Landsforræderen – Leonora Christina Ulfeldt
Hun var 3. barn af Christian den Fjerde og hans hustru på venstre hånd, Kirsten Munk. Moderen blev forvist fra hoffet efter en skandaløs kærlighedsaffære. Leonora Christina blev allerede forlovet som 9 – årig med Corfitz Ulfeldt. Denne blev en af Europas rigeste aristokrater. I Danmark blev han også en mægtig mand. Men hans velstand byggede på korruption. Da en sag om embedsmisbrug gik i gang flygtede parret til Sverige. Leonora Christina forsøgte at gøre livet surt for den kommende dronning, Sophie Amalie. Parret blev nu anholdt og sendt til Bornholm. I 23 år sad Leonora Christina i ”Blåtårn”. Her skrev hun den berømte bog ”Jammers Minde”. Mange tror, at det var hende, der stod bag komplot mod kongen og meget mere. Hun blev begravet i Klosterkirken – den nuværende Maribo Domkirke. Men antagelig er det hendes sønner, der har fjernet liget og gravsat hende et ukendt sted.
Leonora Christina blev født på Frederiksborg Slot 8. juli 1621 som tredje barn af Christian den 4. og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Hendes første seks leveår tilbragte hun hos sin mormor, Ellen Marsvin.
I krigsårene fra 1628 til 1629 lod kongen af sikkerhedsgrunde sine børn opfostre i Friesland i Nederlandene. Kort efter deres hjemkomst blev moderen forvist fra hoffet på grund af en skandaløs kærlighedsaffære, som Christian aldrig tilgav hende. Det var mod hans udtrykkelige vilje, at der siden opstod kontakt mellem børnene og deres mor.
Corfitz Ulfeldt blev født 10. juli 1606 på Hagenskov på Fyn, søn af rigskansler Jakob Ulfeldt og Birgitte Brockenhus. Corfitz blev efter et ophold på Herlufsholm sendt på dannelsesrejse i Europa, hvor han læste
ved flere universiteter.
Efter sin hjemkomst til Danmark i 1630 blev han forlovet med den 9-årige Leonora Christina. De giftede sig i 1636 og året efter blev Ulfeldt udnævnt til statholder i København. I 1646 blev han rigshofmester, landets højeste embede efter kongens.
I København og i deres overdådigt udstyrede gård på Gråbrødretorv udfoldede parret en elegance af internationalt tilsnit. Og for at skabe den livsstil måtte Corfitz sætte sig i gæld, hvad der ikke hindrede, at
han i løbet af få år blev en af Europas rigeste aristokrater. Det var en udbredt opfattelse, at hans velstand byggede på korruption i stor skala, hvad også Christian den 4. formodede. Men på grund af hans ubestridelige dygtighed, fik han betroet mange vigtige diplomatiske opgaver i udlandet.
Tre år efter Christian den 4s. død i 1648 kulminerede konflikten, da den nye konge Frederik den 3. ville begrænse ægteparrets magt. Da Corfitz fornemmede, at en sag om embedsmisbrug mod ham var under opsejling, flygtede han og Leonora Christina til Sverige. Baggrunden for flugten var Corfitz s underslæb og salg af embeder, samt planer om giftmord mod Christian den 4.
Leonora Christina ønskede heller ikke at give plads for den nye dronning, Sophie Amalie, og Corfitz ville nødigt afgive sin lukrative stilling, fordi en ny konge havde besteget tronen. Misforholdet resulterede i
smålig chikane fra Ulfeldterne – f.eks. da de fjernede byens udsmykning inden Sophie Amalies indtog som dronning. Leonora Christina kom også ved et “uheld” til at tabe Sophie Amalies krone, så den knækkede.
Den krone hun skulle bære ved kroningen. Hun forsøgte også at få tjenestefolkene til, at bagtale og lægge fælder for den nye dronning, men det lykkedes ikke.
I 1656 rejste Leonora Christina til Danmark i et forsøg på at forsone Corfitz Ulfeldt og Frederik den 3., men hun blev standset i Korsør og udvist af landet. Herefter fulgte hun med da Corfitz sluttede sig til svenskerne og deltog i Karl 10. Gustavs felttog mod Danmark. Hun forsvarede også Corfitz, da en svensk kommissionsdomstol i 1659 anklagede ham for forræderi.
I 1660 blev ægteparret arresteret af Frederik den 3. og sendt til Bornholm, hvor de sad fængslet i 17 måneder på Hammershus – ledet af øens guvernør, generalmajor Adolph Fuchs. Efter et dramatisk forsøg på flugt blev ægteparret løsladt i 1661, efter at have svoret kongen troskab og givet afkald på størstedelen af deres godser og formue. De fik anvist ophold på herregården Ellensborg på Fyn, som Leonora Christina havde arvet efter moderen, Kirsten Munk.
På grund af Corfitz Uldfeldts dårlige helbred fik de i 1662 tilladelse til en udlandsrejse. Ægteparret tog under rejsen ophold i Brügge. Kort tid efter hørte Frederik den 3. forlydender om, at Corfitz forsøgte at få
kurfyrsten af Brandenburg til at konspirere mod den danske krone.
Situationen forværredes da Ulfeldt-parrets søn Christian myrdede kommandanten fra Hammershus, Adolph Fuchs, på åben gade i Brügge.
Senere historikere er enige om, at Corfitz Ulfeldt havde mistet forstanden, for det står helt fast, at han tilbød den danske krone til flere udenlandske fyrster.
I foråret 1663 rejste Leonora Christina til London for at inddrive en gammel gæld hos den engelske konge Karl den 2. Den danske konge, Frederik den 3. fik hende straks udleveret som Corfitz medskyldige i højforræderi, hvorfor hun blev arresteret og sendt til København, og fængslet i Blåtårn på Københavns Slot.
Her kom hun i forhør, og nægtede ethvert kendskab til Corfitz s forræderiske handlinger. Hun blev holdt fanget i Blåtårn i 22 år fra 1663-1685. Corfitz Ulfeldt fik man aldrig fat på. Han blev halshugget og parteret på slotspladsen in absentia og in effigie den 24. juli 1663. En dukke, der forestillede ham, blev henrettet. Den var fyldt med rigtige tarme for virkningens skyld, blot var tarmene ikke helt friske.
Leonora Christina kunne fra sin celle i Blåtårn høre det hele og troede, hendes mand faktisk blev henrettet – vinduet sad for højt til, at hun kunne se noget.
Selv døde Corfitz Ulfeldt mellem 14. og 20. februar 1664 på en båd på floden Aare mellem Basel og Neuenburg, som en ludfattig og forfulgt mand. Det vides ikke, hvor han ligger begravet.
I 1673 begyndte hun sit Jammers Minde – en skildring af fængselslivet stilet til hendes børn. Største delen af manuskriptet blev til efter hendes frigivelse. Det så først offentlighedens lys i 1867, men det var uden tvivl hendes hensigt, at hendes erindringer skulle udgives lige efter hendes død.
Men det skete ikke, og det var en streg i regningen. Først flere hundrede år senere blev manuskriptet fundet i udlandet, og udkom i 1869 hvor hun bl.a. skrev en bizar hævngerrig skildring af Sophie Amalies død.
I sin franske selvbiografi fremstiller Leonora Christina sig selv som Christian den 4.s yndlingsdatter. I virkeligheden var fader og datter ofte på kollisionskurs som følge af hendes ubetingede støtte til moderen.
Personlige identitetsproblemer og ønsket om at få sine egne børn anerkendt som legitime tronarvinger, gjorde det vigtigt for hende, at få forældrene til at genoptage samlivet. Det lykkedes imidlertid ikke, og
kongens død i 1648 udløste en magtkamp, som Ulfeldtparret tabte.
Alligevel fremturede de med provokationer over for det nye kongepar Frederik den 3. og Sophie Amalie. I Jammers Minde benægter Leonora Christina, at hun og hendes mand var landsforrædere. I biografien
fordrejer hun tingene, så de passer i hendes kram, nemlig at det er hendes halvbror, kongen, Frederik den 3. og især dennes hustru, der hader hende. Det er ganske vist ikke helt forkert, men den forfulgte uskyldighed, hun ønsker at fremstå som, er alene en litterær skabning, der ikke har meget med virkeligheden at gøre, og den skabning fremstiller hun godt.
Palle Lauring har flere steder brugt som eksempel, at da hun bliver arresteret og kropsvisiteret, river hun et brev i stykker og smider det i en lokumsspand. Hun er forarget over de ulækre mennesker, der derefter
samler brevet op og limer det sammen, og vi glemmer næsten at stille spørgsmålet, hvad stod der i det brev… Og sådan narrer hun læseren, der føler medlidenhed og beundring og ganske glemmer, at hendes og mandens meriter herhjemme og udlandet bestemt ikke var fine i kanten.
Jammers Minde savner naturlig autenticitet og dermed troværdighed. Flere mener da også at hendes jammer skal man længe lede efter. Der har været mange teorier om hendes rolle i forræderiet mod den danske trone.
Langt de fleste mener, at hun nærmest har været bagmanden bag hele komplottet. Da dronning Sophie Amalie døde i 1685, blev Leonora Christina løsladt, og efter kort tids ophold i Husum ved København flyttede hun til Birgittinerordenens kloster i Maribo. Hun blev begravet i klosterkirken, den nuværende Maribo Domkirke, men hendes lig blev kort tid efter fjernet fra gravstedet, antagelig af hendes sønner, og formentlig gravsat på et ukendt sted.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.532 artikler, bl.a.
- Bag Bremerholms mure