyvning i stor højde. Luftwaffe var på den tid ved at udvikle en ny type jagerfly, der skulle operere i 18.000 meter, og dermed være de engelske jagerfly overlegne.
Rascher var skruppelløs – 70 – 80 døde
Der var vigtigt at vide, hvorledes piloternes fysik blev påvirket i denne højde. Under Dr. Siegfried Ruffs ledelse skulle piloternes udholdenhed undersøges i et undertrykskammer. Man havde vanskeligheder ved at få frivillige til forsøgene. Derfor brugte man aber.
Men Rascher havde en løsning på problemet. I midten af maj 1941 foreslog han Himmler at stille to –tre fangere fra KZ – lejre til rådighed. Men man aftalte at fremtidige forsøg skulle foregå i Dachau. Forsøgene skulle foregå sammen med lægerne Romberg, Weltz og Ruff.
Et mobilt undertrykskammer fra Berlin blev flyttet til Dachau og forsøgene begyndte den 22. januar 1942. En senere fange og medhjælper ved forsøgene berettede efter krigen, at 180 – 200 fangere deltog i forsøgene, hvoraf 70 – 80 døde. Han mente, at det alene var Rascher, der var skyld i dødsfaldene. Han betegnede denne som skruppelløst.
Romberg forsøgte, at forhindre dødsfaldene, men Rascher fortsatte sine dødbringende eksperimenter om natten, eller når Romberg ikke var til stede. Højdeforsøgene fortsatte til midten af maj 1942, hvor det til trods for Raschers modstand, lykkedes for Ruff og Rosenberg at fjerne undertrykskammeret fra Dachau.
Forsøg mod forfrysninger
Rascher blev dog ikke arbejdsløs. Luftwaffe ønskede en ny type forsøg, nemlig nedkølingsforsøg. Mange nedskudte men reddede tyske piloter døde af forfrysninger, de havde pådraget sig efter ophold i det åbne hav.
I juni 1942 gav Himmler Rascher til opgave at forberede eksperimenter med nedkøling i Dachau. Himmler gjorde sine egne besynderlige tanker i hvilken retning disse forsøg skulle bevæge sig i. Rascher skulle indhente oplysninger om, hvorledes lokale fiskekoner ved Nordsøen tog sig af deres skibbrudne mænd. Det var også oplagt at undersøge, hvorledes folk i arktiske egne behandlede forfrosne og nedkølede mennesker.
Thalbitzer ville ikke samarbejde
For at få svar på disse spørgsmål rettede Himmler og SS øjnene mod Danmark og filologen og eskimologen William Thalbitzer.
Denne havde siden 1926 været professor i eskimoisk sprog og kultur ved Københavns Universitet. Han havde været med i en række videnskabelige værker om eskimoisk sprog og kultur.
Om nogen var det ham, der kunne svare på, hvad eskimoer gjorde for at redde forfrosne folk fra at dø af kulde. Det var ”Ahnenerbes kurarator og rektor for universitetet i München Walter Würst, der foreslog Himmler, at involvere den danske polarforsker i de forestående forsøg i Dachau.
Den 2. august rejste Rascher til København for at tale med Thalbitzer og et par andre danske forskere. Tre dage efter var han atter tilbage. Samtalen med den danske forsker faldt ikke så heldigt ud.
Fra lægen ved det tyske gesandtskab fik Rascher efterfølgende at vide, at Thalbitzer var ærkekommunist, mens den danske læge og SS-mand Emil Petersen som Rascher mødte på sin tilbagerejse til Berlin kunne oplyse, at Thalbitzer var ”Heljøde”.
`Åbenbart er samtalerne kun ført gennem telefonen. Mere held havde Rascher tilsyneladende med lægen Helge Eltorm fra Amtssygehuset i Gentofte og lederen af den danske radiumstation, overlæge Jens Nielsen. Hvad disse læger har fortalt vides ikke. Men Thalbitzer viste ikke den store vilje til at samarbejde.
Himmler blev rasende
Og dette gjorde Himmler rasende. Han ville lade den genstridige professor arrestere og overføre til Dachau, hvor han passende kunne tvinges til at stille sin viden til rådighed for Raschers arbejde.
Det var så op til Paul Kanstein og resten af staben i København til at fremstille anklagerne mod Thalbitzer. Her skulle man også finde det rette tidspunkt til hans anholdelse. I København var man godt klar over, at en tysk anholdelse af en kendt dansk videnskabsmand og efterfølgende deportation kunne få alvorlige konsekvenser for det dansk – tyske samarbejde. Og det var lige efter telegramkrisen.
En tysk kriminalassistent blev bedt om at forske i Thalbitzers slægt. Og her fandt han ud af at han ikke var af jødisk slægt. Det var nu ikke den dybdeborende efterforskning. Det var opslag i et to trykte og let tilgængelige genealogiske værker om Thalbitzerslægten. Det var alt, hvad der blev til. Men det tog alligevel tre måneder at komme frem til resultatet.
Ingen grundt til at skride ind over for Thalbizer
Syd fra blev det rykket for svar. Og det kunne Kanstein nu give. Han fastslog også, at han ikke havde fundet dokumentation for Thalbitzers antityske holdning. Han kunne heller ikke finde dokumentation for, at Raschers og Thalbitzer havde talt sammen.
Ud fra disse omstændigheder fandt Kanstein og Werner Best det umuligt at skride ind. Samme holdning nåede Himmler også til- til at held for Thalbitzer.
Emil Petersen foreslog Vasodil
Den danske læge, Emil Petersen arbejdede i et KZ – lazaret i Wien. Denne havde foreslået Rascher at komme til København en måneds tid senere. Så ville han skaffe Rascher nogle gode kontakter. Han gjorde opmærksom på en artikel i ”Ugeskrift for Læger”, hvor den danske læge Harry Heidemann fremlagde sine forsøgsresultater med et nyt danskproduceret lægemiddel, Vasodil produceret af Løvens Kemiske Fabrikker.
Nu havde Løvens Kemiske Fabrikker overhovedet ingen kendskab til, at deres produkt skulle indgå i forsøg i tyske KZ – lejre. Pillerne udgik fra markedet i juli 1962.
Disse piller kunne udvide blodkar ledsaget af en moderat sænkning af blodtrykket. Blodgennemstrømningen blev øget hvad det lokalt kunne modvirke eksempelvis forfrysninger. Heidermann havde testet Vasodil hos 25 – 30 patienter med bl.a. forfrysninger og opnået gode resultater.
Rascher kom ikke til København, anden gang
Rascher ville gerne til København for at tale med Heidermann og have en masse Vasodil med hjem. Men trods en masse henvendelser så fik han ikke lov. Hans forhold til Luftwaffe var ikke de bedste efter de undersøgelser, som han havde gennemført. Han blev efterhånden mødt med masser af mistro. Rascher forsøgte nu med Himmlers navn at komme til København. Men heller ikke dette lykkedes.
Til et kursus i Nürnberg mødte Rscher igen Emil Petersen. Med Raschers hjælp var han nu blevet tilknyttet SS – Sanitetsamt i Berlin.
10 pk. Vasodil blev sendt til Rascher
Der blev nu skrevet til Germanische Leitstelle i København, at de skulle fremskaffe 10 pk. Vasodil samt artiklen fra ”Ugeskrift for læger”. Endelig den 24. december 1942 blev 10 pk. Vasodil sendt til Rascher. Og et eksemplar af Ugeskrift for læger ville blive sendt lige så snart man havde fået fat i et eksemplar.
Leder af Germanische Leitstelle lånte et eksemplar fra DNSAP-medlem og overlæge ved Usserød Sygehus, Charles E. Hindborg. Det er sikkert også denne, der senere oversatte artiklen til Rascher.
80 – 90 døde i kuldeforsøg
I løbet af vinteren 1942/1943 havde Rascher påbegyndt en ny type nedkølingsforsøg. Ved disse forsøg blev forsøgspersonerne tvunget til at opholde sig nøgne udendørs i timevis, indtil deres kropstemperatur var faldet drastisk.
Endelig var et universitet interesseret
Forsøgene med Vasodil skulle være gennemført i vinteren 1944. Men de blev de dog ikke. I alt blev der gennemført 400 forsøg. Mellem 80 og 90 døde under forsøgene. Rascher havde håbet på at erhverve sig en doktorgrad, der var en forudsætning for at kunne gøre karriere i den tyske universitetsverden. Derfor havde han alene fortsat forsøgene.
Endelig var der nogle, der reagerede og det var universitetet i Strassbourg. Noget doktorforsvar fik Rascher dog aldrig lov til at holde. Et par bizarre hændelser i foråret 1944 satte en stopper for Raschers karrieredrømme.
Et spædbarn forsvandt
Den 22. marts blev et spædbarn bortført i München. Et vidne, der havde set en kvinde og en mand forsvinde med det lille barn, gav politiet en detaljeret beskrivelse af bortførerne. Nogle dages efterforskning førte politiet på sporet af Karoline og Sigmund Rascher. Da politiet dukkede op på parrets bopæl i Trogerstrasse, var Karoline Rascher ikke hjemme. Men manden åbnede for betjentene. Han nægtede at oplyse om, hvor konen befandt sig.
Ingen af Raschers børn var deres egne
Men han kom på andre tanker efter et forhør. En fuldstændig forrykt historie så nu dagens lys. Der kom frem at ingen af ægteparret Raschers tre børn var deres egne. De var alle tilkommet ægteparret på ulovlig vis, som det fjerde barn som ægteparret havde forsøgt, at bortføre.
Himmler, der ved Karoline Raschers tre forudgående ”fødsler” havde sendt lykønskninger og gaver var rasende. Ægteparret havde i flere år hold SS – rigsføreren for nar. Og sagen var langt fra slut.
Lig af barnepige blev fundet
I april 1944 fandt politiet liget af familien Raschers tjenestepige, Julie Muschler, som havde været forsvundet siden december 1943. Meget tyder på, at hun kendte til sandheden om børnene, hvorfor ægteparret Rascher fik hende ryddet af vejen.
I midten af maj 1944 blev Karoline Rascher fængslet i München og senere – efter et overfald på en fangevogter – i november 1944 overført til koncentrationslejren Ravensbrück.
Himmler ønskede kort proces
Sigmund Rascher lod Himmler indespærre på kasernen Freimann i München uden mulighed for at arbejde. Han ønskede at blive sendt til fronten, hvor lægemanglen var stor. Men hans bøn vakte ikke gehør.
Himmler ønskede ikke at gennemføre en retssag mod ægteparret Rascher. Karoline Rascher skulle forblive i Ravensbruck. Men Sigmund Rascher blev overført til Buchenwald den 3. april 1945 sammen med andre særlige fanger. Herfra blev han evakueret. Den 26. april gjorde Hauptscharführer Bongartz ende på SS-lægens liv med et nakkeskud.
Hustruen, Karoline var allerede blevet hængt i Ravensbrück.
23 læger og medarbejdere under anklage
Ved den amerikanske domstol blev der rejst sag mod 23 læger og deres medarbejdere. Sagen begyndte den 9. december 1946. Nogle blev dømt til døden, andre fik langvarige straffe. Andre blev hurtig løsladt og fortsatte deres lægegerning. Andre igen blev overtaget af det amerikanske luftvåben.
En anden var gået under jorden. Efter 1945 blev han rådgiver for opbygningen af Luftwaffe og slap helt uden straf. Lykkelig uvidende om sin mulige skæbne arbejdede William Thalbitzer videre i København frem til sin død i 1958.
21 danske læger udsat for clearingsmord
De danske læger ydede en stor indsats under besættelsen, både i modstandsbevægelsen med at skjule og redde jøder. De betalte også en høj pris. 21 læger blev henrettet eller dræbt af nazisterne ved clearingsmord.
Læger fra mindretallet fik milde straffe
Et lille antal blev imidlertid nazihjælpere. Det drejede sig om lidt over 100 læger, hvoraf en stor del kom fra Sønderjylland. En mindre andel af disse fik efter krigen taget deres sager op af domstolene og lægernes eget retsvæsen. Nogle blev frakendt retten til at praktisere.
Tysk læge fundet med ”hul i nakken” i Padborg
Under efterforskningen til min bog, fandt vi ud af, at en læge tilknyttet udelejren Ladelund havde fået ”hul i nakken” mens han sad på politistationen i Padborg. Vi fandt frem til lægens søn, der bekræftede dette, men dog ikke ville udtale sig yderligere. Den tyske læge var blevet indsat i arresten i Padborg på englændernes foranledning.
Værnet – slap for straf
Den danske læge Carl Værnet deltog som vi allerede har omtalt i en artikel i medicinske forsøg på homoseksuelle i KZ – lejren Buchenwald. Han slap for straf og emigrede til Argentina.
Emil Petersen fik en mild straf
Emil Petersen, som vi allerede har omtalt havde været reservelæge i Usserød. Han lod sig i 1942 hverve til Waffen SS som militærlæge. Efter krigen fik han en mindre straf. Det kom nemlig aldrig rigtig frem, hvad han havde lavet. Her som i andre sager var danske myndigheder ikke interesseret i at vide, hvilke forbrydelser, der var blevet begået uden for landets grænser. Man stolede under retssagerne stort set på de danske lægers hvidvaskning af sig selv.
