Artikler
Juni 13, 2020
B.S. Ingemann – Den Skjønne Litteratur
Af Lisa Hildegardt
Han levede sammen med Lucie i 40 år. Hun måtte dog vente i 10 år, inden de kunne gifte sig. Huset ved Sorø Akademi ligger der endnu. Akademiet startede i 1586, men lukkede et par gange. Ved sidste åbning blev den unge digter B.S. Ingeman ansat. Til Bernhardts store ærgrelse forblev deres ægteskab barnløst. Lucie blev kendt som altertavle – maler. Og B.S. Ingemann kender vi nok mest som salmedigter, men dengang blev han også kendt for sine historiske romaner. Stedet blev sted, hvor de kendte inden for kultur og litteratur mødtes. B.S. Ingemann døde i 1862. Trods et svageligt helbred overlevede Lucie sin mand med seks år.
B.S. Ingemann
1789-1862
Det ligger der endnu, Ingemanns hus. Her levede han sammen med hustruen Lucie i fyrre år, fra han blev lektor i dansk ved Sorø Akademi i 1822 til sin død i 1862. Huset ligger sydøst for hovedbygningen.
Parret samlede mange kulturpersoner i deres hjem i den periode, vi nu kalder dansk guldalder. Blandt dem, H.C. Andersen, der fandt et fristed i perioden på Slagelse Latinskole med den forhadte rektor Meisling. En del af parrets ejendele er udstillet på Sorø Museum sammen med en række bøger skrevet af Ingemann.
Akademiet blev grundlagt af Frederik 2. ved en af ham udstedt fundats den 31. maj 1586 som skole og opdragelsesanstalt for 30 adelige og 30 ufrelste elever, styrkedes af Christian 4., først ved oprettelsen af en
overbygning til skolen – det var det, der kaldtes Akademi – derefter ved at få status som Universitet. Det lukkede dog igen for så at genopstå i 1747 under Frederik 5., der lod opføre flere bygninger, herunder Ingemanns hus.
I 1754 arvede Akademiet stort set hele Ludvig Holbergs formue, men lukkedes atter i 1798 for dog igen at genopstå i begyndelsen af 1800-tallet. Det kan ikke undre, at skolens emblem viser Fugl Phønix eller
Føniks, som det også ses stavet. I forbindelse med denne genoprettelse ansattes den unge digter Bernhard Severin Ingemann, som lektor ved Akademiet, hvor han som kolleger blandt andet havde Christian Wilster, der oversatte Homers Odysseen, kritikeren, sproghistorikeren og filosoffen Peder Hjort og digteren Carsten Hauch.
Præstesønnen fra Falster, som blev født i selveste revolutionsåret 1789, havde et ufuldført jurastudium bag sig sammen med en kort udlandsrejse og en ti år lang forlovelse med Lucie Marie Mandix.
De to unge havde sendt hinanden øjekast tværs over Sankt Peders Stræde hvor den kommende digter boede på Valkendorfs Kollegium, mens Lucie som god borgerdatter gik bly rundt i sin far Jacob Mandix’ lejlighed.
Om kontorchefen i Rentekammeret – datidens finansministerium – var begejstret for datterens bejler, står hen i det uvisse. Ganske imod partiet kan han ikke have været, for hans invitation til Bernhard om at
komme på visit, skrev han: “Førend jeg kan tilråde min datter at indgå en forbindelse med Dem, må jeg vide, hvad udsigter De har for fremtiden”.
Lucie mente nok, hendes bejler havde brug for en noget skarpere spore, for hun ændrede ordet ’tilråde’ til ’tillade’ for at animere sin elskede til at tage sig sammen og skaffe sig en eksamen, der kunne føre til et
lønnet embede.
Ti år fik hun alligevel lov at vente, da Bernhard hellere ville skrive digte end fordybe sig i juraens kringelkroge. I 1818-19 drog han på en kongeligt finansieret dannelsesrejse. En sådan var obligatorisk for datidens skønånder, men skønt Ingemann kom til såvel Paris og Rom som Napoli og Dresden, var denne en af de korteste, litteraturhistorien kender til. Han fik dog i Napoli tid til at forelske sig kort og heftigt, men valgte at vende hjem til den ventende i Sankt Peders Stræde.
Mens han var af sted, nåedes han måske af rygterne om, at man syslede med tanken om at genoprette Akademiet i anledning af hundredåret for Holbergs debut som komedieforfatter med “Den Politiske Kandestøber”.
Rygterne havde talt sandt, og i 1822 kunne Ingemann modtage udnævnelsen til lektor i dansk ved Sorø Akademi, og ugen senere den 30. juli føre den da 30-årige Lucie op ad kirkegulvet i Hyllested Kirke i Vestsjælland.
At Ingemann er glad og tilfreds, skriver han i sine erindringer:
Ægteskabet var lykkeligt om end i hvert fald til Ingemanns sorg barnløst. Lektorens forpligtelser indskrænkede sig til to ugentlige timers forelæsning og noget stilerettelse, derudover var han fri til at dyrke
sin muse.
Lucie malede og fik faktisk udstillet sine værker på Charlottenborg Slot i både 1824 og 1826. Begge gange var det blomstermotiver, som absolut var hendes styrke, men hun havde en ambition om at slå igennem som altertavlemaler. Hun forærede ikke så få altertavler til kirker i og omkring Sorø; men også kirker på Falster, på Fyn og i Jylland fik altertavler af hende, ja, helt til Færøerne, Island og Grønland
nåede hendes arbejder.
Fru Ingemann var ude for et uheld, der gjorde det svært for hende at gå, så gemalen anskaffede et æsel, han kunne trække hende rundt på, hvilket eleverne fandt grinagtigt, ligesom de syntes, det var affekteret, at
ægteparret lod sig ro ud på søen i en båd overspændt af et løvtag af grønne bøgegrene.
Til gengæld var de direkte vrede over hans vane med ved højtidelige lejligheder at stille sig med ryggen til dem, men have et spejl foran sig, som han kunne holde opsyn med dem i.
I dag er det salmedigteren B.S. Ingemann, vi husker. Vi stiger med solen op i østen, titter til hinanden som blomsterne og leder ikke om fristed.
Ved juletid synger vi hans tekst til Franz Gruber “Stille Nacht, Glade Jul, glædes over det jordnære billede om barnet, der danser på moderens skød, og følger ham i Sjælenes glade Pilgrimssang, der bekom ham
bedre end tanken om kødets opstandelse.
Hans salmedigtning var da også kendt og elsket i samtiden, ligesom den blev brugt på Sorø Akademi, der allerede kort efter hans tiltræden havde opfordret ham til at skrive nogle morgensalmer, der kunne anvendes ved skolens morgensamlinger.
Men det var hans historiske romaner, der gjorde ham til en bred, folkelig digter. Politisk var Ingemann tilhænger af den oplyste enevælde, som han så som garanten for landets og folkets åndelige såvel som timelige velfærd, medens demokratiet for ham stod for åndløshed, materialisme og
laveste fællesnævner.
Nationalismen havde han ikke opelsket, tværtimod. I modsætning til Grundtvig og i nogen grad Oehlenschläger havde han ikke dyrket den nordiske oldtid, men i sin digtning som i sit verdenssyn været europæisk, og alligevel bliver han vores nationalromantiske forfatter parexcellence.
Anledningen er tredelt. For det første er han sig ganske bevidst, at lektoratet er en hædersport, hvilket alene forventningerne til undervisning fastslår, hvorfor han finder, at det påhviler ham at betale kongen, der for ham er lig med nationen, tilbage.
For det andet havde Grundtvig i 1819 begavet ham med et eksemplar af sin Saxooversættelse sammen med opfordringen til at skrive en folkelig fortælling om Valdemarerne.
Og endelig stiftede han i sit udnævnelsesår bekendtskab med Walter Scotts historiske romaner. Scott havde skrevet to nationer ind i litteraturhistorien: Skotland med romanen “Waverley” fra 1814, England med “Ivanhoe” fra 1819, og i 1823 skulle han gentage kunststykket for Frankrigs vedkommende med “Quentin Durward”.
De tre inspirationsbække løb nu sammen ved Sorø Sø, hvor Ingemann bogstavelig talt omgikkes Valdemarerne. Ikke blot lå kongerne af den slægt begravet i Skt. Bendts Kirke i nabobyen Ringsted, deres trofaste støtter Hviderne lå i Sorø Klosterkirke, og desuden havde de præget landskabet, der omgav ham.
Bjernede og Pedersborg kirker begge ved Sorø, samt Fjenneslev Kirke midtvejs mellem Sorø og Ringsted, var grundlagt af henholdsvis Sune Ebbesen, Peder Torstensen og Asser Rig, alle mægtige Hvider. Sorø
selv skyldtes den i Ingemanns øjne største af dem alle, biskop Absalon der hviler under kirkegulvet sammen med sine forældre og bror.
Ingemann tog udfordringen op, og i 1824 udkom verdensromanen, “Valdemar den Store og hans mænd”, hvis fortale og programerklæring er citeret her:
…
Digteren opfordrer de døde til at stige frem og selv fortælle – med ham som tolk, selvfølgelig – om deres bedrifter, der skal mane nutidens danskere til store gerninger. Og som tolk ved digteren, hvordan bøgerne skal skæres til: De skal medrivende fortælle om spændende dåd, krig, og kærlighed skal være vigtige ledemotiver, og personerne skal være farve- såvel som blodrige, de gode skal være ædle og appellere til efterfølgelse.
Og så skal de ikke blot være nationale, men hvad man kunne kalde person-nationale. Hvor Scott benytter sig af historiske begivenheder, men lader de historiske skikkelser være bipersoner og frit opfundne hovedpersoner, er Ingemanns ærinde at holde de historiske aktører op for læseren som helte og eksempler til efterfølgelse.
Som hovedperson kan alle romanerne siges at have “folkeånden”. Denne så ubestemmelige ånd, der ifølge romantikken udspringer af fælles sprog og historie og giver sig udslag i folkets – ikke nationens eller civilisationens – religion, digtning og sædvaner.
Det var ikke uden betydning, at Saxooversættelsen var en inspiration. Ingemann så sig selv som den ny tids Saxo; kronikøren der med sin malende pen kunne få fortidens helte til at stige op af graven.
I Valdemar Sejr fra 1826 møder vi Saxo selv som omviser for den unge Carl af Rise i Sorø Klosterkirke:
“‘Jeg vil nu vise dig i hvad Selskab vi ere,’ sagde Saxo og følte sig selv helt underlig stemt ved i den natlige Stund at nærme sig sine store Henfarnes Grave”.
Nøgleordene er ‘selv’ og ‘sine’. Den underlige følelse, Ingemann beskriver, er den, der greb ham selv ved besøg i kirken, og som Saxo tager han ansvaret for sine personer, der er fremmanet af ham i bøgerne.
Kritikken var hård ved romanerne, som ved en sammenligning med Scott da også falder ganske igennem. Men hvad brød læserne sig om kritikken, de slugte tværtimod bøgerne. Valdemar Sejr udkom syv gange i forfatterens levetid, med første genudgivelse allerede to år efter den første, men Ingemann havde dog lyttet så meget til kritikken, at direkte unøjagtigheder blev ændret i denne og senere udgaver.
At de blev læst og elsket, skyldes selvfølgelig den bevidste måde, de var skrevet på. Det var ikke historiske opslagsværker så lidt som videnskabelige fremstillinger af begivenhederne; men drøje, medrivende og
pirrende fortællinger, der i spænding ikke stod tilbage for nogen og i fremmaningerne af ægte helte, tilbød læseren idealer til efterfølgelse, og de havde et klart sigte:
De skulle vise, at landets og folkets lykke kun sikredes i det tætte samarbejde mellem konge, kirke og folk. Eller som Grundtvigs ord fra 1839:
Konge-Haand og Folke-Stemme;
Begge stærke, begge fri;
De har havt i Danmark hjemme.
Mange hundred Aar før vi,
Trods al Brøst, al Frygt og Fare,
Gid de vinde maa og vare,
Skabe i et Gyldenaar
Gamle Danmark gode Kaar!
Folkets stemme skal ikke kastes i valghandlinger, men hviskes i kongens øre, så hans faste hånd kan udføre det, der er fornødent. Kun når folkeånden tager monarken i hånden, opstår den sande nation.
I september 1861 skrev Ingemann sit sidste digt “Den hemmelighedsfulde port”. Den 20. februar 1862 havde han en kreds af venner i sit hjem. Her læste han et digt, der handler om døden og det der måske skal ske derefter.
Næste dag blev han syg og fire dage senere døde han. Lucie offentliggjorde det på denne måde:
“Den 24. Februar henimod klokken 11 aften, gik digteren
Bernhard Severin Ingemann over fra dette liv til en højere tilværelse, hvori hans tanker alt i flere år daglig havde levet”.
Der blev trykt mange mindedigte af såvel H.C. Andersen, Paludan-Møller, Carsten Hauch og af Grundtvig. Grundtvigs digt lyder sådan:
Mellem Nordens hovedskjalde,
som jeg hilsed fjern og nær,
Ingen turde ‘ven’ jeg kalde
uden ham, som dåned her,
Mellem højolds bavtastene
står jeg med luren alene.
Trods Lucies svage helbred overlevede hun sin mand med seks år. Efter et besøg hos hende i 1867 skrev H.C. Andersen:
“Fru Ingemann sad underlig forladt i sin egen stue”.
Lucie døde således i 1868. Bernhardt og Lucie havde været gode støtter for hinanden gennem livet. Men det forblev en stor sorg for Bernhard, at de ikke fik børn. Men sådan blev det.
Ingemann ligger begravet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke sammen med sin hustru Lucie.
Tak til Lisa Hildegardt
Juni 12, 2020
Slesvig-Holstenisme, et flag og en sang
Dette fylder ikke meget, når man i øjeblikket fokusere på Sønderjyllands historie, Hertugdømmerne og 1920. Men det er egentlig en vigtig del af vores historie. De borgerlige og spidserne satsede på Slesvig-Holstenismen. Redderne i Aabenraa udskiftede Dannebrog til fordel for det slesvig-holstenske flag. I Augustenborg mente Hertugen helt sikkert, at han havde rettighederne på sin side for at blive hertug i Slesvig-Holsten. Vi kigger også lige på adelen. Det var egentlig dem, der sad på magten i mange hundrede år i Slesvig Holsten. Det var faktisk nogle kvinder i Slesvig, der første gang præsenterede det flotte slesvig-holstenske flag. Og det var også her, at den patriotiske sang blev skabt. Den sang var forhadt af de dansksindede. Den danske konge forbød både sang og flag. Men dette skabte så lige den modsatte effekt. Og den tyske kampsang var med til at skabe en sangerkrig i Tønder. I 1658 blev Slesvig løst fra lens-forholdet til Danmark og var egentlig en suveræn stat.
Vi skal også kigge på denne del af historien
Dette emne fylder ikke ret meget, når danskerne diskuterer afstemningen 1920, grænsedragning, afståelse eller genforening. Det er som om, at man har glemt denne bevægelse. Den havde egentlig stor tilslutning mest i de bedre kredse også i Nordslesvig. Og også under afstemningen i 1920 provokerede de tysksindede med en bestemt sang. Og selv den dag i dag kan man syd for grænsen se det blå-hvid-røde flag. I dag har dette flag en lidt anden betydning.
Når vi nu i stigende grad fokuserer på historien i grænselandet, er det sandelig også nødvendig, at vi lige kigger på denne del af historien.
Der kom mange adelsslægter syd fra
Det er nok ikke mange, der tænker over, at egentlig var det adelen, der havde magten i Hertugdømmerne. Allerede omkring 1200 opstod en stand af herremænd, der var skattefri mod at yde omfattende krigstjeneste. Tjenesteforhold var i begyndelsen personligt. I 1200 kunne både kongen og hertugen ”tage mænd” i Sønderjylland. Ja for at gøre historien mere forvirret, så hed Slesvig-Holsten dengang sådan.
Gradvis blev rangen som herremand arveligt. Betegnelsen adel slog dog først igennem år 1500. Fra 1300 og 1400-tallet ved vi, at der fandtes en talrig herremandsgruppe i Nord- og Mellemslesvig. Blandt de mest markante navne dengang var Holck, Lindenov og Emmiksen.
I 1200-tallet foregik der en systematisk bosætning sydfra i den sydøstlige del af hertugdømmet på gammel kongelig jord. Her opstod en adel, som i navne- og arveskik fulgte tyske mønstre og formentlig var tysktalende. Blandt de mest markante slægter var Limbek, Sehested og Ahlefeldt.
Disse slægter anses som holstenske men kan godt stamme andetsteds fra Tyskland. De trådte i 1300 – tallet i de sønderjyske hertugers tjeneste og i løbet af århundredet bredte de sig over hertugdømmet, hvor de erhvervede gammelt krongods som pant og ejendom. Da de holstenske grever omkring 1375 overtog hertugdømmet Slesvig blev disse slægter absolut politisk førende i Slesvig og Holsten sammen med rent holstenske slægter som Rantzau, Pogowisch, Reventlow og Brockdorff.
Første gang vi hører om bevægelsen er omkring 1815 – 1816. Det var Nicolaus Falck og F.C. Dahlmann fra universitet i Kiel. De ønskede en liberal slesvig-holstensk forfatning via en genoplivning af de gamle stændermøder.
Mange lægger vægt på Ribe – brevet.
Fortalerne fandt især historisk belæg i deres program i Det slesvig-holstenske Ridderskabs privilegier fremført i Ribebrevet fra 1460. Her blev det sagt, at Slesvig – Holsten skulle forblive evig udelt. Nu var det Ridderskabet, der dikterede dette brev. Dette brev er nok tillagt en større historisk betydning, end det egentlig havde.
Kongen skulle regere Slesvig, Holsten og Danmark hver for sig. Allerede der, blev styreformen delt.
Ribe – brevet var egentlig glemt. Men det blev fundet frem til lejligheden.
Dengang i 1460’erne dannede slægterne med rod i Holsten og det sydlige Slesvig et politisk forbund. Dette anses normalt for grundlæggelsen af det slesvig-holstenske ridderskab. Man regner normalt ikke de nord- og mellemslesvigske slægter med til det.
Det var under ledelse af Ahlefeldt – slægten, at kongen blev udnævnt som hertug af Slesvig og greve af Holsten.
Adelen gjorde deres indflydelse gældende
Før 1600 kunne adelen møde op til de såkaldte landdage. Her kunne de gøre deres indflydelse gældende. Adelen fra de gamle nord- og mellemslesvigske adelsslægter fik de vigtige embeder som amtmænd på de hertugelige slotte eller medlemmer af de hertugelige råd. Ved delinger af hertugdømmerne blev adelen også holdt udenfor.
Ved oprettelse af stænderforsamlingerne i 1834 fik ridderskabet også pladser i disse. I klostrene og de institutioner der fulgte i disse, har ridderskabet den dag i dag stor indflydelse.
I 1815 blev Holsten en del af Det tyske Forbund. Men man hørte stadig sammen sagde man med henvisning til aftalen fra 1460. I 1816 gjorde Falck opmærksom på, at ved fredsslutningen mellem den danske konge og den gottorpske hertug i 1658 var Slesvig blevet løst fra lensforholdet til Danmark og dermed havde opnået fuld suverænitet. Derfor gjaldt kongeloven fra 1665 og enevælden ikke i Slesvig.
Falck var mere slesvig-holstener med tysk sprog og kultur end Dahlmann, der var mere nationaltysker.
Man forsøgte at øge Hertugdømmernes selvstændighed
I 1830 kæmpede landfoged Uwe Jens Lornsen forgæves for en liberal forfatning for et Slesvig Holsten. Han blev senere anholdt og mere eller mindre frivillig udvandrede han til Brasilien.
Lornsen var tilhænger af den liberale tyske enhedsbevægelse.
I 1840’erne voksede en egentlig slesvig-holstensk bevægelse frem under ledelse af Wilhelm Beseler. Samtidig blev den augustenborgske linjes arvekrav til den danske trone en brik i hele kampen. Det fremstod som et alternativt fyrstehus til det regerende danske.
Man forsøgte at styrke Slesvig og Holstens indbyrdes samhørighed og øge Hertugdømmernes selvstændighed i forhold til Kongeriget Danmark og opnå en eller anden tilknytning til et forenet Tyskland.
Knæfald for ”den danske propaganda”
Op igennem 1840erne frem til den slesvig-holstenske rejsning blev modsætningsforholdet mellem hertugdømmernes tysksindede beboere og dansksindede nordslesviger og kongerigets befolkning stadig uddybet. Årsagerne dertil var flere.
