Artikler
Marts 21, 2020
Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
Handler det om politisk holdning? Et meget kritisk indlæg. Kritikken blev besvaret. Mindretallet skal ikke udvandes helt. Mindretallets skoler. Engang gik der en grænse langt mod syd. Det tyske sprog blev dominerende. Man krævede Slesvig-Holstens løsrivelse. De dansksindede syntes at hele Slesvig skulle til Danmark. Slesvig ville være sig selv. Et frikorps til Sydslesvig. Det kom som et chok for de fleste danskere, at Flensborg stemte tysk. I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer i Flensborg. Bønderne regnede ikke arbejderne for noget. Bacon fra Danmark. Rygter om tysk snyd. Det store valg i 1924. Tyske historikere mener, at de dansksindede havde nazistiske tendenser. Krisen var stor i Flensborg. Stor tilslutning til de dansksindede i 1945. En anledning til at arrestere fjenderne. Man skulle spørge Hitler Jugend om lov.
Handler det om politisk holdning?
Når man skal beskrive Nord – og Sydslesvigs historie og skal lave research så får man vidt forskellige meldinger. Det handler åbenbart om politisk holdning. Det er ikke altid, at dette passer med de historiske kendsgerninger. Mange tolker begivenheder og forløb efter en bestemt partipolitisk opfattelse.
Når man har undersøgt, hvad der egentlig skete lige inden 1920 og efterfølgende i historien i Nord – og Sydslesvig, får man at vide, at man fuldstændig har fejlfortolket situationen.
Emnet er selvfølgelig meget aktuelt, men hvad er rigtigt, og hvad er fejlfortolket? Problematikken omfatter også de dansksindede syd for grænsen.
Et meget kritisk debatindlæg
Således kunne Hans-Otto Nielsen, professor fra Husby i et debatindlæg i Jyllands-Posten fortælle, at de danske sydslesvigere isolerer sig i et parallelsamfund. Her får vi at vide, at kommunister og socialister meldte sig ind i det danske mindretal. Efter 1945 var det mindretalsførere fra St. Knuds Gildet og Socialdemokrater, der førte an.
Den største fjende var de østtyske flygtninge. Mange af de dansksindede var stadig præget af nazistiske tendenser efter krigen. Professoren mener heller ikke at der er kommet fornyelse og udvikling i mindretallet. Han mener også, det er fidusberegninger, der giver 40.000 medlemmer, når man betænker, at hovedorganisationen SSF kun har 15.000 medlemmer.
Endelig slutter professoren sit angreb med, at dansk sindelag og tysk sprog ikke holder vand. De fleste i mindretallet er åndelig og politisk hjemløse.
Kritikken blev besvaret
Nu blev angrebet selvfølgelig besvaret. Her blev der så meddelt, at Den Slesvigske Forening smed kendte kommunister ud for ikke at provokere nazisterne. Og så får vi at vide, at det kun er folk over 15 år som registreres som medlemmer af SSF. Vi får også at vide, at virkeligheden er mere nuanceret end den historie som professoren fortæller os.
Overraskende er det at få at vide, at man stadig i dag får at vide, at mange dansksindede stadig oplever, at tyskere venner, vender dansksindede ryggen med kommentaren:
Myndighederne må ifølge København – Bonn Erklæringerne fra 1955 ikke sætte spørgsmålstegn eller kontrollere folks sindelag.
Mindretallet skal ikke udvandes helt
Stadig flere tyskere vælger at sende deres børn i danske skoler og børnehaver syd for grænsen. Nogle ser det som et udtryk for dansk tiltrækningskraft. Andre mener at det nationale snart bliver så udtyndet, at idéen med et dansk mindretal er i spil. Andre igen gør opmærksom på, at Det Danske Mindretal syd for grænsen hvert år får en halv milliard kroner. Ingen stiller spørgsmål om dette beløb.
I en artikel i Kristeligt Dagblad sagde museumsleder fra Danevirke Museum ved Slesvig:
Er det stadig det nationale, der er vigtigt for mindretallenes identitet, ja det spørgsmål må de vel selv tage op på et tidspunkt. Var det ikke Mette Bock, der sagde følgende:
Mindretallets skoler
De danske skoler syd på har mere fordelagtige tilbud end de tyske med lavere klassekvotienter, gratis undervisningsmaterialer, ferierejser til Danmark. Da danske skoler er organiseret som privatskoler, der foruden det tyske standardtilskud pr. elev modtager tilskud fra den danske stat og private. I Flensborg Avis, så undertegnede følgende sætning i et debatindlæg:
Engang gik der en grænse langt mod syd
Mange har i historiske kilder atter engang fortolket hertugdømmet Slesvig – Holsten som et dansk område. Men selv med en dansk konge som øverste myndighed, var det et selvstændigt område med egen lovgivning.
Men fakta er, at engang for mange år siden gik den danske grænse langt mod syd. Syd for lå det tysk – romerske rige. Sproget i middelalderen var dansk ned til Danevirke. Og det er mange af stednavnene også, selv om mange siden er fortysket.
Det tyske sprog blev dominerende
Den tysksprogede præst ved kirken i Hyrup syd for Flensborg kom med en bandbulle omkring 1740:
Gang på gang klagede bønderne til kongen over, at de ikke forstod, hvad de tysksprogede præster sagde, men det var forgæves. Denne holdning fik katastrofale følger. I hoffet talte man også tysk. Forvaltningssproget og kirkesproget var tysk.
Den holstenske indflydelse ikke mindst fra delens side var stor i Slesvig. Og her talte man også tysk. Det daglige sprog blev også tysk og det danske blev trængt længere og længere mod nord.
Man krævede Slesvig – Holstens løsrivelse
Efter Napoleons – krigene i 1815 opstod der 38 tyske lande og en national – liberal bevægelse, hvor man på samme tid krævede national samling og politisk frihed. For denne bevægelse blev sproget og den dermed forbundne tyske kultur det, der skulle danne grundlaget for fremtidens samlede tyske nation.
Den tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og oprettelse af deres egen tyske stat. De nationalliberale i Danmark ønskede derimod at integrere Slesvig så meget som muligt i Kongeriget Danmark og samtidig give afkald på Holsten og Lauenborg. Der blev rykket i Slesvig fra såvel nord som syd.
I 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør og fik støtte fra landene i Det Tyske Forbund. Efter slaget ved Isted i 1850, som danskerne vandt, var oprøret slået ned. Danmark måtte efterfølgende love, at man ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget.
Forsøgte at rette op på fortidens fejl
Den danske regering forsøgte derefter at rette op på fortidens fejl ved at indføre dansk kirke- og skolesprog i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by. Denne ordning støtte på stor modstand, da tysk var blevet kirkens og kulturens sprog, mens det daglige, danske sønderjyske sprog var blevet til en tom skal. Mange familier skiftede derfor i protest over til tysk som dagligt sprog.
De dansksindede syntes, at hele Sydslesvig skulle til Danmark
De kaotiske forhold i Europa efter første verdenskrig betød også nye muligheder for Danmark. Det helt afgørende var Tysklands nederlag i Verdenskrigen, der åbnede for, at Slesvig kunne komme ”hjem” til fædrelandet. Stort set alle dansksindede var enige om at den såkaldte Genforening var en god ide. Men hvordan det skulle ske og hvor meget af de ”tabte” områder, Danmark skulle gøre krav på, var der ikke enighed om.
Den danske regering under statsminister Zahle var hverken interesseret i at få ”for meget” eller ”for lidt” af Slesvig.
Slesvigerne ville være sig selv
Regeringens holdning blev imidlertid udfordret af forskellige konservative og nationale grupper, der mente, at man burde gribe chancen og få genindlemmet mest muligt af det ”tabte” område fra 1864.
Bjørn Svensson en ivrig debattør i grænselandsspørgsmål har sagt:
Den radikale historiker M. Mackeprang vurderede, at den menige slesvig-holstener efter 1864 trods de to slesvigske krige foretrak en personalunion med Danmark frem for indlemmelse i Preussen.
I tidsskriftet Historie 2006/2 citerer Steen Bo Frandsen førerskikkelsen Th. Olshausen. Han ærgrede sig i 1865 over det holstenske had til Preussen, som gav sig udslag i udtalelser som
Et fri-korps til Sydslesvig
En af de nationalkonservative danskere, der ofrede både tid og penge på sagen var erhvervsmanden Aage Westenholst. Han var kendt som manden bag et frivilligt korps. Han havde i 1919 organiseret et privat dansk militært frikorps, der i Baltikum skulle støtte Estland og Letlands selvstændighedsbestræbelser.
Efter Baltikum-korpsets hjemkomst kastede Westenholst sig over det sønderjyske spørgsmål. Chefredaktøren for avisen København takkede bl.a. Westenholst for et større økonomisk bidrag til ”Flensborg – agitationen” og tilføjede:
I hemmelighed diskuterede en mindre gruppe hjemvendte Baltikum – officerer om muligheden for at afsende et frikorps til Slesvig for at besætte 2. zone, Det skulle ske, fordi afstemningen i zone i marts 1920 havde vist et stort tysk flertal.
For gruppen af frikorps-officerer fremstod en afgivelse af zone 2 uacceptabel på trods af, at den var resultatet af såvel folkeafstemning som beslutninger truffet af en demokratisk regering.
Man respekterede alligevel selvbestemmelsesretten
I et brev til den sønderjyske redaktør, Andreas Grau, der kæmpede meget for Flensborg, løftede officer Zeltner sløret for aktionen:
At foreslå, at en bevæbnet dansk friskare skulle besætte en del af Tyskland uden om den danske regering var ret rabiat. Af samme grund blev planerne aldrig realiseret. Trods alt respekterede de fleste selvbestemmelsesretten.
Det kom som et chok for mange danskere
Det kom som et chok for mange danskere, at Flensborg viste sig at være tysk ved afstemningen 1920. Danskerne havde regnet med, at der var et flertal for Danmark. H.P. Hanssen havde ellers fortalt danskerne, at det var en tysk på. Men han blev nærmest udråbt som forræder.
Ja valgresultatet som sønderjyderne / nordslesvigerne havde forventet gav anledning til en af de største kriser i Danmarkshistorien – den såkaldte Påskekrise.
Krisen begyndte i påsken 1920, da kong Christian den 10. fyrede den danske regering i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne skaffe flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.
Dermed gik kongen ikke blot imod Flensborg – borgernes tydelige ønske om at høre til Tyskland. Han gik også imod et flertal i Folketinget, da han afskedigede regeringen.
Den tyske indflydelse startede allerede i 1864
Da Preussen overtog Flensborg i 1864, startede en stærk tysk indflydelse. Allerede i 1400 – 1500-tallet begyndte et sprogskifte i byen. Det skyldtes en indvandring fra syd og dels at magthaverne i Flensborg talte tysk. Som vi tidligere har været inde på, så var tysk det pæne sprog. Ja det blev også handelssproget.
Og dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket. Opbakningen til Danmark var endnu dominerende midt i 1800 – tallet. Og stadig i 1868 var der et massivt dansk flertal i Flensborg. Under treårskrigen 1848 – 1850 sluttede flertallet i Flensborg op om den danske konge.
I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer
Først i årene efter, at Flensborg var blevet indlemmet i Det Tyske Kejserrige, der dannedes i 1871, begyndte det for alvor at gå tilbage for danskheden i Flensborg. Den største nedgang skete i 1880’erne. I 1867 fik danske kandidater i Flensborg lidt mere end 50 procent af stemmerne, men tallet var røget ned på sølle 4 pct. i 1912.
Svækkelsen hang sammen med byens vokseværk og industrialisering. Efter 1870 voksede Flensborg fra at være en handels- og søfartsby til at være en industriby. Ved folketællingen i 1867 var der 20.000 indbyggere. I 1910 var her 60.000 indbyggere.
I takt med industrialiseringen voksede byens arbejderklasse. Hos arbejderklassen var social ulighed og arbejdernes rettigheder vigtige spørgsmål. Oprindelig var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark.
Bønderne regnede ikke arbejderne for noget
Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne var der ikke den største forståelse for arbejdernes rettigheder og kampen mod social ulighed. Det betød, at de kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig. Det tyske socialdemokrati kom til at høste stemmer fra en del af underklassen som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater.
Bacon fra Danmark
Tyskerne havde i 1920 netop afsluttet en årelang og udmattende krig, og man kunne have troet, at den tyske nødsituation ville få Danmark til at fremstå som et rigt alternativ til det forarmede Tyskland.
Lige efter krigen lokkede gode forsyninger med bacon fra Danmark. Men en klassebevidst og politisk tænkende arbejder havde andre og tungtvejende argumenter for at vælge Tyskland.
I Tyskland havde arbejderbevægelsen med november-revolutionen kæmpet og vundet republikken, kvindernes stemmeret og en otte timers arbejdsdag. Danmarks politiske system kom til at virke tilbagestående.
Denne revolution var en række mytterier og sociale og politiske oprør, som i november 1918 førte til, at den tyske kejser gik af – og det Tyske Kejserrige bukkede under.
Revolutionen banede vejen for dannelsen af en tysk republik, Weimar-republikken, som eksisterede, indtil Hitler greb magten i 1933.
Rygter om tysk snyd
I tiden efter afstemningen i 1920 opstod der i nogle danske kredse rygter om, at tyskerne ikke havde vundet valget i Flensborg på retfærdig på retfærdig vis. En del danskere fik efter valget en opfattelse af, at de mange tilrejsende tyske vælgere var blevet favoriseret – og der opstod en myte om, at Flensborg kunne være blevet dansk, hvis valget var gået rigtigt for sig.
Det store valg i 1924
Professor Wieth-Knudsen mente ikke, at de 250.000 tysksindede sydslesvigere ville udgøre nogen fare for Danmark. De ville hurtigt blive dansksindede, hvis Danmark fik Sydslesvig. Den samme mening havde Claus Eskildsen i sin bog Dansk Grænselære
De dansksindede havde en lidt falmende begyndelse. Så kom et stort opsving som kulminerede i 1924. Derpå var der tilbagegang, en ny kort opremsning under krigen ved tredivernes begyndelse, men så en ny tilbagegang under nazismen. Ved krigens slutning var der en fast kerne på 2.000 medlemmer.
For at blive repræsenteret i Reichstag krævede det 60.000 stemmer i en valgkreds. Det lykkedes for polakkerne i Øvreschlesien. Selv ved det store valg i 1924 var man 12.000 stemmer fra dette mål.
I maj 1924 fik man dog indvalgt 7 medlemmer i Flensborgs byråd.
Tyske historikere har en anden opfattelse
Om der havde været nazister inden for det danske mindretal, ja det har det sikkert. For de unge var der fordele ved at være medlem af Hitler Jugend, hvis man skulle have en videregående uddannelse.
Og så blev Ernst Christiansen, redaktør af Flensborg Avis beskyldt for at have nazistiske tendenser. Man kan vel kalde hans ideologi som ”Völkisch”. Ordet er gudskelov svært at oversætte til dansk. Det kan vel kaldes præ-nazistisk. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.
Tyske historikere har beskyldt de dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde man en speciel tolkning om raceideologi. Vi har i tidligere artikler gjort opmærksom på dette forhold.
Krisen var stor i Flensborg
Troels Fink konstaterede, at den vældige tilslutning til det nazistiske parti i Sydslesvig ”er et vidnesbyrd om, hvor hårdt kristen ramte, og hvor desperat stemningen var blevet”
Og Lorenz Rerup fortæller, at i vinteren 1931-32 var 8.000 i Flensborg uden arbejde, det var en fjerdedel af arbejdsstyrken.
Martin Klatt mener, at det var befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for, at Sydslesvig tidligt blev en nazistisk højborg:
Problemer med fremmedflag
I Nordslesvig havde man store problemer med at overholde lovgivningen om fremmeflag. Myndighederne havde også besvær med at forvalte lovgivningen. Således havde Grev Schack en meget liberal holdning til dette spørgsmål i Tønder Amt.
Det var også en landmand i Harreslev, der altid skulle flagre med det blå-hvide-røde slesvig-holstenske flag, når der var lejlighed til det. Når sønnen havde glemt det så råbte moderen fra vinduet:
De tyske skolebørn drillede de dansksindede skolebørn:
Dette er nok en form for plattysk.
Stor tilslutning til danskheden i 1945
Efter Tysklands nederlag i 1945 opstod der et solidt dansk flertal i Flensborg og omegn. Var valget fra 1920 blevet gentaget efter Anden Verdenskrig var Flensborg formentlig blevet dansk.
Der opstod en stemning af, at Danmark flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Noget helt andet, end hvad Nazityskland havde budt på. Det var kaos at mange vendte sig til den danske side.
Som vi tidligere har været inde på, så fik den nye danskhed næring af et stort antal flygtninge, som opholdt sig i Nordtyskland efter Anden Verdenskrig – og som ikke var populære blandt flensborgerne. Men det var de egentlig heller ikke blandt de dansksindede.
Mange politiske fraktioner
De fleste dansksindede sydslesvigere taler i dag plattysk, tysk og sønderjysk. Men det er vel en del, hvor forældrene kun taler tysk. Der var dengang et spørgsmål for de dansksindede om de skulle i dansk eller tysk skole.
Mange dansksindede blev i 1930’erne afskediget fordi de havde et dansk sindelag. Kommunisterne havde deres Rote Front, socialdemokraterne havde deres ”Eiserne Front” og nazisterne havde deres SA (Sturmabteilung). Det blev enere til SS. Så var det også lige de tysk – nationale, som havde deres ”Stahlhelm”. Ingen af dem gik stille med dørene. Der kom til slagsmål, ja også mord i Flensborg. En SA – mand myrdede en kommunist. Han flygtede til Italien.
Et dansksindet barn havde set et Nazi – optog. Barnet spurgte sin far, hvad det var for nogle. Han svarede:
Det var ikke let for et dansksindet barn at gå i tysk skole og være den eneste, der ikke var i Hitler – Jugend.
Anledning til at arrestere fjenderne
Den 27. februar 1933 brændte Rigsdagsbygningen i Berlin. Det gav så de nye magthavere anledning til at arrestere alt, hvad de kunne få fat i ag kommunister, socialdemokrater, fagforeningsfolk og ”andre statsfjender”. Derefter fulgte et valg, hvor nazisterne opnåede flertal sammen med de borgerlige partier. Man var kommet ”legalt” til magten.
Nu skulle man også stille med ”Arienausweis”. Jo man havde allerede i 1934 hørt om Oranienburg og Dachau, men ingen vidste rigtig, hvad der skete der.
Men i udlandet var der udkommet den såkaldte ”Braunbuch”. Den fortalte, om havde der foregik i lejrene. Folk blev pint og udsat for et meget hårdt liv. Dem, der slap ud, skulle ellers skrive under på, at de ikke måtte fortælle, hvad der skete i lejrene. Der blev også skildret ting, som man simpelthen ikke troede på. Men tidligt vidste man, at der var disse lejre.
De dansksindede så også, at det franske hold hilste med udstrakt arm, da de gik forbi Hitler under Olympiaden i Berlin i 1936.
Vestmagterne accepterede Hitlers ekspansionspolitik. Det blev meget værre efter München – mødet i september 1936, hvor England, Frankrig og Italien gav Hitler grønt lys til at indlemmer Sudeterlandet – og dermed gøre det første skridt til Tjekkoslovakiets endeligt.
Så fulgte ”Gleichstellung”, den åndelige og politisk – organisatoriske ensretning. Gamle foreninger blev nu indlemmet i de nye Nazi – institutioner.
De dansksindede børn fik at vide, at de ikke skulle fortælle om, hvad der blev snakket om derhjemme.
Man skulle spørge om lov hos Hitler – Jugend
Det var Hitler – Jugend, der samlede hele den tyske ungdom tvangsmæssigt under en hat. Dog var det danske mindretal udtrykkeligt fritaget for at deltage. Men hver gang et ungt menneske agtede sig til Danmark, skulle han have tilladelse dertil af – Hitler Jugend. Tilladelsen skulle hentes fra et kontor i Flensborg som kun havde åbent nogle få timer om ugen. Og tilladelsen blev kun givet for nogle få rejser i et kort tidsrum. Det var et stort besvær.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 126 artikler om Afståelse, Grænsedragning eller Genforening:
Under Sønderjylland er der 188 artikler bl.a.
Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 305 artikler bl.a.
Under 1864 og De Slesvigske krige finder du 33 artikler
Marts 20, 2020
Kjole syet af Hagekorsflag
Nyborg Museum fik i 2004 indleveret en speciel kjole. Den er fremstillet af et mægtigt Hagekorsflag. Vendepunktet i Anden Verdenskrig kom 2. februar 2004. Også i Nyborg mærkede man forandringer. Der kom masser af flygtningen. Engelske fly bombede havnens skibe. Byrådet tog deres forholdsregler. Og hele 315 modstandsfolk stod parat. Men den tyske kommandant havde ikke hørt om kapitulation. Dog forlod man byen den 7. maj. Men forinden havde en række vakse knægte fjernet det mægtige Hagekorsflag fra Det Tyske Hovedkvarter. En af pigerne Aase Kamstrup fik overladt flaget. Af det blev der fremstillet en kjole og en nederdel. Sidstnævnte er dog gået tabt i årenes løb.
Kjolen er en flot, højrød kjole, Nyborg Museum fik indleveret i 2004. Den er hjemmesyet og består af et overstykke, som prydes af et figurativt mønster broderet med mørk orange silketråd. På hver side er der oprindelig påsyet fire knapper. Knapperne er tre centimeter brede og slået i samme stof som kjolen med rande af sort fløjl. Kjolen har isyet smalle skulderpuder, og ærmegabene er på indersiden kantet med et smalt bånd i blåt, muligvis af silke.
Det påsyede skørt er ganske vist med to stiklommer i siderne, og ryggen er åben ned til livet, men har sikkert været lukket med den vedlagte 23 cm lange lynlås, som med årene har skiftet sin oprindelige hvide farve ud
med lyserød.
Vedlagt kjolen var der to knapper af samme type som dem på kjolen, men kun to centimeter i diameter. Disse har formodentlig siddet i et påsyet, løst bælte. Ud over kjolen indleveredes tre mindre stykker stof i samme
materiale som den, måske har det ene oprindeligt dannet en påsyet lomme.
Det var de færreste danskere – ja, europæere vel – der var i tvivl om, hvad der ventede i de sidste dage af april og begyndelsen af maj 1945.
Vendepunktet havde været 2. februar 1943. I slutningen af 1942 forsøgte feltmarskal Erich von Manstein forgæves at lade sin 4. panserarmé slå korridor ind til Stalingrad, hvor russerne havde indesluttet Friedrich
von Paulus’ 6. armé på 300.000 mand samt allierede i en ca. 50 km lang og 25 km bred lomme. Da Manstein måtte give op, forsvandt alt håb for de indesluttede tyske tropper, men da von Paulus nægtede at kapitulere, sattes det afgørende angreb ind den 10. januar.
Tre uger senere var lommen splittet op, og den sydlige del overgav sig. I sidste øjeblik søgte Adolf Hitler at hindre, at von Paulus skulle overgive sig med hele sin armé ved at udnævne ham til feltmarskal – ingen tysk feltmarskal havde indtil da nogen sinde nedlagt sine våben.
Forsøget var dog forgæves. Feltmarskalen overgav sig og sine 90.000 tyske tropper, hvoraf halvdelen var sårede, og den 2. februar ophørte al modstand.
Halvandet år senere fulgte invasionen af Normandiet, og fra nu af pressedes de tyske styrker tilbage overalt. Forsøget fra Hitlers side på at kaste tropper ind i Ardenneroffensiven, der indledes den 16. december 1944, mislykkedes. Der var slet ikke det nødvendige antal tropper til rådighed, og dertil kom, at Hitler overførte tropper fra de østlige slagmarker, hvorved han bidrog til at svække fronten mod den indtrængende russiske fjende.
Herefter var nederlaget uundgåeligt. I vest hængte indbyggerne i de tyske byer hvide lagner ud ad vinduerne og bad mindeligt bykommandanterne om ikke at forsvare byerne, i øst flygtede befolkningen panikslagen for Den
Røde Hær.
Den 18. marts udstedte Hitler en ordre om at evakuere alle tyske indbyggere i de vestlige områder. En ordre, der var umulig at efterkomme på grund af manglende transportmidler. Efter sigende var førerens svar på
denne oplysning: “Så må de gå!”.
Dagen efter kom den såkaldte Nero-ordre: Alle offentlige bygninger og værdier skulle ødelægges, alle tyskere skulle kæmpe til døden.
Den 30. april begik Hitler selvmord i førerbunkeren i Berlin. I begyndelsen af majdagene kastedes de vestallierede tropper ind i en march mod nord. Kapløbet om at nå den danske grænse først var begyndt. Den
Også i Nyborg mærkede man, hvor det bar hen. Der ankom et stigende antal østtyske flygtninge, hvilket tærede på byens ressourcer. F.eks. fik mejeriet i Nyborg de sidste uger af april ordre til daglig at levere 2.000 liter mælk.
Allerede den 19. februar var der indløbet en meddelelse fra varedirektoratet om, at der blev stillet 425½ kg stearinlys til rådighed for indbyggerne i Nyborg. Man kan smile ad det halve kilo, men meningen var ikke til at tage fejl af. Lysene var “til brug i katastrofetilfælde”.
På byrådsmøde den 16. april blev det besluttet, at der kunne indkøbes diverse fødevarer til et beløb på 55-60.000 kr. “med henblik på uddeling til befolkningen i en katastrofesituation dvs. under krigsbegivenheder,
hvor også transportmulighederne inden for den enkelte landsdel vil være stærkt begrænset, og byens befolkning udsat for at lide nød”.
Byrådet tog med andre ord højde for situation, hvor Lillebæltsbroen var sprængt og færgerne mellem Sjælland og Jylland sænket.
I dagene omkring 1. maj anløb adskillige tyske marine- og transportskibe Nyborg. Fragtbåden “Minen”, ankom overfyldt med tyske flygtninge, et par turistskibe ligeså fulgt af omkring seks marinekuttere og to-tre torpedobåde. Nogle mindre krydsere og to andre skibe havde desuden lagt sig for svaj ud for Kajbjerg Skov syd for Nyborg.
Straks inden den 1. maj havde ledelsen for den samlede danske modstandsbevægelse modtaget beskeden “Stand by” fra den allierede overkommando. Nyborgs byledelse drog derfor til sit underjordiske hovedkvarter på Holkegård i Refsvindinge. De følgende dage gennemførte man møder med Nyborgs borgmester for at orientere ham om byledelsens planer og gav samtidig modstandsgrupperne, der var under kommando af en
søløjtnant Mickelsen, ordre til at gå i ventestilling.
Den 3. maj sendte man fra byledelsen et brev til den tyske bykommandant Lütchenkirchen om forskellige praktiske spørgsmål som den fremtidige forplejning samt interneringsforhold for de tyske tropper efter den
forestående kapitulation. Kommandanten lod henvendelsen ubesvaret.
Den 4. maj angreb engelske fly og kastede bomber mod skibene i havnen, og der var flere flyvervarslinger i løbet af dagen. De tyske tropper svarede med antiluftskyts, og en tysk damper blev svært beskadiget sat på
grund ved Lindholm.
Klokken 20:38 fredag den 4. maj kom så befrielsesbudskabet, som sendte nyborgenserne jublende på gaden, som det skete overalt i Danmark. Mens unge drog syngende gennem gaderne, og deres forældre fandt den sidste
flaske portvin frem og rev mørklægningsgardinerne ned, gik modstandsgrupperne i aktion.
Det viste sig nu, at situationen tegnede sig noget usikker. Hvad man fra modstandsbevægelsens side havde overset, var nemlig en særaftale, der efter tysk krav var indskrevet kapitulationsbetingelserne. Så skønt
byledelsen havde forudset en frivillig tysk overgivelse i den plan, man havde udarbejdet, måtte man nu forholde sig til, at de vestallierede var gået ind på, at den militære overgivelse skulle foregå uden aktiv
medvirken af modstandsbevægelsen i de lande, der fra kl. otte morgen lørdag den 5. maj var frigjort fra tysk besættelse.
Den tyske kommandant havde inden 4. maj bekendtgjort, at tyske soldater ville arrestere enhver dansk modstandsmand, man traf, og da frihedskæmperne ikke bar uniform, ville han lade dem skyde.
Fra midnat den 5. maj opholdt de 315 modstandsfolk sig uden armbind og våben forskellige steder i Nyborg centrum indtil kl. 7.30. Præcis kl. 8.00 havde de ordre til at indfinde sig på de steder, hver enkelt gruppe havde fået besked på, og på nøjagtig samme tidspunkt kørte byledelsens medlemmer i blomstersmykkede vogne ind over bygrænsen, som derefter afspærredes med pigtråd af modstandsgrupper.
Ledelsen ringede til kommandanten, der befandt sig på hovedkvarteret Hotel Nyborg Strand, som tyskerne havde beslaglagt i 1943. Lütchenkirchen nægtede imidlertid at komme til telefonen, og da man gennem den tolk, der havde besvaret opkaldet, meddelte ham, at byen var blevet besat, hvorfor han beordredes til at inddrage alle poster, erklærede han, at han intet kendte til nogen kapitulation, men havde sine ordrer, som han ville følge i tilfælde af oprør. Byledelsens svar var, at den havde sine ordrer fra sin øverste chef general Eisenhower, og at kommandanten selv kunne ringe tilbage på denne telefon, når han fandt det belejligt. Fra modstandsbevægelsens side havde man ingen intentioner om at kontakte ham yderligere. Byledelsen lod straks gå besked til regionsledelsen i Odense.
“I Nyborg har man forhandlet med kommandanten, der siger, at han kun kender til våbenstilstand, og at han endnu ikke har modtaget anden ordre. Han vil kun forhandle med borgmesteren og er meget forbløffet over
bevæbnede danskere på gaden. Han udtaler, at situationen er meget farlig. Vi afventer eventuel forholdsordre i den anledning.”
Først i løbet af 6. maj begyndte kommandanten at blive forhandlingsvillig, men nu stod byledelsen med et andet problem: Man havde modtaget efterretninger om, at tyske grupper – især marinere – ville kæmpe for enhver pris. Da man også havde observeret tyske officerer udvise stor nysgerrighed over for modstandsgruppernes afspærringer, var man klar over, man skulle være på vagt.
Da man derfor modtog en opfordring fra Lütchenkirchen til at indfinde sig på Hotel Nyborg Strand samme aften, forblev ledelsen uden for pigtrådsafspærringen. Mødet forløb dog fredeligt, da kommandanten meddelte, at han havde modtaget marchordre til følgende morgen og nu ønskede at låne nogle køkkenvogne. Dette blev bevilget efter indhentet tilladelse fra regionsledelsen, under forudsætning af at køkkenvognene var under dansk kontrol.
Den 7. maj marcherede den tyske hærstyrke ud af Nyborg, men efterlod sig dog marinerne en tid endnu, uden at disse gav anledning til andet end tilfældig vold og interne slagsmål.
Midt i alt dette levede en stor del af Nyborgs befolkning sit eget liv, som det var tilfældet i resten af Danmark. Og skønt ovenstående giver et billede af disciplinerede tyske tropper under ledelse af en målbevidst
kommandant, har det dog været så som så med agtpågivenheden, hvilket følgende viser.
Blandt de unge, der fejrede befrielsen med sang og jubel rundtom i gaderne, var en ung kvinde, Aase Larsen, som en af de første aftner i maj – før befrielsesaftenen – sammen med en flok jævnaldrende er på vej hjem fra roklubben.
På vej ud ad Birkhovedvej møder de Aases lillebror på 15 år, Børge, der sammen med sin kammerat Preben, som har tilnavnet “Puddersukker”, kommer cyklende nede fra Svanedamsgade. Drengene har været nede ved Hotel Nyborg Strand, og her er det på en eller anden vis lykkedes dem at stjæle det meget store hagekorsflag, der vajede over det tyske hovedkvarter. At de er sluppet afsted med dette, peger på, at skønt kommandanten udadtil kunne hævde at have kontrol over sine styrker, må en vagt eller to dog have taget en alvorlig blunder.
Hvorom alt er, har drengene fået kolde fødder, eller også havde selve det, at de havde stjålet et så vigtigt symbol for næsen af tyskerne, været dem nok. I hvert fald tilbyder de Aase, at hun kan få flaget, og da hun såvel som hendes veninder kun er sig manglen på ordentligt stof alt for bevist, tager de mod flaget.
Aase Larsen, der i dag hedder Kamstrup, fortæller i 2013, at der vitterlig var tale om et enormt flag. Drengene havde klippet selve svastikaen ud af det, alligevel kunne der blive syet en bluse af den rest hvidt, der var tilbage fra midterfeltet. Aase Kamstrup erindrer ikke, om de var to eller tre, der delte stoffet, men husker, at derud over kjolen også blev syet en lille nederdel, der dog er gået tabt.
Ud over at tjene som en nutidig illustration til Esajas’ ord om, at “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive”, viser anekdoten mere end noget andet, hvor forvirrende dagene op til befrielsen har været for såvel venner som fjender, og det ville unægtelig være dybt interessant, hvis vi havde et vidnesbyrd om, hvordan kommandant Lütchenkirchen reagerede ved nyheden om, at hovedkvarterets flag var væk.
Man kan trods alt kun håbe på, at han ikke blev oplyst om, at det var et par teenagedrenge, der havde stjålet det. Til gengæld kunne vi unde denne stivsindede officer at have fået at vide, at Det Tredje Riges flag endte med at være en ung kvindes balkjole.
Kjolen er udstillet på Nyborg Museum.
Marts 20, 2020
Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (2)
Officielt findes der 5.500 dansk – tyske børn. Uofficielt findes der 12.000. Gadejustitsen talte deres eget sprog dengang. Man lavede lister baseret på rygter. De blev trykt i de illegale blade. Disse tyskertøser blev betragtet som en skændsel for vores land. Forskere fandt ud af, at halvdelen af ”tyskertøserne” var arvemæssigt mindreværdigt. Den norske regering bevilligede modvilligt 80.000 kr. for at hente de norsk fødte børn hjem. I Norge var 14.000 kvinder samlet i 40 lejre. Der skulle avles børn og sendes til Tyskland for at berige den germanske race. Journalister fik forbud mod at bore i historien. Lotte Tarp fik at vide, at hendes far var en likvideret dansk modstandsmand. Hun fandt dog ud af, at det var tyske Wolfgang. Danske myndigheder foretog bevidst vildledning. Mange steder i Danmark var kirkebøgerne markeret med et hagekors – det var betegnelsen for et horebarn.
Glæden var stor, da Danmark endelig blev befriet om aftenen den 4. maj 1945. Men for nogle kvinder startede mareridtet først for alvor efter krigens afslutning.
Tyskertøserne, feltmadrasserne og horeungerne, ja betegnelsen viste noget om de fordomme, der var. Men også det danske samfund tog afstand fra tyskertøserne og deres børn. Man kunne ikke få aktindsigt og i familier
blev børnene af tyskertøser udelukket. Den norske regerings holdning efter krigen var ren og skær racistisk. Officielt blev 5.500 dansk-tyske børn født, men uofficielt var der ca. 12.000 børn.
Gadens Parlament
Kvinder, der havde plejet omgang med tyske officerer og menige soldater under besættelsen blev efter befrielsen afstraffet. De blev brændemærket for deres lyster og kærlighed. Seksuel omgang med fjenden var i befolkningens øjne aldeles umoralsk. Offentlig afklipning af håret var en af afstraffelsesmetoderne. De var jo selv ude om det, så måtte de også selv tage konsekvenserne.
Gadejustitsen talte sit eget sprog.
De blev smidt ud af deres bolig og deres arbejdsplads. Venner, bekendte og familie tog afstand fra dem. Nogle steder blev de ført gennem byen på ladet af en lastbil. Om halsen havde de et skilt hvorpå der stod “Feltmadras”. Kvinderne blev næsten afklædt og skulle løbe spidsrod mellem to rækker, der spyttede på dem og hånede dem. Aktionerne var måske ikke så spontane, som man ville gøre dem til.
Pigerne blev straffet af civile uden nogen form for advarsel eller rettergang.
Lister baseret på rygter
I illegale aviser blev der offentliggjort lister med navne på tyskertøser. Man blev opfordret til at straffe disse forrædere. Oplysningerne var baseret på rygter. Ingen er nogen sinde blevet gjort ansvarlige for disse oplysningers rigtighed. De kvinder, der havde forhold til de tyske soldater blev betegnet som urene, sygdomsbefængte og animalske. Og de børn, der blev resultatet blev udsat for noget, der nærmest kunne betegnes for racisme. De blev også betragtet som landsforrædere. De var befængt med nazi-blod.
Børn af feltmadrasser blev kaldt horeunger.
De blev draget til ansvar for, hvad deres forældre havde gjort. De er vokset op med uudtalte ting – med hemmeligheder og fortielser. Følelsen at være født skyldig fik velfærdsmæssige konsekvenser for mange af disse krigsbørn.
Landsforrædere
Tyskertøserne blev betragtet som landsforrædere, kollaboratører og en skændsel for vores land. Med deres krop havde de tilsmudset og forrådt nationen. Lige efter befrielsen blev der gennemført en meningsmåling. Her
blev et udsnit af befolkningen spurgt om deres holdning til tyskerpigerne. En pct. ønskede dem henrettet, en femtedel ønskede dem fængslet, og en stor del ønskede, at de blev mærket lige som jøderne. Holdningen i befolkningen var, at tyskertøser ofte var mindre begavede, løsagtige og halvprostituerede. Kvinderne forsøgte at svare igen. De havde forelsket sig i manden og ikke i nazismen.
Tyskerne var forhadte
Der findes ikke meget litteratur om tyskertøser, deres børn og deres skæbner. Tyskerbørn er vokset op i en atmosfære af fortielse, hemmelighedskræmmeri, isolation og skam. Alene i kraft af deres eksistens, minder de om en tid, som alle ønsker at glemme – om den forhadte fjende – om de ulykkelige krigsår. Tyskerne var forhadte i Danmark længe efter besættelsen, og det fik tyskerbørnene så sandelig at mærke. I dagens Danmark lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle, hvem han var. Disse børn lever stadig i skyggen af et tabu. I de første besættelsesår blev en romance mødt med et smil. Men da Nazitysklands nederlag tegnede sig klarere, blev kærlighedsforholdene
forhadte og farlige.
Tænk på Islands blod
På Island var det nærmest tale om nationalsocialistisk racepolitik. Den islandske nations fremtid afhang af de unge menneskers pligtfølelse af deres troskab over for Islands blod og jord. Her var det ikke tyskerne, der huserede, men amerikanerne. Forskere mener, at der er kommet et barn ud af hver tiende forhold. Det tal kan faktisk værre højere. I antal har det været mellem 40.000 – 60.000 tyskertøser i Danmark. I alt er der registeret 5.500 dansk-tyske børn. Andre forskere mener dog, at der et sted mellem 10.000 – 12.000 tyskerbørn i Danmark. Påstande om, at tyske soldater skulle have begået voldtægt i Danmark, er grebet ud af den blå luft. Der foregik kun ganske få tilfælde. Afstraffelsen fra den tyske værnemagt over for disse soldater var hård.
Arvemæssigt mindreværd
I Norge havde tyskerne registeret soldaternes børn i den hensigt at sende dem til Tyskland – uden mødrene. Ja selv den norske regering flirtede med denne tanke fra maj 1945. Man frygtede, at disse børn ville føle sig mere som tyskere end nordmænd. Og minsandten om ikke psykiatere kom frem til, at halvdelen af mødrene var arvemæssig mindreværdig. Som følge deraf var deres børn bærere af defekte arveanlæg.
Man foreslog at børnene skulle sendes til et neutralt land som Sverige, hvor de så kunne blive bortadopteret. Men det skulle så først ske, når man med tvang og uden undtagelse havde fjernet dem alle sammen fra deres mor. Derefter skulle man samle dem i større eller mindre opsamlingslejre.
De skulle så have nye papirer, hvor man ændrede sted og dato for fødslen. De skulle også forsynes med nye navne. Kære læsere, det er Norge vi skriver om.
Impulser fra den nordiske race
Sagen endte med, at den norske regering meget modvilligt bevilgede 80.000 kr. til at hente norsk fødte børn tilbage til Norge. Det var børn født på ni fødeklinikker som Afdeling Lebensborn havde oprettet i Norge. Her kunne norske piger få hjælp også af økonomisk art, når de ventede barn med en tysk soldat. Himmler mente, at den tyske race skulle tilføres nye impulser fra den nordiske race. Det Tyske Rige skulle have race – og
arvelighedsmæssige værdifulde børn. Mange norskfødte børn født på disse fødeklinikker blev sendt til Tyskland.
I Norge blev 14.000 kvinder samlet i ca. 40 lejre. Det var dem, der havde haft kærlighedsaffære med tyske soldater. Da en journalist ville lave en film om disse lejre, blev det stoppet. Det Norske Rigsarkiv henviste til tavshedspligten. Man ville ikke udlevere oplysninger. Man ville sikkert også fortie de overgreb som den norske stat begik – dengang.
Den norske statsminister Magne Bondevik gav i sin nytårstale ved årtusindskiftet en undskyldning på Statens vegne til de mellem 10.000 og 12.000 norske krigsbørn – børn af tyske soldater og norske kvinder – for den behandling, mange af dem havde været udsat for efter krigen.
Ingen kendte hende
Lotte Tarp dansk skuespillerinde (1945- 2002) var tyskerbarn. Hendes mor, Åse gjorde alt for at slippe for den skam det var at føde et tyskerbarn. Hun flygtede til et diskret sted i Jylland, hvor hun mødte lidelsesfælder.
Lotte blev anbragt på et børnehjem i Århus. Hun var meget underernæret. Og det reddede måske hendes liv, at en slægtning tog sig af hende. Hun kom til at vokse op hos bedsteforældrene. Selv rejste Åse til København,
hvor ingen kendte hende.
Aber das ist doch Wölfchen
Da Lotte blev ældre spurgte hun, hvem hendes far var. Hun fik svaret, at han var dansk modstandsmand, likvideret af tyskerne. Først da Lotte var 30 år, fik hun at vide, at faderen var tysk soldat og hed Wolfgang. Åse
havde opsøgt Lottes far, da hun var syv måneder henne. I det udbombede Eberswalde fik hun kun ganske kort tid med Wolfgang, ind til forældrene satte hende på porten. Hun så aldrig mere sin Wolfgang.
I 1984 forsøgte Lotte at opspore sin familie. Men det meget lukkede DDR var ikke meget for at hjælpe hende. Vestlige besøgende blev nærmest betragtet som spioner. Befolkningen i DDR vidste ikke rigtig, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Hun fandt frem til Brunnenstrasse 20, hvor hendes far havde boet. En pensioneret rektor og hans kone var en stor hjælp for Lotte. Hun modtog efterhånden mange informationer om hendes familie. En dag stod hun over for sin fars søster – tante Lotte:
– Aber das ist doch Wölffchen
Bevidst vildledning
Lotte var heldig. Men det er det langt fra alle tyskerbørn, der har været. Børneloven af 1937 skulle sikre uægte børn aktindsigt i deres faderskabssager. Men denne ret blev tilsidesat af de danske myndigheder frem til 1998/99. Mange krigsbørn er blevet nægtet aktindsigt. Der er eksempler på at embedsmænd har givet bevidst vildledning. Man kan hvis rolig konstatere, at en af verdens mest restriktive arkivlovgivninger i Verden og så repræsenterer et mørkere kapitel af nyere danskretshistorie. Kigger man i kirkebøgerne fra 1940 til 1946 vil man ikke finde anmærkninger om, at en tysk soldat skulle være faderen.
Hvem er min far?
Mange lever stadig i uvidenhed om deres herkomst. Adskillige krigsbørn har efter deres moders død haft den rystende oplevelse at finde breve og dokumenter, der vidner om en ukendt kærlighedshistorie. En far de voksede op med, var stedfar. Hvem er eller var den rigtige far? For nogle var det en lettelse at få det svar. For andre var den sorg.
Social fordømmelse
I hele verden findes der vel nok en halv million krigsbørn. Selv om disse børn har mærket moderkærlighed, så er de blevet sat ud af samfundet. Mødrenes skamfølelse og angst for social fordømmelse var årsag til at mange hemmeligholdt, at barnets far havde kæmpet på den forkerte side, på taberens side. Pigernes seksualitet blev gjort til et samfunds anliggende. Det var ikke et privat anliggende. Og samfundets behandling af tyskerpigerne og deres afkom var i høj grad præget af afstandtagen.
Udelukket fra egen familie
Der er også eksempler på, at barnet er blevet udelukket fra den nye familie. Her er den nye families barn blevet prioriteret højere. I den øvrige familie er det såkaldte uægte barn blevet forbigået. Talrige eksempler er det også på, at de brødre, søstre og andet familie, man har fundet frem til, ikke vil have noget at gøre med det barn, der blev født oppe i Danmark.
Hagekors i kirkebogen
Tænk oppe i Nordjylland i Hals Sogn satte præsten i alt 15 små hagekors i kirkebogen ud for de børn, der havde tyske fædre. Født i dølgsmål og dræbt straks efter fødslen, står der ud for et af børnene.
Her i landet lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt en dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle hvem han var. Mennesker som aldrig har fået at vide hvem han var. Mennesker som myndighederne har nægtet adgang til arkivoplysninger om hvem deres far var. Disse mennesker er i dag omkring halvfjerdsårsalderen, og de har levet deres liv i skyggen af et ødelæggende tabu.
Endnu kan vi i medmenneskelighed nå at tale om og undskylde fortidens behandling af disse børn.
Inger, min mor
Et af disse krigsbørn er forfatteren Erik Oluf Otto Galvit der har skrevet dokumentarromanen “Inger min mor”. Det er beretningen om en 16-årig ung pige der forelsker sig i en tysk soldat. Hun bliver gravid i efteråret 1941, men den tyske soldat bliver ved byretten frikendt for faderskabet. Ved en fingeret voldtægt forsøger Inger at få en dansker dømt som far til barnet. Dette mislykkes imidlertid også.
For at undgå hån, skam og fornedrelse, gifter Inger sig i 1943 med en dansk sømand. Ved at blive dansk gift, undgår hun at blive udsat for de samme ydmygelser, som andre tyskertøser blev det.
Selv om Inger blev gift og fik endnu et barn, savner hun den tyske soldat. Hun bærer på en stor skyld og skam, og venter hele tiden, at fortiden vil indhente hende. På sit dødsleje fortæller hun lidt om fortiden til sin søn. Men hun er for syg, og der kommer kun brudstykker frem inden hun dør.
De næste 25 år efterforsker forfatteren faderskabssagen fra 1943, og får via flere hundrede dokumenter stykket et tidsskema sammen, der fortæller om Ingers gøren og laden. Han finder ud af, hvem der er hans biologiske far og finder samtidig tre brødre i Tyskland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.515 artikler heraf 394 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter) herunder
Hvis du vil læse endnu mere: Om Tyskertøser, Horeunger, Drageyngel og Feltmadrasser:
Marts 19, 2020
De mange fabrikker på Nørrebro
Vi skal her besøge en masse industriforetagender. Og det er Nørrebro Elektro – Tang-Jensens Klaviatur – Tandhjulsfabrikken – Kehlet Chokolade – Kaffebrænderiet Merkur – Det Danske Petroleums Aktieselskab – Bânckes Senneps – og Eddikefabrik – Bragesgade Understation – En vognfabrikant på Baldersgade – Danske Elektroniske Instrument Fabrikker – Mekanisk Elektrisk Compagni.
Mekanisk Elektrisk Compagni
Egentlig har mange produktionssteder og virksomheder været helt upåagtet på Nørrebro. Men de har siden vokset sig store. De har levet under trange forhold, og måtte til sidst flytte hen. Hvor der var bedre plads-
Vi skal her opleve to virksomheder med samme adresse, Thorsgade 37, som fik vokseværk- Og begge virksomheder lever stadig i bedste velgørende.
Må vi præsenterer MEC, Mekanisk Elektrisk Compagni og DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker. I starten af 1940 lå begge firmaer i bygningen. Begge firmaer fremstillede elektroniske måleapparater, relæer og andet til radiobranchen. De to firmaer rådede efterhånden over hele bygningen og samtlige etager-også bagbygningen.
Den var den 1. juni 1938, da Svend Hansen og Ernst Bock henholdsvis ingeniør og konstruktør grundlagde MEC. Man startede i baggårdsbygning på Kultorvet 4 A med kun 5 ansatte.
MEC producerede drejeomskiftere, trimmekondensatorer til radio og måleapparater og senere også TV apparater. Der var mange omskiftere, der blev nittet sammen. Mange af fabriksarbejderne var montagedamer.
MEC havde de to nederste etager samt kældrene i bagbygningen. Til højre for porten var der kontor, bogholderi, salgsafdelingen og direktionen og til venstre for porten var der smed. Bagbygningen rammede galvanisk afdeling og råvarelager.
Kældrene blev brugt til kantine om omklædning for de efterhånden langt over 50 ansatte.
Trods vareknaphed og rationalisering gennem 1940’erne så voksede og voksede MEC. Da tv-branchen rigtig boomede i 1950’erne var det endnu et større eksportmarked at producere til.
Man fortsatte i Lyngby, medens udvikling og produktion fortsatte på de to etager i Thorsgade 59. Man ville dog godt samle de efterhånden 400 ansatte ved at bygge en fabrik i Ballerup. Den blev indviet i 1963 og har lukket der siden.
Ja som skrevet, så lever firmaet i bedste velgående.
Danske Elektroniske Instrument Fabrikker
DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker blev grundlagt i 1933 af Erling Foss. Det var at skabe værdi ved hjælp af teknologi, der interesserede ham.
Målet var at etablere en virksomhed til fremstilling af simple måleinstrumenter, som f.eks. amperemetre, voltmetre, udstyr til kraftværker, fabrikker, hospitaler og lignende. Erling Foss troede på projektet og besluttede sig for at investere i det.
I starten af 1933 lå DEIF i hjertet af Nørrebro. Et værksted, der ikke var på mere end 150 kvm. Der var ganske få ansatte, primært finmekanikere og lejlighedsvis urmagere til produktion af fintfølende målapparater.
De første kunder og aftagere af DEIF’s produkter var elværkerne samt producenter af tavleanlæg som for eksempel Lauritz Knudsen.
Efter nogle år ekspanderede virksomheden, Der var efterhånden 30 medarbejdere. De måtte derfor flytte til de større lokaler i den ny fabriksbygning i Thorsgade 37. Her åbnede DEIF den 9. april 1940.
DEIF overlod dog besættelsen på grund af de mangle tyske producenter, der forsvandt fra det danske marked. Produktionen blev kun indstillet de dage, hvor værkstedet var for koldt. Arbejderne var derfor nødt til at gå hjem igen.
Under besættelsen var brændsel den eneste aktuelle mangelvare. Af den årsag var det muligt for DEIF at fastholde fuld beskæftigelse gennem hele besættelsestiden. Erling Foss måtte dog flygte til Sverige med sin familie i 1944 grundet sit engagement i modstandsbevægelsen.
DEIF fortsatte sit virke efter krigen og blev i Thorsgade helt frem til 1973. En ny fabrik i Skive skulle rumme den stadig voksende produktion.
Dette var historien om to verdensomspændende virksomheder.
En Vognfabrikant på Baldersgade
Karetmager og vognfabrikant Wilhelm Christian Anton Hansen havde værksted i Baldersgade 7 tæt ved Nørrebroes Sporvejsselskabs remise. Han leverede bl.a. i 1885 vogne til dette selskab, lige som han leverede vogne til Falkoneralleens Sporvognsselskab.
Selv boede han også i Baldersgade i årene omkring 1880 og fremefter. Desværre gik han konkurs i 1902.
Firmaet optræder i vejviseren for 1882 som karetmager på adressen Baldersgade 14, hvilket var samme adresse som ”Nørrebroes Sporvejsselskab”. Først fra 1885 til 1901 nævnes adressen Baldersgade 3.
Efter konkursen i 1903 nævnes karetmager L.H. Hansen på adressen. Men vores hovedperson optræder igen i 1918 boende Julius Blohms Gade 33, hvorfra der annonceres om salg af brugte vogne.
I 1889 sendte han et tilbud til FAS. Det løs sådan:
I 1894 havde man ansøgt om udvidelse. Og i 1896 leverer han alle 12 hesteomnibusser til Kjøbmagergades Omnibus Selskab.
I perioden 1888 – 94 har firmaet også bygget en del hestesporvogne.
Bragesgade Understation
Nej det handler ikke om en undergrundsstation. Det handler om forsyning. Ja det handler om HOFUR – dengang. Den første understation sættes i drift den 15. november 1914.
Og det handler om en forstærkning til den københavnske el – net. Vi har fundet en del interessante billeder, der belyser dette. Og el havde jo også stor betydning for både stor – og småindustri på Nørrebro.
Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik
Fabrikken blev grundlagt i Kiel i 1830. Den blev overflyttet til København i 1858 af Wilhelm Bâhncke, der ledede virksomheden til sin død i 1907. Firmaet blev videreført af hans to sønner, Emil og Albert.
Den første sennepsfabrik blev etableret i Sølvgade 6 i 1858. Og så fik man patent på opfindelsen af sennepspulver. Nu kunne det blødes op på 15 minutter i stedet for mod tidligere 24 timer.
I 1869 opnår man en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Altona.
I 1884 indvier man et eddikebryggeri på Kathrineberg
I 1917 blev assurance-afdelingen solgt fra, så man kunne koncentrere sig om fødevarer.
Fra 1919 etablerede firmaet sig på Jagtvej 113 – 115. Afdelingen her blev moderselskabet. Den blev moderniseret i løbet af 1940erne. Ved 100-års jubilæet i 1958 beskæftigede man 100 medarbejdere.
Senere opkøbte man forskellige mindre fødevareproducenter
I 1932 fik vi det kendte slogan ”Intet bord uden Bâhncke
I 1931 blev firmaet omdannet til familie-aktieselskab. I 1958 byggede man en fabrik i Ballerup.
I 1982 blev Bähncke en del af De Danske Spritfabrikker og i 1989 en del af Danisco A/S. Men i 2005 blev det overtaget af den norske koncern Rieber & Søn ASA. Dette firma ejer også K-Salat.
I 2013 blev Rieber & Søn købte af den norske koncern Orkla. Bähncke blev nu lagt sammen med Beauvais Foods A/S til Orkla Foods Danmark.
Det Danske Petroleums Aktieselskab
I Thorsgade lå Det Danske Petroleums Aktieselskab. Selskabet blev grundlagt i 1899. Det første petroleum kom til Danmark fra USA i 1861. D.D.P.A. var den største aktør på markedet. Selskabet blev den dominerende aktør som distributør af olieprodukter /herunder petroleum, brændselsolie og benzin i Danmark.
Selskabet skiftede i 1952 navn til Dansk Esso. I 1986 overgik det til Statoil.
Man samlede benzinpumper, man havde flasketapperi for petroleum, et benzinanlæg, en benzin-aftapnings-anstalt, forskellige petroleumslagre m.m.
Jo, der skete noget i Thorsgade.
Kaffebrænderiet Merkur
Kaffebrænderiet Merkur lå i Sigurdsgade 25/Hermodsgade 24 fra 1933. Lagerbygningen til de rå bønner blev dog først udbygget efter krigen. Det larmede, lugtede og osende kaffebrænderi har ligget midt blandt beboelse.
I dag er bygningen fredet, ja det er en af de yngst fredede industribygninger i Danmark.
Det er en tre etagers fabriksbygning. I fabriksbygningens stueetage var der kontorer og ekspedition. Første sal rummede selve risteriet og anden sal var råvarelageret.
Hovedbygningen er opført i røde mursten og de tre markante skorstene understreger bygningens funktion. Vinduerne ud mod gårdsiden er karakteristiske for industribygninger. Og for at man ikke er tvivl står her stadig under skorstenene ”Kaffebrænderiet Merkur” Men Merkur kan man nu også se andre steder på bygningen.
Hver af de tre skorstene gik fra en kafferist på første sal op gennem anden sal og videre gennem taget.
Bygningen var i brug som kaffebrænderi indtil 1960erne.
Den har siden været brugt af et malerfirma og meget mere. Bygningen har sandelig også været brugt til at dyrke østershatte for første gang i Danmark. Ja VVS – firma og en polsk forretning har også været her.
Kaffebrænderiet blev fredet i 1994. Kulturstyrelsen begrunder det således:
Kehlet Chokolade
Aktieselskabet Chr. F. Kehlet, Jagtvej 85 – 87 er grundlagt allerede i 1825. I begyndelsen var virksomheden ikke ret stor. Der blev arbejdet under ret primitive forhold. I 1834 blev der anvendt hestekraft.
Jo, Christian Kehlet var den første i Danmark, der producerede spisechokolade. Det skete bl.a. fra adressen Østergade 34 i 1830.
Allerede fra starten baserede han sin produktion på dampkraft. De store dampmaskiner kunne få maskinerne op i et højere tempo. I 1845 importerede han et såkaldt granitvalseværk fra Paris.
Egentlig er oprindelsen til denne fabrik et konditori med café på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade. Det var broderen R.T. Kehlet, der startede her. Det var en konkurrent til de store dyre schweiziske forretninger. Her kunne man få en kop chokolade for 6 – 8 skilling. I de dyre etablissementer skulle man betale 16 – 20 skilling.
Denne Kehlet producerede også chokolade og konfekt. Men hans gamle formalingsmaskine kunne ikke findele kakaobønnerne tilstrækkeligt, og jernhjulene havde en kedelig tendens til at give afsmag på kakaomassen.
I Kehlets Cafe kunne man også læse inden – og udenlandske blade og tidsskrifter samt nyde hjemmelavet konfekture til billige penge.
Senere etablerede R.T. Kehlet, Rosenlund på Værnedamsvej med luftballoner, fyrværkeri og koncerter.
Ja og hans bror Christian Kehlet overgik ham, inden han etablerede sin fabrik. Han etablerede en café i Erichsens Palæ på Kongens Nytorv, hvor der var koncert med et stort orkester fire gange om ugen.
Siden overtog han Alleenberg på Frederiksberg. Ja stedet lukkede først i 1923.
I 1844 efter at fabrikanten var flyttet fra Grønnegade til Gothersgade, blev der anskaffet granitmaskiner til driften.
Virksomhedens omsætning steg stadig og i 1884 fik fabrikken lokaler på Jagtvej 85. Her lå man indtil 1920. I 1888 overtog H.M.G. Hansen fabrikken og udvidede betragteligt. Han drev nærmest en mønsterfabrik. Fabrikken blev omdannet til aktieselskab.
Fabrikken benyttede kun de bedste produkter og havde et særdeles godt ry. På et tidspunkt var der 120 folk ansat. Helt fra begyndelsen samarbejdede Christian Kehlet med brødrene Cloetta. Siden delte de direktør og adresse i Hørsholmsgade 20. Senere opslugte Cloetta så hele firmaet, der så senere blev opslugt af den finske Fazer – koncern.
Tandhjulsfabrikken
Fabrikken lå Jagtvej 103. Den blev grundlagt i 1918 af C.A. Stub. Han havde opholdt sig i en længere årrække i Amerika og Tyskland. Tandhjulet blev praktisk talt anvendt overalt inden for jern – og metalindustrien.
Der blev produceret tandhjul af jern og stål, messing, råhud, fiber, træ og mange andre materialer, ligesom der fandtes mange forskellige slags. Der fandtes cylindriske tandhjul, koniske tandhjul og mange flere.
Der fandtes tandhjul, der kun varede 1 gr. Og så var der nogle, der vejede 25.000 kg. På fabrikken var man i stand til at tilfredsstille næsten et hvert krav til tandhjul.
Man var leverandør til de fleste store maskinfabrikker over hele landet samt Norge og Sverige.
Tang-Jensens Klaviatur
Firmaet Tang – Jensen blev grundlagt 17. oktober 1868 af Tang – Jensen, der efter at være kommet hjem fra Tyskland og Frankrig påbegyndte en lille fabriksvirksomhed for klaviaturer på Jagtvej.
Virksomheden begyndte under meget beskedne former, idet han selv var mester, svend og lærling. Efterhånden kunne der spores fremgang. I 1874 kunne man føje mekanikfabrikation til.
I 1880 opførtes fabrikken på Jagtvej 91. I 1884 blev der taget fat på en udvidelse. Og i 1887 startede man fabrikation af cigarkasser.
Fabrikken blev drevet af en 20 hestes dampmaskine.
I 1878 fik Tang – Jensen en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Paris for veludført arbejde. Det var den eneste danske fabrik på dette område. Blandt kunderne var pianofabrikker i Danmark, Norge og Sverige.
Nørrebro Elektro
I 1908 tillod snedkermester Axel Franck, at hans 16-årige søn lavede kemiske forsøg i en kælder til familiens bolig i Ægirsgade.
Hvem kunne drømme, at dette kunne føre til verdens første hjertestarter.
Sønnen Otto Franck var en dygtig gymnasiestuderende. Et par år senere i 1912 gik det naturligvis galt. En gaseksplosion kostede den dygtige studerende hørelsen på det ene øre.
Men det der var værre, at der slap gas ud sammen med ilt, fik de omkringliggende facader til at blive gule. Nogle steder på Ægirsgade kan man stadig spotte de gule plamager.
Til gaden store lettelse emigrerede Otto Franck i 1915 til München. Her fik han en stilling hos Münchener Stadt Chemie AG. Her udviklede han bl.a. lungegasser til den tyske krigsindustri. Hans indsats blev bl.a. belønnet med Jernkorset af 2. grad.
Efter Den Store Krig fik han dårlig samvittighed og ifølge hans dagbog overvejede han at gå i kloster.
Heldigvis endte han med at bruge sine evner til at redde menneskeliv. I 1921 vendte han hjem til Danmark med patent og udkast til et elektrisk apparat, der skulle genoplive de døde med elektrisk stød. Kort sagt verdens første defibrillator.
En række forsøg på at genoplive orner, lykkedes. Jo apparatet fungerede. En masseproduktion blev sat i gang med bl.a. en stor eksport fra en tidligere villa på Rådmandsgade 30, hvor han indrettede en mindre fabrik.
Da han døde i 1981, efterlod han sin enke og tre sønner, et indbringende patent og en velfungerende fabrik.
Familien solgte patentet til et japansk firma. Man begyndte i stedet at producere elektronik til fjernstyrede biler og elektronisk legetøj. Fabrikken blev omdannet til Nørrebro Elektro.
Marts 18, 2020
Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen
Industri på Nørrebro handler også om de medarbejdere, der arbejdede i industrien. Her har vi fokus på en stærk kvinde, tekstilarbejder Dagmar Harriet Andersen. Hendes far forlod familien, da Dagmar var 4 år gammel. Familien flytter til Rabarberlandet. Alle kunne se, at familien var under fattigvæsnet. Der var masser af billig arbejdskraft på Nørrebro dengang. Dagmar fik aldrig skøjter, så hun kunne løbe på Ladegårdsåen. Hun melder sig ind i fagforeningen, da hun starter på fabrik. Hun bliver skilt efter 6 års ægteskab. Arbejdsdagen er på 12 timer. Rationalisering betyder maksimal udnyttelse af arbejdskraften. 60 pct. af arbejderne i Tekstilindustrien var ufaglærte kvinder. Dagmar er med til at oprette en klub på fabrikken. Hun mærker, at kvinders plads var i hjemmet.
Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen levede fra 1879 til 1962.
I 1907 lærer Dagmar Harriet Andersen at væve. Det tager en uge – så får hun sin egen væv på en tekstilfabrik, og den første uge tjener hun 12 kroner, den næste 18 kroner. Det er meget mere, end hun før har tjent. Dagmar har også hårdt brug for pengene. Lidt tidligere samme år er hun blevet separeret fra sin mand efter 6 års ægteskab: “Det var ikke altid min mand bragte sine penge hjem, så han var ikke til at stole
på.
Det kunne jo ikke blive ved, så besluttede jeg at prøve alene”. Dagmar skriver sine erindringer i 1955, 76 år gammel. De handler om tiden fra 1879 til 1943. Hun bliver født i København den 27. juli 1879, som den første af tre. Der havde været en lille pige til, men hun døde, inden Dagmar blev født. I Dagmars første år er faderen ikke meget hjemme, og han skifter tit arbejde: “Da min broder blev født, var min far kontorbud, og da min søster blev født, var min far brandmand.
Han fik kun 11 kroner om ugen”, skriver hun. Faderen forlader familien, da Dagmar er fire år, men mindre end et år senere ser hun ham igen. “Himlen var så rød en aften, min mor tog mig med ned til kanalen, jeg kan endnu se det mægtige bål, da Christiansborg Slot brændte, vi kunne se brandfolkene oppe på taget, og en af dem var min far”. Derefter forsvinder faderen stort set ud af Dagmars liv. Efter at faderen har forladt dem, flytter familien til Rabarberkvarteret på Nørrebro: “Et stort fattigkvarter og med små et og to værelses lejligheder.
Der boede folk med mange børn og flere familier måtte dele køkken, tøjet blev tørret i køkkenet eller inde i stuen, og vi skulle have det tørret i en fart for at få det på. Vi havde ikke meget at skifte med”. Møbler har
familien heller ikke mange af, de koster for meget at få transporteret ved flytninger – og dem er der mange af – men det hænger også sammen med lejlighedernes størrelse, ofte er værelserne ikke mere end 3 x 3
meter.
Rabarberkvarteret er rammen om mange skæbner: “Vi var vidne til mange tragedier, kunne folk ikke betale deres husleje blev de sat ud med kongens foged, og kørt til husvilde-afdelingen. Det var også meget
almindeligt, at folk var fast under fattigvæsenet, så fik de hjælp til husleje, de hentede rugbrød og varm mad.
Alle kunne se når familien var under fattigvæsenet, det var noget rædsomt tøj”. Dagmars mor tjener en krone om dagen, og “man kunne få meget for 1 krone i de tider. Kaffe, brød, fløde for 3 øre. Sukker, fedt, kul og margarine. Og når min mor så havde fået penge fra min far, handlede hun hos en marskandiser. Det var utroligt hvad hun kunne købe til os, og det var altid rent og pænt”.
Dagmars mor arbejder mest med rengøring og tøjvask, og Dagmar beskriver hende som svag og ikke særlig udholdende.
Da Dagmar er seks år, er hun og hendes søskende bl.a. på det kommunale børnehjem et stykke tid, fordi moderen bliver brystsyg og kommer på hospitalet. Selvom der ikke er noget, der hedder mad til bestemte tider, og varm mad er en sjældenhed, mindes Dagmar ikke, at hun og hedes søskende er syge, selvom hygiejnen i kvarteret er så som så. Der bliver
aldrig gjort i stand i lejlighederne, og det vrimler med kakerlakker: “Det var tit vi fik brød hvor der var en kakerlak bagt indeni”, skriver hun.
Da Dagmar kommer i skole, er der sommetider bespisning på skolen,
ligesom det også er muligt at tage bad der om vinteren. Om sommeren går hun og familien på den kommunale badeanstalt “Venedig”. Men hygiejne og renlighed er et stort problem i fattigkvarterne: “Når lusefrøkenen kom med to strikkepinde for at undersøge om vi havde lus, og der var nogle som ikke var rene, så ve dem, for børn er jo ubarmhjertige, og det var det mærkelige, at der blev ikke foretaget noget, kun konstateret. Det kunne jo nok have været lidt mere nænsomt”, skriver Dagmar.
Sådan som Dagmar oplever det, ser virkeligheden ofte ud for en arbejderfamilie. De skiftende jobs, de lave lønninger, mange flytninger og dårlige boligforhold er en kendsgerning for arbejderklassen i slutningen af 1800-tallet – Dagmars barndomsår. Den begyndende industrialisering er med til at skabe et stort skel mellem en lille magtfuld gruppe, der besidder produktionsmidlerne, og en stor gruppe besiddelsesløse arbejdere.
Socialt set viser skellet sig i en kvarters-opsplitning af København. Arbejderklassen bor specielt i de fattige brokvarterer – som f.eks. Rabarberkvarteret på Nørrebro. Den befolkningsgruppe, der udgør det
meste af arbejderklassen, er tidligere husmænd og daglejere fra landet, der på grund af kraftig befolkningsvækst i slutningen af 1800-tallet ikke længere kan finde arbejde på landet og derfor vandrer til
byerne.
Det medfører et overskud af billig arbejdskraft i byen, og det er ensbetydende med lav og dårlige vilkår for mange. På det politiske plan er det moderne parti-system, som skulle komme til at karakterisere
det kommende 20. århundrede, ved at finde sin form. De dominerende politiske partier er Venstre, som især repræsenterer bøndernes interesser, og Højre (som i 1915 blev til det Konservative Folkeparti), som især repræsenterer godsejerne og de velhavende i byerne.
Men Socialdemokratiet vinder i stigende grad tilslutning fra byernes arbejdere. I den voksende arbejderbevægelse finder mange et politisk ståsted og et håb for fremtiden.
Dagmars beskrivelse af sine barndoms- og ungdomsår indeholder en dobbelthed. På den ene side beskriver hun arbejderklassens dårlige levevilkår med hensyn til hygiejne, økonomi, politisk forståelse, boligforhold etc. Men på den anden side er der også tit en bemærkning om, hvordan hverdagslivet også kunne indeholde morsomme og gode elementer.
På trods af at hun beskriver børn som ubarmhjertige, forklarer hun, at der er et godt kammeratskab i klassen.
Hun beskriver, hvordan de handlende i kvarteret tit har lidt ekstra at give børnene, når de køber ind om lørdagen. Hun husker, at hun en søndag på den frosne Ladegårdsåen misunder de børn, der har råd til et par skøjter, men at hun har en dejlig dag og kommer frisk hjem. Hun fortæller, at sengehalm og skrammel hober sig op i gaderne, men at børnene vælter sig i det, og at klunserne og kludekræmmerne har travle dage.
Hun fortæller, hvordan drikfældighed er almindeligt i kvarteret, men at børnene får meget sjov ud af en fuld mand eller kvinde, der er på vej ned ad gaden. Også det politiske liv får en kommentar med: “Der var nok en valgdag, men det var jo en skolefridag, så var der sjov i gaden, børnene løb omkring og sang. Der var vist ikke mange der havde stemmeret i det miljø vi boede iblandt”. På dette tidspunkt er det 1866-grundlovens § 30, der fastsætter den almindelige regel om valgret til folketinget.
Ifølge den har kvinder ikke stemmeret. Valgretten tilkommer enhver uberygtet mand, når han fylder 30 år, medmindre han:
– Uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold;
– Nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt;
– Er ude af rådighed over sit bo;
– Ikke har fast bopæl i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på den tid, valget foregår.
I 1897 kommer Dagmar, 18 år gammel, for første gang på fabrik i København. Før dette har hun tjent fire år på landet og været i huset hos en familie i København. Hun uddyber ikke nærmere, hvilken slags fabrik
hun er på, og i de følgende år prøver hun “lidt af hvert”. Ved storlockouten i 1899, hvor arbejdsgivere afskediger mængder af arbejdere, bliver også Dagmar fyret: “Jeg var kommen i fagforening men vi fik kun
6 kroner om ugen i understøttelse, så det var jo småt hele den sommer, men så blev lockouten ophævet den. 5. september med Septemberforliget”.
På dette tidspunkt er Dagmar 20 år og ugift. De fleste unge piger er sjældent medlem af en fagforening, da de ofte skifter arbejde – og fordi de måske håber på at komme ud af fabrikslivet, blive gift og stifte familie. Det er i det hele taget først langt senere, at de fleste
kvinder bliver medlem af fagforeningerne, og da er det oftest gifte kvinder. Som ung ugift kvinde er Dagmar derfor et atypisk fagforeningsmedlem ved århundredeskiftet.
Efter Septemberforligets afslutning, der fører til den første egentlige gensidige anerkendelse mellem arbejder- og arbejdsgiverorganisationer, og hvad man kan kalde arbejdsmarkedets “grundlov”, kommer Dagmar ud at tjene igen. Men kort tid efter bliver hun gift: “I 1901 blev jeg gift; min mand var arbejdsmand, og var tit ledig, jeg havde fået tre børn, drenge”. Dagmar skriver kun lidt om sin mand, og meget tyder på, at de to ægtefæller lever to forskellige liv.
De tilhører begge arbejderklassen, men henholdsvis den mandlige og kvindelige del, og det kan der være stor forskel på. Lønnen er f.eks. langt lavere for kvinder end for mænd. De fleste kvinder er derudover konstant i arbejde. På arbejdspladsen om dagen, og i hjemmet om aftenen. Holdningen i tiden synes at være, at kvindens naturlige og rigtige plads er i hjemmet, hvor hun koncentrerer sig om at opdrage børn, lave mad, vaske, sy og sprede hygge.
At dette ideal også gør sig gældende for arbejderklassen og for en kvinde som Dagmar ses blandt andet i en artikel fra “Kvindeligt Arbejderforbund”, som ellers er et af kvindernes stærkeste politiske talerør i begyndelsen af århundredet: “Kvindens plads er i hjemmet som hustru og moder, men som vort samfund er indrettet, tvinges mange, som helst ville ofre sig helt for hjem og børn, til i større eller mindre grad at skaffe sig fortjeneste ved arbejde ude”.
Om Dagmar helst vil ofre sig helt for hjem og børn kan vi ikke svare på. Det skriver hun ikke noget om. Men det er sikkert, at hun i større grad må skaffe sig fortjeneste ved at arbejde ude. Dette er tilfældet for langt de fleste arbejderkvinder. At Dagmar, da hun fylder 27 år, har arbejdet på landet, har været tyende i København, har været på fabrik, været gift og fået tre børn, er således ikke usædvanligt. Mange kvinder er i en lignende situation. Det handler i første omgang om at overleve, om at tjene penge så der kan komme mad på bordet, om at få tilværelsen til at hænge sammen.
Dagmar er en af mange enlige mødre. Efter skilsmissen fra sin mand i 1907 får hun gennem sin søster mulighed for at lære at væve på en lille fabrik. Det viser sig at blive hendes levevej. I starten lejer hun en
lejlighed og nogle væve, hvor hun arbejder sammen med en veninde: “Så kunne jeg løbe hjem til middag, og give børnene mad”.
Arbejdsdagen er på ca. 12 timer, men Dagmar har friere forhold til at kombinere familie og arbejde, end hvis hun havde været på fabrik. Men et halvt år senere drager veninden til Amerika, og Dagmar har ikke længere råd til lejligheden. Hun får plads på en fabrik, men bliver efter nogle års arbejde syg. “I de tider var der ikke noget der hed, at vi kunne få vores væve, når vi blev raske, det var en god arbejdsplads så der var rift om arbejdet”. Denne udtalelse fortæller meget om arbejdsforholdene.
For det første er det tydeligt, at der er stor udskiftning af arbejdskraft. Kvinder er ustabile på grund af giftermål, barsel og sygdom. For det andet fortæller citatet, at der ikke er tryghed i ansættelsen, man kan ikke lægge sig syg og forvente sin plads tilbage på grund af den store arbejdsløshed blandt arbejderklassen. Men Dagmars beskrivelse antyder også, at det er få arbejdspladser, der er “gode”, på trods af at der på denne tid opstår store industrivirksomheder med mere end 100 ansatte.
Tekstilindustrien er en af de industrier, der omkring århundredskiftet står for nogle af de største fabrikker. Her er 60 pct. af de ansatte kvindelige ufaglærte arbejdere. Efter sin sygdom kommer hun på en lille bomuldsfabrik: “Det var en dejlig og luftig fabrik, og fortjenesten
var også meget god, og arbejdstiden var kun 56 timer om ugen.” På dette tidspunkt er Dagmars ældste søn ude at tjene og de to andre begyndt i skole, hvilket gør det lettere for hende, skriver hun.
Men “så kom 1914 og første verdenskrig, det varede jo ikke længe, så blev det sløjt med materiale, vi fik ingen bomuld til landet, og fabrikken måtte lukke”. Dagmar bliver arbejdsløs, men hun er heldig, hun går ikke længe uden arbejde.
Efter 14 dage kommer hun ud på en stor tekstilfabrik, hvor hun får godt arbejde. Hun får råd til og mulighed for at have en lejlighed tættere på sit nye arbejde på trods af kraftig bolignød, og “Den 1ste september 1915 flyttede jeg så. Jeg gav 23 kroner i husleje, men nu havde vi også wc og el, så det var jo et godt fremstød”. Men krigen kan mærkes, og mange må holde op efterhånden.
Lillejuleaften 1917 bliver det Dagmars tur, og ligesom under storlockouten er det understøttelsen, hun forholder sig til: “Nu havde vi
så mange arbejdsløse, at der måtte noget ekstra til, og Staden trådte til, så fik vi en meget god understøttelse, men der var en tid hvor vi næsten ikke kunne få brød, for der var jo spekulation i alt hvad der kunne sælges. Der var en gruppe som hed Gullaschbaronerne, som tjente så mange penge, så de tændte deres cigarer med tikronesedler”.
Dagmar mindes en sang i revyen på Nørrebros Teater:
Man Køber en Villa i Rosenborg Stil,
Billeder i Alenvis, Bøger og Bil,
Ud kører Manden, med Briller i Panden,
Og Konen i Skindpels og Slør,
Med deres flotte Chauffør,
Aa, de skal bare en Aftentur til Helsingør,
Bønder og Krikker i Vejgrøften ligger,
Små Vovhunde smadres… Pladask.
Fart med Panik i og Horn med Musik i,
Kort sagt. En fuldendt Gullasch.
Medlemskab af fagforeningen under krigen sikrer hende økonomisk i en tid, hvor mange andre sidder hårdt i det. Fagforeningsarbejdet er noget, Dagmar rigtig bliver en del af efter Første Verdenskrig. Hun begynder så småt under krigen, hvor der bliver oprettet “en klub på fabrikken”, hvor hun er bestyrelsesmedlem og kontingentopkræver.
Men i 1915 holder Tekstilarbejderforbundet kongres, og “der blev jeg valgt som delegeret”, skriver hun. Hendes aktivitet i fagforeningen er med til yderligere at understrege, hvordan hun langsomt adskiller sig mere og mere fra mange arbejderkvinder i de første årtier af 1900-tallet.
Efter krigens afslutning i 1918 får Dagmar sit arbejde på tekstilfabrikken tilbage, og hun bliver delegeret til kongressen i både 1918 og 1921. Efter krigen er der et kraftigt boom i medlemstallet i fagforeningen – specielt kvinderne kommer med i denne periode. Men Dagmars centrale stilling er usædvanlig for en kvinde. Hun er med til at oprette studiekredse med foredrag, og hun er på kursus og med til møder.
Politisk set støtter hun Socialdemokratiet: “De har gjort meget for de små i samfundet, vi har en god social forsorg, den bedste i verden”, skriver hun i slutningen af sine erindringer. Dagmar lægger vægt på, at kvinder og tyende fik stemmeret ved den nye grundlov i 1915, og at valgretsalderen blev sænket fra 30- til 25 år. “I 1920 fik vi 8 timers arbejdsdag”, skriver hun, men hun beskriver også, hvordan rationaliseringen medfører en maksimal udnyttelse af arbejdskraften: “Der skulle indføres automatvæve, så hvor vi før havde kørt med 2 + 4 væve, skulle vi nu køre med 8 væve, og så skulle vi arbejde i 2-holdsskift fra 6-3 og 3-12, det var i 1929, og det var jeg med til i 12 år, og det gik meget ud over nerverne, jeg kunne ikke falde i søvn”.
Selvom den hårde akkord holder op kort efter udbruddet af Anden Verdenskrig, er Dagmar påvirket af det hårde arbejde. Hun er nu 61 år, og de næste par år erindrer hun som meget slemme: “Der er mørklægning og luftalarm, hvor vi måtte op om natten, sommetider flere gange, så vi var trætte når vi kom på arbejde”.
Hun er bange for at gå på gaden: “Man læste og hørte så meget, det tog på nerverne, og så gentog det samme sig som i den første krig. Vi kunne ikke få materialer, så måtte vi dele arbejdet, så vi kunne arbejde hver anden uge”. I sommeren 1943 holder Dagmar op på tekstilfabrikken. “Da havde jeg været der i 34 år”.
Hun har været med i organisationsarbejdet i mere end 25 år, understreger hun. Hun ser tilbage på sin tid på fabrikken: “Det havde været en god arbejdsplads, jeg havde tjent gode penge, men jeg havde altid
været økonomisk og en ting til, jeg har haft et godt helbred, og været heldig med mit arbejde, og var meget lidt arbejdsløs”.
Her nævner Dagmar i ‘en sætning de forhold, der har været vigtige i hendes liv.
Billedtekst: Vævesal i Rubens Dampvæveri på Frederiksberg, 1890. Med sine omkring 270 kvindelige arbejdere var væveriet Danmarks største kvindearbejdsplads.
Fra mindealbum skænket af arbejderne til etatsråd B. Ruben og hustru i anledning af deres sølvbryllup.
Farvelagt tegning af Rasmus Christiansen.
Fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling
.
Marts 18, 2020
Batterier, Papir og Tændstikker på Nørrebro
Vi besøger Hellesen, Schou Papir og Kronen/Nørrebro Tændstikfabrik. Hele 2.000 ansatte var med til at fremstille batterier. Det startede i Blågårdsgade. Det moderne tørelement. I 1897 fremstillede man 1.000 håndlamper med tørelementer. Fra 195 fortsatte man i Bryggeriet Aldersro. Man fremstillede selv kulstænger. Papirfabrikken voksede sig meget stor. Skandinaviens største posefabrik. Chefen stillede store krav. Mange forskellige adresser. Produktionen blev udvidet. Opkøb i Jylland. I Herlev gik det ned ad bakke. Der var cigarfabrik på loftet og tændstikfabrik i kælderen. Navnet blev ændret til Nørrebro Tændstikfabrik. Det var en farlig arbejdsplads for folk. Katastrofen Indtraf. Ejendommen blev genopbygget.
Hellesens Batterier
Det startede i Blågårdsgade
Allerede i 1887 blev der produceret batterier i Blågårdsgade 7. Her lå Hellesens første egentlige fabrik. Ja Hellesen fik efterhånden produktion mange steder. Også på Åboulevarden blev der produceret batterier.
Op til 2.000 ansatte
Men det mest berømte produktionssted er nok, Aldersrogade, der hvor Jagtvejen møder Lyngbyvejen. Bygningerne er meget genkendelige. Her lå fabrikken med verdensry. Her blev størstedelen af Danmarks tørelementer fremstillet. På et tidspunkt beskæftigede man ikke mindre end 700. Når man så tager dem med hjemmearbejde med. Ja så er vi oppe på 2.000 ansatte.
Ja firmaet hedder jo egentlig Hellesens Enke & Ludvigsen A/S
Ja vi skal helt tilbage til 1857, hvor et oplyst springvand ved Christiansborg Slots Ridebane vakte vild begejstring. Og man forlangte entre. Strømkilden var et – våd batteri, hvor man ved en kemisk proces havde lagret elektrisk. Lyset blev frembragt med en kulbuelampe.
Vi skal tilbage i en periode omkring 1880 og 1890. Dengang spekulerede man meget på elektriciteten og dens anvendelse.
Man forsøgte at fremstille elektriske batterier. Men der var store vanskeligheder. De var i store glas eller lerkrukker og lugtede ganske fælt. Der skulle hele tiden hældes vand eller kemikalier på. Ofte skulle de skilles af og renses.
Det moderne tørelement
På et eller andet tidspunkt skulle det moderne tørelement opfindes. Og det var så W. Hellesen, der først af alle løste denne opgave. Denne var egentlig smørgrosserer. Ved siden af, var han dog meget interesseret i fysiske eksperimenter. Det kaldes hvis amatør – o0pfinder.
I 1889 kom han i forbindelse med den hjemvendte kemiker V. Ludvigsen. Han havde opholdt sig i Amerika i en hel del år. Denne Ludvigsen kom med de afgørende ideer til en industriel produktion af tørelementer. Men den egentlige opfinder nåede aldrig at se sin opfindelse i masseproduktion. Han døde i 1892, 56 år gammel.
Det tog dog et par år, inden Ludvigsen turde at sende produktet ud i handelen. Men i 1896 viste det sig, at et parti kunne holde sig i to år. Hovedvægten for ham, var at produktet skulle være bedre, end noget andet tilsvarende produkt i udlandet.
I 1897 fremstillede man 1.000 håndlamper med tørelementer
Allerede i 1897 fandt Ludvigsen på at fremstille 1.000 håndlamper med tørelementer. Dette produkt gik sin sejrsgang over hele verden. Flere typer og størrelser af batterier blev fremstillet på adressen Åboulevarden 14.
Conan Doyle lader således Sherlock Holmes omtale sine batterier som Hellesen uden nærmere angivelse.
Fra 1905 i Aldersro Bryggeri
Først i 1905 flyttede virksomheden til en ejendom som Ludvigsen købte i Aldersrokvarteret. Det var den eneste store bebyggelse, der dengang fandtes i kvarteret. Jo her var plads til udvidelse. Det var det gamle Aldersro Bryggeri. I 1905 var der 71 ansatte.
I kælderen var det formerværksted, lagerrum og baderum til arbejderne. Der var maskinrum med to dampmaskiner. Her var også gasmotor. I stueetagen var der kontor med det store fabrikslokale, hvor man smeltede de galvaniske elementer. Her fandtes fem isolerede jerngryder, hvor man kogte harpiks (beg) ved damp. Man smeltede voks med gasapparater og loddede. Der gik livremme gennem gulv og loft til første sal.
På første sal fremstillede man pap – og metalbeholdere til elementerne. Fabrikken havde også stald til fire heste. I 1911 og 1916 blev fabrikken kraftig udvidet.
Da firmaet blev til et aktieselskab trak Ludvigsen sig tilbage. Men hav var til sin død i 1939 formand for selskabets bestyrelse. Ved juletid var personalet samlet i gården. Her gik Ludvigsen rundt og trykkede hver medarbejder i hånden, ønskede Glædelig jul og forærede medarbejderen 10 kr.
Man fremstillede selv kulstænger
Nu begyndte man også at fremstille kulstænger. Det skete i en lille bygning i Vangede. Det gjorde man helt til 1960. Så begyndte man at i9mportere kullene fra Frankrig. Radioen kom rigtig frem i 1925. Så skulle der fremstilles nye batterier. Og der skulle foretages elektrodebinding. Dette skete i Ryesgade 3.
Mange af de ansatte var kvinder. Efterhånden var der adresser i Gerdasgade, Tomsgaardsvej, Vangede, Teglværksgade, Hejrevej og Søborg,
I 1924 var det berømte Tiger – batteri blevet skabt. Men man var oppe på at fremstille hele 150 forskellige slags. I 1944 forærede penge til en vuggestue.
Trods modernisering var lokalerne på Aldersrogade nedslidt omkring 1960. Man havde også vanskeligheder ved at finde arbejdskraft. Derfor besluttede man at købe en grund i Køge. Vejen hed selvfølgelig Tigervej. Og her startede produktionen i 1965.
I 1972 startede man endnu en fabrik i Thisted.
I 1986 solgte man navnet Hellesen til det konkurrerende firma Duracell. Fabrikken i Thisted kom til at hedde GN Alkaline Batteries. I 1988 solgte man fabrikken i Køge til et svensk firma og al batteriproduktion er nu samlet i Thisted.
Papirfabrikken Schouw
Den 10. februar 1878 grundlagde Victor Simon Schouw en virksomhed i baggården til Nordvestvej 14 (Rantzausgade). Han havde tidligere været ansat i Havreholms Papirfabriks udsalg.
Chefen stillede store krav til sine medarbejdere
Han stillede store krav til sine medarbejdere og var en streng og patentlig chef. Hans ægteskab nummer to forblev barnløst. Derfor omdannede han i 1911 på sin 70-års fødselsdag virksomheden til et aktieselskab. Han døde fem år senere.
Efterhånden blev lokalerne for små til at fremstille plastikposer. Man lejede sig ind i virksomheden ”Ludvigsen og Hermannsen i Slotsgade. Man fik ligefrem maskiner til posefremstilling. Og et trykkeri til kundernes reklamer på poserne blev det også til.
Efterhånden blev nabohuset, Slotsgade 5 også taget i brug. Først rykkede man inde i sidehuset og baghuset, hvorefter Schouw overtog hele ejendommen.
Mange forskellige adresser
Men forholdene var så trange, at hvis man skulle have en personlig samtale med chefen, så måtte det foregå på trappen. Man vendte nu tilbage til Nordvestvej 14 og overtog nu også nummer 16. Den tilstødende ejendom Kapelvej 47 blev også overtaget.
På gårdarealet mellem disse bygninger blev der opført en helt ny fabrik. I 1903 flyttede man så ind i de nye lokaler, som skulle blive firmaets domicil de næste 50 år. Hele herligheden på fire etager var efter datidens forhold eminente. Maskinparken blev også fornyet.
Der blev gennemsnitlig produceret 300.000 poser om dagen. Der var mange investorer i firmaet, som i perioder fik et udbytte på hele 25 pct.
Produktionen blev udvidet
Man opkøbte en oliemotor med ikke mindre end 42 hestekræfter. Og så opkøbte man konkurrenten, Københavns Maskinposefabrik. I begyndelsen af 1920erne opførte man en store lagerbygning på hjørnet af Hejrevej og Ørnevej i Nordvest.
Man havde tidligt lagt elektricitet i hele fabrikken. Efterhånden producerede man også æsker, pap, mellemlægspapir og smørrebrødspapir, kuverter, skriveblokke, brevpapir, regningsblokke, hyldepapir, bølgepapir, servietter, glanspapir, crepepapir, spillekort m.m. Men papirsposerne var det absolut dominerende.
Efterhånden var antallet af ansatte vokset til 200.
Firmaet var med til at stifte Dansk papirhandlerforening af 1894. I denne befandt Nørrebro Papirfabrik sig også.
Opkøb i Jylland
Schouw opkøbte Jyllands Papir Værk i Aarhus og Nordjyllands Papirposefabrik. Der fulgte yderligere et par opkøb med. I 1931 stiftede man en filial i Haderslev som man kaldte Sønderjyllands Papirforretning.
Efterhånden udviklede virksomheden sig her på Nørrebro til ”Skandinaviens største posefabrik”.
Rantzausgade 12 blev købt i 1931 og på Kapelvej foregik der en større ombygning.
På 4. sal blev der under besættelsen gemt et større våbenlager af modstandsbevægelsen.
Efter Anden Verdenskrig var fabrikken i krise. Direktøren, Sven Hornsyld havde overladt mere og mere til ledende medarbejdere, men de var ikke rigtig deres opgave voksen.
I Herlev gik det ned ad bakke
I 1954 kom Schouw og Co på Børsen. Rantzausgade var ved at være slidt. I 1955 begyndte man at opføre nye fabriksbygninger i Herlev. Og efterhånden flyttede man mere og mere produktion hertil.
Man havde dog gjort regning uden vært. Masser af medarbejdere ville ikke flytte med. I et par år kørte moderselskabet med underskud.
Fabrikken i Herlev blev aldrig nogen succes. I 1962 foretog man et mageskifte med naboen. Men dette hjalp heller ikke meget på økonomien. Man besluttede i 1981 og 1982 at sælge resterne på Sjælland og flytte moderselskabet til Jyllands Papirværk i Aarhus.
Kronen og Nørrebros Tændstikfabrik
Der var masser af tændstikfabrikker på Nørrebro. Her arbejdede mange børn, og det var absolut en farlig arbejdsplads.
Cigarfabrik på loftet
Niels August Wolf søgte og fik i foråret 1875 tilladelse til at indrette cigar – og tændstikfabrik i en ejendom på Nordvestvej (Rantzausgade) 11. han havde købt ejendommen af tømmermester Jørgen Hansen.
Tændstikfabrikken blev indrettet i kælderen og cigarfabrikken på loftet. I stueetagen havde Wolf kontor. I løbet af året blev fabrikken hele tiden forbedret. Der blev indrettet et lager på 100.000 tændstikæsker.
Nu blev det til Nørrebro Tændstikfabrik
I maj 1876 solgte Wolf tændstikfabrikken til Peter Andreas Andersen og Jens Johansen. Men han fortsatte sin cigarfabrik. Samtidig helligede han sig sin militære karriere. Fabrikken fik derefter navnet ”Kronen v/ P. Andersen & Co”. Mindre end et år efter trådte Peter Andreas Andersen ud af firmaet.
Allerede tre år efter i 1879 skiftede fabrikken igen ejer, idet Jens Johansen solgte den til Emil Gundestrup. Året efter gik Gundestrup i kompagniskab med Ferdinand Isac Heymann. Sammen ændrede de nu navnet til Nørrebro Tændstikfabrik.
En farlig arbejdsplads for børn
Da Gundestrup døde i 1888 fortsatte Heymann alene. Han foretog flere ombygninger med udvidelse af produktionen. Sidst i 1880erne beskæftigede Heymann 50 personer. Hovedparten var kvinder og børn.
Især børn blev mærket af det dårlige arbejdsmiljø på en tændstikfabrik. Giftige fosfordampe i tændstikproduktionen opløste tænder og knogler. Men der var ingen kære mor. Når børn i fattige familier var omkring en vis alder, skulle de arbejde og tjene penge til familien.
Katastrofen indtraf
Den 28. januar 1892 kl. 9.00 om morgenen indtrådte katastrofen, da en dreng skulle tage en ramme ud af ovnen. Drengen tabte rammen på gulvet. Der opstod hurtig en brand, og den spredte sig lynhurtig over hele fabrikken. Uheldigvis var brandslangen i uorden og det var umuligt at foretage førstehåndsslukning. Da brandvæsnet ankom, stod hele fabrikken i lys lue. Intet stod at redde.
Heymann håbede at kunne starte forholdsvis hurtigt igen og betalte medarbejderne to ugers løn. Men da H.E. Gosch tilbød ham at købe det tilbageværende træ og kemikalier slog Heymann til, selv om betingelserne var, at han de næste 8 år ikke på nogen måde måtte etablere, drive eller interessere sig for fabrikation af tændstikker og ikke forhandle andet end Gosch-tændstikker.
Ejendommen blev genopbygget
Heymann genopførte ejendommen på Nordvestvej og etablerede værksteder, idet han samtidig købte sig ind i den kemiske virksomhed P. Sørensen og Co. Heymann beholdt måske for at irritere Gosh, firmanavnet Nørrebro Tændstikfabrik, idet formålet ”fabrikation af tændstikker” blev ændret til blot ”fabrikation”
Firmanavnet Nørrebro Tændstikfabrik blev slettet af firmaregistret den 3. marts 1896.
Vi har flere artikler om tændstikfabrikker på Nørrebro her på siden.
Marts 17, 2020
Frihedskæmperen Lis Mellemgaard 1924 – 2019
Vi skal høre om en episode i Blågårdsgade, hvor Lis Mellemgaard og ”Bornholmeren” fik besøg af et par tyskere og HIPO. Men en Nazi-sangbog redede dem. Vi kigger i bogen ”Pige i Modstandsbevægelsen” Tyskerne stod officielt for 102 henrettelser. Lis var med i Skindergadebanden. Hun var dog ikke til stede, da gruppen blev taget angivet af en stikker. Den eneste der blev løsladt, var urmageren, i hvis butik gruppen mødtes. Holger Danske mente derfor, at han var stikkeren. Men det viste sig senere, at det var han ikke.
Lis var 20 år i 1945, og den 28. februar var hun på vej ned ad Blågårdsgade i København. Vi ved, at det kun var et par måneder før befrielsen – men det vidste hverken Lis eller hendes ven Bornholmeren, hvis rigtige navn var Jørgen Brandt. Som de gik ned ad gaden hånd i hånd, lignede de et nyforelsket par – de havde begge erfaring med, at tyskerne ikke troede, at et kærestepar kunne have noget med modstand og sabotage at gøre.
Men det havde både Lis og Bornholmeren. De gik ned ad gaden så hurtigt som muligt uden at virke påfaldende, de skulle nå indendørs inden spærretid. Lis havde fået nøglen til en lejlighed af Ernst, der selv var gået under jorden med sin kone, og nu stod den store borgerskabslejlighed tom. Bornholmeren havde været illegal så længe og boet så mange forskellige steder, at han ikke havde flere muligheder.
Derfor havde Lis tilbudt, at han kunne overnatte i lejligheden sammen med hende, selvom hun vidste, at det var mere risikabelt at være to. Normalt vidste man ikke, hvor de andre holdt til om natten; det var det sikreste. Faktisk var lejligheden heller ikke det perfekte sted
at overnatte. Én af Lis’ venner var blevet taget der for nogle måneder siden – og sendt i koncentrationslejr.
Men der var ikke andre muligheder, og de måtte finde et sted inden spærretid. De gik ind gennem porten og hen til hovedtrappen. Lejligheden lå på 3. sal. Udover hovedtrappen var der en køkkentrappe, men man skulle gennem porten for at komme ud på gaden, så der var faktisk ingen reelle flugtveje. De vidste, at de måtte være meget opmærksomme. De låste forsigtigt op og trådte ind i entreen. Entredøren var smukt udsmykket med ciselerede ruder og førte ind til tre store stuer mod gaden og et stort soveværelse mod gården.
Lis og Bornholmeren satte sig ind ved spisebordet i den spartansk møblerede spisestue. Ernst og hans kone var temmelig fattige, og det
eneste store møbel, der befandt sig i spisestuen ud over spisebordet og stolene omkring det, var et mahogniskab, der stod op ad endevæggen. De kiggede på hinanden, men sagde ikke noget i et stykke tid.
Hvad siger Lis’ historie os om besættelsestiden? Og hvad er årsagen til, at en ung studerende i februar 1945 befandt sig i den situation? For at besvare disse spørgsmål må vi gå dybere ind i Lis’ oplevelser og se nærmere på, hvad de siger om Danmark i tiden fra 1940 til 1945 under Danmarks besættelse.
For Lis var det startet i Dansk Samling (DS), et lille kristent, nationalt parti. Hun var kommet med ved et tilfælde, fordi nogle kammerater fra gymnasiet selv var med i partiet. I 1943 gik mange af partiets medlemmer ind i illegalt arbejde, blandt andet udgivelse af blade om sabotage og modstand mod nazisterne.
At forholdet mellem tyskerne og den danske befolkning, ikke mindst sabotørerne, blev forværret i sommeren 1943 er en kendsgerning. Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, blev der dannet en samlingsregering, som bestod af de fire største partier i Danmark. Den havde fra starten indstillet sig på en samarbejdspolitik med
tyskerne: “Det er befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand overfor disse (dvs. tyske tropper) … ro og orden må præge landet … loyal optræden… ” var nogle af kongens og statsminister Staunings udtalelser, som den 9. april blev offentliggjort i pressen. Og selvom modstandsbevægelsen var meget kritisk over for regeringens politik, havde befolkningen bakket op om de fire store partier ved rigsdagsvalget i marts 1943.
Men ved udgangen af august havde stemningen ændret sig. Folk var blevet mere optimistiske efter tyskernes nederlag i Sovjetunionen og Mussolinis afsættelse i Italien – det skabte forventninger om en snarlig afslutning
af krigen. By-strejker opstod overalt i landet som kritik af tyskerne, men også i protest mod faldende levestandard og lønnedgang, hvilket fik især arbejderne til at reagere. Værnemagten krævede på den baggrund,
at Danmark indførte undtagelsestilstand, og at der skulle indføres dødsstraf for sabotage. Dette kunne regeringen dog ikke sige ja til, så den 29. august 1943 gik regeringen af, og tyskerne indførte militær
undtagelsestilstand.
Samme dag var Lis, efter sin studentereksamen, inviteret ud til sin rektor i Lyngby sammen med sin klasse. Men hun måtte på Dansk Samling og hjælpe til med at sende meddelelser ud.
Selv om vi på baggrund af hændelser i sommeren 1943 kan konstatere, at arbejdet blev væsentlig farligere, gik Lis ind i modstandsarbejdet uden nogensinde at tænke over, hvorfor hun gjorde det – det var bare noget det
skulle gøres, også selvom hun var bange. “Det kunne være svært at tage sig sammen til at gå ind et sted, at gå gennem porten, ind i en baggård og op ad en trætrappe til et trykkeri hvor man havde fået at vide, at man skulle møde for at være med ved trykningen af bladene.
Det var tit et nyt sted og man kunne aldrig være helt sikker på at stedet ikke var overvåget. Man kunne blive fanget i en fælde”. På vej til lejligheden i Blågårdsgade var Lis og Bornholmeren netop gået forbi porten ind til et bogbinderi, hvor Lis og nogle af de andre fra Dansk Samling havde arbejdet. Det tilhørte en værnemager, der indbandt bøger for nazisterne, og det havde gjort arbejdet endnu farligere. Lis havde stjålet en sangbog derfra, der tilhørte Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti – den skulle senere på natten komme til at spille en vigtig og heldig rolle. På forsiden af sangbogen var hagekorset påtrykt i hvidt.
Efter regeringens afgang blev tyskerne mere opmærksomme på de illegale trykkerier, og de var også blevet klar over, at det ofte var unge studenter, der var med i arbejdet. Men selvom tyskerne truede med hårdere
straffe for illegalt arbejde, udkom der flere og flere illegale blade.
Bladene spillede en meget vigtig rolle i modstandsbevægelsen. De beskrev de begivenheder, der ikke kunne omtales i aviserne. De forklarede, hvordan tyskerne udførte sprængninger, den såkaldte schalburgtage, der skulle ligne modstandsbevægelsens metoder.
Men bladene var også vigtige for de forskellige modstandsgrupper, der intet kendte til hinanden. Modstandsbevægelsen var kendetegnet ved sin løse struktur, der var nødvendig for bevægelsens overlevelse. I september 1943 dannedes Frihedsrådet, der efterhånden samlede mange af de illegale grupper under sig.
Bladene var fyldt med vittigheder om tyskerne. For eksempel brugte man den kendte figur Carlo Cartophelmoos fra Politikens “At Tænke Sig” og forsynede ham med tekster som: “Jeg sidder og tænker på om det er symbolsk at Tysklands Forsvarslinje i Vest hedder SIG-FRED”, eller “Jeg står og tænker på om en Jernbane Sabotør kan kaldes banebrydende”. Den slags vittigheder var et ekko af den voksende kritik af tyskerne og en vigtig del af den symbolske kamp mod dem.
Men både Lis og Bornholmeren var blevet involveret i mere aktiv kamp mod tyskerne, og det var også grunden til, at de befandt sig i lejligheden i Blågårdsgade den 28. februar. Lis var netop gået ind i det store soveværelse mod gården, da hun hørte Bornholmeren råbe inde fra stuen. Hun løber ind og ser ham stå ved vinduet. Nede på gaden holder en af de berygtede sorte biler – en HIPO-bil. Bilen, der ikke var til at tage fejl af, var standset lige ud for huset.
Fire uniformerede mænd steg ud og kiggede ind i porten. Lis og Bornholmeren stod ubevægelige og lyttede efter den mindste lyd af fodtrin på trappen. Det var, som om tiden stod stille, som om alt var gået i stå og bare ventede på, at den knirkende lyd af en fodsål på et trappetrin skulle sætte det hele i gang igen, men den knirkende lyd udeblev. Tankerne begyndte at fare rund i hovedet på Lis.
Hun tænkte på, at de kunne udgive sig for at være nogle andre, det var lykkedes før. Hun kiggede over på Bornholmeren, han havde trukket sin Colt pistol og var begynd at komme patroner i den. Lis kiggede igen ud ad vinduet og så til sin overraskelse, at de fire mænd satte sig ind i HIPO-bilen igen og lidt efter kørte væk. Hun kiggede over på Bornholmeren, der så lige overrasket ud – det var næsten for godt til at være sandt.
De satte sig igen hen til spisebordet, og selv om de før havde været helt udmattede og trætte, var der ingen af dem, der tænkte på at gå i seng nu. De sad og talte om, hvad de ville havde gjort, hvis mændene var kommet op ad trapperne. “Jeg ville havde pløkket så mange som muligt!”, erklærede Bornholmeren. Lis havde tænkt på, at hun kunne udgive sig for at være tjenestepigen, der havde sin kæreste på besøg. Piger havde visse fordele i sådan en situation.
Piger og kvinder blev ikke i samme grad som mænd regnet for farlige modstandsfolk af tyskerne. Lis husker fornemmelsen af at gå med en trækvogn med bøger som John Steinbecks “Månen er skjult”. der handler om den norske modstandskamp, hen over Rådhuspladsen, hvor tyskerne sad med antiluftskyts på tagene. Og mange beretninger beskriver hvordan kvinder gik gennem vejspærringer med barnevogne fyldt med illegalt materiale,
hvordan de bar håndtasker, der kunne indeholde mangt og meget, og hvordan de var gode til at fjerne opmærksomheden fra en sabotør efter en aktion ved at agere hans kæreste.
Det var også den afledningsmanøvre, Lis og Bornholmeren havde benyttet sig af på vej mod lejligheden i Blågårdsgade. Kvinder udførte ofte kurérarbejde, de gav husly til de eftersøgte, og spillede ofte en vigtig rolle ved trykningen af illegale blade. Derfor er Lis’ historie på nogle punkter meget typisk for modstandsbevægelses kvindehistorier. At hun
var med i en sabotagegruppe under Holger Danske gør den derimod mere atypisk.
Vi finder ikke meget skriftligt materiale bevaret fra besættelsestiden, og der er derfor ikke mange kilder, vi kan støtte os til. Der blev
ikke stillet spørgsmål, og man måtte ikke notere noget ned. Men der var nogle, der gjorde det alligevel, og det kunne være årsag til arrestation af hele grupper. Ofte kendte sabotørerne ikke en hel aktion, men kun den lille del af den, som de selv skulle udføre.
Lis vidste ikke engang, at hun var med i en Holger Danske-gruppe, før
langt senere. “Jeg tænkte ikke så dybt over det – det handlede bare om at møde dér og dér og om at overleve”. De havde snakket om “HD”, men Lis havde aldrig tænkt på, at de var en gruppe, og at der var andre grupper
som dem.
Pludselig hørte de lyden af en bil med benzinmotor nede på gaden. Der var stor mangel på benzin, og kun tyskerne og deres danske håndlangere kørte med den slags motorer. Desuden var det efter spærretid, så det kunne ikke være andet end HIPO-bilen, der var kommet tilbage. Lis og Bornholmeren styrtede hen til vinduet igen og så et mylder af uniformerede mænd vælter ud af HIPO-bilen og en “prærievogn”, der ligeledes var standset foran porten. Prærievognen, dvs. en militær lastvogn med presenning over ladet, var et sikkert tegn.
Der var plads bag i vognen til at tage arresterede mennesker med til et af tyskernes tilholdssteder, hvad enten det var Politigården, Dagmarhus, Frimurerlogen eller Shellhuset. Lis og Bornholmeren løb ind i det store
soveværelse. “Du holder din mund”, hviskede Lis til Bornholmeren, der udmærket forstod, hvad hun mente.
Hans bornholmske dialekt ville afsløre ham med det samme – og de vidste begge, at han var meget eftersøgt. Han nåede lige at lægge sin Colt under hovedpuden. I løbet af få sekunder var ruderne i entredøren smadret, og
lidt efter stod en flok uniformerede mænd rundt om sengen og pegede på dem med maskinpistoler. Lis havde altid frygtet en situation som denne, men nu da hun vidste, at chancen for at slippe væk var minimal, og at det
nok var slut, mandede hun sig op og præsenterede sig selv: “Ich bin hausmädschen und das is meine liebe.
I kan selv se at jeg er god nok”, fortsatte hun hurtigt og hev sangbogen fra Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti frem. Et kraftigt slag ramte hende på halsen og hun faldt tilbage i sengen. Det kom fuldstændigt
bag på hende. Det næste, hun registrerede, var en af mændene, der rakte sin hånd frem mod hende og bad hende følge med ind i spisestuen.
Hun rejste sig fortumlet og fulgte efter ham. Det samme gjorde fire andre
mænd. Der var også nogle tyskere sammen med HIPO-folkene, bemærkede Lis, mens mændene satte sig rundt om spisebordet. Hun gik sammen med en af dem ud i køkkenet og kom lidt efter tilbage med en stor flaske snaps og et gammelt franskbrød.
Ernst og hans kone havde gemt snapsen til befrielsen, vidste Lis, men nu var der altså brug for den. Hun satte sig på stolen tættest ved soveværelset, hvor Bornholmeren stadig befandt sig sammen med et par HIPO-mænd. Lederen af aktionen åbnede sangbogen og smilede. Lis havde ingen anelse om, hvad Hipomændene tænkte, og hvad der ville ske, men lidt efter begyndte de at synge højt fra bogen, og hun sang med. Snapsen steg hurtigt Lis til hovedet, for hun havde ikke fået meget at spise de sidste par dage.
Hun kiggede over mod det store mahogniskab, hvor tre mænd var i færd med at rode alt igennem. De trak skuffer ud, og Lis så mange ting ryge ind under frakkerne. Hvor længe de sad der og sang, var hun ikke klar over. Men på et tidspunkt rejste lederen sig en smule usikkert og kaldte på sine mænd.
Han gik ud af lejligheden, og de andre mænd fulgte efter. Bornholmeren kom ind i stuen og satte sig på en stol over for Lis. Hvad han have foretaget sig i soveværelset, mens Lis havde siddet og sunget, havde hun ingen anelse om, og hun var også ligeglad. De begyndte at le højt. Men pludselig kom de i tanke om, at HIPO-folkene kunne vende tilbage hvert øjeblik, så de rejste sig og skyndte sig ned af trappen og ud ad porten.
Klokken havde været ti eller elleve om aftenen, da de var gået hen til lejligheden, nu var det næsten lyst, og spærretiden var slut. De havde
været der hele natten. Lis fik øje på to ruller optændingsbrænde uden for brændselshandleren, og først da gik det op for hende, at de var kommet levende igennem natten. Det var som efter en ond drøm at opleve
hverdagen igen.
Dette er en historie fra en erindringsbog, som Lis Mellemgaard har skrevet i 1998, en bog under titlen “Pige i modstandskampen”. Den er atypisk, fordi hendes beretning først er skrevet mere end halvtreds år efter
besættelsen. Hvorfor først så sent? “Fordi det handlede om at komme ud af det og tilbage til et normalt hverdagsliv”, svarer hun.
Den beskriver især det sidste halve år af besættelsen, hvor mange sabotører blev arresteret, var i koncentrationslejr eller gik under jorden. Lis’ historie illustrerer bl.a. den optrapning af aktioner, der fandt sted i modstandsbevægelsen, og Gestapos mere og mere voldsomme afstraffelser, som karakteriserer den sidste tid af besættelsen.
Men hvorfor udviklede begivenhederne sig sådan i det sidste halve
år? Et muligt svar ligger i tyskernes opløsning af det danske politi den 19. september 1944, hvor mange danske politimænd blev sendt til koncentrationslejren Buchenwald. Herefter oprettede tyskerne HIPO-korpset, dvs. “Hilfs-Polizei (hjælpepoliti) til støtte for Gestapo.
HIPO-korpset bestod af danskere. Gestapo var kommet til Danmark i september 1943 med alt, hvad det indebar af tortur og brug af stikkere. Og stikkere var netop baggrunden for de fleste arrestationer af sabotagegrupper, også for arrestationen af Lis’ Holger Danske-gruppe
i Skindergade.
Men forud for denne begivenhed ligger nogle hændelser, der spiller en central rolle for vores forståelse af arrestationen af det meste af Skindergadegruppen. I sommeren 1944 havde stemningen for alvor vandt sig
mod tyskerne. Der opstod ligesom året før en folkestrejke. Folk var ude på gaderne og byggede barrikader og tændte bål. Men det var ikke alene en kamp mellem danskere og tyskere, kampen stod også mellem de ledende danske politikere og modstandsbevægelsens organ, Frihedsrådet.
Partierne opfordrede folk til at stoppe strejkerne og vende tilbage til arbejdet. Frihedsrådet opildnede til strejken og fremsatte krav om ophævelse af undtagelsestilstanden og spærretiden. Frihedsrådet vandt, men intensiteten i jagten på sabotører blev derefter yderligere forstærket. Det blev modstandsarbejde på fuld tid for Lis. Hun var ligesom mange andre modstandsfolk gået under jorden i 1944, hendes falske legitimationskort fortalte, at hun var ekspeditrice og
hed Lisbeth Lynge.
Hun mødtes med de andre fra Skindergadegruppen på restauranter og lignende. Det var for farligt at opholde sig det samme sted længere tid ad gangen, specielt hvis der var én, der blev taget, så måtte de
så hurtigt som muligt flytte det illegale materiale. Tingene udviklede sig uden nogen form for kontrol.
Nervøsiteten og usikkerheden i modstandsgrupperne var større end nogensinde. Der var nu dødsstraf for at blive taget med pistol, og der var god grund til at være bange. Det kan man se af de undersøgelser, der er foretaget efter krigen. Af de 102 officielle henrettelser, som tyskerne foretog, fandt de 63 sted i de sidste fire måneder.
Den 26. februar 1945 indtraf katastrofen. En stor del af Skindergadegruppen blev arresteret af tyskerne i urmagerforretningen efter en mislykket aktion mod en berygtet stikker. Lis, der på grund af halsbetændelse ikke var med, besvimede, da hun hørte, hvad der var sket.
Kun to dage senere var hun selv sammen med Bornholmeren lige ved at blive arresteret i Blågårdsgade. Syv af gruppens medlemmer blev henrettet i
Ryvangen 17. marts 1945. I 1995 blev der i Skindergade nr. 44 opsat en mindetavle over dem.
Den intensiverede kamp mellem illegale grupper og tyskerne, som Lis’ historie illustrerer for os, viser også noget om den drejning, der kan følges i befolkningens holdning til værnemagten. En drejning, der for manges vedkommende kan karakteriseres som en overgang fra passiv til aktiv modstand.
Begivenhederne i august 1943 og folkestrejken i 1944 vidner om en stadig større opposition mod besættelsesmagten og en voksende accept af det illegale arbejde. Mange mennesker kom med i modstandsbevægelsen gennem transporten af jøder til Sverige i efteråret 1943, og ved besættelsestidens slutning kan der registreres mellem 20.000 og 50.000, der var mere eller mindre aktivt involveret i illegalt arbejde.
Lis Mellemgaards beretning viser tilsvarende en udvikling i retning af flere og flere farlige situationer. Det meste af det sidste halve år kan vi se, at hendes arbejde går med at opspore stikkere. Og dette fortsatte også efter 5. maj 1945. Den dag, hvor Danmark fik sin frihed, og hvor man godt kunne slutte denne historie.
Men historien sluttede ikke for de tyskere, der til fods drog hjem til Tyskland, og det gjorde den heller ikke for Lis. Hun var sammen med nogle englændere blevet sendt til Korsør for at fange stikkere. De kørte i én af tyskernes frygtede biler.
I den fandt Lis et kort over Tyskland, som hun stak ind under frakken. Det er først mere end halvtreds år senere, at Lis vender kortet om og på bagsiden ser navnene på seks af de mest eftersøgte stikkere. Navnet på den berygtede mand fra Skindergadegruppens mislykkede aktion i februar 1945 er et af dem. Vi er ikke færdige med besættelsestiden. Både den individuelle og den kollektive dialog med historien
fortsætter.
Lis Mellemgaard udgav i 1998 sin erindringsbog under titlen “Pige i modstandskampen”.
https://www.bog-ide.dk/produkt/206864/lis-mellemgaard-pige-i-modstandskampen-indbundet/1335005
Lis Mellemgaard døde 5. juli 2019. Hun blev 95 år
Hun er blevet tildelt flere hædersbeviser.
Herunder Dronning Ingrids Mindemedalje, en livsvarig tildeling af Frihedsfondens Hædersgave og Gudmond
Schacks Mindelegat.
www.dengang.dk indeholder 1.514 artikler heraf er 303 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter)
Marts 17, 2020
Når håndværk bliver til Industri på Nørrebro
Vi skal besøge to virksomheder på Nørrebro. Mejlshede Låse og Rud. Rasmussens Snedkerier. Hos Mejlshede Låse er der ca. 50 ansatte. Ejendomme blev opkøbt. På tur med Jane Aamund. Hans rejser verden rundt. Har været præsident i USA. Farmand er ikke klar til pension. Satset på efteruddannelse og kvalitet. Rud. Rasmussen blev grundlagt tilbage i 1869. Firmaet skiftede navn. Mange berømte designere har været tilknyttet Københavns kommune truede med at rive de flotte fabriksbygninger ned.
Mejlshede Låse
Mange ansatte
Vi kan ikke undgå, at se, hvor virksomheden ligger. Et af Nørrebros ældste skilte viser vejen. Det lyser i den grad op i de mørke timer over for Assistens Kirkegård. Når vi nu efter en håndværker, møbelsnedker Rud Rasmussen tager nok en håndværker, låsemed Mejlshede, så skyldes det størrelsen. Mejlshede Låse er med ca. 50 ansatte og ca. 35 – 40 biler en af de største låsesmede i Danmark.
Jo vi skal tilbage til 1964, da Axel Mejlshede åbnede en lille låsebutik på Nørrebrogade 86 sammen med sønnen, Hans og datteren Jutta. Efter få år giftede Jutta sig med en anden låsesmed og solgte sin andel af firmaet.
Familien er meget hurtig klar med opgavefordelingen efter uenigheder. Næringsbrevet bliver udstedt til sønnen, Hans. Han bliver direktør i eget firma. Han fungerer også som indkøber, og kommer hurtig til at løse opgaver for kunder. Foruden dette læser han til civilingeniør på Danmarks Tekniske Højskole. Hans kører rundt til kunderne på cykel, Jutta passer butikken derhjemme.
Ejendomme blev opkøbt
En meget større forretning blev etableret i de lokaler, der før husede Felkovs Damekonfektion i stuen. Også på 1. sal etablerede låsefirmaet sig. De øvrige etager blev udlejet til klubværelser. Men firmaet fik hurtigt vokseværk, og alle etager blev inddraget. I dag fylder firmaet hele ejendommen, Nørrebrogade 84, 86, 88 plus naboejendommen i Frederik den Syvendes Gade 1 og 3.
Ejendommen eller ejendommene er også spændende og vidner om en masse historie. Her en masse kringelkroge, trapper reposer og kontorer. Jo, der er aktivitet fra kvist til kælder i hele ejendommen.
På tur med Jane Aamund
Mejlshede Låse løser også mange opgaver for politi og brandværn. Ja de arbejder både dag og nat. Dette blev også bemærket i medierne. I foråret 1980 var Berlingske Tidenes navnkundige journalist, Jane Aamund således med på en af Hans Mejlshedes nattevagter. Det blev lidt af en oplevelse, men det blev ganske flot videreformidlet på en dobbeltside til avisens læsere. Ture i det københavnske aften – og natteliv bød både på uheldige borgere som havde låst sig ude og på opgaver for politiet.
Gennem 1970erne og 1980erne voksede firmaet yderligere. I 1977 begyndte Mejlshede at importere amerikanske produkter. En masse andre firma er blevet opkøbt
Hans er stadig aktiv i familiefirmaet, Mejlshede Låse. Det vil sige, at han efterhånden har overdraget ansvaret til sønnerne Gert og Ole. Men også hustruen, Ketty er stadig aktiv i firmaet. Her var der tidligere politistation, men fra den ene dag til den anden, besluttede man at nedlægge den.
Det var også i denne ejendom, at Nørrebro Handelsforening startede det succesfulde NH – Distribution, som endda blev præmieret af Københavns Kommune. Senere brød kommunen kontrakten og firmaet måtte sælges med tab til det senere nemlig.com.
Rejser verden rundt
Og denne ejendom oser af aktivitet. Går man op af trappen gennem butikken går man op til administrationslokalet, og her sidder Hans ofte selv ved telefonen og dirigerer tropperne. Og det er er utrolig for Hans kender ikke til 40 – timers uge. For der er bud efter Hans rundt om i Verden. Han trives både i Japan og hos FBI i USA, når han holder diverse foredrag og undervisning om låseteknik. Og når Hans i en afslappet stund fortæller om nogle af sine mange oplevelser, så spidser man ører. Måske er det disse oplevelser, der holder ham aktiv. En gang imellem tager Ketty også med på disse internationale ture.
Præsident i USA
Allerede for mere end 30 år siden begyndte Hans Mejlshede at rejse til USA som instruktør. Ja han blev efterhånden så kendt, at han blev valgt som Mr. President for 7.000 amerikanske låsesmede i The Associated Locksmiths of America. Man kan kun være præsident i to år, men bagefter er man sikret en bestyrelsespost i fire år. Jo og i otte år var Hans været formand for European Locksmith Federation.
Farmand ikke klar til pension
Ja også onklen var låsesmed. Nu har sønnerne Gert og Ole overtaget aktiemajoriteten og er klar til at føre virksomheden videre, når farmand er klar til at gå på pension, men det tyder det ikke på. Der er stadig masser af engement og Hans rejser stadig verden rundt selv om han for længst har overskredet pensionsalderen.
Satset på efteruddannelse og kvalitet
Hans har i den grad satset på efteruddannelse, og i dag har stort set alle låsesmede en ordentlig uddannelse og det er ikke mindst Hans Mejlshedes fortjeneste. Det er nok også en af grundene til, at han i Dansk Låsesmed Forening er optaget som æresmedlem. Ja det var den forening, som han var med til at starte. Her har han også beklædt formandsposten. I foreningen har det ikke kun været sikring, sikkerhed og låseopgaver, der har haft Hans store interesse. Han har i den grad også stået for den sociale del af foreningen. Men den største i foreningen, er nok det, at han har sat fokus på kvalitet.
Rud. Rasmussens Snedkerier – et Industriminde
Snedkerierne er en af 25 nationale industriminder, som Kulturarvsstyrelsen har udnævnt som industrisamfundets kulturarv. Her er man i selskab med blandt andet Carlsberg og Novo.
Virksomheden er udnævnt på grund af sin virksomhedshistorie og fordi virksomhedens blanding af beboelse og erhverv samt den høje udnyttelse af grundarealet er karakteristisk for de københavnske brokvarterer på den tid, hvor industrialiseringen tog fat.
Desuden repræsenterer snedkerierne den mindre håndværksbasserede industri, der stadig udgør en stor del af danske industrivirksomheder, som det står i Kulturarvsstyrelsens udnævnelse.
Det kan være svært at finde indgangen Nørrebrogade 45, hvis man kommer den vej fra. Men kommer du bagfra af Stengade, er du ikke i tvivl.
Firmaet er grundlagt 1869
I 1869 grundlagde Rudolph Rasmussen sit firma i det Indre København. Han grundlagde Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler. Værkstedet blev hurtigt for lille, og så flyttede man til Store Kongensgade.
Udførelsen af en stor ordre til Hotel d`Angleterre brændte værkstedet. Rudolph Rasmussen brugte erstatningen på 10.000 kr. til udbetalingen for ejendommen Nørrebrogade 45. Han købte ejendommen sammen med sin svoger, J.C. Groule. Sidstnævnte startede et værksted for polerede møbler.
Produktionen dengang mest af stilmøbler i rokoko og barok. Først blev der bygget et beboelseshus ud mod Nørrebrogade og en fabriksbygning på 4 etager mod Stengade.
I 1904 kom næste generation. Det var sønnerne Rudolph og Viktor, der fortsatte. En nyere dampmaskine, der kunne producere strøm til maskiner med egne el – motorer. Den nye teknologi bevirkede, at man ikke behøvede de farlige remtræk.
I 1911 kom der en ekstra fireetagers fabriksbygning ud mod gården.
Firmaet skiftede navn
Helt på til 1920 hed firmaet Rud. Rasmussens Fabrik. Men da begejstringen for dampmaskinerne havde lagt sig, blev firmaet omdøbt til Rud. Rasmussens Snedkerier. Denne beslutning har sikkert også noget at gøre med faglig stolthed at gøre.
Fra starten satsede man på det eksklusive. Man tilbød sig med:
Mange designere har været tilknyttet
I 1926 kom Rud. Rasmussen i kontakt med arkitekten Kaare Klindt, da Kunstindustrimuseet skulle indrettes.
I 1944 kørte sønnerne Erik og Aage Rasmussen firmaet videre. Helge Kurt Hansen blev i 1996 eneindehaver.
Børge Mogensen, Wegener og andre kendte designere har fået deres møbler lavet i virksomheden.
I baggården lå engang et billedskæreri, stenhugger og kaffebrænderi. I 1954 forsvandt den sidste snedkermester, der havde bopæl i forhuset.
Københavns Kommune truede med at rive fabriksbygninger ned
I 1980 ville Københavns Kommune i forbindelse med buldoser- saneringen rive de to flotte værkstedsbygninger ned. Men efter fire års forhandlinger fik de lov til at blive stående.
På et tidspunkt arbejdede her 35 svende inklusive en håndfuld lærlinge og ufaglærte.
I kælderrummene opbevares træet, mens det tørrer. Der er stakker af træsorter som mahogni, ask og Oregon Pine. Træet skal have en fugtighedsgrad på ni. Når det fældes ligger fugtighedsgraden på 60 – 80 pct.
I værkstederne i stuen og på første sal, hvor møbelsnedkerne befinder sig, er der masser af høvle, fræsere, håndsave, pudsemaskiner og limpressere. På 2. og 3. etage er håndsnedkeriet. Øverst oppe er polstrerværkstedet.
Der bliver pakket og sendt til kunder fra hele verden.
Marts 17, 2020
Gårdbonden Lars Nielsen (1742-1817)
Vi er omkring Farum. Det er bøndernes forhold, som vi kigger på dengang. ”Bønderne er ikke ret gode avlsbønder. Flere gårde er blevet ødelagt på grund af dovenskab og druk”. Ja sådan sagde en degn dengang. Ludvig Holberg havde et andet positivt syn på det hele. Kærlighed kom i anden række, når der blev indgået ægteskab. Lars Nielsen skilte sig ud. Han blev udnævnt som sognefoged. Han kunne læse og skrive. Han førte dagbog. Det var sjældent bønder havde så mange penge, som ham. Da en af hans sønner skulle indgå ægteskab, fik han 400 Rigsdaler.
“Anno 1742 er jeg født til dette kummerlige verdenslys og antaget i dåbens nåde pagt med Gud den 22.februar, en torsdag i fasten.”
Så kort er Lars Nielsens egen konstatering af sin ankomst til verden en mørk og stormfuld nat. Hans forældre, Niels Olsen og Inger Rasmusdatter, havde en fæstegård i Farum, og der var allerede en børneflok på fem. Senere kom der endnu tre søskende til.
Da Lars var 12 år gammel, døde hans fader, og moderen stod nu alene med gård og børn. Det var en vanskelig situation for en enlig kvinde, og to år senere giftede hun sig med den langt yngre Niels Mathiasen. Sammen flyttede de til en anden gård i Stavnsholt øst for Farum, på Furesøens nordlige side. På dette tidspunkt var Lars konfirmeret og havde forladt hjemmet for at tjene hos sin søster og svoger.
Farum var et såkaldt rytterdistrikt, hvorfra unge bønderkarle blev udskrevet til militærtjeneste i det kongelige rytteri, og i 1762 blev Lars Nielsen indrulleret som husar, med tjenestested på Fyn. Det var stavnsbåndets tid og derfor lidt usædvanligt for en ung mand at komme så langt væk hjemmefra. Hvad Lars har syntes om det vides ikke, men det blev under alle omstændigheder en kort fornøjelse. Det følgende år, i 1763, døde Niels Mathiasen.
Inger Rasmusdatter var igen blevet enke, og nu blev Lars 21 år gammel, kaldt hjem for at bestyre sin moders gård.
Lars Nielsen var født ind i et samfund, hvor enhver kendte sin plads. Hele sit liv levede han under det enevældige system, med kongen som øverste led i hierarkiet. Majestæten var konge af Guds nåde og
derfor Guds stedfortræder på jorden.
Befolkningen var inddelt i tre stænder. Lige under kongen kom
adelen, der som godsejere rådede over store jordejendomme. Adelen blev også kaldt “værgestanden”, dens medlemmer skulle nemlig forsvare og beskytte de øvrige stænder. Den anden stand var “lærerstanden”, som bestod af gejstligheden og alle kirkens folk. De skulle se til, at Guds ord blev forkyndt, og at bibelens bud blev overholdt.
Den tredje og sidste stand kaldtes “nærestanden”, dvs. den stand som skulle få næringslivet til at fungere, og hvis opgave det var at ernære sig selv og de andre stænder i det enevældige samfund. Der indgik mange sociale lag og grupper i denne stand, lige fra gårdmænd og husmænd til håndværkere og borgere i byen. Der var stor forskel på land og by, og den rigeste del af borgerskabet kunne også eje herregårde og måske også adelstitel. Så det var mest i teorien, at disse forskellige grupper kunne siges at udgøre én stand.
Men 1700-tallets Danmark var ikke kun et traditionsbundet samfund, i mange henseender nærmest tværtimod. Lars Nielsens levetid blev en brydningstid, de store landboreformers tid. Landsbyfællesskabet
gik i opløsning, gårdenes jordstykker blev samlet, og mange steder flyttedes gårdene ud af landsbyerne.
Med tiden fik bønderne desuden mulighed for at blive selvejere, og fæstebøndernes hoveri blev reguleret ved lov. Udviklingen tog for alvor fart i 1780’erne, hvor også stavnsbåndet blev ophævet, men i Farum-
området var man allerede tidligt i gang. Her var bønderne ikke fæstere under private godsejere, som det var tilfældet i store dele af resten af landet.
Deres jord tilhørte kronen, og under Christian 7. blev der i 1766
gennemført en reform, som gav kronens fæstebønder i Københavns amt, som dengang også omfattede Farum, en ændret status. Der blev indført arvefæste, dvs. at gården ved dødsfald kunne gå videre i familien. I praksis blev bønderne betragtet som selvejere, og da Lars Nielsen overtog moderens gård, fik han også ejendomsretten.
Datidens bønder kendes mest gennem andres beskrivelse, selv kommer de sjældent til orde. Det er gerne den lokale præst, degnen, ridefogeden og godsejeren, gennem hvis briller virkeligheden anskues. Et par eksempler fra Lars Nielsens barndomstid viser store udsving i opfattelsen. Degnen i Grevinge sogn i Odsherred lagde ikke fingrene imellem, da han i 1750 forfattede sin sognebeskrivelse. “Bønderne her er ikke ret gode avlsbønder”, fortæller degnen, og tilføjer, at “flere gårde er blevet ødelagt på grund af dovenskab og druk”.
I det hele taget sætter han ikke pris på bøndernes personlige egenskaber. “Deres gudsfrygt er mere tvungen end sand, består mere i ord end i gerning. I det almindelige levned er de noget falske og tvetungede”, skriver degnen i Grevinge.
Et andet syn på bonden finder man 1748 hos Ludvig Holberg. Komediedigteren var selv godsejer på Tersløsegaard i Vestsjælland, og i to af sine epistler giver han blandt andet bonden dette positive vidnesbyrd: “Jeg taler aldrig med bønder, uden at jeg jo lærer noget
af dem: Thi de ræsonnerer ikke uden om solide og magtpåliggende ting, hvorom de ved fuldkommen besked.
Man kan af dem lære, hvorledes jorden skal dyrkes, heste og kvæg konserveres, skovene sættes i stand, gårde bygges og en skikkelig økonomi føres”. Det er ikke svært at placere Lars Nielsen i forhold til disse to udsagn. Han passer som hånd i handske til Holbergs karakteristik. Lars blev både en dygtig bonde og en dygtig handelsmand, med god forstand på
hvordan “en skikkelig økonomi føres”. Det ved vi bl.a. fra den dagbog, som han førte.
Lars Nielsen kunne både læse og skrive. Det var ikke almindeligt, og det er en del af forklaringen på hans lidt usædvanlige karriere. Men Lars kunne ikke have skabt sine gode resultater på egen hånd, og en af de meget væsentlige faktorer var et godt ægteskab.
Grundlaget for et vellykket ægteskab i 1700-tallet var anderledes end i dag, Forelskelse og kærlighed kom i anden række. Et ægteskab var på landet først og fremmest et arbejdsfællesskab, hvor mands og kones indsats var lige nødvendig og lige betydningsfuld. Det rette ægteskab drejede sig også om at få adgang til jord, den vigtigste ressource i landbrugssamfundet. Det var derfor ikke ualmindeligt, at en ung mand på landet giftede sig med enken efter en gårdmand, sådan som det var tilfældet med Lars’ stedfar, Niels Mathiasen. “Det bedste ægteskab er over et lig” – sådan lød et gammelt mundheld. Barsk, men ikke helt uden forbindelse med virkeligheden.
“Anno 1769 havde jeg trolovelse med min kære kone og bryllup samme år den 1. oktober”. Lars’ kone hed Maren Pedersdatter. Ægteskabet kom til at vare 46 år. Sammen fik de 10 børn i årene fra 1770 til 1787. Mette, der døde 11 år gammel, Karen, Kirsten, Niels, Peder, Inger, der døde som spæd, endnu en Inger, Ole, Mette og endelig Rasmus. Efter brylluppet overtog Lars og Maren gården i Stavnsholt.
Hvis man stillede sig midt på gårdspladsen, ville man kunne se, at de boede på en gård med fire længer. Alle længer var egebindingsværk med stråtag. Den ene længe var stuehuset. En anden rummede heste- og kostald, to loer og to lader, i den tredje længe var der en lo, en lade, hølade og fårehus, og i den fjerde og sidste var der tørvehus, vognremise og materialehus. En velforsynet gård både hvad angik redskaber
og dyrehold.
Arbejdsopgaverne var skarpt opdelt, mand og kone var ansvarlig for hver sit område. Under sig havde de begge piger og karle. Det er kun sjældent, dagbogen omtaler Maren og hendes arbejde. Lars skriver f.eks.:
“I aften målte min kone aftenmælken af den grimede ko, som rigelig var 4 pot”, ikke mere.
Så en beskrivelse af Marens arbejde må følge den almindelige viden om kvindens arbejde på en gård af denne type. Hun havde ansvaret for husførelse, børnene, klædernes vedligeholdelse, pasning af mindre husdyr,
køer og nyfødte husdyr, ligesom hun skulle sørge for udstyr til næste generation. Madlavning var en omstændelig proces, som krævede meget tid og mange kræfter.
Noget af det vigtigste var rugbrød, der blev bagt i bageovnen i køkkenet. Ovnen skulle varmes kraftigt op med brænde, hvorefter brødene blev
bagt på eftervarmen. Da det var et stort arbejde at varme ovnen op, bagte man derfor mange rugbrød ad gangen. Det var almindeligt at bage brød af ca. 50 kilo mel ad gangen, og hvert brød vejede 5-6 kilo. Arbejdet med at ælte dejen var tungt.
Men det var ikke rugbrød alene, man levede af. Kosten har
derudover i høj grad bestået af grød, sild, klipfisk og kartofler. Indimellem har man også slagtet svin.
En anden vigtig del af madmors domæne var ølbrygning. Man drak ikke vand, da det var for dårlig kvalitet. Det daglige øl var det såkaldte tynde øl, der blev brygget på anden eller tredje tapning. Også børn drak det tynde øl, og kun til fester blev der budt på det gode øl fra første tapning. Ølbrygning var en særlig kunst, og en kone, der kunne brygge godt øl, var vel anset.
Lars Nielsens dagbog handler i høj grad om hans arbejde, om de steder, han bevægede sig hen, og om de problemer, han stod over for. Vi kan se, at han interesserede sig meget for indførelse af nye landbrugsredskaber som f.eks. jernplov og jernharve. Han var også optaget af dyrkning af nye typer afgrøder som f.eks. kartoffel og kirsebær. Der er desuden mange optegnelser om så tidspunkt, jordens egnethed, vejret og høstudbyttet.
Lars skriver i sin dagbog i 1788: “Den 9. maj såede vi hør og lagde
kartofler og samme dag såede vi korn”. Man kan se, at Lars brugte oplysninger om vejr og afgrøder på markerne til at forsøge at få mere udbytte af jorden og sit arbejde. Han tog ikke nødvendigvis traditioner og “sådan plejer vi at gøre” for gode varer, men reflekterede over tingene og drog sine egne konklusioner.
Endelig ved vi også, at han læste ny teoretisk litteratur om landbrugsdriften for at finde råd og vejledning. For eksempel statsråd Esajas Fleischers “Agerdyrknings-Katekismus” fra 1780. Samtidig kan vi se, at han også brugte den såkaldte “Bonde-Practica”, en folkebog fra 1597, hvis indhold var en broget blanding af vejrregler, lægeråd, horoskoper og lignende.
De fleste bønder producerede ikke meget mere, end de selv kunne spise, men en del bønder havde en overskydende produktion, som gav mulighed for supplerende indtægter. En af dem var Lars Nielsen. Ofte tog Lars eller en af hans sønner til København for at sælge varer på markedet. I hovedstaden var der stor efterspørgsel på friske varer, og priserne var derefter. Lars Nielsen handlede derfor udelukkende på markeder i København. Her solgte han blandt andet hø, halm, rug, byg, animalske produkter, kartofler og kirsebær.
De sidste synes at have været en indbringende handelsvirksomhed for Lars Nielsen, det tyder dagbogens regnskaber på. Det var ikke almindeligt, at en bonde havde så forholdsvis mange penge mellem hænderne som Lars Nielsen, og det sætter sit præg på dagbogen. Han noterede f.eks. i 1791
følgende udgifter ved køb hos skrædder Anders Larsen: “Trøje til mig 1 mark 8 skilling, til Peder undertrøje og brystdug 1 mark 8 skilling. Ole trøje og bukser 1 mark 8 skilling”. Andre køb drejede sig om tjære, salt,
farve til klæder, potter og redskaber. Også luksusting som stueur og en kobberkedel til bryggerset var der råd til.
Hjemme i Stavnsholt skaffede Lars Nielsen sig ekstra indkomst ved at have kontrakt med de andre gårdmænd om at holde tyr og orne, og vi ved også, at han udlejede en kakkelovn.
Fra gammel tid havde hver landsby et internt styre i form af det såkaldte bylav med en oldermand i spidsen. Der var mange pligter knyttet til hvervet som oldermand, og normalt gik det på omgang mellem landsbyens bønder. Hver landsby havde sine vedtægter, som oftest, uden indblanding udefra. og de var af stor betydning for landsbyfællesskabet.
Dette gamle lokale selvstyre brød dog gradvist sammen i takt med
landboreformerne. Bylavene mistede deres mening, når landsbyfællesskabet blev ophævet, og i stedet trængte statsmagten sig frem. I 1791 blev der oprettet et embede som sognefoged. Men i Farum og Stavnsholt, der jo var kronens godser, havde man allerede længe haft sognefoged, lige siden 1774. Her møder vi igen Lars Nielsen, for det var ham, der fik embedet. I den forbindelse er der bevaret et brev til amtmand Scheel Plessen, hvor en forvalter Nordenberg skriver, at han ikke har fundet nogen, der “kunne
være dueligere sognefoged end gårdmand Lars Nielsen”. For første gang et tydeligt bevis på, at Lars tilhørte den lokale elite. Og her må hans boglige kvalifikationer givet have spillet en rolle.
En sognefoged skulle være orienteret om nye lovbestemmelser, skrive til de andre bønder om forskelligt pligtarbejde, samt opkræve skatter. Fra 1791 bestod opgaven ligeledes i at være retsbetjent, holde ro og orden, gribe ind i ulovligheder, optegne dødsboer m.m. Det kan således ikke undre, at Lars Nielsen fik andre offentlige opgaver betroet.
I 1781 blev han udnævnt til fast taksator ved udskiftningerne af noget af kongens gods i Frederiksborg og Kronborg amter. Lars var dog ikke mere imponeret over denne ære, end at han i første omgang takkede nej til tilbuddet.
Først efter et løfte om en betaling på to rigsdaler pr. dag ombestemte han sig. Lars Nielsens økonomiske sans fornægtede sig ikke. “Hvorfor spilde en dag med ulønnet taksationsarbejde, hvis man i stedet kunne tjene penge på at udføre andet arbejde”.
“Fredagen den 19. februar 1795 giftede jeg min søn fra mig, Niels, og gav ham i medgift 400 rigsdaler i hans 20. år.”
Lars Nielsens liv rummede dog også andet end arbejdet på gården og de offentlige hverv. Hverdagsrytmen brydes af fester, både årets fester og livets fester. Da alle Lars’ og Marens børn blev gift, blev der fejret otte bryllupper. Alle blev de anstændigt gift, døtrene fik hver en gårdmand, de var ikke nødt til at gifte sig under deres stand med f.eks. en husmand.
Sønnerne giftede sig med gårdmandsenker, hvis ikke de allerede
havde erhvervet sig en gård inden giftermålet. I 1795 bliver både Niels og Karen gift. Men det er ikke meget, Lars meddelte i den anledning. Han opremsede udgifter til medgift, hvad der var indkøbt i anledning
af brylluppet, og hvor godt det slog til. Typisk for Lars er der imidlertid ikke et ord om festlighederne. “Herre dine velgerninger er mange, deres summer er store, hvem kan tælle dem”.
I Lars Nielsens dagbog spiller religionen afgjort en rolle. Faktisk kan Lars Nielsen dårligt forstås uden tidens kirkelige baggrund. Han blev født i pietismens storhedstid under Christian 6., og det er sikkert her, vi skal finde årsagen til hans boglige færdigheder. Pietismen lagde vægt på den personlige forståelseslæsning af bibelen og den lille katekismus, og det fik betydning for læsefærdighedens udbredelse.
Igen har Lars været heldig. Der var nemlig i 1721 oprettet skolevæsen på mange af kronens godser – de såkaldte rytterskoler. Farum var altså godt med. I sin dagbog skrev Lars jævnligt små bønner og taksigelser til Gud. Han takkede for en god høst, bad for indgåede ægteskaber: “Gud give lykke og velsignelse med dette foretagende”. Han bad for mennesker, der har været ude for ulykker, sygdom og meget andet.
Han gik også i kirke, i hvert fald ved højtiderne. Samtidig tog han dog efter gammel folketro varsler af alverdens ting: “da tog jeg to æbler, i det ene var en flue, i det andet så det ud som en maddike.
Bondepraktika siger, at flue betyder et middelmådigt år og maddiken et godt år”. I hvor høj grad Lars Nielsen personligt har søgt at leve op til det pietistiske fromhedsideal, som var en del af hans børnelærdom
i midten af 1700-tallet, er det umuligt at vide noget om. Det er til gengæld tydeligt, at han, sikkert i lighed med det store flertal af bønder i sin samtid, har regnet Guds medvirken i den nære hverdag som en meget reel faktor.
Om sit heldige kirsebærsalg skriver han et sted: “O Gud din miskundhed er meget stor, amen – Hos de fleste slog kirsebærtræerne fejl, derfor fik man dem så vel betalt”.
Hvordan Lars Nielsens forhold til andre bønder har været, ved man ikke ret meget om. Han var bonde, og det ville han blive ved med at være, og sammen med sin kone Maren har Lars været en del af det lokale fællesskab. Blandt andet ser vi dem stå fadder til andre bønders børn. Men han har også skilt sig grundigt ud. Som sognefoged var han øvrighedsperson, og i forhold til embedet var de andre blot “bønder”. For eksempel i dette dagbogsnotat om vejarbejde: “Den 18. oktober havde jeg et cirkulærebrev om at istandsætte 21 alen vej på Valby bakke. Skønt nødig måtte bønderne dog der ud”.
Og han har sørget for at holde afstand til den stærkt voksende gruppe af husmænd og landarbejdere. Alle hans børn blev, som nævnt, standsmæssigt gift, og i 1815 kunne Lars Nielsen give gården videre til sin yngste søn Rasmus. En ny selvbevidst gårdmandsklasse, skabt af landboreformerne, var ved at konsolidere sig.
Lars Nielsen var en tidlig og tydelig repræsentant for denne klasse.
Maleri af Jens Juel fra 1782 med titlen: Landskab fra egnen omkring Jægerspris.
Vi ved ikke hvordan bonden Lars Nielsen så ud, og der eksisterer kun ganske få malerier af 1700-talles bønder. Maleriet viser udsigten fra Færgelundens bakker ned over landsbyen Neder Dråby og med Jægerspris Slot i det fjerne.
Maleriet tilhører Statens Museum for Kunst og er udstillet i museets afdeling for guldaldermalerier.
Marts 16, 2020
Buldog, Heegaard og et Lokomotiv
Vi skal besøge varehuset Buldog, Anker Heegaard på Blågårds Plads og det mægtige industriforetagende Smith, Mygind og Hüttemeier. Hvad har det med industri at gøre? Blodige dage på Nørrebro. Varehuset plyndret og antændt. Farligt at befinde sig på gaden. Masser af døde og kvæstede. Heegaard købte masser af jord. En speciel produktion måtte opgives. Heegaard solgte masser af grunde. Fabrikken på Blågårds plads blev revet ned og fabrikken i Hillerødgade blev solgt. Heegaard – familien var sande velgører på Nørrebro. Da der var rejsestald. Der blev udbygget på et kæmpe område. Et stykke af en finger røg. Kamp mod dansk politi. Det endte med Empire Bio.
Har det noget med industri at gøre?
Man kan altid diskutere om varehuset Buldog har noget med industri at gøre. Vi har taget Folkestrejkens historie med her. Det var arbejderne på de danske industriforetagender, der egentlig var skyld i, at regeringen gik af i 1943. Det var også dem, der startede Folkestrejken under devisen:
Mange industriforetagender var udsat for sabotage i løbet af besættelsen. Men der var også mange butikker, der var udsatte, og det viser denne artikel. De var måske ikke så meget tyskervenlige som andre, men alligevel så blev de plyndret, brændt ned eller udsat for voldsomt hærværk.
Det var et kæmpe varehus på Nørrebro. Man havde også andre afdelinger i bydelen. Under besættelsen handlede tyskerne også her og handlede. Man sagde, at indehaveren var nazist. Man mente også, at hvis tyskerne handlede i diverse butikker, så var disse også tyskervenlige. Og så skulle de straffes. Op med hundrede butikker blev plyndret, var udsat for hærværk eller blev afbrændt.
Blodige dage på Nørrebro
Det var ikke alle, der var så modige som i Cafe Runddelen, hvor en række tyske soldater kom ind og bestilte nogle øl. Men værten sagde, at man havde udsolgt. De tyske soldater gik uden at lave ballade.
Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand. Dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944 var nok nogle af de blodigste som Nørrebro nogensinde har oplevet. Beboerne på Nørrebro vågnede op med budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.
Og ved 10 – tiden her den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset og politiet affyrede skræmmeskud.
En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldet af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en figur, der forestillede Hitler. Politiet var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til Fælledvej, hvor man ventede på forstærkning.
Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.
En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.
Buldog blev antændt
I Rantzausgade foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølse, leverpølse og kødpølse til folk. Butikken blev ikke plyndret, den blev også ødelagt. Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben blev total knust. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.
Da man var færdig her gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som Nazi – Butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende inden butikken skulle ødelægges. Men pludselig lød det. ”Tyskerne kommer”.
Og pludselig lød råbet. ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede.
Politiet kunne ikke rigtig stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schallburgkorpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler ud af vinduerne af bilerne. Tre mennesker døde under denne aktion.
Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog. Men de vendte tilbage og nu blev der også sat ild til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade.
Brandvæsnet blev nægtet adgang. Polititiet forsøgte at redde, hvad der kunne reddes.
Farligt at befinde sig på gaden
Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværssalver. Det var fra en tysk bombemaskine som sendte nogle salver mod folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion enten dræbt eller såret.
Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og inde i gadedøre. En Schalburg – mand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej. Mange butikker, der ikke nødvendigvis var Nazi – butikker var blevet sat i brand. Og omkring varehuset stod kun de røgsværtede murer tilbage.
Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik.
Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran fra Griffenfeldsgade med masser høballer, der var sat ild til. Vognen blev væltet på Nørrebrogade og de brændende høballer rullerede hen ad Nørrebrogade.
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker under en voldsom eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvæddet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Masser af døde og kvæstede
Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade. Vidner berettede om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.
Det gik uendelig tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med sårede og døende mennesker. Noget senere kom ydere et par stykker og resten blev kørt væk. Gader og fortove var overfyldt med blod.
Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning på Nørrebros Runddel med tyske maskingeværer. På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi. Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova Nørrebrogade 32. Inventaret var blevet slæbt ud på gaden og antændt.
En tysk uniform var ophængt på et stativ og stillet ud på gaden og antændt. Det betød at tysk politi skød vildt omkring.
Tyskerne kørte rundt i kvarteret og antagelig også terrorkorps og beskød tilfældige. Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret.
Men balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede kl. 6.20 næste dag blev en person skudt. Tilfældige forbipasserende blev beordret til at rydde barrikaderne. Der var opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden endnu større våben.
En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel. En kanon blev affyret mod Thorupsgade 15.
Den 7. august efter blev den tidligere politimand Sustmann Ment dræbt i en linje 16 ud for det nedbrændte Buldog af modstandsfolk. Han arbejdede nu for det tyske sikkerhedspoliti. Dette afstedkom, at lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensieben krævede en hævnaktion. Og det skete med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.
Mange virksomheder på Nørrebro blev saboteret under krigen. Også mange af de virksomheder, som vi har beskæftiget os med her i aften. Det kostede i den grad. De havde mere eller mindre arbejdet sammen med tyskerne. Nogle var blevet tvunget og andre havde fået ordre af samarbejdsregeringen.
På vores hjemmeside, er der masser af artikler om besættelsen på Nørrebro.
Anker Heegaard
I isenkræmmerlære
Mathias Anker Heegaard var født i 1776. Han tilbragte det meste af sin barndom på Samsø. Hans far var sognepræst. Mange i familien var præster. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Efter konfirmationen kom han til København i 1790. Han kom i isenkræmmerlære hos Peter Faber.
I 1803 åbnede han sin egen isenkræmmerbutik. Det blev senere den største i København.
Efter det engelske bombardement var der modvilje mod alle engelske varer. Og så fik Heegaard i stedet produceret nogle hjemmelige produkter. Der var godt gang i salget
Heegaard købte masser af jord
Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I oktober 1827 ansøgte han kongen om tilladelse til at drive jernstøberi. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre fine ting af jern.
Heegaard fik tilladelsen. En masse lave fabriksbygninger blev opført rundt omkring på grunden. Han skulle også søge tilladelse hos Militærets Demoleringskommission.
I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bror Christian August virksomheden samt isenkræmmerforretningen. Ti år efter ophørte kompagniskabet. Anker overtog nu jernstøberiet. Nu var han udelukkende fabrikant/jernstøber.
I 1847 var der ansat 52 mand på virksomheden. Der blev årlig produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellig art og 140 skorstensindretninger. Af de lidt mere specielle produkter var to chokolademaskiner samt fire barkmøller, som blev anvendt af garverierne.
En optælling fra 1850 viser, at Anker Heegaard boede på Blågårdsvej 36. I husholdningen var hans kone, Louise Feilberg og tre børn. Der var en mandlig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl.
En speciel produktion måtte opgives
Efterspørgslen efter gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele. Men det var dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok efterspørgsel efter violinstrenge. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnede tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Denne del af fabrikken blev lukket af sundhedsmyndighederne.
I 1860erne udvides der atter en gang på Nørrebro. Nu var man oppe på 102 ansatte.
Ved Nordisk Industri – og ”Konstudstilling” i København i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede bl.a. dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner. Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand var Anker Heegaard.
Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. Der var ikke plads til flere udvidelsesmuligheder på Nørrebro.
Heegaard solgte masser af grunde
Heegaard tog også fusen på de andre grundejere. De blev nødt til at erhverve et stykke jord, som han havde købt. Det blev så til en betydelig høj pris. Han solgte også betydelige jordstykker til anlæggelse af beboerkvarterer omkring Stengade, Bagergade, Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgens Gade).
I 1898 erhvervede Anker Heegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro station. Dengang var her en betydelig godsstation, der betjente det store industriområde i dette kvarter.
Området ved Blågårdsgade blev revet ned i 1899.
Fabrikken i Hillerødgade blev solgt
I Hillerødgade lå virksomheden i 14 år. Så overtog maskinfabrikken Auroa hele anlægget. I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskabet Anker Heegaard. I 1930 indgik det i De Forenede Jernstøberier.
Heegaard-familien var en stor velgører på Nørrebro
Heegaard – familien vil også blive husket for at være en stor velgører på Nørrebro. Ja og åbenbart var Anker Heegaard også en god danser. Han fik et brev fra ”Det Forenede Borgerlige Selskab” i 1842:
Heegaard forærede bl.a. grunden, hvor man byggede Marthahjemmet. Og så blev Louisegade opkaldt efter Heegaards kone. Men gaden blev omdøbt til Prins Jørgens Gade efter et frygteligt rovmord. Men se det er helt andre historier. Men dem kan du også læse på www.dengang.dk
Fra Lokomotiv til Biograf
Vi skal nu besøge firmaet Smith, Mygind & Hüttemeier. Ja egentlig er det svært at sætte en egentlig adresse på dette firma. Men man startede på Nørrebrogade 68 og så bredte man sig efterhånden til Guldbergsgade.
Den ene af direktørerne havde en far, der var en energisk urtekræmmer. Han overtog også den københavnske natrenovation. Den blev kaldt for:
Da der var rejsestald
På en meget stor grund stod en rejsestald. Den blev sat i stand, så man kunne bruge den som maskinfabrik. I begyndelsen holdt man byggeudgifterne nede. Pengene skulle bruges til værktøj og produktionsmaskiner.
I rejsestalden blev der opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlmaskiner. Langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man se, hvad der skete på gaden. Men der skulle arbejdes intens, så Smith sørgede for, at vinduerne blev overhvidtet.
Der blev udbygget på et kæmpe område
I første omgang kastede man sig over at producere fremstillingen af bryggerianlæg, dampmaskiner og dampkedler. Efterspørgslen var stor. Det varede ikke længe, inden den gamle rejsestald måtte rives ned, og et stort fabriksanlæg opstod på grunden.
Omsætningen steg endnu mere. Den ene af direktørerne, Mygind havde året forinden sin død planer om at afhænde sin part af virksomheden. Disse forhandlinger gik nu i stå, men de blev genoptaget efter et halvt år. Og resultatet var, at man fusionerede med konkurrenten. Der blev dannet et nyt aktieselskab under navnet Smith, Mygind & Hüttemeier. Det skete den 1. januar 1895.
Hüttemeiers fabrik i området Nansensgade/Nørre Farimagsgade blev nedlagt og produktionsapparatet blev flyttet til fabrikken på Nørrebro. Samtidig skete der et opkøb af ledige grunde. Fabriksarealet kom nu også til at bestå af parceller langs Guldbergsgade. I en beskrivelse af virksomhedens historie i 1906 kan vi læse følgende:
Et stykke af en finger røg
Konstruktionen af stål – og støbejernsbroer, der også omfattede ingeniørvirksomhed, blev den væsentlige del af virksomhedens profil. Omkring år 1900 slog firmaet ind på fabrikation af dampkedler, mekaniske fyrapparater og specialiserede sig efterhånden i fremstilling af højtryksdampkedler og automatiske fyrapparater.
Det var en sensation, da man i Hillerød præsenterede en ”Mejemaskine”. Som det senere stod i avisen:
Opvisningen var en kæmpe succes. Men det blev dog svækket af, at Smith mistede et stykke af sin finger under opvisningen.
Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en dampomnibus til brug for linje 7. det var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinenerne hvæssede, dampede, savede og peb. Da man skulle afprøve maskinen, satte man rigtig fart ned ad Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev maskinen bombarderet med kartofler, male tøfler og en enkelt død kat.
Kamp mod Dansk Politi
I år 1900 gik virksomheden ind i produktionen af damplokomotiver, da selskabet dette år leverede sine to første damplokomotiver til Statsbanerne. Frem til 1901 leverede man 7 rangerlokomotiver til DSB.
Under besættelsen var der en heftig skudveksling mellem modstandsbevægelsen og Dansk Politi. Efterfølgende bebrejdede modstandsbevægelsen at politiet var lidt for ivrig til at efterkomme tyskernes ønsker.
Fabrikken var også fra 1949 involveret i industriel fremstilling af karosserier til busser i Svendborg. Indtil den endelige lukning i 1969 havde man fremstillet 400 karosserier.
Det endte med Empire Bio
I 1956 overtog firmaet Dano med hovedsæde i Buddinge produktionen. En del af det gamle fabriksanlæg blev overtaget af Falke Auto, der var landets største forhandler af Renault – biler. Senere overgik en del af fabriksbygningerne til at være filmstudier for endelig i 2001, at blive biograf under navnet Empire Bio.