Artikler
Juni 25, 2020
Genforening – Juridisk: Nej – Folkeligt: Ja
Det er ikke tale om Genforening i juridisk forstand. Og Nordslesvig blev ikke bare ”hugget”. Der var virkelig drama, da kongen red over grænsen. Vi skal høre, hvad der skete med den lille pige og hesten. Og om det er rigtig at kongen også styrtede. I 1907 accepterede den danske regering at nordslesvigerne ikke skulle kunne stemme sig til Danmark. Vi oplevede et historisk paradoks. Andre lande kæmpede for os. Det sagde vi aldrig tak for. Den danske regering fulgte en tyskerkurs og tilbød en anden ø, hvor de kunne opbygge en flådestation. Omtalen har et skær af nationalromantik. Kongens ridt blev holdt i et mytologisk skær. Glemt var alt om Påskekrisen. Endnu en profeti gik i opfyldelse. Der har været mange knaster i det dansk – tyske samarbejde. Mindretallets Museum ville ikke kendes ved vores bog trods god omtale i Der Nordschleswiger. Tilliden voksede efterhånden til de tysksindede. Begge mindretal får masser af tilskud.
Man undlader bevidst at nævne noget af Neergaards tale.
Det er ikke let at forklare københavnerne disse ting, ja heller ikke sønderjyderne. Man omtaler gene den store Dybbøl – fest, hvor Neergaard selvfølgelig omtaler de 6.200 nordslesvigere, der faldt i krigen. Men man glemmer helt bevidst at nævne det han også sagde:
Det har man så alligevel, men det er godt nok længe siden. Og det var før vi fik hertugdømmet Slesvig – Holsten.
Rent juridisk er det ikke Genforening
”Slesvigs deling” bliver kaldt moderne og gør ”Genforeningen” til en slags tragedie. Det er noget af den debat, der har verseret.
”Nordslesvigs indlemmelse i kongeriget” er et udtryk der også bliver kaldt for ”distanceret ligegyldighed”. Men formuleringen er ikke forkert.
Men dette forklarer ikke, at rent juridisk kom de dansksindede sønderjyder ikke hjem igen.
Et historisk paradoks
Nordslesvigerne også de dansksindede havde kæmpet mod dem, der sikrede at Nordslesvig kom til Danmark. Det er et trist historisk paradoks. Et sted mellem 25.000 og 30.000 dansksindede måtte trække i tysk uniform.
Jo, der var stort dansk flertal i Nordslesvig i 1864 og det var det også syd for Flensborg dengang. Men ret hurtig blev det fortysket.
Det var andre lande, der havde kæmpet for os
Vi skal høre om det drama, der opstod, da kongen red over grænsen i 1920. Her stod danske piger med blomster i favnen – i begejstringen af den ”nationale samling”.
Men egentlig var det andre lande, der gjorde det muligt for os. Det var Verdenskrigens lange mareridt af bomber, giftgas og dødsmarcher mod fjendens kugler. Der skulle ”vold og magt” til. Fjenden var ”Det Tyske Kejserrige”
Det er historien om, at Nordslesvig aldrig var kommet til Danmark, hvis ikke millioner af franskmænd, briterne, italienere, russere, amerikanere og andre havde ofret deres liv i skyttegravene.
Danmark sagde nej til afstemning i 1907
De havde flere gange markeret, at de dansksindede ikke skulle sætte næsen op efter en flytning af grænsen. Og det til trods for Prag – freden i 1866. Uden Stormagternes protest fjernede Preusserne afstemningen vedr. § 5 i 1878, hvor man i Nordslesvig selv kunne bestemme, hvor man hørte til.
Og den danske regering accepterede dette så sent som i 1907. Det ville man bare nødig erkende, at man havde gjort. Først da kejsermagten lå i ruiner ville de acceptere, at slesvigerne selv måtte bestemme, hvor de ville hen.
Den danske regering fulgte en ren ”Tyskerkurs”
Danskerne har heller aldrig få at vide, at da tyskerne meddelte, at vi nok ikke kunne få Als, for her lå en tysk flådestation. Straks meddelte den danske regering så kunne de få en anden dansk ø, hvor de kunne opbygge en flådestation, så de kunne holde øje med trafikken i de danske bælter.
De danske regeringer fulgte en ren ”Tyskerkurs” i alle spørgsmål om sikkerhed. Vi var en lilleputnation med en stor og farlig nabo. Vi skulle nødig provokere tyskerne. Og det skulle vi heller ikke under fredsforhandlingerne.
Neergaard glemte at sige tak
Vender vi tilbage til statsminister Neergaards tale den 11. juli 1920 i Dybbøl var der heller ingen tak for de europæiske ofre eller til præsident Woodrow Wilson, selv om det var hans 14 punkts-program for genopbygningen af Europa, som etablerede en ramme for national selvbestemmelsesret.
Et skær af nationalromantik
Efter den tid tog fortielserne til. Det er ikke særlig populært at anfægte disse. Fortællingen om den såkaldte ”Genforening” er indhyllet i et skær af nationalromantik i vores kollektiv erindring. Det er selvros og hyggenationalisme. Vi dyrker fortællingerne om dansk modstandskamp under Anden Verdenskrig og helteindsats under 1864.
Vi har en tendens til at have en glansbillede-historie om danmarkshistorien. Om gode, retfærdige konger og et folk, der løser problemerne gennem samtale og forhandling. Men sådan er det altså ikke.
I skolen i Sønderjylland lærte vi, at Kong Hans skar ørerne af friserne, fordi de ikke betale skat til den danske konge. Om det nu er rigtig, ja det kan man da have sin tvivl om.
Hertugdømmernes historie har handlet om konflikter og krige, som handlede om hvilke stormænd, hertuger og konger, der skulle have retten til at pine naturalier, penge og arbejde ud af undersåtterne.
Danmark ville ikke respektere internationale regler
Vi kom ud i en håbløs kamp mod det ekspanderende Preussen.
Nej, vi blev ikke bare overfaldet uden videre. Og Nordslesvig blev ikke bare taget fra Danmark. For det første så tilhørte landsdelen ikke Danmark. For det andet så havde Christian den 9. underskrevet november-forfatningen, der trak Slesvig nærmere til Danmark.
Det var imod fredsaftalerne indgået efter den første slesvigske krig. Andre vil så også påstå, at det var imod Ribe – brevet. Men det sidste var nok nærmere end håndfæstning.
Et ydmygende nederlag
Det gik kun et halvt år, så var krigen over. Danmark havde lidt et ydmygende nederlag. Vi husker rømningen af Dannevirke, den preussiske storm på Dybbøl og den afsluttende invasion af Als.
5.000 mennesker var gået tabt – døde, sårede eller taget til fange. Man regner med, at 3.200 dansksindede døde i krigen 1864
Danskhed skulle fjernes og bekæmpes
Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes. Og det forsøgte Preusserne med mange midler. Modsvaret var danske foreninger og Sønderjysk Kaffebord. Men egentlig var det begrænset, hvor danskerne måtte mødes. Udvisninger var et hyppigt anvendt værktøj fra tyskernes side.
Kongen begik politisk fejlgreb
Tænk engang lige inden kongen red over grænsen må han have følt den kongelig taburet vakle under ham. Han havde begået en politisk fejl af dimensioner. Men han var interesseret i Flensborg. Hans kongerige skulle være så stort som muligt. Han kunne se, hvordan hans fætter, zar Nikolaj den Anden var blevet afsat af revolutionære kræfter.
Stauning kom den lidende konge til undsætning og tilbød ham en kattelem ud af krisen. Enten lyttede kongen til Stauning eller også var det farvel til tronen. Kongen havde lyttet til nogle af sine venner i erhvervslivet inden han tog den fatale beslutning at fyre Zahle – regeringen.
Kongens ridt i mytologisk skær
Det kunne have gået anderledes. Kongen kunne ride over grænsen på en hvid hest som Jomfru Fanny fra Aabenraa havde forudsagt. Arrangørerne gik langt for at få kongens ridt til at fremstå i et nærmest mytologisk skær. Og kongen selv gjorde sit til at det lykkedes. Alt hvad der skete nogle måneder tidligere, var pludselig glemt. Kongen var i den grad populær.
Må jeg tage hende op på hesten?
Den 10. juli 1920 klokken er lidt over ni om morgenen. Christian den Tiende var netop redet gennem æresporten på den gamle grænse nord for Christiansfeld, da den stærkt bevægede konge fik øje på en lille lyshåret pige i menneskemængden. Hun havde et dannebrogsflag i den ene hånd og i den anden hånd havde hun en kurv med roser – en rød og en hvid.
Hendes hvide kjole var prydet med røde bånd. Da kongen så pigen fik han lyst til at tage hende op til sig på hesten og omfavne hende.
Han kunne ikke vide, at pigen Johanne var et adoptivbarn med så beskidte sokker, at hendes mor havde vendt vrangen ud på dem tidligere på dagen. Kongen greb fat om den lille hånd under roserne. Kongen spurgte pigens mor:
Hun blev helt paf og svarede ikke, men så spurgte han anden gang:
Moderen kunne se tårer på kongens kind.
Johanne var ulykkelig
Ja sådan fik moderen det fremstammet. Og så løftede han den hvidklædte pige med blomsterne op på sin saddel og kyssede hende. Så spurgte kongen:
Den ni – årige pige svarede, men kongen hørte hende ikke. Han var allerede videre på den hvide hest. Johanne Braren brød sig ikke om, at kongen tog hende med:
Oppe på hesten lagde pigen sin arm om kongens hals, mens hendes mor forsøgte at følge med gennem menneskemængden. Den ni – årige Johanne var begyndt at græde, men kongen registrerede det ikke. Han skrev efterfølgende i sin dagbog:
Vi har tidligere her på siden skrevet både om ”Pigen fra Højer”, ”Den Sure Præst fra Højer” (Johannes plejefar) og mange artikler om ”Jomfru Fanny”.
En lille pige dukkede op i Aabenraa omkring 1805
For at forstå mytologien om denne begivenhed skal vi tilbage til årene omkring 1805, hvor en anden lille pige dukker op i Aabenraa. Hun hed Franziska Caroline Elise Enge. Der gik og går stadig rygter i byen om, at hun var fornem slægt, måske endda barn af kronprinsen, den senere kong Christian den Ottende.
I virkeligheden var hun sandsynligvis uægte datter af en tjenestepige fra Mecklenburg i Tyskland og en skovridder fra samme egn. Hun arbejdede som syerske og begyndte at få drømmesyn. Den synske pige blev kaldt for Jomfru Fanny.
Hun blev landskendt, fordi Fyens Avis bragte en artikel om, at hun havde forudset Treårskrigens udbrud allerede i 1837. Hun forudså også, at det hele ville ende med en dansk sejr. Det skete i maj 1849 – altså inden de afgørende slag ved Fredericia og Isted, hvor danskerne vandt.
Hendes forudsigelser blev bragt som skillingstryk i København. Trykkene var den tids ugeblade. Derfor nåede historien vidt omkring. Da Danmark vandt krigen i 1850, havde Jomfru Fanny for alvor skabt sig et navn.
Hun spåede at der ville komme endnu en krig, som Danmark ville tabe. Efter det store danske nederlag i 1864 kom Jomfru Fanny med beroligende ord til apotekeren i Aabenraa.
Spåkonen forudså, at der i 1870 ville komme en krig, man aldrig havde set magen til, og efter et stort slag uden for Aabenraa ville Danmark genvinde tabt land.
Danmarks konge ville komme ridende på en hvid hest, der ville vade blod i gaderne, lyder det i apotekerens referat. Der kom faktisk en stor krig i 1870 mellem Frankrig og Preussen, men resten passer ikke.
Jomfru Fanny glemte dog ikke drømmesynet, og kort før sin død i 1881 kom hun så med en spådom:
Johanne’ s mor blev stoppet af politiet
Mon ikke H.P. Hanssen fra Aabenraa gjorde sit til, at denne drøm gik i opfyldelse. Han har sikkert givet hoffet et tip om, at kongen burde benytte en hvid hest.
Allerede ved fire-fem tiden om morgenen stimlede folk til den gamle grænse ved Frederikshøj for at afvente det historiske øjeblik, da det gamle sagn om kongen på den hvide hest skulle gå i opfyldelse.
Men for Elisabeth Braren, der forsøgte at følge hendes datter på kongens hest, var de store menneskemængder et problem.
Hun kunne se, at Johanne oppe på hesten var ulykkelig. Hun forsøgte at mase sig gennem tilskuerne. Det lykkedes hende at komme ned i en grøft, hvor hun kunne løbe efter kongens hest. Men pludselig blev hun råbt an af tre politibetjente.
Så måtte den bekymrede mor forklare sig til ordensmagten, mens kongen red væk med hendes datter ude på vejen.
Hesten var sandelig hvid
I de kongelige stalde var der ikke en hvid hest. Men grev Knud Danneskiold – Samsøe fra Visborggård ved Hadsund havde lige inden Første verdenskrigs udbrud i 1914 købt en hvid hest i Paris. Den hed Malgré Tout eller på dansk ”trods alt”. Den var blevet trænet i flere måneder, så den ikke gik i panik.
Hendes farve har man diskuteret. Således havde Christian den Tiendes yngste søn, prins Knud fået noget hvidt på bukserne. Hesten er formentlig blevet striglet med wienerkalk eller pibeler for at fjerne gule misfarvninger fra urin på bugen.
Flere dramaer omkring Kongens ridt
Der skete flere ”dramaer” dengang. For mens Johanne Braren sad oppe hos kongen, tog en ældre herre sit sidste åndedrag lidt længere nede af vejen. Hans syvårige barnebarn så på, mens det skete. Manden, hans Jørgen Bylling, var faldet om. Da folk havde råbt ”Kongen kommer” og barnebarnet, der også hed Hans Jørgen Bylling, så sin bedstefars stok flyve op i luften, da den gamle faldt bagover.
Den døende bedstefar blev båret ind på Høkkelbjerg Skole, hvor han udåndede på et bord. Den lille dreng huskede resten af sit liv, hvordan ”bedstefar døde af glæde”.
Johannes mor fik stoppet kongen
Mens den tragiske situation udspillede i skolestuen, slap Johanne Brarens mor forbi politiet og nåede hen til kongens hest, hvor hun fik standset majestæten. Denne spurgte:
Elisabeth Braren skrev efterfølgende, at hun ikke efterfølgende turde udsætte sin datter for mere. Hun løftede datteren ned og trak hende i sikkerhed i grøften. Hun havde fået et lille nerveanfald, som udtrykte sig i klagende toner. Moderen fik bragt hende til ro. Hun fik hatten på, og stille gik de bagefter sværmen.
Veteranerne ved Tyrstrup kirke
Men kort tid efter mistede endnu et menneske livet.
Efter sit ridt gennem Christiansfeld steg kongen af ved Tyrstrup Kirke, hvor han skulle deltage i en kort andagt. Da kongen kom ud af kirken, gik han hen og hilste på de krigsveteraner, som havde været med ved nederlaget i 1864.
En af veteranerne var den 82 – årige snedkermester Peter Wandt fra Bjerndrup. For ham var øjeblikket så bevæget, at han faldt om og døde ved kirkemuren, skrev Berlingske Tidendes korrespondent.
Der blev også snart kongens tur til at falde.
Kongen styrtede
Efter ceremonien i Tyrstrup Kirke fortsatte majestæten videre mod Haderslev i bil. Lidt uden for byen skulle kongen så til hest igen og her gik det galt.
Den hvide hest havde opfyldt spådommen, så kongen skiftede til en af sine egne gangere. Hesten veg til side, da han ville sætte sig op, men Kong Christian den Tiende, der var en erfaren rytter, ville ikke lade hesten bestemme, så han svingede sig op alligevel.
Men så sprang dyret til siden, væltede den hjælper, der holdt tøjlerne, og bukkede. Kongens sabel kom i klemme mellem ben og hest, og så faldt majestæten til jorden.
Endnu en profeti gik i opfyldelse
På den måde opfyldte Kong Christian den Tiende muligvis endnu en profeti – i hvert fald, hvis man skal tro Robert Ludvigsen fra Berlingske Tidende.
Korrespondenten skriver nemlig, at en ældre herre overværede styrtet og sagde:
Og med tårer i øjnene fortsatte han:
Kongen red ind i Haderslev på en anden hest, men så kunne han heller ikke mere. På resten af turen gennem Sønderjylland var han tydeligvis plaget af smerter. Resten af turen måtte foregå i bil.
Men da var myten skabt. Påskekrisen var så godt som glemt. Billederne af kongen på den hvide hest blev et nationalt ikon.
Kongen glemte ikke ”Lille Johanne”
Kongen glemte ikke Johanne Braren. Han sendte hende et indrammet billede fra rideturen, inviterede hende til arrangementer, når han besøgte Sønderjylland og forærede hende gaver da hun blev konfirmeret og senere gift.
Men selv om det havde været en stor oplevelse fyldte det ikke meget i hendes tilværelse. En stor del af Johanne Brarens liv kom til at gå med hårdt arbejde. En overgang var hun bagerfrue i vejle, men butikken kunne ikke løbe rundt.
I 1945 blev hun skilt efter 10 års ægteskab og da hun fandt kærligheden igen i 1947, gik der kun seks år før hun igen blev enke. Hun hed nu Johanne Herlak og var alene med to små piger, som hun måtte forsøge ved at arbejde som kogekone. Hun døde i 1999 i Århus og blev 87 år.
Den hvide hest levede ikke så længe
Den hvide hest levede knap så længe. Den blev syg og måtte aflives i 1921. Den hestehov, som efter sigende var først over den gamle grænse, blev forsølvet og fik inskriptionen:
Den endte på kongens skrivebord på Amalienborg.
Man deler sig også mellem dansk og tysk
I det sønderjyske er det helt afklarede bekendelser uden tvivl. Det er hele familier, som er danske eller tyske. Der er familier, hvor man deler sig mellem dansk og tysk.
Grænselandet er et sted, hvor forskellige kulturer mødes, stride, lever med hinanden og mod hinanden. Ja man kan sige meget, og det har undertegnede faktisk gjort i form af en bog. Den fortæller, hvordan det dansk – tyske forhold var i grænselandet i form af oplevelser, som jeg har været igennem ind til for efterhånden mange år siden, da jeg flyttede fra grænselandet.