Der skulle gå 50 år, før sandheden om Emil Petersens gerninger kom frem i lyset, og det skete, da dokumentar fra tyske arkiver dukkede op. De vidste, at Emil Petersen havde fungeret som læge ved et SS-lazaret i Krakov i Polen. På dette lazaret blev der udført nazistiske forsøg med jøder, der kom fra en nærliggende KZ – lejr ved navn Pustkow og fra den jødiske ghetto i Krakow, hvorfra folk blev sendt i døden i Auschwitz.
I 1947 ville dansk politi gerne afhøre Emil Petersen, om han havde deltaget i Raschers koldvandsforsøg. Men på det tidspunkt var han rejst til Brasilien. Han vendte dog hjem i 1950 men da havde de danske myndigheder mistet interessen.
Hvad lavede Hans J. Bissing?
Vi kan også tage sagen om Hans J. Bissing, der var læge ved den danske hær. I 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Fra 1942 gjorde han tjeneste ved Østfronten hos Waffen SS. Efter krigen var han også gennem en retssag, hvor man undlod at spørge ham om, hvad han havde lavet ved Østfronten. Men nu ved man mere.
Senere arbejdede Bissing for det nazistiske projekt Lebensborn, der skulle øge børnetallet og sikre racebiologiske værdifulde børn og mødre. I Norge blev der f.eks. oprettet et Lebensborn-hjem, hvor 8.000 børn blev født. I projektet indgik også, at man kidnappede børn, der blev undersøgt, for at fastslå om de var ariske.
Børn, der ikke blev godkendt som ariske, blev sendt i døden. Dette har Bissing sikkert været vidne om. Og om han deltog aktivt i dette ved vi ikke. Bissing fik alene sin straf på fire års fængsel for at have meldt sig til Waffen SS. Hans ugerninger blev aldrig undersøgt. I 1948 generhvervede han lægeautorationen og medlemskab af Lægeforeningen. Fra 1950 praktiserede han som læge.
Vi har allere nævnt, at blandt det tyske mindretal i Sønderjylland var der mange læger, der var med i nazistisk medløberi. De fleste fik milde straffe ved danske domstole, og hovedparten kunne generhverve deres autorisation i løbet af 1947 – 48.
Forsvaret afskedigede efter krigen fem læger, der havde været i nazistisk lægetjeneste eller havde udvist unational optræden.
Jens Nielsens samarbejde med tyske læger
Der var lige sagen mod overlæge Jens Nielsen, der skulle have udtrykt pronazistiske og antisemitiske ytringer under besættelsen. Sagen førte til en splittelse af Lægeforeningens udvalg, fordi man i sidste ende ikke kunne blive enige om han skulle ekskluderes. Men i sidste ende blev han frikendt. Så kunne han genindtræde i sin stilling på Radiumstationen. Men på de københavnske hospitaler opstod der proteststrejker.
Så blev sagen taget op igen af en ekstra ordinær undersøgelseskommission, men Jens Nielsen blev atter frikendt. Først i 2010 viste tyske arkiver, at Jens Nielsens samarbejde med tyske læger muligvis havde været meget problematisk, end hvad der kommet frem. Således havde Jens Nielsen som vi tidligere har nævnt haft samtaler med Sigmund Rascher.
På grund af de danske myndigheders manglende interesse for danskernes deltagelse i nazistiske grusomheder lagde man op til en senere tids historieopfattelse, der ikke svarede til virkeligheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 290 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter herunder:
November 3, 2019
Modstand og Fodbold i Tønder
Aage Rosenkjær – død i tyskernes varetægt. Et helt fodboldhold i Tønder var i modstandsbevægelsen. Han arbejdede for danskheden. Nazismens succes syd på, kunne mærkes i Tønder. Der kom gang i Fodboldspillet. Modstanden voksede efter august 1943. Heldigt at flere arbejdede hos DSB. Masser af sabotage. Han viste en vej at gå. Et medlem fik en fod skudt af.
Død i tyskernes varetægt
Det var bestemt ikke ufarligt, at have med modstandsarbejde at gøre. Heller ikke i Tønder. Og det kom Aage Buhl Rosenkjær at mærke. Han var også med til at starte modstandsarbejdet i Tinglev. Den 18, november 1944 døde han i en tysk fange og arbejdslejr i Svesing ved Husum.
Han blev i 1920 ansat på Statsskolen. Han havde et godt organisationstalent. Og som så mange andre steder opstod modstandsarbejdet gennem terrænsporten. I Tønder var mange også medlem af de lokale sportsforeninger og Dansk Samling. Det startede i Tønder med en række mindre sabotager mod tyske kabler og transformatorer. Senere efter hans anholdelse var det en del jernbanesabotage.
Den 11. december blev Rosenkjær arresteret af tysk politi. Efter ophold i Vestre Fængsel, Horserød og Frøslev blev han den 15.9. 1944 deporteret til Neuengamme. Herfra sendtes han til udekommandoen ved Husum.
Her døde han som følge af dysenteri og almindelig svækkelse.
Et helt fodboldhold i modstandsbevægelsen
Rosenkjær var bl.a. underviser i boldspil og gymnastik. Han var frivillig leder i Tønder Sportsforening og Tønder Amts Idrætsforening. Hans idrætsinteresse og danske sindelag bragte ham ind i ungdomsarbejdet. Gennem 1930erne blev det en kamp mellem dansk og tysk.
Sammen med en anden gymnasielærer Finn Christiansen havde han forstået at rekruttere det meste af Tønder Sportsforenings bedste fodboldhold til modstandsbevægelsen.
På lokalt plan i grænselandet havde enkelte idrætsledere således en anden holdning til samarbejdet med nazisterne end en række idrætsudøvere og ledere inden for dansk idræts hovedforbund.
Han arbejdede for danskheden
Rosenkjær var en af et større antal tjenestemænd og funktionærer, der skulle overtage de job, der tidligere havde været betjent af tyske embedsmænd. Gymnasie- og folkeskolelærere blev sammen med de øvrige tilrejsende vigtige for udbredelsen af dansk kultur og sindelag.
De fire købstæder fik alle et dansk gymnasium. I Haderslev og Tønder varetog seminarierne uddannelse af lærere til de kommende generationer. Dertil kom politiet og grænsegendarmerne samt militærpersonalet, der rykkede ind i kasernerne i Haderslev, Sønderborg og Tønder.
Sammen med andre ildsjæle ønskede Rosenkjær at arbejde for danskheden i grænselandet. Hans grundholdning kan karakteriseres som en blanding af nationalliberalisme og grundtvigianisme. Det folkelige arbejde var i Sønderjydsk Idrætsforening.
Årsfest
De lokale dansksindede nordslesvigere havde i Nordslesvig Fælles-Idrætsforening gødet jorden for det samarbejde, der i kraft af tilskud udefra skulle få ungdomsarbejdet til at blomstre. Arbejdet gik ikke altid så nemt, som man havde håbet.
I Sønderjylland fik man anskueliggjort, at ikke alt frivilligt foreningsarbejde fremmede demokratiet, hvilket det tyske ungdomsarbejde i løbet af 1930erne blev et eksempel på.
Fodbold blev i Tønder efterhånden organiseret i Sønderjysk Idrætsforening. Fodbold blev et væsentlig instrument i kampen om ungdommen i Tønder.
Efterhånden fik man organiseret en årsfest med opvisning i gymnastik, konkurrencer i fodbold, fri idræt og skydning. Byen var stadig ledet af en tysksindet borgmester, der dog havde mistet det absolutte flertal. Men generelt var der dog en fordragelig tone mellem dansksindede og tysksindede.
Nazismens succes syd på, kunne mærkes i Tønder
Men i slutningen af 1920’erne begyndte ekstreme tyske kræfter at stille spørgsmålstegn ved denne samarbejdsvillighed.
Sammen med nazisternes succes syd for grænsen, begyndte man også i Tønder at formulere revanchistiske krav om grænseforskydninger.
Tilgangen til fodboldklubben begyndte at stagnere. Dansk Arbejder-Idrætsforbund var blevet oprettet i opposition til dansk Idræts – Forbund. Dette kunne også mærkes i Tønder. De få fodboldspillere der egentlig var i Tønder kunne nu vælge mellem Tønder Boldklub eller i Arbejdernes Idræts – klub. Som følge af dette vejrede de tyske idrætsklubber i Tønder morgenluft. ”Turn – foreninger begyndte at tage fodbold på programmet.