Som i kongeriget blev de liberale i hertugdømmerne skuffet over den nye kong Christian den Ottendes bryske afvisning af forfatningsønskerne i forbindelse med tronskiftet 1839/1840. Kongens sprogreskript af 14. maj 1840 med indførelse af dansk rets – og forvaltningssprog i det dansktalende Nordslesvig blev tolket som et forsøg på fra kongerigsk side at tilrane dig Nordslesvig og anset for knæfald for ”den danske propaganda”. Og endelig nåede de nationale følelser i Tyskland generelt op i de høje toner i 1840’erne som reaktion imod Frankrigs forsøg på at rykke den fransk – tyske grænse frem til Rhinen. Det virkede afsmittende nordpå.
I 1841 blev et digt fra Fysikus Neuber fra Aabenraa noget af et tilløbsstykke. Jo Neuber var ret aktiv og skrev også en række patriotiske sange. Hans slagord blev trykt på pibehoveder, tørklæder, litografier m.m.
Hertugen forsøgte at gøre brug af sine rettigheder
Vi skal også huske arvefølgesagen. Hertug Christian August af Augustenborg knyttede fra 1842 i stigende grad sin slægts fremtid til den slesvig-holstenske bevægelse. Dermed håbede han at få støtte til det augustenborgske arvekrav, det vil sige påstanden om, at den rent mandlige arvefølge modsat kongeriget var gældende i såvel Holsten som i Slesvig, hvorfor begge disse hertugdømmer ville tilfalde augustenborgerne, når den oldenborgske kongeslægt som forventet snart ville uddø.
Mulighederne for at få sin egen hertug var yderst tillokkende for slesvig-holstenerne. I agitationen fik det augustenborgske arvekrav mere og mere plads ved siden af de andre mærkesager – stændernes forening og en fælles slesvig-holstensk forfatning, Hertugdømmernes finansielle adskillelse fra Danmark og oprettelsen af en slesvig-holstensk landsbank og lignende krav fra den økonomisk betonede agitation, der også skærpedes i disse år.
Aviserne bakkede bevægelsen op
I 1844 vedtog de holstenske stænder en såkaldt ”retsforvaring”. Heri hed det kort og præcist:
De fleste aviser i Hertugdømmerne bakkede op om den slesvig-holstenske bevægelse.
Masser af patriotiske fester
Man kombinerede de patriotiske bevægelser med initiativer som dyrskuer, håndværksudstillinger og forsøg på sparekassegrundlæggelser med politiske manifestationer for almindelig værnepligt og jernbaner – og selvfølgelig det slesvig-holstenske flag.
Der var masser af fester, ikke kun i Sydslesvig men så sandelig også i Nordslesvig bl.a. på Mønterhøj ved Aabenraa. Det var som modtræk til de danske fester på Skamlingsbanken. Der fulgte en masse folkefester bl.a. sangerfestival.
I 1848 var der hele 120 forskellige sangforeninger i Slesvig-Holsten. Dette skal vi høre nærmere om senere. I 1845 blev bådenationalsang og nationalflag forbudt af kongen. Dette fik den modsatte virkning.
Det var mest spidserne, der bakkede op
Hertug og adelen var generelt tilhængere af et selvstændigt Slesvig-Holsten, men deltog sjældent direkte i agitationen. Den slesvig-holstenske bevægelse var i første omgang et byfænomen. Adskillige købmænd, skibsredere og fabrikanter var fremtrædende i bevægelsen. Dog var der en del, der holdt lav profil af hensyn til deres virksomhed. Journalister, advokater, læger, apotekere, universitets- og gymnasielærere og i noget mindre udstrækning embedsmænd, herunder også præster var aktive.
Købstædernes håndværkere var også aktive Arbejdere, daglejere, tyende og menige søfolk var derimod så godt som fraværende i den slesvig-holstenske bevægelse.
På landet havde organisationen fat i de højere lag blandt de borgerlige godsejere, forpagterne på de augustenborgske ladegårde, proprietærerne og storbønderne, møllerne, teglværksarbejderne og de gårdejere, som udover landbruget drev brændevinsbrænderi, krohold, kreaturhandel o.l. men også mange jævne gårdmænd sluttede op om bevægelsen. Men der var kun få husmænd og landhåndværkere. Fra underklassen var der kun tilslutning i områder, hvor gårdmændene over en bank var slesvig-holstenere og derfor kunne disciplinere daglejere og tyende politisk.
Der er brug for symboler og tegn
Men under ingen af de efterfølgende krige sejrede det slesvig-holstenske program. I Treårskrigen 1848-1850 led slesvig-holstenerne nederlag efter at have mistet Preussens opbakning.
I perioden 1864-1867 blev Slesvig, Holsten og Lauenborg lagt ind under Preussens herredømme efter Danmarks nederlag til Preussen og Østrig i krigen i 1864 og efter Østrigs nederlag til Preussen i 1866.
Der var brug for symboler og tegn, forenklede paroler og sange for at retfærdiggøre sig. Sydgrænsen for staten var Ejderen.
Ved en folkefest i Aabenraa i 1843 blev den slesvig-holstenske fane fremvist. Et våbenskjold dannet af de to hertugdømmers våben på rød bund. Men dette flag fik kun en kort levetid.
Kvinder skabte det slesvig-holstenske flag
Først det følgende år i 1844 opstod i Slesvig by den blå-hvid-røde fane. Det var en række kvinder, der havde nær forbindelse til den slesvigske sangforening (Schleswiger Liedertafel) der havde besluttet at skænke foreningen en fane. Man ønskede at fremstille fanen fra de to hertugdømmers våben. To såkaldte eksperter mente dog, at der skulle laves om på rækkefølgen af farverne. Men dette behagede ikke damerne.
I forbindelse med den store sangerfest i Slesvig i juli 1844 blev den nye trikolore vist offentlig frem for byens borgere.
I 1845 optrådte slesvig-holstenske sangere ved den store sangfest i Würzburg med en blå-hvid-rød fane syet af damer fra den augustenborgske hertug-familie. Fra nu af blev disse tre farver i næsten hele Tyskland forbundet med Slesvig-Holsten. Hvad symboliserede da denne trefarvede fane: Et tysk Slesvig-Holsten fra Kongeå til Elben.
Flaget symboliserede anti-danske holdninger
Der var stadig også den sort-rød-gyldne fane. Den symboliserede en national tillige borgerlig-liberalfrihedsbevægelse. Den Blå-hvide-røde symboliserede den regionale, nationale og ikke mindst anti-danske holdning.
Hertug Friederich den Syvende af Augustenborg og hans tilhængere forsøgte i 1863 – 1865 at skabe en selvstændig slesvig-holstensk stat. Da satte de blå-hvid-røde farver deres præg på optog og sammenkomster.
Også i forbindelse med afstemningskampen 1919 – 1920 som fra tysk side blev ført under traditionelle slesvig-holstenske argumenter og paroler viste man især de blå-hvide-røde farver på faner, plakater og nødpengesedler.
Flaget godkendt i 1957 som landsflag
I perioden efter 1867, hvor Slesvig-Holsten var en preussisk provins fik den blå-hvid-røde fane aldrig officiel karakter. Man viste den ved nationale sammenkomster, ved hjemstavns- og mindefester, men den blev ”aldrig officielt anerkendt”.
Først oprettelsen af forbundslandet Slesvig-Holsten i 1946 markerede en indfrielse af de slesvig-holstenske mål, selvom landet ikke kom til at få sin egen fulde selvstændighed eller kom til at omfatte hele det historiske landområde, som hertugdømmerne udgjorde.
Først herefter blev den blå-hvid-røde fane den officielle landsfane. Rent juridisk blev dette dog først fastlagt så sent som i 1957.
Den blå-hvid-røde fane har nu længe været symbol på det demokratiske forbundsland Slesvig-Holsten. At vi finder denne fane smuk, kan vi takke damerne fra byen Slesvig i 1844 for.
Det truende Norden
Sangen om det havomslyngede Slesvig-Holsten blev i 1844 slagsang for den slesvig-holstenske bevægelse. Den var i høj grad med til at skabe opmærksomhed om det slesvig-holstenske spørgsmål i hele Tyskland.
Den blev skabt tre år efter at digteren Hoffmann von Fallersleben havde skrevet ”Deutschland über alles”. Denne blev i 1922 ophøjet til tysk nationalsang af Tysklands præsident, socialdemokraten Friedrich Ebert.
Slesvig-Holsten – sangen opstod som politisk kamp- og bekendelsessang. Det bliver klart, når man læser alle syv vers. Og det bliver tydeligere, når man synger sangen på dens fængende melodi i ”marchagtig” firefjerdedelstakt. Kampen er rettet mod noget konkret, nemlig ”det truende Norden” (vers 3) Sangen indeholder også en bekendelse til ”tysk skik” og ”tysk dyd”.
Begrebet ”fædreland” bruges ikke længere om Slesvig-Holsten. I den forbindelse er ordet blevet erstattet af ordet ”hjemland” eller ”hjemstavn”.
Sangen bliver stadig sunget
I perioden under Det tyske Forbund (1815 – 1866) blev hver enkelt medlemsstat imidlertid forstået som ”fædreland”. Det gjaldt også den gennem stammefællesskab og historisk tradition forbundne region Slesvig-Holsten. Ganske vist hørte Slesvig ikke til ”Det tyske Forbund”.
Sangen bliver stadig sunget ved fester. En krigerisk holdning mod det danske Norden er den derimod ikke længere forbundet med.
Den havde engang en meget antidansk karakter.
Både danske og tyske nationale bevægelser satte spørgsmålstegn ved helstaten. Stridsspørgsmålet var, hvilken vej Slesvig skulle gå ved opløsningen af helstaten. De forskellige sangforeninger havde stor betydning for den slesvig-holstenske bevægelse.
Sangen blev skabt i Slesvig
Det var Carl Gottfried Bellman, der var kantor og organist ved det adelige St. Johannis Kloster og leder af Slesvig Sangforening, der tog initiativ til en rigtig kampsang.
Han kendte tilfældigvis justitsråd dr. Strass fra Berlin. Denne havde før fået sat musik til sine digte. Han kom så med tekst til ”skønne lande” Slesvig og Holsten.
Men digtet tilfredsstillede ikke helt det slesvigske mandskor. Det var ikke patriotisk nok til at træde op mod de danske nationale bestræbelser. Der skulle lægges meget mere vægt på de to hertugdømmers enhed og bekendelse til tysk sprog og kultur.
Nu tog en af sangforeningens medlemmer, advokat Matthäus Friedrich Chemnitz fat. Han omdannede det følsomme hjemstavnsdigt til et tysk fædrelandsdigt. Nu blev Schleswig-Holstein forbundet med bindestreg og udvidet med tre vers.
Det blev en kæmpe succes
Melodien behøvede en vis tilpasning, som Bellmann sørgede for. Nu var man rustet til sangfest. Omkring 400 sangere fra alle slesvig-holstenske sangforeninger var til stede. Og der var vel 12.000 mennesker, der hørte de forskellige sangkor.
Og sangen blev i den grad modtaget med begejstring. Der brød en storm af jubel løs. Bellmann og Chemnitz kunne næsten ikke værge sig for lykønskninger. Sangen gik sin sejrsgang gennem de tyske lande.
Flaget og sangen blev en national identitet
Flaget og sangen blev en national identitet. På tysk side handlede det om at bevare den slesvig-holstenske egenart, sådan som de tysksindede indbyggere opfattede den. Dertil hørte den påståede tætte kontakt med de to hertugdømmer.
Jo det var denne sang som skabte sangerkrig i Tønder og sikkert også andre steder. Ved afstemningen i Tønder i 1920 måtte engelske soldater splitte en demonstration. De tysksindede sang netop denne sang, mens de dansksindede sang ”Den gang jeg drog afsted”.
Kilde:
Juni 11, 2020
Højer omkring 1930
Tøndermarskens afvanding. På Tønder station. Rudbøl – et eksotisk sted. Om bord på ”Æ bagger” Et lille miserabelt hus i Søndergade. 50 år bag i tiden. Familien ”overlevede” i Højer. Herman ville ikke kendes ved Ole. Den lille og den store klasse. To gode lærere. Ole’ s projekter. Efterår og jul i Højer. Til aftenmøde i forsamlingshuset. På Hindrichsens firlængede gård. Store forhold. Hindrichsen blev en god ven. Højer havde næsten alt. Møg på de toppede brosten. Ole blev bådejer for 10 kr. Båden flød som en svane. Sejlads på Vidåen. Dækselev hos Lauritzen.
Tøndermarskens afvanding
Hvordan var det at være barn i Højer i 1930? Ja det skal vi se gennem Ole’s øjne. Faderen var skibsfører i Vandbygningsvæsnet. Han var blevet forflyttet i forbindelse med det store afvandingsprojekt i Tøndermarsken.
Vi er i 1927 og den 9 – årige Ole rejser med sin mor og fires søskende til Højer fra Esbjerg. Det var som at rejse til et fjernt ukendt land. Det som en fremmed verdensdel.
Faderen var rejst i forvejen og var fører af vandbygningsvæsnets uddybningsfartøj med den sjove betegnelse U/F Nr. 2. men i Højer nøjedes man med at sige ”Æ bagger”.
På Tønder Station
Efter en togrejse, der forekom uendelig lang. Det eneste imponerende var synet af Ribe domkirkes imponerende tårn. Endelig ankom man til Tønders Hovedbanegård, der dengang var et knudepunkt med tog i alle verdenshjørner.
U/F nr. 2 havde hjemsted i Højer, men ved ankomsten befandt den sig på Rudbøl Sø, hvor den virkede i tilknytning til det omfattende projekt – Tøndermarskens afvanding. Fartøjet sørgede for opgravning og oppumpning af de enorme mængder af fyld, der var påkrævet af digebygningen langs Vidåen. Det var et arbejde, der strakte sig over flere år.
På Tønder Station ventede far. Han fortalte, at man nu befandt sig på et sted, hvor store flokke af løsgående kvæg blev drevet gennem gaderne, og hvor det var forekommet, at en stud havde taget sig en tur gennem en butiksrude. Ole havde håbet på, at det var rigtige cowboys, der jagtede kvæget.
Rudbøl – et eksotisk sted
I en lejet bil kørte familien nu vest på. Det var en overraskelse for Ole at se den vidstrakte flade marsk og den høje himmel. Ved Møgeltønder blev kursen sat mod Rudbøl. Men man nåede dog lige at beundre det smukke hvide Schackenborg med voldgraven og parken. Men greven fik man dog ikke hilst på. Faderen fortalte at han havde travlt, fordi han også var amtmand.
Og så fik Ole at vide, at den første Schack i Møgeltønder var en dygtig general, der engang for længe siden havde reddet os i fra ikke at blive svenskere.
Rudbøl var også et eksotisk sted for Ole. Tænk man kunne se over til et fremmede land. Her gik mænd med geværer i blå uniformer. De blev kaldt gendarmer. Og der var politifolk med mærkelige høje kasketter, som man ikke kendte nordpå.
Om bord på ”Æ bagger”
Ved bredden af Rudbøl Sø blev familien nu indskibet i storbåden fra U/F Nr. 2. med raske åretag bragte bomstærke matroser familien ombord til midlertidig indkvartering på ”Æ bagger”. Først næste dag gik det mod Højer.
Splitflaget vejede agter og skibskokken havde sørget for en god velkomstmiddag. Nu var det ikke en køje til alle fem børn, men en plyssofa var ikke at foragte.
Sejlturen til Højer ad Vidåens brede vandvej var imponerende. En del maleriske møller fandtes endnu dengang langs bredderne. Man følte sig hensat til Holland, som faderen havde fortalt om.
Et lille miserabelt hus i Søndergade
Der blev lagt til kaj et stykke øst for Højer Sluse ved den store fabriksbygning, hvor man tidligere havde forsøgt sig med at producere fodermel af tang.
Herfra var der et godt stykke at gå ind til Højer. Men vejen var bundløs af ælte. Det var begyndt at blive mørk. Regn satte ind med en strid vind fra vest. Jo familien var fremmede og egnen viste sig afgjort ikke fra den venlige side. Endnu værre blev det, da familien omsider nåede frem til deres fremtidige bolig i Søndergade, et lille miserabelt hus, der skulle rumme den store familie.
Det havde været umuligt at opdrive andet. Afvandingsprojektet havde bragt et stort antal fremmede til byen. Der herskede den rene Klondike – stemning. Mange måtte lade sig indkvartere under ret kummerlige forhold.
50 år bag i tiden
For de handlende var der gyldne tider, og gode lejeindtægter kunne indkasseres af husejerne.
Det var et jammerligt syn, der mødt familien, da de havde låst sig inde i de iskolde små stuer. Alt flyttegods stod urørt i kasser på gulvet. Så det havde lange udsigter med at få bragt mad på bordet og gjort senge klar til de sultne og trætte børn.
Faderen var vant til at tage tingene som de kom, han var ukuelig. Omsider kom der nogenlunde styr på det herskende kaos. Der blev tændt op i kakkelovnene og det kolde komfur. Vand til madlavningen blev hentet ind fra pumpen. Den var placeret ude i gården.
I Esbjerg havde det været indlagt vand, bad med toilet, køkken med gasapparater og afløb til et fungerende kloaksystem var en selvfølge. Men her var det som om tiden var skruet 50 år tilbage i tiden. Intet af dette fandtes her. Ole spekulerede på, om man kunne overleve på dette tilsyneladende ugæstfrie sted.
Familien ”overlevede” i Højer
Heldigvis skulle det vise sig, at det kunne man sagtens. Særlig Ole’ s mor kom til at føle sig hjemme i grænselandet. Men man skulle dog lige vænne sig til dialekten.
Den omvandrende fiskemand, Martinsen spurgte:
Det undrede moderen at det ikke var tale om en forudbestilling men varen var medbragt til levering, her og nu.
Hermann måtte ikke kende Ole
Dagen efter ankomsten stiftede Ole bekendtskab med en jævnaldrende dreng, der hed Herman Sigismund. Han var kommet for at bære vand og brændsel ind til sin voksne søster som var nabo. Ole satsede på bekendtskabet for det kunne være til gavn, når han nu skulle starte i Højer Skole. Men her havde Ole lige forregnet sig.
Det viste sig at bygningen var delt i en tysk og i en dansk afdeling. Da Herman hørte til den første afdeling, ville han ikke kendes ved Ole, da de mødtes i den fælles skolegård. Han måtte klare sig uden, men fandt dog hurtig gode kammerater blandt de danske børn.
Den lille og den store Klasse
At komme fra en byskole i en stor by som Esbjerg til en lille skole, der kun var opdelt i to klasser, ”æ lille o æ stouer Klas”, var en ret besynderlig oplevelse. Ole kom til at tilbringe det første år i ”æ lille klas” inden oprykningen til ”æ stoer”. Det var ydmygende at skulle være sammen med små rollinger, der lige var kommet i skole og nu var i gang med den ABC, som for Ole syntes at ligge en menneskealder tilbage. Og tænk engang! Man skrev på tavler med grifler, der skreg og hvinede.
Ole måtte gå den tunge gang til boghandler Martinsen og købe en af de tavler, som han troede var afskaffet for 100 år siden. Den forhadte tavle blev han dog kvit efter det første års prøvelser.
To gode lærere
To unge lærere, Olav Jensen og Thomas Sølbeck stod for undersiningen i Højer Skoles danske afdeling. Mellem de skolebørn, der var født og opvokset på stedet og lærerne var der ingen problemer.
Gennem forældrene som havde gået i tysk skole, havde børnene lært, at lærere var ophøjede personer, som man skyldte ærbødighed og respekt. Noget anderledes kunne det være med tilflyttere nordfra. Der kunne godt opstå situationer, hvor spanskrøret måtte tages i anvendelse.
Olav Jensen var tilhænger af kristen Kolds undervisningssystem med fortælling og højtlæsning for børnene som vigtige faktorer. Mange af hans kollegaer på egnen var af samme opfattelse, og ingen af dem havde meget til overs for den såkaldte sorte skole.
Lærer Sølbeck var en venlig mand, der udover at undervise i ”æ lille klas”, stod for tegning og geografi. Han havde som helt ung været tysk soldat i Verdenskrigen, hvorfra han fra tid til anden fortalte om rystende oplevelser.
Undervisningen i tysk blev leveret af lærer Brockmann fra den tyske afdeling. Der blev givet en vis indsigt i dette vanskelige sprog, men nogen forøg på at lære eleverne den komplicerede grammatik blev der ikke gjort.
Ole’ s projekter
Lommepenge var et ukendt begreb hos Ole’ s familie. Så måtte han selv ud at tjene. Han havde bemærket en masse uld på pigtrådshegnene. Han samlede en masse uld i en plasticpose og gik hen til Højer Tæppefabrik. Men den venlige fru Kærby kunne desværre meddele at produktet ikke egnede sig til tæppefremstilling.
Så begyndte Ole at dyrke den lille køkkenhave foran huset. Dertil kom lørdagsfejning samt indebæring af brændsel og vand. Overskuddet af disse aktiviteter blev omsat i en forretning, der forhandlede grøntsager of slik. For 5 øre kunne man erhverve et stykke chokolade, der bar bogstaverne BLOCK.
Efteråret i Højer
Når sæsonens store ålefiskeri i Vidåen og uden for Slusen var afsluttet, var efteråret gået på hæld. Kæmpe flokke af stude var hentet i kogene, hvorfra de under brøl og skrål blev drevet til banen, hvor kreaturvogne ventede på at føre dem til en uvis skæbne. Nogle af studene kom på stald og kunne således se frem til nok en sommer i fennernes frodige græs.
Vildgæs i talløse højtflyvende kileformationer drog larmende sydpå og vestlige storme satte ind. At forlandet dermed kom til at stå oversvømmet med bølgeslag nær digefoden, blev dengang betragtet som en helt naturlig hændelse, der sjældent påkaldte pressens interesse.
Jul i Højer
Dagene blev stadig kortere. Det blev vinter og julen nærmede sig. Det frivillige brandværn ”Æ Feuerwehr” musicerede under tysk kommando på Torvet med ”Oh Tannenbaum” som glansnummer. Bagerbutikkerne i Højer bugnede med juledyr i mange varianter. De blev solgt for maget små penge, så børnene var flittige aftager. Selv de mindste butikker i byen strålede af lys og pynt.
I skolen blev der gjort juleforberedelser med indøvelse af julesalmer. Det foregik også om aftenen, hvor voksne var inviteret med som deltagere. En festdag var det inden jul, når store mængder af gode bøger og usolgte julehæfter fra forrige år var lagt frem til uddeling. De var indsamlet og sendt som gaver af venlige mennesker oppe i ”det gamle land”.
På skift kunne man gå frem og forsyne sig med en favnfuld af eget valg. Alt blev læst og genlæst med den største interesse i juleferien.
I en længere periode op mod jul blev der i Højer Kino efter skoletid kørt den samme underholdende film. Handelsstandsforeningen var den gavmilde sponsor. Adgang fik man ved at fremvise billetter, som man fik gratis, når man havde ærinde i butikkerne. Filmen var udmærket, men det kunne blive trættende, når de mange børn, der efterhånden havde set den utallige gange. Derfor kunne man sangene udenad. Nu kunne man så efterhånden overdøve de optrædende på lærredet.
Gamle traditioner, som de fleste steder var ophørt i kongeriget, fandt man dengang lyslevende i Sønderjylland. Minsandten om man ikke juleaften sendte anden til stegning hos bageren. Den blev så fin brun og sprød at mor næppe kunne have gjort det bedre i egen ovn. Egne småkager kunne man også få bagt hos bageren.
For byens danske børn var årets højdepunkt julefesten i det nye forsamlingshus ”Højerhus”, på Ballumvej. Her blev der danset om juletræet. Der blev oplæst julefortællinger af lærer Sølbeck, som også legede de elskede sanglege. Til slut fik hvert barn udleveret en herlig godtepose indeholdende et æble, en appelsin, konfekt og et stykke chokolade.
Til aftenmøde i forsamlingshuset
I de kommende år gik Ole nødig glip af aftenmøderne i forsamlingshuset, hvor der kom mange interessante foredragsholdere fra nær og fjern. At han var der som den eneste mindreårige mødte aldrig indvendinger. Mødesales vægge var beklædt med ribber. De blev benyttet ved vinterhalvårets frivillige gymnastik.
Der fandtes også en scene, som blev anvendt, når der blev spillet dilettantkomedie og ved besøg af professionelle skuespillere.
På Hindrichsens firelængede gård
Et par år efter familiens ankomst til Højer var afvandingen af Tøndermarsken i det store og hele tilendebragt. ”Æ Bagger” havde for stedse forladt Vidåen gennem broerne, der måtte afspærres og demonteres mens det stod på. Herefter var dens opgave at holde sejlrenden gennem Højer Kanal åben for den endnu ret anselige skibsfart.
Afvandingsfamiliernes bortrejse skabte albuerum og den anstrengte boligsituation lettede. Projektets generalstab forlod også den bygning, der havde rummet såvel tegnestue som ingeniørernes private lejligheder.
Det var stuehuset til en firelænget gård i byens østligst udkant. Den tilhørte familien Hindrichsen, og da man indtil videre ikke havde brug for boligen, blev den udlejet. Den kom i folkemunde til at hedde ”Æ ingeniørgoer”.
Store forhold
I denne spændende kæmpestore bolig kom Ole og hans familie til at tilbringe nogle gode år. En større kontrast til det hidtidige tilholdssted i Søndergade kunne man dårligt tænke sig. Nu havde familien næsten for meget plads med kæmpestore stuer og værelser, køkken, gange og bryggers som balsale. Hele herligheden lå midt i en imponerende have med plæner og høje træer.
Under disse forhold gav familien gerne afkald på moderne faciliteter. I de højloftede stuer skulle der fyres i de store flisekaminer, hvorfra varmen havde en kedelig tendens til at forsvinde op under loftet. Ved vintertide var det isnende koldt på køkkengulvets og gangenes skakbrætmønstrede flisebelægninger.
Her var dog den fordel, at pumpen stod indendørs i bryggerset. Her befandt retiraden sig også. Over køkkenets enorme komfur kunne man læse den rammende indskrift:
Hindrichsen blev en god ven
Landbruget blev drevet sammen med Hindrichsens ejendom inde på Nørrevej. Den rummelige stald var om vinteren fyldt med prægtige stude, der blev fodret og tilset af folk, der kom ud fra Nørrevej. Bortset fra stald og lade, stod avlsbygningerne tomme. Der var således intet i vejen, at Ole måtte benytte hønsehuset i den østlige længe. Ret hurtig kom han op på at have en bestand af 20 høns, duer og fire gæs, som gav et rimeligt afkast.
Hans Fedder Hindrichsen som ofte kom derud, blev Oles gode ven. Han lærte hurtigt Ole meget om kvægopdræt og agerbrug. Det skete ofte i den lune stald, når han selv røgtede. Ole var nu ikke så velset ved aftensbordet, når en stram lugt fra hans trøje bredte sig.
Højer havde næsten alt
Skulle man dengang handle kunne man tage toget til Tønder, hvor udvalget var større. Men egentlig var det ikke nødvendigt. Højers butikker kunne levere alt, hvad der behøvedes af fødevarer. Hertil kom at byen var velforsynet med dygtige håndværkere.
Et større antal små og store landbrug lå inde midt i byen, hvor de satte deres tydelige præg. De åbne møddinger og rendestenene tog folk som en selvfølge. Det var tradition for, at folk i Højer levede længe.
Møg på de toppede brosten
Der kunne dog være gener, når der skulle køres møg ud. Det dækkede på det nærmeste gadernes toppede brosten, når de fyldte vogne dagen igennem var skramlet hen over dem på vej til marks med læs efter læs. Heller ikke over dette blev der klaget. Enhver fejrede for sin egen dør, når dagen var forbi.
Ole blev bådejer for 10 kr.
I en tidlig alder havde Ole besluttet for at søge sit levebrød til søs. Hans højeste ønske var at få sin egen båd. Men den slunkne kasse i Tønder Landmandsbank havde hidtil været en hindring for sådan et projekt. Men en dag var heldet med ham.
En bagerlærling havde en ældre med brugbar båd, som han blev nødt til at skille sig af med, da han skulle til en anden by. Det var undgået Ole’s opmærksomhed. Da det ikke var lykkedes for ham at slippe med båden, stod han nu med foden på togets trinbræt, klar til afrejse. Ole kom forpustet løbende.
Ja sådan lød svaret. Løbende ved siden af toget rakte Ole ham sedlen. Nu var han blevet bådejer.
Båden flød som en svane
De næste dag var det besigtigelse og afprøvning. Ole blev beroliget. Den trak ikke vand ind i faretruende mængder. Det var eller havde i det mindste været en særdeles solid båd i kravelbygget i eg og med svære tætsiddende spanter. Alderen var ubestemmelig.
Båden trængte dog til en kærlig hånd. Efter års misrøgt. Hjælp fandt Ole hos den enøjede Skak Bossen, der havde et imponerende håndelag til en opgave netop af denne art. Svøb og essing blev fornyet – dog ikke med eg. Det skete med forskallingsbrædder i svensk fyr.
Kvaliteten blev med omhu udsøgt hos tømmerhandler Johs. Pørksen i Mellemgade. Efter opmaling flød båden på vandet som en svane. Ole var stolt.
Stagfok og sprydsejl blev syet af lagenlærred og alt var i skønneste orden. Båden kom til at hedde ”Denisse” opkaldt efter en amerikansk penneveninde.
Sejlads på Vidåen
Sejlads såvel på Vidåen som uden for slusen blev Oles kæreste fritidsbeskæftigelse ofte ifølge af en eller to kammerater. Når vinden var sydlig så var der ingen sag at stå kanalen ud.
Oftest var vinden dog i vest. Det betød en langsommelig og sej udtur med kryds på kryds mellem kanalens bredder indtil man nåede åbent vand, omtrent hvor Hjerpsted Kirke tonede frem nord for Emmerlev Klev.
Tidevandsstrømmen var en hjælp eller hindring alt efter forholdene, og man gjorde klogt i at tage den i betragtning. Langt fra land blev der nu sjældent sejlet, men en enkelt sommertur til Rømø blev klaret med bravour, med telt og proviant medbragt til nogle dages campering derovre.
Dækselev hos Lauritzen
Da skoletiden var forbi og tiden var inde til udmønstring som dækselev i et af rederiet Lauritzens skibe, måtte båden atter skifte ejer. Den blev solgt til den lokale købmand, These Nielsen. Prisen blev 100 kr. som dog skulle afregnes i butiksvarer.
Dengang vidste Ole ikke, at næste gang han kom under sejl i en åben båd, skulle det blive på Atlanten efter et dramatisk krigsforlis. Men den historie kan vi evt. vende tilbage til en anden gang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.578 artikler:
Juni 8, 2020
Paul Fischer – en ikke helt anerkendt maler
Afbrød Kunstakademiet. Der kom flere farver på. ”Aldrig mere end det halve”. Han var alt for produktiv. Nekrolog i Berlingske. Topografien er let genkendelig- Parisisk stemning. En stor udvikling i København. Han kom ud til hele befolkningen. Han fravalgte byens sociale skyggesider. Tjenestepigerne. Den sidste guldalder – maler. Mågerne fodres fra Dronning Louises bro. Alle ”ismer” gik hen over hovedet på ham. Simon Spies var en stor fan. Det hele var så pænt. Hans værker solgt for store summer.
Afbrød på Kunstakademiet
Paul Fischers far var malermester og her kom Paul i lære efter at han ikke fuldførte uddannelsen på Kunstakademiet 1876 – 1878. Inden da gik han til tegneundervisning på Teknisk Institut. Han stod også halvanden år i lære hos terrakottafabrikant C. Møller.
Men inden da blev han som 9 – årig sat I Efterslægtens Skole. Dengang lå den i rentemester Henrik Müllers smukke renæssancegård fra 1640. Denne lod stormagasinet Illum brutalt nedrive og erstatte af det nuværende marmorpalæ, der stod færdigbygget i 1916.
Han tog på studierejser i en række europæiske lande især til Sverige og Norge.
Der kom flere farver på
I 1886 giftede han sig med Dagny Grønneberg og fik tre børn. Ægteskabet blev opløst i 1908. Og i 1913 giftede han sig igen med Martha Jensen med hvem han fik to døtre.
Han var faktisk døbt Poul, men fik det ændret efter et ophold i Paris. Paul fik ansættelse hos det litterært orienterede ugeblad Ude og Hjemme. Men bladet holdt ikke så længe. Han leverede også tegninger til Juleroser, Illustreret Tidende og Klods Hans.
I begyndelsen var det gråvejrsstemninger eller vinterstemninger. Men efter Parisrejserne kom der mere farver på.
I 1893 illustrerede han en række bøger ”Kunstnerportrætter” og den indbydende børnebog ”Alfabet”.
”Aldrig mere end det halve”
Han fik tilnavnet postkortmaleren, da han primært tegnede gadelivet og især kvinder. Hans malerier solgte godt og i dag sælges de for store beløb. Men ikke til landets museer. Malerisamlingen på Frederiksborg Slot købte en enkelt og det samme gjorde Varde Museum. Men Statens Museum for Kunst ejer ingen af hans malerier.
Fischer oplevede også den tort at udstillingen på Charlottenborg afviste en af hans malerier. Hans udstillinger blev sjældent omtalt eller anmeldt i aviserne. Man anså åbenbart hans værker for at mangle kunstnerisk format.
Kunsthistorikeren Emil Hannover anerkendte Fischers dygtighed til at skabe harmoniske kompositioner, men skrev også, at
Han var alt for produktiv
Han var bedst i begyndelsen dengang han var præget af det franske. Grunden til, at han ikke blev anerkendt, var sikkert, at han var alt for produktiv. Det var for meget af det samme. Efter Første Verdenskrig var det for meget i den samme rille.
Han var en af de første plakatkunstnere herhjemme. Og her har han ladet sig inspirere af Henri de Toulouse – Lautrec.
Nekrolog i Berlingske
Fischer har bevaret sin popularitet blandt de private kunstkøbere. I 1921 testamenterede Julie Hegel – enke efter Forlaget Gyldendals direktør Jacob Hegel – familiens malerisamling til Gentofte Kommune, herunder en række malerier af Poul Fischer. Disse findes nu på Øregaard Museum som råder over 15 af hans værker.
Sådan lød det meget rammende i Berlingske Tidendes nekrolog, da Paul Fischer (1860 – 1934). Ingen har skildret byens gader, bygninger og folkeliv så eminent som ham, og hans stemningsfulde malerier fortæller om tiden omkring år 1900, hvor byen var sluppet af med sine omkransende volde og udviklede sig til en moderne storby med nye transportmidler, menneskemylder og heftig byggeaktivitet.
Topografien let genkendelig
Topografien er let genkendelig, og som kulisse for sine skildringer anvendte Fischer særligt gaderne og torvene i den gamle bydel mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. I et af de festlige værker fra 1925 marcherer Den Kongelige Livgarde i gallauniform langs Strøget i anledning af Christian den Tiendes fødselsdag.
Nogle af det faste persongalleri er fiskerkonerne på Gammel Strand, mænd der skovler sne ved Vor Frue Kirke og borgerskabets velklædte fruer på Rådhuspladsen.
Parisisk stemning
Men vi tager også lidt væk fra centrum. En ung kvinde ved navn Jenny Bröchner er i en hestedrosche på vej over Dronning Louises Bro med kurs mod Nørrebrogade. Hun er elegant klædt i mærk kjole og fjerprydret hat. Med sit gådefulde blik ser hun fjernt frem for sig, mens storbylivet og menneskemylderet pulserer bag hende.
Fischer bevæger sig her lidt ud for centrum. Spørgsmålet lyder – Hvor er den yndige kvinde på vej hen? Med inspiration hentet fra fransk kunst har han beskåret motivet, så hun kommer forbavsende tæt på beskueren. I det hele taget er der udpræget parisisk stemning over maleriet, der blev til i 1902.
En stor udvikling i København
På Paul Fischers tid udviklede byen sig fra at være en stillestående lukket fæstningsby tæt omkranset af volde, voldgrave og byporte til en åben morderne storby. I anden halvdel af 1800-tallet rasede industrialiseringen. Folk flygtede i hobetal fra et kriseramt landbrug for at søge lykken i hovedstaden.
Pladsen var trang og København kunne ikke længere rumme sine indbyggere. I 1880’erne var nedrivningen af Christian den Fjerdes gamle fæstningsværk afsluttet og dermed var vejen banet for byens ekspansion. Dette medførte massiv byggeaktivitet og anlæggelse af brede boulevarder, pladser, grønne parker, for eksempel H.C. Andersens Boulevard fra 1890, Rådhuspladsen fra 1905 og Ørsted Parken, Østre Anlæg og Botanisk Have fra 1870’erne.
Omkring 1870’erne kunne man nu frit bevæge sig ud og ind ad byen. Men københavnerne måtte samtidig sløjfe deres indre volde og vænne sig til forandringerne. Udviklingen satte dybe spor i mentaliteten hos indbyggerne. Den ny storbyerfaring fandt hurtig vej til kunstlivet.
Malerne hentede ikke alene nye motiver i den pulserende storby – de forsøgte ved hjælp af et helt nyt formsprog at indfange de flygte øjebliksbilleder fra byen. Men inspiration fra fransk kunst var det Poul Fischer, der med størst konsekvens satte spot på storbyen og dens forandringer. Man har i dag kendskab til omkring 500 af hans værker.
Ingen kritisk blik på samtiden
Han malede byen i det bedste lys. Det var de elegante kvinder, stolte fiskerkoner, ranke gardere, der færdedes på gader og stræder. Det var ikke den fulde arbejder eller spritterne på Nørrebro.
Damerne bar kokette kjoler, elegante hatte og havde kokette smil. Mændene havde høje hatte, overskæg og flirtende blikke. Der var et mylder af slagterboder, læredrenge og andet godtfolk. Der var ingen kritisk blik på samtiden.
Han kom ud til hele befolkningen
Paul Fischers reklameplakater til cykelhandlere med cykelpige er af høj kunstnerisk kvalitet og meget charmerende.
Han skildrer bygninger og mennesker med en kærlighed og indlevelse, så man ikke kan undgå at forelske sig i byen. I både regn, sol, sne og slud stråler Fischers kærlighed til København.
Han fremstillede bådepostkort, plakater og billeder. På den måde lykkedes det for ham at komme helt ud til befolkningen.
Han fravalgte byens sociale skyggesider
Han var en af de første, der tog fotografiet til sig og bruge det i sin kunst. Selv om det blev set ned på det i danske kunstkredse, blev fotografiet en integreret del af Poul Fischers metode. Tænk engang – 5.000 fotos tog han.
Han havde sans for det smukke og nostalgiske. Hans skildringer var romantiske. Billederne er fyldt med referencer til tidens moderne frembringelser. Det var lige fra automobiler og cyklister til gaslygter og cafeer.
Men han fravalgte nøje byens sociale skyggesider og sidegadernes faldefærdige huse. Han fik et hvert socialt spændingsforhold til at virke harmonisk og uproblematisk. Selv det gråmelerede hverdagsliv blev i hans behandling en malerisk drøm om København, som vi i dag kan se med nostalgisk længsel.
Tjenestepigerne
Vi ser de afbildede tjenestepiger, der i overensstemmelse med tidens dresscode for standen – korte ærmer og gåsehud – gik på gaden for at sørge for herskabets forsyninger og i øvrigt nød det sjov, der kunne opstå undervejs.
Når disse tjenestepiger var i byen med fruerne, skulle de holde sig et passende stykke bagved. Sådan var det i hvert fald i 1890’erne.
Den sidste Guldalder-maler!
Det var hjemme i sit atelier hjemme på Sofievej i Hellerup, at han overførte sine fotos med arkitektonisk akkuratesse til lærrederne.
Måske var Fischer ”den sidste guldalder-maler”. Måske var han ikke nostalgiker. Han var uhyre modtagelig for dynamikken. Han maler hele tiden ”nu-sker-der-noget-her” Vi har set både ildebrand, fodring af duer, køb og salg af varer, vagtparaden og meget mere.
Mågerne fodres på Dronning Louises bro
Det var som om, at Dronning Louises bro blev Nordens Paris. Man tror at det er Seinen. Her er typiske københavner – typer som politimanden med hjelm, slagtersvenden, to gardere med uniform og blå huer. Der er liv i gaden, der elegant er komponeret af Paul Fischer. En lille dreng fodrer duerne og tiltrækker de forbipasserendes blikke.
Værket vi her referer til hedder ”Mågerne fodres på Dronning Louises bro” og er fra 1908.
Der var charme, elegance og tidskolorit. Kvinderne var smukke og modebevidste
Alle ”ismer” gik hen over hovedet på ham
Han skildrer også, hvordan både mennesker, cykler, sporvogne, taxier ja sågar sportsvogne i årene 1900 – 1930 tager til og fylder byrummet. Alle tidens store ismer i billedkunsten, både dadaisme, ekspressionisme, surrealisme og kubisme, gik helt hen over hovedet på Paul Fischer. Han malede det, han troede fuldt og fast på – Nuet og fremskridtet.
Simon Spies var en stor fan
Hvis han nu var blevet i Paris, var priserne på hans værker sikkert steget endnu mere. I 1970’erne var den nu afdøde rejsekonge Simon Spies med til at sætte fart i priserne på Paul Fischers Københavner – billeder.
Spies købte på et tidspunkt, hvad der dukkede op hos auktionshusene i København både hos Bruun Rasmussen og Kunsthallen.
Det hele var så pænt
Man kan måske savne en personlig opfattelse af byen. Det hele er så ”pænt” og ”salonfähige” . Motiverne er topografisk så korrekt gengivet, så man forledes til at tro, at det er tale om fotografier
Under konservatorarbejde med et maleri på Københavns Bymuseum mente konservator at maleriet ””Glassalen i Tivoli” malt i 1890, at det var tale om et fotografi, hvor Paul Fischer bare havde påført skraveringer.
Man må sige, at der var mere personlighed i ”Barbermalerens” malerier fra Nørrebro.
Levede Paul Fischer for meget på rutinen? Der var ikke nogen udvikling i hans kunstneriske produktion.
Værker solgt for store summer
I november 2007 blev maleriet af Højbro Plads fremstillet i 1890 solgt for 4 mio. kr. hos Bruun Rasmussen. Det hører nok til en af Paul Fischers allerbedste værker. Det skildrer et sandt leben med hustru og datter i forgrunden og det nedbrændte Christiansborg i baggrunden.
I 2014 blev ”Sommerdag på Højbro Plads” solgt for 490.000 kr. Værket er fra 1930 og viser Amagerkoner, der sælger blomster.
I maj 2016 blev ”En vinterdag med livlig trafik på Amagertorv solgt for 1,1 mio. kr. hos Bruun Rasmussen.
Man ser cigargrosserer W.Ø. Larsen i døråbningen til sin forretning længst til højre i billedet. Der siges, at grossereren selv bestilte maleriet hos kunstneren.
Den 19. september 2017 blev maleriet ”Kongens Fødselsdag” solgt for 2,1 mio kr. hos Bruun Rasmussen.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: Om malere- www.dengang.dk indeholder 1.577 artikler herunder:
Juni 7, 2020
Outze og Information
I Tønder 9. april 1940. Børges oldefar så ”Slaget på reden”. Mit Appelsintræ. Censur i dansk presse. Husk at vande blomsterne. Fra Radikalt til konservativt miljø. Den Illegale presse. Radikale holdninger. Information – første gang august 1943. Journalistisk fyrtårn. Involveret i mordplaner. Kongen var interesseret i det illegale arbejde. Dronning Dagmar fik også særudgave – dengang. For mange jøder i Gilleleje. Mange abonnenter. Et aktivt liv. Tre nakkeskud. Gestapo fandt ud af ulovlighederne. Magtkamp mellem Frihedsrådet og politikerne. Gestapo fandt vigtige lister. En indre og ydre krig. Stikkerliste fra Modstandsbevægelsen. Outze havde også hemmeligt kontor på Politigården. Arresteret af Gestapo. Outze i ”kraftigt” forhør. Tilbød at blive tysk spion. Syg og afkræftet til Sverige. Underkendt af major Stevenson. Livvagt for Christmas Møller. Udsat for masser af angreb. Han delte vandene.
I Tønder den 9. april 1940
Børge Outze var i Tønder den 9. april 1940 og skulle berette direkte fra fronten. Han var dengang ansat på den konservative avis Nationaltidende. I nogle dage havde avisens korrespondent fra Berlin, Jakob Kronika forgæves råbt ”Vagt i gevær”. Ja han havde endda ringet til Udenrigsministeriet.
Men avisen nåede aldrig at trykke Outzes beretning fra Tønder. De havde valgt at beholde tøjet på om natten. Ruth Outze var taget med hendes mand. Han havde talt med en grænsegendarm, der var helt sikker på, at en invasion var på vej.
Ægteparret Outze nåede lige den sidste færge fra Nyborg. Om bord var personer, der absolut skulle til København, bl.a. politikere. Outze opdagede Frits Clausen. Der var ikke rigtig nogen, der gad tale med ham.
Børges oldefar så ”Slaget på Reden”
Børges oldefar stod i 1801 og iagttog ”Slaget på Raden” fra Toldboden. Bagefter skrev han det ned, som han havde oplevet. Han blev senere lærer på Jonstrup Seminarium. Det blev et hele dynasti af lærere. Børge Outze var den første, der brød ud.
Mit Appelsintræ
Allerede i skolebladet i Odense imponerede han med historien om ”Mit Appelsintræ”. Det var i 1926. I mellemskolen forhørte han sig om man skulle have studentereksamen for at blive journalist. Man kunne nøjes med realeksamen. Jo det som 11 – årig han proklamerede over for Fyns venstreblad at han ville være journalist.
I 1928 mødte Børge så op på Fyns Venstreblad – 16 år med Realeksamen. Snart fik han så lov til at skrive i avisen.
Censur i dansk presse
Men snart efter 9. april 1940 ændrede forholdene sig for dansk presse. Men allerede inden var der censur. Af hensyn til forholdet til Tyskland havde Stauning – Munch regeringen skredet ind over for pressens skriverier om vores store nabo i syd. Men efterhånden kom censuren også til at omfatte nyheder om landets indre forhold.
Samarbejdspolitikken betød at censuren blev udført af danske embedsmænd frem til august 1943. Det foregik i Udenrigsministeriets Pressebureau.
Det gjaldt for eksempel om folkelig utilfredshed om samarbejdspolitikken og om den tyske tilstedeværelse. Der opstod et mylder af publikationer. Og egentlig findes der kun en af disse illegale publikationer tilbage. I mellemtiden blev det så legalt, og det var redigeret af den unge journalist Børge Outze.
”Husk at vande blomsterne”
Natten mellem den 4. og 5. maj stormede frihedskæmpere Store Kongensgade 40. Ejendommen havde tilhørt det nazistiske blad Fædrelandet. Man havde efterladt en seddel:
I forbindelse med Informations 75-års fødselsdag har bladet så udgivet ”I Krig for Information”. Det er så bare kommet et nyt forord. For egentlig er det bogen, ”Outze i Krig”, der bliver genudgivet. Det er en meget spændende og underholdende bog. Den er tilbage fra 2008.
Fra Radikalt til Konservativt miljø
Han kom fra et radikalt miljø, men blev ansat ved den konservative avis Nationaltidende. De unge Konservative havde meget imod Børge Outzes ansættelse. De mente ikke at han skulle have lov til at have noget med politik at gøre. Derfor blev Børge Outze en meget succesfuld kriminalreporter med et stort netværk i politiet.
Allerede fra 1936 blev Outze ansat på Nationaltidende. Han syntes godt om avisen. Han betragtede den som dristig og udpræget antinazistisk, og det betød noget for Outze, der senere blev modstandsmand.
Den illegale presse
Egentlig så en illegal presse først dagens lys efter at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) blev forbudt i sommeren 1941. Fra oktober 1941 udgav DKP bladet ”Politiske Maanedsbreve, som fra marts 1942 og indtil befrielsen kaldtes ”Land og Folk” Efter befrielsen udkom bladet som legalt dagblad indtil 1990.
Konservative kredse i København udgav fra december 1941 bladet ”De frie Danske” Modstandsorganisationen ”Frit Danmark”, der også var under kommunistisk indflydelse, udgav fra april 1942 et landsdækkende illegalt blad under samme navn. Bladet ”Frit Danmark” henvendte sig modsat ”Land og Folk” ikke kun til arbejdere. Tonen var knap så agitatorisk og mere argumenterende.
Den illegale bladskov fortsatte med at vokse i 1942 og 1943. Særlig efter august 1943 voksede antallet af illegale blade. I slutningen af besættelsen udkom Frit Danmark i oplag op mod 150.000 eksemplarer.
I de lokale blade var der også historier om grønthandleren i Nørregade, der solgte varer til tyskerne. Og hvis datter der gik ud med tyske soldater, hvis nok flere tyske soldater.
I land og Folk var det allerede i 1942 opfordringer til sabotage.
I begyndelsen var det kun yderfløjene, der læste de illegale blade. Men efter august 1943 nåede de ud til et flertal af befolkningen.
Radikale holdninger
Denne illegale presse var med til at ændre holdningen hos danskerne. Særlig i den sidste del af besættelsestiden var de illegale blade med til at skabe et hadforhold til de tyske flygtninge. Her er et citat fra ”Den tredje Front”:
Information – første gang august 1943
I august 1943 udkom Information for første gang. Et internt nyhedsbrev på Nationaltidende blev efterhånden et kraftcenter for den ikke kommunistiske del af modstandsbevægelsen.
Men Information holdt også hele tiden kontakt med det legale Danmark, til politikerne, departementscheferne, politiets ledere
Ud fra dette udviklede Børge Outze et illegalt blad. Det var til tider en voldsom proces med frygten for at blive taget. Han stod i relation til mange andre modstandsgrupper og levede et liv på madrasserne i diverse forladte københavnske lejligheder.
Journalistisk fyrtårn
Vores hovedperson er blevet en slags journalistisk fyrtårn både under og efter krigen. Bogen er vel lige så meget pressehistorie som modstandshistorie. Det er en krig på ord frem for våben. Han var en stor patriot, dygtig journalist og stålsat modstandsmand.
Han gjorde en forskel. Men det satte også sine spor på krop og sjæl. Han greb aldrig selv til våben.
Involveret i mordplaner
I oktober 1943 blev Børge Outze blandet ind i mordplaner mod den forhadte tyske rigskommissær i Norge, Josef Terboven, der var på besøg i København. Initiativet kom fra en dansk agent i SOE. Denne bad Børge Outze om at samle et hold. Medlemmer fra Holger Danske-Gruppen blev hentet i ambulancer.
Men pludselig opstod der på Hovedbanegården en diskussion om, hvilke følger, der kunne opstå såfremt man skød Terboven. Efter en afstemning valgte man at afblæse aktionen.
Kongen var interesseret i det illegale arbejde
Der kom også en forespørgsel fra kongen, om han nevø, prins Gorm var sluppet over til Sverige som planlagt. Det kunne Outze bekræfte. Og så ville kongen i næste omgang vide, hvem han var sammen med. Dette var lidt mere prekær. Det var en blandet flok. En af dem var Frits Clausens hjælpere, der var hoppet af. Outze fik fat i listerne fra den pågældende nat. Han fik byttet om på nogle af navnene, inden han svarede kongen.
Sandelig om kongen ikke spurgte om betalingen. Sandheden var at prins Gorm ikke havde penge på sig, men de andre havde betalt et par hundrede kroner hver. Efter dette bad kongen generelt om at blive orienteret om det illegale arbejde.
Niels Jørgensen og Børge Outze fremstillede efter dette et ugentligt informationsbrev som udelukkende blev sendt til kongehuset.
Dronning Dagmar fik også en særudgave
De to journalister morede sig over at man to årtier forinden havde fremstillet Nationaltidende i periode i en særudgave til kejserinde Dagmar, der havde været gift med den russiske zar, og som i 1919 var vendt hjem til Danmark efter den russiske revolution.
Foruden kongeparret modtog også kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid et eksemplar af særtjenesten.
For mange jøder i Gilleleje
Outze havde fundet ud af gennem sine forbindelse at bevogtningen af Øresund var blevet mindre fintmasket efter den 29. august 1943. Outze var med til at formidle kontakt mellem jøder og transporten over Øresund.
Efterhånden havde der på et tidspunkt samlet sig alt for mange, der skulle over Øresund i Gilleleje. Det førte til at Kriminaloberassistent Hans Juhl gennemførte en razzia natten mellem den 6. og 7. oktober 1943. Dette afstedkom en anholdelse af 117 jøder.
Mange abonnenter
Og i Sverige var Dansk Pressetjeneste blevet etableret. Hertil sendte Outze også illegale informationer.
Nu er stoffet til bogen taget fra Outzes egne gemmer. Men det er forfatterne nu også klar over. Han havde en stor indtægt og egen bil.
Hans illegale aktiviteter tog til og nyhedstjenesten forgrenede sig til betydelige beslutningstagere i det illegale miljø Ja Kong Christian den Tiende var abonnent nr. 100. Formelt set arbejde han i begyndelsen fuldt legalt i sit eget hjem og på Nationaltidende i begyndelsen.
Nyhedsbrevene blev samlet i kuverter med teksten ”Til Information”. Snart blev dette forkortet til ”Information”.
Et aktivt liv
Hans nyhedstjeneste blev fødekæde for mange illegale blade og ikke mindst BBC. I februar 1944 måtte han opgive sit dobbeltliv, da Gestapo – heldigvis forgæves – mødte op for at arrestere ham på Nationaltidende.
Hver eneste dag publicerede han et nyhedsbrev. Han kom også til at stå for Frihedsrådets bladudvalg. Dermed kom han i kontakt med ledende aktører. Han havde fingeren på pulsen mange steder.
Næsten dagligt mødtes Børge Outze med sin tidligere chefredaktør, Aage Schoh og dennes sambo, Kate Fleron. Også næsten daglig var det møder med Mogens Fog på forskellige dækadresser.
Efterhånden havde Information også fået et fintmasket net af meddeler fra hele Danmark. Nationaltidende fungerede som en central for illegale aktiviteter således udgav forskellige medarbejdere et illegalt blad, der hed Dannebrog.
Tre nakkeskud
I december 1943 kunne Information berette om, at tre fangere fra den tyske afdeling i Vestre Fængsel var dræbt under flugtforsøg. Allerede dagen efter kunne Information berette om, at de tre fangere var dræbt af nakkeskud. Meddelelsen havde man fået fra Retsmedicinsk Institut. Mistanken var, at det var den tyske SS – mand Pancke, der havde dræbt dem.
Tidligt på året 1944 havde Outze møde med folk fra Nordisk Nyhedstjeneste, hvor man aftalte en fordeling af arbejdet.
Gestapo havde fundet ud af ulovligheder hos Nationaltidende
Fra februar 1944 var det slut med dobbeltspil fra Nationaltidende. Gestapo havde fundet ud af at her foregik der mange ulovlige ting. Her blev også ”Hjemmefronten” produceret.
Nationaltidende betalte Outzes løn under hele besættelsen.
Magtkamp mellem Frihedsrådet og politikere
Under Folkestrejken i 1944 var der åbenlys magtkamp mellem Frihedsrådet og de ledende politikere på Christiansborg. Børge Outze blev sat i en situation, hvor han var en lus mellem to negle. Begge parter ønskede Information på deres side. Umiddelbart før strejken havde han et alvorligt sammenstød med Frihedsrådets ledende skikkelse, Mogens Fog. Og lige efter strejken lokkede socialdemokraterne ham med penge, hvis han ville være deres talerør.
Under selve Folkestrejken var der 15 mand, der indsamlede stof til Information.
Gestapo fik fat i vigtige lister
Hvis tyskerne fik fat i abonnementslisterne på Information ville de kunne optrevle en stor del af modstandsbevægelsen. Det lykkedes da også for Gestapo at få fat i disse lister både de ukodede og kodede lister.
Den 24. juli 1944 blev Robert Jensen dræbt efter en ildkamp med tyskerne. Stik imod alle aftaler havde han lister liggende over både S- og L – kontakter. Godt nok var de forsynede med dæknavne, men alligevel!
Et par dage efter gik man i forbindelse med fundet af disse papirer i gang med anholdelser og arrestationer i Århus – området.
En indre og ydre krig
Efter at være gået under jorden kæmpede Outze en ydre krig mod besættelsesmagten, værnemagere og stikkeri samt en indre krig, hvor fjenden var hans egen tvivl og moralske overvejelser.
Pludselig måtte man i hast forlade dækadressen i Holbergsgade. Tyske soldater havde omringet bygningen. Næste sted var Frederiksberg Alle, men her opholdt man sig under 24 timer. Beboerne var ikke glade for at have illegale boende sammen med dem.
Stikkerlister fra Modstandsbevægelsen
Børge Outze fik at vide, hvornår en sabotageaktion ville løbe af stablen. Således vidste han, hvad der ville ske med Dansk Riffelsyndikat. Han kunne selv berette fra aktionerne.
Længe efter at Outze var gået under jorden deltog han i politiets møder. Han blev ofte spurgt til drabssager. Ja han fungerede som en slags konsulent for politiet. Modstandsbevægelsen havde overbevist politiet om at stikkerdrab ikke skulle undersøges.
Outze modtog endda stikkerlister fra Modstandsbevægelsen. Det var lister med personer som man anså for at være farlige Ja han deltog endda i møder, hvor Modstandsbevægelsen diskuterede hvem der skulle på denne liste. Politiet ringede endda til Outze om han kendte de dræbte personer.
Efter Outzes mening blev der dræbt alt for få stikkere under besættelsen. Om landsforrædere sagde han at de lige så godt kunne slippes fri, når de nu engang ikke var blevet skudt.
Som det vil være bekendt, så udgav denne sides ”Gamle redaktør” en bog i 2017. her fandt vi frem til ca. fem uopklarede og mystiske dødsfald i Padborg – området som aldrig blev ordentlig undersøgt.
Outze havde også hemmeligt kontor på Politigården
Den 19. september 1944 anholdte tyskerne 2.182 politibetjente. Som erstatning oprettede tyskerne HIPO. De blev hurtig kendt for deres brutalitet og uberegnelighed. Knap 750 danske frivillige havde meldt sig til dette korps – de fleste kom fra Schalburgkorpset. I Informations ekstraudgave blev denne aktion detaljeret gengivet.
Også inde på den nu besatte Politigård havde Outze et kontor. Han var også redaktør af Politibladet. Her havde han også illegalt materiale liggende.
Arresteret af Gestapo
Under dramatiske omstændigheder blev Outze arresteret på en dækadresse, hvor han var sat i stævne for at mægle mellem to stridende parter inden for frihedsbevægelsen. Ja de kunne såmænd heller ikke altid sammen. Det skete den 14. oktober 1944. Også Mogens Fog blev anholdt.
Børge Outze var bange for at blive taget af tyskerne. Han var også bange for sit liv. Så han skrev ”testamente”.
Gestapo var hele tiden i hælene. Den 2. september var redaktør for Nationaltidende Aage Shoh og journalisten Kate Fleron anholdt i hendes illegale lejlighed. De havde papirer liggende, der kunne have afsløret hele Frihedsrådet. De lå i hundekurven. Det lykkedes for Børge Outze at fjerne disse vigtige papirer.
Angivet af en KU’ er
Outze var blevet stukket af den samme KU’ er, som havde stået i spidsen for demonstrationen mod hans ansættelse på Nationaltidende. Denne KU’ er var i pengenød. Han var blevet tilbudt 2.000 kr. af tyskerne. Så han angav personer i tilknytning til KU, Nationaltidende, Hjemmefronten og Børge Outze. 131 blev i alt angivet af denne person. Tre af disse døde i Neuengamme.
Efter besættelsen blev han idømt 20 års fængsel for sin omfattende stikker – virksomhed. Han blev dog benådet i 1952.
Denne person ringede også til Gestapo, da Børge Outze sammen med tre andre holdt møde i Tivoli. Ved denne lejlighed undgik Børge Outze dog anholdelse.
Outze i ”kraftigt” forhør
Arrestationen af Outze førte til lidt af panik i de illegale kredse. Men nu var det nøje planlagt, hvem der skulle tage over, når han blev arresteret. Betalingen af Information blev afskaffet. Den kom på finansloven.
Outze blev straks sat i ”kraftigt” forhør. Til at begynde med holdt han tæt for tyskerne, så han ikke røbede væsentlige hemmeligheder i de første timer efter arrestationer. Det betød at forbindelserne udenfor kunne tage deres forholdsregler. Desværre skete det hele op til en weekend. Nogle af Outzes forbindelser blev hentet til forhør i løbet af weekenden. For nogles vedkommende betød det at de blev sendt videre til Frøslevlejren.
Både Bovensieben, Karl Heinz Hoffmann og Ib Birkedal afhørte Outze. Når han bedst troede, at nu kunne han få et par timers søvn, blev han igen afhentet i vestre Fængsel. På den måde forsøgte tyskerne at stresse ham.
Tilbød at blive tysk spion
Efter et stykke tid kølnedes interessen for Outzes person. Børge Outze tilbød at blive tysk spion mod Sovjetunionen. Dette medførte at han præcis en måned efter sin anholdelse fik lov til at flygte efter dramatik. Han skulle springe af i farten, hvorefter tyskerne ville skyde ud i luften. Det skulle se ud som om han flygtede. Men Outze var alligevel i tvivl om tyskernes hensigter.
Der er så delte meninger om dette. Enten handlede han ædelt og taktisk klogt eller også mener man at han var fej og politisk opportunist. Mange mennesker havde svært ved at tro på detaljerne omkring hans flugt. Også hans illegale kollegaer havde svært ved at acceptere hans studehandel.
Syg og afkræftet til Sverige
Men to dage efter løsladelsen/flugten var han ombord på en fiskekutter over Øresund. Han var nummer 1.444, som Dansk – Svensk Flygtningetjeneste havde fragtet over Sundet.
Han følte sig i den grad syg og afkræftet. En læger undersøgte ham og kunne konstatere, at han havde slæbt tre slags lus ud af Vestre Fængsel, men hvad der var endnu værre, var at han havde fået konstateret Gulsot. Det krævede øjeblikkelig indlæggelse
Underkendt af major Stevenson
Men det have Outze slet ikke tid til. Han havde vigtige informationer til den danske efterretningstjeneste i Stockholm. Han opsøgte det russiske og britiske diplomati. Den britiske major Stevenson stolede overhovedet ikke på Outze og havde stor mistillid til ham. Men Stevenson glemte, at det britiske efterretningsvæsen for længst havde godkendt Outzes historie.
Han måtte nu gå under jorden i Sverige. Fra Stockholm fortsatte han arbejdet for den frie danske informationstjeneste.
Livvagt for Christmas Møller
Outze fungerede også som livvagt for Christmas Møller, da denne foretog en rundtur i Sverige. Dette havde svensk politi forlangt. I London blev Christmas Møller betragtet som en lidt kantet person, der havde svært ved at holde på hemmeligheder. Derfor blev han i en hvis grad isoleret i London.
Den 1. maj 1945 tog han uventet tilbage til Danmark. Uventet dukkede han op på Amager Strandvej hos hans familie. Her havde Gestapo et par dage i forvejen holdt razzia.
Udsat for masser af angreb
Efter besættelsen var Outze udsat for masser af angreb på hans person for hans rolle i forbindelse med aftalen med tyskerne. Blandt andet fra advokat Carl Madsen. Outze skrev en tre siders rapport og forklarede sin version af historien til Carl Madsen.
Også land og Folk mente at have en god historie, de angreb Outze. På en eller anden måde havde de fået fat i afhøringsrapporterne af Karl Heinz Hoffmann efter besættelsen.
Han delte vandene
Egentlig var han også en person, der delte vandene. Han elskede striden og diskussionen. Hans modstandere mente ofte, at han i sit journalistiske virke efter krigen var præget af moralisme, dømmesyge samt bedreviden.
Outze var chefredaktør i næsten 30 år. Han er nok den bladleder som har ført sin avis gennem flest identitetskriser. Han døde i 1980 kun 68 år gammel.
Kilde:
Ikke anvendt litteratur:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.576 artikler, heraf 319 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter).
Juni 5, 2020
Buchenwald-Lægen Værnet er stadig aktuel
Han er portrætteret i mindst tre dokumentarfilm. Der er bøger om ham på dansk, tysk og fransk. Nu er han igen blevet aktuel efter at en argentinsk sundhedsminister skal hædres på en pengeseddel. Han blev aldrig straffet for sine handlinger. To kollegaer skrev bemærkelsesværdige lægerklæringer, så han via Sverige kunne flygte Argentina. Her fortsatte han sine eksperimenter med at ”kurere” homoseksuelle. Heller ikke danske regeringer mente, at han skulle straffes for sine handlinger. Indtil 1933 var der også strafbart i Danmark at være homoseksuel. Det kunne give syv års fængsel. Indtil 1981 blev det betragtet som en sygdom. Himmler mente, at de udgjorde en fare for den nazistiske ideologi. I KZ – lejrene blev de placeret nederst i det livsfarlige hierarki med en lyserød trekant på fangedragten. Værnets forsøg i Buchenwald førte ikke til noget. Det var en meget tynd rapport, han afleverede til Himmler.
En argentinsk sundhedsminister
Der er massiv kritik af, at den argentinske centralbank vil sætte billedet af en tidligere sundhedsminister på en pengeseddel. Det skyldes, at han i sin tid var sympatisør med det nazistiske styre i Tyskland og blandt andet hyrede en dansk SS – læge, der havde forsøgt at udradere homoseksualitet.
Ramon Carrillo’ s ansigt skal sættes på en 5.000 peso pengeseddel. Han var sundhedsminister i Argentina fra 1949 – 1954.
Værnet blev hyret i fem år
I 1947 hyrede Carrillo i 1947 på en femårig kontrakt den danske SS – læge Carl Værnet. Fra hele verden lyder det protester. Den israelske ambassadør i Argentina siger:
Det fremgår også, at den latinamerikanske del af Simon Wiesenthal Centre også har kritiseret beslutningen:
Argentinas manglende opgør med fortiden
Denne sundhedsminister gjorde skam også gode ting. Han fik udslettet malaria i landet og halverede børnedødeligheden i sin embedsperiode.
Men valget af denne sundhedsminister udstiller også Argentinas manglende opgør med landets venligtsindede politik over for nazister under og efter Anden Verdenskrig. Han var lige som Værnet læge og de to udviklede et tæt forhold.
Storbritanniens ambassadør i Argentina siger:
Hvordan homoseksuelle blev udslettet
Menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell, der har særligt fokus på homoseksuelles rettigheder, undrer sig over, at et demokrati som Argentina hylder en mand, der hjalp Carl Værnet:
Denne menneskeretsforkæmper vender vi tilbage til senere i artiklen.
Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina
Som vi tidligere i artikler har nævnt, så modtog Juan Perron masser af nazister og krigsforbrydere. Her i Argentina kunne de leve i fred og fordragelighed efter Anden Verdenskrig uden fare for at blive udleveret. De skulle bare stille deres viden til rådighed.
Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina. Blandt de mest berømte var lægen Josef Mengele og Adolf Eichmann, der var en af hjernerne bag massedeportationer af jøder.
Og her i Argentina fortsatte Værnet ”sit videnskabelige speciale”. Han arbejdede for regeringen og bagefter åbnede han sin egen lægepraksis.
Det taler man ikke om
Regeringen i Argentina er såkaldte peronister – de identificerer sig med den tidligere præsident Juan Peron. Et angreb mod Carillo er et angreb mod hele regeringen.
Forfatteren Uki Goni, der har skrevet ”The real Odessa” siger, at samarbejdet mellem Argentinas regering og en række topnazister er ikke noget som man taler om. Nazismens historie i Argentina er stadig et tabu – det har aldrig været større.
Argentina benægter deres samarbejde med nazisterne. Den omtalte 5.000 – peso-seddel er sendt i trykken, men er endnu ikke sendt i omløb. Behovet for den ny seddel skyldes landets inflation, der i år ventes at være på 50 pct.
Jeg har en historie til dig
I 2009 sad der blandt publikum en person, der henvendte sig til instruktøren af en film om SS – manden Adolf Eichmann, der blev forevist i et teater i Argentinas hovedstad Buenos Aires:
Det blev til filmen ”Den lyserøde trekant – og nazi – kuren mod homoseksualitet”. Det var netop filmen om Carl Peter Værnet, der her i Argentina skiftede navn til Carlos Pedro Varnet.
Bøsser blev i store bundter sent i KZ – lejre og anbragt nederst i den livsfarlige hakkeorden med en lyserød trekant syet på fangedragten.
Den danske regering svarede ikke
Men allerede tidligere i 1998 henvendte menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell sig til statsminister Poul Nyrop Rasmussen og spurgte, hvordan det efter Anden Verdenskrig havde kunnet lade sig gøre, at Carl Værnet var flygtet til Argentina fra retsforfølgelse, selv om han sad i dansk varetægtsarrest i 1946.
Nu har danske politikere aldrig været så meget interesseret i danske krigsforbrydere. Og statsministeren svarede da heller aldrig på henvendelsen.
Værnet blev anholdt
Efter befrielsen vente Værnet tilbage til Danmark. Han blev lige som andre nazi – sympatisører anholdt og interneret. Værnet erklærede sig uskyldig i krigsforbrydelser og mente, at han kun havde fungeret som almindelig læge.
Imens hobede beviserne sig op mod ham. Ved hjælp af tro medsammensvorne læger bluffede han sig til en kritisk sygdom.
To kollegaer hjalp Værnet til at flygte
Niels Birger Danielsen den ene af de fire forfattere bag den danske bog om Værnet fandt ud af, at han blev hjulpet ud af landet af to læger – Tage Bjering og Gunnar Kelstrup. De havde attesteret, at han led af en kritisk hjertesygdom, som kunne kureres i Sverige. Sygdommen var forkalkning af kranspulsårerne, noget der i 1940’erne var uhelbredeligt.
Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste) og overlæge dr. Med. Tage Bjerring fra Kommunehospitalet afgav begge i 1945 og 1946 gentagende erklæringer på, at Værnet led af denne alvorlige hjertesygdom.
Den 24. januar 1946 skrev Tage Bjerring:
Syv måneder senere den 22. august 1946 erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at:
Pressenævnssag
Men offentliggørelse af disse læge – navne førte til en pressenævnssag mod Niels Birger Danielsen efter en klage fra en søn til af en af lægerne. Klagen blev afvist af nævnet med tre stemmer mod en.
Samtidig arbejdede Værnet imidlertid aktivt for at få lavet en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet
Symbol på undertrykkelse af homoseksuelle
Carl Værnet overlevede dog til 1965 efter et mere ind imellem strabadserende liv. Han døde som 72 – årig efter et trafikuheld. Men 56 år efter hans død er SS – læge Carl Værnet stadig et symbol på undertrykkelse af homoseksuelle.
Han var håndlanger for nazismens førende raceideolog Heinrich Himmler. I Buchenwald udførte han eksperimenter på bøsser for at gøre dem til heteroseksuelle og dermed kurere dem for homoseksualitet, der dengang blev betegnet som en sygdom.
Og selv om det er 56 år siden lever historien om hans ugerninger i bedste velgående takket være bøger, afhandlinger og dokumentarfilm og nu også en pengeseddel.
En streng opvækst
Han havde en streng opvækst på en gård med sine fire brødre. Hans far var en dygtig hesteavler. Det var i den lille by Løjenkær mellem Århus og Odder vores hovedperson voksede op. Faderen havde et voldsomt temperament. Han kunne finde på at binde Carl til to stolper i hestestalden og afstraffe ham med en ridepisk.
Da han begyndte på medicinstudiet, skiftede han navn fra Jensen til Værnet. Han mente, at doktor Værnet lød bedre end doktor Jensen.
Han oprettede en konsultation på Frederiksberg. Tilstrømningen til klinikken gav ham hurtigt tilnavnet ”modelægen”, som tilsyneladende kunne kurere hvad som helst. Han var kortbølgespecialist. Han gav løfter om helbredelse af alskens alvorlige lidelser. I den egenskab udviste han til tider en bizar moral i behandlingsmetoderne samt omgangen med patienter.
Da Carl Værnet i slutningen af 30’erne havde opfundet og udviklet en kunstig hormonkirtel, fremkaldte det højst hovedrysten fra den øvrige lægestand.
Underskud af testosteron
I løbet af 1940’erne svigtede patienterne klinikken på Platanvej, da de fandt ud af at lægens sympati lå hos besættelsesmagten. Siden, da klinikken blev solgt til tyskerne, blev den sprængt i luften af sabotører fra Holger Danske – gruppen.
Værnet mente i strid med hovedparten af tidens medicinske sagkundskab at homoseksualitet hos mænd skyldtes et sygeligt underskud af det mandlige kønshormon testosteron. Han tilbød at kurere dem ved at tilføre dette hormon og ville ved forsøg dokumentere, at det kunne ske ved hjælp af en ”kunstig kirtel”, han havde udviklet.
Kirtlen bestod af en stav med et depot af hårdt sammenpressede lægemidler, indpakket i guldfolie, som blev indopereret i kroppen og derefter lidt efter lidt frigjort i en jævn strøm over en lang periode. Opfindelsen fungerede grundlæggende som vore dages P-stav og blev patent anmeldt af Værnet i Danmark i 1943 og USA i 1946.
Også restriktioner i Danmark
Homoseksualitet var i Danmark strafbart helt frem til 1933 og kunne give syv år i tugthuset. Og det blev betragtet som en sygdom helt frem til 1981, hvor det blev slettet på Sundhedsstyrelsens sygdomsliste.
På Rigshospitalet lavede man forsøg med testikeltransplantioner på homoseksuelle i 1920’erne i et forsøg på at gøre dem tiltrukket af det modsatte køn.
Nazismens syn på homoseksuelle
Nazismen anså homoseksuelle mænd som moralsk degenererede og kriminelle. De blev sat i bås med, hvad nazisterne kaldte ”asociale”. Nazisterne så det blandt andet som en trussel mod nationens fællesskab, at bøsserne ikke fik børn. Dermed kom det tyske befolkningstal i fare og følgelig hele den tyske nation.
I 1937 sagde Himmler:
Lesbiske kvinder var ikke nær så problematiske, da de trods deres seksualitet stadig kunne føde børn og bidrage til riget. Nazisternes undertrykkelses – og disciplineringspolitik var derfor særligt rettet mod bøsser, som skulle ”helbredes” for deres sygdom, så de kunne bidrage både til krigsindsatsen og befolkningstallet.
”Rigscentralen til bekæmpelse af homoseksualitet og abort” ledede propagandaindsatsen imod homoseksualitet og støttede forskningen i fænomenet.
Blandt de medstuderende var Frits Clausen, der senere blev formand for DNSAP. Her meldte Værnet sig ind i 1930’erne.
En trussel mod den ariske race
Værnet var mere end velkommen hos Himmler. Han kunne godt lide at homoseksualitet åbenbart kunne helbredes. Denne ide sikrede Værnet store pengemidler fra SS. For nazisterne var homoseksualitet en trussel mod den ariske race.
Værnet fik et laboratorium stillet til rådighed hos Deutsche Heilmittel i Prag. I fire omgange opholdt han sig i Buchenwald for at udføre forundersøgelser, operationer og efterkontrol.
Nogle af mændene var blevet kastreret engang i 1930’erne og her gik det ud på at vise at den kunstige tilførsel af testosteron gav dem kønsdriften og evnen til at gennemføre samleje tilbage. For de andres vedkommende handlede det om, at hormontilskuddet skulle få deres seksualdrift til at rette sig mod kvinder.
Det blev efterfølgende testet ved at flytte dem til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück og kommandere kvindelige fanger til at forsøge at lokke dem til seksuel kontakt. Hvis det lykkedes, kunne de betragtes som ”helbredt”.
En meget tynd rapport til Himmler
De tyske lægekollegaer begyndte at gennemskue Værnet og skrev stadig mere skeptiske interne rapporter om danskeren og hans forsøg. I februar 1945 troppede Carl Værnet op i Himmlers hovedkvarter i det sønderknuste Berlin og afleverede sin endelige rapport.
Også i brevvekslingen mellem Værnet og Buchenwald, som er delvis bevaret, ses eksempler på lægeligt sjusk. Efterhånden mistede både Deustsche Heilmittel og SS’ økonomiforvaltning tilliden til ham. Dog ikke mere end at SS – rigslægen Dr. Ernst Grawitz i februar 1945 udbetalte ham 5.000 Reichsmark (svarende til i dag ca. 210.000 kr.) for hans arbejde.
Ud over en masse nazistiske floskler og evig troskab mod Himmler indeholdt rapporten ingen reel videnskabelig dokumentation og refererede især nogle behandlinger Værnet påstod at have lavet mod homoseksuelle i Danmark. Uden dokumentation, tal eller reel forskning.
De 93 sider rummede primært sygehistorier om succesrige behandlingsforløb, som Værnet angiveligt havde gennemført tilbage i sin tid i København, men i nogle tilfælde havde plagieret fra en amerikansk førkrigsundersøgelse. Forsøgene i Buchenwald blev kun beskrevet ganske overfladisk, så reelt leverede han intet bevis for sin teori.
Han blev aldrig gjort ansvarlig
Allerede i 1945 blev han beskrevet af et øjenvidne i Eugen Kogon’ s bog ”Der SS-Staat”.
Som vi tidligere har nævnt, flygtede han via Sverige til Argentina. Han blev nævnt under Nürnberg-processerne:
Men på forunderlig måde blev der aldrig rejst en sag mod Værnet. Værnet nåede at være gift tre gange og blive far til seks børn.
Stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse
Han var en mand, der stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse. Han var parat til at støtte hvem som helst, hvis det kunne tjene hans karriere. De fleste læger, der arbejdede i KZ – lejrene var unge og ambitiøse og uden større videnskabelige kompetence.
Også Ib Markwarth har lavet en 30 minutters dokumentarfilm om Carl Værnet.
Nu blev han ofte kaldt ”Danmarks svar på Dr. Mengele”. Men sammenligningen er nok vild overdrevet. Mengles forsøg resulterede i tusinder af dødsfald. Værnets forsøg var ikke drevet af ondskab. Han var langt fra en sadist. Men han havde en nærmest sygelig fortrængningsevne og blindhed over for egne motiver.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.575 artikler, herunder 318 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) inkluderet:
Juni 4, 2020
Anna og Michael Anchers hjem i Skagen
Af Lisa Hildegardt
Michael Ancher, landmandssøn fra Bornholm kom til Skagen første gang i midten af 1870’erne. I 1880 giftede han sig med Anna, datteren af en sand matador i Skagen. Datteren Helga, selv kunstner testamenterede ægteparrets bolig til Skagen Kunstmuseum. Skagensmalerne blev efterhånden slaver af deres egen succes. Eventyrprinsen blandt malerhoffet var P.S. Krøyer. Anna Ancher var husets gode fe. Men rigtig Skagensmaler blev hun ikke anset for – dengang. Men det har nu senere ændret sig.
Billedkunstnere skyr ikke rampelyset. Deres værker er til for at blive set, og skulle det knibe med opmærksomheden, må kunstneren gøre sig umage for selv at blive synlig. Lidt drama skader ikke, og en snert af forargelse er et pikant krydderi. Derfor er kunstnerbiografier også ofte bygget op efter traditionsrige modeller for dramatisk effekt som gamle skuespil.
“Man gaaer først saa gruelig meget ondt igjennem, og
saa bliver man berømt”.
Citat: H.C. Andersen
Det gælder dog ikke Skagensmalerne. Det kan godt være, de ville have snappet efter vejret, hvis de havde kunnet erfare, hvad et lærred med to damer på en strand (Anna Ancher og Marie Krøyer) skulle indbringe på en aktion i vore dage, men de kunne hverken klage over mangel på anerkendelse eller mangel på levebrød i deres egen tid.
Michael Ancher, landmandssønnen fra Bornholm, kom til Skagen første gang i midten af 1870’erne, da han var 25 år gammel. I 1880 udstillede han billedet “Vil han klare pynten?”, som vi vist ikke behøver at skildre
nærmere – og der opstod slagsmål mellem køberne. Kunstforeningen veg for Kunstmuseet, der atter veg for kongehuset. Samme år giftede han sig med Anna, datter af Erik Brøndum, købmand- og gæstgiver, og lidt af en matador i Skagen.
I deres ægteskabs første år boede de i et havehus bag Brøndums gæstgiveri, men købte så en ejendom på Markvej, dengang i byens udkant med fri udsigt over landskabet. Den sidste er der ikke mere, men huset er i behold, og ikke bare huset og stuerne, men også inventaret lige fra ægteparrets billeder og møbler og ned til kaffekopper og viskestykker. Det kan vi takke datteren Helga for, der også selv blev kunstner. Helga Ancher levede indtil 1964, og hun testamenterede familiens hjem på Markvej til en fond, som nu er en del af Skagens Kunstmuseer.
Det var et stort hus, Ancher købte, men ikke stort nok, så med årene voksede det indtil det herskabelige, et lille residensslot for det ukronede kongepar i en verden af malerkunst, der så at sige fra det øjeblik, den ytrede sig, blev ombrust jubel og knæsat som klassisk. Den slags sker ikke ustraffet. Anchers barkede søgutter med sydvest og olietøj, skipperskæg og snadde lever stadig deres mekaniske gengangerliv i trommesalsbilledernes udødelige repertoire. Man kan forstå, at det ikke var Michael Anchers skyld, men hvis var det så? Og man kommer næppe uden om, at Skagensmalerne blev slaver af deres egen succes, af deres begejstrede publikum og dets forventninger.
Eventyrprinsen ved malerhoffet var P.S. Krøyer. Det var bl.a. Michael Anchers skyld, at Krøyer med den brillante, kosmopolitiske baggrund sluttede sig til kredsen, men da det først var sket, følte Ancher sig på det nærmeste detroniseret. Kunne Krøyer ikke finde andre motiver end dem, Ancher selv dyrkede; skulle han absolut stjæle den fattige mands lam? Det var – og netop med de ord – Anchers reaktion, men det nære venskab med Krøyer holdt livet ud. Og det blev Krøyer, der med sine billeder af frokosten på Brøndums Hotel og “Hip, Hip, Hurra”, det glade selskab i haven ved Anchers hus, eksponerede stemninger, man helst forbinder med et begreb som kunstnerkoloni. Her er alt, hvad der tjener til fornægtelse af askese – brændevin så kold, at flasken trækker rim, rugbrød og smør, tempereret bourgogne, frisind, velvære og glæde.
Men eventyrprinsen flammede hurtigt op og brændte ud i sindssyge og jalousi, og det sled hårdt på hans omgivelser.