Jo dengang i min ungdom i Tønder havde det tyske mindretal også deres egne butikker. Andersen & Nissens Boghandel blev anset for at være sådan en. Jeg fik at vide, at jeg skulle tiltale medlemmer af det tyske mindretal på tysk, men det nægtede jeg.
Man ville ikke kendes ved vores bog
Tænk – engang ville man ikke røre min bog med en ildtang på museet for det tyske mindretal og det trods en positiv omtale i Der Nordschleswiger. Men nu befinder den sig på museet.
Det er nu heller ikke rigtig, at forholdet mellem det danske og tyske har været gnidningsfrit i alle årene som påstået i medierne. Flittige læsere af vores hjemmeside vil vide, at det har været nogle gevaldige knaster. Disse knaster voksede i 1930’erne og begyndte vel først at aftage midt i 1950’erne. Men først mange årtier efter er disse knaster næsten forsvundet.
I Sønderborg ville borgerskabet ikke handle hos Wohlenberg Delikatesser. De sendte så tjenestepigerne. Og når der så blev købt vin, så blev det hældt over på en anden flaske eller etiketten blev fornyet. Man skulle da nødig se, at man støttede Wohlenberg.
Tilliden voksede til de tysksindede
I 2005 viste en undersøgelse lavet af Vilstrup for Politiken, at hver anden dansker mente, at danskernes forhold til tyskerne stadig i nogen grad var påvirket af besættelsen i årene 1940 – 45.
Resultatet var egentlig forventet, men samtidig også lidt skræmmende. Ti år senere viste en Voxmeter – undersøgelse at syv ud af ti danskere havde en overvejende positiv opfattelse af den tyske befolkning.
Masser af tilskud
Tænk engang, Jørgen Mads Clausen, medejer af Danfoss opfordrede ligefrem sønderborgerne til at stemme på det tyske mindretals spidskandidat Stephan Kleinschmidt ved kommunalvalget.
Det tyske mindretal synes måske, at Danmark er lidt sløv i optrækket når det gælder opfyldelsen af de europæiske sprog – og mindretalsrettigheder.
Det Danske Mindretal syd for grænsen får ca. 600 millioner kroner årligt fra den danske stat, mens det tyske mindretal nord for grænsen får 90 millioner kroner fra Tyskland. Dertil kommer omfattende tilskud fra stat og kommune. Faktisk finaseres cirka 75 pct. af det tyske mindretal med danske midler – ikke mindst i form af tilskud til skoler og børnehaver.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.586 artikler heraf 133 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:
Under Aabenraa (150 artikler):
Under Højer (73 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler):
Juni 24, 2020
Sandheden om Karantænestationerne
Stationerne i Padborg og Kruså. Sundhedsstyrelsen ville oprette stationerne. Lægeligt personale skulle skaffes lokalt. Man tænkte på tysklandsarbejdere. Amtmændene var betænkelige. Planerne blev fuldstændig ændret. Elever inddraget i planerne. Tiltro til katolsk søster. Læger og sygeplejersker arbejde i døgndrift. Masser af angreb ovenfra. Barakkerne var ikke klar. De første, der kom, var politifolk. Nattens blodbad. Mange blev kørt direkte på sygehus. Inden for 24 timer blev der skaffet 100 rutebiler. Nervøsitet i Neuengamme. 48 spædbørn fik lunken øl. 4.300 kvinder i 53 kreaturvogne. Dagen efter holdt der endnu et tog på Padborg Station med 3.000 kvinder. Luftkampe og strømsvigt. Lejren blev beordret tømt.
Stationen i Padborg
Det var sandelig ikke noget som Folke Bernadotte havde beordret. Og egentlig havde karantænestationerne i Padborg og Kruså slet ikke noget med ”De Hvide Busser” at gøre. At de så fik det, ja det er en helt anden sag.
Karantænestationen i Padborg var beliggende på pladsen ved DSB’ s lokomotivremise og på en tilstødende mark øst herfor. Den var indrettet i otte større og mindre træbarakker, som var opført til formålet.
Stationen i Kruså
Karantænestationen i Kruså var indrettet dels i Kruså Vandmølle og i en barak i tilslutning hertil dels i nogle træbarakker, som var opført på Krusågårds mark øst for hovedvejen over for Kruså Toldsted.
Der blev også oprettet karantænestationer i Tønder og Gedser.
Disse stationer var egentlig bygget som gennemgangsstation for grænsepassanter for de til den tid hjemvendte tysklandsarbejdere.
Sundhedsstyrelsen ville oprette stationerne
I 1943 begyndte de danske sundhedsmyndigheder at overveje, hvilke foranstaltninger, der skulle træffes, hvis krigen rykkede Danmark nærmere. I juli 1943 foreslog Sundhedsstyrelsen således i et brev til Indenrigsministeriet, at der skulle indkøbes nogle mobile aflusningsovne.
Man begrundede forslaget med, at der let kunne opstå situationer, hvor man for at forhindre udbredelsen af plettyfus måtte foretage aflusning af et stort antal personer.
Efter de voldsomme engelske luftangreb mod Hamborg i slutningen af juni og begyndelsen af august 1943 ankom der her til landet et stort antal danske tysklandsarbejdere og tyske statsborgere, som var flygtet fra den bombehærgede by.
Sundhedsstyrelsen anså det nu nødvendigt, at der snarest blev indrettet karantænestationer ved grænsen. Man anmodede i et brev af 29. september 1943 Indenrigsministeriet at søge bevilling hertil idet man understregede sagens hastende karakter.
Lægeligt personale skulle skaffes lokalt
Desuden anmodede Sundhedsstyrelsen amtslægerne i Sønderjylland om at organisere en lægelig kontrol ved grænsen.
Ved forhandlinger med Arbejdsministeriet og Statens Civile Luftværn fik Indenrigsministeriet tilsagn om nogle barakker der skulle anbringes i depot i Sønderjylland.
På disse stationer skulle de personer, der passerede grænsen registreres og sorteres efter smitterisiko, bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Herefter skulle tøjet afluses i mobile aflusningsovne, mens personerne skulle sæbes af og i styrtebad.
Lægeligt personale skulle i første omgang skaffes lokalt og fra Statens Seruminstitut. men hvis der var behov for det, skulle der indkaldes læger fra hele landet.
Man tænkte på Tysklandsarbejdere
Indenrigsministeriet satte dog spørgsmålstegn ved nødvendigheden af så omfattende foranstaltninger som ønsket af Sundhedsstyrelsen.
Det var dog tydeligt at man over for den tyske besættelsesmagt ville sløre den egentlige hensigt med karantænestationerne. Tyskerne fik kun at vide, at der blev forberedt stationer til lægehjælp og bespisning af arbejdere.
Den 3. november 1943 blev der bevilliget 410.700 kr. til oprettelse af grænsestationer ved grænsen. I tidsrummet fra januar til august 1944 inddrog Indenrigsministeriet en lang række andre ministerier og styrelser i planlægningsarbejdet.
Foranstaltningerne antog sigte på de danske tysklandsarbejderes tilbageverden. Det udvalg som skulle planlægge det hele, kom til at hedde ”Udvalget vedr. arbejdere i Tyskland”.
Den 23. august 1944 var man færdig med ”Plan over Karantæneforanstaltninger ved landets grænser”.
Amtmændene var betænkelige
Amtmændene i Aabenraa og Tønder var noget betænkelige om at overtage ledelsen af karantænestationerne, når politiet og grænsegendarmeriet ikke mere var i aktion. I november 1944 kunne karantænestationerne tages i brug selv om, der manglede en del barakker.
I Padborg blev der gjort klar til at modtage 200 politibetjente hjemført fra koncentrationslejren Buchenwald. Ved ankomsten til Padborg blev de dog på grund af deres helbredstilstand kørt direkte til Frøslevlejren, hvor de næste dag alle blev lægeundersøgt.
Så sent som den 24. marts 1945 udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære, hvori man fastholdt de oprindelige planer.
Planerne blev fuldstændig ændret
Omkring den 1. april 1945 indtraf der imidlertid begivenheder, som fuldstændig ændrede alle hidtidige planer. Samtidig betød det, at karantænestationerne fik opgaver af en art og rækkevidde, som ingen på forhånd havde forestillet sig.
Der skulle nu handles hurtigt. Der var ikke tid til mange omsvøb eller forhandlinger. Karantænestationerne i Kruså og Padborg blev simpelthen taget i brug af Socialministeriet bistået af Dansk Røde Kors og Statens Civile Luftværn som en slags basis station fra hjemtransporterne fra de tyske koncentrationslejre med bl.a. De Hvide Busser.
I Indenrigsministeriet og hos Amtmanden i Aabenraa gav disse tiltag naturligvis anledning til nogen forbavselse. Nu fik tusinder af mennesker pludselig glæde af disse stationer selv om de ikke var tiltænkt dem.
Man havde slet ikke i planlægningen regnet med at stationerne i Kruså og Padborg skulle tage imod 17.000 hjembragte fanger.
Elever blev inddraget i planerne
Fra den 11. april til 5. maj 1945 deltog en del af eleverne fra Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedssygeplejerske for ledende og undervisende Sygeplejersker i det store hjælpearbejde. Nogle var der få dage, andre en uge og nogle var der endnu længere.
Barakker var endnu ikke gjort klar. Nu gjaldt det om at gøre dem rene og desinficerer dem.
Tiltro til katolsk søster
En af dem, der var med var Søster Benedicte Ramsing. Hun var katolsk nonne i Sct. Joseph – søstrenes orden. Hun gik rundt i ordenens uniform. Dette styrkede tilliden hos de medtagende kvinder, der var meget mistroiske, da de ankom til karantænestationerne. Nogle gemte sig endda, da de skulle vide med lazarettog. Der var altid nogen der gemte sig. Men da de så opdagede den katolske sygeplejerske, ja så gik det meget bedre.
Læger og sygeplejerske arbejdede i døgndrift
Sygeplejerskerne kom i forskellige hold fra Aarhus til Padborg og Kruså. Det første hold nåede Padborg ved 10 – tiden den 11. april. Ved ankomsten til karantænestationen var det første ambulancetog allerede ved at blive læsset. Blege afkræftede nordmænd og danskere lå ved vinduerne i kupeerne, trods deres tilstand lykkelig smilende. Læger og sygeplejerske tog med toget.
Mange af sygeplejerskerne og lægerne arbejde i døgndrift på karantænestationerne. De modtog KZ – fangere i en grusom forfatning. De var mærket på sjæl og krop. De var fyldt med sår efter tortur, der fortalte om grusomme rædsler. De var så udsultede, at nogle af dem ligefrem skulle mades. De var fyldt med utøj. Og sygeplejerskerne måtte nærmest vade i diarre og opkast.
Masser af angreb ovenfra
Flere gange blev busserne angrebet. De allierede flyvere respekterede ikke Røde-Kors-mærket. Mange blev dræbt og såret under disse angreb. Ikke så få af disse blev begravet på Bov Kirkegård. Ofte var der også patienter fra karantænestationerne, der blev begravet på kirkegården.
Heller ikke Karantænestationerne undgik angreb. Det var både direkte angreb samt luftkampe lige over stationerne. Særlig når der var allieret angreb mod Flensborg var karantænestationerne i farezonen.
Barakkerne var ikke klar
Allerede den 8. april var Karantænestationen ved Padborg åbnet. De første busser med danske og norske kvinder var ankommet. De fik et måltid mad og blev så sendt videre.
Efter at det blev sendt afsted begyndte man at desinficere og gøre rent i barakkerne. Det medbragte udstyr blev pakket ud og fordelt. Yderligere sygeplejemateriel og medicinalvarer var blevet fremskaffet og blev fordelt. Instrumenter og tøj var blevet udlånt fra Aabenraa og Sønderborg.
Lejren i Padborg
Lejren i Padborg bestod af tre store patientbarakker med pladser til en maximal belægning på 750 patienter, en lille barak med 2 – sengs stue, en Ligstue, en karantænestation med aflusningsanstalt, Bad, skadestue og en administrationsbygning, hvor køkken fandtes i den ene ende, en spisesal samt kvarterer for sygeplejersker, CBU’ er (Civilbeskyttelsens Udrykningskolonne) og chauffører. Karantænestationen blev opvarmet af den lokale af deling af D.K.B. (Danske Kvinders Beredskab) i Padborg og Bov.
Telefonen kimede ustandselig i administrationsbygningen.
D.K.B. stod også på enestående måde for den daglige betjening. Baronesse Wedel-Wedelsborg havde gennem længere tid været knyttet til Frøslevlejren som Røde Kors’ repræsentant var den gode Fe, der skaffede herlige forsyninger til lejren. Man glemte pludselig, at der var noget, der hed rationering.
C.B.U. – mandskabet viste også en enestående hjælp. Der var faste sygeplejersker for hver barak. Der var en del læger fra de lokale sygehuse og fra København knyttet til lejren for et kortere tidsrum. De ledsagede også konvojer til Tyskland og lazarettog til København.
De første, der kom, var politifolk
De første der ankom til selve lejren var 50 danske politifolk. De fik aftensmad og der blev sunget sange og der var diverse taler. Derefter tog de til en lade i Frøslev for at overnatte inden afrejse næste dag. Næste dag modtog man endnu 50 politibetjente. De fik frokost, men ellers var det ikke rigtig nogen velkomst til dem på grund af travlhed.
Glad norsk sang
Ofte kunne man ikke regne med tidspunktet for afsendelse af de forskellige tog. Det skyldtes jernbanesabotager. Så måtte man nogle gange vælge at fragte folk med busser i stedet.
Senere kom norske og danske internerede direkte fra Neuengamme. Hvis deres tilstand tillod det, blev de aflusede og fik varmt bad. Det vakte megen begejstring og pludselig genlød Karantænestationen af nordmændenes friske sang:
Nattens blodbad
De syge blev båret fra ambulancerne direkte til barakkerne, kom til sengs med det samme og blev vaskede og gjort i stand, så godt forholdene tillod det. Deres tøj blev behandlet med Ivoran – pudder.
Et allieret fly begyndte at angribe karantænestationen. De tyske vagtposter skød igen. Flere blev alvorlig sårede. De måtte køres til Aabenraa Sygehus.
Næste morgen var der masser af rengøring efter nattens blodbad. Karantænestationen var gennemboret af flere huller. Men man måtte være hurtige med rengøring, granatsplinter måtte fjernes. Næste konvoj var undervejs.
Mange blev kørt direkte på sygehus
Alle der gik gennem Karantænestationen fik en hurtig lægeundersøgelse og blev registreret. Senere gik lægerne rundt på barakkerne, så til de syge, ordinerede medicin og skiftede forbindinger. Dette var hårdt tiltrængt. De fleste af patienterne var fulde af inficerede sår. De mest hyppige sygdomme var tuberkulose, blyforgiftninger og sygdomme, der relaterede sig til mangel på eller dårlig mad. Alle var afkræftede i højere eller mindre grad.
Først måtte de have den mest nødvendige medicin og den hårdt tiltrængte mad.
Indimellem fik man at vide, at konvojer var angrebet. Der var sårede og dræbte imellem. Mange blev kørt direkte til Aabenraa eller Sønderborg Sygehus.
Inden for 24 timer blev der skaffet 100 rutebiler
Pludselig blev der givet tilladelse til at tømme lejren i Neuengamme. Det skulle ske inden englænderne nåede området. Til dette formål måtte der tilkaldes 100 rutebiler fra hele landet. Ikke alene nåede man dette men inden for 24 timer nåede man også at male alle bilerne hvide med Røde Kors mærker og Dannebrogsflag på taget.
Inden disse biler kunne tage af sted, måtte hele lejren evakueres. Man fandt forsager på området.
Nervøsitet i Neuengamme
Konvojen var delt i seks kolonner, der startede med en halv times mellemrum. Hver konvoj var ledsaget af en konvojfører, en læge og to sygeplejerske. De første biler nåede Neuengamme kl. 18. De internerede havde stået på pladsen siden kl. 4 om morgenen. De havde fået besked om at de skulle være ude af lejren inden kl. 18.30. Nervøsiteten var stor men den afløstes af glæde og lettelse, da konvojen endelig nåede frem.
Bilerne kørte ind i lejren en for en, blev fyldt til sidste sæde og kørte nu direkte til Friedrichsruhe, hvor man bivuakerede. Næste morgen ved 6-tiden brød man op. Nu begyndte hjemturen til Danmark i silende regn. Men hverken dette eller den sparsomme nattesøvn havde formået at slå humøret ned.
Hos de internerede var glæden og begejstringen over hjemturen strålende. Jo nærmere de kom den danske grænse, jo mere sang de. De blev dog noget skuffede, da de (4.600) fik at vide at de skulle til Frøslev og Møgelkjær og ikke til Sverige.
Banearbejdere nedlagde arbejdet
Allerede tidligere havde lejren modtaget 100 dødssyge mænd fra Neuengamme med tyfus, plettyfus, dysenteri m.m. Efter nødbehandling og aflusning blev de næste dag sendt videre i lazarettog. De blev sendt videre til København, hvor svenske sygeplejerske tog imod. Og så gik det videre mod Sverige.
Pludselig fik man så at vide, at banearbejdere havde nedlagt arbejdet diverse steder. Så måtte man i hast omorganisere og sende folk afsted i busser.
Busserne blev godt modtaget
Når busserne kørte gennem Danmark, var det mange steder, man fik en ekstatisk velkomst i de byer, de kom igennem. Borgerne var mødt op med mad, tobak og blomster. Specielt ”den dejlige tobak” var meget velkommen. Gestapo var med i vognene, og personalet havde advaret deres patienter mod at vise følelser over for dem.
Der kom pludselig frem, at 63 flygtninge var flygtet fra toget under en tidligere transport. Tyskerne forbød nu, at der blev sendt folk afsted. Det betød, at der nu skulle skaffes flere busser. Senere gik tyskerne dog igen med til at man måtte bruge tog.
Der var en del forvirring med ordrer og kontraordrer om ophævelse af lejren
48 spædbørn fik øl
Da alle skandinaverne var bragt hjem, begyndte transporterne fra den store kvindelejr Ravensbrück. Her var næsten alle nationaliteter repræsenteret. Men antallet af polakker var så langt det overvejende.
Der var 48 spædbørn med disse kvinder. De var så udsultede at de næsten lignede oldinge. Kvinderne var meget mistroiske. De ville ikke bare overlade børnene til sygeplejerskerne. Men dagen efter var der ingen problemer.
Der var på det tidspunkt umuligt at skaffe mælk eller anden babymad. Men så fik babyerne en lunken Hof med sut hver sjette time. Dette virkede beroligende på børnene
4.300 kvinder i 53 kreaturvogne
Den 30. april ankom et spøgelsestog med 4.300 kvinder fordelt i 53 kreaturvogne. Det var en kæmpe arbejdsbyrde at skulle stå med disse også rent psykisk. Man blev konfronteret med menneskelige lidelser af uforståelige dimensioner.
Da de mange kvinder blev lukket ud af kreaturvognene efter mange dages togrejse uden mad og drikke kastede de sig over alt spiseligt. Der opstod en masse slåskampe. Efterfølgende lærte personalet at lukke dem ud i hold for at undgå tumult.
Ud ad alle åbninger stak menneskearme, der vred sig. Ud humpede, krøb og løb udhungrede og syge kvinder. De var i forvejen svage. De havde været på skinnerne i fire – fem døgn. De gjorde alt, hvad de kunne for at finde noget at spise. De gravede lægkartofler op i de omkringliggende haver og spiste dem på stedet. De sloges om skraldeposer og vandposter. De satte sig midt på perronen. Til sidst fik man skaffet grød til dem alle sammen.
Men overalt i toget var der kvinder, der var ude af stand til at røre sig. I flere vogne var det døde. Man hørte igen luftalarmen. Og så frygtede man at banegården var målet, men det var en nærliggende flyveplads lige syd for grænsen.
Kvinderne havde alskens sygdomme og mange sår efter hundebid. Ankomsten af toget blev hele tiden meldt og afmeldt. Til tider kom meldingen, at toget slet ikke ville ankomme. Klokken 2 om natten kom meldingen så toget ville ankomme om en halv time.
Toget ankom først klokken 5. I ventesalen havde D.K.B’ er været parat med mælk og brød i lang tid. Der var ikke plads til alle på karantænestationerne så man måtte fremskaffe en masse togvogne til kvinderne.
Mange blev straks efter bespisningen sendt videre nordpå.
Der holder endnu et tog på Padborg Station
Mens man planlagde afskedsfest og nedlukning af stationerne, kom der pludselig en melding om, at der holdt et tog med yderligere 3.000 kvinder fra Ravensbrück på Padborg Station.
Lejren måtte gøres i stand til modtagelse. Fra D.K.B Sønderborg forsøgte man i hast at fremskaffe nok mad. Indtil da blev der uddelt knækbrød. De havde ikke fået mad i flere dage. De var så sultne, at det var næsten umuligt at få uddelt knækbrød.
Klokken 18 kom der så igen nogle Tysklands – svenskere. De måtte indkvarteres i ”Gæstetoget”. De fleste af de syge kvinder fra Ravensbrück blev kørt til lejren i Kruså. Men dette arbejde blev vanskeliggjort, da der kun var en ambulance til rådighed.
Luftkampe og strømsvigt
Igen engang var der flyvarsling og overflyvning med kraftig skydning og luftkampe lige over lejren det meste af aftenen. Pludselig var der heller ingen strøm. Det var vanskeligt i totalmørke at få overført kvinderne i totalmørke var banegården til lejren. Fordelingen af i barakkerne og behandlingen af patienterne var også vanskeligt.
7 unge hollændere hjalp med registreringen. Et tog med 800 blev straks efter bespisningen sendt videre nord på.
Afsendelse næste dag var beregnet til at skulle foregå kl. 11. Men ved Tinglev var et troppetransporttog afsporet ved Tinglev. Kl. 12 samledes alle kvinder uden for barakkerne, og der blev uddelt madpakker til dem.
Bespisningen om eftermiddagen foregik på samme måde. Kl. 16 fulgtes de resterende patienter til banegården og blev fordelt i toget som afgik kl. 17. Det næste tog skulle være afgået lige efter, men atter engang var der luftalarm. Så dette tog afgik først kl. 18.30.
Lejren blev beordret tømt
Da fronten nærmede sig, blev det besluttet at lejren skulle rømmes samme aften. Kl. 21 forlod de sidste sygeplejersker lejren. Det skete med rutebil. Da man passerede Kruså, var der kraftig skydning, bombardementer og adskillige brande. Der havde atter været angreb mod Flensborg.
De sidste fem dage på karantænestationen var præget af, at krigen rykkede tættere på. Den sidste store opgave var at hjælpe de internerede fra Frøslevlejren af sted.
I Kruså står der et mindesmærke, hvor Folke Bernadotte bliver hædret. Men hvad med alle de andre også alle disse helte, der er omtalt i denne artikel?
Kilde:
Juni 22, 2020
Hvem skriver Historien?
Vi har vel alle fordomme. Derfor behøver vi nødvendigvis ikke at være racister. Vi skal fortælle hele historien også om slavehandel. Men skal vi så rive monumenter ned? Måske også palæer bygget af ”slavepenge”. Mange konger og Ludvig Holberg er i fare for at miste hovedet. Johannes V. Jensen kan miste en udnævnelse. Og måske er Karen Blixen lidt for meget racist til at få en gade opkaldt efter sig? Du skal tro på alt, hvad der står i historiebøgerne. Historieformidling er ikke entydigt. Det handler om ”Det Moralske Kompas”. Bliver det plads til at fortælle alt om Schimmelmann? Grundloven gjaldt nu heller ikke i Nordslesvig. Skal Churchillparken have nyt navn? Historieformidling handler også om alt det, der ikke bliver fortalt. Fortiden vil altid være omstridt.
Vi har vel alle fordomme
Er du racist, fordi du er fordomsfuld?
Vi har alle fordomme over for hinanden. Det kan knytte sig til vores køn, dialekt, kropsbygning, bopæl, beklædning, indkomst, job, holdninger, madvaner, idealer, nationalitet, ind- og udadvendthed – og naturligvis også til vores hudfarve. Men alle fordomme er ikke nødvendigvis racisme.
Vi skal pille monumenter ned – eller skal vi?
Ja spørgsmålet rejses, fordi vi nu skal pille monumenter ned og vi skal have omdannet vejnavne. Dette skal relateres til Danmarks tid som slavenation. Københavns Kulturborgmester siger følgende:
Hvordan skal vi skrive historien?
Men hvad så med alle de palæer vi har i Nordsjælland og København som kan relateres til vores fortid som slavenation. Skal disse også rives ned?
Og hvad bliver det næste. Skal Gunnar Nu Hansens Plads have nyt navn, fordi den gode mand havde nazistiske tilbøjeligheder?
Hvem skriver historien? Hvad er den rigtige historie? Man siger, at det er sejrherren, der skriver den.
Skal vi gå ind og håndplukke historien? Eller skal den renses for de ”sorte pletter”.
Man kan ikke revidere historien med tilbagevirkende kraft
Man kan ikke revidere historien med tilbagevirkende kraft. Man kan ikke viske sin fortid ud. Og man ændrer ikke historien ved at fjerne historiske monumenter og statuer. Det vil gøre os historieløse. I stedet skal vi kende vores fortid på godt og ondt.
Den sides redaktør måske også været med til at dømme fortiden med nutidens briller. Det vigtigste er man prøver at forstå fortiden.
Måske er det også den måde historien fortælles på, som vi husker. Ofte er det gennem handling, krige og erobring af nyt land. Se bare den måde Danmark fortæller historien om 1864 på. Den er præget af selvgodhed. Skoleeleverne tror næsten, at det var en sejr til os.
Det kan godt være at det er den hvide mand, der har skrevet historien, mens brune, sorte og kvinder har set passivt til. Måske bør vi i fremtiden fortælle historien ud fra en anden vinkel.
Man tror, at man kan omskrive historien ved at lade som om, den ikke har fundet sted. Men det er forkert. Vi skal vedstå historien – også den dårlige side af den.
Karl Marx talte heller ikke pænt om jøder
Nu skal vi nok lige passe på og ikke ende som i Polen, hvor det er staten, der bestemmer, hvilken historie, der skal fortælles. Karl Marx talte heller ikke altid lige pænt om asiater og jøder. Vi skal ikke bare omskrive historien efter forgodtbefindende.
Den offentlige historieformidling burde levne plads til diskussion og til forskellige opfattelser og vinklinger. Den dybere forståelse af fortiden kan netop gå tabt, hvis man forsyner palæer, statuer og vejnavne med en værdidom. Folk kan nu engang ikke gøre for, at de levede dengang, hvor holdningen var en hel anden.
Fortiden vil altid være omstridt
Fortiden vil altid være omstridt. Vi kan ikke censurere os til enighed. Vi skal ikke fjerne, censurere og gemme bort. Fortidens helte bliver ofte til nutidens skurke.
På grund af historien er ”Den Gamle redaktør” blevet smidt ud af Facebook. Og fordi www.dengang.dk ikke tolker historien som de fleste, så er vi mere eller mindre gået frivillig ud af så mange andre Facebook – grupper.
Men vi er glade for alle de henvendelser og reaktioner som vi får. Vi har også lært at historieformidling er svært. Det er også svært at overbevise folk, der har en fastgroet mening. Det gælder især omkring Besættelsestiden og den såkaldte ”Genforening”.
Medierne fortæller ikke det hele
Her spiller medierne en afgørende betydning. Men det er bestemt ikke alle journalister, der er lige velegnet til historieformidling.
Vi har set et fantastisk drama omkring 1864 af Thomas Winterberg. Som drama kunne det nok ikke gøres bedre, men som historieformidling? Det samme gælder filmen Under Sandet. Filmen stemmer ikke historisk, men dramaet var igen fantastisk. Fornyelig så vi så Grænseland. Egentlig også en god serie. Men den fortalte ikke det hele.
Via pres, terror og meget andet blev de dansksindede i Nordslesvig truet. De blev frataget deres stemmeret og indflydelse. Også økonomisk blev de holdt nede. Alt imens kiggede politikerne i kongeriget den modsatte vej. I skåltaler op mod ”Genforeningsfesterne”, som mere eller mindre blev aflyst, nåede vi dog at få et vide, at man kan takke de københavnske politikere for at Nordslesvig blev en del af kongeriget. Men som du vil kun se fra vores artikler er dette ikke korrekt.
Men se den danske konge straffede også tilhængerne af den slesvig-holstenske bevægelse. De måtte ikke bruge deres flag eller sang. I Mellemslesvig skulle de tale dansk.
Den såkaldte ”Genforening” er ikke et glansbillede
Man nåede at fjerne en masse statuer af kejser Wilhelm. Og på Knivsbjerg sprang man resterne af Bismarck- monumentet væk i 1945. Det var efter besættelsen. Og dansk politi gjorde ikke meget for at opklare det.
Vi har set nogle fremragende artikler og udsendelser, men vi har sandelig også set det modsatte. Den såkaldte ”Genforening” er ikke et glansbillede. Og meget apropos så betalte salget af De Dansk Vestindiske Øer en del af ”Genforeningen”.
I sidste ende blander politikerne sig. Enten er gengivelsen for rød eller for blå. Men de allervigtigste er, at man får skabt en debat.
Du skal ikke altid tro, hvad der står i historiebøgerne
Vi skrev i 2017 en bog, man ikke gad at anmelde i København. Den fik hæderlige anmeldelser i tre aviser i det sønderjyske. Lokalt blev bogen tilsvinet og kaldt for konspiration og udokumenteret ”sludder”. De fleste dokumenter, som vi fandt, afleverede vi på det Lokalhistoriske Arkiv. Politiforeningen og PET sørgede for, at vi ikke fik yderligere adgang.
Vores omfattende arbejde og arkivbesøg lærte os, at man ikke skal tro alt, hvad der står i historiebøger, heller ikke det som står nedskrevet af historikere og i hvert fald er ikke alt, hvad myndighederne fortæller os rigtigt.
Vi fandt frem til fem mystiske dødsfald alene i Bov Kommune. Samtidig var der et par bøger, der fortalte at modstandsbevægelsen i Sønderjylland ikke havde likvideret folk!
Historieformidling er ikke entydig
Historieformidling er ikke entydig. Den handler ofte om, hvad du har fået fortalt og hvad det er den grundlæggende holdning. Ofte handler det også om politisk holdning.
Vi siger ikke herfra at vi altid har ret. Vi fortæller historien fordi vi er nysgerrige og fordi vi elsker at formidle enten på skrift eller via foredrag. Historieformidling handler også om det man mere eller mindre bevidst undlader at fortælle os.
Det moralske kompas
Det er som om, at spørgsmål omkring historien og tolkningen af den kommer i bølger. Lige nu handler nu om racisme og hvem der skal æres gennem monumenter og gadenavne. Og ind ad bagdøren får vi så at vide, at kvinderne er glemt.
Det farlige er, at man nu vil fjerne monumenter og gadenavne eller skrive en forklarende tekst til dette. Måske skal det hele også forsynes med advarselstrekant. Men igen engang, hvad er den rigtige historie og hvem skal skrive den?
Det moralske kompas er under konstant forandring. For 300 år siden var menneskerettighederne ikke engang på dagsordenen. Verden var en anden. Men det glemmer man, når man vil hugge hoveder af statuer eller smide dem i vandet.
Jo, Danmark var involveret i slavehandel
Jo Danmark har været involveret i slavehandel. Det har vi forsømt at skrive om her på siden. Men vi er allerede i gang med research i arkiverne. Men hvor mange slipper i grunden igennem moralske kriterier. Skal disse så bare slettes af historien – bestemt ikke.
Hvad med Jellingestenene? Er det i orden at have et symbol stående af folk, som var succesfulde ved at være barbariske? Vikingerne plyndrede, voldtog og tog slaver.
Ja det gjorde de gamle grækere, romere og andre vigtige historiske folk også. De havde også slaver.
Løsningen er ikke at rive de monumenter ned, som har noget med slaveri at gøre. Det ville være pragtfuldt at oprette et museum med vores tid som kolonialmagt både herhjemme og der, hvor det foregik. Men på De Vestindiske Øer forfalder minderne mere og mere – bygninger og sukkermøller.
Skal Ludvig Holberg miste hovedet?
Han gav vores land litteratur og skabte teatret i Danmark. Han var den første danske journalist. Han brugte vores lands sprog, som var foragtet og forsømt af alle dannede. Det handler om Ludvig Holberg og ordene er hvis nok Hans Scherfigs.
Nu er Holbergs hoved hvis nok i farezonen. Det er hovedet på den statue, der står lige ved Det Kongelige Teater. Jo vores gode mand er nu kommet i søgelyset, fordi han besad en obligation i Vestindisk-Guineisk Kompagni, der med Kongelig bemyndigelse stod for koloniseringen af Dansk Vestindien og transporten af 120.000 slaver dertil fra den danske koloni Guldkysten i Afrika.
Det var slaver, hvis arbejde ikke mindst med sukkerdyrkning grundlagde danske købmænds enorme formuer. Kompagniet gjorde Danmark til den syvende største slavetransportør over Atlanten. Holberg tog selv forsigtig afstand for slaveri i:
Han modtog 18 rigsdaler i rente på sin slave-obligation, men tjente gode penge på sit forfatterskab. Så gode, at han som ældre overlod sin store formue til Sorø Akademi. Men nu skal han altså have hovedet kappet af!
Det er komplet historieløst at sætte Ludvig Holberg i samme kategori som Belgiens Kong Leopold, der drev en af de mest grusomme slaveregimer i verdenshistorien i Congo.
Hvad med alle de andre?
Skal aktionæren og søhelten Niels Juel samme vej? Og for ikke at tale om storaktionærerne Christian den Femte og hans hustru Charlotte Amalie? Denne konges tilstedeværelse er krænkende. Rytterstatuen på Kongens Nytorv står der ikke fordi han oprettede Dansk Vestindisk Kompagni og satte danske slavehandel i system.
Statuen, som er Nordens ældste statue, står der, fordi det var under ham, at Torvet blev anlagt som en fin kongeplads. Nyhavn og Christianshavns Vold blev også anlagt under ham.
Uha, Christian den Femte brugte svenske tvangsarbejdere til at bygge Nyhavn.
Monumenter gemmer sig i krattet
Der er nok ikke chance for at monumentet for totalafholdsforeningens grundlægger Ole Syversen, der blev opført i 1914 ved Edel Sauntes alle tæt ved Fælledparken bliver revet ned. Det var i øvrigt den første kvinde, der beklædte en borgmesterpost i København.
Men omkring det omtalte monument er det så meget bevoksning, at det kun er 1. maj folk stifter bekendtskab med ham, når horder af fulde unge mænd styrter ind i bevoksningen for at tømme deres tungt lastede blærer.
Engelske virksomheder undskylder
Så vidt vides har danske firmaer ikke taget afstand til vores slavefortid, og det har Danmark vel heller ikke. Men det er britiske firmaer begyndt på. De har kigget på deres rolle under slavehandlen. De lover nu bod og bedring. De går bodsgang og forsøger at kompensere for fortidens synder.
En af dem, er forsikringsselskabet Lloyd of London og bryggeriet Greene King. De har tilbudt økonomisk støtte til velgørende organisationer, der arbejder for diversitet og inklusion
Også Church of England, der var med til at afskaffe slaveriet i Storbritannien har tidligere måttet undskylde for at have ejerskab af tre sukkerplantager i Caribien er kommet i klemme. Man har fundet ud af, at næsten 100 gejstlige har været direkte involveret i slaveri og tjene på det.
Stakkels Columbus og Gandhi
Den italienske opdagelsesrejsende Christopher Columbus, der som bekendt opdagede Amerika i 1492 (var det nu ikke Erik den Røde?). Han er på mange måder et symbol på slavegørelsen af Afrikas befolkninger. Hans hoved er i fare.
5.000 mennesker har skrevet under på, at en statue af Gandhi skal fjernes. Og der på grund af dennes fortid. I 1904 opfordrede han sundhedsmyndighederne til at fjerne afrikanere fra en indisk bydel i Johannesburg.
Johannes V. Jensen – pas på
Og Johannes V. Jensen hvis roman ”Kongens Fald” blev udnævnt til at være Danmarkshistoriens bedste roman, skal denne udnævnelse tilbagekaldes, fordi han efter en USA – rejse havde et meget negativt syn på den sorte befolkning. Dokumentation har vi i en artikel fra 1907. Den hedder ”Den Ny verden”.
Vi skal ikke glemme, at det lykkedes europæerne at fragte i omegnen af 13 millioner afrikanske slaver over Atlanten. Rundt regnet gik en million tabt på den brutale overfart.
Christian den Fjerdes Heksejagt
Vi hylder Christian den Fjerde. Han står på den prominente plads mellem Børsen og Christiansborg. Han skulle hædres for alle de smukke bygninger, som han lod opføre i København. Men han var en magtfuld konge, en politisk fantast, der tømte statskassen i trediveårskrigen. Og så var han den konge, der fangede flest hekse. Skal han af med hovedet? Hans forordning fra 1607 gjorde heksejagt til et statsanliggende. 60 pct. af alle hekse dømt til døden i Danmark var alene i hans regeringstid.
Skal Churchillparken have nyt navn?
At diskutere Winston Churchill går aldrig af mode. Hverken som helteskikkelse eller hadeprojekt. Han er blevet kåret som Storbritanniens mest populære statsmand gennem tiderne. Han er symbolet på et Frit Europa under Anden Verdenskrig. Men nu er han også blevet kaldt racist. Falder hans hoved og skal Churchillparken i København have nyt navn?
Han betragtede ”de farvede folk” som vilde og uciviliserede, og ”den dominerende race” som hans egen. I 1897 var han udsendt som aviskorrespondent i Afghanistan. Her berettede han om ”de opsætsige muhamedanere, der fik en lektion af imperiets tropper med ødelagte landsbyer, moskeer og brønde, der blev fyldt op med sten”
Fra talerstolen i parlamentet sagde Churchill uden omsvøb:
Han nærede dyb afsky for inderne. Og den konservative partifælde Lord Amery bemærkede at Churchills holdning til inderne mindede om Hitlers holdning til jøderne. Amery var minister for indiske anliggender og jødiske aner, så han vidste, hvad han talte om.
Da fire millioner indere døde af sult i Bengalen i 1943 – 1944 afviste han at yde dem fødevarehjælp.
Nu brød han sig heller ikke meget om danskere. Han kaldte nogle af vores ministre for tøsedrenge. Historien om Churchill minder os om menneskets styrker og svagheder.
Flere tusinder af nordmænd har skrevet under på en nedrivning af en Winston Churchill statue.
Kulturministerens rolle
Det virker lidt underligt, at kulturministeren vil have nedsat en kommission, der skal kigge på danske statuer for at vurdere om nogle skal forklares yderligere. Det første problem er at finde ud af præcis hvilke vejnavne og statuer, der skal have advarselsskilte. Identitet handler også om andre ting end race og etnicitet.
Andre politikere mener, at foruden historikere skal være raceforskere ind over. Og så skal vi huske monumenter i forbindelse med Danmarks forhold til Grønland.
Måske kommer det så til at gælde alle historiske personer som levede før forrige århundrede. Og hvor meget skal det så med på de skilte? Skal de gode ting undlades?
Er det plads til at fortælle alt om Schimmelmann?
Det bliver da et problem for politikeren Ernst Schimmelmann, som har en vej opkaldt efter sig i Gentofte. Han var Danmarks største slaveejer, men opfordrede senere kongen til at afskaffe den transatlantiske slavehandel.
Ja denne slavehandler var også med til støtte en række kunstnere og videnskabsmænd. Men hvor meget plads er det på skiltet.
Vi har været inde på, at det er en mørk fortid. Specielt de kyniske planer for slaveimport og oprettelse af specielle farme for opdræt af slaver, som blev lanceret efter forbuddet mod slavehandel i 1792, kan få udenlandske forskere til at gispe.
Grundloven gjaldt nu heller ikke for Slesvig-Holsten
På Christiansborgs Slotsplads står statuen af Frederik den Syvende. Den er vel også problematisk. For når vi omtaler Danmarks kolonier og deres beboere så er de ikke omfattet af grundloven. Og det var de såmænd heller ikke nede i Hertugdømmet Slesvig-Holsten. Men det glemmer vi også.
Frihedsstøtten markerer stavnsbåndets opløsning i 1788 er også et eksempel på dobbeltmoral, fordi slaveriet stod i fuldt flor i danske kolonier. Ja igen engang så eksisterede hoveriet i fuldt flor i Slesvig-Holsten inklusive Nordslesvig.
Skal vi også af med Frederik den Femte?
Ja, hvad med Frederik den Femte, der står ved Amalienborg. Som konge overtog han De Vestindiske Øer fra Det Vestindiske Kompagni i 1755, mens der foregik massiv slavehandel.
Selv Hans Egede på Grønland bliver angrebet
Og heller ikke Grønland er blevet forbigået. På Grønlands nationaldag blev statuen af Hans Egede udsat for hærværk. Den dansk – norske præst Hans Egede er kendt som ”Grønlands apostel”. Det var manden, der startede koloniseringen af Grønland. Han rejste til Grønland i 1721 i håb om at omvende efterkommere af vikingerne fra katolicisme til protestantisme. Dem fandt han aldrig. I stedet arbejdede han frem til 1736 som de facto leder af handels – og koloniprojekter. I 1725 skrev han:
Udstillet i bur
Danmark har som den eneste slavenation ikke skyggen af et officielt dansk mindesmærke eller et kolonistisk center. Slaveriet var ikke et resultat af enkelte mænd var onde. De mænd var en del af et system, som præsenterede en hel gruppe mennesker som simpel arbejdskraft uden rettigheder, fornuft og ære som frit kunne udnyttes til at skabe kapital i et gryende kapitalistisk samfund. Danmark lå hvis nok på en 7. plads, når det gjaldt slavehandel.
Det var også den 7 – årige Victor Cornelius, der var efterkommer af slaver. Han blev som 7-årig i 1905 sent fra Sankt Croix til Danmark for at være en del af en såkaldt koloniudstilling i Tivoli. Han endte med at blive sat i bur under udstillingen.
Masser af slavepalæer
Vi skal da også lige påpege alle de palæer, der er bygget for slavepenge i København og Nordsjælland. Skal de rives ned? Så er det også lige Søbøtkers Allé opkaldt efter Johannes Søbøtker i Hellerup og De Conincks Vej i Rudersdal Kommune.
Kunne man så ikke omdanne en af disse gader til Karen Blixen – vej. Det er også problematisk fordi hendes forfatterskab indeholder racistiske tendenser.
Skal børn ikke lære historie i skolen
Og egentlig burde børnene vel oplyses om historie i skolen. Det er vel bedre end et skilt på et monument. Man kunne jo starte med hertugdømmerne, der var dansk inden de blev dette. Men om dette så retfærdiggør benævnelsen ”Genforening” er vel et vidtstrakt forklaringsproblem.
Og så for alle turister, så skal forklaringen på vejnavne og monumenter måske også være på Engelst, tysk og fransk og som en gestus til vort broderfolk – på svensk.
Kilde:
Hvis du vil læse mere: www.dengang.dk indeholder 1.585 artikler. Du kan læse følgende:
Juni 20, 2020
Præsten fra Brønshøj
Den tidligere præst kvalte en nyfødt. Den ny præst Claus Pedersen. Han fik 11 børn. Hans kone døde, så giftede han sig med en enke. Det var en urolig tid. Brønshøjgård blev bygget. Præsten lånte mange penge ud. Han var en gal og lystig præst. Så var det den løsagtige adelskvinde, Kirsten Sinklar, der til sidst blev udvist af Sjælland. Hr. Claus var umiddelbar og ligefrem. Han blev også præst i Rødovre. Skyldnerne skulle betale inden 15 dage. En datter blev gift med de to efterfølgende præster.
Præsten kvalte en nyfødt
Vi er tilbage i 1653. Pludselig var Niels Jacobsen, der ikke mere. Han havde ellers været præst i ti år. Han var flygtet ud af landet. Og bagefter kom det frem, at han havde kvalt et nyfødt barn, som han havde fået med en af sine tjenestepiger.
Den nye præst Claus Pedersen
Nu blev det så Claus Pedersen Urtisløf (Utterslev), der blev hans efterfølger. Han underskrev sig med Claus Petersen. Bagefter tilførte han så bynavnet Urtisløf. Men der kom endnu et tillæg, nemlig navnet Muhle, som blev slægtsnavnet.
Hans far, Peder Clausen havde været herredsfoged i Sokkelund Herred og boede i mange år i Utterslev, hvor han døde i 1650.
Han fik 11 børn
I foråret 1654 rykkede den unge præst ind i Brønshøj Præstegård. Året efter giftede han sig med Else Nielsdatter. De levede sammen i næsten 19 år. De fik efterhånden 11 børn. Da hun døde i 1674, skriver præsten i den kirkebog, som han påbegyndte i 1660:
Blev gift med enke
Et par år efter, 6. juni 1676 trådte Claus Pedersen atter ind i ægtestanden idet han blev gift med enken Kirsten Klemensdatter fra Gentofte. De blev viet i Brønshøj Kirke af Mag. Henrik Bornemann, senere Sjællands biskop.
En urolig tid
De store modgangstider, som præsten skriver, hentyder sikkert til svenskernes ophold i Brønshøj. Desværre er der fra præstens hånd intet efterladt herom. Kirke – og Tingbøger er gået tabt fra disse år. Vi ved blot med sikkerhed, at Præstegården som så mange andre gårde og huse i Sokkelund Herred blev nedbrudt og materialerne brugt til Karl Gustavs lejr i Karlstad på Brønshøj Bakke ved Degnemosen.
Det har sikkert været en urolig tid for præstefamilien. Der har ikke været nogen gudstjeneste. Kirken er blevet brugt til andre formål af svenskerne.
Brønshøjgård blev bygget
Som erstatning for Præstegården fik Claus Pedersen en grund af Christian den Femte. Herpå blev Brønshøjgård bygget. Den 4. juni 1672 fik præsten at vide, at han måtte bygge og indhegne Brønshøjgade.
Han sammenkaldte da ”De Brønshøj Bymænd på Sokkelund Herredsting, lod brevet oplæse og spurgte, om de havde noget at indvende. Det havde de ikke. Derpå blev fire mand udpeget til at taksere og vurdere den gård (Brønshøjgård) som præsten havde drevet og benyttet i årene efter svenskekrigen. Vurderingen lød på 560 daler.
Præsten lånte mange penge ud
Den 4. december 1656 havde præsten indstævnet en brygger for Herredstinget og givet oplysning om, at en øltønde var blevet taget fra Claus Pedersens vogn. Bryggeren og præsten nåede dog et forlig inden sagen kom for tinget. Man kan så undre sig over, at småting kommer for tinget.
Krigstiden havde bragt adskillige af sognemændene i gæld bl.a. til præsten. Tingbøgerne fortæller da også om mangt et stævnevarsel fra præstens side.
I 1661 indstævnes således Rasmus Madsen i Brønshøj angående 50 Slettedaler, som præsten havde lånt ham.
Gal og lystig præst
Claus Pedersen og hans familie har næppe lidt nød, da størstedelen af bymændene endog også i Rødovre havde lånt penge – mod en behørig rente af præsten. En samtidig Johan Monrad fortæller i sin selvbiografi, som vi har forsøgt at oversætte til nudansk:
Monrad har formentlig kendt præsten og hans far fra universitetsopholdet i København og på sine gamle dage slået et smut forbi-
”Den Gale og Lystige Præst” har nok taget for sig af livets retter. Øjensynlig har han haft en sikker stilling i sognet og omegnen, da mangfoldige mennesker stod i gæld til ham.
Adelskvinden, Kirsten Sinklar
Sine pligter som præst gik han heller ikke uden om. selv om det gjaldt ”fornemme” personer. Oppe i Utterslev boede en adelsdame velbyrdige fru Kirsten Sinklar, enke efter en landsdommer. Hun førte et såre foragteligt levned med en masse processer. I fik hun tvillinger uden for ægteskabet med fæstemanden.
Året efter på deres bryllupsdag måtte parret åbenbart skrifte, hvori præsten talte hårdt til dem. Men de fik også en attest, der kundgjorde at nu havde de udstået kirkens straf. Nu var de igen hæderlige. Denne attest havde hun god brug for på tinge, når hun fremover blev anklaget for et løsagtigt levned.
Men Claus Pedersens attest havde ingen særlig virkning. Hun var for godt kendt. Det endte dog også med, at ægteparret dømtes til at rømme Sjælland. De havde nemlig også truet ridefogeden på livet engang han skulle pante for skat.
En umiddelbar og ligefrem præst
Da kromand Jacob Jacobsen havde indstævnet Peder Knop og hans hustru Dorete Pedersdatter for ærekrænkelse samt for vold og overlast, var det en af Claus Pedersens piger der vidnede.
Åbenbart var det sket i præstens hjem. Man kan undre sig over det sprogbrug, der blev brugt i et præstehjem. Åbenbart var den tids mennesker mere umiddelbare og ligefremme.
Hr. Claus blev også præst i Rødovre
Kort før sin død i 1682 var Hr. Claus også blevet præst i Rødovre, der hidtil havde været et selvstændigt kald.
Den sidste præst der, Niels Sørensen havde levet en ret kummerlig tilværelse der. De to kald Brønshøj og Rødovre hørte da sammen indtil 1901, da Brønshøj blev indlemmet i København.
Skyldnerne skulle betale inden for 15 dage
Da Claus Pedersen var død, lod Provsten i Sokkelund Herred, mag. Bornemann kundgøre på tinge, at der skulle holdes tinge den 10. juli. Enhver der havde gældsforpligtelse over for afdøde Claus Pedersen skulle møde op.
Det blev et langt skifte. Adskillige af sognemændene skyldte hr. Claus mange penge men de skyldte også for Tiende.
Mikkel Søfrensen (senere kaldt Lemvig), sognepræst i Gladsakse var formynder for arvingerne. Inden for 15 dage skulle alle skyldnere betale deres gæld. Fra alle sognebyerne, Brønshøj, Husum, Utterslev, Emdrup, Vanløse og Rødovre var bymændene stævnet til tinge.
Hr. Mikkel førte ordet på arvingernes vegne. Han talte skarpt til de skyldnere, der søgte at knibe udenom. Også Gladsakse – præsten lukkede munden på de fleste skyldnere.
En datter blev gift med de to efterfølgende præster
Måske hviler Claus Pedersen under kirkegulvet i Brønshøj. Der er ikke fundet nogen ligsten over ham. I kirkebogen er der heller ikke skrevet noget om hans begravelse.
Et par sønner døde som små- Tre af hans døtre blev gift, en med degnen i Udby, en anden med Anholt – præsten, mens en tredje Dorthea Clausdatter Muhle ægtede Hr. Claus’ efterfølger i embedet. Denne, nordmanden Oluf Schancke døde som ganske ung. Men så ægtede Dorthea så bare den næste efterfølger, Mag. Niels Hansen Glomsæus.
Claus Petersens enke, Kirsten Klemensdatter boede en del år i Brønshøj i et hus, kongen havde givet hende. Hun drev Præsteholmen (Brønshøjholm), der tilhørte Københavns tre sognepræster.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.584 artikler heraf er 23 artikler Fra Nordvest- Du finder en liste over disse under ”Industri på Nørrebro” (Og hvorfor nu det? Jo meningen var, at vi efter at have holdt to foredrag om ”Industri på Nørrebro”, skulle have holdt et foredrag på Biblioteket på Rentemestervej om ”Industri i Nordvest”. Men det er enten blevet aflyst eller udsat til ubestemt tid)
Juni 20, 2020
En købmandsgård i Aabenraa
Her vækkede vi julemanden. Forhandlingerne foregik i fængslet. Også lejeren flyttede. Konen måtte etablere en butik. Er du da ikke tilfreds med mig? Meyer var her, der og allevegne og en stor børneven. Voldsomt opsving i butikken. Personalet havde rigeligt at se til. Kontoret – forretningens kraftcentrum. Korn og smør blev vurderet. To, tre, fire mand til kaffe. Cigar, Klejner og Skrå. Travlhed ved markeder. Sirupstønderne stod parat. De ansatte skulle opføre sig ordentligt. Tyvetøserne. Fru Schmidt vågede over de ansattes moral.
Her vækkede vi julemanden
Det var her vi i gamle dage vækkede julemanden. Nogle gange var julemanden Franz Gregersen. Vi befinder os på Store Torv i Aabenraa.
Der blev her i mange år fastholdt dyder som:
Forhandlinger foregik i fængslet
Det var i september 1891, da Hans Schmidt overtog herligheden. Men det var først efter meget tovtrækkeri. Midt under det hele, blev den forrige ejer, Peter Nielsen indsat i arresten.
Det viste sig senere, at den mistanke, der var rettet mod ham, var totalt grundløse og udelukkende skyldtes sladder. Arrestanten fik dog lov til at forhandle videre fra sin celle. Prisen for hele ejendommen var 30.000 mark. Dette var efter datidens forløb et anseeligt beløb.
Også lejeren flyttede
Den nye ejer stammede fra et fattigt hjulmagerhjem i Brøstrup ved Rødding. Tænk at han havde mod og dristighed til at kaste sig ud i dette projekt.
Forretningen var efterhånden gået en del tilbage. Der var næsten ingen byhandel. En stor del af bønderne havde søgt andre steder hen. Selve butikken var alt andet end rummelig, da halvdelen af facaden var lejet ud til en guldsmed.
Til den ny ejers store fortvivlelse flyttede denne kort tid efter til en anden ejendom i byen. Dermed forsvandt en tiltrængt lejeindtægt.
Konen måtte etablere en butik
Da ethvert forsøg på at finde en ny lejer, blev konen bedt om at etablere en lille butik med forskelligt krimskrams og lidt brød og bagværk.
Det havde hun bestemt ikke meget lyst til. Hun gruede navnlig for, at familie og bekendte fra hendes hjemegn skulle opdage at hun gennem sit ægteskab var blevet degraderet til en ynkværdig kagekone.
Heldigvis meldte der sig efter et års forløb en ny lejer, så konen kunne høre op med at bage og sælge den formkage af æggeblommer, rismel, sukker og piskede æggehvider, som hun havde haft sin største afsætning på.
Er du da ikke tilfreds med mig?
Af personale var der kun en staldkarl ved navn Christian Meyer, som ejeren havde overtaget af den forrige indehaver. I 1923 blev han også givet videre til sønnen. Meyer nåede ikke bare at bære den gamle ejers kiste ud ved begravelsen i 1939, men fortsatte med arbejdet i firmaet til sin død i en alder af et par og firs.
Da sønnen gjorde opmærksom på, at man kunne få folkepension, svarede han vredt:
Det var ikke den ting, Meyer ikke tog sig af. Han malede, kittede, kalkede, fejede og reparerede. På lofterne holdt han en forbilledlig orden. Når bønderne om efteråret kørte kornet ind til købmanden, hejsede Meyer det med håndkraft op til lugerne og spredte det ud over gulvene, hvorefter han i løbet af vinteren med passende mellemrum vendte og drejede det med en træskovl til luftning.
Meyer var her og der og allevegne
På sækkeloftet lå sækkene i pyntelige række. Det forestod Meyer et større arbejde, når de i forårsmånederne skulle fyldes og ved hjælp af spillet læsses ned på bøndernes vogne.
I staldene var der plads til ca. 35 heste, og især på de store torvedage havde han travlt med at få vogne og dyr anbragt, så der stadig levnedes plads til ud og indkørsel.
Drikkepenge udgjorde en væsentlig del af Meyers indtægt. Schmidt måtte en gang imellem tale ham til rette, når han viste sin vrangvilje til at hjælpe en ”fedtsyl af en bonde” (Meyers yndlingsudtryk) med at spænde fra eller gøre klar til afgang.
Den helt store børneven
Meyer var den helt store børneven. Han var med til at lave cirkus i gården. Ingen kunne som ham i en fart snitte en sabel eller et gevær. Han var med til at passe duer og kaniner.
Moderen tolererede ikke lige hans måde at udtrykke sig på. Hans ordvalg og bastante eder, der nogle gange undslap ham var ikke lige i familien Schmidts ånd. Alligevel værdsatte forældrene ham højt trods deres pietistiske livssyn. Meyer indgik som et naturligt værdifuldt led i familiekredsen.
Schmidt satsede mest på butikken. Det lykkedes ham faktisk i løbet af få år at oparbejde den, så den udlejede del kunne inddrages. Det varede heller ikke længe før han antog den første lærling. Omtrent ved samme tid kom den første hushjælp. Kontoret ophørte tillige med at være familiens spise og dagligstue.
Voldsomt opsving i butikken
I de følgende år – helt op til Første verdenskrig en enorm udvikling som medførte et voldsomt opsving i detailhandlen. Og det samme skete med hensyn til udvidelse af personalet.
Men samtidig skortede det ikke på arbejde. 50 – 60 skuffer skulle hver dag efterses og fyldes. Ekspedienterne måtte dengang fylde alt, hvad der forfandtes i poser og måle og afveje det hele.
Personalet havde rigeligt at se til
Butikkerne holdt åben fra 7 morgen til 7 aften. Personalet havde rigeligt at se til hele dagen. Det var heldigt at kunderne ikke var forjagede, men var indstillet på at vente til det var deres tur.
For mange frembød der sig herved en kærkommen lejlighed til at slå en sludder af med nabokonen eller med Schmidt, mens han baksede med vægtene og noterede de forskellige poster i kundens kontrabog.
En købmands varekundskab måtte, da alt solgtes i løs vægt, og begrebet ensartethed var ukendt, være meget stort. Når Schmidt lagde fem slags svesker frem på bordet, kunne han uden at tøve sige, hvor de kom fra. Hans kendskab til krydderiernes mangfoldighed var da også imponerende.
Kontoret – forretningens kraftcentrum
Mon det kan overraske, at uddannelsen til købmand dengang strakte sig over seks år? Dengang gik man cirka ti år som kommis, inden man startede sin egen butik. Schmidt havde da også i en årrække været førstemand i en større detailhandel inden han som 30 – årig erhvervede sig ejendommen på Store Torv.
Kontoret var naturligvis forretningens kraftcentrum. Af inventar var der såmænd ikke andet end en skrivepult, en telefon, et pengeskab, en knaldhård sofa med plads til fire, et stort udtræksbord og en masse stole. På væggen hang en plade med indskriften:
Korn og smør blev vurderet
Her fik bønderne også deres korn vurderet og prisen fastlagt. Det kunne jo være stor forskel i kvaliteten og fugtighedsgraden. Intet under, at Schmidt bredte kornet ud på bordet, følte på det og lugtede til det. Så tog han den hollandske vægt i brug, inden han afgav sit skøn.
På lignende måde foregik det inden andelsmejeriernes gennembrud med det smør, bønderne kom kørende med. Her var forskellen på kvaliteten meget større. Det var ofte en pine at forklare en husmand, der måske var en god kunde, at han ikke kunne give en god pris for smørret.
Uensartetheden blev der til dels rådet bod på ved at det hele blev æltet sammen. Der blev pyntet lidt på farven. Det hele blev presset ned i en drittel. Det smør, der ikke kunne afsættes i Aabenraa (og det var det meste) blev sendt til Hamborg. Nogle gange var prisen ikke engang nok til at betale udgifterne.
To, tre, fire mand til kaffe
På kontoret fik bønderne serveret kaffe. I købmandsgården på Store Torv i Aabenraa, er der aldrig, som det hvis ellers var skik, blevet trakteret med brændevin. Der har heller aldrig hørt et brændevinsbrænderi til virksomheden. Til gengæld blev der ikke sparet på kaffen. Der blev råbt op til køkkenet:
Ofte deltog konen også i passiaren, da hun kendte mange af bønderne og især konerne ville gerne tale med hende. Til kaffen blev der serveret en bastant galopkringle eller en skærekage, som udmærkede sig ved sin levedygtighed.
Cigar, Klejner og Skrå
Kun op mod jul hændte det, at der blev budt på noget så fint som klejner og pandekager. De bønder, der gerne ville have en smøg, fik tilbudt en cigar med det fornemme navn ”Meine Spezialitet”. Men kvaliteten har næppe svaret til navnet.
Andre, der foretrak en skrå, vidste, at der i den første skuffe under disken i butikken lå et lille udvalg til fri disposition. Den saks, der lå ved siden af, vidnede om, hvor stærkt der blev gjort brug af denne viden.
Travlhed ved markeder
Størst travlhed herskede det på de store markedsdage. Der skelnedes mellem kreaturmarked, grisemarked, gøglermarked og sirupsmarked.
Det var anden fredag i december, bønderne kom kørende i særligt stort antal til byen for at gøre juleindkøb i al almindelighed men specielt for at købe sirup. Inden de tog hjemmefra, vidste de nøjagtigt, hvor de skulle spænde fra, hvad og hvor de skulle købe, og hvor meget det måtte koste.
Vinduesudstillingerne havde ingen interesse, da de holdt sig til de forretninger, deres forældre og bedsteforældre havde været vant til at komme i. For den emsige Christian Meyer var det et problem at få alle heste anbragt, da de 35 båse, der stod til rådighed, allerede var fyldt kl. 9 om morgenen. Men hans evne til at skaffe plads på anden vis var fantastisk. Og han delte de trofaste kunders irritation, når mulighederne for anbringelse var udtømte.
Sirupstønderne stod parat
I butikken var der i dagene forud truffet omfattende forberedelser med at pakke sukker, mel, kaffe, krydderier osv. I poser af forskellige størrelser, så ekspeditionen kunne gå hurtigt fra hånden. I kælderen stod spiritustønderne parate til den store efterspørgsel. Der blev regnet med en ikke mindre afsætning på brændevin og rom.
Sirupstønderne stod klar til den store efterspørgsel. Når sirup var så efterspurgt, skyldtes det, at der op mod jul bagtes uendelige mængder af brunkager. Der fandtes ikke et hjem, hvor der ikke stod sirup på bordet. Ja det var dem, der kom sirup på fedtemad.
Påfyldningen af sirup og petroleum kunne godt foregå på samme tid. Den var ikke gået i dag. Sirup flød alt for langsom til, at en kommis bare skulle nøjes med at se på det. Skulle der bagefter være brug for lidt håndvask, stod der uden for stalddøren et vandtrug, der også kunne benyttes til dette formål.
Omsætningen på sådan en sirupsdag var anseelig. Af gamle optegnelser fremgår det, at der kunne sælges op imod 200 l brændevin. Salget af rom og gammel vin var stort set ikke mindre. Også kaffe var en stor salgsartikel. Det var bønder, som drog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønder i en sæk.
At købe 10 pund tobak var ikke ualmindeligt for en storryger, og ”Meine Spezialitet” var den cigar, der gik flest af. Sukker solgtes i stor stil i form af sukkertoppe. Mel svesker og krydderier købtes til brug for en længere periode. Hvad der endelig solgtes af sirup, overgår totalt nutidsmenneskers fantasi.
De ansatte skulle opføre sig ordentligt
Fra Schmidt havde også mange gøremål. Foruden de mange kopper kaffe og alt det bagværk, der blev serveret, havde hun at sørge for lærlingene og de yngste af kommiserne, som boede der og spiste med ved alle måltider.
Hun var meget sød ved dem. Men hun havde dog et vågent øje med, hvordan de opførte sig. Ikke få tyverier var hun den første, der kom på sporet af.
Tyvetøserne
Under Første Verdenskrig havde Købmandsgården en pige, der systematisk udnyttede alle butikkens fristelser. Dette undgik helt Fru Schmidt’ s opmærksomhed.
En skibskaptajn, der havde hendes søster i tjeneste og havde grebet hende i tyveri, ringede en dag til Fru Schmidt for at fortælle, at der gennem længere tid i hans hus var foregået sortering af forskellige varer, og at pakker i hobetal derfra sendtes til kærester ved fronten eller hjem til moderen i Gråsten.
En tredje søster, som tjente hos en skibsreder i byen, havde også vist sig upålidelig. Alle tre var på deres friaftener travlt optaget af at pakke og forsende tyvekoster.
Med sans for den rette effekt, sørgede kaptajnen for, at de tre piger blev sagt op samtidigt, så moderen, der jo var med i komplottet, kunne få dem hjem til Gråsten på én og samme dag.
Fru Schmidt vågede over de ansattes moral
Efter evne vågede Fru Schmidt også over de unges moral. Hun var selv vokset op i et pietistisk hjem. Hun ville ikke blot holde hendes egen sti ren. Hun ville også hjælpe andre med dette, når de nu var betroet i hendes varetægt.
Dette blev nu nok dengang lettet ved at de havde en lang arbejdsdag. Når det blev aften havde de måske ikke andet ønske end hurtigt at komme til ro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere. www.dengang.dk indeholder 1.584 artikler herunder 151 artikler fra Det Gamle Aabenraa og omegn, herunder:
Juni 19, 2020
Da Tønder Handelsforening startede
Med i mange handelsforeninger. Miss Gågade/Tønder. Valget faldt på Tønder. Veluddannede af god familie fik hjælp af Tønder Sparekasse. Selvstændig som 24 – årig. Den første forening blev stiftet i 1893. Tønder Handelsforening stiftet i 1906. Købmandsslægten Olufsen meget aktiv. Olaf opgav sin manufakturforretning – blev forretningsfører i Sparekassen. En aktiv handelsforening. Uddannelse startede i 1907. Mange institutioner til Tønder. Caspar Thomsen udvidede butikken Det var hårdt for lærlingene. Mange mørke sider. Igen generalforsamling i 1918. En tredjedel af handelsområdet blev skåret væk i 1920. Johannes blev ikke så rig. Olufsen forlod politik. Depression ramte Tønder i 1930’erne. Johannes døde alt for tidligt. Der er sket meget i Østergade 46.
Med i mange handelsforeninger
Det var her i Tønder, hvor jeg stod i lære. Men egentlig fik jeg aldrig indflydelse i handelen dengang i Tønder. Det vil sige, at det gjorde jeg måske alligevel. Jeg blev medlem af HK – Ungdom.
Men i Aabenraa blev jeg aktiv i Initiativudvalget, som var en handelsforeningens mange udvalg. Men samtidig blev jeg så også HK – formand. Det var det sandelig ikke alle, der kunne lide. Min arbejdsgiver havde været meget aktiv i Aabenraa dengang. Han kunne gå lide mit engagement.
Og det kunne de heller ikke nede i Padborg, hvor jeg blev sekretær i den lokale handelsforening. Der måtte man ikke give udtryk for ens mening om udviklingen i området uden at spørge bestemte personer af. Det endte også med en fyring fra min arbejdsplads.
Ja og så fortsatte jeg ellers på Nørrebro som sekretær i handelsforeningen. Foreningen har haft sin storhedstid, men den var sandelig også stor. For efterhånden en del år siden skrev jeg en bog om Nørrebro Handelsforening. Jo her er jeg stadig sekretær.
Miss Gågade/Tønder
Det var måske en lidt utraditionel begyndelse, når man egentlig vil skrive om handel i Tønder. Indrømmet, selv om jeg sidder helt herover, så smugkigger jeg altid på, hvad der sker over i Tønder. Her er de i den grad aktiv i handelslivet. Ja det var helt tilbage til dengang, da Michael Falcks far også var aktiv i handelslivet dengang. Jo jeg kan godt huske, at man udpegede Miss Tønder dengang eller var det Miss Gågade?
Valget faldt på Tønder
Men så langt op går vi ikke i denne historie. Til gengæld går vi langt tilbage. Det er til købmandsfamilien Caspar og Johs. Thomsen. Faderen var tysksindet kaptajn. Han søgte et givtigt sted for at etablere sin egen virksomhed og valget faldt på Tønder.
Caspar fandt sin kone i Tønde, Hun hed Jensine Margrethe og var datter af gæstgiver Jensen i Verlath mellem Aventoft og Rosenkranz. Hun var søster til borgmester Rathje i Tønder.
Veluddannede af god familie blev hjulpet af Sparekassen
Tønder Spare – og Lånekasse var villige til at hjælpe veluddannede unge mennesker af god familie i gang. Så i 1875 kunne han forpagte den velanskrevne købmand Angels forretning i Vestergade. Denne forretning blev senere overtaget af S.C. Lorentzen. Og her har min afdøde storebror langt senere været i lære.
Selvstændig som 24 – årig
Den 1. oktober 1877 i en alder af 24 år købte han købmand Carl Olsens forretning i det nuværende Østergade 46. Nu havde han fået foden rigtigt under eget bord. Jo han blev nemlig også ejendomsbesidder.
Salgssummen dengang androg 22.750 Mark. Caspar betalte kontant 9.250 Mark.
Den første forening blev stiftet allerede i 1893
I 1880’erne og 1890’erne havde han ret stor succes. Han blev anset som værende en god købmand. Østergade blev dengang anset til at være en af Tønders hovedstrøg. Her var stor trafik og handel med de store fredagsmarkeder. Kolonialvareforretningens sortiment blev forøget år efter år.
Selv kan jeg da huske fra min ungdom, at jeg været bydreng hos to købmænd i Østergade plus alle de andre steder jeg har være rundt om i byen.
Allerede i 1893 havde Caspar Thomsen stiftet ”Detaillistforening for kolonialbranchen”.
Tønder Handelsforening stiftet i 1906
I 1906 var Caspar Thomsen medinitiativtager til stiftelsen af Tønder Handelsforening. Han blev foreningens første formand indtil 1920. Kollegaen S.C. Lorenzen blev næstformand.
Købmandsslægten Olufsen var også meget aktiv
Meget aktiv dengang var også købmandsslægten Olufsen. Købmand P. Olufsen var en byens matadorer dengang. han havde en kæmpe købmandsbutik på hjørnet af Torvet og Storegade. Her var også urtekram og produkthandel. De velhavende marskbønder opbevarede deres penge i Olufsens store pengeskab. Han var selvfølgelig modstander af at der skulle oprettes en dansk bank i byen.
I Olufsens anden ægteskab kom der to sønner, tvillingerne Oluf og Lars samt datteren, Christine.
Lars kom i banklære. Da faderen døde den 3. februar 1903, overtog han den store forretning på torvet. Efter knap et år afgik han ved døden efter en af de talrige tyfusepidemier, der ramte Tønder dengang.
Oluf opgav sin butik – forretningsfører i Tønder Sparekasse
Oluf kom i manufakturlære. Senere drev han egen butik i Tønder. Faderen havde ladet opføre en stor forretningsejendom i Storegade 12. Det var kun ved hjælp hjemmefra at han kunne få det til at løbe rundt.
Ved svigerfars død overtog han dennes hverv som forretningsfører i Tønder Sparekasse og solgte sin manufakturforretning. Han opførte ejendommen, Østergade 17, som blev forretningslokaler for Sparekassen.
En aktiv handelsforening
Nu var det en ret aktiv bestyrelse dengang. De havde indflydelse på anlæggelse af elektricitetsværk, bedre vandforsyning, kloakering, bedre gadebelysning, etablering af rutebilforbindelser m.m.
Vi kender jo nogle af dem, Nicolaus Andresen (sekretær). Flere kendte var til stede og gav deres tilslutning. Det var Oluf P. Olufsen, M.C. Christiansen, Jacob Klüwer, Emil Wolffhegel m.m.
De gode indtjeningsmuligheder hos byggeforretningerne og håndværkerne smittede af på de andre næringsdrivende.
Undervisning af lærlinge startede i 1907
Caspar Thomsen havde indset at et kollegialt samarbejde mellem byens købmænd var hensigtsmæssigt. Der var også hensigtsmæssigt at få undervist byens lærlinge. Denne undervisning startede allerede i 1907. Det var en forløber for den lokale handelsskole, der blev etableret i 1920.
Jo den 14. januar 1907 startede man undervisning med to klasser og i alt fire timer ugentlig. Undervisningen foregik efterfyraften klokken 8. regeringen i Slesvig kom dog med det ønske
Mange institutioner til Tønder
I disse år opførtes amtshuset, retsbygningen, statsskolen, elværket, Handelsbankens bygning, landbrugsskolen (senere Hedeselskabets ejendom på Ribelandvej). Der blev også anlagt mange privatboliger.
Caspar Thomsen udvidede sine butikker
I perioden inden Første Verdenskrig var Tønder i en højkonjektur. Det var naturligt at Caspar Thomsen udvidede sine forretninger. Han oprettede en forretning i Nørregade inden for salg af fast brændsel og byggematerialer. Senere oprettede han en cementvarefabrik på Tønder Øst.
Hvor kollegaen Carl Tiedemann var størst inden for trælast, så var firmaet Thomsen ubetinget størst inden for fast brændsel. Den 1. januar blev Johs. Thomsen medindehaver af faderens firma. Firmaet kom til at hedde C&J. Thomsen.
Forbindelsen med landbokunderne byggede endnu på traditioner. Købmændene havde deres faste kunder som kunne spænde fra i baggården til butikken. Det tilkom de unge lærlinge at være behjælpelig, når landmændene med deres indkøbsvarer begav sig på hjemturen.
Det var hårdt for lærlingene
Forretningerne holdt åben til klokken 22, søndage fra kl. 7 – 9 og igen fra kl. 11 – 14 om eftermiddagen. De sidste 20 dage før jul blev der først lukket kl. 22.
Det var hårdt for de unge, der i deres læretid fik kost og logi hos arbejdsgiveren. Men ingen løn. De skulle brænde kaffe, skylle flasker, tappe øl, støde krydderier, dreje kræmmerhuse, pudse vinduer, passe fyr og meget mere.
Stor travlhed herskede det på markedsdage i for – og efterår. Selv folk, der hverken ønskede at købe eller sælge, skulle en sådan dag til stads. De skulle træffe bekendte, besørge ærinder, hvad der i den grad skæppede i butikskassen.
De mørke sider
Trods de ret lyse kår, blev der kastet en skygge ind over byens forretningsliv. En del af købmændene kom ud for større tab ved Viktoria-bryggeriets sammenbrud.
Så kom krigen. Det rokkede selv ved det mest solide fundament.
Adskillige var indkaldt til krigstjeneste. Myndighederne kom hele tiden med nye forordninger. Kun et par dage efter krigsudbruddet i august 1914 indførtes der maksimalpriser. Rationeringen tog sin begyndelsen 1. marts 1915 med brød og mel. Senere kom der kort på alle fødevarer, desuden på petroleum, vaskemidler, brændsel m.m.
Kolonialhandlen kom til at lide
Et pund hvedemel måtte koste 29 penning, et pund sukker 30, et pund byggegryn 25, et pund smør 1,40 mark. I smughandel nåede disse og andre varer før krigens ophør op til mindst det tidobbelte.
Det var kolonialvarebranchen, der kom til at lide mest under indførelsen af maksimalpriser og rationeringen, der tog sin begyndelse den 1. marts 1915 med brød og mel. Senere kom der kort på alle fødevarer, desuden på petroleum, vaskemidler og brændsel m.m.
Mange led økonomisk
Til fordeling af de stadig mere beskedne mængder af husholdningsartikler blev der i Tønder opført følgende centraler:
Der dukkede erstatningsvarer op, men som tiden gik, blev disse stadig ringere.
Efter krigen var der mange der led økonomisk nedtur. Det skete bl.a. for dem, der optog kronelån for at få afviklet en markgæld.
Igen generalforsamling i 1918
Den 17. maj 1918 afholdt handelsforeningen igen generalforsamling. Her fulgte man handelskammerets indstilling om fortrinsvis at genindsætte de hjemvendte krigsdeltager, hvis dette kunne forenes med forretningens tarv.
Til trods for sit tyske sindelag nægtede Caspar Thomsen i 1919 på opfordring af Handelskammeret i Flensborg at protestere mod Nordslesvigs afståelse.
Man havde fra handelsforeningens side ønsket en sydligere grænsedragning. Tønders opland var i den grad blevet ødelagt. De sønderjyske handelsforening havde henstillet til regeringen at toldgrænsen blev flyttet til første zones sydgrænse. Man havde også ønsket Nordslesvig besat af danske styrker. Men de ønsker fik man ikke opfyldt.
Der blev smuglet i Tønder
Efterhånden var der masser af smugling. Mange nødpengesedler var i omløb. Tønder by lod fremstille seks værdier fra 10 mark til 20 penning. Udgivelsen af disse pengesedler gav for Tønder by et overskud på 127.000 mark. Men det led samme skæbne som de øvrige markkapitaler.
For borgerne i Tønder kunne det betale sig at handle syd på. Man fik temmelig meget for en krone syd på.
Den 25. maj 1920 indførte man i Tønder kronemønten. Det var sket i det øvrige Nordslesvig fem dage før. I butikkerne fik man travlt med at omregne priserne.
En tredjedel af handelsområdet blev skåret væk
Grænsedragningen i 1920 gav Tønder handelsmæssig en dårlig beliggenhed. Henved en tredjedel af den ring som oplandet bestod af, blev skåret væk. Det betød en afbrydelse af årelange forretningsforbindelser sydpå. Mange af de gamle kunder hørte til velstillede marskbønder.
Efter 1920 blev sparekassedirektør Oluf P. Olufsen, som vi tidligere har hørt om, borgmester i Tønder.
Olufsen var også meget aktiv
Denne Olufsen var også moderat over for de dansksindede. Han var en af initiativtagerne til at genoplive Tønder Aktiebryggeri. Den 8. oktober 1921 foreslog Olufsen et eksportmarked placeret på Viddingherredsgade.
Ny retningslinjer for handelsskolerne
Efter at grænseflytningen havde fundet sted besluttede man på et møde den 10. september 1920 at genoptage undervisningen efter nye retningslinjer, der kom til at gælde for alle handelsskoler i landsdelen.
Tønder Handelsskole blev anerkendt som en eksamensskole. Den 11. oktober 1920 var der prøve i regning og dansk diktat.
Johannes blev ikke så rig
Før 1920 havde firmaet Thomsen en pæn samhandel med håndværksmestre og marskbønder syd på. Det fortsatte i en tid efter 1920. Men i 1931 indførte Tyskland en ny valutalovgivning. Så ophørte den sidste eksport til Sydslesvig.
Til trods for sin iderigdom og mange initiativer inden Første Verdenskrig blev Johs. Thomsen ikke så rig, som faderen havde forventet. Det turde stå klart, at udbyttet af købmandsfirmaet ville være blevet større, hvis han kunne lægge sin fulde arbejdsindsats i firmaet.
Vestslesvigsk Tidende kunne i 1923 fortælle at de åbne rendestene var lige så stor en turistattraktion som de gamle karnapper. Allerede i 1914 havde der været nye kloakplaner fremme.
Olufsen forlod politik
Men ak – ved byrådsvalget var Olufsen rykket helt ned på en 8. plads. Efter at være vraget af sine egne vel sagtens fordi han valgte forsoningens kurs, valgte Oluf helt at trække sig ud af politisk arbejde.
Den store butik på Torvet var blevet taget i forpagtning af brødrene Andreas og Niels Petersen. Sidstnævnte tog efter to år til Højer. Andreas fortsatte butikshandelen indtil han i 1912 indrettede en kolonialhandel, Storegade 20.
Depressionen ramte Tønder i 1930’erne
Fra handelsstandens side fortsatte man med at få institutioner til Tønder. I 1925 oprettedes Tønder og Omegns Eksportslagteri og senere Smøreksportforeningen. Det lykkedes også at få afvandingskontoret, Jordlovsudvalgets kontor og en afdeling af Det danske Hedeselskab til Tønder.
Depressionen ramte Tønder i 1930’erne. På landsplan toppede arbejdsløsheden med 32 pct. Landbruget – egnens hovederhverv var inde i en voldsom indtjeningskrise. Også i Tønder toppede arbejdsløsheden i 1932 med 225 arbejdsløse.
Der var vedtaget en akkordlov, hvorefter en kreditor højst kunne få 30 pct. af sit tilgodehavende. Dette medførte naturligvis tab for købmændene Caspar og Johs. Thomsen – bl.a. fordi en række håndværksmestre inden for byens hovederhverv led store tab.
Nu kom de to ”Thomsen” kom bedre igennem end så mange andre. Og Johs. Thomsen var blevet byens borgmester i 1925 med den indkomst dette indebar.
Johannes – såret i krigen
Caspar Thomsen døde den 26. januar 1939 kun to år før sin søn Johs. Thomsen. Denne havde gået på privat drengeskole i Haderslev. Han blev udnævnt som reserve – officer. Flere gange under krigen blev han såret. Følgerne kunne han mærke resten af livet.
Igen borgmester
Han afløste sin far på formandsposten i 1920. Her blev han siddende til 1924. Johannes var borgmester i flere perioder. I Kommunalt Tidsskrift i 1929 stod der følgende:
Ved valget i 1933 var det mere usikkert, om Johs. Thomsen kunne bevare posten. Da socialdemokraterne undlod at stemme i Anden valgrunde fik Thomsen endnu en periode som borgmester.
Vigtigt var det for Tønder at få bygget kasernen i 1934 – 1936. man havde mistet dragonerne men fået rytterkommandoet.
Han var tysksindet
Det var ingen tvivl om at Johs. Thomsen helt ind i sit hjerte var tysksindet. Han og hans familie syntes at det var dybt uretfærdigt at Tønder-området med det massive tyske flertal ikke var kommet til Tyskland i 1920.
Derhjemme blev der talt tysk, men da Christian den Tiende besøgte Tønder talte han dansk til kongen. Borgmester Thomsen var en personlig, elskværdig og usnobbet mand med hjerte for dem, der stod i en vanskelig situation.
Ved valget i 1937 blev han ikke genvalgt som borgmester. Truslen syd fra var blevet for stor. Socialdemokraterne indgik listeforbund med de borgerlige. På den tyske liste var Thomsen nu kun opstillet som nummer tre.
Handelsforening fik navneforandring
I 1937 ændrede foreningen navn fra handelsforeningen til Handelsstandsforeningen. Man udarbejdede nye vedtægter. Formålet var nu:
Johannes døde alt for tidligt
Skuffelsen var udtalt. Helbredet begyndte at svigte. I 1938 var han i 2 ½ måned indlagt på ”Psychiatrische und Nervenklinik zu Kiel. Årsagen til dette var også sine skader i krigen, splittelsen i familien og udviklingen i Tyskland.
Den 3. maj 1940 indgik han ægteskab med sin husholderske gennem adskillige år. I slutningen af 1940 fik han konstateret kræft. Han døde den 19. marts 1941 i en alder af kun 59 år.
Der er sket meget i Østergade 46
I ejendommen Østergade 46 havde også boet fysikus Peter Dircks og F.F. Ulrich. Her var også dansk privatskole. Og alt dette har vi tidligere skrevet om. Gad godt nok vide om det ikke var der, jeg også var bydreng. Kolonialforretningen blev nedlagt i 1965.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 1.584 artikler herunder 256 artikler fra Det Gamle Tønder og omegn bl.a.:
Juni 15, 2020
Ladegården uden for Nørreport
Ny bog om åen på vej. Pest -hus. Straffeanstalt for Militæretaten. Flytningen af lemmerne. Nogle skulle betale – andre skulle ikke. Hvem blev indkvarteret på ladegården? Kur mod veneriske sygdomme. Mange børn blev født på ladegården. Hvor mange var her i 1787? Englænderne ødelagde meget af inventaret. 40 læs af personer. Kongen bestemte, at Ladegården skulle nedrives. Nedrivningen blev indstillet. Man forsøgte at afhænde Ladegården. Tvangsarbejderanstalt. Lemmerne satte ild til stedet. Kirke – af flere omgange. Voldsomme dødsfald på ladegården. Tvangsskole.
Ny bog på vej
Overskriften er nok ikke hele tidssvarende. Gennem tiden har undertegnede skrevet meget om dette spændende sted som for længst er revet ned. Undertegnede har også holdt en del foredrag om dette sted. Og det ene af disse foredrag er optaget. Du kan finde på Youtube, hvor det hedder:
Alt imens du hører undertegnede så kan du spændende historier fra stedet. Snart vil det også komme en ny bog om emnet. For enden af denne artikel kan du se, hvad du kan finde om emnet på vores hjemmeside
Denne artikel indeholder ikke så meget om åen men mest om gården.
Pest-hus
Som vi har hørt tidligere, så måtte kongen opgive at bruge stedet som avlsgård og ladegård. I 1651 blev stedet benyttet som hospital for ”afsindige” og pestsyge. Det skete indtil belejringen 1658 – 1659. her blev det meste ødelagt.
Der blev derfor oprettet et nyt pest-hus nær ved Kalvebod Strand. I et par år stod Ladegården nærmest som en ruin. Under pesten i 1711 blev den dog indrettet som pest – sygehus.
Efter pestens ophør blev bygningerne givet tilbage til Krigsbestyrelsen, der havde udlånt den til Sundhedskommissionen. I 1733 blev Ladegården genopbygget og indrettet til krigshospital.
Straffeanstalt for Militæretaten
Det blev taget i brug 1. juli 1733 og blev derefter benyttet til Fattighus, Sygehus og Straffeanstalt for Militæretaten indtil 1767, da lemmerne flyttedes til det nyopførte Christians Plejehjem i Store Kongensgade, mens Ladegården blev solgt til Københavns Kommune for 22.000 Rigsdaler.
Flytningen af lemmerne
De lemmer der blev ud til det nye pest-hus på Kalvebod Strand blev nu flyttet tilbage til Ladegården. Flytningen fra pest-huset til Ladegården er indført i en kirkebog. Vi har omskrevet det lidt i nutidens sprog:
Nogle skulle betale – andre skulle ikke
Søndag den 8. oktober blev gudstjenesten på ny åbnet på Ladegården eller nu også kaldet Det Ny Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse.
Det var nu ikke alle fra pest-huset, der blev overført. En del af lemmerne blev tilbage.
I et regnskab fra 1770 kan vi se, hvordan det så ud på Ladegården dengang. Der var tre sygestuer med 25 lemmer og yderligere 2 stuer for 53 lemmer. Desuden var der 2 stuer med 35 senge, 19 dårekister og 3 ”honnette dårekister”. Dette skal nok forstås som, at det var for betaling. Så var der også 18 ”Forvaringskamre” med et sengested og et bord i hvert kammer.
Det fremgår ikke af regnskabet om alt var belagt. Der fandtes også i pest-huset en kirke og et aftrædelsesværelse for præsten, der tillige var præst ved Ladegården og havde bolig her.
Hvem blev indkvarteret på Ladegården
I en skrivelse fra 11. november 1784 fra inspektøren oplyses der at bestemt til modtagning til forvaring og pleje var:
Kur mod veneriske sygdomme
På sygestuerne blev der modtaget patienter til kur mod kønssygdomme (veneriske Sygdomme) enten mod betaling eller for Stiftelsens regning i tilfælde af at man var helt uden formue.
Når de var helbredt, blev de anbragt i arbejderhuset, hvor de skulle arbejde det af, hvad kuren havde kostet. Man havde nok ikke helt strengt holdt sig til hvem der skulle betale og hvem der ikke skulle betale.
Mange børn blev født på Ladegården
Det var heller ikke alle, der var ”afsindige”. Således har man åbenbart også hjulpet fødende kvinder. Uden for de ansattes kreds blev der fra 1735 til 1766 født i alt 151 børn på Ladegården. I 33 tilfælde var forældrene ikke gift. Fædrene hørte ikke til Ladegårdens beboere.
Tatarer, der kom fra hele landet, blev også optaget.
I 1734 blev et barn døbt i kirken opkaldt efter inspektøren – Simon.
Hvor mange var her i 1787
Men hvor mange var der i grunden på Ladegården? Vi dukker ned og kigger i en Ugeliste fra 1787:
Englænderne ødelagde inventaret
I årenes løb havde Ladegårdens bygninger lidt meget. I efteråret 1792 blev der foretaget en hovedreparation, som kostede 2.049 Rigsdaler.
I 1807 forvoldte bombardementet stor skade på bygningerne. Skaden blev opgjort til 2.800 Rigsdaler. Men skaderne på inventaret var langt større. De blev opgjort til hele 22.000 Rigsdaler.
40 læs af personer
Efter krigens afslutning købte Københavns Kommune Bistrup Gods ved Roskilde. Hertil flyttede man Skt. Hans Hospital. Flytningen begyndte 1814. Der skulle transporteres:
Denne transport ønskede man foretaget med artillerivogne. Da artilleriet imidlertid ikke kunne afse de nødvendige heste, fandt kongen, at man passende kunne indskrænke befordringen ved artillerivognene til de sindssvage lemmer, så der blev stillet så mange artillerivogne med fire heste til rådighed som var nødvendig til 40 personers transport. En bereden underofficer skulle så holde orden under transporten.
Hvorledes de øvrige lemmer er blevet befordret foreligger der ikke noget om.
Kongen bestemte at Ladegården skulle nedrives
I 1816 bestemte kongen, at Ladegårdens bygninger skulle nedbrydes på grund af hospitalets beliggenhed i nærheden af byens befæstningsværker. Nedbrydningen begyndte i februar måned med to af de bedste og største længer, nemlig mellem- og kirkebygningen og den venstre ende-bygning.
Nedrivningen blev indstillet
Materialerne fra disse bygninger blev transporteret til Bistrupgård for at bruges ved opførelsen af to sidefløje. Senere blev også brænde- og sprøjtehusene nedbrudt. Hermed standsede nedbrydningen. Direktoratet for Fattigvæsnet fandt at nedbrydningsomkostningerne ikke stod forhold til det som man kunne få for materialerne.
Der kom så en ny Kongelig resolution, der gik på, at resten af ladegården først skulle rives ned, når en angreb på Københavns Fæstning var at befrygte. De 30 lemmer, hvoraf de fleste var sengeliggende, der var tilbage fik indtil videre bopæl på Ladegården. Men her opholdt sig også stadig et ukendt antal fattiglemmer.
Man forsøgte at afhænde Ladegården
I 1821 blev der forsøgt at afhænde Ladegården. Bygninger og jorder blev sat på auktion. Der var i alt 7 bygninger. Som nummer et nævnes en bygning ud til vejen af grundmur til dels med en kælder under. Den var i en etage og bestod af 94 fag. Ved 4. og sidste auktion bød klædefabrikant Modeweg 11.300 Rigsdaler. Men åbenbart var dette bud alt for lidt.
Tvangsarbejderanstalt
Bygningerne var efterhånden meget brøstfældige. Efter at have opgivet at sælge dem bestemte Kancelliet den 25. september 1821 at de skulle sættes i stand. Et overslag viste sig, at bygningerne kunne sættes i stand for 600 Rigsdaler.
I 1822 blev bygningerne taget i brug som en arbejderanstalt:
Den 9. oktober 1833 blev der givet nærmere regler for, hvordan arbejderanstalten skulle benyttes. Heri blev der fastlagt, at bl.a. straffen for ”Betleri”, der hidtil havde været fængsel på vand og brød i fremtiden skulle afsones med hensættelse i tvangsarbejderanstalten, så man måtte aftjene” en måneds tvangsarbejde i stedet for fem dages fængsel på vand og brød.
Lemmerne satte ild til stedet
En ildebrand brød ud den 14. august 1839. Den var med høj sandsynlighed nogle lemmer, der forsøgte at stikke ild på bygningerne. De ville hævne sig fordi, der var opført et plankeværk, der adskilte mandlige og kvindelige lemmer. En del varer og redskaber samt over 100 sengesteder blev dels fordærvede. Omkring 50 lemmer måtte flytte til Vartovs loft.
Kirke af flere omgange
Der var også kirke på Ladegården. Den første lå der allerede i 1747. den første præst Nicolai Issenfeldt fungerede til 1738. Det vil sige, at han kun var student. I alt har der været 12 – 13 præster. Fra en Ministerialbog kan man se, hvilke gaver kirken har fået. Her er der angivet gaver i tidsrummet fra 1734 – 1767.
Voldsomme dødsfald på Ladegården
I denne bog findes også oplysninger om afdøde personer på en måde som ikke findes i de almindelige kirkebøger. Vi kigger lige på et par stykker og forsøger at oversætte til nudansk:
Tvangsskole
I 1834 blev der på Ladegården indrettet en tvangsskole. Meningen var at forberede eleverne til konfirmation. Men elevtallet var faldende. I 1850 fandt man så ud af, at der siden 1843 kun havde været 12 drenge og 7 piger. Og de fleste havde slet ikke engang fulgt undervisningen.
Og se herunder. Her kan du læse meget mere om Ladegården og åen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.583 artikler og mere end 322 artikler om det gamle Nørre, bl.a. følgende:
Juni 14, 2020
Bødler fra Tønder
Æ Kagmand kom tilbage til Tønder med tak for lån. Skarpretteren var en ”uærlig” person. Skarpretter-dynastier. Kendes i Tønder fra 1593. Støklers enke var en bestemt person. Arveretten til embedet til familien. Skarpretteren havde bestemte pligter. Udstødt af samfundet selv efter mindre forbrydelser. Skarpretteren boede over for hospitalet i Østergade. Uhyggelige regninger. Faste priser blev ikke overholdt. Ingen ville opstille ”Æ Kagmand”. Liget af bødlen lå der i mindst et halvt år. Problemer da Asthusen og hans datter skulle begraves. Skarpretterne optrådte som kirurger. Borgmesterens datter døde af ”en brækket arm”. Skarpretteren blev tituleret som læge i kirkebogen. Du har noget at tænke over, når du passerer Roland ”å æ torv i Tynne”
Tak for lån
I 1993 blev der sat en kopi af Tønders berømte kagmand op på torvet i Tønder. Det var kopi af en embedsmand, som man havde i enhver by. Kagmanden forestiller en gottorpsk profos, bøddel eller skarpretter. Den originale kagmand, som nu er på Tønder museum, blev opstillet i 1699 på Lilletorv ved siden af Rådhuset. Men den har formentlig ikke stået her i mange år.
Efter nedtagningen lå den på Rådhusets loft for i 1898 at blive deponeret på Thaulow-museet i Kiel. I 1922 kom den sammen med andre udlånte genstande tilbage til Tønder.
Skarpretteren var en ”uærlig” person
Jo, skarpretteren var i ældre tid en uundværlig person i alle byer. Han var ikke desto mindre hadet af befolkningen. Han var en såkaldt ”uærlig” person. Omgangen med ham eller hans ansatte, rakkerne gjorde en selv ”uærlig”
Dette uærlighedsbegreb klæbede ved professionen langt op i tiden. Først i slutningen af 1700-tallet lysnede det for disse mennesker og deres familier. I århundreder havde de levet som mere eller m indre udstødte af samfundet.
Skarpretter-dynastier
Professionen dukkede op i 12 – 1300 – tallet og nåede sin fulde udfoldelse efter Reformationen, specielt efter trediveårskrigens afslutning. Da spredtes arbejdsløse skarprettere fra Tyskland op til Danmark.
Her opstod skarpretter-dynastier, der var stærkt indgiftede og sad inde med embederne i flere generationer. Man træffer overalt i landet tysk-klingende navne som Wagner i Odense, Seyler i Fredericia, Müller i Husum, Liebknecht, Bokkenheuser og Mühlhausen i København.
Et sådant skarpretterdynasti var også familien Støckler i Tønder, der fik bevillingen i 1729. De sad inde med embedet, til det blev ophævet i 1847.
Kendes fra 1593 i Tønder
Skarprettere i Tønder kendes fra 1593. det år nævnes en Tobias Hansen som udøver af embedet. Det første udnævnelsesbrev stammer fra 1616, da Christian Volckers fra Neubrandenburg blev ansat. Bevillingen findes i stærkt beskadiget tilstand på arkivet i Aabenraa. Her kan man så iagttage bøddelens bomærke. Det er et hjerte gennemboret af et sværd.
Dynastier i Tønder
I 1633 nævnes Gottfried Geltzer fra Flensborg til det upopulære hverv. Familien sad inde med embedet til 1683. Den sidste fungerende bøddel med navnet Gletzer blev dræbt på åben gade af kollegaerne fra Ribe og Flensborg. Herefter blev hvervet overtaget af Eberhard Asthausen, der tilhørte et berømt skarpretterdynasti fra Hamborg.
Da han døde, tiltrådte Johan Christopher Støckler som den første af denne familie. Han var formodentlig tidligere regimentsskarpretter, der var uden arbejde efter Den store nordiske Krigs afslutning. Familien kom fra Arnstadt ved Schwarzburg i Thüringen og havde også der været skarprettere og rakkere.
Støcklers enke var en myndig person
Familie og embede var i høj grad sammenhørende, sådan at hvervet efter Johan Støcklers død i 1739 blev overtaget af hans enke, der var datter af Eberhard Asthausen. Hun drev bøddellivet ved lejet arbejdskraft. Hun opnåede også i 1742 at overtage bøddel- og rakkerprivilegierne i Aabenraa. Hendes datter blev senere gift med en senere skarpretter i Aabenraa, Hans Christian Røseler. Det blev her som andre steder i landet tale om nære slægtskabsforbindelser med andre skarpretterfamilier.
Hendes søn giftede sig således med en datter af Odense-skarpretteren Vitus Wagner. Hun syntes at være en myndig dame. Da en skarprettersøn fra Mecklenburg, Bokkenheuser, ansøgte om bestaltningen i Aabenraa og samtidig ville ægte hendes datter skrev hun til Aabenraas borgmester:
Hun meddelte derfor, at:
Arveretten til familien
Det var ikke enestående, at enken beholdt embedet. I de privilegier, der i 1693 blev givet til Herman Müller i Flensborg, fastslås, at embedet sågar kunne overdrages til umyndige børn i tilfælde af indehaverens død. De kunne så via formyndere drive embedet med lejet arbejdskraft, så det blev i familien.
Skarprettere havde bestemte pligter
Skarpretterne havde bestemte pligter, der var nedfældet i skarpretterregulativet. Et sådant udstedes i 1686 og det var således det Eberhard Asthusen arbejdede efter. Arbejdet var omfattende og præget af den barbariske retsopfattelse, der herskede i de tidligere tider.
De anklagede skulle tortureres og evt. henrettes på den forskrevne måde. Bødlen skulle piske folk, der var dømt til kagen, som det kaldtes. Kagen var den pæl, som afstraffelserne foregik ved.
Han skulle bortvise folk fra byen, når dette var bestemt. Han skulle holde torvet rent og eventuelt holde svinene fra kirkegården. Ligeledes skulle han gøre nødtørftshuset bag rådhuset rent. Dette skete nok et par gange årligt.
At fjerne og flå døde dyr hørte også med til embedet. Til dette havde bødlen dog rakkere, der også tog sig af meget andet. Rakkerne var om muligt endnu mere foragtede og udstødte end skarpretterne, der også selv betragtede sig som hævede over dem.
Udstødte af samfundet – selv efter mindre forbrydelser
De, der havde forset sig, blev selv for mindre lovovertrædelser pisket, bundet til bundet til byens kag. Princippet var, at det foregik i fuld offentlighed, således af ofret på den måde blev ydmyget og vanæret. Samtidig blev vedkommende ofte brandmærket. Disse mennesker blev så nærmest betragtet som udstødt af samfundet.
De var ude af stand til at få arbejde for de var gjort uærlige. Der var så ingen anden udvej end at begå kriminalitet. De blev efterhånden et problem for samfundet. Fro at løse dette problem blev der i 1742 udstedt et kongeligt reskript, hvorefter alle, der af højesteret var idømt kagstraf tillige skulle idømmes fæstningsstraf på livstid for mændenes vedkommende.
For kvindernes vedkommende var der livstidsstraf i tugt – og spindehuset.
Skarpretteren boede i Østergade over for hospitalet
Den sidste offentlige kagstrygning fandt sted i Tønder i 1830, da en mand, der havde begået indbrud i nogle kirker, blev offentligt pisket på torvet.
Skarpretterne blev naturligvis betalt for deres arbejde. De havde embedsbolig i Østergade, det daværende ”Nordøstquarteer nr. 92”. Det var omtrent over for hospitalet. Bøddelen boede ved siden af fattigfogeden.
Uhyggelige regninger
Bødlerne fik fast løn men blev også honoreret efter regning pr. eksekution. Vi har i nogle af vores artikler her på siden gengivet sådan en regning. Det er i grunden uhyggelig læsning. Det er lige fra forevisning af torturinstrumenterne til torturens udførelse, kagstrygning og til den sluttelige henrettelse ved hængning. Regningen indeholder poster for både tobak, brændevin og vin.
Den sidste skarpretter i Tønder, Eberhard Støckler, blev den foretrukne ved henrettelsen af en morder i Gram i 1816. (Læs artiklen. Et mord i 1814.)
Man havde forhørt sig rundt omkring men Tønderbødlen var billigst. Han blev assisteret af sin bror, der var bøddel i Sønderborg. Tønder – skarpretteren udførte i øvrigt halshugninger i Eckernförde i 1822 og i Haderslev i 1826. hans virke var ikke begrænset til Tønder by og amt.
Faste priser blev ikke overholdt
Bødlerne havde ellers deres faste områder. Tønder – bødlen Støckler havde således Tønder og Løgumkloster Amter. De lå i indbyrdes strid om udvidelse af deres embedsområder.
Skarpretterne havde monopol, også af den grund, at ingen andre ville have med embedet at gøre. Dette medførte at de ofte skruede priserne op, hvilket gjorde det det nødvendigt, at der i 1692 udstedtes takster, som de skulle rette sig efter, for eksempel:
Dette standsede dog ikke prisstigningerne. Asthusen overskred allerede efter få år taksterne.
Ingen ville opstille ”Æ Kagmand”
Embedernes arvelighed var noget positivt for familierne. Det negative var de uærlighed og foragt, der klæbede til embedet. Det medførte også isolation.
Bødlerne sad bagerst i kroen og kirken, og selv på kirkegården havde de deres egen begravelsesplads i det nordvestlige hjørne op mod den gamle latinskole.
Der findes gentagne eksempler på uærlighedens betydning i Tønder. Da Kagmanden skulle opstilles, var der ikke let at få håndværkere til et sådant uærligt arbejde. Først da borgmesteren og to rådmænd sammen med kæmner og byfoged havde indviet arbejdet, lykkedes det.
Liget af bødlen lå der i mindst et halvt år
Da bødlen Hans Geltzer i 1683 blev dræbt på åben gade i Tønder af kollegaer fra Ribe og Flensborg var det starten på et begivenhedsforløb, der til fulde viser, hvad uærligheden betød. Provsten i byen skildrede ikke afdøde i blide vendinger efter drabet. Sammen med Rådet bestemte han, at bøddelen skulle begraves om morgenen eller om aftenen og kun med ringning fra den lille klokke.
Det har han nok fortrudt, for resultatet var at ingen ville bære liget. Efter 14 dage vidste Rådet ikke anden udvej end at skrive til hertug Christian Albrecht og Gottorp og bede om vejledning.
Svaret var, at de modvillige skulle tvinges. Det lykkedes dog ikke. Trods hertugens befaling var bøddelen stadig ubegravet et halvt år efter! En begravelse ved nattetide var også foreslået, men lige meget hjalp det for ingen ville have med bødlen at gøre. Uærligheden og foragten hang ved. Hvordan denne sag blev afsluttet, vides ikke.
Problemer da bødlen og hans datter skulle begraves
Foragten knyttede sig til hvervet. Det samme afspejlede sig i 1704, da et af Eberhard Asthusens børn døde. Ligbrænderlauget i Tønder værgede sig ved at bære barnet til kirkegården. Først da lauget blev truet med en bøde på 200 rigsdaler, faldt man til føje.
Da Asthusen selv skulle begraves i 1721måtte 12 borgere efter lodtrækning bære kisten, mens Magistraten fulgte efter.
Skarpretteren optrådte som kirurger
I perioder drev skarpretterne en ret udstrakt virksomhed som kirurger. De var således konkurrenter til barberkirurgerne, hvilket ofte førte til stridigheder mellem disse. Bødlerne havde gennem deres virksomhed erhvervet sig en solid anatomisk viden, som de udnyttede og myndighederne så ofte gennem fingrene med denne side af skarpretternes virksomhed.
Fra Tønder kendes også eksempler på, at bødlerne må have udøvet virksomhed som kirurger. I 1760 søgte Heinrich Philip Müller, der havde været i tjeneste hos skarpretteren, om at blive fri for denne og den dermed forbundne foragt for sin person. Det var hans agt at ernære sig som kirurg:
Byens fysikus blev bedt om en udtalelse, hvorved ansøgeren blev ligestillet med andre mennesker, vel næppe var mulig på grund af den almindelige mands alt for dybt indgroede mening om de pletter, der klæbede til hans profession. I stedet blev det forslået, at han nedsatte sig et andet sted.
Borgmesterens datter døde af et brækket arm
Da borgmester Thomas Andersens datter i 1638 brækkede armen blev hun behandlet af kirurgen Jovers. Han havde ikke heldet med sig. Patienten døde.
Faderen fik til retten, der fik bistand til sagens vurdering af en række mænd, der tituleres som læger, en ”Gliedsetzer” samt bødlerne fra Flensborg og Tønder. Man må således i datiden have betragtet bødlerne som kompetente til at bedømme lægelige anliggender.
Skarpretteren blev tituleret som læge
Da skarpretter Hans Gottfried Geltzer trak sig tilbage, bosatte han sig i Sæd. Her blev han tituleret som læge og kromand i kirkebogen.
En Hans Gotfred Geltzer, der var broksnider (dvs. barberkirurg) , der opererede brok i Århus i 1707 angives at stamme fra Sæd. Han havde fået uidstedt et lærebrev af Johannes Geltzer:
Med overnævnte udtryk menes, at Geltzer fungerede som sårlæge, opererede for blæresten og stær og foretog ellers kirurgiske indgreb i øvrigt.
Du har noget at tænke over, når du passerer ”Æ Kagmand”
Se nu har du fået noget at tænke over næste gang du passere Æ Kagmand å æ torv i Tynne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.582 artikler, heraf 255 artikler fra Tønder:
Under Aabenraa (150 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler):
Under Østerbro (86 artikler)
Under København (173 artikler)
Under Andre Historier (59 artikler)
Juni 13, 2020
En tobaksplantage i Aabenraa
Tobaksplantage i Aabenraa. I 1779 kom der tobaksfrø i den aabenraaske jord. I Fredericia var det en stor succes. Tobaksfrø fra Amerika. Tobaksplantage ved ”Gammeldam”. En god kvalitet. Han skulle have maskiner og en mølle. I begyndelsen rådede han over store pengemidler. Men senere søgte Cornelsen forgæves efter penge. I en af afslagene stod der ”Til Cornelsens bedste”. Han mistede også alle sine skibe som skibsreder.
Tobaksplantage i Aabenraa
I sidste halvdel af det 18. århundrede var transportforholdene endnu ret mangelfulde. Prisen på tobak var ret høj især det, der kom fra udlandet. Det var lige som kaffe og sukker. Det var kun velstillede folk, der kunne tillade sig at nyde tobak. Men nydelsen af det bredte sig ret hurtig i alle samfundsklasser.
Derfor var interessen for dyrkning herhjemme af stor interesse. Begunstiget af regeringens handels – og erhvervspolitik opstod der tobaksplantager i København, Køge, Stubbekøbing, Aarhus, Fredericia og Aabenraa.
Men også i Nordslesvig blev dyrkning af tobak indført. Æren for dette skal tilskrives den meget aktive Cornelius Cornelsen. Han var virksom på mange områder. Han var en betydelig og velanset borger i Aabenraa. Her var han også i en årrække Raadmand.
I 1779 kom der tobaksfrø i den aabenraaske jord
Han ville ikke alene sælge men også dyrke og tilberede tobakken. Tobaksdyrkning var egentlig blevet almindelig i Europa. Man ville gøre sig uafhængig af de amerikanske og asiatiske tobaksavlere. Cornelsen havde længe barslet med planerne om at anlægge en tobaksplantage. Måske har han læst disse to bøger:
I 1779 såede Cornelsen for første gang tobaksfrø i den aabenraaske jordbund. Han har sikkert også fået impulser fra England, hvor han opholdt sig i nogen tid. Her havde tobaksindustrien allerede opnået en høj udvikling.
I Fredericia var det en stor succes
For Cornelsen har det været et patriotisk foretagende. Det gjaldt om at få fremskaffet de rigtige råstoffer. Kunne råstofferne fremskaffes i eget land var det selvfølgelig det bedste og sikkert og så det billigste.
På dette tidspunkt henimod overgangen til det 19. århundrede indførtes fra udlandet til Danmark – Norge årlig 3-4 mio. pund tobak.
Det københavnske tobaksinitiativ beskæftigede i disse år 4-500 personer og sidst i 1790’erne fandtes der i de danske provinser 114 privilegerede tobaksskærere og 20 tobaksfabrikanter.
Det var dog kun i Fredericia tobaksavlen i en årrække kom til at spille en betydelig rolle. Her havde 90 – 100 familier deres udkommende.
Tobaksfrø fra Amerika
Den tobaksplantage som Cornelsen anlagde, havde dog ikke samme størrelse som den i Fredericia. Men det var dog alligevel en plantage, der skabte stor opmærksomhed.
En hovedbetingelse for, at tobaksdyrkningen skulle lykkes var, at der anvendtes det bedste frø, der kunne skaffes. Der blev i de andre europæiske lande, hvor man havde taget tobaksdyrkningen op, brugt både amerikansk og asiatisk frø.
Men til vores ofte ublide klima betragtede man dengang tobaksfrøet fra Amerika, nærmere betegnet fra Virginia som det bedste. Cornelsen skaffede sig derfor frø fra anerkendte amerikanske tobaksplantager.
Tobaksplantage ved ”Gammeldam”
I året 1779 lejede han et stykke land som dengang blev kaldt ”Gammeldam”. Det var sandsynligvis det areal der var beliggende ved den nordlige side af landevejen, der førte forbi kirkegården og vestpå.
Det pågældende areal, der tidligere bar navnet ”Humlekobbel” fik siden navnet ”Tobakskobbel” efter tobaksplantagen.
Cornelsen plantede det amerikanske frø i mistbede. Da det havde spiret og var kommet op, blev de små tobaksplanter sat ud i plantagen efter at jorden var blevet bearbejdet og tilberedt til formålet.
En god kvalitet
Forsøget blev kronet med held. Cornelsen passede sine planter med omhu. I 1780 høstede han sine første tobaksblade. Høsten blev betegnet som gunstig. Han høstede 1.226 pund tobaksblade. I kvalitet var den bedre end den tobak, der blev dyrket andetsteds i landet.
Det gode resultat fik Cornelsen til at tage et nyt stykke land i brug. Atter blomstrede tobakken i plantagen på ”Gammeldam”. Mon ikke mange har lagt turen forbi for at beundre tobaksplanterne fra slutningen af juli til september, hvor tobaksplanterne stod i blomst.
Mon ikke Cornelsen har tænkt, at dette kunne blive fremtiden for Aabenraa. I 1781 høstede han 1.431 pund. Kvaliteten var lige så god som i det første år. Atter blev et nyt stykke jord taget i brug. I 1783 var høsten på 8.037 pund.
Han skulle have maskiner og en mølle
Tilberedningen af tobaksbladene både til røgtobak og snus var ikke så god herhjemme som i udlandet. Hvis tobaksavlen skulle være effektiv, skulle der fremstilles maskiner, der kunne give tobakken den rigtige behandling. Røgtobakken skulle have ”det engelske snit”. Man brugte håndmaskiner.
I Malmø fandtes en tobaksfabrik, som blev ”drevet af heste”. Og det lykkedes da også for Cornelsen at bygge en tobaksmølle som blev trukket af en hest. Ved sin nye mølles hjælp kunne Cornelsen skære 5 – 600 pund røgtobak efter engelsk metode og af lige så god kvalitet. I samme tid kunne han tilskære og findele op til 200 pund snustobak.
I begyndelsen rådede han over store pengemidler
I begyndelsen så det ud som om, at Cornelsen rådede over store pengemidler. Måske har han fået statsstøtte. Men i 1785 henvender han sig til kongen og beder om understøttelse, der skulle bruges til indkøb til indkøb af et større parti råtobak, således han kunne få fuldstændig udnyttelse af sin mølle. Han forsøgte flere gange at få støtte.
Åbenbart har han vedlagt prøver af sin produktion. Men også statholderen prins Carl af Hessen – Kassel nærede interesse for hans tobakproduktion. I begyndelsen bad statholderen om, at Magistraten i Aabenraa skulle tilsende ham oplysninger om produktionen i Aabenraa.
Cornelsen fortalte Magistraten om resultaterne
Sidst i 1770’erne var der godt 10 små virksomheder i Aabenraa, der forarbejdede tobak, mens der var mindst 13 – 14 tobakshandlere. Men der var kun en tobaksfabrik.
Cornelsen har selv oplyst følgende til Magistraten:
Det udenlandske marked svigtede i 1783-1784. Og stigningen i salg på det indenlandske marked havde kun en ubetydelig fremgang. Den dyre og udviklede drift krævede gode indtægter. Disse var ikke tilstrækkelige.
Han ansøgte forgæves om penge
I de følgende år forsøgte Cornelsen flere gange om at få tilskud. Har forsøgte også at søge 10-12.000 Rigsdaler i lån. Som sikkerhed for kapitalen ville han stille sin fabrik, mølle og alt dertilhørende værktøj, rå – og færdigvarer, sit beboelseshus og pakhus m.m.
Den 1. juni 1790 fik han afslag, men allerede den 7. juni samme år søgte han igen.
Afslag ”Til Cornelsens bedste”
Forholdene var økonomisk blevet meget vanskeligere. I et bønskrift den 13. april 1791 beder han statholderen om hjælp. Han skriver at såfremt han ikke får hjælp, vil han gå konkurs og ”hans ejendele vil blive solgt fra ham. Statholderen sender som svar herpå en skrivelse dateret Gottorp, den 20. april 1791, til Magistraten i Aabenraa, hvori han afslår ansøgningen:
Mistede sine skibe som skibsreder
Det har vel nok været til Cornelsens fordel, at man fra kapitalstærk side ikke længere havde ønsket at sætte flere penge i hans tobaksfabrik og plantage. Det er formentlig også gået op for den initiativrige mand selv, at den danske tobaksavl ikke havde nogen fremtid.
Det er kun sparsomme efterretninger, der efter 1791 foreligger om Cornelsen, men han nævnes i alt fald senere som skibsreder.
Som sådan har han dog heller ikke haft heldet med sig, idet han mistede alle sine skibe i kampen mod englænderne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.581 artikler heraf 150 fra Aabenraa.
Juni 13, 2020
B.S. Ingemann – Den Skjønne Litteratur
Af Lisa Hildegardt
Han levede sammen med Lucie i 40 år. Hun måtte dog vente i 10 år, inden de kunne gifte sig. Huset ved Sorø Akademi ligger der endnu. Akademiet startede i 1586, men lukkede et par gange. Ved sidste åbning blev den unge digter B.S. Ingeman ansat. Til Bernhardts store ærgrelse forblev deres ægteskab barnløst. Lucie blev kendt som altertavle – maler. Og B.S. Ingemann kender vi nok mest som salmedigter, men dengang blev han også kendt for sine historiske romaner. Stedet blev sted, hvor de kendte inden for kultur og litteratur mødtes. B.S. Ingemann døde i 1862. Trods et svageligt helbred overlevede Lucie sin mand med seks år.
B.S. Ingemann
1789-1862
Det ligger der endnu, Ingemanns hus. Her levede han sammen med hustruen Lucie i fyrre år, fra han blev lektor i dansk ved Sorø Akademi i 1822 til sin død i 1862. Huset ligger sydøst for hovedbygningen.
Parret samlede mange kulturpersoner i deres hjem i den periode, vi nu kalder dansk guldalder. Blandt dem, H.C. Andersen, der fandt et fristed i perioden på Slagelse Latinskole med den forhadte rektor Meisling. En del af parrets ejendele er udstillet på Sorø Museum sammen med en række bøger skrevet af Ingemann.
Akademiet blev grundlagt af Frederik 2. ved en af ham udstedt fundats den 31. maj 1586 som skole og opdragelsesanstalt for 30 adelige og 30 ufrelste elever, styrkedes af Christian 4., først ved oprettelsen af en
overbygning til skolen – det var det, der kaldtes Akademi – derefter ved at få status som Universitet. Det lukkede dog igen for så at genopstå i 1747 under Frederik 5., der lod opføre flere bygninger, herunder Ingemanns hus.
I 1754 arvede Akademiet stort set hele Ludvig Holbergs formue, men lukkedes atter i 1798 for dog igen at genopstå i begyndelsen af 1800-tallet. Det kan ikke undre, at skolens emblem viser Fugl Phønix eller
Føniks, som det også ses stavet. I forbindelse med denne genoprettelse ansattes den unge digter Bernhard Severin Ingemann, som lektor ved Akademiet, hvor han som kolleger blandt andet havde Christian Wilster, der oversatte Homers Odysseen, kritikeren, sproghistorikeren og filosoffen Peder Hjort og digteren Carsten Hauch.
Præstesønnen fra Falster, som blev født i selveste revolutionsåret 1789, havde et ufuldført jurastudium bag sig sammen med en kort udlandsrejse og en ti år lang forlovelse med Lucie Marie Mandix.
De to unge havde sendt hinanden øjekast tværs over Sankt Peders Stræde hvor den kommende digter boede på Valkendorfs Kollegium, mens Lucie som god borgerdatter gik bly rundt i sin far Jacob Mandix’ lejlighed.
Om kontorchefen i Rentekammeret – datidens finansministerium – var begejstret for datterens bejler, står hen i det uvisse. Ganske imod partiet kan han ikke have været, for hans invitation til Bernhard om at
komme på visit, skrev han: “Førend jeg kan tilråde min datter at indgå en forbindelse med Dem, må jeg vide, hvad udsigter De har for fremtiden”.
Lucie mente nok, hendes bejler havde brug for en noget skarpere spore, for hun ændrede ordet ’tilråde’ til ’tillade’ for at animere sin elskede til at tage sig sammen og skaffe sig en eksamen, der kunne føre til et
lønnet embede.
Ti år fik hun alligevel lov at vente, da Bernhard hellere ville skrive digte end fordybe sig i juraens kringelkroge. I 1818-19 drog han på en kongeligt finansieret dannelsesrejse. En sådan var obligatorisk for datidens skønånder, men skønt Ingemann kom til såvel Paris og Rom som Napoli og Dresden, var denne en af de korteste, litteraturhistorien kender til. Han fik dog i Napoli tid til at forelske sig kort og heftigt, men valgte at vende hjem til den ventende i Sankt Peders Stræde.
Mens han var af sted, nåedes han måske af rygterne om, at man syslede med tanken om at genoprette Akademiet i anledning af hundredåret for Holbergs debut som komedieforfatter med “Den Politiske Kandestøber”.
Rygterne havde talt sandt, og i 1822 kunne Ingemann modtage udnævnelsen til lektor i dansk ved Sorø Akademi, og ugen senere den 30. juli føre den da 30-årige Lucie op ad kirkegulvet i Hyllested Kirke i Vestsjælland.
At Ingemann er glad og tilfreds, skriver han i sine erindringer:
Ægteskabet var lykkeligt om end i hvert fald til Ingemanns sorg barnløst. Lektorens forpligtelser indskrænkede sig til to ugentlige timers forelæsning og noget stilerettelse, derudover var han fri til at dyrke
sin muse.
Lucie malede og fik faktisk udstillet sine værker på Charlottenborg Slot i både 1824 og 1826. Begge gange var det blomstermotiver, som absolut var hendes styrke, men hun havde en ambition om at slå igennem som altertavlemaler. Hun forærede ikke så få altertavler til kirker i og omkring Sorø; men også kirker på Falster, på Fyn og i Jylland fik altertavler af hende, ja, helt til Færøerne, Island og Grønland
nåede hendes arbejder.
Fru Ingemann var ude for et uheld, der gjorde det svært for hende at gå, så gemalen anskaffede et æsel, han kunne trække hende rundt på, hvilket eleverne fandt grinagtigt, ligesom de syntes, det var affekteret, at
ægteparret lod sig ro ud på søen i en båd overspændt af et løvtag af grønne bøgegrene.
Til gengæld var de direkte vrede over hans vane med ved højtidelige lejligheder at stille sig med ryggen til dem, men have et spejl foran sig, som han kunne holde opsyn med dem i.
I dag er det salmedigteren B.S. Ingemann, vi husker. Vi stiger med solen op i østen, titter til hinanden som blomsterne og leder ikke om fristed.
Ved juletid synger vi hans tekst til Franz Gruber “Stille Nacht, Glade Jul, glædes over det jordnære billede om barnet, der danser på moderens skød, og følger ham i Sjælenes glade Pilgrimssang, der bekom ham
bedre end tanken om kødets opstandelse.
Hans salmedigtning var da også kendt og elsket i samtiden, ligesom den blev brugt på Sorø Akademi, der allerede kort efter hans tiltræden havde opfordret ham til at skrive nogle morgensalmer, der kunne anvendes ved skolens morgensamlinger.
Men det var hans historiske romaner, der gjorde ham til en bred, folkelig digter. Politisk var Ingemann tilhænger af den oplyste enevælde, som han så som garanten for landets og folkets åndelige såvel som timelige velfærd, medens demokratiet for ham stod for åndløshed, materialisme og
laveste fællesnævner.
Nationalismen havde han ikke opelsket, tværtimod. I modsætning til Grundtvig og i nogen grad Oehlenschläger havde han ikke dyrket den nordiske oldtid, men i sin digtning som i sit verdenssyn været europæisk, og alligevel bliver han vores nationalromantiske forfatter parexcellence.
Anledningen er tredelt. For det første er han sig ganske bevidst, at lektoratet er en hædersport, hvilket alene forventningerne til undervisning fastslår, hvorfor han finder, at det påhviler ham at betale kongen, der for ham er lig med nationen, tilbage.
For det andet havde Grundtvig i 1819 begavet ham med et eksemplar af sin Saxooversættelse sammen med opfordringen til at skrive en folkelig fortælling om Valdemarerne.
Og endelig stiftede han i sit udnævnelsesår bekendtskab med Walter Scotts historiske romaner. Scott havde skrevet to nationer ind i litteraturhistorien: Skotland med romanen “Waverley” fra 1814, England med “Ivanhoe” fra 1819, og i 1823 skulle han gentage kunststykket for Frankrigs vedkommende med “Quentin Durward”.
De tre inspirationsbække løb nu sammen ved Sorø Sø, hvor Ingemann bogstavelig talt omgikkes Valdemarerne. Ikke blot lå kongerne af den slægt begravet i Skt. Bendts Kirke i nabobyen Ringsted, deres trofaste støtter Hviderne lå i Sorø Klosterkirke, og desuden havde de præget landskabet, der omgav ham.
Bjernede og Pedersborg kirker begge ved Sorø, samt Fjenneslev Kirke midtvejs mellem Sorø og Ringsted, var grundlagt af henholdsvis Sune Ebbesen, Peder Torstensen og Asser Rig, alle mægtige Hvider. Sorø
selv skyldtes den i Ingemanns øjne største af dem alle, biskop Absalon der hviler under kirkegulvet sammen med sine forældre og bror.
Ingemann tog udfordringen op, og i 1824 udkom verdensromanen, “Valdemar den Store og hans mænd”, hvis fortale og programerklæring er citeret her:
…
Digteren opfordrer de døde til at stige frem og selv fortælle – med ham som tolk, selvfølgelig – om deres bedrifter, der skal mane nutidens danskere til store gerninger. Og som tolk ved digteren, hvordan bøgerne skal skæres til: De skal medrivende fortælle om spændende dåd, krig, og kærlighed skal være vigtige ledemotiver, og personerne skal være farve- såvel som blodrige, de gode skal være ædle og appellere til efterfølgelse.
Og så skal de ikke blot være nationale, men hvad man kunne kalde person-nationale. Hvor Scott benytter sig af historiske begivenheder, men lader de historiske skikkelser være bipersoner og frit opfundne hovedpersoner, er Ingemanns ærinde at holde de historiske aktører op for læseren som helte og eksempler til efterfølgelse.
Som hovedperson kan alle romanerne siges at have “folkeånden”. Denne så ubestemmelige ånd, der ifølge romantikken udspringer af fælles sprog og historie og giver sig udslag i folkets – ikke nationens eller civilisationens – religion, digtning og sædvaner.
Det var ikke uden betydning, at Saxooversættelsen var en inspiration. Ingemann så sig selv som den ny tids Saxo; kronikøren der med sin malende pen kunne få fortidens helte til at stige op af graven.
I Valdemar Sejr fra 1826 møder vi Saxo selv som omviser for den unge Carl af Rise i Sorø Klosterkirke:
“‘Jeg vil nu vise dig i hvad Selskab vi ere,’ sagde Saxo og følte sig selv helt underlig stemt ved i den natlige Stund at nærme sig sine store Henfarnes Grave”.
Nøgleordene er ‘selv’ og ‘sine’. Den underlige følelse, Ingemann beskriver, er den, der greb ham selv ved besøg i kirken, og som Saxo tager han ansvaret for sine personer, der er fremmanet af ham i bøgerne.
Kritikken var hård ved romanerne, som ved en sammenligning med Scott da også falder ganske igennem. Men hvad brød læserne sig om kritikken, de slugte tværtimod bøgerne. Valdemar Sejr udkom syv gange i forfatterens levetid, med første genudgivelse allerede to år efter den første, men Ingemann havde dog lyttet så meget til kritikken, at direkte unøjagtigheder blev ændret i denne og senere udgaver.
At de blev læst og elsket, skyldes selvfølgelig den bevidste måde, de var skrevet på. Det var ikke historiske opslagsværker så lidt som videnskabelige fremstillinger af begivenhederne; men drøje, medrivende og
pirrende fortællinger, der i spænding ikke stod tilbage for nogen og i fremmaningerne af ægte helte, tilbød læseren idealer til efterfølgelse, og de havde et klart sigte:
De skulle vise, at landets og folkets lykke kun sikredes i det tætte samarbejde mellem konge, kirke og folk. Eller som Grundtvigs ord fra 1839:
Konge-Haand og Folke-Stemme;
Begge stærke, begge fri;
De har havt i Danmark hjemme.
Mange hundred Aar før vi,
Trods al Brøst, al Frygt og Fare,
Gid de vinde maa og vare,
Skabe i et Gyldenaar
Gamle Danmark gode Kaar!
Folkets stemme skal ikke kastes i valghandlinger, men hviskes i kongens øre, så hans faste hånd kan udføre det, der er fornødent. Kun når folkeånden tager monarken i hånden, opstår den sande nation.
I september 1861 skrev Ingemann sit sidste digt “Den hemmelighedsfulde port”. Den 20. februar 1862 havde han en kreds af venner i sit hjem. Her læste han et digt, der handler om døden og det der måske skal ske derefter.
Næste dag blev han syg og fire dage senere døde han. Lucie offentliggjorde det på denne måde:
“Den 24. Februar henimod klokken 11 aften, gik digteren
Bernhard Severin Ingemann over fra dette liv til en højere tilværelse, hvori hans tanker alt i flere år daglig havde levet”.
Der blev trykt mange mindedigte af såvel H.C. Andersen, Paludan-Møller, Carsten Hauch og af Grundtvig. Grundtvigs digt lyder sådan:
Mellem Nordens hovedskjalde,
som jeg hilsed fjern og nær,
Ingen turde ‘ven’ jeg kalde
uden ham, som dåned her,
Mellem højolds bavtastene
står jeg med luren alene.
Trods Lucies svage helbred overlevede hun sin mand med seks år. Efter et besøg hos hende i 1867 skrev H.C. Andersen:
“Fru Ingemann sad underlig forladt i sin egen stue”.
Lucie døde således i 1868. Bernhardt og Lucie havde været gode støtter for hinanden gennem livet. Men det forblev en stor sorg for Bernhard, at de ikke fik børn. Men sådan blev det.
Ingemann ligger begravet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke sammen med sin hustru Lucie.
Tak til Lisa Hildegardt