Artikler
Marts 28, 2020
Baronesse Christine Stampe
Hun voksede op med fransk og tysk. Allerede som 15 – årig stod hun uden forældre. Hun var interesseret i kunst og blev gift som 23 – årig med baron Henrik Stampe. Syv år efter arvede hun baroniet Nysø ved Præstø Fjord. Hun måtte selv tage sig af gods og have. Fru Stampe åbnede huset for datidens kunstnere, forfattere og forskere. Her kom Grundtvig, H.C. Andersen, Marstrand m.m. Thorvaldsen kunne heller ikke sige nej til invitation. Fru Stampe blev en slags ”moder” for ham. Hun ryddede op i hans m.m. Familien tog med ham til Rom i 1841. Den 24. marts 1844 spiste han sammen med andre kendte hos Fru Stampe. Han ville i Det Kongelige Teater. Han havde godt nok ondt i benet. En halv time efter fandt man ham død på sin plads. Fru Stampe levede 24 år mere. Hun var en stærk, varm og frodig dame.
Christine Stampe født 1797, død 1868. Datter af præst Jean Marc Dalgas og Maria Franciska Dalgas. Christine gift 1820 med Henrik Stampe, han død 1876. Hun død på Nysø, begge gravlagt i Præstø.
Fru Stampe, eller baronesse Stampe, blev født i Fredericia 20. april 1797 og fik i dåben navnene Christine Marguérite Salome Dalgas. Hendes fader var reformert præst, især for de franske emigranter i Fredericia, og i præstehjemmet var sproget fransk. Præstens hustru var tysk, og der var også fra hjemmet tråde til England.
Christines barndom faldt før skoleloven af 1814, det skel i dansk kultur, som vi stadig må nævne. Hun voksede op med fransk og tysk. Undervisning i dansk fik hun ikke. Hendes senere danske sprog er ikke meget mærket af tysk og fransk, men som hun skrev det, virker det lidt hjemmelavet, og hun stavede ikke godt. Alligevel er det hendes skrevne erindringer, der har sikret hende en plads i dansk hukommelse.
Allerede da hun var 15 år gammel, stod hun uden forældre, og hun kom til sine brødre i Italien. De var handelsmænd, den ene i Livorno, den anden i Napoli, og de var levende unge mænd, der ikke bare havde penge i hovedet. Deres hjem var åbne, og mange danske italiensfareren mødtes hos dem. Igen var Christine Dalgas havnet i en meget levende verden. Hun var selv overmåde levende, hun lærte en masse, ganske vist stadig ikke at skrive dansk, men noget nær alt muligt andet. og hun blev interesseret i kunst.
Hun tegnede og malede selv, ikke noget banebrydende, men kønne små ting, og på den tid måtte en kunstinteresseret dansker i Italien naturligvis sværme for Thorvaldsen. I 1820, da hun var 23 år gammel, blev hun gift. I sin broders hjem i Napoli havde hun mødt den tre år yngre baron Henrik Stampe. Han var et elskværdigt menneske, desværre lidt smågal, men på den venligste måde.
Syv år efter deres ægteskab arvede han baroniet Nysø ved Præstø Fjord, og de blev herregårdsfolk, særdeles velhavende. Hun måtte næsten straks tage sig af hus og gods, for hendes mand kunne ikke passe noget som helst.
Mandens galskaber var ikke raserianfald, bare noget flygtigt i hovedet, og sære indfald. Han dyrkede sin sundhed, og han var ”fodsporter”. Da han engang ville til Rom, gik han derned og tilbage, sammen med sin
tjener.
En gang, da resten af familien kørte i hestevogn fra Nysø til København, løb han turen og kom først, fordi de andre måtte have et hvil i Køge. En sommermorgen med herlig frisk brise stillede han sig for åbent vindue nøgen op i vindueskarmen og dyrkede åndedrætsøvelser. Et par piger, der arbejdede i haven, kom til at le højt, og det blev han stødt over. Ellers var han altid stille og venlig og lod konen styre hus og det hele, næppe klar over, at der var noget at styre, og at det blev gjort særdeles godt af den med årene mere og mere håndfaste, myndige dame.
Der var liv i hende. Hun var vokset op i et vågent hjem i Fredericia, hun havde boet i lige så vågne hjem i Italien, og nu fulgte hun den mode, der var kendt i den nogenlunde civiliserede del af Europa, her i landet på enkelte herregårde, hos Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset, og hos salonværtinden Friederike Brun på Sophienholm ved Bagsværd Sø: Fru Stampe åbnede huset for tidens kunstnere, forfattere og forskere.
Grundtvig kom ind i kredsen i 1821, da han var i Præstø. Faste eller jævnlige gæster var kunsthistorikeren Niels L. Høyen, filosoffen Frederik C. Sibbern, fysikeren H.C. Ørsted, maleren Wilhelm Marstrand, arkitekten Gottlieb Bindesbøll, og af digtere Ingemann, Oehlenschläger og H.C. Andersen, så det ses, at de kom fra alle kanter af kunst og videnskab.
Det er blevet sagt, at samlingsstedet på Nysø mindede mere om Friederike Bruns på Sophienholm end om Fru Rahbeks i Bakkehuset. Både ja og nej.
I Bakkehuset var Fru Rahbek og hendes mand Knud Lyne på lige fod med digterne og hvem der ellers kom i huset. På Sophienholm, og på de herregårde, der holdt salon eller var interesserede i prominente åndfulde besøg, var der et trin mellem værter og gæster.
Ikke så det føltes grelt eller trykkende, men det var der: en overklasse tog imod. Vel var Fru Stampes hus en herregård, og økonomien ikke noget problem, men hendes form over gæsteriet var alligevel Bakkehuset nærmest, selv om allerede forskellen i husenes placering – Bakkehuset lige uden for København, hendes næsten elleve mil sydpå fra hovedstaden (ca. 80 km), så gæsterne kunne ikke bare drysse ind henad aften, som i Bakkehuset – selv om den forskel også måtte diktere en forskel i gæsteriet.
Men der var lige så hyggeligt på Nysø, intet med at nu lod herskabet sig underholde. Tonen mellem hende og gæsterne var helt afslappet. Gæsterne overnattede jo i reglen, til tider dage eller uger, og de kunne passe sig selv, der blev kørt ture, de gik i vandet (havbad var så småt ved at komme på mode), der var hyggelige frokost- og te- og middagsborde, aftnerne var der en vis familiær hygge over, det hændte at der var små fester, for eksempel familiens eller gæsternes fødselsdage, og Fru Stampe var en god værtinde, der især ikke plagede sine gæster med at spille krukket intellektuel.
Det var miljøet, som Thorvaldsen så gled ind i. Fru Stampe havde som ung oplevet Bertel Thorvaldsen i Rom og var blevet betaget. Det var hun ikke
alene om. Men i 1837 skrev Nysø-vennen Niels Høyen sit opråb om penge til Thorvaldsens museum, og Fru Stampe støttede ham ivrigt. Thorvaldsen havde testamenteret sine egne værker og sine store samlinger af kunst til byen København, hvis man fandt eller byggede et rimeligt værdigt hus, som det hele kunne være i.
Året efter kom Thorvaldsen hjem og blev modtaget med overvældende henrykkelse. Han fik bolig på Charlottenborg, men samtidig blev han erobret af det københavnske selskabsliv. Thorvaldsen kunne være
stejl, når det drejede sig om hans arbejde og om forretninger, han kunne fare op, hvis nogen for næsen af ham købte et maleri eller en tegning, som han gerne ville eje, men ellers var han godmodig og blid, og af
natur henrivende doven.
Nu lod han sig invitere, fordi han ikke kunne tage sig sammen til at sige nej, uagtet det kedede ham over alle grænser. Tiden gik, dag efter dag, med at stupide mennesker plagede livet af ham. Hos andre, som der var mere mening i at gæste, kom han selvfølgelig også, det hele var bare
én ødelæggende pærevælling.
Men familien Stampe havde også en københavnsk vinterbolig i Kronprinsessegade. Nu slog Fru Stampe en klo i Thorvaldsen. Hendes første tanke var nok at sikre ham for det lille kunstnerhof på Nysø. Men hun var en praktisk dame, vant til at ordne og styre. Hun så, at den ugifte Thorvaldsen manglede sans for at skabe sig et hyggeligt hjem på Charlottenborg, og hun bed sig fast i ham.
Hun hjalp ham med at få hjemmet i orden, eller vist mere rigtigt: hun ordnede det. I 1839 lykkedes det at få ham ned til Nysø i ret lang tid, men han måtte tilbage til hovedstaden, og familien Stampe drog også ind for vintersæsonen.
1840 noterede komponisten Christoph Weyse det skønne sted i
et brev af 13. marts, om at han havde været til middag hos sin gode ven, admiral Peter Wulff, og dér kom selvfølgelig også “Madam Klatt og Kiempe-Elefanten”. Spøgen ligger i, at det år fremviste cirkusdamen Madam C.F. Klatt en indisk elefant for københavnerne. Vi forstår, at den københavnske borgerlige verden lidt misundeligt morede sig over at se Fru Stampe trække rundt med den skikkelige Thorvaldsen.
Men både Thorvaldsen og dansk kunst stod og står i dyb gæld til Fru Stampe. Thorvaldsen havde svært ved at komme i gang med arbejdet, efter at han havde forladt sit atelier og sine vante arbejdsvilkår i Rom. Det var en af grundene til at han bare lod alt ske omkring sig. Fru Stampe var interesseret i kunst, og i hans kunst, og hun var ærgerlig over at det store hyggelige geni gik rundt uden at lave noget. Hun fandt ud
af, at nu skulle der skabes kunst på Nysø.
Der blev lavet et atelier i hovedbygningen, og Thorvaldsen var ikke en krukket kunstner. Han kunne stadig præstere bare at sætte sig på gulvet og modellere, for at få lyset oven fra, og bruge modellérpinde, som
han selv havde lavet. Nu blev atelieret på Nysø rustet med det nødvendigste. Fru Stampe æltede selv ler og gik i gang med at modellere noget, som Thorvaldsen ikke kunne holde ud at se på, så han rettede det.
På den manér fik hun ham listet i arbejde.
Og så gik hun hårdt til ham: han skulle lave et selvportræt. Det havde han ikke lyst til. Hun blev ved. Der blev nu opført et atelier i haven – et grundmuret lysthus med ovenlys, så han kunne arbejde i fred, i hvert fald for andre end hende. Han kom virkelig i gang – med den kendte selvportrætstatue, der viser ham stående støttet til figuren af Håbets Gudinde. Den er skabt på Nysø.
Thorvaldsen modellerede jo sine ting i ler. Så kom “formerne” og lavede en form over leret, og i formen støbte de så figurerne og reliefferne i gips. Ved denne proces gik den originale lerfigur tabt, for leret blev
hentet ud af formen i klatter og klumper. Det ærgrede Fru Stampe, så hun tog igen selv fat og havde held til at hente smukke partier af leret noget nær uskadt ud af formene, hoveder for eksempel. Thorvaldsen
rettede lidt på dem, hvis de havde fået tryk eller mærker, og så lod hun ler fragmenterne tørre og brænde til terrakotta.
På den måde har vi fået en mængde små fine prøver på selve Thorvaldsens originale arbejde med leret. Af dem ses en del i Thorvaldsen-Samlingen på Nysø.
Thorvaldsen kom godt i gang, og på Nysø skabte han en lang række relieffer, men også andet, og hans Nysøperiode er én af hans frugtbare. Den minder om hans ungdom, for også på Nysø arbejdede han alene, uden staben af hjælpende unge mennesker, som i det store atelier i Rom. Og takket være baronesse Stampes erindringer har vi en række skriftlige billeder af mesteren i slåbrok.
Han stod gerne tidligt op og arbejdede, så han havde eftermiddagen og aftenen fri. De mange gæster var hyggelige, men oplæsning af egne værker var et af de ret faste punkter på programmet, og under det faldt
Thorvaldsen regelmæssigt i søvn. At han virkelig v a r kunstner ses allerede af den ene klare kendsgerning, at var der noget han ikke gad, så var det at diskutere kunst, for kunst var noget man lavede, ikke noget man sad og vrøvlede om til langt ud på aftenen.
Ved samværet på Nysø var det én af de hyggelige fornøjelser at drille Oehlenschläger lidt, for med hele sin troskyldigt retlinjede menneskelighed var han en smule naiv. Vi har i et glimt både den spøg og
Thorvaldsens lune. På én af de hyggelige aftner sad Grundtvig og filosoffen Henrik Steffens i en nok ganske saglig samtale, og så blandede Oehlenschläger sig i samtalen.
Thorvaldsen lagde sin hånd på hans arm og sagde bare: “Næ hør, ved du nu hvad! Når fornuftige folk taler, skal du sandelig tie stille! “Når Thorvaldsen ikke gad diskutere kunst, var Fru Stampe enig med ham. Han skulle ikke snakke, han skulle modellere. I timevis læste hun højt for ham, mens han arbejdede, og forholdet imellem dem blev hjerteligt.
Hun var uden tvivl i tidens smukkeste platoniske stil forelsket i ham, men forholdets karakter tegnes af det pudsige, at skønt han var sytten år ældre end hun, kaldte han hende “gamle Mutter”, og hun kaldte ham “den store Dreng”. Bortset fra fødselsattesterne har det også passet, for mens livet tidligt havde gjort hende moden, og hærdet til at ordne både sine egne og andres affærer, blev han, som så mange gode kunstnere, aldrig voksen.
Problemer var ikke hans sag. Når der på Nysø hen under aften var diskussion om, hvad man skulle lave, ville Thorvaldsen altid bare spille lotteri, ikke dristigt om penge, men som underholdning, noget i retning af at spille om pebernødder. Det var familiespillet “Gnav”, han holdt af.
Det krævede ikke spekulationer, man sad bare sammen og havde det hyggeligt.
I 1841 rejste familien Stampe med Thorvaldsen til Rom. Dernede skulle hans hjem og atelier ryddes, og alt, værker og det hele sendes hjem. De rejste i Nysøs rejsevogn med fire heste, og det blev et triumftog.
På hele turen holdt Thorvaldsen pudsigt nok Fru Stampe stramt til at skrive dagbog, så det er hendes (og hans) skyld, at vi ved god besked.
I alle byer blev Thorvaldsen modtaget som en fyrste, skibene på Rhinen sejlede forbi hans hotel med flag og salutskud, ingen kunstner af i dag vil opleve, hvad en kunstner var i første halvdel af 1800-tallet, i
romantikkens Europa.
Rejsen tog tid. I Rom skulle Thorvaldsen som sagt ordne hjemsendelse og opbrud. Under hele rejsen passede Fru Stampe ham som en søn. Hjemme igen kom alt i de vante baner. Thorvaldsen boede i København og på Nysø. Fru Stampe tog sig utrætteligt af ham. Men hun havde en rival.
Kunsthistorikeren Just Mathias Thiele havde også taget sig af Thorvaldsen, og han var hadefuldt skinsyg på Fru Stampe – så meget, at i sit værk om Thorvaldsens liv nævner han ikke, at Fru Stampe var med på den lange rejse til Rom. Ret skal være ret. Det var Thiele, der reddede Den Kongelige Kobberstiksamling, men det er en anden historie. Og det er hans fortjeneste, at da han kom til Rom, støvede han Thorvaldsens hus rundt (Thorvaldsen var i Danmark).
Thiele så, at det flød med tegninger og breve og noter, og i kælderen fandt han en tønde fyldt med Thorvaldsens gamle papirer. Alt det reddede han, og det er noget nær de vigtigste og eneste dokumenter til vor viden om ikke mindst den unge Thorvaldsens liv. Thiele skrev om Thorvaldsen og ventede kunstnerens taknemmelighed, men skriveri og gamle breve interesserede ikke mesteren.
Dyrkelsen af det store geni nåede ret hysteriske højder. Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens og Fru Stampe kom i slagsmål om hans hår. Tjeneren opdagede, at mesterens hårbørste blev renset af ukendte hænder. Fru Stampe pillede de hvide lokker af børsten. Wilckens mente, at han som mesterens livtjener havde første ret, så han appellerede den vigtige sag til sin herre.
Thorvaldsen rystede på hovedet: “Samler I nu også på mit hår? Ja kan det interessere Dem, så værsgo!” – Der kendes en del medaljoner fra tiden,
med en “Lok af Thorvaldsens hår”. Man vil forstå, at de lokker er ikke alle klippet af mesterens hoved, en del er bare pillet af hans redekam. Han må have fældet kraftigt.
Efter Thorvaldsens død 1844 sloges Fru Stampe og Thiele om hans slangeformede guldring. Men mens det med fuld ret må siges, at Thiele har reddet store værdifulde samlinger af Thorvaldsens tegninger og papirer, var det Fru Stampe, der reddede Thorvaldsen.
Hun gav ham lidt i retning af et hjem – noget han egentlig aldrig før havde kendt. Hun var hans trofaste støtte, for han selv var næsten alt af denne verden helt igennem upraktisk. måske ikke lige i alt det der drejede sig om hans kunst, men ellers var han så nogenlunde åndsfraværende.
Sin sidste aften 24. marts 1844, spiste Thorvaldsen til middag hos Fru Stampe i København. Hun hentede ham på Charlottenborg, og de kom ret tidligt til det Stampe ‘ske hus Han var i godt humør, men han fik en lur på sofaen.
Både Oehlenschläger og H.C. Andersen var der til middag. Alt gik muntert, og Fru Stampe var som sædvanlig en god værtinde. Der var tale om at gå i teatret, men Oehlenschläger ville alligevel ikke, fordi det var blevet for koldt og glat. Thorvaldsen gik alene, og Fru Stampe var lidt urolig, for det var som sagt glat, og han havde lidt kludder med sine ben.
En halv time senere kom digteren H.P. Holst og fortalte alvorligt at Thorvaldsen havde fået ondt og var bragt hjem. Det var en skånsom måde at sige på, at Thorvaldsen var død, i sin stol i Det Kongelige Teater. Fru Stampe skyndte sig til Charlottenborg. Der var intet at gøre. For hende var det et frygteligt slag. Hun skriver: “Jeg saa ham hver Dag, til han blev begravet, og aldrig har man vel set et så skjønt og ærværdigt et Lig.” – Så skriver hun videre: “Paa Fingeren havde han en Ring, der tilhørte mig, han bar den kun for at give den Værdi for en Anden, jeg vilde give den. Jeg nænnede ikke at tage den af Fingeren, og vilde, at den skulde begraves med ham.
Dog Thiele lod den tage af hans Finger. “Fru Stampe levede endnu i 24 år, men det store kapitel i hendes liv var slut. Kun fem år varede det, fra
1839 til 1844, men i de år var hun med hele sin trofasthed og energi Thorvaldsens elskede Mutter.
Og så skrev hun sine erindringer, eller noter, der blev skrevet om til noget lidt mere sammenhængende, men aldrig sat helt i stil af hende selv. Hun skrev ikke om hele sit liv, kun om årene med Thorvaldsen i København og Nysø. Hun skriver praktisk og levner ikke Thiele ære for to skilling.
Heldigvis blev noterne aldrig sat i litterær form. De ejer hele hendes djærve friskhed, og partiske eller ikke, så tegner de levende de oplevelsesmættede dage, på Nysø især, men også i København. Papirerne var længe ukendte, men så dukkede de op. Barnebarnet Rigmor Stampe Bendix fik dem af lensbaron Holger Stampe-Charisius.
Hun har udgivet dem, og hun har lempet retskrivningen en smule,
fordi den nok i sin originale form kunne være morsom, og sproghistorisk værdifuld, men den ville distrahere en del læsere. Fru Stampes fyrige stil er ellers urørt.
Albert Repholtz – kunsthistorisk forfatter, udsendte i 1911 værket “Thorvaldsen og Nysø”. Rigmor Stampe Bendixs udgave af papirerne, “Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen”, kom i 1912. I de to værker er et kapitel i dansk ånds- og kunsthistorie bevaret, et væsentligt bidrag til vor viden om Thorvaldsen, men ikke mindst Fru Stampes prægtige selvportræt.
Ud af erindringerne lyser hun selv, som én af vore ikke talrige gode erindringsskrivere, en stærk dame, men også varm og frodig, et usædvanligt menneske.
Christine Stampe døde 5. maj 1868, 71 år gammel. Hendes mand lensbaron Henrik Stampe døde otte år senere 11. juni 1876, 81 år gammel.
De er begravet ved Præstø Kirke
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1610/?fbclid=IwAR01X0biL_WL88n1aWxxbZqCxmSLvtpAbblmhmlyY0A
USqmwpQVa264X0nA
Marts 27, 2020
Johanne Luise Heiberg
Far og mor havde beværtningen ”Lille Ravnsborg” på Nørrebro. Johanne kom aldrig i skole. Hele livet måtte hun kæmpe med stavningen. Hendes mange breve blev senere kigget igennem af venner. Hun lærte at danse ved Regimentet i Aalborg, hvor hendes mor var økonoma. Som barn dansede hun på beværtningens borde på Nørrebro. Hun var særdeles velbegavet. Og med hjælp fik hun en lille rolle på Hofteatret. I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han øjnede hendes talent og fulgte hende. Mange var betaget af hende, men det var Johan Ludvig Heiberg, som hun blev gift med. Som professor-hustru skulle hun tiltales med Fru. Heibergs uægte søn var også meget betaget af sin fars unge hustru. Men Heibergs tid som teaterdirektør var en fiasko. Fire år efter hans død holdt hun op på Det Kongelige Teater. Hun adopterede tre børn fra Dansk Vestindien, men de bragte hende ikke videre lykket. Med hjælp fik hun udgivet sine erindringer. Hun ligger begravet på Holmens Kirkegård.
Hun er født 1812, datter af Christian Heinrich Pätges og hustru Henriette f. Hartwig. Johanne Luise Pätges gift 1831 med Johan Ludvig Heiberg. Han død 1860, hun død 1890, Begge gravlagt på Holmens Kirkegård.
Johanne Luise Pätges blev født 22. november 1812 i København. Hendes forældre var indvandrere i Danmark. hendes fader var vinpapper og traktør og hendes moder var en jødisk pige fra Frankfurt. Ægteparret drev beværtning og dansebod i Lille Ravnsborg ved Assistens Kirkegård og boede selv i en sidebygning.
Fem år før Johanne Luise blev født, bombede englænderne København, og hendes far blev ruineret, som så mange. Han måtte klare sig videre i den fattige tid under og efter krigen, efterhånden med ni børn. Selv
gik han i stå, eller han havde måske aldrig haft det store initiativ, i hvert fald var det hans hustru, der havde ben nok i næsen og holdt alt gående, så godt det lod sig gøre.
I 1814 kom den store skolelov, der krævede, at nu skulle alle børn i Danmark undervises. Der kom ikke skoletvang, og det har vi stadig ikke, men alle børn skulle undervises, og gik de ikke i skole, skulle det
kontrolleres, at de privat lærte lige så meget, som skolerne krævede.
Det er almindeligt at tro, at undtagelserne var de rige børn, der fik privatlærere, men i de første ret mange år var det stadig i de jævne
og fattige lag det kneb, fordi de fattige ikke fik fat i, hvad det drejede sig om og var ligeglade, og det var i starten umuligt at skabe en rimelig kontrol.
Johanne Luise kom ikke i skole. Hele livet sloges hun med sin
barndoms forsømte undervisning. Hun kunne ikke stave. Om hun var ordblind, er vist ikke undersøgt grundigt. De mest banale ordblindefejl ses ikke i hendes tidlige breve, men sagen er vanskelig, for da hun begyndte at skrive breve, fik hun snart hjælp, så hendes brevkladder blev set igennem af gode venner eller hvem hun ellers havde om sig. Det var livet igennem pinagtigt for hende, fordi hun gerne ville skrive.
Hendes mor prøvede sig med at holde flere små beværtninger, hun havde middagsgæster i abonnement, og en tid boede familien i Aalborg, fordi fru Pätges holdt kantine for Jyske Regiment.
Her fik Johanne Luise sin beskedne debut som kunstnerinde. Regimentets stabshornist lærte hende at danse, selv om hun var en lille pige, hun var i Aalborg fra hun var fire til hun var otte. I 1820 vendte familien
tilbage til København, og otte år gammel kom hun ind på Hofteatrets danseskole.
Hendes mor havde om sommeren telt på Dyrehavsbakken, og det ser ud til at Johanne Luise allerede som barn optrådte, både dérude måske og i hvert fald i restauranten inde i byen, med en æggedans på billardbordet. Hun var flink på danseskolen, og hun fik barneroller i skuespil.
Hun var godt en halv snes år, da en af hendes livs mange “gode tilfældigheder” greb ind. Johan Gebhard Harboe var 24 år og havde en stilling som assistent på det kongelige klædelager. Han var en stilfærdig og nobel ung mand, og han opdagede Johanne Luise. Han blev rystet over at se hende danse på bordet for beværtningens gæster, og han begyndte at tage sig af hende.
Han lærte hende at læse, hun lånte bøger af ham, og han så at hun var særdeles velbegavet, bare komplet uskolet. Samtidig havde hun medvind på Hofteatret. Den 12. februar 1826 optrådte hun 13 år gammel sammen
med den 40-årige, elskelige skuespiller Christen Niemann Rosenkilde i den lille charmerende digteriske bagatel om Hans og Trine i Rosenborg Have.
I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han havde sin fars, P.A. Heibergs, let rørte hjerte, når det gjaldt meget unge piger, men han så også, at her var et talent. Han skrev næsten på stedet vaudevillen “Aprilsnarrene”, med en rolle til barnestjernen.
Det ser ud som en usmagelig fidus, sørgeligt kendt i teatrets annaler: har en skuespiller haft succes i en rolle, skal den arme bruges, og helst misbruges, i noget magen til, så succesen kan vrides helt tør. Det har ødelagt ikke få skuespillere. Her havde en barnestjerne haft succes som en lidt næbbet og frisk pige, der hed Trine.
Hovedrollen i “Aprilsnarrene” er den pige lagt ind i et lille let skuespil, med succesnavnet bevaret, for i vaudevillen hedder pigen Trine Rar. Heiberg var allerede på den tid en dreven teaterskrædder. Og galant. “Rar” betyder rar og sjælden, usædvanlig.
Men vaudevillen og Johanne Luise Pätges blev en succes, for vel er vaudevillen tyndbenet, men den er efter tidens mål kvik og frisk. Teatrets censor Knud Lyne Rahbek ville have stykket kasseret, for det var
meget uanstændigt at lade en lærer krybe ned i en kurv sammen med en pige-elev og lade kurvens låg lukke i nogen tid. Men stykket blev spillet og fik succes.
Johanne Luise blev flyttet fra balletskolen til skuespillet og fik 100 rigsdaler i årlig gage. Heiberg slap ikke sit talentbarn af syne. Han fulgte hende endda ret grundigt, for allerede sommeren 1826 havde han været på Dyrehavsbakken og skrev vaudevillen “Recensenten og Dyret”, og så godt kendte han nu familien, at han lånte Johanne Luises mors bakketelt, så det stod på scenen.
Men han var ikke alene om at have fået øje på hende. Skuespilleren Nicolai Peter Nielsen blev forelsket i hende, og hendes trofaste biograf, teaterhistoriker Robert Neiiendam mener, at det var de galante haneben, ret mange herrer opvartede hende med, der gjorde det muligt for hende allerede som 16-årig at spille Julie i Shakespeares “Romeo og Julie”.
Måske. Det lyder lidt som ældre litteraters forsøg på at finde diverse digteres “inspiration”, for at digtere måske simpelthen kan digte, har ikke alle litterater fået fat i. Jonas Collin blev hendes faderlige ven og hjælper, som han var H.C. Andersens, men mens H.C. Andersen var alene i verden og fik en art hjem hos Collin, var det ikke helt den form for hjælp, Johanne Luise Pätges havde brug for.
Og alligevel. Hun var meget ung og uerfaren. Hendes ridderlige ven og lærer Johan Harboe var blevet dødeligt forelsket i hende. Men i 1828 blev Heibergs festspil “Elverhøj” opført. Her spillede hun Agnete, og Heiberg havde smukt lagt et frieri ind i stykket, gennem ridder Ebbesens replikker.
Heiberg selv friede direkte til hende kort tid efter. Men selv om hun ikke havde sagt ja til Harboe, følte hun sig bundet og sagde nej til Heiberg. Hun var også stadig kun 16, mens han var 37. Så greb Jonas Collin stilfærdigt ind. Han var øverste leder af teatret, og han fik hende kongeligt ansat, så hendes økonomi var sikret, og så blev hun flyttet fra det fattige værtshushjem til violinisten Frederik Wexschall og dennes hustru skuespillerinden Anna Helene Dorothea Nielsen. Det hjem var nu ikke ganske stabilt.
Fruen blev senere gift med skuespiller Nicolai Peter Nielsen, der som sagt også var forelsket i Johanne Luise. Men hjemmet var ikke sprængt endnu på den tid, da Johanne Luise flyttede ind, og for hende var det en ny verden, et nyt og lysere liv. Der kom mange mennesker, og hun så, hørte og lærte meget nyt.
Johan Gebhard Harboe gled ud af spillet på en dybt tragisk måde. Han vidste, at hans forelskelse var håbløs. Alligevel elskede han stadig Johanne Luise. Men så kom der en bedrageri- og skandalesag i det kongelige klædekammer. Harboe havde intet med bedragerierne at gøre, men han følte sig mistænkt og begik selvmord.
Ikke med et ord, eller bare med en linje i et brev, antydede han, at hans ulykkelige kærlighed til Johanne Luise havde med hans selvmord at gøre. Alligevel måtte det virke overmåde stærkt på hende. Hun havde intet imod Harboe, hun skyldte ham så meget, og hun var så ung.
Så fulgte små hændelser, som vi ikke ser ganske klart. Heiberg boede sammen med sin mor, Thomasine Gyllembourg. Johanne Luise var en tid forlovet med skuespilleren Christopher Hvid, der var en venlig sjæl,
men temmelig stillestående og vist ret ubetydelig. Den trolovelse blev hævet, og så førte vejen af sig selv i armene på Heiberg.
Det vil sige: af sig selv – Heiberg var for taktfuld til at være påtrængende. Hele sit liv var han et sammensat menneske, sikker og veg, følsom og hård, skarpsindig og naiv, målbevidst og upraktisk. Bag i hvert fald en del af det, der bragte brikkerne på plads, mere end anes hans mor Fru Gyllembourg.
Sagt lige ud, så havde hun sat sig i hovedet, at de to skulle giftes. Og det blev de i juli 1831 De nygiftes hjem blev i Brogade nr. 3 på Christianshavn. Men alene boede de ikke, Fru Gyllembourg var med. Her har Johanne Luise allerede tidligt i sin selvbiografi en ret lang og frimodig passage om det krævende og uheldige i, at en ung nygift frue uden erfaringer skal bygge sit ægteskab og sit hjem op med en ret dominerende svigermoder i huset.
Så lød det fra Heibergs landsforviste far i Paris, at han var imod ægteskabet. Hans søn og en skuespillerinde!? Hun måtte da så i hvert fald forlade teatret. – Det gjorde hun ikke. Tværtimod fulgte nu slag i slag hendes sejre på scenen, som nationens fejrede og enestående skuespillerinde.
Heiberg passede på sin unge hustru. Dengang havde skuespillerinder og balletdanserinder et dårligt ry. Ikke helt uden grund, for i hvert fald næsten op til den tid var en del af dem ikke ganske småborgerlige i
deres livsstil. Deres gager var elendige, og piger der frimodigt udstillede sig selv på scenen, både som dansepiger og som elskerinder i stykke efter stykke, kunne næppe være sarte.
Det var en del af dem, men nogle var det ikke, og det var stof nok for sladderen. Det syn var ved at være ældet, men ikke ganske. Heiberg gjorde alt for at hæve sin hustru over al snak og despekt.
Det måtte være trist for den meget unge pige, at han forbød hende at sige ja til balinvitationer. Ingen kunne tillade sig at danse med professorens frue. Og hans manøvrer var ikke altid kloge, for som nævnt var han på en mærkværdig måde tit klodset og uden rimelig nøgtern tænksomhed, hvor meget han så svor til Georg Wilhelm Hegels filosofi. På teatrets plakater hed damerne enten “Jomfru” eller “Madam”, i
tidens stil.
Nu krævede Heiberg, at hans kone, som professorhustru, blev tituleret “Fru”. Sagen gik helt op til Frederik 6., der hovedrystende endte med at sige; “nå ja, så kald hende Fru”. At det ikke gavnede hende i forholdet til kollegaerne, ænsede Heiberg ikke, for hvad “Jomfruerne” og “Madammerne” mente, blev deres sag.
Det grelleste eksempel, nævnt her skønt lidt for tidligt: Heiberg blev jo en tid teatrets direktør. Skuespillere og skuespillerinder havde ikke deres egne påklædningsrum. Der var et rum for herrer og et for damer, og de rum var uhyre primitive, med toiletspand, og med huller i væggen, som herrerne havde boret for at kigge ind til damerne. Noget af det første Heiberg arrangerede som direktør var et særligt påklædningsrum til scenens førende skuespillerinde Fru Heiberg.
Hun v a r den førende, men igen var det både taktløst og kluntet gjort, og det var jo hende, ikke ham, der hver spilleaften skulle være stærkt
privilegeret mellem kolleger. Man mærker ikke i hendes erindringer, at hun selv har følt, hvor urimelige den slags ting var, og hvor meget de måtte skade hende selv. Heiberg havde lært hende, at “sligt” var hun
hævet over.
Hjemmet var stiligt. Heiberg ønskede en form noget over hvad han strengt taget havde råd til. Blandt andet holdt han i flere år en ridehest og fandt det åbenbart flovt at sælge den, og på den måde åbenbare at det
var en lidt for kostelig luksus. Tilfældet skænkede ham en smuk chance: I 1848, da krigen brød ud, lånte han ædelt det arme dyr til hæren. Hesten forsvandt sporløst. Han har næppe søgt efter den.
Hans unge hustru måtte tage i stiv arm, at han havde en søn udenfor ægteskab. Som nævnt i stykket om Thomasine Gyllembourg; med alle rimelige forbehold må det regnes for givet, at den unge Georg Buntzen (1816-47) var Heibergs søn. Han var Fru Gyllembourgs yndling, for han var jo hendes sønnesøn, det eneste barnebarn hun fik. I perioder boede Georg Buntzen hos dem, og ellers kom han der meget. Det gjorde ikke sagen lettere, at han blev vildt forelsket i sin fars unge hustru og led svare kvaler af jalousi imod sin far.
Sammen med det hører, at ægteskabet mellem Heiberg og hende var smukt og ædelt, men hun skriver selv, hvordan hun om aftenen til meget sent kunne gå hvileløs op og ned ad gulvet, mens Heiberg sad i et tagrum med sit teleskop og kiggede stjerner.
Og hun omgikkes sin mands uægteskabelige søn på den smukkeste måde, men selv fik hun ingen børn. Det var et sårbart punkt, og det blev en besættelse. Her er vi nødt til at nøjes med sladder og gætterier, for
hun skriver det selv. Hun kan en gribende historie om en ældre kone i Hellebæk, der havde givet afkald på sin søn for at tjene lidt penge som amme.
Historien blev af Fru Heiberg i erindringerne smukt formet, helt i
novellestil. Hun dvæler længe i den, mange sider, og det er hende selv der røber, at hun i smug strikkede tøj til de børn, hun aldrig fik, og købte små sølvskeer til dem, som hun gemte i sine skuffer. Hun forærede
ikke de ting til heldigere kvinder og til andre, virkelige levende børn, hun gemte sagerne som relikvier.
Alt hvad hun til bristepunktet rummede af indestængt og uforløst – det spillede hun så med hele sit rygende talent ud på scenen. I andre måder var hun stiv, hæmmet. Da operasangerinden Jenny Lind – kendt som “den svenske nattergal” gæstede København, kom hun ud til Heibergs i Søkvæsthuset på Christianshavn.
Det blev en sær visit. Fru Heiberg var i haven og så sig ikke i stand til at lave en kop te. Heiberg prøvede sig diskret, men nej. Det var ude hos skuespillerinden Anna Nielsen på Frederiksberg, at Jenny Lind blev modtaget med åbne arme. Her gik hun ud i den mørke aften og sang for de mange, der havde samlet sig foran huset, et stort og varmt øjeblik, som det er en glæde at læse om selv så mange år efter.
Men hos Fru Heiberg – nej. Var hun genert, kejtet, jaloux på den fejrede verdenskendte? Vel nok. For Jenny Lind var ikke på nogen måde selvhævdende, storladen eller hoven, tværtimod. Ved den lejlighed gik Fru Heiberg i baglås. Meget forståeligt, men det skete.
Lange træk af det Heibergske ægteskab står i et smukt og charmerende lys. Flere ferier var de på landet, en enkelt sommer lejede Heiberg et hestekøretøj og de kørte fra sted til sted på Sjælland. Det er et af de
mest overraskende og triste huller i hendes erindringer, at hun ikke gør ordentligt rede for, hvor de kørte, og hvad de så og oplevede – kun enkelte glimt der viser, at det skriveri kunne hun meget nemt have klaret.
Der kom splid på teatret, der skabtes en klike, så det hele sprængtes, og det er et klassisk kapitel i dansk
teaterhistorie, da udbryderholdet fra Det Kongelige Teater rykkede ind på Hofteatret, vist med grevinde Danner som ganske virksom hånd bag flytningen. Hun og Fru Heiberg havde været balletbørn sammen, men Heiberg og hans hustru var højt hævet over at ænse Louise Rasmussen selv i hendes ophøjelse som Frederik 7.s hustru.
Det er ikke teaterhistorien, der skal skrives her, men der skete jo også nyt rent scenisk. Unge skuespillere morede sig nu med, i selskaber, at gøre nar af Fru Heibergs diktion og hendes måde at sige replikker på.
En ny stil var på vej, hendes form var ved at blive forældet, og så det evige danske; hun var for stor, hun skulle dukkes.
Heibergs tid som teaterdirektør blev en fiasko, som han selv følte smerteligt. Fiaskoen skyldtes i høj grad hans mangel på praktisk sans. Mærkeligt nok kunne han i sine vaudeviller og andre scenearbejder meget
vel skildrer mennesker og give dem replikker. Men måske er de netop scenefigurer, noget flade.
Gang på gang røber han i hverdagen mellem mennesker en utrolig mangel på nerve for andre. Man må tro at han ikke ejede flair. Hans nederlag som teaterdirektør, den stilling som han troede sig skabt til, måtte virke stærkt på stemningen i hjemmet. Her forstår vi af hendes erindringer, at Heibergs stil og finhed virkede: hans skuffelse gik ikke ud over hans kone.
Et venskab i de senere år førte dem til Sølyst, til købmanden Johannes Theodor Suhr. Han var på den smukkeste måde betaget af Fru Heiberg, og han lånte dem sit sommerlyststed Bonderup i Midtsjælland. Han strakte sig så vidt, at huset skulle ændres efter deres ønsker. “Dog indenfor rimelighedens grænser”, sagde Suhr til arkitekten Ferdinand Meldahl, for igen: i sin uvidenhed om praktiske ting havde Heiberg såmænd bare ønsket, at alle vinduerne på første sal blev hugget ud og sænket, så han kunne se ud af dem, mens han sad og skrev.
Heiberg var ikke et frækt menneske, heller ikke dum. Men at hans lille ønske ville have kostet en formue og spoleret huset, har han ikke været i stand til at fatte. Men glæden blev kort. På Bonderup døde Heiberg i 1860, 69 år gammel.
Fire år efter spillede Fru Heiberg for sidste gang. Helt klart siger hun ikke hvorfor. Der var tale om en resignation. Vel regnede en del unge hendes stil forældet, men det kan ikke være den stærke grund, for hun arbejdede videre som sceneinstruktør. Måske har hun forstået – vi ved det ikke, men måske – at hele hendes ry, hendes sceniske kraft, hvilede på en erotisk udstråling, ikke i vulgær eller plat forstand, men det var det erotiske element, der havde båret hendes karriere, raden af store roller.
Nu ville hun ikke glide helt over i det ældre rollefag. Om hun kunne have gjort det, er en anden ting, hun gjorde det ikke, ønskede det
ikke, vi tør vel sige: risikerede det ikke. Og måske var hun træt.
Hun adopterede efter Heibergs død tre små søstre fra Dansk Vestindien. De var, som så mange kolonibørn, født udenfor ægteskab, men som hun skrev da de var kommet: de var ikke mørke. Selv om hun forkælede dem, blev de ikke den helt store glæde for hende.
Hun blev som nævnt sceneinstruktør – og så gik hun i gang med at skrive sine erindringer. Under navnet “Et Liv genoplevet i Erindringen” står de som et af Danmarks største erindringsværker overhovedet. Det mesterstykke har to kvinder præsteret – Eleonora Christine Tscherning og hun.
Ærlige erindringer vil i deres samtid vække forargelse, og de vil blive nedladende vurderet, ikke af alle, men af nogle. Titlen blev næsten straks gengivet som “Et Liv genopløjet i Erindringen” og billige vittigheder har livskraft. Fordrejningen er uretfærdig.
I sine erindringer forsvarer hun Heiberg overfor alle – og udleverer ham hist og her i små nådesløse glimt. Hun kan skrive lange passager om sit syn på teatret og skuespilkunsten, og de stykker er givende. Først
og sidst tegner hun, som alle store erindringsskrivere, et mesterligt billede af sig selv, og hun er hverken så flad eller dum, at hun laver et glansbillede. Hun giver os sin tid og sig selv, hun giver os det bedste billede vi ejer af Heiberg.
Det er ikke uforklarligt, at de ganske tykke bind er kommet i oplag efter oplag, og stadig kan sælges. I sine senere år rådførte hun sig med et par gode mænd. Historikeren Adolph D. Jørgensen hjalp hende med erindringerne, især fik han hende til at stryge en del passager, fordi enkelte stadig levende mennesker måtte føle sig gået for nær. Alligevel fik hun vrøvl. De strøgne passager er sat på plads i den seneste
udgave.
Men hendes nære ven fra de senere år var juristen og politikeren Andreas Frederik Krieger. Med ham vekslede hun mange breve. Han var ugift og hørte til skaren af hendes beundrende riddere. Efter hendes død 1890 ordnede han hendes papirer og brændte de breve, som han selv havde skrevet til hende. Hendes breve er udgivet, i to bind, utilfredsstillende, fordi ikke alt er med, men dog.
Hun arbejdede for Heibergs eftermæle. Han havde været en ganske hård kritiker, så en del mennesker så ham gerne gjort lidt mindre. Hun fik sammen med Krieger udgivet Heibergs samlede værker i 22 bind. Alligevel – trods alle udgaver af breve og skrifter, er det hendes erindringer, der står som hovedværket, et centralt skrift om den epoke, som vi kalder “Heibergtiden”.
I dag kan det hele postyr virke småt, sladder i den lille residensstad. Men hun er én af de danske kvinder, der førte sig frem uagtet hun kom fra den dybeste fattigdom, og uagtet tiden ikke gjorde det let for kvinder at blive set og hørt udenfor de få roller i livet, som var godkendt for kvinder – ja normalt slet ikke gav dem lov til at træde frem i forreste række med deres evner, deres klogskab og kvaliteter og – personlighed. Hun gjorde det.
Johanne Luise Heiberg døde efter nogen tids svagelighed i København 21. december 1890
Hun er begravet på Holmens Kirkegård.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/?fbclid=IwAR19i7LkJeXm2h1Bh-UXBgXf1o9uwW-
ccTLLZBNahMznmXUZwetjyinmtS8
Marts 27, 2020
Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd
Hun har skrevet romaner, dramaer og digte. Hun var 15 år, da hun fik en meget kendt huslærer, P.A. Heiberg. To år efter blev de gift, da var han 32 år. Men hun følte sig svigtet. Og det kunne gæsterne godt se. En ung svensk baron forelskede sig i Thomasine. Heiberg beskæftigede sig ikke med noget så ”latterligt” som jalousi. Så blev Heiberg udvist af landet. Og Thomasine og baronen giftede sig. Heiberg opholdt sig i Paris og skrev hadefulde brev hjem til Thomasine. Deres søn kom i pleje hos Rahbek – ægteparret i Bakkehuset. Thomasines nye mand døde allerede som 48 – årig. Thomasine fik dog et usædvanligt, langt og rigt liv. Hun døde som 82 – årig. Hendes værker var skrevet under pseudonym. Men de kendte i kulturlivet vidste dog godt, hvem der stod bag. Thomasine blev gravlagt på Holmens Kirkegård.
Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd er født 1773, død 1856. Datter af Johan Buntzen og hustru Anna Bolette f. Sanggaard. Thomasine gift 1790 med P.A. Heiberg. Ægteskabet opløst 1801, han død i Paris 1841, gravlagt på Montmartres kirkegård.
Thomasine gift anden gang 1801 med baron Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd, han død 1815. Hun død i København, gravlagt på Holmens kirkegård. Op gennem den danske romantik, der foldede sig ud i ord, toner, billeder og følelser, i romaner, digte og dramaer, levede en kvinde, der fik en særlig skæbne. I perioder var hendes liv romantisk, men det blev også tragisk, menneskeligt, skuffende, givende, og livet løb ikke bare afsted med hende. Hun lærte sig tidligt selv at styre det, så vidt vilkår og hændelser gør den kunst muligt. Derfor er hun ret enestående.
Thomasine Christine Buntzen blev født 9. november 1773 i København, hvor hendes fader var stadsmægler og dispachør (autoriseret til at vurdere søskader). Hun var den yngste af Buntzens fire døtre og blev meget forkælet, men hun var kun fire år da hendes moder døde, og hun var meget alene, fortæller hun selv.
Hun fik en omhyggelig opdragelse og skoling, men i “ensomheden” blev hendes fantasi stærkt udviklet. Stadig ifølge hende selv. Måske. Fantasi er nu noget, man har eller ikke har, medfødt, men den kan nok hæmmes eller udvikles. I hvert fald var hendes fantasi nærmest overudviklet, så den ikke gavnede hende i hendes unge år.
Hun var 15, da hun fik en huslærer i sprog. Det var translatør Peter Andreas Heiberg. Han var på den tid henved 30, og allerede en kendt forfatter og en af tidens førende skikkelser. Hun var dybt benovet over at få den kendte mand som lærer, og han havde, som senere hans søn Johan havde det, en vågen sans for unger piger.
De blev gift 1790 da hun var 17 og han var 32, og det siges, at selv målt med sin unge alder var hun meget barnlig. Hvad kærlighed var, havde hun læst om, men hun anede det ikke selv. Thomasine flyttede til hans gård Ruhedal ved Ringsted, der var åbent for en ret stadig strøm af tidens skønånder og intelligente, og udenlandske gæster, der kom til staden.
Her blev sunget og læst højt og diskuteret, og alt det kunne Thomasine ikke følge med i. P.A. Heiberg havde hjemført sin brud, men han var en nøgtern mand, ikke en svømmede romantiker. Han prøvede at sætte skik på sin meget unge hustru, lære hende noget af alt det, der fængslede ham selv, få hende med – men dels var hun for ung, dels lå det i de år ikke for hende, og endelig kunne han selvfølgelig ikke proppe akademisk dannelse og europæisk åndsorientering ind i hovedet på det arme barn i løbet af ingen tid.
Hun reagerede sundt nok; ved at være sig selv. Han var nok lidt flov over hende. For ham at se var hun pjanket, tankeløs, optaget af kjoler og latter, og hendes fantasi var som sagt trænet – så meget, at han fandt hendes fantasier og drømme tåbelige, ikke til at holde ud. Han var stadig opslugt af digteri og debat og tidsånd, med i det meste af, hvad der skete i ånd og politik.
Det endte hurtigt i, at han overhovedet ikke tog sig af sin unge hustru, selv ikke da de fik sønnen, Johan Ludvig i 1791. Den yndige oplevelse, at hjemføre sin unge brud, var overstået, og at have hendes naive pludder om ørerne hver eneste dag var for meget. For ham. Ikke for alle.
En fransk gæst monsieur Duveyrier, lagde særdeles mærke til den unge frue, og hun blev indtaget i ham, så det nær var gået galt. Men det blev overstået. Heiberg var for overlegen til at lade sig mærke med den slags pjat. Men så dukkede en ny gæst op.
Det var den 25-årige Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd (1767-1815) svensk adelig. Han var søn af en svensk generalmajor, friherre Carl Ehrensvärd, der første gang var gift med friherreinde Margareta Gyllengranat, og anden gang med Anna Antoinetta Gyllenborg.
Sønnen af det sidste ægteskab, Carl Frederik var blandet ind i den sammensværgelse, der endte med mordet på kong Gustav 3. Carl Frederik blev dømt fra ære, liv og gods, men dommen blev mildnet til, at han mistede adelskab og borgerret og blev landsforvist. I Danmark klarede han sig godt, og uden at være fremragende, var han dygtig og interesseret, især i landbrug.
For danske frihedsvenner måtte han være lidt af en helt, så han kom hos P.A. Heiberg – og blev forelsket i husets unge frue. Han kunne som alle andre se, at hun var forsømt af sin mand. Fruen blev også forelsket i
ham. Når hun senere hævdede, at Heiberg to gange skulle have sagt, at han ikke var forelsket i sin kone, er det nok en lille fordrejning af nogle ord om, at han ikke var forelsket på den romantisk overspændte manér, som hun drømte om.
Forholdet mellem de to – Thomasine og den detroniserede svenske baron – var ikke ægteskabsbrud, men dog så langt på vej i den retning, at Gyllembourg lidt teatralsk desperat og ud fra adelig officersære spurgte
P.A. Heiberg, om han mente det heldigst, at han (Gyllembourg) forsvandt ud af billedet.
Den helt korrekte og adelige officersære havde jo nok fået ham til at forsvinde uden at spørge, men dels var det stadig romantikkens tid med de teatralske forelskelser i andre mænds hustruer, dels og især var Heiberg for stolt til at røbe noget så småt og latterligt som jalousi. Han svarede, at han stolede på sin hustru, og et smukt venskab mellem hende og en gæst så han intet galt i. Hans ord blev siden lavet om til, at han noget nær havde opfordret sin hustru til utroskab.
Men juleaftensdag 1799 fik P.A. Heiberg sin dom, ud fra anklagerne imod hans skriverier. Hans bitterhed skyldtes i høj grad, at han var blevet sprunget over ved besættelsen af embedet som notarius publicus. Det gjorde ham rasende. Han kom i konflikt med kammeradvokat Christian Colbjørnsen, og det hele endte i den landsforvisning, som han nok temmelig let kunne have undgået.
Det blev siden hævdet, at da Gyllembourg var en god ven af Colbjørnsen, havde han nok skubbet på med den landsforvisningsdom. Det tør regnes for usandsynligt.
Den 7. februar 1800 rejste Heiberg. Kone og barn lod han blive tilbage. Meningen var, at de skulle følge efter, når han havde fundet en stilling, eller i hvert fald noget at leve af. Målet var revolutionens og frihedens by Paris.
Thomasine var stadig kun 27 år, mens Heiberg nu var 41. Og hun var håbløst forelsket i Gyllembourg. Det skrev hun lige ud til Heiberg.
Han blev ude af sig selv og kom tilbage til Hamborg for at være Danmark så nær som muligt.
Brevvekslingen mellem ham og Thomasine blev hektisk og dybt ubehagelig. Thomasine flyttede hjem til sin far med sin lille søn – og så arbejdede hun på at få skilsmisse. I ret lang tid førte hun dobbelt brevveksling,
med Heiberg og med Gyllembourg, og lagt på bordet ved siden af hinanden er de breve ikke smigrende for hende.
Løgn, fortielser, fordrejninger, alle midler brugte hun, ikke fordi hun var en satan, men hun var i knibe. Hun havde ikke været lykkelig i sit ægteskab, og hun havde ikke fjerneste lyst til at føre det videre som landflygtig i Paris. Imens gik forholdet til Gyllembourg over til at være ægteskabsbrud.
Heibergs breve blev tryglende, de blev hadefulde, anklagende. Han beskyldte hende for mange ting: ikke alene var han smidt ud af Danmark, han skulle også tåle, at hans egen hustru svigtede ham, tog hans søn
fra ham, og samtidig gjorde ham latterlig.
Han søgte om benådning. Han lovede, at hvis han kom hjem, skulle han være rolig og stilfærdig. Imens søgte hun om skilsmisse. Hun henviste til, at hun var uskyldig i sin mands forbrydelser og ikke havde haft
eller havde tanker om at følge ham til udlandet.
Her skete så det, der kan se ud, som om det er hittet lidt for godt på af en romandigter: de to ansøgninger, hans om benådning, hendes om skilsmisse, dalede ned på kronprins Frederiks (6.) bord samtidig. Ikke ved skæbnens lune, men arrangeret, for de kom ikke frem samme dag. Igen har “man” tænkt, at Gyllembourg har snakket med Colbjørnsen. Det er næppe rigtigt. Colbjørnsens vrede imod Heiberg var smålig, men et perfidt menneske var han ikke.
Snarest er papirerne bare blevet ordnet som hørende til samme sag. Men
kronprinsen fik dem ikke desto mindre serveret, så de balancerede: kom Heiberg hjem, kunne hans kone ikke få skilsmisse. Fik Fruen skilsmisse, var det uheldigt at få Heiberg hjem.
Hvem af de to, der havde opført sig uheldigt overfor den anden, er stadig svært at sige, ja i dag naturligvis sværere, for vi har kun breve og akter at holde os til. Johanne Luise Heiberg udgav i 1882 bogen om de to,
med deres breve og andre tekster. Den er siden trykt op. Her for vi Johanne Luise Heibergs tolkning af sagen, inspireret af hendes mangeårige samvær med svigermoderen Thomasine, og af hvad hendes mand Johan Ludvig har fortalt.
Man bør korrigere den skildring ved at læse, hvad en senere Johan Ludvig
Heiberg – den klassiske filolog, der døde i 1928 – skrev, da Fru Heibergs bog kom. Det stod i “Nordisk Tidsskrift” og blev senere trykt op i hans skrifter “Fra Hellas og Italien” (1929). Den tolkning yder P. A. Heiberg mere retfærdighed og ser mere nøgternt på den unge frue.
Der er senere skrevet om sagen, f.eks. særdeles godt i Povl Ingerslev-Jensens “P.A. Heiberg” (1974), men vi kender det alle: vore venner og
bekendte opliver os med deres skilsmisser, hvem har så ret, hvem har uret, hvad er sandt, hvad er løgn – vi må “tage det til efterretning”. Og Thomasine Heiberg-affæren er nu over 200 år gammel. Hvad der søges
er ikke en endelig klarhed i den sag, så meget mindre som sager af den art ikke ER klare.
Her søges kun, så vidt muligt, et kort portræt af Thomasine Gyllembourg.
Man kan ikke se bort fra, at hendes manipulationer i hvert fald var med til at hindre, at Heiberg blev benådet og kom hjem. Det endte i skilsmisse. Fra Paris fik Heiberg sat igennem, at da hun fik skilsmisse på grund af indrømmet utroskab, måtte sønnen ikke vokse op i hendes hjem.
Derfor kom drengen en tid ud til ægteparret Rahbek i Bakkehuset på Frederiksberg. Thomasine blev gift med Gyllembourg, og der skete det pudsige, at mens kronprins Frederik, eller hans administration, ikke kunne tilgive Heiberg hans frimodige skriverier, så var kronprinsen nok straks lidt skeptisk overfor Gyllembourg, men så kunne han alligevel se bort fra, at Gyllembourg havde været med til at myrde kongen af Sverige.
Den 17. december 1801 blev Gyllembourg gift med Thomasine, ikke to år
efter at Heiberg var blevet landsforvist. Heibergs venners hjem var naturligvis lukkede for hende.
.
De flyttede til gården Ruhedal ved Ringsted, men den brændte i 1806 og de kom igen til København. Lang blev lykken ikke. Kun 48 år gammel døde Gyllembourg i 1815. Hun sad tilbage med en lille pension på 600
rigsdaler.
Hun blev stærkt knyttet til sønnen Johan Ludvig. Han måtte jo ikke komme til hende, så hun kom til ham. Det skabte en fejde mellem sønnen og hans far i Paris, men det ændrede sig, da sønnen i et par år var i Paris og lærte sin far at kende. Der kom en slags forsoning imellem P.A. Heiberg og Thomasine, og de vekslede igen breve, dog uden megen glød. En tid boede sønnen i Kiel, og han mor kom ned til ham og førte hus. Fra 1825 blev hun fast inventar i hans hjem.
To nye mennesker tegner sig her. Komponisten Edouard du Puy, der var blandet ind i Christian 8.s skilsmisse fra den første hustru, havde fået en datter i Preussen, før han kom til Danmark. Den datter hed Camilla, kom herop, og blev gift ind i familien Buntzen. Uagtet hun var gift, var hendes fjerde barn, drengen Georg, en søn af Johan Ludvig Heiberg, efter hvad familien har noteret.
Litteraturhistoriker Morten Borup mener i sin tre-binds biografi om Johan Ludvig Heiberg (1947-49), at det er rigtigt i hvert fald overvejende sandsynligt. Det forklarer, at Thomasine tog sig af Georg som søn eller sønnesøn, at Johan Ludvig Heiberg “legede med drengen som med en jævnaldrende”, og at drengen som ung mand blev fast gæst og logerende hos Heibergs. Georg døde ung, kun 31 år gammel, og ved det dødsfald var Thomasine næsten utrøstelig.
Selv om det hører under Fru Heibergs historie, må det noteres også her, at det var ikke bare sin mands søn udenfor ægteskab Johanne Luise Heiberg skulle have i sit hjem, det var også svigermor, og Fru Heiberg lægger ikke skjul på, at en svigermor kan være et særdeles besværligt arvemøbel i et ungt hjem. (Mere om Fru Heiberg i næste artikel)
På den anden side var det Thomasine, der fik situationen manøvreret, så hendes søn Johan Ludvig fik Johanne Luise, for med al ydre sikkerhed i formen kunne Johan Ludvig være akavet passiv, ræd for at handle. Det ordnede hans mor. Men hun var også sejlivet, så hun boede hos sin søn og svigerdatter i 25 år, et kvart århundrede. Johan Ludvig var rørende sød ved sin mor.
Hans hustrus følelser var mere blandede, men hun holdt stilen.
Og Thomasine sad i de år ikke bare hen. I 1827 dukkede hun op som forfatterinde. “Adresseavisen” bragte 2. januar en personlig annonce fra en anonym dame, som svar til en løjtnant, der kunne hente brev på
Fodpostens Kontor.
Den 12. januar stod der i tidsskriftet “Kjøbenhavns Flyvende Post” et brev fra løjtnanten til redaktionen. Det var skrevet af Thomasine, der så kørte historien videre til en familieroman.
Og så blev hun flittig. “En Hverdags-Historie” kom året efter i “Flyveposten”. I den er en ung mand havnet i forelskelse, i kval mellem to søstre. Samtidig brugte forfatterinden bogen til at formane københavnerne, der burde anlægge ædlere omgangsformer. Og så var hun i gang.
Sit navn røbede hun ikke, men det gik slag i slag, og sønnen hjalp hende, bl.a. ved nu og da lægge navn til værkerne. Romanen “Slægtskab og Djævelskab” (1830) er blevet kaldt den betydeligste roman i nordisk
litteratur på den tid.
Den 25-årige Søren Kierkegaard udsendte 1838 den lille bog “Af en endnu Levendes Papirer”, hvor han hævnede sig på H.C. Andersen og samtidig roste forfatterinden til “En Hverdagshistorie” overmåde stærkt. Der regnes med, at han vidste hvem forfatteren (forfatterinden) var, og at han meget gerne ville tækkes Johan Ludvig Heiberg, men helt på tværs af hans virkelige mening om det anonyme, i hvert fald officielt anonyme forfatterskab kan hans lovprisning næppe være.
Der sker unægtelig meget i hendes fortællinger, og forbytninger af personer, som i ældre engelske romaner, er ikke noget ukendt her. Men hendes sprog er godt, dog ikke i alle replikker. Hun har øst af de
mennesker, hun kendte, af sin slægt, de mange hun havde truffet, men at skrive og digte er jo ikke kun referat af, hvad man har set og hørt.
Hun kan digte, hun er ud fra sin tids muligheder psykolog, hun kender
mennesker. Af den umodne pjankede pigehustru i det P.A. Heibergske hjem var blevet en erfaren, midaldrende, senere ældre frue, der gennem sit liv havde haft øjne og ører og forstanden med sig. Hun kender mennesker, men hun er ikke bitter. Hun prøvede sig også med dramatik. Hendes stykke “Magt og List”, blev spillet på Det Kongelige Teater med sønnen som forfatter.
Men han har næppe hjulpet hende meget i selve det at digte og skrive. Ærligt talt: når det gælder fantasien, er hun bedre end sønnen. Han havde sin styrke helt andre steder. Men et gennemgående tema er hendes frisind. Allerede som ung var hun ganske dristig, som når hun i et brev til Gyllembourg taler om, at forelskede folk er barnlige, og at det vidste den gode Jesus nok, da han var hos Maria – hun mener, at det var Jesus, der sad ved Maria Magdalenes fødder, ikke omvendt, mens de sendte den arme Martha ud i køkkenet.
Og til det sidste, også i værkerne, mente Fru Gyllembourg, at i hendes tid var kærligheden fordomsfri og havde mod til at være ærlig, mens den “nu” (midten af 1800-tallet) var blevet smålig og snerpet. Hendes værker er i dag forældede. Man skal være i nogen træning med ældre litteratur for at læse dem.
Men hendes “Samlede Skrifter” kom første gang i 1849-50, før hun døde, i ikke mindre end tolv bind. To gange siden, sidst i 1884, er de kommet igen, og endelig en firbinds udgave så sent som i 1914. Det sker
kun med yderst få skribenter.
Hun døde 1. juli 1856. Hendes navn som forfatterinde til værkerne var røbet. Men i 1830’erne kunne digteren Poul Møller anmelde hende rosende uden at åbenbare hendes navn, uagtet han kendte det. Den stil i respekten for maskespillet kendes ikke i dag.
Men Thomasine Gyllembourg havde et usædvanligt, et langt og rigt liv bag sig, da hun døde 82 år gammel. Hun er begravet på Holmens Kirkegård.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/978/?fbclid=IwAR3WSfhP39ji65TxyeFTaVgyytce9vqTzfWkP439hdpMkX
LvhJrPLTdeN38
Marts 27, 2020
De frygtelige Sygdomme
Byldepest slog til i 541. 1310 var et sort år i England. Man gav jøderne skylden. Selvhjælpsbøger om døden. Kolera omfattet i dansk litteratur. Pest igen i 1855. 10 pct. af Københavns befolkning døde. Udstødt af samfundet. De spanske soldater havde kopper med. Den amerikanske fortolkning. Pestangrebet i Hamborg blev fortiet. Rigmandsdatter angrebet. Tyfus – en meget smitsom sygdom. 300.000 franske soldater angrebet. Irland og Sovjet hårdt angrebet. Anne Frank døde af tyfus. Smittekilden skulle findes. Hun havde smittet 50. Total isoleret i 23 år. Fugleinfluenza. Svineinfluenza. De alvorlige sygdomme.
Byldepesten slog til i år 541
Byldepesten i den sene middelalder var hverken historiens første eller sidste. Sygdommen krævede faktisk 25 millioner dødsofre allerede i år 541. Det var halvdelen af alle romernes liv dengang.
1310 var et meget sort år i England
I 1310 boede der 5,75 millioner mennesker i England. Efter hungersnød og Den Sorte Død var der 2,45 millioner mennesker tilbage. Men nu var det pludselig arbejdstagers marked. Slaveri og stavnsbånd blev afskaffet. Fransk blev afløst af engelsk som hovedsproget.
Den Sorte Død ændrede demografien, som derefter ændrede økonomien.
Kunne det tænkes, bare hviskes, at Gud ikke kunne redde mennesker fra de grimme sygdomme. Den tvivl var med til at føde Oplysningstiden, som igen var med til at føde den moderne stat. For hvis ikke Gud – hvem så?
Pesten førte til en moderne stat og dens magt, for samfundet skulle organisere sig mod sygdommen.
Man gav jøderne skylden
Men udbruddet i 1347 med sicilianske søfolk som de sandsynlige smittekilder og 100 millioner dødsofre som resultat står som verdens værste nogensinde. Man fandt denne gang ud af, at sygdommen ramte tilsyneladende gennem ”åndedrættet og synet”. Og så kunne man ikke finde nogen, der ville begrave de døde ”for penge eller venskab”.
Man gav jøderne skylden. Eller tiggerne eller staklerne med psoriasis. Mange kunne ikke rigtig se meningen med så mange tilfældige og så tilfældige ofre på en gang. Man forstod ikke, at Vorherre skulle straffe så mange på en gang.
Selvhjælpsbøger om døden
Pludselig fokuserede alle på døden. Der kom skrifter og selvhjælpsbøger om døden. Således også i 1403. Det var gode råd til den døende selv og dennes pårørende. Skulle man for eksempel blive siddende ved den døde og lade sig smitte. Rådet var så, at man skulle så vidt muligt sende de pårørende væk. Mange familier følte sig lettet og fritaget for samvittighed over sådan et råd.
Allerede i 1375 kunne man i litteraturen se værker om livets afslutning som en dans med døden. Hvor udbredte disse skrifter var, vides ikke. Men det var næppe blandt den fattige befolkning, man så disse skrifter.
I danske kirker kan man også se, at disse frygtelige sygdomme ofte prægede udsmykningen. Således ser man det i Fanefjord på Møn. Her er fantastiske fresker om skæbne og død stort set samtidig med pesten.
Kolera omfattet i dansk litteratur
Da koleraen rammer landet i 1848 og igen i 1853 er det med en af dansk litteraturs mest mærkelige værker som resultat. Wilhelm Bergsøe’ s monumentale ”Fra Piazza del Popolo” fra 1866. Lige som i ”Decameron” fem århundrede før berettes om epidemiens forløb og gruopvækkende lidelser.
Pest igen i 1855
Verdens tredje pandemi af pest er en historie for sig. Udbruddet begynder i 1855 i det sydlige Kina og varer et lille århundrede. Der var gode og mindre gode tider undervejs. Sygdommen slår 15 millioner ihjel og går særligt ud over de gamle kolonier i Asien og Afrika samt en række vestlige havnebyer.
Selv i en moderne storby som San Francisco døde der dengang 119 af denne middelalderlige sygdom. Det rystede alligevel folk. Men guvernøren kan ikke havde dette siddende på sig. Han fyrer militærhospitalets lidt for åbenmundede direktør.
10 pct. af Københavns befolkning døde
I juni 1853 slog koleraen 10 pct. af Københavns befolkning ihjel. Beboerne blev syge fordi de drak det samme vand, som de tømte deres kloak i. Koleraen førte til planlægning af et ordentligt kloaksystem. Man fik i praksis styr på skidtet.
Udstødt af befolkningen
Aids blev en sygdom over bøsser og deres ”umoralske” liv, mente kritikere. Og så var det fundamentalisterne, at det var Guds straf. Reagan – regeringen tøvede med at give penge til forskning, oplysning og støtte til ofrene. Mange familier og personer med denne sygdom blev i bogstavelig forstand udstødt. Folk var utrolig ondskabsfulde.
Som vi tidligere var inde på så fik jøderne skyld for pesten i 1300 – tallet. De blev beskyldt for at have forgiftet brønde. De blev massakreret i hele Europa.
De spanske soldater havde Kopper med
Den spanske hær med kun 500 mand indtog den aztekiske hovedstad med 200.000 indbyggere De spanske soldater havde kopper med. De var selv immune, men sygdommen udryddede fjende. På begge sider blev det opfattet som, at den spanske Gud var større end aztekernes.
De fattige i Paris fik gennem 1800 – tallet skylden for koleraepidemierne. Derfor blev nedkæmpningen af de revolutionære så blodig – nærmest bestialsk – for det var en kamp mod selve urenheden.
Den amerikanske formidling
I 1918 havde præsident Wilson i USA fået en rapport om Den Spanske Syge i skyttegravene i Europa, hvor den blev sammenlignet med Den Sorte død i 1300 – tallet.
Da epidemien igen ramte USA valgte Wilson ikke at fortælle om den og hans folk afdramatiserede den. Den ramte USA med fuld styrke i september 1918.
Chicagos sundhedsdirektør advarede ikke befolkningen for:
På halvanden år slog epidemien 675.000 amerikaner ihjel. I 1918 og 1919 faldt den gennemsnitlige forventede levetid med 12 år. Der var ingen behandling og i Det Hvide Hus var der ingen hjemme.
Pestangrebet i Hamborg blev fortiet
Det var det heller ikke i magtens korridor i Hamborg i 1892. Kolera hærgede. Men bystyret og de rige handelsmænd slog det hen. Aviserne skrev intet. De syge og fattige blev
Her blev de gemt og glemt. 8.200 døde i Hamborg. Magthaverne frygtede mere omtalen end selve sygdommen. Det endte med at regeringen i Berlin overtog styringen af byen.
Ja og vi skal ikke glemme, at de europæiske sygdomme i Amerika dræbte 90 pct. af indianerne, markerne voksede til med træer og klodens temperatur faldt.
Rigmandens datter blev ramt
Fredag den 27. august 1906 var det noget galt med en isdessert, som Mary Mollins havde tilberedt. Hun var ansat hos rigmanden Charles Henry Warren på Long Island.
I nogle dage havde familiens yngste den 8 – årige Hazel Warren haft høj feber og hovedpine. Nu fik hun også meget voldsom diarré. Senere samme dag konstaterede lægen, at hun var blevet smittet med tyfus, der stammer fra salmonellabakterier.
Tyfus findes i adskillige varianter. I løbet af dagene, der fulgte, blev også finansmandens kone, endnu en datter, to stuepiger og gartneren angrebet af samme alvorlige tyfus-variant som familiens yngste.
Alle, der blev ramt i Warrens sommerresidens, overlevede og skønt der i årenes løb er udviklet en effektiv kur, eksisterer sygdommen stadig. Ifølge WHO rammes over 20 mio. om året. Dødstallet ligger på verdensplan omkring 600.000. I Danmark registreres omkring 25 tilfælde af tyfus om året. De smittede har typisk været på rejse i for eksempel Indien og Pakistan.
Tyfus – en meget smitsom sygdom
Sygdommen er meget smitsom. Derfor er det vigtigt at undgå en epidemi/pandemi. Det er også vigtigt at få registreret den første person, der i forbindelse med nye udbrud har smittet andre.
Tyfus skyldes salmonellabakterier, der spredes via den menneskelige afføring og som for eksempel overføres via forurenet vand eller forurenede fødevarer på grund af manglende hygiejne. De første tilfælde blev beskrevet omkring 500 år før vores tidsregning.
Sygdommen var i flere forskellige former også særdeles udbredt i middelalderen, mane det var først i midten af 1700-tallet, at man for alvor begyndte at knytte tyfus sammen med dårlig hygiejne.
300.000 franske soldater blev ramt
Risikoen for at tyfus spredes har altid været stor i forbindelse med krige. Omkring 300.000 franske soldater døde af tyfus under invasionen af Rusland i 1812. Til sammenligning kan nævnes at tabet af soldater på slagmarken blev opgjort til 100.000.
Irland og Sovjet hårdt ramt
I 1830 blev Irland ramt af en voldsom tyfusepidemi, der kostede omkring 100.000 mennesker livet. I 1922 udbrød en voldsom tyfusepidemi i Sovjetunionen. Mellem 25 og 30 millioner mennesker blev ramt – dødstallet endte på tre millioner.
Den første egentlige vaccine mod diverse former for tyfus blev udviklet i 1930´erne.
Anne Frank døde af tyfus
Også i nazisternes kz-lejre under Anden Verdenskrig var tyfus et alvorligt problem. Sygdommen tog livet af et meget stort antal fanger. Således tog sygdommen livet af 17.000 fanger i Bergen – Belsen i februar og marts 1945. Blandt dem var Anna Frank.
I 2018 og 2019 var der en spredning af tyfus blandt hjemløse i New York. Der er historikere, der mener, at tyfus op gennem historien har kostet flere menneskeliv end samtlige krige.
Tilbage til 1906 vakte det bestyrtelse da nyheden om at den velhavende Warren-familie var blevet smittet med tyfus.
Under borgerkrigen fra 1861 til 1865 i USA døde 80.000 af sygdommen.
Smittekilden skulle findes
Og hos Warren familien blev ejendommen minutiøst gennemgået i jagten på en smittekilde men forgæves. Ejeren af huset var så nervøs, at myndighederne ville rive boligen ned, at han hyrede en sanitetsingeniør med særlig fokus på hindring af smitsomme sygdomme.
Han fandt frem til kokken, der havde lavet isdesserten. Hun var pludselig forsvundet tre uger efter udbruddet. Hun havde været ansat hos tre andre rige familier, der også var blevet angrebet af tyfus. Det viste sig, at hun selv var smittet. Hun var dog ikke mærket af sygdommen. Det var hendes galdeblære, der var angrebet. Men hun nægtede til det sidste, at lade lægerne fjerne den.
Hun havde smittet 50
Det viste sig, at hun havde smittet mindst 50 og af dem var 5 døde. Som spæd var hun blevet angrebet af en mild form for tyfus. Siden havde hun båret på – og spredt bakterien. Nu var hun blevet tvangsindlagt. I 1909 søgte hun myndighederne med krav om at blive sat fri, men det afviste New Yorks højesteret. Året efter bøjede myndighederne sig, efter at hun havde lovet aldrig mere at arbejde som kok.
Total isoleret i 23 år
Hun blev hængt ud i alle medier. Og hun ignorerede forbuddet mod at søge arbejde som kok. Hun fik flere smittet. Men hun blev anholdt, da hun havde smittet 25 på et barselshjem, hvor en person døde. Nu blev hun anholdt og anbragt i total isolation på North Brother Island i total ensomhed. Efter 23 år her døde hun som 69 – årig af lungebetændelse.
Fugleinfluenza
I 2004 fandt man frem ti, at den seksårige Captain Boonmanuch formentlig var den første thailandske offer for den fugleinfluenza, der ramte særlig hårdt i Thailand og spredte sig til omkring 10 lande i Asien. Sygdommen er ikke voldsomt udbredt, men dødeligheden er meget høj.
Svineinfluenza
I 2009 da den såkaldte Svineinfluenza hærgede i foråret og kostede omkring 200.000 mennesker livet, var der bred enighed om, at sygdommen brød ud i Mexico. Her blev den fireårige Edgar Hernandez fra landsbyen La Gloria udnævnt som Patient Zero. Siden viste det sig, at han var den eneste, der var smittet i landsbyen. Men svineinfluenzaen havde slået til i Mexico, længe inden myndighederne ville være ved det.
De alvorlige sygdomme
Her følger en liste over alvorlige sygdomme. Vi er udmærket klar over, at den er mangelfuld:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.535 artikler. Under Nørrebro (286 artikler) kan du finde følgende:
Under København (162 artikler) finder du på www.dengang.dk bl.a.:
Under Østerbro (86 artikler) finder du på www.dengang.dk bl.a.:
Under Andre Historier (46 artikler) finder du på www.dengang.dk bl.a.:
Marts 26, 2020
Karen Margrethe Rahbek
Som barn var hun meget knyttet til sin far. Han lærte hende meget. Hun lærte Knud Lyhne Rahbek at kende – Han var 34 år – hun var 19 år. I 1780 var Rahbek flyttet ud i Bakkehuset. Først i 1798 flyttede Karen Magrethe derud. Hun fik styr på haven. Og så skrev masser af breve. Nogle af de brevvenner begyndte også at komme i Bakkehuset. Det blev et sted for de kendte inden for kultur. En af dem, der kom, var P.A. Heiberg, der blev landsforvist. Ægteparret tog afsked med ham på Frederiksberg Bakke. Rahbek mistede sin professor- titel, fordi han forsvarede Heiberg. Han fik den først tilbage mange år efter. I 30 år varede eventyret i Bakkehuset, så blev det stille. ”Kamma” døde kun 53 år gammel af tuberkulose.
Karen Margrethe Rahbek er født 1775, død 1829. Datter af Hans Heger og Anne Louise, født Drewsen. Karen Margrethe Heger gift 1798 med Knud Lyne Rahbek, han død 1830. Hun død i Bakkehuset på Frederiksberg, Gravlagt på
Frederiksberg Kirkegård.
Karen Margrethe Rahbek blev født 19. oktober 1775 i det solide københavnske borgerskab. Hendes far var konferensråd og assessor i Hof- og Stadsretten, og hendes mor var født Drewsen.
Datteren Karen Margrethe har næsten til i dag været en myte i dansk litteratur- og personalhistorie, og det er måske grunden til, at mange af dem, der har skrevet om hende, frejdigt har tilladt sig den familiaritet at kalde hende ved det kælenavn “Kamma”, som hendes familie og kredsen af meget nære venner var alene om, da hun levede.
Som barn og ung var hun stærkt knyttet til sin far, og af ham lærte hun meget. Når vi taler om piger og kvinder fra tiden før ca. 1840, vender det tema stadig tilbage, at i skole kom hun ikke til at gå. Men hun lærte ikke bare at læse, hun lærte sprog, så hun senere arbejdede med tysk, latin, græsk, italiensk, spansk, portugisisk og engelsk. Det sidste var på den tid ikke almindeligt, for det var ikke på mode i Danmark. Hvor langt hun nåede i hvert af de sprog tør ikke siges, men hun må have haft et medfødt sprogtalent.
Thorvaldsen kom tit i hendes hjem som ung og lærte hende at tegne, og sit tag på husflid lærte hun af sin far. Sammen med ham fik hun også fat i astronomien, og fra ham arvede hun ikke alene glæden ved, men også en solid viden om at dyrke en have, men det må hun også have et naturligt talent for.
Hun var klog, hurtig i hjernen, og hun kunne det, som man den gang ikke ventede af en ung pige: diskutere. Vel at mærke skolet debat, ikke bare snakkeri og postulater.
I sin opdragelse og udrustning blev hun formet, så hun nok var lidt ud over tidens mening om, hvordan en ung pige burde være, men på det punkt var tiden nu knap så snæver og stupid, som det siden er hævdet.
Hendes bror Carl Heger førte hende sammen med Knud Lyne Rahbek. I hjemmet kom mange af tidens levende mennesker, og Rahbek var en ny lovende stjerne, akademisk skolet, tidligt både digter og kritiker. Da han traf Karen Margrethe Heger – i 1794 – var han 34, hun var 19.
Knud Rahbek var blevet student i det år, da hun blev født og da han selv knap var fyldt femten. To år efter tog han sin filosofiske eksamen, og så styrtede han sig over æstetik og teater. Hans begejstring for teatret varede hele hans liv, og det er ikke for meget sagt, at han grundlagde den danske teaterkritik og gjorde det godt.
Men han var også ung, og det var romantikkens tid. Til romantikken hørte i litterært skolede kredse dyb og ulykkelig forelskelse, og efter J.W. von Goethes recept (“Den unge Werthers Lidelser”) skulle den unge mand helst være forelsket i en anden mands kone. Det lyder lidt værre, end det var, for elskoven skulle være både bundløst ulykkelig og platonisk, tilbedelse, forgudelse, fortvivlen og dybe sukke.
Rahbek blev forelsket i skuespilleren Michael Rosings unge hustru Johanne, og naivt lige på kunne han, mens de tre sad på en plæne i Frederiksberg Have, henført sige, at her sad de som den unge Werther og så videre.
Men just fra Rahbek har vi det friske glimt, der livsaligt viser, at helt så ætervadende fjollet var de unge danskere ikke i stand til at spille den romantiske rolle. Rahbeks far blev træt af det pjank og sendte ham til udlandet.
Han måtte afsted. Rosings og hans unge hustru fulgte ham til Toldbodens kaj, og her brusede den romantiske gejst op i Rahbek, så han tog sine briller, kastede dem på stenbroen og trampede dem i stumper, thi nu, da han så den elskte for sidste gang, skulle hans tårevåde øjne intet skue mere! – Skibet var knap lettet, før han sad ombord og ærgrede sig over at nu kunne han ikke læse de bøger, han havde med I kufferten.
Så meget om det for at minde om, at en stormende elskov jævnligt fører over i, at næste anfald bliver mere nøgternt. At Rahbeks damptryk var fuset ud af sikkerhedsventilen i de unge år, var nok en af grundene til,
at hans ægteskab med Karen Margrethe Heger blev så smukt, eller som biskop J.P. Mynster sagde det: I intet andet ægteskab havde han set en mere uforandret hengivenhed. Tredive år var Knud Lyne Rahbek og hans hustru gift.
I 1780 var Knud Rahbek flyttet ud til Bakkehuset. Det og de andre huse på stedet nævnes gerne, som om alle er født med at have rede på det byggeri, der lå ved og på skråningen af Frederiksberg Bakke, Valby Bakke, og Solbjerg – tre navne for den samme banke i det flade land vest for København.
Men ved Søndermarkens sydvestlige hjørne svinger Pilealléen nogenlunde mod vest. Her, ved svinget, lå Gamle Bakkegård og Ny Bakkegård, Gamle Bakkehus og Ny Bakkehus. Det var i Gamle Bakkehus, Rahbek flyttede ind.
Af Gamle Bakkehus står i dag to længer, en tredje, vestlig og ret kort, er revet ned. Den gang lå huset frit. København begyndte først inde bag voldene, der lå ved Rådhuspladsen og langs voldgaderne. Fra Bakkehuset var der frit udsyn over marker og enge, videre over Køge Bugt til Stevns, og over det åbne land og Kalleboderne ind mod hovedstaden, og bag den Øresund og den skånske kyst. Køgebugten gik næsten op til nuværende Vesterbrogade.
Her boede Rahbek alene i en lille snes år, så blev han gift med Karen Margrethe Heger, og hun flyttede herud. Det gjorde hun først i 1798, så den aften, da han stod i vinduet og så ind mod det brændende første
Christiansborg, var han alene.
Fru Rahbek kom og prægede stuerne, og fik skik på en have ved at bryde en gammel vejbane op, der gik lige forbi huset. På den tid var parkerne ved Frederiksberg Slot kun akkurat på vej til at blive lagt om i engelsk stil, så her var blomstergartnere, og dem søgte hun, for hun havde hvad man i dag kalder grønne fingre, så alle haveejere måbede.
Rahbek havde sit at passe, og han var for gammelgroet ungkarl til at lægge sine vaner ganske om. Det var i øvrigt tidens stil, at manden passede sit og havde hjemmet som fast station og retræte, og til
repræsentation, hvis der var brug for det. Næsten hver dag gik han ind til byen (og bor man i dag på Frederiksberg eller Broerne, hedder det stadig “ind til byen”, hvis man skal indenfor voldgaderne). Han var
professor ved Københavns Universitet, og han havde sit teatervæsen at passe, sine studier, og klubberne.
Fru Rahbek var meget alene. Den situation fik hun sat skik på. Hun boede jo udenfor byen, ikke som de fleste andre gode borgerfruer dør om dør med andre fruer, og de obligate “visitter” nåede ikke af sig selv så langt ud. Så hun skrev breve.
Forfatteren Horace Walpole (1717-1797) jarlen af Orford kaldes i England “Brevskrivernes Konge”. Hans breve siges at være kommet i en ret ny engelsk-amerikansk udgave i 71 bind, den mere kendte fra 1903-05 på 19 bind var ellers regnet for pæn. Så meget har Fru Rahbek knap skrevet, men hun er én af vores store og kendte brevskrivere.
Om hun er vores største, i brevtal, tør ikke siges, H.C. Andersen, Georg Brandes og en del andre var også flittige. Men det særlige ved Fru Rahbeks breve er, at hun “har ikke noget program”. Hendes breve er ikke politiske, og det kunne breve på den tid knap nok være i Danmark,
men hun slås heller ikke for litterære, filosofiske eller religiøse systemer, og hun var ikke litterær i den triste forstand at have en stor læsning og viden systematisk ordnet i åndelige kategorier og båse.
Hendes breve er menneskelige.
Det kan måske være svært at se, hvad man skal stille op med hendes breve, for de er så personlige. Vi har dem (en del af dem) trykt især i en del ældre udgaver, gerne ordnet efter hvem hun skrev til. Men man kan ikke bare læse dem. Man må gøre sig den ulejlighed at lære de mennesker at kende, som hun skrev til.
Så opdager man, at en del af dem lærer vi meget om netop i hendes breve. Og hun skrev med mange. Man har selvfølgelig mest hæftet sig ved de kendte navne blandt dem hun stod i brevveksling med, teologen J.P Mynster, historikeren Christian Molbech, P.A. Heiberg, H.C. Andersen, filosoffen Heinrich Steffens, Oehlenschläger (han var gift med hendes søster Christiane), forfatteren Just Thiele og så videre, remseriet
siger intet, hun skrev med mange andre, og en stor del af hendes breve er gået tabt.
Men mange af hendes brevvenner kendte hende ikke kun pr. brev.
Bakkehuset trak mennesker til sig. Efterhånden sad hun her ude hele året, og der var år, hvor hun højst kom ind til byen en enkelt gang. Vennerne kom til Bakkehuset.
Noget hang det sammen med familierne. Hegers og Oehlenschläger kom her af sig selv, og med Heiberg, fader og søn, gik det også nogenlunde naturligt til.
Så vidt Heibergerne er helt naturlige. Rahbek og hans hustrus nære ven P.A. Heiberg måtte ved nytår 1800 rejse fra Danmark som landsforvist. Han havde skrevet respektløst politisk, og tiden var følsom overfor “de revolutionære”, for ingen stat ønskede den franske revolutions blodorgier i kopi på nært hold. Det var måske en overdreven frygt, men den var der.
Desværre bar P.A. Heiberg sig utroligt kluntet ad under retssagen, for det han havde skrevet, var ikke så skrækkeligt. Værre var, at han havde gjort det, man rent taktisk ikke gør, hvis man har sin smule fornufts fulde brug.
Kongen var ikke krænket. Han var syg og sat fra bestillingen, så ingen bad ham om at mene noget. Kronprins Frederik (6.) var i og for sig heller ikke krænket, selv om han fik sagen forelagt. Men P.A. Heiberg havde fornærmet kammeradvokat Christian Colbjørnsen, metodisk og med vilje, og Colbjørnsen var en høj embedsmand med magt.
P.A. Heiberg måtte rejse. Hans tilfælde var i øvrigt, som det vil ses, når man læser om hans unge hustru, Thomasine, lidt mere indviklet. På Frederiksberg Bakke tog han afsked med vennerne Rahbek. Fru Rahbek gav ham sin ene grå handske. Den gemte han i en af hendes smukke æsker til sin død.
Han rejste fra hustruen og søn, og så fik Rahbeks sønnen Johan Ludvig i pleje i Bakkehuset. For det var unægtelig sket det, at P.A. Heibergs unge hustru ikke var indstillet på noget martyrium.
Ægteskabet havde været mislykket, og nu sveg hun sin landflygtige mand og giftede sig med en svensker der hed Gyllembourg, I sin udlændighed blev P.A. Heiberg ude af sig selv, og alt det var grunden til, at Johan
Ludvig Heiberg kom ud til Bakkehuset og ikke måtte bo hos sin mor.
Der er gjort blæst af, at det “barnløse aldrende” ægtepar ikke forstod sig på børn. Hvor mange “forstår sig børn?” I det stykke er de fleste forældre også amatører. Men aldrende? Rahbek var 42, hans hustru var 27,
og drengen var 11 år, og ikke et spædbarn. Så plejeforældrenes alder var som i mange andre familier.
Men Rahbeks var den landflygtige P.A. Heibergs venner, og de var rystede over hans hustrus opførsel. Som ved de fleste skilsmisser holder vennerne med den ene eller den anden, uagtet vi af andre menneskers private samliv har kendskab til såre lidt. Også her reagerede Rahbeks som normalt, selv om den hastige og kategoriske “holden med” kan være svært uheldig. Det hævdes og menes, at der i Rahbeks hus er blevet sagt ting om drengens mor, som han hørte, og at det sårede ham, så han “flygtede”.
Det lyder troligt, og det er også helt normalt. Naturligvis har Rahbek og hans hustru talt om P.A. Heibergs situation, og ord eller blikke kan nok have røbet, hvad de mente om hans troløse hustru. Drengen holdt af
sin mor og savnede hende, han var jo 11 år. Hvor sjovt der var for en knægt i den alder på Bakkehuset, når Rahbek var i byen og fruen skrev breve, kan vel tænkes, og når der endelig kom fremmede, snakkede de
voksent. Også fra alle gæsterne kan der have lydt et ord om drengens mor, i tankeløshed.
Hvor meget og hvordan Rahbeks tog sig af ham, udover klæder og føden, aner vi ikke. Der er fabuleret om, hvorvidt Fru Rahbek var en “modertype”, og hvilken rolle hendes egen barnløshed kan have spillet, men vi ved ikke et suk. En tidlig udviklet og moden dreng på elleve år blev taget fra sin mor og sat i huset hos mennesker, som han ikke selv havde noget ønske om at være hos. At han så stikker af og hjem til sin mor, er ikke en så sælsom hændelse, at vi er nødt til at skrive om den efter så mange år.
Den siger intet håndgribeligt om nogen af de medspillende, og Johan Ludvig Heiberg kom allerede som ung igen som jævnlig gæst i Bakkehuset og fandt ganske sammen med både Rahbek og hans hustru. Han viste sig tidligt at være en selvstændig herre, og det kan han nok have været som dreng. (Mere om hans moder i næste artikel)
Men hos Rahbek var der ellers åbent hus – en dyr vane at styrte sig ud i, hvis gæsterne skal beværtes rimeligt pænt, og det blev de, med middage, tiere med teborde, som der gik ry af. Det skal nok ikke overvurderes, for tiden var enkel i vaner, og der var ikke flere penge i huset, end der var god brug for.
Rahbek tjente hæderligt. Han havde ellers præsteret den flothed, at da P.A. Heiberg rejste, sagde han dristige ting og fik en reprimande. Han mente at den sag måtte følges op i heltestil, så han tog sin afsked
som professor, som en demonstration for friheden og den retfærdige sag.
Tiden elskede den slags, vennerne hyldede ham henrykt, og så sad han dér med sin glorie og uden professorgage. Det varede 16 år før han blev professor igen, men han havde mange gøremål og var utroligt flittig.
Jævnligt sad han og arbejdede mens gæsterne talte med hans hustru, og jævnligt måtte han skrive forord til mindre lødige bøger for at holde økonomien bare nogenlunde flydende. Men af de mange regninger blev hans hustrus, for te og rødvin og alt hvad bordet krævede, altid betalt først, for det var hjemmets liv og funktion.
Gæsterne kom. Det er rigtigt at de klistrede æsker, og at Fru Rahbek helst en gang om året rejste til Hamborg for at købe papir og alt hvad hun ellers skulle bruge (hun skrev kun med ravnefjer) Det er lige så
rigtigt, at hun var dygtig til at lave smukke æsker, som man kan se dem i glasmontre i Bakkehuset. Men det var og er ikke hovedsagen. Æskemageriet var med til at samle en hyggelig kreds om bordet, for livet var
samtaler med mennesker.
I et glimt ser vi hende, når vi får at vide, at hendes yndlingsstilling var at stå foran en stol, vippe den fremover og hvile knæet på den, mens hun havde hænderne på dens ryg, og så lænede hun sig lidt forover, ivrig, og talte, diskuterede, forklarede, mens hendes dybblå øjne lyste. Hun fascinerede alle hun talte med.
Og så skrev hun sine breve. Som alle gode brevskrivere skrev hun i et eget sprog, i en egen stil, og om særlige emner, til hver af sine korrespondenter, efter deres natur og temperament, og eftersom hun kendte dem.
For mange fik hun dyb betydning, for J.P Mynster for eksempel. Så dyb at han brændte de fleste af hendes breve. Ikke fordi der stod skrækkelige eller alt for intime ting i dem, men de var ham for personlige til at de
måtte komme videre. Men særlingen Christian Molbech var hun nogle gange noget nær i krig – tre hundrede breve har de vist vekslet. Men i alle sine breve giver hun os sit portræt som en usædvanlig kvinde, og alligevel ikke selvoptaget eller prætentiøs. Hun kunne den store skrivende kunst: tale med en pen.
Hun var religiøs, betaget af Grundtvig, og det var jævnligt religion hun skrev om. Men brevene og gæsterne var hendes liv. Det er også rigtigt at der var et “særligt Bakkehussprog”, men også det er der gjort rigeligt
ud af, herregud, hundreder af familier har et familiesprog, og det må være fordi enkelte lærde trods alt ikke ved hvor de skal placere Fru Rahbek eller hvad de skal stille op med hende, at de lader papæsker og sjove husgloser noget nær kvæle det der var væsentligere. Hun havde jo salon i tidens stil. Ikke på højde med de store franske damers, ikke i penge og sceneri på højde med salonværtinde Friederike Bruns på Sophienholm.
Fru Rahbek var ude hos Friederike Brun som gæst, men nogen omfavnelse kom det ikke til. Hvilket tjener fru Rahbek til ære. Hun var brystsyg, som det hed. Det lille spinkle menneske sad i Bakkehuset og skrev sine hundreder af breve, ja flere, hun tog imod sine gæster, hun var spillende fuld af liv og humor.
Betydningen af Bakkehus-salonen var at de mennesker her traf hinanden, i afslappet form, helt uden de store bevægelser. Og de traf hende, spurgte hende, talte med hende, og hun har haft en udstråling, som – ja, hun var sikkert nok et af de mennesker, der “ikke kunne tåle at dø”, fordi noget væsentligt, ja vel det væsentlige, så var borte for stedse, ikke til at fastholde, og kun til at skildre som et ret blegt ekko.
Bøger, litterære arbejder, skrev hun ikke. Vi har hendes breve og i dem har vi hendes tid, hendes venner, men først og sidst hende selv. Hun var en kvinde fra tiden før kvinder på trods af Pauli ord fik lov at tale i forsamlingen. Hun talte, og vidste udmærket at det for en del var til tidens førende åndelige mænd. Og hun var ikke nervøs.
I 30 år varede det eventyr i Bakkehuset. Så døde hun, kun 53 år gammel, af tuberkulose. Og så stod den næsten 70-årige Rahbek aften efter aften med sin lygte ved lågen nede ved Vesterbrogade (vej var det dengang) og stirrede i mørket, ind mod byen – kommer der nogen?
Det gjorde der sjældent nu. Hans hustru, vennernes “Kamma”, var borte. Det holdt han ud i godt et år, så døde også han. Vennerne samledes til den sidste Bakkehus – begravelse i Frederiksberg Kirke. J.P Mynster
talte, Bakkehuset stod tomt. “Hele kassen er ikke bedre værd end at rive ned” sagde Mynster. For hvad er en gammel og slidt dekoration, når spillet på scenen er slut?
https://www.geni.com/people/Kamma-Rahbek-d%C3%B8benavn-Karen-Margareta-
Heger/340770956840013025?fbclid=IwAR1SEPXHi7q8dJ-
5tBfPWWDCxUzvNmnHJiX4ujVmYXq3_fvSuDHdpGVNwnc
Marts 26, 2020
Charlotte Dorothea Biehl
Hun elskede sin morfar. Han lærte hende at læse. Allerede som 5 – årig kunne hun læse dansk og tysk. Egentlig gik hun aldrig i skole. Som 8 – årig døde morfar. Faderen nægtede hende at læse bøger. Det måtte hun gøre i smug. Hun ville selv bestemme, hvem hun ville gifte sig med. Men hun nåede det aldrig. Nu begyndte hun at oversætte vanskelige tekster fra fransk og spansk. Hun skrev også komedier og kom i teaterkredse. Man snakkede om, at hun som 40 – årig var blevet forelsket i den 20 – årige garderløjtnant Johan Bülow. Men en traditionel forelskelse kan man ikke tale om. Men Charlotte Dorthea følte sig krænket, da Johan ægtede en meget rig pige. Hun følte sig endnu mere krænket, da folk talte om, at han måtte have mange elskerinder med sådan en pige. Charlotte Dorothea skrev nu også komedier og historier fra hoffet. Hun døde i 1788 og er gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke.
Charlotte Dorothea Biehl Født 1731, død 1788. Datter af Christian Æmilius Biehl og hustru Sophie Hedevig f. Brøer. Charlotte Dorothea Biehl ugift, død i København, gravlagt i Sankt Petri kapel.
Charlotte Dorothea blev født 2. juni 1731 i København, kort efter at Christian 6. var kommet på tronen og Ludvig Holberg endnu havde 23 år af sit liv til gode. Hendes fader var informator. Siden blev han bygningsinspektør og sekretær ved Kunstakademiet Charlottenborg.
Hendes morfar Hans Brøer var præsident i borgerretten og slotsfoged på Københavns Slot. Hendes farfar Claus Biehl var vintapper i Store Nikolaistræde, og her kom Holberg. Charlotte Dorothea havde fra barn mulighed for at høre nyt, både fra hoffet og fra levende kredse i hovedstaden.
Selv om hun har skrevet, at hun færdedes mellem riddere og embedsmænd, var det egentlig kun hendes morfar der interesserede sig for hende. Ham elskede hun. Egentlig i skole kom hun ikke, men hos sin morfar lærte hun at læse, og lærte sig respekt for bøger. Hun var særdeles godt begavet og tidligt moden.
Da hun var fem år, kunne hun klare at læse tysk og dansk, og hun klemte på med læsningen, så hendes morfar sagde “Hvor meget vil du da lære, min tøs!” – Hun svarede selvfølgelig “Alting”. Men da hun blev otte år, var den første gyldne tid ovre. Hendes morfar døde, og hedes far var af en anden skole. Han forbød hende at læse. Tanken om lærde fruentimmere var ham en pest.
Hendes skæbne kom til at ligne den Zille Hans Dotters, som Holberg havde digtet om, pigen fra Ebeltoft, der ville læse, men ikke måtte – dér var det nu mest moderen, der strittede imod, af dumhed, mens det hos Charlotte Dorothea var faderen. Ud fra yderst konservative idéer. Men når det siges, at hun er tidstypisk, pigen som samfundet ville hindre i at komme frem, fordi hun var kvinde, er det galt. Det var ikke omverdenen, det var hendes far.
Hun fortæller, hvordan hun stjal sig til at læse, og hvordan hun fik ekstra brænde på ilden for at få lys til læsningen. Hun fik blå mærker på anklerne af de skjulte bøger, der daskede i hendes kjolefor, og det blev
en kamp mellem hende og faderen, ikke bare noget med tidsånd og kvindens undertrykkelse, men to lige stædige naturer.
Da han først havde låst de bøger inde, som han tog fra hende, blev det et princip, at han skulle adlydes, han var husets hersker, hans ord var lov, og for ham var det vigtigere, end det med læseriet.
Men hun ville, hvad hun ville. Hun passede alt det huslige, hun skulle passe, men hun fik læst og læst.
Tidens skolevæsen var for drenge, morsomt nok; undtagen på landet, for Frederik 4.s rytterskoler var både for piger og drenge. I stæderne og i København måtte pigerne undervises privat, og det blev kun få.
Det er ikke bare morsomt, det er sandheden man ser hos Holberg, når hans unge forelskede borgerdøtre er naive, barnlige, uudviklede, hjælpeløse og komplet uvidende, mens Pernille kan klare ærterne, for hun har i hvert fald en praktisk livserfaring. Det siger ikke at borgernes døtre var dumme. De havde bare, ud over det huslige og broderi, intet som helst lært.
Der havde været og var lærde damer i Danmark, men i reglen adelige. De var ofte bogsamlere, og de var hverken foragtede eller set som latterlige, tværtimod. Men de var sjældne. Dorothea Biehl klarede sig selv frem, på tværs af sin far.
Men hun lavede ingen huslig revolution. Han var husherren, og det drømte hun ikke om at få ændret, hun ville bare læse. Og så gik hun på tværs i ét stykke til; hun ville ikke lade sig tvinge ind i et ægteskab, og den chance, som hun selv øjnede, tøvede hun for længe med.
Hun blev aldrig gift. Hendes far truede bogstaveligt med at smide hende på porten, han ville ikke i evighed forsørge hende, og hvordan ville hun gøre det selv, uden mand? Det spørgsmål var ikke hen i vejret, sådan som samfundet var bygget op, for det var ikke indrettet på, at en kvinde skulle forsørge sig selv, medmindre hun arvede, så hun kunne leve sorgfrit.
Men gennem barndom og ungdom havde hun ikke alene kendskab til hofkredse, hun var også inde ved teatret. Hun var begejstret for Holberg, og for teatret. Samtidig med, at hun var fortvivlet, til tider så hun græd, over den urimelige far, kom hun sammen med teaterinteresserede i staden, uden at vi klart kan se, hvordan en ung pige kunne komme sammen med dem, med en så hysterisk far.
Hun havde gjort sig dygtig i fransk, hun snakkede med de franske skuespillere, og vi savner stadig en overgang, men familien Biehl flyttede i 1755 til en inspektørbolig ved Charlottenborg, og her kom en lille privat skuespillerklike, der spillede komedie i inspektørboligen.
Så smidig var faderen dog, men ganske vist var hovedpersonen også
den teaterinteresserede grev Conrad Danneskiold-Laurwigen. Charlotte Dorothea spillede en del hovedroller, og det blev til ret mange, for med et meget lille publikum til det private teaterspilleri gik stykkerne ikke mange gange. Der var ellers stor interesse for teater i byen, og en god viden om teaterlitteraturen.
Balancen til faderen var svær, for nu var han bitter over, at der kom gæster i huset for hans skøre datters skyld, ikke for hans. Men hun kom godt i gang med at oversætte skuespil, og hendes venner så, at hun skrev et godt sprog.
Hun fik en oversættelse spillet rigtigt på teatret i 1762. Så fulgte den svære prøve, da en embedsmand fra kancelliet bad hende oversætte en lovtale over den franske politiker og minister Maximilien de Sully (1559-1641).
Hun skriver selv, at da sekretæren i Videnskabernes Selskab hørte det, sagde han: “Et fruentimmer! Hvor meget kendskab kræves der ikke til at forstå Sully-lovtalen, for slet ikke at tale om at oversætte den!” – og embedsmanden skal have svaret: “De kender hende ikke. Den pige ryster tre professorer ud af ærmet! “Nu blev hendes far interesseret, men hun var på vagt. Alle mennesker, der får succes, oplever at så kommer familie og venner rendende, og flere til, men hun var for klog. Havde hun kæmpet sig selv frem, skulle ingen komme og nasse på hendes succes. Heller ikke “Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse”, (stiftet 1759), der nu pludselig så gerne ville trykke hendes første originale
komedie.
For nu skrev hun komedier. Kunsten havde hun selvfølgelig lært af Holberg. Hun slog ham ingenlunde ud som dansk komediedigter, og hendes stykker er nu kun kendt som litteraturhistorie, men de er ikke alle ringe. Der er bare det, at i alt hvad hun skrev, måtte hun som ung dydig og ugift pige nødvendigvis skrive ret teoretisk ædelt om kærlighed. “Vellysten” – som hun måske aldrig selv nåede frem til, har hendes foragt.
Hun skrev mange stykker, og fik så at sige intet for dem. Faste regler for honorarer eksisterede ikke endnu. Men hun oversatte, hun digtede, og hun var almindeligt kendt og anerkendt. Hun fik en fejde med teaterchefen Hans Wilhelm von Warnstedt, og hun lod ham ikke dø i synden, for hun satte ham ind i sit forfatterskab på en temmelig skandaliserende manér.
I øvrigt må hun have været utroligt lærenem. Den italienske minister bad hende om at oversætte fra italiensk. Hun gjorde det. Og så bad den spanske gesandt hende om at oversætte Miguel de Cervantes’ satiriske ridderroman om Don Quixote fra spansk. Om hun kunne lidt spansk i forvejen kan vist ikke siges, men han bad hende om det i 1775, han hjalp hende ind i det spanske sprog, og 1776 kom første del af romanen, resten i 1777.
Det blev en af hendes store bedrifter. Oversættelsen stod i flere menneskealdre, som den klassiske danske, udgivet flere gange, også fornyet, med hendes oversættelse som basis. Så skrev hun fortællinger og flere andre ting.
Hun var flittig, men tjente stadig ikke alverden. Alligevel havde hun den triumf, at hun med sit skriveri kunne forsørge sin far, da han blev gammel.
Men så skete det store i hendes liv. Både hun selv og sladderen havde fablet om, at nu var hun vist ved at finde sig en mand. Det skete så i 1771, men højst mærkeligt. Hun var blevet overvægtig, og for at få lidt
motion, gik hun om morgenen hen og spiste frokost i Kongens Have, hvor der var servering i lysthusene.
Her traf hun, selv 40 år gammel, en garderløjtnant, Johan Bülow (1751-1828). Han var en ung mand, 20 år, og meget tilbageholdende og genert. Hun kom i snak med ham, og han lovede at ville besøge hende. Han var nok lidt desorienteret, men det blev et venskab, der varede til hendes død. Hun var simpelthen forelsket i den unge mand, moderligt, og ikke bevidst forelsket, mere betaget, i en romantisk stil og platonisk. Han var til gengæld først beæret over, at den kendte skrivende dame interesserede sig for en ung mand.
Siden satte han stor pris på hende og var vel også på en måde platonisk forelsket. Han sendte hende blomster og frugt, hun broderede til ham, og så skrev hun breve.
Han blev ikke ved med at være ung garderløjtnant. Han blev lærer og vejleder for kronprins Frederik (den 6.) Han blev kammerjunker, og så steg han i graderne, særdeles højt og blev Ridder af Elefanten. Men
gennem mange år var han Charlotte Dorotheas trofaste ven.
Han havde tit hørt hende fortælle om, hvad hun havde set og hørt, fra hoffet, fra staden, fra alle de kredse, som hun havde haft og havde kontakt med. Og så bad han hende om at skrive det til ham i breve. Det var alt for friskt stof til at man kunne tænke på at lade det trykke i bogform, og meget af det var for intimt.
Johan Bülow har set, at det bedste ved hendes fortællinger var, at hun fortalte uden diskretion, sin egen mening, og det hun havde set og hørt, lige ud af posen. Det blev til en slags privat dansk personalhistorieskrivning om konger og dronninger, om mennesker ved hoffet, og om hvad der ellers kom for. Om Frederik 4. og hans vanskeligheder. Om Frederik 5.s to dronninger, og hans unge elskelighed Cathrine Hansen, hans vilde liv hans druk.
Om Juliane Marie (der jo levede endnu) om Caroline Mathilde, om Christian 7. om Struensee, og om hvordan tragedien havde udviklet sig. Og så oplevede de begge fortsættelsen, med Høegh-Guldbergs styre, og ham var hun lidt bitter på, for hun fik sin lille pension højst uregelmæssigt. Og så kom kronprins Frederiks statskup i 1784, da han, med en lille klike af reformfolk bag sig, tog magten fra enkedronning Juliane Marie, fra arveprins Frederik og fra Guldberg.
Bag det kup stod i høj grad Johan Bülow. Kronprinsen havde klaret sin del mesterligt, uagtet han kun var frisk konfirmand. Men så fik Bülow
en idé, som kun få aktive personer i dansk historie har fået: Dorothea Biehl skulle skrive dets kups historie, friskt nu det lige var sket, ikke som sladder, men solidt, og i sit gode klare sprog. Han fik kronprinsen med på idéen og skaffede hende alle oplysninger og papirer.
Så skrev hun historien, set af de sejrende, men dog nøgternt, og naturligvis til arkiv, for heller ikke den historie lod sig trykke straks – blandt andet var det jo tydeligt, at den stakkels syge konge havde spillet en ret lille rolle, selv om han sikkert var langt mere klar
over, hvad der skete, end man siden har haft brug for at huske.
Venskabet fortsatte, brevene fortsatte, og fra hendes hånd var efterhånden kommet en hel dynge breve, nok til en ganske tyk bog, om de højeste kredses liv og levned, ikke mindst deres ægteskabelige liv, ikke
som snask i sagerne, men åbenhjertigt og klart. Alt det er senere udgivet også forkortet, og skildringerne er meget læseværdige.
Den gamle barske historiker Caspar Paludan-Müller (1805-1882) kaldte hende “slotssladdertasken“, tja, helt galt er det nok ikke, men temmelig meget af, hvad vi kalder historie, hviler jo på sladder, så kan formen være mere eller mindre poleret. Senere historikere har fundet frem til, at det, hun fortæller, er pålideligt nok. At det er så ny historie, så hun er part i sagen, er naturligt.
Hun afskyede Juliane Marie, og det har farvet hendes skildring. Men hun er ikke ufin, aldrig perfid, hun sælger ikke sine personer for effektens skyld. At hun har temperament, også i skriveriet er en anden sag.
Hun sluttede sit egentlige skriveri med en lille selvbiografi, som hun kaldte “Mit ubetydelige Levnedsløb”. Titlen er i tidens smukt beskedne stil og skal ikke tages alvorligt. Hun har aldeles ikke regnet sig selv for ubetydelig, og det var hun heller ikke.
Derimod blev hendes senere år triste. Hun havde svært ved at klare økonomien, for da som nu: i et lille land som Danmark, med et lille publikum, kan man nok leve af at skrive, men så skal der også skrives.
Hun var sygelig, måske mere af nerver og triste tanker, end af egentlig sygdom, og i 1785 giftede hendes elskede Johan Bülow sig med Else Marie Hoppe.
Dorothea havde grund til at føle sig krænket, at han ægtede en pige, der så vidt vides var ubegavet og dværgagtig. Men hun var meget rig. Bülow tog det sælsomme ægteskab i stiv arm – det manglede også bare. Men rygterne fik travlt, for med den kone måtte han da have elskerinder. Det gjorde Dorothea dybt mistrøstig, ser vi af brevene. For vel ønskede hun ham al held og lykke, men der var vel en kant.
Hendes skriveri blegnede. Tiden løb fra hende, Med erindringer tilbage til Holbergs bedste alder, med alle de mennesker hun havde kendt nu døde – det var færre der dengang nåede en høj alder – og med triumferne som skrivende dame nu fjern fortid, sad og var trist.
Det ses af brevene, at hun slås med at finde noget at skrive om, der kan interessere hendes kære Bülow. Han svigtede hende ikke, han besøgte hende, men med sin høje stilling; han var en af magtelitens topmænd, havde han meget at gøre.
Han faldt i unåde og blev afskediget i 1793, men det var efter hendes
død, så hun oplevede ikke, at han flyttede til Sanderumgaard på Fyn for stedse. Han fungerede i hendes tid stadig, og med sin høje stilling havde han som sagt også andre ting at tage sig af, end den skrøbelige
gamle dame.
Det vil sige – gammel var hun jo ikke, efter vores mål. Men hun var ensom, og han kom kun sjældent. “Kan De maaske ikke taale at se den kjendelige Aftagelse paa den usle Lerhytte, der vidner om dens hastige Nedbrydelse?”, skrev hun, i tidens billedsprog.
Også Johannes Ewald kaldte sit skrøbeligt legeme for “det
nedbrudte Ler”.
Charlotte Dorothea Biehl døde 17. maj 1788 – 56 år gammel, den betydeligste skrivende kvinde i det danske 1700-tal. Hun blev gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke i København. Hun har en plads i dansk
litteraturhistorie, i dansk personalhistorie og i dansk historieskrivning.
For hvad man end gennem skiftende tider har ment og sagt om hende, så har vist ingen skrevet historie om det tidehverv uden at bruge hende som kilde. Og så kunne hun, bedre end de fleste i sin tid, skrive dansk.
Billedtekst: Maleren Kristian Zahrtmann forestillede sig i 1874 Charlotte Dorothea Biehl, der følger gadelivet fra sin lejlighed på Kongens Nytorv i Nr. 169 (nuv. gadenr. 22), lige over for hendes elskede Theater.
Vi håber på et tidspunkt at kunne bringe dette foto på Facebook.
Dorothea Biehls talrige manuskripter og breve findes fortrinsvis i Bülows arkiver på Sanderumgaard, Sorø
Akademi og Det Kgl. Bibliotek.
.
Charlotte Dorothea Biehl (1731–1788)
Kilde: https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/138/query/Charlotte%20Dorothea%20Biehl/?fbclid=IwAR2sTXIu6w9H6-
LZzaEYsR2kDmG5pQbHWd-0qH13v4RpBzT4jG80nILsfqg
Marts 25, 2020
Landsforræderen – Leonora Christina Ulfeldt
Hun var 3. barn af Christian den Fjerde og hans hustru på venstre hånd, Kirsten Munk. Moderen blev forvist fra hoffet efter en skandaløs kærlighedsaffære. Leonora Christina blev allerede forlovet som 9 – årig med Corfitz Ulfeldt. Denne blev en af Europas rigeste aristokrater. I Danmark blev han også en mægtig mand. Men hans velstand byggede på korruption. Da en sag om embedsmisbrug gik i gang flygtede parret til Sverige. Leonora Christina forsøgte at gøre livet surt for den kommende dronning, Sophie Amalie. Parret blev nu anholdt og sendt til Bornholm. I 23 år sad Leonora Christina i ”Blåtårn”. Her skrev hun den berømte bog ”Jammers Minde”. Mange tror, at det var hende, der stod bag komplot mod kongen og meget mere. Hun blev begravet i Klosterkirken – den nuværende Maribo Domkirke. Men antagelig er det hendes sønner, der har fjernet liget og gravsat hende et ukendt sted.
Leonora Christina blev født på Frederiksborg Slot 8. juli 1621 som tredje barn af Christian den 4. og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Hendes første seks leveår tilbragte hun hos sin mormor, Ellen Marsvin.
I krigsårene fra 1628 til 1629 lod kongen af sikkerhedsgrunde sine børn opfostre i Friesland i Nederlandene. Kort efter deres hjemkomst blev moderen forvist fra hoffet på grund af en skandaløs kærlighedsaffære, som Christian aldrig tilgav hende. Det var mod hans udtrykkelige vilje, at der siden opstod kontakt mellem børnene og deres mor.
Corfitz Ulfeldt blev født 10. juli 1606 på Hagenskov på Fyn, søn af rigskansler Jakob Ulfeldt og Birgitte Brockenhus. Corfitz blev efter et ophold på Herlufsholm sendt på dannelsesrejse i Europa, hvor han læste
ved flere universiteter.
Efter sin hjemkomst til Danmark i 1630 blev han forlovet med den 9-årige Leonora Christina. De giftede sig i 1636 og året efter blev Ulfeldt udnævnt til statholder i København. I 1646 blev han rigshofmester, landets højeste embede efter kongens.
I København og i deres overdådigt udstyrede gård på Gråbrødretorv udfoldede parret en elegance af internationalt tilsnit. Og for at skabe den livsstil måtte Corfitz sætte sig i gæld, hvad der ikke hindrede, at
han i løbet af få år blev en af Europas rigeste aristokrater. Det var en udbredt opfattelse, at hans velstand byggede på korruption i stor skala, hvad også Christian den 4. formodede. Men på grund af hans ubestridelige dygtighed, fik han betroet mange vigtige diplomatiske opgaver i udlandet.
Tre år efter Christian den 4s. død i 1648 kulminerede konflikten, da den nye konge Frederik den 3. ville begrænse ægteparrets magt. Da Corfitz fornemmede, at en sag om embedsmisbrug mod ham var under opsejling, flygtede han og Leonora Christina til Sverige. Baggrunden for flugten var Corfitz s underslæb og salg af embeder, samt planer om giftmord mod Christian den 4.
Leonora Christina ønskede heller ikke at give plads for den nye dronning, Sophie Amalie, og Corfitz ville nødigt afgive sin lukrative stilling, fordi en ny konge havde besteget tronen. Misforholdet resulterede i
smålig chikane fra Ulfeldterne – f.eks. da de fjernede byens udsmykning inden Sophie Amalies indtog som dronning. Leonora Christina kom også ved et “uheld” til at tabe Sophie Amalies krone, så den knækkede.
Den krone hun skulle bære ved kroningen. Hun forsøgte også at få tjenestefolkene til, at bagtale og lægge fælder for den nye dronning, men det lykkedes ikke.
I 1656 rejste Leonora Christina til Danmark i et forsøg på at forsone Corfitz Ulfeldt og Frederik den 3., men hun blev standset i Korsør og udvist af landet. Herefter fulgte hun med da Corfitz sluttede sig til svenskerne og deltog i Karl 10. Gustavs felttog mod Danmark. Hun forsvarede også Corfitz, da en svensk kommissionsdomstol i 1659 anklagede ham for forræderi.
I 1660 blev ægteparret arresteret af Frederik den 3. og sendt til Bornholm, hvor de sad fængslet i 17 måneder på Hammershus – ledet af øens guvernør, generalmajor Adolph Fuchs. Efter et dramatisk forsøg på flugt blev ægteparret løsladt i 1661, efter at have svoret kongen troskab og givet afkald på størstedelen af deres godser og formue. De fik anvist ophold på herregården Ellensborg på Fyn, som Leonora Christina havde arvet efter moderen, Kirsten Munk.
På grund af Corfitz Uldfeldts dårlige helbred fik de i 1662 tilladelse til en udlandsrejse. Ægteparret tog under rejsen ophold i Brügge. Kort tid efter hørte Frederik den 3. forlydender om, at Corfitz forsøgte at få
kurfyrsten af Brandenburg til at konspirere mod den danske krone.
Situationen forværredes da Ulfeldt-parrets søn Christian myrdede kommandanten fra Hammershus, Adolph Fuchs, på åben gade i Brügge.
Senere historikere er enige om, at Corfitz Ulfeldt havde mistet forstanden, for det står helt fast, at han tilbød den danske krone til flere udenlandske fyrster.
I foråret 1663 rejste Leonora Christina til London for at inddrive en gammel gæld hos den engelske konge Karl den 2. Den danske konge, Frederik den 3. fik hende straks udleveret som Corfitz medskyldige i højforræderi, hvorfor hun blev arresteret og sendt til København, og fængslet i Blåtårn på Københavns Slot.
Her kom hun i forhør, og nægtede ethvert kendskab til Corfitz s forræderiske handlinger. Hun blev holdt fanget i Blåtårn i 22 år fra 1663-1685. Corfitz Ulfeldt fik man aldrig fat på. Han blev halshugget og parteret på slotspladsen in absentia og in effigie den 24. juli 1663. En dukke, der forestillede ham, blev henrettet. Den var fyldt med rigtige tarme for virkningens skyld, blot var tarmene ikke helt friske.
Leonora Christina kunne fra sin celle i Blåtårn høre det hele og troede, hendes mand faktisk blev henrettet – vinduet sad for højt til, at hun kunne se noget.
Selv døde Corfitz Ulfeldt mellem 14. og 20. februar 1664 på en båd på floden Aare mellem Basel og Neuenburg, som en ludfattig og forfulgt mand. Det vides ikke, hvor han ligger begravet.
I 1673 begyndte hun sit Jammers Minde – en skildring af fængselslivet stilet til hendes børn. Største delen af manuskriptet blev til efter hendes frigivelse. Det så først offentlighedens lys i 1867, men det var uden tvivl hendes hensigt, at hendes erindringer skulle udgives lige efter hendes død.
Men det skete ikke, og det var en streg i regningen. Først flere hundrede år senere blev manuskriptet fundet i udlandet, og udkom i 1869 hvor hun bl.a. skrev en bizar hævngerrig skildring af Sophie Amalies død.
I sin franske selvbiografi fremstiller Leonora Christina sig selv som Christian den 4.s yndlingsdatter. I virkeligheden var fader og datter ofte på kollisionskurs som følge af hendes ubetingede støtte til moderen.
Personlige identitetsproblemer og ønsket om at få sine egne børn anerkendt som legitime tronarvinger, gjorde det vigtigt for hende, at få forældrene til at genoptage samlivet. Det lykkedes imidlertid ikke, og
kongens død i 1648 udløste en magtkamp, som Ulfeldtparret tabte.
Alligevel fremturede de med provokationer over for det nye kongepar Frederik den 3. og Sophie Amalie. I Jammers Minde benægter Leonora Christina, at hun og hendes mand var landsforrædere. I biografien
fordrejer hun tingene, så de passer i hendes kram, nemlig at det er hendes halvbror, kongen, Frederik den 3. og især dennes hustru, der hader hende. Det er ganske vist ikke helt forkert, men den forfulgte uskyldighed, hun ønsker at fremstå som, er alene en litterær skabning, der ikke har meget med virkeligheden at gøre, og den skabning fremstiller hun godt.
Palle Lauring har flere steder brugt som eksempel, at da hun bliver arresteret og kropsvisiteret, river hun et brev i stykker og smider det i en lokumsspand. Hun er forarget over de ulækre mennesker, der derefter
samler brevet op og limer det sammen, og vi glemmer næsten at stille spørgsmålet, hvad stod der i det brev… Og sådan narrer hun læseren, der føler medlidenhed og beundring og ganske glemmer, at hendes og mandens meriter herhjemme og udlandet bestemt ikke var fine i kanten.
Jammers Minde savner naturlig autenticitet og dermed troværdighed. Flere mener da også at hendes jammer skal man længe lede efter. Der har været mange teorier om hendes rolle i forræderiet mod den danske trone.
Langt de fleste mener, at hun nærmest har været bagmanden bag hele komplottet. Da dronning Sophie Amalie døde i 1685, blev Leonora Christina løsladt, og efter kort tids ophold i Husum ved København flyttede hun til Birgittinerordenens kloster i Maribo. Hun blev begravet i klosterkirken, den nuværende Maribo Domkirke, men hendes lig blev kort tid efter fjernet fra gravstedet, antagelig af hendes sønner, og formentlig gravsat på et ukendt sted.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.532 artikler, bl.a.
Marts 25, 2020
Pandemi, epidemi og udbrud
Hvad er forskellen på disse ord. Var det Guds straf? I karantæne på Saltholm. En knægt slap igennem afspærringen. Forskel på regler og adfærd. Syge og døde i gaderne. Fattigdom skyld i spredningen. Også de privilegerede snød. Kongen flygtede også ud af byen. Man lokkede læger med store summer. Det lykkedes at begrænse smitteområdet. Hygiejnen blev forbedret efter kolera-udbruddet. Læger glemte at vaske hænder. Louis Pasteur og bakterierne. Kommunehospitalet brugte nye metoder. Det krævede uddannelse at passe syge. Tuberkulose kostede 5-6.000 dødsofre hvert år. Polio førte ofte til handicap. Nye typer medicin blev opfundet. På vestre Kirkegård en sommerdag 1918. Folk tog på arbejde. 3. november 1918 – 58 kister på Assistens Kirkegård. Den Spanske syge koster 50 mio. livet. Tuberkulose kostede i alt en halv milliard livet. Folks immunforsvar helt i bund.
Hvad er forskellen på disse ord?
Vira og bakterier har gennem tiden været skyld i store sygdomsudbrud, epidemier og pandemier. En af de mere voldsomme var den spanske syge – en voldsom influenzaepidemi, der hærgede verden fra 1918 til 1920.
Det er almindeligt, at børn i en børnehave er syge. Men hvis 15 børn pludselig alle har diarre, ja så er det tale om et udbrud.
En epidemi er en hurtig og ukontrollabel udbredelse af en smitsom sygdom til et stort antal mennesker inden for et vist område og inden for en forholdsvis kort periode.
En Pandemi er en smitsom sygdoms ukontrollerbar udbredelse over en hel verdensdel eller flere verdensdele.
Var det Guds straf?
Europa har gennem tiden været hærget af store epidemier af smitsomme sygdomme, der spredte død, skræk og rædsel. Den første store pest-epidemi havde vi omkring 1350, Den Sorte Død. Den dræbte halvdelen af Europas befolkning og efterlod tomme landsbyer og huse.
Allerede dengang udviklede man metoder til at bekæmpe og inddæmme sygdommen ved hjælp af karantænderegler og isolering af syge.
Man vidste ikke, hvad sygdommen skyldtes. Nogle mente, at det var Guds straf for menneskets synder. Andre troede, at det skyldtes en smittekim, der spredte sig gennem luft og vand. Læs også vores artikel om folks tro og overtro ved Vadehavet.
I karantæne på Saltholm
Man kunne ikke behandle disse sygdomme. Kirken pålagde folk at skrifte og faste. Datidens læger valgte tidligt at isolere de syge, der ankom til en by. I havnebyerne indførte man 40 dages karantæne for skibe, der ankom med syge ombord. De blev henvist til en ø eller et afskærmet område, indtil man kunne være nogenlunde sikker på, at der ikke var smitte ombord. Denne metode var meget virksom.
Midt i 1600 – tallet havde man en karantænestation på Saltholm. Når et skib ankom, blev hele mandskabet sendt over på øen i 40 dage. Varerne blev røget og skibet blev rengjort.
Epidemierne kom i bølger gennem Europa. Den sidste store pestepidemi ramte Danmark under Den Store Nordiske Krig i 1711.
En knægt slap igennem afspærringen
Man havde opstillet soldater rundt om Helsingør. Her blev der givet ordre til at skyde folk, når de forsøgte at forlade Helsingør uden helbredelsesattest. Men noget tyder på at en knægt var kommet forbi afspærringen.
Han skulle besøge sin tante og onkel i Lille Grønnegade – i dag Adelgade. Han var allerede smittet og familien blev sendt til Saltholm for at undgå, at smitten bredte sig. Men uden held. Fra slutningen af juni 1711 var det tydeligt at smitten havde bredt sig.
Forskel på regler og adfærd
Lungepest havde en dødelighed tæt på 100 pct., mens 40 – 50 pct. overlevede byldepest. Pesten var en bakteriebåren epidemi, der både smittede via blod overført af lopper og fra menneske til menneske. Den kunne til gengæld inddæmmes gennem karantæne. Derfor var der også strenge regler i tilfælde af, at beboere i et hus blev ramt af pest.
Man måtte i princippet hverken gå ind eller ud af et pestramt hus, og vågekoner, der skulle bede for og pleje de syge, blev spærret inde i huset sammen med de syge. Varer, der skulle leveres skulle stilles uden for. Beboerne måtte først tage dem, når de, der havde leveret dem, var gået langt væk.
Men et var regler – noget andet var adfærd. Flere øjenvidner beskrev, hvordan tjenestefolk gik rundt og besøgte hinandens huse.
Syge og døde i gaderne
Familier var bange for at blive isoleret og komme i karantæne, så der er en del eksempler på syge tjenestefolk, som blev smidt på porten, fordi deres herreskab ville gøre alt for ikke at få deres hus spærret af.
Da pesten var værst, lå der både syge og døde i gaderne, fordi ingen turde nærme sig. Sundhedskommissionen havde svært ved at rekruttere ligbærere og vogne til transport. Men der findes også eksempler på opofrende borgere, der risikerede liv og helbred for at hjælpe og bede sammen med de syge.
Myndighederne lagde også dengang vægt på, at man ikke måtte forsamle sig eller side på byens skænkestuer. Badstuerne var blevet lukket. Sundhedskommissionen anbefalede at man lukkede de fattiges skoler. Ved Toldboden oprettede man et system for ”sikker” levering af varer – blandt andet ved hjælp af et stakit, der adskilte til sejlende og byens købere. Betalingen foregik i en tromle med vand, hvor man kunne lægge pengene, og skipperne tage dem uden frygt.
Fattigdom skyld i spredningen
Bøn og prædiken blev begrænset til en gang om måneden. Når pesten alligevel bredte sig, skyldtes det at mere end halvdelen af befolkningen levede i fattigdom. De levede meget tæt og hygiejnen var ikke god.
For at slå pesten ihjel skulle man brænde alle pestdødes klæder. Men det var for stor en fristelse at beholde klæderne og så sælge dem. Der var også mange, som brød ind i isolerede huse og stjal ting og sager, fordi de ganske enkelt ikke ejede noget som helst. For mange var det svært at betragte sygdommen som endnu en af mange ting.
Også de privilegerede snød
Men også blandt de mere privilegerede valgte nogle at se stort på reglerne. De studerende fra Regensen mødtes på en skænkestue, der lå over for kollegiet. Ejerens kone og datter var allerede døde. Nabohuset fik endda også karantæne på grund af sygdommen. Alligevel var kroen fuld af studerende, som sad og drak øl. På baggrund af den slags vidnesbyrd gentog Sundhedskommissionen i flere skrivelser, at folk levede alt for løssluppent og vildt og slet ikke lyttede efter.
De der kunne, var flygtet ud af byen i tide – det blev endda beskrevet, hvordan fattige forsøgte at hægte sig på hestevogne, som var på vej ud af byen. Andre blev i byen men nægtede at overholde reglerne.
Kongen flygtede ud af byen
Medlemmer af eliten nægtede at lade deres døde familiemedlemmer begrave uden for byen. De holdt fast i at der skulle være begravelsesoptog selv om de blev forbudt på grund af smittefaren.
Kong Frederik den Fjerde var en af dem, der forlod København. Først rejste han til Jægersborg siden returnerede han til Frederiksberg Slot. Men den 18. juli rejste han til Kolding. Ti dage efter fulgte dronningen og kronprinsen efter.
Man lokkede med store summer
Som sommeren skred frem, prøvede man desperat at få kvalificerede læger og plejere, som i stor stil var bukket under for pesten. Ti sidst måtte man betale store summer for at få kirurger fra Hamborg, der i 1710 havde været ramt af epidemien til at komme til København.
Det var i sig selv ret vildt. De havde lige overlevet et pestudbrud og så rejste de til København for at hjælpe de syge. I slutningen af epidemien havde man næsten en kø af folk, der gerne ville til København og hjælpe med de sidste sygdomstilfælde, fordi an kunne få mange penge for det. Risikoen var også dalende.
Det lykkedes at begrænse området
Det har sikkert været fortvivlende at være københavner. Alligevel har det kunnet være gået endnu værre for resten af landet. Pesten i København i 1711 var målt i menneskeliv – den største katastrofe i Københavns historie. Men i forhold til smittespredningen var det en form for succeshistorie, fordi det lykkedes at forhindre pesten i at brede sig til resten af landet, bortset fra Amager, Nordsjælland, Roskilde og Køge.
Det varede ikke længe før København kom på fode igen.
Allerede i 1728 havde København en større befolkning end før pesten. Enevælden havde koncentreret magten og handelen i København. Byen var attraktiv at bo og arbejde i. Det ændrede epidemien ikke på
Hygiejnen blev forbedret efter koleraudbruddet
Og så var det koleraepidemien i 1853. Her blev der gjort opgør med tidligere tiders dårlige vandforsyning, kloakering og hygiejne. Man besluttede at erstatte de gamle trævandrør og vandpumper med nye støbejernsrør og dampdrevne pumper, der ledte rent vand ud til forbrugerne.
Samtidig fik man også udskiftet rendestenene med underjordiske kloaker. Selvfølgelig var det alligevel sket før eller siden. Men koleraen var den udløsende faktor.
Lægerne glemte at vaske hænder
På fødeafdelingen i Wien var der en ungarsk læge Semmelweis, der gjorde en stor opdagelse. Han arbejde på en fødeafdeling, hvor der arbejdede læger og jordemødre. Lægerne startede med at dissekere afdøde patienter og gik bagefter på fødestuerne for at forløse kvinderne. Her var dødeligheden 25 pct. På jordemødrenes afsnit døde kun 2 pct. af kvinderne.
Semmelweis fik i 1847 den tanke, at lægerne bragte ”ligstof” med fra obduktionsstuen, som de overførte til kvinderne med deres snavsede hænder. Han tvang lægerne til at vaske hænderne i klorkalkvand, inden de rørte ved de fødende kvinder. Det hjalp og dødeligheden faldt til 1 pct. Men der skulle mere til at overbevise kollegaerne så længe Semmelweis ikke kunne føre bevis for det, han kaldte ”ligstof”. De havde skam ikke tid til al den håndvask.
Louis Pasteur og bakterierne
Nogle år senere påviste den franske kemiker, Louis Pasteur bakterierne og deres betydning for sygdommens opståen. Men efterhånden fandt man ud af, at der var metoder under operationer, der kunne forhindre smitte. Man kunne bruge karbolsyre og fenol til at rense sår og spraye ud over operationsfeltet.
Kommunehospitalet brugte de nye metoder
De nye metoder blev taget i brug i 1867 på det helt nybyggede Kommunehospital i København med overbevisende resultater. Den medicinske udvikling tog nu fat.
Det krævede uddannelse
Jo Florence Nightingale havde i 1860 åbnet den første ikke religiøst funderede sygeplejeskole ved St. Thomas Hospital i London. For første gang anerkendte man, at det krævede en uddannelse at pleje syge mennesker.
Nu kunne sygehuse pludselig gøre en rask. I København fungerede Blegdamshospitalet fra starten som epidemisygehus. Her lå patienter med alkens smitsomme sygdomme som tyfus, polio og difteri til skarlagensfeber. Det var langvarige indlæggelser, for der var ingen effektiv kur. Patienten kunne først udskrives, når han ikke længere kunne smitte andre.
Tuberkulosen krævede 5.000 – 6.000 hvert år
I 1882 opdagede den tyske læge Robert Koch tuberkulose-bacillen. Nu kunne man dyrke og påvise bacillen og stille en sikker diagnose. Men sygdommen kunne stadig ikke helbredes med medicin.
Tuberkulose var den helt store og meget frygtede sygdom, der især ramte den fattige del af befolkningen både i byerne og på landet. Omkring år 1900 skyldtes hvert tredje dødsfald i Danmark i aldersgruppen 15-60 år tuberkulose. Det svarede til 5-6.000 dødsfald om året.
Den mest udbredte form var lungetuberkulose og her blev der udviklet et helt koncept for behandlingen af tuberkulosepatienter på de sanatorier, der skød op i hele landet. Patienter skulle have masser af lys, frisk luft og nærende kost. Sanatorierne blev placeret langt uden for byerne for at isolere de syge fra den raske befolkning.
Polio førte til handicap
En anden frygtet sygdom, der kom i bølger og ind i mellem som større epidemier, var polio. Det var en virussygdom i hjerne og rygmarv, der kan medføre total lammelse i løbet af få timer. Den sidste store polio – epidemi ramte Danmark, specielt København i 1952.
5.676 personer blev smittet og 262 mennesker blev dræbt. Men hele 2.450 fik lammelser. For nogle blev det et liv med respirator, kørestol og ankesager om hjælpemidler.
Dengang kørte ambulancer i døgndrift. Langt de fleste af de ramte var børn. Sundhedsvæsnet vidste ikke, hvad de skulle stille op med børnene, der lå og gispede og ikke kunne hoste deres eget spyt op.
En ung narkoselæge, Bjørn Ibsen fik ikke uden modstand fra ældre overlæger gennemført, at man skulle indlægge en tube i luftrøret på patienterne. Så kunne man ved hjælp af en ballon og en iltbombe hjælpe patienten med at trække vejret. Dog med håndkraft. Det resulterede i at dødeligheden faldt fra 87 pct. til 20 pct.
Præsident Roosevelt blev også ramt af polio.
Nye typer medicin blev opfundet
I 1928 opdagede den skotske læge Alexander Fleming penicillinet, som kunne helbrede en masse infektionssygdomme. Det fik først rigtig betydning under Anden Verdenskrig. I starten var prisen voldsom dyr.
I 1943 blev endnu et vigtigt antibiotikum opdaget, streptomycin, der kunne helbrede tuberkulose. Stoffet havde dog mange bivirkninger.
I 1950’erne kom der endelig en vaccine mod polio.
På Vestre Kirkegård en sommerdag 1918
Mathilde blev kun 35 år. Hun var sygeplejerske – uden mand og børn. Heller ikke mange venner havde hun. Uden for havde soldater, der var mødt op til en anden begravelse givet den afdøde sygeplejerske honnør. Disse soldater var mødt op til en anden begravelse Men alligevel var der masser af folk med til begravelsen. Det var folk fra pressen.
Her på Vestre Kirkegård en sommerdag i 1918 blev Mathilde Nielsen begravet. Hun var blevet et af de første dødsofre for den epidemi, som havde ramt Danmark hen over sommeren Den Spanske Syge.
Folk tog på arbejde
Hverdagen fortsatte uændret. Folk tog på arbejde og børn tog i skole. Hvad der startede som enkelte smittetilfælde rundt om i landet i begyndelsen af sommeren 1918 blev mangedobbelt som sommerdagene gik. Sygdommen spredte sig hurtigt og aggressivt. En læge i København registrerede 842 smittede i begyndelsen af juli – og 3.862 ugen efter. Helt uvant måtte landets læger haste rundt i sommervarmen for at tilse influenzapatienter.
Da august gik mod sin afslutning, troede man, at det værste var overstået. Men da sommer blev efterår, var det svært at ignorere. Epidemien havde stadig masser af liv i sig. Den anden bølge ramte hårdt.
Den 3. november 1918 stod der intet mindre end 58 kister klar til begravelse på Assistens Kirkegård. Ligesom den 35 – årige Mathilde Nielsen var en stor del af de mere end 15.000 – 18.000 danske dødsofre også unge og ellers raske mennesker.
Den spanske syge kom slet ikke fra Spanien. Sygdommen fik sit navn, fordi det var her man startede med at skrive om sygdommen.
Den Spanske Syge kostede 50 mio. mennesker livet
Sygdommen udryddede hele og halve familier over hele landet. Det har sat sit mærke på danmarkshistorien. I 1918 var der hverken penicillin eller antibiotika. Blev man ramt af bakteriel lungebetændelse var det så godt som en dødsdom – og det blev det rigtig mange af de mennesker, der blev ramt af den spanske syge. Lungebetændelse var nemlig en hyppig følgesygdom.
Mange børn herhjemme blev forældreløse. Der er masser af eksempler at naboerne tog børnene til sig. Sygdommen på verdensplan kostede 50 millioner dødsfald. Med andre ord der døde fire gange så mange af denne sygdom som under Første Verdenskrig.
På trods af sit navn startede den spanske syge formentlig i amerikanske militærlejre. Her noterede man i det tidligere forår 1918 de første tilfælde af sygdommen.
Første Verdenskrig buldrede stadig og militærlejrene i Amerika var summende travle. Unge mænd blev rykket rundt fra lejr til lejr. Når de var klar til det, blev de sendt afsted til Europa med skib for at deltage i kampene.
I april nåede sygdommen til Frankrig, og derfra gik det hurtigt. Den bevægede sig væk fra militærlejrene, fra skyttegravene og fra krigslazaretterne – ind til byerne, til havnene til togstationerne og videre rundt i verden.
Ramte Danmark i bølger
I Danmark ramte Den Spanske Syge i bølger. Første bølge kom hen over sommeren 1918, anden bølge i efteråret. Først i oktober 1918 kom myndighederne med påbud. Myndighederne tog det meget afslappet i starten. Man ser for eksempel, at stadslægen i København i det tidlige efterår 1918 stadig mener, det er nok at ventilerer mellem forestillingerne i teatrene.
Påbud i 1918
Men i oktober kom følgende påbud:
Sundhedsstyrelsen 17. oktober 1918.
Sygdommen var en udfordring for danske hospitaler
Dagbladene var begyndt at forholde sig kritisk til myndighederne og man så overskrifter som:
Sygdommen var en udfordring for de danske hospitaler. Man sørgede for at isolere så godt som muligt. Men hospitalerne endte med at være totalt overfyldte. Symptomerne var helt normale for en influenza. De smittede oplevede hovedpine, feber, kvalme. Men i alvorlige tilfælde lammede de også de smittede.
Hovedpinen blev beskrevet som var det en hammer fra indersiden af hovedet og ud. Ekstrem smerte i lænd og led, opkastninger og feber på himmelflugt.
I nogle tilfælde opførte influenzaen sig anderledes. Der fremprovokerede virussen en overreaktion i kroppens raske celler, der med andre ord betød, at immunforsvaret begyndte at nedbryde kroppen indefra.
Risikoen for efterfølgende lungebetændelse var stor, fordi immunforsvaret var så svækket efter det langstrakte influenzaforløb.
Tuberkulose kostede en halv milliard livet
Man kendte ikke til den virus, der udløste pandemien. Den Spanske Syge hørte til en af de mest dødelige pandemier nogensinde kun overgået af tuberkulose, pest og kopper. Hvad angår tuberkulose regner man med, at den fra omkring 1700 og frem til 1900 kostede omkring en milliard mennesker livet.
Folks immunforsvar var helt i bund
Den Spanske Syge brød ud i en tid, da verden var i knæ efter Første Verdenskrig. Både sundhedssystemet, de sociale forhold og informationsniveauet var dengang anderledes end i dag. Historisk var det uheldigt, at en pandemi i 1918 bredte sig efter fire års ødelæggende krig. Mange steder var der hungersnød og folks immunforsvar var helt i bund.
I Danmark var mange arbejdere stuvet sammen i små lejligheder og havde deres gang på fabrikker og værfter, hvor de hver dag var omgivet af et mylder af arbejdere. Hvad angår lidt længere distancer var toget den suverænt mest udbredte transportform.
Myndighederne havde dengang ikke en klar plan for, hvordan man skulle tackle pandemien. De første politiske indgreb kom først langt inde i forløbet. I oktober og november 1918 lukkede man skoler, biografer og teatre og opfordrede folk til ikke at forsamles. Men da var spredningen allerede så omfattende, at det er tvivlsomt, hvor stor effekten har været.
Måske var en værnepligtig kok den første
Man ved, at sygdommen brød ud i USA og måske var den første, der blev diagnosticeret med sygdommen den 28 – årige værnepligtige kok, Albert M. Gitchell, der i Camp Funston, som en del af den meget store militærlejr Fort Riley, i begyndelsen af marts 1918 havde været beskæftiget med at slagte kyllinger, hvorfra den virus, der udløste pandemien, stammer.
Selv overlevede Albert influenzaen, men i løbet af få dage var flere hundrede soldater omkring ham smittet. I 1918 sendte USA 10.000 soldater til Europa. De bragte smitten med til Frankrig, som vi allerede har skrevet. Den spanske konge blev også ramt men han overlevede.
Man mener, at 45.000 amerikanske soldater bukkede under for pandemien. Til sammenligning kan nævnes at omkring 53.000 amerikanske soldater faldt i kampene på fronterne i Europa. Hjemme i USA blev en halv million ofre for pandemien, deriblandt Donald Trumps farfar, rigmanden Frederick Trump, der var tysk indvandrer.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.531 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:
Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:
Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder
Kilde:
Marts 24, 2020
Epidemi på Nørrebro
Den frygtede epidemi nærmede sig. Vederstyggelig lugt eller nærmere stank. Hvordan kunne man svække kolerasmitten. Man troede, at det var over. Koleraen startede i Nyboder. Ingen straf med ”Vand og brød”. Pestmestre blev udnævnt. 1.800 ofre blev begravet på Nørrebro. Vandet i brøndene lugtede af lig. I 1853 døde 4.700 af kolera i København. Der dukkede kister op i skolegården. Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde. Da 1.750 skeletter skulle flyttes. Industrialiseringen var en dramatisk periode.
Den frygtede epidemi nærmede sig
Egentlig var det tale om en ukendt kirkegård man fandt på Nørrebro. Den lå langs Assistens Kirkegård. Man fandt den i 2018. Og her blev ofre for koleraen begravet i 1853.
Så langt tilbage som i 1831 findes der artikler i Politivennen, der varslede at en den frygtede epidemi nærmede sig. Kjøbenhavnerposten rapporterede de følgende to år dagligt om koleraens gang gennem Europa som Hamborg og Altona, senere Norge og Sverige.
Vederstyggelig lugt eller rettere stank
Svenskerne havde militære patruljer langs kysterne for at kontrollere om lokale fiskere opsøgte fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stræder de kom. Politivennen advarede mod ben – og kludeoplag som udsendte:
Hvordan kunne man svække kolerasmitten?
Den 11. juni 1831 udsendte Det Kongelige Sundhedskollegium en anvisning på, hvordan man kunne svække kolerasmitten. Rådene afslørede datidens sygdomsopfattelse, for eksempel af en forkert post, et hidsigt temperament blokerede væskeafsondringer fra kroppen, et pludseligt vejrskifte eller giftige dunster i luften:
Man troede, at det var over
Politivennen holdt sig ikke tilbage for i 1832 at advare mod kloakkernes tilstand, for eksempel i Roskilde:
Året efter i 1834 dukkede der efterretninger om kolera i Sverige op i aviser. I Kiøbenhavnsposten kunne den 3. november 1834 berette om landshøvdingen i Göteborg som var død af kolera – en måned efter man ellers havde troet at den var ophørt.
Se gennem nutidens briller kan det måske undre at det først kom en mere systematisk gennemgang af koleraen og de foranstaltninger som Sundhedskommissionen mente der skulle foretages i 1851.
Hvordan behandlede man sygdommen? Man byggede det på den oldgræske tankegang samt på empiristiske medicinske erfaringer fra lignende epidemier. Nogle af forslagene var dog fornuftige nok. Men de blev dog med få undtagelser bare ikke gennemført.
Kun forbud mod at begrave i Indre By samt loven om usunde næringsveje blev overholdt. Man undersøgte, men gjorde ikke noget ved, de mange steder hvor der var forsamlet mange mennesker: skoler, fattigvæsnet og hospitalerne.
Koleraen startede i Nyboder
Vi har tidligere beskrevet Epidemi – hospitalet på Blegdamsvej. Men også Øresundshospitalet på Østerbro blev indrettet som epidemi – og karantænesygehus i 1878. Dengang lå det langt uden for byen ned til Øresund. Senere er det blevet indkapslet i Østerbro. Kystbanen afskar hospitalet for adgang til Øresund.
Og så kom koleraen. Det var den 11. juni 1853. Det var en 19 – årig skibstømrerlærling fra Nyboder. Han fik opkast og diarre. Han blev indlagt på Nyboder Hospital. Så gik det stærkt. Op mod 200 døde om dagen. Hele 4.737 døde i København.
Regningen blev dyr i menneskeliv. Måske satte det for alvor gang i forsyningen af rent drikkevand. København fik sit første vandværk i 1859. Det fungerede i 100 år. Det gik mere trægt med kloakeringen. Den måtte vente til slutningen af 1800 – tallet.
Ingen straf med ”Vand og Brød”
I satirebladet Corsaren kunne man i 1850 se en tegning af et glas vand, der indeholdt en masse spændende ting. Under tegningen stod er:
Historien gentog sig med Den Spanske Syge 1918 – 1920.
Pestmestre udnævnt
Barbernes og bartskærenes historie er meget andet and skægstubbe, der skal studses og rages væk. Det handler også om kirurgiens historie.
Barbererne var blevet pestmestre, der blev lønnet af byen for at behandle de fattige under pestudbrud. Helt tilbage fra en pestanordning fra 1625 og igen fornyet i 1643 er det forbudt for andre end præsten, pestmestre og bartskærene at besøge de pestsyge.
Pestmestrene var særlig forpligtet til at aflægge besøg hos de fattige syge og han var desuden forpligtet til at give enhver råd og til at tage vare på pesthusets syge.
Pesten ramte flere gange Danmark i løbet af det 18. århundrede. Den holdt sit indtog i Helsingør i 1710, hvorefter den året efter indtog København. 22.535 mistede livet i København.
1.800 begravet på Nørrebro
Næsten 1.800 af ofrene fra koleraepidemien i 1853 blev begravet, hvor Hans Tavsens Park i dag ligger. De blev begravet på rad og række på de fattiges kirkegård. Man fornemmer klart, at det har været pres for at få begravet de mange døde. Man gravede en bred grøft og satte kisterne ved siden af hinanden i den rækkefølge, de kom.
Herefter blev der strøet læsket kalk over kisterne. På den anden side blev det gjort mere velordnet end ved begravelserne under pesten i 1711. På Vodroffsgård pestkirkegård ved den nuværende Niels Ebbesens Vej kan man i nogle tilfælde se, at nedlægningen var gået så hurtig, at personen er kuret ned i den ene ende af kisten. Det er også tydeligt, at der ikke har været taget individuelle mål til kisterne.
I koleraåret røg der også middelklasse – prægede folk med, når koleraofre blev begravet i den nuværende Hans Tavsens Park og på Assistens Kirkegård. Men nu var Assistens Kirkegård jo efterhånden også blevet en kirkegård for eliten.
Vandet i brøndene lugtede af lig
Dele af jorden blev dengang hurtig frigivet til byggeri. Det var ikke altid man overholdt gravfreden på 20 år. Det gjorde man nu heller ikke i alle tilfælde med hensyn til Metro – byggeriet.
De lokale protesterede da også. Klagerne gik på, at vandet fra brøndene på Nørrebro lugtede af lig. Senere kom der en debat om, hvorvidt det var sundhedsmæssigt forsvarligt at opføre Kapelvejens Skole så tæt ved en kolerakirkegård.
Assistens Kirkegård erhvervede i 1847 et 60 meter bredt bælte vest for kirkegården. Udvidelsen kom til at fungere som kirkegård for borgerne. Området omfattede vores dages Hans Tavsens Park, Nørrebro Park Skole og Helligkors Kirke.
I 1853 døde 4.700 mennesker
I 1853 døde 4.700 mennesker i København. Blandt dem, der døde var maleren C.W. Eckersberg, der døde af kolera. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i afdelingen ud mod Nørrebrogade.
Da vestre kirkegård i Valby blev indviet i 1870, faldt presset på Assistens Kirkegård. Begravelserne stoppede omkring 1880 på Nørrebro. Området blev udlagt til park, skole og kirke. Godt seks procent af københavnerne mistede livet. Pesten i 1711 var mere brutal. Her mistede en tredjedel af københavnerne livet.
Koleraepidemien banede vejen for opførelsen af Kommunehospitalet.
Der dukkede kister op i skolegården
Skolen ved Søerne ligger ved en pestkirkegård fra 1711. Der er dukket kister op i skolegården. Som vi tidligere hat nævnt blev mange begravet ved Wodroffs Gård tæt ved Skt. Jørgens Sø.
I 1991 dukkede pestkirkegården op i forbindelse med udvidelsen af skolen på Niels Ebbesensvej. Ti kister dukkede op i forbindelse med et mindre kloakarbejde i skolegården.
Dengang gravede man store huller og så er kisterne sat ned – typisk to oven på hinanden. I et enkelt tilfælde var det tre kister oven på hinanden.
Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde
Halvdelen af de skeletter som man fandt, lå med hovedet mod øst og dermed ikke efter god kristen skik med udsyn til Jesu genopstandelse med solen i øst. Måske var det fordi, at dem, der læssede kisterne i hullet i de kasseformede kister, ikke anede, hvordan ligene lå der.
De fleste lå i retning NV – NØ. Det kan være på grund af naturforhold. Dengang var der en å og en mølledam i nærheden. Begravelserne har fundet sted i en ekstrem situation. Alligevel har man forsøgt at begrave de døde på en respektfuld måde.
Skeletterne er blevet undersøgt på Antropologisk Institut. Det kræver ikke særlige sikkerhedsforanstaltninger at udgrave en pestkirkegård.
Pest er godt nok knyttet til en bakterie. Men den klarer ikke 300 år i jord. Pestbakterien danner ikke sporer, der kan genoplives. I dag er der kun knogler tilbage af ofrene, endda fantastisk velbevarede.
Også ved Garnisons Kirkegård på Østerbro blev der anlagt en speciel pestkirkegård. Læs vores artikel om denne kirkegård.
Ladegården blev også brugt til at indkvartere pestsyge.
Da 1.750 skeletter skulle flyttes
Når vi nu er ved skeletter, så blev 1.750 skeletter flyttet i forbindelse med anlæggelsen af den nye Metro Station ved Nørrebros Runddel. Man påstod i begyndelsen at man ikke krænkede gravfreden på nogen måde.
Som de kvikke læsere af den side ved, så rummer Assistent Kirkegård også mange berømtheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og tusinder af københavnere, der gennem tiden bukkede under for kolera, skørbug, voldshandlinger, alderdom og meget andet.
I 2009 var freden forbi. De gravlagte i den nordlige ende måtte vige pladsen for metrostationen. Et mobilt laboratorium blev opstillet ved kirkegården. Her blev knoglerne nøje studeret, målt og registreret med blandt andet røntgenfotografier og prøveudtagninger til isotopanalyser. Det var gravsteder fra årene 1605 til 1990.
Det var selvfølgelig et meget ømt punkt der skulle flyttes grave på en fredet kirkegård. Alle skeletter skulle genbegraves men inden fik man lov til at undersøge dem. Der blev besluttet, at hvis kisten var intakt, røg den direkte til genbegravelse. Man ville ikke forstyrre de gravlagte, hvor der stadig var blødt væv på.
Industrialiseringen var en dramatisk periode
Hestevogne, gaslamper og vaskebrædder blev på Nørrebro udskiftet med biler, elpærer og vaskemaskiner efterhånden som teknologien og industrialiseringen rullede ind i danskernes liv.
Lægevidenskaben gjorde også store fremskridt i perioden. Med tiden fik man bugt med dødelige epidemier.
Industrialiseringen var en ret dramatisk periode rent helbredsmæssigt. Der skete store ændringer i dødeligheden og de sanitære forhold.
Folk døde på grund af slidgigt og skørbug. Nyfødte døde af skørbug og engelsk syge. De små børn blev ikke ammet tilstrækkelig længe, men har fået erstatningsføde. Det kunne for eksempel være komælk eller tygget brød. Det har været en kæmpe sundhedsfare for dem. I starten af industrialiseringen vidste man ikke, at mælken mistede sine vitaminer, når den blev overophedet.
Og så kom der også en masse bakterier, når mælken skulle i kop eller flaske i stedet for at blive direkte overført til barnet ved amningen.
Den generelle kost var præget af utrolig meget fisk. Sild har nok været dominerende. Der er også tegn på, at voksne har spist meget flæsk og nok også kylling.
11 af gravene var ikke 20 år gamle. Metroselskabet indgik en aftale med pårørende til 10 af gravene om at finde en anden placering på kirkegården.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.530 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:
Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:
Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder
Marts 22, 2020
Historien bag 1920 er svær at forstå.
Brugen af ordet ”Genforening”. Nordslesvig/Sønderjylland var ikke en del af det danske Kongerige. Brugen af ordet ”Sønderjylland” er ikke neutralt. Erik Menved afstod fra sit kongelige gods. Farvel ”Sønderjylland”, Goddag ”Slesvig” Dansk selvfølelse voksede i det danske land. 6.000 mistede livet. 60.000 udvandrede fra landsdelen. Han blev kaldt for landsforræder i København og advarede tidligt mod nazismen. En kampsang fik ny tekst. Danmark blev først nationalstat i 1920
Brugen af ordet ”Genforening”
Det er bestemt ikke alle, der mener, at jeg fortæller sandheden, når jeg ude at fortælle om begivenhederne i 1920. Der er nogle, der er meget skeptiske. Og det er især, når det drejer sig om de danske politikeres gøren og laden op til det famøse årstal.
Ja og så er det igen omkring bruget af ordet ”Genforening”. Er det berettiget at bruge det? Ja, når man taler om følelser er det sikkert, men ikke når det drejer sig om historie. Mange vil ikke acceptere, at Slesvig-Holsten ikke var dansk i 1864. Jamen, det var jo under kongen, og det hørte jo med til den danske helstat!
Danskerne og de dansksindede sønderjyder/nordslesvigere har set grænseændringen som en genforening, hvor den dansksindede del af det gamle hertugdømme Slesvig kom tilbage til Danmark. Men den tolkning er, som vi tidligere har hævdet ikke uden problemer. Det har statsminister Neergaard allerede gjort opmærksom på i sin tale til Genforeningsfesten på Dybbøl Banke den 11. juli 1920:
Nordslesvig/Sønderjylland var ikke en del af kongeriget Danmark
Og vi gentager også igen, at før 1864 var Sønderjylland (Nordslesvig) slet ikke en del af kongeriget Danmark, men en del af hertugdømmet Slesvig. Men Neergaards pointe blev fortiet efter festlighederne. Og i dag bliver det også fortiet i historiefortællingen. Tyskerne og de tysksindede nordslesvigere ser grænseændringen som Nordslesvigs afståelse til Danmark. Og det kan man vel ikke fortænke dem i.
Brugen af ordet ”Sønderjylland” er ikke neutralt
Indrømmet, det er også svært at forklare, men vi har forsøgt at forklare det i så mange andre artikler. Og så er det også brugen af ordet Sønderjylland. Ja selve ordet er meget gammelt. Det opstod ikke først efter 1920.
Men taler om ordet Sønderjylland efter 1864, ja så er det ikke et neutralt ord, så er det et dansksindet ord.
Ordet ”Sønderjylland” kendt fra gammel tid
I de ældste kilder skelnes ikke mellem Nørrejylland (nord for Kongeåen) og Sønderjylland. Men man kendte faktisk ordet. Og dengang havde det ikke noget at gøre med den dansk/tyske. Men allerede i 1100 – tallet blev de tre sydligste sysler i Jylland kaldet Barvidsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel. Det blev et dansk grænseområde styret af en jarl, en slags statholder med særlige beføjelser.
Den første med sikkerhed kendte jarl i Sønderjylland var Knud Lavard. Han var jarl fra 1115 til 1131. Han havde tilbragt sin ungdom hos hertug Lothar fra Sachsen. Han var bekendt med det tyske lensvæsen. Han var den første, der brugte titlen hertug. Men så vidt vides havde han ikke tænkt sig at frigøre Sønderjylland fra Danmark. Men han blev dog anset som en trussel mod kongeriget. Derfor blev han dræbt.
I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han dog konge som Valdemar Sejr. I 1237 gjorde han sin yngre søn Abel til hertug af Sønderjylland. Da Erik Plovpenning i 1241 blev konge, indledte Abel sine bestræbelser på at frigøre sig fra ”vasalforholdet”.
Denne Abel var så smart at gifte sig med en datter til en holstensk greve. Hermed skabtes der dynamiske forhold mellem områderne nord og syd for Ejderen. Abels slægt fik flere og flere rettigheder af kongen. Man fik også eget landsting – Urnehoved. De holstenske grever støttede Abel – slægten.
Erik Menved afstod sit kongelige gods
Hertugdømmet blev endnu mere frigjort fra kongedømmet, da kong Erik Menved i 1313 de facto afstod sit kongeligt gods syd for Kongeåen til hertug Erik den Anden og i 1316 afstod kongen også retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.
Farvel Sønderjylland – Goddag Slesvig
Den 15. august 1326 fik Grev Gerhard i Sønderjylland et frit arveligt fanelen. Dermed var Sønderjylland blevet et selvstændigt territorium. Da Abelslægten uddøde i 1375, gik hertugdømmet til den holstenske greveslægt, Schauenburg. Disse kaldte sig så ikke mere Grever af Sønderjylland, men Grever af Slesvig.
Hermed fik vi hvis svaret på brugen af ordet af Sønderjylland og bekræftelse på Sønderjylland/Slesvig som et selvstændigt område. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret er det også historien om De Kongerigske Enklaver, men se dette har vi allerede skrevet to artikler om.
Dansk selvfølelse voksede i det danske land
Der opstod ballade i 1848, da vi fik en demokratisk forfatning, der også omfattede Slesvig. Hertugdømmerne gjorde oprør. Borgerkrigen resulterede i krig. Dette stimulerede i den grad i den danske selvfølelse.
Men ak i 1864 fik dette en brat ende. Vi fik en åndelig rævfuld: Men vores stolthed blev bevaret. Dybbøl blev en slags national stolthed. Den nye fortælling fortalte, at vi er et humant, demokratisk, fredeligt og tolerant folkefærd. Det blev gentaget så mange gange, at fortællingen blev sandt.
I Nordslesvig måtte de dansksindede finde sig til rette under preusserne/tyskerne indtil 1920. Det var nok mest i det gamle kongerige man bevarede den største stolthed.
6.000 mistede livet
Efter Første Verdenskrig mistede ca. 6.000 unge sønderjyder/nordslesvigere deres liv. I Flensborgs gader vajede de trefarvede slesvig-holstenske faner, mens danske kvinder på lazaretterne gjorde noget andet. De behandlede sønderjyderne/nordslesvigerne bedre end preusserne.
60.000 forlod landsdelen
Og tænk engang efter 1864 skete der en sand folkevandring – 60.000 forlod Sønderjylland/Nordslesvig. Mange tog til Amerika uden at se sig tilbage.
Danmark havde bygget sin nationale selvforståelse i lyset af et enormt nederlag.
Som de fleste sikkert har glemt, så tilbød den sidste tyske regering i 1918, at Danmark kunne få Haderslev Amt. Men dette afslog den danske regering.
Han blev kaldt for landsforræder
I København blev han nærmest kaldt landsforræder og i Sønderjylland var han nærmest en helt. Jo det var H.P. Hanssen.
Allerede i 1890erne manede han for, at man ikke skulle kræve for meget land tilbage. Efter tyskernes nederlag fasthold han denne holdning.
Han blev lige som aldrig fremtrædende dansksindede arresteret og måtte gennem et fængselsophold. Han gik ind for en grænse ved Kruså, for han havde konstateret at Flensborg var en tysk by. H.P. Hanssen var foregangsmand for den såkaldte Aabenraa – resolution, som regeringen også gik ind for.
Han blev dog så minister for sønderjyske anliggender, men han mistede sin post, da kongen afskedigede ministeriet. Nu var kongen hvis heller ikke så begejstret for H.P. Hanssen.
Gamle fjender af ham forsøgte at udelukke ham fra genforeningsfestlighederne. Og i Dybbøl var han meget langt nede på talerlisten. Det var kun med nød og næppe at han fik lov til dette.
Tyskland inklusive Slesvig-Holsten var blevet tvunget til at overgive sig. Der var stærke kræfter, som nu for at få ”de tabte områder” tilbage.
Men det lykkedes for kræfter som H.P. Hanssen at få designet en afstemning, som på forhånd regnedes for tyske, forblev tyske, og de områder der regnedes for danske, blev danske.
Det vakte dog bitterhed i dansknationale kredse at Flensborg forblev tysk.
Han advarede mod nazisterne
I 1921 blev han formand for Sprogforeningen, senere også for Folkehjem og Det Sønderjyske Landsbibliotek i Aabenraa.
I 1924 fik han politisk comeback som folketingsmedlem, men et skrantende helbred og skuffende forventninger til parlamentariske arbejde bevirkede at denne karriere kun varede to år.
I 1933 proklamerede Det Tyske Mindretal ”Heim ins Reich” fra starten advarede han mod det, der skete i Tyskland. Det var før alle andre i kongeriget var klar over, hvad der skete. Han støttede også oprettelsen af bevægelsen ”Det Unge Grænseværn”. Det blev en vigtig bevægelse for danskheden i grænselandet.
En kampsang fik en ny tekst
Den nuværende situation har bevirket, at festlighederne omkring ”Genforeningen” er indstillet og kritikken af den ny tekst til ”Det haver så nyeligen regnet” er forstummet. Egentlig kan jeg godt forstå, at mange sønderjyder har været rasende.
Den nedgør på en måde sønderjydernes kamp for at holde fast på dansk kultur og sprog under det prøjsiske styre i 1864 – 1920. Det er jo indirekte deres skyld, at Nordslesvig kom til Danmark.
Sønderjydernes/Nordslesvigernes kamp er en vigtig del af vores danmarkshistorie. Det er lige sin sag at erstatte denne kampsangs manende vers. Og det kan da godt være, at der er sket et bedre forhold til tyskerne. Og det handler ikke mere om fremmedhad. Det handler om en historie, man ikke skal glemme.
Danmark blev først en nationalstat i 1920
Ja det var vel først i 1920, at Danmark blev en rigtig nationalstat, hvor det i det store og hele var overensstemmelse mellem statsgrænse og folkegrænse
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 126 artikler under Indlemmelse, Afståelse eller Genforening:
Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 33 artikler