Den svenske komponist Hugo Alfvén og Marie Krøyer satte frisindet på prøve, og det er takket være dem, at Skagensmalerne i vore dage har gjort sig værdige til filmatisering “Marie Krøyer” fra 2012. Ingen ville drømme om at forbinde Michael og Anna Ancher med noget, der kan bære en kostumefilm i widescreen, endsige en tv-føljeton.
Medens P.S. Krøyer døde blot 58 år gammel – og efterlod en regnbue af lærreder, som man skiftevis beundrede og nedvurderede som overfladiske, arbejdede Michael og Anna støt videre, udvidede huset og hægede om økonomien og familielivet. Martha Johansen gift med maleren Viggo Johansen, og kusine til Anne Ancher, var ikke alt for begejstret. Efter en udstilling i 1915 måtte hun konstatere, at Michael Anchers flid nu langt overgik hans kvalitetssans, “har man holdt af Ancher som kunstner, skal man helst ikke se udstillingen”.
Men der kom altså et stort hjem ud af det, og et originalt hjem. Møbler og andet bohave blev samlet sammen i årene, ofte hentet på pulterkamre i byen, hvor rokokokommoder, empirespejle og barokstole var havnet, da borgerskabet kom til penge og klunkerne holdt deres indtog. Og Anna Ancher var hjemmets gode fe, hustru, moder, værtinde og maler. Det sidste vidste man naturligvis godt, og hun modtog også nogen anerkendelse, men! “Rigtig” Skagensmaler, det anså man hende nu ikke for at være. Dengang.
Hun havde sit eget atelier, man så hende undertiden ude i byen i kittel med en håndfuld, pensler og et lille lærred på et staffeli. Det var dog ikke anderledes, end at man i 1964 ved husets genåbning fandt et helt
lager af hidtil ukendte billeder. Medens det er gået op og ned og op igen med Krøyers omdømme, og medens Michael Ancher har fastholdt sin stilling på pointtavlen, har Anna måttet ventet længe på sin berømmelse.
Man sagde om hende, at hun fjernede sig “aldrig ret langt fra sin moders køkken”. Og siden, da hun fik sit eget køkken, fjernede hun sig ikke ret langt fra det, Størstedelen af sine motiver fandt Anna Ancher i det hus, hvor hun var hustru, moder og værtinde; datteren Helga i den blå stue, et vindue med gardiner, tre kvinder omkring et bord i gang med at sy en kjole til en fest, ung pige foran et spejl, for ikke at tale om billedet af Michael, der samler kræfter til en jagttur ved en ensom frokost.
Huset var Michael Anchers hjem, og fordi det var det, blev Anna Anchers kunstneriske univers, et stort hus, men endnu større på grund af hende!
I 1904 modtog Anna Ancher Eckersbergs Medaillen. Medaljen blev indstiftet i 1887 i til minde om hundredårsdagen for maleren C.W. Eckersbergs fødsel, 2. januar 1783. Uddelt 1. gang 1889 og eksisterede indtil 1923 både i sølv og bronze, nu kun i bronze.
Michael Ancher (1849-1927) og hustruen Anna Ancher (1859-1935) er begravet på Assistens Kirkegård i Skagen. Helga Ancher (1883-1964) var ugift og er begravet ved siden af sine forældre.
http://skagensiden.dk/skagensiden/asp/page.asp?id=116&fbclid=IwAR3qa5FyykmHjOlW5mIg9UbD5aRAYe_B
fM4xqUgtRoF02QShWiqL4QqGPIM
Vi håber senere at kunne bringe dette foto – Vi har gemt det.
Juni 3, 2020
Satans-kulten på Anholt
Da Satan – kulturen kom til Danmark. Mærkelige fund på Anholt. Fanden er ikke færdig med Danmark. Satan – kulturen var et mysterium. Falske læserbreve. Afsender var en ”rigtig” heks. Invitation til satanistiske fester. Masser af skibe strandede ved Anholts kyst. Ikke alt var lige trist. Mange påstod at have opklaret mysterierne. Anholt på vrangen. 50 – 75 breve i Vor Frue Kirke. Man skal kysses af en ung smuk præst af kvindekøn. Præst på Anholt opklarede det hele i slutning af 1990’erne. Møntsamler gemte også mønter. ”Den Danske Satan-kult”. Han tog på kirkegården nytårsnat. Knud ønskede ikke at leve et halvt liv. På samme plads i 25 år. Han afleverede en pakke på nationalmuseet. Hans pas blev fundet på Køge Museum. Lige så godt som teatergruppen Solvognen.
Da Satan – kulturen kom til Danmark
I 1973 kom satanismen for alvor offentligt til Danmark. Rundt omkring i landet opstod forskellige grupper. Men specielt et sted gik den okkulte dyrkelse af Djævelen helt amok. Lokaliteten kunne ikke være bedre valgt, hvis man ville dyrke sin hornede gud i fred.
Satan-kulten holdt nemlig til i landets eneste ørken på Danmarks mest isolerede ø – Anholt. Jo det er et meget okkult sted.
Mærkelige fund på Anholt
Omkring 17. maj 1973 blev der pludselig gjort mærkelige fund i Anholts ørken. Der var arrangeret djævelske mønstre i sandet. Indetørrede abehoveder, sorte lys, messingkander, messingklokker, dæmonmasker, et primitivt tryk, en dæmonisk hjort, et messingskrin med seks menneskeknoglestykker, et stykke menneskelig hjerneskal med malede tegn, en stensætning, et imiteret menneskehoved på en træstage, der var smykket med en armring og stukket igennem ankelremmen på en barnesko og meget andet.
I forbindelse med fundet af barneskoen sagde rygterne at der i den sorte messe havde fundet barneofring sted, men dette blev aldrig bevist.
Hele 13 offersteder fandt man på Anholt.
Fanden er ikke færdig med Danmark
I 1973 udtalte Ebbe Kløvedahl Reich til BT, at Fanden åbenbart ikke var færdig med hverken Anholt eller Danmark.
Pressen kastede sig med det samme over nyheden. Nogle satte spørgsmålstegn ved hele historien, men eksperterne var ikke i tvivl. Den tidligere heks, satanist og skuespiller Hanne Smyrner sagde til Jyllands Posten:
Satan – kulturen var et mysterium
Grenå Politi bekendtgjorde at man inden næste fuldmåne ville sende en betjent til øen for at opklare sagen, men det blev aldrig fundet nogen officiel forklaring eller synder. Satan-kulten var et mysterium og blev i løbet af efteråret til et mareridt for flere af øens beboere, der modtog truende og underlige breve.
En lærer fik tilsendt en pakke med et symbolsk afhugget hoved og andre modtog gule blomster og andre djævlesymboler. Teksten til et af brevene lød:
Et andet brev opfordrede læseren til som middel mod hårtab at sælge sin sjæl til ”Mørkets fyrste på Anholt” ved at puste ni gange gennem nøglehullet til øens kirke omkring midnat den 31. oktober, læse et bestemt digt og derefter vende sin nøgne bagdel tril alteret. Forsendelserne var underskrevet af ypperstepræsten i satan-bevægelsen på Anholt.
Selv om man gjorde flere fund på Anholt efter det aktive år i 1973 var Satan – bevægelsen aktiv i mange år.
Falske læserbreve
I City Avisen i København skrev kulten falske læserbreve. Det var skrevet i inspektør på Nationalmuseets navn, Kjeld Grinder-Hansens navn. Samtidig blev der sendt truende breve til denne. Kuverterne havde hjemmelavede poststempler ”Tag til Anholt for Satan” og ”Alt ondt kommer fra Grenaa”. Samtidig blev der fundet Satan – mønter på nationalmuseet.
I kirker og på museer rundt omkring i landet blev der fundet satanistiske mønter i sølv og kobber og breve. Mønterne var typisk lidt større end gammeldags femkroner.
Afsender var en ”rigtig” heks
Der var skrevet breve på en gammel skrivemaskine. De havde forskellige afsendere. Ofte var det ”Alice Mandragora”. ”De Flyvende Koner” ”Svovlpølevej 13, Anholt” m.m.
Navnet ”Mandrogora” er et rigtigt ”heksenavn”. Det er nemlig det latinske navn for alrune – planten som ifølge den sorte magi kan bruges til hekseri.
Der er ikke noget under at satanismen er begyndt på Anholt. Gennem tiden er øen blevet kendt for at have mange heksebøger. Et sted på øen findes der flere af dem i privateje. Men alt tydede på at kulten var blevet landsdækkende.
Invitation til satanistiske fester
I 1994 fandtes der to breve på loftet på en kirke på Djursland komplet med satanistiske poststempler. På samme loft blev der fundet en hue og endnu en skrivelse. Brevet påstod at huen havde tilhørt forfatterinden Thit Jensen. I andre kirker blev der fundet sølvmønter.
I efterårsferien 1995 blev der fundet ”glemte” Satan – kult – breve på Djursland Museum. Disse var stilet til navngivne præster. Under et af museets udstillede senge fandt man en pung med vættelys, lavastykker, flintesten, et stykke af en ægyptisk mumie og ”Fandens kindtand”.
Nogle af brevene inviterede modtagerne til satanistiske fester, hvor man skulle sprøjtes til med blod fra en friskslagtet sort hane.
I 1996 blev Karlebos pastor i et klassisk brev fra Anholts satanister budt til ”en lille dyst med mørkemagere” på et specifikt sted og tidspunkt, hvor man ville blive budt på menneskekød og djævlevin.
Masser af skibe strandede ved Anholts kyst
Der er en stor og sagnomspunden tradition for blodige møder med mærkelige havdyr omkring Anholt. Alene mellem 1858 og 1885 forliste 50 skibe ved øen. Man anslår at der findes i nærheden af 500 skibsvrag på havbunden omkring den.
I tre dage måtte anholterne samle lig op fra kysten da et engelsk skib engang var forlist ud for øen. Der var så mange døde, at man måtte grave dem ned på stedet. Derfor vrimler Anholts klitter med forskellige former for spøgelsesfænomener.
Ikke alt var lige trist
Anholterne har været selvskrevne til at bjerge vraggods, samle lig og gøre rent på deres strande efter at havet har krævet sine ofre. Det var dog ikke alle strandinger, der var lige drabelige og dystre.
Engang gik et skib på grund ved kysten. Det sad fast der i tre år. Men de lokale havde intet imod at det blokerede for deres havudsigt. Skibet var nemlig ladet med vin, som anholterne drak af i tre år – uden at ladningen løb tør.
Mange påstod, at de havde opklaret mysteriet
Satan-kulten beskæftigede flere aviser sig med i mange år. Der blev også lavet to dokumentarfilm om emnet. Masser af tidsskrifter skrev om emnet. Flere fortalte, at nu havde de opklaret mysteriet.
Den 24. maj 1973 skrev Ekstra Bladet på forsiden ”Satan-kult afsløret på Anholt”. Det var i forbindelse med den første dokumentarfilm om emnet. Folk på øen var meget skeptiske over for projektet. Men efter at den lokale præst havde givet sin velsignelse så hjalp de lokale dog filmfolkene.
Man arbejdede med filmen i tre år. I avisen kunne man så læse at om det var drengestreger eller bare for sjov eller om det var ren satanisme, det var den ene af filminstruktørerne ikke overbevist om.
Anholt på vrangen
I 1983 udkom der en bog af forfatteren Knud Langkow, der hed ”Anholt på vrangen”. Den er trykt hos Holm Grenå i 1983.
Her fortæller forfatteren Knud Langkow, der på et tidspunkt befinder sig på Anholt med et græstørv på hovedet. En hugorm forvandler sig til en gammel kone, der bede ham gætte hvem hun er:
Det er mærkeligt at man i 1983 ikke reagerede på denne udgivelse.
50 – 75 breve fundet i Vor Frue Kirke
I 1995 finder man først 11 breve i Vor Frue Kirke. Dette forsøger man at skjule for offentligheden. Snedkeren Kim fandt vel i alt 50 – 75 breve mellem plankerne i de tre år han arbejdede i kirken. Brevene blev brændt. Det skulle man ikke tale om.
Folkemindesamler Gustav Henningsen var en af de få, der turde at have sin helt egen mening om hele temaet:
Man skulle kysses af en ung smuk præst af kvindekøn
Præst og forfatter Elisabeth Lyneborg fik også en del breve underskrevet af Alice Mandragora, ypperstepræstinde ved Satankulten på Anholt:
Nogle af brevene blev fundet på loftet i Thorsager kirke andre i hendes postkasse ved præstegården i Farum.
Præst på Anholt opklarede mysteriet i 1990’erne
Allerede i 2002 afslørede Dialogcentret i Aarhus, at det var Knud Langkow, der var ophavsmand til alle disse påfund. Men de var nu ikke de første. Det var skuespilleren Peter Reichardt, der i 1990’erne udpegede vores hovedperson.
På Kronprinsessegade i det Indre København mødte Peter Reichardt op et par gange. Her havde han af sin svigermor, der boede på Anholdt fået at vide, at han kunne finde en mand ved navn Knud Langkow.
Svigermoreren arbejdede dengang på biblioteket. Hvis det lykkedes for skuespilleren at få fat i ham, skulle han lokke en underskrift ud af ham. Præsten og bibliotekaren undrede sig også. Bag altertavlen i kirken fandt man manuskriptet til Knud Langkows bog. På den baggrund ringede Peter Reichard på i Kronprinsessegade. Men han traf ham aldrig.
Præsten på Anholt forsøgte flere gange at ringe til Knud Langkow. En gang fik han kortvarig kontakt med ham. Og han benægtede ikke, men han indrømmede heller ikke direkte.
Møntsamler gemte også mønter
Den kontroversielle møntsamler Jørgen Sømod fortæller at den tredje søndag efter påske, 13. maj 1973 var nogle satanister draget til Anholt for efter bedste evne at udføre et antal ritualer. Det blev snart mindet med en jeton, kaldet satan-mønt og rigtig mange satan-mønter er i årenes løb anbragt på steder, hvor særlig kirkelige præster har kunnet blive forfærdede efterhånden som satan-mønterne blev fundet, hvilket igen til satanisternes store fornøjelse og hånlige latter har medført megen avisomtale.
Møntsamleren omtaler fire forskellige Satan – mønter. Han opdagede, at de var blevet fremstillet på fabrikken Meca på Frederikssundsvej. Åbenbart har han uafhængigt også spredt Satan – mønter. Han har ikke kendt Knud Langkow personlig, men var en stor beundrer af ham.
Kultfilm: ”Den Danske Satankult”
I 2020 fremkommer så pludselig en ny film på DR2 med titlen ”Den danske satankult”. Man omtaler overhovedet ikke den film, der er kommet ni år tidligere og som peger på den samme person.
Den gamle film blev en ”kultfilm”. Den havde premiere på Copenhell i juni 2011. Og i august 2013 udkom den på DVD.
Folkene bag den gamle film havde forgæves forsøgt at sælge den til TV.
Breve og mønter dukkede op overalt
Det var også i 2013, at dagbladet Politiken i seks afsnit gennemgik hele historien. Måske er der mange, der er blevet skuffet over, at der i virkeligheden ikke var tale om en rigtig kult. Men det er noget ”Olsen-Banden-agtig” over hele historien.
Også i Frederiksberg Kirke dukkede en mønt op under renovering. Nationalmuseet betragter mønten som danefæ. Menigheden trak på smilebåndet, da de fik mønten forevist. Efterhånden var der masser af disse mønter indleveret til Nationalmuseet.
Christians kirken og Brorsons kirken har også fundet mønter.
I et antikt møbel på Køge Museum lå en novelle ”Mit møde med døden”
Forfatter inviteret til kødelig fest
Forfatteren Bo Bomuld Hamilton – Wittendorf var oprevet. Han var slet ikke stolt af næsten at have fået stjernestatus hos djævledyrkerne på Anholt. Han var nævnt som afsender til et brev til Inge – Lise Wagner, hvor forfatteren skulle have blodpenge for drab på hendes to gravhunde i 2011.
Forfatteren bliver rost for sin bog ”Det okkulte i Danmark. Her skriver han bl.a. at kulten på Anholt langt fra er død.
Ja og så blev han inviteret til Anholt. Der medfulgte en Ruko nøgle, der passer til et sommerhus på Anholt. Her ville der ifølge afsenderne blive afholdt en livlig fest allerhelgens aften. De kødelige lyster bliver fejret, dans og midnatstur til ostebakken og meget mere. Underskriveren var ”Djævlens Elskerinde, Hellvira 9”.
Niecen kendte håndskriften
I 2015 bragte TV2 Øst en reportage om et brev og en hinkesten, der blev fundet 15 år inden. Det var formentlig ikke fra en kvinde fra 1918, som det stod i brevet. Det hele blev fundet bag en radiator i Vordingborg Kirke.
TV2 Øst efterlyste folk, der kunne genkende kvinden på billedet. Lene Langkow Saaek kunne genkende hendes farbrors skrift på brevet. Hun kunne så fortælle, at hun mener, at farbroren havde fundet billedet på et loppemarked.
Farbror stod alene for Satan – kulten
Det var ham, der alene stod bag Satan – kulten på Anholt. Ifølge niecen så var det et udtryk for hans finurlige og lune sind, men som til tider kunne være ret så ironisk. Han gjorde det for at lave grin med borgermusikken. Mange præster kunne føle sig selvhøjtidelige, så han gemte breve og Satan – mønter i sprækker i kirker og på museer. Men det var aldrig for at være ondskabsfuld.
Gennem fire årtier blev 370 mønter placeret rundt omkring. De blev ofte placeret sammen med breve og okkulte redskaber.
Han lagde sig på kirkegården nytårsaften
Han skrev otte cifre på en seddel og placerede den midt på bordet. Ved siden af lagde han sine nøgler. Det var alt, han ville efterlade sig. Han havde brændt alle sine papirer. Nogle dage tidligere havde han afleveret et fotoalbum til sin niece. Han havde virket afklaret. Niecen troede, at han var kommet sig efter Vitas død.
Udenfor eksploderede raketterne over himlen over København. Folk skålede for det nye år, 2004. Han var alene, da han trængte ind på Vestre Kirkegård og gik mod Østre Kapel. Hun lå i askefællesgraven, og han vidste hvor.
Næste morgen blev den 72 – årige mand fundet liggende på græsset. Den nat havde det været minus 8 grader. Sådan sluttede livet for Knud Langkow. Det var politiet, der ringede på hos Lene og kunne overbringe nyheden om selvmordet. Lene var en af de få, der kendte til Knuds hemmelighed.
Knud ønskede ikke at leve et halvt liv
Knud var dygtig i skolen. Han fik ug, men han var ikke praktisk anlagt. Vita og Knud flyttede sammen på Christianshavn i 1972. Før hende var der andre dambekendtskaber. De syntes måske han var en tosset rad. I familien, der kendte til hans bizarre aktiviteter, havde nogle af dem ondt af ham.
Vita havde sagt, at det skulle han da bare gøre. Da hun døde i 2003, havde Knud sagt, at han ikke ønskede at leve et halvt liv.
Knud var ikke satanist. Men han var imod alt det som kirken stod for. Han fejrede heller ikke jul. Normaliteten irriterede ham. Han ville måske sætte sig spor i livet. Det er sandelig i den grad lykkedes for ham.
På den samme plads i 25 år
Han hadede at sidde på den samme plads i 25 år, hvor der var birketræer lige ude foran vinduet. Knud var allergisk over for birkepollen. Det var på Statens Museum for Kunst. Han sad over for Rosenborg Slot. Og hertil sendte han et brev med en tand. Det var Vorherres kindtand skrev han i et brev til inspektøren med en hilsen fra Peter Seeberg og dennes underskrift fra Viborg Stiftsmuseum.
Knud havde problemer med det gamle omstillingsbord. Ledelsen ville ikke ofre penge på et nyt. Det var en hierarkisk arbejdsplads, hvor Knud ikke rigtig blev regnet for noget. Måske følte han sig forbigået.
Han afleverede en pakke på Nationalmuseet
I september 2003 afleverede Knud Langkow en pakke på Nationalmuseet. Det var en gave bestående af hundredvis af falske breve og et restoplag på 23 Satan – mønter og 5 stempler i stål.
Pas blev fundet på Køge Museum
På Køge Museum har man fundet Knud’ s pas. Den var blevet placeret i museets udstillingssale mellem 2003 og 2005, meddelte museet. Det er Satans – stempler og frimærker på de sidste sider.
Knud Langkow har kort før sin død ikke blot sørget for, at hans mønter og stempler blev optaget i Nationalmuseets samling. Han har også givet sig til kende ved at efterlade sine personlige identitetspapirer.
Stemplerne på passets sidste sider er identiske med de Satans – stempler, der optræder på utallige breve, man for eksempel har fundet på kirkelofter og bag museumsmalerier.
Passet er Knud Langkow’ s signatur. Og det ligner hans endelige indrømmelse. Hans måde at sige:
Lige så godt som Solvognen
Her i 2020 har Lene udgivet en bog om hendes spændende farbror, Knud.
Indiana Jones kunne ikke have gjort det bedre. Opklaringsarbejdet har sikkert også været sjovt. Tænk at Klaus Rifbjerg også spiller en rolle i dette spil. Ja og stort set alle medier blev gjort til grin.
Måske var det lige så genialt som teatergruppen Solvognen dengang, som min afdøde kone også medvirkede i. For egentlig er hele denne historie en gang totalteater eller gigant – happening.
Er det småmoraliserende at tilføje, at nogle faktisk følte sig truede?
Der dukker formodentlig stadig mønter og breve op rundt omkring i Danmark.
Kilde:
Juni 1, 2020
Henrik Kauffmann og Nato (2)
Han var en forfærdelig snob. Men en topdiplomat af højeste rang. Han skaffede sig nok af penge. Ministre og embedsmænd var bange for at rydde i fedtefadet. De Allierede satte spørgsmålstegn ved Danmarks suverænitet. Kauffmann holdt på USA. De første møder angående FN. Stort arbejde af Kauffmann. Påskekrisen 1948. Ville de hjemlige kommunister gøre oprør? Advarsel fra Den danske Ambassade i USA. Anmodede om hastelevering af våben. Aksel Larsen beskyldt for at være håndlanger. Amerikanerne kunne alligevel ikke levere våben. Danmark ville ikke placeres i en blok. Russiske bombefly over Bornholm. Briterne havde ikke noget imod Nordisk forsvarspagt. Den danske brigade blev halveret. De nordiske forhandlinger brød sammen. Kauffmann spillede dobbeltspil. Amerikanerne truede og russerne reagerede. Meget blev skjult for offentligheden.
En forfærdelig snob
Vi blev ikke helt færdige med Henrik Kaufmann. I første del koncentrerede vi os om Grønland og den fornyede interesse fra amerikanerne. I denne del kigger vi på Kauffmann og Nato. Vi har så suppleret oplysningerne i Bo Lidegaards fantastiske bog – Uden Mandat med yderligere oplysninger om Påskekrisen, der egentlig første til Danmarks medlemskab i Nato.
Han var en af de mest betydelige og eventyrlige skikkelser i dansk diplomati. Hans kone, Charlotte Kauffmann kaldte ham en forfærdelig snob. Han var praktikker, der kunne få tingene til at ske. Det gjaldt både i Rom, Kina, Norge og USA. Han var venner med konger, præsidenter, diktatorer og topministre. Ja også med danske og internationale erhvervsledere.
Topdiplomat af højeste rang
Han spekulerede også i de virksomheder, som han dyrkede kontakt med. Ikke sjældent mistede han penge på mislykkede projekter. Men hele livet igennem forblev han en formuende mand. Det var vel også nødvendigt. Udenrigsministeriet gav ikke de store lønninger. Men han gjorde dog flittig brug af Udenrigstjenestens rejsegodtgørelser.
Han var topdiplomat af højeste rang. Men han havde en hang til at handle på egne vegne. Det skabte problemer for ham hele livet. Udenrigsministeriet undsagde ham gang på gang. For han handlede uden mandat. Dette blev betragtet som utilgiveligt for an embedsmand.
Han havde nok af penge
På forunderlig vis kunne han trække på indefrosne danske tilgodehavender i USA ligesom de danske guldreserver, som i al diskretion var tilgået USA lige før besættelsen. Så rådede han også over fortjenesten fra Grønlands Kryolitudvikling.
Hans familie boede i USA og den amerikanske regering anerkendte ham som retsmæssig repræsentant for det ”frie” Danmark. Men han var jo også nyttig for USA.
Ministre og embedsmænd bange for at ryge i fedtefadet
Egentlig blev han aldrig rehabiliteret for sin indsats under krigen. Det satte Udenrigsministeriet sig imod. Det lykkedes ham heller ikke at få ”ryddet op” i dette ministerium. Det var Christmas Møller og de gamle samarbejdspartnere imod. Det kunne jo være at nogen ville ryge i fedtefadet.
De Allierede satte spørgsmålstegn ved Danmarks neutralitet
Han spillede en afgørende rolle for Danmarks senere deltagelse i FN – pagten. Måske mere end vi vil være ved. Det lå ikke lige på den flade, da Danmark ikke var blandt de Allierede rettet mod Tyskland. Danmark samarbejdede med fjenden i sit forsøg på at fastholde den illusoriske neutralitetspolitik. Især da Danmark tilsluttede sig Anti -Kommitern – Pagten i 1941 voldte De Allierede store kvaler. Dette satte spørgsmålstegn ved Danmarks neutralitetspolitik.
Kauffmann holdt på USA
Kauffmann mente at USA var verdens førende magt og i færd med yderligere at underbygge denne position. Danmark måtte derfor etablere et godt forhold til supermagten og ikke fortsat på provinsiel vis orientere sin udenrigspolitik efter de europæiske stormagter og da slet ikke efter det efterhånden neurotiske forhold til Tyskland.
Efterhånden havde han købt sig til en amerikansk anerkendelse af sin rolle som uafhængig dansk gesandt. Men det havde sin pris. Han havde en ambition om, at hans gesandtskab skulle opfattes som en form for eksilregering. Det lykkedes dog aldrig. Han var i evig konkurrence med eksilmiljøet i London.
De første møder omkring FN
Mellem den 9. og 12. august 1941 blev Winston Churchill og Franklin Roosvelt enige om en Atlanterhavspagt ombord på et amerikansk krigsskib. Dette havde fuld opbakning fra Kauffmann. Det var et synspunkt som ikke blev støttet fra den danske regering.
Den 2. januar 1942 tilsluttede Kauffmann sig også, som repræsentant for de såkaldte frie bevægelser det møde som 26 landes repræsentanter afholdt i Det Hvide Hus. Her lovede de hinanden at vinde krigen og underskrive De Forenede Nationers Erklæring. Det samme skete i august-oktober 1944, under Dumbarton Oaks- konferencen, hvor der blev lagt en detaljeret plan for, hvordan FN i fremtiden skulle se ud.
FN’ s grundlæggende konference påbegyndtes den 25. april 1945. Oprindelig var Danmark slet ikke inviteret. Det skyldtes bl.a., at Danmark aldrig formelt set havde erklæret, at landet havde været i krig med Tyskland.
Stort arbejde af Kauffmann
Efter mange internationale forviklinger, og et utrætteligt forarbejde fra især Kauffmanns side, blev Danmark alligevel inviteret til konferencens afslutning og den endelige underskrivelse. Danmark blev nr. 50 af 51 underskrevne stater.
Hjemme i Danmark gjaldt det om at holde landets udenrigspolitik fri af den kolde krig. Den socialdemokratiske regering (1947 – 49) ønskede så vidt mulig at undgå at blive en del af en militær blokdannelse. Sovjetunionen havde med sin dominans i Østeuropa afløst Tyskland som den største sikkerhedsrisiko.
Påskekrisen 1948
I løbet af 1948 spidsede den internationale situation imidlertid til. Det sovjetstøttede kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar skabte stor usikkerhed i en række europæiske lande. Under den såkaldte påskekrise i Danmark i marts 1948 verserede det rygter om et kommunistisk kup/invasion, der førte til forøget beredskab blandt politi og militær. Senere på året fulgte Sovjetunionens blokade af Vestberlin.
I ugerne op til påsken 1948 modtog statsminister Hans Hedtoft en række alarmerende meldinger om en eventuel umiddelbart forestående sovjetisk aktion mod de nordiske lande.
Bevæbningen og styrken af både hær, flåde og flyvevåben var så ringe, at en forsvarskamp mod en indtrængende fjende ikke var muligt. Den 31. januar havde den sovjetiske avis Røde Stjerne og flere andre sovjetiske aviser startet en pressekampagne rettet mod det danske forsvar, bl.a. med påstanden om at der var indgået hemmelige aftaler mellem USA, Storbritannien og Danmark om at udbygge og forbedre de danske lufthavne, så de kan fungere som base for amerikanske og britiske bombe – og jagerfly.
Ville de hjemlige Kommunister gøre oprør
I februar 1948 gik det rygter om, at kommunisterne i Danmark skulle have en masse våben liggende tilbage fra modstandskampen. De skulle også have indsmuglet en masse våben. Og nu var de så i gang med at infiltrere Hærens og Søværnets virksomheder.
Fra Danmarks gesandt i Prag forlød det i marts, at Danmark var det næste mål for Sovjetunionen.
Advarsel fra Den Danske Ambassade i Washington
Ambassaderåden i Washington rejste i mats hjem for at advare mod sovjetisk aggression. Man kunne ikke forvente hjælp fra USA hvis man ikke satte sig kraftig til modværge. Ambassadens marineattache Kjølsen havde udarbejdet en analyse, der hed ”Hemmelig Analyse” Den indeholdt en beskrivelse af truslen mod Danmark.
Anmodede om hastelevering af våben
Den 11. marts 1948 havde Danmark bedt om en hasteleverance af våben til den danske hær. Krigsministeriet og generalkommandoen havde taget de første skridt til forhøjet beredskab. Hæren og Søværnet blev bedt om at iværksætte yderligere beredskabsforanstaltninger.
Befolkningen blev bedt om at indberette, hvis de så noget mistænkeligt. Søværnet placerede skibe ved Anholt, Læsø og Samsø.
Aksel Larsen beskyldt for at være håndlanger
I løbet af påsken 1948 var politiet og hjemmeværnet i forhøjet beredskab. I Dyrehaven var der forsamlet 4-500 mand fra hjemmeværnet. Rygter ville vide, at sovjetiske faldskærmssoldater ville lande her.
Ledende kommunister blev overvåget herhjemme. Efter krisen blev kommunisterne beskyldt for illoyalitet og forræderi. Aksel Larsen blev beskyldt for at være håndlanger for en fjendtlig magt.
Amerikanerne kunne alligevel ikke levere våben
Trods den dramatiske stemning hen over påsken skete der intet. Den 30. marts 1948 begyndte afviklingen af det forhøjede beredskab. Påskekrisen var overstået.
Den 5. april 1948 kunne den amerikanske ambassade så oplyse at på grund af knaphed kunne amerikanerne ikke levere våbenleverancer.
Påskekrisen 1948 var medvirkende til, at et statsligt dansk hjemmeværn blev oprettet ved lov i juli 1948. Det skete bl.a. for at få mere kontrol med hjemmeværnsforeningerne og deres våben.
Danmark skulle ikke placeres i nogen blok
Statsminister hans Hedtofts foretrukne løsning på det danske sikkerhedsproblem var en skandinavisk forsvarsunion mellem Danmark, Norge og det militært set stærke Sverige.
Den amerikanske regering var afvisende over for et skandinavisk initiativ. De ville ikke yde våbenhjælp i tilfælde af angreb. I 1948 havde Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux – lande indgået en forsvarspagt kaldet Vestunionen. Man ville senere udvide med andre lande.
Statsminister Hans Hedtoft fastslog den 30. januar 1948 i radioen, at Danmark ikke skulle placeres i nogen blok og være med til at uddybe modsætningerne mellem øst og vest.
Russiske bombefly over Bornholm
Den 9. september 1948 blev der iagttaget et større antal sovjetiske bombefly over Bornholm. Den danske regering reagerede ved at sende en fregat og antiluftskyts til øen. Episoden var med til at understrege, hvor udsat Danmark ville være i tilfælde af et sovjetisk angreb.
Søværnets Radiotjeneste skønnede dog senere, at de sovjetiske fly blot havde brugt Bornholm som pejlemærke til at navigere efter under en flådeøvelse i Østersøen.
Briterne havde ikke noget imod skandinavisk forsvarspagt
Den 24. september 1948 informerede den danske ambassade i London om, at der inden længe kunne ventes en opfordring til Danmark om at tilslutte sig en Atlanterhavspagt. Den danske udenrigsminister søgte straks at overtale den britiske og amerikanske udenrigsminister om ind til videre ikke at fremsætte en sådan anmodning.
Den britiske regering havde modsat den amerikanske regering ikke noget imod en skandinavisk forsvarspagt.
Den danske Brigade blev halveret
Den 10. december 1948 underskrev Danmark en aftale med Storbritannien om forlængelsen fra 1947 om Den Danske Brigade i Tyskland. Aftalen indebar at brigaden efter dansk ønske blev halveret og flyttet fra Ostfriesland til det vestlige Holsten, dvs. nærmere Danmark og dermed lettere at trække tilbage i tilfælde af krig.
Den 5. – 6. januar 1949 mødtes de nordiske lande igen. Udenrigsminister Gustav Rasmussen fremkom på mødet med den markante udtalelse om at en dansk indmeldelse i Atlantpagten ville provokere Sovjetunionen. Og det ville være det samme for Danmark som at underskrive sin egen dødsdom.
De nordiske forhandlinger brød sammen
Et forsvarsforbund skulle sikre, at de nordiske lande kunne stå uden for den kolde krig i en art fællesnordisk neutralisme. Med Danmark som primus motor nåede man relativt langt i forhandlingerne i 1948 – 49. i sidste ende viste det sig dog umuligt at forene norske ønsker med vest – orientering med svenske om neutralitet.
Da de nordiske forhandlinger om en forsvarsunion brød sammen, stod det klart for den socialdemokratiske regering at Danmark måtte søge noget andet. Svenskerne var ikke interesseret i alene at have et forsvarssamarbejde med Danmark.
Danmark havde ikke anden udvej
Den 24. februar 1949 udtalte Hedtoft i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, at Danmark næppe havde andet valg end at indtræde i Atlantpagten.
Under forhandlingerne kom det frem, at amerikanerne ikke ville anlægge nogle baser i Danmark. Det Radikale Venstre og Retsforbundet ville have, at der blev etableret en folkeafstemning om Danmarks deltagelse i Atlantpagten.
Kauffmann spillede dobbeltspil
Kauffmann spillede såmænd også dobbeltspil i de første efterkrigsår mellem 1945 – 51. Det var hans overbevisning, at Danmark burde være medlem af NATO i stedet for at stræbe efter at indtage en alliancefri rolle i den ny verdensorden. Igen gik han uden for sin rolle som diplomat og var særdeles aktiv med til at forme efterkrigstidens danske udenrigspolitik. Igen spillede han elegant Grønlandskortet, hvilket resulterede i, at Danmark blev medlem af Atlantpagten i 1949, og at Danmark også fik en ny Grønlandsfatale med NATO og dermed USA i 1951. Men så let som det nu lyder, var det dog ikke.
Han stod svagt i Udenrigsministeriet
I oktober 1947 havde den amerikanske udenrigsminister George Marshall for første gang nævnt Henrik Kauffmanns ide til et nordatlantisk sikkerhedsarrangement over for den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen. Den amerikanske udenrigsminister havde bedt Kauffmann om at udvikle de tanker. Var det derfor at Danmark kom med fra starten og var det derfor, at vi fik lov til at beholde Grønland som en del af det danske rige?
Kauffmann blev ved med at stå svagt i Udenrigsministeriet. De opfattede ham som illoyal og notorisk enerådende. Men efter befrielsen havde politikere fra de tre store partier blik for, hvordan gesandtens stilling i USA kunne instrumentaliseres. Han havde fortsat sin stilling derover. Men den gradvise udvikling af den kolde krig blev det også rigeligt at se til.
Amerikanerne truede
Åbenbart truede den amerikanske ambassadør i Danmark, Josiah Marvel med, at USA ville beskære eller helt stoppe Marchallhjælpen, hvis ikke Danmark stoppede sit arbejde med et skandinavisk forsvarsforbund og i stedet orienterede sin sikkerhedspolitik med USA og et atlantisk samarbejde. Det var amerikanske økonomiske trusler, præsenteret for den daværende regerings topfolk bagom ryggen på statsministeren.
Danmark var af både økonomiske, sikkerhedspolitiske og strategiske grunde tvunget til at finde et nyt ståsted, og i takt med at alle andre muligheder af forskellige grunde viste sig enten uønskelige eller uopnåelige, endte vi af forskellige grunde med at søge medlemskab af Atlantpagten ovenikøbet som medstifter i april 1949.
Russerne reagerede
Dagen før den danske tilslutning til Atlantpagten fik den danske regering en note, hvor den sovjetiske regering slog fast, at Atlantpagten var anti-sovjetisk, aggressiv og i strid med FN-pagtens formål og principper. Statsminister Hans Hedtoft svarede Sovjetunionen den 4. maj 1949, at Atlantpagten var defensiv og ikke rettet mod nogen bestemt stat eller gruppe af stater.
Mange ting blev skjult for offentligheden
De danske politikere var bange for, at russerne ville reagere negativt over for amerikanernes baser på Grønland. Amerikanerne havde slet ingen planer om at opgive disse baser. Dette var måske godt for Danmark og medlemskabet i NATO. Men Udenrigsministeriet kørte Kauffmann ude på et sidespor, da der skulle laves ny overenskomst med amerikanerne i 1951 om forlængelserne af baserne.
Rækkevidden af amerikanernes indflydelse blev skjult for offentligheden. Den amerikanske atomvåbenstrategi blev også fortiet. Løgnene har til skiftende tider og svingende styrke belastet det dansk – amerikanske forhold, det dansk – grønlandske forhold samt relationen mellem beslutningstagere og offentlighed i Danmark.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 31, 2020
Dragør – for længe siden
Allerede i Oldtiden var Dragør beboet. Det store Sildeeventyr. Dragør fik privilegier. Masser af boder. Dragørmarkedet blev en konkurrent til København. Den danske flåde vandt over hansestæderne. Da 184 hollandske bønder kom til Amager. Befolkning på 150 – 200 i Dragør. Adskillige hollændere bosatte sig i byen. Dragør ville udskilles fra Store Magleby. Stor fattigdom. Da Svenskekongen var ved at blive anholdt. Amagers eneste skov blev næsten udryddet. Pesten udryddede halvdelen af befolkningen. Flåden voksede. Dragør fik sine vedtægter. Det gik tilbage med bjergningen. Lodseri fra Dragør. Kongens indrullerede Søfolk. Konerne fik særrettigheder. Fiskeriet blev bierhverv. De mange gæs. Nu kom håndværkerne. Skole fra 1680. Egen kirke. Store tab under Englandskrigene. Nu blev det lettere at komme til Dragør. Gulkalkede ”Skipperhuse” med stokroser. Brandkatastrofer. Dansestuer. Fastelavnsugen. Påske.
Allerede i oldtiden var Dragør beboet
Allerede i oldtiden var egnen ved Dragør beboet. Der er tydelige spor fra bronzealderen. I vikingetiden var plyndring og brandskatning noget, der hørte til dagens orden. Amager var endnu tyndt befolket. Der var endnu ikke nogen bysamfund.
Oldtidens bopladser var små og unetydelige. Bøndernes opdyrkning af jorden fortsatte. Nye landsbyer opstod efterhånden. Fra den tid stammer sikkert Store Magleby og Sundbyerne, selv om de først nævnes i 1085. Tårnby omtales først omkring 1135. Dragør er betydelig yngre, men må dog være opstået længe før 1333, da byen omtales i forbindelse med et skibbrud.
Det store sildeeventyr
Middelalderen igennem var fiskeriet en af landets vigtigste indtægtskilder. Abbed Arnold af Lübeck beretter i sin krønike omkring 1200, hvorledes de udenlandske købmænds tilstedeværelse bidrog til at ændre danskernes livsvaner, da de igennem dem stiftede bekendtskab med de sydlige landes forfinede levevis og lærte at sætte pris på at være kostbare og elegant klædte.
Endnu havde Dragør kun få faste beboere, da forberedelserne til markedet og fiskeriet begyndte. Men i tiden fra den 24. august til den 9. oktober mangedobledes befolkningen. Der udfoldede sig et meget broget liv.
Borgere og købmænd, fiskere og bønder, håndværkere, præster og munke færdedes mellem hinanden. Fra den tidlige morgen til sent ud på aftenen genlød stedet af messesang, vognrummel, hestetrampen, våbenklirren og kommandoråb.
Dragør fik privilegier
Efter endt dagsværk forlystede ungdommen sig med at lytte til omstrejfende gøglers sang og musik eller svang sig i dansens glæder i lunden eller ude på engene.
Sine første privilegier fik Dragør i 1342 af Valdemar Atterdag. Men allerede omkring midten af det 13. århundrede havde Wismar som den første by set de muligheder som stedet frembød. Forskellige byer fulgte efter.
Man fik ret til at ind- og udføre varer, drive håndværk, sælge alenvarer og hvad der ikke var mindst vigtigt – fri bjergningsret for sine fartøjer i tilfælde af stranding eller grundstødning.
Masser af boder
Der føltes ikke som en mangel, at der ikke fandtes nogen havn i Dragør. Det skyldtes, at ”Drogdens Øre” i forbindelse med en stenmole, der blev bygget, gav læ for bådene. For at lette transporten blev der gravet kanaler til de fed, der lå længst inde i landet.
Det areal, de fremmede købmænd lagde beslag på, omfattede henved 50 tønder land, der fra nord til syd strakte sig fra Blushøjen til Rybakkerne og fra øst til vest fra Grusbakkerne til Sundet. Af hensyn til fugtigheden var boderne bygget på små firkantede forhøjninger.
Nogle af boderne var meget interimistiske og skulle fjernes, når markedstiden var over. Gennem det 14. og størstedelen af det 15. århundrede var fiskeriet en god indtægtskilde.
Dragørmarkedet – en alvorlig konkurrent til København
Ved den nuværende nordre havnearm lå en i 1530 nedlagt kirke, der tilhørte gråbrødreklostret i København. Der hvor Strandhotellet ligger, lå et herberg, som tolderen syntes at have bevilling på at drive. Som dets nabo på den modsatte side af den nuværende Toldergade lå toldboden, der første gang nævnes 1425.
Tæt ved denne lå en skanse ”Skjolden”. Den blev tillige brugt som fyrbakke og muligvis til rettersted. Som galgebakke benyttedes dog sikkert lejets højeste punkt ”Skalkesnæs” , der lå på Københavns fed mellem slagternes boder i Kjødmangerstræde (Kongevejens østligste del) og Toldbodstræde, den nuværende Toldergade.
I løbet af det 15. århundrede udviklede Dragørmarkedet sig til at blive en alvorlig konkurrent til Dragørmarkedet sig til at blive en alvorlig konkurrent til København.
Den danske flåde vandt
Erik af Pommern indførte sundtolden og han søgte at indskrænke de fremmede købmænds indflydelse og rettigheder, så hansestæderne erklærede krig.
Skønt den danske flåde var langt underlegen, vandt den dog en fuldstændig sejr den 21. juli 1427 i et søslag ud for København. Ved fredsslutningen blev Erik af Pommern tvunget til at forny hansestædernes privilegier. Dragør fortsatte med at være en af Skånetidens vigtigste handelspladser.
I 1462 skulle 20.000 have taget del i markedet. I 1520 siges det, at 7.500 både drev fiskeri i Sundet. Måske er tallene lidt overdrevne. I det 16. århundrede begyndte silden at søge andre veje og så gik markedet rivende tilbage.
Mod Grevefejden 1533 – 1536 var Dragørs glansperiode i middelalderen forbi. Syvårskrigen med Sverige 1563 – 70 svækkede yderligere markedet.
Da 184 hollandske bønder kom
Christian den Anden indkaldte i 1520 – 1521 184 hollandske bønder, hvor de fik overladt Store Magleby. Det var også hans mening at de skulle have haft Kronens ejendomme i Dragør.
Kongevejsgård mellem Kongevejen og Toldergade blev omkring 1600 delt i to halvgårde. Den gamle gård brændte dog. Dragørgården på hjørnet af Toldergade og Jan Timanns Plads blev nedlagt i 1926. Gårdens tidligere kostald blev indrettet som byens biograf.
Gennem lange tider tilhørte disse gårde hollandske familier og deres ejere har næsten alle været fogeder i Dragør.
Befolkning på 150 – 200
Omtrent samtidig med at Kongevejsgården blev delt, synes toldstedet at være blevet ophævet, selv om toldbygningen først blev nedrevet i 1657. Byen bestod da foruden af de to halvgårde af 20 huse og lige så mange fiskerboder.
Om vinteren havde den en befolkning på 150 og om sommeren 200. Det skyldtes nok fordi hansestæderne endnu havde enkelte privilegier. Disse privilegier blev ophævet i 1622 efter at Christianshavn var anlagt som stabelplads for hele Sjælland.
Adskillige hollændere bosatte sig i Dragør
I slutningen af det 17. århundrede bosatte adskillige hollændere sig i Dragør, hvor de ernærede sig ved fiskeri og bjergning. Først da hollænderne i større målestok begyndte at fiske ål ud for Amagers vestkyst at lave mejeridrift på Saltholm og at udskibe heste, blev der bygget en nordre mole, en såkaldt ”Pehratette” som en begyndelse til en egentlig havn.
Byen havde tidligere i kommunal henseende havde sorteret under lensmanden på Københavns Slot. En stedlig foged varetog lenets og Kronens interesser. Men nu var det Hollænderbyens Scout eller Schultus (foged) stedets øverste myndighed. Han overtog også toldforretningerne. Ofte opstod der stridigheder med Store Magleby. Det var navnlig i forbindelse vedrørende havnen og retten til bjergning, om ejerforhold til jorden, om fælledens benyttelse.
Dragør ville gerne udskilles fra Store Magleby
Også i kirkelige spørgsmål var der store problemer, idet sognekirken i Store Magleby var både sognekirke for Hollænderbyen og Dragør. Gang på gang ansøgte Dragør om at blive udskilt fra den hollandske menighed.
Fra omkring 1700 dannede fogeden og fire mænd et by-forstanderskab. Men skønt Dragør efterhånden forstod at frigøre sig fra Store Maglebys formynderskab, opnåede de først fuld selvstændighed med Scout-jurisdiktionens ophævelse i 1822.
Stridigheden forhindrede imidlertid ikke dens vækst. Fiskeri, bjergning og kreaturhold var dens vigtigste indtægtskilde.
Stor fattigdom
Men efter de store sildeeventyr i Sundet var ophørt, sank befolkningen ned i fattigdom.
Af en indberetning til amtmanden fra præsten i Store Magleby fremgår det nemlig, at byen 1657 bestod af to halvgårde og henved 70 huse:
Da Svenskekongen var ved at blive anholdt
Heller ikke Dragør gik uberørt ud af Svenskekrigene, selv om de ikke fik så hård en skæbne som de øvrige byer på Amager. Den 8. oktober 1658 – to måneder efter belejringens begyndelse – gjorde svenskerne landgang ved byen med 1.500 mand fodfolk og 500 ryttere.
En i hast opkastet skanse blev erobret. Og i spidsen for sine soldater marcherede Carl den 10. Gustav mod København. Næste morgen gav Frederik den Tredje ordre til at Sundbyerne skulle afbrændes. Det var for at byen ikke skulle give fjenden beskyttelse.
Allerede den 10. oktober kulminerede kampen om øen med svenskernes berømte ”harejagt”, da alle byer og gårde blev stukket i brand med undtagelse af Tårnby kirke, der blev skånet som belønning for præsten Hans jegers modige optræden, da svenskekongen uanmeldt trådte ind i kirken, og han ufortrødent fortsatte sin prædiken., mens degn og menighed i hast flygtede derfra.
Samme dag ”harejagten” gik ind, kom der mellem Store Magleby og Dragør til en træfning, i hvilke både Frederik den Tredje og Carl den 10. Gustav deltog. Svenskerne blev slået og søgte skyndsomt tilflugt i deres både ud for strandengene ved Dragør. Kun ved en svensk officers mellemkomst lykkedes det at forhindre den danske løjtnant Mikkel Skov i at tage den svenske konge til fange.
Amagers eneste skov blev næsten udryddet
Som følge af dette nederlag fik de heller ikke tid til at sætte ild til alle huse i Dragør. Kun de to halvgårde og en snes fiskerhuse blev ødelagt. I 1677 bestod byen kun af 53 huse.
Amagers eneste skov lå ved Dragør. Den var et yndet udflugtsmål for københavnerne i det 17. århundrede. Men skoven synes at være blevet stærk medtaget under Svenskekrigene. De talrige træer blev fældet og anvendt til hovedstadens befæstning.
I disse år blev havnen udvidet med en skibsbro. Samtidig fik byen atter sit eget toldsted. I 1682 blev der opført et pakhus til opbevaring af bjergningsredskaber og gods, der bragtes i land efter grundstødte skibe. Fra 1790 til 1014 blev det benyttet til rådhus. Senere blev det til museum.
Pesten udryddede halvdelen af befolkningen
Amager undgik ikke at mærke følgerne af Den Skånske krig 1675 – 79 og Den Store Nordiske Krig 1700 – 1720. Øen skulle for enhver pris holdes, da den som ”Kjøbenhavns Spisekammer” var ganske uundværlig for hovedstadens levnedsmidler.
Heller ikke pesten 1711 skånede befolkningen – tværtimod – over halvdelen blev bortrevet. I lange tider lå gårde øde hen. Ikke desto mindre begyndte en ny opgangstid for Dragør.
Flåden voksede
I 1758 fortælles det, at byen havde cirka 270 huse ”alle temmelig vel byggede” som med få undtagelser blev beboet af ”Skibs-folk”. Den bestod ikke kun af indfødte ”Hollænder-børn”, men mest af jyder, Sjællands-farer og svenskere.
Flåden voksede stadig. Og fra 1725-30 blev havnen udvidet og blev overtaget af kommunen. I 1760’erne blev ”Den ydre mellem-havn” anlagt.
Dragør fik sine vedtægter
I 1707 fik byen sine vedtægter. Her bestemtes det hvilke indtægter havnen skulle opbære ved lodsning og ladning, havnepenge m.m. I 1713 dannedes et bjergelag. Her blev det også bestemt, hvor meget en bjergning kostede. Der blev også fastlagt retningslinjer for byens orden og sikkerhed. Disse stod med få ændringer ved magt til 1855, da de gamle vedtægter ikke længere passede til ”de nuværende forhold”.
I henved 200 år var bjergning en af Dragørs vigtigste indtægtskilder. Så snart en båd blev observeret som grundstødt gik der øjeblikkelig bud til fogeden og by-forstanderne. Havnefogeden beordrede først ”Byens Baad” og derefter andre skibe og både at gøre sig klar. Bytjeneren sendtes rundt i byen og tudede i sit horn ”Til Skibs”. Jo der blev sandelig røre i Dragør, når dette skete.
Det gik tilbage med bjergningen
Efter oprettelsen af Em. Z. Svitzers Bjergningsselskab i 1833 sakkede Dragør imidlertid langsomt agterud i konkurrencen med det nye selskabs mere tidssvarende bjergningsredskaber, indtil den til sidst blev nødsaget til helt at opgive sine bjergningsrettigheder.
Lodseri fra Dragør
Et andet af byens ældgamle erhverv var lodseri. Oprindelig var det fiskerne selv, der påtog sig at lodse skibe gennem farvandet, men i Kgl. Resolution af 8. marts 1648 gav Christian den Fjerde seks navngivne mænd fra Dragør ret til at lodse skibe gennem farvandet.
Men de mange skibe, der årligt passerede gennem Sundet – omkring 1800 meldes der ca. 10.000 – nødvendigvis allerede 1731 en fordobling af lodsernes antal.
I 1740 blev der indrulleret yderligere 12 unge mænd i faget. Knap 100 år efter var der stadigvæk kun 24 lodser i Dragør. Deres antal steg efterhånden til over 50. Men med den tiltagende dampskibsfart gik dette erhverv stærkt tilbage. I 1906 var der kun 17 lodser til Dragør.
Kongens indrullerede Søfolk
Under Christian den Femte indførtes den bestemmelse at unge søfolk, der lod sig indrullere i flåden eller ansætte på Holmen, opnåede visse fordele. Foruden en fast løn, som blev halveret, når de ikke gjorde tjeneste, men ventede på udkommando, fik de lejlighed til at uddanne sig i et håndværk. Når de efter 14 års forløb tog deres afsked, fik de tilladelse til på trods af gældende laugsregler at nedsætte sig som håndværkere eller skippere i indenrigsfart.
I 1758 blev der alene i Dragør indrulleret 150 mænd. Endnu i 1830’erne var der 750 indrullerede sømænd i byen. De blev kaldt ”Kongens indrullerede Søfolk”.
Konerne fik særrettigheder
Giftede de sig, fik deres koner – i øvrigt lige som lodsejernes – tilladelse til at skaffe sig en ekstraindtægt ved salg af hjemmevævede varer. Omkring 1850 var der intet hjem i byen, hvor der ikke fandtes en væv.
Imidlertid blev der i 1880’erne oprettet en linnedfabrik ved Store Magleby, hvor den gamle industris udøvere i stort antal fandt beskæftigelse, da hjemmevæveri nu ikke længere betale sig, men alligevel var der i 1890 stadig 1123 væve i gang i Dragør.
Fiskeriet blev et bierhverv
Fiskeriet var nu blevet et bierhverv, der kun ernærede ganske få familier. Endnu færre levede af landbrug. I virkeligheden var der kun to gårdmænd. Blandt byens borgere var der dog adskillige, som holdt både køer, svin og gæs, men de var ikke landmænd af profession. Til græsning brugte de forskellige englodder, de i tidens løb havde erhvervet af Maglebylille.
De mange gæs
Om sommeren blev hundredvis af gæslinger i hundredvis om sommeren ført over til Saltholm, indtil de om efteråret blev ført tilbage. På Dragørs snævre gader og stræder satte de deres præg. Det er derfor ikke uden grund, at Dragør blev kaldt ”Gæssenes By” I vinterens løb blev de fleste solgt på torvet i København.
Nu kom håndværkerne
En så udpræget søfartsby som Dragør havde oprindelig kun ganske få håndværkere. I 1686 nævnes således kun en bager, en skomager, en smed, to skræddere, en tækker, en kurvemager og så kom der senere en rebslager.
Men deres antal blev øget med befolkningens vækst og byens tiltagende velstand. Omkring 1800 havde byen seks bagere, syv skomagere, to smede, to tømmermestre, en murermester, en skrædder, en rebslager og talrige ”tømmermænd” dvs. skibstømrere, men der var kun en købmand. Til gengæld var der både høker, urtekræmmer, spækhøker, isenkræmmer og galanterihandler. Her blev solgt både ost – og vestindiske sager.
I tidligere tid var der også dragørfamilier som ernærede sig ved blegeri, da det om sommeren var skik fra hovedstaden at sende hvidevarer i tusindvis til blegning på Dragørs flade strandenge. Så sent som i 1870 levede 12 familier stadig af dette.
Skole fra 1680
Allerede omkring 1680 syntes det at være oprettet en skole i Dragør. Den har sikkert været ret primitiv installeret i et fiskerhus. En skolemester nævnes i 1686. En skolestue omtales først i 1719. men der skete en befolkningsstigning så denne blev for lille. I 1827 blev en skole gentagende gange ombygget og udvidet.
I Blegerstræde nr. 9 har der også været en skole. Den blev opført i 1860. I Vestgrønningen blev en skole opført af flere omgange. Røde Skole opførtes i 1891. Grå Skole blev bygget i 1914 og Ny Skole er fra 1955.
Egen kirke
Egen kirke fik man først sent. Grundstenen blev nedlagt i 1882. Den blev indviet af Sjællands biskop tre år senere i overværelse af den kongelige familie. Den blev opført af arkitekt Wessel sandsynligvis med Taarbæk Kirke som forbillede i nygotisk stil. Indtil 1954 var den filialkirke til kirken i Store Magleby.
Stort tab under Englands – krigene
Krigene mod England i 1801 og 1807 – 13 ramte byens erhvervsliv hårdt, da næsten hele skibsflåden gik tabt. Krig og fattigdom forhindrede byens genopbygning. To batterier blev anlagt nord for byen og et syd for byen. Langs stranden blev der bygget vagthuse af tang og jord.
Chefen for Amagers Nationalarme og Kystmilitse, kommandørkaptajn F.C. Fisker tog ophold i byen, hvor hans næstkommanderende var stedets strandridder, major Moldrup. ”Arméens” øvelser vakte stor munterhed blandt tilskuerne, men helt hyggelige har forholdene dog ikke været. Ofte var Dragøerne vidne til træfninger i Sundet. Det skete også at enkelte kugler forvildede sig ind over byen, hvor de en dag dræbte en gammel blind mand i hans seng.
For at bøde på tabet af flåden, tog borgerne senere ivrigt del i kaperkrigen og i hvert fald blev et fartøj i byen udrustet til dette formål.
Af alle søstæder i Danmark – fortælles der i ”Nyeste Skilderi” i 1816 har næppe nogen lidt mere ved krigen end den mindste blandt dem, Dragør på Amager.
Før krigen ejede den omtrent 80 ”mådelige Fartøjer”. Men ved opbringelser og ved at være blevet drevet på grund af fjenden, var dette antal blevet reduceret til 20, og da der ikke var råd til at anskaffe nye, måtte de forrige ejere tage fragt for andre. Først næste generation lykkedes det at bringe flåden nogenlunde på fode.
Antallet af skibe hjemmehørende i Dragør steg derfor jævnt til århundredets slutning, da sejlskibenes saga var slut. En stor del af ungdommen søgte andre erhverv.
Nu blev det lettere at komme til Dragør
Skønt Dragør kun ligger ca. 10 km fra Københavner det stadig som at komme til en fjern provinsby. Måske skyldtes det dengang, at forbindelsen var meget dårlig. Rejsen var besværlig og ofte ubehagelig. Og det var den både hvis man benyttede sig af dagvognen, man sejlede eller benyttede en privat vognmand.
Banens anlæg i 1907 forbedrede forholdene. Men selv om byen rykkede nærmere til København mistede den ikke sit særpræg. Pludselig så man i ferietiden og om søndagen sejlsportsfolk, landliggere og turister, der her satte hinanden stævne ved havnen. De hyggelige gader og stræder genlød af latter og snakken.
Gulkalkede ”skipperhuse” med stokroser
Til hvert hus hører en lille have eller fredfyldt gårdsplads, roser og stokroser forhøjer idyllen og på et par af torvene var der endnu en gammeldags vandpost. Mange af gaderne er snævre og krumme som i en middelalderlig by og enkelte som Fiskergangen, Skippergangen og Trejn Jylmanns Gang er ikke mere end halvanden meter brede. De er kun beregnet til fodgængere og derfor flisebelagte i modsætning til de andre, der har toppede brosten.
Næsten alle huse i den gamle del af byen er gulkalkede, men kun ”skipperhusene” er to etager høje. Enkelte som Lodstræde 15 har på taget et såkaldt ”Kikkenborg” – et lille udsigtstårn. I ældre tid blev der holdt udkig efter skibe, der var grundstødte i farvandet ud for byen eller kom i vanskeligheder, som krævede Dragørborgernes bistand.
De fleste ejendomme er grundmurede med rødt tegltag men mellem dem ligger dog stadig stråtækte bindingsværkshuse, at hvilke de ældste stammer fra det 17. århundrede.
Brandkatastrofer
Selv om det var en økonomisk fordel for Dragør, at ligge så nær København, har byen altid forstået at holde sin store nabo ”tre skridt fra livet”. Det skyldtes sikkert, at mange gamle Dragørslægter havde hollandsk blod i deres årer. Ved at værne om deres kultur vedblev de at føle sig som et lille selvstændigt samfund.
Husene ligger så tæt at en ildebrand vil få katastrofale følger. Derfor havde Dragør også tidligt sit eget brandkorps. Disse forholdsregler forhindrede dog ikke, at der i 1842 nedbrændte en snes huse i van Ostensgades vestlige del. 18 huse mellem Wismarstræde og Lybækstræde blev luernes bytte in 1852.
Dansestuer
Befolkningens hollandske oprindelse satte sit præg ikke alene på det daglige liv men også på årets store festligheder. Som Hollænderbyen havde Dragør sin ”vært” hvor beboerne holdt gilde og havde dansestue, men fra en beskeden begyndelse udartede det efterhånden til, at der mindst en gang om ugen på skift holdtes ”offentligt bal” i forskellige lokaler. I de mange dansestuer er det sikkert gået meget livligt til. Det gjaldt dog om ikke at hoppe for højt under dansen for ikke at slå hovedet mod loftsbjælkerne, som i Lars Ols’ have i Strandstræde, hvor deltagerne selv medbragte tællelys og brænde til bilæggerovnen.
Om sommeren henlagdes dansen til ”Dragør Lund”, hvor der var rejst en danseestrade og telte, som der udskænkedes kaffe og punch i til de voksne, medens børnene morede sig med at gynge.
Fastelavnsugen
Særlig store fester holdtes fastelavnsugen, som overalt på Amager blev fejret med ”at slå Katten af Tønden”. Ofte dansede man efter tøndeslagningen flere nætter i træk. Mens drengene sørgede for lys og brændsel og betalte for musikken, fyldte pigerne bollerne, som visen omtaler, med rødvins – eller rompunsch. De unge mennesker blev derfor tit så berusede, at de måtte forsømme deres skole.
Påsken
Påsken blev fejret med, at pigerne gav æg til de drenge, som havde været flinke til at danse med dem i fastelavnstiden. Æggene, der var hårdkogte og farvede, morede de sig påskedag med at kaste eller trille ned ad ”Blushøjen” eller andre steder, indtil de ”gik i Pillemad” og blev spist.
Anden påskedag legede pigerne og drengene om eftermiddagen, hvorefter de drog rundt i byen, hvor drengene trakterede pigerne med bolsjer hos de forskellige kagekoner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: