Artikler
Maj 21, 2020
Langs Frederikssundsvej (1)
Dette er en meget lang artikel. Det skulle have været et foredrag. Men det blev aflyst. Vi går/cykler langs Frederikssundsvej fra Hyltebro til Husum. Og så tager vi nogle gevaldige sidespring. Imens så springer vi i historien. Kulsort røg strøg over kvarteret. Her var masser af industri. Langs Frederikssundsvej var der masser af værtshuse. Vi besøger et par stykker. Vi besøger klunsere, kræmmere, prangere og hesteslagtere. Her var meget mørkt om natten. Man skulle passe på ikke at dratte om i Louisehullet. Her var ekspeditioner i store ukrudtsmarker. Og mælk kunne hentes på Tomsgården. Vi møder Skrå-Syre og så var hundepropper under sporvognen. Man var fattige men rig på børn. På Bispebjerg Skole var der mærkelige afstraffelsesformer. På lossepladsen fandtes der slik. Og så er det idylliske Husum forsvundet. Her lå en meget berømt porcelænsfabrik. Vi skal da lige besøge si..(Forbudt ord) og ”det rejsende folk”. Vi ønsker en god tur.
Fra Hyltebro til Husum
Vi har været her mange gange før. Nu tager vi en ny cykeltur og finder de mest interessante steder. Måske gentager vi os selv. Og vi tager nogle gevaldige afstikkere fra Frederikssundsvej.
Og denne vej går lige fra Lygten Station igennem Københavns Nordvest-kvarter, Brønshøj og helt til Frederikssund. Men så langt vil vi nu ikke. Vi stopper i Husum.
Ja egentlig burde vi starte ved Hyltebro. Denne bro har vi tidligere omtalt. Men den markerede kommunegrænsen mellem Københavns Kommune og Brønshøj-Rødovre Kommune indtil 1901 var her ved denne bro.
Det kan også være du får flere historier om Lersøen. Men du finder også en masse artikler om dette under Nørrebro. Mange af disse grænser spærrer for en masse god historie. Således er den gamle Lygten kro i Nordvest. Og egentlig burde Nørrebro Bycenter have heddet Nordvest Bycenter.
I gården på Atlas
Lige i nærheden havde vi Mælkeriet Enigheden. Blåkilde Mølle og Glud & Marstrands Fabrikker på H.C. Jensensvej. Atlas fabrikkerne ved Fasanvejen hørte også med til kvarterets kendetegn.
I 1929 var kontrolurene afskaffet hos Atlas. Men direktøren og eneherskeren stod med sin krydder i hånden kl. 8 ved porten. Anden gang man kom for sent, lød det således:
Man måtte ikke ryge, fløjte eller synge på tegnestuen. En lirekassemand spillede lystigt i gården en lørdag formiddag. Direktøren kaldte på maleren, der gik og malede kontoret:
Næste lørdag spillede lirekassemanden igen. Direktøren sagde nu til maleren:
Men maleren svarede:
Kulsort røg over kvarteret
Der var en ildelugt og stank når døde kreaturer og rådne ben lå ude i gården hos benkogeriet Blåkilde Mølle.
Med mellemrum sendte kvarterets skorstene store portioner kulsort røg ud over kvarteret. . Det var blevet en rigtig industriby, hvor arbejdstidens start, frokost og fyraften blev markeret af høje hyl fra dampfløjterne på fabrikkernes skorstene.
Egentlig er det svært at sætte grænser for kvarteret. Det er derfor vi har benævnt artiklen, dom vi har. Og vi starter med Lygten station. Endestationen for Slangerup – banen. I dag foregår der hvis nok kulturelle ting derinde. Men det er nu et dårligt sted at holde foredrag. Det har Den gamle Redaktør forsøgt.
Svært at finde grænserne
På Lygten slige syd for Rentemestervej var et maskinsnedkeri. Og ved banearealet helt op til Tagensvej var der indtil 1948 en masse oplagspladser. Her var en mase skurbyggeri.
Bispebjerg-kvarteret blev bebygget fra 1930’erne med Den Gule By. Dengang var det mest 2- værelses lejligheder. Men disse ældre betegnelser har også i dag flyttet grænser. Og mange af gaderne har fået navneforandringer.
En tur mod Frederikssundsvej 82
I 1899 lejede familien en lejlighed i et hus under opførsel på Frederikssundsvej 82. men byggeriet var forsinket, så de skulle bo midlertidig i nr. 84. Det er en interessant fortælling om dengang, da kvarteret hed Utterslev Mark.
Frederikssundsvej blev nået. Til højre lå Lygtekroen lige ude til vejen uden fortov imellem. Staldmuren var skæv og bulet. Man undrede sig over at det kunne stå helt alene. Hele Lersøen havde man nu liggende. Her vovede man sig så nogle gange ind. Her i Pilegrenene levede Lersøbøllerne som Ferdinand og Karen Spidsmus.
Normalt var det fredeligt herude. Men om sommeren kunne man være så uheldig at møde og blive overfaldet af bøllerne fra Lersøen, der ofte udstrakte deres betler – og tyvetogter langt ud i landskabet.
Frederikssundsvej blev gjort bredere
I 1890’erne var der flere lave huse omkring Frederikssundsvej. Omkring 1910 var der nogle steder større bredde på nogle strækninger af den grusbelagte landevej. I 1930’ erne blev vejen udbygget som hovedfærdselsåre og fik en bredde på 25 meter.
Jo det gik mange år inden sporvognen kom ud til Brønshøj og Bispebjerg, først i 1902 og 1903 var linjerne færdige.
Tidlige planer med Slangerup – banen
Men allerede i 1890 havde Stenberg planer fremme om en bane fra Nørrebro til Værløse. Det lykkedes ham at få gennemført en lov herom, så Københavner – stationen skulle ligge ved Helligåndskirken eller evt. Lygten. Der skulle skaffes sporforbindelse til Nordbanen et sted på Nørrebro.
Formålet med banen skulle dels give de små landsbyer forbindelse til København, dels at skabe mulighed for ad denne vej at skaffe den voksende storby af med sin dagrenovation og andet affald. Stenberg måtte dog opgive sit forehavende.
Men det lykkedes for overretssagfører Amdrup at skaffe privat finansiering af banen. Han fik oprettet jernbanekomiteer i de forskellige distrikter langs banen. Banens anlægskapital blev på 2,4 mio. Kr. Man anskaffede det letteste materiale. Og gennem 23 år kæmpede det private jernbaneselskab en håbløs kamp mod andre befordringsmidler.
Efterhånden blev den flotte udsigt ødelagt af tømmerpladser og andre vederstyggelighed. Men der var stadigvæk åbent land helt ind til byen, først Lersøparken, så bakkerne op mod Emdrupborg, lidt rester af marker ved Emdrup.
Men ak, Slangerup-banen kunne ikke overleve.
Et hus i Hønserækken
Jo her var mange tønder pilekrat og så en brakmark med rødtjørn og hvidtjørn og masser af træer til at kravle i. I dette ”Lygtekvarter” omkring Frederikssundsvej, Frederiksborgvej og Alexandravej lå ”Hønserækken”, ”Slagterstien” og ”Svalen”.
Et hus i ”Hønserækken” havde en stor forhave, tagetagen var uudnyttet. Der var udhus og gård bag til. Der var også geder og lam mange steder. Ca. 12 huse havde høns. Adressen på nogle af disse huse var Lille Frederiksborggade.
Stueetagen rummede tre værelser af tre gange tre meter og et meget lille køkken. På første salen var der tre endnu mindre værelser og et endnu mindre køkken. Der var en lille kakkelovn ca. en meter høj i kun et af værelserne på første sal
Foran huset var der en lang smalhave i husets bredde, en lille baggård med udhus. Bag nogle af husene løb Rosenåen. Ja det var nærmest en åben kloak med spildevand fra Thors vaskerier.
På alle sidder var Hønsehusene omgivet af fabrikker og lagerpladser. Olieraffinaderiet ”Norden” lå lige i nærheden Ved siden af var der en vognmandsforretning og så fulgte en tømmerplads. Fore enden af husrækken på Lille Frederiksborgvej lå kaffebrænderiet Rønberg, Jensens Foder – og Kornforretning, et rebslageri, en lagerplads for byggematerialer, mejeriet Enigheden. Derover for asfaltfabrikken og så den store metalfabrik ”Glud & Marstrand”.
Øl måtte ikke drikkes på offentlige veje og pladser
Det var også ved Enigheden, at mælkekuske og mælkedrenge spillede ”Streg”. Sommetider spillede de hele ugelønnen op. På hjørnet af Løve Allé og Alexandrinevej lå der et lille skur. Her solgtes is og øl. Nu var det bare det ved det, at der vankede bøder, når man drak øl på offentlig vej. Så hvis arbejderne trængte til at få støvet ud af halsen så gemte de sig over ved Rosenåen bag ”Hønserækken” Trak det lidt for længe ud her, kom konerne i håb om at redde bare lidt af ugelønnen.
En gang imellem var der skorstensbrande hos kaffebrænderiet Rønberg. Så dalede der et helt ”snevejr” af afbrændte kaffeskaller ned over de små haver. Selv om husene var faldefærdige rønner på et tidspunkt, var det, måske netop derfor kastet glans over området ved at give vejene kongelige navne: Christian- og Louisevej, Alexandra-, Dagmar- og Thyravej.
Klunsere og Kræmmere
Der var masser af klunsere og kræmmere dengang. 50 klunsere hørte til hos Alvi på Blytækkervej. Og 15 var et finde ved Hovedstadens Pakhus på Brofogedvej. Ja og hos Jernhandleren på Svanevej var der ca. 10 stykker.
Mange af klunserne havde dækadresse på herberget på Bellahøj. Men der skulle man betale en formue på halvanden krone pr. dag. Men der kunne også blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
På Blytækkervej var der et skærmende plankeværk. Og ude på vejen holdt der et hav af trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt omkring så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for den pinlige orden.
Jo disse mennesker så frem til den årlige skovtur, der var sponseret af de forskellige købmænd rundt omkring. Her brugte disse mennesker deres indtægt til flydende kost.
De havde navne som Ballet-Ole, Løgne-hans, Luse Karl, Skræppeskideren, Prima – Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude-jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten og mange flere.
Læs mere om disse i artiklen: Klunsere og Kræmmere på Nørrebro (og Nordvest!)
Utterslev – prangerne
Så var det lige Utterslev-prangerne. De gik i blankpudsede træsko, som blev kaldt for køjebunde. De var spidse og stak lidt ud. Og en rigtig pranger havde en broget vest på – selvfølgelige toradet – og et halstørklæde. Den var bundet i en sirlig knude.
De havde også hatte på, mange forskellige slags. Sportskasketter, bløde hatte eller bowlerhatte. Disse prangere kørte helt til Præstø efter kirsebær. Så solgte de dem til konservesfabrikker eller på Torvet. De handlede med alt muligt. Jern, metal, frugt og grøntsager. Det var en pærevælling.
Slagterne i Utterslev
Det var et helt eldorado for slagtere herude før Første Verdenskrig. Foruden en hel masse almindelige slagtere, der slagtede alle muligt, køer, kalve, grise i egne slagtehuse, var der også to meget aktive hesteslagtere, Johan Bekker og Wenzel Försteling. Sidstnævnte nævner vi også i denne artikel. Han havde også butik sammen med sin kone.
Nu ved jeg ikke, om der var et dyreværn dengang. Men særlig dyrevenlig syntes slagtemetoden nu ikke at have været. Man havde en trekantet trækølle man daskede hesten med. Når den så væltede omkuld, så blev halsen skåret over. Huden blev så sprættet af, og så blev kadaveret hængt op.
Det var ikke kun de fattige, der spiste hestekød dengang. Kødet kostede ikke mere end tre pund for en krone. Og grunden til dette var, at der var masser af heste. Prisen for en hest, der som regel blev købt i Sverige, lå mellem 20 og 35 kroner.
Den gode sygekasselæge
I Tykke – Jensens hus på hjørnet af Lille Frederiksborggade og Alexandervej, havde Fru Tinn en ganske lille butik, hvor hun solgte mange mærkelige ting som kamme, hårnåle, tændstikker, bolsjer, te, kaffe og meget andet.
Sygekasselægen doktor Peronard var en statelig mand, som børnene var lidt bange for. Det var jo nok fordi han skulle vaccinere dem mod kopper og meget andet. Engang kom han forbi til en, der havde fået ørebetændelse. Her gav han udtryk for, at det skulle forbydes at bo i ”sådanne jordhuler”.
Den blinde sanger
Det var også dengang, der her boede en blind sanger. Ja han boede i Christiansvej 2. Det var et meget lille og fugtigt hummer. Han havde stadig lidt stemme tilbage. Men det var nu tydeligt at høre at han ikke kunne komme op på en almindelig gårdsangers niveau. Men lejlighedens indehaver, en lille forslidt rengøringskone tog ham en gang imellem under armen. Og så gik det fra gård til gård, til der var til en flaske kirkevin.
Gratis boller og ”Strutter”
Når der var fastelavn, lod bagermester Jensen kundgøre, at der ville blive uddelt boller og strutter til kvarterets børn mandag. Klokken 12 om mandagen stod børnene så parat. Bagersvendene stod på bageriets tag og kastede boller og ”strutter” ud over Alexandravej. Så var der vild kamp i vejens støv og hestepærer. Hestepærer? Ja for lige bag bageriet lå den gamle smedje, et spændende sted.
Her kunne knægtene så se hestene blive beskoet og rødglædende jernringe blive lagt om vognhjul. Vejene lå betydelig lavere end vejbanen på Lygten, så ved Thyravej var der en ret høj skrænt – ideel til kælkning. Ved Louisevej var der trapper op til Lygten og på Christiansvej var der en gangbro over et udtørret å-løb.
En ko – holder på Thyrasvej
”Svalen” på Frederiksborgvej var meget faldefærdige rønner. Men ”Slagterstien” var meget hyggelig.
På Alexandravej lå et karetmagerværksted og en smedje. Man fremstillede datidens elegante vogne til de mange velhavere. Bag ved huset løb der grise omkring. Og her havde man en lille ponyvogn med hest.
På Thyrasvej bag ved smedjen længere nede af vejen lå et hus, hvor manden holdt køer. Han kaldte sig ko-holder. Hver morgen kunne man aflevere sin mælkespand. Så kunne man komme senere og hente mælken.
En ”Købmandsforretning” lå på hjørnet af Thyrasvej og hos Bispebjerg Bryggeri kunne man købe hvidtøl.
Karens Lyst
Så var det gården Karens Lyst, der var ejet af grosserer Dahlman. Han lejede jorden ud til kolonihaver. Det var dem med tårne og spir på de små skure. Det var ham, der havde limfabrikken og ejede en stor del af Lersøen. Han gav lov til, at man måtte trække gederne derover og så hente dem hjem hver aften.
Der var også lossepladsen over i Lersøen. Den trak mange rotter til.
Lygteåen, som var ret snavset, blev passeret. Til venstre var en lille dalsænkning, hvor der mange år efter kom de første ishuse og det hed Ålykke. En is med to flade vafler kostede 5 øre, med stort kræmmerhus 10 øre.
Mange små værtshuse
På Frederikssundsvej var der grøfter på hver side. Om vinteren var der pløre. Om sommeren med bare lidt blæst var der som en støvsky. På hele vejen op til Brønshøj, var der fyldt med små værtshuse. Lygtekroen var passeret. Ved Frederiksborgvejens udmunding blev Hotel Børsen passeret. Bygningen lå lige ud til vejen med en stentrappe, som havde opgang på hver side. Den lå faktisk på fortovet. For at gå forbi, måtte man ud på vejen.
Fra Lygtekvarteret og op ad Frederiksborgvej mod Møllen og brødfabrikken på Bispebjerg Mølle, var der en enestående udsigt.
Gas- og vandværket med en rigtig pumpestation og en plads på 7 tønder land overtog Københavns Kommune i 1902. bestyrerboligen var stor. Her var masser af plads. Der var en stor have med springvand og en høj flagstang. Masser af lysthuse og flotte frugttræer var der også.
Slagteren handlede med hestekød
Vi skal da også lige huske den store købmandsforretning Albrechtsen på hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej. Her var også en smedje og en træskoforretning.
Det var også her at Hr. Og Fru Försterling havde slagterforretning. De handlede udelukkende med hestekød. Når man så skulle gå, så havde fru Försterling altid lige en luns hestekød, der alligevel skulle have været smidt ud.
Et stort krus øl for 15 øre
Ja hvad slukkede man egentlig tørsten med dengang omkring 1900. Var det om morgenen, skulle det være bitter af flere slags med hugget sukker, sødmælk, kærnemælk eller et glas øl. Et glas øl kostede 10 øre. Et stort krus 15 øre.
På vejen kom man forbi de mange små beværtninger. En af dem hed Dukkehuset. Det var der, hvor Nørrebro Cementstøberi senere kom til at ligge. Det var en stor have med keglebane, gynger og en papegøje i bur. Og så var der også en abe bundet til en stolpe.
Så blev det berømte P. Ibsen Terracotta Fabrik passeret. Her lavede de meget fine kunstgenstande.
Værtshuset ”Hold an”
Og endnu et værtshus blev passeret. Det hed ”Hold An”. Værten var en lille tykmavet person med en urkæde tværs over maven. Hans kone var høj og meget tynd.
Lokalet bestod af en lille forstue, hvor der stod en skænk med en hane til øl. På de små hylder bag ved stod brændevinen, rommen og bitteren samt nogle få glas, som blev skyllet i et lille fad med koldt vand. Så var der et rum på størrelse med en stor stue, et stort rundt bord i midten samt en halv snes stole med spanskrørsflet.
Udsmykningen var ”Den tørstige mand”. Det er ham, der tørrer sig på panden. Her var også Tuborg og Carlsberg platter. Her var også en stor baghave med dertil åbne lysthuse – abe – papegøje og en stor keglebane. Her kunne de store knægte tjene fem øre for at rejse keglerne.
En firlænget gård – Tomsgården
Dengang følte man det som at bo ude på landet. Her var masser af kornmarker og enge. Der var ingen fortov. Foruden grøfterne var der gamle træer i siderne af vejen. Der var meget sparsom belysning. I de dejlige grøftekanter kunne man plukke blomster og flere krydderier som kommen, timian, lyre og Kamilleblomster.
Her var små huse, bondegårde med dyr, der bare gik omkring. Der var møllen og haveforeningerne. Så var der masser af kolonihaver og gartnerier.
Der var den store firelængede gård Tomsgården på Frederikssundsvej. Der kunne man købe en spand mælk og æg for billige penge.
Endelig kom der et apotek
Ved krydset Tomsgårdsvej – Frederiksborgvej ligger Apoteket Rosen. Før apoteket kom i gang udarbejdede enhver grundejerforening i området en udtalelse til kommunen for di de havde behov for at apotek i området. Beboerne måtte før etableringen langt ind på Nørrebro for at få fat i deres medicin.
Over for apoteket har vi nu muren omkring Bispebjerg kirkegård. Denne kirkegårdsmur strækker sig hele vejen op langs Skoleholdervej og vinkelret videre hen til indgangen til Bispebjerg Kirkegård. Den blev opført som et beskæftigelsesprojekt under Anden verdenskrig. Disse arbejdsløse, der stod for dette skulle ellers væres sendt til Tyskland.
En hestevogn eller en Væltepeter
Dengang var der ikke meget færdsel. Der kom i ny og næ en hestevogn. Af og til kom der også en væltepeter. Ja sådan blev de kaldt. Det var disse høje cykler med et stort forhjul og et lille baghjul. Den var meget svær at bestige og ned af igen. Men så kom cyklerne med faste ringe.
Det var meget mørkt om natten
I 1911 var Frederikssundsvej 36 endnu et havehus, som de hed dengang. Det bestod af et mellemhus og et forhus. I forhuset var der en tre værelses lejlighed. Mellemhuset blev dengang benyttet som hestestald med høloft. På dette hus stod der med store typer ”Villa Hansa”.
For at kunne betale huslejen måtte moderen også arbejde. Hun vaskede spande på et mejeri. Hun gik klokken halv fire om morgenen. Men det var meget mørkt. Hun turde ikke at gå selv. Så måtte en af børnene gå skiftevis med hende.
Ja det var meget mørkt. Frederikssundsvej var præget af landlig idyl. Men om aftenen var der masser af skumle strækninger.
Hyggelige Frederikssundsvej
Brønshøj begyndte først ved Lille Bellahøjgård. Her lå senere apoteket. Skråt over for denne havde Kongsberg sin smedje. Herfra lod både mand og kone de taktfaste hammerslag lyde ud over de åbne marker.
Herfra og helt til Brønshøj gik eller kørte man gennem den smukke poppelallé, de store træers kroner nåede næsten sammen foroven, så den dengang ret smalle Frederikssundsvej havde et helt løvtag over sig. De dybe grøfter fortsatte gennem Brønshøj og Husum gjorde vejen til en rigtig landevej.
Langt og øde stykke
Fra Kongsberg Smedje var der et forholdsvis langt og øde stykke. Det var derfor, at de unge damer, der kom fra byen de mørke aftner gjorde holdt ved smedjen og ventede til at de kunne få følgeskab.
Der fandtes på denne strækning kun få huse. Vaskeriet ”Louisedal” lå nede ved den fredelige sø, der trods sit fredelige udseende har krævet flere menneskeliv. Vaskeriet fik senere navnet Brønshøj Dampvaskeri.
Louisehullet
Her ved søen lå også nogle ishuse samt Priors Ildtændefabrik.
Denne sø blev kaldt ”Louisehullet”. Der er to bud på søens navn. Det ene er, at der i 1920’erne skal være druknet en gravid pige. En anden tidligere historie er om en Louise, der tvunget af ulykkelig kærlighed til en svensk soldat, i 1650’erne skal have druknet sig i søen, da hun fik at vide, at soldaten var faldet under stormen på København.
Området dengang var meget kuperet med stejle skråninger ned til vandet. Det var Frederiksberg Isværk, der med sin hvide bygning lå her. Her lå også på et tidspunkt en ildtænderfabrik, der arbejdede med sværtekogere. Her skete temmelig meget. I dette moseområde var der også losseplads, her vaskede man storvask og her badede man.
Bellahøj – husene
Det var her Brønshøjparken blev etableret i 1935 og fredet i 1966. Her kom også Bellahøjhusene. Og nu er der lys over det hele.
Tænk engang, at her er amfibieteater, og her afholdes et berømt kræmmermarked. Her er der mange kendte, som har givet koncert.
Det var Københavns Kommune, der tog initiativ til Danmarks første højhusbyggeri i 1944. Det var meningen at tvangsarbejderne fra Tyskland skulle bo her. Ind til da havde man kun haft op til seks etager i København. Nu blev det hvis også meget dyrere end beregnet. Allerede efter tre uger skulle man fremvise vielsesattest.
Ja de blev også kaldt for ”Danmarks første skyskrabere”. Meningen var at arbejderne også skulle flytte herud. Men i første omgang var det middelklassen, der flyttede ind. Den lidt dyrere leje skyldtes ikke mindst den kvalitet, der gennemsyrede byggeriet.
Det er fire separate boligselskaber, der administrerer byggeriet.
Nu kunne man rykke ind i nye moderne boliger og grønne omgivelser. Man fik lys ind fra tre sider. Men det hele blev forsinket. Første spadestik til de 28 højhuse blev først taget i 1951. Husene veksler mellem 8 og 13 etager og fra 1 til 5 værelser. I alt er der 1.300 lejligheder.
Bellahøjparken og Degnemosen
Her kom også en skøn kælkebakke. Og lige bag ved har vi den kendte Restaurant Bellahøj. Den har vi her på siden tidligere beskrevet. Ja tænk engang, Bellahøj er på 37 meter. Det er det højeste punkt i København. Det kan man godt mærke, når man cykler op af den.
Meget tidligt har der boet folk her på stedet. Således har man fundet tre – fire gravhøje fra bronzealderen. Egentlig burde vi også skrive om Carlstad. Ja det var den by, hvor svenskerne holdt til. Og vi burde også fortælle om Rytterskolen. Men de to historier får du i en særskilt artikel.
Så er det Bellahøjparken og Degnemosen. Man siger, at her kan man finde hele 79 fuglearter.
Ungdommen mødtes hos Falkes Konditori
Her lå også Nielsens store velholdte gartneri med den høje smukke hæk. Overfor lå Brønshøj Mølle, hvis vinger snurrede lystig i en frisk vind. Her kunne man også købe store hvedeboller for 2 øre stykket.
Hvor Enighedens huse ligger lå Haagensens gamle faldefærdige gård omgivet af grønne marker. På modsatte side havde konditor Falke sit bageri og sin forretning. Her var samlingssted for byens ungdom i de lange vinteraftener. Her kunne de fortælle historier mens de indtog Falkes veltillavede Napoleonskager.
Distriktsjordmoder Madam Lyhne
Et stykke længere henne havde Søstrene Hansen deres købmandsforretning. Det var en af disse rigtige landforretninger, der lugtede af spegesild og petroleum. Her kunne man købe lige fra et par træsko til et fed stoppegarn.
Omtrent ved kroen lå distriktsjordmoder Madam Lyhnes stråtækte hus. Denne for sognet nødvendige dame praktiserede langt op mod de 80 år. Mange Brønshøj – borgere har hun hjulpet frem til denne verden.
Børnekopper og Byldepest
I slutningen af 1750’erne hærgedes Brønshøj af børnekopper og byldepest. Det var en hel epidemi, der krævede mange dødsofre. Heller ikke præstegården undgik sygdommen. I et brev til biskoppen skriver den daværende sognepræst P.L. Hersleb således:
Denne Pastor Hersleb var en meget aktiv person i Brønshøj og nok en af de mest skrivende. Han udarbejdede en lang og grundig beskrivelse af Brønshøj Kirke.
Københavns ældste bygning?
Ja vi skal vel også lige præsentere Københavns ældste bygning. Ja det er netop Brønshøj Kirke. Man antager, at det er Absalon, der har opført den. Han nævnes i både 1186 og 1193 som ejer. Kridtsten fra Stevns Klint blev brugt til at bygge både kirkeskibet og et kor i romantisk stil.
Kirken blev oprindelig indviet til Sankt Laurentius. Den ligger ved Brønshøj Torv omgivet af kirkegården. Tårnet er tilføjet i 1400 – tallet og opført af røde munkesten i gotisk stil. Våbenhuset kom til i 1891. Sakristiet med nord er først opført i 1942. Kirken har en meget speciel altertavle fra 1587.
Den ældst kendte beskrivelse af Brønshøj, hvor stedet blev kaldt for ”Brunshoga” stammer fra et pavebrev dateret 21. oktober 1186. Det indeholder bl.a. pave urban den Andens bekræftelse af ærkebiskop Absalons ejendom i landsbyen og kaldsret til kirken. Kirken stammer også fra den tid.
Der kommer altid en sporvogn og en pige til
Vidste du, at på en af bænkene på Brønshøj Torv sad Ove Sprogø og Dirch Passer og sang:
Det var i filmen ”I Kongelunden”.
Store forandringer
Allerede i 1928 var der sket meget i kvarteret. Henning W. Jensen kunne fra vinduerne i et boligkompleks på Frederikssundsvej se forandringerne. Der var endnu mange ubebyggede arealer, der bare lå hen som ukrudtsmarker. Bebyggelsen var dengang en mærkelig blanding af høje huse og resterne af lave bygninger fra dengang, da Frederikssundsvej var en landevej. De mange høje skorstene viste, at der var mange fabrikker.
De mange små og lave huse indeholdt ofte værksteder for selvstændige håndværksdrivende lige fra blikkenslagere, snedkere, gørtlere og endda en enkelt træskomand. Sporvognens linje fem kørte på Frederikssundsvej og passerede ved Tomsgårdsvej en stor landejendom, Tomsgården med stråtag og en stor mødding. Det var en stor besætning af køer, der i sommertiden græssede på de omkringliggende marker bagbrandstationen.
Ekspedition i meter høje ukrudtsmarker
Da gården og brandstationen lå på hver sin side af vejen blev al trafik stoppet, når køerne skulle på græs.
Dengang kunne man lege i gården. Men de omkringliggende marker var tillokkende om sommeren for udendørs lege. Udstyret med madpakke og sodavandsflaske med mælk blev der foretaget mange spændende ekspeditioner i de meterhøje ukrudtsskove. I forbavsende hurtigt tempo var de ubebyggede marker pludselig fyldt op med høje beboelsesejendomme. Langsom forvandlede det hele sig til en stenørken.
Afstraffelse på Bispebjerg Skole
Bispebjerg Skole var færdigbygget i 1913 og lå på Bispebjerg Bakke. På alle sider lå der kolonihaver. Foran skolen lå der en gylden kornmark. Sanglæreren i første klasse var en mærkelig mand. Vi skulle synge og han skulle spille violin til. Han elskede at revse. I sin violinkasse havde han ikke et spanskrør men en kæp.
Der var næppe en sangtime, hvor den ikke blev taget i brug. Men skete det, blev et helt ritual sat i gang:
Der var altid en, der ville være en rigtig dreng. Læreren vaskede sine hænder og sæbeskummet fik drengen så på sin næse. Trækæppen blev taget ud af violinkassen. Drengen skulle så først ae den, kærtegne den, og så fik han sine rap.
Hundepropper under sporvognen
Når sporvognen, linje 16 kom larmende og nærmede sig stoppestedet ved Løve Allé, nu Rentemestervej, havde drengene i forvejen lagt hundepropper ned i skinnerne. Når sporvognen knuste dem, lød nogle forfærdelige knald. Sporvognen bremsede og ud for både vognstyrer og konduktør og stirrede så på vognens understel. Det gjaldt så om at komme væk. Dagen var reddet.
Når ”Skrå – Syre” kom kørende
En anden oplevelse der kunne redde en trist dag, var, når ”Skrå-Syre” kom kørende ned ad bakken. Det var en lille mand klædt i nogle forfærdelige snavsede pjalter. Han kom kørende på et ganske lille hestekøretøj med en ganske lille hest foran. Hestens pels var indsmurt i indtørret ko- og hestegødning.
Skrå-Syre var ikke på bukken, næh han sad på højre hjørne af ladet, så vognen var helt skæv. Han havde som pisk en kæp i hånden. Den truede han knægtende med, når de løb efter vognen og råbte ”Skrå-Syre, Skrå-Syre”.
På ladet havde han som regel en rusten jerntønde fyldt med vådt køkkenaffald. Det var ikke unormalt, at han rakte armen bagud mod tønden for at tage en håndfuld rå kartoffelskræller, putte dem i munden og spise dem.
Der var masser af andre originaler dengang. Det var også Hurtigkarl som løb i rendestenen og trampede på hestepærer.
Ja så var det Rasmus Vognbund en stakkels syg mand, som ingen hjem havde. Han sov omkring i lader og vognporte, hvor en vognbund var hans eneste tilflugtssted, deraf navnet. Hans eneste trøst var brændevin.
Også flot udsigt i 1935
Fra Svanevej kunne man i 1935 se over markerne til Møllen og kroen og til haveforeningen Karens Lyst, der strakte sig langs Tagensvej til Lygten og langs Frederiksborgvej til Alhambra var også en haveforening. De eneste huse på Frederiksborgvej var slagtermester Becker, sukkervarefabrikant Petersen og Bispebjerg Skole. Kun hver anden linje 5 kørte til Bispebjerg. Der var ikke nogen huse ned mod mosen. Om vinteren kælkede børnene ned ad affaldsbunkerne. Grundtvigskirkens tårn blev bygget og efterhånden kom der boliger rundt om kirken samt Tagensbo og Bispeparkens flotte bygninger.
En beboelse i 1940 til 14 kr. om måneden
Omkring 1940’erne blev mange beboelsesejendomme revet ned. Man kunne indtil da have en god lejlighed med 3 værelser, køkken og have til for kun 14 kr. om måneden. Men så var der heller ingen bekvemmeligheder. Man måtte vaske op i køkkenet på komfur. Der var petroleumslampe. Hvis man skulle på lokum, så skulle man ned i gården.
Fra Stengade til Mølleloden
Mange flyttede herud fra det sorte slum omkring Stengade på Nørrebro. Kommunen planlagde tre store karreer mellem Tomsgårdsvej og Skoleholdervej. Gaderne imellem bygningerne fik navnene Møllerlodden, Klokkerhøjen og Gravervænget. Men der var forskel på 35 kr. for 2 små huller i Stengade til nu 75 kr. for godt nok tre store værelser En arbejdsmands ugentlige løn var dengang på 45 kr. Dengang sagde man, at en husleje alene skulle klares med en ugeløn.
Foruden de tre værelser var der et fint køkken og toilet med håndvask. Der var vaskeloft med gasvaskekedel, tørreloft, brændselskælder samt eget cykelrum. Lejligheden var udstyret med to kakkelovne. Men når man skulle hente koks, faldt man ikke mere over rotterne som på Nørrebro.
Industri, værksteder og småforretninger
Utterslev mark strakte sig fra Lygtekroen og Lersøen, der markerede bygrænsen ved det yderste Nørrebro og op til Utterslev Landsby og Bispebjerg Mølle. Det udviklede sig hastigt frem mod 1950. Ved indlemmelsen i 1901 havde kvarteret næsten 7.000 indbyggere. I 1950 var her godt 70.000.
Ved indlemmelsen bestod kvarteret overvejende af en række bøndergårde med omkringliggende marker og haveforeninger. Der var bebyggelse omkring Utterslev landsby og langs Frederikssundsvej. Mellem Lersøen og Frederiksborgvej var der en barakagtig bebyggelse.
Mellem Frederikssundsvej og Glentevej var der hestehandlere, slagtere, købmænd, småværksteder og industri blandet med træhuse og skure. Efterhånden kom der murede etageejendomme.
I 1950 var området et egentligt bykvarter, hvor industri, værksteder og småforretninger omkransedes af større og planlagte ejendomskomplekser.
Industrien var stadig dominerende
I den sydlige del af området afgrænset af Glentevej, Lygten og langs Rentemestervej var industrien stadig dominerende i det byplanlæggerne kaldte for ”blandet område”. De gamle marker og bøndergårde vest for Glentevej ved Borups Allé og op mod Utterslev landsby erstattet af boligkarreer i en mere rendyrket beboelseszone.
På Bispebjerg Bakke var møllen væk og stedet kendetegnet af skole, kirkegård, hospital og den monumentale Grundtvigs Kirke med omkringliggende boligkompleks. Bispeparken var på opførselspunktet 1940-41 det største samlede boligkompleks.
Utterslev Mark var blevet til Nordvest-kvarteret, et arbejderkvarter, der skulle bære Danmarks fremtid som velfærdssamfund.
De fattige børn
Ligesom på Nørrebro var der også herude en masse fattige. Der var husvilde – boliger. Og når man boede bestemte steder herude i kvarteret, blev man stemplet som fattige.
Børnene blev sendt til uddelingsstederne med spande for at hente varm mad, rugbrød-sigtebrød og meget mere. Ellers var der rester, der skulle afhentes. Børnene var stolte, hvis der var kommet meget i spandene.
Men egentlig hadede man den spand. Der kom man med ”fattig-maden”. Det symboliserede den fattiges ydmygelse og fornedrelse. Fattigdomstegn var også manglende udstyr, huller i tøjet, lus og lopper. Man fik en ”tiggerseddel” så man kunne få træsko udleveret på skolen eller få skolebespisning.
For at få en gang gratis mad på skolen skulle man aflevere et spisekort i tykt pap for at få maden. Disse kort blev senere bragt op i klassen. Det var navn på. Og så blev man råbt op i klassen, og så skulle man afhente kortet ved katederet. Det skulle hver dag bæres i en snor om halsen. På den måde kunne man se, at man var fattig.
Dem, der fik de bedste karakterer i skolen, var dem, der boede i de bedste bebyggelser lige omkring skolen. Det var nødvendigvis ikke de dygtigste. Men barakunger var altid nederst.
Fattige – men rige på børn
Der var utrolig hjælpsomhed blandt folk. Selvom man ikke kan påstå, at borgerne var særlig trofaste kirkegængere, så må det indrømmes at den lille Kapernaumskirkes menighedspleje udførte et fantastisk stykke socialt arbejde.
Folk var meget fattige men rige på børn. Mange halvsultede og måtte gå på Samaritanen for at få lidt varm mad.
Der blev sparet mange steder
Med brun sæbe vaskede man tøj med, gjorde rent med og det blev også benyttet til hårvask. Strømper blev stoppet, damestrømper blev masket, ærmer på silketrøjen blev vendt, inden albuerne ved slid var gået igennem.
De fleste drak vand til aftensmadens varme retter. Det var dage, hvor man sparede på middagsmaden ved at nøjes med at spise en gang rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billig mad var dengang spegesild og klipfisk. Og så købte man læder hos læderhandleren så far eller mor kunne forsåle sko.
Ofte fik man kålrabi tilberedt på forskellige måder. Kartofler blev lavet til mos. Det var i stedet for smør og margarine.
Det kneb også med at skaffe brændsel dengang. Men for 25 øre kunne man i Hillerødgade få en stor sæk høvlspåner på et savskæreri. De blev taget direkte fra maskinerne. Hvis formanden ikke var til stede, kunne man snildt fylde to sække.
På lossepladsen var der slik
På hjørnet af Hillerødgade og Nordre Fasanvej var en stor losseplads. Her gik børn hver søndag formiddag for at samle koks og brænde. Her var husaffald og affald fra de omkringliggende fabrikker. Ja her kunne man være heldig at finde karameller eller bolsjer. Det var børnene dengang ikke forvænt med. Det lå i store klumper fra H.N. Mathiesens Fabrikker, som havde til huse på Fasanvej. Det blev så vasket, når ungerne kom hjem med det.
Hjemme blev der produceret ildtændere og margarinekapsler
Mange fattige producerede også ildtændere. Der skulle bindes 1.000 stk. hver dag. Hver morgen skulle de så afleveres på Sankt Nikolaj vej på Frederiksberg. De blev kort derud i barnevogn.
Ja det blev også pakket margarinefarver (kapsler) i papir som udgik fra ”Blauenfeldt & Tvede. Det var et svinearbejde, da farverne (kapslerne) først skulle tørres rene inden pakningen. Der skulle pakkes fra 5.000 – 10.000 hver dag.
Husum bestod af to dele
På et tidspunkt bestod Husum af to dele. Gårdene var på østsiden. Men allerede i 1920erne var her kommet en masse ”byhuse”. Her boede landarbejdere, håndværkere, vognmænd, arbejdsmænd m.m. Husum var på vej ind i det københavnske storbyssamfund.
Villaerne skød frem i 1920’erne og især i 1930’erne. Men i 1940’erne kom alle etageejendomme. Da Ny Gadelandet blev anlagt og Voldparken blev bygget forsvandt den nordlige del af landsbyen Efterhånden forsvandt landsbyen helt.
Endnu i 1931 boede der i Husum en tækkemand. Og der boede bryggeriarbejdere som arbejdede på Husum bryggeri.
Brønshøjs gadekær var etableret, men Husums var en sø med tilløb og udløb fra Gyngeåen, hvor afløbet er fra Gyngemosen. Denne markerer grænsen mellem Husum og Mørkhøjs landsbyer.
Børnene fik at vide, at de ikke måtte lege på Frederikssundsvej, men de gjorde et nu alligevel. Det var meget idyllisk med de stråtækte huse. Her på Gammel Gadelandet lå også et stenhuggeri. På Bryggerens Vej lå Bryggeriet.
Jo Gammel Husum havde skam også et gadekær. Men det skulle man nu ikke vove sig ud i for det var bundløst.
Men se alt den idyl er borte. Man startede med at bygge busgarager. Og så blev der bygget boliger. De blev så dyre, at almindelige mennesker ikke havde råd til at bo der.
Resterne af landsbyen Husum forsvandt
I slutningen af 1960erne var det halve af Husum landsby nedrevet. I tiden op til 1993 forsvandt den øvrige del af Husum’ s byhuse. Bondegårdene lå oprindelig øst for Gl. gadelandet. Disse gårde forsvandt i løbet af 1930’erne og 1940’erne.
Da Vestvolden blev anlagt i 1880’erne blev store af markerne nord for Husum landsby ”skåret over”. Med den begyndende udbygning af Husum af 1930’erne blev arealerne syd for Vestvoldens bynære og mulige byudvikling. En stor del af arealerne blev i en årrække benyttet til midlertidige koloni- og nyttehaver.
Si (Forbudt ord) og ”Det Rejsende Folk”
(Forbudt ors) fik lov til at opholde sig i området dengang. og det gjorde ”Det Rejsende Folk” også. Disse var oprindelig holstenske lejesoldater som i slutningen af 1700-tallet blev afskediget af den danske konge, da han fik soldater fra anden side.
Som kompensation fik de rejsebreve til at måtte optræde og handle overalt i riget, når de havde meldt sig til en politimyndighed.
Der var meget med omrejsende Tivoli. De ville ikke bo i lejlighed. Klistermarken var en fabrik, der under Første Verdenskrig lavede stivelser og skoklister og senere var, hvor Dahl – Jensens Porcelænsfabrik lå øst for Gl. Gadelandet. Her fik de lov at holde ”vinterkvarter”, mens de rejste rundt med deres Tivoli om sommeren.
De fik denne plads i 1925 og havde den til 1945, hvor de fleste fik en lejr, der blev kaldt for Brushøjlejren efter vejen i det vestlige Valby Idrætsplads.
En berømt porcelænsfabrik
Vi nævnte Dahl – Jensens Porcelænsfabrik. Den skal vi sandelig ikke forbigå i tavshed. Dahl – Jensen var aktiv i dansk porcelænsproduktion i meget lang tid. Han var nyuddannet på Kunstakademiet og blev modelmester i 1897 hos Bing og Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.
Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der ønskede at man startede en virksomhed sammen.
Virksomheden var indrettet med det nyeste grej. Men al begyndelse var svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lille bitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.
Egentlig var det kun ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede tæt. Georg fandt sin kone blandt porcelænsmalerne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til mange af de fine børnefigurer, som Dahl – Jensen var kendt for.
I 1960 videreførte en dygtig efterslægt fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.
Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér- porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.
Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre- og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.
De havde indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.
Og der kommer også en del 2 til denne artikel ”Langs Frederikssundsvej – endnu mere (2)” Vi har også kigget på ”Industri i Nordvest”. Meningen var, at vi skulle have holdt foredrag på Biblioteket på Rentemestervej. Men dette blev aflyst/udskudt. Vi beklager at have brugt et måske to forbudte ord. Det drejer om et bestemt folkefærd, som vi på ingen måde har forsøgt at genere.
Kilde:
Maj 19, 2020
Asmus Jensen – opdatering 2020
I 2017 udgav vi en bog ”Grænsen er overskredet”. Bogen blev ikke særlig godt modtaget i lokalområdet. Man mente, at vi manglede beviser på vores påstande og at vi var fulde af konspirationsteorier. Det handler om Asmus Jensen, der blev myrdet med to nakkeskud på nært hold. Dette bekræftes af ligsynsrapporten. Men Den danske Brigade fastholder, at han blev skudt på meget lang afstand på flugt ind i Tyskland. Dette skete kort tid efter besættelsen. Vi fandt en masse falske rapporter, afhøringer m.m. Nu er det nyt i sagen.
I 2017 udgav vi en bog, der hed ”Grænsen er overskredet”. Hovedhistorien handlede om Asmus Jensen fra Kiskelund nede ved Padborg, der blev skudt efter besættelsen. Det var familiemedlemmer til ham, der havde henvendt sig. Vi fik lov på familiens vegne og gå ind og efterforske sagen. Men ret hurtig måtte vi erkende, at myndighederne spændte ben for os.
I historiebøger stod der, at han var blevet skudt, da han forsøgte at flygte over grænsen. Men ret hurtig fandt vi ud af at dette ikke kunne passe. Vi har under vores efterforskning været i meget tæt kontakt med Asmus Jensens datter og kone. Sidstnævnte er i mellemtiden afgået ved døden i Frankrig.
For at få afklaret begivenhederne har vi talt med en masse ældre mennesker i det gamle Bov Kommune. Men det var bestemt ikke alle steder vi var velkomne. Og mange steder i lokalområdet oplevede vi endda fjendskab. Det var tydeligt, at mange ikke ville have, at sagen blev opklaret.
PET og Politiforeningen forsøgte fra starten, at lægge hindringer i vejen for, at vi fik noget som helst at vide. Vi forsøgte også dengang at anmelde hændelsen som mord. Men et par timer efter ringede Aabenraa Politi, ar sagen var afsluttet allerede i 1947. det vidste vi nu udmærket.
I forbindelse med sagen fandt vi også en masse andre mistænkelige dødsfald i området. Det var tydeligt at nogen havde forsøgt at slette diverse spor. Men åbenbart havde de glemt at slette kommentarer i kirkebogen.
Vi nåede at finde frem til en masse materiale, inden det hele stoppede. Og det viser manipulerede afhøringsrapporter, undersøgelser og forsøg på at indsætte falske beviser.
Efter gennemgang af sagen forstår vi måske godt, at de to organisationer ville stoppe for vores undersøgelser. Men vi var forbavset over at de lokale viste så stor foragt over for vores undersøgelser.
Familien til Asmus Jensen har aldrig modtaget en undskyldning. Efter mordet på Asmus Jensen var stor interesse for at hjælpe familien bl.a. fra medlemmer af modstandsbevægelsen.
Måske erkendte de, at det var en stor fejltagelse at skyde Asmus Jensen på nært hold med to nakkeskud. Det står der i ligsynsrapporten, som ikke er manipuleret som alle de andre papirer i denne sag.
De københavnske medier var ikke så interesseret i vores bog, men det var en del af de sønderjyske medier. Derfor har vi også lagt vores efterforskning ud efterhånden som vi fandt ud af mere og mere.
Det ville måske være interessant at forske i de andre mystiske dødsfald som vi fandt begået lige efter besættelsen i Bov Kommune. De mennesker det gik ud over efterlod sig også familie lige som Asmus Jensen.
Men det er svært at komme til bunds i sagerne, når også myndighederne er indblandet. På arkiverne er mapperne stemplet med mange advarende budskaber. Vi har fået at vide, at det skyldes gerningsmændenes efterladte. Men hvad så med ofrenes familie?
Du kan læse en masse artikler om sagen. I slutningen af denne artikel giver vi dig en oversigt over, hvad vi har skrevet om dette. Vi vil ikke her gentage os selv.
En modstandsmand, som hvis nok var den sidste i området havde lovet os, at aflevere et brev til sin advokat, hvor han ville nedfælde alt om, hvad der virkelig skete dengang. Han er nu afgået ved døden.
Men nu har en søn til en person med forbindelse til modstandsbevægelsen afleveret en besked til os fra sin far, som også er afgået ved døden.
Vi har selvfølgelig fået at vide, hvem den kendte person er, men af hensyn til de efterladte, holder vi i første omgang denne besked for os selv.
Der var meget kort proces. Om der var hold i beskyldningerne var Modstandsbevægelsen lige glad med. Meget tyder på, at Asmus Jensen var udsat for tortur, inden han blev skudt.
Men selv med disse nye oplysninger undrer det os stadig, hvorfor Den Danske Brigade forholdt sig som de gjorde. De udarbejdede en falsk rapport, der endte med at tre navngivne personer skrev under på, at de skød Asmus Jensen under flugt over grænsen til Tyskland. Dette passer slet ikke med ligsynsrapporten.
De tre personer, der skrev under, fik senere store stillinger i Bruxelles.
Vi har forsøgt flere gange at få en forklaring på dette. Men det vil man ikke tale med os om.
Hvis du vil læse mere om sagen, så se her. Masser af det er gentagelser. Du kan måske nøjes med at læse de artikler, der er understreget med sort.
Under Padborg/Kruså/Bov (59 artikler)
Under Sønderjylland (187 artikler)
Under Besættelsestiden Før/under/efter (314 artikler)
Under Grænsen er overskredet (5 artikler)
Maj 16, 2020
Dengang på Ydre Nørrebro og Lygten Kro
Der var masser af værtshuse efter kirkegangen. Fastelavnsboller til børn. Pære i Slagtergården. En anden tiltaleform. En tur i ladegårdsåen. Pas på – Å-far kommer. Skovtur til Klampenborg. En tur på jernbanebommen. Rådmandsgades Skole. Spanskrør sad løst. En særlig afstraffelsesform. Lang arbejdsdag som bybud. De Danske Mejeriers maskinfabrik. Det blev drukket om lørdagen. Ventegot, Petersdal og Petershvile. Baptister blev døbt i Lersøen. Da fugle blev fanget. Hyltebro braste sammen. Da Lygtekroen fik besøg af Utterslev-kræmmere. Da Amager – slagteren mistede sit skæg. Et besøg på Lygtekroen. Over grænsen til Nordvest.
Masser af værtshuse efter kirkegangen
Vi går en tur fra Stefans Kirken ud til den gamle Lygtekro. Vi går også ned ad sidegader. Det var et udpræget arbejderkvarter. I næsten hver anden ejendom var der et værtshus eller et snapseting, som det blev kaldt dengang. De hed sådan noget eksotisk som ”Himmerig, Paradis, Enfert (Helvede) og Frejas Hall. Der var noget at vælge imellem efter kirkegangen.
Fastelavnsboller til børn
Over for kirken på hjørnet af Gormsgade lå den gamle bagergård. Hver fastelavnsmiddag kl. 12 kom bagermesteren med to af hans svende bærende på to store kurve med boller og strutter. Oppe fra et halvtag blev disse herligheder kastet ned til børnene. De huskede altid at være til stede den dag. Mange af bollerne havnede på stenbroen, hvor de blev trådt flade af de mange træsko. Men så var det jo også noget til gråspurvene.
Pære i Slagtergården
Slagtergården lå mellem Gormsgade og Allersgade. Inde midt på gårdspladsen lå et dejligt pæretræ. Men havde knægtene vovet sig ind og nappet en pære, blev man som regel nappet af en slagtersvend i porten. Så måtte man aflevere pæren og fik tilmed en over nakken.
En anden tiltaleform
Tiltaleformen var anderledes mellem de handlende og kunden dengang. De blev spurgt om, hvad madammen ønskede, og hvordan fatter havde det og om ungerne var raske. Det var meget hyggeligt. En pose fedtegrever fik man gratis når man var med høkeren og gøre indkøb.
Her lå også Skæremøllen, et gammelt landbageri med brødudsalg i gavlen ud mod Nørrebrogade. Her kunne man købe dejligt friskbagt rugbrød og landbrød til en billig pris.
En tur i Ladegårdsåen
Børnene kunne tumle sig i markerne og ved de små vandhuller ude ved Lersøen. Der fangede vi salamander og hundestejler. På Bekkers Mark, der hvor Nørrebroparken og Lundtoftegade nu ligger blev der udkæmpet fodboldkampe. Bolden var et gammelt fodboldsdæk stoppet ud med papir. Men knægtene gik til den med fuld energi. Her blev der også udkæmpet drabelige kampe mellem de forskellige gader og områder på Nørrebro.
Blev det for varmt lå Ladegårdsåen i nærheden. Så løb man derover og forfriskede sig i åens ikke alt for rene vand. Det hændte, at der kom en død hund eller en død kat drivende med strømmen. Men det tog man sig ikke så nøje.
Pas på – Å-far kommer
Værre var det, når Å-far kom. Så blev der råbt: ”Nu kommer Å-far”. Så gjaldt det om at få fat i bukser, skjorte og bluse. Så gik det i løb langs med åen over på den anden side af Borups Allé, der hvor nu telefonbygningen ligger. Så fortsatte man med at bade der, indtil Å-far kom. Og så gik turen tilbage.
Å-far var en kommunalarbejder, der gik og rensede op i åen. Det var hans sølvdresserede kasket, som børnene havde respekt for. Men børnene gjorde han nu ikke fortræd.
Skovtur til Klampenborg
Man glædede sig til den årlige skovtur til Klampenborg med forældre og søskende. Det startede fra Nørrebros Station, som dengang lå i Stefansgade. Det var et stort øjeblik når toget endelig var fyldt op og satte i gang. Børne råbte ”Hurra”. Men det varede lidt, inden man rigtig kom i gang. Det var mange vogne at slæbe på.
Dagen endte på Bakken, hvor ungerne morede sig med en gynge eller karruseltur for ikke at glemme Pjerrot og Kramers Gøglertelt. På turen hjem var folk godt stuvet sammen. Det var ikke lige behageligt, for mandfolkene var ikke helt appelsinfri. Kvinderne skældte ud og de mindste børn græd.
En tur på jernbanebommen
Når jernbanebommen gik ned, varede det altid et stykke tid inden toget kom. Bommen bestod af fire lange jernmaster, hvorpå der var hængt en masser jernstænger. Bommanden brugte to sving til at dreje bommen ned med. Samtidig med at han drejede svinget, var der en dims, der slog på en stor klokke som advarsel.
Som en rask knægt var det en sport at stå at hænge på bommen, når bommanden skulle hejse den op. Men så havde han en kasse med groft sand, som han smed i hovedet på dem, der gjorde det. Så skulle man nok komme ned. Den samme metode brugte han, når der løb en hund ind på sporene.
Rådmandsgades Skole
De fleste af kvarterets børn gik på Rådmandsgades skole. Skolen blev indviet som friskole i 1889. Den første inspektør hed Ingvor Bondesen. Han var også en flittig forfatter og ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Niels Chr. Damgård Geleff var skolens inspektør fra 1902 til 1914. Derefter blev han inspektør på Stevnsgades Skole. Han var ved siden af løjtnant i Københavns Borgervæbning.
Spanskrøret hang løst
Spanskrøret hang løst og blev flittig brugt både i tide og utide. Hr. Shøler var forud for sin tid med sin pædagogik. Han var populær blandt børnene. Blandt kollegaerne blev han betegnet som en original. Han gik klædt lige som Drachmann med bulehat og flagreslips. Og så havde han et lang fuldskæg.
Tysklæren hed Janus Nielsen. Det var spændende at høre om hans rejser.
Geografilæreren var Hr, Korsgård. Han var udgiver af en bog om geografi. Så længe kunne remse op fra denne var alt i orden. Men kunne man ikke det, så blev man kaldt op. Så skulle man lægge sig på en skammel. Og så fik man tre slag over halen med spanskrøret.
Hr. Korsgård løftede sig helt op på tæerne og strakte armen med kæppen højt op i luften, for at slagene skulle blive så effektive som muligt.
En særlig afstraffelsesform
En anden lærer, hr. Rosenkjær udøvede en særlig afstraffelsesform. Han var en lille kraftig mand. Man sagde om ham, at han ledede efter oldsager. For enden af hans stok sad en lille spade, som han gik og pillede i jorden med.
Når de stakkels børn havde forset sig, og der skulle ikke så meget til, tog han børnene enten i øret eller i håret ved tindingen og løftede det stakkels barn op på tæerne. Imens så så bankede han med den anden hånd knoerne oven i hovedet, så det sang i hele kraniet. Ham skulle man helst undgå at komme i nærheden af.
Lang arbejdstid for et bybud
Dengang havde man også byplads. Der var arbejde fra kl. 14 til 19. Men om fredagen og lørdagen helt til kl. 20 – 21. Men så fik man da også 2,50 kr. om ugen. Som lærling fik man det første år 3,00 kr. i timen for en arbejdsdag på 10 ½ time – også om lørdagen.
De danske Mejeriers Maskinfabrik
Vi har her på siden omtalt en del industrivirksomheder – også på Ydre Nørrebro. Men vi kan da som eksempel også nævne De Danske Mejeriers Maskinfabriks Filial i Rådmandsgade 38. Her var læretiden 5 år. Man mødte kl. 6 om morgenen og sluttede kl. 6 om aftenen. Det var en halv times frokost og en times middag.
Lærlingen skulle tænde essen op, inden smeden kom. Så blev man sendt ud efter en ”pægl” rød og en ”pægl” grøn bitter til smeden. Efter at forskellige kollegaer havde været inde og hilse på smeden og fået en bitter, skulle den yngste læredreng i byen for svendene inde på værkstedet. Indkøbene var meget forskellige. Om lørdagen gav det drikkepenge – lige fra 2 til 10 øre.
Der blev drukket om lørdagen
Der blev drukket tæt om lørdagen. Det begyndte med bitter om morgenen, brændevin til frokost og efter frokost blev der klunset om bajere. Når klokken var 10 – 11 var svendene godt berusede og forsvandt en efter en over hos ”Anarkisten” som var et værtshus som lå over på den anden side af gaden. Ja de kunne også finde på at gå hen på Tagensvej i Skanse Nr. 3, som også var et værtshus.
Ventegot, Petersdal og Petershvile
Det var herude at det idylliske landsted ”Ventegot” blev opført i starten af 1700 – tallet. I 1800 – tallet blev gården overtaget af slægten Melchior. Man talte om ”Jøderne på Ventegot”. Og børnene gik på skole inde i byen. De skulle hver dag tage den på stop. De havde et lille beløb med. Kunne de ikke komme til at køre med nogen for det lille beløb, ja så måtte de gå den lange vej.
Herude lå også Petersdal og Petershvile som havde den samme jer, nemlig renteskriver Peter Feddersen., en chef fra rentekammeret. Han blev senere amtsforvalter i Rendsborg. Derfra har vi også navnet på de to gårde.
På Petersdal boede skarpridderen i gamle dage. Han blev også kaldt bødlen.
Baptister blev døbt i Lersøen
Skellet mellem Københavns byjorder og Utterslev Landsbymark løb langs Lygteåen. Denne å blev gravet under Kong Hans. Via Ladegårdsåen løb vandet ud i Peblingesøen. Vandet kom fra Gentofte Sø, Emdrup Sø og Lersøen, Emdrup – eller Lundehussøen løb oprindelig ud til Øresund gennem Rosbækken. Den blev forbundet med Gentofte Sø, opdæmmet ved Lyngby og ledt ind til Lersøen.
Navnet Lygten menes at stamme fra det gamle ord ”Løgh”. Dette betød sump. Området ned til åen var i mange i år et sumpet engdrag.
Vi har tidligere beskæftiget meget med Lersøen her på siden. Der var vand nok i den til at Danmarks første og stærkt forfulgte baptister i 1839 kunne lade sig døbe her. På de sumpede bredder groede der et tæt pile- og rørkrat. Her hentede Københavns kurvemagere deres råmaterialer helt ind til 1900 – tallet.
Da fugle blev fanget
Byens drenge kunne skaffe sig en hurtig ekstraskilling. I pilekrattet levede og ynglede i tusindvis af små sangfugle. Ungersvende satte en lokkefugl i bur ud i krattet. Grenene omkring lokkefuglen påsmurte de så med klister. Når de små fugle så slog sig ned på grenene, hang de muligvis fast. Så kom drengene ud, frigjorde fuglene og samlede dem. De fangne fugle kunne de så sælge til byens fuglehandlere.
Sangfugle i bur var den store mode i slutningen af 1800-tallet. Danske fugle overlevede dog ikke særlig længe i fangenskab. Derfor blev de efterhånden afløst af importerede kanariefugle og undulater.
Hyltebro braste sammen
Der hvor Nørrebrogade krydsede Lygteåen og gik over i frederikssundsvej lå fra 1500-tallet en bro, der blev kaldt Hyltebro Indtil 1717, var denne af træ. Men den faldt sammen. Og så blev den afløst af en stenbro.
På Lygtekroen kom Utterslev – kræmmerne
Fra starten af 1700-tallet lå her en ydmyg landevejskro. Her var både have foran og rejsestald. Den lå på et godt sted og var meget besøgt. Den bayerske øl kom frem i 1840-erne. Det reklamerede Lygtekroen med at man kunne få ”gammelt Øl i Kælderstuen og bajersk Øl i Gæstestuen” Men det var hvis det samme øl, til to forskellige priser.
Her på kroen kom de berømte Utterslev – kræmmere. De bar en uniform bestående af sort bowlerhat, halsklud bundet i typiske prangerpunge og et par blankpolerede ”køjetræskoer”. De havde også et stort flot cykelstyrtsskæg sat op til narrestreger.
Da Amagerslagteren mistede sit skæg
Der var mange historier om disse prangere. En af disse historier var dengang, da Luse-Laurids og Stærke-Harald sad på Lygtekroen. De fik sig en spids eller to. Som de nu sidder der, kom der to slagtere ude fra Amager.
De var så venlige at give de to Utterslev – kræmmere en tår med. Slagterne havde også cykelstyrskæg og så havde de bowlerhat. Den ene af slagterne spørger så, om de kender noget til de slagsbrødre, der var herude. Det vidste Stærke-Harald nu ikke noget om. Så begynder den ene slagter at genere Luse-Harald og spørger ham, hvorfor han gnubber sig.
Slagteren mener, at han nu godt kunne banke de lus af Luse-Harald. Så var det, at Stærke-Harald sagde, at så må de hellere tage mig. Den ene slagter og Stærke-Harald rejste sig nu op. Stærke-Harald huggede ham i skægget og gav slagteren en skalle. Og han røg gennem vinduet og tog sprossen med helt ud i Lygteåen – og der lå han så ude og skreg.
Og den anden slagter skreg ud til staldkarlen, ”Spænd for – Spænd for” Lad os komme hjem – og de røg afsted mod Amager. Men stærke Harald, han stod med slagterens skæg i hånden.
Det hele blev forandret
Lygteåen blev lagt i rør og overdækket fra Lersøen. Åen fik gaden Lygten opkaldt efter sig. Og egentlig er vi nu over i Nordvest. Den gamle Hyltebro forsvandt også og fik en lille gade opkaldt efter sig. Lersøen blev ryddet. En del blev forvandlet til det nye jernbaneterræn. Resten blev til kolonihaver.
Et besøg på Lygtekroen
Lygtekroen så ikke godt ud til sidst. Den var faldefærdig. Den faldt helt i 1904. Og i 1906 opførtes Slangerupbanens endestation. I løbet af 1920erne rejstes rampen til Nørrebro Station, som blev indviet i 1930. Vi citerer her en rejsebeskrivelse fra Illustreret Tidende fra 1905. Det kan hvis ikke gøres bedre:
Over grænsen til Nordvest
En gammel fabriksejendom ved Lygten blev i 1934 ombygget til Cafe Lygten, der med sin lille beværterhave og berømte danske køkken, har ført den gamle kros traditioner videre. I dag sælger Camilla tysk inspireret mad på stedet.
Landstedet Ventegodt store grund mellem Nørrebrogade, Hyltebro, Lundtoftegade, Fredensborggade og Esromgade blevet bebygget med imposante boligkarreer.
Der er masser af gode historier her ved grænseområdet til Nordvest. Vi er gået over grænsen. Det er irriterende, når man fortæller historier, at man hele tiden skal passe på ikke at gå over grænsen. Mange en god historie bliver dermed ødelagt. Følg vores næste artikel, der kommer til at hedde ”Langs Frederikssundsvej” Her fortsætter forbi den gamle Lygten Kro og tager nogle gevaldige sidespring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere – www.dengang.dk har i alt 1.562 artikler, heraf er 324 artikler fra Nørrebro. – God Fornøjelse
Maj 13, 2020
Henrik Kauffmann og Grønland
Vi vælger at placere denne artikel under besættelsestiden. Det var her Henrik Kauffmann blev kendt. Uden mandat lavede han en aftale med amerikanerne. Var det genialt eller egenrådigt? Han blev først kaldt forræder siden helt. Hande USA overtaget Grønland, hvis ikke aftalen kom i stand? Den originale befolkning blev tvangsforflyttet. Den danske stat mente, at man skulle kalde det frivillig flyttet. De kørte en mangeårige sag mod Danmark, men fik kun en meget lille erstatning ud af det. Amerikanerne byggede hele 50 anlæg på Grønland. Da et amerikansk bombefly styrtede ned, hjalp ca. 1.200 Thule-arbejdere med oprydningen. Mange døde senere af kræft. I begyndelsen forsøgte både USA og Danmark at løbe fra ansvaret. Hver arbejder fik tilkendt en erstatning på sølle 50.000 kr. I dag er der ikke så mange tilbage på Thulebasen. Imod aftaler så har amerikanske firmaer fået kontrakter m.h.t. driften af basen og transport til og fra basen. Da de amerikanske soldater forlod Grønland, glemte de at rydde op. Og Henrik Kauffmanns liv sluttede dramatisk og tragisk.
En økonomisk hjælpepakke til Grønland
Det er ikke længe siden, at USA ville købe Grønland, og det er ikke første gang, at de kommer med et tilbud. Da statsministeren fortalte, at Grønland ikke var til salg, ja så mødte Trump ikke op i København.
Nu har den amerikanske ambassadør, Carla Sands så præsenteret en ”økonomisk hjælpepakke” fra USA til Grønland.
Det civile og det militære holdes ikke mere adskilt
I knap 80 år har Danmark, Grønland og USA haft den forståelse, at USA’s militære tilstedeværelse så vidt muligt holdes adskilt fra det civile Grønland. Men det er nu slut med den hjælpepakke på 83 millioner kroner, der nu kommer fra USA til blandt andet at udvikle råstofbranchen, turismen og uddannelsessystemet i Grønland.
En aftale – uden mandat
Det var ellers i 1941, at Kauffmann uden mandat indgik en aftale med USA. Den satte rammerne for USA’ s militære tilstedeværelse i Grønland. Allerede den 9. april 1940 udnævnte han sig selv som dansk ambassadør i USA. Samtidig meddelte han også, at han ikke ville modtage ordrer fra den danske regering, da de var under tysk påvirkning.
Da Thule-basen blev bygget, blev den oprindelige befolkning tvangsflyttet. Man spurgte ikke grønlænderne om det var i orden at amerikanerne kom. Det vender vi tilbage til.
På samme dato et år senere indgik han en aftale om på Danmarks vegne, at amerikanerne måtte oprette vigtige baser på Grønland. Samtidig sørgede han også for forsyninger til grønlænderne.
Fra forræder til helt
I første omgang blev Kauffmann anklaget for højforræderi og bedt om at komme hjem. Men han blev derover. De danske generalkonsuler støttede ham, så de blev også fyret. Reaktionen fra den danske regering skyldtes tyskernes reaktion. De blev rasende, da de hørte om aftalen.
Da han så kom hjem efter besættelsen, blev han nærmest modtaget som en krigshelt. Kongen dekorerede ham med Storkorset. Han blev udnævnt som minister uden portefølje i Wilhelm Buhl – regeringen. Officielt blev han genindsat på ambassadeposten i Washington. Helt sikkert har hans initiativ gavnet Danmark, så de kom til at stå på sejrherrernes side.
Beslutningen om, at amerikanerne fik adgang til Grønland, fik konsekvenser for mange i tidens løb. Vi kan bl.a. kigge på det sted, hvor Thule – basen blev etableret.
Hvem kom først til Thule?
Det var Gustav Olsen fra Sisimut som i 1909 blev den første missionær på den daværende boplads Uummannaq, og det var Knud Rasmussen, som året efter oprettede kap York Stationen Thule for private midler. Staten viste ikke nogen særlig interesse for området.
Dansk suverænitet over Grønland blev stadfæstet ved den Internationale Domstol i Haag i 1933. Og Handelsstationen i Thule forblev imidlertid privatejet frem til Knud Rasmussens enke afhændede den til staten i 1937.
Han slog en handel af med amerikanerne
Kauffmann var ikke traditionel modstandsmand. Men han mente, at et lille land som Danmark burde knytte sin skæbne så tæt til USA som mulig. Han forstod, at vi ikke skulle lægge os så tæt til Tyskland, som et flertal af de danske politikere ønskede.
Danmark og Grønland kunne ikke sætte sig op imod hvad USA så som vitale interesser. I Kauffmanns perspektiv gjaldt det om at få så meget som muligt ud af det og dæmme op for USA’ s civile interesser for USA. Så han slog en handel af med USA.
Det var afgørende for Kauffmann at holde USA’ s baser og militær adskilt fra det civile liv i Grønland. Den linje er nu ophørt. Godt nok blev der underskrevet den såkaldte Igaliku – erklæring fra 2004, hvor også det tekniske og økonomiske samarbejde skulle styrkes. Men det var samarbejde omkring baserne. Det sigtede ikke mod øget civil amerikansk tilstedeværelse.
Danmark skulle ud af neutralitetspolitikken
Henrik Kauffmann var Danmarks gesandt i Washington og han handlede helt på egen hånd. Danmark var besat af tyskerne. Imens fik Kauffmann skabt gode kontakter i det amerikanske udenrigsministerium og i Det Hvide Hus.
Han fik også overbevist de amerikanske embedsmænd og politikere om, at det var ham, som de skulle indgå en aftale sammen med. Øen var vigtig for amerikanerne under krigen.
I 1945 deltog Kauffmann sammen med Hartvig Frisch og Erik Husfeldt i San Francisco-konferencen, hvor De forenede Nationer blev oprettet. De to havde Kauffmann et meget nært samarbejde med. Disse to var også fortaler for, at Danmark skulle ud af deres neutralitetspolitik.
Pludselig blev vi bange for russerne
Henrik Kauffmann kørte et dobbeltspil, Han indgik vidtrækkende aftaler i Washington uden at holde det danske udenrigsministerium og den danske regering orienteret om dette. Amerikanerne gjorde ham tidligt opmærksom på, at de ønskede at fortsætte deres tilstedeværelse på Grønland. Kauffmann informerede ikke den danske udenrigsminister om dette, men sendte i stedet en beroligende meddelelse.
Der opstod en vanskelig situation fordi russerne var på Bornholm. Den danske regering vidste ikke, hvordan russerne ville reagere på den melding. Også Kauffmann selv reagerede med frygt. Men det var dog ingen grund til frygt
Dette medførte at udenrigsminister Gustav Rasmussen var helt uforberedt, da han skulle møde amerikanerne, hvor de fremlagde deres krav. Dermed var befrielsesregeringens tillid til Kauffmann brudt. I København mistede man tilliden til Kauffmann.
Det førte til at man i årtier ikke oplyste offentligheden om, hvad der foregik i Grønland.
Amerikanerne søgte efter uran på Grønland
Det er velkendt, at danske geologer siden Anden Verdenskrig har kortlagt indholdet af uran og andre interessante grundstoffer og mineraler i Grønlands undergrund. At amerikanerne allerede var i gang med dette, er sikkert overraskende for mange.
Det var dog intet i den aftale, som Kauffmann underskrev, der gav amerikanerne adgang til minedrift. Men amerikanerne fik lov til at sende en ekspedition til Grønland bestående af geologer og mineingeniører til Grønland for at eftersøge mineraler betegnet som ”ferro-legeringer”. Det var den officielle dækhistorie for ”Manhattan – projektet”, der havde til hensigt at udvikle en amerikansk atombombe.
Union Mines meddelte at der var tale om en eftersøgning efter et sjældent mineral, som ellers kun var fundet i Nigeria og Brasilien. Det havde stor betydning for krigsindustrien. Åbenbart havde Kauffmann ikke mistanke om, at det var uran, amerikanerne var ude efter. Man var slet ikke klar over, hvad man havde givet grønt lys til. Åbenbart blev der ikke fundet nogen forekomster.
USA byder 100 millioner dollars for Grønland i 1946
Ukendt for mange er sikkert også, at allerede i 1946 tilbød USA at købe Grønland for 100 millioner dollars.
Grønland var dog ikke til salg, for som udenrigsminister Gustav Rasmussen sagde det dengang:
Rabat hos NATO
Grønland spillede en rolle for selve dannelsen af Nato. Det var ikke på grund af Grønland USA stillede sig spidsen af Nato. Men Grønland var en meget vigtig brik i det puslespil end vi hidtil har forstået selv om der var andre store brikker. Det var Henrik Kauffmann, der lagde skinnerne til Danmarks medlemskab af forsvarsalliancen NATO.
Danmark blev indskrevet som en af de første lande i 1949. Både Færøerne og Grønland blev også indlemmet i NATO – også denne gang uden at blive spurgt. Færøerne protesterede men dog uden virkning.
Her tydede noget på, at Danmark også fik en særstilling. Man fik rabat på diverse ydelser. Måske kan man også takke Kauffmann for dette.
Ofte gik amerikanerne til Kauffmann, som en slags repræsentant for USA. Men lige så ofte tvivlede de på ham. Man havde indtryk af at han kørte sit eget spil.
Grønlænderne blev ikke spurgt
Da efterfølgende regeringer rejste spørgsmålet om USA’ s rømning af Grønland var amerikanerne ikke villige til at give slip på de etablerede baser. De påpegede i en svarskrivelse på dansk henvendelse, at for dem var det afgørende, at Grønland fortsat blev anskuet som en del af den vestlige halvkugles forsvarsinteresser. Grønlænderne blev ikke spurgt.
Kauffmann’ s tanker om atombomben
En speciel side af Kauffmanns verdensbillede vedrører hans udlægning af ”Atombombens politiske betydning”. Det ses af en 22 siders lang analyse som han i 1945 sendte til Udenrigsministeriet. Atombomben indebar vidtrækkende og afgørende brud med hidtidige forudsætninger for landenes omgang med hinanden. Det eneste og politisk acceptable svar på bombens eksistens er en markant styrkelse og forpligtende samarbejde og effektiv kontrol med de enkelte landes atomprogrammer. Tolkningen havde klare ligheder med Niels Bohrs tanker.
Nu var Grønland ikke mere en koloni
I årene 1945 – 1954 blev spørgsmålet om Grønlands statsretlige stilling et vigtigt led i dansk FN – politik. Den danske regering forsøgte ihærdigt via en række forhandlinger i FN at bevare Grønland som en del af det danske rige. Det lykkedes for regeringen og ved ændring af grundloven den 5. juni 1953 ophørte Grønlands status som koloni, og landet blev formelt en ligestillet del af Danmark. Statusændringen blev i 1954 anerkendt af FN.
I 1947 – 1948 overdrev amerikanerne sikkert den russiske trussel mod Grønland. Det kunne være et middel til at retfærdiggøre deres tilstedeværelse på Grønland.
Vi vidste ingenting
I 1952 erkendte den danske regering, at de ikke kunne få indflydelse på eller vetoret på USA’s militære operationer på og fra Grønland. Men man erkendte også, at man måske ville stå bedst i sådan et forhold. Så kunne man ved et evt. amerikansk angreb mod Sovjet stå tilbage og sige:
Originalbefolkningen blev tvangsflyttet
Staten accepterede det som Kauffmann uden mandat havde forhandlet sig frem til med amerikanerne. I 1951 gav de tilladelse til, at de måtte opføre Thule – bassen. Den oprindelige befolkning ”Inughuit” blev tvangsforflyttet.
Staten foreslog, at det var tale om en frivillig flytning og fastholdt denne løgn til domstolene kunne bekræfte, at befolkningen blev tvangsforflyttet og anerkendte at dette indebar indgreb i såvel individuelle som kollektive rettigheder.
Ved to domme ved Østre Landsret 1999 og Højesteret i 2003 opnåede Inughuit den juridiske sejr over staten. Erstatningen var imidlertid minimal, ligesom befolkningen heller ikke fik anerkendt ejendomsretten til området.
Det skyldes en ufin detalje, fordi staten og Hjemmestyret i forbindelse med ratifikationen af ILO-konventionen 169 i 1994 fik det strikket sådan sammen at Inughuit og Tunumiut (Østgrønlænderne) ikke længere kunne have særegen status som det oprindelige folk.
Amerikanerne byggede 50 anlæg
Interessen fra amerikansk side er ikke mindsket snarere tværtimod. Det handler om råstoffer og stærkere tilstedeværelse i Arktis. Desuden har kineserne også vist interesse for Grønland.
Aftalen tillod USA at oprette flyvepladser, radiostationer og metrologiske stationer, bygge havne, veje, fæstningsanlæg samt leje de nødvendige områder dertil. Aftalen kan kun opsiges, når begge parter siger nej. Overenskomsten skulle forblive i kraft, indtil der var enighed om at de bestående farer for det amerikanske kontinents sikkerhed er ophørt.
I løbet af 1950’erne og 60’erne blev Thule og Sønder Strømfjord voldsomt udbygget. Basserne dækkede ikke kun flyvepladser, men alle anlæg, der forsynes via disse lokaliteter eks. Radarsystemer, vejrmeldingsstationer og radiotjenester samt forsøgsområder. Der fandtes på det tidspunkt ca. 50 anlæg. Fra disse anlæg blev hele det arktiske og nordatlantiske område overvåget. Udgifterne blev på det tidspunkt delt mellem Danmark og amerikanerne og delvis af NATO – fonde.
Man glemte at rydde op efter sig
For få år siden traf det amerikanske luftvåben en kontroversiel beslutning om at opsige serviceaftale på Thulebasen til skade for Grønlands økonomi og beskæftigelse. Men man glemte lige at rydde op efter sig.
Der har været meget lidt åbenhed omkring de konkrete opgaver og funktioner. Baserne har været omgivet af hemmelighedsholdelse af politiske handlinger, farefulde eksperimenter og miljøforureninger. Stik imod dansk politik og dansk lovgivning. Men den danske regering har set gennem fingrene med dette. Her skal vi blot kigge på et par af sagerne:
Byen under isen
Der er mange uafklarede spørgsmål omkring den mystiske ”By under Isen”, Camo Centery, som ligger 200 km fra Thulebasen. Camp Century var en del af USA’s hemmelige koldkrigs – atommissilprogram, der gik under navnet ”Project Iceworm”. Dette projekt har efterladt enorme mængder affald i Grønland. Det er også usikkerhed om mængden af radioaktivt affald, der er efterladt i området, dukker frem, når isen smelter på grund af klimaforandringer.
Hældte man dieselolie i søerne?
Der går også rygter om, at soldater i Grønland ikke skulle få myggestik, så hælte de tusinde liter dieselolie i søer og vandhuller omkring deres base for at ødelægge myggenes levesteder. Olien ligger stadig og stinker til stor skade for naturen og fødekæderne. Den amerikanske forurening af Grønland er så omfattende at sagen er bragt for FN’ s Menneskerettighedskommission.
Thulearbejderne blev ramt af mange kræftformer
Efter nedstyrtningen af et B52 – bombefly i januar 1968 var der mange Thule – arbejdere, der hjalp med oprydningen. Efterfølgende blev mange af disse syge. Den amerikanske regering stod klar med erstatning, påstod de. Men den danske regering bad ikke om det.
Grunden til det var, at den danske regering påstod, at der ikke var atomvåben på Grønland. Så kan der heller ikke ske atomuheld. Nu var det sådan, at de amerikanske arbejdere arbejdede med beskyttelsesdragter. Det gjorde de danske arbejdere ikke.
Thule – arbejderne blev ramt af forskellige kræftformer. Mange af dem døde efterfølgende. Der var fire brintbomber ombord. De tre blev først fundet efter en måned. Den sidste bombe ligger stadig på Grønland et eller andet sted.
Radioaktivt materiale blev spredt
Flyet var styrtet ned gennem isen og efterladt et hul, der var 800 meter langt og 200 meter bredt. Det var et stort sort hul. Det var buldrende mørke i begyndelsen og 40 graders kulde.
Der udbrød brand i flyets kabine. Det søgte mod Thule Air base for at nødlande, men mandskabet måtte forlade flyet.
Ved styrtet eksploderede brintbombernes indhold af konventionelt sprængstof, hvilket spredte flyvragdele over et stort område. Brintbombernes indhold af radioaktivt materiale blev spredt uden dog at udløse en nuklear eksplosion. Den kraftige varmeudvikling ved eksplosionen og forbrændingen af flyets brændstof medførte at havisen smeltede og større mængder af vragdele sank ned på havets bund.
Der var en masse vragrester på et stort område. Ret hurtig kom der specialfly fra USA med et team på 6-700 mand. Det vigtigste var at få fat i den såkaldte ”mission – folder”, som er en forseglet ordrer. Den måtte ikke komme i fjendens hænder.
Bliv nu ikke hysteriske
Der blev straks foretaget radioaktive målinger. De gav udslag på det, som svarer til 4.500 gange højere end det amerikanske hærs nedre grænser. Men folk fra Københavns Universitet beroligede og sagde, at der såmænd ikke var mere radioaktivitet i området, end det var i Roskilde Fjord. Strålingen var ikke farligere, end at den kunne standses med en avisside.
I BT lød overskriften:
En Thule- arbejder påstod ellers noget andet dengang:
Amerikanske eksperter skyndte sig at fortælle, at:
Staten: Det skyldes deres livsstil
De fire brintbomber havde en sprængvirkning, der svarer til 24 mio. ton konventionelt sprængstof.
Staten lukkede foreløbig sagen i 1995. Deres konklusion forblev at:
DR – journalisten Poul Brink interesserede sig for de arbejdere, der havde ryddet op efter flystyrtet. Han fandt ud af at statsminister H.C. Hansen i 1957 havde set gennem fingrene med, at amerikanerne havde atomvåben på Grønland. Det var en praksis, der fortsatte gennem flere årtier. Nogle medier mente at det var ren konspiration, det som Poul Brink foretog sig. Men han fik en Cavling – pris for sit arbejde. Det skete i 1997.
Ingen undskyldning – hverken fra USA eller Danmark
Der var ca. 1.200 danske arbejdere til stede i bjergningen af vragdele m.m. De har hverken fået en undskyldning fra USA eller Danmark. Ingen af staterne har været Thule-arbejderne behjælpelig med at opklare, hvor meget stråling og hvor meget plutonium de rent faktisk var udsat for i 1968.
Den Kolde Krig var ikke nogen glorværdig tid for små indeklemte lande som Danmark. De danske beslutningstagere forsøgte igen engang at få det bedste ud af en uhyre vanskelig situation.
Little America
Der sker stadig noget på Thulebasen. Det er ikke Danmark eller Grønland, der har noget som helst at skulle have sagt her. Der er godt nok en dansk politimester. Han har bemyndigelse til at skyde en isbjørn Og han har bemyndigelsen af de civilt ansatte, men resten tager amerikanerne sig af. Det er også dem, der bestemmer, hvem der må rejse til basen fra Danmark.
Omkring 600 civilt ansatte fra blandt andet Danmark og Grønland samt knap 200 amerikanske soldater bor på bassen. Men det hele virker som Little America. Engang var her 10.000. Det var det under ”Den Kolde krig”.
Nasa har opstillet et teleskop her, så man kan kigge efter sorte huller. Den store radar ligger 20 minutters kørsel fra basen. Den vil være den første, der kan se missilerne, hvis Kina og Nordkorea en dag beslutter at affyre ballistiske missiler mod Nordamerika. Radaren gør USA i stand til at svare igen inden de selv bliver udslettet. Og det holder modparten i skak.
Amerikanske firmaer får tildelt arbejdet
Egentlig havde man en aftale med amerikanerne at det var grønlandske firmaer, der skulle stå for sejladsen til Thule. Men et amerikansk rederi har vundet en kontrakt på mere end 150 millioner kroner på sejladsen til og fra Thulebasen. Inden da var det et grønlandsk rederi, der tog sig af dette.
Og det amerikanske forsvar følger sin praksis med at tildele kontrakter relateret til den civile drift af basen til amerikanske firmaer. Egentlig burde lejeindtægter m.m. komme det grønlandske samfund til gode.
De civile leverancer til Thulebasen er delt op i flere kontrakter. Den største af dem er den såkaldte servicekontrakt på driften af basen. Den havde Greenland Contractors i mere end 40 år. Men nu har det amerikanske Vectrus overtaget dette i 2017. Dette første til et juridisk efterspil og voldsomme dønninger mellem Grønland, Danmark og USA.
Hvor langt vil man gå?
Det er ikke kun i Danmarks interesse, at der er et rigsfællesskab. Det er der sandelig også på Grønland. Og det er op til de to parter at finde ud af, hvor langt USA kan komme i den retning, som de har ønsket i 80 år
Lod Henrik Kauffmann sig udnytte?
Henrik Kauffmann huskes måske kun for at han lod sig udnytte af USA og mere eller mindre forærede dem Grønland. Men det er vel svært at forestille sig at Danmark var sluppet ud af Anden Verdenskrig uden at USA ville have etableret sig i Grønland. Men havde han ikke gjort dette havde vi måske ikke haft et rigsfællesskab med Grønland. Så kunne det måske have været at USA bare havde overtaget den kæmpe ø.
Måske var Henrik Kauffmann en overordentlig strategisk diplomat.
De første sig frem med stil
Men er det ikke på sin plads lige at præsentere Henrik Kauffmann. Han blev født i 1888 i et aristokratisk miljø. I Frankfurt am Main. Han er født Henrik Louis von Kauffmann.
Hans familie tilhørte den europæiske elite. De omgikkes særdeles indflydelsesrige kredse. De havde i flere generationer tjent det danske militær og kongehus.
I 1902 vendte familien tilbage til København. Henrik Kauffmann fik sin uddannelse på Metropolitanskolen og siden på universiteter i Oxford og Geneve og på Københavns Universitet.
Umiddelbart efter sin eksamen blev han ansat i Udenrigsministeriet. Han gjorde tjeneste som ambassadør i Rom, Peking, Oslo og Washington. Gennem hele livet var han på rejser over hele verden. Sammenlagt var han kun 15 år i Danmark.
Kauffmann giftede sig i 1926 med den amerikanske admiraldatter Charlotte McDougall. Dermed blev han en del af det amerikanske high society. Parret førte sig frem med stil, smukke, solbrændte og elegante. De levede med stil.
60-års fødselsdag på Matterhorn
I tiden i Rom havde Kauffmann Rolls Royce og boede i et af byens fornemste paladser over for Den Spanske trappe. I Washington ejede parret et herskabeligt palæ, Woodland Drive.
Han var sportsmand og lagde vægt på at være fit. Han joggede og i tiden som ambassadør i Oslo gjorde han sig bemærket i de norske medier ved på en måned at tilbagelægge 500 km på ski. Fra 1932 til 1939 forsøgte han at mildne spændingerne mellem Norge o Danmark, der havde grund i stridighederne til den del af Grønland nordmændene kaldte Eirik Raudes Land.
På sin 60-års fødselsdag valgte Kauffmann at tage på bjergbestigning. 60-årsdagen blev fejret på toppen af Matterhorn. I sine sidste år som ambassadør var Kauffmann en myte i Udenrigsministeriet. Han blev omtalt som manden med ”det blå hår”.
Pyjamas som dansk nationaldragt
Han var kendt for sin excentriske optræden. De sidste år i Washington skiftede han, iført duffelcoat af militært tilsnit sin diplomat-limousine ud med en åben jeep.
En af de mange historier om ham handlede om dengang han under en rejse i Kina i 1920erne blev inviteret til souper hos en lokal krigsherre. Kauffmann havde ingen smoking i kufferten. I stedet iførte han sig ifølge anekdoten sin nystrøgne pyjamas. Han lod, som om det var den danske nationaldragt og gennemførte aftenen med værdighed og uden at fortrække en mine – til almindelig tilfredshed.
Dramatisk og tragisk afslutning
I 1963 sluttede Kauffmanns liv dramatisk og tragisk. Han blev ramt af en alvorlig kræftsygdom. Han tilbragte den sidste tid på Skodsborg Badesanatorium. Tidligt om morgenen den 5. juni dræbte hans kone, Charlotte, ham med en brødkniv. Kort efter tog hun sit eget liv. I tre efterladte breve talte hun om medlidenhedsdrab.
Henriks og Charlottes lange rejse endte brat og råt med mord, på sin vis med dobbeltmord, der gav genlyd i flere verdensdele.
Skal sandheden altid frem?
Den amerikanske ambassadør i Danmark har gentaget det budskab, som var fremme, da amerikanerne anlagde basserne på Grønland i 1950’erne, at øget amerikansk indflydelse på Grønland er den bedt mulige løsning for Danmark og Grønland. Alternativet er, at Rusland og Kina kommer og tager Grønland.
Skal sandheden altid frem? Kan et land eller et samfund tåle at afsløre alle sine hemmeligheder over for sin befolkning? Er det fordele ved løgnen, og hvor langt kan man gå før en løgn bliver et overgreb?
Kilde:
Maj 10, 2020
Hafnia – Branden
Vi skal møde Danmarks værste seriemorder – eller skal vi? Hotel Hafnia blev bygget 1899. Lenin har spist her. Bent Nielsen havde fået udgang. Han brugte falsk navn og blev mistænkt. 85 mand overnattede på hotellet. Brandmænd var uden beskyttelse. Det var en international katastrofe. Sladderen dømte ejendomshandler Ole Olsen for mordet på 15 – årige Anette på Fanø. Solbakke-Hansen fik tillid til kriminalassistent Per Caspar og tilstod en række forbrydelser. Politiet skriver i en rapport, at der stod et ”nokkefår” og betragtede branden. Caspar kørte forbi Hotel Hafnia og Solbakke tilstod. Han tilstod også Fanø – mordet. Der er ingen tekniske beviser. Et nævningeting havde sikkert afvist sagerne. Bevidst eller ubevidst blev Solbakke ledt til tilståelser. Forklaringerne ændrede sig fra forhør til forhør. Var det hele manipulation? Et alibi blev aldrig undersøgt. Anonym betjent: ”Drabet i Finnerup Lade ville også være blevet opklaret”. Tv2 har lavet en dokumentar om emnet i fire afsnit.
Danmarks største seriemorder
Den 2. april 1997 døde en 49 – årig mand på Centralsygehuset i Nykøbing Falster. Han bukkede under for en leversygdom. Han efterlod sig intet heller ingen familie. Hans adresse havde i mange år været Kofoedsminde på Lolland – en lukket institution for åndssvage. Hans navn var Erik Solbakke Hansen. Han blev beskyldt og dømt for at være Danmarks største seriemorder – skyld i 38 menneskers død.
Ja vi skal i vores artikel både kigge på, hvad der skete i 1973 og vi skal se på, hvad der skete syv år senere på Fanø. I 1986 blev en mand anholdt for at have voldt brandskader for over 138 millioner kroner. To mennesker indebrændte.
Hotel Hafnia bygget i 1899
Vi skal lige først kigge på hotellets historie. Den blev i 1899 indrettet på en grund, hvor man forinden havde revet Fabers hus ned. Arkitekten Philip Smidt var utrolig aktiv. Han har stået for talrige bygninger i Indre By omkring århundredeskiftet.
Folk fra provinsen var utilfredse med den behandling man fik på hoteller i København, men den opfattelse ville Hafnia ændre på. Oprindelig havde det været en stor vognport på højre side. Hele tagetagen var beregnet til kuskenes overnatninger. I 1919 var hotellet overtaget af Herman Seifer Løbbe fra Rønde. Han allierede sig med Leo Andersen. De to var i syv år sammen om at administrere Hafnia, derefter var det Løbbe alene.
Tre renoveringer
I 1919 blev hotellet moderniseret og endnu grundigere i 1926, hvor alle værelser fik telefon og rindende varmt og koldt vand. I 1933 fulgte en totalrenovering, der medførte at hotellet nu fuldt ud levede op til europæisk standard. Købmænd og andre forretningsfolk var stamgæster og ikke mindst danske og udenlandske sportsfolk.
Restaurantens overdådige frokost var populær hos skuespillere og kunstnere. Hafnia lå siden 1949 i hænderne på den kendte hotelmand Marinus Nielsen. Han startede som postkortsælger omkring 1897 i en alder af 12 år. Han havde den urokkelige opfattelse, at Danmark var det land i verden, der havde de bedste tjenere.
Lenin har spist her
Hafnia havde en meget søgt restaurant i stuen og en opvarmet serveringshave, hvor nisseklædte servitricer i juletiden serverede gløgg og ristede kastanjer. Midt i gårdhaven var der et fiskebassin med fisk, krebs og hummere. Restauranten havde københavnerrekord, hvad angår krebssalg. Selveste Lenin siges at have spist forloren skildpadde her. Maden var dansk, men stedet var meget afholdt af udenlandske turister. Fra 1965 reklamerede hotellet med et berømt spisekort, hvor der var påtrykt historiske motiver fra København med engelsk tekst. Men så var det i 1973 at der skete noget forfærdeligt.
Bent Nielsen har fået udgang
Men den uhyggelige historie begynder den 31. august 1973. Den 33-årige Bent Nielsen havde i godt en måned været indsat i Statsfængslet i Horserød. Nu skulle han have sin første orlov. En ven havde skrevet under på, at han kunne sove hos ham. Men efter en delsnaps og øl beslutter han sig for at overnatte på Hotel Hafnia. Han lader sig indskrive under falsk navn, så Kriminalforsorgen ikke kan efter spørge ham.
Han ankommer til Hotel Hafnia kl. 2.20. Han får et værelse på fjerde sal. Det gør tegneren Ib Antoni også. Han er sammen med en god veninde Anne A. Hun siger godnat og går hen mod elevatoren for at køre ned til første sal, hvor hendes toårige datter sov.
85 mand overnattede på hotellet
Ingen så en mand der sneg gennem receptionen og gik op på anden sal og ind i et lille tekøkken, hvor han tog en æske tændstikker frem og satte ild til en papirpose. Bagefter gik han samme vej tilbage og forlod hotellet.
I alt 85 mennesker overnattede på Hotel Hafnia. For mange var det den sidste nat. På vej ned i elevatoren lugtede Anne A. røg. Hun steg ud på første sal og hentede hendes datter. Hun gik ned til receptionen og berettede om lugten.
Receptionen forsøgte at redde gæsterne
Sammen tog de op på femte sal for at gå ned ad trappen, så de kunne lokalisere røget. På tredje sal væltede røgen ud under døren. Fra receptionen blev der kl. 2.41 ringet efter brandvæsnet, der var der få minutter efter. Man ville telefonisk vække alle gæster men 2.45 brød omstillingen sammen.
Ole Hansen som receptionisten hed, gik op og hentede dem, som han kunne på 1. og 2. sal indtil røg og varme tvang ham ud af huset.
Alt var kaos
Alt var kaos i Vester Voldgade. Brandvæsnet kunne næsten ikke få stigerne ind i baggården. Ud fra vinduerne hang folk, og der var lagner fra mange vinduer. Bent Nielsen blev også reddet ud af en stigevogn. Nogle af gæsterne stod på altanerne ud mod gaden.
Fra hotellets vinduer råbte gæsterne desperat om hjælp, mens ilden med stor hast åd sig ind på dem. Enkelte gæster kunne flygte ud på hotellets gesims. I gården gik ensomme overlevende fortvivlet rundt og søgte efter familiemedlemmer.
Først kl. 9 om morgenen var branden slukket
Efterhånden kom flere og flere overlevende ud, nødtørftigt påklædt. Hafnias direktør, Poul Holst fik de fleste af dem indkvarteret på forskellige adresser i byen. 35 dybt rystede gæster foretrak at blive i nabobygningen Hotel Kong Frederiks vestibule. De var ikke kommet sig efter chokket. Efterhånden fik de at vide, hvem brandmændene havde fundet i live og hvem de havde fundet døde.
Sluknings – og redningsarbejdet tog det meste af natten. Først omkring klokken 9 om morgenen var rækken af omkommende bragt ud, en efter en dækket med presenning. 31 af de 35 var udlændinge.
På den modsatte side stod en 25 – årig mand med tændstikker i lommen. Eller gjorde han?
Bent Nielsen blev mistænkt
Den store hvidmalede bygning var røgsværtet og med gabende vinduesåbninger i den morgenstille Vester Voldgade. Den skulle aldrig genåbne som Hotel Hafnia.
I løbet af lørdagen blev navnene sat på de 35 mennesker, der blev flammernes bytte der i blandt tegneren Ib Antoni.
Den hyggelige fængselsudgang blev nu til et mareridt for Bent Nielsen. Politiet havde travlt med at finde en mistænkt. Og da han havde indlogeret sig med falsk navn, blev han mistænkt. Han blev dog heldigvis reddet af en af Ekstra Bladets billedserier, der viste, at han vitterlig blev reddet at en stigevogn, som han hele tiden havde hævdet.
Men han blev i mange år kaldt for ”Mordbrænderen fra Hafnia”.
Brandrapport blev udarbejdet
En brandrapport blev udarbejdet. Ilden var antændt på anden sal af brandbar væske, der var hældt ud på gulvet. På hylderne i tekøkkenet stod der også husholdningssprit. Der opstod røggasser, der eksploderede. Flere døre stod åben på anden, tredje og fjerde salt så ilden fik rigelig med ild så den hurtigere kunne sprede sig. Ilden var antagelig påsat kl. 2.00
Brandmænd uden beskyttelse
En stuepige på sjettesal på Hotel Hafnia var fanget, mens flammerne slikkede op af hotellets facade. Dødemandsknappen på brandvæsnets 31 meter lange stige blev trykket. Det betyder, at så kan den maksimale belastning på stigens kurv overskrides. Brandmanden tog en kollega med og sammen fik de stuepigen ned, så hun kunne komme på hospitalet. Det var også et forældrepar fra USA, der mistede deres to børn i branden.
Men det var ikke kun hotellets gæster og personale, der blev hårdt ramt den nat. Det gjorde brandmændene også. De fik en hel masse kulilte i deres kroppe. Man havde sparet på beskyttelsesdragter dengang.
Dengang efterslukkede storbyens brandmænd uden åndedrætsbeskyttelse. Inde på hotellet sov de fleste ind på grund af røgforgiftning.
Det skulle gå 14 år før man fik fat i vedkommende der havde forårsaget branden. Eller var det ham?
En international katastrofe
Få år senere blev bygningen istandsat og ombygget. Hafnia – branden var den største brandkatastrofe i Nørre Kvarter siden branden i juni 1795.
Danmark og omverden var i chok. Det var tale om en international katastrofe. Fra FBI blev der sendt et specialfly til Danmark fyldt med udstyr. Sagen skulle hurtig opklares.
Hotellet blev sammenlagt med naboen
I forbindelse med sammenlægningen med Hafnia blev hotellets vestibule flyttet til Hafnia indgang. Hafnias facade blev stærkt forenklet. Den pyntede gavl og spiret forsvandt. I 1980’erne blev Hafnias berømte gårdhave fornyet. Men ejeren fik kun lov til at overdække med glastag i tagetagen, fordi Københavns Brandvæsen var utryg ved en overdækket gårdsplads i stuehøjde. Hotel Kong Frederik har nu 110 værelser og hører ligesom samme ejers Hotel D’ Angleterre til den indre bys fornemste overnatningssteder.
Et mord på Fanø
En anden historie fra den 20. maj 1980 indgår også i vores historie. Det var en varm og solrig dag på Fanø. På den nordlige del af øen er det fyldt med sandede klitter og gryder. Der kunne man sagtens solbade i læ for den kølige vind.
Anette Thomsen, 15 år gik ved middagstid på stranden. Hun var iført bikini og havde medbragt sololie, et håndklæde og en bog. 350 meter syd for den asfalterede nedkørsel ved vesterhavsbadet fandt hun en klitgryde, hvor hun slog sig ned.
Omkring kl. 14.20 så to piger Anette sidde og læse i klitten. De vinkede til hende, og de vinkede tilbage. Pigerne var de sidste, som så hende i live.
Flere havde set hende ligge der i løbet af dagen. Forældrene var blevet urolige. Datteren var ikke kommet hjem som aftalt. Faderen begyndte at lede efter hende. Klokken 18.40 fandt faderen hende dræbt i klitterne på Fanø.
Ejendomshandler Ole Olsen ændrede forklaring
Rygterne gik hurtigt på Fanø. Alt tydede på en seksualforbrydelse. Morderen skulle findes hurtig. På mordstedet blev der fundet en blodig mursten.
Om onsdagen fik landbetjenten besøg af en lokal ejendomshandler, den 38 – årige Ole Olsen. Han ville bare fortælle, at han havde siddet sammen med en bekendt tæt på klitgryden, hvor Anette blev fundet. De havde drukket noget øl og var derefter kørt fra stedet. Han var iført brune frotte-bukser. Han var to timer hos landbetjenten.
To dage efter henvendte Ole Olsens sig igen. Han ville ændre forklaring. Han var kommet i tanke om, at han havde blå bukser på. Han fik at vide, at han skulle komme igen den følgende dag. Det gjorde han så, og var igennem 14 timers afhøring.
Sladderen dømte Ole Olsen
I alt blev 700 mennesker afhørt. Men snart gik sladderen på Fanø, at det var Ole Olsen, der var moderen. Nu blev han også mistænkt af politiet. På stenen fandt man samme blodtype som den mistænkte. Det var blodtype B, som 40 pct. af Danmarks befolkning har. Ole Olsens forsvarer kærede til Landsretten med begrundelsen, at beviserne var for tynde.
Vestre Landsret mente også, at beviserne var for tynde. Ole Olsen blev frigivet. Men fire måneder og 15 dage skulle det gå inden sigtelserne blev opgivet. Ole Olsen var en færdig mand, dømt af sladderen. Hans liv blev aldrig det samme.
En 53 – årig mistænkt for Hafnia -branden
I oktober 1982 var en brandmand omkommet under slukningsarbejde på lysfabrikken Asp – Holmblad. Skaderne var opgjort til 54 millioner kroner. Branden var påsat.
Den 19. juli året efter slog pyroman atter til i Helsingør. En 22 – årig kvinde døde af kultilteforgiftning.
Mindre end 24 timer efter var der atter alarm. Der var brand i tre DSB – vogne, der stod på rangerterrænet ved Helsingør Banegård. Brandmændene fik hurtig bugt med ilden. En 53 – årig sindsforvirret mand blev pågrebet. Dommeren fandt at der var særlig mistanke for at han også havde begået mordbranden. Nu troede Helsingør – borgerne at de kunne gå trygt til ro. Men den 20. juli kl. 4.30 indløb der en melding om, at der var brand i ejendommen på hjørnet af Torvegade og Sudergade. Den 53 – årige var ellers straks sat i forbindelse med Hafnia – branden. Men det kunne ikke være ham.
Erik Solbakke Hansen taget på fersk gerning
Den 1. december 1985 hældte storpyromanen for sidste gang sin medbragte benzin over nogle aviser i en togvogn. Kort efter blev Erik Solbakke Hansen taget på fersk gerning på Hillerød Station.
Under forhør om brandene overraskede den da 40 – årige Solbakke – Hansen flere gange politiet ved pludselig at tilstå brande, man ikke satte ham i forbindelse med. Blandt andet branden på Asp – Holmblad, hvor den 54 – årige brandmand omkom, samt den omfattende brand i oktober 1982 – bare tre dage efter Asp – Holmblad på stearinlysfabrikken Pia Lys. Branden betød, at 53 mennesker blev hjemløse. Der skete skader for 54 millioner kroner.
Masser af tilståelser
Totalt var der sat navn og gerningsmand til 29 ildspåsættelser i Nordsjælland og København. Solbakke Hansen var retarderet i middelsvær grad. Han var på institutionen Følstrup, da alle brande i Hillerød og omegn fandt sted. De fleste blev antændt af benzin som han tog med fra sin arbejdsplads, det beskyttede værksted på Følstrup. Han satte benzindunken på bagagebæreren og cyklede rundt i omegnen og påsatte brande.
Det stød på i tre år uden at plejepersonalet eller politiet fattede mistanke. I de fleste tilfælde stod han på stedet og betragtede flammerne. Han blev seksuelt opstemt ved at se ild.
Solbakke-Hansen fik tillid til Per Casper
En af de få som den evnesvage mand havde tillid til var kriminalassistent Per Casper. Han blev hidkaldt til arresten to dage før retssagen om de 29 brande. Solbakke havde tænkt meget på at få gjort rent bord, blev det sagt. Nu ville han også lige fortælle at han havde Hafnia – branden på sin samvittighed. Casper var overrasket over tilståelsen. Den blev ind til videre holdt hemmelig for offentligheden.
Men denne fortælling har åbenbart flere sider. For det forlyder også, at Caspar tog ham på en tur forbi Hafnia, hvor denne spurgte ham, om han kunne huske hvad der var sket her. Solbakke skulle da have reageret mærkelig afvisende på spørgsmålet, oplyser politiet.
Der stod ”et nokkefår” og betragtede branden
Da Caspar rekvirerede papirerne fra Hafnia – branden, stod det anført, at den første politimand, der ankom til brandstedet anførte, at der havde stået et ”nokkefår” uden for bygningen og betragtet branden. Betjenten havde karakteriseret ham som slank iført et par markante sorte briller. Utroligt at dette kunne lade sig gøre med alle dem, der stod og kiggede på branden.
Solbakke skulle have forklaret, at han den skæbnesvanger dag var stukket af hjemmefra og tilfældigvis kom forbi Hotel Hafnia og gik ind. Men i dette tilfælde er det andre, der påstår, at han har et alibi. Det vender vi tilbage til.
Politiet: Han havde en udmærket hukommelse med sans for detaljer
Såkaldte påvisninger blev lagt til grund for hans tilståelser. Det vil sige, at Solbakke blev kørt rundt i landet sammen med efterforskere. Ifølge politiet har han i detaljer vist, hvordan han har begået forbrydelserne.
Politiet oplyser desuden, at trods sit mentale handicap havde han en udmærket hukommelse for detaljer og kunne meget præcis beskrive begivenhedsforløbende.
Nogen moralske overvejelser gjorde han sig tilsyneladende aldrig om forbrydelserne.
Efter fire måneder fik offentligheden besked
I første omgang blev Solbakke – Hansen dømt for de 29 ildspåsættelser. Dommen lød på tidsubestemt anbringelse på sikringsafsnittet på Rødbygård. Retslægerådet havde fundet ham uegnet til fængselsstraf. Ifølge en mentalundersøgelse var han åndssvag i lettere til middelsvær grad og lidende af en svær personlighedsforstyrrelse.
Politiet var nu helt overbevist om, at Solbakke – Hansen var gerningsmanden bag Hafnia – branden. Hans tilståelse blev offentliggjort den 13. februar 1987.
Han tilstod Fanø – mordet
Den massive omtale af Hafnia – brandens opklaring fik nu en bekendt til Solbakke at kontakte politiet. Ja det var nu en socialpædagog på en institution. Han kunne nemlig huske, at han ferierede på Fanø i maj 1980, da Anette Thomsen blev myrdet.
Og Per Casper havde heller ingen problemer med at få Solbakke til at erkende sin skyld. Bid for bid kom tilståelsen. Det gik fire måneder før offentligheden fik besked.
Folk troede stadig, at det var ejendomshandler Ole Olsen, der var den skyldige. Men den 9. juni 1987 bekræftede Hillerød Politi, at Hafnia – pyromanen havde tilstået drabet på Anette Thomsen.
Ole Olsen var gået konkurs med sin virksomhed. Han genoptog sit gamle erhverv som styrmand og sejlede på langfart. Han kæmpede i mange år for at få erstatning men fik aldrig en rød øre fordi han havde ændret forklaring.
En forfatter tvivler
Det var åbenbart på en køretur til København, som vi har skrevet at Solbakke-Hansen indrømmede, at han havde sat ild til Hotel Hafnia. Han blev derefter forhørt flere gange om denne forbrydelse. En ny bog ”Den dømte mand” sætter dog et spørgsmålstegn ved om man har fat i den rette gerningsmand.
Per Kaae, som forfatteren hedder mener, at kriminalassistenten udnyttede sit venskab med Erik Solbakke-Hansen til at få en tilståelse ud af ham. Han mener, at der blev manipuleret med den formodede gerningsmand. Erik Solbakkens blodtype fandtes således ikke på den mursten, der dræbte Anette Thomsen.
Ingen tekniske beviser
Solbakke påstod, at han havde taget bogen, men politiet fandt aldrig hans fingeraftryk på bogen. Desuden var der slet ingen vidner, som så Solbakke på stranden, selv om han var en mand man nok kunne ligge mærke til. Han var kejtet med store sorte briller.
Forældrene til Anette troede overhovedet ikke på, at det var Solbakke, der var moderen.
En politidirektør anbefalede at kigge på sagen
Efter sin bog om Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej havde den tidligere politidirektør Jørn Graversen foreslået Per Kaae, at han skulle kigge på denne sag.
I senere afhøringer fortæller Solbakke, at han ikke havde benzin med. Nu tændte han ild til en affaldspose med papir i et rengøringsrum.
Bevidst eller ubevidst blev den evnesvage ledt på rette vej
Per Casper får udleveret rapporter fra politiets arkiver med tilhørende farvefotos fra hotellet, så han kan teoretisk have ledt den evnesvage afhørte på rette vej – bevidst eller ubevidst. Ved mindst 12 afhøringer om hovedbranden var de to alene, hverken en kollega til Per Casper eller Solbakkens forsvarsadvokat overværer afhøringerne.
Tilståelsen halter gevaldig. Hans forklaring bliver helt bogstaveligt mere og mere farverig efterhånden som afhøringerne skrider frem. I et senere retsmøde oplyser Solbakke faktisk, at han er farveblind. Det bliver dog ifølge en ekspert ikke undersøgt ordentligt.
Forklaringerne ændrede sig fra forhør til forhør
Forklaringerne ændrede sig fra afhøring til afhøring. Hvornår fortalte den afhørte Solbakke en væsentlig detalje fra gerningsstedet? Og hvornår have den afhørende Caper selv fundet ud af den selvsamme detalje?
I en rapport skriver Per Caspar, at Solbakke fortæller, at han kan huske en bil på Fanø (fra den 20. maj 1980, hvor Anette Thomsen blev slået ihjel) og det er ekstremt godt husket – otte år efter. Pludselig er Volvo’ en grøn. Forfatteren mener, at Caspar har siddet og rettet sine rapporter til.
Var det manipulation?
Han er kommet til at skrive, at den er sort. Så ser han på billederne, at den er grøn og retter det til i rapporterne. Hvis man så lægger til, at Solbakke er farveblind!
Et andet eksempel er fra rapporterne fra Hotel Hafnia i 1973. Her fortæller en stuepige, at der stod nogle flasker sprit, hvor der stod ”sprit” på det i tekøkkenet, hvor branden var startet.
Så siger Solbakke pludselig i en rapport:
Et andet eksempel er med en støvsuger. I første omgang siger Solbakke, at han ser en rengøringsvogn på gangen på Hotel Hafnia, men da Per Caspar så finder ud af, at der ikke er en rengøringsvogn, men en støvsuger. Ja så ændrer Solbakke sit udsagn. Og sådan er det gennem hele forløbet.
Et alibi, der aldrig blev undersøgt
Erik Solbakkes udsagn var modstridende og fulgte tilsyneladende Per Capers ønsker. Solbakke fortalte også, at han på brandaftenen var på besøg hos sin moster og ikke havde påsat branden. Politiet undersøgte aldrig dette alibi ved at udspørge mosteren. Mosteren er nu død, men hendes datter, der var venner med Erik Solbakken benægter, at Erik Solbakken kan være voldelig og afviser hans skyld.
Problematikken bliver ikke mindre af, at også Erik Solbakke – Hansens forsvarer mente, at han var skyldig.
Anonym betjent: Drabet i Finnerup Lade ville også være blevet opklaret
En anonym politibetjent har til forfatteren Peer Kaae sagt:
Problemet er også at Solbakke ændrede forklaringer hele tiden, det skiftede fra øst til vest. Han havde en IQ på 55, hvordan var han så i stand til at huske tingene så detaljeret?
Kriminalassistent Per Casper fra Rejseholdet døde i 2017.
TV 2 har lavet en dokumentar i fire afsnit
Læser man Peer Kaaes bog kan man sandelig godt blive skeptisk. Spørgsmålet er bare om forfatteren er tilstrækkeligt objektiv. Forfatteren er overbevist om, at hvis sagen var kommet for et nævningeting med egentlig bevisførelse, så var han nok ikke blevet dømt.
TV2 tager spørgsmålet op den 25. maj i dokumentaren ”Tilståelsen”. Der var ingen øjenvidner eller tekniske beviser, der knyttede Erik Solbakken til de mange forbrydelser. I alle sagerne var det afgørende bevis mod Erik Solbakke hans egne tilståelser. Men var de troværdige?
I fire afsnit vil TV2 kigge intens på sagen. Politiets efterforskning og afhøringer vil blive undersøgt til bunds. I halvandet år har en række journalister arbejdet på sagen. Hele sagen og Erik Solbakkens tilståelser vil komme frem i et nyt lys. For spørgsmålet er om det overhovedet har været belæg for at dømme Erik Solbakke skyldig for de grove forbrydelser.
Du kan læse bogen – Den dømte mand eller afvente TV 2’ s dokumentar.
Alt dette tilstod Erik Solbakke Hansen:
Kilde:
Maj 8, 2020
Royale med brune ideer
Vi skal besøge Prinsesse Helena af Glücksborg – Prinsesse Sophie af Grækenland/Danmark – Kronprins Olav – Det Svenske Kongehus – Edward den Ottende. Det kan altid diskuteres, hvor alvorlige de ”brune” ideer var. Måske skyldtes holdningen naivitet eller egoisme. De værste anklager skal nok rettes mod Edward. Her var det nok ikke hans ægteskab, der var årsag til, at han måtte abdicere. Men det var nok af sikkerhedsmæssige årsager. Den mest irriterende var nok Prinsesse Helena. Man kan godt forstå, at kongen udviste hende. Læs her historien om, hvad hun fortog sig efter 1920
Prinsesse Helena af Glücksborg
Prins Harald, søn af Frederik den Ottende var tavs og indesluttet og uden boglig eller litterære interesser. Som 17 – årig trådte han ind i hæren og kronede sin militære karriere som generalmajor i 1926.
Han forblev livet igennem en tavs skikkelse i familiens periferi og nærmest ukendt i offentligheden.
I 1909 ægtede sin mere dominerende halvkusine, Prinsesse Helena af Glücksborg med hvem han fik fem børn bl.a. Caroline-Mathilde som siden giftede sig med Christian den Tiendes yngste søn, Prins Knud. Vielsen fandt sted på Glücksborg.
Helenas mor var prinsesse af Augustenborg, tipoldebarn til Struensee og søster til Wilhelm den Andens gamlinde. Forbindelsen til Wilhelm den Anden var heller ikke velset efter Første Verdenskrig.
Hun bakkede sit hjemland op
Helena var meget udfordrende. Hun var født og opvokset i det tyske kejserrige og forblev hele livet tro mod sit tyske fædreland. Det kom til at volde kongen adskillige problemer ikke mindst i betragtning af sin fjendtlige holdning til naboen i syd.
Efter brylluppet boede ægteparret på Schaffergården i Gentofte, som prinsen købte i 1907 og givet navnet Jægersborghus. Senere boede de i et stort pragtpalæ på 1.251 kvadratmeter på Svanemøllevej 25. Det blev kendt som Prins Haralds Palæ og bygget i 1918.
En familie, der var bortvist
Prinsesse Helena kom også fra en familie, der ikke var særlig vellidt i kongefamilien. Kære læsere, for at forstå den del af historien skal vi lige lidt længere tilbage i historien.
Hertugen af Augustenborg blev i 1852 landsforvist efter at han havde fået en erstatning på 3 mio. Rigsdaler for de godser, der blev beslaglagt som følge af hans deltagelse i de slesvig-holstenske oprør.
Efter den preussiske overtagelse af Nordslesvig købte Hertugens sønnesøn Ernst Günther Gråsten Slot og gods tilbage. I 1885 fik han tillige brugsretten til Sønderborg Slot og Augustenborg Slot af den preussiske stat.
Den danske stat købte tre slotte
Efter at Nordslesvig kom til Danmark indvilligede den danske stat at købe de tre slotte en gang for alle. Det var også en måde at slippe af med Augustenborgerne, der gjorde krav på Kronen.
Til kongens store irritation var Helena gået aktiv ind i dette på Augustenborgernes side.
Helena havde købt Augustenborg Slot
Hun brugte bl.a. en stråmand til at købe Augustenborg Slot tilbage til hendes tyske familie. Og ved fredsforhandlingerne i Versailles optrådte Ernst Günther på tyskernes side.
Kongen forsøgte at tvinge Helena fra handlen. Han forbød hende at tage til Tyskland for at tale med Ernst Günther. Hun ville ikke tage handlen tilbage og rejste trods kongen til Tyskland på hendes tyske pas.
Først efter en overenskomst mellem den danske og den tyske regering blev hun nærmest ”frataget” handlen. Dette var med til at forstærke modsætningsforholdene med kongen.
Sympatier for Nazi – Tyskland
For under besættelsen kunne hun ikke skjule hendes sympati for Nazi – Tyskland. Hun havde en venskabelig indstilling til højtstående værnemagtsofficerer, der ofte kom til selskaber i hendes hjem.
Medlemmer af den danske modstandsbevægelse kaldte hende:
Hun foreslog at nazister skulle med i regering
Hendes sønner brød også med hende. Ifølge Stockholmlisten på Bovrup-kartoteket skaffede hun sig adgang til danske nazi – kredse gennem Ebba Rigmor Lerche. Hun søgte i 1942 med Højgaard – kredsen at overtale sin svigersøn Prins Knud til at foreslå kongen at lade nazister indgå i regeringen.
Helena rejste med flyvemaskine
Hun kunne som kongelig ikke stilles til regnskab i det almindelige retssystem. Hun måtte lide den tort at blive midlertidig landsforvist. Det skete i henhold til en sjælden anvendt paragraf i kongeloven, som tillægger kongen ansvaret for hustugten i kongehuset. Hun blev sendt til slægtninge på Glücksborg. Og dette skete den 30. maj 1945. i kongens dagbog stod anført:
Åbenbart er Helena også blevet diskuteret den 7. september 1946, hvor kongen noterede følgende i sin dagbog:
Tilsyneladende blev der ikke truffet nogen afgørelse. Harald ville naturligvis gerne have sin ægtefælle hjem.
Kongen trak udvisningen tilbage
Først da Prins Harald i begyndelsen af 1947 blev alvorlig syg gav kongen efter. Den 5. februar 1947 ophævede han udvisningen. Harald døde to år efter.
Hendes tilbagevenden var ikke en dans på roser. Hun var jo nærmest anbragt her i en slags husarrest. For at få en snak med folk tilbød hun vejarbejderne på gaden cigaretter. Og når hun skulle besøge hendes mand på Bispebjerg Hospital, blev hun ledsaget af en politipatrulje.
På et tidspunkt havde de 10 – 11 hunde. Når de slap ud på gaden, måtte alle ude at lede.
Den yngste datter grevinde Castell boede i Berlin. Hun mistede sin mand under krigen og flygtede med hendes to børn til Danmark, hvor de en overgang boede på Svanemøllevej.
Den ældste datter Feodora kom også til Danmark med sin mand og to sønner. De måtte flygte, da russerne rykkede frem. De flyttede senere tilbage til Tyskland.
Helene levede en meget tilbagetrukken tilværelse til hendes død i 1962.
Prinsesse Sophie af Grækenland/Danmark
Hun var den yngste datter af Prins Andreas af Grækenland og Prinsesse Alice af Battenberg. Hun var gift to gange med tyske prinser. Først med Prins Christoph af Hessen i 1930 og efter dennes død med Prins Georg Vilhelm af Hannover i 1946.
Hun tilhørte Huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og var storesøster til den britiske prinsgemal Prins Philip af Edingburgh.
Sophie fik sin titel som ”Prinsesse af Danmark”, fordi hun er tipoldebarn af Christian den Niende. Hun døde 87 år gammel i Tyskland i 2001.
Hun syntes at Hitler var charmerende og kunne lide hans ideer
Hun spiller en central rolle i en dokumentar af Sophies bror, den britiske Prins Philip. I hendes dagbog skulle prinsesse Sophie beskrive Hitler som imponerende efter at have mødt ham ved flere lejligheder før han kom til magten i 1930’erne:
I dokumentaren kan man høre prinsesse Sophies søn læse op af dagbogen. Sønnen Prins Rainer von Hessen kom fra Prinsesse Sophies første ægteskab. Manden var en højtstående SS – officer, der blev dræbt under Anden Verdenskrig.
Dokumentarfilmen viser desuden fotografier, der dokumenterer prinsesse Sophies forhold til fremtrædende nazister i 1930’erne.
Hun var med til Görings bryllup
Hun deltog blandt andet til Herman Gørings bryllup i 1935, hvor hun sad til bords med selveste Adolf Hitler. På det tidspunkt havde Adolf Hitler taget magten i Tyskland.
Hitler var meget begejstret for hendes måde at konversere på.
Prinsesse Sophie af Grækenland og Danmark havde tre søstre. To af dem var lige som Prinsesse Sophie gift med adelige tyske mænd, der havde fremtrædende poster i det nazistiske styre i Tyskland.
Kronprins Olav
Kronprins Olav betroede sig i et brev til Prinsen af Wales, at et snævert forhold til Tyskland var den eneste løsning. I bogen ”Æresordet” hævder forfatteren Bomann – Larsen at den folkekære kong Olav i sin kronprins-tid i 1930’erne flere gange slog til lyd for, at de allierede skulle tage det nazi – styrede Tyskland ind i varmen.
Ønskede at England skulle forhandle med tyskerne
Og så var det, at han i december 1935, da han følte at situationen var så presset, at han skrev til sin fætter og tronfølgerkollega, Prinsen af Wales. Norges kronprins øjnede mulighederne for at skaffe fred i Europa. Han ville have at englænderne skulle forhandle med tyskerne.
Da England og Frankrig ofrede Etiopien
I tiden før kronprins Olav satte sig ned bag skrivebordet på Skaugum seks dage før juleaften 1935 herskede der stor usikkerhed i et splittet Europa. Det fascistiske Italien under ledelse af Benito Mussolini havde invaderet Etiopien og dennes leder Haile Selassie måtte flygte fra landet. Han appellerede til Folkeforbundet (senere FN). Alle medlemsstater fordømte det italienske angreb.
Men fransk presse afslørede at England og Frankrig ville hellere ofre etiopiernes folkeret end at bryde samarbejdet med deres europæiske partner Italien i kampen mod Hitler. Italien var en af garantierne for opretholdelsen af freden i Europa.
Et brev til Georg den Sjette
I 1939 skriver kronprins Olav et nyt brev til englænderne. Denne gang til Georg den Sjette. Igen appellerer han til at englænderne om at forhandle med Tyskland under Adolf Hitler’ s ledelse for at sikre fred i Europa.
I mellemtiden havde Hitler iværksat de racistiske Nürnberg-love, der indledte jødeforfølgelsen. På det tidspunkt havde Hitler også gennemført ”Krystalnatten” mellem den 9. og 10. november 1938. Her blev flere hundrede jøder dræbt og cirka 300 synagoger brændt. 7.500 jødisk – ejede butikker blev vandaliseret.
I 1940 valgte Olav at blive i landet. Han mente at kunne tjene landet og sikre det norske monarki.
Olav havde en solid militæruddannelse
Nogle historikere hævder, at det var tale om en fejlvurdering i en vanskelig situation. Andre mener, at det var en naiv tankegang. Andre igen mente, at han ingen erfaring havde som statsmand. Haakon ville under ingen omstændigheder forhandle med tyskerne.
Men Olav havde fået en solid militæruddannelse.
Egenrådig politisk linje
Olav var bange for den røde fare. Det var kendt. Men det er tydeligt, at det var en klar splittelse mellem kong Haakon og kronprins Olav. Det mest opsigtsvækkende var dog, at han drev en egenrådig politisk linje som hverken kongen eller regeringen kunne stå inde for.
Det Svenske Kongehus
Det svenske kongehus var pro-tyske under Anden Verdenskrig. Og ikke kun dem. Store dele af den herskende elite troede på tysk sejr. Den svenske neutralitetspolitik var en løgn, fortæller Staffan Thorsell i bogen ”Mein lieber Reichskanzler”.
Tillykke med sejrene Herr Reichskanzler
Svenskerne var gennemgående pro-tyske og nærede endda pro-nazistiske følelser og støttede både i ord og gerning den nazistiske politik og ideologi.
Det var den svenske konge Gustav den Femte der i 1941 sendte et brev til Adolf Hitler og gratulerede med nazisternes sejre på østfronten. Han indledte brevet med ”Mein lieber Reichskanzler”.
Sibylla mødte frem med kaffe og chokolade
Da sårede tyske soldater skulle hjemtransporternes fra østfronten i 1941 foregik det med tog gennem Sverige. Den nuværende konges mor, prinsesse Sibylla mødte personligt op med kaffe og chokolade for at sørge for de tyske helte.
Da nordmændene kæmpede tappert op i Nordnorge fik tyskerne lav til at køre forstærkninger op gennem Sverige.
Den svenske elite havde mange kontakter med nazistiske spidser som Hermann Göring , Adolf Hitler og Heinrich Himmler. Sveriges ærkebiskop var gennem sine tyske forbindelser velinformeret om jødeforfølgelser men valgte at tie om disse. Selv da han var en af de første i 1942 blevet grundigt informeret af den berlinske biskop med det formål at fortælle verden om folkemordet, valgte han tavsheden.
Svenskerne opfordrede til at kæmpe på tysk side
Den svenske hær var inficeret af pro-tyske følelser, så da den svenske øverstbefalende erfarede, at tyskerne sandsynligvis ville tabe krigen, var han nær ved at græde.
Chaplins antinazistiske film ”Diktatoren” var forbudt af censuren i Sverige, men man viste den nazistiske propagandafilm ”Sejr i Vest”.
Lige som danskerne – venlige over for tyskerne
Sveriges neutralitetspolitik omfattede også eksport til nazisterne og andre decideret tyskvenlige handlinger. Sveriges militære øverstbefalende forsøgte så sent som i 1941 at få frivillige svenske officerer til at deltage i krigen på tysk side.
Også den førende familie Wallenberg fik store kontrakter gennem nazisterne. Men endnu den dag i dag er familiens arkiver lukket for offentligheden.
Svenskerne gjorde lige som Danmark. De var venligsindet over for tyskerne. Det svenske argument var, at det blev man nødt til for at overleve i Europa i 1930 og 1940.
Kongen forblev venligsindet
Gustav den Femtes brev afslører ham ikke som ideologisk nazist, men måske bare et udtryk for tidens ønske om at besejre den fælles bolsjevikiske fjende. Men selv da kongen fik kendskab til nazisternes folkemord på jøderne påvirkede det ikke hans venlige adfærd over for nazisternes repræsentanter.
Svenskerne mener ikke, de har gjort noget forkert
Førende historikere og medier fastholdt dog illusionen om den sobre svenske neutralitet. Så sent som i 2005 sagde Sveriges statsminister, Göran Persson:
Lige som i Danmark er også vigtige arkiver i Sverige lukket. Således også dele af de kongelige arkivalier. Det er ikke særlig populært at sige, at den svenske neutralitetspolitik hvilede på pro-tysk grundholdning.
Kongefamilien og den svenske hærledelse har ved flere lejligheder vist dyb beundring for Hitler og ledende nazister. Den livlige handel med Tyskland gavnede såvel det nazistiske regime og den svenske industri.
Svenskerne blev mere negative over for tyskerne
Den svenske tilpasning til Tyskland kulminerede allerede i sommeren 1941 med den såkaldte midsommerkrise om transitering af tyske soldater østpå, samtidig med at Hitler indledte sit angreb på Sovjetunionen. Derefter blev Sverige gradvist mere henholdende eller direkte negativ over for tyske krav. De kom jo også til at spille en positiv rolle for den danske modstandsbevægelse og som flugtland for de danske jøder i efteråret 1943.
Svenskerne fortsatte dog lige som Danmark med i stigende grad at eksportere til Tyskland.
Edward den Ottende
To kongelige børn og kongelige voksne heilede
Et filmklip på 18 sekunder har i den grad vakt røre i England. Normalt skal kongelige personer ikke gøre rede for, hvad de foretager sig i parken uden for Balmoral Castle. To små prinsesser på tre og seks år kan vel heller ikke lastes for at gøre nazi – hilsen, selv om den ældste senere blev britisk dronning.
Men de samme regler kan ikke gælde for de to voksne, der førte an i legen i det over 80 år gamle filmklip. Og det var Dronning Elisabeths mor og onkel, den senere Edward den Ottende, der førte an.
Dronningemoderen havde – som store dele af kongehuset og den britiske overklasse ellers klare nazi – sympatier i 1933 eller 1934, da disse optagelser blev gjort.
Men mon ikke det var onkel Edward, der førte an?
Afsky fra nazismen fra start til slut
Både Dronning Elisabeth den Anden og hendes mor, Qeen Mother betragtes som patriotiske helte, der havde stor del i den endelige sejr over Nazi-Tyskland på grund af den store moralske støtte – ikke mindst under Blizen mod England i 1940, hvor kongefamilien nægtede at forlade Buckingham Palace i London, der blev bombet ni gange. De hjalp også til med at rydde op i gaderne.
Bemærkelsesmæssigt er det vel af Qeen Mother som 33 – årig tilsyneladende lavede en heil – hilsen samme år som Hitler kom til magten. Hun var en højt respekteret dronning, der døde 102 år gammel i 2002.
Historikere har derfor også anført, at de to var total standhaftige i deres afsky for nazismen fra start til slut.
Lukkethed hos de kongelige
Var alt gået efter planerne var det 17 sekunders videoklip aldrig nået ud til offentligheden. Klippet ligger i de royale arkiver. Og det var bladet The Sun, der offentliggjorde det. Og The Sun vil ikke fortælle, hvordan de har fået fat i arkivet. Men afsløringen har skabt debat om, hvad der ellers ligger her af afsløringer.
Lukketheden omkring kongehusets historie er nemlig en skændsel mod demokratiet, lyder det i kølvandet på avisens opsigtsvækkende historie. De kongelige er meget bekymret over, hvad der kommer frem. Så meget er sikkert blevet ødelagt eller ”bortkommet”.
Politiefterforskning i gang
Dronning Elisabeth den Anden citeres fra kilder i Buckingham Palace for at finde lækket af videoen for ”gustent”. Mest stødt er hun over, at hendes mor skal trækkes igennem mediemaskinen, fortæller royale kilder til Sunday Mirror. Hun vil vide hvem der har gjort det.
Politiet er åbenbart i gang med efterforskningen. Videoen er frit tilgængelig på Youtube . Buckingham Palace’ advokater vil også se på om The Sun og Daily Mirror som begge har optagelserne på deres hjemmesider har brudt ophavsretten og dermed begået lovbrud.
”En charmerende vellystig idiot”
Mange af de politiske ledere var glade for at komme af med den unge konge og hans højst tvivlsomme politiske synspunkter. Britiske historikere er ikke i tvivl om at kong Edwards naivitet og svaghed for nazisterne kunne have fået alvorlige storpolitiske konsekvenser.
Peter Preston i The Guardian kaldte Edward for:
Edward udgjorde et sikkerhedsmæssigt problem
Edward blev konge i 1936 men abdicerede samme år. Han var kun konge i 325 dage. Han viste sig at være utålmodig anlagt og ignorerede ved flere lejligheder den etablerede hofprotokol og diverse konventioner.
Den officielle forklaring er, at han giftede sig med den fraskilte amerikaner og nazisympatisør Wallis Simpson. Da kongen også var kirkens overhoved, kunne man ikke både være konge af England og være gift med en fraskilt.
Men åbenbart var forklaringen en anden. Det handlede om landets sikkerhed. Man var klar over, at han havde tætte relationer til Nazi – Tyskland. Og åbenbart var der efter krigen sluppet dokumenter ud, der viser planer om at genindsætte Edward som konge i Storbritannien efter en sejr over England. Noget tyder på at hans interesse for nazismen var større end, man gerne vil have frem.
Et protysk netværk
Edward var en del af et protysk netværk, hvis ledende medlem var Charles Edward Hertug af Coburg. Denne var overbevist nazist og blevet brugt til britiske forhandlinger med Hitler. Han var barnebarn af dronning Victoria. Man skal lige huske at dele af det engelske kongehus var af tysk afstamning. Således var han født og opvokset i Tyskland. Efter Første Verdenskrig var han stærkt nationalistisk og højreorienteret. Han var med til at finansiere antidemokratiske terrorgrupper i 1920’erne.
I 1930’erne havde Charles Edward en række kontakter i London, hvor han benyttede sig af sin søster grevinde Alice af Athlone, der var dronning Marys svigerinde. Denne forbindelse skabte nær kontakt med hertugen af Winsor.
Disse to drømte om en fælles tysk-britisk alliance. Ifølge Sovjetisk efterretningsvæsen var tanken at den engelske regering skulle slutte fred med Tyskland og sammen vende sig mod Sovjetunionen.
Edward: Krigen skyldes Jøderne, de røde og Udenrigsministeriet
Disse rapporters sandhedsværdi skal nok tages med en gran salt. I et spansk arkiv fandt Karina Urbach (Se Kilde) dokumentation for, at hertugen af Windsor nærede stærke antisemitiske holdninger, der flugtede med nazisterne. Han har ifølge en spansk kilde sagt, at krigen skyldtes:
Ifølge kilden havde hertugen sagt, at et effektivt tysk bombardement af Storbritannien kunne tvinge briterne til en fornuftig fred.
Oplysningerne har Karina Urbach stykket sammen fra udenlandske arkiver. Hun har ikke fået adgang til de britiske arkiver.
Skulle gøres til konge igen af Hitler
Efter at være gået af som konge og gift med Wallis Simpson blev de udnævnt som hertug og hertuginde af Windsor.
Roy Jenkins har anført, at hvis Edward den Ottende ikke havde abdiceret kunne Churchill i 1940 have fået den pligt at internere sin egen konge. Det ville i den grad have hæmmet Churchill.
Rygterne gik på, at hvis Hitler erobrede England, så skulle Edward tilbage på tronen. Hitler ville bruge ham lige som Quisling i Norge. Men invasionen kom aldrig
Men egentlig findes der ikke noget bevis for, at Edward drev nogen form for landsforræderi eller nogen form for strafbar virksomhed. Historikere kan ikke få adgang til personlige papirer. Men åbenbart er det så alligevel lykkedes at skaffe beviser i udenlandske arkiver
Den over 100 år gamle dronningemoder var gift med Edwards bror som efter hans fratrædelse kom på tronen som Georg den Sjette.
Kongen var glad som et barn
Efter engelsk lov er de papirer, som historikere gerne vil have fat i hemmelighedsstemplet indtil 2037. Og det er papirer fra Edwards personlige advokat Sir Walter Monckton.
Dronning Elisabeths far, som var Edward den Ottendes efterfølger og som blev kaldt George den Sjette var en varm tilhænger af Chamberlains eftergivelses – politik. Kongen var glad som et barn, skriver udenrigsminister Lord Hallifax om forsoningsmøderne mellem Storbritannien og Nazi – Tyskland i 1930’erne.
Guvernør af Bahamas – så var han gemt af vejen
Edward besøgte Hitler i hans bjerghytte i slutningen af 1930’erne. Han blev ved med at være fan af ham så sent som i 1970 selv efter afsløringerne af Holocaust. Parret blev også fotograferet med Hitler i München i 1937.
Efter en kort periode ved fronten blev Edward udnævnt som guvernør over Bahamas. Så var han gemt af vejen. Men ellers opholdt Edward og Wallis sig resten af deres liv i Frankrig. I 1972 døde han i Paris.
Prins Philip havde ingen sympatier
Dokumentaren om Prinsesse Sophies storebror Prins Phillip, der senere blev gift med Dronning Elisabeth den Anden viser også Prinsens deltagelse i sin søsters, Ceciles begravelse i Tyskland i 1937 efter hun var død i et flystyrt. Her er Philip omgivet af en masse nazi – tilhængere.
Dokumentaren bidrager dog ikke med oplysninger, om at prinsen skulle have haft nazi – sympatier af nogen art. Han kæmpede dog også heroisk mod nazisterne under Anden Verdenskrig.
Kilde:
Maj 8, 2020
Røde Kors med brun fortid
Bliver fortiden forskønnet? Røde Kors hjalp aktivt, hvor de ikke skulle have hjulpet. Paven vidste besked. Er det noget sludder? 29. sept. 1943 – 3t vigtigt møde. Jøderne skulle deponeres. Et ”interessant” forslag fra Røde Kors. Dårlige relationer til forvaltningschefer. Højkommissær i Folkeforbundet. En positiv holdning til nazismen. Rosting burde have været neutral. Flere nazistiske synspunkter. På en speciel ministerliste. Dansk Røde Kors protesterede ikke. Ingen ordrer – tak. De røde enker kunne ikke få hjælp i begyndelsen. Kommunister kunne ikke hjælpes. Røde Kors kørte selv til lejrene. Best fik aftale med Eichmann. Socialministeriet gik uden om Røde Kors. Det danske Hjælpekorps hjemførte syge indsatte. Åndelig værnemageri. Han blev kaldt landsforræder. En god dansk mand. Udrensning i Røde Kors. Nølende og frygtsom. Han gik over stregen.
Bliver fortiden forskønnet
Det er så mange, der ikke har rent mel i posen, når det gælder krigens tid. Det er ting, man helst skal holde mund med. Og det gælder også Røde Kors. Jo de gjorde skam også meget godt under krigen. Ingen tvivl om det.
International Røde Kors undlod at hjælpe forfulgte jøder. I 1997 mundede en undersøgelse af International Røde Kors ud i en formel undskyldning og beklagelse af organisationens ringe indsats.
Der er dokumenteret generelt svigt og endda hemmeligholdelse af oplysninger om jødernes skæbne.
Det er også til stadighed påstande om, at Dansk Røde Kors under krigen samarbejdede med nazister og undlod at hjælpe nødstedte. Men trangen til at forskønne fortiden og slette fortidens moralske svigt eksisterer endnu.
Røde Kors hjalp aktivt
Vi har i tidligere artikler godtgjort, at Vatikanet hjalp topnazister på flugt. De udstedte falske id – papirer. Også Røde Kors støttede aktivt nazi-forbrydere på flugt fra retfærdigheden. Blandt de prominente, der fik hjælp af Røde Kors og/eller Vatikanet var Adolf Eichmann og Josef Mengele, der begge ikke havde held til at flygte til Sydamerika efter Det Tredje Riges sammenbrud i 1945.
I bogen The Real Odessa beskyldes den katolske kirke, den schweiziske regering og Røde Kors for at assistere argentinerne med at få så mange tyskere ført over til Argentina som muligt.
Paven vidste besked
Det har længe været et stridsspørgsmål om pave Pius kendte til forholdene i KZ – lejrene. Men ny forskning har vist, at det var en passiv pave, der udmærket vidste, hvad der foregik. Han har forsvaret sig med, at han ikke uden videre kunne sige tingene rent ud, så ville nazisterne hævne sig.
Som led i striden publicerede Vatikanet et 11 bind stort værk, der skulle påvise pavens uskyld. Men den 27. september 1942 afleverede en amerikansk diplomat en hemmelig rapport om massemord på jøder i ghettoen i Warszawa. Rapporten indeholdt oplysning om, at 100.000 jøder var blevet myrdet i ghettoen i den polske by og at yderligere 50.000 var myrdet i Lemberg.
Rapporten kom fra jødiske kilder i Schweiz. Den amerikanske regering ønskede et svar fra Vatikanet om man kunne bekræfte disse oplysninger og deltage i aktioner for at gøre Verden opmærksom på tragedien.
Paven skrev tilbage, at han ikke kunne, bekræftede jødiske kilders oplysning. Ifølge forskere skyldes dette svar, at en kardinal i en skrivelse til paven havde advaret ham mod at tro de jødiske oplysninger, fordi jøderne altid overdrev. Dette dokument er ikke omtalt i de 11 bind som Vatikanet udgav.
Forskerne har også i Vatikanets arkiv fundet tre fotografier, der viste KZ – fangere hvis lig var spredt ud over en stor massegrav. Vatikanet havde fået disse fra jødiske kilder i Schweiz.
Er det noget sludder?
Jo Den Katolske Kirke var også ret aktiv. Røde Kors var behjælpelige med at transportere gamle nazister og grænsen til Danmark i ambulancer efter krigen. Det hævdes i bogen The Real Odessa. På det tidspunkt ville de danske myndigheder bevare et godt forhold til Argentina, så de trykkede måske et øje i nu og da.
Men sådan noget havde vi da ellers ikke i Danmark? Vi hjalp da med Røde Kors pakker, så var er det for noget sludder du skriver! Og Røde Kors hjalp med De Hvide Busser, så hold da helt op!
Onsdag den 29. september 1943 var der et vigtigt møde i Udenrigsministeriet. Departementschef Svenningsen havde en kedelig meddelelse. Der var vedvarende rygter om, at heljøder ville blive arresteret og deponeret til Polen.
Jøderne skulle deponeres
Eivind Larsen fra Justitsministeriet havde et forslag, at man kunne deponere jøderne her i landet. Dette tilbud skulle man give tyskerne.
Samme aften havde Werner Best sendt et telegram til Berlin. Han var om formiddagen blevet opsøgt af Helmer Rosting, der præsenterede som direktør for Dansk Røde Kors og som en person, der havde været Folkeforbunds-kommissær i Danzig. Han var også kendt som en af Det tredje Riges mest pålidelige venner. Han havde et interessant bidrag med sig.
Et ”Interessant” forslag fra Røde Kors – chefen
Siden 29. august var officerer og værnepligtige blevet tilbageholdt på kasserne. Rostings forslag gik ud på at løslade soldaterne og spærre de danske jøder ind på de kaserner. Man kunne jo også for hver sabotagehandling sende 50 eller 100 jøder syd på, foreslog Røde Kors – direktøren. Dette ville sabotørerne tage hensyn til.
Det hører så med til historien at Rostings ”interessant” forslag blev lagt i skuffen. Det samme var tilfældet med Eivind Larsens forslag.
Dårlige relationer til forvaltningschefer
Tre uger senere havde Rosting sendt en anmodning om at besøge De danske jøder og kommunister på deres ”opholdssteder”. En lignende henvendelse var kommet fra det danske udenrigsministerium.
Rosting fik efterhånden ret dårlige relationer til de forvaltningschefer, der hjalp norske og danske KZ – fanger.
Højkommissær i Folkeforbundet
Han var født i Thisted i 1893. I 1917 tog han teologisk embedseksamen. Dan danske komite af det amerikanske YMCA (KFUM) sendte ham som neutral delegeret til engelske og franske krigsfanger i Tyskland. Og tyske krigsfanger i Frankrig.
Ved våbenstilstanden 1918 og frem til fredsslutningen to år senere overgik han til Røde Kors krigsfangehjælp. Som tak for hans hjælp gav den engelske stat ham et ophold ved Oxford University.
Året efter blev han udnævnt til Folkeforbundets generalsekretariat. I de næste fire år beskæftigede han sig med om baltiske og polske minoritetsspørgsmål. I oktober 1932 fik han stillingen som Folkeforbundets højkommissær for Fristaden Danzig. Dette blev et alvorligt vendepunkt på det personlige plan.
En positiv holdning til nazismen
I sin embedsperiode kom han tæt på nazistiske delegerede og ledende nazistiske embedsmænd i Berlin. Ved hjemkomsten fik han en stilling som fuldmægtig i Udenrigsministeriet.
Det var som om han i disse år fik en meget positiv indstilling til den tyske nationalsocialisme med deres førerprincip.
I oktober 1939 blev han ansat i Røde Kors kontor for krigsramte.
Rosting burde være neutral
Allerede i 1939 havde han i en artikel i tidsskriftet ”Der Norden” angrebet Folkeforbundet. Siden Tysklands og Italiens udtræden i henholdsvis 1933 og 1937 havde forbundet med Rostings ord forvandlet sig til et arnested for intriger, hvor jøder og frimurer hetzede mod fascistiske stater.
Han mente, at det var på tide, at Danmark meldte sig ud af Folkeforbundet.
I forhold til Dansk Røde Kors, hvis hele eksistensgrundlag hvilede på en neutral holdning til inden – og udenrigspolitik, udgjorde Rostings artikel et stort problem. Det var nemlig skrevet efter hans tiltræden som chef/direktør for institutionens krigsfangekontor.
I forbindelse med en indsamling skrev Thorvald Stauning i et brev til Johan Bülow:
Flere nazistiske synspunkter
Den 18. september 1940 fremkom Rosting med en kronik i det nazistiske blad Fædrelandet. Her skrev han bl.a., at Danmark for at fjerne den skamløse kapitulation den 9. april nu kunne give sig under førerstatens idealer.
I 1940 havde Scavenius en ide om at knytte Rosting til udenrigstjenesten, man han trak dog hurtig følehornene til sig.
Han var trådt frem som en ubetinget sympatisør af Nazi – Tyskland. Han gik ind for en omdannelse af den danske regering i nazismens ånd.
På nazistisk ministerliste
Den 13. september 1940 blev der udarbejdet en liste af Jørgen Sehested. Her figurerede Rosting på en nazistisk ministerliste. Her stod han til at få en udenrigsminister – post.
Det var ikke den eneste gang. To år efter under den såkaldte telegramkrise stod han atter på en ministerliste, denne gang som kirkeminister.
Dansk Røde Kors var velvidende om disse ting. Og Rosting truede endda med at tage sin afsked. Men organisationen ville ikke slippe ham. I Norge var Røde Kors blevet nazificeret og blevet frataget retten til at sende pakker til landets KZ – fanger.
Dansk Røde Kors protesterede ikke
Ca. 6.100 danskere var blevet deponeret syd på. Og jødeaktionen natten mellem den 1. og 2. oktober gav også anledning til at en masse danske foreninger og organisationer protesterede over for Werner Best. Men man savner en protest fra Dansk Røde Kors.
Fra og med deportationerne til KZ – lejrene fremstod Helmer Rosting som den vigtigste mand i Dansk Røde Kors. Hans kontor udviklede sig til en central for pakke – og brevforsendelse. Men det skulle dog gå lang tid før man i Socialministeriet fandt ud af, at Rosting ikke var nogen nem samarbejdspartner.
Han brød sig ikke om ordrer andre steder fra
Problemet var dobbelt. Han brød sig ikke om ordrer fra anden side. Og så var han for ærekær. Hans tolkning af Røde Kors mandat var i situationen uhensigtsmæssig. Formentlig har man gjort sig sine tanker om rækkevidden for hans sympatier for det nye Tyskland.
De Røde Enker fik ingen hjælp i begyndelsen
Straks efter at kommunisterne var sendt til Stutthof opsøgte en delegation af deres koner, kærester og mødre Dagmarhus, Dansk Røde Kors, Vareforsyningsdirektoratet og Socialministeriet.
De anede ikke, hvor mændene var sendt hen og vidste ikke, hvordan de skulle tackle situationen. På Dagmarhus havde Karl Heinz Hoffmann afleveret en lille duplikeret seddel, hvor der stod:
Kommunister kunne ikke hjælpes
I Røde Kors gav Helmer Rosting den korte besked, at kommunister kunne man ikke hjælpe, da de ikke var krigsfanger.
Jo det var ”De Røde Enker” der var i gang. De forstod ikke afvisningen hos Røde Kors. Deres motto var jo ellers:
Heller ikke mødet hos Vareforsyningsdirektoratet var særlig positivt. Her fik de udleveret et skema til forsendelse af en standardpakke til danske arbejdere i Tyskland. Men departementschef H.H. Koch i Socialministeriet tog affære.
Ret hurtigt fandt kvinderne ud af, at mændene havde brug for mad og tøj. Fra Socialministeriet ringede Kochs nære medarbejder til udenrigsministeriet. Med hensyn til tøj blev han henvist til Dansk Røde Kors.
Røde Kors kørte selv ned til lejrene
Her fortalte Rosting, at han var blevet opsøgt af ”nogle kommunistiske hustruer”. Hustruerne kunne aflevere tøjet til Røde Kors, så ville de sende det videre. Men fra Socialministeriet synes man ikke at man var særlig samarbejdsvillig.
Rosting følte at armen var vredet om på ham. Han mente ikke, at der skulle gøres forskel på almindelige Tysklands – arbejdere og de indsatte i Stutthof. Røde kors havde slet ikke sat sig ind i, hvad et ophold Arbeitslager Stutthof egentlig bestod i.
Stutthof – komiteen ønskede den dyre forsendelse som postpakke. Men Røde Kors ville bruge den tyske jernbane. Frem til efteråret foregik forsendelserne ad vante kanaler med skib og jernbane- Men som infrastrukturen blev mere upålidelig, kørte Røde Kors selv ned til lejrene.
I Dansk Røde Kors’ hovedkvarter i Det Gule Palæ var op til 100 frivillige kvinder beskæftiget med pakkearbejdet. I takt med de fortsatte interneringer sprængtes rammerne og lokaler i nærheden måtte tages i brug. Hjælpen til politiet fik en egen afdeling i den gamle Metropolitanskole ved Frue Plads.
Best fik aftale med Eichmann
Den 2. november 1943 var Adolf Eichmann i København for at finde ud af, hvorfor jødeaktionen var slået fejl. Mødet med Best fik et overraskende resultat. Jøder over 60 år skulle ikke anholdes. Og dem, der var sendt til Theresienstadt som var over 60 år skulle sendes tilbage til Danmark. Så skulle repræsentanter i nær fremtid besøge dem.
Det viste sig, at de danske jøder ikke måtte modtage madvarer fra Danmark. Ifølge den officielle begrundelse var det fordi, at de i så fald ville opnå alt for store fordele frem for andre nationaliteter. Og for det andet så manglede man intet i lejren!
Socialministeriet gik uden om Røde Kors
Socialministeriet valgte nu at gå helt uden om Røde Kors og Gestapo. Man valgte Illegale Præsters uofficielle Forening og engagerede en speditør til at klare pakkeforsendelserne. Og dette fungerede fint.
Efter adskillige udsættelser var mødet i Theresienstadt planlagt til den 23. juni 1944. Tysk Røde Kors havde været der året forinden og fundet forholdende gruopvækkende. Rosting blev forbigået. Årsagen kendes ikke. Men udenrigs – og Socialministeriet havde opdaget hans negativitet til pakkeforsendelserne.
Besøget blev en succes for Himmler. Delegationen havde fået et fint indtryk af forholdene.
Det var fortsat Socialministeriet, der stod for alle udgifter. Røde Kors nægtede også at sende pakker til de statsløse jøder. Egentlig havde man overvejet at sætte Røde Kors helt fra bestillingen med at sende pakker. Men tyskerne mente, at det skulle man nok vente med. Og det gjorde man så og valgte andre muligheder.
Røde Kors udførte mirakler uden om Rosting
Men uafhængig af Rosting arbejdede Røde Kors’ Transportkontor under H.O. Hansen på højtryk. Staben af chauffører kørte næsten i pendulfart mellem København og Neuengamme. Den direkte lastbiltrafik blev foretrukket. Næsten konstant blev de angrebet af allierede fly. Det røde kors gjorde åbenbart ingen forskel. Chaufførerne afleverede en rejserapport til Socialministeriet for hver tur.
Holger Funder var en af de mange Røde Kors – folk, der også udførte små mirakler under og efter Anden Verdenskrig.
Socialministeriet oprettede også en kørselsafdeling.
Hjemførte syge indsatte
Sidst på året 1944 lykkedes det for Udenrigsministeriet at få tilladelse til at hjemføre 200 syge politibetjente fra Buchenwald. Også andre kategorier af syge blev hjemtaget. Det var vel ca. 600 stykker. Det foregik med ”Det Danske Hjælpekorps” organiseret af Socialministeriet og Statens Seruminstitut.
Fra marts 1945 startede den meget omtalte Bernadotte – ekspedition med hvide svenske Røde Kors busser. På svensk forlangende havde Det danske Hjælpekorps og Bernadotte – ekspeditionen ingen samarbejde. Det skete først en måned efter grundet interne problemer i Bernadotte – ekspeditionen.
”Åndelig værnemageri”
Frihedsrådet havde nedsat et arrestationsudvalg. Man kiggede på dem, der skulle fængsles under mistanke for at have udøvet landsskadelig virksomhed. Man fremstillede det såkaldte Centralkartotek. 21.000 stod på denne liste herunder Helmer Rosting.
Det indsamlede materiale om den danske Røde Kors direktør var ikke særlig omfattende og næppe særlig belastende. Røde Kors kaldte det i en pressemeddelelse for ”Åndelig værnemageri”.
Han havde en intim tilknytning til nazipartiet, var illegalt medlem af samme. Han havde været foreslået som medlem af præsidiet for Schalburgfonden.
Han var også medarbejder på Fædrelandet. Oplysningerne på seks kartotekskort var hovedsagelig hentet i Bovrup – kartoteket. Til kartoteket hørte også et arkiv med såkaldte K – sager. Dette var måske årsag til, at han var arresteret to gange – den 5. maj og den 7. maj.
Han blev kaldt for landsforræder
Et illegalt flyveblad fra januar 1945 ”Åbent brev fra Patrioten” opfordrede organisationen til at fyre direktøren:
Fra forskellig side anklagede man Rosting for manglende initiativ og bange for at træde tyskerne over tæerne.
”En god dansk mand”
Efter to anholdelser fik han nervesammenbrud og blev indlagt på Kommunehospitalet. Efter opfordring fra Social – og Udenrigsministeriet overtog Eigil Juel Henningsen samme dag Rostings funktioner. Den 28. juni begik Helmer Rosting selvmord.
Dagen efter var det hovedbestyrelsesmøde i Dansk Røde Kors. Her udtalte formanden, kommandørkaptajn Karl Hammerich:
Denne bedømmelse lå nu langt fra H.H. Koch og Juel Henningsens opfattelse.
En uge i forvejen havde lederen af Centralkartoteket, Carsten Høeg bedt formanden for Røde Kors Århus afdelingen, bryggeridirektør B. Kjær om en redegørelse.
Afdelingsformand i Århus blev fyret
Han forklarede, at man nødig henvendte sig til ham. Han forlangte diktatorisk at alt arbejde med danske og tyske myndigheder skulle gå gennem ham. Direktør Rosting var meget ærekær og dette skadede Røde Kors arbejde i provinsen. Hvis myndighederne henvendte sig til Kjær uden om Rosting satte de Kjær i en ubehagelig klemme.
Dette var også årsag til at Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann fyrede Kjær.
Udrensning i Røde Kors
Røde Kors nedsatte i juli en udrensningskommission. Ud af 370 medarbejdere blev 10 sat fra bestillingen. Dansk Røde Kors havde uretmæssigt taget æren for hele fangehjælpen. I den offentlige debat var det indtrykket, at dansk Røde Kors havde samarbejdet med Bernadotte – ekspeditionen. Dette var bl.a. fremført i Røde Kors’ eget tidsskrift. Så sent som i januar 1945 havde Dansk Røde Kors nægtet at påtage sig hjemkørslerne.
Hverken i dansk eller svensk presse kom der en berigtigelse.
Efter besættelsen solidariserede Røde Kors sig med Rosting
I den officielle beretning om indsatsen under krigen fra maj 1946 hedder det:
Beretningen fortsætter med at skamrose Røde Kors for deres arbejde. H.H. Kochs forsøg på at hindre at Dansk Røde Kors skulle løbe med hele æren var ingen succes.
Efter besættelsen valgte Dansk Røde Kors at solidarisere sig med Rosting. Man ville ikke nævne, at den tidligere direktør var yderst modstræbende til at hjælpe det der faldt uden for Røde Kors mandat, bl.a. jøder, kommunister og frihedskæmpere. Man var bange for at Røde Kors ville miste selvstændighed.
Man øjnede ikke chancen for samarbejde
Røde Kors øjnede ikke chancen for at komme i samarbejde med Socialministeriet. men afslog bl.a. at forvalte en halv million kroner ”til særlige formål” dvs. hjælp til jøderne og stå for hjemtransporterne.
Hovedbestyrelsen valgte at bakke Rosting op. De negative Bedømmelser kommer fra Udenrigs – og Socialministeriets journaler. I Røde kors arkiver kan der ikke rigtig hentes noget.
Nølende og frygtsom
Hvilke råderum gav det nationale Røde Kors sig selv i forhold til den politik, der blev afstukket af det internationale Røde Kors i Genève. I hvor stor grad afpassede de begge deres aktionsmuligheder i forhold til Tysk Røde Kors?
Geneve-konventionen fra 1929 omfatter ikke civile fanger, altså fanger sendt i KZ – lejre og fængsler som følge af tro, race, politisk observans eller modstandsaktivitet. Man forholdt sig neutral. Jødeforfølgelsen skræmte. Man forsøgte frygtsom og nølende at bevæge sig på kanten af mandatet.
Kontakten til Nazi – Tyskland foregik via udenrigsministeriet til Gestapo. Denne vej var hæmmende for aktionsmulighederne. Dansk Røde Kors fulgte denne linje der var udstukket fra Geneve. Direkte kontakter til lejrcheferne blev aldrig brugt.
Han gik over stregen
Jo Rosting giv over stregen i september 1943 med sit forslag sabotører for jøder. Han var tyskervenlig uden for det, der var acceptabelt. I maj 1945 var denne grænse papirtyndt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.559 artikler, heraf 313 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:
Maj 5, 2020
Tyskere på Flugt
Forsøg på anmeldelse af John V. Jensen: Tyskere på flugt. En tankevækkende bog. Den anden besættelse. Vi må ikke have medlidenhed. En førerbefaling. På flugt fra russerne. Massakren i Nemmersdorf. Store skibskatastrofer. I begyndelsen – en tålelig tilværelse. De kom først til Sønderjylland. De danske lægers dilemma. Mordet på de danske læger. Lægernes moralske og etiske dilemmaer. Hvordan var det med de tyske børn? De danske myndigheder blev gjort til skurke. Ringe ernæring i begyndelsen. ”danskerne var vrede på os”. Indsat i lejre. Myndighederne var ikke i ligeglade. Skolebøger fra Schweiz. Det havde kostet mange penge. Over 25.000 tyske grave i Danmark. Tyskerne vedligeholder gravene. En dejlig oplysende bog.
En tankevækkende bog
Måske er det gledet ud af folks bevidsthed, men den 5. maj 1945 var der over 250.000 tyske flygtninge i Danmark. I den forbindelse har Århus Universitetsforlag atter udsendt en af deres populære små boger, der netop beskæftiger sig med dette emne.
Forfatteren har valgt personlige beretninger om den dramatiske flugt fra de russiske soldater. Det er en særdeles vigtig bog og godt fortalt. Vi får også et nuanceret syn på lægernes dilemma. Og det er tydeligt at forfatteren har en særdeles stor viden på området.
Bogen er særdeles velskrevet og tankevækkende. Egentlig fylder emnet ikke så meget i de gængse værker om besættelsen og befrielsen. Her på siden har vi dog flere gange beskæftiget os med emnet. Se artikel – listen i slutningen af artiklen.
Den anden besættelse
Museumsdirektøren ved Varde-museerne gør et godt og sobert. Gennem dagbøger, breve og erindringer får vi til tider en række dramatiske fortællinger. Og vi for også en beskrivelse over, hvilke enorme udfordringer de danske myndigheder pludselig stod over for den 5. maj 1945, hvor man skulle tage over efter tyskerne.
De tyske flygtninge var bestemt ikke velkomne af den danske befolkning. Mange kaldte det for ”Den Anden Besættelse”. Det handlede ikke bare om at passe på flygtningene og give dem mad. Man forsøgte også at afnazificere dem. Der var masser af udfordringer. Etiske og moralske dilemmaer var der også masser af.
Vi må ikke have medlidenhed
I marts 1945 skrev det illegale blad ”De Frie Danske”:
Vi får ikke presset en holdning ned over hovedet på os. Vi bliver også sat inde i problematikken omkring de 17.000 flygtningebørns død i Danmark. Dette er så det 33. bind i serien. Vi har tidligere anmeldt flere bøger i denne serie her på siden.
En førerbefaling
Den 12. januar 1945 indledte Den Røde Hær en gigantisk offensiv mod de tyske østgrænser. Det fik Hitler til to dage senere at forlade Wolfschanze i det østlige Polen og rejse til Berlin.
Herfra udgik der den 4. februar en førerbefaling om, at Danmark skal anvendes til midlertidigt ophold for de tyskere, der midlertidig måtte evakueres på grund af situationen i øst. I første omgang talte tyskerne om nogle få tusinde. Men den 5. maj 1945 var der næsten en kvart million, der pludselig blev Danmarks ansvar.
På flugt fra russerne
I bogen hører vi om flygtninge, der måtte drage over is på en flod. Masser af vogne sank i og mange druknede men russiske tropper var lige i hælene. Og i perioder blev de også bombet af russiske jagerfly. Ja de blev også beskudt med maskingeværer. Russisk artilleri lavede store huller i isen.
En far havde givet hendes 13 – årige datter en pistol og sagt, at hun skulle skyde sine søskende og sig selv inden russerne gjorde det. Nu var det vel moderen, der fik pistolen, men hun døde under flugten.
Den 27. januar befriede sovjetiske styrker den stort set tømte Ayschwitz – Bieknau, hvor fangerne var sendt på dødmarch i vestlig retning. I Østpreussen længere mod nord gik fremrykningen lidt langsommere. Den tilbageværende civile befolkning var skræmte ved udsigten til at falde i hænderne på de fremrykkende sovjetiske styrker.
Massakre i Nemmersdorf
Allerede i oktober 1944 havde Den Røde Hær krydset den tyske østgrænse, men angrebet blev slået tilbage. Få dage efter havde tyskerne tilbageerobret området ved landsbyen Nemmersdorf (Majakovskoje). Har fandt de landsbyens beboere myrdet på bestialsk vis og kvinder voldtaget og derefter skudt.
Nemmersdorfs skæbne er stadig omdiskuteret.
Men angrebet i januar 1945 blev en katastrofe for den tyske Værnemagt og førte til store lidelser for civilbefolkningen.
Store skibskatastrofer
Tusinder af flygtninge følte sig lettet, da de kom ombord på den store liner, Wilhelm Gustloff, der tidligere havde fragtet ”Kraft durch Freude – passagerer til blandt andet de norske fjorde. Men den 30. januar 1945 blev skibet ramt af tre russiske torpedoer og gik ned. Man regner med at omkring 9.000 af passagererne omkom.
En anden gigantisk katastrofe var sænkningen af det norske fragtskib Goya, der under tysk flag var på vej til København med flygtninge og sårede soldater. Goya nåede dog aldrig frem med sin menneskelast. Det skønnes at 6.000 var ombord. Den 16. april 1945 blev den sænket af sovjetiske ubåde. Kun 183 blev reddet op af Østersøens kolde vand.
Et tredje forlis fandt sted ved sænkningen af Steuben den 10. februar 1945, hvor 4.000 mennesker omkom.
I begyndelsen – en tålelig tilværelse
Tidligere flygtninge fortæller, at
Men denne tilværelse varede ikke ved.
Departementschef Svenningsen havde ellers meddelt Werner Best, at forudsætningen for, at Danmark ville modtage flygtninge var, at de deporterede 1.458 danske politifolk kom hjem.
Pludselig befandt flygtningene sig i et fremmed land under besættelsesmagtens beskyttelse.
De kom først til Sønderjylland
Den illegale presse kommenterede den nye situation. Den opfordrede til, at de ikke skulle behandles ordentlig. Gjorde man det, ja så var man skyld i landsforræderi.
I begyndelsen kom flygtningene via Flensborg til de sønderjyske byer. Mange blev privatindkvarteret hos Det Tyske Mindretal. Pengene til dette trak tyskerne på den såkaldte clearingskonto i nationalbanken.
De danske lægers dilemma
Vi kommer også ind på de danske lægers dilemma. Var de direkte årsag til en humanitær katastrofe? Afviste de at hjælpe svækkede flygtninge? Forfatteren prøver på at give os klarhed over, hvad der vitterlig skete.
Først var det Frihedsrådets ”Opraab” fra den 21. marts 1945. Her hedder det bl.a.:
Lægeforeningen havde tilkendegivet, at danske læger ville hjælpe med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdomme blandt de østtyske flygtninge indtil 25. marts. Men ikke længere.
De danske læger accepterede dog at tage på sygebesøg efter anmodning. Til gengæld afviste de at overtage det faste lægelige tilsyn med flygtningelejrene.
Mordet på danske læger
Så var det lige mordet på fire unge læger den 20. februar 1945 og den 26. marts på to læger i vejle. Ja alt i alt blev der myrdet 12 danske læger. Dette skabte ikke alene stor harme men også nervøsitet.
Indenrigsministeriet udsendte den 28. marts et cirkulære, hvori det hedder:
Lægernes moralske og etiske rolle
Enhver humanitær handling rettet mod tyskerne kunne betyde offentlig udskamning og beskyldninger om landsforræderi. En tysker er en tysker.
Forfatteren understreger at:
Forfatteren mener, at den efterfølgende debat om lægernes rolle forvrængede historien. Det nærmede sig historieforvanskning, mener han. Nu er det sådan, at forskere og historikere endnu er uenige om lægernes moralske og etiske rolle over for de tyske flygtninge.
Hvordan var det med de tyske børn?
Skyldes den manglende lægehjælp de mange dødsfald? Fra 1. januar 1945 til 30. juni 1945 døde 6.540 tyske børn, mens tallet for 1. juli 1945 til 31. januar 1946 døde 1.319 børn. Nogle mener derfor, at den hårde vinterflugt er skyldig.
Men sammenligner man med Sønderjylland, hvor der var lægehjælp, så var dødeligheden her 2,3 pct. mod 3,3 pct. i det øvrige land.
De hygiejniske forhold var ikke gode alle steder. Der opstod dysenteri og andre epidemiske sygdomme, der var livsfarlige for de mest svækkede børn.
De danske myndigheder blev gjort til skurke
Omkring årsskiftet 1945 – 1946 steg børnedødeligheden i Oksbøllejren På et af lejrens lazaretter var 21 af 24 indlagte børn døde af smitsom tarmbetændelse. Flere tyske kvinder påpegede samtidig på, at raske og sunde børn pludselig døde af hjertestop. En af de tyske læger mente at dårlige boligforhold og mangel på ro spillede ind.
I debatten blev de tyske flygtninge gjort til ofre. Heltene, de danske myndigheder blev gjort til skurke. Vi har tidligere her på siden anmeldt en bog om de tyske flygtninge i Nordslesvig. Den har vi kort omtalt over for. Her var børnedødeligheden også stor, selv om der var lægehjælp.
Ringe ernæring i begyndelse
Situationen ændrede sig voldsomt, da tyskerne kapitulerede den 4. maj. Allerede dagen efter begyndte tyske tropper at forlade Danmark, der nu skulle stå for de i alt 272.000 flygtninge og sårede, der var efterladt.
Efter befrielsen blev madrationerne mindre og de danske myndigheder foretog sig kun det mest nødvendige. Lejrlivet var derfor præget af vis vilkårlighed. I sin dagbog noterede Elisabeth von dem Knesebeck i maj:
Vi ønsker at komme af med dem
Den 21. juni 1945 kunne en avisartikel fortælle, at der hver dag døde 40 flygtninge i København. Nogle førte en ”paradistilværelse”, mens andre levede under trange forhold, hvilket de kunne takke deres egen landsmænd for.
I Storkøbenhavn – oplyste lægen K.F. Meldahl fra Stens Civile Luftværn – var der 55.000 flygtninge i 78 forlægninger. 46 danske læger førte tilsyn med de sanitære forhold, mens 78 tyske læger stod for behandlingerne. Meldahl fortalte at 2.000 tyskere var døde i første måned, især børn og gamle. Journalistens vurdering var at:
Danskerne var vrede på os
Herr Klein var kommet med det sidste skib Orestis, der den 5. maj lagde til i København. Her kom det til at ligge de næste 14 dage. Det fyldt med flygtninge og børn fra Hitlerjugend. De havde intet at spise og de sanitære forhold var katastrofale.
Ja sådan husker Herr Klein det. Han regnede med, at de snart kunne komme hjem igen. Men sådan gik det ikke. I stedet blev de sat på et tog og kørt til Avedørelejren, der med sine 400 soldater og ca. 1.500 flygtninge var en relativ lille lejr.
Børnene fra Hitlerjugend blandede sig ikke med de andre flygtninge. I stedet arbejdede de og sang. Men danskerne forbød deres nazisange.
Nu blev flygtningene sat bag pigtråd
Flygtningene, der hidtil kunne bevæge sig frit rundt, blev nu interneret. Rundt om ved skoler, forsamlingshuse, hoteller m.m. blev der nu spæret af og opstillet vagter. Enhver kontakt med flygtninge blev forbudt. I begyndelsen var det modstandsbevægelsen, der sørgede for at de blev inde for pigtråden. Lokalbefolkningen ønskede deres hoteller, skoler m.m. tilbage.
Indsat i lejre
Briterne forlangte, at flygtningene i hvert fald blev vinteren over i Danmark. Regeringen oprettede en flygtningekommission med den tidligere handels og arbejdsminister Johannes Kjærbøl som leder. Han sagde kort efter sin udnævnelse:
Efterhånden blev flygtningene samlet i en række store lejre, hvoraf den største blev Oksbøl. Man mente efterhånden den efterhånden kunne udvides til at rumme 50.000 flygtninge. På Amager oprettedes Kløvermarkslejr, hvor man efterhånden samlede 18.000 flygtninge.
Myndighederne var ikke ligeglade
I tidligere debatter har man indtryk af, at de danske myndigheder var ligeglade med at så mange flygtningebørn døde. Men ifølge forfatteren havde de danske myndigheder stor interesse i vaccinationsprogrammer og kontrol med epidemiske sygdomme, der let kunne sprede sig til det danske samfund.
Skolebøger fra Schweitz
Den 12. juni 1945 kunne man i landets dagblade læse, at der var 230.000 tyske flygtninge. Og der ville gå 2-3 måneder inden de var ude af landet. Dette blev dog senere afvist af briterne i Danmark.
Man vidste, at børnene havde været genstand for nazistisk propaganda. Derfor begyndte man en stor demokratiserings – proces. Og det var en stor opgave. De tidligere tyske skolebøger var fyldt med nazistisk propaganda. Men man sikrede sig nye skolebøger fra det neutrale Schweiz. Forfatteren citerer den daglige leder i Kløvermarkslejren, Claus Moldt:
Det havde kostet mange penge
Der skulle gå 2 ½ år, inden de sidste flygtninge have forladt Danmark. John V. Jensen konkluderer:
Den samlede regning for de tyske flygtninges ophold i Danmark blev i 1949 opgjort til 428,5 millioner kr. besættelsesmagten havde fra 1940 – 45 brugt 8 milliarder kr.
Danmark fik en erstatning eller kompensation på 160 millioner kroner, da man i 1953 indgik en aftale med den ny vesttyske stat. Herefter blev der sat et punktum.
Over 25.000 tyske grave
Danmark var et forholdsvis fredeligt sted. Det var ikke uden grund at det hed ”Flødeskumsfronten”. Det kan derfor forekomme lidt mærkeligt, at der i Danmark findes 25.100 tyske grave (14.900 civile og 10.250 soldatergrave).
Det skyldes ifølge forfatteren, at Danmark blev betragtet som et sted, hvor man kunne sende svært sårede på rekreation. Det forklarer det høje tal. Kun få hundrede døde i tjenesten her i Danmark. Langt de fleste døde på grund af sygdom, selvmord og ulykker i 1940 – 1945. Interessant er også, at 40 pct. af alle krigsgrave befinder sig i København.
Forfatteren fortæller, at der i 1950’erne var 475 steder, hvor de blev begravet. Det skabte en række problemer. Kremering kunne ikke komme på tale, for dette ville paven ikke tillade.
Tyskere vedligeholder gravene
Man aftalte med de tyske myndigheder, at de jordiske rester kunne flyttes. I dag er det således 35 kirkegårde med tyske grave fra perioden. Det er den tyske organisation Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge, der nu vedligeholder gravene. Men det fungerer ikke lige godt alle steder.
En dejlig oplysende bog
Det er en god og informativ bog. Det er med til at bevare kvaliteten i denne serie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.559 artikler, herunder 312 artikler fra besættelsestiden før/under/efter bl.a.:
Maj 4, 2020
Sommeren 45 – Fra Mismod til Overmod
Dette er et forsøg på at anmelde Per Stig Møllers bog – Sommeren 45 – Fra Mismod til Overmod – Advarsel: Dette er en lang artikel. Vi har udvidet anmeldelsen for at beskrive en interessant periode i Danmarkshistorien fra maj til oktober 1945. Det er en glimrende bog med en fantastisk og informativ historiefortæller. Der er lige et par fejl, som forlaget må rette inden næste oplag. Der er nye oplysninger, forfatteren har kigget i mange kilder, der giver en nuanceret beskrivelse af perioden. Forfatterens holdning skinner igennem, men det gavner oplevelsen. Der er masser af plads til, at du selv kan tage stilling. Bogen kan varmt anbefales.
Gentagelser
Det er en meget interessant bog, vi her har fået fat i. Og det er en eminent fortæller. Vores artikel er nok lidt længere, end man forventer af en anmeldelse. Men det skyldes jo også, at det er en yderst interessant tidsperiode, som han beskriver.
Vi bliver stopfodret med information. Per Stig Møller har brugt et væld af kilder. Man skal nok lige vænne sig til, at man kan få den samme information flere gange. Det kan skyldes, at informationen kan være omtalt i en avis i juni og i august. Det kan være om jødernes hjemkomst, om Frikorps Danmark m.m.
Et par sjuskefejl
Og så er det lige et par sjuskefejl. Frøslevlejrens efterfølger, Fårhuslejren bliver i første omtale kaldt for Faaruplejren. Senere omtale er korrekt. Og så var det ikke Tønders Amtsborgmester, der stod nede ved Kruså grænse og ventede på englænderne. Det var Aabenraas amtsborgmester. Navnet var rigtig nok. Men det var nu i sin egenskab som politiadjudant, at han stod her.
Man kunne måske have nævnt, at modstandsbevægelsen ikke var glad for at han stod der. De så ham helst bag tremmer. De mente, at han havde været for flink over for tyskerne.
Når vi så taler om Fårhuslejren, så bliver det ikke rigtigt omtalt, hvordan de tysksindede blev behandlet. En fængselsinspektør omtaler, at de blev behandlet strengt men retfærdigt.
På side 282 omtales det, at der blev produceret illegale film, som blev solgt til udenlandske tv-stationer for at vise, hvad der foregik i Danmark. Derved tjente man penge til det illegale arbejde. Problemet er bare, at dengang var der ikke så mange tv – stationer, så mon ikke forfatteren har ment udenlandske biografer.
Hitler ville have vundet krigen
Men ellers binder forfatteren de forskellige analyser stærkt sammen. Og det gør ikke noget, at de personlige holdninger skinner igennem. Man lader også læseren selv komme ”til orde”. På forunderlig vis inddrager forfatteren kultur, filosofi, kunst, litteratur og teater.
Vi kigger på det filosofiske med hensyn til ansvar og sindelag. Det er rigtigt af Per Stig Møller, at konkluderer, at hvis resten af Europa havde gjort som vores samarbejdspolitikere så havde Hitler vundet krigen. Vi får en god gang etisk og moralsk besættelsesdiskussion, som aldrig er blevet afsluttet herhjemme.
Overflod af politiske og moralske dilemmaer
Der er en overflod af uløste politiske og moralske dilemmaer. Selv om man kender en masser af de kilder, Per Stig Møller har benyttet sig af, har han på forunderligvis nyfortolket mange af dem. Han har gravet masser af avisartikler frem og også romaner og andet historisk litteratur.
De gamle politikere fik fat i den lange ende
Bogen er fyldt med kendte og ukendte menneskers skæbne. Og hans vurderinger kan man ikke sætte en finger på. Vi følger alle de nuancerede beskrivelser af de politiske kampe, der prægede landet i 1945. Kampen var især præget af konfrontationen mellem politikerne og frihedskæmperne. Og det var i sidste ende politikerne. Der fik fat i den lange ende.
Var det helte eller mordere?
Ja vi får endda også nogle senere anskuelser på nogle problematikker. Og så får lige et ekstra afsnit om begrebet ”Stikker”. Bogen er svær at ligge til side, når man først er gået i gang med den. Godt nok er tidsrummet kun fra maj til oktober, men vi får en masse hop ind i besættelsestiden.
Det er mange skeletter, der vælter ud af skabet. Men ikke alle, der havde samarbejdet med tyskerne, blev straffet. Således steg vores landbrugseksport til Tyskland efter 1943.
Per Stig Møller stiller også et interessant spørgsmål:
Med myndighedernes billigelse
I krigens første fase troede alle, at tyskerne ville vinde. De fleste danskere holdt derfor med tyskerne. Men dette ændrede sig, da tyskerne begyndte at få nederlag. Nu støttede danskerne i stigende grad aktiv og passiv modstand. Politikere og embedsmænd blev også presset til at ændre politik.
Dette efterlod mange med et forklaringsproblem. Som man forsøgte at feje ind under gulvtæppet ved at dømme de danske SS-folk, som havde meldt sig til SS – tjeneste på regeringens opfordring. Eller for den sags skyld solgte løs til tyskerne med myndighedernes billigelse.
Det juridiske galehus
Det var et juridisk galehus som den jødiske overretssagfører og formand for den jødiske menighed, C.B. Henriques sagde, da han i retten forsvarede en forretningsmand, der havde solgt varer til tyskerne. Forretningsmanden blev dømt, men ingen af politikerne, der havde sanktioneret salg, endte i retten.
Galehuset var ikke kun juridisk men moralsk var det endnu værre. Man havde gennem 1930’erne og 1940’erne udvist fremmede jøder, og en del af dem havde man overgivet direkte til nazisterne.
De gamle politikere skulle forklare deres rolle
I oktober 1943 var alle med til at frelse jøderne, men efter 1945 havde politikerne travlt med at skaffe sig af med de statsløse jøder igen.
De politiske partier og Frihedsrådet indgik en aftale om en midlertidig samlingsregering for så at få et valg ved udgangen af oktober.
Det var som om, at det blev en stor valgkamp. De gamle partier og politikere skulle hele tiden forklare deres rolle før 29. august 1943. Modstandsbevægelsen blev lige efter krigen i den grad hyldet af pressen og befolkningen.
Der skulle renses ud til tops
Socialdemokraterne frygtede kommunisterne og De Borgerlige frygtede Dansk Samling. Imens foretog modstandsbevægelsen interneringer under forhold, der lignede hævnagt. Det havde mere karakter af lynchstemning end retssikkerhed.
Frihedsrådet havde fra starten igangsat en lovgivning om retsopgør mod alle, der havde samarbejdet med tyskerne. Der blev lagt op til uhørt hårde domme og dødsstraf med tilbagevirkende kraft. De små fisk blev dømt, mens det trak ud med de store. Og så skulle der renses ud helt til tops, men det blev det nu aldrig.
Hykleriet ville ingen ende tage
De gamle politikere havde tilpasset Danmark til den tyske besættelse. Demokratiet blev bøjet. Hvordan det? Kommunisterne blev interneret. Der blev tilladt hvervning til Frikorps Danmark. Så sent som i 1943 blev sabotage fordømt og man blev opfordret til at angive disse. Dem, der havde fulgt opfordringen blev nu efter besættelsen idømt op til fire års fængsel – for forræderi.
Det var ikke kun statsminister Buhl, der advarede mod sabotage. Det gjorde Kong Christian den Tiende også i 1943. Han advarede de unge mod at tilslutte sig aktiv modstandskamp og advaret mod ”uansvarlige elementer” – frihedskæmperne.
Efter krigen hyldede man ham som det nationale symbol, der forenede danskerne i kampen mod tyskerne. Hykleriet ville ingen ende tage.
Var kommunisterne de rigtige til at fordømme?
Det var var grundlovsbrud, da kommunisterne blev interneret. Der kom så en melding fra justitsministeren, at han nok skulle sørge for et eller andet, så de ikke kom syd på. Men der skete ikke noget. Det lykkedes dog for ca. 100 af dem at flygte fra Horserød.
Men kommunisterne havde fra 1939 – 1941 samarbejdet med tyskerne og kommunisternes leder, Aksel Larsen havde tordnet mod Frankrig og Storbritannien og støttet Stalin. Men må jo også sige, at kommunisterne ydede en formidabel indsats mod tyskerne i frihedskampen. Men var de nu også de rigtige til at fordømme samarbejdspolitikkerne og de andre?
Alle erklærede sig som modstandsfolk
Skridt for skridt var det de gamle politikere, der kom tilbage til magten. Dette er tankevækkende forklaret af Per Stig Møller. De politikere, der havde fordømt sabotage, erklærede sig efter besættelsen som modstandsfolk. De gamle politikere følte sig tydeligt presset af Frihedsrådet og modstandsbevægelsen. Det var mange af disse, der pyntede sig med lånte fjer.
Aviserne havde også støttet samarbejdspolitikken. Det vil de færreste vedgå i dag. De havde også manet til at man afholdt sig fra sabotage og uroligheder. Men da krigen var slut var de nogle af de første, der råbte op på strenge straffe til nazister, værnemagere og andre.
Politikerne strittede imod – i 1943
Bruddet i 1943 var ikke udelukkende skabt af modstandsbevægelsen. Det var lige så meget den spontane opstand på arbejdspladserne i storbyerne. Politikerne strittede imod til det sidste. Hvis befolkningen havde efterlevet regeringens formaninger og holdt sig i ro, var samarbejdspolitikken fortsat med det resultat, at Danmark i 1945 var blevet placeret blandt de nationer, der havde kollaboreret med og støttet Nazi – Tyskland.
Besættelsestiden i Danmark var en sejltur i smult vand. Til at begynde med samarbejde.
Ledige blev også under trusler fra den danske fagbevægelse sendt til Tyskland efter den 29. august 1943.
Hvordan var det lige med Svenningsen?
Departementschefen som ofte tog en ridetur med Werner Best foreslog at internere alle danske jøder. Så kunne de serveres for tyskerne på et sølvfad. Heldigvis mente Werner Best, at det var for sent.
Men efter den 29. august 1943 forsøgte Niels Svenningsen at etablere en ny regering. Var det lykkedes havde det ikke været tale om et brud med tyskerne. Christmas Møller havde truet med at fyre ham, hvis han blev udenrigsminister. Men den 19. august 1945 kunne man læse, at Niels Svenningsen var blevet gesandt i Stockholm.
Svenningsen forsøgte også at stoppe folkestrejken i 1944. Han stod også på de allieredes sikkerhedstjeneste. Det var en, man ville have haft fat i, hvis der var kommet til kamp i Danmark.
Så sent som i 1944 agiterede Svenningsen også imod sabotage. Han har nok ”paa en utilbørlig Maade modarbejdet den Danske Modstandsbevægelse”. Han var også modstander af Frihedsrådets politik.
Men 40 år efter havde Ninka en samtale med Børge Houmann, der mente at Svenningsen var en udmærket embedsmand.
De ansvarlige viste sig i sidste ende at være uansvarlige
Erik Scavenius kan stadig bringe sindene i kog. Men gjorde han andet end at tjene landets interesse ved at samarbejde med tyskerne som et flertal i befolkningen ønskede?
Da regeringen gik af, fortsatte udenrigsministeriets chef, Niels Svenningsen, landets styre og fortsatte reelt samarbejdspolitikken. Per Stig Møller kan følge dem et stykke af vejen men ender i sidste ende med en klar dom:
Han mener, at både Svenningsen og Scavenius gik længere, end de behøvede. Svenningsen plejede venskabelig omgang med Werner Best. Scavenius og hans hustru, Alice plejede venskab med den tyske sikkerhedschef, Karl Heinz Hoffmann, der ledte jødeaktionen og den tyske modterror. Han godkendte også Gestapos brutale forhørsmetoder. Han blev efter krigen dømt i Tyskland, hvor han fik besøg af Erik og Alice Scavenius i hvis hjem han ofte kom under besættelsen.
De støttede Werner Best
Både Scavenius og Svenningsen støttede Werner Best efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham. De fortsatte også med at korrespondere venskabelig med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen kunne være tvivl om, at Hoffmann, Best og andre havde blod på hænderne.
Historikere har beskrevet Scavenius som en snedig taktikker. Men Werner Best var også en meget snu strateg.
De fleste glemmer søfolkene, men det gør Per Stig Møller ikke. 6.000 danske søfolk sejlede for de allierede og 1.000 af disse kom aldrig hjem.
Blodige befrielsesdage
I befrielsesdagene var der ikke lutter jubel. Alene i København døde 54 personer og 225 blev såret. I Odense mistede 11 modstandsfolk og 12 civile livet og 80 blev såret. Tyskerne mistede mindst tre mand. I Århus omkring Bispetorvet blev 11 dræbt og 37 såret.
Og det var endnu ikke slut. For den 6. maj blev Den danske Brigade beskudt. Fire brigade – soldater og syv civile blev dræbt og 100 blev såret.
De såkaldte forrædere fik mange steder en særdeles brutal modtagelse. I vestre Fængsel klagede fængslets overlæge til Frode Jacobsen. Men han fik det svar, at han måtte være:
Var Aksel Larsen en Forræder?
Der var masser af pøbeljustits på gaderne. Den 6. maj blev der udsendt en instruks til modstandsbevægelsen, at de blev nødt til at behandle fangerne ordentligt.
Under tortur havde Aksel Larsen oplyst en del navne. Men han havde dog undladt en del. Det kom frem her efter besættelsen. Han har senere forklaret, at han havde regnet med, at dem han så havde røbet, var nået at flygte.
Socialdemokratiet forsøgte at tilsmudse modstandsbevægelsen ved at beskylde Aksel Larsen for at være forræder og stikker. Og dette argument brugte Hartvig Frisch også i adskillige foredrag. Han og regeringen havde modtaget papirer fra Gestapo, som de nu efter besættelsen ville bruge i deres valgkamp.
Information havde også fået dette tilsendt, men de nægtede at omtale hændelsen. De kendte udmærket baggrunden.
På vej – syd på
Per Stig Møller gennemgår i bogen avisudskrifter m.m. om hændelser, der foregik under besættelsestiden, som nu kom frem i diverse blade. Således også omtale fra indsatte fangere, der var på vej fra Vestre Fængsel til Frøslevlejren. Man vidste aldrig om man var direkte på vej i en KZ – lejr.
Turen kunne godt tage 42 timer i en lukket togvogn. Ja nogle gange tog det op mod 70 timer. Jo sommeren 1945 stod i Frihedskampens tegn. Man fik den ene beretning efter den anden.
Minerydningen kostede mange liv
Minerydningen blev påbegyndt af tyskerne to dage efter befrielsen. Efterhånden var op til 2.600 tyskere sat på opgaven. 1,4 mio. landminer blev fjernet. Ifølge danske tal mistede 149 tyskere livet. Men ifølge tyske tal var det 250, der mistede livet.
Tyskerhadet og hævntørsten blev opildnet i medierne
I henhold til kapitulationsaftalerne skulle de tyske flygtninge blive i Danmark eftersom briterne mente, at de ikke kunne sendes syd på, hvor der herskede hungersnød. Modstandsbevægelsen ville gerne have dem fjernet hurtigst muligt. De sidste flygtninge forlod først Danmark den 15. februar 1949. Tyskerhadet og hævntørsten blev også opildnet i medierne.
I en artikel i Land og Folk kunne man således læse, at der i Frihavnen var 10.000 tyske flygtninge og 10.000 tyske soldater, der gemte sig. Der var således skyderier hver nat.
Lunkne lænestolsdanskere
Den 10. – 11. maj blev der afholdt det såkaldte ”Ranum – konvent”. Her skulle der diskuteres om modstandsbevægelsen skulle udgøre en politisk rolle. Dette blev dog forpurret af Frode Jacobsen.
Børge Outze fortalte i Information, at der var alt for mange ”Lunkne Lænestolsdanskere”. Han mente, at for at ruske op i disse, så skulle alle illegale blade som Land og Folk, Frit Danmark og Morgenbladet fortsætte som legale blade. Han håbede selv på at Information kunne et legalt blad, og det blev det netop den 20. maj 1945.
Uvilje mod jøder
Da de hvide busser havde hentet de 423 jøder fordelt på 23 busser i Theresienstadt var det et triumftog. Men det var det bestemt ikke, da jøderne skulle indtage deres hjem. Hver anden måtte opleve, at deres hjem var overtaget af andre. Også tyverierne fra disse lejligheder og huse var omfattende. I frit Danmark skrev rabbiner Marcus Melchior i august 1945:
Debat om likvideringer
Flere gange kom debatten om likvideringer op at vende i Sommeren 45. I diverse blade kunne man således læse:
Men den forklaring var det nu ikke alle der troede på.
Jyllands Posten ønskede ikke hævn og dog!
I Jyllands Posten kunne man læse:
Ja man kan sige, at mange lignende ”Sprogblomster” har Per Stig Møller fundet mange af. Bemærkelsesværdigt er det, at det er Jyllands Posten, der bringer dette. Tidligere bragte avisen artikler, der nærmede sig nazistiske synspunkter.
Tyskerne skulle jages syd for Ejderen
Sydslesvig var oppe at vende mange gange. De Konservative udsendte en pjece, der hed ”Slesvig Frit”. De havde et meget kreativt forslag til Sydslesvig – spørgsmålet. Man skulle sende alle tyskere, der befandt sig nord for Ejderen ned til Tyskland for tyskerne, var et ”umuligt” folkefærd.
Nu var det hvis ikke helt enighed om dette forslag hos de Konservative.
Da Information var blevet en lovlig avis, skrev Børge Outze i en leder:
Information kunne ikke bruge Frode Jacobsen
På side 3 i samme avis kunne man på side 3 læse at kampen endnu ikke var forbi:
Artiklen slutter med at fastslå, at det er modstandsbevægelsens ånd, der skal leves videre.
Information havde været ”Ringens avis”. Nu troede Frode Jacobsen at han skulle lægge avisens linje i fredstid. Det blev Børge Outze dog træt af, så han skubbede ham ud.
Der var artikler i Information, der gik langt videre end Frihedsrådet m.h.t. dødsstraf. Denne straf blev indført med tilbagevirkende kraft. Minimumsstraffen var som bekendt sat til fire år.
Han måtte ikke udgive bog på tysk
Tjenestemandsretten afgjorde at Arne Stevns fik nedgjort sin pension med 25 pct. fordi han havde udgivet sin bog ”9. april” på tysk. Det var nu ikke en særlig tyskervenlig bog.
Opgør med modstandsbevægelsen
Den 6. maj arresterede tre frihedskæmpere den kontroversielle, nationalkonservative forfatter og litterat Harald Nielsen, der havde skrevet adskillige kritiske artikler om modstandsbevægelsen og forsvaret samarbejdspolitikken. Han var interneret i tre uger. Så fik han lov til at gå med en hvid attest.
I 1948 leverede han sit opgør med modstandsbevægelsen i form af pjecen ”29. august – og fem Aar frem” Han skrev bl.a.:
I november 1946 beklagede Mogens Fog, at man havde straffet småfolk for strengt.
Indespærrede blev ydmyget
Dem, der var så uheldige at blive spærret inde efter besættelsen blev i den grad ydmyget af deres fangevogtere.
Scavenius’ nærmeste medarbejder i Udenrigsministeriet blev ikke behandlet for sine brandvabler. Han blev i stedet sat til at rense toiletter. Til vagternes morskab fik han hældt kogende grød ned over sine hænder.
Kampånd i Det Sønderjyske Raad
Der var kampånd til stede i Det Sønderjyske Raad, der på flere folkemøder fik vedtaget en resolution, som medierne optrykte:
Aalborg Arrest blev besat
Den 23./24. maj besatte en række frihedskæmpere Aalborg Arrest i protest mod alle de løsladelser. Jo, der var opstået mange spændinger om modstandsbevægelsen.
På den ene side blev de beskyldt for at gå unødigt hårdt frem. På den anden side begyndte modstandsbevægelsen at tvivle på regeringens vilje til at gennemføre retsopgøret fra top til bund.
Toldstrup ville befri Sydslesvig
I Randers Dagblad var der den 25. maj et interview med Jens Toldstrup, den ledende modstandsmand i Jylland. Han var overbevist om, at hvis Danmark havde mobiliseret ved krigsudbruddet i september 1939 så kunne Danmark den 9. april 1940 have reddet Norge.
De gamle officerer burde have været udskiftet med ”ungdommens ledere”.
Og så skulle man pacificere og nationalisere Sønderjylland helt til Eiderstedt – grænsen. Et sådant job ville være en værdig opgave for modstandsfolkene i efterkrigstiden. Toldstrup havde planer om med en bevæbnet modstandsgruppe at gå ned til Ejderen og overtale briterne til at trække sig ned til Holsten, så Sydslesvig atter kunne blive dansk. Men han kunne ikke rigtig få nogen med på ideen.
”Der staar Stalingrad i alle Danskers Hjerter”
Christmas Møller besøgte det besatte Bornholm den 19. og 20. maj. I en tale sagde han bl.a.:
Amtmand Chr. Stemann noterede bagefter, at udenrigsministerens tale havde været – ”det værste Ordskvalder” og at bornholmerne aldrig glemte hans ”forfærdelige udtalelser”. For bornholmerne ”hadede” russerne.
18 piger blev klippet skaldet
Natten mellem den 22. og 23. maj klippede modstandsbevægelsen 18 piger skaldede. Det var de såkaldte ”Tyskerpiger”. Derefter blev de fotograferet. Fotoerne blev solgt og pengene gik til Frihedsfonden. Politiet foretog sig ikke noget i sagen.
Thune Jacobsen blev arresteret af modstandsbevægelsen
Kommunisterne mente, at forhenværende justitsminister Thune Jacobsen skulle drages til ansvar for at portene til Horserød-lejren ikke blev låst op som lovet.
På forsiden af Information kunne man læse, hvilke politikere, der skulle rammes af retsopgøret. Og det var følgende:
Modstandsbevægelsen kunne ikke forstå, hvorfor Thune Jacobsen ikke var blevet arresteret og gjorde det derfor selv den 30. maj.
Kristeligt Dagblad kunne fortælle, at 189.046 tyske soldater havde forladt landet, og der var beslaglagt 10 mio. kr. fra militære og civile tyskere.
Unuanceret beskrivelse af de tyske flygtninge
I Politiken blev der bragt en artikel om:
Avisen konstater, at irritationen vokser over at modstandsbevægelsen stadig bærer våben. Men selv mener de, at det er nødvendigt. For nu er opgaven at bringe orden i det kaos, som den tyske besættelseshær havde efterladt sig. Landet skulle renses for stikkere. Man skulle endnu sprænge Hipo – grupper og organisere forplejningen til de tusinder og atter tusinder af tyske flygtninge. Og så skulle man også bevogte disse samt alle internerede.
Bladets journalist peger på, at ingen flygtninge tilsyneladende lider nød. Godt nok dør fem mindre børn hver uge:
At regeringen havde besluttet at give disse flygtninge små rationer, nævnes ikke. Derimod nævnes at
Frode Jacobsen maner til orden i egne rækker
Den 9. juni udsendte Frode Jacobsen en skrivelse vedrørende straffeforfølgelse. Nogle af modstandsbevægelsens folk gik lidt for frisk til den. De havde også deres egen retspraksis. Men Frode Jacobsen mente nu, at i alvorlige tilfælde ville hændelserne blive meldt til politiet.
Skrivelsen blev også sendt ud til datidens medier for at befolkningen også kunne se, at man var indstillet på at holde orden i egne rækker.
Hvor mange frihedskæmpere var det?
I en samtale med Politiken den 30. maj fastslog Jacobsen, at modstandsbevægelsen var på 500.000 mand. Den 4. maj fastslog han, at man var oppe på 43.000. Han mente, at dette kunne danne grunden for et hjemmeværn. Men modstandsbevægelsen kunne ikke undværes. Senere korrigerede Frode Jacobsen disse tal.
Onsdag den 15. juni kunne Politiken fortælle, at 91 pct. af danskerne var tilhængere af dødsstraf. Frode Jacobsen mente, at landets dommere var for hurtige til at frigive de anholdte efter besættelsen.
Skulle de lege soldater kunne de melde sig i hæren!
Socialdemokraternes tidsskrift ”Socialisten” kunne i deres juli – nummer berette om frihedskæmperne. De takkede for deres indsats under besættelsen. Men nu satte de spørgsmålstegn ved indsatsen efter besættelsen. En løsladt blev skudt i sit hjem, fordi modstandsbevægelsen mente, at han skulle straffes.
En mand fra Sønderborg havde fået sit hjem bombet, fordi man mente, at han var blevet alt mildt behandlet af retten. Bladet kunne ikke forstå, at modstandsbevægelsen ikke skulle aflevere deres våben. Hvis de absolut skulle lege soldater med våben, kunne de melde sig ind i hæren, mente bladet.
I øvrigt mente 40 pct. af den danske befolkning, at modstandsbevægelsen skulle ophæves. 30 pct. mente, at de skulle være en politisk faktor og 30 pct. svarede ”ved ikke”.
Frode Jacobsen: Der har været forskellige uheld
Frode Jacobsen mente, at kun 1 pct. af de anholdte efter besættelsen var uskyldige. Han forholdt sig ikke til kritikken af modstandsbevægelsen. Dog udtalte han:
I den forbindelse nævner han biluheld, vådeskud og uheldige elementer mellem frihedskæmperne:
Endelig i juli blev de afløst af 8.000 mand fra det civile beredskab (CB).
Forholdene for de tyske flygtninge var langt fra optimale. Således var 2.800 flygtninge stuvet sammen i Sankt Petri Schule. Med pigtråd omkring.
Maskinpistolernes tid er forbi
Den 6. juli kunne man i Århus Stiftstidende læse et referat af et udsagn af forsvarsminister Ole Bjørn Kraft:
En bedømmelse af Karl Heinz Hoffmann
Samme dag kunne bladet Social Demokraten melde om, at politiet var advaret om tyskernes aktion ”Operation Möwe” den 19, september 1944, hvor politiet blev taget. Men man troede ikke på ”Peter”, der ringede fra Shell – huset. Denne ”Peter” var tysker og ansat i Shell – huset.
Han beskrev også Gestapo – chefen, Karl Heinz Hoffmann:
Ja sådan blev Alice og Erik Scavenius gode ven.
Modstandsbevægelsen besætter Vestre Fængsel
Den 19. juli besatte folk fra modstandsbevægelsen Vestre Fængsel. Man mente, at de indsatte blev behandlet alt for mildt. Nogle i befolkningen var ved at få nok at modstandsbevægelsen og mente, at de skulle sendes hjem uden armbind. Men denne melding udløste en større demonstration foran fængslet. Politidirektør Seidenfarden overvejede på et tidspunkt militæret om hjælp.
Denne aktion var heller ikke med til at give frihedskæmperne et godt eftermæle.
Nye tal for frihedskæmpere
I slutningen af juli kom der igen en beregning over, hvor mange frihedskæmpere, der egentlig var. Der var 55.500 mere eller mindre våbenduelige mænd. Et år tidligere var der kun 6.500. Og den 5. maj 1945 var der 43.000. men i besættelsestiden var der kun 5-600 sabotører i virksomhed.
Klage til Information fra tyske flygtninge
Den 24. juli bragte Information et indlæg fra tyske flygtninge, der var indkvarteret hos General Motors Fabrik på Nørrebro. De meddelte, at nu havde de fået nok. De skrev, at de gang på gang blev truet med våben. Og de gjorde opmærksom på, at de hverken var forbrydere, tugthusfangere eller kvæg. Nu ville de snart hjem.
Nu var Information nok ikke det ideelle medie at sende sådan en klage til. Og bladet benyttede da også enhver lejlighed til at sjofle de tyske flygtninge og det gjorde også i denne situation. Bladet ironiserede indlægget.
Øllebrøds- barmhjertigheden
Samme dag forholder samme blad sig til spørgsmålet om frihedskæmperne skal aflevere deres våben. Man kalder situationen for ”øllebrødsbarmhjertigheden” og mener, at der endnu ikke er ryddet op i landet, så selvfølgelig skulle frihedskæmperne beholde deres våben.
Modstandsbevægelsen forlanger særdomstole
En gruppe frihedskæmpere gik den 31. juli i demonstration til Christiansborg. De forlangte at lovene i stedet for at gå tilbage til 29. august 1943 gik tilbage til 9. april 1940. Desuden forlangte de også, at det blev modstandsbevægelsens egne jurister og domstole, der skulle fælde dommene, hvilket betød, at der skulle nedsættes særdomstole.
I Nykøbing Falster truede modstandsfolk med deres våben for at forhindre flere løsladelser. 100 vrede mennesker gennembankede frifundne.
Udrensning
Tjenestemands-domstolene behandlede 600 sager. 200 blev afsluttet med frifindelse, ca. 300 sager førte til afskedigelser og 100 fik sanktioner.
Sagførerrådet havde 31 sager. Lægeforeningen havde 100 sager, hvoraf 14 førte til eksklusion. Ja og Dansk Industriforening havde 79 sager.
Værnemagtslovene førte til 10.030 kendelser med en tilbagebetaling på 318 mio. kr.
Udrensningen skal gennemføres retfærdig
Den 26. august leverede Socialdemokratiet igen et brud med modstandsbevægelsen. I Struer holdt Hans Hedtoft en tale:
National mindedag
Den 29. august var national mindedag, hvor 105 af de faldne, der blev henrettet, blev genbegravet. Faktisk blev 202 fundet. I spidsen stod Wilhelm Buhl, der som bekendt havde opfordret til at angive sabotører.
I 1947 blev 120 af de omkomne i Tyskland ført tilbage til Danmark. De 31 af dem blev begravet i Mindelunden.
Ikke alle var tilfredse med retsopgøret
I radioen udnævnte Hartvig Frisch stikkerdrabene som mord og medlemmerne af frihedskæmperne og Frihedsraadet som mordere. Han nævnte også et attentat mod malermester Frost’ s virksomhed i Hjordkær i nærheden af Aabenraa. Hans værksted blev total skadet og der skete skader på beboelseshuset. Frisch forbrydelse var, at han tilhørte det tyske mindretal.
Svenning Rytter påstod i sin bog ”Retsopgøret under og efter besættelsen”, der udkom i 1953, at op mod 90 pct. af de likviderede ikke var stikkere. I april 1945 var der alene blevet likvideret 105 personer.
Hal Koch beskæftigede sig også med udrensningen. Hvis den skulle gå helt til tops måtte det føre til at ”alle Regeringsmedlemmer” og de fleste ”Rigsdagsmænd” blev fjernet. Dommen måtte også ramme Kongehuset. Det skulle også ramme tusind af landarbejdere, der arbejdede for tyskerne. Man kan ikke udrense alle fra top til bund, sagde han.
Senere angreb Hal Koch retsopgøret og mente at det var de små, det gik ud over.
En nøgterne vurdering
Den 29. september kunne man i Morgenbladet læse Ove Høegh-Guldberg’ s kommentarer. Han henviste til, at Stauning og Christmas Møller i 1940 henvendte sig virksomhederne og bedt dem om at arbejde for tyskerne.
Da retsopgøret sådan nogenlunde var tilendebragt i 1948, fandt Stephan Hurwitz tiden inde til en nøgtern vurdering:
Fårhuslejren: De blev behandlet strengt men retfærdigt
I Grænseposten den 5. oktober oplyste den ny leder af Fårhuslejren Cuno Gjertstrup, at her sad der 2.767 fortrinsvis hjemmetyskere:
Dette var det så delte meninger om hos hjemmetyskerne. Efterhånden var der langt over 3.000 internerede i lejren.
Lindemann truede med at skyde Werner Best
Bemærkelsesmæssigt er det, at 40.000 danskere blev interneret og lidt over halvdelen blev taget af frihedskæmpere. Først den 13. maj tog politiet over. Forfatteren glemmer heller ikke at fortælle, at russerne var tæt på, at komme til Danmark, således nåede Montgomerys styrker først Lybæk seks timer før de russiske styrker.
General Lindemann ville have kæmpet til sidste mand, men det ville Werner Best ikke. Han mente, at dette kunne gå ud over de tyske flygtninge. I Flensborg advarede Dönitz også mod kamphandlinger.
Denne Lindemann ville skyde Best for han mente, at Best havde overgivet sig til danskerne. Men han havde faktisk spurgt om lov på det rette sted.
Kaj Munk angrebet
Efterhånden begyndte partiaviserne at kritisere modstandsbevægelsen for retsstridig internering, de urimeligt høje minimumsstraffe for de små fisk i retsopgøret. Også den feje ydmygelse af tyskerpigerne blev kritiseret.
Kaj Munk blev beskyldt for at være nazist og have accepteret besættelsen i 1940. Men det var han nok ikke til sidst.
Flugten over Øresund
Også fiskerne, der sejlede jøderne over Øresund blev kritiseret:
Frode Jacobsen var den eneste, der blev valgt fra modstandsbevægelsen
Med en masse anklager lykkedes det at bringe modstandsbevægelsen langt fra politisk indflydelse. Kun Frode Jacobsen af de opstillede fra Frihedsrådet og modstandsbevægelsen blev valgt ind.
Orden blev genskabt. Vi fik en venstre – regering. Det lykkedes at inddæmme kommunisterne, men Sovjetunionen tårnede sig op som sejrherre og de havde lyst til mere. Dog fik Kommunisterne 18 mandater. Helt glemt var de ikke.
Hverdagen var vendt tilbage til Danmark
Det glorværdige sammenhold blegnede. Problemerne med manglende boliger, rationering, arbejdspladser og social retfærdighed kom igen i forgrunden. Også de mange tyske flygtninge og en ny grænserevision optog sindene. Hverdagen var tilbage i Danmark.
Også Danmarks neutralitet blev opgivet.
Ansvar og sindelag
I afslutning af bogen bruger Møller den tyske sociolog Max Webers sondering mellem ansvarsetik og sindelagsetik. Det er for at give en forståelse af forskellen på politikernes og modstandsmændenes holdninger. Politikerne valgte samarbejdet for at føre befolkningen lempelig gennem besættelsen med mindst mulig skade.
Ud fra sindelagets etik valgte kommunisterne ideologien og modstandsfolkene kampen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.558 artikler, herunder 311 artikler fra Besættelsestiden (Før/nu/efter). Her kan du finde masser af artikler, der uddyber de temaer, som vi beskriver i artiklen.
April 28, 2020
Flere originaler i København
Vi møder dem også i de forskellige anekdoter, som vi har her på siden fra hele landet. Men her skal du hilse på Frøken Jeanette – Fiskerkonerne på Gammelstrand – Jens Peter Tønder – Per Pardun – Mægler Behrend – Klæde og Silkehandler Levin J. Loria – Skomager Brahmsen – Danselærer Ove Georg Frederik Bagge – Forfatteren Jørgen Jørgensen Jomtou – Student Kahrs – Kammerjunker de Busch – Sproglærer H. Seehusen – Peter Rundetaarn – Alexander Weihe, Professor i hundrede sprog – Snedkersvend Leitersdorff – Fløjte-Karl, Rasmus Christensen – Tyroler-Ferdinand – Jeppe Laurentin Hindborg – Puste Møller – Pudse-Peter – Skrutten (Professor) – Sheibelein – Prins Frederik Frederiksen – Jomfru Tidsfordriv – Filosoffen fra Magstræde – Krølle-Charles – Fidus-Carl – Professor Libri – Alle de andre.
Vi har allerede hilst på nogle af dem, og det kan også godt være, at vi kommer til at hilse på nogle af de samme igen. Og sådanne originaler har mange historier at fortælle. Her på vores side, kan du også hilse på originaler fra Aabenraa og Tønder. Ja så er det jo også klunserne og kræmmerne på Nørrebro og ikke mindst Lersø-bøllerne som blev til Fælled-bisserne.
Frøken Jeanette
I sin ungdom skulle hun have haft en frygtelig oplevelse, der gjorde at hendes forstand tog skade. Af fødsel var hun fransk. Man sagde, at hun så både hendes far og sin bror blive guillotineret under den franske revolution. Selv lykkedes det hende at flygte.
Efter datidens mode gik hun med en stor kysehat, der næsten skjulte hendes skarpt markerede ansigtstræk. Hun gik med en snæver blå frakke og i hånden havde hun en meget stor sypose.
Sine aftener tilbragte hun så vidt muligt i Kongens Have. Hun satte sig på en bænk:
Fem Fingre i Suppen
Hun var en brav fiskerkone eller frugtsælgerske. Sit tilnavn havde hun efter sigende fået, da hun under en middag i hendes hjem blev serveret kødsuppe, og hun med stor energi stak alle fem fingre ned i suppeterrinen for at fiske en kødbolle op, som havde skjult sig på bunden.
Fiskerkonerne på Gammelstrand.
Disse har vi mødt før her på siden. De var kendt som et djærvt folkefærd. Så vidt vides kom de fra det lille fiskerleje, Skovshoved, hvorfra de hver morgenvandrede ind til byen i deres karakteristiske dragt, som bestod af et græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, hvidt hovedklæde, hvorunder de havde en metalbroderet hue.
De bar ”stunthoser”, fodløse strømper. For at spare på fodtøjet tog de skoene i hånden, når de gik ind til byen. Fiskene havde de på ryggen i en stor, rektangulær kurv, der blev støttet af en kort stok under armen. I en beretning fra 1700-tallet siges der i en beretning:
Det friske men barske liv afspejlede sig i deres sprog og manerer:
Jens Peter Tønder.
Denne person har vi også tidligere hilst på her på siden. Lykken tilsmilede ham ikke. Han var søn af en kontreadmiral. Selv med faderens fremtrædende stilling var kårene i barndomshjemmet små. Han kom i lære hos noget familie og blev lærer i latin og fransk. Men ”et underligt væsen” stillede sig hindrende i vejen for en videre karriere. Familien slog også hånden af ham.
Nøden tvang ham til at tage hyre som matros. Og på to lange sørejser besøgte han Nordamerika, Kina og Ostindien. Under krigen mod England blev han ansat ved den optiske telegraf, men blev afskediget.
Han udgav forskellige skrifter bl.a. et blad, der hed ”Gammelt og Nyt”, der indeholdt en række moralske betragtninger. Tønder skilte sig også ud i sin påklædning. Og hvad der så videre hændte i Nyhavn kan du læse i artiklen Mord i Nyhavn.
Per Pardun
Han kan vel nærmest betegnes som sinke, der ikke gjorde nogen fortræd. Alligevel blev han ofte arresteret for gadeuorden. En aften spadserede han i Gothersgade kun iført skjorte og en frakke. Da han blev spurgt, hvor han skulle hen, svarede han:
Når han så mødte pigerne og konerne ved de offentlige vandposter så gik sladderen.
Mægler Behrend
På grund af sine muntre, joviale indfald og vittige replikker gav mægler Behrend ofte anledning til megen morskab. Engang ville han bestige et kirketårn. Da klokkeren ikke var til stede, ledsagede dennes kone ham op ad trapperne.
Da hun var i:
Gik opstigningen naturligvis meget langsomt, men alligevel var Behrendt den, der først blev træt. Og på hans spørgsmål:
Ja så troede konen, at han hentydede til hendes svangerskab, så hun svarede:
Behrendt opfattede straks misforståelsen og svarede kvikt:
Så vendte han ellers om og gik nedad.
Klæde – og Silkehandler Levin J. Loria
Han var også en særpræget person i datidens København. En dag kom han således på besøg hos nogle bekendte, som han spurgte, om de kunne gætte, hvem han havde mødt i døren?
De mente nu ikke, at han mødet nogen. ”Jo, svarede han – Jeg mødte min cigar. Den gik jo ud, da jeg gik ind”
Hans vittigheder blev kaldt for ”Lorianer”.
Skomager Bramsen
Denne var også en munter og fornøjelig fyr, der på grund af sin bohemeagtige indstilling til livet blev betragtet som en original. I sin ungdom havde han været en dygtig håndværker med eget værksted og svende.
Men i stedet for at passe sit arbejde morede han sig med at spille på sin kære violin og sin guitar. Det gik så ud over sin forretning, som han til sidst måtte opgive. Til sidst glædede han både sig selv og andre med sit spil, sine sange og sine digte.
Han var altid velkommen til sine standsfællers og venners fester. Og når der så røg punchebolle på bordet, så kom han rigtig i sit es.
Bramsen var af ret velhavende familie. På hans gamle dage købte familien ham en seng i Vartov. Under treårskrigen, da han var omkring 70 år blev han en yndet gæst i vagtstuerne.
Når han så med morgentøfler på fødderne og iført sin gamle slåbrok trådte ind, blev han altid modtaget med et glas vin eller en punch. Som tak for god modtagelse tog han derefter sin violin eller sin guitar frem som han havde skjult under slåbrokken og så begyndte han at spille og synge, mens soldaterne stemte med i omkvædet.
Ikke længe efter krigens afslutning sov han stille ind.
Danselærer Ove Georg Frederik Bagge.
Han var en velkendt skikkelse ikke blot i København men også en række provinsbyer. Han var født i 1776 og efter hans egne udtalelser i ”nød, kummer og elendighed”. Han var i 19 år figurant ved den kongelige skueplads. Efter sin egen forklaring forlod han den, fordi lønnen var for lille. Men sandheden var nok, at han blev opsagt på grund af sin trang til at drikke.
I nogle år ernærede han sig som danselærer. Han lærte sig fransk og spansk. Han begyndte at udgive en spansk ordbog, men nåede kun at udgive et hæfte. Han bosatte sig senere i Randers som boghandler. Men det måtte han også opgive.
I 1832 rejste han tilbage til København. Det eneste sted han havde råd til at bo var i ”Løvens Kjæltringe-Klub’ s kælder. Der ville ingen elever søge hen for at lære at danse. Nu havde han også sit udseende imod sig.
Det lykkedes ham at skaffe penge til en optræden den 21. marts 1835 i Kalkeballen i Lille Kannikestræde. Men under hans optræden blev alle hans penge som han havde gemt stjålet.
Hans optræden lev omtalt i mange medier. Og selv om det måske var en succes blev han bedt om at gentage sin optræden. Publikum smed appelsinskiver og æbleskræller i hovedet på ham.
Det ville han ikke finde sig i. 62 Rigsdaler havde han til overs. Han ekviperede sig for at rejse til Norge. Men han nåede kun til Helsingør, hvor han begyndte at undervise i dans. Men det gik heller ikke.
Atter engang vendte han tilbage til København, hvor han tog fat i at udgive et ugeblad, der hed ”Sværmeren”. Da han havde udgivet syv numre, gik det ind. Han vandrede nu fra by til by. Hvis han havde vist større stabilitet, kunne han have drevet det vidt. Han døde i 1838 i Rønne.
Forfatteren Jørgen Jørgensen Jomtou
På grund af sin begavelse og indsigt i tidens spørgsmål formåede han endog at vække Christian den Ottendes interesse. Men da han overvurderede sin egen betydning i en uhyggelig grad, kom han efter kongens død i 1848 til at sande det gamle ord, at en profet aldrig er agtet i sit eget land.
Han er født 1791 i Maribo. Hans far var væver og skatteopkræver. Selv blev han også uddannet som væver. Hans far gav ham et hus, da han nedsatte sig som mester. Men pigen svigtede. Derfor tog han arbejde i København.
Samtidig læste han jura og latin for at blive jurist. Tros økonomiske problemer lykkedes det ham at få eksamen og så nedsatte han sig som jurist i sin fødeby. Men uheldig sag tvang ham igen til København. Han skrev digte i tusindvis og juridiske artikler i Kjøbenhavnerposten. Han begyndte også at udgive blade. Tilfældig kam han i 1835 i forbindelse med kronprins Christian (den Ottende). Denne gav ham en form for job. Han skulle berejse hele landet og delagtige gøre kronprinsen, der i mellemtiden var blevet konge i sine oplevelser.
I 1840 gav kongen ham 300 Rigsdaler til en studierejse til bl.a. Wien og Prag. Med kongens hjælp fik Jørgensen nu adgang til de højeste steder. Kongens omgivelser betragtede ham dog med skepsis. Men kongen fik ham overtalt til at blive og gav ham en årlig understøttelse på 600 Rigsdaler. I 1843 helligede han sin litterære virksomhed. Og i 1848 udarbejdede han forslag til en ny kriminallov. Men efter kongens død var der ingen, der tog ham alvorlig.
For ”Corsaren” havde han længe være et kærkomment objekt. Endda på gaden var folk begyndt at gøre nar af ham. Efter kongens dø var understøttelsen blevet taget fra ham.
I den tilstand vendte han tilbage til Maribo. Efter nogen tid vente han dog tilbage til København i den hensigt at skrive Christian den Ottendes historie. Han udbad sig derfor tilladelse til at få udleveret de breve han havde sendt til kongen, men det blev ham nægtet. Man sagde at disse var blevet makuleret.
Han ville derefter give Struensee og dronning Caroline Mathilde den oprejsning som han mente de fortjente. Senere udgav han et blad, der hed Diorama. Her slog hans selvovervurdering, der grænsede til storhedsvanvid rigtig igennem. I det første nummer skrev han om de tres største mænd, heriblandt et portræt af sig selv. Nu blev han først rigtig udsat for folkets hån.
En aften var på vej fra Ladegården og ifølge ham selv, blev der affyret et skud mod ham. Nu fulgte han sig forfulgt. Han kunne hverken få udleveret papirer eller få audiens hos Frederik den Sjette, så i stedet rettede han en voldsom kritik på kongens person.
For dette blev han ved Højesteret idømt tre måneders fængsel, der blev forhøjet med to, da han uddybede den første artikel.
Fængselsopholdet undergravede hans helbred og svækkede yderligere hans forstand. Alle kendte ham efterhånden på sit tøj og sin gang. Ikke desto mindre tænkt han i 1861 at stille op til Folketinget. Men den tanke opgav han dog igen. Han holdt nogle foredrag om Struensee og Caroline Mathilde.
Han døde efter et kort sygeleje den 31. december 1866. Han mente selv, at han kæmpede for ret og retfærdighed.
Student Kahrs
Som så mange andre af byens personligheder holdt han meget af spiritus. Han fortalte, at han havde fået tilbud om et job i Amerika men manglede rejsepenge. Hver gang han var i nød, gik han sin embedsmands – ven.
Man sagde om ham, at han havde været student, men han sprang fra. Og så kaldte man ham for ”en sær patron”. En tegning viser ham som ældre mand, tilsyneladende pænt og sirligt påklædt i en lang frakke, med høj hat på hovedet, en stok i hånden og ledsaget af en hund.
Men når han snakkede med folk, kunne man med det samme mærke at han udskilte sig fra mængden.
Kammerjunker de Busch
Hans virkelige navn var Arboe-Mahler. Han var altid oplagt til grove løjer. I sit væsen var han også kynisk. Sit daglige brød fik han ved nærmest det man kalder plattenslageri. Af ydre var han heller ikke særlig tiltagende. Hans matte øjne var et resultat af natlig svir.
En sen aften kom han gennem Peder Hvitfeldts Stræde, da han fra et af husene hører dansemusik. Det var en velhavende murermester, der fejrede familiefest. Mahler fik pludselig lyst til at afslutte den muntre aften med en dans. Mahler og hans ven blev dog hurtig sat på porten af murermesteren.
Han forsøgte hele tiden at indynde sig hos folk ved at fortælle at han var kammerjunker på halv gage. I 1842 udgav han ”Skov- og Dyrehavsblad”, som han skrev i et telt på Dyrehavsbakken.
Bladet udkom med 10 numre. Så rejste kammerjunkeren til Bornholm til slægtninge. Her blev han redaktør af ”Bornholms Avertissements Tidende” han blev arresteret for at udbrede falske bankosedler og sat dem i omløb. Men man kunne ikke bevise noget. Efter et par års forløb blev han frikendt.
Men alt dette betød, at han ikke mere kunne opholde sig på Bornholm. Hurtig gik det ned ad bakke for ham både fysisk og åndeligt. Da han engang i denne tilstand forsøgte i Det Kongelige Teater forsøgte at tiltvinge sig adgang til Christian den Ottende for at opnå en stilling ved hoffet blev han som sindssyg indlagt på Skt. Hans Hospital. Her afgik han ved døden i 1846.
Sproglærer H. Seehusen
Han var høj og slank med stankelben. Han gik i stramtsiddende benklæder, der fik benene til at virke endnu tyndere. Dette gav årsag til megen morskab.
De fleste originaler tilhørte den lavere samfundsklasse. Svigtende åndsevner, medførte tilbøjeligheder og dårlige kår i opvæksten var ofte årsag til deres ulykkelige skæbne. Undtagelserne var de få velbegavede, men som oftest snu og arbejdssky personer, der ved en excentrisk opførsel, der vakte deres medmenneskers medlidenhed og forstod at udnytte dem til egen fordel.
For disse havde man dog ikke så megen medlidenhed. Det var også dem, der havde fået en dårlig start i livet.
Peder Rundetaarn
Han var et godmodigt skrog, der gik rundt og falbød forskellige skrifter, som han opbevarede i en lille kasse. Blandt hans salgsartikler var også almanakken, der var forsynet med et billede af Rundetårn, hvor observatoriet var til 1861, inden det blev flyttet til Østervold.
Det var disse almanakker, der gav ham tilnavnet skønt han ikke havde ”den rigtige Fornuft paa Forstanden” som hans søster skulle have udtrykt det. Han var dog en ganske duelig handelsmand. Han gik altid klædt i en trøje. På fødderne havde han sko, som det dengang var usædvanligt at gå med på gaden.
Selv om han var skikkeligheden selv, lod ”de slemme Drenge”, som han sagde, ham aldrig i fred. Når deres drillerier blev ham for meget, beklagede han sig undertiden til en journalist og bad ham ”skrive et rigtigt godt Stykke i sit Blad derom”.
Alexander Weihe ”professor i hundrede Sprog”
Han blev også udnævnt som ”Den Store”. Han havde vistnok fået en udmærket skolegang. Men evnerne har ikke rigtig kunne stå mål med ærgerrigheden. Og
Som den, der kunne alle
Ja så følte han sig kaldet til at udgive en latinsk ordbog. Dog fik han lige så lidt succes med den som med et ugeblad, han udgav og Kaldte ”Rivhjernet”. Han endte som en forhutlet fyr, hvis eneste trøst var flasken.
Snedkersvend Leitersdorff
Han var altid parat til et godt slagsmål. Et uregelmæssigt og løssluppent liv svækkede tidligt hans kræfter. Da han et par gange havde fundet sin overmand som slagsbroder, trak han sig med et brækket ben tilbage til privatlivets fred. Siden rejste han til Hamborg, og man hørte ikke siden om ham.
Fløjte-Karl
Så længe man kan huske tilbage i tiden har man kunnet huske en lille krumbøjet mand i sit mørke, slidte tøj – og i de senere år støttet til to stokke. I modsætning til så mange andre af byens originaler var han ikke udsat for drillerier. Stille roligt og uendelig beskedent vandrede han fra gård til gård i den indre by, trak sin fløjte frem og spillede for beboerne.
Intet i hans optræden tydede på, at han bevidst havde til hensigt at vække folks medlidenhed. Der var alvor over hans spil. Når han var færdig, modtog han tilhørernes penge som et fortjent honorar for sine præstationer. Og han blev 91 ½ år.
Hans egentlig navn var Karl Kattentid. Det fortælles, at han har arbejdet som gørtler. Muligvis er han i slægt med et par gørtlermestre af dette navn i 1840’erne.
Da han blev gammel og ikke mere kunne spille parterede han sin elskede fløjte og benyttede dens to halvdele til at forlænge sine stokke med. Men han kunne ikke undvære fløjten og anskaffede sig en ny, som han aldrig skilte sig af med.
En maj morgen 1887 blev han fundet død i sin fattige seng i et baghus i Landemærket, hvor han i en lang årrække havde haft logi. Her havde værten i hans sidste år af medlidenhed ladet ham bo frit.
Rasmus Christensen
Han var jysk husmandssøn, der fra fødslen var blind på det ene øje. Han kunne svagt se med det andet øje. Efter konfirmationen havde han en tid forsøgt sig som tjenestekarl. Men da han som følge af sit svækkede syn hyppigt kom til skade, besluttede han sig for at ernære sig som spillemand.
Sognerådet i hans hjemstavn forærede ham en violin. Med den vandrede han omkring i Jylland og øerne, indtil han ved et tilfælde havnede i København, hvor han blev gift.
Parret bosatte sig på Nørrebro, hvor hans kone fik en grønthandel i en kælder. I fællesskab opretholdt de nu et tarveligt, men net og propert hjem for sig selv og deres tre børn.
Tyroler – Ferdinand
Han var en rigtig gøgler, Ferdinand Petersen. Han havde en gulbrun teint, mørkt hår og skæg. På Dyrehavsbakken havde han sit faste stade, hvor han forlystede folk med sin guitar. Her sang han også duetter sammen med sin kønne mørke datter.
Publikum flokkedes om ham og morede sig, når en af hans selvkomponerede sange, der ofte kunne være ret frivole, var møntet på en af hans tilhørere. Når bakketiden var forbi, drog han på turne i provinsen, hvor han optrådte rundt om på markederne.
Jeppe Laurentin Hindborg
Han kan vel ikke betragtes som en typisk original. Men hvis ordet skal tillægges det at være særpræget, så kan han vel nok. Hindborg var bybud i Kongens København. For ringe vederlag udførte han ærinder for folk, påtog sig mindre flytninger og andre sådanne praktiske ting, som det ellers kunne være vanskeligt at få udført.
I reglen havde han en kort pibe i munden, mens han ventede på, at kunderne skulle indfinde sig eller sende bud efter ham. Han var født i Horsens, hvor hans far var toldembedsmand 1839 rejste han til København, hvor han var ansat på et hotel, indtil han blev bybud. De hans forlovede døde, forblev han resten af sit liv ugift. Hans hjem var et værelse i Regnegade.
Uanset vejret indtog han dag efter dag, år efter år sit stade på torvet, kun afbrudt af en kort indlæggelse på hospitalet. Han blev meget populær ikke mindst som brevbærer i kærlighedsaffærer. Han sladrede nemlig aldrig.
Men i lystigt lag fortalte han, at han engang havde transporteret fem kattekillinger fra en mand til en pige, som han var forelsket i.
Puste – Møller
Han hed sådan, fordi han altid pustede af varme, når han blev fuld. Samtidig kneb han sine mærkelige øjne sammen. Hans virkelige navn var Poul William Møller og født i 1837. Hans far var urtekræmmer.
Han kom i urtekræmmerlære, men noget tyder på at det ikke interesserede ham. Han blev opvarter og kontrollør i Tivoli. Åbenbart var han ikke en særlig stabil arbejdskraft. Snart var han pakhusforvalter. Så var han igen opvarter. En dag blev han så lingerihandler. Efter kort tids forløb krakkede virksomheden.
Så blev han berider i en gøglertrup. Dette gav ham blod på tanden, så han forsøgte sig som skuespiller. Han optrådte både her i landet og i Sverige. Da han var træt af den tilværelse, fik han en stilling i en købmandshandel i Kerteminde og siden i en vinhandel i København.
Han var ugift og fik nu et job som kolportør. Nu kan han lige og lige opretholde sit beskedne liv. Sit batlogi havde han i ”Blodkoppen” i Farvergade. Det kostede 35 øre. Her nød han sit ”måltid”, der bestod af en stor snaps med en øl til. Det kostede ham yderligere 5 øre. Så brugte han penge til snustobak og en sjælden gang et rigtigt måltid mad.
Han ville gerne gå som en vidende og belæst herre. Og han gav indtryk af, at han kendte tidens store tænkere. Helt populær blev han nu aldrig.
Pudse – Peter
Hans borgerlige navn var Niels Peter Nielsen. Han var født i byen Tjæreby mellem 1845 og 1850. Syd år gammel flyttede han med sin forældre til København. Han tilbragte sin fritid i byens rendestene eller på Fælleden, hvor han sammen med sine kammerater udkæmpede store slag. Tidligt viste han sig i besiddelse af forretningstalent.
Ulykkelig kærlighed skulle have været årsag til hans mærkelige væsen og vel også hans manglende arbejdslyst.
Skønt han senere giftede sig og fik fire børn, som han ganske vist påstod, var skomagerens, lykkedes det ham ikke at drive det videre som omvandrende handelsmand. I en kurv havde han hele sit varelager, der bestod af pudsevoks, pudsesværte, fedtsværte, blankesværte, sæbe, knapgafler, smergellærred, brevpapir m.m.
Når han med sin dansende gang kom hen ad gaden i sit sorte, slidte tøj med en rundpuldet hat på hovedet i reglen med en kridtpibe i munden og med sin kurv på armen varede det ikke længe før det havde samlet sig en flok drenge og piger som med glade hyl og skrig fulgte ham på hans vandring fra gård til gård.
Sine kunders opmærksomhed henledte han på sig ved at synge:
Varede det for længe inden nogen indfandt sig for at købe hos ham, tilføjede han:
Inden de Fruer faar Penge
Han kunne finde på at arrangere en ildebrand i sin frakkelomme. Den ene dag kunne han optræde med skæg og en anden dag var han glatraget, så det var vanskeligt at genkende ham.
Han var skikkeligheden selv, men havde to store laster: Kortspil og flasken. Men han opdagede selv, når han var fuld, så sang han til folks store morskab:
Nogle af hans bedste kunder var soldater. Han fik lov til at besøge dem på kaserne. . En kort overgang i 1880erne lod han sig ansætte som opvarter i en lille beværtning, der hed ”Kridtpiben”.
Omkring 1890 indhentedes han en aften af sin skæbne. I fuldskab faldt han i Nyhavn. Som følge af den kolde dukkert pådrog han sig en forkølelse, der sikkert har udviklet sig til lungebetændelse for kort tid efter, afgik han ved døden.
Skrutten (Professor)
En anden type var ”Professor” eller Skrutten”, hvis borgerlige navn var Hans Andersen bang. Han var en af Københavns mest ejendommelige skikkelser. Han skulle have ernæret sig som agent for en brændselsforretning. Allerede i 1880’erne blev han betragtet som en original person.
Han sammenkaldte ofte til store møder på Nørre Fælled eller i det gamle Arena-teater i Tivoli, hvor han under tilhørernes munterhed udtalte sig med overlegenhed både om inden – og udenrigske begivenheder.
Da den franske general Boulangers navn omkring 1890 var på alles læber, fik en cirkusdirektør den geniale ide at maskere Andersen Bang som denne. Det var en glimrende reklame for cirkus. Men havde vores hovedperson ikke tidligere været udsat for spor så blev han det nu.
Alligevel fortsatte han sin offentlige virksomhed. Når han holdt taler, begyndte han ikke før lokalet var fyldt. Der skulle skaffes den nødvendige sum penge til rådighed, som kunne betale for lejen.
Så begyndte Bang at oplæse noget sært meningsløst tøjeri, der handlede om alt muligt og umuligt. ”Professoren” talte om tolden på grøn sæbe, om svenske malkepiger, om jordemødre og om forsvarssagen.
Flere gange proklamerede han sig selv som rigsdagskandidat, idet han foregav at arbejde for middelstandens interesser. Hele livet hutlede han sig igennem tilværelsen. Først i de sidste år formåede et par af hans venner ham til at søge alderdomsunderstøttelse. De sidste syv år boede han på ”Hotel Bellevue” i Studiestræde.
Her blev han nytårsaften 1914 syg og døde 14 dage efter, 72 år gammel. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Scheibelein
Han var en af de mest omtalte originaler i 90’ernes København. Han gik altid klædt i en gammel uniformsfrakke med blanke knapper prydet med foreningsemblemer, medaljer og kotillons – ordner. Om halsen havde han et hvidt tørklæde op på hovedet en militærkasket med en rød kokarde. Hans strømper var rød – og violetfarvede. På fødderne bar han træsko, men både disse og hans knapper v ar blankpudsede.
Vilhelm Anton Scheibelein var født i 1839. Hans far var murer og boede i Adelgade. Som den yngste af tolv børn blev han efter eget sigende strengt opdraget og fik ofte prygl. Han gik i Sølvgadens Skole. Efter konfirmationen kom han i murerlære og fulgte ikke blot hans fars men også hans bedstefar og hans ældste bror, der alle sammen var murer.
I 1860 gik han på session men trak frinummer. Året efter lod han sig imidlertid ”stille” og indkaldtes til 1. regiment. Han gjorde tjeneste i Rendsburg og deltog ligesom to af sine brødre i felttoget i 1864. Ofte pralede han af sine krigeriske bedrifter. Sandheden var bare, at han ikke havde været en god soldat.
Han blev taget til fange, og da han endelig kom hjem, oplevede han en skuffelse. Den pige, som han havde været forlovet med, havde giftet sig med en anden. Dette knuste ham så meget, at han meldte sig som soldat til Dansk Vestindien. Hans trang til spritus tog overhånd. Men af hans undskyldning tjener dog, at han døjede meget ondt og blev angrebet af gul feber.
Han siger selv, at han lærte en plantageejer-datter at kende derover og har to børn. Men efter fem år kom han tilbage til København. Han fik arbejde som murer på Gammelholm, men sagde selv, at han styrtede ned
Vintrene blev tilbragt på ladegården. Under en opsynsmands ledelse skulle han nu sammen med de andre lemmer feje byens gader. Ofte tilbragte han tiden på fælleden, som dengang var tilholdssted for byens udskud.
Mødte han på sine ture Christian den Niende eller kronprins Frederik så stak de ham ofte en skilling. I Borgergade gjorde han endda honnør for kongen og majestæten besvarede denne hilsen.
En gang imellem lod han sig indlægge på Kommunehospitalet, når han trængte til ”at hvile ud”. Når det ikke var øl til maden, truede han med at hente det selv.
Han elskede at gå med i optoget til grundlovsdag. Men det var ikke alle, der synes, at det var lige sjovt at gå ved siden af ham. Han var ikke så prober.
Efter nogle år blev hans hang til spiritus for stor. Han blev indlagt på Skt. Hans, hvor han døde i 1911.
Prins Frederik Frederiksen
Han kaldte sig for Prins Frederik Frederiksen, søn af højsaglig kong Frederik den Syvende, arveprins til Danmark og tilhørende bilande. Skønt han var lille, vissen og komisk at se på, kunne det dog ikke nægtes, at han med sit store fuldskæg havde nogen lighed med sin berømmelige ”fader”.
Det er sikkert dette, der har indgivet ham den falske forestilling, at han var født på Sorgenfri Slot som søn af Frederik den Syvende og Grevinde Danner. Hans kærlighed til titler og ordener fornægtede sig aldrig. Opslaget på både på hans vinterfrakke og sommerfrakke var prydet med kotillons-ordner og medaljer. For ligesom at understrege hans fornemme afstamning gik han altid med høj hat, men den var ganske vist i årenes løb blevet noget medtaget.
Mellem højre hånds behandskede pegefinger og langfinger hold han som regel en cigarstump. Den havde han fisket på af rendestenen, mens han i den venstre hånd bar en stor sort citytaske med et meget broget indhold og en rød stok, som han brugte til at jage gadedrenge væk med, når de blev ham for nærgående i deres drilleri.
Hans virkelige navn var Hans Johnsen. Han var født i Nøddebo i et meget fattigt hjem. Forældrene blev senere så forarmede, at de blev anbragt på Fattiggården. Efter deres død tog sønnen til København. Gennem hele hans liv bestilte han i virkeligheden ikke ”en dags hæderligt arbejde”. Han levede udelukkende af sin ”originalitet”. Hvorvidt han virkelig var sindssyg eller blot fræk og snu, blev aldrig opklaret. Sandsynligvis har det været lidt af begge dele.
Da han i 1890 dukkede op i København, blev han i begyndelsen kendt som ”Medaillemanden”, fordi han bar en vest, der var overbroderet med foreningsemblemer, ordener og medaljer. Den må have været meget tung at bære. Men den var hans stolthed. Og det var ham en virkelig sorg, da den efter nogle års forløb blev stjålet.
I sammenligning med den var det kun få dekorationer, han fra da af pyntede sig med på sine ture rundt om i byen. Han hutlede sig gennem tilværelsen og levede af at tigge i butikker og kontorer, men hjemsøgte også velhavende folk, som han afkrævede den ”skat”, han påstod tilkom ham som ”virkelig konge af Danmark”.
”Excellencen”, som han benævnede sig selv, gjorde sig sjældent den ulejlighed at banke på døren, inden han gjorde sin entre. Ofte formede hans besøg sig således:
Omtalte han sit forhold til den danske kongefamilie, var det med forbitrelse i stemmen, lynende øjne og med et fast greb om stokken:
Han boede på gæstgivergården Linden i Fiolstræde. Den eneste måde man kunne lukke munden på ham, var at give ham en 25 øre.
Han nød en vis popularitet, men på den anden side hed det i en nekrolog over ham, da han i 1906 afgik ved døden, at der ingen grund var til at sørge over, at byens fornemste original var død, da man stadig havde ”pragteksemplarer” som Jomfru Tidsfordriv.
Jomfru Tidsfordriv
Vi har her på siden mødt hende et par gange før. Hun gik rundt på gaden med plirrende øjne og tjavset hår, der stak frem under en skævt siddende hat. På fødderne havde hun store støvler eller galocher. Hun havde en gammel frakke på med spraglede bånd – eller i mangel af bedre med cigarbånd. Mange mente, at hun lignede et fugleskræmsel.
På armen havde hun en spånkurv med smudsige bolsjer, som hun gavmildt uddelte til alle og enhver. Om sommeren havde hun desuden en parasol.
Der fortælles at hun i sin ungdom havde været en smuk ekspeditrice og forlovet med en løjtnant. Da han svigtede hende til fordel for et bedre parti, skulle hun på hans bryllupsdag have mistet forstanden af sorg over, at han nu for stedse var tabt for hende. Men dette var nu ikke korrekt.
Hendes navn var Juliane Hansen, som er født i 1862. Hun var datter af et bud, der døde tidligt. Hendes mor ernærede både sig selv og barnet efter mandens død ved at gøre rent for folk.
Sandsynligvis har lille Juliane fra fødslen været åndsvag. Hendes forstand vedblev livet igennem at være som en 6-7 års. Hun blev efter moderens død anbragt på St. Johannes Stiftelsen. Man slap hende dog fri, da hun påstod at kunne klare sig selv.
Hun var godmodig, drak ikke og havde ingen konflikt med politiet. De lod hende også i fred. Når hun var anbragt under offentlig forsorg, var det for at beskytte hende for folks nysgerrighed og børnenes drilleri.
Sit tilnavn havde hun fået, fordi hun besvarede alle spørgsmål med ”For tidsfordriv”. Og derefter fortalte hun med klynkende stemme: ”Min mor er død!”
Renlighed var ikke Jomfru Tidsfordrivs største dyd. Hun medbragte altid en flok lopper. Og deres bid var hun efterhånden vant til. Forskellige mennesker hjalp hende. Hun fik også en gang imellem noget nyt tøj.
Hun holdt meget af børn. Hun led af en tvangsforestilling om at være lærerinde. Hun sad om sommeren på en bænk i Kongens Have og snakkede om dyd og moral for de børn, der havde samlet sig om hende. Samtidig gav hun dem smudsige bolsjer og skældte dem ud.
Hun holdt også meget af at synge. Med sin spinkle stemme sad hun engang en juleaften på en trappe i Købmagergade og nynnede ”Et barn er født i Betlehem”. Til daglig morede både voksne og børn sig over hendes særheder. Men når hun blev drillet for meget, satte hun sig på en trappesten og græd bitterligt.
Blandt de få, der tog sig af hende var på den tid meget populære prinsesse Marie, som hver juleaften sendte hende en dejlig kurv med varmt tøj og madvarer.
Jomfru Tidsfordriv boede under frygtelige forhold i Lille Brøndstræde., først på en kvist, hvor en fattig kone for en ringe betaling gav hende, hvad hun behøvede. Senere boede hun i en kælder i samme gade, hvor hun en januar-dag 1907 blev fundet dødssyg på en madras, med en sæk som dyne.
Hun kom på hospitalet, men hun stod ikke til at redde. Ladegårdens præst, den kendte pastor R.P. Rasmussen, der en tid var borgerrepræsentant talte ved hendes båre og sagde, hvad sandt var, at hun var en stakkel som samfundet havde svigtet., og at en gentagelse af hendes skæbne aldrig mere måtte finde sted.
Så populær var hun imidlertid, at hendes kiste var dækket af kranse i snesevis, sendt af folk som havde ondt af hende. En af de smukkeste var prydet med et rødt og hvidt bånd og signeret:
I en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård fandt hun sit sidste hvilested.
Filosoffen fra Magstræde
Han boede i et uhumsk kvistrum i denne gade. Fra naturens hånd var han filosofisk anlagt. I sin ungdom skulle han have læst H.C. Ørsteds ”Ånden i naturen” og Søren Kierkegaards ”Enten – Eller”. Disse bøger havde gjort et stort indtryk på ham og bidraget til hans noget aparte livsanskuelse, at ”livsanskuelse” er kun bedrag, og livets hovedindhold er ”sult og kønsdrift”.
Bortset fra de få penge, han brugte på sig selv til livets opretholdelse, skal han efter sigende have indbetalt næsten alt, hvad han i øvrigt ”tjente” til ”Foreningen for Kønssygdommens Bekæmpelse”. Dette kunne måske tyde på, at hans livs ulykke stammende fra en kønssygdom, han havde pådraget sig i sine unge år.
Han havde en indbringende forretning fra sin stadeplads på Rådhuspladsen. Men i 1913 skiftede han stadeplads som forhandler af Ekstra Bladet i Frederiksberggade.
Da hans indbo blev undersøgt af skifterettens folk, blev der imellem alt hans skrammel fundet adskillige værdipapirer. Samtidig blev der fra flere banker givet meddelelse om, at han havde penge indestående i dem.
Da boet blev gjort op viste det sig, at hans fattigdom kun havde været tilsyneladende, og at han ved sin død havde været en ganske velsitueret mand.
Krølle – Charles
Han ville blive husket for sine saftige udtalelser. I årene før Første Verdenskrig var han en kilde til stadig moro., når han holdt sine berømte foredrag, der næsten altid sluttede med ordene:
I sin ungdom skulle han have været smed eller fyrbøder og opholdt sig flere år i England. Derfor kunne han som ældre, når han var ædru, foruden tysk også kunne tale engelsk. Hans taler tiltrak mange mennesker, og det var ham tilsyneladende en stor fornøjelse at fremkomme med en række sjofle udtryk, som fik damerne til at rødme.
Kejsere, ministre og præster hørte til hans yndlingsemner, men nogen dybere mening i det, han sagde, var det ikke.
Som byens andre originaler var han ikke særlig appetitlig at se på. En velhavende forretningsmand, som havde fået medlidenhed med ham, fik ham engang vasket og klippet og udstyret med pænt tøj. I sin nye herlighed vandrede han derefter rundt i byen med et reklameskilt. Men situationen bekom ham ilde.
Gadedrengene gjorde nar af ham, og efter en dags forløb smed han skiltet og var kort efter lige så beskidt – og lige så lykkelig som før.
Fidus – Carl
En anden københavnsk original var ”Fidus-Carl”, der hver morgen mødte op på blomstertovet. Der samlede han affaldsblomsterne op for senere på dagen at sælge dem rundt på byens beværtninger. I årenes løb skal dette have været en ganske indbringende forretning.
En aften fangede nogle slagtere ham. De trak tøjet af ham, sprættede det op og fandt flere hundrede kroner, som han dog naturligvis fik lov til at beholde.
Professor Libri
Han var måske ganske normal. Men ved at stille sine evner i gøglets tjeneste opnåede han på grund af sit udseende og sin usædvanlige veltalenhed interesse om sin person. Hans rigtige navn var Johannes Marius Dines Petersen.
Som dreng blev han sat i skomagerlære. Han havde dog det uheld, at han en aften styrtede ned i lasten på et skib, hvor han skulle aflevere et par støvler, der var blevet forsålet.
Kvæstelserne, han pådrog sig, var så alvorlige at han blev invalid resten af sit liv, Han var skæv i den højre skulder og i hovedet. Det ene øje var halvt tillukket. Men det skadede ham ikke i hans nye levevej som gøgler. Tværtimod har hans mærkelige fremtoning sikkert bidraget til at styrke hans popularitet og position.
Ingen gøgler har i veltalenhed nogen sinde overgået professor Libri. Ja det skulle måske lige være professor Tribini.
Alle de andre
Skulle vi nu har alle med, ville det blive en meget stor artikel, for så skulle vi også nævne Baron, Gøngehøvdingen, Stjernehans, Trippe – Lars, Bøfhenrik, Klørknægt og Fru Schneider. Løber, Peter Sengeløse, Valter, Den overskårne Kæmpe, Messingjens, Grev Holk, Den gamle Sult, Gamle Stub, Baron Billegraf og mange flere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har i alt 1.557 artikler herunder:
Under København (166 artikler) finder du:
Under Andre Historier (55 artikler) finder du:
Under Nørrebro (286 artikler) finder du:
Under Tønder (254 artikler) finder du:
Under Aabenraa (149 artikler) finder du: