Buchenwald-Lægen Værnet er stadig aktuel

Han er portrætteret i mindst tre dokumentarfilm. Der er bøger om ham på dansk, tysk og fransk. Nu er han igen blevet aktuel efter at en argentinsk sundhedsminister skal hædres på en pengeseddel. Han blev aldrig straffet for sine handlinger. To kollegaer skrev bemærkelsesværdige lægerklæringer, så han via Sverige kunne flygte Argentina. Her fortsatte han sine eksperimenter med at ”kurere” homoseksuelle. Heller ikke danske regeringer mente, at han skulle straffes for sine handlinger. Indtil 1933 var der også strafbart i Danmark at være homoseksuel. Det kunne give syv års fængsel. Indtil 1981 blev det betragtet som en sygdom. Himmler mente, at de udgjorde en fare for den nazistiske ideologi. I KZ – lejrene blev de placeret nederst i det livsfarlige hierarki med en lyserød trekant på fangedragten. Værnets forsøg i Buchenwald førte ikke til noget. Det var en meget tynd rapport, han afleverede til Himmler.  

 

En argentinsk sundhedsminister

Der er massiv kritik af, at den argentinske centralbank vil sætte billedet af en tidligere sundhedsminister på en pengeseddel. Det skyldes, at han i sin tid var sympatisør med det nazistiske styre i Tyskland og blandt andet hyrede en dansk SS – læge, der havde forsøgt at udradere homoseksualitet.

Ramon Carrillo’ s ansigt skal sættes på en 5.000 peso pengeseddel. Han var sundhedsminister i Argentina fra 1949 – 1954.

 

Værnet blev hyret i fem år

I 1947 hyrede Carrillo i 1947 på en femårig kontrakt den danske SS – læge Carl Værnet. Fra hele verden lyder det protester. Den israelske ambassadør i Argentina siger:

 

• Når vi siger ”aldrig igen” med reference til Holocaust, er det ikke nogen ide i at hædre en, som i det mindste sympatiserede med denne ideologi

 

Det fremgår også, at den latinamerikanske del af Simon Wiesenthal Centre også har kritiseret beslutningen:

 

• Carillo, foruden at være en beundrer af Hitler, skabte konceptet om ”den ideelle soldat”, som skulle afvise folk, han mente var afstikkere på race og kønsområdet.
• Vi afviser valget af sådan en karakter, der vil skade Argentinas omdømme med sit billede på landets største pengeseddel.

 

Argentinas manglende opgør med fortiden

Denne sundhedsminister gjorde skam også gode ting. Han fik udslettet malaria i landet og halverede børnedødeligheden i sin embedsperiode.

Men valget af denne sundhedsminister udstiller også Argentinas manglende opgør med landets venligtsindede politik over for nazister under og efter Anden Verdenskrig. Han var lige som Værnet læge og de to udviklede et tæt forhold.

Storbritanniens ambassadør i Argentina siger:

 

• Vi bør ikke mindes nogen, der deltog i denne mørke periode.

 

Hvordan homoseksuelle blev udslettet

Menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell, der har særligt fokus på homoseksuelles rettigheder, undrer sig over, at et demokrati som Argentina hylder en mand, der hjalp Carl Værnet:

 

• Carillo sponserede Carl Værnet og lod ham fortsætte sin forskning i, hvordan homoseksuelle kunne udslettes. Carillo har ikke kunnet undgå at kende Værnets forbrydelser. Hvorfor hylder et demokrati dog ham?

 

Denne menneskeretsforkæmper vender vi tilbage til senere i artiklen.

 

Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina

Som vi tidligere i artikler har nævnt, så modtog Juan Perron masser af nazister og krigsforbrydere. Her i Argentina kunne de leve i fred og fordragelighed efter Anden Verdenskrig uden fare for at blive udleveret. De skulle bare stille deres viden til rådighed.

Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina. Blandt de mest berømte var lægen Josef Mengele og Adolf Eichmann, der var en af hjernerne bag massedeportationer af jøder.

Og her i Argentina fortsatte Værnet ”sit videnskabelige speciale”. Han arbejdede for regeringen og bagefter åbnede han sin egen lægepraksis.

 

Det taler man ikke om

Regeringen i Argentina er såkaldte peronister – de identificerer sig med den tidligere præsident Juan Peron. Et angreb mod Carillo er et angreb mod hele regeringen.

Forfatteren Uki Goni, der har skrevet ”The real Odessa” siger, at samarbejdet mellem Argentinas regering og en række topnazister er ikke noget som man taler om. Nazismens historie i Argentina er stadig et tabu – det har aldrig været større.

Argentina benægter deres samarbejde med nazisterne. Den omtalte 5.000 – peso-seddel er sendt i trykken, men er endnu ikke sendt i omløb. Behovet for den ny seddel skyldes landets inflation, der i år ventes at være på 50 pct.

 

Jeg har en historie til dig

I 2009 sad der blandt publikum en person, der henvendte sig til instruktøren af en film om SS – manden Adolf Eichmann, der blev forevist i et teater i Argentinas hovedstad Buenos Aires:

 

• Jeg har en historie til dig

 

Det blev til filmen ”Den lyserøde trekant – og nazi – kuren mod homoseksualitet”. Det var netop filmen om Carl Peter Værnet, der her i Argentina skiftede navn til Carlos Pedro Varnet.

Bøsser blev i store bundter sent i KZ – lejre og anbragt nederst i den livsfarlige hakkeorden med en lyserød trekant syet på fangedragten.

 

Den danske regering svarede ikke

Men allerede tidligere i 1998 henvendte menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell sig til statsminister Poul Nyrop Rasmussen og spurgte, hvordan det efter Anden Verdenskrig havde kunnet lade sig gøre, at Carl Værnet var flygtet til Argentina fra retsforfølgelse, selv om han sad i dansk varetægtsarrest i 1946.

Nu har danske politikere aldrig været så meget interesseret i danske krigsforbrydere. Og statsministeren svarede da heller aldrig på henvendelsen.

 

Værnet blev anholdt

Efter befrielsen vente Værnet tilbage til Danmark. Han blev lige som andre nazi – sympatisører anholdt og interneret. Værnet erklærede sig uskyldig i krigsforbrydelser og mente, at han kun havde fungeret som almindelig læge.

Imens hobede beviserne sig op mod ham. Ved hjælp af tro medsammensvorne læger bluffede han sig til en kritisk sygdom.

 

To kollegaer hjalp Værnet til at flygte

Niels Birger Danielsen den ene af de fire forfattere bag den danske bog om Værnet fandt ud af, at han blev hjulpet ud af landet af to læger – Tage Bjering og Gunnar Kelstrup. De havde attesteret, at han led af en kritisk hjertesygdom, som kunne kureres i Sverige. Sygdommen var forkalkning af kranspulsårerne, noget der i 1940’erne var uhelbredeligt.

Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste) og overlæge dr. Med. Tage Bjerring fra Kommunehospitalet afgav begge i 1945 og 1946 gentagende erklæringer på, at Værnet led af denne alvorlige hjertesygdom.

Den 24. januar 1946 skrev Tage Bjerring:

 

• Værnet har en meget svær hjertelidelse, og jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med hjertekrampe.

 

Syv måneder senere den 22. august 1946 erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at:

 

• Læge Værnets sygdom i den siden da forløbne tid har udviklet sig på den måde, som er forudsat i overlægens erklæringer
• Hjertekramperne har tiltaget i hyppighed trods al til rådighed stående behandling
• Hertil er nu yderligere kommet, at på grund af de af hjerteanfaldene fremkaldte blodomløbsforstyrrelser er venstre hånd og arm i betydelig grad invalideret ligesom blodomløbsforstyrrelserne er synlig mærkbare på højre hånd og begge fødder.
• Læge Værnet er ikke længere i stand til at klare sig selv ved f.eks. spisning, påklædning o.l.

 

Pressenævnssag

Men offentliggørelse af disse læge – navne førte til en pressenævnssag mod Niels Birger Danielsen efter en klage fra en søn til af en af lægerne. Klagen blev afvist af nævnet med tre stemmer mod en.

Samtidig arbejdede Værnet imidlertid aktivt for at få lavet en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet

 

Symbol på undertrykkelse af homoseksuelle

Carl Værnet overlevede dog til 1965 efter et mere ind imellem strabadserende liv. Han døde som 72 – årig efter et trafikuheld. Men 56 år efter hans død er SS – læge Carl Værnet stadig et symbol på undertrykkelse af homoseksuelle.

Han var håndlanger for nazismens førende raceideolog Heinrich Himmler. I Buchenwald udførte han eksperimenter på bøsser for at gøre dem til heteroseksuelle og dermed kurere dem for homoseksualitet, der dengang blev betegnet som en sygdom.

Og selv om det er 56 år siden lever historien om hans ugerninger i bedste velgående takket være bøger, afhandlinger og dokumentarfilm og nu også en pengeseddel.

 

En streng opvækst

Han havde en streng opvækst på en gård med sine fire brødre. Hans far var en dygtig hesteavler. Det var i den lille by Løjenkær mellem Århus og Odder vores hovedperson voksede op. Faderen havde et voldsomt temperament. Han kunne finde på at binde Carl til to stolper i hestestalden og afstraffe ham med en ridepisk.

Da han begyndte på medicinstudiet, skiftede han navn fra Jensen til Værnet. Han mente, at doktor Værnet lød bedre end doktor Jensen.

Han oprettede en konsultation på Frederiksberg. Tilstrømningen til klinikken gav ham hurtigt tilnavnet ”modelægen”, som tilsyneladende kunne kurere hvad som helst. Han var kortbølgespecialist. Han gav løfter om helbredelse af alskens alvorlige lidelser. I den egenskab udviste han til tider en bizar moral i behandlingsmetoderne samt omgangen med patienter.

Da Carl Værnet i slutningen af 30’erne havde opfundet og udviklet en kunstig hormonkirtel, fremkaldte det højst hovedrysten fra den øvrige lægestand.

 

Underskud af testosteron

I løbet af 1940’erne svigtede patienterne klinikken på Platanvej, da de fandt ud af at lægens sympati lå hos besættelsesmagten. Siden, da klinikken blev solgt til tyskerne, blev den sprængt i luften af sabotører fra Holger Danske – gruppen.

Værnet mente i strid med hovedparten af tidens medicinske sagkundskab at homoseksualitet hos mænd skyldtes et sygeligt underskud af det mandlige kønshormon testosteron. Han tilbød at kurere dem ved at tilføre dette hormon og ville ved forsøg dokumentere, at det kunne ske ved hjælp af en ”kunstig kirtel”, han havde udviklet.

Kirtlen bestod af en stav med et depot af hårdt sammenpressede lægemidler, indpakket i guldfolie, som blev indopereret i kroppen og derefter lidt efter lidt frigjort i en jævn strøm over en lang periode. Opfindelsen fungerede grundlæggende som vore dages P-stav og blev patent anmeldt af Værnet i Danmark i 1943 og USA i 1946.

 

Også restriktioner i Danmark

Homoseksualitet var i Danmark strafbart helt frem til 1933 og kunne give syv år i tugthuset. Og det blev betragtet som en sygdom helt frem til 1981, hvor det blev slettet på Sundhedsstyrelsens sygdomsliste.

På Rigshospitalet lavede man forsøg med testikeltransplantioner på homoseksuelle i 1920’erne i et forsøg på at gøre dem tiltrukket af det modsatte køn.

 

Nazismens syn på homoseksuelle

Nazismen anså homoseksuelle mænd som moralsk degenererede og kriminelle. De blev sat i bås med, hvad nazisterne kaldte ”asociale”. Nazisterne så det blandt andet som en trussel mod nationens fællesskab, at bøsserne ikke fik børn. Dermed kom det tyske befolkningstal i fare og følgelig hele den tyske nation.

I 1937 sagde Himmler:

 

• Hvis vi anslår en eller to millioner homoseksuelle, bliver resultatet, at syv – otte procent af de tyske mænd er homoseksuelle. Hvis tingene fortsætter på den måde, vil vores nation gå til grunde på grund af denne pest. En nation kan ikke i det lange løb tåle en sådan ødelæggelse af sin seksualøkonomi og ligevægt.

 

Lesbiske kvinder var ikke nær så problematiske, da de trods deres seksualitet stadig kunne føde børn og bidrage til riget. Nazisternes undertrykkelses – og disciplineringspolitik var derfor særligt rettet mod bøsser, som skulle ”helbredes” for deres sygdom, så de kunne bidrage både til krigsindsatsen og befolkningstallet.

”Rigscentralen til bekæmpelse af homoseksualitet og abort” ledede propagandaindsatsen imod homoseksualitet og støttede forskningen i fænomenet.

Blandt de medstuderende var Frits Clausen, der senere blev formand for DNSAP. Her meldte Værnet sig ind i 1930’erne.

 

En trussel mod den ariske race

Værnet var mere end velkommen hos Himmler. Han kunne godt lide at homoseksualitet åbenbart kunne helbredes. Denne ide sikrede Værnet store pengemidler fra SS. For nazisterne var homoseksualitet en trussel mod den ariske race.

Værnet fik et laboratorium stillet til rådighed hos Deutsche Heilmittel i Prag. I fire omgange opholdt han sig i Buchenwald for at udføre forundersøgelser, operationer og efterkontrol.

Nogle af mændene var blevet kastreret engang i 1930’erne og her gik det ud på at vise at den kunstige tilførsel af testosteron gav dem kønsdriften og evnen til at gennemføre samleje tilbage. For de andres vedkommende handlede det om, at hormontilskuddet skulle få deres seksualdrift til at rette sig mod kvinder.

Det blev efterfølgende testet ved at flytte dem til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück og kommandere kvindelige fanger til at forsøge at lokke dem til seksuel kontakt. Hvis det lykkedes, kunne de betragtes som ”helbredt”.

 

En meget tynd rapport til Himmler

De tyske lægekollegaer begyndte at gennemskue Værnet og skrev stadig mere skeptiske interne rapporter om danskeren og hans forsøg. I februar 1945 troppede Carl Værnet op i Himmlers hovedkvarter i det sønderknuste Berlin og afleverede sin endelige rapport.

Også i brevvekslingen mellem Værnet og Buchenwald, som er delvis bevaret, ses eksempler på lægeligt sjusk. Efterhånden mistede både Deustsche Heilmittel og SS’ økonomiforvaltning tilliden til ham. Dog ikke mere end at SS – rigslægen Dr. Ernst Grawitz i februar 1945 udbetalte ham 5.000 Reichsmark (svarende til i dag ca. 210.000 kr.) for hans arbejde.

Ud over en masse nazistiske floskler og evig troskab mod Himmler indeholdt rapporten ingen reel videnskabelig dokumentation og refererede især nogle behandlinger Værnet påstod at have lavet mod homoseksuelle i Danmark. Uden dokumentation, tal eller reel forskning.

De 93 sider rummede primært sygehistorier om succesrige behandlingsforløb, som Værnet angiveligt havde gennemført tilbage i sin tid i København, men i nogle tilfælde havde plagieret fra en amerikansk førkrigsundersøgelse. Forsøgene i Buchenwald blev kun beskrevet ganske overfladisk, så reelt leverede han intet bevis for sin teori.

 

Han blev aldrig gjort ansvarlig

Allerede i 1945 blev han beskrevet af et øjenvidne i Eugen Kogon’ s bog ”Der SS-Staat”.

Som vi tidligere har nævnt, flygtede han via Sverige til Argentina. Han blev nævnt under Nürnberg-processerne:

 

• Carl Værnet var stærkt protegeret af Himmler selv.

 

Men på forunderlig måde blev der aldrig rejst en sag mod Værnet. Værnet nåede at være gift tre gange og blive far til seks børn.

 

Stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse

Han var en mand, der stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse. Han var parat til at støtte hvem som helst, hvis det kunne tjene hans karriere. De fleste læger, der arbejdede i KZ – lejrene var unge og ambitiøse og uden større videnskabelige kompetence.

Også Ib Markwarth har lavet en 30 minutters dokumentarfilm om Carl Værnet.

Nu blev han ofte kaldt ”Danmarks svar på Dr. Mengele”. Men sammenligningen er nok vild overdrevet. Mengles forsøg resulterede i tusinder af dødsfald. Værnets forsøg var ikke drevet af ondskab. Han var langt fra en sadist. Men han havde en nærmest sygelig fortrængningsevne og blindhed over for egne motiver.

 

 

Kilde:

• finanswatch.dk
• nyheder.tv2.dk
• dengang.dk -diverse artikler
• nielsbirgerdanielsen.dk
• dagensmedicin.dk
• jyllands-posten.dk
• folkedrab.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• information.dk
• Niels Høiby m.m.: Værnet Den danske SS-læge i Buchenwald

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.575 artikler, herunder 318 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) inkluderet:

 

• Værnet, lægen man lod flygte
• Joseph Mengele – dødens engel
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• Bag KZ – lejrens pigtråd (Buchenwald)
• Den Polske Historiefortolkning
• KZ – Udelejr – Husum – Schwesing (Svesing)
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Dansk Vaccine i Buchenwald
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Døden over Barbi – jar
• Waffen SS – engang en elitehær
• De svenske forbindelser – under Anden verdenskrig
• Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
• Hvad skete der i Borbruisk
• I ondskabens øjne af Holocaust
• SS – absolutte Grusomheder
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Mirjams flugt
• Holocaust – aldrig igen
• Himmler – og hans datter
• KZ – lejr Ladelund
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Klaus Barbie – Slagteren fra Lyon
• Odessa og de andre flugthjælpere
• Nazi – jægerne
• Sort Jord – Holocaust
• Søren Kam – og hans erindringer
• Jagten på Krigsforbrydere
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Tilfældet – Søren Kam
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• I tysk krigstjeneste og mange andre

 

 

 

 

 

 

Anna og Michael Anchers hjem i Skagen

Af Lisa Hildegardt

 

Michael Ancher, landmandssøn fra Bornholm kom til Skagen første gang i midten af 1870’erne. I 1880 giftede han sig med Anna, datteren af en sand matador i Skagen. Datteren Helga, selv kunstner testamenterede ægteparrets bolig til Skagen Kunstmuseum. Skagensmalerne blev efterhånden slaver af deres egen succes. Eventyrprinsen blandt malerhoffet var P.S. Krøyer. Anna Ancher var husets gode fe. Men rigtig Skagensmaler blev hun ikke anset for – dengang. Men det har nu senere ændret sig.

 

 

Billedkunstnere skyr ikke rampelyset. Deres værker er til for at blive set, og skulle det knibe med opmærksomheden, må kunstneren gøre sig umage for selv at blive synlig. Lidt drama skader ikke, og en snert af forargelse er et pikant krydderi. Derfor er kunstnerbiografier også ofte bygget op efter traditionsrige modeller for dramatisk effekt som gamle skuespil.

 

“Man gaaer først saa gruelig meget ondt igjennem, og

saa bliver man berømt”.

Citat: H.C. Andersen

 

Det gælder dog ikke Skagensmalerne. Det kan godt være, de ville have snappet efter vejret, hvis de havde kunnet erfare, hvad et lærred med to damer på en strand (Anna Ancher og Marie Krøyer) skulle indbringe på en aktion i vore dage, men de kunne hverken klage over mangel på anerkendelse eller mangel på levebrød i deres egen tid.

 

Michael Ancher, landmandssønnen fra Bornholm, kom til Skagen første gang i midten af 1870’erne, da han var 25 år gammel. I 1880 udstillede han billedet “Vil han klare pynten?”, som vi vist ikke behøver at skildre

nærmere – og der opstod slagsmål mellem køberne. Kunstforeningen veg for Kunstmuseet, der atter veg for kongehuset. Samme år giftede han sig med Anna, datter af Erik Brøndum, købmand- og gæstgiver, og lidt af en matador i Skagen.

 

I deres ægteskabs første år boede de i et havehus bag Brøndums gæstgiveri, men købte så en ejendom på Markvej, dengang i byens udkant med fri udsigt over landskabet. Den sidste er der ikke mere, men huset er i behold, og ikke bare huset og stuerne, men også inventaret lige fra ægteparrets billeder og møbler og ned til kaffekopper og viskestykker. Det kan vi takke datteren Helga for, der også selv blev kunstner. Helga Ancher levede indtil 1964, og hun testamenterede familiens hjem på Markvej til en fond, som nu er en del af Skagens Kunstmuseer.

 

Det var et stort hus, Ancher købte, men ikke stort nok, så med årene voksede det indtil det herskabelige, et lille residensslot for det ukronede kongepar i en verden af malerkunst, der så at sige fra det øjeblik, den ytrede sig, blev ombrust jubel og knæsat som klassisk. Den slags sker ikke ustraffet. Anchers barkede søgutter med sydvest og olietøj, skipperskæg og snadde lever stadig deres mekaniske gengangerliv i trommesalsbilledernes udødelige repertoire. Man kan forstå, at det ikke var Michael Anchers skyld, men hvis var det så? Og man kommer næppe uden om, at Skagensmalerne blev slaver af deres egen succes, af deres begejstrede publikum og dets forventninger.

 

Eventyrprinsen ved malerhoffet var P.S. Krøyer. Det var bl.a. Michael Anchers skyld, at Krøyer med den brillante, kosmopolitiske baggrund sluttede sig til kredsen, men da det først var sket, følte Ancher sig på det nærmeste detroniseret. Kunne Krøyer ikke finde andre motiver end dem, Ancher selv dyrkede; skulle han absolut stjæle den fattige mands lam? Det var – og netop med de ord – Anchers reaktion, men det nære venskab med Krøyer holdt livet ud. Og det blev Krøyer, der med sine billeder af frokosten på Brøndums Hotel og “Hip, Hip, Hurra”, det glade selskab i haven ved Anchers hus, eksponerede stemninger, man helst forbinder med et begreb som kunstnerkoloni. Her er alt, hvad der tjener til fornægtelse af askese – brændevin så kold, at flasken trækker rim, rugbrød og smør, tempereret bourgogne, frisind, velvære og glæde.

 

Men eventyrprinsen flammede hurtigt op og brændte ud i sindssyge og jalousi, og det sled hårdt på hans omgivelser.

 

Den svenske komponist Hugo Alfvén og Marie Krøyer satte frisindet på prøve, og det er takket være dem, at Skagensmalerne i vore dage har gjort sig værdige til filmatisering “Marie Krøyer” fra 2012. Ingen ville drømme om at forbinde Michael og Anna Ancher med noget, der kan bære en kostumefilm i widescreen, endsige en tv-føljeton.

 

Medens P.S. Krøyer døde blot 58 år gammel – og efterlod en regnbue af lærreder, som man skiftevis beundrede og nedvurderede som overfladiske, arbejdede Michael og Anna støt videre, udvidede huset og hægede om økonomien og familielivet. Martha Johansen gift med maleren Viggo Johansen, og kusine til Anne Ancher, var ikke alt for begejstret. Efter en udstilling i 1915 måtte hun konstatere, at Michael Anchers flid nu langt overgik hans kvalitetssans, “har man holdt af Ancher som kunstner, skal man helst ikke se udstillingen”.

 

Men der kom altså et stort hjem ud af det, og et originalt hjem. Møbler og andet bohave blev samlet sammen i årene, ofte hentet på pulterkamre i byen, hvor rokokokommoder, empirespejle og barokstole var havnet, da borgerskabet kom til penge og klunkerne holdt deres indtog. Og Anna Ancher var hjemmets gode fe, hustru, moder, værtinde og maler. Det sidste vidste man naturligvis godt, og hun modtog også nogen anerkendelse, men! “Rigtig” Skagensmaler, det anså man hende nu ikke for at være. Dengang.

 

Hun havde sit eget atelier, man så hende undertiden ude i byen i kittel med en håndfuld, pensler og et lille lærred på et staffeli. Det var dog ikke anderledes, end at man i 1964 ved husets genåbning fandt et helt

lager af hidtil ukendte billeder. Medens det er gået op og ned og op igen med Krøyers omdømme, og medens Michael Ancher har fastholdt sin stilling på pointtavlen, har Anna måttet ventet længe på sin berømmelse.

 

Man sagde om hende, at hun fjernede sig “aldrig ret langt fra sin moders køkken”. Og siden, da hun fik sit eget køkken, fjernede hun sig ikke ret langt fra det, Størstedelen af sine motiver fandt Anna Ancher i det hus, hvor hun var hustru, moder og værtinde; datteren Helga i den blå stue, et vindue med gardiner, tre kvinder omkring et bord i gang med at sy en kjole til en fest, ung pige foran et spejl, for ikke at tale om billedet af Michael, der samler kræfter til en jagttur ved en ensom frokost.

 

Huset var Michael Anchers hjem, og fordi det var det, blev Anna Anchers kunstneriske univers, et stort hus, men endnu større på grund af hende!

 

I 1904 modtog Anna Ancher Eckersbergs Medaillen. Medaljen blev indstiftet i 1887 i til minde om hundredårsdagen for maleren C.W. Eckersbergs fødsel, 2. januar 1783. Uddelt 1. gang 1889 og eksisterede indtil 1923 både i sølv og bronze, nu kun i bronze.

 

Michael Ancher (1849-1927) og hustruen Anna Ancher (1859-1935) er begravet på Assistens Kirkegård i Skagen. Helga Ancher (1883-1964) var ugift og er begravet ved siden af sine forældre.

 

http://skagensiden.dk/skagensiden/asp/page.asp?id=116&fbclid=IwAR3qa5FyykmHjOlW5mIg9UbD5aRAYe_B

fM4xqUgtRoF02QShWiqL4QqGPIM

 

Vi håber senere at kunne bringe dette foto – Vi har gemt det.

 

• Tak til Lisa Hildegardt.

 

 

 

Satans-kulten på Anholt

Da Satan – kulturen kom til Danmark. Mærkelige fund på Anholt. Fanden er ikke færdig med Danmark. Satan – kulturen var et mysterium. Falske læserbreve. Afsender var en ”rigtig” heks. Invitation til satanistiske fester. Masser af skibe strandede ved Anholts kyst. Ikke alt var lige trist. Mange påstod at have opklaret mysterierne. Anholt på vrangen. 50 – 75 breve i Vor Frue Kirke. Man skal kysses af en ung smuk præst af kvindekøn. Præst på Anholt opklarede det hele i slutning af 1990’erne. Møntsamler gemte også mønter. ”Den Danske Satan-kult”. Han tog på kirkegården nytårsnat. Knud ønskede ikke at leve et halvt liv. På samme plads i 25 år. Han afleverede en pakke på nationalmuseet. Hans pas blev fundet på Køge Museum. Lige så godt som teatergruppen Solvognen.

 

Da Satan – kulturen kom til Danmark

I 1973 kom satanismen for alvor offentligt til Danmark. Rundt omkring i landet opstod forskellige grupper. Men specielt et sted gik den okkulte dyrkelse af Djævelen helt amok. Lokaliteten kunne ikke være bedre valgt, hvis man ville dyrke sin hornede gud i fred.

Satan-kulten holdt nemlig til i landets eneste ørken på Danmarks mest isolerede ø – Anholt. Jo det er et meget okkult sted.

 

Mærkelige fund på Anholt

Omkring 17. maj 1973 blev der pludselig gjort mærkelige fund i Anholts ørken. Der var arrangeret djævelske mønstre i sandet. Indetørrede abehoveder, sorte lys, messingkander, messingklokker, dæmonmasker, et primitivt tryk, en dæmonisk hjort, et messingskrin med seks menneskeknoglestykker, et stykke menneskelig hjerneskal med malede tegn, en stensætning, et imiteret menneskehoved på en træstage, der var smykket med en armring og stukket igennem ankelremmen på en barnesko og meget andet.

I forbindelse med fundet af barneskoen sagde rygterne at der i den sorte messe havde fundet barneofring sted, men dette blev aldrig bevist.

Hele 13 offersteder fandt man på Anholt.

 

Fanden er ikke færdig med Danmark

I 1973 udtalte Ebbe Kløvedahl Reich til BT, at Fanden åbenbart ikke var færdig med hverken Anholt eller Danmark.

Pressen kastede sig med det samme over nyheden. Nogle satte spørgsmålstegn ved hele historien, men eksperterne var ikke i tvivl. Den tidligere heks, satanist og skuespiller Hanne Smyrner sagde til Jyllands Posten:

 

• Efter at have set billeder og beskrivelser af de ting, der foregår på Anholt, kan jeg med sikkerhed sige at det ikke er drengestreger eller narkomaners værk. Det er farlige folk, der har overnaturlige evner, som jeg selv havde.

 

Satan – kulturen var et mysterium

Grenå Politi bekendtgjorde at man inden næste fuldmåne ville sende en betjent til øen for at opklare sagen, men det blev aldrig fundet nogen officiel forklaring eller synder. Satan-kulten var et mysterium og blev i løbet af efteråret til et mareridt for flere af øens beboere, der modtog truende og underlige breve.

En lærer fik tilsendt en pakke med et symbolsk afhugget hoved og andre modtog gule blomster og andre djævlesymboler. Teksten til et af brevene lød:

 

• Jeg har hugget hovedet af en fremmedarbejder og sender det til dig. Vil du til gengæld rive neglene af fingrene og sende dem til mig, så jeg kan trolde lidt.

 

Et andet brev opfordrede læseren til som middel mod hårtab at sælge sin sjæl til ”Mørkets fyrste på Anholt” ved at puste ni gange gennem nøglehullet til øens kirke omkring midnat den 31. oktober, læse et bestemt digt og derefter vende sin nøgne bagdel tril alteret. Forsendelserne var underskrevet af ypperstepræsten i satan-bevægelsen på Anholt.

Selv om man gjorde flere fund på Anholt efter det aktive år i 1973 var Satan – bevægelsen aktiv i mange år.

 

Falske læserbreve

I City Avisen i København skrev kulten falske læserbreve. Det var skrevet i inspektør på Nationalmuseets navn, Kjeld Grinder-Hansens navn. Samtidig blev der sendt truende breve til denne. Kuverterne havde hjemmelavede poststempler ”Tag til Anholt for Satan” og ”Alt ondt kommer fra Grenaa”. Samtidig blev der fundet Satan – mønter på nationalmuseet.

I kirker og på museer rundt omkring i landet blev der fundet satanistiske mønter i sølv og kobber og breve. Mønterne var typisk lidt større end gammeldags femkroner.

 

Afsender var en ”rigtig” heks

Der var skrevet breve på en gammel skrivemaskine. De havde forskellige afsendere. Ofte var det ”Alice Mandragora”. ”De Flyvende Koner” ”Svovlpølevej 13, Anholt” m.m.

Navnet ”Mandrogora” er et rigtigt ”heksenavn”. Det er nemlig det latinske navn for alrune – planten som ifølge den sorte magi kan bruges til hekseri.

Der er ikke noget under at satanismen er begyndt på Anholt. Gennem tiden er øen blevet kendt for at have mange heksebøger. Et sted på øen findes der flere af dem i privateje. Men alt tydede på at kulten var blevet landsdækkende.

 

Invitation til satanistiske fester

I 1994 fandtes der to breve på loftet på en kirke på Djursland komplet med satanistiske poststempler. På samme loft blev der fundet en hue og endnu en skrivelse. Brevet påstod at huen havde tilhørt forfatterinden Thit Jensen. I andre kirker blev der fundet sølvmønter.

I efterårsferien 1995 blev der fundet ”glemte” Satan – kult – breve på Djursland Museum. Disse var stilet til navngivne præster. Under et af museets udstillede senge fandt man en pung med vættelys, lavastykker, flintesten, et stykke af en ægyptisk mumie og ”Fandens kindtand”.

Nogle af brevene inviterede modtagerne til satanistiske fester, hvor man skulle sprøjtes til med blod fra en friskslagtet sort hane.

I 1996 blev Karlebos pastor i et klassisk brev fra Anholts satanister budt til ”en lille dyst med mørkemagere” på et specifikt sted og tidspunkt, hvor man ville blive budt på menneskekød og djævlevin.

 

Masser af skibe strandede ved Anholts kyst

Der er en stor og sagnomspunden tradition for blodige møder med mærkelige havdyr omkring Anholt. Alene mellem 1858 og 1885 forliste 50 skibe ved øen. Man anslår at der findes i nærheden af 500 skibsvrag på havbunden omkring den.

I tre dage måtte anholterne samle lig op fra kysten da et engelsk skib engang var forlist ud for øen. Der var så mange døde, at man måtte grave dem ned på stedet. Derfor vrimler Anholts klitter med forskellige former for spøgelsesfænomener.

 

Ikke alt var lige trist

Anholterne har været selvskrevne til at bjerge vraggods, samle lig og gøre rent på deres strande efter at havet har krævet sine ofre. Det var dog ikke alle strandinger, der var lige drabelige og dystre.

Engang gik et skib på grund ved kysten. Det sad fast der i tre år. Men de lokale havde intet imod at det blokerede for deres havudsigt. Skibet var nemlig ladet med vin, som anholterne drak af i tre år – uden at ladningen løb tør.

 

Mange påstod, at de havde opklaret mysteriet

Satan-kulten beskæftigede flere aviser sig med i mange år. Der blev også lavet to dokumentarfilm om emnet. Masser af tidsskrifter skrev om emnet. Flere fortalte, at nu havde de opklaret mysteriet.

Den 24. maj 1973 skrev Ekstra Bladet på forsiden ”Satan-kult afsløret på Anholt”. Det var i forbindelse med den første dokumentarfilm om emnet. Folk på øen var meget skeptiske over for projektet. Men efter at den lokale præst havde givet sin velsignelse så hjalp de lokale dog filmfolkene.

Man arbejdede med filmen i tre år. I avisen kunne man så læse at om det var drengestreger eller bare for sjov eller om det var ren satanisme, det var den ene af filminstruktørerne ikke overbevist om.

 

Anholt på vrangen

I 1983 udkom der en bog af forfatteren Knud Langkow, der hed ”Anholt på vrangen”. Den er trykt hos Holm Grenå i 1983.

Her fortæller forfatteren Knud Langkow, der på et tidspunkt befinder sig på Anholt med et græstørv på hovedet. En hugorm forvandler sig til en gammel kone, der bede ham gætte hvem hun er:

 

• Jeg havde allerede gættet hvem hun er – men jeg kom med forskellige dumme udflugter: Er du emma Gad? Dronning Victoria? Ane i Kæret? Margrethe den Første? Selma Lagerløff, osv., osv.

 

• Du gætter det aldrig! Sagde hun hoverende og viste sine spidse tænder frem i et hæsligt grin, men hvis du gætter det, så skal du få denne her!

 

 

• Heksen tog en stor, nyslået mønt frem og viste mig.

 

• Jeg så straks det var en af de sjældne ”Satanmønter”, for det var nemlig en djævel på den ene side af den – og så lod jeg bomben springe – Ja, så du må være Jontekvinden Hyrrokkin!

 

 

• Heksen blev bleg, da jeg nævnede hendes rigtige navn. Hun stampede hårdt i vejen og råbte ”Det har Fanden fortalt dig”.

 

• Derpå smed hun mønten hen til mig – men da jeg greb den, udstødte jeg et skrig, thi den var aldeles gloende. I forskrækkelse tabte jeg både Satanmønten og græstørven, jeg havde på hovedet – og straks var heksen forsvundet i den blå luft. Bandende kastede jeg mig ned på alle fire og begyndte at lede efter mønten, som var sine to tusinde kroner værd i handel og vandel – men først da jeg havde taget græstørven på hovedet igen, fandt jeg den. Den var nu så afkølet, at jeg kunne have den i lommen. Glædestrålende rejste jeg mig og gjorde et par dansetrin på vejbanen, medens jeg af mine lungers fulde kraft råbte ”Ju-huu” ud i morgenstilheden.

Det er mærkeligt at man i 1983 ikke reagerede på denne udgivelse.

 

50 – 75 breve fundet i Vor Frue Kirke

I 1995 finder man først 11 breve i Vor Frue Kirke. Dette forsøger man at skjule for offentligheden. Snedkeren Kim fandt vel i alt 50 – 75 breve mellem plankerne i de tre år han arbejdede i kirken. Brevene blev brændt. Det skulle man ikke tale om.

Folkemindesamler Gustav Henningsen var en af de få, der turde at have sin helt egen mening om hele temaet:

 

• Fis for det er det nemlig

 

Man skulle kysses af en ung smuk præst af kvindekøn

Præst og forfatter Elisabeth Lyneborg fik også en del breve underskrevet af Alice Mandragora, ypperstepræstinde ved Satankulten på Anholt:

 

• Kjære Elisabeth Lyneborg. Vi har rodet os ind i noget, som du allervenligst må se at få os rodet ud af igen. Nu skal du høre. Vi har kort sagt forhexet den store, tykke speditør Erik Hjorth og forvandlet ham til en grøn frø. Men hvilken frø! Den er på størrelse med et dobbelt lokumsbræt, og den skaber kaos i gadekæret bag kirken, hvor den tilbringer tiden med at ligge og ræbe sig og sluge ællinger og vandrotter. Det sidste kan vi gå med til – men ikke de små nuttede ællinger! Den forlanger at blive kysset af en ung, smuk præst af kvindekøn.

 

Nogle af brevene blev fundet på loftet i Thorsager kirke andre i hendes postkasse ved præstegården i Farum.

 

Præst på Anholt opklarede mysteriet i 1990’erne

Allerede i 2002 afslørede Dialogcentret i Aarhus, at det var Knud Langkow, der var ophavsmand til alle disse påfund. Men de var nu ikke de første. Det var skuespilleren Peter Reichardt, der i 1990’erne udpegede vores hovedperson.

På Kronprinsessegade i det Indre København mødte Peter Reichardt op et par gange. Her havde han af sin svigermor, der boede på Anholdt fået at vide, at han kunne finde en mand ved navn Knud Langkow.

Svigermoreren arbejdede dengang på biblioteket. Hvis det lykkedes for skuespilleren at få fat i ham, skulle han lokke en underskrift ud af ham. Præsten og bibliotekaren undrede sig også. Bag altertavlen i kirken fandt man manuskriptet til Knud Langkows bog. På den baggrund ringede Peter Reichard på i Kronprinsessegade. Men han traf ham aldrig.

Præsten på Anholt forsøgte flere gange at ringe til Knud Langkow. En gang fik han kortvarig kontakt med ham. Og han benægtede ikke, men han indrømmede heller ikke direkte.

 

Møntsamler gemte også mønter

Den kontroversielle møntsamler Jørgen Sømod fortæller at den tredje søndag efter påske, 13. maj 1973 var nogle satanister draget til Anholt for efter bedste evne at udføre et antal ritualer. Det blev snart mindet med en jeton, kaldet satan-mønt og rigtig mange satan-mønter er i årenes løb anbragt på steder, hvor særlig kirkelige præster har kunnet blive forfærdede efterhånden som satan-mønterne blev fundet, hvilket igen til satanisternes store fornøjelse og hånlige latter har medført megen avisomtale.

Møntsamleren omtaler fire forskellige Satan – mønter.  Han opdagede, at de var blevet fremstillet på fabrikken Meca på Frederikssundsvej. Åbenbart har han uafhængigt også spredt Satan – mønter. Han har ikke kendt Knud Langkow personlig, men var en stor beundrer af ham.

 

Kultfilm: ”Den Danske Satankult”

I 2020 fremkommer så pludselig en ny film på DR2 med titlen ”Den danske satankult”. Man omtaler overhovedet ikke den film, der er kommet ni år tidligere og som peger på den samme person.

Den gamle film blev en ”kultfilm”. Den havde premiere på Copenhell i juni 2011. Og i august 2013 udkom den på DVD.

Folkene bag den gamle film havde forgæves forsøgt at sælge den til TV.

 

Breve og mønter dukkede op overalt

Det var også i 2013, at dagbladet Politiken i seks afsnit gennemgik hele historien. Måske er der mange, der er blevet skuffet over, at der i virkeligheden ikke var tale om en rigtig kult. Men det er noget ”Olsen-Banden-agtig” over hele historien.

Også i Frederiksberg Kirke dukkede en mønt op under renovering. Nationalmuseet betragter mønten som danefæ. Menigheden trak på smilebåndet, da de fik mønten forevist. Efterhånden var der masser af disse mønter indleveret til Nationalmuseet.

Christians kirken og Brorsons kirken har også fundet mønter.

I et antikt møbel på Køge Museum lå en novelle ”Mit møde med døden”

 

Forfatter inviteret til kødelig fest

Forfatteren Bo Bomuld Hamilton – Wittendorf var oprevet. Han var slet ikke stolt af næsten at have fået stjernestatus hos djævledyrkerne på Anholt. Han var nævnt som afsender til et brev til Inge – Lise Wagner, hvor forfatteren skulle have blodpenge for drab på hendes to gravhunde i 2011.

Forfatteren bliver rost for sin bog ”Det okkulte i Danmark. Her skriver han bl.a. at kulten på Anholt langt fra er død.

Ja og så blev han inviteret til Anholt. Der medfulgte en Ruko nøgle, der passer til et sommerhus på Anholt. Her ville der ifølge afsenderne blive afholdt en livlig fest allerhelgens aften. De kødelige lyster bliver fejret, dans og midnatstur til ostebakken og meget mere. Underskriveren var ”Djævlens Elskerinde, Hellvira 9”.

 

Niecen kendte håndskriften

I 2015 bragte TV2 Øst en reportage om et brev og en hinkesten, der blev fundet 15 år inden. Det var formentlig ikke fra en kvinde fra 1918, som det stod i brevet. Det hele blev fundet bag en radiator i Vordingborg Kirke.

TV2 Øst efterlyste folk, der kunne genkende kvinden på billedet. Lene Langkow Saaek kunne genkende hendes farbrors skrift på brevet. Hun kunne så fortælle, at hun mener, at farbroren havde fundet billedet på et loppemarked.

 

Farbror stod alene for Satan – kulten

Det var ham, der alene stod bag Satan – kulten på Anholt. Ifølge niecen så var det et udtryk for hans finurlige og lune sind, men som til tider kunne være ret så ironisk. Han gjorde det for at lave grin med borgermusikken. Mange præster kunne føle sig selvhøjtidelige, så han gemte breve og Satan – mønter i sprækker i kirker og på museer. Men det var aldrig for at være ondskabsfuld.

Gennem fire årtier blev 370 mønter placeret rundt omkring. De blev ofte placeret sammen med breve og okkulte redskaber.

 

Han lagde sig på kirkegården nytårsaften

Han skrev otte cifre på en seddel og placerede den midt på bordet. Ved siden af lagde han sine nøgler. Det var alt, han ville efterlade sig. Han havde brændt alle sine papirer. Nogle dage tidligere havde han afleveret et fotoalbum til sin niece. Han havde virket afklaret. Niecen troede, at han var kommet sig efter Vitas død.

Udenfor eksploderede raketterne over himlen over København. Folk skålede for det nye år, 2004. Han var alene, da han trængte ind på Vestre Kirkegård og gik mod Østre Kapel. Hun lå i askefællesgraven, og han vidste hvor.

Næste morgen blev den 72 – årige mand fundet liggende på græsset. Den nat havde det været minus 8 grader. Sådan sluttede livet for Knud Langkow. Det var politiet, der ringede på hos Lene og kunne overbringe nyheden om selvmordet. Lene var en af de få, der kendte til Knuds hemmelighed.

 

Knud ønskede ikke at leve et halvt liv

Knud var dygtig i skolen. Han fik ug, men han var ikke praktisk anlagt. Vita og Knud flyttede sammen på Christianshavn i 1972. Før hende var der andre dambekendtskaber. De syntes måske han var en tosset rad. I familien, der kendte til hans bizarre aktiviteter, havde nogle af dem ondt af ham.

Vita havde sagt, at det skulle han da bare gøre. Da hun døde i 2003, havde Knud sagt, at han ikke ønskede at leve et halvt liv.

Knud var ikke satanist. Men han var imod alt det som kirken stod for. Han fejrede heller ikke jul. Normaliteten irriterede ham. Han ville måske sætte sig spor i livet. Det er sandelig i den grad lykkedes for ham.

 

På den samme plads i 25 år

Han hadede at sidde på den samme plads i 25 år, hvor der var birketræer lige ude foran vinduet. Knud var allergisk over for birkepollen. Det var på Statens Museum for Kunst. Han sad over for Rosenborg Slot. Og hertil sendte han et brev med en tand. Det var Vorherres kindtand skrev han i et brev til inspektøren med en hilsen fra Peter Seeberg og dennes underskrift fra Viborg Stiftsmuseum.

Knud havde problemer med det gamle omstillingsbord. Ledelsen ville ikke ofre penge på et nyt. Det var en hierarkisk arbejdsplads, hvor Knud ikke rigtig blev regnet for noget. Måske følte han sig forbigået.

 

Han afleverede en pakke på Nationalmuseet

I september 2003 afleverede Knud Langkow en pakke på Nationalmuseet. Det var en gave bestående af hundredvis af falske breve og et restoplag på 23 Satan – mønter og 5 stempler i stål.

 

Pas blev fundet på Køge Museum

På Køge Museum har man fundet Knud’ s pas. Den var blevet placeret i museets udstillingssale mellem 2003 og 2005, meddelte museet. Det er Satans – stempler og frimærker på de sidste sider.

Knud Langkow har kort før sin død ikke blot sørget for, at hans mønter og stempler blev optaget i Nationalmuseets samling. Han har også givet sig til kende ved at efterlade sine personlige identitetspapirer.

Stemplerne på passets sidste sider er identiske med de Satans – stempler, der optræder på utallige breve, man for eksempel har fundet på kirkelofter og bag museumsmalerier.

Passet er Knud Langkow’ s signatur. Og det ligner hans endelige indrømmelse. Hans måde at sige:

• Det er mig, Knud Langkow, der gjorde det.

 

Lige så godt som Solvognen

Her i 2020 har Lene udgivet en bog om hendes spændende farbror, Knud.

Indiana Jones kunne ikke have gjort det bedre. Opklaringsarbejdet har sikkert også været sjovt. Tænk at Klaus Rifbjerg også spiller en rolle i dette spil. Ja og stort set alle medier blev gjort til grin.

Måske var det lige så genialt som teatergruppen Solvognen dengang, som min afdøde kone også medvirkede i. For egentlig er hele denne historie en gang totalteater eller gigant – happening.

Er det småmoraliserende at tilføje, at nogle faktisk følte sig truede?

Der dukker formodentlig stadig mønter og breve op rundt omkring i Danmark.

 

Kilde:

• Det okkulte Danmark 2
• Lene Langkow Saaek: Manden bag Satankulten på Anholt (2020)
• Knud Langkow: Anholt på vrangen
• Satans Mønt 1 – 6 – artikelserie i Politiken
• Wikipedia
• Satankulten på Anholt (dokumentarfilm 2013)
• Den danske satankult (Film – DR – 2020)
• ekstrabladet.dk
• danskemoent.dk/soemod/satan.htm
• ekkofilm.dk
• soundvenue.com
• journalisten.dk
• tv2east.dk
• romu.dk
• bt.dk
• dr.dk

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.573 artikler 

 

 

 

 

Henrik Kauffmann og Nato (2)

Han var en forfærdelig snob. Men en topdiplomat af højeste rang. Han skaffede sig nok af penge. Ministre og embedsmænd var bange for at rydde i fedtefadet. De Allierede satte spørgsmålstegn ved Danmarks suverænitet. Kauffmann holdt på USA. De første møder angående FN. Stort arbejde af Kauffmann. Påskekrisen 1948. Ville de hjemlige kommunister gøre oprør? Advarsel fra Den danske Ambassade i USA. Anmodede om hastelevering af våben. Aksel Larsen beskyldt for at være håndlanger. Amerikanerne kunne alligevel ikke levere våben. Danmark ville ikke placeres i en blok. Russiske bombefly over Bornholm. Briterne havde ikke noget imod Nordisk forsvarspagt. Den danske brigade blev halveret. De nordiske forhandlinger brød sammen. Kauffmann spillede dobbeltspil. Amerikanerne truede og russerne reagerede. Meget blev skjult for offentligheden.

 

En forfærdelig snob

Vi blev ikke helt færdige med Henrik Kaufmann. I første del koncentrerede vi os om Grønland og den fornyede interesse fra amerikanerne. I denne del kigger vi på Kauffmann og Nato. Vi har så suppleret oplysningerne i Bo Lidegaards fantastiske bog – Uden Mandat med yderligere oplysninger om Påskekrisen, der egentlig første til Danmarks medlemskab i Nato.

Han var en af de mest betydelige og eventyrlige skikkelser i dansk diplomati. Hans kone, Charlotte Kauffmann kaldte ham en forfærdelig snob. Han var praktikker, der kunne få tingene til at ske. Det gjaldt både i Rom, Kina, Norge og USA. Han var venner med konger, præsidenter, diktatorer og topministre. Ja også med danske og internationale erhvervsledere.

 

Topdiplomat af højeste rang

Han spekulerede også i de virksomheder, som han dyrkede kontakt med. Ikke sjældent mistede han penge på mislykkede projekter. Men hele livet igennem forblev han en formuende mand. Det var vel også nødvendigt. Udenrigsministeriet gav ikke de store lønninger. Men han gjorde dog flittig brug af Udenrigstjenestens rejsegodtgørelser.

Han var topdiplomat af højeste rang. Men han havde en hang til at handle på egne vegne. Det skabte problemer for ham hele livet. Udenrigsministeriet undsagde ham gang på gang. For han handlede uden mandat. Dette blev betragtet som utilgiveligt for an embedsmand.

 

Han havde nok af penge

På forunderlig vis kunne han trække på indefrosne danske tilgodehavender i USA ligesom de danske guldreserver, som i al diskretion var tilgået USA lige før besættelsen. Så rådede han også over fortjenesten fra Grønlands Kryolitudvikling.

Hans familie boede i USA og den amerikanske regering anerkendte ham som retsmæssig repræsentant for det ”frie” Danmark. Men han var jo også nyttig for USA.

 

Ministre og embedsmænd bange for at ryge i fedtefadet

Egentlig blev han aldrig rehabiliteret for sin indsats under krigen. Det satte Udenrigsministeriet sig imod. Det lykkedes ham heller ikke at få ”ryddet op” i dette ministerium. Det var Christmas Møller og de gamle samarbejdspartnere imod. Det kunne jo være at nogen ville ryge i fedtefadet.

 

De Allierede satte spørgsmålstegn ved Danmarks neutralitet

Han spillede en afgørende rolle for Danmarks senere deltagelse i FN – pagten. Måske mere end vi vil være ved. Det lå ikke lige på den flade, da Danmark ikke var blandt de Allierede rettet mod Tyskland. Danmark samarbejdede med fjenden i sit forsøg på at fastholde den illusoriske neutralitetspolitik. Især da Danmark tilsluttede sig Anti -Kommitern – Pagten i 1941 voldte De Allierede store kvaler. Dette satte spørgsmålstegn ved Danmarks neutralitetspolitik.

 

Kauffmann holdt på USA

Kauffmann mente at USA var verdens førende magt og i færd med yderligere at underbygge denne position. Danmark måtte derfor etablere et godt forhold til supermagten og ikke fortsat på provinsiel vis orientere sin udenrigspolitik efter de europæiske stormagter og da slet ikke efter det efterhånden neurotiske forhold til Tyskland.

Efterhånden havde han købt sig til en amerikansk anerkendelse af sin rolle som uafhængig dansk gesandt. Men det havde sin pris. Han havde en ambition om, at hans gesandtskab skulle opfattes som en form for eksilregering. Det lykkedes dog aldrig. Han var i evig konkurrence med eksilmiljøet i London.

 

De første møder omkring FN

Mellem den 9. og 12. august 1941 blev Winston Churchill og Franklin Roosvelt enige om en Atlanterhavspagt ombord på et amerikansk krigsskib. Dette havde fuld opbakning fra Kauffmann. Det var et synspunkt som ikke blev støttet fra den danske regering.

Den 2. januar 1942 tilsluttede Kauffmann sig også, som repræsentant for de såkaldte frie bevægelser det møde som 26 landes repræsentanter afholdt i Det Hvide Hus. Her lovede de hinanden at vinde krigen og underskrive De Forenede Nationers Erklæring. Det samme skete i august-oktober 1944, under Dumbarton Oaks- konferencen, hvor der blev lagt en detaljeret plan for, hvordan FN i fremtiden skulle se ud.

FN’ s grundlæggende konference påbegyndtes den 25. april 1945. Oprindelig var Danmark slet ikke inviteret. Det skyldtes bl.a., at Danmark aldrig formelt set havde erklæret, at landet havde været i krig med Tyskland.

 

Stort arbejde af Kauffmann

Efter mange internationale forviklinger, og et utrætteligt forarbejde fra især Kauffmanns side, blev Danmark alligevel inviteret til konferencens afslutning og den endelige underskrivelse. Danmark blev nr. 50 af 51 underskrevne stater.

Hjemme i Danmark gjaldt det om at holde landets udenrigspolitik fri af den kolde krig. Den socialdemokratiske regering (1947 – 49) ønskede så vidt mulig at undgå at blive en del af en militær blokdannelse. Sovjetunionen havde med sin dominans i Østeuropa afløst Tyskland som den største sikkerhedsrisiko.

 

Påskekrisen 1948

I løbet af 1948 spidsede den internationale situation imidlertid til. Det sovjetstøttede kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar skabte stor usikkerhed i en række europæiske lande. Under den såkaldte påskekrise i Danmark i marts 1948 verserede det rygter om et kommunistisk kup/invasion, der førte til forøget beredskab blandt politi og militær. Senere på året fulgte Sovjetunionens blokade af Vestberlin.

I ugerne op til påsken 1948 modtog statsminister Hans Hedtoft en række alarmerende meldinger om en eventuel umiddelbart forestående sovjetisk aktion mod de nordiske lande.

Bevæbningen og styrken af både hær, flåde og flyvevåben var så ringe, at en forsvarskamp mod en indtrængende fjende ikke var muligt. Den 31. januar havde den sovjetiske avis Røde Stjerne og flere andre sovjetiske aviser startet en pressekampagne rettet mod det danske forsvar, bl.a. med påstanden om at der var indgået hemmelige aftaler mellem USA, Storbritannien og Danmark om at udbygge og forbedre de danske lufthavne, så de kan fungere som base for amerikanske og britiske bombe – og jagerfly.

 

Ville de hjemlige Kommunister gøre oprør

I februar 1948 gik det rygter om, at kommunisterne i Danmark skulle have en masse våben liggende tilbage fra modstandskampen. De skulle også have indsmuglet en masse våben. Og nu var de så i gang med at infiltrere Hærens og Søværnets virksomheder.

Fra Danmarks gesandt i Prag forlød det i marts, at Danmark var det næste mål for Sovjetunionen.

 

Advarsel fra Den Danske Ambassade i Washington

Ambassaderåden i Washington rejste i mats hjem for at advare mod sovjetisk aggression. Man kunne ikke forvente hjælp fra USA hvis man ikke satte sig kraftig til modværge. Ambassadens marineattache Kjølsen havde udarbejdet en analyse, der hed ”Hemmelig Analyse” Den indeholdt en beskrivelse af truslen mod Danmark.

 

Anmodede om hastelevering af våben

Den 11. marts 1948 havde Danmark bedt om en hasteleverance af våben til den danske hær. Krigsministeriet og generalkommandoen havde taget de første skridt til forhøjet beredskab. Hæren og Søværnet blev bedt om at iværksætte yderligere beredskabsforanstaltninger.

Befolkningen blev bedt om at indberette, hvis de så noget mistænkeligt. Søværnet placerede skibe ved Anholt, Læsø og Samsø.

 

Aksel Larsen beskyldt for at være håndlanger

I løbet af påsken 1948 var politiet og hjemmeværnet i forhøjet beredskab. I Dyrehaven var der forsamlet 4-500 mand fra hjemmeværnet. Rygter ville vide, at sovjetiske faldskærmssoldater ville lande her.

Ledende kommunister blev overvåget herhjemme. Efter krisen blev kommunisterne beskyldt for illoyalitet og forræderi. Aksel Larsen blev beskyldt for at være håndlanger for en fjendtlig magt.

 

Amerikanerne kunne alligevel ikke levere våben

Trods den dramatiske stemning hen over påsken skete der intet. Den 30. marts 1948 begyndte afviklingen af det forhøjede beredskab. Påskekrisen var overstået.

Den 5. april 1948 kunne den amerikanske ambassade så oplyse at på grund af knaphed kunne amerikanerne ikke levere våbenleverancer.

Påskekrisen 1948 var medvirkende til, at et statsligt dansk hjemmeværn blev oprettet ved lov i juli 1948. Det skete bl.a. for at få mere kontrol med hjemmeværnsforeningerne og deres våben.

 

Danmark skulle ikke placeres i nogen blok

Statsminister hans Hedtofts foretrukne løsning på det danske sikkerhedsproblem var en skandinavisk forsvarsunion mellem Danmark, Norge og det militært set stærke Sverige.

Den amerikanske regering var afvisende over for et skandinavisk initiativ. De ville ikke yde våbenhjælp i tilfælde af angreb. I 1948 havde Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux – lande indgået en forsvarspagt kaldet Vestunionen. Man ville senere udvide med andre lande.

Statsminister Hans Hedtoft fastslog den 30. januar 1948 i radioen, at Danmark ikke skulle placeres i nogen blok og være med til at uddybe modsætningerne mellem øst og vest.

 

Russiske bombefly over Bornholm

Den 9. september 1948 blev der iagttaget et større antal sovjetiske bombefly over Bornholm. Den danske regering reagerede ved at sende en fregat og antiluftskyts til øen. Episoden var med til at understrege, hvor udsat Danmark ville være i tilfælde af et sovjetisk angreb.

Søværnets Radiotjeneste skønnede dog senere, at de sovjetiske fly blot havde brugt Bornholm som pejlemærke til at navigere efter under en flådeøvelse i Østersøen.

 

Briterne havde ikke noget imod skandinavisk forsvarspagt

Den 24. september 1948 informerede den danske ambassade i London om, at der inden længe kunne ventes en opfordring til Danmark om at tilslutte sig en Atlanterhavspagt. Den danske udenrigsminister søgte straks at overtale den britiske og amerikanske udenrigsminister om ind til videre ikke at fremsætte en sådan anmodning.

Den britiske regering havde modsat den amerikanske regering ikke noget imod en skandinavisk forsvarspagt.

 

Den danske Brigade blev halveret

Den 10. december 1948 underskrev Danmark en aftale med Storbritannien om forlængelsen fra 1947 om Den Danske Brigade i Tyskland. Aftalen indebar at brigaden efter dansk ønske blev halveret og flyttet fra Ostfriesland til det vestlige Holsten, dvs. nærmere Danmark og dermed lettere at trække tilbage i tilfælde af krig.

Den 5. – 6. januar 1949 mødtes de nordiske lande igen. Udenrigsminister Gustav Rasmussen fremkom på mødet med den markante udtalelse om at en dansk indmeldelse i Atlantpagten ville provokere Sovjetunionen. Og det ville være det samme for Danmark som at underskrive sin egen dødsdom.

 

De nordiske forhandlinger brød sammen

Et forsvarsforbund skulle sikre, at de nordiske lande kunne stå uden for den kolde krig i en art fællesnordisk neutralisme. Med Danmark som primus motor nåede man relativt langt i forhandlingerne i 1948 – 49. i sidste ende viste det sig dog umuligt at forene norske ønsker med vest – orientering med svenske om neutralitet.

Da de nordiske forhandlinger om en forsvarsunion brød sammen, stod det klart for den socialdemokratiske regering at Danmark måtte søge noget andet. Svenskerne var ikke interesseret i alene at have et forsvarssamarbejde med Danmark.

 

Danmark havde ikke anden udvej

Den 24. februar 1949 udtalte Hedtoft i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, at Danmark næppe havde andet valg end at indtræde i Atlantpagten.

Under forhandlingerne kom det frem, at amerikanerne ikke ville anlægge nogle baser i Danmark. Det Radikale Venstre og Retsforbundet ville have, at der blev etableret en folkeafstemning om Danmarks deltagelse i Atlantpagten.

 

Kauffmann spillede dobbeltspil

Kauffmann spillede såmænd også dobbeltspil i de første efterkrigsår mellem 1945 – 51. Det var hans overbevisning, at Danmark burde være medlem af NATO i stedet for at stræbe efter at indtage en alliancefri rolle i den ny verdensorden. Igen gik han uden for sin rolle som diplomat og var særdeles aktiv med til at forme efterkrigstidens danske udenrigspolitik. Igen spillede han elegant Grønlandskortet, hvilket resulterede i, at Danmark blev medlem af Atlantpagten i 1949, og at Danmark også fik en ny Grønlandsfatale med NATO og dermed USA i 1951. Men så let som det nu lyder, var det dog ikke.

 

Han stod svagt i Udenrigsministeriet

I oktober 1947 havde den amerikanske udenrigsminister George Marshall for første gang nævnt Henrik Kauffmanns ide til et nordatlantisk sikkerhedsarrangement over for den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen. Den amerikanske udenrigsminister havde bedt Kauffmann om at udvikle de tanker. Var det derfor at Danmark kom med fra starten og var det derfor, at vi fik lov til at beholde Grønland som en del af det danske rige?

Kauffmann blev ved med at stå svagt i Udenrigsministeriet. De opfattede ham som illoyal og notorisk enerådende. Men efter befrielsen havde politikere fra de tre store partier blik for, hvordan gesandtens stilling i USA kunne instrumentaliseres. Han havde fortsat sin stilling derover. Men den gradvise udvikling af den kolde krig blev det også rigeligt at se til.

 

Amerikanerne truede

Åbenbart truede den amerikanske ambassadør i Danmark, Josiah Marvel med, at USA ville beskære eller helt stoppe Marchallhjælpen, hvis ikke Danmark stoppede sit arbejde med et skandinavisk forsvarsforbund og i stedet orienterede sin sikkerhedspolitik med USA og et atlantisk samarbejde. Det var amerikanske økonomiske trusler, præsenteret for den daværende regerings topfolk bagom ryggen på statsministeren.

Danmark var af både økonomiske, sikkerhedspolitiske og strategiske grunde tvunget til at finde et nyt ståsted, og i takt med at alle andre muligheder af forskellige grunde viste sig enten uønskelige eller uopnåelige, endte vi af forskellige grunde med at søge medlemskab af Atlantpagten ovenikøbet som medstifter i april 1949.

 

Russerne reagerede

Dagen før den danske tilslutning til Atlantpagten fik den danske regering en note, hvor den sovjetiske regering slog fast, at Atlantpagten var anti-sovjetisk, aggressiv og i strid med FN-pagtens formål og principper. Statsminister Hans Hedtoft svarede Sovjetunionen den 4. maj 1949, at Atlantpagten var defensiv og ikke rettet mod nogen bestemt stat eller gruppe af stater.

 

Mange ting blev skjult for offentligheden

De danske politikere var bange for, at russerne ville reagere negativt over for amerikanernes baser på Grønland. Amerikanerne havde slet ingen planer om at opgive disse baser. Dette var måske godt for Danmark og medlemskabet i NATO. Men Udenrigsministeriet kørte Kauffmann ude på et sidespor, da der skulle laves ny overenskomst med amerikanerne i 1951 om forlængelserne af baserne.

Rækkevidden af amerikanernes indflydelse blev skjult for offentligheden. Den amerikanske atomvåbenstrategi blev også fortiet. Løgnene har til skiftende tider og svingende styrke belastet det dansk – amerikanske forhold, det dansk – grønlandske forhold samt relationen mellem beslutningstagere og offentlighed i Danmark.

 

Kilde:

• altinget.dk
• historie-online.dk
• danmarkshistorien.dk
• koldkrig-online.dk
• leksikon.org
• information.dk
• Bo Lidegaard: Uden mandat
• Bo Lidegaard: i kongens navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919 – 1958
• Per H. Larsen, Jacob Sørensen: Lige ved og næsten – en analyse af Påskekrisen 1948
• Per H. Hansen, Jacob Sørensen: Påskekrisen 1948: dansk dobbeltspil på randen af den kolde krig
• Bent Jensen. Bjørnen og Haren: Sovjetunionen og Danmark 1945 – 1965

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.572 artikler bl.a.
• Henrik Kaufmann og Grønland

Dragør – for længe siden

Allerede i Oldtiden var Dragør beboet. Det store Sildeeventyr. Dragør fik privilegier. Masser af boder. Dragørmarkedet blev en konkurrent til København. Den danske flåde vandt over hansestæderne. Da 184 hollandske bønder kom til Amager. Befolkning på 150 – 200 i Dragør. Adskillige hollændere bosatte sig i byen. Dragør ville udskilles fra Store Magleby. Stor fattigdom. Da Svenskekongen var ved at blive anholdt. Amagers eneste skov blev næsten udryddet. Pesten udryddede halvdelen af befolkningen. Flåden voksede. Dragør fik sine vedtægter. Det gik tilbage med bjergningen. Lodseri fra Dragør. Kongens indrullerede Søfolk. Konerne fik særrettigheder. Fiskeriet blev bierhverv. De mange gæs. Nu kom håndværkerne. Skole fra 1680. Egen kirke. Store tab under Englandskrigene. Nu blev det lettere at komme til Dragør. Gulkalkede ”Skipperhuse” med stokroser. Brandkatastrofer. Dansestuer. Fastelavnsugen. Påske.

 

Allerede i oldtiden var Dragør beboet

Allerede i oldtiden var egnen ved Dragør beboet. Der er tydelige spor fra bronzealderen. I vikingetiden var plyndring og brandskatning noget, der hørte til dagens orden. Amager var endnu tyndt befolket. Der var endnu ikke nogen bysamfund.

Oldtidens bopladser var små og unetydelige. Bøndernes opdyrkning af jorden fortsatte. Nye landsbyer opstod efterhånden. Fra den tid stammer sikkert Store Magleby og Sundbyerne, selv om de først nævnes i 1085. Tårnby omtales først omkring 1135. Dragør er betydelig yngre, men må dog være opstået længe før 1333, da byen omtales i forbindelse med et skibbrud.

 

Det store sildeeventyr

Middelalderen igennem var fiskeriet en af landets vigtigste indtægtskilder. Abbed Arnold af Lübeck beretter i sin krønike omkring 1200, hvorledes de udenlandske købmænds tilstedeværelse bidrog til at ændre danskernes livsvaner, da de igennem dem stiftede bekendtskab med de sydlige landes forfinede levevis og lærte at sætte pris på at være kostbare og elegant klædte.

Endnu havde Dragør kun få faste beboere, da forberedelserne til markedet og fiskeriet begyndte. Men i tiden fra den 24. august til den 9. oktober mangedobledes befolkningen. Der udfoldede sig et meget broget liv.

Borgere og købmænd, fiskere og bønder, håndværkere, præster og munke færdedes mellem hinanden. Fra den tidlige morgen til sent ud på aftenen genlød stedet af messesang, vognrummel, hestetrampen, våbenklirren og kommandoråb.

 

Dragør fik privilegier

Efter endt dagsværk forlystede ungdommen sig med at lytte til omstrejfende gøglers sang og musik eller svang sig i dansens glæder i lunden eller ude på engene.

Sine første privilegier fik Dragør i 1342 af Valdemar Atterdag. Men allerede omkring midten af det 13. århundrede havde Wismar som den første by set de muligheder som stedet frembød. Forskellige byer fulgte efter.

Man fik ret til at ind- og udføre varer, drive håndværk, sælge alenvarer og hvad der ikke var mindst vigtigt – fri bjergningsret for sine fartøjer i tilfælde af stranding eller grundstødning.

 

Masser af boder

Der føltes ikke som en mangel, at der ikke fandtes nogen havn i Dragør. Det skyldtes, at ”Drogdens Øre” i forbindelse med en stenmole, der blev bygget, gav læ for bådene. For at lette transporten blev der gravet kanaler til de fed, der lå længst inde i landet.

Det areal, de fremmede købmænd lagde beslag på, omfattede henved 50 tønder land, der fra nord til syd strakte sig fra Blushøjen til Rybakkerne og fra øst til vest fra Grusbakkerne til Sundet. Af hensyn til fugtigheden var boderne bygget på små firkantede forhøjninger.

Nogle af boderne var meget interimistiske og skulle fjernes, når markedstiden var over. Gennem det 14. og størstedelen af det 15. århundrede var fiskeriet en god indtægtskilde.

 

Dragørmarkedet – en alvorlig konkurrent til København

Ved den nuværende nordre havnearm lå en i 1530 nedlagt kirke, der tilhørte gråbrødreklostret i København. Der hvor Strandhotellet ligger, lå et herberg, som tolderen syntes at have bevilling på at drive. Som dets nabo på den modsatte side af den nuværende Toldergade lå toldboden, der første gang nævnes 1425.

Tæt ved denne lå en skanse ”Skjolden”. Den blev tillige brugt som fyrbakke og muligvis til rettersted. Som galgebakke benyttedes dog sikkert lejets højeste punkt ”Skalkesnæs” , der lå på Københavns fed mellem slagternes boder i Kjødmangerstræde (Kongevejens østligste del) og Toldbodstræde, den nuværende Toldergade.

I løbet af det 15. århundrede udviklede Dragørmarkedet sig til at blive en alvorlig konkurrent til Dragørmarkedet sig til at blive en alvorlig konkurrent til København.

 

Den danske flåde vandt

Erik af Pommern indførte sundtolden og han søgte at indskrænke de fremmede købmænds indflydelse og rettigheder, så hansestæderne erklærede krig.

Skønt den danske flåde var langt underlegen, vandt den dog en fuldstændig sejr den 21. juli 1427 i et søslag ud for København. Ved fredsslutningen blev Erik af Pommern tvunget til at forny hansestædernes privilegier. Dragør fortsatte med at være en af Skånetidens vigtigste handelspladser.

I 1462 skulle 20.000 have taget del i markedet. I 1520 siges det, at 7.500 både drev fiskeri i Sundet. Måske er tallene lidt overdrevne. I det 16. århundrede begyndte silden at søge andre veje og så gik markedet rivende tilbage.

Mod Grevefejden 1533 – 1536 var Dragørs glansperiode i middelalderen forbi. Syvårskrigen med Sverige 1563 – 70 svækkede yderligere markedet.

 

Da 184 hollandske bønder kom

Christian den Anden indkaldte i 1520 – 1521 184 hollandske bønder, hvor de fik overladt Store Magleby. Det var også hans mening at de skulle have haft Kronens ejendomme i Dragør.

Kongevejsgård mellem Kongevejen og Toldergade blev omkring 1600 delt i to halvgårde. Den gamle gård brændte dog. Dragørgården på hjørnet af Toldergade og Jan Timanns Plads blev nedlagt i 1926. Gårdens tidligere kostald blev indrettet som byens biograf.

Gennem lange tider tilhørte disse gårde hollandske familier og deres ejere har næsten alle været fogeder i Dragør.

 

Befolkning på 150 – 200

Omtrent samtidig med at Kongevejsgården blev delt, synes toldstedet at være blevet ophævet, selv om toldbygningen først blev nedrevet i 1657. Byen bestod da foruden af de to halvgårde af 20 huse og lige så mange fiskerboder.

Om vinteren havde den en befolkning på 150 og om sommeren 200. Det skyldtes nok fordi hansestæderne endnu havde enkelte privilegier. Disse privilegier blev ophævet i 1622 efter at Christianshavn var anlagt som stabelplads for hele Sjælland.

 

Adskillige hollændere bosatte sig i Dragør

I slutningen af det 17. århundrede bosatte adskillige hollændere sig i Dragør, hvor de ernærede sig ved fiskeri og bjergning. Først da hollænderne i større målestok begyndte at fiske ål ud for Amagers vestkyst at lave mejeridrift på Saltholm og at udskibe heste, blev der bygget en nordre mole, en såkaldt ”Pehratette” som en begyndelse til en egentlig havn.

Byen havde tidligere i kommunal henseende havde sorteret under lensmanden på Københavns Slot. En stedlig foged varetog lenets og Kronens interesser. Men nu var det Hollænderbyens Scout eller Schultus (foged) stedets øverste myndighed. Han overtog også toldforretningerne. Ofte opstod der stridigheder med Store Magleby. Det var navnlig i forbindelse vedrørende havnen og retten til bjergning, om ejerforhold til jorden, om fælledens benyttelse.

 

Dragør ville gerne udskilles fra Store Magleby

Også i kirkelige spørgsmål var der store problemer, idet sognekirken i Store Magleby var både sognekirke for Hollænderbyen og Dragør. Gang på gang ansøgte Dragør om at blive udskilt fra den hollandske menighed.

Fra omkring 1700 dannede fogeden og fire mænd et by-forstanderskab. Men skønt Dragør efterhånden forstod at frigøre sig fra Store Maglebys formynderskab, opnåede de først fuld selvstændighed med Scout-jurisdiktionens ophævelse i 1822.

Stridigheden forhindrede imidlertid ikke dens vækst. Fiskeri, bjergning og kreaturhold var dens vigtigste indtægtskilde.

 

Stor fattigdom

Men efter de store sildeeventyr i Sundet var ophørt, sank befolkningen ned i fattigdom.

Af en indberetning til amtmanden fra præsten i Store Magleby fremgår det nemlig, at byen 1657 bestod af to halvgårde og henved 70 huse:

 

• Som af fattige Fiskere besiddes, som ej have videre end Vor Herre vil unde dem af Søen og Stranden.

 

Da Svenskekongen var ved at blive anholdt

Heller ikke Dragør gik uberørt ud af Svenskekrigene, selv om de ikke fik så hård en skæbne som de øvrige byer på Amager. Den 8. oktober 1658 – to måneder efter belejringens begyndelse – gjorde svenskerne landgang ved byen med 1.500 mand fodfolk og 500 ryttere.

En i hast opkastet skanse blev erobret. Og i spidsen for sine soldater marcherede Carl den 10. Gustav mod København. Næste morgen gav Frederik den Tredje ordre til at Sundbyerne skulle afbrændes. Det var for at byen ikke skulle give fjenden beskyttelse.

Allerede den 10. oktober kulminerede kampen om øen med svenskernes berømte ”harejagt”, da alle byer og gårde blev stukket i brand med undtagelse af Tårnby kirke, der blev skånet som belønning for præsten Hans jegers modige optræden, da svenskekongen uanmeldt trådte ind i kirken, og han ufortrødent fortsatte sin prædiken., mens degn og menighed i hast flygtede derfra.

Samme dag ”harejagten” gik ind, kom der mellem Store Magleby og Dragør til en træfning, i hvilke både Frederik den Tredje og Carl den 10. Gustav deltog. Svenskerne blev slået og søgte skyndsomt tilflugt i deres både ud for strandengene ved Dragør. Kun ved en svensk officers mellemkomst lykkedes det at forhindre den danske løjtnant Mikkel Skov i at tage den svenske konge til fange.

 

Amagers eneste skov blev næsten udryddet

Som følge af dette nederlag fik de heller ikke tid til at sætte ild til alle huse i Dragør. Kun de to halvgårde og en snes fiskerhuse blev ødelagt. I 1677 bestod byen kun af 53 huse.

Amagers eneste skov lå ved Dragør. Den var et yndet udflugtsmål for københavnerne i det 17. århundrede. Men skoven synes at være blevet stærk medtaget under Svenskekrigene. De talrige træer blev fældet og anvendt til hovedstadens befæstning.

I disse år blev havnen udvidet med en skibsbro. Samtidig fik byen atter sit eget toldsted. I 1682 blev der opført et pakhus til opbevaring af bjergningsredskaber og gods, der bragtes i land efter grundstødte skibe. Fra 1790 til 1014 blev det benyttet til rådhus. Senere blev det til museum.

 

Pesten udryddede halvdelen af befolkningen

Amager undgik ikke at mærke følgerne af Den Skånske krig 1675 – 79 og Den Store Nordiske Krig 1700 – 1720. Øen skulle for enhver pris holdes, da den som ”Kjøbenhavns Spisekammer” var ganske uundværlig for hovedstadens levnedsmidler.

Heller ikke pesten 1711 skånede befolkningen – tværtimod – over halvdelen blev bortrevet. I lange tider lå gårde øde hen. Ikke desto mindre begyndte en ny opgangstid for Dragør.

 

Flåden voksede

I 1758 fortælles det, at byen havde cirka 270 huse ”alle temmelig vel byggede” som med få undtagelser blev beboet af ”Skibs-folk”. Den bestod ikke kun af indfødte ”Hollænder-børn”, men mest af jyder, Sjællands-farer og svenskere.

Flåden voksede stadig. Og fra 1725-30 blev havnen udvidet og blev overtaget af kommunen. I 1760’erne blev ”Den ydre mellem-havn” anlagt.

 

Dragør fik sine vedtægter

I 1707 fik byen sine vedtægter. Her bestemtes det hvilke indtægter havnen skulle opbære ved lodsning og ladning, havnepenge m.m. I 1713 dannedes et bjergelag. Her blev det også bestemt, hvor meget en bjergning kostede. Der blev også fastlagt retningslinjer for byens orden og sikkerhed. Disse stod med få ændringer ved magt til 1855, da de gamle vedtægter ikke længere passede til ”de nuværende forhold”.

I henved 200 år var bjergning en af Dragørs vigtigste indtægtskilder. Så snart en båd blev observeret som grundstødt gik der øjeblikkelig bud til fogeden og by-forstanderne. Havnefogeden beordrede først ”Byens Baad” og derefter andre skibe og både at gøre sig klar. Bytjeneren sendtes rundt i byen og tudede i sit horn ”Til Skibs”. Jo der blev sandelig røre i Dragør, når dette skete.

 

Det gik tilbage med bjergningen

Efter oprettelsen af Em. Z. Svitzers Bjergningsselskab i 1833 sakkede Dragør imidlertid langsomt agterud i konkurrencen med det nye selskabs mere tidssvarende bjergningsredskaber, indtil den til sidst blev nødsaget til helt at opgive sine bjergningsrettigheder.

 

Lodseri fra Dragør

Et andet af byens ældgamle erhverv var lodseri. Oprindelig var det fiskerne selv, der påtog sig at lodse skibe gennem farvandet, men i Kgl. Resolution af 8. marts 1648 gav Christian den Fjerde seks navngivne mænd fra Dragør ret til at lodse skibe gennem farvandet.

Men de mange skibe, der årligt passerede gennem Sundet – omkring 1800 meldes der ca. 10.000 – nødvendigvis allerede 1731 en fordobling af lodsernes antal.

I 1740 blev der indrulleret yderligere 12 unge mænd i faget. Knap 100 år efter var der stadigvæk kun 24 lodser i Dragør. Deres antal steg efterhånden til over 50. Men med den tiltagende dampskibsfart gik dette erhverv stærkt tilbage. I 1906 var der kun 17 lodser til Dragør.

 

Kongens indrullerede Søfolk

Under Christian den Femte indførtes den bestemmelse at unge søfolk, der lod sig indrullere i flåden eller ansætte på Holmen, opnåede visse fordele. Foruden en fast løn, som blev halveret, når de ikke gjorde tjeneste, men ventede på udkommando, fik de lejlighed til at uddanne sig i et håndværk. Når de efter 14 års forløb tog deres afsked, fik de tilladelse til på trods af gældende laugsregler at nedsætte sig som håndværkere eller skippere i indenrigsfart.

I 1758 blev der alene i Dragør indrulleret 150 mænd. Endnu i 1830’erne var der 750 indrullerede sømænd i byen. De blev kaldt ”Kongens indrullerede Søfolk”.

 

Konerne fik særrettigheder

Giftede de sig, fik deres koner – i øvrigt lige som lodsejernes – tilladelse til at skaffe sig en ekstraindtægt ved salg af hjemmevævede varer. Omkring 1850 var der intet hjem i byen, hvor der ikke fandtes en væv.

Imidlertid blev der i 1880’erne oprettet en linnedfabrik ved Store Magleby, hvor den gamle industris udøvere i stort antal fandt beskæftigelse, da hjemmevæveri nu ikke længere betale sig, men alligevel var der i 1890 stadig 1123 væve i gang i Dragør.

 

Fiskeriet blev et bierhverv

Fiskeriet var nu blevet et bierhverv, der kun ernærede ganske få familier. Endnu færre levede af landbrug. I virkeligheden var der kun to gårdmænd. Blandt byens borgere var der dog adskillige, som holdt både køer, svin og gæs, men de var ikke landmænd af profession. Til græsning brugte de forskellige englodder, de i tidens løb havde erhvervet af Maglebylille.

 

De mange gæs

Om sommeren blev hundredvis af gæslinger i hundredvis om sommeren ført over til Saltholm, indtil de om efteråret blev ført tilbage. På Dragørs snævre gader og stræder satte de deres præg. Det er derfor ikke uden grund, at Dragør blev kaldt ”Gæssenes By” I vinterens løb blev de fleste solgt på torvet i København.

 

Nu kom håndværkerne

En så udpræget søfartsby som Dragør havde oprindelig kun ganske få håndværkere. I 1686 nævnes således kun en bager, en skomager, en smed, to skræddere, en tækker, en kurvemager og så kom der senere en rebslager.

Men deres antal blev øget med befolkningens vækst og byens tiltagende velstand. Omkring 1800 havde byen seks bagere, syv skomagere, to smede, to tømmermestre, en murermester, en skrædder, en rebslager og talrige ”tømmermænd” dvs. skibstømrere, men der var kun en købmand. Til gengæld var der både høker, urtekræmmer, spækhøker, isenkræmmer og galanterihandler. Her blev solgt både ost – og vestindiske sager.

I tidligere tid var der også dragørfamilier som ernærede sig ved blegeri, da det om sommeren var skik fra hovedstaden at sende hvidevarer i tusindvis til blegning på Dragørs flade strandenge. Så sent som i 1870 levede 12 familier stadig af dette.

 

Skole fra 1680

Allerede omkring 1680 syntes det at være oprettet en skole i Dragør. Den har sikkert været ret primitiv installeret i et fiskerhus. En skolemester nævnes i 1686. En skolestue omtales først i 1719. men der skete en befolkningsstigning så denne blev for lille. I 1827 blev en skole gentagende gange ombygget og udvidet.

I Blegerstræde nr. 9 har der også været en skole. Den blev opført i 1860. I Vestgrønningen blev en skole opført af flere omgange. Røde Skole opførtes i 1891. Grå Skole blev bygget i 1914 og Ny Skole er fra 1955.

 

Egen kirke

Egen kirke fik man først sent. Grundstenen blev nedlagt i 1882. Den blev indviet af Sjællands biskop tre år senere i overværelse af den kongelige familie. Den blev opført af arkitekt Wessel sandsynligvis med Taarbæk Kirke som forbillede i nygotisk stil. Indtil 1954 var den filialkirke til kirken i Store Magleby.

 

Stort tab under Englands – krigene

Krigene mod England i 1801 og 1807 – 13 ramte byens erhvervsliv hårdt, da næsten hele skibsflåden gik tabt. Krig og fattigdom forhindrede byens genopbygning. To batterier blev anlagt nord for byen og et syd for byen. Langs stranden blev der bygget vagthuse af tang og jord.

Chefen for Amagers Nationalarme og Kystmilitse, kommandørkaptajn F.C. Fisker tog ophold i byen, hvor hans næstkommanderende var stedets strandridder, major Moldrup. ”Arméens” øvelser vakte stor munterhed blandt tilskuerne, men helt hyggelige har forholdene dog ikke været. Ofte var Dragøerne vidne til træfninger i Sundet. Det skete også at enkelte kugler forvildede sig ind over byen, hvor de en dag dræbte en gammel blind mand i hans seng.

For at bøde på tabet af flåden, tog borgerne senere ivrigt del i kaperkrigen og i hvert fald blev et fartøj i byen udrustet til dette formål.

Af alle søstæder i Danmark – fortælles der i ”Nyeste Skilderi” i 1816 har næppe nogen lidt mere ved krigen end den mindste blandt dem, Dragør på Amager.

Før krigen ejede den omtrent 80 ”mådelige Fartøjer”. Men ved opbringelser og ved at være blevet drevet på grund af fjenden, var dette antal blevet reduceret til 20, og da der ikke var råd til at anskaffe nye, måtte de forrige ejere tage fragt for andre. Først næste generation lykkedes det at bringe flåden nogenlunde på fode.

Antallet af skibe hjemmehørende i Dragør steg derfor jævnt til århundredets slutning, da sejlskibenes saga var slut. En stor del af ungdommen søgte andre erhverv.

 

Nu blev det lettere at komme til Dragør

Skønt Dragør kun ligger ca. 10 km fra Københavner det stadig som at komme til en fjern provinsby. Måske skyldtes det dengang, at forbindelsen var meget dårlig. Rejsen var besværlig og ofte ubehagelig. Og det var den både hvis man benyttede sig af dagvognen, man sejlede eller benyttede en privat vognmand.

Banens anlæg i 1907 forbedrede forholdene. Men selv om byen rykkede nærmere til København mistede den ikke sit særpræg. Pludselig så man i ferietiden og om søndagen sejlsportsfolk, landliggere og turister, der her satte hinanden stævne ved havnen. De hyggelige gader og stræder genlød af latter og snakken.

 

Gulkalkede ”skipperhuse” med stokroser

Til hvert hus hører en lille have eller fredfyldt gårdsplads, roser og stokroser forhøjer idyllen og på et par af torvene var der endnu en gammeldags vandpost. Mange af gaderne er snævre og krumme som i en middelalderlig by og enkelte som Fiskergangen, Skippergangen og Trejn Jylmanns Gang er ikke mere end halvanden meter brede. De er kun beregnet til fodgængere og derfor flisebelagte i modsætning til de andre, der har toppede brosten.

Næsten alle huse i den gamle del af byen er gulkalkede, men kun ”skipperhusene” er to etager høje. Enkelte som Lodstræde 15 har på taget et såkaldt ”Kikkenborg” – et lille udsigtstårn. I ældre tid blev der holdt udkig efter skibe, der var grundstødte i farvandet ud for byen eller kom i vanskeligheder, som krævede Dragørborgernes bistand.

De fleste ejendomme er grundmurede med rødt tegltag men mellem dem ligger dog stadig stråtækte bindingsværkshuse, at hvilke de ældste stammer fra det 17. århundrede.

 

Brandkatastrofer

Selv om det var en økonomisk fordel for Dragør, at ligge så nær København, har byen altid forstået at holde sin store nabo ”tre skridt fra livet”. Det skyldtes sikkert, at mange gamle Dragørslægter havde hollandsk blod i deres årer. Ved at værne om deres kultur vedblev de at føle sig som et lille selvstændigt samfund.

Husene ligger så tæt at en ildebrand vil få katastrofale følger. Derfor havde Dragør også tidligt sit eget brandkorps. Disse forholdsregler forhindrede dog ikke, at der i 1842 nedbrændte en snes huse i van Ostensgades vestlige del. 18 huse mellem Wismarstræde og Lybækstræde blev luernes bytte in 1852.

 

Dansestuer

Befolkningens hollandske oprindelse satte sit præg ikke alene på det daglige liv men også på årets store festligheder. Som Hollænderbyen havde Dragør sin ”vært” hvor beboerne holdt gilde og havde dansestue, men fra en beskeden begyndelse udartede det efterhånden til, at der mindst en gang om ugen på skift holdtes ”offentligt bal” i forskellige lokaler. I de mange dansestuer er det sikkert gået meget livligt til. Det gjaldt dog om ikke at hoppe for højt under dansen for ikke at slå hovedet mod loftsbjælkerne, som i Lars Ols’ have i Strandstræde, hvor deltagerne selv medbragte tællelys og brænde til bilæggerovnen.

Om sommeren henlagdes dansen til ”Dragør Lund”, hvor der var rejst en danseestrade og telte, som der udskænkedes kaffe og punch i til de voksne, medens børnene morede sig med at gynge.

 

Fastelavnsugen

Særlig store fester holdtes fastelavnsugen, som overalt på Amager blev fejret med ”at slå Katten af Tønden”. Ofte dansede man efter tøndeslagningen flere nætter i træk. Mens drengene sørgede for lys og brændsel og betalte for musikken, fyldte pigerne bollerne, som visen omtaler, med rødvins – eller rompunsch. De unge mennesker blev derfor tit så berusede, at de måtte forsømme deres skole.

 

Påsken

Påsken blev fejret med, at pigerne gav æg til de drenge, som havde været flinke til at danse med dem i fastelavnstiden. Æggene, der var hårdkogte og farvede, morede de sig påskedag med at kaste eller trille ned ad ”Blushøjen” eller andre steder, indtil de ”gik i Pillemad” og blev spist.

Anden påskedag legede pigerne og drengene om eftermiddagen, hvorefter de drog rundt i byen, hvor drengene trakterede pigerne med bolsjer hos de forskellige kagekoner.

 

Kilde:

• Stefen Linvald: Dragør – Byen der værner om sin fortid

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.571 artikler herunder:

 

• Lodsen fra Dragør
• Da Dragør blev badeby
• Dragør og Store Magleby – dengang
• Er Amagerbønderne slet ikke fra Holland?
• En Amagerdrengs oplevelser
• Christianshavn fra A til Å
• Amagerbanen
• Amager for længe siden
• Christianshavn for længe siden
• Gamle huse på Christianshavn
• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn – dengang
• Amager fra A til Å

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stor opmærksomhed om Grænselandet

I øjeblikket er der stor interesse for Grænselandet i medierne. Årsagen er 100-året for den såkaldte ”Genforening”. Men det er nu ikke alt, der er lige brillant. Og så undlader man bevidst nogle ting. Andre debattører bilder os så ind, at det kun er tysksindede, der undlader ordet ”Genforening”. Men det er nu intet i vejen for at kalde det for deling eller grænsedragning. Slesvig-Holsten var ikke en nationalstat tilhørende Danmark. Heller ikke alle danskere bruger ordet ”Genforening”. Kongen blev degraderet til ”Anden Hertug” i Holsten. Den holstenske dominans begyndte tidligt. Hvad er en helstat? Hertugdømmerne bestemmer selv. En dansk-svensk overklasse. Hamburg havde stor økonomisk indflydelse. Sproget blev brugt som politisk virkemiddel. Vi efterkom tyskernes ønsker. Hvis nu englænderne kom. Man kasserer ikke bare de historiske sammenhænge. Tre kulturer og fem sprog. Det giver øretæver at beskæftige sig med sønderjysk historie.

 

Heller ikke alle danskere bruger ordet ”Genforening”

I øjeblikket kører der mange serie i TV om Grænselandet. Noget af det er formidabelt. Noget andet er plat og intetsigende. Men det er da i hvert fald fokus på landsdelen. Nu er det ikke alt, der bliver sagt. Og en del bliver undladt.

Vi kan tydelig se på vores hjemmeside, når det har været en udsendelse. Så skal Familien Danmark ind og have flere oplysninger.

I et debatindlæg får vi at vide, at tyskerne og de tysksindede ikke anerkender ordet ”Genforening”. De bruger i stedet ordene Abtrennung,(deling) grænsedragning m.m. En byrådspolitiker fra Sønderborg ville tvinge de tysksindede til at anerkende ordet genforening. Vi får at vide, at alle danskere og dansksindede anerkender ordet ”Genforening”. Men det svarer nu heller ikke til sandheden.

 

Kongen blev degraderet til ”Anden hertug” i Holsten

Det er jo rigtig, at det ikke var med tyskernes gode vilje, at den nordlige del af Slesvig gik til Danmark. Tyskerne mente jo lige som danskerne at det var deres land. Og det er også rigtigt at man forsøgte at gøre Nordslesvig tysk med at tvinge det tyske sprog ind over alt. Men man glemmer at fortælle, at danskerne gjorde det samme i Mellem – Slesvig.

Holsten havde for længst meldt sig under Det Tyske Forbund. Det betød at den danske konge kun var 2. hertug efter kejseren. Dengang kongen blev valgt til dette, fik han udtrykkelig at vide, at han skulle lede Danmark, Slesvig og Holsten hver for sig. Det er for nedladende at kalde kongens rolle for en ”kransekagefigur”.

 

Den holstenske dominans begyndte tidligt

Men i mange år var det den holstenske adel, der bestemte både i Slesvig og Holsten. De gav aldrig afkald på deres rettigheder.

Efter tysk forbillede blev Sønderjylland i 1200 – tallet forlenet til de slesvigske hertuger (et arveligt fyrstelen) Hertugdømmet Slesvig var indtil de slesvigske krige i 1848 – 1851 og 1864 et dansk len (konge – og rigslen) ligesom Holsten var et tysk len.

Den holstenske indflydelse startede da Abel blev gift med Metchild af Holsten. Hun var datter af den holstenske grev Adolf den Fjerde. Dette skete i 1237. Mellem 1375 og 1459 havde især Schauenburgerne stor indflydelse. Fra 1544 var det Gottorpernes tur.

 

Hvad er en helstat?

De danske konger har siden 1460 været hertuger af Slesvig og grever, fra 1474 hertuger af Holsten. Hertugdømmernes talrige delinger mellem forskellige fyrstehuse i 1500 – 1700- tallet svækkede i den grad centralmagten og bevarede mange stænders og områders nedarvede særrettigheder.

Dette forhold er ikke rigtig forklaret i de udsendelser vi har set. Det er også vanskeligt at forklare begrebet Helstat. Det vil også forsøge her.

Helstaten er den statsdannelse, der opstod i 1814. Den varede til 1864 og omfattede:

Kongeriget:

• Danmark

Hertugdømmerne:

• Sønderjylland eller Slesvig (som dansk len)
• Holsten (medlem af Det Tyske Forbund)
• Lauenborg (medlem af Det Tyske Forbund)

En række bilande:

• Island
• Færøerne

Kolonierne:

• Grønland
• Guldkysten
• Tranquebar
• De Dansk – Vestindiske øer

 

Helstaten var reelt en personalunion. I alle henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater. Men den centrale overordnede forvaltning fandt sted i den kongelige residensstad København. Her var det i særdeleshed to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for de hertugdømmerne (Tyske Kancelli)

 

Hertugdømmerne bestemte det meste selv

Vi skal da lige huske på, at disse administrative steder langt fra bestemte det hele. Hertugdømmerne havde en stor selvbestemmelsesret. Hertugdømmerne havde også deres helt egen lovgivning. Grundloven gjaldt heller ikke her.

Lige siden tidligste middelalder havde det været statsretslige og økonomiske forbindelser mellem det danske kongerige og hertugdømmerne. Sønderjylland/Nordslesvig havde oprindelig været en del af det danske kongerige langt tilbage i historien. Men dets tilknytning hertil var svækket ved en kompliceret arvelighedsdeling hvis virkninger blev forstærket ved indvandring af fremmed, fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder på bekostning af statens nationale særinteresser.

 

En danskfjendsk overklasse

Dette førte til opkomsten af en reel danskerfjendsk overklasse. De kvitterede for sine fordele ved ikke at støtte den danske stat men ved at undergrave den. Det Slesvig – Holstenske ridderskab, der nok tålte de skiftende danske kongers formelle overherredømme, men de havde sandelig ikke i sinde at give afkald på deres særrettigheder.

Endelig havde Lauenborg i tidligste middelalder måttet anerkende de danske konger som sit formelle statsoverhoved. Det var egentlig denne tilstand, som blev genskabt, da hertugdømmet blev tilbyttet til gengæld for det tidligere Svensk Forpommern.

Syd på var det det tyske sprog, der dominerede. Men egentlig var en tilknytning til en stortysk stat ganske fremmed. Det var heller ikke i Ridderskabets interesse.

 

Hamborg havde stor økonomisk indflydelse

Men Hamborg havde en stor økonomisk indflydelse på hertugdømmernes økonomi. Denne indflydelse føltes langt stærkere end indflydelsen fra den fjerne og i lange tider stagnerende danske hovedstad. Ganske vist begyndte København fra omkring midten af århundredet at genvinde økonomisk styrke, men for hertugdømmernes vedkommende gik de økonomiske forbindelser i overvældende grad sydover.

Nej Helstaten var ikke en stor traditionel nationalstat. Der lå både politiske og økonomiske spændinger indbygget i den. Den brød også sammen.

 

Sproget blev brugt som politisk virkemiddel

Egentlig spillede sproget ikke nogen rolle i det daglige. Men det var først da myndighederne brugte det tyske sprog som administrationssprog at spændingerne opstod. Ja og så begyndte man efterhånden også at bruge sproget som politisk virkemiddel. Kultursproget var også tysk. Det var handelssproget også.

I 1843 blev den store danske fest afholdt på Skamlingsbanken. Året efter var det den Slesvig – Holstenske sangfest i Slesvig. Det var her den berømte og berygtede Schleswig – Holstein Lied blev lanceret.

Godt nok vandt vi den første slesvigske krig. Men kigger man på fredsbetingelserne var det jo nærmest et halvt nederlag. Historikere på pager, at man bare dengang kunne have taget Slesvig eller en del af hertugdømmet. Men det satte fredsbetingelserne en stopper for.

 

Preusserne stjal ikke Nordslesvig

Og så var det november – forfatningen, hvor Danmark vedtog en lov, der stred mod internationale forordninger. En forordning Danmark havde skrevet under på efter Første Slesvigske Krig. Dette førte til krigen i 1864. Så man kan vel ikke tale om, at Preussen stjal Nordslesvig.

Der fulgte nu mange år under preussisk styre. Og det var bestemt ikke let for de dansksindede. Man forsøgte i den grad fra preussisk senere tysk side at germanisere Nordslesvig.

 

Håbet levede at hele Slesvig kom til Danmark

Nederlaget i 1864 var en bitter pille at sluge for Danmark. Alligevel levede håbet om at generhverve Slesvig. Det var Preussen helt bevidst om. De befæstede bogstavelig talt Dybbøl.

I 1870 udbrød der krig mellem Frankrig og Preussen. Danmark undgik med nød og næppe at blive inddraget. Frankrig tabte og så brast ethvert håb om at få Slesvig tilbage.

 

Knivsbjerg

Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret på Knivsbjerg. Året efter blev grundstenen lagt til det kæmpestore Bismarck – tårn. Dette blev dog først indviet i 1901. Tårnet symboliserede også hele Slesvig – områdets tilhørsforhold til Tyskland.

Allerede fra juli 1919 begyndte man at ”afmontere” Bismarck – monumentet. Man kunne godt se hvilken vej det gik. Og resterne blev bortsprængt efter besættelsen af danske modstandsfolk.

 

”Köller-politik”

En af de værste perioder var under overpræsident Ernst Matthias von Köller. Det var ham der stod for den berygtede ”Köllerpolitik”. En masse dansksindede blev udvist. Det var i den grad forbudt at agitere for Danmark.

Men det var ikke kun det danske mindretal i Nordslesvig, der var utilfredse. Det var Socialdemokraterne i den Tyske Rigsdag også. Efterhånden voksede modstanden fra tysk side mod Köllers politik. I 1901 forlod denne især fra dansk side forhadte person området.

 

Vi efterkom tyskernes ønsker

Danmark bevarede deres neutralitet under Første Verdenskrig. Men det var kun fordi vi efterkom tyskernes ønsker, at det ikke gik helt galt. Var englænderne kommet havde det hele set anderledes ud.

Tyskerne havde ellers allerede dengang planer om at besætte Danmark eller i hvert fald dele af Danmark. Højsøflåden skulle have bedre betingelser og bedre handlefrihed i de danske farvande. I 1916 ønskede marinen kontrol med Jylland op til en linje Esbjerg – Fredericia, der efter Fyn. København skulle eventuelt bombes fra luften.

Angrebet var blevet iværksat hvis englænderne havde valgt at sende store flådestyrker ind i Østersøen for at komme de hårdt trængte russere til hjælp.

 

Et stort forsvarsværk

Trods det byggede Danmark et stort forsvarsværk omkring hovedstaden. Der blev opstillet en sikringsstyrke på 58.000 mand. Man havde set, hvor let tyskerne kom gennem belgiernes forsvarsværker, der var bedre end danskernes. Forsvarsværket gik helt fra Køge bugt. Det skulle have været forlænget ved Roskilde Fjord men så langt kom man aldrig. Den danske hær manglede middeltungt artilleri for at kunne forsvare sig.

Tyskerne frygtede at de neutrale nationer Nederlandene og Danmark ville blive så hårdt ramt, at de ville være fristet til at tilslutte sig de allierede.

 

Hvis nu englænderne kom

Vi har tidligere skrevet om Sikringsstilling Nord, der blev anlagt i Nordslesvig fra 1916 – 1918. Det omfattede næsten 900 betonanlæg med tilhørende broer, anlæg til opstemning af åer, jernbanelinjer, telegraflinjer, telegrafer og signalblinkanlæg på en strækning af 50 kilometer tværs over Nordslesvig fra øst til vest.

Det var et grundigt stykke arbejde med 30 mindre batteristillinger med mere end 100 kanoner. Hertil kom bunkere med maskingeværer og revolverkanoner. Tre til fem kilometer fra første linje kom så anden linje.

Jo, tyskerne var bange for at englænderne ville besætte i hvert fald Jylland. De var godt forberedte, tyskerne. Der ventede englænderne en varm velkomst. Men de blev væk.

Ved fredsforhandlingerne mente især franskmændene at danskerne skulle tage en stor del af Slesvig. De ville gerne have hævn.

 

De tysksindede var skuffet

Allerede i 1891 havde H.V. Clausen tegnet grænsen. Imponerende er, at man næsten fulgte denne. Pastor Johannes Tiedje havde tegnet en anden linje. Den var ca. 20 kilometer nordligere end Clausens linje.

Fra tysk side var man skuffet over at man ignorerede, at det var tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Det tyske mindretal håbede på, at Hitler ville bringe balance i regnskabet.

Først efter en loyalitets-tilkendegivelse i 1945 anerkendte det tyske mindretal grænsen. Dermed gav man også afkald på en grænserevision.

 

En kampsang blev omskrevet

En gang imellem ser vi danske politikere, som mener, at vi skal have hele Slesvig tilbage. Det var også det som briterne pludselig tilbød Danmark i 1947. Men det kom åbenbart helt bag på Danmark.

Ja så havde vi debatten om ”Det haver så nyeligen regnet”. Der var lavet om på teksten. Sangen var en gammel ”kampsang” for de dansksindede sønderjyder. Men egentlig er det en gammel folkemelodi.

Op til 100 års – dagen var der nogle, der mente, at der skulle laves om på teksten. Men hvorfor dog? Følgerne af krig, invasion, landafståelse og sindelagskontrol bliver i den nye sang reduceret til et spørgsmål om ”fremmedhad”.

 

Man kasserer de historiske sammenhænge

Husk på at i Sønderjylland har historien stadig en langt dybere klangbund end i resten af landet. Det var ikke en selvfølge, at grænsen kom til at løbe, hvor den løber i dag. Hvorfor skal litteraturen og historien omskrives i en højere sags tjeneste? Man kasserer uden videre de historiske sammenhænge. Så bliver der kun plads til løsrevne betragtninger.

I tidligere historier har vi fortalt om dengang min afdøde kone lavede en film om manden bag ”EDB – sproget” Comal 80 fra Tønder. Hun brugte en instrumental-indspilning af Det haver så nyeligen regnet”. TV-Syd ville ikke bringe filmen, før musikken var fjernet. Det kunne genere det tyske mindretal, sagde man.

 

Vi måtte ikke tale sønderjysk

På Tønder Kommuneskole måtte vi ifølge viceskoleinspektør Werner Christiansen ikke tale sønderjysk i timerne. Det kan jo undre, fordi Werner Christiansen interesserede sig så meget for historie.

 

Tre kulturer og fem sprog

Sønderjyllands historie består ikke af tomme banaliteter. Selvfølgelig må vi dansksindede også nægte at bruge ordet ”Genforening”. Og vi skal heller ikke foragte at de tysksindede siger ” Abtrennung” (deling). Det handler heller ikke om at bruge den tyske ”jargon”. Det er jo slet ikke det, der handler om. Kig dog på historien.

Og selvfølgelig må vi kalde os for ”sønderjyder”. Vi er født og opvokset der og bruger gene det sønderjyske sprog. Også i foredrag.

Det gamle Sønderjylland havde engang tre kulturer og fem sprog og en masse dialekter. Den dag i dag hader sønderjyderne at folk udefra skal komme og bestemme hvad de skal tænke og tro.

Sådan som DR – 1 serien ”Grænseland” fortæller os, hvordan man talte dengang, er et spørgsmål om formidling. Det er ikke historisk korrekt. Hvis man brugte sønderjysk med danske undertekster ville meget af formidlingen forsvinde. Dialekten gør nemlig formidlingen vanskelig.

 

Det giver øretæver at formidle den sønderjyske historie

Jo man skal forholde sig kritisk til historiefortolkning. Men Sønderjyllands historie er kompliceret, så på en eller anden måde må man i formidlingen finde et kompromis. Det skal give øretæver, når man formidler Sønderjyllands historie og måske ikke altid følger flertallets fortolkning. Det kan vi i den grad mærke her hos www.dengang.dk

 

Kilde:

• Henrik Becker Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig
• Gottlieb Japsen: Den fejlslagne germanisering
• dk
• de
• information.dk
• b.dk
• powinternatiol.dk
• nordschleswiger.dk
• welt.de
• geschichte-s-h.de

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.570 artikler herunder:

• 130 artikler over Indlemmelse, Afståelse, Genforening (se kategori)
• 35 artikler om 1864 og De Slesvigske Krige (se kategori)

 

 

Da voldene forsvandt

Modstand mod sløjfning af Voldene. Frederik den Syvende ville stadig foretage rideture. To porte forsvandt 1857. Den store Nordiske udstilling. Den gamle rebslager. Harme og smerte. Der var 25 bastioner og ni møller. Storhedstid omkring 1800. Skildvagterne tiggede. Filosofgangen. Der manglede respekt. Bommen måtte fjernes ved kongens begravelse. I Stokhuset sad Ole Kollerød. Efterhånden var det hele ved at forfalde. Børnene blev nægtet adgang. Kongen påså portene og voldene. 50 rødkjolede soldater passede på. En morgentur var almindelig En tur Store Bededagsaften. Langelinie blev Voldens afløser.

 

Modstand mod sløjfning af voldene

Datidens medier havde længe ment, at man skulle sløjfe de gamle volde. De kunne helle ikke mere bruges til at forsvare hovedstaden, dertil var krigsførelsen blevet en anden.

Men da beslutningen så blev truffet, kom der alligevel en protest fra flertallet af byens borgerskab. Nu kunne de ikke mere gå promenade på voldene. Men udviklingen skulle gå sin gang. København var blevet for indeklemt.

I 1867 blev det vedtaget at voldene skulle rives ned, og nu kunne man så gå i gang med opførelsen af de nye voldkvarterer.

 

Frederik den Syvende ville stadig foretage sine rideture

Allerede langt tidligere var de gamle porte, der efterhånden havde gjort tilkørslen til byen for besværlig, revet ned. Selve voldenes funktion som fæstning var ophørt den 30. juni 1856. Alle vagter blev inddraget og overtaget af politiet.

Først faldt Nørreport. Volden blev gennemskåret i en bredde, der svarede til Frederiksborggade. Men da Frederik den Syvende stadig ønskede at kunne foretage sine rideture volden rundt, som han før var vant til, blev der over gabet i volden bygget en bro med jernrækværk.

Det var denne bro der senere ved sløjfning af volden. Ved anlægget af Ørstedsparken blev flyttet til denne park.

 

To porte forsvandt i 1857

I 1857 forsvandt Vesterport den 16. maj og Østerport fulgte efter den 1. november. Nu var det kun minderne tilbage om disse porte, der havde stor arkitektonisk interesse.

Også møllerne måtte efterhånden overgive sig. Eneste undtagelse var Kastelsmøllen (nærmest Østerport). Det var her H.C. Lumbye havde ligget og en sommernat skrevet ”Champagnegaloppen”.

 

Den store Nordiske Udstilling

I 1870’erne begyndte man at jævne Christian den Fjerdes gamle voldanlæg med jorden. Det første spadestik blev gjort 1870. Det gik dog en hel menneskealder inden alle var fjernet med undtagelse af Christianshavns Vold. Dog fik Kastellets voldanlæg også lov til at være i fred.

Endnu i firserne strakte det gamle voldanlæg sig fra Langebro til Halmtorvet (Rådhuspladsen). Så sent som 1885 faldt den sidste del af volden her. Og på dette terræn åbnedes i 1888 ”Den Store Nordiske Udstilling”, hvis ejendommelige nordiske bjælkepavillon var bygget af Martin Nyrop, der senere opførte Københavns Rådhus her. Her blev Vestre Boulevard anlagt og ført igennem.

 

Rysensteens Badeanstalt

For enden af Volden på Rysensteens Bastion ved Langebro, lå den gamle fabriksbygning, der i 1825 blev taget i brug som Rysensteens Badeanstalt, der omfattede varmvandsbadene og Søbadene eller Strømbadene, der lå udenfor på Estakaderne, som badegæsterne blev færget over til.

Artisterne fra Tivoli kunne med robåde kom ud til Rysensteen ad Stadsgraven.

Den grundmurede bygning blev revet ned i 1893, og Søbade-anstalten blev erhvervet af et konsortium, der fortsatte den – en tid under navnet Sct. Helena.

Mange mente, at fjernelsen af voldene var vandalisme. Og denne harme nåede nye højder, da ”Østbanegaarden” skulle anlægges i 1895 og ”Boulevardbanen” skulle gennemføres. Da gik det endnu engang ud over de skønne steder.

 

Den gamle rebslager

Det sidste, der faldt, var voldsresterne ved Stokhuset på Østervoldgade, og dermed fulgte også ophævelsen af den gamle reberbane langs Stokhuset og Sølvgadens Kaserne, hvor den gamle rebslager Hasselpflug i et halvt hundrede år:

 

• Havde gaaet baglænd med Hamp om Livet og vundet Reb, mens det store Hjul stadig løb rundt, trukket af en Dreng.

 

Harme og smerte

Blandt de udtryk af smerte og harme som nedrivningen af voldene fremkaldte, kan nævnes et brev fra Norge. Det er skrevet af Conrad Neumann, der var blevet præst i Svelsvig i Norge, og som ikke i og for sig følte sig krænket over, at meget af det gamle blev erstattet med nyt – men:

 

• Eet maatte man ikke røre ved, og det var Voldene

 

Der var 25 Bastioner

Efter Christian den Fjerde’ s bestemmelser var voldene anlagt således, at de skulle være 4 ½ meter høje. Dertil kom et to meter højt brystværn med bænk. Voldene bredde var ca. 12 meter. Voldgravens bredde var ca. 39 meter og dybden var godt tre meter.

Det gamle befæstningsanlæg med mure og tårne var blevet afløst af fæstningsværker med regelmæssigt basionsgrundlag. Ved foden af volden var der en gangsti langs voldgraven og en lignende gangsti fandtes også på voldgravens anden side. Her hævede terrænet sig atter noget og skrånede derpå jævnt udefter, den såkaldte ”Glacis”.

Voldene sluttede næsten som en rundkreds omkring byen med bastionernes takkede udbygninger. Der var i alt 25 bastioner, der som oftest var opkaldt efter kendte personer.

 

9 møller ved Voldene

Christianshavns Volde var i deres endelige skikkelse opført af Christian den femte. Den havde 12 bastioner omkring havnen. Den sluttede tæt omkring havnens indløb med anlægget af Nyholm over for Kastellet og Toldboden.

Det var endnu i midten af forrige århundrede 9 møller på Voldene. Oprindelig var voldene uden spor af vegetation. Og det var ikke for at skabe en idyllisk vold at den blev beplantet. Men det var for under krig at forsyne forsvaret med det allernødvendigste brugs – og brændselstræ. Beplantningen fandt sted så sent som under ”Den Store Nordiske krig”.

Det hele endte som pragtfulde promenader, om sommeren endda skyggefuldt.

 

Storhedstid omkring 1800

De smukke alleer på voldene gav dem en særlig tiltrækning for borgerne. Omkring år 1800 havde Voldene sin storhedstid som offentlige spadser-gange. Men det var noget, der holdt folk tilbage. Og det var for det første, at det var forbudt at ryge tobak på Voldene. Man huskede endnu den store eksplosion.

 

Skildvagterne tiggede

For det andet måtte brystværnet ikke betrædes, og dette hindrede i nogen grad udsynet.

Og for det tredje var man hele tiden stadig under bevogtning af skildvagterne. Voldene skulle straks forlades, når Tappenstregen lød. Man blev ofte, hvor mærkelig det end lyder antastet af skildvagterne der:

 

• vare forsultne og af gusten Farve

 

Disse forfulgte ivrigt de promenerende med bøn om hjælp.

For at få adgang til den idylliske kirsebærgang uden for Volden matte man have nøgle og tegn, som man kunne erhverves for en årlig afgift hos kommandanten.

 

Filosofgangen

Der var også mange spadserende særlig studenter og borgerfolk, der søgte ”Filosofgangen” eller ”den philosophiske Gang, som dens navn oprindelig var. Den lå i Voldgaden imellem Farvergade og Ny Kongensgade.

Den var oprindelig anlagt ”til bekvemmelighed for det kongelige Herskab”, når det begav sig til og fra Christiansborg. I tidsskriftet Minerva blev dette sted fremhævet som særlig tiltalende med den tilføjelse, at der hverken var kanoner, ”Fyrgab eller Brystværn”.

Her blev der ikke ringet ud som i Kongens Have og Tappenstregen gjorde ikke ende på spadsereturen.

 

Der manglede respekt

Ved mørkets frembrud plejede der at komme nogle musikanter, en harpenist, en klarinetspiller og en fagottist, der spillede rigtig godt. Filosofgangen var forsynet med bomme og to skildvagter, der skulle holde uvedkommende køretøjer, det vil sige alle ikke – kongelige vogne borte.

Dette blev dog ikke respekteret. Og soldaterne måtte ikke bruge ”strenghed”. Renovations – og arbejdsvogne benyttede denne passage. Og det gik ud over fodgængerne. Her var også en kærkommen tumleplads for byens ryttere, der holdt meget af at galopere frem og tilbage blandt mængden, hvad der ikke sjældent førte til ulykkestilfælde.

 

Ved Vesterport

Vesterport var byens mest trafikerede indgang. Gennem denne port hedder det:

 

• Faldt den største og stærkeste Passage, thi alle, som kom enten fra fremmede Steder eller fra Kongerigets Provinser, maa tage deres Vej der igennem.

 

To prægtige lindealleer, der i halvbuer gik på hver side af frihedsstøtten – som under banegårds – terrænets omregulering blev flyttet lidt – førte frem til fæstningsgraven, hvor vejen gik over en bro, der i skæv retning ført ind til Ravelinen, en lille ø midt i Stadsgraven. Her lå bomhuset med bommen og den bygning, i hvilken konsumtionsbetjentene holdt til.

 

Bommen måtte fjernes ved kongens begravelse

Bommen var en almindelig landevejsbom, der kunne slås ned tværs over kørebanen. Ved Frederik den Sjettes begravelse måtte bommen fjernes, fordi passagen var for smal. To vogne kunne ikke passere hinanden her. Bommen blev senere sat op igen.

Vejen gik videre til en anden bro, der af hensyn til forsvaret lå skævt for den første. For enden af denne åbnede der sig det lange mørke hvælvede portrum ca. 3 ¾ meter bredt og 4 ½ meter højt, der kunne lukkes med vældige, sømbelagte portfløje.

Langs Volden indad mod Vestervoldgade strakte den idylliske Filosofgang med sin alle af gamle træer.

 

Rideøvelser

En særlig skøn udsigt havde man over landet på den del af Volden, der lå midt for Ny Vestergade. Her i Holchs Bastion fik Ridehuset sin plads. Når man om formiddagen spadserede på Volden, fortælles det, kunne man more sig med at se på rideøvelser over i Bastionen. Det var også en yndet fornøjelse her om aftenen at betragte fyrværkeriet i Tivoli her oppe fra.

Rosenborgs begrænsning mod nordøst var Sølvgade og her på det sidste stykke inden Østerport havde Voldene tre bastioner. Grønlands Bastion var den sidste i rækken. Den lå nærmest Kastellet. Vi passerer også Stokhusgade, hvor Stokhuset lå.

 

I Stokhuset sad Ole Kollerød

I Stokhuset, som var opført af Frederik den Fjerde sad ”Slaverne”, som de kaldtes. Det var de grove forbrydere, der var dømt til slaveriet. En af de mest kendte var morderen Ole Kollerød. Skønt han efter sit flugtforsøg fra Blåtårn ved Langebro var blevet anbragt i den inderste celle i den dybe fængekælder, havde han dog skrevet på muren:

 

• Her er dog mit rette Sorgenfri! Ole Kollerød.

 

Og han mente det. Han havde fået en særlig human fangevogter i Stokhus – forvalteren kaptajn Agerholm. Han skaffede lidt ekstraforplejning og forsynede ham med bøger. I sin fængselstid læste Ole Kollerød 200 bøger.

Ole Kollerød skrev også en slags biografi, hvori han giver brændevinen skyld for sin ulykke. Han dømtes til døden. Og det skete ude på retterstedet på Amager den 17. november 1840.

 

Ved Østerport

Østerport var genopført af Frederik den Fjerde. Gennem den skete:

 

• Den største Fart til Helsingør og derfra over Øresund til Helsingborg og gennem Sverige til Norge.

 

Fæstningsværkerne og Voldene var ved at forfalde

Fra midten af det 18. århundrede begyndte fæstningsværkerne og Voldene at forfalde. Det var som allerede i tidligere tid de ”løsgaaende Bæster”, der beskadigede dem ved at færdes ugenert på skrænterne, indtil der i 1776 blev udstedt en forordning, hvorefter de skulle:

• Optages og overgives til Natmesteren, hvis de ikke var indløste 24 Timer efter Optagelsen.

Arbejdet på Voldene blev udført af slaver under militær bevogtning. Den almindelige voldvagt blev varetaget af borgerne. Kun ved krudttårnene var der soldater, der holdt vagt.

 

Børnene nægtet adgang

Møllerne var omgivet af små beboelseshuse til konsumtionsbetjentene. Og Voldenes omgivelser havde et fuldkommen landligt og idyllisk præg. Der var vid udsigt fra Voldene over landet Det var derfor det her var så populært at promenere.

Men Voldene led overlast af alle disse mennesker. Overtrædelse af det strenge forbud mod at nedtrampe banketterne, klatre op af brystværnet eller løbe ned af de såkaldte ”Faussebrais”, hvis populære navn var Kirsebærgangen var både mulkt og korporlig straf.

Fra 1777 blev børnene helt og holdent fornemt adgang til Voldene. I 1784 blev det forbudt alle og enhver – med undtagelse af kongehuset, møllerne, forpagterne af græsningen og brændselsleverandørerne til konsumtionshusene at køre på Voldene. Det var kun tilladt enkelte særlig begunstigede, som de fremmede gesandter og ”Personer af Distinktion”, at færdes til hest på Volden. Både græsning på skrænterne, rørskæring og fiskeri i Stadsgraven blev bortforpagtet.

 

Kongen påså Voldene

Almindelige mennesker, der ville nyde udsigten og frisk luft i lungerne blev jaget væk. Hvis en stakkels hund vovede sig herop, så blev den skudt.

I Frederik den Sjette’ s tid var bevogtningen af Voldene særlig indgående. Kongen påså for eksempel lukningen og åbningen af byens porte. Dette foregik med stor militær højtidelighed. ”Stadsmajoren” eller en anden af kommandantskabets officerer var til stede ved denne vigtige begivenhed.

Nøglerne til Østerport blev endda under bedækning bragt til majestæten selv, eller, når residensen var uden for byen, til kommandanten, som i øvrigt hver morgen havde at aflægge rapport.

Ingen kunne være i tvivl om, at de befandt sig i en fæstning. Når kongen for eksempel skønnede, at nu skulle portene lukkes, så skete det omgående. Det skete under Reformationsfesten i 1836, hvor befolkningen fra forstæderne var rasende over af denne grund ikke at kunne komme med til den store kirkefest.

Vester- og Østerport blev lukket ved midnatstid. Man åbnede om morgen:

 

• Naar ingen højere Befaling heri giør Forandring

 

Det var bestemt ikke gratis

Nørreport havde stod på et tidsrum altid åbent hele natten. Mod ekstra portpenge kunne man komme igennem. Dette gjaldt dog ikke for fragtvogne og bøndervogne med læs.

Og gratis kom man bestemt ikke igennem. Først skulle der betales ved ”Acciseboden” eller ”Konsumtionskontoret”, hvor toldbetjente med lange stålstænger undersøgte et hvert hø – og halmlæs, som bønderne førte til byen.

Så skulle man også holde ved bommen, hvor bommanden med sin blikbøsse indkasserede portpengene af hver luksusvogn og rytter, som passerede bommen.

Konsumtionsafgifterne blev ført afskaffet i 1851-52, hvorved ”Posekiggerne”, som var hovedpersoner i så mange vittigheder, forsvandt.

 

50 rødkjolede soldater passede på

Om morgenen i vintertiden blev bommene åbnet kl. 7 og sommeren blev bommen åbnet kl. 4.

Ti bestridelse af ”passagen” var der flere vagter, med i alt 50 rødkjolede soldater, der hver ved sit rødmalede skilderhus stod vagt fra Østerport til Quintus, den sidste af bastionerne på Christianshavns Vold.

Frederik den Sjette holdt af at gå aftentur på Volden og da også visitere. Vagtinstruktionen siger:

 

• Passerer Hans Majestæt Volden efter Retræte, da skal Skildvagten ved anraabe Allerhøjest samme, men naar han angiver sig som Kongen, har Skildvagten uden Eksamination at lade Allerhøjest samme passere. Angiver Hans Majestæt sig blot som Officer, da eksamineres han.

 

Som vi allerede har antydet så var portene ret smalle. På torvedage var færdslen gennem dem så stor, at der holdt lange rækker af vogne.

 

En morgentur var almindelig

Det var også almindeligt for mange af byens borgere at tage en morgentur på Volden. Og man begyndte denne tur med at drikke et bæger vand ved Gothersgades Post. Der var berømt for sit gode vand. Så travede de gamle rundt, helst rundt om alle bastionerne, før de tog fat på dagens alvorlige gerning.

Jo man troede på vandets helbredende virkning. Således blev Vandkureanstalten oprettet ved Klampenborg. Også ved Almindeligt Hospital havde man fået øje på det.

 

En tur Store Bededagsaften

Store Bededagsaften i mangfoldige år var Voldens største dag. Alle københavnere skulle derop. Hele Volden var som en summende bikube. Man hørte klokkerne ringe fra kirkerne. Man præsenterede de nye sommertøj og gik så bagefter hjem og fik varme hveder ved temaskinen.

Arveprins Ferdinand vandrede her folkelig med sin elskede gemalinde Caroline, som var Frederik den Sjettes datter.

Egentlig var Store Bededagsaften 1873 den allersidste af disse folkelige festaftener, da promenaden, der i alt bød på tre kilometer ubrudt spadseregang, og som det tog tre kvarter at tilbagelægge, endnu havde den gamle karakter. Men allerede dengang kunne man mærke at alt ikke var som i gamle dage.

En yndet fornøjelse var det at høre klokkespillet fra Vor Frue Kirke.

 

Langelinie blev Voldenes afløser

Det så ud som om, at Langelinie blev Voldens afløser. Hertil gik forårets første folkevandring både af gamle og unge. Kvindelige og mandlige studenter havde hvide huer på hovedet. De samledes omkring Søfartsmonumentet eller i Kastellet, hvor der holdtes taler og blev sunget studentersange.

 

 

Kilde:

• Axel Pontoppidan: Omkring Københavns Volde og Stokhuse
• Georg Nygaard: Huse og Mennesker
• Kai Flor: De Gamle Volde
• Schorn: Da Voldene stod

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.569 artikler herunder:

 

• Kastellet
• De gamle statsfængsler i Citadellet
• Østerports historie
• Langelinie – dengang
• Uden for Voldene
• Torvehandlens glade dage
• Ballade ved portene

 

 

 

 

Da vi næsten fik en svensk konge

Kunne du tænke dig at være svensker? Kalmar-unionen. De store spiser de små. Forskellige formål. Svenske studenter vandrede over isen. H.N. Clausen var en stor tilhænger. Det kunne måske løse det slesvigske spørgsmål. De danske myndigheder forsøgte med forbud efter russisk pres. Den danske konge ville hellere have den svenske konge end prins Christian. Prins Christian modarbejder ideen. Hertugen af Augustenborg var udelukket. Svenskerne trak sagen i langdrag. Man stod ikke skulder ved skulder.  Unionen mellem Norge og Sverige oplæstes i 1905. Stemningen var krigerisk. Skåne og Blekinge ville hjem til Danmark. Danmark og Norge kendt i 800 år. Dansk styre i Norge i 400 år. Svenskerne ville tidligt have et ”Kejserrige”. Svenskerne løb Danmark over ende. Man drak en svensk spion fuld. Skandinavien blev neutraliseret af stormagterne.

 

Kunne du tænke dig at være svensker?

Hvorfor placere en sådan artikel under denne kategori? Situationen i grænselandet var måske både årsag til at vi skulle have en svensk konge og årsag til at det ikke blev til noget. Er du forvirret? Ja så bliver du det endnu mere, når du læser denne artikel.

Kunne du tænke dig, at Danmark var en delstat, og at du skulle til at tale svensk? Landet blev styret fra Stockholm og vi havde en svensk kongefamilie. Lyder det lidt vildt? Ja i midten af 1800 – tallet var disse tanker ikke urealistisk.

Hvis du ikke har hørt om ”skandinavisme” før, så gør du det nu. Nu blev bevægelsen ikke den store succes, derfor har du måske ikke hørt om det før.

 

Kalmar – unionen

Vi har jo haft den Skandinaviske Union før – dengang under Magrethe den Første og Kalmarunionen. Og dette handler ikke om Stormen mod København, hvor svenskerne tabte. Ja de tabte faktisk hele krigen, da de kom anden gang. Og vi fik ikke de gamle besiddelser igen. Det tillod stormagterne ikke.

 

De store spiser de små

Her skal vi tilbage til 1800 – tallet. Man ville opbygge en bevægelse, som skulle være en enighed, der byggede både på kulturelle, sproglige og åndelige fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden. Det gjorde sprogene også

Det hele skulle samles under et, under et flag og en konge. Jo det skulle være en helt ny stat. Men hvorfor ville man det? Nu var det dengang slet ikke det guldaldermaleri, som tiden ofte bliver fremstillet som. Stemningen i Europa var kaotisk. Den var præget af revolutioner og krige. I kølvandet på de krige fulgte nye landegrænser, der blev besluttet af krigens vindere.

Ideen opstod også på grundlag af, at ”De store spiser de små”. Det var dengang, hvor vinderne i det store magtspil var de store nationer som Storbritannien og Rusland.

 

Forskellige formål

Reelt handlede det vel mere om en styrkelse af den svenske nationalstat. I Danmark handlede det om en styrkelse over for tyskerne om Slesvig Holsten.

Bevægelsen startede faktisk af danske og svenske studenter. I starten blev bevægelsen støttet af blade som Fædrelandet og Aftonbladet. Specielt i Treårskrigen, hvor Sverige – Norge tilbød støtte i form af en ekspeditionshær, der dog aldrig kom i kamp.

 

Det gode forhold frøs

Ja allerede i 1787, da den svenske kong Gustav den tredje var på besøg i København, kunne man i tidsskriftet Minerva læse om, hvor dejligt det var at se det nordiske folk hånd i hånde. I 17932 blev der holdt et foredrag i Nordisk Forening i London om betydningen af et nordisk fællesskab. I 1796 blev Skandinavisk Litteraturselskab dannet i København. Selskabet udgav i en årrække et tidsskrift ”Skandinavisk Museum”.

Men ak, Danmark angreb Sverige i 1808 under Napoleonskrigene. Og den svenske Gustav den Fjerde Adolf havde planer om at besætte Norge og Sjælland.

 

Svenske studenter vandrede over isen

Trods dette, blev der i 1828 oprettet fast ruteforbindelse mellem Malmø og København med dampbåd. I 1838/39 frøs Øresund til is. Et stort antal svenske studenter gik over isen til København, hvor skåltaler blev udbragt for den ”nordiske treenighed”.

Der var nu ikke helt enighed om en skandinavisk sammensmeltning. Den svenske konge Karl den tredje Johan var således en udtrykkelig modstander af projektet. Og den svenske udenrigsminister Gustaf af Wetterstedt udsendte i 1837 et cirkulære til de svenske ambassadører, hvor han advarede mod et forsøg på at forstyrre den eksisterende orden.

 

H.N. Clausen var stor tilhænger

Skandinaviske sympatier fandt man i 1830’erne fortrinsvis blandt de liberale, men i takt med den skærpede konflikt og oplevelsen af pres fra Tyskland, vandt sympatien for Sverige – Norge ud over oppositionen. De forestillinger, der lå til grund for den bredere tilslutning til den skandinaviske ide, blev udtrykt af professor H.N. Clausen i hans erindringer:

 

• Det ville være en tåbelig tanke, at henimod to millioner danske havde kunnet eller i fremtiden skulle kunne værge deres nationalitet imod germanismen, dersom vi ikke havde nationalitet og sprog fælles med Sverige og Norge, men fællesskabet hjælper lidet, så længe de tre folk står hver for sig, uden klar bevidsthed om fælles grundlag, fælles formål, fælles fare.

 

Skandinavismen var først og fremmest en reaktion på først en udansk enevælde og senere truslen fra syd.

 

Det kunne måske løse det slesvigske spørgsmål

Nu var bevægelsen hovedsagelig et københavnsk foretagende med tilslutning fra studenter og akademikere. Det blev betragtet med interesse fra borgerskabet.

Et fællesnordisk tidsskrift Brage og Idyn blev udgivet 1839 – 1842. I 1839 blev det første skandinaviske naturforskermøde afholdt i Göteborg.

I 1840’erne var der også ryster fremme i Tyskland, der talte for en indlemmelse af Danmark i et kommende forenet tysk rige.

Herhjemme mente Orla Lehmann og Carl Ploug, at en skandinavisk sammensmeltning kunne løse det slesvigske spørgsmål. Slesvig kunne så knyttes tættere til Danmark. Lehmann blev i 1841 på baggrund af en tale som han holdt på Falster idømt tre måneders fængsel ved Højesteret. Man mente, at han havde skabt ”had og misnøje” mod forfatningen.

 

Et fælles skandinavisk bogmarked

Selv da Grundtvig levede, ja så gik han ind for en fælles nordisk stat. Senere blev han dog mere nationalistisk.

Der blev også gjort forsøg på at skabe et fælles skandinavisk bogmarked. Dels ville et fælles marked danne et bedre økonomisk grundlag for forfattere, udgivere og boghandlere, dels ville et fælles marked være vigtigt for at udbrede en fællesskandinavisk identitet.

Man kiggede også på den fælles historie, for eksempel vikingetiden, og så prøvede man at nedtone den svensk – danske modsætning.

 

De danske myndigheder forsøgte med forbud efter russisk pres

Ploug holdt i 1843 en tale for svenske studenter, hvor han understregede, at den tyske trussel med Danmark fra syd og den sussiske trussel mod Sverige – Norge fra øst kunne afværges gennem etablering af en ny Kalmar – union. Den svenske regering var stadig imod. I 1844 holdt Lehmann en brandtale på det årlige møde på Skamlingsbanken.

Efter russisk pres anlagde de danske myndigheder en hård kurs over for tilhængere af denne bevægelse. Ved retsforfølgelse, beslaglæggelser og forbud forsøgte man at kvæle bevægelsen.

I offentligheden fremstod Lehmann som Ejderpolitikens ivrigste fortaler. Men egentlig foretrak han en deling af Slesvig, så de nordligste sogne tilfaldt Danmark og de sydligste egne tilfaldt Holsten.

En af planerne gik ud på at prins Oscar (den senere Oscar den Første af Sverige) skulle regere et forenet Skandinavien med sydgrænse ved eller nær Dannevirke.

 

Den danske konge ville hellere have Karl den 15. end Prins Christian

I Danmark/Sverige/Norge havde man udpeget den svensk – norske konge Karl den 15. som en oplagt kandidat til at overtage en samlet skandinavisk trone. Det var bl.a. med den danske konge Frederik den Syvendes velsignelse. Han havde ikke nogen børn selv. Han så gerne, at hans ven Karl den 15. sad på tronen. Hellere det end prins Christian af Lyksborg der senere blev udpeget som hans efterfølger med russisk velsignelse.

I begyndelsen var der en stor politisk modstand. Men man nåede egentlig langt i arbejdet. Så sent som i 1864 var der forhandlinger mellem Danmark og Sverige, hvor man diskuterede den struktur, som skulle forme forbundssten. Man havde udkast til en fælles forfatning. Men vi kom ikke til at tale svensk. Det endte aldrig med et forenet Skandinavien.

 

Prins Christian modarbejder ideen

Den udpegede arving til den danske krone, prins Christian af Lyksborg – der senere blev Christian den Niende – modarbejdede ideen. Han ville absolut ikke give afkald på tronen. Han ville også helst indføre enevælden igen, hvis han ellers kunne.

Flere steder i historien står der anført, at danskerne foretrak en konge af tysk afstemning. Men var det ikke en person, vi fik påtvunget? London-protokollen i 1852 bestemte arvefølgen til den danske trone og den forfatningsmæssige ordning af helstaten. Dette var også med til at fælde den skandinaviske union. Stormagterne var ikke begejstret.

Den danske kongeslægt var i fare for at uddø. Og så gjaldt det også forskellige arveregler i Hertugdømmet Slesvig Holsten og Kongeriget Danmark. Danmark måtte forhandle med Rusland, England, Preussen og Østrig. De skulle anerkende den nye tronarving.

Man bestemte sig ført for arvestorhertug Peter af Oldenburg. Men det viste sig, at han var alt for meget Slesvig – Holstener af sind og tanke. Det var russerne, der anvist denne.

Man enedes så om Prins Christian af Lyksborg, som var gift med Christian den Ottendes søsterdatter, prinsesse Louise af Hessen. På den måde tog man også hensyn til den tilsidesatte oldenborgske kvindelinje. For danskerne var det vigtigt at vide, at Prins Christian under oprørskrigen havde støttet den danske sag og tjente den danske hær.

 

Hertugen af Augustenborg var udelukket

Forinden havde også hertugen af Augustenborg mod at den danske regering for en i forhold til værdien for en meget stor sum afkøbte hans slesvigske godser. Samtidig måtte han ved sin hertugelige ord og ære på egne og familiens vegne love intet at foretage sig, der kunne true ”roligheden” i det danske monarki eller den nye tronfølgeordning. Med andre ord den danske stat købte sig til tavshed hos den hertugelig familie fra Augustenborg. Ja det gjorde de faktisk to gange. Og familien havde også glemt alt det, de havde lovet omkring 1920. Ja så sent om under besættelsen havde kongen problemer med et familiemedlem og udviste hende efter besættelsen.

 

Svenskerne trak sagen i langdrag

Men Frederik den Syvende og Karl den 15. fortsatte deres sonderinger. Og centralt placerede danske politikere arbejdede for tanken. Det var C.C. Hall, Orla Lehmann og D.G. Monrad.

Den 11. januar 1863 henvendte Monrad sig til den svenske diplomat Henning Hammilton med en plan for den skandinaviske forbundsstat med fælles parlament i Stockholm og fælles konge. Man mente, at Prins Christian så skulle tildeles Holsten som en slags kompensation.

Svenskerne trak sagen i langdrag. Efter Frederiks død i november 1863 foreslog Napoleon den Tredje en skandinavisk union, der også omfattede en deling af Slesvig. Men endnu engang trak svenskerne følehornene til sig. De dækkede sig ind under de internationale bestræbelser for at finde en løsning på Slesvig – spørgsmålet.

Da den 2. slesvigske krig brød ud, mente opinionen i Sverige, at man skulle hjælpe ”broderfolket”. Karl den 15. lovede at stille med en hær på 20.000 soldater og sendte gesandter til London, Paris og St. Petersborg for at skabe opbakning til en europæisk aktion mod Østrig – Preussen. Da ingen neutrale nationer ville stille med en hær, ville Sverige heller ikke.

Henning Hamilton, der havde lovet den danske regering Sveriges støtte, søgte straks sin afsked. Han følte sin ære krænket.

Måske anså man i Sverige-Norge Slesvig-Holsten problematikken som et dansk problem og ikke et skandinavisk problem.

 

Man stod ikke skulder ved skulder

Det blev det tydeligt, at Danmark og Sverige – Norge ikke stod skulder ved skulder. Krigen kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.

Svenskerne skulle ikke nyde at være i konflikt med Det Tyske Forbund. Og for Danmark blev det et totalt og knusende nederlag. Men svenskerne ville ikke risikere en konfrontation med Preussen, der fremstod som en af de kommende magtfaktorer i Europa.

Men måske var svenskernes også bange for russernes reaktion, når de hjalp Danmark.

Bevægelsen led et hårdt nederlag som den aldrig helt overvandt, da den Anden Slesvigske krig brød ud. I Danmark var man dybt skuffet over den manglende svenske hjælp.

Men den skandinaviske forbundsstat var næppe blevet til noget. Russerne og englænderne kæmpede hele tiden imod. De så det som et styrket Sverige.

 

Unionen mellem Sverige og Norge ophørte i 1905

Unionen mellem Sverige og Norge opførte først i 1905. men forløbet var langt mere kompliceret end det normalt bliver gengivet.

Historien kunne have taget en helt anden drejning. Den svenske konge havde i 1814 påtvunget en modvillig norsk befolkning en personalunion efter at Norge havde erklæret sig selvstændigt, da Danmark måtte opgive landet ved freden i Kiel i 1814.

Med hjælp fra den senere danske konge Christian Frederik vedtog udvalgte nordmænd den frieste forfatning i hele Europa på Eidswoll den 17. maj 1814.

Carl den 14. Johan (Bernadotte) var dog ikke til sinds at opgive sit bytte. Hans løfte om at kompensere Sverige for tabet af Finland til Rusland i 1809 med Norge var baggrunden for, at han som Napoleons marskal var blevet valgt til Sveriges konge. Det blev ikke en danske som det ellers var påtale.

 

Nordmændene måtte acceptere unionen

Efter en kort krig med Carl Johans krigsvante tropper måtte nordmændene acceptere unionen med arvefjenden. Nordmændene beholdt dog deres frie forfatning og levede i et yderst selvstændigt liv uden at mærke den svenske tilstedeværelse. Kun udenrigspolitik, forsvarspolitik, flag og kongehus var fælles. Kulturen, herunder skriftsproget var dansk. Økonomien og forvaltningen stod nordmændene selv for.

I 1884 kom den nationalistiske venstrefløj til magten i Norge. I 1895 spidsede konflikten til i forbindelse med en kamp om økonomisk politik og politiske symboler, især flaget samt et norsk krav om egne konsulenter ude i verden.

 

Stemningen var krigerisk

En folkeafstemning blev afholdt i sommeren 1905. Kun 184 stemte nej til løsrivelsen. 368.208 stemte ja. Norge stod samlet som konsekvens af den nationale mobilisering i årene forud. Mens de var i union med Sverige, havde nordmændene forberedt sig militært ved at opbygge egen hær og opføre forter langs grænsen til Sverige. Til den norske hær var der indkøbt hypermoderne maskingeværer og haubitser. En flåde var Norge også i gang med at opbygge. Stemningen var meget krigerisk i begge lande. Blodet kunne nemt være kommet til at flyde.

Efter intense forhandlinger blev dette dog undgået. Kompromiset indebar blandt andet demilitarisering af grænsen og nedrivningen af fæstningerne. I november valgte den norske befolkning den danske prins Carl til konge under navnet Hakon den Syvende.

Denne begivenhed var også et slag mod Skandinavismen.

I 1919 oprettedes Foreningen Norden, der lagde grunden til et enestående nordisk samarbejde.

 

Skåne og Blekinge ville hjem til Danmark

Inspireret af den norske afstemning og afstemningen i Slesvig krævede befolkningerne i Skåne, Halland og Blekinge også afstemning om tilhørsforholdet, I skåne stemte et klart flertal i 1920 for genforeningen med Danmark, i Blekinge var et lille flertal for, mens det i Halland var et flertal for fortsat at være en del af Sverige.

 

Danmark og Norge kendt i 800 – tallet

Men hvad skete er i Skandinavien op til alle disse begivenheder? Her er et kort rids af den skandinaviske historie.

Navnene Norge, Danmark og Sverige har rødder tilbage i de ældste skrifter. Betegnelsen Norge optræder i Ottars tillæg til Kong Alfreds oversættelse af Orosius verdenshistorie fra 800 – tallet. Danmarks og Sveriges oprindelse fortaber sig i det dunkle. Vi ved at navnene betyder ”danernes mark” og ”sveernes rige”. Men hvem disse folkeslag var og hvilke grænser deres riger havde, fortaber sig i folkevandringens tåger.

Kun ordet ”mark” antyder, at det tidligste Danmark blev organiseret i forbindelse med Karl den Stores rige omkring 800 på samme tid som den ”spanske mark” (Katalonien) og Ostmark (Østrig). Sverige blev først til et fælles rige med basis i egnene omkring Mälaren et par hundrede år senere end de to andre kongedømmer.

 

Dansk styre i Norge i 400 år

Det danske styre overtager magten og styre Norge i 400 år. Norges indfødte aristokrati blev næsten udslettet af pest og landbrugskrise som følge af klimaændringer i anden halvdel af 1300-tallet. Derfor gled landet, i modsætning til Sverige smertefrit ind under den danske krone med Kalmar – unionen i perioden 1397 – 1523.

Efter Christian den Tredjes sejr i borgerkrigen 1534 – 1536 (Grevens Fejde) og reformen i 1536 blev Norge på samme vis som de øvrige dele af det Oldenborske monarki administreret direkte fra København, også selv om der i perioder var en statholder i Oslo (Kristiania) Indbyggerne var sig meget vel deres norske karakter bevidst, men det er omstridt, om de derved adskilte sig fra andre provinser såsom Nørrejylland, Slesvig og Holsten.

 

Svenskerne ville tidligt have et ”kejserrige”

Danmark var længe det mest folkerige af de tre monarkier, og dets bestræbelser på at opnå eneherredømme i det nordlige Europa mislykkedes kun, fordi den danske adel før nederlaget i 1600 – tallet ikke lod sig tæmme af et stærkt monarki.

Omvendt lykkedes det ikke den tværnationale adel med godser i såvel Sverige som Danmark at realisere en reel adelspolitik under valgte konger, som det skete på samme tid i Polen – Litauen. I stedet overtog Sverige under Vasa – dynastiet mellem 1630 og 1709 Oldenborgernes hegemoni over Østersøområdet og det nordlige Europa.

Danmark-Norge bestod af Island og Færøerne, samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I sidstnævnte regerede den danske konge som hertug i nogle dele og sammen med arveberettigede i andre dele i et indviklet mønster. De gamle norske bilande Orkney og Shetlandsøerne var blevet pantsat til Skotland i1469.

Svenskerne havde allerede tidlig planer om et ”Skandinavisk Kejserrige”. Ideen stammer fra Gustav den Anden Adolf, der i 1630 med stor succes greb ind i trediveårskrigen. Det var på grund af hans effektive hær, der i begyndelsen bestod af udskrevne svenske og finske bondesoldater.

For Christian den Fjerde var det en fiasko. Den svenske hær kom efterhånden til at bestå af tyske, engelske, skotske og irske lejetropper. De sejrede gang på gang. Tyske historikere debatterede i 1800 – tallet om den svenske konge var ved at oprette en skandinavisk stormagt.

 

Svenskerne løb Danmark over ende

I 1643 – 1645 vendte de svenske hære sig mod Danmark og erobrede Jylland. Ved hjælp af Holland besejrede svenskerne den danske flåde ved Femern. Ydmyget måtte den danske konge slutte fred og afstå øerne Gotland og Øssel samt Halland for 30 år. Dermed havde svenskerne opnået det gamle mål at bryde en dansk indespærring mod vest. Gustav Adolfs skandinaviske kejserdømme var dog ikke realiseret med freden Brømsbro, som ud over at svække Danmark havde givet store handelsfordele for Sveriges allierede, Nederlandene, der med freden i Westfalen i 1648 var blevet en af Europas stormagter.

Carl Gustav var kørt fast i Polen. Og for ham var det kærkommen med den danske krigserklæring. I januar – februar 1658 rykkede den svenske konge frem i Jylland. Fyn og Sjælland lå åben og modløse hen. Over en tredjedel af det danske rige blev afstået, Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, Bohuslen, Jemtland, Hejredalen og Trondhejm.

Trods den store succes havde den svenske konge ikke fået nok. Han fortrød, at han havde ladet den oldenborgske monarki bestå. I august 1658 samlede han sin hær i Kiel og sejlede til Sjælland for at tage resten af det lemlæstede rige. Frederik den Tredje gjorde sig klar til at dø i ”sin rede”.

 

Man drak den svenske spion fuld

Vi har tidligere her på siden beskrevet, hvordan det gik. På et hængende hår undgik vi at blive elimineret som en selvstændig stat. Carl Gustav undervurderede sine modstandere. Danske officerer havde fattet mistanke til den svenske ingeniørofficer, da han var på besøg. De havde drukket ham fuld. Måske var det derfor, at han havde indberettet, at Slotsholmen ude for Kalvebod Brygge var det svageste led.

 

Skandinavien blev neutraliseret af stormagterne

Svenskerne måtte afbryde angrebet efter at have mistet en tredjedel af deres tropper. Samtidig tabte svenskerne mod polske og brandenborgske tropper i Jylland og på Fyn. København blev nu stadig metropol i en mindre stat.

Den holstenske adel kom reelt til at styre og reformere den oldenborgske helstat efter dens konsolidering i 1700 – tallet. Storbritannien havde overtaget hollændernes rolle som dominerende flådemagt.

Skandinavien blev reelt neutraliseret af stormagterne i 1800 – tallet. De blev delt op i små, homogene nationalstater. I årene efter 1814 var de officielle relationer mellem Danmark og Sverige – Norge også blevet kølige.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• dr.dk/nyheder
• denstoredanske.lex.dk/skandivisme
• historie-online.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• ridsskrift.dk
• classic.samvirke.dk
• Grænseforeningen
• Berlingske Tidende
• Wikipedia
• Politica – 4 – 2008 (Uffe Østergaard)
• Sverre Bakke, Knut Mykland: Norge i danskertiden
• Sauntved, Eberhardt: 1864
• Rasmus Glenthøj: Sønner af de slagne
• Harry Haue m.m.: Det ny Danmark 1890 – 1980
• Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 15
• Julius Clausen: Skandinavismen – historisk fremstillet
• Henstad, Fabricius Møller, Thorkildsen: Skandinavismen. Vision og virkning
• Becker-Christensen: Skandinaviske drømme og politiske realiteter 1830-1850
• Vi fik ikke fat i al litteratur, men nu har du mulighed for at tjekke vores oplysninger

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.569 artikler bl.a.

• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 35 artikler
• Under Indlemmelse, Afstemning, Genforening finder du 129 artikler

 

Om Svenskerne:

• Carlstad – en svensk by i Brønshøj
• Svenske tropper på Nørrebro
• Er det historieforfalskning på Fælledvej
• Svenske tropper i Tønder
• På flugt fra Wallenstein
• Aabenraa fra 1544

 

Om Augustenborgerne:

• Da Augustenborgerne fyldte 100 år
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Royale med brune ideer

 

Om Kalmarunionen:

• Margrethe den Første og Sønderjylland

 

En Rytterskole i Brønshøj

Skole fra 1724 til 1932. Bygningen anvendt til mange formål. En platte med Rytterskolen. Militæret blev omorganiseret. Opført efter samme grundplan. Altid i nærheden af kirken. Forældre og præster skulle opdrage til kristendom. Konfirmation indførtes i 1736. Protester mod udgifterne. Brønshøjs præst skrev til Provsten. Biskop balle kom på besøg. En beskrivelse fra 1834. Forandringer på bygningen. En tavle på bygningen

 

Skole fra 1724 til 1932

Brønshøj Museum havde til huse i en af de 240 almueskoler, som Frederik den Fjerde lod opføre i Danmarks tolv rytterdistrikter. Derfor blev de kaldt rytterskoler. Rytterskolen i Brønshøj blev taget i brug i 1724 og fungerede uafbrudt som skole indtil 1932.

Skolen gennemgik flere ombygninger i løbet af 1800-tallet. I 1899 blev der opført en ny skole i Brønshøj. Den bliver i dag kaldt Brønshøj Gamle Skole på Brønshøjvej. Men undervisningen fortsatte i den gamle rytterskole.

 

Bygningen anvendt til mange formål

Siden 1904 blev bygningen også anvendt til distriktsbibliotek. Det fortsatte til 1939, hvorefter bygningen blev anvendt til beboelse. Det var senere tale om at rive rytterskolen ned, da huset var blevet temmelig forfaldent.  Men huset blev reddet og anvendt som hjemmeværnsgård og lager.

Ja bygningerne har også tjent som mandskabslokaler for Københavns Sporveje og depot for Beredskabsafdelingen.

Fra 1986 til 2011 var det hjemsted for Brønshøj Museum

Men ak en stor brand opstod i august 2010 ødelagde en masse. Omkring 100 kvm stråtag blev brandskadet og 150 kvm af museet blev vandskadet som følge af slukningsarbejdet.

Derefter skete en omfattende restaurering.

 

En platte med Rytterskolen

Det er intet tilbage af den oprindelige inddeling. Og tænk engang. Bing og Grøndal fremstillede en platte af Rytterskolen i Brønshøj.

 

Militæret blev omorganiseret

I slutningen af 1600-tallet blev militæret (Rytteriet) omorganiseret, og kongens ejendom, Krongodset blev inddelt i rytterdistrikter.

Ryttergodserne skulle også sørge for at rekruttere soldater fra lokalbefolkningen. Rytterskolerne var med til at få bedre uddannede soldater. Og man kan vel sige at Rytterskolerne var forløberen for vore dages folkeskole.

Københavns rytterdistrikt bestod af 20 sogne. Hvert sogn var et stort ryttergods, og i hvert af dem skulle der oprettes en skole. Hvert rytterdistrikt skulle årligt forsyne et regiment på 700 ryttere med indkvartering og forplejning.

Frederik den Fjerde fandt det nødvendigt, at soldaterne kunne læse og tælle til tyve. I den ånd blev Rytterskolerne opført.

Det blev udtrykkeligt fremhævet at skolerne i deres udseende burde være mere anseelige end almindelige huse.

 

Opført efter samme grundplan

De sidste rytterskoler blev opført i Danmark i 1727. Der blev udstedt instrukser om skolepligt og undervisning samt om lærernes ansættelse og aflønning. Alle skolerne blev opført efter samme grundplan.

Bygningen skulle være 13,2 meter lang og 7,5 meter bred. Fra gulv til loft var der 2,8 meter. Skolerne indeholdt forstue og skolestue. Ja så var det lige et sovekammer og et spisekammer og et køkken til læreren. Og ikke at forglemme en stald til lærerens kreaturer.

 

Opført i nærheden af kirken

I køkkenet var der efter sjællandsk tradition en åben skorsten med ildsted og bageovn. Fra skorstenen blev der også fyret i ler-kakkelovnen som opvarmede både skolestuen og læreboligen.

Flere steder blev de oprindelige tagsten efterhånden skiftet ud med stråtag. Teglstenene blev nemlig knust, når drengene kastede sten på taget.

Skolerne blev for det meste opført lige i nærheden af kirken. Det var normalt præsten, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Undervisningen omfattede katekismen og læsning. Mod betaling kunne der også undervises i skrivning og regning.

 

Forældre og præster skulle opdrage til kristendom

I danske Lov havde enevælden i 1683 formuleret det som, at forældre og præster opdrog børnene til kristendom. Den første egentlige bestemmelse om undervisning skete i en fattigordning i 1708, hvori det bestemmes at degnen skulle forstå undervisning for de børn, hvis forældre ikke selv havde råd.

Og så var det i 1702, at Frederik den Fjerde tog initiativ til opførelse af Rytterskolerne. Det var først og fremmest kristendom, som man skulle satse på og så loyalitet mod kongen og fædrelandet.

Nu var det sådan at ryttergodserne kun omfattede en sjettedel af landets områder. Men flere store godsejere støttede initiativet ved at lade bygge skoler på deres godser. Alligevel var der endnu områder på landet, hvor der ingen undervisning fandt sted.

 

Konfirmation indførtes i 1736

Under Christian den Sjette indførtes konfirmation i 1736. Det blev en betingelse for at fæste en gård eller blive gift. Derved måtte de børn, som tidligere var blevet unddraget undervisning af deres forældre gå i skole. Ydermere fulgte enevælden op med den 23. januar 1739 at udstede en forordning om skolerne på landet, der blev læst op fra prædikestolene over hele landet.

 

Protester mod udgifterne

Udgifterne til skoler, lærerlønninger og bøger skulle betalers af alle lokalsamfundets medlemmer fra de øverste til de nederste. Tiltaget faldt imidlertid sammen med en alvorlig økonomisk krise. Dette bevirkede en storm af protester. Den 29. april 1740 måtte kongen ophæve sin forordning med en plakat. I stedet bekendtgjorde Christian den Sjette, at:

 

• Vi allernådigst formode, at Vores gudelige Øjemærke til den opvoksende Ungdoms nøjagtige Undervisning i deres saligheds Kundskab, kan erholdes, uden saadan alt for stor Byrde og Besværing for Jordgodsets Ejere og Besiddere.

 

Kongen gjorde dog også lige godsejerne opmærksom på:

 

• At som de nyder det legemlige af deres Tjenere, de igen vil sørge for deres åndelige og at de derved have at vente den største velsignelse af Gud.

 

Resultatet var imidlertid, at det var vidt forskelligt fra gods til gods hvilken undervisning, der blev givet.

 

Brønshøjs præst skriver til provsten

Det var et problem med børnenes lange skolevej. I en beskrivelse fra 1737 meddelte præsten i Brønshøj, Hieronimus Larsen Aaschou således til provsten:

 

• Hvad Børnene angaar, da er Vejen mellem Skolen og de tillæggende Byer saa lang og om Vinteren saa dyb og besværlig, at det er umuligt for de smaa Børn at komme igennem, de Fattige maa da af Fornødenhed lade deres blive hjemme.

 

• De Formuende træffes ved 2 gange om Dagen at følge dem frem og tilbage. Endelig foraarsager Børnenes Forsømmelse om Sommeren meget til at Frugten af den kongelige Skole ikke er saa stor, som den kunne og burde være, da holdes de tilbage af Forældrene under Paaskud, at de behøver deres Tjeneste og glemmer, hvad de har lært.

 

 

• Det var derfor meget godt, der blev sat en vis Tid, hvor længe de måtte udeblive.

Først en menneskealder senere nedsattes i 1789 ”Den store Skolekommission, hvis arbejde førte til folkeskolelovene af 1806 og 1814.

 

Biskop Balle kommer på besøg

I slutningen af 1700-tallet blev Rytterskolen forsynet med et lille udhus sydvest for bygningen. Og den 24. maj 1805 visiterede selveste Biskop Balle skolen og noterede i visitatsbogen, at:

 

• Brønshøy Skoles Lærer Piilegaard er en duelig, trofast og opbyggelig Mand, som underviser og cateschiserer meget godt. Mange Børn udmærker sig ved deres gode Begreb og meget Færdighed i deres Svar efter Lærerbog og Catechismus.

 

• Adskillige have tilligegjort sielden Fremgang i den Bibelske Historie. Alle flittige Skolegiænger læste fermt i Bog og have lært en Deel Psalmer. Ligeledes er Skrivning i god Gang.

 

 

• Gud velsigne den værdige LærerPiilegaard og belønne ham af sin Miskundheds Fylde til megen Vederqvægelse.

 

En beskrivelse fra 1834

I 1823 skete der en udvidelse af bygningen, og i 1834 beskrives skolen således:

 

• Skolebygningen bestaar af et grundmuret Stuehus opført af Frederik den Fjerde, men senere udvidet med 2 Fag og tækket med Rør, samt et bindingsværks Udhus.

 

• Den har et Tilliggende af en liden Have paa 1 skp. Land, et Vænge paa 2 skp. Land, og en fraliggende Jordlod paa 5 ½ tdr. Land.

 

 

• Skoleholderen lønnes med den saakaldte Degnetrave, der udgør 41 tdr. Byg. De skolesøgende Børns antal er 100, den indbyrdes Undervisning i Gymnastik er indført.

 

Forandringer på bygningen

Skolen gennemgik igen flere ombygninger i løbet af 1800-tallet, og i 1894 blev der opført en vinkelret tilbygning, som vat stråtækt på samme måde som skolen.

Ved gennemførelsen af Brønshøjvej efter 1901 blev der skåret et fag af den vestlige ende af bygningen. I den ny gavl er der indsat vinduer.

 

En tavle på bygningen

På Rytterskolerne blev der ofte over indgangen opsat en sandstenstavle med samme indskrift med Frederik den Fjerde’ s spejlmonogram med en latinsk tekst og nederst et vers på dansk. Da ”Den Gamle Redaktør’ s latin-kendskab ikke er, hvad den har været gengives teksten her kun på dansk:

 

• Denne Skole og 240 andre som denne har VI FREDERIK DEN FJERDE (monogrammet) af Guds Nåde, Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers etc. I året 1721 ladet opføre i de Distrikter, som af OS er oprettet til at underholde 12 Ryttereskadroner.

 

I Brønshøj blev haven i mange år passet af Rytterskolens Havelaug. Og Rytterskoletavlen er i dag indmuret over døren i højre side på facaden af den oprindelige bygning. Teksten er trukket op med sort farve, så den er forholdsvis letlæselig.

Istandsættelsen blev præmieret af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.

 

Kilde:

• Wikipedia
• www.information.dk
• www.forstadsmuseet.dk
• www.thorshoj.dk
• www.arkitekturbilleder.dk
• www.bha.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.566 artikler herunder:

Om Nordvest

• Med tog over Lersøen
• Emdrup – for længe siden
• Langs Frederikssundsvej
• Carlsstad – en svensk by i Brønshøj
• Lersø Ismejeri
• Dengang på Ydre Nørrebro og Lygtekroen
• Utterslev Mose – dengang og nu
• Turen går til Nordvest
• Fra Bellahøj til Husum
• Et rovmord i Utterslev Mose
• Fra Mælkedreng til Pensionist
• Mælkedreng fra Enigheden (NørLiv)
• Valdemar Skrubskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
• Derude på Lersøen
• Lersø-bøller og Bisser, nok engang
• Lersø – bøller
• Klunsere og kræmmere på Nørrebro (og Nordvest)
• København NV

 

Om Skoler og Undervisning

Under København (170 artikler)

• Sankt Petri skole og Omegn
• Sankt Petri – en skole med fortid
• De stakkels Skolebørn

Under Nørrebro (287 artikler)

• Blågård Seminarium
• Et Seminarium På Nørrebro

Under Tønder (254 artikler)

• Lærer i Burkal
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• Livet på Seminariet i Tønder
• Tønder Seminarium – en del af historien
• Tønder Statsseminariums Historie
• Tønder Statsskole – dengang
• Tønder Statsskole – i slutninger af 1920’erne
• I skole i Tønder
• Den Røde Skole
• Sprogkampen 1851 – 1864
• Emmerske Bedehus og Skole

Under Aabenraa (149 artikler)

• I skole i Aabenraa
• Den Gamle Skole i Felsted
• En degn fra Varnæs
• Skolen dengang i Rise Sogn

Under Højer (72 artikler)

• Emmerlev Skole
• I skole i Højer

Carlstad – en svensk by i Brønshøj

Vi kunne have blevet en svensk landsdel. Danmark havde erklæret Sverige krig. Svenskerne afbrød deres krig i Polen. De løb os over ende. Hollænder kom os til hjælp. Store konsekvenser for civilbefolkningen. 1.500 danskere blev dræbt, da fæstning blev indtaget. Adelen var ikke meget bevendt. Den endelig storm mod København. Spioner havde luret det. Civilbefolkningen hjalp til. Truslen mod Danmarks selvstændighed var overstået. 30.000 i Carlstad. Fjendebyen bestod i 22 måneder. Mange folkeslag forsamlet. Lejren var en åben fæstning. Borgerskabet bød på bøndernes ejendele. En vold omgav lejren. ”Frugt” efter begivenheden. Adskillige fund fra den tid.

 

Vi kunne have blevet en svensk landsdel

Danmarks eksistens som selvstændig stat har aldrig været mere truet end i årene 1657-60. Udfaldet af en række mere eller mindre tildragelser kunne meget nemt have gjort Danmark til svenske landsdele og hermed ændret vores historieforløb.

Efter Christian den Fjerdes død i 1648 blev kronen overdraget til hans søn Frederik den Tredje. Han var indesluttet, tænksom og lidt livsfjern. Det var lige det modsatte af den svenske konge.

 

Danmark erklærede Sverige krig

Det var hans rådgivere på Københavns Slot, der fik ham til at erklære arvefjenden, Sverige krig. Formelt skete det efter, at man på et stændermøde i Odense i februar 1657 havde forhandlet sig til rette om en bevilling på 3 mio. Rigsdaler til anskaffelse af våben og andet militært udstyr.

Desuden blev det besluttet, at hvert af Danmarks dengang 2.000 sogne skulle stille med fire ryttersoldater og otte karle til fodfolket. Hertil kom hvervet mandskab. Herved blev hærens mandskab op på ca. 25.000 soldater.

Det var en stor hærstyrke. Men det var præget af manglende erfaring og tarveligt udstyr. Rytteriet havde erfarende ledere og forholdsvis stærkt. Men de tvangsudskrevne bønder til fodfolket udviste ”trods og genstridighed”. Trods sin størrelse var den en hær, der langtfra kunne måle sig med svenskernes erfarende landsknægthær.

Fra dansk side var formalia i orden i modsætning til hvad svenskerne ved deres overfald i 1644 og senere ved den uventede landgang i Korsør den 7. august 1658 provokerede med.

 

Svenskerne afbrød deres krig i Polen

For kong Carl kom krigserklæringen fra Danmark meget kærkommen. Han kunne komme ud af de opslidende felttog i Polen, hvor hans hære havde vundet sejr på sejr. Men han havde ikke opnået hverken politiske eller militære resultater, fordi hans polske modstandere efter hver slag omgrupperede sig. Nu kom så krigserklæringen fra Danmark den 1. juni 1657.

Fra dansk side var der forvirring fra starten. Det lykkedes ikke at koordinere den danske krigsindsats. Men de danske styrker indledte med erobringer af Bremen og Verden. Men det lykkedes ikke at erobre hovedfæstningen Stade ved Elben.

Det overraskede kongen at han afbrød sine kampe i Polen og drog mod Danmark. Svenskekongen vandrede over de tilfrosne bælter, og det var en sønderlemmende Roskilde – fred, der blev indgået.

 

Svenskerne løb os over ende

Vi mistede vores besiddelser i Sverige. Men den svenske krigerkonge Karl 10 Gustav havde lang fra fået nok. Han havde til hensigt at underlægge sig Danmark og gøre os til svenskere. En uhyggelig tanke.

Han løb os over ende og havde nær udslettet Danmark som selvstændig nation. Han lavede en hurtigmarch sydfra og erobrede Jylland. Så marcherede han med sine tropper en iskold vinter over bælterne og erobrede først Fyn og derpå Sjælland. Derefter lå København åben for angreb, og kun held, modangreb, alliancer med hollænderne og et modigt forsvar reddede landet.

 

Hollænderne kom os til hjælp

Jo det gik meget let for kongen, så han ville have mere. Og snart havde vi igen besøg af ham. I august 1658 gik han i land på Sjælland og rykkede mod hovedstaden. Byen rustede sig energisk til forsvar. Snart lå de svenske hære i en jernring om byens lave volde. Danmark modtog til alt held hjælp fra Holland, som sendte en flåde til København. De kæmpede sig forbi de svenske skibe i sundet og medbragte tiltrængt forstærkning til det danske forsvar. Men svenskerne fortsatte deres belejring.

Krigen havde store konsekvenser for Danmark, idet vi ved Roskildefreden i 1659 mistede vores danske besiddelser i det nuværende Sverige. Politisk og socialt blev krigen ligeledes vigtig, fordi adelen mistede magt. En alliance mellem borgere og konge resulterede i en enevældig konge.

 

Store konsekvenser for civilbefolkningen

Krigen havde også frygtelige konsekvenser for civilbefolkningen, hvor overgreb, pest og sult lagde store dele af landet øde. Mange mænd måtte gå ind i hæren, tabene var store og kvinder blev udsat for voldtægt.

Kvinderne skulle have indsmurt sig i sod og tjære for at gøre sig uattraktive, men det hjalp åbenbart ikke. Mange danske kvinder fødte børn efter voldtægt. Men der er dog også eksempler på, at danske kvinder var sammen med svenske soldater og fik børn. Det kan man se sort på hvidt i kirkebøgerne.

Havde den svenske konge vundet, havde han også vundet den indbringende Øresundstold, og kongeriget ville være blevet udslettet.

 

1.500 danskere døde, da fæstning blev indtaget

Allerede i 1645 betød freden mellem Danmark og Sverige i Bremersbro, at Sverige var den førende nation i Norge. De danske beslutningstagere følte, at Sverige var ved at indeslutte Danmark.

Da fæstningen Frederiksodde faldt gik de svenske tropper helt amok. De plyndrede og nedhuggede både soldater og civile. Muligvis døde 1.500 danskere ved fæstningens fald. De flygtende civile fordelte sig over hele Jylland.

 

Adelen var ikke meget bevendt

Adelen levede slet ikke op til sine forpligtelser, da krigen kom. Mange var hurtige til at sikre sig eget gods og udviste ikke kampberedvillighed. Denne udvikling gjorde borgere og bønder bitre og man sagde at adelsfolk gemte sig, når fjenden nærmede sig.

Frederik den Tredje indledte fredsforhandlinger med svenskerne. Det endte med Roskildefreden, hvor Danmark blev presset til at frasige sig danske besiddelser. Men som allerede skrevet. Den svenske konge ville have mere.

 

Den endelig storm mod København

I februar 1659 var Carl Gustav træt af at vente ude i Carlstad. En storm på København havde længe været forberedt. Spioner havde udset sig de svageste punkter, hvor angrebet skulle sættes ind. Det var således den nye Østervold, der næppe var færdigbygget.

Men hovedangrebet skulle sættes ind over isen, som året før havde hjulpet svenskerne så godt. Hen over havet i Kalveboderne skulle stormtropperne styrte sig direkte mod kongeslottet og Tøjhusets våbenarsenal på Slotsholmen. Her lå en muret hjørnebastion (Bryghuset) og nogle ret lave volde, samt en 180 meter lang, lukket bro af sten. Løngangen. Der førte fra Slotsholmen ind mod byen.

Flere gange afprøvede svenskerne byens forsvar med mindre angreb. Ved et af disse angreb mistede svenskerne en af de stormbroer på hjul, de havde forberedt for at bane sig vej over de brede våger. Disse holdt danskerne dagligt åbne i den tykke is på voldgrave og hav. De sørgede for, at lave vågerne akkurat så brede, at de svenske stormbroer ikke kunne nå.

Danskerne vandt forskellige slag under belejringen. Dette styrkede sejrsviljen.

 

Danske spioner havde opsnappet tidspunktet

Svenskerne afbrød vandforsyningen, som blev ført i rørledninger fra forskellige søer i omegnen. Man forsøgte også at tørlægge voldgravene. Københavnerne måtte trække på byens brønde og man etablerede pumper ved Øresund.

Danske spioner havde fundet ud af, at hovedangrebet skulle finde sted mellem den 10. og den 11. februar 1659. Svenskerne fandt ikke en uforberedt by, da de iført hvidt camouflagetøj i mørke og snefog gik tavse frem mod byen over det tilfrosne hav.

Den danske kommandant på Christianshavn bemærkede meget ”hensynsfuldt” selv iført sig deres ligtøj. Da angrebet begyndte brød helvede løs fra bøsser og kanoner. Svenskerne gik i stå. De kæmpede sig kun frem til forsvarsværkerne.

Her brød angrebet endeligt sammen. Da svenskerne trak sig tilbage, var isen dækket af lig og efterladte stormstiger, broer, våben og dragtdele.

Angrebet på Østervold gik ikke bedre. Den svenske konge opgjorde dagen efter svenskernes tab til 532 døde og 894 sårede. Snart efter blev sødstallet sat til 580. De danske tab var 12 døde.

 

Civilbefolkningen hjalp til

Længst nåede en svensk officer op af skråningen ved den nuværende hovedbrandstation. Han nåede at råbe sejrsbrølet. Men så blev han ramt af Claus von Ahlefeldt, der stod klar med et spydlignende stagevåben.  Svenskeren styrtede ned af skråningen dødelig ramt.

Knap halvdelen af dem, der forsvarede København, var studenter og civile borgere. Der blev indrulleret 266 studerende, 115 kræmmersvende og 296 håndværkssvende. Den professionelle hær talte omkring 3.000 mand sammen med 3.500 fra Borgervæbningen.

Træningstilstanden var ikke særlig god. Man gruppen talte mange officerer så organiseringen var alligevel effektiv. Det nyoprettede Kongens Livregiment til fods under Hans Schack var de eneste fuldtallige og gennemprøvede tropper.

 

Svenskerne forsøgte at udsulte københavnerne

Indimellem blev der indgået våbenhvile for at få begravet de døde. Svenskerne forsøgte at udsulte københavnerne. Tilstanden i byen nærmede sig da også hungersnød, og samtidig var der ekstrem vinterkulde.  Ved isens opbrud i marts forsøgte man at sejle forsyninger ind, men svenskerne havde held til at blokere indsejlingen. Den blev først brudt, da den hollandske flåde vendte tilbage den 3. juli 1659.

 

Truslen mod Danmarks selvstændighed var overstået

Kun gradvis lykkedes det danske styrker i samarbejde med udenlandske hjælpetropper at erobre Jylland og Fyn tilbage fra svenskerne. Først den svenske konges død af sygdom den 7. februar 1660 bragte freden nærmere. Den 26. maj 1660 blev der underskrevet en fred i København.

Stormagterne var ikke interesseret i at se danskerne på begge sider af Øresund igen, så freden ændrede ikke det danske tab af Skåne, Halland og Blekinge. Men truslen mod hele Danmarks selvstændighed var overvundet.

Men først den 11. juli blev Nørreport åbnet. Tre dage senere var der fri passage for bøndernes markedsvogne.

 

30.000 ude i Carlstad

Ude i Carlstad var der en befolkning på 30.000. Det svarede til cirka det samme antal som inde bag voldene. Men der var vel nok kun 10.000, der var soldater. Resten var civile. Der var koner, børn, oppassere, håndværkere, musikere, handlende, ludere og lommetyve.

Det var herude ved Brønshøj og Bellahøj cirka 6 kilometer nord for det daværende København, at svenskerne etablerede sig under belejringen. Byen eller lejren var allerede etableret i efteråret 1658. Stedet var valgt, fordi der herfra var en enestående udsigt over byen og dens tårne.

 

Mange folkeslag var forsamlet

Rundt omkring foregik der talrige plyndringer. Snart stod Jægersborg Slot uden vinduer og kakkelovne- Mange andre bygninger var tilsvarende udplyndret.

Byen omfattede området fra Brønshøj kirke i nordvest til Bellahøj Kirke og Bellahøj – husene i nord- og sydøst.

Mange folkeslag var forsamlet her, svenskere, polakkerne, baltere, tyskere og finner. De opbyggede sammen med tvangsudskrevne sjællandske bønder den store svenskelejr, som i en næsten 2-årige levetid udviklede sig til et bysamfund

 

Fjendebyen bestod i 22 måneder

Barakker, telte og murede bygninger blev opført. Men også uden for voldene var der svenske forlægninger.

I 22 måneder eksisterede denne ”fjendeby” med militærbarakker, telte og huse opført af tømmer fra de nedbrudte omkringliggende landsbyer, Utterslev, Emdrup, Gladsaxe, Rødovre, Husum og Vanløse.

Men også fra sjællandske købstæder og andre landsbyer hjembragtes tvangsudskrevne forsyninger til såvel Carlstad som til de militærforlægninger, svenskerne havde andre steder på Sjælland.

Carlstad må have været et blandet skue. En datidig storby med velordnet militær disciplin og med tilfældigt handelsliv og anden aktivitet mellem boder, barakker og talte.

 

En dagbog fra dengang

En københavnsk borger har i sin dagbog berettet om Carlstad:

 

• Lejren var vildt udstrakt. Den var større end Københavns by. I den var der skønne værelser og huse, hvor Kong Gustav af Sverige og de andre svenske grever og herrer samt nedrige oberster og underofficerer holdt hus.

 

• I mange værelser var gulvet lagt med fliser. Der var skønt udstyrede stuer. De havde gemakker med vinduer, døre, jernkakkelovne og meget andet skønt udstyr.

 

 

• Her var befæstede volde, skanser, rundeller. De havde indrettet sig her, som om de skulle besidde og bebo stedet i 100 år.

 

• Alle ryttere og fodfolk havde deres hytter og værelser, nogle i jorden og nogle oven på, hvor også hestene havde stalde.

 

Brønshøj Kirke blev brugt til formålet

Ifølge gamle notater skulle Brønshøj Kirke være blevet indrettet til militære formål. Her blev efter sigende fremstillet ammunition bl.a. små granater, der kunne kastes mod fjenden.

Der kan dog sættes spørgsmål ved, om selve kirkeskibet blev anvendt til depot og ammunitionsværksted.

I et bysamfund af Carlstad må der naturligvis har været mindst en kirke. Det mest nærliggende ville naturligvis være at bruge den eksisterende kirkebygning til det egentlige formål med feltpræster, der fulgte med landsknægtehæren.

Mange af landsknægtene var polske katolikker, så det kunne udmærket have været flere kirker imellem bebyggelserne i Carlstad.

At en del af Brønshøj Kirke og den daværende kirkelade er blevet anvendt til ammunitionsfremstilling kan udmærket være tilfældet, samtidig med at kirkerummet har tjent sit egentlige formål.

 

Lejren var en åben fæstning

Mange vejnavne i området er i dag opkaldt efter perioden såsom Svenskelejren, Skansebjerg ved Bellahøj Skole og kirke. Så er det også Højenhald (navnet på et dansk skib) og Karlstads Alle.

Den eneste bygning fra den tid, der endnu står, er Brønshøj Kirke.

Flere kirker blev revet ned for at bidrage med sten til at huse i lejren. Lejren var en åben fæstning. De lokale i Brønshøj og omegn indlod sig med fjenden uden at blive betragtet som forrædere. Danskere og svenskere besøgte hinanden under belejringen. De gik også på værtshus sammen.

 

I lejren var svenskerne veldisciplineret

Egentlig var de svenske tropper ude i Carlstads veldisciplineret. Man holdt styr på dem ved at sætte dem i gang med fæstningsarbejde. De polske hjælpetropper som den danske konge havde engageret, var meget mere udisciplineret da de drog gennem Jylland, hvor de plyndrede hele vejen og førte ”Den Sorte Død” med sig.

 

Borgerskabet bød på bøndernes ejendele

Da svenskerne senere forlod Carlstad holdt de auktion over de mange koster og sager, de havde skaffet sig. Auktionen blev holdt for borgerskabet i København. Men de fleste af tingene havde svenskerne taget fra bønderne. I en dagbog stod følgende at læse (omskrevet til nutidssprog):

• Det stod på i fire dage. Borgerskabet købte kvæg, heste, okser, stude, får, lam, høns, gæs.

 

• Den 5. juni blev den svenske lejr forladt. Nu kunne bønderne komme og tage det, som var frarøvet fra dem. Deres gårde og huse var blevet nedbrændt.

 

 

• De havde fået frastjålet bænke, sengeklæder, sengesteder, linned, puder, lagen og meget mere.

 

• På hans Majestæts befaling skulle bønderne have det, som de tilkom såfremt de kunne bevise det.

 

Med andre ord. Først tog svenskerne alt det mest værdifulde med hjem. Dernæst holdt de aktion for Københavns borgerskab over frarøvede og efterladte effekter – og alt det, som herefter var tilbage, blev tilbageleveret til rette ejere, forudsat de kunne bevise, det tidligere havde tilhørt dem.

Det kunne være vanskeligt at bevise, at en forkullet bjælke i Carlstad var taget fra en afbrændt mølle i Tåstrup.

I mange år var området her lige uden for København præget af dyb armod.

 

En vold omgav lejren

Midt i striden var der et rend af desertører fra begge sider. Lejesoldaterne kæmpede kun for dem, der gav mest.

Carlstad lå beskyttet af bastioner og en 4 km lang og ca. 2 meter høj vold. Østvolden forløb nogenlunde gennem de nuværende Bellahøjhuse. Lejrfæstningen lå et meget gunstigt sted. Den var beskyttet mod angreb ved moser og vandløb. Man kunne herfra beherske en betydelig del af Københavns forterræn.

 

Et uappetitligt vandreservoir

Degnemosen lå inde i Carlstad. Formentlig har man brugt den som vandreservoir. Med 30.000 mennesker med tilhørende kreaturer, så kan man godt forestille sig at vandet ikke lige var at bade i. Det har nok heller ikke lugtet så godt.

 

”Frugt” af begivenhederne

Såvel kirke- som tingbøger fra årene 1656 – 59 er gået tabt. I Brønshøj Kirkes nye tingbog fra 1660, er der den 16. december 1660 registreret, at en ryttersoldat fra belejringshæren ved navn Jens, er blevet far til en uægtefødt dreng, der blev kaldt Jens som sin far. Moderen var Kirsten N. Jens er formentlig ikke eneste ”frugt” fra begivenhederne 1657 – 60.

 

Adskillige fund fra den tid

Området var udplyndret, bygningerne ødelagt, agre befængt med misvækst. Mange borgere var fordrevet eller døde af de smitsomme sygdomme som fulgte med krigen.

Voldene omkring Carlstad bestod en del år endnu. Fra 1682 er der tingbogsoptegnelse af en vogn fra København der væltede i februar. Kusken kom under vognen og blev dræbt. Tinbogsnotatet nævner, at han blev fundet på Brønshøj Mark ved gærdet ”inde i lejren”.

Adskillige brugsgenstande fra Carlstad f.eks. potteskår, kridtpibestumper, ben-knapper, stentøj og teglsten ligger der sikkert meget af nede under Brønshøjs havemuld.

Kun metalting, der direkte vidner om militært brug er i dag bevaret som spor fra Carlstad. Under Brønshøjs udbygning i 1920’erne blev der fundet en del f.eks. to stormhjelme. Da Brønshøj Skole opførtes i 1923. Ved Holcks Plads er der fundet en kanonkugle. Stikvåben, sabel m.m. er også fundet.

 

Kilde:

• Wikipedia
• information.dk
• b.dk
• vandrefuglen.dk
• jyllands-posten.dk
• denstoredanske.dk
• nationalmuseet.dk
• Lars Cramer – Petersen: Danmarks skæbnetime – en beretning om svenskekrigene 1657 – 60
• Stormen på København (København – historie og kultur bd. 1)
• Lars Christensen: Svenske Krigene 1657-60 – Danmark på kanten af udslettelse.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.565 artikler, herunder:

Om svenskere:

• Svenske tropper på Nørrebro
• Er det historieforfalskning på Fælledvej?
• Svenske tropper i Tønder
• På flugt fra Wallenstein
• Aabenraa – fra 1544

Om Nordvest:

• Lersø Ismejeri
• Med tog over Lersøen
• Utterslev Mose dengang og nu
• Tyren går til Nordvest
• Fra Bellahøj til Husum
• Et rovmord i Utterslev Mose
• Fra Mælkedreng til Pensionist
• En Mælkedreng fra Enigheden
• Emdrup – for længe siden
• Valdemar Skrupskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
• Derude på Lersøen
• Lersø-bøller og bisser, dengang
• Lersø – bøller
• Med tog over Lersøen
• Dengang på Ydre Nørrebro og Lygtekroen
• Langs Frederikssundsvej
• En Rytterskole i Brønshøj
• Klunsere og kræmmere på Nørrebro (og Nordvest)
• København NV