Landposten
Af Lisa Olesen
Bonden blev betragtet langt nede på den sociale rangstige. De få bønder, der var havnet i Folketinget blev af borgerskabet behandlet meget nedladende. Men gennem andelsforeninger fik bønderne udviklet deres produktionsapparat. I denne udvikling havde landbrugets overklasse lettere ved at få fat i deres post. I sognene meldte frivillige sig ofte kvinder, invalide eller gamle. De blev populære som sognebude. Efterhånden kom der flere udvekslingssteder. I slutningen af 1870’erne kom landposten også ude på landet. Uniformen fik man først i 1893. Nu kom cyklen også til hjælp. Jo landposten har haft stor kulturel og erhvervsmæssig betydning.
Landposten
Det er ikke mere en godt og vel halvandet hundrede år siden, postbuddet var en nyhed i de danske landdistrikter. Før da mente man ikke, at der uden for byerne var behov for en almindelig postbetjening. Selvfølgelig var landbrugets indsats påskønnet, man var klar over dets afgørende betydning for samfundsøkonomien, men bonden selv rangerede et godt stykke nede på den sociale rangstige og betragtedes som en noget simpel og enfoldig personage. Lidt latterlig var han jo, når han kom til byen i sit
grove tøj med en gennemtrængende lugt om sig af jord, dyr og det, der var værre.
De få bønder i folketinget virkede fremmedartede både her og i det københavnske bybillede. Typisk for borgerskabets nedladende holdning er bemærkningen fra den konservative politiker Carl Georg Andræ, da det i 1870 var på tale at optage to ledende bondepolitikere i regeringen: “De stole, hvorpå d’herrer Berg-Hansen har sat sig, kunne blive så tilsølede, at ingen længere ville sætte sig på dem”.
Nå, det viste sig nu, at regeringstaburetterne bevarede deres tiltrækningskraft, også efter at bønderne var rykket ind. I disse år gik udviklingen på landet frem med stormskridt. Sideløbende med den politiske
mobilisering, der i 1901 førte til partiet Venstres overtagelse af regeringsmagten, havde landbruget udviklet sit produktionsapparat gennem andelsforetagender, højskolebevægelsen var slået igennem og brugsforeninger dukket op overalt. Midt i det hele gik nu en uanselig, men nok så betydningsfuld person – landposten.
Helt uden brevforbindelse med omverdenen var landdistrikterne ikke før postbudenes tid, men den var på privat basis. Den hyppigste og bedst organiserede postgang havde landbrugets overklasse, godsejerne og proprietærerne, de sluttede sig ofte sammen og holdt regelmæssigt ridende bud til købstadens postkontor.
Blandt bønderne var der forskellige måder at klare sagen på. Nogle brugte handelskontakter i byen som postadresse – her kunne de så hente brevene ved lejlighed – mens andre organiserede en fast budgang til postkontoret en eller flere gange om ugen, eventuelt i samarbejde med godsejerne. Det kunne være egnens husmænd, der på skift varetog opgaven, men det almindeligste var, at en af sognets gamle eller invalider fik hvervet overdraget. En sådan ordning var billig – sparede måske tilmed fattighjælp – og de pågældende kunne gøre yderligere gavn ved også at besørge andre ærinder, når de nu alligevel skulle af sted.
Disse sognebude var meget populære i befolkningen og dertil omgivet af en del spænding og romantik – hvad kunne tasken ikke indeholde: kærligheds-epistler, breve fra sønnen i det fremmede, bud om død og ulykke. Men slidsomt var det at gå de mange, mange kilometer ad elendige veje i al slags vejr med den tunge taske, frem og tilbage år efter år for en langtfra fyrstelig betaling.
Maren Pedersdatter fik i 1811 en fattighjælp på ti rigsdaler ved siden af sine indtægter som sognebud, og de er hende vel undt. En anden Maren, kaldet Maren Post, gik sin gang mellem Åsum og Odense i næsten 40 år. Det var ofte kvinder, der tog tørnen som sognebud. Da det egentlige landpostvæsen blev oprettet, foretrak man mænd med den motivering, at arbejdet var anstrengende og dermed uegnet for det svage køn. Vi skal helt frem til 1970, før der blev gjort brud på denne regel.
Omkring midten af 1800-tallet barslede postledelsen med et forslag “sigtende til at gøre postvæsenet mere tilgængeligt for landdistrikterne”. Hvor der var langt mellem postkontorerne skulle oprettes “brevsamlingssteder”, der med uuddannet arbejdskraft kunne fungere som en slags underposthuse. Herfra skulle landpostbude ad fastlagte ruter bringe posten rundt til en række “udvekslingssteder”, der hver især dækkede et mindre område, og hvor folk så selv kunne hente forsendelserne.
Aflevering ved husdørene som i vore dage var der endnu ingen, der drømte om, og det er måske forståeligt med den smule post, der var. Ideen med de statsansatte postbude faldt nu ikke i særlig god jord hos dem, til hvis bedste den var fremsat. Man ønskede at bevare sognebudene, som der var stor tilfredshed med, og det er nok heller ikke undgået opmærksomheden, at der i nyordningen var regnet med en ekstraporto for post til landdistrikterne; forbedringen skulle jo betales.
Brevsamlingsstederne mødte større forståelse, og de første oprettedes i 1853, nemlig 19 på Sjælland, 17 på Fyn, 44 i Jylland og 2 på Lolland-Falster. En halv snes år senere var antallet mere end fordoblet.
Også postbudene dukkede lidt efter op på vejene til afløsning for Maren Post og hendes kolleger. De første tre ruter kom i 1860, flere fulgte, og efterhånden som isen blev brudt, voksede antallet stødt. Det forlangtes,
at befolkningen selv udtrykte ønske om at få en rute, og at man stillede husrum til rådighed for udvekslingssteder, men betydningen af en regelmæssig postgang var ved at gå op for folk.
Krigen i 1864 gjorde vel sit, og de voldsomme sociale og politiske brydninger har nok også åbnet mange landbrugeres øjne for nytten af en bedre forbindelse med omverdenen. I hvert fald: efter en snes år var man nået op på over 600 ruter og mere end 5000 udvekslingssteder. Samtidig var kravet om aflevering ved husdørene begyndt at melde sig.
Brevsamler G. J. Jessen i Holte var især ivrig for sagen, og i slutningen af 1860’erne fik han, trods ledelsens betænkeligheder, lov at gøre et forsøg i to sjællandske amter. Det mislykkedes, men ikke længe efter måtte postvæsenet selv tage sagen op, og i løbet af en halv snes år forbedredes betjeningen så meget, at også landboere fik besøg af posten.
Hvis man da ikke ligefrem boede på Bornholm eller i det allermørkeste Jylland – først i 1908 var også disse landsdele kommet med i fuldt omfang. Det betyder dog ikke, at man var på højde med købstæderne, hvor der dengang var postomdeling tre-fire gange på hverdage og én til to gange om søndagen, men indtil 1920, hvor der iværksattes store besparelser, gik udviklingen i retning af en stadig bedre postomdeling på landet.
I de første mange år var landposten ikke ligestillet med kollegaen i byen. Uniform fik han først i 1893, men af nok så stor betydning var det, at han lønmæssigt haltede bagefter. Landpostbudene var ansat på kontrakt, og der betaltes efter antallet af omdelingstimer. Med en ti timers arbejdsdag kunne der omkring århundredeskiftet opnås en årsløn på 600 kr. – et beløb, som selv efter den tids målestok næppe dækkede leveomkostningerne og derfor måtte suppleres med bierhverv.
Her kom nu teknikken de betrængte til hjælp. For postvæsenet var apostlenes heste stadig det eneste tænkelige befordringsmiddel, og på det grundlag beregnedes arbejdstiden, men cyklen var faktisk opfundet, og postbudene tog den i brug. De kunne nu tilbagelægge ruten langt hurtigere og, uden at det berørte lønnen, få mere tid til andet arbejde.
Til gengæld for den ringere anseelse opnåede landposten – som forhen sognebuddet – at blive en kær gæst, hvor han kom frem. Taskens indhold af breve, pakker, aviser og blade var et lyspunkt i hverdagen, og dertil
kom så de seneste lokalnyheder, han selv kunne bringe fra egnen. Få har kendt sognet og dets mennesker bedre.
Med biler, telefon, fjernsyn osv. har meget ændret sig, landpostens gerning er blevet lettere, men kontakten med beboerne på ruten er nok ikke helt, hvad den har været. Landpostvæsenet fik stor kulturel og erhvervsmæssig betydning, det blev en livsnerve i hele den udvikling,
der skabte det moderne landbrug. Den beskedne embedsmand var en slags fødselshjælper, men det er der næppe mange, som har skænket en tanke, når de modtog hans daglige besøg.
Billedtekst: Grethe Hugge gik som sognebud i egnen omkring Stubbekøbing, før der blev oprettet landpostruter i dette distrikt. Fotograf: Anton Frederik Thellemann i Stubbekøbing.
Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Nordfalster
*
https://arkiv.dk/vis/775709?fbclid=IwAR3CI45tdyS4QLucKWkN1OfA3xkyr6ZvQMJDTtzyKdEN8eKKkiIckW
RtOAI
Vi håber, at vi rent teknisk senere kan bringe dette billede
Kilde:
*
Tak til Lisa Olesen