Et kæmpe stævne i Tønder
Rosenkjær var med i organisationen af et kæmpe stævne i Tønder med mere end 2.000 udøvere. Her var i alt 130 faner. Deltagerne kom på cykel, i bil eller blev befordret med et særtog. Dannebrog vajede sammen med de andre nordiske flag.
Bogtrykker Th. Laursen, der i den tid kom til Tønder har beskrevet, hvordan Aage Rosenkjær satte sig i spidsen for at samle tropperne. Dels var tre fodboldklubber i en by af Tønders størrelse alt for mange, dels var det et spørgsmål om det danske sindelag.
Der kom gang i fodboldspillet
Forholdsvis hurtigt at få etableret Tønders Forenede Boldklubber som i 1939 blev til Tønder Sportsforening. Nu kom der igen gang i fodboldspillet i Tønder.
Den tyske fodboldklub kom aldrig til at fungere. Enkelte af de dygtige spillere fra tysksindede hjem valgte derfor at spille i den danske klub. Disse blev selvfølgelig udsat for et kolossalt pres fra tidligere lærere, hjem og gamle skolekammerater.
Modstanden voksede
Med besættelsen i 1940 blev vilkårene vanskeligere for det folkelige arbejde i grænselandet. Rosenkjær gik nu kraftigere ind i terrænsporten. I 1942 var han med til at organisere et idrætsstævne med 2.000 deltagere.
Særlig efter augustoprøret i 1943 voksede modstanden. Og det var som om, at mange blev rekrutteret fra Statsskolen og idrætten i Tønder.
Folmer Christiansen fra Højer overtog fra 1944 pladsen som formand for Tønder Amts Idrætsforening. Han havde kendskab til det illegale arbejde.
Heldigt, at flere arbejdede ved DSB
Den første gruppe som Rosenkjær dannede, blev hurtig opløst. Der var en, der ikke kunne holde mund. Men snart blev der dannet en ny gruppe.
Folmer Christiansen forsøgte i 1944 at danne en gruppe i Højer. Men de fik aldrig en tilbagemelding fra Finn Kristiansen, der havde overtaget modstandsgruppen fra Rosenkjær. Det lykkedes denne at få næsten samtlige førsteholdets spillere med i gruppen.
Det var i det illegale arbejde en stor fordel i, at tre af spillerne arbejdede hos DSB, hvorfor de havde specielle ”Ausweiss”. De kunne færdes ude, når der var udgangsforbud. Arbejdet bestod for det meste i uddeling af illegale blade, flytning af våben, som blev gemt forskellige steder rundt om i byen blandt andet på loftet i omklædningsbygningen på sportspladsen.
Masser af sabotage
Gruppen stod bag sabotage mod sporskiftet på Tønder Station, afsporing af tog nord for Tønder, ligesom den medvirkede til at hjælpe en englænder, der var flygtet fra en fangelejr i Tyskland til Sverige. En tidligere fodboldspiller fortæller, at det måske lyder dramatisk, men de følte ikke nogen større angst. De mente, at det var noget, der skulle gøre. Og det cementerede sammenholdet på holdet endnu mere.
I Tønder var der flere grupper af modstandsfolk. Historikerne diskuterer stadig, hvor stor betydning jernbanesabotagen egentlig havde.
Han viste en vej at gå
I Tønder by med det store tyske mindretal fik Rosenkjærs død en kolossal symbolsk betydning. De mange mindeord, der fulgte ham efter hans død kan sammenfattes i sætningen:
Et medlem fik et ben skudt af
Den 4. maj samlede Finn Kristiansen sit fodboldhold. De fik travlt med at gøre de våben klar, der var gemt forskellige steder i Tønder. Gruppen blev bedt om at møde op på sportspladsen om morgenen den 5. maj.
Medlemmerne blev derpå sendt ud for at bevogte grænsen til Tyskland fra Sæd til Møllehus for overløbere. De fleste steder forløb tyskernes hjemfærd rolig. Men for gruppen gik det desværre galt.
Man kom i klammeri med nogle tyskere, der kom syd fra. En af fodboldholdets bedste spillere fik den ene fod skudt af. To andre fra en anden gruppe blev såret. Heldigvis mistede ingen livet, men for en tid dæmpede det glæden ved befrielsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.461 artikler, heraf er 248 artikler fra Tønder og Omegn. Du finder også 288 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter).
Under Tønder finder du bl.a. følgende artikler:
Under besættelsestiden (før/under/efter) finder du bl.a. følgende artikler: